UCSyd Kolding

Dialogisk oplæsning og mundtlig sprogtilegnelse

Udarbejdet af: Kristina Dall

August/September 2011

Vejleder: Niels Kristian

Anslag: 22.490

1

Indholdsfortegnelse

1.0 Indledning ................................................................................................................................. 2

1.1 Problemformulering .............................................................................................................. 3

1.2 Metode .................................................................................................................................. 3

2.0 Undersøgelse af Mette Nygaard Jensen ..................................................................................... 3

2.1 Dialogisk oplæsning med fokus på samtalen .......................................................................... 4

2.2 Dialogisk oplæsning med fokus på ordlydene ........................................................................ 6

2.3 Sprogtilegnelse gennem dialogisk oplæsning ......................................................................... 7

3.0 Konklusion .............................................................................................................................. 10

4.0 Sprogscreening eller pædagogiske aktiviteter? ......................................................................... 11

5.0 Litteraturliste ........................................................................................................................... 12

2

1.0 Indledning

”Spørgsmålet er, om sprogscreeningen som et potentielt tilbud til alle er vejen frem i forhold til at

sikre en bedre sprogudvikling hos børn. I stedet bør fokus rettes mod den pædagogiske indsats og

mod de udviklingsbetingelser, der skal være tilstede, for at sprogtilegnelsen forløber optimalt.

Som udgangspunkt kan man sige, at der er forskel mellem screening og udvikling af børns sprog og

det første fører ikke nødvendigvis til det sidste.”1

Sådan skriver Daniela Cecchin, Pædagogisk udviklingskonsulent BUPL, i en artikel om

sprogudvikling og screening af børns sprog. Det samme spørgsmål har jeg stillet mig selv adskillige

gange, hvad skal en test gøre godt for? Jeg undre mig over at regeringen har brug for, at der bliver

udviklet tests til at vurdere barnets forskellige kompetencer, jeg mener i stedet politikere burde stole

på at fagfolkene og i dette tilfælde pædagogerne, har kompetencer som er bedre til at vurdere et

barns sprog end en test. Som Cecchin skriver behøver en screening af barnets sprog ikke

nødvendigvis, at udvikle sproget og hvad kan vi så bruge de tests til? Jeg deler klart holdning med

Cecchin og BUPL og mener, at pædagogerne bør benytte sig af andre metoder til udvikling af

barnets sprog, metoder som indeholder flere pædagogiske værdier. Børn er ikke maskiner og bør

tilegne sig et nuanceret sprog gennem forskellige pædagogiske redskaber, som eks. dialogisk

oplæsning. Jeg mener at pædagogen skal støtte og udfordre barnet i dets sprogtilegnelse, men det er

for mig vigtigt, at barnet føler en lyst til at tilegne sig nye ord.

Undersøgelser foretaget af bl.a. Mette Nygaard Jensen viser, at dialogisk oplæsning er med til at

stimulere barnets sprog, så hvorfor ikke anvende sådanne metoder, i stedet for at tage udgangspunkt

i en test. Jeg har på baggrund af dette valgt, at jeg i min opgave vil undersøge hvordan man

anvender dialogisk oplæsning og se på, hvordan den kan bidrage til barnets mundtlige

sprogtilegnelse.

1 http://bupl.dk/iwfile/BALG-

88ULCK/$file/Om%20sprogudvikling%20og%20screening%20af%20b%C3%B8rns%20sprog.pdf d. 8/9-2011,

kl. 20.20

3

1.1 Problemformulering

Hvordan anvendes dialogisk oplæsning, og på hvilken måde kan den være med til at udvikle barnets

mundtlige sprogtilegnelse?

1.2 Metode

For at kunne besvare min problemformulerings første del, vil jeg anvende Mette Nygaard Jensens

bog ”At læse med børn – dialogisk oplæsning i dagtilbud”. Hun giver i bogen et indblik i den

undersøgelse hun har lavet af dialogisk oplæsning, samt beskriver hvordan dialogisk oplæsning

anvendes trin for trin både med fokus på samtalen og det fonologiske. Herefter vil jeg beskrive det

funktionalistiske- og strukturalistiske sprogsyn, som Niels Mors taler om i bogen ”Sprog som

værktøj og legetøj”. Jeg vil her komme med min vurdering af de to sprogsyn set i forhold til

dialogisk oplæsning.

2.0 Undersøgelse af Mette Nygaard Jensen

Dialogisk oplæsning blev udviklet af en amerikansk forskergruppe og blev beskrevet første gang i

Whitehurst et al (1988), sidenhen er metoden taget op af flere andre forskere og tiltagene er blevet

ændret og afprøvet. Heriblandt er Mette Nygaard Jensen, hun har studeret dialogiske oplæsning og

har fundet på nye tiltag og afprøvet det i pædagogisk praksis. Hendes undersøgelse havde til formål

at undersøge hvilken betydning dialogisk oplæsning havde, i forhold til udviklingen af 5-6 årige

børns ordforråd sammenlignet med almindelig oplæsning. Undersøgelsen skulle endvidere

videreudvikle dialogen omkring billedbøger, samt styrke barnets opmærksomhed på sproglyde.

Det første led i undersøgelsen bestod i, at forsøgsgruppen fik introduktion til hver bog, havde dialog

under oplæsningen, samt reflekterende spørgsmål efter oplæsningen og aktiviteter der relaterede sig

til oplæsningen. Kontrol gruppen fik derimod ingen introduktion og havde ingen dialog, hverken

før, under eller efter oplæsningen.

Anden del af undersøgelsen flyttede fokus fra ordenes betydning til ordenes lyd. Her blev børnene

trænet i at udtale udvalgte ord meget tydeligt, samt dele dem i stavelser undervejs i oplæsningen.

4

Dette skulle styrke barnets fonologiske opmærksomhed, her flyttes barnets opmærksomhed fra

ordenes betydning til ordenes lyd. Fonologisk opmærksomhed kommer bl.a. til udtryk når barnet

lærer at rime, spand og tand osv. Den fonologiske opmærksomhed har betydning når barnet skal i

skole, idet flere undersøgelser viser, at den fonologiske opmærksomhed har betydning for det

enkelte barns læseudvikling (Nygaard Jensen, 2009, s. 9-22 + s. 24).

Nygaard Jensen kommer med flere bud på, hvordan oplæsning kan være godt for barnet. Hun

nævner bl.a. hvordan bøger kan være med til at stimulere barnets fantasi, og give barnet idéer til

legen. Desuden er bøger gode til at indlede samtaler med barnet, om alt mellem himmel og jord.

Men også i forhold til barnets sprogudvikling kan børnebøger være stimulerende. Jeg vil i opgaven

især beskæftige mig med den sidste påstand (Nygaard Jensen, 2009, s. 9).

2.1 Dialogisk oplæsning med fokus på samtalen

Mette Nygaard Jensen slår fast at den dialogiske oplæsning er en metode, og derfor ikke altid skal

anvendes når der er højtlæsning. Det er vigtigt, at børn også bliver præsenteret for højtlæsning på

det plan, hvor bogen blot bliver læst højt, og barnet selv får lov til, at leve sig ind i historien uden

afbrydende spørgsmål fra pædagogen. Når pædagoger anvender dialogisk oplæsning er det vigtigt

at spørgsmål og feedback tilpasses det enkelte barn, således barnet støttes i dets nærmeste

udviklingszone2. Desuden skal det også overvejes hvilken bog man vil læse, og for hvem, således

sprog og indhold tilpasses børnene (Nygaard Jensen, 2009, s. 24).

Efter at have taget stilling til de ovennævnte ting, kan den dialogiske oplæsning starte. Jeg vil først

beskrive metoden hvor pædagogen har fokus på samtalen og derefter metoden som retter fokus mod

ordlydende, altså den fonologiske del.

Inden selve oplæsningen begynder, kan man spørge børnene, ud fra billedet på forsiden af bogen og

bogens titel, hvad de tror historien handler om (Nygaard Jensen, 2009, s. 26). Nygaard Jensen

anbefaler, at der første gang bogen bliver læst højt ikke er nogle afbrydelser, disse kan dog ikke helt

2 Den nærmeste udviklingszone bliver beskrevet af Vygotsky (1896-1934).

5

undgås. Oplæsningen uden afbrydelser kan gentages flere gange, hvorefter børnene ligeså stille

bliver medfortællere af historien (Nygaard Jensen, 2009, s. 24).

Det næste led i dialogisk oplæsning er, at børnene inddrages, det er nu spørgsmålene og dialogen

kommer på banen. Nedenfor kommer Nygaard Jensens bud på, hvordan jeg som pædagog kan

forberede spørgsmål til dialog med børnene.

1. Specifikke spørgsmål til ord i teksten, eks. betydningen af et ord.

2. Tekstnære spørgsmål – eks. til ”Bogen om Noah”, ”Hvorfor kravlede Noah ned under

bordet?”.

3. Åbne spørgsmål, der opmuntre børnene til at fortælle sammenhængende om historien og

billederne med egne ord – ”Hvad skete der da Carina havde forklaret Noah hvad han skulle

gøre når han blev sur?”

4. Forståelses- og fortolkningsspørgsmål, hvor børnene selv må drage deres slutninger – ”Hvorfor

tror i at Noah ikke kunne sove?” eller ”Hvorfor tror i Noah hjalp Mads da han slog knæet”

(Bogh, 2007, s. 300)

Formålet med spørgsmålene i forbindelse med dialogisk oplæsning er, at give barnet lyst til at bruge

sproget. Pædagogen skal støtte barnet, og må gerne vejlede, hvis barnet ikke kan svare på

spørgsmålet. Nogle af spørgsmålene kan være ret ligetil for barnet at besvare, eks. ja/nej spørgsmål,

mens andre kan være med til at udfordre barnet til, at fortælle med sine egne ord. Nygaard Jensen

påpeger at det er vigtigt at pædagogen veksler mellem spørgsmålene. Efter oplæsningen kan

pædagogen stille genkaldelses spørgsmål, hvis ikke børnene er i stand til at svare på det, kan man

bruge bogen som hjælpemiddel. Denne metode kan børnene anvende senere, når de selv skal finde

informationer i tekster. Pædagogen kan desuden stille uddybende spørgsmål til barnets svar, udvide

barnets svar ved at sætte nogle flere ord på end barnet selv er i stand til, følge børnenes interesse –

hvornår synes børnene det er interessant og sidst, opmuntre børnene til selv at stille spørgsmål

(Nygaard Jensen, 2009, s. 26-29).

Nygaard Jensen slår fast, at spørgsmålene ikke skal blive til afhøring men, at de skal udfordre

barnet til at bruge sproget og gøre dem til aktive medfortællere af historien. Det skal være sådan, at

både børn og voksne synes, at det er hyggeligt og sjovt. Desuden kan det for nogle børn, eks. børn

med sprogvanskeligheder og tosprogede, være svært med de mange spørgsmål, da de vil føle det er

et krav som de ikke kan opfylde. Pædagogen skal desuden overveje, hvordan hun spørger hvis der

6

sidder tosprogede eller børn med sprogvanskeligheder, da den dialogiske oplæsning jo ikke skal

blive et nederlag for dem. Hertil siger Nygaard Jensen at børnene skal inddrages i

kommunikationen, men ikke presses til at svare med ord. Her skal pædagogen være lidt kreativ,og i

stedet stille spørgsmål hvor barnet i stedet for at snakke kan pege på billeder i bogen. Oplæsning

kan også foregå i et stille tempo, således barnet på eget initiativ afbryder og fortæller om billederne

og det oplæste. Børnene kan også inddrages ved at bruge kroppen, lave sure ansigter, sige lyde mm.

Alt sammen for at motivere barnet til at bruge sproget. Når den dialogisk oplæsning er slut, kan

pædagogen opfordre til leg eller lave aktiviteter, som afspejler delelementer af den læste bog

(Nygaard Jensen, 2009, s.27 + 30).

2.2 Dialogisk oplæsning med fokus på ordlydene

Fokus flyttes nu fra ordenes betydning til skriftsproget. Det vil sige, at pædagogen her snakker med

børnene om, at alle de små sorte tegn er ord, og de hedder bogstaver. Børnene kan hjælpe med, at

finde ord der er ens, ord der er lange og korte. Oplæseren kan desuden have fokus på hvordan

ordene lyder, også kaldet fonologisk opmærksomhed. Her kan børnene finde ord der rimer samt

prøve, at finde ord der begynder med det samme bogstav eller lyd. Pædagogen kan også sammen

med børnene sige ordene i stavelser og klappe dem. Når pædagogen anvender denne metode er det

vigtigt, at hun/han taler meget tydeligt/distinkt, der siges altså ikke parply, men pa-ra-ply.

Pædagogen kan desuden opfordre børnene til at tale robotsprog, robotter taler monotont og i

stavelser, og hvilket barn vil ikke gerne kunne tale som en robot? Ved at lade børnene gøre det

bliver de mere opmærksomme på, at et ord kan bestå af flere dele, og deres opmærksomhed på

lydende øges. Nygaard Jensen påpeger, at denne metode ikke er for at flytte læsningen ned i

børnehaven men, at den kan give børnene et kendskab og forberede dem til det at læse, på en sjov

og legende måde. Ligesom i metoden i ovenstående afsnit, skal børnene også her inden læsningen

begynder kende bogen, den skal altså være læst højt mindst en gang før den dialogiske oplæsning

med fokus på det fonologiske begynder (Nygaard Jensen, 2009, s. 36-38).

7

2.3 Sprogtilegnelse gennem dialogisk oplæsning

Nu er det på plads hvordan dialogisk oplæsning praktiseres, men hvordan hænger dette så sammen

med sprogstimulering af barnet? I bogen ”Sprog som værktøj og legetøj” forklare Niels Mors

hvordan sprogteorien kan bestå af tre dele, form, indhold og funktion, som tilsammen udgør

menneskets sproglige værktøjskasse, se figur 1.

Figur 1

Først når mennesket er i stand til på en hensigtsmæssig måde, at anvende alle tre dele i en konkret

social kontekst kan man tale om, at der er et sprogbrug. Man skal altså kunne trække det værktøj

frem som egner sig bedst i den pågældende sammenhæng, det bliver en automatisering af en række

regler og lovmæssigheder.

Heroverfor er der sprogteorien som beskriver enkeltdelene, sprogteorien forholder sig altså enten til

form, indhold eller funktion. Sprogteorien forholde sig teoretisk til sprogets enkeltelementer, som

kunne være syntaktisk, ortografisk og fonetisk teori (formsiden). Denne sprogteori interessere sig

ikke for indholdet, men for hvorvidt mennesket er i stand til at bruge sproget korrekt. Forstået på

den måde at teorien forholder sig til hvorvidt udtale, stavemåde og opbygningen er korrekt. Hvis

indholdet skal undersøges skal man anvende andre teoretiske discipliner, semantik, analyse og

retorik som er betydningslærer og talekunst. Sidst men ikke mindst er der sprogets funktion, som

handler om den intention mennesket har med det de siger, man kan bede om noget, drille, mobbe

osv. (Mors, 2009, s. 19 - 20).

Mors er imod det strukturalistiske sprogsyn som ligesom sprogteorien forholder sig teoretisk til

sprogets enkeltelementer. Det strukturalistiske sprogsyn ser på sproget som et system af grammatik,

Sprogbrug Form

Ord, sætning, genrer

Indhold

Semantik, betydning

Funktion

sproghandlinger

8

syntaks og fonetik mm. Med det strukturalistiske sprogsyn er det underviseren der har svaret på den

rigtig bøjning og udtale, og kan dermed undervise eleven. Sprogsynet forholder sig udelukkende til

sprogteoriens strukturer, hvor man f.eks. kan vælge at fokusere mest på sprogets formsiden, som

skal bidrage til, at mennesket er i stand til at anvende sproget korrekt, herunder kan man vælge at

fokusere på ordlydene, sætningslæren eller retskrivningen.

Overfor det strukturalistiske sprogsyn har vi det funktionalistiske sprogsyn. Dette sprogsyn tager

udgangspunkt i sprogbrugen i uformaliserede læreprocesser og kan ikke dele sproget op i praksis

ligesom det strukturalistiske sprogsyn kan. Det funktionalistiske sprogsyn ser på sproget som en

helhed. Med dette sprogsyn er man af den holdning, at det er lige lyst og nødvendighed der gør at

barnet tilegner sig nye ord. ”Og de gør det fordi det er en livsnødvendighed for dem i deres

kulturelle og sociale samvær, samspil, samtale og samforståelse også sprogligt at kunne beherske

sig selv, hinanden og verden.”. Her beskrives det hvordan barnet helt uden skolelignende aktiviteter

selv har lyst til at lære sproget (Mors, 2009 s. 18-21).

Det giver for mig mest mening, at se det funktionalistiske sprogsyn i sammenhæng med dialogisk

oplæsning. Det gør det, eftersom den dialogiske oplæsning som Mette Nygaard Jensen beskriver

den skal bidrage til, at barnet får lyst til at tale og lege med sproget. Ved dialogisk oplæsning

kommer lysten som Niels Mors beskriver til udtryk, både inden, under og efter dialogisk oplæsning,

barnet skal gennem dialogisk oplæsning få lyst til at snakke om bogen og dens indhold. Barnet vil

desuden lege med nogle af de ord som er blevet læst op, og efter flere oplæsninger blive i stand til

at huske ordene og anvende dem i den rigtige sammenhæng. Da jeg afprøvede metoden i praksis

med 5 drenge på 5-6 år, var det tydeligt, at de tredje gange jeg læste bogen for dem, kunne fortælle

og snakke meget mere. Jeg prøvede at få drengene til at ”læse” historien for mig, og hjalp dem på

vej med ledende spørgsmål om handlingen, og de var ovenud stolte da vi var færdige, fordi de

kunne huske så meget af historien. Også nogle af de ord vi havde snakket om undervejs i forløbet

kunne drengene huske og forklare med egne ord hvad betød, vi snakkede bl.a. om hvad det betød at

være bekymret og angst. De var i det hele taget rigtig gode til, at sætte rigtig mange ord på det de

ville fortælle, og gav sig tid til at tænke over det.

Niels Mors beskriver desuden den nødvendighed, som børnene godt er klar over det er, at tilegne

sig nye ord. I forhold til dette er min vurdering at barnet i oplæsnings- og samtalesituationerne godt

er klar over at det bliver nødt til at bidrage for at kunne være en del af både samspillet og samtalen.

Da jeg afprøvede dialogiske oplæsning, var det tydeligt at drengene hurtigt blev klar over, at de var

9

nødt til at sige noget og lytte efter, for at kunne være med. Jeg erfarede flere gange at drengene

rakte hånden i vejret uden egentligt at have noget at sige, men de fandt hurtigt på noget, fordi de

kunne se nødvendigheden af, at skulle bidrage for at kunne deltage. Jeg oplevede desuden, at

børnene havde lyst til at snakke, de kunne slet ikke holde det tilbage, min vurdering af forløbet er,

at alle drenge havde en følelse af, at det de sagde var betydningsfuldt og spændende for alle at høre

og tale videre om. Da vi var færdige med den sidste læsning ,fortalte de stolt til de andre pædagoger

,at det var dem der havde læst historie for mig. Undervejs i oplæsningen blev der også leget med

ordene, i bogen vi læste var der forskellige dyr, dyrene havde navne som startede med samme

bogstav som deres art, eks. Georg Gås, Ole Odder, Bruno Bamse o. lign.

På den anden side kan jeg også tydeligt se det strukturalistiske sprogsyn komme til syne i dialogisk

oplæsning. Det ser jeg i dialogisk oplæsning, med fokus på det fonologiske, som i høj grad

præsenterer formsiden af figur 1. Her går pædagogen netop ind og træner børnene i at sige ordene

korrekt, dele dem op i stavelser og lægge mærke til lydene. Det handler på ingen måde om ordenes

indhold/betydning eller om deres funktion. Min vurdering er, at pædagogen her har lærerbrillerne

på, og øver børnene i at tale korrekt, her findes et rigtigt og forkert svar, som pædagogen sidder

med. Det strukturalistiske sprogsyn ville altså sige at det er i oplæsningens fonologiske del barnets

sprogtilegnelse udvikles. I forhold til dette tænker jeg, at mennesker med et funktionalistisk

sprogsyn ville sige at barnet ikke tilegner sig sproget herigennem. Fonologisk oplæsning bliver ikke

”drevet” af barnets lyst til at lære, men er en styret proces hvor barnets interesser ikke tilgodeses og

der er rigtigt og forkert svar.

Bente og Lena Sidenius som har skrevet om sprogstimulering af børn, mener ligesom Mors, at

barnets sprogtilegnelse skal drives af lyst, de mener barnet skal have mulighed for og accept til, at

bruge det sprog som det magter. Når barnet kan se nødvendigheden af at bruge sproget korrekt, vil

det gøre det. Desuden vil alle barnets sproglige kompetencer blive bedre, når barnet får lov at bruge

sproget alsidigt og kommunikere (Sidenius, 2001, s. 138). Igen understreges vigtigheden af

talemåden ”det er lysten der driver værket”. Også her tydeliggøres det hvordan dialogisk oplæsning

altså kan øge barnets sprogtilegnelse. Værdigrundlaget for mig at se ved dialogisk oplæsning er at

give barnet mod og lyst til at bruge og lege med sproget, og herigennem sker sprogtilegnelsen.

10

3.0 Konklusion

Jeg ville i min opgaves første del undersøge, hvordan pædagogen kan anvende dialogisk oplæsning.

Dialogisk oplæsning kan anvendes på to forskellige måder, den ene har fokus på samtale mens den

anden har fokus på ordlydene. Man skal til begge metoder præsentere bogen for børnene og læse

den igennem mindst en gang inden den dialogiske oplæsning begynder, således barnet får et

kendskab til bogens indhold. I dialogisk oplæsning hvor pædagogen fokusere på samtalen har Mette

Nygaard Jensen lavet nogle punkter hvorudfra pædagogen kan lave nogle spørgsmål, eller

samtalepunkter som kan anvendes før, under og efter læsningen. Til slut kan pædagogen opfordre

børnene til leg, som relatere sig til den oplæste bogs tema.

Når pædagogen anvender dialogisk oplæsning med fokus på ordlydene, kan hun snakke med

børnene om, at der er noget der hedder bogstaver, og disse danner forskellige ord. Man kan desuden

sige ordene i stavelser og få børnene til at finde ord som lyder ens eller rimer. Både her og i den

ovenstående metode skal pædagogen sørge for at tilpasse spørgsmålene efter barnets

udviklingsniveau.

Mit næste spørgsmål var så, hvordan dette kunne udvikle barnets mundtlige sprogtilegnelse. Til

dette har jeg inddraget Niels Mors, som beskriver to forskellige sprogsyn, det strukturalistiske og

det funktionalistiske. Det strukturalistiske sprogsyn er af den holdning, at sproget er et system af

grammatik, syntaks og fonetik mm. Det handler meget om hvorvidt mennesket er i stand til at

udtrykke sig klart, har den rigtige udtale og er grammatisk korrekt. Det er hovedsageligt sådanne

ting pædagogen øver med børnene i den fonologiske oplæsning. Det er altså her sprogtilegnelsen

sker, hvis man har det strukturalistiske sprogsyn. Det funktionalistiske sprogsyn derimod mener, at

sprogtilegnelsen hos børn sker af lige lyst og nødvendighed. Barnet indser at det er nødt til at lære

sproget for at kunne indgå i forskellige samspil. Der ses på sprogbrugen i uformaliserede

lærerprocesser og sprogtilegnelser sker altså idet, at barnet i oplæsningen får lyst til at bruge

sproget, og desuden kan se nødvendigheden af, at bruge sproget for at kunne deltage.

11

4.0 Sprogscreening eller pædagogiske aktiviteter?

Efter at have erfaret at pædagogiske aktiviteter som f.eks. dialogisk oplæsning kan være med til, at

udvikle barnets sprog, undre jeg mig over hvor lidt sådanne metoder anvendes i pædagogisk praksis

til udvikling af børnenes forskellige kompetencer. I forhold til dialogisk læsning kan det både

foregå med små og store børn, tosprogede, stammere, børn med talevanskeligheder og børn som har

et godt alderssvarede sprog. Både Mette Nygaard Jensen og Niels Mors er tilhængere af det

funktionalistiske sprogsyn, som netop handler om at børnene tilegner sig sproget i uformelle

læringsprocesser. Hvorfor er det så pædagoger i de forskellige institutioner bruger flere timer på, at

udfylde tests som skal vurdere, hvorvidt et barn er på alderssvarende niveau? Jeg har gennem

opgavens forløb reflekteret en del over dette, og er nået frem til et svar, om det er rigtigt eller ej

vides ikke, men jeg tror på at det er sandsynligt. Min konklusion på mine refleksioner er, at det

simpelthen er for svært for pædagogen, at vide hvorvidt et barn er alderssvarende, hvis ikke der er

udarbejdet en test, som via sit pointsystem giver pædagogen svaret på, om barnet er alderssvarende

eller ej. Jeg er af den holdning, at en sådan test ikke tilgodeser alle sprogets facetter, jeg tror ikke på

at en test kan gøre noget som helst godt for hverken pædagogen, barnet eller som i dette tilfælde

barnets sprog. Efterhånden som pædagogen får et godt kendskab til de forskellige tests, vil den

pågældende bevidst eller ubevidst øve børnene i de ting som fremgår af testen. Men hvad så med alt

det der ikke tages højde for i testen, er det ligegyldigt, når bare det ser godt ud på papiret? Min

bekymring går i høj grad på, at jeg er bange for at pædagoger mister alle de værdifyldte metoder og

aktiviteter som med fordel kan anvendes i forhold til barnets udvikling, fordi der bliver lavet tests til

at bedømme barnets motoriske kunnen, sociale samspil, sprog mv.

12

5.0 Litteraturliste

Bøger:

Bogh, Cecilie (2007): Kap. 12, Børne- og ungdomslitteratur. I: Sørensen, Mogens (1. udgave, 1.

oplag, 2007), Dansk, kultur og kommunikation – et pædagogisk perspektiv. Akademisk Forlag,

København.

Jensen, Mette Nygaard (2. udgave, 2009): At læse med børn – dialogisk oplæsning i dagtilbud.

Forlaget Klim.

Kjer, Birthe (1. udgave, 1. oplag, 2006): Bogen om Noah – til dialogisk oplæsning. Social-

pædagogisk Forlag.

Mors, Niels (2009): Kap. 1, Sprogstimulering. I: Jørgensen, Hanne Hede (1. udgave, 3. oplag,

2009): Sprog som værktøj og legetøj. Forfatterne og Academica, Århus.

Sidenius, Bente og Lena (2001): Kap 15. Sprogstimulering. I: Sidenius, Bente og Lena (1. udgave,

1. oplag, 2001) Sprogstimulering af børn. Nordisk Forlag A/S, København.

Internetsider:

BUPL:

http://bupl.dk/iwfile/BALG-

88ULCK/$file/Om%20sprogudvikling%20og%20screening%20af%20b%C3%B8rns%20sprog.pdf

d. 8/9-2011, kl. 20.20