Shelter meVoices from Nairobi and Silkeborg

Jeg er ikke glad for farven sort. Det er ikke noget lys i den, og det bliver man trist af.

- gadedreng i Nairobi

INDLEDNING

Udstillingen ”Shelter Me – voices from Nairobi and Silkeborg” er blevet til i et samarbejde mellem KunstCentret Silkeborg Bad, KK-44 Silkeborg (folkekirkelig skoletjeneste), de kenyanske kunstnere Allan Githuka og Patrick Mukabi samt Silkeborg Højskoles kunstlinje Art Studio. Udgangspunktet har ikke været at skabe en udstilling, men et ønske om et samarbejde mellem KK-44 og højskolen med kunst som bindeled for et programpunkt under KK-44-ugen 2010 med titlen LY. Projektet greb om sig, og fra dets spæde start i januar 2010 har det nu udviklet sig til denne udstilling, der fylder hele KunstCentrets Skovvilla. Vores ærinde er at skabe eftertanke og opmærksomhed omkring de mest sårbare i verden, børnene, der altid ender med at blive ofre, når det brænder på, som det gør i Kenya i det daglige, hvor kontrasten mellem rig og fattig er ekstrem stor, og hvor beskidte gadebørn ikke regnes som mennesker. Shelter Me – peger på det grusomme, på det der gør ondt, men også på håbet for en bedre fremtid. En fremtid, hvor mennesker passer på hinanden, og hvor børn kan føle sig trygge.

Projekt LY, der ligger til grund for udstil-lingen, har haft til hovedsigte at bruge kunsten som nonverbalt kommunika-tionsmiddel for at fortælle om børns vilkår, angst og drømme for fremtiden i henholdsvis Nairobis slum og Silkeborgs trygge rammer. Dels for at pege på de dybe skel mellem børns levevilkår her og i Kenya - men også for at pege på de almengyldige behov børn har for at have tryghed og ly. Udstillingen kaster lys over de børn, der lever under barske vilkår i Kenyas slumområder og refererer samtidig til de uroligheder, der opstod i

Jeg har malet en jordklode, fordi jeg er bange for at jorden

går under, og at der skal komme store naturkatastrofer.

- 6. kl. elev fra Silkeborg

Jeg er ikke glad for farven sort. Det er ikke noget lys i den, og det bliver man trist af.

- gadedreng i Nairobi

Jeg bliver glad, når jeg er sammen

med min familie.- 6. kl. elev fra Silkeborg

Jeg vil gerne være akrobat, når jeg

bliver stor. De kan gøre folk glade og får folk til at

glemme, hvem de er. - gadedreng i Nairobi

kølvandet på det seneste præsidentvalg i 2007, som splittede det kenyanske folk i stammer og skabte vold og had. Dette kommer til udtryk i værker af Patrick Mu-kabi og Allan Githuka. Børnene bliver ofre i det splittede samfund, og det er primært deres fortællinger, vi ønsker at belyse med en reference til de danske børn, der vokser op i en helt anden virkelighed. Ikke alene for at pege på kontrasten mellem deres levevilkår, men også for at skabe et øjebliks opmærksomhed omkring de danske skolebørns bekymringer, angst og håb i et ellers trygt velfærdssamfund.

PROJEKT LY og SHELTER ME – voices from Nairobi and Silkeborg

g

Valgdag er en festdag. En kenyaner viser sin blækblå lillefinger frem som et tegn på, at han har afgivet sin stemme.Foto: Georgina Goodwin

KENYA BURNING Det må aldrig ske igen, NEVER AGAIN!

VALGDAGEN: Håbet er lysegrønt

Køerne snor sig så langt øjet rækker. Èn mørk kenyaner efter den anden. Nogle læser avis, en ung mand i en Che Guevara-T-shirt smiler mens han holder sin mobiltelefon op til øret, og mens andre bare venter. Venter og venter. Jeg smed min stemme den 27. og mødtes så med nogle venner for at få en drink. Min kone var gravid og havde stemt tidligere den dag og var taget hjem til huset. I baren underholdt vi hinanden med at forudsige, hvem der ville vinde valget. Alt var normalt, siger en 30årig kenyaner. Ugerne inden valget havde tilhængere sunget og med orange flag og T-shirts fejret den siddende kenyanske præsident Mwai Kibaki. Tilhængerne af modkandidaten Raila Odinga havde tilsvarende forsøgt at farve Kenya blåt. Alt ånder fred, mens kenyanerne venter på at lægge deres stemme i de sorte valgbokse. Håbet er lysegrønt.

Kenya er i brand og anarkiet hersker i gaderne.Foto: Georgina Goodwin

Billede til venstre:Raila Odingas tilhængere fejrer ham og protesterer mod valgkommis-sionen, som udråbte den siddende præsident, Mwai Kibaki, til sejrherre. Foto: Georgina Goodwin

VALGRESULTATET: Blodet er rødt

Næste klik med kameraet fanger sammenbidte munde og vrede øjne. Kenyanere, der op ad gaden jagter landsmænd med køller, macheter og små spader. Valgplakater i flammer, brændende dæk, der spærrer vejen og rødt blod på mørk hud. Oprør. Et parlamentsmedlem kom og ville købe os med penge for at gå ud og slås. Men jeg var for bange og nægtede at gøre det...Man bliver købt for 100 shilling, og måske mister man livet undervejs.

Et barn sørger og trøstes under en af de mange massebegravelser. Foto: Georgina Goodwin

UROLIGHEDERNE: Flammerne er gule

Klik, klik, klik. Kameraet indfanger mænd i jeans og T-shirts, der med bue og pil sniger sig ned ad en frodig bakke, kampklædt politi og militær med hævede våben, mænd og kvinder på flugt, huse i brand, en afhugget hånd på en stenblok, gråd, frustration og frygt. Der var unge, der bevægede sig rundt i byen med forventningen om, at deres kandidat ville vinde, og da det ikke skete, så gik de på gaden. En af de unge blev skudt, og det førte til afbrænding af bygninger ud af vrede, fortæller læreren Evan Bundu.En pige kigger med tårer i øjnene på et slumområde, hvor alle blikpladerne er som blæst omkuld af flammerne, og hjørnestolperne står tilbage som afbrændte tændstikker. Hjem på hjem, brændt ned, ødelagt, ædt af gule flammer.

SÅRENE: Sorgen er sort

Børn samler brugbare metalstumper i små sække. I grøften ligger en mand forvredet, hovedet mangler. Pårørende holder sig for munden, mens de lader øjnene lede efter brødre, søstre, forældre, fætre blandt de døde, der ligger på ræd og række i lighuset. Kenya tæller sine døde. ...Vi vidste ikke, hvem kroppen tilhørte, indtil vi så ansigtet, hovedet var separeret fra resten af kroppen. Desværre for os, så så børnene i vores familie det også, og de er stadig traumatiseret af det. Det er svært for dem at se nogen, de kendte så godt, forvandlet om til en bunke af kød og ben, siger Caroline Akoth Ngoha.

Børn, voksne, mænd og kvinder. Døden skåner ingen. Foto: Georgina Goodwin

DØDEN: Tilgivelsen er hvid

Gennem linsen fanger fotografen endnu et ligtog af mænd, kvinder og børn klædt i hvide dragter. Præster fra forskellige trossamfund bærer en kæde sammen, mens de synger. Kister på rad og række. Kister og kors. Sorg og stilhed. Jeg er 80 år gammel nu. Jeg har levet i Rift Valley siden 1944. Hvis vi ikke tilgiver dem, hvad så? I livet er der aldrig brug for at bære had og fortræd mod en anden person i dit hjerte. Vi er nødt til at tilgive dem, og det vil vi gøre, siger Mwangi Njorge, som selv måtte flygte fra hus og hjem under urolighederne.

FREMTIDEN: Freden er grå

Fotografen zoomer ind på de to præsi-dentkandidater, der drikker te sammen med den tidligere generalsekretær for FN Kofi Annan. Grå og sorte jakkesæt. Sam-men får de strikket en løsning på konflik-ten sammen. Hvilken farve fremtiden har, må tiden vise. Når man kører i et tog, og toget så kører af sporet, så er det klogt at se bagud på de bøjede skinner for at finde ud af, hvordan man endte op, hvor man er nu, og derefter så se fremad for at finde ud af, hvordan man kommer frem til der, hvor man ønsker at være.

For kenyanere er det i dag et spørgsmål om at se tilbage på fortiden for at fast-slå, hvornår og hvor landet blev kørt af sporet. Når det er fastslået, så må man reparere og justere skinnerne i retningen af fred, retfærdighed og velstand. Kofi Annan, tidligere generalsekretær i FN, der fungerede som mægler i konflikten.

FOTOUDSTILLINGEN: Smerte og sorg set gennem ni kameralinser

KENYA BURNING er navnet på den fotoudstilling, som Go Down Art Center i april 2008 satte sammen som en del af den nationale helingsproces, hvor kunstnere forsøgte at yde deres bidrag.Det pludselige udbrud af oprør i kølvandet på valget i december 2007 chokerede også mange kenyanske kunstnere. Man så vold i en grad, som mange kenyanere ikke havde set før. Som maleren Allan Githuka udtrykte det, så frygtede han, at uoverensstemmelserne og splittelsen

mellem de mange forskellige stammer ville rive Kenya fra hinanden.I tiden efter urolighederne deltog mange kunstnere i en national helingsproces, hvor musikere holdt koncerter, deltog i gudstjenester og spillede nye og gamle sange for at minde kenyanerne om deres fælles kenyanske identitet. Forfattere skrev om oplevelserne, malere og skulptører producerede værker og holdt workshops for at bringe folk sammen og samle penge ind til de hundredetusinde flygtninge, som urolighederne havde skabt. Kunstmaleren Patrick Mukabi lavede workshops, hvor kenyanerne på store lærreder kunne udtrykke deres frustration og håb for Kenya. Med ordene, frustrationerne og drømmene som baggrund malede Mukabi hverdagsbilleder fra markeder og baggårde, der hvor livet og hverdagen fortsætter.

Ideen til fotoudstillingen opstod lidt tilfældigt, da en fotograf besøgte Go

Kenyanerne håber på og beder for fred.Foto: Georgina Goodwin

g

Down Art Center for at diskutere et andet fotoprojekt. Med sig havde han også billeder fra dagen efter urolighederne. Billederne var som lederne af Go Down Art Center beskriver i den senere bogudgivelse dramatiske, frygtelige og ægte…Vi var lamslået af den kraft kameraet har til at indfange scener og øjeblikke med umiddelbare følelser udtrykt af kenyanere gennem den periode – vrede, smerte, desperation og sorg. Go Down Art Center bad amatører og professionelle fotografer om at indsende deres fotografier af hændelserne omkring urolighederne i håbet om at skabe en fotoudstilling til refleksion og en påmindelse om det, som skete. Udstillingen åbnede i april 2008 og viste hændelserne set gennem linsen på ni fotografer. På det tidspunkt var det et sats. Stemningen var stadig spændt, og ingen vidste hvilke reaktioner udstillingen ville frembringe. Bogen og selve udstillingen indeholder kun få ord, for som bogen siger, vi er sikre på, at hvert foto

indeholder en stærk historie, og billederne repræsenterer sammen det chokerende udbrud af varme og ild, som lå og ulmede under de umiddelbare opgivende ansigter på almindelige kenyanere.Billederne taler for sig selv i deres eget umiddelbare sprog og hang på den oprindelige udstilling og i bogudgivelsen for sig selv, helt bevidst, uden kommentarer. Nogle af kommentarerne i udstillingens gæstebog er dog trykt på bagsiden af bogen ”KENYA BURNING”. Kommentarerne er ifølge Go Down Art Center et tydeligt bevis for at trods dette tragiske brud, så synes vores menneskelige afsky for blod og brutal vold at være intakt; og antyder, at kenyanere generelt ikke anser vold som nutidens løsning på landets problemer med grådighed, korruption, uretfærdighed, ulighed og fordomme.Alle disse kommentarer giver folkene bag KENYA BURNING et håb om, at noget lig-nende aldrig vil ske igen – NEVER AGAIN!

Faktaboks

VALGET: Gnisten der antændte branden

Valget den 27. december 2007 stod mellem Raila Odinga og den siddende præsident Mwai Kibaki. Valget var tæt, men valgkommissionen udråbte Kibaki som præsident, mens Odinga kaldte sig selv for folkets præsident. Valgobservatørerne mente også, at der var tale om valgsnyd, og at Odinga havde ligget i spidsen frem til valgdagen. Odingas tilhængere protesterede mod valgresultatet, og det udviklede sig til vold. I første omgang var den rettet mod folk fra Kikuyu-stammen, den største af Kenyas stammer og den stamme som Kibaki tilhører, men det bredte sig hurtigt. Volden fortsatte i to måneder, inden Kofi Annan, den tidligere generalsekretær i FN, fik strikket en løsning på konflikten sammen. Den 28. februar indgik Kibaki og Odinga en aftale om at forme en koalitionsregering, hvor Kibaki forblev præsident og Odinga blev udnævn til premiærminister – den anden

i landets historie. Koalitionen har holdt indtil nu, om end kenyanerne flere gange har måttet holde vejret. Efterfølgende undersøgelser har vist, at flere politikere blæste til ilden og tilmed betalte folk for at gøre vold mod andre grupper i landet. Undersøgelserne kører stadig og peger på mennesker langt oppe i det politiske system, der nu vil blive retsforfulgt af menneskeretsdomstolen i Haag.

En rapport udarbejdet af FN vurderer, at mere end 1200 kenyanere mistede livet under urolighederne, og flere tusinde blev såret. Mere end 300.000 mennesker flygtede, og omkring 42.000 huse, gårde og forretninger blev ødelagt under urolighederne.

Kilde: http://www.thegodownartscentre.com/kenya-burning/uchaguzi.html

SILKEBORG HØJSKOLE, KENYA og Ndugu Mdogo

ART STUDIOKunstlinjen Art Studio startede op som linjefag på Silkeborg Højskole i efteråret 2008, og hvert semester har holdene været på studierejse til Kenya for at møde kunstnere og for selv at arbejde med kunst – i kraft af egne værker og mindre projekter. Projekterne har hver gang taget udgangspunkt i kunstprocesser sammen med gadebørn i et lille ”rescue-center” i Kibera, der er kendt for at være et af Afrikas værste slumområder. Der er typisk mellem 20 og 30 drenge i alderen 5-17 i centeret pr. år, drenge der er blevet hjulpet ud af slummens gader for at blive reddet væk fra et liv med vold, misbrug og kriminalitet.

NDUGU MDOGO – KOINONIA

Centret, der hedder Ndugu Mdogo (små drenge), er startet op af den italiensk-katolske organisation Koinonia, der har lignende projekter flere steder i Kenya og andre afrikanske lande. Koinonia ledes af den katolske præst Fr. Kizito, der har viet sit liv til at hjælpe børn i nød med støtte fra donorer. Lederen af det lille center Ndugu Mdogo er ”Jack” Jared Matika, der tilsvarende har valgt at bruge sit liv på at hjælpe andre – ligesom han selv tidligere er blevet reddet. Det er Jacks fulde overbevisning, at Gud har reddet og velsignet ham, og at det nu er hans kald at gøre alt for at hjælpe de børn, han kan, fra Kibera-slummens elendighed. Fra januar til marts hvert år lokaliserer Jack de gadebørn i slummen, han ser som potentielle til projektet. Der er nok at tage af, men han har kun mulighed for at hjælpe et fåtal. Lang tid går med at vinde

Jeg er bange for farven sort. Jeg kan nemlig ikke lide, når det er nat. Så kan man ikke se folk i øjnene. Og jeg er bange for at gå uden for skolen og ud i slummen. Sidst jeg var ude alene, blev jeg slået af de voksne - Anthony 10 år.

When I grow up, I want to help people who are suffering, and to help people really in need. I want to be like Jack, and maybe have my own Ndugu Mdogo - Wallace, bor på opsamlingscenteret Ndugu Mdogo.

deres tillid, da gadebørnene generelt ser voksne som deres fjender. Det er voksne, der i første omgang har svigtet børnene og ladt dem alene på gaden, og det er voksne, der begår overgreb eller prygler dem, når de fanger dem på gaden. Efter lokalisering og tillidsvækning af børnene, gennem aktiviteter og små daglige måltider, indlogeres de i marts måned hvert år i Ndugu Mdogo, der i de efterfølgende ni måneder vil danne rammen om deres liv. Der er ikke plads til meget. Et lille beskedent soverum med køjesenge skubbet tæt sammen, hvor man må ligge flere i hver seng, et simpelt klasselokale med bord og bænke, et toilet og et køkken/ildsted. Rammerne er simple, men der er tag over hovedet, og Jack sikrer børnenes tryghed nat og dag med sin tilstedeværelse. I skoleprojektet lærer børnene kiswahili, engelsk, matematik, bibelkundskab og spejderaktiviteter, der skal hjælpe dem til at kunne indsluses i en rigtig skole det efterfølgende år.

ART STUDIO OG NDUGU MDOGO

Det er næsten ubeskriveligt så stor en forskel der er at spore mellem de børn, vi møder på vores studietur til Kenya i marts – og så igen i oktober. I marts møder vi beskidte, dopede og tavse børn, der har svært ved at samle energi til de aktiviteter, vi møder dem med, selv om de forbløffende nok prioriterer det og viser os tillid, selvom vi kommer udefra i ganske kort tid med et tilrettelagt aktivitetsprogram for dem. I oktober er børnene ikke til at kende igen efter flere måneder med tryghed, tag over hovedet, lidt mad hver dag, undervisning og fællesskab. Forvandlingen er slående, og det bringer håb for det, der ellers synes så trøstesløst svært. Det lykkes hvert år at få næsten alle børnene sendt videre i skole, samtidig med, at det prioriteres højt, at børnene får genetableret en eller anden form for kontakt til deres familier.

Farven sort gør mig glad, for mit folk er sort- Chris, boede på opsamlings-centeret Ndugu Mdogo i 2009 og går nu i en rigtig skole. Han kommer tit forbi Ndugu Mdogo i weekenden.

g

Projekt ly - shelter me

Gennem projekt LY har vi søgt at kommunikere barnets behov for at have tryghed og ly. Vi valgte paraplyen som det symbol, børnene skulle arbejde med. Med paraplyen kan man skærme sig mod den stærke sol eller den voldsomme regn, eller man kan, mere symbolsk, skærme sig mod vold og kriminalitet. Børnene i Kibera har alle oplevet vold og optøjer, særligt i forbindelse med præsidentvalget i december 2007, hvorefter hundreder blev slagtet i gaderne under optøjer, der opstod i kølvandet på rygter om valgsvindel og genvalg af præsident Kibaki. Børnene har set slumskurene brænde og ilden brede sig, som var det en skovbrand, og de har set lig i gaderne eller forkullede kroppe blive slæbt ud af husene.

Angst

Vi talte med børnene om, hvad det vil sige at føle angst. Angsten skulle males med akrylfarve på indersiden af den opslåede paraply, og den skulle hjælpe børnene til at åbne op for de tanker og mareridt, de måtte bære på som følge af deres traumatiske historier. Det skulle vise sig, at de kenyanske børn havde meget let ved at gå til denne ellers svære opgave. I Silkeborg var det, måske nok forventeligt, anderledes. Børnene havde her svært ved at reflektere over begrebet angst, og nogle kom det ikke tættere end frygten for en edderkop. Enkelte steder viste det sig dog, at der gemte sig mere dybfølte ting. Nogle af de danske børn gav udtryk for angsten for at miste. Miste en forælder, venskab eller mere symbolsk måske – angsten for at miste kommunikationsmulighed gennem mobiltelefon og internet – at blive dømt udenfor gruppen.

Jeg er bange for skilsmisse og for at mit hus brænder ned,

- 6. kl. elev fra Silkeborg.

Jeg kan ikke lide folk, der slås og

slår hinanden ihjel. Jeg har set døde mennesker før, og jeg bliver meget bange og trist. Jeg tænker nogle gange, at det kan

blive mig næste gang, - Duncan, dreng i Kiberas

slum.

Drømme for fremtiden

På ydersiden af paraplyerne skulle børnene illustrere deres drømme for fremtiden. Ydersiden er den, omverdenen altid må se, den som peger fremad og ud. Indersiden kan være helt lukket til og kun synlig for den, der har paraplyen, og som står under den. Hos de kenyanske børn var drømmen om uddannelse og tag over hovedet langt mere udpræget end hos de danske børn. Fællestrækket derimod lå i familien eller venskabet.

Performance

Efter arbejdet med paraplyerne skulle børnene prøve at bruge dem i en performance, hvor de legede med tanken om, hvad paraplyen kan være symbol på. Det gik helt fra at simulere brug af paraplyen til våben, hvor de skulle sigte rundt og dække hinanden op. En øvelse, der synes uhyggelig virkelig for børnene i Kibera, og som de danske børn naturligt nok hurtigt faldt ind i som en leg. Sidst skulle alle børn søge ly under de samlede paraplyer – som et billede på, at det at søge ly ikke kun gælder for en selv men også fordrer, at man skaber ly for hinanden.

Jeg vil rigtig gerne være lærer og

undervise i en rigtig skole, - Duncan, dreng i Kiberas

slum.

Jeg elsker

sport, især fordi det er der ens venner er, og dem kan man altid snakke med, - 6. kl. elev fra Silkeborg.

g

allan githuka

KENYANSKE KUNSTNERE

Til at hjælpe os i den kunstneriske proces med børnene i Ndugu Mdogo havde vi de to kenyanske billedkunstnere Allan Githuka og Patrick Mukabi. Begge har været vigtige samarbejdspartnere for Art Studio på rejserne til Nairobi siden 2008, og det synes oplagt at benytte deres erfaring i arbejdet med projektet.

ALLAN GITHUKADet var ikke let at finde frem til Githukas lille hus i landsbyen N’gecha. Havde det ikke været for Birgitte og Christian Balslev Olesen, der på det tidspunkt boede i Nairobi, mens Christian arbejde som landechef for UNICEF i Somalia, var det nok ikke lykkedes så let. Efter cirka en times kørsel fra Nairobis bygrænse,

ud gennem bjergene med de grønne teplantager, kommer man til den lille landby, der på ingen måder, ved første øjekast, huser den idyl, man måtte forbinde med begrebet ”landsby”. Byen er fuld af liv. Gademekanikerne og de 5-7 mænd, der ser til at arbejdet fuldføres ordentligt, folk, der bærer ting på kryds

Your neighbour is your friend

og tværs, og et utal af mennesker, der ikke synes at have noget at tage sig til, og for hvem synet af en flok hvide europæere synes at have reddet dagen. At denne lille beskidte hovedgade, hvor mudder lader vej og ”fortov” gå ud i ét, skulle danne rammen om et mindre boheme kunstermiljø er ikke til at gætte ved første øjekast. Dog viser det sig, at den lille by i sin hovedgade rummer hele to gallerier med skulpturer i træ og et utal af malerier i varierende kvalitet. Bag den beskidte hovedgade ligger hyggelige små blikhuse med frodige haver med grønt græs, træer og hække. Det er her, vi finder Allan Githukas lille hus på vej op af en vejskråning. Huset ligger tæt op ad søsterens hus, og udenfor står to køer i en lille indhegning. Githuka kommer os storsmilende i møde. Høj og slank og med sin rastahat størrelse ekstra large på hovedet til at dække de årelange og tykke dreadlocks, man en sjælden gang kan få at se, når lokkerne skal rettes til under huen.

Githuka inviterer os indenfor i det lille blikhus, der rummer en lille stue med store engelske velourmøbler og et par mindre træborde og skænke. Væggen prydes af enkelte af Gihtukas egne værker, et par fotos af hans to døtre og ikke mindst en plakat af den legendariske musiker Bob Marley. Githuka begynder at hente nogle af sine værker ind fra sit ateliér, han har fået bygget meget større siden sidst, vi besøgte ham. Udgifterne, siger han, er blevet dækket af de penge, han tjente på solgte værker fra vores sidste besøg.

Githuka er selvlært billedkunstner inspi-reret af de andre ældre kunstnere, der har bosat sig netop i dette område. Særligt den aldrende kenyanske pendant til Asger Jorn, Wanyu Brush, har været en inspirator for ham. Gennem kunsten var det muligt for Githuka at udtrykke sig om det, der synes ham så vigtigt at kommunikere – men på nonverbal vis,

Harmonizing green

hvilket synes at passe bedst til Githuka. Han er dog, trods sin tilbageholdende facon, yderst venlig og har en ærbødig tilgang til andre. - Særligt det katastrofale valg i 2007 og følgerne deraf har inspireret Githuka til at male. Ansigter, stirrende og udført i forskellige farver pryder flere af hans værker. Ansigter, der refererer til mangfoldigheden. Enkeltindivider, der er isolerede i hver deres kvadratiske eller cirkulære figur, og den stærke baggrundsfarve, der dominerer værket. Githukas analyse er kort men klar, et samfund kan ikke bygges op af enkeltindivider, der bestrider hinanden, men må bygges op af et folk, der står sammen. Under gadekampene i 2007-2008 delte folk sig op i deres traditionelle stammer – hvilke der er 42 af i Kenya. Var man ikke af den rette stamme-farve, var man fjende og skulle dræbes. Dette synes i de mest voldelige områder at være meddelelsen. Githuka bruger igen og igen det engelske ord horrible om den tragedie, der fandt sted i ugerne efter valget, og man ser i hans øjne, at det stadig står frygtelig tydeligt for ham.

INTERVIEW OG BILLEDSAMTALE MED GITHUKA

Interviewet er foretaget af kunstlærer på Silkeborg Højskole, Jan Lundum, med den kenyanske kunstner Allan Githuka sidst i november 2010 på Silkeborg Højskole.

Vi befinder os på Silkeborg Højskole, hvor Allan Githuka har været vores gæst sammen med sin kunstnerkollega Patrick Mukabi, begge fra Nairobi-området, siden vi sammen forlod Kenya med højskolens kunsthold Art Studio d. 3. November 2010.Her, cirka 3 uger senere, sidder vi side om side på hver vores stol lidt malplaceret på højskolens gallerigang. Højskolens elever, der passerer på vej til hver deres lektioner i Musikhuset, U-landslokalet eller Politiklokalet, kigger undrende på

os, som vi sidder der malplacerede midt på gangen, så de må ind mod væggen for at komme uden om os. Sneen fyger udenfor – til Allans store fascination. På dette tidspunkt denne november har han flere fotos af sne i Danmark, end han har af kunst fra Aros og Museum Jorn. You know – this is safari for us! Udbryder han flere gange himmelrykt, mens vi et par dage forinden forsigtigt kører til Silkeborg Bad, hvor vi skal lave 4. workshop med skoleelever i vores projekt LY. – Men nu er det sidste dag i Danmark og tid til at lave det længe aftalte interview om Allans billeder. Derfor den lidt akavede position midt på gallerigangen på hver vores stol – over for Allans storslåede værker.

Efter 2 dage i Danmark spurgte Allan og Patrick undrende efter, om deres værker ikke snart skulle op på væggen? Nu havde de jo haft deres besvær med at få dem hele vejen hertil, så de så frem til at se rækken af værker foldet ud på dansk grund. Min tilbagemelding var, at vi lige skulle have fundet en løsning på, hvordan de skulle sættes på ramme. Patricks responderede som altid ubekymret, storsmilende og ligetil Oh – don´t worry. Let us handle it! We do not need frames in the first place. Just show us where to hang it, and you´ll have an exhibition in the morning. – Indrømmet, jeg troede nok ikke helt på, at den afrikanske ”everything has it´s time” mentalitet og Patricks iver passede sammen, men jeg blev positivt overrasket. Den næste morgen blev jeg mødt af 25 storslåede værker, der prydede den ellers, for tiden, helt tomme gallerigang.

Allan sidder koncentreret, lettere foroverbøjet og som altid med sin afrikanske rasta-hue med de kenyanske farver på hovedet til at holde styr på de lange dreadlocks. Jeg aner en smule nervøsitet over at skulle ”forhøres” om værkerne – men det fortager sig hurtigt. Langsomt tager de små ”enstavelsessvar”

form og bliver til sætninger, og samtalen flyder helt ind i billedernes univers. Allan er selvlært billedkunstner – opvokset i den lille landsby N´gecha uden for Nairobi, hvor hans familie har deres små blikhuse og landbrug tæt op af hinanden. Det var her, han blev inspireret af andre kunstnere i nabolaget til at male, og her han har fået utallige snakke om Kenya og det kenyanske folks tilstand og fremtid – til konstant inspiration i hans værker. Allan har ikke altid så mange ord. Han udtrykker sig stærkest i det nonverbale – gennem farverne og med sin malerkniv hurtigt modellerende på lærredet.

Jeg har valgt at oversætte Allans kommentarer til dansk i den følgende billedgennemgang.

Harmonizing green

Du kan se, hvordan vejret ændrer sig i billedet siger han optaget og peger med sin udstrakte hånd. Solen har brændt længe. Den har været alt, alt for varm. Men regnen kommer. Han kigger på mig med et lille skævt smil. Regnen kommer og landet bliver grønt. Han er tavs et øjeblik, mens han ser fordybet på sit maleri som om, han mindes den følelse, når regnen kommer. I Kenya betyder regn liv – det ved Allan om nogen, når han ser ud over sine afgrøder på den lille mark, der støder op til huset.Når regnen kommer og alt bliver grønt, så ændres folks ansigter. Hvordan ændrer de sig? – spørger jeg. Stemningen ændrer sig. Folk bliver glade og i godt humør. Det kan mærkes på alle, og man kan mærke det i luften. Det er tydeligt at mærke, at Allan lige i dette øjeblik længes hjem. Hjem til familien, sin kone og to døtre, sine venner og naboer. Fællesskabet vægtes højt i Kenya. Her kan man ikke

klare sig alene, om så der er krise eller fest, så har man brug for hinanden. At isolere sig indenfor er helt utænkeligt. Livet er ude – blandt de andre.Dyr og insekter kommer tilbage – op af jorden. Det betyder liv. Er det kun i dit maleri – eller ser man det i virkeligheden? – spørger jeg naivt.Sådan er det! Alle vegne kribler og krabler det, og man ser, hvordan insekterne myldrer frem. Det lyder helt skræmmende – siger jeg med et smil. Nej – nej. Det er godt. Det er tegn på nyt liv. Det er livet, der genopstår. Livet er genfødt med regnen.Hvad med den røde og den grønne firkant i billedet? Er kvadraterne symboler for noget, spørger jeg undrende? – Det er som om, han selv undrer sig et kort øjeblik, som om han havde glemt, at de var der. Så svarer han, ikke tøvende men klart. De er som trafiksymboler, forstår du? Jeg kigger afventende på ham. Jeg tror måske, jeg forstår. Så fortsætter han. Der er en tid til alt! Han siger det med tryk under alt. Som har den frase en særlig betydning for ham – eller måske i hans kultur. Der er en tid til alt. Siger han igen – med samme ro omkring sætningen. Livet ændrer sig. Sådan er livets gang. På et tidspunkt er der kommet regn nok – RØDT lys – siger han karikeret. Det grønne lys er symbol for den nye sæsons start. Nyt liv.Jeg kigger betaget på maleriet. Det åbner sig mere og mere, mens han fortæller, men midt i min betagelse giver han tegn til at ville rejse sig med et kropssprog-spørgende ”skal vi”?

Vi rejser os – tager fat i hver vores stoleryg – rykker 4 meter ned ad gangen og sætter os igen. Denne gang over for det andet store billede i samme serie Harmonizing Blue.

Harmonizing Blue

Country in a cross road

Harmonizing Blue

Det er den samme historie. Siger han lettere negligerende, som var der ikke mere at sige om den sag. Den samme serie og den samme historie. Siger han lavt men ser optaget på det smukke værk i den dybblå farve. – Men du har alligevel valgt at fortælle historien igen i endnu et værk i samme serie – forsøger jeg. Hvorfor det, hvis historien er fortalt?Det er den samme historie, men det er vigtigt. Her er det bare sommer. Sommer i Kenya vil sige november til december måned. – På den tid af året kommer der sol og regn på samme tid – det skifter hele tiden. Jeg får straks flash-back til en formiddag i Nairobi, hvor den stærke sol pludseligt skjules bag gråsorte skyer, inden regnen pisker ned og forvandler de hårde jordoverflader til mudder. Oftest varer det ikke mere end 10-20 minutter, så kommer lyset og solen tilbage, men mudderet får lov at lave kaos det meste af dagen.Man kan se folk på stranden. De er i godt humør. De nyder vejret. Det er gode vejrbetingelser på den tid af året. Måske snakker de lige så meget om vejret i Kenya som i Danmark, tænker jeg. Men i Danmark er det som om, vi mest snakker om det, når vi er utilfredse med det. Enten regner det hele tiden, ellers blæser det, og når sommeren endelig en sjælden gang kommer, så har vi det for varmt og holder os i skyggen. – Det er som om, Allan snakker om vejret på en anden måde. Han snakker om det, som er det en gave. – Det får mig til at skamme mig lidt.Blå er en god farve. Fortsætter han og tier. Hvordan en god farve, spørger jeg interesseret? Blå er symbol for liv. Regnen giver liv. Svarer han. Folk kommer ud af deres huse og fejrer det sammen. De deler følelsen. De fejrer den nye følelse, det giver. – Der er også skikkelser, der er næsten helt utydelige,

konstaterer jeg. – Ja, det er skikkelser, der skal give fornemmelsen af, at dine venner og dine naboer er der, selvom du ikke kan se dem. – Hvad er så grunden til, at der er ansigter i mange forskellige farver? – Folk kan have forskellige farver og forskelligt udseende – men de er alle sammen sammen. Alle er ét folk. Det er det eneste, der er vigtigt. Siger han med en svag nikken, mens han drejer hovedet og ser på mig som for at understrege den altoverskyggende grundpointe i værket.

Country in a cross road

Det tredje og sidste værk i denne serie er anderledes i både farve, form og indhold. Allan ser allerede fordybet ud nu. Han virker optaget af samtalen – som var han tilbage i sit lille atelier lige efter at have sat den sidste klat farve på værket. Med sådanne øjne ser han på billedet med optagethed og stolthed. Where are we going now as a people? Spørger han indledende. Han kigger intenst på værket og er tavs lidt. Jeg svarer ham ikke. Det er ikke et spørgsmål, der skal besvares. Der er stille lidt. Jeg spørger: Er det tanker, der er opstået efter urolighederne ved valget i 2007? Ja – præcis. Det var en forfærdelig tid. Siger han med anstrengte øjne. Alle var hinandens fjender. Der var vold og kampe over alt. – Jeg mindes første gang, jeg så den chokerende fotoudstilling Kenya Burning i Nairobi. Det var i slutningen af maj 2008 i kunstcentret Go Down. De skrækkelige fotos hang i store formater side om side i et hvidt udstillingslokale uden vinduer. Flere af de horrible motiver popper op for min nethinde; afbrændte kroppe, kampklædte betjente med store macheter, der hugger løs på lokale, henrettelser i aktion, de afbrændte slumområder, hvor kun pæle står tilbage… voldsudgydelserne synes ubegribeligt ekstreme. Jeg husker vores store taxi chauffør, bredskuldret fyr med

kors i billedet. Spørger han. – Jeg tøver lidt og peger så. Nej, ikke der. Siger han. Han rejser sig og tegner med sin finger det kors, der til nu har været skjult for mig, men som nu vælter frem og fylder lærredet. Det er meningen, at det skal være lidt skjult. Siger han. – Det virker. Men nu står det tydeligt frem for mig, som

en mørk stemme, der var taget med os ind for at se udstillingen. Han forlod lokalet med helt røde øjne efter at have set halvdelen af billederne.Nu må folket og distrikterne stå sammen og finde frem til deres fælles skæbne – fremtiden. Allans ord hiver mig tilbage til lærredet. Har du lagt mærke til det store

Untitled

World cup 2010

var det omhyllet af en bred sort kontur. Hvorfor har du valgt at gøre korset så stort og vigtigt for billedet, spørger jeg? I Kenya er 80 procent af befolkningen kristne. Man må bede til Gud om, at landet igen skal komme på rette køl. Han retter sig lidt op. Ordene lyder næsten ikke som hans. Jeg vidste ikke, kristendommen betød så meget for ham. Befolkningen må bede til Gud om tilgivelse. Det er den eneste vej. Det er nødvendigt efter alle de blodsudgydelser. Han siger ordene med en alvor, så man ikke er i tvivl om hans overbevisning. Gud straffer det kenyanske folk generelt pga. volden, der fandt sted. Siger han. Vi må alle sammen bede til, at samme ugerninger aldrig finder sted igen. Hverken her eller andre steder. Jeg nikker i tavs enighed og svarer så efter kort tids stilhed. Du har ret. Det må aldrig ske igen.

Ansigterne i maleriet afspejler fortvivlelse. Det er eksistenser, der er bekymrede for deres fremtid. De er bange for Guds straf efter deres forbrydelser. Alle er skyldige. Det kenyanske folk er skyldigt. Der er kun én ting at gøre at bede for barmhjertighed. – Allans gammeltestamentlige overbevisning får mig til at distancere mig lidt. Jeg forstår ikke helt, at han kan mene det, at der kun er barmhjertigheden at håbe på. Men så siger han: Man må stole på sin nabo og se ham som sin ven. Det er den eneste vej til en bedre fremtid.

Sådan slutter han. Allan Githuka. Om tre af hans imponerende værker, der har så meget på hjerte, at de fortjener, at man standser op og fordyber sig lidt. g

handikappede børn, der også er tilknyttet centret, lærer han enkelte af sine elever at blive undervisere – at gå i mesterens fodspor – som han siger det - efterfulgt af en munter latter.

Mukabi er kendt for sine store veludførte portrætter af rummelige kenyanske kvinder. Kvinder, der oftest ses i færd med dagens dont i traditionel forstand. Det er kvinder, der vasker tøj, henter vand, hænger tøj op og laver mad eller kvinder, der er standset op på vej med deres vandspand eller andet på hovedet, standset op for at samtale med hinanden. Udtrykkene i kvindernes øjne vidner om, at det ikke er småting eller banaliteter, der

PATRICK MUKABI

Mukabi mødte vi første gang på kunstcentret Go Down i udkanten af Nairobi. Go Down danner rammen om atelierer for udøvende kunstnere, der ønsker dels at have eget værksted i ét år eller mere, og dels for kunstnere, der er interesserede i at arbejde med børn fra gaden. Go Down rummer værksteder med akrobatik, billedkunst, tekstil, musik og dukkemageri. Mukabi, der er uddannet illustrator og grafisk designer i Nairobi, har de seneste år haft sit eget værksted i Go Down, hvor han har undervist børn i tegning og maleri. Han har et stort pædagogisk talent, og udover at have tillært sig tegnsprog for at kunne kommunikere med de fysisk

drøftes, men større og mere alvorlige ting. I et land, hvor uligheden er så urimelig stor, og hvor kvinder til stadighed kues og fastholdes i opslidende arbejdsmønstre, må der da også være nok at tale om.

I andre af Mukabis værker er det den nøgne kvindefigur, der er i centrum. Mukabi, der er en iøjefaldende venligsindet, lettere rund mand på ca. 170 cm, der aldrig ses uden sin afrikanske rastahue til at dække

over de korte dreadlocks fortæller selv, hvordan han spotter kvinder på gaden, som han bare må male. Mukabi er ikke hverken genert eller tilbageholdende, og med sin medfødte charme, sit store smil og sin meget varme latter lykkes det ham ofte at få de fremmede kvinder til at møde op og posere for ham i kunstens gerning. Nogle gange sker det dog, at jeg får en lussing, siger Mukabi muntert og fylder rummet med sin hjertelige latter.

Untitled

Det er ikke hvem som helst, jeg vil male – siger han. Kvinderne må være tilpas runde og udstråle selvsikkerhed og hvile i sig selv. Jeg fortæller kvinderne, at jeg synes, de er smukke, fortæller dem, at jeg er kunstner, og at jeg gerne vil male

Sadaka

dem (frit oversat efter tidligere samtale med Mukabi i 2009).

Mukabi er selvlært billedkunstner. Han benytter en særlig teknisk fremgang i sit arbejde med maleriet, hvor han

Soko Soko

først tilføjer sit lærred store spredte penselstrøg med en mørk bundfarve. Dernæst tegner han med hurtig men sikker hånd figurernes konturer med kul. Sidst opbygger han figurernes former og skaber dybde med farven, der aldrig

får lov at dække baggrunden helt, men derimod efterlader en dybde og alene ved hjælp af de halvt dækkede områder og anførte kulstreger lader beskueren samle de sidste elementer der gør, at figurerne træder meget levende frem fra lærredet.

Efter voldudgydelserne i perioden efter præsidentvalget 2007 blev der lavet en udstilling med fotoserien Kenya Burning, hvor lokale og internationale fotografer havde været helt inde i brændpunktet af konflikten. Udstillingen blev i første omgang vist i kunstcentret Go Down, hvor Mukabi stillede tomme lærreder op sammen med farve og pensler. Når gæster til fotoudstillingen tavse og fortvivlede kom ud efter at have set de voldsomme billeder, kunne de udtrykke sig med ord eller farve på Mukabis tomme lærreder. Efterfølgende brugte han disse lærreder som bund for sine malerier med kenyanske kvinder. I et kaos af ord står de altid arbejdende kvinder med deres faste blikke, som er de i færd med at diskutere samfundets tilstand. Mukabi kommenterede i 2009 i Nairobi værkernes dybde meget klart med følgende bemærkning: Måske skulle man overlade ansvaret for landet til kvinderne. De er alligevel fundamentet for Kenya (frit oversat efter samtale med Mukabi i marts 2009).g

Kenya Burning / Mama Udaku (series)

Allan GithukaUntitled

Patrick MukabiMama Safi

Kolofon

Tekst og foto |Jan Lundum |Kunstlærer på Silkeborg Højskole og rejseleder på Art Studios ture til Kenya. | jl@silkeborghojskole.dk

Jacob Zakarias Larsen | Cand. theol. og journalist, ansat i FDF, Frivilligt Drenge- og Pige-forbund, medrejseleder på Art Studios ture til Kenya | z@karias.dk

Georgina Goodwin | Fotograf, født og opvokset i Kenya, kåret til Wildlife Photographer of the Year to gange i Kenya, fotograferet for New York Times, the Financial Times, BBC, CNN, Reuters, FN og flere rejsemagasiner | info@georginagoodwinimages.com | www.georginagoodwin.com |blog.georginagoodwin.com

Layout |Laura Rask Sønderskov | Bachelor i international kommunikation og medier, medlem af Silkeborg Højskoles elevforening | rask.laura@gmail.com

Tryk | Udgivelsen er trykt i 150 eksemplarer i marts 2011 hos Silkeborg Bogtryk

En stor tak til alle dem, der gjorde dette projekt og denne udgivelse muligt:

Silkeborg Højskole | www.silkeborghojskole.dk

Elever på Art Studio e2010 - f2011| Silkeborg Højskoles kunstlinje.

KK 44 skoletjeneste | En folkekirkelig skoletjeneste i Silkeborg kommune | http://www.kk44.dk/

KunstCenteret Silkeborg Bad og medarbejdere | www.silkeborgbad.dk

Silkeborg Bogtryk | For støtte til tryk af dette kunstkatalog.

Georgina Goodwin | For gratis udlån af sine fotografier til denne udgivelse.

Patrick Mukabi og Allan Githuka | For lån af deres malerier, tid og hjælp med workshops med gadebørnene i Nairobi og skolebørnene i Silkeborg.

Koinonia Community | Fr. Renato Kizito Sesana and staff. www.koinoniakenya.org

Jack Jared Matika | Leder af Rescue Center Ndugu Mdogo, Nairobi, Kenya

Børn | Fra Rescue Center Ndugu Mdogo Nairobi, Kenya og 5. - 6. årgang fra Sejs og Kornmod Skole