Når engle græder blod

Af samme forfatter:

Håbefulde hjerte

PP_Når engle græder.indd 2 28/01/13 14.14

Jakob Knudsen

når engle græder blod

en Kristian Swane-krimi

People’sPress


Når engle græder blodCopyright © Jakob Knudsen 2013

Copyright denne udgave © People’sPress 2013omslag: rasmus Funder

med illustration: ©AFP Creativebogen er sat med Plantinhos An:Sats, espergærde

og trykt hos bookwellISbn 978-87-7108-705-5

1. udgave, 1. oplagPrinted in Finland 2013

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for børn og Undervisning og Copy-dan. enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige

tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • dK-1606 København V


Prolog



7

Iten, Kenya

det var kvælende varmt den eftermiddag. Tvillingerne ber-

nard og Samuel otaka var på vej ud for at afløse deres

far, som drev en mindre flok kvæg på en af de skråninger, der

vendte mod øst.

de løb som altid, når de skulle nogen steder. løb på de stø-

vede, røde grusstier i det frugtbare, grønne højland. det var en

tur på næsten ti kilometer fra skolen og ud til kvæget, men de

to langlemmede drenge regnede det ikke for noget. de skiftevis

spurtede og luntede, mens de drillede og skubbede til hinanden.

– du lugter af gedelort, grinede Samuel og klappede sin bror

bagi, da han løb forbi ham.

– det er din egen dårlige ånde, du kan lugte, råbte bernard

tilbage og satte farten op.

Han nåede op på siden af broren, og sammen fandt de en

rytme, der førte dem fremad i et imponerende tempo. en jeep

dyttede flere gange på afstand, og de løb ind til siden for at lade

den passere.

bilen standsede lidt længere nede ad vejen, og en hvid mand

stod ud af førersiden, mens han iagttog de løbende drenge. I

hånden havde han et kamera, som han panorerede i en glidende

bevægelse rettet direkte mod Samuel og bernard.

da de kom nærmere, råbte han dem an. drengene standsede

op og så uroligt på hinanden, men manden gik smilende over

mod dem og rakte hånden frem.


8

– Jambo sana! hilste han på swahili.

– Msuri sana, svarede drengene.

– er I fra Iten?

– Ja, sir. Samuel og bernard, sir.

– I er dygtige til at løbe.

– Tak, sir, svarede bernard.

– og så på bare fødder!

– Ja, sir.

Manden så vurderende på de to drenge.

– Måske kunne jeg hjælpe jer med at få nogle fine sko. Hvad

ville I sige til det?

drengene så på hinanden.

– Jo tak, sir, men hvordan?

Manden gik hen til sin jeep og åbnede bagsmækken, og de

gjorde store øjne, da han tog to papæsker ud.

begge drenge kunne læse. de havde gået tre år i skole i Iten.

æskerne var orange med Nike trykt i hvidt hen over siden med

en opadgående vinge. drengene havde godt set den slags sko

før. Inde i byen var der flere fra løbeakademiet, der gik rundt i

dem.

Manden vinkede dem nærmere og rakte en af de åbne æsker

hen imod dem.

– Prøv dem. Se om de passer.

Samuel stod som forstenet, men bernard, der var den mindst

sky af dem, tog æsken og satte sig ned og begyndte at pakke

skoene ud. Manden tog den anden æske og gav den til Samuel.

– Hér, du skal også prøve.

drengene betragtede deres slanke, sorte fødder i de kridhvide

sko.

– Skal I ikke snøre dem? spurgte manden.

de så forlegent ud i luften.

Manden smilede.


9

– det er ikke noget at være flov over.

Han satte sig på knæ foran dem og bandt snørebåndene.

derefter rejste han sig op og så på de to drenge, der ikke kunne

få blikket fra deres usandsynlige nyerhvervelse.

– nå, passer de?

– Ja, sir, og tak.

– Ingen årsag! og nu løber I videre derhen, hvor I var på vej

til. Så kører jeg ved siden af for at se, hvor hurtigt I kan løbe.

drengene så på hinanden, og bernard svarede.

– Vi skal ud til vores far, og vi er allerede sent på den. Han

vogter kvæg et stykke herfra.

– Jamen, så må I hellere komme af sted, sagde manden og

steg ind i jeepen.

drengene satte i løb.

Manden kiggede skiftevis på et stopur, der lå på passager-

sædet, og på speedometernålen, mens det røde grus sendte en

støvsky op bag de løbende drenges fødder.

da de nåede skråningen, så de deres far stå og vente. Han

så vred ud.

– Hvor blev I af?

drengene dukkede sig og pegede over på manden i jeepen.

Wilson otaka så forundret på den fremmede, der nu stod

ud af bilen med et smil.

– det er min skyld, at drengene kommer for sent, sagde

han. – Jeg beder dig om ikke at lade det gå ud over dem.

Wilson otaka pegede på skoene på sine sønners fødder.

– Hvad er det? udbrød han. – Jeg kan ikke betale for den

slags!

– det er der heller ikke nogen, der beder om, fortsatte den

hvide mand. – Jeg har derimod et forslag til dig og dine drenge.

Wilson otaka så overrasket på ham.

– Forslag, hvilket forslag?


10

– Jeg må hellere præsentere mig. John Fitzpatrick, jeg kom-

mer fra den katolske skole inde i eldoret.

– er du lærer? spurgte Wilson otaka.

– Tja, egentlig er jeg præst. Fra Irland, såmænd. Men jeg er

leder af St. luke’s elementary School for unge løbetalenter.

Måske har du hørt om den?

Wilson otaka rystede på hovedet.

Fader Fitzpatrick smilede.

– dine sønner er udprægede løbetalenter, sagde han, – og

præcis den slags drenge, vi leder efter. Vores organisation kan

tilbyde dem skolegang, mad og en chance for en dag at løbe

som professionelle og tjene mange penge.

– Jamen, jeg har brug for drengene, sagde faren, – de hjælper

mig med kvæget og det andet arbejde, der skal gøres. det er

stærke drenge. Jeg kan ikke klare mig uden dem.

– Som en del af skolens program tjener drengene hver uge

et beløb, der tilfalder familien.

– Hvor meget? sagde Wilson otaka modvilligt.

– 20 dollars om ugen.

– For hver dreng?

– Ja, smilede Fader Fitzpatrick. – det skulle nok kunne hjæl-

pe din familie. Men tænk også på de muligheder, dine drenge

får. en chance for et helt andet liv.

et stykke derfra stod Samuel og bernard og lyttede intenst,

mens der blev forhandlet om deres fremtid.

da de samme aften sad uden for familiens hytte og kiggede

op på stjernerne, lagde bernard armen om skulderen på sin

bror.

– Intet bliver nogensinde det samme igen, Samuel. Men det

er måske godt. Hvis vi blev her, ville vi ende som kvæghyrder.

du ved, hvor hårdt far arbejder, og vi har måske en anden og

bedre fremtid.


– Vi har i hvert fald hinanden.

bernard nikkede.

– Ja, det kan ingen tage fra os.



13

Kriminalkommissær Kristian Swane, efterforskningsleder

hos rigspolitiets drabstaskforce, sad på sit kontor i den

lidt mismodige stemning, han ofte krøb ned i, når der var tid

til rådighed.

rent efterforskningsmæssigt havde der ikke været en rigtigt

spændende sag siden drabene i gribskov for flere måneder

siden. Han gik selvfølgelig ikke og længtes efter interessant

arbejde, for som regel gik der menneskelige tragedier forud for

de sager, der landede på hans bord. Men når det var sagt, skete

der altid en behagelig skærpelse af sanserne, når der var lig på

bordet, og man skulle have gang i de opsparede erfaringer, der

udgjorde ens ekspertise. der var brug for én.

desuden var han fyldt halvtreds i vinter. Pludseligt og umær-

keligt var dagen der bare, og omverdenen tillod ham ikke at

glemme det. Fødselsdagsgave fra etaten i form af fem tusinde

skattepligtige danske kroner indsat på kontoen og i kantinen en

tilstræbt engageret tale fra personaleforeningens formand.

Så snart han kunne, var han flygtet. Ikke bare op på sit

kontor, men direkte ud i Københavns vinterkolde gader for at

ryste det hele af sig. Hvordan gik det egentlig med ham? Kunne

man sige, at han på nuværende tidspunkt, over halvvejs i livet,

havde nået sine drømmes mål?

I efteråret havde han læst en artikel af en svensk socialforsker,

der havde lavet en omfattende undersøgelse af begrebet lykke.


14

Konklusionen var, at man i ungdommen generelt var lykkeligere,

selvom man stod foran de største udfordringer. livet strakte

sig stadig langt ud i fremtiden, og mulighederne for at realisere

sine drømme virkede uendelige. Som ældre blev tiden en fak-

tor, der langsomt men sikkert fortærede dagene, månederne,

årene, indtil man kunne skimte døden og tilværelsens ophør i

horisonten.

Hans flugt havde ført ham over langebro og i retning af

Vor Frelser Kirke, og det berømte tårn med den højresvungne

spiral blev pludselig hans mål denne råkolde vinterdag. På vejen

op tænkte han tilbage på den svenske skuespillerinde, Ingrid

bergman, der på en journalists spørgsmål om alderdommen

havde svaret:

„Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok forpustet,

men man får en langt bedre udsigt.“

Kroppens forfald var pant for den indsigt, man opnåede i

den lineære bevægelse mod livets ophør.

det hjalp heller ikke på hans humør, at afdelingen gennem

de sidste måneder havde været uden en officiel leder.

KI Anders lyngholm, der igennem årene havde været en

værdsat kransekagefigur for Swanes team, var efter et langt

liv som storryger blevet indhentet af en aggressiv lungecancer

lige efter nytår. da lægerne dømte hans fremskredne sygdom

inoperabel, valgte kriminalinspektøren at sige nej til yderligere

behandling og tjekkede måneden efter ind på et hospice i Char-

lottenlund.

I den sidste tid besøgte Swane ofte sin chef, der stadig havde

sine mentale evners fulde brug, for at vende detaljer i verserende

sager med ham. lyngholm kunne til sidst kun lige akkurat sidde

op i sengen under besøgene, hvor den svage hvislen fra iltap-

paratet konstant mindede om tingenes tilstand.

den 16. april blev Swane så ringet op af politidirektør rig-


15

mor Høgsbro, der overbragte den forventelige nyhed om krimi-

nalinspektørens død.

lyngholm og han havde aldrig kendt hinanden privat, men

den spinkle, krumbøjede mand med den let knirkende stemme

havde været en central figur i hans liv gennem mange år. Han

havde aldrig blandet sig synderligt i Swanes skiftende drabs-

sager, men alligevel havde det været en tryghed at vide, at han

var der. nu stoppede det hele hos ham selv, og der var efterladt

et hul op mod den mere politiske del af korpset, som Swane

hverken havde lyst til eller mod på at udfylde.

Vist talte alderen og ancienniteten for en forfremmelse hen

over sommeren, men Swane måtte indrømme, at han kviede

sig ved tanken. en forfremmelse ville blot betyde flere admi-

nistrative og arbejdspolitiske forpligtelser. For ham gav det

mening at opklare drabssager. Ikke at sidde bag et skrive-

bord.

Han blev ublidt trukket tilbage til nutiden, da det bankede

på døren, og KA Irene bechmann trådte ind. demonstrativt

blev han siddende med fødderne oppe på det massive egetræs-

skrivebord og så op fra det lasede eksemplar af Kierkegaards

Frygt og Bæven, der havde fulgt ham siden filosofi studiet på

Københavns Universitet for år tilbage.

– Hej Irene! Kommer du for at observere en uddøende race?

sagde han lakonisk.

– nå. der er nok nogen, der ikke er kommet over at være

fyldt halvtreds, grinede hun.

– Ja, et nyt årti truer. Hvad har du på hjerte?

Irene bechmann var gruppens computerekspert. en atypisk

en af slagsen. Hendes væsen kunne ikke ligge længere fra det

stereotype billede af en autistisk nørd. Swane opfattede hende

på alle måder som feminin. Særdeles kvindelige former grænsen-

de til det let buttede og et ansigt som en bondepige, hvis man


16

udtrykte sig i klichéer. nu havde ansigtet et udtryk, der tydede

på, at hun ville opnå noget.

– du kan godt huske, at jeg snakkede om den der konference

i Madrid, ikke?

Han havde en svag erindring.

– Jo, var det ikke noget med grafologi?

– netop. der er gjort enorme fremskridt med hensyn til at

afsløre afsendere af anonyme breve baseret på det samme, som

ligger bag „character recognition“. Altså den teknik, hvor com-

puteren kan genkende både bogstaver, der er skrevet i hånden

og forskellige fonte. du ved skrifttyper. Man kan opbygge store

databaser med kriminelles håndskrifter, som computeren kan

genkende. lidt ligesom fingeraftryk.

– det lyder fint, Irene, og hvad er det så, du prøver at fortælle

mig? spurgte Swane, selv om han godt kendte svaret.

– der er kommet nogle afbud til konferencen. den var ellers

fuldt booket. og så tænkte jeg, at …

Han afbrød hende.

– At siden der ikke sker noget som helst i vores afdeling, vil

du gerne ned og nyde et par sommerdage i Madrid!

Hun så ned i gulvet, og han fortrød sit urimelige udbrud.

– Undskyld, Irene.

Hun så op igen og fangede hans blik.

– det er faktisk en teknik, der allerede er standard flere steder

i europa. det er virkelig noget, vi kan få brug for på sigt, og …

Han afbrød hende igen.

– Hvad koster det?

– Jeg var altså ikke på kursus sidste år!

Hun så udfordrende på ham.

Han vidste, at Irene om nogen havde fortjent at få det kursus.

Hun var en stabil og dygtig medarbejder, der gik til de opgaver,

der blev stillet, med stor energi og seriøsitet, og Swane vidste


17

godt, han tog hendes ekspertise for givet. Sådan var det med

com putermennesker, de kunne ikke lade være med at udvikle

deres viden af ren og skær nysgerrighed. Irene bechmann var

ingen undtagelse. Men efter den sidste budgetgennemgang var

alle på chefniveau blevet aftvunget et løfte om den størst mulige

påholdenhed. der skulle spares, hvor det var muligt, og de blev

alle kigget over skulderen af revisionen.

– Prisen, Irene? spurgte han.

– Femogtyve.

– Hundrede, forhåbentlig.

– Meget morsomt, svarede hun og skar ansigt.

Han slog opgivende ud med armene og følte sig pludselig

overvældet af en blanding af gavmildhed over for sin unge kol-

lega og trods mod det system, der havde pålagt ham at være

sparsommelig.

– Har du blanketten med?

Med et tilfreds smil rakte hun ham den, og efter en kort

gennemlæsning skrev han under.

Så lagde han igen fødderne op på bordet og fordybede sig i

bogen.

da han nogle timer senere, efter en totalt begivenhedsløs dag,

trådte ind i lejligheden i Stockholmsgade, hørte han lyden af

fjernsynet og gik ind til sin kæreste, Ina bergstrøm. Hun sad

foran tv’et med et blik, der røbede, at hun ikke fulgte med i

det, der skete på skærmen.

Swane satte sig i sofaen, og hun krøb ind til ham. den tynde,

sorte bomuldskjole afslørede en serie fremspringende knogler,

da han lod hånden glide ned over hendes rygrad. det gav ham

en fornemmelse af hendes skrøbelighed, noget han skulle passe

på.

– Hvad ser du? spurgte han.


18

– det er vist et indslag om Copenhagen Marathon på søndag.

Jeg har ikke fulgt med i det, jeg sov næsten, da du kom ind.

Han vidste, at hun havde været til et formentlig anstrengende

fakultetsmøde på universitetet, hvor hendes institut stod over

for drastiske nedskæringer i undervisningsbudgettet.

– Var det et lortemøde?

Hun vendte ansigtet mod ham og hævede demonstrativt

øjenbrynene.

– Ja! de har foreslået, at adfærdspsykologi nedlægges som

selvstændig enhed, og at vi bliver lagt ind under det pædagogisk-

psykologiske område.

– Virkelig?

– Ja, politikerne er meget optagede af, hvordan man mani-

pulerer skolebørn til at lære ting udenad.

Hun lod en finger snurre rundt ud for tindingen.

– og det skal vi så bruge vores ressourcer og forskning på.

Swane havde måttet lægge øre til den sang gennem længe re

tid. Som i de fleste offentlige institutioner var universitetsver-

denens kasse slunken, og Ina havde måttet acceptere at tage til

århus en gang om ugen for at forelæse på danmarks Pædago-

giske Universitetsskole, hvor opgaven for tiden var at undervise

kommende pædagogiske kandidater i at udvikle faste læseplaner

og testsystemer til landets skolebørn. en tendens, der var opstået

i kølvandet på de famøse PISA-test, hvor de danske niendeklas-

ser havde scoret alarmerende lavt i forhold til lande, som politi-

kerne yndede at sammenligne sig med. Ina havde været stærkt

ophidset, da hun læste forskerteamets konklusioner og kaldt

dem for både „stupide“ og „videnskabeligt invalide“. Swane

havde lyttet tålmodigt. det var sikkert som amen i kirken, at

Ina ville brokke sig over hans manglende engagement i hendes

arbejde, hvis han ikke foregav at være interesseret. de talte jo

altid om hans.


19

– det var den gamle regering, ikke? det er vel anderledes

efter valget? prøvede han nu.

– Skulle man tro, men riget fattes penge. Jeg tror ikke på en

sidste øjebliks redningsaktion.

– Ah, så slemt er det vel ikke! du maler nok fanden på væg-

gen, sagde Swane vel vidende, at hun sikkert havde ret.

– Måske.

– de kan sgu da ikke finde andre, der kan overtage dit spe-

ciale.

– nej, men de kan skære så kraftigt i budgettet, at det ikke

længere giver mening.

– Så kan du blive crime profiler inde på gården, smilede han.

da hun ikke svarede ham, rakte han ud efter fjernbetjenin-

gen og skruede op for indslaget. Han vidste, at hans unge kol-

lega, robert Svendsen, skulle deltage i søndagens løb sammen

med kriminalassistent lone Wilhelmsen, som de havde mødt

i Hjørring sidste år i forbindelse med en sag. Siden havde hun

og robert bevaret kontakten, og Swane havde mistanke om,

at ingen af dem ville have noget imod, at det udviklede sig til

mere end det.

42,195 km. Swane forsøgte at forestille sig, hvad det egentlig

ville kræve at gennemføre, og hvad der drev folk til at gøre det.

og i løbet af de sidste to årtier var maratondistancen efterhån-

den ikke engang ekstrem nok. Almindelige mennesker sprang

ud som jernmænd og -kvinder i bestræbelsen på at „mærke“

livet. Selvrealiseringen forløstes gennem blod, sved og tårer.

en reporter stod med en lektor fra Institut for Human Fysio-

logi, der gennemgik nogle elektroniske skitser af den perfekte

maratonløber. der blev zoomet ind på et verdenskort. Først det

afrikanske kontinent og så videre ned på et mindre område i

Østafrika på grænsen mellem etiopien og Kenya.

Forskeren speakede til.


20

– det er i det her lille område på størrelse med Fyn, der er

udklækket en uforholdsmæssigt stor mængde stjerner i mel-

lem- og langdistanceløb. Vi taler om en befolkningsgruppe på

under én promille af verdens befolkning, der sidder på halvfems

procent af alle rekorder.

Intervieweren afbrød, mens hun tonede frem på skærmen.

– er det deres fysiologi, der sætter dem i stand til de præ-

stationer?

– der er flere teorier på området. en af dem går på, at det

skyldes den store mængde røde blodlegemer, som de er genetisk

disponerede for, fordi de bor tre tusind meter over havet …

reporteren afbrød igen.

– Hvis den teori holder, skulle bjergbønderne i Tibet vel være

blandt de bedste?

– netop! og derfor tror man også, at det er en kombination

af flere faktorer. For eksempel sociologiske forhold. en løbekar-

riere kan betyde vejen ud af fattigdom, samme tendens som hos

de sorte boksere i USA.

– er der andre ting?

– Kosten.

billedet skiftede til et cirkeldiagram over kostsammensæt-

ningen.

– de lever af en fedtfattig diæt med et højt indhold af kulhy-

drater og proteiner. og så er der den nyeste teori, hvor vi mener,

at længden og tykkelsen af deres underben er afgørende.

Forskeren pegede på en af plancherne i baggrunden.

– det er faktisk en teori, der er udklækket på Københavns

Universitet, og den vinder større og større genklang ude i verden.

Indslaget skiftede til en anden reporter, der havde taget op-

stil ling uden for Frederik 8.’s Palæ på Amalienborg Slotsplads

for at få et glimt af kronprinsen, der igen i år skulle deltage i

løbet.


Swane så på sit ur: 18.01. Han skiftede over til de tidlige

nyheder og lod den nu sovende Ina blive liggende på sofaen,

da han begav sig ud i køkkenet for at se, om hun havde tænkt

på noget til aftensmaden.


22

Jon eliassen afbrød opkaldet og gik fra køkkenet ind i barom-

rådet i klubhuset tilhørende rockergruppen, Northside MC,

der lå i en nedlagt benzinstation i Københavns nordvestkvar-

ter.

northside MC var første led i den fødekæde, der tilførte

deres kriminelle storebrødre økonomiske midler i forsøget på at

få magten over underverdenens indbringende markeder. deres

business indbefattede både køb og salg af hårde stoffer, traffick-

ing og prostitution samt salg af hælervarer og våben. Jon havde

fået opgraderet klubbens status gennem samarbejde med et af

de to nationale forbrydersyndikater, der stod på hver sin side

af den verserende bandekonflikt. der var krig, og krig kostede

penge.

Men nu havde Jon fået en tjans, der var lidt ud over det

sædvanlige.

For et par uger siden var han blevet kontaktet af en tysk

forretningsmand, Heinz Kohl, der havde fået Jons nummer

af nogle af northsides samarbejdspartnere i den københavn-

ske underverden. de havde peget på Jon som en, man kunne

kontakte, hvis man skulle have udført opgaver af mere speciel

karakter.

Siden havde Jon og tyskeren talt sammen flere gange, og

Kohl havde forklaret, at han repræsenterede en organisation i


23

Frankfurt, der forskede i idrætsfysiologi. nu havde de brug for

en, der i et døgn kunne skjule et par løbere, to unge afrikanere, i

København før det årlige maratonløb. Vel at mærke et sted, hvor

deres ophold, hvis de blev opdaget, ikke kunne spores baglæns

i systemet.

Jon syntes, det lød som en nem opgave. Han skulle bare

følge nogle udstukne retningslinjer, inden han afleverede sine

to gæster på et aftalt sted et døgn senere. Kohl havde nævnt

noget om visumregler som årsagen til det hele. det troede Jon

ikke på, men det passede ham fint, at han ikke fik mere at vide

end højst nødvendigt, og med et honorar på ti tusind euro var

han sådan set også ligeglad. Hvad ragede det ham? og hvis

hans egen viden om og indblanding i sagen blev holdt på et

minimum, kunne han lettere spille dum, hvis politiet af en eller

anden grund blev indblandet. det burde ikke kunne ske, men

Jon vidste af erfaring, at panserne pludselig kunne stå på ens

dørtrin og stille nærgående spørgsmål, når man mindst ventede

det.

Han så på sit ur. der var to timer til „pick up“. løberne

skulle hentes på en rasteplads langs motorvejen mellem roskilde

og København. Han skulle se efter en sort Mercedes kassevogn

med tonede ruder og tyske nummerplader. Aftalen var, at han

skulle parkere lige ved siden af, så drengene uset kunne skifte

bil.

larmen fra de fire højtalere, der rammede barområdet ind,

sendte en powerful bas gennem parketgulvet, så Jon kunne

mærke rytmen under sine cowboystøvler. Han scannede det

tilhørende lokale for at finde en passende hjælper i den håndfuld

trofaste brødre, der opholdt sig i rockerbogen denne eftermid-

dag.

I hjørnet spottede han den tavse og to meter høje Franky,

som havde fået sit kaldenavn på grund af en vis lighed med


24

skuespilleren boris Karloff, der havde lagt krop til hovedrol-

len i den gamle udgave af filmen om Frankensteins monster.

det var Jon, der havde givet ham det, ligesom det var Jon, der

havde givet de fleste af brødrene de navne, der var en vigtig del

af konceptet, når man skulle rive deres gamle identitet ned og

opbygge en ny.

Jon havde engang med stor interesse fulgt en dokumentar-

serie om Fremmedlegionen og været fascineret af den militære

disciplin, der åbenlyst havde til hensigt at fjerne rekrutternes

uhensigtsmæssige bagage, så de kunne opbygges som nyttige

idioter i det nye system.

nu skulle han bruge en mand, der ikke stillede irriterende

spørgsmål til opgaven, og som med sin fysiske fremtoning ind-

gød omgivelserne en vis respekt. Med sin højde og de synlige

tatoveringer op langs halsen virkede Franky som det rigtige valg,

så Jon gik hen og lagde armen om skulderen på sin udvalgte

håndlanger, hvorefter han trak ham med ud i køkkenet.

Halvanden time senere kørte Jon og Franky ind på Motor-

ring 3 for at fange Holbækmotorvejen længere sydpå. lige før

den aftalte rasteplads lagde Franky deres VW transporter ind

i af kørselssporet, og Jon begyndte at spejde efter den mørke

Mercedes. dér, på den anden side af toiletterne et par båse

før udkørslen.

Han så på Franky.

– du bliver bare siddende og holder kæft. det her er en

vigtig deal for os. Høje herrer fra udlandet. nemme dollars.

det er knap nok ulovligt, det vi skal gøre for dem, så det skal

bare køre!

da de to kassevogne holdt parallelt i de skråt afmærkede

båse med skydedørene lige ud for hinanden, sprang han ud og

gik hen til forenden af den anden bil. en høj, korpulent herre


25

med jakkesæt og solbriller trådte ud og rakte hånden frem uden

at præsentere sig.

– Heinz Kohl, formoder jeg? sagde Jon på tysk.

lidt glæde havde han da haft af det rædselsfulde kostskole-

ophold.

Manden nikkede kort, men virkede ikke interesseret i for

meget snak.

– og du har fundet et sikkert sted til dem? spurgte han bare.

– Selvfølgelig, svarede Jon roligt.

Kohl trak skydedøren op, og en bølge af varme og svedlugt

kom rullende ud inde fra mørket. To slanke, sorte skikkelser

trådte ud i sollyset og blev hastig verfet ind i Jons VW. Så trak

tyskeren døren i og gik et par meter væk fra bilerne, mens han

gjorde tegn til Jon om at følge med.

– du har styr på adressen og tidspunktet til i morgen?

Jon nikkede.

– de skal nok være der, men hvad med betalingen?

– Hvis opgaven udføres tilfredsstillende, mødes vi i overmor-

gen på et sted inde i byen. Jeg ringer til dig.

Jon så skeptisk på den jakkesætsuniformerede tysker, men

besluttede sig for at acceptere betingelserne. de skiltes med den

meget klare aftale, at Kohl ville ringe mandag morgen med tid

og sted.

Indtil da havde Jon planlagt, at løberne skulle opholde sig

et sted, hvor han havde tilpas styr på dem, og hvor der var en

„babysitter“, hvis der skulle opstå problemer. Allerede da ty-

skeren ringede første gang, havde han været klar over, at han

dårligt kunne tage dem med til klubhuset, når der var tale om

en mørklagt operation. Mens Franky kørte bilen tilbage mod

København, havde Jon derfor travlt med tasterne på sin mobil.

dér var det. nummeret han ledte efter. Han trykkede på op-

kaldstasten.


26

Stella. Hun arbejdede i ludermiljøet, men var den eneste,

Jon havde tiltro til kunne klare opgaven. Hun var clean og

havde mere omløb i hovedet end de andre arbejdende piger,

så det var hende, han afregnede procenter med på de aftalte

dage. northside havde fået tildelt et område med tre gader om-

kring enghave Plads, og det var altid Jon, der opkrævede. Han

nød den magt, der lå i at kunne tage penge fra bordellerne med

den underliggende trussel om vold, og ved flere lejligheder tog

han fat i de afregnende piger for at sikre sig, at de blev holdt i

så kort snor som mulig. Men aldrig Stella. Hun havde fået en

særstatus hos ham, og han havde endda accepteret, at hun af

og til var bagud med procenterne, hvis hun til gengæld spredte

benene for ham i den store dobbeltseng.

– enghavepigernes escort, det er Stella.

– drop det dér business talk, det er Jon.

– Jon. Jeg gider ikke tale med dig!

– rolig nu, Stella. Jeg ringer sgu heller ikke for at hygge-

snakke. Jeg har en opgave til dig. det vi talte om forleden. det

har du vel ikke glemt?

– nej, selvfølgelig har jeg ikke det, men man ved aldrig, om

det bliver til noget med dig.

– Selvfølgelig gør det det, Stella. Jeg har lige hentet mine

to gæster, og nu skal de have et sted at være i nat. Ikke andet.

Som vi aftalte den anden dag, ikke?

– og hvad har de så lavet?

– Ikke noget. det er nærmest bare et par store drenge. Mere

behøver du ikke at vide.

der opstod en lille pause. Jon ventede. om lidt ville Stella

spørge, hvad hendes betaling for denne usædvanlige tjeneste

bestod i. Sådan var alle de arbejdende piger.

– Hvad får jeg for det? sagde hun endelig. – det nævnte du

ikke sidst.


27

Fuldstændig som beregnet. de ludere var sgu så forudsige-

lige.

– Tre kilo, med det samme.

– og de skal bare sove her?

– Ja, som jeg sagde. Vi er der om fem.

da Jon kort efter trykkede på dørtelefonen hos enghavepigernes

escort, blev han buzzet ind uden videre.

Han tog fat om skulderen på den ene af drengene, der var

synligt påvirket af situationen.

– rolig nu. I skal bare sove her en nat, forsikrede han dem

på engelsk.

da de nåede tredje sal, afslørede en diskret rød diode ved

brevsprækken, at Stella, der ved mere borgerlige lejligheder

kaldte sig ved sit dåbsnavn, Annemette, havde lukket for busi-

ness i øjeblikket.

Jon ringede på, og hun åbnede døren iført en stærkt ned-

ringet silkekimono, der signalerede, at hun for længst havde

krydset den naturlige blufærdighedsgrænse.

Han så hånligt på hende.

– Har du ikke noget mere passende at tage på end det der

ludertøj? Vi skal helst ikke skræmme vores gæster mere end

højst nødvendigt.

Stella trak silkekimonoen tættere om kroppen.

– det er sgu dig selv, der har bedt mig stille op …

Han holdt afværgende en hånd op og afbrød hende.

– Klap i! Han trak et bundt penge op af inderlommen og

frigjorde tre tusindkronesedler. – Hér!

Stella snappede hurtigt sedlerne fra ham og holdt dem med

kendermine op mod lampen i entréen.

– Tror du, de er falske? grinede han.

Så pegede han på de to forskræmte drenge.


28

– det er de to, det drejer sig om.

Stella så på dem.

– det er jo børn! udbrød hun. – eller store drenge. Hvad

har I gang i, Jon?

– det skal du ikke bekymre dig om.

Hun tog fat i hans ærme.

– I er vel for helvede ikke begyndt at sælge trækkerdrenge

fra Afrika?

– Slap af og gør det du bliver betalt for.

Han frigjorde sig behændigt og greb begge hendes hænder

i den ene af sine egne som i en skruestik.

de to unge afrikanere så forfærdede ud, men Jon sendte dem

et afvæbnende smil.

– Alt er okay, og vi er gamle kærester, sagde han på engelsk.

Han stak den frie hånd ind under Stellas kimono og tog fat

i den følsomme hud på inderlåret.

– er det ikke rigtigt, Stella? er vi ikke gamle kærester?

Hun gav sig, da han borede sine knojernsagtige fingerringe

ind i hendes kød.

– Jo, selvfølgelig, gispede hun.

Han skubbede hende brat fra sig og gik hen mod den åbne

dør.

– Jeg henter dem i morgen, og Stella …

– Ja?

– glem ikke, hvem der bestemmer!

Hun svarede ikke, men trak igen kimonoen sammen om sig.

Så viste hun de to forskræmte drenge ind i et tilstødende lokale,

hvor der lå to madrasser på gulvet.

– I kan sove her, sagde hun venligt. – Toilettet er ude på

gangen til venstre, og der er mad i køleskabet. Hvis I hører, jeg

får besøg, skal I ikke komme ud.

Hun så på dem.


– det er vigtigt.

Så vendte hun sig mod Jon.

– det er kun til i morgen! sagde hun.


Documents

Når engle græder blod