Storbyens Hjerte & Smerte 2013 - Referatsamling

Fra den nordiske storbykonferenceUng i en mangfoldig

digital verden

Storbyens Hjerte & Smerte Nordisk storbykonference

REFERATSAMLING

Europahallen, Aalborg den 22.-24. september 2013


2

HOVEDFORELÆSERE

”Når unge skal håndtere voksnes dilemmaer - Den moderne ungdomskultur” af Lars Qutrup ..................side 4-7

”Medier og andre mørke kræfter” af Karl Fredrik Tangen .............................................................................side 8-13

”Mediernes eget syn på mediernes ansvar og rolle” Af Rasmus Ladefoged ..............................................side 14-21

”Zur Eigenwelt - orientierung bei heutigen Jugendlichen” Af Thomas Ziehe...............................................side 22-30

WORKSHOPS

Demokrati:Om Aalborg Ungebyråd .................................................................................................................................side 31-33

“Eksempler fra praksis med unge og demokratiarbejde i Aalborg, Helsingfors og Oslo” ...........................side 34-36

Paneldebat ......................................................................................................................................................side 37-40

”Unge medier og demokrati i Norden” ...........................................................................................................side 41-42

Kultur:”Fremtidens kommunikation, events og oplevelser” af Christian Have ........................................................side 43-47

”Rum for ung kultur” af Daniel Andersson .....................................................................................................side 48

”Levende billeder og levende ungdom? Sampling og social Performance...” af Tem Frank Andersen .....side 48-51

En rejse gennem kulturens univers ...............................................................................................................side 52-62

Forebyggelse:”Vi mødes i Cyberhus” af Anni Marquard ......................................................................................................side 63-64

”Når doping former din krop” af Kenneth Raahauge ....................................................................................side 65-67

”Doping” af Kenneth Hansen .........................................................................................................................side 68-69

”Kroppens rolle i det digitale rum” af Louise Yuin Nielsen ............................................................................side 71-71

”Indsatsen omkring dialogbaseret workshop” ..............................................................................................side 72-74

”Sportshøjskolen” af Kim Lynge.....................................................................................................................side 75-76

”Når holdning bliver til handlinger” af Stine Strohbach .................................................................................side 77-80

”Fælles front mod motionsdoping” af Thomas Kastrup Larsen ...................................................................side 81-82

Indhold


3

Identitet”Vi ses på TV – når unge skaber sig i medierne” af Anne Jerslev ...............................................................side 83-85

”De digitale indfødte” af Malene Charlotte Larsen ........................................................................................side 86-88

”Tjekker virkeligheden i virkeligheden ud eller ind” .......................................................................................side 89-93

”Aalborg produktionsskole” ............................................................................................................................side 94-95

”Træningshøjskolen – når livet gør ondt” .......................................................................................................side 96-98

Læring:”Workshop 1 – I Laboratoriet” ........................................................................................................................side 99-104

”Workshop 4 – Lego serious play” .................................................................................................................side 105-106

Workshop 3 – Touch- teknologier, læring og samarbejde” ...........................................................................side 107-108

Workshop 2 – Læringstrekantens sammenbrud. Data tracking og Learning analytics.” ............................side 109

”Fremtidens uddannelsesmæssige perspektiver” af Suna Løwe Nielsen ...................................................side 110-113

”Digital teknologi og mediers indvirkning på unges læring” Af Tem Frank Andersen .................................side 114-119

Byens rum”Hvordan og hvorfor fungerer byrum godt eller dårligt” af Jacob Blak .........................................................side 120-124

”Lysdesign og byplanlægning” af Eric Olson og Jöran Lindner ...................................................................side 125-128

”Med kønnet i byen” af Ane Rottbøl Jørgensen ............................................................................................side 129-131

”City Tour” ......................................................................................................................................................side 132-138

”Teknologiens muligheder” af Morten Bay ....................................................................................................side 139-141

”Vedkommende byrum – byens mentale tilgængelighed” Af Bodil Henningsen .........................................side 142-145

”Älvstaden – helhedsorienteret byudvikling i Gøteborg” af Bo Aronson ......................................................side 146-147

Indhold

4Referatsamling Storbyens hjerte og smerte 2013

HOVEDFORELÆSERE

Når unge skal håndtere voksnes dilemmaer – Den moderne ungdomskarakter Lars Qvortrups foredrag i Europahallen, Aalborg 22-‐09-‐13 Ungdommens hjerte og smerte er den dobbelthed, hvor man på den ene side skal være ung og gøre sig fri, men på den anden side skal blive voksen og gøre sig ufri. Lars Qvortrup analyserer og diskuterer dette dilemma i sit foredrag ”Når unge skal håndtere voksnes dilemmaer – Den moderne ungdomskarakter” Af referent Camilla Neve Lieknins. Fotos af Mogens Rude, UngAalborg. Med udgangspunkt i lærebogen ”Orbis Sensualium Pictus” (Verden sanset i billeder) af Johann Amos Comenius (1658) sættes et tvetydigt budskab på dagsordenen. Med et billede af et barn og en voksen henviser Comenius til alle forældre, lærere, opdragere etc., at voksne opstiller et dilemma, som kan være svært at håndtere for et barn; på den ene side ”være ung!” og ”gør dig fri!” men på den anden side ”bliv voksen!” og ”gør dig ufri!”. I det nutidige samfund er dilemmaet også et kendt problem, og det er balancen mellem disse, der er centralt at diskutere. Det evige dilemma Hver dag iscenesættes dilemmaet i almindelige dagligdagssituationer, lige fra legepladsen i børnehaven til graffitivæggen på gaden. I børnehaven giver legepladsens mange farver en frihed til, at børnene kan lege, som de lyster og være børn, som de nu engang er, men samtidig er der sikkerhedsforanstaltninger i form af sikkerhedsnet og gelændere, der søger for, at der er kontrol over børnene. Denne kontrol hentyder til, at børnenes leg er ufri, og de derfor ikke bør agere som børn, men skal blive voksne. Et billede af en væg, malet med graffiti, viser også denne skæve balance. Graffitien ytrer noget demonstrativt, som er ulovligt og heraf friheden, men den er malet på en kommunal væg, hvorfor den er kontrolleret på bestemt vis. De unge bliver altså på den ene side gjort til centrum for et frigørelsesprojekt, hvor leg og frihed er udgangspunktet for en reformpædagogik, mens de på den anden side bliver beskyldt for at være brokkehoveder, som i stedet burde kaldes ”generation gæld”. Forbrugschefen på Politiken forklarer dette mærkat med, at gælden aldrig har været større, og det alligevel er den ældre generation, der skal betale for de unge. Nutidens unge bliver billedet på en doven og narcissistisk generation, som ifølge flere kritikere kun tænker på dem selv. En amerikansk undersøgelse støtter op om dette, da den viser, at unge er blevet 40% mindre empatiske siden 2000. Uddannelse som disciplineringsprojekt Lars Qvortrup diskuterer de unge ud fra perspektivet, som siger, at unge skal blive voksne og gøre sig ufri. Han tager udgangspunkt i deltagere i realityprogrammer såsom Paradise Hotel og spørgsmålet ”Hvad stiller vi op med dem fra Paradise Hotel?”. For at kunne tale om en velfærdsstat og en konkurrencestat, skal der vurderes løsninger, som skal hindre den ungdommelighed og frihed, som deltagere i Paradise Hotel oplever og udlever. Den enkelte unge skal blive en demokratisk deltagende medborger, hvor Kina og Indien er gode eksempler på dette. I disse lande er der indført tidlig skolegang, hvilket resulterer i, at børn og unge opnår hurtigere og mere viden, som betyder, at de er meget konkurrencedygtige i den store verden. I Danmark er der lavet en form for disciplineringsprojekt, hvor 95% skal bestå en ungdomsuddannelse, 60% skal gennemføre en videregående


HOVEDFORELÆSERE

uddannelse, og 25% skal gennemføre en lang videregående uddannelse. Der er altså sat klare regler og procenter for uddannelse i landet. På lang sigt vil dette øge BNP i Danmark markant og dermed gøre landet til en bedre velfærdsstat med en høj konkurrencedygtighed. Der skal altså være klare rammer og regler for skolen og læring, hvor ledelsen og undervisningen skal være i topklasse. Der skal derfor ikke være plads til kreativitet og innovation, hvilket Lars Qvortrup mener altid har været kendetegnet ved dette perspektiv.


HOVEDFORELÆSERE

Friheden har ændret sig Thomas Ziehe, som også er hovedforelæser på konferencen, arbejder med den socialpsykologiske videnskab, og han forklarer, at selvet er blevet et selvforhold, hvor refleksiviteten spiller en stor rolle, da friheden har ændret sig. Individet skaber sig selv og sin omverden i kraft af en fortolkningskapacitet, individet rummer. Lars Qvortrup præsenterer tre elementer, der beskriver frihed som hjerte og smerte. Først en radikal subjektivering, som er behovet for at være nogen og noget, dernæst en individuel frihed, som er behovet for interpersonel sikkerhed via anerkendelse og til sidst social frihed og behov for social sikkerhed, som beskrives som en socialisering gennem et socialt medlemskab. Individets livsforløb udarbejdes i løbet af livet og revideres efter behov – refleksivitetens rolle, i en verden, hvor friheden har ændret sig.

Kunsten at håndtere de voksnes dilemmaer De voksne; forældre, lærere, opdragere etc. stiller altså på den ene side store krav til de unge, hvor det kun kan gå for langsomt med at blive voksen, men på den anden side opfordrer de voksne også de unge til at forblive unge og legelystne. Det er dermed de voksne, der opstiller et dilemma for de unge, hvor tvetydige budskaber bliver de unges opgave at håndtere. Lars Qvortrup opdeler dilemmaet på de to givne sider; individualøkonomien siger ”I er alle unikke”, oplevelsesøkonomien ”Der er altid andre tilbud” og følelsesøkonomien ”Følg dit hjerte”. Modsat skriger effektøkonomien nærmest ”Der skal optages flere og flere”, ”Du skal gøre dig færdig” og ”Du skal i top for


HOVEDFORELÆSERE

at komme ind”. Dette dilemma kalder han for frihedens dilemma. Er overgangen fra barn til voksen et syndefald eller en frigørelse? Det er en kunst at kunne håndtere de voksnes dilemma, da det er tvetydigt og svært at gøre sig klog på. Det er ikke muligt hverken at undgå hjerte eller smerte, da begge eksisterer i alt, men kunsten er at håndtere begge dele. Som ung i en mangfoldig digital verden skal alt altså ikke være sjovt og let, men de unge skal også igennem det usjove og disciplinerende. Spørgsmålet er så, om det altid har været sådan? Dette kan der svares ja til, da misundelse er universel – det vil sige, at de unge elsker luksus, har dårlige manerer, foragter autoritet og ingen respekt har for ældre mennesker. Omvendt kan der også svares nej til dette, da friheden også har ændret sig. Ungdommens hjerte og smerte er derfor den dobbelthed, hvor man på den ene side skal være ung og gøre sig fri, men på den anden side skal blive voksen og gøre sig ufri – kunsten at håndtere de voksnes dilemmaer. Budskabet er altså klart på Lars Qvortrups foredrag, hvilket han slutteligt forklarer med en balance mellem dannelse og kompetencer. Dannelse uden kompetencer er et tomt begreb, for hvordan er det muligt at være almendannet uden at kunne læse, skrive og regne? Dertil er kompetencer uden dannelse et blindt begreb, for hvordan kan man orientere sig i brugen af sine kompetencer uden at kunne give dem retning og mening? Der er en stor frihed i at kunne læse, skrive og regne, men det er samtidig vigtigt at lære for at kunne blive et frit menneske. Dannelse og kompetencer samt frihed og ufrihed går altså hånd i hånd og er nødvendige for individet – der eksisterer hjerte og smerte i alt.


HOVEDFORELÆSERE

Medier og andre mørke kræfter Karl-‐Fredrik Tangens foredrag i Europahallen, Aalborg 23-‐09-‐2013 Medierne bærer det største ansvar. Budskabet er klart, da norske Karl-‐Fredrik Tangen i sit foredrag næranalyserer mediernes indflydelse på unges liv, og medierne gives ofte som årsagsforklaring på mange fænomener i samfundet, men rummer medierne ligeså meget magt, som det rummer afmagt? Når skolen, forældre og politi ikke kan nå de unge, så er en praktisk og universel forklaring, at de unge får deres verdensforståelse fra medier uden moralske forpligtigelser. Af referent Katrine Werge Karlsen. Fotos af Mogens Rude, UngAalborg. Sådan lyder beskrivelsen og introduktionen af Karl-‐Fredrik Tangen, som er førstelektor ved Markedshøyskolen i Oslo, og det er ganske tydeligt at forstå, at denne mand går meget op i medierne og det ansvar, de bærer. Med lange sætninger og store armbevægelser beskriver han tydeligt, at medierne er en mørk kræft, der bærer ansvaret for mange af de ting, vi ser i vores samfund i dag, men samtidig peger han også på, at selv om mediet måske er en af de førende mørke kræfter, så er der dog mange ting, der får dette mørkes hjerte til at pumpe, både i sig selv, men i særdeleshed også i de unge mennesker, der hver dag beskæftiger sig med og befinder sig i mørket.


HOVEDFORELÆSERE

Mørkets hjerte Mørkets hjerte er et udtryk, Karl-‐Fredrik Tangen selv bruger i sin forelæsning om den digitale verden og den digitale opvækst, der præger flere og flere mennesker i specielt den vestlige verden. Medierne påvirker os i alt, hvad vi gør, siger og tænker, og i dag får vi det ind med modermælken. Engang bestod medierne kun af radio og aviser, men med tidens gang og den dertilhørende udvikling og globalisering, rummer medierne så meget mere og rammer så mange flere mennesker. I dag har næsten alle husstande TV, mange både to og tre stykker, de fleste hjem besidder også en computer eller to, og selv små børn ejer i dag mobiltelefoner, og ikke i form af gamle telefoner, der bare kan ringe eller skrive en SMS. Nej, de har også smartphones med adgang til Internet og Facebook ikke at forglemme, for de skal i ligeså høj grad kunne komme i kontakt med hele verden, som vi andre skal det. Mørket pumper i vores alles blod, store som små, det er ganske tydeligt, for vi er jo intet mindre end afhængige af medierne. ”Hvordan ville vores verden se ud, hvis vi ikke havde medierne?” spørger Karl-‐Fredrik Tangen. Det er et godt spørgsmål, som er svært at svare på. For hvordan ville verden se ud? Medierne har jo for de nulevende generationer i Norden i dag været der altid, og selvom de engang var ’uskyldige’ og kun bestod af aviserne, så var de fascinerende og var i stand til at stille menneskets nysgerrighed om, hvad verden har at byde på. I dag er medierne allemandseje og mere grænseoverskridende, end de var engang, men de påvirker os alle, om man vil indrømme det eller ej, og derfor giver det anledning at stille spørgsmålet, om ikke vi alle i virkeligheden er en del af mørkets hjerte? Vi forarges konstant, men vi sluger det råt, og mere vil i virkeligheden have mere. Vi drages af avisforsiderne, hvis de rummer billeder af kendte, der endnu en gang har dummet sig foran et kamera, og vi sidder i timevis foran fjernsynsskærmen og griner over, at andre mennesker, kendte som ukendte, er villige til at stille sig op foran hele verden og udstille sig selv som både dumdristige og uintelligente. Dark in – dark out Karl-‐Fredrik Tangen beskriver selv, hvordan det har udviklet sig og fortæller om dengang, filmen Texas Chainsaw Massacre kom ud. Det var spændende med blod og massakre, men i dag er det stort set hverdagskost at se den slags, og der er mange muligheder for at komme til det. Selvom man som tiårig måske bliver afvist at komme ind i biografen for at se film med 18 års grænse, så kan man nemt få slukket sin blodtørst på anden vis. ”Man dyrker sadismen i dag på en helt anden måde end for blot tyve år siden,” siger Karl-‐Fredrik Tangen og peger på det fænomen, at det hverken er umuligt eller sjældent at se tiårige drenge få foræret voldelige video-‐ og computerspil i både fødselsdags-‐ og julegave. ”Og hvem får børnene spillene af? Deres forældre, og det selvom der med store, sorte bogstaver står 18+ på,” påpeger Karl-‐Fredrik Tangen. Han kalder det dark in, dark out, og mener at det afspejles i de unge i dag, at de bruger så meget tid, som de gør foran en skærm. De dyrker videovolden og er fascineret af den verden, der gemmer sig i både World of Warcraft og de hundredvis af andre spilmuligheder, der er at vælge mellem på hylderne i butikkerne. Medierne er så stor en del af børn og unges liv i dag, at mange mangler sociale evner, fordi disse evner kun udøves på sociale netværk, med folk de ikke kender. Medierne anvendes så meget i dag, at selv mobning nu er en del af den digitale verden. Unge mobbes med SMS-‐beskeder og i chatten på Facebook. Det er blevet så udbredt, at der nu er findes ”mobbe-‐apps”, fortæller Karl-‐Fredrik Tangen og slår ud med armene med et forarget udtryk i øjnene. Her findes der apps med råd til mobbeofrenes og disses forældre til hvordan, man håndterer det, hvis ens barn bliver mobbet eller drillet. Intet er for stort eller småt i dag til, at


HOVEDFORELÆSERE

det ikke skal gøres digitalt, men ikke nok med, at der findes apps, der har til fordel at hjælpe vor tids unge mod at blive mobbet, så findes der tilmed apps, der gør det nemmere for unge at mobbe andre. Karl-‐Fredrik Tangen trækker på en norsk artikel fra TV2, Norske barn laster ned kjent «mobbe-‐app», der beskriver en ung norsk piges selvmord efter at være blevet mobbet over Ask.fm-‐appen, der tillader folk at sende anonyme beskeder til hinanden. Med det for øje er det ikke svært at forstå, hvorfor Karl-‐Fredrik Tangen ser medierne som en af de førende mørke kræfter i denne verden, når både Gud og hver mand har mulighed for at nedgøre og udsætte andre mennesker for psykiske overgreb uden overhovedet at rejse sig fra lænestolen.


HOVEDFORELÆSERE

Everything I know I learned from TV Ovenstående er et citat af Mark Rowlands, som Karl-‐Fredrik Tangen trækker frem og bruger til at understrege, at unge i dag sluger alt fra fjernsynet råt. For hvad er det nu lige, de unge ser i dag i fjernsynet? Nok sniger der sig en oplysende dokumentar eller et par nyheder ind en gang i mellem, men det der virkelig er in for tiden, er reality-‐bølgen, som de fleste unge mennesker rider på. Dem, der ikke elsker denne bølge, elsker at hade den, og det kræver også, at man følger med i både den ene og den anden serie. Vinderen for de fleste unge er nok det kendte Paradise Hotel. ”Og hvad lærer man egentlig af at se dette show?” spørger Karl-‐Fredrik Tangen og minder alle om, at dette show indeholder alt fra småsladder til vilde fester til sex på åben skærm, og alle har mulighed for at kigge med, store som små, børn som voksne, og det spiller ind for unges holdninger og præferencer i dag. Karl-‐Fredrik Tangen peger på en tendens, han ser mange steder i Norden. Færre og færre unger stemmer nemlig ved valget, og han er ikke enig i, at det skyldes, at det er svært at finde et parti, man deler sine holdninger med. Ganske enkelt stemmer de unge ikke, fordi de ikke vil stemme. Deres interesse ligger ganske enkelt andre steder end at følge med i valgkampe i valgperioderne, når der er så mange andre alternativer til de unge, de har mulighed for at følge med i. Han påpeger dog, at medierne her ikke må få hele skylden for de unges manglende interesse i valgdeltagelse. Han mener, at denne interesse, eller mangel på samme, er en del af den sociale arv. Stemmer forældrene ikke, stemmer de unge heller ikke. Også i lyset Medierne er dog ikke kun fulde af onde og mørke kræfter, for de er faktisk også med til at oplyse de unge om mange ting, og det vil Karl-‐Fredrik Tangen gerne indrømme. Han påpeger, at de mest engagerede ungdomspartier i rigtig høj grad gør brug af især de sociale medier, og det påvirker de unge i positiv retning, når det kommer til blandt andet politik. Ungdomspartierne har nemlig gode muligheder for at komme ud til de unge via Twitter og Facebook og hele tiden kaste lys over politik og gøre politik spændende på en ny og fængende måde, de unge kan forstå. Unge mennesker bruger rigtig meget af deres tid på de sociale medier. ”Hvorfor?” spørger Karl-‐Fredrik Tangen. ”Fordi det hele handler om at repræsentere sig selv!” Det er på nettet, vi kan blive de mennesker, vi gerne vil være, og vi har hele tiden muligheden for at fremstille os selv på den bedst mulige måde. Man elsker at smide billeder op på sin væg og fortælle om sin seneste rejse, hvad enten denne gik til New York eller til skiferie i Norge. Det gør nemlig, at vi kan vise vores ’venner’, hvor godt et liv vi lever, og vi kan repræsentere os selv på den måde, vi ønsker, ved konstant at ændre profilbillede, skrive sjove kommentarer og statusser og aktivt deltage i både politiske debatter og se, hvordan gamle klassekammerater klarer sig i dag. Medierne er for alle, og det kan være et hjælpemiddel for mange. Her trækker Karl-‐Fredrik Tangen på sagen om Madelaine McCann, der forsvandt fra et hotelværelse i Portugal tilbage i 2007. Denne sag bliver vi konstant mindet om i de sociale medier, fordi forældrene gør brug af disse medier og muligheder. De får en masse opmærksom og en masse penge, fordi de konstant præsenterer og minder verden om denne sag. Selvom medierne har mange mørke sider, er de altså også i stand til at kaste lys over nogle ting.


HOVEDFORELÆSERE


HOVEDFORELÆSERE

Klasse, magt og forskelle Denne del af verden er teknik-‐ og mediefikseret, og det samme kan man sige om de unge, hvis hjerter bløder for disse ting. De er med til at beskrive, hvad det vil sige, at være ung i dag, men denne teknofiksisme er ikke kun positiv, mener Karl-‐Fredrik Tangen, for selvom disse muligheder kan kaste lys over ting, så vender han tilbage til det faktum, at denne fiksisme fører andre ting med sig, som ikke er lyse. ”Hvorfor er klasse, magt og forskelle vigtige for at forstå ungdommens hjerte i dag?” spørger han, og påpeger, at alle disse ting kan findes på medierne. Handler den perfekte selvrepræsentation i virkeligheden ikke om at vise, at man både har magt og klasse, når man har mulighed for at lægge et billede af sig selv på nettet, hvor man nyder livet i en jacuzzi på et lækkert hotel i New York? Hvis man er interesseret i at vise, at man besidder både magt og klasse, så er man måske i virkeligheden også interesseret i at vise, hvor stor forskel der er på én selv og på alle andre, og forskellene dominerer de sociale medier, såvel som det udtrykkes i gadebilledet. De unge har magt, og storbyerne vil gerne give dem det, men det handler ikke kun om, at forstå ungdommen, som den eksisterer i dag. ”Hvis storbyerne skal give ungdommen magt, skal de arbejde med årsagerne til de forskelle, der findes i dag, og så skal teknologien hurtigt nok følge efter,” siger Karl-‐Fredrik Tangen afsluttende.


HOVEDFORELÆSERE

Mediernes eget syn på mediernes ansvar og rolle Rasmus Ladefogeds foredrag i Europahallen, Aalborg, 24-‐09-‐2013

Der er fokus på medierne og deres valg af produkter overfor forbrugerne, når DRs underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged fortæller om de overvejelser, DR til daglig gør sig. Det handler om at kombinere brugernes behov og producentens passion, når der dagligt sendes på seks tv-‐kanaler. Der er fokus på børn og konsekvensen af de ting, børnene møder i fjernsynet.

Af referent Katrine Werge Karlsen. Fotos: Mogens Rude, UngAalborg

Rasmus Ladefoged er kendt af mange, og han har i mange år været beskæftiget i Danmarks Radio. Han står i spidsen for DRs reality-‐shows, som X Factor og Melodi Grand Prix, og han er ansvarlig for strategi og den overordnende linje i DR. I den halvanden time, han taler, er det tydeligt, at det er et arbejde, der optager ham, og som han finder passion i. Han viser tre klip fra forskellige DR-‐udsendelser, men hvis tiden havde været der, ville han sikkert gerne have vist mange flere. På en underholdende og interessant måde trækker han os med ind i sit eget lille univers – et ord, han bruger meget, for universer er for ham noget, der er vigtigt for DR’s seere, især de små.


HOVEDFORELÆSERE

Øretævernes holdeplads ”Licens er et mærkeligt, ufrivilligt fællesskab,” åbner Rasmus Ladefoged med, og han har sikkert ret, idet de fleste danske sikkert gerne ville se sig fri for årligt at skulle betale til dette fællesskab. DR er public service til danskerne, og licensen blev i tidernes morgen valgt, fordi man så medierne som magtfulde kanaler til at påvirke borgerne i et samfund, og derfor måtte man lægge nogle værdimæssige remedier ned over medierne. Engang gjaldt det for medierne om at være oplysende og bidragende til danskernes interesser og holdninger, men i dag skal medierne og public service også være i danskernes tjeneste. ”Ganske enkelt er public services noget, danskerne vil have uden at vide det, og det er vores ansvar, at de får det,” siger Rasmus Ladefoged. For at DR kan give danskerne det, de ikke ved, de vil have, er der fire ting, der er vigtige: Troværdighed Kvalitet Alsidighed Mangfoldighed Disse fire ting skal altid være i spil, når der tilrettelægges nye programmer. Danskerne skal have, hvad de betaler for, og derfor beskriver Rasmus Ladefoged DR som øretævernes holdeplads. Det gør han, fordi DR konstant skal udvikle sig, og deres programmer skal være til diskussion i hjemmene og på arbejdspladserne. De skal få danskerne til at undres og spekulere over de programmer, de ser hver aften, inden de går i seng. DRs rolle skal legitimeres hele tiden, for DR er for alle og for de få, og det kræver, at DRs redaktioner hele tiden holder sig opdateret om, hvad danskerne vil have, og ikke mindst hvad de i hvert fald ikke vil have. DR skal kunne dække alt fra den liberale højrefløj til det modsatte, og helst også alt der imellem. ”Vi skal tilbyde alternativer og levere det, der ikke findes i forvejen,” forklarer Rasmus Ladefoged og forklarer, at de seks kanaler, DR råder over (DR1, DR2, DR3, DR-‐K, DR Ramasjang og DR Ultra) alle er segmenteret, altså målrettet bestemte grupper. Engagere, udfordre, underholde Rasmus Ladefoged mener, at DR tilbyder danskerne dobbelte historier med de programmer, de er i stand til at tilbyde seerne. For dem er det rigtig vigtigt at underholde, men det er mindst ligeså vigtigt, at seerne føler sig oplyste, når de tænder for DRs fjernsynsprogrammer. Her trækker Rasmus Ladefoged på serien ”Borgen”, som danskerne var vilde med, for ikke kun blev de underholdt, men serien var i ligeså høj grad med til at vise danskerne, hvordan demokratiet fungerer. Denne strategi med underholdning og oplysning gælder ikke kun DRs voksne seere, den gælder helt ned til DR Ramasjangs yngste seere mellem 3 og 6 år. ”Det gælder for os om at engagere, udfordre og underholde alle vores målgrupper,” siger Rasmus Ladefoged. DR vil gerne fange seernes opmærksomhed og ikke mindst bevare den. Underholdning er et lokomotiv, der trækker bagvedliggende værdier.


HOVEDFORELÆSERE


HOVEDFORELÆSERE

”Og er der ikke nok nogen, der vil tænke på børnene? Jo, det vil vi!” siger Rasmus Ladefoged ivrigt, og DR finder det ligeså vigtigt at fastholde børn og unge, som at fastholde de voksne og ældre seere. Børnene er vigtige for DR, og det fanger man hurtigt, når Rasmus Ladefoged fortæller om de mange muligheder, de er med til at give børnene. DR sender ikke de samme programmer som Disney Channel, Nickelodeon og Cartoon Network, og det er bevidst. DR vil gerne lære og oplyse børnene om verden og informere om det danske samfund. Det er vigtigt, at de danske børn og unge har interesse i det samfund, de lever i. Derfor tilbyder de både programmer på Ramasjang for de helt små, hvor forældrene trygt kan overlade deres børn til programmerne. Her kendes programmer som Lille Nørd, Hr. Skæg og Rosa fra Rouladegade. Det handler om, at de små børn får lyst til at elske naturvidenskab, som Lille Nørd kan hjælpe med, mens Hr. Skæg informerer om tal og bogstaver på en sjov og anderledes måde. Samtidig lærer børnene om relationer fra Rosa fra Rouladegade. DR Ultra er for de større børn, men de samme værdier gør sig gældende for denne målgruppe, som for de yngste. Det handler om at samle familien, så børnene ikke ser TV alene på værelset og både DR Ramasjang og DR Ultra kan være underholdende for både børn og forældre. Begge kanaler har til formål at vise DRs unikke kvaliteter, men samtidig gælder det om at udfordre. DR vil ikke kun fremstå pænt og sikkert, for sådan er hele verden ikke. ”Men hvorfor ikke se den store verden i trygge rammer?” spørger Rasmus Ladefoged. De mange kanaler viser altså Danmarks mangfoldighed og giver børnene tolerance og viden om andre, men det vigtigste for kanalerne til børnene, er, at de er i stand til at inspirere til viden, kreativitet og udfoldelse. ”I bund og grund handler det om at give børnene rammer. Vi skal bygge sandkasser med muligheder for inspiration, udfoldelse og ikke mindst leg.” Det gør DR med Empowerment. De viser nemlig, at børnene kan være med hele vejen og er selv i stand til at gøre de ting, de ser i fjernsynet. Børnenes universer Larger than Life er også et koncept, der er vigtigt for DR’s børnekanaler. De universer, DR Ultra og DR Ramasjang viser, er nemlig større end de universer, der findes derhjemme og i skolen, men børnene kan være med alligevel, og de kan selv bygge disse universer. De kan sagtens komme ind i eksempelvis det store MGP-‐univers, hvis de vil. Børnene skal være med til at skabe. Det er vigtigt, at DR kan påvirke børnene til at bygge nye universer, og derfor forklarer Rasmus Ladefoged, at én times Ramasjang skal blive til 100 timers leg – for legens skyld! Børnene skal vide, at de universer, de ser i eksempelvis Ramasjang Mysteriet også kan finde sted derhjemme. De skal blot inspirere børnene til at fortsætte legen, når programmet er slut, og fjernsynet slukket. DR skal give børnene inspiration og evner til logisk tænkning ved hjælp af visuelle, matematiske og fysiske redskaber.


HOVEDFORELÆSERE

Tager DR ansvar? Det er det, forelæsningen omhandler. Tager medierne overhovedet ansvar overfor de ting, de sender ud til de yngre seere? Det mener, Rasmus Ladefoged, at DR gør godt. Her trækker han på MGP og fortæller om


HOVEDFORELÆSERE

dette programs udvikling, som har været vidt omkring. I 2001 kom det første MGP for børn frem, og det var en stor succes, og snart kom MGP Nordic og det europæiske MGP Eurovision Song Contest. I 2006 var det slut, og Rasmus Ladefoged fortæller, at både det danske, det norske og det svenske MGP trak sig fra det europæiske, fordi kerneværdierne forsvandt: ”I bund og grund er det europæiske MGP nu bare børn, der er klædt ud, som synger karaoke, og det ville vi ikke være med til det, for det var ikke det, der var hensigten med programmet.” I 2010 var det slut med MGP Nordic, da tilmeldingerne blev færre og færre og der kom en stigende musikalsk ensformighed, mens programmet var under stor konkurrence fra andre programmer og talentshows. Det skulle laves om, og DR revitaliserede programmet, således at 2013 faktisk blev det bedste år for MGP nogensinde, og Rasmus Ladefoged mener, at det skyldes det ansvar, som DR tog. De gjorde programmet mere synligt, tilbød workshops for de børn, der indsendte videoer og eftersøgte flere forskellige genrer, således at nu kun jazz vist er den eneste musikgenre, der aldrig har været optrådt med i dette program. DR lagde fokus på den musikalske proces og den kreativitet, der ligger bag at skrive en sang. Samtidig gjorde de en dyd ud af at vise det arbejde, børnene lagde i det, sådan at alle kunne se, at det kunne lade sig gøre. MGP var ikke bare for dem født med en guldske i munden, det var for alle. I 2013 fik vinderen af MGP heller ikke tildelt nogen pladekontrakt, som de tidligere vindere, for DR mener ikke længere, at det er forsvarligt at give et 12-‐årigt barn det ansvar og pres, der følger med en pladekontrakt. I stedet fik vinderen en form for kursus i musik og sang og fik mulighed for at være med til at tilrettelægge den musikalske udfoldelse i fremtiden. Et ansvar vinderen altså ville kunne håndtere og leve op til. Ultra Nyt Rasmus Ladefoged mener ikke, at nyheder er for alle aldre, og han påpeger, at mange børn i dag faktisk frygter krig, ødelæggelse og død, fordi de kun bliver præsenteret med de nyheder, der er målrettet de voksne. Derfor sender DR Ultra ”Ultra Nyt” mandag til torsdag kl. 18.00. Her kan børnene se rigtige nyheder i børnehøjde med Stine Lynghard og Tommy Zwicky som værter. Begge er søde og troværdige voksne. Nyhederne formidles altså af en voksen i et studie. Her vises der nyheder, børnene kan forholde sig til. Rasmus Ladefoged viser et hurtigt klip, hvor man møder unge piger, der fortæller om, at det er svært at leve op til mediernes kropsbilleder, og det er børnene selv, der fortæller, hvordan de føler det, når de ser modeller i fjernsynet. Der vises også børn, der redder sæler, og endelig en udsendelse fra en skole i Aalborg, hvor eleverne gerne vil have nye toiletter og skolefaciliteter. ”Pointen er, at Ultra Nyt kan behandle ALLE nyheder, fordi opgaven er at formidle ALT dét, der sker i verden – også krig og katastrofer -‐ på en måde, som børnene kan forstå,” siger Rasmus Ladefoged. Ultra Nyt handler om at skabe et trygt rum for børnene og samtidig inspirere til snak med voksne, og han har selv set, at børnene reflekterer over de ting, de bliver præsenteret for, og de danner deres egne holdninger. Og DR er ikke alene om nyheder i børnehøjde. I Sverige findes Lilla Aktuelt og i Norge Supernytt, som begge har flere år på bagen end danske Ultra Nyt. Reality-‐DR Ingen snak eller diskussion om medierne før reality-‐verdenen er blevet vendt, og det bliver den også i dag, for DR sender jo også reality-‐programmer. Det er vor tids mest populære og udskældte tv-‐genre, og DR bliver nødt til at være med. Rasmus Ladefoged påpeger dog, at reality-‐tv er langt mere end bare Fristet og Paradise Hotel på TV3. Der findes mange dele, formater og måder at vise denne genre om personlige konflikter på. Rasmus Ladefoged siger, at de unge er fascinerede over denne verden, og mens halvdelen


HOVEDFORELÆSERE

tænker: ”Gid det var mig!”, når de tænder for Paradise Hotel, så tænker den anden halvdel: ”Godt, det ikke er mig!”. Selvom der er forskellige holdninger, så fungerer kombinationen godt, og derfor har DR også lavet reality-‐shows. Her kendes Blod, Sved og T-‐shirt, hvor en gruppe unge sendes til en sweatshop for at se, hvordan det tøj de går i, faktisk kommer fra. Formålet med denne udsendelse var at få de unge i debat, og det lykkedes ifølge Rasmus Ladefoged. Derudover kendes også Ultrahuset, hvor en gruppe unge, der har brug for et frikvarter hjemmefra, bor sammen i et stort hus med videoovervågning – lidt a la Big Brother, men positiv reality, fastslår Rasmus Ladefoged. Han mener, at genren er uundværlig i dag, og selvom mange er imod genren, så er den ikke nødvendigvis af det onde eller problematisk, hvis man bruger den rigtigt. Ydermere har DR også lavet Voksenfælden, som Rasmus Ladefoged er glad for. Den omhandler castede børn i konstruerede virkeligheder, der tester voksnes tålmodighed og høflighed med skjult kamera. To grupper af børn dyster mod hinanden, og ifølge Rasmus Ladefoged indeholder dette show alt; reality, skjult kamera og konkurrence samtidig med at den åbner op for debat. For hvorfor er det nu lige, at de voksne finder sig i så meget? For alle og for de få Kort sagt rummer DR (herunder de seks kanaler, de mange radioprogrammer og webben) altså noget for alle. DR går op i at tilbyde programmer, som de andre TV-‐stationer ikke tilbyder. Der er konstant konkurrence med TV2 og Viasats kanaler, men DR fungerer, for der er mere værdi end hos de andre kanaler. Der er ting på dagsordnen, der er debatter og fællesoplevelser nu og her. Kort sagt ér DR i virkeligheden for alle og for de få. Tænd bare for fjernsynet og se med, understreger underholdningsredaktøren.


HOVEDFORELÆSERE


HOVEDFORELÆSERE

Zur Eigenwelt-‐Orientierung bei heutigen Jugendlichen. Wie sich die lebensweltlichen Relevanzen verändert haben Thomas Ziehe, Hauptvorlesung, Europahallen, Aalborg, Dänemark, 24. September 2013

Den anerkendte tyske professor, Thomas Ziehe, fortæller i det følgende om, hvordan unge orienterer sig i dag – i en mangfoldig, digitaliseret verden.

Text: Thomas Ziehe. Foto: Mogens Rude I. Erfahrungswandel in der spätmodernen Gesellschaft

(1) Kontingenz-‐Steigerung und lebensweltliche Entstrukturierungen

Es gibt einen tief greifenden atmosphärischen Wandel in unserem Alltagleben, den man als Steigerung von Kontingenz beschreiben kann. Damit ist ein Wirklichkeitszustand gemeint, in dem das meiste unserer Erfahrungswelt nicht mehr unbedingt so sein muss, wie es ist. In modernen Gesellschaften ist nichts mehr ganz gewiss und fest. Fast immer könnte man alles „auch anders sehen“. Die Individuen sind entlassen worden aus einer fast zwingenden Einbindung in vorgegebene biographische Fahrpläne. Es sind lebensweltliche Offenheiten entstanden, aber auch Undurchsichtigkeiten; vermehrte Wahlmöglichkeiten, aber auch soziale Entbettungen. Für die jetzige junge Generation bedeutet dies, von Anfang an in einer weniger fest strukturierten Alltagsumgebung aufzuwachsen. Die heutigen jungen Leute sind sozusagen Kinder kultureller Entstrukturierungen. Das ist ein deutlich anderer Sozialisationskontext als für die Jugendgeneration der siebziger und achtziger Jahre. Die damalige junge Generation reagierte in ihren Lebensstilen auf eine kulturelle Überstrukturierung. Sie war noch in verbindliche Pflicht-‐ und Einordnungswerte eingebunden, gegen die sie dann im Großen wie im Kleinen aufbegehrte und sich davon ablöste. Heute hingegen geht es in den Lebensformen der jungen Leute vermehrt darum, mit den vielfältigen Entstrukturierungen umgehen zu lernen und sie zu kompensieren. Auf die Entstrukturierungen wird mit eigenen Gegenbedürfnissen reagiert – mit Bedürfnissen nach lebensweltlicher Stabilität, Gewissheit und Zugehörigkeit. Die Individuen schaffen sich Regelsysteme und Strukturen, die sie von Kontigenz entlasten und Übersichtlichkeit sichern sollen. Ein kleines Beispiel hierfür: Ich war kürzlich in einer dänischen Internatsschule, die ausschließlich von 15-‐ bis 16-‐Jährigen besucht wird, die dort gewissermaßen eine Zwischenzeit einlegen, um erst danach zu entscheiden, welche Schul-‐ und Bildungswege sie danach eingehen wollen. In der Mensa wurde mir ein großes Anschlagbrett gezeigt, an dem sich die Passfotos aller Schüler befanden. Unter jedem der Fotos klebten wahlweise ein, zwei oder drei rote Punkte, die jede(r) Schüler(in) dort selbst angebracht hat. Ein roter Punkt bedeutet „ohne feste Beziehung“, zwei Punkte stehen für „feste Beziehung am Heimatort“ und drei Punkte für „feste Beziehung hier im Internat“. Das ist sehr übersichtlich! Und auf diese Weise lässt sich überflüssiger Aufwand bei einer Beziehungsanbahnung auf praktische Weise vermeiden. Das meine ich mit Gegenbedürfnissen nach Stabilität und Übersichtlichkeit. Ich nehme nicht an, dass solch ein quasi-‐öffentliches Aushangverfahren in den 70er-‐ und 80er-‐Jahren auf Gegenliebe gestoßen wäre ...


HOVEDFORELÆSERE


HOVEDFORELÆSERE

(2) Individualisierung „Individualisierung“ meint nicht Alleinsein oder eine Single-‐Existenz zu führen. Vielmehr bezeichnet Individualisierung ein verändertes Verhältnis von Individuum und Gesellschaft. Dahinter steht ein kultureller Wandlungsprozess, und zwar von einem normenregulierten Alltagsleben hin zu einem präferenzorientierten Alltagsleben. Das ist nicht in einem luxuriösen Sinne gemeint, etwa so, dass man sich alles im Leben aussuchen könnte und dann auch bekäme. Präferenzorientierung meint hier lediglich, sich an eigenen Vorlieben auszurichten, aber ebenso auch an eigenen Aversionen. Es geht darum, in möglichst vielen Alltagssituationen entweder eigenen Wünschen oder eigenen Vermeidungen folgen zu können. Der Alltag hält dann Situationen bereit, in denen beständig ein-‐ und aussortiert wird, in denen der eigene Bedürfniskompass auf Wunsch oder Vermeidung gepolt ist. Individualisierung kann man sich also als einen innerpersonalen Filter vorstellen, der darüber „entscheidet“, was an sozialen Erwartungen und Geboten eine Person an sich heranlässt oder eben nicht heranlässt. Wobei hinzuzufügen wäre, dass man in der Adoleszenzphase häufiger auf defensive Vermeidungen hin gepolt ist als auf positive Wünsche. Die Orientierung entlang eigener Präferenzen erlaubt es dem Jugendlichen, hieraus seine mentale Eigenwelt aufzubauen. Solche Eigenwelten sind nicht als ein Ort zu verstehen, sondern als eine mentale Konstruktion, die all das umfasst, was dem Jugendlichen vertraut, plausibel und ich-‐nah erscheint – sozusagen, was „sein Ding“ ist. Die Eigenwelt stellt also einen Relevanzkorridor dar, eine Vorsortierung alles dessen, was als subjektiv wünschenswert und attraktiv erscheint. Was mental außerhalb dieses Korridors angesiedelt ist, erscheint umgekehrt als fremd, unzugänglich, sinnlos. Natürlich hat es für frühere Jugendgenerationen auch solche mentalen Eigenwelten gegeben. Aber dies waren eher kleine Nischen, die beständig gegen die Zumutungen der Erwachsenenwelt gesichert werden mussten. Die Eigenwelten waren früher kleine Inseln, und die Erwachsenenwelt stellte den dominanten Kontinent dar. Heute ist – aus subjektiver Perspektive des Jugendlichen – die Eigenwelt der Kontinent, und die anderen lebensweltlichen Bereiche sind eher ferne Inseln. Es ist für die heutigen Jugendlichen durchaus ein Liberalisierungsgewinn, sich in so hohem Maße an der jeweiligen Eigenwelt orientieren zu können. Aber dieser subjektive Zugewinn hat auch seinen Preis: Alles, was nicht mit der Eigenwelt kompatibel ist, erscheint nun als außerordentlich fremd und als bezweifelbar. Das symbolische Terrain außerhalb der Eigenwelt wird als recht ich-‐fern erlebt. In der Sprache von Wetterberichten könnte man sagen: Die „gefühlte Fremdheit“ (außerhalb es eigenen Relevanzkorridors) nimmt zu. In einer Fernseh-‐Quizshow bekommt der Kandidat, ein junger Mann um die Zwanzig, die Frage: In welchem Jahr wurde die D-‐Mark eingeführt? Er brütet vor den Antwortmöglichkeiten und rät falsch. Und sagt dann: „Das kann ich ja gar nicht wissen, das war ja vor meiner Zeit.“ Und er sagt diesen Satz mit großer Selbstverständlichkeit. Im Laufe der Sendung stellt sich dann heraus, dass noch einiges „vor seiner Zeit“ war. Im Kontext von präferenzorientiertem Alltag und subjektiver Dominanz der Eigenwelt werden die Lebensformen zu einer eigenen, privaten Angelegenheit der Individuen (solange sie sich an die Gesetze halten). Das ist ein gravierender Wandel, wenn man sich klarmacht, um welche Lebensform-‐Facetten es früher bitterste Auseinandersetzungen mit den Eltern gab (etwa um Frisur und Kleidung.) Heute gibt es größere Wahl-‐ und Entscheidungsspielräume, aber auch ein höheres Risiko, mit diesem Selbstfindungsprozess nicht zurechtzukommen. Die Welt der Gleichaltrigen, die Peergroup, fungiert wie ein Assessment-‐Center. Hier werden die in der Alltagsstufe „angesagten“ Entwicklungsfortschritte abgeschätzt und symbolische Prämien verliehen oder aberkannt. Der Erfolg in den Augen der anderen wird zur wichtigsten Währung für das Selbstwertgefühl. Es gibt brennende Sorge über die eigenen Entwicklung und die Anerkennung durch die Gruppe. Das steigert den lebensweltlichen Beratungsbedarf, man möchte um alles in der Welt nicht bei Peinlichkeiten und Verhaltensfehlern erwischt werden.


HOVEDFORELÆSERE

Das Jugendmagazin „Bravo“ bedient diesen Bedarf mit Hilfe der bekannten Rubrik mit Leserbriefen. Hier ist im Prinzip fast alles thematisierbar. Und im Zentrum der Brieffragen steht eindeutig die Entwicklungssorge. So möchte der Briefschreiber Tommy, 15, von der Redaktion folgenden Rat bekommen: „Ich habe demnächst mein erstes Date. Jetzt wollte ich von Euch wissen, was ich da alles machen muss, damit es klappt. Was kann ich mit ihr reden oder was sollten wir unternehmen?“ Das Schwestermagazin „Bravo Girl“ hat für die jungen Leserinnen ein „Flirtspruch-‐Heftchen“ in Kleinformat beigeheftet, das man bequem bei sich tragen kann. Motto der Redaktion: „Mit unseren 100 super Sätzen [!] klappt der erste Flirtkontakt garantiert!“ Der Wunsch, der hier bedient wird, richtet sich auf eine Art von lebensweltlichem „Navi“-‐Wissen, welches verspricht, konkreteste „Lebensnützlichkeit“ zu liefern. Es geht um eine Vorsorge für Verhaltenssicherheit – vor den Augen der anderen. (3) Ich-‐Ausgesetztheit Individualisierung und Eigenweltzentrierung lassen im Krisenfall das Selbst ziemlich „nackt“ dastehen. Es ist schonungslos dem eigenen Blick ausgesetzt wie auch dem Blick der anderen. Im Falle stark belasteter Biographieverläufe bildet sich ein Teufelskreis von frühen Beziehungsstörungen, Kompensationsversuchen, die scheitern, und unablässigen Reinszenierungen der „alten“ pathogenen Konstellation in der Jetztzeit. Die psychische Vergangenheit dominiert das Erleben der Gegenwart: Das Selbstwertgefühl ist daueralarmiert; Selbsthass wird auf Objekte der Außenwelt projiziert und, in extremen Fällen, als Revanchelust und Vernichtungswut ausagiert. Das Individuum ist unablässig und ungefiltert der eigenen drängenden psychischen Realität ausgesetzt und außerstande, sich sozial realitätsgerecht zu verhalten. Es herrscht eine „Wut auf alles Unbeschädigte“1. Der eben skizzierte Erfahrungswandel sollte aber nicht ausschließlich eine Verlustdiagnose ergeben. (Die Erfahrungskontexte der Sozial-‐ und Therapiearbeit verführen manchmal dazu, Fallgeschichten aus dem eigenen Praxisbereich vorschnell zu einer negativen Kulturdiagnose im Ganzen auszuweiten.) Steigende Kontingenz und Individualisierung gehören zum kulturellen Ausdifferenzierungsniveau spätmoderner Gesellschaften. Die Individuen sind aus einer engmaschigen Vollkontrolle ihrer Lebensführung entlassen. Ohne Kontingenz und ohne Individualisierung gibt es keine Freiheit, und Kontingenz und Individualisierung sollten deshalb nicht gleichgesetzt werden mit sozialer Desintegration. Allerdings wächst das Desintegrationsrisiko dort, wo die psychischen und mentalen Ressourcen einer Person zu knapp sind, um es mit freisetzenden Modernitätserfahrungen aufnehmen zu können. Meine weiteren Ausführungen sehen von potentiellen Modernitätsgewinnen ab, die in Kontingenz und Individualisierung eingebaut sind, da ich nun den Fokus nur auf krisenbezogene, riskante Kontexte richten möchte. II. Riskante Dispositionen (1) Alltäglich mitlaufende Selbstbeobachtung

Moderne Individuen verfügen über die Möglichkeit, ihre „Innenbeleuchtung eingeschaltet zu lassen“. Wir sind nicht nur Teilhaber einer umfassenden Bebilderung der äußeren Welt, sondern auch einer Bebilderung und Thematisierung unserer psychischen Innenwelt. Das verstärkt Prozesse der Selbstwahrnehmung und der Selbstproblematisierung. Das Psychische ist nicht mehr ein Arkanbereich für professionelle Spezialisten,


HOVEDFORELÆSERE

sondern es ist längst Thema und Aufmerksamkeitsfokus in der ganz normalen Alltagswelt. Heutige Kinder und Jugendliche wachsen in eine lebensweltliche Allgegenwart der Selbstthematisierung hinein und nehmen diese ganz unvermeidlich mit auf. Diese eigentümlich trivialisierte Introspektion dient der Sicherung des Selbstbilds, kann aber auch eine Gefangenheit in Bildern des Selbst bewirken. Ein belastetes zwölfjähriges Mädchen sagt am Ende des Erstgespräches, quasi fall-‐zusammenfassend, zu ihrem Therapeuten: „Da sehen Sie es – keine Erziehung!“ (2) Schamanfälligkeit und Selbstwertbedarf Von der brennenden Identitätssorge war bereits die Rede. Zur Sicherung eines einigermaßen tragbaren Normalitätsbildes von sich selbst gehören in der heutigen Alltagswelt höhere Erwartungsniveaus als bei früheren Jugendgenerationen. Es reicht nicht mehr aus, hinreichende Konventionalität und Einordnungsfähigkeit unter Beweis zu stellen, sondern heute muss man schon mehr „zu bieten haben“. Viele Individuen bauen hochfliegende unreife Größenbilder von sich auf und haben gleichzeitig ein verletztes, fragiles Selbstwertgefühl. In diesen Fällen dominiert innerpsychisch eine Affektlage der Unzulänglichkeit und des „inneren Unglücks“. Die Gewöhnung an alltäglich mitlaufende Selbstbeobachtung geht nämlich nicht unbedingt einher mit gesteigerter Selbststeuerung. Sie macht zudem die Betreffenden anfällig für Gefühle der Scham (in Unterscheidung zum „alten“ Schuldgefühl). Nicht der schuldbezogene Konflikt mit dem kulturellen „Gesetz“ von Gut und Böse, Gebot und Sünde, steht dann im Zentrum des Leidens, sondern die hochempfindliche Angst vor Erlebnissen der Peinlichkeit und des Fiaskos. Ein 15-‐Jähriger, von seinem Onkel gefragt, ob er einen Schirm dabeihabe, antwortet entsetzt: „Regenschirm? – Bin ich etwa schwul?!“


HOVEDFORELÆSERE

(3) Generalisierte Suchtstruktur Die Ich-‐Ausgesetztheit und semi-‐depressive Disposition zu innerem Unglück erzeugt affektive Zustände der inneren Leere und ein frei flottierendes Begehren nach „Immer-‐Mehr“. Ein unstillbarer Zufuhrbedarf nötigt zum unablässigen In-‐sich-‐hinein-‐Füllen, sei es von Süßigkeiten, Höllenlärm, Pillen oder Action-‐Bildern auf DVD. Der „User“ will seinen eigenen Selbstzustand instrumentell stimulieren, und bald stellt sich die Notwendigkeit der Dosisverstärkung ein. (4) Wollensprobleme und Handlungshemmung Wenn der Lebensalltag nur wenig verlässliche, stützende äußere Strukturen aufweist, ist es subjektiv schwieriger, eigene innere Strukturen aufzubauen. Der Ich-‐Haushalt weist dann Züge von Unterstrukturiertheit auf. Die inneren Regulationsmechanismen sind unentwickelt, und es entsteht ein Problem des Wollens (im Unterschied zum bloßen Wünschen). Hier sind Unentschiedenheit, Sich-‐nicht-‐Festlegen, Aufschieben und Abbrüche die Folge. Das Selbstkonzept ist dann illusionär: „Wenn ich richtig wollte, dann könnte ich es, aber ich will ja noch gar nicht richtig.“ In der Wirklichkeit aber wird die Aussicht auf Selbststeuerung immer schwächer. Ein chronischer Schulschwänzer, 14, sagt zur Sozialarbeiterin: „Ich kann mich eben bei mir nicht durchsetzen.“ Gemeinsamer Kern dieser riskanten Dispositionen ist eine nur schwache Ich-‐Abgrenzung (also eine geringe Eigenständigkeit) und eine Angewiesenheit auf eher symbiotische Objektbeziehungen. Unreife Form der Ich-‐Abgrenzung und symbiotische Wünsche nach psychischen Fusionen stehen dichotomisch nebeneinander: Verweigern oder Verschmelzen, Klammern oder Abblocken. III. Riskante Eigenwelten (1) Gruppe und Beziehung Gruppenzusammenhänge fungieren als ein Spiegel für die eigene Selbsteinschätzung. Die alte Identitätsfrage lautete „Wer bin ich?“, die neue Identitätsfrage heißt „Zu wem gehöre ich?“ Die Gruppe wird zu einer Reputationsbörse, die für jeden die Kursverläufe seiner Anerkennung und Beliebtheit anzeigt. Das Für-‐sich-‐Sein als Alltagserfahrung wird eher selten. In ihrer Zweierbeziehung fordern die Partner eine extrem hohe Regeldichte ein. Untreue-‐Angst und rasch bohrende Eifersucht werden mit alltäglichen Bewachungsmechanismen in Schach gehalten, wobei dem Handy eine durchschlagende Kontrollfunktion zukommt. Der Binnendruck in solchen fusionistischen Zweierbeziehungen ist erheblich, und es kommt zu Überforderungseffekten, Zerwürfnissen und schmerzhaften Trennungen. Die riskanten Dispositionen (Selbstbeobachtung, Scham, Suchtstruktur, Wollensprobleme) fügen sich ineinander mit den riskanten Eigenwelten (Netz/Medien und Gruppe/Beziehung). Sie bilden zusammen einen Kreislauf aus Fusionsbedürfnissen und Verschmel-‐zungsangeboten. Es bedürfte erheblicher Gegen-‐Identifikationen und Ich-‐Stärke, um hierzu (zumindest ab und zu) auf Distanz gehen zu können. (2) Das Netz und andere Medien Sich ins Netz zu begeben hat einen extrem hohen Grad an Attraktivität gewonnen. Der eigentümlichen Künstlichkeit der digitalen Welt wird eine Faszination angesonnen, vor der die reale Welt der Face-‐to-‐Face-‐Kommunikation als zu begrenzt, ereignisarm und enttäuschend empfunden wird. Einzutauchen in die Unendlichkeiten der digitalen Räume kann wirken wie eine rauschhafte Ich-‐Ausweitung (obwohl man doch real die ganze Zeit im Basement verbringt). Das Netz ermöglicht über Mobilphone, iPhone und iPod eine Mitnahme der Eigenwelt und des ganzen Beziehungsnetzes.


HOVEDFORELÆSERE

Die Privatkanäle des Fernsehens bieten über Krawall-‐Shows und Entblößungsformate eine pausenlose Bebilderung von Beziehungs-‐ und Lebenslaufdramen. Die Weltwahrnehmung wird thematisch und sozial radikal privatisiert. Einige Pop-‐Sektoren (wie z.B. HipHop oder Casting Shows) locken mit phantasmatischen Größen-‐Storys: vom dürftigen Alltag zum Star-‐Glamour. Die Ambivalenz von baldigem Ruhm und medialer Demütigung und Scheitern bietet viel symbolisches Material für Omnipotenzansprüche und Racheprojektionen. In vielen Kindergärten war vor einiger Zeit das beliebteste Spiel der Kinder das „Bohlen-‐Spiel“. Ein Kind ist auf der „Bühne“ und führt den anderen etwas vor, und zwar absichtlich in besonders schlechter Qualität. Und danach wird es von den anderen leidenschaftlich „fertiggemacht“. Das Netz und die Mainstream-‐Popkultur verschmelzen miteinander. Sie werden zu einem tagesbegleitenden Enviroment und – im vollen Sinne des Wortes – zur „kulturelle Heimat“ (der Begriff „Freizeitbeschäftigung“ ist hierfür sicherlich nicht mehr zureichend.) Die „richtige“ soziale Welt wird zurückgestuft zu (nur) einer Welt unter anderen. Im Extremfall wird die Wirklichkeit geradezu entrückt. IV. Erfahrungs-‐ und Lernschritte Ich möchte nun noch kurz auf sozialisatorische Entwicklungsziele der Adoleszenz zu sprechen kommen. Ich tue dies durchaus zögerlich. Denn die Kluft zwischen den hehren „Zielen“ der Jugendarbeit und ihrer häufigen Erfolglosigkeit ist beklemmend. Das verbietet es, den Mund zu voll zu nehmen. Sigmund Freud hat dazu einmal gesagt, dies sei so aufbauend, wie in einem Hungergebiet Speisekarten zu verteilen. (1) Innere Autonomisierung Konzeptionell halte ich es für wichtig, am begrifflichen Unterschied zwischen primärer und sekundärer Sozialisation festzuhalten. Normativ gesehen beinhaltet sekundäre Sozialisation (auch) die Entwicklungsaufgabe, den Egozentrismus der Kindheit stufenweise abzubauen und allmählich Abstand zur Gegebenheit der äußeren wie der inneren Realität zu gewinnen. Jürgen Habermas nennt dies ein „Sich-‐Herausversetzen“ und meint damit eine Autonomie gegenüber der äußeren wie auch der inneren Realität. Der Gesichtspunkt einer Autonomie nach innen wird heute gelegentlich vom Ziel einer unbedingten Selbststabilisierung verdeckt. Die Ich-‐Entwicklung in der sekundären Sozialisationsphase dient auch der Selbststabilisierung – aber nicht nur dieser. Es geht um Ich-‐Identifikation, Ich-‐Abgrenzung und Ich-‐Distanz. Ich-‐Identifikation meint ein reiferes Wohlwollen sich selbst gegenüber (die Briten haben hierfür den schönen Ausdruck „to be nice to yourself“). Ich-‐Abgrenzung meint, die Subjekt-‐/Objekt-‐Unterscheidung auszubauen und (nicht-‐fusionistische) Eigenständigkeit auszuhalten. Ich-‐Distanz, schließlich, heißt, den eigenen Stimmungen und Aversionen nicht mehr bloß ausgesetzt zu sein, sondern zu den eigenen Präferenzen Stellung nehmen zu können. Im Sinne einer Triangularisierung geht es um einen Perspektivwechsel auf sich selbst; und um einen Bezug auf ein „Drittes“ jenseits dyadischer Fusionen (z.B. als Leidenschaft für einen Gegenstand, für einen Inhalt). (2) Differenzerfahrung Sozialpädagogische und sozialtherapeutische Einrichtungen/Arbeitsfelder sollten unter anderem zwei Eigenschaften bieten: Sie sollten als ein gut strukturierter und haltender Interaktionsrahmen fungieren. Und sie sollten mittels einer erfahrbaren Differenz zur privaten Lebensroutine der Jugendlichen arbeiten, um diesen Jugendlichen auch dosierte Krisen zumuten zu können. Beides hängt natürlich zusammen: Denn sich auf eine Krisenzumutung einlassen zu können bedarf gleichzeitig eines haltenden Rahmens. Die Differenz zum Alltag fördert im gelingenden Falle ich-‐stärkende und ich-‐distanzierende Erfahrungen:


HOVEDFORELÆSERE

-‐ ein stabiles Setting; -‐ fürsorgliche Kontrolle und annehmende Autorität; -‐ ein Eindeichen-‐Können eigener Negativerfahrungen; -‐ eine hinreichende innere Selbstwirksamkeit und Eigenregulation; -‐ schließlich eine Erweiterung der Identifikationen über den Kreis der Peers hinaus. Für Letzteres gibt es ein kluges Motto aus der Antike: „Ich möchte etwas von dir lernen, ohne so werden zu müssen wie du.“


HOVEDFORELÆSERE


Workshop : DEMOKRATI

Referat: Oplæg om Aalborg Ungebyråd Sandra Pudlowska Al-‐Jarrah og repræsentanter fra Aalborg Ungebyråd, Aalborg Kultur og Kongrescenter, 23. september, oplæg fra Aalborg Ungebyråd. I dette oplæg beretter Sandra Pudlowska Al-‐Jarrah og repræsentanter fra Aalborg Ungebyråd om rådets formål, virke, udfordringer og fremtid. I oplæggets første del fortæller Sandra Pudlowska Al-‐Jarrah, ugebyrådssekretær, om hvilke opgaver ungebyrådet varetager og hvilke formål ungebyrådet her. I oplæggets anden del er det byrådet seæv der fremlægger deres erfaringer med byrådsarbejdet. Referent: Camilla Bundgaard Christensen Del 1: Indsatser: V. Ungebyrådssekretær Sandra Pudlowska Al-‐Jarrah Ungebyrådet er vigtigt fordi demokrati er vigtigt. Demokrati er vigtigt både ud fra et mikro- og makroperspektiv. Mikroperspektiv Den styreform, der giver os den største frihed, mest tryghed, de fleste muligheder og størst velstand. Det er den mest stabile samfundsstyreform, og det er også langt den sjoveste! Makroperspektiv Fredstesen, Immanuel Kant, 1795. Ud fra et ideal om evig fred! Demokratier vil ikke gå i krig med hinanden, det er der ifølge Kant tre årsager til. De tre årsager kan forenklet beskrives som følgende: 1) Staterne har demokratiske normer. Man løser konflikter med ord, 2) Demokratier har delte værdier, hvilket gør dem mere sympatiske overfor hinanden, 3) Krig koster penge og forstyrrer samhandlen. Befolkningen i demokratier vi lægge pres på politikerne. Jo færre diktaturer, desto færre potentielle krigsmodstandere à Demokrati vil skabe en mere fredelig Verden. Dette er dog rendyrket teori. Hvordan opdrager man til demokrati Demokrati og demokratisering er vigtigt både, Internationalt, nationalt og lokalt. Unge I Skandinavien er opvokset med demokrati. De ved ikke hvad det vil sige at leve I fx et autokratisk styre, derfor skal de lære demokrati ved at blive inddraget i det. Opdragelse: Det er vigtigt at lære unge mennesker om demokratiet og det faktum, at demokratiet ikke er en selvfølge, men er noget som vi mennesker skal kæmpe og arbejde for. Derfor skal de unge inkluderes i det demokratiske arbejde! Med udgangspunkt i demokratitrappen præsenteres indsatser i Aalborg ungebyråd Figur 1: Demokratitrappen – eksempel



Forklaring på demokratitrappen Unges lyst og evne til at deltage i demokratiske processer dannes og udvikles på vej op ad trappen. Fra uformel til formel deltagelse I demokratiske processer. Flydende overgang mellem trinene og unge kan deltage på flere niveauer samtidigt. Hierarkiske og bureaukratiske systemer er ikke noget for unge. Demokratitrappen i et Aalborgperspektiv Der gennemgås tiltag på forskellige niveauer. Der startes nedefra, hvorefter der præsenteres initiativer længere oppe på trappen:

-‐ Mål at skabe en platform for ungeindflydelse og ungedemokrati, lokale UngAalborg råd er repræsenteret i hvert af de 9 netværk, som UngAalborg er inddelt i. Lokale råd skal være sparringspartnere for netværket – unges mulighed for medindflydelse og medinddragelse i forhold til lokale problemstillinger, ønsker og behov.

-‐ Udbrede og synliggøre de unges demokratiske muligheder via. radio og tv. Oplyse og informere

unge om, hvad der sker, både lokalt, nationalt og internationalt. Station 10 inddrager demokrati, som en fast del af sin tilgang til produktionsemner.

-‐ Uformel dialog mellem politikere og unge omkring specifikke ungerelevante spørgsmål i

byrådssalen. Relevante politikere, rådmænd og udvalg fra Aalborg Byråd inviteres til at overvære Unge på tinge. Aalborg Ungebyråd skal efter debatten udforme en resolution, som sendes videre i det politiske og kommunale system til relevante personer.

-‐ Én gang årligt afholdes demokratidag for kommunes 7. klasser. De unge vil i den forbindelse møde

en række udfordringer og workshops med temaer om demokrati og indflydelse.

-‐ At sikre, at unge får øget kendskab til EU.

-‐ En international demokratiforståelse og forståelse for forskelligheder og ligheder for unge indenfor landene i EU. Der sættes fokus på forskellige temaer som eksempelvis demokrati eller miljø og bæredygtighed. De unge inddrages som aktive deltagere i projekterne Ungdomsskolen repræsenterer de unges holdninger og er i besiddelse af stemmeret.



-‐ En gang årligt vælges 2 unge, gennem Aalborg Ungebyråd, til ungdomsskolebestyrelsen.

-‐ Aalborg ungekongres: Gennem undervisning, workshops, udveksling af erfaring og viden, opkvalificeres de unges handlekompetencer omkring demokratiarbejde. Unge arbejder med aktuelle ungdomspolitiske emner, som efterfølgende danner grundlag for arbejdsprogrammet for Ungebyrådet. Valghandling: På kongressen vælges repræsentanter til Aalborg Ungebyråd.

Del 2: Ungebyrådet v. repræsentanter fra Aalborg Ungebyråd Hvad laver ungebyrådet: Et råd der inddrager og inspirerer unge til at deltage i demokratiet. Unge der har en interesse i de ting der sker omkring dem og lyst til at deltage i ungdoms-‐relaterede politikker. Idéskabende og aktivitetsfremmende i forhold til tiltag i kommunen. Formål og historie

-‐ Koordinere og opfange Aalborg Kommunes unges interesser -‐ At sikre samarbejde mellem ung og beslutningstagere -‐ Blev etableret af voksne der ønskede at lytte til de unges ønsker og holdninger. Det er de

voksne der danner rammerne og de unge der udfører politik indenfor rammerne. Struktur: 8 medlemmer i dag, Formand og næstformand, Mødes 1 gang om måneden. 2 gange årligt mødes med byrådet. Herudover her de Arbejdsgrupper/Styregrupper Succeser Der har været både udforinger forbundet med at starte Aalborg Ungebyråd. Udfordringer har blandt andet været frafald og manglende motivation, hvor rådet er gået fra 13 til 8 medlemmer. Men der har også været succeser. Blandt andet indflydelse på ungestrategi, indflydelse på bedre og sundere skolemad, Ungekaravane 2013 hvor ungebyrådet besøgte folkeskoler. Endvidere:

-‐ Personlig udvikling -‐ Medlemmerne af rådet beretter alle om personlig udvikling, fx Erfaring med politik, Netværk og

Indsigt. -‐ Kompetenceudvikling -‐ Mundtlig og skriftlig formulering, modet til at tale og modet til at engagere sig -‐ Det sociale aspekt af udvikling -‐ Venskaber på tværs af skoler, godt samarbejde og gode resultater -‐ Oplevelser -‐ Medlemmerne har fået mange gode oplevelser ved at være medlem af rådet. Det har blandt andet

budt på ture til København og Vilnius. Her blev blandt andet oplevede nye kulture og der blev mødt spændende mennesker med spædende holdninger.

Fremtidsdrømme Endnu flere skal bruge rådets kompetencer og flere børn og unge skal inkluderes i demokrati. Ungebyrådsradio kommer til at holde ungebyrådsradio ca. hver 3 uge – folk kan ringe ind og være med. Vigtigt afsluttende pointe fra ungebyrådet: HUSK AT INDDRAGE DE UNGE NÅR MAN TALER OM UNGE.



Eksempler fra praksis med unge og demokratiarbejde i Aalborg, Helsingfors og Oslo Foredrag i Radiosalen, Aalborg 24-‐09-‐2013 under workshoppen ”Demokrati” Oplægget fra Aalborg har et digitalt perspektiv, hvor fokus er, hvordan man kan inddrage det medie/teknologiske aspekt i unges demokratiske deltagelse og dannelse? , mens oplægget fra Helsingfors omhandler selve dialogen med de udsatte unge, og hvilke metoder, man kan benytte for at inkludere disse unge mennesker i samfundet. Slutteligt omhandler oplægget fra Oslo, hvordan man strukturer demokratiarbejdet, så de unge kommer tættere på beslutningstagningen, både uformelt såvel som formelt. Af referent: Sandra Pudlowska Al-‐Jarrah. Fotograf: Trine Amdi Aalborg: Station10 Station10 er UngAalborgs mediehus, hvor der produceres direkte lokal ungdomsradio og TV til unge i Aalborg kommune. Station10 arbejder med mange forskellige projekter og tilbyder bl.a. undervisning i grafik. Hvis man som ung spiller i et band og ønsker at få indspillet sin musik, så kan dette klares på Stationen. Man kan som band, komme hele paletten rundt på Stationen, da man også kan få produceret en musikvideo. Alt hvad der produceres på Station10, produceres i samarbejde med andre unge, hvorfor Stationen sørger for, at benytte de unges mange forskellige ressourcer. Station10 bliver drevet af to fuldtidsansatte samt deltidsansatte på 10-‐12timer ugeligt og to volontører fra henholdsvis Spanien og Serbien. Yderligere samarbejder stationen med universitetsstuderende, som arbejder frivilligt for at få erfaring inde for deres studie. Demokratiarbejde Station10 indgår også som en vigtig del af det demokratiske arbejde med unge i Aalborg Kommune. De unge på Stationen er med, når der afholdes Unge På Tinge, som er en demokratiindsat, hvor unge møder og diskuterer direkte med politikerne i Aalborgs byråd. Station 10’s opgave er at filme disse debatter og generelt dække hele mediedelen vedrørende demokratiindsatsen. Station10, er også stedet, hvor kandidater, der stiller op til Aalborgs Ungebyråd, får produceret valgvideoer til Ungekongressen, hvor der vælges et nyt Ungebyråd, hvert år. Live radio og tv På Station10 produceres der live ungdomsradio, hvor de unge selv kommer ind med deres ideer, der er altså ingen voksne, som siger, hvad de skal lave, de voksne giver kun råd, hvilket ikke kun gælder live radio, men alle projekter på Station10. UngdomsTV på Station10 bliver produceret som live TV, men bliver sendt senere, dog er selve produktionen en rigtig god kommunikationsøvelse for de unge, da de oplever, at live TV ikke kan gøres om, hvorfor alle skal være velforberedte og være opmærksomme på, hvor altafgørende kommunikation er i en sådan situation. Helsingfors: ”Fremtidsdialoger” Oplægget fra Finland, har fokus på dialoger og hvilke metoder, man herunder kan benytter sig af for at nå de unge.



Det handler om at gøre systemet mindre komplekst, dette skal gøres via. dialog, da mange unge mellem 18-‐30 år bliver tabt, pga. det bureaukratiske system i Findland. Det handler om dialog og at nå ud til den enkelte borger, som har brug for social hjælp. Men hvad skal man gøre for, at de bliver en del af samfundet? og hvad vil de med deres liv?, det er sådanne spørgsmål de arbejder med i Finland. I dialogen handler det ikke kun om at tale, men også om at lytte til de unge, da det at lytte, er lige så vigtigt som at tale. Facebook er en form for ”gratis telefon”, hvorfor denne sociale platform er god at benytte, hvis man skal samtale med unge mennesker i dag, det er her de unge mennesker er. I Finland, har man haft stor succes med at blande privatsfæren og det professionelle netværk ind i samme rum, for at nå udsatte unge. Bl.a. var dette en metode, som man benyttede, for at nå en ung fyr, som ikke var så interesseret i skolen, men han var meget interesseret i teknik. I Finland har man yderligere haft succes med at inddrage forældrene i selve dialogen, hvor der både stilles spørgsmål til den unge og til familiemedlemmer, for at nå dybere ind til problemerne, og på denne måde, nå frem til en god løsning. Spørgsmål, som eksempelvis kan stilles til sådanne møder kan være: ”Hvad bekymrede du dig om for 1 år siden? Og hvad fik denne bekymring til at blive mindre? Hvad har du gjort for at støtte den positive udvikling i familien?” Yderligere fortælles der, at der stilles krav til en dialog, hvor der respekteres og tages hensyn til mennesker, som måske ønsker noget af livet eller har et andet livssyn, hvilket er vigtigt, i en bydel med en stor diversitet i etnicitet. Oslo: UngMed – Unge medvirkning (inddragelse) Ved kommunalvalget i 2011, var stemmeprocenten kun 52% i bydelen Grorud, hvilket er den laveste stemmeprocent i Norge. Dette tal er endnu lavere hos de unge. Dette er et problem, da en lav stemmeprocent, kan underminere det demokratiske systems legitimitet og kan føre til en skæv repræsentation af forskellige dele i befolkningen. UngMed er et demokrati-‐projekt for unge borgere mellem 13 – 24 år i bydelen Grorud, i Oslo. Grorud har 7000 indbyggere, hvoraf 40% er af en anden etnisk baggrund end Norsk. UngMed er det største integrations og inddragelses projekt i Norge. UngMed samarbejder med tre ungdomsklubber, fire fritidsklubber samt et ungdomsråd, som er demokratisk valgt. De unges politiske deltagelse, er meget vigtig for den demokratiske proces, hvorfor UngMeds målsætning er, at øge den demokratiske viden og bevidsthed hos de unge. Yderligere er UngMeds formål at udarbejde nogle strukturer, så de unge bliver en del af den politiske beslutningstagning. Den demokratiske proces i UngMed UngMed oplærer elevråd, så de er i stand til at holde oplæg samt klassedebatter, hvor de opfordrer deres klassekammerater til, at fremlægge nogle ideer, krav og forslag omkring emner som: fællesskab, miljø, sociale problemer, beskæftigelse, kultur, uddannelse, sport og aktiviteter. Disse forslag, viderebringer elevrådene til en skolekonference, hvor elevrådene repræsenterer, diskuterer og uddyber de forskellige forslag. Slutteligt stemmer rådene om, hvilke forslag, der skal gå videre fra deres skole til Grorud Ungdomskonference. På Ungdomskonferencen, deltager 60 delegerede fra henholdsvis elevråd, ungdomsklubber og organisationer, hvor de mødes for at diskutere ideerne og for at formulere nogle forslag som de slutteligt stemmer om. De delegerede arbejder med forslagene i kommitter, hvor



medlemmerne af distrikt ungdomsrådet i Grorud, fungerer som torveholder for hver komité. De forslag, som får flest stemmer, videregives til behandling hos distriktrådet eller til andre relevante formelle aktører, som beskæftiger sig med unge. Ambitionen er, at opnå en bred valgdeltagelse ved kommunalvalg, da man opdrager de unge, til at tage del i det demokratiske arbejde, hvilket af erfaring også påvirker forældrenes engagement i kommunalpolitik, i en positiv retning. Men det vigtigste er selve processen, hvor de unge lærer om demokratiet og at de faktisk kan have en indflydelse på samfundet.



Paneldebat Ordstyrer Lena Kjeldsen i Radiosalen, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Demokrati” Paneldebat om unge, medier og demokrati der tager udgangspunkt i Johannes Andersens foredrag af samme navn og fem workshops, med udgangspunkt i en case om sociale medier, set i forhold til unges demokratiske dannelse og aktive demokratiske medborgerskab. Af referent Trine Amdi Ottesen Unges politiske deltagelse har skiftet karakter Det er en fejl når vi forsøger at tilpasse de unge det nuværende system, vi skal hellere vende spørgsmålet om og fokusere på, hvordan vi får systemet tilpasset til både den unge og den ”voksne” generation. Facebook og andre sociale medier Der er mange unge som er bange for at udtrykke sig politisk på Facebook, da de er bange for at blive sat i en bestemt politisk kasse. Dog kan Facebook også fungere som et sted, hvor eksempelvis en ungdomsskole kan informere om hvad der foregår på skolen. At ”like” noget på Facebook er både positivt og negativt. Det er positivt i den forstand at Facebook er et frit forum for alle og man har derfor altid en mulighed for at tilkendegive sit standpunkt, men på den anden side er det for let bare at ”like” uden det forpligter. Det bliver derfor hurtigt overfladisk og dermed svært at tolke hvad det er folk ”liker”, da man ikke deltager aktivt i diskussionen. Debatten på Facebook bliver hurtig meget upersonlig, det er let at gemme sig bag skærmen og man kan derfor lettere give udtryk for noget når man ikke skal stå til ansvar for det på samme måde som i den ikke-‐virtuelle verden. Det kan samtidig være svært både at formidle ironi og sarkasme, men også at opfange pointer når man ikke kan udtrykke sig med ansigtsudtryk eller kropssprog. En debat kan derfor hurtigt udvikle sig og blive konfliktoptrappende, hvis man misforstår hinanden. Det er vigtigt når man færdes på de sociale medier, fora eller andet sted på nettet, at være klar over at disse har ejere eller særlige politikker om sprogbrug og holdninger. Derved kan der være konsekvenser (censur eller andet) ved at ytre sine holdninger, hvis ens udsagn er i strid med sitets. Man skal passe på at de sociale medier ikke bliver et ”ekkokammer”, hvor informationer overdrives og gengives igen og igen, indtil informationen har ændret karakter og ikke længere stemmer overens med den oprindelige version. Dog er nettet er en god mulighed for de unge at søge informationer om både demokrati, medborgerskab og aktiv deltagelse. Politiske partier De unge er blevet en forbrugere i vores velfærdssamfund og lever i en ”zapperkultur”, hvor man er mere præget at livsstilspolitik og hurtigt kan skifte mening. Man har heller ikke, på samme måde som tidligere, nogle stærke mærkesager at kæmpe for, derfor kan det svært for dem at tilpasse sig de politiske partier og disses foreninger, da de unge helst ikke vil forpligte sig ved at vælge et og dermed fravælge noget andet. Med nettet er det blevet lettere at samle sig og diskutere sine holdninger. Det kræver ikke samme forpligtelse som hvis man melder sig ind i et parti og møder op til partimøder, og man har derfor også lettere ved at møde andre holdninger end man normalt ville have gjort. Dette er med til at gøre debatten mere alsidig.



Hvordan kan man inkludere unge i demokratiarbejdet? Skolesystemet er med til at uddanne de unge til demokratisk deltagelse og i de demokratiske processer på et oplyst grundlag, dette kræver diskussioner og evnen til at sætte sig ind i specifikke sager. Derfor skal læreruddannelsen opdateres, både så lærerne er klædt ordentligt på til at undervise vores børn i faget demokrati, men også i forhold til at tiltrække unge lærerstuderende. Derudover skal vi blive bedre til at inddrage de marginaliserede unge, dette kan eksempelvis ske ved hjælp af voksenrelationer i skolen eller foreningslivet, herunder kan man også inddrage de unge i selve bestyrelsesarbejdet i foreningerne og på den måde skabe forbindelsesled mellem det formelle og uformelle foreningsliv. De unge skal mærke at ”voksenlivet” har lyst til og inviterer til aktiv deltagelse i demokratiet. Det er de voksne der skal sørge for at skabe de rigtige rammer for denne deltagelse, samt at der er ressourcer til det. Nationale løsningsforslag Partiforeningerne skal gøre politikken lettere tilgængelig/forståelig, dette vil komme både den unge og den ”voksne” generation til gode. I Danmark afholdes der en gang om året et folkemøde på Bornholm, en slags festival for politikinteresserede. Denne kan man kombinere med at informere/invitere de unge eller arrangere et ungdomspolitisk folkemøde i stil med de voksnes. Man kan oprette en demokrati ”hotline”, chat, blog, portal, forum eller andet, hvor man anonymt kan henvende sig med spørgsmål om demokrati, deltagelse, medborgerskab osv.. Men også hvor de unge kan blive hørt i forbindelse med politikområder der omhandler dem. Demokrati skal på skoleskemaet som fag – vigtigt med synligheden Man kan let, som voksen, komme til at undervurdere de unge. Det er en afgørende faktor for at de unge gider engagere sig, at de voksne tror på og har tillid til dem. Det kan eksempelvis gøres ved at diskutere valgretsalderen med de unge og lytte til deres argumenter, samt invitere dem til politiske debatter i deres lokalområde. For at vække interessen hos de unge er man nødt til at ligge en ung vinkel på de områder, hvor man gerne vil have dem til at deltage. For at skabe opmærksomhed og lyst hos de unge til aktiv deltagelse, skal de tidligt i deres skoleforløb introduceres for ungebyrådet eller andre tiltag i kommunen og vide at der er en gulerod ved at deltage i sådanne aktiviteter, dette er med til at skabe motivation til at deltage. Der skal være et bedre samarbejde mellem det nationale og det lokale niveau samtidig med en løs dialog der gør det knap så formelt. Derudover kan man inddrage de unge i budgetteringsarbejde, for eksempel i forbindelse med projekter for og til de unge, hvor de selv skal være med til at træffe store beslutninger vedrørende økonomien og selve projektet. For at kunne udveksle projekter, ideer, forslag og andet på tværs af de skandinaviske lande, kan man lave nogle landssammenslutninger med eksempelvis ungebyråd fra de forskellige landes storbyer. Derudover skal det være en selvfølge at de unge inviteres med til arrangementer eller konferencer der omhandler dem, såsom Storbykonferencen.



Lokale løsningsforslag For at maksimere deltagelse fra de unge, skal tilgængeligheden i ”voksenstrukturen” øges. I forbindelse hermed er det vigtigt for de unge at vide hvordan kommunen og dens institutioner ser ud samt hvilke funktioner de har og hvordan de fungerer. Der skal være mere fokus på dialog og ung-‐til-‐ung samtaler, hvor man kan diskutere forskellige ting i forbindelse med det lokale demokrati. De unge skal inddrages mere i lokale projekter, for at vække deres interesser og sætte fokus på denne form for aktiv deltagelse. Ungebyrådet skal ud til foreninger, lektiecaféer, fritidsklubber osv. for både lytte til de unges behov, men også så alle ved hvem ungebyrådet er og hvad de kan. For at inddrage de unge mere, er det vigtigt at de unges forældre ved hvad det indebærer at leve i et demokrati. Dette gælder især for de familier der kommer fra andre kulturer. Invitér unge fra lokale elevråd til SSP1 møder for derved at skabe kontakten mellem de unge og de forskellige instanser i kommunen. Unge skal have mulighed for, i samarbejde med en ”almindelig”/uformel voksen, at udforme rapporter med forskellige ideer til forbedringer på diverse områder, som så sendes til magthaverne. Man kan på den enkelte skole vælge nogle rollemodeller i forbindelse med deltagelse, medborgerskab og demokrati, som de unge ser op til (konkret eksempel fra Oslo). Der skal lægges mere vægt på at nå de unge gennem frivillige organisationer ved hjælp af samarbejde med de frivillige i disse, eksempelvis Ungdommens Røde Kors, Red Barnet Ungdom eller andre. Sproget fra de politiske institutioner i samfundet skal være mere enkelt og forståeligt. For at efterkomme de unges ønsker er det nødvendigt, at konkrete forslag ikke er på tegnebrættet alt for længe, da det ikke nødvendigvis bliver ved med at være ”in”.

1 SSP København er et samarbejde mellem Skole, fritids-‐ og ungdomsklubber, Socialforvaltning, Politi, samt Kultur-‐ og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses-‐ og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. SSP forebygger kriminalitet blandt børn og unge og laver også indsatser for kriminelle i alderen 18-‐25 år. (kilde: http://www.ssp.kk.dk/)



Mailingliste: Abdisalan Yussuf Hassan: [email protected] Maja og Line (ungebyrådet): line-‐[email protected] Chris: [email protected] Paula: [email protected] Eivor: [email protected] May: may-‐iren-‐[email protected] Mathilde: [email protected] Mia Norberg: [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected] [email protected]



Unge, medier og demokrati i Norden Johannes Andersens foredrag i Radiosalen, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Demokrati” Hvorfor stemmer de unge ikke i lige så høj grad som andre aldersgrupper? I sit foredrag ”Unge, medier og demokrati i Norden”, tegner Johannes Andersen billedet af et demokrati i forandring, hvor unge agerer som handlingsorienterede forbrugere, der går op i de enkeltsager, som passer til deres tilværelse. Af referent Nicolai Skafte Johannes Andersen fejer benene væk under deltagerne, da han kækt starter ud med at spørge dem om, hvad konferencens konklusion bliver. Målet er at få flere nordiske unge til stemmeurnerne, men hvordan får vi det? Vi ser, at nordiske unge faktisk er mere politisk aktive end andre aldersgrupper – de er bare aktive på andre måder, end man traditionelt har været det. I stedet for at skrive læserbreve, udtrykker de unge deres holdning på internettet. De unge deltager heller ikke længere i underskriftindsamlinger, men trykker til gengæld ”like” på Facebook for at tilkendegive deres støtte til en bestemt sag. De unge er altså i høj grad politisk aktive, det er bare andre former for politisk deltagelse, der gør sig gældende i dag. Johannes Andersen bemærker at konferencedeltagerne skelner mellem os og dem, når samtalen falder på de unge. Han stiller derfor endnu et udfordrende spørgsmål: ”Hvornår er man egentlig ung i dag?”. Før i tiden gik man fra ungdommen til at være voksen den dag, man blev konfirmeret. I dag er man ung meget længere tid. Dette skyldes i høj grad, at unge har fået flere penge og mere fritid, mener Johannes Andersen. De unge bruger dette overskud på at købe symboler, der bekræfter deres egen kultur, og som de derefter viser frem til omverdenen. Paradoks Selvstændighed og egne valg er i dag et centralt omdrejningspunkt i opdragelsen af unge. De unge prøver derfor at opsøge kanter, som en del af deres identitetsskabelse, for ikke bare at komme til at ligne alle andre. Dette kan bevirke, at samfundets normer af og til bliver udfordrede af de unges forsøg på at skille sig ud. Her kommer vi til det første paradoks: vi opdrager de unge til at være selvstændige og træffe egne valg, men samtidig siger vi: ”Hvorfor stemmer du ikke? Det gør alle andre i samfundet”. De unge forsøger altså at skabe deres egen identitet og træffe deres egne valg, men alligevel forventes det, at de underordner sig demokratiets strukturer i form af partier og valgdeltagelse. Det andet paradoks er, at vi aldrig har været mere selvstændige, end vi er i dag, men alligevel ser vi også en stor tilslutning til det serielle og trivielle. Tv-‐serier, Facebook, mærketøj og butikskæder er virkelig populære blandt de unge. Dette kan skyldes, at de unge frygter at blive marginaliserede. De ønsker at være en del af en fælles ungdomskultur, hvor selvstændighed er en vigtig identitetsstrategi, men de vil samtidig ikke skille sig for meget ud. Det serielle og trivielle kan altså skabe dynamik i de unges selvstændighed. Ifølge Johannes Andersen er det ikke kun de unge, men også medierne, der er blevet mere trivielle. Han mener, at medierne i højere grad går op i enkeltsager og for eksempel sjældent giver politikerne mere end 15 sekunders taletid. Vi skal i den forbindelse huske på, at tv’et stadigt er de unges hovedmedie til at få information om politik, hvilket bevirker, at politik i dag synes mere trivielt for mange unge. ”Synes-‐godt-‐om-‐samfundet” Grundtanken med den nordiske velfærdsstat var, at alle skulle have lige muligheder for at engagere sig i demokratiet. Begreber som solidaritet, omsorg, uddannelse og kultur skulle skabe en følelse af medborgerskab, der i generationer har fået folk til aktivt at deltage i fællesskabet og de demokratiske beslutninger – herunder folkeafstemninger. Denne form for demokrati er død, ifølge Johannes Andersen. Han påstår, at unge i dag snarere betragter velfærdsstaten som et servicecenter – og er man utilfreds med den service, der bliver ydet, kan man skrive det på Facebook. Johannes Andersen betegner nutidens unge



som forbrugeristiske, da de ønsker valgfrihed inden for den offentlige sektor og er optagede af enkeltsager. Traditionelt set er det offentlige blevet opfattet som en solidarisk sektor, hvor man både havde visse pligter og rettigheder. De unge opfatter i dag det offentlige som en sektor, man er forpligtet til at betale til for at klare problemer som ældrebyrden, kroniske syge, færre ressourcer og færre hænder. De har svært ved at se, hvad de får ud af at betale til staten, og de ønsker derfor at vælge, hvad deres penge skal gå til. De unge forsøger altså at få deres individuelle opfattelse af samfundet til at hænge sammen med deres politiske overbevisning, men det er ikke altid, at de ’klassiske’ partier passer ind i de unges tilværelse. Der er meget på spil! De nordiske unges politiske kultur ligner i dag det, vi så tilbage i 1968: Det er den mest politisk aktive generation og den mest venstreorienterede rent partipolitisk. Drengene er generelt de mest aktive, mens pigerne generelt er de mest venstreorienterede. Vi ser også en polarisering mellem de unge og de voksne. De ældre generationer satser på at systemerne sikrer os, mens de unge i højere grad satser på at gøre en forskel -‐ selv! De unge er altså handlingsorienterede, hvilket særligt kommer til udtryk i deres engagement i enkeltsager og likes på Facebook, men de gør det ikke for at gavne fællesskabet. Ifølge Johannes Andersen har de unge i højere grad fokus på individuel ansvarlighed frem for kampen for fællesskabet, konkurrencevilje frem for demokratisk dannelse, kampen for den relative fordel frem for demokratisk mangfoldighed og individuelle valg frem for ideologiske uenigheder. Konklusionen er altså, at der er meget mere på spil end bare at få de unge ud at stemme!

Valgfrihed i den offentlige sektor

Enig Uenig

Sænk

e sk

atte

n Ja

”Liberale medborgere”

Voksne: ca. 25 %

Unge: ca. 19 %

”Tryghedssøgende medborgere”

Voksne: ca. 15 %

Unge: ca. 9 %

Nej

”Forbrugeristiske medborgere”

Voksne: ca. 29 %

Unge: ca. 40 %

”Kollektive medborgere”

Voksne: ca. 32 %

Unge: ca. 32 %


Workshop : KULTUR

Fremtidens kommunikation, events og oplevelser Christian Have foredrag i Musiksalen, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Kultur”

Kunst og kulturforbruget er under pres. Budskabet er klart, da danske Christian Have fra ’Have Kommunikation’ analyserer ungdomskulturens forbrug af kunst og kultur.

Af referent & fotograf Pernille Bylin

Kultur forbruget som vi kender det, er kommet under pres af en ny ungdomskultur der anvender nye udtryksformer og kræver kulturpolitisk anerkendelse. Det er opstået et dilemma mellem de nye vækstlag og den etablerede kultur, hvor de unge i høj grad gør op med det kommercielle kunst univers, og i stedet ønsker kunst der er substantiel, det skal være kunst for kunstens skyld. Den generelle digitalisering der sker i samfundet gør sig mindst lige så gældende inden for kunstens-‐ og kulturens verden, som for det industrielle samfund. Digitaliseringen medfører, at grænserne mellem producent og forbruger udviskes. Dette udnytter de unge til selv at være tilstede i og medskabere af deres egen kunst, i deres egne lokale arenaer. Grænsen mellem det lokale og globale er nedbrudt, og netop nu kan de lokale platforme pludselig blive til globale ståsteder. Tilskueren er død Den passive observationelle tilgang til kunst og kultur eksisterer ikke blandt de unge på samme måde som for den ældre generation. Den visuelle story-‐telling, der giver en fortløbende tilstedeværelse i de begivenheder der udspiller sig både på de fysiske og digitale kunst platforme, vinder indpas. Den fortællende tilgang til kunst og kultur gør det muligt for de unge, at være deres egen mediestation i deres eget karakteristiske lokale miljø. Specielt i kraft af de sociale mediers udbredelse, kan oplevelserne deles og de lokale tendenser bliver sat i en ny global kontekst. Kunsten, de unge skaber, tager afsæt i det unikke i det man ER, så branding og selviscenesættelse handler om værdier frem for den kommercielle ’starquality’. Så tilskueren er død, man skal deltage og involveres i kulturen, for at skabe en overensstemmelse mellem helheden og delelementerne. Med andre ord, du er hvad du kommunikerer. Hastigheden og forventningerne til kultur og kunst er blevet sat i vejret, i og med at de unges kultur platforme i højere grad er digitale frem for fysiske. Mange projekter manifesterer sig i dag både fysisk og digitalt, hvorimellem der opstår et tredje rum, hvori mulighederne for at skabe et samspil mellem teknologi og eksistens bliver uendelige. Det er et spændingsfelt, der i høj grad kan komme til at spille sammen med urbaniseringens udvikling, og være med til at ændre de æstetiske og kvalitative begreber indenfor bæredygtig bydesign. Den kreative event Som før nævnt, er det ikke muligt at finde de unge på de traditionelle kulturarenaer, for deres forventning til et kreativt event er kritisk, og på mange områder i modstrid med den etablerede og meget kommercielle eventform. En kreativ event måles af de unge på meningsfulde parametre, hvor formålets autenticitet og værdiladning vægter højt, som en modreaktion på 90’ernes kommercialisering af kunst og kulturlivet. Derfor bliver de kunstneriske platforme ofte intime med rum til meningsfuld og tilstedeværende kommunikation. Det er en stadig stigende efterspørgsel fra de unge, som endnu ikke imødekommes. Men denne uimødekommenhed giver de unge muligheden for at være co-‐producenter på deres egne projekter. Som skabere drevet af passion for og loyalitet til kunst. Det er dog denne co-‐creation, som også er med til at sætte kvalitetsbegrebet under pres, i og med der hurtigt og hele tiden frembringes kunst.


Workshop : KULTUR

Ansvaret for det fremtidige kulturliv Det fremtidige kulturliv handler om at sætte tanken og kreativiteten fri. At tage et personligt ansvar for sin kunstneriske frihed, der essentielt er den præmis, den struktur, som den demokratiske stat er bygget op omkring. Fordi de sociale medier i så høj grad dominerer de unges adgang til kunst og kultur, og er en vigtig kulturel digital platform (jævnfør youtube, facebook, twitter, instagram og mange flere), bør meningsfuld og direkte kommunikation mellem unge og den ældre generation ske på de unges præmisser. De unges værdibaseringer og identitetsdannelse er i dag knyttet til digitale arenaer, og man må bryde afstanden ved selv at forstå, og anvende sociale medier som et kommunikationsmiddel. Man skal gøre digital kommunikation personlig og autentisk, men samtidig skal den kunne deles, så individet får en plads i fællesskabet.


Workshop : KULTUR


Workshop : KULTUR


Workshop : KULTUR


Workshop : KULTUR

Rum för ung kultur Daniel Anderssons oplæg i Musiksalen i Aalborg Kongres-‐ og Kulturcenter d. 22. september 2013 under workshoppen ”kultur”. Frilagret er et kulturhus for unge i Göteborg. Her er det de unge mennesker, der selv sætter dagsordenen idet de får mulighed for selv at bestemme, hvilke aktiviteter og arrangementer huset skal tilbyde den spirende ungdom. Kulturhuset er dermed et spændende og inspirerende forgangseksempel på et hus, hvor ungdommen selv får taletid og plads til at dyrke deres egne initiativer. Af referent Rebecca N. Jønsson I centrum af Göteborg ligger Frilagret. Frilagret er et kulturhus, hvor unge på 13 til 30 år, der bor i eller omkring Göteborg, har mulighed for at være medbestemmende i forhold til hvilke projekter, arrangementer eller aktiviteter, der skal søsættes for at imødekomme de unges behov og initiativer i forhold til kulturelle tilbud. Ved kulturhusets spæde start blev byens unge inviteret til at deltage i en dialogproces, hvor de unges ideer, tanker og forslag blev det bærende element for, hvad der skulle præge byens ungdomskulturelle udtryk. I Frilagret står den dialogiske proces således centralt. Daniel Andersson understreger, at det er med udgangspunkt i den grundlæggende tanke om, at alle er lige, og at alle spørgsmål er lige vigtige, at det kulturelle ungdomsliv skabes i Göteborg. Aktualiteten af de kulturelle ideer, projekter og arrangementer sikres netop, idet de unge selv får taletid og plads til selv at sætte rammerne for, hvad kulturhuset skal tilbyde og hvordan. Daniel Andersson fremhæver den særlige mulighed, der ligger i at slippe kontrollen og tænke at ”alt er muligt”. Kulturhuset i Göteborg (Frilagret) kan derfor anses som et godt eksempel på, hvordan de unge selv får lov til at eksperimentere, argumentere, afvikle projekter og arrangementer, der imødekommer ungdomslivets interesser og behov i en mangfoldig og digital verden.


Workshop : KULTUR

1

Levende billeder og levende ungdom? Sampling og social Performance på youtube Tem Frank Andersen foredrag i Europahallen, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Kultur”

Youtube og andre sociale platforme er nutiden og fremtiden, når vi taler om unges kommunikationsformer og kulturliv. Tem Frank Andersen fokuserer blandt andet på hvordan unge mennesker forholder sig til sociale platforme og hvordan de bruger dem i deres interaktion med hinanden og med verdenen. Samtidigt vil Tem Frank Andersen med oplægget, gerne give sit bud på hvorvidt unges erfaringsformer bearbejdes gennem sampling og social performance, eller om de blot reproduceres.

Af referent & fotograf Signe Højmark Thaarup

Tem Frank Andersen er studielektor på AAU, institut for uddannelse, læring og filosofi. Han har gennem flere år arbejdet med unge, medier og deres netværkslandsskab. Han mener at hvor vi i 80'erne var postmoderne, er vi nu forbi det postmoderne. Unge mennesker bruger teknologi til deres egen dagsorden. Et eksempel herpå er sampling, som kan være en musisk tonal teknik, hvor et ”sample (en prøve)” fra et stykke musik, bliver genbrugt i et andet stykke musik. Det kan være en bricolage, der beskriver en ”primitiv” kulturel handling, hvor man forsøger at overkomme et problem med ”de forhåndenværende midler”. Eller det kan være en form for ”intertekstualitet” hvor stumper taler sammen med andre stumper og skaber et selvstændigt udtryk. Tem Frank Andersen understreger at det netop er på denne måde de unge udtrykker sig på de sociale platforme. Tem Frank Andersen fremhæver følgende eksempel på sampling: ”youtube”-‐videoen med ”pianoguys” der bruger deres cello som lyssværd, og hermed laver ”en scene” fra Star Wars. De samler klassisk musik og Star Wars. http://www.youtube.com/watch?v=BgAlQuqzl8o&list=PL543D1F0CA33BBF28 -‐ Her benytter de sig af, at de fleste allerede har nogle associationer i forhold til Star Wars. Social Performance Tem Frank Andersen fortsætter oplægget med at fokusere på social performance. Begrebet performance har rødder i både teatervidenskaben, etnografien og sociologien. Det handler om iscenesættelse og iværksættelse, altså både det at udtænke og udføre en ”social performance”, som ikke nødvendigvis kun har en underholdningsværdi, men også kan være politisk, have en reklameværdi etc. Det at det er en Social Performance betyder at det er en gensidig performance, gerne på sociale netværksplatforme som f.eks. ”Facebook”, ”Youtube”, ”Twitter” og mange andre af samme slags. Det vigtigste i Social Performance er at man er autentisk i sin kopiering (sampling). På de sociale netværksplatforme kan man få instant (Lige nu og her) feedback fra andre brugere. Den tid vi lever i, hvor instant coffee, fast food og andre lignenede begreber har gjort sit indtog, er INSTANT i sandhed et meget vigtigt redskab. Bl.a. derfor er de sociale platforme så vigtige, for de unge, i det de her har adgang til denne instant feedback hele tiden. Tem Frank Andersen tager udgangspunkt i ”Youtube” for at vise hvordan de unge anvender Social Performance. ”youtube” er blandt andre, en af de sociale netværksplatforme, hvor man kan få instant feedback. Det er en platform hvor man kan dele videoer (audiovisuel information), en platform hvor man kan træne og blive bedre, bl.a. ved hjælp af den feedback de andre brugere giver. Derfor er det et


Workshop : KULTUR

2

træningsrum, hvor der er plads til udvikling og forbedring. Det svarer til at en folkeskoleelev offentliggør alle sine danske stile, og man på den måde kan se en udvikling fra den første stil til den sidste. Nogle vælger at fjerne de første videoer de har lagt ud, mens andre beholder dem netop for at man kan se udviklingen. ”Youtube” er også et redskab til at kunne lave nyt materiale og til at sample. Det er en, altid tilgængelig, scene for performance i alle afskygninger. Samtidigt er det et marked, hvor firmaer kan annoncere og i det hele taget bruge platformen til PR. Da langt det meste af de unges tid bruges på de sociale platforme, er man begyndt at udvikle gratis hjælperedskaber, til at forbedre det produkt der bliver lagt ud på platformene. Tem Frank Andersen mener at grunden til at de sociale platforme og social performance er blevet så stort, er fordi vi som mennesker er udtryksfulde. Det har vi altid været, det er blot omstændighederne der ændrer sig. Vi vil altid forsøge at skabe et udtryk ud fra de redskaber vi har, og pt. er redskaberne bl.a. sociale platforme, sampling etc. Så de unge gør, ifølge Tem Frank Andersen, det der føles naturligt for dem. ”You-‐tube” – verdenen ”Youtube” videoen med PSY's Gangnamstyle (http://www.youtube.com/watch?v=9bZkp7q19f0) er gået verden rundt, og stort set alle ved hvad gangnamstyle er, uanset om de har set videoen eller ej. Et godt eksempel, Tem Frank Andersen fremhæver, for at vise hvordan det der deles på sociale platforme pludselig er en del af nutidens kultur.

Tem Frank Andersen går videre til Ray William Johnsons første ”youtube”-‐video. Han forklarer at Ray William Johnson er et ”youtube”-‐fænomen, han er en såkaldt ”tuber”, som laver ”tubecritics” og ”tubereviews”. Han giver udtryk for at være ligesom alle andre på ”youtube”, men i modsætning til andre mener Ray William Johnson at han vover at komme med en kvalitetsdom. Han er derfor med til at kvalitetssikre de ting der bliver delt på ”youtube”. Væggen bag ham er taget fra en ”the watchmen”-‐tegneserie, der blandt voksne tegenseriekendere er velanset, på den måde viser han igen at han står for kvalitet og kvalitetssikring. Han benytter sig af at skifte plads fra den ene side til den anden i klippet, og derved opnår han at føre en dialog med sig selv. I dette klip viser han bl.a. Nyan cat, som han stiller sig


Workshop : KULTUR

3

kritisk over for. Samlet set har Ray William Johnson en anmelderfunktion, som er samlet til kondenseret tv i et enkelt klip, hvilket Tem Frank Andersen mener har en stærk effekt på de unge. Næste ”youtube”-‐video, Tem Frank Andersen viser, er ”Em Cosmetics by Michelle Phan” (http://www.youtube.com/watch?v=yBIm7awlJKY). Det er en helt anden type ”youtube”-‐video end Ray William Johnsons kondenserede tvklip med skarpe punchlines. I Michelle Phans video ser vi en stille og rolig indføring til det produkt hun anmelder. Denne slags videoer findes der rigtig mange af på ”youtube”, videoer der ud over at anmelde produkter, typisk har en produktvejledningsfunktion. Tem Frank Andersen mener at det er et klassisk eksempel på hvordan ”youtube” har ændret ungdomskulturen. Han forklarer: Når unge piger skal lære at lægge make-‐up, spørger de ikke deres mor, de går på ”youtube” og finder en ”tutorial” (øve) video. Og disse tutorial findes til stort set alt: hvordan lægger man makeup?, hvordan bygger man et skateboard? Hvordan lærer man en bestemt sang på klaver? Etc. Så det er en helt anden måde de unge tilegner sig ny viden på, de benytter sig af den viden der er på de sociale platforme, og øver sig sammen med videoen. Tem Frank Andersen går videre til ”youtube”-‐videon ”Schmoyoha -‐ Bed intruder song” (http://www.youtube.com/watch?v=hMtZfW2z9dw), som er en bricolage hvor klip fra nyhedsudsendelserne på tv, blandes ind i sangen. På denne måde laver de et betydningsfuldt produkt. Det er musikere der øver sig på at blive rigtige musikere, de øver til at tage på turne og til at have en karriere som musikere. I takt med at de bliver bedre og bedre censurer de sig selv, ved at slette de første af deres videoer på ”youtube”. De vil gerne have anerkendelse fra andre på den sociale platform, og den får de i form af ”subscribers” på deres kanal (Youtube-‐channel). Samme gruppe har lavet ”youtube” -‐ videoen ”Charlie Sheen Songify” (http://www.youtube.com/watch?v=9QS0q3mGPGg) Her kvalitetssikrer de, ved at vise at de kan vurdere hvad der er rigtig og forkert. En vigtig funktion i forhold til de andre unge brugere, mener Tem Frank Andersen. Det sidste ”youtube” eksempel, Tem Frank Andersen fremhæver, er videoen ”Bliv mere kendt i Danmark” med Eiqu Miller (http://www.youtube.com/watch?v=RIjFbSXNkOc). Her ser vi en kreativ måde at forholde sig til materialet på, og derved skaber han en refleksion. Han kvalitetsbedømmer på samme måde som Ray William Johsnon. I hele ”youtube” -‐ verdenen er det antallet af hits der betyder noget i forhold til om man kan tjene penge på det. Reklamer, og PR i det hele taget er en stor del af ”youtube”. Michelle Phan modtager f.eks sponsorgaver og produkter fra diverse kosmetikfirmaer, da det har en god pr-‐værdi for dem at hun nævner netop deres produkt i hendes makeup-‐tutorials. Men fælles for langt de fleste videoer på youtube er en ambition om at ved at dele videoen, kan projektet blive til noget, det kan lykkes. ”youtube”-‐verdenen kan opdeles i to dele. Tem Frank Andersen kalder denne opdeling two-‐tube-‐culture. I bottom-‐up kategorien placerer han kreativitet, deling, deltagelse og amatør. I top-‐down kategorien placerer han forretning, ejerskab, broadcasting og professionel. Der ses altså to forskellige dele og formål med ”youtube”. På den ene side er det den føromtalte sociale platform, hvor der er plads til at alle kan udtrykke sig, der er plads til at øve sig, til at blive bedre og til at dele tanker og handinger. På den anden side er det en forretning der skal køre rundt. En forretning der kan køre rundt bl.a. pga. reklamer, både i form af videoer, men også i form af bannere på siderne. Det er også en platform hvor professionelle kan offentliggøre de ting de ønsker at dele, for på den måde at skabe en interesse for deres nye produkt/kunst. Tem Frank Andersen sammenlinger det med et ægteskab der kan rumme både klassiske og nye tiltag. Kulturteori


Workshop : KULTUR

4

Overordnet set handler diskussionerne på de sociale platforme, ifølge Tem Frank Andersen, om at skabe kvalitet i det kreative udtryk. Hvad enten det sker ved at den udøvende kunstner selv deler et produkt han/hun mener har kvalitet, eller det er reviews som bl.a. Willie Ray Johnson laver som kvalitetsstempel, så er formålet det samme. Tem Frank Andersen understreger at kernen i denne kulturteori er Participation, altså at kunne deltage. Det handler ikke kun om subkultur som modstand, med derimod om at handle og kunne bidrage. I denne sammenhæng ses det kommercielle ikke som et problem. Det er de unge der forsøger at udøve de svages magt, ved at forsøge at blive hørt gennem deres oplæg på de sociale platforme. Denne udtryksform er meget opmærksom på selvet, og de sociale platforme er den scene hvor alle muligheder kan udforskes, afprøves og forfølges. Medierne fungerer i denne sammenhæng som et spejl. Selve kulturproduktionen som sker på ”youtube” er interessant, men logikken herfra er kendt fra tidligere. Årsagen til denne produktion og deling af samme, sker på baggrund af en lyst/trang til at udtrykke sig, fordi det giver mening for den enkelte at bidrage med et indlæg, og fordi det er vigtigt at få feedback fra andre ligesindede. Samme fænomen er set tidligere, da har det blot været på andre måder end på de sociale platforme. Tem Frank Andersen konkluderer at det er interessant at iagttage hvordan en mangfoldighed faktisk finder genkendelige formater der kan bringe mennesker sammen og åbne for erfaringsdannelse og meningsudveksling. Han slutter oplægget af med en forudsigelse om at hele dette fænomen med deling af stort set alt, på de sociale platforme, kun lige er begyndt, og at vi vil komme til at se meget mere af det fremover. Det er de unges måde at kommunikere på, og det vil gribe om sig. Tem Frank Andersen arbejder meget med pointer, og hans ene pointe, som han understreger gennem oplægget, er at den oplæring/træning der foregår på de sociale platforme, er enormt vigtig i hele den nye ungdomskultur. Hans anden pointe, om at de unge lever i en instant verden, hvor de har vænnet sig til at alt er muligt i løbet af kort tid, bliver også understreget. De to pointer hænger unægtelig sammen, da den oplæring og træning der foregår på de sociale platforme, lever i kraft af den instant feedback de unge kan hente samme sted. De har brug for den instant feedback de kan få på de sociale platforme, og det er det der er med til at forme dem som individer. Så Tem Frank Andersen mener at netop oplæringen/træningen og den instant feddback vi ser på de sociale platforme, kommer til at præge den nye ungdomskultur i meget høj grad.


Workshop : KULTUR

1

En rejse igennem ungdommens kulturelle univers Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Kultur”

Denne rejse igennem ungdommens kulturelle univers, gav en større forståelse af de unges brug af nye medier og ny teknologi. På fornemste vis så man her i praksis, de teorier og metoder Christian Have og Tem Frank Andersen talte om i søndagens oplæg på kulturworkshoppen.

Af referent & fotograf Signe Højmark Thaarup

Hele dagen bød på foredrag, oplevelser og udfordinger for kulturworkshoppens deltagere. Dette også i form af underholdning og udklædning i bussen til og fra de forskellige locations, samt Flash Mob de alle skulle deltage i. Et varieret oplægsprogram, der bandt en sløjfe på de teoretiske tanker kulturworkshoppen blev ledt igennem af Christian Have og Tem Frank Andersen på søndages konference. Dagen bød på mange praktiske eksempler på Cross-‐over-‐projekter og de unges brug af Sociale platforme. En spændende dag der viste Aalborgs kulturelle side fra alle vinkler.

Unge på stationen

Første stop på kulturrejsen er på Station10 i Nørresundby. Station10 er et film og mediehus for unge under UngAalborg/Aalborg Ungdomsskole. Der kommer mellem 100 og 200 unge mellem 13 og 19 år, hver uge på stationen. På Station10 producerer unge direkte lokal ungdomsradio og tv til andre unge i Aalborg Kommune. Hver uge laves der 18 times live radio. Derudover har stationen øvelokaler der stilles til rådighed for husets brugere, samt et lydstudie til indspilning.

http://station10.dk/

Fordelen ved at have det hele samlet i et mediehus, er at hver opgave typisk fører andre opgaver med sig, som nogle af de andre unge, med en anden medieinteresse, kan tage sig af.

Husets leder Rolf Bekker gennemgår eksemplet med et band der gerne vil indspille en cd. Først og fremmest er det vigtigt at det er selvskrevne numre bandet kommer med, da der ellers er nogle rettighedsmæssige ting i forhold til koda og andre instanser, der bliver problematisk. Først er der selve indspilningen i studiet, der er det selvfølgelig bandet selv og nogle lydteknikere der står for det. Derefter skal der laves en musikvideo, her kommer andre teknikere, kameramænd og skuespillere ind over projektet. Så skal der redigeres og ”filmnørderne”, som Rolf Bekker kalder dem, tager over. Til sidst bliver musikvideoen vist på Station10 tv, og sangen bliver spillet på Station10 radio. De unge kan også vælge at uploade deres sang/video på deres egen ”youtube”-‐kanal. Følgende ekesempler blev brugt til at vise hvad det f.eks er de unge uploader til deres ”youtube”-‐kanal:

http://www.youtube.com/watch?v=7_lPYqFcWDM

http://www.youtube.com/watch?v=ctJ4ZH7Zjq8

På samme måde vil en livekoncert med et af de unge band, sætte gang i flere forskelllige medieinstanser på stationen. Det at de unge har adgang til alle de muligheder, og den hjælp, både fra andre unge, men også fra de voksne ansvarlige på stedet, der hver er specialiseret indenfor et medieområde, gør en sådan


Workshop : KULTUR

2

process langt mere tilgængelig. Stationen har alle redskaberne, og som bruger, kan de unge benytte sig af dem. Det der er helt fantastisk ved denne form, mener Rolf Bekker, er at det sætter en kædereaktion i gang blandt de unge. Hvis vi kigger på en kæde der hedder ”Dem der ingenting gør” -‐ ”Dem der ser på dem der gør” -‐ ”Dem der gør”, mener Rolf Bekker at de på Station10, ser en tendens til, at først flytter de unge sig fra kategorien ”Dem der ingenting gør” til ”Dem der ser på dem der gør” og til sidst over i kategorien ”Dem der gør”. Så på den måde bliver der taget hånd om de unge der har svært ved selv at tage initiativ til at påbegynde projekter.

Ud over de projekter de unge selv sætter i gang, har Station 10 også et samarbejde med flere forskellige kulturinstitutioner. bl.a. Aalborg Kongres og Kulturcenter, så de unge kan komme ud og anmelde koncerter og andre ting. Så Station10 er et mediehus med megen aktivitet. Rolf Bekker slutter af med at konstatere, at hvor Station10, før skulle ud på skolerne og reklamere for denne mulighed, kommer de unge nu af sig selv, fordi de har hørt om stedet gennem deres venner eller de sociale platforme. Så som Tem Frank Andersen sagde i søndagens oplæg, er der mange muligheder i at de sociale platforme fungerer som kommunikationscentrum.

Unge og Street Art i byens rum – Besøg I Karolinelund

Næste stop på dagens kulturrejse er Karolinelund parken. Her fylder Street Art meget, og stedet er et godt eksempel på hvordan Street Art kan være andet end Graffiti og tags.

Karolinelund som tidligere var Aalborgs Tivoli er indtil 2015 en forsøgspark hvor kulturen er i centrum. Bl.a har der lige været Images Festival med forskellige kunstnere fra hele verden, både musik, teater og kunst.

I forbindelse med Images Festivallen dekorerede columbianske gadekunstnere vejene i Karolinelund Parken. Så de farverige dekorationer på vejen er opstået i den forbindelse. Bænkene har UngAalborg dekoreret, og det er dette projekt Camilla Lindum fortæller om. Hun er også en del af UngAalborg/Aalborg Ungdomsskole, ligesom Station 10 er det.

http://ungaalborg.dk/

Oplæggets hovedfokus ligger på UngAalborgs arbejde med unge og kunst i byens rum. I UngAalborg er ambitionen at give de unge mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk i byens rum. Ud af dette kom et samarbejde med Kunsten (Aalborgs kunstmuseum) i forbindelse med deres udstilling ”At lave Graffiti”. Der blev lavet workshops om Graffiti i Karolinelund Parken og i UngAalborgs forskellige ungdomsklubber, og det hele mundede bl.a. ud i dekoreringen af bænkene og de mobile graffiti-‐vægge i Karolinelunden.

Samarbejdet med Kunsten, og også med Teknik & Miljø i Aalborg Kommune, har afledt nye projekter. Et af de kommende projekter er Cross-‐Over-‐Projekt Storytelling og Street Art, der går på tværs af de kunstneriske genrer og forener manuskriptskrivning kunst, musik og teater, med de unge som producenterne. Her ses i praksis hvordan man former fysisk og digital oplevelse i byrummet, og laver Cross-‐Over projekter, som Christian Have talte om i søndagens oplæg i Kulturworkshoppen. UngAalborg ønsker, sammen med byens unge, at bidrage til udviklingen af byens kulturelle vækstlag, samtidigt med at borgerne i byen kan få en uventet kulturel oplevelse.


Workshop : KULTUR

3

Grunden til at lave Street Art hænger bl.a. sammen med at man ønsker at møde de unge på deres vilkår og præmisser, og i deres byrum, i stedet for på museer hvor kunsten bliver institutionaliseret . Det er en form for gratis galleri, og man kan røre ved værkerne, hvilket gør det mere nærværende og aktuelt for de unge. Selvfølgelig støtter man ikke op om ulovlig graffiti, men prøver i stedet at støtte om de unges kunstneriske evner og forsøger at give dem mulighed for at udvikle disse evner og udtrykke sig igennem lovlig Street Art. Her er Karolineluden helt ideel, idet den indtil 2015 er mulighedernes park, og netop er åbnet op for tiltag som Street Art, koncerter og kultur i det hele taget.

Ud over det tidligere nævnte Kunsten og Teknik & Miljø, arbejder UngAalborg også sammen med AAU-‐Arkitektur og design, Platform 4 og Aalborg Kommune.

Hele oplevelsen i Karolinelunden binder Christians Haves oplæg sammen med de unges virkelighed. Hans store teoretiske viden på dette område, bliver praktiseret meget flot gennem UngAalborgs arbejde med de unge og Street Art.


Workshop : KULTUR

4


Workshop : KULTUR

5

Besøg på KUL

KUL (Kultur, Unge og Livsstil) er et af Aalborg Ungdomsskoles kulturhuse for unge over 15 år. Det beliggende i Nordkraft – Aalborgs gamle kulkraftvarmeværk og fungerer både som café, spillested, event-‐ og informationshus. Huset tilbyder øvefaciliteter og workshops bl.a. indenfor musik, journalistik, medier, dans, teater og kunst.

På KUL afholdes en række forskellige arrangementer -‐ fra koncerter og events, til foredrag og udstillinger. Her er det muligt at orientere sig om samfundsaktuelle emner og ungdomskultur. Organisere sig i interessegrupper, debattere, fordybe sig i ting eller gøre opmærksom på en sag.

http://www.kulnordkraft.dk/

Lektor Falk Heinrich fra Art and Technology, Aalborg Universitet holder oplæg om ”The artistic voice within a technological world”.

Uddannelsen Art & Technolgy står for ”Artistic methods”, ”Academic analysis” og ”Technological skills”.

http://www.youtube.com/watch?v=tBCOlWmu7eM&feature=youtu.be

Uddannelsen arbejde bl.a. med installations kunst. Et eksempel herpå er projektet ”9220 taler” 9220 er postnummeret for Aalborg øst, som har haft et negativt ry i mange år, men som igennem de seneste år har


Workshop : KULTUR

6

fået et kulturelt løft gennem diverse projekter i området. Ideen med installationen var at give folk i området 9220 et ”Speakers corner”. Et sted hvor de kunne sige hvad de egenligt synes om området og hvad de ellers havde på hjerte. På denne måde påvirker installationskunst ikke blot kunstneren med også publikummet. Publikummet bliver en del af kunstværket, hvilket Christian Have i sit oplæg, forudsagde er fremtiden blandt de unge.

Et andet projekt blandt de studerende på AAU, var en opgave stillet af projektteamet i Aalborg Øst, med henblik på at få befolkningen til at vaske hænder efter endt toiletbesøg. De studerende lavede en installation ”Creatures”, som var lysende små bakteriedyr på badeværelsesvæggen, som først forsvandt når man tændte vandhanen og vaskede hænderne. På denne måde fik kunsten en praktisk betydning der gjorde en stor forskel.

Falk Heinrich konkluderer at Uddannelsen Art and Technology lærer de studerende at have en kunstnerisk tilgang til at løse de forskelllige teknologiske udfordinger og opgaver. Men samtidigt giver uddannelsen dem evnerne til at kunne lave teknologiske installationer. Fra at være passive tilskuere, er unge i storbyerne nu, medskabere bl.a. på grund af alle de teknologiske muligheder.

Så som både Christian Have og Tem Frank Andersen påpegede, ser det ud til at fremtiden ligger på de sociale platforme og i de teknologiske muligheder det er med til at give.

De unge i opgangen

Af referent & fotograf Pernille Bylin

Rundturen går fra Aalborg Midtby til Aalborg Øst. ’De unge i opgangen’ skildrer de unges kulturelle drive i et af Aalborgs mest belastede boligområder-‐ Aalborg Øst -‐ 9220.

Aalborg Øst, 9220, går under betegnelsen et udsat boligområde og gennemgår i disse år en total renovering i håbet om at løfte de lokale ressourcer. Renoveringen giver mulighed for at skabe nye, midlertidige og komprimerede kunstplatforme for de unge. ’De Unge i opgangen’ viste deltagerne i kultur workshoppen, hvordan man kan opføre teater og vise kunst i nedrivningstruede boligkomplekser, og at stomp og intim koncerter sagtens kan holdes spontant i haver eller på stier – en tråd til Christian Haves oplæg om det nye oplevelsesparadigme blandt unge.

Have-‐koncert og cykelprojekt

De deltagende bliver på Sallingsundvej mødt af syngende og spillende unge fra det nyligt oprettede uddannelses tilbud HF-‐must. De unge bruger en græsplæne som scene, og nedrivningen af boligområdet bag dem er deres kulisse. Den understreger det midlertidige i det de udfører, og vigtigheden af alles tilstedeværelse i nuet. Det at skabe kan være flygtigt som koncerten, eller mere substantielt som projektet med at bygge community cykler. De unge i Aalborg Øst har nemlig mulighed for at bygge en cykel helt fra bunden, cyklerne vil bagefter blive udlejet til dem, der ønsker at benytte dem. Det er iværksætteren Christian Fumz, der i samarbejde med helhedsplanen i Aalborg Øst, har opstartet projektet. Fra cykler og haver ledes alle videre ned mod ungeopgangen, guidet af maskeklædte unge, der improviserer hver deres individuelle maske-‐menneske. Der er ikke stille på stierne, for en stomp koncert folder sig ud mellem boligblokkene.


Workshop : KULTUR

7

Ungeopgangen med maskespil

De midlertidige relationer sættes på spidsen i 9220, hvor helhedsplanen gennem et samarbejde mellem de unge, boligorganisationer og kommunen har gjort det muligt at skabe kreativ aktivitet i denne brydningstid. Projekt 9220 låner tomme lejligheder under renoveringsperioden, som de unge frit kan benytte, dog på visse betingelser, for der bor jo almindelige mennesker i lejlighederne over og ved siden af. Men det er midlertidige platforme, for lejlighederne vil blive totalrenoveret som et led i ’Ghetto-‐planen’. Det, der sker i lejlighederne, er altså komprimeret og her-‐og-‐nu. Men de spor, de sætter kan senere blive til gavn for andre, blandt andet dekoreres endegavlene med graffiti. Vi får lov til at se to forskellige lejligheder. I den ene bliver der i stuen opført en monolog, med involvering af deltagerne, omkring de fordomme unge fra Aalborg Øst møder fra andre unge. Deres frustration over fordommene bliver brugt som kreativt kul, til at skabe et drive og en passion for teater kunst. Det er en monolog fra forestillingen ’Frys’ der er skabt af unge og handler om deres tanker og frygt. Forestillingen blev spillet blandt andet på KUL i centrum og i fælleshuse i Aalborg Øst. Målet med ungeopgangen, og forestillinger som ’Frys’, er at udviske grænserne mellem unge fra forskellige bydele ved at give dem et fælles rum til, at udfolde og afprøve deres kreativitet i. I den anden lejlighed opføres endnu en koncert af de talentfulde unge fra HF-‐must, som bagefter fortæller, hvorfor netop HF-‐must har tiltrukket dem.

De unge fra HF-‐must

HF-‐must er en 3 årig HF uddannelse med specielt fokus på teater eller musikfag, der er skabt i et samarbejde mellem ungdomsskolen, den rytmiske aftenskole og det Hem’lig teater. Der er skolegang for de unge fra kl. 8 – kl. 12, og over middag og om aftenen får de musik-‐ eller teaterundervisning, alt efter hvilken af de to linjer de har valgt. Uddannelsen blev opstartet i 2011, og de unge betaler selv 1100 kr/mrd, men da uddannelsen er SU berettiget, kan det sagtens lade sig gøre for de unge at finansiere det. Det er et tilbud til unge fra 17-‐25 år i hele landet, som vil styrke både deres boglige og kreative kompetencer. Da uddannelsen er ny, bliver ændringer skabt i en dialog med de unge på uddannelsen, så der opstår et fællesskab mellem undervisere og elever. Man skal til en optagelsesprøve for at komme ind, det er vigtigt at mærke de unges motivation og evner på forhånd, for at kunne tilbyde den mest hensigtsmæssige undervisning til den enkelte. Unge vælger HF-‐must da den afveksling de kreative fag giver til de boglige, i høj grad motiverer til en styrket samlet indsats. Man kan slå to fluer med ét smæk og udleve musik eller teater drømme, samtidig med at man får en boglig ungdomsuddannelse.


Workshop : KULTUR

8


Workshop : KULTUR

9

Oplevelseskoncert med Sofie Trolde

Referent: Signe Højmark

En oplevelseskoncert med den 20 årige elektronikakunstner og studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium Sofie Trolde. Vi kommer gennem musikken ind i hendes verden, både den gamle som hun kom fra og den nye verden hun nu er i. Sofie fortæller om den rejse hun har taget de sidste år, både bogstavelig talt men også mentalt, hvordan hun i mange år har følt mig inderligt ensom og meget alene fordi hun ikke havde fundet sin rette plads. Som hun udtrykker det ”Der hvor dine frø bliver sået er ikke nødvendigvis der de gror bedst”. Hun spiller numre hun har skrevet i den periode, hvor hun føler hun forsøgte at tilpasse sig et musikalsk ideal hun ikke selv følte hun passede ind i. Som tilskuere hører vi her smukke melodiske sange akkompagneret af Lasse Sandkamm på guitar.

Sofie fortsætter efter denne lille koncert med at fortælle om hvordan alting blev forandret idet hun forandrede sin måde at tænke på, og på den måde satte sig selv fri i verden. I samme forbindelse fortæller sofie om trangen til at synge, fordi det er hendes eneste mulighed for at reagere. Det er hendes måde at tale på – kort sagt hendes sprog. Hun fortæller om, hvordan hun ser sig selv som gymnasie-‐dropout og fjumreårselev, som de snakker om i medierne med bekymring i stemmen, og det har givet en dyb følelse af


Workshop : KULTUR

10

afmagt og af at være fortabt. Efter de 20 minutters koncert og fortælling med sange fra Sofies gamle liv, som hun selv udtrykker det.

Når hun spiller musik med trommeslageren og elektronikakunstneren Utku Tavil fra Tyrkiet, er det sange fra hendes nye liv. Det er vigtigt for Sofie at vise begge "verdener", da sangene med Lasse Sandkamm, med Sofies egne ord, repræsenterer en af hendes meget følsomme og destruktive perioder, selvom det er i form af bløde toner. I modsætning dertil, står den improviserede noise scene, der tillader hende at være det monster hun med egne ord selv føler hun også er. Hun forklarer at der på en måde er byttet rundt på tonerne: hvad der lyder blødt, afbalanceret og velskabt er for hende døende, destruktivt, sorgfuldt og fyldt med længsel. Imens den hårde, larmende musik for hende skaber et rum hvor der kan skabes latter, grin, og hvor der er plads til de sensitive sider. Thomas Ziehes beskrivelse af den nye ungdomskultur skinner igennem, mens Sofie fortæller. Koncerten med Utku Tavil er provokerende, improvisatorisk, højt og udfordrende for lytteren. Hvor de bløde sange fra Sofies gamle liv, appellerer til nydelse og afslapning imens musikkens toner forfører en til et bedre sted, kræver de nye sange og udtryk et engagement fra lytteren, det udfordrer og provokerer til en reaktion. På denne måde går det godt i tråd med Christians Have forestilling om at tilskueren pludselig er en del af kunsten og ikke blot passive tilskuere. Det viser også, netop som Christian Have beskriver det, at grænserne flyder ud. Kunsten er meget centreret omkring jeg'et, og vi ser et kunstshow hvor grænserne mellem hvad der er den unges virkelige personlighed og hvad der et kunst/et show, flyder ind i hinanden og bliver uadskillelige.


Workshop : FOREBYGGELSE

Vi mødes i Cyberhus Anni Marquards foredrag i Laugstuen, AKKC, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Forebyggelse” Det handler om at være tilgængelig med hjælp til unge, der hvor de befinder sig – nemlig online. Budska-‐bet er tydeligt fra Anni Marquard, der arbejder digitalt-‐pædagogisk for at forbygge problemer såsom radikalisering hos udsatte unge. Af referent & fotograf Nanna Hansen Cyberhus’ formål Oplægget er en del af workshoppen om forebyggelse, og Anni Marquard lægger især vægt på, at det er en tidlig forebyggelse, der er i forbindelse med deres site Cyberhus. Hjemmesiden Cyberhus henvender sig til børn og unge mellem 9 til 23 år. Dette virtuelle klubhus for unge er startet op af Center for Digital Pædago-‐gik, en institution, der har eksisteret i over 10 år. Centret har, udover at lytte til og tale med unge, også en rådgivningsfunktion. Ligeledes underviser de børn, unge og fagpersoner om onlinesikkerhed samt, hvordan man agerer etisk forsvarligt på nettet. Yderligere hjælper de også andre organisationer med at implemente-‐re det digitale aspekt i deres sociale arbejde. Det digitale er der lagt stor vægt på, da det handler om at møde de unge, hvor de er, og i dag er de unge ofte online. Den digitale pædagogik, der eksisterer i denne sammenhæng, omfatter det at arbejde socialt og pædagogisk inden for de digitale rammer. Teoretisk grundlag og virkemåde Anni Marquard tilkendegiver, at den aldersgruppe de i Cyberhus henvender sig til er den rette i forhold til forebyggelse og til at skabe en kontakt til de udsatte unge. Dette skyldes, at denne aldersgruppe er i gang med en identitetsproces, hvor de skal afgrænse sig selv som individ, hvorfor de unge lægger meget fokus på, hvem de selv er og at finde sig selv. Udsatte unge har derfor brug for at føle sig mødt og anerkendt, så de ikke udvikler uhensigtsmæssig adfærd. Cyberhus ønsker på denne måde at begrænse en problematisk udvikling hos de unge ved at tilbyde et digi-‐talt alternativ til ekstremistiske budskaber samt andre misinformationer, der florerer på nettet. Udsatte unge har nemlig en større tendens til at lade sig hverve af grupper fra fx bandemiljøer. Hvis der ikke ydes en indsats inden dette sker, vil de unge have større tendens til at blive stærkt radikaliseret, og hvis de også udtrykker dette gennem handlinger, kan de udgøre en trussel i samfundet. Cyberhus er stedet hvor unge kan skrive om egne problemer, deltage i debatter og blogge og samtidig støtter de unge her hinanden og anerkender hinandens problemer. Anni Marquard mener netop, at det vigtige er, at de unge føler sig hørt, da dette vil begrænse tendenser til radikaliserede holdninger og adfærd. Tallene tyder også på, at Cyberhus er en hjemmeside, de unge gerne besøger, da de har mere end 700.000 besøgende om året. Her kan de unge engagere sig i enten online debatter, ung-‐til-‐ung blogs, ung-‐til-‐voksen rådgivning og online brevkasser samt chats. Temaerne her kan for eksempel være kultur, religion, samfund eller det at føle sig anderledes. Det etiske aspekt i forbindelse med hjemmesiden er her imødekommet ved at sitet er modereret, så der sørges for at de anonyme brugere ikke udleverer personfølsomme oplysninger. Center for Digital Pædagogik søger at være tidssvarende i deres arbejde, hvilket samtidig muliggør en kon-‐takt til den målgruppe, som især er vigtig at fokusere på, når arbejdet står i forebyggelsens tegn – de unge. Cyberhus’ hjemmeside kan besøges på www.cyberhus.dk og sitet for Center for Digital Pædagogik kan fin-‐des på www.cfdp.dk.





Når doping former din krop Kenneth Raahauges foredrag i Laugstuen, AKKC, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Forebyggelse”

Da 190.000 danskere overvejer at bruge anabole steroider, mener Anti Doping Danmark, at det er væsentligt med en forebyggende indsats. Kenneth Raahauge forklarer, at doping er et meget stort problem i motionsverdenen.

Af referent & fotograf Nanna Hansen Hvilken funktion har Antidoping Danmark? Anti Doping Danmark er en selvejende institution, der er skabt i samarbejde mellem idrættens organisationer og regeringen. Kenneth Raahauge erkender, at folk ofte forbinder Anti Doping Danmark med dopingkontroller, men tydeliggør at institutionen har flere formål end som så. Den er nemlig også en virksomhed, der beskæftiger sig med forebyggelse, oplysning, rådgivning, udvikling og forskning. Yderligere deltager institutionen også i internationalt samarbejde i forbindelse med dopingbekæmpelse samt sørger for bistand til offentlige myndigheder i konkrete sager i samme øjemed. Virksomheden forsøger også at gøre sig synlig og tilgængelig i forbindelse med den forebyggende del af arbejdet. Med hensyn til den bekæmpende del er fleksibilitet og handlekraft strategierne, der skal tages i brug, mener Anti Doping Danmark. Doping – et omfattende problem Doping udgør både i Danmark og på verdensplan et stort problem. En artikel fra 2007, der var udarbejdet på baggrund af resultater fra WADA, anslog, at der på verdensplan er 31 millioner dopingmisbrugere. Det anslås samtidig at tallet fortsat er steget. Baseret på en undersøgelse af Center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund på Syddansk Universitet er der klargjort, at der i Danmark er 44.000 personer, der har erfaring med steroider. Mændene udgør den største del heraf, da antallet af 17-‐årige til 45-‐årige, der taget steroider er 31.000. Doping menes at være så udbredt grundet det fokus, der fra bl.a. samfund og medier ligger på at have den perfekte krop. Samtidig kan omsorgssvigt og mobning føre til brug af doping hos det pågældende individ, da denne kan søge at blive accepteret ved at ændre sit udseende. Hvis man for eksempel altid er blevet mobbet med at være ”den lille dreng” i klassen kan ønsket om at blive større medføre et dopingmisbrug. Der er sågar nogle personer, der kan blive større og større uden selv at være i stand til at se det, hvorfor de fortsat vil have ønsket om at blive tage vægt på i form af muskler. Dette fænomen kaldes megareksi og er altså en modsætning til anoreksi, hvor personen ikke kan forstå, at han/hun er tynd. Ønsket om den perfekte krop og pres fra forskellige sociale arenaer er altså det, der kan være medvirkende til at føre den enkelte person til et misbrug. Bivirkninger Doping er et problem på flere måder. Helbredsmæssigt har det mange bivirkninger, hvilke ofte er overset af brugeren, da der bl.a. ikke står advarsler på præparatet. Da produktet ligeledes er ulovligt, er det ofte fremstillet under uacceptable, ikke-‐sterile forhold, hvorved der kan være uønskede, giftige stoffer deri. Set fra en etisk synsvinkel er det også et problem, da læger ikke bør udskrive præparater, der har skadelig virkning på mennesket. Den etiske problematik består ligeledes i, at unge, der ser deres forbilleder benytte sig af disse ulovlige stoffer, selv vil blive mere tilbøjelige til at ende i et misbrug. Bivirkningerne der kan forekomme er ofte svære at sætte en helt tydelig ramme om. Disse afhænger nemlig af misbrugets varighed, typen samt styrken af medikament og genetiske dispositioner. Der kan dog opsættes nogle generelle bivirkninger for henholdsvis mænd og kvinder. Hvor mænd typisk vil udvikle et mere feminint træk som forstørrelse af bryst, vil kvinder generelt blive mere maskuline af udseende samt få en dybere stemme. Samtidig kan et misbrug for begge bl.a. føre til reduceret fertilitet.



Udover de fysiske forandringer, kan der ligeledes opstår psykiske bivirkninger. Disse er bl.a. depression, selvcentrering og temperamentsproblemer. Yderligere er der også en øget selvmordsrisiko blandt misbrugere. Anti Doping Danmark og Aalborg Kommune er indgået i et antidoping-‐samarbejde i forebyggelsens tegn. Her mener Kenneth Raahauge, at det er væsentligt at have kontakt til de forskellige lokale aktører, såsom skoler, SSP, rådgivningscentre såvel som fitnesscentrene. De vil altså samarbejde med de organisationer som unge ellers indgår i for at hjælpe forebyggende samt oplyse om farerne ved doping og derved undgå en uheldig udvikling hos den unge. I forlængelse af dette oplæg af Kenneth Raahauge, supplerer Thomas Kastrup-‐Larsen med information om hvilke tiltag, der er gjort i Aalborg Kommune i forbindelse med forebyggelse.





Doping Kenneth Hansens foredrag i KFUM-‐hallen, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Forebyggelse” Doping er væsentligt mere udbredt i motionsverdenen, end de fleste regner med. Dette skyldes bland andet, at det er for let ad få fingrene i de ulovlige stoffer, mener Kenneth Hansen, der er daglig leder af et motionscenter. Af referent & fotograf Nanna Hansen KFUM motionscenter Kenneth Hansen har med sin baggrund inden for politiet i 28 år været i tæt kontakt med mange problematikker omkring doping, og da han til daglig er leder af et motionscenter i KFUM, er det naturligt for ham at have en holdning til doping. Vi er her taget ud til KFUM-‐hallen i Aalborg for at høre mere om de tiltag, der er udarbejdet i forhold til forebyggelsen af dopingproblemer i motionsmiljøet. Kenneth Hansen ønsker ikke, at motionscentret, der er tilknyttet KFUM, skal være medlem af Antidoping Danmark, da han mener, det er for dyrt, og han vil i stedet selv imødekomme de problemer, der opstår. Han er ikke interesseret i, at typer fra bandemiljøer osv. træner i centret, da det kan påvirke de andre i fitnesscentret til at dope sig, hvilket han mener mange bandemedlemmer gør. Yderligere er han meget opmærksom på personer i fitnesscentret, der har en mistænkelig adfærd eller de, der pludselig udvikler meget muskelmasse på meget kort tid. Hvis der her er belæg for en begrundet mistanke, vil han tage en snak med personen. Her kommer hans baggrund inden for politiet ham til gode, da han selv mener, at han er meget kompetent til at afsløre, hvornår en person lyver. Hvis personen er dopet vil vedkommende blive smidt ud af centret, men hvis personen er under 18, vil forældrene dog også inddrages, så deres barn kan få hjælp til at komme ud af misbruget.



Doping – et omfattende problem Kenneth Hansen understreger også, at problemet med motionsdoping er langt mere omfattende, end hvad de fleste tror. Dette skyldes til dels, at der ikke står advarsler på pakkerne, samt at de fleste ikke fuldt forstår, hvad doping gør ved kroppen, og de eftervirkning doping har. Det skyldes dog mest, mener han, at dopingstofferne er så let tilgængelige. De kan eksempelvis let anskaffes på nettet eller på udenlandsrejser, hvor de tages med tilbage til Danmark for i mange tilfælde at blive solgt videre. Dopingstofferne er altså let tilgængelige både i forbindelse med anskaffelse til eget forbrug eller til videre salg. Kenneth Hansen mener i denne sammenhæng også, at det er vigtigt at hæve straffen for dopingsager. I dag er straffen kun på 2 år i Danmark, men han vil have den øget, så det at overtræde loven i forhold til doping er på lige fod med at overtræde loven i forbindelse med narkorelaterede sager. Han vil altså have hævet straffen til at give 6 års fængsel i stedet. Han mener ydermere, at problemet også består i, at udregningen af, hvornår der er en tilstrækkelig mængde stoffer til at give en fængselsstraf, er uhensigtsmæssig. Der regnes i enheder og her vil 1000 enheder vil give fængselsstraf. Dette medfører at 999 enheder, der kan indeholde en langt højere stofkoncentration end fx 1500 andre enheder ikke er strafbart med fængsel. Kenneth Hansen mener altså, at man, udover at være opmærksom på brugerne af fitnesscentret, også skal ændre i lovgivning omkring doping.



Kroppens rolle i det digitale rum Louise Yung Nielsens foredrag i Laugstuen, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Forebyggelse” De unge færdes i stor grad på de sociale medier. Men hvad sker der med kroppen, når de unge er online? Louise Yung Nielsen er af den overbevisning, at selvom kroppen ikke er fysisk tilstede, opstår der alligevel forskellige forståelser af kroppen hos de unge på de sociale medier. Af referent Rikke Cæsar Nielsen De unges færden på de sociale medier Louise Yung Nielsen er i gang med at skrive sin ph.d. omkring unge, sociale medier og digitale kroppe, hvorfor disse tre elementer netop er hovedfokus for oplægget under workshoppen omhandlende forebyggelse hos unge. Foredraget indleder Louise Yung Nielsen med at fastslå, at de unge ikke skelner mellem, når de er offline og online. De unge bringer disse to verdener sammen. De sociale medier bliver i dette oplæg betragtet som steder, hvor de unge er sociale, kommunikerer og interagerer med hinanden. I denne sammenhæng ses også det private rum og det offentlige rum, som også findes på de sociale medier, men også i det fysiske miljø. De unge kan netop anvende de sociale medier til at overskride disse rum, ligesom de sociale medier kan overskride tid. Således ses det, at de unge ikke er afhængige af hverken rum eller tid. Dette medvirker også til, at de sociale medier derfor giver mulighed for at give de unge styringen over, hvilket rum og hvilken tid de ønsker at handle i. De unge får nye muligheder, så de for eksempel kan vælge at færdes i forældrefri domæner, som ikke længere er bundet af det private fysiske rum. I den forbindelse understreger Louise Yung Nielsen samtidig, at den unge i stor grad har mønstre for, hvad man deler, og hvem man deler med på de sociale medier. På denne måde henkastes den fejlagtige fortolkning af unges adfærd på nettet som værende ukritisk overfor sit private liv. De unges opfattelse af kroppen på de sociale medier Louise Yung Nielsen fastslår, at selvom kroppen ikke er fysisk tilstede på de sociale medier, er den nærværende for de unge på andre forskellige måder. Hertil præsenteres begrebet: selfies. Selfies bruges om en person, som tager et billede af sig selv og sin krop og efterfølgende uploader det på de sociale medier. Således skabes kroppen ved hjælp af teknologier. Endvidere findes også begreberne: pro-‐ana og pro-‐mia, som omhandler dyrkelsen af spiseforstyrrelser. Her dyrker de unge thinspiration, hvorfor de uploader billeder af tynde unge og fortæller om, hvordan man opretholder sin spiseforstyrrelse. I denne sammenhæng ses særlige og ekstreme forståelser af kroppen hos de unge, som samtidig bidrager til en form for fællesskab. En anden måde, hvorpå kroppen også ses i de sociale medier, er ved brugen af modeblogs. I de unges modeblogs bliver kroppen skabt i samspil med tøjet, som vises frem ved hjælp af forskellige kropslige positioner. Yderligere ser man på bodybuilderforums unge, som ønsker at forme, ændre og forandre sin krop, hvorfor de søger forskellige strategier og løsninger på, hvordan man kan forvalte sin krop. Gennemgående for de forskellige møder med kroppen på de sociale medier findes, at der primært er tre forskellige opfattelser af kroppen hos de unge. Disse opfattelser kommer oftest til udtryk i blogoplæggene og kommentarerne fra de unge. Den første opfattelse indebærer en adskillelse af krop og sjæl, som synes at gennemsyre de unges forståelse. Den anden opfattelse sætter dyrkelsen af den naturlige krop i fokus. Her ses dog en forhandling hos de unge omkring, hvad der er naturligt eller kunstigt, som derimod er negativt ladet. Den tredje opfattelse hos de unge gør netop op med den naturlige krop, og sætter kroppen i sammenhæng med det moderne samfund og de tilhørende teknologier, som ses i forlængelse med kroppen. Et eksempel på dette kunne fx være et nyt kunstigt og teknologiberiget ben, som kan fungere som



et normalt ben. Endvidere nævner Louise Yung Nielsen også mobiltelefonen som en slags forlængelse af kroppen i det digitale rum. Ud fra disse forskellige forståelser ses det, at kroppen bliver talt om på en forskellige måder hos unge i de sociale medier. Dette fokus på kroppen medvirker desuden til, at de unge vil føle, at det er deres eget ansvar at få en krop, som ser normal eller godt ud, hvilket de forskellige sider, indlæg og kommentarer tydeliggør.



1

Indsatsen omkring Dialogbaseret workshop Mikkel Hjelt foredrag i Laugstuen, AKKC, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Forebyggelse”. Mikkel Hjelt fortæller i sit foredrag om, hvordan Aarhus Kommune og Østjyllands Politi samarbejder om at forebygge radikalisering og diskrimination blandt unge i Aarhus. I foredraget har han fokus på de dialogbaserede workshops, som de afholder for elever i 9.-‐10. klasse og på ungdomsuddannelserne i Aarhus. Af referent & fotograf Pernille Wamberg Broch Workshoppen i kontekst Mikkel Hjelt starter i foredraget ud med at fortælle om konteksten for de dialogbaserede workshops for unge i Aarhus – om hvad de indgår i sammenhæng med, og hvorfor de er blevet udviklet. I 2007 indgik Østjyllands Politi et samarbejde med Aarhus Kommune. I 2008 var de ude blandt fagfolk såsom pædagoger og lærere for at fortælle om indsatsen mod radikalisering og diskrimination. Efter at have talt med de voksne var de klar til at tale med de unge for at høre deres holdninger og meninger og begyndte derefter at udvikle workshoppen for unge. Tanken bag workshoppen er at komme i direkte kontakt med de unge og skabe dialog med dem for at høre og opleve, hvad de unge går med af ideer, tanker og overvejelser. Hensigten er at italesætte og håndtere radikalisering, diskrimination og ekstremisme. Formålet med projektet er ikke at agere ”holdningspoliti”, fokus er derimod på at få skabt en dialog med de unge. Målgruppen er udskoling (9. klasser og 10. klasser) og ungdomsuddannelser (gymnasier, handelsskoler, tekniske skoler etc.) – altså unge op til omkring 25 år. Alle skoler i Aarhus Kommune får tilbuddet og melder selv tilbage, om de har lyst til at deltage. Det er et gratis tilbud, som blandt andet er støttet af Social-‐, Børne-‐ og Integrationsministeriet. Der er indtil nu blevet afholdt 30 workshops for de unge. Målet er at komme op på omkring 45-‐50 workshops i alt. I foredraget nævner Mikkel Hjelt, at der er en balancegang i forhold til den forebyggende indsats. På den ene side vil de tage hånd om det vækstgrundlag, der kan være for radikalisering, men på den anden side skal de også passe på, at det ikke får den modsatte effekt, og at de i stedet for at forebygge radikalisering kommer til at skubbe nogle hen mod radikalisering. Han tilføjer, at de pt. er i gang med at udvikle en voksenmodel, da de også gerne vil afholde workshops eksempelvis for forældrene. Formålet med disse workshops kan for eksempel være at finde ud af, hvilke udfordringer de unges forældre står med til daglig. Workshop for eleverne – en gennemgang af forløbet Mikkel Hjelt fortæller under foredraget om, hvordan workshoppen for de unge er opbygget. Workshops for udskoling og ungdomsuddannelserne er næsten identiske. Workshoppen tager to timer, og de er to instruktører per workshop. Det er et krav, at der er en samfundsfagslærer/dansklærer eller tilsvarende til stede. Under workshoppen bliver der taget mange temaer op, og bagefter kan læreren tage nogle af temaerne op til videre diskussion med eleverne.



2

Workshoppen er inddelt i tre overordnede dele:

1. En intro hvor instruktørerne definerer nogle centrale begreber og kommer med eksempler. Under introduktionen er det primært de to instruktører, der er på banen.

2. Anden del består af en involverende gruppeproces, hvor dialogen bevæger sig på forskellige niveauer. De starter bredt ud på et ”samfundsniveau”, hvor der tales om ”mig og verden”, derefter kredser de det lidt ind til et ”organisationsniveau”, hvor det handler om ”mig og min skole/klasse”. Til sidst er det kredset ind til et ”personligt niveau”, hvor de taler om ”mig og mig selv”.

3. Workshoppen afsluttes med en outro, hvor eleverne skal reflektere over, hvad de umiddelbart har fået ud af at deltage i workshoppen og det, der er blevet talt om.

Mikkel Hjelt uddyber herefter forløbet i en workshop. I introen starter de med at definere ord som radikalisering og ekstremisme. Tanken bag dette er, at de har et fælles udgangspunkt for den videre diskussion. I forhold til ekstremisme sætter de ord på, hvad der kendetegner religiøs, højre-‐ og venstreorienteret ekstremisme. De giver i den sammenhæng konkrete eksempler på de forskellige typer af ekstremisme. De fortæller blandt andet, at der findes ekstremistiske grupper inden for forskellige religioner – noget der ifølge Mikkel Hjelt overrasker nogle af de unge. På workshoppen fortæller de også om straffelovens paragraf 114 (”terrorloven”). Mange af de unge kender ikke til denne paragraf og ved ikke, hvor lidt der skal til for at kunne blive dømt. Et eksempel, de her har inddraget, er om to unge fra Aarhus, der fik 3,5 års fængsel for terrortræning. Workshoppen består derudover af forskellige øvelser, som de præsenterer de unge for – eksempelvis har de øvelsen ”gæt en terrorist” – hvor de viser billeder af forskellige mennesker. Øvelsen er blandt andet med til at få sat de unges fordomme i spil. På ”klasseniveau” har de et par øvelser med for at se på, hvordan de i klassen har det med hinanden. På workshoppen taler de også om institutionel diskrimination – ubevidst forskelsbehandling. Formålet med at diskutere dette er at gøre de unge mere bevidste om det. De tager en snak med eleverne om institutionel diskrimination ud fra forskellige eksempler. Ubevidst forskelsbehandling kan eksempelvis optræde i information såsom breve, opslag, mails og skiltning og til arrangementer, i sprogbrug, i traditioner og vaner samt i hverdagshandlinger. I det sidstnævnte tilfælde kan det for eksempel være i forhold til den mad, der bliver serveret i en kantine. Kantines intention er sandsynligvis, at alle er velkomne, men i praksis kan det ske, at nogle ubevidst bliver diskrimineret, hvis der for eksempel kun bliver serveret svinekød. En anden øvelse under workshoppen er en dilemmaøvelse. Eleverne får læst en historie/case op, hvortil de får stillet spørgsmålet: Hvad vil du gøre? Mikkel Hjelt illustrerer øvelsen ved at komme med et eksempel. Dilemmaet kan være, at en af de unge har lagt mærke til, at en pige i klassen er begyndt at gå mere og mere for sig selv. Den unge er venner med hende på Facebook og kan se, at hun har meldt sig ind i en gruppe kaldt ”hvid front” – og at hun begynder at poste fremmedfjendske ting i sine statusopdateringer. Eleverne bliver herefter spurgt: Hvad vil du gøre? De får præsenteret fire valgmuligheder, som i det ovenstående eksempel er:

1. Fortæller hende hvad man har set 2. Er nysgerrig og melder sig ind i gruppen for at følge med 3. Snakker med ens forældre om det 4. ”Det åbne hjørne” – hvis eleverne ikke synes, at de andre tre valgmuligheder passer til dem



3

Eleverne får hver især lov til at placere sig og herefter tager alle in plenum en fælles snak om deres valg. Derefter kan eleverne få lov til at flytte sig, hvis den fælles snak har ændret deres holdning. Den sidste øvelse på workshoppen går ud på at høre eleverne om, hvad de kan acceptere af en række af forskellige ting, som bliver oplistet. Er det for eksempel i orden at gå med en t-‐shirt med Hitler på, at heile på stadion eller at sige ”de fremmede yngler som…”? Outroen til workshoppen tager udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvad tager du med dig fra denne workshop?” Formålet med outroen er at runde dagen af og samle op på det, eleverne har fået ud af workshoppen. Spørgsmål til foredraget Mikkel Hjelt slutter foredraget af med at spørge, om der er nogle spørgsmål. Der bliver spurgt ind til, hvorfor denne workshop kører i så stor skala i Aarhus, hvortil Mikkel Hjelt svarer, at man gerne vil ramme bredt og rykke noget i forhold til diskrimination blandt unge i Aarhus. Derudover bliver der spurgt ind til, om der måles på effekten af workshoppen. Mikkel Hjelt fortæller, at de løbende prøver at lave evalueringer – både til sig selv og med eleverne og lærerne for at finde ud af, om der er nogen effekt af de enkelte workshops. Der er dog ikke lavet en samlet evaluering, men de får løbende feedback fra dem, der har været med i de workshops, der er blevet afholdt.



Sportshøjskolen Kim Lynges foredrag SPH GYM, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Forebyggelse” Sportshøjskolens motionscenter er både for elite og almindelige motionister, men budskabet fra centerleder Kim Lynge står klart – ”Her er NUL tolerance af dopingmidler”. Af referent & fotograf Rikke Cæsar Nielsen Stemningen i SPH GYM Foredrag omkring Aalborg Sportshøjskole og doping befinder sig i Aalborg Sportshøjskoles Motionscenter SPH GYM. Motionscenteret er i en bygning som ligger lidt væk fra en sidevej. Ved dørindgangen hænger der et rødt skilt, hvorpå der står DOPING med en streg tværs over, hvilket klart indikerer, at dette motionscenter har en antidoping politik. Lokalet er hvidt og stort, og det første man møder er en hvid skrank, hvor Kim Lynge, står og modtager gæster og medlemmer. Kim Lynge som holder foredraget og er centerleder i SPH GYM har en baggrund som tidligere elite vægtløfter og foredragsholder om doping. Ved siden af skranken står en reol af glas, som er fyldt med pokaler og medaljer, som medlemmerne i SPH GYM har vundet til diverse mesterskaber. I resten af rummet står der mange forskellige former for motionsudstyr. Nogle af maskinerne bliver allerede brugt af unge, som er nede og træne denne dag. De unge, der færdes her er både piger og drenge. Længere nede i lokalet er der til højre omklædningsrum og massagerum, og til venstre er der endnu et stort garagelignende træningshal, som primært indeholder vægtstænger og store redskaber som anvendes til den populære motionsform CrossFit. Stemningen i motionscentret bærer præg af musikken, som spiller i baggrunden. Denne gang er det hård Rammstein musik, der virker som en motivation for medlemmernes træning. Endvidere høres der motiverende ord fra og til de medlemmer, som er i gang med en træning. Alle er velkomne – undtagen doping I Sportshøjskolens GYM træner både ældre og unge, fortæller Kim Lynge, og både mænd og kvinder er velkomne. De tilbyder ikke kun adgang til den almindelige træning, men de kan også være behjælpelige til at lave og planlægge et personligt program til det enkelte medlem, hvilket også er gratis. Yderligere er der i motionscentret maksimalt 450 medlemmer, hvilket kan variere efter årstiderne, og samtidig er prisen for et årskort kun 2000 kr. Således findes der et indtryk af et center, som tager hånd om deres medlemmer og byder alle velkomne. Men budskabet omkring deres antidoping politik er tydeligt og klart – SPH GYM har ingen tolerance overfor doping, og et medlem bliver øjeblikkeligt smidt ud, hvis der er mistanke om doping. Hvis en ung under 18, dog skulle udvises pga. af doping bliver forældrene naturligvis kontaktet. Denne antidoping-‐politik får man som medlem allerede kendskab til, da man bliver meldt ind i SPH GYM ved hjælp af en kontrakt. Heri skal man to gange skriver under på, at man er bekendt med deres antidoping politik og konsekvenserne, hvis man anvender doping i dette motionscenter. Desuden nævner Kim Lynge også, at når man bliver taget hånd om og får gode råd samt bliver introduceret til en antidoping politik, medfører dette også forældrene har færre betænkeligheder ved at deres børn benytter dette center. På denne måde synes det også klart, at SPH GYM har et kendt ry, som har antidoping-‐holdningen i hovedfokus. I SPH GYM snakker de åbent om doping og der er plads til at man deler sin viden, erfaring og holdninger i forhold til deres antidoping politik. Desuden lægger vægten ikke kun den afvisende holdning ved brugen af doping, men SPH GYM hjælper også med en undervisning i doping, hvad det er, og hvad det gør ved kroppen. Endvidere fortæller Kim Lynge også, at kommunen henviser nogle unge med en problematisk adfærd til dette center, og i sådanne situationer forsøger centeret at ændre disse unges holdning til deres krop og deres brug af den, således at deres holdning til doping også kan ændres. SPH GYM anvendes naturligvis også af eleverne på Aalborg



Sportshøjskole, og hvis der opstår en mistanke omkring doping ved disse elever, tilkaldes eksperter på området. Desuden samarbejder SPH GYM også med kriminalforsorgen og flere ungdomshjem, hvor de skaber gode resultater. SPH GYM erfarer også yderligere, at der er en stor forskel på de unge mænd og de unge kvinder i forhold til doping. De unge mænd bruger primært doping til at få større muskler og finder efter også produkter herefter. Hvorimod de unge kvinder anvender fedtforbrændingsprodukter, som kan skabe en afhængighed. Dette medvirker til, at der desværre er nogle typer for doping, som Anti Doping Danmark ikke tester for og derfor ikke opdager. Kim Lynge nævner netop at der er plads til forbedring, således at det bliver muligt at teste indenfor hele spekteret af dopings midler, som er usunde for kroppen. Desværre ser Kim Lynge en stigning i forbruget af doping, hvorfor er er flere og flere der bliver misbrugere, og han nævner desuden også, at dopingen er meget mere udbredt en man regner med i de forskellige vennekredse. Derfor foreslår han også, at man er opmærksom og handler før de unge når 13, 14 og 15 års alderen, hvor de bliver introduceret for og påbegynder beslutningerne for deres brug af doping. Holdningen i SPH GYM bærer ikke kun præg af en antidoping politik, men SPH GYM vejleder også gratis medlemmer i, hvilke produkter fx proteinpulver, der er af god kvalitet og kan anbefales i sammenhæng med den pågældende træning, således at medlemmerne ikke bliver fascineret af doping eller andre usunde eller farlige motionsprodukter. Yderligere samarbejder SPH GYM naturligvis også med Anti Doping Danmark, som de har mange gode oplevelser med, og i SPH GYM er kun et enkelt medlem af SPH GYM testet positiv for doping. Derfor synes der hos Sportshøjskolen GYM at eksistere en balance mellem den hårde samt kontante antidoping politik og den hjælp, tryghed og vejledning, som de også udbyder.



1

Når holdninger bliver til handlinger Stine Strohbach foredrag i Laugstuen, AKKC, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Forebyggelse” Hvor går grænsen mellem radikal adfærd og ekstremisme? Stine Strohbach fra Demokratikontoret under Social-‐, Børne-‐ og Integrationsministeriet giver i sit foredrag en introduktion til ekstremistiske miljøer i Danmark og fortæller om forebyggelse af ekstremisme, og hvad der kan gøres. Af referent & fotograf Pernille Wamberg Broch Stine Strohbach starter i sit foredrag ud med at definere begreberne ekstremisme og radikalisering. Radikal adfærd, og unge mennesker der kommer ind i en radikaliseringsproces, er ofte et tegn på mistrivsel, frustrationer, mangel på tilhørsforhold osv. Pointen er, at det ofte er social mistrivsel, der er med til at radikalisere unge mennesker. I enkelte tilfælde kan radikalisering føre til vold. Ekstremisme er kendetegnet ved forenklede verdensopfattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold opfattes som truende. Respekten over for andre menneskers frihed og rettigheder er mangelfuld. Desuden er det kendetegnet ved blindhed overfor modargumenter og tunnelsyn, hvor verden forstås på en helt særlig måde. Det hele er meget Sort/hvid: Dem versus os! En radikaliseringsproces er kendetegnet ved at være en proces, hvor en person gradvist udvikler tunnelsyn og en mere ekstrem holdning – ofte som en del af en bestemt gruppe. I radikaliseringsprocessen sker der en intensiv socialisering, bearbejdning og gradvist skarpere retorik i lukkede grupper. Personen der bliver radikaliseret kapper ofte tidligere bånd til familie, venner og andre. Derudover sker en form for dehumanisering, hvor dem der opfattes som fjender ikke længere ses som mennesker. Ekstremistiske miljøer i Danmark Efter at have afklaret nogle centrale begreber fortæller Stine Strohbach, hvilke ekstremistiske miljøer der findes i Danmark. Det første er de venstreekstremistiske miljøer. Personer herfra mener ikke, at det demokrati, vi har, er et rigtigt demokrati, men derimod at der sidder nogle bagved, som undertrykker befolkningen. De oplever, at vestlig imperialisme og profitjagt fører til global ulighed og klimaproblemer. Deres mål er et klasseløst samfund med kollektiv styring, hvor alle skal have lige muligheder. De venstreekstremistiske miljøers aktiviteter er primært rettet mod virksomheder og statsinstitutioner, politiet eller højreekstremistiske miljøer. Et eksempel er vold mod Politiet i forbindelse med rydningen af ungdomshuset i København. Rekruttering sker ofte til fester, debatarrangementer og demonstrationer. Derudover er der også diskussioner og materialedeling på diverse online-‐fora. Typer af ulovlige aktiviteter, de foretager sig, er brandattentater, registrering af personfølsomme oplysninger, politisk motiveret vold og terrorstøtte. Stine Strohbach fortæller, at det er svært at sige, hvor mange der præcis er i de venstreekstremistiske miljøer i Danmark. Hvis der er en bestemt situation, de kan bakke op om – såsom da Ungdomshuset blev ryddet eller til Klimatopmødet, er der mange, der tilslutter sig. Den yderste venstrefløj i Danmark er ikke specielt stor -‐ omkring 50-‐200 personer, hvortil der som nævnt kan rekrutteres bredere ved konkrete situationer. Personerne kan være meget unge, helt ned til 13-‐15 år, men dem der sidder i ”kernen” er typisk lidt ældre. Center for terroranalyse i Danmark vurderer, at der i de venstreekstremistiske miljøer findes personer med vilje og evne til at begå alvorlig, personfarlig kriminalitet.



2

Det næste ekstremistiske miljø i Danmark, Stine Strohbach beskriver, er det højreekstremistiske miljø. Hvor de højreekstremistiske miljøer tidligere har været mere nazistiske, handler det i dag i højere grad om modvilje mod muslimer og kampen mod islamisme. Personer i de højreekstremistiske miljøer mener, at politikere, myndigheder og medier lyver overfor befolkningen og arbejder skjult for et multikulturelt samfund. De ser den muslimske indvandring som et skjul for en islamisk invasion (borgerkrig og overtagelse). De mener derfor, at det er nødvendigt med militant modstand for at redde nationen, den kristne kultur og racen. Rekruttering sker gennem propagandavirksomhed såsom løbesedler og lukkede foras på internettet og sociale medier, til politiske og sociale arrangementer som demonstrationer, fester og koncerter med ”white power musik”. Desuden sker rekrutteringen i fodboldfan-‐miljøer. Ulovlige aktiviteter er politisk motiveret vold rettet mod venstrefløjen og etniske minoriteter. Med udgangspunkt i Robert Örell fortæller Stine Strohbach om karakteristika for personer i de højreekstremistiske miljøer. De har ofte selv oplevet ydmygelse, gentagne nederlag og/eller overfald. Ofte er det ensomme og usikre unge, der desuden ofte er opvokset i et intolerant miljø fra den lavere middelklasse. De har ofte en interesse for vold. Stine Strohbach tilføjer, at det primært er mænd, men at der også er kvinder, som dog oftest har en mere sekundær rolle. Det er som regel mændene, der begår volden. Det estimeres, at der er et par hundrede aktive højreekstremister i Danmark samt et ukendt antal sympatisører. Center for terroranalyse vurderer, at det kun er enkelte personer, der har kapacitet til at udgøre en trussel. I Danmark er højrefløjen meget fragmenteret og opdelt.



3

Det tredje og sidste ekstremistiske miljø i Danmark, Stine Strohbach fortæller om i sit foredrag, er det militante islamistiske miljø. Personer i dette miljø mener, at Vesten har ødelagt den islamiske orden, som eksisterer under kalifatet. Vesten koloniserer fortsat lande militært, politisk, kulturelt og økonomisk som et led i et kristentent-‐zionistisk komplot. Karikaturtegningerne af Muhammed henvises der stadig til, og de anser dem som en hån mod islam, der bekræfter Vestens fjendtlighed. Rekrutteringen til de militante islamistiske miljøer sker via eksisterende personlige netværk, hvorfor venskaber og familie ofte spiller en stor rolle. Miljøerne tilbyder fællesskab, anerkendelse og opbakning, understøtter skabelsen af en modstandsidentitet og giver adgang til våben, træning og spænding. Det er svært præcist at sige, hvor mange de er i Danmark – omkring et par hundrede i kernen, men de kan samle langt flere, hvis der er en bestemt sag. Center for terroranalyse vurderer, at der i miljøet er unge, der har kapaciteten og viljen til at gennemføre et terrorangreb i Danmark. Efter at have beskrevet de tre forskellige ekstremistiske miljøer i Danmark, fortæller Stine Strohbach, at der inden for forskningen arbejdes med tre forskellige kategorier af handlinger.

-‐ Voldelig ekstremisme såsom terror, drab, vold og fysiske overgreb mod personer -‐ Ikke-‐legal ekstremisme som besættelser, hærværk, registrering, hacking, opfordring til vold, trusler

og brug af ulovlige ytringer -‐ Antidemokratisk aktivisme såsom forstyrrelser af møder, hård/aggressiv retorik, demonstrationer,

møder, debat og udbredelse af propaganda. Aktiviteterne under de første to punkter er strafbare, hvilket aktiviteterne under det tredje punkt derimod ikke umiddelbart er. Radikaliseringsprocessen Under dette punkt i foredraget kommer Stine Strohbach ind på, hvorfor nogle unge bliver radikaliserede. Det kan eksempelvis være på grund af samfundsforhold, sociale dynamikker og personlige forhold. Under hver af disse kan der være forskellige årsager samt katalysatorer, der kan være med til at udløse eller forstærke radikaliseringsprocessen. En katalysator under samfundsforhold kan eksempelvis være et topmøde eller et overfald, under sociale dynamikker kan det være en begivenhed, der provokerer gruppen, og i forhold til personlige forhold kan det eksempelvis være livsovergange eller et dødsfald i familien. Radikalisering er et komplekst og dynamisk felt – nogle bliver hurtigt radikaliserede, andre bliver det langsomt og bliver måske aldrig voldelige. Stine Strohbach beskriver herefter radikaliseringsprocessen som en udvikling med tre skridt. Det første skridt er der, hvor nysgerrigheden opstår, og hvor der eventuelt begynder at ske et skift i handlingsmønster. Det andet skridt er intensiveringen, hvor overbevisningerne intensiveres, handling bliver opfattet som nødvendig, og det sociale liv indskrænkes til kun at foregå som en del af gruppen. Det tredje og sidste skridt er ekstremismen, hvor overbevisningen bliver hærdet og eventuelt planlægges og gennemføres der voldelige handlinger. Internettets betydning for radikalisering Internettet spiller en større og større rolle i forhold til propaganda og rekruttering. Der har tidligere eksisteret mange lukkede fora, men en del af disse er blevet lukket ned, så der i dag i stigende grad bliver benyttet åbne fora såsom Youtube og Facebook. Dermed når propagandaen ud til en langt større gruppe af mennesker. I forhold til internettet påpeger Stine Strohbach, at det er vigtigt at sige, at man ikke bliver radikaliseret på internettet, da man også skal kende nogle i det fysiske miljø. Internettet er derimod med til at skabe yderligere radikalisering.



4

Hvornår er det et problem – gråzonen mellem holdninger og handlinger Vi har ytringsfrihed, men i hvor vid udstrækning har man ret til at give udtryk for sine holdninger? Holdninger og handlinger er meget tæt forbundet, og derfor er der god grund til at være opmærksom også på holdningerne. Der behøver ikke at være langt fra at have en holdning til at handle. Det er ikke holdninger i sig selv, der skal forebygges, men man skal se på holdninger og debattere med de unge – spørge ind til dem, være nysgerrig etc. Spørgsmålet er derfor, hvad der kan gøres ved det. Ifølge Stine Strohbach befinder mange unge sig i en identitetsproces, og når man ser unge mennesker, der begynder at ændre sig, skal man undersøge, hvad det handler om. Bekymrende tegn kan komme til udtryk på mange forskellige måder og betyde mange forskellige ting og være et råb om opmærksomhed, et udtryk for trivselsudfordringer, en naturlig dannelsesproces eller en påbegyndende radikaliseringsproces. Hvis en række bekymringstegn eller adfærdsændringer viser sig samtidig, kan der være god grund til at undersøge det nærmere. Stine Strohbach fortæller herefter om et bekymringsskema, som kan bruges til at undersøge, om der er reel grund til at være bekymret. Bekymringstegn er overordnet set i forhold til adfærd, relationer og holdninger. Ændrer den unge eksempelvis pludselig adfærd? Begynder den unge at få nye venner og tage afstand fra familien eller andre? Giver den unge udtryk for markante, provokerende holdninger? Ovenstående er første skridt. Vurderer man ud af, at den unge er inde i en radikaliseringsproces, kan man fortsætte til trin 2, som er en udredning med henblik på en støttende indsats. For at forstå hvorfor en ung vælger at blive en del af et ekstremistisk miljø, kan man afdække motivationsfaktorerne. Erfaringsmæssigt er der tre overordnede roller internt i en gruppe. Disse roller hænger tæt sammen med de unges motivationer for at indgå i og udgå af en gruppe. Den første type er medløberen, der søger efter identitet, fællesskab, anerkendelse og forbilleder. Den anden er ideologen, der søger efter mening og efter at gøre en forskel (denne kan ofte være leder i gruppen). Den tredje er den risikovillige, der søger efter spænding og action – det er ofte denne person, der vil begå volden. Ovenstående kan bruges til at finde ud af, hvorfor den unge er blevet en del af gruppen, og hvad der var motivationen for at komme ind i gruppen. Dette er vigtigt at undersøge, da det kan være de samme ting, der kan være med til at få den unge ud af gruppen igen. Stine Strohbach kommer herefter ind på afdækning af ideologiske faktorer. Ideologien kan adskille en radikaliseret fra en kriminel og en bande fra en ekstremistisk gruppe. I forhold til ideologiske faktorer, skal man være opmærksom på drivkraften – er der frustration, indignation eller andet? Retorik – gives der udtryk for polariserede fjendebilleder eller konspirationsteorier? Handlekraft – argumenteres der for nødvendigheden af at handle og forsvare? Konsistens – er der en sammenhængende og dyb forståelse? Engagement – virker den unge personligt ansvarlig og forpligtet af sagen? Stine Strohbach fortæller herefter om, hvordan man kan lave en afdækning af barrierer for at undersøge, hvilke barrierer der kan gøre, at det kan være svært for den unge at komme ud af gruppen. Det kan eksempelvis være pres fra andre i gruppen, en oplevelse af at være stigmatiseret, frygt for fjender uden for gruppen eller økonomisk utryghed. Hvis den unge ønsker at forlade en ekstremistisk gruppe, kan det være en hjælp at afdække barriererne og hjælpe den unge med at håndtere dem. Forebyggelsestrekanten Stine Strohbach beskriver forebyggelsestrekanten, som der arbejdes meget med i Danmark. På det nederste grønne niveau, er det forebyggende niveau, hvor det er vigtigt allerede at sætte ind. På det midterste gule niveau, er det foregribende niveau, hvor personer i risikogruppen befinder sig. I toppen er det røde, indgribende niveau, hvor de særligt udsatte befinder sig. I forhold til forebyggelse understreger



5

Stine Strohbach, at det er vigtigt at finde ud af, hvor man befinder sig i forebyggelsestrekanten for at finde ud af, hvordan man skal handle. Stine Strohbach slutter foredraget af med at fortælle, at der på Social-‐, Børne-‐ og Integrationsministeriets hjemmeside kan findes hæfter, der giver en nærmere beskrivelse af noget af det, hun har berørt i sit foredrag.



Fælles front mod motionsdoping i Aalborg Thomas Kastrup-‐Larsens foredrag i Laugstuen, AKKC, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Forebyggelse”

Rådmand Thomas Kastrup-‐Larsen, Aalborg Kommune, pointerer, at en tværfaglig indsats er væsentlig for at forebygge dopingproblemet. Aalborg Kommune gør dette konkret ved at indgå i samarbejde med forskellige kommunale enheder.

Af referent & fotograf Nanna Hansen

Aalborg kommunes tiltag Aalborg Kommune yder en stor dopingindsats inden for dette område, hvor der her er fokus på problemstillinger og tværfagligt arbejde. Det tværfaglige arbejde er imødekommet ved, at Aalborg Kommune i dopingforebyggelsens tegn har indgået samarbejde med sundhedsområdet, socialområdet og fritidsområdet. De har ligeledes indgået aftaler med idrætsrelaterede organisationer som SIFA, DGI Nordjylland samt private og foreningsfitnesscentre. Yderligere har de kontakt med Nordjyllands politi. Den flerfaglige indsats er relevant, da dopingproblemet i Aalborg er stort. Der skønnes at være 1800-‐2000 misbrugere af dopingstoffer alene inden for Aalborg Kommune. Indsatsen fra Kommunens side er vigtig, da der er mange langsigtede sociale og psykiske negative virkninger af dopingmisbruget, der kan have en effekt på både borgerne selv samt andre borgere i kommunen. Kommunen håber altså på, at gøre det klart for aalborgenserne, at doping og sport ikke hører sammen.


Workshop : IDENTITET

Vi ses på tv -‐ når unge skaber sig i medierne Anne Jerslevs foredrag i Latinerstuen, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Identitet” Der er sket store forandringer i medierne de sidste 20 år, hvor nye sociale medier er kommet til og grænserne er blevet mere flydende. Disse ændringer skaber også nye platforme hvorpå ungdommen kan forme og skabe deres egen identitet. Dette er blandt andet noget af det Anne Jerslev havde på dagsordenen til hendes foredrag ”Vi ses på tv – når unge skaber sig i medierne”. Af referent & fotograf Rose Kampmann Anne Jerslevs mangeårige erfaring indenfor medie-‐ og filmvidenskaben tager i høj grad afsæt i hendes arbejde som professor ved Københavns Universitet. Hun har blandt andet arbejdet med forskellige former for reality-‐tv, hvorfor hun også ofte er i de danske medier. Titlen på forelæsningen stammer fra hendes bog ”Vi ses på tv”, som netop handler om hvordan unge mennesker ”skaber” sig i medierne. Der tages udgangspunkt i en ny form for iscenesættelse, hvor iscenesættelsen bliver en del af det identitetsskabende for det unge menneske. Diverse medier bliver dermed et redskab – for især unge – at danne sig selv på. Anne Jerslevs beskriver denne moderne mediekultur som et vilkår vi må acceptere, og bruge som del af den moderne identitetsskabelse – både på godt og ondt. Nok er det muligt at være mere mobil og hurtigreagerende, men Jerslev beskriver også medierne som et fængsel. Blandt andet beskriver hun, hvordan mange unge skynder sig hjem efter en fest for at se, om de er blevet tagget. Det er altså et vilkår for de unge at være fanget i de moderne sociale mediers lænker. Dog er det i højere grad også blevet en livsnødvendighed for andre aldersgrupper, hvor man i dag kan få besvær med at gå til lægen eller banken, hvis man ikke er online og kan gå på Internettet. Flydende grænser Jerslev har i sin analyse af unges medievaner og identitetsdannelse også sat fokus på de flydende grænser mellem det offentlige og det private. Dermed fastslår hun, at der er sket et stort skred i, hvad vi før så som noget privat, nu er en selvfølge at dele offentligt. Dette skred beskriver hun som intimisering, hvor fokusset i medierne og på tv ligger på følelser og individers evne til at vise følelser. Jerslev beskriver blandt andet, hvordan man har lavet en regulær form for følelses-‐tv, hvor dokumentarier, sladderblade, blogs, sociale medier og realityprogrammer forsøger at fange det enkelte menneskes følelser og intriger. Det er dermed det sociale spil og de sociale følelser der også får stort spillerum på det tv. Dermed internaliserer de unge de normer de ser på tv, hvorfor det også må siges at være en naturlig udvikling at se en mere ”jeg”-‐fokuseret generation på baggrund af ”jeg”-‐fokuseret tv-‐programmer. Under foredraget kom der flere bemærkninger og kommentarer fra både publikum og det unge ekspertpanel der var med. Blandt andet blev de unge i panelet spurgt ind til deres forhold til denne iscenesættelse – nogle synes det var for meget, at man faktisk kan redigere i sin egen virkelighed, mens andre gav udtryk for at det var fedt at få frie tøjler, til at danne det indtryk man ville. Gennem hele foredraget var der generelt en god debat og de mange deltagende fik rig mulighed for at stille Jerslev spørgsmål. Iscenesættelsens sociale værdi Under foredraget blev der inddraget flere forskellige eksempler på moderne unge, som brugte medierne som led i deres egen identitetsdannelse og selviscenesættelse. Deriblandt Justin Hall – en blogger, som over en længere årrække bloggede om sig selv og sit liv. Hans måde at udstille sine daglige dilemmaer og personlige følelser fik sat et andet emne på dagsordenen, nemlig autenticitet. Halls videoer virkede yderst troværdige, men Jerslev fik hurtigt gjort det klart for publikum, hvordan der var redigeret i de film Hall havde lagt ud. På den måde blev det endnu engang bevist hvordan redigering i virkeligheden er blevet et


Workshop : IDENTITET naturligt afsæt for mange i den moderne verden. Derudover beskrev Jerslev også de moderne medier som en ramme – og betingelse – for et globalt (ungdoms)fællesskab. Det er altså en nødvendighed for de unge at være en del af dette fællesskab, hvorudfra man kan diskutere om ungdomsgenerationen blot består af narcissister og ekshibitionister eller om de unges medieadfærd mere er et udtryk for et ønske om at tilhøre det selvcentrerede fællesskab. Dette var også en af Thomas Ziehes debatpunkter under hans foredrag om tirsdagen til konferencen. Det kan ud fra ovenstående i alle tilfælde konkluderes at Jerslevs foredrag fik sat tankerne i gang hos deltagerne, hvad enten de sociale medier skulle ses som en skurk eller helgen i forhold til de ungdomsgenerationens identitetsdannelse.





De digitale indfødte Malene Charlotte Larsens foredrag i Latinerstuen, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Identitet” De unge er opvokset med computere og mobiltelefoner som deres foretrukne kommunika-‐tionsredskaber og har deres egne sæt af værdier. Hvad betyder det for deres sociale liv og identitetskonstruktion? Hvad betyder de virtuelle rum for de unge, og hvordan kan brugen af dem ses som en forlængelse af deres offline-‐liv? Af referent & fotograf Louise Hjørngaard og Anne Gaarde Thomsen Malene Charlotte Larsen, adjunkt på instituttet for kommunikation på Aalborg Universitet, har en Ph.d. i kommunikation og har skrevet speciale om det sociale netværk Arto. Malenes interesse ligger i forholdet mellem de unge og de sociale medier. Hun har i den forbindelse blandt andet undersøgt, hvad sociale medier betyder for de unge, og hvad de bruger dem til. Det empiriske grundlag bygger på en stor mængde feltarbejde samt spørgeskemaundersø-‐gelser. Hvad betegner sociale medier? Ifølge Malene er det et sted, hvor mennesker i fællesskab producerer indhold. Dog skabes dette brugergenererede indhold i et egocentrisk univers, hvor man gennem en profil hver især er centrum i sit eget community. Af de sociale medier er Facebook lige nu altdomine-‐rende. Undersøgelse viser, at 125% af de danske unge mellem 13 og 17 år har en Facebook-‐profil. Dette besynderlige tal kommer af, at man skal være 13 år for at kunne oprette en pro-‐fil på Facebook, hvilket gør, at unge under 13 lyver sig ældre for at få adgang. En tilhørende forklaring er, at nogle unge har mere en én profil. I og med så mange unge benytter dette sociale medie, stiller denne undersøgelse et interessant spørgsmål: Hvad bruger de unge Facebook til? De unge ønsker at være et sted, hvor alle andre er. Facebook fungerer som en database og en oversigt over venner og bekendte, telefonnumre og begivenheder. I forlængelse af dette er Facebook blevet et sikkerhedsnet. Hvis man en dag skulle miste sin telefon, så har man stadig Facebook og er dermed stadig online. Spørger man selv de unge er svaret i midlerti-‐dig, at det er fordi, det er hyggeligt. De kan pleje deres venner, få nye bekendtskaber og samtidig slippe for kedsomhed. Det er derudover praktisk, da de her kan lave aftaler og plan-‐lægge begivenheder. I forlængelse af dette taler Malene også om en bestemt kommunikati-‐onsform kaldet fatisk kommunikation. Dette er kommunikation uden en meddelelse bag, som bruges af de unge til at vise at man stadig er online. Det kan eksempelvis udtrykkes gennem en besked til en ven hvor der står: ”Hej. Hvad laver du?” Ud over Facebook benytter de unge andre sociale medier så som Instagram, Snapchat, Twit-‐ter og det nyeste Formspring. Nogle mener, at de unge er ved at forlade Facebook til fordel for disse. Det er dog en sandhed med modifikationer. Facebook er svær at forlade, da mange ting i dag koordineres her -‐ eksempelvis vedrørende skole, fritidsinteresser og begivenheder med venner. Det kan derfor være svært at være med i alle disse fællesskaber, hvis man dropper Facebook. Derfor tror Malene på, at man først ser en massevandring når noget nyt, men tilsvarende dukker op. På nuværende tidspunkt ser man oftest unge, der dropper Face-‐book som et personligt statement.



De unges identitet De unge bruger i dag internettet til at skabe deres egen identitet. De anser dog ikke inter-‐nettet som en verden adskilt fra den virkelige. De vil helst møde deres venner ansigt til an-‐sigt, og det sociale medie fungerer blot som et supplement til dette. For de unge er græn-‐serne mellem venner og bekendte flyttet. De vil selv påstå, at de har mange venner (hvad den forrige generation vil kalde bekendte) og få rigtige gode venner (som blot ville beskrives som venner for den forrige generation). Kommunikationen mellem de gode venner er præ-‐get af meget store ord, som eksempelvis ”elsker”, ”savner” osv. Denne form for kommunikation tilhører ikke blot pigerne, men også drengene. Mange unge synes selv, at de store ord misbruges, og måske er det derfor, man ser en øget nærighed med disse ord jo ældre, de bliver. Ifølge Malene fungerer disse ord som en form for bekræf-‐telse blandt de unge, som giver en grad af intimitet og autenticitet i det virtuelle rum. Disse søde beskeder er dog kun tilladt i det offentlige – de postes så andre kan se dem. Derfor er det også en påstand, at unge bruger disse søde beskeder til at markedsføre sig selv. Det er altid bedre, at andre siger noget godt om en, end at man selv gør det. Så hvis man gerne vil have søde beskeder på sin Facebook-‐profil, så kan man starte med selv at sende nogle til ens gode venner og på den måde få nogle igen. I forhold til de unges identitet mener Malene, at den både formes i praksis her og nu, men også over tid. Hendes opfattelse er ikke alene so-‐cial-‐konstruktionistisk, hvor individet skifter identitet alt efter i hvilken kontekst, det befin-‐der sig. Der er noget, der er fast og konstant, i forhold til hvem man er. De sociale medier er altså et redigeret udsnit af den unges identitet. Ovenstående er et bevis på, at de unge kontrollerer, hvad der vises på deres profil udadtil. Det er redigeret indhold og derfor meget svært at læse, hvordan den unge har det ud fra deres profil. Som voksen skal man ligeledes huske på, at beskeder på sociale medier er in-‐terne mellem afsender og modtager, selvom de postes i et offentligt rum. Derfor skal man som voksen passe på med at overvåge de unge. Man skal respektere deres private rum – selvom det reelt er offentligt.





Tjekker virkeligheden i virkeligheden ud eller ind?

Debatforum i Latinerstuen, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Identitet”

Et panel bestående af unge mennesker fra forskellige ungdomskulturer skal i denne workshop svare på spørgsmål fra workshopdeltagerne samt deltage i debatten angående reality-‐tv og sociale medier.

Af referent & fotograf Louise Bruun Høfler & Camilla Gejl Pedersen

De unge indleder debatten med en række kommentarer, som slår fast, at de ikke føler sig påvirkede af rea-‐lity-‐tv i den grad, som forskning beretter om. En af de mandlige paneldeltagere uddyber: "Jeg synes, at reality-‐tv skaber et forvrænget billede af vores generation. At vi samles socialt og taler om de personer, som er med i programmerne, er ikke ensbetydende med, at vi gerne vil være som dem," forklarer han og bliver bakket op af de øvrige unge, som tilføjer, at de er helt klar over, at der sidder producere, som udvæl-‐ger, hvilke dele, der skal vises på tv, ligesom store dele af programmerne er iscenesat -‐ der bliver altså, iføl-‐ge panelet, ikke vist et reelt billede af virkeligheden. Panelet deler desuden en holdning om, at deltagerne i reality-‐ og talentprogrammer forsøger at opnå aner-‐kendelse gennem deres deltagelse. Selv om paneldeltagerne ikke føler sig direkte påvirkede af de mange programmer, bekymrer det dem, at mange børn og unge -‐ især ressourcesvage unge -‐ spejler sig i medierne i skabelsen af deres egen identitet, eksempelvis ved at "hate" reality-‐deltagere. Identiteten skabes i den fysiske verden Da panelet får et spørgsmål om, hvordan de opfatter teorien om, at unge skaber deres identitet på nettet, svarer den ene: "Jeg skaber ikke min identitet på nettet. Den skabes i det virkelige liv. Men jeg forsøger at afspejle den, jeg er, på min Facebookprofil". En af de andre unger supplerer: "Det er nærmere et image, jeg forsøger at skabe på Facebook. Eksempelvis sætter mine statusopdateringer fokus på de gode ting, jeg har opnået, som for eksempel en god karakter. Når jeg så møder folk i den virkelige verden, skal deres opfattelse af mig helst stemme overens med det image, som jeg har opbygget på nettet". I forbindelse med unges identitetsskabelse er det, ifølge panelet, nærmere reality-‐programmer, der kan påvirke deres generation. En af dem udtaler: "Det er trænede fyre med flotte kroppe og smukke piger med en flot barm og pænt hår, der castes til programmerne. Så i underbevidstheden tænker man, at det er det "rigtige" at stræbe efter sådan et udseende og udstråling". En af de øvrige paneldeltagere tilføjer, at reality-‐programmer fremstiller penge, alkohol og narkotika som værende en del af unges drømmeliv, hvorfor nogle unge stræber efter det samme og forsøge at efterligne ikke kun reality-‐deltageres udseende, men også deres opførsel i deres egen identitetsskabelse. Mobning over de sociale medier Workshopdeltagerne spørger det unge panel om, hvordan de oplever, at mobning i dag foregår på de socia-‐le medier og ikke længere blot finder sted ansigt til ansigt. Størstedelen af panelet oplever ikke mobning gennem medierne i sin hverdag, men de er alligevel bekym-‐rede over, at nedladende kommentarer kan komme døgnet rundt, og at folk let kan blive medløbere til eventuel mobning.



De eksemplificerer dette med henvisning til de mere anonyme medier som blandt andre Twitter og YouTu-‐be, der giver mulighed for at oprette brugere under et pseudonymer. De får dermed fri mulighed for at ytre sig negativt om andre, uden det bliver kendt, hvem der står bag de ubehagelige bemærkninger. Panelet er dog enige om, at mobning af denne type er lettere at tage afstand fra, og at problemet er, at mobningen er rykket over på Facebook, hvor den bliver mere personlig. Det er altså pludselig muligt for både mobberen og mobbeofferet at se den andens fulde navn, billeder m.m., og relationen bliver dermed en anden. Panelet nævner, at fordelen ved, at mobning i højere grad foregår over de sociale medier er, at alle kom-‐mentarer bliver gemt, og dermed kan dokumenteres. Det kan altså gøre det lettere for voksne omkring barnet at hjælpe med at løse konflikten i tilfælde, hvor voksne inddrages. En af workshopdeltagerne fra Københavns Politi forklarer i den forbindelse, at mobningen kan være direkte strafbar, og at det ligeledes er lettere at dokumentere, netop fordi det foregår skriftligt. Til det tilføjer en af de unge, at det jo er muligt at blokere sine forældre fra at se bestemte ting på Facebook samt problematikken om, at det formentlig er de færreste børn og unge, som går til sine forældre og for-‐tæller, at andre har skrevet noget grimt over mediet. En enkelt fra panelet har på egen krop oplevet at blive mobbet over Facebook, men hun fortæller, at det ikke påvirker hende længere: "Hvis du vil mig noget, så sig det til mig ansigt til ansigt og ikke gennem et medie," udtaler hun. En af workshopdeltagerne nævner, at der er flere eksempler på, at mobning gennem de sociale medier har ført til selvmord for mobbeofferet, og spørger i den forbindelse, hvordan vi som samfund i fremtiden kan forhindre lignende hændelser? En af paneldeltagerne svarer: "Det er svært at snakke om ansvar i den forbinde. Jeg får straks lyst til at nævne kommunen og børnenes forældre, fordi jeg tænker, at kommunen bør gribe ind over for de forældre, som ikke selv kan håndtere sådanne situationer. Men i virkeligheden er det nok os alle, der bør tage mere ansvar for det, vi gør, ser og hører," fortæller hun. En af de øvrige paneldeltagere tilføjer, at han tror, at det er svært at gøre noget nu, når mediet er skabt: "Man kan selvfølgelig køre en masse antimobbe-‐kampagner, men jeg tvivler på effekten ud over, at de sæt-‐ter fokus på problemet." En af de unge afslutter emnet ved at sige, at han mener, at denne type mobning primært foregår blandt de yngre. "Og hvem kan bebrejde dem, når det, de ser i reality-‐tv, er personer, som opfører sig grimt over for hinanden?" spørger han. Det er handlingen, der er problemet De unge er enige om, at mobning er blevet "lettere", idet det ikke er ligeså grænseoverskridende at sige grimme ting gennem en skærm som ansigt til ansigt. Handlingen er den samme, det er blot platformen, der har ændret sig. Hvor det tidligere var eksempelvis fodboldbanen, der dannede rammen for børn og unges mobning, er det i dag i højere grad de sociale medier. En af workshopdeltagerne spørger panelet, om de tror, at problemet kan afhjælpes ved at standse Face-‐book. Til det er de unge enige om, at det kun ville afhjælpe problemet midlertidigt, da der derefter vil opstå et nyt rum, som kan danne rammerne.



En af workshopdeltagerne bryder i denne forbindelse ind med en holdning om, at det ikke er for sent at tage debatten om etik og moral på det sociale medie. Han mener, at forældrene er forpligtigede til at snak-‐ke med deres børn om, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Ligesom de unge også er forpligtigede til at tale med hinanden om problemet. En af de unge nævner, at der på flere debatsider og Facebookgrupper er oprettet klare og tydelige retnings-‐linjer for, hvordan man skal opføre sig -‐ hvis disse ikke følges, bliver den pågældende person blokeret fra siden. Dette, tror han, kan medvirke til at afhjælpe problemet, hvis princippet spredes til resten af mediet. Netop det faktum, at det er andre, der i sådanne tilfælde griber ind, er, ifølge panelet, afgørende, idet de finder det ubehageligt selv at skulle være "mobbestopperen" over Facebook, hvor alle kan se det. En måde, vi er sammen på En af workshopdeltagerne fortæller, at hun til daglig arbejder som folkeskolelærer og ser elever helt ned til ni år, som har oprettet en profil på Facebook. Hun spørger, om en af de ting, som gør mediet attraktivt, er, at det er et sted, hvor børnene kan være uden for forældrenes kontrol. Til det svarer panelet, at børnene netop kan føle det som et tilflugtssted uden for forældrenes kontrol og samtidig noget, som er lidt farligt og spændende, fordi de i virkeligheden er for unge til at have en profil. Ungepanelet er dog også enige om, at de sociale medier er blevet en måde, vi er sammen på, og som er kommet for at blive. De nævner i denne forbindelse, at flere folkeskoler er begyndt at bruge nye teknologi-‐ske platforme, som eksempelvis iPads, i undervisningen -‐ også i de små klasser. At børn i en tidlig alder bli-‐ver præsenteret for internettet, og de mange medier og medieplatforme betyder, at de bliver bedre til engelsk i en tidlig alder, hvilket ifølge panelet kan tage en positiv udvikling mod en meget mangfoldig gene-‐ration. De nævner desuden, at der allerede nu er ting, som de yngre har bedre styr på end dem, hvad angår medier og teknologi. Panelet nævner desuden, at det ikke kun er de unge, der er flittige brugere af de sociale medier. Voksne bruger dem også, ligesom virksomheder og politikere bruger eksempelvis Facebook som et talerør til bor-‐gerne. Vi er altså i højere grad blevet afhængige af at kunne navigere rundt på nettet og de mange nye mediety-‐per. I den forbindelse pointerer en af workshoppens deltagere, at forskellen er, hvordan voksne håndterer mediet i forhold til unge. Både de unge og de voksne er altså hoppet med på mediebølgen, så nu gælder det om at lære at beherske mulighederne og begrænsningerne samt kende sine egne grænser.







Aalborg Produktionsskole Virksomhedsbesøg, den 23-‐09-‐2013, workshop IDENTITET Aalborg Produktionsskole er et praktisk uddannelsestilbud til unge mellem 15 og 25 år, der har svært ved at komme i gang med uddannelse eller arbejde efter endt folkeskole – På vej, fra folkeskole til uddannelse! Referent: Pia Knudsen, Center for Voksne, Aalborg Kommune Produktionsskolen er en dagskole (dagligt kl. 8-‐15), som er et praktisk uddannelsestilbud baseret på værkstedsundervisning. Unge kan optages på produktionsskolen hvis de: Er 15-‐25 år, har gået 9 år i folkeskole (undervisnings-‐pligten), ikke har gennemført eller påbegyndt en ungdomsuddannelse. De unge skal henvises gennem Ungdommens Uddannelses Vejledning (i Aalborg), og de kan optages direkte fra Folkeskolen, fra et job eller afbrudt uddannelse. Undervisningen er gratis, og de unge modtager skoleydelse svarende til SU (uddannelsesstøtte), mens de går på skolen (unge under 18 år modtager ½ SU). De unge kan gå på skolen i op til et år, og hver tredje måned får de en personlig samtale med en af de ansatte, hvor man sammen drøfter den unges mål og videre uddannelses-‐/erhvervsplan. Efter endt skoleophold får de unge et kompetencebevis, hvor de erhvervede kompetencer er beskrevet. På skolen er der i alt 10 værksteder, der hver især (mere eller mindre) relaterer sig til en erhvervsretning:

-‐ Ejendomsservice -‐ Teaterværksted -‐ Kunsthåndværk -‐ Musik -‐ Pædagogik og Sundhed -‐ Håndværk: Træ og Metal -‐ Grafisk og Foto -‐ TV/video -‐ Køkken og Kantine -‐ Idræt

Dertil kommer tilbud om supplerende undervisning (matematik, dansk og engelsk). Som en del af driften af skolen sælger værkstederne sine færdige produkter, men de må ikke være konkurrenceforvridende. På virksomhedsbesøget fik vi en rundvisning til de forskellige værksteder. Teater og musik På teaterværkstedet fremførte de unge et teaterstykke for os ”Lost in translation”. Stykket var skrevet af de unge selv sammen med deres to lærere og var baseret på de unges personlige oplevelser med ikke at slå til i skolen, føle sig modløse og at være udenfor fællesskabet. Teaterstykket viste de unges vej fra modløshed til drømme, håb og uddannelse, og det gav os tilskuere en personlig og nærværende oplevelse af de unges livssituation. Det var et fagligt givende teaterstykke, hvor vi alle følte os berørt af de unge. For de unge



skaber teaterværkstedet refleksion, både i forståelsen af deres egen situation, men også i forståelsen af hvordan verden hænger sammen. De unge udtaler selv, at taterværkstedet lærer dem noget om at samarbejde, om at kunne indgå i et fælles arbejde, noget om struktur, noget om at kunne deltage i kreative processer, mødestabilitet, og de lærer at fungere socialt sammen med andre. De unge fortæller, at de får styrket deres selvværd og troen på, at de er gode nok, som de er. Virksomhedsbesøget sluttede af i produktionsskolens kantine, hvor musikværkstedets musikgruppe spillede 5 numre for os – og klapsalverne ville ingen ende tage!



Træningshøjskolen – når livet gør ondt Virksomhedsbesøg på Træningshøjskolen i Aalborg, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Identitet” Mandag d. 23. september var deltagerne fra workshoppen ”Identitet” på virksomhedsbesøg på Træningshøjskolen i Aalborg. Her var der mulighed for at få et unikt indblik i en institution, som har gjort det til sin stolthed at hjælpe unge og andre videre i livet. Af referent Mattæus Omidvar & Rose Kampmann Da vi ankommer til Træningshøjskolen på Nørholmsvej, mødte os først en lille gård, som var omkranset af skov og marker. Stedet har en idyllisk atmosfære, og det er nemt at forestille sig, hvordan mange unge kommer herud for at få frisk luft og ny energi under vingerne til at modstå de daglige opgaver. Gården består af et kontor, et køkken, en stue, en læsestue og 2 multiværksteder. Her er det ene et metal-‐ og træværksted, og det andet et kunstværksted, hvor eleverne kan arbejde med maling og glas. Derudover er der også et bosted med plads til 4 personer. Der er i alt plads til 36 elever på skolen. De unge er mellem 18-‐25 år. Træningshøjskolens primære formål er at hjælpe unge voksne på vej videre, unge som har svært ved at indgå i samfundet, eller som har det svært i livet. Det er unge, som enten er gået i stå, som har svært ved at tage en uddannelse, finde et job eller som på anden måde står et sted, hvor ressourcerne er få og hjælpen er tiltrængt. Aktiv læring Mange af eleverne oplever, at de mangler faglige kompetencer; en del er ordblinde, mens andre har manglet stabilitet og støtte i livet. Andre har haft svært ved at finde og magte at have et job. Eleverne skal visiteres til Træningshøjskolen gennem Jobcenter Ung i Aalborg Kommune. For at få eleverne til at opnå den bedst mulige læring, fokuseres der meget på, at eleverne lærer det meste igennem praktisk arbejde. På den måde formår Træningshøjskolen at aktivere dem på en ny måde, som de ikke er vant til. Træningshøjskolen tilbyder de unge voksne uddannelses-‐ og forberedelseskurser, som kan gøre dem i stand til at komme videre med uddannelse og give mod på livet. Gennem forløbet sætter eleverne sig mål – faglige såvel som personlige. Mere specifikt tilbyder Træningshøjskolen ca. 25 timer om ugen både læseundervisning og værkstedstræning-‐ og arbejde, hvor de kan styrke praktiske kompetencer og meget mere. Målet er at skabe trivsel, støtte, stabilitet samt give mulighed for brobygning, praktik og daglig motion. Besøget gav på flere måder stof til eftertanke, blandt andet til hvordan man alternativt kan hjælpe unge voksne tilbage på livets vej igen. www.aalborgkommune.dk/center-‐for-‐unge






Workshop : LÆRING

Workshop 1 -‐ I laboratoriet v. Ellen Christiansen Daglig leder for DesignLab, Ellen Christiansen, Professor in Participatory Design, Aalborg Universitet. www.ell.aau.dk , Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Læring”. Dagen på Design Lab byder på arbejde i 4 workshops der kommer rundt om teknologiske værktøjers vigtigste læringsfundamenter og hvilke udfordringer vi står overfor i henhold til integrering af teknologi under arbejdet med læring.

Referent & fotograf Ditte Jørgensen

Hvordan måler vi læring? Overordnet er formålet med workshoppen at introducere deltagerne til laboratoriets arbejdsmetoder. Laboratoriets rammer skaber muligheden for at undersøge hvordan læring opstår. Ifølge Ellen Christiansen som også er daglig leder af laboratoriet, er forskningsmetoden at sætte forskellige grupper i gang med i praksis at undersøge læring og derefter indhente erfaringer fra de forskellige øvelser. Kolbs læringscirkel viser sig at optræde som et centralt tema under workshoppen og gennem øvelser demonstreres det for deltagerne, hvad dette betyder i deres daglige praksis. Ellen Christiansen stiller spørgsmålstegn ved, om vi i undervisningen holder os for meget op af læringsteorierne, for hendes pointe er, at det i Kolbs læringscirkel er i overgangene mellem de beskrevne faser, at den virkelige læring opstår. Hvorfor det er vigtigt, at det er her vi som undervisere må sætte indsatsen ind for at rykke eleverne. I Design Lab er netop konceptualisering og teoretisering af denne pointe i fokus for tiden. ”Understøtter vi i virkeligheden overgangen mellem de enkelte faser i Kolbs læringscirkel, i vores undervisning?”

Som deltagere på workshoppen bliver vi nu inviteret ind i Designlaboratoriet. Overraskende er lokalet ikke stort men et meget dynamisk og fleksibelt indrettet lokale. Væggene er udstyret med elektroniske tavler, på gulvene er der ægte tæpper og puder i lækre farver. Fjernsynsskærmen, som vi kender den fra stuen, er


Workshop : LÆRING

tippet, så den udgør et bord, blandt mange, og det kan være vanskeligt at opfatte, hvor man skal placere sig henne – alle sanser er stimuleret. Muligheden for en lækker blød siddeplads findes i form af store ”puf”stole i lækre og inspirerende farver. De indbyder til en rar, tryg stemning og åbner op for den kreative tænkning.

I første omgang er deltagerne stille og meget forundrede over hvad der skal ske. De deles ud i 4 grupper tilhørende hver deres farve. Deltagernes introduceres nu til første øvelse og får til opgave at udvælge en person som er speciel god til at strikke. Gennem øvelserne bliver de udsat for forskellige opgaver i henhold til Kolbs læringscirkel. I første omgang skal de selv drage praktisk erfaring med at strikke dernæst reflektere over hvordan de strikkede osv. Rundt omkring er der en heftig snakken og aktivitet. Strikketøjet udvikler sig langsomt, mens instruktioner og håndsrækninger flyver hen over bordet. Efterhånden er stemningen steget


Workshop : LÆRING

proportionalt med engagementet hos underviserne og de udviser til sidst ingen grænser for refleksion og indlærte erfaringer med det at arbejde analogt og tænke ud af boksen omkring læring. Fælles læringsopsamling Følgende indsigter præsenteres derfor til sidst fra deltagernes side, gennem en fælles refleksion over hvad der er sket i læringsrummet. ”Hvordan kan man overhovedet lære noget videre som underviser hvis man ikke aner en kæft om at strikke? Vi kan ikke kun levere viden videre ved at facilitere processer vi bliver også selv nødt til at vide lidt om det vi har med at gøre”. ”Det hele blev meget kropsligt men det er nødvendigt med en visuel instruktion og kropslig og fysisk aktivitet for at novicen selv kan kaste sig ud i det at strikke” ”I vores gruppe ser vi det lidt som en mesterlærerfunktion. Første runde fungerede det rigtig godt med en instruktion så overleverede vi strikketøjet til eleven, samtidig med at vi strikkede videre med eleven. Det var en form for situeret læring” ”Hvis en ikke-‐vidende lærer skal undervise en klasse i at strikke så må de lære tingene sammen. Men konklusion må være at der skal være en lærer der ved noget om det, for der vil opstå fejl. Den ikke vidende elev og læreren kan sammen identificere, hvor der er en fejl, men de kan ikke finde ud af hvad det er for en fejl, og slet ikke finde ud af at korrigere den. Faren for at der er alt for mange der slet ikke opdager at der er en fejl, bliver for stor så” ”Når man først har lært ting en gang så er det inde i kroppen og man finder tilbage til tingene. Dette kan samtidig være en udfordring fordi der er fare for at man falder tilbage i den samme automatisering. Her hjælper sproget til at tage tingene step by step” -‐ Deltageren refererer derefter til hvordan hun under øvelsen nænsomt slap spændingen i skuldrene da hun opdagede at hun kunne huske strikketeknikken tilbage fra hendes skoletid i håndarbejdsundervisningen, og derfor havde genkaldt en viden hun havde glemt.


Workshop : LÆRING

Kan man se læring? Ellen afrunder.. Regeringen er ikke interesseret i den netop introducerede måde at lære på derfor er vores opgave som forsker at overbevise dem. Der er ikke noget nyt i at bruge teknologi. Sokrates brugte også en pen i sandet. Men vi mangler en teori om hvordan vi lærer. Når der bliver lavet forskningsprojekter om teknologi så bliver der brugt ressourcer på at have fokus på den nye teknologi og ikke fokus på hvordan barnet faktisk lærer den nye teknologi -‐ det er problematisk. Mennesket er hele tiden i samspil med andre mennesker. Barnet har andre menneskers stemmer i hovedet derfor vil læring altid ske i et samspil. I fremtiden står vi overfor udfordringen om hvordan vi måler samarbejde. Normalt ville man teste på en computer hvordan man er bedst til at samarbejde. Men vi har til opgave gennem forskningen at stille spørgsmålstegn ved dette. Pointe med øvelsen er blandt andet også at understrege hvor forskelligt vi alle sammen lærer. Derfor er vi nødt til at lave forskellige øvelser for at finde begreber -‐ for at skabe læring. I den store sammenhæng er vi enormt ens, men vi er nødt til at have overvejelsen om forskelligheder og enheder op til overvejelse i


Workshop : LÆRING

undervisningen. Ellen stiller et retorisk spørgsmål -‐ Hvad gør det at påvirke kroppen på en bestemt måde for kropsudviklingen? Spørgsmålet understreger samtidig Ellens bagvedliggende viden om at læring er forankret i kroppen og ikke i udelukkende i hjernen. Noget som endvidere er blevet understøttet i undervisernes tidligere kommentar om læringsprocessen.

Spørgsmål fra forsamlingen tages op og besvares af Ellen

Hvordan forholder du dig til genstandsfeltet i henhold til undervisningssituationen, da der jo også sker noget før og efter undervisningen? ”I DesignLab forsøger vi naturligvis netop at tage højde for dette.”


Workshop : LÆRING

Har du overvejet at undervisernes samarbejdsevner har betydning for hvordan de vælger at tilrettelægge undervisningen? ”Ja, langt hen af vejen ønsker alle mennesker at være i en komfortzone og for at lære bliver man nødt til at få folk ud af deres zone…” Hvilken rolle spiller interaktionen i undervisningen? ”Dette er naturligvis en vigtig pointe at tage højde for. Jeg oplever det som katastrofalt, at vi alle er små øer, der vandrer rundt med os selv og en Ipad.” Deltagerne vandrer nu ud af DesignLab for at holde frokost i Aalborg Universitets andre inspirerende lokaler. Lokaler som de studerende, på trods af et stort antal elever, giver udtryk for, at de sætter stor pris på, fordi de skaber rum for at tænke kreativt og ud af boksen.


Workshop : LÆRING

Workshop 4 -‐ v. Ph.d. Pernille V. K. Andersen -‐ LEGO – Serious Play

Eftermiddagssolen står ind af vinduet og efter en lang dag læner deltagerne sig lyttende tilbage i stolen. Men..også på denne workshop kommer der” legetøj” frem i form af legobrikker og deltagerne får endnu engang mulighed for at indlærer med hele deres kropslige bevidsthed og nyt engagement opstår. Referent og fotograf Ditte Jørgensen LEGO har gennem deres arbejde med Serious Play udviklet en bestemt metode til at understøtte gruppers læring og vidensdeling. På baggrund af dette har de udviklet et strategiværktøj som skal hjælpe organisationer med bl.a. deres ledelsesmæssige og kommunikative udfordringer. Overordnet er LEGO Serious Play en faciliteret teknik til at understøtte tænkning, vidensdeling, kommunikation og problemløsning m.m. til brug for organisationer, grupper, individer osv. Tidligere var det en teknik ejet af lego men den ligger nu i open source tilgængelig for alle interesserede. Hensigten bag LEGO´s system er at vi kan bygge og konstruere ting, og herigennem udtrykke os og skabe en fælles forståelse. LEGO Serious Play er udviklet på baggrund af organisationsudviklingsteori samt teori om læring og psykologi. Nævneværdigt er konstruktionismen, ”hand-‐mind” sammenhænge og flow, fantasi/forestillinger, historiefortælling og metaforer. Blandt andet ved man at fantasien/forestillingerne og forestillinger både kan være deskriptive, kreative og udfordrende go det understøtte dette program. I praksislegen kommer følgende stadier i spil: Stil spørgsmål – konstruer – del – reflekter. Dette inkluderes i LEGO Serious Play, fordi vi mennesker oftest har mulighed for at udtrykke os dybere gennem modeller og billeder. Ved at bygge med LEGO kan vi nå til nogle af de områder, som vi har indlært på automatisk vis (jf. tavs viden), og det er med til at sørge for, at alle deltager i processen kan bidrage til bedre kommunikation. I legen fokuseres der derfor på figuren samtidig med at alle deltager aktivt i at bygge og dele deres historie. Igennem de praktiske øvelser, som deltagerne udsættes for, er målet at:


Workshop : LÆRING

Grupperne prøver at arbejde med LSP i alle faser af metoden, for at få erfaring med selv at lære ud fra metoden, og for at få indsigt i etiketten omkring metoden. Øvelser Den første øvelse introduceres. Her har deltagerne til opgave at bygge det højeste tårn de kan, hvorefter de bliver de bedt om at udføre en lille ændring, og ud fra denne ændring fortælle lidt om sig selv. Anden øvelse introduceres og deltagerne bliver nu bedt om udnytte deres fantasi og konstruere hvordan skal læring skal se ud i fremtiden? ud fra den bedst mulige fantasi. Deltagerne ler og lever sig ind i legen mens de livligt fortæller hinanden om deres modeller, og hvad de i øvrigt umiddelbart tænker om dem. Det virker som om alle deltagerne pludselig forstår hinanden på et lidt højere niveau. ”Legens” mål om at give mulighed for at skabe metaforer og nytænkning ud fra de skabte figurer. Betyder at der let opstår associationer hos deltagerne hvilket kan give en plads til dialog med vidt forskellige perspektiver. Ved opsamlingen har en af grupperne følgende ønske om fremtidens undervisning: ”I den fremtidige undervisning skal der være plads til mangfoldighed og nye og farverige læringsmetoder. Der må nytænkning og nyskabelse til, men det er stadig vigtigt med et godt forankret fundament. Kun tiden vil dog vise om dette vil være muligt i fremtidens uddannelsessystem..!


Workshop : LÆRING

Workshop 3 v. Ph.d Jacob Davidsen: Touch-‐teknologier, læring og samarbejde. ”Er det det perfekte match?” Workshoppen sætter fokus på brugen af touch teknologi både teoretisk og praktisk. Referent og Fotograf Ditte Jørgensen Deltagerne får allerede fra begyndelsen af workshoppen lov til selv at stifte bekendtskab med touchteknologien ved at benytte deres egne medbragte smartphones og tablets i forsøget på at fange de spændende QR koder. Efterfølgende følger de med i Jacob Davidsens inspirerende oplæg om, hvordan skiftet fra papir/blyant over tastatur til touch teknologier påvirker brugernes perception, kognition og strategier for læring, interaktion og samarbejde. Han forklarer blandt andet, hvordan udviklingen inden for teknologien bygger på ”best practice” fra tidligere. Fokus drejer sig nu ind på, hvad bevægelse og følelsen af at noget bevæger sig har af betydning ift. læring? Hvad sker der i forhold til menneskets kontrol, når der anvendes touch baseret, og hvilke interaktionsforhold tilbyder teknologien i forhold til læring? Generation touch Generelt er der, ikke overraskende for nogen, kommet en stigende anvendelse af IT. Det nye er, at dette allerede er begyndt at blive implementeret i daginstitutioner, hvor det før var på de højere niveauer såsom i folkeskolen, gymnasiet. Dette betyder, at børn helt ned til 2 års alderen anvender touch i deres dagligdag. Der stilles i forbindelse med dette emne spørgsmålstegn ved, hvad dette har af betydning for det fremtidige uddannelsessystem. Måske det har indflydelse på hvordan børnenes hjerne udvikler sig?

Under alle omstændigheder viser undersøgelser, at touch har betydning for samarbejdet og kan styrke det. Udfordringen kan dog være at den enkeltes store forbrug at teknologi betyder at vi mister det at give tid til hinanden. Hvorfor kvaliteten ved eftertænksomhed måske mistes.


Workshop : LÆRING

Fremtidsperspektiv I 2015 har man opsat et mål om at PISA skal måle samarbejdet mellem eleverne når de anvender teknologien. Den nyeste forskning undersøger multimodale udtryksformer, fx gennem billeder, lyd og animationer. Men i fremtiden bør alle udtryksformer vurderes ligeligt. Endvidere bør der sættes fokus på at det ikke handler om de digitale teknologier i sig selv, men at det handler om hvordan de kan integreres i udviklingen. Deltagernes indsigter og spørgsmål til refleksion Deltagerne kommer til den indsigt at følelsen af kontrol kan forsvinde, hvis touchskærmen ikke følger med ens bevægelser med fingeren. En deltager reflekterer over da han gik i skole. Her husker han tilbage på at skrev de i hånden hvilket stillede krav til at de, allerede inden vi begyndte at nedskrive en stil havde et overordnet fokus med det vi skrev. Nu om dage giver teknologien de unge mulighed for at flytte rundt på teksten. Overvejelser går således på om det har en betydning for de unges udvikling ? Reflektionen kan måske allerede understøttes lidt da det understreges, at neurologisk forskning har skabt en viden om, at hånden har en kæmpe plads i hjernen. Ifølge Roth(2001) kan elever oftest have behov for at gestikulere ved at vise deres forståelse med hænderne, før de kan forklare det verbalt. Så måske der er noget om snakken?


Workshop : LÆRING

Workshop 2 – Ulla L. Ringtved: Læringstrekantens sammenbrud? Data-‐tracking og Learning Analytics. Hvad skal vi måle og "ikke-‐måle” (New tech) Referent og Fotograf Ditte Jørgensen Inden for undervisning og læring sker en stor udvikling mht. at inddrage ”datatracking” i undervisningen for at fremme læring. Data kan forstås ud fra både et individuelt niveau, hvor ”små” data kan fortælle noget om den individuelle lærendes udvikling, eksempelvis i arbejdet med en app eller gadget i klasseværelset, men også ud fra et større perspektiv på et institutionaliseret niveau. I undervisningen kan det således inddrages til at opnå viden omkring fx typiske fejl i tests og opgaver, som derefter kan anvendes til at give præcis og hurtig feedback for at fremme den lærernes udvikling. Det er også muligt selv at indkøbe teknologisk udstyr, som kan tracke fx hjernesignaler, eyetracking, stressniveau mv. som kan bidrage til ny viden og indsigt ift. læringsprocesser. Udviklingen inden for området må forstås ud fra den teknologiske udvikling og de trends, som har medvirket hertil. Vores forståelse af det at samarbejde og samskabe ændrer sig konstant med den teknologiske udvikling, eksempelvis kan du følge informationsdelingen gennem apps, og følge datastrømmen mens det sker, og herefter anvende data herfra til at udtænke nye redskaber og opgaver, som følge af den opnåede viden. Der er derfor ingen tvivl om at datatracking fører mange muligheder med sig. Men ifølge Ulla L. Ringtved er det også vigtigt at være opmærksom på, at data kan fremstå som værende objektive (sandheder), men de er i virkeligheden meget præget af bias, fordi data først skal arbejdes på, før de kan anvendes til at sige noget meningsfuldt, og her vil forskerens eller elevens perspektiv og handlinger indvirke på de indsamlede data. På samme måde er det også vigtigt at medtænke, at jo mere vi deler data og informationer gennem digitale medier, des sværere bliver det at opspore, fra hvilket grundlag, og fra hvilken baggrund disse data hentes. Link til slideshow: http://www.slideshare.net/ulr/the-‐collapse-‐of-‐the-‐learning-‐triangle


Workshop : LÆRING

1

Fremtidens uddannelsesmæssige perspektiver Workshop under læring v. Suna Løwe Nielsen, ph.d., Institut for entreprenørskab og relati-‐onsledelse, Syddansk Universitet, mandag d. 23-‐09-‐2013 i Aalborg Hvad er fremtidens krav til uddannelse? Hvad sker der ”lige om hjørnet” – og hvordan for-‐bereder vi os herop? I workshoppen udfordres deltagerne til at tænke ud af boksen i en kreativ proces, hvor de gennem et visuelt spil med post-‐its, billeder og spørgsmålskort sammen forsøger at finde mulige svar og løsninger på, hvilke krav fremtidens uddannel-‐sessystem kan anses for at skulle opfylde. Af referent Maria Deria, og fotograf Ditte Jørgensen Stemningen er generelt koncentreret, da deltagerne giver sig i kast med at reflektere, idé generere og diskutere fremtidens uddannelsessystem. I små tilfældig opdelte grupper har deltagerne til opgave at komme gennem 4 steps, der har til hensigt at ende ud med konkre-‐te bud på, hvad kravene til fremtidens uddannelsessystem bør være. Følgende beskrivelse er eksempler på nogle af de spørgsmål, svar og løsningsforslag, som blev udformet gennem workshoppen. Step 1: Hvordan ser uddannelsessystemet ud på nuværende tidspunkt? Ideen bag det første step bygger på tanken om, at det er nødvendig at have noget at relate-‐re fremtiden i forhold til – derfor tages der udgangspunkt i den nuværende uddannelsessi-‐tuation. Deltagerne trækker på skift et spørgsmålskort og får hver tre minutter til at dele deres tanker. Hvordan mener du at uddannelse har forandringer sig de sidste 20 år? En deltager deler sine umiddelbare tanker om dette og fortæller at der tidligere var mere disciplin og ro – for 20 år siden blev eleverne sendt ud af klassen, hvis der var nogle proble-‐mer. En af de forandringer der fremhæves er, at uddannelsessystemet i dag er blevet mere for alle. Der er blevet flere muligheder for, at alle kan tage en uddannelse, hvor der gives eksempel med 95 % målsætningen om, at alle unge tager en ungdomsuddannelse. Denne store spredning i uddannelserne medfører dog en stor udfordring for lærerne. Uddannelser-‐ne skal i dag kunne rumme flere unge og flere forskellige måder at lære på. Den konklude-‐rende kommentar er, at uddannelsessystemet med tiden er blevet mere fleksibelt. Hvad mener du er positivt ved det nuværende udannelsessystem? En anden deltager fortæller, at et positivt aspekt ved nutidens uddannelsessystem er, at der er mere interaktion i klasserummet eksempelvis i form af gruppearbejde. Yderligere lægges der vægt på det positive ved brugen af læringsstile, som har muliggjort forskellige måder at lære på. Der er sket en positiv udvikling af relationen mellem lærer-‐elev, idet at denne er blevet mere ligeværdig. Eleven er ikke så meget længere ”under læren”, som det udtrykkes, hvilket har medført at eleverne har fået mere indflydelse. Undervejs giver deltageren, som har trukket kortet, udtryk for at det er svært at blive ved med at finde frem til flere positive sider af nutidens uddannelsessystem. Dette bekræftes straks af en anden deltager, der i en interessant kommentar understreger, at det er lettere at tænke på dét der er negativt -‐ det er altid nemmere at finde fejl. Hvilke udfordringer ser du i det nuværende uddannelsessystem? I spørgsmålet om hvilke udfordringer nutidens uddannelsessystem oplever, kommer der mange betragtninger frem. Et af de områder der fremhæves er, at der er mindre autoritet


Workshop : LÆRING

2

og respekt over for læren i sammenligning med tidligere. Der opleves store disciplinære ud-‐fordringer med eksempelvis koncentration og ro i klassen. En anden udfordring er forældre-‐nes forventning om, at der bliver taget hensyn til netop deres barn her og nu -‐ at deres barn skal være i centrum. Et tredje områder der nævnes er eksklusionen af specialklasser. Der er nu en såkaldt ”inklusionstrend”, hvilket er en stor udfordring for lærerne, som skal kunne varetage de elever, der før gik i specialklasser. Step 2: Visioner om, hvordan vi gerne ser fremtidens uddannelsessy-‐stem Deltagerne trækker på skift kort med billeder, der skal give associationer til yderligere re-‐fleksion omkring visioner og drømme for fremtidens uddannelsessystem. Der kommer en masse forslag op, alt imens der bliver noteret på post-‐its og tilføjet endnu flere ideer. Ud fra alle disse visioner og dømme for fremtidens uddannelsessystem omsættes disse i den efter-‐følgende øvelse til mere konkrete løsninger.

Step 3: Hvordan kommer vi derhen – ideer til konkrete løsningsforslag I denne øvelse reflekterer deltagerne sammen over, hvordan de ud fra deres visioner og drømme i den foregående øvelse kan omsætte disse til konkrete løsningsforslag. Der er enighed om, at dette er svært at svare på. For som en af deltagerne udtrykker det, så er op-‐gaven at uddanne elever til fremtiden, men spørgsmålet er hvad fremtiden bringer. I løbet af øvelsen kommer der mange konkrete forslag på bordet. I disse løsningsforslag tager delta-‐gerne på den ene side udgangspunkt i egne erfaringer og på den anden side afsæt i gisninger om, hvilke behov de tror, at der er brug for i fremtiden. Et forslag er, at det er vigtigt med iværksætteri, hvor de unge lære at skabe ny viden ud fra ”gamle ting”, altså lave nye processer og designprojekter. Der lægges vægt på vigtigheden af kreative processer.


Workshop : LÆRING

3

Et andet konkret forslag er, at IT skal være for alle. I stedet for et tilvalg, skal det blive en forudsætning for alle i uddannelsessystemet. I dag har den nye IT verden medført at globali-‐sering kommer meget mere automatisk end den gjorde tidligere, netop fordi der er meget mere og nemmere adgang til IT. Fordi vi lever i en globaliseret verden er et tredje forslag, at alle skal kunne to sprog og derfor skal engelsk læres i en tidlig alder. Dette forslag hænger godt sammen med et fjerde forslag om, at elever skal forberedes til globalisering fx ved at udvide uddannelse ift. et globalt samarbejde. Dette kunne gøres gennem en social proces, hvor de unge gøres klar til eksempelvis at kunne arbejde sammen med kinesiske børn. Der-‐ved vil der opstå en gensidig indsigt i, hvilken forskellig læring der foregår på tværs af ver-‐dens lande. Der bliver blandt deltagerne snakket om, at læring også sker, når der gives tid til at få erfa-‐ring, til at rejse, arbejde osv. Som systemet er i Danmark nu, så belønnes de der går hurtigt i gang med en uddannelse og det er måske ikke altid mest hensigtsmæssigt. Step 4: Én pixibog – mange bud på hvilke krav fremtidens uddannelses-‐system bør indeholde Afslutningsvis skriver alle grupper to konkrete forslag ned, hvor de giver deres bud på, hvilke krav de ser fremtidens uddannelsessystem bør opfylde. I et færdigt produkt samles alle disse konkrete forslag, som kan læses i den efterfølgende pixibog.


Workshop : LÆRING

4


Workshop : LÆRING

1

Digital teknologi og mediers indvirkning på unges læring Studielektor & Ph.d Tem Frank Andersen v. Institut for kommunikation, Aalborg universitet -‐ Foredrag i Europahallen, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Læring”.

Teknologi kan gøre eleverne lade – dette var en af de mange pointer præsenteret under Tem Frank Andersens indholdsrige forelæsning om hvilken betydning den mediemæssige/teknologiske udvikling har for læring og for didaktikken

Af referent Ditte Jørgensen & fotograf Maria Deria

Artiklen søger at opsummere de vigtigste elementer og pointer ved foredraget i henhold til at skabe det størst mulige læringsudbytte hos alle. Ønskes der et større kendskab til teorier, henvises til Tem Frank Andersens powerpointshow. Tem Frank Andersen begynder sit interessante foredrag ved at understrege at it-‐systemer er vigtige i understøttelsen af undervisningen og læringen, specielt hvis man forsøger at rumme op til 267 unge af gangen. Dette har resulteret i at Aalborg Universitet har udviklet et virtuelt rum ”Moodle”. Et medie som kan sammenlignes med diverse skoleintranet som f.eks lectio. Systemet søger at favne mange af de behov der er på en undervisningsinstitution. Systemet støder dog til stadighed ind i mange af de udfordringer som institutioner oplever under den teknologiens tidsalder. Et af de helt store temaer som har været oppe at vende rundt på skolerne, er elevernes adgang til mobiltelefoner. Hvornår skal vi slukke mobilen og hvornår skal vi ikke ? Hvilken indflydelse har vi som undervisere på hvornår eleven følger med i undervisningen eller hvornår eleven vælger at være mentalt fraværende, fordi de via teknologien har mulighed for at skippe væk fra undervisningen. Ekstra udfordringer opstår, fordi der i undervisningen, pludselig opstår et ekstra læringsrum i læringsrummet som underviseren ikke er herre over. It i undervisningen kan således være en hjælp, men kan også være på kanten af at være et forstyrrende element. Tem Frank Andersen understreger at han ikke ønsker at have fokus på hvor vidt teknologien beriger verden eller ej. Der findes stadig de underviserer som ønsker at skippe væk fra teknologien og gå helt tilbage til den analoge undervisning. I visse tilfælde, blandt andet under kreative processer, kan det dog også være en stor gevinst at lægge teknologien fra sig en tid, da strukturerne og designet på teknologien til tider kan begrænse vores evne til at tænke i nye baner. Underviserne bliver nødt til at acceptere og imødekomme eleverne der hvor de er. Langt de fleste elever er hele tiden med fremme i teknologien og det må underviseren lære at forholde sig til. Så fokus må derfor flyttes til hvordan jeg kan benytte It til at gøre min undervisning endnu bedre. Selvforståelsen og identiteten påvirkes af teknologien Teknologien lover at den revolutionerer sig selv og os igen og igen. Derfor har den også indvirkning på selvforståelsen og identitetsdannelsen. Dette gør sig også gældende på arbejdspladsen hvor den praksis man udøver kan blive influeret. Teknologien kan skabe dilemmaer så som at vi nu skal bruge en del tid på at sende mails osv. Opgaver som kan være i modstrid med et evt. ønske om at det vigtigste ved ens arbejde er at arbejde med mennesker. Teknologi er nu blevet et rammevilkår. Specielt nu om dage, hvor børnenes hverdag væves sammen med teknologien. De unge har en forventning om at adgangen er ubegrænset og at den reguleres af dem selv. Førhen skulle man ændre sin adfærd for at få afgang til teknologi, fx skulle man have voksenhjælp og lov til


Workshop : LÆRING

2

at bruge båndoptageren osv. – men i dag er der fri adgang, det eneste man som forældre til tider kan gøre er at slukke netværket i huset. Der er altså sket en udvikling. Forhandlingsdimensionen – ”aktiv boldt eller en dødbold” Teknologien skaber flere muligheder hos eleverne for selv at tage handling, hvilket udvider forhandlingsdimensionen. Teknologien skaber konstant udvikling, og det kan være helt svært at følge med. ”Åh nej – nu kommer der en implementeringsfase igen”, mens andre synes, det ikke kan gå hurtigt nok. Eleverne forventer næsten, at der hele tiden sker udvikling – men er det pædagogisk forsvarligt og pædagogisk korrekt? Det er nogle af de refleksioner, man som underviser kan sidde med. Spørgsmålet efter en forelæsning handler til tider mere om slidsene end om at spørge ind til begreber, indhold osv. Herved kommer undervisningen til at handle mere om IT og leverancen af den. Bolden spilles frem og tilbage – vi kan ikke lære, hvis vi ikke har slides, må vi optage osv. !? Men en del af læringen er jo at kunne sortere i information. Man ser forhandlingsrummet blive meget større når IT er så stor en del af undervisningen. Underviserne kan blive fanget i et dilemma under et forsøg på at opfylde skolens krav og politikker men samtidig imødekomme eleverne og IT systemerne. Tem Frank Andersen kommer her med et klassisk eksempel fra en forhandlingssituation på et Gymnasium. Samfundfagsklassen skal aflevere en aflevering. Læreren ”I skal aflevere den til mig kl. 12 fredag” Eleverne ”Nu har vi jo skolecom – kan vi ikke godt maile den?” L: ”Jo – for så kan I sidde hjemme og sende den derfra.” E:”Hvornår begynder du at læse de her ting?”, L:”Nok ikke i weekenden” E: ” Hvis du ikke forholder dig til det inden mandag, må vi så sende den der?” Et klassisk eksempel hvor underviseren forsøger at leve op til institutionens regler for aflevering, men grundet muligheden i computersystemet skrider forhandlingen. Teknologien skaber således en stadig større spændvidde inden for forhandling. Læreren føler sig presset mens de unge samtidig oplever en øget indflydelse. Dette skulle umiddelbart have en betydning for at eleverne bør være mere motiveret. Deltagende læring og basis motivation Elevernes ladhed gør det svært at motivere dem til at klatre op af læringsstigen og kvalificere undervisningen. Ovenstående lægger op til et yderligere centralt emne i Tem Frank Andersens forelæsning nemlig teknologiens mulighed for en deltagende læring. Herpå stilles spørgsmålet ud til forsamlingen om hvor mange der har en mobil med ”Instagram”. Størstedelen vedkender sig at have indlært instagram ved at spørge andre personer hvordan det fungerer. Dette understreger den deltagende del ved teknologien som netop lægger op til at henvende sig til andre, der ved mere om produktet end man selv gør, for at lærer mere. Herved bliver læringen umiddelbar. Både en styrker men også en svaghed i henhold til at opnå læring. Det kan være vigtigt med struktur at støtte sig til og det kan give tryghed. Dette betyder naturligvis også at eleverne finder den nemmeste løsning. Det er også nemmere at sige, at det ikke er ens egne skyld, hvis man ikke finder slides osv. Ifølge Tem Frank Andersen kan der derfor opstå en form for ”ladhed”.


Workshop : LÆRING

3

I 1990érnes ”Windowstidsalder” var det vigtigt at gøre brugerfladerne så tilgængelige som overhovedet muligt via ikoner. Internetbutikker har gjort os forvente i forhold til at kunne opnå information gennem 1-‐2-‐3 klik. Teknologien tilbyder uanede af muligheder. Når man har et projekt og man italesætter ny teknologi, så markerer de der er usikre ikke. Det handler om ens egen selvforståelse. Der vil altid være noget ift. mit niveau. Der er altid noget der passer til mig, så jeg behøver ikke melde ind. Den gamle A og B diskussion handlede tidligere om ressourcer, og hvem der havde adgang. Men i dag er man ikke nødvendigvis et B hold hvis man ikke har adgang, så man finder bare noget, der passer til ens eget niveau. Dette betyder også at alle elever uanset evner inden for IT – selv de analfabetiske inden for IT kan formå at finde noget de kan finde ud af. Derfor er det vigtigt at de teknologiske strukturer på skolerne understøtter behovet hos eleverne til at kravle op af læringsstigen i stedet for blot at finde den nemmeste løsning. Dette griber dog fat i et af de andre centrale pointer præsenteret under Tem Frank Andersens foredrag. Eleverne har vendet sig til at de blot kan slå informationerne op på Google, youtube og andre steder frem for at indlærer viden. Har Google indflydelse på læring? Der er ingen tvivl om at der nu kommer langt flere henvisninger til links og en større tiltro til, at kilder på nettet er troværdige. Hos de unge er der en forventning om, at teknologi tilbyder det umiddelbare, den ”gør” ikke noget. Men det er jo blind tillid der er farlig, for man kan opleve, at teknologien ”vender sig mod en selv”. Her er det vigtigt at understrege at blandt andet Yahoo er et andet system der fordre man har en forståelse for kategoriseringsprincipper og som derfor tvinger eleverne til at have tilstrækkelig viden til at kunne kategoriserer informationerne så de vælger det rette søgeord. Derimod kræver Google ikke samme egenskab – de gør viden let tilgængelig for alle, derfor kræver det heller ikke det store at tilegne sig viden mere. Der er høj tillid til, at det der vises først på Google er det mest troværdige og anvendelige. Mange forholder sig ikke til, hvordan de har fundet det. Stiller ikke spørgsmål ved, hvordan teknologien egentlig fungerer. Bare det er tilgængeligt, så finder jeg noget der dur for mig. Det kan være med til at fremme ladheden. Hvis der dog skal nævnes en styrke ved søgemaskinerne så er det at de stiller krav til at eleverne kan navigere og understreger vigtigheden af at kunne være systematisk nysgerrig og ikke ryge ud af en tangent. Pointen fra Tem Fransk Andersen er dog at genstridigheden er der og skal være det. Der skal være en udfordring ved at få tilgang til materialet så dvs. at der skal være lidt modstand. Derfor er det vigtigt at der bygges en genstridighed ind i systemerne. Underviseren skal kunne rumme dobbeltheden -‐ Både undervise i It og samtidig kunne overskue om det fungerer for eleven Som Marx understreger i sin teori så skal skolerne og myndighederne gøre det muligt for alle at blive godt uddannet. Teknologien kan understøtte og ”mime” kognitive processer, og man kan lave et materiale, som har et hjælpespor. Men her hvor vi står nu i 2013 hvordan skal det kognitive så understøttes? Som underviser kan man måske opleve og have en erfaring med at være bagefter i forhold til hvad de unge ønsker. Uddannelsesinstitutionerne kan og bruger ufattelig mange penge på at udfærdige et system til eleverne. Udfordringen ligger i at eleverne har mulighed for at skabe deres eget læringsrum over ex. Facebook hvor de debattere underviserne og deler pensum med hinanden. Dette gør de oftest fordi det er


Workshop : LÆRING

4

det umiddelbare at gøre, og fordi systemet er det nemmeste for dem at bruge. Eleverne vælger egne veje det er langt hen af vejen positivt da de laver deres egne læringsmiljøer og vidensdeler. Men hvad er så det positive læringsudkom i dette læringsrum? Hvordan lærer de studerende at kunne noget med ny teknologi? Hvad er det for en diskurs eller forventning omkring hvad udbyttet bliver? Vi kommer ikke uden om denne debat. I systemerne er der netop mulighed for at tænke den deltagende læring ind. Mens eleverne skal lære om det her IT så kommer der også en ekstra læring, og det er det der opstår gennem en deltagelseskultur. Den tidligere beskrevet deltagende læring er blevet trukket med, helt ind i læringsrummet og det skal understøttes. Digital interaktiv social informationsteknologi (Disit) er vigtigt at indtænke i henhold til læringsmiljøet. Teorien bygger på teori lånt fra Joshua Meyrowitz, og sørger for, kort fortalt, at tænke, indhold, kanal og miljø ind i teknologien.

Ifølge McLuhan kan ny teknologi være med til at forstærke processer, vende noget om, gøre noget overflødigt eller genfinde noget igen. Det er derfor ikke redskabet i sig selv der er interessant. Det er interessant at se, hvordan mennesket griber IT i verden, men endnu mere interessant at se hvordan IT griber ind i, og sætter sig fast, i menneskets liv. Strukturerne i IT systemet kan således have betydning for hvordan vi opfatter læringen og hvilke spor eleverne kan gå ud af i henhold til at integrere viden fra de forskellige fora som er i det virtuelle rum. Det er ikke kun teknologiens skyld, men den kan være en kile mellem læringsrummet og skabe større afstand. Lige


Workshop : LÆRING

5

såvel som genfindingsproblemet kan være en udfordring eftersom vi er afhængige af at vi finder det samme materiale og struktur næste gang vi søger samme sted. I en kommune har man fx fundet 7500 Ipads, der skal investeres i. Hvis man går i nærstudiet af deres brugerflade finder man ud af at de blot har erstattet det skriftlige materiale med en glasflade. Som skole er du nu med på moden men hvordan fungere det i henhold til Disit ? Det vil sige det at kunne, vide, gøre, forstå handle og skabe ? Hvad gør det for de studerendes læring, hvis terminologien og opdelingen mellem forskellige fora ikke er helt klart? Der kan igen komme den reaktion der hedder ”Det kan ikke være mit problem”. Den visuelle dimension er interessant ift. den udvikling vi ser. Moodle (system på universitetet) er fx vendt tilbage til et interface, hvor man orienterer sig i forhold til bogstaver frem for fx visuelle ikoner, hvilket skaber en vis udfordring. Basismotivation er meget central når eleverne går sammen om at skabe et læringsrum. Mange ønsker ét forum, hvor alle informationerne kan være – hvor man kan varetage alle sine roller. Facebook er et godt eksempel. Men så bliver der noget omkring myndighedsgrænser, informaliseringstendens og dens evne til at udviske grænsen mellem lærer og elev kan teknologien således være med til at forstærke. Vi skal derfor ikke bare insistere på mere struktur – men vi skal se på de konsekvenser, som teknologiske udvikling har på alle niveauer for eleverne. Det ligeledes er vigtigt at forstå kompleksiteten af, at der også kan være en effekt på læringen på forskellige platforme og niveauer. Opsamlende spørgsmål og diskussion i plenum Tem Frank Andersen skaber plads til at deltagerne kan stille spørgsmål ind til hans foredrag. Jeg har indtryk af at der opstår en lidt negativ holdning til teknologien i undervisningen? Som Tem Frank Andersen giver udtryk for, så er det altid er et spændingsfelt. Så det er ikke negativt, men han ønsker at understrege at der er et forhandlingsrum, som ny teknologi er med til at forstærke. Det er en del af rammevilkåret for at kunne arbejde med det. Der har altid været et forhandlingsrum, som i gamle dage blev holdt nede. Det teknologien gør; er at forstærke forhandlingsrummet. Eleverne vælger nu selv hvad de putter ind i læringsrummet – de kan sidde bag skærmene og lave hvad de synes er mest relevant. Det må vi naturligvis som undervisere være opmærksomme på. Hænger de studerendes ladhed sammen med det, at strukturen i programmet ikke understøtter og formår at fortælle hvad de skal gøre ? Det er lige netop her mediepædagogikken kommer ind i billedet. Det er vigtigt at implementeringen af teknologi sørger for at man hele tiden har for øje hvad man skal bruge det til. Som Mcdewey udtaler – ”vi griber teknologien og så griber den fast i os efterfølgende”. Vi må stilles os selv det spørgsmålet ”Hvordan skaber vi læring der binder os sammen og væver sig aktivt ind i teknologien ? Det er lige som forudsætningen for at vi kan tale om læring i henhold til teknologi. Opsummerende bemærkning Under en opfølgende snak med Tem Frank Andersen opsummeres de vigtigste punkter ved hans foredrag. Vi er nødt til at mødes og etablere skemaer strukturer for hvad det betyder at inddrage teknologi i læringen – nogle mere specifikke forståelsesstrukturer er nødvendigt.


Workshop : LÆRING

6

Endvidere må vi altid være opmærksomme på at eleverne altid finder en løsning der passer lige præcis til dem derfor må vi have fokus på at motivere dem til at klatre op af læringsstigen. Læringsmæssigt er det vigtigt at teknologien hjælper til at strømline læringen. En teknologi skal ikke kun kunne gentage ting men skal bidrage og være villig til at komme på afveje.


Workshop : BYENS RUM

Hvordan og hvorfor fungerer byrum godt eller dårligt? Jacob Blak foredrag i Det Lille Teater, Aalborg 23-‐09-‐2013 under workshoppen ”Byens rum”

Mennesker er som dyr, vi følger vores instinkter og mærker efter om vi føler os godt tilpas med hinanden

og i rummet. Jacob Blak fortæller om Gehl Architects, den menneskelige skala og hvordan vi færder os i

byen

Af referent og fotograf Louise Færch Gjerulff

Gehl Architects Jacob Blak er associate for Gehl Architects (jf. Den kendte danske arkitekt Jan Gehl). Firmaet består af 30 ansatte der har kontor i en lejlighed i København, men arbejder i hele verden og er internationalt kendt. I løbet af 5 år har Gehl Architects arbejdet i 57 lande. Jan Gehl mødte sin kone, der er psykolog, og begyndte at genoverveje sit eget fag på et mere menneskeligt plan. Han indarbejdede en ny vinkel på faget og startede firmaets forskning omkring byrummet og den menneskelige skala. Den første publikation ’Livet mellem husene’, er nu en grundsten for arkitektur og design. Gehl Architects arbejder med 3 aspekter: Empower people (forskning) People first design (design) Strategic planning (realisering af visioner) Det er en research og databaseret praksis, med 40 år i felten, med baggrund i Gehl Arkitekternes systematiske registrering af hvordan mennesker benytter byrum via optællinger, lytte og observere. Gehl fokuserer på livet og menneskene før det egentlige design. Jacob Blak stillede spørgsmål ved om unge har de samme behov i dag, og tilføjede nogle opmærksomhedspunkter i forhold til unges identitetsdannelse til kriterierne.



Kvalitetskriterier Kvalitetskriterierne kan inddeles i 3 overordnede grupper: Beskyttelse Mennesker er som dyr, vi følger vores instinkter og mærker efter om vi føler os godt tilpas med hinanden og i rummet. Vi er ligeledes meget opmærksomme på fare omkring os: Er der ubehagelige og pludselige sanseindtryk, der sætter mit nervesystem i alarmberedskab? (hurtige skift ex. Lysreklamer, biltrafik, støj, støv, forurening). Bliver jeg truet? Er mine børn i sikkerhed for at blive ramt af en bil, en cykel, en bold? Etc. Utryghed og frygt for overfald er tilsvarende en følelse der opstår når vi ikke kan overskue et rum. Eks. er der store afstande og jeg kan ikke se hvem der står i den anden ende eller det kan være belysning, i en park om natten, hvor jeg ikke kan se hvad der er mellem træerne. Komfort Ude i byrummet er vi opmærksomme på hvad kroppen udsættes for. Blæser det, søger vi læ. Skinner solen går vi hen på den side af vejen hvor vi kan nyde den. Er det for varmt, søger vi skygge. Kan jeg sidde trygt med ryggen beskyttet? Kan man tale sammen, eller er der for meget støj i rummet? Mennesker bevæger sig gerne efter let fremkommelighed, vi følger gerne en sti der inviterer og allerede er lagt foran os og er der en blokade går vi helst udenom. Herlighed Herlighedens dimension handler om hvordan vores sanser bliver aktiveret i byrummet. Hvad vi lugter, ser og hører. Den menneskelige skala er dimensionerne af rum således at et menneske kan overskue det. Der er i ’Livet mellem husene’ lavet research over hvor lang afstand vi kan genkende mennesker og observerer detaljer.



Mennesket er et 5 km/t dyr og vi benytter vores syn og hørelse som en radar, for at opfatte hvad der sker rundt om os. Dette kriterium omhandler også de målgrupper der indbydes til brug af byen ved inkorporering af aktiviteter i det offentlige rum. Ved at undersøge målgrupper kan der bevidst inviteres såvel som afvises befolkningsgrupper gennem design. Derfor handler det om mennesket før design.

Gehl Architects har benyttet København som primær case gennem deres research. Studierne er senere blevet afprøvet i andre lande og kulture, for at afklare om de samme konklusioner kan drages i andre byer (eks. Kina, Saudi Arabien og Los Angeles).

Case -‐ New York I New York city arbejdede Gehl Architects med Broadway og Times Square i et midlertidigt projekt om at fjerne bilerne fra denne del af Manhattan. Forarbejdet bestod i studier og analyser af menneskene ude i byen. Heriblandt butikkernes salg og økonomi, lejesatsen af boliger, forholdet for hjemløse, familier osv. Biltrafikken blev fjernet og erstattet af åbne pladser med borde og stole. Omdannelsen kostede 6 millioner kroner, hvilket er en billig pris hvis man tager projektets omfang i betragtning. Der var en del skepsis fra flere sider, men Gehl Architects holder fast i deres research, folk vil let ændre vaner og tilpasse sig et rum.



Responsen var positiv. Efterfølgende data kunne dokumentere at der skete færre uheld, der var mere ophold, større handel, tilfredshed blandt brugerne og fremkommeligheden for taxachauffører blev langt hurtigere ved at fjerne ruten. Projektet er midlertidigt, men fremadrettet vil dele af det gøres permanent. Case – Bryant Park Bryant Park er en case på en byfornyelse i New York. For 20 år siden var parken kendt for at være et af de værste steder i byen, med ry for at være tilholdssted for narkomaner og hjemløse. Parken er privat eget og drives nu som en virksomhed med overskud. Området lejes ud til mindre boder, event m.fl.. Rundt i Bryant Park er der installeret aktiviteter som eks. bordfodbold. Nuværende status viser at der ikke større forskel på antallet af hjemløse i parken, derimod er kommet mange flere forskellige målgrupper til, som tilsammen har gjort det til et godt sted at opholde sig. Der foregår jævnligt tællinger nede i parken og de måler deres succesrate efter hvor mange kvinder der er. Deres retningslinje siger at hvis parkens brugere er under 56% kvinder har det en negativ indvirkning på de øvrige brugergrupper. Kvinder i parken – særligt kvinder med børn, er en indikator for at den er sikker at opholde sig i og derfor gør ejerne af området løbende tiltag for særligt at tilgodese denne målgruppe. Studie af unge Unge mennesker flytter fra provinsen og ind til universitetsbyerne, hvilket en undersøgelse fra 2006 til 2010 viser. I Aalborg er opmærksomheden rettet på at holde de unge i byen efter færdig uddannelse, således at hjernekraften kan være med til at give byen fremdrift. Dette er en udfordring, da der er hård konkurrence fra andre byer. Her følger vigtigheden i at Aalborg kan tilbyde de nyuddannede, såvel som andre, attraktive byrum, aktiviteter, kultur, job, bolig osv.. I forbindelse med målgrupper i Gehls research er det vigtigt at komme ud og opsøge mennesker af alle typer. Ved ikke at komme ud i felten og opleve hvad der sker, fås der ofte en forudfattet opfattelse af hvad de forskellige målgrupper laver. Med hensyn til unge er det oftest en proces, hvor den unge søger identitet. Unge mennesker har mange valg at tage, om det er tøjstil, musik, kæreste, arbejde eller sociale grupper. De er forbundet i konstant kontakt via deres netværk, hvilket giver dem mobilitet til at bruge hele byen. Gennem netværket kan de til hver en tid finde hinanden hvor der er aktivitet og har derfor ikke brug for faste mødesteder på samme måde som tidligere. Målgruppen kan symboliseres som en fugleflok, der er ikke én der bestemmer, men de ændrer hele tiden retning. For at tilgodese unges behov skal byrum være smidige og fleksible. Det betyder bl.a. at brugeren selv kan påvirke rummet. Eks. Carlsberg i København, her er opsat midlertidige installationer der giver aktivitet til området, uden at det skal koste mange penge. Behov i byen Gehl har studeret Maslows behovspyramide og prøvet at se om de kan oversætte niveauer til byrum. Med særligt fokus på del 5, omkring selvrealisering. Fysiske behov àMadproduktion, bæredygtighed, offentlige toiletter, vand Sikkerhed à Trafiksikkerhed, kriminalitet, finansiel sikkerhed, beskyttelse af sanser Kærlighed/tilhør à At høre til sociale grupperinger Påskønnelse à Inkluderende diversitet Selvrealisering à Muligheden for at udtrykke sig, muligheden for at påvirke sine omgivelser, iværksættelse, udvide horisonten



Unge søger rare steder, mødesteder, aktivitet, tryghed, fleksibelt med mulighed for at sætte sit personlige præg.

Et af Gehl Architects seneste projekter har været omdannelsen af et jernbaneforløb ved Nørrebroparken der ligger i kombination med den nye cykelrute i København. Parken er et godt eksempel på kvalitetskriterierne i praksis. Der er gjort overvejelser omkring trafikal sikkerhed, beskyttelse mod kriminalitet og vold, komfort i uderummet, gode opholdszoner skabt af jordvolde og hensyn til den menneskelige dimension.



Lysdesign og belysningsplanlægning Erik Olsson og Jöran Linder (lysdesignfirmaet Olsson & Linder) i Det lille Teater, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ’Byens rum’ Olsson & Linder er et lysdesignerfirma, der i høj grad benytter sig af borgerinddragelse i deres projekter, og har blandt andet lavet projekter i boligbebyggelser, parker og trafikarealer. For det svenske makkerpar er en af de vigtigste grundstene i deres arbejde, at man altid arbejder med kreativitet og har kærlighed til projektet og respekt for de mennesker, som der designes for. Af referent og fotograf Maja Dittmann Farvegengivelse og LED Allerede tidligt i foredraget bliver den første vigtige pointe sendt af sted – farvegengivelse. Olsson og Linder har rejst hele verden rundt for at illustrere denne vigtige pointe. Til formålet tager de to store projektører frem med to forskellige lyskilder og lyser på sig selv. Den første lampe er en højtryks natriumlampe og har et meget gult lys, der får én til at se syg ud, og farvenuancer i hud, tøj og omgivelser forsvinder. Den anden lampe derimod har et mere afbalanceret og hvidt lys, der gengiver farverne meget bedre. ’Og hvorfor er det vigtigt?’, spørger Olsson og Linder. Det er vigtigt, fordi vi som mennesker er skabt til dagslyset – solens lys. Øjnene opfatter farverne og det skaber følelser i os. Derfor har vi et stort ansvar for at gengive farverne fra dagslyset, når vi laver nattebelysning. Med det mærkelige gule natiumlys, som bruges i hele Europa, er det helt naturligt, at man ikke bryder sig om at gå rundt i nattebelysning, hvor omgivelserne og andre mennesker ikke ser ud, som vi er skabt til at opfatte dem. Derfor er god farvegengivelse vigtig. Dette fokus på farvegengivelse er især blevet vigtigt igen efter, at LED-‐pærerne har gjort sit indtog på lysmarkedet. LED er det store nye, men der findes mange forskellige typer, og meget af det er noget værre skidt med koldt lys – især i de boligområder som Olsson & Linder arbejder med. Og det er jo vigtigt at huske på, at mennesker skal leve i det her lys! Det var der tidligere fokus på, hvor man gik op i farve og komfort, men nu er der igen kommet til at ske et skift med fokus på teknik – der skal komme så MEGET lys som muligt. Herunder mangler der også opmærksom på at lyset skal falde vertikalt og ikke horisontalt. Bespare 50 % energi En af de opgaver, som Olsson & Linder har haft var for Svenska Energimyndigheten, som ville undersøge, hvordan man kunne arbejde med energibesparing i de svenske parker og spare 50 % energi. De var ligeglade med sikkerhed og tryghed. Men lys handler ikke om at spare energi for Olsson & Linder, det handler om mennesker – og det viser sig ikke at være et modsætningsfyldt forhold. De fik en prøvepark, og med den ønskede de at tilføje sikkerhed, tryghed og attraktion samtidig med, at de tog 50 % energi ud. I processen brugte de statister, for eksempel en pige der havde været udsat for voldtægtsforsøg. Særligt hun skulle kunne føle sig tryg i belysningen, da det jo også er folk som hende, de designer for. Løsningen i parken blev, at de omfordelte lyset i stedet for bare at tage det bort, samtidig med at der blev sparet 50 %, og man opnåede en oplevelse af meget mere lys i parken. Kærligheden og forstaden Foredragets anden vigtige pointe bliver præsenteret, da makkerparret begynder at fortælle om deres arbejde med forstæderne: Forstaden er kedelig og trist, fordi man ikke har lagt kærlighed ind i designet. Men for Olsson og Linder er kærligheden en absolut nødvendighed. ’Det er kærligheden til mennesker, stedet og projektet – vi gør det ikke bare, fordi det er arbejde’.



Olsson & Linder arbejder ofte i forstaden – uden for byens centrum. Med forstaden mener de blandt andet alle de områder, som blevet til i 60’erne og 70’erne som en del af ’millionprojektet’. Dette er steder, hvor man ikke behøver at opholde sig, hvis ikke man bor der, og det er kendt for sin dårlige integration. Men det er også vigtigt at huske på, at folk er født og opvokset her, og det er deres hjemegn, som de føler en stolthed og tilhørsforhold til. Det er en bydel, som skal behandles ligesom andre steder. Da Olsson og Linder startede med at arbejde her, var der ingen som efterspurgte lysdesign, så de måtte kæmpe for at komme ind i forstæderne. De startede Social Light Movement, hvor man laver workshops i de fattige områder og på denne måde opnår resultater, man ikke kunne have opnået oppe fra kontoret alene. De går ud i et område med lysprojektører (ligesom til foredraget i dag) for at demonstrere lysets effekt. De går ud med forskellige befolkningsgrupper som de ældre, piger osv., og bagefter sidder de sammen og planlægger, hvilket de kan gøre, fordi de taler præcis det samme sprog alle sammen. Vandalisme og ejerskabet En stor del foredraget går efterfølgende med at Olsson og Linder viser eksempler på de flotte projekter de har lavet. På trods af projekternes forskellighed træder alligevel et fælles tema frem – foredragets tredje vigtige pointe: De der planlægger lys for andre skal ud på pladserne hvor lyset skal være. Samt hvis folk føler ejerskab over for projekterne (belysningen i deres nærområder), begår de ikke vandalisme.

Til at illustrere denne pointe trækker de historien om Alfons Åberg frem. Alfons må ikke være med til at spille kort, fordi han er for lille, så han er forvist til den kedelige gang, mens de voksne sidder i det hyggelige lys i stuen. Olsson og Linder ser det som et symbol på, hvad man gør i byerne. Her oplyser man centrum og de fine bygninger, men der hvor menneskene bor, det er man ligeglad med. Og hvad sker der så? Så gør man som Alfons og går ud og stjæler kager i køkkenet. Sådan får man sine kriminelle indbyggere. Til sidst får Alfons alligevel lov til at spille kort med de andre, og det er noget som alle tjener på: Alfons, de voksne, og selv den det ældre barn som ikke vil have Alfons med tjener på det (han ved det bare ikke). Og det her



billede med Alfons og hans familie, der sidder og hygger i stuens lys, det er det som Olsson og Linder ønsker at skabe udendørs – det gode lys for alle. Som eksempler viser de tunneller, de har lavet, hvor de inddragede drengene i området (som måske en dag selv vokser op og begår vandalisme), flotte indgangspartier til husene, lyserøde træer og lysekroner hængt op i træerne i parker. Her bliver ikke begået vandalisme og hærværk, for man har skabt et miljø, der er lækkert og indbydende, et miljø hvor man har lyst til at være, og et miljø hvor beboerne føler ejerskab. Med deres arbejde tager Olsson og Linder altså udgangspunkt i, at man skal føle sig velkommen hjem, når man ankommer til sit boligområde. Området kan man forandre med farve og lys og vise, at der her bor mennesker. Materialerne findes på stedet i forvejen, det handler bare om at oplyse og fremhæve dem. Så skal folk nok tage det til sig og føle ejerskab. Til slut opsummerer Olsson og Linder de vigtige pointer for dem i lysdesign: Man skal skabe lys som i hjemmet og få folk til at føle sig velkomne og hjemme. Man kan sagtens spare strøm og få et endnu bedre byrum (når det er mørkt). Folk vil ikke begå vandalisme, fordi de vil tage projektet til sig, når det er blevet lavet med kærlighed, og i samarbejde med dem. De tror på, at man kan forandre byen ved hjælp af lys og engagement. Det handler ikke om teknik, men om at vide, hvad man ønsker at opnå.

Farvegentagelse, kærlighed, kreativitet og mennesker!





Med kønnet i byen Ane Rottbøl Jørgensen foredrag i Europahallen, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Byens Rum”

Kønnet spiller en stor rolle for, hvordan unge benytter sig af byens rum. I sit foredrag ’’Med kønnet i byen’’ understreger Ane Rottbøl Jørgensen, at drenge har flere muligheder for at benytte sig af byens rum, end pigerne har, og derfor er det vigtigt at medtænke kønnet i byplanlægningen.

Af referent & fotograf Simone Johansen

Det er forskelligt, hvordan mennesker benytter sig af byrummet. Kategorier som alder, kultur og køn har en betydning for, hvordan vi færdes i byens rum, og ligeledes hvorfor vi gør det. Ane Rottbøl Jørgensen er særligt specialiseret i unge pigers brug af byen og fokuserer i sit foredrag på kønsdebatten, da hun mener, at køn er en af de vigtigste sociale markører. Problematikken i forhold til byplanlægningen ligger, ifølge Ane Rottbøl Jørgensen, i at byrummet, i en langt højere grad, tilgodeser drengenes interesser. Denne byforskønnelse skyldes, at byrummet er præget af en klichéfyldt opfattelse af pigernes interesser. Medtænkes kønnet ikke i planlægningen af byrummet, vil det være med til at konstruere nogle snævre kønsroller af pigerne, som dem der ’går på café og shopper’, og drengene som dem der spiller fodbold, men der er masser, som ikke passer på denne indsnævrede opfattelse af kønnets rolle, og derfor er det vigtigt at tænke kønnet med, når byens rum udformes. Drivkraften bag pigernes brug af byen Den hovedsagelige grund til pigernes brug af byrummet er, at byen fungerer som socialt omdrejningspunkt. Her kan pigerne mødes i større grupper på caféer, bænke eller i parker, og de har mulighed for at shoppe sammen. Pigernes egen beskrivelse af deres brug af byen afviger ikke fra den klichéfyldte opfattelse af pigernes interesse, der er i samfundet. Dette skyldes, at pigerne er ekstremt bevidste om, hvad folk tænker om dem, og de performer ligeledes derefter. Pigerne er altså bevidste om, hvordan man ”er en ung pige i storbyen”. Pigerne føler sig mest tilpas, når de færdes i områder, hvor de kan indtage rollen som ’’publikum’’. Et eksempel på dette, som Ane Rottbøl Jørgensen nævner i foredraget, er mht. at løbe i det offentlige byrum. De unge piger kunne aldrig drømme om at blive beskuet på en løbetur i byen, men i fitnesscenteret ’’falder man ikke udenfor mængden’’, og der bliver pludselig legitimt for de unge piger at løbe. De fysiske omgivelser er således med til at styrke deres identitet, og det afspejler også, hvor de vælger at mødes og færdes henne. Står valget mellem at mødes på McDonalds eller Baresso, falder valget for de unge piger på Baresso, da de afspejler sig selv i deres fysiske omgivelser. Rigtig mange af klichéerne om pigernes interesser kommer dermed også fra pigerne selv. ’’Jeg føler mig faktisk allermest kvindelig, når jeg sidder på en cafe med en masse shoppingposer’’ er en af de udtalelser Ane Rottbøl Jørgensen har fået blandt de interviewede unge piger. Hvorfor skal vi så medtænke kønnet i byplanlægningen? Når dette spørgsmål stilles er det vigtigt at huske på, at ikke alle piger hører under den klichéfyldte opfattelse, og har ikke lyst til at gå på café og shoppe. Samtidig er der også et økonomisk begrænsningsaspekt med i disse overvejelser. Derfor er det vigtigt at skabe nogle rammer, som kan skubbe lidt til klichéerne. Dette kan medtænkning af kønsperspektivet i byplanlægningen være med til ved at opsætte nogle andre muligheder for pigernes brug af byens rum. Der skal skabes nogle byrum, som gør plads til at pigerne også kan benytte dem. Et sted for pigerne Spørger man pigerne selv, har de ikke oplevelsen af, at byens rum er et sted for piger. Pigernes ønsker til et godt byrum, er blandt andet, at byrumselementet skal kunne bruges sammen med deres veninder. Byrummet skal give dem mulighed for at være samlet i en større gruppe end, hvad de har mulighed for



derhjemme på pigeværelset. Derudover ønsker de, at byrumselementet skal placeres et sted, gerne fysisk i højden, så de kan overskue rummet og hvor der er liv omkring dem, så de kan indtage rollen som publikum, og så skal det være et sted, hvor der er trygt at færdes. Sport og bevægelse oplever pigerne derimod ikke som en nødvendighed, det handler for dem i stedet om at have et sted, hvor de kan hygge sig sammen. Det er altså de sociale, der skal være i fokus frem for konkurrence aspektet, som i højere grad tiltrækker drengene. Yderligere er der hos pigerne behov for nogle fysiske rammer, som kan legitimere deres brug af byrummet samt nogle omgivelser, som de kan afspejle sig selv sig i.

Hvis der fra kommunens side er et ønske om at skabe nogle byrum for piger, som får dem i bevægelse, er det altså vigtigt at medtænke de ønsker og behov, som pigerne stiller til et eventuelt byrum. Derfor er det vigtigt, at byplanlægningen ikke overser pigerne, men i stedet inddrager dem, og gør dem til medskaberer. Ane Rottbøl Jørgensen oplever, at når pigerne gøres til medskaberer i byudviklingsprojekter, skaber det ejerskab og engagement. Pigerne oplever det positivt at deltage i sådanne projekter, og de får masser af nye bekendtskaber. Men det er hårdt at fat i unge piger, som ønsker at blive inddraget i byudviklingsprojekter. Det er derfor særligt vigtigt, hvis ikke en nødvendighed, at tage højde for at inddragelse er en svær disciplin. Det kræver et stort forarbejde at få fat på de unge piger, så det er uden tvivl, der udfordringen ligger. Ane Rottbøl Jørgens foreslår en række anbefalinger til indragelse og dialog:

-‐ Gør dig klart, hvilken målgruppe du henvender dig til -‐ Sæt god tid af til rekrutteringsfasen -‐ Skab kontakt med pigerne gennem personer, de kender i forvejen



-‐ Brug tid på at tydeliggøre projektets formål overfor pigerne -‐ Skab en fast kerne af piger, der møder op gennem hele forløbet -‐ Skab korte projektforløb med få og lange møder -‐ Skab gode rammer for det sociale samvær hele vejen

Så det er vigtigt at medtænke kønnet, i stedet for at tage det for givet, at hvis vi laver nogle byrumselementer for drengene så skal pigerne nok dukke op.



City Tour Bodil Henningsen, Jacob Blak og Karen Luise W. Høgsbros byrundtur i Aalborg, 22/9-‐2013, ”The Urban Space”/Byens Rum. Byrundtur til Teglgårdsplads, Karolinelund og Jomfru Ane parken. Vi kigger på parkernes udformning og funktion ud fra 12 kvalitetskrav, som Jan Gehl bruger til at analysere et område. Ca. 50 personer fordelt på 2 grupper, tog med rundt til arealerne og gav en vurdering af deres funktionalitet. Af referent Sarah Skou Høj og fotograf Louise Færch Gjerulff

Gehl bruger en metode til at vurdere parker, grønne område og andre pladser. Denne metode går ud på, at vurdere hvorvidt 12 kvalitetskrav er opfyldt. Disse krav er fordelt i 3 kategorier – Beskyttelse, komfort og herlighed. Det handler altså om, hvor tryg man føler sig i et område, hvor komfortabelt man har det og hvilke oplevelser man får. Jo flere af de 12 kvalitetskrav der er opfyldt, jo bedre fungerer området, hvis man følger Gehls teorier.



Det er med disse kvalitetskrav i baghovedet, at de to grupper skal prøve at analysere og vurdere Teglgårdsplads, Karolinelund og Jomfru Ane parken, efterhånden som vi kommer rundt i byen.

Teglgårdsplads Dette er en asfalteret plads, der ligger mellem nogle meget store bygninger -‐ kulturhuset Nordkraft, musikkens hus og nogle kæmpemæssige siloer. Teglgårdplads er helt kvadratisk og 3 meget trafikerede veje, Nyhavnsgade, Karolinelundsvej og Østerbro, grænser op til området. På arealet er der et sandområdet, som nu er en beachvolley bane. Her er der forberedt en linjeføring til genåbning af Øster å ud til Limfjorden. Derudover benyttes pladsen til blandt andet parkeringspladser, en basketballbane med markant scenisk belysning og en midlertidig skaterrampe. Rundt på pladsen er der kummer med beplantning af mindre træer. Imellem dem er der store rustikke betonsten man kan sidde på.



Hvordan fungerer stedet? Med det samme udtrykker flere, at det blæser og larmer utrolig meget på den lille plads. Vinden finder vej ind mellem de høje bygninger der skaber turbulens. Der hvor vi har slået os ned på de store sten, blæser vinden uafbrudt. Støjen distraherer meget, mens vi står og snakker og mange føler sig meget generet af den. Derudover er trafikken også med til at skabe utryghed, og da boldbanerne ligger tæt ud til vejen uden nogen form for afskærmning får det mange til at overveje om den bliver brugt, og det må ses lidt som et mislykket forsøg på at tilgodese de unge. I dette tilfælde er Gehls kvalitetskrav om beskyttelse mod trafik og mod ubehagelige sanseoplevelser såsom vind, ikke opfyldt. Derudover er den menneskelige skala, som er en del af herlighedskategorien, heller ikke opfyldt. De meget høje bygninger gør at det ikke er en plads i menneskelig skala. Hvordan kan man bruge pladsen? Mange fra gruppen har svært ved at se, hvad man skal kunne bruge pladsen til. Der skal virkelig gøres meget, hvis man skal kunne spille boldspil på pladsen. Egentlig egner pladsen sig slet ikke til rekreative formål, fordi man ikke føler sig beskyttet for trafikken og vinden i området. Parkeringsplads eller byggeri derimod, egner pladsen sig rigtig fint til, og hvis det kun er ca. halvdelen af arealet der skal bruges til det, ville det være mere smart at lægge dem ud mod vejene. Det bliver påpeget, at pladsen ikke virker færdig og at det er et meget bart og råt areal. Kommunen bør se på hvem brugerne er eller kan være. Hver dag bruger mange børn, unge og voksne kulturhuset, som ligger i forbindelse med pladsen. Det er derfor dem, det er værd at fokusere på, hvis der skal opstå en synergieffekt mellem brugere af bygningerne og pladsen. Er der positive ting ved pladsen? Det er et meget lyst område. Komforten er fin, man kan nemt komme rundt og der er trods alt steder at sidde (betonstenene og enkelte borde-‐bænkesæt). Kvalitetskriterierne ”mulighed for at gå” og ”mulighed for at ophold” er derfor delvis opfyldt, idet man kan diskutere hvor behageligt det er at opholde sig på pladsen, selv om man har mulighed for det. De unge kan også blive set af alle de mennesker der hele tiden kører forbi. Derfor kunne det også være et fint areal til at udstille noget kunst i form af skulpturer eller lignende, samt selve arbejdet med at skabe skulpturer. Dette vil give pladsen endnu et point af Gehls kvalitetskriterier -‐ ”mulighed for udfoldelse og aktivitet”. Området bærer lidt præg af det omkringliggende industrimiljø, siloerne og de store bygninger. Det er et meget råt sted, mener nogle, og derfor ville det være forkert, at prøve at lave det til en lille grøn oase. Andre i gruppen mener modsætningsvis, at hvis man omkranser rummet med en tæt grøn beplantning og nogle danske træer med store blade, kan man skabe



en fin lille plads i midten, hvor folk kan komme og spise deres frokost og man kan åbne lidt op til kulturhuset og lave en café foran. Karolinelund Indtil for 4 år siden havde parken skabt rammerne for byens Tivoli, som havde eksisteret i 60 år. Befolkningen var triste over at Tivoliet måtte lukke, men efterfølgende har flere foreninger og grupper fået lov til midlertidigt at folde sig ud i parken. Bl.a. byder parken nu på flot graffiti, petanquebaner, fredagskoncerter, foredrag, workshops, byhaver, events, kunst, en pumptrackbane, en beachvolleybane og flere andre ting. Parken er åben for alle og den bliver allerede brugt af et meget blandet publikum. Kvaliteter ved Karolinelund? Modsætningen til den støjbelastede og forblæste Teglgaards Plads er tydelig. Parken virker som en grøn fredelig oase. Deltagerne er meget positive og beundrer de mange gode ideer der er blevet virkeliggjort, mens de bevæger sig rundt i parken. Det er spændende at se en park, hvor tøjlerne er blevet sluppet lidt og borgerne i stedet har stor indflydelse på hvad der skal ske med området. Det virker til, at brugerne har stor respekt for hinanden og parken er meget velholdt og ren. Også byhaverne vækker stor begejstring blandt deltagerne. De er med til at skabe liv i parken, også på de tidspunkter hvor der ikke er så mange mennesker. Man kan nemlig se, at der kommer nogen jævnligt og passer deres krydderurter, grøntsager og blomster. Højbedene er også billige at investere i og det er til stor glæde for de lokale. Det er en enkel og god idé. Malerierne på stien passer godt til parkens historie pga. de mange farver og det er med til at give et friskt pust til området. Der kan altid males ovenpå, hvis man ønsker at maleriet skal ændres. Den bemalede sti passer også godt til murerne rundt om parken, som er dækket med farverig graffiti. Her bliver kvalitetskravet ”mulighed for udfoldelse og aktivitet” virkelig opfyldt, da borgerne kan være med til at skabe kunst og aktiviteter i parken. Mange unge tiltrækkes af disse muligheder i parken. Derudover er beskyttelse mod trafik, kriminalitet og ubehagelige sansepåvirkninger såsom vind og støj også opfyldt. Problemer ved parken? Der var ikke mange kritikpunkter ved parken. De forholdsvis små ting der blev nævnt var at den nordlige del ikke er taget så meget i brug endnu, og den nordlige indgang er lidt mørk og knap så indbydende. Derudover var der et område på græsset, hvor vandet havde samlet sig og derfor lå der en lille sø. Det er et bevidst valg af kommunen, at arbejde med naturen og lade vandet være, da det er mere bæredygtigt, men nogle synes dog ikke om dette. En enkelt nævner også, at hun synes det er ærgerligt at cykler og gående bruger den samme sti, da man derved skal holde øje med sine børn hele tiden, for at der ikke sker noget. Her er



kvalitetskravet ”beskyttelse mod trafik og ulykker”, ikke opfyldt synes deltageren. Belysning og opholdssteder Det er det fineste efterårsvejr da vi går rundt i Karolinelund, så gruppen har svært ved at få et indtryk af hvordan belysningen er. Umiddelbart kan man ikke se så mange lygter, så nogle nævner at de ikke vil have lyst til at gå igennem parken om aftenen, hvis der ikke er så meget belysning. De vil føle sig utrykke. En af deltagerne tager ofte til fredagskoncerter og fortæller at belysningen er rigtig flot og lige i tivoliånden med farverige pærer

og belysning i træerne. I parken er der også mange steder man kan sætte sig. Både på bænke, sten eller græsset. Dagplejere kommer ofte og slår sig ned i pavillonen. Fremkommeligheden er rigtig god pga. de brede stier. Der er læ og ingen larm, næsten lige meget hvor man befinder sig i parken. Murerne er med til skærme parken af mod det omkringliggende og det er både en fordel og en ulempe. Der må gerne være lidt flere indgange til parken nævner flere. Herved bliver mange kvalitetskrav opfyldt, som ”mulighed -‐ for ophold, for at gå, for at sidde, for at tale og høre og for at se”. Derudover er der også flere kvalitetskrav i kategorien herlighed der er opfyldt, da rummet er i menneskelig skala og der er mulighed for at få en masse positive sanseindtryk. Tager Aalborgs borgere parken til sig? Det er et meget taknemmeligt sted med store flotte træer og en god historie, men det kræver tid og tålmodighed, før man kan få et billede af om Aalborgs borgere tager stedets nye identitet helt til sig. Derfor skal man vente og se hvordan parken udvikler sig, før man foretager ændringer. Parken er blevet til et helt unikt sted, fordi de unge har haft en masse idéer, har haft lyst til at udfolde sig og har fået lov til det. For at man kan skabe sådan en park, kræver det at planlæggerne giver mere slip, ændrer deres normale roller og arbejdsgange og der sker derved en nødvendig kulturændring i forvaltningen. Jomfru Ane parken Tidligere var der en færgeterminalbygning, nogle store haller og andre industribygninger og havnefronten blev ikke opfattet som en del af byen. Nu er der blevet lavet en legeplads, en stor boldbane, en lille grøn have, et havnebad, samt en masse nicher med siddepladser ned til vandet. Det er blevet et meget besøgt område, med hundredevis af brugere hver dag.



Området bliver brugt til bl.a. koncerter, sport, afslapning, rekreation og events som ”Tall ship race”. Kvaliteter ved området? En stor kvalitet ved parken er, at man er så tæt ved vandet og rigtig mange tager deres mad med og spiser den på trapperne ned mod fjorden. Mange interesser bliver varetaget, da man både kan dyrke sport, lege og slappe af mens man betragter andres aktiviteter. Nogle påpeger også, at der er toiletter og at de er selvrensende, så de er altid rene, dog tager det bare lidt tid at rense dem mellem hver besøgende. Der er også mulighed for at købe lidt at drikke i en lille bod. Når det er godt vejr, er græsset fyldt med mennesker der vil nyde varmen og om aftenen er der mange unge, der bruger området til at mødes over en øl og en snak inden turen går videre i byen eller lign. Kategorien komfort er derfor rigtig fint opfyldt. Der er mulighed for ophold, udfoldelse og aktivitet og mange bruger området som gennemgangsareal hver dag. Herlighed er der også masser af, da der virkelig er mulighed for at nyde udsigten ud over vandet og mærke det skiftende danske vejr. Derfor kan man også sige, at hvis det blæser, regner eller lignende, er det måske ikke det mest behagelige område at opholde sig. Stedet er designet til menneskene og skalaen holder sig derfor på et stadie, hvor man føler sig godt tilpas. Problemer ved området? En deltager nævner, at det er et meget rektangulært område, hvilket i nogle sammenhænge kan være svært at arbejde med, men det er lykkedes meget godt her. Derudover er der også nogle der nævner at trafikken kunne have været et problem, men fordi bilerne ikke kører så hurtigt, der kun er et spor i hver retning og niveauet på aktivitetsarealerne er sænket i forhold til vejen, er trafikken ikke noget man lægger mærke til. Det ville være kvalitetskravet ”beskyttelse mod trafik” og ”mulighed for at tale og høre”, som man her kan kigge på. En kvinde i gruppen har selv brugt parken og er meget glad for den. Selv om hun påpeger at det blæser lidt, siger hun samtidig at det hører med til at være så tæt ved vandet. De sportsudøvende synes muligvis også, at det er en fordel, at det lufter lidt. Så alt i alt er der ikke mange problemer ved dette område bliver gruppen enige om. Legepladsen i Jomfru Ane parken En mand fra gruppen er meget hurtig til at melde ud, at han synes legepladsen fungerer lige som den skal. Det er en legeplads man kommer forbi og sidder ved i 5-‐10 minutters tid, mens ens børn leger. Derefter tager man videre. Der er ikke så mange legeredskaber, så det er begrænset hvor lang tid man kan blive, men legeredskaberne er anderledes og enkle. Man er nød til at være ved børnene for at være sikker på, at de hverken løber til den ene side, ud på vejen eller den anden side, ned til vandet. Derfor fungerer pladsen rigtig godt på den måde, at man er der et kort ophold og så tager man videre. Området er sænket og ligger lidt i læ. Der er bænke og faldunderlag. Her er ”mulighederne for aktivitet” opfyldt og der er læ og dermed ”mulighed for at nyde det gode vejr”.



Det grønne areal Da der blev lagt rullegræs ud på arealet, stod der allerede en masse unge, fra midtbyens uddannelsesinstitutioner, klar med deres madpakker. Der var virkelig et behov for dette grønne areal og det fungerer nu som en lille hyggelig have med stauder, træer, græs, fliser, bænke og en pergola. De dage det er varmt fungerer det som fluepapir. Nogle i gruppen stiller spørgsmålstegn til, om området er stort nok. Boldbanerne fylder meget i forhold til det grønne areal og derfor kunne det være en mulighed at lave et forsøg med at ligge rullegræs ud på noget af boldbanen. Så kan man se om det vil blive ligeså fyldt med mennesker, eller det er en god størrelse det har nu. Det er nemlig også hyggeligt at ligge lidt tæt, bliver der nævnt. Her er der virkelig mulighed for at opholde sig og dette kvalitetskrav er derfor opfyldt. Boligerne i den vestlige ende af havnefronten Vi går en tur langs havnefronten til den ældste del af havnen, som blev omdannet efter andre principper end de Gehlske. Her er der bygget tæt med høje boliger og erhvervsbyggerier uden den samme offentlige frizone ud mod vandet. ”Skalaen” tilgodeser ikke menneskene, da bygningerne er så høje at man føler sig meget lille og ikke så godt tilpas. Der er meget skygge på vejen og samtidig vind, så det er ikke et sted der er så behageligt at være. Der bliver også lagt mærke til, at beplantningen ikke har det så godt. Træerne står både i skygge, vind og får masser af salt fra fjorden. Der bliver nævnt, at man får en følelse af at man går i et privatområde, selvom vi går på offentlig vej. Pga. trafikken er det bestemt heller ikke et område man har lyst til at opholde sig i. De 3 parker Teglgårdsplads, Karolinelund og Jomfru Ane parken er 3 meget forskellige områder. Hvis man skal vurdere og analysere parkerne ud fra Gehls 12 kvalitetskriterier, opfylder Karolinelund og Jomfru Ane parken rigtig mange af kriterierne. Parkerne er også meget besøgte, så på den måde giver kvalitetskriterierne et godt billede af hvad der skaber et grundlag for en god park. På Teglgårdsplads er der derimod nogle vigtige kvalitetskriterier der ikke er opfyldt, som f.eks. ”beskyttelse mod trafik og ubehagelige sansepåvirkninger”. Dette gør bl.a. at pladsen ikke er så eftertragtet, som opholdssted og herlighedskriterierne er heller ikke helt opfyldt.



Teknologiens muligheder Mortens Bays foredrag i Det Lille Teater, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Byens rum” Homo Conexus er den nyeste udvikling af Homo Sapiens, hvis arbejdsværdier, indkøbsva-‐ner, identitetsskabelse og tankegang er radikalt anderledes end tidligere. Af referent & fotograf Louise Hjørngaard Morten Bay er, udover at være ph.d. studerende i medievidenskab, også forfatteren bag bø-‐gerne: ”Generation Netværk”, ”Homo Cenexus” og ”Velkommen til Computopia”. Mortens oplæg er fokuseret omkring den type af mennesker, han kalder Homo Conexus. Disse mennesker formes i nutidens samfund, som af nogle kaldes ”The Network Society”. Dette globaliserede samfund kendetegnes ved en bevægelse væk fra en hierarkisk struktur og hen imod en netværksstruktur. De mennesker, der lever i dette samfund, bombarderes dagligt med enorme mængder af information. For at tydeliggøre hvor meget information, der egentlig er tale om, præsenterer Morten en amerikansk undersøgelse. Den viser, at hvis man tager mængden af den information der produceres dagligt og dividerer den med antal-‐let nulevende mennesker, så skal hver person læse 56.000 bøger om dagen, for at alt infor-‐mationen kan nå at blive læst. Morten mener, at denne bombardering af information påvir-‐ker de børn og unge, der fødes ind i dette samfund. Hvordan tackler de unge dette? En vigtig forskel på den nye og den ældre generation er, ifølge Morten, netværkspræferen-‐cen. Han præsenterer tre former for netværk: Det Centrerede Netværk, hvor alt kommunika-‐tion går gennem ét center, Det Decentrerede Netværk, med flere forskellige centre og Det Distribuerede Netværk, hvor alle enheder er forbundne. Den forrige genration foretrækker det centrerede netværk, hvor en autoritet, som er placeret i centret, belærer dem gennem instruktioner. Denne form for netværk er også typisk for hierarkisk styrede virksomheder, og i samfund med knappe ressourcer. Den nye genration foretrækker i stedet det distribuerede netværk, hvor de gennem samarbejde med andre gør sig nye erfaringer. Denne form for netværk ses også typisk i naturen (jf. hjerneforskning, genforskning) og i tidlige stammesam-‐fund. De unge foretrækker at lære ud fra erfaringer. De tror på uafhængighed. De er meget samarbejdsvillige – jf. de tror på social instruktion fra flere lærekilder. Og endelig er det ikke vigtigt for de unge ”hvad vi har, men hvordan vi bruger det vi har”. De sociale netværk Unge skelner i dag ikke mellem den fysiske og den virtuelle verden. For dem er det den samme virkelighed. Personen de har kontakt med på mobiltelefonen har samme værdi som personen der står ved siden af dem. De foretrækker at være mobile og online – man skal kunne logge på, lige meget hvor man befinder sig. Alt i rummet skal være mobilt og man ko-‐ordinerer bevægelse i byrummet gennem mobiltelefonen – ”Jeg står ved bagerbutikken nu. Kommer du herover?” Det er vigtigt konstant at være online. Eksempel på denne form for kommunikation kaldes også kommunikation uden meddelelse og benyttes til at minde andre om, at man stadig er der og er online. ”Hej. Hvad laver du?” er et typisk eksempel på fatisk kommunikation – en bekræftelse på at man stadigvæk er i kontakt med hinanden. Når mennesker bruger den form for kommunikation, samt benytter sig af sociale netværk frigives hormonet oxytocin –



hormonet kaldes også kærlighedshormonet, da det også frigives under forelskelse. Derfor ønsker vi at kommunikere på denne måde igen og igen. Morten runder også de unges brug af sociale netværk. Han fortæller, at de unge i dag lige så stille begynder at forlade facebook. De unge begrunder det selv med, at de ikke gider være et sted hvor alle er, og at de ikke gider være et sted, hvor deres forældre er. Og de unge har ret: flere og flere opretter en Facebook-‐profil, og samtidig bliver skellet mellem ung og gammel også mindre. Det er muligvis derfor, at mange unge begynder at benytte andre so-‐ciale netværk som f.eks. Instagram og Snapchat. Det kan dog også skyldes, at unge i dag øn-‐sker mere privatliv på internettet -‐ noget de, ifølge dem selv, i højere grad bevarer på Insta-‐gram og Snapchat i forhold til Facebook. Der er ingen unge der lægger alle sociale netværk på hylden. Den nye generation Unge læser mere end før. Ikke fordi de skal, men fordi de har lyst. Hvad skyldes dette? Mor-‐ten pointerer, at vi i dag er vant til Instant Gratification – vi er vant til at få det vi har lyst til næsten øjeblikkeligt. Derfor er en hurtig og nem digital adgang til læsestof måske forklarin-‐gen på de unges øgede læsetid. Samfundets udvikling skaber ikke dårligere mennesker, og Homo Conexus er derfor ikke dår-‐lige mennesker. De har bare en anden opvækst og andre betingelser end den forrige genera-‐tion, og derfor har de andre evner. Eksempelvis har bombardementet af information sænket de unges koncentrationsevne, hvorfor det i dag er vigtigt at lære dem at koncentrere sig. De skal ligeledes lære at være kildekritiske overfor det, de læser og hører. Til slut runder Mor-‐ten oplægget af med at opfordre os til at stole på, at de unge nok skal klare det.





Vedkommende Byrum – Byens mentale tilgængelighed Bodil Henningsens foredrag i Det Lille Teater, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Byens rum” Byer er mennesker og byrum er mødesteder, derfor er det et fokuspunkt at skabe kommunikation til bor-‐gerne, når der arbejdes med byfornyelse. Bodil Henningsen fortæller i sit foredrag om hvordan Aalborg Kommune engagerer borgerne i deres by. Af referent og fotograf Louise Færch Gjerulff Bodil Henningsen er arkitekt ved Teknik-‐ og Miljøforvaltningen i Aalborg Kommune. Hun er projektleder og arbejder inden for byfornyelse, tværgående samarbejder og borgerinddragelse i kommunen. Brugerne i byens rum At arbejde med byer er at arbejde med mennesker. Byer er mennesker og byrum er mødesteder, derfor er det et vigtigt fokuspunkt at skabe kommunikation til borgerne når der arbejdes med byfornyelse i Aalborg Kommune. I 1990’erne blev det populært at revurdere byernes funktioner og arkitektur for at opbygge et nyt brand for byerne. Der skulle skabes smukke byrum med høj kvalitet i materialerne. Café-‐kulturen blomstrer og de offentlige pladser i byen er nu i større grad benyttet til møde og aktivitet blandt borgere, den offentlige ’dagligstue’. Senere er det erfaret at byen skulle kunne mere, have mere indhold og tilbyde oplevelser for brugeren. Her opstår spørgsmålet, hvem er brugerne og hvad er deres behov? Det er nødvendigt at gå aktivt ind i dialog med byens borgere. Vanskeligheden ligger i, at det ikke er alle målgrupper, heriblandt unge, der la-‐der sig inddrage til diskussion så let. Af samme grund undersøges nye metoder til at fange borgernes op-‐mærksomhed og skabe dialog.



Byens tilgængelighed og menneskers livsstil Byen kan lede eller guide folk i særlige retninger, der skelnes mellem to typer tilgængelighed i byen: Fysisk tilgængelighed Mental tilgængelighed Den fysiske tilgængelighed arbejder med hvor nemt det er at bevæge sig omkring i byen, at det er komfor-‐tabelt at opholde sig ude, skalaen og hvor store afstande vi bevæger os mellem. Den mentale tilgængelighed fokuserer på om der er trygt at være i forskellige byrum, stedet identitet og historie, samt en bevidsthed omkring hvad brugeren må og kan. Borgernes livsstil er en afgørende faktor for hvordan de bruger deres by, eks. familier holder gerne til ude i forstaden, mens unge primært søger tæt på deres studie eller aktiviteternes hjerte i byens midte. Deres livsstil og værdier er ligeledes bestemmende for hvor meget tid og engagement de bruger på byfornyelse. Udfordringen ligger i forhold til de unge, at fange deres opmærksomhed og få dem aktivt ind i processen. Undersøgelser og erfaringer Kommunen står for en række undersøgelser, hvor de har benyttet en blå sofa som image, når de har været ude at interviewe og dele spørgeskemaer ud.



Heriblandt har kommunen fuldt en gruppe unge piger der manglede et sted at danse. Deres kriterier var at det skulle være selvlære, sammenhold og sjov. De ønskede ikke at følge en lærer eller optræde offentligt. Det kræves af kommunen at de er ekstra opsøgende for at nå ud til denne målgruppe og skabe sig be-‐vidsthed om deres behov.

Erfaringer har vist hvordan flere kan inviteres til dialog og til at gå ud og bruge byen, hermed ses den opsø-‐gende dialog oftest som den mest ressourcekrævende. I forhold til de ældre, er der mange der er utrygge ved at gå ud til workshops med kommunen. De unge er på deres egen måde sky i forhold til kontakt og derfor er der brug for særlige initiativer. Det er stadigt et spørgsmål hvordan der skabes dialog med piger og hvad de vil benytte det offentlige rum til. Derimod er de unge kvinder mere aktive, frem for mænd, når debatten foregår over Instagram eller Facebook. Der foregår tværgående samarbejder mellem kommune, organisationer, klubber ect., for at opnå bedre kontakt med borgeren. Case: Karolinelund Karolinelund er det gamle tivoli i Aalborg, der blev overtaget af kommunen, men måtte nedlægges af øko-‐nomiske årsager. På nuværende tidspunkt fungerer den midlertidigt som en park indtil 2015 hvor borgere, især unge, har spurgt til at benytte pladsen til flere arrangementer. Eks. er der en gruppe, kaldet Platform 4, der holder til i nogle gamle bygninger i parken østlige side. Skråen har arrangeret fredagskoncerter, der fylder hele parken med mennesker og musik.



Karolinelund er et af de fineste, men nok også eneste, graffiti-‐miljøer i Aalborg, der udsmykker parkens omkransende mure. En række borgere har fået lov til at lave havekasser, hvor der sås grønsager, blomster og urter. Unge fyre har spurgt efter en cykel pumptrack bane, der blev indviet her i juli måned, 2013. De har selv bygget banen og ligeledes har en gruppe unge skatere bygget nogle ramper til skatebane. Petanque-‐klubben benytter den sydlige del til baner, hvor der ofte spilles petanque blandt ældre. Herudover er der en lang række bru-‐gere: løbere, hundelufter, gående, solbadere, cyklister, børn, institutioner, events, unge, gamle, par, singler osv. Kommunen drømmer selv om muligheden for at skaffe penge til at genåbne den gamle å, Østerå, der løber under parken for at indbringe et vandelement. Hele transformationen i Karolinelund har gjort at politikerne i enighed med kommunen vil lade det forsæt-‐te. Der sker noget interessant ved at borgerne selv går ind og skaber aktiviteter i parken efter deres ønsker, det har skabt en interessant variation af liv og en stemning af at alle er velkomne. Afrunding Der findes en internetside kaldet Thinkspace, Givrum.nu. Her findes mere om midlertidige byrum og aktivi-‐teter, fokuseret på brugerdreven aktivitet.



Älvstaden -‐ Helhedsorienteret byudvikling i Göteborg Bo Aronssons foredrag i Det Lille Teater, Europahallen, Aalborg 22-‐09-‐2013 under workshoppen ”Byens Rum” Inkluderende, grønt og dynamisk er nøgleordene i Bo Aronssons foredrag om visionerne for Göteborgs byudvikling. Et byudviklings-‐projekt der især har fokus på at inddrage byens fremtidige borgere, børnene og de unge, i processen.

Af referent og fotograf Anne Gaarde Thomsen

I hjertet af Skandinavien ligger ”Centrale Älvstaden”, der kan betragtes som bykernen af Göteborg og omfatter de områder, som er placeret langs Götaälven. Området er udgangspunktet for et projekt, som foredragsholderen Bo Aronsson er leder og byudvikler på. Projektet beskæftiger sig med visioner og udviklingsstrategier for det mere end 40 kvadratkilometer store område, der tidligere primært har været anvendt til industri. Intentionen er at skabe uderum for de flere end 40.000 beboere, samt, om muligt, et ligeså stort antal arbejdspladser. Visioner og strategier for Älvstaden Den helhedsorienterede tilgang til udviklingen af visioner og strategier for byområderne langs elven er i højsædet, forstået således at hele byens perspektiv skal være repræsenteret i disse. Derfor er det relevant med metoder, som bringer styregruppen i dialog med alle byens borgere. En metode hertil er oprettelsen af projektgrupper. Her er borgere som repræsenterer forskellige områder og interesser i byen tilstede, således at både sociale, økonomiske og økologiske perspektiver samt andre overvejelser bringes i spil. Formålet er at få afdækket områdets kvaliteter og potentialer, men også dets problematikker og fejl. Rationalet er, at hvis byens stemmer indenfor alle førnævnte perspektiver høres, så kan det overordnede mål omkring en bæredygtig udvikling opnås. Resultatet viser, at borgerne ønsker et ”Centrale Älvstaden”, der er tilgængeligt for alle. Her skal det være muligt at komme tæt på vandet samt anvende dette. Samtidigt foretrækkes en grøn by med rig mulighed for gå-‐ og cykelture ligesom god offentlig transport og boliger, der er økonomisk opnåelige, vægtes højt. På baggrund af borgerinddragelsen er styregruppen endt op med tre visioner. De er overordnede og fokuserer på at gøre byen inklusiv, grøn og dynamisk. Det er hermed tydeligt at styregruppen har lyttet til udkastet af beboernes refleksioner i den inddragelses processen. Tanken er at realisere visionerne igennem følgende tre hovedstrategier: connect the city, embrace the water og reinforce the center. Førstnævnte strategi handler om at bygge byen sammen, således at den fremstår sammenhængende og flere indbyggere involveres i den. Anden strategi vedrører vandet. Den går på at skabe mødepladser langs vandet, skibsfart som er i overensstemmelse med byen samt at medtænke hvordan byens indretning kan tilpasses klimaforandringerne. Tredje og sidste strategi handler om at forstærke bymidten med lettilgængelige centre, et attraktivt bymiljø og innovative netværk. Inddragelse af børn og unge -‐ de fremtidige borgere Involveringen af børnene og de unge står som en af byens kommunalbestyrelses vigtigste politiker, hvorfor denne målgruppe naturligvis også indgår i medborgerdialogen omkring den ”Centrale Älvstad”. Målet er at drøfte ideer og visioner for Älvstaden og byen generelt med dem. På den måde inddrages de i idegenereringsfasen for projektet, samtidigt med at deres viden omkring Göteborg og byens udvikling forøges. Dette sker blandt andet igennem afholdelsen af workshops, hvor de unge og børnene får mulighed for at diskutere spørgsmål såsom: ”Hvad er en by?”, ”Hvad er dit favoritsted?”, ”Hvorfor kan du lide at være ved dette sted?”, ”Hvad gør andre mennesker på dit favoritsted?”, ”Hvad vil du forandre?”. Herudover



laver de bydelsmodeller, og snakker om hvilken slags by, der opstår, hvis de sætter deres modeller sammen. Bo Aronsson fortæller videre, hvordan flere af børnenes design ofte minder om arkitekternes konstruktioner, samt at en legeplads ved siden af operahuset rent faktisk er baseret på børnenes ideer. Inddragelsen af byens fremtidige borgere synes essentiel for at den overordnede målsætning om en bæredygtig byudvikling fuldt kan opfyldes, og så har samarbejdet den gevinst, at det både beriger byens yngste og projektet med værdifulde refleksioner og viden.

KOORDINATOR FOR REFERATERMogens Rude

REFERATSKRIBENTER

Find bilag via www.ungnord.com

HOVEDFORELÆSERECamilla Neve LiekninsKatrine Werge Karlse

FOREBYGGELSENanna HansenRikke CæsarPernille Wamberg Broch

KULTURSigne Højmark Pernille BylinRebecca N. Jønsson

BYENS RUMLouise Færch GjerulffMaja DittmannSimone Johansen Louise HjørngaardAnne Gaarde ThomsenSarah Skou Høj

IDENTITETRose KampmannCamilla Gejl Pedersen Louise Bruun HøflerMattæus Omidvar

DEMOKRATICamilla Bundgaard ChristensenTrine KristensenTrine AmdiSandra PudlowskaNicolai Skafte

LÆRING Tanja HvidMaria DeriaDitte Mundbjerg Jørgensen


148

Documents

Storbyens Hjerte & Smerte 2013 - Referatsamling