Skoletjenesten Teknisk Museum

A

S

T

R

O

N

O

M

I

Rumfartens historie

Rumfartens historie

Rumfart er et symbol på mennesketsstræben efter det ukendte. Den rum-mer elementer af eventyr, visioner ogdramatik, som man kun finder ganskefå steder i historien. Det er ikketilfældigt, når den amerikanske for-fatter William Gibson sammenlignerden første månelanding medColumbus´ opdagelse af Amerika.Begge ekspeditioner gjorde vores ver-den større og skabte grobund for enny selvopfattelse.

Næppe nogen bog har betydetmere for den moderne rumfart endJules Vernes Rejsen til månen. Herblev den drøm formuleret, som sidenhen gav næring til videnskabsmænde-ne. Men drømme og videnskab gøringen månelanding alene. Der skalogså politisk vilje til. Tre vigtigebestanddele, der med forskellig styrkeog til forskellig tid har løftet rumfart-en op på det niveau, vi kender i dag.

Udviklingen inden for rumfart harhaft stor betydning for det modernesamfund. Mange computerteknolo-giske fremskridt er gjort i rumfartensregi. Mobiltelefoni og live tv-dækningaf vigtige begivenheder lader sigogså kun gøre i kraft af satellitter.Nogen vil måske hævde, at den tek-nologi, som rumfarten har været medtil at udvikle, er af større betydningfor det moderne menneske end selvedemokratiet. Der er med andre ordgod grund til at beskæftige sig medrumfartens historie.

Drømme, videnskab og politik opståraldrig i et tomrum, men er afhængigeaf hinanden i et skiftende indbyrdesforhold, som tegner den historiskeudvikling. Nærværende materialebehandler netop disse tre sider afrumfartens historie fra Jules Verne tili dag. Det er tænkt som en kulturhi-storisk indgang til de tekniske/natur-videnskabelige fag og er derfor vel-egnet til et tværfagligt undervisnings-forløb i fagene fysik, historie ogdansk. Målgruppen er folkeskolens 7.-10. klassetrin.

Til læreren

1

“En umådelig ildsøjle vældede op afjordens indre som af et krater. Jordenrystede, og kun nogle få personer kun-ne et øjeblik skelne projektilet, dersejrrigt kløvede luften midt i de flam-mende røghvirvler.”

Sådan skrev forfatteren Jules Verne omde sitrende og spændingsfyldte sekun-der efter opsendelsen af rumraketten ibogen Rejsen til månen. Beskrivelsenminder meget om moderne raketop-sendelser, men dem kendte Jules Verneikke. Han skrev sin bog i 1865, godthundrede år før man sendte raketter tilmånen. Det gik ikke så godt for JulesVernes rumraket og de tre astronauterom bord. Af ukendte årsager nåede ra-ketten ikke sit mål, men kom dog såtæt på, at den blev holdt fast af må-nens tyngdekraft. Solsystemet havdefået et nyt himmellegeme som det ene-ste resultat af eksperimentet.

Noget bedre gik det for Tintin og Kap-tajn Haddock i den berømte tegneserieMånen tur-retur fra 1950. Her lykkedesdet efter visse besværligheder at få bå-de raket og besætning sikkert til må-nen og tilbage igen. Men allerede åretfør havde forskerne i Andeby arrange-ret et månekapløb, som Anders Andvandt sammen med sine tre nevøer.

I virkeligheden nåede mennesket førstmånen i 1969. Den 20. juli kl. 20.17dansk tid lød det over radioen, at land-ingsfartøjet Ørnen var landet. Som denførste mand på månen trådte NeilArmstrong ud af Ørnen og udtalte deberømte ord:

“Dette er et lille skridt for mennesket,men et stort skridt for menneskehe-den”.

Nu var det omsider lykkedes at nå jor-dens lunefulde følgesvend, der altid har inspireret og fascineret mennesket. I årtusinder har månen været tilbedtsom en gud, og nu havde Neil Arm-strong altså besejret guderne.

Moderne raketopsendel-

ser minder meget om

Jules Vernes beskrivelse i

Rejsen til månen.

Indledning

2

Den moderne rumfart bygger på enårhundrede lang interesse for raketter.De første beretninger om brugen af ra-ketter stammer fra middelalderen. I enarabisk bog fra 1230 beskrives et raket-drevet missil, der skulle sprede rædsel

Pile af flyvende ild

De tidlige raketdrevne missiler kunne affyres fra

et arabisk kampvognsvåben som dette.

Concreves raket brugt ved Københavns bombar-

dement 1807. Orlogsmuseet. Foto: Søren

Thomsen/Skoletjenesten.

og forvirring mellem fjendens rytteri.Bare to år senere forlød det, at kinesi-ske soldater i krigen mod tartarernehavde brugt “pile af flyvende ild”, somraketterne blev kaldt på den tid.

Disse “pile af flyvende ild” var me-get enkle raketter. De bestod af et rørstoppet med en krudtlignende bland-ing af trækul, salpeter og svovl. I flerehundrede år fungerede de som våben,dog uden den store altødelæggendevirkning. Deres bane kunne ikke påforhånd bestemmes, hvilket gjorde detsvært at ramme målet. Derfor blev desom regel affyret i serier, men selv hvisen raket ved et lykketræf ramte sit mål,var ødelæggelsen til at overse. Demanglede nemlig sprængladninger.

Raketter blev indtil for 400 år sidenbrugt som belejringsvåben af både asi-atiske og europæiske hære. Herefterblev de opgivet til fordel for kanonerog morterer, der ramte med størrepræcision. Omkring år 1800 blev raket-ter igen indført, når der skulle kæmpesi krig. Det var lykkedes den engelskeoberst William Congreve at forøge ra-ketternes rækkevidde og nøjagtighedved hjælp af forbedrede krudtbland-inger og en lang styrestang. Raketternevar billige at fremstille, og det var vig-tigt for den engelske hær, som den-gang ofte var i krig.

Alligevel fik raketterne ikke denstore betydning. Mod slutningen af1800-tallet troede kun få, at rakettenhavde en fremtid. Karakteristisk vardet unge mænd, som voksede op medJules Vernes Rejsen til månen. Samti-dig levede de i en tid, hvor der blevgjort store teknologiske fremskridt.

3

Raketteknologi

Det er en videnskab at bygge raketter.Lige siden middelalderens primitive“pile af flyvende ild” har man forsøgtat forbedre raketternes konstruktion ogydeevne. Det har taget lang tid at nåfrem til de raketter, vi kender i dag,selvom de i virkeligheden bygger pånogle simple principper.

Når en raket flyver, udnytter denreaktionsprincippet. Helt enkelt forkla-ret betyder det, at sidder man i en bådog kaster en stor sten agterud, så vilbådens reaktion være en bevægelsefremad. På samme måde løfter en raketsig pga. motorens udstødning. Dog ermotoren begrænset af mængden afmedbragt brændstof. Samtidig gælderden grundlæggende naturlov, at jotungere en raket bliver, des flere kræf-ter skal der til for at få den til at be-væge sig. Det nytter altså ikke at bliveved med at sætte brændstoftanke på si-den af raketten, da vægten på et tids-punkt bliver så stor, at det vil værebedre med mindre brændstof.

I Rejsen til månen brugte man ensærlig krudtblanding til brændstof.Men Jules Verne havde ikke helt gen-nemtænkt konstruktionen af sin raket-motor. En motor behøver nemlig iltfor at fungere, og det findes der ikke irummet. Ved opsendelser omsætter enraketmotor samtidig så store mængderbrændstof, at den ikke kan nå at sugenok ilt ud af atmosfæren. En vigtig in-grediens i moderne raketbrændstof erderfor et iltningsmiddel. Selve brænd-stoffet har enten en fast eller flydendeform. De amerikanske rumfærger bru-ger f.eks. både flydende brint og iltsamt et fast brændstof.

Det er vigtigt, at en raket bliver sta-biliseret korrekt, ellers vil den fareukontrolleret hen over jorden som etheksehyl. For at stabilisere skal manbåde kende rakettens tyngdepunkt ogtrykpunkt. Hvis man kunne lægge enraket op på en tynd kant, så er tyngde-punktet der, hvor den balancerer. Teg-ner man rakettens silhuet på et stykkekarton, som også placeres på den tyn-de kant, så findes trykpunktet der,hvor kartonsilhuetten balancerer. Dengyldne regel for stabilisering er, attyngdepunktet skal ligge foran tryk-punktet med en afstand, der omtrentsvarer til rakettens diameter på “krop-pen”. Samtidig skal en raket gernevære ti gange så lang, som den er bred. Det er helt afgørende for raketter, at denår deres mål. Til det formål brugesstyringssystemer. I dag benyttes til envis grad drejelige finner, som i princip-pet minder om roret på en båd. Menstyrefinner øger luftmodstanden ogkræver mere brændstof. På de flestemoderne raketter anvendes derfor dre-jelige dyser. En dyse fungerer som enlille motor og stiller nok større tekni-ske krav end styrefinner, men er ogsåmere effektiv.

4

Rumfartens pionerer

Konstantin Tsiolkovskij var en af deunge mænd, der drømte om at sendebemandede raketter ud i rummet. Tsi-olkovskij blev født i 1857 og voksedeop under små kår i Rusland. Alligevelfik han eksamen i fysik, matematik ogmekanik. Efter sin uddannelse flyttedeTsiolkovskij til et afsides distrikt i Rus-land, hvor han var lærer i 38 år, indenhan måtte trække sig tilbage pga. syg-dom. Men Tsiolkovskij er mest kendtfor sine mange teorier om rumfart oger med rette blevet kaldt dens fader.Som den første fandt han ud af, at fly-dende brændstof effektivt kunne løfteraketter op i atmosfæren og videre ud irummet. Desuden arbejdede han medbemandede rumstationer og vægtløs-hed. Tsiolkovskij opnåede stor aner-kendelse for sine resultater, og efter sindød i 1935 blev han begravet som enaf Sovjetunionens helte.

Mens Tsiolkovskij særligt interesse-rede sig for rumfartens teori, så foretogamerikaneren Robert Goddard en ræk-ke praktiske forsøg med raketter. Somden første opsendte han i 1926 en ra-ket drevet af flydende brændstof. Ra-ketten fløj kun 56 meter og nåede enhastighed på 100 km/t. På trods af det-te mislykkede forsøg fortsatte Goddardsine eksperimenter. Han forestilledesig, at det en dag ville blive muligt at

sende nyttelast som kameraer i kreds-løb om jorden og måske endda helt tilmånen. Han skrev også en bog om,hvordan man skulle nå ud i rummet,og som tak for den indsats blev hangjort til grin i de videnskabelige kredse.Goddard døde i 1945 og oplevede der-for aldrig at se sine ideer omsat i prak-sis, da Sovjetunionen få årtier senereopsendte verdens første satellit, Sput-nik 1.

Samtidig med Goddard arbejdedeet hold ingeniører og teknikere i Tysk-land med raketforsøg. Målet var atbygge større raketter drevet af flydendebrændstof. Men ligesom Goddard hav-de tyskerne en lang række problemer,først og fremmest at raketterne sjæl-dent fløj særligt langt. Men i 1942 fo-retog Wernher von Braun den førstevellykkede prøveafskydning af desåkaldte V2-raketter. Raketten fløj påflydende ilt og alkohol, hvilket gav enhastighed på 6000 km/t og en række-vidde på 320 km. Den havde ingen sty-resystemer, men fulgte en på forhåndudregnet bane. På godt tre år fremstil-lede tyskerne ca. 3000 V2-raketter, derblev brugt mod de Allierede under 2.verdenskrig.

Tsiolkovskij (i midten) er blevet kaldt rumfar-

tens fader. Her taler han med russiske bønder i

Kaluga, 1934.

Korolev gik glip af en nobelpris, fordi nobelkomi-

teen ikke kunne få hans navn oplyst af de russi-

ske myndigheder.

5

I perioder blev især London udsat formassive natlige angreb af V2-raketter.Bombardementernes kortvarige glimtpå den ellers mørklagte storby fik til-navnet Blitzen. Men selvom V2-raket-terne gav store civile skader, vandt deikke krigen for tyskerne. Så da 2. ver-denskrig nærmede sig en afslutning i1945, stod Wernher von Braun med etproblem. Skulle han overgive sig tilrusserne eller de Allierede? Hans videnom raketter var stor, og spørgsmåletvar derfor, hvor han ville få de bedstebetingelser for sit videre arbejde.

Wernher von Braun valgte sammenmed sit hold af teknikere at overgivesig til amerikanerne, som straks sendtedem til White Sands, hvor Goddardhavde foretaget sine raketforsøg. Herfortsatte de med at udvikle raketter,fortrinsvis til militær brug. Men Wern-her von Braun var også involveret i ud-viklingen af Saturn-raketterne, somblev brugt ved de bemandede rejser tilmånen.

Mens amerikanerne sikrede sig detyske specialister efter krigen, så togrusserne de fabriksanlæg, hvor V2-ra-ketterne var blevet fremstillet. Labora-torier og samlebånd blev skilt ad ogtransporteret til Sovjetunionen, hvorde i mange år var rammen om den rus-siske raketproduktion. Lederen for ud-viklingen af de russiske raketsystemerhed i disse år Sergej Korolev. Han stodbag opsendelsen af de første sovjetiskerumsonder, der blandt andet tog foto-grafier af månens bagside allerede i1959. Korolev stod også bag Juri Gaga-rins historiske bedrift som den førstemand i rummet. Hans arbejde var an-erkendt i hele verden, og han blev ind-stillet til en nobelpris. Men da Sovjet-unionens rumforskning var en militærhemmelighed, kunne nobelkomiteenikke få oplyst hans navn, og prisen giktil en anden.

V2-raketten nåede heldigvis ikke at få afgøren-

de indflydelse på krigen, dertil manglede den

præcision. Det var i øvrigt en kopi af V2-raket-

ten, som i 1950 førte Tintin sikkert til Månen

tur-retur.

6

Afslutningen på 2. verdenskrig komsom en lettelse næsten overalt. Sovjet-unionen og USA blev hyldet som sejr-herrer, og sammen skulle de genopbyg-ge Europa, der bogstavelig talt lå iruiner. Men det viste sig hurtigt, at deto sejrherrer var uenige om stort setalt. Der var gået et jerntæppe ned igen-nem Europa, hvor Sovjetunionen rege-rede i øst, og USA kontrollerede i vest.Verdenskrigen blev afløst af den koldekrig, som var en styrkeprøve mellem topolitiske systemer og ideologier. I denvestlige verden styrede markedsøkono-mien, mens kommunismen herskede iøst.

Den kolde krig blev ikke udkæmpetpå slagmarken, men bag politikernesskriveborde og i nyhedsmedierne, pågeneralernes landkort og i våbenindu-strien. Militæret oprustede som aldrigfør. I USA udviklede Wernher vonBraun langtrækkende atommissiler, ogi Sovjetunionen gjorde Korolev detsamme. Det var en tid, hvor befolknin-gerne på begge sider af jerntæppetmåtte leve med truslen om en altøde-læggende atomkrig. Men det var ogsåen tid med økonomisk opgang, og detkom rumfarten til gode.

Rumfart udtrykker et samfunds tek-nologiske udvikling og økonomiskemuligheder. Derfor var der også storprestige i at sende raketter ud i rum-met under den kolde krig, hvor stor-magterne kæmpede om, hvilket poli-tisk system, som var det rigtige.

Umiddelbart så det ud til, at Sovjet-unionen ville klare sig bedst i kappe-striden med USA. Fra en base øst forAralsøen sendte russerne i efteråret1957 Sputnik 1 i kredsløb om jorden.Med sine 57 cm i diameter og bare 83kg var Sputnik 1 en meget lille satellit.Det gjorde ikke sensationen mindre, atder fra en sender om bord udsendteskorte bip-bip lyde, som blev transmit-teret verden over af radiostationerne.Amerikanerne følte sig ydmyget over,at russerne på den måde fik udstilletderes teknologiske formåen, men be-tragtede det som en enkeltstående be-givenhed. Intet kunne være mere for-kert.

Allerede en måned senere blevSputnik 2 sendt i kredsløb. Satellittenvar fem gange større end den foregåen-

de, og med om bord var hunden Lajka,som var det første levende væsen irummet. Hundevenner rasede ogkrævede, at Lajka omgående skulle tag-es ned og slippes fri. I bogen Mit livsom hund filosoferede forfatteren Rei-dar Jönsson over Lajkas liv: “Hun fløjomkring i rummet uden at vide hvorfor,fyldt med en masse rør og slanger i hvermuskel; med tråde ind i hjertet, sølvkon-takter fastskruet direkte ind i hendes hjer-ne, sendte hun signaler hjem”.

I USA var man nu ikke så bekymretfor Lajka som for det faktum, at russer-ne snart havde teknologien til at sendemennesker i rummet. Amerikanernevar derfor nødt til at foretage sig noget,hvis de ville være med til at udviklerumfarten. I en fart fik de samlet enVanguard-raket, så den stod klar til af-fyring den 6. december 1957. Nu skul-le man forsøge at indhente Sovjetunio-nens forspring. Det skete bare ikke, forraketten eksploderede under affyring-en. Ydmygelsen var total, og det gjordeikke situationen mere tålelig, at for-søget i folkemunde blev døbt “kaput-nik”.

Rumkapløbet var for alvor i gang. Iløbet af foråret 1958 opsendte ameri-kanerne flere raketter, inden de igenblev ramt af uheld. Et stort anlagt pro-

Den kolde krig

At bygge og opsende raketter under den kolde

krig var et udtryk for styrke, som gav de

pågældende lande stor prestige.

De sidste tekniske forberedelser inden Sputnik 1

blev sendt i kredsløb om jorden.

Lajka var det første levende væsen i rummet,

men hundevenner rasede og krævede, at den

skulle hentes ned med det samme.

7

8

gram med at opsende fire Pioneer-ra-ketter endte i total fiasko og viste tyde-ligt de mange tekniske vanskeligheder,der var forbundet med rumfart. Modslutningen af året lykkedes det dogUSA at opsende en kommunikations-satellit. Med om bord var en båndopta-ger, og via den udsendte den ameri-kanske præsident et ønske om enfredelig jul til alle folkeslag. Sputnik 1’sbip-bip lyde var nu teknisk overgået,og amerikanerne havde grund til atvære tilfredse. Men det holdt kort.

Allerede den 2. januar 1959 gikSovjetunionen i gang med at udforskemånen. Lunik 1 blev sendt tæt forbimånen, og senere på året foretog Lunik2 en landing på månen. Endelig blevLunik 3 sendt i kredsløb om månen, ogfor første gang så verden billeder afmånens bagside. I flere hundrede århavde mennesket undret sig over,hvordan der så ud på den anden sideaf månen, men nu afslørede billeder-ne, at det lignede den side, som kunneses fra jorden.

Russernes udforskning af månenbragte rumkapløbet ind i en ny fase.Begge stormagter havde vist, at dekunne sende raketter ud i rummet, ogdet kom derfor mere til at handle omvidenskabeligt indhold og resultater. I1960 opsendte amerikanerne Pioneer5, der skulle udforske rummet mellemjorden og venus. De opsendte også enmeteorologisk satellit, som tog næsten23.000 billeder af skyformationer overjorden. Desuden blev der opsendt bådespion- og navigationssatellitter. Russer-ne sendte yderligere to hunde i rum-met, mens et forsøg med at opsendeplanter mislykkedes. Men i modsæt-ning til amerikanerne havde russerneet klart mål med deres arbejde. De villesende et menneske i rummet.

Den 12. april 1961 nåede Sovjet-unionen målet, da den kun 27-årigeJuri Gagarin som det første menneskeblev sendt ud i rummet. Selvom turenkun varede 108 minutter, var det ensensation, der gav genlyd i hele ver-den. Kun fem år tidligere havde defærreste drømt om, at det inden for enoverskuelig tid skulle blive muligt atsende mennesker i kredsløb om jor-den. Nu var fremtiden med Juri Gaga-rin om bord landet i en faldskærm nærSmelovka 800 km sydøst for Moskva.Spørgsmålet var, hvad man ville stilleop med fremtiden.

Som det første menneske i rummet virkeliggjorde Juri Gagarin en gammel drøm.

"Fredens garant". Russisk propaganda-

tegning fra 1970, der skulle vise nødven-

digheden af et stærkt missilforsvar.

9

I januar 1961 fik amerikanerne medJohn F. Kennedy en ung præsident, dersymboliserede en ny generation i USA.Han var uddannet på det fine Harvarduniversitet, kom fra en rig familie oglevede i det hele taget et liv med suc-ces. Men som præsident fik han hur-tigt sin sag for. Genlyden fra Juri Gaga-rins rumfærd forplantede sig i USA tilet chok, som den nye præsident natur-ligvis ikke kunne sidde overhørigt. I entale til nationen i maj 1961 proklame-rede han derfor: “At USA burde sætte sigsom mål, inden årtiets udgang, at land-sætte et menneske på månen, og bringedet sikkert tilbage til jorden”.

Ønsket om at landsætte en mandpå månen var ikke styret af videnska-

JFK

John F. Kennedy blev et symbol på et nyt Ame-

rika, der ikke så det som en begrænsning at

sende mennesker til månen.

belige ambitioner, men af politik. No-get tyder da også på, at Kennedy varmeget hurtig ude med sin proklamati-on. Chefen for den afdeling, der skullerealisere præsidentens drøm, har ihvert fald senere udtalt, at han varlamslået ved tanken om, hvad han varblevet bedt om. Der var mange uafkla-rede spørgsmål og problemer, somskulle løses, inden man kunne sendeen bemandet raket til månen. Alligevelvedtog den amerikanske kongres Ken-nedy’s forslag og bevilgede 20 milliar-der dollars til et storstilet Apollo-pro-jekt.

John F. Kennedy så ikke sin drømgå i opfyldelse. Den 22. november1963 ankom præsidenten til Dallas,hvor han skulle køre igennem byen ien åben bil. Da bilen svingede ned afElm Street, lød to skud, og Kennedysank død om, skudt ned på åben gade.Amerikanerne blev ramt af sorg, menApollo-projektet fik lov til at leve vide-re som et symbol på hans drøm om enstorslået fremtid for USA.

Fem år efter hans død begyndteKennedy’s drøm at tage form. To ube-mandede Apollo-flyvninger havde alle-rede fundet sted, da man i 1968 op-sendte Apollo 7 med tre astronauterom bord. Der manglede fortsat at bliveforetaget en række tests, inden man varklar til at sende det første menneske tilmånen. Og der skulle yderligere tre be-mandede Apollo-flyvninger til, før manvar klar til at gøre forsøget. Men tidenvar knap. Sovjetunionen foretog samti-dig med Apollo-flyvningerne en rækkeforsøg i rummet, som viste, at russernesnart var i stand til at sende menneskertil månen. Hvis amerikanerne ønskedeat komme først til månen, skulle dederfor handle hurtigt.

Kennedy Space Center sitrede afspænding den 16. juli 1969. Apollo 11stod klar på affyringsrampen, endeligvar mennesket på vej til at virkeliggøreJules Vernes mere end hundrede årgamle vision. Da nedtællingen nærme-de sig lift-off, vældede en umådelig ild-søjle op af jordens indre. Jorden ryste-de, og kun nogle få personer kunne etøjeblik skelne Apollo 11, der sejrrigtkløvede luften midt i de flammenderøghvirvler.

Opsendelsen forløb planmæssigt ogde tre astronauter om bord, Neil Arm-strong, Michael Collins og Edwin Al-drin, kunne melde alt vel. Deres mis-sion var klar: Foretag en bemandetmånelanding og vend tilbage. Den 19.juli nåede Apollo 11 månen og fandtstraks ind i kredsløb 100 km over over-fladen. Det følgende døgn blev brugtpå klargøring, inden Armstrong og Al-drin i vægtløs tilstand kravlede frakommandokabinen over i landingsfar-tøjet Ørnen. Der fulgte nogle åndeløsesekunder, da landingsfartøjet blev skiltfra Apollo 11. Ifølge planen skulle Ør-nen dykke til 15 km over månens over-flade, hvorefter Armstrong havde 5 se-kunder til at beslutte, om landingenkunne fuldføres, eller om han skullevende tilbage. Han valgte at fuldføre.

Under opbremsningen blev en afcomputerne overbelastet, og Arm-strong måtte hurtigt skride ind ogovertage en del af styringen. Men detstod hurtigt klart, at Ørnen ikke villelande det planlagte sted, og i sidste øje-blik måtte han tilmed styre uden omet stort stenfyldt krater. Selve landin-gen forløb roligt, bortset fra at den fo-regik 7 km fra det sted, man oprinde-ligt havde udset sig. Den 20. juli kl.20.17 dansk tid lød det så over radio-en: Ørnen er landet. Det var en bedriftmed lige så stor historisk betydningsom Columbus’ opdagelse af Amerikanæsten 500 år tidligere. Nyheden gikverden over, men i det kommunistiskeKina blev månelandingen hverkenomtalt i aviser, radio eller på tv. Denstørste teknologiske bedrift, mennesketendnu havde udrettet, måtte kineserneikke høre om.

10

Aldrin ved det amerikanske flag, der holdes ud

med stivere, da det ikke blæser på månen.

Armstrong og Aldrin opholdt signæsten et døgn på månens overflade,inden de vendte hjem til en heltemod-tagelse i USA. Deres mission var ube-tinget en succes set i lyset af Kennedysoptimistiske proklamation i begyndel-sen af 1960’erne. På månen havde deefterladt en plade, hvor der bl.a. stod:“Vi kom med fred for hele menneskehed-en”. En meget flot formulering, menden rungede lidt hult taget i betragt-ning, at månelandingen var et resultataf den kolde krig og rumkapløbet medSovjetunionen.

I alt blev der frem til december1972 foretaget seks månelandinger.Det var færre end oprindeligt planlagt,men Vietnam-krigen kostede i de årUSA mange penge, hvilket fik Kongres-sen til at skære i Apollo-projektets bud-get. Mens opgaven for Apollo 11 var atlande på månen og vende sikkerthjem, så tjente de øvrige månelanding-er et videnskabeligt formål. Man fore-tog jordbundsprøver, analyserede klip-pestykker og kom frem til, at månenhavde samme alder som jorden. Menmånens oprindelse fik man ikke skabtklarhed over. Det er stadigvæk en gåde,om den blev dannet efter et kraftigtmeteornedslag på jorden, hvorved derblev løsrevet en masse stof, som smel-tede sammen og fandt i kredsløb omvores egen planet. Eller om månen ivirkeligheden er dannet et helt andetsted i solsystemet, og siden hen er ble-vet indfanget af jorden.

Det har efterhånden i mange årværet diskuteret, om prisen for måne-landingerne stod mål med de viden-skabelige resultater. Umiddelbart måsvaret være nej. Men månelandingernevar også mere et politisk projekt, derskulle vise amerikanernes styrke ogtekniske overlegenhed. Og det lykke-des, fordi Sovjetunionens bestræbelserpå at nå månen faldt fra hinanden, daKorolev pludselig døde i 1966. Russer-ne tabte nok kapløbet om månen, mentil gengæld søsatte de en anden vision,som viste sig mere langtidsholdbar.

Månelandingen

11

Frimærker som dette, der er stemplet på dagen for

månelandingen, er et uvurderligt samlerobjekt.

Aldrin er på vej til at sætte fod på månen som det

andet menneske i historien. Bemærk ligheden

med frimærket.

12

Den 19. april 1971 begyndte en nyepoke i rumfartens historie, da Sovjet-unionen sendte Salyut 1 i kredsløb omjorden. Salyut 1 var en 30 meter langog 19 ton tung rumstation. Lige sidenTsiolkovskij havde man fantaseret omrumstationer, og de havde allerededannet rammen om mange science fic-tion-film. Nu var de en realitet. Men etuheld kom til at overskygge sensatio-

nen. Efter 23 døgn om bord på Salyut1 koblede kosmonauterne Volkov,Patsajev og Dobrovolsky sig fra rum-stationen og begyndte hjemturen iSoyuz 11. Alting gik som beregnet,indtil fartøjet ramte jordens atmos-fære. En fejl i kabinens tryksystemgjorde, at alle tre kosmonauter døde afiltmangel. Det var hverken den førsteeller sidste dødsulykke i rumfartens hi-storie, men astronauter og kosmonau-ter kender risikoen. Uheldet fik da hel-ler ikke Sovjetunionen til at opgivedrømmen om rumstationer. I 1973 op-sendte de Salyut 2, som desværre komud af kontrol for til sidst at brænde op1 1/2 måned efter opsendelsen. Sammeår opsendte USA fire Skylab-stationer,hvilket var noget af en kraftanstrengel-se efter de mange månelandinger.

Men det var Sovjetunionens Salyut-program, som kom til at præge 1970’erne. I 1977 opsendte de Salyut6, der på sit bredeste sted var 4.15 m i

Rumstationer

Soyuz 11-besætningen omkom på vej tilbage til

jorden pga. iltmangel.

En model af Salyut-rumstationen.

diameter. Salyut 6 blev de følgende årbolig for adskillige kosmonauter, someksperimenterede med langtidsopholdi rummet. Den foreløbige rekord blevsat i 1980, da Popov og Ryumin op-holdt sig 185 døgn om bord på Salyut6. I lyset af Sovjetunionens store sats-ning på rumstationer gik amerikaner-ne helt andre veje. De påbegyndte udviklingen af den 90 ton tunge rum-færge Columbia, der stod klar til op-sendelse i 1981. Rumfærgerne var medderes flylignende design et nybrudmed den hidtidige rumfart, og USA harsiden fastholdt og videreudviklet dem.Russerne derimod fastholdt deres rum-stationer, og i 1980’erne erstattede Mirde udtjente Salyut-stationer.

I dag er rumfart ofte internationalesamarbejdsprojekter. Dette gælder bl.a.for ISS-projektet, som i disse år er un-der opbygning. ISS kaldes i daglig talefor Den internationale Rumstation oger i virkeligheden et stort forskningsla-boratorium i rummet. Når rumstatio-nen om få år er færdigudviklet, vil denvære ca. 80 m lang og veje 456 ton. Efter månen bliver den det mest lysen-de objekt på nattehimmelen, og bagdet klare skær vil der konstant opholdesig mindst 7 astronauter om bord. Ambitionen med Den internationaleRumstation er i første omgang at brin-ge forskningen videre til gavn for allemennesker på jorden. Men der findesogså en politisk vision bag, som Lyn-don B. Johnson allerede i 1958 formu-lerede over for FN’s generalforsamling:

“Det er ikke sandsynligt, at mennesker,som har arbejdet sammen for at nå stjer-nerne, vil henfalde til krig og ødelæggel-se”.

Forklar med egne ord, hvorfor ameri-kanerne følte sig ydmyget af Sputnik1’s bip-bip lyde.

Hvad er forskellen på en kosmonautog en astronaut?

Overvej, hvorfor de tyske raketspecia-lister fik lov til at fortsætte deresarbejde efter 2. verdenskrig. Skulle dei stedet være stillet til ansvar forbombardementerne af London?

Hvad kalder man den grundlæggendenaturlov, en raket skal overvinde påsin vej ud i rummet?

Forklar med egne ord, hvad forskel-len er på en rakets tyngdepunkt ogtrykpunkt.

Hvad kom den kolde krig til at betydefor rumfarten?

Overvej, hvorfor kineserne ikke måttehøre om månelandingen.

Hvad var årsagen til Kennedy’s drømom at landsætte et menneske påmånen?

Hvad har månelandingen betydet formennesket?

Kunne du selv tænke dig at kommeud i rummet? Hvorfor?

Opgaver

Bagsiden: Apollo 11 endte sin even-

tyrlige rejse i Stillehavet, hvor den

blev samlet op af det amerikanske

orlogsskib USS Hornet.

© Skoletjenesten Teknisk Museum 2001 · Tekst: Jan Rindom · Fotos: NASA, Novosti Press Agency · Layout: Hans Peter Boisen / Skoletjenesten · Tryk: Kailow Graphic

Info

:ww

w.s

kole

tjen

este

n.dk

og

ww

w.t

ekni

skm

useu

m.d

k