1Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

N Ø R G Å R D - S I B E L I U S KO R R E S P O N D A N C E N ( 1 9 9 7 )

Af Per Nørgård, Jean Sibelius og Dansk Musik Tidsskrift

”Aftonland”, op. 10. (Kladden til dette brev fin-des ikke i Per Nørgårds gemmer).

Den 2. december 1954 modtager Nørgård tak-kebrev fra Sibelius, som modtager dedikationen (trykt faksimile her).

Nørgård sender tak for brev og bilægger den tryk-te version af ”Aftonland” (dette brev findes ikke).

Den 6. maj 1955 sender Sibelius et brev til Nørgård og et til Wilhelm Hansens Musikforlag, hvor Sibe-lius takker for den trykte udgave af ”Aftonland”. (Brevet til Wilhelm Hansen er trykt faksimile her).

I efteråret 1954, kort tid efter den første brev-veksling, er Per Nørgård til skandinavisk kon-servatoriefest (senere kaldet UNM) i Helsinki. De nordiske komponister inviteres ud til Ainola, Sibelius’ hus uden for Helsinki. Sibelius står på verandaen og vinker til de unge danske kompo-nister og ønsker dem held og lykke. Komponisten Ole Schmidt trykker Sibelius’ hånd (se foto). I kredsen af unge komponister står en genert Per Nørgård, der ikke vover at give sig til kende. Han får ikke siden lejlighed til at hilse på Sibelius, der dør den 20. september 1957.

I august 1997 skriver Per Nørgård en introduk-tion til korrespondancen (En eftertanke – 43 år efter). Den bringes efterfølgende.

Indledning Korrespondancen mellem Per Nørgård og Jean Sibelius er mere end et musikhistorisk kurio-sum, som fremstiller den 21-årige danskers bjergtagethed af den berømte 89-årige finne. Korrespondancen er interessant, fordi den ud-vider vores viden om og forståelse af Nørgårds tidlige periode og hans tanker om det ”nordlige sinds univers”. I brevvekslingen med Sibelius skriver Nørgård i det første brev af 2. juli 1954 om sin fascination af Sibelius’ musik. Dette på baggrund af æstetiske og kompositoriske over-vejelser, der går videre end blot beundring og tilbedelse.

DMT har bedt Nørgård om at offentliggøre dokumenterne.

Med det første brev til Sibelius i 1954 sender Per Nørgård sin Kvintet, op. 1. Nærværende udga-ve af brevet fra Nørgård til Sibelius er blevet til på baggrund af Per Nørgårds kladde. Den er så meget mere interessant, fordi den med udstreg-ninger og indskud viser, hvor usikker og tøvende Nørgård er over for at skulle henvende sig til den finske nestor. (Se også udsnit af brev i faksimile).

Returbrevet fra Sibelius kommer den 15. juli 1954 (trykt faksimile her). Sibelius’ opmuntren-de ord giver Nørgård mod til at gå videre – den 25. november 1954 sender Nørgård et brev til Sibelius med anmodning om at tilegne Sibelius

Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm2

Kære hr. [Sibelius]Det er et højst dristigt og tilsyneladende no-get påtrængende forehavende af mig, en ung dansk komponist, at skrive til Dem; men da jeg nu har båret på den tanke i et år, påbe-gyndt dens udførelse og ophørt igen uden at den har villet forlade mig, men snarere har vokset sig (forhåbentlig) moden i mit sind, kan jeg ikke undgå at føle at det må være no-get jeg skal gøre, og håber så til at tanken nu er modnet dertil. – Jeg beder Dem altså om tålmodighed et lille stykke tid endnu.

Oplevelsen af Deres musik har på forholds-vis kort tid kulegravet og ændret mit syn på hele musikhistorien i de sidste par århund-reder. – Efter min musikalske bevidsthed var vågnet vendte jeg, som naturligt var, til min samtids musik (eller rettere til den del af den man med et dårligt og dog måske rigtigt ord har kaldt modernismen]. I første række mod-tog jeg stærke indtryk fra Stravinskys tidlige værker men frastødtes af hans senere udvik-ling. Jeg søgte en sundere, naturligere musik og blev da tiltrukket af Béla Bartok, som end-nu i dag står for mig som en ægte søgende og meget begavet komponist. I parentes bemær-ket har hverken Hindemiths eller dodekafo-nisternes værker nogensinde betydet noget for mig. – Men i Bartoks musik fandt jeg en tonal friskhed og melodisk inderlighed som længe forekom mig uovertruffen i århundre-dets musik. I dag ved jeg imidlertid at Bartok aldrig har vokset sig helt ind til min person-lige fornemmelse af tilhør og rod-fæstethed i livet, verden og dermed i musikken. Hans

musik forekommer mig i dag til en vis grad tidsbundet, og dermed for lidt universel.

Det blev uropførelsen af en danskers sym-foni som blev primus motor til de indre op-levelser som satte alt på plads i mit sind. Vagn Holmboes ”Sinfonia boreale” gjorde et stærkt indtryk på mig og uden at kunne forklare mig selv hvorfor blev jeg straks klar over at jeg nu måtte studere Sibelius’ symfo-nier. Jeg lånte partiturerne til dem alle 7 på biblioteket og begyndte at købe alle de pla-der jeg kunne få med disse værker. Og jeg op-levede da det mærkelige – som er fortsat til dags dato – at disse musikværker stadigt og kraftfuldt voksede i min bevidsthed for hver gang jeg studerede og hørte dem. De nåede altså ikke det punkt hvor de havde sagt en alt de kunne, hvor de så at sige havde nået lof-tet, tværtimod fandt jeg dem fra gang til gang stadig rigere. Dette har jeg ikke oplevet med nogen anden komponist fra dette århundre-de, hverken med Stravinsky, Bartok eller vor egen Carl Nielsen. – Forklaringen forstod jeg egentlig hurtigt; Deres musik er på en måde, som langt overgår Deres samtidige, forbun-det med tilværelsens elementære, inderste, og helt tidløse kræfter, med naturen i videste forstand, hvorfor det åbne menneskes sind hvergang det kommer til Deres musik vil føle sig påny gennemstrømmet af livets urkilder som altid, stærkere for hver gang, stimulerer til en enklere, rankere og usigeligt rigere leve-vis. Denne mystiske forbundethed med tilvæ-relsen følte jeg samtidig med at jeg erkendte min natur som dette udefinerlige nordlige,

3Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

en fornemmelse der allerede var stærkt vakt i mig ved at høre Holmboes ”Sinfonia borea-le”; den rene nordlige luft, det stærke mørke og det glasklare, uslørede lys, dette, den nor-diske naturfornemmelse, er i dag for mig no-get af det dyrebareste i mit liv. – Men, und-skyld mig, jeg er endnu ikke kommet til den intellektuelle kærne i mit brev, til det som har givet mig modet til at skrive dette brev.

Ved det stadig dyberegående studium af Deres symfonier blev jeg slået med undren over hvor nyskabt Deres formfornemmelse er, en i bedste forstand nutidighed som fak-tisk fik mig til at føle Stravinsky og Bartok som historie, dér hvor De er den levende vir-kelighed. Jeg fandt at det formprincip som jeg anså for opstået i fyrrerne, nemlig det me-tamorfotiske, allerede var fuldt udfoldet i De-res senere symfonier, i ”Tapiola” og i andre værker. Den metamorfotiske formfornem-melse står for mig som den levedygtige aflø-ser af sonateformen; den organiske vækst ud af enhedsstof som afløser af det dualistiske sonateprincip. Denne formfornemmelse ef-ter hvilken den musikalske tanke skønt i sta-dig forvandling af udtryk og karakter og stof

dog bevarer sit ”jeg”, sin kærne, opstod tilsy-neladende i dansk musik i de tidlige fyrrere og blev udfoldet i en række symfoniske vær-ker, af hvilke ”Sinfonia boreale” er et meget betydeligt eksempel; tænk Dem den følelse for mig at finde dette nye, ægte symfoniske formprincip fuldt udfoldet i nogle værker man sædvanligvis og overfladisk har henreg-net til en anden epoke i musikken. Her er jeg da endelig ved kærnen: jeg har nu fundet den ubrudte symfoniske linie fra den symfoniske skaben i dag i 1954, gennem Deres værker og tilbage til Beethoven, Haydn. Hvad der så skete omkring 1910-20 i Stravinsky[s] og Bar-toks musik og i de bølgeringe de bragte opfat-ter jeg som en regeneration, en fornyelse og udrensning af celler i tone-sproget som hav-de mistet deres friskhed ved overeksponering af udtrykket i sidste halvdel af 1800-tallet. De, derimod, havde så meget styrke i Deres sind at De kunne indgive ny kraft til de elementæ-re kendte midler, samtidig med at De skabte en fornyelse af disse, samklang, melodik og til en vis grad tonalitet, men først og frem-mest ved en hidtil uset nyskabelse af storfor-men. Dette er det altså, så mangelfuldt ud-trykt det end er, jeg har villet skrive til Dem: tiden er nu, tror jeg, endelig kommet hvor en symfonisk skaben i samme ånd som Deres symfonier er skrevet men helt uden denne sti-

Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm4

listiske imitation som til at begynde med ville have været, og var, uundgåelig, en symfonisk skaben på traditionen Beethoven-Sibelius af komponister for hvem Deres værk vil stå som det ubestridte midtpunkt i den første halvdel af århundredet. Dette var ikke muligt før nu i dette århundrede, af andre end Dem, men nu er jeg overbevist om at midlerne er mod-net dertil.

Det er muligt at De forlængst har vidst det jeg har villet sige, og måske for lang tid si-den har indset at sådan er det, men for mig, for hvem alt det her sagte er det primitive ud-tryk for stærk personlig oplevelse, for mig har den mulighed at De ikke havde hørt det, uaf-hængigt sagt af en ung Dem ganske ubekendt komponist, altså været tilstrækkelig til at jeg ikke kunne føle det som blot påtrængenhed af mig at skrive til Dem.

I dybeste hengivenhed

[Per Nørgård]Jagtvej 101København N

Skarpe parenteser er redaktionelle tilføjelser.

■

EN EFTERTANKE – 43 ÅR EFTER

Af Per Nørgård

For den der i dag læser mit 43 år gamle brev til Sibelius vil hovedindtrykket nok være, at dette var en panegyrisk hilsen fra en meget ung mand, der hovedkulds er snublet over Si-belius efter, kort forinden, at have fået hevet fødderne væk under sig – ved uropførelsen af sin lærers ”nordiske symfoni”, Holmboes Sinfonia boreale.

Og dette er heller ikke ganske langt fra vir-keligheden...

Dog er der et par justeringer, hvor den første også justerer noget i mit brev: Det var nemlig ikke så pludseligt det med det ”nor-diske, naturen og musikken” som det ellers synes at fremgå. Hvad naturen angår kastede jeg mig adskillige år tidligere ud i en række kano-teltferier på jyske åer – en ikke uanse-lig fysisk bedrift for en spejder- og sports-for-skrækket storbydreng. ”Suget” i, og fra, den nordiske natur har aldrig sluppet mig siden og er i grunden – ukommunikérbart, i hvert fald i ord. Men hvad toner angår, har det væ-ret adskillige år før ”borealen” (uropf. 1953), at jeg oplevede dette ‘sug’ chokartet stærkt kommunikeret, nemlig i Sibelius’ 2. symfo-ni (som ved alle store oplevelser erindrer jeg hvor det foregik: I mine forældres bade-kar. De har nok været til selskab, og jeg har be-nyttet lejligheden til at forene nydelsen af et varmt bad med en transportabel radio-symfo-nikoncert). Igen: Jeg kan ikke meddele selve oplevelsen, kun at den havde (og har) noget at gøre med vidde, rum, intensitet. Selv om jeg altså ikke kan definere den, har jeg ikke så sjældent kunnet fornemme denne ”nordiske lyd”, også i ikke-skandinaviske værker, briti-ske (som fx Vaughan Williams 6. symfoni), ca-nadiske, nordamerikanske.

Nok om det (når jeg alligevel ikke kan sige noget træffende): På trods af Sibelius-dåben i badekarret forfulgte jeg ikke sporet før fle-re år senere, altså i 1953, ”Boreale”-uropfø-relsesåret – formentlig fordi jeg forinden har været for gennemsyret af dansk konservato-riekonsensus anno 1952: Stærkt pro-Nielsen-Brahms, stærkt anti-Schönberg & co. og tem-

5Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

melig indifferent over for vor verdensberømte finske, jævnaldrende kollega til Nielsen. Hvis Sibelius nævntes var det ud fra dét (tenden-tiøse) perspektiv der udgik fra Valse Triste, Finlandia og fra de romantiske salonsmåstyk-ker. – Det var altså ingen tilfældighed, at jeg fremhævede de ”senere symfonier” i mit brev til Sibelius som fremadpegende formskabel-ser og fuldt udfoldede metamorfoser.

Så meget om baggrunden for min dristige henvendelse – en baggrund der af gode grun-de var tegnet yderst lakonisk op i mit brev: Jeg var skrækslagen for at irritere og trætte den 89-årige mester med privatsnak. Som det fremgår var jeg i det hele taget meget tø-vende over for dette uhørte, at skrive til den verdensberømte olding. Grunden til at jeg, trods brevets åbenlyse naivitet og vaklende argumentationer, har valgt at publicere såvel brev som Sibelius’ svar, er, at jeg i det store og hele kan gå ind for brevets ærinde endnu i dag. Dette kan jeg naturligvis kun sige på de 43 års afstand – og med de modifikationer som en yderst nødvendig horisontudvidelse de følgende år medførte. I første omgang fik min begejstring ved det svimlende indblik i andre, og lige så fornyende visioner som Bartóks, Stravinskys etc. mig til at udvikle en yderst problematisk forestilling om et sær-ligt ”nordisk sind”. Dette ”sind” havde afka-stet værker som nutidige skandinaviske (og andre) komponister stort set var ubekendt med og ikke interesserede i, fordi de havde travlt med at sysle med de centraleuropæi-ske problemstillinger. Noget var der om snak-ken: Rangstrøm, Valen, Langgaard m.fl. Men i 1960 kastede jeg mig selv ud i en intens be-skæftigelse med den ”centraleuropæiske mo-dernisme”; ingen vej udenom!

Men det centrale i brevet tilbagestår: Just det jeg benævner det organiske, naturnære, i modsætning til det romantisk naturskildren-de, har været en hovedinspiration for mig si-den. Hvad jeg ikke havde noget begreb for dengang (havde mon nogen?) var det fraktale aspekt, indsigterne bag den først i 70’erne op-kommende kaosforskning – noget som i høj grad ligger forudtegnet fx i symmetridannelser og kaosfænomener bl.a. i Sibelius’ 5. symfoni. Netop 5. symfoni har af mig været underkastet

strukturel analyse, og dén særlige vilje til ma-terialekoncentration som o. 1960 førte til min opdagelse af uendelighedsrækken (som i de senere år er karakteriseret som ”fraktal”) er utvivlsomt stimuleret i høj grad ved oplevelser-ne med, og studierne af, Sibelius’ ”senere sym-fonier, Tapiola og andre værker”. Men samti-dig stimulerede de mig til et lige så intensivt forfulgt studium af perceptionsprocesserne, hvilket bliver begribeligt i lyset af den senere Sibeliusreception, med Hepokoskis bog om Sibelius’ 5. symfoni1 eller Edward Clarks ar-tikel2 om Sibelius’ forbløffende og voksende aktualitet; eksempelvis er indsigten i Sibelius’ værk bl.a. som enestående udtryk for sonoritet blevet etableret. Da jeg hørte Morton Feldman i Middelburg i Holland 1986 tale om orkester-klang nævnte han Sibelius flere gange (både til andres forbløffelse – og sin egen moro) og senere har jeg hørt Wolfgang Rihm udnævne Sibelius’ 4. symfoni til århundredets mest ori-ginale værk (”herrschaftslose Musik”) ...

Jo, der er efterhånden langt til 1950’ernes kritik, fx René Leibowitz’ pamflet fra 1955 om Sibelius som ”Verdens Dårligste Komponist” (hvor det bl.a. hedder: Komponistens ‘origina-litet’ var resultatet af hans uvidenhed, inkom-petence og impotens. Eller T. W. Adornos vold-somme kritik af Sibelius i eksempelvis Den Ny Musiks Filosofi.

Det vi foreløbig kan konstatere er, at der i Sibelius’ musik var kraftige spirer til såvel ”minimalmusikken” (tænk på 1. versionen af 5. symfonis sidstesats!), som ”spektralmu-sikken” (tænk på det som interferens analy-serbare fortefortissimo-Ges i samme sats’ en-delige version! – se side 124 i partituret, ved bogstav L).

What’s next?Egentlig havde jeg ikke ventet svar fra den gamle mand, men da det kom forøgedes glæ-den naturligvis ved indholdet, om ”intres-santa brev...” og ”...en sådan förståelse” – jo, glad var jeg, og tog ejendommeligt nok ikke i betragtning at disse lysende linier kunne være udsprunget af samme elskværdighed og konveniens, som jeg øjeblikkeligt opfattede som grundlaget for de rosende ord om Kvin-tet, op. 13, sandt at sige tvivler jeg endnu i dag,

Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm6

at han skulle have læst alle 65 dobbelt-akko-lade-partitursider.

Men måske han har? (Per Nørgård – aug. 1997)

Noter1 James Hepokoski: Sibelius’ Symphony No.

5. Cambridge University Press.2 Edward Clark: The Sibelius Lecture 1996.

Trykt i nyhedsbrev fra United Kingdom Si-belius Society, London 1996.

3 – som jeg havde medsendt som et vidnes-byrd om min kompositoriske virksomhed.

■

Trykt i Dansk Musik Tidsskrift 72, 1997-98 nr. 1,12-17

Artiklens forfattere er Per Nørgård/Jean Sibelius (brev/faksimile); samt forbindende tekst af DMT-redaktionen, ledende til den ef-terfølgende artikel af Nørgård i samme num-mer (En eftertanke – 43 år efter).