Pergamentet nr. 5, 2013

Tema: ”Brug af historien”

2

Pergamentet

Redigeres af studerende på

historiestudiet på AAU

Ansvarshavende Redaktør: Martin Ottovay Jørgensen

(moj@cgs.aau.dk)

Redaktion: Jonas Bertelsen (4.sem.)

Katrine Funding Højgaard (4.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.)

Søren Christian Winther (4.sem.)

Korrektur: Katrine Funding Højgaard (4.sem.)

Martin Ottovay Jørgensen (PhD.stip.)

Layout: Søren Chr. Winther

Forside:

Jonas Bertelsen (4.sem.)

Skribenter i dette nummer: Anders Lillelund

Anna Louise Siggaard Casper B. Krogh Jonas Bertelsen Hans Blomme

Henrik Gjøde Nielsen Katrine Funding Højgård

Martin Ottovay Jørgensen Mia Bundgaard Rasmussen

Poul Duedahl Tessa Boykens

Torben Kjersgaard Nielsen

Deadline for indlæg næste nummer: /4 swinth11@student.aau.dk

Oplag:

100. Kan fås som PDF ved henvendelse.

Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning. Redaktionen holder sig derfor

ikke ansvarlig.

Leder 3

Tema indlæg:

Some thoughts on Public History 4

Læring i uvante rammer Kemi og

kulturhistorie i forening 4

At vende vrangen ud på museet. 8

Oral history in post-war Guatemala:

The challenges of engaged research 14

Brugen af oralhistorie interviews 18

En rejseberetning fra Aotearoa/New Zealand 20

Udenfor Tema:

Gymnasiepraktik på Morsø Gymnasium 27

Folkeuniversitetet 27

De faste

Stemmer fra arbejdsmarkedet: Anders Lillelund 29

Arkivfeber: Om støvkorn, forbryderbilleder og

internationale organisationer 31

Hva’ læser du? Mit favorittidsskrift 35

Anmeldelser

Ilan Pappé – A History of modern Palestine 38

The Mongols af David Morgan 39

I Rosens Navn 40

Set & sket 41

Pergamentet nr. 6: Musik i historien 42

3

Leder Kære læsere,

Selvom vi som historiestuderende og historikere (forhåbentligt) er mere interesserede i historie end den

gennemsnitlige borger, er vi er ikke de eneste med et forhold til historie/historien/historierne. Mennesker

har måske som grundvilkår en indbygget evne og interesse til at forholde sig til og handle efter vores erfa-

ringer og forventninger. Vi har derfor alle nok i større eller mindre omfang en forståelse af vores historici-

tet, dvs. hvad der præger den tid og sted man former og formes af, og historiebevidsthed om hvordan vi

selv som historieskabende indgår heri og derigennem også et forhold til vor identitet(er). Mange har måske

et udgangspunkt i det nære som familien og generationerne og først derefter de(n) større nationale og

globale fortælling(er) og derudover mange andre mere eller mindre flygtige erindrings-fælleskaber som

fodboldklubben, gymnasieklassen mv. Som mennesker med historiebevidstheder af forskellige grader af

modenhed bruger vi også historien forskelligt. Nogle har et stort ’forbrug’ igennem uddannelse, medier,

museer, blade, arvegenstande, en interesse i slægtsforskning osv., mens andre ’nøjes med’ eller evner ikke

andet end det banale historiebrug, hvor familiens erfaringer over de sidste to-tre generationer og artikler i

fx Ekstrabladet og indslag fra tv udgør ballasten. Set i et større perspektiv er der derfor mange måde at

forholde sig til og bruge historien på i det offentlige rum. Ikke alle stemmer overens, hvorfor et samfund,

lokalt som nationalt, kan have mange både overlappende og modstridende historiekulturer. Et af stederne,

hvor der oftest opstår konflikter er i politik. Historiens politik i det offentlige rum og offentlige diskurs er

daglig kost, hvis vi kigger/lytter. Statuen på forsiden udgør et eksempel, der har været i vælten via film.

Senest har vi fx kunnet følge, hvorledes det græske finansministerium har haft en gravergruppe igennem

ca. 190.000 dokumenter mhp. at fastslå omfanget af den nu mere end 50 år gamle tyske krigsgæld samti-

digt med at tonen tyskere og grækere imellem på baggrund af diverse EU redningspakker til Grækenland er

nået det punkt, hvor tyske vælgere ikke længere vil finansiere flere redningspakker og tyske turister fravæl-

ger Grækenlands om feriedestination. En tysk tv-serie har også fået på puklen, da den polske modstands-

bevægelse ifølge polakkerne selv herunder dele af regeringen fremstilles så anti-semitisk, at det er svært at

skelne mellem denne og SS. I den hjemlige andedam skvulper bølgerne også stadig efter folketingsmedlem

Marie Krarup under et besøg i New Zealand søgte at gøre sig klog på maorikultur på en måde, hvorved hun

både fik legitimeret bosætterkolonialismen som New Zealand den dag stadig ikke helt har fundet ud af at

håndtere og ignoreret konsekvenserne for de mange forskellige maori iwi der den dag i dag også stadig kan

ses og mærkes. Overordnet må det vel være sådan at historien forstået som fortiden, trods den er borte,

stadig er eller hurtigt kan blive nærværende, hvis vi selv, vore familiemedlemmer, klubkammerater, medier,

politikere osv. tager fat i den, men også hvis steder, ting, lyde, lugte osv. griber fat i os af egen kraft.

I dette nummer bringer vi derfor en række indlæg, der på hver sin måde tager fat i vores forhold til histo-

rie/historien/historierne, hvad enten det er overvejelser om hvordan man kan bygge bro mellem universi-

teterne og borgerne, hvis og i så fald hvordan museer bedst formidler en given historie via markedsarran-

gementer eller teater, man som historikere bruger interviews som kildemateriale uden at blive en del af

gruppen af mennesker man arbejder med eller undgår at give dem problemer eller hvilken rolle man får

som turist i et land med en konfliktfyld fortid såvel som nutid.

De bedste hilsener, Redaktionen

4

Some thoughts on Public

History

Af Hans Blomme, Akademisk medarbejder på

Instituut voor Publieksgeschiedenis, Universiteit

Gent

What is public history to you and which poten-

tial does it hold in your view?

Public history is often described as ‘the bridge’

between the academic world and the broad pub-

lic. On the one hand public historians can build

this bridge themselves, by presenting knowledge

of the science of history in a way that is not only

comprehensible but also attractive for a broad

public. On the other hand public historians can

also provide the necessary tools and insights

which help others to build this bridge.

Public history has its benefits both for academic

historians as well as the non-academic world. The

former will be able to share their interests and

research results with a much broader public. The

latter get in touch with reliable and understanda-

ble information, which otherwise would be much

more difficult to access for them. Besides facili-

tating the break out of the ivory tower, both par-

ties also benefit in another way: by studying how

(often complex) information can be presented to

a public in a deliberate way both in form and in

content, public historians are able to develop

expertise and knowledge in a hitherto relatively

neglected field of research. On the other hand

the public benefits of the implementation of this

expertise and knowledge in practice.

What are your current tasks and projects?

For now I’m not working on a public historial

project (Unfortunately!), but I did for two years. I

was primarily concerned with the selection of

photographs and images for a book and website.

I also helped writing the texts of an online exhibi-

tion.

Where do you see public history in the future?

I hope public history will expand from merely a

separate field within history to a kind of attitude

of all historians (also those not directly engaged

in the field of public history). It is important all

historians understand that paying attention to

the public aspect of their research leads to a win-

win situation both for the broader society as for

their research itself.

http://www.ipg.ugent.be/

Læring i uvante rammer Kemi

og kulturhistorie i forening

Af Anna Louise Siggaard, cand.mag. og museums-

inspektør v. Sydvestjysk Museer

”Har I nogensinde fundet hobbit landsbyer?”

– Ja, sådan kan det lyde, når elever fra Es-

bjerg Gymnasium besøger Esbjerg Museum.

Heldigvis lød der også spørgsmål som: ”Vil

det så sige, at man ud fra mængden af fosfat

i jorden kan se, hvordan folk levede i jernalde-

ren?” og ”I har altså kunnet rekonstruere det-

te langhus ud fra jordprøverne?” Spørgsmå-

lene blev stillet under et undervisningsforløb,

hvor en 3.g højniveau kemiklasse fra Esbjerg

Gymnasium skulle undersøge, hvordan jern-

alder og gammel historie hænger sammen

med kemi og naturvidenskab.

I 2012 indgik Sydvestjyske Museer i det nati-

onale udviklingsprojekt IntrFace1. IntrFace er

et samarbejde mellem gymnasielle uddannel-

1 http://www.intrface.dk/

5

Fakta: Sydvestjyske Museer er en stor organi-

sation, der indeholder Museet Ribes Vikinger,

Esbjerg Museum, Esbjerg Vandtårn, Skoletje-

nesten på Quedens Gaard, Rådhussamlingen i

Ribe og Historisk Samling fra Besættelsesti-

den.

ser og museer, og dets sigte er at få de unge

ind på museet og opleve nye sider af det el-

lers så støvede sted. Derfor dannes der un-

dervisningsforløb mellem lærere og muse-

umsinspektører, der forsøger at udvikle både

undervisning og oplevelser på museet ud fra

en forankret faglighed. Sydvestjyske Museer

indgik i to samarbejder og udarbejdede tre

forløb. I denne artikel tages der udgangs-

punkt i det først afviklede forløb: Fosfatkarte-

ring.

Hvad er fosfatkartering?

Det starter med arkæologien. Arkæologi er et

fag, der på grundlag af materielle levn, be-

skriver menneskets historie fra de ældste

tider frem til i dag. Til dette formål bruger

arkæologerne mange forskellige naturviden-

skabelige metoder fra bl.a. kemiens verden,

heriblandt fosfatkartering. Fosfatkartering-

og analyse bruges til at bestemme, hvor der

har været menneskelig eller animalsk aktivi-

tet. Fosfat forekommer bl.a. i urin, og herud-

fra kan man se, hvordan menneskene har

boet, hvor dyrene har stået m.m. Mængden

af fosfat i jorden kan altså give os en idé om,

hvad der er foregået på bopladser i jernalde-

rens Danmark.

For at undersøge dette tager arkæologerne

jordprøver fra udgravningerne, som de kan

analysere. Det kan, afhængigt af udgravnin-

gens størrelse, blive til mange små poser med

jordprøver.

Forløbets start

Jeg indrømmer det gerne. Mine første tanker

som formidler var dette: Hvordan i al verden

gør jeg små poser med jord, der indeholder

gammelt tis spændende for unge mennesker,

der i forvejen er svære at imponere?

Jeg henvendte mig til nørden. Min viden om

dette emne var ikke-eksisterende, og det

skulle ændres, for at jeg kunne begynde at se

muligheder og vinkler, der ville gøre dette

forløb til et super undervisningsforløb for

eleverne. Min gode kollega og nørd Steen

Frydenlund Jensen begyndte derfor at lære

mig en masse om fosfatanalyse, hvad resulta-

terne betød i en historisk sammenhæng,

hvordan metoden foregik i praksis, og hvad

det hele havde med kemi at gøre. Med alt

denne viden i baghovedet kunne elevernes

lærer Niels Egelund fortælle mig, hvorledes

dette kunne inkorporeres bedst muligt i pen-

sum og studieretning, hvilke muligheder

gymnasiets laboratorium havde, og hvad ele-

verne fandt interessant at arbejde med.

Jordprøver taget ved udgravning. Foto: Sydvestjyske Museer

6

Et samarbejde begyndte at tage form. Med

nørdens viden om fosfatkartering, lærerens

viden om undervisning og formidlerens viden

om, hvorledes disse kunne forenes og blive

spændende for målgruppen, blev der dannet

et forløb, der gjorde eleverne nysgerrige,

videbegærlige, interesserede, lyttende, udfø-

rende og perspektiverende.

Anerkendelse

Det var vigtigt, at eleverne forstod, at et mu-

seum ikke kun er det, man møder som publi-

kum møder i udstillingsrum. Sydvestjyske

Museer er ikke kun en kulturarvsinstitution,

det er også en vidensinstitution. Derfor skulle

de unge mennesker have en anderledes mu-

seumsoplevelse, som de ikke før havde haft.

For at opnå dette mål blev ét ord til et ker-

neord gennem hele forløbet: anerkendelse.

En vigtig del af formidling omhandler mål-

gruppeanalyse - hvem er det, der er modta-

ger? I dette tilfælde er det unge mennesker,

snart voksne, der går op i deres studier. De

har selv valgt at studere kemi på højniveau,

hvilket antyder, at de også er alvorlige om-

kring deres studier. Samtidig er det en bru-

gergruppe, der snart skal vælge retning for

deres videre liv og arbejde. Det er selvstæn-

dige, ansvarlige og engagerede individer. Det

skal man som formidler anerkende og tilret-

telægge sin formidling ud fra.

Forløbet i korte træk:

- Eleverne laver øvelser og teori på gymnasiet ud

fra pensum og studieretning

- Eleverne får fagligt oplæg og undervisning af

arkæolog og museumsinspektør på Esbjerg Muse-

um. Her får de en kasse med jordprøver med hjem

til gymnasiet samt vores forskningsresultater

- Eleverne arbejder med metode og teori i praksis

i kemilaboratoriet og undersøger jordprøverne ud

fra naturvidenskabelig metode

- Eleverne skriver en faglig rapport med deres

resultater

- Sydvestjyske Museer modtager denne rapport og

bruger elevernes resultater til sammenligning med

egen forskningsresultater

- Eleverne fremlægger forløbet og resultaterne til

7.kl. elever til den årlige naturvidenskabsfestival

Derfor skulle eleverne have et ansvar. De

skulle ikke kun deltage i dette forløb for pen-

sums skyld, men også for museets samling og

forskningsresultaters skyld. Museet skal bru-

ge deres resultater til at sammenligning, og

samtidig sammenligne brug af forskellig me-

tode og teori. Deres arbejde med vores ma-

teriale ville derfor have betydning for meget

mere end deres egne ambitioner og karak-

terbog. Samtidig udleverede vi dele af de

originale jordprøver fra udgravningen, og

havde en stor tiltro til elevernes håndtering

af disse.

Anerkendelsen af at eleverne sagtens kunne

arbejde med originalt forskningsmateriale,

samt levere resultater museet kunne bruge,

betød at eleverne udviste et kæmpe enga-

Elev i færd med at undersøge jord-

prøver. Foto: Niels Egelund

7

gement og drive under hele forløbet. De ud-

viste stolthed og en stærk ansvarsfølelse,

men også præcision og omhyggelighed i de-

res arbejde med prøverne og med deres en-

delige rapport.

Den gode historie i nyt læringsmiljø

Koblingen mellem kulturhistorie og arkæologi

med et fag som kemi, betød at elevernes un-

dervisning blev sat ind i en uvant sammen-

hæng. En del af den anderledes museumsop-

levelse var, at der nu pludselig eksisterede en

historie bag de små poser med jordprøver i.

Netop historien betød, at de naturvidenska-

belige undersøgelser blev interessante for

eleverne at foretage. Lige pludselig var jor-

den ikke bare jord, men det var historisk jord,

som rigtige mennesker af kød og blod havde

betrådt for tusinde år siden. Det var lige

pludselig historien om, hvordan disse menne-

sker boede og levede, uden alt det vi kender

til i dag af teknik, opfindelser og videnska-

bens fremskridt. Eleverne opdagede, at de

ved at foretage naturvidenskabelige under-

søgelser af jordprøverne, kunne stykke en

fortid sammen. En fortid, der viste boligfor-

hold, såsom at dyrene var inde i huset og ikke

nødvendigvis uden for, fordi man om vinte-

ren skulle holde varmen uden radiatorer.

Ved at sætte teori og metode ind i en helt

anden ramme end laboratoriet, men i stedet

ind i Esbjerg Museums oldtidsudstilling, fik

eleverne en interesse, der ikke kunne skabes

ud fra en lærebog. Skiftet i det fysiske læ-

ringsmiljø betød, at eleverne stod sammen

med nørden, læreren og formidleren som

ligemænd. Skiftet blev grobund for debat og

diskussion af forskningsresultater, formidling

og historiebrug, og undervisningen blev me-

get afslappet og dialogbaseret. Den fysiske

kontekst – skiftet af læringsmiljø – sendte et

budskab til eleverne om, at vi ønskede at

samarbejde med dem og dele vores materia-

le med dem. Dette budskab skabte den an-

den vej, elever der nu blev til medproducen-

ter af selve oplevelsen. De blev kreative og fik

en basisviden, som de kunne bruge til at for-

stå sammenhænge og skabe en opbygning af

historisk bevidsthed. Læringsmiljøer et meget

vigtigt formidlingsmæssigt redskab, der viser,

hvorledes man forholder sig til målgruppers

forventninger, krav og behov, da det kan på-

virke målgruppers interaktion, deltagen og

holdning til og oplevelse af formidlingen.

Samarbejde og fællesskab

Den dialogbaseret form for undervisning

skabte skærpet opmærksomhed og interesse,

men det skabte også noget uventet. Et nyt

fællesskab.

Museumsoplevelsen og den store mængde af

jordprøver betød, at eleverne var nødt til at

dele deres viden og erfaringer i laboratoriet

med hinanden i højere grad end tidligere. De

begyndte at samarbejde på kryds og tværs og

begyndte at bryde de strukturer, der normalt

var eksisterende under gruppearbejde. Ved

at bryde disse og ved at skifte klasselokalet

ud med et rekonstrueret langhus fra jernal-

deren, blev klassen som hold mere social og

mere sammentømret. Ift. til læring havde det

den effekt, at eleverne var mere komfortable

Undervisning på Esbjerg Museum. Foto: Sydvestjyske Museer

8

ved at stille spørgsmål, og ikke længere var

usikre på klassekammeraters reaktion.

Undervisningsforløbet skabte også en ny

form for samarbejde mellem museet og

gymnasiet. Det viste, hvorledes man kan

forene fagligheder, som umiddelbart virker

som værende langt fra hinanden, og danne et

stærkt og brugerinddragende forløb på flere

forskellige måder. Det har været en lærings-

proces for begge parter, og det har skabt en

unik indsigt i hinandens arbejdsforhold og

organisationsopbygninger.

Samarbejder mellem gymnasier og museer

skal udvikles og fortsættes, således der fort-

sat kan dannes undervisningsforløb, der in-

deholder viden og erfaringer, som begge in-

stitutioner nyder godt af – og endnu vigtige-

re, som eleverne nyder godt af. Gennem for-

løb som disse kan unge mennesker tilegne sig

færdigheder og redskaber, der giver dem lyst

til læring, forbereder dem til videre uddan-

nelse og gør dem bekendte med dansk histo-

rie og kultur.

Kort sagt, blev eleverne fra højniveau kemi-

klassen på Esbjerg Gymnasium uden tvivl til

de mest interesserede mennesker i små po-

ser med jord indeholdende gammelt tis, jeg

nogensinde har set!

At vende vrangen

ud på museet.

Historisk gadeteater – også en formidlingsform

af historie

Af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d.-stipendiat

Hals Museums udstillingsbygning er placeret i

Hals Skanse, og Hals Skanse er Danmarks bedst

bevarede enkeltskanse fra renæssancetiden. Et

enestående anlæg, i dens nuværende form op-

ført 1653-1654. Mit ph.d.-projekt, et fællespro-

jekt mellem Aalborg Universitet, Nordjyllands

Historiske Museum og Museumsforeningen for

Hals Museum har sammenhæng med det storsti-

lede renoverings- og udviklingsprojekt for Hals

Skanse, der også tager sigte på en mangfoldig-

hed af formidlingsformer. Og en af de måske

mere utraditionelle, og alt andet end it-

baserede, er teatret.

Siden 1988 har Amatørscenen Skansen næsten

hver sommer gennemført sommerspil på skan-

sen. I 1999 var den daværende Hals Kommune,

Hals Museum og Amatørscenen Skansen enige

om, at 150-året for junigrundloven skulle fejres

på mangfoldig vis. Vi plantede en Grundlovseg,

skænket af Folketinget, på skansens glacis; den er

siden blevet hugget. Og vi udgav en lille bog,

”Ånden fra ´49,” med undertitlen ”Forvaltning,

forening og fest i Hals Kommune 1849-1999.”

Noget af det, den fri forfatning jo gav mulighed

for, var foreningsdannelser, og blandt de forenin-

ger, der behandles i bogen, er Club 100 i Ulsted,

der som så mange andre foreninger søgte om

støtte fra Folkeoplysningsudvalget. Det fik de nu

ikke. Club 100 var nemlig en af landets første

swingerklubber, og man mente ikke at dén aktivi-

tet hørte under Folkeoplysningsudvalget. Det var

ellers en stor forening: 305 medlemmer, fordelt

på 150 par, 130 mænd og 25 kvinder. I øvrigt var

arrangementets Grande finale et foredrag med

Jens Jørgen Jesus Thorsen. Han var vel den rette

til at mene noget om grundlov og ytringsfrihed. Elever i færd med at formidle forløbet videre. Foto: Niels Egelund

9

Et sognerådsmøde 1999

Nå, det blev så også anledningen til mit første

virke som aktiv teatermand, som dramatiker –

hold da op! Men det er værd at Peter Seebergs

ord, både for museumsarbejde og i øvrigt gene-

relt. Når man nævner Seeberg tror folk altid der

kommer noget meget dybt tænkt, noget nærmest

uforståeligt, men Seebergs filosofi for museums-

arbejde var: Vi gør det sgu. Og det gjorde vi så.

I første omgang mente jeg faktisk, at teatret var i

vejen, men det morede mig meget at skrive styk-

ket til den store Grundlovsfest på Hals Skanse 5.

juni 1999. Både fordi jeg kunne fremstille politi-

ske stereotyper fra det yderste højre til det yder-

ste venstre, og fremstille politiske studehandler,

men også og ikke mindst fordi, jeg kunne leven-

degøre et stykke lokalhistorie på en anden og helt

ny måde, uden at jeg egentlig havde gjort mig det

helt klart. Men så vidt jeg husker fik jeg også den

politiske studehandel ved dannelsen af den i

1970 etablerede Hals Kommune med i stykket.

Det gav mig blod på tanden.

Sværdet og korset 1999

Nogle vil sikkert erindre, at 1999 også var Midde-

lalderår i Danmark. Og efter ”successen” med ”Et

sognerådsmøde” fandt vi, at tiden var inde til at

bruge både stedet og historien på en helt anden

måde. Samtidig, og ikke mindst, var det i.f.m. ”Et

sognerådsmøde” gået op for mig (som om jeg

ikke vidste det før, jeg havde bare ikke tænkt det)

at man med teatret kan tillade sig at sige: Pyt

med det er løgn, bare det er en god historie. Dén

går jo ikke i denne branche.

Nå, men i overgangen fra vikingetid til middelal-

der har vi i Hals Guld Harald, som optræder i de

islandske sagaer, i grænselandet mellem myte og

historie – og vel at mærke hen ved 800 år før Hals

Skanse blev bygget. Det slog mig, at vi i skuespil-

lets form kunne få sat det på plads, som kilderne

tier om, eller hvor de er så dunkle, at de nærmest

er i vejen. Sagaen om Guld Harald, som er en

meget indviklet historie, blev udgangspunkt for

skuespillet ”Sværdet og korset,” om tiden i over-

gangen mellem hedenskab og kristendom.

I stykket fik vi så opklaret historien bag Bronze-

hjorten fra Øster Hassing, nu i Nationalmuseet,

nemlig at den har tilhørt en hellig mand, og der-

for har opnået status af relikvie. I Øster Hassing

Kirke og på Hals Museum findes i øvrigt en kopi,

naturligvis i bronze, af Bronzehjorten fra Øster

Hassing. Jeg overvejede at anføre ved museets

eksemplar: ”Originalen venligst udlånt til Natio-

nalmuseet.” Men jeg syntes ikke jeg kunne få mig

til det. Der er jo problemer nok i udkantsdan-

mark. På lignende måde blev historien om Guld

Harald opklaret, herunder om Guld Haralds Høj

nord for Hals, hvor så mange, incl. Nationalmuse-

et, efterhånden har gravet, at Guld Haralds Høj

nu nærmest et hul i jorden, eller en negativ høj.

En af vore sære seværdigheder.

”Et sognerådsmøde” og ”Sværdet og korset” stod

så en tid lang til at blive mine samlede dramatiske

værker. De to skuespil tager udgangspunkt i hver

sin ende af historisk tid; dvs. den tid, fra hvilken vi

i Danmark har håndskrevne kilder. Jeg foreslog

Amatørscenen Skansen, at vi kunne arbejde os op

gennem århundrederne, renæssance, 1700-tallet,

Napoleonskrigene osv., og så efter nogle år ende

med et skuespil, som i komprimeret form gen-

nemspillede alle epoker, fra myte til nutid, og

hvor skansen kunne komme til at udgøre kulisse

for begivenheder, som virkeligt har fundet sted

der. Den idé vandt ikke tilslutning, og jeg affandt

mig med, at min dramatiske virksomhed var ført

til ende, og var i øvrigt tilfreds med, at jeg med

”Sværdet og korset” havde kunnet fortælle det,

som myterne ikke fortæller. Og de er sikkert lige-

så fulde af løgn som jeg er. Bare man siger det, er

det ok.

Godtfolk og galninge 2009

Der gik så hen ved ti år. I efteråret 2008 henvend-

te den lokale turistchef Kim Ry Jensen sig til Pia

Bredow fra Det Hem´lige Teater og til mig. Det

Hem´lige Teater havde med stor succes gennem-

ført gadeteater i Aalborg, og nu havde man fået

10

lyst til at prøve det samme i Hals. Om jeg ville

være med? Det ville jeg gerne. Hals oser af gode

og dramatiske historier, som vi i mange tilfælde

naturligvis har formidlet på behørig, historisk

forsvarlig vis, i udstillinger, i foredrag, i artikler og

i bogform, og i radio- og tv-programmer, lokalt,

regionalt og landsdækkende.

Nå, der er mange historier der trænger til at blive

fortalt, og jeg foreslog, at vi simpelt hen lavede et

tværsnit i Hals´ historie. 1.000 års historie formid-

let rundt i byen. Det blev til stykket ”Godtfolk og

galninge,” med undertitlen ”Et historisk (sådan

ca.) teaterstykke eller En vandring gennem 1000

års historie med Hals by, havn og skanse som

kulisser.” Udarbejdelsen af manuskript rummede

mange ”udfordringer,” som det hedder nu om

dage. 1.000 års historie formidlet på et par timer,

af tre skuespillere, en kvinde og to mænd. Dét var

afsættet.

I første omgang besluttede jeg, at alle optrin skul-

le tage udgangspunkt i en historisk dokumenteret

hændelse, forløb, begivenhed. Dernæst, at disse,

så vidt muligt, skulle udspille sig på de steder,

hvor tingene rent faktisk skete. Endelig måtte

tingene bindes sammen dramaturgisk, med et

plot, et formål med at bevæge sig rundt i byen.

Og så skulle det hele foregå kronologisk, således

at vi startede med Guld Harald, og sluttede i dag,

dvs. 2009.

Den samlende fortælling, og guiden rundt i byen,

var den kvindelige hovedperson, der var på vej

ned på havnen for at se, om dog ikke hendes

elskede snart kom hjem. Han var på langfart,

naturligvis. Vi startede ved en skulptur af Guld

Harald, der skuer ud mod højen der altså er et hul

i jorden (vikingetid), gik over til birketinget ved

kirken, hvor det faktisk har været afholdt (mid-

delalder), ned til et af de drabelige slag ved, på og

i Hals Skanse (renæssance), mødte Jakob Severin

(en storkøbmand) på torvet (1700-tallet), videre

gennem byen med en fortælling om bl.a. den alt

andet end ædruelige Hals Afholdsforening (1800-

og 1900-tallet) til havnen (befrielsen 1945 mv.)

og ud til kajen, hvor fortællerskens udkårne ende-

lig vendte hjem – og de levede lykkeligt til deres

dages ende. Det var i store træk forløbet. Eneste

gang der var flere end tre på ”scenen,” var da vi

fik assistance af et par kanonskytter på skansen.

Ellers trak de tre hele læsset. Og det var morsomt

at høre folk, når der var blevet ”klappet af”, spør-

ge om hvor de andre skuespillere var henne… Der

var ikke andre. Jeg hoppede selv på den. Da vi

nærmede os slutscenen på havnen, samledes vi

om en bænk, hvor der sad en mand i Hals- eller

Harboørehabit med en bajer, og jeg tænkte lette-

re irriteret om han dog ikke kunne flytte sig; han

kunne jo se der skulle foregå noget. Indtil det gik

op for mig, at jeg selv havde sat ham der.

For øvrigt var en lokal vits afsæt for slutscenen:

Manden havde været på langfart med Hals-

Egense færgen, der har en sejltid på fem minut-

ter. Når turister skal gøre sig vittige, spørger de

færgefolkene hvornår det toldfri salg åbner. Efter

ti minutters sejlads, er svaret så. Det blev en stor

succes. Udsolgt alle aftener, og man måtte udvide

deltagerantallet pr. opførsel.

13 dage i maj – 2010

Hals Museum og InfoCenter Hals og Det Hem´lige

Teater havde fået blod på tanden. I 2010 opførtes

så skuespillet ”13 dage i maj,” med manuskript af

Pia Bredow, og min ringhed på sidelinien som

faglig konsulent. Afsættet for den historie er be-

tydeligt mere koncentreret: I maj 1945 nægtede

tyskerne, 600 mand, at overgive sig til den lokale

modstandsbevægelse, 13 mand, og først den 17.

maj kl. 17 om eftermiddagen, da ledelsen af den

jyske modstandsbevægelse og en britisk styrke

nåede frem til Hals, overgav tyskerne sig her. I

den periode førte modstandsbevægelsen en log-

eller dagbog, og ved hjælp af den, og en række

øvrige kilder og dokumenter der belyser affæren,

kan vi meget nøjagtigt rekonstruere hvad der

skete i Hals i de 13 dage i maj 1945. Det historiske

forløb, som blev gengivet yderst korrekt og i den

udstrækning det var muligt på de steder, hvor

begivenhederne fandt sted, var så bundet sam-

11

men af en kærlighedshistorie, med alt hvad dét

nu indebærer. Igen bestod den samlede skuespil-

lertrup af tre personer, en kvinde og to mænd.

Og igen i 2010 blev stykket en stor succes.

Heksejagt i Hals og Den sidste tid – 2011

Vi kan lige så godt få med her, at vi blev ved. I

2011 opførtes ”Heksejagt i Hals,” med afsæt i den

sidste trolddomssag i renæssancetidens Hals, og i

Aalborg opførtes ”Den sidste tid,” om besættel-

sen 1940-1945. Pia Bredow skrev manuskript til

begge skuespil, og i begge tilfælde var jeg faglig

og nørdet konsulent.

Også en måde at formidle historien på eller At

vende vrangen ud af museet

Set fra en side kan man naturligvis sige, at muse-

ets rolle i disse arrangementer blot har været at

medvirke til endnu en event i sommerlandet, at

bidrage til stedets oplevelsesøkonomi, at levere

aktivitet for de mange turister, der kommer til

Hals. Og til de lokale, naturligvis.

Set fra en anden side er museets rolle imidlertid

også den, at vi ved at gå ind i projekter som disse

formidler dele af områdets historie på endnu en

måde. Den historiske kerne, eller de – for i ”Godt-

folk og Galninge” er der mange kerner – er kor-

rekt. At der så skal nogle dramaturgiske kneb til

at binde historierne sammen, gør ikke kernen

mindre korrekt. Og jeg er overbevist om, at ikke

blot forfatteren, men også publikum, er helt klar

over, hvornår der bliver digtet til, hvornår man

lyver, for at gøre en historie med ukendt slutning

færdig. Det er jo skuespilforfatterens privilegium.

Men kernen i sådanne stykker, der netop tager

afsæt i historien, skal være sand. Og fra museets

side rummer engagementet da også det lønlige

håb, at såvel lokale som turister – ud over at få en

god oplevelse – efter at have set stykkerne vil få

lyst til at vide mere, og besøge museet, gå til vore

foredrag, købe vore bøger osv.

På museerne er vi vant til at lave udstillinger,

bøger, foredrag. Fra et musealt synspunkt er ker-

nen i de lokalhistorisk baserede skuespil, at vi så

at sige vender vrangen ud af museet. Vi tager

afsæt i virkelige hændelser, opbygger scener om-

kring disse, og lader scenerne udspille sig, der

hvor begivenhederne fandt sted.

På den måde er virkeligheden rammehistorien,

som skuespillet kobles op på, og ikke omvendt.

Det kom tydeligt frem i ”Godtfolk og Galninge,”

og måske mere evident i ”13 dage i maj,” hvor

forløbet fulgte modstandsbevægelsens dagbog,

og hvor vi sluttede af på Toften 1 i Hals, det gam-

le missionshus, hvor Hals Museum har arkiv og

administration, og hvor modstandsbevægelsen

havde hovedkvarter. På dén måde og med dé

overvejelser som baggrund, mener jeg at muse-

erne gerne kan gå ind i projekter som disse. Vir-

keligheden skal være rammehistorien, ikke fiktio-

nen. Virkelighed først, fiktion så.

Fremtiden

Og fremtiden? Tjae, hvis der bliver mulighed for

det, går Hals Museum formodentlig gerne ind i

endnu et gadeteaterstykke, hvad enten det er

tusindårige synteser eller stykker bygget over en

koncentreret periode eller hændelse.

Men vi vil mere. Nu startede jeg med at brokke

mig en kende over skansespillets repertoire, men

også skansespillet er en tradition, som vi gerne

ser fastholdt på skansen, og hvor vi så gerne vil

have, at vi ikke er i vejen for hinanden, for det er

vi også, trods det gode samarbejde. Desuden har

vi iværksat det meget stort renoverings- og udvik-

lingsprojekt for Hals Skanse, som vi gerne ser

brugt endnu mere, og med hvilken vi gerne vil

bidrage til en optimering af stedets oplevelses-

økonomi. Og når vi fylder skansegården med vore

anlæg, bliver der ikke længere plads til skanse-

spillet i skansegården. Men det har vi taget højde

for. Nord for skansen, på Hals Skanses glacis,

etablerer vi en scene, hvor skansespillet for frem-

tiden kan opføres. Her bliver gode forhold, god

plads, og man kan både fortsætte det repertoire,

som nu engang er blevet Amatørscenen Skan-

sens, og man kan gøre det uden at vi går i vejen

for hinanden.

12

Men ikke nok med det: Hensigten med scene-

estraden er, at også andre skal kunne benytte

den, uden videre og med minimal bureaukrati.

Det gælder både til skuespil, til større eller stort

anlagte koncerter, og til det lokale folkemusikor-

kester, harmonikaensemple eller hvad det nu

måtte være, eller hvis digter Pedersen har lyst til

at stille sig op og læse digte en lørdag formiddag.

På den måde har vi sørget for, at scenekunsten

for bedre forhold i Hals, og at man både kan gen-

nemføre byvandringsforløbene, og kan udspille

”stationære” skuespil på den nye sceneestrade.

Det siger sig selv, at i det øjeblik vi tager fat inde i

skansegården, vil skansespillet blive hjemløst.

Derfor havde opførelsen af sceneestraden også

høj prioritet, da vi nu så småt er begyndt at løbe

pengeindsamlingen i gang. Det var derfor med

stor glæde vi kan konstatere, at de 1.6 mio. kr. vi

skal bruge til scene, nu er i hus, bevilget af Aal-

borg Kommune. Så skal den sådan set bare byg-

ges.

Litterattur

Henrik Gjøde Nielsen: Tre stykker – og en fortale.

Forlaget Nordjylland 2011.

Om oplevelsesøkonomi og

museumsoplevelsen

af Lasse Justesen, Cand. Mag i Historie

På min nuværende arbejdsplads, Ringkøbing-

Skjern Museum, er det årlige julemarked så småt

ved at tage form. Det er en herlig blanding af alt

hvad hjertet kan begære af julenisser og “gam-

meldags” jul. For nogle er det en fantastisk tradi-

tion og for andre er det et udtryk for “tivolise-

ring”. Den “gammeldags” jul kan måske ses af

nogen som en leflen for de besøgende og som

noget et kulturhistorisk museum ikke har nogen

faglig grund til at kaste sig over. Men julemarke-

det - og anden tivolisering - kan måske ses som et

udtryk for, at museet er klar over, at det ikke

skader at give de besøgende hvad de ønsker.

I mit speciale, “Digital kulturformidling og ople-

velsesøkonomien”, som jeg afleverede i som-

mers, har jeg netop set på hvad der sker, når

museerne tilpasser sig en hverdag, hvor konkur-

rencen mellem oplevelser er så hård som aldrig

før. Jeg har særligt set på digital kulturformidling,

da den også er i fare for at kunne beskyldes for

tivolisering. Men hvorfor kan den det og hvad

betyder tivolisering?

Tivolisering - eller en god forretning? På Bork Vi-

kingemarked kan man både købe en grillpølse og

møde vikinger og frankisk rytteri

Tivolisering er et nedsættende begreb, der af og

til ses klistret på formidlingstiltag, der måske

fokuserer mere på oplevelsen end indholdet. Det

er her digital formidling i lighed med et julemar-

ked er udsat for kritik. Når vi alligevel ser digital

formidling, og markeder i alverdens afskygninger,

skyldes det det skifte, der er sket i museumsver-

denen. Man er nået til den konklusion - eller er

på vej til den, at museets gæster faktisk er kun-

der, der ikke kommer af sig selv. Det er en ople-

velsesøkonomisk tilgang, der så småt har vundet

indpas, men som stadig kan få tilhængere af en

“klassisk” museumstilgang til at se rødt.

Den oplevelsesøkonomiske museumstilgang æn-

drede museets rolle fra en dannende rolle til en

mere oplevelsesorienteret rolle. Museernes op-

13

gave er at få de to til at smelte sammen, så de

besøgende faktisk har det sjovt, samtidig med at

de bliver klogere på fortiden. Det er her den digi-

tale formidling bliver interessant - og måske i

mindre grad julemarkedet.

Den digitale formidling kan nemlig udvide ople-

velsesmulighederne. Det skal forstås således at

den digitale tilgang kan give flere forskellige for-

mer til en fysisk udstilling. En udstilling kan ek-

sempelvis bygges op, så den følger en streng

æstetisk linje, hvor store tekststykker ville falde

uden for. Her kan man ved brug af tablets give

den teksthungrende bruger al den information

han/hun måtte ønske, mens den oplevelsesorien-

terede bruger kan fornøje sig med en quiz – alt

sammen uden at bryde et stramt udstillingskon-

cept.

Digitale lag kan give udstillinger en ekstra dimen-

sion ved eksempelvis at stille provokerende

spørgsmål til den besøgende eller på anden vis

“tvinge” denne til at tage stilling til det udstillede

materiale. De digitale lags styrke er, at de kan

aktivere den besøgende.

På Bork vikingehavn er der fokus på den umiddel-

bare oplevelse af vikingetiden. Et digitalt lag kunne

give endnu flere oplevelser uden at bryde det

Ringkøbing-Skjern Museum er lige for tiden i gang

med lignende projekter, hvor der arbejdes på at

skabe digitale lag i en fysisk udstilling. Det sker

bl.a. i et skoletjenesteprojekt, hvor folkeskoleele-

ver opfordres til at tage deres telefoner med på

et museumsbesøg, så de efter besøget kan lave

en film. Museet stiller arkivmateriale til rådighed

for eleverne, så de kan lave en dokumentar, en

musikvideo, et nyhedsindslag, eller lige hvad der

falder dem ind. Jeg har selv haft fornøjelsen af at

være en del af projektet, og det har været ganske

interessant at se hvorledes eleverne kastede sig

over rollen som reporter i en vikingehavn. Elever-

ne blev så at sige tvunget til at tage stilling til

undervisningsmaterialet, fordi de selv skulle lave

en film om det. Det kunne vel egentligt lige så

godt have været en fristil de efterfølgende skulle

skrive, men det virkede til, at det deltagende

element gjorde stor forskel på elevernes begej-

string.

Det er netop en af pointerne i mit speciale, at det

er deltagelsen og ikke formidlingsplatformen i sig

selv, der gør at smartphones og tablets har noget

at byde på i en moderne museumsformidling.

Museernes gæster vil inddrages i udstillingerne.

Om det sker i en rundvisning eller på en digital

platform er mindre vigtigt, men inddragelsen er

vigtig.

Formidling bliver til tivolisering når indholdet

erstattes af form. Men det er vel ikke en ny ting,

at indholdet skal være på plads? Digitale platfor-

me giver museerne mulighed for en langt mere

differentieret formidling - forskellige digitale lag

til forskellige brugere - og det er netop differenti-

ering, der er brug for hvis museerne skal nå nye

brugergrupper.

På Kaj Munks Præstegård vil gæsterne måske i

fremtiden kunne bladre i et digitalt lag, der vil gøre

den gamle præstegård levende

14

Brugergrupper er kodeordet hvis vi anerkender

den oplevelsesøkonomiske museumstilgang.

Kend dine brugere (kunder) og giv dem det pro-

dukt de ønsker. Det er det Ringkøbing-Skjern

Museum gør ved det årlige julemarked - et jule-

marked, der tiltrækker gæster, som ikke nødven-

digvis kommer på museet til dagligt.

Og hvem ved; måske opdager disse gæster, at

museets formidlingstilbud ikke kun retter sig mod

det typiske segment af veluddannede kvinder

over 50 år, der oftest besøger museer, men fak-

tisk har mere at byde på. Måske museets

tivoliserende julemarked skaber nye

museumsgæster?

Oral history in post-war Gua-

temala: The challenges of en-

gaged research

Af Tessa Boykens, cand.mag i historie og akade-

misk medarbejder på Gent Universitet

He regards it as his task to brush history against

the grain.

- Walter Benjamin –

My first encounter with Meso-America, a cultur-

al-historical area that stretching from Central-

Mexico to Nicaragua, including Guatemala, start-

ed in 2009 when I was backpacking through Mex-

ico. During this journey I encountered with a

deep-rooted social inequality and racism against

the indigenous population, which got me inter-

ested in my current research topic. The hunger

for Central- American history and anthropology

was further stimulated during my Erasmus stud-

ies at the University of Salamanca (Spain). My

experiences in Meso-America and Spain made me

realize that I wanted to be a historian not only to

write about the past but also to understand how

people deal with it and how it ramifies our pre-

sent and future. In what follows, I share some

insights I gained during the three months of eth-

nographic field research I conducted in Guatema-

la for my MA thesis.

1. A past that does not pass

Dealing with a violent past is one of the biggest

political issues of our time, and all over the world

a wide range of strategies or ‘transitional justice

mechanisms’ are being developed to deal with

historical injustice and conflict. Between 1960

and 1996, Guatemala was shattered by an inter-

nal armed conflict that resulted in the death of

200,000 people, including genocide against the

indigenous Mayan population.2 The conflict may

be officially over for 17 years, many survivors still

feel haunted by this violent history. Or as William

Faulkner once wrote: “The past is never dead; it is

not even past.”3

The oral history project I did for my MA thesis

was based on a case study of post-war Guatemala

and situates itself in the fields of transitional jus-

tice and memory studies. The field of memory

studies explores the manifold ways in which the

past shapes the present and is shaped by present

2 COMISIÓN PARA EL ESCLARECIMIENTO

HISTÓRICO, Guatemala: Memoria del Silencio. Tz’inil

Na’Tab’Al, Guatemala, UNOPS, 1999.

3 A. BARAHONA DE BRITO, C. GONZÁLEZ-ENRÍQUEZ

en P. AGUILAR, The politics of memory. Transitional

Justice in Democratizing Societies, Oxford, Oxford Uni-

versity Press, 2001, p. 160.

15

perceptions. It focuses on issues such as historical

representation, narratives, commemoration, oral

history and the politics of identity.

I investigated how different Guatemalan groups

each deal with the conflict and analyzed the polit-

ical implications of their practices and discourses

of remembrance. In other words, how the past is

present and thus defines the countries future.

Transitional justice carries out a Western vision

on history and time, but we still know very little

on how indigenous people all over the world deal

with the past.4 Therefore, one of the biggest chal-

lenges transitional justice faces today is cultural

and local diversity.5 I claim that a better under-

standing of historical time and visions of memory

can improve the local and cultural sensitivity of

transitional justice because it takes the survivor’s

needs into account. Oral history can play a very

important role in this.

2. “You can’t be neutral on a moving train”6?

Belgian war correspondent Rudi Vranckx’ re-

sponse to the situation in Syria: “The first victim

in a war is the truth. It has always been like that

and generally the winners write history after-

wards anyway”, struck me. Not only because it

seems generally applicable throughout different

contexts, but also because it is exemplary for the

situation in Guatemala, where the indigenous

population, confronted daily with memories of

genocide, is being excluded from accounts which

propagate an ‘official’ history. Given the fact that

Maya culture has a strong oral tradition, oral

history can be a unique opportunity to give survi-

vor communities a voice and thus a chance to

4 J. RÜSEN (ed.), Western Historical Thinking. An Inter-

cultural Debate, New York, Berghahn Books, 2002.

5 L. VIAENE, Voices from the Shadows. The role of cul-

tural context in Transitional Justice Processes. Maya

Q’eqchi’ perspectives from post-conflict Guatemala,

Ghent, Ghent University, 2011.

6 H. ZINN, You can’t be neutral on a moving train. A

personal history of our times, Boston, Beacon Press, 2002.

participate in the post-war process of making

history. Besides (re)producing the nation and its

political and economic order, history can also

have an emancipatory and critical potential. For

that matter, we as historians “bear a professional

responsibility to contribute to an ‘adequate defi-

nition of reality’ upon which public opinion and

public policy may be based.”7

Unfortunately, in practice this is not always the

case. In spite of the fact that dealing with a vio-

lent past is such an important political issue, con-

temporary historiography tends to make its find-

ings on the societal impact of this issue only

known to a limited intellectual audience. As his-

torians we have to go beyond mere academic

history and make a useful contribution to con-

: “Our

future is our present and the past that does not

pass” .8 Even though impartiality is a fundamental

principle for every researcher, if we want to make

sure the historical profession does not lose its

social relevance, we have to “relinquish the safety

of silence”. 9 By putting everything into perspec-

tive and contextualizing it historically, historians

can prevent history from being used and manipu-

lated for political purposes.

3. Into the field: moving beyond the black and

white

Determined to bring history outside of the acad-

emy and convinced that empirical research could

give my project more social relevance, I decided

to go to Guatemala for my MA thesis. My investi-

gation was interdisciplinary in nature and primari-

ly combined research methods from the study of

7 V. SANFORD and A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged Ob-

server. Anthropology, Advocacy and Activism, Londen,

Rutgers University Press, 2006, p. 3.

8 F. HARTOG, “Régimes d’historicité. Présentisme et

experiences du temps”, Cultures & Musées, 4 (2004), 4,

pp. 128-133.

9 H. ZINN, You can’t be neutral on a moving train, 2002.

16

history and anthropology. For a period of three

months I went to Guatemala to do ethnographic

field research, which mainly consisted of con-

ducting interviews and participant observation.

Guatemala has a unique cultural background,

since more than 60% of the population is indige-

nous. Due to the growing globalization of transi-

tional justice discourse, the global level seems to

overlook the complexities of what is happening in

local communities.10 Theidon points out that

“communities also mobilize the ritual and symbol-

ic elements … to deal with the deep cleavages

left – or accentuated – by civil conflicts”. 11 A

growing amount of scholars agree that transi-

tional justice is highly abstract, general and top-

down. We therefore urgently need to address the

lack of bottom-up, interdisciplinary and empirical

studies.12

Doing oral history gave me the ability to docu-

ment particular aspects of historical experience

10

L. VIAENE, Voices from the Shadows. The role of cul-

tural context in Transitional Justice Processes. Maya

Q’eqchi’ perspectives from post-conflict Guatemala,

Ghent, Ghent University, 2011.

11 K. THEIDON, “Justice in transition: The micropolitics

of reconciliation in postwar Peru”, in: Journal of Conflict

Resolution, 50 (2006), 3, p. 436.

12 D.F. ORENTLICHER, “Settling Accounts’ Revisited:

Reconciling Global Norms with Local Agency”, in: The

International Journal of Transitional Justice, 1 (2007),

s.n°., p. 18.

that remained hidden in other sources. The data

collected through these interviews allowed me to

understand the importance of cultural and local

context in dealing with the past. Oral history also

helped me to unveil alternative and implicit in-

terpretations of the Guatemalan armed conflict.

I choose these ethnographic research methods to

be able to take into account different frames of

reference, since key concepts such as history,

memory and truth recovery are often contested

in non-Western and culturally diverse societies.

Further, oral history is the most appropriate re-

search strategy to grasp people’s own perspec-

tives and has the potential to challenge our own

assumptions.13 Theidon further notes that this

approach also offers the possibility of “moving

beyond the black and white of statistics to explore

the grey zone” that characterizes the complex

realities of war-torn societies.14

4. “Excavations of the heart”

Memories are “the work of hands, hearts, and

minds, sometimes tugging in different directions.“

15 The word recordar, to remember in Spanish, is

derived from the Latin recordis and means “pass-

ing through the heart again”. English or French

speakers not just happen to learn something ‘by

heart’ or ‘par coeur’.16 Memory is a very dynamic

and personal thing that is not detached from

emotions. The anthropologist Victoria Sanford

therefore calls the fieldwork she conducted on

historical memory in Guatemala "excavations of

13

R. SHAW, “Memory Frictions”, in: The International

Journal of Transitional Justice, 1 (2007), 2, pp. 183-207.

14 K. THEIDON, “Justice in transition”, pp. 433-457.

15 M.S. PHILLIPS, “Rethinking historical distance: from

doctrine to heuristic”, in: History and Theory, 50 (2011),

4, p. 14.

16 Recording live broadcast “Radio Guerrilla”, La memoria

en disputa, 22.02.2012, Guatemala City (Guatemala).

Original transcription: “Volver a pasar por el corazón”.

17

the heart"17. Eric Hirsch and Charles Stewart in

their turn highlight the personal relationship that

each of us has with the past, what makes history

“a complex social and performative condition,

rather than an objectively determinable aspect of

historical descriptions”. According to them, any

form of historical consciousness is therefore “a

dynamic social situation open to ethnographic

investigation.”18

During my fieldwork I aimed at mapping memory-

diversity and its political consequences. Identity-

claims of a political community always involve a

historical dimension. Interpretations of the Gua-

temalan internal armed conflict therefore play an

important role in the legitimization of a present

political or social order. Just as Skidmore during

her fieldwork in Burma, oral history allowed me

to “document the potential forms of political

agency that exist in the various subjectivities that

are created under authoritarianism”.19 Represent-

ing lived experience through oral history allowed

me to subvert official memory and institutional

time, both imposed by the countries political and

economic elite “which, in turn, allows for the

inclusion of diverse subjectivities with new visions

of the past, present, and future”. 20 An inclusive

and many-voiced history that retains a certain

form of contradiction and ambiguity – without

falling into extreme relativism – reflects social

reality more adequately than a positivist interpre-

tation of truth and objectivity does.

17

V. SANFORD en A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged

Observer, p. 19.

18 E. HIRSCH en C. STEWART, “Introduction: Ethno-

graphies of Historicity”, in: History and Anthropology, 16

(2005), 3, p. 262.

19 M. SKIDMORE, Scholarship, advocacy, and the politics

of engagement in Burma (Myanmar), in: V. SANFORD

and A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged Observer, p. 47.

20 V. SANFORD, What is an anthropology of genocide?

Reflections on field research with Maya survivors in

Guatemala, in: A. LABAN HINTON and K. LEWIS O’NEILL

(eds.), Genocide. Truth, Memory and Representation,

Durham, Duke University Press, 2009, p. 43.

5. The challenges of oral history

So there are many, sometimes contradictory,

ways of dealing with the past. In cases of history

and memory after violent conflict, it is reasonable

that you as a historian think that some ways of

remembering are more justified than others. If

you do an oral history project that is politically

charged, it is therefore not unlikely that you be-

come overwhelmed by your research topic and

you get very close with the people you work with

in the field. You always have to be aware of this.

On one hand, you can get really passionate about

your research, which is a good thing. On the oth-

er hand, you cannot let yourself get away too

much with the emotions that fieldwork can trig-

ger.

At the time I was still doing fieldwork in Guate-

mala, ‘in the heat of battle’, I wrote a very impas-

sioned article about the social struggle and his-

torical oppression of the Guatemalan population.

When I look back at it, I realise I was unconscious-

ly reproducing the discourse of the people I sym-

pathized with. It is interesting to see how I was

only able to take some distance when I got back

in Belgium and let my thoughts and feelings set-

tle. I am not saying you should chase academic

objectivity as it is defined nowadays (please

don't!), you should absolutely dare to participate

in social debates and take position. But obviously

there are always some critical rules to follow. Just

as the groups I distanced myself from because

they denied genocide ever happened in Guate-

mala, the groups I sympathized with were also

‘imaginary communities’. Thus, their ways of

remembering the Guatemalan armed conflict also

generated significant political effects and can be

regarded as identity-claims. A critical and decon-

structive historical analysis therefore obviously

remains crucial at all times. Anyway, I was ‘only’

writing a thesis and that is what these kinds of

assignments are for, to learn. And believe me, I

18

learned a lot that year, not only about my re-

search topic but also about myself. So if you still

doubt to start an oral history project, please go

for it! I recommend this enriching experience to

everyone.

6. On to a new epistemology of memory

I think this dilemma I experienced between aca-

demic objectivity and activism is very interesting

and could be the key for giving historiography

more social relevance. We have to try to trans-

cend the radical division between history (sup-

posedly ‘scientific’ and ‘objective’) and memory

(supposedly ‘popular’ and ‘subjective’) with the

elaboration of an inclusive epistemology that

unites description with commentary and argu-

mentation. We have to look for a new kind of

objectivity that includes scientific standards

(facts, ‘history’) with personal dynamics (mean-

ing, ‘memory’) and acknowledge the subjective

gap that is inherent to the historical profession

without falling into extreme relativism.21 Or as

Skidmore highlights the value of oral history once

more: We urgently have to “document lived expe-

riences of ongoing state violence to prevent aca-

demic dismissal of citizen subjectivity – dismissal

that ultimately supports the military regime’s

historical denial.”22

I hope by sharing some of my experiences I was

able to trigger your enthusiasm for oral history

and engaged research as well. If history is about

world making, historians have an important social

and political role to fulfil. Oral history is an oppor-

tunity to transcend factual truth and to create

intellectual contexts that are relevant to real

life.23

21

W. KANSTEINER, Guestcollege on the theory of his-

tory, 13.12.2012.

22 V. SANFORD and A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged

Observer, p. 47.

23 V. SANFORD en A. ANGEL-AJANI (eds.), Engaged

Observer. p. 7.

Brugen af oralhistorie inter-

views

Af Martin O. Jørgensen, Ph.d.-stip.

P: Hvad har været den største belønning i at lave

oralhistorie interviews?

MOJ: Mit ph.d.-projekt beskæftiger sig med FN’s

militære operationer og bygger mest på arkivma-

teriale fra FN. Det giver gode perspektiver i for-

hold til at komme ’helt ned’ ’på jorden’, men der

er også mange blinde vinkler. Ikke mindst fordi

arkiver ikke blot er neutrale informationslagre.

Tværtom rummer arkiverne, som arkivforskerne

Cook og Schwartz argumenterer for, magt der

konstant forhandles, bekræftes eller omformes

og stikker udover arkiverne og ind i forskningen.

Derfor har jeg interviewet militær- og politifolk og

planlægger også at snakke med lokale mhp. ud-

fordre arkivmaterialet og soldaternes pers-

pektiver ved at få disse ’andre’ stemmer i tale.

Indtil videre har jeg derfor ikke publiceret noget

på baggrund af de interviews jeg har foretaget,

men i mit arbejde med disse står det meget klart

at jeg kommer med ’helt ned’ ’på jorden’. Og at

man får et andet forhold til sit kildemateriale,

idet man selv er med til at skabe fortroligheden,

der sætter rammerne for skabelsen af materialet.

Hvert interview har derfor sin egen dynamik på

godt og ondt. Nogle er glade for at dele deres

erfaringer, mens andre skal trækkes i gang og

nogle slet ikke er medgørlige i sidste ende. Ek-

sempelvis er det nemmere at få pensionerede

soldater til at tale om deres tjeneste, mens fort-

sat tjenestegørende er påpasselige. I disse inter-

views synes det dog ubetinget at have været en

fordel at jeg selv har været soldat og udsendt.

På den konto forventer jeg også noget besvær

med at interviewe de forskellige lokale folk, da

det ikke kun handler om at være med til at skabe

fysisk trygge rammer under interviewene og de-

19

res sikkerhed efterfølgende ved grundig og om-

fattende anonymisering, men også det etisk som

praktisk svære i at få mennesker, der har oplevet

at blive jaget fra hus og hjem, mistet familiemed-

lemmer, være afhængig af andre i forbindelse

med det meste fra mad til logi og leve med stor

vished om at man ikke kan komme tilbage til fa-

miliens til at tale om disse forhold.

Dog er jeg heldig hvad angår interviews med bå-

de flygtninge og soldater, da der er forholdsvis

lange traditioner at trække på. Mange fejl håber

jeg at kunne nøjes med at læse om, fremfor selv

at lære dem på den hårde måde eller værre end-

nu at have andre betale for at jeg lærer dem.

Princippet er ’do no harm’. Det skal være styre-

pinden før alt andet, da vi har med igangværende

menneskeliv at gøre. I slemme tilfælde kan et

dårligt sløret interview føre til døden for den

interviewede.

P: Hvad mener du er begrænsningerne i oralhi-

storie som metode, bevægelse osv.?

MOJ: Der er ingen tvivl om at kildematerielet har

begrænsninger i forbindelse med hvad folk har

glemt, kan huske, vil tale om, hvordan man påvir-

ker de eller de personer man snakker med osv.

Nøjagtig på samme måde som ved andet kilde-

materiale. Man har ’bare’ andre værktøjer til

rådighed ift. at håndtere begrænsninger i dette

kildemateriale og skabelsen såvel som tolkningen

af det. En bog man kan bruge til at sparke denne

første dør ind, er Lynn Abrams Oral History Theo-

ry. God bog!

Kigger man udover de kildetekniske forhold, bør

man også hæfte sig ved det potentiale, der ligger

i at benytte oralhistorie til at indsamle erindringer

og bruge disse som kildemateriale. Det handler

om en proces, der helt konkret såvel som princi-

pielt kan demokratisere processen i at skrive,

tolke og dele (nyere) historie på betragteligt. Sagt

på en anden måde ser jeg holdninger om at det

er ’enten-eller’ på baggrund af anklager om utro-

værdighed (pga. tiden imellem det man inter-

viewer om og selve interviewet) eller interviews

som partiske indlæg som for simpel og decideret

reaktionær. Hvordan skulle man så nogensinde

kunne bruge arkiv-materiale fra f.eks. kolonimag-

terne eller nazisternes dødslejre? Dette materiale

var jo i endnu højere grad en medvirkende del af

en ’partisk dagsorden’. Og hvor ville historieskriv-

ningen være uden beretninger fra overlevende

jøder eller nu borgere i formelt set afkolonisere-

de stater i Sydøstasien og Afrika?

Det er således langt mere frugtbart i begge ret-

ninger at tænke ’både-og’. Som Alistair Thomson

pointerer; hvem ville ikke interviewe en romersk

gladiator hvis man fik muligheden…

P: Hvad mener du oralhistorie kan tilføre histo-

rie som fag?

MOJ: Som måske kan læses lidt ud af svaret på

første spørgsmål mener jeg, at oralhistorie kan

give en dybde og menneskeligt nærvær skriftlige

kildemateriale ikke ofte giver. Atmosfærer, følel-

ser, dufte, lyde, osv. kan jeg sjældent læse direkte

ud af en incident report. Hvordan de forskellige

militære enheder agerede i ensartede situationer

med lokale i landsbyen, på vejen, ved posten og

omvendt de lokale med de forskellige militære

enheder og individuelle soldater.

Mulighederne synes jeg også man kan se afspejlet

på forskellige universiteter, der nu i stigende om-

fang udbyder kurser og nogle endog en kandidat-

grad. Dog er der stadig tale om primært angelsak-

siske universiteter, dvs. i lande med britiske im-

periale rødder som f.eks. Canada og især USA.

Dette element af de militærhistoriske interviews

kan ikke ignoreres.

Samlet set har Coffman en god pointe: “There is,

indeed, much to be learned from those who were

there”.24

P: Hvad er dit råd til tøvende, men interesserede

studerende?

24 Coffman, Edward M.; ”Talking about War: Reflections

on Doing Oral History and Military History”, Journal of American History no. 3, 2000, s. 591

20

MOJ: Læs videre om brugen af interviews. Øv

derefter på familie, venner og medstuderende

(prøv at dyrke familie/samfundshistorie ved

hjælp af fotoalbum, en optager og en række

spørgsmål der vender sig imod store processer

som verdenskrigene, den kolde krig, staten eller

samfundet, urbaniseringen, arbejdsløshed, om-

formningen af landbrug og fiskeri, mediernes

repræsentationer af fortiden, historiebrug, digi-

taliseringen af hverdagslivet osv.). Lav så en

brainstorm, gå i tænkeboks og konkretiser et ind-

læg her til bladet eller et projekt på studiet og

snak først derefter med vejlederen om det i for-

hold til projektet er helt hul i hovedet eller bare

skidesmart at lave interviews.

P: Kan du anbefale nogle hjemmesider eller lit-

teratur til eventuelt interesserede læseres vide-

re færd?

http://www.ohs.org.uk/

http://dohistory.org/on_your_own/toolkit/oralHistory

.html

http://museumvictoria.com.au/discoverycentre/websi

tes/making-history/resources/expert-videos/alistair-

thomson/)

http://www.oralhistorysummerschool.com/

For de jazzmusikinteresserede:

http://sounds.bl.uk/Oral-history/Oral-history-of-jazz-

in-Britain

Abrams, Lynn: “Oral History Theory”, Routledge, 2010

Cook. T. and J. Schwartz: “Archives, Records and Pow-

er: The Making of Modern Memory”, Archival Science,

Vol. 2, No. 3-4, 2002, pp. 1-19

Cook. T. and J. Schwartz: “Archives, Records and Pow-

er: From (Postmodern) Theory to (Archival) Perfor-

mance”, Archival Science, Vol. 2, No. 3-4, 2002, pp.

171-185

Thomson, Alistair: “Four paradigm transformations in

oral history”, Oral History Review, Vol. 34, No. 1, 2007,

pp. 49-70

En rejseberetning fra Aotea-

roa/New Zealand

Af Martin O. Jørgensen, PhD stip

En rejse til Aotearoa/New Zealand kan byde på

mange ting. For mig blev det en komisk, men

rigtig god tur med familien, en række erfaringer

med et par tusind kilometers til tider hasarderet

venstrekørsel i en campervan med ballondæk og

muligheden for i det små at reflektere over nog-

le triste sammenhænge mellem turister og tu-

ristdestinationer.

Fordi Aotearoa/New Zealand altid ses på et kort

ved siden af Australien er landet større end de

fleste forventer. Det er lidt mindre end Italien og

lidt større end Storbritannien. Det betyder også

at forestillingen de fleste turister har om at ’se

det hele’ via en tur i campervan ikke helt holder.

Man får smagsprøver, fine smagsprøver, men

ikke mere.

Campervanen var forventeligt omdrejnings-

punktet for vores tur. Disse rullende huse findes i

størrelser fra villaer på hjul med fladskærm, bru-

sekabine og toilet til små skramlekasser med ikke

meget andet end fire hjul og en motor.

Vores var skrabet og den næstmindste, hvad vi

som fire personer ret hurtigt erfarede. Dog kunne

den stadig indrettes i forskellige sektioner så man

f.eks. kunne (undgå at) høre keltisk folkemusik

(sådan da) ligesom mikroovnen og håndvasken

kunne og blev brugt til opbevaring. Derudover var

bilen kronisk retningsustabil forstået på den må-

de, at den med sine 6 meter og ballondæk i regn-

21

vejr gav rig mulighed for at drifte selv med 15

km/t. Det var ikke som chauffør fantastisk at høre

fra bagsædet: ”vi vinker, når vi kører forbi jer”...

Det krævede selvsagt lidt tilvænning, især i Nord-

øens kystveje helt ud til vandet og dermed kunne

give alles nerver deres eget liv. Ikke alle magtede

derfor at køre ’bæstet’. Ved chaufførskifte blev

der klaget over ’angst-provokerende’ kørsel. Ikke

mindst ved et hasarderet forsøg på at overhale

en anden campervan, der blev afbrudt pga. føl-

gende kommentar fra bagsædet: ”jeg vil fa’me

hellere overleve…”. Min erfaring med at køre

traktor i et tidligere liv blev derfor mit uheld på

denne tur.

Ved sengetid blev vi yderligere tilknyttet bæstet.

Forældre nederst og ’ungdommen’ øverst. Dårlig

handel skulle jeg hilse og sige. Det medførte cir-

kelspark i hinandens ansigter, når man skulle ’ind

i’ ’sengen’ (ikke mere end 45 cm ’høj’). Ved ho-

steanfald slog man panden i loftet og lignede en

enhjørning næste morgen. Og drejede man sig

sad man ganske enkelt fast. Kolde nætter i bjerg-

områder gav for undertegnede udslag i nattøj,

der bestod af fleecejakke, termobluse, løbebuk-

ser, uldsokker og, grundet et særligt mandigt og

sexet hårtab, en fræk sag af en flerfarvet peruvi-

ansk uldhue.

,

Turen rundt i bjergene gav også anledning til at vi

stiftede et familiekor, hvor vi på skift kunne hoste

såvel som gurgle gognac (old-school men effek-

tivt!) i rytme. Af andre farlige ting bør nævnes

newzealandsk slik, idet de kan koste og kostede

en tand.

Nuvel, alt var ikke ren elendighed og poppet irsk

folkemusik (og når det var, var det ganske under-

holdende). Vi kom således på gondol-ture, fine

vingårde, en fantastisk svømmetur med delfiner

(søsyge medfulgte gratis), uforglemmelige strand-

og bjerg vandringer, sight-seeing en masse i byer

og landområder, afholdt en meatpie konkurrence

(Miss Macs vandt hæderligt, KB pies i Sumner

tabte stort), shoppet (landets BNP steg mærk-

bart) samt fejret jul og nytår med maner. Især

nytårs-aften var spektakulær. Vi fik fantastiske

fårebøffer (landet har et tilsvarende forhold mel-

lem tallet for får og mennesker som det danske

mellem svin og mennesker), fin lokal rødvin og

skød nytåret ind med champagne, en storm og

90-års fødselsdagen på Youtube.

Endeligt fik vi set mange museer og monu-

menter, som jeg vil tillade mig at dvæle ved set i

kontekst af newzealandsk historie og i sammen-

hæng med den voksende turisme.

Fra Aotearoa til New Zealand: En kort historie

Den form for kolonialisme Aotearoa og de flere

hundrede forskellige iwi maorierne var og er or-

ganiseret i blev udsat for i lighed med de lande vi

i dag kender som USA, Israel, Canada, Australien

og Sydafrika bosætter kolonialisme. Flere og flere

postkoloniale forskere taler for at disse lande ikke

22

bør ses som afkoloniserede. Godt nok har lande-

ne fungeret selvstændigt i mange årtier, men bo-

sætterne forlod aldrig ikke landet. Tværtimod

blev de i stedet flere og fik børn.

http://www.teara.govt.nz/en/map/19476/loss-of-

maori-land

Kortet viser tydeligt udviklingen igennem de ha-

stigt svindende ’suveræne’ landområder maori-

erne havde under sig og dermed deres mod-

standsdygtighed overfor kolonialismen og skabel-

sen af New Zealand. Fra 1820 med begyndelsen

på en systematisk britisk tilstedeværelse og frem

gik det kun en retning. I 1840 blev Waitangi-

traktaten under-skrevet mellem briterne og fler-

tallet af iwi’er. På dette tidspunkt var der 2.000

briter mod flere hundrede tusinder maorier,

hvorfor man må formode at den sædvanlige

hymne at man fra maoriernes side her accepte-

rede britisk over-herredømme. Denne opfattelse

forstærkedes i øvrigt af en aftale fra 1835 hvor et

stort antal, men ikke alle iwi, skrev under på at

mødes årligt og diskutere problemer og vedtage

love, dvs. at mødes til en national forsamling

samt mest vigtigt aftalte at man under ingen om-

stændigheder ville afgive hvad vi i dag forstår

som ’suverænitet’. En årerække med krig fulgte

hvor nogle flere af de iwi, der ikke underskrev

traktaten fra 1835 gik med briterne for at positi-

onere sig i de interne magtkampe. Som kortet

viser førte denne britiske del og hersk strategi til

at voldsom omlægning af alle aspekter i Maorier-

nes liv fra kultur igennem filosofi, videnskonven-

tioner og sprog til levevis og materielle grundlag.

Mange aspekter er det stadig. Der er således flere

maorier end ’Pakéha’er’ i fængsel, afhængige af

alkohol og stoffer, på laveste uddannelsesniveau

og i flest lavtlønnede jobs sammen med eller

indvandrere fra stillehavs-øerne, der kom under

newzealandsk mandat efter første verdenskrig

eller asiatiske indvandrere. Efter anden verdens-

krig trak mange maorier til byerne i takt med at

de landbrug (på deres tidligere jorde) de ofte

havde tjent ved blev samlet i større enheder og

mekaniseret. Det skabte en ond og næsten selv-

opfyldende cirkel, der endte i det samfund kort

beskrevet ovenfor. På samme vis var kun engelsk

godkendt som officielt sprog. Derfor kan de man-

ge stednavne med Maori ophav, også under ko-

loniseringen, synes kosmetiske.

Det sproglige monopol ændrede sig først i

1980’erne og i dag er det muligt at se maori-tv.

Det var også først i midt-1970’erne og 1980’erne

man på baggrund af kampen for homoseksuelles

rettigheder, en maori kampagne for landrettig-

heder og en imod det sydafrikanske rugby hold

på tour i New Zealand at man fra den bredere

befolknings side begyndte at forholde sig til di-

skrimi-nationen og racismen. Siden er der sket en

del. Landet hedder nu Aotearoa/New Zealand, er

erklæret bi-kulturelt, der er programmer for ma-

ori-studerende, rugby-holdet samt politiet og de

militære styrker, som repræ-sentanter for landet,

bruger maoriernes haka ligesom der er oprettet

et tribunal, der på på baggrund af Waitangi-

traktaten fra 1840 (og ikke den fra 1835!) har

muliggjort juridisk behandling af maoriernes er-

23

statningskrav. Landet kan dog ikke ses som afko-

loniseret.

Erindringslandskaber og erindringssteder

På den baggrund kan man forsimplet se ’New

Zealand’ og ’Aotearoa’ og de forskellige erin-

dringsfællesskaber, der knytter sig til disse som et

spektrum. Vi kan således forstå ’Aotearoa’ i den

ene ende af spektret som erindringsfælleskabet

af historiebevidste maorier, og de grupper af

hvide newzealændere og andre indvandrergrup-

per, der er bevidste om det imperiale og kolonia-

le grundlag for det land og samfund de indgår i.

Erindringsfælleskabet ’New Zealand’ i den anden

ende af spektret består derfor af hvide newzea-

lændere, andre indvandrergrupper og maorier

relativt ligeglade eller ubevidste med i forhold til

landets koloniale for- og nutid og dermed i vid

udstrækning udøvere af banal historiebrug. Siden

1820, hvor etableringen af kolonien har tilsidesat

maoriernes samfund, har de officielle erindrings-

landskaber været tegnet af erindringssteder knyt-

tet til henholdsvis bosætter- eller imperie fortæl-

lingerne om landets stærke tilknytning til det

britiske imperie eller begge.

Samlet set giver det landet en række historie-

kulturer og erindringslandskaber, der somme

tider overlappende og andre er i konflikt uden

alle dog er opmærksomme på de historiske dis-

kurser erindringsstederne manifesterer. Her ser

jeg urimeligvist bort fra alle de landområder

mange maori iwi mistede til kolonimagten. Disse

udgør i den grad også erindringssteder, men her

ser jeg kun på de officielle erindringssteder tænkt

som sådanne. På den baggrund kan man forstå

landets forskellige officielle erindringssteder fra

monumenter til museer som forskellige dele af

erindringslandsskaber, der appellerer forskelligt

til erindringsfællesskaberne mellem yderpunk-

terne ’New Zealand’ og ’Aotearoa’.

Overalt ‘ude på landet’ findes populær-historiske

heritage museums som Founders Heritage Park,

Gully Historic Historic Gold Mine, Marlborough

Provincial Museum og Shantytown Heritage Park.

Disse glorificerer på banal vis ofte bosætterkolo-

nialismen og dens landsbyer, kirker, minedrifter

og pionererne via hvad der ikke fortælles og for-

tællinger, der ikke stiller spørgsmålstegn ved

kolonialismens konsekvenser. Traditionen står

stærkt, i flere tilfælde også i de større byer som

med Wellington Colonial Cottage og Historic

Auckland House and Garden Tour pga. den briti-

ske tradition for historie ’nedefra’ og forestillin-

gerne om ’den nationale identitet’.

Traditionen manifesterer sig dog ikke kun i pioner

og kolonidiskurserne, men også - og måske endda

i særligt omfang - i monumenter og museer dedi-

keret til den ’New Zealandske’ krigshistorie. New

Zealand leverede således procentvis ift. den sam-

lede befolkning flere soldater til de britiske styr-

ker end alle andre britiske kolonier og Dominions

og Stor-britannien selv til første verdenskrig.

Navnet er misvisende, som antydet af John Dar-

win, der i stedet foreslår the War of Empires.

På den baggrund står mindesmærkerne for de

faldne i første verdenskrig i stort set alle byer og

landsbyer (som på billederne ovenfor) dels som

et spejlbillede af de britiske monumenter over

hele Stor-britannien og Flandern og dels som en

tribut til kampen for imperiet. Monumenterne

varetages af lokale historiske samfund, hvis bed-

stefædre og snart oldeforældre var ’afsted’.

24

I de senere år er flere unge newzealændere også

begyndt at valfarte til de tidligere slagmarker ved

Gallipoli i det nuværende Tyrkiet på deres inter-

rail ture i Europa. Der findes sågar rejsevejlednin-

ger til disse skrevet af newzealandske militærhi-

storikere.

Det militærhistoriske er også promoveret på mu-

seer. I 1964 blev forskellige små militære samlin-

ger samlet under Operation Heritage i et nyt mu-

seum for militæret formet som en bunker og

placeret tæt på en af landets største militærbaser

ved Waiuouro.

Her bliver man som gæst ved indgangen til udstil-

lingen kraftigt opfordres til at deltage i en erin-

dringspolitik, der ikke stiller spørgsmålstegn ved

deltagelsen i forskellige britisk og amerikansk

ledede krige ved udelukkende at fokusere på de

døde soldater som ofre for ’os’ (billedet ovenfor).

I Auckland er det gamle Auckland Memorial War

slået sammen med det nyere Auckland Museum.

Det betyder at man i den ene ende af museet kan

følge en primært naturhistorisk fortælling fra

dinosaurerne til vor tid og i den anden ende van-

dre rundt i de krige newzealandske, primært hvi-

de, mænd har deltaget i. Der er monumenter til

de faldne i krigene på New Zealand fra 1845 til

1872 (som æres for indsatsen for det land man

har idag) og soldaterne, der i Boerkrigen kæmpe-

de for det britiske imperium fra 1899 til 1902

I mange museer er maorierne egen og fælles

historie med bosætterne dog inkluderet uden at

være glorificeret, men primært som friseret bi-

kulturel historie på grundlag af Waitingi-traktaten

og med det fremtidige ’Aotearoa-New Zealand’

man ønsker at skabe for øje. Det nationale flag-

skib Te Papa i Wellington er det bedste eksempel

herpå, idet museet synes at have taget oplevel-

sesøkonomiens principper for nær ift. dets opga-

ve i at forme landets unge medborgere, som også

peget på i forskningslitteraturen. Yderligere syn-

tes dele af udstillingen om maoriernes historie før

briternes kolonisering at være en mindre vellyk-

ket hybrid mellem en historiefaglig og maori ud-

lægning (trods den store respekt for de udstillede

’genstande’) ligesom forsøget på at problematise-

re koloniseringen under mit besøg mest syntes

som en holdeplads for turister med hang til stole

og wifi. Det er et svært hvis ikke umuligt projekt

museet har kastet sig ud i, men når den vigtigste

del af udstillingen ligeledes er gemt væk (og alde-

25

les mennesketom under mit besøg) har man ikke

gjort det nemt for sig selv eller gæsterne.

Et museum værd, der er værd at nævne og knyt-

ter sig til en national dimension af den bi-

kulturelle fortælling, er museet i Rotorua. Museet

fortæller en kompleks, men vellykket hybrid hi-

storie om Arawi iwi’en, der allierede sig med bri-

terne og dermed blev en af de få iwi, der fik lov at

blive i deres landområde. Udstillingen inddrager

Arawi’ernes mytologier såvel som en historie-

faglig version af tiden fra koloniseringen til vor tid

på en tilgængelig måde. på baggrund af regio-

nens loyalitet overfor det britiske imperium (også

igennem deltagelsen i begge verdenskrige med

deciderede maori-enheder) findes i området flere

oplevelsescentre i form af ’kulturelle maori

landsbyer’ og fortidige landsbyer begravet under

vulkansk aske.

I de senere år har maorierne vist en tiltagende

interesse i denne heritage industri, for pga. beho-

vet for jobs og andre pga. muligheden for at nu-

ancering af diskursen i det offentlige rum. Deci-

derede performances kan man betale sig til på

større museer som Auckland Museum eller som

med Kiwi Haka fra Queens-town bestille til bryl-

lupper eller andre private functions, hvormed

man bevæger sig fra den historiekulturelle over i

den (oplevelses)-økonomiske sfære. Enkelte sy-

nes dog at pege i modsatte retning. Et eksempel

herpå er Maori Tours Kaikoura, der primært sig-

ter efter skoleelever og sekundært andre gæster.

De har ikke en ’kulturel landsby’, men tager deres

gæster rundt i deres lokalområde og (under)-viser

i deres forhold til jorden, fortiden og deres kultur

igennem mere traditionelle former for hvad vi

ville kalde for storytelling.

Disse forskellige dialoger eller vinduer mellem

fortid og nutid, mens de skabes og er aktive, er

ikke kun afgørende på det personlige plan og

indenfor de forskellige erindringsfælles-skaber

men også i den grad i det politiske. Ikke alle erin-

dringsfællesskaber er nødvendigvis politiske, som

f.eks. dem vi indgår i fodbold-klubben eller med

familien. Drejer det sig om forestillinger om nati-

onale identiteter stiller det sig dog lidt anderle-

des. Det er ikke tilfældigt, at de hvide newzea-

lændere i land-områderne ofte stemmer i den

højre del af det politiske spektrum og samtidig

abonnerer på pionerfortællingerne og tilhørsfor-

holdet til Storbritannien og vice versa. Relatio-

nerne mellem fortid og nutid er altså også politi-

ske i natur på samme måde som Patrick Joyce

taler for at historieskrivning også er politisk pga.

dannelsen af viden og forståelse.

Turismen i Aotearoa/New Zealand og landets

erindringslandskaber og historiekulturer

I forlængelse deraf er turisters relationer med

disse erindringssteder og erindringsfælles-skaber

også politisk, når det kommer til forestillinger om

nationale identiteter. Man har i nogle år talt om

hvordan turister igennem kropslig involvering og

fysiske aktiviteter indgår i relationer med deres

destinationer og de mennesker, der bor der og

dermed er med til at reproducere dem. Ikke

mindst ved helt konkret at lægge deres penge

nogle steder og ikke andre. På denne måde kan

turister være med til at fastholde social uretfær-

dighed mv.

Kigger vi globalt er det et omfattende problem

idet turisme er blevet en af de globalt mest ind-

bringende økonomiske aktiviteter da de 50 milli-

oner turister i 1950 er blevet til 900 millioner i

2007 og 1.8 milliarder forventede turister i 2015.

Når 80% af alle turister derudover kommer fra

vestlige lande, og dermed ofte tidligere koloni-

magter, er der noget at tænke over. Ikke mindst

fordi verden i samme periode også har set frem-

komsten af et globalt flygtningeproblem. Disse to

processer med ’mobile mennesker’ kan med an-

dre ord ikke forstås adskilt.

Hvordan så med New Zealand? I 1901 oprettedes

Department of Tourist and Health omend turi-

sterne i en årerække ikke var mange og primært

britiske på udflugt til kolonierne. Så sent som i

1960 var der også ’kun’ 60.000 turister. Det har

dog siden ændret sig i takt med skibe er udskiftet

26

med fly og især i de seneste ti år, hvor Lord of the

Rings-filmene har ændret Aotearoa/New Zealand

til Aotearoa/New Zealand/Middle Earth, så der

nu er flere end to millioner turister hvert år.

Mange opleve adventure-turismen som landet

har været dygtigt til at sælge sig selv på eller

Middle Earth fra filmene. Mange også de mariti-

me sider landet kan tilbyde om end byerne er

begyndt at blive dygtigere til at oprette cash cows

som store museer, dynamiske kultur- og natte-

miljøer, gode spisesteder osv. Som nævnt vil ma-

orierne også i stigende grad havde del i kagen.

Nogle søger det gennem ’oplysnings-turisme’,

mens andre søger det igennem en reelt kortsig-

tede og simplificerende kommercialisering af

deres egne kulturelle praksisser og historiekultu-

rer. Ikke mindst er turisterne vilde med de mange

monumenter som ses som ’historiske’ og som

eksempler på ’en svunden tid’.

Kort sagt; igennem de steder og mennesker turi-

sterne lægger deres penge i og hos samt de erin-

dringsfællesskaber og erindringssteder de på

forskellig vis bakker op om eller reproducerer, er

de med til at reproducere et komplekst post-

imperialt, men ikke post-kolonialt ’Aoteato-

ra/New Zealand’. Dvs. et land, der i lighed flere

tidligere diktaturstater og post-konflikt samfund

grundet det store tavse flertal af bosættere og

efterkommere helst skuer fremad uden at skue

tilbage.

Afgørende for turisters aktiviteter er deres for-

ståelse for deres destinationer. Mange af vor tids

rejsebøger som ’Lonely planet’, ’Fodor’ og ’Turen

går til’ er ikke tossede, men de indgår selvsagt i

den globale turisme-økonomi og vil derfor nok

ikke fraråde turister at tage til f.eks. Aotea-

roa/New Zealand pga. den post-koloniale (men

langtfra teoretiske) diskussion om landets afkolo-

nisering. Turister kan selvsagt også få oplysninger

på nettet. Her findes naive, men velmenende

sider, mens andre er så langt ude at man er tabt

for ord. En enkelt vil således have vikinger forbi

landet før maorierne for at give det en menne-

skelig for-tid, der underminerer maoriernes poin-

te om at være de oprindelige indbyggere og der-

med vogterne af ’Aotearoa’ og der igennem fjer-

ner legitimiteten af ’New Zealand’.

De kritiske hjemmesider og rejsebøger, der ikke

promoverer sanseløs kommerciel turisme til lan-

det, men derimod turisme som social interaktion

med fokus på interkulturel læring på et plurali-

stisk grundlag og potentiale for deltagelse i social

retfærdighed er endnu ikke skrevet.

Så tænk over hvad i er med til at reproducere på

jeres næste rejse. God tur!

Litteratur

- Alison J. McIntosh, Frania Kanara Zygadlo & Hirini Matunga

(2004): Rethinking Maori tourism, Asia Pacific Journal of

Tourism Research, Nr. 4, s. 331-352

- Darwin, John: “The Empire Project – The Rise and Fall of the

British World System”, Cambridge University Press, 2009

- Hayward, Janine & Nicola R. Wheen: “The Waitangi Tribunal

– Te Roopu Whakamana i te Tiriti o Waitangi”, Bridget Wil-

liams Books, 2004

- Hall, C. Michael & Hazel Tucker: “Tourism and

Postcolonialism”, Routledge, 2004

- Joyce, Patrick: “The Gift of the Past: Towards a Critical

History”, i Jenkins, Keith et al.: “Manifestos for History”,

Routledge, 2007

- McGibbon, Ian: “Gallipoli – A Guide New Zealand Battlefields

and Memorials”, Reed Publishing og the Ministry for Culture

and Heritage, 2004

- Mikaere, Ani: ”Colonising Myths – Māori Realities: He

Rukuruku Whakaaro”, Hui Publishers, 2011

- Perkins, Harvey C. & David C. Thorns: “Gazing or Performing?

Reflections on Urry's Tourist Gaze in the Context of Contem-

porary Experience in the Antipodes”, International Sociology,

Nr. 2, s. 185-204

- Warring, Anette: ”Erindring og historiebrug. Introduktion til

et forskningsfelt”, temp, Tidsskrift for historie, nr. 2, 2011, s.

6-35

- Global Issue Nr. 32, 2009

- http://www.celticnz.co.nz/VikingNavigation.htm

27

Gymnasiepraktik på Morsø

Gymnasium

Af Mia Bundgaard Rasmussen, 4. semester

”Larmen af elever er overvældende, gymnasiet er

forvirret indrettet og jeg har vadet igennem en

pløjemark på Nykøbing Mors i minus otte grader

kl. 7 om morgenen for at møde til tiden, men da

jeg endelig finder min vej på Morsø Gymnasium

bliver jeg mødt af en utrolighed varm venlighed

og et struktureret skema for mit praktikforløb.”

Således starter min historie om praktikoplevelsen

på Morsø Gymnasium. Jeg har i mange år gået

med tanker om at blive gymnasielærer, så da

Karrierecentret åbnede muligheden op for at

komme i praktik som gymnasielærer, greb jeg

karpen og tog muligheden. Jeg endte på Morsø

Gymnasium på Nykøbing Mors, der er et mindre

gymnasium med blot 400 elever. Jeg skulle følge

timer i historie og psykologi, og jeg mødte fra

første færd en masse varme og venlighed og øn-

sket om at give mig den bedste praktikoplevelse

som mulig. Mit skema var velstruktureret og

planlagt, hvor jeg bliver tilknyttet flere forskellige

lærere på forskellige niveauer for at overvære

deres timer. Overværingen af timerne foregik på

forskellige måder: hvis klassen havde klasseun-

dervisning sad jeg og lyttede til undervisningen,

og hvis eleverne havde gruppearbejde, gik jeg

rundt iblandt dem og agerede hjælpelærer.

Det skal her nævnes, at jeg selv fik lov til at be-

stemme graden af min aktivitet i timerne. Der var

altså intet pres fra gymnasiet om, at skulle hjælpe

til eller agere på en bestemt måde, men jeg fik

friheden til at vælge hvad jeg selv ville have ud af

oplevelsen. Jeg valgte at deltage meget aktivt i

undervisningen, og jeg blev af masse søde og

engagerede elever, der virkelig tog eminemt godt

imod mig. Jeg havde lidt frygtet, at jeg ville blive

mødt med fjendtlighed og disrespekt, da jeg ikke

er uddannet og næsten er på alder med dem,

men de var virkelig søde, og de havde stor re-

spekt for den faglighed, jeg bragte med mig ved

at komme fra Aalborg Universitet, så det var intet

problem.

I slutningen af min uge fik jeg lov til at undervise

end 3.g klasse i historie. Jeg tog udgangspunkt i

mit projekt på 2. semester: ”Engelsk imperialisme

i Palæstina i periode fra år 1915 til 1917” og un-

derviste eleverne i kilde- og historiebrug, og

hvordan forskellige former for kilder gjorde det

muligt for at England at agere i Palæstina, som de

gjorde. Eleverne fik udleveret tre forskellige for-

mer for en kilder: et brev, en traktak og en erklæ-

ring og vi havde efterfølgende dialog om, hvad de

havde fundet ud af. Undervisningen var et kick,

og det var en vild fed oplevelse at viderebringe

historisk viden og mærke elevernes engagement.

Jeg havde en utrolig fed praktikoplevelse, hvor

alle lærerne var fantastisk søde, venlige og virke-

lig engageret i at give mig den bedste praktikop-

levelse som overhovedet muligt. Det var en hård

uge med mange timer, men jeg fik en masse op-

levelser og jeg kan på det varmeste anbefale at

tage i praktik på Morsø Gymnasium. Udover op-

levelsen af erhvervet gik det også op for mig,

hvor fagligt udrustet vi bliver på Aalborg Universi-

tet, og det er virkelig awesome at opleve, at den

faglighed kan blive benyttet i praksis.

Folkeuniversitetet

Af Katrine Funding Højgaard, 4.sem.

Formålet med denne artikel er at fortælle lidt om

Folkeuniversitetet ud fra mine egne oplevelser i

håbet om at inspirere flere til at deltage i de – for

studerende ofte gratis – forelæsninger der udby-

des. Som navnet antyder, er Folkeuniversitetet

åbent for alle og kræver ingen særlige forudsæt-

ninger udover almindelig interesse og nysgerrig-

hed. Der udbydes hvert halvår en bred vifte af

forelæsninger og kurser inden for mange forskel-

lige fagområder, der dækker både humanistiske,

28

samfundsfaglige og naturvidenskabelige fag. Min

interesse er koncentreret omkring historiefore-

læsningerne, der emnemæssigt favner vidt fra

antikkens historie til det 20. århundrede, fra den

brede verdenshistorie til lokalhistorien omkring

Aalborg Kvægtorv og Hals Skanse. I dette første

halvår af 2013 har jeg indtil videre deltaget i to

forelæsninger, én om den amerikanske borger-

krig og én om Verdun og Somme, to definerende

slag i Første Verdenskrig.

Forelæsningen om den amerikanske borgerkrig

1861-65 varede to timer en almindelig hverdags-

aften, hvilket gør sig gældende for en del af fore-

læsningerne. Forelæsningen gav et godt overblik

over krigens kontekst, optakten til krigen, vigtige

slag og begivenheder samt hvilke konsekvenser

krigen havde for befolkningen generelt. Forelæ-

seren kom også ind på hvordan krigen senere er

blevet fremstillet som f.eks. en krig mellem til-

hængere og modstandere af slaveriet, en forestil-

ling der må nuanceres. Et interessant indslag i

forelæsningen handlede om danskere i den ame-

rikanske borgerkrig, både på Nordstaternes og

Sydstaternes side, en vinkel som undertegnede

ikke kendte meget til i forvejen. Alt i alt var fore-

læsningen glimrende til at give et overblik over

den amerikanske borgerkrig og virkede som inspi-

ration til at dykke dybere ned i emnet på egen

hånd.

Forelæsningen om Verdun og Somme var en lør-

dagsforelæsning på fem timer, hvor der altså var

masser af tid til at kigge detaljeret på to af de

store slag i Første Verdenskrig. Forelæsningen

indledtes med en opridsning af konteksten med

optakten til krigen og de forudgående begiven-

heder før de to nævnte slag, hvorefter slagenes

militære perspektiver og generalernes strategier

blev behandlet meget detaljeret. Udover nær-

mest at beskue slagenes gang i jordhøjde, kom

forelæseren også omkring de efterfølgende mo-

ralske spørgsmål om hvorvidt generalerne havde

handlet rigtigt eller forkert da de sendte hund-

redtusindvis af unge mænd ud i en skyttegravs-

krig, hvor overlevelseschancerne ikke var ret go-

de. Efter sådan en femtimersforelæsning går man

bestemt klogere derfra, igen inspireret til at læse

mere om emnet.

Forelæsningerne på Folkeuniversitet afholdes af

dygtige faguddannede folk, der brænder for det,

de fortæller om. F.eks. kan nævnes Martin Hu-

sted, der afholdte førnævnte forelæsning om

Verdun og Somme. Han er uddannet historiker,

og ved især meget om militærhistorie. Han har

tidligere holdt forelæsningsrækker på Folkeuni-

versitet om militærhistoriske perspektiver på

Anden Verdenskrig og specialstyrker i Anden Ver-

denskrig, og udover en indgående og detaljeret

viden om militærstrategier, er han god til at sæt-

te de forskellige slag og krige ind i en historisk

kontekst. Desuden tager han gerne nogle bøger

med omkring det emne, han forelæser om, som

man kan bladre i i pausen, og få et indblik i forsk-

ningen på området.

Udover de to omtalte forelæsninger, havde jeg

tilmeldt mig en forelæsning om Hals Skanse af

ph.d.-stipendiat Henrik Gjøde Nielsen (se evt.

hans artikel om samme emne i Pergamentet nr.

3) og en forelæsningsrække over tre torsdage om

den danske treårskrig 1848-50. Begge disse blev

dog til min store ærgrelse aflyst pga. for få til-

meldte, hvilket leder mig tilbage til håbet om at

inspirere flere til at deltage i Folkeuniversitetets

forelæsninger. Og der er gode grunde til at delta-

ge: Det er (for det meste) gratis for studerende!

Der er et bredt udvalg af forelæsninger! De ligger

(som regel) på hverdagsaftener! Det foregår (næ-

sten altid) i AAU’s lokaler på Strandvejen 12-14!

Og så er det spændende – mit indtryk er, at fore-

læserne på Folkeuniversitet, udover at vide me-

get om deres emne, også generelt er dygtige til at

formidle deres viden på en spændende måde

samt inddrage tilhørerne i diskussioner under-

vejs. Nu er forårsprogrammet godt i gang, og en

del forelæsninger allerede afholdt, men til sep-

tember udkommer et helt nyt program for efter-

året, så jeg vil opfordre interesserede til at tage

et kig på programmet til den tid. Det er jo aldrig

for skade at få lidt ny viden indenbords.

29

Guide til gratis forelæsninger:

- Gå ind på www.fuaalborg.dk

- Vælg ’Specialaftaler’ i højre side af skærmen

- Vælg punktet ’Aalborg Universitet – Ansatte &

studerende’

- Indtast navn, uddannelsesretning og studienum-

mer

- Tilmeld forelæsninger

Stemmer fra arbejdsmarke-

det: Anders Lillelund Anders Lillelund er uddannet cand.mag. i Historie

fra Københavns Universitet 2011, og arbejder nu

som A-Kasse-rådgiver i HK's A-kasse.

Hvilke overvejelser omkring tiden efter studiet

gjorde du dig igennem studietiden?

Jeg havde faktisk ret mange overvejelser om,

hvad jeg skulle lave, når jeg engang blev færdig

med min uddannelse. Som historiestuderende er

vejen til ens arbejdsliv ikke på samme måde fast-

lagt, som hvis man f.eks. læser til sygeplejerske.

Det kan godt føles frustrerende og lettere angst-

provokerende, at man ikke ved, hvad man kan

bruge sin uddannelse til, når man er færdig. Det

tænkte jeg faktisk ofte over. Jeg var en af dem,

der ikke havde udpræget lyst til at blive gymna-

sielærer, og hvad skal man så blive? Det var der

ikke rigtig nogen, der kunne give mig et klart svar

på.

Gjorde du dig nogen erfaringer med praktik un-

der studiet og hvad har det siden betydet for dig

mht. konkrete skill-sets og netværk(sevner)?

Jeg ved, at der var en del andre fra min årgang,

der var i forskellige praktikforløb, og var glade for

det. Jeg kom desværre hverken selv i praktik eller

til udlandet og læse et semester. Det sidste vil jeg

specielt anbefale andre at gøre, for det er noget,

man ikke kan gøre, når man først har fået et 8-16

job. Det er det, jeg fortryder mest ved min studie-

tid, at jeg ikke tog et semester i udlandet.

Har du noget råd til hvorledes man på det gene-

relle plan kan forberede sig bedre på arbejdsli-

vet efter studiet?

Jeg tror det bedste, man kan gøre, er at finde sig

et studiejob. Om det er relevant for din uddan-

nelse er ikke det vigtigste. Det er mere vigtigt, at

man finder sig et studiejob, hvor man kan gøre sig

nogle erfaringer om, hvad det egentlig er som

arbejdsmarkedet efterspørger. For skal man være

helt ærligt, er det næppe historikere, som ar-

bejdsmarkedet efterspørger lige for tiden.

Hvilket forløb førte til din nuværende stilling

eller det fokus du har derigennem?

Jeg arbejder i dag i Tilbagebetalingsafdelingen i

HK’s a-kasse. Det er en længere historie, hvorfor

jeg er endt her. Tilbage i 2006 fik jeg et studiejob

hos Magistrenes a-kasse, hvor jeg skulle sidde i et

”call-center” og svare på opkald fra a-kassens

arbejdsløse medlemmer. Det var et meget fleksi-

belt og velbetalt studiejob, så det bevarede jeg

gennem hele min studietid. Det har på den posi-

tive side betydet en stabil indkomst under hele

min uddannelse, hvilket er en god forudsætning

for at kunne gennemføre en uddannelse. På den

”negative” (hvis man kalde det det) side har det

betydet, at jeg ikke har haft nogle studiejob, der

har haft noget som helst med Historie at gøre.

Men det er jo en prioritering, man må gøre sig.

Da jeg i 2011 havde afleveret mit speciale og en-

delig skulle ud på arbejdsmarkedet, havde jeg

store ambitioner om at ende i en udfordrende og

spændende AC-stilling i et ministerium eller lig-

nende. Men jeg fandt hurtig ud af, at det var der

desværre også hundredvis af andre nyuddannede

akademikere, der havde. Efter jeg havde søgt en

4-5 stillinger (hovedsageligt i det offentlige), hvor

jeg ikke blev indkaldt til samtale, men fik at vide,

at de havde haft 200-300 ansøgere, besluttede

jeg mig for at prøve og se om jeg kunne finde

arbejde ad anden vej. Jeg tænkte, at jeg gennem

30

mit studiejob i en a-kasse vidste en del om netop

det område. Jeg søgte derfor 3-4 stillinger i for-

skellige a-kasser og blev indkaldt til samtale i FOA

og HK. Det første fik jeg ikke, men stillingen i HK’s

a-kasse blev jeg tilbudt en time efter, jeg havde

været til samtale.

Hvor meget har du i dine job(s) haft brug for din

faglige viden om det emne du specialiserede dig

i vs. de mere generelle kompetencer som f.eks.

at overblik over et større materiale, formidle

mundtligt som skriftligt, projektarbejde etc.?

Jeg har ærligt talt ikke brugt ret meget af min

faglige viden fra Historie i min nuværende ar-

bejdssituation. Det eneste jeg vel har kunnet gøre

brug af, er den evne til at tilegne sig viden på,

som man lærer på historiestudiet. Selvfølgelig har

det at formidle faglige problemstillinger også

været noget, jeg har kunnet gøre brug af i forskel-

lige situationer. Jeg har bl.a. været involveret i en

del projektarbejde, hvor jeg godt har kunnet

mærke, at jeg qua min uddannelse har en fordel i

forhold til mine kollegaer, der for de fleste tilfæl-

de ikke har en længerevarende uddannelse bag

sig.

Føler du i dit daglige virke at du er ’langt’ fra din

uddannelse eller evt. måske rettere de forestil-

lede ’typiske’ historikerstillinger eller er synes

dette at være en naturlig forlængelse af studiet

eller tidligere jobs?

Jeg er selvfølgelig utrolig langt fra min uddannel-

se, men jeg er også meget realistisk omkring, at

der ikke er brug for alle de historikere som sam-

fundet uddanner i dag. Det er desværre en reali-

tet, og det bliver det nok også ved med at være i

fremtiden. Vi er jo i Danmark allerede i gang med

en effektiviseringsproces, som skal gøre os mere

konkurrencedygtige i forhold til udlandet end vi

er i dag, og i den sammenhæng vil der næppe

dukke flere ”typiske” historikerstillinger op.

Hvilken rolle har dit faglige netværk spillet for

dig?

Mit faglige netværk har ikke rigtig spillet nogen

rolle for mig. Men jeg ved det kan være utrolig

vigtigt i forbindelse med jobsøgning. Jeg har bl.a.

selv været involveret i, at to af mine tidligere

kollegaer er blevet ansat samme sted som mig.

Jeg har simpelthen anbefalet dem. På den måde

har deres faglige netværk spillet en rolle for dem.

Har du andre tips, overvejelser eller opfordrin-

ger til nuværende historiestuderende?

Tænk over hvor du gerne vil ende henne efter din

uddannelse. Hvis du er fast besluttet på, at du vil

være gymnasielærer eller arbejde på et museum,

så søg et studiejob inde for de områder. Min erfa-

ring er, at det ikke er historieuddannelsen i sig

selv, der giver dig mulighed for at arbejde med

det, du brænder for. Det er erfaringen fra forskel-

lige studiejob, der er afgørende for, hvad du en-

der med at lave, når studietiden er ovre.

Sidst men ikke mindst, nyd Jeres studieliv, mens I

har det. Og nyd tiden til at fordybe Jer i forskelli-

ge historiske emner. Det er der nemlig småt med

tid til, når man er ”fanget” på arbejdsmarkedet i

et 8-16 job.

31

Arkivfeber: Om støvkorn, for-

bryderbilleder og internatio-

nale organisationer

Af Poul Duedahl, lektor og studienævnsformand

Verden er fuld af støv. Selvom vi mennesker

jævnligt støvsuger os til illusionen om, at det ikke

er tilfældet, så er det et faktum, at de små solide

partikler af døde hudceller, pollen, tekstilfibre,

jord og forurening lægger sig jævnt og konstant i

lag overalt omkring os.

Uden støv var der slet ingen arkæologer til. For

når arkæologer graver, så sker det gennem år-

hundreders aflejringer af støv og affald. Eller kul-

turlag som de lidt mere poetisk kaldes.

Noget tilsvarende kan man sige om historikeren,

der graver sig gennem lag på lag af dokumenter,

som jo er skriftlige efterladenskaber fra fortiden –

efterladt af en forfatter, der ofte er død og borte

og for længst omdannet til støv og menneskeligt

affald.

Og så ikke helt alligevel. For selv når dokumen-

terne har nået støvets år og er kommet plejehjem

– dvs. et bibliotek hvis de er trykte eller et arkiv

hvis de er utrykte – så hænder det jo faktisk, at

sprællevende mennesker tager dokumenterne

ned fra hylden og bladrer i dem. Dokumenter har

altså en levetid, der ofte strækker sig lidt længere

end forfatterens, og som først slutter når de selv

smuldrer, mugner eller brænder. Og det er den

tid – fra et dokument bliver efterladt til det ende-

gyldigt bliver støv og affald – der er historikerens

jagtmark!

Opstøvningens kunst

Lad os lige slå en ting fast: Dokumenter er støve-

de – fra vugge til grav. For de bliver lidt ældre og

smuldrer en anelse hver dag. Men det støvede

image skygger samtidig for den kendsgerning, at

dokumenter jo kun eksisterer i kraft af, at de er i

stand til at tilbyde nutiden et eller andet, der

betragtes som så væsentligt, at f.eks. statsmagter

bekoster betydelige summer på at udforme, op-

bevare og tilgængeliggøre dem – tænk bare på,

hvad der bekostes på husleje og opvarmning af

store dyre arkivbygninger. Men hvad er det for en

værdi, som dokumenter repræsenterer?

Svaret er egentlig meget enkelt. De er nemlig

databanker fra fortiden. Selv når fortidens men-

nesker for længst er døde og borte, kan doku-

menterne åbnes og deres handlinger og tanker

aflæses. Og netop fortidens handlinger og tanker

er uhyre vigtige – af mange grunde.

Tag nu bare psykoanalytikeren Sigmund Freud,

der havde stor interesse for fortiden. Faktisk var

han besat af en slags ”arkivfeber”, som gik ud på,

at han ville finde frem til begyndelser og oprin-

delser til dårligdomme, fx psykiske problemer, i

hukommelsen hos de mennesker, der kom i hans

konsultation. Den menneskelige hukommelse er

ganske vist ikke den form for arkiv, vi historikere

oftest beskæftiger os med, men i princippet er

formålet det samme med fysiske arkiver, der jo

på tilsvarende måde kan anvendes til at tale eller

skrive om begyndelser og oprindelser, og enten

efterligne fortiden eller gøre op med den med

henblik på at drive sig selv eller samfundet i en

ønsket retning. Vi mennesker er nemlig slaver af

fortiden og forstår os selv og definerer alt om-

kring os i forhold til den. Den er udgangspunktet

for vores erfaring og danner rammen om vores

forventninger til fremtiden.

Derfor eksisterer arkiver og derfor findes der

historikere, som mestrer opstøvningens kunst, og

som spenderer måneder og år af deres liv på at

grave sig vej ned gennem kulturlagene af opho-

bet og nyttig skriftlig fortidsviden.

Sekstenhundredeoggrønhvidkålsdokumentet

Redaktionen af Pergamentet har bedt mig om at

fortælle om mit forhold til arkiver. Og hvorfor så

ikke – præcis som med Freud – prøve at finde

frem til begyndelser og oprindelser til min egen

arkivfeber. Hvordan kan det være, at netop jeg

32

blev jeg ramt af denne psykiske skavank, som gør,

at jeg er nødt til at have ordineret jævnlige doser

duft af hengemt pergamentpapir for at komme

blot nogenlunde helskindet gennem tilværelsen?

Sagen er, at jeg blev smittet af den nuværende

rigsarkivar. Begivenheden fandt sted, da jeg en

eftermiddag – det må næsten have været i 1986,

for jeg var 13 år gammel – mødte op på Vejle

Kulturhistoriske Museum med et kraniefragment

fundet ved en nedlagt kirkeruin i lokalområdet.

Fragmentet tog museumsinspektøren sig af, men

jeg husker særlig mødet med denne unge og let-

tere langhårede, nyansatte arkivar, der var ud-

dannet på Historiestudiet ved Aalborg Universitet

og hvis nordjyske oprindelse ikke fornægtede sig,

når munden åbnede sig. Han forsynede mig fluks

med en artikel fundet i den lokale årbog og som

handlede om kirkeruinen. Artiklen fortalte, at der

eksisterede en gammel kirkeregnskabsbog fra

1617-56, som kunne give et indblik i, hvordan

kirken havde set ud.

Verdenskendt i Fredericia – fra forsiden af den

lokale sprøjte, 1987 (Red: Poul Duedahl 14 år)

Et par uger senere tog jeg turen til Landsarkivet i

Viborg. Jeg satte mig ned og begyndte at bladre i

siderne med de krøllede bogstaver, og i løbet af

nogle måneder havde jeg transskriberet hele det

støvede regnskab. Da Nationalmuseet siden kom

for at udgrave kirken, kunne jeg altså på forhånd

fortælle arkæologerne, hvordan kirken havde set

ud og hvilke bygningsmaterialer de kunne forven-

te at finde. Jeg fik fri fra skole i en hel uge for at

være med som konsulent.

Når det i sidste ende blev det arkivalske fremfor

det arkæologiske, som blev min skæbne, så skyl-

des det formentlig, at man på arkiver uden videre

kan benytte de originale dokumenter, mens man

på museer helst skal holde fingrene langt væk fra

alle unikke genstande, som ikke sjældent er for-

seglet i glasmontrer.

De næste mange år tilbragte jeg i hvert fald som

frivillig på et lille arkiv i Fredericia, og i flere af

mine sommerferier sad jeg på læsesalen på

Landsarkivet i Viborg. Derved blev seksten-

hundredeoggrønhvidkålsdokumentet bare det

første af utallige.

Nørd? Jovist, men hvilken læreplads for en histo-

riker in spe!

De kilder, de kilder

Hvordan kommer man så fra 1600-tals kirkeregn-

skaber til dokumenter efterladt af internationale

organisationer i det 20. århundrede? Forklaringen

er såre simpel: Man skal bare være opvokset på

en åndssvageanstalt!

Dengang i 13/14-årsalderen boede jeg nemlig i en

lille flække ved navn Brejning mellem Fredericia

og Vejle. Landsbyen rummede landets største

anstalt for udviklingshæmmede – smukke slots-

agtige bygninger med 100 år på bagen. I dag ud-

stykkes palæerne og sælges til mennesker med

millionformuer på bankkontoen, men dengang

hvor jeg boede derude, var de stadig en anstalt –

33

men også en anstalt under afvikling og altså på

vej til at blive fortid og dermed en slagmark for

fremtidens historikere.

Jeg besluttede mig i hvert fald tidligt for, at netop

jeg – af alle mennesker – var udvalgt til at skrive

den unikke historie, som det jo er, når staten

bygger ”slotte til idioter”, som en politiker en-

gang udtalte på Folketingets talerstol.

I det hele taget har jeg altid interesseret mig for

den slags mennesker, som bor på anstalter eller

lever på kanten af normalsamfundet, ja faktisk

alle mennesker som repræsenterer dumhed,

særhed, uhæderlighed, bedrageri, luskeri og

amoralitet – kort sagt samfundets afvigere. For

hvorfor bliver så mange mennesker ved med at

opføre sig på bestemte måder, når normer og

regler påbyder det modsatte? Eller omvendt:

Hvorfor retter så mange mennesker sig efter reg-

lerne til trods for de åbenlyse fordele, der ligger i

at bryde dem?

For at gøre en lang historie kort, så begyndte jeg i

1995 at læse historie på det der dengang hed

Odense Universitet. Her lykkedes det mig langt

om længe at få skrevet og udgivet bogen om min

barndoms anstalt. Og hvad var så naturligere end

at hoppe videre til nogle andre normbrydere –

nemlig grønlænderne. Den skavank, som grøn-

lænderne led af, var at de så anderledes ud end

normaldanskeren. Der var sågar antropologer,

der omkring 1900 mente, at de tillige var dum-

mere end gennemsnitsdanskeren. Derfor gik de i

gang med at opmåle grønlændernes kranier. Et

ganske nyttigt arbejde skulle det vise sig – for

med en god portion overskudsintelligens kunne

den danske befolkning nemlig med god samvit-

tighed fortælle sig selv og omverdenen, at det var

en uegennyttig og alfaderlig byrde Danmark på-

tog sig ved, som koloniherrer, at hjælpe de nord-

atlantiske barbarer i retning af civilisationen. Det

var emnet for mit speciale i 2001.

Efter specialet blev jeg ansat på Odense Stadsar-

kiv som arkivar – præcis som det var planen. Men

jeg kunne ikke helt slippe tanken om at forske, og

ville vide hvorfor kranieopmålinger ikke længere

kan bruges til at retfærdiggøre noget som helst,

og hvorfor den gammeldags racisme netop er

blevet gammeldags og altså noget som historike-

re forsker i med afstandens charme.

Normalt vil man sige, at forklaringen ligger i An-

den Verdenskrig og Holocaust og erfaringer med

imperialismens skyggesider. Men det er bare ikke

forklaring nok. For hvordan går enkelte individers

vidneudsagn om vold og massakrer hen og bliver

almenviden? Her må der nødvendigvis være no-

gen, der udfolder et stort og koordineret oplys-

ningsarbejde. Det viste sig da også, at FN og sær-

lig særorganisationen UNESCO i 1950erne og

1960erne spillede en helt særlig rolle i den for-

bindelse, og i april 2003 – altså for præcis 10 år

siden – blev jeg ansat på Historiestudiet i Aalborg

for at grave lidt i det.

Jeg skulle selvfølgelig have nogle støvede doku-

menter at arbejde med, så længe gik der ikke

førend jeg til Paris, hvor jeg sad i kældermørket

under UNESCO-bygningen på Place de Fontenoy

ved foden af Eiffeltårnet og læste breve og pam-

fletter om anti-racisme fra notabiliteter som Al-

bert Einstein og Mahatma Ghandi – breve som

ingen andre havde læst siden arkivæskerne blev

lukket i 1950erne. Nu blev alle brevskriverne vakt

til live igen inden i mit hoved. De blev til menne-

sker af kød og blod og med de laster og lyster,

som forklarede deres virketrang og satte sig spor i

deres arbejde for organisationen.

Men hvordan kan det rent praktisk lade sig gøre

at sidde på et kontor i Aalborg og bruge tre-fire år

på at skrive en afhandling på baggrund af nogle få

ugers dokumentindsamling i Paris?

Det er let at forklare. I min studietid fortalte hi-

storielektor Aage Trommer gang på gang om,

hvilken revolution kopimaskinen havde været for

ham, da man jo pludselig kunne tage kopier med

hjem fra arkivet. En dag, når jeg bliver en gammel

og grå eminence, vil jeg på tilsvarende måde for-

tælle alle nye historiestuderende om, hvilken

revolution digitalkameraet var for mig. Ikke alene

34

har det skånet utallige dokumenter for turen

gennem kopimaskinens tunge låg og kopierings-

mekanismens lyshav – jeg har bagefter kunnet

bringe tusindvis af digitale dokumentkopier med

over landegrænser så let som ingenting, og har

kunnet sidde med dem på min computer, bladre i

dem, vende tilbage til dem og slå efter i dem,

selvom originalerne befandt sig i Paris, Washing-

ton, London og New York og hvor jeg sidenhen

har været på arkiv.

Omkring 25.000 digitale kopier vil jeg anslå, at jeg

har i min computer. Den eneste, der lidt overlast,

er min pegefinger, som hver evig eneste af de

25.000 gange har skullet udløse kameraets luk-

kemekanisme.

Støv er godt for hjertet

I dag er der – næsten – intet, der giver mig et kick

som at sidde på et arkiv og være det første men-

neske, der åbner en protokol, siden den blev luk-

ket af en embedsmand for 50, 100 eller måske

500 år siden. Indimellem har jeg bladret i tingbø-

ger fra 1700-tallet, hvor skriveren har glemt sin

fjernpen mellem to sider.

Senest har jeg gravet i politisager fra midten af

1800-tallet til min spritnye bog, Forbrydelsens

Ansigt (udkommer på Gads Forlag den 31. maj

2013). Ikke alene er sagerne ofte vedlagt forbry-

derbilleder og gerningsstedsfotos og udførlige

beretninger om den kriminelles karrierevej, de

indbefatter sågar dirke, utugtige billeder og vå-

ben. For nylig åbnede jeg en konvolut med en

snøre inden i. Da jeg læste det medfølgende brev,

kunne jeg se, at snøren havde været brugt til at

strangulere to mordofre på Lolland!

Poul Duedahl m.fl.: Forbrydelsens Ansigt, Gads

Forlag [udkommer 31. maj 2013]

At stå ansigt til ansigt med fortiden, og på den

måde mærke for længst afdøde menneskers til-

stedeværelse, er en følelse, som man kun kan

forstå, hvis man har prøvet. At indsnuse støvet er

godt for hjertet og at blive mindet om, at man

blot er et individ i en lang perlerække af menne-

sker, der har levet og indsnuset støv før en selv,

er sundt for sjælen. Jeg kan i hvert fald ikke lade

være. For det særlige ved arkivfeber er, at den er

så forbandet svær at slippe af med igen.

Indimellem hænder det, at mit arbejde bliver lidt

for meget – for det gør ethvert job jo fra tid til

anden – og så vender jeg tilbage til det sted af

tryghed og velvære, som det er at gå på arkiv. Jeg

går simpelthen på arkiv, som andre går til psyko-

log. Begge dele handler nemlig om at finde ind til

det, som er godt for hjerte og sjæl.

I mit tilfælde er det støv!

35

Hva læser du? Mit favorittids-

skrift

af Torben Kjersgaard Nielsen

… hedder i disse år postmedieval

Tidsskiftet, som udgives af Palgrave/Macmillan er

relativt nyt. Det er blot i sin fjerde årgang, og der

er således kun udkommet 13 numre fordelt på 10

udgivelser. Man må imidlertid sige, at tidsskriftet

er kommet særdeles flot fra start. Det har – på

ægte amerikansk vis - således allerede fået tildelt

hæder som ’Best New Journal’ fra Association of

Learned and Professional Society Publishers

(ALPSP) i 2012 og modtaget prisen som ’Best New

Journal in Humanities and Social Sciences’ (den

såkaldte PROSE-award) af Association of Ameri-

can Publishers i 2011.

Tidsskriftet har undertitlen: a journal of medieval

cultural studies – og ved en hurtig gennemblad-

ring bliver det klart, at der på trods af de i ud-

gangspunktet velkendte enkelte ord langt fra er

tale om et almindeligt kulturhistorisk orienteret

middelaldertidsskrift. Det er heller ikke et ordi-

nært, historisk tidsskrift. Tværtimod. Tidsskriftet

er faktisk ekstremt mærkeligt, snørklet og kring-

let; endda i lange stræk næsten uforståeligt for

en læser som undertegnede. - Men for dælen,

hvor er det godt! Blandt andet fordi, det er så

underligt…

Men hvad handler det så om? Hvad står der i

det? ”What’s in a name?” kunne man (med

Shakespeare) jo begynde med at spørge?

Tja, det er umiddelbart lidt svært at sige klart og

tydeligt. Tidsskriftet fremstår nemlig som en hy-

brid af flere traditionelt ganske adskilte sfærer.

Lad mig derfor nærme mig en bestemmelse af

tidsskriftet fra en vinkel, der i første omgang kun

medtager en del af tidsskriftets indholdsområde.

Et fænomen som medievalisme er en del i vælten

i disse år. Der etableres universitetskurser og

udgives bøger, hvor dette underlige og bevidst

konstruerede ord er indblandet. Især synes me-

dievalisme-termen at være genstand for en vis

opmærksomhed fra især amerikanske humanisti-

ske universitetsforskere. Med udgangspunkt i

blandt andet litteratur-, køns- og kulturstudier

har man hér i flere år interesseret sig videnskabe-

ligt for, hvordan og hvorfor moderne samfund (og

især måske deres kulturelle produkter) udnytter

og bruger den historiske periode, vi andre kender

som middelalderen.

Medievalisme som term dækker således både

over den praksis, at middelalderen udnyttes og

bruges i nutidige (kulturelle, politiske, kønsmæs-

sige m.fl.) sammenhænge og selve den videnska-

belige analyse af denne brugspraksis.

Medievalisme som forskningsobjekt interesserer

sig således for den forgangne middelalders virk-

ning i og påvirkning af dens eftertid. Fortidens

tilstedeværelse i nutiden. Fokus samler sig især

om nutidens brug af allehånde middelalderlige

kulturelle referencer, enten det er som fysiske

levn og artefakter eller i mere uhåndgribelige

gevandter som ’spectres’: Spøgelser, der synes at

’hjemsøge’ vores kultur, og som vi ikke rigtig kan

bestemme os for at synes om eller afvise.

36

Udgangspunktet for en medievalisme-tænkning

er den observation, at i megen moderne kultur

synes ’middelalderen’ at alternere mellem at

være elsket og beundret eller fornægtet og

’abjekt’. I vore dage fremstår ’middelalderen’

således som en ekstremt taknemmelig historisk

periode: Den er på samme tid så fremmed og så

velkendt, at vi kan tillade os at hælde alt muligt

ind i den.

Som et godt eksempel på moderne kulturel me-

dievalisme kan anføres den fantastisk populære

fantasy-TV-serie Game of Thrones. Serien er på

vej ind i sin tredje succesfulde sæson, hvor for-

omtalerne lover, at et i den grad historisk perio-

deoverskridende fænomen som zombier vil op-

træde - uden tvivl i rå og rigelige mængder. Hér

er desuden vold og (gerne lettere kinky) sex i rigt

mål. Det er så parret med, hvad de fleste opfatter

som helt moderne magtmæssige ambitioner,

intriger og kampe. Og alt sammen sat i en ube-

stemmelig, fortidig historisk ramme, som vi alli-

gevel nærmest automatisk og for det meste gan-

ske problemløst rubricerer som - middelalderligt.

Et andet eksempel – og medievalister kan godt

lide (helst ret indforståede) interkulturelle og

metatekstuelle referencer – leveres af gangsteren

Marcellus Wallace, der i Tarantino’s Pulp Fiction

(1994) lover sin Hillbilly-overfaldsmand, at han ”is

gonna get medieval on your ass”. Og hermed

tændes en fantasi om (seksuelt betonet?) ultra-

vold for alvor.

- Ingen anden periode i Europas verdenshistorie

fremstår vel egentlig så monstrøst rummelig med

hensyn til at være losseplads for nutidige kultu-

relle begærsformer?

Som antydet er den forskningsbaserede medieva-

lisme præget af et særligt lingo og en nomenkla-

tur, der i et vist mål forventes behersket. Man

skal kunne sin Foucault og sin Derrida – og helst

også sin Barthes, Bataille, Bourdieu, gerne tilsat

et skvæt Lacan. Det kan denne skribent jo så

langt fra. Men det er dog ingen (voldsom) hin-

dring for at få noget ud af den moderne medieva-

lisme-diskussion, som den pågår i internationale,

videnskabelige, ofte internetbårne fora. Og nu

altså også i en mere traditionel trykt form med

dette tidsskrift.

Tidsskriftet postmedieval er i denne forstand et

spin-off fra de seneste årtiers forskningsmæssige

boom i medievalisme-studier. Man fokuserer på

analyser af nutidige mere eller mindre reflektere-

de brug af mere eller mindre tydelige middelal-

derlige fortider. I en vis forstand kan man således

sige, at medievalisme som forskningspraksis sta-

dig har det analytiske blik rettet bagud.

Men dette tidsskrift rummer også noget andet,

noget distinkt nutids- eller endda fremtidsrettet.

Det er således ikke alene en nutidig brug af de

mange forskellige middelaldre, som skal alene

analyseres og påvises. Tværtimod - og her skiller

tidsskriftet sig noget ud fra andre medievalisme-

tilgange – skal og kan den distinkt middelalderlige

og tidlig moderne litteratur (især den engelske:

Beowulf, Chaucer, Shakespeare m.fl., men også

den norrøne) bruges til at analysere og forstå

tendenser i moderne kultur og samfund.

Således bruges en fagligt funderet viden om mid-

delalderlig litteratur, historie og filosofi ikke bare

til at finde ud af, hvor moderne tendenser kan

have deres ophav (nemlig i middelalderen!). I

dette tidsskrift anvendes bidragsydernes mere

traditionelle middelalderfaglighed meget bevidst

også til at belyse og frugtbargøre kulturelle og

politiske diskussioner, der har betydning i (sen-

eller post-)moderniteten. Forestillingen om, at

fortidige samfund og deres kulturelle og sam-

fundsmæssige frembringelser kan bringes til at

have direkte betydning for udformningen af mu-

lige fremtider, er selvfølgelig decideret – både

ønsket og villet - politisk. Hvad der er yderligere

interessant er, at tidsskriftet abonnerer på en

forståelse af, at af samtlige de fortidige menne-

skelige samfund historien kan fremvise, da er det

netop middelalderen, der er mest anvendelig i

diskussionen af mulige fremtider. - Dette er jo i

sig selv en tydelig medievalisme.

37

Som det måske fremgår er det (heldigvis!) noget

uklart, hvordan og hvorfor denne fortidsbrug af

en middelalderlig ’virkelighed’ kan inspirere til

nutidige løsninger eller analyser af nutidige ud-

tryk for mangfoldige (almenmenneskelige?) kul-

turelle fænomener. Tidsskriftet rummer meget

forskelligt, Lige fra diskussioner af forholdet mel-

lem menneskelighed og krop stillet overfor mu-

ligheder for maskinelle tilføjelser og forbedringer

af menneskets legeme (kan middelalderen forkla-

re Arnold Schwarzeneggers T2-cyborg?), over

grafiske digte om hvaler og skeletter til diskussio-

ner om, hvorvidt moderne neurologisk videnskab

kan befrugte analysen af middelalderlige percep-

tionsteorier. Seneste nummer bruger middelalde-

ren til at analysere de moderne samfunds natur-

bestemte udfordringer og truslerne mod plane-

tens økologiske balance. Ret syret, - og ret vigtigt.

Måske forklares tidsskriftets profil i virkeligheden

bedst af tidsskriftet selv i dets kolofon:

”postmedieval: a journal of medieval cultural

studies is a cross–disciplinary, peer-reviewed

journal in medieval studies that aims to bring the

medieval and the modern into productive critical

relation. The journal will work to develop a pre-

sent-minded medieval studies in which contem-

porary events, issues, ideas, problems, objects,

and texts serve as triggers for critical investiga-

tions of the Middle Ages. Further, we are con-

cerned to illuminate the deep historical struc-

tures – mental, linguistic, social, cultural, aes-

thetic, religious, political, sexual and the like –

that underlie contemporary thought and life, and

therefore, we are also interested in attending to

the question of the relation of the medieval to

the modern (and vice versa) in different times

and places.”

Som det fremgår er tidsskriftet således på ingen

måde fastlåst i særlige måder at anvende den

middelalderlige fortid på. En sådan – nærmest

middelalderlig – rummelighed ses allerede i tit-

lerne på de hidtil udkomne temanumre:

”When did we become post/human?”, ”Critical

Exchanges: Bruce Holsinger’s The Premodern

Condition”, ”The Animal Turn”, ”The Medievalism

of Nostalgia”, ”New Critical Modes”, ”Becoming-

Media”, ”Disability and the Social Body”, ”Cogni-

tive Alterities/Neuromedievalism”,

”The Intimate Senses” – og endelig det senest

udkomne: ”Ecomaterialism”

Som anført er tidsskriftets profil påvirket af de

seneste årtiers især amerikanske medievalisme-

interesse. Et tydeligt udtryk for tidsskriftets mo-

derne og pluralistiske opfattelse af, hvad kultur-

og samfundsvidenskab er og kan (bør?) udøves

og bruges til, er det faktum, at postmedieval lige-

ledes har sit ophav i et internetbaseret forsker-

fællesskab: The BABEL working group

(www.babelworkinggroup.org). Herudover er

bidragyderne til blogspottet In the middle

(www.inthemedievalmiddle.com) jævnlige bi-

dragydere til også postmedieval. Kvier man sig

således ved at abonnere, så kan man jo starte

med at lægge vejen omkring disse to internet-

steder for at læse og lære mere om dette forun-

derlige, men særdeles frodige forskerkollektiv.

38

Vil man se på interessante titler indenfor dette

spraglede univers af ny videnskab, så er et besøg

på hjemmesiden for Palgrave/MacMillans serie:

The New Middle Ages et godt udgangspunkt.

(http://us.macmillan.com/series/TheNewMiddle

Ages).

Her findes en spraglet mængde af temaer, man

ikke havde fantasi til at forestille sig en middelal-

derinteresse kunne udmønte sig i. Det ligner

nærmest en middelalderlig encyklopædi eller et

sært herbarium: Underlige, men stærkt fascine-

rende klassifikationssystemer forsøger – heldigvis

uden held - at regulere et vildtvoksende fantasi-

landskab.

God fornøjelse.

Torben Kjersgaard Nielsen

Postmedieval: a journal of medieval cultural studies

Editors:

Eileen Joy, Southern Illinois University, Edwardsville,

USA

Myra Seaman, College of Charleston, USA

www.palgrave-journals.com/pmed

Bonusinfo!

Et lille udpluk af medievalisme-’klassikere’:

Medievalism and the Modernist Temper, Howard

R. Bloch & Stephen G. Nicholas (eds.), (Baltimore,

Johns Hopkins University Press 1996)

Kathleen Biddick, The Shock of Medievalism

(Duke University Press 1998)

Carolyn Dinshaw, Getting Medieval. Sexualities

and Communities, Pre- and Postmodern (Duke

University Press 1999)

Bruce Holsinger, The Premodern Condition. Medi-

evalism and the Making of Theory (University of

Chicago Press 2005)

John R. Ganim, Medievalism and Orientalism.

Three essays on Literature, Architecture and Cul-

tural Identity (Palgrave MacMillan 2008)

Elisabeth Scala & Sylvia Federico (eds.), The Post-

Historical Middle Ages (Palgrave MacMillan 2009)

Brantley L. Bryant, Geoffrey Chaucer hath a Blog.

Medieval Studies and New Media (Palgrave

MacMillan 2010)

Ilan Pappé – A History of

modern Palestine

Af Jonas Bertelsen

Ilan Pappé er jøde og født i Israel, men bor nu i

England. Pappé blev uddannet i political science

fra Haifa University i Israel, men arbejder nu som

historiker ved University of Exeter. Selvom Pappé

er jøde og israeler, er han kendt for at tage et

meget revisionistisk og meget kritisk standpunkt i

forhold til Israel. Bl.a. mener Pappé at oprettel-

sen af den israelske stat er skyld i den manglende

fred i Mellemøsten, hvilket har fået den nu tidli-

gere undervisningsminister til at fordømme ham i

det israelske parlament, og Pappé har ligeledes

modtaget en række dødstrusler for sit arbejde.

I “A history of modern Palestine” gør Ilan Pappé

op med de etablerede retninger i historieskriv-

ningen om Palæstina konflikten, der konkurrere

mod hinanden. Disse er ofte er stærkt præget af

nationalistiske tendenser og et stort had til den

anden part.

Beretningen starter omkring 1856 hvor Pappé

beskriver det samfund, der senere skulle danne

rammerne for voldsomme konflikter. Bogen foku-

sere ikke på de militærhistoriske perspektiver,

men undersøger i stedet de socioøkonomiske

39

forhold i befolkninger både i et historisk perspek-

tiv, men også som årsagsforklaring til de konflik-

ter der stadig i dag er et stort problem i området.

Pappé beskriver kort hvordan det politiske spil

fungere i området, og hvad der ligger til grund for

de forskellige partiers opbakning fra visse dele af

befolkningen. Igennem hele bogen tager Pappé

de svages parti og fokusere mere på befolknin-

gerne end på lederne.

Pappé er en kontroversiel historiker hvilket også

bidrager til at gøre bogen spændene, den er vel-

underbygget og Pappé argumentere godt for sine

synspunkter. Hvis man er interesseret i Palæstina

konflikten og har svært ved at finde rundt i de

forskellige nationalistiske perspektiver og konklu-

sioner på de historiske begivenheder, er bogen

efter min mening et glimrende sted at søge over-

blik.

The Mongols

af David Morgan

Af Søren Chr. Winther, 4.sem.hist

I bogen the Mongols i serien the Peoples of Euro-

pe, hvilket roligt kan siges at være misvisende

eftersom det er de færreste der overhovedet

forbinder Mongoliet, endsige det mongolske folk

med Europa. Morgan gør opmærksom på dette

allerede i introduktionen, men også at mongoler-

ne er det folkeslag der har været tættest på at

erobre Europa og har haft enorm indflydelse på

det Europæiske kontinent for ikke at sige hele det

Euroasiatiske. Leder man efter en introduktion til

dette emne er denne bog således et aldeles op-

lagt sted at starte

Bogen Af anmeldelser vi har læst, fremgår det da

også at det ekstra kapitel ikke er essentielt for

bogen, da de vigtigste ting er blevet fremstillet i

originalen og at denne tekst er forblevet uredige-

ret i den nye udgave. F.eks. siger Timothy May

(Department of History, North Georgia College

and State University), i en anmeldelse fra 2007

nævnes det, at det er stærkt usandsynligt at bo-

gen vil blive overgået i den nærmeste fremtid og

at den bør betragtes som et af standardværkerne

indenfor studiet af mongolerne. Dette er ligele-

des tilfældet i en anmeldelse fra 2008, hvor bo-

gen ligeledes bliver udnævnt som et af standard-

værkerne indenfor området de næste mange år.

Generelt bliver bogen taget godt imod om end

der findes anmeldere, der ikke er enig i Morgans

analyser og konklusioner. Han nævner f.eks. selv

en anmeldelse af en John Masson Smith jr. der

kom kort efter udgivelsen af bogen, hvor der

bliver påpeget begrænsninger og punkter hvor de

er uenige, der dog ikke forhindrer Masson i at

udnævne bogen til et af de bedste og mest grun-

dige værker indenfor emnet. Han slutter desuden

af med at sige, at anmeldelsen ikke skal betragtes

som en negativ kritik af bogen men som et sup-

plement, hvilket Morgan har taget til sig idet at

han nævner anmeldelsen specifikt i forordet.

Vi har da også haft stor fornøjelse i arbejdet med

bogen, da den giver en formidabel introduktion

til mongolerne på en præcis, saglig og underbyg-

get måde, uden at det bliver tør læsning samtidig

med, at sproget er holdt nogenlunde enkelt og

flydende. Derudover er Morgan rigtig god til at

forklare hvordan han har brugt kilderne, og hvilke

problemer der fremkommer ved forskningen af

emnet, f.eks. at kilderne dækker flere forskellige

sprog heriblandt latin, kinesisk, mongolsk og per-

sisk.

Hvad angår hans brug af kilder er der umiddelbart

ikke noget at sætte fingeren på. Der bliver gjort

opmærksom på hvilke kilder der bliver brugt

hvornår og tolkningen af disse bliver gjort med

professionel historisk optik. Der er ingen gode

eller onde skikkelser i bogen, men i stedet en

forklaring og analyse af de forskellige personlig-

heders gøren og laden. Både John Plano de Car-

pini, the Tartar Relation, William af Rubruck og

Marco Polo bliver brugt som kilder, men også

40

nyere skriftet af f.eks. Rashid al-Din bliver refere-

ret.

Morgan har igennem tiden udgivet flere artikler

hvor han kommenterer eller uddyber på emnet,

hans bog og/eller kritik heraf. I en artikel fra

Journal of the Royal Asiatic Society of Great Bri-

tain & Ireland (2009) er han således uenig med

Peter Jackson omkring det Mongolske Imperiums

fald og om hvornår det ophørte med at eksistere.

Udover dette og de førnævnte anmeldelser af the

Mongols virker det til at Morgan er en af de mest

anerkendte personer indenfor emnet.

I Rosens Navn

Af: Casper B. Krogh, 4. sem

I ny og næ bliver der skubbet lidt til den gængse

måde at forstå og lære af historie på. Et af disse

små skub er romanen ”I Rosens Navn” Af Umber-

to Eco, som siden blev filmatiseret af den franske

filmmager Jean-Jacques Annaud. Bogen såvel

som filmen formår at undervise læseren, alt

imens man stadig bliver forundret og eventyrly-

sten efter at finde ud af mere om det univers Eco,

så detaljeret, har skabt. Det er også vigtigt at

påpege, at dette værk, hvor meget det end virker

til at være baseret på ægte historiske hændelser,

er et værk af fiktion.

I min fantasi findes der to slags munke og to slags

klostre. Det første slags kloster er et robust sam-

fund af mænd, der arbejder hårdt og beder utalli-

ge gange på en dag. De har tilsluttet sig et liv med

bøn i hænderne og hænderne i bøn. Det andet

kloster er en lukket og ødelagt serie af dystre

passager og fugtige rum, hvor smålige, jalousi-

ramte mænd løber rundt og forsøger at spille et

politisk spil med omverdenen. Deres bønner er

skinhellige og deres nætter lange og vrede. I de

første par scener af "I Rosens navn", indser man,

at dette vil være en film om en form for konkur-

rence imellem de to slags munke.

Den første slags af de førnævnte munke kommer

skridtende over de åbne marker i Middelalderen,

hans tunge uldkåbe yder kun lidt beskyttelse

imod de kolde vinde, der fejer over markerne.

Hans navn er William af Baskerville, og han er i

denne film portrætteret af Sean Connery, der

spiller ham som om han er den første moderne

mand, en lærd munk der har forstået og lært af

alle de lærestreger, fortiden har givet menneske-

heden, men som stadig er i stand til at se dem i

en bredere kontekst end andre af hans tid.

En dag ankommer William til et stort kloster, der

nærmest svajer med bange anelser på toppen af

en stejl bakke. For bunden af bakken kæmper

sultende bønder for madrester, der bliver smidt

ned fra munkenes køkken. På bakkens højeste

punkt står et stort tårn, indrettet som en labyrint

- en labyrint hvor nøglen til hele mysteriet ligger.

En række mord finder sted indenfor klosterets

mure, og da William af Baskerville har ry som sin

tids Sherlock Holmes, bliver han hurtigt involveret

i forsøget på at klarlægge årsagerne til dødsfal-

dene og morderen bag dem. Der er mange mis-

tænkte, faktisk kan jeg ikke huske en enkelt munk

i klosteret, der enten ikke kunne minde om eller

ligne en mistænkt. Filmen er blevet skabt til at

ligne en krydsning imellem de groteske elemen-

ter man normalvist ville finde i en film af Federico

Fellini med et absurd miks af det okkulte.

Hvad vi starter med er præmissen for en vidun-

derlig film. Hvad vi dog får er en meget forvirret

historie, fotograferet i sådan et skummelt mørke,

at det nogle gange er svært at være sikker på

præcis hvad det er, der sker.

William af Baskerville lytter nøje og nikker klogt

og forsvinder, i hans søgen efter morderen, ind

forbi mørke hjørner imens han laver højtidelige

erklæringer til sin unge protege, i filmen portræt-

teret af Christian Slater. Det er klart, at han er på

sporet af morderen, men manuskriptet er så løst

konstrueret, at kun få deduktioner er foretaget

imellem hans konklusioner og hvad der sker som

det næste.

41

Filmatiseringen af romanen blev indspillet i et

rigtigt kloster og derfor ser alt overbevisende ud,

men desværre tager filmen den "mørke middel-

alder" meget bogstaveligt og instruktøren sætter

sine scener op i så uigennemtrængeligt mørke, at

det nogle gange er næsten umuligt at se, hvad

der sker. Kort sagt truer atmosfæren med at

overvælde handlingen.

Hovedkaraktererne flyder samtidigt ind og ud af

linsen, alt imens forfærdelige begivenheder fin-

der sted. En munk bliver fundet død i bunden af

tårnet, en anden er druknet i et kar af vin. Willi-

am af Baskerville bevæger sig højtideligt fra det

ene mord til det andet, men så tager handlingen

sin egen skøre rytme idet nogle storinkvisitorer

fra Rom ankommer for at afholde deres egen

retssag imod en formodet morder, og derfra bli-

ver flere ældgamle hemmeligheder opdaget inde

fra tårnets labyrint.

Hvad denne film har brug for, er et mere klart,

mere ordknapt og mere logisk manuskript. Det er

alt sammen inspiration og forudsætninger, men

ingen disciplin. F.eks. ser det på et afgørende

tidspunkt i filmen ud til at William af Baskerville

og hans protege er sikre på at blive brændt le-

vende, og man er, som seer, selv nødt til at udle-

de, hvordan de flygtede, da filmen ikke selv for-

tæller det.

Der er dog så mange gode ting i "I Rosens navn".

Skuespillerpræstationerne, genopbygningen af

perioden, den gennemtrængende følelse af at

være i Middelalderen - hvis historien havde været

i stand til virkelig at involvere os, ville det have

været en fantastisk film.

Set & sket

Gæsteforelæsninger:

Rækken af gæsteforelæsninger om bæredygtig-

hed er fortsat ind i forårssemestret, hvor bl.a.

gæste-Ph.D.-studerende Robert Gross har holdt

forelæsning om Marshallplanen og bæredygtig-

hed omkring skiturisme i Østrig, og Michael Wag-

ner gjorde tilhørerne klogere på bilismens histo-

rie i Danmark.

Udover forelæsningerne om bæredygtighed, har

direktør for Golden Days, Ulla Tofte, været fordi

og fortælle om historieformidling til ’almindelige

mennesker’ gennem historiefestivaler, der hvert

år afholdes i København. Hun havde nogle inte-

ressante perspektiver på historieformidlingen og

hvordan man får flere til at interessere sig for

historie. Det var tankevækkende at blive præsen-

teret for en meget alternativ historieformidling,

og Ulla Tofte pegede også på et videnshul: Ud-

over Golden Days er der mange andre historiske

arrangementer og festivaler, for ikke at tale om

populærlitteratur om historiske emner, men vir-

ker det til rent faktisk at trække flere ind i histo-

riefaget, eller er det bare ren underholdning? Det

kunne være interessant, hvis der var nogen der

ville undersøge det.

Kandidatdag:

Kandidatdagen var for alle studerende på AAU,

men der var også et særskilt foredrag, hvor Poul

Duedahl fremlagde de forskellige kandidatud-

dannelser på historiestudiet, og derudover var

der mulighed for at få en snak med studievejleder

og bladre i de nytrykte pjecer om historiestudiet.

Ligeledes var der arrangeret en dag for præsenta-

tion af mulighederne for sidefag.

Historisk kaffeklub:

Kort efter kandidatdagen havde nogle ældre stu-

derende arrangeret en hyggeeftermiddag for

bachelorstuderende på historiestudiet. Udover

rigelige mængder kaffe og lækkert hjemmebag,

42

blev vi fodret med information om mulighederne

for kandidatuddannelse. Der var repræsentanter

fra både kulturarvsformidling, informationsfor-

valtning, almen historie, historie med sidefag i

dansk, engelsk og samfundsfag samt en kandi-

datuddannelse på Europæiske Studier. På den

måde blev de fleste muligheder beskrevet, og det

var rart at få lidt ’insider’-information om de for-

skellige retninger, frem for de oplysninger man

kan læse sig til i studieordningen. Godt initiativ!

Historisk filmklub:

Når noget gentager sig mere end to gange, kan

man vel begynde at snakke om en tradition, og

der er i hvert fald ved at blive god tradition for

jævnligt at holde filmaften på Strandvejen. Her

vises historiske film mens en flok historiestude-

rende hygger sig med slik, chips, kaffe, sodavand

og øl. Hvis nogen kender lidt til filmens emne på

forhånd, kan de holde et lille oplæg før filmen

begynder, alt imens hele arrangementet afholdes

i en uformel atmosfære. Endnu et godt initiativ!

Mærkbar:

Historiestudiet er nu blevet tilknyttet fredagsba-

ren MærkBar på Kroghstræde 3 i form af indtil

flere frivillige fra forskellige semesterårgange.

Tesen var fra starten at redde en en bar, da

MærkBar har haft problemer med at trække gæ-

ster til stedet. Der skal derfor lyde en opfordring

til at tage ind og støtte op omkring vor medstu-

derende når de står og underholder forskellige

fredage. Der er som regel altid et par stykker

derinde fra studiet (især hvis det er ’historie’ bag

baren) plus der er en mulighed for at lære sine

medstuderende bedre at kende i mere rolige

omgivelser.

Historisk hyttetur:

I lighed med efterårets succesfulde hyttetur, blev

der igen arrangeret en historisk hyttetur første

weekend i april, og turen gik til en hytte i Ham-

mer Bakker, hvor tiden gik med sociale aktivite-

ter, bezzerwizzer, quiz, god mad – og en hel del

øldrikning. Udover de sædvanlige fra 4. og 6.

semester, var der denne gang også et pænt

fremmøde fra 2. semester. Må fremtiden byde på

flere hytteture!

Pergamentet nr. 6: Musik i hi-

storien

Af: Katrine Funding Højgaard, 4.sem.

Når Pergamentet vender tilbage efter sommerfe-

rien, er det med musik som tema. Musik i form af

rytme og sang er formentlig lige så gammelt som

sproget selv, og har fungeret som et samlende og

fællesskabsdannende element langt tilbage i

menneskets forhistorie.

Musikken i sig selv er dog en flygtig kilde, da det

rent auditive udtryk først blev muligt at bevare

efter at Edison opfandt fonografen, forløberen

for grammofonen, sidst i 1800-tallet. Tidligere

tiders musik kan til en vis grad genskabes vha.

43

noder. Anvendelsen af markeringer til at angive

om melodistemmer skulle gå op eller ned, har sin

oprindelse i 700-tallet, mens udviklingen af

egentlige noder, som vi kender dem i dag, starte-

de i 1000-tallet, og blev standardiseret i løbet af

1600- og 1700-tallene. Hvor forunderligt det end

måtte være at lytte til oprindelig gregoriansk

munkesang eller en symfoni dirigeret af Mozart

selv, lader det sig ikke gøre, men musikken som

kilde kan stadig anvendes visuelt og tekstuelt,

f.eks. på hulemalerier, der antyder en lang tradi-

tion for brugen af didgeridoo i Australien eller

antikke græske vaser, der afbilder harpespillende

mennesker.

I de skriftlige kilder findes der mange beskrivelser

af musik, f.eks. Gerald af Wales’ beskrivelser af

musik i Irland og Wales o. 1200 og lidt senere

Marco Polos beskrivelse af mongolernes brug af

sang og musik før de gik i krig. Som vi kommer

længere frem i historien, begynder musikere at

træde frem som selvstændige kunstnere, nogle af

dem med politiske holdninger; Beethoven dedi-

kerede oprindeligt sin Eroica-symfoni til Napole-

on Bonaparte, helten fra den franske revolution,

men da Napoleon i 1804 udnævnte sig selv til

kejser, slettede Beethoven hans navn i vrede, og

omdøbte sin symfoni. Man kan også se hvordan

brugen af musik kan påvirke en kunsters efter-

mæle, f.eks. ved Hitler og nazisternes brug af

Wagners musik, der har gjort, at dennes musik

har været ildeset i visse kredse mange år efter

anden verdenskrig.

Når vi kigger på det 20. århundrede, er der et

væld af nye musikgenrer, og her kan man f.eks.

pege på den nye rock and roll-kulturs indflydelse

på efterkrigstidens ungdom eller sammenhængen

mellem hippiebevægelsen og musikken i form af

f.eks. Woodstockfestivalen eller vores egen Ros-

kilde Festiva eller de seneste års TV programmer.

Når vi snakker musik i historien er mulighederne

mange, og vi håber på mange gode bidrag fra

vores medstuderende! Så hvis I har lyst til at skri-

ve en temaartikel, er den eneste afgrænsning, at

det på en eller anden måde skal handle om musik

i historien. I er selvfølgelig også velkomne til at

skrive en artikel uden for tema eller en bog- eller

filmanmeldelse.

44

Vi ses i næste nummer!