Mine ti år i Premier League

6 29 mm90 mm 155 mm 155 mm 90 mm6

23

1 m

m

WAYNEROONEYMINE TI ÅRI PREMIER LEAGUE

LINdhARdT OG RINGhOf

fORORd AfSIR ALEx fERGUSON

www.lindhardtogringhof.dk

WAYNE ROONEY er anerkendt som en af de bedste fodbold-spillere i sin generation. Siden sit skift til Manchester United i 2004 har han som deres absolut største stjerne været en talis-man for klubben og den øverste spiller i det interne hierarki. I de ti år, der er gået, siden sin debut som 16-årig for Everton har han hævet trofæ efter trofæ, modtaget utallige hædersbevisninger og været årsagen til et hav af overskrifter for sin kontroversielle stil både på og uden for banen.

MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE er Wayne Rooneys første-håndsberetning om et tiår som stjernespiller i den bedste en-gelske liga – og den største klub i verden. det er hans person-lige historie om de største kampe for Manchester United; om ligakampene, fA Cuppen og eventyrene i Champions League.

hvis det føles som at være under vandet at spille fodbold, så føles det som at komme op til overfladen og få luft, når man scorer et mål. Jeg kan se og høre alt, krystalklart. Ansigterne i mængden, tusindvis, der råber og smiler og kravler oven på hinanden i jubel. Voksne mænd, der hopper op og ned som små børn. Børn, der skriger af glæde og passion og vifter med flag. hvert eneste billede er knivskarpt. Jeg kan se kontrollørernes neonstrålende veste oppe på tribunerne. Jeg kan se bannerne, der hænger på Stretford End-tribunen: ’for Every Manc A Religion’ og ’One Love’. det føles som at skifte fra sort-hvid til farve, fra almindelig til hd-fjernsyn, ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen. Tilskuerne går fuldstændig amok, de er sikre på, at sejren er hjemme nu. Jeg gik fra næsten at forære modstanderen bolden til at hamre sejrsmålet op i målhjørnet. det er skræmmende, så hårfin grænsen er i topfodbold. En stor del af tiden bevæger forskellen på sejr og nederlag sig på en knivsæg. det er derfor, fodbold er verdens bedste spil.

WAYNE ROONEY blev født i Liverpool i oktober 1985 og blev som 16-årig den yngste målscorer i Premier Leagues historie, kort efter sin debut for Everton. I august 2004 sluttede han sig til Manchester United og blev deres topscorer i Premier League ved at slå George Bests rekord på 179 mål. han har vundet fire Premier League-trofæer, Champions League i 2008 og to League Cups. hans formidable saksespark – det afgørende mål i Manchester-derbyet mod City på Old Trafford i 2011 – blev kåret som det bedste mål i Premier Leagues 20-årige historie.

MATT ALLEN er en prisbelønnet fodbold- og musikskribent, som blandt andet har skrevet for FourFourTwo, Q, Mojo og Guardian. han har været med til at skrive Paul Mersons How Not to Be a Professional Footballer, som blev nomineret til bedste selvbiografi ved British Sports Book Awards 2012. han har desuden skrevet Jimmy Greaves: The Biography og The Crazy Gang: The Inside Story of Vinnie, Fash, Harry and Wimbledon FC.

WAYNE ROONEY

MINE TI ÅR I PREM

IER LEAGUE

WAYNE ROONEYMINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE

Oversat af Christian Mohr Boisen fra

MY DECADE IN THE PREMIER LEAGUE

Copyright © Wayne Rooney 2012First published by HarperCollinsPublishers 2012Published by arrangement with Licht & Burr

Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/SOmslag: Olga Bramsen efter originalomslagFotos: All Over Press/Rex Features (forside), Getty Images (bagside)Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook

ISBN 978-87-11-38329-21. udgave, 1. oplag 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dkLindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

WAYNE ROONEYMINE TI ÅRI PREMIER LEAGUE

I samarbejde med Matt Allen

På dansk ved Christian Mohr Boisen


27

S U LT

1SUlt

Ti år i Premier League. Alle målene og pokalerne, skaderne, de

gule og røde kort er drevet af én ting: Jeg hader at tabe. Jeg ha-

der det lidenskabeligt. Det er den værste fornemmelse i verden,

og ikke engang et mål eller tre i en kamp kan få nederlag til at

føles o.k. Hvis jeg ikke går fra banen som vinder, er målene lige-

gyldige. Hvis United taber, er jeg ikke interesseret i, hvor mange

mål jeg har scoret.

Det er så slemt, at jeg endda hader selve tanken om at tabe. At

tænke på nederlag irriterer mig, gør mig frustreret, det er ikke

en mulighed i min verden, men når det sker, går jeg amok. Jeg

bliver gal, ser rødt, jeg råber ad holdkammeraterne, jeg smider

med ting, og jeg surmuler. Jeg hader, at jeg opfører mig sådan,

men der er ikke noget, jeg kan gøre. Jeg var en dårlig taber som

dreng, når jeg spillede med mine brødre og venner, og jeg er en

dårlig taber nu, som United-spiller.

Og så er det lige meget, hvor jeg spiller, eller hvem jeg spil-

ler mod, jeg er den samme, hver gang jeg tager mine fodbold-

støvler på. Jeg kan huske, at jeg under en kamp til træning på

K A P I T E L

28

M I N E T I Å R I P R E M I E R L E A G U E

Carrington før den sidste kamp i 2009-10-sæsonen bliver fældet

to gange i feltet. Jeg kan huske det, fordi det stadig går mig på.

Dommeren, en af vores fysiske trænere, fløjter ikke en eneste

gang til min fordel under hele kampen, og mit hold taber med

et par mål. Da kampen er fløjtet af, går de andre gutter stille og

roligt tilbage mod omklædningsrummet. De joker og er i højt

humør. Men ikke mig. Jeg er rasende. Jeg sparker til trænings-

kegler og smækker med dørene på vejen.

Det er det samme, når jeg konkurrerer uden for banen. Jeg spil-

ler tit computerspil mod de andre, når jeg rejser med landshol-

det. Engang tabte jeg i FIFA og smed en spillekonsol gennem

lokalet bagefter, fordi jeg blev så irriteret på mig selv. En anden

aften rejste jeg mig og slukkede på kontakten, fordi jeg var ved

at tabe. Alle kiggede på mig, som om jeg var bindegal.

‘Hold nu op, Wazza, tag dig sammen, mand.’

Det gjorde mig endnu mere irriteret, så jeg smed hele banden

ud af rummet og surmulede for mig selv.

Det er ikke kun, når jeg er sammen med holdkammeraterne, at

jeg går amok. Jeg har været i skænderi med mennesker helt ovre

i Thailand og Japan, når jeg spiller fodbold mod dem på nettet.

Når de vinder over mig, diskuterer jeg med dem via headsettet,

som forbinder spillerne med hinanden. Jeg er et voksent men-

neske. Måske skulle jeg slappe lidt af, men det er svært for mig

at falde ned, når tingene ikke går, som jeg vil, og desuden er vi

alle sammen sådan i min familie. Vi er helt vildt konkurrence-

lystne. Brætspil, tennis på gaden, hvad det end var, vi spillede,

dengang jeg var dreng, så spillede vi for at vinde. Ingen af os

kunne lide at tabe.

Nogle gange tror jeg, det har været godt. Jeg tror ikke, jeg

havde været den samme fodboldspiller, hvis jeg havde stillet mig

29

S U LT

tilfreds med at være nummer to. Jeg har brug for min sult, den

skubber mig fremad, når jeg spiller, ligesom Éric Cantona og Roy

Keane, da de spillede for United. De havde rendyrket passion.

Det har jeg også, og det skærper min præstation og får mig til

at kæmpe endnu mere. Cantona og Keane hadede at tabe. De fik

ikke så mange venner på banen, men de vandt en masse pokaler.

Jeg er ligesådan. Jeg tvivler på, at der er ret mange spillere, der

vil sige, at de har nydt at konkurrere mod mig, og jeg er ret sik-

ker på, at mine modspillere synes, jeg er dødirriterende at spille

overfor. Jeg er sikkert også dødirriterende at spille på hold med,

for når United taber eller er ved at tabe ved halvleg, går jeg amok

i omklædningsrummet.

Jeg råber og skriger.

Jeg knalder en bold tværs gennem lokalet.

Jeg kaster mine støvler ned i gulvet.

Jeg går amok på mine holdkammerater.

Jeg råber ad folk, og de råber ad mig.

Det er ikke, fordi jeg har noget imod nogen, at jeg råber og

skriger og sparker fodbolde rundt i lokalet. Jeg gør det, fordi jeg

respekterer dem og vil have, at de spiller bedre.

Jeg kan ikke holde ud, at vi taber.

Jeg råber ad spillere, og de råber ad mig. Jeg tager det ikke per-

sonligt, når jeg får en skideballe, og jeg regner heller ikke med, at

folk tager det personligt, når jeg giver dem turen. Det er alt sam-

men en del af spillet. Og jo, det føles som en forbandelse nogle

gange, vreden og irritabiliteten, der kommer, når jeg taber, men

det er en drivkraft for mig. Det gør mig til den spiller, jeg er.

★ ★ ★ ★ ★

30


Jeg har altid hadet at tabe, at blive nummer to, og dét starter i

Croxteth. Vi er en familie med meget stolthed. Crocky er et stolt

sted, og ingen ønsker at skuffe sig selv eller deres familie i ga-

den, hvor jeg bor. Mine forældre er ikke velhavende, men vi har

nok til at klare os igennem, og mine brødre og jeg får ikke lov at

tage noget for givet under vores opvækst. Vi ved, at hvis vi vil

have noget, må vi kæmpe for det, og jeg bliver opdraget med, at

belønning ikke kommer let. Det lærer jeg af min mor og far, min

bedstemor og min bedstefar. Jeg lærer, at hvis jeg arbejder hårdt,

kommer belønningen. Hvis jeg arbejder hårdt i skolen, får jeg

den nye Everton-trøje – det er det hold, hele min familie holder

med – eller en ny fodbold, hvis jeg har brug for den. Min vilje til

at arbejde kommer derfra.

Min selvdisciplin, sulten efter at vinde og viljen til at presse

mig selv har jeg også uden for skolen. Jeg går til boksning i

Crocky Sportscenter med min onkel Richie, han er en stor fyr

med en flad boksernæse. Han slår ret hårdt. Jeg bokser ikke

kampe, men jeg sparrer tre gange om ugen, og træningen giver

mig styrke og endnu mere konkurrencevilje. Frem for alt er den

med til at styrke troen på mig selv.

I min familie har vi alle sammen en tro på os selv, men jeg

tror ikke, det kun gælder Rooney-familien. Jeg mener, det gæl-

der hele Liverpool. Alle er meget ærlige i Crocky, alle siger, hvad

de mener, og det kan jeg godt lide. Som dreng lærer jeg at tage

selvtilliden med til boksning. Selv om jeg kommer i ringen mod

en fyr, der er dobbelt så stor som mig, tænker jeg aldrig: Åh nej,

hvor er han stor! Jeg får så mange tæsk. Hvis man gør det, har man

tabt på forhånd. I stedet for tænker jeg, hver gang jeg går i ringen:

Jeg vinder, selv mod de store fyre. En af gutterne i boksecentret

31

S U LT

hedder John Donnelly.1) Han er ældre og tungere end mig, men

hver gang vi sparrer mod hinanden, beder onkel Richie mig om

ikke at gå så hårdt til ham. Han er bange for, at John ikke kan

klare mig.

Sulten efter at vinde og min tro på mig selv har jeg i mig lige

fra starten på fodboldbanen, selv når jeg spiller for De La Salle,

som mit skolehold hedder. Hvis en spiller tackler bolden fra mig

eller vinder en nærkamp om bolden mod mig, laver jeg ekstra

styrketræning ugen efter. Jeg lover mig selv, at det ikke sker igen.

Ingen skal vinde en nærkamp mod mig.

Hvis det ser ud, som om jeg er ved at miste sulten, presser far

mig lidt. Når jeg spiller fodbold søndag eftermiddag, kommer

han altid og ser på. Han opmuntrer mig til at gå til den. Nogle

gange kommer han mere op at køre end mig. Han siger, at jeg

skal arbejde hårdere og kæmpe mere for det. Under en kamp,

hvor det er bidende koldt, og mine hænder brænder, og fødderne

er som isklumper, løber jeg over til sidelinjen.

‘Far, jeg bliver nødt til at blive skiftet ud. Det er alt for koldt.

Jeg kan ikke mærke mine fødder mere.’

Hans ansigt får en mærkelig kulør, og han ser ud, som om han

er ved at eksplodere af vrede.

‘Hvad? Fryser du?’

Han tror ikke sine egne ører.

‘Se så at komme tilbage på banen og løb noget mere. Kom nu

ind i kampen.’

Så løber jeg lidt mere for at få varmen. Jeg er kun ni år, men jeg

ved allerede, at hvis jeg skal følge min fars råd, så skal jeg blive

endnu hårdere, hvis jeg vil være en ordentlig fodboldspiller.

1) John Donnelly er nu professionel bokser, mellemvægt. Jeg overvejede i lang tid at blive professionel bokser selv, men jeg besluttede mig til sidst for at satse på fodbolden.

32


★ ★ ★ ★ ★

Alle mine forbilleder er fightere. Jeg elsker at se boksning i fjern-

synet, især Mike Tyson, fordi hans speed og aggressivitet gør

ham så spændende at følge. Han går altid efter at knockoute

modstanderen. Når jeg ser Everton spille sammen med far, er

Duncan Ferguson min yndlingsspiller, fordi han er en fighter

som Iron Mike, hård som stål, og jeg elsker, at han aldrig giver

op, specielt ikke, hvis det ikke lige går helt efter hans hoved. Han

går altid til den. Han scorer også superfede mål. Jeg kunne sidde

og se ham spille hele dagen lang.

Jeg elsker Everton, jeg er helt tosset med dem. Da jeg er ti år,

skriver jeg til klubben og beder om at blive klubmaskot til en

kamp. Et par uger senere får jeg brev om, at jeg er blevet valgt,

og jeg er helt vildt glad, fordi jeg skal gå på banen sammen med

holdet til Merseyside-derbyet, mod Liverpool på Anfield. Jeg går

på banen med vores anfører Dave Watson og Liverpools John

Barnes. Larmen fra tilskuerne er ufattelig. Bagefter skal jeg ned

i straffesparksfeltet og tage et par skud på vores målmand Ne-

ville Southall. Det er meningen, at jeg bare skal skyde bolden

tilbage til ham stille og roligt, men jeg begynder at kede mig og

lobber bolden over ham og i nettet. Det er tydeligt, at det ikke

behager ham, så da han triller bolden ud til mig, gør jeg det

igen.

Jeg vil score mål.

Et par år senere får jeg lov at være bolddreng på Goodison

Park. Neville står på mål igen, og da jeg løber efter et skud, som

er røget uden for banen, råber han ad mig. ‘Se så at få noget fart

på, bolddreng!’ brøler han. Det skræmmer livet af mig. I lang tid

efter fortæller jeg den historie til mine venner i skolen.

33

S U LT

Den eftermiddag på Anfield scorer Gary Speed for os, og det

er jeg helt oppe at ringe over, fordi han er en af mine yndlings-

spillere. Jeg kan se, at han arbejder hårdt, og han er en professi-

onel rollemodel. Jeg får at vide, at han også var Everton-fan som

dreng, så da min mor køber en kanin til mig som kæledyr, be-

slutter jeg mig for at kalde ham ‘Speedo’. To dage senere skifter

den rigtige Speedo til Newcastle, og jeg surmuler i flere dage ef-

ter.

★ ★ ★ ★ ★

Træningen og min øgede hårdhed betaler sig.

Da jeg er ni år, bliver jeg spottet af talentspejdere fra Everton

og kommer til klubben. Det er en drøm, der går i opfyldelse for

mig. Fra det tidspunkt spiller jeg med ældre årgange, for jeg er

teknisk og fysisk stærkere end dem på min egen alder. Det er

ret langt ude; jeg taler ikke engang med drengene på min egen

alder, når jeg er til træning, for vi spiller aldrig sammen, og jeg

kender dem ikke. Da jeg er 14, spiller jeg sammen med Evertons

U19-hold. Jeg, en dreng, spiller lige op med (næsten) voksne fyre,

jeg scorer mål, vinder nærkampe. Det føles fantastisk.

Og det bliver endnu bedre. Som 15-årig spiller jeg for Evertons

senior-andethold, reserverne. Da jeg er fyldt 16, kommer jeg på

førsteholdet. Jeg ved, at jeg er i stand til at spille på dette niveau,

for jeg knokler hårdt, og pladsen på førsteholdet er min beløn-

ning, præcis som far og mor har lært mig det. Nogle af trænerne

er usikre på, om jeg har styrke nok til at være med blandt de pro-

fessionelle, men jeg ved, at jeg har masser af styrke, fordi jeg har

opbygget muskelkraft under onkel Richies boksetræning.

Da vi skal spille hjemme mod Manchester Uniteds andethold,

34


giver en af vores trænere os instrukser om at gå til Gary Neville

med alt, hvad vi har. Neville er en af Uniteds stjerner fra deres

førstehold, og alle hader ham uden for Old Trafford, fordi han

er United helt ind til benet. Han går altid til den på banen.

Kort inde i kampen går vi op i en hovedstødsduel. Min albue

rammer ham ved et uheld, og da jeg vender mig for at se, om det

har påvirket ham, kan jeg se, at han ikke engang blinker med øj-

nene. I vores næste nærkamp om bolden, betaler han mig tilbage

ved at hamre ind i mig for fuld styrke.

Endnu en lektion i, hvordan spillet fungerer.

★ ★ ★ ★ ★

Jeg forbliver den samme, også efter ti år. Jeg tager min Crocky-

ånd med mig på banen gennem hele min karriere. At smøge

ærmerne op, bide tænderne sammen og komme videre hjælper

mig til at score en masse mål i Manchester United. Som i kam-

pen mod Arsenal i januar 2010. Vi fører med et mål takket være

et selvmål af Arsenals målmand Manuel Almunia. Arsenal er

en af vores nærmeste konkurrenter i Premier League, og det vil

rykke os et godt skridt nærmere mesterskabet, hvis vi besejrer

dem. Hvis vi scorer igen, vinder vi ret sikkert kampen. Heldig-

vis lykkes det mig at score efter 37 minutter på en afslutning,

der er resultatet af ikke at give op.

Jeg er nede og forsvare, gøre det beskidte arbejde, kæmper

hårdt, dybt inde på vores egen banehalvdel, hvilket ikke alle an-

gribere ville gøre. Jeg erobrer bolden på kanten af vores straf-

fesparksfelt, lægger den af til Nani og sprinter af sted ned mod

Arsenal-forsvaret. Jeg ser deres back Gaël Clichy på siden af mig,

men jeg fokuserer på Nani. Han hamrer af sted ned langs fløjen,

35

S U LT

og jeg ved, at der kommer en aflevering ind til mig, hvis jeg kan

komme i position til den. Han afleverer ind i min løbebane, jeg

tilpasser mit løb og knalder til bolden første gang, ind bag Al-

munia, og Arsenal er færdige.

Tre point er i hus.

Når fans taler om spillere med størst sult efter at vinde kam-

pene, nævner de altid de bolderobrende, tacklende midtbanespil-

lere, men for mig er sult noget andet. Sult er mit mål mod Ar-

senal, det er at spurte i adskillige sekunder (igen og igen) efter

en aflevering, der måske aldrig kommer. Sult er at ligge ude på

fløjen og tage løb ind i feltet for derefter at løbe ned og forsvare.

Vindersult er at risikere en skade for at score et mål. Sult er at

kæmpe til sidste blodsdråbe og aldrig give op.

Vi får spillerstatistikkerne efter Arsenal-kampen, ligesom ef-

ter hver Premier League-kamp. Uniteds fysiske træner, Tony

Strudwick, kommer ind i omklædningsrummet efter træning

med alle tallene og tabellerne. Han læser målingen af min fart

under opbygningen til vores andet mål højt i omklædningsrum-

met. Jeg har tilsyneladende løbet 60 meter i en grotesk tid.

‘Hvis du havde fortsat med at løbe yderligere 40 meter i det

tempo, havde du løbet 100 meter på 9,4 sekunder,’ siger han med

et stort smil om munden, mens han kigger på papiret.

Alle begynder at grine. Den statistik gør mig hurtigere end

Usain Bolt.

★ ★ ★ ★ ★

Nogle gange går jeg for langt. Den samme følelse af et filter, der

går ned, som jeg oplever, når jeg scorer, tager over, når jeg ser

rødt.

36


Under en kamp mod Fulham i marts 2009 er det, som om intet

går Uniteds vej, og jeg mister besindelsen for alvor. Vi har tabt

til Liverpool ugen før, og Manageren vil have, at vi svarer igen

mod Fulham på Craven Cottage. I stedet for kommer vi bagud

efter et straffe, dømt mod Scholesy, som bliver vist ud for bevidst

at tage med hænder i feltet. Jeg bliver skiftet ind i anden halvleg

i stedet for Berbatov og får en advarsel.

Der bliver dømt frispark mod mig hele tiden. Da der mang-

ler et minut, kommer bolden mod mig, og en modspiller spar-

ker mig i anklerne igen, men dommeren dømmer frispark til de

andre. Jeg er rasende. Jeg samler bolden op og vil kaste den til

Jonny Evans, men jeg fejlbedømmer, og bolden flyver med stor

kraft lige forbi dommeren.

Han tror, at jeg har kastet den efter ham.

Åh nej, nu er der ballade.

Der kommer det andet gule kort, og så det røde. Kampen er

slut.

Jeg har kun én tanke i hovedet.

Det her kommer til at koste os mesterskabet.

To nederlag i træk og karantæne i næste kamp. Jeg er stikto-

sset. Jeg ser rødt. Da jeg forlader banen, begynder tilskuerne at

komme med hånlige tilråb. Alt koger inden i mig, mit hoved er

ved at sprænges. I den slags situationer bliver jeg nogle gange

så vred, at jeg ikke ved, hvad jeg kommer til at gøre. Heldigvis

kommer ingen personer i vejen for mig. Det første, der krydser

min vej, er hjørneflaget. Jeg hamrer til det. Da jeg kommer ned

i omklædningsrummet, brækker jeg næsten min hånd, da jeg

hamrer den ind i væggen.

Paul Scholes sidder der allerede. Han ser bare på, som om det

er helt naturligt at hamre sin hånd ind i en betonmur. Han har

37

S U LT

haft tid til at gå i bad og klæde om. Han ser skarp ud i sit offi-

cielle klubjakkesæt.

‘Også dig?’

Jeg nikker. Min hånd gør helt vildt ondt. Jeg er bange for, at

den er brækket.

Flot klaret, Wayne.

Ingen af os siger et ord. Jeg sidder der bare i klubdragten, ra-

sende. Pludselig rammer frygten mig.

Åh nej, Manageren slår mig ihjel.

Jeg kan høre tilskuernes sidste brøl, da dommeren fløjter kam-

pen af. Vi har tabt 2-0. Jeg hører lyden af spillernes støvleknop-

per mod betongulvet på deres vej ned mod omklædningsrum-

met. Døren går op, men ingen siger noget, da de har sat sig.

Tavshed.

Ingen kigger på mig. Giggsy, Jonny Evans, Rio, Edwin van der

Sar, alle sidder de og stirrer ned i gulvet. Så kommer Manageren

ind og går amok.

‘I var elendige som hold!’ skriger han. ‘Vi leverede ikke!’

Han peger på mig, rasende, helt rød i hovedet, med tygge-

gummi i munden.

‘Og du skal lære at beherske dig. Ta’ det roligt!’

Manageren har ret. Jeg burde tage det roligt, men han ved lige

så godt som jeg, at tanken om at tabe er det, der driver mig i fod-

bold, ja, i alt. Fordi han er ligesom mig.

Vi hader begge at være nummer to.

★ ★ ★ ★ ★

Hey, det er ikke, fordi jeg altid er stolt over min opførsel.

Efter Fulham-kampen er jeg bange for, at folk danner sig en

38


mening om, hvilken slags menneske jeg er, efter det, de ser på

fodboldbanen. De ser mig hamre til hjørneflaget og råbe og

skrige i fjernsynet og må tænke, at det er sådan, jeg er til hver-

dag. De ser mig gå hårdt ind i en tackling og tænker sikkert, at

jeg er en voldsmand. Nogle gange, når folk ser mig i supermar-

kedet komme gående med Coleen og Kai i klapvognen, stirrer

de på mig med åben mund, som om de forventer, at jeg skulle

være iklædt fodbolddragt, benskinner og støvler og i gang med

at skændes med ham fyren, der samler indkøbsvognene sam-

men, eller ved at sparke til en bunke toiletruller i et raserianfald.

De her er meget billigere ovre i det andet supermarked.

Men sådan er jeg ikke.

Når jeg møder mennesker, er jeg stille og genert i begyndelsen.

Jeg åbner ikke så let op. Jeg reagerer helt sikkert ikke hidsigt i

samtaler, og jeg taler ikke til min familie og venner, som jeg taler

til forsvarsspillere og holdkammerater. Jeg siger ikke til dem, at

de skal f**** af, hvis det ikke går, som jeg vil ha’ det. Jeg slukker

ikke for strømmen, når jeg ser mine venner spille computerspil.

Jeg går kun amok, når jeg konkurrerer. Og kun hvis jeg taber.

Det er ikke noget, jeg er stolt af, men det er noget, jeg er blevet

nødt til at leve med. Jeg har åbenlyst to forskellige tænkemåder.

En, der driver mig i kampens hede, og en anden, jeg lever mit

liv efter. De to overlapper aldrig hinanden.

6 29 mm90 mm 155 mm 155 mm 90 mm6

23

1 m

m

WAYNEROONEYMINE TI ÅRI PREMIER LEAGUE


fORORd AfSIR ALEx fERGUSON

www.lindhardtogringhof.dk

WAYNE ROONEY er anerkendt som en af de bedste fodbold-spillere i sin generation. Siden sit skift til Manchester United i 2004 har han som deres absolut største stjerne været en talis-man for klubben og den øverste spiller i det interne hierarki. I de ti år, der er gået, siden sin debut som 16-årig for Everton har han hævet trofæ efter trofæ, modtaget utallige hædersbevisninger og været årsagen til et hav af overskrifter for sin kontroversielle stil både på og uden for banen.

MINE TI ÅR I PREMIER LEAGUE er Wayne Rooneys første-håndsberetning om et tiår som stjernespiller i den bedste en-gelske liga – og den største klub i verden. det er hans person-lige historie om de største kampe for Manchester United; om ligakampene, fA Cuppen og eventyrene i Champions League.

hvis det føles som at være under vandet at spille fodbold, så føles det som at komme op til overfladen og få luft, når man scorer et mål. Jeg kan se og høre alt, krystalklart. Ansigterne i mængden, tusindvis, der råber og smiler og kravler oven på hinanden i jubel. Voksne mænd, der hopper op og ned som små børn. Børn, der skriger af glæde og passion og vifter med flag. hvert eneste billede er knivskarpt. Jeg kan se kontrollørernes neonstrålende veste oppe på tribunerne. Jeg kan se bannerne, der hænger på Stretford End-tribunen: ’for Every Manc A Religion’ og ’One Love’. det føles som at skifte fra sort-hvid til farve, fra almindelig til hd-fjernsyn, ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen. Tilskuerne går fuldstændig amok, de er sikre på, at sejren er hjemme nu. Jeg gik fra næsten at forære modstanderen bolden til at hamre sejrsmålet op i målhjørnet. det er skræmmende, så hårfin grænsen er i topfodbold. En stor del af tiden bevæger forskellen på sejr og nederlag sig på en knivsæg. det er derfor, fodbold er verdens bedste spil.

WAYNE ROONEY blev født i Liverpool i oktober 1985 og blev som 16-årig den yngste målscorer i Premier Leagues historie, kort efter sin debut for Everton. I august 2004 sluttede han sig til Manchester United og blev deres topscorer i Premier League ved at slå George Bests rekord på 179 mål. han har vundet fire Premier League-trofæer, Champions League i 2008 og to League Cups. hans formidable saksespark – det afgørende mål i Manchester-derbyet mod City på Old Trafford i 2011 – blev kåret som det bedste mål i Premier Leagues 20-årige historie.

MATT ALLEN er en prisbelønnet fodbold- og musikskribent, som blandt andet har skrevet for FourFourTwo, Q, Mojo og Guardian. han har været med til at skrive Paul Mersons How Not to Be a Professional Footballer, som blev nomineret til bedste selvbiografi ved British Sports Book Awards 2012. han har desuden skrevet Jimmy Greaves: The Biography og The Crazy Gang: The Inside Story of Vinnie, Fash, Harry and Wimbledon FC.

WAYNE ROONEY

MINE TI ÅR I PREM

IER LEAGUE

Documents

Mine ti år i Premier League