Indledning Jeg er i praktik på en ungdomspension, der er en kommunal institution. De unge som bor på ungdomspensionen er mellem 14-18 år og der er plads til 10 unge, på selve institutionen. Ungdomspensionens pædagogik tager udgangspunkt i den enkelte unge og stedet kendetegnes ved en stadig udvikling af nye pædagogiske arbejdsmetoder, som også fremgår af målsætningen.1 I årsberetningen for 2003, under ”pædagogiske udfordringer” står der blandt andet: ” Mange af vore unge har oplevet så mange voksensvigt i deres liv, at de har meget lidt tillid til, at vi vil det dem godt. Først når vi har gjort os fortjent til de unges tillid, hvor de betragter os som troværdige voksne som viser dem ægte omsorg og interesse, kan vi forvente at de tillader, at vi involverer os i deres liv. Det er denne proces, som både er skrøbelig og tager tid.”2 Inspirationen til denne opgave, og emnet jeg vil berøre, fik jeg tidligt i praktikperioden. Nogle af de første erfaringer jeg gjorde, ift. de unge, som bor på Ungdomspensionen, er blandt andet, at de er meget grænsesøgende, samt at det i kommunikationen er vigtigt at markere sine grænser tydeligt og klart, samtidig med at der udvises respekt for den unge. Desuden har jeg erfaret, at de unge ofte har svært ved at udvise empati, specielt i konfliktsituationer. Som Tine Egelund og Lis Hillgaard udtrykker i ”Socialrådgivning og socialbehandling”: ”Al interaktion mennesker imellem sker ved hjælp af kommunikation. Almindeligvis tænker vi på kommunikation som et udelukkende sprogligt fænomen. Sproget er en hovedhjørnesten i kommunikation. Men det er vigtigt at understrege, at al adfærd er kommunikation. Og at den adfærd vi udviser, og de handlinger vi foretager i forhold til hinanden, er meddelelser og svar herpå.” 3Dette mener jeg tydeliggører vigtigheden i at være opmærksom på, hvordan man kommunikerer med de unge og konstant at have fokus på, hvordan man kan forbedre kommunikationen, med henblik på at støtte den unge, samt dennes udvikling bedst muligt. I det pædagogiske arbejde, mener jeg at kommunikationen er et af de vigtigste redskaber, da man gennem denne kan opnå tillid, som er altafgørende for etablering af kontakt. Nogle kommunikationsformer er naturligvis mere fordelagtige end andre, i forhold til det pædagogiske arbejde på en ungdomspension med anbragte unge, og det jeg vil arbejde med i denne opgave, er den assertive kommunikationsform, som har ført til følgende problemformulering:

• Hvordan kan den assertive kommunikationsform være med til at støtte den omsorgssvigtede unges psykosociale udvikling?

• Hvor ligger værdierne i assertiv kommunikation, som et pædagogisk redskab? Afgrænsning Jeg har valgt at begrænse opgavens indhold til at omhandle omsorgssvigtede unge i alderen 14-18 år, som er anbragt på en døgninstitution. Jeg vil ikke komme ind på en nærmere definition af begrebet omsorgssvigt, samt de forskellige former for omsorgssvigt, men i stedet vil jeg fokusere på hvilken indvirkning omsorgssvigt kan

1 Se bilag 1. 2 Se bilag 2. 3 Egelund, Tine og Hillgaard, Lis ”Socialrådgivning og socialbehandling”, side 168

1

have på den unges psykosociale udvikling, samt hvordan pædagogen gennem kommunikationen kan støtte den unges udvikling. Jeg har valgt at behandle emnet fra en pædagogisk indfaldsvinkel, men vil også berøre kommunikation og psykologi i opgaven. Metode Jeg har som udgangspunkt læst litteratur omhandlende assertiv kommunikation, omsorgssvigt, social udvikling m.m., for at skabe de bedste forudsætninger for at gøre brug af assertiv kommunikation i praksis. Jeg har gennem de sidste par måneder af praktikken haft fokus på assertiv kommunikation hovedsageligt i forhold til de unge, og hvordan man kan bruge denne kommunikationsform til at støtte deres psykosociale udvikling. Jeg har udvalgt en af de unge, som jeg gennem hele praktikperioden har været prim. pædagog på, som jeg vil inddrage i opgaven. Jeg vil inddele opgaven i tre afsnit:

1. I den første del af opgaven vil jeg komme ind på nogle af de følgevirkninger der kan opstå, for den der har været udsat for omsorgssvigt, med fokus på den psykosociale udvikling.

2. I den anden del af opgaven vil jeg beskrive assertiv kommunikation. 3. I den tredje og sidste del af opgaven vil jeg komme med eksempler fra praksis

ift. hvordan den assertive kommunikationsform kan være med til at støtte den omsorgssvigtede unges psykosociale udvikling.

Begrebsafklaringer Omsorg den særlige relation mellem mennesker, hvor det ene retter sin opmærksomhed, indlevelse og engagement mod det andet og handler for at sikre dets behovstilfredsstillelse, velbefindende og udvikling.4

Social at være social: betyder dels at kunne tilpasse sig regler og normer i samfundet – dels at kunne udvikle den medfødte indlevelsesevne.5

Når jeg i opgaven anvender begrebet psykosociale udvikling, vil jeg hovedsageligt fokusere på empati. Jeg ser dog begrebet psykosocial udvikling langt mere komplekst, men af hensyn til opgavens omfang og øvrige indhold, vil jeg afholde mig fra at definere begrebet yderligere, da jeg mener, at dette vil kræve en opgave i sig selv. Empati indføling(indlevelsesevne); det at kunne sætte sig ind i andres følelser og at kunne reagere i forhold til en andens følelser, såvel positive som negative. Empati indeholder flere menneskelige kompetencer; 1. en følelsesmæssig kompetence i form af at kunne være omsorgsfuld, 2. en kognitiv kompetence i form af at kunne se ting fra den andens perspektiv, 3. en moralsk kompetence i form af at kunne skabe gensidig tillid, 4. en social kompetence i form af at kunne forholde sig solidarisk med den anden og 5. en almen menneskelig kompetence i form af at kunne anerkende alles ret til et værdigt liv.6

4 Jerlang, Espen og Jerlang, Jesper ”Socialisering og habitus”, s. 499 5 Jerlang, Espen og Jerlang, Jesper ”Socialisering og habitus”, s. 504 6 Jerlang, Espen og Jerlang, Jesper ” Psykologisk pædagogisk opslagsbog”, s. 47

2

Selvfølelse en følelse af at eksistere, at have kontakt med sine følelser og behov, dvs. at kunne føle og opleve sig selv. Derudfra at kunne sætte grænser samt vurdere hvad der er godt og skidt for en selv. Oplevelsen af at være ”i orden” uanset hvad vi kan/ikke kan præstere. Den sunde selvfølelse kendetegnes ved, at personen hviler i sig selv, hvor den lave selvfølelse kendes ved bl.a. selvkritik og usikkerhed.7

Omsorgssvigt – følgevirkninger Som nævnt i indledningen, kendetegnes mange af de unge som er anbragt på ungdomspensionen ved, at de har mistillid til andre, da de har oplevet mange voksensvigt gennem deres barndom. Denne mistillid kontra tillid, beskriver blandt andet psykoanalytikeren, Erik H. Erikson. Han ser barnets første leveår som specielt kritisk. Det er i denne periode at barnet udvikler en grundlæggende tillid til omverdenen, såfremt barnets behov, fysiske og psykiske, dækkes fyldestgørende. Hvis et barn oplever omsorgssvigt og udvikler en grundlæggende mistillid til omverdenen, vil dets evne til at løse de senere udviklingsopgaver på en positiv måde, blive stærkt forringet.8 En vigtig forudsætning for at barnet udvikler en sund selvfølelse, afhænger i høj grad af, at det mødes med accept og kærlighed. Et barn som udsættes for omsorgssvigt, vil ofte føle sig utilstrækkelig, samt påtage sig ansvaret for familiens problemer. Ofte vil barnet opleve, at det kun ”er godt nok” når det lever op til forældrenes forventninger. I et miljø, hvor barnets forældre ikke er i stand til at møde barnet med empati og stabilitet, kan det have konsekvenser for dets følelsesmæssige udvikling. Den manglende empati, vil barnet opleve som omsorgssvigt og hvis barnet meget tidligt må indstille sig på at tilpasse sig til andres behov, vil dets egne blive trængt i baggrunden, med stor risiko for udvikling af det ”falske selv”, som Donald W. Winnicott beskriver.9 Under disse forhold vil barnet med stor sandsynlighed udvikle en lav selvfølelse. Det at være asocial, egocentrisk og med ringe indlevelsesevne, er nogle af de ord, som er med til at beskrive en del af de unge, som anbringes på en døgninstitution, der har nogenlunde samme klientel, som den jeg er i praktik på. Med en baggrund som i større eller mindre omfang, har været præget af omsorgssvigt, danner dette grundlaget for, at mange af disse unge vil have svært ved at indleve sig i andre, hvis de i forvejen har svært ved at registrere deres egne behov og følelser. De unge vil til stadighed opleve, at når de er i konflikt med andre, kan de ikke ændre fokus og forestille sig, hvordan situationen må være for modparten. De har svært ved at have et nuanceret syn på omverdenen og for disse unge, er det vigtigt at skabe et samvær, hvor de får mulighed for at mærke sig selv og for at forholde sig empatisk over til andre.10

Sammenfatning Som nævnt i indledningen, er al adfærd kommunikation, hvad enten det er verbalt eller nonverbalt. Dette tydeliggøre, for mig, vigtigheden i at være opmærksom på, 7 Varming, Ole ”Selvværd og selvværdsudvikling”, s. 13 8 Killén, Kari ”Omsorgssvigt er alles ansvar”, side 103-104 9 Brørup, Mogens, m.fl. ”Den nye Psykologihåndbog”, side 42-43 10 Egelund, Marianne, m.fl. ”En forskel der gør en forskel”, side 52-54

3

hvordan vi virker på andre og hvordan vi kan forbedre vores kommunikation, som i denne opgave er rettet mod den omsorgssvigtede unge, der er anbragt på en døgninstitution. Som den unges primærpædagog, har man i samværet og kommunikationen mulighed for at påvirke den unge og for en ung som har været udsat for omsorgssvigt og har mistillid til sine omgivelser, herunder pædagoger, vil det være en længere proces, for at opnå denne tillid, samt hjælpe den unge på vej til, først og fremmest, at kunne mærke sig selv – og andres følelser og behov. Det er her, at jeg ser den assertive kommunikation, som et redskab til at støtte op omkring den unges psykosociale udvikling, med fokus på begrebet empati, samt et værktøj der kan hjælpe pædagogen til at være tydelig og klar i kommunikationen, samt markere sine grænser på en respektfuld måde. Assertiv kommunikation Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i bogen ”Kommunikation og personlig udvikling” og afsnittet om assertionstræning, som jeg synes kommer med en god og brugbar gennemgang af emnet assertiv kommunikation. Der findes ikke noget godt dansk ord for det at være assertiv, men det kommer af det latinske ”assertio”, som betyder ”knytte til” eller ”hævde”. Det grundlæggende i assertiv kommunikation er respekten for én selv og andre. Nogle af de værdier, som er centrale i assertion, er blandt andet selvbevidsthed, selvaccept, ærlighed, ansvarlighed og empati. Jo mere disse værdier er integreret, desto bedre er muligheden for at udvise assertiv adfærd i samspillet med andre mennesker. Derudover har mennesker nogle grundlæggende rettigheder og det er når disse ikke respekteres eller krænkes, at der opstår problemer. Man definerer disse rettigheder som retten til at have meninger, holdninger og følelser, samt til at eksistere. Desuden retten til at vælge hvorvidt vi vil involvere eller ikke involvere os i forskellige sammenhænge. At være i besiddelse af disse rettigheder er ikke det samme som, at man altid skal fastholde dem, da det i nogle tilfælde vil være særdeles upassende. Det gælder derfor om at bruge sin sunde fornuft og omtanke. I assertion taler man om tre forskellige måder at reagere på:

1. Selvusikker. En person som reagerer selvusikkert, respekterer ikke egne rettigheder. Man holder sig tilbage og giver ikke udtryk for sine følelser og meninger direkte. Personen vil opleve følelser som frygt og nervøsitet og kropsholdningen vil ofte være sammensunket, usikker stemmeføring og man vil undgå øjenkontakt. Man reagerer ofte ved at være undskyldende. En selvusikker person, vil samtidigt gøre andre usikre på, hvad man egentlig mener. Andre vil til at begynde med ofte føle medlidenhed, men dette erstattes for det meste af irritation. Der opstår let misforståelser og andre ved ikke rigtigt hvad den selvusikre person står for – og denne opleves ofte som kedelig.

2. Aggressiv. En person som reagerer aggressivt, respekterer ikke andres rettigheder. Enten direkte ved at udvise aggression over for andre, eller indirekte ved at holde det til snak i krogene og bagtalelse. Personen vil opleve følelser som vrede, fjendtlighed og raseri og i kropsholdningen vil det være med en løftet pegefinger, stirren og en overlegen stemmeføring. En aggressiv person vil ofte opleve, at andre reagerer ved at blive sårede, vrede eller bange, når de oplever denne type af adfærd. På kort sigt kan en aggressiv person opleve det som en succes, at have magt og kontrol over

4

situationen, men på længere sigt, vil det ofte resultere i, at personen mister respekt fra andre, samt afvisning.

3. Assertiv. En person som reagerer assertivt, respekterer egne meninger og følelser, såvel som andres. En person som er assertiv, respekterer andres følelser og holdninger, også selvom man er dybt uenig. Man kan sagtens give udtryk for vrede, når man er assertiv, så længe man respekterer den andens ret til også at vise sin vrede. En assertiv person vil ofte føle sig afslappet og det vil også afspejles i kropsholdningen. Stemmeføringen er varieret og øjenkontakten vil hverken være undvigende eller stirrende. I mødet med en assertiv person, vil andre føle sig værdsat, lyttet til og respekteret. Desuden danner det grundlag for, at den anden vil blive opmuntret til også at udvise ærlighed og respekt og dermed fremmes dialogen. En assertiv adfærd bidrager til, at der opnås løsninger, der respekterer alles interesser og i tilfælde med uenighed, der ikke kan løses, holdes fokus stadig på den gensidige respekt. De fleste mennesker vil kunne reagere på hver af de tre ovenstående måder, afhængig af situationen. Derudover kan der forekomme en ubalance, hvis en person i sit ordvalg/verbalt er assertiv, men i sit kropssprog/nonverbalt er selvusikker. Det kan have en indvirkning på hvordan budskabet kommer igennem. I nedenstående skema er en oversigt over de tre reaktionsmåder.11

11 Latour, Anne og Filtenborg, Jørgen ”Kommunikation og personlig udvikling”, s. 112

5

I arbejdet med at udvikle assertive færdigheder, er den verbale assertion et godt udgangspunkt og det er ofte her, at det er lettest at ændre en uhensigtsmæssig adfærd, som ikke understøtter den assertive. I verbal assertion er fokus på ordene og det at kunne formulere en sætning, som er assertiv. Nogle af kendetegnene ved verbal assertion er, at man bruger ”jeg-budskaber”. Dette understøtter, at man står inde for det man siger, samtidig med, at man undgår at tale uklart og sløre budskabet. At skelne mellem facts og synspunkter, er også med til at fremme assertiv kommunikation. Herved giver man plads til, at andre kan have et andet syn på sagen, ved f.eks. at sige ”min mening er…”. Når man ved brug af assertion, kommer med forslag til hvad en anden person kan gøre i en bestemt situation, uden at vedkommende skal føle sig presset til at følge forslaget, kan man sige ”ville det være en idé, at….?” På den måde gives der plads til at personen selv kan tage stilling, efter at have overvejet synspunktet. I en situation hvor man skal løse et problem, kan det fremme den assertive kommunikation, at være fremadrettet og undgå at have fokus på hvor vanskelig situationen er, ved at sige ”er det muligt at finde en måde at komme videre på?”. Et andet begreb i verbal assertion, er replay-knappen. I situationer, hvor man føler sig presset og ønsker at sige nej, kan man, hvis det er nødvendigt, gang på gang gentage sit afslag med en venlig tone, uden at komme nærmere ind på, hvorvidt det er rimeligt eller ej. Herved undgås et personligt skænderi. Ærlighed er et af nøgleordene i assertion, men her er det vigtigt at holde fokus på det, som er relevant for den konkrete sag og undlade at komme med irrelevant kritik, samt lade sine følelser tage overhånd. Hvis man som pædagog er utilfreds med ens kollegas måde at tale med de unge på, da vedkommende konstant afbryder og virker fraværende, er det relevant at sige ” Du afbrød den unge gentagne gange og spurgte flere gange om den unge ville gentage spørgsmålet”. BUSK-metoden er et begreb som bruges i assertion, når man har svært ved at finde på noget at sige eller formulere sig forståeligt.

• B står for beskriv. Her giver man udtryk for, hvad det er man reagerer på, uden at virke vurderende.

• U står for udtryk. Her giver man udtryk for de følelser, som den konkrete situation vækker i en.

• S står for specificér. Her giver man udtryk for, hvordan man ser, at man kan finde en løsning, enten i fællesskab eller ved selv at komme med et løsningsforslag.

• K står for konsekvens. Hvis man i fællesskab kommer frem til en løsning, kan det give et positivt udslag, men hvis den anden person ikke er villig til at følge ens forslag eller selv komme med en idé, kan det have en negativ konsekvens, ved at man må vurdere den enkelte sag og finde ud af, hvordan man vil gribe det an.

Det vil ikke altid være nødvendigt at bruge alle fire bogstaver, nogle gange er det nok bare at udtrykke hvordan det påvirker ens følelser, samt komme med et løsningsforslag.

6

I verbal assertion beskrives ligeledes nogle eksempler på, hvordan man skal undgå at formulere sig over for andre, da det kan virke manipulerende. Eksempelvis at sige ”hvis jeg var dig…” eller ” hvis du virkelig har tillid til mig, så…”. Dette er ikke med til at understøtte den assertive kommunikation. Centralt i nonverbal assertion er, at kropssproget er en vigtig del af assertiv kommunikation. Nonverbal og verbal adfærd skal stemme overens, for ellers vil det assertive budskab miste sin gennemslagskraft. Virker man tøvende, nervøs, vipper med foden eller vrider hænder, mens man kommunikerer assertivt, vil det ikke have samme effekt. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på kropssproget og forsøge at ændre en ikke-assertiv adfærd. Mental assertion dækker over, at vores følelser er et resultat af vores tanker. Kan man ændre sin tankegang, ændres samtidigt følelserne. Når man på et indre plan arbejder med sine tanker og følelser, benyttes mental assertion. Forbinder man ubehag med store forsamlinger eller det at holde en tale, kan man prøve at forholde sig kritisk til, hvorvidt denne forestilling er rimelig. At ændre en forestilling om at forsamlinger er ubehagelige, til det modsatte, er en længere proces, der kræver at man investerer sig selv og tiden til at få denne vanskelige opgave løst.12

Sammenfatning Hvis man sammenligner nogle af de følgevirkninger en omsorgssviget ung kan have oplevet, med værdierne i assertiv kommunikation, er der flere punkter jeg her vil fremhæve. En assertiv person kan bidrage til, at den omsorgssvigtede unge oplever, at det er ok at give udtryk for sine følelser og behov. Desuden vil den unge blive mødt af den anden med respekt, uanset hvilke holdninger den unge giver til kende, hvilket på længere sigt vil være med til at styrke selvfølelsen. For en ung, som gennem sin barndom har oplevet, at den eneste måde at blive bekræftet, er, når denne lever op til forældrenes forventninger og tilfredsstiller deres behov, frem for egne, vil den unge i mødet med en assertiv person, lære, at det ikke kun er forældrene der skal være i fokus, men den unge selv. At lære dette, vil være en længere proces. Den unge skal først og fremmest grave sine følelser og behov frem, som længe har været gemt i baggrunden, samt lære at sætte ord på, hvad den unge føler. Når den unge er i stand til at mærke sig selv og sætte ord på egne følelser og behov, åbner det op for, at det på sigt er muligt at lære at indleve sig i andre; empati. Dette danner grundlag for, at den unge får et mere nuanceret syn på omverdenen. Det er vigtigt at understrege, at de skitserede følgevirkninger ikke er et forløb alle unge har gennemlevet, når man som pædagog møder dem på døgninstitutionen, men skal ses som eksempler på, hvad den unge kan have oplevet. Dog ser jeg at værdierne i assertiv kommunikation kan være til gavn for alle omsorgssvigtede unge, og mennesker i almindelighed. Hvis man vælger at anvende BUSK-øvelsen, mener jeg det er vigtigt at bearbejde den grundigt, så den bliver en del af ens egen sprogstil, ellers vil det virke kunstigt, med risiko for, at man misforstås af andre eller skaber usikkerhed.

12 Latour, Anne og Filtenborg, Jørgen ”Kommunikation og personlig udvikling”, s. 103-122

7

Praksis Præsentation af ung Jeg har gennem de sidste 5 måneder af praktikken været primærpædagog på en 16 årig dreng, som jeg i opgaven vil kalde for Jacob. Jacob har 2 ældre søskende og har indtil november 2003 boet alene sammen med sin mor, hvorefter han flyttede ind på Ungdomspensionen. Der har gennem mange år været familiære intriger mellem moren og de to søskende og Jacob er ligeledes involveret i disse stridigheder. Moderen er førtidspensionist og har en lang sygdomshistorie bag sig. Jacob har i nogle år været i aflastningsfamilie og haft en kontaktperson, men begge ting er ophørt. I 1998 bemærker skolen at Jacob tilsyneladende stadig har mange magtkampe med moderen og disse resulterer i, at han har svært ved at koncentrere sig og forbereder sig ikke til timerne. Jacob vurderes dog til at være ganske godt begavet. Moderen beskrives ligeledes som ret så overvældende, så Jacobs personlighed helt forsvinder. Jacob har meget lidt kontakt til sin far. I november giver Jacob stærkt udtryk for, at det er hans ønske at komme væk fra moren og han indskrives på Ungdomspensionen. Moderen er ikke glad for at give afkald på Jacob, men går da omsider med til en indskrivning. Jacobs store ønske er at blive skuespiller og han har deltaget i flere musicals og er ganske ambitiøs på dette punkt. Han har netop afsluttet 9. klasse og vil fortsætte i tiende, hvorefter han vil i gymnasiet. De fleste af hans eksamenskarakterer er under 8 og derfor er han udmærket klar over, at han skal tage sig sammen, hvis han ønsker at komme i gymnasiet efter 10. klasse. Mit indtryk af Jacob, efter de sidste 6 måneder, er, at han er en rar person, som godt kan lide socialt samvær og hygge. Han er velformuleret og stiller krav til sine omgivelser, men har ofte svært ved selv at leve op til husets få regler, såsom at gøre rent og de krav han stiller til sig selv. Han kan lide at snakke og giver selv udtryk for, at han ønsker at vi skal spørge til ham, men har selv svært ved at leve op til dette ønske, da han ofte reagerer en smule negativt eller beder os om at blande os uden om, hvis vi kommer for tæt på. Dette tolker jeg som, at han ønsker kontakten og omsorgen, men at han har svært ved at lukke os ind, måske af frygt for, at vi skal blive for involverende og overvældende, som han i mange år har oplevet det fra morens side. Jacob kan lide at diskutere, ofte bare for diskussionens skyld. Han er meget standhaftig og har i nogle situationer svært ved at respektere et nej, hvorefter han prøver igen og igen. I det store hele, synes jeg Jacob er en rigtig rar person. Jeg valgte at inddrage Jacob i min opgave, af flere årsager. Det har været en længere proces, at komme ind på livet af Jacob, men med tiden synes jeg det er lykkedes ganske godt, alt taget i betragtning. Vi har haft en god kontakt og har hygget os gevaldigt. Jacob og jeg har haft en masse gode samtaler og med min rolle som primær pædagog har jeg deltaget i et handleplansmøde, hvor jeg i samarbejde med Jacob fik udarbejdet en samarbejdsaftale, hvilket forløb ganske fint og var en god oplevelse at få med som studerende.

8

Efter at have erhvervet nogle redskaber til assertiv kommunikation via faglitteratur, har jeg som udgangspunkt i mit primær pædagogiske arbejde med Jacob, haft dette i fokus og afprøvet nogle af disse redskaber i praksis. Præsentation af redskabet ”fra observation til viden…” Da vi i vejledningstimerne har brugt en del tid på, at jeg skal være i stand til at gøre rede for min pædagogiske praksis, udarbejdede vi i fællesskab en metode, som er kommet til at hedde ”fra observation til viden – en teoretisk hypotese!”. Denne har hjulpet mig til, dels naturligheden for at bruge metoden i praksis, samt når jeg i forbindelse med mit projekt om assertiv kommunikation, har evalueret på nogle af de observationer jeg har gjort, i forhold til de unge og mig selv. Jeg har derfor valgt at bruge dette redskab til at redegøre for, hvordan jeg i praksis har arbejdet med assertiv kommunikation og vil i det følgende komme med nogle eksempler.

Inden jeg går i dybden med mine eksempler, vil jeg præcisere, at det naturligvis er assertiv kommunikation jeg har i fokus under alle 5 kasser og at assertiv kommunikation, er én ud af mange muligheder til en metode, under ”metode-kassen”. Det er ligeledes det verbale jeg har valgt at fokusere mest på.

9

Iagttagelse 1, 4. maj 2004 1. Observation. Jeg er i samarbejde med to andre, primærpædagog på Jacob. Da Jacob fortæller sin mor, at jeg også er blevet hans prim. pædagog bliver hun meget frustreret og ringer senere til Ungdomspensionen. Hun brokker sig over, at der nu er to kvinder som er prim. pædagoger på Jacob og det mener hun ikke er godt, da han har brug for noget mandligt modspil. I samråd med mine to kollegaer beslutter vi, at jeg ikke skal deltage på det kommende møde, med Jacob, hans mor, to prim. pædagoger og en sagsbehandler. Her er i forvejen en del følsomme emner der skal tages hul på og vi vil helst undgå, at min tilstedeværelse kommer i fokus, frem for de andre ting der skal snakkes om. Dagen før mødet spørger Jacob mig, mens vi sidder i stuen, om jeg også skal deltage i mødet. Jeg svarer, at det skal jeg ikke, men kommer ikke med nogen nærmere forklaring. Jacob ser, efter min vurdering, en smule uforstående ud. 2. Refleksion Jeg vælger bevidst ikke at komme med nogen nærmere forklaring på, hvorfor jeg ikke skal deltage, da der sidder andre unge i stuen. Jeg mener dog, at jeg skylder Jacob en forklaring på hvorfor jeg ikke skal deltage, så han eventuelt ikke tror, at det er af manglende interesse for ham, at jeg ikke skal deltage. Mit mål er at afklare årsagen til min manglende deltagelse på mødet på en ærlig og åben måde, samt give plads til at Jacob kan udtrykke sin holdning til den beslutning der er taget eller stille spørgsmål. Målet er ligeledes at styrke relationen mellem Jacob og jeg, ved at udvise en assertiv adfærd. 3. Metode Jeg kalder lidt senere på Jacob og siger, at jeg gerne vil tale med ham. Vi sætter os ind på kontoret og jeg spørger om han var lidt uforstående over for, at jeg ikke skulle deltage i mødet. Dette svarer han ja til og jeg svarer, at jeg naturligvis vil komme med en forklaring. Jeg siger, at jeg i samråd med mine to kollegaer, har besluttet, at jeg ikke skal deltage. Dette af hensyn til, at vi ønsker, at det er dig og dine interesser der skal varetages og være i fokus, samt at vi derfor vil undgå, at der er for mange mennesker at forhold sig til, også for din mor. Men at jeg meget gerne ville have deltaget. Jeg vil naturligvis blive informeret om, hvad der er blevet besluttet på mødet og hvis du synes det er en god idé og føler du har brug for det, kan vi jo tale sammen efter mødet. Jacob smiler og siger, at det er ok, samt at han vil sige til, hvis han har brug for at snakke. 4. Analyse Det var et bevidst valg, at jeg ikke sagde direkte til Jacob, at det var fordi, at hans mor havde udtrykt stor utilfredshed med min rolle som endnu en kvindelig prim. pædagog, at det blev besluttet, at jeg ikke skulle deltage på mødet. Desuden for at undgå, at min tilstedeværelse og prim. pædagog rolle, blev et samtaleemne på mødet, samt for at undgå at dette gik udover resten af mødets indhold. Jeg prøvede derfor at undgå at skabe en negativ stemning før mødets afholdelse, i form af vrede, irritation eller at Jacob blev såret, da han ikke har kendskab til den egentlige samtale der var mellem hans mor og en anden pædagog, af hvad vi kender til. Jeg mener, at det er irrelevant at fortælle Jacob om moderens utilfredshed med endnu en kvindelig prim. pædagog, da jeg ved, at der er rigeligt med kontroverser dem imellem og synes alligevel med det jeg får sagt, viser omsorg, åbenhed og er ærlig, samt

10

giver rum til, at han kan give sin holdning til kende. Hans svar tolker jeg som, at det som er målet, nemlig at styrke relationen mellem Jacob og jeg, lykkedes ganske godt. Samtidigt ser jeg styrkende i relation til det tillidsforhold der er mellem Jacob og jeg. Som nævnt i afsnittet om assertiv kommunikation, er det når man er ærlig, vigtigt at holde sig til det, som er relevant for sagen, frem for at komme med irrelevant kritik. For mig var det vigtigt, at jeg ærligt og redeligt fik fortalt hvorfor jeg ikke skulle deltage og det synes jeg sagtens jeg kunne sige ved, at der ikke skulle være for mange mennesker at forhold sig til, men for mig var det irrelevant at inddrage moderens frustration og utilfredshed med endnu en kvindelig prim. pædagog. Denne oplysning mener jeg ikke Jacob kunne bruge til noget konstruktivt. 5. Viden Jeg føler selv, at det lykkedes ganske fint at udvise en assertiv adfærd. Jeg får frasorteret de oplysninger, som jeg mener er irrelevante for Jacob at få oplyst og får en åben dialog om emnet. Jeg viser interesse og omsorg for Jacob som person og giver plads til, at han kan sætte ord på sine tanker og give sin holdning til kende. Jacobs positive reaktion, tolker jeg som, at mit mål lykkedes, nemlig at styrke relationen. Iagttagelse 2, 5. juni 2004 1. Observation Jeg hører fra en af mine kollegaer, at Jacob er udeblevet fra sit arbejde flere gange. Jeg snakker lidt senere med Jacob, som kommer for at få penge til sin dimmisionsfest. Jeg spørger til, hvordan det går med arbejdet og han siger, at han har svært ved at overskue huslige pligter, eksamen mm. Jacob siger, at han ikke kunne få fri dagen før han skulle til eksamen og var derfor udeblevet fra arbejdet i flere uger. Dette har resulteret i en fyring. 2. Refleksion Jeg ønsker at give min personlige holdning til kende, på en fremadrettet måde, uden at virke vurderende i forhold til Jacob og hans valg. Samtidig vil jeg give Jacob mulighed for at få hjælp til at finde et andet fritidsjob. Dette med henblik på at vise interesse og omsorg for Jacob, samtidigt med, at kunne skabe rum til, at Jacob kan få et lidt mere nuanceret syn på omverdenen og indleve sig i andre. 3. Metode Jeg siger til Jacob, at min mening er, at det altid er bedre at være ærlig og sige til arbejdet, at det betyder meget for en, at få fri og hvis dette ikke er muligt, må man vurdere, om man vil fortsætte med at arbejde det pågældende sted. Hellere det, frem for at udeblive og risikere at blive fyret. Hvis man er ærlig, kan man i det mindste gå med samvittigheden i behold. På den måde sender man også nogle gode signaler til sine omgivelser, frem for at udeblive og få dårlig samvittighed over det. Det er i hvert fald min holdning, sagde jeg. Jacob tænkte lidt og sagde så, at han havde haft rigtig dårlig samvittighed over, at han var blevet væk, samt at han virkelig havde brug for et job, da han skulle spare op til sin udenlandsrejse. Jeg spurgte, om det var en idé, at vi i

11

fællesskab søgte på internettet og prøvede at finde et nyt job. Jacob sagde, at det ville han mægtig gerne og virkede helt lettet. 4. Analyse Jeg synes det lykkedes ganske fint, at give min holdning til kende på en fremadrettet måde, uden at virke vurderende over for Jacobs valg og give plads til, at han kan være uenig. Jacob gav ikke direkte udtryk for, hvad han synes om det jeg sagde, men ved at han ikke reagerer negativt eller lukker af, som jeg før har oplevet, tolker jeg det positivt. At Jacob giver udtryk for at have dårlig samvittighed ser jeg som et tegn på, at han er i stand til at registrere egne følelser og indirekte viser, at han også tænker på andre. Jeg tænker efterfølgende, at hvis jeg havde haft en længere dialog med Jacob om denne episode, ville det måske være muligt yderligere at få klarlagt, i hvilket omfang han er i stand til at mærke egne – og andres følelser og behov. Jeg ser dog, at Jacob i dette tilfælde havde et behov for en fridag før han skulle til eksamen, men havde svært ved at få dette behov indfriet og valgte så helt at udeblive fra arbejdet i en længere periode. 5. Viden Ved at gøre brug af nogle af redskaberne i assertiv kommunikation, såsom at udtrykke ens personlige holdning, samt respektere eventuelle uenigheder oplevede jeg, at Jacob reagerede positivt. Jeg gav min holdning til kende, uden at virke vurderende og undgik dermed at Jacob følte sig forurettet. Iagttagelse 3, 17. juni 2004 1. Observation Jacob og jeg var på vej hjem fra en hyggelig tur i cirkusrevyen og jeg spurgte om han havde nogle planer for den kommende uge. Han sagde nej, og jeg fortalte, at jeg i samråd med hans anden prim. pædagog havde aftalt, at vi ville holde et møde, hvor vi skulle udarbejde en samarbejdsaftale mm., og at Jacob og jeg i fællesskab kunne finde ud af tidspunktet. Jacob reagerede meget negativt og sagde, at det gad han altså ikke. Han fortalte, at han synes kommunikationen mellem ham og hans anden prim. pædagog, var utilstrækkelig og det havde han før udtrykt over for vedkommende. Jacob fortalte ligeledes, at han synes der var mange af os pædagoger han ikke rigtigt vidste noget om, og det synes han var frustrerende og gjorde, at han ikke rigtig havde lyst til at åbne op over for dem. 2. Refleksion Et af begreberne, som understøtter assertiv kommunikation er empati. Mit mål er at give udtryk for min forståelse for Jacobs følelser, samt at jeg respekterer disse. 3. Metode Jeg fortalte Jacob, at jeg sagtens kunne forstå hans følelser og se den ubalance han oplever i forholdet mellem pædagog og ung. Jeg fortalte, at som jeg så det, så ville der altid være nogle, der gjorde mere ud af at skelne mellem arbejdsliv og privatliv end andre – og det syntes jeg også man skulle respektere.

12

Jeg spurgte Jacob, om han syntes det ville være en idé, at han fremlagde nogle af de ting han lige havde fortalt mig, på det kommende møde. Hvis han syntes det var en lidt for stor mundfuld, så ville jeg gerne hjælpe ham. Jacob sad lidt og tænkte og svarede derefter, at det ville han gerne. 4. Analyse Mit mål er at vise empati og at håndtere Jacobs frustration, ved at vise, at jeg respekterer at han føler frustration. Jeg lytter til hans behov og fremlægger min idé om, at han kan fortælle om disse ting på mødet, eventuelt med hjælp fra mig. Når man i forholdet til den unge viser empati, skaber det grundlag for at den unge med tiden bliver bedre til at indleve sig i andre og deres følelser og behov, når de har lært at sætte ord på deres egne. Dette er med til at styrke selvfølelsen. 5. Viden Jeg erfarer, at det har en god indvirkning på Jacob, da jeg kommunikerer mit forslag om, at han kan fremlægge de ting vi lige har talt om, på det kommende møde. Han reagerer positivt og jeg oplever efterfølgende, at han ændrer tonefald og bliver lidt mere positivt indstillet, over for det at skulle holde et møde.

Konklusion

Efter at have haft assertiv kommunikation i fokus, de sidste par måneder, har jeg erfaret, at det ikke er helt let, at skulle tænke og formulere sig assertivt, samt udtrykke dette i kropssproget. At læse om assertiv kommunikation, har været med til at gøre mig mere opmærksom på, hvilke signaler jeg udsender til mine omgivelser, verbalt og nonverbalt. Samtidig har jeg erfaret, at det at skulle fralægge sig nogle dårlige vaner, såsom at vippe med foden eller at sige ”Hvis jeg var dig….”, er noget der tager tid, men så længe man holder fokus, på at være assertiv, så er jeg overbevist om, at det er muligt. En sætning som ”Hvis jeg var dig…” er noget jeg har bemærket, at jeg selv og det øvrige personale bruger en del, når der gives råd og vejledning i forhold til den unge. Når jeg efterfølgende har reflekteret over det, om hvorvidt jeg mener denne sætning ikke er assertiv, er jeg kommet frem til, at når man benytter sig af sætninger, der formuleres som et spørgsmål, er det mere åbenlyst over for den unge, at der er flere valgmuligheder. Værdierne i assertiv kommunikation, såsom at udvise respekt, empati, sætte grænser og udtrykke sig klart, har jeg oplevet som, at dette er med til at fremme kommunikationen, såvel som relationen til den unge. Som nævnt i indledningen, har jeg oplevet de unge som meget grænsesøgende og jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg bare ét sekund virkede tøvende, så prøvede de unge at snøre mig! I arbejdet med assertion, har jeg oftest oplevet, at de unge virkelig respekterer, når man markerer sine grænser - og dette mener jeg også er med til at tydeliggøre en som menneske, samt hvad man indeholder og står for. Så derfor har jeg arbejdet ihærdigt på, at forbedre mig på dette område. Samtidig er det berigende, når man i mødet med den omsorgssvigtede unge udviser en assertiv adfærd og oplever, at de oftest reagerer meget positivt på det!

13

For at sikre den unge den unges trivsel, er det vigtigt at have øje for kvaliteten i selve omsorgen. Vi vil, som pædagoger, altid befinde os i en overmægtig position, da vi besidder en rolle som den udøvende over for den unge. Man kan, som jeg ser det, betragte det som, at vi er ligeværdige, men ikke ligestillede. Som førnævnt, så er kommunikationen en betydningsfuld del af det pædagogiske arbejde og heri formidles omsorgen, hvad enten det er verbalt eller nonverbalt. Pædagogen skal være i stand til at tolke den unges kropssprog, samt det verbale budskab. Dette kræver at pædagogen er i stand til at indleve sig i den andens følelser; er i besiddelse af empati, et begreb som jeg har fokuseret en del på i denne opgave. En empatisk evne, som jeg mener er altafgørende for at kunne yde en optimal omsorg og kvaliteten heraf, kan have betydning for barnets udviklingsmuligheder. Derfor mener jeg, at dette fremhæver vigtigheden i at være opmærksom på, hvordan man kan være med til at fremme kommunikationen og støtte den omsorgssvigtede unges udvikling, da kommunikation er en central del af det at yde omsorg. Efter at have arbejdet med assertiv kommunikation, mener jeg en assertiv adfærd kan være med til at optimere kvaliteten i omsorgen og dermed den unges udvikling. At gå ind og vurdere på, hvordan den assertive kommunikationsform har været med til at støtte den enkelte omsorgssvigtede unges psykosociale udvikling, er svært. Men som jeg ser det i forhold til teorierne og som jeg selv har oplevet, så er en assertiv adfærd med til at styrke relationen og det tillidsforhold, der er mellem pædagogen og den unge, i form af gensidig respekt, ærlighed, empati og at markere sine grænser. Pædagogens indlevelsesevne er med til at hjælpe den unge til at få styr på sit ”indre kaos", samt fremme selvfølelsen og skaber grundlag for at den unge kan lære at udvise empati over for andre. Når man markerer sine grænser, på en respektfuld måde, tydeliggøres man som menneske og at give sig til kende, er jo vitterligt det de unge ønsker! Som Jacob selv udtrykker det, så har han svært ved at åbne sig over for de pædagoger, som han ikke føler, at han kender. Her mener jeg, at værdierne i assertiv kommunikation, kan være med til at ændre lidt i den ubalance, som Jacob giver udtryk for, dog mener jeg, at man skal skelne mellem at være personlig og privat. Dette mener jeg giver et meget godt billede på, hvad jeg synes er værdierne i assertiv kommunikation, som et pædagogisk redskab. For den som ønsker at praktisere assertion, ser jeg det som en længere proces at få disse værdier indarbejdet og få integreret i ens person. Det kræver, at man investerer sig selv og tiden til det, men er et mål, som er værd at stræbe efter…

14

Litteraturliste Brørup, Mogens, m.fl. ”Den nye Psykologihåndbog”, Forfatterne og Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, 2000, side 42-43 Egelund, Marianne, m.fl. ”En forskel der gør en forskel”, Hans Reitzels Forlag, 1997, side 52-54 Egelund, Tine og Hillgaard, Lis ”Socialrådgivning og socialbehandling”, side 160-193 (mangler øvrige oplysninger…) Jerlang, Espen og Jerlang, Jesper ”Psykologisk pædagogisk håndbog”, Gyldendal, 2001, side 47 Jerlang, Espen og Jerlang, Jesper ”Socialisering og habitus”, Munksgaard, 1997, side 442- 444 + 504 Killén, Kari ”Omsorgssvigt er alles ansvar”, Hans Reitzels Forlag, 1996, side 103-104 Latour, Anne og Filtenborg, Jørgen ”Kommunikation og personlig udvikling”, kap. 1+2+4

Varming, Ole ”Selvværd og selvværdsudvikling”, Kroghs Forlag a/s, 1995, side

13

Bilag 1+2: Fra Ungdomspensionens årsberetning 2003

15