13
EMA UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS RETSBOG Den 19. september 2017 kl. 10.00 blev retten sat af retsassessor Helle Degnbol. Der foretoges: B-235-17 Selskab B ApS u/konkurs (advokat Boris K. Frederiksen) mod S Ingen var mødt. Der fremlagdes: - Processkrift af 24. maj 2017 med bilag 1 - 13, - Forkyndelsespåtegning af 13. juni 2017 fra stævningsmand.

UDSKRIFT AF SØ- & HANDELSRETTENS RETSBOGkammeradvokaten.dk/media/5987/nyhed-2-anonymiseret... · taltilførsel fra ejeren i form af kontante kapitalindskud eller lignende. Ved en

  • Upload
    lydiep

  • View
    214

  • Download
    0

Embed Size (px)

Citation preview

EMA

UDSKRIFT

AF

SØ- & HANDELSRETTENS RETSBOG

Den 19. september 2017 kl. 10.00 blev retten sat af retsassessor Helle Degnbol.

Der foretoges:

B-235-17

Selskab B ApS u/konkurs (advokat Boris K.

Frederiksen)

mod

S

Ingen var mødt.

Der fremlagdes:

- Processkrift af 24. maj 2017 med bilag 1 - 13,

- Forkyndelsespåtegning af 13. juni 2017 fra stævningsmand.

- 2 -

Der afsagdes sålydende

KENDELSE:

Indledning og parternes påstande

Denne sag drejer sig om konkurskarantæne i tilknytning til behandling af konkursboet efter

Selskab B ApS.

Kurator, advokat Boris Frederiksen, har nedlagt påstand om, at S pålægges

konkurskarantæne i tre år.

S har ikke nedlagt nogen påstand i sagen.

Processkriftet er lovligt forkyndt for sagsøgte den 13. juni 2017.

Sagen er afgjort på skriftligt grundlag.

Oplysninger i sagen

Selskab B ApS er stiftet den 23. juli 2003 af S Holding ApS og N Holding ApS med en

selskabskapital på 125.000 kr. S har siden den 9. juni 2009 og frem til den 20. juli 2016

været registreret som direktør i selskabet. Selskabets formål var at yde professionel pleje,

omsorg i eget hjem, hjemmepleje samt hermed beslægtet virksomhed. Selskabet havde

regnskabsår fra den 1. januar til den 31. december, og første periode løb fra den 23. juli 2003

til den 31. december 2003.

Selskabet blev på grundlag af en konkursbegæring modtaget den 14. juni 2016 taget under

konkursbehandling den 20. juli 2016, hvor advokat Boris Frederiksen blev udpeget som ku-

rator.

- 3 -

Der er i konkursboet anmeldt krav i medfør af konkurslovens § 97 for 3.981.524,97 kr., hvoraf

ca. 3,6 mio. kr. vedrører krav anmeldt af SKAT.

Om sagens øvrige omstændigheder fremgår af kurators processkrift bl.a.:

”…

Denne sag handler om, hvorvidt tidligere direktør i Selskab B ApS (nu under konkurs), S, skal pålægges

konkurskarantæne i medfør af konkurslovens § 157.

Dette processkrift indgives i medfør af konkurslovens § 161.

Sø- og Handelsrettens skifteafdeling besluttede den 27. april 2017 på baggrund af kurators begrundede

indstilling at indlede konkurskarantænesag mod S, jf. udskrift af retsbog af 27. april 2017 (bilag 1).

1. SELSKABSFORHOLD OG BAGGRUND FOR KONKURSENS INDTRÆDEN

1.1 Selskabets stiftelse, formål og ledelseshistorik

Selskab B ApS blev stiftet den 23. juli 2003 af N Holding ApS (CVR-nr.

XXXXXXXX). Samtidig indtrådte N som direktør i selskabet. S ejede på stiftelsestidspunktet 100 % af

andelene i moderselskabet N Holding ApS.

Selskabets registrerede formål var ifølge fuldstændig selskabsrapport fra Erhvervsstyrelsen (bilag 2) at

yde professionel pleje, omsorg i eget hjem, hjemmepleje samt hermed beslægtet virksomhed. Selskabets

drift bestod navnligt i at yde privat hjemmehjælp, personlig pleje og service for ældre borgere.

Den 9. juli 2009 udtrådte N som direktør i selskabet. I stedet indtrådte S, der fortsatte som

administrerende direktør i selskabet frem til den 20. juli 2016, hvor selskabet blev taget under

konkursbehandling ved dekret afsagt af Sø- og Handelsrettens skifteafdeling.

Moderselskabet N Holding ApS blev efterfølgende taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af Sø-

og Handelsrettens skifteafdeling den 15. december 2016.

1.2 Selskabets indkøb af vikarydelser hos moderselskabet N Holding ApS

SKAT sendte den 22. september 2015 en påmindelse om, at selskabet manglede at afregne udestående

skatterestancer. Bogholderen orienterede herefter straks ledelsen om, at SKAT ”raslede med sablerne” (bi-

lag 3). Kort tid herefter, i oktober 2015, blev selskabets vikarer opsagt for herefter at blive genasat hos

moderselskabet N Holding ApS.

Det fremgår af selskabets bankkontoudskrifter (bilag 4), at der i perioden fra den 12. oktober 2015 til den

16. juni 2016 blev overført ca. kr. 2,0 mio. til N Holding ApS for levering af vikarydelser.

Det følger af oversigterne over timelønninger for vikarer ansat hos moderselskabet Selskab BV (bilag 5),

sammenholdt med Selskab BV normalprisliste (bilag 6) og de til Selskab B udstedte fakturaer (bilag 7),

at den af moderselskabet opkrævede timepris var betydeligt højere end de omkostninger, som Selskab B

ApS hidtil havde afholdt på vikarydelser (timeløn til vikarerne) tillagt administrationsomkostninger

forbundet herved.

- 4 -

Kurator har ikke fundet nogen forretningsmæssig begrundelse for selskabets opsigelse af medarbejderne

og den efterfølgende genansættelse i moderselskabet.

1.3 Ulovligt kapitalejerlån

I årsrapporten for 2011 (bilag 8) anførte revisor, ”at selskabet i strid med selskabslovens § 210, stk. 1 har

ydet lån til selskabets direktør og dennes hustru, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar”. Af revisionsproto-

kollatet for samme år (bilag 9) fremgår det, at S og dennes hustru i regnskabsåret modtog aconto løn på

kr. 87.500, som i strid med selskabslovens § 210, stk. 1, ikke var modregnet ved efterfølgende

lønudbetalinger.

Samme forhold er anført i 2012 (bilag 10), hvor selskabet i strid med selskabsloven i løbet af året havde

ydet lån til direktøren og dennes hustru for kr. 65.945,-.

I årsrapporterne for 2013 (bilag 11) og for 2014 (bilag 12) fremgik det forsat, at der var ydet lån i årets

løb til ledelsen i strid med selskabslovens § 210, stk. 1. Der er dog ikke opgjort nogen beløb herpå.

Det fremgår af revisionsprotokollaterne, at ledelsen i alle årene oplyste om, at transaktionerne blev forren-

tet efter selskabslovens § 215 og foregik på markedsmæssige vilkår.

1.4 Konkursens indtræden

Om årsagen til Selskab B ApS’ konkurs har tidligere direktør, S, oplyst til kurator, at driften i selskabet i en

længere periode havde været underskudsgivende, og at selskabet i den forbindelse opbyggede en større

restance til SKAT. Selskabet var endvidere ramt af sygdom hos medarbejderne i et større omfang, og

selskabet havde i forbindelse hermed være nødsaget til at afholde større omkostninger til både interne og

eksterne vikarer. Disse omkostninger belastede selskabets regnskab mere end forventet og påvirkede således

selskabets økonomiske formåen negativt.

Endvidere har selskabets tidligere direktør oplyst til kurator, at ledelsen af Selskab B ApS påbegyndte en

afvikling af selskabet i april måned 2016, som konsekvens af, at selskabet ikke vandt et udbud i L

Kommune vedrørende servicering af omkring 1.000 borgere. Selskabet indstillede endeligt driften i

forbindelse med udløbet af den sidste kontrakt den 30. juni 2016.

Kurators undersøgelser af forholdene har vist, at selskabet tilsyneladende allerede i efteråret 2015 indstil-

lede sig på at blive fravalgt i udbuddet. Således har L Kommune orienteret kurator om, at Selskab B ApS

hverken åbnede udbudsdokumenterne eller afgav tilbud i løbet af udbudsprocessen.

Ved gennemgang af selskabets e-mailkonti har kurator endvidere konstateret, at selskabets ejere i decem-

ber 2015 forsøgte at sælge selskabet til en anden leverandør på markedet. Det var meningen, at den anden

leverandør skulle overtage selskabets borgere, inventar og medarbejdere for kr. 150.000,-. Videre ville

Selskab B ApS modtage kr. 150.000,-, såfremt Selskab B ApS afstod fra at afgive tilbud og den anden

leverandør vandt udbuddet. Dette er efterfølgende blevet bekræftet af leverandøren, der vandt udbuddet i

foråret 2016 i L Kommune. Ifølge det oplyste blev aftalen imidlertid ikke overholdt, og der blev ikke

foretaget nogen betalinger til Selskab B ApS eller dennes ledelse i øvrigt fra den vindende leverandør.

Videre er kurator blevet orienteret om, at det alene var et fåtal af medarbejderne fra Selskab B ApS, som

fik ansættelse hos den vindende leverandør.

Ovenstående omstændigheder resulterede tilsammen i et likviditetsbehov hos Selskab B ApS, der

medførte, at selskabet blev insolvent, og den 20. juli 2016 blev selskabet taget under konkursbe-

- 5 -

handling ved dekret afsagt af Sø- og Handelsrettens skifteafdeling, jf. konkurslovens § 15, stk. 3. Advokat

Boris Frederiksen blev ved samme lejlighed udpeget som kurator på baggrund af en indstilling fra SKAT.

Som ovenfor anført, var driften i konkursboet indstillet på tidspunktet for dekretets afsigelse, hvor SKAT

stod tilbage som konkursboets største kreditor.

2. KURATORS UNDERSØGELSER

2.1 Bogførings- og regnskabsforhold

Kurator har i forbindelse med bobehandlingen bl.a. foretaget en undersøgelse af selskabets bogførings- og

regnskabsmateriale.

Det fremgår af selskabets årsrapport for 2013 (bilag 11), at selskabskapitalen på kr. 125.000,-, som følge af

et negativt driftsresultat på kr. 348.154,-, var tabt. Som konsekvens af det negative driftsresultat udgjor-

de egenkapitalen således pr. 31. december 2013 kr. -66.128. Selskabet forventede dog ifølge ledelsesberet-

ningen at reetablere egenkapitalen alene ved egen indtjening.

Det kan endvidere udledes af årsrapporten for 2014 (bilag 12), som blev underskrevet den 29. juni 2015,

at selskabet i 2014 havde realiseret et negativt resultat på ca. kr. 0,9 mio., og at egenkapitalen som følge

heraf faldt til ca. kr. -1,0 mio.

Af revisors erklæring i selskabets årsrapport for 2014, der blev aflagt den 29. juni 2015, anføres følgende

forbehold (bilag 12, side 2):

”Selskabet har været ude af stand til at indfri væsentlig forfalden gæld. Ledelsen

overvejer for tiden forskellige planer med henblik på at sikre virksomhedens fortsatte

drift, men har ikke været i stand til at fremlægge konkrete handlingsplaner med

budgetter mv. Da ledelsen ikke har kunnet sandsynliggøre, at den nødvendige kapi-

tal kan fremskaffes, burde årsregnskabet efter vores opfattelse aflægges efter realisa-

tionsprincippet, hvilket ville reducere årets resultat og egenkapital væsentligt. Det

har ikke været muligt at opgøre den præcise indvirkning heraf på årsregnskabet.”

Revisor konkluderede på denne baggrund, at årsrapporten hverken gav et retvisende billede af selskabets

aktiver, passiver, finansielle stilling eller af resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret 2014. Re-

visor påtegnede følgelig regnskabet med en afkræftende konklusion.

Det fremgår videre af 2014-årsrapportens ledelsesberetning, at den fortsatte drift var afhængig af en kapi-

taltilførsel fra ejeren i form af kontante kapitalindskud eller lignende. Ved en gennemgang af selskabets

økonomiske forhold har kurator dog konstateret, at kapitalejeren ikke efterfølgende tilførte selskabet nogen

former for kapital. Betingelserne for den fortsatte drift blev således i perioden efter udarbejdelsen af års-

regnskabet for 2014 den 29. juni 2015 og frem til dekretet ikke opfyldt.

2.2 Aktiver og passiver i konkursboet

Der er konkursboet realiseret aktiver for foreløbigt kr. 442.336,64. Der er samtidig i konkursboet anmeldt

krav for i alt kr. 4.053.589,15, som fordeler sig som følger:

Konkurslovens § 93 (massekrav) kr. 5.750,00

Konkurslovens § 95 (privilegerede lønmodtagerkrav) kr. 66.314,18

Konkurslovens § 97 (almindelige kreditorkrav) kr. 3.981.524,97

kr. 4.053.589,15

- 6 -

Størstedelen af kreditormassen består af SKATs krav, som ifølge skattekontoen (bilag 5) allerede pr. den

31. december 2013 udgjorde ca. kr. 1,0 mio. Restancen voksede fortsat herefter, og året efter – den 31. de-

cember 2014 – udgjorde restancen ifølge skattekontoen ca. kr. 1,7 mio. På tidspunktet for udarbejdelsen af

årsrapporten for 2014 den 29. juni 2015 var skatterestancen vokset til ca. kr. 2,8 mio.

I perioden efter den 29. juni 2015 voksede skatterestancen fortsat betydeligt, hvorfor selskabet i oktober

2015 indgik en betalingsaftale med SKAT. Gælden omfattet af betalingsaftalen udgjorde på dette tids-

punkt ca. kr. 3,6 mio., og selskabet skulle ifølge aftalen afdrage gælden ved 11 rater á kr. 280.438,41 og 1

rate á kr. 530.294,40.

På trods af indgåelsen af betalingsaftalen og betaling af afdrag herpå, var selskabet imidlertid grundet de

fortsat negative driftsresultater heller ikke i den efterfølgende periode frem til konkursen i stand til at af-

regne løbende skattetilsvar.

SKAT har foreløbigt anmeldt et krav på ca. kr. 3,6 mio. i konkursboet. Hertil forventes yderligere renter

samt et endnu ukendt afgiftstilsvar. Det fremgår af skattekontoen, at skatterestancen efter udløbet af juli

2016, hvor dekretet blev afsagt, udgjorde ca. kr. 4,9 mio.

Da konkursboet alene har realiseret aktiver for kr. 442.336,64, kan det konstateres, at der langt fra vil væ-

re fuld dækning til de anmeldte simple krav i medfør af konkurslovens § 97. Selskabets konkurs vil derfor

medføre væsentlige tab for de simple kreditorer i konkursboet, herunder særligt tvangskreditoren SKAT.

2.3 Koncernforhold

Kurator er bekendt med, at moderselskabet N Holding ApS tillige er taget under konkursbehandling. I

henhold til konkurslovens § 157, stk. 3, skal kurator således oplyse, at Sø- og Handelsrettens

skifteafdeling den 19. april 2017 har meddelt kurator, at der ikke er indledt sag om konkurskarantæne

mod S som led i bobehandlingen af moderselskabet.

…”

Parternes synspunkter

Kurator har gjort gældende bl.a.:

”…

Konkursboet gør til støtte for den nedlagte påstand overordnet gældende, at betingelserne for at pålægge

S konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, er opfyldt.

Det gøres således gældende; at (1) S har deltaget i ledelsen af Selskab B ApS senere end et år før

fristdagen, at (2) S har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, og at (3) det under hensyn til S’s

handlemåde og omstændighederne i øvrigt er rimeligt at pålægge ham konkurskarantæne. Endelig gøres

det gældende, at (4) S skal pålægges konkurskarantæne i 3 år, da ingen særlige grunde taler for at

pålægge ham konkurskarantæne i en kortere periode end 3 år.

De enkelte anbringender uddybes nedenfor.

- 7 -

1. DEN TIDSMÆSSIGE BETINGELSE

Det gøres for det første gældende, at konkurslovens tidsmæssige betingelse er opfyldt, jf. lovens § 157, stk.

1, 1. pkt., 2. led.

Fristdagen i konkursboet er den 14. juni 2016, jf. konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvilket er datoen for

konkursbegæringens indlevering til skifteretten.

Selskab B ApS’ ledelse har siden den 9. juni 2009, og således også i perioden senere end

et år før fristdagen, bestået af administrerende direktør S.

2. GROFT UFORSVARLIG FORRETNINGSFØRELSE

Det gøres for det andet gældende, at Spå grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at

deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens

forpligtelser, jf. konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., 3. led.

Til støtte for dette anbringende gøres det yderligere gældende;

at ledelsen fortsatte driften ud over håbløshedstidspunktet,

at ledelsen, som konsekvens af et uforsvarligt kapitalberedskab, påførte selskabets kreditorer

betydelige tab,

at ledelsen igennem en længere årrække systematisk opbyggede betydelige skatterestancer,

at ledelsen via indkøb af vikarydelser hos moderselskabet førte midler ud af selskabet og over i

moderselskabet ved dispositioner, som ikke kan anses som værende forretningsmæssig be-

grundet, og

at selskabet i strid med selskabslovens § 210, stk. 1, ydede lån til selskabets direktør og dennes

hustru.

2.1 Drift ud over håbløshedstidspunktet og selskabets manglende kapitalberedskab

Som redegjort ovenfor var selskabskapitalen på kr. 125.000,- tabt allerede ved udgangen af 2013. Egenka-

pitalen udgjorde således pr. 31. december 2013 kr. -66.128. I 2014 realiserede selskabet et negativt resul-

tat på ca. kr. 0,9 mio., hvorved egenkapitalen faldt til ca. kr. -1,0 mio.

Det gøres gældende, at S som direktør i selskabet løbende har været vidende om selskabets økonomi. Han

var således allerede i slutningen af regnskabsåret 2013 bekendt med, at selskabet havde tabt

selskabskapitalen som følge af den underskudsgivende drift.

Det følger af selskabslovens § 118, stk. 2, at selskabets ledelse har en forpligtelse til at sikre, at selskabets

kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde sel-

skabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, samt sikre, at selskabet over-

holder sine forpligtelser til at betale skatter, arbejdsmarkedsbidrag og moms.

S havde således som selskabets direktør ansvar for at sikre, at selskabets kapitalredskab til enhver tid var

forsvarligt. Det gøres hertil gældende, at S har forsømt denne ledelsesmæssige forpligtigelse, da han ikke

har sikret, at der var et forsvarligt kapitalredskab til at opfylde selskabets forpligtelser, herunder at

restancen til SKAT blev betalt.

- 8 -

I selskabsloven § 117 er anført følgende omkring direktionens forpligtelser i et kapitalselskab:

”I kapitalselskaber, der ledes efter § 111, stk. 1, nr. 1, varetager direktionen den dag-

lige ledelse af kapitalselskabet. Direktionen skal følge de retningslinjer og anvisnin-

ger, som bestyrelsen har givet. Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der

efter kapitalselskabets forhold er af usædvanlig art eller stor betydning. Sådanne di-

spositioner kan direktionen kun varetage efter særlig bemyndigelse fra bestyrelsen,

medmindre bestyrelsens beslutning ikke kan afventes uden væsentlig ulempe for ka-

pitalselskabets virksomhed. Bestyrelsen skal i så fald snarest muligt underrettes om

den trufne disposition.

Stk. 2. I kapitalselskaber omfattet af § 111, stk. 1, nr. 2, skal direktionen varetage så-

vel den overordnede og strategiske ledelse som den daglige ledelse. Direktionen skal

desuden sikre en forsvarlig organisation af kapitalselskabets virksomhed.”

Hertil kommer selskabslovens § 119 (kapitaltabsreglen), som skal læses i sammenhæng med selskabslo-

vens § 117, og som har følgende ordlyd:

”Ledelsen i et kapitalselskab skal sikre, at generalforsamling afholdes, senest 6 måne-

der efter at det konstateres, at selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af

den tegnede kapital. På generalforsamlingen skal det centrale ledelsesorgan redegøre

for kapitalselskabets økonomiske stilling og om fornødent stille forslag om foranstalt-

ninger, der bør træffes, herunder om kapitalselskabets opløsning.”

Af revisors erklæring i selskabets årsrapport for 2014 fremgår det tydeligt, at selskabet ikke havde været i

stand til at indfri væsentlig forfalden gæld. Videre havde ledelsen ikke været i stand til at fremlægge kon-

krete handlingsplaner og budgetter, eller i øvrigt været i stand til at sandsynliggøre, at den nødvendige

kapital for fortsat drift kunne fremskaffes.

Det gøres herefter gældende, at ledelsen senest på tidspunktet for udarbejdelse af årsregnskabet for 2015

den 29. juni 2015 burde have været bekendt med, at selskabet også i første halvår af 2015 havde realiseret

et negativt driftsresultat. Videre burde ledelsen have været bekendt med, at selskabet i perioden efter den

29. juni 2015 fortsat ville realise yderligere negative driftsresultater, og at gælden til kreditorerne dermed

ville vokse betydeligt.

Da der ikke var udarbejdet konkrete aftaler med kapitalejeren om indskud af kapital, var der allerede den

29. juni 2015 ikke udsigt til, at selskabet kunne vende udviklingen. Også i perioden efter den 29. juni

2015 realiserede selskabet negative resultater og opbyggede yderligere skatterestancer. Desuden blev der

ikke tilført den ekstra kapital, der var nødvendig for, at selskabet kunne fortsætte driften.

Det gøre på baggrund af disse forhold gældende, at driften i selskabet efter den 29. juni 2015 udgør drift

ud over håbløshedstidspunktet.

Det gøres på denne baggrund gældende, at S i sin egenskab af direktør groft har tilsidesat de

ledelsesmæssige forpligtelser, der følger af selskabslovens regler ved - efter at selskabets kapitalberedskab

var tabt - at have fortsat driften i selskabet ud over håbløshedstidspunktet.

2.2 Tab for selskabets kreditorer

Der er i alt anmeldt krav for kr. 4.053.589,15, hvoraf SKATs foreløbige krav som anført udgør i alt ca. kr.

3,6. SKATs samlede krav forventes at udgøre mindst kr. 4,9 mio. Da der ikke kan forventes dividende til

de efterstillede krav anmeldt efter konkurslovens § 97, og da der samtidig kun forventes en lille dividende

til de øvrige krav anmeldt i boet, gøres det gældende, at ledelsen ved at fortsætte driften ud over håbløs-

- 9 -

hedstidspunktet har påført selskabets kreditorer, herunder særligt SKAT som tvangskreditor, betydelige

tab.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at det eksplicit fremgår af Konkursrådets overvejelser forud for ved-

tagelse af reglerne i konkursloven om konkurskarantæne, at det i vurderingen af, om der er udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse bør indgå som et skærpende moment, at konkursen har ført til betydelige tab

for fordringshaverne, jf. herom lovforslag nr. 131 fremsat den 30. januar 2013 om ændring af konkurslo-

ven, retsplejeloven og retsafgiftsloven (L131/2012-2013, side 10).

2.3 Systematisk opbygning af skatterestancer

Det gøres videre gældende, at Selskab B ApS’ negative resultater i 2013 og 2014, samt

det utilstrækkelige kapitalberedskab, blev søgt dækket ved over en længere periode systematisk at opbygge

en betydelig skattegæld, idet selskabet, som redegjort ovenfor, i perioden 2013 til 2016 opbyggede en skat-

terestance på ca. kr. 3,6 mio.

I de særlige bemærkninger til konkurslovens § 157 i lovforslag nr. 131 af 30. januar 2013 om ændring af

konkursloven, retsplejeloven og retsafgiftsloven (LFF2012-2013.1.131 side 21) er følgende blandt andet

anført vedrørende vurderingen af, hvorvidt ledelsen har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse:

”Som eksempel på forhold, der efter en konkret vurdering kan tale for, at der har væ-

ret tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, kan nævnes tilsidesættelse i væsent-

ligt omfang af forpligtelser med hensyn til bogføring, regnskabsaflæggelse, momsan-

givelse og momsafregning og indeholdelse og afregning af A-skat.”

[min understregning]

Det fremgår således udtrykkeligt af forarbejderne til konkurslovens § 157, at tilsidesættelse af pligten til

indeholdelse og betaling af skatter og afgifter kvalificeres som groft uforsvarlig forretningsførelse.

Det følger også af praksis fra Østre Landsret, at undladelse af at afregne lovpligtige skatter og afgifter an-

ses som groft uforsvarlig forretningsførelse. Det følger således af kendelse af den 30. november 2016 (bi-

lag 13), hvor landsretten anførte følgende begrundelse for at pålægge konkurskarantæne:

”Det er ubestridt, at der i konkursboet er anmeldt krav for ca. 4,3 mio. kr., og at

SKATs krav udgør ca. 3,6 mio. kr. Begge de indkærede har ubestridt været registre-

ret som en del af selskabets ledelse frem til afsigelsen af konkursdekretet den 9. april

2015.

Der er siden februar/marts 2014 ubestridt ikke blevet afregnet A-skat og AM-bidrag

af selskabet, og selskabet har ubestridt ikke afregnet moms siden 4. kvartal 2013. Der

er således i en samlet periode på over 1 år ikke sket afregning af skatter og afgifter, og

dette har medført den ovennævnte betydelige restance til SKAT. Landsretten finder,

at der, som sagen foreligger oplyst, ikke har været noget realistisk grundlag for at

forvente, at selskabets driftsresultater i sig selv kunne indebære, at de meget betyde-

lige underskud, herunder i form af restancer til SKAT, som var opbygget i selskabet,

kunne blive betalt.

Når henses til den meget lange periode, hvor selskabet undlod at afregne de betydeli-

ge skatte- og afgiftsbeløb, der løbende blev angivet, finder landsretten, at medlem-

merne af selskabets ledelse, herunder de indkærede, som udgangspunkt må anses for

at have udvist en sådan groft uansvarlig forretningsførelse, at betingelserne for på-

læggelse af konkurskarantæne må anses for opfyldt.”

- 10 -

Det gøres med henvisning til gældende retspraksis således gældende, at det må betragtes som groft ufor-

svarlig forretningsførelse, når ledelsen i Selskab B ApS ikke reagerede på den kontinuerlige og systematiske

opbygning af væsentlige restancer til SKAT, der var resultatet af selskabets drift.

Navnlig med henvisning til, at selskabet ikke deltog i relevante udbud, og at ledelsen undlod at tilføre sel-

skabet den fornødne yderligere kapital gøres det videre gældende, at der ikke var noget realistisk grundlag

for at forvente, at Selskab B ApS’ driftsresultater i sig selv kunne indebære, at selskabets meget betydelige

restancer til SKAT ville kunne blive betalt. Selskabets opbygning af betydelig skattegæld er således blevet

brugt til at fortsætte driften ud over håbløshedstidspunktet.

2.4 Vikarydelser indkøbt hos moderselskabet

Som redegjort ovenfor blev selskabets vikarer opsagt i oktober 2015 for herefter at blive genasat hos mo-

derselskabet N Holding ApS. Selskab B ApS indkøbte herefter i perioden fra

den 12. oktober 2015 til den 16. juni 2016 vikarydelser hos moderselskabet for ca. kr. 2,0 mio. Vikarydel-

serne blev indkøbt til timepriser, der var betydeligt højere end de omkostninger, som Selskab B ApS hidtil

havde afholdt.

Det gøres hertil gældende, at en opsigelse af vikarerne for herefter at købe samme ydelser fra moderselska-

bet til en højere timepris, kun vil være forretningsmæssigt begrundet, hvis Selskab B ApS derved sparede

administrationsomkostninger forbundet med at have vikarerne ansat. Det bemærkes imidlertid, at Selskab

B ApS’ bogholder både i perioden før og i perioden efter vikarernes ansættelse hos moderselskabet

planlagde og tilrettelagde vikarernes arbejde. Bogholderen blev endvidere i begge perioder efter det oplyste

aflønnet af Selskab B ApS, hvorfor det de facto fortsat var Selskab B ApS, der afholdte

administrationsomkostningerne for vikarerne.

Det gøres således gældende, at der ikke er nogen forretningsmæssig begrundelse for, at Selskab B ApS

skulle leje vikarer fra kapitalejeren til en højere pris, end hvad Selskab B ApS hidtil selv havde afholdt.

Det gøres videre gældende, at forskellen på de fakturerede timepriser fra moderselskabet og de lønudgifter,

som Selskab B ApS tidligere afholdte til vikarerne, udgør en væsentlig overfakturering af ydelserne,

navnlig henset til, at vikarernes arbejde blev planlagt og tilrettelagt af bogholderen i Selskab B ApS.

Med udgangspunkt i den senest udstedte faktura fra moderselskabet til Selskab B ApS er der tale om en

overfakturering på ca. 39,15 %. Da der samlet blev overført ca. kr. 2,0 mio. til moderselskabet, må

overfaktureringen anses for at udgøre i alt ca. kr. 780.000,-.

Det gøres på baggrund af disse forhold samlet gældende, at der ved Selskab B ApS’ ind- køb af vikarydelser

fra moderselskabet N Holding ApS er sket en overfakturering for ydelserne, og at der herved er overført ca.

kr. 0,78 mio. til holdingselskabet ved dispositioner, som ikke kan anses som værende forretningsmæssigt

begrundet. Overførslerne er sket til fordel for den ultimative ejer og sagsøgte, S. Selskab B ApS’ likviditet

og kapitalgrundlag er herved blevet yderligere belastet på et tidspunkt, hvor det stod klart, at selskabet ikke

kunne betale sine kreditorer, herunder i særdeleshed SKAT.

2.5 Ulovligt kapitalejerlån

S har over for kurator bekræftet, at Selskab B ApS i strid med selskabslovens § 210, stk. 1, har ydet lån til

selskabets direktør og dennes hustru.

- 11 -

S har således efter konkursdekretets afsigelse oplyst, at lånet pr. 31. december 2015 udgjorde ca. kr.

30.000, samt at lånet var tilbagebetalt i løbet af 2015.

Da der ikke er udarbejdet årsregnskab for 2015, eller bogført for 2016, har det ikke ud fra det modtagne

regnskabs- eller bogføringsmateriale været muligt for kurator at be- eller afkræfte dette.

Ifølge selskabets regnskabsprogram, C5, udgjorde udbetalt aconto løn ca. kr. 42.000 pr. 31. december

2015. Det har dog ikke været muligt at finde bilagsmateriale for denne post. Det kan således ikke udeluk-

kes, at posten ikke er korrekt opgjort. Videre er boet heller ikke i besiddelse af dokumentation for, at lånet

er tilbagebetalt.

Det gøres på denne baggrund gældende, at forholdet bør inddrages i konkurskarantænens helhedsvurde-

ring.

3. RIMELIGHEDSBETINGELSEN

Det gøres for det tredje gældende, at det under hensyn til S’s handlemåde og omstændighederne i øvrigt

er rimeligt at pålægge ham konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 2.

4. KARANTÆNEPERIODEN

Det gøres for det fjerde gældende, S skal pålægges konkurskarantæne i 3 år, jf. konkurslovens § 158,

stk. 1, idet ingen særlige grunde taler for at pålægge ham konkurskarantæne i en kortere periode end 3

år.

Det gøres samtidig gældende, at koncernstrukturen med moderselskabet ikke er til hinder for at indstille

til, at der indledes konkurskarantæne ud af dette konkursbo, idet der efter det af Sø- og Handelsretten op-

lyste ikke er indledt konkurskarantænesag i forbindelse med konkursbehandlingen af moderselskabet.

…”

Sø- og Handelsrettens begrundelse og resultat:

Selskab B ApS blev den 20. juli 2016 taget under konkursbehandling med fristdag den 14.

juni 2016, og fristen i konkurslovens § 157, stk. 1, løber således fra den 14. juni 2015. Svar fra

den 9. juni 2009 og frem til den 20. juli 2016 registreret som selskabets direktør.

S har ikke medvirket til sagens oplysning.

På baggrund af de foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at S ikke sikrede et

forsvarligt kapitalberedskab i selskabet, selvom ham allerede ved udgangen af 2013 måtte

være bekendt med, at selskabet havde tabt selskabskapitalen. Endvidere lægger retten til

grund, at driften af selskabet blev fortsat frem til juni 2016, selvom det i juni

- 12 -

2015 burde have stået S klart, at videre drift ville medføre betydeligt tab for kreditorerne, at

der er ydet ulovligt anpartshaverlån i 2015 på i hvert fald 30.000 kr., ligesom det lægges til

grund, at selskabet har undladt at foretage afregning af moms, skat og

arbejdsmarkedsbidrag. Endelig lægges det til grund, at der er overført ca. 780.000 kr. til N

Holding ApS ved dispositioner, der ikke kan anses for forretningsmæssigt begrundet,

men er sket til fordel for S.

S har således som selskabets direktør tilsidesat de ledelsesmæssige pligter, der påhviler

ham i medfør lovgivningen med betydelige tab for især SKAT til følge.

På denne baggrund finder retten, at S har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, og at

han derfor fremover er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Herefter, og under hensyn til hans handlemåde og omstændighederne i øvrigt, finder retten,

at det er rimeligt at pålægge S konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 1 og 2.

Karantæneperioden fastsættes til to år, da der er gået mere end et år, fra konkursdekret blev

afsagt, jf. konkurslovens § 158, stk. 1.

Derfor bestemmes:

S pålægges konkurskarantæne i to år.

S skal inden 14 dage til statskassen betale sagens omkostninger med

15.000 kr.

***

- 13 -

Retten fastsatte kurator, advokat Boris K. Frederiksens vederlag til 12.000 kr. med tillæg af

moms, i alt 15.000 kr. Beløbet betales af statskassen.

Sagen sluttet.

Retten hævet.

Helle Degnbol

(Sign.)

Udskriftens rigtighed bekræftes

Sø- og Handelsretten, den 19-09-2017

Eva Holmberg

Retssekretær med specialistfunktioner