Min kamp 5

Min kamp

Karl Ove Knausgård

R O M A N | L I N D H A R D T O G R I N G H O F

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011/first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie


Min kamp


Af samme forfatter

Ude af verdenAlting har en tid

Min kamp, bog etMin kamp, bog toMin kamp, bog treMin kamp, bog fire


Karl Ove Knausgård

Min kampFemte bog

Roman

På dansk vedSara Koch

Lindhardt og Ringhof


Min kamp

er oversat fra norsk efter

Min kamp

Copyright © Forlaget Oktober as, Oslo 2010

All rights reserved

Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København

Omslag: Imperiet med foto af Christina Ottosson

Bogen er sat med Adobe Garamond hos BookPartnerMedia

og trykt hos ScandBook AB

1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2012

ISBN: 987-87-1140-8667

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,

der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Udgivet med oversættelsesstøtte fra NORLA

Celan-digtet på side 122 er oversat af Peter Nielsen,

(Sort mælk, Husets forlag, S.O.L, 1984).

Citatet fra Dantes Den guddommelige komedie på

side 316 og side 477 er taget fra Ole Meyers oversættelse, (Multivers, 2000).

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Del 6



de fjorten år jeg boede i Bergen, fra 1988 til 2002, er for længstforbi, der findes ingen spor efter dem, bortset fra som episoderforskellige mennesker måske husker, et glimt i et hoved hist, etglimt i et hoved pist, og selvfølgelig alt det min egen hukommelserummer fra den tid. Men det er overraskende lidt. Det eneste derer tilbage af alle de tusindvis af dage jeg tilbragte i den lille, smal-gadede, regnglimtende vestlandsby, er nogle få hændelser og enmasse stemninger. Jeg skrev dagbog, den har jeg brændt. Jeg tognogle billeder, dem har jeg tolv tilbage af, de ligger i en lille bunkepå gulvet ved siden af skrivebordet, sammen med alle de breve jegmodtog dengang. Jeg har bladret i dem, læst lidt hist og her, ogdet har altid gjort mig trist til mode, det var sådan en forfærdeligtid. Jeg vidste så lidt, ville så meget, lykkedes ikke med noget somhelst. Men sikke en stemning jeg var i da jeg rejste dertil! Jeghavde tomlet til Firenze sammen med Lars den sommer, vi blevder et par dage før vi tog toget videre ned til Brindisi, det var såvarmt at det føltes som om det brændte når man stak hovedet udad det åbne togvindue. Nat i Brindisi, mørk himmel, hvide huse,en næsten drømmeagtig varme, store folkemængder ude i par-kerne, unge på knallerter overalt, råb og støj. Vi stillede os i køforan landgangen til den store færge der sejlede til Piræus, sam-men med en masse andre, næsten alle sammen unge og med ryg-sække ligesom os. 49 grader på Rhodos. En dag i Athen, det mestkaotiske sted jeg nogensinde havde været, og så sindssyg varmt,derefter færgen ud til Paros og Antiparos, hvor vi lå på strandenhver dag og drak os fulde i sprut hver aften. En aften mødte vi

7


nogle norske piger, og da jeg var på toilettet, fortalte Lars dem athan var forfatter og skulle begynde på Skrivekunstakademiet tilefteråret. De var i fuld gang med at tale om det da jeg kom tilbage.Lars så bare på mig og smilede. Hvad fanden havde han gang i? Athan løj om småting, vidste jeg godt, men mens jeg var der. Jegsagde ikke noget, men bestemte mig for at holde mig fra ham ifremtiden. Vi rejste sammen ind til Athen, jeg havde ikke flerepenge, Lars havde stadig mange tilbage, han bestemte sig for atflyve hjem næste dag. Vi sad på en fortovsrestaurant, han spistekylling, hagen glinsede af fedt, jeg drak et glas vand. Det sidste jegville bede ham om, var penge, den eneste måde jeg kunne tageimod penge fra ham på, var hvis han spurgte om jeg ville låne. Detgjorde han ikke, så jeg gik sulten i seng. Næste dag tog han ud tillufthavnen, og jeg tog bussen ud af byen, steg af ved en motorvejog begyndte at tomle. Efter få minutter stoppede en politibil, dekunne ikke et ord engelsk, men jeg forstod at det var forbudt attomle der, så jeg tog bussen tilbage til centrum, og for mine sidstepenge købte jeg en togbillet til Wien, et brød, en stor cola og enkarton cigaretter.

Jeg troede at turen ville tage nogle timer, og fik et chok da jegforstod at der var tale om næsten to døgn. I kupéen sad ensvensk fyr på min alder og to engelske piger, der viste sig at væreet par år ældre. Vi var langt inde i Jugoslavien før det gik op fordem at jeg hverken havde penge eller mad og tilbød mig at delederes. Landskabet uden for vinduet var så smukt at det gjordeondt. Dale og floder, gårde og landsbyer, mennesker der varklædt på måder jeg forbandt med attenhundredetallet, og somtydeligvis også arbejdede med jorden på samme måde som degjorde dengang, med heste og høvogne, leer og plove. En del aftoget var sovjetisk, jeg gik gennem vognene om aftenen, trylle-bundet af de fremmede bogstaver, de fremmede lugte, det frem-mede interiør, de fremmede ansigter. Da vi ankom til Wien, ville

8


den ene af de to piger, Maria, udveksle adresser med mig, hunvar tiltrækkende, og normalt ville jeg have tænkt at jeg kunnebesøge hende i Norfolk engang, måske blive kæreste med hendeog bo der, men denne dag, vandrende rundt i gaderne i udkan-ten af Wien, betød det ikke noget, jeg var stadig fuld af tankenom Ingvild, som jeg kun havde mødt én gang, i påsken det forår,men senere skrevet med, hun fik alt andet til at blegne. Jeg fiklift med en stramt udseende, lyshåret kvinde i trediverne til enbenzintank ved motorvejen, hvor jeg spurgte nogle lastbilchauf-fører om de havde plads til mig, en af dem nikkede, han var noksidst i fyrrerne og tynd med tungt glødende øjne, han skulle barespise lidt først.

Jeg stod udenfor i den varme skumring og så på alle lysenelangs vejen, som begyndte at blive tydeligere og tydeligere efter-som aftenen faldt på, omgivet af sus fra trafikken, som hist og herblev afbrudt af små, men hårde smæk fra bildøre, pludselige stem-mer fra folk der gik hen over parkeringspladsen, på vej til eller fraden store tankstation. Indenfor sad folk tavse og spiste alene, histog her sad en børnefamilie ved borde fulde af deres ting. Jeg varfyldt af en stille jubel, det var netop dette jeg elskede mest af alt,det almindelige og velkendte, motorvej, tankstation, cafeteria,som alligevel ikke var velkendt, overalt var der detaljer der adskiltesig fra dem jeg var vant til. Chaufføren kom ud, han nikkede tilmig, jeg fulgte efter ham, kravlede op i det enorme køretøj, lagderygsækken om bagi og satte mig til rette. Han startede motoren,alt brummede og rystede, lygterne blev tændt, vi rullede langsomtud på vejen, hurtigere og hurtigere, men hele tiden tungt, til vi låtrygt i den inderste vejbane på motorvejen og han kastede et blikpå mig for første gang. Sweden? sagde han. Norwegen, sagde jeg.Ah, Norwegen! sagde han.

Hele natten og et stykke op ad næste dag kørte jeg med ham.Vi havde udvekslet navne på fodboldspillere, især Rune Bratseth

9


havde gjort ham ivrig, men eftersom han ikke kunne et ord en-gelsk, blev det ikke til mere.

Jeg var i Tyskland, og jeg var meget sulten, men uden enkrone på lommen var der ikke andet at gøre end at ryge og tomleog håbe på det bedste. En ung mand i en rød Golf standsede,han hed Björn, sagde han og skulle langt, var let at snakke med,og om aftenen, da han var kommet så langt han skulle, invite-rede han mig med ind og gav mig mysli med mælk, jeg spiste treportioner, han viste mig nogle billeder fra rejser i Sverige ogNorge som han og hans bror havde været på da de var små, deresfar var vild med Skandinavien, sagde han, deraf navnet Björn.Broren hed Tor, sagde han og rystede på hovedet. Han kørte migud til motorvejen, jeg gav ham mit trippelbånd med Clash, hangav mig hånden, vi ønskede hinanden held og lykke, og jeg stil-lede mig foran en afkørsel igen. Efter tre timer standsede en pju-sket og skægget mand med briller i en rød 2CV, han skulle tilDanmark, jeg kunne køre med hele vejen. Han tog sig af mig,var interesseret da jeg sagde at jeg skrev, jeg tænkte at han måskevar en professor af en slags, han købte mad til mig i et cafeteria,jeg sov et par timer, vi kørte ind i Danmark, han købte meremad til mig, og da jeg endelig forlod ham, var jeg midt i Dan-mark, kun et par timer fra Hirtshals, altså snart hjemme. Mendet sidste stykke gik langsommere, jeg fik lift ti-tyve kilometerad gangen, klokken elleve om aftenen var jeg ikke kommet læn-gere end til Løkken og bestemte mig for at overnatte på stran-den. Vandrede ned ad en smal vej gennem en skov af lavstam-mede træer, hist og her var asfalten dækket af sand, og snart stegklitterne op foran mig, jeg gik op på dem, så havet ligge gråt ogblankt foran mig i det skandinaviske sommernatslys. Fra encampingplads med hytter et par hundrede meter væk gjaldedelydene af stemmer og bilmotorer.

Det var dejligt at være ved havet. Mærke den svage lugt af salt

10


og det ligesom rå træk i luften derfra. Det var mit hav, jeg var næ-sten hjemme.

Jeg fandt en gryde og rullede soveposen ud der, krøb ind i den,trak lynlåsen op og lukkede øjnene. Det var ubehageligt, hvemsom helst kunne komme forbi, føltes det som, men jeg var så trætefter de sidste dage at jeg gik ud som et lys.

Jeg vågnede ved at det regnede. Kold og stiv kravlede jeg ud afsoveposen, fik bukser på, pakkede sammen og begyndte at gå indmod byen. Klokken var seks. Himmelen var grå, støvregnen faldtstille og næsten umærkeligt, jeg frøs og gik hurtigt for at få varmei kroppen. Stemningen fra en drøm jeg havde haft, plagede mig.Farbror Gunnar havde været med, eller hans vrede, det var fordijeg havde drukket så meget og gjort så meget forkert, forstod jegnu hvor jeg hastede gennem den samme lave skov jeg var gået gen-nem aftenen før. Alle træerne stod ubevægelige og grå under dettætte skydække, nærmere det døde end det levende. Sandet lå ismå toppe mellem dem, blæst op i deres skiftende og uforudsige-lige, men alligevel altid givne mønstre, nogle steder som en flod affine sandkorn over den grovere asfalt.

Jeg kom ud på en større vej, fortsatte ad den et par kilometer,satte rygsækken fra mig ved et kryds og begyndte at tomle. Der varikke langt til Hirtshals. Men hvad der ville ske der, vidste jeg ikke,jeg havde jo ingen penge, så det ville ikke blive let at komme ombord på færgen til Kristiansand. Måske kunne jeg få tilsendt en reg-ning? Hvis jeg mødte en venlig sjæl der forstod min situation?

Åh nej. Nu blev regndråberne også større.Det var i det mindste ikke koldt.Jeg tændte en cigaret, strøg hånden gennem håret. Regnen

have gjort hårgeléen klistret, jeg tørrede hånden af i bukserne, læ-nede mig frem og tog walkmanen op fra rygsækken, ledte gennemde få bånd jeg havde taget med, valgte Skylarking af XTC, sattedet på og rettede mig op.

11


Havde der også været et amputeret ben i min drøm? Ja. Savetaf lige under knæet.

Jeg smilede, og så, da musikken begyndte at strømme ud af desmå højtalere, blev jeg fuld af stemninger fra dengang pladen ud-kom. Anden g måtte det have været. Det var mest huset i Tveit derfyldte mig, jeg sad der i kurvestolen og drak te og røg og hørteSkylarking, forelsket i Hanne. Yngve som var der med Kristin. Allesamtalerne med mor.

Hen ad vejen kom en bil.

When Miss Moon lays downAnd Sir Sun stands upMe I’m found floating round and roundLike a bug in brandyIn this big bronze cup

Det var en pickup, et firmanavn stod med rødt på kølerhjelmen,det måtte være en håndværker på vej på arbejde, han så ikke en-gang på mig da han susede forbi, og så steg den anden sang op ligeefter den første, jeg elskede den overgang, der var også noget dersteg op i mig, og jeg slog hånden ud i luften flere gange mens jegtog nogle langsomme skridt rundt og rundt.

En ny bil kom til syne. Jeg stak tommelfingeren op i luften.Også denne gang var chaufføren en morgentræt mand der ikkeofrede mig så meget som et blik. Jeg stod åbenbart på en vej medmeget lokaltrafik. Men de kunne da godt stoppe alligevel. Køremig hen til en større vej.

Først efter et par timer var der en der forbarmede sig over mig.En tysker midt i tyverne med runde briller og en alvorlig minedrejede den lille Opel ind til siden, jeg løb hen til den, smed ryg-sækken ind på bagsædet, som allerede var fuldt af bagage. Hankom fra Norge, sagde han, og var på vej sydpå, kunne sætte mig af

12


ved motorvejen, det var ikke langt, men det hjalp måske lidt. Jegsagde yes, yes, very good. Vinduerne duggede voldsomt, han læ-nede sig frem mens han kørte, og tørrede forruden af med enklud. Maybe that’s my fault, sagde jeg. What? sagde han. Themist on the window, sagde jeg. Of course it’s you, hvæsede han.Okay, tænkte jeg, hvis det skal være på den måde, og lænede migtilbage i sædet.

Tyve minutter senere satte han mig af ved en stor tankstation,jeg gik frem og tilbage udenfor og spurgte alle jeg så, om de skulletil Hirtshals og om de ville tage mig med. Jeg var våd og sulten, såsjusket ud efter dagene på vejen, og længe rystede alle på hovedet,men endelig smilede en mand i en varevogn der var fuld af brødog bagværk, og sagde værsgo, hop ind, jeg skal til Hirtshals. Helevejen tænkte jeg på om jeg skulle spørge ham om jeg måtte få etbrød men turde ikke, det tætteste på jeg kom, var at sige at jeg varsulten, men han tog ikke hintet og gav mig noget.

Da jeg sagde farvel til ham i Hirtshals, var en færge lige ved atsejle. Jeg løb hen til billetkontoret med rygsækken på ryggen, for-klarede forpustet situationen til ekspedienten, jeg havde ingenpenge, om jeg kunne få en billet alligevel og så få tilsendt regnin-gen? Jeg havde pas og kunne legitimere mig, og jeg var en sikkerbetaler. Hun smilede venligt og rystede på hovedet, det kunne jegdesværre ikke, jeg blev nødt til at betale kontant. Men jeg skalmed! sagde jeg. Det er jo der jeg bor! Og jeg har ingen penge! Hunrystede på hovedet igen. Desværre, sagde hun og vendte sig væk.

Jeg satte mig på en kantsten i havneområdet med rygsækkenmellem fødderne og så den store færge lægge fra kaj, glide ud påhavet og forsvinde.

Hvad skulle jeg gøre?En mulighed var at tomle ned sydpå igen, ned til Sverige og så

op den vej. Men var der ikke også noget vand der skulle krydsesder?

13


Jeg forsøgte at forestille mig kortet, for at finde en landfast for-bindelse mellem Sverige og Danmark noget sted, men det var dervist ikke? Man skulle helt ned til Polen og så op gennem Sovjet tilFinland og derfra ind i Norge? Altså et par ugers tomlen. Og for atkomme ind i østbloklandene skulle jeg vel have visum eller sådannoget? Men jeg kunne selvfølgelig tage til København, det var jokun et par timer væk, og så satse på at få fat i penge til færgen tilSverige der. Tigge om det så skulle være.

En anden mulighed var at få mor til at overføre penge til endansk bank. Det ville ikke være noget problem, men det kunne må-ske tage et par dage. Og jeg havde ikke engang penge til at ringe for.

Jeg åbnede en ny pakke Camel og så hen på bilerne der heletiden gled ind i køen mens jeg røg tre cigaretter i træk. Der varmange norske familier der havde været i Legoland eller på stran-den i Løkken. En del tyskere på vej nordpå. Mange autocampere,mange motorcykler og længst væk, de store lastbiler.

Tør i munden tog jeg walkmanen frem igen. Denne gang sattejeg et Roxy Music-bånd på. Men allerede efter anden sang be-gyndte musikken at blive falsk og batterilampen at blinke. Jeg pak-kede den ned igen og rejste mig, tog rygsækken på og begyndte atgå ind til byen, gennem de trøstesløse hirtshalsgader. Af og til hug-gede sulten i maven. Jeg overvejede at gå ind hos en bager og spørgeom jeg måtte få et brød, men det måtte jeg sikkert ikke. Jeg mag-tede end ikke tanken om et så nedværdigende afslag, og bestemtemig for at vente til jeg virkelig var brødflov, og vandrede ned til hav-nen igen. Foran en slags kombineret café og grillbar standsede jeg,det var vel i det mindste muligt at få et glas vand.

Ekspedienten nikkede og fyldte et glas til mig fra vandhanen.Jeg satte mig ved vinduet. Der var næsten fuldt derinde. Udenforvar det begyndt at regne igen. Jeg drak vand og røg. Efter et stykketid kom to drenge på min egen alder ind ad døren, klædt i regntøjfra top til tå, de snørede hætterne op og så sig omkring. Den ene af

14


dem kom hen og spurgte om der var ledigt her. Of course, sagdejeg. Vi faldt i snak, det viste sig at de kom fra Holland og skulle tilNorge, og at de havde cyklet hele vejen. De lo vantro da jeg fortalteat jeg havde tomlet fra Wien uden penge, og at jeg nu forsøgte atkomme hjem med færgen. Er det derfor du drikker vand? sagde denene, jeg nikkede, han spurgte om jeg ville have en kop kaffe, jegsagde that would be nice, han rejste sig og købte en kop til mig.

Jeg gik sammen med dem, de sagde at de håbede at vi mødtesom bord og forsvandt hen til deres cykler, jeg traskede hen til om-rådet med lastbiler og begyndte at spørge chaufførerne om de villetage mig med, jeg havde ikke penge til færgen. Nej, det var derselvfølgelig ingen der ville. En efter en startede de motorerne ogrullede om bord, mens jeg gik tilbage til caféen og sad der og såfærgen som endnu en gang langsomt gled fra kaj og blev mindreog mindre til den en halv times tid senere var helt væk.

Sidste færge gik om aftenen. Hvis jeg ikke kom med den, blevjeg nødt til at tomle ned til København. Det var min plan. Mensjeg ventede, fandt jeg manuskriptet frem fra rygsækken og be-gyndte at læse. Jeg havde skrevet et helt kapitel i Grækenland, tomorgener var jeg vadet ud til en lille ø, og derfra over til en ny ø,med skoene, T-shirten, blokken, kuglepennen, en paperback,Jack, på svensk og cigaretterne i en lille bylt på hovedet. Der, i enlille fordybning i klipperne, havde jeg siddet helt alene og skrevet.Det føltes som om jeg var nået frem til der hvor jeg gerne villevære. Jeg sad på en græsk ø, midt i Middelhavet, og skrev på minførste roman. Samtidig var jeg rastløs, der var ligesom ikke nogetder, kun mig, og den tomhed der fandtes i det, så jeg først da detvar det hele. Sådan var det der, min egen tomhed var alt, og selvnår jeg sad fordybet og læste i Jack, eller lænede mig over blokkenmed papirer og skrev om Gabriel, min hovedperson, var det tom-heden jeg mærkede.

Af og til sprang jeg i vandet, mørkeblåt og skønt, men jeg nå-

15


ede ikke at tage mange svømmetag før jeg begyndte at tænke atder måske var hajer. Jeg vidste godt at der ikke var hajer i Middel-havet, men jeg tænkte sådan alligevel, og kravlede dryppende oppå land mens jeg bandede over mig selv, det var idiotisk, bange forhajer her, hvad var nu det, var jeg syv år gammel? Men jeg varalene under solen, alene foran havet og helt tom. Det føltes somom jeg var det sidste menneske i verden. Det gjorde både min læs-ning og mit skriveri meningsløst.

Men da jeg læste kapitlet om det jeg tænkte på som sø-mandsknejpen i Hirtshals’ havnekvarter, syntes jeg at det var godt.At jeg var kommet ind på Skrivekunstakademiet, beviste at jeg vartalentfuld, nu gjaldt det bare om at få det ud. Min plan var atskrive en roman i løbet af det kommende år, og så få den udgivetnæste efterår, lidt afhængig af hvor lang tid det tog at trykke denog sådan noget.

Vand over/vand under hed den.

Et par timer senere, i den begyndende skumring, gik jeg langsrækken af lastbiler igen. Nogle af chaufførerne sad og halvsov, såbankede jeg på ruderne og så hvordan de for sammen før de rul-lede vinduet ned eller åbnede døren for at spørge hvad jeg villedem. Nej, jeg måtte ikke køre med. Nej, det gik ikke. Nej, selv-følgelig ikke, troede jeg at de ville betale min billet?

Færgen lå ved kajen og lyste. Overalt omkring mig startedefolk motorerne. Den ene række af biler bevægede sig langsomtfremad, de første biler forsvandt ind i den åbne kæft og ind i dybetaf skibet. Jeg var fortvivlet, men sagde til mig selv at det nok skulleende godt. Man havde vel aldrig hørt om en ung nordmand dervar sultet ihjel på en ferie eller som ikke kunne komme hjem, menblev nødt til at blive i Danmark?

Uden for en af de sidste lastbiler stod tre mænd og snakkede.Jeg gik hen til dem.

16


– Hej, sagde jeg. – Er der nogen af jer der kan tage mig medom bord? Jeg har ikke penge til billetten, ser I. Og jeg vil så gernehjem. Jeg har heller ikke spist i to dage.

– Hvor kommer du fra? sagde den ene på bred arendalsdialekt.– Ændal, sagde jeg så bredt jeg kunne. – Det ve si Tromøya.– Tromøya! sagde han. – Æ kommer år dæfra!– Hvor? sagde jeg.– Færvik, sagde han. – Å du?– Tybakken, sagde jeg. – Kan du ta’ ma’ me’?Han nikkede.– Hop ind. Så dukker du dig bare når vi kører om bord. Det er

ikke noget problem.Og sådan blev det. Da vi kørte om bord, sad jeg sammenkrø-

bet nede på gulvet med ryggen mod vinduet. Han parkerede,slukkede motoren, jeg tog rygsækken i hånden og hoppede ned pådækket. Mine øjne var blanke da jeg takkede ham. Han råbte eftermig, hey, vent lidt! Jeg vendte mig om, han rakte mig en danskhalvtredser, sagde at han ikke havde brug for den, men det havdejeg måske?

Jeg satte mig i cafeteriaet og spiste en stor portion frikadeller.Båden begyndte at glide ud på havet. Luften omkring mig var fuldaf hektiske samtaler, det var aften, vi var ude at rejse. Jeg tænkte påmin chauffør. Normalt havde jeg ikke noget tilovers for folk somham, de havde spildt deres liv bag et rat, havde ingen uddannelse,var fede og fulde af fordomme om alt muligt, og han var jo ikkeanderledes, det kunne jeg jo godt se, men for helvede da, hanhavde taget mig med!

Efter at bilerne og motorcyklerne humpende og brummende varkørt af færgen og var på vej ind i Kristiansands gader næste mor-gen, lå byen helt stille tilbage. Jeg satte mig på trappen ved rute-bilstationen. Solen skinnede, himmelen var høj, luften var alle-

17


rede varm. Jeg havde gemt nogle af de penge jeg havde fået af last-bilchaufføren, til at ringe til far og sige at jeg kom. Det værste farvidste, var uanmeldt besøg. De havde købt et hus omkring tyvekilometer uden for byen, som de lejede ud om vinteren og selvboede i om sommeren til de igen skulle op til Nordnorge og ar-bejde. Min plan var at være der i nogle dage, og så låne penge tilbilletten til Bergen, måske tage toget, det var det billigste.

Men det var for tidligt at ringe.Jeg tog min lille rejsedagbog frem, den jeg havde skrevet i den

sidste måned, og skrev alt hvad der var sket fra Østrig og til nu.Drømmen på Løkken brugte jeg et par sider på, den havde gjort såstort indtryk på mig, sat sig i kroppen som et forbud eller engrænse, jeg tænkte at det var vigtigt.

Omkring mig begyndte frekvensen af busser at stige, pludseligvar der kun et minuts tid mellem busserne standsede og folkstrømmede ud. De skulle på arbejde, det kunne jeg se i deres øjne,de havde tomme lønmodtagerblikke.

Jeg rejste mig og gik en tur ind i byen. Gågaden var næsten helttom, kun hist og her hastede en skikkelse forbi. Nogle måger flå-ede i noget skrald i en skraldespand som bunden var røget ud af.Jeg havnede foran biblioteket, det var vanen der førte mig dertil,for noget af den samme følelse af panik som jeg havde haft da jeggik i gymnasiet, strømmede gennem mig nu, at jeg havde ikkenoget sted at gå hen, og at alle kunne se det, og det havde jeg altidforsøgt at løse ved at gå på biblioteket, stedet hvor man altidkunne være alene uden at nogen satte spørgsmålstegn ved det.

Foran mig lå torvet og den grå kirke med det irgrønne tag. Altvar småt og trist, Kristiansand var en lille by, det så jeg klart ogtydeligt efter at have været nede i Europa og set hvordan forhol-dene var der.

Ved muren på den anden side af gaden lå en hjemløs og sov.

18


Med det lange skæg og håret og det lasede tøj lignede han en vild-mand.

Jeg satte mig på en bænk og tændte en cigaret. Tænk om detvar ham der havde det bedste liv? Han gjorde præcis som hanville. Ville han bryde ind et sted, så gjorde han det. Ville handrikke sig stangstiv, så gjorde han det. Ville han genere folk der gikforbi, så gjorde han det. Hvis han var sulten, så stjal han mad. Ok,så behandlede folk ham enten som lort eller lod som om han ikkefandtes. Men så længe han ikke bekymrede sig om hvad andremente, var det jo lige meget.

Det må have været sådan de første mennesker levede, før deflyttede sammen og begyndte at dyrke jorden, så vandrede de barerundt og spiste det de fandt, sov der hvor de nu var, og hver dagvar som den første eller sidste. Ham her havde ikke noget hus hanskulle vende hjem til, som bandt ham til sig, han havde ikke nogetarbejde at passe, ingen tider der skulle overholdes, hvis han vartræt, ja, så lagde han sig ned der hvor han var. Byen var hans skov.Han var udendørs hele tiden, hans hud var mørkebrun og furet,håret og tøjet snavset.

Selvom jeg ville, kunne jeg aldrig havne der hvor han var, detvidste jeg. Jeg kunne ikke miste forstanden, ikke være hjemløs,det var utænkeligt.

Henne ved torvet stoppede et gammelt folkevognsrugbrød. Enfyldig, letpåklædt mand hoppede ud på den ene side, en fyldig,letpåklædt kvinde på den anden. De åbnede bagdøren og be-gyndte at læsse blomsterkasser af. Jeg smed cigaretten på den tørreasfalt, tog rygsækken på og gik ned til rutebilstationen igen, hvor-fra jeg ringede til far. Han var sur og irriteret og sagde at det ikkepassede så godt at jeg kom nu, de havde et lille barn nu og kunneikke tage imod besøg med så kort varsel. Jeg skulle have ringet tid-ligere, så havde det været i orden. Jeg sagde at jeg godt kunne for-

19


stå det, jeg beklagede at jeg ikke havde ringet tidligere, og så lagdevi på.

Jeg stod med røret i hånden lidt og tænkte mig om før jeg ta-stede Hildes nummer. Hun sagde at jeg godt måtte bo der, og athun kunne komme og hente mig med det samme.

En halv time senere sad jeg ved siden af hende i deres gamleGolf, på vej ud af byen med åbent vindue og solen i øjnene. Hunsagde at jeg lugtede grimt, jeg blev nødt til at gå i bad når vi komfrem. Så kunne vi sætte os i haven bag huset, der var skygge, oghun kunne servere morgenmad for mig, det så jeg ud til at trængetil.

Jeg var hos Hilde i tre dage, længe nok til at mor fik sat lidt pengeind på min konto, og så tog jeg toget til Bergen. Det gik om efter-middagen, solen strømmede ned over det skovdækkede landskabi Indre Agder, som om det tog imod på sine forskellige måder:vandet i søerne og elvene glimtede, de tætte nåletræer skinnede,skovbunden rødmede, bladene på løvtræerne blinkede de få gangeet vindpust satte dem i bevægelse. Midt i dette spil af lys og farvevoksede skyggerne sig langsomt større og tættere. Jeg stod længeved vinduet i den bageste vogn og så på detaljerne i landskabetsom kontinuerligt forsvandt, ligesom kastet tilbage på bekostningaf det nye, som hele tiden kom strømmende, en flod af stubbe ogrødder, klipper og væltede træer, bække og hegn, pludselig opdyr-kede åssider med gårdbygninger og traktorer. Det eneste der ikkeforandrede sig, var jernbaneskinnerne vi kørte på, og de to punk-ter af genskin fra solen som hele tiden lå på dem og glimtede. Detvar et mærkeligt fænomen. De lignede to bolde af lys, og det så udsom om de stod stille, men toget for af sted i over hundrede kilo-meter i timen, og lysboldene befandt sig hele tiden på den sammeafstand.

Flere gange i løbet af turen gik jeg tilbage for at se lysboldene

20


igen. Det gjorde mig opstemt, næsten lykkelig, det var som omder lå et håb i dem.

Ellers sad jeg på min plads og røg og drak kaffe, læste et paraviser, men ingen bøger, jeg tænkte at det ville påvirke min prosa-stemme, at jeg kunne miste det der havde gjort at jeg var kommetind på Skrivekunstakademiet. Efter et stykke tid tog jeg brevenefra Ingvild frem. Jeg havde haft dem med hele sommeren, de be-gyndte at blive tyndslidte i kanten, og jeg kunne dem næstenudenad, men de udstrålede et lys, noget godt og lyst, som jeg komi kontakt med hver gang jeg læste dem. Det var hende, både detjeg kunne huske fra den ene gang vi havde mødt hinanden, og detder steg frem af hende i det hun skrev, men det var også fremtiden,det ukendte der ventede mig. Hun var anderledes, noget andet,og det mærkelige var at jeg også blev anderledes og noget andetnår jeg tænkte på hende. Jeg kunne lide mig selv bedre når jegtænkte på hende. Det var som om tanken om hende udslettedenoget i mig, og det gav mig en ny begyndelse, eller flyttede mig tilet andet sted.

Jeg vidste at hun var den rigtige, det havde jeg set med detsamme, men måske ikke tænkt, kun fornemmet, at det hun havdei sig og var, som i glimt kom til syne i hendes øjne, var noget jegville ind til eller være i nærheden af.

Hvad var det?Åh, en indsigt i sig selv og situationen som latteren udviskede

et øjeblik, men som næste øjeblik var tilbage. Noget vurderendeog måske tilmed skeptisk i hendes væsen der ville overvindes, menvar bange for at blive narret. Deri lå en sårbarhed, men ikke svag-hed.

Jeg havde så godt kunnet lide at tale med hende, og jeg havdeså godt kunnet lide at skrive med hende. At hun var det første jeghavde tænkt på dagen efter at vi havde mødt hinanden, behøvedeikke at betyde noget, sådan var det ofte, men det var ikke nok med

21


det, jeg havde tænkt på hende hver dag siden, og nu var der gåetfire måneder.

Jeg vidste ikke om hun havde det på samme måde. Sikkertikke, men noget ved tonen i det hun skrev, sagde mig at der ogsåfor hende var en spænding og en dragning.

I Førde var mor flyttet fra rækkehuslejligheden og ind i en kæl-derlejlighed i et hus i Angedalen, små ti minutter uden for cen-trum. Beliggenheden var god, med skov på den ene side, en markder førte ned til en elv på den anden, men den var lille og mindedemest om en kollegielejlighed, et stort rum med køkken og et bade-værelse, det var det hele. Hun skulle bo der til hun fandt nogetbedre hun kunne leje eller måske tilmed købe. Jeg havde tænktmig at skrive mens jeg boede hos hende, de to uger inden jeg flyt-tede til Bergen for alvor, og hun foreslog at jeg kunne låne hendesonkel Steinars hytte, den lå oppe ved sæteren i skoven over gårdenhvor mormor kom fra. Hun kørte mig derop, vi drak kaffe udenfor sæterhytten sammen, så tog hun tilbage og jeg gik ind i hytten.Fyrretræsvægge, fyrretræsgulv, fyrretræsloft og fyrretræsmøbler.Hist og her et vævet tæppe, nogle enkle malerier. En bunke uge-blade i en kurv, en pejs, et lille køkken.

Jeg satte spisebordet ved den ene væg, som ikke havde nogetvindue, lagde bunken med papir på den ene side, bunken medkassettebånd på den anden, og satte mig ned. Men jeg kunne ikkeskrive. Den tomhed jeg første gang havde oplevet på øen uden forAntiparos, kom tilbage, jeg mærkede den igen, præcis som dethavde været. Verden var tom, eller ingenting, et billede, og jeg vartom.

Jeg lagde mig i sengen og sov i to timer. Da jeg vågnede igen,skumrede det udenfor. Det blågrå aftenlys lå som et slør over sko-ven. Tanken om at skrive bød mig stadig imod, så jeg tog sko på istedet og gik udenfor.

22


Det susede fra fossen oppe i skoven, ellers var der helt stille.Nej, et sted ringlede nogle bjælder.Jeg gik ned til stien ved bækken og fulgte den op i skoven.

Granerne var store og mørke, fjeldet under dem dækket af mos,hist og her lå rødderne blottet. Nogle steder forsøgte tynde, småløvtræer at bryde sig vej op mod lyset, andre steder var der op-stået små lysninger omkring væltede træer. Og langs bækken varder åbent, selvfølgelig, der hvirvlede og slog den, kastede sig udover kanten og faldt ned over klipper og sten. Ellers var altingtæt og mørkegrønt af nåle. Jeg hørte mit eget åndedræt, mær-kede mine egne hjerteslag i brystet, halsen, tindingen, mens jeggik opad. Suset fra fossen blev stærkere, og snart stod jeg på enafrundet klippe over det store høl i elven og så ned på den stejltskrånende, nøgne fjeldside som vandet kom strømmende nedad.

Det var smukt, men det kunne jeg ikke bruge til noget, så jeggik op i skoven ved siden af fossen, klatrede op til det nøgne fjeld,som jeg havde tænkt mig at følge helt op på toppen et par hun-drede meter længere oppe.

Himmelen var grå, vandet der strømmede ved siden af mig,blankt og klart som glas. Mosset jeg gik på, var gennemblødt, oggav af og til efter; foden gled frem, og det nøgne fjeld nedenunderblev blotlagt.

Pludselig var der noget der hoppede ud lige foran mine fødder.Stiv af frygt stod jeg helt stille. Det var som om også hjertet

standsede.En lille, grå skabning pilede af sted. Det var en mus eller en lille

slags rotte.Jeg lo lidt prøvende for mig selv. Fortsatte opad, men en lille

frygt havde sat sig i mig, nu var det med ubehag at jeg så ind i denmørke skov, og det jævne tæppe af lyd fra fossen som jeg indtil dahavde tænkt på som noget godt, forandrede sig til noget truende,

23


forhindrede mig i at høre andet end mit eget åndedræt, så nogleminutter senere vendte jeg om og begyndte at gå ned igen.

Ved det opmurede ildsted uden for sæterhytten satte jeg migned og tændte en cigaret. Klokken kunne være elleve eller måskehalv tolv. Sæteren så ud som den måtte have gjort da mormor ar-bejdede her i tyverne og trediverne. Ja, alting så mere eller mindreud som det måtte have gjort dengang. Alligevel var alting ander-ledes. Det var august 1988, jeg var et firsermenneske, samtidigmed Duran Duran og The Cure, ikke med den violin- og harmo-nikamusik som morfar hørte, dengang han i skumringstimenkom traskende op sammen med en kammerat for at opvarte mor-mor og hendes søster. Jeg hørte ikke til her, jeg mærkede det i helekroppen. Det hjalp ikke at jeg vidste at skoven egentlig var en fir-serskov og fjeldene egentlig firserfjelde.

Så hvad lavede jeg egentlig her?Jeg ville skrive. Men det kunne jeg ikke, jeg var jo helt alene og

ensom i dybet af min sjæl.

Da ugen var gået og mor kom kørende op ad den lille grusvej, sadjeg på trappen og ventede med en færdigpakket rygsæk uden athave fået skrevet et eneste ord.

– Har du haft det godt? sagde hun.– Jo da, sagde jeg. – Jeg har godt nok ikke skrevet så meget,

men ...– Nå, sagde hun og så på mig. – Men du havde måske godt af

at hvile dig lidt?– Ja, sikkert, sagde jeg og spændte sikkerhedsselen, og så

kørte vi tilbage til Førde, hvor vi standsede og spiste middag påSunnfjord hotel. Vi fandt et vinduesbord, mor hængte taskenover stolen før vi gik ind for at forsyne os fra buffeten midt irestauranten. Der var næsten tomt derinde. Da vi satte os medhver vores tallerken, kom der en tjener hen til os, jeg bad om en

24


cola, mor om en mineralvand, og da han forsvandt, begyndtehun at fortælle om sine planer for en videreuddannelse i psyki-atrisk sygepleje, som nu endelig så ud til at blive til noget. Hunhavde selv fundet lokaler, en gammel, pragtfuld skole, som hunsagde, der ikke lå så langt fra selve sygeplejeskolen. Den havdesjæl, sagde hun, en gammel træbygning, store lokaler, højt tilloftet, noget helt andet end den lave murstensbunker hun un-derviste i nu.

– Det lyder godt, sagde jeg og så ud på parkeringspladsen, hvorde få biler stod og blinkede i sollyset. Åssiden på den anden side afelven var helt grøn, bortset fra et udsprængt område med huse,der ligesom vibrerede med alle sine mange andre farver.

Tjeneren kom tilbage, jeg drak glasset med cola i en stor slurk.Mor begyndte at tale om mit forhold til Gunnar. Hun sagde at detnæsten virkede som om jeg havde internaliseret ham og gjort hamtil mit overjeg, den som sagde hvad jeg måtte gøre og om hvad dervar rigtigt eller forkert.

Jeg lagde kniv og gaffel fra mig og så på hende.– Har du læst min dagbog? sagde jeg.– Nej, ikke din dagbog, sagde hun. – Men du efterlod en bog

du havde skrevet på din rejse. Du plejer jo at være så åben og for-tælle mig alt.

– Men det var en dagbog, mor, sagde jeg. – Man læser ikkeandre menneskers dagbøger.

– Nej, selvfølgelig ikke, sagde hun. – Det ved jeg jo godt. Meneftersom du efterlod den midt på sofabordet, virkede det ikke somom det var noget du ville holde hemmeligt.

– Men du kunne jo se at det var en dagbog?– Nej, sagde hun. – Det var jo en rejsedagbog.– Okay, okay, sagde jeg. – Det var min fejl. Jeg burde ikke have

ladet den ligge. Men hvad var det du havde tænkt om Gunnar, atjeg har internaliseret ham? Hvad mener du med det?

25


– Det virkede sådan i den drøm du beskriver, og det du tænkerom den bagefter.

– Ja?– Din far var jo meget streng da du var lille. Men så forsvandt

han pludselig, og så fik du nok en følelse af at du kunne gøre ligehvad du ville. Så du har to sæt normer, men de kommer beggeudefra. Det drømmen handlede om, er at have sine egne grænser.Det må komme indefra, fra en selv. Din far havde ikke nogen, ogmåske var det derfor han var så forvirret.

– Er, sagde jeg. – Så vidt jeg ved lever han stadig. Jeg talte ihvert fald i telefon med ham for en uge siden.

– Men nu virker det som om du har sat Gunnar i din fars sted,fortsatte hun og så på mig et kort øjeblik. – Det handler jo ikkeom Gunnar, det er dine egne grænser der er tale om. Men du ervoksen nu, det må du selv finde ud af.

– Det er jo netop det jeg gør når jeg skriver dagbog, sagde jeg.– Men så er der jo alle mulige der læser den, og så bliver det sværtat finde ud af noget selv.

– Undskyld, sagde mor. – Men jeg troede faktisk ikke at dutænkte på det som en dagbog. I så fald ville jeg aldrig have læst iden.

– Det er i orden, har jeg sagt, sagde jeg. – Skal vi også havedessert?

Vi sad i hendes lejlighed og snakkede til sent om aftenen, så gik jegud i entréen, lukkede døren efter mig, hentede luftmadrassen, derstod støttet op ad væggen på det lille badeværelse, anbragte den pågulvet, lagde et lagen på, tog tøjet af, slukkede lyset og lagde migtil at sove. Svagt hørte jeg hende pusle derinde, og af og til en bilder kørte forbi udenfor. Lugten af plastik fra madrassen mindedemig om barndom, teltture, åbne landskaber. Tiden var en andennu, men følelsen af forventning den samme. Næste dag skulle jeg

26


rejse til Bergen, den store universitetsby, bo i min egen lejlighedog gå på Skrivekunstakademiet. Om aftenen og natten ville jegsidde på Café Opera eller gå til koncerter med gode bands på Hu-len. Det var fantastisk. Men det mest fantastiske var at Ingvildskulle flytte til samme by. Vi havde aftalt at vi skulle mødes, jeghavde fået et telefonnummer som jeg skulle ringe til når jeg kom.

Det var for godt til at være sandt, tænkte jeg da jeg lå der påluftmadrassen, fuld af uro og glæde over det der skulle begynde.Jeg lå snart på den ene side, snart på den anden, mens jeg inde frastuen hørte mor tale i søvne. Ja, sagde hun. Så var der en langpause. Ja, sagde hun igen. Det er rigtigt. Lang pause. Ja. Ja. Mhm.Ja.

Næste dag tog mor mig med til Handelshuset, hun ville købe enjakke og et par bukser til mig. Jeg fandt en cowboyjakke med læ-derkrave, den var slet ikke værst, og et par grønne, militæragtigebukser samt et par sorte sko. Så fulgte hun mig til bussen, gav migpenge til billetten, stod foran bilen og vinkede da bussen drejedeud fra rutebilstationen og videre ud på vejen.

Efter et par timer med skove, vand, svimlende høje fjelde ogsmalle fjorde, gårde og marker, en færge og en lang dal hvor bus-sen i det ene øjeblik var højt oppe på en fjeldside, i det næste heltnede ved vandkanten, og en uendelig række af tunneller, blev derkortere og kortere mellem forekomsten af huse og skilte, der varflere og flere småbyer, der dukkede industribygninger op, hegn,tankstationer, indkøbscentre og nybyggede villakvarterer på beggesider af vejen. Jeg så et skilt til Handelshøjskolen, og jeg tænkte,der gik Mykle for fyrre år siden, jeg så Sandviken psykiatriske sy-gehus trone som en borg under fjeldsiden, og på den anden sidevandet der glimtede i eftermiddagssolen, med sejlskibe og bådeder virkede uskarpe i disen, mod baggrunden af øer og fjelde ogden lave himmel over Bergen.

27


Jeg stod af yderst på Bryggen, Yngve havde aftenvagt på Orion,og jeg skulle hente nøglen til hans lejlighed der. Byen omkringmig var nedsænket i en døsighed som kun sensommereftermid-dage kan frembringe. Hist og her luntede en skikkelse forbi ishorts og T-shirt med en lang skygge flakkende bag sig. Solglim-tende huse, ubevægelige løvtræer, en sejlbåd der dunkede ud afhavnen med nøgne master.

Receptionen på hotellet var fuld af mennesker, Yngve vartravlt optaget bag disken, så op på mig og sagde at der lige varkommet en busfuld amerikanere, se, her er nøglen, så ses vi se-nere, ikke?

Jeg tog bussen til Danmarksplass og gik de tre hundrede meterop til hans lejlighed, låste mig ind, stillede min rygsæk ude i en-tréen og spekulerede på hvad jeg skulle lave. Vinduerne vendtemod nord, og solen stod i vest, på vej ned i havet, så værelserne vardunkle og kølige. Der lugtede af Yngve der. Jeg gik ind i stuen også mig omkring, så ind i soveværelset. Der hang en ny plakat, detvar et spøgelsesagtigt fotografi af en nøgen kvinde, der stodMunch og fotografi nedenunder. Der hang også billeder han selvhavde taget, en serie fra Tibet, jorden var skinnende rød, en floklasede drenge og piger poserede foran ham, deres blikke varmørke og fremmede. I det ene hjørne, ved siden af skydedøren,stod hans guitar lænet op ad forstærkeren. Oven på den stod enstor ekkomaskine. Et enkelt Ikea-tæppe og to puder forvandledesengen til en sofa.

Jeg havde besøgt Yngve flere gange i gymnasietiden, og der varnoget næsten helligt ved hans lejlighed for mig, den repræsente-rede den han var, og den jeg gerne ville blive. Noget der lå udenfor min tilværelse, og som jeg engang skulle flytte ind i.

Nu var jeg her, tænkte jeg og gik ud i køkkenet og smurte noglemadder, som jeg spiste stående foran vinduet med udsigt til ræk-kerne af gamle arbejderboliger der lå i terrasser ned mod Fjøsan-

28


gerveien nede i bunden. På den anden side blinkede masten påUlriken i solen.

Det slog mig at jeg havde været meget alene på det sidste. Bort-set fra et par dage sammen med Hilde og så mor, havde jeg ikkeværet sammen med nogen siden jeg sagde farvel til Lars i Athen.Så jeg kunne næsten ikke vente til Yngve kom hjem.

Jeg satte en Stranglers-plade på og slog mig ned i sofaen meden af hans fotobøger. Det gjorde ondt i maven uden at jeg heltvidste hvorfor. Det føltes som en sult, ikke efter mad, men efter altandet.

Måske var Ingvild også kommet til byen? Måske sad hun etsted i en af de hundredtusinde lejligheder der lå omkring mig?

Noget af det første Yngve spurgte om da han kom, var hvordandet gik med Ingvild. Jeg havde ikke fortalt ham så meget, bare etpar ord da vi sad på trappen tidligere i sommer, men det havdeværet nok, han forstod at jeg mente det alvorligt. Måske også atdet var noget stort.

Jeg sagde at hun også kom til byen nu, at hun skulle bo i kol-legiebyen Fantoft, og at jeg skulle ringe til hende og aftale etmøde.

– Måske bliver det her dit år, sagde han. – Ny kæreste, Skrive-kunstakademiet ...

– Vi er altså ikke kærester.– Nej, men ud fra det du siger, lyder hun jo interesseret?– Måske lidt. Men jeg tvivler på at det er lige så stærkt for

hende som det er for mig.– Men det kan det jo blive. Hvis du spiller dine kort rigtigt.– For en gangs skyld?– Det var ikke det jeg sagde, sagde han og så på mig. – Vil du

have et glas vin?– Ja tak.

29


Han rejste sig og gik ud i køkkenet, kom til syne igen med entom karaffel i hånden og gik ud på badeværelset. Jeg hørte noglepruste- og gurglelyde og så lidt rislen, før han kom ud med en fuldkaraffel i hånden.

– Årgang 1988, sagde han. – Men den er god nok. Og så er dermeget af den.

Jeg tog en slurk. Den var så sur at jeg gøs.Yngve smilede.– God nok? sagde jeg.– Smagen er jo relativ, sagde han. – Du bliver nødt til at sam-

menligne den med andet hjemmebryg.Vi drak lidt uden at sige noget. Yngve rejste sig og gik hen til

guitaren og forstærkeren.– Jeg har skrevet et par sange siden sidst, sagde han. – Vil du

høre?– Ja, meget gerne, sagde jeg.– Eller sange og sange, sagde han og tog remmen over skulde-

ren. – Det er mest bare nogle riffs.Jeg følte en pludselig ømhed for ham da jeg så ham stå der.Han tændte for forstærkeren, stod med ryggen til mig og stemte

guitaren, indstillede ekkomaskinen, og så begyndte han at spille.Ømheden forsvandt, for det var godt, det han spillede, guitar-

lyden var stor og majestætisk, riffene melodiøse og fængende, detlød som en blanding af The Smiths og The Chameleons. Jeg for-stod ikke hvor han havde det fra. Både musikaliteten og håndela-get lå så langt fra mig. Han havde bare kunnet det så snart hanbegyndte, som om det altid havde været der.

Først da han var færdig og satte guitaren fra sig, vendte han sigom mod mig.

– Det var virkelig godt, sagde jeg.– Synes du? sagde han og satte sig i sofaen igen. – Det er bare

lidt småtteri. Jeg mangler tekster til, så de bliver helt færdige.

30


– Jeg forstår ikke hvorfor du ikke spiller i band?– Mja, sagde han. – Jeg spiller lidt sammen med Pål en gang

imellem. Ellers kender jeg jo ingen der spiller. Men nu er du joher.

– Jeg kan jo ikke spille.– Du kan jo begynde med at skrive nogle tekster? Og trommer

kan du jo spille?– Nej, sagde jeg. – Jeg er for dårlig. Men jeg kunne måske

skrive noget. Det ville være morsomt.– Ja, gør det, sagde han.

Efteråret nærmede sig, tænkte jeg da vi stod ude på vejen uden forde lange, lave murstensrækkehuse og ventede på taxaen. Der varen slags dybde i den lyse sommernat, umuligt at lokalisere, menalligevel umiskendeligt der. Et løfte om noget fugtigt og mørkt ogsugende.

Taxaen kom et par minutter senere, vi satte os ind, den kørtehurtigt og aggressivt ned til Danmarksplass, forbi den store bio-graf og over en bro, langs Nygårdsparken og ind i centrum hvorjeg mistede orienteringen, gaderne var bare gader, husene barehuse, jeg forsvandt ind i den store by, blev slugt af den, og jegkunne lide det, for jeg kom samtidig til syne for mig selv, den ungemand på vej ud i storbyen, fuld af glas og beton og asfalt, frem-mede mennesker i lysene fra lygter og vinduer og skilte. Jeg frøs påryggen da vi gled ind i byen. Motoren brummede, trafiklyseneskiftede fra grønt til rødt, vi standsede uden for noget der måttevære rutebilstationen.

– Var det ikke der vi gik i byen dengang? sagde jeg og nikkedemod bygningen på den anden side af vejen.

– Jo, det var det nok, sagde Yngve.Jeg havde været seksten år, på besøg hos ham for første gang;

for at komme ind, havde jeg holdt en af pigerne vi gik sammen

31


med, i hånden. Jeg havde lånt Yngves deodorant, og lige inden vigik hjemmefra havde han stået foran mig, rullet ærmerne på minskjorte op, rakt mig sin hårgelé, betragtet mig da jeg gned den indi håret og sagt godt, så går vi.

Nu var jeg nitten, og Bergen var min by.Jeg så et glimt af vandet midt i byen, så drejede vi ind til ven-

stre, forbi en stor betonbygning.– Det er Grieghallen, sagde Yngve.– Så det er der den ligger, sagde jeg.Og der er Mekka, sagde han umiddelbart efter og nikkede

mod et supermarked. – Det er det billigste i byen.– Er det der du køber ind? sagde jeg.– Når jeg ikke har så mange penge, sagde han. – Men her er i

hvert fald Nygårdsgaten. Ligesom i The Aller Værste-teksten. »Viløb ned ad Nygårdsgata som om vi var i det vilde vest.«

– Ja, sagde jeg. – Men hvad med »Disken«? »Jeg kom ind påDisken, hvor der var så skide fuldt.«

– Det er diskoteket på Hotel Norge. Lige bagved. Men dethedder noget andet nu.

Taxaen kørte ind til fortovskanten og standsede.– Sådan, sagde chaufføren. Yngve rakte ham en hundredekro-

neseddel, jeg steg ud, så op på skiltet på den bygning vi stod ved.Café Opera stod der med lyserød og sort skrift på hvid baggrund.Inden for de store vinduer var der propfyldt, skyggeagtige skik-kelser mellem de små, klare flammepunkter fra stearinlysene.Yngve steg ud på den anden side, sagde farvel til chaufføren ogsmækkede døren i. Så går vi, sagde han.

Han standsede lige inden for døren og kiggede sig omkring. Såpå mig.

– Ingen jeg kender. Lad os gå ovenpå.Jeg fulgte efter ham op ad trappen, forbi nogle borde og hen til

baren, som lå på præcis samme måde som nede på første sal. Jeg

32


havde været der tidligere, men kun et øjeblik og det var om dagen:Det her var noget andet. Overalt sad der folk og drak øl. Lokaletlignede næsten en lejlighed, tænkte jeg, der var blevet fyldt op afborde og stole og en bar i vinkel midt i stuen.

– Der er Ola jo! sagde Yngve. Jeg så i den retning han nikkede.Ola, som jeg havde mødt en gang tidligere, sad ved et bord sam-men med tre andre. Han smilede og vinkede. Vi gik derover.

– Find en stol, Karl Ove, så sætter vi os her, sagde Yngve.Der stod en stol ved siden af et klaver ved den anden ende, jeg

gik hen og tog den, følte mig helt nøgen da jeg løftede den op,var det sådan jeg skulle gøre det? Kunne jeg bære den gennemlokalet sådan? Der var nogle der så på mig, lokalet var fuldt afstuderende, rutinerede og hjemmevante, og jeg rødmede, menhavde ingen udvej, og bar stolen hen til bordet hvor Yngve alle-rede sad.

– Det her er min lillebror, Karl Ove, sagde Yngve. – Han skalbegynde på Skrivekunstakademiet.

Han smilede da han sagde det. Jeg fik øjenkontakt et kort øje-blik med de tre jeg ikke havde mødt før, to piger og en dreng.

– Så du er den famøse lillebror, sagde den ene af pigerne. Hunhavde lyst hår og smalle øjne der næsten forsvandt når hun smi-lede.

– Kjersti, sagde hun.– Karl Ove, sagde jeg.Den anden pige havde sort pagehår, knaldrød læbestift og var

klædt i en sort dragt, hun sagde også sit navn, og ham der sad vedsiden af hende, en undselig fyr med rødblondt hår og bleg hud,gjorde det samme mens han smilede bredt. Jeg glemte deres navnei samme øjeblik.

– Vil du have en øl? sagde Yngve.Havde han tænkt sig at efterlade mig her?– Ja, tak, sagde jeg.

33


Han rejste sig. Jeg så ned i bordet. Kom pludselig i tanke om atjeg kunne ryge, tog pakken med tobak frem og begyndte at rulle.

– Var d-du på Rroskilde? sagde Ola.Han var det første menneske jeg havde mødt siden de små

klasser i folkeskolen, som stammede. Det skulle man ikke tro nårman så ham. Han havde sorte Buddy Holly-agtige briller, mørkthår, regelmæssige ansigtstræk, og selvom han ikke klædte sig pånogen usædvanlig måde, var der alligevel noget ved ham derhavde fået mig til at tænke at han lignede en der spillede i band,første gang jeg mødte ham. Det var det samme nu. Han var klædti en hvid skjorte, sorte cowboybukser og et par sorte, spidse sko.

– Ja, sagde jeg. – Men jeg fik ikke set så mange bands.– Hvorfor i-ikke?– Der skete så meget andet, sagde jeg.– Ha, det k-kan jeg forestille mig, sagde han og smilede.Man skulle ikke være sammen med ham i mange øjeblikke før

man forstod at han havde et varmt hjerte. Jeg var glad for at hanvar Yngves ven, og det at han stammede, som havde gjort migurolig sidst – havde Yngve venner der stammede? – føltes ikke ligeså presserende nu hvor jeg så at han i hvert fald havde tre vennermere. Ingen af dem reagerede på at han stammede, hverken medoverbærenhed eller nedladenhed, og det jeg følte når han sagdenoget – at selve situationen, nu stammer han, og det må jeg ikkelade mig mærke af, blev så tydelig og ubehagelig, for kunne hanikke se at det var det jeg tænkte når han snakkede? – kunne ikkeaflæses i deres ansigter.

Yngve anbragte øllen på bordet foran mig og satte sig ned.– Hvad skriver du? sagde den mørkhårede pige og så på mig.

– Poesi eller prosa? Hendes øjne var også mørke. Der var nogetgennemført overlegent ved måden hun var på.

Jeg tog en stor slurk af øllen.– Lige nu skriver jeg på en roman, sagde jeg. – Men vi skal

34


sikkert også have poesi. Det har jeg ikke skrevet så meget af, mendet bliver jeg måske nødt til ... he he!

– Var det ikke dig der havde dit eget radioprogram og sådan?sagde Kjersti.

– Og egen anmelderspalte i lokalavisen, sagde Yngve.– Jo, sagde jeg. – Men det er ved at være længe siden.– Hvad handler din roman om? sagde den mørke.Jeg trak på skuldrene.– Lidt forskelligt. Men det er som en blanding mellem Ham-

sun og Bukowski, tror jeg. Har du læst Bukowski?Hun nikkede og drejede langsomt hovedet og så på dem der i

det samme kom op ad trappen.Kjersti lo.– Yngve fortalte at I skal have Hovland som lærer. Han er jo

fantastisk!– Ja, sagde jeg.Der opstod en lille pause, opmærksomheden forsvandt fra

mig, og jeg lænede mig tilbage mens de andre snakkede. Dekendte hinanden fra studiet, medievidenskab, og det var det detalte om. Navne på forelæsere og teoretikere, titler på bøger, pla-der og film gled lidt frem og tilbage i luften over bordet. Mens desad der og snakkede, tog Yngve et cigaretmundstykke frem, staken cigaret i det og begyndte at ryge med bevægelser som mund-stykket gjorde overdrevent kunstfærdige. Jeg forsøgte ikke at se påham, lade som ingenting, for det gjorde de andre.

– En øl mere? sagde jeg i stedet, han nikkede, og jeg gik hen tilbaren. Den ene af bartenderne stod ved fadølsanlægget på denmodsatte side, mens den anden var ved at sætte en bakke med glasind i en luge, der viste sig at være en lille elevator.

Hvor fantastisk, en lille elevator der gled op og ned med tingmellem etagerne!

Bartenderen ved fadølsanlægget vendte sig sløvt om, jeg stak to

35


fingre i vejret, men han så ikke noget, vendte sig bare om igen.Den anden bartender vendte sig samtidig om mod mig, og jeglænede mig let ind over disken for at vise at jeg ville bestille.

– Ja? sagde han.Han havde et hvidt viskestykke over skulderen, og et sort for-

klæde og en hvid skjorte, langt kindskæg, og noget der lignede entatovering, kunne skimtes et lille stykke oppe på halsen. Tilmedbartenderne så godt ud her i byen.

– To øl, sagde jeg.Han holdt to glas i samme hånd under hver sin tappehane

mens han kastede et blik rundt i lokalet.Et kendt ansigt kom til syne inderst i lokalet, det var Yngves

kammerat Arvid, han kom sammen med to andre, de styrede di-rekte mod bordet hvor Yngve sad.

Den første bartender satte to store fadøl på disken.– Fireoghalvfjerds, sagde han.– Men jeg har jo lige bestilt hos ham! sagde jeg og nikkede over

mod den anden.– Du har lige bestilt to af mig. Hvis du også har bestilt to af

ham, skal du betale for fire.– Men det har jeg ikke råd til.– Hvad har du tænkt dig? At vi skulle hælde øllet ud igen? Du

bliver nødt til at holde styr på dine bestillinger. Et hundrede ogotteogfyrre kroner, tak.

– Vent lidt, sagde jeg og gik hen til Yngve.– Har du penge? sagde jeg. – Du får dem tilbage når jeg får mit

studielån.– Var det ikke din tur til at købe til mig?– Jo ...– Her, sagde han og rakte mig en hundredkroneseddel.Arvid så på mig.– Er det dig? sagde han.

36


– Ja, sagde jeg og smilede hurtigt, vidste ikke helt hvad jegskulle gøre, endte med at pege på baren og sige, skal bare lige ... også gå op og betale.

Da jeg kom tilbage, havde de sat sig ved et andet bord.– Købte du fire øl? sagde Yngve. – Hvorfor det?– Sådan blev det bare, sagde jeg. – Der gik kludder i bestillin-

gerne.

Næste morgen regnede det, og jeg blev inde i lejligheden hele da-gen mens Yngve var på arbejde. Måske var det mødet med hansstudiekammerater der var årsagen, måske var det bare fordi skole-starten nærmede sig, men uanset hvad årsagen var, gik jeg plud-selig i panik, jeg kunne jo ikke noget, og snart skulle jeg sidde dersammen med de andre elever, der sandsynligvis var meget mereerfarne og meget dygtigere, og skrive tekster, læse dem op og blivebedømt.

Jeg tog en paraply der lå på hattehylden, slog den op og småløbned ad bakkerne i regnvejret. Der lå en boghandel på Danmarks-plass, så vidt jeg huskede. Jo, det stemte. Jeg åbnede døren og gikind, der var helt tomt, og de solgte mest papirvarer, så det ud som,men de havde også et par bogreoler, som jeg med den dryppendeparaply i hånden lod blikket glide hen over. Jeg havde næsten in-gen penge, så jeg bestemt mig for en paperback. Sult af Hamsun.Den kostede 39,50, så havde jeg tolv kroner tilbage, som jegbrugte på et godt brød i et bageri på det lille torv lige bag ved plad-sen. Traskede op ad bakken i den silende regn, som sammen meddet tunge og mørke skydække forandrede hele landskabet, luk-kede det om sig selv. Vandet løb ned ad vinduer og kølerhjelme,rislede ud af tagrender og ned ad bakkerne, hvor det dannede små,plovformede bølger. Vandet sejlede forbi mig da jeg sjoskede opad bakken, mens regnen trommede på paraplyen og posen medbrød og bog slaskede mod låret for hvert skridt jeg tog.

37


Jeg låste mig ind i lejligheden. Lyset var blegt, i hjørnet længstfra vinduerne dunkelt, og alle møbler og ting udsendte uforstyrretsig selv. Det var umuligt at være der uden at fornemme Yngve,stemningen af ham hvilede ligesom i værelserne, og da jeg skarmig et par skiver af det nye brød på køkkenbordet, fandt marga-rine og myseost frem, spekulerede jeg på hvilken stemning mitværelse ville udstråle, hvis der overhovedet var nogen der ville be-mærke den. Det var Yngve som havde skaffet mig et sted at bo,han kendte en pige der skulle til Latinamerika i et år, hun boedeoppe på Sandviken-siden af byen, i Absalon Beyers gate, og jegskulle fremleje den lille lejlighed. Jeg var heldig, de fleste nyan-komne studerende boede på kollegium den første tid, enten påFantoft, hvor far havde boet dengang han studerede her da jeg varlille, eller Alrek, hvor Yngve boede det førte halve år. Det var lav-status at bo på kollegium, det vidste jeg, det var bedst at bo i cen-trum, allerbedst i nærheden af Torgalmenningen, men Sandvikenvar også godt.

Jeg spiste, ryddede maden væk og satte mig ind i stuen meden cigaret og en kop kaffe for at læse lidt. Normalt læste jeg hur-tigt, for gennem siderne uden at tænke på hvordan det var skre-vet, hvilke greb eller hvad slags sprog forfatteren brugte, det ene-ste jeg var interesseret i, var handlingen, som jeg blev suget indi. Denne gang forsøgte jeg at læse langsomt, sætning for sætning,lægge mærke til hvad der skete i dem, og hvis det forekom migbetydningsfuldt, strege under med den kuglepen jeg havde ihånden.

Allerede på første side opdagede jeg noget. Der var et skift itiden. Først var det skrevet i præteritum, så skiftede det pludseligtil præsens, og så tilbage igen. Jeg stregede det under, lagde bogenfra mig og hentede et stykke papir på skrivebordet i soveværelset.Tilbage i sofaen skrev jeg:

38


Hamsun, Sult, Notater 14/8 1988Begynder i det generelle, om byen. Perspektiv langt udefra. Såhovedpersonen der vågner. Skifter fra præteritum til præsens.Hvorfor? Gøre det mere intenst?

Udenfor silede regnen ned. Suset fra trafikken nede på Fjøsanger-veien lød næsten som et hav. Jeg læste videre. Det var påfaldendehvor enkel historien var. Han vågner op på sit værelse, går stillened ad trappen eftersom han ikke har betalt sin husleje, og så udi byen. Der sker ikke noget særligt, han går bare rundt og er sultenog tænker kun på det. Præcis det samme kunne jeg skrive om: Ender vågner op på sit værelse og går ud i byen. Men der måtte værenoget ved ham, noget specielt, for eksempel at han var sulten. Detvar det det handlede om. Men hvad skulle det være?

Det var ingen heksekunst at skrive. Det gjaldt bare om at findepå noget, ligesom Hamsun havde gjort der.

Noget af bekymringen og uroen slap sit greb i mig da jeg havdetænkt den tanke.

Da Yngve kom hjem, lå jeg og sov på sofaen. Jeg rejste mig så snartjeg hørte døren blive åbnet, strøg hænderne over ansigtet et pargange, af en eller anden grund ville jeg ikke vise at jeg havde sovetmidt på dagen.

Han satte sin rygsæk på gulvet i entréen, hørte jeg, hængte jak-ken på knagen, sagde kort hej til mig på vej ud i køkkenet.

Jeg genkendte hans lukkede ansigtsudtryk. Han ville ikke havenoget med nogen at gøre, og slet ikke mig.

– Karl Ove, råbte han efter et stykke tid.– Ja, sagde jeg.– Kom lige herud.Jeg gjorde som han sagde, stoppede i døråbningen.

39


– Hvordan er det du har skåret af myseosten? Du skal altså ikkeskære så tykke skiver. Skal jeg vise dig hvordan man gør?

Han lagde ostehøvlen på osten og skar et stykke.– Sådan, sagde han. – Kan du se hvor let det er at skære tyndt?– Ja, sagde jeg og vendte mig om.– Der var en ting til, sagde han.Jeg vendte mig om igen.– Når du spiser her, skal du fjerne krummerne efter dig. Jeg

gider altså ikke gå rundt og rydde op efter dig.– Okay, sagde jeg og gik ud på badeværelset. Jeg havde tårer i

øjnene, og skyllede ansigtet et par gange i koldt vand, tørrede det,gik ind i stuen, satte mig ned, begyndte at læse Sult, mens jeghørte ham spise ude i køkkenet, rydde op efter sig, gå ind i sove-værelset. Efter et stykke tid blev der helt stille, og jeg forstod athan sov.

En lignende episode indtraf næste dag, der var det det at jeg ikkehavde tørret badeværelsesgulvet af efter at jeg havde været i bad,der irriterede ham. Han kommanderede også rundt med mig somom han var mere værd end mig. Jeg sagde ikke noget, bøjede ho-vedet og gjorde som han sagde, men inden i mig rasede jeg. Seneresamme dag, da vi kom hjem efter at have købt ind og jeg smæk-kede bildøren i på en måde han mente var for hård, behøver dusmække døren så skidehårdt, kan du ikke være lidt forsigtig, det erikke min bil, eksploderede jeg.

– Nu holder du op med at fortælle mig hvad jeg skal gøre ogikke gøre, forstået! råbte jeg. – Jeg gider ikke høre på det. Du be-handler mig som en lille møgunge! Du laver ikke andet end atirettesætte mig!

Han så på mig et øjeblik, stod helt stille med bilnøglen i hån-den.

– Er det forstået? sagde jeg med blanke øjne.

40


– Ja, jeg gør det aldrig mere, sagde han.Og det gjorde han heller ikke.

Vi gik i byen flere gange den uge, og hver gang skete det samme,Yngve mødte nogen han kendte, præsenterede mig ved at sige atjeg var hans bror og at jeg skulle begynde på Skrivekunstakade-miet. Det gav mig en fordel, jeg var allerede noget, behøvede ikkeat vise det, samtidig gjorde det også tingene sværere, der var jonoget at leve op til. Sige noget en kommende forfatter kunnefinde på at sige, noget de ikke havde tænkt på før. Men sådan vir-kede det ikke. De havde tænkt på alt, vidste meget mere end mig,ja, i så høj grad at jeg efterhånden forstod at det jeg sagde ogtænkte, var noget de havde sagt og tænkt for længe siden og nulagt bag sig.

Men det var godt at drikke sammen med Yngve. Iveren vok-sede i os begge to efter et par fadøl, alt det der lå mellem os omdagen, tavsheden der pludselig kunne vokse, irritationen derkunne melde sig, det var som om vi pludselig ikke kunne findeberøringspunkterne mellem os, selvom der var så mange, alt detforsvandt i den voksende iver, og med den varme der lå i dens køl-vand: Vi så på hinanden og vidste hvem vi var. Gik halvfulde gen-nem byen og op ad bakkerne til lejligheden, der var ikke noget dervar truende, heller ikke tavsheden, omkring os skinnede lygternei den blanke asfalt, susede taxaer mørke forbi, kom ensommemænd eller kvinder gående, eller andre unge mennesker der havdeværet i byen, og jeg kunne se på Yngve, der gik let foroverbøjet,præcis som mig, og spørge: Hvordan har du det egentlig medKristin, er du kommet over hende? og han kunne se på mig ogsvare nej, jeg kommer aldrig over hende. Der er ingen der kanmåle sig med hende.

Støvregnen, skyerne der for over himmelen over os, oplyst ne-defra af byens lys. Yngves alvorlige ansigt. Den stærke lugt af bilos

41


som jeg havde forstået altid hang over Danmarksplass. Knallertenmed to unge på, den standsede foran lyskrydset; han der kørte,satte foden på asfalten, hun der sad bagpå, holdt armene hårdtomkring ham.

– Kan du huske da Stina slog op med mig? sagde jeg.– Ja, svagt, sagde han.– Du spillede The Aller Værste for mig. »Alting det går over,

alting får en ende.«Han så på mig og smilede.– Gjorde jeg det?Jeg nikkede.– Det samme gælder nok også for dig nu. Det går over. Så bli-

ver du lige så forelsket i en anden.– Hvor gammel var du dengang? Tolv år? Det er ikke ligefrem

det samme. Kristin var mit livs kærlighed. Og jeg har kun ét liv.Jeg svarede ikke. Vi gik op ad bakken på den anden side af

Verftet, drejede ind til venstre under den store, rødlige bygningjeg vidste, var en skole.

– Men én ting er der kommet ud af det, sagde han. – Når jegikke har interesseret mig for andre piger, er de pludselig begyndtat være interesserede i mig. Jeg giver fanden i dem, og så kan jeg fådem.

– Jeg ved godt at det er sådan, sagde jeg. – Problemet er bare atjeg ikke kan give fanden i dem. Ingvild, for eksempel. Jeg bliver såskidenervøs når vi mødes at jeg ikke kan få et ord frem. Så kom-mer hun jo til at tro at jeg er sådan, og så går det i hvert fald sletikke.

– Nej, nej, sagde Yngve. – Det skal nok gå. Hun ved jo hvemdu er. I har jo skrevet sammen hele foråret og sommeren.

– Men der skriver jeg jo, sagde jeg. – Der kan jeg være hvemsom helst. Bruge tid på det, ikke også, udtænke noget godt. Mendet kan jeg ikke når jeg ser hende i virkeligheden.

42


Yngve fnøs affejende.– Lad være med at tænke på det, så skal det nok gå. Hun kom-

mer til at have det på præcis samme måde.– Tror du?– Ja, selvfølgelig! Drik et par øl sammen med hende og slap lidt

af. Det skal nok gå.Han tog nøglen op af lommen, slog paraplyen sammen og gik

ind gennem porten, op ad den lille, af regn mørke og glattetrappe. Jeg stod bag ham og ventede på at han skulle låse op.

– Vil du have et glas vin inden vi går i seng? sagde han.Jeg nikkede.

Utålmodigheden voksede i mig hele ugen, jeg blev mere og mererastløs, noget jeg ellers aldrig var. Det var nok fordi jeg ønskedeat det skulle begynde, blive virkelighed. Og at jeg skulle startemit eget liv, ikke være afhængig af Yngve i alt hvad jeg foretogmig. Jeg havde allerede lånt et par hundrede kroner af ham, oghavde nok brug for et par til frem til mit studielån blev udbetalt.Jeg havde været så dum at jeg havde meldt adresseforandring dajeg flyttede fra Håfjord, c/o Yngve, så da jeg kom, lå inkasso-breve og ventede fra både elværket og den forretning hvor jeghavde købt stereoanlægget. Det sidste var mest alvorligt, hvis jegikke betalte denne gang, ville de gå rettens gang for at indkrævepengene.

Hvis det i det mindste havde været et godt stereoanlæg, kunnejeg leve med det. Men det jeg havde købt, var jo så skidedårligt.Yngve havde en NAD-forstærker og to små, men gode JBL-høj-talere, og også Ola havde et godt anlæg, med komponenter købthver for sig, det var det man skulle have, ikke et skide Hitachi-rack.

Snart ville jeg få over tyve tusind udbetalt.Jeg gik også og spekulerede på om jeg skulle købe et porno-

43


blad. Nu boede jeg i en stor by, hvor jeg ikke kendte nogen, jegkunne bare tage det ned fra hylden, lægge det på disken, betale,lægge det i en pose og gå hjem. Men jeg kunne ikke få mig selv tildet, jeg stod et par gange nede i en kiosk i nærheden, mit blik gledhen mod de blonde kvindehoveder, og de store bryster, og alenesynet af deres hud, trykt på det spraglede papir, gjorde det sværtfor mig at synke. Men det var altid en avis jeg lagde på disken, ogen pakke tobak, aldrig nogen af bladene. Dels fordi jeg boede hosYngve, det føltes forkert at skulle gemme ting for ham, men ogsåfordi jeg ikke turde møde ekspedientens blik idet jeg lagde bladetpå disken.

Jeg blev nødt til at vente.

Overtagelsesdagen kom; sammen med Yngve bar jeg flyttekas-serne fra Håfjord op fra kælderen og ind i bilen, otte kasser varder, som blokerede for al udsigt bagud da Yngve mere forsigtigend ellers drejede ud fra fortovskanten og begyndte at køre ned adbakken.

– Hvis du bremser hårdt op nu, brækker jeg nakken, sagde jeg,for kasserne nåede helt op til loftet lige bag mig.

– Jeg skal prøve at lade være, sagde han. – Men jeg kan ikkelove noget.

For første gang i flere dage var det opholdsvejr. Skydækket derlå tæt over byen, var gråhvidt, og lyset som stod i gaderne omkringos, var mildt, men ikke på nogen tilslørende eller forskønnendemåde, det var mere sådan at det lod tingene træde frem som devar. Grå- og sortspraglet asfalt, grønne og gule mure, matte af bil-os og asfaltstøv, grågrønne træer, blankt, gråligt vand i bugten vedVerftet. Farverne blev lidt saftigere da vi begyndte at køre op adbakkerne til Sandviken, der var de fleste huse af træ, og den blankemaling glimtede gennem det neutrale lys.

Yngve drejede ind til fortovskanten ved siden af en lille park,

44


lige foran en telefonboks. På huset på den anden side af vejenhang et skilt hvorpå der stod Absalon Beyers gate.

– Er det her? sagde jeg.– Det er huset på hjørnet, sagde Yngve og steg ud af bilen. Han

løftede hånden i en hurtig hilsen, jeg fulgte hans blik, der stod enpige i vinduet i den nederste lejlighed med en klud i hånden og såpå os.

Vi gik over vejen, hun kom ud i døren, jeg gav hende hånden.Hun sagde at det var godt timet, hun var nemlig lige blevet færdigmed at gøre rent.

– Kom ind!Lejligheden bestod af et lille værelse, spartansk møbleret; un-

der vinduet stod en sofa, foran den et sofabord, og ved væggen påden anden side, et skrivebord. Der var også en sofa der kunne for-vandles til en seng. Inden for det lille værelse, adskilt af en dør, lået lillebitte køkken. Det var alt. Væggene var holdt i en mørk,brunlig tone, og det ville have været trist hvis ikke det var fordi derpå brandmuren ved siden af køkkendøren, var malet et landskabs-billede, et træ på en klippe over havet, lidt ligesom det der var påforsiden af tændstikæskerne, og som Kjartan Fløgstad havdebrugt som omslag til Fyr og Flamme.

Hun så at jeg stirrede på det og smilede.– Ja, det er flot ikke! sagde hun.Jeg nikkede.– Her er nøglerne, sagde hun og rakte mig et lille bundt. – Den

er til hoveddøren, den til døren her, og den til loftsrummet.– Hvor er toilettet? sagde jeg.– Nedenunder. Der er der fælles bad og fælles toilet. Det er lidt

upraktisk, men så gør det huslejen ganske meget lavere. Skal vi gåned og se?

Trappen var stejl, gangen smal, på den ene side lå en lille kæl-derlejlighed, hvor der boede en der hed Morten, på den anden

45


side et badeværelse og et toilet. Jeg kunne godt lide det ukomfor-table ved det, og de gamle, svagt muglugtende murstensvæggedernede, det gav mig en Dostojevski-agtig følelse, den unge, fat-tige studerende i storbyen.

Da vi var kommet ovenpå igen, gav hun mig en bunke fær-digudfyldte blanketter til huslejen, tog den tomme spand i denene hånd, kosten i den anden, vendte sig om mod os i den åbnedør.

– Nu håber jeg du bliver glad for at være her! Jeg har i hvertfald gode minder.

– Tak skal du have, sagde jeg. – God tur, så ses vi næste som-mer!

Hun forsvandt rundt om hjørnet med kosten dinglende overskulderen, og vi begyndte at bære kasserne ind. Da det var gjort,satte Yngve sig ind i bilen og kørte ned til hotellet, hvor han skullehave eftermiddagsvagt, mens jeg lagde benene på bordet og røg encigaret før jeg begyndte at pakke ud.

Lejligheden lå på gadeplan, fortovet var lige uden for vindu-erne, og om der ikke ligefrem var en jævn strøm af mennesker dergik forbi, så gled der hyppigt hoveder forbi udenfor, og så tillok-kende var synet af en åben lejlighed, at så godt som alle faldt forfristelsen til at kigge ind. Jeg stod bøjet over pladesamlingen,vendte mig om og fik øjenkontakt med en kvinde i fyrrerne, somgodt nok så væk i samme sekund, men som alligevel efterlod etaftryk i mig. Jeg hængte John Lennon-plakaten op, vendte migom og fik øjenkontakt med to drenge på omkring tolv; jeg sam-lede kaffemaskinens forskellige dele, stak ledningen i kontaktenved siden af skabet, vendte mig om og fik øjenkontakt med enmand med skæg sidst i tyverne. For at få en ende på det stiftede jeget lagen fast over det ene vindue, en dug over det andet, og så sattejeg mig i sofaen, mærkelig rastløs; det var som om farten inden imig var større end den udenfor.

46

Documents

Min kamp 5