Metal i Vest 1890 - 2015 · 2016-04-11 · Vestkysten (Tønning og Husum), mangle-de der en havn på Vestkysten til at forsyne England med danske landbrugsvarer. I april 1868 besluttede

Metal i Vest 1890 - 2015

Metalarbejderne i Esbjerg, Ribe og Varde gennem 125 år

Anja Meier Sandreid

Metal i Vest 1890 - 2015

Metalarbejderne i Esbjerg, Ribe og Varde gennem 125 år

Metal i Vest 1890 - 2015Metalarbejderne i Esbjerg,

Ribe og Varde gennem 125 år

Udgivet af Metal Vest 2016

Anja Meier Sandreid

Metal i Vest 1890 - 2015Metalarbejderne i Esbjerg, Ribe og Varde gennem 125 år

Anja Meier Sandreid

Udgivet af Metal Vest i april 2016i anledning af afdelingens 125 års jubilæum.

Research, tekst & billedredaktion: Bureau Sandreid ved Anja Meier Sandreid

© Bureau Sandreid og Metal Vest 2016

1. udgave, 1. oplag 2016

ISBN 978-87-998942-1-5

Hvis ophavsretten til fotos og illustrationer i bogen er krænket, er det sket mod intentionen. Retmæssige og dokumenterede krav vil blive

honoreret efter samme retningslinjer, som hvis der på forhånd var indhentet tilladelse til brug af disse fotos og illustrationer.

Indhold

Forord ...................................................................................................................7

1. 1890-1990: Metal i tre vestjyske byer gennem 100 år ........................................8

2. 1991-1999: Glade 90'ere, åbning mod øst og storkonflikter ............................28

3. Tema: Metalarbejde og arbejdsmiljø i 125 år ..................................................40

4. 2000-2007: Det nye årtusinde, globalisering og EU-udvidelser ..................... 52

5. Tema: Esbjerg Havn - Fra fiskekuttere og skibsværfter til offshorebase ........64

6. 2008-2015: Økonomisk krise og fusioner ........................................................82

Bilag, litteratur og tak ........................................................................................94

7

For 125 år siden blev de to første afdelinger

stiftet i dét, der siden hen skulle blive til

Metal Vest.

Afdelingen har igennem de sidste 25 år

gennemgået og deltaget i meget store om-

væltninger. Vores engang så stolte fiskeriby

er blevet transformeret til Energimetropol

Esbjerg. Olie og vindenergi både i land og i

den danske sektor af Nordsøen har betydet

meget store forandringer for medlemmer-

nes arbejde. Vores medlemmer rejser over

hele Norden og rundt i verden, både til havs

og til lands.

Fagforeningsarbejdet er det samme,

men medlemstyper og virksomheder har

gennemgået meget store forandringer.

Ansættelser og arbejdsvilkår har forandret

sig fra faste rammer med mange års an-

sættelser i samme virksomhed til en meget

flydende arbejdsstyrke, der cirkulerer imel-

lem mange virksomheder. Det betyder nye

udfordringer og nye arbejdsmetoder for

afdelingens ansatte og valgte.

I det samme tidsrum lykkedes det efter

flere års arbejde at fusionere Metal Esbjerg,

Metal Ribe og Metal Varde. Fusioner der var

blevet nødvendige for forsat at sikre en høj

grad af service til metalmedlemmerne. Vi

har haft 2 virkelig vellykkede fusioner som

har betydet, at Metal Vest i dag forsat kan

yde den gode service som vores medlem-

mer efterspørger.

Metal Vest besluttede på sin general-

forsamling den 24. marts 2015, at besty-

relsen skulle se på muligheden for at få

udarbejdet et jubilæumsskrift. Det er det,

som foreligger nu. Jubilæumsskriftet bliver

også gjort tilgængeligt på vores hjemmesi-

de som en pdf-fil. Vi håber, at I vil tage godt

imod skriftet, bruge det og udbrede kend-

skabet til det.

Tillykke til afdelingens medlemmer med

de 125 år.

Dan H. Rasmussen

Formand

Metal Vest

Forord

1. 1890-1990: Metal i tre vestjyske byer gennem 100 år

”De unge, der går på arbejde i dag får så at sige foræret

100 års arbejde. Hvor man dengang startede på nul, star-

ter vi i dag på et meget højt velfærdsniveau. Det skyldes

ikke mindst fagbevægelsen.”¹

Thorkild E. Jensen, formand for Metal Esbjerg, 1990.

91890-1990: Metal i tre vestjyske byer gennem 100 år

De første vestjyske metalarbejdere

I Vestjylland havde der været smedehånd-værk i århundreder, blandt andet i lands-bysmedjer. Men faglig organisering inden for metalfagene opstod først i anden halv-del af 1800-tallet samtidig med industriali-seringen af de større vestjyske byer. I 1850 boede der 2.984 personer i Ribe og 1.774 i Varde. Esbjerg eksisterede endnu ikke. På dette tidspunkt opstod den første industri i Ribe og Varde. De to største industrivirk-somheder i Ribe var Frederik von Stöck-ens Jernstøberi (senere Ribe Jernstøberi) grundlagt i 1848 og Christian Giörtz’ bom-uldsspinderi (senere Crome & Goldsch-midt) grundlagt i årene 1850-1851. I Varde startede Th. Birchs Jernstøberi på Nørrega-de 35 i 1855. Både i Ribe og Varde lå der kun få industrivirksomheder, og de fleste var små. På de jernindustrielle virksomheder arbejdede især smede, men også nye fag som formere og maskinarbejdere.

Efter krigen mod Preussen og Østrig i 1864, hvor Danmark havde mistet dele af Sønderjylland og de sidste to havne på Vestkysten (Tønning og Husum), mangle-de der en havn på Vestkysten til at forsyne England med danske landbrugsvarer. I april 1868 besluttede Rigsdagen at anlægge en havn dét sted, hvor Esbjerg kom til at vokse frem. Havnen blev officielt åbnet i 1874, og også en jernbane blev anlagt. På heden bag havnen blev små huse bygget, og med dem opstod byen Esbjerg som hurtigt vokse-de sig større. Esbjerg blev en selvstændig kommune i 1893 og fik status som købstad i 1899. Esbjerg var på ganske få år blevet større end både Ribe og Varde.

Pionértiden i Varde og Esbjerg

”Den 13. juli 1890 blev det på et Møde, som afholdtes af samtlige her i Byen arbejdende Smede og Maskinarbejdere, vedtaget at oprette en Fagforening og som en Afdeling af Smede- og Maskin-arbejdernes Forbund at give os ind un-der København. Derefter foretoges Valg af fire Bestyrelsesmedlemmer: A. Berg valgtes til Formand, A. Petersen til Kas-serer. Endvidere valgtes Johansen og H.P. Hansen. Disse paatog sig at udar-bejde Lovene til næste Generalforsam-ling, hvorefter Mødet sluttede.”2

Sådan skrev smede og maskinarbejdere i Varde i referatet, da de som de første på egnen havde oprettet en fagforening under Smede- og Maskinarbejderforbun-det. Dette skete kun to år efter at selve forbundet var blevet stiftet i København. Den 21. august 1890 blev den første ge-neralforsamling afholdt i den nystiftede fagforening, hvor de nye vedtægter blev vedtaget. I september samme år blev en understøttelseskasse oprettet i Varde-af-delingen. Samme efterår blev også en ny fagforening for smede og maskinarbejde-re oprettet i Esbjerg med 15 medlemmer i Eskesens Foreningslokale i Havnegade. De første medlemmer var maskinarbej-dere, grovsmede, klejnsmede, drejere og en enkelt kedelsmed. Kontingentet i den nystiftede Esbjerg-afdeling var 40 øre pr. måned. Faglig organisering var nødvendig i disse år. De nystiftede fagforeninger ar-bejdede for at få en bedre løn og mindre arbejdstid til medlemmerne. Efter sin stif-telse arbejdede Varde-afdelingen for, at arbejdstiden blev sat ned fra 11 til 10 timer

Billedet forrige side: Formeri for Elektroværket på Varde Stålværk i 1950 (VLA).

I 1874 blev jernbanen mellem Lun-derskov og Esbjerg samt mellem Esbjerg og Struer over Varde indviet trods Vardes store protester, der frygtede, at Esbjerg ville overtage byens handelsområde. Sammen med Esbjerg Havn sikrede jernbanen Esbjergs vækst. Her ses Gørding Station, ukendt årstal (Gørding Sognearkiv).

10 Metal i Vest 1890 - 2015

År Ribe Varde Esbjerg1850 2.984 1.774 251901 4.243 4.611 13.3551930 5.895 6.514 27.4051955 7.606 9.135 50.9212014 8.168 13.605 71.618

Udviklingen i befolkningstal i årene 1850-2014. Esbjerg oplevede en voldsom befolk-ningsvækst i årene 1870 til 1900. Også Varde oplevede et opsving i denne periode, mens Ribe ikke oplevede lige så stor en vækst i befolkningsantallet. I 1901 havde Varde overhalet Ribe i antal indbyggere.

om dagen seks dage om ugen, og at time-lønnen skulle op på 27 øre i timen. Dette var helt på linje med de krav, Smede- og Maskinarbejderforbundet stillede på den-ne tid. Men sådanne krav kunne ikke gen-nemføres lokalt uden kamp.

Det var ikke alle arbejdsgivere i det vestlige Jylland, der var parate til at tilla-de faglig organisering eller give en højere løn. Her var arbejdsgivernes våben lock-out som modspil til arbejdernes mulighed for arbejdsnedlæggelser og strejker. I Es-bjerg fik den nystiftede fagforening hur-tigt sin ilddåb. Den første overenskomst i Esbjerg-afdelingen trådte i kraft den 30. juni 1891 og var tiltrådt af alle jern- og me-talvirksomheder i Esbjerg med undtagelse af fabrikant N.J. Poulsen. Her førte smede-nes krav om en overenskomst og indførelse af minimalløn til, at Poulsen lockoutede 11 smede. Lockouten af smedene kom til at vare 15 måneder indtil den 17. september 1892. Under konflikten på Esbjerg Jernstø-beri havde Esbjerg-afdelingen svært ved at holde sig i live og var på et tidspunkt nede på kun 6 medlemmer. Til sidst vandt sme-

dene i Esbjerg konflikten med Poulsen og også retten til at organisere sig i deres fag-forening. I 1894 fik smede og maskinarbej-derne også indført overenskomst hos N.J. Poulsen. Samme år var Esbjerg-afdelingen oppe på omkring 50 medlemmer. Når an-dre arbejdsgivere på egnen heller ikke vil-le tegne overenskomst, startede der ofte en konflikt. Som da smedemester Jensen i Jerne blev boykottet i maj 1899 for overens-komstbrud.

Også Varde-afdelingen var tæt på at bukke under i disse år på grund af svigten-de tilslutning fra medlemmerne og dårlig økonomi. I Varde sørgede mestrene for, at to medlemmer, herunder formanden, af den nystiftede fagforening ikke kunne fin-de ansættelse i byen. Alligevel lykkedes det afdelingen gennem forhandlinger med me-strene i Varde at få den daglige arbejdstid ned til 10 timer, at få forhøjet betalingen for overarbejde og få indført en mindstebeta-ling på 25 øre pr. time. I Ribe gik det trægt med at få en afdeling i gang. I juli 1891 fik to personer fra Esbjerg-afdelingen til opgave at stifte en afdeling i Ribe, hvilket ikke lyk-

Foto af A. H. Caben, som var Esbjerg-afdelingens første formand, mens I. P. Carlsen var kasserer. (MVA).

Kilde: Tal 1850-1955: Nielsen, Skautrup og Therkel Mathiassen (red.): Trap Danmark, Ribe Amt. Bind IX, 2. 5. udgave, 1965, s. 765. Tal fra 2014: Den Store Danske Encyklopædi online, ”Esbjerg”, ”Ribe” og ”Varde.” Gyldendal. Link: denstoredanske.dk.


kedes. I starten af december 1894 stiftedes en afdeling i Ribe med fem medlemmer, men afdelingen blev nedlagt igen i 1901.

Den danske model grundlægges

I disse år organiserede jernfabrikanterne og andre arbejdsgivere sig også. Blandt andet i Varde Haandværkerforening i 1866, Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i Provinserne i 1895 og Arbejdsgiverforenin-gen af 1896 (senere Dansk Arbejdsgiver-forening). Fagbevægelsen havde brug for en modpart hertil. I januar 1898 rejste Es-bjerg-afdelingens formand, J.J. Marcussen, til København til et delegeretmøde. Med et bundet mandat fra afdelingen stemte Marcussen imod, mens et flertal af de 400 deltagere stemte for at samle alle fagfor-bund i én organisation: De Samvirkende Fagforbund (DsF) - det senere LO. Formå-let med DsF var blandt andet at koordinere strejker i fagforbundene. Det fik de snart brug for.

Den 24. maj 1899 havde en strejke blandt jyske snedkersvende bredt sig til en lands-dækkende lockout af ansatte i hele bygge-branchen og jernindustrien. Omtrent 300 arbejdere blev lockoutet i Esbjerg og 47 i

Varde. I starten af snedkernes strejke hav-de Esbjerg-afdelingen støttet de strejkende økonomisk. Men nu hvor konflikten var ble-vet til en storkonflikt, forsøgte afdelingen at holde sig ude af konflikten for ikke at svæk-ke offentlighedens sympati for fagforenin-gen. Storkonflikten varede fra 20. maj til 5. september 1899 og blev afsluttet med ind-gåelse af Septemberforliget. Med Septem-berforliget aftalte arbejdsgiverne og fag-bevægelsen, at det danske arbejdsmarked skulle bygges op om overenskomster, freds-pligt, arbejdsret og voldgift – også senere kaldet den danske model. Det var en stor sejr for fagbevægelsen, at arbejdsgiverne nu havde accepteret faglig organisering, mens arbejdsgiverne med Septemberforli-get mindskede risikoen for arbejdsnedlæg-gelser i overenskomstperioder.

Tillidsmandsinstitutionen var også en vigtig del af Septemberforliget og den danske model. Esbjerg-afdelingen fik ef-terfølgende valgt de første tillidsmænd på de tre virksomheder Jensen & Olsens Værk-sted, Christoffersen & Larsens Værksted og Mollerups Motorfabrik. Med til den nye indretning af det danske arbejdsmarked hørte også branche- og værkstedsklubber-ne. Den første faglige metalklub i Esbjerg

En lokal afdeling af Smede- og Maskinarbejderforbundet blev dannet i både Varde og Esbjerg i 1890. Esbjerg-afdelingen købte sin første fane til den dengang høje pris af 225 kr. Fanen blev indviet den 5. oktober 1894 under stor højtidelig-hed. Varde-afdelingen indviede sin første fane ved en fest den 20. juni 1897. De nye faner i de to afdelinger kom i årene derefter til at være et samlingspunkt i fagforeningen og blev brugt til utallige lejligheder - fra 1. maj og andre politiske og faglige fester til et medlems bryllup eller begravelse (PBP/MVA).

Skruebrækker - Historien bag ordet

Da danske arbejdsgivere én efter én blev ramt af en række af strejker i 1870- og 1880’erne blev det kaldt for skruen eller omgangsskruen. Ideen var at strejke på én arbejdsplads af gangen, mens resten af arbejderne fortsatte med at arbejde på de andre virksomheder og værksteder og rejste penge til de strejkende. Skruebrækkere var strejkebrydere, der udførte konfliktramt arbejde og dermed hjalp arbejdsgiverne med at bryde skruen, altså strejken. Ved formerstrejken i 1876 importerede mestre for eksempel tyske formere til strejkebryderi. De var altså skruebrækkere.

12 Metal i Vest 1890 - 2015

blev stiftet på C. Mollerups Maskinfabrik i januar 1900. Måneden efter blev en klub på Jensen & Olsen oprettet, og siden hen kom flere klubber til. Værkstedsklubbernes formål var at pleje arbejdernes interesser på virksomheden. I 1907 blev a-kasserne ved lov statsunderstøttede, og fremover dækkede staten halvdelen af arbejdsløs-hedskassernes udgift til understøttelse af ledige medlemmer. I 1910 blev betalt ferie (tre dage) indført via overenskomsten. Fag-bevægelsen havde vind i sejlene og opnåe-de resulater til medlemmerne.

1. verdenskrig 1914-1918 og

Genforeningen 1920

I 1914 havde Varde-afdelingen omkring 60 til 80 medlemmer, mens Esbjerg-afdelin-gen havde 113 medlemmer. I 1915 kunne begge afdelinger fejre 25 års jubilæum. Fra februar 1904 til efteråret 1913 eksiste-rede Ribe-afdelingen som en klub under forbundet. Fra 1913 kom klubben under Es-bjerg-afdelingen. I december 1913 var det afdelingsformanden for Esbjerg-afdelin-

gen, C. Laursen, der i Ribe forhandlede en overenskomst med ejeren af Ribe Jernstø-beri, Hans Obbekjer. Medlemsbøger blev sendt frem og tilbage mellem Esbjerg og Ribe, men dette var ikke holdbart i læng-den. Løsningen måtte dog vente, da 1. ver-denskrig brød ud i august 1914 med delta-gelse af flere europæiske lande, Japan og senere også USA. Danmark var neutral og deltog ikke i verdenskrigen.

Krigen fik alligevel betydning herhjem-me. Reallønnen faldt, mens arbejdsløshe-den steg. Krigen forårsagede også mangel på råvarer og påvirkede virksomhedernes produktion. I november 1914 ønskede Ob-bekjer at reducere akkordpriserne på Ribe Jernstøberi på grund af krigen. Men det blev forhindret af afdelingen i Esbjerg. På Varde Stålværk blev arbejdere fra Tyskland tilbagekaldt til militærtjeneste pga. krigen. Produktionen på stålværket gik i stå indtil 1918, hvor Nakskov Skibsværft overtog stål-værket. Også Th. Birch Jernstøberi på Nørre-gade i Varde måtte indstille produktionen på grund af mangel på koks som konsekvens af krigen. Støberiet kom ikke op at køre igen

En af de første gader i Esbjerg var Smedegade, hvor smeden Frantz Lund Møller fra Kolding havde bygget en smedje, som senere blev udvidet til maskinfabrik og jernstø-beri i partnerskab med N. J. Poulsen - det senere Esbjerg Jernstøberi. De fleste medlemmer af den nystiftede afdeling af Smede- og Maskinar-bejderforbundet i Esbjerg var ansat hos N. J. Poulsen, og det var ham ham størstedelen af afdelingens konflikter var med i de første år. I 1896 blev Esbjerg Jernstøberi over-taget af Jensen & Olsen og hed nu Esbjerg Jernstøberi & Maskinfabrik Jensen & Olsen. Maleri fra 1900 (Sydvestjyske Museer).


efter krigens afslutning. De fleste virksom-heder klarede sig dog igennem krigen. I oktober 1918 blev der indgået våbenhvile mellem krigsmagterne. Efter en afstemning i 1920 som en del af de internationale freds-forhandlinger, blev størstedelen af Sønder-jylland nu dansk, og Ribe fik store dele af sit opland tilbage.

Mellemkrigstiden: Ny afdeling i Ribe,

8 timers arbejdsdag og urolige tider

I kølvandet på afslutningen af 1. verdens-krig ønskede klubben i Ribe at oprette en selvstændig afdeling, hvilket Esbjerg-af-delingen støttede. Den 1. maj 1919 stifte-de to brødre fra Ribe Jernstøberi den nye afdeling af Smede- og Maskinarbejderfor-bundet i Ribe. Vilhelm Kittelmann blev af-delingens første formand, mens broderen Frederik blev kasserer. Vilhelm Kittelmann var formand indtil 1940, hvor Willy Andrea-

sen overtog formandsposten, mens Frede-rik Kittelmann beholdt posten som kasse-rer frem til sin død i 1945. Den nystiftede Ribe-afdeling havde 17 medlemmer ved oprettelsen i 1919 og var i november 1937 kommet op på 72 medlemmer.

I 1920 blev Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) stiftet, hvilket førte til en split-telse med socialdemokraterne. Overordnet set ønskede kommunisterne på dette tids-punkt revolution, mens socialdemokrater-ne i stedet ville ændre samfundet gennem politiske reformer. Den politiske splittelse mellem kommunister og socialdemokra-ter kom til at påvirke de tre afdelinger op gennem det 20. århundrede. I Esbjerg-af-delingen blev kommunisten Laurits Ro-sendahl, som var uddannet drejer, havde været ansat på Maskinfabrikken Mollerup og nu som gasaflæser, ny formand ved en ekstraordinær generalforsamling i 1923.

Det var smede, maskinarbejdere og de to brødre Kittelmann fra Ribe Jernstøberi, der i 1919 stiftede den nye Ribe-afdeling af Smede- og Ma-skinarbejderforbundet. Ribe Jern-støberi var blevet stiftet i 1848 som Frederik Von Stöckens Jernstøberi som en af de første industrivirk-somheder i Ribe. Virksomheden var karakteriseret ved en høj medarbej-derkontinuitet. I mange familier blev det en tradition at arbejde på Ribe Jernstøberi. Foto af Zeppelinerhal-len på Ribe Jernstøberi i 1920’erne (Ribe Jernindustri A/S).

Flere gange havde det været forsøgt at stifte en Ribe-afdeling. Det lykke-des 1. maj 1919 (PBP/MVA).

14 Metal i Vest 1890 - 2015

Kommunisterne kom derefter til at udgøre størstedelen af Esbjerg-bestyrelsen. Sam-men med søfyrbøderne og sømændene var smedene nu kernen i den kommunistiske bevægelse i Esbjerg. Smede- og Maskinar-bejderforbundet var ikke begejstrede for, at Esbjerg-afdelingen var kommunistisk domineret. Rosendahl kom til at være af-delingens formand i sammenlagt 28 år og blev senere hen byrådsmedlem og også folketingsmedlem for DKP.

1920- og 1930’erne var i perioder præ-get af arbejdsløshed og konflikter, men også af fremskridt. Arbejderbevægelsen havde tidligt kæmpet for 8 timers arbej-de, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Dette var også parolen ved 1. maj arrangemen-ter, som havde været tradition i Danmark siden 1890. 1. januar 1920 lykkedes det endelig de danske fagforeninger gennem overenskomstforhandlinger at få indført en 8 timers arbejdsdag. Den ugentlige ar-

bejdstid var herefter 48 timer, fordelt på 6 dage. Det var et stort fremskridt. Varde-af-delingen var dog efterfølgende nødt til i en skrivelse at presse flere arbejdsgivere til at rette sig efter overenskomsten og indføre en 8 timers arbejdsdag i praksis. Ved overenskomsterne i 1921 og 1922 fik arbejdsgiverlockouter smede og maskin-arbejderne til at acceptere en lønnedgang. I 1924 blev Thorvald Stauning Danmarks første socialdemokratiske statsminister. I marts 1925 kunne arbejdsmarkedets par-ter ikke blive enige om en overenskomst. 12.000 af Dansk Smede- og Maskinarbej-derforbunds medlemmer blev lockoutet af arbejdsgiverne. Dagen efter nedsatte Es-bjerg-afdelingen et kontroludvalg og udvi-dede kontortiden, så de lockoutede kunne få understøttelse. På landsplan stemte et flertal af forbundene nej til forligmandens mæglingsforslag. 100.000 arbejdere blev den 21. april 1925 kastet ud i en storkon-

Et af de første fotos fra Var-de-afdelingen er dette fra 1920, hvor deltagerne i afdelingens 30 års jubilæumsfest er fotograferet i Enighedslunden. Den første tid for Varde-afdelingen var præget af arbejdsgivernes modstand mod den nye fagforening. ”Mestrene så med skæve Øjne på den nye Organisation og mente, at nu skulle der straks strejkes” som formand H.P. Hansen i 1915 beskrev de første år (VLA).


flikt. Mange lokale arbejdspladser stod stille, og også Englandstransporten fra Esbjerg Havn gik i stå. Varde-afdelingen havde ikke råd til at understøtte de lock-outede i længere tid. Ved et nyt mæglings-forslag i slutningen af maj stemte 16 med-lemmer i Varde for og 5 imod, og 86 for og 26 imod i Esbjerg. Også på landsplan blev overenskomsten stemt hjem. Konflikten var slut, og arbejderne genoptog arbejdet den 6. juni 1925. Med den nye overens-komst havde de fået 6 øres forhøjelse af minimallønningerne.

I Mellemkrigstiden var der i nogle år høj ledighed blandt metalarbejdere, især hos støberiarbejdere og formere. Børs- krakket på Wall Street i USA i 1929 betød, at arbejdsløsheden i Danmark steg efter 1932, og reallønnen faldt. Nogle år var der knap 25 % arbejdsløse medlemmer i de tre loka-le afdelinger af Smede- og Maskinarbejder-forbundet, selvom de klarede sig bedre end byens ufaglærte arbejdere. Arbejdernes Fællesorganisation i Varde og Esbjerg (de senere lokale afdelinger af LO) pressede på for at få sat store offentlige anlægsarbej-der igang for at mindske arbejdsløsheden, hvilket lykkedes. I marts 1936 arrangere-de smede fra Esbjerg-afdelingen også en cykeltur for at skabe opmærksomhed om de arbejdsløses vilkår. Smedene cyklede i bidende kulde og snevejr hele vejen fra Es-bjerg til København på en uge, mens andre smedeafdelinger stødte til undervejs. I dis-se år kom også flere klubber til. I 1928 op-rettedes Rørklubben i Esbjerg-afdelingen, mens Varde-afdelingen oprettede klubber i Skjern og Lem i 1932. I maj 1934 oprettedes

en klub på Ribe Jernstøberi med Vilhelm Kittelmann som første formand.

Også i udlandet var der urolige tider - især i Tyskland efter Adolf Hitlers magtover-tagelse i 1933. De lokale afdelinger forholdt sig til disse udenlandske begivenheder. Ge-neralforsamlingen i Varde i juli 1933 beslut-tede at abonnere på det tyske arbejderblad Neuer Vorwärts for at støtte de tyske arbej-dere i deres kamp mod nazismen. Til gen-gæld ønskede afdelingen på ingen måde at støtte kommunister. Omvendt var det i Es-bjerg-afdelingen, der i 1929 med Rosendahl i spidsen havde besluttet at hjælpe sociali-ster i udlandet gennem den internationale kommunistiske organisation International Rød Hjælp. Dette var et af flere eksempler på, at afdelingerne førte forskellig politik afhængig af, om de var socialdemokratisk eller kommunistisk domineret.

Under 2. verdenskrig blev Danmark besat den 9. april 1940 af Tyskland. På fotoet kører tyske tropper af Sto-regade i Varde den 9. april (VLA).

16 Metal i Vest 1890 - 2015

Besættelsen 1940-1945

2. verdenskrig brød ud i september 1939 ef-ter Tysklands angreb på Polen. Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Under Besættelsen var der tyske soldater udstati-oneret i Ribe, Esbjerg og Varde. Dagligdagen kom til at ændre sig med mørklægningsgar-diner, fællessang og varemangel, mens en reallønsnedgang kunne mærkes i mange arbejderhjem. I 1940 havde afdelingerne i Varde og Esbjerg 50 års jubilæum. I Var-de-afdelingens festskrift udgivet tre måne-der efter Besættelsens start, stod der: ”I en saa dybt alvorlig Tid for Land og Folk er der selvsagt ikke Anledning til større Festlighed... for vort Lands vedkommende skrives der i dis-se Dage Historie. Nutiden er mørk og dyster, og om Fremtiden ved vi Intet.”³ Varde-afde-lingen aflyste jubilæumsfesten. Under Be-sættelsen fik mekanikerne mindre arbejde, fordi manglen på brændstof og reservedele betød, at danskerne brugte gasgeneratorer på deres bil eller lod den stå eller opklodse. Til gengæld blev arbejdsløsheden mindre under Besættelsen end den havde været i 1930’erne. Især smede og maskinarbejdere havde let ved at finde arbejde. Efter Tysk-lands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 forbød Rigsdagen det kommunistiske parti i Danmark. DsF og Smede- og Maskinarbej-derforbundet bad de lokale fagforeninger om at afsætte kommunister med tillidspo-ster. Både Esbjerg og Vardeafdelingen for-søgte uden held at ignorere skrivelsen fra forbundet om afsættelse af kommunister. Flere bestyrelsesmedlemmer eller tillids-repræsentanter fra afdelingerne blev inter-neret af tyskerne, blandt andet formanden

og kommunisten Laurits Rosendahl fra Es-bjerg-afdelingen og vogn- og beslagsmed Jens Petersen, som senere blev formand for Ribe-afdelingen. Andre af afdelingernes medlemmer måtte gå under jorden som Svend Erik Dreyer og Alfred Laursen, der se-nere blev aktive i Esbjerg-afdelingen.

En stor del af virksomhederne mangle-de råvarer til deres produktion. Nogle loka-le virksomheder forsøgte at klare sig ved at erstatningsprodukter, mens andre valgte at producere til tyskerne. Fra sommeren 1941 begyndte forskellige lokale mod-standsgrupper at lave sabotage mod den tyske værnemagt eller mod virksomheder, der leverede til tyskerne. Sabotagen var især rettet mod jernbanenettet, telefon-ledninger, automobiler og lastbiler brugt af tyskerne eller mod fiskerieksporten fra Esbjerg til Tyskland. Efter samarbejdspoli-tikkens sammenbrud i sommeren 1943 tog det illegale arbejde fart. I august 1943 med-førte en sabotage og 400.000 afbrændte fiskekasser på Esbjerg Havn gadeurolighe-der i byen. Politiet indførte efter tysk or-dre undtagelsestilstand i byen. Smede og maskinarbejderne i Esbjerg strejkede i tre dage med krav om undtagelsestilstandens ophør. Flere andre fag i byen støttede op om de strejkende, og protesterne bredte sig. Fra den 9. til 23. august var der strejker i 86 danske byer.

Flere lokale medlemmer Smede- og Maskinarbejderforbundet gik under Be-sættelsen ind i modstandsarbejdet. En af de lokale medlemmer, der deltog i mod-standsarbejdet var maskinarbejder, fælle-stillidsmanden og formand for Stålværks-

Under 2. verdenskrig blev det van-skeligt at importere varer fra udlan-det. Kul, petroleum og brændstof samt en lang række dagligvarer som kaffe, the, sukker, gryn, brød, kød, smør, sæbe og tobak blev rationeret fra 1939. Rationeringerne fortsatte efter krigens afslutning, og først i 1952 blev de sidste rationeringer ophævet. Rationeringsmærke på petroleum fra 1948 (Oksbøl Lokal-historiske Arkiv).


klubben, Viggo Hansen, fra Varde Stålværk. Viggo Hansen tilhørte en lokal gruppe un-der Holger Danske-gruppen og ledede en række sabotageaktioner i det sydlige og vestlige Jylland, blandt andet mod hans egen arbejdsplads Varde Stålværk. Det gik godt for Viggo Hansens gruppe indtil for-året 1944, hvor gruppen efter en sabotage-aktion mod Callesens Maskinfabrik i Åbenrå blev fundet af Gestapo og det tyske militær. Modstandsfolkene forsøgte at flygte:

”Vi var i en villa og kom ud af vinduet og smed håndgranater og skud efter tyskerne. Frits fra gruppen blev skudt og Claus fik begge ben savet over nede ved fodleddene af maskingeværsalver, men vi slap fra dem i første omgang. Si-den blev jeg taget her i Esbjerg. Vi var 8 i gruppen, der blev taget.”⁴

Gruppens medlemmer endte i lejrene Frø-slev eller Horserød, mens Viggo Hansen senere blev sendt til den tyske lejr Neuen-gamme indtil maj 1945.

Om aftenen den 4. maj 1945 blev ophø-ret af tyskernes besættelse af Danmark an-nonceret i radioen. Allierede tropper ankom til Ribe, Varde og Esbjerg i dagene efter. De internerede fanger blev i de følgende uger og måneder løsladt. Rosendahl blev gen-indsat som formand for Esbjerg-afdeling. Nu fulgte opgøret med dem, som havde hjulpet eller plejet omgang med tyskerne i de tre afdelinger. Esbjerg-afdelingen un-dersøgte sagen og kom frem til, at kun to af afdelingens medlemmer havde opført sig udansk under tyskernes besættelse. Efter afslutningen på 2. verdenskrig udbetalte afdelingen i mange år en bevilling til de er-hvervsskadede fra frihedskampen.

Overenskomstkonflikter og fem dages arbejdsuge

I 1945 var de tre lokale afdelinger kommet langt siden deres oprettelse i hhv. 1890 og 1919. Men der var endnu lang vej for at opnå alle de resultater til medlemmerne, som afdelingerne ønskede med hensyn til lavere arbejdstid, ordentlig løn, med-indflydelse og sikkerhed på arbejdsplad-serne. Dette lykkedes gradvist de næste mange år. Til overenskomstforhandlinger-ne i foråret 1956 krævede fagbevægelsen en højere timeløn samt at få arbejdstiden nedsat fra 48 til 44 timer om ugen. Ar-bejdsgiversiden lagde i stedet op til for-ringelser af både løn- og arbejdsforhold. Forligsmanden kunne ikke få parterne til

På grund af formand Laurits Rosen-dahls internering under Besættelsen kunne Esbjerg-afdelingen ikke længere have kontor i hans kælder. Derfor besluttede generalforsamlin-gen i juli 1941 at købe en ejendom på Jyllandsgade 84, hvor afdelingen havde kontor de næste mange år (MVA).

18 Metal i Vest 1890 - 2015

at mødes, og der udbrød strejker mange steder i landet. Smede og maskinarbejder-ne på Esbjerg Jernstøberi og Maskinfabrik skrev i en resolution, der blev trykt i de lo-kale aviser 23. marts 1956:

”Efter det nu afgivne lockoutvarsel må arbejdsgivernes nej-politik nu føre med sig, at arbejderne står solidarisk og sva-rer med det våben, der er til rådighed: nedlæggelse af arbejdet over for alle ar-bejdsgiverforeningens medlemmer, for at få vores krav gennemført [...] Arbejds-givernes udbytte stiger år for år og viser, at vores krav ikke er uberettigede”. ⁵

Til et nyt mæglingsforslag den 31. marts 1956 stemte 351 imod og 70 for forslaget i Esbjerg-afdelingen. I Ribe-afdelingen stemte 16 for og 50 imod, mens Varde-af-delingen stemte for forslaget. Forskellen på afdelingernes holdning lå blandt andet i, om de var kommunistisk eller socialde-mokratisk domineret. Samme dag valgte Bruno Koop at trække sig som formand for Ribe-afdelingen, da han ikke blev valgt som kongresdelegeret. På landsplan blev forligsmandens mæglingsforslag afvist den 12. april 1956. Storstrejker brød ud i

I tiden efter 2. verdenskrig åbnede mange nye benzinstationer og serviceværksteder. I 1950 lå der 9 autoværksteder i Esbjerg med 73 personer ansat. I 1965 var antal-let 31 værksteder med 141 mand ansat. Der blev derfor brug for flere automekanikere. Her ses et auto-mobilværksted med benzinpumpe i Gørding (Gørding Sognearkiv).

Dansk Metals største fusioner (oplistet efter år) 1957 Specialarbejderforbundet på Skibs- og Reparationsværfter i Danmark, 1.646 medlemmer. 1967 Dansk Metaltrykkerforbund, 119 medlemmer. 1968 Gørtler- og Metalarbejderforbundet, 361 medlemmer. 1969 Kobbersmedeforbundet, 175 medlemmer. 1970 Dansk Formerforbund, 1.338 medlemmer. 1972 Dansk Kedel- og Maskinpasserforbund, 37 medlemmer. 1976 Dansk Karetmager- og Karosseri Bygger Forbund, 1.212 medlemmer. 1976 Dansk Skibstømrer-, Rigger- og Sejlmagerforbund, 1.812 medlemmer. 1981 Dansk Maskinbesætningsforbund, Søfyrbøderne, 1.200 medlemmer. 1983 Dansk Jern- og Metalsliber Forbund, 663 medlemmer. 1985 Guld- og Sølvarbejdernes Forbund, 1.250 medlemmer. 2003 Telekommunikationsforbundet, 13.000 medlemmer. 2011 Dansk Sø-Restaurations Forening, 1.250 medlemmer.

Kilde: Holmsgaard. Dansk Metal - 125 år som dynamisk kraft, 2013, s. 170.


det meste af landet. Den socialdemokrati-ske regering med statsminister H. C. Han-sen i spidsen ophøjede for første gang i danmarkshistorien et mæglingsforslag til lov. Det blev ikke godt modtaget. Op mod 200.000 arbejdere protesterede foran Chri-stiansborg. Men konflikten var slut.

Igen i 1961 var der konflikt hos DsF’s for-bund, som nu hed Landsorganisationen De Samvirkende Fagforbund og fra 1967 Lands-organisation i Danmark (LO). De 20 dages konflikt i 1961 kostede Smedeforbundet 17 millioner kroner. Men med konflikten lykke-des det at få arbejdsugen ned på 45 timer og få indført en femdages arbejdsuge. Ved lov blev folkepensionen indført i 1957 og Arbejdsmarkedets Tillægs Pension (ATP) i 1964.

Metal opruster

Fra 1958 til 1973 var der økonomisk opsving i Danmark, og velfærdsstaten var under ud-bygning. Også byerne voksede i størrelse. I 1965 blev Esbjerg Danmarks femtestørste by. Fra 1945 til 1970’erne kom en lang række nye virksomheder til de tre byer. I Esbjerg gjaldt det Seelens Maskinfabrik, Colorlux, Betonvarefabrikken, Blika, KJ Transportan-læg og Nordisk Gummibådsfabrik, mens nye virksomheder i Varde var ROTOR, Jacob Holm & Sønner (det senere Danaklon), Fal-kenborg Stålindustri (senere: Vølund) og Dansk Oversøisk Motorindustri A/S (DOMI). I Esbjerg, Varde og Ribe flyttede en del af industrien væk fra bycentrum og ud til ny-anlagte industrikvarterer. I Ribe flyttede for eksempel Ribe Maskinfabrik A/S og Ribe Betonvarefabrik ud i det nyanlagte in-

dustriområde Nørremarken. Metal Esbjerg købte i 1969 en grund på hjørnet af Glente-vej og Høgevej i det nyopførte industrikvar-ter. Det nybyggede fagforeningshus blev indviet den 3. oktober 1970 på et tidspunkt, hvor størstedelen af Metal Esbjergs med-lemmer orienterede sig mod havnen og derfor ikke var begejstrede for flytningen. Men i løbet af få år kom afdelingen til at lig-ge side om side med store industrivirksom-heder med mange medlemmer ansat som Vølund, Esbjerg Mølle- og Maskinfabrik, Vestfrost og Colorlux og Carl B. Hoffmann. I Ribe og Varde ønskede afdelingerne i ste-det at ligge i midten af byen. Varde-afde-lingen købte ejendommen i Østergade 22 i 1973, mens Ribe-afdelingen flyttede ind i deres bygning i Sønderportsgade, som de først lejede og siden hen købte.

En lang række forbund blev optaget i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund i årene 1957-1985, som derfor skiftede navn til Dansk Metalarbejderforbund i 1972. Af-delingernes medlemstal steg som følge af fusionerne. For eksempel Varde-afdelin-gen, som i 1965 havde haft lidt under 250 medlemmer, mens antallet i 1977 var 527. I Efterkrigstiden kom også flere værksteds-klubber til. I 1945 oprettedes Mekaniker-klubben i Esbjerg-afdelingen. 20 år senere havde klubben 200 medlemmer og var blevet Esbjerg-afdelingens største bran-cheklub. I 1963 var endnu en klub kommet til: Havneklubben. Fusionerne med Smede-forbundet og andre fagforbund førte også nye brancheklubber med sig, blandt andet for kedel- og maskinpassere i 1972 og skibs-tømrerne i 1976 i Esbjerg-afdelingen.

I 1950’erne var kernefamilien idealet, som det ses i denne reklame for Ribe Jernstøberis emaljerede Ribegryder. I 1950 havde Ribe Jern-støberi oprettet et emaljeværksted, og virksomheden blev efterhån-den kendt for sine farvestrålende og emaljerede Ribegryder, som også kogebogsforfatter og tv-vært Kirsten Hüttemeier reklamerede for. I 1960- og 1970’erne begyndte flere kvinder end tidligere at komme på arbejdsmarkedet, og de første kvinder kom også ind i metalfagene. Den hjemmegående husmor blev til den udearbejdende kvinde. I 1960 udgjorde kvindernes andel af ar-bejdsstyrken 29%, mens den i 1981 var 42,5% (Ribe Jernindustri A/S).

20 Metal i Vest 1890 - 2015

En anden ændring var, at formand og kasserer overgik til at være lønnet. I Es-bjerg-afdelingen var rørlæggeren Thomas Sørensen første fastansatte afdelingsfor-mand, mens også afdelingens kasserer, Carl Johan Hvidtfeldt, i 1967 blev fastlønnet på fuld tid. Hvidtfeldt fortalte om fordelen ved at blive fastansat som kasserer i afdelingen:

”Jeg arbejdede om dagen og passede kassen om aftenen. Så kom medlem-merne og betalte kontingent. [...] Den tid som honorarlønnet kasserer var me-get stresset, især når vi havde mange arbejdsløse. Vi lukkede op kl. 6 aften og skulle lukke kl. 8, men den blev mange gange 10 før vi var færdige.”⁶

Det skabte lange arbejdsdage med et fuld-tidsarbejde samtidig med posten som for-mand eller kasserer for en Metal-afdeling. Medlemmernes indbetalinger skete ved personligt fremmøde alle ugens dage på afdelingernes kontorer, undtagen lørdag. I 1979 gik også Ribe-afdelingen over til at have en fastansat formand og senere også kassereren. I Varde-afdelingen star-tede Poul Erik Olesen som deltidskasserer i 1980-1981 og blev fuldtidslønnet i 1987. Poul Erik Olesen var uddannet automekani-ker, havde været kasserer i Autoklubben og bestyrelsesmedlem i Metal Varde. I alle tre afdelinger var de nye lønninger til formand og kasserer til afstemning på en general-forsamling.

Oliekriser, arbejdsløshed og

arbejderkamp

I 1970’erne var der økonomisk lavkonjunk-tur i Danmark, hvilket betød høj inflation,

faldende produktion, faldende reallønnin-ger og stigende arbejdsløshed. I 1973-74 og igen i 1978 var der oliekrise på grund af OPEC-landenes beslutning om at reducere salget af olie. Priserne på olie steg, og bil-frie søndage blev indført. Automekaniker-ne fik mindre arbejde, og flere autoværk-steder i Esbjerg og de omkringliggende byer lukkede efter at antallet havde været i stærk stigning siden 2. verdenskrig. I 1973 strejkede 45.000 metalmedlemmer i en overenskomstkonflikt og opnåede en 40 timers arbejdsuge. I 1979 var arbejdsløshe-den i Esbjerg-afdelingen steget til 12-13 %. Samme år oprettede Esbjerg-afdelingen et arbejdsløshedsudvalg, som arbejdede for at hjælpe de ledige medlemmer blandt an-det ved at få kommunen til at igangsætte tiltag, der kunne begrænse arbejdsløshe-den. I 1970- og 1980’erne blev arbejdsløs-hed ikke omtalt som hver enkelt persons skyld, men i stedet set som samfundets an-svar at skaffe de ledige et job. I 1979 afhold-tes den første arbejdsløshedsmarch fra Aalborg til København for at gøre opmærk-som på arbejdsløshed som et samfundsan-svar. Marchen blev gentaget i 1980. Begge år deltog Metal i Esbjerg i marchen med af-delingens fane.

På virksomhederne forsøgte tillidsre-præsentanterne at forhandle løn som sva-rede til den stigende inflation. En af dem var Thorkild Engell Jensen, som havde en baggrund som bygnings- og landbrugs- smed fra Thyholm og var valgt til tillidsre-præsentant på Vølund, hvor lønnen blev forhandlet hver tredje måned. Thorkild E. Jensen fortæller:

Inden for metalfagene var Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund langt det største medlemsmæssigt. I årene 1957-1985 blev en lang række forbund optaget i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. I 1972 skiftede forbundet navn til Dansk Metalarbejderforbund (PBP/MVA).

Varde-afdelingens bestyrelse i 1970 efter optagelsen af Formerfor-bundet. Bagerst fra venstre: Arne Stanley Sørensen, Niels Aage Junker, Henning Helsinghoff, Svend Bank Johnsen, Svend Nielsen, Charles Iversen, Ejnar/Regnar Nielsen, for-mand Kresten Pedersen og kasserer Verner Redder (MVA).


”Det var jo helt klondyke. Der var jo en inflation på et vist tidspunkt på 10 %. Og tilsvarende lønforhøjelse på de der 10 %. Så det var bare tallene, der blev større. Vi fik jo ikke mere købekraft af det. Så det var tosset. Men det faldt ind i tidsånden.”⁷

I Ribe oplevede både Smedenes Klub på Ribe Jernindustri og Mekanikernes Klub problemer med at bede om mere i løn grun-det inflationen. I Ribe-afdelingens blad i april 1980 skrev Arne fra Mekanikernes Klub i Ribe at:

”Stiller vi endelig lønkrav for bare at få dækket lidt af de stigende priser, skal vi være 100 % sikker på, at der er fuld op-bakning fra medlemmerne, så det ikke går ligesom ham, der var inde og spørge om de sidste 55 øre vi fik. Han fik ganske vist lidt i lønningsposen, men i tilgift fik han også en fyreseddel, jo i disse tider er det nemt at komme af med en aktiv person, så det varer nok lidt inden der er en ny, der forsøger sig.”⁸

I 1970’erne fyldte arbejderkampen mere end tidligere på de enkelte virksomhe-der. Flere af de venstreorienterede og især kommunistiske arbejdere så arbejds-pladsen som en kampplads. Formand for Ribe-afdelingen, Jens Petersen, stemte konsekvent altid nej til mæglingsforslag til en overenskomst. Han beskrev sine bevæg-grunde således:

”[...] Ud fra den opfattelse, at vi selv kunne hente de penge, vi skulle have. Jeg mener, at man ved overenskomst-fornyelserne har givet op for tidligt. Derfor har jeg konsekvent stemt nej, hvorefter jeg har forhandlet mig frem til lokale forhøjelser til medlemmerne.

[...] Jeg er tilhænger af, at man bruger konfliktvåbenet, når krav skal presses igenenm. Fagbevægelsen har været for passiv.”⁹

Jens Petersen var kun en af flere fagfor-eningsfolk i de lokale Metal-afdelinger, der på dette tidspunkt var kommunist og fore-trak konflikter som vejen til bedre løn og ar-bejdsvilkår. Bestyrelsen i Esbjerg oprettede en strejkefond til hjælp til strejkende under konflikter. Fagbevægelsen og Socialdemo-kratiet arbejdede for indførelsen af mere arbejdspladsdemokrati samt Økonomisk Demokrati (ØD), hvor arbejderne skulle have del i kapitalvæksten i deres virksom-hed. Allerede i 1946 var samarbejdsudvalg blevet indført på virksomheder med mere end 25 ansatte. Det lykkedes ikke for den so-cialdemokratiske arbejderbevægelse at få

Som formand for Esbjerg-afdelin-gen havde Svend Erik Dreyer skabt bedre samarbejde mellem Me-tal-afdelingerne i Distrikt 4 og også arbejdet for at få nye uddannelser til Esbjerg i tæt samarbejde med Tek-nisk Skole. Det var også Svend E. Dreyer, der sammen med Grumsen Maskinfabrik fik oprettet den nye skibsmontøruddannelse. På fotoet ses Alfred Laursen (tv) og Svend E. Dreyer (th) i snak den 1. maj 1978 ved Strandby Plads, hvor DKP startede 1. maj-demonstrationerne til Byparken i Esbjerg (EBA).

22 Metal i Vest 1890 - 2015

Folketinget til at vedtage lovgivning om ØD, men i 1975 fik den socialdemokratiske stats-minister Anker Jørgensens regering vedta-get en lov om medarbejderrepræsentanter i A/S-bestyrelser. Dette var det første træk i en udvikling mod bedre samarbejde mellem arbejdsgivere og medarbejdere frem for konflikter. Fagbevægelsen fik en ny opgave med at uddanne de nye A/S-repræsentanter til virksomhedernes bestyrelser.

Internationalisering, fabriks- lukninger og Rømø-konflikt

Flere af de lokale Metal-afdelinger havde gennem mange år involveret sig i internati-onalt fagligt arbejde, blandt andet gennem International Metalworkers Federation (IMF), som var blevet stiftet i 1891. Efter

Danmarks indtrædelse i De Europæiske Fællesskaber (EF) i 1973 blev Dansk Metal- arbejderforbund også medlem af Europæi-ske Metalarbejder Federation (EMF). Metal havde nu folk siddende i Bruxelles som ar-bejdede for at påvirke EF i en retning, der gavnede lønmodtagerne og især metalar-bejderne. Både Metalarbejderforbundet, afdelingsbestyrelserne og en del af med-lemmerne i de tre lokale afdelinger var dog på dette tidspunkt stærke modstandere af EF.

Flere store industrivirksomheder og værfter fik i 1970- og 1980’erne proble-mer med at få økonomien til at løbe rundt, blandt andet på grund af stigende interna-tional konkurrence fra Asien især. Dansk Metalarbejderforbunds kongres i august 1981 havde titlen ”Den japanske udfor-dring” med fokus på japanske skibsværf-ters ekspanderende produktion, som pres-sede de danske skibsværfter. Også Varde Stålværk (Vardan) fik problemer. I sidste øjeblik trak Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Næstved Jernstøberi og Maskinfabrik sig fra at indskyde en ekstra millionkapi-tal i værket. Varde Stålværk lukkede den 1. september 1984. Mange i Varde frygtede, at det ville blive et hårdt slag for byen, at byens største arbejdsplads lukkede. Men så galt gik det ikke. Poul Erik Olesen, som på dette tidspunkt var bestyrelsesmedlem og kasserer i Varde-afdelingen, fortæller om stålværkets lukning:

”Ja, man troede jo næsten, at byen gik under. Men det var så heldigt, at der kom egentlig mange andre nye små arbejdspladser til byen. Så vidt jeg hu-

Metal Ribe og Esbjerg støttede de aktionerende sømænd under Rømø-konflikten i 1979. Blandt andet deltog de i en demonstration på Rømø med fane sammen med SiD. Under konflikten bar nogle af blokadevagterne i juli 1979 en planke ombord på færgen. Under hejst sørøverflag tvang de kaptajnen og styrmanden på færgen til at gå planken ud. Det førte til fængsling af flere af de aktionerende (PBP).


sker, så gik der ikke andet end halvandet års tid, så var de fleste faktisk i arbejde igen.”10

Metal i Varde forsøgte at hjælpe de ledige fra stålværket i arbejde igen. Det hjalp at nye arbejdspladser kom til byen - blandt andet i det nye industriområde Varde Syd-Øst, i offshore-industrien eller på gasbe-handlingsanlægget i Nybro, der blev indvi-et i oktober 1984. Samme år gik den store virksomhed Carl B. Hoffmann i Esbjerg kon-kurs og lukkede. 110 metal-medlemmer blev ledige. Thorkild E. Jensen fortæller om konkursen:

”Det var sgu virkelig en hård tid. Det der var hårdt var at se at folk, der hav-de kunnet deres job til perfektionisme dagen før, og så var der ingen steder, de kunne bruge det. For der kom jo ikke et nyt skibsværft. Der var et par stykker nede på havnen, men de havde jo folk nok. Og så var der dét ved det, at folk var også blevet lidt specialiserede, så enten kunne de svejse eller også så kunne de skære med sådan en skæremaskine, der hed en kadetskærer eller også var de dygtige til at rette buler op med svejse-brænder. Dem, der var 55, 54 eller 57 år, dér så vi desværre nogle af dem aldrig komme i gang igen. [...] Det var fand’me trist.”11

Carl B. Hoffmann og Varde Stålværk var to ud af flere større arbejdspladser, der lukke-de i disse år. De danske virksomheders svar på den stigende internationale konkurren-ce var at rationalisere produktionen samt mekanisere og automatisere arbejdspro-cesserne. Andre ældre virksomheder som Ribe Jernindustri klarede sig ved at ændre produktionen.

Også på Nordsøen kunne den internati-onale konkurrence mærkes. I starten af no-vember 1984 vedtog Esbjerg-afdelingens generalforsamling denne udtalelse:

”Vi vender os imod at danske koncerner og monopol foretagender lader deres materiel og nyanlæg designe og frem-stille af udenlandske virksomheder, som det er sket med borerigs, jackets og kraftværksanlæg.”12

Esbjerg-afdelingen oplevede, at de uden-landske firmaer, og især de engelske og amerikanske virksomheder, ikke ville tegne dansk overenskomst og underbetalte de-res medarbejdere.

I slutningen af 1970’erne arbejdede

I 1970 var der 575 ansatte på Varde Stålværk, heraf cirka 80 personer organiseret under Metalarbejderfor-bundet. Flere gange moderniserede stålværket sine produktionsmetoder, blandt andet i efteråret 1971, hvor en Disamatic formeautomat blev sat i drift som den første i verden.Foto af støbning med 10 tons ske på højtryksformeanlæg på stålværket i 1970. Varde Stålværk (Vardan) lukkede i 1984 (VLA).

24 Metal i Vest 1890 - 2015

Esbjerg-afdelingen for at redde Færgeriet Rømø-Sild og holde det på danske hænder. Afdelingen forsøgte blandt andet at få Fol-ketinget til at skyde statspenge i redderiet. I 1979 overtog Flensburger Förde Reederei alligevel driften af Rømø-Sild færgen. Dan-ske matroser og restaurationspersonale blev fyret og udskiftet med spansk perso-nale, der arbejdede til en langt lavere løn. De fyrede matroser og restaurationsper-sonale udøvede aktioner sammen med Sø-mændenes Forbund mod Flensburger För-de Reederei i protest mod løndumping fra de spanske ansatte. Metalarbejderforbun-det i Ribe støttede de aktionerende under konflikten. Under konflikten gik bølgerne højt. Et af Ribe-afdelingens medlemmer havde udført blokaderamt arbejde på För-de-rederiet under konflikten og blev efter

lange mæglingsforsøg, brevvekslinger og til sidst en afstemning på en generalfor-samling ekskluderet, jf. lovenes paragraf 23. Det var første gang i Ribe-afdelingens historie, at et medlem blev ekskluderet.

En ny generation af fagforeningsfolk

Et generationsskifte skete i alle tre afdelin-ger i første halvdel af 1980’erne. I 1980 blev den 42-årige Svend Bank Johnsen formand for Varde-afdelingen efter Arne Stanley Sø-rensen. I Esbjerg-afdelingen havde Svend E. Dreyer været formand siden 1968, mens størstedelen af bestyrelsen var kommuni-stisk domineret. I et kampvalg om posten som næstformand i Esbjerg-afdelingen i 1979/80 vandt Thorkild E. Jensen med en enkelt stemme over kommunisten Flem-ming Hybert. Banen var kridtet op for et sy-stemskifte i afdelingen. For den nye næst-formand betød det partipolitiske dog ikke så meget. Thorkild E. Jensen har fortalt:

”Jeg blev først medlem af Socialde-mokratiet i 1983. Vores mål var at få arbejdspladsernes synspunkter ind i bestyrelsen og være en modvægt mod den stærke kommunistiske overvægt. Men vi havde ingen ønsker om at skif-te formand. Svend Dreyer var for os en god formand og tegnede afdelingen på fin vis. Der stod ikke DKP over ham på samme måde som over en del af besty-relsen.”13

Den kommunistisk dominerede Esbjerg-be-styrelse afspejlede ikke størstedelen af medlemmernes og tillidsrepræsentanter-nes politiske ståsted. Gradvist blev flere og flere socialdemokratiske afdelings-medlemmer valgt ind i bestyrelsen med

Bestyrelsen i Varde-afdelingen i 1980 foran fagforeningens bygning i Østergade 22, som afdelingen havde købt i 1973. Fra venstre: Hans Vermehren, Jens Vilhelm, Henning Mortensen, Freddy Pedersen, Svend Bank Johnsen, Poul Erik Olesen og Verner Redder. Samme år blev Svend Bank Johnsen formand for afdelingen (VLA).


stemmer fra de store arbejdspladser som Vestkraft, Vølund, Carl B. Hoffmann, silde- oliefabrikkerne og maskinfabrikkerne. Thorkild E. Jensen havde været tillidsre-præsentant på Vølund samt med i forbun-dets nyopstartede Miljø- og Socialudvalg og formand for det nyoprettede Miljøud-valg i Distrikt 4.

I april 1984 blev Thorkild E. Jensen på generalforsamlingen valgt som Esbjerg-af-delingens formand efter at have været konstitueret formand i kort tid. Afdelin-gens afgående formand, Svend E. Dreyer, var af Metalarbejderforbundet blevet bedt om at trække sig fra posten og blev i ste-det konsulent i en kortere periode på det nye offshore-kontor i Esbjerg Lufthavn oprettet af Metal Søfart. Dreyer havde væ-ret tillidsrepræsentant på Vølund, siddet i forbundets hovedbestyrelse fra 1969 til 1984 og distriktsformand og medlem af forbundets hovedbestyrelse siden 1972. Henry Bertelsen, tillidsrepræsentant på Vølund og bestyrelsesmedlem, erstattede kassereren Hvidfeldt, som havde været af-delingens kasserer siden 1961. Ny næstfor-mand var Niels Nielsen, som blandt andet var formand for Skibstømrerklubben. Året efter skete også et generationsskifte i Ribe. På generalforsamlingen 23. april 1985 var Bent Friis indstillet af Klub 2 (Byklubben) og Klub 4 til posten som formand for Ri-be-afdelingen. Bent Friis var udlært land-brugsmaskinsmed i Råhede og havde i 17 år været ansat på Ribe Jernindustri, hvor han også var tillidsrepræsentant. Fra 1973 sad Bent Friis i hovedbestyrelsen i forbundet. Bent Friis blev valgt som formand uden

modkandidater med 45 ja-stemmer mod 2 nej-stemmer og 1 blank stemme. Afgående formand var 69-årige vogn- og beslagsmed Jens Petersen, som gennem 40 år havde været ansat på Ribe Jernstøberi. Her havde han været sikkerhedsrepræsentant og fæl-lestillidsmand. Jens Petersen havde været i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i sine unge dage, men var under Be-sættelsen blevet kommunist. Han havde været formand for Ribe-afdelingen i 29 år. Både Ribe- og Esbjerg-afdelingen havde nu socialdemokratiske formænd frem for kommunistiske.

Fra konflikter til dialog og 37 timers

arbejdsuge

Op igennem 1980’erne var arbejdsløsheden i perioder høj. I løbet af et kalenderår kunne ledigheden hos Metals medlemmer svinge meget. I 1985 svingede medlemmernes arbejdsløshed i Esbjerg-afdelingen mellem 4,7 % og 11,3 %. En del ledige medlemmer havde mulighed for at tage efteruddannel-se, blandt andet på grund af Loven om ef-teruddannelse fra 1966. I 1980 udbød Metal 170 forskellige efteruddannelseskurser. De tre formænd og den nye generation af fag-ligt aktive foretrak dialog frem for konflikt. Som Thorkild E. Jensen har fortalt:

”Jeg sagde til dem, at det kan da ikke nytte noget. Vi mister penge hver ene-ste gang på de overenskomststridige strejker. Nu har vi lige vedtaget noget med ledelsen, og så sidder I derovre og siger, at I går hjem i tre dage. Så sagde jeg: Hvilket pres lægger det på virksom-heden? De ved jo, at I ikke kommer de næste tre dage, så det er ligegyldigt,

Esbjerg-afdelingens formand Thor-kild E. Jensen, næstformand Tonny F. Nielsen samt Jørgen Elikofer fra forbundets miljøafdeling på et medlemsmøde i Esbjerg-afdelingen i 1986 (MVA).

I april 1985 trak Ribe-afdelin-gens formand gennem 29 år, Jens Petersen, sig og gav nøglerne til afdelingskontoret til den nyvalgte formand Bent Friis. Foto bragt i JyskeVestkysten Ribe den 29. april 1985 (Avisreproduktion v. Statens Avissamling, Statsbiblioteket).

26 Metal i Vest 1890 - 2015

hvad de gør. Nej, I skal blive ovre i kan-tinen, og så skal jeg gå over og sige: Kan vi finde nogen løsninger på det her? Dét fik vi så indarbejdet. Og det betød så, at de der overenskomststridige strejker stort set forsvandt.”14

Også Bent Friis ønskede at undgå kon-flikt: ”Men det er ikke lige sagen dét der med strejker. Det er vigtigere at få folk til at arbejde igen, fordi der kommer såmænd ikke så meget ud af sådan noget som det der.”15 Det lykkedes dog ikke altid for de lokale formænd og tillidsrepræsentanter at undgå konflikt. Overenskomstforhand-lingerne i påsken 1985 førte til fire dages landsdækkende konflikt og en lang række arbejdsnedlæggelser rundt om i landet. 29 virksomheder i Esbjerg og mange af Me-tals medlemmer nedlagde arbejdet 1. april 1985. Årsagen var utilfredshed med stats-minister Poul Schlüter og regeringens ind-griben i overenskomstsituationen og op-højelse af forligsmandens mæglingsskitse

til lov. Også Metalarbejderforbundet i Ribe debatterede regeringsindgrebet kraftigt på sin generalforsamling i april 1985. På landsplan strejkede i alt 500.000 danske lønmodtagere, og målt på antal deltagere var det den største konflikt i danmarkshi-storien. Ved de lokale lønforhandlinger i Ribe, Esbjerg og Varde nogle måneder se-nere lykkedes det at forhandle højere løn-stigninger end de 2 %, som regeringen ved sit indgreb havde dikteret.

I 1987 lykkedes det CO-Metal at lave en overenskomstaftale med Jernets Arbejds-givere om, at den ugentlige arbejdstid blev sat ned fra 39 til 37 timer om ugen, hvilket skete gradvist fra 1987 til 1990. Fra 1. sep-tember 1987 blev arbejdstiden for skifte-hold sat ned til 35 timer om ugen. Dansk Metal var det første forbund i Danmark (og i Europa), der fik indført en 37 timers ar-bejdsuge for sine medlemmer.

For fred og mod kold krig

Siden afslutningen på 2. verdenskrig hav-de en kold krig og et våbenkapløb mellem USA og Sovjetunion påvirket de internatio-nale, politiske relationer. Som reaktion på Den kolde krig udførte Esbjerg-afdelingen i 1980’erne fredsarbejde. Afdelingen nedsat-te blandt andet en Fredskomité og et fag-ligt fredsudvalg, mens en del af arbejdet foregik gennem den lokale fredsbevægelse og Arbejderbevægelsens Internationale Forum (AIF) i Ribe Amt. Repræsentanter for Esbjerg-afdelingen deltog blandt an-det i ”Fredskonferencen 83” i Vallensbæk, ”Nordisk Fredstræf i Oslo” i 1983 og i flere Østersøkonferencer. Også flere 1. maj-ar-

De lokale metal-afdelinger gik under Den kolde krig ind i fredsarbej-det for blandt andet at få USA og Sovjetunionen til at afruste. Tegning af fredsdue fra afdelingsbladet Metal Esbjerg, nr. 4 1985 (MVA).

Metal Ribe var en yngre afdeling end i Varde og Esbjerg. I 1989 kunne Ribe-afdelingen fejre 70 års jubilæum. På fotoet ses gæster ved receptionen 29. april 1989 i anled-ning af jubilæet (RBA).


rangementer i 1980’erne koncentrerede sig om fred i verden. I 1985 var temaet og parolerne til 1. maj ”For fred og nedrust-ning”. Flere gange i 1980’erne afholdt de lokale arbejdspladser også fem minutters arbejdsnedlæggelse på arbejdspladserne for fred på LO’s opfordring. I en kommentar til Den kolde krig, sagde Svend E. Dreyer i sin beretning på generalforsamlingen i ef-teråret 1983, at:

”...aldrig har kampen for fredens beva-relse vel været så globalt omfattende som den er for nuværende, overalt og fra alle sider protesteres der mod bl.a. placeringen af nye amerikanske atom-bærende raketter i Vesteuropa eller andre steder i Europa, såsom Warsza-wa-pagtlandene.”16

Arbejdet koncentrerede sig om at få USA og Sovjetunionen til at nedruste våbenkap-løbet. De aktive i fredsarbejdet så det som en del af fagforeningens kamp for beskæf-tigelse, tryghed og bedre levevilkår for alle arbejdere, såvel i øst som vest. Afde-lingen modtog også både i Svend Dreyers og Thorkild E. Jensens formandsperioder faglige delegationer fra andre lande som for eksempel Spanien, Portugal eller Rus-land eller lavede konkrete projekter som at sende symaskiner til Burkina Faso. Årsa-gen til engagementet i det internationale arbejde var flersidet. En af hovedkrafterne bag det internationale fredsarbejde i Metal Esbjerg, Bruno Petersen, som var besty-relsesmedlem hos Esbjerg-afdelingen og tillidsrepræsentant på Bacon Container Centralen, skrev i afdelingsbladet i 1985, at grunden til fredsarbejdet var:

”[...] så vi kan efterlade vores børn et Danmark, forhåbentlig et Norden, fri for atomvåben i såvel fred, krise og krigs-tid, og øge tilslutningen til fredsarbej-det, således at Danmark kan gå i spid-sen i kampen for en politik, der kræver nedrustning i både øst og vest.”17

Det var dog ikke kun ideologiske årsager og ønsket om at få Den kolde krig afslut-tet, der drev det internationale arbejde. Thorkild E. Jensen, daværende formand i Esbjerg-afdelingen, fortalte i 1990:

”Hvad rager det mig, spørger den en-kelte, at Metal-Esbjerg bruger 5000 kr. i støtte til et projekt for plantagearbejde-re i Tamil Nadu i Indien. Jamen det rager jo os på den måde, at de ikke lader sig udnytte, de organiserer sig, de stiller krav, de hæver deres sociale standard, så det ikke bliver et dumpingområde og ikke kan medvirke til at trykke lønnen hos os. Internationalt samarbejde er hjælp til selvhjælp.”18

Det internationale faglige arbejde skete ikke kun ud fra solidaritet, men også for at beskytte mod løndumping. I 1989 faldt Ber-linmuren, og to år efter kollapsede Sovjet-unionen. Den kolde krig var forbi.

Varde-afdelingens generalforsamling og formand Svend Bank Johnsen på Sig Hotel eller Højskolehjemmet i 1990 (MVA).

Arbejdstid

Ugentlig arbejdstid bliver fastsat gennem overenskomster. 1903 60 timer 1906 57-60(57timeridefire vintermåneder. 60 timer resten af året) 1907 54-60 1911 54-57 1919 48 timer 1958 45 timer 1970 40 timer 1988 38 timer 1990 37 timer

Kilde: Holmsgaard. Dansk Metal - 125 år som dynamisk kraft, 2013, s. 174.

“Fredsbevægelsen har været med til at afskaffe den kol-

de krig. Vi har arbejdet på, at de enkelte lande skulle vise

hinanden tillid gennem nedrustning og afspænding” 19

Bruno Pedersen, bestyrelsesmedlem i Metal Esbjerg, 1990.

2. 1991-1999: Glade 90’ere, åbning mod øst og storkonflikter

291991-1999: Glade 90’ere, åbning mod øst og storkonflikter

Åbning mod øst

Efter Tysklands samling og Sovjetunionens ophør i 1989-1991 skulle de lokale Metal-af-delinger forholde sig til arbejdsforhold og lønmodtagere i de tidligere såkaldte Øst-lande. Et mål for det internationale faglige arbejde blev at hjælpe arbejdere i de nye frigjorte lande i Østeuropa med at opbyg-ge nye demokratiske og frie fagforeninger. Flere gange fik Metal Esbjerg besøg af fag-ligt aktive fra Østeuropa, blandt andet i juni 1994, hvor Esbjerg-afdelingen modtog en gruppe tillidsrepræsentanter fra Glogow i Polen fra den polske fagforening Solidar-nosc. Gæsterne besøgte en række virksom-heder bl.a. Vestfrost og Vestkraft, Esbjerg Tekniske Skole og Esbjerg Kommune.

De østeuropæiske lande kom hurtigt til at være et nyt produktionsområde for dan-ske virksomheder. En af dem var Ansaldo Vølund i Esbjerg, der i starten af 1990’erne valgte at lukke kedelproduktionen og i ste-det delfabrikere og købe resten billigt som færdiglavede delprodukter i udlandet. Til-lidsrepræsentant på virksomheden, Kai Sal-by Jensen, fortalte i slutningen af 1990’erne om de senere års fyringer af medarbejdere på virksomheden:

”Sagen er egentlig den, at i de sidste 10 år er det blevet umuligt for os at konkur-rere på produktion, der indeholder man-ge mandetimer af den simple grund, at der jo er kommet et marked i de tidligere Østlande, hvor levestandarden og såle-des omkostningerne er meget lavere. Så selv om vi de sidste 10 år har halveret prisen og øget kvaliteten er der alligevel en mærkbar prisforskel, og det er der in-gen aktionær der vil blive ved at accep-

tere [...] På det danske marked tænker ingen af kunderne på, hvor tingene er lavet og om der fortsat er plads til dansk arbejde - men kun på prisen.” 20

I april 1996 udtalte Klub 28 på Vølund i Es-bjerg deres bekymring omkring den stigen-de udflytning af jernindustrielle virksom-heder til Østeuropa. Bestyrelsen i Metal Esbjerg bakkede op om dette synspunkt. Ikke kun produktionsprisen, men også arbejdsforholdene var nogle andre i Øst-europa. Flere gange tog Metal Ungdom fra Varde, Ribe og Esbjerg på studieture til de tidligere Sovjetlande. I 1994 var ungdoms-afdelingerne i Varde, Vejen, Ribe og Esbjerg i Prag for at få et indblik i arbejdsforholde-ne i det nye land Tjekkiet, som tidligere havde været en del af Tjekkoslovakiet. I af-delingsbladet skrev de unge følgende:

”Vi [skulle] på virksomhedsbesøg på maskinfabrikken Tos. Her fik vi syn for sagen, at det ikke længere var lille Dan-mark, vi befandt os i. Det var ligesom at

Billedet forrige side: Åbningen mod Østeuropa i 1989-1991 skabte nye udfordringer for fagforeningerne. Her er ungdomsaf-delingerne fra Metal i Varde, Vejen, Ribe og Esbjerg på virksomheds-besøg på maskinfabrikken Tos i Tjekkiet i 1994, hvor der var langt dårligere arbejdsforhold end i Dan-mark (MVA).

Metal-afdelingerne deltog hvert år i Distrikt 4's familietræf i f.eks. Fårup Sommerland eller Legoland. Fotoet er fra Familietræf i Fårup Sommer-land i 1990, hvor Thorkild E. Jensen er på talerstolen (PE).

30 Metal i Vest 1890 - 2015

blive sendt tilbage i tiden, hvad angik arbejdsforhold. Hvis der var nogle ret-ningslinjer, blev de i alle tilfælde ikke overholdt. [...] Derefter så vi samleaf-delingen, hvor de var ved at samle to specielle CNC maskiner til fremstilling af gearkasser på Lada-fabrikkerne. [...] Vi så også deres støberiafdeling, hvor de smeltede gamle bremsetromler om til sokler og vanger på drejebænke og gearhuse og nye bremsetromler. Først kom vi ind i det rum, hvor de knuste de gamle bremsetromler, der var helt tåget og ingen udsugning, derefter kom vi ind i selve smelte- og støbehallen, hvor det ikke var bedre.”21

På grund af besøget havde fabrikkens lær-linge fået fri, så de besøgende ikke kunne tale med dem om arbejdsforholdene. Øget udflytning af industri var en af flere inter-nationale udfordringer, som de lokale Me-tal-afdelinger skulle håndtere efter Den kolde krigs ophør.

Løndumping på Vestkraft

En anden udfordring var løndumping på lokale arbejdspladser i Esbjerg-området. Østtyskere, polakker, tjekkere og ungare-re kom som noget nyt til Danmark for at finde arbejde. I januar 1991 udbrød en stor konflikt på Vestkraft. Virksomheden skulle bygge Vestkraft Blok 3 og havde inviteret en håndfuld udenlandske virksomheder til at byde på arbejdet med at installere et nyt højtryksdampanlæg på kraftværket. Esbjerg-afdelingen fik i den anledning ud-arbejdet en rapport fra Syddansk Universi-tet om fordelene ved at lade dansk arbejds-kraft udføre arbejdet. Formand Thorkild E. Jensen kørte også rundt til bestyrelsesmed-

lemmerne fra Vestkraft for at påvirke dem til at vælge dansk arbejdskraft. Men indsat-sen hjalp ikke. En udenlandsk arbejdsgiver fik opgaven: Det tyske firma Berliner Damp-verzeugbau under Lentjes-gruppen. Og de brugte deres egne medarbejdere. Thorkild E. Jensen fortæller:

”[...] De kom så herop. Og det var jo også en masse danskere der lavede andre opgaver på virksomheden, så de kunne jo se, at de der 20 østberlinere - og de kunne også snakke lidt med dem [...] - og fandt jo ud af, at de fik sgu ikke no-get løn. Og de arbejdede alt for mange timer. Så nedlagde de [danske ansatte] arbejdet.”22

Østtyskerne arbejdede til en tredjedel af de danske lønninger. 300 metalarbejdere gik i strejke, mens 200 bygningsarbejde-re på Vestkraft også nedlagde arbejdet i sympati. Metals medlemmer holdt østty-skerne ude af arbejdspladsen med bloka-der. Esbjerg-afdelingen mødtes både med Vestkrafts ledelse og tillidsrepræsentanter i et forsøg på at løse konflikten. Efter fire dages konflikt fik afdelingen sat et møde istand med Industriens Arbejdsgivere. Her kunne det ifølge Thorkild E. Jensen være svært at mødes i dialog:

”Vi fik jo så forklaret den vesttyske ar-bejdsgiver, som var på mødet sammen med den østtyske arbejdsgiver, at det gik jo ikke det her. Det var jo noget værre skidt. Han kunne jo godt forstå os, men ville ikke bare sådan give sig. Og den østtyske arbejdsgiver - han forstod in-genting. Altså han sad jo og fortalte om, hvad det kostede at blive klippet i Ber-lin. Hvad en lejlighed kostede og hvad mælk kostede dernede. Og han endte jo

Som en del af fejringen af Metal Esbjergs 100 års jubilæum i 1990, åbnede en skibssmedje på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Siden er smedjen blevet passet af frivillige fra Metal Esbjergs Seniorklub. Foto af skibs-smed Charles Kronborg Jensen ved åbningen af smedjen på museet i oktober 1990 (MVA).


også med at sige til os, at det var jo fuld-stændig vanvittigt at kræve, at de skulle have så meget i løn. Altså hvad skulle de bruge alle de penge til. De kunne jo ikke bruge dem.”23

Alligevel kunne parterne finde en fælles løsning og løse konflikten. De aftalte, at de østtyske arbejdere skulle arbejde efter en ny lønberegning fra Metalarbejderforbun-det, der medregnede de tyske socialudgif-ter. Efter et stort møde på Esbjerg Højskole, accepterede de strejkende metalarbejdere den løsning og genoptog arbejdet.

De glade 90’ere, håndboldpigerne

og EU

Udover dansk fodboldsejr under EM i 1992, så var en af 1990’ernes største sportssuc-ceser det danske kvindelandshold i hånd-bold, som fra 1993 til 1998 var sponsoreret af Metalarbejderforbundet. Siden spon-sorerede Dansk Metal også det populære computerspil CounterStrike efter Metals fusion med Tele- og Kommunikationsfor-bundet i april 2003. Denne fusion var målt på antal medlemmer den største i Metals historie. Efterfølgende har Metal sponso-reret speedway, mens de lokale afdelinger har støttet lokale, unge sportstalenter.

I starten af 1990’erne var der mange ændringer i EF-samarbejdet under opsej-ling. I 1986 var det blevet aftalt at indføre et indre marked i EF med virkning fra de-cember 1992. Også fagforeningernes hold-ning til EU-spørgsmål ændrede sig. De tre Metal-afdelinger var nu, ligesom forbundet og LO, positive overfor EF. Formand for Ri-be-afdelingen, Bent Friis, skrev i 1989:

”Vi har en tro på, at udviklingen [den høje arbejdsløshed] vil vende. Især sæt-ter vi stor tiltro til indførelsen af det in-dre marked fra 1992. Virksomheder vil søge sydpå tæt på grænsen. Men det kræver at virksomhederne kan finde en uddannet arbejdskraft her, så derfor satser vi stærkt på efteruddannelse af vores medlemmer.”24

I december 1991 blev også Maastricht- traktaten forhandlet på plads. Ved den danske folkeafstemning i juni 1992 stemte et lille flertal nej til traktaten. I stedet blev Edinburgh-aftalen, som var en særaftale om fire danske forbehold, vedtaget ved en ny folkeafstemning 18. maj 1993. Denne havde LO Esbjerg anbefalet et nej til. Dan-mark var nu med i EU, som i årene efter fik større og større indflydelse på det danske arbejdsmarked og dansk lovgivning.

Dansk økonomi gik godt efter Poul Ny-

På større virksomheder var der faglige klubber. På fotoet ses Klub 28 på Vølund ved 25 års jubilæet i 1988 (MVA).

Dansk Metalarbejderforbund støttede en lang række kulturelle og sportslige aktiviteter. Blandt andet håndboldpigerne i 1990’erne, der hurtigt kom til at hedde de jernhårde ladies. Metal brugte spon-soratet til at møde medlemmerne til håndboldkampene og også til at reklamere under slogans som "Brug bolden - det gør Metals lærlinge og håndboldpigerne" og "Det er hold-spillet, der tæller". Med Metals logo på maven vandt håndboldpigerne Europamesterskabet, OL-guld og VM-guld (MVA).

32 Metal i Vest 1890 - 2015

rup Rasmussens socialdemokratiske rege-ring trådte til i 1993. I september 1994 var der i Esbjerg-afdelingen 150 ledige med-lemmer. Men dette år knækkede arbejds-løshedskurven i Esbjerg. Ribe Amt var på dette tidspunkt det amt i Danmark, der havde størst fremgang i beskæftigelsen, især i bygge- og jernindustrien. I foråret 1995 indkaldte Metal i Esbjerg desuden ca. 100 ledige, så de kunne blive oprettet i den nyoprettede jobbank. I august 1996 var ledigheden i afdelingen i Esbjerg nede på 97 medlemmer, og den fortsatte med at falde op gennem 1990’erne. I Ribe og Varde gik udviklingen også godt. Allerede i 1994 var der inden for Metals fag mangel på ar-bejdskraft i Ribe. Metal i Ribe hjalp derfor lokale virksomheder som Ribe Maskinfa-brik med at finde nye ansatte i Esbjerg eller

Vejen. I Varde var arbejdsløsheden i uge 17 1998 0,6 % og landets laveste.

Nye tider

I Varde og Esbjerg kom der nye tider. Thor-kild E. Jensen havde i flere år været medlem af Metals hovedbestyrelse og forretnings-udvalg. I sommeren 1992 trak Thorkild E. Jensen sig som formand for Esbjerg-afde-lingen for at blive forhandlingssekretær hos Dansk Metal. I stedet blev Tonny Finn Nielsen, der var udlært som smed hos Carl B. Hoffmann samt havde været tillidsre-præsentant på Vestkraft og næstformand i afdelingen, valgt som ny formand for af-delingen på Glentevej. Fra 1993 til 2005 var Bruno Pedersen kasserer i Esbjerg-afdelin-gen. Henning Radoor var næstformand for Esbjerg-afdelingen indtil nogle år senere, hvor han blev faglig sekretær. Poul Verner Hansen, som var uddannet klejnsmed og rørlægger samt tillidsrepræsentant hos

Smedekursus på Esbjerg Tekniske Skole for medlemmer af Metal Esbjerg i februar 1991 (MVA).

I årene 1995 til 2003 blev både det formelle og økonomiske bånd mellem Socialdemokratiet og LO ophævet, mens LO’s medlemsfor-bund skulle beslutte, om de fortsat ville støtte partiet. Efter bruddet med Socialdemokratiet blev parti-politik mindre eksplicit i det faglige arbejde i de lokale metal-afdelinger, selvom flere af formændene, kasse-rerne og medlemmerne dog fortsat var medlem af partiet. På fotoet ses Socialdemokratiets formand i årene 1992-2002, Poul Nyrup Rasmus-sen, på Metals kongres i år 2000. (MVA).


I.C. Nielsen, formand for Rørklubben og be-styrelsesmedlem i Metal Esbjerg, overtog da posten som næstformand. Varde-afde-lingen fik også ny formand. I 1995 overtog Henning Mortensen formandsposten i Var-de fra Svend Bank Johnsen efter et kamp-valg. Ny næstformand var Allan Pedersen, mens Poul Erik Olesen fortsatte som kas-serer. Også Ribe-afdelingen fornyede sig. Dog ikke med en ny formand, men i stedet med et nyt fagforeningshus. I mange år havde afdelingen ligget i Sønderportsgade i en fredet bygning, hvilket besværliggjor-de modernisering. Ribeafdelingen købte i stedet en grund og fik opført et nyt fagfor-eningshus på Seminarievej.

Siden 1970’erne havde LO’s struktur fle-re gange været til debat i fagbevægelsen. På en ekstraordinær LO-kongres i efteråret 1989 var det blevet besluttet at oprette

nye LO-karteller. På LO’s kongres i efteråret 1995 blev seks nye karteller oprettet, hvor-af det ene var CO-industri. Også arbejdsgi-verforeningerne fusionerede. I 1992 blev Dansk Industri (DI) stiftet ved at sammen-lægge Industriens Arbejdsgivere med In-dustrirådet. De nye forhandlingsparter om overenskomsterne var nu Dansk Industri og CO-Industri.

Ri-Bus konflikten

Som hovedregel foretrak både afdelinger-ne og tillidsrepræsentanterne i Esbjerg, Ribe og Varde at løse konflikter ved dialog frem for strejker og arbejdsnedlæggelser. Men Esbjerg blev i de første år af 1990’erne ramt af en række strejker og fik i lokale og landsækkende aviser et ry som ”Danmarks strejkeby nr. 1”. I 1993 var Esbjerg ansvarlig for en fjerdedel af alle strejke-timer i in-

28. april 1995 blev Ribe-afdelingens nye 160 m2 hus på Seminarievej 9 indviet. Huset kostede 1 milli-on at opføre. Her ses bestyrelsen foran huset på indvielsesdagen. Fra venstre: Formand Bent Friis. kasserer Hardy Pedersen, Erling Jepsen, Svend Aage Lauridsen, John Johansen, Holger Maskov og Peder Chr. Pedersen (MVA).

Henning Mortensen blev valgt som formand for Varde-afdelingen i 1995. Her er han fotograferet på afdelingskontoret i Østergade fem år tidligere (MVA).

34 Metal i Vest 1890 - 2015

dustrien i Danmark på grund af tre store SiD-konflikter på Vestkraft, Colorlux og Vestfrost.

I 1994 udbrød endnu en konflikt i Es-bjerg, da busdriften overgik fra at være offentlig til privat ved at busselskab Ri-Bus vandt en licitation og overtog busdriften i Esbjerg med start fra maj 1994. Bybus-chaufførerne under Ri-Bus i Esbjerg var utilfredse med at få lavere løn og dårlige-re arbejdsforhold ved en overgang fra den offentlige KL- til den private RA-overens-komst. Buschauffører så det som en princi-piel kamp mod stigende privatisering. Par-

Arbejdsnedlæggelser d. 6., 7. og/eller 20. april 1995

Esbjerg: A/S Arovit Petfood A/S I.C. Nielsen & Søn A/S Sigurd Petersen Alkab Blika A/S BTS Industriteknik Colorlux Danbor A/S DFDS A/S DLG Esbjerg Farve- og Lakfabrik A/S Esbjerg Fiskeindustri Esbjerg Frysehus Esbjerg Højskole Esbjerg Kemi Esbjerg Kommune Esbjerg Offshore Base Esbjerg Oilfield Service A/S Esbjerg Stevedoring Europa Fiskeindustri Aps Granly A/S H.V. Electric A/S

Holger Christiansen A/S Højgaard & Schultz A/S IRAS Marine MT Service Esbjerg Roland Much A/S Seaport Stevedoring Seelen A/S Semco Energi SGD Bera Statshavnsadministrationen i Esbjerg TH. Bundgaard og Søn A/S Vestfrost A/S Vestjydsk Krystal Isværk Vestjyske Slagterier A/S Vestkraft A/S Viking Life-Saving Equiment A/S, Beton- element A/S Volume Produktion A/S Vølund A/S West Drops af 1990 A/S

Varde: Betonelement A/S

Ribe: A/S Ribe Jernindustri

Ri-Bus konflikten skyldtes bybus-chaufførernes utilfredshed med forringede arbejdsforhold som følge af privatiseringen af busdriften i Esbjerg. Under konflikten opførte buschaufførerne og de sympatistrej-kende fysiske blokader på Ravnevej og omkring banegården i Esbjerg. Foto af blokaden på Ravnevej (PBP).


terne kunne ikke mødes i forhandlinger om chaufførernes nye ansættelsesforhold, og en del af chaufførerne nedlagde arbejdet gennem flere måneder. I februar 1995 blev 82 buschauffører fyret. Forhandlingerne mellem parterne strandede flere gange. Andre faggrupper støttede de strejkende buschauffører med arbejdsnedlæggelser den 27. og 28. marts samt 4., 6., 7. og 19. april 1995 i 72 kommuner. Metal Esbjerg stod blokadevagt sammen med byens bus-chauffører, skraldemænd, fabriksarbejdere og kommunalt ansatte. Formand Tonny Finn Nielsen forsøgte at skaffe de fritstille-de bybuschauffører arbejde på andre virk-somheder i Esbjerg. Både regionalbusser-ne og byens taxachauffører udlod at køre i Esbjerg i sympati med de strejkende. Den gule fagforening Danmarks Frie Fagfor-ening agerede skruebrækkere og kørte bus under konflikten under politibeskyttelse.

Den 6. april brød politiet chaufførernes blokader, og det lykkedes direktøren for Ri-Bus, Kurt Kristiansen, at slippe igennem blokaden med nogle få busser. Så satte po-litiet hunde ind - og blokaden blev brudt efter en række anholdelser. Derefter opret-tede politiet vejspærringer ved banegår-den, mens buschaufførerne lavede punkt-blokader rundt i byen. Dagen efter var der voldsomme gadekampe i Esbjerg mellem politi med hunde og strejkende. Den 18. april 1995 afholdtes tillidsmandsmøde for hele landet i Stadionhallen i Esbjerg med deltagelse af 1.000 tillidsrepræsentanter. Her var der fuld opbakning til en general-strejke den 20. april. Under generalstrejken nedlagde i alt 250.000 danskere fra en lang

række virksomheder i hele landet arbej-det i sympati med chaufførerne. Også ude på boreplatformene på Nordsøen blev der strejket.

Konflikten trak ud i mange måneder. De 82 chauffører fik i mellemtiden ingen løn, dagpenge eller bistand. De måtte heller ikke få økonomisk støtte fra deres forbund (primært SiD) grundet overenskomsten. Konflikten blev ikke løst. LO og Danske Arbejdsgivere underskrev et forlig, og de strejkende fjernede blokaderne og afblæ-ste strejken i starten af november 1995. Ri-Bus konflikten endte som en lang række sa-ger i Arbejdsretten og i nogle tilfælde også Landsretten mellem blandt andet Dansk Arbejdsgiverforening og Kommunernes Landsforening og Landsorganisationen i Danmark (LO) som repræsenterede en lang række fagforbund, blandt andet Dansk Metalarbejderforbund. Nogle sager blev udenretligt forligt, mens andre trak i lang-drag. Først den 18. december 1999 blev den sidste dom afsagt i Landsretten. På Vest-frost blev 33 medarbejdere under Metal på-lagt bod for i alt 384 timers arbejdsnedlæg-

Under Ri-Bus konflikten i 1995 var der flere gange faneoptog gennem Esbjerg under paroler som "Frit stillet = Skidt stillet" og "Skrot privatiseringen". Foto fra 1. maj 1995 (PBP).

36 Metal i Vest 1890 - 2015

gelse. Undtaget var arbejdsnedlæggelser den 20. april 1995.

Set i bakspejlet var Ri-Bus konflikten ifølge flere Metal-medlemmer og bestyrel-sesmedlemmer for voldsom, især på grund af gadeurolighederne, som i flere tilfælde var startet af tilrejsende fra andre byer, samt brugen af politihunde. Men konflikten var også af principiel betydning omkring udlicitering og privatisering. Ri-Bus konflik-ten var en af danmarkshistoriens længste konflikter.

Storkonflikt og gærmangel

I 1998 var der igen storkonflikt i Danmark. Konflikten kom til at blive husket for ham-string af gær i butikkerne. Men den hand-lede om noget helt andet. Lederne i fag-bevægelsen havde lagt vægt på krav som pension i overenskomstforhandlingerne.

Gennem pressens dækning begyndte i stedet et pres fra medlemmerne for indfø-relse af en 6. ferieuge. I april 1998 afholdt de lokale Metal-afdelinger som altid med-

Politiet bryder de strejkendes blo-kade på Ravnevej, så busserne igen kan køre (PBP).

Ferie

Ferie indføres ved overenskomstforhand-linger* 1910 3 dage (uden løn) 1931 1 uge (med løn) 1938 2 uger 1952 3 uger 1971 4 uger 1979 5 uger (regeringsindgreb v. overenskomstforhandling) 2000 6 uger (overenskomstens fem feriefridage = 6. ferieuge)* Undtagen i 1938. Kilde: Holmsgaard. Dansk Metal - 125 år som dynamisk kraft, 2013, s. 175.


lemsmøder om overenskomsten. I LO’s medlemsorganisationer stemte 55 % nej til overenskomsten, der ikke indeholdt en 6. ferieuge. Forkastelsen af overenskom-sten overraskede formand for Esbjerg-af-delingen Tonny Finn Nielsen. Rekordmange medlemmer havde stemt. Siden 1956 var det ikke sket, at danske lønmodtagere hav-de forkastet en mæglingsskitse.

Danmark blev kastet ud i en storkonflikt, der startede mandag den 27. april 1998. Dan-skerne hamstrede varer og benzin. Forligs-mandens forsøg på at få parterne til at enes lykkedes ikke. Konflikten kom til at vare 11 dage, indtil Poul Nyrups socialdemokratiske regering afsluttede den med et regerings-indgreb. I alt havde 240.000 lønmodtagere

været involveret i konflikten, som havde kostet Dansk Metal 230 mio. kr. Esbjerg-af-delingen mente at have opnået noget ved konflikten. Formand Tonny Finn Nielsen var tilfreds med resultaterne som konflikten havde ført med sig, blandt andet omsorgs-dage til lønmodtagere med børn under 14 år.

I de efterfølgende lønforhandlinger var fagbevægelsen styrket efter konflikten. Den 6. ferieuge fik fagbevægelsen gradvist forhandlet sig frem til i de efterfølgende år. Efter konflikten skulle hver enkelt arbejds-plads også forhandle lokalaftaler. En aftale mellem Mærsk Olie og Gas A/S, Dansk Me-tal og El-Forbundet reducerede arbejdsti-den efter to års ansættelse til 14 dage ef-terfulgt af 21 fridage for ansatte hos Mærsk

Flere af de lokale afdelinger inviterede årligt medlemmerne på fisketur. Ideen om en fisketur var startet i Esbjerg-afdelingen i midten af 1980’erne, fordi en af medlem-merne havde en put-and-take-sø ved Varde. Senere år gik turen til Tjære-borg Fiskepark. Foto fra Esbjerg-af-delingens fisketur i 1994 (MVA).

38 Metal i Vest 1890 - 2015

En del af medlemsdemokratiet i fagbevægelsen er urafstemninger om overenskomster. Ved urafstemnin-gen i Esbjerg om overenskomsten i 1998 stemte 56,6 % imod og 43,2 % for overenskomsten i Esbjerg-af-delingen. I Varde-afdelingen stemte derimod 57,3 ja og 42,7 % nej. På landsplan blev overenskomsten for-kastet, og Danmark blev kastet ud i endnu en storkonflikt (MVA).


Olie og Gas. Konflikten havde givet resulta-ter. Konflikten havde dog ikke været uden omkostninger. Til generalforsamlingen i oktober 1998 sagde Bent Friis:

”I kølvandet af forårets konflikt er der nu iværksat en omfattende besparel-ses runde og der spares på: Mødeakti-viteter/konferencer, transportudgifter, sammenlægning af udvalg, reduktion af udgivelser af fagbladet og nyheds-breve, stop for udbygning af Metal skolerne o.m.a. Der er her tale om ikke særlig behagelige ting, men nødvendig i forhold til økonomien ikke mindst set i lyset af kommende overenskomstfor-nyelser.” 25

Også Metal i Esbjerg var nødt til at pålægge medlemmerne et ekstra kontingent som følge af 1998-konflikten. Det kom til at bli-ve den sidste store konflikt de næste 15 år. Den dialogsøgende vej i fagbevægelsen slog endelig igennem.

I 1990’erne og årtiet efter var fokus hos politikere og arbejdsmarkedets parter på at skabe et rummeligt arbejdsmarked blandt andet med plads til etniske minoriteter og handikappede. Flekstid og skånejob skulle mindske antallet af førtidspensionister ved at medarbejdere, der var ramt af sygdom eller en arbejdsskade i stedet kunne blive på arbejdsmarkedet. Barselsorlov og se-niorordning var også fokuspunkter i disse årtier, mens der var store politiske diskussioner om efterlønnen, som i 1978 var ble-vet indført af den socialdemokratiske stats-minister Anker Jørgensen for at hjælpe nedslidte lønmodtagere.

Ved overenskomstforhandlinger-ne i 1998 krævede fagbevægelsen indførelse af en 6. ferieuge. Ved næste overenskomstforhandling - i år 2000 - mellem Dansk Industri og CO-Industri lykkedes det at få den 6. ferieuge i form af fem ferie-fri-dage (som erstatning for en hidtidig ferie-fridag og tre børnefridage). Her ses demonstration på Kongens-gade i Esbjerg under konflikten i 1998 (MVA).

”Det er både for at beskytte vores rettigheder, og for at

firmaet ikke kan gøre som man har lyst til. Og at man kan

få en ordentlig løn og arbejdsvilkår. For lønnen er en vig-

tig ting. Men arbejdsvilkårene, de er altså rigtig vigtige.

For en ting er, hvis du får en høj løn, hvis du ikke kan lide

at være der.” 26

Tommy Petersen, klejnsmed og fællestillidsmand på Ribe Jernindustri, 2015.

3. Tema: Metalarbejde og arbejdsmiljø i 125 år

41Tema: Metalarbejde og arbejdsmiljø i 125 år

1890-1945: Håndværk, dampmaski-ner og de første værkstedsregler

Metalarbejde og arbejdsmiljø er hver sin ting. Alligevel hænger de ofte sammen. Ændringer i metalfaget påvirker arbejds-miljøet - og omvendt.

For 125 år siden var metalarbejdet helt anderledes end i dag. Smedearbejdet foregik ved essen, hvor hammerslag mod ambolten kunne høres. Eller også foregik arbejdet manuelt med pressere, boreværk-tøj eller ved drejebænke. I anden halvdel af 1800-tallet blev damp så småt indført på industriarbejdspladserne. Jernstøbe-riernes produkter var mangeartede - fra gryder, pander, kakkelovne og komfurer til pissoirer, kedler og rør til vand eller gas. Efterhånden blev metalarbejdet mekanise-ret, og der kom flere maskiner på land og i by. Det ændrede metalfagene. Omkring år 1900 ændredes formernes fag fra hånd-formning til maskinformning.

Det blev også brug for en ny profession: Maskinarbejdere. I de første årtier af det 20. århundrede var de nyskabelser som maskinarbejderne brugte i deres arbejde drejebænke og fræsemaskiner. I Esbjerg blev maskiner brugt i 1920- og 1930’erne på blandt andet tovværksfabrikken, tobaksfa-brikken og flere maskinfabrikker og -værk-steder. En anden ny tendens var, at pro-duktionen af elmotorer (elektromotorer) og dynamoer steg fra 23 stk. på landsplan i 1896 til 70.000 i 1930. I 1930- og 1940’erne blev alle nye værksteder indrettet med el-motorer i stedet for dampmaskiner. Smede og maskinarbejdere kunne med de mange nye maskiner arbejde i højere tempo og

med større præcision. Mekaniseringen af produktionen tog noget af arbejdernes tunge slæb. I 1897 var 57 % af arbejderne i industrien beskæftiget i mekanisk drevne virksomheder, mens tallet i 1925 i stedet var 89 %. I Mellemkrigstiden blev jern- og metalindustrien den branche, der havde flest arbejdere i Danmark ansat.

I samme periode kom automekanikerne til som ny profession. Antallet af biler i Dan-mark eksploderede fra omkring 1920 og frem til udbruddet af 2. verdenskrig i 1939. Især i Varde var indbyggerne glade for de nye automobiler. I 1939 var antallet af biler i Varde 57 biler pr. 100 indbyggere, mens det er i Ribe og Esbjerg kun var henholdsvis 36 og 38 biler pr. 100 indbyggere. Bilerne kræ-vede folk, der kunne et nyt håndværk: Kar-rosserismede. På karrosseriværksteder- og fabrikker byggede de biler og lastbiler. Den stigende kørsel med biler krævede også mekanikere, som blev ansat på de første autoværksteder. Faget ændrede sig fra at

En af de store nyskabelser i anden halvdel af 1800-tallet var indførelsen af dampkraft på virksomheder-ne. Ribe Jernstøberi fik installeret en dampmaskine i produktionen allerede i 1855. Også Th. Birch Jernstøberi på Nørregade 35 i Varde fik indlagt dampkraft til den store ovn, så den nu fungerede til 5.000-6.000 pund råjern pr. gang. Foto af Th. Birchs Jernstøberi omkring år-hundredeskiftet, hvor der arbejdede 30-40 arbejdere på støberiet (VLA).

Billedet forrige side: Interiør fra støberiet hos Esbjerg Jernstøberi og Maskinfabrik, Kron-prinsensgade 1, ukendt år (EBA).

42 Metal i Vest 1890 - 2015

være karetmagere, der byggede og repare-rede hestevogne af træ til nu at være meka-nikere, der arbejdede med biler, lastvogne og traktorer.

Metalarbejdet var på dette tidspunkt ofte kendetegnet ved store temperaturfor-skelle og usunde dampe fra det opvarmede

og afkølede metal. På støberierne var loka-lerne mørke, vinduerne små og væggene sorte af støv fra støbningen. Kun lidt lys og frisk luft slap ind i lokalerne. Metalarbejde på jernstøberier kunne være sundhedsska-deligt. Røg og støv fra kul eller sand gav i nogle tilfælde tuberkulose, lungebetæn-delse og andre lungesygdomme. På stål-værkerne kunne der være eksplosionsfare og risiko for arbejdsskader. Derfor var der brug for regulering af arbejdsforholdene.

Det var en af årsagerne til, at smedene begyndte at organisere sig i fagforeninger. I den nyoprettede fagbevægelse kunne de stå sammen og presse på for at få indført reguleringer af deres arbejdsforhold. Den første lovgivning med hensyn til arbejds-miljø var den første fabrikslov fra 1873 om at begrænse børns arbejde i industrien. I 1889 kom en lov med sikkerhedskrav om mekanisk drevne maskiner. I 1903 blev der efter forhandling i Timandsudvalget også indført fælles værkstedsregler.

Siden hen begyndte lovene også at kon-centrere sig om arbejdspladserne fysiske rum. Fabriksloven fra 1901 havde nye be-

Metalarbejderne fortæller: Fedtemadder på lokummet og manglende arbejdstøj i 1930’erne

Smed og værkstedsmester på maskinfabrikken Christola, William Petersen, fortæller om sin læ-retid på Christola i starten af 1930’erne: ”Jeg måtte begynde i fars aflagte fjederstøvler. De var alt for store. Snart var tåen helt fremme og snart var hælen helt tilbage. Der var dog ikke noget at gøre, for pengene var små. Da jeg kom på fabrikken, så jeg, at de andre læredrenge ikke havde det bedre, men gik i alskens aflagte tøj [...] Officielt var middagspausen den eneste tilladte pause. Alligevel havde vi nogle humpler brød med til mellemmålti-der. Det var sammenlagte brødskiver, ca. en cm. tykke. Tre stykker var med pålæg, resten fedtemadder. Når der var pause, sagde svendene til os læredrenge: ’Nu kan i godt gå hen og tage et stykke mad’. Nogen spiste bag en skabslåge, andre på lokummet. Alle gik hjem og spiste i middagspausen.”

Meget metalarbejde foregik i starten manuelt. Arbejdet blev nemmere med hjælpen fra maskiner. Kraften fra dampmaskinen blev overført til værkstedets maskiner via remtræk. På fotoet af smedeværkstedet på Ribe Jernstøberi i 1927 ses remtræk bagerst til venstre. Efter indfø-relse af elmotorer uden remtræk, faldt antallet af ulykker på danske arbejdspladser, fordi arbejderne var mindre i kontakt med de bevægelige dele på maskinerne (Ribe Jernindu-stri A/S).


stemmelser om opvarmning af lokalerne, luftfornyelse samt rengøring og hvidtning af vægge og lofter. I Mellemkrigstiden hav-de myndighederne især fokus på at forbed-re spisefaciliteter samt indføre vaske- og baderum på arbejdspladserne.

1945-1990: Automatisering, plast og BST

Efter 2. verdenskrig kom der nyt fokus på arbejdsmiljø. I 1946 åbnede den første ar-bejdsmedicinske klinik i Danmark. I 1954 vedtog Folketinget Lov om almindelig arbej-derbeskyttelse, som var første lovmæssige regulering af arbejdsmiljøet siden 1913. I årene 1958-1973 var der økonomisk frem-gang i Danmark. Virksomhedernes investe-ringer skete især i jern- og metalindustrien,

En ny opfindelse som blev udbredt i starten af det 20. århundrede var automobilet - den selvkørende vogn. Loven fastslog, at en bilejer skulle søge om tilladelse hos kommune og amt om at køre på vejene samt at biler måtte køre maks. 15 km/timen. Foto fra Jernbanegade i Bramming i slutningen af 1920’erne, hvor mange biler er parkeret muligvis på grund af markedsdag (Bramming Byhistoriske Arkiv).

Støbearbejdet var tidligere kendetegnet af høje temperaturer og ingen brug af udsugning. På fotoet ses støbning hos Esbjerg Jernstøberi & Maskinfabrik Jensen & Olsen, som koncen-trerede sig om dampmaskiner, kedelfabrikation, skibsreparationer og fremstilling af støbegods. Støberiet på Esbjerg Jernstøberi & Maskinfabrik Jensen & Olsen lukkede i 1940'erne, mens resten af virksomheden fortsatte (MVA).

44 Metal i Vest 1890 - 2015

hvor nye maskiner til metalforarbejdning blev importeret fra udlandet. Også nye produkter og produktionsmetoder blev in-troduceret i industrien. Fra 1960’erne blev plast introduceret som et nyt materiale til produktion af fibre, rør, fittings og kon-

struktionsplast. Mange af Smede- og Ma-skinarbejderforbundets medlemmer blev efteruddannet i at arbejde i plast. Fra slut-ningen af 1960’erne var plast også ofte det materiale, der blev brugt på de nye platfor-me på Nordsøen, blandt andet til rørlednin-ger ind til fastlandet.

I 1950- og 1960’erne ændrede lovene fokus fra mekaniske farer ved maskinar-bejde og forhindring af ulykker til i stedet kemiske farer ved arbejde med giftstoffer på industriarbejdspladserne. Poul Verner Hansen fortæller om arbejdsmiljøet på I.C. Nielsen indtil slutningen af 1960’erne:

”Der var sgu ingen udsugning dengang. Det var ukendt. Man lukkede en dør op og et vindue, så trak det svejserøgen væk jo. Det er derfor, at det har kostet mange kollegaer livet med lungekræft og sådan. Men det var dengang. Der var man ikke klogere.” 27

På de fleste virksomheder var der ingen ud-sugning på dette tidspunkt. Forbedringer af arbejdsmiljøet kom først gradvist, og ingen-ting kom af sig selv. Fagbevægelsen havde i slutningen af 1960’erne med rapportudgi-

Autolakering i tiden før masker og udsugning. Aksel Christensen står og sprøjtelakerer hos Gotfred An-dersen, Sct. Knuds Allé i Bramming i 1956 (Bramming Byhistoriske Arkiv).

Metalarbejderne fortæller - Arbejdsmiljø i 1950- og 60’erne

Svend Aage Lauridsen, vogn- og beslagsmed og tidligere sikkerhedsrepræsentant på Ribe Jern-støberi, fortæller om arbejdsmiljøet i 1950- og 60’erne: ”Dengang vi havde et Formeri, der var ikke noget, der hed arbejdshandsker. Der var ikke noget, der hed høreværn. Og man havde ikke noget åndedrætsværn. Overhovedet. Og der var det jo en virkelig beskidt arbejdsplads. Fordi for det første havde vi et rensekammer, hvor de stod med støbegods. Og der var altså lidt udsugning, men det var slet ikke nok. Det [støbegodset] var porøst, og det var støvet ad helvede til. Det er modbydeligt - det hænger bare i næseborene. Man kan blive ved med at snyde næse, og så kommer der stadigvæk støv ud. Og nede i Formeriet, det var jo faktisk ikke beskidt i den forstand, fordi det sand, man brugte dernede, det var jo fugtigt. Det skulle være sådant, at man kunne lave snebolde af det for at kunne forme med det.”Svend Aage Lauridsen var ansat på Ribe Jernstøberi/Jernindustri fra 1954 til 1992.


velser held til at få mediedækning om ska-delige virkninger ved svejsninger, brug af skæreolie eller opløsningsmidler og påvir-kede folketingspolitikerne til at øge fokus på arbejdsmiljøproblemer. LO oprettede på sin kongres i 1971 også et arbejdsmiljøudvalg, og siden kom der arbejdsmiljøudvalg i hver af de tre lokale Metal-afdelinger. Et vigtigt gennembrud lovmæssigt var vedtagelsen af Arbejdsmiljøloven i 1975. Den nye arbejds-miljølov betød blandt andet at sikkerheds-repræsentantens arbejde kom i mere faste rammer, ligesom tillidsrepræsentantens ar-bejde allerede var det. Den nye arbejdsmiljø- lov lagde op til, at det var gennem fagligt arbejde på hver enkelt virksomhed, at både ajourføring og overholdelse af loven skulle ske. Til denne opgave var fagforeningerne, sikkerheds- og tillidsrepræsentanterne cen-trale.

De faglige organisationer begyndte at inddrage arbejdsmiljø som en del af overenskomstforhandlingerne. I 1977 blev en bestemmelse om samarbejde om og løsning af arbejdsmiljøproblemer for ek-sempel aftalt med jernindustrien i dennes overenskomst. Metal i Esbjerg styrkede indsatsen omkring sager om arbejds-ulykker og erhvervsbetingede lidelser fra midten af 1970’erne. I Esbjerg var en af frontløberne med hensyn til arbejdsmil-jø, Thorkild E. Jensen, som også kom til at sidde i det nyoprettede arbejdsmiljøudvalg i Dansk Metal. Han fortæller om arbejdet med arbejdsmiljø på Vølund fra midten af 1970’erne:

”Der var nok at tage fat på, vi var inde i en rivende udvikling. Man var blevet opmærksom på svejserøgens skadelige virkninger, og vi svejsede virkelig meget

Et vigtigt kendetegn hos Metals medlemmer har altid været, at de er faglærte i kraft af deres uddannelse. Svendebrev for Svend Aage Lau-ridsen, som blev udlært vogn- og beslagsmed i 1951 hos Ribe Smede- og Maskinforretning i Saltgade (PE).

I 1894 var Carl G. E. Klæbels Ma-skinfabrik blevet oprettet på hjørnet af Strandbygade og Tordensskjolds-gade. Carl B. Hoffmann købte fabrikken i 1903, hvor en produkti-on af petroleumsmotorer til fiskeri og landbrug startede, især Dani-ca-motorer. Siden hen producerede virksomheden også gravemaskiner, sandpumper og kraner. I 1955 have virksomheden ca. 64 svende og 32 læredrenge ansat. Foto af medarbej-dere fra Hoffmann foran fabrikken omkring 1960 (MVA).

46 Metal i Vest 1890 - 2015

på Vølund. Så en af de ting, vi virkelig ar-bejdede for, var et svejserøgsanlæg, og det fik vi i 1976-77. Med der var også ke-miske materialer, køle- og smøremidler, værnefodtøj, hjelme osv.”28

I 1980’erne gennemførte Metalarbejderfor-bundet ligeledes en række undersøgelser og førte flere kampagner om svejsnings skadelige virkning på lungerne. Et andet fokuspunkt var asbest. Mineralet var ble-vet brugt i 3000 forskellige produkter og på arbejdspladser som kraftværker, skibs-værfter, varmeværker, i byggeindustrien og ved VVS-arbejde, især i årene fra 1955 til 1980’erne. I 1972 blev asbest forbudt til iso-lering, og i 1986 blev brugen af asbest helt forbudt i Danmark. Det fandtes dog fortsat

blandt andet i ældre byggeri. Først senere blev det for alvor kendt, hvor skadeligt as-best kunne være.

Et andet vigtigt initiativ var beslut-ningen i juni 1978 om at oprette Bedrifts-sundhedstjeneste (BST). Dette var et landsdækkende initiativ som en del af Arbejdsmiljøloven. Der blev oprettet BST i både Ribe, Varde og Esbjerg-kommuner samt i flere af landkommunerne, blandt andet i Bramming. I Ribe skete det på virksomheder som Ribe Maskinfabrik og Fælleskommunal Renovation. Ofte var det sikkerhedsrepræsentanterne, der tilkaldte BST. BSTs formål var at forhindre arbejds-miljøskader, herunder arbejdsulykker, er-hvervssygdomme og nedslidning, gennem forebyggelse via BST på enten virksomhe-der eller i BST-centre. Ordningen blev en succes. I 1985 var der 302 virksomheder

I 1964 åbnede Vølund en fabrik i Esbjerg. I starten producerede virksomheden primært kedler og skorstene af stål. På fotoet fra 1974 ses en spidsbelastningskedel fremstillet på Vølund til Århus Kommunale Værker (EBA).

I ligestillingens navn ændredes titlen tillidsmand til tillidsrepræsentant for at repræsentere begge køn. På fotoet ses tillidsrepræsentant Thorkild E. Jensen (th) i snak med kolleger i hal 2 på Vølund i slutningen af 1970’erne (PE).


med 5.032 ansatte tilsluttet i Ribe Amt.1990-2015: Ensidigt gentaget arbej-de, CNC og laser- og robotteknologi

I 1990’erne- og 2000’erne var der i fagbe-vægelsen fokus på tre områder af arbejds-miljøet. For det første at reducere ensidigt gentaget arbejde (EGA) inden år 2000, hvil-ket fagforeninger og arbejdsgivere havde lavet en aftale om i 1993. Senere kom også betegnelsen ensidigt belastende arbejde (EBA) til. Det andet fokus var at mindske psykisk belastende arbejdsmiljø og blandt andet stress, mobning og chikane. Især det tredje område havde betydning for me-talarbejdet. Det var den fortsatte indsats for at mindske brugen af skadelige kemiske stoffer på arbejdspladserne. Op igennem 1990’erne og 2000’erne kom der ny viden eller anerkendelse af flere kemiske stof-fers skadelige virkning som isocyanater, bly, partikelforurenet luft (slibestøv eller aerosoler) eller visse typer af arbejde med

stål og aluminium, der kunne give mangan-syge.

Desuden blev nye typer af arbejdsska-der og erhvervssygdomme som for eksem-pel KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) eller pludseligt opståede løfteskader nu anerkendt som en arbejdsskade. Dog ikke uden videre. Medlemmerne skulle for ek-sempel ved løfteskader kunne påvise at have løftet otte til ti tons om dagen over en længere årrække. Her havde de tre Me-tal-afdelinger en vigtig opgave i at holde medlemmerne opdaterede om ændringer i regler, love og anerkendelser af arbejds-skader og at hjælpe dem med evt. syge- og erstatningssager.

En af de allerstørste teknologiske nyska-belser inden for metalarbejdet i det 20. år-hundrede var indførelsen af datamaskiner. I Danmark begyndte den første spæde brug af EDB, hulkort og datamater i 1960’erne. Gradvist blev maskiner i højere og højere

I 1980’erne og de efterfølgende årtier måtte en stor del af Me-tals medlemmer lære at betjene computerstyrede maskiner, blandt andet CNC-maskiner ("Computer Numeric Controlled"). I dag bliver CNC-maskiner i høj grad brugt i metalarbejdet. På fotoet ses arbejdet ved en CNC-maskine hos Grumsen Equipment i Esbjerg i 2015. Tidli-gere hed virksomheden Grumsen Maskinfabrik og producerede mest til fiskeriet, mens virksomheden de senere årtier har fokuseret på offshorebranchen (Grumsen Equip-ment).

Metalarbejderne fortæller - Svejserøg i tiden op til 1980’erne

I oktober 1984 skrev kleinsmed Gunnar i Metal Esbjergs afdelingsblad til sine kolleger og fagfæller. Han havde i cirka 30 år svejset (især med elektroder) på forskellige arbejdspladser uden udsugning. 47 år gammel blev han pludselig syg. Efter en lang række undersøgelser og be-handlinger, forsøgte Gunnar at genoptage sit arbejde, men måtte stoppe igen pga. sygdommen. Gunnars sygdom gav sig til udtryk ved voldsom træthed, dårlig søvn, hovedpine og ”rystesyge” som om han havde feber. Han kunne dårligt tåle støj og var usikker i trafikken. Han beskrev sit sygdomsforløb sådan her: ”Lægen sagde også at han mente min lidelse var erhvervsbetinget (kom af svejserøg), og det blev anmeldt til sikringsstyrelsen. Resultatet af først sikringsstyrelsens vurdering og senere Den sociale ankestyrelses vurdering (her var retslægen inde i billedet) var, at min lidelse ikke kunne bevises at være erhvervsbetinget, derfor afslog de erstatningspligt [...]” Det lykkedes alligevel til sidst, blandt andet med fagforeningens hjælp, at få tilkendt højeste invalidepension. Han skrev artiklen i afdelingsbladet for at advare andre metalarbejdere: ”Der er andre, fra min gamle arbejdsplads, som døde alt for tidligt. Jeg er trods alt i live og kan advare jer om de farer som er bl.a. ved svejsning. Jeg kan derfor ikke kraftigt nok opfordre jer til at være på vagt overfor arbejdsmiljøets farer.”

48 Metal i Vest 1890 - 2015

grad brugt til ikke kun at beregne, men også til at styre maskinerne. Den første dansk-producerede datamaskine kom i 1972 og kunne med kodebånd udføre boringer, ge-vindudskæringer, rivning, udboring og fræs-ning. I 1980- og 1990’erne blev de indført i det daglige metalarbejde på virksomheder-ne. Denne teknologiske udvikling satte gang i en øget mekanisering og automatisering af metalarbejdet i industrien.

I 1990 organiserede Metal mellem 55 og 60 uddannelser. Tre store teknologiske ændringer kendetegnede metalarbejdet fra 1990’erne og til i dag. For det første

CNC-maskiner (Computer Numeric Con-trolled) som fræsemaskiner, drejemaskiner eller kantpresse, der ændrede måden og i hvilket tempo, metalarbejdet blev udført. En anden ny opfindelse, som dukkede op på arbejdspladserne i 1990’erne var laser-maskiner. Især laserskærere fik stor betyd-ning for flere metalfag. Flemming Rasmus-sen, som er uddannet maskinarbejder og medlem af Metal Esbjerg og senere Metal Vests bestyrelse, fortæller:

”Den [lasermaskinen] ændrede alt. Den ændrede meget mere end det andet [CNC]. Fordi det blev meget nemme-re og lave tingene. Det kostede lidt på svejsesiden, fordi i stedet for så blev det meget laserskåren og -bukket og derfor så blev der meget mindre svejsning på emnerne. Og så begyndte man at bolte flere og flere ting sammen. Så det gav meget mere montagearbejde og lidt mindre smedearbejde.”29

Metalarbejderne fortæller - En compu-teroplevelse i 1990

De lokale Metal-afdelinger sørgede for mulighed for efteruddannelse i EDB til medlemmerne. En af dem var Hans, der i 1990 var på EDB-kursus på Metalskolen i Jørlunde. Han beskrev det sådan her: ”[...] Af de 12 mand, vi var, var der kun 2, der nogen-sinde havde prøvet at sidde foran en computer. Et Cad/Cam kursus er ikke kun noget meget teknisk præget, det er også tekstbehandling, det er også regneark, det er også at kommunikere igennem tele-fonen. Det kan man nemlig også. [...] Derefter får vi undervisning i, hvordan man bruger computeren som et stykke værktøj, for det er netop, hvad den er og ikke spor andet. For den gør kun lige akkurat, det vi ønsker, den skal gøre og ikke andet.”

I dag er arbejdsmiljøet blevet bedre end det var tidligere. Fotoet er fra Granly ved 6. bassin på Esbjerg Havn, hvor en smed er i gang med at arbejde ved udsugning og iført maske og handsker (PBP).


En tredje teknologi, der blev mere almin-delig var robotter. Antallet af robotter i den danske industri steg fra 349 i 1988 til 5.500 i 2011. Dansk Metal erfarede, at fordelen ved at indføre robotter blandt andet var at ensidigt gentaget arbejde kunne mind-skes, hvilket forbedrede arbejdsforholde-ne. Samtidig kunne produktiviteten øges og flere jobs holdes i Danmark. De mange tekniske nyskabelser inden for metalfage-ne var en af årsagerne til, at Dansk Metal især fra 1990’erne og frem lagde stor vægt på efteruddannelse af medlemmerne. Der kom mange nye uddannelser, blandt andet som industritekniker, for at følge med den teknologiske udvikling inden for metalfa-gene. Afdelingerne lagde fortsat vægt på efteruddannelse til medlemmerne. I 1999 havde Varde-afdelingens medlemmer væ-ret på 149 efteruddannelseskurser.

Mellem 1990 og 2000 faldt antallet af dødsulykker på danske arbejdspladser, men det samlede antal af arbejdsulykker faldt ikke. I år 2000 var det årlige antal af arbejdsulykker 60.000 på landsplan. Der-udover fik 17.000 mennesker hvert år en arbejdsbetinget lidelse. Inden for Dansk Metals brancher skete ulykker især ved fald fra højder, nedfald af genstande og ulykker med maskiner. I 2002 og 2003 fore-tog Arbejdstilsynet en kontrol af alle virk-somheder i maskinindustrien i Ribe Amt i samarbejde med Metal, BST og forskel-lige arbejdsgiverforeninger. På de fleste virksomheder var arbejdsmiljøet meget tilfredsstillende. Men en mindre gruppe virksomheder havde dog problemer med arbejdsmiljøet på grund af for meget støj

især ved slibning, svejsning eller arbejde ved maskiner som excenterpresse. Andre havde mangler vedrørende tunge løft, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller ulykkesrisici, mens en sidste gruppe virk-somheders medarbejdere blev udsat for kemiske og biologiske belastninger som svejserøg, slibestøv og maling. Jævnligt afholdt Dansk Metal og de lokale afde-linger kampagner for at øge fokus på ar-bejdsmiljøet som for eksempel den lands-dækkende kampagne ”Rent Metal 2000” i år 2000.

Overordnet set blev arbejdsmiljøet i Danmark bedret op gennem 1990’erne og 2000’erne ved begrænsning af skadelige kemiske stoffer og ensidigt gentaget ar-bejde, mens flere arbejdsskader nu i højere grad blev officielt anerkendt. Alligevel var der plads til forbedringer - også inden for metalarbejdet. I 2015 var hvert tredje med-

I 1968 flyttede Falkeborg Stålindu-stri fra Frederikssund til Engdraget i Varde. I 1983 blev firmaet overtaget af Vølund og siden hen Vestas. I januar 2012 besluttede Vestas at fyre 2335 medarbejdere på verdens-plan, heraf 1300 i Danmark. 107 Metal-arbejdere i Varde ville miste jobbet og fabrikken lukke. I stedet blev Vestas-fabrikken overtaget af Titan Wind Energi fra Singapo-re, som åbnede den nye fabrik i Varde i starten af september 2012. Efter overtagelsen manglede Titan svejsere og tilbød en mindre gruppe ledige svejsekurser og derefter ansættelse på fabrikken. Titan Wind Energi producerer vindmølletårne. På fotoet ses en ny valse i 2012, der kan forvandle plader i op til 120 mm tykkelse til svøb (Titan Wind Energi).

50 Metal i Vest 1890 - 2015

Virksomhedernes syn på arbejds-miljø ændrede sig gennem det 20. århundrede. I dag er det ikke kun fagforeningerne, men også virk-somheder, der har en interesse i at sikre et godt arbejdsmiljø. Et godt arbejdsmiljø kan dokumenteres på mange måder, f.eks. ved et GRE-ENET-diplom som dette til Ribe Jernindustri i 2014 (Ribe Jernindu-stri A/S).


lem af Dansk Metal udsat for svejserøg og slibestøv på deres arbejdsplads, mens hver femte var udsat for farlige kemikalier. Især tillids- og sikkerhedsrepræsentanterne var fortsat vigtige i arbejdet med arbejdsmiljø på arbejdspladserne.

Gennem 125 år har både metalarbejdet og arbejdsmiljøet ændret sig meget. I dag har Dansk Metals medlemmer mere end 90 forskellige jobtitler. Fra flymekaniker og gastekniker til beslagssmed og elektrotek-niker. Nyere titler er datatekniker, it-suppor-ter, film- og tv-produktionstekniker og ro-bottekniker. Selvom arbejdsmiljøet gennem mere end et århundrede er blevet væsent-ligt forbedret, så bliver det ved med at være vigtigt, at fagforeningen beskæftiger sig med arbejdsmiljø. Ny teknologi, nye maski-ner og nye materialer i produktionen kræver fortsat nye vurderinger af risiko for arbejds-skader og arbejdsulykker samt nye faglige indsatser gennem det faglige arbejde.

Metalarbejderne fortæller - CNC-maskiner i 1990- og 2000’erne

Flemming Rasmussen, maskinarbejder samt tidligere tillidsrepræsentant og A/S-bestyrelsesmed-lem på KJ Maskinfabrik i Hjerting, fortæller om ændringen i produktionsmåden de sidste par årtier: ”...det [har] ændret sig fra, at man stod og lavede alting i hånden til at blive totalt automatiseret. Det kræver forskellige uddannelser. Altså det er jo en helt anden uddannelse at stå ved en CNC-maskine end det er at stå ved en traditionel drejebænk. [...] Der kom mere arbejde ved det [CNC], men der skulle også bruges færre folk til det. [...] Så begyndte man jo i stedet at lave det hurtigere. Når nu der blev bestilt et emne, så blev det lavet. I stedet for at have 10 på lager, så havde man 1 eller 2 på lager af den samme ting. Og så satte man det hurtigt i gang. Det var CNC-maskinen, der var hovedårsagen.”Programmeringen af fræserne og lasermaskiner foregik på KJ Maskinfabrik ofte på værkstedet og blev udført at Metals medlemmer. KJ i Hjerting installerede især transportører og andre maskiner til slagterier.

Arbejdslivet på Nordsøen er unikt og anderledes end andre danske arbejdspladser. Foto fra maj 2015 (Yaiza Peraza, Mærsk Olie og Gas A/S).

”Vore udfordringer står i globaliseringens tegn. Tele-

kommunikation og computere har gjort verden mindre

- og ethvert sted på kloden til dens centrum. Vi skal kun-

ne konkurrere med verden - vi skal kunne hamle op med

timelønninger på mindre end en krone. Det kræver, at vi

er dygtigere end de fleste, at vi er mere kreative, at vi kan

styre kvalitet og levering og forstår at operere på alle ver-

dens markeder.”30

Tonny Finn Nielsen, formand for Metal Esbjerg, 1997

4. 2000-2007: Det nye årtusinde, globalisering og EU-udvidelser

532000-2007: Det nye årtusinde, globalisering og EU-udvidelser

Fagbevægelsen i det nye årtusindePå tærsklen til det nye årtusinde var sam-fundet et fuldstændig andet end ved år-hundredeskiftet 100 år tidligere. De tre Metal-afdelinger i Ribe, Varde og Esbjerg havde fulgt med den teknologiske udvik-ling og havde haft computere siden starten af 1980’erne. Siden var elektronisk registre-ring af for eksempel afdelingernes ledige fulgt med. I starten af det nye årtusinde besluttede distriktsbestyrelsen for Distrikt 4, at samtlige 14 afdelinger i distriktet skul-le være på internettet i sommeren år 2000. Siden 1980’erne havde flere og flere famili-er fået computere derhjemme. Internettet var så småt blevet udbredt i anden halvdel af 1990’erne. Det blev hurtigere og nem-mere at få information og også at kontakte den lokale afdeling via internettet.

Den nye teknologi havde dog også en bagside. Formand for Ribe-afdelingen, Bent Friis, fortæller:

”Men det har også noget at gøre med den teknologiske udvikling med EDB og så videre, hvor man kan gøre alting hjemmefra. Og det kan man jo også se på a-kasseområdet. Der er jo ikke ret mange, der behøver at henvende sig i afdelingen. De kan selv udfylde det hele derhjemme. Og det synes jeg faktisk lidt er en skam, fordi man mister noget af kontakten til den enkelte person og medlem.”31

Tidligere var medlemmerne personligt dukket op i afdelingerne for at betale kon-tingent. I det nye årtusinde skete den per-sonlige kontakt i stigende grad kun, når af-delingernes medlemmer havde problemer på arbejdspladsen. Den samme tendens

fandtes hos det offentlige og i bankverde-nen.

Omkring årtusindeskiftet var der lan-ge og seriøse fusionsdrøftelser mellem Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund. Metal i Esbjerg, Varde og Ribe arbejdede allerede tæt sammen med El-Forbundet, da mange medlemmer var kolleger med medlemmer af Dansk El-For-bund. På flere lokale arbejdspladser re-præsenterede tillidsmanden også både medlemmer fra Metal og El-Forbundet. Esbjerg-afdelingen syntes, at fusionen var en god idé og arbejdede for dens gennem-førelse både lokalt og gennem Metals ho-vedbestyrelse.

Arbejdstitlen på det nye forbund var Dansk El & Metal Forbund. De lokale Me-tal-afdelinger afholdt en række debatmø-der, men diskussioner om fusionen kunne også ske på internettet på den nyoprette-

Som noget nyt i 1990'- og 2000'erne blev PC'ere i stigende grad brugt i det faglige arbejde. Varde-afdelingen kom på internettet i slutningen af 1990’erne. Foto af afdelingens kas-serer Poul Erik Olesen i gang med PC-arbejde i 2003 (MVA).

Billedet forrige side: Vindenergi fik en stigende betyd-ning i Danmark og for Esbjerg. På fotoet er den havbaserede vindmøl-lepark Horns Rev 2 under opførelse på Nordsøen i 2009 (Vestas).

54 Metal i Vest 1890 - 2015

de hjemmeside el-metal.dk. Dansk El-For-bunds medlemmer stemte i september 2001 nej til en fusion med Dansk Metal. Hjemmesiden til det nye forbund blev ned-lagt i starten af år 2002. Fusionsdrøftelser-ne var endegyldigt slut til Esbjerg-afdelin-gens ærgrelse. Det gode samarbejde med den lokale afdeling af El-Forbundet skulle dog siden hen udvikle sig til mere. Også med Blik&Rør var der på dette tidspunkt drøftelser af en fusion mellem de to for-bund. I april 2003 fusionerede Dansk Metal i stedet med Telekommunikationsforbun-det, som på daværende tidspunkt havde 13.000 medlemmer. Det var den største fusion i Dansk Metals historie. Forbundets navn blev ved med at være Dansk Metalar-bejderforbund. Med fusionen fik Metal endnu bedre greb om IT- og telebranchen og var klar til det nye årtusinde.

EU-udvidelser og Østaftalen

Fra 1997 deltog Danmark i Schengen-sam-arbejdet, mens Amsterdam-traktaten blev vedtaget ved folkeafstemning i 1998. I sep-tember 2000 skulle der stemmes om dansk deltagelse i ØMU-samarbejdets tredje fase:

Euroen. Både LO og Dansk Metal var for euroen, fordi man håbede, at den kunne skabe gennemsigtighed omkring løn og produktionsomkostninger mellem de euro-pæiske lande. Generalforsamlingen hos Metal Esbjerg skrev i en udtalelse i april 2000, at de mente, at deltagelse i euroen ville forbedre konkurrenceevnen og der-med give øget beskæftigelse til afdelin-gens medlemmer. Dansk Metal og de lokale afdelinger igangsatte en oplysningskam-pagne om ØMU’en. Samme efterår begrun-dede formand Tonny Finn Nielsen, hvorfor han gik ind for euroen:

”De østeuropæiske lande er enten slet ikke velfærdsstater eller har meget rin-ge udbyggede velfærdsordninger. De har derfor brug for økonomisk vækst og politisk stabilitet. Sagt meget direkte, så har de brug for at komme til at ligne de vesteuropæiske velfærdsstater. For at nå dertil skal de have del i EU-landenes økonomiske og politiske fællesskab.”32

Vejen dertil var ifølge LO og Dansk Metal de østeuropæiske landes deltagelse i EU, som anbefalede et ja til afstemningen om euroen. Men et flertal af medlemmerne i LO’s medlemsforbund stemte nej, ligesom flertallet af danskere gjorde. Danmark kom ikke med i euroen. I maj 2004 blev 10 nye lande optaget i EU, heraf mange tidligere kommunistiske lande i Østeuro-pa. Bulgarien og Rumænien blev optaget pr. 1. januar 2007, dog uden deltagelse i Schengen-aftalen og arbejdskraftens fri bevægelighed. Statsminister Anders Fogh Rasmussens VK-regering, Socialdemokra-tiet, Det Radikale Venstre og SF vedtog i december 2003 Den danske Østaftale, som

Med den stigende brug af PC’ere og internettets udbredelse, behøvede medlemmerne ikke længere dukke op ugentligt i den lokale afdeling for at få mærker i deres kontingentbog eller på deres feriekort. Et medlem fra Metal Esbjergs feriemærkebog fra 1984 (MVA).

Den 14. maj 2001 indgik de to forbund Dansk Metal og Dansk El-Forbund en fagpolitisk aftale som grundlag for at fusionere de to forbund og danne et fælles Dansk El & Metal fra 1. januar 2002. Men medlemmerne af Dansk El-For-bund stemte i september 2001 nej til fusionen. Forsiden på medlemsbla-det fra den lokale afdeling af Dansk El-Forbund i november 2001 viser afstemningens resultat (MVA).


var en overgangsordning, der begrænse-de østeuropæere i Danmarks mulighed for sociale ydelser i Danmark og skulle sikre, at de arbejdede under samme vilkår som deres danske kolleger. Aftalen trådte i kraft den 1. maj 2004 og blev udfaset den 1. maj 2009.

I august 2004 lavede magasinet Penge & Privatøkonomi en kampagne for at skaffe billig polsk arbejdskraft til Danmark med artiklen ”Bestil polske håndværkere til 60 kr. i timen”. Artiklen indeholdt en liste over firmaer, der brugte polsk arbejdskraft i Danmark. Denne finte udnyttede Metal i Esbjerg. Som formand for Metal i Esbjerg, Tonny Finn Nielsen, humoristisk skrev i af-delingsbladet:

”Vi laver ikke overenskomster med en-keltpersoner, men med firmaer. Så et stort tak til Penge & Privatøkonomi for navne, adresser, telefonnumre på den

stribe polske firmaer, der nu opererer i Danmark. Det sparer os for utrolig me-get arbejde.” 33

Metal i Esbjerg tog efter artiklen kontakt til firmaerne på listen for at få dem til at op-rette en overenskomst.

Esbjerg-smed ny formand for Dansk Metal

Kongressen i år 2003 var særligt interes-sant for de delegerede fra Esbjerg og Di-

I 2004 blev 10 nye lande optaget i EU, heraf mange tidligere kommu-nistiske lande i Østeuropa. I årene efter skulle Dansk Metal og de lokale afdelinger forholde sig til me-talarbejdere fra disse lande, der tog arbejde i Danmark. Fire brochurer fra Dansk Metal på engelsk, tysk, polsk og lituaisk (MVA).I 1990’erne skulle Metals medlemmer og

resten af den danske befolkning flere gange til stemmeurnerne omkring EU-spørgsmål. Ved en folkeafstemning den 28. september 2000 stemte et flertal af befolkningen nej til dansk deltagelse i den fælles europæiske valuta euro (Colorbox).

56 Metal i Vest 1890 - 2015

strikt 4. Afdelingens tidligere formand, Thorkild E. Jensen, stod på podiet til valg som formand for Dansk Metal. Den afgåen-de Metal-formand Max Bæhring, der havde en baggrund som maskinarbejder og fæl-lestillidsmand på Titan i København, hav-de været formand siden 1991. Siden 1994 havde Thorkild E. Jensen været næstfor-mand for forbundet. Efter Metals love var det ikke automatisk næstformanden, der overtog formandsposten. Afløseren skulle i stedet udpeges på kongressen. Og det blev Thorkild E. Jensen. 53 år gammel blev han enstemmigt valg som formand for Dansk Metal. Tonny Finn Nielsen skrev om valget:

”Thorkild E. Jensen som de fleste af af-delingens medlemmer kender, har en god ballast med sig til fremtidens store opgaver. Han har gået hele den faglige vej og har stor viden og indsigt. [...] Val-get af Thorkild er et populært valg. Han var indstillet til formandsposten af ho-vedbestyrelsen og blev valgt uden mod-kandidater. Hen er vellidt og respekteret i vide kredse.”34

Nu var Thorkild E. Jensen formand for Dansk Metalarbejderforbund og 142.000 medlem-mer. Afdelingen i Esbjerg var stolte over, at deres tidligere formand nu var formand for hele Dansk Metal. Som næstformand og formand for Dansk Metal hentede Thorkild E. Jensen mange resultater hjem til Metals medlemmer: Højere pension, forbedring af lønnen, udbygning af barsels- og foræl-dreorlov, oprettelse af kompetencefond og fratrædelsesgodtgørelse. Desuden ind-førelse af seniorordning. Som formand var Thorkild E. Jensen desuden chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne i 2004, 2007, 2010 og 2012. Gennem overenskomst-forhandlingerne fra 1993 til 2000 fik Dansk Metal forhandlet pensionen op fra 0,9 % til 9 %. Ved forhandlingerne i 2004 lykke-des Thorkild E. Jensen at få pensionen op på 10,8 %, mens han i 2007 fik forhandlet pension på 12 % pr. 1. juli 2009 til medlem-merne. Thorkild E. Jensen trådte tilbage som Metals formand i 2012 og blev afløst af Claus Jensen, som var uddannet plade- og konstruktionssmed og havde været til-lidsrepræsentant på Lindøværftet, inden han blev faglig sekretær og siden hen for-bundssekretær i Forhandlingssekretariatet og næstformand i Dansk Metal.

På generalforsamlingen den 12. april 2005 var der kampvalg til formandsposten i Varde-afdelingen. Formand Henning Mor-tensen genopstillede, mens de to besty-relsesmedlemmer Hans Laursen og Bjarne Thuesen også kandiderede til formands-posten. På generalforsamlingen på Hotel Arnbjerg valgte de cirka 70 deltagere Hans Laursen som ny formand for Varde-afde-

Kongresdelegerede på Dansk Metals kongres i år 2000. Fra venstre: Bent Friis, Jørgen Christoffersen, Tonny F. Nielsen, Bruno Pedersen, Hen-ning Radoor, Dan H. Rasmussen, Flemming Rasmussen og Henrik Nielsen (MVA).

De to medarbejdere, Thomas og Birger, er i gang med at svejse hos Esbjerg-virksomheden VJ Rørteknik i 2001 (PBP).


lingen og de godt 800 medlemmer. Også i Esbjerg skete der et generationsskifte. Dan Holmgaard Rasmussen blev i september 2005 valgt som ny kasserer for Esbjerg-af-delingen efter at afdelingens mangeårige kasserer Bruno Pedersen valgte at gå af på grund af sygdom. Dan Rasmussen var uddannet plade- og konstruktionssmed og var efter jobs forskellige steder endt på sin tidligere læreplads Vølund, hvor han i mange år var tillidsrepræsentant, mens han også havde været aktiv i blandt andet Lærlingeklubben, Autoklubben samt i be-styrelsen i Esbjerg-afdelingen.

Globalisering

Et nyt populært ord fra slutningen af 1990’erne var begrebet globalisering. Det blev brugt mere og mere i medier og af po-litikere uden dog at have en fast betydning. Det dækkede over, at verden blev mindre i kraft af nemmere kommunikation, trans-port, pengeoverførsler og handel på tværs af landegrænser. Globalisering var et emne på både Dansk Metals og LO’s kongresser i slutningen af 1990’erne og i 2000’erne. Globaliseringen havde fordele for både lønmodtagerne og fagforeningerne, men også sine udfordringer. Globaliseringen betød stigende internationalisering af ar-bejdspladserne, men blev også brugt til at forklare løndumping eller udenlandske kapitalfondes opkøb af danske virksomhe-der. Ofte blev globalisering sidestillet med outsourcing eller udflytning af dansk indu-stri til udlandet af Dansk Industri, politikere eller af pressen.

Globaliseringen betød, at et stigende

antal af Metals medlemmer enten arbej-dede for et firma i Danmark, der var uden-landsk ejet eller et som havde afdelinger eller produktion uden for Danmarks græn-ser. Beslutninger truffet langt væk fra Dan-marks grænser fik betydning på arbejds-pladser lokalt. Arbejdssproget blev ofte engelsk. Måske havde virksomheden en nabovirksomhed i Asien, hvor kolleger ar-bejdede som tilfældet var på FiberVision el-ler Ribe Maskinfabrik. Arbejdspladserne og arbejdet blev mere internationaliseret end tidligere. Formand for Varde-afdelingen, Hans Laursen, fortæller om sin arbejds-plads i disse år:

”Men den [virksomheden FiberVision] blev mere international. For så begynd-te de lige pludselig at køre nogle compu-terprogrammer - og det skulle absolut

Siden efteråret 1992 havde Thorkild E. Jensen været forhandlingssekre-tær i Dansk Metalarbejderforbund og året efter forbundssekretær og leder af Forhandlingssekretariatet. I 1994 blev han valgt som næstfor-mand for forbundet. I 2003 blev Thorkild E. Jensen valgt til formand for Dansk Metal og var den første formand for Dansk Metal, der kom fra en Metal-afdeling i Esbjerg-om-rådet. På fotoet ses Thorkild E. Jensen på talerstolen til Metals 100 års jubilæumskongres i 1988 (MVA).

58 Metal i Vest 1890 - 2015

være på engelsk. Vi havde samarbejds-partnere med et japansk foretagende. Det foregik så på engelsk det hele. Det var så også i orden. De købte så også en fabrik i Kina. Dér var vi nervøse for, at - wupti - så flytter de hele moletjavsen til Kina. Men det gjorde de ikke. Det var kun en nicheproduktion, der var i Kina. Det viste sig så på sigt, at de kunne fak-tisk ikke lave det billigere derude end vi kunne.”35

Også andre virksomheder valgte at behol-de store dele af produktionen i Danmark. Som for eksempel Vestfrost i Esbjerg, der i

2007 udtalte, at produktion i udlandet i kva-litet og medarbejderernes uddannelsesni-veau ikke kunne måle sig med de danske metalarbejdere. I 2015 viste en ny undersø-gelse udarbejdet af Dansk Metal, at hver 3. danske virksomhed havde taget produkti-on fra udlandet hjem igen.

Globaliseringen kunne også mærkes, når medarbejderne i Danmark blev bedt om at holde tilbage med lønkrav af hensyn til den internationale konkurrenceevne. Dagligdagen og det faglige arbejde var blevet globalt. Både Dansk Metal og også Esbjerg Havn i 2006 (PBP).


lokale afdelinger arbejdede allerede inter-nationalt. I globaliseringens tidsalder var det endnu vigtigere end tidligere med fag-bevægelser, der arbejdede over grænser-ne. I 1999 vedtog Europæiske Metalarbej-der Føderation (EMF) en solidaritetspagt, som gjorde, at hvert Metal-medlem kunne få medlemsservice i det land, de befandt sig. LO og CO-Industri var fra 2005 også medlem af VK-regeringens Globaliserings-råd, hvor de påvirkede regeringens politik i retning af lønmodtagernes interesser. I juni 2012 fusionerede blandt andet me-talarbejdernes International Metalworkers Federation (IMF) til den nye internationale organisation IndustriALL Global Union, som ved stiftelsen repræsenterede mere end 50 millioner industriansatte i 140 lande. Orga-nisationen havde til mål at stå som modspil til globale arbejdsgivere, herunder multi-

nationale selskaber og kapitalfonde for at sikre ansatte i alle lande bedre vilkår. Ved et medlemskab af en lokal Metal-afdeling bi-drog hvert medlem til dette internationale faglige arbejde, der kunne dæmme op for globaliseringens negative konsekvenser for lønmodtagerne.

Muhammed-krise

En del af de tre Metal-afdelingers medlem-mer havde i mange år været vant til at ar-bejde i udlandet ved jobs i Norge, Frankrig, Holland, USA, Qatar, Japan eller Brasilien. For eksempel i servicejobs, hvor medlem-mer sejlede jorden rundt som reparatører. I september 2005 startede 12 tegninger bragt i JyllandsPosten af den muslimske profet Muhammed en række uroligheder, demonstrationer og afbrændinger af Dan-

Metal Esbjerg til demonstration på Rådhuspladsen i København ved Folketingets åbning d. 5. oktober 2002. Fra venstre ses Henrik Niel-sen, Jan Højberg, Henning Radoor, Jess Paulsen, Poul Verner Hansen og Per Benny Paulsen (PBP).

60 Metal i Vest 1890 - 2015

nebrog i Mellemøsten og rundt om i ver-den. Mens de fleste danskere fulgte begi-venhederne på afstand gennem tv, befandt flere af Metals medlemmer sig i Mellem-østen anderledes tæt på begivenhederne. En af dem var Johannes Holm, som sad på en Mærsk-borerig ud for Egypten. Johan-nes Holm havde tidligere været sikkerheds-repræsentant på Vestkraft og siden tillids-repræsentant hos Semco Maritime samt medlem af Metal Esbjergs bestyrelse og næstformand for Metal Vest. Han fortæller:

”En af de lidt mere kedelige oplevelser, det var under Muhammedkrisen. Der lå jeg på en rig uden for Port Said ud for

Egypten. Nede i Middelhavet. Det var knapt så sjovt. [...] Vi kunne ikke komme til at arbejde, og vi kunne ikke komme hjem. Så vi var 16 dage ude på riggen. Og vi lavede ingenting. Videofilm - der sad en i maskinen, og det var Den store motorsavsmassakre. Vi kunne ikke låne nogen. Der var ikke nogen, der ville låne os noget. Så vi kunne bare gå rundt på pullerterne eller fange fisk. Vi kunne dårligt gå ned i maskinen, fordi vi var ligesom ikke velset.”36

På riggen var der kun egyptere udover Jo-hannes Holm, en dansk kollega og deres danske chef. På en egyptisk arbejdsplads som denne blev der kaldt til bøn over

1. marts 2002 mødtes 750 tillidsre-præsentanter i Silkeborg til tillidsre-præsentantmøde (PBP).


I 2005 blev Hans Laursen valgt som formand for Metal i Varde. Hans Laursen var udlært vogn- og be-slagsmed, havde været tillidsrepræ-sentant på Falkenborg Kedelfabrik og på FiberVision samt bestyrelses-medlem og senere også sekretær i Varde-afdelingen. Hans Laursen er her fotograferet af JyskeVestkysten i 2005 foran Varde-afdelingens ejen-dom i Østergade (JyskeVestkysten).

APA-systemet. Stemningen var meget an-spændt i de dage, Johannes Holm var på riggen, og det handlede om at holde en lav profil. To måneder senere tog Johannes Holm ned til den samme rig igen. Stem-ningen var en helt anden. De to danskere kunne igen snakke med deres egyptiske kolleger, sådan som de havde kunnet før Muhammed-krisen.

I modvind

I 1994 fik den samlede danske fagbevægelse for første gang nogensinde færre medlem-mer. Det var dog ventet på grund af mindre ungdomsårgange samt et fald i antallet af industriarbejdspladser i Danmark. Overord-net set faldt medlemstallet i den danske fagbevægelse mindre end i andre vesteuro-pæiske lande. Også fællesskaberne ændre-de sig. Medlemmernes opbakning til fag-bevægelsen var ikke længere en selvfølge. Lars Mathiasen Bjørnhardt, som på det tids-punkt var tillidsrepræsentant på IRAS, skrev i afdelingsbladet i 2001, at det også havde en konsekvens på arbejdsmarkedet:

”Den solidaritet og fællesskabsfølelse som var grundlaget for dannelsen af de danske fagforeninger er væk. Mange ydelser er i dag udlagt som individuelle ydelser, efterløn, private sygeforsikrin-ger og private vikarbureauer.”37

Samfundsstrukturer havde ændret sig, mens også politiske beslutninger siden 1980’erne havde fremmet individualisme frem for kollektivitet på arbejdsmarkedet.

Siden starten af 1980’erne havde især Esbjerg-afdelingen også oplevet proble-mer med en ny type af fagforeninger, som

stod uden for LO’s hovedorganisation, de såkaldte ”gule” fagforeninger og a-kasser. LO-fagbevægelsen frygtede, at de kollekti-ve overenskomster ville blive undermineret og løn og arbejdsforhold forringet, fordi de gule fagforeninger ikke deltog i overens-komstforhandlingerne. Allerede i 1980’erne havde Kristelig Fællesforbund voldt afdelin-gerne problemer ved, at deres medlemmer udførte konfliktramt arbejde. Blandt andet hos Holger Christiansens to autofirmaer i Esbjerg, hvor Esbjerg-afdelingens medlem-mer tog sagen i egen hånd og etablerede en blokade mod firmaet. Metal i Ribe var heller ikke begejstret for de gule fagforeninger. Som Bent Friis, daværende formand for Klub 1, skrev i afdelingsbladet i april 1984:

”[...] Der er også forsøg på at skabe uro i fagbevægelsen op til overenskomstens forhandlinger. Det er de gule fagforenin-ger i samarbejd med partiet Venstre der her prøver at styrke det de kalder frie fagforeninger, de er dog ikke mere frie end så, da det støttes med store tilskud, via Dansk Arbejdsgiverforening, endnu et absurd forsøg på at styre forhandlin-gerne omkring en ny overenskomst.”38

I Esbjerg blev en anden ny gul fagforening startet af Johnny Nim Jensen. Han ringede en dag til faglig sekretær i Esbjerg-afdelin-gen, Ib Christiansen:

”Han ringede ligesom til mig en dag. Han ville kun være medlem af a-kassen. Så sagde jeg: Det kan du sgu ikke blive. Du skal også være medlem af fagfor-eningen. Det ville han sgu ikke være. Nej, men så må du jo søge over et andet sted, sagde jeg. Det er der ikke noget at gøre ved. Vi har ikke de der adskilte. Det er samlet det hele.”39

62 Metal i Vest 1890 - 2015

Heller ikke forbundet ønskede på dette tidspunkt at have adskilte fagforeninger og a-kasser. Johnny Nim stiftede derefter fagforeningen TeknikerSammenslutnin-gen, som siden blev til Det Faglige Hus. Først i starten af 2000’erne fik Det Fagli-ge Hus tilknyttet en selvstændig a-kasse. Dette kunne lade sig gøre, fordi de gule fagforeninger i 2000’erne fik politisk hjælp fra VK-regeringen, der var tiltrådt i 2001 med Anders Fogh Rasmussen som stats-minister. VK-regeringen fik med støtte fra Dansk Folkeparti (DF) gennemført en ræk-ke tiltag, der gjorde det sværere at være traditionel fagforening i Danmark. Blandt andet blev en lov om tværfaglige a-kasser vedtaget af Folketinget i 2002, så de gule a-kasser nu kunne tilbyde både a-kasse og fagforening til samtlige faglige grupper. De kunne gøre det billigere, fordi de ikke bidrog til omkostningerne ved at have sik-kerheds- og tillidsrepræsentanter eller til forhandling af overenskomster.

I januar 2006 dømte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol desuden de danske arbejdsretlige eksklusivaftaler som brud på foreningsfriheden. Efter-følgende vedtog Folketinget en lov som forbød eksklusivaftalerne, hvilket betød, at LO-fagbevægelsen ikke længere havde monopol på organisering af medarbej-dere inden for et LO-fagområde. I 2011 fik de gule a-kasser yderligere politisk hjælp fra den borgerlige VK-regering med et nyt fradragsloft for medlemskab af en fagfor-ening på 3000 kroner. I løbet af 2000’erne kom Det Faglige Hus og De Kristelige i Es-bjerg hver op på ca. 4.000 medlemmer

taget fra 30 forskellige a-kasser i byen. I Varde og Ribe mærkede de ikke lige så stor konkurrence fra de gule fagforeninger. På arbejdspladserne blev tillidsrepræsentan-terne sat over for problematikken om de skulle hjælpe kolleger, der var medlem af en gul fagforening i stedet for et forbund under LO. Overenskomsten i 2007 gav til-lidsrepræsentanter mulighed for at næg-te at rejse sager for kolleger, der ikke var medlem af Dansk Metal. De måtte i stedet selv rejse sagen overfor arbejdsgiveren og betale eventuelle sagsomkostninger.

Esbjerg-afdelingen flytter

Siden 1970 havde Metal Esbjerg haft til huse på Glentevej. Esbjerg-afdelingens hus fungerede ikke længere optimalt. På gene-ralforsamlingen i 2004 blev det vedtaget at undersøge muligheden for at ombygge huset. Arkitekttegninger og økonomiske beregninger på en renovering af fagfor-eningshuset blev udarbejdet. Men det ville blive meget dyrt og kunne ikke betale sig. I stedet fandt formand Tonny Finn Nielsen og bestyrelsen et muligt hus på Sallingsundvej i industrikvarteret i Gjersing i sensommeren 2005. Det drejede sig om et rødt murstens-hus med tegltag fra 1991 med 3.000 m2 stor grund til. Huset var ejet af 3F (tidl. SiD), og det krævede en del prisforhandlinger blandt andet i København sammen med bestyrel-sesmedlem Poul Verner Hansen, før salget gik igennem. Esbjerg-bestyrelsen godkend-te salget, og det lykkedes også at få huset på Glentevej solgt.

Tonny Finn Nielsen foreslog formanden for El-Forbundet i Esbjerg, Peter Thomsen,

17. maj 2006 demonstrerede fagbevægelsen, Danmarks Socialde-mokratiske Ungdom (DSU) og en lang række andre organisationer i en række danske byer i forbindelse med Folketingets forhandlinger om den såkaldte velfærdsreform, der ville skabe forringelser i efterløn, SU og dagpenge. Til venstre står formand for Metal i Esbjerg, Tonny Finn Nielsen, og kigger ind i kameraet. Til højre ses den lokale LO-formand Ernst Aaskov med en megafon. I midten skimtes formand for El-Forbundet Peter Thomsen (PBP).


at de også kunne flytte ind i huset. Tonny Finn Nielsen fortæller:

”Jeg har alletiders tilbud til dig. [...] Hvad siger du til at få den sidste del af den bygning dér til dit kontor? Så slår Metal og El sig sammen. Vi slår os sammen proforma. Så har vi allerede taget første skridt i fusionering af Dansk Metal og El-Forbundet her i Esbjerg. Så er vi ovre alt det pjat. [...] Så sagde han sgu’ top.”

Poul Verner Hansen fortæller om flytnin-gen til Sallingsundvej:

”Det gav en del røre. Der var absolut en del medlemmer, der havde en opfat-telse af, at det var alt for langt ude [af byen] det her. [...] Men det faldt rimelig hurtigt til, for der er gode busforbindel-ser til dem, der har brug for det og så lig-ger Bilka lige heroppe. [...] Så det faldt sådan til jorden igen, den kritik der. [...] Nu er det jo herude alle industrivirksom-hederne, de bygger, ikke? Så nu passer det igen, at vi ligger centralt.”40

Også det nye indkøbscenter City Nord og Gjesing Station lå som nabo til det nye fagforeningshus. Huset blev moderniseret inden indflytningen, og det nye De Faglær-tes Hus blev indviet for medlemmerne den 17. marts 2006. Metal Esbjerg flyttede ind i den ene del af huset, og El-Forbundet ind i den anden. Adressen nr. 6 blev ændret til 6A og 6B, så de to fagforeninger havde hver sin adresse. Nogle år senere fik afdelingen installeret solceller på bygningens tag for at vise sin tilslutning til bæredygtig energi.

I marts 2006 flyttede Metal Esbjerg ind i deres nye fagforeningshus på Sallingsundvej i industrikvarteret i Gjesing. Bydelen var forholdsvis ny, ligesom Kjersing og Tarp, som det ses på disse to kort fra hhv. 1969 og 2008 (Miljø- og Fødevaremini-steriet).

”Alle forventer, at når man kommer fra Esbjerg, så ved

man alt om olie” 41

Svend E. Dreyer, formand for Metal Esbjerg, 1983.

5. Tema: Esbjerg Havn - Fra fiskekuttere og skibsværfter til offshorebase

65Tema: Esbjerg Havn - Fra fiskekuttere og skibsværfter til offshorebase

En ny havn på Vestkysten

Esbjerg Havn blev indviet i 1874 og kom hurtigt til at være den dominerende fiske-rihavn på den jyske vestkyst. Allerede i 1899 var Esbjergs kutterflåde oppe på 46 kuttere. Havnen måtte udvides flere gan-ge gennem de følgende årtier for at følge med det voksende fiskeri. I Esbjerg Havn foregik fiskeriet især med trawlskibe. Efter 1920 blev fiskerflåden motoriseret. Siden havnens grundlæggelse havde der været konsumfiskere, mens der omkring 1950 også begyndte at være industrifiskeri fra Esbjerg Havn.

Indtil 1950 var hovedparten af Esbjergs industri i relation til fiskeriet: Fiskefabrik-kerne, skibsværfter, vodbinderier, tov-værksfabrikker eller virksomheder, der leverede redskaber, motorer og udstyr til kutterne. Også medlemmerne af Smede- og Maskinarbejderforbundet havde ofte jobs i relation til havnen. Smede og maskinarbejderne arbejdede på et af de mange små havneværksteder ved Esbjerg Havn, hvor der typisk var maskiner som dreje-bænk, høvl, boremaskine, slibemaskine, ambolt og esse eller på større steder som på Esbjerg Skibsværft (tidl. Abrahamsens Skibsværft), Grumsens Maskinfabrik, Nau-tic Maskinfabrik, Raun Byberg Skibsbyggeri (tidl. Th. Dahl), S.L. Kjeldsen Skibsbygge-ri, Roust & Nielsen eller Esmerala. I 1949 karakteriserede Metal Esbjergs formand, Laurits Rosendahl, Esbjerg således:

”Esbjerg er ikke en udpræget industri-by og da slet ikke en jerndustriby. Med dens store fiskerihavn og dens over 500 hjemmehørende store kuttere er den

en fiskerby. Vore største maskinfabrik-ker beskæftiger hver kun ca. 30 af vore medlemmer.”42

I 1960’erne ændrede arbejdet på havnen sig. Trækuttere blev udskiftet med stål-kuttere samtidig med at lastearbejdet på havnen blev mekaniseret med rullebånd og sugeanlæg. I samme årti blev brugen af containere indført. Langsomt forsvandt de mange havnearbejdere, mens der i stedet

Billedet forrige side: Foto fra Roar i 2015 (Yaiza Peraza, Mærsk Olie og Gas A/S).

I april 1868 besluttede Rigsdagen at anlægge en havn på den jyske vestkyst. Havnen blev officielt åbnet i 1874 og med den opstod byen Esbjerg. Esbjerg Havn kom til at forme byens historie. Her er havnen fotograferet omkring 1874 af fotograf C. Hansen (Bornholms Ø-arkiv).

I Esbjerg Havn fangede konsum-fiskerne især rødspætter og torsk, mens industrifiskeriet også kom til omkring 1950 og fangede blandt andet tobis og sperling til produkti-on af blandt andet fiskemel- og olie (Colorbox).

66 Metal i Vest 1890 - 2015

blev brug for faglærte inden for metalfaget til at udskifte og vedligeholde de nye anlæg og containere. Også her havde mange af Metals medlemmer arbejde.

Fagligt arbejde på havnen

Metal i Esbjerg lavede en del fagligt arbej-de på Esbjerg Havn og havde blandt andet overenskomster eller lokalaftaler med ar-bejdspladserne på havnen og på fiskemels-fabrikkerne. En del fiskere ønskede at hyre uorganiseret og uuddannet arbejdskraft til at vedligeholde fiskerflåden, mens Me-tal Esbjerg arbejdede for, at reparations-arbejdet på havnen blev udført af faglært arbejdskraft. Efter Dansk Smede- og Maski-narbejderforbunds fusioner med forbun-dene for skibstømrere, riggere, sejlmagere og søfyrbøderne var en ny arbejdsopgave også at skaffe disse professioner jobs. Det

svære ved opgaven var at finde dem. Ib Christiansen, der fra 1976 til årtusindeskif-tet var faglig sekretær i Esbjerg-afdelingen, fortæller:

”Jeg har sgu sendt folk til Sydamerika, Afrika og alle mulige steder. Redderne ringede jo bare. De skulle bruge en ma-skinassistent, 2 eller 3 eller hvor mange. Så var det opgaven at finde dem. [...] Når man skulle ud og finde sådan en sømand, det var ikke godt at vide, hvor man skulle finde ham henne. Så lærte man jo, hvor de havde deres bæverdin-ger. Så kunne man have held.”43

Det betød en ændring i det daglige arbejde, at Dansk Metalarbejderforbund nu bestod af flere fagforbund.

Fiskeriet forsvinder

Indtil 1990 havde fiskeriet været ramt af kriser flere gange for eksempel på grund af faldende priser på fiskemel eller fal-dende fiskebestande. Men især Danmarks optagelse i EF i 1973 kom til at få stor be-tydning for det danske fiskeri. EF’s fiske-kvoter, ophugningsstøtte og stop for ny-bygning af fiskefartøjer havde til formål at mindske overfiskeri og forny fiskeflåden. Men konsekvensen blev, at fra 1970 til 1990 forsvandt 2/3 af Esbjergs kutterflåde. Men Esbjerg fiskede fortsat lige så mange tons fisk som tidligere, da kutterne - de så-kaldte supertrawlere - var større og kunne rumme flere fisk end tidligere. I 1990 hav-de havnene i Esbjerg, Thyborøn og Hvide Sande lige mange fiskekuttere. Esbjerg var ikke længere enerådende fiskeriby, og de næste 25 år ville fiskeriet gå helt tilba-ge i Esbjerg.

De fleste medlemmer af Smede- og Maskinarbejderforbundet fik sin beskæftigelse fra Esbjerg Havn. Enten i havneværkstederne eller skibsværfterne på selve havnen eller i virksomheder andre steder i byen, som udarbejdede produkter til havnen. Foto af Trafikhavnen, formentlig i 1930'erne (MVA).


I august 1992 vedtog Skibstømrerklub-ben under Metal Esbjerg en udtalelse på deres generalforsamling, hvor de skrev:

”Vi, skibstømrerne i Esbjerg proteste-rer hermed på det skarpeste imod den ophugningsordning inden for fiskeri-flåden, der efterhånden overflødiggør vores arbejdspladser. Ikke alene her i Esbjerg, men over hele landet fra Born-holm til Skagen, breder arbejdsløshe-dens sig i kølvandet på de massive op-hugninger af danske kuttere. [...] vi [er] bl.a. med vores egne skattekroner er med til at fremme beskæftigelsen i de andre EF-lande på bekostningen af vore egne arbejdspladser. Og det var vel ikke meningen?” 44

Kritikken gik på de danske politikeres, og især fiskeriministerens, forvaltning af støtten fra EF. Andre EF-lande søgte mest støtte til nybyggeri, mens der i Danmark blev søgt langt flere penge til ophugning af fiskekuttere. Fra 1987 til 1996 blev Esbjergs fiskerflåde mere end halveret.

Fra 1985 til 1995 faldt beskæftigelsen for fiskeindustrien fra 1.500 mennesker til 700. Særligt trægt gik det i 1990’erne for konsumfiskeriet. Faldende fiskebestan-

de og de medfølgende lavere fiskekvoter samt høje sildekvotepriser fik flere skippe-re til at give op. Fiskeriets tilbagegang var meget tydelig ved lukningen af tre store fileteringsfabrikker i Esbjerg, blandt andet Poul Agner Fiskeindustri A/S og Hugo Mø-gelberg Fiskeindustri A/S i begyndelsen af 1990’erne med 500 fyrede til følge. I Esbjerg Havn var der i 2001 fortsat 60 industritra-wlere, og Esbjerg havde stadig den største andel af industrifiskeri i Danmark. Men i 2001/2002 betød en ny EU-bestemmelse om havdage, at en stor del af de tilbagevæ-rende fiskere opgav deres erhverv. I 2007 blev bestemmelsen om havdage suppleret med fartøjskvoteandele (FKA) og flere kut-tere opgav fiskeriet. I stedet for at hugge kutterne op, blev fiskekvoterne i stedet solgt videre til andre kuttere. Flere kuttere i Esbjerg lå forladte og forfaldne hen uden tilladelse til at fiske. Esbjergs havns status som fiskerihavn var forbi. I 2007 udpegede Kulturarvsstyrelsen Esbjerg Havn til nati-onalt industriminde på grund af havnens store betydning i det 20. århundrede.

Sideløbende med fiskeriets forsvinden havde havnen fra 1960’erne og frem fået en

Omkring 1970 var der i Esbjerg Havn 600 kuttere, 3 fiskemelsfa-brikker, 49 fiskeeksportører, 16 filetfabrikker og 7 skibsværfter. Fiskerihavnen i Esbjerg fotograferet fra luften i 1967 (EBA).

Metalarbejderne fortæller: Skibssmed på havnen i 1940-1960’erne:

Charles Kronborg Jensen, udlært hos landsbysmed i Nordjylland, fik i 1940’erne arbejde på Esbjerg Havn hos Søren Andersen: ”Jeg arbejdede som skibssmed. Værkstedet lavede skibsdele såsom ankere til fiskekuttere, nye kuttere, stålmaster, beslag til træmaster. Alt, hvad der blev lavet, var håndværk. [...] Før 1950’erne var arbejdet på havnen dårligt lønnet. Senere blev det hele mere industrialiseret, og det blev også bedre lønnet. Det var dejligt at arbejde på havnen. Der var frie arbejdsforhold. Ingen stod og kontrollerede med et stopur. Man kunne selv tilrettelægge sit arbejde. Hvis et arbejde skulle være færdigt, som f.eks. montering af en skibsmotor, arbejdede man igennem, til det var udført. Vores forhold til fiskerne var godt. Som regel var der gratis fisk og en kop kaffe, når man besøgte en kutter.”

Fiskerfartøjer registreret under Esbjerg Havn.

Årstal Antal 1950 466 1970 611 1987 241 1990 198 1996 105 2009 50

Kilde: Fiskeriårbogen 1950, 1970, 1987, 1990, 1996 og 2009.

68 Metal i Vest 1890 - 2015

anden funktion som base for offshore-in-dustrien. I starten til olie og gas på Nordsø-en og siden hen også vindenergi.

Starten på olieeventyret

Indtil 1960’erne havde ingen troet, at der var råstoffer i den danske undergrund - hel-ler ikke Smede- og Maskinarbejderforbun-dets rejsesekretær, Torp Steffensen, som i februar 1942 besøgte afdelingen i Esbjerg. På et møde som blev afholdt i logen i Nor-gesgade sagde han:

”Vi har ingen Raastoffer i vore Under-grund. Vi indfører alle vores Raavarer. Men vi har alligevel formaaet at opar-bejde en Jernindustri, der staar på Høj-de med den fineste i Verden i Kraft af bl.a. en faglig dygtig Arbejderstand.” 45

Dansk industri måtte klare sig uden råstof-fer fra den danske undergrund. I 1950- og 1960’erne blev der foretaget flere boringer efter olie, naturgas og skifergas på dansk landjord uden større succes. Mærsk og den danske stat indgik i juli 1962 en aftale om eneretsbevilling på råstofferne i Nordsøen for en tiårig periode. Mærsk stiftede DUC (Dansk Undergrunds Consortium) og Dansk Boreselskab. Fra 1962 til 1977 foretog DUC 47.000 km. målinger og et stort antal borin-ger i Nordsøen. I 1966 blev den første olie og gas i den danske del af Nordsøen fundet, og den 4. juli 1972 blev den første olie sejlet i land. Danmark var det første land - før Norge og England - til at udvinde olie fra Nordsøen. Det danske olieeventyr kunne begynde.

I løbet af et par år fulgte olieproduktion fra felterne Gorm og Skjold. I 1975 kunne Mærsk Drilling opstille den første danskejede jack-up borerig - Mærsk Explorer. Oliekriserne i 1973 og slutningen af 1970’erne satte skub på udvindingen af Nordsøen. Årsagen var sti-gende priser på olie og naturgas, men også behovet for dansk uafhængighed fra oliesta-terne i Mellemøsten. I 1979 var bemandingen på platformene 18 personer, mens den i 1984 var 249. I 1980- og 1990’erne kom tilladelser-ne (koncessioner) til efterforskning og udvin-ding af råstoffer fra Nordsøen i udbud. Andre firmaer kastede sig ud i opgaven, blandt an-det Statoil og Amerada Hess.

Fra 1970’erne og frem blev der færre fiskefartøjer i Esbjerg Havn. Efter 1990 gik fiskeriet helt tilbage i Esbjerg Havn. I 2008 var der ni aktive industritrawlere, syv bomtra-wlere som fangede hesterejer og en håndfuld muslingefartøjer tilbage i Esbjerg Havn. Resten var registreret i Esbjerg, men sejlede fra andre hav-ne. Foto af muslingebåde i Esbjerg Havn i april 2013 (PBP).


Esbjerg Havn goes offshore

Seks danske byer blev overvejet som base for den nye offshore-industri. Valget faldt på Esbjerg på grund af havnens dybe bas-siner og store lagerfacililteter samt byens lufthavn. Esbjerg Havn ændrede karakter som følge af offshore-industriens udvik-ling. Dette skete i tre etaper: Første etape var årene 1966-78, hvor Esbjerg fungerede som basehavn. I anden etape i årene 1979-1985 etableredes en egentlig oliesektor i Esbjerg. Det første firma i Esbjerg-området med produktion udelukkende til offsho-re-industrien blev oprettet i 1979. Tredje etape var fra 1986, hvor Esbjergs offshore-sektor konsolideres. I 1978 lå der 25 firmaer i Esbjerg-området, der leverede til offsho-re-industrien, mens tallet i 1985 var steget til 130 firmaer. I 1999 var der i alt 215 offs-hore-virksomheder i Esbjerg svarende til 2.828 fuldtidsstillinger.

Som følge af offshore-industrien op-stod nye virksomheder i byen som Mærsk Olie og Gas A/S (tidl. Dansk Boreselskab), Danbor-Service og Esbjerg Oilfield Services A/S (EOS). En del gamle Esbjerg-firmaer som Vølund og Nautic Maskinfabrik æn-drede også deres produktion til at passe til offshore-industrien. Nogle år efter pro-duktionen af olie var begyndt, startede produktionen af naturgas. Naturgassen fra Nordsøen kom ind til land via rørledninger til Nybro Gasbehandlingsanlæg ved Varde. Anlægget ved Nybro åbnede i 1984. Her arbejdede en del af Metal-afdelingernes medlemmer med at forsyne Danmark med naturgas. Desuden var det nye arbejde på Nordsøen fra 1960’erne og frem årsag til, at

der blev udviklet nye former for metalar-bejde som undervandssvejsning.

Fra starten arbejdede Metal Esbjerg-af-delingen for at hjælpe offshore-industrien frem. Blandt andet var afdelingsbesty-relsen i 1981 ude i pressen og kritisere, at havnen ikke kunne finde plads til de mange nye firmaer. Det var en taktik, der lykkedes. Bevillingerne til havneudvidelsen gik igen-nem, og der blev plads til firmaerne i hav-nen. Teknologien på Nordsøen udviklede

I 1966 blev den første olie i den danske del af Nordsøen opdaget, som i 1972 blev ført i land fra det første felt i Nordsøen, Dan. Dette kom til at ændre Esbjergs historie. I 1980 var næste felt, Gorm, under opførsel. På fotoet ses beboelses-modul inkl. helikopterdæk under bugsering fra Esbjerg til Gormfeltet i 1980. Gorm blev taget i brug året efter (A.P. Møller – Mærsk).

70 Metal i Vest 1890 - 2015

sig hele tiden. I slutningen af 1980’erne blev vandrette boringer mulige, mens de første bromoduler blev installeret på Dan-feltet i efteråret 1992 af de to esbjergensiske fir-maer Vølund og Danserv.

Danske forsøg med vindmøller var star-tet i 1960’erne, og siden var danske vind-møller både blevet større og kunne produ-cere mere strøm. I 1991 blev verdens første havvindmøllepark bygget på Lolland. Det fik stor betydning for Esbjerg-området, som i årene efter gradvist blev base også for havmøller. I 1990’erne begyndte bæredyg-tig energi og især vindenergi at få medfart. I år 2000 var der 6.000 vindmøller opstillet i Danmark. Vindenergi blev en ny del af offs-hore-industrien i Esbjerg-området. I 2014 var der 55 platforme og 19 producerende

olie- og gasfelter i den danske del af Nord-søen. Der lå på dette tidspunkt omkring 250 virksomheder i Esbjerg Havn. Langt de fleste havde relation til offshore-in-dustrien og enten vindenergi eller boreplatformene.

Faglig organisering på Nordsøen

Det faglige arbejde på Nordsøen omhand-lede alt fra løn og arbejdstid til arbejdsfor-holdene ligesom på alle andre arbejdsplad-ser. Men det adskilte sig også fra fagligt arbejde andre steder, da det også inklude-rede medarbejdernes boforhold, mad og transporten til platformene eller havvind-mølleparken.

Ved opstarten af aktiviteterne på Nord-

Esbjerg Havn blev løbende udvidet. Kort fra 1899, 1959 og 1993 viser, hvordan havnen voksede gennem det 20. århundrede (Miljø- og Føde-vareministeriet).

Esbjerg Havns historie i hovedtræk

1874 Esbjerg Havn åbner 1877 - 1881 Dokhavnens nordlige mole forlænges. Vestlige del af Englandskajen anlægges 1886 - 1889 Østlige del af Englandskaj anlægges 1894 Frankrigskaj anlægges 1898-1902 Fiskerihavn anlægges (kaldes senere Færgehavnen) 1899 Nordre dokkaj anlægges 1909-1922 Trafikhavnenanlægges 1909-1920 1.-3. bassin i Fiskerihavnen anlægges 1924 Auktionshallen ved Fiskerihavnens 1 bassin opføres. Udvides i 1931. 1931-1932 Statens beddingsanlæg (senere kaldet gl. bedding) anlægges. Fiskerihavn udvides 1933-1934 Tværkaj i Fiskerihavnen og nordlige kaj i Østre forhavn anlægges 1942-1949 Statens bedding udvides 1956-1964 Fiskerihavnen udvides med 5. bassin 1968 Ny auktionshal indvies 1972 Første indvinding af olie fra Nordsøen 1981-1982 Nordlige ende af Europakaj udbygges samt 6. bassin 1984-1985 Tauruskaj anlægges 2002 Fiskeauktionen lukker 2011-2013 Byggeri af den nye Østhavn

1959

1993

1899


søen organiserede Metal alle ansatte på Nordsøen - uanset fag. Dette var højst usædvanligt. Årsagen fortæller tidligere formand for Esbjerg-afdelingen, Thorkild E. Jensen, om:

”Min forgænger som forhandlingssekre-tær, Carl Madsen, som har haft området i en hel del år, han gemte på et skriv, han havde ovre fra SiD, hvor de havde været med derude [på Nordsøen], hvor de jo så var blevet hejst op i den der personal basket. Og det var ham fra SiD, det var han eddermand’me ikke vild med. Så han skrev, at det der område, det ville ikke rigtig blive noget. Det ville blive så lille, så det syntes han, at Metal skulle organisere det hele.”46

På grund af en SiD-mands utryghed ved personal basket endte Metal med at orga-nisere alle typer af jobs på Nordsøen. Ingen troede på daværende tidspunkt, at det ville

blive en stor arbejdsplads. Johannes Holm, tillidsrepræsentant hos Semco Maritime og ansat i skiftende perioder på i alt 27 år på Nordsøen, fortæller også om vilkårlig- heden i starten:

”Offshore-arbejdere har aldrig været skide imponerede af Metal. Det vil sige, at den aftale - offshore-aftalebilag - det var bare en som man lige havde hostet ud, fordi det der ude på Nordsøen, det var jo bare noget, der lige skulle over-ståes og så var det det. Man havde ikke set komme, at det den store industri, den er.”47

I starten var Metal-medlemmerne orga-niseret under vilkårlige Metal-afdelinger rundt om i landet dér, hvor de boede. En stor del af dem var under Metal Søfart. Men i starten af Thorkild E. Jensens Esbjerg-for-mandsperiode ønskede forbundet at sam-le medlemmerne, der arbejdede offshore

En lang række forskellige fag fandt arbejde på Nordsøen, og de var alle organiseret under Dansk Metalar-bejderforbund. Foto af roughnecks på boreriggen Dan Earl på Dan F-feltet i slutningen af 1980’erne (Medvind).

Den ottebenede jacket til den cen-trale behandlingsplatform på Tyra Øst under installation i 1983 (A.P. Møller – Mærsk).

72 Metal i Vest 1890 - 2015

under Metal Esbjerg. Dette skete omkring 1985, hvor medlemmerne blev overflyttet og nu hørte under afdelingen i Esbjerg. Me-tal Søfart hørte også under Esbjerg-afde-lingen. Samtidig blev der oprettet faglige klubber offshore.

På Nordsøen var medarbejderne ty-pisk dækket af to typer overenskomst. En-

ten overenskomster som blev forhandlet lokalt mellem Metal og hver virksomhed (f.eks. Mærsk Olie & Gas, DONG og Hess) eller de var dækket af Industriens Over-enskomst, som hos Semco Maritime og FO Contractors i kraft af deres medlems-skab af Dansk Industri. Kasper Palm, som er uddannet maskinarbejder og tidligere

I 2001 blev Esbjerg Havn solgt som den første danske statshavn. Esbjerg Kommune købte havnen for 57 millioner kroner. De næste ti år udvidede Esbjerg Havn sit areal voldsomt blandt andet ved at ind-drage og opfylde dele af havet for at gøre yderligere plads til offshore-in-dustrien. I 2015 strak Esbjerg Havn sig over 5 kilometer (Esbjerg Havn).

Lønforhandlinger For Metals medlemmer findes der to typer af overenskomst: Normalløn - Overenskomster: I normallønssystemet fastsættes lønnen for alle ved centrale forhandlinger mellem arbejdsgivere og Dansk Metal.Minimalløn - Lokalaftaler: I minimallønssystemet fastsættes den enkeltes løn ved årlige, lokale (også kaldet decentrale) forhandlinger på den enkelte arbejdsplads. Forhandlinger sker mellem den lokale tillidsrepræ-sentant og arbejdsgiver. Går forhandlinger i hårdknude, inddrages den lokale Metal-afdeling også i forhandlingerne.


har været fællestillidsmand på TetraPak i Aarhus, har siden 2009 centralt forhandlet både overenskomsterne for offshoreansat-te og Industriens Overenskomst i Forhand-lingssekretariatet hos Dansk Metal. Han fortæller, at fordi blandt andet Mærsk og Hess' medlemskab af Dansk Rederiforening gjorde arbejdet på Nordsøen til et normalt-lønsområde, blev der ikke lavet lokalaftaler med disse arbejdsgivere:

”Vi har i Dansk Metal altid været for-kæmpere for at vi skal have minimal-slønsoverenskomster, fordi vi mener, at det er det mest rigtige. Det mest rigtige er ikke, at vi skal sidde herinde i Køben-havn og sidde og bestemme, hvordan de skal arbejde ovre i Esbjerg. Fordi vi sidder jo ikke med fingeren på pulsen i forhold til hvordan tingene skal foregå derovre. Det mener vi sådan set, at vo-res tillidsmand er meget bedre klædt på til, fordi de kender de lokale forhold meget bedre. Og det har været en kamp, vil jeg sige, at få overbevist modparten om det.” 43

Ifølge Kasper Palm fik Dansk Metal tilføjet en passus, hvor medarbejderne blev ansat på funktionærlignende vilkår, og lønnen blev fastsat lokalt på virksomheden. Hos Mærsk Olie og Gas blev en lignende aftale lavet, hvilket gjorde, at de ansatte fik udbe-talt månedsløn frem for timeløn. Dette var resultatet af mere end ti års forhandlinger mellem Dansk Metal og Mærsk. Det nye lønforhandlingssystem fik ifølge Kasper Palm lønnen til at stige for Metals medlem-mer. Nogle medlemmer var utrygge ved det nye lønsystem og skulle vænne sig til at arbejde på funktionærlignende vilkår, hvor lønnen samtidig forhandledes lokalt af til-

lidsrepræsentanten på Nordsøen. Trods det nye lønsystem fungerede overenskom-sten fortsat som sikkerhedsnet, mens loka-le forhandlinger om tillæg blev ved med at være vigtige.

Metal-afdelingens arbejde

Gennem årene var den teknologiske udvik-ling stor, og Metals medlemmer skulle føl-ge med. Metal i Esbjerg påtog sig derfor at

I 1962 opnåede A.P. Møller enerets-bevilling til efterforskning og udvin-ding af Nordsøen. Fra 1984 fik også andre selskaber mulighed for at få koncessioner i Nordsøen. Kort over Danmarks olie- og gasproduktion, 2014 (Energistyrelsen).

74 Metal i Vest 1890 - 2015

skaffe efteruddannelse til sine medlemmer til offshorearbejdet. Fra 1979 begyndte Esbjerg Tekniske Skole at udbyde offshore-relaterede specialkurser til metalarbejdere efter pres fra blandt andet Metal i Esbjerg. Esbjerg-afdelingen forsøgte at være på forkant med udviklingen. På generalfor-samlingen i oktober 1977 sagde formand, Svend E. Dreyer:

”[...] at bortset fra hovedledninger-ne, som skal udføres i stålrør, vil store dele af fordelingsnettet blive udført i plastrør, så det er nødvendigt at vore medlemmer deltager i de kurser, der bliver etableret i den anledning, dersom vi skal bevare arbejder inden for vort område, for det er helt sikkert, at SiD og specialarbejderskolerne ligger på lur for at få foden inden for dette område.”49

Et par år senere havde Esbjerg-afdelingen

sørget for at skaffe efteruddannelse til Metals medlemmer, så de nu kunne svejse plastrør i stedet for stålrør. I slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne mangle-de der efteruddannelse og uddannet ar-bejdskraft til Nordsøen. Metals medlemmer påtog sig derfor overarbejde, hvilket hjalp den danske offshore-industri godt fra start. Denne omgåelse af overenskomsten betød, at Metal i Esbjerg anmeldte sagen til Jer-nets Arbejdsgiverforening for at tilkæmpe medlemmerne ret til at afspadsere over-arbejdet. I starten af 1980’erne var det nye felt Tyra under opbygning. Her fik Metal i Es-bjerg igangsat en større efteruddannelse af offshore-svejsere i 1981 og 1982. Daværende faglig sekretær, Ib Christiansen, fortæller:

”Det der tog mere og mere tid, det var efteruddannelsen [...] Engang først i

Selvom en stor del af fiskeriet forsvandt fra Esbjerg Havn, var der fortsat skibsarbejde. Her er Skoleskibet Danmark på bedding hos Esbjerg Shipyard i efteråret 2013 (PBP).

Produktion af olie og gas fra den danske del af Nordsøen i perioden 1990-2014. Produktionen af olie i Nordsøen toppede i 2004, men med nye indvindingsmetoder vil den muligvis stige igen. Statens indtægter fra Nordsøen steg efter 2003 på grund af Nordsøaftalen. Statsindtægten i 2003 var knap 3 mia. kr., mens den i årene 2004-2014 var mellem 17 og 36 mia. kr. årligt. Kilde: Energi-styrelsen.


’80’erne, blev vi så ringet op af Henning Kruuse fra Esbjerg Oilfield Service, at de skulle bruge 500 mand. Og de skul-le kunne svejse de fleste af dem. Og det var så en anden svejsemetode end den vi havde brugt hidtil. [...] Forskellen er, at før der pendlede man en svejsning op, og her skulle strenges op. [...] Der var en noget anderledes svejsemetode. Og det skulle vi så etablere kurser i [...] Den [in-teressen] var meget stor. De ringede fra alle egne af landet. Og det var barberer, det var HK’ere, det var sgu alt muligt... [...] Det var jo nyt og spændende. Og så var der penge i skidtet derude.” 50

Alle var velkomne på kurserne. Var det medlemmer fra andre forbund, der skulle udføre metalarbejde, så blev medlemmer-ne overført til Metalarbejderforbundet.

Metal havde i mange år et medlem i Es-bjerg Tekniske Skoles bestyrelse og i dag Rybners bestyrelse for at sikre, at skoler-nes uddannelser holdt fagligt niveau og svarede til arbejdsgivernes krav om med-arbejderes færdigheder. På den måde var Metal med til at sikre sine medlemmer ar-bejde, når de blev færdiguddannet. Tider-ne gik op og ned på Nordsøen. Flere gange var der nedgangstider på Nordsøen med fyringer til følge som i midten af 1980’erne på grund af faldende oliepriser, igen i star-ten af 1990’erne på grund af Golfkrigen og senest efter den økonomiske krise i 2008. Fra efteråret 2014 og et år frem var der igen nedgangstider på Nordsøen, da olie-priserne pludselig faldt markant. Årsagen var blandt andet politiske spændinger i Mellemøsten samt mellem Rusland, USA og Europa, mens OPEC-landene fastholdt deres olieproduktion trods faldende efter-

spørgsel. Den mindre efterspørgsel skyld-tes USA’s øgede skiferudvinding samt en generel øget brug af bæredygtig energi. Hver gang der var nedgangstider på Nord-søen, havde Metal-afdelingernes a-kasser haft til opgave at skaffe de ledige offsho-re-arbejdere nyt arbejde. Også i opgangs-tider var der en opgave for fagforeningen og a-kassen. I 2006 betød for eksempel sti-gende oliepriser, at Metal Esbjerg indgik en aftale med Mærsk Contractors om at finde 150 nye offshore-medarbejdere.

Foto fra Horns Rev 2 (DONG Energy A/S).

76 Metal i Vest 1890 - 2015

Sikkerhed og ulykker

En vigtig del af det faglige arbejde var sik-kerheden på Nordsøen. Den værste ulykke offshore i udlandet var den 6. juli 1988 på olieplatformen Piper Alpha ud for Aberde-en i den britiske del af Nordsøen. Et gaslæk førte til eksplosion og brand på denne olie-platformen, hvilket kostede 167 medarbej-dere livet. Medarbejderne var inden ulyk-ken klar over sikkerhedsproblemerne, men turde, af frygt for at miste deres job, ikke påtale dem overfor arbejdsgiveren. Den faglige organisering var ikke stærk nok. Ef-ter Piper Alpha-ulykken forsøgte Offshore Klubben under Metal Esbjerg at få arbejds-giverne til at begrænse natarbejde for at forhindre lignende ulykker i den danske del af Nordsøen.

Den mest alvorlige ulykke i den danske del af Nordsøen var i januar 1984, hvor en helikopter af typen Bell 212 skulle flyve reservedele og en tekniker ud til en plat-form på Nordsøen. På grund af dårligt vejr, høje bølger og flyvning i mørke, styrtede helikopteren i havet. Tre mennesker mi-stede livet. Siden har der været stor fokus på sikkerheden ved helikopterflyvninger-ne - hvilket medarbejderne offshore med jævne mellemrum bliver ved med at kræ-ve. En anden dansk ulykke var i 20. maj 2001, hvor der skete en eksplosion på platformen Charlie i Gorm-feltet. Eksplo-sionen skete i et højtryksrør fra en gas-kompressor på grund af korrosion i røret. To elektrikere fik lettere forbrændinger under ulykken. I alt fem felter - Halfdan, Gorm, Skjold, Rolf og Dagmar - lå stille som følge af eksplosionen, hvilket koste-

Mange virksomheder i Esbjerg og de omkringliggende byer producede til enten til vindenergi-, gas- eller olieproduktion i Nordsøen. På foto-et ses Titan Wind Energy i Vardes første offshore-sektion i januar 2013. Hver tårnsektion er svejset sammen af svøber og vejer op til 110 ton. På fotoet løftes to tårn-sektioner, der skal svejses sammen med en tredje sektion (Titan Wind Energy).

Omkring 1980 var en typisk dansk vindmølles kapacitet på 50 kW og med et vingefang på 15 meter, mens den i 2005 var på 4.500 kW og et vingefang på 120 meter. Vindmøller på Esbjerg Havn i 2004 (Esbjerg Havn).


de DUC 30 millioner kroner i manglende indtægter hver dag. Ulykken fik flere til at stille spørgsmålstegn ved sikkerhe-den på Nordsøen. I januar 2002 nedlagde samtlige ti sikkerhedsrepræsentanter på Gorm-feltet deres poster i protest mod manglende vedligeholdelse og sikkerhed i borefeltet. De var især bekymrede over rustproblemer og lækager i rørene. Sikker-hedsrepræsentanterne blev bakket op af Dansk El-Forbund og Dansk Metal. Sagen fik stor pressedækning og politisk fokus i Folketinget. I 2006 overtog Energistyrel-sen tilsyn med sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne på Nordsøen fra Energi-ministeret, mens Arbejdstilsynet overtog ansvaret for dette pr. 1. januar 2015.

Arbejdet med offshoresikkerhed fore-gik mellem myndigheder, arbejdsgivere og fagforeninger som Metal. Sikkerheds- og tillidsrepræsentanter var centrale i dette arbejde. Alle arbejdsulykker med uarbejds-dygtighed på mere end én dag skulle an-meldes, ligesom også nær-ved-hændelser. I 2008 kritiserede 3F’s blad sikkerheden på

Nordsøen. Metals Offshore Klub skrev som følge af 3F’s kritik, at:

”Ja - platformene ligger langt ude på Nordsøen. Det betyder vi skal kun-ne klare os selv under alle forhold. Standarden for sikkerheden er derfor meget høj - ja, den er Alfa og Omega i vores hverdag [...] De sidste ca. 30 år har der været valgt tillidsmænd og sikkerhedsrepræsentanter på Nordsø-en. I alle disse år har de arbejdet for at forbedre sikkerheden sammen med firmaerne. [...] Nordsøen kan være en farlig arbejdsplads ingen tvivl om det, men takket være den store indsats og et godt samarbejde igennem årene mellem vore repræsentanter og fir-maerne, er sikkerheden i top. Det er grunden til at vi kan arbejde på plat-formene.”51

I de senere år foregik sikkerhedsarbejdet også i Lokalrådet for Offshore Sikkerhed, hvor blandt Mærsk Olie og Gas og lokalaf-delingerne af Dansk Metal, Dansk El-For-bund og Restaurationsbranchens Forbund i samarbejde forsøgte at fremme sikker-heds- og sundhedsområdet offshore. Efter

Felterne i Nordsøen (olie og gas)

Felt I drift fra Dan 1972 Gorm 1981 Skjold 1982 Tyra Øst og Vest 1984 Rolf 1986 Dagmar 1991 Kraka 1991 Valdemar 1993 Regnar 1993 Roar 1996 Svend 1996 Harald 1997 Lulita 1998 Siri 1999 Syd Arne 1999Halfdan 2000 Tyra Syd Øst 2002 Nini 2003 Cecilie 2003

Kilde: Energistyrelsen.

Den virksomhed, hvor der i dag er flest af Metal Vests medlemmer an-sat, er offshore-virksomheden Sem-co Maritime. I 2006 opkøbte Semco Maritime Esbjerg Oilfield Services (EOS). Foto af Semco Maritimes bygninger i 5. bassin på Esbjerg Havn i november 2015 (PBP).

78 Metal i Vest 1890 - 2015

et besøg til Tyra Øst i 2005 udtalte Tonny Finn Nielsen:

”Jeg har fået bekræftet, hvordan verde-nen ser ud for vores medlemmer herude på platformene. Sikkerheden er gene-relt i top, og det er rart med egne øjne og ører at konstatere, at der er tjek på tingene.”52

Ifølge de danske myndigheder blev sikker-heden på Nordsøen bedre gennem årene. Antallet af arbejdsulykker faldt fra 35 per en million arbejdstimer i 1982 til 2,3 i 2010. Sikkerhedsarbejdet fortsætter med at være en vigtig del af det faglige arbejde på Nordsøen.

Offshorelivet

Arbejdslivet offshore er helt unikt. Ingen

andre danske arbejdspladser ligner dét at arbejde offshore. Turen til de danske felter starter i Esbjerg Lufthavn, hvorfra med-arbejderne flyves i en times tid 200 til 250 kilometer ud til felterne i helikopter. Mens mange på land har en fem dages arbejds-uge på 37 timer, så arbejder man offshore i længere perioder på Nordsøen, hvor man er væk hjemmefra. I starten arbejdede offs-hore-arbejderne to uger ude og var hjemme i to uger. Gennem tiden er det lykkedes Me-tal og de andre fagforeninger at forhandle sig frem til en bedre arbejdstid. I dag er to uger ude og tre uger fri hjemme normalen, mens nogle få arbejder to uger ude og fire uger hjemme (for eksempel hos Hess). I en treugers turnus skal folkene arbejde 12 timer pr. dag. Flere ansatte kigger med misundelse til den norske del af Nordsøen, hvor de arbejder to uger ude og er hjemme

Firmaet Esvagt er med til at sikre sikkerheden på Nordsøen. I 2000 havde Esvagt 10 skibe, mens antallet i 2011 var 31 skibe og i alt 550 ansatte. Trafikhavnen i november 2015. I baggrunden ses firmaet Blue Water Shipping, der er grundlagt i Esbjerg i 1981 (PBP).

Firma Procent af den samlede olieproduktion i den danske del af Nordsøen i 2010

Shell 39,7 % A.P. Møller-Mærsk 33,7 % Chevron 13,0 % DONG E&P 5,2 % Hess 4,3 % Altinex Oil 2,2 % RWE-DEA 1,2 % Siri (UK) 0,6 % Danoil 0,1 % Altinex Petroleum 0,1 %

Kilde: Svendsen. Olien længe leve. Eventyret om den danske undergrund, 2011, s. 101.


Medarbejder på Tyra i juli 2015 (Yai-za Peraza, Mærsk Olie og Gas A/S).

Et af de nyere felter i Nordsøen er Syd Arne, som blev taget i drift i 1999. Syd Arne-komplekset består i dag af en kombineret brøndhoved-, behandlings- og beboelsesplatform samt en brøndplatform og en ubemandet satellitplatform. På Syd Arne er der indkvartering for 75 personer (Hess Corporation).

80 Metal i Vest 1890 - 2015

i fire uger. Men dette forhold er ifølge Kas-per Palm og Johannes Holm svært at over-føre til den danske del af Nordsøen, fordi både historien, organiseringen og statens ejerforhold på de danske felter er anderle-des end på de norske.

Både i starten og i dag har der været stor interesse for at arbejde offshore. Lars Mathiasen Bjørnhardt, der har været kasse-rer i Metal Vest siden 2010, fortæller:

”Det er ikke enhver som kommer ud offshore olie og vind. Det kræver lidt. Vi har telefonopringninger fra hele landet næsten hver uge om folk, der gerne vil ud og arbejde offshore. Og en af vores vigtigste opgaver er at forventningsaf-stemme til, hvad fanden det egentlig er, at de skal ud til. [...] Man kan ikke bare lige komme hjem derudefra. Hvis man bliver tvunget til at tage hjem derude-fra, så kan man lige så godt se i øjnene, at så kommer man nok ikke ud igen. Det er benhårdt derude. Det kræver en psy-ke at arbejde derude.”53

Det er et af de helt særlige forhold ved ar-bejdslivet på Nordsøen, at medarbejderne

er væk hjemmefra i længere tid af gangen. Kontakten med hjemmet er dog blevet nemmere med tiden. I starten på Nordsøen fik hver ansat tre minutters telefontid om ugen via Blåvand Radio. I dag har de ansat-te oftest eget tv, telefon og internet. Skif-tet fra offshore til land eller omvendt kan også være hårdt og kan kræve en akklima-tisering i et par dage. For eksempel kan der være rutiner eller en væremåde eller et be-stemt sprog fra offshore, der skal lægges væk, når man igen er på land.

Et andet særtræk er, at sproget på plat-formene oftest er engelsk. Også vejret har en stor indvirkning på arbejdspladskulturen på platformene. Til tider er der hårdt vejr på Nordsøen. Storme der ryster og rusker i platformen. Nogle gange med udgangsfor-bud til følge. Også tåge kan betyde, at de ansatte ikke kan flyve i land og er nødt til at vente på, at tågen letter. Andre gange bliver ansatte hejst 40 meter ned i en personal basket til et skib, der kan sejle dem i land. Vejret kan også skabe problemer i forhold til arbejdsforholdene. Det har ifølge Thorkild

To smede er ved at vende en stor platform i smedeværkstedet hos Danbor for at kunne svejse den færdig på den anden side. Bagefter skal platformen males for senere at blive sendt offshore og monteres dér (Danbor A/S).

I 1997 var Danmark for første gang selvforsynende med energi på grund af råstoffer fra Nordsøen, brug af nye energikilder som biogas og vindenergi samt et faldende energiforbrug i Danmark. Foto af medarbejder på Nordsøen fra Q-Star i 2014 (Yaiza Peraza, Mærsk Olie og Gas A/S).


E. Jensen for eksempel været diskuteret, om det var et kvalificeret hvil, når medarbejder-ne havde arbejdet på en platform uden bo-faciliteter og ikke kunne fragtes tilbage på deres moderplatform og derfor måtte sove på skibet med risiko for søsyge.

Med til den særlige arbejdspladskultur på Nordsøen hører også, at offshore-arbej-derne arbejder sammen med deres kolle-gaer døgnet rundt på meget lidt plads og samtidig bor der. På de nye installationer sover de ansatte i enkeltmandskamre, mens mange fortsat sover to og to sam-men. ”Hot bed” er et offshore-udtryk til at beskrive, at når man lægger sig i en varm seng, fordi en kollega lige har rejst sig fra den. Samtidig hører test for narkotika og alkohol til arbejdsdagen ved afrejse fra Es-bjerg Lufthavn. I stedet for fester og druk i fritiden på platformene er der en række fællesarrangementer som pølseaften eller boller med varm kakao.

Er man nyansat på Nordsøen, så vil man i løbet af to-tre ture finde ud af, om den type job er noget for en. Bliver man glad for offshore-livet, så ender man tit med at være ansat i mange år.

215 km (30’’ rør)

Gasledning til land

9 km (6 ‘’ rør)

29 km (24’’ rør)

F

D

Februar 2016

BC BeboelsesplatformBB

platform

CA Ubemandet

platform

BD Behandlings- platform

AIndvindings- og behandlingsplatform

HaraldI produktion 1997

BBeboelses-platform

Lulita(50 % DUC)I produktion 1998

Svend I produktion 1996

Roar I produktion 1996

Ubemandet

AAUbemandet

Behandlings- og beboelsesplatform

Tyra Vest

A

B

EBromodul til gasbehandling og kompression

DAfbrændings-platform

C

platform

Rolf I produktion 1986

C

B

Dagmar I produktion 1991

Gorm I produktion 1981

CBehandlings- og beboelsesplatform

Ubemandet

Ubemandet

F

behandlings- ogIndvindings-,

pumpeplatform

B

A

DAfbrændings-platform

Skjold I produktion 1982

EStigrørs-og pumpe-platform

CBeboelses-platform

A

BIndvindingsplatform

Indvindingsplatform

behandlingsplatform

indvindingsplatform

og bromodul med

FCBehandlings- og beboelsesplatform

Kraka I produktion 1991

FF

FF

Behandlings-platform

Ubemandet

BBehandlings- ogbeboelses-platform

CAfbrændings-platform

D

platform

A

platform

FB

platform

FA

platform

FEIndvindingsplatformmed vandinjektionsudstyr

indvindingsudstyrFDAfbrændings-platform Dan

I produktion 1972

Tyra SydøstI produktion 2002

Ubemandet

Tyra I produktion 1984

Tyra Øst

ABehandlings- og beboelsesplatform

Bromodul med modtage-faciliteter

Ubemandet

EStigrørsplatform

F

20 km (16 ‘’ rør)

77 k

m (2

4’’ r

ør)

DAfbrændingsplatform

11 km (16’’ rør)

11 km (8‘’ rør)

11 km (8’’ rør)

33 km (12 ‘’

rør)

16 k

m (1

4‘’

rør)

16km

(8‘’

rør)

3 km

3 km (24‘’ rør)

3 km (10’’ rør)

3 km (14’’ rør)

3 km

(6’’ r

ør)

20 km (2 ‘’ rør)

20 km (8

65 km (16 ‘’ rør)

‘’ rør)

km (3’’ rør) km (8’’ rør)

rør) 12 km (12’’ rør)

11 km (6’’ rør)

2 km (12’’ rør)

3 km (12’’ rør)

(12’’ rør)11 km

26 km (10’’ rør)

12 km (12’’ rør)

9 km (10‘’ rør) 2 km (8‘’ rør)

2 km (12’’ rør)

2 km (16’’ rør)

0.5 km (4’’ rør)

EUbemandet

ikke i brug

ikke i brug

Halfdan

I produktion 2000

BA

platform

DAIndvindings- og

10km (16’’ rør)

9 km (12’’ rør)9 km

(12‘’ rør)

17 km (14’’ rør)

DCAfbrændings-platform

DBBeboelses-platform

FG

FGBehand-lings-platform

km (2’’ rør)

Til F3 (Holland)97 km (26’’ rør)

ABUbemandet

BA Ubemandetindvindings-platform

indvindings-

indvindings-

Indvindings-

platform

Indvindings-

Indvindings-

platformIndvindings-

platformIndvindings-

platform

indvindings-platform



Indvindings-

Indvindings-

Indvindings-

Indvindings-

Indvindings-

Indvindings- og

Ind-vindings-

platform

indvindingsplatform

indvindingsplatform

Injektionsplatform

indvindingsplatform

indvindingsplatform

11 km (16’’ rør)

17 km (8’’rør)

11 km (8’’ rør)11 km (2’’ rør)

7 km

(16’

’rør

rør

)

rør

Valdemar I produktion 1993

(24 ‘’ rør)

Regnar I produktion 1993 Udbygget på havbunden

Olie/kondensat

Gas

VandMultifase

Umbilical

Kemikalie

Ikke i brug

DUCi Nordsøen

Dansk Undergrunds Consortium, DUC, er et partnerskab mellem A.P. Møller - Mærsk, Shell, Chevron og Nordsøfonden. Maersk Oil er operatør for DUC’saktiviteter.

I 1972 indledte DUC olieproduktionen fra Danmarks første feltudbygning, Dan. Efterfølgende idriftsættelse af Gorm, Skjold, Tyra og Rolf gjorde Danmark selv-forsynende med olie og gas fra 1991. Siden er Kraka, Dagmar, Regnar, Valdemar,Roar, Svend, Harald, Lulita og Halfdan sat i drift, og produktionen er øget yderligere. I 2013 havde DUC en samlet produktion på 57 millioner tønder råolie og et samlet salg af naturgas på 4 milliarder m

3.

DUC’s produktionsanlæg er forbundet med undersøiske rørledninger, hvor igennem olie og naturgas transporteres til henholdsvis Gorm og Tyra. Herfra sendes den behandlede olie og gas til land.

Se venligst www.maerskoil.com for yderligere information.

7km (16’’ rør)

7 km (8’’ rør)

2 km

(14’’

rør)

2 km (24’’ rør)

2 km (3’’ rør)

2

km (1

2’’ rø

r)

2 km

(6’’ r

ør)

330 km (20’’ rør)

Olieledning til land

(ikke DUC)

ABIndvindings- og behandlingsplatform

7km

( 2 ‘’

)

18km

(12’’

)

2’’(

(

1Hejre til Gorm Dong))

PLEM

PLEM

1717

7 km (3’’ rør)

11 km (3,5’’ rør)

Gasledning til land

(24’’ rør)

9 km (8’’ rør) (2’’

9 km

13.1 km (20 tommers rør)

4 km (8’’ rør)

10km

(20’’ rør) 1313 km

(6’’ rør)

13 km (20’’ rør)

Trym (Norway)

Kort over DUC’s felter i den danske del af Nordsøen i februar 2016 (A. P. Møller Mærsk).

”Vi har nu chancen for at skabe et kraftfuld fagforenings-

fællesskab ved Vestkysten. Energisektoren arbejder in-

denfor alle afdelingers område, det skal vi udnytte for at

blive en stærk medspiller over for arbejdsgiverne i vores

vestlige region.”54

Dan Holmgaard Rasmussen, formand for Metal Esbjerg, 2011

6. 2008-2015: Økonomisk krise og fusioner

832008-2015: Økonomisk krise og fusioner

Det daglige arbejde

I beskrivelsen af en fagforenings historie i en bog som denne er det tit de store be-givenheder, der fylder. Men oftest er det i stedet det daglige arbejde i fagforeningen, der har ligeså stor betydning. Gennem alle årtierne arbejdede de tre afdelinger dagligt for at hjælpe medlemmerne, når de kom i problemer på deres arbejdsplads. Metal Esbjerg og siden hen Metals Vest afdelings-blad er fyldt med historier om fagretslige sager, hvor Metal-afdelingen og tillidsre-præsentanten har hjulpet medlemmer til at få deres rettigheder omkring ansættel-sesforhold, arbejdstid og løn opfyldt. Det samme arbejde udførte afdelingerne i Ribe og Varde. Bent Friis fortæller:

”Vi har rejst lønsager i forbundet. Det kan være på maskinfabrikken eller på jernindustrien, hvor vi har været kaldt over til absolut sidste møde - et timandsmøde. I sådan en sag, hvor vi ikke har fået noget ud af det, så må vi få dem i arbejde igen. Men så har der også været sager hvor vi har hentet kroner og ører hjem til medlemmerne ved at tage en lønsag i København.” 55

En anden vigtig type af sager var om ar-bejdsskader- og ulykker. Et stort antal gan-ge har de tre afdelinger i Varde, Ribe og Es-bjerg haft sager i Arbejdsretten og enkelte gange i Højesteret i København for at få de-res medlemmers rettigheder opfyldt.

Foruden det faglige arbejde afholdt de tre afdelinger en række arrangementer for medlemmerne i løbet af et år. Det kunne være faglige arrangementer som foredrag om arbejdsmiljø, efteruddannelse eller den nyeste overenskomst. Andre arrangemen-

ter var af mere social karakter. Fra 1997 til 2003 deltog Esbjerg-afdelingen i Vadehavs- løbet med cykeldistancer på enten 25, 50 eller 100 km. I 1997 var der 149 tilmeldte medlemmer fra Metal i Esbjerg, som vandt

cykelløbet tre år i træk. I 2008 deltog Me-tal Esbjerg i stedet for i løbet ECM-Tour. For medlemmer med børn afholdt afde-lingerne familiearrangementer som faste-lavnsfest, juletræsfest eller familietræf. I år 2000 var familietræffet i Legoland med deltagelse af Esbjerg, Ribe og Varde. 800-

For lærlinge arrangerede Metal Ungdom i Esbjerg for eksempel go-kart-turnering, julefrokoster, overlevelsesture, virksomhedsbesøg, paintball eller studieture. I marts 2011 var lærlinge og svende fra Metal Ungdom Esbjerg på Kursus Center Vest for at køre rally (MVA).

Billedet forrige side: Svejsning hos Semco Maritime (Semco Maritime A/S)

TR-møde hos Metal Vest i septem-ber 2015 med oplæg af forbundsse-kretær Keld Bækkelund Hansen fra Dansk Metal (MVA).

84 Metal i Vest 1890 - 2015

900 medlemmer fra Metal i Esbjerg deltog. Varde- og Esbjerg-afdelingerne arrangere-de også en årlig fisketur, hvor medlemmer-ne og deres børn konkurrerede om, hvem der fangede den største fisk. For de unge og ældre medlemmer afholdt henholdsvis

Metal Ungdom og Metal Senior i afdelin-gerne også en række arrangementer. Metal i Vardes seniorklub var dog blevet opløst i september 1998. Afdelingernes jubilarer blev også fejret hvert år. Afdelingerne hav-de altså arrangementer både af faglig og social karakter for alle aldre.

Økonomisk krise

I 2008 startede en verdensomspændende økonomisk krise. I Danmark var boligmar-kedet overophedet blandt andet på grund af muligheden for afdragsfrie boliglån. På grund af krisen steg arbejdsløsheden. I april 2008 havde Esbjerg-afdelingen 25 le-dige. Et år senere var der 120 ledige med-lemmer. Krisen kunne også mærkes på de enkelte arbejdspladser. Smedeklubben på Ribe Jernindustri skrev i sin protokol i foråret 2009: ”Finanskrisen gjorde des-værre også at vi skulle fyre yderligere 20 mand igen i samarbejde med Jobinvest.”56 Arbejdsløsheden som følge af krisen var opgaver, som Metals a-kasse hjalp med-lemmerne med. Da krisen kradsede, ople-

Vølund kom til Esbjerg i 1962. Virksomhedens bygninger var tegnet af arkitekt J. Sottrup-Jensen. Vølund fremstillede kedler og skor-stene af stål. I 1965 havde Vølund 30 funktionærer og 200 arbejdere ansat. I 2004 skiftede virksomheden navn til Babcock & Wilcox Vølund, da den blev købt af det amerikanske firma Babcox og Wilcox. I de senere år har virksomheden også fokuseret på waste-to-energy og biomasse (Babcock & Wilcox Vølund).

Graf over arbejdsledige i Danmark i årene 1979-2014. Kilde: Danmarks Statistik. Link: www.dst.dk.


vede Metal-afdelingerne at flere tidligere medlemmer vendte tilbage. Tonny Finn Nielsen, formand for Metal Esbjerg, skrev i afdelingsbladet i april 2009:

”Disse borgere møder vi også pt. i afde-lingen, men de var advaret. Vi har gen-tagne gange sagt, at man skal sørge for at være organiseret [...] Manglende medlemskab af en fagforening og a-kas-se kan nu blive en dyr fornøjelse.” 57

Dette skrev Tonny Finn Nielsen om dem som i de gode tider havde fravalgt fagfor-ening og a-kasse og nu måtte gå på kon-tanthjælp i stedet for at få dagpenge, fordi de ikke var medlem af en a-kasse. Fra 2009 til 2010 tog krisen til. Arbejdsløsheden blandt Metals medlemmer steg fra 7,1 % til 9,2 %. I starten af 2011 toppede arbejdsløs-heden i Danmark. Antallet af arbejdsløse var ikke så højt som i 1980- og 1990’erne, men det gjorde stadig ondt på den enkelte. Den økonomiske krise betød, at antallet af danskere, der frygtede fyringer steg, mens også antallet af ansatte i midlertidige stil-linger blev højere. Krisen mærkedes også i de tre lokale afdelinger. Henning Jensen, som er uddannet maskinarbejder, tillids-repræsentant hos FiberVision og bestyrel-sesmedlem i Metal Varde og i dag Metal Vest, fortæller:

”Medlemstallet var dalende. Vestas de fyrede. [...] Krisen var jo rimelig hård ved de små afdelinger. Finanskrisen. Der var jo mange af de der små virksom-heder og mekanikere og alt muligt, der måtte til at skære. Det kan man mærke i sådan en lille afdeling i hvert fald.”58

I 2010 gik Esbjerg glip af en ordre på en ny

Siemens vindmøllefabrik, der ville have skabt 1.000 nye arbejdspladser i byen. Den nye nacellefabrik havde kunnet tage nogle af efterdønningerne af krisen. I stedet gik ordren til England, hvor den nye vindmøl-lefabrik skulle placeres på den britiske øst-kyst. I overenskomsten i 2010 forhandlede Dansk Metal sig frem til en ny fratrædel-sesgodtgørelse som skulle give medarbej-derne ekstra tryghed i en krisetid. Aftalen betød, at en afskediget medarbejder nu ville få 85 % af sin løn i nogle måneder ef-ter sin fratrædelse, hvilket var betydeligt mere end dagpengesatsen. Allerede i 2012 begyndte den danske økonomi så småt at komme i gang og langsomt kom medlem-merne i de tre afdelinger i arbejde igen.

På samme hold

Siden Septemberforliget i 1899 havde det danske arbejdsmarked været kendetegnet ved frivillige aftaler mellem arbejdsmar-kedets parter, mens tillidsrepræsentan-terne også var en central del af den dan-ske model. Fra starten af 1990’erne blev løn oftere og oftere aftalt decentralt via lokalaftaler forhandlet af tillidsrepræsen-tanter frem for overenskomstforhandlin-ger forhandlet centralt i forbundet. Derfor blev tillidsrepræsentanterne stadig mere centrale i forhandlingerne om løn. Som tillidsrepræsentant skulle man både sæt-te sig ind i regler og lovgivning, være en dygtig forhandler og god til at lytte til kol-legernes behov. Tonny Finn Nielsen siger om dette:

”Du må aldrig miste den der forankring, du har nede ved gutterne, for det er jo

Repræsentanter fra de lokale Metal-afdelinger plejer at deltage i Dansk Metals kongres, der afholdes hvert 4. år. Hvem der skal med på kongressen, stemmes der om på afdelingernes generalforsamling. Metal Esbjerg til Dansk Metals kon-gres i 2009. Fra yderst til venstre: Jan Hansen, Johannes Holm, Lars Bjørnhardt, Henning Radoor, Lars Juncker, Flemming Rasmussen, Dan H. Rasmussen, Bjarne Madsen, Jørgen Hansen og Tonny F. Nielsen (MVA).

86 Metal i Vest 1890 - 2015

dem, der har valgt dig. Det er jo dem, du repræsenterer. Det er dem, du skal have afleveret varen til, og det er dem, der skal godkende, om der er kvalitet i dét, du kommer med.”59

Både Metal-afdelingerne i Esbjerg, Varde og Ribe samt Dansk Metal så sikkerheds-

og tillidsrepræsentanterne som et meget centralt led i fagbevægelsen. Hans Laur-sen, formand for Metal i Varde, fortæller, hvorfor dette var vigtigt:

”Det er jo rarest, at det er arbejdsmar-kedets parter, der selv passer det [for-handlingerne] ude på pladserne. Det er jo dem, der har skoene på - eller støv-lerne. Og de har jo fingrene nede i ma-teriet. Det kan en uvedkommende ikke have. Du skal være på stedet.”60

Tillidsrepræsentanterne fik kurser og efteruddannelse i lønforhandlinger på Metalskolen i Jørlunde. Det kostede ca. 100.000 kr. at uddanne en tillidsrepræsen-tant. Modsat de to andre afdelinger, var der i Ribe ikke så mange sikkerheds- og tillids-repræsentanter og samtidig kun tre klub-ber. Derfor foregik det faglige arbejde mere direkte mellem medlemmerne og afdelin-gen. Tendensen fra 1980’erne med at søge dialog frem for konflikt på arbejdspladsen fortsatte. Formændene Bent Friis i Ribe-af-delingen, Tonny Finn Nielsen i Esbjerg-af-delingen og Hans Laursen i Varde-afdelin-gen havde dette synspunkt ligesom også de fleste tillidsrepræsentanterne ønskede dialog og samarbejde med arbejdsgiverne. En af dem var Tommy Petersen, som var uddannet klejnsmed og valgt til tillidsre-præsentant og fællestillidsmand på Ribe Jernindustri samt medlem af Metal Ribes bestyrelse. Han fortæller:

”For mig at gøre når man sidder som til-lidsrepræsentant, så er det sgu vigtigt, at man har en dialog som er konstruktiv. Det hjælper ikke noget bare at kræve, fordi man skal også være lydhør overfor, hvad modparten siger. Konflikter er fint

Esbjerg Havn havde ændret sig fra at være en fiskerihavn til base for offshore-industrien. Skibsreparatio-ner blev der ved med at være brug for. Esvagt-skib på bedding i april 2012 (PBP).


nok, hvis det er dét, der skal til. Men det løser ingenting. En konflikt løser ingen-ting i min verden.”61

Taktikken med at søge dialog frem for kon-flikt var også en konsekvens af en anden tendens i samfundet. Arbejdsgivernes rol-le og de fagligt aktives forhold til arbejds-giverne havde ændret sig gennem årene. Thorkild E. Jensen beskriver tendensen så-dan her i 1990:

”Skismaet i dag er, hvem er arbejdsgive-ren? [...] Den klassiske arbejdsgiver kun-ne man se gå hen af gaden her i Esbjerg, du kunne se Hoffmann eller Mollerup. Men i dag - er det en svensk koncern? Eller Lønmodtagernes Dyrtidsfond? Det er anonyme størrelser. Den direktør, du ser, er ansat. Arbejdsgiveren i dag er en organisation. Arbejdsmarkedet er et sæt af spilleregler mellem to organisati-oner. Jeg kan ikke mane et fjendebillede frem.” 62

Dette var blandt andet en konsekvens af den stigende internationalisering af virk-somhedernes ejerforhold og produktions-kæder. Globaliseringen betød, at hver en-kelt medarbejder sjældent havde kontakt med øverste ledelse for den virksomhed, de var ansat af. Ofte var den lokale virk-somhed ejet af et multinationalt selskab eller en kapitalfond. Som svar på globali-seringen begyndte medarbejdere, fagligt aktive og lokale arbejdsgivere indirekte i højere grad at have samme mål: At behol-de arbejdspladser i Danmark. Det handlede ikke kun om at ønske dialog frem for kon-flikt, men også om at samarbejde og have samme mål. Denne tendens ses også, når Dan Rasmussen i citatet i starten af dette

kapitel kaldte arbejdsgiverne for medspil-lere i stedet for modspillere.

En anden nyere tendens var, at medar-bejderne og især tillidsrepræsentanterne havde større indsigt i deres arbejdsplads’ udvikling og drift. Dette var blandt andet konsekvensen af, at tillidsrepræsentanter og medarbejdere sad i større virksomheders A/S bestyrelse. Samtidig havde hver enkelt medarbejder større ansvar for sin arbejds-dag. Som Smedeklubben på Ribe Jernindu-stri skrev i sin protokol i marts 2009:

”Efterslæbet [på] ordrer vi ikke leverede i 2008 er nu væk, lageret er nedbragt, produktionen er stabil, reklamationerne er faldende eks. plan, ja fra ikke at kun-ne lave dem tæt er det blevet sådan at vi siden december ikke har fået nogle tilba-ge. Fylprocenten lå på 480 % nu er den omkring 170 %. Skide flot, ros til alle.”63

Sådan en indsigt i produktionen havde in-gen medarbejder haft 50 år tidligere.

Ny struktur i Metal

I midten af 2000’erne arbejdede VK-regerin-gen på at ændre strukturen af det offentli-ge system. Formand for Ribe-afdelingen, Bent Friis, sagde til JyskeVestkysten 3. juli 2005, at han ville kæmpe for, at man trods den nye kommende storkommune kunne beholde den lokale Metal-afdeling i Ribe. I samme artikel fortalte Bent Friis, at han havde besluttet at hans nylige genvalg til formandsposten for en 2-årig periode ville være hans sidste formandsperiode, så yng-re kræfter kunne komme til. Folketingets vedtagelse af en strukturreform reducere-de fra 1. januar 2007 antallet af kommuner

Udlærte klejnsmede i maj 2011, EUC Vest (MVA).

Ribe Jernstøberi skiftede ved sit 125 års jubilæum i 1973 navn til Ribe Jernindustri. Virksomheden ændrede også produktionen. I 1963 indstilledes produktionen af kakkelovne, og i 1973 også pro-duktion med støbejern og emalje. I stedet var der fra 1960 startet en produktion af pladeradiatorer og senere også fjernvarmerør. I 2015 havde Ribe Jernindustri 115 ansatte i Ribe-afdelingen. Foto af produk-tion af panelradiatorer i 2013 (Ribe Jernindustri A/S).

88 Metal i Vest 1890 - 2015

i Danmark fra 271 til 98, mens de 13 amter blev erstattet af fem regioner. På Metals kongres i Aalborg i september 2006 blev det som følge af regeringens strukturre-form besluttet at nedlægge distrikterne og i stedet også oprette fem regioner. De tre afdelinger i Esbjerg, Ribe og Varde havde hørt under Distrikt 4 siden distriktets stif-telse på Hotel Dagmar i Ribe i 1959. Nu blev de i stedet en del af Region Syddanmark, som var landets største region under Dansk Metal med 32.924 medlemmer. Tonny Finn Nielsen blev ny formand for regionen.

På generalforsamlingen i april 2009 blev Dan Holmgaard Rasmussen valgt som ny formand for Metal Esbjerg med tiltræ-delse i efteråret samme år. I oktober 2009 gik Tonny Finn Nielsen af som formand efter 17 år som Metal Esbjergs formand. Den tid, der gik fra april til oktober 2009, passede Dan Rasmussen med forbundets godkendelse både jobbet som konstitue-ret formand og kasserer med assistance fra blandt andet Bruno Pedersen og Poul Verner Hansen. På Metal Esbjergs gene-ralforsamling 20. april 2010 blev Lars Ma-thiasen Bjørnhardt valgt som kasserer for afdelingen. Lars Bjørnhardt var uddannet skibsmontør, men havde også arbejdet som klejnsmed. I 22 år havde Lars Bjørn-hardt været på maskinfabrikken IRAS in-klusiv 17 år som tillidsrepræsentant. Lars Bjørnhardt var som kasserer også leder af a-kassen og skrev i afdelingsbladet i 2010: ”Jeg ser det som en af afdelingens fornemste opgaver, at lede vores medlemmer igennem de mange faldgrupper og forordninger, der er indført.”64 Lars Bjørnhardts interesse for

arbejdet i en a-kasse var steget i takt med, at den borgerlige regering havde forringet den danske flexicurity-model.

Dansk Metal havde i nogle år presset på, for at de enkelte afdelinger slog sig sammen til større enheder. I 2007 fjernede forbundet tilskud til lønnen til mindre afdelingers kas-serer og i 2010 også til formanden. Ønsket var, at en afdeling nu skulle have minimum 2.400 medlemmer. Uden tilskuddet fra Me-tal til lønninger kunne det ikke løbe rundt økonomisk for de små og mellemstore Me-tal-afdelinger som Ribe og Varde. Afdelin-gerne var nødt til at overveje fusion med an-dre afdelinger. I det netop nedlagte Distrikt 4 havde der været 14 Metal-afdelinger. To af afdelingerne i distriktet havde gennem årene enkelte gange afholdt arrangementer eller faglige aktioner sammen, men fusions-forhandlingerne var helt åbne, da Metal-af-delingerne i Midt- og Sønderjylland skulle finde sammen i større afdelinger. For både Ribe og Varde-afdelingen var Esbjerg den af-deling, der lå tættest på geografisk set. For Ribe-afdelingen var Vejen, Vojens og Tønder andre afdelinger lidt længere væk, mens Grindsted og Skjern lå lidt længere væk fra Varde-afdelingen. Men ikke kun geografisk afstand, men også økonomi og lokal identi-tet kom til at påvirke beslutningen om fusio-ner mellem de lokale afdelinger.

Metal-fusioner

Tonny Finn Nielsen fra Esbjerg-afdelingen havde, inden han gik af som formand, in-viteret de omkringliggende afdelinger til et møde om en mulig fremtidig fusion. Men afdelingerne var ikke interesserede,

På LO's generalforsamling i 2011 blev det besluttet at føre kampagnen "Er du ok?" i LO's medlemsfor-bund for at gøre opmærksom på de faglige rettigheder og fordele, der følger med, når man som lønmod-tager er dækket af en overenskomst. OK-kampagnen bliver en succes målt på synlighed (Dansk Metal).


da de følte, at de ville blive lagt under Es-bjerg-afdelingen, som var den største af afdelingerne medlemsmæssigt. Det hjalp ikke, at Tonny Finn Nielsen havde tilbudt at trække sig som formand for den nye, fusionerede afdeling. I efteråret 2010 og foråret 2011 drøftede Varde-afdelingen i stedet en fusion med Grindsted. Vejen var allerede fusioneret med Kolding. Ribe-af-delingen var begyndt at bruge af sin egen-kapital til at betale sine udgifter. Bent Friis sagde på generalforsamlingen 12. april 2011 om afdelingens regnskab for 2010: ”[...] og lad mig sige det. Det ser ikke for godt ud, vi har stort underskud og det skyl-des ene og alene de besparelser forbundet har pålagt afdelingen.”65 Dette skyldtes de manglende tilskud fra forbundet til lønninger. På generalforsamlingen i april 2011 trådte Bent Friis af som formand for Metal Ribe for at gå på pension måneden efter. I 26 år havde han været formand for afdelingen og havde især arbejdet aktivt

for at få mere industri og erhvervsarbejds-pladser til byen. Bestyrelsen og medlem-merne i Ribe ønskede fortsat ikke at fu-sionere med Esbjerg og startede i stedet fusionsforhandlinger med Metal i Vojens. Men fusionen blev afslået af forbundet, da økonomien ikke kunne bære fusionen af to mindre afdelinger.

Metal Esbjergs formand, Dan Rasmus-sen, inviterede formænd og kasserere fra afdelingerne i Ribe, Varde og Grindsted til en åben og uformel snak om et samarbej-de på et fællesmøde i starten af juli 2011. Efter kort tid startede Grindsted en snak om fusion, selvom de ikke selv ville være med. På mødet endte alle fire afdelinger med at give udtryk for, at en fusion mellem to, tre eller alle fire afdelinger var eneste mulige løsning på sigt for at give medlem-merne den service, de havde krav på. Ef-ter afslaget på en fusion mellem Ribe og Vojens, blev Ribe- og Esbjerg-afdelingen slået sammen. Bent Friis fortæller:

De seneste tre formænd for Metal Esbjerg fotograferet i oktober 2009 foran Metal Esbjergs nye hus i Gjesing. Fra venstre: Dan H. Ras-mussen (formand 2009 - ), Tonny F. Nielsen (1992-2009) og Thorkild E. Jensen (1984-1992) (MVA).

Horns Rev 1 med 80 vindmøller blev opført i 2002 ud for Blåvands Huk. Parken var på det tidspunkt verdens største havbaserede vind-møllepark. På havet kunne vindmøl-lerne være større end på land, og så kunne naboklager undgås. I 2008 blev Horns Rev 2 opført med yder-ligere 91 møller, mens Horns Rev 3 var under opførelse i 2015. Foto af Horns Rev 2 i 2009 (DONG Energy A/S).

90 Metal i Vest 1890 - 2015

”Forbundet havde jo sagt, at vi skulle til Esbjerg, så skulle vi jo det. Også selvom vi ikke ville. [...] Jeg har ikke følt, at Es-bjerg har lagt pres på, fordi det er for-bundet, der har bestemt, hvordan det skulle være.”66

Indgangen til fusionen var et nyt navn, som Dan Rasmussen havde fundet på: Metal Vest. Navnet indikerede, at det ikke var Ribe, der blev lagt under Esbjerg, men i stedet en ny Metal-afdeling for det vest-lige Jylland som opstod. Den nye afdeling blev oprettet på en stiftende generalfor-samling den 14. december 2011 med virk-ning fra 1. januar 2012. Med overgangen af Ribe-afdelingen til Esbjerg blev tre ud af syv bestyrelsesmedlemmer overført fra Ribe til den nye Metal Vests bestyrel-se, mens en fra Ribe-afdelingen også blev medlem af forretningsudvalget. Efter fu-sionen med Esbjerg-afdelingen blev Ribes nye formand, Per Wiggo Larsen, desuden for en kort periode ansat som faglig sekre-tær i Esbjerg-afdelingen.

Metal Varde var igennem lange for-handlinger med Metal i Grindsted om en mulig fusion, men Grindsted endte med at

afslå fusionen. Også Metal Vest talte med Grindsted om en fusion, men Dan Rasmus-sen ville ikke garantere Grindsted-afdelin-gen ansættelser i den nye afdeling sådan som de krævede. I stedet fusionerede det nye Metal Vest og Metal Varde. Den stif-tende generalforsamling i Metal Vest blev afholdt den 3. december 2012, hvor med-lemmerne stemte fusionsaftalen hjem. Formand for Varde-afdelingen Hans Laur-sen, begrundede fusionen således:

”Grunden til fusionen er mange. For det første skal der være en solid medlems-skare bag en afdeling for, at den kan bestå. Dette er ikke tilfældet længere. Vi har en dalende medlemstilslutning lige som andre metalafdelinger. Derfor vil det være naturligt at søge partnere og samle ressourcerne for at bibeholde det høje serviceniveau overfor medlem-merne.”67

Metal Vest omfattede nu de tidligere afde-linger i Ribe, Varde og Esbjerg. Den nye be-styrelse kom til at bestå af 18 medlemmer inklusiv formand og kasserer. 14 skulle iføl-ge fusionsaftalen være fra Metal Vest, mens fire skulle være fra Metal Varde. Desuden to suppleanter - en fra hver afdeling. Hans

Resultater til Dansk Metals med-lemmer gennem overenskomstfor-handlinger 1988-2013

• Løn under sygdom i 9 uger.• Løn under graviditetsorlov i

4 uger.• Barselsorlov i 14 uger og for-

ældreorlov i 11 uger. 4 af de 11 uger er reserveret faderen.

• 12 pct. pension.• Ret til at blive hjemme med

løn på barnets første sygedag.• Hvis et barn skal på hospitalet,

har forældre ret til fuld løn ved indlæggelse sammen med barnet i op til 5 dage.

• Ret til 2 ugers selvvalgt uddan-nelse med delvis betaling.

• Ret til på arbejdspladsen at aftale seniorordninger for medarbejdere med 5 eller færre år til folkepensionsalder.

Kilde: Holmsgaard. Dansk metal: 125 år som dynamisk kraft, 2013, s. 19.

På den ekstraordinære generalfor-samling 14. december 2011 blev Metal Vest stiftet som en fusion mellem Metal Esbjerg og Metal Ribe (MVA).


Laursen blev ansat som ny faglig sekretær i Metal Vest. Denne stilling varetog han, indtil han gik på pension et par år senere. Varde-afdelingens mangeårige bestyrelses-medlem og kasserer, Poul Erik Olesen, valg-te at gå på pension ved gennemførelsen af fusionen. De to fusioner havde ikke været nemme, men var nu gennemført. Den nye afdeling havde cirka 3.500 medlemmer. For-mand var fortsat Dan H. Rasmussen, mens Lars M. Bjørnhardt var kasserer.

Det var ikke kun Metal-afdelingerne i Esbjerg, Ribe og Varde, der fusionerede. I 1980’erne havde der været 100 Metal-af-delinger. Efter denne fusionsrunde var der lidt over 30 afdelinger tilbage.

Af gammelt jern smedes nye våben

”Sammen er vi stærkere”. Sådan havde Dan Rasmussen sluttet sit forord til pjecen med dagsordenerne og fusionsaftalen til gene-

ralforsamlingen om fusionen mellem Metal Vest og Metal Varde i december 2012. Det nye team af medarbejdere og den nye be-styrelse i Metal Vest var klar til at tage fat på fagforeningsarbejdet fra 1. januar 2013.

Efter fusionen fungerede de tidligere afdelingskontorer i Ribe og Varde som sa-tellitkontorer til Esbjerg-afdelingen med åbningstider et par gange om ugen. Metal Vests optællinger af antallet af besøgende på de to kontorer viste dog, at satellitkon-torerne havde et faldende antal besøgen-de. Det var en tendens, der var begyndt inden fusionerne, da medlemmerne i ste-det kontaktede afdelingerne via telefonen eller e-mail. Først blev åbningstiderne yderligere indskrænket, og til sidst blev kontorerne i Varde og Ribe lukket, og ejen-dommene solgt. Især Seniorklubben i Ribe havde været bekymret for at miste sine lo-kaler på grund af fusionen. De fik mulighed Knap 25 års afdelingsblade med

skiftende design. Metal Esbjergs afdelingsblad fra 1990 og 2005 samt Metals Vests afdelingsblad fra 2014 (MVA).

To uger i efteråret 2014 var Metal Vest som et led i Autokampagnen ude og besøge 84 autoværksteder i Varde, Ribe og Esbjerg. Kampag-nen betød, at afdelingen fik 19 nye medlemmer i autobranchen plus en ny tillidsrepræsentant og syv værkstedsrepræsentanter. På fotoet ses formand Dan H. Rasmussen på besøg hos Auto Cramer i Bram-ming. På virksomheden blev alle ansatte organiseret som følge af kampagnen, og Auto Cramer vandt autokampagnen (MVA).

92 Metal i Vest 1890 - 2015

for fortsat at mødes i lejede lokaler hos 3F i Ribe. Også antallet af bestyrelsesmedlem-mer i Metal Vest blev lidt færre end det hav-de været ved fusionen med Metal Varde.

Generelt var der tilfredshed efter fusio-nen blandt den nye bestyrelse og medlem-mer. Et af dem var Henning Jensen fra den tidl. Varde-afdeling og nyt bestyrelsesmed-lem i Metal Vest. Henning Jensen fortæller:

”Jeg kan kun sige, at det har været po-sitivt at blive slået sammen med Es-bjerg-afdelingen. Jamen, der er kommet noget mere fagligt. Man føler at man står i en stærkere organisation. Og in-formationsniveauet er også steget. Så

det har været positivt. [...] Det er meget anderledes. Der er mere dynamik. Man føler, at det er mere professionelt, hvis jeg skal sige det på den måde.”68

Der blev nedsat et nyt forretningsudvalg med formand, næstformand, kasserer og et fjerde medlem. En fordel ved fusionen var at kunne nøjes med lønning til én formand og én kasserer i én stor afdeling frem for til i alt seks lønninger i tre mindre afdelinger. For Ribe og Varde-medlemmerne var det nyt, at deres Metal-afdeling havde længere åbningstider. Samtidig var den nye, større afdeling bedre rustet til at håndtere det

De virksomheder, hvor flest af Metal Vests medlemmer er ansat:

1. Semco Maritime A/S2. Babcock & Wilcox Vølund

A/S3. Titan Wind Energy (Euro-

pe) A/S4. V L Staal A/S5. Rederiet A. P. Møller A/S6. Belman A/S7. Fh Contractors A/S8. VJ Rørteknik A/S9. Grumsens Maskinfabrik

A/S10. Danbor A/S11. Dancopter A/S12. Steelcon Chimney, Esbjerg

A/S13. Q-Star Energy A/S14. Din Forsyning A/S15. Danbor A/S16. Qubiqa Esbjerg A/S17. Bent Pedersen A/S18. Dsv Road A/S19. Fanø Kran-Service A/S20. Granly Steel A/S

Tal fra september 2015. Kilde: Dansk Metal

Efter stiftelsen af Metal Vest blev der flere ressourcer til virksomheds-besøg. Afdelingens faglige sekre-tærer besøgte hver uge i alt 8 til 10 arbejdspladser. Her har de to faglige sekretærer, Bo Frost-Larsen (th.) og Bjarne Bach Madsen (tv.), været ude på et af arbejdspladsbesøgene (MVA).


stadig mere komplekse arbejde inden for a-kasseområdet og havde også mulighed for at frigive ressourcer til at øge indsatsen inden for ungdomsarbejdet og uddannel-sesarbejde. I foråret 2013 besluttede Me-tal Vests generalforsamling, at afdelingen også skulle bruge flere kræfter på opsø-gende arbejde på arbejdspladserne. Fra oktober 2013 havde afdelingen skemalagt arbejdspladsbesøg to gange om ugen. For-målet var at formidle budskabet om, hvor-for det var vigtigt at være fagligt organise-ret i Dansk Metal.

Gennem 125 år havde de tre afdelin-ger i Esbjerg, Ribe og Varde været gennem store omvæltninger fra i starten at skulle kæmpe for deres ret til faglig organise-ring og at få accepteret den danske mo-del med overenskomster, konfliktret og tillidsrepræsentanter som organisering af arbejdsmarkedet til i dag at skulle hånd-tere globalisering, gule fagforeninger og løndumping. I overenskomstforhandlinger de sidste 25 år har Dansk Metal sikret sine medlemmer ret til mere løn under sygdom, barsels- og forældreorlov, højere pension, barns første sygedag, mulighed for efter-uddannelse samt seniorordning. Ifølge for-mand Dan Rasmussen vil problematikken på fremtidens arbejdsmarked ikke så me-get være tilvandring af østeuropæisk ar-bejdskraft, men i stedet den stigende brug af vikarer, som ender som daglejere og kan rammes af underbetaling, dårligt arbejds-miljø, manglende pension eller feriepenge og som samtidig i nogle tilfælde fungerer som løndumpere. Samtidig er klimasikring og en overgang til bæredygtig energi fuld i

gang, og årene fremover vil vise om olieud-vindingen i Nordsøen fortsætter.

Metalfaget har været gennem lige så stor udvikling fra manuelt smedearbejde ved essen og maskinarbejde ved dampkraft til CNC-maskiner, lasermaskiner og robot-ter i dag. Fagforeningerne under Dansk Me-tal har ændret sig fra kun at have smede og maskinarbejdere som medlemmer til i dag at organisere mere end 90 metaluddannel-ser. Den nye afdeling Metal Vest er godt rustet til det fremtidige arbejde, så længe medlemmerne fortsat bakker op om deres fagforening.

Faglig sekretær, Bo Frost-Larsen (tv.), og formand for Metal Vest, Dan H. Rasmussen (th.), i gang med en medlemssag i august 2015 (Anja Meier Sandreid/MVA).

94 Metal i Vest 1890 - 2015

Bilag, litteratur og tak

Formænd de sidste 50 år. 1965-2015

Esbjerg1963 - 1968 Thomas Sørensen1968 - 1984 Svend E. Dreyer1984 - 1992 Thorkild E. Jensen1992 - 2009 Tonny F. Nielsen2009 - Dan H. Rasmussen

Ribe1956 - 1985 Jens Petersen1985 - 2011 Bent Friis2011 - 2011 Per Wiggo Larsen

Varde1955 - 1967 Bernhard Jensen1967 - 1971 Christen A. Pedersen1971 - 1980 Arne Stanley Sørensen1980 - 1995 Svend Bank Johnsen1995 - 2005 Henning Mortensen2005 - 2012 Hans Laursen

Dansk Metal1944 - 1972 Hans Rasmussen 1972 - 1978 Paulus Andersen 1978 - 1991 Georg Poulsen 1991 - 2003 Max Bæhring2003 - 2012 Thorkild E. Jensen 2012 - Claus Jensen

Medlemstal 1990-2014

Varde Ribe Esbjerg Metal Vest1990 681 390 2.900 1995 735 424 3.330 2000 810 415 3.296 2005 801 442 3.269 2010 707 414 2.865 2014 3.336

Litteratur og kilder

Forkortelser: ABA = Arbejderbevægelsens Biblioteket og Arkiv. EBA = Esbjerg Byhistoriske Arkiv. RBA = Ribe Byhistoriske Arkiv. MVA = Metal Vests arkiv. PBP = Per Benny Paulsen. PE = Privateje. VLA = Varde Lokalhistoriske Arkiv.

Utrykte kilder

Esbjerg: Forhandlingsprotokoller m.v., Smede- og Maskinarbej-derforbundet/Dansk Metalarbejderforbund Esbjerg Afdeling, 1890-1960 (EBA); Forhandlingsprotokoller, Esbjerg Afdeling, 1960-2015; Referater fra bestyrelsesmøder, klubprotokoller, kas-sebøger, lønstatistikker, medlemsfortegnelser, konkurssager, ar-bejdsskadesager, fagretslige sager og avisudklip, Esbjerg Afdeling, diverse år (MVA).

Ribe: Forhandlingsprotokoller, Smede- og Maskinarbejderfor-bundet/Dansk Metal Ribe Afdeling, 1927-60; Forhandlingsbog for Smede og Maskinarbejderklub på Ribe Jernstøberi 1934-1958 (ABA); Forhandlingsbog for Smede og Maskinarbejderklub på Ribe Jernstøberi 1958- [2015] (PE; Smedeklubben på Ribe Jernindustri); Love, regnskab og forhandlingsprotokol for Sygekasse Ribe Afde-ling, diverse år; Forhandlingsbog, Klub 2 Byklubben, 1943-1983; Regnskabsprotokol, Ribe Afdeling, 1927-38; Forhandlingsprotokol-ler, Ribe Afdeling, 1960-2000 (RBA); Regnskaber, kontingentind-betalinger, referater fra bestyrelsesmøder og fagretslige sager, diverse år (MVA).

Varde: Forhandlingsprotokoller, 1910-1984; Regnskabsbøger, 1927-1961; Medlemsprotokoller, 1901-1942; Diverse avisudklip, Smede- og Maskinarbejderforbundet/Dansk Metalarbejderforbund Varde Afdeling; Forhandlingsprotokoller m.m. Formernes Fagforening inkl. Formernes Klub Varde Stålværk, diverse år; Varde Stålværk: Mødereferater fra samarbejdsudvalg, avisudklip, arbejdsmiljørap-porter, diverse år (VLA); Forhandlingsprotokoller, kassebøger og regnskaber, Varde Afdeling, diverse år (MVA).

Kilde: Medlemsprotokoller, Metal Esbjerg, Ribe & Varde, 1990-2010 + Metal Vest, 2011-2015 (MVA).

95Bilag, litteratur og tak

Litteratur, aviser og fagblade

• Aage Andersen, Svend, Hanne Caspersen, Hilda Rømer Chri-stensen, Niels Finn Christiansen, Hannelene Toft Jensen og Marianne Rostgård. Årbog for Arbejderbevægelsens historie 1990. Tema: Fagbevægelsen efter 1945 - Signalement af et opbrud. København: SFAH, 1990.

• Afdelingsblade for Metal Esbjerg Afdeling, 1977-2011; Metal Ribe Afdeling, 1980-1987 og Metal Vest, 2012 - 2015. Offshore Bladet, 1992 - 1996.

• Aktieselskabet Varde Staalværk: Stål. Støbegods. Varde: Aktieselskabet Varde Staalværk, uden årstal.

• Aviser: Vestjyllands Social-Demokrat, JyskeVestkysten, Ber-lingske Tidende, Aktuelt, diverse årgange.

• Bengtsson, Preben. Spydspidsen. København: Dansk Metalar-bejderforbund, 1988.

• Brockhoff, Lars Hyldahl. Esbjergs industri - set indefra. Skriftrække B, nr. 36. Esbjerg: Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 2007.

• Bruhn, Verner og Poul Holm. En by Bliver Til. Esbjergs Historie, bind 2: 1850 - 1910. Esbjerg: Rosendahl, 1994.

• Bruhn, Verner og Poul Holm under medvirken af Niels Wium Olesen: Havneby og storkommune. Esbjergs Historie, bind 3: 1910-1998. Esbjerg: Rosendahls Forlag, 1998.

• Bruhn, Verner. Her gik træk af vilde svaner. Socialdemokratiet i Esbjerg 1890-1990. Esbjerg: Socialdemokratiet i Esbjerg, 1990.

• Byskov, Søren (red.). Fiskeriet der forsvandt: Eksempler fra et dansk fiskerierhverv i opbrud 1990-2008. Fiskeri- og Søfarts-museets studieserie, nr. 25. Esbjerg: Fiskeri- og Søfartsmuse-ets Forlag, 2010.

• Christensen, Lars K., Søren Kolstrup og Anette Eklund Han-sen: Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000. København: SFAH, 2007.

• Christensen, Søren Bitsch (red.). Ribe Bys Historie 3. 1850-2010. Skrifter om dansk byhistorie 9. Aarhus/Esbjerg: Dansk Center for Byhistorie og Esbjerg Kommune, 2010.

• CO-Industri: Den danske model - frivillige aftaler i 100 år. København: CO-Industri, 2003.

• Dansk Metal Offshore Klub. ”Kommentarer til den seneste tids negative omtale af sikkerheden på vores arbejdspladser

på Nordsøen”. Fra www.metal-offshoreklubben.dk/kom-mentarer%20til%20den%20seneste%20tids%20omtale%20af%20sikkerheden..html

• Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. Esbjerg Afdeling: 75 års jubilæum. 5. oktober. 1890-1965. Esbjerg: Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund Esbjerg Afd., 1965.

• Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. Varde Afdeling: 50 Aar. 13. juli 1890-1940. Uddrag af afdelingens virksomhed gen-nem 50 år. Varde: Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. Varde Afdeling, 1940.

• Dragsbo, Peter og Morten Mortensen. Smeden var den første. Jern og metal. Håndværk og industri. Esbjerg: Metal Esbjerg Afdeling, 1991.

• Elikofer, Jørgen, Dines Schmidt Nielsen, Jens Boe Andersen, Martin Nielsen og Jens Holmsgaard. Vi kan hvis vi vil! Om globaliseringen og dens udfordringer til Danmark. København: Dansk Metalarbejderforbund & Forlaget Fremad, 1997.

• Esbjerg Museum: Esbjerg - en olieby i Danmark. Esbjerg: Esbjerg Museum, 1983.

• Federspiel, Søren. Smedene i Esbjerg. En by i støbeskeen 1890-1990. Metal Esbjerg 100 år. Esbjerg: Metal Esbjerg Afdeling, 1990.

• Friisberg, Claus. Smedene i Varde 1890-1990. Varde: Metal Varde-afdeling, 1990.

• Friisberg, Claus. ”Byer og Byerhverv i Ribe Amt”, Fra Ribe Amt, Bd. 21, nr. 2 (1979), Historisk Samfund for Ribe Amt, 282-310.

• Grelle, Henning (red.). I takt med tiden. LOs historie 1960-1997. København: Forlaget Fremad A/S, 1998.

• Hahn-Petersen, Morten. ”En ny dansk industri. Om udviklin-gen af dansk offshore og Esbjergs opkomst som baseby.” I Sjæk’len. Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Saltvandsakva-riet i Esbjerg, 2001, 114–51.

• Hahn-Pedersen, Morten (red.). Esbjerg Havn 1868-1993. Es-bjerg: Fiskeri- og Søfartsmuseet, 1993.

• Holm, Poul (red.): Fiskere og Farvande - tværsnit af moderne dansk fiskeri. Fiskeri- og Søfartsmuseets studieserie, nr. 4. Esbjerg: Fiskeri- og Søfartsmuseet, 1994.

• Holmsgaard, Jens: Dansk metal: 125 år som dynamisk kraft. København: Dansk Metal, 2013.

96 Metal i Vest 1890 - 2015

• Hyldtoft, Ole og Hans Chr. Johansen. Dansk industri efter 1870. Bind 7. Teknologiske forandringer i dansk industri 1896-1972. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2005.

• Ibsen, Christian Lyhne. Resultaternes mand: Thorkild E. Jensens forhandlinger for Dansk Metal. København: Dansk Metal, 2012.

• Knudsen, Knud. Dansk fagbevægelses historie frem til 1950 - fra arbejdets perspektiv. København: SFAH, 2011.

• Krogh, Anders og Claus Friisberg. Varde 1920 - 1990. Fra købstad til storkommune. Bind II. Varde: Varde Kommune og Historisk Samfund for Varde og Omegn, 1992.

• Maigaard, Jens (red.). Maskinarbejderens og de andre smedes århundrede. København: Fremad, 1999.

• Nielsen, Niels, Peter Skautrup og Therkel Mathiassen (red.). Trap Danmark, Ribe Amt. Bind IX, 2. 5. udgave. København: G.E.C. GADs Forlag, 1965.

• Nielsen, Ole Nørskov m.fl. Varde - En gammel vestjysk køb-stad. Varde: Museet for Varde By og Omegn, 1992.

• [Nyberg, A.]. Oversigt over afdelingens historie. Esbjerg: Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund Esbjerg Afd., 1915.

• Poulsen, Else-Marie og Niels Wium Olesen. Esbjerg besat og be-friet. Esbjerg: Esbjerg Byhistoriske Arkiv og Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, 1995.

• Sandreid, Anja Meier. LO - En global fagbevægelse? Landsor-ganisationen i Danmarks internationale identitetsmæssige positioner, 1989-2007. Upubliceret kandidatspeciale. Køben-havns Universitet. Februar 2015.

• Simonsen, Johs. Bredmose: Havn og skibe. Esbjerg 1868-2000. Esbjerg: Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 2001.

• SikkerhedsNyt, diverse årgange.• Svendsen, Jan. Olien længe leve. Eventyret om den danske

undergrund. Brande: DialogForum, 2011.• Thomsen, Lars Ulrik. ”Laurids Rosendahl: En ildsjæl i fangenskab”,

Fra Ribe Amt (2006), Historisk Samfund for Ribe Amt, 79-86.• Thomsen, Lars Ulrik. ”Sikkerhed og arbejdsmiljø på Nordsø-

en.” Arbejderen.dk, 25. Oktober 2008. Fra www.arbejderen.dk/artikel/2008-10-25/sikkerhed-og-arbejdsmilj-p-nords-en.

• Villadsen, Kjeld Simon, Peter Kyng og Inge Marott Post. A/S Ribe Jernindustri 1848-1998. Fra støbegods til pladejern. København: EHB Forlag, 1998.

• Østergaard, Jens. ”A/S Varde Staalværk”, Lokalhistoriske Meddelelser nr. 4 1992.

• Østergaard, Jens. ”Et par stålværkshistorier fortalt af fhv. støbemester Jens Østergaard.” Lokalhistoriske Meddelelser nr. 2 1996.

Hjemmesider

Arbejdstilsynet arbejdstilsynet.dkCO-Industri co-industri.dkDanmarks Statistik dst.dkDansk Metal danskmetal.dkDen Store Danske Encyklopædi denstoredanske.dkEnergistyrelsen ens.dkEnergiWatch energiwatch.dkIndustriALL Global Union industriall-union.orgInternetArchive WayBackMachine archive.org/web/Jern & Maskinindustrien jernindustri.dkLO lo.dkMetalSupply metal-supply.dk

Interviews / ved Anja Meier Sandreid

I alfabetisk rækkefølge efter fornavn:Bent Friis, 08.09.2015Dan Holmgaard Rasmussen, 18.08.2015Flemming Rasmussen, 07.09.2015Hans Laursen, 08.09.2015Henning Jensen, 07.09.2015Ib Christiansen, 29.07.2015Johannes Holm, 07.09.2015Kasper Palm, 27.08.2015Lars Mathiasen Bjørnhardt, 20.08.2015Poul Erik Olesen, 19.08.2015Poul Verner Hansen, 07.09.2015Svend Aage Lauridsen, 20.08.2015Thorkild Engell Jensen, 12.08.2015Tommy Petersen, 20.08.2015Tonny Finn Nielsen, 18.08.2015

97Bilag, litteratur og tak

Tak til ...

Jeg vil gerne takke alle, der har stillet op til interview, kortere og længere snakke eller som har bidraget med enten fotos eller oplys-ninger om jeres fag, faglig organisering eller Metal-afdelingernes historie: Bent Friis, Bjarne Bach Madsen, Bo Frost-Larsen, Dan H. Rasmussen, Flemming Rasmussen, Hans Laursen, Henning Jensen, Ib Christiansen, Johannes Holm, Kasper Palm, Lars M. Bjørnhardt, In-ge-Lise Poulsen, Karsten Guldbjerg Holm, Lene Olsen, Linda Jensen, Per Benny Paulsen, Poul Erik Olesen, Poul Verner Hansen, Rasmus Rasmussen, Svend Aage Lauridsen, Thorkild E. Jensen, Tommy Pe-tersen og Tonny F. Nielsen. Også tak til museer, arkiver og virksom-heder, der har bidraget med fotos til bogen. Desuden skylder jeg en stor tak til de to historikere Niels Wium Olesen og Ole Hyldtoft for faglig korrekturlæsning.

Anja Meier Sandreid

Forfatteren: Anja Meier Sandreid, f. 1984, cand.mag. i historie, har tidligere været ansat som historisk researcher, billedredak-tør samt i museumsbranchen. Anja har også forsket i arbejder-historie og fagforeninger i Danmark, blandt andet i udflytning af industrivirksomheder fra Danmark til udlandet samt LO’s syn på globalisering og fagligt internationalt arbejde i årene 1989-2014.

98 Metal i Vest 1890 - 2015

Noter

1. Citat fra Søren Federspiel, Smedene i Esbjerg. En by i støbeske-en 1890-1990. Metal Esbjerg 100 år. (Esbjerg: Metal Esbjerg Afdeling, 1990), s. 36.

2. Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. Varde Afdeling, 50 Aar. 13. juli 1890-1940. Uddrag af afdelingens virksomhed gen-nem 50 år. (Varde: Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. Varde Afdeling, 1940).

3. Varde Afdeling, 50 Aar. 13. juli 1890-1940, 1940.4. Federspiel, Smedene i Esbjerg, 1990, s. 24.5. JyskeVestkysten, 23. marts 1956.6. Federspiel, Smedene i Esbjerg, 1990, s. 30.7. Interview Thorkild E. Jensen, 12.08.20158. Metal, Dansk Metalarbejderforbund. Ribe Afdeling, april

1980, s. 7.9. Metal, Ribe Afdeling, juni 1985, s. 11.10. Interview Poul Erik Olesen, 19.08.2015.11. Interview Thorkild E. Jensen, 12.08.2015.12. Metal Vests Arkiv (MVA).13. Christian Lyhne Ibsen, Resultaternes mand: Thorkild E. Jensens

forhandlinger for Dansk Metal. (København: Dansk Metal, 2012), s. 44.

14. Ibsen, Resultaternes mand, 2012, s. 46.15. Interview Bent Friis, 08.09.2015.16. MVA.17. Metal Esbjerg, nr. 2 198518. Federspiel, Smedene i Esbjerg, 1990, s. 37.19. Metal Esbjerg, nr. 3 1990.20. MVA.21. Metal Esbjerg, nr. 3 1994.22. Interview Thorkild E. Jensen, 12.08.2015.23. Interview Thorkild E. Jensen, 12.08.2015.24. JyskeVestkysten, 2. maj 1989.25. "Beretning til generalforsamling den 20. oktober 1998" I

Protokol Dansk Metal. Ribe afdeling 17.4.1991.26. Interview Svend Aage Lauridsen og Tommy Petersen,

20.08.2015.27. Interview Poul Verner Hansen, 07.09.2015.28. Federspiel, Smedene i Esbjerg, 1990, s. 35.29. Interview Flemming Rasmussen, 07.09.2015.30. MVA.31. Interview Bent Friis, 08.09.201532. Metal Esbjerg, nr. 3 2000, s. 4.33. Metal Esbjerg, nr. 3 2004, s. 3.34. Metal Esbjerg, nr. 4 2003, s. 3.

35. Interview Hans Laursen, 08.09.201536. Interview Johannes Holm, 07.09.201537. Metal Esbjerg, nr. 2 2001, s. 13.38. Metal, Ribe Afdeling, april 1984.39. Interview Ib Christiansen, 29.07.2015 40. Interview Poul Verner Hansen, 07.09.2015.41. "Referat. Generalforsamlingen Metal Esbjerg. Efteråret 1983".

MVA. 42. Federspiel, Smedene i Esbjerg, 1990, s. 27.43. Interview Ib Christiansen, 29.07.2015.44. MVA.45. MVA.46. Interview Thorkild E. Jensen, 12.08.2015. 47. Interview Johannes Holm, 07.09.2015.48. Interview Kasper Palm, 27.08.2015.49. Federspiel, Smedene i Esbjerg, 1990, s. 29.50. Interview Ib Christiansen, 29.07.2015.51. Dansk Metal Offshore Klub, "Kommentarer til den seneste

tids negative omtale af sikkerheden på vores arbejdspladser på Nordsøen". Kilde: www.metal-offshoreklubben.dk

52. SikkerhedsNyt nr. 3, 2005, s. 25.53. Interview Lars Bjørnhardt, 20.08.2015.54. Dan Rasmussen, "Til Metal Ribe, Metal Varde, Metal Grind-

sted" [udateret]. MVA.55. Interview Bent Friis, 08.09.2015.56. "Referat fra Generalforsamling 06.03.2009." I Forhandlings-

bog for Smede og Maskinarbejderklub på Ribe Jernstøberi. 1958 - [2015].

57. MetalVest, nr. 1 2009, s. 3-4.58. Interview Henning Jensen, 07.09.2015.59. Interview Tonny F. Nielsen, 18.08.2015.60. Interview Hans Laursen, 08.09.2015.61. Interview Svend Aage Lauridsen og Tommy Petersen,

20.08.2015.62. Federspiel, Smedene i Esbjerg, 1990, s. 36.63. "Referat fra Generalforsamling 06.03.2009." I Forhandlings-

bog for Smede og Maskinarbejderklub på Ribe Jernstøberi. 1958 - [2015].

64. Metal Esbjerg, nr. 2 2010, s. 4.65. Bent Friis: "Beretning til generalforsamling den 12. april 2011",

s. 4. MVA.66. Interview Bent Friis, 08.09.201567. Hans Laursen: "Kære medlemmer i Metal Varde". I Ekstraordi-

nær generalforsamling i Metal Vest og Metal Varde. Stiftende generalforsamling i Metal Vest. MVA.

68. Interview Henning Jensen, 07.09.2015.

Metal Vests historie er en ganske ny historie. Men de tre fagforeninger, der i årene

2011-2012 kom til at udgøre Metal Vest, har en lang og stolt historie bag sig. Afde-

lingerne af Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund i Varde og Esbjerg blev stiftet

tilbage i 1890, mens Ribe-afdelingen blev stiftet i 1919. Alle tre afdelinger har fra

deres oprettelse og frem til i dag arbejdet for at sikre sine medlemmer bedre løn- og

arbejdsforhold. Men vejen dertil var ikke uden knuder og konflikter undervejs. De

seneste 25 år har globalisering, udflytning af arbejdspladser og gule fagforeninger

desuden været nye rammer, fagforeningerne har arbejdet inden for. Denne bog for-

tæller historien om de tre tidligere Metal-afdelinger i Varde, Ribe og Esbjerg samt

Metal Vests faglige arbejde og kampe - fra 1890 til 125 års jubilæet i 2015.

ISBN 978-87-998942-1-5

Documents

Metal i Vest 1890 - 2015 · 2016-04-11 · Vestkysten (Tønning og Husum), mangle-de der en havn på Vestkysten til at forsyne England med danske landbrugsvarer. I april 1868 besluttede