Immaterialretsudviklingen i Danmark 2014-2016

Af advokat Peter-Ulrik Plesner og advokatfuldmægtig Emilie Lerstrøm, Plesner

Advokatfirma

1 Indledning

Artiklen beskriver udviklingen i dansk immaterialret i perioden 1. juli 2012 til 10. maj 2016, og består

af en gennemgang af de væsentligste lovændringer (punkt 2) såvel som udvalgte immaterialretlige

afgørelser fra Sø- & Handelsretten, landsretterne og Højesteret af særlig interesse (punkt 3).

Afgørelserne er inddelt i kategorierne patent- og brugsmodelret (3.1), varemærkeret (3.2), designret

(3.3), ophavsret (3.4) og forretningshemmeligheder (3.5) med angivelse af overordnede temaer for hver

af disse afgørelser.

På lovgivningsområdet kan bl.a. nævnes, at Folketinget ved lov af 28. marts 2015 om ændring af

varemærkeloven, designloven, patentloven og lov om brugsmodeller, vedtog etableringen af en særskilt

håndhævelsesenhed hos Patent- og Varemærkestyrelsen (herefter "PVS"), som har til formål at styrke

indsatsen mod piratkopiering. Grundet EU-Kommissionens manglende godkendelse af lovforslaget som

følge af en række lovtekniske udfordringer, forventes lovforslaget fremsat på ny i oktober 2016 til

forventet endelig ikrafttræden den 1. januar 2017. Disse regler gennemgås i punkt 2.1.

I retspraksis er der i perioden 2012-2014 også blevet afsagt en række betydningsfulde domme på

immaterialretsområdet. Særligt interessant har det været at følge Sø- og Handelsrettens behandling af

forbudssager, herunder særligt ugyldighedssager samt Sø- og Handelsrettens anvendelse og fortolkning

af forbudsbetingelserne i retsplejelovens § 413, efter reglerne om nedlæggelse af midlertidige forbud

blev ændret pr. 1. juli 2013, hvorefter kompetencen til at behandle disse sager blev flyttet fra

fogedretterne til Sø- og Handelsretten (punkt 3.1.1). Af øvrige afgørelser af særlig principiel interesse

kan nævnes Højesterets dom af 26. august 2015, der omhandler spørgsmålet om krænkelse af et EU-

design til en cykelhjelm (punkt 3.3.1); Sø- og Handelsrettens kendelse om nedlæggelse af forbud

overfor landets apoteker i Lyrica-sagen mod udlevering et lægemiddel til behandling af smerte (punkt

3.1.2), som affødte en ændring i reglerne om substitution af lægemidler og endelig Tripp Trapp-

sagskomplekset, hvor Højesteret fandt, at 2 stole ikke krænkede Tripp Trapps rettigheder til deres

ikoniske barnestol (punkt 3.4.6). En række andre afgørelser, som vurderes at være af nordisk interesse,

gennemgås også i punkt 3.

2 Væsentlige lovændringer i dansk immaterialret 2014-2016

2.1 Etablering af særlig håndhævelsesenhed ved Patent- og Varemærkestyrelsen

2.1.1 Ændring af varemærkeloven, designloven, patentloven og lov om brugsmodeller

Ved vedtagelsen af lov om ændring af varemærkeloven, designloven, patentloven og lov om

brugsmodeller1, blev det, trods flere negative høringssvar, vedtaget, at der skal etableres en særlig

håndhævelsesenhed i Patent- og Varemærkestyrelsen (herefter "PVS"), med henblik på at varetage

styrelsens opgaver vedrørende håndhævelse, herunder at varetage sekretariatsfunktionen for

ministeriernes netværk mod immaterialretlige krænkelser og deltagelse i Det Europæiske

Observatorium om Piratkopiering og Varemærkeforfalskning nedsat i EU-regi.

Formålet med loven, herunder etableringen af den særlige håndhævelsesenhed, er ifølge

lovforarbejderne at styrke indsatsen mod piratkopiering med baggrund i et ønske om at arbejde for

bedre beskyttelse og udnyttelse af immaterielle rettigheder. Loven skal tillige ses som værende en del

af udmøntningen af den forudgående regerings vækstplan som offentliggjort i februar 2013, som bl.a.

indeholdt et kapitel om bedre beskyttelse og kommerciel udnyttelse af immaterielle rettigheder 2.

Det var oprindeligt tiltænkt, at loven skulle træde i kraft den 1. april 2015, dog under forudsætning af,

at lovens indhold kunne godkendes af EU-Kommissionen under hensyntagen til statsstøttereglerne.

Imidlertid har det ikke været muligt for EU-Kommissionen at godkende lovforslaget i sin vedtagne

form, idet EU-Kommissionen har vurderet, at ordningen alene kan godkendes i forhold til små og

mellemstore virksomheder ("SMV'er")3, da der alene inden for disse virksomheder eksisterer en såkaldt

markedsfejl på markedet. For større virksomheder vurderes der derimod ikke at eksistere en sådan

markedsfejl på det danske marked, hvorefter retshåndhævelsesenheden ikke vil kunne etableres med

virkning for disse virksomheder, hvis EU-statsstøttereglerne skal overholdes. Henset til, at lovens

ordlyd ikke udelukker større virksomheder fra at deltage i ordningen - uanset, at det i lovens

bemærkninger fremgår det, at ordningen er tiltænkt SMV'er - har det været nødvendigt at udarbejde et

nyt lovforslag, hvor større virksomheder eksplicit er undtaget fra ordningen.

Selve retshåndhævelsesenheden skal fungere som kontaktpunkt, hvortil borgere, virksomheder og

myndigheder kan henvende sig og modtage information og vejledning om håndhævelse generelt i

overensstemmelse med styrelsens almindelige vejledningspligt samt vejledning i forbindelse med

konkrete sager om piratkopiering. I den forbindelse er der skabt hjemmel til, at

retshåndhævelsesenheden kan afgive vejledende udtalelser på skrift. Dog kan retshåndhævelsesenheden

1 Jf. Lov nr. 309 af 28. marts 2015 om ændring af varemærkeloven, designloven, patentloven og lov om brugsmodeller (Styrket indsats mod piratkopiering ved etablering af en håndhævelsesenhed m.v.)

2 Jf. Lovforslag LFF 92, 2014, almindelige bemærkninger pkt. 2.2 3 SMV'er er virksomheder med under 250 ansatte og med en årlig omsætning, der ikke overstiger 50 mio.

EUR

2

ikke træffe endelige afgørelser, og derudover kan retshåndhævelsesenheden ikke træffe afgørelser om

gyldigheden af registrerede rettigheder. Derudover er funktionen specifikt tiltænkt varemærke- og

designsager, hvor der er tale om egentlige kopiprodukter eller meget nærgående efterligninger. For at

undgå misbrug er der fastsat et gebyr på 1.500 kr. for indhentelse af en skriftlig udtalelse ved

retshåndhævelsesenheden.

Det er forventningen, at de økonomiske og administrative meromkostninger ved etablering og drift af

retshåndhævelsesenheden vil andrage 600.000 kr. svarende til 1 ½ årsværk. Det er i den forbindelse

forventningen, at en del af finansieringen kan skaffes via bidrag fra den europæiske

varemærkemyndighed (EUIPO).

Det har vakt stor interesse i faglige kredse, hvorledes håndhævelsesenheden må komme til at fungere i

praksis. I skrivende stund er retshåndhævelsesenheden endnu ikke oprettet grundet den fejlslagne

notifikationsproces ved EU-Kommissionen, og forventningen er, at et nyt lovforslag vil blive sendt i

høring medio juni 2016. Forventningen er herefter, at loven vil blive vedtaget i løbet af efteråret 2016

med ikrafttræden den 1. januar 2017.

2.2 Ny varemærkeforordning

2.2.1 Vedtagelse af en ny varemærkeforordning

Europa-Parlamentet har den 16. december 2015 vedtaget en reform af EU's varemærkeregler. Der er

både vedtaget en ny varemærkeforordning og et nyt varemærkedirektiv. Varemærkeforordningen trådte

i kraft den 23. marts 20164.

Igennem mange år har indehavere af EU-varemærker ansøgt indenfor det såkaldte "klassehoved" for

derved at opnå beskyttelse for alle varer eller tjenesteydelser i den givne klasse i Nice-klassifikationen.

Ifølge den nye varemærkeforordning vil brug af klassehoveder og generelle betegnelser i

varefortegnelser imidlertid fremover kun omfatte de varer og tjenesteydelser, som ud fra en

ordlydsfortolkning klart er omfattet af betegnelserne 5.

For EU-varemærkeregistreringer, som er ansøgt før 22. juni 2012, og hvor fortegnelsen af varerne eller

tjenesteydelserne i en eller flere klasser er anført ved brug af klassehovedet, giver EUIPO (European

Union Intellectual Property Office) dog mulighed for en udvidelse af fortegnelsen. Ovennævnte

varemærkeregistreringer kan således i en periode frem til 24. september 2016 udvides til at omfatte alle

varer eller tjenesteydelser i den alfabetiske fortegnelse for den relevante klasse i den udgave af Nice-

klassifikationen, der var gældende på ansøgningsdatoen.

4 Jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 20155 Ændringen sker bl.a. på baggrund af EU-Domstolens dom i sag C-307/10 ("IP Translator")

3

Foruden denne væsentlige ændring indeholder forordningen tillige regler om ændring af gebyr for

ansøgning om varemærkeregistrering. Ifølge de dagældende regler kunne man ansøge om sit

varemærke for et fast gebyr, uanset om man ansøgte om én, to eller tre klasser. Efter de nye regler skal

der betales per klasse, og det er blevet billigere at søge i én klasse, men dyrere at søge i tre klasser.

Gebyrerne på varemærkefornyelser, indsigelses- og ophævelsessager er desuden sænket markant.

Der er derudover indført en betydelig forbedring for varemærkeindehavere i deres kamp mod

varemærkeforfalskninger. Det er således nu muligt at stoppe varemærkeforfalskede varer, der er i

transit i et EU-land. Som en yderligere hjælp til kampen mod varemærkeforfalskninger vil

varemærkeindehavere nu kunne stoppe forberedende krænkelseshandlinger.

Afslutningsvis bemærkes, at forordningen indeholder en harmonisering af licenstageres rettigheder,

således at hverken en eksklusiv eller en ikke-eksklusiv licenstager som udgangspunkt har ret til at

anlægge sag mod tredjemand om varemærkekrænkelse.

2.3 Nye regler om forvaltning af ophavsret

2.3.1 Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret

Den 10. april 2016 trådte lov om kollektiv forvaltning af ophavsret 6 i kraft (dog med undtagelse af

lovens § 34 om multiterritorial licensering, der først træder i kraft den 10. april 2017). Loven

implementerer EU-direktivet om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder m.m. 7,

som har til formål at ensarte reglerne for forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder i kollektive

forvaltningsorganisationer i hele EU.

Baggrunden for direktivet er bl.a., at der indtil nu har været betydelige forskelle i medlemsstaternes

lovgivning vedrørende drift af kollektive forvaltningsorganer. Forskellene har blandt andet gjort det

vanskeligt for rettighedshavere at håndhæve deres rettigheder i udlandet, og også ført til forskellige

mangler i forhold til udnyttelsen af ophavsret på det indre marked til skade for såvel rettighedshavere

som brugere m.v.

Ved gennemførelsen af direktivet fastsættes derfor en række minimumskrav, som medlemsstaternes

kollektive forvaltningsorganer skal overholde. På den måde sikres rettighedshaverne den samme

minimumsbeskyttelse, uanset om de lader deres rettigheder forvaltes af en dansk eller anden europæisk

kollektiv forvaltningsorganisation.

6 Jf. Lov nr. 321 af 5. april 2016 om kollektiv forvaltning af ophavsret7 Jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af

ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked

4

På baggrund af en række høringssvar fra danske forvaltningsorganisationer er direktivet ikke ordret

implementeret i den danske lov, idet der vurderedes at foreligge en risiko for, at den gældende danske

model ikke ville kunne opretholdes ved en meget tekstnær gennemførelse af direktivet. Bl.a. har det

været nødvendigt at tilpasse reglerne for ledelsen af forvaltningsorganisationerne med henblik på at

sikre, at der sker mindst muligt indgreb i den måde, hvorpå organisationerne er organiseret i dag.

Derudover indeholder direktivet regler om de kollektive forvaltningsorganisationers kontrol af

medlemsorganisationerne, som er implementeret i den danske lov på en sådan måde, der giver

mulighed for, at det i de kollektive forvaltningsorganisationer kan besluttes, at

medlemsorganisationerne skal varetage de af bestemmelsen oplistede forpligtelser, og at den kollektive

forvaltningsorganisation ikke vil være ansvarlig for medlemsorganisationernes aktiviteter 8.

3 Retspraksis

3.1 Patentretlige afgørelser

3.1.1 Sø- og Handelsrettens fortolkning af forbudsbetingelserne i ugyldighedssager - 2 sager

Sø- og Handelsrettens kendelse af 8. juli 2014 i sag A-0017-13, F & H A/S mod Bodum (Skandinavien)

A/S (herefter "Bodum")

Sagen er den første sag, der er afgjort efter de nye kompetenceregler efter retsplejereformen, som

trådte i kraft den 1. juli 2013, hvorefter kompetencen til at træffe afgørelse i forbudssager overgik fra

fogedretterne til Sø- og Handelsretten.

Sagen omhandlede et patent for en osteskærer. Sagsøgte, Bodum, gjorde bl.a. gældende, at

stridspatentet var ugyldigt på grund af mangelfuld sagsbehandling ved PVS. Sø- og Handelsretten

konstaterede indledningsvis, at der er en formodning for, at patentet er gyldigt udstedt, og at der er en

formodning for, at PVS' sagsbehandling har været udført korrekt. Ikke desto mindre tog Sø- og

Handelsretten herefter direkte stilling til de i sagen fremlagte modhold, herunder særligt et fremlagt

tysk modhold, som dog efter Sø- og Handelsrettens opfattelse hverken dokumenterede manglende

nyhed eller opfindelseshøjde. Herefter fandt Sø- og Handelsretten, at PVS' udeladelse af at angive

patentskrifter i opgavebeskrivelsen og manglende udstedelse af en undersøgelsesrapport i forbindelse

med udstedelse af stridspatentet, ikke i sig selv kunne medføre, at der kunne rejses tvivl om gyldighed

af patentet på grundlag af mangelfuld sagsbehandling.

I forhold til krænkelsesspørgsmålet konstaterede Sø- og Handelsretten, at osteskæreren indeholdte

samtlige af stridspatentets særpræg med undtagelse af et kugleformet håndtag. Sø- og Handelsretten 8 Jf. Lovforslag LFF nr. 77, almindelige bemærkninger, pkt. 3.4

5

lagde vægt på, at det kugleformede håndtag i stridspatentet og den prop, der afsluttede styrestangen i

osteskæren, tjente samme tekniske funktion, nemlig at støtte osteskæreren når skæreskiven roteres.

Ifølge Sø- og Handelsretten var det altså underordnet for krænkelsesvurderingen, at det kugleformede

håndtag ikke kunne genfindes i osteskæreren. Det må kunne udledes heraf, at retten fandt, at der var

tale om ækvivalens.

På den baggrund blev der nedlagt et midlertidigt forbud, og Bodum blev pålagt at tilbagekalde

osteskæreren fra de forhandlere, hvor produktet var blevet solgt.

Dommen er dels interessant, idet det som nævnt ovenfor er den første forbudssag afgjort efter de nye

kompetenceregler. Dels er dommen interessant, idet den viser, at Sø- og Handelsretten tager direkte

stilling til de i sagen fremlagte modhold, og dermed foretager en reel prøvelse af

gyldighedsspørgsmålet, dog uden konkret at finde, at der foreligger manglende nyhed eller

opfindelseshøjde.

Østre Landsrets kendelse af 14. august 2015 i sag B-146-15, Oticon A/S (herefter "Oticon") mod GN

ReSound A/S (herefter "GN ReSound")

Sagen handlede om, hvorvidt GN ReSound ved markedsføring og salg af en række høreapparater

krænkede Oticons patent- og brugsmodelret til en særlig antenneteknologi. GN ReSound gjorde under

sagen omvendt gældende, at Oticons patent og brugsmodel måtte anses som ugyldige.

Sø- og Handelsretten havde som første instans nægtet at nedlægge et midlertidigt forbud, selvom retten

- efter en henvisning til, at patentet og brugsmodellerne er udstedt af EPO og PVS - fastslog at der

forelå en formodning for gyldighed, at Oticon havde løftet bevisbyrden for, at rettighederne både var

gyldige og krænkede. Sø- og Handelsretten henviste i samme forbindelse til de under sagen fremlagte

modhold, som på trods af indholdet heraf ikke medførte, at formodningen for gyldighed ikke længere

var tilstede. En prøvet brugsmodel var begrænset i forhold til det af EPO udstedte patent, og

forbudspåstanden var præciseret til, at patentet skulle opretholdes med et krav svarende til

brugsmodelkravet. Dette var reelt et udtryk for, at man indtalte et underkrav. Sø- og Handelsretten

fandt herefter dette begrænsede krav krænket.

Nedlæggelse af midlertidigt forbud blev nægtet under henvisning til, at betingelserne i retsplejelovens

§ 413 ikke var opfyldt, idet det bl.a. ikke fandtes sandsynliggjort, at Oticons mulighed for at opnå sin

ret ville forspildes, hvis Oticon skulle afvente tvistens retlige afgørelse ved en almindelig retssag, samt

at nedlæggelse af midlertidigt forbud ville være disproportional, jf. § 414, stk. 2.

 

Østre Landsret omgjorde Sø- og Handelsrettens afgørelse på dette punkt og gav således Oticon fuldt

medhold i nedlæggelse af midlertidigt forbud. Østre Landsrets kendelse understreger, at

6

forbudsinstituttet kan og ofte vil være den primære sikring i sager om bl.a. patenter og brugsmodeller,

og at retsplejelovens § 413 skal anvendes og fortolkes i dette lys. Samtidig fremhæves det i

præmisserne, at retsplejelovens § 414, stk. 2, er en undtagelsesmæssig bestemmelse, og der var ifølge

landsretten ikke grundlag for at nægte et midlertidigt forbud under henvisning hertil i den konkrete sag.

Sagen blev under hovedsagen forligt mellem parterne.  

Sagen er særligt interessant, idet den afspejler, hvorledes Sø- og Handelsretten har - og må forventes

fortsat at ville - fortolke forbudsbetingelserne i retsplejelovens § 413.

Sagen er endvidere særligt for så vidt angår Sø- og Handelsrettens afgørelse interessant, idet Sø og

Handelsretten - uanset, at retten fandt, at de formelle betingelser for nedlæggelse af forbud ikke var til

stede - på trods heraf valgte at foretage en realitetsprøvelse af patentet og brugsmodellernes gyldighed,

herunder foretager en bedømmelse af de i sagen fremlagte modhold.

På baggrund af domsresultaterne i de gennemgåede sager, er det interessant at se, hvordan Sø- og

Handelsretten i alle sager gennemgået ovenfor foretager en realitetsbedømmelse af gyldigheden set i

forhold til de i sagerne fremlagte modhold. På trods af den intensiverede realitetsbedømmelse, Sø- og

Handelsretten synes at have anlagt, er der stadig en tendens til, at Sø- og Handelsretten følger

udgangspunktet om, at der i forbudssager er en formodning for, at et patent er gyldigt udstedt.

Derudover er det interessant at bemærke, at der endnu ikke foreligger kendelser, hvorved en

forbudsbegæring er nægtet på grund af manglende opfindelseshøjde.

3.1.2 "Lyrica"-sagen - substitution af lægemidler

Sø- og Handelsrettens kendelse af 25. juni 2015 i sag A-6-15, Warner-Lambert Company LLC og Pfizer

ApS (herefter "Pfizer") mod Krka d.d., Novo mesto og Krka Sverige AB (herefter "Krka") og Danmarks

Apotekerforening som mandatar for Danmarks apoteker, biintervenient: Sundhedsstyrelsen

Sagen handlede om, at Pfizer er indehaver af et såkaldt "second medical use"-patent, der beskytter

anvendelsen af lægemidler indeholdende pregabalin til behandling af smerte. Lægemidlet Lyrica ®, som

Pfizer er indehaver af, er godkendt til behandling af to yderligere indikationer, generaliseret angst og

epilepsi, som ikke er patentbeskyttede. Krka er indehaver af lægemidlet Pregabalin "Krka", som

således lovligt kan anvendes til behandling af generaliseret angst og epilepsi, men anvendelse af

lægemidlet til behandling af smerte krænker Pfizers patent. I den forbindelse havde Krka foretaget en

såkaldt "carve out", hvorefter det i markedsføringstilladelsen for Krka's produkt eksplicit var anført, at

produktet alene var godkendt til generaliseret angst og epilepsi. Problemstillingen i sagen var, om

apotekerne - på trods af Krka's forsøg på at forhindre dette - i overensstemmelse med

7

Sundhedsstyrelsens regler om substitution af lægemidler var berettigede til at udleverede Pregabalin

"Krka" "off-label" til behandling af indikationen smerte.

Som følge heraf lagde Pfizer sag an mod Krka og samtlige af landets apoteker, i hvilken sag

Sundhedsstyrelsen valgte at biinterveniere i.

Sagens udfald blev, at apotekerne blev forbudt at udlevere Pregabalin "Krka" til behandling af smerte,

så længe Pfizers patent er gyldigt. En påstand om forbud mod Krka blev derimod ikke taget til følge,

da et sådant forbud ikke ansås for nødvendiggjort som følge af det nedlagte forbud mod apotekerne.

Retten lagde i den forbindelse vægt på, at Krka havde gjort alt, hvad de kunne, for at undgå brugen af

deres produkt til behandlingen af indikationen smerte.

Sagen er af principiel karakter, dels da sagen vedrørte et endnu uprøvet spørgsmål om reglerne for

substitution i forhold til "second-medical-use" krav, hvorefter de pågældende lægemidler, som

umiddelbart er substituerbare, er forskellige for så vidt angår lægemidlernes godkendelse indikationer,

dels da det er første gang, at der er blevet nedlagt et midlertidigt forbud mod samtlige af landets

apoteker. Derudover er det interessant at bemærke, at der som følge af afgørelsen blev indsat en ny

bestemmelse i receptbekendtgørelsen9, hvorefter det i den nye bestemmelse blev tydeliggjort, at

apotekerne ikke skal foretage substitution, hvis lægemidlet er udskrevet til behandling af en

patentbeskyttet indikation. Apotekerne skal også udlevere det patentbeskyttede lægemiddel, hvis lægen

har valgt at udskrive en recept på et generisk lægemiddel til behandling af den patentbeskyttede

indikation (off-label). Derimod skal apotekerne foretage substitution, hvis lægemidlet er udskrevet til

behandling af en ikke-patentbeskyttet indikation.

3.1.3 Parallelimport

Højesterets dom af 16. september 2014 i sag 331/2012, Orifarm mod GlaxoSmithKline Pharma A/S,

Glaxo Wellcome S.A. og Glaxo Wellcome Production (herefter "GSK"), UfR 2014.3640 H

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt GSK, som var indehaver af en række

markedsføringstilladelser for lægemidler, som blev suspenderet og følgelig trukket tilbage fra

markedet, skulle erstatte det tab, som Orifarm havde lidt herved som parallelimportør.

Markedsføringstilladelserne for de pågældende produkter blev tilbagetrukket som følge af en afgørelse

fra EU-Kommissionen, hvorefter Kommissionen havde truffet afgørelse om at suspendere de

pågældende markedsføringstilladelser som følge af en negativ vurdering af lægemidlerne. Orifarm, som

havde parallelimporteret disse lægemidler, rettede herefter henvendelse til GSK med anmodning om, at

GSK tog lægemidlerne retur mod betaling af lægemidlernes kostpris med fradrag af 9 Jf. § 38a i BEK nr. 1227 af 28. oktober 2015 om ændring af bekendtgørelse af recepter

8

ompakningsomkostninger. Dette nægtede GSK med henvisning til, at produkterne var

parallelimporterede og derfor ikke leveret af GSK.

Højesteret fandt, på lige fod med Sø- og Handelsretten, at Orifarm ikke kunne kræve erstatning for

Orifarms indkøbspris for lægemidlerne, da der hverken forelå et kontraktforhold mellem parterne, eller

forelå nogen form for culpøs adfærd begået af GSK i øvrigt. Det havde således ikke betydning, at GSK

i øvrigt var forpligtet til at tilbagetage og tilbagebetale indkøbsprisen for de lægemidler, der var

omfattet af de tilbagetrukne markedsføringstilladelser, som GSK havde udleveret, da GSK netop ikke

havde leveret produkterne til Orifarm.

3.1.4 Brugsmodel - gyldighed - grænserne for nyhedsskadelig aktivitet

Sø- og Handelsrettens dom af 11. november 2015 i sag V-57-13, Skagen Cementstøberi A/S (herefter

"Skagen Cementstøberi") mod RC Betonvarer A/S (herefter "RC Betonvarer")

Sagen omhandlede gyldigheden af Skagen Cementstøberis brugsmodel til en byggeblok, og om RC

Betonvarers "Mammut Super-blok" udgjorde en krænkelse af brugsmodellen.

RC Betonvarer gjorde bl.a. under sagen gældende, at Skagen Cementstøberis byggeblok udgjorde en

sammenfatning af allerede kendt byggeteknik, samt at der forelå manglende nyhed ved

brugsmodelansøgningen, idet Skagen Cementstøberi havde gjort brug af blokken i forbindelse med et

tidligere byggeprojekt.

Sø- og Handelsretten fandt ikke, at brugsmodellen var ugyldig på baggrund af allerede kendt teknik, og

i forhold til manglende nyhed fandt retten, at det projekt, hvortil byggeblokkene var benyttet, var sket

på privat grund og inden for en sådan snæver og veldefineret kreds af personer, at dette projekt ikke

kunne anses for nyhedsskadeligt. Dette uanset, at der ikke forelå en eksplicit fortrolighedsaftale

mellem parterne, og uanset, at der ikke havde været en egentlig afskærmning af byggeprojektet. Sø- og

Handelsretten fandt herefter, at RC Betonvarers "Mammut Super-blok" udgjorde en krænkelse af

Skagen Cementstøberis brugsmodel.

3.1.5 Patent ugyldigt men brugsmodel gyldig - frembringelseshøjde

Sø- og Handelsrettens dom af 25. november 2015 i sag T-19-13, Ammeraal Beltech Modular A/S

(herefter "Ammeraal") mod PJ Engineering ApS og Palle Stockholm Johansson (herefter "PJ

Engineering")

9

Sagen handlede om gyldigheden af et patent og en brugsmodel på et transportbånd tilhørende PJ

Engineering, og om Ammeraal krænkede PJ Engineerings patent og brugsmodel ved salg og

markedsføring at transportbåndet "Pop-up Flight".

Sø- og Handelsretten fandt, ved anvendelsen af problem-solution approach, at det måtte være

nærliggende for en fagmand at kombinere de fremlagte modhold i sagen for på den baggrund at nå til

opfindelsen bag stridspatentet. Derimod fandt retten, at den omtvistede brugsmodel var gyldig med

bl.a. følgende begrundelse:

"Som også anført i Højesterets dom i U 2012.2649 H, fremgår det af

forarbejderne til brugsmodelloven, at loven tager sigte på tekniske

frembringelser, der ikke har det niveau i forhold til det kendte, at de kan

patenteres. Kravet om frembringelseshøjde ligger således på et lavere niveau

end patentrettens opfindelseshøjde."

Dommen er dels interessant, idet de sagkyndige dommeres bedømmelse, herunder anvendelsen af

problem-solution approach, bliver fulgt af den juridiske dommer, dels er dommen interessant i forhold

til sondringen mellem opfindelseshøjde og frembringelseshøjde, hvorefter det må konstateres, at

kravene for brugsmodeller er lavere end kravene for patenter.

3.1.6 Patent med ændret krav - ækvivalenslæren

Sø- og Handelsrettens dom af 21. august 2015 i sag T-14-08, T-2-11 og T-6-12, Frese A/S (herefter

"Frese") mod Flowcon International A/S (herefter "Flowcon")

Frese havde anlagt en fogedforbudssag efter de dagældende regler mod Flowcon med påstand om, at en

nærmere bestemt styreventil udgjorde en krænkelse af deres danske patent. Der blev nedlagt

fogedforbud af fogedretten i 2008.

Eftersom forbudssagen var ført efter de gamle regler, skulle Sø- og Handelsretten bl.a. tage stilling til,

om fogedforbuddet kunne blive stadfæstet som lovligt.

En af sagens problemstillinger var, at patentet, som dannede grundlaget for forbuddet, efterfølgende

blev ændret af PVS. Forskellen mellem patentkravene i den første udgave og i den anden udgave

bestod primært i tilføjelserne "med én udløbsåbning" og "cylindriske ventilelementer" i stedet for

"ringe".

Sø- og Handelsretten fandt, at forbuddet var lovligt. Retten anførte, at beskyttelsesomfanget af det

10

ændrede patent var fuldt indeholdt i beskyttelsesomfanget af det oprindeligt udstedte patent, hvorfor

der efter rettens opfattelse var det fornødne retlige grundlag for det nedlagte forbud.

Herefter skulle retten tage stilling til, om der forelå krænkelse på grundlag af ækvivalens, idet der i

patentkravet stod, at udsparingen i omkredsretningen i de cylindriske ventilelementer skulle være

omtrent 180 °C. Flowcons var imidlertid kun 135 °C. Retten fandt, at afvigelsen mellem 135 °C og

omtrent 180 °C var uvæsentlig og tillige nærliggende for en fagmand. Der var derfor tale om krænkelse

på grundlag af ækvivalens.

Dommen er interessant, idet den viser, at et forbud ikke er uberettiget nedlagt, alene fordi patentet

efterfølgende måtte blive opretholdt med ændrede patentkrav. Der skal derimod foretages en konkret

krænkelsesvurdering.

3.1.7 Brugsmodel ugyldig - kravet om nyhed

Højesterets dom af 22. april 2015 i sag 257/2013, Instore Display ApS (herefter "Instore") mod NTI

Display ApS (herefter "NTI"), UfR 2015.2479 H

Sagen omhandlede gyldigheden af en brugsmodel til et "udgangsemne til reol" tilhørende Instore, samt

hvorvidt NTI's produkter krænkede Instores brugsmodel.

Under sagen gjorde NTI gældende, at brugsmodellen var ugyldig på grund af manglende nyhed, idet

Instore et lille år inden prioritetsdagen for brugsmodelregistreringen havde markedsført et lignende

reolsystem.

Højesteret fandt, på lige fod med Sø- og Handelsretten, at brugsmodellen måtte anses for ugyldig på

grund af manglende nyhed, og Højesteret lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at Instore havde solgt

henholdsvis 25 og 31 eksemplarer af en lignende reol i maj og juni 2005, dvs. før prioritetsdagen den

13. marts 2006, hvilken reol måtte anses at opfylde samtlige af brugsmodellens træk. Derudover fandt

Højesteret ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at godkende brugsmodelregistreringen med et ændret

kravsæt.

Dommen viser bl.a., at nyhedskravet skal fortolkes strengt. Desuden viser dommen, at de danske

domstole er tilbageholdende med at ændre eller tilrette brugsmodel- og/eller patentkrav under en

retssag. Dommen er også interessant, idet der i sagen ikke var foranstaltet syn og skøn, og såvel Sø- og

Handelsretten som Højesteret foretog herefter en sammenligning af de under sagen fremlagte modhold

i forhold til anvendelsen af brugsmodellen.

11

3.1.8 Patent - gyldighed - fortolkning af patentkrav

Højesterets dom af 7. januar 2015 i sag 167/2013, Minkpapir A/S (herefter "Minkpapir") mod Jasopels

A/S (herefter "Jasopels"), UfR 2015.1216 H

Sagen drejede sig om gyldigheden af et patent for en såkaldt tanepose til brug for taning af bl.a.

minkpelse tilhørende Minkpapir, herunder, om Jasopels' salg af taneposer af mærket "Power Cut" måtte

anses for at udgøre en krænkelse af Minkpapirs patent.

Jasopels havde under sagen gjort gældende, at Minkpapirs patent måtte anses for ugyldigt på grund af

manglende nyhed i forhold til en tidligere patentansøgning i relation til taneposens fugtabsorberende

egenskaber samt taneposens længde. Til støtte for synspunktet om taneposens længde i relation til

manglende nyhed anførte Jasopels, at patentkravet ikke indeholdt nogen øvre grænse for taneposens

længde, og derfor også dækkede et system med lange taneposer, som altså måtte anses som kendt før

patentansøgningens indlevering.

Højesteret fandt (med et flertal på 3-2), at Minkpapirs patent måtte anses for gyldigt, og at den tidligere

patentansøgning ikke var af nyhedsskadelig karakter. Højesteret anlagde en indskrænkende fortolkning

(i forhold til Jasopels' synspunkter) af patentkravet, understøttet af beskrivelsen og illustrationerne i

patentdokumentet, hvorefter patentkravet alene måtte anses at omfatte korte taneposer. På baggrund

heraf fandt Højesteret yderligere, at Jasopels' taneposer udgjorde en direkte krænkelse af Minkpapirs

patent. Sø- og Handelsretten havde modsat Højesteret fundet, at patentet var ugyldigt.

Dommen illustrerer således de danske domstoles tilgang til fortolkning af patentkrav, hvorefter de

danske domstole som udgangspunkt ikke anlægger en streng ordlydsfortolkning, men hvor der tillige

kan indhentes vejledning i de øvrige patentdokumenter til en præciserende forståelse af, hvad patentet

fandt anvendelse på, jf. princippet i patentlovens § 39.

3.1.9 Ophævelse af forbud - ingen krænkelse

Sø- og Handelsrettens dom af 1. december 2014 i sag T-0013-09, KVM Industrimaskiner A/S (herefter

"KVM") mod Vorning Maskinfabrik ApS (herefter "Vorning")

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt Vorning krænkede KVM's patent på en fremgangsmåde til

sortering af belægningssten. Fogedretten havde under de tidligere regler nedlagt forbud den 26. februar

2010, idet fogedretten fandt det sandsynliggjort, at Vornings anlæg ved navn "2. generation af et

kvalitetskontrol system med dobbeltvirkende kapacitet" indeholdt den patentbeskyttede fremgangsmåde

som omfattet af KVM's patent. Der var ikke under sagen gjort ugyldighed gældende.

12

Sø- og Handelsretten fandt - modsat fogedretten - ikke, at Vornings anlæg anvendte den

patentbeskyttede fremgangsmåde som omfattet af KVM's patent og ophævede følgelig det nedlagte

forbud, idet Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at Vornings sorteringsanlæg ikke besad de

funktionaliteter, der ifølge retten måtte anses for det altafgørende ved opfindelsen i patentet.

I forhold til erstatningsopgørelsen for det af Vorning lidte tab var det særligt interessant, hvorvidt

Vorning kunne påberåbe sig tab som følge af eksportforbud, da fogedretten havde truffet afgørelse om,

at det foreløbige forbud også omfattede eksport. Da fremgangsmådepatenter er begrænset til "her i

landet", jf. patentlovens § 3, stk. 1, nr. 2, var det midlertidige forbud nedlagt af fogedretten som følge

heraf nedlagt for bredt. Sø- og Handelsretten fandt, at KVM måtte bære ansvaret herfor, hvorefter der

ikke kunne ske fradrag i erstatningspåstanden af eksport.

Dommen er særligt interessant i forhold til erstatningsopgørelsen, idet dommen illustrerer den

altovervejende hovedregel om, at den, der begærer midlertidigt forbud, bærer risikoen for, at et forbud

nedlægges retmæssigt.

13

3.2 Varemærkeretlige afgørelser

3.2.1 Parallelimport - 2 sager

Højesterets dom af 8. april 2016, Orifarm A/S mod Merck Canada Inc., Merck Sharp & Dohme B.V. og

MSD Danmark ApS (herefter "Merck")

Sagen handlede om, hvorvidt Orifarm var berettiget til at parallelimportere et lægemiddel til Danmark

fra Polen, hvor lægemidlet var brag lovligt i omsætning af Merck. I Danmark var lægemidlet imidlertid

omfattet af et gyldigt supplerende beskyttelsescertifikat (herefter "SPC"), og spørgsmålet i sagen var

således, om konsumptionsprincippet medførte, at Orifarm lovligt kunne parallelimportere produktet til

Danmark på trods af det i landet gyldige SPC.

I forbindelse med Polens tiltrædelse af EU blev der vedtaget en særlig Tiltrædelsesakt i 2003, som bl.a.

indeholder en undtagelse fra konsumptionsprincippet, hvis lægemidlet er beskyttet af et gyldigt patent

eller SPC i det land, der ønskes at foretages parallelimport til, som ikke er gyldigt i Polen (også kaldet

"Den Særlige Ordning". I 2006 blev pædiatriforordningen vedtaget, og som følge af disse regler blev

SPC'et for Mercks lægemiddel forlænget med yderligere 6 måneder. Spørgsmålet i sagen var herefter,

om denne forlængelse også måtte anses som omfattet af Den Særlige Ordning.

Højesteret fandt efter en ordlyds- og formålsfortolkning af overgangsordningen og SPC-reglerne, at

parallelimport af de pågældende lægemidler kunne forhindres, og at konsumptionsprincippet således

måtte vige herfor. Det bemærkes, at Højesteret ikke fandt anledning til at forelægge spørgsmålet for

EU-Domstolen.

Højesterets dom af 30. april 2015 i sag 286/2013, Merck Sharp & Dohme B.V. og MSD Danmark ApS

(herefter "Merck") mod Orifarm A/S og Orifarm Supply A/S (herefter "Orifarm")

Sagen, der også er omtalt i NIR 2015.01, s. 1, angik det EU-retlige krav om, at parallelimportører af

lægemidler skal angive varemærkeindehaveren ved ompakning af lægemidlerne. Spørgsmålet i sagen

var, om Orifarm opfyldte betingelserne til lovlig parallelimport ved at anvende en neutral ompakning,

dog uden at anføre, at Merck var indehaver af varemærkeretten til produktnavnene.

14

Emballage efter ompakning

Sø- & Handelsretten fandt, at selvom Orifarm havde søgt at anvende en neutral emballage uden

virksomhedens egne forretningskendetegn, fritog dette ikke Orifarm fra pligten til at angive, hvem der

er indehaver af varemærket på emballagen.

Sagen blev herefter indbragt for Højesteret, som stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse.

Højesteret lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at der var tale om delvis debranding, idet den

manglende anførelse af Merck som varemærkeindehaver var egnet til at skabe tvivl blandt brugerne

om, hvem der var rette indehaver af varemærket.

3.2.2 Varemærkeret - særpræg

Sø- og Handelsrettens dom af 9. november 2015 i sag V-84-11 og V-89-14, Intel Corporation (herefter

"Intel") mod SeaIntel ApS (herefter "SeaIntel) og Intel Corporation (herefter "Intel") mod Alan Roos

Murphy Holding ApS og Alan Roos Murphy (herefter "Alan Roos Murphy")

Sagen handlede om, hvorvidt SeaIntel ved anvendelse af varemærket "SeaIntel" krænkede Intels

registrerede rettigheder til varemærket INTEL.

Et kernespørgsmål i sagen var, om ordet "intel" havde tilstrækkelig særprægsbeskyttelse i relation til

informationsindsamling eller om "intel" er en almindelig forkortelse for "intelligence" og dermed alene

beskrivende.

Under hensyntagen til at man generelt i branchen anvender det fulde ord "intelligence" og da det ikke

kunne anses for bevist, at "intel" i almindelighed oversættes som forkortelse for

informationsindsamling, fandt retten, at INTEL-varemærket ikke savnede særpræg.

Spørgsmålet var dernæst om SeaIntel krænkede varemærket INTEL efter varemærkelovens § 4, stk. 2.

15

I rettens konkrete helhedsvurdering bemærkes, at Intel måtte anses som den dominerende

ordbestanddel af "SeaIntel", at "Intel" i ordet "SeaIntel" er fremhævet ved benyttelsen af stort "I", at

SeaIntels figurmærke ved sin farvesammensætning tillige ledte tankerne hen på Intel Corporations

varemærke, samt at INTEL er et særdeles velkendt varemærke.

På den baggrund og på baggrund af, at parterne tilbyder løsninger til samme branche og dermed delvist

supplerer hinanden, fandt retten, at SeaIntels virksomhedsnavn kunne medføre en forveksling af de to

virksomheder, og dermed at SeaIntel ville opnå en utilbørlig fordel af Intels renommé for innovation,

kvalitet og pålidelighed, hvorved retten fandt, at SeaIntel krænkede Intels varemærkerettigheder. Der

var derimod ikke grundlag for at pålægge direktøren, Alan Roos Murphy, eller dennes holdingselskab

et personligt ansvar.

3.2.3 Varemærkeret - forvekslelighed

Østre Landsrets kendelse af 9. oktober 2015 i sag B-1211-15, Unilever N.V. og Unilever Danmark A/S

(herefter "Unilever") mod Coop Danmark A/S og Nopa Nordic A/S (herefter "Coop og Nopa"), UfR

2016.635 Ø

Sagen drejede sig om, hvorvidt Coop og Nopa krænkede Unilevers varemærkeret til ordmærket

"BIOTEX" ved at registrere varemærket "D'OR-TEX" samt ved at anvende en emballage på

vaskemidlet "D'or-Tex" med en emballage meget lig Bio-tex' emballage.

Sammenligning af Bio-tex' og D'or-tex' produkter

Sø- og Handelsretten fandt, at Unilever ikke havde sandsynliggjort, at D'or-tex var forveksleligt med

Bio-tex, og der forelå derfor ikke en varemærkekrænkelse. For så vidt angår krænkelse af

markedsføringsloven lagde Sø- og Handelsretten særligt vægt på, at etiketterne på vaskemidlerne

overordnet var dikteret af et "branchemæssige fællessprog", som i det væsentligste var bestemt på

baggrund af, hvad der måtte anses for normalt ved markedsføring af parfumerede vaskemidler.

16

Eksempelvis bruges den grønne baggrundsfarve typisk på vaskemidler til kulørt vask og den røde på

vaskemidler til hvid vask. Det samme gjaldt den hvide baggrundsbelysning og stjerneeffekt samt

brugen af bobler og omtalen af enzymer på emballagen. På baggrund heraf fandt Sø- og Handelsretten,

at der ikke forelå en krænkelse af markedsføringsloven.

Østre Landsret fandt - modsat Sø- og Handelsretten - efter en helhedsvurdering og med henvisning til

de markedsundersøgelser, som Unilever havde fremlagt under sagen, at D'or-tex emballagerne indebar

en snyltning på Unilevers kendetegn, og at der var en risiko for, at Bio-tex' renommé og

markedsposition blev udvandet i strid med markedsføringslovens §§ 1 og 18. Landsretten nedlagde

herefter forbud mod salg og markedsføring af D'or-tex produkterne.

Landsretten var derimod enig med Sø- og Handelsretten i, at varemærkerne "Bio-tex" og "BIOTEX" er

velkendte i Danmark, men at Unilever ikke havde sandsynliggjort, at "D'or-tex" var forveksleligt med

"Bio-tex", hvorfor Landsretten frifandt Coop og Nopa for Unilevers påstand om varemærkekrænkelse.

Dommen er særlig interessant, idet Østre Landsret ikke tog Coop og Nopas påstand om

sikkerhedsstillelse på over 5 mio. kr. til følge, da landsretten fandt krænkelsen godtgjort.

3.2.4 Varemærkeret - ibrugtagning

Sø- & Handelsrettens dom af 16. juli 2015 i sag V-84-14, Kiin ApS (herefter "Kiin Kiin") mod Som

Tam ApS og Elizabeth Tasarra (herefter "Som Tam")

Sagen handlede om, hvorvidt Som Tam ved anvendelse af navnet "Kiin Thai" til en thairestaurant

krænker Kiin Kiins, som er indehaver af michelinrestauranten Kiin Kiin, varemærkeret.

Kiin Kiin var ikke registreret som varemærke, men Kiin Kiin gjorde gældende, at der var opnået

varemærkeret til Kiin Kiin ved ibrugtagning. Heroverfor gjorde Som Tam gældende, at ordet "Kiin"

efter sin beskaffenhed måtte være udelukket fra varemærkebeskyttelse, idet "Kiin" er generisk af natur

og uden særpræg, da ordet "spis" er beskrivende for en restaurant, og at Som Tam som følge heraf ikke

kunne forbydes at anvende navnet Kiin Thai, da dette på thai blot betyder "spis thai".

Sø- og Handelsretten fastslog, at varemærket Kiin Kiin har tilstrækkeligt særpræg, og at Kiin Kiin

havde opnået varemærkebeskyttelse til navnet via ibrugtagning. Retten bemærkede i den forbindelse, at

det var uden betydning, at thai-talende personer vil kunne forstå ordet "kiin" som "at spise".

Retten fastslog herefter, at Kiin Thai's navn var forveksleligt med Kiin Kiin, og at det udgjorde en

krænkelse af Kiin Kiins varemærkeret.

17

3.2.5 Varemærkeret - ansvarssubjekter ved krænkelse - 2 domme

Højesterets dom af 1. december 2014 i sag 266/2013, Extreme Land Scandinavia ApS (herefter

"Extreme Land") og A (herefter "Direktøren") mod Artextyl SARL (herefter "Artextyl"), UfR U

2015.869 H

Sagen, der også er omtalt i NIR 2015.01, s. 1, omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt Artextyl og

Direktøren havde krænket Extreme Lands (tidligere Geographical Norway) varemærkerettigheder ved

at gøre erhvervsmæssig brug af Artextyls varemærker.

I 2009 indgik det franske selskab Artextyl en distributionsaftale med det danske selskab Geographical

Norway (nu Extreme Land) om forhandling af Artextyls tøjprodukter i Skandinavien.

Artextyl blev i januar 2012 opmærksom på, at Geographical Norway forhandlede jakker med Artextyls

varemærker, som var blevet parallelimporteret fra Artextyls egen producent i Kina. Artextyl ophævede

derefter forhandlerforholdet med Geographical Norway.

Under den efterfølgende forbudssag blev det oplyst, at Artextyl i 2011 havde indgået aftale med sin

faste producent i Kina om levering jakker af mærket Geographical Norway. Denne ordre blev dog

annulleret som følge af væsentlig forsinkelse fra den kinesiske producent. Herefter henvendte den

kinesiske producent sig direkte til den skandinaviske distributør, Geographical Norway, med henblik

på at afsætte jakkerne, og foreviste en falsk erklæring, hvorefter Artextyl angiveligt skulle have

godkendt salget.

Sø- & Handelsretten fandt, at der forelå en krænkelse af Artextyls varemærkerettigheder, da Extreme

Land var blevet gjort bekendt med, at der efter opsigelsen af samarbejdet med Artextyl ikke var

samtykke til, at Extreme Land kunne anvende Artextyls varemærker. Endvidere fastslog Sø- &

Handelsretten, at Direktøren i selskabet Geographical Norway (nu Extreme Land) havde et

selvstændigt ansvar for krænkelserne under henvisning til, at Direktøren var eneejer og reelt fungerede

som leder, hvor denne har udført og været ansvarlig for de pågældende krænkende handlinger.

Højesteret fastslog på lige fod med Sø- og Handelsretten, at Extreme Land havde krænket Artexyls

varemærkerettigheder, og da Højesteret fandt, at Direktøren måtte have været klar over, at beslutningen

om at købe og videresælge de pågældende jakker indebar en sådan krænkelse, fandtes Direktøren at

have handlet ansvarspådragende, hvorefter betaling af erstatning og vederlag også måtte gælde over for

Direktøren personligt.

Sø- og Handelsrettens dom af 16. december 2015 i sag V-21-15, Eico A/S (herefter "Eico") mod

MULTIKØKKENER ApS (herefter "MULTIKØKKENER") og Heidi Jacobsen (herefter "Direktøren")

18

Sagen drejede sig om, hvorvidt MULTIKØKKENER samt Direktøren havde krænket Eicos varemærker

på Google AdWords. MULTIKØKKENER havde anvendt det registrerede varemærke "Eico" i

virksomhedens annoncer på Google på en sådan måde, at ordet fremtrådte direkte i overskrifterne i

annoncerne samt i selve annonceteksten. Direktøren var tilbage i 2014 blevet forbudt at anvende

varemærket i internetannoncer for en af hendes øvrige virksomheder, men hun havde desuagtet anvendt

søgeordet igen - nu for hendes anden virksomhed, MULTIKØKKENER.

Eico gjorde under sagen gældende, at det måtte anses som en skærpende omstændighed, at

virksomhedens ejer allerede var blevet forbudt at anvende varemærket for hendes anden virksomhed.

MULTIKØKKENER gjorde heroverfor gældende, at der blot var tale om sammenlignende

markedsføring, idet virksomheden bl.a. sælger produkter, som er identiske Eicos produkter, og desuden

bliver fremstillet af samme producenter.

Retten fastslog, at brugen af "Eico" som Google AdWord medførte en betydelig risiko for forveksling

for forbrugerne, og anvendelsen af "Eico" i de pågældende annoncer var derfor i strid med både

varemærkeloven og markedsføringsloven. Derudover fandt retten det ubetænkeligt at lægge til grund,

at virksomhedens ejer enten måtte have truffet eller godkendt beslutningen om at anvende varemærket

på uretmæssig vis. Det af retten nedlagte forbud samt fastsættelse af rimeligt vederlag blev derfor

pålagt virksomheden og direktøren i fællesskab.

Ovennævnte domme fastslår, at direktører, der også er eneejere af selskaber, kan ifalde personligt

ansvar for varemærkeretlige krænkelser ud fra et medvirkenssynspunkt, hvis den pågældende direktør

må anses for bekendt med de retsstridige handlinger. Dette stemmer overens med hidtidig praksis, dog

bliver det interessant at se, om der fremover vil være en generel udbredelse af at inddrage direktører

som sagsøgte i tilsvarende sager. Det bemærkes, at direktørerne i "Kiin Kiin"-sagen samt "Intel"-sagen

som gennemgået ovenfor var blevet medindstævnt, men at retten i disse sager ikke fandt grundlag for at

idømme direktørerne et personligt ansvar, hvorfor det må antages, at der skal noget skærpende til,

førend direktøren pålægges et ansvar.

3.2.6 Varemærkekrænkelse - Google AdWords - 2 domme

Sø- og Handelsrettens dom af 19. januar 2015 i sag V-79-13, Samsonite IP Holdings S.a.r.l. (herefter

"Samsonite") mod Helm I/S (herefter "Helm")

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Samsonite kunne forbyde sin forhandler Helm at gøre

erhvervsmæssig brug af forretningskendetegnet og domænenavnet samshop.dk i forbindelse med

markedsføring og salg af Samsonites kufferter og tasker.

19

Sø- og Handelsretten fandt, at varemærket "SAMSONITE" måtte anses for et velkendt varemærke i

Danmark for kufferter og tasker. Sø- og Handelsretten fandt dog, at Helms isolerede brug af

forretningskendetegnet og domænenavnet samshop.dk ikke udgjorde en krænkelse af Samsonites

varemærkerettigheder, idet der ikke var risiko for forveksling.

Retten fandt imidlertid, at brugen af samshop.dk i forbindelse med markedsføring og salg af kufferter

og tasker af mærket SAMSONITE udgjorde en overtrædelse af markedsføringslovens § 1 om god

markedsføringsskik og § 18. På denne baggrund ville der være risiko for, at internetbrugeren ville

antage, at der var en økonomisk forbindelse med Samsonite, hvorfor Helm herved udnyttede den

goodwill, som er tilknyttet varemærket "SAMSONITE". Helm kunne dog opretholde

domænenavnsregistreringen www.sam-shop.dk, da registreringen ikke i sig selv kunne betragtes som

en overtrædelse af markedsføringsloven.

Sø- og Handelsrettens dom af 6. maj 2015 i sag V-3-14, STOK Emballage K/S (herefter "STOK") mod

Fritex Emballage ApS (herefter "Fritex")

Sagen drejede sig om, hvorvidt Fritex, som anvendte en del af STOK's firmanavn som Google

AdWord, derved havde krænket STOK's varemærkerettigheder eller havde handlet i strid med

markedsføringslovens §§ 1 eller 18 i øvrigt.

Ved en søgning på ordet ”STOK” blev internetbrugeren bl.a. præsenteret for en annonce for Fritex

Emballage. I forbindelse med rettens vurderingen af, om Fritex herved krænkede STOK's

varemærkerettigheder, lagde retten bl.a. vægt på, at Fritex' annonce i sin overskrift anvendte ordet

“Emballage”, som måtte anses for en henvisning til den varegruppe, STOK var kendt for.

Sø- og Handelsretten fandt på den baggrund, at det måtte anses for vanskeligt for en

gennemsnitsforbruger at gennemskue, om annoncen hidrørte STOK eller Fritex, hvorfor der forelå en

krænkelse af STOK's varemærkerettigheder.

Ovennævnte domme må anses for værende i overensstemmelse med hidtidig retspraksis for

anvendelsen af Google AdWords, herunder, at anvendelsen af Google AdWords også kan udgøre en

markedsmæssig fordel i strid med generalklausulen i markedsføringslovens § 1, uden at der foreligger

en varemærkeretlig krænkelse, som det var tilfældet i Samsonite-dommen.

3.2.7 Varemærkeret - begrænset beskyttelse for beskrivende varemærker

Sø- og Handelsrettens dom af 8. maj 2015 i sag V-21-14, Evonik Degussa GmbH (herefter "Evonik")

mod Protectos A/S og Keld Axelsen (herefter "Protectos")

20

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt Protectos ved registreringen af ordmærket

"PROTECTOS", selskabsnavnet Protectos og domænenavn krænkede Evoniks varemærkeret til

ordmærket "PROCTECTOSIL".

Til trods for, at varemærket "PROTECTOS" indgik i sin helhed i varemærket "PROTECTOSIL", fandt

Sø- og Handelsretten, at der var en lav grad af lighed mellem de to varemærker. Retten lagde ved sin

bedømmelse vægt på, at ordet "protect", som betyder "beskyt" på engelsk, udgør en væsentlig del af

varemærket, og er beskrivende for de produkter, varemærkerne er knyttet til. Retten lagde derudover

vægt på, at endelserne 'OS' og 'OSIL' ligger både auditivt og visuelt langt fra hinanden, og at de to

selskaber ikke kunne anses for at være konkurrerende, ligesom deres produkter og ydelser ikke var af

lignende art, og deres kundekreds var i væsentlig grad forskellig. Desuden fandtes der ikke grundlag

for at antage, at varemærket PROTECTOSIL havde opnået et sådan kendskabsgrad i branchen, at der

måtte tilkomme varemærket PROTECTOSIL en udvidet beskyttelse.

På denne baggrund og efter en helhedsbedømmelse fandt retten, at der ikke forelå risiko for forveksling

mellem varemærkerne PROTECTOSIL og PROTECTOS. Protectos' ordmærke, selskabsnavn og

domænenavn krænkede derfor ikke Evoniks varemærkerettigheder.

Dommen er bl.a. interessant, da det på baggrund af dommen kan udledes, at Sø- og Handelsretten er

tilbøjelig til at indskrænke beskyttelsen for varemærker, der er af beskrivende karakter. På den anden

side bemærkes det, at det beskrivende element ikke altid synes at blive tillagt afgørende betydning, idet

"Kiin Kiin"-dommen kan nævnes, hvor ordet "kiin", der betyder "spis" på thai, og dermed også må

anses for beskrivende for det, varemærket dækker, ikke medførte, at der ikke forelå en krænkelse i den

konkrete sag.

3.2.8 Varemærkeret - anvendelse efter samarbejdets ophør

Højesterets dom af 19. februar 2015 i sag 73/2013, Trævarefabrikkernes Udsalg ved Hans-Christian

Christensen og Hans-Christian Christensen (herefter "Trævarefabrikken") mod Træ Design A/S

(herefter "Træ Design"), UfR 2015.1782 H

Sagen angik, hvorvidt Trævarefabrikken efter ophør af samarbejdet med Træ Design havde været

berettiget til at anvende en række af Træ Designs varemærker, herunder bl.a. retten til at anvende

navnet "Trævarefabrikkernes Udsalg". Træ Design havde tidligere ejet den pågældende butik, som også

på daværende tidspunkt hed "Trævarefabrikkernes udsalg", som først blev overdraget til og videreført

af Ulla Andersen, som derefter overdragede butikken til Hans-Christian Christensen.

Fogedretten havde i første omgang nedlagt forbud mod Trævarefabrikkens anvendelse af de

pågældende varemærker, hvilket forbud blev stadfæstet af Sø- og Handelsretten med henvisning til, at

21

den oprindelige overdragelsesaftale mellem Træ Design og Ulla Andersen alene indeholdt en

bestemmelse om, at Ulla Andersen måtte anvende varemærkerne ejet af Træ Design så længe

samarbejdet mellem parterne bestod. Idet Hans-Christian Christensen og Trævarefabrikken ikke kunne

opnå en bedre ret end overdrageren, Ulla Andersen, fandtes disse ikke at kunne anvende Træ Designs

varemærker, efter samarbejdet var ophørt. Sø- og Handelsretten lagde til grund, at brugen af Træ

Designs varemærker efter samarbejdets ophør havde medført forveksling blandt kunderne.

Trævarefabrikkens fortsatte brug af varemærkerne udgjorde på baggrund heraf en krænkelse af Træ

Designs varemærkerettigheder.

Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse med henvisning til de grunde som anført af Sø-

og Handelsretten.

Dommen illustrerer vigtigheden af at gennemgå eventuelle kontrakter og aftaler om anvendelsen af

varemærker og andre immaterielle rettigheder i forbindelse med virksomhedsoverdragelser, herunder

ejerskabet af sådanne rettigheder, idet en mangelfuld undersøgelse heraf i værste konsekvens kan

betyde, at en virksomhed ikke kan videreføres under det navn, virksomheden har været drevet under

indtil overdragelsen. Denne problemstilling drøftes også nedenfor under punkt 3.4.1, da

problemstillingen selvsagt også opstår inden for andre aftaler om overdragelsen af immaterielle

rettigheder.

3.2.9 Varemærkeret - rettigheder efter konkurs - delt ejerskab

Højesterets dom af 31. oktober 2014 i sag 85/2013, Steen Glerup Pedersen, Glerup Teknik ApS, Glerup

Polen ApS og GIPO Sp. z.o.o mod JW Industri A/S (herefter "JW"), UfR 2015.83 H

Sagen vedrørte overdragelse af et konkursbos varemærkerettigheder. Spørgsmålet i sagen var nærmere,

hvorvidt salget af rettighederne til en række varemærker, herunder ordmærket "GIPO", fra konkursboet

efter GIPO A/S til JW medførte, at ejeren (Glerup Teknik ApS) og dennes øvrige datterselskaber,

Glerup Polen ApS og GIPO Sp.z.o.o., var afskåret fra fortsat at gøre brug heraf.

Højesteret lagde til grund, at både GIPO A/S og Glerup Teknik ApS siden 2003 havde anvendt

varemærket GIPO, og at der ved selve ibrugtagningen blev stiftet varemærkeret hertil. I 2006 stiftede

Glerup Teknik ApS selskabet GIPO Sp.z.o.o., som siden stiftelsen har anvendt GIPO-varemærket ved

faktureringer, uden at den anden aktionær i GIPO A/S gjorde indsigelse herimod.

Højesteret fandt derfor, at GIPO A/S, Glerup Teknik ApS, Glerup Polen ApS og GIPO Sp.z.o.o. hver

især var berettiget til at anvende ordmærket GIPO og figurmærket, hvorfor ingen af selskaberne kunne

forhindre hinanden i at benytte varemærkerne. Af samme årsag var JW, som erhvervede

22

varemærkerettighederne fra konkursboet, ligeledes berettiget til at gøre erhvervsmæssigt brug af

varemærkerne.

For så vidt angår selskabsnavnet GIPO, fandt Højesteret, at alle selskaberne, inklusiv JW som følge af

købet af aktiverne fra konkursboet, var berettiget til at anvende GIPO i deres selskabsnavn.

Dommen illustrerer, at flere selvstændige selskaber kan erhverve en delt ret til benyttelse af et

varemærke, herunder i tilfælde, hvor selskaberne har været tilknyttet hinanden via sammenfald i

ejerkredsen og ved længerevarende stiltiende accept af brugen af varemærkerne.

3.2.10 Varemærkeret - krænkelse

Højesterets dom af 19. august 2014 i sag 171/2010, Controllers ApS og Kersi F. Forbunderwalla

(herefter "Controllers") mod Sarbanes-Oxley Institute, Sarbanes-Oxley Group LLC (herefter

"Sarbanes-Oxley"), UfR 2014.3346 H

Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt Controllers brug af og registrering af varemærkerne "SOX

INSTITUTE" og "EUROSOX INSTITUTE" udgjorde en krænkelse af bl.a. Sarbanes-Oxleys

varemærkerettigheder.

Sagen omhandlede Sarbanes-Oxley, som under navnet SOX Institute tilbyder undervisning i USA's

såkaldte SOX-lovgivning særligt på det amerikanske marked. I 2006 blev der indført en tilsvarende

lovgivning i EU ved navnet Eurosox. Controllers tilbyder konsulentydelser til økonomiledelse samt

implementering af henholdsvis SOX og Eurosox, og parterne etablerede et samarbejde i 2006

vedrørende rådgivnings- og konsulentydelser på det europæiske marked. Samarbejdet ophørte

imidlertid ved udgangen af 2006, og spørgsmålet var herefter, om Controllers fortsat kunne gøre brug

af de pågældende varemærker.

Fogedretten nedlagde i 2008 fogedforbud mod Controllers anvendelse af de pågældende varemærker,

hvilket fogedforbud Sø- og Handelsretten stadfæstede.

Højesteret fandt, at Sarbanes-Oxley hverken havde opnået varemærkeret i USA efter den amerikanske

varemærkelovgivning, eller at der var opnået varemærkeret uden for Danmark i øvrigt. Derudover fandt

Højesteret heller ikke, at varemærkerne var gyldige i Danmark, dels som følge af manglende særpræg,

dels som følge af utilstrækkelig ibrugtagning. Imidlertid fandt Højesteret, at Controllers havde udført

en række handlinger, som måtte antages at være i strid med markedsføringslovens §§ 1 og 2, herunder

derved, at Controllers bl.a. havde kopieret passager fra Sarbanes-Oxleys hjemmeside. Højesteret valgte

imidlertid at hæve fogedforbuddet, idet der var gået for lang tid mellem Sarbanes-Oxley påtalte

Controllers overtrædelse, som blev påtalt i marts 2007, til anmodningen om fogedforbud i maj 2008.

23

Perioden på lidt over et år medførte således retsfortabende passivitet, og betingelserne for nedlæggelse

af midlertidigt forbud var dermed ikke opfyldt.

3.3 Designretlige afgørelser

3.3.1 Designret - fortolkning af designforordningen - 2 sager

Østre Landsrets kendelse af 29. januar 2016 i sag B-2145-15, Sangenic International Limited (herefter

"Sangenic") mod Lamico A/S (herefter "Lamico")

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt Sangenic, som er indehaver af et registreret EU-design

for et tredimensionelt design af en bleskraldespand, tillige kunne forbyde en todimensionel brug af

designet i forbindelse med Lamicos salg af kassetter til bleskraldespanden.

Sø- og Handelsretten fandt, at afbildningen af en blespand på etiketten, som var anvendt på Lamicos

kassetter til bleskraldespanden, havde de samme karakteristika som Sangenics registrerede design.

Afbildningen udgjorde derfor en "brug af designet" i form af gengivelse i afbildning, som Sangenic

kunne forbyde. På baggrund heraf nedlagde Sø- og Handelsretten forbud mod Lamicos gengivelse af

Sangenics registrerede design.

Østre Landsret stadfæstede, under henvisning til Sø- og Handelsrettens præmisser, det nedlagte forbud.

Dommen er interessant, idet afbildninger af designbeskyttede produkter ikke ordret er omfattet af

designforordningen, idet designforordningen er formuleret således, at den sigter på uberettiget brug af

et "produkt", hvorved umiddelbart forstås tredimensionel brug. Østre Landsret fastslår imidlertid, at

designforordningen også omfatter todimensionel brug af designet i form af afbildninger og grafiske

gengivelser.

Højesterets dom af 26. august 2015 i sag 317/2013, Stormwear ApS (herefter "Stormwear") mod

Yakkay A/S (herefter "Yakkay"), UfR 2015.3932 H

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt Stormwears design af en cykelhjelm krænkede Yakkays

registrerede EU-design for en lignende cykelhjelm. Sø- og Handelsrettens dom er nærmere gennemgået

i NIR.2015.01, s. 1.

Stormwear havde solgt 3.900 cykelhjelme under navnet "Cocoons" til Fakta, hvor hjelmene blev solgt

med forskellige hattebetræk, hvilket også var Yakkays koncept. Yakkay solgte både cykelhjelm og

24

tilhørende hattebetræk separat, mens Stormwear udelukkende solgte cykelhjelmen med monteret

betræk, der dog efter købet kunne afmonteres af kunden. Sagen omhandlede dog udelukkende selve

hjelmens skal, som Yakkay påstod krænkede Yakkays registrerede EU-design.

Yakkays cykelhjelm Stormwears cykelhjelm

Yakkays designregistrering ses nedenfor:

Yakkays hjem set fra siden Yakkays hjem set forfra

25

Yakkays hjem set nedefra Yakkays hjem set oppefra

Sø- & Handelsretten fandt indledningsvis, at Yakkay's EU-designregistrering måtte anses for gyldig,

idet cykelhjelmen havde individuel karakter og at cykelhjelmen væsentligt adskilte sig fra øvrige

cykelhjelme på markedet. Dernæst fandt Sø- og Handelsretten, at Stormwears cykelhjelm krænkede

Yakkays design under henvisning til, at Yakkays cykelhjelm var karakteriseret ved, at være skåret lige

over ved underkanten, og den går en smule højere op bag til end for til, inden den runder. Disse

karakteristika havde Stormwears cykelhjelm også, hvorfor Sø- & Handelsretten statuerede, at Yakkays

design var krænket. Sø- & Handelsretten fandt ikke, at de anderledes ventilationshuller og

indfræsninger i Stormwears cykelhjelm ændrede ved helhedsindtrykket af, at grundformen var ens for

de to hjelme, og desuden var hullerne i Yakkays cykelhjelm i designregistreringen stiplede for at

angive, at de ikke udgjorde en del af designregistreringen. Endvidere bemærkede Sø- & Handelsretten,

at det forhold, at Stormwear udelukkende solgte hjelmen med monteret hattebetræk, ikke kunne føre til,

at der var tale om et sammensat produkt, da betrækket nemt kunne afmonteres af kunden efterfølgende.

Under sagens forberedelse for Højesteret afviste Højesteret at forelægge EU-Domstolen en række

præjudicielle spørgsmål som anmodet om af Stormwear under henvisning til, at det pågældende

bestemmelser i designforordningen ikke kan anledning til fortolkningsmæssig tvivl.

Højesteret fastslog i sagen, at Yakkays registrerede EU-design var gyldigt med henvisning til, at

Yakkay-hjelmens design efter en informeret brugers helhedsindtryk adskiller sig fra formen på de

cykelhjelme, som Stormwear havde påberåbt sig som grundlag for manglende nyhed, samt henset til, at

Yakkay-hjelmen ikke kunne anses for at være en almindelig grundform for en cykelhjelm. Højesteret

konkluderede derudover uden videre, at Yakkays registrerede EU-design ikke udgjorde et sammensat

produkt, men alene formen på hjemlen.

Højesteret fastslog herefter, at Cocoons-hjelmen fremtrådte som en kopi af Yakkays registrerede EU-

26

design, og da heller ikke Cocoons-hjelmen udgjorde et sammensat produkt, fandt Højesteret, at der

forelå en krænkelse af Yakkays designret, og Højesteret fandt på den baggrund, at det af Sø- og

Handelsretten nedlagte forbud var sket med rette.

Højesterets dom er interessant, idet den må antages at blive ledende for fremtidige sager inden for

designretten, idet dommen rummer flere vigtige aspekter af designretten, herunder fortolkning af

designforordningen, og idet det er første gang, at Højesteret tager stilling til gyldigheden af et

registreret EU-design. Det er også interessant at bemærke, at der ikke var foretaget syn og skøn i

sagen.

3.3.2 Designret - krav til gyldig designregistrering

Sø- og Handelsrettens dom af 12. april 2016 i sag V-51-15, JT Olesen ApS (herefter "JT") mod Natex

of Scandinavia A/S (herefter "Natex")

Sagen drejede sig om, hvorvidt Natex ved sit salg af en stribet herretrøje markedsført og solgt under

navnet "Stanfield-trøjen" krænkede JT's designrettigheder til en lignende stribet herretrøje kaldet

"Oscar-trøjen".

27

"Oscar-trøjen" (JT's trøje) "Stanfield-trøjen" (Natex' trøje)

JT's designregistrering:

28

På baggrund af JT's designregistrering af "Oscar-trøjen" lagde Sø- og Handelsretten til grund, at JT

netop ved registreringen af designet til "Stanfield-trøjen" havde lagt vægt på knapåbningen på trøjens

venstre skulder, som bærer fire metalknapper og et kontrastfarvet, rødt kantbånd (som også kan ses

detaljeret på sidste billede ovenfor), og derved havde anset knapåbningen som værende det særligt

karakteristiske ved "Oscar-trøjen". Derudover lagde Sø- og Handelsretten til grund, at JT ikke ved

designregistreringen havde lagt afgørende vægt på det stribede stof eller den røde kontrastfarve ved

ærmekanten og trøjebunden, men at disse elementer dog alle tilsammen og kombineret udgjorde det

beskyttede design.

På baggrund heraf fandt Sø- og Handelsretten ikke grundlag for at fastslå, at "Oscar-trøjen" savnede

tilstrækkelig nyhed eller individuel karakter, hvorefter Sø- og Handelsretten fastslog, at "Oscar-trøjen"

opfyldte betingelserne for designregistrering.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt Natex' "Stanfield-trøje" udgjorde en krænkelse af JT's "Oscar-

trøje" lagde Sø- og Handelsretten til grund, at trøjerne efterlod det samme helhedsindtryk, på trods af

en række mindre detaljeforskelle, og at samtlige af de træk, som måtte anses for særlig karakteristiske

29

ved JT's "Oscar-trøje", herunder knapåbningen ved venstre skulder, det stribede stof og de

kontrastfarvede kanter, hvorfor "Stanfield-trøjen" udgjorde en krænkelse af "Oscar-trøjen".

3.3.3 Designret - designrettens beskyttelsesomfang - reservedele

Højesterets dom af 10. marts 2015 i sag 17/2010, East Scandic A/S (herefter "Scandic") mod

Bayerische Motoren Werke Aktiengesellschaft (herefter "BMW"), UfR 2015.2011 H

Sagen drejede sig om, hvorvidt Scandics markedsføring og salg af en række aluminiumsfælge udgjorde

en krænkelse af BMW's design- og varemærkerettigheder.

Højesteret skulle i sagen bl.a. tage stilling til, om overgangsbestemmelsen i designforordningens artikel

110 ("reservedelsreglen") finder anvendelse på aluminiumsfælge. Det følger af designforordningens

artikel 110, at et design til et produkt, der er fremstillet eller bruges med det formål at give mulighed

for at reparere et sammensat produkt med henblik på at genskabe bilens oprindelige udseende, ikke kan

håndhæves. Højesteret fandt herefter, at artikel 110 ikke finder anvendelse på aluminiumsfælge, idet

aluminiumsfælge sædvanligvis ikke bruges med det formål at genskabe bilens oprindelige udseende,

men for at give bilen et andet udseende. Højesteret lagde i den forbindelse også vægt på, at fælge med

forskelligt design kan bruges på samme bil, ligesom samme fælgdesign kan bruges på forskellige

bilmodeller.

Højesteret afviste i øvrigt at prøve Scandics påstand om ugyldighed af de registrerede EU-designs med

henvisning til designforordningen artikel 86 (5), idet det følger heraf, at påstande om ugyldighed skal

afvises, såfremt OHIM allerede har truffet endelig afgørelsen i en sag vedrørende samme spørgsmål, og

hvor parterne er de samme. En sådan afgørelse havde OHIM truffet efter, at Scandic havde indbragt

sagen for OHIM efter Sø- og Handelsrettens afgørelse i sagen, hvorfor spørgsmålet om ugyldighed

således ikke kunne prøves for Højesteret.

Efter en helhedsbedømmelse fandt Højesteret afslutningsvist, at en række af Scandics produkter

udgjorde en krænkelse af BMW's registrerede EU-design. Sø- og Handelsretten var nået til samme

resultat.

30

3.4 Ophavsretlige afgørelser

3.4.1 Aftaler om ophavsret - 3 domme

Sø- og Handelsrettens dom af 8. maj 2015 i sag V-46-14, 2B Scandinavia ApS (herefter "2B") mod

Danerka Group ApS (herefter "Danerka")

Sagen angik, hvorvidt der i forbindelse med en aftale om designs af en række møbler var indgået en

uopsigelig aftale om overdragelse af rettighederne til disse møbeldesigns mellem Danerka og 2B

Scandinavia, hvortil designeren af møblerne Per Aagaard Jepsen havde overdraget sine rettigheder.

Der var mellem Danerka A/S og designeren, Per Aagaard Jensen, oprindeligt indgået en

overdragelsesaftale vedrørende en række designs, hvilke rettigheder dog blev tilbageført til Per

Aagaard Jensen ved Danerka A/S' konkurs. Der blev herefter indgået et formløst samarbejde mellem

Per Aaagard Jensen og Danerka.

Sø- og Handelsrettens flertal fandt, at Danerka ikke havde godtgjort, at det var aftalt, at retten til at

producere og sælge de omhandlede møbeldesigns var endeligt overdraget fra designeren til Danerka,

eller at designeren havde givet møbelproducenten en uopsigelig ret til at udnytte de pågældende

rettigheder. Sø- og Handelsrettens flertal fandt det heller ikke godtgjort, at det formløse samarbejde var

fortsat på de vilkår, der havde været gældende ud fra den tidligere samarbejdsaftale, hvorfor vilkårene

fra denne ikke fandt anvendelse. Designeren kunne herefter opsige samarbejdet med et passende varsel.

Sø- og Handelsrettens mindretal fandt, at det måtte anses for en kutyme i møbelbranchen, at en

designer ikke kan opsige en aftale med en producent om udnyttelse af produktions- og

salgsrettighederne til designs, med mindre andet er udtrykkeligt aftalt.

Sø- og Handelsrettens dom af 15. april 2016 i sag V-44-14, Gramrode Møbelfabrik A/S (herefter

"Gramrode") mod Henrik Lehm og 57Nord I/S (herefter "Designeren")

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Designeren havde ret til at opsige en aftale med

møbelproducenten Gramrode om produktion og salg af en række møbeldesigns, eller om der var

indgået en endelig og uopsigelig overdragelse af retten til at producere og sælge de pågældende designs

fra Designeren til Gramrode.

I sagen var der mellem parterne indgået en samarbejdsaftale om en række møbeldesigns, men det havde

ikke været muligt at indgå en endelig aftale om nogle efterfølgende møbeldesigns.

Sø- og Handelsretten fandt, at der var sket en endelig og uopsigelig overdragelse til Gramrode af retten

til at producere og sælge de omhandlede møbeldesigns. Designeren havde derfor ikke været berettiget

31

til at opsige de indgåede aftaler herom, som var baseret på nogle i branchen godkendte standardvilkår,

der ikke indeholdt bestemmelser om opsigelse, men som efter sin ordlyd og den branchemæssige

forståelse heraf indeholder et udgangspunkt om uopsigelighed. De efterfølgende designs, som

Designeren havde udviklet og solgt uden om Gramrode, måtte anses som en krænkelse af de

oprindelige møbeldesigns, der var overdraget til Gramrode, idet de senere møbeldesigns måtte anses

som værende en videreudvikling af de første designs, som Designeren efter sine aftalemæssige

forpligtelser var forpligtet at tilbyde overdraget til Gramrode. Dertil kom, at videreudviklingen måtte

anses som en så nærgående efterligning af de oprindelige designs, at der tillige forelå en

ophavskrænkelse.

Sø- og Handelsrettens dom af 19. januar 2015 i sag V-22-11, Shure Scandinavia A/S (herefter "Shure")

mod Get Visual A/S (herefter "Get Visual")

Sagen drejede sig om, hvorvidt Get Visual havde krænket Shures (tidligere Informationsteknik)

ophavsret ved at levere scenografi til en række kongresser, kundemøder og generalforsamlinger til 5

kunder, herunder ATP, Nordea, Københavns Lufthavne, Socialdemokraterne og Carlsberg.

Shure havde tilbage i 2009 leveret en række scenografier til de ovennævnte kunder. I 2010 leverede

Get Visual scenografier til de pågældende kunder, som, efter Sures opfattelse, var særdeles nærgående

i forhold til de scenografier, som Shure havde opsat året forinden.

Sø- og Handelsretten bemærkede indledningsvist, at de pågældende scenografier overordnet set var

uden nævneværdig designmæssig egenart, og at en stor del af elementerne i de pågældende

scenografier var dikteret ud fra lokalemæssige og tekniske hensyn, herunder ved anvendelse af

kundernes egne varemærker.

Ikke desto mindre fandt Sø- og Handelsretten det godtgjort, at scenografierne for ATP og Nordea

bestred tilstrækkelig kunstnerisk originalitet, og at de dermed nød ophavsretlig beskyttelse.

Scenografierne for Carlsberg, Københavns Lufthavne og Socialdemokraterne nød imidlertid ingen

ophavsretlig beskyttelse.

I forhold til krænkelsesvurderingen fandt Sø- og Handelsretten, at Get Visuals scenografier for så vidt

angår ATP og Nordea var forvekslelige med scenografierne af Shure. Henset til, at ophavsrettighederne

til scenografierne ikke var overgået til ATP og Nordea fra Shure i forbindelse med arbejdets udførelse,

og henset til, at der heller ikke forelå andet aftaleretligt grundlag for at antage, at der tilkom ATP eller

Nordea en brugsret til de pågældende scenografier, som Get Visual i givet fald havde kunnet råde over,

fandt retten, at Get Visual havde krænket Shures ophavsret.

32

Ovennævnte domme understreger vigtigheden af forud for samarbejdets påbegyndelse at få indgået

klare aftaler, når der skal indgås et samarbejde mellem en designer og en producent eller kunde om

udnyttelse af designs, herunder den bagvedliggende ophavsret til de pågældende designs med henblik

på at undgå konflikter i forbindelse med eventuelt ophør af samarbejdet.

For så vidt angår de to møbeldomme kan det udledes, at uanset, at der synes at være et kutymemæssigt

udgangspunkt i møbelbranchen om, at rettighederne overdrages fra designer til producent, er dette ikke

altid tilfældet, og kun et klart aftalegrundlag kan skabe den nødvendige retssikkerhed for parterne.

3.4.2 Ophavsret til brændeovne og udstyr - 2 domme - originalitet

Sø- og Handelsrettens dom af 12. august 2015 i sag V-22-14, Aduro A/S (herefter "Aduro") mod Varde

Ovne A/S (herefter "Varde Ovne")

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt Varde Ovne ved salg af et pejsesæt bl.a. havde krænket Aduros

design- og ophavsrettigheder til pejsesættet Proline 1.

For så vidt angik Aduros eventuelle designbeskyttelse fandt Sø- og Handelsretten, at Proline 1 ikke

kunne opnå beskyttelse som ikke-registreret EU-design, idet der var forløbet mere end tre år fra den

dato, hvor designet første gang blev offentliggjort inden for EU. Sø- og Handelsretten fandt derfor, at

designet ikke var beskyttet efter designloven eller designforordningen.

For så vidt angik Aduros eventuelle ophavsret til pejsesættet lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at

flere af de designelementer, som indgik i Proline 1, kunne genfindes i andre pejsesæt på markedet

inden lanceringen af Proline 1. Proline 1-pejsesættet adskilte sig kun fra øvrige produkter på markedet

ved at være udstyret med et ophæng med tre små arme, hvor redskaberne hænges på gennem et hul i

håndtaget.

Da denne ophængningsform måtte anses for praktisk begrundet samt da ophængningsmetoden måtte

anses for kendt inden for andre typer af værktøjer fandt retten, at dette element i sig selv ikke kunne

anses for en sådan selvstændig skabende indsats, hvorfor Proline 1-pejsesættet kunne opnå beskyttelse

efter ophavsretsloven. Proline 1-pejsesættet kunne heller ikke opnå beskyttelse efter

markedsføringsloven af samme årsager, samt da det ikke fandtes godtgjort, at Aduro ved indarbejdelse

havde opnået nogen særligt markant markedsposition.

Sø- og Handelsrettens kendelse af 4. december 2015 i sag A-41-15, Aduro A/S (herefter "Aduro") mod

HWAM A/S (herefter "HWAM")

33

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt HWAM's markedsføring og salg af cylinderformede brændeovne

med sideglas i WIKING Luma serien udgjorde en krænkelse af Aduros "Aduro 9" serie for

brændeovne.

Sø- og Handelsretten fandt, at der allerede inden Aduro 9 serien kom på markedet blev produceret en

lang række andre brændeovne med samme hovedelementer, herunder navnlig cylinderformede

brændeovne med front- og sideglas. Aduro fandtes ikke at have tilføjet dette generelle design sådanne

særlige karakteristika, at Aduro 9 serien adskilte sig fra øvrige brændeovne på markedet i så væsentlig

grad, at serien nød ophavsretlig beskyttelse.

Retten fandt imidlertid, at Aduro 9 serien var beskyttet efter markedsføringslovens § 1 med henvisning

til seriens særpræg med sit enkle design, og at serien måtte anses for at have opnået en betydelig

position på markedet. Retten foretog herefter en detaljeret sammenligning af de fysiske egenskaber af

de pågældende brændeovne, men baseret på en helhedsvurdering fandt Sø- og Handelsretten ikke, at

WIKING Luma serien var en meget nærgående efterligning af Aduro 9 serien, og forbud nægtedes

nedlagt.

Dommene er interessante, idet hverken de pågældende brændeovne eller pejsesættet fandtes at nyde

ophavsretlig beskyttelse på trods af ophavsrettens generelt lave krav til værkshøjde, men understøtter

dog det almindelige ophavsretlige udgangspunkt om, at kravene til beskyttelse af brugskunst dog er

lavere, og at der under alle omstændigheder skal foreligge en vis form for originalitet og kreativitet ved

frembringelsen.

3.4.3 Ophavsret til hjemmeside - værkshøjde

Sø- og Handelsrettens dom af 16. februar 2015 i sag V-69-13, Tiggi v/Jørgen Klitmøller Rasmussen

(herefter "Tiggi") mod Security Denmark v/Bo Birk Christiansen (herefter "Security Denmark")

Sagen drejede sig om to enkeltmandsvirksomheder, hvor den ene part, Security Denmark, havde

kopieret en væsentlig del af teksten fra den anden part, Tiggis, hjemmeside. Begge virksomheder solgte

IP-kameraer fra bl.a. producenten Foscam. Derudover havde sagsøgte registreret et domænenavn

(foscamdanmark.dk), som kun adskilte sig fra sagsøgers domænenavn ved en manglende bindestreg

(foscam-danmark.dk).

Sø- og Handelsretten fandt det bevist, at Tiggi havde forfattet de omhandlede tekster, der var såvel

beskrivende som tekniske, ved en selvstændig skabende indsats, og at teksterne derfor havde

værkshøjde og dermed var beskyttet i henhold til ophavsretsloven. Sø- og Handelsretten bemærkede

dog, at der var tale om en beskeden værkshøjde. Selvom beskyttelsesomfanget altså var beskedent, var

der alligevel tale om en krænkelse af Tiggis rettigheder, fordi teksterne på Secutiry Danmarks

34

hjemmeside var næsten identisk med teksterne på Tiggis hjemmeside. Der var små forskelle, men disse

forskelle bestod primært af, at enkelte ord var erstattet, uden at det havde betydning for den

efterfølgende tekst, eller at hovedsætninger var ændret til bisætninger uden samtidig at ændre

ordstillingen, hvilket ifølge Sø- og Handelsretten betød, at der forelå en krænkelse af Tiggis ellers

beskedne ophavsrettigheder til hjemmesiden og dets indhold.

Det fogedretsforbud, der var blevet nedlagt mod Security Denmark, fandtes således lovligt nedlagt og

forfulgt.

Dommen belyser det som udgangspunkt lave krav til værkshøjde, som ophavsretsloven stiller til, at et

værk kan nyde ophavsretlig beskyttelse. Se dog dommene vedrørende Aduro brændeovn samt pejsesæt

som gennemgået ovenfor under punkt 3.4. til sammenligning, hvor ophavsretslovens ellers beskedne

krav om værkshøjde ikke var opfyldt.

3.4.4 Ophavsret til fotografi - samtykke

Østre Landsrets dom af 30. januar 2015 i sag S-3584-13, Liberal Alliance Landsorganisation (herefter

"Liberal Alliance") mod Steen Larsen, UfR 2015.1505 Ø

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt partiet Liberal Alliance krænkede ophavsretten til et fotografi

taget af Steen Larsen af Statsminister Lars Løkke Rasmussen ved anvendelse af fotografiet i en række

annoncer.

Liberal Alliance indrykkede i foråret 2012 helsidesannoncer i Berlingske Tidende og Politiken som led

i en kampagne, hvor et fotografi af Lars Løkke Rasmussen blev benyttet under overskrifterne

"Løftebryder!" og "Socialdemokrat?". Af den ene annonce fremgik desuden følgende: "If it talks like a

duck and walks like a duck, it probably is a duck".

Det omstridte fotografi af Lars Løkke var taget af fotograf Steen Larsen, og fotografiet skulle anvendes

til Venstres valgkampagne. Fotografiet af Lars Løkke blev efterfølgende offentliggjort på en underside

på Venstres hjemmeside under teksten: "Hent stort trykvenligt pressebillede".

Liberal Alliance påstod, at det forhold at fotografiet var gjort tilgængeligt på Venstres hjemmeside med

ovennævnte tekst, var et samtykke til udnyttelse i forbindelse med politiske kampagner.

Københavns Byret, der behandlede sagen i første instans, fandt dog, at tilgængeliggørelsen af

fotografiet ikke indebar et samtykke til udnyttelse til andre formål end formidling af nyheder. Idet

politiske kampagner ikke er nyhedsformidling, havde Liberal Alliance krænket Steen Larsens

ophavsret. Droit moral-princippet, hvorefter ophavsmanden har ret til at blive navngivet i forbindelse

35

med sit værk, var også krænket, idet Steen Larsens navn ikke fremgik af annoncerne. Derudover fandt

Københavns Byret, at fotografiet var gjort tilgængeligt for almenheden på en sådan måde, som måtte

anses for krænkende for Steen Larsen, idet Liberal Alliance havde anvendt fotografiet i en kampagne

mod Venstre, som var Steen Larsens opdragsgiver.

Københavns Byret fandt, at Liberal Alliances handlinger måtte betragtes som en groft uagtsom

overtrædelse af ophavsretsloven og tildelte Steen Larsen 30.000 kr. i rimeligt vederlag for udnyttelsen

af fotografiet i tre tilfælde, hvilken dom Østre Landsret stadfæstede med henvisning til byrettens

begrundelse.

Sagen understreger, at det er vigtigt at indhente ophavsmandens samtykke til udnyttelse af et værk,

uanset at værket er let tilgængeligt på Internettet. Desuden understreger dommen, at det blotte forhold,

at et ophavsretsbeskyttet værk er tilgængelig på Internettet ikke er ensbetydende med, at værket kan

benyttes i strid med ophavsretsloven, såfremt værket er beskyttet.

3.4.5 Ophavsret - MONTANA-reolen

Højesterets dom af 10. september 2014 i sag 98/2012, Peter Lassen og Montana Møbler A/S (herefter

"Montana") mod ABC-reoler Aulum A/S (herefter "ABC-reoler"), UfR 2014.3539 H

Sø- og Handelsretten har ved lejlighed tidligere fastslået, at den berømte MONTANA-reol nyder

ophavsretlig beskyttelse, og de danske domstole har tillige i øvrige sager haft lejlighed til at vurdere,

hvor nærgående konkurrenterne kan gå, uden at krænke MONTANA-reolen 10. Begrundelsen for at lade

MONTANA-reolen nyde ophavsretlig beskyttelse fremkom i Sø- og Handelsrettens dom af 18.

december 1995 i sag 166/89 som følger:

"Reolsystemet Montana fremtræder med et designmæssigt særpræg der navnlig

viser sig ved linieføringen, materialevalget og farvevalget. Reolsystemet er

indarbejdet på møbelmarkedet i kraft af udformningen (designet) og en meget

omfattende markedsføringsindsats. Reolsystemet bør derfor nyde beskyttelse mod

nærgående efterligninger."

Denne sag drejede sig om, hvorvidt ABC-reolers reolsystem "ABC-Quadrant" krænkede MONTANA-

reolen. ABC-reolers reolsystem adskilte sig bl.a. fra MONTANA-reolen derved, at ABC-reolers

reolsystem består af pladekomponenter, som kunden samler, hvorimod MONATA-reolen består af

kasser, som leveres færdigsamlede, og som kunden herefter opbygger.

10 Jf. bl.a. Sø- og Handelsrettens dom af 18. december 1995 i sag 166/89 samt Højesterets dom af 26. januar 2004 i sag 239/2002

36

I forhold til krænkelsesvurderingen udtalte Højesteret bl.a. følgende:

"MONTANA er et funktionsbestemt produkt skabt i et funktionalistisk formsprog,

og den ophavsretlige beskyttelse er derfor begrænset til meget nærgående

efterligninger."

Ved Højesterets nærmere gennemgang af de to reolsystemer, lagde Højesteret bl.a. vægt på en syn- og

skønsrapport, som Montana ikke havde taget stilling til ved ikke at stille supplerende spørgsmål, og

efter en helhedsbedømmelse nåede Højesteret til den konklusion, at ABC-reolers reolsystem ikke ud fra

sit samlede visuelle udtryk kunne anses for en meget nærgående efterligning af MONTANA-reolen.

Herunder lagde Højesteret bl.a. vægt på de forskellige dimensioner af grundmodulerne, "ABC-

Quadrants" tydelige samlebeslag og enkeltsiderne i "ABC-Quandrant" overfor MONTANA-reolens

dobbeltsider. Sø- og Handelsretten var nået til samme resultat.

3.4.6 Ophavsret - TRIPP TRAPP-stolen

Som det er tilfældet med den ovenfor omtalte MONTANA-reol har Højesteret også tidligere haft

lejlighed til at fastslå, hvorvidt den ikoniske TRIPP TRAPP barnestol nyder beskyttelse efter

ophavsretsloven. Det er således fastslået i Højesterets dom af 5. januar 2001 i sag II 352/1999, at

TRIPP TRAPP-stolen nyder ophavsretlig beskyttelse i følgende omfang:

"Beskyttelsen efter ophavsretslovens § 1 kan efter udløbet af patentet kun angå de

former, der ikke er en nødvendig følge af den konstruktive idé. Da stolen som

anført af Peter Opsvik er skabt i et funktionalistisk formsprog, bør den

ophavsretlige beskyttelse herefter begrænses til meget nærgående efterligninger."

I forhold til TRIPP-TRAPP-stolens beskyttelsesomfang anførte Højesteret følgende:

"Efter skønserklæringen har Tripp Trapp stolen et helt usædvanligt og

selvstændigt design og er udtryk for en selvstændig skabende indsats. Efter

skønsmændenes udtalelser er det særegne ved Tripp Trapp stolens udformning

dels de lige linier og den meget stringente form, dels anvendelsen af »L-formen«

til sidevangerne og de vandrette ben. En stol, der udnytter den konstruktive idé,

vil kunne udformes i et andet formmæssigt sprog, f.eks. ved udformningen af de

bærende sidestykker."

37

Senere har Højesteret igen haft anledning til at vurdere TRIPP TRAPP-stolens beskyttelsesomfang 11,

og senest har Højesteret i to domme afsagt den 17. december 2014 haft anledning til at tage stilling til,

hvorvidt to stole krænkede TRIPP TRAPP-stolen. Disse domme gennemgås nedenfor.

Højesterets dom af 17. december 2014 i sag 152/2013, Stokke A/S og Peter Opsvik (herefter "Stokke")

mod Jysk A/S (herefter "Jysk") og Schou Company A/S (herefter "Schou"), UfR 2015.979 H

Sagen, der for så vidt angår Sø- of Handelsrettens dom er omtalt i NIR.2015.01, s. 1, angår spørgsmålet

om, hvorvidt "STEVE-stolen" krænkede Stokkes rettigheder til TRIPP TRAPP-stolen.

TRIPP TRAPP-stolen STEVE-stolen

Sø- & Handelsretten fandt ikke, at der forelå en krænkelse af Stokkes rettigheder med henvisning til, at

"STEVE-stolen" ikke havde et L-formet ben, men Y-formet ben, samt "STEVE-stolens" generelt mere

runde og bløde udformning i forhold til TRIPP TRAPP-stolens mere stringente fremtoning.

Højesteret fandt under samme henvisninger til Højesterets dom af 5. januar 2001 i sag II 352/1999 for

så vidt angår krænkelsesvurderingen samt TRIPP TRAPP-stolens særpræg - samt på baggrund af det i

sagen foretagne syn og skøn - at "STEVE-stolen" ved en helhedsvurdering ikke krænkede TRIPP

TRAPP-stolen. Det fogedforbud, der oprindeligt var blevet nedlagt af fogedretten, blev herefter

ophævet.

Højesterets dom af 17. december 2014 i sag 153/2013, Stokke A/S og Peter Opsvik (herefter "Stokke")

mod Jysk A/S (herefter "Jysk") og Schou Company A/S (herefter "Schou"), UfR 2015.992 H

I en tilsvarende sag, hvoraf Sø- og Handelsrettens dom ligeledes er omtalt i NIR.2015.01, s. 1, skulle

Højesteret tage stilling til, hvorvidt Schou havde krænket Stokkes rettigheder ved import og salg til

Jysk af "DAN-stolen", samt hvorvidt Jysk ved markedsføring og videresalg af stolen havde krænket

Stokke A/S' rettigheder til TRIPP TRAPP-stolen.

11 Jf. Højesterets dom af 28. juni 2011 i sag 306/2009 (omtalt i NIR 2013.50, s. 63)

38

TRIPP TRAPP-stolen DAN-stolen

Sø- & Handelsretten fandt, at DAN-stolen ikke krænkede Stokkes rettigheder, da DAN-stolen bl.a. ikke

havde L-formet ben, men i stedet Y-formet ben. Det generelle indtryk af DAN-stolen var, at den havde

runde og buede linjer, hvorimod TRIPP TRAPP-stolen havde et mere stringent udtryk. De

konstruktionsmæssige ligheder, der forelå, var funktionsbestemte. På denne baggrund frifandtes Schou,

da der ikke var sket overtrædelse af ophavsrets- eller varemærkeloven.

Højesteret fastslog, under henvisning til præmisserne i Højesterets dom af 5. januar 2001 i sag II

352/1999 - og i overensstemmelse med Højesterets afgørelse om "STEVE-stolen", at den ophavsretlige

beskyttelse af TRIPP TRAPP-stolen alene angår de formelementer, der ikke er en nødvendig følge af

den konstruktive idé bag stolen, og at det særegne ved TRIPP TRAPP-stolen - herunder anvendelsen af

de L-formede ben - ikke gik igen i "DAN-stolen", og på baggrund af en helhedsbedømmelse af de

særegne formelementer for TRIPP-TRAPP-stolen fandt Højesteret ikke, at der forelå en krænkelse, og

det i sagen nedlagte fogedforbud, som fogedretten oprindeligt havde nedlagt, blev ophævet. Der havde,

modsat sagen om "STEVE-stolen", ikke været afholdt syn og skøn i sagen.

3.4.7 Ophavsret til fragment

Sø- og Handelsrettens dom af 18. august 2014 i sag V-35-13, Silverbullit v/Christopher Hvitved

Mclaughlin m.fl. (herefter "Silverbullit") og BliGlad v/Christopher Hvitved Mclaughlin m.fl. (herefter

"BliGlad") mod Co + Høgh A/S og Oister Hi3G Denmark ApS (herefter "Oister")

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt fragmentet "Oister oy" i sig selv er ophavsretligt beskyttet.

Sagen blev anlagt af et producerteam ved navn Silverbullit, der var blevet hyret til at lave omkvæd til

to reklamefilm for Oister. I de omkvæd, som Silverbullit producerede, blev der til sidst sunget "Oister

Oi". Parterne indgik en licensaftale, men efter licensaftalens udløb fik Oister produceret en ny

reklamefilm, hvor der ligeledes blev sunget "Oister Oi" med samme tone og rytme som sangen i

39

Silverbullits omkvæd. Spørgsmålet var herefter, om frekvensen "Oister Oi" nød ophavsretlig

beskyttelse med den følge, at Oisters brug heraf udgjorde en krænkelse af Silverbullits ophavsret.

Indledningsvis anførte retten, at tekst og musik skulle vurderes under ét og samlet set have værkshøjde.

I den konkrete vurdering lagde retten vægt på vidneforklaringerne om tilblivelsen af "Oister Oi", hvor

det bl.a. blev forklaret, at Silverbullit selv havde komponeret melodien, og at der var tænkt nøje over

valg af ordene i sangen. Det var derfor rettens opfattelse, at valget af og kombinationen af ord,

toneforløb og rytme samlet set var udtryk for en selvstændig skabende indsats fra Silverbullits side, og

at "Oister Oi" i sin helhed havde karakter af et ophavsretligt værk.

Dommen viser, at man godt kan udtrykke ophavsretlig originalitet inden for relativt snævre rammer,

herunder via et meget kort segment som det i sagen omfattede. Dommen understreger dog også, at et

værk med en lav grad af originalitet til gengæld vil nyde en mere snæver beskyttelse.

3.5 Forretningshemmeligheder - markedsføringslovens § 19

3.5.1 Ubeføjet udnyttelse af forretningshemmeligheder 12 - 2 domme

Højesterets dom af 23. juni 2015 i sag 188/2013, Roche Innovation Center Copenhagen A/S (tidligere

Santaris Pharma A/S) (herefter "Santaris") mod A, Querdenker A/S og Mirrx Therapeutics A/S

(herefter "A"), UfR 2015.3294/1 H

Sagen handlede om, hvorvidt A i forbindelse med sit arbejde som patentagent for et patentbureau samt

via sin samlever, som på daværende tidspunkt havde været ansat i Santaris, havde udnyttet Santaris'

erhvervshemmeligheder i forbindelse med A's indlevering af en række patentansøgninger vedrørende

patentering af en ny type mRNA-baserede lægemidler (såkaldte Blockmir).

Højesteret fandt, at Santaris ikke havde løftet bevisbyrden for, at A's samlever havde videregivet

oplysninger om forretningshemmeligheder til A, hvilke oplysninger A skulle have udnyttet i

forbindelse med indgivelsen af en række patentansøgninger. Det bemærkes i den forbindelse, at det ved

Højesterets dom af 4. februar 2015 (UfR 2015.1525 H), som omhandlede afskedigelsen af A's samlever

og dermed ikke sagen om A, ikke var fundet godtgjort, at A's samlever havde videregivet oplysninger

om Santaris' forretningshemmeligheder til A. I forhold til A's ansættelse som patentagent, i hvilken

forbindelse A bl.a. havde beskæftiget sig med opdateringen af en af Santaris' patentansøgninger, fandt

Højesteret, at A's opfindelse vedrørende blockmir måtte anses for en anden opfattelse end den, der var

beskrevet i Santaris' patentansøgninger. Derudover lagde Højesteret til grund, at den viden, A kunne

12 I forbindelse med vedtagelsen af det nye EU-direktiv om beskyttelse af forretningshemmeligheder er begrebet "erhvervshemmeligheder" forladt til fordel for begrebet "forretningshemmeligheder". Der er dog ikke tilskyndet en forståelsesmæssig forskel på de to begreber.

40

have opnået på baggrund af Santaris' patentansøgning, ikke indeholdt mere, end den viden, A kunne

have anskaffet sig via offentligt tilgængelige informationskilder. På den baggrund fastslog Højesteret,

at det ikke var godtgjort, at A havde udnyttet Santaris' erhvervshemmeligheder.

Højesterets dom af 6. november 2015 i sag 144/2014, A A/S (herefter "A") mod B, UfR 2016.700 H

Sagen drejede sig om, hvorvidt B, der havde været ansat som salgsdirektør hos A, uberettiget efter sin

opsigelse havde skaffet sig rådighed over A's erhvervshemmeligheder på utilbørlig vis ved at have

overført en række filer fra A's IT-systemer til en cd-rom for derefter at overføre filerne til B's private

computer uden A's viden og/eller samtykke.

Fogedretten nedlagde på baggrund af sagens omstændigheder fogedforbud mod B, hvorefter B blev

forbudt at beskæftige sig med carrageenan- og alginatblandinger (fødevaretilsætningsstoffer), som B

havde beskæftiget sig med både før og efter ansættelsen, i en periode på 3 år fra fratrædelsen.

Landsretten ophævede det nedlagte forbud med den begrundelse, at det ikke fandtes godtgjort, at B

havde skaffet sig adgang til erhvervshemmeligheder på utilbørlig måde, eller at han i væsentligt

omfang havde viderebragt eller benyttet nogen af de beskyttede oplysninger.

Højesteret fandt, at fogedforbuddet som udgangspunkt var blevet nedlagt med rette, idet

salgsdirektøren ved at have overført materiale fra virksomhedens IT-system på utilbørlig måde havde

skaffet sig rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder i strid med markedsføringslovens §

19, stk. 1. Højesteret fandt det i den forbindelse endvidere sandsynliggjort, at B ville benytte eller

videregive disse erhvervshemmeligheder efter sin fratræden.

Det nedlagte fogedforbud forbød imidlertid salgsdirektøren helt generelt at beskæftige sig med indkøb

og afsætning af carrageenan- og alginatblandinger, som han havde beskæftiget sig med både før og

efter ansættelsen, hvilket Højesteret anså for at være for vidtgående. Højesteret lagde i den forbindelse

vægt på, at forbuddet reelt bevirkede, at salgsdirektøren blev afskåret fra at udøve konkurrerende

virksomhed, selv om han ikke havde påtaget sig en konkurrenceklausul, samt at den

konkurrencemæssige situation på markedet betød, at det var sædvanligt, at konkurrenter analyserer og

efterligner hinandens produkter inden for forholdsvise korte tidshorisonter, hvorfor forbuddets

varighed på 3 år fra tidspunktet fra salgsdirektørens fratrædelse var for vidtgående. Fogedforbuddet

blev herefter ophævet.

Dommen er interessant, idet den belyser de problematikker, der kan være for virksomheder i forhold til

at kunne agere over for medarbejdere, der udnytter virksomhedens erhvervshemmeligheder, og hvordan

et sådant misbrug rettelig kan sanktioneres.

41

Ovennævnte domme, herunder spørgsmålet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, er særligt

interessante i lyset af, at EU-Rådet den 27. maj 2016 har vedtaget direktiv om beskyttelse af

forretningshemmeligheder, som har til formål at styrke beskyttelsen af forretningshemmeligheder i EU

ved at få medlemsstaterne til at fastsætte ensartede nationale regler om ulovlig erhvervelse, brug og

videregivelse af forretningshemmeligheder. Det bliver særligt interessant at se, om implementeringen

af direktivet vil medføre en bedre beskyttelse af danske virksomheders forretningshemmeligheder, og, i

lyser heraf, hvordan domstolene vil vurdere sager om forretningshemmeligheder i fremtiden efter

direktivets endelige implementering.

42