RESOCIALISERING AF

KRIMINELLE UNGE

Bachelorprojekt. August-Oktober 2005.

Odense Socialpædagoiske Seminarium.

Udarbejdet af: Irene Hansen, Camilla Seitzberg og Louise Egeskov Christensen, hold s22.7.

Vejleder: Simon Ursem.

Censor: Steen Flemming Jørgensen.

Indholdsfortegnelse.

1. Indledning Side 2

2. Emneafgrænsning Side 3

3. Problemstilling Side 3

4. Problemformulering Side 4

5. Arbejdsmetode Side 4

6. Menneskesyn Side 5

7. Definition af en kriminel ung. Side 5

8. Videnskabsperspektiv Side 6

8.1. Jürgen Habermas Side 7 8.2. Thomas Ziehe Side 8 8.3. Delkonklusion Side 11

9. Resocialisering Side 13

9.1. Delkonklusion Side 16

10. Empiri Side 16

10.1. Egely Side 17 10.2. Ringe Statsfængsels ungeafdeling Side 19 10.3. Delkonklusion Side 21

11. Recidivitet Side 24

11.1. Delkonklusion Side 25

12. Familiesamarbejde Side 25

12.1. Delkonklusion Side 26

13. Pædagogens rolle Side 27

14. Konklusion Side 30

14. Litteraturliste Side 32

14.1. Primær litteratur Side 32 14.2. Sekundær litteratur Side 34

Perspektivering

Bilag

1. Indledning.

I vores bachelorgruppe har vi hver især gennemgået en halvårlig praktik på hhv. St. Dannesbo1,

Hjortøhus2 og Udby behandlingshjem.3 Vi har på disse institutioner hver især fundet vores ståsted i

den pædagogiske verden og deraf kommer en fælles interesse for at arbejde med mennesker, som i

deres adfærd og handlinger afviger fra det såkaldte ”normale”. De er placeret i et miljø, hvorfra vi

håber at integrere dem i samfundet på ny. Denne interesse bragte vores bachelorprojekt ind på

emnet: kriminelle unge.

På trods af stor fokus på området og interessen for at nedbringe kriminaliteten er der fortsat en

stigning af kriminalitet blandt unge.

I 1994 blev der blandt de 15-17-årige begået 19 seksualforbrydelser – i 2003 var dette tal steget til

35.

I 1994 blev der blandt de 15-17-årige registreret 482 tilfælde med vold – i 2003 var dette tal steget

til 918.

I 1994 blev der blandt de 15-17-årige begået 70 røverier – i 2003 var dette tal steget til 181.4

Recidivprocenten for 15-19-årige kriminelle, der har udstået straf i et fængsel er tankevækkende: i

1996 var tallet 44,9 % som steg til 49,5 % i 2001. Altså en stigning på 4,6 procentpoint.5 Dvs. en

høj procentdel af disse unge ikke er kommet tilbage til et såkaldt ”normalt” liv efter samfundets

straf.

Ud fra recidivprocenten må det antages, at der er en ”hård kerne” af unge, som går igen i

retssystemet. Ud over at koste samfundet store økonomiske ressourcer får disse unge et negativt

selvbillede og en følelse af rodløshed, som igen gør det sværere at opnå et positivt resultat af forsøg

på resocialisering.

Det er tydeligt, der er noget, der ikke fungerer.

1 St. Dannesbo: institution for hjemløse. 2 Hjortøhus: døgninstitution for børn og unge. 3 Udby Behandlingshjem: døgninstitution for fjernede behandlingskrævende børn og unge. 4 Justitsministeriet rapport: ”Ungdomskriminalitet 1994-2003” 5 ”Kriminalforsorgens statistik” år 2002 s. 87 og 2003 s 71.

2. Emneafgrænsning.

Vi vil i vores bachelorprojekt ”Resocialisering af kriminelle unge” begrænse os til unge i alderen

15-18 år, som afventer eller afsoner dom på en lukket ungdomsafdeling. Vi vil igennem projektet

betegne den enkelte kriminelle som den/de unge og han/ham, idet der er en overrepræsentation af

drenge blandt kriminelle unge. Pædagoger og lærere vil vi betegne som hun/hende, da dette projekts

forfattere er kvinder.

Grunden til valget af denne målgruppe er, at disse unge har et langt liv foran sig. De har ønsker og

drømme som alle andre og kan blive en stor ressource for samfundet. De unge er lette at påvirke i

både negativ og positiv retning, idet de i ungdommen forsøger at finde deres plads i det omgivende

samfund. Således kan de unge præges i retning af de normer og værdier, der er gældende i det

samfund, de befinder sig i. En effektivisering af de kriminelle unges resocialisering, mens de er i

retssystemets varetægt, er således fokusfeltet i dette bachelorprojekt.

3. Problemstilling.

Der er blevet givet mange forklaringer på, hvorfor nogle unge begår kriminelle handlinger i en

kortere eller længere periode. Tanker om forbrydermennesket, om arv og miljø, om dårlige

kammerater, svage forældrefigurer og om samfundets eller den enkeltes ansvar for eget liv har

præget den politiske debat. Yderligere er der fra politiske partier, organisationer mm. stor fokus på

løsningsmuligheder for, hvordan vi får de kriminelle unge tilbage som nyttige samfundsborgere.

Da recidivprocenten blandt kriminelle unge som nævnt er meget høj, må samfundet - politikere,

fagfolk samt den almene borger - spørge sig selv, om de kriminelle handlinger kunne være undgået.

For at tilgodese både de kriminelle unge og skatteydere, bør der lyttes til eksperter fra

fængselsvæsenet og straffelovrådet6 og satses på at finde frem til de rigtige metoder til succesfuld

resocialisering7 således, at det grundigt overvejes, om de iværksatte resocialiseringsfremmende

foranstaltninger i forhold til den enkelte unge er de mest hensigtsmæssige.

6 Straffelovrådet: nedsat udvalg under justitsministeriet. 7 Avisartikel: ”De skal bare bures inde”.

4. Problemformulering.

Ved at undersøge, hvilken struktur de unge lever under i fængslerne samt undersøge, hvilke

metoder der ifølge personalet bruges i forbindelse med resocialiseringen, kan vi finde frem til svaret

på vores hovedspørgsmål:

- Hvordan kan vi som pædagoger effektivisere resocialiseringen af kriminelle unge i

fængslerne således, at de kan blive en integreret del af samfundet?

5. Arbejdsmetode.

For at besvare problemformuleringen vil vi gennem litteraturstudier undersøge og indhente viden

omkring ungdomskriminalitet og gøre rede for samfundets perspektiv. Her har vi valgt den kritiske

videnskabsteori, da vi ønsker at belyse projektets emne fra samfundets og individets side. Vi har

valgt den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (f.1929), da han belyser udviklingen i det

senmoderne samfund, samt den tyske socialpsykolog Thomas Ziehe (f.1947), idet han gør rede for

sammenhængen mellem menneskets individualitet og samfundet. Vi vil endvidere beskrive den

socialiseringsproces, mennesket gennemgår for at blive et selvstændigt individ og en del af

samfundets fællesskab via den danske cand. pæd. Bent Madsen (f. 1947), for derigennem at

besvare, hvad det er, de kriminelle unge skal socialiseres tilbage til.

For at opnå aktuel viden om de pædagogiske arbejdsmetoder i fængslerne, vil vi udføre kvalitative

interviews, som giver os mulighed for at belyse svarene personligt, nuanceret, og for at forholde os

til udsagn om behandling. Resultatet af vores interviews vil vi analysere ud fra et teoretisk niveau

således, at vi kan gøre rede for sammenhængen mellem teori og empiri. Af institutioner som vil

være relevante i denne kontekst har vi valgt at interviewe ledelsen på hhv. Egely og Ringe

Statsfængsels ungeafdeling.

6. Menneskesyn.

Vores menneskesyn ligger inden for den humanistiske og eksistentielle tænknings rammer. Altså

”at personer, som påvirkes af både indre impulser og ydre hændelser, er i stand til at forholde sig

til netop ydre og indre påvirkninger”8 Derfor mener vi, at pædagogen med baggrund i denne

tænkning bør være i stand til at få øje på de unges iboende ressourcer således, at disse kan skabe

fundamentet for at få løst den enkeltes vanskeligheder på sigt - med den rette mængde støtte og

opbakning fra omgivelserne. Vi mener, at den humanistiske tænkning skal ses i en sammenhæng

med opfyldelsen af basale behov, så som bolig, tryghed og omsorg, og at pædagogiske

handlemuligheder og metoder bør anskues ud fra de unges aktuelle ydre og indre ressourcer og

deres vilkår. Således kan vi være med til at støtte de enkelte kriminelle unge i at skabe forandring i

eget liv.

7. Definition af en kriminel ung.

For at give et billede af hvilken gruppe af unge kriminelle vi vil beskæftige os med i dette projekt,

vil vi her kort redegøre for, hvad vi mener kendetegner en kriminel ung.

”At være kriminel vil sige at være en person, som har udviklet en egentlig identitet som kriminel

gennem en længere proces. Pågældende fylder hele sit liv med kriminalitet og har efterhånden

mistet evnen til at begå sig på normale vilkår i samfundet” 9

Den gruppe af kriminelle unge vi beskæftiger os med, er de unge som begår systematisk

kriminalitet.

Systematisk kriminalitet:

• Spontane og planlagte handlinger

• Behov for spænding for at gøre tilværelsen tålelig

• Kriminalitet en nødvendighed for at bevare tilhørsforholdet til afvigergruppen

• Dyr levestil

8 Citat: ”Psykologibogen” s. 25. 9 Citat: ”Børne- og ungdomskriminalitet” s. 37.

De unges baggrund:

• Unge hvor normindlæringen har været svag

• Unge fra familier hvor moderen er alene

• Moderen har ingen uddannelse

• Moderen magter ikke opdragelsen

• Negativt skoleforløb

For at den unge kommer ind i systematisk kriminalitet kræves, at visse faktorer er tilstede:

Den unge har behov for spændingsreduktion og får afløb for hans negative følelser gennem

kriminelle handlinger.

Den unge føler social magtesløshed ved, at han oplever, at hans nuværende situation ikke er til at

ændre.

Den unge har behov for at flygte fra hans negative selvfølelse ved oplevelsen af, at et liv som

kriminel, er bedre end det nuværende.

Den unge føler sig presset hen imod det fællesskab, han oplever i afvigergruppen, og føler, pga.

ringe identitetsfølelse, en afhængighed af andres reaktioner på hans handlinger – et ønske om

accept.

Det er altså en blanding af sociologiske og psykologiske faktorer, når en ung over en årelang

periode udvikler identitet som kriminel.10

8. Videnskabsperspektiv.

For at kunne forholde os til de resocialiseringsfremmende metoder der bliver brugt på hhv. Egely og

Ringe Statsfængsel, må vi belyse det samfund, vi lever i og forholde os til, hvordan de unge agerer i

dette. Hertil har vi valgt at anvende den kritiske videnskabsteori, da vi her kan beskæftige os med at

klarlægge modsætningsforhold mellem samfund og individ med baggrund i Jürgen Habermas og

Thomas Ziehe. Habermas anskuer samfundsudviklingen og den dynamik, der er kendetegnende i

det senmoderne samfund, og Ziehe taler om konsekvenserne af dette for det enkelte individ.

10 ”Børne- og ungdomskriminalitet s. 32-39.

8.1. Jürgen Habermas.

”Det moderne samfund er uddifferentieret”.11 Det betyder, at der i modsætning til

landbrugssamfundets traditionelle virke er blevet dannet nogle delsystemer. Disse delsystemer har

hver deres samfundsmæssige funktion. F.eks. tager ambulatorier sig af de afhængige, sygehusene

tager sig af de syge og daginstitutionerne tager sig af børnene. I landbrugssamfundet blev disse

opgaver løst i familien, men pga. den samfundsmæssige udvikling er det blevet lagt ud til det

offentliges eksperter at løse opgaver som disse.

Delsystemerne vi færdes i, er med til at danne vores liv, men vi har også mulighed for at være med

til at præge dem.

De delsystemer vi er underlagt kan kategoriseres inden for tre sfærer i samfundet:

Staten Markedet

Styringsmedium: Styringsmedium:

Magt. Penge

Civilsamfundet

Styringsmedium:

Normer og værdier

• Staten: Styringsmediet for staten er magt. Det omfatter hele den offentlige sektor, da den har

sin egen styringslogik, der er præget af politisk besluttede love og regler samt af

11Citat: ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” s. 167

professionel faglighed. En daginstitution eller et fængsel styres af lovgivningen og af en

faglig praksis på stedet.

• Markedet: Styringsmediet for markedet er penge. Her er styringslogikken muligheden for

profit, hvor det drejer sig om udbud og efterspørgsel.

• Civilsamfundet: Styringsmediet for civilsamfundet er normer og værdier. Her befinder sig

de dele af det sociale liv, som hverken er styret af regler, faglighed eller

markedsmekanismer. Det drejer sig om sociale fællesskaber, hvor familien er den vigtigste.

De tre delsystemer er præget af dilemmaer og problemstillinger:

Statens dilemma er splittelsen mellem det fælles bedste og brugen af magt. Staten er til for at

varetage det fælles bedste, men også et udtryk for retsgyldig magtudøvelse. Staten kan sætte folk i

fængsel, og den kan tvangsfjerne børn.

Markedet er præget af dilemmaet mellem udvikling og ulighed. Konkurrence giver udvikling, men

samtidig også ulighed og undertrykkelse.

Civilsamfundet er præget af dilemmaet mellem en opfyldelse af individets behov contra

fællesskabets behov. Egoisme over for solidaritet.12

I Systemverdenen handles der instrumentelt. At handle instrumentelt betyder, at der arbejdes for

egen vindings skyld og for, at der skabes resultater, som kan måles og vejes.

I Livsverdenen handles der kommunikativt. At handle kommunikativt bygger på varme værdier,

mellem menneskelige relationer og indbyrdes dialog.13

8.2. Thomas Ziehe.

I det senmoderne samfund er der opstået nye måder at se individet på. Ifølge Ziehe har traditions -

og meningsfællesskabernes opløsning i senmoderniteten betydning for individets kulturelle

bevidsthedsdannelse. Han taler om de tre kulturelle tendenser:

12 ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” s. 167-170 13 ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” s. 170-171, 176-177

• Den første tendens er refleksivitet: det handler om individets måde at forholde, iagttage og

afbilde sig selv på i forhold til andre – både personer og sekundære erfaringer som medier.

• Den anden tendens er evnen til at formes: dvs. en forestilling om at intet er givet på forhånd.

Alt kan diskuteres og genovervejes, og der eksisterer en forestilling om, at det kunne være

anderledes. Man har ikke nogle ydre orienteringsrammer at forholde sig til. Samfundet er

blevet aftraditionaliseret, og individet er blevet kulturelt frisat. Denne frisættelse medfører,

at den enkeltes valg og beslutninger får stor betydning, og åbner op for nye muligheder for

at bryde med overleverede mønstre. Den medfører endvidere mulighed for en

demokratisering af de kulturelle værdier, og skaber dermed en åbning for, at andre kulturelle

mønstre kan opnå anerkendelse.

• Den tredje tendens er individualiseringen: alt hævdes at være op til den enkelte. Den enkelte

bestemmer selv sit livsforløb, og alt er muligt. Der er ingen normer at forholde sig til, og

subjektiviteten er blevet forstærket. Subjektiveringen kan føre til, at den enkelte hele tiden

søger at finde accepten af sig selv gennem andre individer. Man må hele tiden tage stilling

og definere alting ud fra ens egen fornuft, normer og moral. For at gøre det må den enkelte

hele tiden forholde sig til alle temaer, f.eks. politik, mode og identificering med andre, i

sekundærerfaringerne. Udbuddet af temaer gør, at det kan være svært for individet at se sig

selv som noget særligt eller nyskabende, da det hele findes i forvejen. Ingen har længere

legitimitet i kraft af sin stilling eller person til at bestemme eviggyldige sandheder. Man skal

kunne begrunde, hvad der er rigtigt og forkert, og den enkelte skal kunne acceptere dette i

forhold til sig selv. Den enkelte har en ret til at forvente at blive taget alvorligt, til at kunne

forfølge interesser og udnytte de styrker, man har.

Tendenserne ”evnen til at formes” og ”individualiseringen” repræsenterer en dobbelthed på den

måde, at den kulturelle frisættelse af individet giver en større forventning om ansvar for eget liv. Er

man ikke i stand til at leve op til dette ansvar, kan det enkelte individ få et ambivalent forhold til

den frihed, der skulle åbne op for flere muligheder og i stedet opleve forvirring omkring egen

identitet og det omgivende samfund.

Thomas Ziehe belyser de unges adfærd gennem tre dimensioner: tematisering, informalitet og

subjektivering. Han mener, at unge generelt har tre reaktionsmønstre, der kan skabe problemer i en

læringssituation. Disse tre reaktionsmønstre kan ses i sammenhæng med de tre dimensioner:

• Tematisering er: øget adgang til emner, billeder og informationer. Reaktionsmønstret

medfører her, at de unges reaktion bliver ”det ved vi allerede”. De unge bliver

desillusionerede og har svært ved at være nysgerrige.

• Informalisering er: slækkelsen på de traditionelle socialformer. Mønstrene for vores

dagligliv er blevet uformelle. De unges reaktionsmønstre bliver ”hvad får vi ud af det?” De

søger efter plausibilitet.

• Subjektivering er: opmærksomheden på individets indre verden. Reaktionsmønstret herpå er

at de unge har et stort ønske om selv-henvendelse og vil derfor spørge til et givent emne,

”hvad har det med mig at gøre?”.

Thomas Ziehe ser disse tre dimensioner og reaktionsmønstre i sammenhæng med begreberne den

objektive, intersubjektive og subjektive verden. Disse verdener er udtryk for egocentrisme. Det er

pædagogens opgave at skabe decentrering i verdenerne, ved ikke altid at tage udgangspunkt i det

velkendte.

• Den objektive verden – alle er i stand til at give en forholdsvis klar beskrivelse gennem ord

og billeder.

• Den intersubjektive verden – alle har subjektive tolkninger og definitioner af situationer vi

optræder i.

• Den subjektive verden – man kan se, høre og mærke sit indre jeg og gøre det meget vigtigt.

Ifølge Ziehe skal pædagogen ved decentrering i den objektive verden ikke kun tage udgangspunkt i

det kendte for de unge. Det er vigtigt for det senmoderne selvreferende individ at få mulighed for at

se ud over sig selv. Der skal overraskes. Man kan gøre det ved at underdeterminere et givent emne

ved ikke at fortælle det hele, men ved at efterlade huller og luft i emnet. Det kan også gøres ved at

overdeterminere emnet. Dette gøres ved at forsyne emnet med særlige træk således, at emnet, man

arbejder med, rummer elementer af anderledeshed.

Decentrering i den intersubjektive verden skal skabes ved civiliserethed. Den skal baseres på, at vi

har noget til fælles - at vi respekterer hinanden som forskellige. Institutionen skal ikke fungere som

en familie. Institutionen skal bygge på depersonalisering. ”Din historie er vigtigst for dig, men her

er det fællesskabet og de spilleregler der gælder for det, der er vigtigst”. Ved at institutionen er

overraskende og bygger på ikke familiære omgangsformer og depersonalisering, fremmes dens

civiliserethed.

Decentrering i den subjektive verden er decentrering i forhold til en selv. Dvs. det bliver en form for

sejr at overskride sig selv og indtage forskellige identiteter. Valget af selvet er ikke fastlåst til én

identitet. Tilværelsen kan tolkes i forskellige retninger alt efter, hvor man vælger at tolke den fra.

Her skal pædagogen være opmærksom på, at egen kulturelle horisont er forskellig fra de unges.

Hvis det ikke sker, skabes en kløft mellem pædagogens og de unges selvfølgeligheder.14

8.3. Delkonklusion.

Den pædagogiske praksis har et tosidet mål. På den ene side skal den tilfredsstille systemets

materielle reproduktion i form af at skabe socialiserede og tilpassede mennesker og uddannet

arbejdskraft. På den anden side skal den tilfredsstille livsverdenens symbolske reproduktion i form

af, at individet skal have en identitet, føle solidaritet og kunne se en mening med tilværelsen.15

Pædagoger er repræsentanter for systemverdenen, men agerer i livsverdenen og har at gøre med

mennesker, som udvikler sig. Vi mener, at for at skabe relationer til de kriminelle unge og arbejde

hen imod resocialisering, må vi først og fremmest forstå det samfund, vi lever i, og de sociale

betingelser dette giver, for ikke at skabe en kløft mellem pædagogens og de unges

selvfølgeligheder.

Vi lever i et aftraditionaliseret samfund: de fælles rammer og perspektiveringer er svækket. Det

gælder med hensyn til værdier, sociale rammer og kulturelle udtryk. Vi mener, den personlige 14 ”Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund” s. 194 – 206. 15 ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” s. 167.

identitet er stillet over for en udfordring, der handler om, hvordan individet tager bestik af sig selv -

hvad definerer jeg mig selv ud fra? Aftraditionaliseringen har den fordel, at den selvstændige

tankegang ikke længere begrænses men fremmes således, at menneskets forskelligheder kan

udnyttes som en styrke.

Tematisering, informalitet og subjektivering spiller en stor rolle her. Problematikken i dette kan

være, at de unge har øget adgang til alle informationer - det gør dem forvirrede, og de har svært ved

at være nysgerrige. Samtidig har de et stort ønske om selv-henvendelse og vil vide, hvor de ender,

før de starter.16

Når tanken falder på familien i det senmoderne samfund, har vi stillet os selv spørgsmålet om,

hvorvidt familien er det vigtigste sociale fællesskab for de kriminelle unge. Familien var i

landbrugssamfundet børn og unges største prioritet, da morgendagens sandhed lå i forældrenes

hænder og var forudsigelig. I kraft af den kulturelle frisættelse er det i dag kammerater og medier,

der vægtes frem for familien. Vi har erfaret gennem projektets forløb, at når de unge bliver anbragt i

fængslerne, får familien igen betydning som det vigtigste i deres liv. De græder over savnet til

denne. I de kriminelle unges aktuelle situation, bliver kammerater og medier uvæsentlige.

”Men hvis der ikke fra den fælles kultur afstikkes muligheder for selvforståelsen – hvor henter den

unge så afsæt og kriterier for sin indkredsning af de basale svar på hvem de er eller er på vej til at

blive?”17

Vi mener, at når de unge kommer på Egely og Ringe Statsfængsel, så er det ofte her, de finder

svaret. Dette sker, fordi de unge netop her for første gang er underlagt regler, normer og rammer,

som giver støtte til udarbejdelsen af deres individuelle valg for videre liv og egen personlige

biografi. Dette vedrører både uddannelse, arbejde, fritid og familieliv. Pga. stigende refleksivitet i

det senmoderne samfund, er de unge indirekte tvunget til at udforme deres egen personlige biografi.

De unge oplever i fængslet tryghed, som bliver en vigtig faktor i deres liv – her kan de være sig selv

og få den støtte, der mangler i deres vante omgivelser. Hvis de unge, når de kommer ud i friheden

igen, begår ny kriminalitet er det for os et tegn på, at de igen er uden for de trygge rammer og

dermed ikke magter at sortere i de valg og tage det ansvar, der kræves for at blive en integreret del

af samfundet.

16 ”Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund” s. 194-206 17 Citat: ”Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund” s. 81

9. Resocialisering.

At resocialisere: ”… Bringes til igen at føre en tilværelse som normal samfundsborger”.18 For at

kunne konkretisere nærmere hvad resocialisering er, må vi først besvare spørgsmålet, som falder

naturligt i kraft af begrebet: hvad vil det sige at være socialiseret. Først når dette er belyst, kan vi

sige, hvad det er, de unge kriminelle skal resocialiseres til.

At socialisere: ”opdrage, lære nogen et samfunds normer og værdier”.19 Der skelnes mellem flere

socialiseringsprocesser:

• Primær socialisering handler om, at barnet fra helt lille bliver præget; fortrinsvis fra dets

forældre og søskende. De tjener som identifikationsfigurer for barnet, hvor det at gå, tale og

at spise selv læres gennem imitation og tilegnelse af færdigheder. Samtidig vil barnet lære

gennem forældrenes reaktioner på dets adfærd, at der er bestemte måder at gøre tingene på,

f.eks. ved at moderen bliver vred, når barnet slår. Denne prægning skal foregå over en

længere periode for at have permanent virkning og dermed forme barnets habitus.

Betydningen af den primære socialisering kan f.eks. være udviklingen af barnets

samværskompetencer, som igen har betydning for dets status i fællesskabet. Forskellige

familietyper vil have forskellige socialiseringspraksis da forældrenes arbejds- og

livssituation påvirker deres indstilling til tilværelsen.

• Den sekundære socialisering omhandler den socialiseringsproces, der foregår i f.eks.

daginstitutionen, fritidsklubben, skolen, og arbejdspladsen, også kaldet

socialiseringsfaktorer, hvor der varetages den opgave at socialisere individet til den kultur,

der er gældende. Denne kultur bestemmes af de herskende grupper, såsom store koncerner,

politikere, lærere, og pædagoger, og det er deres interesser, der varetages, når normer og

værdier internaliseres. Sekundær socialisering handler desuden om integrering af personer,

som ikke uden videre kan/vil tilpasse sig de givne strukturer, samfundet indeholder.

• Dobbeltsocialisering handler om, at stort set alle børn i dag socialiseres både i hjemmet og i

institutioner. Det betyder, at der finder et samspil mellem den primære og den sekundære

18 Citat: ”Politikens Nudansk Ordbog”, s. 899 19 Citat: ”Politikens Nudansk Ordbog”, s. 1008

socialisering sted. De påvirker hinanden både negativt og positivt på den måde, at hvis ikke

der fra hverken hjemmets eller institutionens side er positive oplevelser med den

socialiseringsproces, der finder sted, bliver det svært for barnet at tage del i fællesskabet på

den måde, det forventes; både nu og i fremtiden. I stedet vil barnet føle frustrationer og

nederlag og dermed føle sig ekskluderet. Hvis f.eks. institutionens socialiseringsproces er en

positiv oplevelse og hjemmets negativ, er det muligt for barnet at drage nytte af og finde

trøst og opmuntring til hensigtsmæssig adfærd hos institutionen. Hvis oplevelserne af

processen hos både hjem og institution er positive skabes et stærkt fundament for barnets

sociale fremtid som samfundsborger.20

Det er vigtigt, at socialiseringsprocesserne opfattes som legitime i den forstand, at de personer, som

afviger fra normen, opfatter sig selv som utilpasset for at skabe et pres således at de føler et behov

for at lade sig integrere.

Vi har i afsnittet om videnskabelige perspektiver via Thomas Ziehe forklaret, hvordan vores

samfund er præget af opbrud med normer og værdier, og at individualiteten fremhæves som en del

af samfundsudviklingen. Samfundet er altså fyldt med modsætninger og kompleksitet. Kun at

socialisere gennem overleverede traditioner og normer er set ud fra det perspektiv ikke gyldigt da

disse svinder ud, og der kommer en ny sandhed i morgen.

For at individet ikke kun skal kunne fungere i samfundets fællesskab men også skabe sine egne

livsbetingelser, udskille sig fra det fælles og udvikle identitet, må man gennem

socialiseringsprocessen give individet kvalificering til at bearbejde og mestre livets vilkår.

Kvalificeringen indeholder handle- og kommunikative kompetencer som: Ӿndringsparathed,

rolleskift, indlevelsesevne, værdirefleksion, initiativrighed, helhedstænkning, selvkontrol,

problemløsningsfærdigheder, social fleksibilitet, og (…) evne til at sætte sig i andres sted”.21

Bent Madsens figur, ”Grundlæggende sociale processer” illustrerer hvordan samfundets

kvalificerings- og socialiseringsprocesser fører mennesket ind i fællesskabet: Det enkelte individ

har det tilhørsforhold til fællesskabet at være forskellige som mennesker og til at være en del af den

20 ”Socialisering og habitus” s.404-419 21 Citat: ”Socialpædagogik og samfundsforvandling” s. 117.

samfundsmæssige produktion som arbejdskraft. Processerne skal kvalificere individet til at fungere

hensigtsmæssigt og normalt.

Yderligere har disse processer den funktion at integrere flest muligt mennesker i fællesskabet. Dette

forsøges gennem social kontrol således, at flest muligt går den lige vej til et såkaldt normalt og

produktivt liv. Pædagoger er blandt dem, hvis opgave det er i samfundets interesse at sørge for at

afvigere identificeres og så vidt muligt bringes tilbage på rette spor – til at leve et liv så tæt på det

normale som muligt.

I figuren repræsenterer ”A” den socialpædagogiske indsats, der defensivt er rettet mod mennesker,

som allerede er udstødt af samfundet. Skaden er sket, og denne indsats forsøger at rette op på

fejlslagen socialisering. Et eksempel herpå er resocialisering af kriminelle unge. Her kunne den

defensive socialpædagogiske indsats være at motivere og støtte den kriminelle unge til at komme i

gang med en uddannelse.

”B” repræsenterer den offensive socialpædagogik, som henvender sig til mennesker inden for det

”normale liv”, og supplerer mangelfulde kvalificerings- og socialiseringsprocesser med

forbyggende indsats. F.eks. ved at tildele unge, der er i farezonen for at blive kriminelle, en

kontaktperson, som skal råde og støtte dem i at tage ”fornuftige” beslutninger.22

9.1. Delkonklusion.

Nu har vi forklaret, hvorledes mennesket socialiseres til samfundsborger og til et selvstændigt

individ. Når man taler om resocialisering af kriminelle unge, må man holde for øje, at den primære

socialiseringsproces, som danner grundlag for individets habitus, foregår og slås fast tidligt i livet.

Det er muligt for mennesket at bryde med ”arv og miljø”, men det vil altid være farvet af den

socialiseringsproces, som har formet dets habitus.

I fængslet er det muligt at supplere den sekundære socialiseringsproces på den måde, at de unge her

skal indgå i et fællesskab, hvor der er regler for alles gøren og laden. Problemet er, medmindre de

unge efter endt afsoning sluses ud af fængselssystemet med støtte, at fængslet socialiserer i en

kultur, hvor alt er givet. Derfor er det svært at ruste de unge til at finde fællesskabet i frihedens

kultur af opbrud og individualisering. Her er det vigtigt, at være opmærksom på, at de kriminelle

unge, som alle andre, har deres egne personligheder og derfor bør behandlingen hen imod

resocialisering, være individuel.

De unge kriminelle skal opleve en erkendelse af, at samfundets kontrol er legitim i den forstand, at

den er til for at beskytte, førend de kan føle sig motiveret til at ”gøre op” med deres afvigeridentitet.

Efterfølgende bør der til gengæld kræves af samfundet, at det giver de unge en følelse af at være

inkluderet i fællesskabet.

10. Empiri.

Vi vil i følgende afsnit komme med en præsentation af henholdsvis Egely og Ringe statsfængsels

ungeafdeling, her vil vi beskrive de resocialiseringsfremmende metoder, de bruger. På Egely har vi

interviewet konstitueret afdelingsleder Ulla Krumm Knuhtsen, uddannet cand. psyk. samt

afdelingsleder på Ringe statsfængsels ungeafdeling Bjarne Friis, uddannet klubpædagog.

22 ”Socialpædagogik og samfundsforvandling” s. 26-28.

Størstedelen af de unge, der sidder på disse institutioner, kommer fra familier, som f.eks. er præget

af skilsmisser, misbrug, og dårlige sociale kår.

Vi ønsker igennem disse interviews23 at besvare vores problemformulering om, hvordan vi som

pædagoger kan effektivisere resocialiseringen af de kriminelle unge i fængslerne.

10.1. Egely.

Egely er en sikret pædagogisk institution i Fyns amt under familieafdelingen - et surrogatfængsel,

der i alt kan rumme 5 unge i alderen 15-18 år. De unge opholder sig i gennemsnit på Egely i 2

måneder.

Der er ikke krav om behandling på Egely, idet de unge er i varetægtssurrogat. For at kunne

identificere de unges ressourcer og vanskeligheder udformes der, på trods af det korte

tidsperspektiv, en behandlingsplan, som indeholder ”problem” og ”målsætning” for de unges

nuværende situation. Denne udarbejdes af kontaktpædagogerne gennem observationer og

målrettede samtaler med de unge. Behandlingsplanen bliver fremlagt på en behandlingskonference

hver 14. dag, hvor det øvrige personale kan komme med deres observationer af de unge. Ifølge Ulla

Krumm Knuhtsen er de unge ikke selv med til at udforme deres behandlingsplan. De fleste unge

formår ikke at se objektivt på egen situation som følge af, at de ønsker at opretholde den facade,

som fortæller, at de har styr på deres liv og ingen problemer har. De ønsker altså ikke at lade

facaden krakelere ved at lade en troværdig voksen komme tæt på.

Vi ønsker igennem nedenstående skema at belyse hverdagen på Egely med henblik på at analysere

hverdagens struktur og fremhæve det resocialiseringsfremmende i denne.

Dagligdagen ser således ud:

Kl. 08.00 Morgenvækning

Kl. 08.15-09.00 Morgenrengøring af værelset og morgenmad

Kl. 08.30-09.00 Butikken er åben (værelset skal være rengjort og godkendt 08.30, før der kan

handles)

Kl. 09.00-12.00 Aktiviteter

Kl. 12.00-13.00 Frokost

23 Se interviewspørgsmål, bilag 1

Kl. 13.00-14.30 Aktiviteter

Kl. 14.30-15.00 Kaffe og udfyldning af lønskema for dagens aktiviteter.

Kl. 15.00-18.00 Mulighed for spil, TV og video

Kl. 18.00-19.00 Aftensmad

Kl. 19.00-22.15 Fortsat mulighed for spil, TV og video

Kl. 22.15-22.30 Vask og tandbørstning (fredag og lørdag kl. 23.15)

Kl. 22.30 Værelset (fredag og lørdag kl. 23.30)

På Egely lever de unge en meget struktureret hverdag, hvor der ikke er mulighed for afvigelser, det

at de unge kommer op om morgenen samt har aktiviteter i løbet af dagen, giver dem en døgnrytme.

Hvis en ung fravælger at deltage i dagens aktiviteter, vælger han automatisk sit værelse, hvor han

skal sidde indtil klokken 15.00. Til dagens aktiviteter kan de unge vælge imellem

håndværksmæssige eller kreative værksteder. Dette kan give de unge en mulighed for at få

succesoplevelser inden for forskellige fag. På Egely er der undervisningspligt, hvor de unge

modtager eneundervisning.

Når dagens aktiviteter slutter klokken 15.00, har de unge mulighed for selv at bestemme deres tid.

De kan se fjernsyn, spille playstation eller snakke – det er op til den enkelte. Bag disse frie valg

ligger der stadig nogle rammer, de skal agere under, hvor de unge individuelt og i fællesskab er

ansvarlige for at få det maksimale ud af disse. Heri ligger en pædagogisk omsorg ved, at pædagogen

tager rollen som voksen – udstikker og indsnævrer rammer og lærer de unge sociale spilleregler.

Pga. at de unge er varetægtsfængslet og derfor ikke har modtaget dom for deres handlinger, opstår

der frustrationer i de unge, der kommer til udtryk i aggressiv og udadreagerende adfærd. De fleste

unge lærer med tiden at slappe af i de givne rammer og finder, at regelmæssigheden i dagligdagen

giver dem indre ro. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at de unge, der har været der længst, har en

mindre aggressiv og udfarende adfærd.

I de timer, hvor de unge kan råde over deres egen tid, ligger der også fra pædagogens side en

mulighed for fordybelse i de unges liv. Dette kan f.eks. ske efter, man har set en film, hvor der har

været et interessant emne, som f.eks. religion. Her har pædagogen mulighed for at spørge ind til den

unges trosretning og derigennem få en dialog samt opnå en større indsigt i de unges liv.

Ifølge Ulla Krumm Knuhtsen, kan en del af de unge, der kommer på Egely, ikke rettes op i en grad

der integrerer dem i det ”normale liv”, idet deres habitus, pga. fejlsocialisering og svære vilkår i

opvæksten, er af en sådan karakter, at de har svært ved at leve op til de normer og krav, samfundet

stiller om frihed under ansvar. Hun mener, at de på Egely er med til at ”gøde jorden” for mange

unge, at de når langt på trods af det korte tidsperspektiv, men at det primært er i det forebyggende

arbejde indsatsen omkring de unge skal foregå.

Det er sjældent, at der sker en arbejdsalliance imellem Egely som institution og de unges forældre.

Ulla Krumm Knuhtsen oplever, at langt de fleste familier skammer sig og undgår at forholde sig til

den realitet, at de har et barn, som er varetægtsfængslet. Mange af de unge finder det svært at

bevare kontakten til deres familier i tiden på Egely, idet de ikke er stolte over deres situation og

gerne vil undgå at gøre familien ked af det. Hvis det derimod handler om forældre, der erkender

problemerne og ønsker hjælp, stiller Egely op med denne i form af bl.a. socialrådgiver- og

psykologsamtaler. I og med, at de unge er i varetægtssurrogat, er det politiet, der bestemmer hvilken

kontakt, de må have til familien - om de må få besøg, modtage breve og om de må snakke i telefon

med eller uden medhør, dette pga. efterforskningen af deres sag.24

10.2. Ringe Statsfængsels ungeafdeling.

Ringe Statsfængsel er et lukket fængsel med plads til 86 indsatte fordelt på 6 afdelinger, hvor af én

af disse afdelinger er ungeafdelingen. Ungeafdelingen har plads til 4 unge i alderen 15-18 år. De

unge sidder i gennemsnit 6 måneder på Ringe.

Når de unge bliver henvist til ungeafdelingen på Ringe, er det Bjarne Friis’ job, at tage ud og

besøge de unge i arresten, hvor han snakker med dem og finder ud af, hvad det er, de unge vil.

Bjarne Friis, skal bedømme, om de unge passer ind i den øvrige gruppe på afdelingen. Han skal

forsøge at se bag facaden og fornemme, om der er motivation – en lyst til at ændre sit liv.

Når de unge bliver visiteret til ungeafdelingen i Ringe, modtager afdelingens psykolog de unges

papirer med baggrundshistorie og familieforhold. Efter de unge har været på afdelingen i 14 dage,

afholdes der en behandlingskonference imellem psykolog og pædagoger. På denne konference er

det pædagogernes arbejde at fremlægge de observationer, de har, og sammen med psykologen

24 Interview med Ulla Krumm Knuhtsen.

udarbejde en behandlingsplan. Behandlingen af de unge sker i et tæt samarbejde pædagogerne

imellem, og behandlingsplanerne bliver taget op på en konference hver 14. dag. Her rapporterer

personalet til hinanden ud fra specifikke opgaver, de fik tildelt på sidste konference. F.eks. hvis en

ung har ytret bekymring for sin mor, som er ude i et stofmisbrug, så kan det være en enkelt

pædagogs opgave at snakke målrettet med den unge omkring dette og finde frem til

løsningsmuligheder, der gør det nemmere for den unge at håndtere det.

På ungeafdelingen ligges der stor vægt på målrettede samtaler, som en del af behandlingen. Udover

denne er der tilknyttet en psykiater, hvor de unge, der har behovet, kan blive medicineret. De unge

har mulighed for at deltage i kognitiv terapi, som er en terapiform, der sigter mod at ændre de unges

måde at tænke og løse problemer på. Herunder kan de tage kurser i ”Anger management,” som

bygger på de kognitive teorier og har til formål gennem bl.a. rollespil at lære de unge teknikker til at

håndtere deres vrede. Dette er et tilbud og ikke et krav til de unge, da motivationen udgør effekten.

Et andet og vigtigt element i de unges behandling, er det sociale aspekt. Et eksempel på dette er, at

alle aktiviteter foregår i fællesskab, og selvom en ung har ytret ønske om ikke at spise morgenmad,

skal han sidde med ved bordet. Målet er at træne de unges sociale kompetencer gennem fællesskab.

Vi ønsker igennem nedenstående skema, at belyse hverdagen på Ringe Statsfængsels ungeafdeling

med henblik på at analysere hverdagens struktur og fremhæve det resocialiseringsfremmende i

denne.

Dagligdagen ser således ud:

Kl. 08.00-08.30 Morgenvækning og oprydning af værelse

Kl. 08.30-08.40 Kontrol af værelser

Kl. 08.40-09.00 Morgenmad

Kl. 09.00-09.15 Gårdtur

Kl. 09.30-11.00 Arbejde og skole

Kl. 11.00-12.00 Frokost

Kl. 12.00-14.00 Arbejde og skole

Kl. 14.00-14.30 Eftermiddagsboller

Kl. 14.30-15.00 Rengøring

Kl. 15.00-19.00 Mulighed for udendørs aktivitet

Kl. 19.15-20.15 Aftensmad

Kl. 20.15-20.45 Mulighed for indendørs aktivitet

Kl. 21.00-21.30 Afslutning – aftenhygge, bad, oprydning

Kl. 21.30 Indelukning

Selvom de unge er underlagt en struktureret hverdag på Ringe, er det efter Bjarne Friis` mening

vigtigt, at alt ikke er skemalagt. F.eks. skal aftenens aktiviteter kunne tages op til revision, hvis de

unges ønsker afviger fra det planlagte.

Ifølge Bjarne Friis er årsagen til, at ungeafdelingen har det dagsprogram at holde de unge i gang i

løbet af dagen. Der er undervisningspligt, og de unge skal gå i skole 1 time om dagen. Her får de

eneundervisning for at øge koncentrationen samt give dem et større udbytte af undervisningen.

Hvis de har en hensigtsmæssig adfærd - følger dagsprogrammet og de regler afdelingen har opstillet

- kan de få flere privilegier, f.eks. muligheden for at komme ud og spille fodbold med indsatte fra

andre afdelinger og dermed være en del af et bredere fællesskab.

Imens de unge sidder på ungeafdelingen i Ringe, har de ikke megen kontakt til deres familie.

Mange af familierne til de unge finder det skamfuldt samt fornægter, at de har et barn, der sidder i

fængsel. De unge selv føler skyld over for deres familier og ønsker ikke at påligge dem yderligere

bekymringer. Personalet opfordrer de unge til at bevare kontakten til deres familier ved at ringe

hjem, hvilket de unge ofte stiller sig tvivlende overfor, da de specielt ikke ønsker at gøre deres

mødre kede af det. Mange af de unge ønsker heller ikke at komme på udgang, idet de giver udtryk

for, at det gør ondt at skulle se deres familier i øjnene. Bjarne Friis mener, at det ikke er muligt at

resocialisere de unge uden om familien. Dette uanset om familien bakker op om den unge og

erkender problemet eller er afvisende og fortrænger det.25

10.3. Delkonklusion.

På Ringe Statsfængsels ungeafdeling har man bedre forudsætninger for et intensivt forløb, idet de

unge har modtaget deres dom. Dermed bærer de ikke på frustrationer over ikke at kende udfaldet af

systemets straf. Desuden er de unge indsat her i en væsentlig længere periode end på Egely.

25 Interview med Bjarne Friis.

Tidsperspektivet spiller altså en stor rolle i spørgsmålet om, hvor vidt det er muligt at skabe

succesfuld resocialisering, da de unge, pga. mere eller mindre grove omsorgssvigt, i den primære

socialisering, har opbygget forsvarsmekanismer mod bl.a. egne følelser og krav fra samfundet om

tilpasning. Det kræver en længerevarende kontinuerlig kontakt at nedbryde disse

forsvarsmekanismer og opbygge tillid og tætte relationer til de unge, da mange voksne i deres liv,

såsom familie, pædagoger og lærere aldrig har formået at skabe et tillidsforhold til dem.

Dynamikken i dobbeltsocialiseringsprocessen har altså ikke været hensigtsmæssig.

De behandlingsmetoder vi gennem interviewene er blevet præsenteret for er:

• Målrettet samtale.

• Kognitiv terapi.

• Psykiatri.

Den målrettede samtale skal gøre de unge bevidste om deres personlige ressourcer og sociale

kompetencer. Heri ligger en opgave for pædagogerne i at finde frem til den mest gavnlige strategi

for de unge i det videre forløb. For at pædagogen skal få mest muligt ud af samtalen, er det vigtigt,

at hun fokuserer på forståelse, respekt, engagement, tillid, tiltro, ærlighed og håb. Dette for at give

de unge en følelse af, at deres velbefindende har betydning for pædagogen, at de har en realistisk

mulighed for at skabe forandring, og at de i sig selv har værdi som menneske.

Vi mener, at kognitiv terapi er med til at give de unge en bedre fornemmelse for egne følelser og

dermed åbner op for andre handlemuligheder end selvdestruktivitet og forebygger på den måde

recidivitet. Her er det vigtigt, at terapeuten formår at skabe et tillidsforhold således, at motivationen

for forandring bliver synlig for de unge selv.

Ringe Statsfængsels tilknyttede psykiater har bemyndigelse til at give de unge medicin for psykisk

ustabilitet som f.eks. depression og angst. Vi mener, det er vigtigt at have for øje at medicinering

ikke kan stå alene, da årsagerne bag ustabiliteten, i det omfang det er muligt, også bør bearbejdes

gennem samtaler med en psykolog, som derefter følges op af pædagogerne på afdelingen i

dagligdagen.

Udover disse behandlingsmetoder har vi fundet elementer i de to institutioner, som er med til at

højne kvaliteten i resocialisering af de kriminelle unge:

• Strukturen i dagligdagen

• Det sociale aspekt

• Skole

• Omsorg

Strukturen i dagligdagen på Egely og Ringe Statsfængsel er med til at give de unge en følelse af, at

der kræves noget af dem. Dette er vigtigt, da de gennem hele deres liv er blevet opgivet af mange

instanser. Ydermere er strukturen med til at give de unge ro til at finde og mærke sig selv, idet de

ikke er med til at planlægge dagens forløb – kontrollen er taget fra dem og ligger i pædagogens

hænder. Pædagogen er i den forstand en del af systemverdenen, hvor hun skal repræsentere de love,

regler og den grad af faglighed, der udstikkes af staten.

Når pædagogerne i dagligdagen oplever de unge i det sociale aspekt, ses der forskellige

reaktionsmønstre såsom indelukkethed, udadreagerende adfærd, dominans, optimisme eller

pessimisme. Disse mønstre er et udtryk for de unges livssituation. Pædagogen kan ud fra disse se, at

de er forskellige individer, der reagerer på forskellige måder. I de unges fritid har de inden for de

givne rammer et ansvar over for sig selv og hinanden for at opretholde et konstruktivt fællesskab. I

denne situation bør der, ifølge Ziehe, ligges vægt på depersonalisering, fordi det er fællesskabet og

de spilleregler, der gælder for det, der er vigtigst, når de skal resocialiseres. Dette betyder for de

unge, at de på deres vej skal skabe nogle fælles regler for at kunne respektere hinanden som

forskellige og dermed skabe et fælles stabilt fundament, som de alle føler sig trygge og respekterede

i.

Vi mener, at undervisning kan spille en afgørende rolle som led i en resocialisering af de unge. Dels

kan de unge få nogle succesoplevelser, og dels kan det give dem et bredere grundlag for videre

dygtiggørelse efter endt afsoning og på den måde mindske udstødelsen fra arbejdsmarkedet. Mange

af de unge har haft nederlag og ser skolen som en fremmed institution, hvor de aldrig har følt, der

har været plads til dem. I de rette rammer kan de unge få oplevelsen af, at der findes muligheder for

dem inden for skolens regi. Dette kræver naturligvis en læringsstrategi, hvor læreren er bevidst om

de unges reaktionsmønstre ud fra dimensionerne tematisering, informalisering og subjektivering for

at fremme de unges passion i undervisningen og dermed opfylde samfundets krav til uddannelse.

Herudover skal hun møde de unge, hvor de er nu og medtage i sine overvejelser, at de unge har en

naturlig modstand til skolesystemet i form af skepsis pga. deres ofte langvarige bekendtskab med

den sociale kontrol. Indholdet skal ikke kun være de humanistiske eller naturvidenskabelige fag –

de traditionelle folkeskolefag - men bør også rumme en praktisk og kreativ dimension.

Vi mener, at den omsorg, som pædagogerne udviser, er med til at højne kvaliteten af de unges

resocialisering, idet de unge får en følelse af tryghed i, at der er nogen, der holder af dem og vil dem

det bedste. På den måde lærer de unge selv at formidle deres følelser til andre på en hensigtsmæssig

måde.

11. Recidivitet.

I forbindelse med resocialisering er det naturligvis interessant at beskæftige sig med, hvor mange

unge der falder tilbage til kriminalitet efter afsoning. Således kan som tidligere omtalt en stigende

recidivprocent udlægges som et nederlag for det eksisterende pædagogiske arbejde med

resocialisering. Men det er ifølge Ulla Krumm Knuhtsen og Bjarne Friis en overfortolkning af

tallene.

Ifølge Bjarne Friis er det ikke vigtigt at se på tallet i sig selv men på den kriminalitet, der er blevet

begået. Fra et samfundsmæssigt perspektiv er den ene forbrydelse ikke bedre end den anden, men

hvis grovheden af de unges kriminalitet er blevet mindre, er der sket en klar forbedring mht. deres

resocialisering. Det er vigtigt at sætte realistiske mål ud fra de unges ressourcer, mener han.

Den stigende recidivprocent blandt kriminelle unge får ikke Ulla Krumm Knuhtsen til at tvivle på

pædagogernes kompetencer til at varetage opgaven med de unges resocialisering. Hun mener

derimod, at en del af de kriminelle unge er for skadede til at kunne ”reddes”, og at man kun kan

nedbringe recidivprocenten ved tidlig indsats.

11.1. Delkonklusion.

Bjarne Friis antyder, at de unge måske stadig er kriminelle efter, de har afsonet på Ringe

Statsfængsel, men at grovheden af deres kriminalitet er blevet mindre.

Vi stiller os tvivlende over for, at det skulle være tilfældet. Dels har Ringe Statsfængsel ikke selv

nogen færdig undersøgelse på området, og dels viser en undersøgelse af alder og kriminalitetens

grovhed, at selv om grovheden af de 15-19-åriges kriminalitet er mindre end undersøgelsens ældre

aldersgruppers, så er grovheden af deres kriminalitet stigende på deres vej frem mod aldersgruppen

24-29-årige.26

Vi mener ej heller, at man kan komme uden om, at det ultimative succeskriterium for

resocialisering af kriminelle unge må være, at de unge helt holder op med at udføre kriminelle

handlinger.

Set ud fra det perspektiv kan man altså ikke tale sig uden om recidivprocenten som et tal i sig selv,

idet den angiver, hvorvidt de unge begår nye kriminelle handlinger uanset karakteren af denne.

Når Ulla Krumm Knuhtsen i sin udtalelse siger, at mange af de kriminelle unge ikke kan ”reddes”,

vil vi til dels give hende ret. Man er som pædagog naturligvis nødt til at have et realistisk syn på de

unges muligheder for succesfuld resocialisering, og at vi må udnytte de ressourcer, der er tilstede.

Dog mener vi, det er vigtigt, at have en vis optimisme i arbejdet med kriminelle unge for at bevare

håbet for den unges fremtid således, han ikke føler, at han igen er blevet opgivet.

Endvidere må vi påpege, at recidivprocenten ikke nedbringes ved tidlig indsats, da det jo er en del

af det forbyggende arbejde, som har til mål helt at holde de unge fra at påbegynde kriminelle

handlinger.

12. Familiesamarbejde.

Igennem interviewene på Ringe Statsfængsel og Egely, har vi opnået viden om de

behandlingsmetoder, der skal fremme resocialisering af de kriminelle unge. Vi har igennem

efterfølgende diskussioner fundet frem til følgende forslag til, hvordan vi mener, kvaliteten af

resocialiseringen i fængslerne kan effektiviseres.

26 ”Den kriminelle karriere s. 164.

Vi finder det problematisk, at der på hhv. Egely og Ringe Statsfængsel ikke forefindes et formelt

samarbejde mellem familier og institution. Vi ser familiesamarbejdet som en vigtig del af de unges

resocialisering, da vi mener, de ikke kan resocialiseres uden om deres familier. Når de unge efter

endt afsoning vender tilbage til deres familier, er det vigtigt, at det ikke kun er de unge, der har

gennemgået en udvikling, men at familierne også er nået frem til en erkendelse af, at problemerne

skal løses i fællesskab. Familiesamarbejdet er en længerevarende proces, og derfor bør der

iværksætte et sådant så snart, de unge kommer i politiets varetægt. Det er her vigtigt at huske på, at

skaden hos de unge evt. skal findes i flere generationers svigt. Vi mener, at der her bør sættes ind

med familieterapi, hvor familierne herigennem skal opnå en erkendelse af de unges kriminelle

handlinger samt deres svigt over for de unge som forældre. I terapien skal de unge med mellemrum

deltage således, at de får mulighed for at udtrykke deres følelser over for familiernes svigt. Når

familierne har opnået erkendelse, skal et tværfagligt samarbejde iværksættes. Pædagoger, psykolog,

familiekonsulent og socialrådgiver skal sammen med de unge selv og hele deres familie deltage i at

finde frem til videre handlemuligheder. Samarbejdet har i sig selv intet ophør, men jo bedre

familierne og de unge bliver til at håndtere dagligdagen og problematikker heri, vil hyppigheden af

det tværfaglige samarbejde mindskes.

Herudover bør det være en mulighed for familien at deltage i samtalegrupper med andre familier til

kriminelle unge, da de gennem det at være sammen med andre i samme situation vil kunne undgå

følelsen af at stå alene. Familiesamarbejdet er en proces, der ikke vil kunne nå til ende i den tid, de

unge er i systemets varetægt – det er en proces, der strækker sig over mange år.

12.1. Delkonklusion.

Vi mener, at i og med de unge er under 18 år, skal forældrene tage deres del af ansvaret og dermed

indgå i et samarbejde med fængslerne og de unge. For at et sådan krav kan imødekommes, må der

overfor familierne opstilles konsekvenser for at undvige sig ansvaret for deres barns resocialisering,

f.eks. i form af, at man fratager dem børnepengene. Denne form for konsekvens skal ses som sidste

udvej i forsøget på at familien frivilligt skal indgå i samarbejdet og vi må som repræsentanter for

systemet appellere til deres ekspertise som forældre og undgå at se familien som en byrde for den

unge. Det er dog i sidste ende et politisk spørgsmål om, hvad repressalierne skal være over for de

pågældende familier.

”Samarbejdet med den unge og familien er afgørende for, om behandlingsindsatsen lykkes eller

ej”.27

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en lov, hvori der ligger et krav om, at fængsler skal

samarbejde med familien om den unges behandling. I servicelovens §40a står der, at kommunen

tilbyder en støtteperson til forældremyndighedens indehaver i forbindelse med den unges

anbringelse uden for hjemmet.28

Vi mener, at denne lov ikke er tilstrækkelig i forhold til, ifølge citatet og Bjarne Friis, hvor meget

en succesfuld resocialisering afhænger af familiernes evne til at støtte den unge under og efter

afsoning af dom. På baggrund af dette bør der udarbejdes en lov, som stiller krav til fængslerne om

at inddrage familierne i behandlingen af de unge til forældrene om at deltage.

13. Pædagogens rolle.

For at indgå i arbejdet med kriminelle unge, er vi som pædagoger nødt til at være bevidste om egne

samt kollegers kompetencer og handlinger i praksis for, at effekten af disse kan være konstruktiv.

Vi skal være i stand til at udnytte vores faglige forskelligheder.

I arbejdet med disse unge, skal pædagogen besidde følgende personlige kompetencer:

• Tydelighed

• Rummelighed

• Vedholdenhed

• Troværdighed

• Empati

• Selvindsigt

• Objektivitet

Ved tydelighed mener vi, det er vigtigt, at pædagogen over for de unge udstråler autoritet og gør

klart, hvortil hendes grænser går. Hver gang de unge overskrider pædagogens grænser, skal de

27 Citat: ”Børne- og ungdomskriminalitet” s. 49. 28 Serviceloven s. 14.

gøres opmærksom på dette. Denne tydelighed gør, at de unge ikke hele tiden afprøver pædagogens

grænser og ser, hvor langt de kan gå. I stedet finder de ud af, de ikke kan rykke ved disse. Jo bedre

de unge kender pædagogen, jo mere ro og tryghed oplever de også i de rammer, som udstikkes.

Ved rummelighed mener vi, pædagogen skal være i stand til at rumme de unges udadreagerende

adfærd. F.eks. ved diskussion pædagog og ung imellem, hvor den unge verbalt overfalder

pædagogen. Alligevel kan de 10 min. efter hygge sig over et spil kort. Her oplever de unge, at de

kan rummes uden forbehold. Pædagogen skal i en sådan situation være i stand til ikke at tage

overfaldet personligt, men kunne se, hvilke årsager der ligger bag – f.eks. at de unge går med

ubearbejdede følelser, som de prøver at slippe af med ved at projicere disse over i pædagogen.

Ved vedholdenhed mener vi, at pædagogen på trods af konstant afvisning fra de unge skal være i

stand til at fastholde den kontakt, hun har iværksat, og have tålmodighed til at lade de unge selv

opleve en ægte følelse af, at hun ikke forsvinder.

Ved troværdighed mener vi at skabe et tillidsforhold mellem de unge og pædagogen. Dette er

essentielt, idet de unge skal opleve følelsen af, at pædagogen drager omsorg for dem og altid gør

det, hun siger, hun vil gøre. Her ligger et krav om, at pædagogens opstillede konsekvenser af de

unges handlinger bliver en realitet.

Ved empati mener vi, at pædagogen skal prøve at sætte sig i de unges sted - hvorfor de har udviklet

den adfærd, de har. Om hvordan hun selv ville have følt og tænkt, og hvordan hun selv havde

reageret, hvis hun havde haft samme opvækst. Dette vil give pædagogen en bedre forståelse for de

enkelte unges følelser samt reaktionsmønstre.

Ved selvindsigt mener vi, at pædagogen bør kender egne grænser, personligt som fagligt samt at

hun er i kontakt og balance med sig selv. De unge projicerer ofte deres vrede og frustrationer over

på pædagogen, så hvis hun selv bærer på en fortid af uløste problemer, vil det blive svært at rumme

og agere på de unges projektioner på en professionel måde.

Ved objektivitet mener vi, det er vigtigt, at pædagogen ikke fokuserer på de unges forbrydelser,

men at hun i stedet ser på dem som individer og ser mennesket bag forbrydelsen. Dette for at kunne

afdække årsagerne til den udvikling, de unges liv har taget og således finde frem til de bedst mulige

resocialiseringsmetoder.

Pædagoger, som arbejder med kriminelle unge, skal være opmærksomme på, at de unge tidligere

har været omgivet af voksne, som har udvist manglende personlige kompetencer, hvilket kan være

en hæmsko for den unges udbytte af den omsorg og tillid, pædagogen udviser. Den unge vil derfor

ofte være modvillig til at udsætte sig selv for yderligere svigt.

Vi har tidligere beskrevet, hvorledes vi mener, at familiesamarbejdet kan effektivisere

resocialiseringen. Herudover er det vores rolle i det daglige at tage initiativ til målrettede samtaler

med de unge omkring deres familie, kontakten til denne, og den situation de unges fængsling stiller

dem i. Da der ofte er opstået brist i kommunikationen mellem de unge og deres familier, er det

vores opgave at fungere som mæglere og sørge for så hensigtsmæssig en kontakt som muligt.

Da de unge på afdelingen udviser stor mangel på sociale kompetencer, f.eks. i form af manglende

respekt for menneskers forskelligheder og en uhensigtsmæssig måde at vise sine følelser på, må vi

som pædagoger give de unge, gennem f.eks. målrettede samtaler, redskaber til at opøve disse. Dette

for at de kan blive deres egne problemløsere i vanskelige situationer.

14. Konklusion.

Det er vores mål med dette bachelorprojekt at svare på spørgsmålet om, hvorvidt vi som pædagoger

kan effektivisere resocialiseringen af kriminelle unge i fængslerne således, at de kan blive en

integreret del af samfundet.

Det senmoderne samfund er præget af opbrud, hvor den eviggyldige sandhed ikke findes - hvor

regler og normer ikke skabes ud fra traditioner men ud fra, hvad individet selv anser som sandhed i

dag.

Mange opgaver omkring menneskets velfærd er lagt ud til det offentliges eksperter. På den måde er

pædagogen repræsentant for systemverdenen, hvor hun skal formidle de regler og normer, der er

gældende her til den livsverden, hvor hun agerer. Pædagogen skal yde social kontrol således, at

afvigere identificeres, og der gøres en indsats for at få afvigerne til at leve et liv så tæt på det

normale som muligt. I forhold til det øvrige samfund er de kriminelle unge en gruppe hvis

handlinger og adfærd afviger fra normen på en sådan måde, at disse er uacceptable i forhold til de

regler og love, samfundet sætter. Oftest er de unge opvokset med svære vilkår og har pga. disse

udviklet et negativt selvbillede og en identitet som kriminel, således at de socialiseringsprocesser,

der skulle skabe vejen til det ”normale liv”, har slået fejl. Man forsøger i fængslerne at rette op på

denne ved at genopdrage de unge igennem dagligdagens struktur og skole, samt tilbyde dem

behandling. Dette for at give dem redskaber til at agere i de forskellige sfærer, der findes i

samfundet. Individet skal altså ikke kun socialiseres – det skal også kvalificeres. I fængslet kan det

være problematisk at styrke denne kvalifikationsproces, da fængslet ikke kan repræsentere den

kultur, der er gældende i det senmoderne samfund.

Tidsperspektivet spiller en stor rolle for behandlingen, idet motivationen fra de unge skal være til

stede for at opnå positiv effekt af denne. Motivationen hos de unge kan kun forekomme gennem et

tillidsfuldt forhold pædagog og ung imellem.

Om fængslerne er nødt til at starte forfra i genopdragelsen af de kriminelle unge må afhænge af,

hvorvidt de unges socialiseringsproces er forfejlet fra den spæde barndom, eller om de på et

tidspunkt i deres teenageår er kommet ud på et sidespor. Den fejlsocialisering, de unge har

gennemgået, har i deres tidlige barndom også skabt deres habitus, som deres identitet og handlinger

altid vil være farvet af. I arbejdet med kriminelle unge skal pædagogen være i besiddelse af

kompetencer, der gør hende i stand til at udstråle autoritet, rumme de unges udadreagerende adfærd,

fastholde kontakt, skabe tillid, sætte sig i de unges sted, kende egne grænser, samt at se bag

forbrydelsen på de unge og anerkende dem som mennesker. Hvor succesfuldt pædagogen arbejder

med disse kompetencer og hvor effektivt de resocialiseringsfremmende metoder har været kan

måles gennem recidivprocenten.

Fængslet giver gennem dagligdagens struktur de unge mulighed for at finde ro, tryghed og følelsen

af at være en del af et fællesskab. Hvis de unge fortsætter deres kriminelle handlinger efter afsonet

dom, er det et udtryk for, at de trygge rammer er brudt, og at de ikke kan efterkomme de krav, det

øvrige samfund stiller til deres adfærd og det ansvar, de heri skal have for sig selv pga. den

kulturelle frisættelse.

Igennem den viden, vi har indhentet om mennesket i det senmoderne samfund, dets proces i

socialisering og resocialisering samt den praktiske viden vi har erhvervet gennem interviews, har vi

fundet, at resocialiseringen af kriminelle unge kan effektiviseres ved at fængslerne indgår i et tæt

samarbejde med de unges familier. Det er ikke kun de unge selv, der skal undergå forandring af

deres adfærd og handlinger, men alle i de unges familier. Det er vigtigt for dem at opnå erkendelse

af de problemer, som omgiver deres hverdag for at kunne støtte de unge til et liv som en del af

samfundets fællesskab.

Vi mener, det er problematisk, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en lov, der stiller krav til

samarbejde mellem fængslerne og de unges familier idet, at en sådan vil udvide de rammer, som

tilgodeser de kriminelle unges resocialisering.

14. Litteraturliste.

14.1. Primær litteratur.

Brørup, Mogens, Hauge, Lene og Thomsen, Ulrik Lyager

”Psykologibogen – om børn, unge og voksne”

Nordisk forlag A/S, 1. udgave, 1. oplag 1993

Side 25 – 32.

Dørge, Henrik

”De skal bare bures inde”

Weekendavisen 5. december 2003, 1. sektion, side 3.

Interview, Egely

Ulla Krumm Knuhtsen, 22-09-2005.

Interviewet forefindes på bånd hos Camilla Seitzberg.

Interview, Ringe Statsfængsel

Bjarne Friis, 28-09-2005

Interviewet forefindes på bånd hos Camilla Seitzberg.

Jappe, Erik

”Børne – og ungdomskriminalitet”

Frydenlund 3. rev. Udgave, 1. oplag 2004

Side 18 – 53, 61 – 67, 94 – 106, 124 – 131, 134 – 159, 178 – 185, 195 – 201.

Jerlang, Esben og Jerlang, Jesper

”Socialisering og Habitus, individ, familie, samfund”

Munksgaard Rosinante, 1. udgave, 1. oplag 1996

Side 276 – 312, 345 – 349, 357 – 375, 400 – 424, 431 – 464.

Knudsen, Anne og Jensen, Carsten Nejst

”Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund”

Billesø og Baltzer, Værløse 2004, 2. udgave, 3. oplag

Side 194 – 206.

Kriminalforsorgen

”Statistik 2002”

http://www.kriminalforsorgen.dk/publika/statistik

Side 87.

Kriminalforsorgen

”Statistik 2003”

http://www.kriminalforsorgen.dk/publika/statistik

Side 71.

Kyvsgaard, Britta

”Ungdomskriminalitet 1994 – 2003”

Justitsministeriet 18. maj 2005.

Madsen, Bent

”Socialpædagogik og samfundsforvandling”

Nordisk forlag A/S, 1. udgave, 11 oplag 2002

Side 21 – 29, 109 – 118.

Pedersen, Peter Møller og Olesen, Søren Gytz

”Pædagogik i sociologisk perspektiv”

PUC 2000. 2. oplæg

Side 165-187.

”Politikens Nudansk Ordbog”

Politikens Forlag A/S, 15. udgave, 4. oplag 1992, bind 2

Side 899 og 1008.

http://www.kriminalforsorgen.dk/publika/statistikhttp://www.kriminalforsorgen.dk/publika/statistik

Serviceloven

www.flere-penge.dk/serviceloven%20som%20helhed.htm

14.2. Sekundær.

Andersen, Jon

”Thomas Ziehe: Inføring i hans tanker og forfatterskab”

http://home11.inet.tele.dk/elin/jon/doc/ziehe.htm.

Bjerg, Jens (red).

”Pædagogik - en grundbog til et fag”

H. Reitzels forlag 1998, 1. udgave, 1. oplag.

Clausen, Peter

”Anvendelse af nyere psykologi”

Ingram Publishing, 1. udgave, 1. oplag 2005

Side 231 – 250.

Højland, Marianne

”Uden for nummer”

Dansk rådgiverforening Nr. 9, 5. årg. 2004

Side 15 – 27.

Kjørup, Søren

”Forskning og Samfund”

Gyldendal Undervisning, 2. udgave, 2. oplag 1997

Side 153 – 167.

Kristeligt Dagblad

”Gud og mor afløses af politi og læger”

1. december 2003.

http://www.flere-penge.dk/serviceloven%20som%20helhed.htm

Kyvsgaard, Britta

”Den kriminelle karriere”

Jurist – og Økonomforbundets forlag, 1. udgave, 1. oplag 1998

Side 1 – 4, 23 – 38, 46 – 68, 89 – 119, 151 – 234.

Lauritzen, Cristina og Ros, Tine

”Rodløs”

Forlaget Documentas 2004.

Linboe, Rasmus

”Fængsler II: Øje for øje, tand for tand”

Information 28. juli 2005

Side 4-5.

Meyer, Karsten

”Strengere straf er ikke løsningen”

JydskeVestkydsten 30. september 2004, 1. sektion side 7.

Randel, Erik

”Om at gøre en forskel”

Berlinske Tidende 15. februar 2004, 1. sektion side 13.

Ritzaus Bureau

”Fanger savner beskæftigelse”

18 juni 2003.

Ritzaus Bureau

”Den lange vej fra fængslet til friheden”

20. juli 2003.

Ritzaus Bureau

”Præster advarer mod straf”

17. november 2004.

Ritzaus Bureau

”Resocialisering: Fængsler klandres for behandlingstilbud”

Jyllandsposten København 29. december 2004, 8. sektion, side 5.

Rødgaard, Danny

”Her bliver man menneske igen”

Information 31 december 2003, side 4.

Perspektivering.

Vi har igennem projektets forløb haft mange diskussioner, der har ledt os frem til udformningen af

”Resocialisering af kriminelle unge”. Vi har erfaret, at der inde for vores emne, befinder sig

elementer som vi pga. opgavens fokuspunkt ikke medtager i selve opgaven. I forbindelse med de

elementer har vi gjort os nogle tanker, som vi vil komme ind omkring her.

Nogle af de tanker vi har gjort os er:

• Forebyggende arbejde

• Unge med anden etnisk baggrund end dansk

Forebyggende arbejde: Vi oplever som pædagoger, at de kriminelle unge har undergået svære

opvækstvilkår, og har bevæget sig gennem det sociale systems opholdssteder, for derefter at se sig i

et negativt selvbillede som kriminelle. Når de som voksne ikke formår at have en hensigtsmæssig

livsstil, oplever vi, at mange af deres børn må undergå de selv samme svære opvækstvilkår som

deres forældre. Processen som vi oplever den går i ring. Det kunne i den forbindelse have været

interessant at undersøge gældende praksis i og effekten af det forebyggende arbejde.

Unge af anden etnisk baggrund end dansk: vi har i gennem vores interviews på hhv. Egely og Ringe

Statsfængsel erfaret, at ca. 99% af de unge er af anden etnisk baggrund end dansk. Det kunne her

have været interessant at undersøge nationalkulturelle forskelle i forbindelse med

socialiseringsprocesserne. Vi tror, at den ekstra socialiseringsproces mennesker med anden etnisk

baggrund end dansk skal igennem, også kaldet tertiær socialisation, må være svær for det enkelte

individ, da de normer og værdier som former deres habitus i den primære socialiseringsproces, kan

være meget forskellige fra de danske, vi forsøger at socialisere dem ind i.

Bilag 1.

Spørgsmål til interview på Egely og Ringe Statsfængsel.

Den 22/9 og 28/9 2005.

1) Fortæl om Egely/Ringe Statsfængsel og om hvordan hverdagen ser ud hos jer.

2) Hvad er det for en type unge, der kommer her?

3) Hvilke behandlingsmæssige metoder som skal fremme resocialiseringen, bruger i hos jer – er behandlingen et krav i stiller til de unge… hvorfor/hvorfor ikke?

4) I hvilket omfang er de unges netværk involveret – personligt for de unge og i det pædagogiske arbejde med dem? Hvilken rolle spiller familien i spørgsmålet

resocialiseret/ikke resocialiseret.

5) Hvordan er det muligt for de unge selv at kontrollere deres liv i fængslet.

6) Hvordan er de unge involveret i deres handleplaner?

7) Hvordan ser I de unge reagerer, når de kommer til Egely/Ringe Statsfængsel samt deres udvikling i tiden her?

8) Med tanke på at recidivprocenten for unge kriminelle er på ca. 50%, hvorledes ser I så på jeres kompetencer og på de gældende behandlingsmetoder til at hjælpe de unge tilbage til et

nyttigt liv som samfundsborger?

9) Hvilken rolle har I som pædagoger her på Egely/Ringe Statsfængsel?

10) Hvordan arbejder I pædagogisk med de unge som en gruppe og som individuelle mennesker?

11) Hvad kræves der af pædagogernes faglige kompetencer og samarbejdsevner i et arbejde på Egely/Ringe Statsfængsel?

12) Hvad mener I er fængslernes primære funktion?

13) Hvad mener I, resocialisering er?

14) Hvordan mener I, at man opnår de bedste resultater for en succesfuld resocialisering? Hvordan ser Jeres ønskemetode/r ud?

Vi forbeholder os retten til evt. ændringer i spørgsmålene. Vi ser frem til interviewet.

Med venlig hilsen

Louise E. Christensen, Irene Hansen og Camilla Seitzberg.

8.1. Jürgen Habermas.Staten Markedet