Embed Size (px)
Citation preview
MELLEM STORM P., KINO BELORMORSK OG DE UFORFÆRDEDE PINGVINER PÅ DE SMELTENDE ISFLAGER
PETER STUHR
NORTH ART MAGAZINE
Peter og Ping
Mellem Storm P., Kino Belormorsk og de uforfærdede pingviner på de smeltende isflager.
Af Torben Weirup
North Information 310/North Art Magazine 130/Peter Stuhr
Udgives af:Forlaget North Art Magazine, Nørregade 7C, 1165 København K. Telefon: 33 11 15 61. [email protected]: 9570-8298998
Forlægger: Yvonne Hansen.
Abonnement: kr 500,- (udenfor Danmark kr 800,-) lille abonnemnet kr 350,- kan tegnes på ovenstående telefonnummer, email eller ved indbetaling på ovenstående konto
North ©Peter Stuhr ©
Tekst: Torben Weirup ©
Grafisk tilrettelæggelse: Claus Christensen.
Billedredaktion: Gay Christensen,Claus Christensen og Peter Stuhr.
Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S. Skjern, 2011
ISSN 0105 2624
Forside : KAMÆLEON, Bryggeriet Flakhaven Odense
Bagside: VEJVISER STUDIER
Fotos ©: Janne Stuhr Varsted side: 2, 7, 10, 18, 21, 22, 23, 36 n.tv., 37, 39, 40, 41 Steen Gyldendal side: 1, 12, 13, 24Christian Geisnæs side: 9Anders Sune Berg side: 27 øv, ned, th.Niels Arild side: 32, 33, 35Jannik Kvetny side: 34 th.Vignir Johannsson side: 47 nedØvrige Fotos: Peter Stuhr
www.peterstuhr.dk
TAK til Aage Damgaard Aps.og tak til Janne, Svend, Claus, Gay og Torben
Peter og Ping
Mellem Storm P., Kino Belormorsk og deuforfærdede pingviner på de smeltendeisflager.
Af Torben Weirup
Den første gang, jeg træffer Peter Suhr, for-tæller han en historie.
Under akademitiden er han og nogle afhans kammerater i Ægypten, og Peter væl-ger at forlænge sit ophold med noglemåneder. Sammen med en kunstnerkollegarejser han blandt andet til Mersa Matruh,der er en festlig by, hvor man ikke tager detmed religiøse forbud så højtideligt. En dagbliver han imidlertid anholdt på gaden i for-bindelse med en identifikationskontrol. Detviser sig, at han har glemt at forlænge sitvisum.
»You are a criminal and you have a pro-blem,« forklarer politimesteren, der dogvenligt åbner mulighed for, at problemetkan forsvinde, hvis amerikanske dollarsedleri beskeden mængde skifter hænder.
»But that would make you a criminal.And then you would have a problem,« ind-vender Peter Stuhr bekymret, hvorefter hanbliver smidt i en slags venteværelse i kælde-ren med udsigt til en noget større celle, hvoren hel del mænd står og spændt venter påat lære den nye gæst godt at kende.
»Ja,« medgiver Peter Stuhr. »Det er for-modentlig det dummeste, jeg nogensindehar sagt. Så meget desto mere som jegkommer i tanke om en klump i noget sølv-papir, en af mine akademikammerater havegivet mig inden afrejsen.« Man ser det forsig: Det har vel været besværligt at tage denmed ud af Ægypten og hjem til Danmark.
At Peter Stuhr fik sig snoet ud af kniben,fortæller om hans udprægede overlevel-sesevne, og at han venligt fortalte politimes-teren, at forslag om bestikkelse ville rejse etmoralsk problem, og at sheriffen – hvis hanmodtog den – kunne komme i klemme,erindrer om hans evne til at se det barokke itilværelsen og have en kamæleons øje forlivets ironi i det hele taget – og det er en afde kvaliteter, der kendetegner hans værk.Naturligvis måtte han i 2002 besvare enudsmykningsopgave fra Statens Skadedyrs-laboratorium ved at rejse nogle steler, der -tilsyneladende – var perforerede af borebil-ler. Kommentaren til Klimatopmødet i Kø-benhavn var en glasskulptur – udgivet afPolitiken – forestillende pingviner med næ-sen i sky, og, som Peter Michael Hornungbemærkede i omtalen i sin avis, har demåske ikke »særlig meget grund til det. Forisen omkring polerne er ved at smelte pågrund af klodens opvarmning. Stuhrs skulp-tur er særlig aktuel nu, hvor der også talesom bæredygtighed og ansvar over for kli-maet. Vi ved, at isflagen er grundlaget fordens eksistens«.
76
A HEREFORD BEEFSTUDIO , Herning, 2009
billeder har han siden bevæget sig gennemskiftende motivverdener som eksempelvisRoms fontæner, ægyptiske landskaber ogbe-arbejdede landkort, ligesom der i nogleaf hans billeder kan anes mennesker på van-dring med eller uden dromedarer, musling-eskaller, fugle og flyvemaskiner. I flere afhans værker fra den tid optræder noglesorte felter, der langt senere dukker op ihans udsmyknings-opgaver; måske noglefikspunkter i billederne der leder øjnenerundt i kompositionen men også signalereren eller anden form for udsyn og indsigteller opfordrer betragteren til at se verdenpå en ny måde end den vante. Det sidstegælder ikke mindst et indgangsparti og enrække farvede vinduer til LønmodtagernesDyrtidsfonds hovedkontor i København i
2003 og nogle glaspartier til Hereford-res-tauranten i Kastrup Lufthavn.
I en anmeldelse i 1982 i Politiken skrevHellen Lassen blandt andet om en udstillingpå Sophienholm, at »… nedenunder påkal-der især Peter Philip Stuhrs store oliemalerierog ikke mindst de små olieskitser og teg-ninger sig opmærksomheden. Malemådenmed store løse strøg i heftige bevægelser erden nyekspressionistiske med voldsommefarvesammenstød og brug af gammelkendtmytologisk symbolsprog i nyfortolkning.Figurer som skytten og vædderen fungererher som en slags fortolkende koncentratio-ner i farver og bevægelsesretninger med brug af spejlvendinger til at nuancere detpsykologiske udtryk«.
Peter Stuhr (født 1951) er uddannet på DetKongelige Danske Kunstakademi. Her gikhan fra 1974 til ’81 hos blandt andre AlbertMertz og Richard Mortensen.
Forinden havde han i årene mellem 1970og ’73 gået på Skolen for Brugskunst, hvorhan som lærer blandt andre havde grafike-ren og billedhuggeren Gunnar Hossy (1925-90). De blev venner, og efter Karen Stou-gaard Hossys død i 1998 blev Peter Stuhrparrets legatar. Det betød, at han forvaltedederes arv, og det gjorde han blandt megetandet ved at i 1999 at genudgive KarenStougårds digtsamling, Broen, med forord afKlaus Rifbjerg og illustrationer af Iija Salme-la, Per Basse, Beth Ryde, Karsten Hansen,Jan de Neer-gaard, Søren Ankarfeldt, JanJerichau og Gunnar Hossy samt Peter Stuhrselv. Han gjorde det også ved at sørge for, atmange af Gunnar Hossys værker blev over-draget til blandt andre Arbejdermuseet,Kastrupgårdsamlingen og Vejle Kunstmu-seum, ligesom han tog initiativ til en bogom Gunnar Hossy ved at opsøge den, derskriver disse linjer. Trods mange fondsansøg-ninger viste det sig umuligt at gennemføreprojektet, men i 2011 udgav North Art
Magazine takket være afdøde udgiver, BentPetersens, generøse imødekommenhed etsærnummer (North Art Magazine nr. 124)om Gunnar Hossy med bidrag af blandtandre Else Marie Bukdahl, Inge Dybbro,Klaus Rifbjerg og Asger Schnack samt enkreds af elever af Gunnar Hossy. Et kapitelkunne lukkes. En ven var blevet mindet.Peter Stuhr er sine venners ven – og proces-sen og samarbejde i det hele taget er afgø-rende for, hvordan han arbejder som kunst-ner, og hvordan han er som menneske.Noget tilsvarende kan siges om hans glædeved rejsen og mødet med medmennesket.Derfor har gruppeudstillinger og fællesska-bet om samme også været en meget vigtigdel af hans udstillingspraksis. Peter Stuhr harsåledes lagt et stort arbejde i midlertidigesammenslutninger som Min tid som pilot ogStorm og Stille, der har udstillet såvel i Dan-mark som i en række nordiske og baltiskelande. Også siden har han arbejdet regel-mæssigt sammen med kunstnere fra ind- ogudland. Blandt dem ikke mindst MindaugasSnirpa fra Litauen, Urmas Muru fra Estland,Vignir Johannsson Island samt Maria Yufaog Sergej Terenjev fra Rusland.
Peter Stuhrs egen, egentlige debut fandtsted på Charlottenborgs Forårsudstilling i1982. På det tidspunkt lagde hans maleri sigi forlængelse af den ekspressionistiske tradi-tion præget af 1980ernes optagethed affigurationen.
Malerierne udgøres af et ekspressivt bil-ledunivers opbygget af strømme af silendefarve og transparente lag, hvilket gør, atmange arbejder antager karakter af dybe,romantiske drømmelandskaber. I serier af
9
MALERI 1984
PARFORHOLD (Hommage à Jasper Johns) Bronze 1996
Andre anmeldelser i begyndelsen af 1980er-ne pegede på noget tilsvarende. Beherskelseaf fladen, kendskab til klassiske greb, talent– også for at overraske i kompositionerne.Og så begravede Peter Stuhr sig alligevelmere eller mindre i en lærergerning på Hol-bæk Kunsthøjskole i perioden 1985 til ’93.Malede gjorde han stadigvæk – og udstille-de gjorde han også. Separat blandt andetnogle gange i Galleri Sonne i Holstebro – ogi gruppesammenhæng med Min tid som pi-lot og Storm og Stille.
Det blev til ni år for kunsthøjskolen og ogsåni berigende år. Tilbage i virkeligheden ud-stiller Peter Stuhr i 1993 separat på HerningKunstmuseum, ved hvilken lejlighed hanmøder Damgaard-familien, der - sammenmed Per Hebsgaard, som han træffer i 1998i forbindelse med et værk til Seafoodbaren iKastrup Lufthavn - kommer til at spille enmeget stor rolle i hans videre arbejde.
Glasudsmykningen til Seafoodbaren i luft-havnen eksisterer desværre ikke længere, ogdet er en skam, for den er et godt eksempelpå dels Peter Stuhrs hverdagsnære humorog dels hans evne til at skabe værker –brugskunst? – til stedet. I stiliseret form seset menneske der drikker en øl. En mørk øl.Måske en porter der passer så godt tiløsters. En fin dekoration til netop en seafo-odbar.
Igennem 1990erne udviklede Peter Stuhrsit maleri ved ikke blot at arbejde med farveog komposition men også inddrage nyemotivkredse som for eksempel den daglige
opvask, der sammen med fontænebilledernegav et indtryk af en kunstners optagethed afikke bare vand men også bevægelse og detflydende element i det hele taget. Samtidiger han begyndt på en række humoristiskeskulpturer. To ens udseende toiletruller pla-ceret på samme flade hedder Parforhold(Hommage à Jasper Johns). Placerer han deto toiletruller oven på hinanden, kalder hanskulpturen Hos terapeuten. En udstilling i1997 i Galleri Ægidius i Randers hedderOpvask – og digtagtige tekstfragmenter afkunstneren selv antyder ligefrem en sam-menhæng mellem parforholdet og arbejdetmed maleriet, mellem tømmermændene ogopvasken dagen efter middagsselskabet.Vandet fra hanen og Roms fontæner ogkredsløbet i kroppen går måske op i en høj-ere enhed. Erfaringer og erindringer justeresi forhold til hinanden: Som den kriminellemå maleren ha’ et motiv/ Tankerne måleropvaskens scenarium på/ her er ikke begåetnoget mord/ kun fiskehandlerens dagen før.
Som bekendt har Damgaard-familien spil-let en væsentlig rolle for, at billedkunsten iså imponerende et omfang kom til Herning,og at Herning blev en markant kunstby. Detvar den legendariske fabrikant Aage Dam-gaard (1917-91), der fra begyndelsen af1950erne til midten af 1970erne inviteredekunstnere som – for nu blot at nævne noglefå - Poul Gadegaard, Robert Jacobsen, SvenDalsgaard og Carl-Henning Pedersen til Her-ning for at arbejde på hans fabrikker. Somkunstnere.
10 11
LØNMODTAGERNES DYRTIDSFOND Kbh. 2003
12 13
LASTBIL 2008STUMTJENER 1994
15
Traditionen er fortsat af familien, der blandtandet ejer eller på franchisebasis driver AHereford Beefstouw med tilvækster somBryggeriet i flere byer og A HerefordBeefstudio på torvet i Herning, hvor PeterStuhr har stået for totaludsmykningen. Dener tænkt som en hyldest til netop det samar-bejde, der var mellem kunstnere ogerhvervsliv i Herning, og til Paul Gadegaardhvis former og farver han citerer. Der er taleom et work in progress, der går ud på atindrette restauranten, designe lamper ogstole og andre former for nyt inventar samtfarvesætte væggene. På den ene endevæger placeret en række små farvede klodser iet system, der ligner sætninger angivet somkodeskrift. Måske er det opskriften påhusets salatdressing. Måske endnu en hyl-dest til Gadegaard. Måske en kærlighedser-klæring til ægtefællen. Måske noget heltfjerde. Det er kunstnerens hemmelighed –og det er gæstens privilegium at gætte sigfrem til budskabet. Hvis der er et.
Et humoristisk billede fra 1993 hedderTjeneren og forestiller en mand med enbakke i meget høj fart – og det kunne påsin vis stå som et ikonmaleri for idealet omden travle tjener, der sørger for, at gæsternefår deres mad til tiden.
Billedet appellerede i hvert fald til SørenDamgaard, og skaffede dermed kontakt tilresten af Damgaard-familien, der gennemårene har bedt ham udføre forskellige for-mer for udsmykning, farvesætning og megetandet. En foreløbig kulmination kan måskesiges at være Peter Stuhr Stolen fra 2011,
der nu er sat i masseproduktion med henblikpå blandt andet Hereford-restauranterne.Andre eksempler på Peter Stuhrs arbejde forDamgaard-familien er toiletterne tilHereford-restauranten i Århus, hvor PeterStuhr har malet væggene og udstyret demmed henholdsvis drenge- og pigenavne, ogfarvesætningen og lamperne til restauranteni Odense, hvor man også finder et andetkarakteristisk Peter Stuhr-værk: Kamæleo-nen. Et omstillingsparat dyr der tilpasser sigomgivelserne og kan se både til højre ogvenstre på samme tid. Selv har Peter Stuhrkarakteriseret kamæleonen som et billede tilkunstneren: Det drejer sig om at se og havepaletten i orden.
Den forestilling om kunstneren og tjene-ren som ligger i det nævnte maleri, Tjene-ren, fra 1993 videreføres måske i skulpturenStumtjeneren, der faktisk fungerer som enstumtjener på en række Hereford-restauran-ter med plads til at hænge tøj på overdre-vent pointerede hænder – ligesom nogleman kunne finde i en tegnefilm.Stumtjeneren kan også ses som et billede påkunstneren som en tjener, der bærer nogetfrem. Det han eller hun har at tilbyde verdensom en mulighed. Under sin tid på HolbækKunsthøjskole stiftede Peter Stuhr bekend-skab med den skotske billedkunstner BruceMcLean, der giver ham sin definition af,hvad et kunstnerakademi er: Et bord, mad, vin og en god diskussion.
De tegneserieagtige hænder går igen i enskulptur fra 2000 til Viborg, men de hænderskal ikke tages for pålydende. De viser vejen,men de gør det, som vinden blæser.
14
DE TRE VEJVISERE, Banegårdspladsen i Viborg, 2000
Skulpturen eller tableauet er måske en erin-dring fra rejsen sammen med Per Hebs-gaard til Belormosk ved Hvidehavet, hvorder er planer om et museum for værker iglas frembragt på Per Hebsgaards værksted.I den kolde by, hvor alle gik rundt i gummi-støvler, lå en biograf, en Storm P.-agtig ka-baret, hvor man kan forestille sig, at en ræk-ke mennesker går rundt som levende bille-der, mens underteksterne fra filmlærredetpå absurd vis er faldet på gulvet og liggersom brudstykker af en fortælling. Og sombegyndelser til andre, mulige fortællinger.
Som mange andre billedkunstnere er PeterStuhr med god grund påvirket af Brancusiog navnlig hans søjleskulpturer. Til en park iViborg har han som et monument overeventyrere og rejsende i 2008 placeret 17granitskiver let forskudt i forhold til hinan-den – og i Vanløse har han i 2010 rejst en8,5 m søjle i glas fremstillet på Per Hebs-gaards værksted.
Den står lidt afsides på Vanløse Torv, derer nyrenoveret og skal fungere som møde-sted og fordelingspunkt i et område prægetaf mange forskellige arkitektoniske udtryk.Om dagen står den neutral med sine af-dæmpede farver, men når mørket falder,begynder søjlen at gløde spøgelsesagtigt inatten. I en langsom bevægelse skifter søj-len farve, og foranderlige organiske billeder– måske antydninger af bagvedliggendelandskaber langt væk fra Vanløse – kommertil syne for betragteren. Det er den første af
et ambitiøst projekt med titlen Vanløses syvsøjler. Det er dem, der bærer himlen overVanløse, og det er dem, der skal være mar-keringen af tilsyneladende tilfældige steder iden københavnske omegnskommune ogdiskret pege mod himlen og det gådefulde itilværelsen.
Renoveringen af Vanløse Torv har givetstedet ny identitet og henviser til nye mulig-heder, ja pladsen foran stationen har oven ikøbet en udformning, der peger i retningvæk fra stationen og ud mod nye oplevelser.Videre i Vanløse. Alle veje fører til Vanløse –og alle veje fører væk fra Vanløse. Torvet eret samlingssted og et udgangspunkt. En tra-fikplads er mulighedernes og valgmulighe-dernes sted. Det er stedets mening. Flereforskellige former for offentlig trafik mødes idette knudepunkt. S-toget, busserne og pri-vatbilerne, gående og cyklende. Og med tra-fikken følger muligheden for møder mellemmennesker.
Retninger og muligheder er også blandtde billeder eller metaforer, der indgår i søj-len, der en dag gerne skulle få selskab afseks andre. Søjlen eller stelen er siden deførste tider menneskets måde at angivemødesteder og retninger på. Det er kon-struktioner, der er let genkendelige i land-skabet og bidrager til at give stedet detsidentitet. I det oprindelige forslag havdePeter Stuhr udstyret sin søjle til Vanløse medtegneserieagtige hænder, der pegede i for-skellige retninger. Og dermed på alle devalgmuligheder, vi har. Et sted fortæller
19
Kunst er en upålidelig størrelse, der frem forat indskrænke perspektiver udvider dem.Man tror, man har set og afkodet et værk,og så er det alligevel noget andet, næstegang man betragter det. Titlen er De tre vej-visere, men den skal ikke tages så bogstave-ligt, som at tre veje her giver tre valgmulig-heder. Tre er et udtryk for dynamik og be-vægelse. Mere end to er mange, sagde manengang, Three is a crowd, hedder det, ogambitionen var at skabe en skulptur, dernetop ikke er statisk. Derfor også skiftendebelysning, og derfor vandet i bassinet, der idet mindste i den del af året, temperaturentillader det, bidrager til at gøre skulpturenlevende og henvise til bevægelse og foran-dring og til liv - og måske også til områdetsmange helligkilder.
Som nævnt har også mødet og venskabetmed Per Hebsgaard haft afgørende betyd-ning for Peter Stuhrs arbejde og udviklingsom kunstner.
Som omtalt traf Peter Stuhr Doktor Glas islutningen af 1990erne – og udover demange værker af Peter Stuhr, der er blevettil på glasmesterens værksted, og de mangeopgaver, de har arbejdet på sammen, måogså rejserne og samarbejdet om tilrette-læggelse af udstillinger – blandt andet påGlasmuseet og Kastrupgård – nævnes. ForPeter Stuhr er mødet, venskabet og rejserneogså blevet til inspiration til nye værker somfor eksempel Kino Belormosk, der blev vistpå en hyldestudstilling til Storm P. i Brønd-salen i Det Kongelige Haveselskabs have påFrederiksberg i 2008.
18
Per Hebsgaard og Peter med Pingviner 2010
Søren Kierkegaard om kaptajnen, der kom-mer sejlende af en flod, der deler sig. Hankan sejle til højre, han kan sejle til venstre.Det eneste, han ikke bør gøre, er at undladeat vælge den ene eller den anden vej, for såsejler han på grund. Og Kierkegaards pointeer, at det vigtigste i livet ikke behøver atvære, hvad vi vælger, men at vi vælger. Detgiver livet – eller eksistensen som filosoffenville have foretrukket at kalde det – mening.
Det var måske dette billede, Peter Stuhrlegede med i sit forslag. For i modsætning tilbyrummets vejskilte peger hænderne påskulpturen ikke nødvendigvis hen mod ensærlig eller veldefineret lokalitet. De kunnefor den sags skyld pege mod Nordpolen ellermod Rom eller Mekka eller Søborg eller denlille by i Frankrig, som den spanske surrealistSalvador Dali engang udnævnte til at væreverdens centrum, på lidt samme måde somda Manzoni i Herning placerede den sokkel,kloden hvilede på.
Centrum har fået en ny betydning i vortid. Centrum er ikke Amalienborg ellerChristiansborg. Centrum er ikke de europæ-iske institutioners bygninger i Bruxelles og
Strasbourg. Centrum er derfra, hvor voresverden går, og centrum er – også når det eren trafikplads i en kommune i Europa – der-fra, mulighederne kan skimtes. Så hænder-ne i Peter Stuhrs skulpturer peger på, at ver-den er åben og mulighederne så mangfoldi-ge som de retninger, armene peger imod.De udvider perspektivet frem for at ind-skrænke det. Verden er åben, som pladsener det. Verden breder sig ud, når man kom-mer ud fra stationen. Skulpturen peger påvigtigheden i at vælge liv og retning. Ogunder alle omstændigheder at vælge. Depegende hænder blev fravalgt i den endeli-ge udgave, og det var måske godt det sam-me. Søjlen står ren i Vanløse, men den åb-ner stadig for muligheder for at bevæge sigud i verden. Måske fordi – for at anvende etStorm P.-citat, Peter Stuhr tidligere med for-kærlighed har anvendt i et af sine værker -»forude lå urskoven, hvor ingen menneske-hånd havde sat sin fod.«
Torben Weirup er kunstanmelder vedBerlingske Tidende og forfatter til en rækkebøger.
20
SØJLE I VANLØSE 2010
22 23
LØNMODTAGERNES DYRTIDSFOND 2003
25
PETER STUHR STOL 2011
Farveforsøg Stolen i Glas
26 27
KINO BELORMORSK, - MEGET KUNNE VÆRE ANDERLEDES…….. EN HILSEN TIL STORM P., Brøndsalen Frb. 2008
28 29
LYSEKRONE, Kastrupgårdsamlingen 2010
KAMÆLON, Zoologisk Have, 2004
30 31
KIRKEGÅRDSLÅGER, Havnbjerg Kirke, 2004
SØJLE I VANLØSE 2010
35
SØjLE I VANLØSE 2010
Glassøjle med computerstyret RGB-lys
34
36 37
MONUMENT FOR BORERBILLERStatens Skadedyrslaboratorium2002
38 39
MOVING PICTURES / KINO BELORMORSK 2008 PAP OG PAPIR ARBEJDER 2009
40
ACRYL PÅ PAP 2009 ACRYL PÅ LÆRRED 2009
42 43
A HEREFORD BEEFSTUDIO / UDSMYKNING, Herning, 2009
45
A HEREFORD BEEFSTUDIO / UDSMYKNING, Herning, 2009
46 47
PINGVINER, Center for Kræft & Sundhed Kbh. 2011 / Glasmuseet Ebeltoft 2010
LAMPE / A HEREFORD BEEFSTUDIO 2009
