Nydelig dovenskab - en undersøgelse af kapitalisme ... · Nydelig dovenskab - en undersøgelse af kapitalisme, stigmatisering og etik - - - Joyful laziness - investigating capitalism,

Nydelig dovenskab - en undersøgelse af kapitalisme,

stigmatisering og etik

- - -

Joyful laziness - investigating capitalism,

stigmatization and ethics

Kandidatafhandling på Cand.merc.(fil.).

Af: Søren Stevnsgaard Rasmussen

Afleveret: 26 november 2012Vejleder: Lektor Alexander Carnera Ljungstrøm - Institut for Ledelse, Politik og FilosofiOmfang: 181.579 anslag, svarende til 79,81 normalsider.

Copenhagen Business School - 2012

Abstract

This thesis explores the concepts of capitalism, stigmatization, adaptation and ethics, in relation to concepts of desire, enjoyment, cynicism and the unconscious, derived from psychoanalysis. The context for the thesis is, that there is an increased focus in society towards consuming and enjoying and, at the same time, a focus on political correctness and tolerance towards minorities. The theory behind these ideas is, that these two fields of attention tend to work against each other, with consumption being the cause of a stigmatization, and political correctness seeking to prevent the same stigmatization. This seems to create a mismatch in ethical focus or, in the words of Slovenian philosopher Slavoj Žižek, an ethical illusion.

With an overall focus on stigmatization, the investigation explores two different cases. The first case involves a native community in the north of Canada, threatened by a forthcoming expansion of a major oil refinery. The second case involves an unemployed citizen, who recently publicly declared, that he doesn't want to work in return for his social welfare. On the basis of these two cases, the thesis aims to show how 1) the concept of stigmatization and ethics has changed in a modern capitalistic economy, and 2) how this calls for a different way of thinking ethics, in relation to helping minorities out of their position as being marginalized or stigmatized.

The result of the investigation shows how modern society, in it's transformation from a focus on a religious ethos to a focus on accumulation of capital, lacks an overall ethos, and therefore, makes it easier to stigmatize minorities, and in a more subtle way. At the same time the investigation shows, how a sudden 'happening' in society can change the rhetorical approach on political correctness, making already stigmatized people become even more stigmatized. It also shows how this happening can serve as a foundation for a new critical thinking, from outside of the system. The ethical outcome of the happening is determined, not by the happening in itself but by how the happening is capable of making society think about it's own lack of ethical thinking. If successful, a new ethical thinking is developed, that can work towards helping these stigmatized minorities out of their current situation.

(Forsidefoto: Deddeda Stempler, Porcupine caribou - yukon river, http://www.photosensitive.com/)

2

http://www.photosensitive.com

http://www.photosensitive.com

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning! 4Problemstilling$ 4Tekstens opbygning og struktur$ 6

Kapitel 2. Metodiske overvejelser! 8Psykoanalyse og den slovenske skole$ 8Sprog, struktur og det ubevidste$ 10Psykoanalysen som metoderetning$ 13Anvendelse af psykoanalysen som metode$ 16

Kapitel 3. Psykoanalysens teoretiske begreber! 18Det Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle$ 18Begær, nydelse og kynisme$ 21Det ideologiske fantasme$ 24

Kapitel 4. Stigmatisering i kapitalismen! 27Kapitalismens indflydelse$ 28Old Crow og Tar Sands$ 32Nydelse og begær i olieindustrien$ 37Stigmatisering$ 42

Kapitel 5. Et utilpasset subjekt! 47Det utidige subjekt$ 47Dovne Robert$ 49Utilpasset og stigmatiseret$ 54Profanering$ 60

Kapitel 6. Den etiske hændelse ! 69Det etiske behov$ 69At være doven etisk$ 70Provokation og fremmedhed$ 73

Kapitel 7. Afrunding! 76Diskussion og erkendelse$ 76Konklusion$ 79

Litteraturliste ! 81

3

Kapitel 1. Indledning

I samfundet synes der i dag at være en tendens, der peger i retning af et øget fokus på at sætte individet i centrum, og i forlængelse af dette, et øget fokus på selvrealisering gennem retten til at nyde, til at være sig selv og til at beskytte egne interesser. Samtidig med dette, synes der at være en tendens der peger i retning af, at vise en større forståelse overfor minoriteter, eller udsatte grupper i almindelighed, eksempelvis i form af tolerance overfor forskellighed, samt en øget politisk korrekthed. Der synes derfor at være et modsætningsforhold mellem disse to. For det første hjælpes og beskyttes udsatte grupper gennem et politisk kodeks og en etik, hvor der påbydes hvad der må siges og tænkes om disse. For det andet opfordrer markedet til at nyde og forbruge produkter, der i deres fremstilling kan have konsekvenser de steder der produceres. Samfundet kommer til at gemme sig bag det Slavoj Žižek kalder for en etisk illusion,1 en illusion hvor der på den ene side gøres noget der er godt for nogle, mens på den anden side gøres noget der har negative konsekvenser for andre. Denne etiske illusion er udgangspunktet for teksten, der bliver en undersøgelse af forholdene mellem kapitalisme, nydelse, stigmatisering, tilpasning og etik.

Problemstilling

Begrebet om stigmatisering vil være tekstens primære omdrejningspunkt, og da dette kan vise sig i forskellige segmenter, vil udviklingen af begrebet være centreret omkring to typer case, med forskellig karakter. Første case er fra det nordlige Canada, hvor et britisk dokumentarprogram beskriver en lokal aboriginal stammes liv og livsforhold, og sideløbende med dette, beskriver et olieselskabs forsøg på at udvide deres forretningsgrundlag. Programmet knytter an til flere problematikker, men vil være fokuseret omkring stigmatisering i forhold til kapitalisme, nydelse, subjektivering og tilpasning i samfundet.

Anden case vil omhandle Robert Nielsen, en 44-årig kontanthjælpsmodtager, der i efteråret 2012 blev landskendt som 'Dovne Robert', da han offentligt stod frem og fortalte, at han gennem 10 år har nægtet at tage et hvilket som helst arbejde, til gengæld for kontanthjælpen. Denne case udvikler ligeledes begrebet om stigmatisering i forhold til

41 Slavoj Žižek, Vold (Aarhus: Forlaget Philosophia, 2009), 41

kapitalisme, nydelse og subjektivering, men vil fokusere på stigmatiseringen som følge af det ikke at ville tilpasse sig samfundet. De to dele af analysen skal derfor ses i forlængelse af hinanden i forhold til at belyse stigmatiseringen, og lægge op til et afsluttende perspektiv, om en mulig etisk hændelse.

Med baggrund i ovenstående, kan problemstillingen præciseres i disse to teser:

Stigmatisering

Første del vil være en undersøgelse af sammenhængen mellem kapitalismens individualiserende krav om begær og nydelse, og som følge af dette, en stigmatisering af af individet. Tesen er, at subjektet som følge af økonomien ufrivilligt stigmatiseres, og efterfølgende tvinges til at tilpasse sig samfundets orden, for ikke at blive ekskluderet.

"I hvilket omfang stigmatiseres udsatte grupper som følge af kapitalismens begærs- og nydelsessamfund, og hvordan giver denne stigmatisering udslag i en tvunget form for

tilpasning til nye omstændigheder?"

Utilpasning og etik

Anden del vil være en undersøgelse af en reaktion på nydelsessamfundet, som en utilpasning, og i forlængelse af dette, som en mulig etisk hændelse. Tesen er, at subjektet ved at insistere på ikke at ville tilpasse sig samfundets tendenser mod nydelse og stigmatisering, skaber grobund for en etisk hændelse som en modstand mod det etablerede systems normer.

"I hvilket omfang bliver det utilpassede subjekt grobund for en etik, i forhold til at afhjælpe eller forhindre den stigmatisering der ligger i forlængelse af forbrugssamfundet?"

5

Tekstens opbygning og struktur

Teksten er inspireret af dele af Slavoy Žižek's og Lillian Munk Rösing's forfatterskaber, og primært sidstnævntes: Autoritetens Genkomst fra 2007. I denne bog præsenterer Rösing to væsentlige emner, nemlig det moderne samfund med fokus på forbrug, nydelse og opbygning af kapital, samt håndteringen og kommunikationen omkring forskellighed og fremmedhed. I følge Rösing er der med kapitalismen sket en ændring i måden at tænke individ og samfund på, og denne ændring kalder på en ny form for etik.

Sekundært er teksten inspireret af Žižek's ideologikritik af samfundet, eller det Žižek også beskriver som at 'gå i gennem fantasmet', et begreb der dækker over at "konfrontere os med de uerkendte implikationer af vores gøren og laden."2 Formålet for Žižek med at gå gennem fantasmet er at lede efter et nyt politisk ståsted eller en ny begyndelse. I denne tekst vil anvendelsen af udtrykket dog ikke være helt så revolutionært, men anvendes som en metodisk tilgang til at tage fat i et symptom, for at kunne anskue nogle begreber og strukturer på en anderledes måde.

Kapitel 2 vil indeholde en introduktion til psykoanalysen, og vil præsentere psykoanalysen som den metode der anvendes i teksten. Kapitel 3 vil være en dybere udfoldning af psykoanalysens, for denne teksts vedkommende, mere centrale teoretiske begreber. Valget af psykoanalysen som primær teori og metode, er sket af flere grunde. For det første er psykoanalysen det primære teoretiske fundament for både Žižek og Rösing, der må betragtes som fundament for tænkningen i denne tekst. For det andet knytter psykoanalysen som teori op til en tænkning om individet og samfundet som værende sygt, og har brug for hjælp til at kunne helbrede sig selv. Denne sygdomstilstand relaterer sig til individet som begærende og nydende, og dette ligger tæt op af forbrugssamfundet og kapitalismen. For det tredje er psykoanalysen bygget op omkring sproget som struktur, og da kommunikationen omkring de to cases er et vigtigt element for stigmatiseringen, synes det oplagt at anvende psykoanalysen som metode. For det fjerde er der en sammenhæng mellem psykoanalysens strukturalisme, kommunikation, og den etiske hændelse der er hensigten af vise, i det psykoanalysen beskæftiger sig med en sandhed i sproget som social interaktion.

6

2 Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustsen, Slavoj Žižek (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2006), 50

Kapitel 4 vil indeholde første del af analysen med casen fra Canada i relation til stigmatiseringen. Kapitlet vil indledningsvist give en diagnose af begrebet stigmatisering, kapitalismens indflydelse som en transformationen fra religion til økonomi, samt en bevægelse mod en mere systemisk og subtil vold i samfundet. Tekst af Walter Benjamin, Alexander Carnera, Rösing og Žižek, vil her være de primære inspirationskilder. Kapitel 5 vil indeholde en analyse af Robert Nielsen, og hans rolle i forhold til stigmatisering. Som introduktion til dette kapitel, redegøres kort for Kirsten Hyldgaard's begreb om 'det utilpassede' og 'det utidige'. Dette kapitel vil ligeledes anvende Georgio Agamben's begreb 'profanations', og dette begrebs relation til Robert Nielsen som en aktiv hændelse i samfundet. 'Profanation' vil ligeledes fungere som overgang til kapitel 6, omhandlende muligheden for en etisk hændelse. Kapitlet vil være et syn på det etiske, i samspil med profaneringen, det utidige, og det insisterende ved provokationen over den fremmede.

Teksten vil afslutte med en refleksion og en konklusion over samfundet, stigmatiseringen, det utilpassede og det etiske element.

7

Kapitel 2. Metodiske overvejelser

Dette kapitel omhandler primært valget af psykoanalysen som metode, men introducerer ligeledes til de grundlæggende begreber om teorien bag psykoanalysen. Kapitlet har til hensigt at skabe opmærksomhed omkring to centrale emner, nemlig sproget som performativt, og subjektet som bygget op omkring en tilstand af mangel. Det første lægger an til psykoanalysen som metode på den måde, at analyse vil tilgå empirien som et sprogligt og strukturelt fænomen. Det andet lægger an til teorien, nemlig i forbindelse med subjektets forholden sig til samfundet som social struktur. Begge områder bliver relevante for at vise stigmatiseringen i økonomien.

Psykoanalyse og den slovenske skole

Žižek tilhører hvad der kan kaldes 'den slovenske skole' indenfor filosofien, men som han selv pointerer, så skal denne ikke betragtes som en 'skole'. Der er dog nogle ting der kendetegner slovenerne, først og fremmest 'tænkningen'. Skolen er ikke et program eller en teori der kan lægges ned over et felt, men beskrives nærmere som en begivenhed i tænkningen, eller en tænkningens begivenhed.3 Rent praktisk analyserer man på nogle hændelser i samtiden, og prøver at finde de steder hvor noget filosofi er på spil. Derfor spænder eksemplerne hos Žižek vidt, både fra aktuelle samfundshændelser til litteratur og film, faktisk alle de steder hvor Žižek kan finde eksempler på en 'sygdomstilstand'. Netop derfor er psykoanalysen et fundament for slovenerne, for denne opererer nemlig med det ubevidste, eller den mangel, der præger det syge individ. I denne sygdomstilstand ligger en kynisme, en kynisme der opretholdes af det ubevidste, samtidig med at det ubevidste opretholdes af kynismen. Kynismen kommer til udtryk i de ting man gør, som man samtidig kender konsekvenserne af, men alligevel gør. Der ligger en bestemt forestilling om frihed heri. Man ved hvordan tingene reelt forholder sig, men man handler som om at man ikke ved det.4 At lukke op for dette ubevidste i kraft af tænkningen er i følge Žižek med til at vise spor af kynismens glemte elementer. Det ubevidste søges indskrevet i filosofien og samfundet, og dette beskriver Žižek netop som at 'gå gennem fantasmet'.5

8

3 Henrik Jøker Bjerre, "Skolen der ikke stopper med at etablere sig," i Slagmark. Tidsskrift for idehistorie 2011 - nummer 62, 33-49 (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2011), 9

4 Slavoj Žižek, Ideologiens sublime objekt (København: Hans Reitzels Forlag, 2008), 73

5 Bjerre, "Skolen der ikke stopper med at etablere sig," 10-12

I denne forbindelse vil analysen være en tolkning af empirien, som noget man allerede har adgang til, eller har mulighed for at have adgang til, men som samtidig er forsvundet fra bevidstheden. At gå gennem fantasmet er for Žižek at fortolke empirien som et symptom, og denne fortolkning giver indblik i netop de strukturer der opretholder symptomet. Samtidig er symptomet en måde for, hvordan individet kan opretholde sig selv.6 Det er disse strukturer der på overfladen kan synes glemt, men som stadigt virkende. Formålet er at få kontakt til dem igen, og derfor er psykoanalysen for denne tekst en god metodeform. I forhold til fantasmet anvender Žižek's termen: "Det 'ukendte kendte', de ting vi ikke ved, at vi ved".7 Žižek's brug af citatet er hentet fra Donald Rumsfeld's forsøg på at retfærdiggøre invaderingen af Irak i 2003. Rumsfeld opstiller tre forhold mellem det kendte og det ukendte:

"Der er kendte kendte. Det er de ting, vi ved, at vi ved. Der er det kendte ukendte. Det vil sige: Der er ting, vi ved, at vi ikke ved. Men der er også det ukendte kendte. Det er ting, vi

ikke ved, at vi ikke ved"8

Men som Žižek pointerer, så glemmer Rumsfeld den fjerde term, det 'ukendte kendte', det vi ikke ved, at vi ved. Denne fjerde term er det der gemmer sig i psykoanalysens ubevidste, en viden man har, men som man ikke ved, at man har. Dette er eksempelvis ubevidste fornægtelser eller tanker, man som subjekt eller samfund ikke er klar over man er påvirket af. Som følge af dette kan man hænge fast i noget tilstande man slet ikke kender eksistensen af, men i følge psykoanalysen påvirker disse os selvom man ikke ved det. At fremskrive disse, er det psykoanalysen som metode handler om.

Ovenstående bliver interessant, både i forhold til at kunne gennemskue stigmatiseringen, men også i forhold til etik. I forhold til stigmatiseringen, vil det handle om at finde frem til hvad af det ukendte der er stigmatiserende. For etikken bliver det, hvordan det ukendte kan være en del af at tænke en anden etik. Skal dette lykkedes, skal man ændre perspektivet på sin empiri, og derfor anvendes psykoanalysen, i forhold til en mere genealogisk, arkæologisk eller hermeneutisk metode.9

9

6 Žižek, Ideologiens sublime objekt, 118-119

7 Slavoj Žižek, IRAK - den lånte kedel (Aarhus: Husets Forlag, 2006), 53

8 Žižek, IRAK - den lånte kedel, 53

9 Bjerre & Laustsen, Slavoj Žižek, 9-12

Sprog, struktur og det ubevidste

Inden psykoanalysen kan tages i anvendelse, er det vigtigt at få forklaret fundamentet i teorien. Da dette kapitel både indeholder teori og metode, vil dette afsnit fungere som et indledende teoriafsnit, og næste afsnit som en udfoldning af metoden. Som indikeret, så er nogle af de vigtigste temaer i psykoanalysen sprog og struktur, men centreret omkring ideen om et ubevidste, enten i subjektet eller i samfundet. Sprog og struktur er nært beslægtede, og bliver fundament i den sproglige vending i filosofien, der vinder frem med Foucault og Lacan. Ideen om det ubevidste stammer dog tilbage fra Freud, men får med Lacan en større samfundsmæssig betydning. Da Lacan begynder at parre det ubevidste fra Freud med den sproglige vending, bliver det et opgør med især den humanistiske menneskelige tradition, og den hermeneutiske analysetradition.

Humanismen har mennesket som grundkategori, det vil sige at mennesket betragtes som både subjekt for erkendelse og objekt for viden. Mennesket som grundkategori betyder, at sproget kun betragtes som et medium, altså et middel, for at hjælpe subjektet med at kunne gøre sig forskellige forestillinger om udefrakommende objekter. Det betyder også, at betydning af udtryk alene skabes i mennesket, og i menneskets forståelse af dette. Med den sproglige vending bliver mennesket overflødigt i den forstand, at videnskaben ikke længere har brug for mennesket som kategori, for at producere betydning. Det betyder selvfølgelig ikke at mennesket er uden betydning, men blot at mennesket nu bliver underkastet sprogets strukturer. I stedet for at mennesket bare anvender sproget som et redskab, kommer sproget til at fungere som den grundkategori, betydning dannes ud fra.10 Sproget repræsenterer ikke længere bare verden, det ordner verden, eller er verden. Sproget bliver det som verden struktureres igennem, og derfor bliver en bevægelse mod et objekt, altid en bevægelse gennem sproget, som subjekt -> sprog -> objekt. På denne måde fremstår sproget 'performativt', i den forstand at man altid gør noget med sproget når det tages i brug, ligesom man altid gør noget i sproget. Da man ikke kan stille sig udenfor sproget, bliver ny viden også tilegnet gennem sproget. På denne måde bliver tilegnelse af viden forbundet med praksis, og dermed en begivenhed.11

10

10 Kirsten Hyldgaard, Videnskabsteori - en grundbog til de pædagogiske fag (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2006), 198-199

11 Hyldgaard, Videnskabsteori - en grundbog til de pædagogiske fag, 184-185

Som nævnt står Freud som psykoanalysens grundlægger, og det er da også gennem ham, at Lacan tager sin anvendelse af psykoanalysen i brug. Lacan anvender en formalistisk linje fra Freud, en linje der har til hensigt at forklare hvordan et udtryk hænger sammen, mere end det at forstå hvad der ligger bag udtrykket. I formalismen er betydningen i udtrykket noget der produceres i selve udtrykkets udsigelse, som en relation mellem de forskellige elementer der indgår, og dermed er den endelige betydning ikke noget man som patient eller subjekt allerede kender på forhånd, inden det bliver udtalt. Betydning er noget der dannes i øjeblikket, og tesen er, at der derfor altid bliver sagt noget andet eller mere, end det der rent faktisk bliver sagt. Dermed overskrider betydningen både det der udtales i sig selv, men det overskrider også subjektet, da betydningen bliver en anden end det der faktisk var intentionen med udsagnet. På denne måde kan psykoanalysen ses som "en teori om hvordan betydning dannes, og om hvordan tegn kan aflæses".12 Pointen er at der altid vil vise sig noget udenfor tegnet, noget som ikke kan siges med tegnet alene. Dette udenfor tegnet kan være pauser, tonefald eller lignende, og det er dette der for psykoanalysen fremstår som det ubevidste, eller den mangel der giver udsagnet sin endelige betydning.

Det er derfor gennem anvendelse og analyse af sproget, at man får adgang til det ubevidste. Et kendt Lacan citat lyder således: "Det ubevidste er struktureret som et sprog".13 Væsentlig i sætningen er, at det ubevidste er strukturet som et sprog. Det betyder at selve manglen ikke er i tegnet, men udenfor tegnet, og det er manglen udenfor tegnet der giver udsagnet sin betydning. Manglen viser sin eksistens ved at give en anden betydning til de tegn der indgår i relationen, så tegnet kan antage forskellige betydninger afhængig af hvilke andre tegn det indgår med. Det væsentlige for den endelige betydning, bliver derfor det der foregår mellem tegnene.14 For Lacan er sproget det der definerer mennesket som et menneske, og at indgå i et sprogligt fællesskab, er for Lacan ensbetydende med at blive 'subjektiveret', det vil sige at blive underkastet en sproglig betydning. Man fødes ind i denne sproglige ordens mulighed, og som normalt fungerende menneske, kan man således ikke undgå denne skæbne. Man er derfor dømt til at leve i en sproglig orden, eller en orden af tegn og mangel.

11

12 Lillian Munk Rösing, Autoritetens Genkomst 2007 (København K: Tiderne skifter Forlag, 2007), 24

13 Rösing, Autoritetens Genkomst 2007, 27

14 Rösing, Autoritetens Genkomst 2007, 27-28

Lacan tager struktureringen af det ubevidste i anvendelse på flere områder. Tænkningen i strukturer gør, at Lacan kan overføre psykoanalysen til andre områder end subjektet, eksempelvis som en analysestrategi på sociale relationer i et samfund. På samfundsniveau vil det betyde, at det der udsiges kan betyde noget helt andet, afhængig af de andre relationer i strukturen. Det ubevidste er også her strukturet, men det er strukturet som en funktion, en funktion der kan varetages af personer, ting, ord med videre. Disse indvirker på hvad der sker i samfundets struktur, men foregår på et plan udenfor, eller i mellem relationerne. Som med manglen i sproget, kan der kke rigtigt peges på hvad dette ubevidste er, men man ved at det er der, og man ved at det har en virkning på meningen.15 Et springende punkt ved Lacan's anvendelse af psykoanalysen, er forestillingen om eksistensen af det ubevidste som altid værende til stede. Det ubevidste er ikke noget der først kommer til syne når man begynder at analysere strukturen, men er tilstede og virkende, også selvom man ikke har fokus på den pågældende struktur. Dette betyder, at subjektet som relation ikke kan ses adskilt fra samfundet, men disse vil virke på hinanden hele tiden. Når det ubevidste endeligt kommer til syne, vil det vise sig som symptomer. I sproget vil det ubevidste vise sig som et symptom mellem tegnene, i samfundet vil det vise sig som et symptom mellem relationerne. Symptomet har den effekt, at man ikke altid er klar over virkningen og betydningen af det. Man kan med andre ord, gøre noget uden at være bevidst om betydningen af det der gøres. 'Placeringen' i verden, bevidst eller ubevidst, har derfor nogle implikationer man ikke altid er klar over. Dette relaterer sig til det ukendte kendte, "...det, vi ikke ved, at vi allerede ved...".16

Det er symptomet der analyseres på, for at få det ubevidste til at give mening, og det er subjektets forholden sig til det ubevidste der giver svar på, hvordan vedkommende er placeret i den sociale relation. Subjektet skal derfor hele tiden 'tackle' dette ubevidste, men da det kan ikke gøres direkte, vil subjektet forsøge at udfylde det ubevidste, ved at forholde sig til nogle andre relationer. Man kan sige at subjektet er i konflikt med sig selv, og det er gennem denne konflikt, at psykoanalytikeren kan nærme sig det ubevidste.17 Her kan nævnes Lacan's afvisning af den 'Store Anden'. Da psykoanalysen hele tiden kredser om en mangel der aldrig helt kan udfyldes, afviser Lacan at der findes en bagvedliggende autoritet, der bestemmer eller styrer det hele. Den Anden findes, men der findes ikke

12


16 Bjerre & Laustsen, Slavoj Žižek, 17


nogen metafysisk garanti for denne Anden, i form af den Store Anden eller 'en Anden for den Anden'.18 Ikke engang psykoanalysen i sig selv betegner Lacan som en autoritet, der ligger inde med den absolutte sandhed.19 Enkelte steder betegner Lacan dog sproget som den Store Anden, men i kraft af at der ikke findes nogen Anden for den Anden, kan man i stedet for betegne sproget som den 'Største Anden', da det er her man som subjekt socialiseres og subjektiveres. Der eksisterer for Lacan ikke noget før sproget eller udenfor sproget, men det betyder stadig ikke, at der er en metafysisk garanti for sproget. Alt hvad man foretager sig, læres derfor i kraft af sproget.20 At den Store Anden ikke findes betyder dog ikke, at den ikke virker.

Psykoanalysen som metoderetning

Med den sproglige vending introduceres diskursanalysen, der mest af alt nok kendes fra Foucault. Da psykoanalysen er inspireret af diskursanalysen, introduceres denne kort. Diskurs betyder 'tale', så diskursanalyse bliver derfor en analyse af 'talen'. Det er her vigtigt at pointere forskellen mellem sprog som tegn bærerende af betydning, og sprog som et spil bærende af mening. Sproget i sig selv er, som nævnt, performativt, det vil sige at der i sproget er mere end blot tegnenes umiddelbare betydning. Det betyder, at det er i anvendelsen af talen, i sproget som begivenhed, at den udvidede forståelse skal komme. Man kan tale om endelig mening frem for betydning. Med denne distinktion mellem betydning og mening træder det anti-hermeneutiske frem i diskursanalysen, da det hermeneutiske netop behandler betydninger af det sagte. Dette kan være tale som havende en betydning, men også motiver bag det sagte, eller hvad det sagte eventuelt skjuler. Diskursanalysen overskrider dette ved at påstå, at der i talen dannes og reguleres noget, ud over den betydning man kan finde i sproget som sådan.21

For Foucault er det performative i sproget afgørende, så for ham bliver diskursanalysen et spørgsmål om hvad der gør sig gældende med udtrykket, mere end hvad der ligger bag udtrykket. Ideen om en 'sandhed' i udtrykket afløses af hvad der kan betragtes som den gældende 'magt' i udtrykket. Denne gældende magt er det der efterfølgende vil producere

13





det der betegnes som ny viden. Derfor afvises også bagvedliggende tanker hos subjektet der taler, som gyldige autoritære sandheder. Det bagvedliggende bliver mere noget der systematiserer en gældende sandhed. Ham der taler er derfor ikke så vigtig, han er blot en agent for sandheden. Hvad han siger er heller ikke vigtigt, det vigtige er den position han indtager i samfundet, altså fra hvor i strukturen han taler.22

I anvendelsen af diskursanalysen sker der derfor en forskydning i analyseposition, en forskydning med fokus fra det talte, til selve italesættelsen. Et eksempel fra Foucault på dette er således ikke, hvorfor vi er undertrykte, men derimod, hvorfor vi taler om, hvorfor vi er undertrykte.23 Fokus flyttes til den performative begivenhed, og i denne begivenhed sker selve subjektiveringen. Udtrykket i sig selv er derfor ikke bare en beskrivelse af at man føler sig undertrykt, der sker rent faktisk også det at man bliver subjektiveret som undertrykt, i selve denne italesættelse. Diskursanalysen inkluderer derfor det at man taler, hvem der taler, og fra hvilke steder man taler.24 For foucault bliver den gældende magt i udtrykket det der producerer den gældende mening, og i forlængelse af denne magt, produceres subjektiviteten.

Psykoanalysen er i høj grad en del af denne sproglige vending, og anvender det samme fundament om sprog og struktur som diskursanalysen. Der hvor forskellen kommer, er netop i forholdet til magt som skabende, og dermed til forholdet om subjektivering. I stedet for at have fokus på magten som det skabende element, er det i psykoanalysen nærmere af-magten, eller manglen, der er det skabende.25 Manglen er det psykoanalysen forbinder med det ubevidste, og fremskrivningen af det ubevidste i forhold til magten, adskiller psykoanalysen fra diskursanalysen. Det betyder også, at selve subjektiveringen for de to analyseformer bliver forskellig. I diskursanalysen subjektiveres man i form af en praksis, eksempelvis ved at blive underlagt en eller anden 'term', som man i følge Foucault altid er underlagt. I psykoanalysen er dette ikke helt nok, da man som subjekt ikke kan identificere sig 100% med den symbolske term, man forsøger at blive subjektiveret som, eksempelvis som mand, studerende, gift eller arbejdsløs. Selve 'selvet' stikker udenfor i psykoanalysen, hver gang man forsøger at beskrive det i symbolske termer. Man kan komme tæt på, men

14


23 Hyldgaard, Videnskabsteori - en grundbog til de pædagogiske fag, 195



man vil aldrig kunne ramme det der fuldstændigt definerer subjektet. I psykoanalysen er subjektet bygget op omkring den mangel man ikke kan sige noget om, og dermed helt modsat ideen om subjektet i diskursanalysen. Hvor subjektet i diskursanalysen er partikulært, altså underlagt flere symbolske termer, er det i psykoanalysen singulært, det vil sige underlagt én term, og den ene term er manglen eller det ubevidste. Spørger man psykoanalysen vil den påstå, at diskursanalysen derfor aldrig vil kunne definere subjektet, for den kan aldrig definere denne mangel.26 Dette kan man også argumentere for bliver et problem for psykoanalysen, for indbygget i analysemetoden ligger muligheden for at man aldrig helt kan nærme sig det ubevidste, man kan aldrig kontrollere selvet.

Med baggrund i ovenstående, bliver psykoanalysen derfor ikke rigtig i stand til at give svar på noget som helst, og kan i denne henseende fremstå mangelfuld. Det er dog ikke psykoanalysens opgave at give svar, men skal derimod fungere som et værktøj til at kunne stille spørgsmål, samt at kunne reflektere over de svar der gives. Som nævnt analyserer psykoanalysen strukturer i sproget, strukturer der skal give en viden om det ubevidste. Da det er tegn der analyseres på for at få adgang til det ubevidste, kan man sige at tegn i sig selv har betydning men ingen mening, og det ubevidste har mening, men ingen betydning.27 Meningen skal findes i den dynamik der udspiller sig mellem tegnenes betydning. Derfor har psykoanalytikeren ikke reel adgang til meningen i udtrykket hos patienten, men har kun adgang til tegnenes enkelte betydning. Psykoanalytikeren er derfor ikke en reel læge der kan helbrede, han er blot en diagnostiker af symptomer, og ikke en diagnostiker af sygdomme. Derimod er psykoanalytikerens rolle, at skabe mulighed for at patienten selv kan få overblik over meningen, og dette kalder Hyldgaard en omvending i forholdet mellem læge og patient.28 Denne omvending er det der gør at Žižek kan anvende psykoanalysen som han gør, nemlig ved at agere som psykoanalytiker på samfundet. Samfundet skal efterfølgende selv kunne identificere de spor af det ubevidste som fremkommer, når Žižek stiller sine spørgsmål. Som Lacan nævner, kan det ubevidste aldrig helt defineres, det kan kun analyseres på de spor det afsætter.29 På denne måde kan man retrospektivt forsøge at bevidstgøre det ubevidste.

15





Anvendelse af psykoanalysen som metode

Psykoanalysen har rod i Hegel's dialektik, ideen om at en tese altid slår om i sin egen antitese. At finde frem til antitesen er måden at få adgang til det ubevidste, så den negative modsætning bliver her det producerende element.30 Et spørgsmål Žižek hele tiden anvender for at finde frem til modsætningen er: "Hvad nu hvis det forholder sig modsat af, hvad vi i almindelighed går og tror eller bliver fortalt?"31 Dette spørgsmål kan stilles i alle henseender og til alle forhold, og det er præcis det Žižek gør. Žižek skriver aldrig, at noget er på en anden måde end det tager sig ud, han stiller netop altid spørgsmålet, om det kunne være anderledes. At Žižek så i mange tilfælde mener at det i virkeligheden forholder sig modsat, ændrer ikke på det der er formålet, nemlig at opstille kriterier for at tænke noget anderledes end det der lægges frem. Der er altid flere mulige svar, og kriterierne opstilles for at få mulige forklaringer. Subjektet på Freud's briks er jo dybest set er sygt, og det er samfundet for Žižek også. Derfor handler det om at skabe mulighed for at samfundet selv kan stille sin egen diagnose. De spørgsmål der stilles fra Žižek, har til hensigt at give en bredere forståelse af samfundet, og give et billede af hvorfor man handler som man gør, men også hvorfor man ikke handler som man gør. Det er i disse spørgsmål, eller i mellem disse, at psykoanalytikeren kan få et indblik i elementer af det ubevidste.

Det der gør psykoanalysen god som værktøj til en samfundsdiagnose, er at den hele tiden bevæger sig omkring nogle tilstande, i stedet for bare at give svar. På den måde kan man også sige, at psykoanalysen slet ikke giver svar på noget, men mere har til opgave at stille spørgsmål. I bedste fald kommer man frem til del-svar, del-svar der blot vil anlægge nye spørgsmål. Dialektikken som potentialitet træder tydeligt igennem her. Man får gennem disse spørgsmål en mere adækvat forståelse af samfundet eller subjektet, men aldrig noget der kan betegnes som fyldestgørende, da syntesen blot kommer til at virke som en ny tese, med en ny antitese som sin modsætning.

Med sproget som medium, bliver kommunikationen omkring emnet det vigtigste for psykoanalysen, og det er også i denne relation psykoanalysen skal tages i brug. I forlængelse af ovenstående betyder det, at hvor diskursanalysen er optaget af en

16



subjektivering i selve kommunikationen, så er psykoanalysen optaget af den subjektivering der sker i selve manglen i kommunikationen. Når kommunikationen analyseres, skal man derfor se på det der ikke ikke udsiges, som svar på det man spørger om. Der skal derfor undersøges hvordan der kommunikeres om nogle tilstande, ikke hvordan disse tilstande som sådan ser ud, på papiret tager sig ud, eller hvordan de fremstilles. Den aktuelle tilstand kan derfor ses som den mangel kommunikationen viser i begivenheden. Her skal endvidere pointeres, at denne kommunikation altid er forbundet med strukturen. Psykoanalysen kan ikke tænke kommunikation eller struktur adskilt, men disse skal tænkes sammenhængende. Når psykoanalysen derfor analyser kommunikation, analyserer den virkeligheden på de strukturer der opstår i forbindelse med kommunikationen.

I relation til denne tekst, vil en undersøgelse af kommunikationen kunne fortælle noget om stigmatiseringen som det ubevidste. Som følge af kommunikationen, er stigmatiseringen derfor noget man kan blive opmærksom på. Det er værd at pointere, at det ikke nødvendigvis er kommunikationen i sig selv der er stigmatiserende, som det vil være ved diskursanalysen. I diskursanalysen vil der i kommunikationen altid være en gældende magt der subjektiverer, og dermed potentielt stigmatiserer. I psykoanalysen er det afmagten, det magtfrie i manglen, der sikrer, at man aldrig 100% kan subjektiveres fuldt ud. Det er hele tiden en kommunikation om noget der er stigmatiserende, hele tiden elementer udenom i strukturen, og det er kommunikationen der låser op for hvordan man kan se disse.

På denne måde kan man heller ikke helt komme med noget klart svar i psykoanalysen, man kommer så at sige aldrig helt tæt på, eller bliver helt færdige med behandlingen. Det er dog den løbende opsættelse af kommunikationskæder eller betydningskæder, der bringer os så tæt på sandheden som muligt. I psykoanalysen sker alt gennem sproget, eller er medieret gennem sproget, selvom dette ikke er den direkte årsag. Det er her psykoanalysen trækker på Hegel's dialektiske tænkning, det vil sige tænkningen i negativitet eller modsætning. Dette bliver produktivt i den forbindelse, at negationen af et udsagn skaber grobund for en højere grad af sandhed i forhold til det der kommunikeres om.

17

Kapitel 3. Psykoanalysens teoretiske begreber

I relation til sproget som performativt og udfyldelsen af det ubevidste, sigter dette kapitel på at gå mere i dybden med nogle af psykoanalysens teoretiske begreber, i forbindelse med skabelsen af subjektet. Begreberne om begær og nydelse giver et indblik i hvordan subjektet ubevidst forholder sig til en række tilstande, og disse er essentielle for at få et indblik i den efterfølgende stigmatisering. Begreberne om Det Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle skal derimod ses som det fundament hele psykoanalysen er bygget op omkring, og stigmatiseringens mulighed skal derfor ses som et samspil mellem disse.

Det Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle

Som berørt i forrige kapitel, så er subjektet bygget op omkring en tilstand af en mangel, eller et ubevidste. For at finde ud af hvordan dette ubevidste er bygget op, og hvordan det virker, er det nødvendigt at se på Lacan's begreber om Det Symbolske, Det Imaginære og Det Reelle, der kan betragtes som de tre grundlæggende ontologiske elementer i forståelsen af subjektet i psykoanalysen.32 Žižek anvender også disse begreber, dog med betegnelsen Ideologi frem for Imaginær. I teksten vil der ikke blive skelnet mellem hvornår der tales på vegne af Lacan eller Žižek, så derfor anvendes Žižek's formulering, Det Ideologiske.

I psykoanalysen er ideen om selvet ikke noget der kan håndteres som et selvstændigt begreb, men skal ses som udspændt mellem netop Det Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle. Når man i dagligdags tale skal beskrive noget som et subjekt, så finder man hurtigt ud af, at denne beskrivelse kun er muligt ved at referere til en række termer, såsom mand, studerende, lyshåret med videre. Som nævnt i forrige kapitel, så stiller psykoanalysen sig dog ikke tilfreds med denne partikulære sproglige beskrivelse. Selve subjektet som singulært begreb stikker konstant udenfor når man man forsøger at beskrive det, og den rest der stikker udenfor er manglen, eller det der rent faktisk er selvet. Man kan komme tæt på i beskrivelsen, men man vil hele tiden opdage at man aldrig kan komme helt tæt på. Man kan aldrig, med en sproglig term, 100% definere subjektet. Denne forholden sig til selvet eller manglen, opstiller psykoanalysen i de tre ordner om Det


Symbolske, Det Ideologiske og Det Reelle.33 For at starte med det første og det sidste, så kan man sige at Det Symbolske og Det Reelle på en måde virker som hinandens modsætninger. Det Reelle kan betegnes som verden i dens blotte væren, noget der er før sproget, og Det Symbolske kan betegnes som sprogets verden. Det Symbolske bliver derfor den verden man fødes ind i, en verden af tegn. Det Symbolske opstår i det øjeblik man forholder sig til Det Reelle, og giver dette nogle begreber, eller tilkender det nogle sproglige egenskaber. I denne symbolisering sker der samtidig det at Det Reelle annulleres, så sprogliggørelsen så at sige 'dræber' Det Reelle.34

Man kan sige at man lever i en symbolsk konstrueret virkelighed, en virkelighed hvor man ikke umiddelbart har tilgang til Det Reelle. Lacan og Žižek mener dog, at Det Reelle stadig spiller en rolle selvom det er forsvundet, og det hænger sammen med, at subjektet netop ikke kan blive fuldkomment i den symbolske beskrivelse alene. Der efterlades altid en rest i symboliseringen, noget der ikke lader sig symbolisere. Man kan med symboliseringen komme tæt på hvad der er 'mig', men symboliseringen kan ikke fortælle, at jeg er mig. Ideen om selvet står derfor hele tiden tilbage som en rest, en mangel, eller bare som noget der aldrig lader sig symbolisere. Denne usymboliserbare rest er Det Reelle.35 Žižek anvender eksemplet om Emanuel Ravelli fra en Marx Brothers vittighed, for at komme tæt på en forståelse af selvet og Det Reelle: "Du minder mig om Emanuel Ravelli. Jamen, jeg er Emanuel Ravelli. Så er det ikke så mærkeligt, at du ligner ham!"36 Fortællingen viser hvordan Det Reelle er til stede, men ikke kan lade sig symbolisere. Det Reelle er tilstede som forskellen mellem de to, den som Ravelli er, og så den som Ravelli ligner. Det Reelle er her ikke noget der kan ses, i den forstand, at man ikke kan sige noget om det med symbolske termer. På papiret er begge ens, og hedder begge Emanuel Ravelli, men der er stadig en forskel, den forskel man ikke kan sige noget om.37 Forskellen er manglen, selvet, eller erfaringen af Det Reelle som noget usymboliserbart.

19

33 Ole Bjerg, For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani (København: Museum Tusculanums Forlag, 2008), 15-16

34 Bjerg, For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani, 16

35 Bjerg, For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani, 17-18

36 Žižek, Ideologiens sublime objekt, 40


Konstruktionen af selvet i psykoanalysen skal ikke ses som en statisk hændelse, hvor der fastlægges en mening om hvad selvet indeholder, men skal tænkes som en begivenhed. I takt med at symboliseringen af subjektet ændres og forskydes, så forskydes forståelsen af manglen, og dermed selvet også. Dannelsen af selvet sker derfor i forbindelse med en sproglig begivenhed, som negationen af de sproglige termer. Her træder Hegel's dialektik igen ind, og negationen af det sproglige bliver den antitese der som potentiale konstituerer selvet. Selvet er derfor mere at betragte som en spændingstilstand foranlediget af en begivenhed, og det er i denne tilstand man løbende får glimt af og indsigt i Det Reelle. Lacan har gennem sit forfatterskab flere udlægninger af Det Reelle, og Žižek relaterede i begyndelsen af sit forfatterskab til Det Reelle som noget umuligt, fraværende eller netop en mangel. I den senere politiske filosofi synes Žižek dog at insistere på Det Reelle som relateret til en pludselig hændelse, som noget der kan ske hvor man mindst venter det. På denne måde relateres Det Reelle netop begivenheden, en begivenhed der ligger i fremtiden, men som noget der ikke kan forudsiges. Det Reelle ligger godt nok i fremtiden, men det viser sig retrospektivt, altså efter symboliseringen. At det ikke kan forudsiges betyder dog ikke at det ikke kan ske, så Žižek forsøger konstant at fremskrive måder hvorpå man kan få det Det Reelle til 'at ske'.38

Det der interesserer Žižek mest, er brydningsfladen mellem Det Symbolske og Det Reelle, og det er her Det Ideologiske kommer ind i billedet. Det Ideologiske fungerer som det tredje led, den del der opretholder det umulige forhold mellem Det Symbolske og Det Reelle. Det er ideologien der på vegne af Det Symbolske spørger ind i Det Reelle, for at udfylde den mangel der gør sig gældende i Det Symbolske. Det er dog nødvendigt for at Det Ideologiske overhovedet kan eksistere, at der foreligger en forestilling om at Det Reelle er i stand til at give svar på det man spørger om. Samtidig er det også nødvendigt for Det Ideologiske at opretholde denne mangel eller distance, det vil sige ikke fuldstændigt at udfylde manglen i Det Symbolske. Man kan sige at Det Ideologiske har til opgave at spørge ind i Det Reelle, men samtidig har til opgave at maskere eksistensen af Det Reelle fra den symbolske verden. Ideologien bliver her en illusorisk repræsentation af virkeligheden, illusorisk fordi den relaterer sig til en fantasi om hvad der mangler i Det Symbolske.39 Det er ideologien der spørger til Det Reelle på vegne af manglen i Det Symbolske, men den spørger som en forestilling eller en fantasi om noget. Som en fantasi

20


39 Bjerg, For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani, 30-31

om en mulig tilstand uden en mangel. Det Reelle svarer tilbage, og ideologien installerer derefter stykker af Det Reelle i Det Symbolske, som konstante svar på 'hullet' eller manglen.40 Fantasien bliver dog en midlertidig løsning, eller en illusion om hvad der er virkeligt, baseret på et løbende krav om et svar fra Det Reelle.

Den ideologiske installering af reelle stykker skal her ses som en løbende dialektisk proces, en proces der foregiver at give svar på noget, men når det kommer til stykket, alligevel ikke giver svar på. Derfor må det symbolske spørge igen og igen, for konstant at søge at udfylde manglen. Rösing anvender en formulering af Det Symbolske som værende i sprogets evige glidebane. Med denne formulering menes der tegnenes indbyrdes strukturelle placering i sproget. Et tegn står aldrig alene, men refererer altid tilbage til et tidligere tegn, ligesom tegnet igen vil lede til det næste tegn. På denne måde er det eneste der opretholder eller garanterer tegnenes eksistens, relationen til andre tegn. Det samme gælder for et individs position i samfundets orden. Man kan som subjekt aldrig 'stå alene', men ens identitet vil altid være garanteret af et forhold til en anden persons position. At være studerende garanteres af lærer, der igen garanteres af censor og så videre.41 Individet som enkeltstående er umuligt, og skal derfor hele tiden tænkes som en bestræbelse på at nå den næste position.

Begær, nydelse og kynisme

Bestræbelsen mod næste position relaterer sig til begæret. Begæret opstår i det øjeblik ideologien skal prøve at udfylde manglen i Det Symbolske, og virker ved at man kommer til at begære det, man tilsyneladende mangler for at være fuldkommen. Begæret bliver dog en illusion på grund af den ideologiske fantasi. Det mangler rent faktisk ikke, men man tror man mangler det, og derfor gøres hvad som helst for at efterleve begæret. Begæret projiceres mod et objekt, et objekt der tilsyneladende kan udfylde manglen. I relation til samfundet, kan dette begær være begæret efter penge eller et produkt, netop det produkt der skal til for at man kan bliver et helt selv.42 Som subjekter begærer man dog ikke objektet fordi man har en enkeltstående relation til det, men begæret er en del af et begærsspil med andre subjekter. Man lærer at begære, så det begærede objekt er først og

21




fremmest begæret efter et andet subjekt, så det bliver en relation på samme måde som relationen mellem studerende, lærer og censor. Hvad der begæres er derfor allerede medieret i bevidstheden som noget der skal begæres, foranlediget af den position man ønsker at indtage.43

Det sublime objekt er her det stykke af Det Reelle der installeres af ideologien for at udfylde netop det man mangler. Begæret efter dette objekt opretholdes indtil manglen er udfyldt, men pointen er at dette aldrig sker helt. På et tidspunkt kommer man nemlig så tæt på objektet at det opdages, at det 'bare' er et helt almindeligt objekt, der alligevel ikke kan opfylde manglen. På denne måde forskydes det objekt der begæres, så når man kommer 'for tæt' på objektet, ledes der bare efter et andet objekt til at udfylde manglen. Det er at opdage at det begærede objekt alligevel ikke er præcis det man er ude efter, selvom det egentlig opfylder alle de egenskaber man ønsker.44

Det er på denne måde økonomien virker, netop ved at skabe et objekt for begæret, ved at lære os at begære noget man tror man mangler. Man når aldrig helt til Det Reelle, men i den konstante søgen efter det, tilbyder økonomien os ideologiske illusioner om hvad der kan hjælpe os på rette vej. Økonomiens fundament er denne manglende opfyldelse af begæret, og Žižek nævner Coca Cola som eksempel. Coca Cola indikerer en potentiel opfyldelse af selvet med sloganet: "This is it",45 vel vidende om at 'this' aldrig er 'it', men det finder man først ud af når det er for sent, når man opdager at Coca Cola alligevel ikke opfylder manglen. Det er dette Rösing mener med, at blive sendt ud på sprogets glidebane, nemlig at blive præsenteret for et objekt der ikke gør andet, end at lede til det næste. Objektet kan i denne forstand ses som begærets tomhed.46

Begæret i økonomien hjælpes yderligere på vej af Žižek's idé om forbudets nydelsessyge tvilling, det obskøne overjeg.47 I den symbolske orden hersker tegn og sprog, og det betyder også, at man her finder grundlaget for lovgivningen, og de regler og forbud der hører med. Samtidig med disse regler indenfor loven, er der også indskrevet ideen om

22






overskridelsen af selv samme regler. Her kan siges at loven har en overside og en underside. Hvis oversiden indeholder regler og forbud, så indeholder undersiden det modsatte, nemlig overskridelsen af samme regler. Forbudet transformeres her til et påbud, og loven bliver mulighedsbetingelsen for nydelsen.48 Hvis oversiden fortæller at man intet fortjener, så fortæller undersiden, den obskøne tvilling, at man fortjener alt. Hvis oversiden forbyder at nyde, så opfordrer eller påbyder undersiden det modsatte, nemlig at nyde. Ethvert forbud mod nydelse, er opfordringen til det samme, og denne idé om nydelse samles op af den moderne økonomi, med slogans som 'du fortjener det' og 'gør det du har lyst til'.49 Den tidligere nydelse ved pligten, den gamle arbejdsetos, bliver nu en pligt til at nyde. Der bliver faktisk påbudt at nyde så meget, så selve nydelsen bliver det egentlige påbud, ikke indholdet af det der skal nydes. Her kan nævnes kaffe uden koffein, øl uden alkohol og smør uden fedt,50 og Cola uden sukker. Det væsentlige er ikke hvad man nyder, men blot at man nyder.

Begæret og nydelsen har begge forbindelse til kynismen, og den kyniske distance til disse begreber er grundlæggende for at forstå stigmatiseringen i kapitalismen. Kynismen skal her ses både som en effekt af nydelsen og begæret, og samtidig som en opretholdelse af disse. Kynismens element er at man har en refleksiv distance til det ideologien præsenterer for os, eller nærmere endnu: man ved at det der præsenteres for en er forkert, men man fortsætter med at tro på at det er sandt. Her kan tages historien om Kejserens nye klæder, hvor kejseren narrer folket til at tro, at han har fået noget nyt smart tøj. Alle kan se at han ikke har noget tøj på, men alle vedbliver også med at tro på det som værende sandt. Man vedbliver med at tro på kejseren som det sublime objekt der skal udfylde manglen, og dette varer som bekendt indtil en dreng afslører det hele, ved at pointere, at manden jo er nøgen. I dette øjeblik bortfalder det sublime, og Kejseren fremstår pludselig som en helt ordinær person.51 Historien har at gøre med den forestilling der er om Det Symbolske på den ene side, og begæret og nydelsen på den anden side. Det vides at det Symbolske er en fiktiv repræsentation, men man adlyder den alligevel, fordi den foranlediger en retning mod begæret og nydelsen. Man opretholder troen på det sublime objekts eksistens, på grund af manglen i Det Symbolske, også selvom man kan

23





se at det ikke passer. Her skal igen pointeres begæret som et strukturelt begreb. Man opretholder ikke begæret efter det sublime fordi man ikke kan reflektere over det, men fordi man begærer det de andre i strukturen begærer. Man identificerer sig med de andre subjekter, der identificerer sig med kejseren.52

Indbygget i loven er som nævnt ligeledes forestillingen om noget på den anden side af loven, og kynismen bliver det element der opretholder undersiden, det obskøne overjeg. Hermed bliver påbudet om nydelsen det centrale element i kynismen, så nydelsen bliver det man rent faktisk retter sig efter, og lever efter. På denne måde afviser kynismen samtidig Det Symbolske forbud eller de symbolske regler og normer, på trods af at disse forbud ligger til grund for nydelsens mulighed. At være kyniske betyder derfor, at man altid tror på og følger nydelsen, på trods af at man ved at det forholder sig anderledes, og at man burde gøre noget andet. Bjerre & Laustsen kalder det, at kynismen lader 'hånt' om loves overside.53 Som subjekt bekymrer man sig derfor ikke om hvad der foregår i Det Symbolske, man følger kun den nydelsessyge tvilling. Det bliver en kynisk distance til realiteternes verden, hvor man lader som om man er imod noget, selvom man faktisk er 'for' det. Spørgsmålet for Žižek er, hvorfor man så fortsætter med at gøre det, og svaret er her: nydelsen.54

Det ideologiske fantasme

For Žižek er overstående et eksempel på ideologi som falsk bevidsthed, men som oplyst falsk bevidsthed. Det er ikke sådan at man ikke ved hvordan begæret og nydelsen virker, men man insisterer på at det der gøres er sandt og rigtigt. Man tror på at ideologien leder imod en form for frihed. Man ved også at denne ideologi indebærer en stigmatisering, men på trods af det, insisterer man på at følge denne vej mod frihed. Žižek taler her om dobbeltillusionen. Man ved hvordan tingene reelt forholder sig, men man handler som om man ikke ved det. Dobbeltillusionen består i at overse den illusion der strukturerer forholdet til virkeligheden. "Og det er denne oversete, ubevidste illusion, man kunne kalde det ideologiske fantasme".55 Illusionen består ikke i at maskere hvordan tingene reelt

24





forholder sig, men derimod i at maskere det fantasme der opretholder det der alligevel gøres, på trods af den viden man har. Kynismen består i, at man er blind overfor dette fantasme, denne dobbelte illusion.56 Så længe man tror på objektet som sublimt, så opretholdes dette fantasme, og så længe fantasmet eksisterer, så arbejder kynismen, begæret og nydelsen videre. Fantasmet bliver også her dobbeltsidet. På den ene side er fantasmet svaret på den andens begær, samtidig med at fantasmet konstruerer den ramme der sætter en i stand til at begære noget. Gennem fantasmet lærer man at begære, men ligeledes søger man at sløre hvad der ligger til grund for begæret.57 Fantasmet kommer til at fremstå som et svar på spørgsmålet om den anden, men svaret er blot en konstruktion, eller en ideologisk forestilling, der blot udfylder et tomrum.58

Den sociale relation er det der gør at Žižek adskiller fantasmet fra fantasien. Det faktum at man altid indgår i en social relation, og at begæret altid er rettet mod en andens begær, gør at fantasmet kommer til at lære os om begæret. Det ideologiske fantasme er derfor fantasien, men sat i en social relation, dog med grundlæggende samme funktion, at dække over manglen. Fantasien dækker over manglen ved at installere stykker af Det Reelle, og fantasmet dækker over mangler i de sociale relationer, ved at forsøge at give en forklaring på det spørgsmål der stilles.59 Fantasmet dækker derfor over det uundgåelige begær. Et eksempel fra Žižek er nazismens brug af jøden som fantasme. Her lykkedes det nazisterne at opretholde en bestemt forestiling om jøden som grådig, som en trussel mod tyskheden, som for at ville stjæle pigerne osv. I følge Žižek løser man dog ikke disse antagelser om jøder, ved at blot ved at fremlægge at det er forkerte antagelser. Man løser i stedet for gåden om jøden ved at vise hvilken rolle jøden har spillet i forhold til begærsøkonomien. Man må vise hvilken nydelse der har opretholdt konstruktionen og forestillingen om jøden som grådig.60 Som Rösing ligeledes nævner, så består en Žižek'sk analyse ikke i bare at fremanalysere hvilket begær der ligger til grund for et givet fænomen. Analysen vil ligeledes være en analyse af de begærsstrukturer der er på spil i det sociale. Analyserer man strukturer, så analyserer man også begæret, og begæret er

25






altid på spil. Psykoanalysen koncentrerer sig derfor om at analysere hvilke funktioner der bliver udfyldt i strukturen, men som funktioner i forhold til hvilken mangel de udfylder.61

Det er denne analyse der ligger til grund for Žižek's ideologikritik, og det han kalder at gå igennem fantasmet. Det er netop at se hvilket begær og hvilken nydelse der foregår i de sociale strukturer. At gå igennem fantasmet betyder at "Konfrontere os med de uerkendte følger af vores gøren og laden",62 at indse at de forestillinger man gør sig, "...netop er projiceringer af ønsket om begærets opfyldelse på et bestemt objekt - enten som dets faktiske opfyldelse (kejseren, idolet) eller som dét, der forhindrer opfyldelsen (jøden, muslimen, de arbejdsløse, de kriminelle osv.)"63 Når der fortolkes på symptomet, med symptomet betragtet som en kerne af nydelse eller som en organisering af nydelse, så er det man gennemkrydser fantasmet.64

Som en afslutning på dette kapitel kan det nævnes, at opbygningen mellem Det Reelle, Det Symbolske og Det Ideologiske, ikke kun er en opbygning af selvet. Som indikeret er subjektet indlejret i en social relation, så dette forhold mellem de tre tilstande gør sig ligeledes gældende som struktur i samfundet. Det Ideologiske er det der driver subjektet frem, men også det der på samme måde kan siges at drive samfundet frem, i forsøget på at 'tilfredsstille' en mangel. Samfundet er dog afhængig af subjektet, ligesom subjektet er afhængig af relationen 'samfund', så disse skal ses som et samspil af forsøg på at opfylde begær, da de er en del af den samme struktur. Når Žižek derfor taler om ideologikritik, er det delvist fordi han kritiserer den kynisme der driver selvet, men i dette ligger også den kynisme der driver samfundet.

26

61 Rösing, Autoritetens Genkomst, 37-38




Kapitel 4. Stigmatisering i kapitalismen

Dette kapitel indledes med en betragtning over kapitalismens indflydelse, samt den systemiske vold der sker som følge af kapitalismen. Sigtet med gennemgangen er at belyse kapitalismens position i samfundet, og hvordan den relaterer sig til transformeringen af en række begreber som arbejde, forbrug, politisk korrekthed og vold. Den efterfølgende case om olieindustrien i Canada vil vise, hvordan transformeringen af disse begreber, muliggøres i samspil med forrige kapitlers struktur, sprog, begær og nydelse, og efterfølgende hvordan stigmatiseringen foregår i forlængelse af disse. Analysen vil endvidere vise hvordan subjektet i dette forhold, underlægges en tvungen form for tilpasning.

Et opslag i en etymologisk ordbog efter ordet 'stigma', viser en forståelse af ordet som et mærke der bliver sat på huden, typisk udført med et spidst varmt stykke jern, eksempelvis i form af en tatovering. Som figurativ betydning nævnes: "a mark of disgrace".65 Kigger man i fremmedordbogen fremkommer nogenlunde samme definition, nemlig en mærkning i retning af at 'brændemærke', 'fordømme' eller at give et 'mindreværdsstempel'.66 Begge definitioner leder tankerne i retning mod en stempling som en fysisk aktivitet udført under tvang, men der ligger endvidere et socialt aspekt. Kigger man på Wikipedia under 'social stigmatisering', opstilles tre former. Den første har at gøre med en fysisk afvigelse, den anden har at gøre med en personlig afvigelse, og den tredje har at gøre med en afvigelse indenfor nationalitet, race eller religion.67 Udgangspunktet for stigmatisering i denne tekst bliver derfor, at stigmatisering er en tvungen, måske fysisk, mærkning eller en stempling af en person eller gruppe, der på grund af nogle omstændigheder synes at afvige fra normen i samfundet. Teksten tager således også det udgangspunkt, at baggrunden for stigmatiseringen er foranlediget af en bestemt tænkning omkring denne norm. Antagelsen er derfor, at det der forbindes med ordet 'norm', det almindelige eller det normale,68 i det moderne forbrugssamfund, er ændret til mere end det blot fysiske eller sociale, men nu

27

65 "Stigma," Online Etymology Dictionary, tilgået 20/11/2012, http://www.etymonline.com/index.php?allowed_in_frame=0&search=stigma&searchmode=none

66 Sven Brüel & Niels Åge Nielsen, Fremmedordbog (Copenhagen: Nordisk Forlag A/S, 1995), 592

67 "Social Stigma," Wikipedia, tilgået 20/11/2012, http://en.wikipedia.org/wiki/Social_stigma

68 "Norm," Online Etymology Dictionary, tilgået 22/11/2012, http://www.etymonline.com/index.php?allowed_in_frame=0&search=norm&searchmode=none

http://www.etymonline.com/index.php?allowed_in_frame=0&search=stigma&searchmode=none




http://en.wikipedia.org/wiki/Social_stigma

http://en.wikipedia.org/wiki/Social_stigma

http://www.etymonline.com/index.php?allowed_in_frame=0&search=norm&searchmode=none




også inkluderer synet på økonomi. En sådan normændring vil betyde, at hvem eller hvad der stigmatiseres i dag, ikke kan defineres så sort og hvidt som eksempelvis på race og religion, men også vil inkludere marked, kultur, forbrug, levevis og tilpasning til samfundet.

Kapitalismens indflydelse

I sit essay om Kapitalisme som religion, præsenterer Walter Benjamin kapitalismen som sin helt egen ekstreme kult, med en struktur lignende den der kendes fra religionen, dog uden noget etos. Hvor religionen lover frelsen, lover kapitalismen ikke andet end sin egen gentagelse. Her er intet endemål med forsoning, kun den fortsatte oparbejdelse af skyld, en oparbejdelse der aldrig stopper.69 Kapitalismen bliver derfor aldrig færdig, men fortsætter bare i det uendelige, men lover ingenting for dem der deltager i kulten. Der stilles ingen form for forandring i udsigt, men derimod bliver kapitalismen blot ødelæggende. Fortvivlelsen over udsigterne bringer dog håbet om frelse med sig, som en særlig forestilling om frihed, eller som en ny religion i kapitalismen. På baggrund af dette påstår Benjamin, at kapitalismen har udviklet sig parasitært på kristendommen, ved simpelthen at have overtaget dens rolle, indtil religionens historie i sig selv er historien om kapitalismen.70

I Alexander Carnera's essay om Kapitalisme som religion tilbydes, netop på baggrund af Benjamin, en kortere samfundsdiagnose. Økonomien synes i dag at invadere overalt, ikke kun på arbejdspladsen men i hele eksistensen, og det gør det helt umuligt at forestille sig noget udenfor kapitalismen. Der kan slet ikke tales om noget udenfor, og ikke engang såkaldte religiøse fundamentalister eller traditionelt socialistiske lande, kan stille sig udenfor økonomien. Alt bliver gjort til en vare der kan handles med: sprog, relationer, arbejde, fritid, kultur, krig med videre. Også opgaver der har været tillagt religionen i form af selvrealisering og frelse, underlægges økonomiens termer,71 og man kommer derfor konstant til at tale økonomiens sprog. Forholdet mellem stat og borger, bliver til et forhold mellem skyld, der eksempelvis ses i velfærdsaftaler hvor borgeren stilles noget i udsigt mod at bidrage til samfundet. Kontrakten mellem borger og stat stiller dog ingen af parterne noget i udsigt, der kan betegnes som værende af et højere formål. Målene der

28

69 Walter Benjamin, Selected writings. Volume 1 1923-1926 (United States of America: President and Fellows of Harvard Collage, 2002), 288

70 Benjamin, Selected writings, 289

71 Alexander Carnera, Engagementets ABC (Hellerup: Forlaget Spring, 2009), 98

stilles er kun midlertidige, og kapitalen kan derfor ses som 'tom', og fortsætter uden at forandre sig. Til gengæld kan den tilpasse sig ændringer, når omgivelserne forandrer sig. Når kulturen ændrer sig, tilpasser kapitalismen sig således dette, så når et marked stopper, starter det næste, og igen i kapitalens navn.72

Dette indtog af kapitalismen skaber mulighed for en ny form for arbejdsetos, et etos hvor det at arbejde og tjene penge bliver det der skal lede mod frelse, men pointen er, at denne frelse ikke kommer.73 Den gamle ide om religion og arbejde som adskilt, synes suspenderet til fordel for en religion i arbejdet, med kapitalen som den nye Gud. "Han må gøre brug af alle sine talenter for at opnå det gode for at blive et bedre menneske."74 Med Carnera's ord, så ruller vi bedetæppet ud for den tomme symbolik når vi forbruger. Vi tror kapitalen leder mod en form for frihed, men i virkeligheden deltager vi i vores eget fortsatte slaveri, et slaveri af kapitalen.75 Der mangler i kapitalismen derfor noget at arbejde hen imod, noget der kan tilskrives at være af et højere formål end bare det at deltage i økonomien. Opbygningen af kapital bliver det der står øverst, en kapital der ikke behøver nogen autoritet ud over sig selv for at være gældende, og dette synes accepteret som en universel gyldighed.76

Tendensen i markedet er ligeledes noget der optager Rösing i hendes bog om Autoritetens Genkomst. I denne bog præsenterer Rösing primært to emner, nemlig det moderne samfund med fokus på forbrug, nydelse og opbygning af kapital, samt håndteringen og kommunikationen omkring forskellighed og fremmedhed. Rösing søger et opgør med fremmedfjendtligheden, en fremmedfjendtlighed der synes at have opstået i forlængelse af kapitalismens forbrug og nydelse, hvor nydelsens påbud om at man 'fortjener det', bliver til nationalpopulismens irritation over den fremmede.77 Kapitalismen har det med at inddele befolkningen i partikulære identiteter, og det er disse symbolske termer kapitalens sprog forsøger at udnytte, til at målrette sin markedsføring til bestemte segmenter. At inddele i segmenter gør derfor, alle tænkes som ensartede individer, i kraft af denne mulighed for

29

72 Carnera, Engagementets ABC, 99-100

73 Max Weber, Den protestantiske etik og kapitalismens ånd (Viborg: Specialtrykkeriet, 2005), 121

74 Carnera, Engagementets ABC, 101



77 Rösing, Autoritetens Genkomst, 13

kategorisering. Kapitalismen bliver derfor en motor for en tænkning i ensartethed og individualisering, og er derfor også en motor for at skjule 'selvet', forskelligheden, og tænkningen i fremmedhed.78 Problemet er, at i den danske retorik er denne nydelsens bagside nu blevet en åbenlys forside, og dette skaber fremmedfjendtligheden.

Rösing efterlyser derfor en etisk universalisme, der ikke opdeler individet i de partikulære identiteter kapitalismen har tendens til, og samtidig undgår den politiske korrekthed, der præger samfundet i dag. Etikken baseres på psykoanalysen, som en andethedsetik, der får til hensigt at overskride den overside og autoritet, der findes i loven og overjeg'et.79 Retorikken i dag medfører, at begrebet om tolerance og korrekthed skubbes, for med flere forskellige identiteter, bliver det vigtigt at man ikke kommer til at tale ondt om dem der er anderledes end en selv. Som Rösing pointerer, så er der to ting ved begrebet tolerance der bliver et problem i samfundet. For det første bliver begrebet om tolerance forstærket af markedets behov for at inddele i partikulære identiteter. For det andet, så flyttes grænsen for hvad 'selvet' er, det vil sige, at man bliver blind for selve fremmedheden og provokationen ved den andens fremmedhed. Denne anerkendelse af 'den anden', kan derfor ikke finde sted uden at anerkende den anden som en provokation, og den politiske korrekthed fortrænger muligheden for denne provokation.80 Pointen hos Rösing er derfor en tænkning i fremmedhed eller underlighed, vi er lige sære for hinanden, i stedet for en tolerance af den anden, baseret på en ide om lighed.81

Også Žižek er optaget af samfundets transformation med kapitalismen, og i bogen 'Vold', fokuseres på den systemiske vold, der synes at være et følge af samfundets udvikling. Systemisk vold kommer for Žižek til at stå som en konsekvens af hele det økonomiske system, og de politiske beslutninger. Den systemiske vold fungerer som en subtil magtform, det vil sige en usynlig vold og magt, man ikke umiddelbart lægger mærke til betydningen af.82 Selvom volden dog ikke er synlig, virker den stadigvæk, da den er indbygget i samfundets normale tilstand. Overfor den systemiske usynlige vold, står den synlige man kender fra tv. Denne viser sig normalt som en mere direkte vold, eller som

30





82 Žižek, Vold, 8-9

protester over forskelle, men for Žižek er denne form for vold blot foranlediget af en utilfredshed over nogle systemiske tilstande.83 At der findes en synlig vold i dag, skal derfor hele tiden ses som forlængelsen af en bagvedliggende usynlig vold. Da kapitalen relaterer sig til den usynlige vold betyder det, at samfundet godt kan have en synlig verden der synes at være på afgrundens rand, men samtidig have en usynlig kapital der fremstår sund.84 Indbygget i kapitalen ligger derfor nogle fastlagte sociale processer, det ikke lige er sådan at slippe ud af. Det er ikke fordi at oparbejdelsen af kapitalen sker automatisk eller skaber en tilstand af systemisk vold med vilje. Det er bare noget der sker, som følge en følge af den måde opbygningen af kapital virker i systemerne, og det sker uden at man lægger mærke til det.

Det systemiske viser sig gennem en konstant tagen og given, en tagen i form af udnyttelse af nogle bestemte grupper, og derefter en given tilbage, i sympati med ofrene for den vold der er forårsaget. Forsiden med politisk korrekthed medfører, at man er villig til at tage sig af de svage i form af penge og støtte, men i følge Žižek, dækker donationerne slet ikke det der allerede er taget, i forbindelse med opbygningen af kapitalen. Her påstås, at forbruget selv er med til at skabe problemerne for disse udsatte befolkningsgrupper i 3. verdens lande, og denne udnyttelse overgår langt det der gives tilbage.85 Donationerne er med til at skabe balance, en balance der unødvendiggør statslig indblanding for at redde de virkeligt trængende, da disse holdes i live af kapitalisterne selv. Dette gør at kapitalismen udsætter sin krise, da ofrene placeres i en ufrivillig tilstand, og samtidig søges de hjulpet ud af den samme.86 Tilstanden forårsages dog ikke kun af dem der normalt betragtes som 'kapitalister', men opretholdes af alle deltagere i systemet, også den almindelige forbruger. Dette bliver til en passiv nihilisme, hvor systemet ubevidst hjælper til sin egen destruktion.87 Frygten for selv at havne i en ukontrolleret tilstand gør, at man er villig til at placere andre grupper i den samme tilstand. Frygten sætter sig igennem som eksempelvis terrorlovgivninger, frygt for indvandring eller lignende, og disse fremstår legitime, da de har

31





87 Žižek, Vold, 31

bevarelse af liv som deres rationale. Det kommer derfor til at fremstå legitimt både at sætte folk i undtagelsestilstande, men også at redde dem ud igen.88

Begrebet om næstekærlighed opvejes her af frygten, og det er også gennem dette frygtens lys, at den politiske korrekthed kan ses. Det politisk korrekte viser sig gennem en systemisk vold, som en påtaget form for tolerance. Tolerancen dækker dog blot over en bestemt forestilling om lighed og ensartethed, en forestilling der dog kan opvejes af frygten. Med andre ord er den anden derfor fin nok, bare han ikke kommer for tæt på.89 Denne dobbelte regulering legitimeres dog samme sted fra, nemlig gennem kapitalen, og det står derfor kapitalen frit for at udnytte minoriteter og udsatte grupper, for at opretholde sin vækst. Denne tendens ses overalt, og foregår ubevidst.90 Der er ikke noget indbygget i kapitalen der gør at den skal udnytte bestemte grupper, men kravet om opbygning af kapital, gør at det sker alligevel. Det kommer derfor til at fremstå som en etisk illusion at befri disse folk fra deres lidelser, fordi man grundet afstande ikke kan se hvad der reelt foregår. Man får aldrig direkte kontakt med de tusindvis af mennesker der er i nød i 3. verdens lande, da de simpelthen er for langt væk, og det gør ikke noget indtryk. Det berører os derfor ikke nær så meget som hvis de samme mennesker lå rundt på gadehjørnerne tæt på os, og derfor kan denne legitimering af systemisk vold fortsætte.

Old Crow og Tar Sands

For at se på hvordan stigmatiseringen kan komme til udtryk, tager undersøgelsen udgangspunkt i BBC dokumentarserien 'Arctic with Bruce Parry' fra 2011, hvor den britiske tv journalist Bruce Parry, i fem programmer forsøger at klarlægge livet og konsekvenserne af moderniteten for en række folkeslag i området omkring Arktis. I det fjerde program besøges det nordligere Canada, et område der traditionelt har være beboet en række aboriginale folkestammer. Programmet er delt i to, og der indledes her med en gennemgang af begivenhederne.91

32



90 Carnera, Engagementets ABC, 100-101

91 James Smidt, "Canada," Arctic with Bruce Parry, Episode 5, Sendt 30/01/2011, (England: BBC, 2011), TV rejsedokumentar

Første del af programmet omhandler en by nord for polarcirklen, Old Crow i det nordlige Yukon, hvor den lokale Gwitchin stamme92 holder til, og har holdt til i tusinder af år. Old Crow er afsides placeret, ca. 300 miles fra noget som helst andet, så eneste adgang til byen er via fly eller båd. Arbejde er svært at få, og fødevarer udefra er meget dyre, så stammen forsørger sig primært via jagt, og hvad de ellers kan finde i naturen. Specielt den nordatlantiske Porcupine Caribou's vandring tværs over Porcupine floden to gange årligt, er et særdeles vigtigt livsgrundlag for Gwitchin folket. De 130.000 rener vandrer to gange om året til og fra deres yngleområder, og da stedet hvor renerne krydser floden ligger to timers sejlads fra byen, tager jægerne fra Old Crow derfor ud de to gange årligt, og skyder de rener de har brug for. Jagten er en vigtig tid på året for byen, og begivenheden fejres med en fest, til ære for renerne. Da jagten og renerne anses som et livsgivende fundament for deres levevis, bruges festens konkurrencer også som en oplæring af de yngste til jagt. Gwitchin's levevis har været næsten uforandret gennem generationer, og en gammel skrøne fortæller oven i købet, at deres forfædre oprindeligt lavede en aftale med renerne om jagten.

Renerne er dog særdeles ømfindtlige overfor en række ydre omstændigheder, og en varm vinter har gjort at isen er smeltet tidligere, så renerne er begyndt vandringen tidligere end normalt. Men vejret er ikke det største problem, for nu truer en udvidelse af verdens næststørste oliereservat at ødelægge de områder hvor renerne lever, yngler og har deres vandring, de områder som Gwitchin også refererer til som 'Det hellige land'. Gwitchin folket har hørt om den mulige udvidelse, og de er bekymrede for hvad der vil ske med renernes vandring, hvis regeringen giver tilladelse til at selskaberne må bore efter olie i området. En af jægerne, Peter, fortæller, at hvis renerne stopper vandringen og forsvinder fra området, så vil det have alvorlige konsekvenser for Gwitchin's traditionelle måde at leve på. Med høje priser på de fleste dagligvarer, vil livet uden renerne være næsten umuligt. Peter respekterer at verden har brug for olie, men konsekvenserne af udvindingen, synes større for ham end for andre.93 Og renerne er mere end bare mad. De bruger næsten alt fra dyret, klove laves til redskaber og skindet bruges til handsker og beklædning. Endvidere binder renernes vandring folket sammen, eksempelvis ved at jægerne giver til de beboere der ikke selv har mulighed for at jage. Og Peter bliver glad når han ser renerne vandre. Det giver liv, og vækker ting til live. Han betegner selv deres liv som værende smukt og

33

92 "Old Crow - Yukon," Old Crow, tilgået 20/11/2012, http://www.oldcrow.ca/

93 James Smidt, "Canada," Arctic with Bruce Parry, Episode 5. Minuttal 10-11

http://www.oldcrow.ca

http://www.oldcrow.ca

farligt, og han er stolt over at være Gwitchin og vil ikke bytte med nogle.94 I forbindelse med jagten besøges også Peter's far Stevens gamle barndomshytte, der hvor han som barn voksede op med sin mor der var Gwitchin og sin far der var politibetjent, eller 'mountie'. Det lyder romantisk, men med 10 børn og to forældre i en hytte, var livet af og til barskt. Men som Steven siger, så var det sådan det var, og det var det de havde. Steven bliver derfor også ked af det, når snakken går på en måske kommende olieboring.95

Bruce afslutter med at fortælle om hans oplevelser med jagten. Selvom han var en smule chokeret over nedskydningen af en 4-5 rener, var han ikke i tvivl om hvad han synes om jagten. Det føltes rigtigt, og der syntes at være en respekt mellem menneske og dyr, eller en respekt fra menneske overfor dyret og den vilde natur. Bruce mener dog, at de gør ret i at være nervøse for udvidelsen. Deres eksistens synes skrøbelig, og at være styret af noget uden for deres egen kontrol.96

I anden del af programmet drager Bruce 1200 miles syd-øst for Old Crow, til Tar Sands området i den nordlige del af Alberta, et sted hvor udvidelsen af olieudvinding allerede er sket for årtier siden. Selve Tar Sands området er på størrelse med England, og store områder af vild natur er fjernet for at muliggøre udvindingen. Det er nu det næststørste sted for udvinding af råolie i verden, efter Saudi Arabien, og her produceres dagligt 1,3 millioner tønder råolie. Tar Sands, eller 'tjæreolie', er også kendt som 'beskidt olie' på grund af kompleksiteten ved at udvinde olien fra sand og jord. Den vanskelige proces ved udvindingen kræver så meget energi, at Tar Sands området er den største udleder af Co2 på jorden. Det kræver således en hel tønde olie, at producere to tønder mere, og hele processen tager syv dage. Der synes ikke rigtigt noget alternativ til olien, og der er ikke noget der tyder på at behovet for olie på verdensplan er på vej ned, så produktionen er planlagt til at blive fordoblet de næste 10 år. Det estimeres at der er nok tjæresand i området til at udvindingen kan fortsætte i 200 år. Udvindingen har endvidere medført, at området omkring Alberta er blevet til en større by. Da lønnen er særdeles god, rejser tusindvis af folk dertil, med ambitionen om at blive rige hurtigt. Arbejder man weekend og overtid, kan man således tjene mere end 1000 dollars om dagen.

34



96 James Smidt, "Canada," Arctic with Bruce Parry, Episode 5. Minuttal 34

Også her besøger Bruce nogle folk med forbindelse til området. 250 km nord for Tar Sands området ligger byen Fort Chipewyan, og her besøges Mike og Robert. Indtil fornyligt levede de som jægere og fiskere, men da Tar Sands området blev udvidet for 30 år siden, ændrede livet sig. Fiskene i floden bruges nu kun til at fodre hundene med, efter at en række forskere opdagede en underlig adfærd, hvor fiskene blandt andet har fået udslet og mærkelige udvækster. En forskergruppe har dog vist at forureningen ikke er højere end normalt, men Mike og Robert fortæller at disse undersøgelser er betalt af olieselskaberne, så de tror ikke på resultaterne.97 Generelt er området præget af usikkerhed, og mange folk har forskellige meninger. Regeringen har afvist at der forurenes, men har også indvilget i at undersøge forholdene bedre. Det synes dog for sent, da meget natur allerede er blevet ødelagt. Endvidere mener nogle indbyggere, at de gennem de sidste 20 år har oplevet sjældne former for kræft, og mener Tar Sands området er årsagen til dette. Der har dog ikke været fundet beviser for sammenhængen. Steven har selv mistet et familiemedlem, og har besluttet sig for at kæmpe mod industrien. I følge ham vil folk på et tidspunkt lære, at man ikke kan drikke olie og spise penge.98

I selve Tar Sands området besøger Bruce byen Fort McMurray. Her mødes han med First Nation Indian Chief Jim B., der også er chef for Fort McKay Group of companies. Fort McKay udfører services for Tar Sands industrien, og har en omsætning på 500 millioner dollars om året. Og firmaet vokser. Året før blev der brugt 40 millioner på nye faciliteter, og der er planlagt selv at starte en virksomhed til udvinding af olie. Pengene strømmer ind, så alle familiemedlemmer fra stammen, får årligt 10.000 dollars fra Fort McKay i profit. Firmaet bidrager derfor godt til den canadiske økonomi og sørger for arbejde til mange, lokale som immigranter, og leverer lige nu mad og husly til mere end 3000 medarbejdere. En af disse er Patricia, der selv er medlem af Fort McKay First Nation. Hun kan lide jobbet, og vil fortsætte der længe. På spørgsmålet om der er nogle modstandere af olieindustrien svarer hun, at det meste snak går på dyrene, men der er ikke meget snak tilbage, da de fleste fra stammen nu arbejder i firmaet. Måske de ældre brokker sig lidt mere, men så vifter man lige med nogle penge, og så glemmer de det igen. Patricia er dog ikke i tvivl om at der sker skade på miljøet, og det er trist at tænke på. Problemet er, at ingen forstår det fulde omgang af industrien, så man kan ikke rigtigt kæmpe imod.99 Andre medarbejdere

35




fortæller, at de ikke hører så meget til at folk brokker sig, og når man generelt er afhængig af olie til bilen, så spekulerer folk ikke på hvor det kommer fra. Medarbejderene er dog tilfredse bare de får deres penge, så de bekymrer sig ikke. På spørgsmål om industrien bevidst skader naturen svarer de, at det ville de ikke bryde sig om, men de mener heller ikke at firmaerne vil lade det komme så vidt.100

Til sidst tager Jim og Bruce ud på en sejltur, hvor Jim fortæller om da industrien kom til byen. Først modsatte folk sig, men regeringen sagde at de ejede jorden, og derfor lejede de stedet ud til omkring 90 selskaber. I gamle dage var det et fiskested, men det stoppede dengang i 1963. Beslutningen blev taget af en 'hvid' regering, og ingen i lokalsamfundet havde magt eller ressourcer til at gøre noget ved det. Og i 80'erne kom så pelsblokaden, der helt fjernede livsgrundlaget for stammen, da ingen pludselig ville have pelse mere. Det var enten velfærd fra staten eller olien, så de prøvede bare at få det bedste ud af de muligheder der så var tilbage. Jim mener dog, at hans bedsteforældre ville få et hjerteslag hvis de vidste hvad der foregik. De elskede landet og mente det var i live, og det gik i arv fra generation til generation. Der er stadig spor efter Jim's forfædre, men minderne forsvinder i takt med at sporere slettes.101 Jim viser en jagthytte som han byggede for 15 år siden, og den giver ham en ånd fra hans far. Bruce bemærker, at dette er hans andet besøg i en jagthytte på turen, men denne gang er han omgivet af PR og sikkerhedsfolk fra Fort McKay. Jim's søster Rose der også er med på turen, mener at det hele er blevet ødelagt som følge af industrien. Landet er blevet voldtaget. Træer, natur, dyr og vand. Det hele er ødelagt eller forurenet. Rose tror på fremgangen, men ikke når prisen er at alt skal ødelægges, heller ikke selvom der er lavet aftaler med olieselskaberne om en overdragelse af jorden, når udnyttelsen er færdig.102 Tilbage på kontoret spørger Bruce, om Jim mener det er det værd. Jim ville foretrække at det var som i gamle dage og at de havde deres gamle liv, men det gamle liv er væk. Det døde med hans bedstefar og det døde med familien. Det døde da den første olie blev produceret, og det er ikke længere muligt at bringe det gamle tilbage.103

36





Bruce afslutter programmet, med en opsummering over de to verdener han har mødt. Jim har accepteret at olien nu er hans liv, hvor Peter og Steven stadig lever det gamle liv i Old Crow, i tæt forbindelse med naturen. Jim har givet efter, men hvilket andet valg har han haft. Bruce pointerer, at det er let at skyde skylden på dem der arbejder med olien, men det er ikke så let. Alle der er forbrugere af olie har et ansvar. Forbruget af olie driver industrien, og indtil dette forbrug ændres, vil udnyttelsen fortsætte. Olieindustrien tager dog ikke hensyn til dem der var der først, og spørgsmålet er, om offentlighedens viden om forholdene, ville ændre noget som helst.104

Nydelse og begær i olieindustrien

Programmet knytter an til flere problematikker, mest iøjenfaldende er vel nok Bruce afsluttende kommentar om hele det moderne samfunds behov for olie, og de konsekvenser udvindingen af olien medfører for en række mennesker. Her tænkes på ord som kapitalisme, forbrug, stigmatisering og tilpasning. Analysen af casen vil derfor blive foretaget i forlængelse af disse begreber, sat i forhold til psykoanalysens begreber om begær, nydelse og kynisme, parret med begreberne om vold og stigmatisering. Stigmatiseringen vil primært blive tænkt i forhold til, hvordan disse begreber interagerer med hinanden i strukturen, og derigennem viser stigmatiseringen som det ubevidste der kommer frem.

Som psykoanalysen viser, så er subjektet struktureret omkring en mangel, og udfyldelsen af denne mangel relaterer sig til begæret, nydelsen og kynismen, men ligeledes til sproget som performativt. Det der derfor er i fokus her er, hvordan situationen omkring Old Crow og Tar Sands området, kan ses som underlagt nogle begærsstrukturer, altså hvilken nydelse der opretholder denne situation, samt hvordan der kommunikeres omkring dette. Essentielt er hvordan personerne subjektiveres som følge af nydelsen, og på samme måde, hvordan personerne potentielt er ofre for nydelsen. Kynismen kommer lidt ind fra sidelinjen, i den forstand, at kynismen gør at man fortsætter med at opretholde nydelsen i strukturerne, på trods af den viden der findes om situationens faktiske forhold. På den måde kommer den systemiske vold til at være et resultat af begæret, nydelsen og kynismen, ved at denne fungerer som et resultat af en række sociale relationer. Stigmatiseringen skal derfor ses i forlængelse af volden.


Begæret og nydelsen er derfor fundamentet for, at økonomien fungerer på den måde den gør i dag. Nydelsesøkonomien som den er præsenteret tidligere, er mulig på grund af subjektets forsøg på at udfylde manglen. Denne tilstand er permanent, og er ikke noget man kan slippe ud af. Psykoanalysen vil derfor ikke tale om økonomi som et selvstændigt fænomen, men vil hele tiden relatere det til subjektet og begæret. Skal der tales økonomi, skal der derfor tales om 'begærsøkonomi' eller 'nydelsesøkonomi', og ikke bare 'økonomi'. Žižek og Rösing's eksempler på dette tæller Coca Cola, men også L'oreal kan nævnes, med et påbud om at tage del i den nydelse, du så åbenlyst fortjener.105 Her kan også nævnes kosmetikfirmaernes reklamer med information om, at man med den rigtige eyeliner kan se helt udhvilet ud, selvom man har været på farten de sidste 36 timer. Det gælder derfor om at realisere sig selv, og om at få det til at se ud som om at man kan det hele. I forlængelse af kapitalismen behov for at inddele befolkningen i partikulære identiteter, viser kapitalismen sig her som en tænkning i individualitet, da de identiteter man inddeles i, skaber en forestilling om en bestemt måde at være på, og en bestemt måde at tænke på. Kapitalismen indbyder derfor til tanken om at man kan nå det hele, og at se godt ud, i kraft af at man søger at realisere sig selv, i forhold til den kategori man gerne vil forbindes med.

Den konstante deltagelse i nydelsesøkonomiens påbud, sikrer at forbruget konstant opretholdes. Selvom olie måske ikke er noget man som forbruger køber som nydelsesprodukt, så er det stadig væsentligt, og måske i denne henseende mere væsentligt, da forbruget af det synes at stå i baggrunden i forhold til så mange andre varer. Olie er nok mere at betragte som et nødvendigt onde, noget man bare skal 'have', som det produkt der ligger lige under mad og vand i forsyningskæden, og derfor som noget man måske ikke lige tænker over. Olie er med andre ord ikke noget man køber forbi det udfylder en mangel i begærsstrukturen, men fordi opretholdelsen af begærsstrukturen et eller andet sted kræver olie, eksempelvis til transport af fødevarer. En stigende nydelse af andre varer, legitimerer derfor det stigende forbrug af olie, der indikeres i programmet. Begæret i psykoanalysen handler om at lære folk hvad de vil have, og på denne måde kan forbruget at olie opretholdes, nemlig i kraft af, at folk har lært at de gerne vil have en bil og køre på arbejde. Kapitalismen fungerer derfor ved at producere et begær omkring en position man som subjekt gerne vil nå, mere end den som sådan producerer et begær


efter varen. Varen er bare midlet til position. Det er derfor heller ikke olien man vil have, det er fordi olien er muligheden for at nå det sted hen man begærer.

Således sikres behovet for olie gennem begæret og nydelsen i strukturen. Hvor begæret dog ligger i forlængelse af Det Symbolske som noget man mangler, så ligger kynismens element i Det Ideologiske. Kynismen står som den manglende refleksive evne til den faktiske viden, og det er her økonomien hjælper til at det bliver sværere at se konsekvenserne af nydelsen. Forestiller man sig, at alt hvad man forbrugte blev produceret lokalt, så kunne man med egne øjne se, at den højeste pris for flæskestegen bliver betalt af grisen. Men når produktionen og økonomien flyttes væk, flyttes synligheden også, og dette hjælper kynismens element. Det kan derfor undre, at når konsekvenserne af olieudvindingen kan ses lige for næsen af en række indflydelsesrige politikere i Canada, at man så ikke er i stand til at ændre kynismens element. Men det kan man ikke, og svaret på hvorfor er her: nydelsen. Man kan dreje på forholdene, så nydelsens objekt bliver mere eller mindre attraktivt, men man kan ikke slippe ud af den. Hvor meget der kan drejes, afhænger af kapitalens størrelse i strukturen, det vil sige for regeringen i Canada, den potentielle nydelse. Det er her vigtigt at pointere, at følgerne af kynismen ikke ligger latent i kapitalen, følgerne er blot en ubevidst følge af behovet for kapital. Kynismen kan ses som et valg mellem grader af nydelse, men uigennemskueligheden af kapitalen gør det svært at se de præcise konsekvenser. Man vælger dog altid en eller anden form for nydelse, og dette bringer en eller anden form for kynisme. Man ved at olieudvindingen kan have nogle uheldige følger, i hvert fald gennem den måde der kommunikeres om Old Crow, men man vælger den nydelse der ligger i at kunne tage bilen ned til købmanden. På samme måde vælger regeringen, at indtægterne fra olievirksomhederne giver mere nydelse end alternativet.

Der ligger i denne kynisme derfor en forestilling om, at nogle af de valg der er truffet ikke kan tages til genovervejelse, da de blot betragtes som 'uheldige' konsekvenser ved at have samfundet. Sat på spidsen, kan der gives eksemplet om antallet af dræbte på de danske veje, et tal der anslås til ca. 300 årligt. Dette søges der gennem forskellige tiltag at få bragt ned, blandt andet ved øget færdselskontrol. Men tænker man sig rigtigt om, ved de fleste godt, at dette tal kun kan bringes ned på nul, ved at afskaffe alle bilerne. Selvfølgelig gør man ikke det, så kynismen i systemet er, at man har valgt at de 300 personer er den 'omkostning' der er, for at få mulighed for at fragte varer frem og tilbage

39

og tage bilen på arbejde.106 Som nævnt er dette eksempel sat på spidsen, men det kan relateres til olieindustrien. Følgerne af bilerne på vejene er de 300 dræbte, men følgerne er også de personer der er placeret der hvor olien til bilerne udvindes. De dræbte er bare mere synlige, og derfor fokuseres der mere på disse. Som en synlig vold overfor en usynlig, hvor den usynlige kamuflerer en 'sund' kapital. Dette eksemplificerer nydelsens problem, men samtidig viser det også hvordan kynismen fordrejer det ukendte kendte, det vi ikke ved at vi ved. "Vi nyder, derfor tænker vi ikke".107 Samfundet og kapitalen skaber en bestemt forestilling om hvad der er rigtigt, som en bestemt måde at tænke på. Det bliver til en fornuft baseret på kapitalen, og det er behovet for kapital der opretholder denne kynisme. Kynismen bliver til en markedskynisme, der er i stand til at legitimere en række forhold i kapitalens navn. Det er derfor kapitalen som øverste målestok, sætter grænserne for kynismen element. Medarbejderne hos Fort McKay er et fint eksempel på dette. De mener at folk generelt glemmer hvad der foregår, bare de får olie til deres biler. Selv medarbejderne er ligeglade, bare de får deres penge. Det er kun såfremt deres ansigter kommer frem i nyhederne med information om eventuelle skadelige følger, at de vil føle sig utilpasse over situationen.

Den systemiske vold kan her ses som et resultat af samfundsudviklingen, men psykoanalysen vil påpege, at samfundsudviklingen kun er sket på baggrund af en række mangeltilstande med begær og nydelse hos subjektet. Den systemiske vold viser sig som en vold i Det Reelle,108 som en vold der ikke kan ses, men som stadigvæk virker, da den er indbygget i samfundets normale bevægelse omkring disse mangeltilstande. Da olieindustrien kan betragtes som værende en del af denne normale tilstand, foreligger der derfor en mulighed for systemisk vold. Kommunikationen fra personerne omkring olieindustriens indtog i Canada, synes da også at være bestemt af netop systemets tilstand. Flere steder i programmet nævnes magtesløsheden overfor overmagten. Regeringen ejer jorden, og har valgt at leje den ud til selskaberne, og der indikeres yderligere, at regeringen er med til at manipulere med forskningsresultater, for at legitimeringen af udvindingen kan fortsætte. Som Jim pointerer, så blev beslutningen ligeledes taget af en 'hvid' regering, uden hensyn til de lokale, som en beslutning på baggrund af race. Man skal dog nok ikke lægge for meget i denne udtalelse om en hvid

40

106 Henrik Jøker Bjerre, "Jeg tænker ikke, altså er jeg: Slavoj Žižek," i Venstrefløjens nye tænkere - en introduktion, 97-117, (Aarhus: Forlaget Slagmark, 2011) 113-114

107 Bjerre, "Jeg tænker ikke, altså er jeg: Slavoj Žižek," 112


regering, da det økonomiske incitament allerede i 60'erne må betragtes som have værende større.

Parternes protester, eller de protester der har været, synes dog få. Protesterne skulle gerne fremstå som en synlig vold, som en reaktion på den usynlige systemiske vold, men programmet gør ikke så meget ud af at kommunikere disse protester, eller gør det sparsomt. Det virker som om at personerne i Old Crow er helt forberedt på at blive smidt væk, og i byen Fort Chipewyan lader det til at de fleste har accepteret olien, eller det faktum at de ikke længere kan fiske. Kun Steven, der havde et tilfælde af kræft af familien, synes determineret på kampen. Kommunikationen omkring konflikten blandt indbyggerne synes derfor temmelig afdæmpet, hvilket styrker påstanden om en stiltiende accept af tilstanden. Konflikten kan derfor også ses som en grad af tilpasning. I byen Fort McMurray har man allerede tilpasset sig ved at deltage i olieindustrien og udvindingen, i form af virksomheden Fort McKay. Rose har dog stadig lidt negativt at sige om situationen, men synes alligevel magtesløs. I Old Crow virker det som om at de bare venter på, at bliver beordret til at skulle tilpasse sig.

Kommunikation i programmet får i høj grad parterne til at fremstå som automatiske ofre og som undertrykte, hvilket måske i virkeligheden også er hensigten. De eneste der ikke direkte fremstår som ofre, er Jim og Fort McKay, selvom der indikeres, at det der er sket et eller andet sted stadigvæk er synd for dem. Det er dog ikke alle der i denne henseende vil betragte dem som ofre, da de har formået at vende andres nydelse til egen fordel, ved selv at være en del af den samme nydelses mulighedsbetingelse. Før olieselskaberne kom, stod de på en måde 'udenfor' økonomien, og det er den situation Old Crow står i nu. Da selskaberne kom, blev de så presset til at komme 'indenfor' i økonomien, og dermed tvunget til en form for tilpasning. At være 'indenfor' og tilpasset betyder dog blot, at de nu selv er en del af den fortsatte nydelse og systemiske vold det ligger i økonomien, men som Bruce afslutter med, så havde de nok ikke så mange valg. Alternativet til deres virksomhed var at de skulle have været på socialhjælp fra staten, så hvis de ikke ville stå udenfor, var de tvunget til at tilpasse sig. Havde de alligevel forsøgt at sætte sig udenfor, ville de dog stadig være blevet opslugt af økonomien og nydelsen, men på en anden måde. Man kan sige de aktivt havde valgt, ikke at være en direkte del af begærstrukturen olieudvinding, men en inddirekte del. Uanset deres valg kunne de ikke slippe for den. Det er for sent, som Jim selv pointerer.

41

Parterne i programmet bliver derfor subjektiveret på tre måder. For det første subjektiveres nogle som 'potentielle ofre', ved at nydelsen og kynismen skaber nogle tilstande der muligvis vil marginalisere dem, og stille dem i en særlig situation. Disse er derfor heller ikke tilpasset olieøkonomien i den forstand man kender den, for de bidrager ikke til den. Disse er beboerne i Old Crow. Man kan tilsnige sig at sige at de endnu er 'udenfor' økonomien, i hvert fald i den forstand at de betragtes som selvforsørgende. For det andet subjektiveres nogle som 'ofre', ved at nydelsen og kynismen allerede har skabt nogle tilstande der har marginaliseret dem betydeligt, og stillet dem i en særlig situation, en situation indenfor økonomien, men som ofre. Disse er beboerne i Fort Chipewyan. For det tredje er der dem der subjektiveres som de 'overlevende ofre', dem som olieøkonomien allerede har opslugt og inviteret indenfor. Disse er tilpasset økonomien, og deltager i den på lige fod med alle andre, og er derfor heller ikke marginaliserede på samme måde som Fort Chipewyan. Disse er ejerne af virksomheden Fort McKay First Nation. Denne tilpasning til økonomien har for Fort McKay dog været en tvungen tilpasning, ligesom den tilpasning beboerne i Fort Chipewyan har været underlagt, men da de er forskelligt tilpasset, er de også forskelligt marginaliseret. Modsat den tvungne tilpasning står Old Crow, der må anses som værende ikke-tilpasset, eller i hvert fald et stykke tid endnu. De har ikke truffet noget valg endnu, men det bliver måske et nemt valg for dem, da de nok slet ikke får et.

Stigmatisering

Man kan nu komme tættere på begrebet om stigmatisering i forlængelse af økonomien, og stigmatiseringen får her mulighed for at antage mange forskellige former, afhængig af hvor i økonomien man synes at være placeret. Er man placeret indenfor i økonomien som Fort McKay, og deltager i nydelsen og begærsstrukturerne, så er man i traditionel forstand ikke umiddelbart stigmatiseret på ens livsgrundlag, men de har dog været. Det er muligt at Fort McKay kan blive stigmatiseret i andre henseender, men så vil det være en anden form for nydelse der er på spil, et andet begær, og en anden mangel der søges udfyldt. Denne anden form for stigmatisering kommer derfor frem, når man flytter begrebet væk fra det blotte liv. Kommunikationen omkring Fort McKay skaber den subjektivering at de bliver stigmatiseret som en del af olieindustrien, som dem der ødelægger livet i Old Crow. Selvom programmet gør noget ud af at fortælle at de ikke havde noget valg, så har de alligevel haft valget. De har valgt ikke at blive stigmatiseret som ofre, men på grund af det

42

stigmatiseres de potentielt som kapitalister, eller som dem der ødelægger samfundet. En hvis form for stigmatisering slipper de derfor ikke for.

På samme måde forholder det sig med beboerne i Old Crow. De er placeret udenfor økonomien, og er derfor ikke umiddelbart stigmatiseret inden for den pågældende begærsstruktur om olieindustrien. Kommunikationen i programmet sikrer dog, at de i høj grad er disponeret for at blive stigmatiseret, men også fordi de får svært ved at stille sig udenfor økonomien. Man kan også sige at de er stigmatiserede i den forstand, at de allerede er en del af den begærsstruktur der omhandler olieindustrien. Denne stigmatisering begyndte dengang den første snak om olieudvinding blev sat i forbindelse med Old Crow, ligesom det anvendte program hjælper med til dette. På denne måde er Old Crow allerede stigmatiserede, ikke kun som potentielle ofre, men som ofre. Deres stigmatisering er derfor også på flere måder tvunget, både i den kommunikation der finder sted, men også fordi de ikke umiddelbart står til at kunne træffe deres eget valg i forhold til stigmatiseringen.

Som nævnt er psykoanalysen bygget op omkring to dele, sproget som performativt og det uundgåelige begær, og disse to kan ikke tænkes uden hinanden. Sproget er derfor ikke i sig selv stigmatiserende, men er blot det medium hvor igennem begæret kan søge at udfylde manglen. Derfor vil en kommunikation omkring en tilstand automatisk være en del af en begærsstruktur, og den struktur der kommunikeres om her, er en nydelse i forhold til olieindustrien. Som følge af dette er Old Crow derfor allerede i en alvorlig situation, en situation hvor de kan blive tvunget til at tilpasse sig. De er derfor allerede en del af begæret, og vil have svært ved at slippe ud af situationen. At slippe ud, vil kræve en omlægning af begæret, væk fra olien, men det er svært at forestille sig. Som Jim siger ganske rigtigt i afslutningen af programmet, så ville han foretrække det gamle liv, men faktum er at det gamle liv er væk, og det kommer aldrig tilbage.

I forhold til beboerne i Fort Chipewyan, så er deres situation et sted midt i mellem de to andres, og lidt mere kompleks. De er blevet en del af olieøkonomien, og har været tvunget til at måtte tilpasse sig, ganske som Fort McKay. De har dog ikke formået at tilpasse sig på samme måde, i det de ikke har taget del i den etablerede normative olieøkonomi. Kun 6% af de ca. 1.200 indbyggere i Fort Chipewyan arbejder indenfor olieindustrien, og

43

arbejdsløsheden er generelt lav. Økonomien drives i høj grad af turisme.109 De synes derfor ikke umiddelbart økonomisk stigmatiserede som følge af olieindustrien, men dog stadigvæk stigmatiserede på den måde, at noget af deres normale livsgrundlag er forsvundet, i form af en ændret fiskesituation. Vigtigere endnu er de stigmatiserede på grund af den stigende opmærksomhed og bekymring omkring sjældne former for kræft der er opstået i området som følge af Tar Sands. Og denne bekymring er berettiget, da flere undersøgelser går i retning af alvorlige sundhedsmæssige problemer.110 Stigmatiseringen antager derfor en anden form end den blot økonomiske, og inkluderer nu også opretholdelsen af det basale liv. Som med Old Crow er der kun adgang via fly og båd, så byen må betragtes som isoleret, med dyre fødevare udefra, og få muligheder for at få indflydelse på, og ændre deres egen stigmatiserede situation. Denne situation er alvorlig i den forstand at den truer sundheden i et helt samfund. Den tvungne stigmatisering er én ting, men de fremstår magtesløse overfor hvilke valg de i virkeligheden har. Stigmatiseringen kan her ikke bare gøres op i om de vælger at tilpasse sig økonomien eller ej. De står helt udenfor indflydelse.

De tre byers tilstande, ligner den Henrik Jøker Bjerre beskriver i en artikel om EU's fiskeri ud for Afrikas kyst. Her har EU betalt et beløb for at få lov til at fiske, da man i EU ikke har har fiskeområder nok til at leve op til efterspørgslen. Resultatet af fiskeriet er dog, at eksistensgrundlaget for de mennesker der bor langs kysterne forsvinder, da de netop lever at dette fiskeri. Derfor har de været nødt til at tilpasse sig økonomien, og finde en anden måde at leve på. Resultatet har været at 31.000 fiskere i stedet for, har brugt deres både til at flygte til EU, for at søge om asyl. Ud af disse 31.000, døde de 6.000 på rejsen111. I overført betydning, vælger Fort McKay Group selv at blive en del af fiskeriet for at overleve, i Fort Chipewyan prøver man at fortsætte sit liv men bliver desværre syg af det, og i Old Crow venter man stadig på at se hvad der sker. Specielt omkring Fort Chipewyan kan man tale om den etiske illusion Žižek berører. Behovet for olie gør, at man er villig til at sætte folk i området i en bestemt form for undtagelsestilstand, og samtidig forsøges borgerne i Fort Chipewyan nu reddet ud af problemerne, da man er blevet opmærksom

44

109 "Background report - Fort Chip," Woodbuffalo, tilgået 20/11/2012, http://www.woodbuffalo.ab.ca/Assets/Departments/Planning+and+Development/Long+Range+Planning/Envision+Wood+Buffalo/PDF/background_report_ftchip.pdf

110 "In Depth: Fort Chipewyan," Tar Sands Watch, tilgået 20/11/2012, http://www.tarsandswatch.org/depth-fort-chipewyan


http://www.woodbuffalo.ab.ca/Assets/Departments/Planning+and+Development/Long+Range+Planning/Envision+Wood+Buffalo/PDF/background_report_ftchip.pdf






http://www.tarsandswatch.org/depth-fort-chipewyan




på, at der er opstået en sundhedsmæssig situation, hvor folk er truet på deres basale liv.112 Kynismen består dog i, at ingen synes at spekulere på at stoppe udvindingen af olie.

Ser man på en betydning af stigmatisering som at brændemærke, fordømme eller at give et mindreværdsstempel, så passer ingen af dem direkte på denne situation, men tager man betydningen væk fra den direkte fysiske vold, synes flere ting at passe. Skal der tales om stigmatisering her, kommer det til udtryk i flere forskellige former, og som mere uigennemskuelig. Man kan sige at stigmatiseringen afhænger af to ting, nemlig økonomiens indflydelse i strukturen, og hvordan man vælger at tilpasse sig denne økonomi. Stigmatiseringen bliver dog ikke udelukkende et simpelt valg om økonomi, altså om man vil jage rener eller grave efter olie. Stigmatiseringen bliver ligeledes en tilstand af tvang, men tvang ment som ubevidst at blive underlagt nogle økonomiske strukturer, hvor konsekvenserne er uigennemskuelige. Her er individet ikke præsenteret for det samme valg indenfor økonomien, men bliver et automatisk 'produkt' af den økonomi der føres. I denne henseende, er alle i programmet stigmatiserede, da alle er underlagt en eller anden form for økonomisk tvang. Man kan formulere det sådan, at de alle er tvungne stigmatiserede, men de vælger selv hvordan de vil være det. Deres valg er dog begrænset til hvilken del af økonomien de ønsker at være del af. Fort Chipewyan står dog som det eksempel hvor konsekvenserne af stigmatiseringen er uigennemskuelige, hvor jagten på kapital bliver med mennesket som 'rå' begivenhed. Her legitimeres det i kapitalens navn at tvinge til at stigmatisere, eller det der er værre, og dette i forlængelse af begærsstrukturernes logik. Disse synes derfor ikke at have det samme valg indenfor økonomien som de to andre. Konsekvenserne af den tvungne stigmatisering de er underlagt, bliver nogle helt andre end bare et spørgsmål om økonomi.

At klarlægge hvordan stigmatiseringen foregår er derfor ikke så let, da der umiddelbart kan stigmatiseres på mange måde. Stigmatisering behøver ikke betyde at man står enten indenfor eller udenfor, men afhænger af en række faktorer. Stigmatiseringen kan her ses i forlængelse af en klassisk forståelse af stigmatisering, nemlig som en direkte og synlig stigmatisering, men stadig som en stigmatisering der følger nogle økonomiske strukturer, eller nærmere, som en kommunikation omkring nogle økonomiske strukturer. De er tvunget, måske også fysisk, men stadigvæk indenfor en økonomisk orden. Den økonomiske struktur og inddelingen i partikulære symbolske identiteter kan her inddrages,

45

112 "In Depth: Fort Chipewyan," Tar Sands Watch, tilgået 20/11/2012, http://www.tarsandswatch.org/depth-fort-chipewyan





for at vise stigmatiseringens mulighed, eller stigmatiseringens perspektiv. Da man som subjekt altid er underlagt en eller anden form for partikulær identitet, og at økonomien søger at opsluge disse, kan man som subjekt principielt ikke stille sig udenfor en stigmatisering. Begæret efter kapital gør nemlig, at økonomien vil inkludere det hele, også sproget, og dette åbner i sig selv for en stigmatisering. Derfor vil en kommunikation omkring en bestemt tilstand alene være stigmatiserende. Det er denne tænkning i stigmatisering økonomien i samfundet åbner for, og det er derfor den betegnes som stigmatiseringens perspektiv. Principielt er alle stigmatiserede, men det afhænger af den position man ser stigmatiseringen fra.

Der synes derfor at være en form for uskelnelighedszone i forhold til hvornår man så kan betragtes som indenfor og udenfor, hvordan man passer i hvilke strukturer, og hvordan og hvorledes man så kan blive stigmatiseret. Faktum er dog, at hvis man er indenfor i begærsstrukturen olie, så er man underlagt en eller anden form for tvungen stigmatisering, men det er man sådan set også hvis man står udenfor, det er bare en anden form for stigmatisering der er på spil. For Fort McKay og Old Crow er det derfor op til dem selv at afgøre deres status og grad af stigmatisering, afhængig af hvor i økonomien de ønsker at blive placeret. Helt at undgå stigmatisering kan de dog ikke. Fort Chipewyan synes dog at falde udenfor her, da deres frie valg er begrænset til at flytte, et valg der heller ikke helt vil kunne stille dem udenfor. I forhold til en traditionel forståelse af stigmatisering, så ligner denne og situationen i Canada hinanden, ved at begge virker som en ydre form for tvang. I en traditionel forståelse er tvangen dog fysisk, hvor den økonomiske er en mere ubevidst subtil stigmatisering. Denne er ikke nødvendigvis direkte fysisk, men kan være det, som der ses med Fort Chipewyan. I det økonomiske findes der dog muligheden for at forsøge at tilpasse sig, og denne tilpasning lægger an til næste kapitel om Robert Nielsen.

46

Kapitel 5. Et utilpasset subjekt

I dette kapitel følger historien om Robert, en 44-årig kontanthjælpsmodtager, der vælger at stille sig udenfor samfundets normer, normer drevet af økonomien. Robert vil her blive betragtet som utilpasset, det vil sige som en der nægter at lade sig identificere med, og tilpasse sig samfundets etablerede tilstande. Hvor forrige kapital sætter fokus på det stigmatiserende i forhold til at være tilpasset kapitalismens normer, sætter dette kapitel derfor fokus på det modsætte, nemlig at modsætte sig kapitalismen stigmatiserende element.

Kapitlet lægger an til en kritik af det bestående samfund i den forstand, at Robert synes at præsentere et opgør med den tænkning der præger samfundet, en tænkning hvor alt underlægges økonomien, også begrebet om stigmatisering. Robert's måde at blive stigmatiseret på vil blive fremskrevet i forlængelse af Kirsten Hyldgaard's utidige subjekt, der lægger et fundament for det at være utilpasset, eller i konflikt med samfundets etablerede normer. Roberts aktive opgør med samfundet, vil blive fremskrevet i forlængelse af Agamben's begreb, 'Profanations'.

Det utidige subjekt

I Det utidige subjekt behandler Kirsten Hyldgaard spørgsmålet om, hvad der kan betegnes som et universalistisk subjekt. Hyldgaard finder fundamentet for subjektet i psykoanalysens ubevidste, og dette bliver 'utidigt', idet at det er historieløst og uden kategorier. Det utidige subjektbegreb er indholdtomt, det vil sige ikke defineret af køn, klasse, nationalitet eller race, og bogen bliver derfor samtidig en kritik af den identitetsgørelse der præger det socialiserede subjekt. Det er denne indholdstomhed der præger det singulære til forskel fra det partikulære, og dette singulære gør det utidigt, i modsætning til det partikulære og socialiserede. Det utidige benægter ikke de partikulære kategorier der præger det sociale, det anerkender i høj grad behovet for identifikation. Identifikationen bliver dog til et problem, i og med at de partikulære identiteter netop fortrænger den Anden som subjekt.113 "Der er tale om et utidigt subjekt, et subjekt, der ikke kan indrulleres i en genkendelig mængde, et subjekt der undslipper betydning, et subjekt

47113 Kirsten Hylgaaard, Det utidige subjekt (Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2003), 10

der ikke kan repræsenteres. Den Anden erfaret som som subjekt er erfaringen af den Anden som ren negativitet."114

Fundamentet for Hyldgaard's utidige, er det psykoanalytiske element om at subjektet er i konflikt med sig selv, i sit forsøg på at finde en tilstand af harmoni, for at dække over forsøget på at skabe identitet. Konflikten skal ikke ses som noget der opstår mellem et subjekt og et objekt det møder. Subjektet bliver selve konflikten, i dette forsøg på at dække over manglen. "...enhver form for forestilling om identitet er en ideologisk bestræbelse på at maskere eller endog benægte denne fundamentale konflikt."115 Dette er således ikke en konflikt der kan løses, men noget der er betingelsen for subjektets opretholdelse, og således noget man må leve med. Med psykoanalysens kritik af enhver form for identitetsskabelse i subjektet, bliver dette således også en kritik af den samme identitetsskabelse i det sociale. At betragte den Anden udelukkende gennem et sæt af partikulære identiteter, vil være at afvise den andens fremmedhed, og dermed også den konflikt der er til stede, både i subjektet, men også i det sociale. Det bliver at forsøge at skabe en form for harmoni baseret på identiteter, i stedet for at anerkende konflikten, og de interessemodsætninger der findes, både i subjektet og det sociale.116

Som Hyldgaard ser det, er problemet dog ikke konflikten i det politiske. Problemet er nærmere benægtelsen af at denne konflikt overhovedet eksisterer, og dette har i samfundet udviklet sig til en ide om et overordnet politisk sandhedsbegreb. At benægte konflikten er derfor at mene, at alle uenigheder har en politisk løsning, og på denne måde underlægges spørgsmålet om etik ligeledes det politiske.117 Det afgørende for Hyldgaard's kritik er derfor bevarelsen af denne konflikt, for at gøre det klart at nogle elementer i samfundet ikke kan reduceres til politiske løsningsmodeller. At anerkende konflikten bliver også at trække etikken ud af det politiske element, idet at det ubevidste i psykoanalysen netop forstås som et etisk element.118 I forhold til det utidige subjekt, så betyder det, at Hyldgaard finder en grobund for en etik i et utidigt subjekt, et subjekt der er i konflikt, eller et subjekt der anerkender, at det ikke er nok, bare at være underlagt identitetsskabende

48

114 Hylgaaard, Det utidige subjekt, 12


116 Hylgaaard, Det utidige subjekt, 14-15



partikulære elementer. Man skal dog passe på med at være for 'konkret' i denne forholden sig til det utidige. Som Hyldgaard skriver, så er subjektet i psykoanalysen præget af enten at tale for meget eller for lidt, eller sige noget for tidligt eller for sent. Psykoanalysens opgave er ikke at afgøre hvad der er rigtigt eller forkert, men derimod at nå dertil hvor subjektet er midt i mellem, det vil sige hverken taler for meget eller for lidt. Når dette sker findes det utidige subjekt, så derfor er konflikt og dermed kritik, væsentligt at holde fast i.119

Pointen for Hyldgaard ved at trække det utidige frem, er derfor to ting. For det første bliver det utidige en kritik af det bestående samfund i den forstand, at samfundet har glemt at tænke over sin egen mangel, eller glemt at tænke over muligheden for at der kan tænkes et sandhedsbegreb udenfor det bestående system. For det andet blive det utidige en måde for Hyldgaard at tænke en etik på, en etik som ikke er inkluderet i det politiske, men netop skal tænkes som en singulær identitet og hændelse udenfor det bestående system. Det utidige er dog et grænsebegreb i den forstand, at det ikke er muligt at sige noget konkret om, da det jo så ville være partikulært. Det er kun muligt at tilnærme sig det på bedst mulig vis. At tænke det utidige som det at være utilpasset i forhold til samfundet, er det dette og næste kapitel vil beskæftige sig med. Resten af dette kapitel vil således i behandle Dovne Robert værende utilpasset, og i forlængelse af dette være en kritik af en række forhold til samfundet. Det afsluttende kapitel om etik, vil derimod behandle Robert i forhold til det at være utidig.

Dovne Robert

Robert Nielsen - 44 år, arbejdsløs, kontanthjælpsmodtager, klummeskribent, far, samfundsborger, nihilist. Mange identiteter kan sættes på 'Dovne Robert', den 44-årige kontanthjælpsmodtager fra københavns nordvest kvarter. Robert blev landkendt i efteråret 2012, da han i et dokumentarprogram om danskernes værdier, 'På den anden side',120 udtalte, at han ikke vil tage et hvilket som helst job til gengæld for hans kontanthjælp, for derigennem at bidrage økonomisk til samfundet. Samtidig erklærede Robert, at han gennem sine 11 år på kontanthjælp, har omgået kontanthjælpsreglerne flere gange, for på bedst muligvis at kunne undgå den tvungne aktivering. Robert afviser dog ikke at ville

49


120 "En usandsynlig helt," denfri, tilgået 20/11/2012, http://www.denfri.dk/2012/09/en-usandsynlig-helt/

http://www.denfri.dk/2012/09/en-usandsynlig-helt/


have et arbejde, han vil bare kun have et arbejde med værdighed, altså hvor man bliver talt til og behandlet på en ordentlig og fornuftig måde. CV'et tæller siden 2001 tre kortere varende job, og før det, tre afbrudte uddannelser i henholdsvis økonomi, kinesisk og filosofi.121 Robert insisterer dog på, at man ikke nødvendigvis behøver at være en del af arbejdsmarkedet for at bidrage til samfundet. At være en god far eller at give penge til Red Barnet, er i følge Robert også at bidrage.122 Da Robert endvidere udtaler at han muligvis også er et dovent svin, tildeles han straks i pressen tilnavnet: Dovne Robert.

Efter dokumentarprogrammet blev Robert straks headhuntet til diverse andre programmer, ligesom befolkningen har kunnet stille ham spørgsmål af forskellige karakter. På chat spørgsmål vedrørende jobsituationen og de tre afbrudte job svarer Robert, at han blot forventer at blive behandlet med værdighed og som et menneske, og ikke som en arbejdspligtig sovjetborger, og de tre tidligere job har alle behandlet ham dårligt. Der var blandt andet en chef der råbte af ham og sagde, at han ikke kunne lide ham. Arbejdets karakter stiller Robert dog ikke så store krav til, og der er ikke noget galt i at rense lokummer, bare det foregår under værdige forhold. Det handler derfor om forholdene arbejdet foregår under, mere end hvad han skal lave. Robert har dog et ønskejob, og det er at være klummeskribent for et stort medie. En anden mulighed er et 'tale-job', et job hvor han kan bruge sin viden om samfundet, med det er ikke så let at få, når man ikke har færdiggjort en uddannelse. Der er ikke noget der forhindrer ham i at sige sin mening, men det er svært at få penge for det.123 Af andre mulige job, har Robert søgt et som ejendomsmedarbejder hos Mændenes Hjem, et job hvor man skulle have en robust personlighed, men Robert fik det desværre ikke. Han mener ellers han ville have passet ind.124 Om de tre afbrudte uddannelser svarer Robert kort, at der ikke er noget i vejen med at gå på universitetet, der skete bare det at livet kom i vejen. Desuden har han ikke mere SU tilbage.125

50

121 "Få overblik: Hvad er op og ned i sagen om Robert?, DR, tilgået 20/11/2012, http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/09/10/083038.htm

122 "Robert svarer brugernes kritik: Jeg bliver ikke belønnet - jeg bliver holdt i live," DR, tilgået 20/11/2012, http://www.dr.dk/Nyheder/Artikler/2012/09/10/095621.htm


124 "Robert: Jeg er et godt forbillede for min datter," BT, tilgået 20/11/2012, http://www.bt.dk/danmark/robert-jeg-er-et-godt-forbillede-for-min-datter


http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/09/10/083038.htm




http://www.dr.dk/Nyheder/Artikler/2012/09/10/095621.htm




http://www.bt.dk/danmark/robert-jeg-er-et-godt-forbillede-for-min-datter






Robert mener dog ikke, at han hverken nasser på samfundet eller er forkælet. Som minimum forlanger han blot et værdigt og menneskeligt job, og indtil dette er muligt, har han ikke noget problem med at være på kontanthjælp. Robert pointerer ligeledes, at han anser det som samfundets opgave at finde det job til ham. Endvidere pointeres det, at han ikke taler på vegne af alle kontanthjælpsmodtagere, men mener dog, at alle som minimum bør kræve at blive behandlet ordentligt. At andre er villige til at tage et hvilket som helst job og blive trådt på er deres eget valg, det har ikke noget med ham at gøre. I forhold til beskyldningerne om at være uden nytte eller uden formål, adskiller Robert sine svar. Hvis nogle påstår at han ikke er til nytte, svarer han blot at han skam er til nytte, bare ikke økonomisk. Hvis nogle påstår han er uden formål, svarer Robert at det er at betragte som fascisme eller stalinisme.126

Robert's status som kontakthjælpsmodtager gør, at hans indtægter naturligt nok er begrænsede. Med normale udgifter til bolig og mad, er der ikke mange penge tilbage i budgettet til rejser eller fladskærms tv. De gange hvor han har været tvunget væk fra kontanthjælpen, har han klaret sig med lidt hjælp fra familie og venner. Efter eget udsagn klarer Robert sig dog nogenlunde, og sætter tæring efter næring. Han har foretaget et økonomisk valg, ligesom folk der går på arbejde har truffet det samme valg. Han vælger ikke at have et arbejde, og vælger derfor også ikke at have penge til forbrug, så den store forbrugsfest har Robert ikke mulighed for at deltage i. Robert vil dog gerne have noget at stå op til, men det skal ikke gå ud over selvværdet. Den status der følger med et job savner Robert heller ikke. Man kan sagtens opnå status eller realisere sig selv på andre måder end gennem et job.127

I forhold til Robert's ønskejob som klummeskribent, er han uden tvivl i en svær situation, uden uddannelse og uden meget erfaring. Det minder om amatørguitaristen der sidder på værelset og venter på at Rolling Stones manager ringer, og tilbyder ham tjansen som afløser for Keith Richards. Det lyder svært, men ikke destro mindre har Robert som følge af medieomtalen fået tilbudt to job som klummeskribent, et hos Danmarks Radio og et hos BT. Jobbene er dog ikke faste stillinger, men på ugebasis, så det skal koordineres med arbejdsformidlingen, hvilke job han kan sige ja til. Men som Robert udtaler: "Jamen jeg har

51







da gået og ventet i 25 år på, at nogle ville ringe og spørge, hvad jeg mente. Jeg har altid været rimelig sikker på, at mine analyser og holdninger var interessante for andre end mig selv. Jeg har bare ikke haft den formelle uddannelse, så jeg har ikke kunnet søge jobs, hvor jeg kunne bruge de ting, og jeg har heller ikke haft et navn, der gjorde, at folk var interesseret i at høre, hvad jeg havde at sige. Men det ser jo ud til, at jeg er i gang med at skabe mig et navn nu.”128

Sagen omkring Robert har fået stor opmærksomhed både fra politikere, medier og samfundsborgere, og meningerne er delte. Robert er således blevet kaldt lige fra 'nasser' og 'amoralsk', til 'en vaskeægte folkehelt'.129 I et tv program blev Robert spurgt hvad der ville ske med samfundet, hvis alle gjorde som ham, og her lød svaret: "De fleste danskere er alt for glade for deres fladskærme og ferierejser til bare at overveje et liv på kontanthjælp."130 I samme program debaterer Robert endvidere med en politiker om den manglende vilje til at tage et hvilket som helst job, og her udtaler Robert, at selvsamme politiker åbenbart var villig til at indføre stalinistiske tilstande på arbejdsmarkedet.131 Samme politiker har i et andet medie også udtalt, at hvis man som arbejdsløs ikke ønsker at stå til rådighed på arbejdsmarkedet, så skal man have frataget sin kontanthjælp. Andre politikere har været lidt mere afdæmpede, og har nøjedes med at udtale, at Robert ikke er repræsentativ for de arbejdsløse, i og med at hvis alle arbejdsløse gjorde som Robert, ville der ikke være råd til det velfærdssamfund der er i dag.132 I den modsatte grøft udtales, at Robert hænges ud som doven fordi han nægter at være flæbende, eller at være en spytslikker, og at dette blot betyder, at den borgerlige revolution har sejret.133 En fjerde udtaler at: "Jeg synes, han repræsenterer nogle værdier, som jeg har svært ved at genkende, og som jeg ikke synes, man skal sætte pris på."134

52

128 "To ønskejob til dovne Robert Nielsen," Jylland-Posten, tilgået 20/11/2012, http://jyllands-posten.dk/indland/article4836451.ece

129 "Robert Nielsen, en vaskeægte folkehelt!," Politiken, tilgået 20/11/2012, http://politiken.dk/debat/laeserbreve/ECE1749068/robert-nielsen-en-vaskeaegte-folkehelt/



132 "Minister i samråd om Dovne Robert: Han er ikke repræsentativ," DR, tilgået 20/11/2012, http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/09/26/141026.htm

133 "Frahm i forsvar for Dovne-Robert," Information, tilgået 20/11/2012, http://www.information.dk/telegram/313450

134 "Thorning vil sætte Dovne Robert på plads," Kristeligt Dagblad, tilgået 20/11/2012, http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/479217:Danmark--Thorning-vil-saette-Dovne-Robert-paa-plads

http://jyllands-posten.dk/indland/article4836451.ece




http://politiken.dk/debat/laeserbreve/ECE1749068/robert-nielsen-en-vaskeaegte-folkehelt/








http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/09/26/141026.htm




http://www.information.dk/telegram/313450




http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/479217:Danmark--Thorning-vil-saette-Dovne-Robert-paa-plads




Andre artikler og blogs beskriver Robert som et opgør mellem over- og underklassen, blandt andet artiklen 'En usandsynlig helt', fra mediet 'Den Fri', som fortæller, at Robert af nogle fremstilles som klassens ulydige dreng, når det kommer til modtagelsen af offentlige ydelser, mens han andre steder er blevet et samlingspunkt for dem der befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet. Der er i samfundet en indbygget regel der siger, at man først kan nyde når man har ydet, og da Robert ikke har ydet noget som helst, ja så mener man at han skal lide. Det interessante er dog, at Robert på ingen måde lider, selvom han økonomisk ikke kan nyde på samme måde som andre. Artiklen påpeger derfor, at det virker provokerende på det arbejdende folk, at Robert ikke lider. Artiklen spørger hvorfor det dog er så provokerende at kræve en basal ret, og et svar kan være, at Robert, udover at udstille sig selv, formår at udstille et helt system, og danskerne som flest.135 Denne tanke tages også op i et privat debatindlæg, hvor der påpeges en ændring i tankegangen omkring de arbejdsløse de sidste 20-30 år. Hvor arbejdsløse tidligere blev mødt med medlidenhed overfor deres situation, er de arbejdsløse nu nærmest blevet samfundets fjende, eller en belastning der skal overvindes. Selve 'afstraffelsen' af de arbejdsløse foregår gennem regler, baseret på et undertrykkende og umenneskeligt menneskesyn, grænsende til slavelignende tilstande, bare for at kunne varetage et eller andet job ingen alligevel har brug for.136 I sine udtalelser synes Robert inddirekte at tilslutte sig denne holdning, da han på et tidspunkt siger: "At jeg sidder og samler klemmer er jo ikke noget, der stimulerer samfundet og økonomien."137

En tredje artikel kigger ligeledes på transformeringen af synet på den arbejdsløse, hvor Robert sammenlignes med Jacob Haugaard, og dennes 'Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer' fra 1970'erne. Hvor folk dengang trak på smilebåndet over at være arbejdssky, er holdningen i dag en anden, og Robert opleves nærmest som en trussel mod samfundet som sådan. At man ikke vil arbejde, er åbenbart ikke sjovt længere. Et bud på dette er, at der er kommet en større grad af tænkning i økonomi og konkurrence ind i billedet, så der er brug for at alle yder en indsats. Står man derfor og udtaler at man ikke vil deltage, så bliver folk forargede. Jacob Haugaard pointerer dog, at Robert muligvis gør samfundet en tjeneste ved ikke at tage et arbejde han ikke vil have, da en anden nu kan få

53


136 "Robert Nielsen, en vaskeægte folkehelt!," Politiken, tilgået 20/11/2012, http://politiken.dk/debat/laeserbreve/ECE1749068/robert-nielsen-en-vaskeaegte-folkehelt/

137 "Kontanthjælpsmodtager: Hellere det end pedel i McDonalds," DR, tilgået 20/11/2012, http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/09/06/215200.htm











det job han har sagt nej til.138 Logikken bag Haugaard's udsagn må være, at dette giver to glade samfundsborgere, i stedet for to sure.

Der er dog ting der tyder på at Robert ikke er specielt doven, han er bare aktiv på nogle andre områder end det økonomiske, ved eksempelvis at være far, eller ved at skrive og tænke. Dette baseres på, at der er sket en transformation i tænkningen af hvornår man rent faktisk er doven. Hvor dovenskab normalt refererer til ugidelighed i forhold til arbejde, kunne det tidligere også referere til ugidelighed i forhold til at 'gå ind i sig selv' eller at 'tænke'. Denne sidste form for dovenskab, er der ikke mange der spekulerer over i dagens arbejdskultur, men det betyder, at man godt kan anses som 'doven', selvom man arbejder 72 timer om ugen. Man er blot doven på en anden måde, og det betyder at der er kommet en snævrere måde at forstå livet på. At være optaget af at arbejde medfører derfor, at man bliver doven i forhold til at se familie og venner, men dette synes gemt af vejen.139 Artiklen påpeger netop ændringen i synet på arbejde, og denne transformation kan ses tilbage til Jacob Haugaard's tid. Arbejdet er i dag blevet den nye religion og den nye Gud, så dem der ikke vil arbejde bliver set på som utilpassede i samfundet, og for at stille sig udenfor fællesskabet. Hvis nogle arbejdere så oven i købet slet ikke kan lide det de laver, og kun gør arbejdet af pligt, så bliver det en provokation når nogen udtaler, at de ikke vil yde men gerne nyde. På denne måde sætter Robert spørgsmålstegn, ikke kun til samfundets struktur, men også ved det andre går og laver, og deres forestilling om frihed.140

Utilpasset og stigmatiseret

Sagen omkring Robert er interessant i den forstand, at den lægger an til nogle af de samme problematikker som findes i forrige kapitel om olieindustrien, nemlig forholdet mellem kapitalisme, forbrug, stigmatisering og tilpasning. Der er dog forskelle der er værd at bemærke. Umiddelbart kan det siges, at begivenheden om Robert kommer tættere på de flestes dagligdag, det vil sige tættere på noget man kender. Skal man følge Žižek's tanke om at noget først får betydning når det kommer tæt på, så kommer der for mange en

54

138 "Dovenskab er ikke sjovt længere," Kristeligt Dagblad, tilgået 20/11/2012, http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/479189:Liv---Sjael--Dovenskab-er-ikke-sjovt-laengere



http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/479189:Liv---Sjael--Dovenskab-er-ikke-sjovt-laengere












del mere på spil her, da Robert griber direkte ind i den almindelige borgers liv, værdisæt og tanke om frihed. Endvidere kan det siges, at begivenheden om Robert tager problematikken til et andet helt ukendt niveau, et niveau hvor de selv samme begreber om kapitalisme, forbrug, stigmatisering og tilpasning, bliver forbundet med begreber som etik, etos, nihilisme, værdier, frihed, krænkelse, konflikt, tolerance, misundelse med videre. Det betyder derfor, at går man bag om den blotte begivenhed om Robert som den der ikke vil arbejde, så får problematikkens begreber en anden betydning. Her kan man passende anvende Žižek's begreb om at gå gennem fantasmet ved at fortolke på symptomet, for derigennem at få indblik i nydelsen. I dette kapitel er Robert det symptom der skal fortælle noget om nydelsen. Dog ikke kun Robert's egen nydelse, men også alle andres.

Man kan starte med at kigge på Robert i forhold til den stigmatisering, der blev vist i forrige kapitel. Som indikeret tidligere i teksten, og ligeledes af artiklerne, så synes normen i samfundet mere og mere at være fokuseret mod at arbejde og forbruge. I dette lys kan det siges, at Robert stiller sig udenfor denne del af samfundet, og dermed disse normer. Hvis Robert gør dette til perfektion, vil hans situation befinde sig et sted i nærheden af den situation Old Crow befinder sig i, uden deltagelse i samfundet, men alligevel underlagt nogle strukturer, og en eller anden form for kommunikation. Taler man stigmatisering alene som følge af kommunikation kan det siges, at Robert i den måde der kommunikeres omkring ham på, i sig selv bringer ham i en stigmatiserende situation. Med andre ord, så har folk allerede dømt ham, på baggrund af det der står i aviserne. Denne form for stigmatisering vil også ligge i forlængelse af en mere traditionel forståelse af begrebet, netop i form af en tvungen mærkning, som dog ikke er fysisk. Man kan også vende det om og sige, at Robert bliver stigmatiseret, fordi han ikke vil lade sig stigmatisere af de begærsstrukturer og de normer der findes i samfundet. Da både det kommunikative og det strukturelle ikke kan tænkes uden hinanden, vil begge blive inddraget i analysen, men fokus vil ligge på sidstnævnte, den stigmatisering der følger af en økonomisk begærsstruktur. Dermed følger dette kapitel også det forrige, og den konklusion der fulgte af det. Hvor tidligere case dog omhandlede en form for tvungen tilpasning, så omhandler denne case det at nægte tilpasningen. Hermed skal Robert ses som en aktiv modreaktion på de tendenser i samfundet, Old Crow, Fort McKay og Fort Chipewyan alle er eksempler på.

I ovenstående indikeres der, at Robert ved at være i samfundsstrukturen allerede er stigmatiseret, og det er også dette syn på stigmatiseringen der tages med fra forrige

55

kapitel, nemlig at de partikulære identiteter automatisk medfører en stigmatisering. Der er dog forskel på, på hvilke måder man kan være stigmatiseret, og dette afhænger til dels af tilpasningen til økonomien, og hvilken form for ydre tvang man er underlagt. At man i det symbolske allerede er underlagt en eller anden form økonomisk tilpasning, mere eller mindre subtil, kan man dog ikke gøre noget ved. Man kan derfor sige, at alle et eller andet sted er som beboerne Fort Chipewyan. Man kan forsøge at flytte, men man kan aldrig komme langt nok væk. Følger man psykoanalysen vil denne sige, at man stigmatiseres i kraft af den form for identitet der skabes omkring en. Da identitetsskabelsen i samfundet fuldstændigt er underlagt de symbolske partikulære kategorier, kan det siges at man først slipper ud af stigmatiseringen ved at slippe ud af det partikulære, og ind i det singulære.

Robert er i en situation hvor han netop søger dette, det vil sige søger at undgå de identiteter og kategorier samfundet helst vil sætte ham ind i. Men ikke nok med at han nægter at blive identificeret/kategoriseret/stigmatiseret som offer eller slave i arbejdsløshedskøen, så nægter han også at forbruge, og dette kan gå hen og blive et meget større problem for samfundet. Robert søger efter alternativer til den tvungne ubevidste stigmatisering i økonomien, og det gør han gennem en meget mere synlig modstand mod økonomien, nemlig i form af ikke at ville tilpasse sig, ved simpelthen bare at 'melde sig ud'. Men da man ikke bare kan melde sig ud, har Robert været tvunget til at tage et valg, et valg i forhold til om han vil stigmatiseres som arbejdsløs eller som arbejdende forbruger. Robert vil sandsynligvis helst ikke stigmatiseres som nogen af dem, men da han skal vælge, har han valgt arbejdsløsheden frem for den arbejdende forbruger. Man kan sige at Robert tager et aktivt valg i forhold til sin egen subjektivering, et valg der gør at Robert's måde at blive subjektiveret på, forskydes i forhold til den almindelige borger, som arbejdende og forbrugende. Robert valg forskydes dermed også modsat Fort McKay, der jo netop valgte at blive i økonomien.

Samfundet forstår ikke at Robert ikke vil deltage, og Robert forstår ikke, at samfundet kun vil ham det bedste, ved at hjælpe ham til at få et job, så han kan deltage på lige fod med alle andre. Der er, med andre ord, mange ting der bliver misforstået. Dette hænger sammen med det værdigrundlag der arbejdes ud fra, for henholdvis Robert og den almene befolkning. "Jeg synes, han repræsenterer nogle værdier, som jeg har svært ved at genkende, og som jeg ikke synes, man skal sætte pris på."141 Sætningen er nævnt

56

141 "Thorning vil sætte Dovne Robert på plads," Kristeligt Dagblad, tilgået 20/11/2012, http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/479217:Danmark--Thorning-vil-saette-Dovne-Robert-paa-plads





tidligere, og understreger præcis samfundet i dag, nemlig at alting underlægges kapitalens logik. Dette gælder både det politiske og religiøse, men også forestillingen om frihed. Med et værdigrundlag i samfundet som et arbejds- og forbrugssamfund, kommer Robert til at repræsentere nogle helt andre værdier end den almene befolkning, så selvfølgelig kan politikeren bag citatet ikke genkende denne holdning. Robert vil jo hverken arbejde eller forbruge. Desuden kan man som politiker ikke sætte pris på denne holdning, da den er direkte undergravende for det bestående system, og dermed også for den politik der aktivt føres.

Derfor bliver det også tilsvarende let for de politikere der ikke er ved magten, af kritisere det etablere system. En oppositionspolitiker udtaler at kritikken af Robert viser, at den borgerlige revolution har sejret.142 Her tænker politikeren på den form for arbejde der synes legitim i dag, og i forlængelse af dette, det syn der er på arbejdsløse eller fattige i al almindelighed. Som en artikel nævner, så bliver de arbejdsløse netop betragtet som en belastning for samfundet, der bare skal tages hånd så effektivt som muligt. Samfundet har derfor også en tilbøjelighed til at negligere eksistensen af sådan nogle som Robert, men debatten synes dog ikke særligt nuanceret, selvom flere betegner ham som 'ofret'. Selv dem der er enige med Robert, formår ikke at tage debatten til et andet niveau, men fortsætter med at underlægge ham en målbar termer, en term der omhandler penge og økonomi, og om hvordan vi bedst håndterer de fattige.

Og reaktionerne fra folket kommer på de tidspunkter hvor de bliver provokeret på deres egen forestilling om det gode liv. Ikke fordi de forstår hvad Robert taler om, men fordi de kommer til at stille spørgsmål til deres eget liv, om arbejde, pligt og nydelse. Oplever de her en mangel, projiceres denne mangel over på Robert. Kritikken fra folket kan derfor bunde i en form for misundelse, en misundelse over at Robert lever en anden form for frit liv end de selv gør, uden at være bundet op på forbrugslån. Det betyder dog ikke at folket vil være som Robert, men blot at det ser elementer af sin egen manglende frihed i Robert, den selvsamme frihed som de er i gang med at kæmpe for gennem forbruget. Robert er i deres øjne en morakker, ikke fordi han arbejder hårdt, men fordi han modarbejder arbejdskulturen. Når folk derfor mener at Robert død og pine skal lide for den kontanthjælp han får, så kan det relateres til at de selv i virkeligheden lider under den pligt de har i deres arbejde, og derfor kræver at andre som minimum skal det samme. Folk har dog

57

142 "Frahm i forsvar for Dovne-Robert," Information, tilgået 20/11/2012, http://www.information.dk/telegram/313450





muligheden for at melde sig arbejdsløse og blive som Robert hvis de føler at de lider, men som Robert korrekt siger, så er folk alt for glade for deres farvefjernsyn til, at de nogensinde vil opgive det. Med psykoanalysens ord, så ved folk godt at deres ide om frihed er forkert, men de tror mere på nydelsen, og derfor fortsætter bestræbelsen på at finde friheden ad denne vej.

Introduktion til dette afsnit lægger op til, at både befolkningen i Canada og Robert på en eller anden måde automatisk er stigmatiserede, men der er alligevel en række forskelle hvorpå denne stigmatisering foregår. Selvom begge er stigmatiserede som følge af en økonomisk logik, så er folket i Canada underlagt en mere direkte fysisk og kynisk form for stigmastisering, en form der truer deres liv. Denne form for direkte stigmatisering er Robert ikke underlagt, men derimod er han underlagt en mere subtil form, mere subtil end folket i Canada. Man kan sige, at den form for vold folket i Canada er underlagt, både er synlig og usynlig, hvor den form for vold Robert er underlagt, udelukkende er systemisk, og dermed usynlig. Robert's situation er derfor til fulde en del af systemets normale tilstand, da han er denne tilstand. Han er et program i det økonomiske system, så selvfølgelig er der ingen synlig vold imod ham, da han udelukkende er 'indenfor'.

Der sker derfor en omvending mellem det synlige og det usynlige i den forstand, at hvor problemet omkring Robert synes synligt fordi det er tæt på, så er den stigmatisering og den vold der foregår helt usynlig. Samtidig synes Canada langt væk, men går man tæt på opdager man, at volden og stigmatiseringen rent faktisk er særdeles synlig. Det kræver ikke lang tids fjernsynskiggen for at opdage, at folket i Canada bliver stigmatiseret på deres liv. Derimod tager det noget længere tid at opdage Robert's stigmatisering, da den ikke er voldelig, men bare gemt væk. At Robert er tæt på os betyder bare, at det er ham man opdager først. Sagen kommer jo springende frem mod en, så snart man åbner aviserne. Der viser sig også et andet omvendt forhold i stigmatiseringen, nemlig i forhold til tvang. I Canada kan man være tvunget fysisk, men de vælger selv på hvilken måde de vil tilpasse sig denne tvang. Robert er ikke tvunget fysisk, men er alligevel stigmatiseret. Han får dog ikke noget valg, i forhold til hvordan han vil stigmatiseres. Den form for stigmatisering Robert er underlagt er dermed udelukkende en subtil magt, og bestemt af samfundets strukturer, og den kommunikation der foregår omkring hans identitet.

Denne subtile stigmatisering åbner ligeledes for en helt ny dimension af den politiske korrekthed og den tolerance der er omkring Robert. En af kapitalens bagsider, der nu er

58

blevet en forside, er, at man skjuler stigmatiseringen bag en påtaget politisk korrekthed, men denne politiske korrekthed synes at være forsvundet når snakken går på Robert. Grænserne for hvornår man har fortjent denne politiske korrekthed, synes derfor at kunne skubbes, afhængig af den plads man indtager i systemet. Beboerne i Fort Chipewyan, og andre i samme situation, er uden tvivl berettiget til denne politiske korrekthed. De er jo i systemet og brokker sig ikke, så det passer samfundet fint, at man kan tale deres sag samtidig med at man fortsætter med at udvinde olie. Men for Robert er det anderledes, og forskellen er den måde de to vælger at tilpasse sig på, eller kritisere systemets regler på. Fort Chipewyan tilpasser sig samfundets kategorier, så derfor tildeles de den form for politisk korrekthed der passer til den kasse samfundet har puttet dem i. Robert vil ikke tilpasses, og derfor er der ikke nogen kasse han umiddelbart kan puttes ned i. Han passer med andre ord, slet ikke ind.

Systemet tvinges derfor til at skulle opfinde en ny kategori for Robert, og dette gør det usikkert, da systemet jo både skal passe på personen, men også på systemet selv. Følgen af dette er en ny form for tolerance og politisk korrekthed, eller nærmere en suspenderet form. Den normale politiske korrekthed ligger her i forlængelse af de kategorier samfundet har mulighed for at putte folk ned i, og denne mulighed for at udpege og opdele folk præcist, medfører tolerancen. Falder folk udenfor disse kategorier opstår der en frygt for systemet, da ideen om frihed trues. Det er derfor at foretrække for samfundet, at Robert vedbliver med at være den han er, for så ved man hvor man har ham, og så undergraver han ikke samfundsmodellen. Men vil han ikke tilpasse sig, så suspenderes den politiske korrekthed, og derfor har folk ikke noget problem med at kalde ham en 'nasser' eller 'amoralsk'. Denne 'nye' omstændighed, åbner for en ny form for stigmatisering af Robert, en stigmatisering der ikke er Robert som et 'arbejdsløst offer', men derimod Robert som en 'arbejdsløs nasser'. Denne stigmatisering er derfor også anderledes end den stigmatisering der normalt ligger i strukturen eller i 'kassen'. Denne nye stigmatisering, foranlediget af en suspenderet politisk korrekthed, er primært en kommunikativ stigmatisering, det vil sige foranlediget af en bestemt retorik, men det er også en stigmatisering man ikke kan udpege præcist. Det er dog stadigvæk en kommunikation omkring Robert som del af en begærsstruktur, men en begærsstruktur der pludselig bliver provokeret, og denne provokation muliggør stigmatiseringen. Der skal her også pointeres det ambivalente ved Robert's stigmatisering. I sit forsøg på ikke at blive stigmatiseret indenfor samfundet normer, bliver han pludselig stigmatiseret udenfor, men denne stigmatisering, optages dog hurtigt af samfundet igen.

59

Derfor bliver det også svært at sige noget konkret om Robert's nye stigmatisering, da den reelt set pludseligt 'opstår', og derfor ikke passer ned i nogen kasse. Denne form for stigmatisering ligger tydeligt i forlængelse af det ubevidste element ved stigmatiseringens mulighed. I selve den måde Robert opstår i systemet på, kommer der et blik af det ubevidste, men det ubevidste viser sig i den måde vi efterfølgende kan sige noget om den nye måde han stigmatiseres på. Skal man følge dette som en logik i det økonomiske system, så betyder det at alle der indgår i systemet kan stigmatiseres, og givetvist også bliver det, og på baggrund af meget små forskelle. At indgå i kapitalens logik har derfor betydning for gennemskueligheden af stigmatiseringen, da stigmatiseringen på denne måde flyder ud, og kommer til at foregå meget mere subtilt. Problemet er ikke så meget hvem og hvad der stigmatiseres, problemet er mere, at der i det subtile mistes kontrol over stigmatiseringen, da der ikke er kontrol over kapitalens logik.

Det økonomiske system som det ser ud i dag, gør det dog svært at forestille sig nogen anderledes tænkning af begrebet om stigmatisering, og dette har at gøre med den tænkning i individualitet og ensartethed der præger kapitalismen. I denne tænkning kommer der en forestilling om at man skal være på nogle bestemte måder, og se ud på en bestemt måde. Sundhedssystemet kommer til at stigmatisere i forhold til at være rask på bestemte måder, og arbejdslivet kommer til at stigmatisere i forhold til at man skal bidrage på en bestemt måde. Kapitalismen bliver puritan i sin tænkning på den måde, at alting tænkes helligt eller guddommeligt. Der bliver en bestemt form for renhed, foranlediget af en bestemt form for ideologi. På denne måde puritaniseres samfundets normer også, og dette gør at stigmatiseringen kan træde igennem overalt. Netop det puritane, renhedstanken, er den Robert forsøger at gøre op med, ved ikke at ville tilpasse sig, og dette lægger op til et syn på hvad det er Robert rent faktisk gør ved systemet, for at slippe ud af denne tilstand.

Profanering

I sit essay, 'In Praise of Profanation', introducerer Georgio Agamben til begrebet 'profanering', et begreb der oprindeligt dækker over en transformation fra noget helligt til noget uhelligt, ved at nægte det adgang til det hellige tempel.143 For Agamben betyder begrebet, at tage noget tilbage til brug blandt menneskene, ved at tage det i brug på en ny

60

143 "Profane," Online Etymology Dictionary, tilgået 20/11/2012, http://www.etymonline.com/index.php?term=profane&allowed_in_frame=0

http://www.etymonline.com/index.php?term=profane&allowed_in_frame=0




måde. Udgangspunktet for det profane finder Agamben i det religiøse, og dennes adskillelse mellem den hellige sakrale verden, og den verdslige jordiske verden. Agamben pointerer, at 'religion' i ordets oprindelige betydning, ikke betyder at samle som ellers troet, men derimod at adskille, eller at sikre en form for adskillelse. "Religio is not what unites men and gods but what insures they remain distinct"144. I modsætning til dette, står det at negligere denne adskillelse, og det er denne negligeren af adskillelsen, der giver betydning til ordet 'profanation'. "To profane means to open up the possibility of a special form af negligence, which ignores separation or, rather, puts it to a particular use."145 Agamben mener, at denne negligeren kan foregå ved hjælp af leg, da leg og det hellige fra gammel tid hænger sammen. Her kan simpel leg med en bold, ses som en kamp om guderne, eller som en kamp om solen. Dette spil er med til at bryde den adskillelse der er mellem det hellige og det jordiske, og dermed tages det ned, til den frie brug i vores verden.146

For at relatere begrebet til samtiden, refererer Agamben til Benjamin's essay om kapitalisme som religion, der også er introduceret tidligere. Agamben nævner i linje med Benjamin, at alt i samfundet i dag synes at være opslugt af en varelogik, og underlagt en økonomisk orden, uden mulighed for at stille sig udenfor. Samtidig synes kapitalismen som kult at have overtaget nogle af religionens vigtigste roller, eksempelvis i spørgsmålet om frelse. I følge Agamben er kapitalismen derfor, som med religionen, kendetegnet ved at opretholde den samme adskillelse mellem det hellige og det profane. Da selve livet som aktivitet i samfundet ikke kan adskilles fra arbejdet som økonomisk aktivitet, bliver tendensen, at arbejdet i dag helliggøres. Når alt er indkapslet i kapitalens logik, bortfalder derfor også muligheden for at adskille, og det vil sige at profanere. "If to profane means to return to common use that which has been removed to the sphere of the sacred, the capitalist religion in its extreme phase aims at creating something absolutely unprofanable."147 Kapitalismen giver heller ikke umiddelbart mulighed for at tage i brug på en anderledes måde, eller kræver, i følge Agamben, en helt speciel fremgangsmåde.148

61

144 Georgio Agamben, Profanations (Brooklyn NY: Zone Books, 2007), 75

145 Agamben, Profanations, 75

146 Agamben, Profanations, 75-76


148 Agamben, Profanations, 81-82

En profaneret aktivitet finder Agamben dog i eksemplet med kattens leg og jagt med musen. Når katten jager musen er der både aktivitet og formål, men når musen byttes ud med garnnøglet, sker der det at legen fortsætter, men som ren aktivitet uden mål, som "pure means."149 Det er denne aktivitet uden formål der kendetegner det at tage i brug på en ny måde, og det er det der skal gøre op med helliggørelsen af arbejdet i samfundet, da det åbner for at kunne se arbejdet i sin rene form. Som ren aktivitet. Formålet for Agamben er derfor nærmest etisk. Det bliver en opfordring til at tage noget i brug på en ny måde, for at bringe noget nyt i spil, og for derigennem konstant udfordre de tendenser der sker i økonomien.

I forhold til økonomien og arbejdsmarkedet i dag, så er det umiddelbart til at se hvad Agamben taler om. Selve økonomien og markedet er blevet et udstillingsvindue for forbrug, men også et vindue hvor man kan udstille og gøre reklame for sig selv. Sociale medier som Facebook er et eksempel på denne masseeksponering. Et andet eksempel er den type af job der annonceres for i dag, med jobbeskrivelser der er pakket ind i forskellige former for ord, såsom at være 'kreativ', 'innovativ' og 'god til at indgå i relationer'. Disse er allesammen egenskaber der relaterer sig til en bestemt type af ideologiseret personlighed, mere end at de relatere sig til selve arbejdet som aktivitet. Ikke mange jobannoncer vil derfor indeholde en beskrivelse som: 'Det du skal lave hvis du får dette arbejde, er at du først og fremmest skal arbejde'. Man kan sige at det i dagens samfund handler mere om at sige noget og mene noget, i stedet for rent faktisk at vide noget eller være god til noget.150

Til eksempel kan nævnes en opslået stilling som pædagog, hvor man skal have indsigt og overblik, være refleksiv, tage initiativ, idéudvikle, gennemføre og evaluere. Der nævnes endvidere at alt dette skal 'starte der hvor børnene er', men der står ikke noget sted i annoncen om hvad arbejdet rent faktisk består af.151 Et andet eksempel er jobbet som multimediedesigner, der dog beskriver dele af arbejdets aktive karakter. Opgaverne består blandt andet i at udvikle koncepter, udarbejde målrettet kommunikation, udvikle grafisk materiale, samt vedligeholdelse af websites. Af personlige kvalifikationer skal man kunne

62



151 "Pædagog i Børnehaveafdelingen 32t/uge," Sankt Johannes Gårdens Integrerede Børne-/Ungeinstitution, tilgået 20/11/2012, http://www.johannesgaarden.dk/paedagogiboernehaveafdelingen.asp

http://www.johannesgaarden.dk/paedagogiboernehaveafdelingen.asp

http://www.johannesgaarden.dk/paedagogiboernehaveafdelingen.asp

designe, være kreativ, lege med udtryk, samt kunne holde mange bolde i luften.152 Det hellige ved arbejdet Agamben refererer til, er disse tomme betegnelser, uden noget bagvedliggende. Fokus ligger på målet, og ikke på arbejdet. Der er dog flere aspekter ved helliggørelsen af arbejdet end valget af ord, blandt andet at arbejdsopgaverne i den immaterielle økonomi i dag, for mange er radikalt forandret. Selve ideologiseringen ved arbejdet kan derfor relateres til, at opgaverne har taget en mere udefinerbar karakter, og at man samtidig med dette, helst have en bestemt 'evne' for at kunne løse dem. Det kan eksempelvis være produktionsmedarbejderen der udover at producere, også skal være innovativ og selvrealiserende. Adskillelsen mellem arbejdet som helligt og arbejdet som ren aktivitet gemmes væk i selve ordene der bruges i kommunikationen om arbejdet. Fokus flyttes derved bort fra arbejdet som ren aktivitet, mod et fokus på arbejde som det at indgå i relationer og være innovativ.

Kynismen element viser sig, ved at dække over hvilken aktivitet der i virkeligheden ligger bagved, for spørgsmålet er nemlig, hvad der gemmer sig bag disse hellige ord. Gemmer der sig et virkeligt arbejde, altså det samme arbejde som der altid har været, eller er der i virkeligheden slet ikke noget arbejde gemt bagved. Ved at tro på disse begreber, og hellige sig dem fuldt ud, kan man sige at arbejdet helliggøres, men ikke kun arbejdet, også livet, eller selve det at leve bliver helliggjort. Livet er jo bygget op omkring et arbejdsetos. I dagens samfund skal man derfor helst kunne det hele på den halve tid, det vil sige arbejde fuldtid, være en god forælder for 3 børn, besøge familie og venner, og være seksuelt aktiv flere gange om ugen. Som Rösing muntert ironiserer Viagra industriens reklamer: "Du skal have lyst."153 Samtidig med dette, skal man selvfølgelig huske at nyde det, også selvom man i virkeligheden slet ikke har lyst. Men man har ikke noget valg, da nydelsen påbyder det. Kynismens element kommer til at dække for livet uden indhold, på samme måde som arbejdet uden indhold. Et liv hvor livet i sin rene form er erstattet af alt det man helst skal kunne, og alt det man helst skal nyde samtidig med. Det bliver til 'livet-light', et liv der til forveksling ligner et rigtigt liv, men ikke indeholder andet end kunstige livsforsødningsstoffer og reduceret (fedt-) indhold.

Hvis profanere er at tage noget tilbage til gammelt brug, så kan man sige det er det Robert gør. Ved at stå frem med sin sag, er Robert med til at profanere hvad det vil sige at

63

152 "Multimediedesigner," Jobindex, tilgået 20/11/2012, http://it.jobindex.dk/cgi/open.cgi?rm=jobtext&id=143884&tid=h380956


http://it.jobindex.dk/cgi/open.cgi?rm=jobtext&id=143884&tid=h380956




helliggøre noget i dag, eksempelvis ved at Robert ikke vil lade sig identificere med, eller lade sig stigmatisere udelukkende gennem et arbejde. Det er dog ikke sådan, at Robert ikke vil arbejde, det vil han endog gerne, men ikke for enhver pris. Det må ikke gå ud over selvværdet, og arbejdet skal give mening, og være værdigt. Værdigheden for Robert er dog anderledes end værdigheden for andre. Robert mener jo det er fint at rense lokummer, og dette må siges at profanere arbejdet til den rene aktivitet, hvis man kan bruge et sådant udtryk. Der kan ikke være megen ideologisering over det job.

I sin profanering udfordrer Robert derfor arbejdet som hellig aktivitet, men han udfordrer også dem der udfører arbejdet, ligesom at samfundets syn på arbejdet i dag udfordres. Man kan sige at Robert leger med begreberne om hvad arbejde er. Robert kan synes radikal i sin måde at være arbejdssky på, men radikaliteten består nok ikke så meget i Robert's syn på arbejdet, men mere at Robert vælger at kommunikere åbent omkring det. Som arbejdsskyende element er Robert sikkert ikke anderledes and mange andre, og mange gør sandsynligvis det samme som ham. Måske ikke nødvendigvis ved at omgås systemets kontanthjælpsregler, men ved at have et lidt mere løst forhold til det at gå på arbejde. Det er blot Robert's synlige kommunikation, der gør Robert profanerende. En artikel nævner at Robert's dovenskab findes i alle borgere, men blot kommer anderledes til udtryk hos andre. Artiklen sammenligninger danskerne med andre nationaliter, og i dette forhold står danskere som 'selvfede', og som nogle der betragter sig selv som værende klogere end alle andre. Det er altså kun Robert's ærlighed ved at stå frem, der adskiller ham fra resten af samfundet.154

Når politikere derfor siger at Robert ikke er repræsentativ for de arbejdsløse, eller at de ikke kan genkende det sæt af værdier Robert lever efter, så kan det være fordi at de simpelthen ikke kigger godt nok efter. Måske ved politikerne godt hvad der foregår, men de vælger at kommunikere det de gør, for at retfærdiggøre det system man har, og for ikke at gøre sig selv til grin. Det radikale ved Robert kommer i kraft af, at han vælger at stille sig frem og påpege manglerne i samfundet. Her i gennem kommer Robert's aktive profanering til udtryk, som en måde at tale arbejdets sag i dens rene form - som arbejde. Med dette indbydes systemet til at skulle gentænke sig selv, og det er denne tanke der præger det profanerende, nemlig at tage nogle faste strukturer, og gentænke dem gennem en anden

64154 "Dovne Robert findes i os alle," Information, tilgået 20/11/2012, http://www.information.dk/311060

http://www.information.dk/311060

http://www.information.dk/311060

brug. Robert bliver den negative modsætning til det etablerede system, og måske en potentielt skabende begivenhed, i stedet for bare at være doven.

Og Robert's fremtræden og profanering af det hellige arbejde, bliver også til en profanering af det hellige liv, det vil sige selve den måde man tilrettelægger og lever sit liv på, og hvilket samfund man ønsker at leve i. Han profanerer derfor både den gældende arbejdsetos og den nye religion. Profaneringen af livet indeholder ikke bare arbejdet, men også forholdet til familie, venner, etik, moral, børn med videre. Når Robert profanerer livet opfordrer han med andre ord folk til at tænke over hvordan man omgås sine børn, hvordan man opdrager dem, og med hvilke værdier. Som følge af Robert's valg, vil hans datter sandsynligvis blive opdraget med det værdisæt, at det er vigtigt at leve, ikke tage et hvilket som helst arbejde, eller at finde sig i hvad som helst. Vigtigst af alt er det dog, at Robert ved sin væremåde sandsynlig også vil opdrage sin datter til at tænke. I forlængelse af dette ligger så også det postulat, at Robert i sin væremåde fortæller alle andre at de ikke tænker, ligesom de heller ikke opdrager deres børn til at gøre det. "Vi nyder, derfor tænker vi ikke."155 Hvilke svar der kommer ud af tænkningen er i virkeligheden ikke så vigtigt for profaneringen som aktivitet. Profaneringen er kun den begivenhed der skal tvinge til genovervejelse af det man gør, ikke nødvendigvis at komme med rigtige eller forkerte svar. Det Robert som hændelse derfor giver samfundet, er at få det til at forsøge at tænke over sig selv, ved at lege med de hellige begreber der indgår i det.

Om Robert så er doven eller ej, eller om alle andre er det, afhænger derfor nok af hvor fra man ser. Som arbejder og deltager i det hellige liv, og som et aktiv for samfundet aktuelle status, er Robert uden tvivl doven. Kan der tales om dovenskab på andre måder end bare det at have et arbejde, kan det derfor også siges, at andre i befolkningen er for dovne til at prioritere vennerne, og for dovne til at tage en time fri i ny og næ, for at besøge deres pårørende på plejehjemmet. På en eller anden måde slipper man derfor ikke for, en gang i mellem at være en eller anden form for doven. Skulle man kunne nå det hele, ville man jo få stress eller brænde helt sammen. Da Robert heller ikke kan nå det hele, har han valgt at være en doven arbejder, for at være en aktiv og god far for sin datter, og det kan han muligvis være, da han netop ikke skal bruge tid på at arbejde. Han får derfor mulighed for at lære sin datter nogle andre værdier. Robert har givetvis også tid til at læse flere bøger, og tid til tænke sig mere om end så mange andre. Men når alle skal kunne det hele, gør


samfundet det ikke længere legitimt for folk at være dovne på nogen måde overhovedet, og dette forstærkes yderligere med Robert. Ikke nok med at alle er dovne, Robert er doven i forhold til den arbejdsetos der hersker i samfundet, nemlig at han ikke performer eller bidrager til økonomien. Omvendt kan man sige, at det er lykkedes for folk i høj grad at slippe af sted med at være dovne, fordi de kan pakke deres dovenskab ind i helliggørelsen af deres arbejde. Samfundet har bare ikke på samme måde tilladt Robert at være doven, da han jo på sin vis nægter at deltage i 'livet-light', og samtidig hellige sig andre værdier end dem der ligger i at arbejde.

På dette punkt adskiller Robert sig markant fra flertallet af befolkningen, i og med at han rent faktisk i sin ugidelighed gør det alle andre gerne vil, men som alle andre også er for dovne til at føre ud i praksis. Det er for mange nok lettere, bare at fortsætte med at gå på arbejde, end at tage stilling til om det man gør føles rigtigt eller forkert. Robert har i nogen af udsendelserne på tv været iført en t-shirt med påskriften: Nihilistisk Folkeparti. Det politiske parti af samme navn afviser dog, at Robert's udtaler om arbejdsmarkedet, har nogen som helst relation til Nihilistisk Folkeparti,156 ligesom Robert selv afviser en sammenhæng mellem sagerne.157 Ikke destro mindre skriver flere medier dog, at han er aktiv i partiet, og begrebet om nihilisme kan da også relateres til Robert's syn på arbejde og samfund. Žižek berører også nihilisme, og især forholdet mellem passiv og aktiv nihilisme. I følge Žižek er den passive nihilisme den alle praktiserer i dagligdagen, uden forpligtelser eller lidenskab i en konstant søgning efter det bekvemmelige, og det der umiddelbart giver den største tryghed. Hele vesten synes derfor at være sunket ned i disse falske fornøjelser og passivitet.158

Den passive nihilisme ligger derfor i direkte forlængelse af det kapitalistiske system man lever under i dag, et system hvor der kun findes den frihed der ligger i påbudet om at nyde. Samfundet i dag, nydelsen, begæret og den systemiske vold, medvirker med andre ord kun til samfundets egen destruktion, og kan dermed betegnes passiv nihilisme. Dette udsagn understreger også den tomhed der ligger i kapitalismen, da den form for etos, eller frelse, kapitalismen tilbyder, er et etos der ikke er andet end sin egen gentagelse, ganske

66

156 "Står Nihilistisk Folkeparti bag Dovne Robert?," Nihilistisk Folkeparti, tilgået 20/11/2012, http://www.nihilistisk-folkeparti.dk/index.php?r=page/view&id=86



http://www.nihilistisk-folkeparti.dk/index.php?r=page/view&id=86






som Benjamin og Carnera også nævner. Den aktive nihilisme derimod, er den der praktiseres af radikale muslimer, folk der er villige til at gå i døden for deres sag.159 I denne aktive form for nihilisme arbejdes med et andet værdigrundlag, end bare det at arbejde og forbruge. Det handler i stedet for om at finde det grundlag at leve på, der giver den største værdi for en. Den aktive nihilisme behøver dog ikke at være at arbejde efter et højere formål, men kan også bare være erkendelsen af, at der ikke er noget højere formål, og at alt det man gør i virkeligheden er ligegyldigt. Det drejer sig mest af alt om at give tilværelsen den bedste værdi for en selv, også selvom det ikke tjener noget formål.160

I denne sammenhæng tilhører Robert i sin kritik af arbejdet typen af aktive nihilister, dog ikke aktiv på en selvdestruktiv måde, men mere på sådan en 'ligegyldigheds' måde. Man kan også betegne Robert som aktiv nihilist, i kraft af at han ikke, som flertallet, er passiv. En anden måde at betegne Robert's nihilisme og profanering på, er som en aktiv medspiller i Žižek's ideologikritik. Ideologikritikken er en form for macro-psykoanalyse, hvor man går igennem fantasmet ved at analysere på symptomet, og Robert er det symptom der skal analyseres på. Robert er derfor ikke ideologikritikken i sig selv, men skal mere tænkes som en man kan tænke kritikken igennem. Det er derfor ikke fordi Robert direkte kan give os svar på noget som helst, da dette måske vil være at tilskrive Robert lidt for mange kvaliteter. Det er fordi Robert i den måde han fremtræder på, er i stand til at fortælle samfundet noget om sig selv, det vil sige, at man gennem Robert får mulighed for at sige noget om samfundet og samfundets egen nydelse.

At samfundet som helhed bliver sur på Robert for ikke at ville lave noget, har derfor ikke som sådan noget med Robert at gøre. Robert's fremgangsmåde og de 'kvaliteter' han tillægges, bliver blot en projektion af samfundets egen konflikt med sig selv, utilstrækkelighed, eller mangel.161 Samfundet søger bare konstant efter at udfylde manglen, og Robert bliver både ham der udfylder manglen, og ham der forhindrer samfundet i at blive et komplet udfyldt samfund.162 Der er derfor ikke noget i vejen med Robert, heller ikke samfundet, men begge er i situationer hvor de irriterer opfyldelsen af hinandens mangel. For Robert bliver irritationen den, at samfundet ikke svarer til

67


160 Friedrich Nietzsche, Således talte Zarathustra (Frederiksberg: Det lille forlag, 1000), 16+32



forestilligen om det rigtige samfund, og for samfundet bliver irritationen den, at Robert ikke svarer til forestillingen om den rigtige borger.

I sin profanering fremstår Robert derfor som provokerende, men han provokerer på forestillingen om det gode liv, det han kan se alle lever. Det Ikke fordi Robert selv vil deltage at han profanerer, han gør det for at undgå at blive stigmatiseret under de samme termer som resten af befolkningen. Desværre sker der dog det, at Robert i denne profanering blot stigmatiseres yderligere, da han falder uden for samfundets gældende kategorier.

68

Kapitel 6. Den etiske hændelse

I denne sidste del skal der ses på en række forhold vedrørende et etisk element, hvorfor det etiske element er vigtigt, og hvordan elementet kan ses som en hændelse i samtiden. Her vil blive trukket på tidligere analyser om stigmatisering og utilpasning, som vil blive relateret til det utidige subjekt, profaneringen og provokationen som et etisk ubevidste. Kapitlet vil være fokuseret omkring Dovne Robert som den potentielle etiske hændelse der 'sker' når man mindst venter det, som den indgriben fra Det Reelle der ikke kan forudsiges.163

Det etiske behov

Behovet for en etik tager udgangpunkt i Benjamin's forestilling om samfundet uden etos, eller et etos der kun findes i at arbejde og oparbejde kapital. Når den religiøse ide om et etos forsvinder, mangler der noget at arbejde hen imod, noget der kan tilskrives at være af et højere formål. I denne mangel sker der en usynliggørelse af en række forhold, og dette åbner for en ubevidst stigmatisering, en stigmatisering der hjælpes på vej kapitalens behov for mere kapital. Det er ikke fordi kapitalen ønsker at stigmatisere, det sker bare som følge af et begær efter mere kapital. Denne måde at stigmatisere på gør også, at ansvaret ikke umiddelbart kan ledes tilbage på samfundet, så det stigmatiserede individ bliver i høj grad overladt til sig selv. Strukturen gør at man derfor får sværere ved at have blik for andre som etiske mål, eksempelvis i form af næstekærlighed,164 så det bliver i højere grad op til den enkelte at afgøre, hvordan den etiske handling skal ske. Som Žižek skriver, så gør den troende fundamentalist den etiske gerning i Guds navn. Ateisten gør den etiske gerning slet og ret fordi det er det rigtige at gøre.165 Pointen er dog, at ingen kan se hvad det rigtige er.

Som Hyldgaard pointerer, så søger samfundet at løse det etiske problem indenfor systemet selv, det vil sige indenfor de regler og normer der findes i samfundet. Dette gør dog også, at samfundet ikke når til erkendelsen af den rigtige konflikt, den konflikt der skal findes i samfundets konflikt med sig selv. Dette skubber den etiske tænkemåde, til det, at

69




der ikke bliver nogen etisk tænkemåde. Når kapitalismen ikke har noget andet mål end kapitalismen selv, så mangler 'den anden' som det etiske mål der præger det teologiske. Som Hyldgaard yderligere pointerer, så skal ideen om en etik derfor komme udenfor systemet, som en selvstændig etisk hændelse, eller som en konflikt der kan udfordre systemet. Problemet er bare, at samfundet synes at være blind for en sådan hændelse.

I forhold til begivenheds- og andethedsetikken, kan kapitalismen derfor siges at være uetisk. Når alt opgøres i målbare termer, bliver der kun den beregnende etik tilbage, den etik der med et tal kan afgøre hvad der er det rigtige eller det forkerte. Det bliver med kapitalen som højeste mål, ikke med mennesket. I den forstand kan det siges, at kapitalismen er ligeglad med begivenheden, og hvad der sker i begivenheden. Den er kun interesseret i kapitalen, og denne tænkning i kapital bliver den etik der præger det politiske, en etik der står indenfor selve det politiske system. Indtil denne politiske holdning ændres, vil der derfor stadig være stigmatisering. Man kan sige at fraværet af en politisk tænkning, bliver til en bestemt form for politisk tænkning,166 en tænkning hvor alt kan legitimeres, bare man har penge nok.

At være doven etisk

Som overskriften på afsnittet antyder, så synes der allerede at foreligge en beslutning om, at den dovne Robert kan være etisk, men ikke bare kan være, han er. Da der også tidligere er blevet vist at man kan være doven på mange måder, ligger der også det aspekt i overskriften, at man kan være doven uetisk. Er man med andre ord som Robert, så er man etisk doven, og er man ikke som Robert, så er man uetisk doven. Heldigvis kan det dog ikke stilles helt så simpelt op. I forlængelse af Hyldgaard kan den etiske afgørelse jo ikke bare stilles op i målbare termer, og derfor kan den ikke afgøres politisk. Etikken i psykoanalysen står netop 'udenfor' økonomien og politikken, som det eneste tilbage der netop har egenskaben af at kunne være udenfor. Derfor skal det fastholdes at Robert ikke er etisk, men at han har mulighed for at være det. På samme måde har alle andre det samme potentiale, det afhænger af de spor man sætter i strukturen.

Som nævnt har Žižek det med i sin politiske filosofi at betragte Det Reelle som et dynamisk element, som noget det ikke kan planlægges, men alligevel sker og har


betydning. Det Reelle viser sig dog først efter det er sket, i kraft af en ændret betydning. Žižek giver et eksempel med forelskelse som en indgriben fra Det Reelle. Det kan i høj grad ikke forudsiges, men har det med at ramme en når man mindst venter det.167 Robert vil prøve at blive tænkt i forlægelse af dette, måske ikke som en lige så stærk følelse, men som noget der har ramt samfundet hvor det mindst ventede det. Robert's etiske status som en indgriben fra Det Reelle, vil derfor vise sig som en ændring af nogle af de strukturer han griber ind i. Forandrer han ikke noget, vedbliver han bare med at være et irriterende element i den Symbolske struktur. Forandrer han noget, er han derimod et irriterende element fra Det Reelle, eller Det Reelle som en etisk begivenhed.

Ved at være utilpasset placerer Robert sig et sted imod at være et utidigt subjekt, dog uden at være det helt. Det utidige er som nævnt ikke noget man er, men er noget man søger, og i forlængelse af dette, vil det etiske element i det utidige være noget man søger. Ligeledes nævnt, handler det i psykoanalysen ikke om at afgøre hvad der er rigtigt eller forkert, men derimod om at nå dertil hvor subjektet er 'midt i mellem' det at tale for meget og tale for lidt. Det utidige befinder sig netop i dette 'midt i mellem', og denne søgen efter det utidige, bærer præg af den konstante konflikt. I denne henseende må Robert betragtes som værende i konstant konflikt, ikke kun med sig selv, men med de identiteter samfundet vil pålægge ham. Det etiske hos Robert skal findes i dette forsøg på at løsrive sig denne identitetsdannelse og stigmatisering. Den moderne arbejdsetos med arbejdet ophøjet til ny religion, kan her bruges som eksempel. Da Robert kan påstås at profanere arbejdet og tage det tilbage mod den rene aktivitet, (ikke til), tager han derfor også afstand til ideen om ideologiserede partikulære egenskaber der har det med at præge markedet. Den etiske aktivitet hos Robert relaterer sig derfor i høj grad til den måde han profanerer arbejdet og samfundet på, da denne profanering leder mod det at være et utidigt subjekt.

I sin funktion som utilpasset, stiller Robert spørgsmål til samfundets begær og nydelse, og samtidig til hvad der organiserer og legitimerer denne nydelse. Robert som etisk stiller derfor en række krav til, eller kritiserer, samfundet som symbolsk institution. Med samfundet som institution, tænkes samfundet som det psykoanalysen vil kalde den Store Anden, eller som en funktion af den Store Anden. At kalde samfundet for den Store Anden vil være at acceptere samfundets normer som metafysisk 'sandhed', og det er denne funktion af den Store Anden, Robert i sin profanering udfordrer. Men hvis samfundet ikke


vil erkende at det ikke er den Store Anden, så sker der blot det, at samfundet reagerer på modstanden, ved at forsvare de etablerede værdier, de værdier der er legitimeret af den Store Anden som sandhed.168 Reaktionen fra samfundet bliver derfor, et yderligere forsøg på at lære Robert noget om, hvad der er rigtigt og forkert indenfor de gældende normer. Midt i snakken sker der så desværre også det, at Robert's oprindelige spørgsmål opsluges i tom snak, og dermed helt forsvinder ud af fokus. Den potentielle konflikt der var under opsejling, dræbes i denne snak, og den mangel Robert søger udfyldt i sit spørgsmål træder i baggrunden.169 En yderligere reaktion fra samfundet over spørgsmålet ses i form af frygt, en frygt der resulterer i at Robert bliver offer for en ændret tolerance og politisk korrekthed, og dermed en yderligere stigmatisering.

Selvom Robert i ovenstående har gode etiske intentioner ved at være utidig, så sker der ingenting, medmindre samfundet anerkender disse intentioner. Det samfundet derfor mangler er en forholden sig til det spørgsmål der stilles, en pædagogisk forholden sig, der anerkender at svaret på spørgsmålet ikke skal findes indenfor strukturen, men derimod udenfor strukturen. For at det etiske kan ske indebærer det også, at Robert skal kunne stole på at samfundet rent faktisk kan svare på hans spørgsmål, og løse hans problem, men det regner Robert tydeligvis med.170 I dette spørgsmål til samfundet fremstår Robert som utidig, men det der afgør det utidiges etiske status, er om samfundet kan erkende manglen eller konflikten. Det er i denne handling at ny viden kan opstå, der hvor Robert's begær løsrives fra samfundet, som et selvstændigt krav efter ny viden. Om Robert i sin dovenskab derfor er etisk eller ej, afhænger både af hvorvidt Robert er i stand til at stille et spørgsmål der ikke kan besvares ud fra en gældende norm, men også om samfundet er i stand til at behandle spørgsmålet som noget der ikke kan svares på indenfor gældende normer. Det etiske opstår derfor i hændelsen, men denne etiske hændelse er foranlediget af om spørgsmålet anerkendes af den anden.

72

168 Kirsten Hyldgaard, Pædagogiske umuligheder (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2010), 209

169 Hyldgaard, Pædagogiske umuligheder, 209

170 Hyldgaard, Pædagogiske umuligheder, 210

Provokation og fremmedhed

En anden måde at tænke Robert som en etisk hændelse på, er ved at betragte hans fremmedhed som en provokation. Ved at anerkende Robert som provokation, opnår man netop muligheden for den etiske universalisme, Rösing er ude efter i sin bog. Dette skulle dog ikke være det store problem, for som nævnt flere steder, så udgør Robert i høj grad en provokation, både fordi han ikke passer ind, men også fordi samfundet mangler kategorier for sådan nogle som ham. Denne provokation har det dog med at stigmatisere yderligere, så det handler om at finde den provokation der ikke leder til stigmatisering. Universalismen består dog ikke bare i at kunne se provokationen, universalismen består også i at anerkende det utilpassede, det at Robert ikke er som alle andre. For at det etiske kan ske, skal den anden derfor både anerkendes som underlig, men i virkeligheden også som 'god nok'.171 Dette kan relateres til pointen vedrørende det pædagogiske element hos den anden, hvor denne anerkendelse også går begge veje. Anerkendelse af at den anden ikke er tilfreds med samfundet, og anerkendelsen af at samfundet ikke kan opfylde kravet, bliver i Rösing's terminologi til, at en undren over den andens fremmedhed, også bliver til en undren over ens egen fremmedhed. Robert er derfor heller ikke her etisk, alene fordi han gør oprør. Han er først etisk, når man selv opdager, at man selv er i oprør. "Hold kæft, hvor er du underlig, og det er jeg sgu også."172

Problemet er, at den politiske korrekthed og den påtagede tolerance dækker over muligheden for at anerkende denne fremmedhed ved én selv, den fremmedhed der dybest set findes i 'selvet' eller det ubevidste, som en tilstand af spænding, eller konflikt. At tolerere Robert er derfor ikke den rette vej frem, for at anerkende ham som etisk mulighed. Det etiske består i konstant at lade sig provokere, men samtidig se denne provokation som noget positivt. Eller nærmere, at se denne provokation som noget negativt, men negativt i den forstand, at det negative bliver skabende for en konflikt. Formår samfundet derfor både at se sig selv og Robert som 'fremmede', så bliver selve provokationen ved Robert etisk. Lige nu stopper det etiske ved Robert desværre ved, at samfundet ikke vil acceptere denne provokation som legitim. Det bliver bare til en irritation over at man ikke kan kategorisere ham, og dermed starter en yderligere stigmatisering.

73



Et interessant syn på at erkende sin egen fremmedhed, kommer fra Stig Sæterbakken's essay '10 notater om tolerance', hvor forfatteren fortæller om hans eget møde med en offentligt kendt transvestit. I selve mødet opdager Stig dog, at det ikke kun er ham der er i gang med at observere transvestitten som anderledes, transvestitten er i samme øjeblik i gang med at observere, selve den måde Stig agerer på i den uvante situation. Stig oplever derfor at blive bedømt på hans håndtering af situationen, og Stig kommer derved pludselig til selv at være ham der er den 'fremmede'. Folk omkring kan se dette, så i mødet forventes det fra andre at Stig opfører sig, ikke bare normalt, men super-normalt, hvilket medfører en ændret holdning til situationen fra Stig's side.173 Stig beskriver netop det der kendetegner problemet med provokationen og fremmedheden, nemlig, det ikke at kunne se provokationen og fremmedheden ved ens egen person. Samfundet synes at kredse om enten en overdreven accept eller en overdreven afstandstagen,174 og begge disse er stigmatiserende på enten den ene eller den anden måde. Ved at Stig indser sin egen mangel, ændres situationen til et møde, hvor ingen af dem umiddelbart stigmatiseres, da Stig's blik på situationen er helt anderledes end det han havde regnet med. Han bliver pludseligt den sære, ham som alle andre står og vurderer. I forbindelse med Robert kræver det etiske møde derfor, at alle kan se deres egen fremmedhed gennem Robert's provokation, og derigennem undgår at stigmatisere ham som den arbejdsløse nasser. Stig ser netop denne fremmedhed ved sig selv, ved at forestille sig det at blive betragtet udefra som anderledes.

Da Rösing i sin etik mest er fokuseret omkring fremmedheden, kan hendes etik bedst betragtes som en andethedsetik. Begrebet om den anden og begivenheden kan dog ikke adskilles, så derfor vil mødet med anden altid være foranlediget af en begivenhed. Da det etiske ubevidste er strukturet omkring sproget, er det ubevidste derfor ikke noget håndterbart objekt eller begreb, men drives frem i selve sprogets begivenhed. Det ubevidste er derfor i sig selv præ-ontologisk, det findes ikke, men er hele tiden noget der ikke er realiseret.175 Det er derfor Rösing kan påstå, at det ubevidste ikke eksisterer, men det insisterer.176 Denne insisteren består i, at det ubevidste skal ses som konstant at være på spil, eller som konstant potentiale. Det ubevidste er ikke, det kan. Derfor kan det

74

173 Stig Sæterbakken, Dirty Things (Norge: Cappelen Damm, 2010), 148-149

174 Sæterbakken, Dirty Things, 151



ubevidste også relateres til Žižek's ide om Det Reelle, som noget der kan ske når man mindst venter det. Stig's pludselige møde med sin egen fremmedhed, er et tydeligt eksempel på dette.

Man kan nu forsøge at svare på det spørgsmål der blev stillet i introduktionen til dette kapitel, nemlig om Robert er etisk. Til dette kan der svares at, nej, Robert er ikke etisk i sig selv, men han har mulighed for at være en del af en etisk hændelse. Man kan også sige, at Robert er en potentielt etisk hændelse, men den etiske status i begivenheden, afhænger af om det han møder i hændelsen er i stand til at erkende sin egen mangel.

75

Kapitel 7. Afrunding

Dette kapitel vil fungere som afslutning på teksten, og vil derfor samle op på det der er skrevet. Første afsnit vil være et perspektiv på samfund, stigmatisering og etik, men også på psykoanalysen og den anvendte empiri. Andet afsnit vil være en refleksion og en konklusion.

Diskussion og erkendelse

For at følge op på stigmatiseringen og empirien, så kan man sige at de to cases er interessante i den forstand, at forholdet omkring stigmatiseringen synes omvendt af hvad man umiddelbart forventer. Canada bliver den åbenlyse stigmatisering, hvor Robert synes at blive stigmatiseret mere subtilt. Robert bliver derfor også et bedre syn på samfundets konservative struktur i den forstand, at han formår at provokere, og deri afsløre samfundets mangel til at tænke. I Canada provokerer man ikke, og derfor reageres der ikke på samme måde overfor deres situation. Robert kan derfor også ses som en del af en ideologikritik, og bliver på den måde en del af den 'samfundets analysenøgle' psykoanalysen hentyder til, for at kunne helbrede samfundet. På denne måde fremstår folket i Canada og Robert, som henholdsvis et problem og en potentiel løsning. Der er uden tvivl et problem med stigmatisering i Canada som følge af et forbrug og en nydelse. Der er også et problem med stigmatisering omkring Robert, men Robert bliver en mulig løsning på problemet omkring stigmatisering, mere end det at han fremstår som stigmatiseret. Robert har det jo i virkeligheden godt.

Spørgsmålet er så, om Robert overhovedet kan hjælpe nogen ud af en stigmatiseret tilstand, og som nævnt under det etiske, så kan Robert ikke gøre det alene. Det skal gøres i kombination med samfundet, som et opgør med subjektets underlægning af partikulære identiteter. Tænker man stigmatisering som noget andet end 'bare' at være underlagt identiteter, kan Robert dog foranledige en tænkning der gør, at man kan afhjælpe grader af stigmatiseringens omfang. Man kan derfor sige, at Robert potentielt er doven etisk, i stedet for at være etisk doven. Etisk dovne er noget alle andre er, dem der underlægger sig nydelsen og arbejdet.

76

Der kan også spørges om samfundet så er i stand til at lære noget af Robert's dovenskab, og svaret på dette afhænger af samfundet selv, og om samfundet er i stand til at anerkende konflikten med sig selv. I sin bog om Virkelighedens Ørken, drager Žižek en parallel mellem symptomet og USA efter 11. September, for med denne begivenhed fik USA nemlig alletiders mulighed, for at lære noget om sig selv.177 Og netop sådan skal Robert ses, som den hændelse der kan lære samfundet noget om sig selv, om den konflikt der findes i samfundet, og måske bruge dette til at rejse en kritik. Problemet for samfundet ved at erkende Robert som symptom, er Robert's position i samfundet, men det er netop fra den udsatte position hvorfra Robert taler, at samfundet bliver i stand til erkende sin mangel. Som et svar fra Det Reelle. Žižek's pointe i forhold til 11. september er, at USA blot tog deres vrede over angrebene ud over Afghanistan, i stedet for at spørge sig selv om hvad der var grunden til at nogle mennesker kunne være så sure på dem. På samme måde bliver folk vrede på Robert fordi han får nogle til at føle mindreværd omkring deres eget liv, i stedet for at spørge sig selv, hvad årsagen er til, at Robert synes at samfundet ikke er godt nok. Stiller man ikke sig selv dette spørgsmål, så tillades det at samfundet falder i søvn igen så snart interessen i medierne er væk, på samme måde, som 11. september tillod USA at falde i søvn igen.178

For at samfundet kan lære noget af Robert, er det derfor nødvendigt at man stiller nogle andre spørgsmål end de sædvanlige. Debatten omkring Robert's dovenskab illustrerer dog tydeligt, at samfundet ikke formår at stille de rigtige spørgsmål. Debatten bliver ved at hænge i de sædvanlige emner der altid diskuteres, uanset hvad konflikten synes at være. Disse emner er eksempelvis værdier, velfærd, arbejde, kontanthjælp, de arbejdsløse, aktivering, bidrag til samfundet og så videre, og det er også disse emner der kredser omkring Robert. Han nasser, han vil ikke bidrage, han er doven med videre. Disse emner vil også blive diskuteret når den næste Robert kommer og forstyrrer samfundets etablerede orden. Som psykoanalysen pointerer, så er man nødt til at erkende, at problemet ikke er om man lever op til disse 'værdier', men problemet er derimod det der legitimerer, at det er disse 'værdier' der hele tiden diskuteres og måles efter. Når samfundet hele tiden tillader sig selv at falde i søvn, er det fordi det mener, at løsningen skal findes indenfor disse kendte begreber. Samfundet erkender at der er en konflikt, men

77

177 Slavoj Žižek, Velkommen til virkelighedens ørken (København: Informations Forlag, 2010), 25-26


det er en konflikt med en borger i forhold til nogle kendte problemstillinger og emner, og ikke en konflikt i forhold til samfundet selv.

Debatten om Robert har det derfor med at misse pointen i forhold til hvad historien om Robert kunne handle om, nemlig mennesker, selvom Robert flere gange påpeger, at det er det, det hele handler om. Han vil jo netop bare behandles som et menneske. Sagen om Robert bliver derfor taget i brug på en helt forkert måde, den bliver helliggjort, som en ny måde hvorpå folk kan pege fingre, og bekræfte overfor dem selv, at deres eget liv er bedre end de andres. Først når Robert får et job som kommunikationschef i en mellemstor privat virksomhed, og underlagt det normale sæt af værdier, vil han være accepteret af samfundet. Indtil da vil han bare være den dovne kontanthjælpsmodtager, man kan pege fingre af. Man ønsker måske at hjælpe ham, og ihvertfald ikke at stigmatisere ham yderligere, men man gør det alligevel.

Robert bliver samfundets syge patient, og derfor når samfundet ikke til den erkendelse, at det selv er den syge patient. Man kommer derfor heller ikke til den erkendelse, at Robert inddirekte kan fortælle en masse ting om samfundet, og om legitimeringen af de værdier man lever efter. Robert kan jo netop fortælle noget om den måde hvorpå samfundets nydelse stigmatiserer hele samfund i Canada. Men samfundet er for travlt optaget af at tale om værdier, indvandring, velfærd og arbejde, til at kunne nå til en erkendelse af, at verden etisk set er ude af sig selv.179 Som psykoanalysen forklarer, så kan psykoanalytikeren ikke helbrede, men kun hjælpe patienten til sin egen helbredelse, og det er igennem sådan en optik at man kan se Robert, nemlig som psykoanalytikeren, der kan hjælpe samfundet med at helbrede sig selv. Man kan også sige at Robert er det spørgsmål psykoanalytikeren stiller patienten, for at patienten kan få indblik i sig selv. Man skal dog også passe på med at komme til at overfortolke Robert som samfundskritiker, og tillægge ham nogle evner han måske ikke besidder. Måske er Robert i virkeligheden bare 'doven'. Der er også den mulighed at Robert er meget udspekuleret, og har brugt historien til at promovere sig selv. Robert vil jo gerne arbejde og deltage i samfundet hvis det rigtige job kommer, og kommer dette job, så vil Robert indgå i den samme passive nihilisme som alle os andre, med nydelse og forbrugslån. Robert er som alle andre et begærende subjekt, så hvorfor skulle kynismen fungere anderledes for ham. Men selvom Robert begynder at arbejde, så betyder det ikke at sagen om Robert ikke har betydning. Robert


skal bare ses som den midlertidige hændelse der utilpasset modsætter sig den etablerede form for tvungne identifikation og stigmatisering. Samtidig skal Robert også ses som det symptom, der kan fortælle samfundet noget om dets egen konflikt, dets egen nydelse, og ikke mindst - noget om hvordan legitimeringen af virkeligheden foregår.

Omkring psykoanalysen, så er denne blevet præsenteret som den analysenøgle der kan hjælpe samfundet med sin egen helbredelse. Psykoanalysen kan som bekendt ikke give nogle svar, kun foranledige noget tænkning, der kan give svar på nogle tilstande. Derfor er valget af cases heller ikke så kritisk, da psykoanalysen vil kunne finde sygdom i dem alle sammen. Samfundet er jo en struktur af syge subjekter, syge efter begær og nydelse. Det begærende element i psykoanalysen gør derfor også, at Žižek's ideologikritiske projekt aldrig vil lykkedes til fulde. Man kan jo aldrig tænke sig selv uden begæret, så derfor vil en forestilling om et samfund uden begær fremstå omsonst. Strukturen og det performative i sproget gør endvidere, at man aldrig bliver færdig med at analysere. Da begæret ligeledes er et begær efter den anden, eller den andens begær, bliver det svært overhovedet at kunne beslutte noget selv, da man netop ikke kan kontrollere selvet. Det er derfor svært at kritisere psykoanalysen, bortset fra det at kritisere det fundamentale patologiske element, det at psykoanalysen insisterer på sygdomstilstanden. Til en sådan kritik vil psykoanalysen dog nok bare svare, at en ideologi som et selvstændigt fænomen, altså en fri vilje, bare ligger i fantasien.

Konklusion

Som indledningen og problemformuleringen fortæller, så er udgangspunktet for teksten et misforhold mellem kapitalismens fokus på forbrug og nydelse, og den politiske korrekthed og tolerance der præger samfundet. Antagelsen om dette misforhold synes at være helt intakt i den forstand, at der er nogle modsatrettede interesser mellem nydelse og etik. At nydelsen forårsager stigmatisering, er folket i Canada et eksempel på. At den politiske korrekthed samtidig forsøger at beskytte en række grupper, kommer til udtryk gennem den transformering der sker i kapitalismen, hvor Robert er et eksempel på nogle af de personer samfundet 'tager under sine vinger', ved at prøve at implementere dem i samfundets struktur. Den etiske illusion er ikke til at tage fejl af. Man ødelægger og hjælper på samme tid, men ingen stiller spørgsmål til hvad der reelt foregår.

79

Men Robert bliver også pludselig ham man gerne må pege fingre af, og gøre grin med samtidig. Et eller andet ved Robert gør nemlig, at man legitimt kan suspendere den politiske korrekthed, og dermed agere helt modsat overfor ham. Dette skyldes at Robert nægter at ville lade sig tilpasse, og det betyder med andre ord, at man kun kan nyde den politiske korrekthed og tolerance fra andre, så længe man tier stille, og gør hvad der bliver sagt. Man får fred, når bare tilpasser sig. Den fred man får gør dog bare, at ingen kritiserer systemet, og så fortsætter alt som vanligt. Folk som Robert kan derfor ses som det tætteste samfundet kommer på en reel etisk begivenhed, en begivenhed der søger opgøret med stigmatisering og politisk korrekthed. Resultatet af dette, afhænger dog af samfundets egen indstilling til sig selv.

Denne tekst synes derfor at foranledige nogle yderligere spørgsmål, nogle andre spørgsmål end dem den giver svar på. Spørgsmål der kan stilles på denne baggrund kan være, hvad prisen for kapitalismen er, eller måske nærmere, hvad kapitalismen koster. Disse spørgsmål kan dog allerede delvist besvares med, at den koster noget liv, og at denne pris synes helt i orden og legitim. Der er ihvertfald nogle der betaler en højere pris end andre. Man kan måske oven i købet også sige, at det bliver legitimt at fratage nogle livet i kapitalismens navn. Et andet og mere interessant spørgsmål kan være, hvor tæt man skal på før at noget får betydning. Som indikeret, så kan nydelsen og begæret ses som dynamiske størrelser i den forstand, at graden af den nydelse man vælger, afhænger af en række udefra kommende omstændigheder. Hvis man antager at man aldrig kan slippe ud af begæret og dermed heller ikke ud af nydelsen, så kan man i stedet for søge at begrænse indflydelsen fra dem, ved at provokere 'betydningen' af noget andet til at komme tættere på. En sådan provokation kan ske ved at tillade, at dovne arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere som Robert kan provokere en så meget, at man bliver provokeret over sig selv. Så kan det være, at noget andet får betydning.

80

Litteraturliste

- Agamben, Georgio. Profanations. Brooklyn, NY: Zone Books, 2007

- Benjamin, Walter. Selected writings. Volume 1 1923-1926. United States of

America: President and Fellows of Harvard Collage, 2002.

- Bjerg, Ole. For tæt på kapitalismen. Ludomani, narkomani, købemani.

København: Museum Tusculanums Forlag, 2008.

- Bjerre, Henrik Jøker. "Jeg tænker ikke, altså er jeg: Slavoj Žižek," i Venstrefløjens

nye tænkere - en introduktion, 97-117. Aarhus: Forlaget Slagmark, 2011

- Bjerre, Henrik Jøker & Carsten Bagge Laustsen. Slavoj Žižek. Frederiksberg:

Roskilde Universitetsforlag, 2006.

- Bjerre, Henrik Jøker. "Skolen der ikke stopper med at etablere sig," i Slagmark.

Tidsskrift for idehistorie 2011 - nummer 62, 33-49. Aarhus: Aarhus

Universitetsforlag, 2011

- Brüel, Sven og Niels Åge Nielsen. Fremmedordbog. Copenhagen: Nordisk Forlag

A/S, 1995

- Carnera, Alexander. Engagementets ABC. Hellerup: Forlaget Spring, 2009

- Hyldgaard, Kirsten. Det utidige subjekt. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag,

2003

- Hyldgaard, Kirsten. Pædagogiske umuligheder. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag,

2010

81

- Hyldgaard, Kirsten. Videnskabsteori - en grundbog til de pædagogiske fag.

Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2006

- Nietzsche, Friedrich. Således talte Zarathustra. Frederiksberg: Det lille forlag,

1999

- Rösing, Lillian Munk. Autoritetens Genkomst. København K: Tiderne Skifter

Forlag, 2007

- Smith, James. "Canada." Arctic with Bruce Parry. Episode 5. Sendt første gang 30

Januar, 2011. England: BBC TV, 2011. TV rejsedokumentar

- Sæterbakken, Stig. Dirty Things. Norge: Cappelen Damm, 2010

- Weber, Max. Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Viborg: Special-

trykkeriet, 2005

- Žižek, Slavoj. Ideologiens sublime objekt. København: Hans Reitzels Forlag, 2008

- Žižek, Slavoj. IRAK - den lånte kedel. Aarhus: Husets Forlag, 2006

- Žižek, Slavoj. Velkommen til virkelighedens ørken. København: Informations

Forlag, 2010

- Žižek, Slavoj. Vold. Aarhus: Forlaget Philosophia, 2009.

82

Documents

Nydelig dovenskab - en undersøgelse af kapitalisme ... · Nydelig dovenskab - en undersøgelse af kapitalisme, stigmatisering og etik - - - Joyful laziness - investigating capitalism,