RÆSONs Ugemagasin 25/11 2009

1. å

rgan

g n

r. 13

- 2

5. n

ove

mb

er 2

009

FRA CONNIE HEDEGAARD TIL LYKKE FRIISTroels Mylenberg og Johannes Andersen

MARLENE WIND OM EU’S NYE TOPPOSTERVar det det, der var meningen?

MEDIERNE Kvalitet er en tabersag på nettet

KINA Øger sin magt til havs

AFGHANISTAN Næste skridt: Durand-linjen

BOSNIEN-HERZEGOVINAKan en dom over Karadzic bringe fred?

EMILIE TURUNEN FRA BRUXELLESKøbenhavn er ikke endestationen

DANSK POLITIK FRA DF TIL SF: Topstyring virker

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 26

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: [email protected]. Foto credits bl.a.: Klimaministeriet s.1+3, Venstre s.5, EU s.11, Kinas ambassade i Irland s.13, Dept. of Defense s.24, s.xx. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

http://WWW.RAESON.DK


mailto:[email protected]

mailto:[email protected]

http://www.raeson.dk



Af Troels Mylenberg

LYKKE Friis er på mange måder den type offentlige person, som rigtig mange partier ville være parate til at flække partiprogrammet på tværs for at få fat i. Ung, ekstremt velkommunikerende, energisk, vidende og veluddannet kvinde, der nok ikke er kendt og elsket udi enhver afkrog af landet, men som er højt respekteret for sin viden. Ikke bare er hun fast fortolker og oversætter af EU’s spidsfindigheder til forståeligt dansk, hun er endda i disse dage højt profileret på radioens P1, hvor hun holder de prestigefyldte Rosenkjær-foredrag om Murens fald og udviklingen i Tyskland og Østeuropa. Meget sigende for Lykke Friis evne til at kommunikere det komplicerede har de seks halvtimes foredrag titler som ”I Honneckers seng”, ”Pindemadder i Bella” og ”Uden GPS på Mauerstrasse”. Her kommer den nye klimaministers store talent for formidling til sin ret. Hun er noget så sjældent som en kvinde med forskerbaggrund og en stilling som prorektor på Københavns Universitet, som ikke er bange for at kommunikere til og med almindelige mennesker. Det er blandt andet disse evner hos den nye minister, som statsminister Lars Løkke håber at kunne få gavn af. Lykke Friis udstrålede således allerede på sin første dag i regeringen mere energi, end samtlige hendes ministerkolleger har udstrålet i månedsvis. Nok kan hun virke begejstret og engageret på et næsten småhysterisk og overgearet niveau, men Lykke Friis brænder for sagen. Og selvfølgelig er det en umiddelbar gevinst for den ellers grundtrætte regering, at en så engageret og energisk minister bliver en del af holdet, selv om hun på nogen kan virke som en flue, der er fanget i en rislampe.

NU blev det så klimaministerposten, som var ledig, som finansminister Claus Hjort Frederiksen udtrykte det. Med andre ord er det ikke så vigtigt, hvilken post det lige var, at Lykke Friis skulle have, men langt vigtigere blot at få hende med på holdet. Manøvren viser selvfølgelig også, at Lars Løkke Rasmussen er en ganske rutineret herre, som faktisk har håndteret hele processen med

udnævnelsen af Connie Hedegaard som ny kommissær og Friis som hendes ministerafløser med stor sikkerhed. På bundlinjen står, at regeringen har fået placeret et af sine mest populære kort i Bruxelles – endda formentlig på den i disse tider meget centrale post som klimakommissær. Ved at udnævne en konservativ minister til kommissær, viser Lars Løkke tilmed fint storsind overfor regeringspartneren. Samtidig får han en ekstra ministerpost tilbage til Venstre og styrker dermed sit eget partis position. Udnævnelser og rokader er langt fra en nem disciplin for en statsminister. Meget kan gå galt i sådan en proces, men denne er ved første øjekast en af de mere succesfulde af slagsen – både hvad substans og kommunikativ effekt angår.

OM manøvren så på lang sigt bliver en succes, er straks langt mere tvivlsomt. Adskillige analytikere var allerede på dagen for udnævnelsen af Lykke Friis ude med store roser til Lars Løkke for lederskabet, fremsynetheden og den store gevinst, som både Hedegaard og Friis naturligvis vil blive i deres nye roller. Men lad os nu se. En ting er, at den populære og rutinerede Connie Hedegaard nu sætter sig til rette i Bruxelles straks efter gennemførslen af Klimatopmødet i december. Her kan hendes rolle gå hen og blive helt central, men historien skræmmer en smule. Kommissærposten er nok både indflydelsesrig og med stor magt og tyngde, men historien viser, at uanset hvem danske regeringer sender til Bruxelles, så er den post stort set lig med et endegyldigt farvel til den danske offentlighed. De to seneste danske kommissærer – Venstres Mariann Fischer-Boel og socialdemokraten Poul Nielson gik totalt til bunds, hvad synlighed angik. Og før dem var det Ritt Bjerregaard, der som miljøkommissær stort set alene formåede at gøre opmærksom på sig selv herhjemme i kraft af sin kontroversielle dagbog, som Tøger Seidenfaden og Politiken udødeliggjorde, da bogen var trukket tilbage, men så blev trykt i Politiken tilbage i 1995.

DA

NM

AR

K 2

5. n

ove

mb

er 2

009 Rokade med

mange ubekendteManøvren blev udført med sikker hånd, men der er faldgruber og snubletråde forude. Lykke Friis skal nu vænne sig til at forsvare frem for at forklare politik. Samtidig vil hun blive testet voldsomt internt – både i regering og af Venstres folketingsgruppe. Begge steder sidder der folk, der ikke finder det helt fantastisk dejligt, at en ny stjerne kommer flyvende ind fra højre og nu skal overstråle det hele.




Manglen på synlighed for kommissærer må endelig ikke forveksles med manglende indflydelse, for enhver kommissær har naturligvis stor magt som medlem af EU's næstøverste organ lige under ministerrådet. Men fortiden viser med stor tydelighed, at hvis nogen – nok især håbefulde Konservative – forventer, at Connie Hedegaard stadig vil være et synligt aktiv for partiet i den danske offentlighed, så har man forregnet sig. Alt det ved den konservative partileder Lene Espersen selvfølgelig udmærket, og der er naturligvis allerede spekuleret i, at hun er ganske tilfreds med at få eksporteret en seriøs rivalinde ud af landet. Til gengæld mister Espersen og partiet en særlig stemme, som formentlig har haft godt fat i de vælgergrupper, som Lykke Friis som nyindmeldt venstrekvinde også vil appellere til. Altså vil mange på Christiansborg nærstudere de kommende meningsmålinger for små indikationer på, om udnævnelserne rykker lidt på tallene. Lars Løkkes håb er utvivlsomt, at Lykke Friis kan blive en stemmemagnet blandt de veluddannede storbyborgerlige, der indtil nu har været betaget af Connie Hedegaard. Alle de midterborgerlige, der i Lykke Friis (og Connie Hedegaard) ser en klar modvægt til Dansk Folkepartis stærke påvirkningskraft på regeringen.

ALLERFØRST er det dog helt afgørende, at Lykke Friis kommer godt fra start. Og heri ligger hele rokaden og udnævnelsens ubekendte. For selv om Lykke Friis er både en dygtig kommunikator, vidende og energisk, så er det langt fra givet, at hun vil kunne overføre disse kompetencer direkte til det politiske virke. Der er oceaner til forskel på at være en person, der forklarer politik til at være en person, der forsvarer politik. Og Lykke Friis skal fra i dag stå på mål for hele pakken. Fra finanslov til forsvarsforlig. Fra terrorlovgivning til trafikinvesteringer. Samtidig vil hun blive testet voldsomt internt – både i regering og af Venstres folketingsgruppe. Begge steder sidder der folk, der ikke finder det helt fantastisk dejligt, at en ny stjerne kommer flyvende ind fra højre og nu skal overstråle det hele. Dertil kommer et ministerium, der skal ledes. Et ministerium, der ikke ligefrem er kendt for at have styr på det hele. Og så har vi slet ikke nævnt Dansk Folkeparti, som jo sidder med de afgørende mandater og som ikke falder på halen over at få en EU-begejstret ekspert ind i regeringen. Endda på en ministerpost, som efter Pia Kjærsgaards mening bude nedlægges hurtigst muligt.

LYKKE Friis får med andre ord nok at se til, og tiden med de åbne ekspertspørgsmål fra journalisterne og de rolige sessioner i tv-studiernes hyggehjørner, hvor den kloge ekspert udlægger

teksten langt fra kritiske spørgsmål, er også endegyldigt forbi. Nu er det alvor på en helt anden måde. I politik er det langt fra nok at vide en hel masse. Desværre.




Hvis alt går som forventet, vil Lars Løkke Rasmussen [ovenfor: på valgkampagne i Århus, red.] gennemføre en relativt omfattende regeringsrokade engang i det nye år. Godt nok er der løbende sket enkelte udskiftninger, og godt nok kan det sikkert også være vanskeligt at finde nye oplagte kandidater, hvilket kan tale for en moderat justering. Når man alligevel kan forvente sig noget drastisk, skyldes det først og fremmest et behov for ny energi og nye ansigter. Den siddende regering er nemlig af mange gode grunde lidt slidt.

Af Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet

EN siddende regering er netop siddende. Fra at være en politisk front med masser af energi, initiativer og ideer, bliver den langsomt, men sikkert til en enhed, der har travlt med at få tingene til at glide. Den forvalter tingenes tilstand og håber det bedste. Bl.a. at oppositionen er til at neutralisere. Og på den front går det nogenlunde acceptabelt for den nuværende. Meningsmålinger har nu over en længere periode vist, at der er dødt løb mellem de to regeringsalternativer. Et folketingsvalg under de nuværende betingelser kan derfor åbne til begge sider. Når oppositionen er så nem at styre, skyldes det ikke mindst, at Socialdemokraterne har vanskeligt ved at finde offensive ben at stå på. Man har vanskeligt ved at finde de bæredygtige politiske sager, der kan holde i en længere periode, og man har vanskeligt ved at udforme en politisk retorik, der kan forankre de socialdemokratiske synspunkter i dele af befolkningen, der ikke nødvendigvis er varmhjertede socialdemokrater. Skatteforslaget ”Fair Forandring” var først og fremmest interessant, fordi det knyttede SF tættere til S. Og på den måde repræsenterede det en interessant fornyelse. Men der er næppe mange vælgere, der i dag er optaget af indholdet i forslaget. Her afventer man, hvad der mere sker, og har formodentlig samtidig lidt vanskeligt ved at skelne de socialdemokratiske visioner fra Venstres velkendte bud på et skattestop kombineret med flere individuelle valg af velfærd og offentlig servicer. Det er også påfaldende, så lidt Socialdemokraterne og SF taler om deres eget forslag. Men det skyldes formodentlig, at der ikke

var nok luft i forslaget til, at visionerne kunne få sejlene i samarbejdet til at folde sig ud. Det er således SF, der reelt holder oppositionen i live. Fordi man har en leder, Villy Søvndal, der med uimponeret frækhed spiller med på alle baner. Også eksempelvis de indvandrerkritiske, hvis det skal være. Der er imidlertid grund til at tro, at SF lige nu har travlt med at få tingene op at køre igen efter kommunalvalget. I udgangspunktet var der ellers lagt op til, at nu SF skulle forsøge at omsætte sin vælgermæssige succes til magt, eksempelvis i form af borgmesterposter. Uheldigvis var betingelsen for at opnå denne magt, at man lagde afstand til socialdemokratiske borgmestre rundt om i landet. Og det er i længden ikke den bedste måde at holde et nyetableret tæt samarbejde i live på. Derfor rystede SF på hånden, da det kom til stykket – og af den årsag skal man lige have tingene lidt på afstand igen.

Den luftige vision – for alle Regeringen har altså forholdsvis let spil ift. oppositionen, men den er stadig siddende – og derfor begynder den at blive træt. Som så meget andet her i livet skal man af og til have tingene på afstand for at kunne gå til dem med ny energi og nye perspektiver. Hvis ikke der åbnes for denne mulighed, bliver man mere og mere ”konservativ”, i ordets bedste betydning. Man forvalter tingenes tilstand, og kan først og fremmest få øje på de sikre institutionelle muligheder. Regeringens politiske linje illustrerer ganske godt denne tilstand. Ikke mindst i Lars Løkke Rasmussens landsmødetale til Venstres landsmøde den 21.-22. november. Her fremlagde han ti mål, som Danmark skulle nå inden 2020. Ambitiøse

DA

NM

AR

K 2

5. n

ove

mb

er 2

009 NY

KLIMAMINISTERLøkke: Nye ansigter og en træt politik




mål, der ligger så langt ude i fremtiden, at de næppe kan fylde ret meget i den kommende toårs periode frem til næste folketingsvalg. Men så har man da dem at stikke ud, hvis det skal være. Og det skal det sikkert, når nu det kniber med forslag på den kortere politiske bane, som det hedder i moderne politisk tale. Inspirationen til de ti punkter er angiveligt den amerikanske præsident Obamas strategi, hvori der på meget kort plads fortælles om store visioner for et fremtidigt USA. Om den amerikanske drøm. Som Løkke Rasmussen på en flyvetur har omsat til ”den danske drøm”. Som paradoksalt nok viser sig at være en ret liberal vision, hvor Danmark skal være blandt de absolut bedste, når det drejer sig om rigdom målt i BNP, vækstiværksættere (et nyt ord i den danske politiske retorik, der i kraft af den knudrede sammensætning næppe lever længe), arbejdsudbud, placeringen af skolebørn på PISA-ranglisten, eliteuniversiteter, levetid, energieffektivitet, integration, begrænsning af kriminalitet og endelig økonomi generelt. Her er der nok at tage fat på. Og i modsætning til løftet om skattestop fra 2001 er disse visioner langt mere upræcise og formodentlig også temmelig omkostningstunge. Det er altså ikke forslag, man sådan lige kan omsætte til konkret politik i morgen. Dertil kommer, at der næppe er mange, der vil være uenige i, at de lyder ganske godt. De kan med andre ord ikke rigtigt gøre en forskel og medvirke til at skille fårene fra bukkene. Derfor er det altså ikke specielt offensive positioner, Lars Løkke Rasmussen har fået markeret her.

Institutionelle krykker Derfor må man støtte sig til noget mere nærliggende, nemlig institutionelle krykker og sejre. Det er endnu et træk ved en regering, der har siddet længe. Den satser på de sikre institutionelle kort, sådan som Poul Nyrup Rasmussen gjorde det i 2001. Han var en af de markante politikere, der kontant havde været med til at fordømme terroren i kølvandet på de brutale begivenheder i september 2001. Så kontant at han havde opnået en del positiv omtale, bl.a. i EU og i medierne. Derfor satsede han på, at det skulle bringe ham til en sejr ved folketingsvalget 2001. Men det gik som bekendt ikke. Anders Fogh Rasmussen vandt ved hjælp af en række meget konkrete og energiske forslag og markeringer, mens Poul Nyrup forsvandt i de fine ord og bag de internationale skulderklap. Nu gentager Lars Løkke tilsyneladende denne historie. Som statsminister og leder af en ret siddende regering forsøger han at vinde international hæder og ære, plus en del positiv omtale i medierne ved at stå som det centrale omdrejningspunkt i forbindelse med det vigtige klimatopmøde i København i december 2009. Her er der enighed om, at der skal konkrete aftaler for fremtiden på bordet. Ellers begynder

det at se rigtigt sort ud. Og det er altså det, Lars Løkke satser på. Også i forhold til EU, hvortil han sender en af de mest positivt profilerede ministre, han har. Man han risikerer, at utak bliver verdens løn. For der er ikke så meget politik i disse institutionelle markeringer, når det kommer til en konfrontation med en hårdtarbejdende opposition. Som han så imidlertid kan håbe på ikke rigtigt kommer i omdrejninger, og så klarer han sig måske alligevel.

Helt nye ansigter Et af en siddende regerings værktøjer er: regeringsrokaden. Hvis ikke der er nye politiske ideer og projekter, så kan man jo altid skifte ansigterne ud. Det er imidlertid heller ikke helt nemt, når man har siddet længe. Så er det nemlig ikke bare ministre, der kan blive lidt slidte. Det gælder også for ordførerne i regeringspartierne, dvs. dem i anden række. De har nemlig stået som ordførere næsten lige så længe, som regeringen har siddet. Så de kan også meget nemt være godt brugte. Derfor sker det ikke sjældent, at man henter folk ind helt uden for de politiske cirkler. Det kort har Lars Løkke Rasmussen netop spillet, i og med at han har ansat Lykke Friis som ny klimaminister. Det er næppe noget dårligt træk at benytte en fra medierne ret kendt person, og så udnytte hendes etos – og i dette tilfælde også hendes patos – til at styrke regeringen. Hvis det kan gentages efter jul på en tre-fire poster, som også giver lidt tiltrængt nyt liv til Det konservative Folkeparti, vil det være et rigtigt godt træk. Der er masser af politisk logik i de initiativer, Lars Løkke Rasmussen tager i denne tid. En meget siddende regering har brug for institutionelle krykker og nyt liv, hvis den skal stå distancen i forhold til oppositionen, der tilsvarende har været meget længe på afstand af magten. Normalt ville det være et sammenstød mellem en meget siddende regering på den ene side, og en opfindsom, selvsikker, kritisk og konkret opposition på den anden. Hvilket ville betyde, at den siddende regering ville komme til kort. Trods alt. Nye ansigter gør det ikke alene. Men måske går det alligevel for Lars Løkke, for hvis ikke oppositionen kan udfylde den nærliggende rolle som en offensiv politisk blok, er udsigterne til et regeringsskifte meget små. Og det er sådan, landet ligger lige nu. Der kommer godt nok nye ansigter i regeringen i det kommende år, men de suppleres langt hen ad vejen af en ret ”konservativ” og institutionsorienteret tilgang til det politiske arbejde. Hvis vælgerne ellers synes dét er tilstrækkeligt.




Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed. Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.:

- Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende- Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken- Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen- Henrik Dahl, sociolog og forfatter- Per Mikael Jensen, direktør for Metro- Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen

Praktisk:- Tilmelding: 1.000 kr.- Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid- Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30.

Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

Nyt

fra

RÆ

SO

N

RÆSONs Årskonference

om Politik, Medier, Net og

Demokrati 28/11 2009



http://www.raeson.dk/konferencen2009.html

http://www.raeson.dk/konferencen2009.html


Kvalitetsjournalistik har en tabersag på nettet975 kr. pr artikel. Det er, hvad store danske medier kan tjene på reklamer for deres journalistiske artikler. I snit. Nogle, såsom berlingske.dk, får langt mindre. Andre, såsom ekstrabladet.dk, mere. Når husleje og serverkraft er betalt og sælgerstaben aflønnet, er der ikke meget tilbage til journalistikken. Læserne er ligeglade og læser helst om sex og celebrities – stof, der til gengæld er billigt at producere.

Af Jon Lund, selvstændig konsulent, tidl. direktør, Foreningen af Danske InternetMedier.

“NØGNE sexede skilærere i sneen”. Sådan lyder overskriften på den mest læste historie på landets største netavis, ekstrabladet.dk, i sidste uge. Toplisten forsætter: “Bagfra er bedst”, “Fyret få dage før sin død”, “Millioner for Miss Californiens onanivideo” og “Stem på valgets lækreste babe”. Hos bt.dk er det det mere sensationsprægede: “Jeg er dybt chokeret” og “Mand mistede halvdelen af sin krop”, der trak læsere til. Hos berlingske.dk er tonen mere urban. Her bød på top fem på blandt andet: “Private beskeder fra 9/11 lækkes”, “Palins svigersøn klar til ’porno’ uden stav” og “Jørn Utzons søn tvivler på 9/11”. Kun hos politiken.dk var der på top fem over de mest læste kommunalstof på menuen. Her fik den så også hele armen med cirkus Bondam på fire ud af de fem øverste pladser.

Omskrevne nyheder i førertrøjenDet er ikke kun emnevalget på top fem hos de fire netaviser, der rimer dårligt på “publicistiske principper”. Også det journalistiske håndværk er sjusket. Halvdelen af de 20 historier er kun let omskrevne versioner af artikler fundet på andre sites. En fjerdedel er en-kilde-historier (hvoraf en enkelt dog læner sig op ad andre artikler, der rummer modsvar). Den sidste fjerdedel har to eller flere kilder eller bærer på anden måde præg af en mere grundig journalistisk bearbejdning.

Nu er top fem mest læste ikke hele sandheden om den journalistiske standard på nettet i dag. Under toplaget ligger der på alle sites historier, der både er væsentlige, nye og relevante. Men top fem fortæller historien om de barske

kommercielle forhold i den del af medievirkeligheden, der – hvis avisernes dalende oplagstal fortsætter deres stålsatte kurs mod den absolutte spærregrænse – om få år skal bære den frie presses fakkel videre. Og stå på egne økonomiske ben.

Online-mediernes økonomiske logikDanske netaviser finansieres i dag hovedsageligt af bannerreklamer. Flere sites har forsøgt sig med brugerbetaling, men hidtil har det kun været helt specielle niche-sites som borsen.dk (hvor det typisk ikke er læserne selv, men deres arbejdsgivere, der betaler), der har haft held i sprøjten. Top femlisterne fortæller hvorfor: de lette citathistorier, som det er umuligt at spærre inde bag en betalingsmur, mætter en stor del af læsernes informationsbehov. De er – i kombination med alverdens gratis tv, radio og gratisaviser – “good enough”.

I den reklamefinansierede verden gælder det, at jo flere reklamer, du kan vise, jo flere penge kan du tjene. Og jo billigere du kan hive læserne til, jo flere penge kan du tjene. Det er disse to mekanismer, der ligger bag de mange citat-, sex- og sladderhistorier på det danske net. De er nødvendige, hvis butikken skal løbe rundt.

33 millioner sidevisningerI sidste uge publicerede berlingske.dk, bt.dk, ekstrabladet.dk og politiken.dk 4430 artikler, viser en gennemgang af deres respektive sites. De mange artikler var relativt ligeligt fordelt, med

ME

DIE

R 2

5. n

ove

mb

er 2

009 MEDIERNES

FREMTIDI denne serie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted lørdag d.28/11 2009.




ekstrabladet.dk i toppen med ca. 1200 artikler og bt.dk i bunden med ca. 1000. Men de havde langt fra samme aktivitet. Ekstrabladet.dk lå i toppen med ca. 33 millioner sidevisninger, dobbelt så mange som bt.dk’s 18 millioner. Politiken.dk klarede 10 millioner sidevisninger, mens berlingske.dk måtte nøjes med 4 millioner. Der er altså stor forskel på, hvor meget information – og hvor mange reklamer – de fire sites kan formidle. Og dermed på hvor meget de kan tjene per artikel.

Hvor meget de fire sites rent faktisk omsætter for, er en velbevaret hemmelighed. Men et ædrueligt estimat baseret på tre københavnske mediebureauers vurdering af de fire sites reklamepriser og af deres udsolgtheds-grad, viser, at hver artikel i snit indbringer 975 kroner. Ekstrabladet.dk (med deres mange side- og reklamevisninger, men også lavere priser) noget mere. Berlingske.dk (hvis højere priser ikke kan kompensere for deres få side- og reklamevisninger) noget mindre. Under alle omstændigheder dog ikke meget, når både journalister, redaktører og sælgere skal aflønnes, huslejen betales, og serverne holdes i luften.

Marginal journalistindsatsDet er i mange henseender journalistindsatsen, der ligger økonomisk yderst hos netaviserne. Huslejen og serveren skal betales lige meget hvad, og hvis sælgerne fyres, graver man sin egen grav. Men journalistindsatsen kan geares: en hurtig citat-artikel kan laves på et kvarter, mens en almindeligt researchet historie med flere kilder let tager en halv dag. Denne forskel i tidsforbruget betyder noget, når den gennemsnitlige journalist ifølge Dansk Journalistforbund tjener 41.500 kr. om måneden inklusive pension og har en arbejdstid på 37 timer om ugen (hos JP/Politiken dog kun 36). Marginale lønningskroner, der kan gøre hele forskellen. Særligt når de grundige historier laves mest for mediernes egen – og samfundets – skyld.

Analysen artiklen, "Economics of news: the case for qualitative journalism on the internet", offentliggøres i dag og kan frit downloades fra www.jon-lund.com. Jon Lund forlod i sommer posten som direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) som han havde ledet i fem år, for at starte sin egen analyse- og rådgivningsvirksomhed med fokus på de strategiske udfordringer den ny teknologi stiller virksomheder og organisationer overfor. Jon Lund er medlem af bestyrelsen for Interactive Advertising Bureau Europe og har tidligere bestridt tillidsposter i blandt andet Kulturministeriets reklameforum, Det internationale handelskammers markedsførings-udvalg og Danske Mediers Forum. Han er blandt oplægsholderne på RÆSONs Konference om Politik og Medier d.28/11.

De 20 mest læste artikler i uge 47, 2009 på berlingske.dk, bt.dk, ekstrabladet.dk og politiken.dk inddelt efter emne.

De 20 mest læste artikler i uge 47, 2009 på berlingske.dk, bt.dk, ekstrabladet.dk og politiken.dk inddelt efter journalistisk bearbejdning.

Sex SensationLiving Samfund

35 %

10 % 25 %

30 %

OmskrevneEnkelt-kildeFler-kilde/bearbejdede

25 %

25 %

50 %



http://www.jon-lund.com





Antal sidevisninger i uge 47, 2009 på berlingske.dk, bt.dk, ekstrabladet.dk og politiken.dk. Kilde: gemiusAudience/FDIM realtime.

Berlingske.dk BT.dk Ekstrabladet.dk Politiken.dk

1.

2.

3.

4.

5.

Private beskeder fra 9/11 lækkes

Jeg er dybt chokeret Nøgne sexede skilærere i sneen

Sareen: »Jeg forlod rådhuset i vrede«

Palins svigersøn klar til ”porno” uden stav)

Mand mistede halvdelen af sin krop

Bagfra er bedst Bondam ville have fantasipost

Jørn Utzons søn tvivler på 9/11

Blev fyret få dage før sin død

Fyret få dage før sin død

Rød blok raser over Bondam

Sorte skuespillere fjernet fra filmplakat

Samantha Fox tilbage i sexet badedragt

Millioner for Miss Californiens onanivideo

Jan Fog: Rige kan ikke stemme på SF

Så er der lysfest på himlen igen

Vandt milliongevinst tre gange

Stem på valgets lækreste babe

Bondam erkender desperat tilbud om fantasipost

Top 5 mest læste artikler på berlingske.dk, bt.dk, ekstrabladet.dk og politiken.dk, uge 47 (16-22. november) 2009. Fra de respektive sites’ egne “mest læste” opgørelser

berlingske.dk politiken.dk bt.dk ekstrabladet.dk

0

10.000.000

20.000.000

30.000.000

40.000.000

33.140.000

17.717.000

9.980.000

4.117.000




I sidste uge blev Herman Van Rompuy og Cathrine Ashton udpeget til henholdsvis ”EU-præsident” og ”EU-udenrigschef ”. Ingen af dem havde bedt om jobbene – og begge er ukendte navne på den internationale scene. Valget faldt på de laveste fællesnævnere, og nu står to bureaukrater uden gennemslagskraft i spidsen for EU. Kommissionsformand Barroso står tilbage som eneste sejrherre, han beholder sin magt og bliver ikke – som han måtte have frygtet – overskygget af de to nye.Af Marlene Wind, ph.d., professor, Statskundskab, KU.

VAR det virkelig det, der var meningen? Var det meningen, at EU’s første præsident skulle ende med den laveste fællesnævner i form af en digter-burekrat-type, der tilsyneladende helst havde været jobbet foruden, og som har til hensigt at holde sig to skridt bag Europas øvrige ledere ved enhver offentlig sammenkomst? Nej, det var helt sikkert ikke hvad EU-forfatningens oprindelige arkitekt, den tidligere franske Præsident Valery Giscard d’Estaing havde forestillet sig. Herman Van Rompuy – den belgiske regeringsleder – der løb af med posten som EU’s første præsident er ganske vist kendt for sine forhandlingsevner, men har ingen international erfaring og ligner mest af alt en krydsning mellem en franciskanermunk og den græske superskurk Rastapopulus fra Tintin. ”Europa har med dette valg nået den absolutte bund”, udtalte den flamboyante Daniel Cohn-Bendit fra de Grønne i Europa-parlamentet med slet skjult henvisning, ikke bare til Rompuy, men også til udpegningen af EU’s nye udenrigschef Catherine Ashton. At Van Rompuy går ind til jobbet med meget fodslæbende skridt blev tydeligt, da han ved pressebriefingen, der fulgte offentliggørelsen af navnene på indehaverne af EU’s nye topposter, konstaterede: ”Jeg har ikke søgt dette job, jeg har ikke bedt om det eller på anden måde gjort noget for at få det”. Det var lige før, man ventede, at han i næste sætning ville sige, at han så heller ikke vil have det. Det sagde Herman Van Rompuy så ikke. Han nøjedes blot med at konstatere, at han var ydmyg over for opgaven, og i øvrigt havde tænkt sig at holde lav profil. For ham handler det nyerhvervede topjob primært om at agere mødeleder og kompromismager i Det Europæiske

Råd og i det hele taget sørge for trivsel på EU’s indre linjer. Selvom jobbeskrivelsen var uklar, og alle vidste, at meget ville komme til at afhænge af, hvem der i sidste instans kom til at beklæde præsidenttaburetten, så var skuffelsen stor hos mange iagttagere. Giscard selv udtrykte det på følgende måde i Financial Times: ”Det er uambitiøst. Folk havde forventet mere end dette”. Der er ingen tvivl om, at den tidligere britiske premierminister Tony Blair havde levet bedre op til den præsidentrolle, man forestillede sig i den oprindelige forfatningstraktat, som senere blev til Lissabon-traktaten. Pointen var netop at få et stærkt europæisk lederskab. At EU skulle kunne tale med én stemme, og at ingen skulle være i tvivl om, hvem der skulle telefoneres til, hvis man gerne ville vide, hvad EU mente om dette eller hint. Med udpegningen af Herman Von Rompuy og EU’s nye udenrigschef Cathrine Ashton er man imidlertid ikke blevet klogere på netop dette. Mest af alt kan man vel sige, at EU regeringsledere ved IKKE at pege på Blair eller en anden af hans støbning har sendt et meget klart signal om, at de slet ikke er interesserede i den form for politisk lederskab, som såvel forfatnings- som Lissabon-traktaten lagde op til. Man kan sige, at der yderligere er mindst tre årsager til, at præsidentposten er landet, som den er. Dels er der noget, der tyder på, at EU-koordineringen i det G20-samarbejde, som Europas middelstore lande deltager i, fungerer nogenlunde. Der er derfor ikke det helt store behov for én europæisk stemme. Dels betyder den almindelige træthed efter otte års traktatforhandlinger, at antallet af store europæere er til at overskue – altså få med store ambitioner om EU på verdensscenen. Endelig er der

VE

RD

EN

25.

no

vem

ber

200

9 EU-TOPPOSTER ”Jeg har ikke bedt om dette job”




demokratiaspektet. At sætte en karismatisk leder i Europas top, uden at vedkommende samtidig er demokratisk valgt, ville kunne øge EU’s såkaldt demokratiske underskud. En europæisk Obama, der er udpeget af EU’s ledere uden noget folkevalgt mandat, ville måske ikke sende de bedste signaler. Samtidig har dagens europæiske ledere ingen interessere i en demokratisk valgt EU-topledelse, da det i så fald ville kunne forrykke legitimiteten fra medlemslandene til EU-systemet. Så længe EU består af mere eller mindre anonyme embedsmænd og bureaukrater sker en sådan forskydning med garanti ikke. Derfor har det fx heller aldrig været på tale at vælge formanden for EU-Kommissionen på almindelig demokratisk vis.

Men hvad så med udenrigschef-posten? Er det valg faldet heldigere ud? Lady Ashton, som hun kaldes i de britiske medier, var tydeligvis dybt forbløffet, da hun i sidste uge blev udpeget som EU’s nye udenrigschef og boss for EU’s nye 5000 m/k store diplomatiske korps. På pressemødet, hvor hun præsenterede sig sammen med Van Rompuy, sad hun uden manuskript. Det fremgik med andre ord tydeligt, at pressemødet var blevet udskudt flere gange af den simple grund, at man ikke kunne finde baronessen på sin bopæl, da man skulle overbringe hende nyheden om jobbet. Ashton havde nemlig heller ikke søgt sin stilling og var derfor på vej i lufthaven for at nå et fly hjem til ægtemanden i London. Læser man de britiske medier, er valget af Ashton et udtryk for desperation. Miliband – Storbritanniens ellers stærke kort – kunne ikke overtales til at tage jobbet som udenrigschef, selvom Brown forsøgte. Han ser tydeligvis en større prestige i at efterfølge Brown som leder af Labour. Og hvem kunne Brown så ellers diske op med, når han nu ikke fik placeret Blair på EU præsidentposten? Brown lavede jf. Financial Times en liste med potentielle navne, og Catherine Ashton var en af dem. Hendes store fordel var ikke blot, at hun havde det rette køn og partifarve, men også at hun havde gjort det godt i det år, hun havde været EU-handelskommissær. En god og charmerende forhandler, siger man. Ulempen er, at hun aldrig har været folkevalgt og er uden anden international erfaring end den, hun har som – ja – netop handelskommissær. Ude i verden har Kina og Japans ledere sagt pænt tillykke, men ellers trukket på skuldrene. I Bruxelles gnider Barroso sig imidlertid i hænderne. Barroso er nemlig den store vinder af kongekabalen. Van Rompuy udgør ingen fare, og Ashton kommer i realiteten under Barrosos egne vinger. Som udenrigschef refererer hun nemlig ikke kun til EU’s udenrigsministre og regeringsledere, men også til Barroso selv, da hun også bliver næstformand i Kommissionen og ansvarlig for den bløde sikkerhedspolitik.Naturligvis kan såvel Ashton som Van Rompuy vise sig at overraske positivt. Når man starter på bunden, er der kun én vej frem.




Kina øger sin magt til havsKinas økonomiske magt er uomtvistelig. Kinas politiske magt er under kraftig udvidelse. I øjeblikket arbejder kineserne på at opbygge militære baser i andre lande, der kan sikre en mere udfarende kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. På sigt kan dette true både USA og Indien.

Af Magnus Hjortdal, forsker ved Forsvarsakademiet

FORSVARSMÆSSIGT er Kina gået fra at ville forsvare fastlandet til at fokusere mere udadrettet. Flåden skal ikke blot se sig selv som en kinesisk kystvagt, men nu også som en styrke, der kan færdes på verdenshavene og beskytte Kinas nyfundne interesser. I processen har Kina brug for en række havne for at støtte skibene logistisk. Det er lykkedes at indgå en del aftaler – og flere er på vej – som en pendant til de amerikanske baser overalt i verden .

Nogle analytikere mener, at den kinesiske strategi falder i flere trin. For det første skal landet sikre sin eksklusive økonomiske zone (I denne zone har en kyststat eksklusiv ret til udforskning og udnyttelse af de naturlige ressourcer i havet, på havbunden og undergrunden samt til enhver anden økonomisk udnyttelse, red.). For det andet skal man ”udvide den kinesiske kystlinje” via havneaftaler og udvikling af baser, der kan skabe en ”perlekæde” af kinesiske faciliteter, der kan udgøre støttepunkter i en øget magtprojicering. For det tredje skal man udvikle magtinstrumenter bl.a. i rummet og cyberspace for at imødegå den teknologiske forskel imellem Kina og USA. Og endelig skal man opbygge logistik, træne, bygge skibe og udvikle doktriner for en flåde, der kan operere globalt .

Og udviklingen er i gang. Der rapporteres nu om øget aktivitet i vandet øst for Taiwan mod Japan og de amerikanske flådebaser i Stillehavet. Kina har ifølge amerikanske og japanske efterretninger fordoblet sine ubådspatruljeringer i 2008.

Værtslande får kinesisk støtteDen kinesiske perlekæde af havne startede med Spratly-øerne i 1998, hvor man forsøgte at bygge dok og faciliteter. Man er nu begyndt at kigge mod vest mod de vigtige forsyningslinjer for den kinesiske energiimport , og man har opbygget flere havne under dække af bilaterale handelsaftaler. Det drejer sig om Sittwe i Myanmar, Chittagong i Bangladesh, Sihanoukville i Cambodia, Gwadar i Pakistan og

Hambantota i Sri Lanka (se kortet). Fælles for disse er, at der foreligger en form for aftale, der også giver værtslandene en fordel. Myanmar slipper for kinesisk indblanding i landets styreform, Bangladesh får en alliancepartner mod Indien, Pakistan får både en allieret til at modbalancere rivalen Indien, og også et våbensamarbejde mht. kampfly.Sri Lanka skal angiveligt være blevet forsynet med massevis af våben til kampen mod de tamilske tigre – en kamp, der ifølge nogle iagttagere, ikke kunne have været vundet uden de kinesiske våben.

USA ser i dette en øget kinesisk magtprojicering – og en kinesisk udfordring af USA’s udenrigspolitiske interesser i tredjeverdenslande uden for Asien, som vil blive forstærket efterhånden, som perlekæden udvides med flere havne.

Særligt havnen i Gwadar i Pakistan bekymrer USA. Den amerikanske kommission for amerikansk-kinesisk økonomi og sikkerhed vurderer, at “hvis kineserne på længere sigt udvikler en flåde, der er robust nok til at udgøre en troværdig magt i det indiske ocean, så muliggør Gwardar-havnen, at Beijing – for første gang nogensinde – direkte kan påvirke begivenhederne i Den Persiske Golf ” . Konkret tilråder generaler i Folkets Befrielseshær (Kinas militær, red.) nu en udbygning af Kinas baser i de omstridte farvande i det sydkinesiske Hav, hvilket analytikere mener kan øge landets mulighed for at foretage operationer længere væk fra nærområdet.Det siges, at Kinas stigende indflydelse helt ud til det Indiske Ocean ikke blot udvider dets mulighed for at afholde andre lande fra at operere i Kina periferi, men også at kineserne med henvisning til tidligere skrevne analyser på området udvikler ”politisk anvendelige magtmidler til at straffe amerikanske styrker, hvis det skulle intervenere i en konflikt med kinesiske interesser involveret”.

En kommentator i Folkets Befrielseshærs dagblad skrev, at grænserne for Kina nationale interesser er udvidet, og at de nu har bevæget sig ud over dets land, luft og maritime territorium til

VE

RD

EN

25.

no

vem

ber

200

9ASIEN




også at indbefatte de store verdenshave langt fra Kina.

Udvidelsen af den kinesiske interessesfære kan have betydning for den fremtidige udvikling i regionen, men også globalt. Indien føler, at Kinas perlekæde er ved at stramme om deres hals, og at den kinesiske ekspansion må modbalanceres. Og hvordan vil USA forholde sig til en ny kinesisk tilgang, hvor Kina påtager sig øget globalt ansvar, men samtidig forsøger at udfordre USA’s interesser rundt om i verden?

Mit bud er, at Kina vil fortsætte med at udvikle sin militære og politiske tilstedeværelse uden for det umiddelbare nærområde, og at Kina på længere sigt vil skabe en ny dynamik i det internationale system, hvor de i endnu højere grad må tænkes ind i andre staters beslutninger. Kinas nyfundne selvtillid er kommet for at blive. Man kan spændt vente på, hvornår Kina for alvor vil bevæge sig helt op i toppen af det internationale system, også hvad angår en mere robust militær tilstedeværelse uden for landets grænser for at sikre dets interesser.

Kort over Kinas perlekæde af havne og vejen til Aden-bugten, Kilde: Office of The Secretary of Defense 2007: 9, civile havne og Aden-bugten er tilføjet af forfatteren




Ny bog: 99 kr. inkl. porto på www.raeson.dk




Politisk succes kræver topstyring. DF har haft det siden bruddet med Glistrup, og med Villy Søvndahl er SF på vej i samme retning. Konsekvens: mandatfremgang hos begge partier, men også eksklusioner og selvcensur. Forskellen på de to partiers historie betyder dog, at DF kan tåle langt mere topstyring end SF, uden at baglandet for alvor gør oprør.Af Jesper Stegmann Mortensen, freelancejournalist

ÅRET er 2005, og et indlæg på daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Louise Freverts hjemmeside sammenligner muslimer med kræftceller. En mediestorm bryder løs, men Freverts webredaktør tager skylden for straks at blive ekskluderet af partiet. En eksklusion, der skulle vise sig ikke at være den sidste. Året efter lider ni personer samme skæbne, da de ikke afviser, at nazi-sympatisører kan få medlemskab i DF. Få måneder efter kritiserer endnu ni medlemmer partiledelsen for at være topstyret og bliver ligeledes bedt om at forlade partiet. På trods af en række sager om kritik af ledelsesmåden i DF, mener pressechef i Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard, dog alligevel, at partiets topstyring, har været årsag til den stigende succes hos vælgerne.

Nødvendig topstyring ”Topstyring er nødvendigt, så vælgerne ved, hvad de får, når de stemmer på Dansk Folkeparti. Jeg går meget ind for, at man har få regler, men håndhæver dem. Til gengæld falder hammeren også, hvis man bryder de få regler, der er,” siger han, og henviser til dengang Dansk Folkeparti opstod i bruddet med Fremskridtspartiet og dets leder, Mogens Glistrup.

”Topstyring stammer fra de anarkistiske tilstande i Fremskridtspartiet. I dag vil man ikke længere have landsbytosserne fra Glistrups tid, så nutidens topstyring har man fordi, den virker. Inden for rammen har folk i partiet al den ytringsfrihed, de vil.”

Når et medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe skriver et debatindlæg eller udtaler sig til pressen, har de ifølge Søren Søndergaard derfor også frie hænder. Alligevel råder han dem til at stikke hovedet forbi hans kontor og rådføre sig med ham forinden. For folk uden for Christiansborg har det givet anledning til spekulationer om, at partiets menige medlemmer kun har en minimal indflydelse i partiet. Det er en

opfattelse Mikkel Dencker, der er menigt medlem af partiets folketingsgruppe kender til, men afviser er et problem. ”Den måde at gøre det på har medvirket til en opfattelse i befolkningen om, at medlemmer, der ikke sidder med i ledelsen, har svært ved at få sine synspunkter igennem både internt og eksternt. Men sådan synes jeg ikke, det er – det må være en opfattelse, der er opstået hos folk selv,” siger han.

DF drives som en virksomhedIfølge ph.d.-stipendiat Kim Lilholt Ruggaard fra Institut for Sprog og Erhvervskommunikation på Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet er det ”en sandhed med modifikationer”, at der skulle være ytringsfrihed i DF. ”Måden, de kommunikerer på i partiet, sender et klart signal om, at medlemmerne ikke får lov til at melde ud, hvad de vil. Alene de mange eksklusioner viser tydeligt, at det forholder sig anderledes.” I stedet sammenligner han DF’s styring af kommunikationen med det at drive en virksomhed. ”Man har en meget lille ledelse, der tegner organisationen udadtil og cementerer retningen i partiet med få enkelte budskaber. Det gør beslutningsprocessen mere strømlinet, så man hurtigt kan reagere på politiske initiativer og melde ud til offentligheden, hvad man mener,” siger Kim Lilholt Ruggaard.

Og at DF gik fra 24 til 25 mandater ved folketingsvalget i 2007 og samtidig sikrede sig 8,1 procent af stemmerne ved det netop overståede kommunalvalg viser, at det virker. Internt i partiet er bølgen af eksklusioner taget af, og kritikken af ledelsen er forstummet. Ifølge professor Tim Knudsen ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet sker det dog på bekostning af den konstruktive debat. ”Under Dansk Folkepartis landsmøde er der ingen form for diskussion blandt mødedeltagerne. Jeg vil nærmest bare betegne det som et årligt show,”

DA

NM

AR

K 2

5. n

ove

mb

er 2

009 ”Topstyring gør,

at vælgerne ved, hvad de får”




siger han og forklarer det med, at konsekvensen af den professionelle topstyring er et meget reduceret partidemokrati. Noget, Tim Knudsen mener, er særdeles udbredt i DF, men i stigende grad også ses ude på den anden fløj hos SF.

SF er Dansk Folkeparti-light”Der er trods alt mindre topstyring og højere til loftet i SF end i DF. Men sammenligner man SF før og efter Villy Søvndal, er der ingen tvivl om, at topstyringen er taget til. Der er kommet en snæver topledelse, som lægger stilen og laver strategien. Hovedbestyrelsen og folketingsgruppen er blevet mere tam,” siger Tim Knudsen.

Alligevel er han ikke helt enig med DF’s pressechef, Søren Søndergaard, der mener, at SF’s måde at tegne partiet på er blevet til ”ren copy-cat” af DF.

”Der er kommet noget Dansk Folkeparti-light over SF, men SF er ikke en kopi af DF. Jeg var til deres 50-års jubilæumsfest, hvor de havde erstattet de røde faner med dannebrog, og så spillede de countrymusik – noget man ellers forbinder med Dansk Folkeparti-segmentet. Men det er jo ikke unormalt i politik, at succes inspirerer andre til at efterligne,” siger Tim Knudsen.

I SF er det velkendt at blive sammenlignet med DF, og man kender også til historierne om, at medlemmer kommer til en kammeratlig samtale med ledelsen, hvis de går imod partiets linje. En metode pressechef, Søren Søndergaard, i øvrigt ikke lægger skjul på foregår i DF. Alligevel forholder Villy Søvndal sig afvisende over for, at SF skulle være topstyret. Senest i sagen om SF’eren Andreas Røpke, der efter regionsvalget indgik i et samarbejde med V,K og DF uden om S, men trak sig ud af det få dage senere. Flere medier såede tvivl om, hvorvidt Røpke gik selv, eller om det var SF’s ledelse, der fik ham til at droppe sit kandidatur til formandsposten. I et Ritzau-telegram den 23. november 2009 udtaler Søvndal, at det ikke er ledelsens stil at blande sig i interne anliggender: ”Vi er ikke et topstyret parti, modsat Dansk Folkeparti,”. I forbindelse med partiets nye linje har antallet af indmeldelser da også langt oversteget de få udmeldinger, der – trods alt – også har været. De seneste to år er medlemstallet steget markant, og partiet tæller i dag over 16.000 medlemmer – en fordobling på bare tre år. Desuden fordoblede SF ligeledes sit antal af stemmer ved kommunalvalget til i dag at have opbakning fra 14,5 procent af vælgerne. Den megen polemik om ledelsens styring af partiet bekymrer derfor ikke SF’s pressechef, Claus Perregaard, der er enig med Villy Søvndal og afviser påstanden om topstyring i SF. Perregaard mener i stedet, at kritikken skyldes, at partiet nu har fået en ledelse.

”Jeg køber ikke præmissen om, at der skulle være topstyring i SF. Det en myte, som kommer af, at der i mange år ikke havde været

nogen rigtig ledelse. Sammenlignet med alle andre partier, har SF en ekstrem åben proces, og det har vi stadigvæk, til trods for at vi har fået en ledelse. I dag træffer man bare nogle afgørelser og udstikker en kurs. Det er ledelse, og det er ikke det samme som topstyring,” siger Claus Perrregaard.

Han lægger dog ikke skjul på, at det bedste for partiet er at stå sammen om nogle fælles budskaber og undlade at indblande pressen i uenigheder, som kan løses internt på et af de daglige gruppemøder.

”Jeg må være ærlig og sige, at det er jo ikke sådan, at vi sidder og klapper i hænderne, når nogen lufter deres utilfredshed offentligt. Jeg synes ikke, problemet er så stort i SF, men enhver organisation står selvfølgelig stærkest, hvis den står forenet om et fælles budskab, fordi internt fnidder-fnadder hurtigt kan flytte fokus hen på noget andet. Så jeg er helt enig med Søren Søndergaard i, at ledelseskritik i offentligheden er skadeligt for et parti. Det er der ingen tvivl om,” siger Claus Perregaard.

Og der har været ledelseskritik. Sidste år da Villy Søvndal bad Hizb ut-Tahrir om at ”gå ad helvede til”, var flere ude og undsige formandens hårde retorik. En af dem, som mente, at tonen var blevet skærpet en tand for meget, var SF’s folketingsmedlem Kristen Touborg. Han valgte dengang at udtale sig offentligt, men peger på, at der kan være forskellige grunde til, at andre i partiet holder sig tilbage, hvis de er uenige med ledelsen i dag.

”Det er klart, at hvis man går med ministerambitioner i maven, så skal man nok ikke fare alt for meget frem. Så selvom vi har god mulighed for at sige vores mening på de fælles gruppemøder, og vi har frihed til at styre vores egen presse og politiske udmeldinger, er nogle måske alligevel nok underlagt en mildere form for selvcensur,” siger Kristen Touborg.

Topstyring virkerTopstyring eller ej – i hvert fald lader det til, at både DF og SF har succes med at i at trænge igennem medierne og levere deres politiske budskaber. Ifølge en rapport fra Aalund i 2008, mener en stor del af landets journalister, at DF er det politiske parti, der kommunikerer bedst med pressen – skarpt efterfulgt af SF. Professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock, er da heller ikke i tvivl om, at de to partier gør det rigtige ved at strømline kommunikationen og lade en lille ledelse sætte den politiske dagsorden.

”Hvis partier som DF og SF vil have vælgersucces, bliver de nødt til at gøre, som de gør. Vi har jo tidligere set en del eksempler på, at landsbytosserne kommer ind over laver en del signalforvirring i partier, der er placeret ude på fløjene. Hvis man vil undgå det, er det nødvendigt med en eller anden form for topstyring,” siger Christian Kock. Professor Tim Knudsen ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet peger samtidig på Pia Kjærsgaard og




Villy Søvndals klare retorik som en del af partiernes succes.

”I modsætning til de andre partiledere er de ikke DJØF’ere, og de taler et meget direkte sprog. Det er en stil, der trænger igennem hos brede grupper af befolkningen og giver pote hos mange vælgere,” siger han, men lægger samtidig vægt på, at for SF kan den direkte retorik være et problem.

”SF går en halsbrækkende balancegang. På den ene side skal de være klare i mælet, når de støtter op om Socialdemokraterne og konkurrerer med DF om den politiske dagsorden. På den anden side har de samtidig et latent problem i baglandet,” siger Tim Knudsen.

At kontakten til baglandet har betydning for, hvordan højre- og venstrefløjen taler om topstyring er ph.d.-stipendiat Kim Lilholt Ruggaard fra Institut for Sprog og Erhvervskommunikation på Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet enig i. Han peger på, at SF og DF’s afhængighed af baglandet er forskelligt, og at det er årsagen til, at opfattelsen af topstyring er forskellig i de to partier.

”SF er et parti, der bygger på rummelighed, og de har sværere ved at blive for diktatoriske, fordi græsrødderne er så stor en del af partiet. Den historik har DF ikke, og derfor definerer de begrebet forskelligt i de to partier. DF har en profil, hvor det er i orden at snakke om reprimander og straf. Det er deres måde at se verden på, men det har man traditionelt set ikke haft i SF. For begge partier gælder det, at det smitter af på deres politiske udmeldinger og interne kommunikation,” siger Kim Lilholt Ruggaard. Han pointerer dog, at det til syvende og sidst kan reduceres til at være et spørgsmål om magt

”Både i DF og i SF gælder det om, at styre partiet, så man kan vinde noget af midten. I sidste ende er det jo det, det hele handler om.”




Bosnien-Herzegovina blev i 1995 delt mellem serbere og muslimer. For muslimerne er Ravodan Karadzic, der nu sidder på anklagebænken i Haag, manden bag folkedrabet i Srebrenica – og han kan ikke dømmes hårdt nok. For serberne i Republika Srpskas er Karadzic en helt. Som Serbien i øvrigt udleverede til EU netop da landet sidste år havde brug for et gennembrud i sine forhandlinger med Unionen.Af Sirin Engen og Ida Balslev

SIDEN den tidligere præsident for Republika Srpska, Ravodan Karadzic, blev anholdt i 2008, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og folkemord i Jugoslavien, har verden holdt vejret i spænding for at se, om Den Internationale Straffedomstol for forbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY) vil kende ham skyldig i folkedrab, som den første i domstolens historie.

I 1995 blev Bosnien-Herzegovina opdelt – med 49 % til de bosniske serbere i Republika Srpska og 51 % til de bosniske muslimer, kaldet Føderationen. I den bosniske del, Føderationen, hersker der ikke tvivl om, at Karadzic er en krigsforbryder og manden bag folkedrabet i Srebrenica, som den internationale domstol har kendt Republika Srpskas hær skyldig i. Ingen straf kan, i deres øjne være tilstrækkelig til at opveje de mange døde. Organisationen Mothers of Srebrenica er en organisation primært for kvinder, der overlevede Srebrenica-massakren: den arbejder for at støtte kvinder, som vil vidne for ICTY og for udbrede viden om, begivenhederne. En repræsentant mener, at den 30-års-straf, som andre medvirkende har fået, er billigt sluppet – og at alt andet end livstid for Karadzic vil være uacceptabelt.

Blandt de bosniske muslimer er der bekymring over, at ICTY forventer Karadzic-sagen vil vare tre år. Da Slobodan Milosevic døde, før sagen mod ham var afsluttet, blev ofrene for hans forbrydelser frarøvet muligheden for at se deres gerningsmand dømt. Bekymringen for, at Karadzic dør, er større, end bekymringen for om ICTY er i stand til at give ham en fair retssag. I skrivende stund er sagen forlænget yderligere, da Karadzic nu skal have udpeget en advokat. For de overlevende er det altafgørende, at denne sag ender med en dom, og ikke, som i Milosevic’ tilfælde, med et dødsfald. Elmina Kulasic overlevede koncentrationslejren Trnopolje og

arbejder for den amerikansk-baserede organisation Bosniak-Amerikan Advisory Cuncil for Bosnia and Herzegovina, der primært beskæftiger sig med lobbyarbejde i USA. Hun udtaler: ”Hvis Karadzic dør, før dommen er afsagt, vil det bare betyde en fortsættelse af ofrenes lidelser, og det vil efterlade folk med muligheden for at sætte spørgsmålstegn ved begivenhederne under krigen”.

Dette bakkes op af Lejla Mamut fra Research and Documentation Center i Sarajevo, der arbejder med dna-identifikation af nyligt opgravede lig fra massegrave. Ifølge Mamut vil domsafsigelsen forhåbentlig hjælpe med at bringe forsoning til ofrene - men hun tilføjer, at selv hvis Karadzic ikke opnår en så lang straf, som hans ofre kunne ønske, er det vigtigt, at befolkningen accepterer, at det er det internationale samfund, som retsforfølger krigsforbrydere.

Hvad serberne får ud af ICTYHvor Karadzic i Føderationen bliver opfattet som en forbryder, er han i serbernes øjne en helt, som modigt forsvarede det serbiske folk. Da retssagen mod ham startede, blev der i Banja-Luka, hovedstaden i Republika Srpska, solgt T-shirts med hans billede på. Det er svært at adskille Republika Srpska fra moderlandet Serbien, og de to befolkninger ser ens på spørgsmålet om ICTY .

Officielt følger premierminister i Republika Srpska, Milorad Dodik, ikke sagen mod Karadzic. Alligevel stillede han sit private fly til rådighed for Karadzic forgænger, den dømte Biljana Plavsic, da hun sidst i oktober blev løsladt efter at have afsonet 2/3 af sin straf på 11 år for krigsforbrydelser.

Svetlana Cenic, tidligere finansminister i Dodiks regering siger, at dette er et stunt fra Dodiks side, så han på længere sigt vil være i stand til at bruge Plavsic’ navn til at promovere sig selv

VE

RD

EN

25.

no

vem

ber

200

9 FOLKEDRABKan en dom over Karadzic bringe fred til Bosnien-Herzegovina?




over for befolkningen. Hun forventer, at han vil gøre det samme med Karadzic. Ifølge Cenic vil en kommende forbindelse mellem Dodik og Karadzic fremstille Dodik som en ”ægte serber” og lade befolkningen tro, at han er den eneste, som er i stand til at forsvare serbernes interesser i Republika Srpska. I Republika Srpska har man ikke love, der forbyder tidligere krigsforbrydere at varetage offentlige embeder, og det derfor er det ikke udelukket at man vil se Plavsic som medlem af regeringen igen. Kritikerne mener, at politikerne i Sripska og Serbien udnytter ICTY til at fastholde befolkningen i frygt for den anden part, så de selv kan forblive ved magten.

IfølgeIvanka Kostic, menneskerettighets-avdokat fra den serbiske ngo Praxis, der overvåger sager mod krigsforbrydere og kæmper for menneskerettigheder i Serbien, bliver ICTY i den serbiske propaganda fremstillet som ubalanceret, uretfærdig og politisk. Dette står dog i skarp kontrast til, at Serbien bruger ICTY som middel i forhandlinger med EU, som landet ønsker medlemskab af - det er således bemærkelsesværdigt, at Ravodan Karadzic blev anholdt i sommeren 2008, netop da vigtige forhandlinger med EU var gået i hårdknude. I visse kredse spekuleres der i, om et sammenbrud i forhandlingerne om Schengen-samarbejdet kan udløse udleveringen af den sidste ”store fisk”, generalen Ratko Mladic. Repræsentanter for Serbiens regering nægter at kende til Mladic tilholdssted, men både blandt serbere i Republika Srpska og Serbien hersker der ikke tvivl om, at regeringen ved, hvor han er. Holdningen er, at det var ”lettere” for den serbiske regering at udlevere Karadzic end Mladic, da sidstnævnte højst sandsynlig bliver beskyttet af tidligere soldater. Måske venter de – så de kan udlevere Mladic den dag, landet for alvor har brug for et trumfkort.

Kan en dom bringe Bosnien-Herzegovina videre?

Selvom man både i Bosnien-Herzegovina og Serbien har grunde til at være skeptiske over for ICTY, lader der ikke til at være andre muligheder end domstolen i Haag. Ideelt skulle krigsforbryderne dømmes i deres eget land, men ingen af landenes juridiske institutioner er udviklede nok til at kunne sikre retfærdige domme, da det ofte vil være de forskellige etniske grupper, der skulle dømme hinanden. Hvis Serbien skulle overtage ansvaret for at dømme de serbiske krigsforbrydere, ville det også gøre sagsgangen endnu længere, og det ville være svært at lave en prioritering over rækkefølgen af sager, mener Kostic. Desuden ville det være svært at afgøre, hvilke krigsforbrydere, der skulle straffes i hvilket land, da det ville kræve en diskussion af, om nationalitet afhænger af grænserne før eller efter Dayton-aftalen (fredsaftalen fra 1995, red.). Argumentet i Bosnien-Herzegovina er stort set det samme. Her mener mange, at man skal lade sagerne blive i ICTY og i stedet fokusere på at

løse problemerne med den interne splittelse mellem Føderationen og Republika Srpska, som gør landet yderst ustabilt. På grund af meget forskellige opfattelser af krigen – Republika Srpska nægter, at Srebrenica var et folkedrab, mens man i Føderationen argumenterer for, at hele krigen var et folkedrab – er det svært for de to enheder at arbejde sammen. Hvis Karadzic skal kendes skyldig i folkedrab, skal ICTY kunne bevise, at han bevidst forsøgte at udslette en national, etnisk eller religiøs gruppe. Lykkes det, vil det være umuligt for Republika Srpskas regering ikke at anerkende ICTY’s dom og dermed indrømme folkedrabet på de bosniske muslimer. Det kan måske være den afgørende ændring, som kan sætte gang i samarbejdet, men måske også den dråbe, der kan få bægeret til at flyde over. Men mange i Federationen nægter at anerkende Republika Srpskas autonomi, da den for dem er synonym med Karadzic’ forbrydelser. Derfor befinder Bosnien-Herzegovina sig i en politisk hårdknude, da landets forfatning stadig er Dayton-aftalen fra 1995: den giver mulighed for, at de forskellige etniciteter har hver deres præsident og vetoret, således at ingen større beslutninger kan vedtages.

Uanset om Karadzic erkendes skyldig eller uskyldig, vil der være en befolkningsgruppe, der vil føle sig overset. Tilsyneladende er der ikke retfærdighed nok til alle.

ICTY er en international straffedomstol med kompetence til at retsforfølge og dømme enkeltpersoner anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden begået i det område, der udgjorde det tidligere Jugoslavien i perioden efter 1991. Domstolen blev oprettet i henhold til kapitel VII i FN-pagten, der giver Sikkerhedsrådet ret til at handle for at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed. Etableringen fandt sted i Sikkerhedsrådets resolution 827 i 1993. Domstolen har vist, at individer kan være ansvarlige for de grusomheder, der fandt sted i Jugoslavien. Det internationale samfund ønsker således at undgå, at en eller flere befolkningsgrupper skal føle sig kollektivt ansvarlige. Siden domstolens første retsmøde i 1994 er 161 mennesker blevet tiltalt. Disse strækker sig fra almindelige soldater og politifolk til premierministeren. Slobodan Milosevic var det første statsoverhoved, der blev tiltalt ved domstolen. Andre højt profilerede sager omfatter Milan Babic (formand for Republika Srpska), Ramush Haradinaj (tidligere premierminister i Kosovo) og Ante Gotovina (tidligere general i den kroatiske hær).

Sirin Engen læser jura på Universitetet i Bergen, Ida Balslev læser samfundsfag og historie på Københavns Universitet. Begge studerer i øjeblikket ved American University’s ”Peace and Conflict Resolution”-program.




!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34




Med USA og Kinas manglende tiltro til en juridisk bindende aftale ved klimatopmødet i København må vi sigte mod det næstebedste: En politisk bindende aftale. København skal bringe os videre, for klimaindsatsen er både en miljømæssig nødvendighed og økonomisk rettidig omhu.Af Emilie Turunen, MEP (SF)

DET var svært ikke at sukke højlydt, da præsident Obama og hans kinesiske kollega Hun Jintao i sidste uge ved et møde i Singapore meldte ud, at de ikke tror på en juridisk bindende aftale ved klimatopmødet i København. Suk, fordi verden har haft to år siden klimatopmødet på Bali til at lægge grundstenene til en aftale i København. Suk, fordi det endnu engang viser, at politisk realisme har det med at vinde over fremsynethed. Og suk, fordi vi uden en juridisk bindende aftale om en lille måned risikerer, at en københavner-aftale blot ender med at blive endnu en fin topmødeerklæring – til lodret arkivering i den nærmeste skraldespand. Konsekvensen af Obamas og Jintaos udmeldinger synes umiddelbart at være endnu et skridt tilbage for klimaindsatsen og topmødet i København. Så skal vi bare afbestille hotelværelserne, aflyse mødet og gå på tidlig juleferie? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Vi må i endnu højere grad insistere på handling. Vi skal have alle verdens øjne rettet mod det møde, og vi skal have trukket alle landes stats- og regeringsledere til København, for det er dem, der har mandatet og den politiske autoritet til at indgå en forpligtende aftale. Jeg foretrækker en juridisk bindende aftale, og jeg håber stadig på den. Men realistisk set bliver det vanskeligt, og så må vi sigte mod det næstbedste: En politisk bindende aftale. En politisk bindende aftale kan være god nok – hvis den er udformet på den rigtige måde. En politisk bindende aftale kan fungere, hvis den bliver fulgt af en konkret køreplan for, hvordan den bliver gjort juridisk bindende. Aftalen skal indeholde konkrete målsætninger for, hvornår og hvordan udledningen af drivhusgasser bliver begrænset, hvordan det skal finansieres, og ikke mindst hvordan det skal gennemføres. Vi skal have konkrete tal og datoer på papiret. Sker det –

og får vi de rigtige mennesker til at underskrive den aftale – så tror jeg på, at København ikke bare bliver husket for fine skåltaler, men også for at være stedet, hvor verden indgik en aftale, der virkelig gjorde en forskel. København er ingen endestation Det er med en vis skepsis, at jeg så på valget af den konservative Herman van Rompuy som præsident for EU, men der var en passage i hans tiltrædelsestale, som jeg bed særligt mærke i. En passant sagde han nemlig, at klimakrisen truer vores hele eksistens – og at klimakonferencen i København er et skridt hen imod en global ledelse af vores planet. Hvad København mere end noget andet handler om, er at vi skal have slået fast med syvtommersøm, at vi behøver en ny, international politisk orden, og EU har som den største økonomiske kraft i verden naturligvis en særlig rolle og et særligt ansvar. Desværre mumler Europas politiske ledere lidt for meget i skægget, og EU påtager sig i øjeblikket ikke den globale lederrolle, som kan lede til den nye orden. Vi har et historisk betinget ansvar for klimaproblemerne, og derfor har vi naturligvis også en særligt forpligtelse til at gå i front. Vi skal reducere vores udledning af drivhusgasser med mellem 25 og 40 procent i 2020, og som FN’s klimapanel har sagt, så skal den reduktion være en hel del tættere på 40 procent end på 25. Lige nu har EU forpligtet sig på en 20 procents reduktion i 2020, med det tilhørende løfte, at vi vil reducere med 30 procent, hvis der bliver indgået en aftale i København. Så det snerper altså til. Men det kan måske gå, hvis aftalen i København munder ud i obligatoriske reduktionskrav til alle lande, og hvis der samtidig bliver indført en eller anden form for sanktionsmekanisme, så de lande, der ikke overholder deres reduktionsforpligtelser, bliver straffet.

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

25.

no

vem

ber

200

9 I sidste uge meldte Obama ud, at man ikke skal forvente en juridisk bindende aftale ved klimatopmødet i København til december. Hvilke konsekvenser har det? Kan topmødet stadig bruges til noget? Hvad skal EU gøre? Må man acceptere, at krisen har ramt så hårdt, at klimaet må komme i anden række? Hvad er det, Lars Løkke håber på? RÆSON spørger Emilie Turunen (SF)

Suk-suk-suk – men nu må vi videre!




Det er vigtigt at holde fast i, at København ikke er endestationen for, hvad vi skal gøre for at takle klimaforandringerne. Klimatopmødet skal være den første station af flere i de kommende år, hvor målet i sidste ende skal være, at vi i 2050 har reduceret vores drivhusgasudledning med minimum 80 procent. Der er derfor nok at se til for den nye danske klimakommissær, når hun starter sit arbejde i det nye år i Bruxelles.

Kina, Indien og Brasilien skal have hjælpEn international aftale skal være baseret på et princip om ”fælles, men differentieret ansvar”. De rige lande, der har de bredeste skuldre, skal bære de tungeste byrder, og udviklingslandene skal samtidig forpligte sig på at omstille til en mere bæredygtig udvikling og vækst. Helt konkret skal vi arbejde for, at kurven over det globale drivhusgasudslip knækkes senest i 2015 og ikke i 2020, sådan som visse lande er begyndt at slå på tromme for. Vi skal arbejde for, at forpligtelsesperioden i en ny aftale bliver højst fem år, dvs. vi skal have et eftersyn af aftalen i 2014, og så skal støtten fra ilande til udviklingslande reelt være ny og ekstra ud over de lovede 0,7 procent af BNP for at nå FN’s udviklingsmål. Penge til at bekæmpe klimaforandringer i udviklingslandene skal ikke bare tages fra udlandsbistanden, som visse EU-lande ønsker. De såkaldte vækstøkonomier spiller en særlig rolle i klimaaftalen. Lande som Kina, Indien og Brasilien er allerede nu blandt de store forurenere, og de skal i særlig grad støttes og hjælpes til at omstille og nedbringe deres energiforbrug. Kina har vist viljen til eksempelvis at satse på vindenergi, men landet har samtidig kulreserver, der rækker mange år ud i fremtiden, og det nytter ikke, at vi begrænser brugen af fossile brændstoffer i Vesten, hvis 1,2 milliarder kineser brænder kul af i raketfart.

Rettidig omhu Igen og igen fremføres argumentet om, at vi ikke har råd til reagere. Selv hvis man ser bort fra, at vi har en moralsk og historisk forpligtelse til at gøre noget ved klimaproblemerne, som vi gennem generationer har været med til at skabe, så er det økonomiske argument for ikke at reagere langt fra holdbart. Det er i mine øjne et argument, som klimaskeptikere har grebet, fordi de er løbet tør for saglige argumenter for at gøre noget ved klimaforandringer. De glemmer at svare på spørgsmålet: ”Hvad koster det ikke at gøre noget?” Sandheden er, at den nuværende økonomiske krise ikke udelukker en effektiv klimaindsats. Tværtimod kan klimakrisen bidrage til at skabe en vej ud af den økonomiske krise, hvis vi ønsker det. Som blandt andet Det Internationale Energi Agentur har påpeget, så kan en ambitiøs og forpligtende aftale i København

være det grundlag, der kickstarter investeringer i grøn teknologi og vedvarende energi, investeringer, der ellers vil blive udskudt netop på grund af den økonomiske krise. Topmødet i København skal også være startstedet for, hvad man kunne kalde for en ”Sustainable New Deal”, eller en Green New Deal som vi har valgt at kalde det i Den Grønne Gruppe, som jeg er en del af i Europa-Parlamentet. En aftale i København kan være dén nye begyndelse, som booster en bæredygtig økonomisk vækst og fremmer miljøvenlige teknologier, vedvarende energi, nedsætter vores energiforbrug – og samtidig skaber nye jobs i både udviklingslande og her i vores del af verden. Som blandt andet Stern-rapporten (Hvad betyder det - at du vil forklare, hvad Stern-rapporten er? Fint nok :)xx. Red.) har slået fast, så er der klare økonomiske incitamenter for, at vi internationalt gør noget så hurtigt som muligt for at takle klimaforandringerne. Investerer vi nu i en bæredygtig infrastruktur og i forskning og udvikling af nye teknologier, vil det på lang sigt reducere omkostninger ved klimaforandringerne. De seneste videnskabelige resultater indikerer samtidigt, at klimaforandringerne sker hurtigere og mere aggressivt, end vi hidtil har troet. Derfor er det afgørende, at vi begrænser temperaturstigningerne til de to grader, som forskere mener er grænsen for, hvad vi kan styre. Stiger temperaturen mere end to grader, risikerer vi, at klimaet løber løbsk. At handle nu er derfor både en miljømæssig nødvendighed og økonomisk rettidig omhu.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen




Krigens nye leder McChrystal, gjorde i september klart, at flere tropper og en strategisk nyorientering er nødvendigt for at vende den grelle udvikling i Afghanistan. Generalen har forstået, at krigen ikke kan vindes på slagmarken – fordi slagmarken slet ikke eksisterer. Men en sejr forudsætter også, at USA får lukket den afghanske grænse til Pakistan – for at afbøde oprørsstyrkernes momentum og få Pakistans dobbeltspil blotlagt.

Af Muska Dastageer, studerende

DEN geopolitiske og ideologiske konflikt, der er Afghanistan, forbliver uoptrevlet otte år efter invasionen. Tre af de største problemer, der nævnes igen og igen, er: oprørsstyrkernes tiltagende overtag, korruptionen i regeringsorganerne samt et vidtstrakt våbenfinansieret opiummarked. De tre problemer er tæt forbundne – og kræver, ifølge Major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet, en blanding af civile og militære midler. I Afghanistan-krigen er den civile-militære dimension primært varetaget af NATO’s styrker, der opererer med FN-mandat (ISAF-UNAMA) Men ISAF’s operationelle planer tynges af en række svagheder, mener krigens nye leder Stanley McChrystal. McChrystal er ikke blot chef for den amerikanske del af krigen, USFOR-A, men også for den FN-mandatbemyndigede NATO-ledede hær ISAF. Svaghederne adresserer han i den rapport, der i september blev delvist lækket i Washington Post. McChrystal plæderer for strategisk nyorientering og for en veritabel transformation af koalitionsstyrkernes operationelle kultur. Men McChrystal overser ”Durand”-linie-problematikken: Nøglen til en varig løsning er nemlig at finde i Pashtunistan, det ufarbare terræn mellem Sydafghanistan og Nordpakistan – den af en kolonialist i fordums tid benævnte: Durand-linie. Hvad McChrystal husker – og hvad han glemmerGeneral Petraeus’ velkendte COIN-credo [COIN: counterinsurgency, oprørsbekæmpelse, red.] fra 2006 er en strategisk forskrift, der blev fulgt af koalitionsstyrkerne først i Irak og senere i Afghanistan, følger et besnærende enkelt ræsonnement:- ISAF skaffer fjenden – Taleban eller Al-Qaeda – af vejen på deres befæstede områder.- ISAF vedbliver med at bevogte området, så oprørsgruppernes tilbagevenden forhindres.- ISAF initierer rekonstruktion af infrastruktur og opbygning af institutionelle kapaciteter.

COIN-strategien er dog behæftet med alvorlige mangler. Dét forklarer, hvorfor sikkerhedssituationen iAfghanistan, trods den massive indsats fra UNAMA og ISAF’s side, forværres – hvorfor oprørsgrupper kontinuerligt øger deres aktivitetsniveau, ekspanderer deres geografiske domæne og kræver flere civile og militære dødsfald.

Den såkaldte ’Clear’-fases brist er, at man springer fra dét faktum, at fjenden er fysisk konfrontatorisk til konklusionen om, at man skal følge en traditionelt opsøgende strategi for krigsførelse. En stringent militær tilgang alene er ikke løsningen på problemet, lyder argumentet fra fx major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet.

Måske ligger der i valget af strategi en underforstået søgen efter noget kendt og velafprøvet, men faktum er, at man tænker i tanks, tungt armerede og uniformerede soldater– i en konflikt, hvor man ikke kan få øje på de slagmarker, hvor slagene skal stå Det er problematisk at tænke oprørsstyrker som værende stringent afsondrede fra den civile befolkning. Det afghanske samfund, siger antrolog Birthe Frederiksen fra DIIS, er et tribalistisk funderet samfund med tætte gensidige relationer og ekstensive familienetværk, hvor oprørere kan være blandt enhver borgers slægtninge. Oprørerne kan påvirke borgerne ideologisk, de kan love beskyttelse. Den u-uniformerede og anonyme fjende færdes blandt civile – specielt i betændte regioner som Helmand. Det fordrer en indsats, der ikke er begrænset til traditionel udkæmpelse af slag.

Disse og andre svagheder adresseres i den nyligt lækkede McChrystal-rapport Det skifte, der tales for, er langt mere end blot accentforskydninger fra den tidligere strategi. Medierne har koncentreret sig om McChrystals ønske om flere soldater, men hovedpointen i rapporten er en anden – nemlig en genformulering af selve strategien og af krigens sigte. Inadækvate ressourcer, betoner McChrystal,

VE

RD

EN

25.

no

vem

ber

200

9 AFGHANISTANDet næste skridt: Durand-linien




vil lede til fiasko. McChrystal synes at have accepteret det såkaldte Human Terrain System – en ny COIN-strategi, hvor soldater bibringes antropologiske indsigter – og derfor vil troppeforøgelsen stile mod at beskytte og komme tættere på civilbefolkningen, snarere end den aggressive fremfærd, som impliceret af clear – og holdfaserne.

McChrystal tror på en sejr med udgangspunkt i de oprindelige succeskriterier. Flere og flere afskriver disse som urealistiske og naive i lyset af oprørsgruppernes tiltagende momentum. Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der for nyligt omlagde Politikens linje i forhold til Afghanistan-krigen, er blandt disse og plæderer nu for exit [Politiken 5/11, red.].

Men forudsætningen er, ifølge McChrystal, et markant stilskifte, hvor befolkningen anerkendes som en vigtigere faktor end før. Det står der ikke direkte, men flere tropper – og nye fremfærdsnormer – vil gøre det lettere for styrkerne at ”holde” et område. Præmissen for at ISAF kan ”holde” et område er netop, at de forberedte tropper står klar i overlegent antal – for oprørsstyrkerne har vist, at de på deres side bliver stadig mere bevidste om ISAF’s metoder jf. McChrystal.

Man kunne mene at, at en troppeforøgelse af lokalbefolkningen ville blive oplevet som en belejring. Jeg tenderer til at være enig, men her kommer transformationen af den operationelle kultur ind i billedet – og dermed: hvordan troppeforøgelsen vil fremstå i borgernes øjne. Bliver soldaterne set som beskyttere eller distancerede tvetydige krigsskikkelser, for hvem den afghanske kultur er fremmed? Den militære tankegang skal blandes med en mere civil-orienteret tankegang, som den man kender fra typiske civil-society-grupperinger i Afghanistan såsom ACBAR og ANCB [Agency Coordinating Body for Afghan Relief og Afghan NGO Coordination Bureau, red.]. Disses tilgang til lokalbefolkningen foregår typisk på modtagernes kulturelle præmisser og med betragtelig finfølelse. Koalitionstropperne har hidtil turet frem uden megen skelen til det afghanske folks traditioner og kultur jf. og McChrystals kritik.

Det er tydeligt i Afghanistan, at stats – og nationsopbygningsindsatsen er stagneret. Forudsætningen for genopbygning og udvikling er sikkerhed og stabilitet samt borgernes tiltro til, at statsinstitutionerne er legitime – og at de er ”deres”, ifølge Katarina Ammitzbøll, der er chefkonsulent i Udenrigsministeriet. Begge udebliver for nu. Der vil finde lidelser sted – som i dag – også under en forbedret strategi. Derfor er det ikke nok at fremme sikkerheden – det er kritisk nødvendigt med momentan humanitær assistance for at lindre, hvad der lindres kan.

Mens den generelle ”nedrustning” af tropperne, der er implicit i rapporten, vil være et smart træk mange stedet i landet, er det essentielt, at det ikke gælder grænseområdet. Her er

oprustning tværtimod fundamentalt vigtigt. Det er afgørende, at man stringent sondrer mellem Durand-linien og resten af landet. AFPAK – et spørgsmål om Indien

Briterne tegnede Durand-linien i 1893, som grænsen mellem, hvor langt deres indflydelse rakte (Pakistan), og hvor Ruslands begyndte (Afghanistan). Durand-linien går midt gennem pashtunernes område, der derfor lever på begge sider af grænsen, som hverken anerkendes af dem eller af den afghanske regering. Løsningshorisonten for den århundredelange uenighed ligger langt ud i fremtiden. Der er meget opmærksomhed om den geografiske linjedragning - om hvor Pakistan demarkeres fra Afghanistan. Men Durand-linien udgør, ifølge Oberst Norbert Geissendörfer fra NATO, en presserende medvirkende årsag til uløseligheden af Afghanistan-krigen:

Ved at opfinde betegnelsen ”AFPAK” har Obama understreget, at Pakistan spiller en rolle i konflikten. I aktuelle artikler er omfanget blevet dokumenteret af de to Pulitzerbelønnede journalister Mark Mazzetti og Erik Schmitt [Afghan Strikes by Taliban Get Pakistan Help, U.S. Aides Say, New York Times, 25. marts 2009 og C.I.A. Outlines Pakistan Links With Militants, 30. juli 2009, red.]. Og Pakistan har grund til at have en interesse i en destabilisering af Afghanistan.

To årsager kan anføres: ved at alliere sig med oprørsstyrkerne, som mestendels består af pashtunere og love dem Kabul, neutraliserer Pakistan faren for at grænseområdets pashtunske stammer vil stille spørgsmålstegn ved grænsens legitimitet. Men den anden dybereliggende årsag er, at et Islamabad-kontrolleret pro-pakistansk Afghanistan vil være en betydningsfuld allieret mod regionens store spiller, Indien. Pakistans strategiske og militære engagement i Afghanistan maskeres af religiøse og ideologiske ligheder landene imellem; instrumentelt benyttes disse som del af en subtil, men offensiv strategi, der skal fremme en realpolitisk dagsorden. Set fra Pakistans synspunkt vil det være farligt med etableringen af en vestligorienteret afghansk stat, der kan samarbejde med Indien.

Islamabad har et Janus-ansigt, når det gælder Durand-linien. Kontrollen med den varetages af Pakistans Federally Administered Tribal Areas (FATA), men ifølge et notat fra Manni Crone fra Forsvarsministeriet [Militante grupper i Pakistan, 17. marts 2009, red.] indrømmer den pakistanske regering at den har minimal kontrol over disse ”føderalt administrerede” områder. Netop denne manglende kontrol er den vigtigste faciliterende faktor for den kontinuerlige destabilisering af Afghanistan. Områdets indbyggere rejser uhindret frem og tilbage over grænsen, og skjult iblandt dem kan være våben og trænede krigere. En rigid grænsekontrol, som er af ufattelig vigtighed for




sikkerheden i Afghanistan, ville ifølge Birthe Frederiksen [DIIS, red.] udløse et ramaskrig og stride mod pashtunwali, pasthunernes etiske adfærdskodeks. Ikke desto mindre er dette en absolut nødvendighed.

Diplomatiske virkemidler vis-a-vis Pakistan kan synes naive over for den uudtalte magtpolitiske understrøm, der kendetegner situationen, i hvert fald på kort sigt. Men paradoksalt nok betyder det ikke synderligt meget, at problemets kerne ikke lader sig løse inden for en nær tidshorisont. Den problematiske Durand-linie, kan man faktisk reagere på - via øgede kontrolinstanser og oprustning på begge sider, der kan hindre våben og trænede oprørsstyrker fra de nordpakistanske madras-skoler i at trænge ind i Afghanistan. Reduceres denne tilstrømning vil det afbøde oprørsstyrkernes momentum og give koalitionsstyrkerne en hårdt tiltrængt ”clearing”-mulighed jf.. Petraeus’ COIN-strategi .Vil øget grænsebevogtning hindre Islamabad i at forfølge en fortsat underminering af Afghanistans stabilisering? Næppe, men det bagvedliggende tyste problem vil til gengæld træde tydeligere frem, og det realpolitiske spil vil være blottet.



Documents

RÆSONs Ugemagasin 25/11 2009