1

R a w i y aGlimt fra kvindernes Egypten

Mie Brinkmann

3

5

R a w i y aGlimt fra kvindernes Egypten

Mie Brinkmann

7

00P R O L O G

To personer ligger krøllede sammen på

gaden. Omkring dem står en gruppe

uniformklædte mænd, der skiftevis sparker

til dem og slår dem med deres knipler. De

trækker en af personerne hen over asfalten.

Hendes trøje går op og afslører en blå bh,

hvorefter en af de uniformklædte mænd

tramper hende på brystkassen.

Scenen fandt sted i forbindelse med rydnin-

gen af Tahrirpladsen i Cairo i december 2011.

Videoen af hændelsen gik verden rundt og

etablerede for alvor for omverdenen, at de

egyptiske kvinder var på gaden og en aktiv

del af revolutionen. Men spoler vi tiden tre

år frem, er kvinderne anderledes svære at

få øje på.

Rawiya er den kvindelige bøjning af historie-

fortæller på arabisk. Historien om Egypten

har i lang tid været domineret af mænd; af

faraoher, præsidenter og andre patriarker.

Jeg vil gerne give ordet til kvinderne. For

hvis historien er en flod af blod og ødelæg-

gelse, må der også findes en bred, hvor der

er blevet lavet mad, født børn og vasket tøj.

Jeg har derfor bedt tolv kvinder sætte ord

på, hvad de ser, som de største udfordringer

for Egypten lige nu.

Kvinderne er meget forskellige. Olivia er

kopter og en del af mindretallet af kristne i

Egypten, hvor Sara har været aktivt medlem

af Det Muslimske Broderskab i snart seks år.

Rascha kommer fra det fattige område Batn

el Bahara, hvorimod Faisal er vokset op i

overklassen med en far, der var partileder

og en svigerfar, der var rektor på Al Azhar

Universitetet. Faisal er 74 år, Alyaa er 19.

Men de er alle egyptiske kvinder, og de øn-

sker alle en bedre fremtid for landet.

Dette er selvfølgelig ikke hele historien om

Egyptens godt fyrre millioner kvinder. Det er

derimod tolv stemmer. Tolv små glimt, der

måske giver en fornemmelse af, hvad det vil

sige at være kvinde i Egypten i dag.

9

11

01M A I B A D R22 Å RA R K I T E K T S T U D E R E N D EE L H A R A MC A I R O

Personligt synes jeg, at den største udfor-

dring er, at jeg ikke kan bevæge mig frit.

For nogle år siden fik jeg lyst til at cykle til

min skole, der ligger godt fire kilometer fra

mit hjem. Jeg har altid elsket at cykle, og

en dag tænkte jeg; “hvorfor bare drømme,

når jeg kan gøre det?” Mine forældres første

reaktion var; “hvad snakker du om? Vil du

cykle i Cairo?” Men de ville ikke forbyde mig

det, så jeg købte en cykel.

Jeg cyklede i to år. I begyndelsen fik jeg

meget positiv opmærksomhed. “Se, en pige,

der cykler i Cairo!” Men med tiden blev det

mere og mere sjældent, at jeg tog turen.

Jeg har spurgt mig selv hvorfor, og når jeg

mærker efter, tror jeg, det er fordi, jeg ikke

kunne tage den negative energi fra gaden

længere. Jeg ignorerede det i lang tid,

men man bliver straffet for at stikke ud fra

mængden i Egypten. Folk gloede på mig,

som var jeg en idiot, og så var der dumme

kommentarer som “var det dét vi fik ud af

revolutionen? Kvinder, der cykler?” En dag

stoppede jeg helt, og det er jeg virkelig

ærgerlig over. Hvad er det for et samfund,

hvor det er en besværligt at bevæge sig i

det offentlige rum?

13

15

02R A S C H A S A E E D3 4 Å RR E N G Ø R I N G S A S S I S T E N TB A D N E L B A H A R A

Jeg ved ikke, hvad kvindernes største udfor-

dringer er lige nu, men jeg kan fortælle om

mine.

Jeg er den yngste ud af en søskendeflok

på seks. Vi voksede op i slummen, og mine

forældre havde ikke råd til at give mig en

uddannelse, så jeg blev gift som 13-årig.

Jeg har fire børn: Ahmed, Habiba, Nawal og

Muhammed.

Jeg arbejder fra kl. 5 om morgenen til

omkring kl. 19 hver dag. Jeg er nødt til at

have Ahmed med på arbejde, for der er ikke

nogen, der kan kigge efter ham, mens jeg

er væk. Nogle steder i samfundet siger de,

at kvinder ikke burde arbejde. Men jeg er

nødt til det. Jeg tjener størstedelen af vores

indkomst. Min mand er dagsarbejder og

tjener ikke særligt godt. Vi prøver at hjælpe

hinanden så godt vi kan. Hvis han skulle

finde på at slå mig, minder jeg ham om, at vi

kun har hinanden.

For at være ærlig mærkede vi slet ikke

revolutionen herude. Eneste forskel er, at der

er mere ballade. De siger, at Mubarak var en

tyv, men i hans tid var der i det mindste ikke

alle de bøller, der fylder vores gader nu. Jeg

håber, vores næste præsident er god. Jeg er

komplet ligeglad med, hvad hans navn er, så

længe han kan forbedre vilkårene i slumom-

råderne. Når der ikke er nogen regering,

bliver vi glemt.

17

19

03M A Y A D A W A D N O M I R Y2 3 Å RD O K U M E N T A R I S T6 T H O F O C T O B E R C I T Y

Min kæreste og jeg vil gerne bo sammen,

men for at kunne det i Egypten, følte vi, at vi

var nødt til at gifte os. Det er udmattende at

være underlagt den form for pres.

Derfor har vi også besluttet, at vi gerne

vil leve uafhængigt af systemet og langt

fra stigmatiseringen. Et liv, hvor vi ikke er

tvunget til at være en del af det dræbende

bureaukrati i Egypten. Vi vil gerne dyrke

vores egen mad, undervise vores kommende

børn selv og generelt undgå banker og

andre institutioner. Det er den eneste løsning

jeg kan se, hvis vi skal blive her. Egypten

er et utroligt smukt og rigt land på mange

måder. Det er vores hjem. Men vi drukner i

det sociale, økonomiske og politiske pres.

Som situationen er nu, mister vi en stor

gruppe af vores energiske, innovative

ungdom, der flytter ud af landet. Hvis den

politiske deroute fortsætter, tror jeg ikke, det

varer længe, før vi har mistet en hel gen-

eration af intellektuelle. De fleste af vores

venner er allerede flyttet, og vi overvejer

kraftigt det samme.

21

23

04H A N I A M A N S O U R3 2 Å RA D V O K A TM O H A N D E S I NC A I R O

Den største udfordring er at gøre op med de

fastlåste traditioner og normer, vi har i vores

samfund.

Jeg mistede min mødom, da jeg var 17 år,

hvilket i dette samfund er meget tidligt. Da

min ex-mand sagde, han ville være sammen

med mig, fortalte jeg ham, at jeg altså ikke

var jomfru. Han sagde, at det var fint med

ham, for han kendte min mentalitet. Havde

jeg blot ænset, at det var et problem, ville

jeg ikke have giftet mig med ham.

Men efter vi blev gift, begyndte han at tale

om det igen. Han ville høre mig sige, at jeg

fortrød det; at jeg ikke skulle have gjort det.

Men hvorfor skulle jeg fortryde? Jeg er ikke

religiøs, og jeg kan ikke lave om på, hvad

jeg allerede har gjort. Han var ligesom alle

andre mænd her i Egypten. De siger, de er

åbensindede, men er det i virkeligheden ikke.

Det samme gælder i øvrigt for kvinderne.

Jeg har en veninde, der mistede sin mødom

tidligt som jeg. Hun ville vide, om jeg synes,

hun skulle fortælle det til sin nuværende

kæreste eller få den rekonstrueret ved oper-

ation. Jeg spurgte chokeret, om hun virkelig

overvejede at gennemgå en operation for at

leve op til samfundets normer. Det ville jeg

aldrig byde mig selv.

25

27

05O L I V I A F I K R E Y M A S S O U T2 6 Å RU D D A N N E T C I V I L I N G E N I Ø RN Ø D H J Æ L P S A R B E J D E R F O R C A R I T A SS A F A R B A S H AA L E X A N D R I A

Som egyptisk kvinde er det svært at gøre

noget på egen hånd. Det er for eksempel

ildeset, hvis piger rejser udenfor Egypten

alene. Jeg har rejst en del med mit nye

arbejde og får tit kommentareren: “Hver dag

i et nyt land, Olivia, hvorfor?” efterfulgt af en

rysten på hovedet. Der er ikke noget status

i at være en stærk og selvstændig kvinde.

Tværtimod.

Min familie er koptisk kristen, og jeg

kender derfor de fleste af mine venner fra

menigheden. Jeg plejede at undervise i

søndagsskolen, men jeg sagde min stilling

op, da jeg fik jobbet hos nødhjælpsorganisa-

tionen Caritas. Jeg ville prøve noget andet

udenfor vores lille samfund i samfundet. Jeg

ville ikke udelukkende omgås koptere resten

af mit liv. Jeg synes ikke, kirken gør pigerne

en tjeneste ved at beskytte dem, som de

gør. Pigerne har meget få muligheder for at

danne deres egne erfaringer.

29

31

06O M A M I R A5 1 Å RH J E M M E G Å E N D EE Z B E T K H A I R A L L AC A I R O

Jeg mener, vores største udfordring er, at vi

har mistet følelsen af søsterskab.

I løbet af det sidste årti er bygningerne er

blevet bedre, men menneskene er blevet

værre. Folk er ikke, som de var. De forstår

ikke, at vi skal leve sammen på et meget

lille areal. Det er en kedelig udvikling, at alle

tænker på sig selv først. Før i tiden havde vi

hjem af simple materialer som ler og strå.

Husene var i dårlig stand, og der var skrald,

børn og dyr over det hele, men vi kom hinan-

den meget mere ved. Vi kunne mødes og

spise morgenmad sammen i et rum, og hvis

nogen havde mad, delte de uden tøven med

os andre.

Jeg ved ikke, hvad der er sket. Måske er det

på grund af revolutionen, måske på grund af

krisen. Ligemeget hvad, håber jeg virkelig,

vi får en god præsident, der kan gøre op

med fattigdommen og bringe folk tættere på

hinanden.

33

35

07F A I S A L H A Y K A L7 4 Å RP R O F E S S O R I E G Y P T O L O G IZ A M A L E KC A I R O

Jeg har aldrig deltaget aktivt i kvindekam-

pen. Jeg er ikke militant af natur. Men måske

har jeg påvirket den indirekte.

For eksempel arbejdede jeg på et tidspunkt

med bevarelse af Egyptens antikviteter i

Nubia. Jeg brugte meget tid på det, men de

ville ikke tage mig med på feltbesøg.

Jeg var meget opsat på at komme afsted og

insisterede på, at jeg ikke ville arbejde for at

bevare noget, jeg aldrig havde set. Efter lang

tids forhandling, gav de mig endelig lov. Jeg

var den første kvinde til at besøge stedet.

Efterfølgende fik andre kvinder lov, så jeg har

måske dannet præcedens. Det har jeg op-

levet flere gange i mit liv. Jeg var den første

kvinde til at være formand for Den Nationale

Sammenslutning af Egyptologer og den

første kvinde til at overse bevaringsindsat-

sen i Sinai. Jeg gør det ikke for at advokere

for kvinders rettigheder, men fordi det er en

del af mit arbejde.

Revolutionen har helt sikkert ændret men-

taliteten over for kvinderne i det egyptiske

samfund. Kvinderne tog aktivt del i og var en

vigtig del af forandringerne. Selvom de blev

holdt tilbage af Broderskabet, vil de, så snart

situationen tillader det, storme frem igen.

Jeg synes, der var mange positive aspekter

ved revolutionen. Nu skal vi samle dem op

og sørge for, at de ikke dør ud. Men det tag-

er tid. En revolution kan ikke gennemføres på

et par dage. Selvfølgelig kan den ikke det.

37

39

08S A R A Z A K A R I A A L A S K A R Y2 5 Å RP Æ D I A T E RK O M H A M A D A

Et par minutter over midnat den 25. novem-

ber 2013 bankede militæret på døren i vores

lejlighed i samme øjeblik, som min forlo-

vede skulle til at fortælle min far om vores

bryllupsplaner. Militæret har tidligere været

efter min forlovede, så ham og jeg løb op og

gemte os hos overboen på anden sal.

Vi ventede længe deroppe, og da min mor

endelig ringede, var hun helt fra den. De

havde anholdt min far, og lejligheden havde

de endevendt for beviser. Selv den gule

bamse, som jeg havde fået af min forlovede,

havde de skåret op.

Jeg har selv været medlem og en aktiv del

af Det Muslimske Broderskab i seks år. Min

far blev medlem efter mig. Men fordi han er

en prominent figur her i Kom Hamada, han

er byens eneste pædiater og generelt vellidt,

ville militæret have ham af vejen, indtil præ-

sidentvalget er overstået. Det er i hvert fald

min teori. Min bror var meget fortørnet over

det, så han skrev ‘Ned med militærstyret’ på

en væg her i byen. Han blev meldt, og nu har

de også anholdt ham.

Jeg har svært ved at forholde mig til

kvinders rettigheder, når de generelle men-

neskerettigheder efter min mening bliver

overskredet hver dag i Egypten lige nu.

Jeg har ikke lyst til at forlade landet, men

hvis militærstyret fortsætter, kan det blive

aktuelt at flytte et andet sted hen af sikker-

hedsmæssige årsager.

41

43

09S A M A H A B D E L A T Y3 5 Å RR E D A K T Ø R P Å E L W A T A NA I N S H A M SC A I R O

Jeg tror, det er sværere for kvinder at gøre

karriere i Egypten, end det er for mænd.

Kvinder betragtes i mange henseender

som andenrangsborgere. Man foretræk-

ker drengebørn frem for piger, og der er

bestemte forventninger forbundet med at

være kvinde.

Min egen mor vil meget gerne have, at jeg

skal gifte mig. Hun kan ikke lide mit job. Hun

kan ikke lide, at jeg arbejder. Hvis det stod

til hende gik jeg hjemme, var gift og havde

børn.

For fire år siden vandt jeg en stor arabisk

journalistpris for min artikelserie om den

illegale organhandel i Egypten. Jeg havde

foregivet, at jeg ville sælge min nyre, og det

lykkedes mig at afsløre et stort netværk af

bagmænd. Til prisoverrækkelsen tog jeg min

mor med. Der var mange indflydelsesrige

mennesker, og de ønskede hende alle tillykke

med hendes datter. For mig var det en fan-

tastisk oplevelse. Ikke så meget for prisen,

men fordi jeg følte, at hun for første gang

forstod og accepterede, at mine ambitioner

ligger andre steder end indenfor hjemmets

fire vægge. Jeg følte, at jeg havde bygget en

bro mellem hendes generation og min egen.

45

47

10A L Y A A E M A D A B D E L F A T A H1 9 Å RG Y M N A S I E E L E VS I D I B E S H R Q E B L IA L E X A N D R I A

Vi er ikke så mange kvindelige rappere i

Egypten. Jeg kender kun til fem-seks stykker.

Rapscenen er relativt ny her. Genren er også

ret aggressiv i sit udtryk, så for nogle er det

svært at acceptere, at jeg er kvinde.

Jeg startede med at skrive poesi, men fandt

hurtigt ud af, at det er enormt svært at få

publiceret. Da jeg først blev introduceret

til rap, forstod jeg ikke teksterne, men jeg

forstod hurtigt konceptet. Det gik op for

mig, at det var uden restriktioner, og så var

det forholdsvist simpelt at få ud. Jeg skulle

hverken tænke på censur eller platform. Jeg

kunne optræde hvor som helst.

Jeg skriver altid om problemer i Egyp-

ten eller i mit personlige liv. Jeg er meget

optaget af at gøre egypterne opmærk-

somme på det store skel, der er mellem rig

og fattig i landet. Det irriterer mig, at vi ikke

respekterer hinanden på tværs af klasser.

Jeg ser ikke nogen fremtid i Egypten. Jeg vil

virkelig gerne forandre landet, men jeg ved

også inderst inde, at det aldrig vil forandre

sig. Generationen før mig var bedre tænkere.

Hvis du går på gaden nu, kan du finde en 10

årig dreng, der ryger og chikanerer pigerne.

Det så du ikke før. Det er et spørgsmål om

mentalitet.

I min sidste rap skrev jeg: Jeg elsker dig, mit

land / men jeg kan ikke leve med dig/ Jeg

ved ikke, hvordan jeg skal tilfredsstille både

dig og mig.

49

51

11A M A L M O H A M E D R A B I E H S A E E D4 1 Å RD A G P L E J E M O RB A D N E L B A H A R A

Mest af alt er jeg bekymret for børnene. De

vokser op i en ustabil tid, og de ser grumme

ting, der vil påvirke dem i fremtiden. Selvom

forældrene forsøger at beskytte dem, kan de

ikke undgå at mærke usikkerheden.

For bare ti år siden ville du aldrig finde en

mand på gaden, som solgte stoffer eller gik

med kniv. Jeg plejede at gå til og fra mit

arbejde her i Badn el Bahara på alle tider

af døgnet uden problemer. Nu, hvis jeg for

eksempel skal ud om aftenen for at købe

medicin, oplever jeg mænd på gaden, der

stjæler og chikanerer kvinderne.

Vi har i flere år ikke haft nogen reel styring

af landet. Det kan mærkes. Lige nu ønsker

jeg bare en regering, der kan handle, så vi

kan komme usikkerheden til livs.

53

55

12K H A D I G A T A R E K2 2 Å RT A N D L Æ G E S T U D E R E N D EO G K A L L I G R A FS A N S T E F A N OA L E X A N D R I A

Den største udfordring for kvinder i Egypten,

som jeg ser det, er helt basalt at blive set

og hørt. Kvinders holdninger bliver sjældent

taget alvorligt, selvom de er dygtige inden-

for deres felt.

Lad mig give et eksempel. Folk forventer

umiddelbart ikke, at originale ideer kan

komme fra en kvinde og slet ikke fra et

tildækket hoved. Men når jeg praktiserer min

kunst, hvor jeg skriver ord i luften med lys og

optager det med et kamera, bliver de alli-

gevel interesserede. Først er de ret skeptiske,

men efterhånden som de forstår konceptet,

bløder de op. Jeg håber, at jeg ved denne

simple manøvre bidrager til at komme for-

dommene til livs.

De unge kvinders mentalitet ændrerede sig

under revolutionen. Vi er blevet bedre til at

udtrykke os. Vi er blevet bedre til at sige

aktivt nej og insistere på, at vores stemme

bliver hørt. For mig var revolutionen en af de

bedste ting, der er sket i mit liv. Selvom ån-

den er lav for tiden, er jeg sikker på, at den

nok skal komme stærkt tilbage. Egypten, hun

er i fængsel nu. Men selv om hendes stemme

er lav, selvom hun er svag nu, så vil hun en

dag, snart, bryde ud af sit bur.

57

01Mai Badr,

22 år

Arkitektstuderende

El Haram

Cairo

03Mayada Wadnomiry

23 år

Dokumentarist

6th of October City

05Olivia Massout,

26 år,

Uddannet civilingeniør

Nødhjælpsarbejder for Caritas

Safar Basha

Alexandria

07Faisal Haykal

74 år

Professor i Egyptologi

Zamalek

Cairo

09Samah Abd Elaty

35 år

Redaktør på El Watan

Ain Shams

Cairo

11Amal Mohamed

Rabieh Saeed

41 år

Dagplejemor

Badn el Bahara

02Rascha Saeed

34 år

Rengøringsassistent

Badn El Bahara

04Hania Mansour

32 år

Advokat

Mohandesin

Cairo

06Om Amira

51 år

Hjemmegående

Ezbet Khairalla

Cairo

08Sara Al Askary

25 år

Pædiater

Kom Hamada

10Alyaa Abd el Fatah

19 år

Gymnasieelev og

rapper

Sidi Beshr Qebli

Alexandria

12Khadiga Tarek,

22 år

Tandlægestuderende

og kalligraf

San Stefano

Alexandria

59

R A W I Y A

Glimt fra kvindernes Egypten

© Mie Brinkmann 2014

Forsideillustration af Khadiga Tarek

60 sider, 17,6 x 25 cm, DMJX

Dummy edition, 4 eksemplarer

Printet hos Vester Kopi, København

En stor tak til alle medvirkende samt til

Dennis Lehmann, Malte Kristiansen, Mads

Greve, Søren Pagter, Morten Germund,

Kasper Palsnov, Ahmed Hayman, Kathrine

Højte, Søren Toft, Nancy Naser al Deen,

Mohammed Diab, Kiki Hansen, Jens Anton

Bjørnager, Sofie Loumann, Rasmus Bøgeskov,

Astrid Dalum, Malene Korsgaard, Peter Helles,

Ola Atef, Emil Ryge, Simon Fals og Tor Birk

Trads.