UN doktrinudvikling En Casestudy af UN missioner i … · UN doktrinudvikling En Casestudy af UN missioner i Liberia og Sierra Leone ... APC ~ Armored Personel Carrier C2 ~ Command

UN doktrinudvikling

En Casestudy af UN missioner i Liberia og Sierra Leone

”This seventeen-year-old lost both hands to rebels’ machetes. Waterloo camp, Sierra Leone, 1998. UNICEF /HQ96-0566 / Giacomo Pirozzi”

Kaptajn J.S. LarsenKaptajnløjtnant C. Fischer-KnudsenOverlæge S. Lyduch

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET ii

FORSVARSAKADEMIETVUT II/L – STK 2002/2003Kaptajn J.S. LarsenKaptajnløjtnant C. Fischer-KnudsenOverlæge S. Lyduch April 2003

UN missioner i Liberia og Sierra Leone

Med baggrund i en case study undersøges det, om UN anvendte erfaringsgrundlaget fraUN mission i Liberia og første fase af UN mission i Sierra Leone, til gennemførsel af andenfase af UN mission i Sierra Leone.Med baggrund i undersøgelsen fremkommes med forbedringsforslag til en ny doktrin for UNmissioner.

Speciale

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET iii

ANVENDTE FORKORTELSER I SPECIALEN

AFDB ~ African Development BankAFL ~ Armed Forces of LiberiaAFRC ~ Armed Forces Revolutionary Council (major Johnny Paul Koroma, SL)APC ~ All People’s Congress (Siaka Stevens, SL)APC ~ Armored Personel CarrierC2 ~ Command and ControlCDF ~ Civil Defence ForceCONOPS ~ Concept of OperationsCRC-NPFL ~ The Central Revolutionary Council (udbrydergruppe fra NPFL, LIB)CFVC ~ Cease-fire Violations Committee (LIB)DD&R ~ Disarmament, Demobilization and Reintegration of Ex-CombatantsECOMOG ~ ECOWAS Monitoring GroupECOWAS ~ Economic Community of West African StatesEO ~ Executive Outcomes (SA)FC ~ Force CommanderHACO ~ The United Humanitarian Assistance Coordination Office (Ansvarlig for de

operationelle aspekter vedr. demobilisering og for at koordinere reintegrati-onen (LIB)

IMF ~ International Monetary FundJCMC ~ Joint Cease-Fire Monitoring Committee. Blev afløst af en Violations Com-

mittee. Blev ledt af CH for UNOMIL (jf. Cotonou aftalen, LIB)LDF ~ Lofa Defence Force (LIB)LPC ~ Liberian Peace CouncilLOC ~ Lines of CommunicationLNTG ~ Lierian National Transitional GovernmentMNRRR ~ Ministry of National Reconstruction, Resettlement and Rehabilitation (SL).MRU ~ Mano River UnionNAM ~ Non-Aligned MovementNCDDR ~ The National Committee for Disarmament, Demobilazation and Reintegra-

tion (SL)NDDC ~ National Disarmament and Demobilization Commission (er regeringens an-

svarlige myndighed for koordination af afvæbningsaktiviteterne med fraktio-nerne, LIB)

NPFL ~ National Patriotic Front of Liberia (Charles Taylor)NRC ~ National Reform Council (oberst Andrew Juxom-Smith, SL)NPRC ~ National Provisional Ruling Council (kaptajn Valentine Strasser, SL)OAU ~ Organisation of African UnityOIC ~ Organization of the Islamic ConferencePLP ~ Peace and Liberation Party (oberstløjtnant (pens.) Johnny P. Koroma, SL)RSLAF ~ Republic og Sierra Leone Armed ForcesRUF ~ Revolutionary United Front (korporal Foday Sankoh, SL)RUFP ~ Revolutionary United Front Party (Foday Sankoh, senere Issa Sesay, SL)SA ~ SydafrikaSL ~ Sierra LeoneSLA ~ Sierra Leone ArmySLPP ~ Sierra Leone People’s Party (Ahmad Tejan Kabbah)

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET iv

SSD ~ Special Security Division (Enhed fra det nationale politi, SL).ULIMO ~ United Liberation Movement for Democracy in Liberia (Raleigh Seekie)ULIMO-J ~ Roosevelt Johnson afdelingen af ULIMOULIMO-K ~ Alhaji G.V. Kromah afdelingen af ULIMOUNAMSIL ~ United Nations Mission in Sierra LeoneUNDP ~ United Nations Development ProgrammeUNHCR ~ United Nations Commissioner for Human RightsUNOL ~ United Nations Peace-building Support Office in LiberiaUNOMSIL ~ United Nations Observer Mission in Sierra LeoneUNPP ~ United National People’s Party (Dr. John Karefa-Smart, SL)VC ~ Violations Committee (LIB)

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 1

INDHOLDSFORTEGNELSE

ANVENDTE FORKORTELSER I SPECIALEN IIIRESUMÉ 4KAPITEL 1. INDLEDNING 51.1. Formål. 51.1.1. Formålet med opgaven. 5

1.2. Problemformulering. 51.2.1. Den stillede opgave. 5

1.3. Besvarelse af opgaven. 5

1.4. Forudsætninger og begrænsninger 6

1.5. Teori. 7

1.6. Metode. 7

1.7. Kilder. 8

1.8. Formalia med mere. 8

KAPITEL 2. UNITED NATIONS DOKTRINER 92.1. Formål. 9

2.2. Indledning. 9

2.3. Peacekeeping og Peace Enforcement. 9

2.4. Doktrinernes udvikling gennem tiden. 11

2.5. Kapitel VII operationer. 13

2.6. Mandat og fredsstyrkens opgave. 14

2.7. Status of Force Agreement. 14

2.8. Force Commander og Chief Military Observer. 15

2.9. UN Special Representative. 15

2.10. UN daværende doktrin. 15

2.11. Guideline Standard Operating Procedures for Peacekeeping Operations. 17

2.12. United Nations Military Oberserves Handbook. 19

2.13. Nordic UN tactical Manual, volume I og II. 19

2.14. Sammenfatning. 252.14.1. Sammenfattede fokuseringsområder. 27

KAPITEL 3. REDEGØRELSE FOR LIBERIA 293.1. Eksterne aktører. 293.1.1. Economic Community of West African States (ECOWAS). 293.1.2. Organization of African Unity/African Union (OAU/AU). 30

3.2. Borgerkrigen i Liberia (1989-1997). ECOWAS/ECOMOG og UN. 30

KAPITEL 4. REDEGØRELSE FOR SIERRA LEONE 454.1. Borgerkrigen i Sierra Leone. 454.1.1. Perioden frem til maj 2000. 454.1.2. Perioden efter maj 2000. 56

KAPITEL 5. ANALYSE AF UNOMIL 695.1. Formål. 69

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 2

5.2. Indledning. 69

5.3. Mandat/opgave. 69

5.4. Kommando og kontrol. 71

5.5. Legitimitet. 72

5.6. Upartiskhed. 73

5.7. Samtykke fra de involverede parter. 73

5.8. Overvågning/kontrol med konfliktområdet. 73

5.9. Troværdighed. 74

5.10. Styrkesammensætning. 75

5.11. Afpasset magtanvendelse. 75

5.12. Gennemskuelighed. 76

5.13. Bevægelsesfrihed. 76

5.14. Forudseenhed. 77

5.15. Moral og disciplin. 77

5.16. Økonomi og materiel. 78

KAPITEL 6. ANALYSE AF UNOMSIL/UNAMSIL I 796.1. Formål. 796.1.1. Indledning. 79

6.2. Fokuseringsområder. 796.2.1. Mandat/opgave. 796.2.2. Kommando og kontrol. 826.2.3. Legitimitet. 836.2.4. Upartiskhed. 846.2.5. Samtykke fra de involverede parter. 846.2.6. Overvågning/kontrol med konfliktområdet. 856.2.7. Troværdighed. 866.2.8. Styrkesammensætning. 876.2.9. Afpasset magtanvendelse. 886.2.10. Gennemskuelighed. 906.2.11. Bevægelsesfrihed. 916.2.12. Forudseenhed. 916.2.13. Moral og disciplin. 926.2.14. Økonomi og materiel. 92

KAPITEL 7. SAMMENFATNING AF ANALYSERNE FOR UNOMIL OG UNOMSIL/UNAMSIL I 947.1. Formål. 94










UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 3






KAPITEL 8. ANALYSE AF UNAMSIL II 978.1. Formål og tidsmæssig begrænsning. 97















8.16. Sammenfattende delkonklusion. 116

KAPITEL 9. KONKLUSION 1209.1. Formål. 120

9.2. Gennemgang. 120

9.3. Afslutning. 124

KAPITEL 10. PERSPEKTIVERING 125BIBLIOGRAFI 1BILAG 1. 1BILAG 2. 1BILAG 3. 1BILAG 4. 1BILAG 5. 1BILAG 6. 1

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 4

RESUMÉ

Efter ophøret af den kolde krig udviste sikkerhedsrådet villighed og enighed til at anvendekapitel VII for at skabe fred og sikkerhed i verden. UN havde stor erfaring inden for traditionelPeacekeeping operationer (Kap. VI), hvilket afspejlede sig i UN daværende doktringrundlag.UN erfaring inden for Peace Enforcement (Kap. VII) operationer, var derimod begrænset.UNOMIL i Liberia og UNOMSIL i Sierra Leone var UN første fællesoperationer med en regi-onal organisation ECOWAS/ECOMOG. UNAMSIL, som afløste UNOMSIL, var UN førsteforsøg på at udføre en ”robust fredsbevarelse”.Borgerkrigen i Liberia startede i1989, og oprørslederen C. Taylor fik med sine NPFL styrkerhurtigt kontrol over størstedelen af landet. Politiske interesser i Afrika samt USA og Europasmanglende vilje til at gribe ind i krigen medførte, at løsning af konflikten blev lagt ud tilECOWAS, der i 1990 indsatte en militær Peacekeeping styrke. Styrken, der blev indsat udenaccept fra alle parter, måtte hurtigt øges i størrelse og i mandat til en Peace Enforcementstyrke. ECOMOG var nigeriansk domineret, havde store samarbejdsproblemer, dårlig ledel-se, manglende gennemskuelighed, troværdighed og upartiskhed med videre. For bl.a. atovervåge ECOMOG indsatte UN i 1993 UNOMIL, hvis sikkerhed skulle garanteres af ECO-MOG. Først i 1996 lykkedes det for styrken at deployere ud i hele Liberia for at udføre sitmandat og ved et frit og demokratisk valg i 1997 blev C. Taylor valgt som præsident i Liberia.Konflikten havde spredt sig til nabolandet Sierra Leone, hvor RUF (en Taylor støttet oprørs-gruppe) havde startet et angreb mod regeringen. RUF kom hurtigt til at kontrollere det mesteaf landet inklusive de vigtige diamantområder, som delvist finansierede RUF og NPFL krigs-førelse. Skiftende militære magthavere i Sierra Leone magtede ikke at besejre RUF, hvorforman entrerede med private militære organisationer, hvorved det i 1996 lykkedes at trængeRUF i defensiven og generobre de vigtige diamantminer. Kort tid efter i 1997 blev præsidentKabbah afsat ved et kup, og J. Koromah samt RUF overtog magten. ECOMOG blev herefterindsat i Sierra Leone. Først i 1998 havde ECOMOG opbygget tilstrækkelig styrke til at indta-ge hovedstaden, men RUF kontrollerede fortsat resten af landet.For at kontrollere ECOMOG etablerede UN i 1998 en observationsstyrke, UNOMSIL. TrodsECOMOG styrkestørrelse lykkedes det for oprørerne i januar 1999 at tilkæmpe sig kontrollenover store dele af hovedstaden, hvorefter størstedelen af UNOMSIL blev evakueret. Samti-dig besluttede Nigeria at trække sine tropper ud af ECOMOG, hvilket fjernede rygraden afstyrken. En fredsaftale mellem Kabbah og RUF blev herefter hurtigt etableret. Kontrollen affredsaftalens implementering skulle gennemføres af ECOMOG og UNOMSIL. UNAMSILblev kort tid efter etableret, med henblik på overtagelse af ECOMOG funktioner. UNAMSILvar betydelig mere neutralt afbalanceret, og havde mandat som Peace Enforcement styrke.Styrken var multinationalt sammensat men var ikke samarbejdet, og flere nationer reageredei starten ikke i henhold til mandatet. RUF udfordrede styrken i maj 2000 ved at tage soldaterfra UNAMSIL som gidsler. Dette medførte en begrænset og rent britisk intervention, somdrev oprørerne ud af hovedstaden og befriede gidslerne. Englands indtræden bevirkedesammen med styrkeforøgelsen af UNAMSIL, at UNAMSIL fik troen på sig selv, og begyndteat arbejde i henhold til mandatet. Styrken foretog en progressiv deployering ud over heleSierra Leone og gennemførte afvæbning, demobilisering og reintegrering samt sikrede af-holdelsen af det frie valg i maj 2002.Med baggrund i de i undersøgelsen benyttede fokuseringsværktøjer vurderes det, at erfarin-gerne fra UNOMIL og UNOMSIL generelt blev anvendt under UNAMSIL. Endvidere vurderesdet, at UNAMSIL, trods styrkens størrelse, ikke ville have været i stand til at løse opgavenuden de engelske rådgiveres og troppers tilstedeværelse i Sierra Leone.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 5

KAPITEL 1. INDLEDNING

1.1. Formål.Formålet med nærværende kapitel er at beskrive den stillede opgave, herunder identificereog afgrænse problemstillingen.

1.1.1. Formålet med opgaven.Formålet med specialen er at undersøge, om UN anvendte erfaringsgrundlaget fra UN mis-sion i Liberia og første fase af UN mission i Sierra Leone, til gennemførsel af anden fase afUN mission i Sierra Leone.Med baggrund i undersøgelsen fremkommes med forbedringsforslag til en ny doktrin for UNmissioner.

1.2. Problemformulering.At undersøge om UN anvendte erfaringsgrundlag med henblik på at løse konflikten i SierraLeone. Besvarelsen gennemføres ved en casestudy af UN missioner i Liberia og Sierra Leo-ne.

1.2.1. Den stillede opgave.Gruppen fik i september 2002 udleveret den stillede opgave af Forsvarsakademiet (FAK).Herefter gennemgik gruppen en problemformuleringsproces med henblik på at konstatere,hvad gruppen ville behandle i specialen.Der blev i FAK regi gennemført fire problemformuleringsseminarier, og efter det sidste semi-nar kunne gruppen fastsætte opgaven, herunder hvorledes gruppen ville løse opgaven. I denforbindelse blev både teori og metode fastlagt.

1.3. Besvarelse af opgaven.UN gennemlevede efter murens fald en drastisk stigning i antallet af fredsoperationer. UNoplevede mange problemfyldte og heriblandt mislykkede missioner, eksempelvis missioner-ne i Rwanda, Balkan og Somalia.Mange lande stillede efterfølgende spørgsmål ved, om UN evnede at håndtere og løse kom-plicerede og krævende konflikter. Ingen var i tvivl om, at UN kunne løse traditionelle Peace-keeping operationer, hvilket ikke var krævende set i et operativt perspektiv.Nye konflikter havde et nyt udseende. Konflikterne var ikke længere inter-statslige konflikter,men derimod intra-statslige. Konflikter af denne art var og er yderst komplicerede at løse.Efter murens fald blev der skabt et bredere fundament for vedtagelse af kapitel VII operatio-ner, altså Peace Enforcement operationer. UN havde ikke den store erfaring med missioneraf denne slags, hvor eksempler som Korea krigen og den første Golfkrig nok er de mestkendte.UN doktringrundlag i starten af 1990´erne var kendetegnet ved at være begrænset, og dæk-kede kun kapitel VI operationer, som UN umiddelbart havde erfaring i.Gruppen har derfor fundet det interessant at undersøge om UN lærte af deres fejltagelser,det vil sige anvender erfaringsgrundlaget i forbindelse med gennemførelse af nye missioner.Brahimi-rapporten er UN svar på at udvikle sig i en positiv retning, og gruppen vil – så at sige– gå i rapportens fodspor, men vil dog forsøge at gribe sagen en smule anderledes an. Vi vilfokusere på et regionalt område, og følge udviklingen i dette.Gruppens målemetode eller teori er UN daværende doktringrundlag. Gruppen vil primært fo-kusere på det taktiske og operative niveau, dels fordi Brahimi-rapporten primært omhandler

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 6

det strategiske niveau, men også fordi gruppen vil forsøge at fremkomme med nogle nyeaspekter, som UN eller andre ikke er fremkommet med.Konflikterne i Liberia og Sierra Leone er komplicerede og indviklede at gennemskue. Missi-onerne rummer mange andre aspekter, såsom anvendelse af regionale organisationer tilløsning af opgaver på vegne af UN, anvendelse af private militære selskaber samt eftervirk-ningerne fra murens fald, afkoloniseringen og stormagtsinteresser.Gruppen konstaterede hurtigt, at billedet vendte i regionen1 i maj 2000, hvorfor gruppen be-sluttede at inddele undersøgelsesperioden i to perioder. Første periode omfatter missionen iLiberia samt første fase af missionen i Sierra Leone (indtil ultimo maj 2000), og anden faseomfatter den sidste fase af Sierra Leone (fra maj 2000 og fremefter).Herefter vurderes hvilke erfaringer (lessons learned) der kan uddrages af de to missioner(teoriudvikling, induktiv fase). Erfaringerne afprøves herefter på anden fase af UN mission iSierra Leone, for herved at konstatere, om UN anvendte de indhøstede erfaringer (teoriaf-prøvning, deduktiv fase). Ydermere vil det være muligt at fremkomme med bud på eventuelleforbedringsmuligheder til fremtidige UN missioner.UN udgav i 2001 en ny doktrin for UN missioner, blandt andet med baggrund i Brahimi rap-porten og indhøstede erfaringer fra tidligere UN missioner. Denne speciale skulle gernefremkomme med andre aspekter end aspekter der er beskrevet i UN nye doktrin samt Bra-himi rapporten, da gruppens mål er at fremkomme med forbedringsforslag til den nye doktrinfor UN missioner2.Det skal dog bemærkes, at gruppen kun anvender to lande i specialen, hvorimod Brahimirapporten har anvendt alle tidligere missioners indhøstede erfaringer, heriblandt erfaringernefra missionerne på Balkan. Ved at fokusere på to missioner.Om missionerne var en succes eller ikke er svært at definere umiddelbart, for hvordan defi-nerer man succes? At definere succes ud fra om mandatet er løst er ikke tilstrækkeligt, forhvad var for eksempel omkostningerne? D. Pratt nævner fire kriterier for at kunne måle suc-ces (fuldendelse af mandatet, løsning af konflikten i forhold til resolutionen, konfliktens forløbog begrænsningen af tab3).Gruppen har valgt at fokusere på, om UN udviklede sig i en positiv retning, det vil sige omUN blev bedre til at skabe fred og sikkerhed i konfliktområderne.

1.4. Forudsætninger og begrænsningerFølgende forudsættes for den stillede opgave:• FN benævnes UN i opgaven.• Specialen anvender de engelske betegnelser for fredsoperationer.• UN organisation anses for at være kendt af læseren. Dog vil der være beskrivelser af de

dele af UN organisation, der har indflydelse på anvendelse og udvikling af erfaringer medvidere i forbindelse med gennemførelse af UN operationer. Gruppen vil fokusere på UNstyrken og den regionale organisations styrkers forsøg på at skabe fred og sikkerhed iområdet.

• Det strategiske niveau er ved UN hovedkvarter (UN HQ) i New York, mens både det ope-rative og det taktiske niveau er i missionsområdet ved UN Force Commander (FC, gæl-der ligeledes for underlagte enheder og samarbejdspartnere).

1 På grund af den engelske indgriben i konflikten.2 Medio februar 2003 har vi haft kontakt med OB K. Mosgaard og MJ N.H. Wøggsborg ([email protected]) og harfået oplyst, at DPKO udkommer med en ny rettet udgave af en generel SOP samt operativ og logistisk SOP.Military Division i Department of Peacekeeping Operations er i færd med at opdatere dokumenterne.3 WHY PF, p. 19.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 7

• Opgaven fokuserer primært på det operative og taktiske niveau. Dog er skillelinien mel-lem de tre niveauer mere overlappende ved fredsoperationer end almindelige krigsope-rationer, hvorfor gruppen i et begrænset omfang vil berøre det strategiske niveau, menprimært kun fordi det har stor betydning for løsning af opgaven på det taktiske og opera-tive niveau.

Der er opstillet følgende begrænsninger for den stillede opgave:• Kildeindhentning afsluttes primo marts 2003.• Specialen fokuserer udelukkende på militære kapaciteter4.

1.5. Teori.Vi gennemfører både teoriafprøvning og teoriudvikling.Teorien som gruppen anvender i forbindelse med analysen, er UN doktrin, Guideline Stan-dard Operating Procedures for Peacekeeping Operations (dateret Marts 1991. UN nr.15137) og Nordic UN Tactical Manaul Volume I og II dateret 1992. Doktrinerne vil blive be-skrevet og heraf udledes fokuseringsområder med henblik på at kunne gennemføre analy-sen. Årsagen hertil er, at det er to forskellige missioner (Liberia: regional/observatør mensSierra Leone: regional/observatør/UN styrke), og da der ikke var nogen fælles doktrin for ob-servatør missioner og almindelige fredsbevarende operationer, har vi valgt at udlede dissefokuseringsområder på baggrund af de to førnævnte doktriner. Herudover er det umiddelbartvanskeligt at anvende de to doktriner som teoriapparat uden at bearbejde dem. Endvidereomhandler begge kapitel VI operationer.

1.6. Metode.Metoden der anvendes til undersøgelse af UN erfaringsudvikling i Afrika i 1990’erne er casestudien. Case studien vil i dette speciale sammenholde operationen i Liberia (United NationsMission in Liberia, UNAMIL) med United Nations Observe Mission in Sierra Leone (UNOM-SIL) og United Nations Mission i Sierra Leone (UNAMSIL) under anvendelse af en induk-tiv/deduktiv model(se nedenstående skitse).Den induktive fase består i sin grundsubstans af de erfaringer UN gjorde sig under UNAMILog under den første fase af UNOMSIL og UNAMSIL (UNOMSIL og UNAMSIL I). Disse erfa-ringer dannede grundlaget for udvikling af en model, der indledningsvis skulle anvendes i ef-terfølgende UN missioner, hvilket i dette tilfælde er anden fase af UNAMSIL (UNAMSIL II).Den deduktive fase tager sit afsæt i den model, der blev udviklet under den induktive fase.Ved hjælp af observationer og undersøgelser, der alle relaterer sig til modellen, klarlæggesom UNAMSIL II ændrede missionens forløb, med fokus på hvilke forandringer der blev gen-nemført.Forholdet mellem de to faser kan beskrives grafisk som følger:

4 I dag er samspillet mellem de militære og civile aktører i området meget væsentlig for opnåelse af en effektivløsning af konflikten. Som eksempel kan nævnes samspillet i Kosovo.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 8

1.7. Kilder.Kildeoversigt samt kildekritik fremgår af bibliografien. Kildematerialet er omfattende, og UNsamt uafhængige organisationer har udarbejdet mange valide kilder.

1.8. Formalia med mere.Der anvendes grammatisk tegnsætning. Da emnet omhandler internationale relationer, hargruppen medtaget og anvendt engelske betegnelser hvor det er fundet nødvendigt.Forkortelsesliste fremgår af særskilt liste, jf. indholdsfortegnelse. Første gang et ord forkor-tes vil den fremtidige anvendte forkortelse stå i parentes.

UNAMSIL II

Induktiv Deduktiv

UNOMIL/UNOMSIL/UNAMSIL I

MAJ 2000

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 9

KAPITEL 2. UNITED NATIONS DOKTRINER

2.1. Formål.Formålet med nærværende kapitel er at redegøre for UN daværende doktrin for Peace En-forcement og Peacekeeping5 operationer, for at kunne fremkomme med de principper og po-litikker som er de afgørende elementer i doktrinen, og som anvendes som teorigrundlag i spe-cialet (fokuseringsområder).

2.2. Indledning.UN doktriner var uklare og ustrukturerede. Derfor har gruppen valgt at udlede de væsentlig-ste og afgørende principper og politikker i doktrinerne (fokuseringsområder).Teorigrundlaget anvendes som redskab i forbindelse med analyse af missionerne.

2.3. Peacekeeping og Peace Enforcement.Grundlaget for Peacekeeping og Peace Enforcement findes i UN charteret, som blev udar-bejdet på San Francisco konferencen i 1945. Charteret var oprindeligt udarbejdet til at klareinterstatslige konflikter, men efter den kolde krigs ophør har der næsten udelukkende væretintrastatslige konflikter frem for interstatslige. Dette har medført endnu flere flygtninge-strømme, herunder internt fordrevne flygtninge, sammenbrud af den pågældende stats insti-tutioner (især politi og retsvæsen), hvilket har betydet uorden og kaos i samfundet.De fleste intrastatslige konflikter kan inddeles i statsdannelseskonflikter, konflikter omstatsmagten og amorfe konflikter. Liberia og Sierra Leone hører til konflikten omstatsmagten, men der kan også spores tendens til amorf konflikt, da samfundsorden opløsesog der oprettes krigsherredømmer6 og anarki7.En voldelig konflikt bør ikke alene ses som et middel til at opnå erklærede politiske mål, menkan også være et middel til at skabe økonomisk gevinst8. Demokratiseringsprocesser kanudsættes under en voldelig konflikt, da regimet kan henvise til at valget ikke kan forløbe fritog retfærdigt. I konfliktzoner, hvor statsinstitutioner er helt eller delvist brudt sammen, kanenkeltpersoner udnytte magtvakuumet til at etablere nye magtstrukturer, som kun kan opret-holdes så længe den voldelige konflikt varer ved. Magtstrukturer får status og magt, blandtandet ved besiddelse af våben. Dette medfører, at disse magtstrukturer kun modvilligt ladersig afvæbne, demobilisere og reintegrere i det civile samfund9.Fredsoperationer er i dag blevet mere komplekse og også mere kostbare, hvor man tidligereindsatte styrker til at overvåge en våbenhvile mens fredsaftalerne blev implementeret.UN har udviklet en lang række instrumenter til at kontrollere og løse konflikter, og devigtigste er Preventive Diplomacy, Peacekeeping, Peacebuilding, Disarmament, Sanctionsog Peace Enforcement. De tre førstnævnte kan kun gennemføres, når der er samtykke fraparterne. Sanctions og Peace Enforcement er tvangsforanstaltninger og samtykke fraparterne er ikke nødvendig. Disarmament kan gennemføres på aftale basis eller med magt(kapitel VII).

5 “The prevention, containment, moderation, and termination of hostilities between or within states, through themedium of third party intervention organized and directed internationally (by the UN), using multinational forcesof soldiers, police, and civilians to restore and maintain peace”. Nordic UN Tactical Manual, volume 1 (NORD-SAMFN), ISBN 951-47-6364-6 (II OSA). Gummerus Kirjapaino Oy Jyväskylä 1992.6 Warlords.7 FOR VK, p. 18.8 FOR VK, p. 30.9 FOR VK, p. 31.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 10

Vedrørende de regionale organisationer fastsætter kapitel VIII i UN charter, hvilken rolle dekan spille i forbindelse med fredsoperationer. Ved konstatering af en regional konflikt afven-ter UN normalt den regionale organisations reaktion10.Samarbejdet mellem UN og den regionale organisation kan gennemføres på mange måder,for eksempel ved konsultationer, diplomatisk støtte, operationel støtte (NATO luftstøtte iforbindelse med Balkan konflikten), co-deployering (samarbejdet ECOWAS i Liberia og UN).Den regionale organisation løser hovedopgaven, mens UN støtter og verificerer, at denregionale organisations operationer er i overensstemmelse med de givne direktiver frasikkerhedsrådet11.De regionale organisationers kapaciteter varierer betragteligt, og det er kun få, som foreksempel NATO, der har kapaciteten til at gennemføre egentlige fredsoperationer.I juni 1992 udgav UN Generalsekretær (UN SG) en rapport benævnt Agenda for Peace.Formålet med agendaen var at analysere og fremkomme med anbefalinger til hvorledes UNkunne gennemføre effektive fredsoperationer. En anden årsag var, at der pågik diskussionerom UN SG behov for Peace Enforcement enheder, og artikel 43 arrangementer12.Før den kolde krigs ophør var det ikke muligt at få sikkerhedsrådet til at gribe ind i konflikterunder brug af kapitel VII, primært grundet de faste medlemmers vetoret, men også på grundaf militærkomitéens ineffektivitet. Fra starten af 1990’erne har UNSC dog tilkendegivetvillighed til at løse konflikter.Rapporten fastlagde definitioner for anvendte begreber, og fremkom med visionæresynspunkter som for eksempel, at Peace Enforcement styrker skulle være tungere bevæbnetend Peacekeeping styrker, og at Peace Enforcement ofte er indledningen til Peacekeeping.UN SG udgav i januar 1995 et supplement til Agenda for Peace med det formål at fremhævede væsentligste problemområder for UN13.Samlet skelnede Agenda for Peace mellem følgende kategorier af konfliktstyrings instru-menter14:• Preventive Diplomacy: Intended to prevent disputes from arising, escalating to become

violent and spreading across borders.• Peace-making: Intended to bring hostile parties to agreement without recourse any use of

force.• Peace Enforcement: Defined as ”the use of force against one of the parties to enforce an

end to hostilities” (Article VII UN charter).• Peacekeeping: By means of the deployment of a military presence in the field,

traditionally with the consent of all parties concerned, and normally involving a blend ofmilitary and/or police personnel with civilians (Article VI UN charter).

• Post-conflict Peacebuilding: Intended to prevent a relapse into violent conflict.Richard Connaughton beskriver, at såfremt konflikter skal kunne relateres til UN Chartret, vilman skulle begynde med kapitel VII, traditionel intervention eller begrænset krig. Efter denneer der en non-konflikt situation, som er en kapitel VI traditionel Peacekeeping operation.

10 MARS, p. 8.11 http://www.un.org/Docs/SG/agsupp.html af 3. februar 2003, pp. 15-16.12 Sir Brian Urquharts bestræbelser på at genoplive Trygve Lies plan om en UN legion (militær enhed). Detteer dog ikke realistisk, for UN medlemslande vil fortsat have indflydelse på til hvad de stiller deres militære en-hed og samtidig hermed har viljen heller ikke altid været tilstede. Et eksempel herpå er UN Standby forces,hvor UN for eksempel anmodede om dem, hvor alle dem som havde stillet styrker i beredskab, svarede nej. PKCR, p. 221.13 http://www.un.org/Docs/SG/agsupp.html af 3. februar 2003, p. 2.14 http://www.un.org/Docs/SG/agpeace.html af 15. januar 2003 samt COP, p. 7.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 11

Mellem kapitel VI og VII mangler der noget. Derfor indførtes kapitel 6 ½15 eller benævnt GreyArea. Grey Area er et konfliktmiljø, som kræver militære styrker med den nødvendige kapa-citet. Grey Area kan udvikle sig i begge retninger, konflikten kan forværres og dermed bliveen til kapitel VII operation (i værste fald krig), eller den kan udvikle sig til fred, hvorefter dervil være tale om en kapitel VI operation (traditionel Peacekeeping).Richard Connaughton foreslår, at Grey Area skal benævnes som ImplementationOperations16.Richard Connaughton nævner, at der er tre forståelser for Peacekeeping nemlig: WiderPeacekeeping, Peace Support Operations (PSO) og Reality.

Diagrammet viser tydeligt begrebernes forvirring.Delkonklusion:• Der hersker en tydelig begrebsforvirring.• Termerne er meget overordnet defineret.• Peace Enforcement fremgår som begreb ikke af chartret.

2.4. Doktrinernes udvikling gennem tiden.Før den kolde krigs ophør blev UN operationer ofte gennemført ved ophøret eller ved slut-ningen af en interstatslig konflikt, med opgaven at overvåge fredsaftalens implementering.De nordiske lande var meget aktive i UN missioner, og havde haft en stor indflydelse på UNdaværende doktrin. Man understregede, at en UN styrke skulle være neutral og observerepassivt. Samtykke fra parterne var også afgørende 17. Opgaverne var ikke vanskelige ogkrævende, og de fleste landes militære enheder var i stand til at løse dem.

15 BH WAP, p. 25-29. J. Hillen anvender et andet begreb, Second-Generation Peacekeeping Misssions, somomhandlede UN missioner som blev gennemført efter murens fald, og som var mere komplekse end de tidlige-re. Dag Hammarskjöld opfandt det nye kapitel, kapitel 6 ½, da sikkerhedsrådet ikke kunne blive enige (før denkolde krigs ophør).16 MIP, p. 51.17 http://www.isis-europe.org/isieu/english/no18.html af 6. marts 2003, p. 1.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 12

UN Generalforsamling besluttede den 8. december 198918, at der skulle udarbejdes træ-ningsmanualer for Peacekeeping operationer19. Endvidere skulle der udarbejdes en opdate-ret udgave af The Blue Helmets20.Generelt har det altid været vanskeligt at udarbejde en fælles doktrin, og både USA, Englandog Frankrig har hver udarbejdet deres doktrin for fredsoperationer.UK udgav i 1988 deres første Peacekeeping doktrin, Army Field Manual (AFM), Volume V,PAM 1, benævnt Peacekeeping Operations.I 1992 udgav Sverige, Danmark, Norge og Finland (NORDSAMFN) Nordic UN Tactical Ma-nuals Volume 1 og 2. Manualen var udarbejdet på baggrund af de nordiske erfaringer.I 1993 udgav USA og UK hver deres PSO doktrin. UK benævnte deres Army Field ManualVolume 5, Part 2, Wider Peacekeeping21, og var indledningsvis kun retningsgivende, og USAbenævnte deres FM 100-23 Peace Operations. Begge havde deres grundlag i de afNORDIC udgivne taktiske manualer (UNTAM I og II) men gik lidt videre, da begrebet ”no useof force” ikke fandtes troværdigt. Den britiske doktrin fokuserede på upartiskhed, mens dennordiske manual fokuserede på neutralitet22 og 23. Dette er dog kildens opfattelse, da UNTAMI behandler begge begreber.Wider Peacekeeping og den senere doktrin, PSO24, var primært udarbejdet med baggrund ide erfaringer UK havde fået i Bosnien25. UK vedtog med doktrinen at anvende dennødvendige magt, for at kunne opfylde mandatet under de mere krævende UN missioner26.NATO arbejdede også med strategier for fredsoperationer, og på Athen konferencen i 1992gik planlægningen i gang. I 1993 udgav Militær Komiteen MC 327, Military Planning for PSO.NATO fastslog at de basale Peacekeeping opgaver var:1. Demobilisering og afvæbning af de stridende parter.2. Observering og overvågning af aftaler.3. Opsyn med våbenstilstand.4. Forebyggelse af konflikt27.I 1997 udkom en revideret udgave af NATO doktrin (MC 327/1 Military Concept for PSO”) 28.Årsagen hertil var, at FINABEL29 havde udarbejdet en fælles doktrin for fredsoperationer be-nævnt T25R. Denne doktrin definerede blandt andet, at Peace Enforcement ikke var krig.Under en krig nedkæmpes fjenden, mens Peace Enforcement ikke nødvendigvis indbefatterbekæmpelse af fjenden, men derimod løsning af en opgave i henhold til mandatet30.

18 UNR, A/RES/44/49 af 8. december 1989.19 Artikel 6.20 Har desværre ikke kunnet fremskaffe et eksemplar af denne.21 Wider Peacekeeping was defined as: The wider aspects of Peacekeeping carried out with the general con-sent of the belligerent parties but in an environment that may be highly volatile (UK pub JWP 3-50 p. 1-3). UKpræsenterede deres doktrin for “Wider Peacekeeping” i 1991, og Sir Brian Urguhart udtalte at doktrinen varvildledende og noget farligt vrøvl, og var faktisk forældet ved udgivelsen. (MIP, p. 40).22 http://www.isis-europe.org/isieu/english/no18.html af 6. marts 2003, p. 2.23 UK Army Field manual, Volume V, Part 2, Wider Peacekeeping samt US FM 100-5 Peace Operations.http://www.isis-europe.org/isieu/english/no18.html af 6. marts 2003, p. 2.24 Forfatteren til PSO, oberst Philip Wilkinson, var også med til at skrive NATO doktrin for PSO. Forfatteren harogså været med til at skrive doktrinen vedrørende CIMIC-operationer. PK CR, p. 263.25 MIP, p. 50.26 FN PV – en militær løsning, p. 143.27 http://www.natoalliance.org/Peacekeeping/Peacekeeping.basics.htm af januar 2003.28 http://www.isis-europe.org/isieu/english/no18.html af 6. marts 2003, p. 2.29 Frankrig, Italien, Nederlandene, Belgien, Spanien, Luxemburg, Portugal og Grækenland. http://www.isis-europe.org/isieu/english/no18.html af 6. marts 2003, p. 3.30 http://www.isis-europe.org/isieu/english/no18.html af 6. marts 2003, p.3.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 13

Sverige valgte en anden løsning i forbindelse med deres doktrinudvikling. I 1997 udgav Sve-rige en joint doktrin sammen med England, benævnt ”Peace Support Operations”31.UN tænkning på doktrin området har været præget af den traditionelle opfattelse, hvor dervar en skarp skillelinie mellem Peacekeeping og Peace Enforcement, og hvor det varmagtpåliggende at undgå en robust militær tilgang. Denne opfattelse har UN forsøgt atændre siden murens fald. Efter Brahimi rapporten er der kommet fokus på behovet for, atman nu sikrer sig overensstemmelse mellem mandat, udrustning og den reelle situation ikonfliktområdet.Den traditionelle Peacekeeping operation vil fortsat kunne eksistere, såfremt man har et klartsamtykke fra de stridende parter. Men i dag hvor samtykke fra parterne ikke er sikkert, erfokus øget på at udforme mandatet, således at man fortsat udfører sine opgaver på enupartisk måde i forhold til mandatet, men nu med robuste beføjelser og en styrke som kanløse opgaven og samtidighed virke afskrækkende.UN mission i Sierra Leone (UNAMSIL) skulle være et eksempel herpå, da den havde befø-jelser til at tage de nødvendige midler i brug for at løse opgaven, bevare sin handlefrihed ogbeskytte UN personel og civile mod angreb i det omfang, styrken havde kapacitet til (kapitelVII). UN SG Kofi Annan betegnede således UNAMSIL som en robust fredsbevarende styrke,der skulle optræde upartisk som en traditionel fredsbevarende styrke, men som samtidigskulle bruge sin militære kapacitet til at forhindre angreb og forsvare sig selv og mandatet,når det var nødvendigt.UNAMSIL demonstrerede tydeligt UN problemer med at leve op til de højere krav, som enkapitel VII operation kræver. UNAMSIL svagheder blev klart fremstillet i foråret 2000, da denlokale oprørsbevægelse erobrede store mængder materiel fra UN styrken og tog ca. 350 UNpersonel som gidsler32.UN missioner i Liberia og Sierra Leone havde begge et kapitel VII mandat.Hvad angår militære Peace Enforcement operationer i meget usikre omgivelser, hvor der ik-ke foreligger et samtykke fra parternes side, har mange af kilderne påstået, at UN ikke harnogen militær rolle at spille33 og 34. At stormagterne samtidig holdt sig væk, gjorde det van-skeligere at løse konflikterne, og de blev voldsommere end man tidligere havde set det i foreksempel Somalia, Rwanda og Liberia35.Delkonklusion:• Mange medlemslande har udarbejdet deres egne doktriner for fredsoperationer.• UN missioner i Liberia og Sierra Leone havde et kapitel VII mandat.• UNTAM var udarbejdet på baggrund af de nordiske erfaringer, hvilket i princippet

udelukkende var kapitel VI operationer.

2.5. Kapitel VII operationer.Sikkerhedsrådet kan uddelegere opgaven til internationale koalitioner af villige stater ellerregionale organisationer med bemyndigelser i henhold til UN Charter kapitel VII36. En sådanoperation benævnes Peace Enforcement, og det er væsentligt at man ikke bliver en part i

31 http://www.isis-europe.org/isieu/english/no18.html af 6. marts 2003, pp. 2-3.32 FOR VK, p. 75.33 UN fejlslagne operation i Somalia som medførte, at de vestlige lande og især USA viste tilbageholdenhedover indsættelse af styrker i fredsbevarende operationer i Afrika. Dette medførte blandt andet udarbejdelsen afPresident Decision Directive 25 (PDD-25, maj 1994), som angav klare kriterier for deltagelse i operationer. PKCR, pp. 30-31.34 FOR VK, pp. 81-82.35 PK CR, p. 122.36 General Asemply/ Security Council, August 2000, A/55/305-s/2000/809, Brahimi rapporten, paragraf 53.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 14

konflikten, men at man handler i forhold til mandatet37. Umiddelbart er der to væsentlige for-skelle i forhold til Peacekeeping operationer, for det første kan operationen gennemføresuden samtykke fra de stridende parter, og for at det andet er formålet med magtanvendelseat opretholde eller genetablere international fred38. Begge operationstyper har samme End-State, nemlig at skabe et sikkert miljø og en vedvarende fred i området39. Styrken til en Pea-ce Enforcement operation er tungere og bedre udrustet end til en Peacekeeping operation.Den skal virke afskrækkende ved sin størrelse og kapacitet, således at man med mindst mu-lig magt kan skabe stabilitet og fred i området igen. Der er her tale om at anvende den nød-vendige magt til at gennemtvinge en løsning af en pålagt opgave eller konflikt.Det er en forudsætning, at sikkerhedsrådet identificerer en trussel mod freden, brud påfreden eller en angrebshandling. Dette skyldes, at legitimitet er et helt afgørende principbåde lokalt i konfliktområdet og internationalt. Beskrivelsen er imidlertid så upræcis oggenerel, at den intet siger om det militære mål eller indhold. Henvisning til Chartrets kapitelVII er heller ikke til særlig stor hjælp, da henvisning til samme kapitel, som omtalt tidligere,også kan bruges i Peacekeeping operationer. Problemet er, at man let kan sammenblandedisse to operationstyper, og der er ikke mange eksempler på Peace Enforcementoperationer. Det er ikke en regulær krig man vil føre, men en type af Peace Enforcementoperation, hvor man anvender de nødvendige foranstaltninger, herunder militær magt ogpolitiske og diplomatiske processer40.Delkonklusion:• Legitimitet er en afgørende faktor.• Der er ikke udviklet en doktrin til Peace Enforcement operationer.

2.6. Mandat og fredsstyrkens opgave.UNSC vedtager en resolution, som indeholder et mandat. Mandatet giver UN militære styrkelegitimiteten til at løse det pålagte mandat. Force Commander (FC) vil modtage et direktiv fraSpecial Political Affairs med yderligere operationelle aspekter41.UN mandat bør være klart og entydigt, da FC på baggrund heraf udarbejder sit direktiv ogsine Standing Operating Procedures (SOP), som tilsendes til endelig godkendelse ved UNhovedkvarter i New York.FC er ofte nødt til at beskrive hvorledes operationen skal løses i detaljer, da operationengennemføres i en multinational og joint ramme. Herudover er enhederne ofte ikke øvetsammen og har ikke kendskab til de enkelte landes procedurer med videre, hvilket yderligerebekræfter, at måden opgaven skal løses på skal være beskrevet detaljeret.Delkonklusion:• FC udarbejder på baggrund af mandatet sit direktiv og SOP.• FC direktiv og SOP bør være detaljeret beskrevet.• Mandatet skal være klart beskrevet.

2.7. Status of Force Agreement.I forbindelse med en UN operation etableres der en aftale, Status of Force Agreement (SO-FA), som har til formål at etablere en legal stilling for UN styrken i gæstelandet, og for at de-finere relationerne mellem UN styrkens personel og gæstelandets regering og befolkning.

37 PK CR, p. 71.38 FN PV, p. 153.39 PK CR, pp. 72-73.40 FN PV, pp. 153-154.41 GUSOP PO, pp. 1-5.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 15

UN personel er ikke bundet af internationale regler, da UN ikke har nogen international lov-givning.De fleste stater, som er medlem af UN, har ratificeret konventionerne, og har indarbejdetdem ind i deres nationale love. Derfor skal en UN person som er udstationeret følge sit landslove. UN SG har indskærpet, at man skal respektere og følge de generelle internationalekonventioner42. En SOFA vil normalt indeholde aftaler om:• Den internationale status for UN styrken og dets personel.• Indrejse og udrejse tilladelser.• Retten til at bære våben.• Fri bevægelse i udførelse af UN opgaver, med mere.I resolution 44/49, udgivet den 8. december 1989, anmodede generalforsamlingen UN SGom at udarbejde en model for en SOFA med baggrund i hidtidige erfaringer. UN resolutionA/45/594 dateret den 9. oktober 1990 blev herefter udarbejdet, og UN SG beskrev at dennemodel, med de nødvendige ændringer, ville danne basis for udarbejdelse af fremtidigeSOFA43.Behandles ikke yderligere.

2.8. Force Commander og Chief Military Observer.Force Commander (FC) er chef for styrken og er direkte ansvarlig over for UN SG. FCudpeges af UN SG efter at have konsulteret parterne. FC skal godkendes afsikkerhedsrådet44.Chief Military Observer (CMO) er chef for den militære observationsstyrke, og udpeges påsamme måde som FC.Delkonklusion:• FC/CMO godkendes af UN SG og sikkerhedsrådet.

2.9. UN Special Representative.UN SG kan udpege en UN Special Representative (SG SR)45. SG SR rapporterer direkte tilUN SG, mens FC/CMO rapporterer til UN HQ. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt forFC/CMO at rapportere via SG SR. Retningslinier for samarbejdet bliver beskrevet i SpecialPolitical Affairs direktiv til FC/CMO, som herefter beskrives i SOP46.Udvælgelsen af SG SR er en væsentlig faktor, og der har været eksempler på mange politi-ske udnævnelser, for eksempel Yasushi Akashi som blev valgt til at lede UNTAC (Cambod-ja). Akashi havde arbejdet for UN siden 1957, men havde ingen direkte Peacekeeping erfa-ring, og blev valgt på baggrund af Cambodjas leders anbefalinger, samt i håbet om at Japanville øge sin involvering i Peacekeeping operationer47.Delkonklusion:• Valget af SG SR for en mission er en væsentlig faktor.

2.10. UN daværende doktrin.Formålet med en doktrin er at sikre, at alle har en fælles forståelse, for herved at kunne løseopgaven på den mest hensigtsmæssige måde, hvilket ligeledes skaber forudsætningerne for

42 UNTAM I, p. 24.43 GUSOP PO, pp. 4-B-1 og 4-B-15.44 GUSOP PO, p. 2-2.45 Udpeges ofte i mere komplicerede missioner. PK CR, p. 64.46 GUSOP PO, p. 2-2.47 WHY PF, pp. 46-47.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 16

at kunne samarbejde. Doktrinen anvendes endvidere i forbindelse med uddannelse af styr-kerne.Doktrin indgår i krigsføringens kredsløb. UN organisation, teknologi og uddannelse vil blivebehandlet nærmere i dette kapitel.UN har to overordnede doktriner for Peacekeeping operationer, nemlig General Guidelinesfor Peacekeeping Operation (UN/210/TC/GG95) og Guideline Standard Operating Procedu-res for Peacekeeping Operations (UN restricted 91-15137)48. Specialet vil blandt andet an-vende doktrinen fra 1991, da den anses for at være fundamentet i forbindelse med doktrin-beskrivelsen.Danmark har ikke en værnsfælles doktrin for fredsoperationer49, men UK har defineretformålet for en værnsfælles doktrin: ”To establish the framework of understanding of theapproach of warfare in order to provide the foundation for its practical application”50.Når doktrin omtales, bør uddannelsesreglementer nævnes, da disse beskriver doktrinen ipraksis. Men de ville ikke blive nærmere behandlet, da formålet med at beskrive doktrinen erat udlede fokuseringsområder for den videre analyse.Den første UN mission, som kan betegnes som en Peacekeeping operation, var UNEmergency Force (UNEFI) til Sinai. Som den første bevæbnede UN mission dannedepræcedens for de fremtidige missioner, og var her en afprøvning af, hvorledes en bevæbnetog neutral magt kunne løse en konflikt. UNEFI løste det stillede mandat, og UN SG, DagHammarskjöld, og generalforsamlingens præsident, Lester Pearson, identificerede femPeacekeeping principper, nemlig:1. Samtykke fra de stridende parter i at etablere missionen.2. Ingen anvendelse af magt med undtagelse af selvforsvar.3. Frivillige bidrag af styrker fra små, neutrale lande for at deltage i styrken.4. Upartiskhed.5. UN SG skal have kontrol med Peacekeeping operationen.Af disse fem principper er samtykke, upartiskhed og ingen magtanvendelse devigtigste51og52.For at kunne udvikle en doktrin må man vide hvad den skal bruges til. Peace Enforcementog Peacekeeping er mange ting, og definitionerne er som førnævnt ikke helt entydige ogklare. Dette har påvirket UN doktrinudvikling. Herudover er der mange lande som skal væreenige om doktrinen, og derfor er det et større arbejde at udvikle en fælles doktrin.Richard Connaughton anbefaler at der udarbejdes en generel doktrin, som skal væreoverordnet for de enkelte nationer. Med baggrund i denne doktrin kan de enkelte lande såudarbejde deres egen doktrin. Doktrinen bør bestå af fire dele: Den første omhandlendedefinitioner, principper med videre, og de tre sidste dele skal være henholdsvis detmilitærstrategiske, det operative og det taktiske niveau. Doktrinen skal endvidere afspejleUN forskellige missionstyper.Kapitel VI er Peacekeeping, mens kapitel VII er Peace Enforcement, hvor man med allemidler, herunder også militære, skaber fred.I UN er det Lessons Learned Unit som er ansvarlig for doktrinudvikling, og før 1992 var derikke umiddelbart faste procedurer for udvikling af doktriner i UN53.

48 http://www.un.org/Depts/dpko/lessons/DD&R.pdf af den 4. februar 2003.49 Hæren har udgivet et reglement (FREOPS, udarbejdes af HO), FLV og SVN har ikke udarbejdet nogen.50 MIP, p. 31.51 http://www.berghof-center.org/handbook/woodhouse/ af januar 2003.52 http://www.natoalliance.org/peacekeeping/peacekeeping.basics.htm af januar 2003.53 TES (Training, Evaluation and Service) samt LLU (Lessons Learned Unit). Formålet med LLU er at opbyggeen institutional hukommelse, således at erfaringer kan udnyttes. Peacekeeping in Africa, p. 11.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 17

Det forudsættes i doktrinen, at den militære grunduddannelse er gennemført54. Det har tit ogofte været diskuteret, om man skulle uddanne militære enheder udelukkende til fredsstøt-tende operationer. I den danske hær er holdningen, at den militære grunduddannelse er fun-damentet, og herfra kan der bygges videre, men en militær enhed skal altid have evnen til atkunne kæmpe55.Det er yderst vigtigt at opretholde samtykke fra de involverede parter, og derfor er upartisk-hed væsentlig. Såfremt en fredsstyrke vælger side, er den også automatisk med i konflikten,og man kan derfor ikke have samtykke fra den anden part længere.Upartiskhed har altid været vanskelig at opfylde, og der vil altid kunne stilles spørgsmål veddette. Et godt eksempel herpå var den franske operation TURQUOISE i Rwanda56, hvor depå det strategiske niveau blev beskyldt for at være partiske, var upartiskheden på dettaktiske niveau en succes57.UN doktrin afspejler den klassiske opfattelse af Peacekeeping, nemlig hvor en fredsstyrkeovervåger en våbenstilstand eller en bufferzone. I dag er operationerne afspejlet af at væremeget mere komplekse, og involverer både militære og civile personer i en bred vifte afopgaver58.En fælles doktrin for fredsoperationer er nødvendig, idet det er mere vanskeligt atgennemføre en multinational operation, hvor der skal samarbejdes med mange andreaktører59. Dernæst er en fælles forståelse for mandatets betydning væsentlig, herundertræning af chefer og soldater, i at operere i et civilt miljø med militære midler.Fredsoperationer er skabt ud fra det grundlag, at man skal assistere den lokale regering ogdets folk for at skabe fred i området, hvor deres rettigheder og privilegier er beskyttet ogrespekteret.Efter Golfkrigen var der ikke mangel på frivillige til UN missioner. Omkring 80.000 soldatergjorde tjeneste under UN.Der er få eksempler på kapitel VII missioner, Korea krigen (1950-53) og Golfkrigen (1990-91)60 hvilket kan være grunden til at der ikke er udarbejdet en doktrin for Peace Enforcementoperationer.Delkonklusion:• Samtykke fra parterne.• Ingen anvendelse af magt med undtagelse af selvforsvar.• Frivillige bidrag af styrker fra små, neutrale lande for at deltage i styrken.• Upartiskhed.• UN SG skal have kontrol med Peacekeeping operationen.• UN bør udarbejde en overordnet doktrin.• Den militære grunduddannelse skal være gennemført.• Der var ikke udarbejdet en doktrin for Peace Enforcement.

2.11. Guideline Standard Operating Procedures for Peacekeeping Operations. 54 UNTAM I, p. 17.55 MIL T, pp. 83-87.56 Var en “safe humanitarian zone” i den sydvestlige del af RWANDA for flygtende Hutuer I 1994. Opgaven vargodkendt af UN Sikkerhedsråd.57 UK Doctrine JWP 3-50 p. appendix 1-7.58 http://srch1.un.org/plweb-cgi/fastweb?state_id=1041430662&view=unsearch&numhitsfound=81&query=The%20Blue%20Helmets&&dcid=2022&docdb=pr1996&dbname=web&sorting=BYRELEVANCE&operator=adj&TemplateName=predoc.tmpl&setCookie=1 af januar 2003.59 Som Government Organizations (GO) og Non-Government Organizations (NGO).60 MIP, p. 39.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 18

Guideline Standard Operating Procedures for Peacekeeping Operations (SOP PKO) (UNRestricted61, 91-15137) er i dag forældet62. Dog har UN henvist til publikationen i sin Peace-keeping Publications 2001 (Cd-rom udgave) 63.SOP PKO angiver en række retningslinier for standard fremgangsmåder af både operativ ogadministrativ karakter i forbindelse med gennemførelse af fredsoperationer. SOP PKO skullefungere som en model for fremtidige udarbejdelser af SOP.SOP PKO vil blive fordelt til alle chefer for såvel nuværende som fremtidige missioner. Defremtidige chefer for missionerne vil få instruktioner om at udarbejde deres SOP påbaggrund af dette dokument, som sendes til godkendelse i UN HQ ikke senere end 10 ugerefter deployeringen64.SOP var et godt værktøj og angav mange retningsgivende procedurer af administrativ ogoperativ karakter som både forenklede samarbejdet og samtidig også sikrede, at opgaverneblev løst i overensstemmelse med UN ånd.SOP PKO nævner følgende karakteristikker:• Samtykke fra parterne.• Bred international opbakning.• Staternes villighed til at stille tropper/observatører.• Operationen er under kommando af UN SG. Militære enheder skal modtage deres ordre

fra UN chef i området (FC), som får sine ordrer fra UN HQ. De enkelte støttende landekan og må ikke blande sig.

• Upartiskhed.• Minimum anvendelse af magt og normalt kun i selvforsvar.SOP PKO understreger, at det er vigtigt, at staben reflekterer den internationalesammensætning af styrken65.SOP PKO forudsætter at de enheder som udsendes til UN missioner er færdiguddannede66

og fastslår, at de elementære militære færdigheder ikke må glemmes67.SOP PKO fastslår, at hele ideen bag Peacekeeping ikke er at anvende militær magt, hvilketikke gælder for Peace Enforcement. I SOP PKO nævnes nødvendigheden af at kunnebeskrive reglerne for anvendelse af magt (Rules of Engagement, ROE), og viser eteksempel med UNIFIL68.At opretholde forbindelse med parterne er essentiel, og man bør have et system herfor.Forbindelsesvirksomheden skal gennemføres på alle niveauer69.SOP PKO beskriver teknikken som anvendes som følgende70:• Indtagelse og anvendelse af stillinger og observationsstader.• Kontrolposter/vejspærringer og eftersøgning.• Patruljering.

61 Selvom kilden er klassificeret til UN Restricted er vores speciale klassificeret til uklassificeret, da vi ikkemedtager de oplysninger som gør at kilden er klassificeret til UN Restricted (oplysninger om UNIFIL).62 Oplyst af MJ. N.H. Wøggsborg pr. mail. MJ er pt. en af militærrådgiverne ved den danske FN-mission i NewYork (http://www.un.int/denmark/who/).MJ e-mail adresse er: [email protected] PEACE PUB Disarmanent, demobilization and reintegration of ex-combants in a peacekeeping enviroment.Principles and Guidelines, Lessons Learned Unit, Department of Peacekeeping Operations, UN, December1999. p. 2.64 GUSOP PO, Foreword, p. 2.65 GUSOP PO, pp. 2-5.66 GUSOP PO, pp. 3-3.67 GUSOP PO, pp. 3-13.68 GUSOP PO, pp. 3-7 og 3-9.69 GUSOP PO, pp. 3-10.70 GUSOP PO, pp. 3-13 og 3-33.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 19

• Organisering af eskorter, specielle møder med mere.• Sikring og kontrol af overgange/linier (Våbenhvilelinier (CFL), Våbenstilsstands demarka-

tionslinie (ADL), Buffer-zone (BZ) og Område for separation (AOS) samt Indflydelsesom-råde linier(Area of Influence Lines)71.

• Eftersøgning af våben (herunder kendskab til håndtering af disse). Af SOP PKO bør detklart fremgå, hvem som har lov til at bære våben72.

• Undersøgelser/inspektioner.• Beredskab og anvendelse af reserver (fleksibelt middel til at imødegå eskalationer og bør

etableres på alle niveauer)73.• Bevogtning, herunder nærforsvar.Kapitel 7 i SOP PKO gennemgår operationskoncepten for UNIFIL, og er et godt eksempel påen Kapitel VI mission. Der er mange gode eksempler, herunder beskrivelser af operations-området, selve området, hvor der også beskrives parternes handlemuligheder, for eksempelinfiltrationsruter med mere74.Delkonklusion:• Doktrinen gælder udelukkende for kapitel VI operationer.• Styrken skal reflektere den internationale sammensætning af styrken.• Soldaterne skal være færdiguddannede.• Klare ROE.• Opretholdelse af forbindelse med parterne er væsentlig.• Samtykke fra parterne.• Bred international opbakning.• Staternes villighed til at stille tropper/observatører.• Operationen er under kommando af UN SG.• Upartiskhed.• Minimum anvendelse af magt og normalt kun i selvforsvar.

2.12. United Nations Military Oberserves Handbook.UN har en doktrin for militær observatører, United Nations Military Oberserves Handbook,men den er udgivet i 1. udkast i juli 1995, og derfor vil den ikke blive anvendt til udledning affokuseringsområder.Behandles ikke yderligere.

2.13. Nordic UN tactical Manual, volume I og II.Nordic UN tactical Manual, volume I (UNTAM I) er er udarbejdet på vegne af Den NordiskeSamarbejdsgruppe for militære FN-anliggender (NORDSAMFN)75. UNTAM I er udarbejdetmed baggrund i de erfaringer, som de nordiske fredsbevarende soldater har gjort sig fremtil1992.

71 GUSOP PO, pp. 3-22.72 GUSOP PO, pp. 3-25.73 GUSOP PO, pp. 3-29 og 3-32.74 GUSOP PO, pp. 3-D-1 og 3-D-4.75 Består af Norge, Sverige, Finland og Danmark. Siden 1950 har ca. 200.000 nordiske fredsbevarende solda-ter deltaget i fredsoperationer på mandat af UN. NORDSAMFN var forum for koordineringsmøder på politisk ogmilitært niveau for at udveksle information og koordinere uddannelse af nordiske befalingsmænd i PSO. Sidenmurens fald har opgaverne for NORDSAMFN ændret sig til også at omhandle NATO relaterede emner. Derforbesluttede de nordiske forsvarsministre at nedlægge NORDSAMFN og etablere ”The Nordic Coordinated Ar-rangement for Military Peace Support” (NORDCAPS) som blev oprettet i 1997. http://www.nordcaps.org/ , 3.januar 2003.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 20

Formålet med manualen er:• At være en håndbog for bataljons- og kompagnichefer (taktisk niveau) samt lavere førere.• At standardisere PSO taktikker og teknikker.• At forbedre og udvikle PSO taktikker og teknikker.• At bekendtgøre de nordiske erfaringer inden for fredsoperationer.Nordic UN tactical Manual, volume II (UNTAM II) er anden del af UNTAM I. Formålet meddenne er at give vejledning til kompagniniveauet og nedefter. UNTAM II vil ikke blivebehandlet yderligere, da manualen detaljeret beskriver det taktiske niveau.UNTAM I omtaler begrebet Peacekeeping76, og fastslår at termen aldrig er blevet defineret afUN, og anvender derfor definitionen fra det internationale fredsakademi77 og 78.UNTAM I skelner mellem UN militære operationer og UN Peacekeeping operationer. VedUN militære operationer vil UN være involveret i kamp, men ikke i den sidstnævnte. Her vilde alene have rollen som neutral observatør. UNTAM I omhandler udelukkende kapitel VIoperationer.Styrken skal:• Observere og respektere principperne og ånden i internationale regler og love79.• Udføre tjenesten strengt i overensstemmelse med UN regulativer, lokale love og

regulativer som er anerkendt af UN.• Aldrig give de stridende parter en årsag til at kunne bebrejde/klage over UN.• Være upartiske.• Ikke fornærme andres moral og kultur.• Lære lokale sæder og skikke.Principperne for udførelsen af Peacekeeping er80:• Bestemthed. I principsager, skal man udvise bestemthed og solidaritet, ellers vil styrkens

prestige falde.• Upartiskhed. Total upartiskhed og neutralitet er essentiel for at opretholde tillid til parterne

og værtsnationen.• Klarhed om intentioner. Det er essentielt at begge sider er klar over hvad fredsstyrken

forsøger at opnå og hvorfor.• Undgå brug af magt.• Forudseenhed. Begivenheder som kan fremprovokere optøjer/vold skal forudses og

rettidig handling for at undgå dem skal iværksættes.• Anerkendelse af værtsnationens autoritet.• Integration. En fredsstyrke skal integreres i to henseender:

o De nationale kontingenter skal være afhængige af hinanden.o Når en konfrontation er mulig mellem de stridende parter, er det klogt at indsætte

en mindre gruppe fra så mange nationale kontingenter som muligt.Retningslinier for udførelse af Peacekeeping operationer81:• Alle skal forstå hvad fredsstyrken forsøger at udføre.

76 UN SG rapport Agenda for Peace udkom samme år som UNTAM I og II, og derfor var definitionerne ikke påplads, men det viser også forvirringen omkring definitioner.77 ”The prevention, containment, moderation, and termination of hostilities between or within states, through themedium of third party intervention organized and directed internationally (by the UN), using multinational forcesof soldiers, police, and civilians to restore and maintain peace”.78 UNTAM I, p. 23.79 UNTAM I, p. 24.80 UNTAM I pp. 26-27.81 UNTAM I p. 28.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 21

• Alle skal være instrueret om den politiske og militære situation, skikke og befolkningensreligion og fortløbende blive opdateret om situationen.

• Fredsstyrken må nødvendigvis opretholde en synlig profil, og hermed er der risiko forderes liv.

• Hvor afgørende beslutninger forventes truffet, skal enheden have en beslutningsdygtigofficer.

• Rule of Engagements (ROE) og aktioner ved brud på aftaler skal gennemføres ensartetved alle enheder.

Brug af magt82 er ikke et mål i sig selv for en UN styrke. Man skal være klar over:• Hovedretningslinierne for UN styrker er at bruge minimum magt i alle konfliktsituationer.• En fredsstyrke kan udføre magt ved hjælp af83:

o Indflydelse gennem forhandlinger og mægling.o Ikke brug af væbnet magt ved at deployere defensive midler.o Væbnet magt.

• Hver UN mission har sin egne ROE84.

Anvendelse af magt kan gennemføres i følgende situationer85:• Forsvar af individuelle medlemmer af UN styrken eller UN enheder som bliver angrebet.• Såfremt der er en umiddelbar fare for at blive arresteret eller bortført.• Såfremt der er en umiddelbar fare for at blive afvæbnet.• Såfremt bevæbnet personel indespærrer UN enheder.• Såfremt, ved hjælp af magt, bevæbnede enheder forsøger at hindre UN enheder i at

udføre deres mission.• I tilfælde af en bevæbnet styrke/personel forsøger at tage UN ejendom, stillinger,

køretøjer og så videre.Delkonklusion:• UNTAM I omhandler kun kapitel VI operationer.• Overholde internationale regler og love.• Være upartisk.• Ikke fornærme andres moral og kultur.• Styrken skal overholde følgende principper:

o Bestemthed.o Upartiskhed.o Klarhed om intentioner.o Undgå brug af magt.o Forudseenhed.o Anerkendelse af værtsnationen.o Multinationalt sammensat styrke.

• Alle skal være orienteret om opgaven.• Synlig profil.• Ensartet opfattelse af ROE.• Afpasset magtanvendelse.• Retten til selvforsvar.

82 UNTAM I, p. 29.83 UNTAM I, p. 29. De tre alternativer er inddelt i tre kategorier, stærk, stærkere og stærkest (form for anven-delse af magt).84 UNTAM I, p. 30.85 UNTAM I, pp. 31-32.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 22

Generelle operationelle opgaver86.En UN fredsstyrke løser normalt følgende opgaver:• Adskiller de opponerende parter og etablere en buffer-zone.• Forhindrer en væbnet konflikt mellem nationer eller internt i nationen.• Bidrage til opretholdelse af lov og orden og tilbagevenden til normale forhold87.Normalt gennemføres følgende88:• Observation.• Patruljering.• Lægge sig imellem/intervenere.• Kontrol med bevægelser (trafikkontrol).• Kontrol med forsyninger.• Bevogtning af sårbare steder eller anspændte/spændte områder.• Styrkedemonstration (Show of Force).• Kontrol med uroligheder.• Forbindelsesvirksomhed med og mellem de stridende parter.• Forhandlinger.• Humanitære og økonomiske aktiviteter.For at løse disse opgaver vil det normalt være nødvendigt at etablere og deployere militæreenheder eller observatører ind i den demilitariserede zone eller buffer-zonen. Normaltobserverer, rapporterer og reagerer militære enheder, mens observatører alene observererog rapporterer. Dette gør det muligt for UN styrken at:• Udføre kontrol og overvågning af et område eller grænse/grænselinie mellem de

stridende parter.• Forhindre infiltration inden for området eller forhindre en konfrontation mellem de

stridende parter.• Fuldende adskillelsen af de stridende parter ved at etablere en buffer zone.• Lede lokale forhandlinger mellem de stridende parter.Delkonklusion:En UN fredsstyrke kan:• Adskille parterne og etablere en Buffer-Zone.• Forhindre konflikt.• Bidrage til opretholdelse af lov or orden.• UN styrken skal kunne overvåge og kontrollere området.Deployering af enhederne.Deployering af enhederne afhænger normalt af den opgave enheden skal løse. Det vilnormalt være hensigtsmæssigt at evaluere de enkelte enheder, således at de anvendes ioverensstemmelse med deres kvalitative og kvantitative kapaciteter (UN erfaring, træning, ud-rustning/materiel, sociologiske faktorer, sprog med mere).FC tildeler de underlagte styrker et ansvarsområde (Area of Responsibility, AOR), hvori denpågældende enhed løser sine opgaver. Der findes tre typer for deployeringer:• Ceasefire Line (CFL) deployment.• Buffer zone deployment.• Area deployment.Hovedprincipperne for deployering er:

86 UNTAM I, p. 44.87 Denne opgave vil ofte inkludere humanitær støtte.88 UNTAM I, p. 46.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 23

• Enhederne skal være inden for visuel kontakt af hinanden.• Fra deres placering/poster skal der være gode muligheder for at overvåge alle stillinger

og bevægelser fra de stridende parter.Generelt bør UN styrken have reserver til indsættelse efter omstændighederne, hvilket er etvanskeligt forhold i en multinational operation (sprog, metoder med mere).FC kan vælge at rotere enhederne i området, det vil sige bytte deres ansvarsområder, ellerlade dem fastholde89. Metoden kan også anvendes inden for det enkelte kontingentsområde. Generelt er erfaringen, at man bør lade enheder have permanente ansvarsområder.Herudover vil det have afgørende betydning, at man har et godt kendskab til områdetsåfremt situationen skulle spidse til.Delkonklusion:• UNTAM beskriver kun forhold vedrørende kapitel VI operationer, og behandler primært

det taktiske niveau.• UNTAM angiver de principper og metoder styrker skal anvende i forbindelse med en

operation.• Den i UNTAM beskrevne doktrin er kun til kapitel VI missioner, da alle tre

deployeringsformer kræver samtykke fra de stridende parter.Organisation.Sammensætningen af styrken (MOFA, The Model of Force Agreement) foregår mellem denpågældende nation og UN90. UN er derfor afhængig af medlemslandende og landendes viljeog evne til at stille styrker til rådighed for UN.UN opgør hvad der skal stilles af styrker for at løse opgaven. Herefter henvender UN siguofficielt til et lands regering og forespørger om, hvilke enheder landet vil være i stand til atstille. Når UN har indhentet landendes tilbud henvender UN sig efterfølgende officielt tilmedlemslande, og anmoder om bidraget.The Department of Peacekeeping Operations (DPKO) er UN SG operationelle element og eransvarlig for planlægning, forberedelse, udførelse og giver direktiver for alle UNfredsoperationer.DPKO blev oprettet i 199291 med det formål at kunne forbedre UN evne til at planlægge, ledeog evaluere UN operationer92. Afdelingen er placeret i New York og ledes af enUndergeneralsekretær. I 1993 etablerede UN et situationscenter i DPKO, med det formål atovervåge operationsområderne døgnet rundt. Samme år etablerede man en træningsenhed iorganisationen. I 1994 etablerede man Mission Planning Service, som havde til formål atplanlægge og koordinere mere komplekse operationer. For at forbedre organisations evne tilat udnytte de indvundne erfaringer, etablerede man i 1995 en Lessons Learned Unit. FieldAdministrative and Logistics blev senere underlagt DPKO, for at forbedre den logistiskestøtte i forbindelse med operationerne93.UNAMSIL blev støttet operationelt fra DPKO. I 1999 fjernede UNSG de officerer fra organi-sationen der blev aflønnet fra deres hjemlande, hvilket medførte, at planlægningskapacitetenblev yderst begrænset. Dette var muligvis en af årsagerne til at UNAMSIL havde svært vedat løse sine opgaver94.Herudover er der tre andre nøgleafdelinger:• The Department of Political Affairs (er rådgiver vedrørende politiske opgaver).

89 UNTAM I, p. 62.90 http://www.natoalliance.org/peacekeeping/peacekeeping.basics.htm af januar 2003.91 Kontoret blev reorganiseret og fik ansvaret for at planlægge, udføre og lede operationer. PK CR, p. 227.92 FOR VK, p. 76.93 Man etablerede også logistiske baser I Italien, for at have initiallogistik placeret der. PK CR, pp. 227-228.94 PSF SL, p. 7. af januar 2003.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 24

• The Emergency Relief Coordinator (er UN principielle rådgiver på humanitære emner).• The High Commissioner for Human Rights.UN SG Sekretariatet ledes af UN SG og er den permanente organisation som er ansvarligfor etablering, koordinering og administrationen af Peacekeeping operationer.Hovedfokus på fredsoperationer i UN sekretariatet påhviler DPKO95.Delkonklusion:• UN er afhængig af sine medlemslande og deres vilje og evne til at stille styrker.• UN har ikke selv styrker til rådighed, og er derfor afhængig af de bidrag som

medlemslandene vil yde. Derfor er organisationen og teknologien ofte variable faktorer,mens doktrinen er en fast faktor (som udvikles fortløbende på baggrund af indhentedeerfaringer).

Materiel/teknologi.UN har to metoder til fremskaffelse af materiel til styrken. De to metoder kan kombineres.Dry lease: Landene kommer med personellet. UN (og medlemsnationer) skaffer træning ogmateriel.Wet lease: Landene kommer selv med personel og materiel.Kvaliteten af det materiel som de forskellige lande kommer med, er af meget forskelligkarakter, og interoperabilitet er ofte ikke muligt. Herudover er det ligeledes umuligt at støttehinanden logistisk udover almindelige forbrugsgenstande. Det er ofte set, at nogle landesender styrker ud med dårligt og misligeholdt materiel, som de så forlanger UN skal betalestore summer for. Wet lease er derfor at foretrække, da enhederne kender deres materiel,og de har bedre muligheder for at vedligeholde dette.Delkonklusion:• Wet lease er at foretrække (uddannelse og vedligeholdelse).Uddannelse.Et kendetegn for alle missioner som UN har gennemført er, at de enkelte landes enhederikke er sammenarbejdet når de ankommer til missionsområdet. Samvirkeuddannelsen bliverførst gennemført i missionsområdet, hvis det kan nås. De tildelte enheder har forskelligeuddannelsesniveauer og principper, og derfor er samvirkeuddannelse nødvendig for atkunne samarbejde i et multinationalt miljø96.Lester B. Pearson Canadian International Peacekeeping Training Center blev etableret afden Canadiske regering i 1994 med henblik på at assistere i uddannelse af nationale oginternationale grupper i specifikke fredsoperationsrelaterede emner. Tilsvarende har denordiske lande etableret deres egne uddannelsescentre, hvor UNMILPOC kan nævnes.Ligeledes yder Carter Centeret i USA støtte, og overvåger blandt andet valg97.Delkonklusion:• Det er en svaghed, at UN ikke gennemfører en samlet uddannelse af styrken før dens

udsendelse.Kommando og kontrol.Styrken fra det pågældende kontingent underlægges FC, som er direkte under kommando afUN SG, der rapporterer til sikkerhedsrådet98.Sikkerhedsrådet er den overordnede autoritet for udgivelse af mandat og ophævelse afdenne. UN SG har kommandoen over fredsoperationerne, men under sikkerhedsrådetsautoritet99.

95 UK doctrine JWP 3-50.96 Tag eksemplet på det brev som UN SG skrev til SC.97 PK CR, pp. 108-109.98 http://www.natoalliance.org/peacekeeping/peacekeeping.basics.htm af januar 2003.99 GUSOP PO, pp. 1-3 og 1-4.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 25

Normalt melder de enkelte nationers styrker først til deres egne regeringer/myndigheder, førde vil udføre en bestemt ordre, som ikke er en rutine sag (først skal regeringen informeres).Ofte er de sager, som ikke er rutine sager, af kritisk karakter, og kræver hurtig indsats.Denne kommandovej er derfor ikke hensigtsmæssig i et fjendtligt og kompliceret miljø.Delkonklusion:• UN SG har kommandoen over styrken.• DPKO er ansvarlig for den daglige ledelse.Økonomi/Finansiering af UN operationer100.UN finansieres på følgende måder:• Tvungne bidrag til UN ordinære budget,• Tvungne bidrag til UN operationer samt• Frivillige bidrag.En afgørende faktor for at kunne udføre UN operationer er, at missionen er finansieret. UNskylder fortsat flere medlemslande for deres tidligere deltagelse i UN missioner. Dette harafholdt mange medlemslande fra at deltage i operationer. Jo større sikkerhed, der er forbetaling af operationen, desto større er villigheden til at deltage.Herudover er der mange lande, som ikke er villige til at betale deres bidrag til UN, enten afpolitiske årsager eller fordi de ikke kan. I 1995 skyldte medlemslandene UN ca. 3 mia.dollars. Herefter har antallet af fredsoperationer været stigende, og hermed også udgifterne,hvilket har medført, at der i fremtiden vil udestå betaling for missionsdeltagelse. Foreksempel er etableringen af Trust Funds, et frivilligt bidrag, ofte en begrænsende faktor forUN evne til at løse konflikter.En interessant konstatering er, at 70 % af udgifterne til fredsbevarende operationer i 1994 og1995 gik til tre europæiske konflikter101.Det er sikkerhedsrådet som beslutter om en mission skal finansieres ved frivillige bidrag eller(som normalt) ved obligatorisk påligning af udgifterne til medlemslandene102.Delkonklusion:• Jo større sikkerhed for dækning af udgifter i forbindelse med styrkebidrag jo desto større

villighed.• UN bør have et fast budget for operationer, således at styrker kan udsendes hurtigt og

inden situationen eskalerer.

2.14. Sammenfatning.UN daværende doktriner var udarbejdet for kapitel VI operationer, og der var ikkeudarbejdet en doktrin til Peace Enforcement.I det efterfølgende opsummeres UN daværende principper og politikker, der vurderesstyrende og afgørende for UN daværende doktriner, for herved at kunne udledefokuseringsområderne for det videre arbejde:• Termerne er meget overordnet definerede, og der er begrebsforvirring, blandt andet

fremgår Peace Enforcement som begreb ikke af chartret.• Doktrinerne behandler udelukkende kapitel VI operationer, og omhandler primært det

taktiske og operative niveau.• Mange medlemslande har udarbejdet deres egne doktriner for fredsoperationer.• Mandatet skal være klart beskrevet, da FC udarbejder sit direktiv og SOP på baggrund

heraf. FC direktiv og SOP bør være detaljeret beskrevet.

100 FN PV, pp. 103-108.101 FN PV, pp. 104-105.102 Jf. Artikel 17 i UN Charter.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 26

• UN missioner i Liberia og Sierra Leone havde et kapitel VII mandat.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Mandat/opgave.

• UN SG har kommandoen over styrken.• FC/CMO udpeges af UN SG efter at have konsulteret parterne. FC/CMO skal godkendes

af sikkerhedsrådet.• Valget af SG SR for en mission er en væsentlig faktor.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Kommando og kontrol.

• Legitimitet er en afgørende faktor, og udviser hermed også en bred internationalopbakning.

Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Legitimitet.

• Upartiskhed.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Upartiskhed.

• Samtykke.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Samtykke fra de involveredeparter.

• Opretholdelse af forbindelse med parterne er væsentlig.• En UN fredsstyrke løser følgende opgaver: Kontrol og overvågning af et område eller

grænse/grænselinie mellem de stridende parter, forhindre infiltration inden for områdeteller en konfrontation mellem de stridende parter, fuldende separationen af de stridendeparter ved at etablere en buffer zone samt lede lokale forhandlinger mellem de stridendeparter.

• Anvendelse af UN teknikker (Observationsstader, kontrolposter/vejspærringer og eftersøg-ning, patruljering, organisering af eskorter, specielle møder m.m., sikring og kontrol afovergange/linier, eftersøgning af våben, undersøgelser/inspektioner, beredskab og an-vendelse af reserver samt begrænsning af indtrængen og raids).

Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Overvågning/kontrol medkonfliktområdet.

• Deployering af enhederne afhænger af hvilken opgave enheden skal løse, og skal være ioverensstemmelse med enhedens kvalitative og kvantitative kapaciteter.

• Den militære grunduddannelse skal være gennemført.• UN gennemfører ikke samlet uddannelse af styrken før dens udsendelse.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Troværdighed.

• Multinational sammensætning.• UN har ikke selv styrker til rådighed, og er derfor afhængig af de bidrag som

medlemslandene kan stille. Derfor er organisationen og teknologien ofte variable faktorer,mens doktrinen er en fast faktor. Frivillige bidrag af styrker fra små, neutrale lande.Staben skal reflektere den internationale sammensætning af styrken (en samarbejdet ogintegreret fredsstyrke, herunder bredt repræsenteret).

Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Styrkesammensætning.

• Afpasset magtanvendelse.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 27

• Hovedretningslinierne for UN styrker er at bruge minimum af magt i alle konfliktsituatio-ner, og hver UN mission har sine egne ROE. Dog kan enhver UN soldat altid anvendemagt i selvforsvar.

Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Afpasset magtanvendelse.

• Klarhed og intention.• Synlig profil.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Gennemskuelighed.

• UN styrken skal kunne overvåge og kontrollere området.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Bevægelsesfrihed.

• FC tildeler normalt sine underlagte styrker et ansvarsområde.• Der findes tre typer for område deployeringer: Ceasefire Line Deployment, Buffer Zone

Deployment samt Area Deployment.• UN styrken bør have reserver, som kan indsættes efter omstændighederne.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Forudseenhed.

• Styrken skal respektere internationale regler og love, handle velovervejet, respekterelokale sæder og skikke, være bestemt i sin optræden, udvise klarhed om intentioner(gennemskuelighed), være forudseende, skal være velorienterede og opretholde en højprofil (synlighed).

Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Moral og disciplin.

• Wet lease er at foretrække (uddannelse og vedligeholdelse).• Jo større sikkerhed for dækning af udgifter i forbindelse med styrkebidrag desto større

villighed.• UN bør have et fast budget for operationer, således at missionen kan udsendes hurtigt

og inden situationen eskalerer.Delkonklusion. Dette vil blive behandlet under overskriften: Økonomi og materiel.

2.14.1. Sammenfattede fokuseringsområder.

Mandat/opgave. Giver UN styrke retningslinier for hvorledes opgaven skal løses. Påbaggrund heraf udarbejder FC sit direktiv og sin SOP.

Kommando og kontrol. UN SG har kommandoen over UN styrken. UN styrken arbejder forUN og ikke for deres egne regeringer.

Legitimitet. Enhver disposition skal kunne henføres til styrkens mandat.

Upartiskhed. Upartiskhed må ikke forveksles med neutralitet, men skal ses i sammenhængmed det stillede mandat. Man er upartisk ved at følge det mandat som det internationalesamfund har besluttet (UN), og handler kun i overensstemmelse med det.

Samtykke fra de involverede parter. En forudsætning for gennemførelse af en UN missioner samtykke fra de stridende parter, således at UN styrken kan løse sin opgave. Dette er dogikke nødvendigt ved for en Peace Enforcement operation.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 28

Overvågning/kontrol med konfliktområdet. UN løser sin opgave ved at interveneremellem de stridende parter, og således holde dem adskilt. Dette har hidtil kunnet lykkes, dader primært var tale om interstatslige konflikter, hvor der normalt var en grænse eller andenform for afgrænsning af området. intrastatslige konflikter er yderst vanskelige at løse, ogovervågning/kontrol kræver flere ressourcer, og man bør have kontrol med hele området.

Troværdighed. UN styrken skal have har en troværdig kapacitet og kvalitet. Enhederne skaloptræde bestemt og sikkert og udstråle autoritet. Enhederne skal være i stand til at løse denstillede opgave.

Styrkesammensætning. En fredsstyrke skal være afhængig af hinanden, for at etablere eteffektivt samarbejde og udvise at det internationale samfund holder sammen. Når enkonfrontation er mulig mellem de stridende parter, er det klogt at indsætte en mindre gruppefra så mange nationale kontingenter.

Afpasset magtanvendelse. Hovedretningslinierne for UN styrker er at bruge minimum afmagt i alle konfliktsituationer, og skal gennemføres ensartet ved alle enheder. Hver UNmission har sine egne ROE. Dog kan UN enheder anvende magt i følgende situationer:• Såfremt der er en umiddelbar fare for at blive arresteret eller bortført.• Såfremt der er en umiddelbar fare for at blive afvæbnet.• Såfremt bevæbnet personel indespærrer UN enheder.• Såfremt bevæbnede enheder ved magtanvendelse forsøger at hindre UN enheder i at

udføre deres mission.• Når det bliver nødvendigt at forsvare UN enheder.• I tilfælde af en bevæbnet styrke/personel forsøger at tage UN ejendom, stillinger,

køretøjer med mere.

Gennemskuelighed. Det er væsentligt, at parterne har klarhed om UN styrkens intentioner,og at alle parter er bekendt med enhedens mandat og opgaver.

Bevægelsesfrihed. For at kunne løse den stillede opgave, skal UN have bevægelsesfrihed ihele området.

Forudseenhed. Begivenheder som kan fremprovokere optøjer/vold skal forudses og rettidighandling skal iværksættes for at undgå dem. Dette kan blandt andet gøres ved hyppigkontakt til konfliktens parter samt samarbejde med andre organisationer.

Moral og disciplin. Opretholdelse af personellets moral og disciplin er en væsentlig faktor,og kan blandt andet påvirke de øvrige fokuseringsområder, for eksempel upartiskhed ogtroværdighed.

Økonomi og materiel. Der skal være tilstrækkelige ressourcer til at løse den stillede opgave(mandatet).

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 29

KAPITEL 3. REDEGØRELSE FOR LIBERIA

Vedrørende landefakta for Liberia henvises til bilag 1.

3.1. Eksterne aktører.Note:Kun de væsentligste eksterne aktører, der har haft en rolle at spille under borgerkrigensforløb, medtages under dette punkt. Andre eksterne aktører har ligeledes haft indflydelse,med det vurderes ikke væsentligt for specialen.

3.1.1. Economic Community of West African States (ECOWAS)103.I 1975 underskrev 15 vestafrikanske lande Lagos traktaten der i princippet etableredeECOWAS som en organisation der havde til formål at fremme samarbejde og integrationinden for økonomiske, sociale og kulturelle aktiviteter. ECOWAS havde endvidere som målat forøge medlemslandenes levestandard samt vedligeholde og forøge den økonomiskestabilitet.I 1993 blev traktaten revurderet, hvilket gav medlemslandende ansvaret for forebyggelse ogløsning af regionale konflikter.Freds- og sikkerhedsrelaterede aktiviteter.Med baggrund i de mange kupforsøg i perioden 1970-1990104 gjorde ECOWAS og denfrankofile regionale gruppe CEAO sig mange overvejelser om den regionale sikkerhed. I1978 gennemgik ECOWAS en af sine mest radikale ændringer ved at vedtage en ikke-aggressions traktat, der i bund og grund var en beskyttelse af medlemslandende modmilitære fjendtligheder105.I 1981 blev en mere omfattende protokol vedrørende gensidig assistance og forsvarvedtaget, og protokollen blev endeligt implementeret i 1986. Protokollen beskrev, at truslereller aggressioner rettet mod et medlemsland var at betragte som trusler eller enaggressioner rettet mod samtlige medlemslande – meget lig Den Nordatlantiske TraktatsArtikel 5. Protokollen foreskrev endvidere en kollektiv reaktion fra medlemslandende såfremtinterne uroligheder, foranlediget og styret af udefrakommende aktører, opstår i etmedlemsland. Det er med baggrund i den i 1986 implementerede protokol at ECOWAS mereeller mindre er overgået fra alene at være en økonomisk organisation til også at være enmilitær organisation på regionalt plan.I 1999 besluttede ECOWAS at etablere et instrument til blandt andet konfliktforebyggelse,fred og sikkerhed, samt etablering af en domstol der blandt andet skulle tage sig af klager framedlemslandende.ECOWAS Monitoring Group (ECOMOG).ECOMOG106 blev dannet i 1990 med baggrund i de i 1978 og 1981 vedtagne protokollervedrørende ikke-aggression og gensidig forsvarsassistance jf. ovenstående107. I 1994 un-derskrev den sierra leonske og den nigerianske regering en forsvarsaftale, ECOMOG man-dat i Liberia blev kort tid efter udvidet til også at omfatte Sierra Leone. ECOMOG hovedkon-tor blev i denne forbindelse flyttet fra Monrovia til Freetown.

103 Baseres i sin væsentlighed på data fra ISS, Africa Fact Files, Profile: Economic Community of West AfricanStates, 2002.104 I nævnte periode var der 31 succesfulde kup, 21 forsøg på magtovertagelse og 54 kendte konspirationer.105 MARS, p. 6.106 OAU har flere gange forgæves forsøgt at etablere et organ til varetagelse af konflikter i Afrika, men mødteikke tilslutning hertil fra OAU medlemslande. Med baggrund heri er OAU en af de største ECOMOG støtter.107 WARS, p. 4.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 30

ECOWAS udenrigsministre anbefalede i 1998, at ECOMOG officielt skulle have ansvaret forfredsskabende operationer i Vestafrika, samt at ECOMOG måtte søge at implementere enklarere kommandostruktur.

3.1.2. Organization of African Unity/African Union (OAU/AU)108.OAU blev dannet i 1963 med Sierra Leone som en af initiativtagerne, og havde sine rødder iafkolonialiseringsprocessen i Afrika. OAU fungerede blandt andet som fundamentet for denkontinentale politik, og de mere konservative politiske ledere støttede OAU gennem regionalintegration og samarbejde. Nævnte ledere støttede endvidere panafrikanisme som en sam-lende kraft, selvom der ofte var uoverensstemmelse mellem retorik og virkelighed109.I 1993 blev OAU Mechanism for Conflict Prevention, Management and Resolution vedtagetmed henblik på at foregribe og forhindre potentielle konflikter i Afrika i at udvikle sig tilegentlige konflikter. I juli 2002 blev Peace and Security Council nedsat til erstatning for det i1993 vedtagne instrument. Selvom OAU havde kendskab til flere konflikter i Afrika, har derkun været deployering af en form for OAU fredsbevarende styrker til fem af disse konflikter.Borgerkrigen i Sierra Leone var ikke en af dem.

3.2. Borgerkrigen i Liberia (1989-1997). ECOWAS/ECOMOG og UN.Note: For styrkesammensætning af den regionale styrke, UNOMIL samt modstandere medvidere i perioden 1989 til 1997 henvises til bilag 5.

Den 24. december 1989 gik en oprørsgruppe under navnet National Patriotic Front of Liberia(NPFL) over grænsen fra Côte d’Ivoire og ind i Liberia. Gruppen var anført af Charles Taylor,en Americo-liberianer, som tidligere havde været embedsmand under Samuel Doe, mensom var draget i landflygtighed grundet anklagerne om underslæb110 og 111.Taylor’s NPFL-styrke blev støttet af regulære soldater fra Burkina Faso112, men fik hurtigtmange medlemmer blandt Gio- og Mano befolkningen i Liberia. NPFL styrkerne havdemodtaget deres militære træning i Burkina Faso og Libyen. Burkina Faso forsynede NPFLmed træningsområder og våbendepoter, og Libyske militærfly brugte Lufthavne i BurkinaFaso til at tilføre materiel støtte til NPFL. NPFL modtog også finansiel og materiel støtte fraCôte d’Ivoire samt fra liberianske oppositionsgrupper i udlandet113. Côte d’Ivoire, somgrænser op til Liberia, støttede NPFL med sikre opholdsområder samt levering af våben overgrænsen og ind i Liberia til brug for Taylors styrker. NPFL bestod i begyndelsen kun af fåhundrede medlemmer, men voksede i løbet af det næste halve år til over 6.000 mand114.Styrken bestod i det væsentlige af medlemmer fra Gio- og Mano befolkningen, oginkluderede en del børnesoldater.I begyndelsen blev situationen betragtet som konflikt af lav intensitet, men grundet dårlig or-ganisation og ukvalificeret ledelse, led regeringshæren Armed Forces of Liberia (AFL) ne-derlag på nederlag. USA sendte to militære rådgivere for at omgruppere og optimere AFLstrategien. De blev dog af hjemlige politiske årsager hurtigt trukket tilbage igen, og NPFL fik i

108 Baseres i sin væsentlighed på COP pp. 16-17 og ISS, Africa Fact Files, Profile: Organization of AfricanUnity (OAU)/African Union (AU), 2002.109 JSSA External Affairs, Sierra Leone af 25. oktober 2001.110 INTER A, kapitel 5, p. 132.111 Taylor blev senere fængslet i Ghana, hvorfra han blev frigivet ved mellemkomst af Burkina Faso’s præsidentBlaise Campaoré. Campaore introducerede herefter Taylor for Libyens leder Muammar Qaddafi, BUPE, kapitel3, p. 48.112 BUPE, kapitel 3, p. 48.113 INTER A, kapitel 5, p. 132.114 JFQ/Autumn/Winter 2001-2002 p. 77.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 31

løbet af foråret 1990 kontrol over det meste af landet samt de største byer undtagen hoved-staden Monrovia.Efter en episode med NPFL troppers ellers sjældent forekommende nederlag til AFL, be-sluttede Taylor, at gøre kort proces og rettergang mod de implicerede NPFL officerer, somherefter blev henrettet. Dette afstedkom at NPFL blev fraktioneret, idet en udbrydergruppeunder ledelse af løjtnant Prince Yormie Johnson dannede fraktionen Independent NationalPatriotic Front of Liberia (INPFL). INPFL kæmpede i perioden mod AFL og periodevis sam-men med AFL mod NPFL. Kampene var hårde, og alle parter begik grove overgreb mod ci-vilbefolkningen. Hen på foråret 1990 medførte kampene om Monrovia, at mere end 3.000borgere fra de omkringliggende afrikanske lande blev afskåret fra Monrovia og tilbageholdtbag NPFL forreste linier. Det drejede sig hovedsagelig om engelsktalende borgere fra isærNigeria, Ghana og Sierra Leone. Rationalet for Taylor ved at tilbageholde disse regionaleudenlandske statsborgere som gidsler var primært, at dette skulle afholde lande, blandt an-det Nigeria, fra at blande sig i konflikten115.I løbet af sommeren 1990 var AFL trængt helt tilbage til selve Monrovia, og der herskedestor frustration blandt regeringshærens soldater. I juli 1990 foretog soldater fra AFL en etniskmassakre på flere hundrede mennesker, som havde søgt tilflugt i en kirke i Monrovia. USAsom havde deployeret en maritim styrke i farvandet ud for Monrovia, foretog herefterevakuering af amerikanske og allierede statsborgere116. Evakueringen omfattede ikke deregionale statsborgere, der var tilbageholdt bag NPFL linier. USA afstod herudover fraenhver militær indblanding i konflikten.På baggrund af den tilspidsede situation i Liberia, og på initiativ af Nigerias præsident Ba-bangida der var ven og allieret til Samuel Doe, mødtes ECOWAS statslederne i Banjul iGambia for at diskutere mulige tiltag til at løse konflikten. Man enedes om at etablere enStanding Mediation Committee (SMC) bestående af Nigeria, Ghana, Gambia, Mali og Togotil at finde en løsning på konflikten i Liberia. På SMC møde den 6. – 7. august 1990 blev detbesluttet, at der skulle indsættes en fredsbevarende styrke i Liberia med mandat til at etable-re og overvåge en våbenhvile, sikre præsident Does tilbagetræden, oprette en overgangsre-gering, Interim Government of National Unity (IGNU), og organisere afholdelse af valg indenfor en periode af 12 måneder117. For at sikre neutralitet i den midlertidige regering, blev detbestemt, at lederne fra de stridende parter ikke kunne deltage, og at lederen af den kom-mende overgangsregering ikke kunne stille op til præsidentvalget118. Taylor, der ikke villedeltage i mødet, protesterede kraftigt over beslutningen, og advarede direkte Nigeria mod atblande sig i Liberias interne anliggender119.Den militære styrke blev benævnt Economic Community of West Africa Monitoring Group(ECOMOG) og bestod af initialt ca. 3.000 mand. Styrken var sammensat af soldater fraNigeria, Ghana, Guinea, Gambia og Sierra Leone, med overvældende Nigeriansk dominans,og under kommando af den ghanesiske general Quainoo.UN rolle var i de første år af konflikten primært i form af legitimering af ECOWAS bestræbel-ser på at stoppe konflikten samt humanitær indsats. Legitimeringen var primært ved støtte-udtalelser fra UN SG Perez de Cuellar i 1990120, men blev senere givet med tilbagevirkendekraft i sikkerhedsrådets resolution 788121. Indsatsen var orienteret mod den humanitære ka-

115 INTER A, kapitel 5, p. 146.116 INTER A, kapitel 5, p. 149.117 PK A, kapitel 11, p. 224.118 INTER A, kapitel 5, pp. 149-150.119 INTER A, kapitel 5, p. 150.120 MARS, p. 8.121 UNR, S/RES/788 af 19. november 1992.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 32

tastrofe, som borgerkrigen havde medført, og blev varetaget af UN mange underorganisatio-ner (UNDP, FAO, UNICEF, WFP, WHO med videre)122.OAU forsøgte i samarbejde med ECOWAS at bringe situationen i Liberia op i sikkerhedsrå-det, hvilket ikke lykkedes, idet flere ikke-permanente afrikanske medlemmer af sikkerheds-rådet (Etiopien, Zaire og Côte d’Ivoire) modsatte sig dette123 og 124. I stedet benyttede OAUog ECOWAS sig af en tidligere vedtaget UN resolution fra 1988, der var vedtaget ved sim-pelt flertal i sikkerhedsrådet og som tillod, at der kunne interveneres i intrastatslige konflikter,såfremt det drejede sig om stater med tyranniske ledere, eller nationen ville blive splittet afkrig eller krise125.ECOWAS landene var, historisk betinget, inddelt i anglofile og frankofile lande. Nigeria,Ghana og Sierra Leone var eksponenter for den anglofile side, og Burkina Faso, Côted’Ivoire, Senegal, Niger, Mali og Togo var eksponenter for den frankofile side. Flerefrankofile stater var tvivlende over for Nigerias motiv til intervention i Liberia, og erklæredesig uenige i legitimiteten af aktionen. Burkina Faso erklærede direkte, at en intervention villevære ulovlig126. En beslutning om intervention skulle være forankret i et ECOWAStopmøde127. De frankofile stater refererede til ECOWAS egen protokol om ”Non-Aggressionand Mutual Defence”, som landene havde underskrevet i 1981. Protokollen omhandledeforhold i forbindelse med trussel udefra, eller interstatslige konflikter blandt ECOWASlandene128. Nigeria insisterede dog på indsættelse af styrken, primært af humanitæreårsager, men også for at hindre spredning af konflikten til andre lande i regionen129. Côted’Ivoire modsatte sig direkte indsættelsen, men blev underkendt af Nigeria, Ghana ogGuinea, der udgjorde majoriteten i SMC130. Dette medførte, at mange frankofile lande ikkedeltog med tropper til ECOMOG fra begyndelsen. Guinea, som imidlertid havde haft et godtforhold til Liberia under Doe, stillede dog med styrker til ECOMOG.Indsættelse af styrken var godkendt af præsident Doe og Prince Johnson fra INPFL, hvori-mod Taylor modsatte sig dette. Han opfattede ECOMOG intervention som en nigeriansk le-det intervention, som efter hans opfattelse skulle hindre NPFL krigsvundne ret til at sætte sigpå magten i Liberia131. ECOMOG styrken blev herefter indsat, uden at der var etableret vå-benhvile mellem parterne132.ECOMOG styrken var formeret og havde mandat som en neutral og Peacekeeping styrke.Styrken var kun udrustet med let bevæbning, og blev indsat den 24. august 1990. At styrkenkunne indsættes så hurtigt skyldtes primært, at 80 % af styrken var nigeriansk, ag at derkunne gøres brug af Nigerias maritime kapacitet ved deployeringen133. Styrken kom umid-delbart efter indsættelsen i direkte kamp med NPFL. Styrken blev derfor yderligere forstær-ket med 3.000 mand i løbet af den efterfølgende måned og nu med mandat som Peace En-forcement styrke samt ordre om at etablere en bufferzone omkring Monrovia. Det lykkedes

122 I 1990 åbnede United Nations Special Coordinator’s Office (UNSCOL) i december 1990 i Monrovia, ogfunktionsområdet blev i det efterfølgende år udvidet til at gælde hele landet inklusive regionale arrangementertil at støtte de store grupper af liberianske flygtninge, som befandt sig i nabolandene, UNOMIL, pp. 2-27.123 MARS, p. 8.124 INTER A, kapitel 5, p. 157.125 MARS, p. 8.126 PK A, kapitel 11, p. 226.127 INTER A, kapitel 5, p. 151.128 PK A, kapitel 11, p. 224.129 PK A, kapitel 11, p. 225.130 INTER A, kapitel 5, p. 146.131 BUPE, kapitel 3, p. 43.132 JFQ/Autumn/Winter 2001-2002 p.77.133 PK A, kapitel 11, p. 226.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 33

ECOMOG, ved at kæmpe side om side med AFL OG INFPL, at etablere bufferzonen ogendvidere drive NPFL tropperne ud af Monrovia134 og 135.Den 9. september 1990 accepterede præsident Doe en invitation fra INPFL lederen PrinceJohnson til at mødes på neutralt område i ECOMOG hovedkvarter. Invitationen var en fælde,og præsident Doe blev taget til fange, mens ECOMOG styrkerne så den anden vej. Doe blevherefter torteret til døde. Episoden medførte store spændinger mellem Nigeria og Ghana daden ghanesiske chef for ECOMOG blev erstattet af den nigerianske general Joshua Dogo-nyaro, en nær ven til Nigerias præsident Babangida. Dette skete uden forudgående konsul-tation med Ghana. Herefter begyndte Ghana at lægge restriktioner på brug af landets trop-per, og insisterede på at blive informeret, før der blev foretaget ændringer i ECOMOG man-dat136. Posten som chef for ECOMOG forblev herefter på nigerianske hænder under restenaf borgerkrigen137. Frem til 1995 var der tillige massive modsætninger mellem de to landesindstilling til bemandingen af overgangsregeringen, idet Ghana stod for en overgangsrege-ring inkluderende de respektive oprørsledere, hvilket var i modsætning til Nigeria, som ar-bejdede for en civilt baseret overgangsregering. Nigeria ændrede dog indstilling i løbet af1995138.ECOWAS arbejdede i løbet af efteråret 1990 målrettet på at danne basis for en fredsplan,herunder etablering af en Interim Government of National Unity (IGNU) ledet af Dr. AmosSawyer. Sawyer var tidligere professor ved universitetet i Monrovia, men levede nu i eksil iUSA139. ECOMOG indsættelse af Sawyer skete uden konsensus fra de frankofile lande iECOWAS140. Charles Taylor nægtede at deltage i forhandlingerne, og dannede sin egenregering, National Patriotic Reconstruction Assembly (NPRA) i Gbanga. Taylor støttede ogsåsierra leonske medlemmer af NPFL ved at etablere en oprørsgruppe, Revolutionary UnitedFront (RUF), ledet af korporal Foday Sankoh. RUF angreb i marts 1991 ind i Sierra Leone,med henblik på at destabilisere regeringen og dermed også landets deltagelse i ECOMOGstyrken i Liberia. Derudover var formålet med støtten til RUF at erobre diamantområderne iSierra Leone for at skabe den økonomiske basis for NPFL fortsatte krigsførelse i Liberia141.I efteråret 1991 blev der dannet endnu en væbnet gruppe kaldet United Liberation Move-ment of Liberia for Democracy (ULIMO). ULIMO bestod hovedsagelig af medlemmer fraKrahn og Mandingo befolkningen, som var tilhængere af den tidligere præsident Doe. ULI-MO angreb Taylors styrker fra Sierra Leone. Gruppen var støttet finansielt af Sierra Leonesregering i håbet om at fange Taylor 142. På NPFL siden fortsatte Libyen gennem Burkina Fa-so og Côte d’Ivoire med at støtte Taylor med sikre opholdsområder og våben til hans styr-ker143.ECOMOG tilstedeværelse i Liberia gjorde det umuligt for Charles Taylor at opnå en endeligmilitær sejr, og Côte d’Ivoires præsident Houphouet indså efterhånden, at såfremt CharlesTaylor skulle få en definitiv politisk indflydelse, kunne dette kun opnås i forståelse med E-COMOG. Houphouet inviterede derfor på eget initiativ de stridende parter til flere konferen-cer i Yamoussoukro i Côte d’Ivoire144. Charles Taylor underskrev her aftaler, men afstod fra

134 BUPE, kapitel 3, p. 52.135 INTER A, kapitel 5, p. 152.136 BUPE, kapitel 3, p. 52.137 BUPE, kapitel 3, p. 53.138 BUPE, kapitel 3, p. 60.139 http://pages.prodigy.net/jkess3/Civilwar.htlm af 3. januar 2003, pp. 7-14.140 BUPE, kapitel 3, p. 52.141 BUPE, kapitel 3, p. 55.142 ZOCA, kapitel 11, p. 84.143 PK A, kapitel 11, p. 225.144 INTER A, kapitel 5, p. 155.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 34

at overholde dem, idet hans krav om at blive indsat som præsident i overgangsregeringen li-gesom hans krav om at ECOMOG skulle forlade Liberia, ikke kunne accepteres af ECO-MOG145.Sawyer og Taylor underskrev den 30. oktober 1991 Yamoussoukro IV aftalen, som indebaretablering og sikring af en bufferzone mellem Sierra Leone og Liberia. Taylor så i aftalen enlettelse af ULIMO pres på hans styrker146. Under mødet havde Taylor givet udtryk for, at hanvar villig til at afvæbne NPFL, men at dette skulle ske til et frankofilt medlem af ECOWAS.Dette medførte, at Senegalesiske tropper, udrustet af USA147, tiltrådte ECOMOG i 1992148.Yamoussoukro IV aftalen indeholdt endvidere aftale om ECOMOG deployering til alle egneaf Liberia og etablering af opsamlingslejre for de respektive styrkers soldater med henblik påafvæbning og demobilisering af de stridende parter. Som en del af aftalen blev der etablereten midlertidig valgkommission til planlægning og udførelse af et frit valg i Liberia149.ULIMO styrker trængte dog efterfølgende ind på NPFL områder, hvorfor ECOMOG afsikkerhedsmæssige grunde måtte trække sig tilbage. Bufferzonen mellem Sierra Leone ogLiberia kunne derfor ikke opretholdes. ULIMO kontrollerede efterhånden 20 % af Liberia. Påtrods af Taylors løfte om afvæbning af sine styrker til det Senegalesiske kontingent afECOMOG, angreb kommandoenheder fra NPFL i maj 1992 ECOMOG styrken og dræbteseks senegalesiske soldater og holdt 500 andre soldater som gidsler. Dette var medvirkendetil, at Senegal herefter trak sine tropper ud af Liberia150.Hårdt presset, og med udsigt til en langtrukken krig, begyndte ECOMOG at udlevere tidligerekonfiskerede våben til AFL, ULIMO og IGNU sikkerhedsstyrker. NPFL modtog fortsat våbenfra Libyen via Burkina Faso og Côte d’Ivoire. Våbnene blev blandt andet fløjet ind viaRobertsfield Airport, som var kontrolleret af NPFL151.I oktober 1992 indledte NPFL en offensiv mod Monrovia. Angrebet kom som en overraskelsefor ECOMOG, som startede luft- og søbombardementer af NPFL stillinger. AFL og enhederfra ULIMO kæmpede sammen med ECOMOG styrken for at forsvare Monrovia. For at få dennødvendige styrkeforøgelse til at indlede et modangreb, tog ECOMOG styrkechef Olurin tilNigeria, og benyttede sit personlige forhold til præsident Babangida til at få styrkeforøgelsensat på plads152. ECOMOG styrken blev i starten af 1993 forøget og var i en kortvarig periodeoppe på ca. 16.000 mand, heraf 12.000 kom fra Nigeria. En efterfølgende offensiv trængteNPFL tilbage, og gav ECOMOG kontrol med vigtige områder, herunder tidligere NPFL kon-trollerede mine- og tømmerområder. Offensiven afskar således store dele af Taylors ind-tægtskilder samt hans forsyningslinier153. ECOMOG strategi og fremfærd bragte atter spæn-dinger mellem Nigeria og Ghana. De nigerianske tropper blev beskyldt for at optræde megetegenhændigt og for at undlade at inddrage de øvrige styrkebidragende lande i planlægnin-gen af ECOMOG missioner. Endvidere fremkom der beskyldninger om, at de nigeriansketropper i ECOMOG – på alle niveauer – deltog i plyndring, selvberigelse og korruption154 og

155.

145 INTER A, kapitel 5, p. 156.146 BUPE, kapitel 3, p. 54.147 INTER A, kapitel 5, p. 158.148 BUPE, kapitel 3, p. 54.149 UNOMIL, pp. 2-27.150 BUPE, kapitel 3, p. 55.151 INTER A, kapitel 5, p. 160.152 BUPE, kapitel 3, p. 55.153 BUPE, kapitel 3, p. 55.154 PK A, kapitel 11, p. 225.155 BUPE, kapitel 3, p. 56.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 35

Den 19. november 1992 vedtog UN Sikkerhedsråd (UNSC) embargo mod Liberia vedrøren-de forsyning af våben og militært materiel (resolution 788) og UNSG udpegede Mr. TrevorLivingston Gordon-Somers som UN SR for Liberia. UN SR besøgte de berørte lande i kon-flikten og konkluderede efterfølgende, at UN kunne spille en rolle på tre afgørende områder;(1) Politisk forsoning, (2) humanitær assistance samt (3) assistance til afholdelse af frievalg156.I marts 1993 pålagde UNSC UN SG (resolution 813), at undersøge mulighederne for atsamle parterne til overholdelse af Yamoussoukro IV aftalen samt diskutere med ECOWASog øvrige implicerede parter for at afklare, hvorledes UN kunne bidrage til overholdelse afaftalen inklusive udsendelse af UN observatører157.På trods af bestræbelserne for fred fortsatte de brutale overgreb mod civilbefolkningen, og ijuni 1993 blev mere end 600 mennesker dræbt ved et angreb nær byen Harbel158 og 159.I juli 1993 afholdes et møde i Cotonou i Benin, hvor de stridende parter underskrev Cotonoufredsaftalen. Ifølge aftalen skulle ECOMOG styrken udvides og forstærkes med tropper frablandt andet Organisation of African Unity (OAU) samt observatører fra UN. På den militæreside indeholdt aftalen en dato for våbenhvile samt etablering af samlingssteder for derespektive stridende parter med henblik på afvæbning og demobilisering som grundlag forafholdelse af frie valg. Våbenhvilen skulle træde i kraft den 1. august 1993. Der blev nedsaten Joint Ceasefire Monitoring Committee (JCMC) bestående af IGNU (AFL), NPFL, ULIMO,ECOMOG og ledet af UN, for at overvåge, at aftalen blev overholdt indtil den aftalteforstærkning af ECOMOG styrken og ankomsten af UN observatørerne var på plads160.Aftalen gav utvetydigt ECOMOG mandat som fredsskabende styrke med bemyndigelse fraden UN ledede komite til undersøgelse af brud på våbenhvilen161. Yderligere 4.000 soldaterskulle tilføres ECOMOG fra de afrikanske, og de skulle sammen med UN observatørerne ståfor aftalens praktiske udførelse162.Politisk forpligtede parterne sig til at overholde Yamoussoukro IV aftalen, etablere et fem-mands statsråd samt indsætte en overgangsregering (Liberian National TransitionGovernment, LNTG) med såvel lovgivende, dømmende som udøvende magt.Overgangsregeringen skulle sammensættes af repræsentanter fra de stridende parter, ogder skulle etableres en JCMC, under ledelse af UNOMIL. Aftalen fastlagde ligeledes, at derskulle afholdes valg inden for en periode af syv måneder fra aftalens underskrivelse163.Den 10. august 1993 bemyndigede UNSC udsendelse af de første 30 militære observatørertil Liberia, og den 22. september 1993, ved resolution 866, bemyndigede UNSC etableringenaf United Nations Observer Mission in Liberia (UNOMIL), til i samarbejde med ECOMOG, ogmed mandat for indledningsvis syv måneder, at sikre gennemførelse af Cotonou aftalen164

(mandat i henhold til UN Charter kapitel VII).UNOMIL militære opgave var at overvåge og verificere overholdelse af våbenhvilen ogvåbenembargoen, samt overvåge samlingen, afvæbningen og demobiliseringen af derespektive stridende parter.

156 UNOMIL, pp. 2-27.157 UNOMIL, pp. 2-27.158 UNSC fordømte drabene og advarede om, at de skyldige ville blive holdt ansvarlige herfor. Skylden for dra-bene blev initialt tillagt NPFL, men en undersøgelse foretaget af en kommission med deltagere fra blandt andetKenya, USA og Ægypten konkluderede, at drabene var planlagt og udført af enheder fra AFL.159 UNOMIL, pp. 3-27.160 UNOMIL, pp. 3-27.161 BUPE, kapitel 3, p. 56.162 UNOMIL, pp. 3-27.163 BUPE, kapitel 3, p. 56.164 UNOMIL, pp. 2-27.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 36

UNOMIL civile opgave inkluderede politisk genopbygning, humanitær assistance samtassistance til afholdelse af frie valg.UNOMIL samlede autoriserede styrke var på 651 mand og bestod af 303 militære observa-tører, 20 militære medicinske personer, 45 militære ingeniører, 58 UN frivillige, 89 internatio-nale civile samt 136 lokale civile. Styrken var underlagt civil ledelse og ledet af SG SR.UNOMIL sikkerhed og virke skulle varetages af ECOMOG styrkerne165.ECOMOG styrken, som var blevet forstærket med 1.500 mand fra OAU landene Tanzaniaog Uganda, begyndte i marts 1994 at deployere styrker ud i Liberia. Styrken havde på trodsaf gentagne anmodninger, ikke modtaget den nødvendige logistiske og finansielle støtte fradet internationale samfund, og deployeringen blev begrænset til kun at omfatte ca. 15 % aflandet166. Kampe mellem de stridende parter forhindrede således den fortsatte afvæbning.Om end ECOMOG styrkerne ikke var et UN ansvar, blev der under UN gjort tiltag til etable-ring af et fond til finansiering af såvel ECOMOG styrkebidrag som den humanitære og politi-ske bistand under krigen167.Spændinger mellem ECOMOG og UNOMIL var yderligere med til at forsinke aftalensudførelse. Blandt andet blev UNOMIL beskyldt for manglende vilje til at stille materiel tilrådighed, såsom køretøjer og helikoptere. ECOMOG ønskede også at UNOMIL skulleindtage en passiv og observerende rolle frem for en førende og dirigerende rolle iafvæbningsprocessen. UNOMIL og ECOMOG militære chefer var endvidere uenige omfremgangsmåden i forbindelse med afvæbningen. ECOMOG var irriteret over UN SRunilaterale forhandlinger med de stridende parter, samt UNOMIL manglende konsultation afECOWAS før deployering af observatører. Modsat beklagede UNOMIL sig over, atECOMOG ikke var i stand til at give observatørerne den tilstrækkelige beskyttelse168.Det første JCMC møde var berammet i UN regi allerede medio august 1993. Komiteen blevdog ikke formaliseret, idet den for udførelsen nødvendige forstærkning af ECOMOGstyrkerne lod vente på sig, og rapportering fra de stridende parter vedrørende antal oglokalisation af soldater, våben, minefelter med mere udeblev. Politisk var parterne blevetenige om fordelingen af 13 af de 17 ministerstillinger i LNTG, men parterne havde ikke væreti stand til at fordele posterne for henholdsvis forsvars-, udenrigs-, justits- ogfinansministeriet169.Først i januar 1994 kom UNOMIL op på fuldt styrke, og samtidig ankom forstærkningen tilECOMOG. Herefter førtes intense forhandlinger med henblik på begyndelse af afvæbningen.Der blev identificeret 10 samlingssteder, som blev fordelt til de stridende parters tropper medhenblik på afvæbning af oprørsstyrkerne. Medio februar 1994 blev parterne enige om de fle-ste udeståender vedrørende LNTG, men manglede fortsat de resterende fire kabinetsposter.Den 7. marts 1994 blev LNTG statsråd indsat, og samme dag åbnede tre opsamlingssteder,et for hver af de stridende parters soldater170.I mellemtiden var deployeringen af UNOMIL observatører ud over hele Liberia fortsat, og iapril 1994 var 27 poster ud af 39 planlagte besat. Der var etableret 4 regionale hovedkvarte-rer i henholdsvis Monrovia, Tubmanburg, Gbarnga og Tapeta. På trods af ECOMOG styr-kens størrelse og bevæbning, var det af sikkerhedsmæssige årsager ikke muligt at deploye-re til nogle af de ydre områder. Dette gjaldt blandt andet Lofa regionen, hvor Lofa DefenceForces (LDF) huserede og den sydøstlige del af Liberia, hvor Liberian Peace Council (LPC),

165 UNOMIL, pp. 4-27.166 BUPE, kapitel 3, p. 57.167 UNOMIL, pp.4-27.168 BUPE, kapitel 3, p. 57.169 UNOMIL, pp. 4-27.170 UNOMIL, pp. 6-27.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 37

som opstod efter Cotonou aftalen, fortsat var i væbnet konflikt med NPFL.171. LPC, der fun-gerede som en indenlandsk filial af ULIMO, bestod af desertører fra AFL og andre tilhænge-re af den myrdede præsident DOE172.UNOMIL var fortrinsvis engageret i kontrol ved grænseovergange, overvågning og verifice-ring af afvæbning og demobilisering samt undersøgelse ved overtrædelse af våbenhvilen.Efter at deployeringen var fuldført, blev JCMC i henhold til aftalen erstattet af en ViolationCommittee (VC) som herefter skulle undersøge overtrædelser af våbenhvilen. VC blev ledetaf chefen for UNOMIL militære komponent (CMO). I løbet af den første måned var i alt kunca. 2.200 soldater afvæbnet. Det samlede antal krigsførende vurderedes på daværendetidspunkt til at andrage ca. 60.000 mand, hvoraf ca. 6.000 var børnesoldater173.Der opstod imidlertid interne etniske stridigheder i ULIMO vedrørende fordeling af posterne.Dette førte til sprængning af ULIMO i to fraktioner i 1994, ULIMO-K, som var ledet af AlhajiKromah, der var muslim, og ULIMO-J, som var under ledelse af den kristent orienteredeRoosevelt Johnson. De to fraktioner begyndte herefter at kæmpe indbyrdes. På trods af atECOMOG/UNOMIL havde foranstaltet en våbenhvile mellem de to parter, blussedekampene hurtigt op igen og fortsatte hen over sommeren 1994. Dette betød samtidig, at helefredsprocessen gik i stå. Der blev udført intense forsøg på forhandlinger men uden held, oghurtigt var alle krigsførende parter involveret i nye kampe. Alle parter havde samtidigalvorlige problemer med kommando og kontrol af deres enheder, og der skete angreb påsåvel civile, NGO og UNOMIL, herunder tyverier af køretøjer med mere. ECOMOG styrken,som fortsat led under finansielle og logistiske problemer, kunne deployeres som fastlagt iaftalen, og var som følge heraf ikke i stand til at garantere sikkerheden for UNOMILobservatørerne. Som en konsekvens af den manglende sikkerhed blev antallet af UNOMILobservatørhold nedjusteret174. Sikkerhedsrådet anmodede overgangsregeringen om,sammen med ECOWAS og OAU, at etablere forhandlinger for at få problemerne løst.Regeringen var dog uden reel indflydelse, og kampene tog til. I den efterfølgende periodeherskede der totalt anarki i Liberia.Efter den aftalte periode på tre måneder var i alt kun godt 3.000 soldater afvæbnet, ogprocessen var gået helt i stå, og såvel statsråd som overgangsregering var ikke trådt ifunktion.For at afklare de fremtidige fredsmuligheder samt UNOMIL fremtidige virke, sendte UN SG iaugust 1994 en Fact-finding Mission under ledelse af Lakhdar Brahimi til regionen for atkonsultere de involverede parter. Brahimi konkluderede at; ledelsen af Liberia hindres pågrund af manglende konsensus i statsrådet; manglende politisk vilje fra parterne til atoverholde Cotonou aftalen; manglende finansiel støtte hindrer ECOMOG i løsning afopgaverne, herunder at styrken ikke har været i stand til at garantere sikkerheden forUNOMIL ubevæbnede observatører, som fastlagt i Cotonou aftalen175.Rapporten kom med følgende anbefalinger: Konsultationer mellem UN og ECOWAS vedrø-rende ECOMOG fremtidige strategi for at afstemme UNOMIL rolle i forhold hertil; det inter-nationale samfund skulle tilvejebringe tilstrækkelige økonomiske ressourcer, således at E-COMOG kunne udføre sin opgave; henset til sikkerheden i Liberia skulle antallet af UNOMILobservatører reduceres til en tredjedel af den maksimalt autoriserede styrke; af hensyn tillandets interne sikkerhed, skulle der etableres en ny regeringshær176.

171 UNSC, S/1994/463 af 18. april 1994.172 LiL p. 10.173 UNSC, S/1994/463 af 18. april 1994.174 UNSC, S/1994/1006 af 26. august 1994.175 UNSC, S/1994/1167 af 14. oktober 1994.176 UNSC, S/1994/1167 af 14. oktober 1994.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 38

Et andet forhold, der kunne have betydning for nogle oprørslederes manglende vilje til atindgå en fredsaftale var det forhold, at territorialbesiddelse var ensbetydende med indflydel-se. ULIMO manglende tilstedeværelse ved underskrivelsen af Yamoussuokro IV aftalenhavde vist, at territorial kontrol var vejen til politisk indflydelse177. LPC og LDF havde derformeget at miste og intet at tabe ved en implementering af Cotonou aftalen og følgelig ingeninteresse deri178.I september 1994 samledes parterne i Akosombo i Ghana på initiativ af ECOWAS. Vedmødet deltog NPFL, ULIMO-K, ULIMO-J, AFL, UN og OAU. De to oprørsgrupper LPC ogLDF nægtede at deltage. Ved mødet underskrev parterne et tillæg til Cotonou aftalen, sombekræftelse af, at denne aftale var at betragte som grundlaget for den fortsatte fredsproces.Aftalen blev benævnt Akosombo aftalen. I følge aftalen skulle krigshandlingerne ophørestraks, og implementeringen af Cotonou aftalen skulle fortsættes, herunder afholdelse afvalg i oktober 1995. Endvidere gav aftalen sanktionsmuligheder for overgangsregeringen isamarbejde med ECOMOG, såfremt en af de stridende parter ikke overholdt aftalen.Næppe var aftalen underskrevet, før parterne atter genoptog kamphandlingerne i et omfangog styrke som ikke hidtil var set. ULIMO-K, samt en koalition bestående af ULIMO-J, LPC,AFL og NPFL afhoppere, benyttede Taylors fravær til at angribe og indtage hanshovedkvarter i Gbarnga. Angrebet blev ifølge rapporter støttet hemmeligt af elementer fraECOMOG. Erobringen af hovedkvarteret medførte, at NPFL mistede kontrol over området,og koalitionen benyttede chancen til at angribe NPFL styrker i den nordlige og østlige del afLiberia179.ECOMOG var ude af stand til at opretholde sikkerheden i de områder, som styrken havdedeployeret til, og den 8. september 1994 tog NPFL soldater 43 ubevæbnede UNOMILobservatører og seks NGO til fange, og brugte dem som levende skjolde under kampene.Enheder fra ULIMO-J tilbageholdt ligeledes ECOMOG enheder fra Tanzania samt personelfra UNOMIL, og fratog dem alt materiel. Som konsekvens af ECOMOG manglende evne tilat garantere UNOMIL sikkerhed, blev alle observatører, på nær de observatører der befandtsig i Monrovia området, evakueret. Oktober 1994 var UNOMIL militære styrke nede på ca.90 mand180.En højtstående delegation, som af UN SG var sendt til Afrika med henblik på at konsultereECOWAS landene, udarbejdede en rapport med meget direkte og klare anbefalinger for til-tag, som kunne medvirke til at slutte borgerkrigen i Liberia. Ud over en klar anbefaling til destridende parter om gensidig forhandling og forståelse var der især anbefalinger til de en-kelte ECOWAS landene. Især de direkte involverede lande blev anmodet om at samordneog harmonisere deres politik i forhold til Liberia samt at øge og afbalancere ECOMOG i for-hold til dens mandat. Verdenssamfundet blev endnu engang bedt om at tilvejebringe denødvendige ressourcer til betaling af styrken. Delegationen anbefalede endvidere, at UNO-MIL fortsat skulle være til stede i Liberia. I overensstemmelse med rapporten blev UNOMILmandat forlænget til den 13. januar 1995181.Den 21. december 1994 lykkedes det at samle parterne i Accra, inklusive ULIMO-J, LDF,LPC, Central Revolutionary Council (CRC-NPFL; en udbrydergruppe fra NPFL) og LiberianNational Conference (LNC en civil organisation) som ikke havde været med til underskrivel-se af Akosombo aftalen. Drøftelserne mellem parterne mundede ud i, at alle tilstedeværendeunderskrev Accra aftalen. I henhold til aftalen skulle en våbenhvile træde i kraft den 28. de-

177 ULIMO opnåede dog senere indflydelse i forbindelse med Cotonou aftalen.178 BUPE, kapitel 3, p. 58.179 UNSC, S/1994/1167 af 14. oktober 1994.180 UNSC, S/1994/1167 af 14. oktober 1994.181 UNSC, S/1995/9 af 6. januar 1995.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 39

cember 1994, og et fem mands statsråd, bestående af repræsentanter fra de stridende par-ter, skulle etableres inden 14 dage, og det blev endvidere besluttet, at der skulle afholdesvalg den14. november 1995182.Selv om våbenhvilen kom til effekt som aftalt, var størstedelen af landet usikkert, og ECO-MOG havde fortsat alvorlige logistiske problemer, hvorfor styrken fortsat kun havde kontrolover ca. 15 % af landet. Af samme årsag kunne UNOMIL ikke deployere og forblev ineffek-tiv. Det internationale samfund var således frataget mulighed for at kontrollere og hindre ille-gal våbensmugling over grænserne til de kæmpende parter. UNSC måtte derfor indskærpeover for Liberias nabolande, at den vedtagne våbenembargo skulle overholdes og at lande-ne skulle skærpe kontrollen ved deres grænse til Liberia183.Den 13. januar 1995 besluttede sikkerhedsrådet ved resolution 972 at forlænge UNOMILmandat til 13. april 1995. Det var ikke lykkedes de stridende parter, som oprindelig aftalt iAccra, at udpege det fem mands statsråd, som skulle lede landet frem til et frit ogdemokratisk valg kunne afholdes. Samtidig afsendte UN et Technical Team til Liberia for atvurdere UNOMIL og ECOMOG indbyrdes relationer og fremtidige funktioner, samt til at giveet estimat på det fortsatte ressourcebehov for aktionen.ECOMOG styrken udgjorde ca. 8.430 mand fordelt på 10 selvforsynende bataljoner. Debidragydende nationer var Nigeria (4908), Ghana (1028), Guinea (609), Tanzania (747),Uganda (760), Sierra Leone (359), Gambia (10) og Mali (10). Tanzania overvejede imidlertidat trække sit bidrag tilbage blandt andet grundet den økonomiske byrde.ECOMOG militære hovedfunktion var, med reference til Cotonou og Accra aftalen, atbeskytte civilbefolkningen i sikre områder, samt at etablere og sikre samlesteder for derespektive oprørsstyrker til samling, afvæbning og demobilisering af disse. Herudover skullestyrken medvirke til overholdelse af våbenembargoen ved grænseovergange samtpatruljering. Endelig skulle styrken være ansvarlig for opretholdelse af den generellesikkerhed i landet. For at udføre den pålagte opgave krævede det, at ECOMOG blevforstærket til i alt 12.000 mand184.Medio februar 1995 var sikkerheden i Liberia imidlertid så ringe, at antallet af UN militæreobservatører var skåret ned til 78 og funktionsmæssigt var begrænset til landområdet om-kring hovedstaden Monrovia, inklusive Buchanan og Kakata. De stridende parter havde fort-sat ikke opnået enighed om besættelsen af det 5 mands statsråd. Reetableringen af komite-en til overvågelse af den skrøbelige våbenhvile var heller ikke lykkedes185. Uganda havde ilighed med Tanzania meddelt, at landet ønskede at tilbagetrække sine tropper fra ECO-MOG. ECOMOG styrken ville herefter udgøre 6.843 mand.186.Den 13. april blev UNOMIL mandat ved resolution 985 forlænget til den 30. juni 1995.Resolutionen påbød også de stridende parter at leve op til de aftaler, der var indgået iAkosombo og Accra, og understregede endnu engang, at nabolandene skulle overholdevåbenembargoen mod Liberia.Ved resolution 972 havde UN tillige opfordret ECOWAS landene til at mødes og harmonise-re deres politik i Liberia samt stramme op vedrørende kontrol af den vedtagne våbenembar-go. Mødet afholdes i Abuja fra den 17. – 20. maj 1995 med deltagelse af statsoverhovedernefra ECOWAS landene og repræsentanter fra de stridende parter i Liberia. På mødet kunne

182 UNOMIL, pp.10-27.183 UNSC, S/1995/9 af 6. januar 1995.184 UNSC, S/1995/158 af 24. februar 1995.185 UNOMIL, pp.11-27.186 UNSC, S/1995/279 af 10. april 1995.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 40

parterne fortsat ikke opnå enighed om fordeling og besættelse af posterne i det fem mandsstore statsråd187.Kampene blussede herefter op igen dels internt mellem de stridende fraktioner i ULIMO, ogdels mellem ULIMO og NPFL og deres respektive allierede. Der var grove overtrædelser afmenneskerettighederne fra alles side, og kampene medførte nye flygtningestrømme ind i deECOMOG kontrollerede områder, som efterhånden kun udgjorde landområdet omkring Mon-rovia (området dækkende Monrovia, Buchanan og Kakata). Skiftende fraktioner vanskelig-gjorde distributionen af nødhjælp. UNOMIL observatører, som skulle beskyttes af ECOMOG,kunne derfor kun udføre deres opgave i samme begrænsede område.UNOMIL blev pålagt udgangsforbud af ECOMOG i tidsrummet 7 aften til 7 morgen, hvilkethindrede UNOMIL i at udføre sine opgaver, specielt overholdelse af våbenembargoen.Endvidere havde der været episoder, hvor UNOMIL observatører var blevet stoppet oggeneret ved ECOMOG kontrolposter188.I juni 1995 holdt Taylor og Nigerias nye leder general Sani Abacha et fire dages møde i etforsøg på at opnå en tilnærmelse mellem de to parter, som udgjorde henholdsvis den størsteoprørsfraktion i Liberia og den største bidragsyder til ECOMOG189. PÅ mødet deltogendvidere præsidenterne fra Burkina Faso og Ghana. Præsident Abacha, som havde langtmindre indenrigspolitisk opbakning til den nigerianske deltagelse i ECOMOG end hansforgænger Babangida, havde derfor i højere grad behov for at søge en fredelig løsning iLiberia. Abacha prøvede at nedtone den tidligere mistillid mellem Babangida og Taylor, oggav udtryk for, at Nigeria ikke længere modsatte sig Taylors politiske ambitioner. Taylor, somtillige havde mistet kontrol over store dele af Liberia, var derfor også mere medgørlig ogopsat på en politisk løsning. Samtidig havde Abacha ændret strategi i form af en tilnærmelseaf den nigerianske holdning hen mod den Ghanesiske, som gik ud på, at vejen til fred iLiberia gik gennem inklusion af de respektive krigsherrer i overgangsregeringen190.Ultimo juni besluttede UNSC ved resolution 1001, at forlænge UNOMIL mandat med tremåneder til den 15. september 1995. Resolutionen bekendtgjorde tillige, at med mindre derblev gjort substantielle fremskridt i perioden, ville UNOMIL mandat ikke blive forlænget191.ECOWAS statsoverhoveder mødtes derfor sidst i juli i Accra for at vurdere situationen.Mødet resulterede i vedtagelse af en resolution hvor det konstateredes, at entilbagetrækning af UNOMIL ville kompromittere ECOMOG arbejde for en fredelig løsningsamt indvirke på hele situationen i subregionen. ECOWAS landene anmodede UN om atrevurdere situationen. Trods flere møder i Monrovia hen over sommeren 1995 mellem destridende parter i borgerkrigen, lykkedes det fortsat ikke at nå til enighed.Efter at NPFL og ULIMO-J den 15. juli havde indgået aftale om at genåbne vejene til Kakata-Bong minerne og Kakata-Gabarna, udvidede ECOMOG sin tilstedeværelse Konola, hvilketmedførte fri bevægelighed for de civile, og at der kunne bringes nødhjælp frem. Dette bidrogtil at stabilisere situationen i området. Statsrådet havde ligeledes udnyttet ECOMOG tilste-deværelse i området til at etablere offentlige kontorer i Margibi, Grand Bassa, Montserrado,Bomi og Grand Cape Mount områderne192.På initiativ af ECOWAS blev der herefter afholdt endnu et møde i Abuja den 19. august 1995med deltagelse af repræsentanter fra ECOWAS, OAU, SRSG samt lederne af de stridendeparter. Parterne underskrev herefter Abuja Fredsaftalen. Som resultat blev der indgået en

187 UNOMIL, pp. 12-27.188 UNSC, S/1995/473 af 10. juni 1995.189 UNSC, S/1995/473 af 10. juni 1995.190 BUPE, kapitel 3, pp. 59-60.191 UNOMIL, pp.12-27.192 UNSC, S/1995/781 af 9. september 1995.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 41

omfattende våbenhvile i Liberia den 26. august og et nyt seks mands råd blev indsat den 1.september 1995. Rådet tilgodeså de forskellige parter, og skulle bestå i et år, indtil der kun-ne afholdes valg den 20. august 1996193.For en tid så det ud til at gå imod fred. En delegation fra ECOWAS besøgte Liberia den 25. –27. august for at vurdere situationen. Delegationen bekræftede, at de stridende parter havdesendt instruktioner til deres respektive enheder om at overholde våbenhvilen. Dette betød, atplanlægningen for arbejdet med monitorering af den fortsatte overholdelse af våbenhvilensamt afvæbning og demobilisering gik i gang. Man skønnede fortsat at det drejede sig omafvæbning, demobilisering og reintegrering af op imod 60.000 mand, hvoraf op til 25 % varbørnesoldater194.Situationen var nu så stabil, at antallet af UNOMIL observatører blev udvidet til 42195. Derblev åbnet mulighed for nødhjælp til områder, som tidligere havde været uden forUNOMIL/ECOMOG rækkevidde. Man kæmpede dog med en række logistiske problemer iforbindelse hermed, da landets infrastruktur inklusive vejnet, stort set var ødelagt, og denfinansielle støtte, som stadig ikke var tilstrækkelig til at dække det reelle behov, var enafgørende årsag til ECOMOG manglende evne til at udføre de pålagte opgaver. Detinternationale samfund blev derfor igen af UNSG indtrængende blevet bedt om finansiel oglogistisk støtte til ECOMOG og til reetablering af samfundet i Liberia196 og 197.Køreplanen ifølge Abuja aftalen var at parterne skulle trække sig tilbage i perioden fra den 5.– 26. september, efterfulgt af ECOMOG/UNOMIL deployering fra den 2. oktober til den 14.december. Soldaterne skulle påbegynde deployering til samleområderne i perioden fra den9. november til den 31. december, og den egentlige afvæbning skulle starte den 1.december 1995198.I sensommeren 1995 mødtes et specialteam fra UN med lederne af de kæmpende parter iLiberia og efterfølgende med repræsentanter fra ECOWAS. Med baggrund heri, samterfaringer opnået siden opstarten af UNOMIL i 1993, fremsendte UN SG den 23. oktoberanbefalinger til et nyt UNOMIL mandat til til UNSC.UNOMIL fik herefter følgende opgaver: Støtte ECOMOG med mægling, overvågning afvåbenhvilens overholdelse samt verificering af afvæbning og demobilisering. UNOMIL skulletillige støtte den humanitære assistance, undersøge og rapportere til UN SG vedovertrædelse af menneskerettighederne samt observere og verificere valgprocessen isamarbejde med OAU og ECOWAS199. ECOMOG skulle overvåge Liberias grænser ogbemande adgangsvejene til landet for at sikre overholdelse af våbenembargoen, samle ogafvæbne stridsparterne, etablere kontrolpunkter til at kontrollere flytning af våben, og ydehjælp ved flygtninges tilbagevenden. Som tillidsforanstaltende tiltag skulle ECOMOGpatruljere i hele landet.ECOMOG blev opdelt i tre sektorer, hver sektor under kontrol af en brigade og med brigade-hovedkvarter i den respektive sektor. ECOMOG styrkens hovedkvarter ville fortsat være iMonrovia. For at efterkomme mandatet planlagdes en styrkelse af ECOMOG fra de davæ-rende godt 7.200 til 12.000 soldater200.For at sikre det finansielle fundament for ECOMOG virke, opfordrede UNSC endnu engangmedlemsstaterne til at yde et økonomisk bidrag i forbindelse med støtten til fredsprocessen i

193 UNOMIL, pp.13-27.194 UNSC, S/1995/781 af 9. september 1995.195 UNSC, S/1995/781 af 9. september 1995.196 UNSC, S/1995/781 af 9. september 1995.197 Støtten skulle gives til den Trust Fund der var etableret.198 UNSC, S/1995/881 af 23. oktober 1995.199 UNOMIL, pp.13 og 14-27.200 UNSC, S/1995/881 af 23. oktober 1995.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 42

Liberia samt at bidrage med logistisk og anden hjælp til ECOMOG201 i en til formålet etable-ret Trust Fund.I overensstemmelse med aftalen havde ULIMO-J trukket sig tilbage fra Bong Mines og fjer-net kontrolposter i Kakata. NPFL havde ligeledes fjernet sig fra Bong Mines, men endnu ikkenedlagt kontrolposterne nord for Konola. AFL havde nedlagt sine tre kontrolposter påBuchanan-Harbel hovedvejen, mens LPC styrker omkring Buchanan var ved at trække deresstyrker væk. I Tubmanburg havde begge fraktioner af ULIMO fortsat opretholdt deres kon-trolposter og meddelt, at man grundet gensidig mistillid ikke ville nedlægge dem, før ECO-MOG/UNOMIL styrker var deployeret dertil202.Hen mod slutningen af 1995 tog den ellers positive udvikling en brat drejning til det værre.ECOMOG skulle være deployeret i perioden fra den 2. oktober til den 14. december, mengrundet manglende logistiske ressourcer, var ECOMOG ikke i stand til at starte deployeringfør den 14. december203.Der opstod atter bitre kampe mellem parterne. ULIMO-J havde flere gange i efterårettilbageholdt ECOMOG styrker og frarøvet dem deres materiel204, og i december udbrødhårde kampe efter at ULIMO-J havde angrebet ECOMOG styrken ved Tubmanburg.ECOMOG styrken havde i perioden op til angrebet samarbejdet med ULIMO-K og havde vedflere lejligheder arresteret ubevæbnede ULIMO-J soldater205. Ved angrebet blev 16nigerianske ECOMOG soldater dræbt og 78 såret206. Som en konsekvens heraf udstedteovergangsregeringen d. 23 marts 1996 en arrestordre på lederen af ULIMO-J, Johnson. Etsamarbejde mellem en Rapid Response Unit fra den nationale politistyrke, NPFL og ULIMO-K forsøgte på at arrestere ham ved magt, men det mislykkedes. Efter heftige kampelykkedes det for Johnson at slippe ud af landet ved amerikansk hjælp207. Efter Tubmanburgepisoden meddelte ECOMOG parterne, at man ikke ville deployere flere enheder, medmindre parterne garanterede sikkerhed for ECOMOG styrkerne208.Kampene medførte totalt kollaps af lov og orden helt ind i Monrovia, og soldater fra alleparter plyndrede systematisk såvel de kommercielle butikker som UN kontorer og lagre.Kampene medførte at UNOMIL trak langt de fleste af observatørerne i sikkerhed inabolandene209. Rapporter indikerede, at ECOMOG soldater havde deltaget i plyndringerne.UN nedtonede det med henvisning til, at det var en undtagelse og ikke en regel, samtmangel på ressourcer. Endvidere havde den menige soldat ikke fået løn i flere måneder210.På trods af situationens håbløshed vurderedes det, at UNOMIL, med sin funktion sommægler for ECOMOG, fortsat havde en mission i Liberia, hvorfor sikkerhedsrådet ved reso-lution 1059 besluttede at forlænge UNOMIL mandat med tre måneder til den 31. august1996211.På initiativ af ECOWAS lykkedes det ultimo maj atter at genetablere våbenhvilen i Monrovia,hvorefter stridende parter forlod hovedstaden. Medio juni 1996 begyndte de første soldaterat afvæbne til ECOMOG.

201 UNOMIL, pp.13 og 14-27.202 UNSC, S/1995/881 af 23. oktober 1995.203 UNSC, S/1996/47 af 23. januar 1996.204 UNSC, S/1995/1042 af 18. december 1995.205 UNSC, S/1996/47 af 23. januar 1996.206 BUPE, kapitel 3, p. 61.207 LiL, p. 10.208 UNSC, S/1996/47 af 23. januar 1996.209 UNSC, S/1996/362 af 21. maj 1996.210 UNSC, S/1996/362 af 21. maj 1996.211 UNOMIL, pp. 16-27.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 43

USA trådte i samarbejde med EU i efteråret 1996 til, og støttede fredsstyrken logistisk ogderved endeligt gjorde det muligt for fredsstyrken at deployere ud i Liberia. Der var tale omlevering af helikoptere, lastbiler, kommunikationsudstyr, uniformer med videre. Sideløbendeblev der igangsat et intenst internationalt arbejde, med henblik på at etablere det økonomi-ske fundament for styrken212

ECOMOG patruljering blev herefter gradvist udvidet til at omfatte Kakata og Buchanan oglængere mod nord, men store områder var stadig under kontrol af de kæmpende fraktioner,og var fortsat uden for ECOMOG styrkens rækkevidde. UNOMIL observatørerne vendtegradvist tilbage – om end forsinket – grundet manglende vilje fra parterne til at implementereAbuja aftalen213. Den 30. august 1996 blev UNOMIL mandat forlænget ved resolution 1071med tre måneder til den 30. november 1996.Den 3. september indsattes Ms. Perry som leder af statsrådet, og en uge senere mødesstatsrådet for første gang efter udbruddet af kampene i april, i et forsøg på atter at fåfredsprocessen på sporet. Mistilliden parterne imellem var dog fortsat stor, og blev ikkemindre af, at der den 31. oktober 1996 blev gennemført et mordforsøg på Charles Taylor214,hvorefter processen i statsrådet gik i stå frem til medio januar 1997.Der var dog også positive ændringer at spore. ECOMOG styrker havde optrådt hurtigt ogkonsekvent på forekommende episoder, og ECOWAS landene havde gentaget deres vilje tilat øge ECOMOG styrken i Liberia. Afvæbnings- og demobiliseringsprocessen fortsatte, ogUNOMIL og ECOMOG arbejdede på deployering af observatører og styrker til forudbestemteområder i hele landet med henblik på afvæbning og demobilisering af de stridende parter.Efter anbefaling vedtog sikkerhedsrådet at forlænge UNOMIL mandat ved resolution 1083 tilden 31. marts 1997215.Til selve demobiliseringen og reintegreringen var der formeret en Task Force underHumanitarian Assistance Coordination Office (HACO) med deltagelse af involverede parter,organisationer samt eksterne aktører. Processen var to-delt, og involverede afvæbning,registrering, interview, rådgivning og lægeundersøgelse, sidstnævnte efter behov, ogderefter egentlig reintegrering i det civile samfund.I perioden fra den 22. november 1996 til den 26. januar 1997 var 12.510 soldater blevetafvæbnet, og den 9. februar 24.500, heraf 4300 børnesoldater og 250 voksne kvindeligesoldater. Samtidig var det estimerede samlede antal af krigsførende soldater blevetnedjusteret fra oprindeligt 60.000 til ca. 33.000216. Der var dog fortsat lommer af bevæbnedesoldater spredt rundt i landet, lommer som af sikkerhedsmæssige grunde var utilgængeligefor fredsstyrken.Ved begyndelsen af maj 1997 var ECOMOG styrken blevet forstærket med tropper fra Bur-kina Faso, Niger, Benin og et hold af læger fra Côte d’Ivoire, og ECOMOG styrken var nuøget til ca. 11.000 soldater, deployeret til 48 forskellige lokationer. UNOMIL militære obser-vationsstyrke var oppe på 93, og var deployeret til alle 13 amter i Liberia217.Ultimo oktober 1996 begyndtes forberedelserne til afholdelse af valg i Liberia, og valgdatoenblev fastsat til den 30. maj 1997. Valget skulle overvåges af UNOMIL i samarbejde med E-COWAS. Finansiering af valget ville ske ved eksterne donorer. Til at sikre overvågning afvalget blev UNOMIL mandat forlænget til den 30. juni 1007 ved resolution 1100. En uafhæn-

212 BUPE, kapitel 3, p. 63.213 UNOMIL, pp. 16-27.214 UNSC, S/1996/962 af 19. november 1996.215 UNOMIL, pp. 18-27.216 UNSC, S/1997/90 af 29. januar 1997.217 UNSC, S/1997/90 af 29. januar 1997.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 44

gig liberisk valgkommission blev installeret den 2. april 1997, og Liberias højesteret, somskulle afgøre eventuelle tvivlsspørgsmål, blev konstitueret en uge senere218.Det blev dog hurtigt klart for de involverede parter, at den oprindelige valgdato den 30. majaf praktiske årsager ikke kunne overholdes. Efter diverse drøftelser i relevanteorganisationer blev valgdatoen herefter sat til den 19. juli 1997 med indsættelse af den nyregering den 2. august 1997. Af samme årsag besluttede sikkerhedsrådet at forlængeUNOMIL mandat til den 30. september 1997219.I den mellemliggende periode var der kun mindre episoder, og ECOMOG, som nu endelighavde nået styrken på 11.000 mand, var ligeledes deployeret til 48 forskellige lokationer ilandet, og var generelt i stand til at garantere sikkerheden i landet. Den tidligere nigerianskechef for ECOMOG Inienger vurderede dog, at den reelle størrelse på styrken burde haveværet øget til 18.000 mand, for at styrken reelt kunne være i stand til at løse opgaverne ihenhold til mandatet220.UNOMIL deltagelse i valgforberedelser og overvågning blev styrket, og UNOMIL var såledesrepræsenteret i alle 13 amter i Liberia. For at sikre internationale observatører vedvalgstederne blev der planlagt yderligere deployering af 200 UN observatører221.Valget blev afholdt som planlagt den 19. juli 1997, og blev vundet med overvældende flertalaf National Patriotic Party (NPP), som var den politiske efterkommer af NPFL, og stadigunder kontrol af Charles Taylor. Valget blev erklæret demokratisk, frit og fair og dermedgyldigt, og den 2. august 1997 blev Charles Taylor indsat som Liberias præsident. Taylorssejr beroede dels på befolkningens krigstræthed, men også visheden om, at et nederlag tilTaylor atter ville føre nationen ud i krig. Endvidere var Taylor, grundet hans indkomstergennem krigen, i stand til at nå ud til store dele af befolkningen via egne radiostationer ogaviser222.Alle UNOMIL observatører, på nær ni som blev forlænget til den 30. september med henblikpå at holde øje med de konfiskerede våben og ammunition, blev herefter hjemsendt223.Efter opfordring fra præsident Taylor blev UNOL, efter nedlæggelsen af UNOMIL i november1997, etableret. UNOL skulle styrke og harmonere bestræbelserne på fortsat fred ogforsoning i landet, og skulle deltage i genopbygningen af respekten formenneskerettighederne i landet224.ECOMOG skulle i henhold til Accra aftalen forblive i Liberia i op til ½ år efter valget for attræne Liberias nye hær og politistyrke, men Taylor tillod ikke dette, og sendte et større antalAFL officerer på pension og erstattede store elementer i AFL med personer og tropper, somvar loyale mod ham225 og 226. Forholdet mellem ECOMOG og Taylor kølede hurtigt af eftervalget da ECOMOG, i lighed med USA, kritiserede Taylors fortsatte støtte til RUF, somkæmpede imod ECOMOG i Sierra Leone. Taylor beskyldte til gengæld ECOMOG for atstøtte nogle af hans rivaler i Sierra Leone, og nægtede ECOMOG adgang til benyttelse afflyvestationerne i Liberia til angreb mod Sierra Leone227.

218 UNOMIL, pp. 23-27.219 UNOMIL, pp. 24-27.220 PK A, kapitel 11, p. 227.221 UNSC, S/1997/90 af 19. juni 1997.222 BUPE, kapitel 3, p. 65.223 UNSC, S/1997/712 af 12. september 1997.224 UNOMIL, p. 27.225 PK A, kapitel 11, p. 235.226 BUPE, kapitel 3, pp. 68-69.227 BUPE, kapitel 3, p. 70.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 45

KAPITEL 4. REDEGØRELSE FOR SIERRA LEONE

Vedrørende landefakta for Sierra Leone henvises til bilag 2.

4.1. Borgerkrigen i Sierra Leone.Note: For styrkesammensætning af UNOMSIL/UNAMSIL i perioden 1998 til 2002 henvises tilbilag 6.

4.1.1. Perioden frem til maj 2000.Perioden under Momoh.Efter premierminister Stevens fra All People’s Congress (APC) afgang i 1985 blevhærchefen brigadegeneral Momoh (APC) udpeget som kommende præsidentkandidat, ogvandt efterfølgende præsidentvalget. Forventningerne til at korruption og ineffektivitet villeblive bekæmpet af den nye præsident viste sig hurtigt ikke at holde. Som følge af øgede kravtil regeringen kom der valg i 1991, hvor en ny forfatning (flerpartisystem) blev vedtaget.Sammenstød i grænseområdet mellem Liberia og Sierra Leone medførte at ECOMOG – ogspecielt Nigeria – måtte deployere tropper til området i 1991228. Under samme periode varSierra Leone blevet inddraget i krigen i Liberia, da Sierra Leone stillede ca. 500 mand og enmilitærbase til rådighed for ECOMOG styrken.Den sierra leonske oprørsbevægelse RUF, under ledelse af korporal F. Sankoh229, angrebsammen med NPFL styrker, lejesoldater og regulære soldater fra Burkina Faso i 1991 detøstlige Sierra Leone230 fra baser i Liberia. RUF var oprindeligt en del af Taylors NPFL231, ogud over de nære forbindelser til præsident Taylor støttede Burkina Fasos leder Compaore232

også Sankoh233. Sankoh brugte som begrundelse for angrebet, at forskellen på rig og fattigvar stor i Sierra Leone234. Endvidere var der tale om kamp om statsmagten235.Som svar på angrebene forsøgte Momoh at øge hærens størrelse, der påtidspunktetudgjorde ca. 3.000 mand, ved at rekruttere narkomaner, tyve, arbejdsløse unge oghjemløse. Trods dette forhold lykkedes det for oprørsbevægelsen i løbet af få måneder attage magten i Kailahun provinsen i det østlige Sierra Leone, hvor styrkerne her kun mødtesporadisk modstand.Sankoh påbegyndte udsmugling af diamanter til Liberia blandt andet for at betale Taylor forfinansieringen af sine operationer.Perioden under Strasser.I 1992 tog kaptajn Strasser236 fra National Provisional Ruling Council (NPRC) magten i Sier-ra Leone. Hæren følte at dens militære og finansielle behov ikke blev efterlevet under Mo-moh, hvilket var en af grundende til magtovertagelsen. NPRC lovede efter magtovertagel-sen, at der ville blive indført flerpartisystem i Sierra Leone, og at der i 1995 ville blive udskre-vet valg.

228 ISS, ECOMOG: A model for Africa?, Comfort Ero, FEB 2000, p.3. Taylor havde endvidere et ønske om atskabe ustabilitet I Sierra Leone.229 Sankoh og RUF var blevet trænet i guerillakrigsførelse i Libyen og i Burkina Faso, jf. BUPE p. 82.230 Styrken invaderede ved Bomaru i Kailahun distriktet samt ved broen over Manu River.231 MIP p. 249.232 http://www.willum.com/artikler/pressokt00D.htm, oktober 2000.233 Præsident Taylor havde endvidere som et af sine store ønsker at indsætte Sankoh som præsident for SierraLeone, få andel i diamantindtægterne fra Sierra Leone samt skabe uro i ECOMOG i Liberia.234 MIP pp. 249-250.235 Forholdene vedrørende forskellene på de rige og de fattige blev blandt andet anvendt af RUF til at rekruttereunge svært misfornøjede mænd fra landområderne jf. BUPE p. 79.236 Kaptajn Valentine Strasser var tidligere ECOMOG officer og havde kæmpet i Liberia.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 46

I begyndelsen af 1995 havde RUF-styrkerne erobret de fleste af Sierra Leones vigtigemineralrige områder.I kampen mod RUF fik NPRC hjælp fra Kamajor militsen237 238. I denne for NPRC juntaenmeget vanskelige periode, blev private militære virksomheder kontaktet. På foranledning afinitiativ taget af Sierra Rutile og Branch Energy blev det sydafrikanske selskab ExecutiveOutcomes i april 1995 anmodet om diverse former for hjælp239. Executive Outcomes enga-gement i konflikten var effektiv, og de var i stand til at etablere en militær balance i NPRC fa-vør, idet det lykkedes for Executive Outcomes at løse de stillede opgaver240. ECOMOG styr-kerne kæmpede side om side med lejesoldater i denne periode, hvilket ikke var et eneståen-de tilfælde i den afrikanske historie.NPRC kunne ikke leve op til de forventninger landet havde til juntaen, hvilket blandt andetomfattede en afslutning af borgerkrigen. Vigtige vestlige regeringer og donororganisationerpressede hårdt på for at få NPRC til at udskrive valg, og foranlediget heraf udskrev Strasservalg til afholdelse primo 1996. Før valget kunne gennemføres, blev Strasser i januar 1996afsat af Strassers næstkommanderende, brigadegeneral Bio. Bio etablerede hurtigt godeforbindelser til vestafrikanske ledere med militær baggrund241.Trods lederskiftet kunne det ikke dæmme op for den militære succes, hvilket til sidst tvangRUF til at anmode om indgåelse af en våbenstilstand med henblik på efterfølgendepåbegyndelse af fredsforhandlinger.Første periode under Kabbah og Abidjan fredsaftalen.Det genopståede parti, Sierra Leone People’s Party (SLPP), vandt valget i 1996, og fik somfølge heraf regeringsmagten. SLPP kandidat Kabbah242 blev efterfølgende indsat sompræsident for Sierra Leone, da militærjuntaen afgav magten primo 1996. Trods indsættelsenaf en civil regering udbrød der mere kaos og ødelæggelse, og Kabbah anmodede Nigeria,England og Sydafrika om støtte.Efter langvarige og vanskelige forhandlinger underskrev præsident Kabbah og RUF Abidjanfredsaftalen den 30. november 1996243. Kort efter valget besluttede UN at sende et vurde-ringshold til Sierra Leone med henblik på at klarlægge hvorledes UN kunne assistere medimplementering af fredsaftalen. UN beskrev en styrke på 720 soldater, 60 observatører og276 civile244. Fredsaftalen indeholdt blandt andet en tilbagetrækning af Executive Outcomesfra Sierra Leone i januar 1997. Fredsaftalen beskrev endvidere RUF overgang til et politiskparti.Fredsaftalen ville dog ikke få en stor betydning for den varige fred, idet begge parter ikkehavde til hensigt at overholde aftalens betingelser.Perioden under Koroma.Før fredsaftalen kunne blive effektueret, blev Kabbah regeringen væltet af en gruppe office-rer under ledelse af major Koroma. Koroma havde forinden kuppet i maj 1997 samlet kritiske

237 Bestod grundlæggende af Mendean jægere fra det østlige- og det sydlige Sierra Leone.238 I denne periode, med skånselsløse og umenneskelige krigshandlinger, opstod begrebet ”sobel”, hvilket varstyrker der i dagtimerne virkede som regeringssoldater, og om natten som rebelsoldater239 Executive Outcomes var tidligere soldater fra Sydafrikas væbnede styrker, der ikke ønskede at indordne sigunder det restrukturerede og racemæssigt blandede South African National Defence Force, BUPE p. 84. En-kelte engelske virksomheder støttede RUF med våbenleverancer, og Frankrig accepterede stiltiende de fran-kofile landes involvering i konflikten.240 Til dækning af omkostningerne blev Executive Outcomes betalt i kontanter og i diamanter, hvilket blev ad-ministreret af søsterselskabet Branch Energy, JSSA Internal Affairs, Sierra Leone af 20. juni 2002, RI p. 6.241 Nigerias general Abacha, Ghanas Rawlings og Guineas Conté.242 A.T. Kabbah arbejdede for UN i 22 år inden han vendte hjem til Sierra Leone i 1992.243 BUPE p. 86. Sankoh tilkendegav gentagne gange sin manglende tillid til UN Special Envoy Dinka.244 UNSC, S/1997/80 af 26. januar 1997.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 47

Republic of Sierra Leone Military Forces (RSLMF) soldater245 i det nyligt dannede ArmedForces Revolutionary Council (AFRC).AFRC og RUF slog efterfølgende deres styrker sammen, og dannede grundlaget formilitærjuntaen. Ud over kampe mellem AFRC og RUF var der også konstateret kampemellem AFRC og Kamajor militsen om de diamantholdige Tongo Fields246.AFRC regimet var kendetegnet ved total mangel på respekt for gældende lovgivning, og defleste af landets offentlige funktioner ophørte med at fungere. Til beskyttelse mod juntaenssoldater og deres grusomheder opstod der i flere regioner bevæbnede militia, senere kendtsom Civil Defence Force (CDF) eller samlet Civil Defence Unit (CDU).Efter præsident Kabbahs fald henvendte OAU247 sig til ECOWAS med anmodning om, at E-COWAS måtte bringe stabilitet til Sierra Leone samt støtte Sierra Leones regering. Den ni-gerianske leder general Abacha, der tillige var formand for ECOWAS, forsøgte at løse pro-blemet via diplomatiske forhandlinger. Med baggrund i forhandlingerne indførte ECOWASsanktioner mod juntaen i Freetown, hvilket styrker fra Nigeria, Ghana og Guinea blev anmo-det om at implementere/overvåge. Koroma afbrød samarbejdet med ECOWAS, og den sub-regionale styrke strammede derefter blokaden af Freetown248. Styrkens stabssammensæt-ning var udpræget nigeriansk hvilket ikke kunne undre, da styrken var 90 % nigeriansk.Dette forhold sammen med visse anglofile/frankofile sproglige vanskeligheder medførteyderligere gnidninger og problemer.ECOWAS Komite af 5 mødtes kort tid efter med Koroma (i Conacry) med henblik på atunderskrive en fredsplan, der indeholdt tre hovedproblemområder:• Nigerias rolle i ECOMOG,• Sankoh tilbagevenden til Sierra Leone med henblik på at indgå i fredsprocessen samt• om afvæbningen ligeledes skulle gælde for AFRC.Efterfølgende påbegyndte ECOMOG forberedelser til implementering af Conacryfredsplanen, hvor en af forudsætningerne for planens succes var ECOMOG uhindredeadgang til hele Sierra Leone. Samtidig var der konstateret hårde kampe mellem Kamajormilitsen og AFRC/RUF i den sydøstlige del af de diamantrige områder, samt kampe mellemrivaliserende partier inden for AFRC/RUF249.ECOMOG nævnes ikke i UN rapporter fra 1995, men nævnes først i UN SG rapport 811 fra1997. I rapporten nævnes resolution 1132, som bemyndiger ECOWAS til at samarbejde medregeringen i Sierra Leone, for at tilsikre implementeringen af resolutionen. Resolutionenhandlede under kapitel VII, og omhandlede kun våbenembargo.På et ekstraordinært møde i ECOWAS i december 1997 anførte enkelte medlemslande, atde var utrygge ved Nigerias unilaterale aktioner. ECOMOG var i Sierra Leone for at hånd-hæve embargoen250 og ikke for at kæmpe mod juntaen251. Igen blev forholdende omkringhegemonen Nigeria kritiseret, blandt andet spørgsmålet om Nigerias motiver for engage-mentet.I perioden omkring januar 1998 konstaterede et UN undersøgelseshold at juntaen talt kunhavde fuld kontrol over Freetown. Uden for Freetown området kæmpede CDU mod juntaensstyrker, og organisationen påstod at have kontrol over alle større veje i Sierra Leone. CDUmeddelte, at organisationen var villig til at følge Conacry fredsplanen, såfremt ECOMOG 245 Soldaterne følte sig truet af Kabbahs tiltro til Kamajor militsen.246 UNSC, S/1997/811 af 21. oktober 1997.247 Den afsatte Kabbah havde ligeledes en finger med i spillet.248 BUPE p. 87.249 UNSC, S/1997/958 af 5. december 1997.250 Forinden angrebet havde UN Sikkerhedsråd vedtaget en embargo for salg og forsyning af olie samt våbentil Sierra Leone.251 BUPE p. 88.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 48

kunne deployeres hurtigt over hele Sierra Leone, og alle fjendtlige bevæbnede grupper blevafvæbnet.UN Specielle Udsending (UN SE) Okelo (Nigeria) afholdt møde med Koroma der meddelte,at de ovenover oplistede tre hovedproblemområder stod i vejen for implementering af Co-nacry fredsplanen252.UN SG Annan meddelte ECOWAS Komite af 5, at der skulle udvikles en koncept således atUN militære observatører kunne gennemføre deres deployering til hele Sierra Leone. ECO-MOG skulle endvidere opgøre sit behov for logistisk støtte. ECOWAS havde forinden mødetmed UN SG Annan holdt møde med juntaen. Grunden til at ECOMOG ikke kunne deploye-res til hele Sierra Leone skulle søges i, at hovedproblemerne – som juntaen så det – fortsateksisterede253.I februar 1998 udbrød der kampe mellem ECOMOG og juntaen i Freetown. ECOMOG havdeligeledes i samarbejde med CDU fået kontrollen over alle vigtige storbyer undtagen Kailahuni øst. Samtidig med at angrebet løb af stablen, opfordrede UN til indgåelse af en våbenhvileimellem de stridende parter.ECOWAS, under ledelse af den nigerianske general Khobe, fik til sidst drevet juntaen ud afFreetown, og Kabbah blev den 10. marts genindsat som præsident. Khobe fik efterfølgendehvervet som stabschef for Sierra Leones samlede hærstyrker254.Samtidig med præsidentens genindsættelse genåbnede UN SE sit kontor i Freetown255.Kontoret havde til formål at holde forbindelse til Sierra Leones regering, ECOWAS,ECOMOG og UN og dens afdelinger.Forinden angrebet på Freetown var det blevet kendt i England, at lejesoldater blev anvendt iSierra Leone. Præsident Kabbah havde med samtykke fra den nigeriansk ledede ECOMOGog Englands High Commisioner i Sierra Leone, Peter Penfold, hyret den London baseredemilitære virksomhed, Sandline International256, til at afslutte krigen mod AFRC og RUF257.Sandline International afsluttede sit engagement i Sierra Leone i 1998, medensrebelstyrkerne oprustede, og rapporter indikerede militær og finansiel støtte fra Taylor og fraBurkina Fasos præsident Campaoré258 til rebellerne.England erklærede i marts 1998 Nigerias engagement i Freetown for illegal, da denmanglede UNSCs autorisation. ECOMOG mente ikke at England støttede nok, hvorimod Eng-land fremhævede sine store økonomiske bidrag. England skulle dog senere vise et størreengagement i konflikten, blandt andet ved at advokere for resolutioners (vedrørende kon-flikten i Sierra Leone) vedtagelse i et Sikkerhedsråd, der ikke havde den store interesse forkonflikten generelt.Efter angrebet på Freetown påtog ECOWAS sig det politiske ansvar for genindførelse afdemokrati i Sierra Leone, og blev herunder kritiseret kraftigt for ikke at inddrage ogkonsultere de øvrige medlemmer af ECOWAS Komite af 5.ECOMOG havde omkring juni 1998 fået kontrol over Freetown halvøen, og ECOMOGdeployering til hele Sierra Leone var næsten gennemført.

252 UNSC, S/1998/103 af 5. februar 1998.253 UNSC, S/1998/249 af 18. marts 1998.254 Khobe skulle endvidere stå for reformeringen af Sierra Leones hærstyrker.255 Kontoret blev lukket kort tid efter kuppet den 25. april 1997.256 I øvrigt leverede britiske firmaer våben til RUF i samme periode. Det blev en stor skandale i England.257 Afsløringen bragte en del spørgsmål med sig, blandt andet om det var legalt og etisk korrekt at hyre militærevirksomheder til at udføre militære operationer, med baggrund i at egne styrker ikke formåede at løse opgaven(OAU har fordømt anvendelsen af PMC (Private Military Company), COP p. 14). Endvidere forbrød SandlineInternational sig på den i UN vedtagne våben- og olie embargo, der primært var blevet vedtaget grundet Eng-lands vedblivende støtte til Sierra Leone i UNSC258 ISS, ECOMOG: A model for Africa?, Comfort Ero, FEB 2000, p. 4.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 49

Med henblik på at få genetableret sikkerheden i landet var det blandt andet nødvendigt atgennemføre Disarmament and Demobilization and Reintegration (DD&R) hurtigst muligt.ECOMOG koncept indeholdt:• Deployering af ECOWAS over hele Sierra leone,• etablering af våbenkontrolposter,• afvæbning af kombattanter,• etablering af vejspærringer til våbenkontrol og sikring af flygtningestrømmen,• etablering af tillidsskabende patruljer samt• etablering af sikkerhed for nøglepersoner.Til løsning af ovenstående opgaver forudså ECOMOG et behov for 15.000 mand inddelt i firesektorer, nord, syd, øst og vest.Med baggrund i ovenstående koncept, samt ECOMOG deployering, var ECOMOG ved at någrænsen for hvad organisationen kunne magte. ECOMOG anmodede om yderligere 6.000mand til styrken for at kunne løse de stillede opgaver. USA stillede, med baggrund iECOWAS anmodning om at få stillet midler tilrådighed til logistik, 3,9 mio. US$ til rådighedfor ECOMOG til udbetaling over en fire måneders periode259.I maj 1998 mødtes ECOWAS forsvarsministre og forsvarschefer i Ghana vedrørendeanmodning om styrkedeltagelse i Sierra Leone. Medlemslandende kunne dog ikke, grundetøkonomiske problemer, efterleve anmodningen. Hertil skal nævnes, at Nigeria igen blevkritiseret for sit engagement i Sierra Leone, hvilket var tankevækkende, da ingen andreECOWAS lande efterfølgende bidrog med styrker, selvom der var givet tilsagn herom260.Anden periode under Kabbah.Efter Kabbahs genindsættelse gav UN og interesseorganisationer tilsagn om finansiel støttetil restrukturering og professionalisering af Sierra Leones forsvar og sikkerhedsstyrker261.UN SG anførte, at UN ville kunne støtte Sierra Leone med det samme, såfremt en mindreobservationsstyrke kunne deployeres til landet. UN SG foreslog med baggrund herietablering af en observationsmission med seks måneders varighed og følgende opgaver:• At overvåge situationen i Sierra Leone,• at overvåge afvæbningsprocessen,• at assistere i forbindelse med overvågning af international humanitær lov,• at overvåge afvæbning af CDU enheder (i deres hjembyer),• at overvåge oprettelsen af en national hær,• at overvåge Sierra Leones østlige og nordlige del samt• at rapportere til UN SE262.I juli 1998 vedtog UN Resolution 1181, der etablerede UN observatør mission i Sierra Leone(UNOMSIL), bestående af op til 70 militære observatører, en lille hospitalsenhed (15personer) samt en civil støttestab263. Observatørmissionen blev økonomisk finansieret jf. UNCherter Artikel 17, hvor det beskrives, at udgifter bæres af alle medlemslande.

259 UNSC, S/1998/486 af 9. juni 1998.260 Forholdet mellem Nigeria og Côte d’Ivoire skiftedes mellem at være i forbedring og i forværring i perioden.Disse sub-regionale problemer er vigtige at forstå, såfremt man skal kunne forstå problemerne forbundet medat skabe fred i Sierra Leone. Historiske mistænksomheder, fjendtlige indstillinger og mangel på tillid har haft de-res medindflydelse på ECOWAS mislykkede forsøg på at koordinere militære og diplomatiske strategier, BUPEp. 90.261 Britiske styrker har siden hen trænet ca. 8.000 mand til en professionel hærstyrke og en mindre maritim af-deling, og Sierra Leone har officerselever der studerer på det nigerianske militærakademi.262 UNSC, S/1998/486 af 9. juni 1998.263 Missionen havde til formål at monitere den militære og sikkerhedsmæssige situation samt at monitere af-væbning og demobilisering af de tidligere kombattanter.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 50

UN SE Okelo (Nigeria) ændrede i forbindelse med UNOMSIL etablering status til UNSpecielle Repræsentant (UN SR), og som chef for observationsmissionen blev den indiskebrigadegeneral Joshi udpeget.UNOMSIL skulle deployeres til Freetown, Hastings og Lungi. ECOMOG fik til opgave atsørge for UNOMSIL sikkerhed. ECOMOG styrken var generelt utroligt dårligt udrustet, ogmanglede i princippet alt fra kamphelikoptere til uniformer og ambulancer. ECOMOGsoldaterne var udsendt i to til tre år af gangen, og fik deres løn udbetalt fire gange om året.Disse forhold var medvirkende til, at der opstod gnidninger mellem ECOMOG og UNobservatørerne, der var bedre udrustede og fik en betydelig bedre løn.Den 27. juli 1998 beslaglagde junta-tro rebeller ECOMOG våben ved Kabala, og angreb ef-terfølgende ECOMOG styrkerne, hvilket medførte ECOMOG tilbagetrækning. 31. juli lykke-des det for ECOMOG at tilbageerobre byen. ECOMOG havde introduceret nye tropper i Ke-nema området (det østlige distrikt) med henblik på at forstærke området nær Kailahun.ECOMOG havde deployeret yderligere en brigade, hvilket sammen med den øgedeoperative kapacitet, foranlediget af US logistisk støtte, havde muliggjort gennemførelsen afflere aggressive patruljer, ofte sammen med CDF styrker264.Den 11. august 1998 sendte Sierra Leones regering et brev til UN SG Annan, hvorregeringen beskrev en forventelig gennemførelse af DD&R processen. Brevet fastslog, atafvæbningen ville blive gennemført af ECOMOG under overvågning af UN observatører.Regeringen forventede, at ca. 33.000 kombattanter skulle afvæbnes i perioden strækkendesig fra juli 1998 til juni 2001265. Den tidligere RSLMF skulle afvæbnes, hjemsendes ogreintegreres i henhold til DD&R processen266.Der var rapporter der indikerede, at oprørerne var koncentreret i nord, hvilket havde bragtoprørsaktiviteterne længere ind i landet. Dette tydede endvidere på, at oprørerne villeangribe mod Makeni (midt i det nordlige distrikt) eller mod Port Loko (den midt-vestlige del afdet nordlige distrikt). Et sådant angreb ville medføre, at ECOMOG vigtige forbindelseslinier(LOC) mellem Guinea, Freetown og Makeni ville blive brudt.Den 1. oktober iværksatte CDF, med støtte fra ECOMOG, et angreb mod oprørerne medhenblik på at erobre deres områder nær Kailahun og forstyrre andre operationer. Angrebetviste sig at medføre det tilsigtede mål med operationen, idet RUF aktiviteter i nordefterfølgende var faldende. Yderligere operationer af lignende art ville for at kunne lykkeskræve stærk logistisk støtte fra verdenssamfundet, samt yderligere 6.000 mand til styrken267.Omkring december havde UNOMSIL indhentet oplysninger der indikerede, at oprørsstyrkenbestod af ca. seks bataljoner (ca. 1.800 mand). To af disse bataljoner var primært AFRCenheder (placeret i det nordlige område), og de resterende fire var RUF enheder (placeretomkring Kailahun i øst). Det blev formodet, at de nordlige styrker fik deres forsyninger ogvåben fra Kailahun området, hvilket ECOWAS gjorde alt for at spolere.I den nordøstlige del af Sierra Leone var aktivitetsniveauet højt. ECOMOG og tidligereRSLMF styrker angreb oprørerne ved Koinadugu, og fik herved reduceret truslen mod denvigtige Makeni – Lunsar vej. I den sydlige del fastholdt ECOMOG og CDF styrkerne Kenemapå trods af oprørernes gentagne forsøg på at afskære Kenema. ECOMOG kæmpede nuside om side med CDF og tidligere RSLMF soldater, og havde påbegyndt angreb påoprørsstyrkerne i junglen i den nordlige del af landet med det formål blandt andet at brydeLOC mellem de to oprørsenheder i nord og i øst.

264 UNSC, S/1998/750 af 12. august 1998.265 Dette må siges at være en lang periode.266 UNSC, S/1998/750 af 12. august 1998.267 UNSC, S/1998/960 af 16. oktober 1998.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 51

I Lungi var der nu samlet 2.973 registrerede tidligere kombattanter, og man påtænkte at in-troducere 830 tidligere RSLMF soldater i ECOMOG. UNAMSIL observatører placeret i Lungi,Hastings, Makeni, Bo og Kenema havde fortsat forbindelse til de lokale autoriteter samtECOMOG og CDF enheder.Regeringen fortsatte med at planlægge etablering af en ny hær i Sierra Leone, og Englandhavde i den forbindelse støttet med rådgivning og tilbud om uddannelse. Regeringen anmo-dede efterfølgende UNOMSIL om støtte til uddannelsen af hæren268.Den 17.december 1998 angreb ECOMOG styrker oprørerne i Kailahun området, som var etvigtigt område for oprørerne grundet diamantforekomsterne. Angrebet lykkedes dog ikke forECOMOG, og den 18. december vendte situationen, da et oprørsangreb fortrængteECOMOG fra Koidu i øst helt tilbage til Magburaka i den centrale del af landet. Den 23.december trak UNOMSIL sine observatører væk fra Makeni til Lungi grundetsikkerhedsproblemer, og den 24. december påbegyndte UNOMSIL tilbagetrækning afobservatører fra Bo og Kenema til Lungi269.Den 27. december faldt Makeni i oprørernes hænder, hvilket muliggjorde koordinering afoprørernes operationer, der skulle danne baggrund for deres angreb på Freetown oglufthavnen i Lungi. 28. december evakuerede UNOMSIL det meste af sit personel fraFreetown. I de sidste dage af 1998 angreb oprørerne videre mod Lunsar i sydvest, ogengagerede ECOMOG ved Port Loko, Waterloo og Hastings. Under oprørsbevægelsensoffensiv fortsatte ECOMOG med at bringe forstærkningsstyrker ind i landet.Den 6. januar 1999 angreb oprørerne den østlige del af Freetown og nåede ind til centrum afbyen. UNOMSIL blev evakueret, men UN SR Okelo og UNOMSIL styrkechef forblev i SierraLeone sammen med et par hjælpere270.Under oprørsstyrkernes offensiv blev offentlige bygninger brændt ned, og regeringstroindbyggere blev torteret og dræbt. ECOMOG svarede igen ved at bombe kraftigt underanvendelse af fly og skibe, hvorefter oprørsstyrkerne måtte trække sig tilbage efter at haveholdt Freetown i fire dage.I alt døde ca. 5.000 mennesker i løbet af to uger, heraf ca. 250 nigerianere. Enkeltenigerianske soldater tog hævn i en aktion benævnt ”Death Before Dishonor”, hvor depryglede og henrettede folk der var mistænkt for at sympatisere med rebellerne. ECOMOGblev beskyldt for folkemord, men forklarede sig med, at USA havde gjort det samme iSomalia i 1993, da de ville hævne drabet på 18 US soldater271.ECOMOG styrkechef under oprørsstyrkernes offensiv, general Shelpidi (Nigeria), blev be-skyldt for ikke at have styr på sine tropper. Beskyldningerne afstedkom at ECOMOG ned-satte en undersøgelseskomite der skulle klarlægge hændelsesforløbet. Shelpidi nød ikkesamme gode forbindelser til Abuja som sine forgængere, og selv om han advarede mod etkommende angreb, fik han ikke de forstærkningsstyrker han havde anmodet om. Efterføl-gende var der en del udskiftninger til styrkechefsposten272.Ud over angrebene på Freetown angreb AFRC og RUF gennem det meste af Sierra Leonemed god hjælp fra Taylors lejesoldatsnetværk, der inkluderede lejesoldater fra såvel Europasom fra Liberia.Den 24. februar lykkedes det for ECOMOG styrkerne at fordrive oprørsstyrkerne fra Water-loo. Oprørsstyrkerne havde fortsat afbrudt den vigtige forbindelse mellem Freetown, Bo og

268 UNSC, S/1998/1176 af 16. december 1998.269 Med baggrund i optrapningen af urolighederne sendte England to fly til Sierra Leone for at evakuere britiskeog andre nationers borgere fra Sierra Leone.270 UNSC, S/1999/20 af 7. januar 1999.271 BUPE p. 95.272 BUPE p. 96.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 52

Kenema. Endvidere havde oprørerne nu kontrol over Lunsar, Port Loko, Kambia, Kabalasamt Bumbuna (i det nordlige distrikt). I den sydlige del af landet afviste ECOMOG flere op-rørsangreb mod byen Kenema. Omkring Bo (i det sydlige distrikt) var situationen fortsatustabil273.Forholdet mellem Sierra Leone og Liberia var ikke godt. Liberia benægtede fortsat at destøttede kampen mod regeringen i Sierra Leone, og oplyste at de anerkendte Kabbah somleder. Liberia havde over for UN anmodet om støtte til overvågning af grænsen mellem Libe-ria og Sierra Leone gennem samarbejde med ECOMOG. ECOMOG havde efterfølgendesvært ved at løse opgaven, idet terrænet var vanskeligt at manøvrere i. Styrken mangledespecialudstyr, hvilket blandt andet omfattede helikoptere. UN drøftede efterfølgende med E-COMOG hvordan opgaven bedst kunne løses.ECOMOG indledte i slutningen af marts 1999 en offensiv mod oprørsstyrkerne med henblikpå at sikre Freetown og Lungi (indvinding af terræn udenom). Offensiven medførte, atECOMOG fik kontrol over den vigtige vej mellem Lungi, Freetown, Port Loko og Kambia,samt vejstrækningen til Bo og Kenema. ECOMOG fastholdt sine positioner ved Kabala ogBumbuna.RUF havde fortsat kontrollen over store dele af Sierra Leone især i den nordlige og denøstlige del af landet, herunder det vigtige diamantrigeområde omkring Kono. Oprørernehavde forsøgt på at erobre Kenema to gange uden held, og deres udstyrsmæssige niveauvar blevet forbedret i og med at styrken havde anti-aircraft kapacitet.Den 24. maj forøgedes oprørsstyrkernes aktivitetsniveau ganske betydeligt. I områdetomkring Okra Hills (nær Port Loko) blev der konstateret store styrkeopbygninger (AFRC/RUF), hvilket var en direkte trussel mod Port Loko, Rogberi og Lungi. ECOMOG styrken varikke i stand til effektivt at bekæmpe rebellerne, der med stor succes anvendtejunglekrigstaktik/guerillataktik. I stedet overtog Kamajor militsen med flere kampene modAFRC/RUF, hvilket til sidst medførte at rebellerne blev drevet tilbage274.Endnu engang havde ECOMOG lidt nederlag, idet styrken ikke egenhændigt var i stand til atdrive rebellerne tilbage275. Det lykkedes heller ikke for ECOMOG at forhindre de civile tab, såder blev stillet spørgsmål ved om ECOMOG var i stand til effektivt at beskytte byer endsigegå i kamp mod rebeller.Ovenstående hændelser medførte, at Nigeria påtænkte at trække sine styrker ud afECOMOG og dermed Sierra Leone276. Ydermere var de nigerianske officerer udprægetutilfredse med det ghanesiske kontingent, da de ikke deltog i kampene i Freetown i 1999,men derimod valgte at flygte, hvilket forklarede de generelt få ghanesiske tab. Ghanesernehavde endvidere nægtet at angribe og tage Waterloo fra rebellerne, hvilket de forklaredemed, at de var udsendt som en Peacekeeping og ikke en Peace Enforcement styrke277.Rebelangrebet, sammen med Obasanjos beslutning om at trække Nigerias styrkebidrag udaf ECOMOG, medførte at præsident Kabbah, med opbakning fra det internationale sam-fund278, hurtigst muligt skulle søge at opnå en politisk bilæggelse af borgerkrigen.Lomé fredsaftalen under Kabbah.I maj 1999 påbegyndtes fredsforhandlingerne i Lomé (Togo), hvor RUF blandt andet blev af-krævet, at de skulle ændre status til politisk parti. RUF forlangte i denne forbindelse, at deskulle være med i en midlertidig regering. Endvidere forlangte RUF amnesti for alle279 samt 273 UNSC, S/1999/237 af 4. marts 1999.274 UNSC, S/1999/645 af 4. juni 1999.275 ISS, ECOMOG: A model for Africa?, Comfort Ero, FEB 2000, p. 4.276 RI p.8.277 BUPE p. 91.278 Hovedsagligt England, USA, UN, OAU og ECOWAS.279 UN reagerede skarpt imod amnesti til alle RUF og AFRC ledere, LiL p. 27.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 53

opstilling af en neutral fredsstyrke. Aftalen præciserede endvidere, at alle lejesoldater skulleforlade Sierra Leone. Lomé fredsaftalen blev underskrevet i juli 1999.I forbindelse med fredsaftalens indgåelse blev UNOMSIL mandat revideret, så missionen fikfølgende opgaver, der i princippet var en skærpelse af tidligere mandat:• At styrke og udvide kontakten til etablerede RUF enheder,• at udvide UNOMSIL geografiske område,• at styrke våbenhvilekomiteen med henblik på at opretholde våbenhvilen,• at overvåge og rapportere den militære og den civile situation i hele Sierra Leone,• at assistere og overvåge DD&R processen,• at samarbejde med humanitære organisationer,• at samarbejde med Human Rights officerer,• at opretholde forbindelsen til- og koordinere med ECOMOG samt• at assistere ved forberedelsen af planer for deployering af en neutral fredsstyrke280.Indgåelse af Lomé aftalen gav RUF og den afsatte militærjunta fire pladser i regeringen.Sankoh, nu vicepræsident for Sierra Leone, blev udnævnt til den indflydelsesrige post somformand for kommission, der blandt andet skulle kontrollere landets mineralressourcer. 281

Den tidligere oprørsleder major Koroma blev udpeget til at stå i spidsen for det foreståendenationale forsoningsarbejde.Aftalen indeholdt ligeledes en gradvis tilbagetrækning af ECOMOG styrkerne og etableringaf en UN fredsbevarende styrke. ECOMOG tilbagetrækning skulle ses i lyst af Nigeriasudmelding i 1999 om, at landet i fremtiden ikke ville kunne vedligeholde aktivitetsniveauet iECOMOG282. Den 19. august 1999 meddelte Nigerias leder Obasanjo UNSC, at Nigeria villepåbegynde udtrækning af sine tropper fra ECOMOG med en frekvens på 2.000 tropper ommåneden.ECOMOG styrken havde i denne periode svære logistiske problemer, og situationen var ge-nerelt kritisk for både UNOMSIL og for ECOMOG. AFRC/RUF var blevet urolige, og tropperfra både UNOMSIL og fra ECOMOG var blevet tilbageholdt af begge parter. DD&R proces-sen blev udsat for forsinkelser, hvilket vækkede bekymring hos parterne283.Den 25. august blev det nye mandat for ECOMOG vedtaget i Lomé, og beskrev følgendeopgaver for ECOMOG:• At opretholde fred og sikkerhed i Sierra Leone,• at sikre UNOMSIL og personel der arbejder med DD&R processen,• at skabe sikkerhed i hele landet for UNOMSIL observatører, humanitære organisationer

med videre,• at afvæbne alle kombattanter i RUF, CDF, ex-SLA samt paramilitære grupper,• at konfiskere af våben,• at skabe sikkerhed samt eskortere personel fra forskellige organisationer,• at deployere tropper til alle afvæbningssteder med henblik på at skabe sikkerhed for de

afvæbnede ex-kombattanter,• at etablere sikre korridorer og lokaliteter for flygtninge og humanitære organisationer,• at tilvejebringe den nødvendige sikkerhed til opbevaring af våben og ammunition fra

afvæbningsprocessen, 280 UNSC, S/1999/836 af 30. juli 1999.281 At Sankoh fik den yderst vigtige post som formand for mineralressourcekommissionen kunne kun undre, daSankoh angiveligt fik et udbytte i nærheden af 60 mio. £ i oprørsperioden, hvor han kontrollerede diamantmine-driften, MIP p. 250.282 Der er stor lighed i aftalen vedr. udtrækning af ECOMOG og udtrækningen af private militære virksomhedertidligere.283 Op til 210 militære observatører som beskrevet i UNR 1260 af 20. august 1999.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 54

• at assistere ved destruktion af våben og ammunition fra afvæbningsprocessen samt• at gennemføre sikkerhedspatruljering inklusive bevogtning af nøgleområder284.Udtrækningen blev påbegyndt den 31. august, og blev først efter anmodning fra Kabbah ogUN SG Annan stoppet, idet man ikke ønskede at skabe et sikkerhedsvacuum i Sierra Leone.UN SG Annan følte at situationen blev tilspidset, hvorfor han fremsatte forslag om etableringaf en mission i Sierra Leone, med et robust mandat under UN Charters kapitel VII, der skulletage over efter ECOMOG.I oktober 1999 vedtog UN Resolution 1270, udformet under Kapitel VII, der etablerede UNmission i Sierra Leone (UNAMSIL), bestående af op til 6.000 militære tropper inklusive 260observatører285. Observatørmissionen blev økonomisk finansieret jf. UN Charter Artikel 17,hvor det beskrives, at udgifter bæres af alle medlemslande.UN ville bestræbe sig på at hverve enheder fra ECOWAS medlemslande til UNAMSIL. Vedopstilling af styrken skulle der etableres et joint UN/ECOMOG hovedkvarter, og den indiskegeneral Jetley blev udpeget som UN styrkechef286.Resolution 1270 beskrev UNAMSIL mandat med følgende opgaver:• At samarbejde med Sierra Leones regering og andre parter i Lomé fredsaftalen

vedrørende implementering af fredsaftalen,• at assistere Sierra Leones regering ved implementering af DD&R processen,• at etablere tilstedeværelse ved nøgleområder i hele Sierra Leone inklusive ved

afvæbnings- og hjemsendelsescentrene,• at sikre bevægelsesfrihed og sikkerhed for UN personel,• at overvåge våbenhvilens implementering,• at fremme parternes opbygning af tillidsfremmende mekanismer,• at lette levering af humanitær assistance,• at støtte UN civile stabs operationer samt• at levere den nødvendige støtte til kommende valg i Sierra Leone287.De første tropper, bestående af kenyanere og indere, ankom til Sierra Leone i december1999.Som kompensation for at Nigeria ikke fik UN styrkechefspost, blev den nigerianske diplomatAdeniji udpeget som UN SR til Sierra Leone.Selvom resolutionen var udformet under kapitel VII, så var betingelserne som skitseret iresolutionen fredelige, hvilket var helt i overensstemmelse med hvad man indledningsvisforventede.Den 20. oktober meddelte præsident Kabbah sammensætningen af Sierra Leonesmidlertidige regering, og den 22. november etableres RUF som et politisk parti benævntRevolutionary United Front Party, RUFP.Den militære situation blev forværret igennem oktober og november. Sankoh og RUFudfordrede hurtigt UN styrken, og relokerede blandt andet tropper fra Kailahun til Makenisamt forhindrede deployering af UN styrker til de diamantrige områder i det østlige distrikt.RUF chef Bockarie meddelte endvidere, at hans folk ikke ville lade sig afvæbne, førend denigerianske ECOMOG soldater var trukket ud af landet. Den 28. og den 29. november varder sammenstød mellem ECOMOG og ex-SLA elementer ca. 20 km øst for Lungi288.

284 UNSC, S/1999/1003 af 28. september 1999.285 UN styrken skulle bestå af seks bataljoner (750 mand/BTN), logistik, helikoptere og APC. Herudover en hur-tig reaktionsstyrke til at imødegå trusler i forbindelse med implementering af fredsaftalen.286 BUPE p. 100.287 UNR, S/RES/1270 af 22. oktober 1999.288 UNSC, S/1999/1223 af 6. december 1999.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 55

Den 23. december holdt UN møde med en nigeriansk delegation, og man blev enige om atkoordinere ECOMOG tilbagetrækning og deployering af UNAMSIL.Den 29. december holdt Sankoh pressekonference i Freetown, hvor han kritiserede SierraLeones regering og det internationale samfund for ikke at skaffe kapital til finansiering afRUF etablering som et politisk parti. Sankoh udtrykte også bekymring for UNAMSIL styrkensmandat og størrelse og bemærkede, at RUF ikke ville tillade deployering af UNAMSIL styr-ker, til de områder der var under kontrol af RUF, førend der var etableret en våbenhvileko-mite. 4. januar gentog Sankoh RUF bekymringer over for UN SG Annan men understregede,at han ville støtte implementeringen af Lomé fredsaftalen, og at han ikke havde bemærknin-ger til UNAMSIL deployering. Med baggrund i denne udmelding fortsatte UNAMSIL deploye-ringen af styrker ud i landet.I de sidste uger af december 1999 og den første del af januar 2000 gennemførte ECOMOGtilbagetrækning af sine styrker fra adskillige nøglelokaliteter. Samtidig blev UNAMSIL styrkerdeployeret til landområderne, herunder Makeni og Magburaka, som var under RUF kontrol.Endvidere blev UNASMIL deployeret til Daru, Port Loko, Lungi og til dele af Freetown.DD&R processen forløb i perioden omkring årsskiftet 1999/2000 langsomt hvilket kunnetilskrives mistillid til processen samt visse administrative problemer.Den 3. januar 2000 forsøgte ca. 100 ex-kombattanter at angribe UNAMSIL DD&R center iPort Loko, men blev stoppet af ECOMOG tropper. Sierra Leones regering besluttedesammen med Koroma at deployere alle AFRC enheder til ECOMOG tidligere barakker i Mile91 for at få kontrol over alle AFRC elementer i Freetown og i Occra Hills med henblik påefterfølgende DD&R af enhederne.Der herskede en vis grad af lovløshed i og omkring Freetown, Lungi og Port Loko, og derblev konstateret brud på våbenhvilen af ex-SLA enheder i Occra Hills området.ECOMOG fortsatte med at trække sine styrker tilbage fra områderne Lungi, Port Loko,Lunsar, Masiaka, Mile 91, Manu og Daru.UNAMSIL var primo januar deployeret til Freetown halvøen, ved Lungi lufthavn, Port Loko,Lunsar, Masiaka, Makeni, Magburaka, Kenema og Daru. DD&R processen forløb langsomt iperioden.På grund af ECOMOG generelle tilbagetrækning og erkendelsen af at UNAMSIL mandatmåtte ændres så den også indeholdt mandat til løsning af ECOMOG opgaver, blev UNResolution 1289 vedtaget i Sikkerhedsrådet den 7. februar. UNAMSIL forstærkede mandat in-deholdt følgende ekstraopgaver:• At tilvejebringe sikkerhed ved nøgleområder og regeringsbygninger specielt i Freetown,

ved vigtige vejkryds og større lufthavne (inklusive Lungi lufthavnen),• at lette den frie adgang for befolkningen, varer og humanitær hjælp langs udpegede

ruter,• at tilvejebringe sikkerhed i og ved alle DD&R centre,• at koordinere med og assistere det sierra leonske retsvæsens udførelse af

ansvarsopgaver i de almene deployeringsområder samt• at bevogte beslaglagte våben og ammunition fra ex-kombattanterne, samt assistere ved

deres destruktion.En forøgelse af styrken ville også medføre behov for tilpasning af C2 strukturen. Styrkenskulle deployeres til fire sektorer; Freetown halvøen, Lungi/Port Loko området,Makeni/Magburaka/Koidu området samt Bo/Kenema/Kailahun området.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 56

UNAMSIL nye opgaver ville kræve robuste Rules of Engagement (ROE), og UN vurderedeindledningsvis, at eksisterende ROE var gode nok, men at UN fortsat ville vurdere behovetfor at udvikle dem289.Udviklingen i fredsprocessen forløb langsomt, og der var praktisk talt ikke afvæbnet kom-battanter fra de nordlige og de østlige områder. Sankoh udtalte sig vedblivende negativt omUNAMSIL, hvilket foranledigede UN SG Annan til at anmode Sankoh om at udvise vilje til atopretholde fredsplanens implementering.Situationen var fortsat spændt i Occra Hills området og i de nordlige og de østlige områder.RUF kombattanter havde den 10. januar konfiskeret en del udstyr fra guineanske UNAMSILtropper, og ex-SLA elementer havde konfiskeret våben og ammunition fra kenyanskeUNAMSIL tropper i Occra Hills området.I forbindelse med disse uroligheder og våbenkonfiskeringer indskærpede UN SG Annan overfor de enkelte kontingenters styrker, at de måtte være bekendt med ROE og UNAMSILmandat, samt at styrkerne skulle være udrustede i henhold til UN foreskrevne standarder.Den 20. marts vedkender Sankoh at UNAMSIL er en neutral fredsbevarende styrke.Der blev konstateret brud på våbenhvilen, blandt andet ved angreb på civile, etablering afulovlige vejspærringer samt relokering af RUF enheder fra Makeni til Kono. Den 23. februarblev en indisk UNAMSIL enhed stoppet af en stor RUF styrke. Enheden fik ikke lov til atfortsætte, og blev derfor forstærket af en Ghanesisk UNAMSIL bataljon. Efter to dagesstilstand måtte UNAMSIL styrken trække sig tilbage til Kenema. 29. februar hindrede RUFUN helikoptere i at anvende Magburaka landingsområdet. Endvidere skulle RUF havedeployeret luft-til-luft missiler og have udlagt miner i Bendu området (det østlige distrikt).UNAMSIL var deployeret til Freetown halvøen, ved Lungi lufthavn, Port Loko, Lunsar,Masiaka, Makeni, Magburaka, Kenema, Daru, Mile 91, Bo og Kailahun. Vedrørende DD&Rprocessen havde man primo marts afvæbnet 17.191 ex-kombattanter290.Den 9. marts vedtog Kabbah, RUF, Koroma, UNAMSIL, ECOWAS på møde afholdt i denNationale Kommission vedrørende DD&R, at UNAMSIL, humanitære organisationer ogbefolkningen skulle have uhindret adgang til hele Sierra Leone. Vedrørende DD&Rkommissionens arbejde hævdede Sankoh den 15. marts, at forsinkelserne iafvæbningsprocessen skyldes ineffektivitet blandt kommissionens medlemmer. TrodsSankohs beskyldninger blev DD&R lejrene i Bo, Moyamba, Makeni og Magburaka erklæretfor operative den 17. april.Den 21. marts udbrød der kamp mellem RUF/AFRC/ex-SLA og UNAMSIL styrker vedBafodia-Kabala området. Kenyanske UNAMSIL tropper blev sendt til området med detsamme for at dæmpe optøjerne. Samlet blev 292 AFRC/ex-SLA kombattanter afvæbnet ogført væk fra området. 22. april angreb RUF styrker UNAMSIL i DD&R centret vedMagburaka. 28. april blev der konstateret skudveksling mellem RUF styrker og UNAMSILstyrker i Freetown.I henhold til aftale indgået mellem UNAMSIL og den nigerianske regering blev to nigerianskebataljoner og en kampvognseskadron overført fra det nigerianske kontingent i ECOMOG tilUNAMSIL.Med baggrund i de seneste uroligheder og egentlige kamphandlinger måtte man konstatere,at der var øgede spændinger mellem RUF og UNAMSIL i perioden frem til maj 2000291.

4.1.2. Perioden efter maj 2000.

289 UNSC, S/2000/13 af 11. januar 2000.290 UNSC, S/2000/186 af 7. marts 2000.291 UNSC, S/2000/455 af 19. maj 2000.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 57

4.1.2.1. Perioden under Kabbah og Lomé fredsaftalen (fortsat).Perioden frem til medio maj 2000:Trods tilstedeværelsen af UNAMSIL styrkerne udnyttede RUF det vakuum, som tilbagetræk-ningen af ECOMOG styrkerne medførte. Maj 2000 krisen startede, da RUF kombattanter gikmod DD&R centret i Makeni. Ud over at tage UNAMSIL soldater til fange blev DD&R lejreødelagt af RUF styrkerne, og humanitære organisationers lejre blev bestjålet og medarbej-derne måtte flygte. I denne forbindelse beskyldte Sankoh UNAMSIL styrkechef for at villestarte en krig ved magtanvendelse i forbindelse med afvæbning af RUF kombattanterne292.UNAMSIL var på samme tid i færd med at deployere tropper til Koidu, som var center forRUF diamantmining. Der var skudvekslinger mellem RUF styrker og ECOMOG flere steder iSierra Leone, og UN styrkechef sendte forstærkningsstyrker ud for at standse kampene.UNAMSIL styrker blev afvæbnet af RUF kombattanter flere steder og efterfølgende løsladt.Den 2.maj blev de sidste ECOMOG styrker hjemsendt.Fra maj konfliktens opblussen var UNAMSIL styrkerne nødsaget til at foretagerekognosceringer for at samle informationer om RUF kombattanternes placeringer.Et vendepunkt i bestræbelserne på at retablere stabiliteten i Freetown var ankomsten afengelske styrker til Lungi lufthavnen vest for Freetown den 7. maj. De engelske styrker vardeployeret til Sierra Leone med henblik på at sikre evakuering af englændere samt andrenationaliteter fra landet. De ca. 1.300 engelske soldater der var sendt til Sierra Leone vardirekte medvirkende til, at lov og orden blev reetableret, og kunne efterfølgende garantereregeringens sikkerhed. I løbet af året steg det engelske styrkebidrag til ca. 5.500 mand293.England reagerede i denne situation hurtigt, og var til stor hjælp for UNAMSIL ved at sikreFreetown. Hertil skal nævnes, at den engelske styrke hverken var underlagt UN ellerreagerede med baggrund i et UN mandat.Koroma anmodede offentligt om, at Freetown skulle beskyttes mod oprørsstyrkerne.Anholdelsen af RUF kombattanter i Freetown var med til yderligere at øge spændingerne.Den 12. maj tilførtes det jordanske kontingent 300 veltrænede jordanske soldater. 15. majvar 352 UNAMSIL tropper taget til fange af RUF.RUF maj offensiv, der ydmygede UNAMSIL-styrkerne, indvarslede styrkens forøgelse i dennære fremtid. Efter angrebet besluttede England med flere, at Sierra Leone ikke skulle falde ihænderne på rebellerne, samt at UN ikke måtte opleve endnu en fejlslagen fredsbevarendemission294. UN stod endvidere over for et andet problem. Hvis ikke UN kunne løse proble-merne i Sierra Leone, ville det blive meget svært at finde penge til andre fredsbevarendemissioner, måske endda umuligt. England havde dengang som senere været en god støttefor Sierra Leone i kraft af Englands status som Permanent Medlem af Sikkerhedsrådet.UN SG Annan anbefalede, at UNAMSIL styrken med det samme fik mandat til at forøgestyrkens samlede antal til 13.000 mand inklusive 260 militære observatører.UN SG Annan understregede den 15. maj, at UNAMSIL hovedformål var at retableretidligere tilstande med henblik på at genoptage Lomé fredsaftalen. UN SGen fastslog, at UNmandat, som beskrevet i UN Resolution 1289 af 7. februar 2000, ville give UNAMSILtilstrækkelig autoritet til at gennemføre følgende faser for UNAMSIL opgaver:• UNAMSIL styrken konsolideres omkring Freetown samt• UNAMSIL styrken forstærkes, og indsættes med henblik på at sikre strategiske områder i

de vestlige og de sydlige distrikter.

292 Samtidig med at kampene startede, anmodede UN afrikanske organisationer og afrikanske statsledere omat presse Sankoh til at standse kamphandlingerne.293 RI p. 8.294 RI, p. 10.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 58

Den 17. maj blev Sankoh anholdt i Nigeria da han var i færd med at købe våben295. Med til-fangetagelsen kunne Liberias præsident Taylor ikke længere få opfyldt sit store ønske omindsættelse af Sankoh som Sierra Leones præsident.Ved at se tilbage på de voldelige handlinger der udsprang i maj måned kan det samlet anta-ges, at UNAMSIL var udrustet som en fredsbevarende styrke, der blev tvunget ud i egentligekrigshandlinger mod en af parterne der havde lovet at samarbejde med UN.Den langsomme DD&R proces standsede praktisk talt efter RUF angrebene i maj, og RUFangreb på DD&R centrene truede endvidere hele DD&R processen. Samlet var 24.042 ex-kombattanter blevet afvæbnet pr. 19. maj296.Perioden fra medio maj til ultimo juli 2000:Den 17. maj meddeltes det, at Sierra Leones regering var indstillet på at indgå en fredsaftalemed RUF under betingelse af, at RUF indstillede angrebene, trak sig væk fra diamantmineområderne, løslod alle UNAMSIL fanger og slutteligt indstille sig på at indgå i DD&Rprogrammet.Den 19. maj vedtog UNSC Resolution 1299, hvor den militære del af UNAMSIL blev forøgettil maksimalt at andrage 13.000 mand inklusive 260 militære observatører297.Den 28. og den 29. maj holdt ECOWAS møde med UN SR Adeniji, og ECOWAS anbefaledeblandt andet, at UNAMSIL mandat blev ændret til et fredsskabende mandat.Primo/medio maj herskede der rimelig stabilitet i Freetown området grundet tilstedeværelsenaf styrker fra UN og fra England, og den 29. maj meddelte ECOWAS, at styrker ville blivestillet til rådighed for UNAMSIL snarest.I perioden fra den 2. til den 8. juni 2000 – og med baggrund i maj krisen - gennemførte ethøjtstående UN team ledet af M. Eisele (Tyskland) en undersøgelse af UNAMSILoperationer med henblik på at fremkomme med anbefalinger til effektivisering af missionen.Teamet fremkom med følgende observationer, der have haft direkte indvirkning påmissionens effektivitet:• Mangel på sammenhæng i UNAMSIL,• mangel på forståelse for UNAMSIL mandat og ROE,• problemer relaterende sig til Command & Control (C2),• mangelfuld forberedelse hos visse kontingenter,• problemer relaterende sig til den interne kommunikation298 og koordinering,• mangel på integreret planlægning og logistisk støtte samt utilstrækkelig koordination og

deling af informationer,• mangelfuld træningstilstand hos visse kontingenter,• mangelfuldt materielniveau hos visse kontingenter,• vigtige militære støtteenheder manglede trods gentagne anmodninger samt• informationsniveauet og kontakten til befolkningen kunne forbedres.Med baggrund i Eiseles observationer gennemførte UNAMSIL en undersøgelse afmissionens organisatoriske struktur under inddragelse af UN Sekretariat. Følgende tiltagblev umiddelbart etableret:• Multinational operationscelle med officerer fra alle kontingenter,• retningslinier for civil/militær koordination inklusive logistik,• tilførsel af flere stabsofficerer,

295 UNSC, S/2000/455 af 19. maj 2000.296 UNSC, S/2000/455 af 19. maj 2000.297 UNR, S/RES/1299 af 19. maj 2000.298 Skyldtes også mangel på kommunikationsudstyr.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 59

• afholdelse af møder vedrørende C2, mangel på udstyr, UNAMSIL mandat samt tilveje-bringelse af forståelse for ROE samt

• etablering af et træningsprogram for forståelse af ROE.Den 12. juni anmodede præsident Kabbah UN om at være landet behjælpelig medetablering af en speciel domstol til retsforfølgelse af Sankoh samt andre RUF medlemmer.Medio juni rejste de engelske styrker, der havde ydet en forudsætningsskabende indsats tildæmpning af urolighederne i Freetown, tilbage til England. Engelske tropper der skulle træ-ne den kommende sierra leonske hær forblev dog i Sierra Leone.Den 5. juli vedtog UNSC Resolution 1306 omhandlende forbud mod import af rådiamanterfra Sierra Leone, såfremt diamanterne ikke var certificerede299. Endvidere indeholdt UNresolutionen embargo mod våbenleverancer til ikke-regeringsstyrker.Den 12. juli pointerede UN SG Annan over for UN medlemslande, at UNAMSIL mangledeudstyr, og at medlemslandende måtte søge at løse problemet.På grund af RUF angreb havde UNAMSIL forstærket enheden ved Masiaka, der havde envis betydning, idet byen lå i knudepunktet ved de strategisk vigtige ruter til Port Loko og desydlige samt østlige provinser. Efter at RUF avancering var blevet stoppet i Freetown foregikRUF efterfølgende angreb mest i de nordlige provinser.Den 15. juli iværksatte UNAMSIL en massiv militær operation med deltagelse af firekontingenter samt logistisk støtte fra England. Operationen var inddelt i fire faser:1. Evakuering af observatører og ikke-kamptropper fra Kailahun.2. Udbrud fra Kailahun lejren.3. Møde med tropperne der var forskudt fra Daru.4. Luft- og vandforskydning mod Daru.Operationen var afsluttet den 16. juli med et vellykket resultat.DD&R processen var fortsat i stilstand, og centrene ved Makeni og Magburaka var blevetødelagt af RUF. Centre i Port Loko, Lungi og i Daru var fortsat åbne.UNAMSIL kontrollerede en del af Sierra Leone, dog kontrollerede RUF fortsat det meste afden østlige provins. UNAMSIL kontrollerede de strategisk vigtige ruter Freetown-Rogberi-Lungi samt Freetown-Masiaka-Kenema300.Perioden fra ultimo juli til ultimo august 2000:Den 4. august vedtog UNSC Resolution 1313 indeholdt et forstærket UNAMSIL mandat medfølgende prioriterede opgaver301:• At vedligeholde sikkerheden ved Lungi og Freetown samt deres større indfaldsveje,• at afskrække og om nødvendigt imødegå RUF angreb ved at svare massivt igen,• at deployere progressivt i en sammenhængende operativ struktur,• at assistere regeringen i bestræbelserne på at genetablere kontrollen over landet,• at beskytte civile mod overhængende fare,• at patruljere aktivt ved strategiske LOC samt• at assistere i fremmelse af den politiske proces der skulle lede mod implementering af et

nyt DD&R program.Den 21. august udsendte UNSC Brahimi rapporten, der fremkom med en rækkeanbefalinger til effektivisering af UN fredsoperationer.

299 I Sydafrika blev der i maj 2000 nedsat et panel, der skulle fremkomme med forslag til hvordan flowet afbloddiamanter fra de afrikanske lande kunne stoppes, kendt som The Kimberley Process,http://www.kimberleyprocess.com/BulletinDisplay.asp?Key=38 af 12. december 2002.300 UNSC, S/2000/751 af 31. juli 2000.301 UN SG pointerede, at opgaverne ville kunne løses under mandatet der baseredes på UNR 1270 og 1289.Endvidere krævede det robuste ROE, samt at styrkerne modtog ressourcer fra medlemslandene.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 60

Den 21. august meddelte RUF, at general Issa Sesay var blevet indsat som interim leder forRUF, medens Sankoh var fængslet. ECOWAS spillede en stor rolle i denne beslutning vedat yde en solid diplomatisk indsats vedrørende Sesays indsættelse. Samtidig - efter Koro-mas tilkendegivelse af at han ikke længere ville være leder af armerede grupper - meddelteFoday Kallay i august, at han var AFRC/ex.-SLA’s nye leder302.England fortsatte træningen af SLA soldater, og første færdigtrænede hold var klar den 22.juli efter seks ugers træning. Planen var, at der samlet skulle uddannes 8.500 soldater tilformning af tre operative brigader.For at kunne opnå målene som beskrevet i Resolution 1313 var UNAMSIL nødt til atdeployere progressivt i en samarbejdet operationel struktur, og i passende antal og tæthed.Hvert skridt i deployeringen skulle foretages efter nøje analyse af forholdende samtkonsultering af alle kontingenter i styrken.Deployeringen af styrken ville endvidere ske ved koordinerede politiske skridt (involvering afSierra Leones regering, ECOWAS og UN) samt gennemførelse af offentligeinformationskampagner. For at kunne imødegå disse krav var UNAMSIL nødsaget til atgennemføre deployeringen i to faser:1. UNAMSIL skulle forstærke styrkens tilstedeværelse ved nøgleområder i øst og vest ved

deployering af to infanteribataljoner samt C2 og logistikenheder til hver bataljon.2. Umiddelbart efter 1. fases gennemførelse skulle UNAMSIL styrkerne gennemføre

yderligere progressiv deployering mod øst. Til gennemførelse af denne fase villeUNAMSIL skulle tilføres yderligere tre infanteribataljoner303.

Perioden fra ultimo august til ultimo oktober 2000:I perioden ultimo august til ultimo oktober var der i det store hele tale om politisk og militærstilstand.UNAMSIL havde modtaget rapporter der indikerede, at RUF måske var ved at forberede sigpå militære operationer i Guinea. Kort tid efter blev der konstateret angreb på guineanskegrænselandsbyer. Angrebene kom angiveligt fra Sierra Leone og fra Liberia, hvilketmedførte, at forholdet mellem Liberia og Guinea forværredes. Problemerne vedrørende de tolandes forhold søgtes løst inden for ECOWAS rammer.På møde afholdt den 16. september mellem forsvarsministrene fra MRU medlemslande blevet kommuniké fremsat vedrørende deployering af militære observatører fra ECOWAS langsgrænserne til de tre lande Sierra Leone, Guinea og Liberia.Med baggrund i Eiseles rapport fortsatte UNAMSIL bestræbelserne på at forøge missionenseffektivitet. UNAMSIL havde blandt andet med baggrund heri indført et fem-dagestræningsprogram (vedrørende UNAMSIL mandat og ROE) for alle kontingenters tropper.Den 20. september meddelte Indien at de vil trække sig ud af UNAMSIL. Baggrunden for In-diens beslutning skulle søges i, at daværende UN styrkechef general Jetley i september2000 offentliggjorte en artikel, som omtalte at højtstående nigerianske officerer og politiskeembedsmænd forsøgte at sabotere UN mission i Sierra Leone ved i hemmelighed at støtteRUF for at tjene på den illegale diamanthandel. Hændelsen var et meget alvorligt slag forUNAMSIL. Nigeria nægtede at have soldater under Jetley, og Indien besluttede derfor attrække sin 3.000 mand store styrke ud304. Den 19. oktober meddelte det jordanske kontin-gent, at de ligeledes ville trække deres styrker ud af UNAMSIL.Med baggrund i Indiens og i Jordans meddelelse om at de ville trække deres styrkebidrag udaf UNAMSIL, anmodede UN SG Annan alle medlemslande om at stille veluddannede og

302 UNSC, S/2000/1055 af 31. oktober 2000.303 UNSC, S/2000/832 af 24. august 2000.304 BUPE p. 101.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 61

veludrustede styrker til rådighed for UNAMSIL som kompensation for udtrækning af ca. 40 %af den samlede styrke.RUF havde i perioden ultimo august til ultimo oktober for det meste antaget en defensiv rolle.UNAMSIL havde enkelte gange været under angreb fra den såkaldte WSG305 i Okra Hills-Mariaka området, og den 25. august blev 11 UNAMSIL soldater taget til fange. Engelskestyrker gennemførte kort tid efter en redningsaktion, hvor WSG kombattanterne blev tvungetvæk fra gruppens Okra Hills base.I alt 2000 regeringstro soldater var blevet trænet af de engelske styrker ultimo oktober, menSLA manglede endnu en overordnet ledelse og logistikken var ikke i orden. 10. oktobermeddelte England, at de ville levere yderligere militær assistance til Sierra Leones regeringindeholdende forøget træning af SLA, en Rapid Reaction kapacitet op til brigadestørrelsesamt stabsofficerer til UNAMSIL hovedkvarter.Fra den 8. maj og frem til den 13. oktober havde 708 ex-kombattanter (138 RUF, 554 AFRCog 14 CDF) afleveret deres våben, og havde tilsluttet sig DD&R programmet306.Perioden fra ultimo oktober til medio december 2000:I oktober havde UNAMSIL og ECOWAS gentagne gange forsøgt at komme i dialog medRUF hvilket til sidst medførte, at RUF indvilligede i at diskutere indgåelse af envåbenstilstand samt genetablering af implementeringen af Lomé fredsaftalen.

4.1.2.2. Abuja fredsaftalen.Et nyt initiativ blev iværksat i slutningen af 2000 med henblik på at genoptage denstagnerede fredsproces. Den 10. november blev Abuja fredsaftalen underskrevet efterintensive, langvarige og problemfyldte forhandlinger mellem Sierra Leones regering,ECOWAS, UNAMSIL og RUF.Trods fredsaftalens indgåelse nægtede RUF fortsat UNAMSIL i at deployere styrker tilområder der var kontrolleret af RUF. Jævnfør UN resolution 1343 af 7. marts 2001 varhovedparten af RUF diamantsmugling foregået via Liberia. Resolutionen nævnte endvidere,at en sådan illegal handel umiddelbart ikke kunne foregå uden regeringens viden ogsamtykke.Abuja fredsaftalen indeholdt tilvejebringelse af fuld bevægelsesfrihed for UNAMSIL i SierraLeone, frie bevægelsesmuligheder for de humanitære organisationer samt tilbagelevering afde af RUF konfiskerede våben. Aftalen indeholdt endvidere genoptagelse af DD&Rprocessen samt revidering af processens forløb efter 30 dage.Den 18. og den 25. november ankom UNAMSIL nye styrkechef, næstkommanderende ogstabschef (Den kenyanske generalløjtnant Ishmael Daniel Opande, den nigerianskegeneralmajor Martin Luther Agwai og den engelske brigadegeneral Duncan).Den første operative sierra leonske bataljon (SLA) fik som sin første opgave det operativeansvar for North Lungi området.Med baggrund i drøftelserne fra det første møde (1. december) mødtes den nyligt udnævnteUNAMSIL styrkechef Opande med RUF leder Sesay den 8. december. På mødet anmodedeOpande Sesay om at udarbejde en plan for implementering af Abuja fredsaftalen. Sesaymeddelte efterfølgende, at så snart UNAMSIL var deployeret til de af RUF kontrolleredeområder, ville RUF styrkerne være klar til at indgå i DD&R programmet.På mødet accepterede RUF følgende:• At åbne alle veje i RUF kontrollerede områder,• at aflevere alle konfiskerede våben den 13. december ved Makeni og Magburaka,• at acceptere UNAMSIL styrkers deployering til alle dele af landet samt 305 West Side Group. En gruppe af AFRC/ex.-SLA hvis primære operationsområde var Okra Hills området.306 UNSC, S/2000/1055 af 31. oktober 2000.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 62

• at tillade humanitære organisationers og NGO genoptagelse af deres aktiviteter.Den 15. december – altså to dage forsinket - blev kun 11 armerede fartøjer (rippet for våben)tilbageleveret. RUF meddelte samtidigt, at de ikke ville tillade, at UNAMSIIL blev deployerettil RUF kontrollerede områder, førend ikke-diskuterbare forhold var tilvejebragt, såsomSankohs løsladelse.Med Abuja fredsaftalens indgåelse kunne DD&R processen nu genoptages. DD&RSekretariatet havde i samarbejde med blandt andet UNAMSIL udarbejdet en plan, hvorUNAMSIL forventeligt ville få ansvaret for følgende:• Afvæbning: Tage forbindelse til de kæmpende styrker og deres ledere, tilvejebringelse af

den nødvendige sikkerhed, identificering og etablering af afvæbningscentre samttransportering af ex-kombattanterne til demobiliseringscentrene.

• Hjemsendelse: Tilvejebringelse af tilstrækkelig beskyttelse i demobiliseringscentrene.Der var fortsat problemer med implementering af DD&R programmet i de RUF kontrolleredeområder hvilket var bekymrende, idet RUF videre engagement i DD&R processen var af vitalbetydning for DD&R processens fremtid307.Den 17. december var ca. 3.000 SLA soldater blevet færdiguddannede308 af de engelskestyrker. Yderligere 1.000 ville påbegynde uddannelse ultimo december. SLA havde iperioden modtaget det længe ventede militære udstyr.Våbenstilstanden så ud til at holde i Sierra Leone i perioden. I Guinea var der dog fortsatteuroligheder, og Guineas regering beskyldte Liberia og RUF for at stå bag ved mange afangrebene309.Perioden fra medio december 2000 til medio marts 2001:I perioden holdt UN styrkechef Opande flere møder med RUF leder Sesay, der vedblivendeblev mindet om Abuja fredsaftalens indhold. Dette medførte, at RUF havde genåbnet flerevigtige veje, hvilket skabte mulighed for UNAMSIL patruljering. RUF indvilligede endvidere i,at UNAMSIL kunne sende fredsbevarende styrker til Kambia, Lunsar og Makeni.På trods af den tilsyneladende velvilje der blev udvist fra RUF side vedblev RUF med atkræve at en midlertidig regering (med deltagelse af RUF) blev etableret, at SLA og CDFstyrkerne blev afvæbnet, samt at de fængslede RUF ledere skulle løslades.RUF fortsatte med at tilbagelevere tidligere konfiskerede køretøjer og våben. Køretøjernevar dog fortsat strippede for våben, og var i en ikke brugbar stand.Den 16. december tilsluttede ECOWAS sig nødvendigheden af, at UNAMSIL skulledeployeres til hele Sierra Leone for herved at tilsikre effektiv implementering af Abujafredsaftalens indhold.I perioden – specielt i januar – havde der været en del uro og skudvekslinger ved denguineanske grænse, der havde involveret RUF styrker og de guineanske styrker. Iforbindelse hertil besluttede. ECOWAS sig for at deployere en 1.796 stor styrke tilgrænseområdet. Styrken skulle monitere grænseområdet og havde mandat til at neutralisereirregulære styrker.Den 12. januar frasagde den liberiske regering sig enhver form for støtte til RUF, og udvistesamtidig RUF tidligere chef Bockarie. Sierra Leones regering anmodede om at få Bockarieudleveret, men den liberiske regering påstod at Bockarie havde forladt Liberia.Den 14. februar var de indiske og de jordanske styrker blevet afløst.

307 Endvidere var der bred enighed i UN kredse om, at udfærdigelse af et omfattende reintegrationsprogram,der skulle sikre ex-kombattanterne ved hjemsendelse, skulle tillægges større betydning.308 I forbindelse med undervisningen på FAK blev der vist en BBC dokumentarudsendelse der konkluderede, atman stort set hvervede hvem som helst til SLA. Dette har specialegruppen ikke kunnet finde dokumentation for.309 UNSC, S/2000/1199 af 15. december 2000.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 63

Primo marts var RUF fortsat ikke inviteret med i regeringen trods flere ledige poster. De ledi-ge poster gik i stedet til oppositionen.Med baggrund i Sierra Leones ustabile tilstand besluttede regeringen at udskyde både præ-sident- og parlamentsvalgene, der var sat til afholdelse den 31. december 2001. Parlamentetkrævede dog, at tiden imellem skulle bruges til blandt andet at accelerere DD&R processen.Endvidere skulle der lægges pres på RUF ved at stille dem et ultimatum, såfremt de ikkeovergav kontrollen over de RUF kontrollerede områder til regeringen.Gennem perioden havde våbenhvilen generelt været effektiv. I Freetown var der nærmestingen rebeltrussel længere, hvorfor væbnede røverier pludseligt blev et problem.ECOWAS udnævnte oberst Mahamane Toure (Mali) til ECOWAS Specielle Repræsentantfor Sierra Leone, hvilket forhåbentligt yderligere ville forøge samarbejdet mellem UNAMSILog ECOWAS.England meddelte, at de ville forlænge perioden afsat til træning af SLA frem til september2001. Det var vigtigt, at koordinationen mellem UNAMSIL og SLA fortsat blev forbedret medhenblik på at SLA gradvist over tid fik mere og mere ansvar for sikkerheden i landet. Fortsateffektivisering af den logistiske struktur pågik.UNAMSIL havde i perioden forøget bestræbelserne på at udbrede informationer, medhenblik på at forstærke fredsprocessen, og udarbejdede derfor en informationsstrategi derhavde til hensigt at øge civilbefolkningens forståelse for UNAMSIL mandat.I perioden havde UNAMSIL revurderet UNAMSIL Concept of Operations (CONOPS), ogfølgende faser blev fastsat:1. At støtte Sierra Leones regering i udvidelsen af regeringens autoritet, genoptagelse af

DD&R processen samt skabe grundlag for afholdelse af frie valg,2. under UNAMSIL fortsatte fremadrettede deployering at kunne projicere den nødvendige

magt. Deployeringen ville blive inddelt i tre underfaser:1. Underfase. UNAMSIL fortsatte fremadrettede deployering skulle gennemføres etapevisi takt med forstærkningsstyrkernes ankomst.2. Underfase. Ved yderligere forstærkningsstyrkers ankomst skulle UNAMSILpermanente tilstedeværelse i Sierra Leone fremrykkes så vigtige transportruter kunnesikres. RUF forventedes at klargøre til afvæbning under denne fase.3. Underfase. Fremrykning til diamantudvindingsområderne og grænseområderne.Efterfølgende underfase(r). Etablering af UNAMSIL tilstedeværelse ved allenøgleområder/byer kunne blive nødvendigt, såfremt demokratiske valg skulle afholdes.

UNAMSIL havde i perioden konsolideret missionens positioner i de sydlige og de vestligedele af Sierra Leone i byerne Lungi, Port Loko, Rogberi Junction, Freetown, Hastings,Masiaka, Bo, Moyamba, Mile 91, Kenema, Joru og Daru.Det interne samarbejde og kommandostrukturen konsolideredes og forstærkedes yderligerei UNAMSIL310.I tiden der skulle komme udestod vigtige forhold vedrørende regeringens fastlæggelse af for-dele for ex-kombattanterne ved reintegrering. Et klart budskab vedrørende fordele vedreintegrering ville være en motiveringsfaktor for ex-kombattanterne og deres familier.

310 UNAMSIL ville endvidere forstærke missionens DD&R celle for at tilsikre, at alle militære og civile aspekteraf programmet ville blive helt integreret. Den sierra leonske regering havde bidraget ganske væsentligt til for-bedring af DD&R processen. Ca. 6.850 ex-kombattanter var allerede integreret i reintegreringsprocessen, ogder var umiddelbart kapacitet til optagelse af yderligere 4.300 ex-kombattanter i den nære fremtid. Flere ex-kombattanter kom ubevæbnede til DD&R lejrene. Der var mistanke om, at RUF chefer opbevarede våbnenecentralt og bestemte egenhændigt våbnenes udlevering.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 64

Af yderligere forhold der udestod, var CDF afvæbning og hjemsendelse i henhold til Abujafredsaftalen. CDF burde i fremtiden ændres til at være et frivilligt territorieforsvar. CDF æn-dring skulle sammenkædes med restrukturering af militæret generelt.Fra medio maj 2000 og frem til medio marts 2001 havde ca. 1.800 ex-kombattanter (ca. 600RUF) afleveret deres våben, og havde tilsluttet sig DD&R programmet. Frem til periodensafslutning var ca. 20.000 ex-kombattanter blevet afvæbnet og hjemsendt. Yderligere 7.500var kun levet afvæbnet311.Perioden fra medio marts til ultimo juni 2001:Den 11. april. Møde mellem ECOWAS regeringsledere hvor man anbefaledeSikkerhedsrådet at godkende og assistere ECOMOG styrkernes deployering tilgrænseområderne Liberia/Guinea/Sierra Leone.Den 30. marts vedtog UNSC Resolution 1346 hvor den militære del af UNAMSIL blevforøget til maksimalt at andrage 17.500 mand inklusive 260 militære observatører.Med baggrund i tidligere afholdt møde mellem ECOWAS, Sierra Leones regering og UN312

blev der den 2. maj holdt møde med RUF i Abuja. På mødet blev det konkluderet, atfredsaftalen i det store hele var blevet overholdt af parterne. Endvidere blev Sierra Leonesregering anmodet om at udvide sit kontrolområde i takt med UNAMSIL fremrykning, og RUFblev anmodet om at sørge for, at alle vejblokeringer blev fjernet. Mødet besluttedeendvidere, at RUF og CDF skulle afvæbnes samtidigt, samt at RUF skulle trække alle RUFkombattanter væk fra Kambia distriktet med henblik på at nyuddannede SLA enheder kunnedeployere dertil. De tilbagetrukne RUF kombattanter skulle så efterfølgende indgå i DD&Rprogrammet. Sierra Leones regering tilkendegav af, at RUF ex-kombattanter kunne bliveoptaget i militæret/politiet under forudsætning af, at de bestod en grundig scanning.Umiddelbart i modstrid med tidligere krav meddelte RUF, at de ikke længere fastholdt at SLAstyrker skulle indgå i DD&R programmet. RUF accepterede mødets konklusioner den 6. maj.Med baggrund i aftaler indgået først den 2. maj og senere den 15. maj var CDF og RUFstyrker blevet afvæbnet i Kambia og Port Loko distrikterne. SLA startede deployering tildistrikterne den 29. maj, og afsluttede dem den 31. maj.UNAMSIL havde i perioden bistået med undervisning af Sierra Leones politi, hvilket var afstor betydning for styring og sikring af landet. Det sierra leonske politi var efterfølgendedeployeret til Kambia, hvilket RUF accepterede.Opbygningen af UNAMSIL militære styrker havde muliggjort implementering af CONOPSFase 2 (se perioden medio december 2000 til medio marts 2001) samt klargøring til Fase 3,hvilket blandt andet ville indebære deployering af styrker til diamantudvindingsområderne iøst. Med baggrund i daværende UNAMSIL styrkeopbygning og deployeringsmønster var derskabt grundlag for CONOPS efterfølgende fase(r), hvor UNAMSIL forventeligt ville havestyrker over hele Sierra Leone.Sierra Leones regering meddelte at de var indstillet på at løslade enkelte RUF ledere, så-fremt RUF indstillede sig på at blive ændret til en politisk organisation313.I forbindelse med den genoptagne DD&R proces skulle der etableres et antal nye DD&Rcentre samt mobile afvæbningsenheder. Det var blevet besluttet, at RUF ex-kombattanterskulle forblive i centrene i op til fire uger og CDF ex-kombattanter i en kortere periode. I lej-

311 UNSC, S/2001/228 af 14. marts 2001.312 På mødet blev det besluttet at mødes med RUF for at vurdere implementeringen af Abuja fredsaftalen.313 UN SG havde anmodet Sierra Leones regering om at foranstalte RUF ændring af status til et politisk parti(igen), hvilket ville være af stor sikkerhedsmæssig betydning ved et kommende valg.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 65

rene ville ex-kombattanterne modtage orienteringsbriefinger såvel som briefinger om mulig-hederne under den efterfølgende reintegreringsfase314.Den 30. maj. Kun et lille antal våben og køretøjer var blevet afleveret af RUF til UNAMSIL,hvilket var i modstrid med Abuja fredsaftalen.UNAMSIL havde sammen med National Electoral Commission (NEC) og andre partnereklarlagt det behov der ville være for UN støtte under et kommende valg. Med baggrund herianmodede NEC den 10. juni UN om teknisk og logistisk støtte under et kommende valg. GSstøttede anmodningen, der var i overensstemmelse med resolution nr. 1270315.I perioden frem til 18. maj havde 5.669 ex-kombattanter afleveret deres våben. I periodenvar der ligeledes afleveret 2.991 våben samt en del ammunition.21. juni316.Perioden fra ultimo juni til primo september 2001:Fredsprocessen var i perioden forløbet mere end tilfredsstillende. RUF og CDF var blevetafvæbnet i fire distrikter inklusive det diamantproducerende Kono distrikt, ogkamphandlingerne mellem RUF og Guinea langs den nordlige og den østlige grænse tilGuinea var aftaget.UNAMSIL tilstedeværelse i Sierra Leone var nu meget udbredt, og dækkede en stor del aflandet fra Kabala i nord til Koidu i øst.Den 17. juli anmodede RUF Sierra Leones regering om at foranstalte RUF registreret som etpolitisk parti317.Sierra Leones regering meddelte, at valg til parlament og præsidentembedet først vil blivegennemført i maj 2002, altså seks måneder efter den oprindelige dato. UNAMSIL meddelteat missionen ville bistå med hjælp til valgene, hvilket var i overensstemmelse med UNAMSILtidligere udmeldinger og mandat.UNAMSIL tilstedeværelse havde bevirket, at UN samt andre organisationershjælpeprogrammer blev iværksat. Med stabiliseringen af situationen i Guinea varflygtningestrømmen fra Guinea til Sierra Leone aftaget.UNAMSIL patruljer nåede nu de fleste områder af Sierra Leone under deres patruljering, ogkonstaterede enkelte sammenstød mellem mere eller mindre autonome CDF celler og RUF.De engelske styrker forventede med udgangen af september 2001, at alle SLA318 soldaterville være færdiguddannede319.UNAMSIL observatører havde spillet en væsentlig rolle i DD&R processen ved at modtage,undersøge og derefter foranstalte det videre fornødne for ex-kombattanterne.Der var nu etableret fire regionale reintegreringskontorer i Sierra Leone. Kontorerne havdeved periodens afslutning ydet bistand til 10.632 ex-kombattanter320.

314 Der eksisterede fortsat et gab mellem hjemsendelse og reintegrering, idet den kortsigtede reintegrering afex-kombattanterne ikke sikrede arbejde ude i fremtiden, hvorfor der skulle følges op på ex-kombattanternes gø-ren og laden for at forebygge nye uroligheder.315 UNAMSIL fortsatte bestræbelserne på at formidle informationer vedrørende DD&R, fredsprocessen samtUNAMSIL mandat og UN virke generelt ud til Sierra Leones befolkning. Der sporedes fremgang i bestræbel-serne på at etablere den specielle kommission (Truth and Reconciliation Commission ~ Freds- og Forsonings-kommissionen) til fremtidig retsforfølgelse af krigsforbrydere. UNAMSIL samarbejdede endvidere med justits-ministeriet og med statsadvokaten vedrørende genetablering af de lokale domstole i regionerne. UNAMSILhavde strømlinet missionens interne organisation for så vidt angår DD&R med henblik på bedre at kunne leveop til de krav der blev stillet til UN inden for området. Eventuelt ville UNAMSIL blive nødsaget til at engagere sigmere i DD&R processen, for at tilsikre, at processen fik en succesfuld afslutning.316 UNSC, S/2001/627 af 25. juni 2001.317 I denne forbindelse anmodede UN SG Annan landende i Vestafrika om at bistå RUF under overgangen til etpolitisk parti.318 Minus ex-kombattanterne der var rekrutteret til militærets reintegreringsprogram.319 Undersøgelse af 544 ex-kombattanter med henblik på indrullering i SLA var gennemført, og 318 af dem varblevet godkendt.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 66

De 3. september var 16.097 ex-kombattanter blevet afvæbnet. Med den daværendehastighed forventedes afvæbningen at være tilendebragt november/december 2001321.Perioden fra primo september til medio december 2001:Perioden var kendetegnet af de forskellige partiers forberedelser til det kommende valg iSierra Leone i maj 2002. Sierra Leones økonomi var i kraftig forbedring, hvilket ligeledesgjaldt for landets elforsyning og for landbruget.RUF overgang til et politisk parti, hvortil Nigeria havde ydet hjælp i form af træning i politiskledelse, forløb godt.I begyndelsen af perioden blev der konstateret enkelte sammenstød mellem CDF og RUFstyrker i Kono distriktet vedr. minekrav (diamantminerne). UNAMSIL medvirkede til atsammenstødende blev dæmpet og problemet løst. På møde afholdt den 18. september blevdet meddelt, at afvæbningen i Kono og Bonthe (diamantminerne) nu var tilendebragt.Sierra Leone politi deployeret til det vigtige Kono distrikt, og tilstedeværelsen af politistyrkerfaldt sammen med regeringens vedtagelse af lov vedrørende udstedelse af certifikater forlegalt udvundne diamanter.Den 16. november mødtes UN med ECOWAS og Sierra Leones regering for at drøftefredsprocessens fremgang. På mødet blev det nævnt, at der fortsat hverken var midler ellermuligheder til at gennemføre en effektiv reintegrering af ex-kombattanterne, hvilket kunnetrue de kommende valg i maj 2002.Afvæbning af RUF kombattanter manglede nu kun i Kailahun og i Kenema distrikterne322.Under valgets afstemningsfase ville UNAMSIL afpatruljere områderne for blandt andet atopnå tillid. UNAMSIL ville stå for det mere overordnede sikkerhedsbillede, og UN politi villebistå Sierra Leone politi vedrørende råd og vejledning.Våbenhvilen holdt i perioden, og afvæbning af RUF og CDF styrker var nu gennemført i 10ud af 12 distrikter. Sierra Leones regering fortsatte med at tage skridt mod større kontrolover tidligere RUF kontrollerede områder. UNAMSIL styrker deltog i større og større grad iudførelsen af opgaver der relaterede sig til deployering af SLA enheder.Guinea, Sierra Leone og Liberia fortsatte bestræbelserne på at genopbygge tilliden mellemlandende. Grænsen mellem Sierra Leone og Guinea var blevet genåbnet i løbet af perioden,og SLA enheder var, i tæt samarbejde med UNAMSIL, blevet deployeret tilgrænseområderne mellem Guinea og Liberia.I perioden fra 15. oktober og frem til medio december havde mere end 17.000 ex-kombattanter modtaget pakken (se perioden medio marts til ultimo juni) til anvendelse underretablering i hjemegnen.Frem til medio december var 13.741 ex-kombattanter blevet optaget i de forskelligeuddannelsesprogrammer under deres reintegreringsproces. Sammenlagt 1.361 ex-kombat-tanter var i perioden blevet scannet og fundet egnet til militær reintegrering i SLA, og den 9.december var 36.741 ex-kombattanter blevet afvæbnet.

320 Reintegrationsprocessen blev tillagt større og større betydning, idet det var af vital betydning for program-mets succes, at ex-kombattanterne kunne blive reintegreret. Såfremt de ikke blev det, kunne de ty til andre be-skæftigelser, der kunne have negativ indvirkning på regionens stabilitet.Der var fortsat økonomiske problemer for DD&R programmet. Donationslandende opfordredes vedblivende tilat donere penge til programmet.321 UNSC, S/2001/857 af 7. september 2001.322 Den 7. december mødtes Sesay med UN SR Adeniji vedrørende den stagnerede afvæbningsproces i Kaila-hun og i Kenema distrikterne. Sesay præsenterede nye krav for UN, hvori Sankohs løsladelse og genoplivelseaf Kommissionen til ledelse af de strategiske ressourcer blev nævnt. UN SR Adeniji meddelte Sesay, at hanskrav ville være mere berettigede, såfremt afvæbningsprocessen i Kailahun og i Kenema blev genoptaget. Medbaggrund i Sesays dispositioner vedrørende afvæbningsprocessen i Kailahun og i Kenema distrikterne ville deto distrikter først være afvæbnede med udgangen af december 2001.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 67

UNAMSIL havde den 13. december 17.354 mand i Sierra Leone, og havde således nået detgodkendte loft på 17.500 mand. Missionen var nu repræsenteret i alle distrikter323.Perioden fra medio december 2001 til medio marts 2002:Fredsprocessen forløb bedre end forventet i perioden, og afvæbning af alle RUF og CDF ex-kombattanter blev afsluttet den 11. januar. Den 17. januar blev afvæbningsdelen af DD&Rprogrammet erklæret for tilendebragt. Sammenlagt var 47.076 kombattanter blevet afvæbnetsiden den 18. maj 2001, hvor DD&R programmet blev genoptaget324. Processen vedrørendereintegrering af ex-kombattanterne forløb fortsat langsomt grundet mangel på midler, ogECOWAS blev anmodet om at være medvirkende til, at processen kunne blive en succes.NEC gennemførte uden problemer registrering af vælgerne i Sierra Leone, og regeringenophævede undtagelsestilstanden i landet, så det blev muligt at føre politiske kampagner.Sierra Leone politi og hær deployerede til flere distrikter, og områder der tidligere varkontrolleret af RUF forsøgtes nu indlemmet under regeringens kontrol.Den 4. og den 11. marts blev tidligere RUF leder Sankoh, 49 RUF medlemmer samt mereend 30 kombattanter fra den gruppe der blev kendt som WSG stillet for retten anklaget formord og andre kriminelle handlinger under borgerkrigen.Den generelle situation i Sierra Leone kunne betragtes som stabil, dog var der fortsatsammenstød mellem ex-CDF og ex-RUF kombattanter i Kono distriktet over rettighederne tilminedriften (diamanterne) i området. Med baggrund i hændelserne sendte SLA flere soldatertil Kailahun og Kono distrikterne for at dæmpe urolighederne. SLA konsoliderede yderligeresin tilstedeværelse i de strategisk vigtige områder Makeni, Magburaka, Masingbi og Lunsar.UNAMSIL havde i perioden patruljeret i det meste af landet, og havde endvidere gennemførtluftpatruljering i grænselandet til Liberia grundet den eskalerende konflikt325.UNAMSIL var i perioden i gang med at implementere fase 1 i UNAMSIL CONOPS, derrelaterede sig til tilvejebringelse af sikkerhed i forbindelse med valget i maj. UNAMSILvalgsektion var blevet etableret, og havde allerede bidraget med råd og vejledning til NEC.Trods mangel på midler stillet til rådighed for reintegreringsprogrammet, lykkedes det at givealle afvæbnede ex-kombattanter deres reintegreringspakker326.Sierra Leone politi var deployeret til alle distrikter, og embedsmænd fra de forskelligeministerier havde påbegyndt deres tilbagevenden til provinskontorerne.Vedrørende kontrol over diamantudvindingen havde Sierra Leones regering påbegyndtudfærdigelse og udstedelse af minedriftstilladelser. Endvidere havde regeringen åbnet fortidligere minedriftsvirksomheders mulighed for tilbagevenden og påbegyndelse af brydningaf kimberlite327 og 328.Perioden fra medio marts til medio juni 2002:Perioden var kendetegnet ved valget der blev afholdt som planlagt den 14. maj329.Valgkampen og valget forløb uden de store vanskeligheder. Samlet overvågede 207valgobservatører fra Storbritannien, EU, OAU, ECOWAS valget. 323 UNSC, S/2001/1195 af 13. december 2001.324 I perioden var der blevet konfiskeret 15.840 våben og mere end 2 mio. stykker ammunition.325 Regeringen meddelte, at SLA med virkning fra den 1. april 2002 ville tage navneforandring til Republic ofSierra Leone Armed Forces (RSLAF).326 Frem til den 14. marts var samlet 17.951 ex-kombattanter blevet optaget i kortsigtede reintegreringsprojek-ter, og 1.723 ex-kombattanter var blevet udpeget til reintegrering i SLA/RSLAF.327 Kimberlite er i princippet en meget lang og gulerodsformet stav af størknet magma. I magmaen – kimberliten– findes diamanterne. Diamanterne udskilles ved at kimberliten brydes ved sprængning og efterfølgende knus-ning, hvorefter diamanterne kan separeres, AMUN.328 UNSC, S/2002/267 af 14. marts 2002.329 Resultatet var en overvældende sejr til præsident Kabbah og hans parti, SLPP. SLPP fik 83 ud af 124 plad-ser i parlamentet, og Kabbah fik under valget til præsidentembedet 70 % af stemmerne. Alle deltagende partier(også RUFP) anerkendte valgresultatet

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 68

UNAMSIL redeployerede 11.000 tropper til ca. 200 højrisici områder, samt støttede SierraLeone politi i deployeringen af såvel 4.400 mand som armerede køretøjer til valgstederne.Det succesfulde resultat af valget markerede samtidig afslutningen på UNAMSIL CONOPSfase 2, hvilket omhandlede tilvejebringelse af sikkerhed og logistisk støtte til valget.I UNSC Resolution 1400 fremhævede UN SG Annan vigtigheden af UNAMSIL fortsattestøtte til Sierra Leones regering vedrørende konsolidering af fred og sikkerhed i landet eftervalget. UNAMSIL koncentrerede sig med baggrund heri om, at tilvejebringe den fornødnesikkerhed til at regeringen solidt kunne stadfæste sin autoritet.RSLAF var deployeret til permanente garnisonssteder i hele landet. RSLAF var dog i materi-elmæssig og etablissementsmæssig dårlig stand, og mange af de vigtige forsyningsveje varligeledes i dårlig stand. UNAMSIL moniterede fortsat RSLAF i alle aspekter relaterende sig tileffektivitet og forhold generelt. I forbindelse med UNAMSIL gradvise tilbagetrækning villeUNAMSIL konsultere både regeringen og hærens ledelse vedrørende de sikkerhedsmæssi-ge forhold der relaterede sig hertil.Samlet havde 6.490 ex-kombattanter indtil medio juni gennemført reintegreringsprogrammet,og yderligere 20.628 indgik i perioden i programmet inden for så forskellige områder somlandbrug, fagtræning, uddannelse og ansættelse i små virksomheder330.I og med at RUFP fik et dårligt valg ville en af opgaverne i fremtiden være tilsikring af, atRUFP fortsat ville være aktiv i den politiske debat og den demokratiske proces i landet –etablering af RUF som et politisk parti var et af hovedformålene med fredsprocessen.Etablering af Freds- og Forsoningskommissionen forløb planmæssigt i perioden, hvilketligeledes gjaldt etableringen af den Specielle Domstol for Sierra Leone. Kompetence ogansvarsområde for domstolen var i perioden blevet legaliseret inden for det nationalejuridiske system. UNAMSIL støtte til Freds- og Forsoningskomiteen og den SpecielleDomstol for Sierra Leone ville fortsat være af stor betydning for UNAMSIL virke i SierraLeone331.

330 UNAMSIL, UNDP samt Englands, USA’s og Japans regeringer støttede projekter der iværksatte og holdtex-kombattanterne beskæftiget. Programmet manglede dog fortsat midler, og ex-kombattanter der afventedeaktivering i programmet udgjorde fortsat en sikkerhedsmæssig trussel, såfremt de ikke inden for kort tid blevaktiveret.331 UNSC, S/2002/679 af 19. juni 2002.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 69

KAPITEL 5. ANALYSE AF UNOMIL

5.1. Formål.Formålet med nærværende kapitel er at analysere den regionale organisation og UN forsøgpå at skabe fred under krigen i Liberia, ved anvendelse af de fokuseringsområder der blevudledt af kapitel 2.Analysen munder ud i delkonklusioner, der sammen med delkonklusionerne fra analysen af1. fase af krigen i Sierra Leone (UNOMSIL/UNAMSIL I) efterfølgende skal danne baggrundfor en samlet analyse.

5.2. Indledning.ECOWAS statsledere og Liberias parter underskrev Abuja aftalen den 17. august 1996, somindbefattede en aftale om våbenhvile, afvæbning og demobilisering af parterne. Valg blevplanlagt i maj 1997, men blev senere af tidsmæssige årsager udskudt til juli 1997. Imellemden 22. november 1996 og den 7. februar 1997 afvæbnede ECOMOG ca. 23.000 soldater iLiberia. ECOMOG styrken var på dette tidspunkt på ca. 10.000 mand. Der blev afholdt valgden 19. juli 1997, og C. Taylor vandt med 75 % af stemmerne. Valget af Charles Taylor blevefterfølgende erklæret for gyldigt. At Taylor vandt valget skyldtes primært to årsager, delsvar C. Taylor lig med fred og folk ønskede ikke mere krig, dels at Taylor havde storefinansielle midler til at gennemføre en valgkampagne.ECOMOG var planlagt efterfølgende at skulle blive i landet ca. ½ år efter valget for atuddanne hæren og politiet, idet man var nervøse for ”spill-over” effekten på deomkringliggende lande, heriblandt Sierra Leone. Der opstod dog hurtigt problemer i forholdettil Charles Taylor, hvorfor dette aldrig blev tilendebragt, og ECOMOG styrken måtte trækkesud af Liberia.Såfremt USA havde støttet ECOMOG politisk og bakket op herom, havde ECOMOG ståetlangt bedre i sine forhandlinger med parterne, men USA havde travlt i Golfen. Endviderehavde USA i 1993 en dårlig erfaringer fra operationen i Somalia. Dette fik stor betydning iforhold til borgerkrigen i Liberia, idet USA som en konsekvens heraf ikke ønskede atengagere sig i afrikanske forhold332. Dog ydede USA både logistisk og finansiel støtte til ECO-MOG i 1996, men det kan ikke udelukkes at en amerikansk militær støtte allerede fra startenaf konflikten, kunne have ført til en tidligere afslutning.Frankrig var imod ECOMOG deployering, og forsøgte at påvirke de frankofile medlemmer iECOWAS. Det var også i franske interesser at NPFL kom til magten, hvilket ville udvideFrankrigs indflydelse på regionen, og samtidig dæmme op for Nigerias muligheder for atoptræde som en hegemon i området.Det internationale samfunds interesse, herunder især USA og EU, til intervention i konflikteni Liberia var således ikke til stede, og opgaven blev derefter lagt ud til løsning ved denregionale organisation ECOWAS, der ikke havde nogen forudgående erfaring med sådan enintervention. Til verificering og overvågning af ECOMOG udførelse af mandatet sendte UNen begrænset observationsstyrke UNOMIL. Det må forudses, at fremtidige konflikter på detafrikanske kontinent skal løses ved brug af regionale organisationer.

5.3. Mandat/opgave.På det internationale niveau lykkedes det ikke indledningsvis at få et mandat i form af en re-solution fra UN til indgriben i konflikten. På det kontinentale niveau havde OAU i samarbejde

332 Den nye politik fremgik af Præsidentens beslutnings direktiv nr. 25, som blev udgivet i maj 1994, som be-grænsede USA involvering til fremskaffelse af LOG støtte til fredsoperationer og angav skrappe kriterier for fi-nansiel støtte til sådanne oprationer. Dette påvirkede ikke kun Liberia, men også Rwanda.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 70

med den regionale aktør ECOWAS forsøgt at få sagen behandlet i UNSC, men flere af deikke permanente medlemmer, som bestod af afrikanske stater, modsatte sig dette. Det dre-jede sig om Etiopien og Zaire, som begge var regeret af et ikke repræsentativt styre samtCôte d’Ivoire, der åbenlyst støttede Charles Taylor og NPFL. Konflikten i Liberia kom derforikke på agendaen i sikkerhedsrådet.I stedet benyttede OAU og ECOWAS sig af en resolution fra 1988, der dengang var blevetvedtaget ved simpelt flertal af sikkerhedsrådets medlemmer. Resolutionen tillod, at derkunne interveneres i intrastatslige konflikter, såfremt det drejede sig om stater medtyranniske ledere eller nationen ville blive splittet af krig, kriser eller konflikter.Det internationale samfunds godkendelse af ECOWAS/ECOMOG bestræbelser på at løsekonflikten blev med udgangspunkt i ovenstående derfor indledningsvis begrænset til enstøtteudtalelse fra UN SG Perez de Cuellar. Der forelå således ikke et klart mandat fraUNSC, hvilket på mange måder medvirkede til at begrænse legitimiteten af aktionen. I 1992,hvor UNSC ved resolution 788 vedtog en våbenembargo mod Liberia, fik ECOMOG styrkendog endelig en blåstempling af interventionen i 1990 i Liberia med tilbagevirkende kraft. Udover OAU politiske støtte til ECOWAS landene bidrog lande fra OAU, såsom Tanzania ogUganda senere i forløbet med tropper til ECOMOG.Regionalt havde ECOWAS landene allerede i foråret 1990 på initiativ af Nigerias præsidentnedsat en SMC bestående af fem lande, til at fremkomme med mulige løsninger påkonflikten i Liberia. På et møde mellem SMC landene 6.-7. August 1990, enedes man om atsende en styrke til Monrovia med mandat til at forhandle med præsident Doe om enetablering af en våbenhvile, Doe’s tilbagetræden, oprettelse af en midlertidigovergangsregering samt afholdelse af valg i løbet af de næste 12 måneder.SMC var doktrinært forankret i ECOWAS landenes egen protokol om ”Non-Aggression andMutual Defence”, som blev underskrevet af landene i 1981. Protokollen var alene beregnet tilat behandle eksterne trusler mod medlemslandene samt trusler mellem landene indbyrdes,og foreskrev således intet om indblanding i intrastatslige konflikter. Der var derfor modstandmod direkte militær indgriben især fra de frankofile lande Burkina Faso og Côte d’Ivoire, sombegge direkte støttede NPFL.Beslutningen blev af de frankofile lande betragtet dels som en direkte støtte til Samuel Doe,der havde haft tætte bånd til Nigerias præsident Babangida, begge militærdiktatorer, og delssom et redskab for Nigerias strategi til at optræde som hegemon i området. Modsathævdede de anglofile lande, især Nigeria, at den humanitære situation i Liberiaretfærdiggjorde en hurtig indsats, på trods af ”Non aggression and Mutual Defence"protokollen”. Især Nigeria var tillige bekymret for en spredning af konflikten til andre stater iregionen. Mandatet blev af de anglofile lande derfor opfattet som værende formelt korrekt,hvorimod de frankofile lande insisterede på at beslutningen skulle være forankret i etegentligt ECOWAS topmøde.SMC var på daværende tidspunkt sammensat med majoritet af anglofile stater med Nigeriasom pennefører, og opfattede sig selv som kompetent organ med beslutningskompetencepå vegne af ECOWAS. Trods modstanden fra de frankofile lande gennemtrumfede Nigeriaderfor, på basis af den anglofile majoritet i SMC, at ECOMOG styrken på 3.000 mand, derhelt overvejende var nigeriansk domineret, blev etableret og indsat i Liberia allerede den 24.august 1990. At en styrke af den størrelse kunne indsættes så hurtigt, beroede på dennigerianske dominans i styrken og brug af de nigerianske maritime faciliteter. Styrken varsåledes ikke repræsentativ for ECOWAS og mandatet var ikke fæstet blandt ECOWASregeringsledere. Uenigheden i ECOWAS var utilsløret og præsident Compaore fra BurkinaFaso erklærede direkte interventionen for ulovlig. De fleste frankofile stater undlod da ogsåat stille med tropper til ECOMOG.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 71

Uenigheden svækkede mandatet for styrken, hvilket yderligere blev understreget af, atBurkina Faso og Côte d’Ivoire begge direkte modarbejdede ECOMOG ved at støtte NPFL.Støtten forekom i form af træningsfaciliteter i de to lande samt tildeling af sikre områder tilNPFL styrkerne og opbevaring af materiel, direkte støtte med soldater, støtte med våbensamt finansiel støtte. ECOWAS medlemslande kom således indirekte til at kæmpe modhinanden.Styrken der var let bevæbnet, blev indsat den 27. august med mandat som fredsbevarendestyrke på ca. 3.000 mand, men kom hurtigt i direkte kamp med oprørerne, som numerisk varmere end dobbelt så store. Præsident Doe og dermed AFL, som var hårdt trængt militært,havde accepteret interventionen, om end det må antages at have været med blandedefølelser fra Doe’s side, idet det som en del af interventionen ville medføre hans resignation.Ligeledes blev styrken budt velkommen af INPFL, en udbrydergruppe fra NPFL, hvorimodNPFL og Charles Taylor var direkte modstander af indsættelse af styrken. NPFLkontrollerede på interventionstidspunktet det meste af Liberia, bortset fra hovedstadenMonrovia, hvorfor Taylor så ECOMOG styrken som en trussel mod hans endelige sejr, ogdermed hans politiske indflydelse.ECOMOG styrken fik efterfølgende hurtigt forstærkning og kom herved op på ca. 6.000mand. Styrken fik samtidig ændret sit mandat fra Peacekeeping til Peace Enforcement.Styrken som havde store logistiske og finansielle problemer, fik dog ikke tilført detnødvendige antal soldater og den nødvendige udrustning for at kunne effektuere sit mandat.At styrken sidst i borgerkrigen kunne deployere ud i hele Liberia skyldtes primærtkrigstræthed hos de kæmpende parter samt logistisk støtte fra Europa og USA.Delkonklusion:• ECOMOG blev indsat uden direkte mandat fra UN og under uenighed blandt

deltagerlandene i den regionale organisation ECOWAS.• Styrkens mandat blev ændret fra Peacekeeping til Peace Enforcement. Styrken var ikke i

stand til at løse denne opgave effektivt grundet dens størrelse i forhold til de kæmpendeparter, dens lette bevæbning, ringe logistik og ringe mobilitet.

5.4. Kommando og kontrol.ECOMOG styrken der var anglofilt domineret med majoritet af nigerianske tropper, blevindledningsvis indsat under kommando af den Ghanesiske general Quainoo. Allerede frastarten var der spændinger mellem den ghanesiske og nigerianske ledelse i ECOMOGstyrken. Nigeria, som var den forholdsmæssige langt største bidragsyder, stod for en hårdfremfærd mod oprørsstyrkerne og med udelukkelse af oprørslederne fra personlig deltagelsei overgangsregeringen. I modsætning hertil stod Ghana for en mere forhandlingsorienteretindsats med inkludering af de respektive oprørsledere direkte i en overgangsregering.Efter den pinlige tilfangetagelse af præsident Doe i ECOMOG hovedkvarter, blev denghanesiske Chef for styrken erstattet med en nigeriansk general. Dette skete påforanstaltning af Nigeria og uden forudgående konsultation med den Ghanesiske regering.Ledelsen af ECOMOG forblev herefter på nigerianske hænder i resten af tiden. Herved blevder opnået kontinuitet i ledelsen. Ulempen var, at den nigerianske ledelse handlede megetegenrådigt og primært varetog de nigerianske politiske interesser, idet man henholdt sig til,at Nigeria, som største bidragsyder havde en legitim ret hertil. Nigerianerne planlagdestyrkens militære aktioner uden at medinddrage de øvrige samarbejdspartnere, hvilketbidrog til mistillid og spændinger mellem nationerne i styrken.Da det i starten af 1993 blev nødvendigt hurtigt at øge ECOMOG styrken, skete dette udenom kommandolinierne ved at ECOMOG Field Commander general Olurin direkte benyttede

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 72

sit venskab med Nigerias præsident Babangida. Den reelle kommandostruktur blev hervedsåledes afdækket.De ghanesiske militære chefer undrede sig tillige over de forhold og den korruption somkendetegnede de nigerianske tropper hele vejen ned gennem det militære hierarki, ogdermed også den utilstrækkelige kontrol med styrken.UNOMIL havde ingen militær kontrol over ECOMOG styrken, og UNOMIL og ECOMOGhavde ingen klare retningslinier for samarbejdet, hvilket medførte uenighed omopgaveløsning samt et dårligt samarbejdsklima. UNOMIL skulle alene overvåge og verificerefredsprocessen. ECOMOG pålagde egenhændigt UNOMIL udgangsforbud i aften-natte-perioden.Delkonklusion:• Nigeria tiltog sig hurtigt kommandoen over ECOMOG og havde stort set denne gennem

hele forløbet.• Nigeria handlede egenrådigt i ECOMOG.• Der manglede klare retningslinier for samarbejdet mellem ECOMOG og UNOMIL.

5.5. Legitimitet.Kapitel VIII i UN Charter giver regionale institutioner lov til at arbejde med sager vedrørendemellemfolkelig fred og sikkerhed såfremt de er i overensstemmelse med UN formål oggrundsætninger. Den regionale organisation kan ikke gennemføre tvangsforanstaltningeruden sikkerhedsrådets bemyndigelse, og sikkerhedsrådet skal til enhver tid holdes fuldtunderrettet om foranstaltninger til oprettelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed.Et af de store problemer for ECOMOG var styrkens legitimitet. Problemet blev synliggjort vedden anglofile/frankofile splittelse indenfor ECOWAS. Især de frankofile medlemslande iECOWAS så Nigerias iver for intervention i Liberia som tegn på hegemonen Nigeriasambitioner i regionen. Legitimiteten var ikke kun et spørgsmål i forhold til de internationaleaktører, men også i forhold til de involverede parter i Liberia. Diskussionen mellem landeneom ECOWAS ret til at intervenere skal ses i lyset af den afrikanske definition om internsuverænitet.ECOWAS egen protokol om ikke-aggression og gensidig forsvar, underskrevet i 1981, erdesignet til alene at behandle eksterne trusler og interstatslige konflikter.ECOMOG var opstået i foråret 1990 på baggrund af et nigeriansk forslag om at etablere enStanding Mediation Committee (SMC) som skulle overveje mulige løsninger på kriser333.SMC, som bestod af repræsentanter fra Nigeria, Ghana, Gambia, Mali og Togo,gennemførte forhandlinger med parterne i Liberia, men var ude af stand til at nå en løsning.Det internationale samfund viste ingen interesse i dette, og USA, som historisk set havdedybe rødder i landet, valgte af andre årsager at holde sig ude af konflikten.Nigeria præsident fastholdt, at man ikke ønskede at bryde med princippet om ikke atintervenere i intrastatslige konflikter, men at mangelen på en legitim autoritet i Liberia nødven-diggjorde dette af humanitære årsager. Liberia stod foran en humanitær katastrofe af enor-me dimensioner og med grove brud på menneskerettighederne. På trods af disse argumen-ter tvivlede de frankofile lande i ECOWAS på Nigerias motiv til intervention. Den anglofi-le/frankofile konflikt der eksisterede i ECOWAS, forhindrede en legitimering ved behandlingaf sagen i UNSC, blandt andet fordi Côte d’Ivoire, der sad som medlem af sikkerhedsrådetmodsatte sig, at sagen blev sat op der.

333 ECOWAS møde i Banjul i maj 1990.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 73

ECOMOG intervention blev i 1992 ved UNSCs vedtagelse af resolution 788, der primærtblev vedtaget for at indføre våbenembargo mod Liberia, dog legitimeret med tilbagevirkendekraft.Delkonklusion:• ECOWAS landene var uenige om legitimiteten af interventionen.• Interventionen skete indledningsvis uden opbakning af UNSC.

5.6. Upartiskhed.ECOMOG styrken blev primært indsat af de anglofile lande i ECOWAS, men styrken varrepræsentant for samtlige deltagerlande i ECOWAS. Landene havde dog meget forskellige in-tentioner for at deltage. Især var de nærliggende lande som Sierra Leone og Guinea bangefor ”spill-over” effekten. Ud over at deltage med styrker i ECOMOG støttede Sierra Leonedirekte ULIMO bevægelsen med det håb, at denne bevægelse kunne fange Taylor. Guineastøttede og trænede overgangsregeringens militsenheder og ECOMOG udleverede tidligerekonfiskerede våben direkte til AFL, ULIMO og IGNU i 1992, hvor styrken var særdelestrængt og til forsvaret af Monrovia mod NPFL styrkerne. Flere af de frankofile lande, såsomBurkina Faso og Côte d’Ivoire, sidstnævnte der var nabo til Liberia, støttede NPFL direkte,såvel med soldater som våben, træningsfaciliteter og opholdssteder for styrkerne. Dettefortsatte også efter UNSC vedtagelse af våbenembargo mod Liberia, og på trods gentagnehenstillinger fra UNSG.UNOMIL som skulle overvåge og verificere såvel våbenembargo, våbenhvile, afvæbning ogdemobilisering var afhængig af samarbejdet med ECOMOG, hvorfor UNOMIL upartiskhed afflere af oprørsgrupperne kunne drages i tvivl.Delkonklusion:• ECOMOG blev ikke opfattet som upartisk.• UNOMIL blev af samme årsag ikke opfattet som upartisk.

5.7. Samtykke fra de involverede parter.ECOMOG styrken blev indledningsvis indsat som Peacekeeping styrke. Indsættelsen vargodkendt af præsident Doe og hans regeringsstyrke AFL samt Prince Johnson, leder afoprørsgruppen INPFL, hvorimod Charles Taylor fra NPFL modsatte sig dette. Styrken blev afTaylor alene anset for at være en nigeriansk ledet styrke der var indsat for at forhindre ham iat opnå en endelig militær sejr i Liberia og dermed også den tilhørende politiske magt. Detteførte til vedvarende mistillid mellem ECOMOG og NPFL. Mistilliden afspejlede sig i gentagnebrudte aftaler og efterfølgende kamphandlinger, som gjorde det umuligt for ECOMOG afsikkerhedsmæssige grunde at udføre sin opgave.Ved et møde i 1995 mellem Taylor og Nigerias nye præsident Abacha, kom der reelt skred iviljen til forhandling fra Taylors side. Abacha nedtonede den mistillid, der tidligere havdeværet mellem hans forgænger og Taylor, og forklarede, at Nigeria havde ændret holdningvedrørende oprørsledernes direkte deltagelse i den liberianske overgangsregering. Dettegjorde, at ECOMOG tilstedeværelse i Liberia i væsentlig udstrækning blev accepteret afCharles Taylor.På dette tidspunkt blev ECOMOG imidlertid udfordret af andre oprørsgrupper, hvorforborgerkrigen fortsatte, uanset Taylors accept eller ej.Delkonklusion:• ECOMOG blev indsat som Peacekeeping styrke uden samtykke fra alle parter.

5.8. Overvågning/kontrol med konfliktområdet.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 74

ECOMOG styrken var funderet i hovedstaden Monrovia, som styrken i perioder havde sværtnok ved at kontrollere. ECOMOG opgave var ifølge mandat og efterfølgende aftaler at de-ployere ud i hele Liberia for at etablere bufferzoner mellem parterne og sikre områder forflygtningene. Endvidere skulle styrken sikre områder, hvor de stridende parters soldaterkunne samles med henblik på afvæbning og demobilisering. Selv om parterne under borger-krigen underskrev i alt 14 fredsaftaler, blev disse brudt stort set lige så hurtigt som de blevunderskrevet og ECOMOG styrken havde ikke den tilstrækkelige styrke til at sætte magtmod den part som brød aftalen og herved sende et signal til de øvrige parter om at holde sigtil de indgåede aftaler.Som tidligere nævnt havde ECOMOG styrken ved indsættelsen kun størrelse, bevæbning ogmandat som Peacekeeping styrke. Selv om styrken blev forøget i løbet af borgerkrigen, komden aldrig op på tilstrækkelig styrke til reelt og effektivt at udføre opgaven.Patruljering og kontrol måtte derfor opgives i store dele af Liberia, hvorfor våbenleverancerover grænsen fra Côte d’Ivoire samt levering i selve Liberia ikke kunne forhindres.UNOMIL, som skulle garanteres sikkerhed af ECOMOG styrken var derfor begrænset til kunat virke i de områder, som ECOMOG styrken havde kontrol over. Samtidig var UNOMILobservatørerne, omfattet af det af ECOMOG fastsatte udgangsforbud fra 07.00 aften til07.00 morgen, hvilket gjorde, at UN observatørerne ikke kunne foretage nogen form forovervågning eller kontrol i dette tidsrum.Delkonklusion:• Styrken havde hverken den nødvendige størrelse eller kapacitet til at overvåge hele

området.• UNOMIL havde henset hertil begrænsede muligheder for at udføre sin opgave.

5.9. Troværdighed.ECOMOG styrken blev lige fra starten af Taylor betragtet som en hjælpende hånd tilPræsident Doe, og styrken blev umiddelbart efter indsættelsen engageret i kamp med NPFL.Trods efterfølgende forstærkning var styrken stadig ikke i stand til at udføre sit mandat.Styrken blev af de stridende parter i højere og højere grad blot anset som en af dekæmpende parter i Liberia. Mordet på Doe, mens han besøgte ECOMOG hovedkvarter,stillede ECOMOG i et meget dårligt lys, og viste tydeligt, at det var en styrke, man somkrigsherre ikke kunne have tiltro til.Styrkens manglende effektivitet i at udføre sit mandat var åbenlys, og da styrken udleveredetidligere konfiskerede våben til blandt andet AFL og ULIMO i kampen mod NPFL, mistededen, hvad der måtte have været tilbage af respekt og autoritet. De forskellige oprørsgrupperudfordrede herefter på skift ECOMOG og hindrede efter forgodtbefindende styrken adgangtil landområderne i store dele af Liberia.Styrkens logistiske og finansielle mangler gjorde ligeledes, at den ikke var i stand til atudføre de forpligtigelser, som var en del af de fredsaftaler parterne indgik. ECOMOG skulleskabe bufferzoner mellem de stridende parter, sikre områder for de civile, sikre områder tilsamling af de respektive fraktioners soldater med henblik på afvæbning og demobilisering.Forsinkelser af aftalte deployeringer og med reduceret styrke var mere regelen endundtagelsen. UNOMIL, som var begrænset af ECOMOG evne til at yde beskyttelse afobservatørerne, kunne derfor ikke optræde som garanter ud over de områder, somECOMOG kontrollerede. I perioden var situationen så alvorlig, at en stor del afobservatørerne måtte trækkes ud af Liberia.Delkonklusion:• En fredsstyrke skal til enhver tid besidde tilstrækkelig vilje, styrke og kapacitet til at

efterleve det mandat den arbejder under.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 75

5.10. Styrkesammensætning.ECOMOG, som blev dannet på initiativ af Nigeria, havde altid afspejlet Nigerias dominans istyrken. Nigerias økonomiske og militære andel af styrken i Liberia udgjorde groft regnet totredjedele af styrken i Liberia. Styrkens chef var ligeledes gennem hele forløbet nigeriansk.Næststørste bidragsyder var Ghana og styrken var således helt overvejende anglofiltdomineret. Styrken var således ikke repræsentativ for den organisation, som havde sendtden. Styrken blev af Taylor da også opfattet som et felttog mod ham og de frankofile landesmanglende repræsentation i styrken. Lande som direkte støttede ham militært ogøkonomisk, var med til at afholde ham fra ethvert samarbejde med den. Ved gentagnemøder påpegede han den manglende tillid til styrken, og at en afvæbning af hans soldaterkun ville kunne finde sted til et frankofilt deltagerland i styrken. Af samme årsag blev etmindre senegalesisk kontingent udrustet og indsat som en del af ECOMOG styrken, somdog fortsat helt overvejende var under nigeriansk kontrol og kommando. Taylors mistillid tilECOMOG var dog så rodfæstet, at han i stedet, i et forsøg på at splitte ECOMOG styrken,angreb de senegalesiske tropper, hvorefter Senegal hurtigt trak sit kontingent ud igen.For yderligere at imødekomme den nigerianske og anglofile dominans blev styrken hen advejen forstærket med tropper fra OAU landene for således at give en mere balanceretsammensætning. Dette gav ikke i sig selv noget resultat for så vidt angår kontrol overlandområder, men viste til gengæld vigtigheden af, at alle parter fra starten opfatter enfredstyrke som upartisk og troværdig. Det senere bidrag af tropper fra Burkina Faso og Côted’Ivoire var numerisk ikke af afgørende betydning, men sendte et klart signal om enighed imoderorganisationen, og at der ikke længere kunne forventes militær og anden støtte fradisse lande og var med til at skabe betingelserne for afvæbning og demobilisering afparterne.Ved indsættelsen af ECOMOG var styrken på ca. 3.000 mand med let bevæbning, men blevhurtigt øget til ca. 6.000 mand. I en kort periode i 1993 var styrken oppe på 16.000 mand,hvilket for første gang gav styrken den slagkraft og tro på egen kunnen, til at udføre enoffensiv og Peace Enforcement operation. Over tid var styrken på 7-8.000 mand igennemsnit, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at sikre de stillede opgaver. Omkring valget i1997 kom styrken endelig op på ca. 10-11.000 mand, og var nu i stand til at deployere udover hele Liberia. På dette tidspunkt var parterne indstillet på at holde den indgåedevåbenhvile, hvorfor styrkerne på intet tidspunkt kom i kamp.En tidligere chef for ECOMOG, GM J. Inienger, vurderede, at for at styrken kunne løse depålagte opgaver, skulle den forøges til ca. 18.000 mand, og skulle udstyres med pansredekøretøjer og kamphelikoptere.På den ene side kan der være en fordel af en stærk repræsentation af et land i en styrke,men omvendt kan det være en fordel at den sammensættes af flere kontingenter for at sikreen tilpas troværdighed og accept af de kæmpende parter. Omvendt må styrken ikke være såfragmenteret, at den ikke kan udføre de påkrævede operationer.Delkonklusion:• Styrkesammensætningen i ECOMOG kunne lede til den konklusion, at styrken blot var

Nigerias forlængede arm.• Ud over det politiske signal i sammensætningen af en styrke, skal styrkens militære evne

og vilje tillige være afspejlet i dens sammensætning.

5.11. Afpasset magtanvendelse.ECOMOG evne til at være en effektiv interventionsstyrke med afpasset magtanvendelse harværet kompromitteret af dens manglende styrke, fleksibilitet og manøvredygtighed. Mange

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 76

træfninger var af lav intensitet, men blandt andet grundet manglende logistik, og dermedmulighed for hurtig omrokering af styrker, kunne en afpasset magtanvendelse ikke findested. Styrken var derfor ofte i stedet henvist til at trække sig tilbage til sikre områder omkringMonrovia. Styrken var således ikke i stand til af presse parterne til at overholde aftaler samtafvæbne parterne.Delkonklusion:• Styrkens kapacitet skal muliggøre hurtig, fleksibel og tilstrækkelig respons på en mulig

aggression.

5.12. Gennemskuelighed.ECOMOG havde ved indsættelsen et fredsbevarende mandat med formål at etablere envåbenhvile, sikre præsident Doe’s tilbagetræden og sikre afholdelse af valg inden for 12måneder. De stridende parter var informeret herom, men styrken var ikke accepteret afNFPL. Om end styrken ved indsættelsen besad gennemskuelighed i forhold til opgaven, faldtdenne derfor hurtigt til jorden. Den tvivlsomme legitimitet, den manglende accept fraparterne, styrkens sammensætning og lette bevæbning, partiskhed med tilbagelevering aftidligere konfiskerede våben til flere af de kæmpende fraktioner, manglende troværdighed,dårlige moral og disciplin forplumrede hurtigt gennemskueligheden. At styrken vendte detblinde øje til, da præsident Doe blev taget til fange af INPFL i ECOMOG hovedkvarter, var etindlysende brud på dens troværdighed og gennemskuelighed. Også de interne stridigheder istyrken ødelagde dens gennemskuelighed. Styrkens aktioner blev planlagt af nigerianerneuden at disse rådførte sig med de øvrige kontingenters chefer, og styrken blev hurtigtreduceret til en af de kæmpende parter i konflikten. Først i det sidste halvår forud for valget,hvor afvæbningen og demobiliseringen fandt sted efter indgået aftale, blev styrkensgennemskuelighed genoprettet.Delkonklusion:• ECOMOG gennemskuelighed blev forstyrret af Nigerias skjulte hensigter.• En forudsætning for gennemskuelighed i udførelsen af mandatet er betinget af, at styrken

har en troværdig sammensætning og tyngde.

5.13. Bevægelsesfrihed.Styrkens løsning af dens opgaver såsom patruljering, kontrol af grænseovergange ogdeployering ud i Liberia foregik gennem hele borgerkrigen på de forskellige oprørsstyrkerspræmisser. Styrkens manglende vilje, evne og kunnen betød, at trusler og angreb modstyrken under udførelse af dens opgaver i Liberia hver gang medførte tilbagetrækning tilområdet omkring Monrovia.Selv om styrken blev forstærket i henhold til dens ændrede mandat som ”PeaceEnforcement” styrke, betød dens manglende kampevne og kampvilje, at den var henvist tilpatruljering alene i de perioder og i områder, hvor aftalte våbenhviler blev overholdt.Styrkens logistiske problemer afspejlede også styrkens evne til patruljering, og forsinkedegang på gang styrkens aftalte deployeringer til landdistrikterne i Liberia. Styrken blev ofteoverfaldet af de forskellige fraktioner, hvilket gjorde, at bidragsydende lande trak sig ud afstyrken og patruljering var under store dele af borgerkrigen begrænset til området omkringStormonrovia. UNOMIL bevægelsesfrihed var betinget af ECOMOG beskyttelse og indførterestriktioner i form af udgangsforbud i aften og nattetimerne.Delkonklusion:• ECOMOG havde ikke militær styrke til at bevæge sig rundt i Liberia efter eget valg.• Styrken led af store logistiske problemer og var i størstedelen af borgerkrigen begrænset

til patruljering i området omkring Monrovia.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 77

• UNOMIL var begrænset i udførelsen af opgaven af samme årsag.

5.14. Forudseenhed.Allerede fra ECOMOGS indsættelse blev det åbenlyst at styrkens evne til indhentning afefterretninger var begrænsede. Styrken blev gang på gang overrasket af pludselige angreb,såvel under bevægelse som i efteråret 1992, hvor NPFL indledte et storangreb modMonrovia. Angrebet kom så overraskende, at ECOMOG måtte indgå alliance med flere afborgerkrigens parter og udlevere allerede konfiskerede våben. En så stor koncentration afNPFL tropper burde tillige være opdaget af styrkens efterretningskilder. Også senere iforløbet forekom angreb på ECOMOG, som styrken burde have forudset og taget sineforholdsregler imod. Således angreb ULIMO-J styrker i efteråret 1995 ECOMOG vedTubmanburg, hvor ECOMOG i en længere periode havde samarbejdet med ULIMO-K ogarresteret såkaldte civile ULIMO-J tilhængere.ECOMOG anvendte af logistiske årsager kun i meget begrænset omfang indsættelse afreserver ved operationer. Grundt ECOMOG styrkestørrelse havde den ikke kapacitet til atopstille og indsætte de nødvendige reserver. ECOMOG manglede midler til opklaring ogovervågning, og beskyldte UNOMIL for manglende samarbejde med hensyn til udlån afhelikoptere med videre.Delkonklusion:• ECOMOG havde dårlig og manglende efterretninger, og manglede udstyr til overvågning

og opdatering af situationen.• ECOMOG havde ikke den fornødne kapacitet til opstilling og indsættelse af reserver.

5.15. Moral og disciplin.ECOMOG har på dette område lidt stor skade under sin deltagelse i borgerkrigen i Liberia.ECOMOG soldaterne blev kaldt ”Every Car or Movable Object Gone”, og især denigerianske soldater var involveret i tyveri og anden form for egenberigelse. Det var ikke kunde menige soldater, men der var også beviser på at højerestående nigerianske officererudnyttede chancen til at få en ekstra indtægt. UN SG oplyste således i en rapport tilsikkerhedsrådet, at der var rapporteret tyverier foretaget af nigerianske ECOMOG soldater.Om end dette ikke kan accepteres prøvede han at forklare det med, at soldaterne ikke havdefået løn i flere uger, og at deres forhold var meget dårlige. Dette er dog ikke en undskyldningfor at stjæle, og der selvfølgelig skal rettes op på sådanne forhold. At det medtages i deofficielle rapporter fortæller med al tydelighed om problemets omfang. Også påofficersniveau forekom kriminalitet i større skala. Flere nigerianske officerer i ECOMOG varinvolveret i systematisk tyveri og udbytning under borgerkrigen, og disse forhold medvirkedetil at underminere styrkens disciplin og styrkens omdømme såvel i selve Liberia sominternationalt.ECOMOG var under størstedelen af krigen henvist til området omkring Monrovia, og densmanglende evne til at deployere, indhente tilstrækkelige efterretninger, det dårligesamarbejdsklima styrkens parter imellem samt den manglende troværdighed og respekt forstyrken ude i befolkningen og blandt de oprørsgrupperne har uden tvivl bidraget til yderligereat svække styrkens moral, herunder kampmoral.Delkonklusion.• Styrkens manglende evne til at udføre sin opgave medvirkede efterhånden til en

manglende tro på sig selv• Kriminalitet blandt officerer og menige medførte dårlig moral og disciplin, som var

undergravende for styrkens sikkerhed. Styrkens kriminelle aktivitet gav styrken et dårligtry såvel i selve Liberia som internationalt.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 78

5.16. Økonomi og materiel.ECOMOG havde for en stor dels vedkommende være finansieret af Nigeria. UN finansieringskete ved frivillige bidrag fra UN lande til et såkaldt Trust Fund, men de nødvendige midlerblev ikke fremskaffet til tiden og ECOMOG styrken led derfor af store finansielle og logistiskeproblemer. USA finansierede udrustningen og indsættelsen af de Senegalesiske styrker,samt omkostningen til tilbagetrækning af Ugandas styrker, da den lovede UN finansieringudeblev. Der var således gennem hele forløbet et økonomisk efterslæb i forhold tilECOMOG indsats, hvilket afspejlede sig i forsinkede forstærkninger af styrken ogefterfølgende store logistiske mangler. Til eksempel manglede styrken overvågnings- ogtransportmidler, hvilket gav store forsinkelser når styrken skulle deployere for at udføre de iaftaler anførte opgaver, herunder afvæbning og demobilisering. Dette medførte at aftalerneofte blev brudt før styrken kunne komme på plads og effektuere sit mandat. Da landene selvfinansierede og stillede materiel til rådighed betød dette, at mængde og kvalitet for en stordels vedkommende var af utilstrækkelig og dårlig karakter.Oprørsgrupperne finansierede deres deltagelse ved udnyttelse af landets ressourcer. Taylorstøttede medlemmer fra Sierra Leone inden for NPFL ved at etablere en oprørsgruppe,Revolutionary United Front, som i marts 1991 angreb Sierra Leone med henblik på dels atdestabilisere regeringen i Sierra Leone og dermed landets deltagelse i ECOMOG styrken iLiberia, dels at erobre diamantområderne i Sierra Leone for at skabe den økonomiske basisfor NPFL fortsatte krigsførelse i Liberia.Delkonklusion:• Den indledende finansiering og materielle støtte til ECOMOG var utilstrækkelig.• Det medbragte materiel var utilstrækkeligt og af dårlig kvalitet.• Når man stiller en opgave til en fredsstyrke skal man sikre sig at der er finansiel støtte til

gennemførelse af en sådan operation.• De enkelte landes villighed til at stille styrker til rådighed begrænses ved den manglende

finansiering.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 79

KAPITEL 6. ANALYSE AF UNOMSIL/UNAMSIL I

6.1. Formål.Formålet med nærværende kapitel er at analysere den regionale organisation og UN forsøgpå at skabe fred under 1. fase af krigen i Sierra Leone (UNOMSIL/UNAMSIL I frem til maj2000), under anvendelse af de fokuseringsområder der blev udledt af kapitel 2.Analysen munder ud i delkonklusioner, der sammen med delkonklusionerne fra analysen afkrigen i Liberia (UNOMIL) efterfølgende skal danne baggrund for en samlet analyse.

6.1.1. Indledning.Konflikten i Liberia udviklede sig videre til Sierra Leone, da en nær bekendt til Taylor,korporal F. Sankoh valgte at angribe ind i Sierra Leone fra Liberia. Sankoh blev støttet af Tay-lors styrker, lejesoldater og regulære styrker fra Burkina Faso. Taylor støttede Sankohprimært af tre grunde. For det første kunne han bringe splid indenfor ECOMOG ved atangribe Sierra Leone, for det andet kunne han få del i diamanterne fra Sierra Leone og fordet tredje ville Taylor have en stor fordel af, at en af hans allierede (Sankoh) kom til magten iNabolandet.Sierra Leones præsident, Momoh og senere Kabbah, forsøgte at mobilisere hæren, som iforvejen var dårlig uddannet og bevæbnet. Oprørerne fik hurtigt kontrol med den østlige delaf Sierra Leone, hvor de store diamantforekomster fandtes.Konflikten i Sierra Leone var kendetegnet ved involvering af primært to parter, nemligregeringen som forsøgte at bevare magten over landet, og oprørerne (RUF) som forsøgte atvælte regeringen.I 1995 opererede blandt andet Executive Outcomes i Sierra Leone for at støtte den siddenderegering, NPRC juntaen, med at få uddannet hæren og kamajors militsen samt få smidt RUFvæk fra de diamantrige områder i de østlige provinser. Executive Outcomes støttedeendvidere logistisk. Executive Outcomes engagement var effektivt, og skabte en klar fordeltil NPRC, hvilket var medvirkende til, at RUF indgik en af de utallige våbenhviler.I 1999 skabtes forudsætningerne for fred i Sierra Leone, da de tre væsentligste problemervar fjernet, nemlig Nigerias rolle i Sierra Leone, oprørslederens (Sankoh) tilbagevenden tilSierra Leone samt forholdet vedrørende afvæbning af Sierra Leones hær. UNAMSIL skullemed et fast og stærkt mandat, kapitel VII, sørge for opretholdelsen af den aftalte våbenhvile.RUF vilje var ikke til stede, og UNAMSIL havde ikke den nødvendige kapacitet og kvalitet tilat sætte RUF på plads.

6.2. Fokuseringsområder.

6.2.1. Mandat/opgave.Et væsentligt forhold i forbindelse med udformning af mandatet var fastsættelse af en dato iUN styrkens exit strategi. Fastsættelsen af en exit dato havde dog den negative effekt, atalle parter ville blive gjort opmærksomme på, hvornår UN styrken havde påtænkt sig attrække sig ud. Fastsættelse af en exit dato kan altså have sine bivirkninger, idet det kan fåparter til at forholde sig rolige, indtil UN styrken havde trukket sig ud. UN ville så værenødsaget til at gribe ind igen, hvilket absolut ikke var en fordel.Englands militære tilstedeværelse fik fastsat en exit dato, som styrken var nødsaget til atforlænge, hvilket ikke var let, da den skulle via det engelske parlament. Derfor bør man afprincip ikke fastsætte et tidsbestemt mandat, men derimod fastlægge et bestemt end-statefor operationen. Der bør udarbejdes en exit strategi med exit dato, men den bør ikkeoffentliggøres til parterne.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 80

De enkelte nationer som stiller styrker til rådighed for en mission har blandt andet behov forat vide hvor lang tid missionen påregnes at tage, men det kan være farligt at oplyse dette tilen eventuel part i forbindelse med en Peace Enforcement operation. Derfor bør manformulere en opgave til den pågældende enhed, som så skal være løst inden enhedentrækker sig ud.UN er klar over, at det halve år som UN normalt fastsætter ikke holder, og det kan giveplanlægningsmæssige og logistiske problemer. Eksempelvis planlagde man, at den danskeKFOR styrke kun skulle være udsendt i et halvt år. Hærens Operative Kommando troede pådet, modsat soldaterne, hvilket medførte, at hold 1 blandt andet levede under megetprimitive vilkår.ECOMOG blev først nævnt i UN rapporter i UN SG rapport 811 fra 1997. I rapporten nævnesresolution 1132, som bemyndigede ECOWAS til at samarbejde med regeringen i SierraLeone, for at tilsikre implementeringen af resolutionen. Resolutionen handlede under kapitelVII, og omhandlede kun våbenembargo.ECOMOG mandat i Liberia blev efter forsvarsaftalen af 1994, som den sierra leonske ognigerianske regering havde indgået, udvidet til også at omfatte Sierra Leone.Indledningsvis i perioden fra 1991 – 1994 var der ikke fastlagt et mandat for ECOMOG, ogECOMOG indgriben i Sierra Leone skulle ses som en forlængelse af ECOMOG intervention iLiberia, hvor Sierra Leone ligeledes deltog. Nigeria havde baser i Sierra Leone forlandstyrker og fly, og Ghana og Guinea havde soldater stationeret i området. Med baggrundi de multinationale styrkers tilstedeværelse i Sierra Leone kom adskillige hundredenigerianere, ghanesere og guineanere til undsætning, da RUF invaderede landet.ECOMOG involvering i konflikten var indledningsvis begrænset i omfang, og i slutningen af1994 havde Nigeria kun soldater stationeret ved Freetown. Alt i alt var ECOMOG indsatsbegrænset frem til 1997.Fra 1997 besluttede ECOWAS at øge deres støtte til regeringen i Sierra Leone, men fik ikkefastlagt et præcist mandat, hvilket blandt andet kom til udtryk ved ghanesernes opfattelse af,at de var en Peacekeeping styrke og ikke en Peace Enforcement styrke. Dette varmedvirkende til at skabe kraftige samarbejdsproblemer mellem de to allierede enheder.I december 1997 holdt ECOWAS et ekstraordinært møde, hvor man diskuterede ECOMOGrolle i Sierra Leone. Man diskuterede om ECOMOG kun skulle opretholde embargoen, ogikke at kæmpe for juntaen som Nigeria gjorde det. Der blev ikke truffet nogen beslutninger,hvilket sandsynligvis skyldes, at de enkelte medlemslande ikke kunne blive enige.I juni 1998 besluttede UN sig for at etablere en observatør mission i Sierra Leone.Opgaverne var i al sin væsentlighed observationsopgaver, og mandatet beskrev en militærobservatørstyrke på 70 mand. Der blev i opgavebeskrivelsen intet nævnt om samarbejdetmed ECOMOG, og en del observatører var usikre ved det kommende samarbejde medECOMOG. En af grundene til at UN udsendte observatører var, at man ville legitimereECOMOG rolle, for herved at kunne vise både RUF og det regionale område, at hegemonenNigeria ikke længere var alene på banen.I 1998 anbefalede ECOWAS udenrigsministre, at ECOMOG officielt skulle have ansvaret forfredsoperationer i Vestafrika.Da UNOMSIL deployerede til Sierra Leone i 1998, opstod der hurtigt et dårligt forholdmellem ECOMOG og UNOMSIL. ECOMOG var dårligt udrustet og var dårligt lønnet, mensUNOMSIL var langt bedre udrustet og fik en langt bedre løn.I august 1999 blev ECOMOG mandat endeligt defineret. Mandatet beskrev blandt andet, atECOMOG skulle sikre UNOMSIL personel. Kort tid efter tilkendegav Nigerias regeringschefover for UN SG Annan, at de påtænkte at trække sig ud af Sierra Leone, hvilket ville tvingeUN til at oprette en større og meget kraftigere mission i Sierra Leone.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 81

I august 1998 skrev Sierra Leones regering til UN SG Annan, hvor regeringen fastslog atafvæbning af ex-kombattanterne ville blive gennemført af ECOMOG overvåget af UNOMSIL.Regeringen forventede at ca. 33.000 ex-kombattanter skulle afvæbnes over en periode på 3år, hvilket var lang tid. En afvæbning skulle for at være effektiv gennemføres hurtigst muligt,da der ellers ville være mulighed for, at ex-kombattanterne ville forsøge på at genoptagederes tidligere engagement ved oprørsstyrkerne. I lejren ved Lungi ventede mere end 4.000kombattanter på at blive afvæbnet, demobiliseret og reintegreret.I forbindelse med Lomé fredsaftalen (juli 1999), blev UNOMSIL mandat revideret, hvor manpræciserede UNOMSIL opgaver, og her blev en ny neutral fredsstyrke ligeledes nævnt.Man vedtog i slutningen af august 1999 et nyt mandat for ECOMOG, hvor man præciserede,at ECOMOG skulle sørge for UNOMSIL sikkerhed. Med baggrund i de mangeuoverensstemmelser der var mellem ECOMOG og UNOMSIL, var det på sin plads atindskærpe ECOMOG mandat.Kort før vedtagelsen af ECOMOG nye mandat havde Nigeria annonceret, at de ville trækkesig ud af Sierra Leone (ECOMOG). Med Nigerias udtrækning ville det nye mandat dermedikke være ret meget værd.Med baggrund i Nigerias beslutning vedtog UN UNOMSIL ændret til en egentlig mission(UNAMSIL) med en militærstyrke på 6.000 mand, herunder 60 militære observatører.UNAMSIL mandat var ikke i overensstemmelse med styrkestørrelsen, da en af opgavernevar at sikre bevægelsesfrihed for UN personel. Mandatet var et kapitel VII mandat, mensåfremt parterne greb til magtanvendelse, ville det være vanskeligt for UNAMSIL at modgådette, da styrken dels var underbemandet og dels ikke var udrustet til en egentlig PeaceEnforcement operation.UNAMSIL blev som nævnt oprettet i slutningen af 1999. Styrken havde den opfattelse, atden skulle ind og bevare en fred, hvilket yderligere blev understreget af, at RUF i novembervar blevet erklæret som politisk parti. Det politiske parti var dog ikke blevet afvæbnet, hvilketvar og er i modstrid med normal opfattelse af et politisk parti.UNAMSIL styrke var indledningsvis på 6.000 mand, og det må ses i lyset af, at manforventede at den opgave som enheden skulle løse, ville være opretholdelse af freden, og atalle parter havde givet deres samtykke hertil.Det var ikke en særlig grundig opgaveanalyse man havde foretaget. Man havde ikke læstparternes motiver og hensigter ordentligt, og man burde nok have hørt lidt efter hvadnigerianerne mente i denne sag. At missionen var en kapitel VII operation harmonerede ikkemed den styrke som mandatet gav, nemlig kun 6.000 mand.I slutningen af 1999 og starten af 2000 kritiserede Sankoh det internationale samfundsengagement i Sierra Leone og oplyste endvidere, at RUF ikke ville tillade UNAMSILdeployering til de af RUF kontrollerede områder. Efter samtale med UN SG Annanaccepterede han dog UNAMSIL deployering.I starten af 2000 erkendte UN, at UNAMSIL mandat og styrke var for svagt, og manudfærdigede derfor i februar 2000 et nyt mandat med flere opgaver og en forøgelse afstyrken til i alt 11.100 mand. Hertil skal siges, at man af princip bør give en fredsstyrke et såbredt mandat som muligt, således at styrken også kan løse uventede opgaver. Endvideremå der aldrig herske tvivl om, at en styrke må anvende magt i selvforsvar. Et andet forholdvar de enkelte nationers formåen. Ikke alle lande var i stand til at løse den opgave som UNhavde stillet dem, i og med at kapitel VII mandat kræver en robust og stor styrke, hvilketstyrken ikke var. Herudover var soldaternes bevæbning og materiel ikke i overensstemmelsemed mandatet, da det kræver tungere bevæbning og bedre pansring, da mulighed forkonfrontation er til stede.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 82

Delkonklusion:• Der bør være formuleret et end-state for missionen, og der bør ikke være fastsat en tid

med henblik på udtrækning af styrken.• UN bør udarbejde et mandat til en regional fredsstyrke, og det skal være udarbejdet

inden fredsstyrken griber ind i konflikten eller snarest muligt herefter.• Mandatet bør gives med de videst mulige magtbeføjelser, så enheden er i stand til at

løse den stillede opgave.• Et Peace Enforcement mandat (kapitel VII) er en vanskelig opgave, og bør derfor udføres

af en styrke, som kan løse det stillede mandat.• Såfremt man indsætter UN styrker sammen med den regionale organisations styrke, bør

det klart fremgå af mandatet, hvem som er lead og hvorledes samarbejdet skal forløbe.• UN bør nøje vurdere, hvilket mandat UN skal give styrken, herunder kontinuerligt følge

situationen i området, således at UN kan ændre mandatet, for eksempel styrkestørrelsenår dette er påkrævet.

6.2.2. Kommando og kontrol.Nigerianerne havde den største styrkeandel i ECOMOG, hvorfor de også havde størstedelenaf pladserne i staben. Dette førte til, at mange af de mindre deltagende nationer følte, athegemonen Nigeria igen var på banen. Nigeria forsvarede sig med, USA ligeledes har storindflydelse i NATO.I forbindelse med en fredsoperation, hvor man skal fremstå som upartisk og have en bredinternational opbakning, er det nødvendigt at alle deltagende lande er repræsenteret istaben. Dette har også sine ulemper, da en multinational stab kræver megen uddannelse,hvorfor anvendelse af en samarbejdet og veluddannet stab (kernestab) er nødvendig. ISierra Leone var det hensigtsmæssigt at anvende Nigerias officerer hertil, men alledeltagende nationer burde have været repræsenteret i staben og have været medinddraget ibeslutningsprocessen. Dette forhold var ligeledes gældende i ECOWAS, da for eksempeldet ghanesiske kontingent beskyldte Nigeria for at føre deres ideer ud i livet uden at høreECOWAS andre medlemmer. Det er væsentligt, at alle parter høres i en sag. Herved frem-står en beslutning meget stærkere, og en part kan ikke udnytte situationen til at splitteorganisationen, hvilket RUF forsøgte flere gange.Peace Enforcement operationer stiller langt større krav til en samarbejdet UN stab, og derskal træffes hurtige og korrekte beslutninger. Herudover skal de underlagte enheder haveabsolut tillid til staben, hvilket gør, at den skal være veluddannet, veludstyret og velorganise-ret.UN stab og styrke skal råde over nødvendige kommunikationsmidler, hvilket ikke altid vartilfældet i Sierra Leone. Vedrørende kommunikation vil der altid være sprogproblemer i enmultinational stab, hvorfor man bør have et fælles kommandosprog. Dette forhold kan værevanskeligt at definere i den aktuelle krise, da man uvilkårligt ville blive rodet ind i debattenom frankofile versus anglofile forhold.I Sierra Leone havde man problemer, da tosprogede officerer var en sjældenhed, og manburde have disponeret i forhold hertil i forbindelse med sammensætning af staben. Stabenburde have haft en større andel af frankofile stabsofficerer.ECOMOG styrkechef blev i forbindelse med oprørenes angreb på Freetown i starten af 1999beskyldt for ikke at havde tilstrækkelig kontrol med sine enheder. Soldater fra ECOMOG toghævn efter oprørenes angreb, ved at foretage henrettelser af mistænkte sympatisører, samtmishandle tilfældige mistænkelige personer.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 83

Ethvert deltagende kontingent skal føre kontrol og tilsyn med sine soldater, således at mansikrer sig, at deres handlinger er i overensstemmelse med gældende love, bestemmelser ogskikke.UN personel er juridisk set underlagt egne nationale myndigheder. Myndighederne eransvarlige for både at gennemføre undersøgelser og eventuelt straffe egne soldater, såfremtsoldaterne overtræder gældende love og bestemmelser.I 1998 anbefalede ECOWAS ECOMOG, at de skulle implementere en klarerekommandostruktur, hvilket blandt andet blev fremført med baggrund i Nigerias dominerenderolle i ECOMOG. Samtidig var ECOWAS meget afhængig af Nigerias militære kapacitet,hvilket yderligere kom til udtryk, da Nigeria ville trække sig ud af ECOMOG i 1999, blandtandet på grund af interne problemer.Delkonklusion:• UN stab vil være multinational, hvorfor man bør have et kontingent eller en multinational

stab, som udgør kernen i staben.• UN stab bør indeholde personel fra alle deltagende nationer (så bred som muligt).• Peace Enforcement operationer kræver en meget samarbejdet og veluddannet stab.• UN stab og styrke skal have rådighed over nødvendige kommunikationsmidler.• Man bør have et fælles kommandosprog.• Ved gennemførelse af Peace Enforcement operationer kan tab forventes, hvorfor det er

nødvendigt, at styrkens soldater er veluddannede og overholder krigens love. Herunderskal respektive førere gennemføre den fornødne kontrol med sine soldater.

6.2.3. Legitimitet.I Sierra Leone beskyldte England Nigeria for at intervenere ulovligt, da de manglede UNSCsgodkendelse. UN har ikke monopol på fred og sikkerhed. Enhver nation kan og er forpligtettil at standse ethvert opløb, men nationen skal sikre sig, at den handler i overensstemmelsemed UN formål og grundsætninger. Passusen vedrørende tilvejebringelse af fornødneforholdsregler indtil sikkerhedsrådet har truffet de fornødne forholdsregler blev ikke overholdthelt. I følge artikel 53 skal man have UNSC bemyndigelse, før tvangsforanstaltningeriværksættes (med undtagelse af foranstaltninger mod en fjendtlig stat). England havdesåledes ret i sin betragtning. Sikkerhedsrådet var på daværende tidspunkt ikke enig, og kunEngland forsøgte at få rådets opmærksomhed. Selvom England udarbejdede grundlaget forde enkelte resolutioner, traf UNSC først de nødvendige beslutninger i 1997.Den regionale organisation skal til enhver tid holde sikkerhedsrådet fuldt underrettet om deaktiviteter som organisationen foretager sig, hvilket ECOWAS ikke indledningsvis gjorde. DaUN begyndte at fokusere på konflikten i Sierra Leone, opstod der et bedre samarbejde, ogman kan af rapporterne se, at UN roste ECOMOG for dets indsats i Sierra Leone.Nigeria burde have medinddraget ECOWAS medlemslande noget mere ibeslutningsprocessen med henblik på at fremme samarbejdet frem for selv at tagebeslutningerne. Nigeria var et af de få lande som kæmpede for fred i området, men var selvomgærdet af korruption og mistillid, og manglede ydermere den vigtige opbakning fra detinternationale samfund.På et ECOWAS møde i december 1997 fremførte enkelte medlemslande deres bekymringfor Nigerias motiver i ECOMOG og fremhævede, at ECOMOG alene var i Sierra Leone for athåndhæve UN embargo.Delkonklusion:• Man skal have sikkerhedsrådets bemyndigelse til at gennemføre tvangsforanstaltninger

(Kapitel VII) jf. artikel 53.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 84

• Der skal være bred international opbakning i forbindelse med Peace Enforcement opera-tioner.

• Såfremt regionale organisationer forsøger at skabe fred og sikkerhed i regionen, skal detvære under samtykke fra alle organisationens nationer.

• En regional organisation skal til enhver tid holde sikkerhedsrådet underrettet om deaktiviteter der udøves i forbindelse med fred og sikkerhed.

6.2.4. Upartiskhed.ECOMOG samarbejde med de forskellige parter i konflikten satte et stort spørgsmål vedECOMOG motiv. Styrken blev ikke opfattet som upartisk, hvilket vanskeliggjordeopgaveløsningen væsentligt. Upartiskhed opnås ved at handle i overensstemmelse medmandatet og ikke ud fra egne motiver.Da Kabbah igen kom til magten i maj 1998, hvilket primært var nigerianernes skyld, valgteKabbah at lade en nigerianer, Khobe, få ansvaret for reformering og opstilling af SierraLeones hær. Khobe blev endvidere udpeget som stabschef for Sierra Leones væbnedestyrker, samtidig med at han var ECOMOG styrkechef. Dette var ikke en upartisk handling,og Kabbah burde have valgt en anden løsning og Khobe burde have takket nej til tilbuddet.UN SE Okelo var nigerianer, hvilket heller ikke var hensigtsmæssigt. UN burde have valgt enudsending fra et neutralt land, som alle parter i konflikten kunne acceptere. RUF udtrykteflere gange deres mistillid til UN SE.UN SE genåbnede i 1998 sit kontor i Freetown, og havde til opgave at holde forbindelse tilSierra Leones regering, ECOWAS, ECOMOG og UN afdelinger i landet.Englands involvering i konflikten kan heller ikke opfattes som værende upartisk. Selv da UNhavde gennemført embargo mod Sierra Leone accepterede England, at Sandline leveredevåben til forskellige regeringstro styrker i landet. I øvrigt leverede andre britiske firmaervåben til RUF i samme periode, hvilket medførte en stor skandale i England.I marts 2000 vedkendte Sankoh, at UNAMSIL var en neutral styrke, men dette havde ingenbetydning for ham. For Sankoh drejede sagen sig om tilkæmpelse af magt og ikke etableringaf fred.Delkonklusion:• En styrke indsat i en fredsoperation skal være upartisk, hvilket blandt andet opnås ved at

handle i overensstemmelse med mandatet.• UN styrkechef skal udelukkende arbejde for den enhed som han er chef for.• UN styrkechef foresatte er UN SG.• UN SE/Specielle Repræsentant skal være accepteret og respekteret af alle parter i konflik-

ten.• Alle nationer skal overholde resolutioner.

6.2.5. Samtykke fra de involverede parter.I sommeren 1998 blev det oplyst, at ECOMOG havde udviklet en koncept for sineoperationer, der i sin væsentlighed mindede om UN doktrin for kapitel VI operationer. I UNdoktrin forudsættes der blandt andet samtykke fra parterne (deployering over hele SL,etablering af poster, patruljer, afvæbning med videre).UN SG og hans SE/SR forsøgte flere gange at få parternes samtykke, blandt andet i forbin-delse med fredsaftalen i 1999, og stolede fast på hvad Sankoh lovede. UN var ikke realistiski sin vurdering af, om Sankoh ville acceptere UN tilstedeværelse i området. Med et kapitel VIImandat, bør man indledningsvis forsøge at have parternes samtykke. Såfremt UN vurde-rer/erkender, at det ikke kan lade sig gøre eller tror at parterne lyver, skal UN ikke indsætte

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 85

en lille styrke, men derimod en styrke som har kapaciteten til at operere i området udenparternes samtykke.Delkonklusion:• UN bør udsende en styrke som kan operere uden parternes samtykke i forbindelse med

Peace Enforcement operationer.• UN bør ikke alene konstruere styrkestørrelse og kapacitet på baggrund af samtykke fra

parterne.

6.2.6. Overvågning/kontrol med konfliktområdet.ECOMOG kunne ikke kontrollere grænsen mellem Sierra Leone og Liberia, hvorved Taylorhavde gode betingelser for at kunne støtte Sankoh.Conakry aftalen, som blev indgået i oktober 1997, havde som forudsætning for aftalenssucces, at ECOMOG havde uhindret adgang til hele Sierra Leone. På samme tid var derhårde kampe mellem Kamajor militsen og AFRC/RUF i de diamantrige områder, og parternevar i færd med at rekruttere nye soldater. Dette indikerede, at man ikke ville tillade fribevægelsesfrihed for ECOMOG.RUF levede af diamantudvindingen, hvilket UN først indså og reagerede på ret sent iforløbet. Man burde tidligt i forløbet have givet UN til opgave at sætte sig på de diamantrigeområder for herved at kontrollere det, og i sidste instans fratage rebellerne muligheden forfinansiering af deres aktiviteter via den ulovlige diamantudvinding.I januar 1998 havde juntaen kun kontrol med hovedstaden. CDU meddelte, at de var villigetil at følge Conakry fredsplanen, såfremt ECOMOG kunne deployeres ud over hele SierraLeone, og at alle fjendtlige grupper blev afvæbnet.I juni 1998 havde ECOMOG fået kontrol med halvøen, inklusive Freetown, og var påbegyndtdeployering ud i landet. ECOMOG besluttede at inddele Sierra Leone i fire AOR, og iforbindelse hertil havde man konstateret, at det østlige område var svært at kontrollere. Forat løse denne opgave skulle styrken op på 15.000 mand, hvilket ikke var muligt, da Nigeria islutningen af 1999 besluttede at trække sit bidrag ud af ECOMOG.Efter oprørernes angreb i januar 1999 havde ECOMOG vanskeligt ved at få kontrol overresten af landet, da oprørerne blev støttet fra flere kanter, heriblandt Liberia. ECOMOGhavde ikke kontrol over grænsen mellem Liberia og Sierra Leone, hvilket oprørerneudnyttede. Liberia anmodede med baggrund heri om, at UN i samarbejde med ECOMOGskulle overvåge grænsen. Liberia var dog klar over vanskelighederne ved overvågning afterrænet, hvilket kun blev understreget af ECOMOG begrænsede ressourcer.I marts og april 1999 havde ECOMOG generobret flere vigtige nøgleområder, men RUFhavde fortsat kontrol med store dele af Sierra Leone, herunder det vitale diamantområde vedKono. Endvidere har oprørsstyrkerne fået rådighed over luftværns kapacitet.UNAMSIL hurtige deployering ud i landet skabte håb om fred. Der herskede dog fortsatlovløshed i dele af Sierra Leone, og enkelte brud på våbenhvilen blev konstateret. ECOMOGfortsatte med at trække sine styrker tilbage, og havde i starten af 2000 en styrke på ca.5.000 mand i Sierra Leone, medens UNAMSIL havde ca. 5.000 mand.ECOMOG, UNOMSIL og UNAMSIL havde ikke den nødvendige kapacitet og kvalitet til atovervåge operationsområdet. Først og fremmest skulle styrken være stor nok til at kunnedeployeres i hele området, og dernæst skulle styrken have den nødvendige kvalitet ogmobilitet til at gennemføre de pålagte opgaver. Styrken havde heller ikke tilstrækkeligetransportmidler, og havde en meget begrænset rådighed over helikoptere(UNOMSIL/UNAMSIL).Inddeling af ansvarsområdet i fire mindre AOR var en hensigtsmæssig og fornuftig beslut-ning, men med den rådige styrke og den mulige trussel, var muligheden for løsning af opga-

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 86

ven helt urealistisk. Derfor bør en styrke som skal gennemføre Peace Enforcement operatio-ner være tilstrækkelig stor og have de nødvendige ressourcer, således at den kan overvågehele AOR.

Delkonklusion:• Styrken skal være tilstrækkelig stor, således at den kan overvåge hele AOR.• Styrken skal have rådighed over de nødvendige ressourcer for at kunne

deployere/overvåge hele området.• UN bør identificere nøgleområder som har afgørende betydning i konflikten. Disse

områder skal kontrolleres af UN. Herunder var opdelingen af AOR en fornuftig beslutning.

6.2.7. Troværdighed.For at en operation kan gennemføres er det afgørende, at fredsstyrken er troværdig. Medtroværdighed menes, at alle har den opfattelse, at styrken kan løse sin opgave udenproblemer. Dette giver fredsstyrkens soldater selvtillid og styrke, og er en klar fordel.Herudover giver det også parterne en opfattelse af, at det er det mest hensigtsmæssige atfølge de anvisninger, en sådan fredsstyrke kommer med. For at være troværdig skal styrkenvære af god kvalitet, og skal have en sådan kapacitet, at den skaber respekt. Kvalitet erbåde hvad angår personel og materiel.Personellet skal være veluddannet og veldisciplineret, og materiellet skal være af den rettekvalitet til en Peace Enforcement operation.Styrken skal ved sin første indsats vise sit værd, og her er det vigtigt, at den løser detaktuelle problem/konflikt hurtigt, effektivt og på en hensigtsmæssig måde ioverensstemmelse med den stillede opgave (mandatet). Dette er et almindelig kendtfænomen fra Balkan, hvor parterne afprøver kvaliteten af den nye enhed.Med baggrund i ovenstående er det derfor vigtigt, at der gennemføres briefinger oguddannelse af styrkens personel inden udsendelse til missionsområdet. Dette medfører, atstyrken får tillid til sig selv, og kan løse den pålagte opgave. Da ECOMOG fik problemer, varder mange lande som overvejede at trække sig ud, fordi de følte, at indsatsen ikke gavmening.Tillid er svær at måle, men har man tillid til sine førere, sine allierede kollegaer og helestyrken, så kan man langt bedre reagere effektivt og hensigtsmæssigt, selv i en svær ogpresset situation, fordi man stoler på at hjælpen/støtten vil komme hurtigst muligt. Tillidopbygges over længere tid og derfor er det væsentligt, at man inden udsendelsengennemfører en samlet uddannelse af enheden. Der er normalt ikke tid til uddannelse afenheden, hvorfor man bør have rådighed over enheder, som er i stand til at arbejdemultinationalt og i en joint ramme. Derfor er blandt andet kommando- og kontrolstrukturenvigtig, hvor føreren gennem sit eksempel, herunder forudseenhed, skaber nogle af debetingelser som skal være til stede, for at en enhed/soldat kan reagere effektivt og korrekt ien svær situation.Med baggrund heri skal styrken have en effektiv kommando- og kontrolstruktur, og førerneskal gennemføre tillidsskabende foranstaltninger, såsom udvise synlighed og aktiv indsats.ECOMOG var ikke i stand til at imødegå oprørenes angreb mod Freetown i 1999, hvilketkostede mange civile livet. Dette skabte ikke troværdighed om enheden i civilbefolkningen.Delkonklusion:• Styrken skal være veldisciplineret og veluddannet.• Styrkens materiel skal være af god kvalitet.• Styrken skal være i stand til at operere i multinational og i en joint ramme.• Førerne skal gennemføre tillidsskabende foranstaltninger.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 87

• Styrken skal være i stand til at beskytte civilbefolkningen i videst muligt omfang.

6.2.8. Styrkesammensætning.ECOMOG bestod af ca. 90 % nigerianere i Sierra Leone indtil de trak sig ud i 1999.Da Nigeria besluttede at trække sig ud af sit engagement i Sierra Leone i 1999, var UNnødsaget til hurtigst muligt at udfylde det vakuum der opstod, hvorved UNAMSIL blev enkendsgerning i oktober 1999. De første styrker ankom til området i december 1999. Nigeriavar ikke længere hegemonen i området, men stillede en forholdsvis stor styrke til UNAMSIL.Nigeria fik ikke chefposten i UNAMSIL, men fik i stedet stillingen som UN SR for missionen.Man bør i en Peace Enforcement operation (kapitel VII) have en lead nation, da det kræversamarbejdede mellem styrkerne for at kunne gennemføre Peace Enforcement operationer.Anvendelsen af kernestabe er også vigtig, således at styrkens kommando og kontrolfungerer ved ankomst til området. Herudover bør man nøje overveje på hvilket niveaustyrken skal være multinational. Danmark har indgået i både multinationale kompagnier334 ogbataljoner, og chefen for Hærens Operative Kommando har udtalt, at man af princip ikke børgå under bataljonsniveauet. England har den holdning, at det multinationale niveau stopperved brigaden. Af princip kan man sige, at jo vanskeligere opgave, jo højere bør skellet for detmultinationale niveau være. Såfremt man skal kæmpe, hvilket en Peace Enforcementoperation kan blive udsat for, vurderer specialegruppen, at man af princip ikke bør gå underbrigadeniveauet, men vil ikke udelukke at man kan gå ned til bataljonsniveauet335. Dette vilkræve mere samvirkeuddannelse.For Danmarks vedkommende er brigaden den enhed som organisatorisk kan operereselvstændigt og har alle tjenestegrene indeholdt. I udlandet er det primært fradivisionsniveauet, men både England og USA kan forstærke deres brigader med kapaciteter,således at de er i stand til at kæmpe selvstændigt. ECOMOG og UNAMSIL var sammensataf både kompagniværdier og bataljonsværdier, og Nigeria udgjorde kernen i styrken.ECOMOG kæmpede sammen med militære firmaer, eksempelvis Executive Outcomes i1995. Executive Outcomes anvendte kamphelikoptere og professionelle soldater, og herhavde de let spil mod de lettere bevæbnede oprørere. Det er ikke hensigtsmæssigt, at enfredsstyrke samarbejder med ikke organiserede enheder.I juli 1997 afbrød Juntaens leder, Koroma, sit samarbejde med ECOWAS, hvorefterECOWAS omorganiserede ECOMOG. Styrken bestod herefter af nigerianere, ghanesere ogguineanere, hvor nigerianerne udgjorde 90 %.I februar 1998 udbrød der kampe mellem ECOMOG og juntaens styrker i Freetown.ECOMOG havde i mellemtiden haft samarbejde med CDU, med henblik på at få kontrol overalle større byer i landområdet. Samtidig med operationernes gennemførelse forsøgte UN atforhandle en våbenhvile på plads. ECOMOG fik til sidst drevet juntaen ud af Freetown. Hertilskal siges, at en fredsstyrke ikke må tage parti, og i dette tilfælde er det forklaringen på,hvorfor ECOMOG ikke burde have samarbejdet med CDU.England holdt sig indledningsvis fra at indsætte militære styrker, selvom ECOMOGkritiserede England for ikke at ville stille soldater. England stillede for eksempel soldater i1999 til Kosovo og Øst Timor, men stillede kun med 23 observatører til missionen i SierraLeone. England støttede økonomisk og med rådgivning, men selve deltagelsen af enstormagt manglede. Hertil skal nævnes, at England har en af de fire bedste hære i verdenen.

334 Man har også haft det på delingsniveau (sanitetsdeling).335 Her menes kampenhed og ikke støttender, da visse af disse enheder med fordel kan gøre multinationale,eksempelvis sanitetsenheder.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 88

I juni 1998 havde ECOMOG udviklet en ny koncept, som stort set stemte overens med UNdaværende doktrin for Peacekeeping. I forbindelse med koncepten opgjorde ECOMOG be-hovet til styrken i Sierra Leone til at udgøre 15.000 mand.I juni 1998 besluttede UN at etablere UNOMSIL, omfattende en styrke på 70 militære obser-vatører. UN SE Okelo blev nu UN SR i området og chefen for UNOMSIL blev den indiskebrigadegeneral Joshi.En observatørstyrke er altid ubevæbnet, hvilket er en del af dens beskyttelse, idet den afparterne opfattes som værende upartisk, der har til formål at observere eventuelleovertrædelser af en aftalt våbenhvile. I dette tilfælde besluttede UN, at ECOMOG skullesørge for sikkerheden for UNOMSIL, hvilket var et stort problem, da ECOMOG havde væretstærkt involveret i konflikten, og derfor ikke blev betragtet som upartisk. Såfremt det ernødvendigt at beskytte observatører, er det ikke observatører som skal udsendes. Man skal istedet udsende en UN styrke, som har den nødvendige kapacitet til at forsvare sig og løsedet stillede mandat.I august 1998 havde UNOMSIL kun 26 observatører i Sierra Leone.I august 1998 beslutter Sierra Leones vicepræsident at organisere en storstilet mobiliseringaf CDF for herved at kunne gennemføre en større operation mod oprørerne, og flytter sitkontor til det østlige distrikt, for at styre slagets gang herfra.I slutningen af 1998 kæmpede ECOMOG både sammen med CDF og RSLMF modoprørerne.Under de offensive operationer i første halvdel af 1999 erkendte ECOMOG, at de ikke havdekapaciteten til guerillakrig, modsat Kamajor og de øvrige militser som støttede dem, hvorfordisse enheder nu selvstændigt begyndte at bekæmpe mod AFRC/RUF. Man kan her igenkonstatere, at ECOMOG ikke havde den fornødne kapacitet og kvalitet til at gennemføre depålagte operationer.Medio 1999 overvejede Nigeria at trække sine styrker ud af ECOMOG med baggrund iblandt andet indenrigspolitiske problemer, og meddelte udtrækningen officielt til UN i august1999. Udtrækningen skulle gennemføres etapevis.I oktober 1999 traf UN beslutning om etablering af UNAMSIL, og styrken var i begyndelsensammensat af blandt andet indere, kenyanere og nigerianere. De første enheder ankom islutningen af 1999.UNAMSIL opgave var at afvæbne oprørerne, men oprørerne ville ikke lade sig afvæbne førde nigerianske ECOMOG soldater havde trukket sig ud af landet. I slutningen af 1999mødtes UN og Nigeria, og en koordineret udtrækning af ECOMOG styrkerne blev vedtaget.I starten af 2000 konstaterede UN, at det var nødvendigt at ændre UNAMSIL mandat, såmissionen også løste ECOMOG opgaver. Med baggrund heri blev styrketallet øget til 11.100mand. På dette tidspunkt havde UNAMSIL ca. 5.000 mand i området.I marts 2000 havde UNAMSIL en styrke på lidt over 7.000 mand, men der var fortsat langt tildet vedtagne styrkeloft på 11.100 mand.Delkonklusion:• Styrken skal være bredt internationalt repræsenteret.• I styrken må der ikke indgå lande som har interesse i den pågældende konflikt.• Styrken skal ikke have multinationale enheder under bataljonsniveauet.• Styrken og mandatet skal være i overensstemmelse med hinanden.• Styrken må ikke samarbejde med parter i konflikten, da den herved tager part.

6.2.9. Afpasset magtanvendelse.Det er yderst vigtigt, at en styrke kun anvender den nødvendige magt i forbindelse med enPeace Enforcement operation. Ved overdreven magtanvendelse kan situationen eskalere,

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 89

og styrkens troværdighed fjernes. Dette kræver veldisciplinerede, veluddannede og velkon-trollerede soldater. Når en styrke ikke er tilstrækkelig stærk, kan det ofte være svært at an-vende afpasset magtanvendelse. Dette taler for at have en meget stærk styrke, som ved sinblotte tilstedeværelse virker afskrækkende, men som samtidig også kan reagere hurtigt ogeffektivt. Styrken bør endvidere råde over forskellige våbensystemer, herunder præcise vå-bensystemer, som kan anvendes efter eskalationsprincippet. Denne bevæbning havde deregionale enheder ikke, for eksempel var Kamajor militsen ofte bevæbnet med forskelligevåbentyper, lige fra jagtrifler til automatiserede våben. Man manglede også de nødvendigemidler til at kunne anvende fleksibel magt, såsom kamphelikoptere. En af årsagerne til at deprivate militære selskaber kunne slå ned på oprørerne så effektivt som de gjorde med for-holdsvis få styrker, var primært deres uddannelseskvalitet, deres moderne bevæbning samtderes teknologiske overlegenhed, herunder anvendelse af kamphelikoptere. Khobe, som varchef for ECOMOG enheden og senere blev Sierra Leones stabschef, har udtalt, at kamphe-likoptere var et afgørende våbensystem i forbindelse med bekæmpelsen af oprørerne.27. juli 1998 beslaglagde oprørene ECOMOG våben og angreb ECOMOG styrker, hvilketmedførte ECOMOG tilbagetrækning. En måned senere fik ECOMOG forstærkninger, og gikderefter over i en offensiv fase. ECOMOG blev ligeledes logistisk støttet af USA, ogsamarbejdede periodevis med CDF enheder som nævnt tidligere. ECOMOG manglede dogfortsat den nødvendige styrke og udholdenhed til at gennemføre de planlagte operationer.I december 1998 gennemførte oprørerne et overraskelsesangreb mod ECOMOG, og bådeECOMOG og UNOMSIL måtte trække sig tilbage.I januar 1999 anvendte ECOMOG fly og skibe mod oprørernes styrker, der angrebFreetown. Anvendelsen af fly og skibe påfører normalt civile tab. Her burde man have indsatmere præcise våbensystemer samt en bedre og mere veluddannet styrke til at imødegåoprørernes angreb, hvilket ECOMOG ikke rådede over.Oprørenes angreb på Freetown, hvor ghaneserne flygtede og nigerianerne havde de størstetab, indikerede ligeledes, at de havde en forskellig opfattelse af styrkens ROE.For at kunne anvende den mest hensigtsmæssige form for magt kræver det endvidere godeinformationer om den part som vil agere mod en. Herved kan man træffe de fornødneforanstaltninger, og magtanvendelse kan eventuelt helt undgås.For at kunne anvende våbenmagt kræver det, at de militære grundprincipper er lært, og atman sikkert og rutineret kan anvende magtmidlerne. En dårlig og ikke veluddannet soldat vilofte anvende for meget eller for lidt magt. Det kræver erfaring og god uddannelse atanvende våbenmagt, og dette får man blandt andet gennem sin militære grunduddannelse.Styrken skal endvidere udstråle sikkerhed, autoritet og tillid. ECOMOG og UNAMSIL var fraflere forskellige nationer, og de havde ofte forståelsesproblemer, herunder sprogproblemer.For at kunne reagere hurtigt og effektivt, er en effektiv C2 struktur nødvendig, således atman kan støtte, vejlede og reagere fra foresattes side. Herved fremstår styrken mereprofessionel og den kan reagere effektivt og hurtigt.I januar 2000 var et par enheder blevet afvæbnet, og 10. januar fratog oprørene en delvåben og materiel fra guineanske enheder. UN SG indskærpede herefter over for UNAMSIL,at alle kontingenter skulle være bevidste om ROE. Endvidere var mange som blev udsat forovergrebet ikke veluddannede og velbevæbnede.UN kapitel VI doktrin, UNTAM, fastslår at man kan anvende våbenmagt såfremt nogenforsøger at afvæbne en eller tage en som gidsel. Dette forhold burde have fåetalarmklokkerne til at ringe ved UN Hovedkvarter. Situationens udvikling i maj taler for sigselv.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 90

Februar 2000 fik UNAMSIL et nyt mandat med flere opgaver og en forøgelse af styrken til ialt 11.100 mand. Styrkens ROE blev ikke revideret, da UN mente, at ROE var dækkende foropgaveløsningen, men man ville fortsat følge situationen nøje for at kunne udvikle dem.En væsentlig faktor i afpasset magtanvendelse er at skabe tillid, så kombattanterne kanafvæbnes. Indledningsvis stod denne proces stille i lang tid i Sierra Leone, dels på grund afECOMOG manglende kapacitet, men også grundet de manglende finansielle og logistiskemidler. Først i starten af 2000 begyndte processen at køre tilnærmelsesvis tilfredsstillende,hvilket sandsynligvis skyldtes UNAMSIL tilstedeværelse samt at UN nu officielt varindblandet, men der var fortsat lang vej endnu.Kort tid herefter brød kampene ud igen, og blandt andet overførte Nigeria to bataljoner og enkampvognseskadron fra ECOMOG til UNAMSIL. Dette var uheldigt, da UN styrken ved sinstyrkesammensætning skulle fremstå som upartisk. Hermed skal forstås, at man ikke kanskifte fra ECOMOG, som blev opfattet som en part i konflikten, til en upartisk fredsstyrkeuden at dette medfører problemer eller får konsekvenser. Man burde have skaffet enhederfra neutrale og ikke involverede lande, men der var sikkert ikke andre muligheder.Delkonklusion:• Styrken skal efterleve krigens love.• Klare, entydige og ens regler for ROE.• En velafbalanceret enhed, som også ved sin tilstedeværelse virker afskrækkende.• Styrken skal kunne gennemføre fleksibel magtanvendelse.• Der skal gennemføres uddannelse i ROE.• Soldaterne i styrken skal være veluddannede og veldisciplinerede.• Styrken skal være i stand til at kæmpe.• Styrken skal have en effektiv kommando- og kontrolstruktur.• Styrken skal have de nødvendige ROE for at kunne løse den stillede opgave.• Tidligere parter i konflikten må ikke tilføres UN styrken, da situationen herved kan

eskalere.

6.2.10. Gennemskuelighed.Nigerias rolle i ECOMOG og ECOWAS gav anledning til en del mistillid. Mange mente, at detvar hegemonen Nigeria som ville føre sin udenrigspolitik gennem ECOMOG. Nigeriaforsøgte flere gange at overbevise sine modstandere om egne hensigter, men mangemente, at der lå noget andet bag ved Nigerias handlinger. Nigeria kunne have valgt atmedinddrage flere af ECOWAS medlemslande i beslutningerne, samt have ført en mereupartisk og neutral linie over for deres modstandere, eksempelvis Sankoh og Taylor.Da mistilliden var skabt, følte modstanderne at Nigerias rolle havde skjulte motiver, ogNigeria burde derfor have valgt en ECOMOG styrkechef fra et andet land, samt have takketnej til embedet som UN SR. UN bør ved udvælgelsen af missionens Specielle Repræsentantvære opmærksom på embedets betydning for missionens gennemførelse, hvilket ligeledesgælder for sammensætning af styrken. Vedrørende Nigerias hævnaktion i Freetown må mangive Nigeria ret i, at styrken på mange måder reagerede som USA gjorde det i Somalia i1993. USA blev dog ikke efterfølgende kritiseret for deres handlinger – det modsatte vargældende for Nigeria.Ghanas og Nigerias forskellige tolkninger af UN resolution vedrørende våbenembargoenmod Sierra Leone er et andet eksempel på, at styrken skal være enig om mandatet, ogudelukkende skal handle i overensstemmelse hermed. Mandatet er kendt af alle parter ikonflikten, hvilket ligeledes gælder for parternes kendskab til styrkens kompetenceniveauvedrørende retten til at gribe ind. UN styrkechef bør indkalde alle parter til møde ved førstegivne lejlighed, for at indskærpe spillereglerne for dem.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 91

Delkonklusion:• Styrken skal handle i overensstemmelse med mandatet.• Styrkechefen skal oplyse parterne om enhedens opgave og mandat.• UN bør være omhyggelig med udvælgelsen af styrkechef og SG SR.

6.2.11. Bevægelsesfrihed.For at kunne overvåge parterne og se at de overholder aftalen kræver det, at man harbevægelsesfrihed.Bevægelsesfrihed kræver, at man har samtykke fra parterne. Såfremt man ikke harsamtykke fra parterne, er man nødt til at have den nødvendige styrke og kapacitet for atkunne gennemføre eksempelvis deployeringer. En Peace Enforcement operation kræver, atman med magt kan risikere at skulle adskille parterne, og det er ikke en nem opgave. Nårman først har været i kamp med parterne, kan det være vanskeligt at samarbejde med demigen. Derfor er det nødvendigt at man har en så stærk styrke, at den ved sin blottetilstedeværelse afholder parterne fra at anvende magt. Styrken skal endvidere havekapacitet og evne til at deployere enheder overalt i området, og skal kunne opretholdeenhedernes evne til at kunne operere, hvilket ligeledes er en meget krævende logistiskopgave.Anvendelse af helikoptere kan være en hjælp, men de kan ikke operere under allevejrforhold, hvorfor landstyrker ofte er afgørende.UNAMSIL havde ikke den nødvendige kapacitet til at deployere ud i landet. Dette skyldtesprimært, at styrken ikke var tilstrækkeligt mobil, og at den havde alvorlige logistiskebegrænsninger. Styrken havde ikke rådighed over det nødvendige antal transportkøretøjer,herunder helikoptere.Delkonklusion:• Styrken skal om muligt aftale med parterne, forhold som giver fredsstyrken fri bevægelses-

frihed.• Styrken skal have en sådan kapacitet og kvalitet, at parterne afholder sig fra at hindre

dens bevægelser.• Styrken skal have den logistiske kapacitet til at kunne deployere styrker over hele landet

og forsyne disse.• Styrken bør have rådighed over helikoptere, herunder kamphelikoptere.

6.2.12. Forudseenhed.ECOMOG forudseenhed var i perioden begrænset, og det har været svært at se om deanvendte deres efterretningsmæssige ressourcer, og i det hele taget hvilke ressourcer dehavde til rådighed. Det kan konstateres, at de blev overrasket gang på gang, og at de havdesvært ved at tyde parternes hensigter.Oprørenes angreb i december 1998 og det eskalerende angreb på Freetown i januar 1999var et af de utallige tegn på, at ECOMOG efterretningstjeneste ikke fungerede.I oktober og november 1999, lige før deployeringen af UNAMSIL, blev situationen i SierraLeone forværret, men UN reagerede ikke, og man lod UNAMSIL deployere som planlagt.UNAMSIL blev i slutningen af 1999 forhindret af RUF i at deployere ud i landområderne,eksempelvis til det østlige område (diamant). Senere blev de UNAMSIL taget som gidsler.Vedrørende efterretningskapacitet nytter det ikke, at det kun er UN styrken som har den. Iforbindelse med opstilling og udsendelse af en enhed, er det væsentligt, at man på detstrategiske niveau har en efterretningskapacitet som kontinuerligt følger situationen ioperationsområdet, for herved at danne baggrund for en eventuel justering af blandt andetmandatet.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 92

Det har været vanskeligt at konstatere, om ECOMOG og UN styrken rådede over reserver.Med baggrund i førnævnte hændelser kan det konstateres, at styrken ikke var i stand til atløse de opståede problemer. En UN styrke bør have reserver der er sammensat blandtandet med baggrund i en trusselsvurdering. Dette kræver dog at styrken har en sådanstørrelse, at reserver kan udspares, hvilket ECOMOG og UNAMSIL ikke havde.Delkonklusion:• Styrken skal besidde den nødvendige efterretningskapacitet således at den kan handle

effektivt og forebygge problemer før de opstår.• UN skal have en kontinuerlig efterretningskapacitet.• UN styrken skal have en reservekapacitet der kan indsættes efter omstændighederne.

6.2.13. Moral og disciplin.ECOMOG styrken var generelt dårligt uddannet og dårligt betalt. UN observatører fik enlangt bedre løn, og der opstod hurtigt en kløft mellem ECOMOG og UN observatører.Aflønningen af de enkelte UN soldater foregik via den enkelte nation, men det var ikke allesom fik en lige god løn. Dette skabte en del utilfredshed og dårligt samarbejdsklima i SierraLeone. Derfor bør UN have udviklet et system, således at man kan sikre en retfærdigaflønning af soldaterne. Derudover har der altid været en meget stor forskel på de enkeltelønninger indenfor UN, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, idet man arbejder i det sammeområde.ECOMOG soldaterne var udsendt i lang tid, størstedelen i op til tre år. Dette medførte, atnogle af ECOMOG soldaterne stjal fra de lokale og deltog i den illegale handel meddiamanter. I en af UN rapporterne forklarede UN SG, at han godt kunne forstå, at ECOMOGsoldaterne stjal. Det er uacceptabelt, at en styrke som kommer for at etablere fred ogsikkerhed stjæler fra befolkningen. Befolkningens øgenavn for ECOMOG talte for sig selv.Nigerianske ECOMOG soldater foretog efter generobringen af Freetown tilfældigehenrettelser af mistænkte, som nigerianerne anså for at sympatisere med rebellerne. Dennehandling var ikke en hensigtsmæssig, og var i strid med krigens love, og skabte ikke ligefremforståelse, accept og tillid blandt civilbefolkningen og slet ikke fra det internationalesamfunds side.Delkonklusion:• Styrken skal være veldisciplinerede.• En fredsstyrkes soldater skal være ordentligt betalt.• Styrkens ledelse skal fremstå som et godt eksempel og gennemføre den fornødne

kontrol af sine soldater.• Internationale og almindelige retsregler skal overholdes.

6.2.14. Økonomi og materiel.Det internationale samfunds manglende økonomiske opbakning til ECOMOG, var envæsentlig årsag til at ECOMOG ikke var i stand til at løse sin opgave. UN SG bad gentagnegange medlemslandene om at støtte missionen, men den politiske vilje var ikke til stede.Etableringen af en Trust Fund til finansiering af udgifterne, viste sig at være en dårligløsning.Materiellet som de enkelte ECOMOG nationer stillede med var generelt af meget ringekvalitet, og enhederne var generelt ikke udrustet til Peace Enforcement operationer. Denneform for operationer krævede tungere bevæbning, bedre udrustning samt pansredekøretøjer. Helikoptere, herunder kamphelikoptere, ville have været en stor fordel i detufremkommelige terræn, for fleksibelt at kunne støtte de deployerede enheder.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 93

En Peace Enforcement operation er meget dyrere end en normal fredsbevarende operation,da den kræver flere soldater og mere og bedre materiel. Endvidere er den meget logistiskkrævende. En Peace Enforcement operation er vanskelig og mere krævende i operativ hen-seende, hvorfor soldaternes kendskab til materiellet er af vital betydning, hvorfor en enhed afprincip bør udsendes med eget materiel.Vestens manglende støtte påførte de enkelte nationer store økonomiske byrder, hvilket fikenkelte lande til at trække sig ud. Dog var der enkelte nationer som udnyttede de bidrag somde fik fra UN, især Nigeria, som tillige udnyttede situationen til at fremstå som en ”frelsendenation”. Det internationale samfund havde påtænkt sig at gennemføre økonomiskesanktioner mod landet, men afholdt sig fra at gøre det, fordi Nigeria løste en vigtig opgave ibåde Liberia og senere også i Sierra Leone.USA og andre lande havde i en årrække kritiseret UN kontrol og styring af økonomien, ogdet havde blandt andet været svært at se, hvad pengene blev brugt til. Dette forhold gjaldtligeledes for Sierra Leone, da flere ledende nigerianske personer anbragte UN økonomiskebidrag til ECOMOG på egne konti i udenlandske banker.Yderligere er det meget vanskeligt at opgøre, hvad det koster at udsende en enhed. Det erikke alle lande som har et præcist overslag på hvad det koster at have udsendt en bataljon iet halvt år. UN har bestemte satser for diverse ydelser, men ikke alt er defineret. Danmark ersikkert et af de få lande, som er ved at indføre et system som mere præcist kan angive hvaddet koster at udsende en bataljon (DeMap DeMars). Systemet kan samtidig give blandtandet UN en gennemskuelig dokumentation for de reelle udgifter.Donationer som blev stillet til rådighed for ECOMOG var øremærket til bestemte lande, foreksempel til Ghana. Derimod var der ikke mange donationer til det nigerianske kontingent.Det er ikke hensigtsmæssigt at lande udelukkes i forbindelse med donationer, og UN burdehave støttet Nigeria bedre. Dette forhold skyldes det internationale samfunds opfattelse afNigeria.Der var ikke mange deltagende nationer som havde den nødvendige strategiskeløftekapacitet. USA er et af de få lande som har en sådan strategisk løftekapacitet, ogstøttede også med enkelte transporter.UN bør derfor have rådighed over strategisk løftekapacitet, for herved at kunne deployerestyrker hurtigt og effektivt.Delkonklusion:• Der bør afsættes et fast budget til etablering af fredsoperationer.• UN bør have et effektivt kontrolsystem i forbindelse med tildeling af økonomiske midler til

deltagende lande.• Styrken skal have rådighed over det nødvendige materiel og den nødvendige logistik til

løsning af operationen.• UN skal have rådighed over strategisk løftekapacitet i forbindelse med deployering.• Styrken skal have rådighed over det nødvendige materiel og den nødvendige logistik.

Styrker bør af princip medbringe eget materiel.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 94

KAPITEL 7. SAMMENFATNING AF ANALYSERNE FOR UNOMIL OG UNOM-SIL/UNAMSIL I

7.1. Formål.For at kunne konstatere, om UN og den regionale organisation anvendte indhøstedeerfaringer fra UNOMIL og UNOMSIL/UNAMSIL I, sammenfattes kravene til de enkeltefokuseringsområder fra kapitlerne 5 og 6 til en samlet analyse, eller nærmere betegnet ensamlet række forbedringsforslag.Forbedringsforslagene er herefter det erfaringsgrundlag, eller den teori, der skal afprøvesunder 2. fase af krigen i Sierra Leone (UNAMSIL II), for at konstatere om UN anvendte deindhøstede erfaringer.

7.2. Mandat/opgave.• Der bør være formuleret et end-state for missionen.• Der bør ikke være fastsat en tidsramme for mandatet.• UN bør udarbejde et mandat til en regional fredsstyrke, og mandatet skal være

udarbejdet inden den griber ind i konflikten eller snarest muligt herefter.• Mandatet bør gives med de videst mulige magtbeføjelser, således at enheden er i stand

til at løse den stillede opgave.• Et Peace Enforcement mandat (kapitel VII) er en vanskelig opgave, og bør derfor udføres

af en styrke, som kan løse opgaven i henhold til mandatet.• Såfremt man indsætter UN styrker sammen med den regionale organisations styrke, bør

det klart fremgå af mandatet, hvem der er lead og hvorledes samarbejdet skal forløbe.• UN bør nøje vurdere, hvilket mandat man skal give en styrke, herunder kontinuerligt følge

situationen i området, således at man kan ændre mandatet, eksempelvisstyrkestørrelsen.

• Mandatet skal afspejle styrkens kapacitet og kvalitet.

7.3. Kommando og kontrol.• Staben vil være multinational, hvorfor man bør have et kontingent som udgør kernen i

staben.• Staben bør indbefatte personel fra alle deltagende nationer (så bredt som muligt).• Peace Enforcement operationer kræver en samarbejdet og veluddannet stab.• Staben og styrken skal have rådighed over de nødvendige kommunikationsmidler.• Man bør have et fælles kommandosprog.• Ved gennemførelse af en Peace Enforcement operation kan man forvente tab, og det er

derfor nødvendigt, at styrkens soldater er veluddannede og overholder krigens love,herunder skal respektive førere gennemføre den fornødne kontrol med sine soldater.

• FC skal være upartisk.• Enkelte lande må ikke handle egenrådigt i styrken.• Der skal være klare retningslinier for samarbejdet mellem observatører og en UN styrke.

7.4. Legitimitet.• Fredsstyrken skal have sikkerhedsrådets bemyndigelse til at gennemføre

tvangsforanstaltninger (Kapitel VII) jf. artikel 53.• Der skal være en bred international opbakning i forbindelse med Peace Enforcement.• Nigeria var et af de få lande som aktivt forsøgte at skabe fred og sikkerhed i det regionale

område.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 95

• En regional organisation skal til enhver tid holde sikkerhedsrådet underrettet om de akti-viteter som udøves i forbindelse med fred og sikkerhed.

7.5. Upartiskhed.• En styrke indsat i en fredsoperation skal være upartisk, hvilket blandt andet opnås ved at

handle i overensstemmelse med mandatet.• FC skal udelukkende arbejde for den enhed han er chef for.• FC foresatte er UN SG.• UN SE/SR skal være accepteret og respekteret af alle parter i konflikten.• Alle nationer skal overholde UN resolutioner.• Styrken skal opfattes som upartisk.

7.6. Samtykke fra de involverede parter.• UN bør ikke alene konstruere styrkestørrelse og kapacitet på baggrund af samtykke fra

parterne.• UN bør udsende en styrke som kan operere uden parternes samtykke i forbindelse med

Peace Enforcement operationer.

7.7. Overvågning/kontrol med konfliktområdet.• Styrken skal have den nødvendige størrelse, kapacitet og skal råde over de nødvendige

ressourcer til at kunne overvåge hele AOR.• UN bør identificerer nøgleområder som har afgørende betydning i konflikten. Disse

områder skal kontrolleres af UN.

7.8. Troværdighed.• Styrken skal besidde tilstrækkelig vilje og kapacitet til at efterleve mandatet.• Styrken skal være veldisciplineret og veluddannet.• Styrkens materiel skal være af god kvalitet.• Styrken skal være i stand til at operere i et multinationalt og et joint miljø.• Førerne skal gennemføre tillidsskabende foranstaltninger.

7.9. Styrkesammensætning.• Der skal være overensstemmelse mellem styrken og mandatet.• Styrken skal være bredt internationalt repræsenteret.• I styrken må der ikke indgå lande som har interesse i den pågældende konflikt.• Ved styrkens sammensætning af multinationale enheder må disse ikke være under

bataljonsniveauet.• Ud over det politiske signal i styrkesammensætningen skal styrkens militære evne og

vilje være afspejlet.• Styrken må ikke samarbejde med parter i konflikten, da den herved tager part.

7.10. Afpasset magtanvendelse.• Styrken skal efterleve krigens love.• Klare, entydige og ens regler for ROE.• En velafbalanceret enhed, som også ved sin tilstedeværelse virker afskrækkende.• Styrken skal kunne gennemføre fleksibel magtanvendelse.• Der skal gennemføres uddannelse i ROE.• Styrken skal være veluddannet og veldisciplineret.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 96

• Styrken skal være i stand til at kæmpe.• Styrken skal have en effektiv kommando og kontrol struktur.• Styrken skal have de nødvendige ROE for at kunne løse den stillede opgave.• Styrkens kapacitet skal muliggøre hurtig, fleksibel og tilstrækkelig respons på en mulig

aggression.

7.11. Gennemskuelighed.• Styrken skal handle i overensstemmelse med mandatet.• FC skal orientere parterne om styrkens opgave og mandat.• En forudsætning for gennemskuelighed i udførelsen af mandatet er betinget af, at styrken

har en troværdig sammensætning.• UN bør være omhyggelig med udvælgelse af FC og SG SR.

7.12. Bevægelsesfrihed.• Styrken skal, om muligt, aftale fri bevægelsesfrihed for fredsstyrken med parterne.• Styrken skal have en sådan kapacitet og kvalitet at parterne ikke kan hindre dens

bevægelser.• Styrken skal have den logistiske kapacitet til at kunne deployere styrker over hele landet

og forsyne disse.• Styrken bør have rådighed over helikoptere, herunder kamphelikoptere.

7.13. Forudseenhed.• UN skal have en kontinuerlig efterretningskapacitet.• Styrken skal besidde den nødvendige efterretningskapacitet således at den kan handle

effektivt og forebygge problemer.• Styrken skal have det nødvendige materiel til overvågning af situationen.• Styrken skal have evnen og kapaciteten til indsættelse af reserver.

7.14. Moral og disciplin.• Internationale og almindelige retsregler skal overholdes.• Styrken skal være veldisciplineret.• En fredsstyrkes soldater skal være ordentligt betalt.• Styrkens ledelse skal fremstå som et godt eksempel og gennemføre den fornødne

kontrol af egne soldater.• Styrken skal vise evne og vilje til at udføre sin opgave.• Styrken må ikke deltage i kriminelle handlinger.

7.15. Økonomi og materiel.• Når man stiller en opgave til en fredsstyrke skal man sikre sig, at der er finansiel støtte til

gennemførelse af operationen.• Der bør afsættes et fast budget til etablering af fredsoperationer.• UN bør have et effektivt kontrolsystem i forbindelse med tildeling af økonomiske midler til

deltagende lande.• Styrken skal have rådighed over det nødvendige materiel og den nødvendige logistik.

Styrker bør af princip medbringe eget materiel.• Såfremt de enkelte kontingenter selv medbringer materiel, skal dette være af en ordentlig

kvalitet og i overensstemmelse med mandatet.• UN skal have rådighed over strategisk løftekapacitet i forbindelse med deployering.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 97

KAPITEL 8. ANALYSE AF UNAMSIL II

8.1. Formål og tidsmæssig begrænsning.Formålet med nærværende kapitel er at sammenholde forbedringsforslagene fra de i kapitel7 oplistede 14 fokuseringsområder med en analyse af UNAMSIL II, for herved at dannebaggrund for en efterfølgende vurdering af, om UN anvendte de indhøstede erfaringer.

8.2. Mandat/opgave.Der bør være formuleret et End-State for missionen.Der var ikke formuleret et End-State for missionen, men UN fortsatte sin hidtil fastlagteprocedure, nemlig ved at fastlægge en tid for forventet exit.Der bør ikke være fastsat en tidsramme for mandatet.Se ovenstående.UN bør udarbejde et mandat til en regional fredsstyrke, og mandatet skal være udarbejdetinden den griber ind i konflikten eller snarest muligt herefter.ECOMOG forlod Sierra Leone i maj 2000. Opgaven blev herefter varetaget af UNAMSIL, dervar en UN styrke.UNAMSIL mandat fremgik af resolution 1289 af 7. februar 2000.Kendetegnende for mandatet var følgende nøgleord: Tilvejebringe sikkerhed vednøgleområder, lette den frie adgang for befolkningen til hele landet, tilvejebringe sikkerhed iog ved alle DD&R centre samt bevogte beslaglagte våben og ammunition. Mandatet varudarbejdet i henhold til UN Charter Kapitel VII og UN SG Annan pointerede, at mandatetsom beskrevet i resolutionen var stærkt nok til, at UNAMSIL kunne gennemføre egentligefredsskabende operationer. Imellem linierne sagde Annan, at mandatet hele tiden havde lagtop til operationer af en mere fredsskabende karakter, men at det var blevet fejlfortolket.Annan gav grønt lys for mere håndfast magtanvendelse, hvilket gav UNAMSIL tilstrækkeligautoritet til at konsolidere styrken omkring Freetown samt at forstærke styrken og indsætteden med henblik på at sikre strategiske områder i de vestlige og de sydlige distrikter.Den engelske styrke der blev indsat i Freetown arbejdede uden et UN mandat, hvilket blevaccepteret af Kabbah, UN og ECOWAS. Styrkens opgave var indledningsvis at evakuereudenlandske statsborgere, men englænderne ændrede undervejs dette forhold, da UN ikkevar i stand til at løse deres opgave, hvilket reddede UNAMSIL. Englændernes indsats medkun 1.300 personer fik standset RUF, og fik genetableret ro og orden, således at UNAMSILfik muligheden for at komme sig igen.Den 4. august vedtog UNSC Resolution 1313, et forstærket UNAMSIL mandat, medfølgende prioriterede opgaver:• At vedligeholde sikkerheden ved Lungi og Freetown samt deres større indfaldsveje,• at afskrække og om nødvendigt imødegå RUF angreb ved at svare massivt igen,• at deployere progressivt i en sammenhængende operativ struktur,• at assistere regeringen i bestræbelserne på at genetablere kontrollen over landet,• at beskytte civile mod overhængende fare,• at patruljere aktivt ved strategiske LOC samt• at assistere i fremmelse af den politiske proces der skulle lede mod implementering af et

nyt DD&R program.I perioden december/marts 2001, havde UNAMSIL revurderet sit Concept of Operations.Formålet var blandt andet at få genoptaget DD&R processen samt skabe grundlag forafholdelse af frie valg. Man valgte også at opdele deployeringen, således der varsammenhæng mellem opgave og styrkekapacitet.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 98

Den 30. marts 2001 vedtog UNSC Resolution 1346, hvor UNAMSIL blev forøget til maksi-malt at andrage 17.500 mand, inklusive 260 militære observatører.UNAMSIL mandat blev efter maj 2000 forstærket, og UNSC blev opmærksom på problemet.UN kunne ikke tillade sig flere skandaler, såsom Rwanda og Srebrenica. UN forsøgte derforat rette op på fejltagelserne, blandt andet ved at iværksætte undersøgelser for herved atkunne forbedre sit virke (heriblandt Eisele og Brahimi).Der var ikke indsat en regional fredsstyrke.Mandatet bør gives med de videst mulige magtbeføjelser, således at enheden er i stand til atløse den stillede opgave.Lige inden maj 2000 havde der været mindre episoder som indikerede at der var noget ioptræk. UN SG havde endda indskærpet ROE over for styrken. Efter episoden i maj 2000gennemførte et UN team inspektion af styrken, og teamet fremkom med en bemærkning om,at UNAMSIL manglede en forståelse for mandatet. Derfor er det vigtigt, at sikkerhedsrådettilsikrer sig, at FC forstår mandatet. Herudover skal man sikre sig, at hele styrken harforståelse for mandatet, det vil sige den opgave styrken skal løse og på hvilken måde denskal gøre det. Dette oplyses gennem FC direktiv til styrken.Derfor skal direktivet være klart og tydeligt, og skal på enkel vis definere opgave oghvorledes den skal løses. Da man arbejder i et multinationalt miljø, bør direktivet være meredetaljeret end normalt. Herudover bør FC gennemføre øvelser både med sin stab (C2struktur) og sine enheder, således at han sikrer sig, at styrken handler i overensstemmelsemed mandatet.UN var klar over problemerne efter episoden i maj 2000, og fokuserede derfor på atforstærke mandatet og styrken blandt andet ved at øge styrkens størrelse.UN forstærkede mandatet efter episoden i maj 2000.Et Peace Enforcement mandat (kapitel VII) er en vanskelig opgave, og bør derfor udføres afen styrke, som kan løse opgaven i henhold til mandatet.Efter maj 2000 øgede UN UNAMSIL styrke til 17.500 (2002), da UN havde indset, at denstillede opgave krævede en større styrke. Peace Enforcement er en vanskelig opgave, ogSierra Leone er dækket af meget regnskov, hvilket er meget mandskabskrævende, såfremtman skal overvåge hele området.UN bør i forbindelse med styrkeopstillingen sikre sig, at styrken ikke bliver for bred(multinational), da den herved vil have større vanskeligheder ved at løse en vanskeligereopgave.for at kunne løse et Peace Enforcement mandat kræver det, at styrken er veluddannet,velsamarbejdet, veludstyret og har den rette størrelse. UN øgede styrkens størrelse, men deenkelte landes kvaliteter var vidt forskellige. Enkelte var let bevæbnede og derfor kunegnede til Peacekeeping, hvor andre enheder var tungere bevæbnet og derfor egnede tilegentlige Peace Enforcement operationer. Gruppen stiller sig derfor tvivlende over for, omUNAMSIL var egnede til at løse krævende Peace Enforcement Operationer, da hele styrkenikke var udstyret til dette.UN forsøgte at øge styrkens størrelse efter maj 2000, men i efteråret 2000 trak Indien ogJordan sine styrker ud, hvorfor UN var nødsaget til at finde andre donorlande. Dettelykkedes, så styrken til sidst kom op på lidt over 17.000 soldater.UN var ikke klar til at løse en krævende Peace Enforcement operation.Såfremt man indsætter UN styrker sammen med den regionale organisations styrke, bør detklart fremgå af mandatet, hvem der er lead og hvorledes samarbejdet skal forløbe.Efter maj 2000 samarbejdede UNAMSIL meget begrænset med de regionale aktører i områ-det. ECOMOG trak sig ud af området i maj 2000. UNAMSIL arbejdede herefter primært

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 99

sammen med de engelske styrker, indtil de blev trukket ud. Englænderne arbejdede ikke un-der UN mandat, men blev ledet af den engelske regering.UNAMSIL styrke blev forøget, således at den selv var i stand til at løse de stillede opgaver,og med baggrund heri var der ikke behov for etablering af samarbejde med de regionaleaktører.UNAMSIL arbejdede senere sammen med de nyopstillede sierra leonske regeringsstyrker,som blev deployeret ud i området, og dette samarbejde har gruppen ikke fundeturegelmæssigheder ved, hvilket de engelske styrker, der trænede de sierra leonskehærenheder, rettelig skal have stor kredit for.UNAMSIL var eneste styrke af betydning i området, og derfor var det ikke nødvendigt atetablere et samarbejde med eventuelle aktører i området.UN bør nøje vurdere, hvilket mandat man skal give en styrke, herunder kontinuerligt følgesituationen i området, således at man kan ændre mandatet, eksempelvis styrkestørrelsen.Efter episoden i maj 2000 konstaterede UN at der var noget galt. UN iværksatte derfor enstørre undersøgelse med henblik på at klarlægge problemerne. UN var blevet ydmyget, oggrænsen var nået for hvad UN kunne tåle. UN fulgte med baggrund heri situationen nøje iområdet, og iværksatte blandt andet forbud mod import af rådiamanter fra Sierra Leone ogsenere Liberia. Herved var der skabt mulighed for kontrol af parternes økonomi.UN udviklede sig positivt efter maj 2000 episoden, og ændrede flere gange på mandatet(styrkestørrelse) samt iværksatte andre foranstaltninger for at styrke opgaveløsningen iområdet.Mandatet skal afspejle styrkens kapacitet og kvalitet.I januar 2000 havde UNAMSIL en styrke på ca. 5.000 soldater, hvilket ikke afspejledemandatet. Maj episoden viste tydeligt dette. Derfor øgede UN sin styrke og iværksatteuddannelser af styrken, blandt andet med baggrund i Eiseles rapport. Herudover stillede UNstørre krav til de deltagende landes styrker, og indskærpede over for landene, at man skullestille med færdiguddannede soldater med ordentligt materiel. De pakistanske og debangladeshiske kontingenter var veluddannede og veludstyrede.UN forsøgte at rette op på problemet, og med styrkeforøgelsen blev der overensstemmelsemellem mandat og styrke, dog skulle der gå forholdsvis lang til inden styrken kom op på de17.500 mand, der var nødvendige til at løse opgaven. Det vil altid være et problem at få enveluddannet og veludstyret enhed til at stille op til en tvivlsom mission i Afrika, hvor ingenumiddelbart har interesse. Herimod er det meget lettere at få veluddannede og veludstyredestyrker til at stille op i eksempelvis Irak. Baggrunden herfor skal søges i den simpleforklaring, at der hvor landene får mest reklame og indflydelse, der stiller de styrker, og hertaler vi udelukkende om vestlige lande.UN forsøgte at få styrke og materiel til at stemme overens med mandatet. Da Indien ogJordan trak sig ud mistede styrken en stor del af sin kvalitet, og måtte ty til anvendelse afandre ikke så veluddannede styrker.

Delkonklusion.• UN formulerede en tidshorisont frem for et End-State i mandatet.• Der var ikke nogen regional styrke indsat i området. Såfremt en regional styrke skal

indsættes, skal den have et mandat fra UN.• UN fulgte efter episoden maj 2000 situationen nøje i området, og forstærkede mandatet

efter behov.• Man bør i forbindelse med en Peace Enforcement operation ikke have en for multinatio-

nalt sammensat styrke, da den har svært ved at kæmpe koordineret, og det kræver me-

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 100

gen samvirkeuddannelse. Styrken i Sierra Leone var for multinationalt (bredt-) sammen-sat.

• UN fulgte situationen nøje i området og justerede mandatet efter behov.• Der blev med tiden overensstemmelse mellem den stillede opgave (mandatet) og UN

styrkens kapacitet og kvalitet. Der gik dog for lang tid inden styrken kom op på dekrævede 17.500 mand.

8.3. Kommando og kontrol.Staben vil være multinational, hvorfor man bør have et kontingent som udgør kernen istaben.Efter maj 2000 blev staben mere multinational. Før denne periode var Nigeria dendominerende part i staben, men senere blev det Indien. Herefter var det de størstebidragydere som stillede flest officerer til staben, men vi har ikke kunnet konstatere, om dehar været samarbejdet. Dog kan vi se, at Bangladesh og senere Pakistan indgik i styrkenmed et større bidrag, hvilket må have haft indflydelse på stabens virke, men det er envurdering. Det er yderst vigtigt, at staben er uddannet i de samme procedurer, og derfor eren kernestab en god løsning.Styrken havde ikke en kernestab.Staben bør indbefatte personel fra alle deltagende nationer (så bredt som muligt).De enkelte landes styrkestørrelse afspejledes i stabens sammensætning, dog med et par fåundtagelser, blandt andet Kenya og Ghana. Efter maj 2000 stillede flere lande styrker tilUNAMSIL, og herved blev også stabens sammensætning bredere og Nigerias dominansblev reduceret.Staben havde personel fra alle lande som stillede styrker.Peace Enforcement operationer kræver en samarbejdet og veluddannet stab.En Peace Enforcement operation kræver en samarbejdet stab. Efter maj 2000 blev stabensbemanding forøget, og man begyndte at løse de problemer som staben havde haft(kommunikationsproblemer med mere). Effektivt og godt samarbejde er ikke noget somindhentes på få dage, det kræver måneder at uddanne en multinational stab, og derfor erprincippet om en kernestab altafgørende. Dette er en af årsagerne til, at gruppen har stilletsig tvivlende over for UNAMSIL evne til gennemføre krævende Peace Enforcementoperationer.Det har ikke været muligt at konstatere dette, men vi vil blot anbefale princippet igen.Staben og styrken skal have rådighed over de nødvendige kommunikationsmidler.UNAMSIL havde i forbindelse med sin etablering mange kommunikationsmæssigeproblemer, herunder var ikke alle enheder på samme frekvens. Uddannelsesniveauet ogforskellighederne i materielniveau (herunder materiellets begrænsning) gjorde, at stabensmuligheder for at føre var stærkt begrænsede. Efter maj 2000 fokuserede UN på problemet,og forsøgte efter bedste evne at løse det.UNAMSIL ændrede også sin deployeringsplan, således at man sikrede sig, at missionenførst havde styrker på plads, inden man flyttede nye styrker ind i landet.UN forsøgte at styrke UNAMSIL, herunder stabens, kommunikationskapacitet.Man bør have et fælles kommandosprog.For at kunne løse en opgave sammen, er det væsentligt at have et fælles kommandosprog,for ellers er samarbejde og udnyttelse af fælles kræfter umuligt. Endvidere er det umuligt atføre en enhed, der ikke taler samme sprog. Mange af de lande som stillede soldater taltekun et sprog, herunder fransk. Dette vanskeliggjorde samarbejdet ganske betydeligt.FC skal i sit direktiv angive forhold vedrørende kommandosprog, således at han sikrer sig, atalle deltagende nationer kan kommunikere. Eventuelt bør UN i forbindelse med sammen-

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 101

sætning af styrken nøje overveje dette kriterium, da gruppen anser det for at være megetvæsentligt.Det har ikke været muligt at konstatere om UNAMSIL løste dette problem efter maj 2000,men gruppen kan se på stabens sammensætning, at den er international meget bredtsammensat. Derfor er et fælles kommandosprog afgørende.Ved gennemførelse af en Peace Enforcement operation kan man forvente tab, og det erderfor nødvendigt, at styrkens soldater er veluddannede og overholder krigens love,herunder skal respektive førere gennemføre den fornødne kontrol med sine soldater.Styrkens internationale sammensætning var bred. General Eisele konstaterede i sin rapport,at enkelte kontingenters soldater ikke var veluddannede, og havde ikke gennemført dennødvendige forberedelse. Den samlede styrke havde ikke gennemført samvirkeuddannelse,og gruppen stiller sig tvivlende over for, om styrken kunne magte større og mere krævendeopgaver. Eksempelvis er gruppen ikke sikre på, at en større offensiv fra RUF side ville kunnehave været imødegået fra styrkens side, hvilket hverken kan be- eller afkræftes. UNAMSILproblemer med WSG, som blandt andet havde bortført enkelte UN soldater, hvorefterEngland greb ind og befriede gidslerne og praktisk talt tilintetgjorde WSG. England holdtendvidere en reaktionsstyrke i beredskab, hvilket gruppen vurderer som en opbakning tilUNAMSIL, såfremt det skulle gå galt igen. Gruppen har ikke været i stand til at findegrundlag for at vurdere, om de respektive førere førte kontrol med deres soldater.Gruppen stiller sig tvivlende over for, om alle kontingenter i styrken var veluddannede, og omstyrken var i stand til at gennemføre en krævende Peace Enforcement operation.FC skal være upartisk.UNAMSIL første FC general Jetley (Indien) var en meget erfaren UN officer, der tillige vardygtig og kompetent. Desværre kritiserede Jetley det nigerianske kontingent for at væreinvolveret i kriminelle aktiviteter, hvorefter han blev afløst. UNAMSIL nye styrkechef blev denkenyanske generalløjtnant Opande, næstkommanderende for styrken blev den nigerianskegeneralmajor Agwai og stabschef blev den engelske brigadegeneral Duncan. Man bør herbemærke sig, at England ikke stillede styrker til rådighed for UNAMSIL, men alligevel havdede en stabschefspost, hvilket yderligere understregede betydningen af Englandstilstedeværelse i området.UN havde med opstillingen af UNAMSIL sørget for at udvælge en FC fra en nation som ikkevar involveret i konflikten, hvilket var en meget hensigtsmæssig og fornuftig beslutning.Enkelte lande må ikke handle egenrådigt i styrken.General Jetley, var udmærket klar over den nigerianske dominans, og kendte også tilproblemet med diamanthandlerne. Han valgte at offentliggøre det, og det kostede hamjobbet. Samtidig fik han UN til at fokusere på problemet, hvor UN efterfølgende forsøgte atdæmme op for problemet ved at vedtage resolutioner relaterende sig til handel meddiamanter fra Sierra Leone og Liberia. Det kan dog ikke udelukkes, at nigerianerne og andrelande forsatte med deres kriminelle aktiviteter, da det er yderst svært at kontrollerediamantsmugling.Tidligere havde Nigeria kunnet tage selvstændige beslutninger, men ved oprettelsen afUNAMSIL blev kommandostrukturen ændret, og Nigeria var nu underlagt etkommandosystem som andre deltagende lande ligeledes var.Oprettelsen af UNAMSIL gjorde det vanskeligt for blandt andet Nigeria at handleselvstændigt.Der skal være klare retningslinier for samarbejdet mellem observatører og en UN styrke.Det har ikke været muligt at konstatere, om dette har været et problem.

Delkonklusion.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 102

• Styrken havde ikke en kernestab.• Staben havde personel fra alle lande som stillede styrker.• UN forsøgte at styrke UNAMSIL, herunder stabens, kommunikationskapacitet.• Et fælles kommandosprog er afgørende, og FC skal i sit direktiv angive forhold

vedrørende kommandosprog. UN skal i forbindelse med sammensætning af styrken nøjeoverveje dette kriterium.

• Gruppen stiller os tvivlende over for, om styrken var uddannet nok til at gennemføre enkrævende Peace Enforcement operation.

• UN havde med opstillingen af UNAMSIL sørget for at vælge en FC fra en nation som ikkevar involveret i konflikten.

• Oprettelsen af UNAMSIL gjorde det vanskeligt for blandt andet Nigeria at handle selvstæn-digt.

8.4. Legitimitet.Fredsstyrken skal have sikkerhedsrådets bemyndigelse til at gennemføretvangsforanstaltninger (Kapitel VII) jf. artikel 53.Da det var en UN styrke, havde den et UN mandat. Dog havde de engelske styrker, som varmedvirkende til at skabe ro og sikkerhed i Freetown i forbindelse med maj 2000 episoden ogsenere greb ind i august 2000, ikke noget UN mandat, men handlede på egen hånd og eftergodkendelse fra England. Heraf kan udledes, at UN ikke kunne undvære den engelskestøtte, og at de engelske styrker handlede i chartrets ånd.Styrken havde sikkerhedsrådets bemyndigelse.Der skal være en bred international opbakning i forbindelse med Peace Enforcement.Efter maj 2000 stillede flere lande personel til UNAMSIL. UN var klar over, at de var nødt tilat få støtte fra lande uden for regionen. Pakistan og Bangladesh støttede UN velvilligt, daIndien og Jordan trak sig ud.Missionen havde en repræsentation på omkring 32 lande, hvilket må siges at være en bredopbakning.Nigeria var et af de få lande som aktivt forsøgte at skabe fred og sikkerhed i det regionaleområde.Nigeria stillede en forholdsvis stor styrke til rådighed for UN. I og med at ECOMOG på sin vishavde spillet fallit i Sierra Leone, kunne Nigeria fortsætte sine bestræbelser på at have storindflydelse på sikkerheden i Vestafrika ved at stille en forholdsvis stor styrke til rådighed forUNAMSIL. En anden årsag hertil var, at Nigeria tjente på at have soldater udstationeret iUNAMSIL, da de styrkebidragende lande modtog faste bidrag for hver enkelt soldat derbliver stillet til rådighed for UN. Alt i alt en god forretning for Nigeria, der endvidere havdesvære økonomiske problemer i perioden, og i øvrigt også andre ulande som stiller styrker tilrådighed for UN. Herudover havde Nigeria en interesse i at fortsætte sit engagement i SierraLeone, da det ville være vanskeligt for det internationale samfund at gennemføre sanktionermod Nigeria, da landet hjalp og støttede det internationale samfunds bestræbelser på atopnå fred og sikkerhed i Afrika. Dog kan det ikke udelukkes, at Nigeria har gode intentioner,men der var fortsat fordele for Nigeria ved at deltage i krigen i Sierra Leone.En regional organisation skal til enhver tid holde sikkerhedsrådet underrettet om deaktiviteter som udøves i forbindelse med fred og sikkerhed.ECOMOG trak sig ud af krigen i Sierra Leone i maj 2000, og gik senere ind i grænseområdetmellem Guinea, Sierra Leone og Liberia da der udbrød stridigheder her. Indsatsen blevkoordineret med UN, hvorfor det må konkluderes, at ECOWAS havde lært af lektien.ECOMOG holdt UN orienteret om sine dispositioner.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 103

Delkonklusion.• Styrken havde sikkerhedsrådets bemyndigelse.• Missionen havde en bred international repræsentation.• Det kan ikke udelukkes at Nigeria har gode intentioner, men der var fortsat fordele for

Nigeria ved at deltage i krigen i Sierra Leone.• ECOMOG holdt UN orienteret om sine dispositioner.

8.5. Upartiskhed.En styrke indsat i en fredsoperation skal være upartisk, hvilket blandt andet opnås ved athandle i overensstemmelse med mandatet.UNAMSIL lærte meget af episoden i maj 2000, blandt andet at mandatet skal være kendt afhele styrken for at den kan reagere i overensstemmelse hermed. UNAMSIL gennemførtederfor uddannelse af styrken i forståelse af mandatet, hvilket er en forudsætning for, atkunne handle i overensstemmelse hermed. Senere begyndte UNAMSIL at informereparterne om sine hensigter, hvilket var beskrevet i mandatet, og begyndte således også athandle i overensstemmelse hermed. Med baggrund heri kunne parterne ikke beskylde UNAM-SIL for at være partisk.UNAMSIL udviklede sig hen ad vejen til at handle i overensstemmelse med mandatet.FC skal udelukkende arbejde for den enhed han er chef for.Da UN valgte en FC, valgte man en person som ikke kom fra regionen. Dette gjorde, at hanpå forhånd ikke havde relationer til de enkelte lande i regionen. Herudover valgte UN enerfaren officer som var vant til at arbejde inden for UN systemet.FC arbejdede for UNAMSIL og havde ikke andre interesser.FC foresatte er UN SG.Gruppen har ikke kunnet konstatere om FC havde andre kommandoveje. Men gruppenanser FC for at være upartisk, og ikke at havde relationer til området. Derudover var han enerfaren UN officer, og kendte til systemet, hvilket taler for at han kendte kommandovejen.Vi har ikke kunne konstatere om FC har brudt med kommandovejen.UN SE/SR skal være accepteret og respekteret af alle parter i konflikten.UN valgte i starten af konflikten de forkerte SE. UN SE og senere SR Adeniji var nigerianer,og indgik i en af de sædvanlige politiske handler som UN foretager. Adeniji blev udpeget tilSG SR, fordi man ikke ville udpege en nigeriansk officer til FC for UNAMSIL. Dette til trodsfor, at Nigeria stillede det største styrkekontingent. Denne handling var ikke hensigtsmæssig,idet SG SR som missionschef er en nøgleperson og er UN SG repræsentant i området, oger den person som leder alle afgørende og vigtige forhandlinger.I juni 2000 blev han udskiftet med B. Sadry (Iran) som senere i januar 2001 blev afløst afenglænderen A. Doss. De sidste to udvælgelser var mere hensigtsmæssige, idet personernekom fra lande der ikke var involveret i konflikten på udnævnelsestidspunktet. RUF stoledeikke på nigerianerne, hvilket vanskeliggjorde samarbejdet med Adeniji. Det er yderst vigtigt,at SG SR er respekteret af alle parter, og han bør af princip være fra et neutralt land,således at han opfattes som upartisk.UN valgte en SR der var respekteret af alle parter.Alle nationer skal overholde UN resolutioner.Regeringschefen i Liberia, Taylor, fortsatte med at destabilisere regionen, og respekteredeikke UN. UN gjorde indledningsvis ikke meget for at stoppe dette, men ved at stoppe han-delen med illegale diamanter fra Sierra Leone og Liberia, gik de et skridt i den rigtige retning.Problemet med diamanter er, at de er lette at smugle. Den offentlige opmærksomhed om-kring bloddiamanter havde fået branchens ledende personer til at få mere styr på den ille-gale handel, men UN foretog ikke yderligere skridt mod Liberia. Så længe en regeringschef

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 104

som Taylor sidder ved magten i Liberia, er der de bedste forudsætninger for konflikter i regi-onen. Man burde have gennemført skrappere sanktioner mod landet, men igen kræver detsikkerhedsrådets enighed.Liberia overholdt ikke UN resolutioner, og UN gennemførte kun begrænsede sanktioner modlandet.Styrken skal opfattes som upartisk.UNAMSIL sammensætning, mandat og ledelse blev af parterne opfattet som upartisk.Nigerias tilstedeværelse i UNAMSIL kan der dog sættes spørgsmålstegn ved. Først ogfremmest gik styrken direkte fra ECOMOG over i UNAMSIL (de skiftede blot baret). Dettekunne få RUF til at opfatte dele af styrken som partisk. Derfor bør man af princip ikke ladelande indgå i en UN styrke, som har haft interesser/konflikter i det land hvor de skalindsættes. Som nævnt tidligere havde UN ikke andre muligheder, og var nødsaget til atmodtage de enheder som de var i stand til at få. Senere var Nigeria ikke den størstebidragsyder til UNAMSIL, hvorved landets dominans blev indskrænket.UN styrkens indledningsvise sammensætning kan der stilles tvivl om, hvad angårupartiskhed, men dette forhold blev forbedret hen imod 2002.

Delkonklusion.• UNAMSIL udviklede sig hen ad vejen til at handle i overensstemmelse med mandatet.• FC arbejdede udelukkende for UNAMSIL.• Først ved udskiftning af den nigerianske SR med en SR fra Iran kunne embedet

betragtes som upartisk.• Liberia overholdt ikke UN resolutioner, og UN gennemførte kun begrænsede sanktioner

mod Liberia.• UN styrkens indledningsvise sammensætning kan der stilles tvivl om, hvad angår upartisk-

hed.

8.6. Samtykke fra de involverede parter.UN bør ikke alene konstruere styrkestørrelse og kapacitet på baggrund af samtykke fraparterne.UN valgte efter maj 2000 at øge styrkestørrelsen betydeligt, således den var i stand til atoperere uden parternes samtykke. UN gjorde herudover en stor indsats i at informereparterne om deres hensigter, og indgik enkelte aftaler med RUF. I slutningen af 2000 aftalteUN med RUF, at RUF skulle åbne alle veje i RUF kontrollerede område, samt at RUF skulleacceptere UNAMSIL styrkers deployering til alle dele af landet, hvilket dog ikke blev fuldførtmed det samme, da RUF ledelse ville have løsladt Sankoh først.UN styrkechef Opande holdt flere møder med RUF leder Sesay, der vedblivende blev mindetom Abuja fredsaftalens indhold. Dette medførte, at RUF genåbnede flere vigtige veje, hvilketskabte mulighed for UNAMSIL patruljering. RUF indvilligede endvidere i, at UNAMSIL kunnesende fredsbevarende styrker til Kambia, Lunsar og Makeni. På trods af den tilsyneladendevelvilje der blev udvist fra RUF side, vedblev RUF med at kræve at en midlertidig regering(med deltagelse af RUF) blev etableret, SLA og CDF styrkerne blev afvæbnet samt at defængslede RUF ledere skulle løslades.UN FC forsøgte at får RUF samtykke til at operere i området, hvilket var yderst vanskeligt.Samarbejdet blev dog bedre og bedre med tiden, som UNAMSIL styrken blev forøget.UN bør udsende en styrke som kan operere uden parternes samtykke i forbindelse medPeace Enforcement operationer.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 105

UNAMSIL havde indledningsvis efter episoden i maj 2000 ikke kapaciteten til at operereuden parternes samtykke. Derfor øgede UN styrkens størrelse, for herved at tilføre den ka-pacitet der skulle til for at styrken kunne operere frit og uden samtykke.UN øgede styrkens størrelse for at give den evnen til at kunne operere uden parternessamtykke.

Delkonklusion.• UN forsøgte både på at få parternes samtykke samtidig med at de øgede styrkens

størrelse således at UN Styrke kunne operere uden parternes samtykke.

8.7. Overvågning/kontrol med konfliktområdet.Styrken skal have den nødvendige størrelse, kapacitet og skal råde over de nødvendigeressourcer til at kunne overvåge hele AOR.UNAMSIL indledningsvise størrelse var ikke tilstrækkelig til at overvåge hele AOR, som mantidligere havde påtænkt at underinddele i fire områder. Herudover tillod RUF ikkedeployering ud i hele landet, og UNAMSIL var ikke i stand til, på daværende tidspunkt, medmagt at skabe sig bevægelsesfrihedSierra Leone er ca. 240 X 240 km stort. Landet består af meget regnskov, og infrastrukturener ikke veludbygget. For at kunne overvåge et sådant terræn kræver det mange soldater.Hvis man indsatte en division med fire brigader (ca. 20.000 mand i alt), ville man kunneindsætte en brigade i hvert AOR. Hver brigade ville så teoretisk have ansvaret for et 120 X120 km stort område. Hver brigades (fire bataljoner) AOR kunne så yderligere inddeles i firemindre AOR, hvor hver bataljon ville få et AOR på 60 X 60 km.Dette er et stort område, men en stor del af området ville ikke kræve overvågning, da det varregnskov. Man ville primært skulle overvåge infrastruktur og byer.Med baggrund heri vurderer gruppen, at man skulle indsætte en divisionsværdi på ca.20.000 mand. UNAMSIL havde i slutningen af 2002 et styrketal på 17.500 mand, hvilketgruppen anser for at være realistisk til at kunne løse den stillede opgave.I starten af 2002 patruljerede UNAMSIL i det meste af landet, og havde endvideregennemført luftpatruljering i grænselandet til Liberia grundet den eskalerende konflikt iområdet.UNAMSIL deployerede ligeledes 11.000 tropper til ca. 200 høj risici områder undervalgperioden i april/maj 2002, samt støttede Sierra Leone politi deployering, hvilket var afstor betydning for valgets store succes. Det succesfulde resultat af valget markeredesamtidig afslutningen på UNAMSIL deployeringsfase.UN skal have kapaciteten til at kunne deployere ud i hele landet, hvorfor styrkestørrelsenskal afpasses dette på så tidligt et tidspunkt som muligt.Da UN øgede styrkestørrelsen, fik styrken kapacitet til at overvåge det tildelte område,hvilket ligeledes skabte betingelserne for fred og sikkerhed, således at der kunnegennemføres valg.UN bør identificere nøgleområder som har afgørende betydning i konflikten. Disse områderskal kontrolleres af UN.UN identificerede sent at diamanterne var en afgørende brik i konflikten, og indførte førstderefter forbud mod handel af illegale diamanter fra Liberia og Sierra Leone. Endvidereburde UN have klarlagt Liberias rolle i konflikten og have øget kontrollen mod grænsenmellem de to lande.Såfremt man havde identificeret nøgleområderne i Sierra Leone på et tidligt tidspunkt, oghave ydet en indsats for at få kontrol med disse, ville konflikten ikke have strukket sig overså lang en periode.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 106

UN beskrev i flere resolutioner, at man skulle holde vigtige strategiske veje åbne i landet.Med de begrænsede styrker UN indledningsvis havde til rådighed, burde UN have prioriterethvad UN indledningsvis ville have kontrol over, for herefter senere at udvide det til heleområdet, hvilket først skete i UNAMSIL sidste deployering.Man bør i denne forbindelse nævne de fokuseringsværktøjer som anvendes i forbindelsemed både taktiske og operative overvejelser i det danske forsvar. Såfremt man kanidentificere fjendens Center og Gravity, så har man et mål at gå efter. Brændstoffet tilkonflikten i Sierra Leone var dets naturrigdomme (diamanter, træ med mere), og havde manindledningsvis fået kontrollen over disse områder, havde man været i stand til at kunnestoppe konflikten tidligere. Dette ville dog have krævet, at man havde den nødvendige styrkestillet til rådighed til at løse denne opgave. Med baggrund heri må det undre, atsikkerhedsrådet giver missionen en opgave som den ikke er i stand til at løse. Der burdehave været en bedre kommunikation mellem UN og UNAMSIL. Herved ville UN have sikretsig en bedre overensstemmelse mellem mandat og styrke samt styrkens og UN mulighed forat skabe en bedre forståelse af mandatet.UN fastlagde ikke indledningsvis hvilke nøgleområder UN skulle have kontrol over ogdefinerede kun bredt hvad UN styrken skulle kontrollere over, hvilket var umuligt pådaværende tidspunkt.

Delkonklusion.• UN øgede styrkestørrelsen således at den kunne overvåge AOR, men den forøgede

styrkestørrelse kom på et sent tidspunkt.• UN fastlagde ikke indledningsvis hvilke nøgleområder man skulle have kontrollen over.

8.8. Troværdighed.Styrken skal besidde tilstrækkelig vilje og kapacitet til at efterleve mandatet.Når UN etablerer en mission ved blandt andet at fastsætte et mandat for styrken, skal den iforbindelse med styrkesammensætningen sikre sig, at den har den nødvendige kapacitet tilat løse det stillede mandat.Episoden i maj 2000 viste, at der var problemer på dette område, da RUF ikke havderespekt for UN styrken. Enkelte af styrkens nationer lod sig hurtigt afvæbne, mens inderneblot afventede forstærkninger. RUF forsøgte heller ikke på at afvæbne inderne, da RUF varklar over, at inderne havde viljen og evnen til at forsvare sig. Inderne havde derimod ikkekapaciteten til at skabe bevægelsesfrihed.Efter episoden i maj 2000 gennemførte man uddannelse i ROE for de enkelte styrker, ogUNAMSIL fik indskærpet over for styrkerne, hvorledes de skulle reagere i bestemtesituationer. UNAMSIL havde her fat i en væsentlig faktor for at skabe troværdighed, hvilketer uddannelse. Såfremt en soldat er veluddannet og udviser viljen til at anvende dennødvendige magt, så udviser han/hun en større troværdighed end en dårlig og usikker soldatgør det.Dog vil gruppen fortsat stille sig tvivlende, om UNAMSIL havde været i stand til at klare enkrævende Peace Enforcement operation. Indien og Jordan har gode militære styrker, mende forlod UNAMSIL i slutningen af 2000. Styrken var generelt sammensat af mange lande,med vidt forskellige uddannelsesniveauer. Dog valgte UN at øge styrkens størrelse, såledesat den blev mere troværdig og afskrækkende.UNAMSIL gennemførte uddannelse i blandt andet ROE for at sikre styrkens troværdighed(viljen til at anvende magt). UN øgede styrkens størrelse for at skabe troværdighed.Styrken skal være veldisciplineret og veluddannet.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 107

For at have troværdighed skal styrken herudover være veldisciplineret, hvilket vil sige at denskal opføre sig korrekt i det omgivne samfund og skabe respekt om sig. Herudover skal styr-ken være veluddannet.Gruppen har ikke været i stand til at konstatere, om UNAMSIL udviste veldisciplineretadfærd.Styrkens materiel skal være af god kvalitet.UN konstaterede med et undersøgelseshold i juni 2000, at mange styrkers materiel ikke var iorden, hvilket ikke skabte troværdighed. UN bør være kritisk i forbindelse medsammensætningen af styrken og skal sikre sig, at materiellet er af god kvalitet. Desværre ermissioner i Afrika ikke populære, og det er primært kun vesten og USA der har materiel afgod kvalitet. Pakistan og Indien havde dog godt materiel.UN forsøgte at fokusere på problemet, men det var ikke umiddelbart til at løse.Styrken skal være i stand til at operere i et multinationalt og et joint miljø.At operere i et multinationalt miljø kræver at man er uddannet i det, hvilket alle lande ikke iUNAMSIL ikke var. UN undersøgelseshold konstaterede mange uregelmæssigheder i denneforbindelse. Til at imødegå dette problem kunne man udvælge kernestabe som skulle stå iberedskab, hvilket tidligere er forsøgt (UN Stand-by Forces).UNAMSIL havde i starten store problemer med C2 strukturen, hvilket var en forudsætning forat kunne operere i et multinationalt og joint miljø.UNAMSIL var indledningsvis ikke i stand til at operere i et multinationalt og joint miljø, fordiC2 strukturen ikke var i orden og styrkerne ikke var uddannet inden for dette.Førerne skal gennemføre tillidsskabende foranstaltninger.For at en styrke kan bevare sin troværdighed, skal den først og fremmest vise at den kanløse sin opgave. Det gjorde UNAMSIL indledningsvis ikke. UNAMSIL havde først succes, daden fik skabt rammerne for afholdelse af valget i maj 2002. Et andet forhold er sikring afcivilbefolkningen. Såfremt en styrke ikke er i stand til at sikre civilbefolkningen, vil den hurtigtmiste sin troværdighed.Et væsentligt forhold vedrørende en styrkes troværdighed er at de enkelte førere er aktive ogengagerede. De skal være udadvendte i forbindelse med deres opgaveløsning og sørge forat orientere civilbefolkningen. Herudover skal de overholde hvad de lover og aftaler. Et andetvigtigt forhold er at styrken har succes, og det skal førerne være medvirkende til at skabeved at slutte op om opgaveløsningen.Gruppen har ikke været i stand til at vurdere, om førerne gennemførte tillidsskabendeforanstaltningerUNAMSIL havde succes i forbindelse med valget i maj 2002, hvilket skabte troværdighed omstyrken.

Delkonklusion.• UNAMSIL gennemførte uddannelse i blandt andet ROE for at sikre styrkens

troværdighed (viljen til at anvende magt).• UN forsøgte at skaffe enheder med godt materiel.• UNAMSIL var indledningsvis ikke i stand til at operere i et multinationalt og joint miljø,

fordi C2 strukturen ikke var i orden og styrkerne ikke var uddannet inden for dette.• UN øgede styrkens størrelse for at skabe troværdighed.• UNAMSIL succes skabte troværdighed om styrken.

8.9. Styrkesammensætning.Der skal være overensstemmelse mellem styrken og mandatet.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 108

Efter episoden i maj 2000, hvor en del af UN styrken blev taget som gidsler, og efterfølgendeblev reddet af den indsatte engelske styrke på ca. 1.300 mand, blev UN opmærksom på, atdet var nødvendigt at øge styrketallet således at styrken var i stand til at løse det stilledemandat.I maj 2000 havde UNAMSIL en samlet styrke på ca. 9.500 soldater, heraf 260 observatører.I juni 2000 havde UNAMSIL en samlet styrke på ca. 12.500 soldater, heraf 260 observatører.I august 2000, oktober 2000 og december 2000 havde UN samme styrkeantal.I marts 2001 var styrketallet faldet til ca. 10.000 soldater. Årsagen hertil var, at Indien ogJordan trak deres styrker ud.Herefter stiger styrkens antal indtil marts 2002, hvor styrkens samlede værdi var på ca.17.000 soldater.I august 2002 var styrken på ca. 17.500 soldater, hvor 12 lande ud af 32 deltagende landestillede militære styrker.Når man ser på et kort og studerer de hændelser som ECOMOG og andre aktører havdegennemlevet i hele konflikten, kan det undre at UN indledningsvis kun indsatte 6.000 mand.Gruppen vurderer, at UN som et minimum skulle have indsat 20.000 soldater i området, (firebrigadeværdier) jf. tidligere.England holdt efter episoden i maj 2000 en reaktionsstyrke i beredskab med henblik på atkunne indsætte den efter omstændighederne i Sierra Leone. Dette vurderer gruppen var enmedvirkende årsag til, at RUF ikke gik til yderligheder.UN var opmærksom på, at det var nødvendigt at øge styrketallet, således at styrken var istand til at løse det stillede mandat.Styrken skal være bredt internationalt repræsenteret.Styrken:UNAMSIL havde mange deltagende lande i maj 2000. Landende som stillede enheder varfølgende: Ghana (BTN værdi), Guinea (BTN værdi), Indien (To BTN værdier), Jordan (1 ½BTN værdi), Kenya (BTN værdi), Nigeria (Fire BTN værdier) og Zambia (en BTN værdi).I juli 2000 havde Indien fordoblet sit antal af soldater (nu fire BTN værdier), Jordan havdeøget sin værdi med en bataljon (nu 2½ BTN værdi) og Bangladesh stillede en enhed (BTNværdi).I august 2000 stillede Rusland med et kompagni, og i oktober 2000 varstyrkesammensætningen den samme.I december 2000 stillede yderligere et land styrker til rådighed for UNAMSIL, nemlig Ukraine(KMP værdi).I marts 2001 havde Indien og Jordan (næsten) trukket sine styrker ud. Bangladesh havdeøget sit styrkeantal (nu tre BTN værdier), Ghana, Guinea, Kenya, Nigeria, Rusland ogZambia næsten uforandret, mens Ukraines styrke var blevet forøget (BTN værdi).Herefter blev styrkens sammensætning bredere, og i marts 2002 var der 32 deltagendelande i den samlede styrke. Bangladesh og Pakistan var de største bidragydere hvad angikstyrker, efterfulgt af Nigeria.Styrken blev efter episoden i maj 2000 bredere internationalt repræsenteret, og Nigeriasbidrag var ikke længere så dominerende.Staben:I maj 2000 var Indien, Nigeria og Kenya de største bidragydere, og kun syv lande ud af de ialt 32 lande stillede personel til staben.I marts 2002 var Bangladesh og Pakistan de største bidragsydere til staben, og staben vargenerelt bredt repræsenteret (10 ud af 32 lande).Stabens sammensætning efter maj 2000 blev internationalt bredere repræsenteret, og dennigerianske dominans forsvandt.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 109

I styrken må der ikke indgå lande, som har interesse i den pågældende konflikt.Før maj 2000 var Nigeria meget dominerende, og var i januar 2000 det land som stillede denstørste styrke til UNAMSIL efterfulgt af Indien. Den største bidragyder til staben var Indien.Først i juni 2001 var Bangladesh det land som leverede det største styrkebidrag, mensNigeria var det land som leverede det største bidrag til staben. Dette billede ændredes fremtil marts 2002, hvor Nigeria ikke længere var dominerende i staben.Nigeria stillede ca. 3.000 soldater i hele perioden fra maj 2000 – december 2002, menudgjorde en mindre og mindre del af den samlede styrke (fra ca. 30 % (maj 2000) til ca. 20% (december 2002)).Nigerias rolle i de to konflikter burde have været medtaget i vurderingen af den nationalesammensætning af styrken. Da interessen for at stille styrker til missioner i Afrika ikkevurderes at være høj, vurderer gruppen, at UN var nødsaget til at acceptere hvad de kunnefå. Desuden var Nigerias styrkestørrelse efter maj 2000 ikke dominerende, og vurderedesikke at udgøre et problem.Ved styrkens sammensætning af multinationale enheder må disse ikke være underbataljonsniveauet.Generelt stillede de enkelte lande bataljonsværdier til UNAMSIL, med undtagelse afRusland, Ukraine, Jordan og Tyskland. Disse enheder, omfattende fra ca. 600 mand til 12mand, udgjorde kun en meget lille del af styrken. De mindre enheder blev ofte anvendt tilløsning af specialistopgaver, for eksempel logistik eller signaltjeneste.Generelt vurderedes styrkens multinationale niveauinddeling for at være acceptabel, da manhavde tre store bidragsydere, Pakistan, Bangladesh og Nigeria, som stillede fra ca. 3.300mand til ca. 4.200 mand.Ud over det politiske signal i styrkesammensætningen skal styrkens militære evne og viljevære afspejlet.Efter maj 2000 trak Indien og Jordan deres bidrag ud efter uoverensstemmelser med UN ogNigeria. Indien og Jordan havde gode og veluddannede styrker, hvor især Indiens militærekvalitet og kapacitet bør fremhæves som en af de fire bedste i verden. Efter specielt Indiensudtrækning stillede Bangladesh og senere Pakistan militære styrker til rådighed forUNAMSIL. Begge lande havde rimelige militære kapaciteter og kvaliteter. Herudoverforøgede UN UNAMSIL styrkestørrelse helt op til 17.500 mand.Deployeringshastigheden er af vital betydning, og man bør af princip gennemføre hurtigedeployeringer, såfremt man vil have kontrol med en situation før den eskalerer. Jo længeretid der går, jo længere tid tager det, før man har kontrol over situationen (med mindre denene part har nedkæmpet den anden). Med baggrund heri bør UN råde over strategiskløftekapacitet, for ikke at være afhængig af andre lands villighed til at stille denne kapacitet.Herudover bør UN have rådighed over reserver som hurtigt kan indsættes. England havdeefter maj 2000 opstillet en reaktionsstyrke, bestående af en brigade med hertil hørendestabsofficerer til UNAMSIL hovedkvarter. Dette var medvirkede til at holde konflikten i ro, daparterne var opmærksomme på den engelske reserve, og var bekendte med de engelskestyrkers villighed til at gå ind i egentlige kamphandlinger.UN forsøgte at sammensætte en så stærk og troværdig styrke som muligt. UN ville ikkeydmyges en gang til, og som tidligere nævnt blev styrkens internationale sammensætningogså bredere og bredere med tiden. UN bør have rådighed over en reservekapacitet, somkan indsættes såfremt der opstår behov herfor. Styrken skal kunne indsættes med en megetkort varsel.Styrken må ikke samarbejde med parter i konflikten, da den herved tager part.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 110

Efter maj 2000 samarbejdede UNAMSIL med den engelske styrke, der dog forholdsvis hur-tigt blev reduceret og senere trukket ud af krigen. England fortsatte med at støtte uddannel-sen af Sierra Leones nye hær og politistyrke.Tidligere havde UNAMSIL samarbejdet med ECOMOG (JAN 2000), da begge styrker stortset var lige stærke, men da UNAMSIL efter maj 2000 kom op på over 10.000 mand, løsteden selvstændigt sine opgaver.Dog kan der stilles spørgsmål ved UNAMSIL før maj 2000, da Nigeria stillede med lidt over3.000 mand til styrken. Disse enheder kom direkte fra ECOMOG, og skiftede blot til blå baretog anden UN afmærkning. Dette var ikke hensigtsmæssigt, da man ikke først kan indgå i enstyrke, som der har været megen kritik og diskussion om, for dernæst at lade dele af dennestyrke indgå i en UN styrke.UN burde ikke have ladet Nigeria stille styrker fra ECOMOG til UNAMSIL. Herudover burdeNigeria ikke have stillet styrker til konflikten generelt, men da interessen for at bidrage medstyrker ikke var høj, måtte UN acceptere hvad de kunne få.

Delkonklusion.• UN var opmærksom på, at det var nødvendigt at øge styrketallet, således at styrken var i

stand til at løse det stillede mandat.• Styrken og staben blev efter episoden i maj 2000 bredere internationalt repræsenteret,

og Nigerias bidrag var ikke længere dominerende.• I maj 2000 udgjorde Nigeria en stor del af styrken, men i forbindelse med

styrkeforøgelsen blev Nigerias dominerende rolle reduceret.• Generelt stillede de enkelte lande enheder af bataljonsværdi og højere.• UN burde ikke have ladet de nigerianske styrker indgå i UNAMSIL.

8.10. Afpasset magtanvendelse.Styrken skal efterleve krigens love.Gruppen har ikke været i stand til at konstatere brud på ovennævnte krav.Klare, entydige og ens regler for ROE.Det i juni 2000 udsendte UN undersøgelseshold konstaterede, at der var problemer medstyrkens forståelse for- og definering af ROE. Man gennemførte derfor orientering oguddannelse i forståelse af missionens ROE, for at sikre sig at alle i styrken havde ensforståelse herfor. Herudover sikrede man sig også, at der ikke var forskel på ROE inden forde enkelte nationer.UNAMSIL gennemførte efter episoden i maj 2000 uddannelse og orienteringer for at sikreens forståelse for ROE.En velafbalanceret enhed, som også ved sin tilstedeværelse virker afskrækkende.I maj 2000 var UNAMSIL ikke velafbalanceret, da Nigeria fortsat var den dominerendeenhed i styrken. Styrken bestod endvidere af flere ikke veluddannede lande som Ghana ogGuinea. UN valgte derfor at øge styrkens størrelse som kompensering for de manglendekvaliteter. Da Indien og Jordan så forlod styrken, stod UN med et problem, da styrkensstørrelse blev kraftigt reduceret. Efterfølgende stillede Pakistan og Bangladesh styrker tilrådighed for UNAMSIL, hvilket umiddelbart løste problemet.UN var opmærksom på at styrken skulle være tilstrækkelig stor, så den ved sintilstedeværelse virkede afskrækkende.Styrken skal kunne gennemføre fleksibel magtanvendelse.Det bedste en styrke kan gøre er at forebygge omstændighederne for anvendelse af magt.Dette gøres primært ved at lade parterne frivilligt afvæbne, således at der er kontrol medvåbnene i landet. Derfor er DD&R processen et afgørende element, som der skal fokuseres

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 111

på. Parterne er kun villige til at lade sig afvæbne, såfremt UN styrken kan garantere fred ellersikkerhed. Dette kræver, at UN styrken har en tilstrækkelig kapacitet og kvalitet til gennemfø-relse af dette. Endvidere kræver det tillid mellem parterne og UN styrken, hvorfor det nytternoget, at kun en part afvæbnes i konflikten. Dette er dog et forhandlingsspørgsmål. Ud overselve afvæbningen skal ex-kombattanterne have noget at vende tilbage til. Det vil sige enfremtid indbefattende sikkerhed og muligheder for enten uddannelse eller fast arbejde. Disseforhold kræver den nødvendige humanitære og finansielle opbakning fra det internationalesamfund.Et andet forhold er børnesoldater. Det er svært at sætte sig ind i hvorledes man skal reagereoverfor en bevæbnet børnesoldat. I Sierra Leone var mange af disse psykisk mishandledebørnesoldater, og de var ikke umiddelbart klar til at blive reintegreret i samfundet. Herudovervar mange af børnesoldaterne stærkt afhængige af stoffer og udsat for diverseumenneskelige overgreb. Dette kræver enorme ressourcer, og problemet skal tages megetalvorligt. At afvæbne psykisk ustabile kombattanter kræver særlige metoder, og man skalhave skabt de nødvendige forudsætninger for at gøre det. Det vil være nødvendigt atsamarbejde med civile organisationer, som har forstand på at håndtere sådanne sager.Styrken bør råde over våbensystemer, så den kan håndtere både optøjer ogkamphandlinger. Anvendelse af præcisionsvåben, herunder artilleri, kan også være enløsningsmulighed.UNAMSIL havde vidt forskellige enheder, herunder bevæbning, og var efter gruppensopfattelse ikke i stand til at anvende fleksibel magt.Der skal gennemføres uddannelse i ROE.Der blev efter episoden i maj 2000 gennemført uddannelse i ROE.Styrken skal være veluddannet og veldisciplineret.Styrken skulle anvende den nødvendige magt, hvilket krævede, at soldaterne varveluddannede og veldisciplinerede. UNAMSIL manglede uddannelse, herunder den vigtigegrunduddannelse, hvilket UN undersøgelseshold konstaterede. Dette medførte at enhederneikke havde evnen til at kæmpe.UN bør sikre sig, at de enkelte lande kun udsender veluddannede og veldisciplineredesoldater, da man ikke kan nå at uddanne dem til det krævede niveau i missionsområdet.Styrken skal være i stand til at kæmpe.Såfremt parterne konstaterede, at de ikke var i stand til at forsvare sig selv, kunne det fådem til at starte en konflikt.UNAMSIL var i starten ikke en samarbejdet enhed, og derfor kunne der stilles spørgsmålved, om den overhovedet var i stand til at kæmpe samlet. Styrken havde alvorlige problemermed C2 strukturen, og enkelte lande kom til området uden den nødvendige uddannelse ogdet nødvendige materiel. UNAMSIL var således ikke i stand til at kæmpe i starten af maj2000.Gruppen har ikke været i stand til at konstatere, om UNAMSIL var i stand til at kæmpe eftermaj 2000 konflikten, og dette forhold må derfor afgøres ved en vurdering.Gruppen mener ikke, at enheden var i stand til at gennemføre en krævende PeaceEnforcement operation, dels fordi den ikke var samarbejdet, og dels fordi enhederne havdevidt forskellige uddannelsesniveauer. Dernæst var enkelte enheder udstyret med lettevåben, og var ikke pansret.Gruppen stiller spørgsmål ved, om UNAMSIL evnede at gennemføre en krævende PeaceEnforcement operation, og hermed besad evnen til at kæmpe.Styrken skal have en effektiv kommando og kontrol struktur.UN undersøgelseshold konstaterede at UNAMSIL ikke havde en effektiv C2 struktur.UNAMSIL forsøgte herefter at forstærke og udvikle C2 strukturen, men i slutningen af 2000

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 112

forlod Indien og Jordan missionen, hvor Indien havde udgjort en væsentlig del i staben,blandt andet var FC fra Indien. C2 kapaciteten blev hermed reduceret.UNAMSIL succesrige deployering i starten af 2002 skyldtes dels at dens C2 struktur varblevet forbedret, hvilket er et skøn fra gruppens side, da gruppen ikke har været i stand til atkonstatere dette.UNAMSIL havde indledningsvis ikke en effektiv C2 struktur, men gruppen mener, at den blevforbedret.Styrken skal have de nødvendige ROE for at kunne løse den stillede opgave.Gruppen har ikke haft adgang til styrkens ROE, men både undersøgelsesholdet ogUNAMSIL erkendte, at UNAMSIL ROE ikke var begrænsende. Det modsatte var gældendefor styrkens forståelse og anvendelse af ROE, hvilket indebar, at der blev gennemførtuddannelse i og orientering om ROE.Gruppen vurderer, at UN havde givet UN styrken de nødvendige ROE.Styrkens kapacitet skal muliggøre hurtig, fleksibel og tilstrækkelig respons på en muligaggression.Styrkens indledningsvise begrænsede størrelse muliggjorde ikke opstilling af reserver.Herudover havde de enkelte styrkestillende lande forskellige kapaciteter, for eksempel var en-kelte enheder meget let udstyret og ikke pansret, mens den indiske var bedre udstyret og istand til at gennemføre mobile operationer. Det var derfor en forudsætning, at styrken kunnegennemføre mobile operationer, med henblik på at gennemføre hurtige og fleksiblereaktioner over for en agerende part.England havde sat en reaktionsstyrke i beredskab, som med kort frist var klar til at bliveindsat i Sierra Leone. Denne styrke var af høj kvalitet, og gruppen vurderer, at den varmedvirkende årsag til, at RUF forholdt sig i ro. Blandt andet afprøvede WSG kræfter medUNAMSIL hvilket medførte, at England kom til undsætning med det samme.Dette viste, at UNAMSIL ikke havde den nødvendige kapacitet. En styrke bør af principkunne forsvare sig selv, og skal ikke være afhængig af udefrakommende styrkers hjælp.Dette underbygger vores tidligere delkonklusion vedrørende UNAMSIL evne til at operere ien krævende Peace Enforcement operation, hvorfor vi vurderer, at UNAMSIL kun havde enbegrænset kapacitet til at gennemføre hurtige og fleksible reaktioner mod en agerende part.

Delkonklusion.• UNAMSIL gennemførte efter maj 2000 uddannelse og orientering i ROE.• UN var opmærksom på, at styrken skulle være tilstrækkelig stor, så den ved sin tilstedevæ-

relse virkede afskrækkende.• UNAMSIL havde vidt forskellige enheder, og var efter gruppens opfattelse ikke i stand til

at anvende fleksibel magt.• UN skulle sikre sig, at de enkelte lande kun udsendte veluddannede og veldisciplinerede

soldater.• Gruppen stiller spørgsmål ved, om UNAMSIL evnede at gennemføre en krævende Peace

Enforcement operation, og hermed besad evnen til at kæmpe.• UNAMSIL havde indledningsvis ikke en effektiv C2 struktur, men gruppen mener, at den

blev forbedret.• UN havde givet de nødvendige ROE.• UN havde kun en begrænset kapacitet til at gennemføre hurtige og fleksible reaktioner

mod en agerende part.

8.11. Gennemskuelighed.Styrken skal handle i overensstemmelse med mandatet.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 113

FC gjorde meget for at orientere RUF og regeringen i Sierra Leone om sit mandat. RUFkritiserede ikke sammensætningen af styrken, men forlangte nu andre krav af mere politiskkarakter. Åbenheden fra FC side, hvilket også skabte gennemsigtighed, medførte blandtandet, at alle have en forståelse for UNAMSIL opgave, og herved kunne alle konstatere, atUNAMSIL handlede i overensstemmelse med mandatet.FC skal orientere parterne om styrkens opgave og mandat.Se ovenfor.En forudsætning for gennemskuelighed i udførelsen af mandatet er betinget af, at styrkenhar en troværdig sammensætning.Indledningsvis havde UNAMSIL ikke troværdigheden, men ved sin succesrige deployering istarten af 2002, blev troværdigheden skabt grundet UNAMSIL styrkestørrelse. Styrken skullefremstå som upartisk i sammensætningen, da man ellers kunne stille spørgsmålstegnUNAMSIL hensigter, som der for eksempel blev gjort ved ECOMOG.Vi har tidligere delkonkluderet, at UNAMSIL sammensætning blev mere og mere upartisksom tiden gik, hvilket skabte mere troværdighed om styrken.UN bør være omhyggelig med udvælgelse af FC og SG SR.Som tidligere beskrevet, var det ikke hensigtsmæssigt at vælge en SR fra Nigeria, hvorimodvalget af en FC fra en neutral nation var et fornuftigt valg.For at skabe tillid mellem samarbejdspartnerne i operationsområdet var det væsentligt atparterne følte at forudsætningerne for gennemskuelighed var til stede. RUF mistænkte fleregange SG SR Adeniji for at have skjulte motiver. Derfor er gennemskuelighed isammensætningen af hele missionen væsentlig.UN skiftede SG SR ud med en fra et neutralt land.

Delkonklusion.• UNAMSIL handlede i overensstemmelse med mandatet.• Styrkesammensætningen blev mere og mere upartisk som tiden gik, hvilket skabte mere

troværdighed om styrken.• UN skiftede SG SR ud med en fra et neutralt land.

8.12. Bevægelsesfrihed.Styrken skal, om muligt, aftale fri bevægelsesfrihed for fredsstyrken med parterne.FC forhandlede flere gange med RUF, hvilket medførte at RUF blev mere og meresamarbejdsvillig, og der blev opbygget en vis tillid mellem RUF og UNAMSIL. UNAMSILdeployering i starten af 2000 lykkedes blandt andet på baggrund af de gennemførteforhandlinger med RUF.UNAMSIL gennemførte forhandlinger med parterne om fri bevægelsesfrihed.Styrken skal have en sådan kapacitet og kvalitet, at parterne ikke kan hindre densbevægelser.Er tidligere drøftet. Gruppen stiller sig dog fortsat tvivlende ved, om styrken var i stand til atoperere i et krævende Peace Enforcement miljø.UN øgede styrkens størrelse, således at den var i stand til at operere uden parternes accept.Styrken skal have den logistiske kapacitet til at kunne deployere styrker over hele landet ogforsyne disse.UNAMSIL havde logistiske problemer, og blandt andet derfor tog deployeringen ud i landetlang tid. Det er meget krævende at støtte en så stor enhed logistisk over et så stort område.UNAMSIL havde den logistiske kapacitet til at støtte i forbindelse med valgets afholdelse,men gruppen er usikre om UN var i stand til at støtte operationen logistisk i en krævendePeace Enforcement Operation.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 114

UNAMSIL var først senere i forløbet i stand til at deployere ud i landet.Styrken bør have rådighed over helikoptere, herunder kamphelikoptere.Indien var den mest veludrustede enhed, og da den forlod området i slutningen af 2000,forsvandt også dens helikopterkapacitet.Gruppen har ikke været i stand til at konstatere, om Pakistan eller Bangladesh havderådighed over helikoptere, herunder kamphelikoptere.

Delkonklusion.• UNAMSIL gennemførte forhandlinger med parterne om fri bevægelsesfrihed.• UN øgede styrkens størrelse således at den var i stand til at operere uden parternes

accept• UNAMSIL var først senere i forløbet i stand til at deployere ud i landet.

8.13. Forudseenhed.UN skal have en kontinuerlig efterretningskapacitet.UN håndtering af situationen i maj 2000 viste at UN manglede den nødvendige forståelse forsituationen i området, hvilket blandt andet kunne være skabt ved hjælp afefterretningsrapporter. Det er gruppens vurdering, at UN ikke havde rådighed over en sådankapacitet, hvilket forklares ved, at UN ellers ville have reageret mere hensigtsmæssigt.UN havde ikke den nødvendige efterretningskapacitet.Styrken skal besidde den nødvendige efterretningskapacitet, således den kan handleeffektivt og forebygge problemer.UNAMSIL blev overrasket i maj og igen i august 2000. For at kunne reagere effektivt oghensigtsmæssigt var det nødvendigt at have en efterretningstjeneste. Gruppen har ikkeværet i stand til at konstatere, hvorledes styrkens efterretningsorgan var opbygget, mengruppen kan blot konstatere, at UNAMSIL blev overrasket et par gange.UNAMSIL havde ikke den nødvendige efterretningsmæssige kapacitet.Styrken skal have det nødvendige materiel til overvågning af situationen.Gruppen har tidligere konstateret at UNAMSIL havde problemer med C2 strukturen.Det har ikke været muligt at konstatere, om UNAMSIL havde rådighed over materiel af denart.Styrken skal have evnen og kapaciteten til indsættelse af reserver.Indledningsvis var styrkens størrelse begrænset, hvilket umuliggjorde udsparing af reserver.Som tidligere nævnt krævedes der ligeledes af en reserve, at den kunne indsættes i etkampmiljø, hvilket krævede at den var pansret og i stand til at slå igennem hindringer.Da UNAMSIL styrkesammensætning var af vidt forskellig karakter, vurderer gruppen, atUNAMSIL kun havde en begrænset evne til at opstille og indsætte reserver.

Delkonklusion.• UN havde ikke den nødvendige efterretningskapacitet.• UNAMSIL havde ikke den nødvendige efterretningsmæssige kapacitet.• UNAMSIL havde en begrænset evne og kapacitet til at indsætte reserver.

8.14. Moral og disciplin.Internationale og almindelige retsregler skal overholdes.FC, den indiske general Jetley, kritiserede Nigeria for kriminelle aktiviteter, hvilket kostedeham embedet. Nigerianerne var dårligt lønnede, og det var derfor fristende for dem at delta-ge i illegale aktiviteter. Det var en dårlig beslutning, af UN indsatte en ny FC, da det kostededem det indiske og jordanske kontingent. Endvidere blev UNAMSIL ry plettet, og troværdig-

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 115

heden blandt civilbefolkningen blev beskadiget. Nigerianerne var kendt for at stjæle, ogsåunder deres engagement i ECOMOG, og blandt andet med baggrund heri derfor burde UNhave takket nej til Nigerias styrkebidrag.UNAMSIL havde et plettet ry, blandt andet med baggrund i nigerianernes kriminellefremfærd.Styrken skal være veldisciplineret.Se tidligere punkter.En fredsstyrkes soldater skal være ordentligt betalt.UN kunne have forebygget rygtedannelsen, om end den var sand, omkring de nigerianskesoldaters personlige berigelse, ved at plædere for ordentlig og rettidig betaling af soldaterne.Se endvidere pkt. 8.14.1.UN bør sørge for at UN personellet bliver ordentligt betalt.Styrkens ledelse skal fremstå som et godt eksempel og gennemføre den fornødne kontrol afegne soldater.Den nigerianske ledelse deltog i kriminelle aktiviteter, hvilket var et meget uheldigt signal atsende. At UN så efterfølgende valgte at udskifte FC, da han beskyldte en del af styrken forat være kriminelle, var en uheldig handling fra UN side. Man burde fra UN side haveiværksat en undersøgelse, og have løst problemet officielt. UN har altid været dårlig til atløse sådanne problemer, idet UN er bange for de politiske konsekvenser. Dennekonfliktskyhed har en særdeles dårlig indvirkning på de øvrige lande, som opfører sigordentligt.UNAMSIL nigerianske ledelse var involveret i kriminalitet.Styrken skal vise evne og vilje til at udføre sin opgave.Har været behandlet tidligere, og diskuteres derfor ikke yderligere.Styrken må ikke deltage i kriminelle handlinger.Har været behandlet tidligere, og diskuteres derfor ikke yderligere.

Delkonklusion.• UNAMSIL havde et plettet ry, blandt andet med baggrund i nigerianernes kriminelle

fremfærd.• UN bør sørge for at UN personellet bliver ordentlig betalt.• UNAMSIL nigerianske ledelse var involveret i kriminalitet.

8.15. Økonomi og materiel.Når man stiller en opgave til en fredsstyrke skal man sikre sig, at der er finansiel støtte tilgennemførelse af operationen.UNAMSIL blev opstillet via UN budget, hvilket skabte gode betingelser for medlemslandenesvillighed til at deltage i operationen (sikker for inddækning af udgifter, selvom det tager tid).I forbindelse med UNAMSIL opstilling blev der etableret en Trust Fund som UNmedlemslande blev anmodet om at donere midler til. Ideen med en Trust Fund ogmedlemslandendes frivillige bidrag viste sig ikke at være en god ide, idet UN SG gentagnegange påpegede nødvendigheden af, at der blev stillet yderligere midler til rådighed formissionen, blandt andet til inddækning af udgifterne forbundet med implementeringen afDD&R programmet.Opstilling via UN budget skabte gode økonomiske betingelser for de styrkebidragende lande.Etablering af en Trust Fund, til inddækning af yderligere missionsrelaterede udgifter,foranledigede ikke medlemslandende til umiddelbart at bidrage.Der bør afsættes et fast budget til etablering af fredsoperationer.Se ovenstående punkt.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 116

UN bør have et effektivt kontrolsystem i forbindelse med tildeling af økonomiske midler tildeltagende lande.Mange Ulande har en fordel af, at UN har fastsat priser for hvad styrkebidrag koster, mensdet modsatte er gældende for de højteknologiske og højere lønnede Ilande, hvor det er enudgift at stille UN enheder.Beløb som UN sender til den enkelte nation, til inddækning af nationens udgifter forbundetmed deltagelse i en mission, kan kun vanskeligt kontrolleres. Det må være op til de enkeltelandes regeringer at sørge for at midlerne bliver anvendt til det formål de er stillet.Korruptionen i Afrika vanskeliggør forholdet yderligere.Det er vanskeligt at kontrollere, hvad der sker med de bidrag UN sender til destyrkebidragende lande.Styrken skal have rådighed over det nødvendige materiel og den nødvendige logistik.Styrker bør af princip medbringe eget materiel.UNAMSIL havde i starten masser af problemer med logistikken, idet styrkenssammensætning var vidt forskellig. Nogle lande var stærkt afhængige af støtte udefra, mensandre kunne klarede sig selv.UNAMSIL havde generelt deres eget materiel med, men en del af det var af tvivlsom kvalitet.UNAMSIL havde store logistiske problemer, hvilket medførte at de havde problemer med atdeployere ud over hele landet.Såfremt de enkelte kontingenter selv medbringer materiel, skal dette være af en ordentligkvalitet og i overensstemmelse med mandatet.UNAMSIL enkelte styrkestillende lande stillede med vidt forskelligt materiel og af forskelligkvalitet. Gruppen har ikke detaljerede oplysninger om UNAMSIL udrustning og materiel, mendet er gruppens vurdering, at UNAMSIL samlet ikke var udstyret til en krævende PeaceEnforcement operation.UN skal have rådighed over strategisk løftekapacitet i forbindelse med deployering.UN var stærkt afhængig af støtte udefra, heriblandt USA. Såfremt UN fortsat vil løsekonflikter, bør den have rådighed over strategisk løftekapacitet. Det tog lang tid for UNAMSILat få deployeret sine enheder til Sierra Leone.

Delkonklusion.• Opstilling via UN budget skabte gode økonomiske betingelser for de styrkebidragende

lande. Etablering af en Trust Fund foranledigede ikke medlemslandende til umiddelbart atbidrage.

• Det er vanskeligt at kontrollere hvad der sker med de bidrag UN sender til destyrkebidragende lande.

• UNAMSIL medbragte for det meste eget materiel, men det var af tvivlsom kvalitet.• UNAMSIL havde store logistiske problemer, hvilket medførte at de havde problemer med

at deployere ud over hele landet.• UNAMSIL var ikke var udstyret til en krævende Peace Enforcement operation.• UNAMSIL brugte lang tid på at få deployeret sine enheder til Sierra Leone.

8.16. Sammenfattende delkonklusion.Med baggrund i ovenstående samles de enkelte afsnits delkonklusioner, hvilket så dannerbaggrund for den endelige vurdering og efterfølgende konklusion. Konklusionen svarer såpå, om UN anvendte indhøstede erfaringer fra UNOMIL og UNOMSIL/UNAMSIL I underUNAMSIL II.

Mandat/opgave.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 117

• UN formulerede en tidshorisont frem for et End-State i mandatet.• Det var ikke nødvendigt at udarbejde et mandat til en regional fredsstyrke.• UN forstærkede mandatet efter behov.• Styrken i Sierra Leone var for multinationalt (bredt-) sammensat såfremt den skulle have

løst en krævende Peace Enforcement operation.• UN fulgte situationen nøje i området og justerede mandatet efter behov.• Der blev med tiden overensstemmelse mellem den stillede opgave (mandatet) og UN

styrkens kapacitet og kvalitet.

Kommando og kontrol.• Staben var bredt sammensat.• UN forsøgte at styrke UNAMSIL kommunikationskapacitet.• Et fælles kommandosprog er afgørende, men vi har ikke kunne konstatere om de

anvendte et sådan.• Gruppen stiller os tvivlende over for, om styrken var uddannet nok til at gennemføre en

krævende Peace Enforcement operation.• UN valgte en FC fra en neutral nation.• Oprettelsen af UNAMSIL gjorde det vanskeligt for Nigeria at handle selvstændigt.

Legitimitet.• Styrken havde sikkerhedsrådets bemyndigelse.• Missionen havde en bred international repræsentation.• Det kan ikke udelukkes at Nigeria har gode intentioner, men der var fortsat fordele for

Nigeria ved at deltage i krigen i Sierra Leone.• ECOMOG holdt UN orienteret om sine dispositioner.

Upartiskhed.• UNAMSIL handlede i overensstemmelse med mandatet.• FC arbejdede udelukkende for UNAMSIL.• Først ved udskiftning af den nigerianske SR med en SR fra Iran kunne embedet

betragtes som upartisk.• Liberia overholdt ikke UN resolutioner, og UN gennemførte kun begrænsede sanktioner

mod Liberia.• UN styrkens indledningsvise sammensætning kan der stilles tvivl om, hvad angår upartisk-

hed.

Samtykke fra de involverede parter.• UN forsøgte både at få parternes samtykke samtidig med at de øgede styrkens størrelse.

Overvågning/kontrol med konfliktområdet.• UN øgede styrkestørrelsen således at den kunne overvåge AOR, men den forøgede

styrkestørrelse kom på et sent tidspunkt.• UN fastlagde ikke indledningsvis hvilke nøgleområder man skulle have kontrol over.

Troværdighed.• UNAMSIL gennemførte uddannelse i bl.a. ROE for at sikre styrkens troværdighed.• UN forsøgte at skaffe styrker med godt materiel.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 118

• UNAMSIL var indledningsvis ikke i stand til at operere i et multinationalt og joint miljø,grundet at dens C2 struktur ikke var i orden og styrkerne var ikke uddannet til dette.

• UN øgede styrkens størrelse for at skabe troværdighed.• UNAMSIL succes skabte troværdighed om styrken.

Styrkesammensætning.• UN øgede styrketallet således at styrken blev i stand til at løse det stillede mandat.• Styrken og staben blev efter episoden i maj 2000 bredere internationalt repræsenteret,

og Nigerias bidrag var ikke længere dominerende.• I maj 2000 udgjorde Nigeria en stor del af styrken, men i f.m. styrkeforøgelsen blev

Nigerias dominerende rolle reduceret.• Generelt stillede de enkelte lande enheder af bataljonsværdi og højere.• UN burde ikke have ladet de nigerianske styrker indgå i UNAMSIL.Afpasset magtanvendelse.• UNAMSIL gennemførte efter maj 2000 uddannelse og orientering i ROE.• UN var opmærksom på at styrken skulle være så tilstrækkelig stor, at den ved sin

tilstedeværelse virkede afskrækkende.• Styrken havde vidt forskellige enheder, og var efter vores opfattelse ikke i stand til at

anvende fleksibel magt.• UN bør sikre sig, at de enkelte lande kun udsender veluddannede og veldisciplinerede

soldater.• Gruppen stiller spørgsmål ved UNAMSIL evne til at kæmpe som en styrke.• UNAMSIL havde indledningsvis ikke en tilstrækkelig virkende C2 struktur. Den blev dog

forbedret med tiden.• UN havde givet de nødvendige ROE.• UN havde kun en begrænset kapacitet til at gennemføre hurtige og fleksible reaktioner

mod en aggressiv part.

Gennemskuelighed.• UNAMSIL handlede i overensstemmelse med mandatet.• Styrkesammensætningen blev mere og mere upartisk som tiden gik, hvilket skabte mere

troværdighed om styrken.• UN skiftede UN SR ud med en fra et neutralt land.

Bevægelsesfrihed.• UNAMSIL gennemførte forhandlinger med parterne om fri bevægelsesfrihed.• UN øgede styrkens størrelse, således at den var i stand til at operere uden parternes

accept• UNAMSIL var først senere i forløbet i stand til at deployere ud over hele landet.

Forudseenhed.• UN havde ikke den nødvendige efterretningsmæssige kapacitet.• UNAMSIL havde ikke den nødvendige efterretningsmæssige kapacitet.• UNAMSIL havde en begrænset evne og kapacitet til at indsætte reserver.

Moral og disciplin.• UNAMSIL havde et plettet ry, bl.a. på baggrund af nigerianernes kriminelle fremfærd.• UN bør sørge for at UN personellet bliver ordentlig betalt.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 119

• UNAMSIL nigerianske ledelse var involveret i kriminalitet.

Økonomi og materiel.• UNAMSIL blev opstillet via UN budget, hvilket skabte gode betingelser for landenes

villighed til at ville deltage.• Det er umuligt at kontrollere hvad der sker med de bidrag UN sender til de enkelte lande,

som stille styrker til rådighed for UN.• UNAMSIL medbragte for det meste eget materiel, men en del var af tvivlsom kvalitet.• UNAMSIL havde store logistiske problemer, hvilket medførte at de havde problemer med

at deployere ud over hele landet.• UNAMSIL var som samlet enhed ikke udstyret til en krævende Peace Enforcement

operation.• UNAMSIL brugte lang tid på at få deployeret sine enheder til Sierra Leone.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 120

KAPITEL 9. KONKLUSION

9.1. Formål.Formålet med nærværende kapitel er at fremkomme med en konklusion af den stilledeopgave. Konklusionen er udledt af kapitel 8.

9.2. Gennemgang.Peace Enforcement er en yderst krævende operationsform. Opgavespekteret i en PeaceEnforcement operation er bredt, lige fra at overvåge en våbenhvile til med magt at skilleparterne ad.UN anvendte deres indhøstede erfaringer fra Liberia og første fase af Sierra Leone, men dekunne ikke umiddelbart løse alle problemområder.

Mandat/opgave.UN formulerede en tidshorisont frem for et End-State i mandatet. Det har fortsat undretgruppen hvorfor UN ikke formulerer et End-State for en mission.UN fulgte situationen i området nøje, og forstærkede mandatet efter behovet, hvilket sessom en positiv udvikling. Dog tager ting sin tid, og man kan ikke forvente, at den stilledeopgave løses umiddelbart efter et mandat bliver vedtaget. Dertil kræves, at der eroverensstemmelse mellem styrke og mandat.UN bør i forbindelse med udsendelse af styrker til et kapitel VII mandat, Peace Enforcement,nøje overveje multinationaliteten i enheden. Såfremt enheden bliver for bred, vil det væresværere at samarbejde og have en effektiv militær enhed, som med magt kan løse destillede opgaver. Ulempen kan dog reduceres ved at øge styrkens størrelse væsentligt.UN forsøgte at få overensstemmelse mellem det stillede mandat og styrkens kapacitet ogkvalitet, men var her afhængig af medlemslandenes vilje til at stille enheder. UN idé om at fåen egen UN styrke var ikke realistisk, da medlemslandene ikke havde den politiske viljehertil. UN måtte derfor indstille sig på, at missionerne skulle arbejde med multinationaltsammensatte enheder, hvilket blandt andet er meget uddannelsesmæssigt krævende336.UN burde have udarbejdet et mandat til ECOMOG, for herved at have indflydelse påECOMOG løsning af opgaven. Herunder ville ECOMOG også kunne handle upartisk iforhold til mandatet. Men styrkesammensætningen vil ligeledes have indflydelse.UN anvendte deres erfaring til at udvikle mandatet.

Kommando og kontrol.Staben var bredt sammensat, og da Indien og Jordan i 2000/2001 forlod missionen, skulleder indføres nyt stabspersonel. Staben havde ikke en kernestab. Stabens kommunikations-midler blev forbedret med tiden. Det har ikke været muligt at konstatere, om staben an-vendte et fælles kommandosprog. UN havde valgt en FC fra et neutralt land, hvilket var ioverensstemmelse med UN doktrin om upartiskhed og neutralitet. Efter de studier der harværet gennemført, har det været muligt at konstatere, at UN er et af de få systemer, somkan legalisere indgriben i et lands indre anliggender. UN beslutningssystem og sammensæt-ning gjorde, at man handlede på hele verdens vegne. Dert vurderes som eksempel, at USAburde have haft UN godkendelse i forbindelse med operationen i Irak, hvor ECOMOG tilsva-rende burde have haft det, frem for at Nigeria gennemtrumfede det som en humanitær inter-vention. Uenigheden i UNSC hindrede dette, og Nigeria valgte at intervenere i Liberia med etpar andre lande fra ECOWAS. UN roste senere ECOMOG/ECOWAS i deres rapporter, hvil-ket vurderes som en legitimering af ECOMOG handlinger. 336 Pool systemet og anvendelse af forudpegede stabe (kerne).

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 121

UN forsøgte at forbedre kontrol og kommandosystemet, men det var ikke tilfredsstillende tilat skabe forudsætninger for at gennemføre en krævende Peace Enforcement operation.

Legitimitet.Da det var en UN styrke der blev opstillet, havde den UNSC bemyndigelse. Missionen varbredt internationalt repræsenteret. Ved ECOMOG involvering ved grænserne mellemGuinea, Liberia og Sierra Leone blev UN holdt orienteret.UN skabte ved indsættelse af en UN styrke legitimitet for operationen.

Upartiskhed.At gennemføre en upartisk Peace Enforcement operation er krævende, og det er nødvendigtat styrken udelukkende handler i overensstemmelse med mandatet. I samme forbindelseskal styrkens personel arbejde for UN, og ikke egne regeringer. Derfor er nøglepersonerne istyrken afgørende. Ved udskiftning af den nigerianske SR med en SR fra Iran blev embedetopfattet som upartisk. Det er vigtigt, at alle UN medlemslande bakker op om UN, herunderde resolutioner som bliver vedtaget, hvilket blandt andet Liberia ikke gjorde. UN burde derforhave gennemført skrappere sanktioner mod Liberia. Frankrigs passive rolle i området,herunder en stiltiende accept af, at Côte d’Ivoire støttede Liberia med blandt andet våben,ses som et middel til at få mere indflydelse i regionen. Styrkens sammensætning er etvæsentligt led, og UN forsøgte at få en så bred og upartisk sammensætning som mulig, menvar her afhængig af medlemslandenes vilje til at stille styrker.UN skabte betingelserne for upartiskhed.

Samtykke fra de involverede parter.Samtykke er ikke en afgørende faktor i en Peace Enforcement operation, og man kan ikkeforvente samtykke fra de parter, som man skal anvende magt imod for at få skabt fred ogsikkerhed i området. UN forsøgte både at få parternes samtykke samtidig med at de øgedestyrkens størrelse, hvilket var en fornuftig og hensigtsmæssig handling.UN forsøgte at få samtykke fra de involverede parter.

Overvågning/kontrol med konfliktområdet.UN styrken var indledningsvis ikke i stand til at overvåge AOR, da den ikke var stor nok. Detvurderes, at en styrkestørrelse på ca. 20.000 soldater ville kunne løse den stillede opgave iSierra Leone. Et vigtigt emne i denne sammenhæng er tiden. Jo før en styrke kan begyndeat overvåge området, jo hurtigere vil den kunne få kontrol med dette. Ved etablering af enstyrke på 20.000 mand bør man sikre sig at den kan kontrollere konfliktområdet, hvilket erafhængigt af trusslen der er mod styrken. Truslen udgøres primært af parternes kapacitet,hvorfor man i forbindelse med styrkestørrelsens fastsættelse bør vurdere parternes kapacitetog størrelse, med henblik på at sikre sig, at UN styrken er overlegen. Det vurderes, at enstyrke på 17.500 soldater ville kunne få kontrol med Sierra Leone, selvom UN vurderede atder var 33.000 kombattanter som skulle overvåges. Årsagen hertil var, at de 33.000kombattanter arbejder i mindre enheder, og de vil ikke være reelle konfliktparter.I forbindelse med overvågning og kontrol af området, bør man fastlægge områder, hvor manskal fokusere sine anstrengelser. Dette kunne for eksempel for begge landes vedkommendevære vitale veje (LOC), større byer og områder med store naturforekomster. Kontrollen medblandt andet diamantområdet ville have fjernet det økonomiske grundlag for Taylor ogSankoh.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 122

UN øgede styrken for at skabe forudsætningerne for overvågning/kontrol med konfliktområ-det. Styrken på de 17.500 mand vurderes størrelsesmæssigt at være tilstrækkelig for at kun-ne overvåge og kontrollere det tildelte område.

Troværdighed.UN forsøgte at genskabe troværdigheden til styrken, ved blandt andet at gennemføreuddannelse i ROE. Herudover forsøgte UN at skaffe styrker med godt materiel. UNAMSILhavde problemer med C2 strukturen, hvilket var et afgørende element, såfremt styrken skullereagere effektivt og hensigtsmæssigt. Endvidere var UNAMSIL ikke i stand til at operere i etmultinationalt miljø. UN øgede styrkens størrelse for at skabe troværdighed, og UNAMSILsucces i forbindelse med deployeringen og valget i 2002 var medvirkende til at skabetroværdighed om styrken.UN forsøgte at genskabe troværdigheden, hvilket i det store hele lykkedes.

Styrkesammensætning.UN øgede styrketallet så styrken blev i stand til at løse det stillede mandat. Styrken ogstaben blev efter episoden i maj 2000 bredere internationalt repræsenteret, og Nigeriasbidrag var ikke længere dominerende. Generelt stillede de enkelte lande enheder afbataljonsværdi og højere, hvilket skabte bedre betingelser for multinationaliteten. UN burdeikke have ladet de nigerianske styrker indgå i UNAMSIL, da det påvirkede både UNAMSIL ryog opfattelsen af styrkens upartiskhed.UN anvendte de indhøstede erfaringer.

Afpasset magtanvendelse.UNAMSIL fik mandat til at anvende den nødvendige magt til at skabe fred og sikkerhed, menstyrkesammensætningen, styrkernes uddannelse og kvalitet gjorde, at UNAMSIL ikke var istand til at løse den stillede opgave. UNAMSIL konstaterede blandt andet, at flere soldaterikke havde den grundlæggende uddannelse, og gennemførte derfor den nødvendigeuddannelse og orientering i ROE. UN var opmærksom på, at styrken skulle være så stor, atden ved sin tilstedeværelse alene virkede afskrækkende. Man er klar over, at når mansammensætter en enhed fra flere lande, skal den være større end normalt, for at kunne løseen opgave som en national enhed ellers ville kunne løse. Et eksempel herpå er Englandsgenetablering af kontrollen i Sierra Leone i maj 2000 med en styrke på indledningsvis 1.300mand. Årsagen hertil var, at soldaterne havde ens procedurer (kampeksercits, var uddannetsammen, samme sprog), var yderst kompetente soldater og var meget velmotiverede (højtillid til sig selv). Englands styrke havde en meget god kvalitet og kapacitet. Dette havde deprivate militære virksomheder også. Virksomhederne består af tidligere professionelle ogmeget veluddannede soldater fra forskellige lande. Virksomhederne sikrer sig endvidere, atsoldaterne er sammenarbejdede og veludstyrede inden de bliver indsat. UN valgte i stedet atøge styrkestørrelsen.Den bedste situation for en Peace Enforcement operation er, når kombattanterne i konfliktener afvæbnet. Herved skabes de bedste betingelser for fred og sikkerhed. Afvæbningen afkombattanterne var således en vigtig forudsætning for at skabe fred.UNAMSIL havde vidt forskellige enheder, og var efter gruppens opfattelse ikke i stand til atanvende fleksibel magt. UN bør sikre sig at de enkelte lande kun udsender veluddannede ogveldisciplinerede soldater.UNAMSIL havde kun en begrænset kapacitet til at gennemføre hurtige og fleksiblereaktioner mod en aggressiv part.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 123

Styrken skulle derfor være veludrustet, og skulle være i stand til at anvende sine magtmidlerfleksibelt. Styrken bør være så stor, at den alene ved sin tilstedeværelse skaber ro og sik-kerhed.UN forsøgte at forbedre evnen til afpasset magtanvendelse, herunder den vitale betydning afat få afvæbnet parterne i konflikten. Gruppen vurderer, at man kan tvivle på UNAMSIL evnetil at kæmpe som en styrke.

Gennemskuelighed.Gennemskuelighed viser for parterne og befolkningen, hvad styrkens intentioner ogbeføjelser er. Det er yderst vigtigt at man fortæller parterne hvilken opgave man skal løse, ogforklarer, at den er i overensstemmelse med mandatet. Det er oftest FC, men kan også væreSG SR som fortæller parterne om styrkens mandat. Derfor er valget af FC og SGSR afafgørende betydning, idet parterne ikke må få anledning til at beskylde dem for at haveskjulte motiver. Derfor bør FC og SGSR vælges fra et neutralt land. Det er ligeledes vigtigt atstyrkesammensætningen opfattes som upartisk, hvorfor gruppen undres over Nigeriasenhed i styrken. Dog blev Nigerias styrkebidrag procentvis reduceret da styrkens størrelseblev forøget.UN anvendte princippet om gennemsigtighed.

Bevægelsesfrihed.UNAMSIL gennemførte forhandlinger med parterne om fri bevægelsesfrihed. UN øgedestyrkens størrelse således at den var i stand til at operere uden parternes accept.UN skabte betingelserne for bevægelsesfrihed ved at øge styrkens størrelse.

Forudseenhed.UN og UNAMSIL havde ikke den nødvendige efterretningsmæssige kapacitet. UNAMSILhavde en begrænset evne og kapacitet til at indsætte reserver. I perioden efter maj 2000havde styrken ikke været indsat i større kamphandlinger, hvorfor det er svært at vurderestyrkens evne til at handle og reagere forud. Gruppen kunne umiddelbart konstatere, at selv iden rolige periode kom mange af hændelserne som en overraskelse, for eksempel WSGhandlinger i august 2000.UN skabte ikke betingelserne for forudseenhed.

Moral og disciplin.UNAMSIL havde et plettet ry, blandt andet med baggrund i nigerianernes kriminellefremfærd. I UNAMSIL var den nigerianske ledelse involveret i kriminalitet, hvilket blevkritiseret af FC. UN valgte at skifte FC ud, fremfor at sende nigerianerne hjem. UN har sværtved at håndtere konflikter af denne art, da de altid får politiske konsekvenser. Herudover børman bemærke organisationernes fokus på blandt andet sexindustrien i de områder hvor derer UN soldater. UN bør snarest løse dette problem.UN gjorde ikke meget for at forbedre moral og disciplin.

Økonomi og materiel.UNAMSIL blev opstillet via UN budget, hvilket skabte gode betingelser for landenes villighedtil at stille styrker til rådighed for missionen. Det er umuligt at kontrollere, hvad der sker medde bidrag UN sender til de styrkebidragende lande.I UNAMSIL havde de fleste kontingenter deres eget materiel med, men en del af det var aftvivlsom kvalitet. UN betaler det samme for en kampvogn uanset type og kvalitet, hvilketman burde overveje at ændre, for at hæve kvaliteten af materielstandarden.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 124

UNAMSIL havde store logistiske problemer, hvilket medførte problemer med at deployere udi landet. Endvidere brugte UNAMSIL lang tid på at få deployeret sine enheder til SierraLeone.UNAMSIL var som en samlet enhed ikke udstyret til en krævende Peace Enforcementoperation.UN forsøgte at rette op på styrkens materielle standard, herunder den logistiske støtte. Dogkan der stilles spørgsmål ved, om styrken logistisk var i stand til at gennemføre en krævendePeace Enforcement operation. UN bør med baggrund heri forstærke sin logistisk kapacitet,herunder sikre sig, at de enkelte lande stiller med den nødvendige logistik. Dette stiller dogstore krav til blandt andet forholdet om interoperalitet.

9.3. Afslutning.UN anvendte de indhøstede erfaringer, men ikke alle fokuseringsområder kunne umiddelbarttilfredsstilles. Blandt andet vurderer gruppen, at styrken havde problemer med den megetbrede og forskellige styrkesammensætning, kommando og kontrol strukturen, afpassetmagtanvendelse, forudseenhed og logistik. Gruppen mener derfor, at styrken ikke var i standtil at løse en krævende Peace Enforment Operation. Dette er heldigvis endnu ikke blevetafprøvet. Med den succesrige afvæbning af kombattanterne i slutningen af 2001 og 2002samt valget i maj 2002, vurderer vi, at muligheden for at den kommer i en sådan situation erbegrænset. Dog er der fortsat uro i regionen, og man bør opmærksomt følge denne.Konflikten i Liberia stoppede da stormagterne greb ind og begyndte at støtte op omECOMOG og UNOMIL. USA kunne have stoppet konflikten meget tidligere, men havdefokus andre steder. Efter USA oplevelser i Somalia, valgte USA præsident at opstille kriterierfor USA deltagelse i UN missioner, hvilket medførte at de ikke stillede til missioner i blandtandet Afrika. EU rolle vurderes også at have en vis betydning, da dens støtte med foreksempel køretøjer gav styrken den nødvendige mobilitet. Englands engagement i SierraLeone, men også EU og USA engagement, havde ligeledes en afgørende indflydelse påkonflikten. Da England begyndte at engagere sig i konflikten fra maj 2000 med regulæremilitære styrker, fik UNAMSIL den nødvendige opbakning og tiltro til sig selv til at løsekonflikten. Herudover øgede USA og EU også deres støtte. Englands indgriben i maj 2000og støtte i august 2000 vurderes at have været en uvurderlig hjælp for UN. Herudover holdtEngland en reaktionsbrigade, med hertil hørende hovedkvarter, i beredskab, med henblik påat kunne indsættes i Sierra Leone. Dette var en af de afgørende faktorer som afholdtparterne fra at gribe til våben.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 125

KAPITEL 10. PERSPEKTIVERING

Den magtesløshed og de restriktioner som UNOMIL var udsat for under krigen i Liberiabevirkede at missionens overordnede formål, hvilket var at overvåge fredsaftalensimplementering, ikke kunne løses effektivt. I princippet kunne UNOMIL betragtes som enenhed af observatører, der skulle melde tilbage til UN om hændelserne i Liberia.Forudsætningerne for missionen var altså ikke til stede. Særinteresser i regioner og i sub-regioner, tidligere tilhørsforhold til andre nationer samt interne problemer må ikke værefaktorer, der bremser et UN initiativ. I tilfældet Liberia kostede den manglende opbakning fraUN Sikkerhedsråd alt for mange menneskeliv.Under første fase af borgerkrigen i Sierra Leone var UN mandat til UNOMSIL indledningsviset kapitel VI mandat, som senere blev ændret til et mandat i henhold til UN Charter kapitelVII. Forståelsen af mandat, opgaver og ROE manglede frem til medio 2000, hvorefter derblev gjort vigtige tiltag til styrkens forståelse af det mandat, de handlede under.Processen, der skulle lede mod en fuld forståelse af UN mandat, pågik i hele periodenmellem 2000 og 2001, hvorefter den i princippet skulle afprøves i forbindelse med valget imaj 2002. Valget forløb uden de store problemer, hvilket kan tilskrives UNAMSIL fuldeforståelse for og efterfølgende udførelse af det mandat missionen fik i resolution 1289.I Sierra Leone lykkedes det kun at få vedtaget resolutionerne fordi England er permanentmedlem af sikkerhedsrådet, og talte kraftigt for et UN engagement. Såfremt England ikkevedblivende havde forlangt dette, ville situationen i Sierra Leone have udviklet sig til enmenneskelig katastrofe, da ECOMOG ikke magtede at løfte opgaven.Vi sidder her og skal sætte det sidste komma. Nu er der igen sket et massedrab i DenDemokratiske Republik Congo. Igen er det kvinder og børn som er ofrene. Vi ser det på TV,men der er ingen UN styrke til stede, for det foregår ikke i Europas interesseområde.Vi er som soldater uddannet til at skabe fred og sikkerhed, og vi tror ikke, at der findespersoner som elsker fred og sikkerhed højere. Men for at skabe fred og sikkerhed er detnødvendigt at have realistiske og troværdige magtmidler. Regeringslederen i Liberia, Taylorforstår ikke andre sprog, desværre.Men UN er i en klemme, for det er meget afhængig af medlemslandenes vilje til at stilleenheder og materiel til rådighed. At få medlemslandene til at stille styrker til rådighed for UN if.m. til en mulig indsats i Irak bliver formentlig er en nem sag, for det vil der være prestige i,men når det drejer sig om at hjælpe Afrika, så ændrer interessen sig væsentligt. Dette ersvært at acceptere for en soldat som er uddannet med det formål at skabe fred og sikkerhed.Forsidebilledet på opgaven taler for sig selv.At Danmark har stillet styrker til rådighed for UN har vendt befolkningens opfattelse af detdanske forsvar. Selv de enkelte medlemmer af det danske forsvar har også oplevet enmarkant ændring, for de har fået et dybere og mere relevant indhold i deres tjeneste. Derfindes ikke nogen større glæde i at hjælpe andre. Derfor er det frustrerende at senyhedsudsendelser om maltrakterede børn og kvinder.UN bør udvikle en doktrin for Peace Enforcement operationer. Af denne bør det fremgå hvil-ke kriterier der er til styrken, både hvad angår sammensætning og bevæbning, og man skalsåledes sikre sig, at den opstillede styrke er i stand til at løse det stillede mandat.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 1

BIBLIOGRAFI

Primære kilder.Den med fed skrift anførte forkortelse er den der anvendes i specialen. Bibliografien eropstillet i alfabetisk rækkefølge henset til brugervenligheden.

UN hjemmeside, herunder kvaralsrapporter, nye doktriner samt Brahimi rapporten, UNdoktriner, Nordic UN tactical manual volume I og II dateret 1992 (Kilderne behandler primærtbataljonsniveau og nedefter) er specialens primære kilder.Kvartalsrapporterne anses for at være valide, men man skal huske på, at det er officielle UNdokumenter, og at UN ikke vil udstille enkelte lande. Endvidere er der politiske forhold derhar haft stor indflydelse bag udfærdigelsen af rapporterne.

(AMUN) American Museum of Natural History,http://www.amnh.org/exhibitions/diamonds/other.htmlKilden, der er museets hjemmeside, vurderes som troværdig.

(BH WAP) Blue Helmets in war and peace. The Strategy of UN Military operations, JohnHillen, 1998 (first edition), ISBN 1-57488-138-8.Kilden beskriver hvad UN kan og hvad UN ikke kan med hensyn til fredsbevarelse på detglobale plan. Kilden vurderes som troværdig.

(BUPE) Building peace in West Africa, A. Adebajo, International Peace Academy 2002,ISBN 1-58826-077-1.Kilden gennemgår kritisk konflikterne i Liberia, Sierra Leone og Guinea-Bissau. Endvideregennemgår kilden den vestafrikanske organisation ECOWAS. Kilden vurderes somtroværdig.

(COP) Conflict prevention and peace-building in Africa, B. Møller, COPRI JUN 2001, ISSN1397-0895.Kilden beskriver kort baggrunden for konflikter og gennemgår de eksterne aktører i Afrikarelaterende sig til konflikterne i Verdensdelen. Kilden vurderes som troværdig.

(CWFB) CIA World Factbook, Sierra Leone, december 2002http://www.odci.gov/cia/publications/factbook/geos/sl.htmlKilden er CIA officielle database over landefakta, og vurderes som troværdig.

(FOR VK) Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter. Kristoffer Magnus Vivike &Lotte Macon, Dansk Udenrigspolitisk Institut, Report 2002/1.Kilden er udgivet af Dansk Udenrigspolitisk Institut som er en uafhængig arbejdendeorganisation. Kilden anvendes endvidere som undervisningsmateriale påForsvarsakademiet. Kilden vurderes som troværdig.

(FN PV) FN På Vrangen – en militær vurdering. Per Skov-Christensen, 1. Udgave, 1. Oplag1998, Borgens Forlag A/S, ISBN 87-21-00764-0.Kilden vurderer detaljeret UN som aktiv part i krisehåndtering, og beskrivervanskelighederne ved brug af begrænset magt. Kilden vurderes som troværdig, grundetforfatterens tidligere tjeneste i UN og NATO regi.

http://www.amnh.org/exhibitions/diamonds/other.html

http://www.odci.gov/cia/publications/factbook/geos/sl.html

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 2

(GUSOP PO) Guideline Standard Operating Procedures for Peace-Keeping Operations. UNRestricted. UN nr. 91-15137, marts 1991, Un Headquarters.Kilden angiver en række retningslinier for standard fremgangsmåder af både operativ ogadministrativ karakter i forbindelse med gennemførelse af fredsoperationer. Kilden erforældet men vurderes som troværdig, og danner grundlaget for teoriudviklingen sammenmed UNTAM I.

(ISS) Institute for Security Studies, http://www.iss.co.zaKilden er instituttets hjemmeside. ISS har som sit overordnede formål at konceptualisere,informere og forøge sikkerhedsdebatten i Afrika. Instituttet baserer sin økonomi pådoneringer. Kilden vurderes som troværdig, hvilket understreges af donororganisationernemed videre.

(INTER A) Intervening in Africa, Superpower Peacemaking in a Troubled Continent, HermanJ. Cohen, First published in Great Britain 2000 by Macmillan Press Ltd., ISBN 0-333-77929-0.Er udgivet i President, Association for Diplomatic Studies and Training regie. H.J. Cohen harværet amerikansk ambassadør i mange afrikanske lande. Kilden vurderes som troværdig.

(JSSA) Jane’s Sentinel Security Assessment, www.janes.comKilden er det velanskrevne blad Jane’s webside, og må vurderes som troværdig.

(LiL) Lande i Lommeformat, Liberia og Sierra Leone, Det Udenrigspolitiske Selskab ogUtrikespolitiska Institutet 2000, ISBN 87-7879-153-7.Kilden beskriver ret overfladisk landende Liberia og Sierra Leone. Enkelte fejl blevkonstateret. Kilden blev efterfølgende ikke anvendt ret meget, da den blev betragtet somværende mindre troværdig.

(MARS) Managing Regional Security in West Africa: ECOWAS, ECOMOG and Liberia,Emmanuel Kwesi Aning, Centre for Development Research (nu ISS) FEB 1994, ISSN 0904-4701.Kilden analyserer ECOWAS ændring til en militær organisation, samt ECOWAS beslutningom at gå ind i konflikten i Liberia. Kilden vurderes som troværdig.

(MIL T) Militært tidsskrift nr. 1 – 1999 (128. årgang, marts 1999), Hæren og defredsstøttende operationer. Artikel udarbejdet af oberstløjtnant Eigil Schjønning ved HærensOperative Kommando (p. 83 – 87).Kilden er udarbejdet af en erfaren chef i UN tjeneste. Kilden vurderes som troværdig.

(MIP) Military Intervention and Peacekeeping, Richard Connaughton (CDISS), AshgatePublishing Limited 2001, ISBN 0 7546 1802 1.Kilden klarlægger først doktriner, definitioner, principper og beslutningsprocesser relaterendesig til fredsbevarelse. Herefter afprøver farfatteren ideerne på forskellige scenarier i nyeretid. Kilden nyder høj anseelse, og vurderes som troværdig.

(OXY) Occidental College Los Angeles 1999http://www.departments.oxy.edu/dwa/201/atlas/ecowas/ecowas.htmlKilden kommer fra universitetets hjemmeside. Henset til at kilden er en skriftlig opgaveudarbejdet af studerende ved universitetet, vurderes den som nærlig troværdig.

http://www.iss.co.za/

http://www.janes.com/

http://www.departments.oxy.edu/dwa/201/atlas/ecowas/ecowas.html

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 3

(PEACE PUB) Peacekeeping Publikations 2001, United Nations Department ofPeacekeeping Operations, Training and Evaluation Service, Military Division, DPKO.Kilden er en manual for medlemslandende til forberedelse af tropper der skal indsættes i UNfredsbevarende missioner. Kilden vurderes som troværdig.

(PK A) Peacekeeping in Africa. Edited by Oliver Furley and Roy May, 1998, AshgatePublishing Ltd, ISBN 1 85972 492 2.De to redaktører har samlet en række internationale eksperters artikler om Peacekeeping inAfrica. Kilden vurderes som troværdig.

(PK CR) Peacekeeping and Conflict Resolution, Editors Tom Woodhouse and OliverRamsbotham, 2000, Frank Cass & Co. Ltd., ISBN 0-7146-4976-7.Kilden indgår i en større samling omhandlende Peacekeeping. Kilden anvender ligeledesmange internationale anerkendte forfattere. Kilden vurderes som troværdig.

(PSF SL) Peace Support under Fire: Lessons from Sierra Leone, Colonel (ret.) Philip R.Wilkinson, OBE, januar 2003,http://www.isisuk.demon.co.uk/0811/isis/uk/hiproject/no2_paper1.htmlKilden er udgivet ved The International Security Information Service, og forfatteren Colonel(ret.) Philip R. Wilkinson, OBE, er Senior Forsker ved Centre for Defence Studies at King'sCollege, London. Kilden er forfatterens egen vurdering vedrørende nødvendigheden afudarbejdelse af en ny doktrin for fredsoperationer. Kilden vurderes som troværdig.

(RI) UNAMSIL—A Peacekeeping Success Lessons Learned, Refugees International, OKT2002 http://www.refugeesinternational.org/cgi-bin/ri/other?occ=00508Kilden er udgivet ved Refugees International. RI er en organisation som beskæftiger sig medflygtningeproblematikken, og har udsendinge ved kriseområder. Kilden vurderes somtroværdig.

(SO SL) Strategisk områdestudie Sierra Leone, KL R. Fuglsig, Forsvarsakademiet VUT II/L2000 – 2001.Kilden beskriver kortfattet de overordnede forhold for Sierra Leone. Kilden vurderes somtroværdig, men er til tider overfladisk.

(UNOMIL) http://www.un.org/Depts/dpko/dpko/co_mission/unomilFT.htm af 2001.Siden er ikke en officiel UN side, men beskriver baggrunden for UNOMIL. Sidenadministreres af Information Technology Section/ Department of Public Information (DPI).Kilden vurderes som troværdig.

(UNR) UN Sikkerhedsråd, resolutioner, http://www.un.org/documents/scres.htmKilden er UN database for vedtagne resolutioner i UN Sikkerhedsråd og vurderes som ydersttroværdige.

(UNSC) UN Sikkerhedsråd, UN SG rapporter, http://www.un.org/documents/repsc.htmKilden er UN database for missionsrapporter og giver faktuelle oplysninger for periodernerapporterne dækker. Rapporterne er officielle UN dokumenter, og enkelte lande bliver ikkeudstillet i dem. Kilden vurderes som troværdig.

http://www.isisuk.demon.co.uk/0811/isis/uk/hiproject/no2_paper1.html

http://www.refugeesinternational.org/cgi-bin/ri/other?occ=00508

http://www.un.org/Depts/dpko/dpko/co_mission/unomilFT.htm

http://www.un.org/documents/scres.htm

http://www.un.org/documents/repsc.htm

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 4

(UNTAM I) Nordic UN Tactical Manual, volume 1 (NORDSAMFN), ISBN 951-47-6364-6 (IIOSA), Gummerus Kirjapaino Oy Jyväskylä 1992.Nordic UN tactical Manual, volume I (UNTAM I) er er udarbejdet på vegne af Den NordiskeSamarbejdsgruppe for militære FN-anliggender (NORDSAMFN). UNTAM I er udarbejdetmed baggrund i de erfaringer, som de nordiske fredsbevarende soldater har gjort sig fremtil1992. Kilden vurderes som troværdig.

(US DEP of S) U.S. Department of State, Bureau of African Affairs, Sierra Leone JAN 2002http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/5475pf.htmKilden er en officiel hjemmeside. Kilden vurderes som troværdig.

(WARS) West African Regional Security in the Post Liberian Conflict Era: Issues andPerspectives, Gani Joses Yoroms & Emmanuel Kwesi Aning, Centre for DevelopmentResearch (nu ISS) NOV 1997, ISSN 0904-4701.Udarbejdet af en uafhængig organisation. Kilden vurderes som troværdig.

(WHY PF) Why Peacekeeping Fails. Dennis C. Jett, 1999. First published in 1999 by St.Martin´s Press. First PalgraveTM edition: April 2001. 175 Fifth Avenue, New York, NY 10010and Houndmills, Basingstoke, Hampshire, England RG21 6XS, ISBN 0-312-23942-4.D.C. Jett er en meget anerkendt og respekteret forfatter. Hans værk anses for at være etdetaljeret analyse om hvorfor Peacekeeping operationer fejler. Kilden vurderes somtroværdig.

(ZOCA) Zones of Conflict in Africa: Theories and Cases, G.K. Kieh Jr og I.R. Mukenge,March 2002, Praeger Publishers, ISBN 0275974472.Kilden er en uafhængig kilde, og er forfattet af en række forfattere. Bogen beskriver og fork-larer civile stridigheder i Afrika og hvordan stridighederne løses. Fokusområderne I bogen er:Great Lakes Region, Liberia, Nigeria og Zambia. Kilden vurderes som troværdig

Beretning fra Forsvarskommissionen af 1997, Fremtidens Forsvar, bilagsbind 1,underarbejdsgruppe 3: ”Konfliktforebyggelse, krisestyring, fredsbevarelse og fredsskabelse,herunder erfaringer på området og mulig udvikling”.Kilden er en officiel rapport og vurderes som troværdig.

FM 100-23 Peace Operations, December 1994. Headquarters Department of the ArmyWashington DC, 30. december 1994. FM 100-5 (1993).Kilden indeholder et kapitel om Operation Other Than War (OOTW), specifikt vedrørendefredsoperationer. Kilden vurderes som troværdig.

Hærens Operative Kommando. Reglement, Hæren, Til Tjenestebrug (HRN 083-001).Fredsstøttende Operationer, november 1997.Reglementet udarbejdes ved Hærens Officersskole og autoriseres af Hærens OperativeKommando. Reglementet vurderes som troværdigt.

Europe And The Crises In The Great Lakes Region, Bjørn Møller, 2001 COPRI, ISSN 1397-0895.Kilden diskuterer EU eventuelle rolle som en ekstern aktør i The Great Lakes Region i Afrika(Republikken Congo, Den Demokratiske Republik Congo, Rwanda, Burundi og Uganda).Kilden vurderes som troværdig.

http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/5475pf.htm

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 5

”The United Nations is not well suited to intervene military when states fail”. Discuss thisview with reference to the lessons learned from the United Nations experience in Somalia.Lieutenant Colonel R.P.H. Vickers SCOTS DG.Kilden er udarbejdet af en uafhængig organisation. Kilden vurderes som troværdig.

Sierra Leone. A Risk Assessment Brief, Koren Marriott, Loranne Kettlewell, MargueriteLuong, Chie Yoshitomi, CIFP and NPSIA, Carleton University, 2002,http://www.carleton.ca/cifp/docs/brief_sierraleone.pdfDet uafhængige Center har udarbejdet mange risikovurderinger, heriblandt et omhandlendeSierra Leone. Kilden vurderes som troværdig.

http://www.infoplease.com/ce6/world/A0861084.htmlKilden er webudgaven af Information Please, som er en del af Family Education Network.Kilden vurderes som troværdig.

http://www.willum.com/artikler/pressokt00D.htmKilden er udarbejdet af flere freelance journalister. Kilden kan virke lettere overfladisk, menvurderes som troværdig.

http://www.un.org/Docs/SG/agpeace.htmlOfficiel rapport udarbejdet af UN SG i juni 1992 vedrørende: ”An Agenda for PeacePreventive diplomacy, peacemaking and peace-keeping”. Kilden vurderes som troværdig.

http://www.un.org/Docs/SG/agsupp.htmlSupplement til Agenda for Peace, den 3. februar 2003. Kilden vurderes som troværdig.

http://www.unu.edu/unupress/ops2.htmlKilden omhandler Liberia 1994: ECOMOG og UNOMIL og er udarbejdet af John Mackinlayog Abiodun Alao, den 3. januar 2003. Kilden vurderes som troværdig.

http://www.isis-europe.org/isiseu/english/no18.html Sharpening the Weapons of Peace: TheDevelopment of a Common Military Doctrine for Peace Support Operations. ISIS BriefingPaper No. 18, By Lt Col Wilkinson, April 1998, den 6. marts 2003.Jf. ovenstående beskriver kilden udviklingen af en fælles militær doktrin for fredsstøttendeoperationer. Kilden vurderes som troværdig.

Sekundære kilder.

General Guidelines for Peacekeeping Operations (UN/210/TC/GG95). Udgivet i 1995. Medbaggrund i udgivelsesdatoen vurderes kilden ikke for at være relevant for specialen, oganvendes primært som sekundær kilde. Kilden vurderes som troværdig.

United Nations Military Observers Handbook. UN/223/TH/MIOB95. Første udgave august1995.Med baggrund i udgivelsesdatoen vurderes kilden ikke for at være relevant for specialen, oganvendes primært som sekundær kilde. Kilden vurderes som troværdig.

Nordic UN Tactical Manual, volume 2 (NORDSAMFN), ISBN 951-47-6364-6 (II OSA),Gummerus Kirjapaino Oy Jyväskylä 1992.

http://www.carleton.ca/cifp/docs/brief_sierraleone.pdf

http://www.infoplease.com/ce6/world/A0861084.html

http://www.willum.com/artikler/pressokt00D.htm

http://www.un.org/Docs/SG/agpeace.html

http://www.un.org/Docs/SG/agsupp.html

http://www.unu.edu/unupress/ops2.html

http://www.isis-europe.org/isiseu/english/no18.html

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET 6

Nordic UN tactical Manual, volume II (UNTAM II) er anden del af UNTAM I. UNTAM II givervejledning til kompagniniveauet og nedefter. UNTAM II bliver ikke behandlet i specialen, damanualen detaljeret beskriver det taktiske niveau. Kilden vurderes som troværdig.

Ethnologue.com http://www.ethnologue.com/show_country.asp?name=Sierra+LeoneKilden er en Ethnologues hjemmeside og har en database over verdens sprog og landessprogmæssige sammensætning. Ethnologue.com er en del af SIL Internationalhttp://www.sil.org/

http://www.ethnologue.com/show_country.asp?name=Sierra+Leone

http://www.sil.org/

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET1

Bilag 1.

1. Landefakta for Liberia.Vedrørende kort over Liberia henvises til bilag 3.

1.1. Geografi og klima337.Liberia ligger i Vestafrika og har mod syd en 550 km lang kystlinie ud mod Atlanterhavet.Landet grænser mod vest op til Sierra Leone, mod nord til Guinea og i øst til Côte d’Ivoire.Mod kysten findes fortrinsvis lavland, som længere inde i landet går over i kuperet højland.De højeste bjerge findes i den nordlige del af landet. Mellem bjergkæderne løber 3 størrefloder, der gennemskærer landet. Store dele af Liberia er dækket af tropisk regnskov. Detsamlede areal udgør ca. 99.000 km2. Hovedstaden hedder Monrovia og er beliggende ud tilkysten.

1.2. Historie338.Forskellige folkeslag indvandrede omkring 14-1500 tallet til området der i dag udgør Liberia,hvor de levede som små isolerede samfund. Befolkningen fungerede som mellemled i euro-pæernes slavehandel med det indre Vestafrika. I starten af 1800 tallet, ændrede synet påslavehandel sig i USA og Europa. I 1822 lykkedes det for American Colonization Society, derarbejde for frigivelse af slaver, at overtale USA’s regering til at købe et stykke land ved KapMeduso. I perioden 1822-1892 indvandrede og befolkede 22.000 frigivne og befriede slaverområdet. Disse, samt deres efterkommere, americo-liberianere, udviklede sig efterhånden tilen overklasse og fik med tiden større og større indflydelse. I 1847 blev Liberia udråbt til enselvstændig stat.Liberias grænser blev internationalt anerkendt i 1892. Elitens politiske parti, True Whig Party,ledede landet uafbrudt fra 1877-1980. I denne periode levede de forskellige folkeslag stortset i fredelig sameksistens, ligesom det lykkedes at undgå engelsk og fransk kolonisering.Omkring 1920 blev der atter optaget tættere forbindelser til USA, og det amerikanske sel-skab Firestone forpagtede 4 % af landet, og anlagde store gummiplantager. Virksomhedenblev med årene Liberias største arbejdsgiver. Også brydning og eksport af jernmalm kom tilat spille en stor rolle. I 1942 fik USA tillige lov til at oprette militærbaser i Liberia.Fra 1944 til 1971 blev Liberia ledet af Richard Tubman, som arbejdede ambitiøst for atforene alle landets befolkningsgrupper. De indre provinser i landet fik sæde i parlamentet, ogder blev i hans embedsperiode indført stemmeret for både mænd og kvinder. Ved hans død i1971 blev han efterfulgt af William Tolbert. Tolbert havde ikke som sin forgænger de sammeparlamentariske ambitioner, og korruption blev herefter mere og mere fremtrædende. Liberiabegyndte på en økonomisk nedtur med stor statsgæld til udlandet til følge.Et militærkup i 1980 bragte Samuel Doe til magten. Doe og hans allierede repræsenteredestammefolkene i Liberia, og blev hilst velkommen i den brede befolkning, men styret udvikle-de sig hurtigt til et brutalt regime. Trods flere kupforsøg mod Doe, lykkedes det ham at forbli-ve ved magten frem til 1990. Nedturen for Doe begyndte for alvor i 1989, hvor Charles Tay-lor, en tidligere embedsmand fra Does administration, som havde været i landflygtighedgrundet anklager om underslæb, gik ind i Liberia fra Côte d’Ivoire sammen med en lille styr-ke af oprørssoldater. Dette blev starten på en grusom borgerkrig, som varede frem til 1997,hvor Charles Taylor, efter et frit og uafhængigt valg, blev indsat som præsident.

337 Baseres i sin væsentlighed på data fra LiL.338 Baseres i sin væsentlighed på data fra LiL.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET2

1.3. Sociologi339.Liberia er et samfund af multietnisk karakter bestående af 16 etniske grupper samt efter-kommere af de frigivne slaver, de såkaldte Americo-liberianere. Sidstnævnte gruppe udgørkun ca. 5 % af den samlede befolknings, men havde på trods heraf den politiske magt fremtil 1980. Samuel Doe, som kom til magten ved et militærkup i 1980 tilhørte Krahn befolknin-gen, medens Liberias nuværende præsident Charles Taylor tilhører americo-liberianere340,men har massiv støtte fra Gio befolkningen. De etnisk største grupper i Liberia er Kpelle- ogBassa befolkningen.På basis af de mange folkeslag er der mange forskellige sprog, som dog kan inddeles i trehovedgrupper: mande, crux og mel. Det officielle sprog er engelsk341. Frem til 1980 levedede forskellige stammer stort set i fredelig sameksistens, og blandede ægteskaber har væretalmindeligt forekommende. Under Does administration opstod stigende spændinger mellemde forskellige etniske grupper. Selv om borgerkrigen oprindeligt var en krig om magten i Li-beria, udviklede den sig hurtigt til egentlige kampe mellem de etniske grupper.Det officielle befolkningstal i Liberia er 2,9 millioner, hvoraf skønsmæssigt halvdelen bor ibyerne. Borgerkrigen kostede 200.000 menneskeliv og medførte over en million internt ogeksternt fordrevne mennesker. To femtedele af befolkningen er åndedyrkere, to femtedele erkristne og en femtedel er muslimer, sidstnævnte hovedsagelig bosat i den nordlige del aflandet.Selv om der officielt er ni års obligatorisk skolegang anslås det at kun hvert fjerde barn går iskole og analfabetismen anslås til ca. to tredjedele af den samlede befolkning342.

1.4. Økonomi.Den Liberianske økonomi, var før borgerkrigen baseret på landbrug, skovdrift, minedrift, ser-vice og handel, med eksport af naturgummi, ædeltræ, jernmalm, guld og diamanter. Underpræsident Reagan administrationen modtog Does administration mere end 400 mio. US$som økonomisk støtte fra USA, og Does hær modtog en årrække direkte støtte og træningfra USA343. Efter gentagne manglende redegørelser for anvendelse af beløbene og efterføl-gende manglende vilje til samarbejde med en undersøgelses- og rådgivningskommission fraUSA, hørte støtten op i 1989344.Under borgerkrigen, som medførte store flygtningestrømme, kom store dele af landbrugetkom til at ligge brak. Industrianlæg blev ødelagt og landets infrastruktur blev nedbrudt. Regi-strering af handelsskibe under ”bekvemmelighedsflag” var stort set den eneste indtægtskildefor regeringen. Statsgælden blev i 1997 anslået til ca. 3 milliarder US$345. Derimod havde derespektive ledere af de kæmpende fraktioner under borgerkrigen store indtægter ved udnyt-telse af naturressourcer fra de områder de havde besat. Det anslås således, at CharlesTaylor (NPFL) havde en fast årlig indtægt på 75 millioner US$ fra egen udvinding af ressour-cerne, 10 millioner US$ pr. måned fra et konsortium af Nordamerikanske, Japanske ogEuropæiske mineselskaber samt 3,5 millioner US$ årligt ved eksport af tømmer. United Libe-ration Movement of Liberia for Democracy (ULIMO-Kromah) og ULIMO-Johnson var involve-ret i diamanthandel med tilknytning til henholdsvis Sierra Leone og i Bomi County i Liberia.Liberian Peace Council (LPC) profiterede på eksport af gummi. I alt vurderedes det, at de 339 Baseres i sin væsentlighed på data fra LiL.340 BUPE, kapitel 3, p. 46.341 CWFB.342 CWFB.343 http://pages.prodigy.net/jkess3/Civilwar.htlm (1/3/03), pp. 5-14.344 INTER A, kapitel 5, p. 130.345 LiL, p. 14.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET3

stridende parter i 1995 havde en indtægt ved udnyttelse af Liberias naturressourcer på mel-lem 480-680 millioner US$346. Under borgerkrigen profiterede interventionsstyrkens soldater,især de nigerianske ved korruption og kriminel aktivitet i Liberia. Korruptionen skete på alleniveauer347. Nigerianske politiske generaler profiterede ligeledes på vedligeholdelse af bor-gerkrigen, idet beløb der var allokeret til ECOMOG missionen, fandt vej til deres personligekonti348.

1.5. Indenrigspolitik.I 1980 overtog en gruppe af yngre sergenter under ledelse af den 28 årige Samuel Doe vedet militærkup magten i Liberia. Samuel Doe, som blev præsident, tilhørte Krahn befolknin-gen. Gruppen bestod herudover af Nicolas Podier (fra Grebo stammen), Thomas ”Strong-man” Quiwonkpa (fra Gio stammen) og Thomas Weh-Syen (fra Kru stammen)349. Ved kup-pet blev præsident Tolbert og flere regeringsmedlemmer samt medlemmer af administratio-nen henrettet. Præsident Tolberts søn, der var svigersøn til Côte d’Ivoires præsidentHouphouet-Boigny, havde søgt ly i den franske ambassade i Monrovia. Efter begæring fraCôte d’Ivoire havde præsident Doe garanteret Tolberts sikkerhed. Under Does fravær fandthans tilhængere imidlertid ud af Tolberts opholdssted, og imod internationale regler, brød til-hængerne ind i ambassaden og fangede Tolbert. Han blev kort efter henrettet350. Efter kup-pet blev Liberias 133 år gamle forfatningen sat ud af kraft og erstattet med en ny og tillem-pet.Modstandere af Doe blev i løbet af de efterfølgende år systematisk elimineret ved snigmordeller tvunget i landflygtighed. Krahn befolkningen, som kun udgjorde 5-7 % af befolkningenblev tilgodeset på ledende poster overalt i administrationen, ligesom regeringshæren ”ArmedForce of Liberia” (AFL) hurtigt blev domineret af soldater fortrinsvis fra Krahn befolkningen.Der opstod dog hurtigt spændinger imellem kupmagerne, og Thomas Weh-Syen blev henret-tet i 1981 efter påstand om deltagelse i planlægningen af mordforsøg på Doe. En anden afDoes allierede, Liberias chef for de væbnede styrker Thomas Quiwonkpa advokerede forhurtigt at afholde demokratisk valg, hvilket Doe modsatte sig. Quiwonkpa blev i 1983 be-skyldt for delagtighed i planlægning af et kup mod Doe, og følte sig kort efter tvunget til at gåi landflygtighed i Sierra Leone351.Efter pres fra det internationale samfund, især USA, blev der afhold valg i Liberia i 1985.Does regime havde været voldeligt og hans popularitet var faldet stærkt. Hans modkandidatJackson Doe (fra Gio folket) ansås af de fleste som den reelle vinder af valget. På trods her-af erklærede Samuel Doe sig som vinder med 50,9 % af stemmerne, et resultat der efter deinternationale observatørers opfattelse var betinget af valgsvindel352. Valgresultatet blev doggodkendt af USA.I november 1985 anførte Thomas Quiwonkpa et kupforsøg mod præsident Doe. Forsøgetslog fejl og Quiwonkpa blev efterfølgende fanget og henrettet. Kupforsøget medførte massivgengældelse udført af AFL mod Quiwonkpas støtter, hvorved mere end 3000 medlemmer afGio- og Mano befolkningen mistede livet353.I december 1989 gik en guerillagruppe kaldet Liberias Nationalpatriotiske front (NPFL) anførtaf Charles Taylor, over grænsen fra Côte d’Ivoire til Liberia. Charles Taylor var en tidligere

346 BUPE, kapitel 3, p. 47.347 PK A, kapitel 11, p. 232.348 BUPE, kapitel 3, p. 48.349 http://pages.prodigy.net/jkess3/Civilwar.htlm (3. januar 2003), pp. 2-14.350 INTER A, kapitel 5, p. 127.351 http://pages.prodigy.net/jkess3/Civilwar.htlm (3. januar 2003), pp. 7-14.352 INTER A, kapitel 5, p. 127.353 BUPE, kapitel 3, p. 46.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET4

liberiansk embedsmand, der var i gået i landflygtighed grundet anklager om underslæb.Taylor hvervede hurtigt soldater fra Gio- og Mano befolkningsgrupperne, som havde lidt sto-re overgreb efter det mislykkede kup i 1985. Dette blev starten på en grusom og blodig bor-gerkrig med deltagelse af såvel indenlandske som udenlandske aktører, herunder regionalemilitære kontingenter. Senere tilkom observatører fra Forenede nationer. Observatørerne vartil stede frem til valget i 1997, hvor borgerkrigen formelt blev afsluttet, da Charles Taylor vedfri og demokratisk folkeafstemning blev valgt som Liberias præsident.

1.6. Udenrigspolitik.Under præsident Tubman og præsident Tolbert havde Liberia ført en afbalanceret udenrigs-politik med gode relationer til landene i regionen, og specielt med nabolandene Sierra Leoneog Côte d’Ivoire. Dette var betinget i personlige relationer mellem regeringslederne354. EfterSamuel Does magtovertagelse ændrede forholdet sig til de to stater i negativ retning. Der-imod havde Samuel Doe et godt forhold til Guinea, som efterfølgende under borgerkrigenhjalp Liberias overgangsregering med uddannelse og udrustning af dennes sikkerhedsstyrke”De sorte baretter”355.Liberia havde historisk traditionelle nære bånd til USA, som ud over at benytte Liberia somindgangssport for logistik og tropper under 2. verdenskrig, nu benyttede Liberia som mellem-station i kampen mod kommunismen i Afrika. Der var således etableret et efterretnings- ogkommunikationscenter for USA’s ambassader i Afrika (CIA), en stor antenne- relæstation tilbrug for ”Voice of America” (USAI) samt en station til styring af satellitter, sidstnævnte tilbrug for GPS-navigering (DOD)356. Alle tre enheder havde meget høj prioritet og var ikkeumiddelbart til at erstatte. Der var ligeledes givet meget gunstige vilkår for amerikanske mili-tære fly- og flådeenheders brug af faciliteter i Liberia.Doe besøgte i 1982 præsident Reagan i USA. Ved besøget benyttede amerikanerne lejlig-heden til at påtale Does embedsførelse, især i forhold til respekten omkring menneskerettig-hederne i Liberia. USA udrustede og trænede Liberias Væbnede styrker, ligesom lån og sto-re økonomiske hjælpepakker tilgik Liberia herfra. Americo-liberianere, som efter Does magt-overtagelse var gået i eksil i USA, benyttede dog enhver chance gennem lobbyisme til atmodarbejde militærregimet i Liberia.Efter Does magtovertagelse afbrød han forbindelsen med Libyen og optog diplomatiske for-bindelser med Israel. Nigerias præsident Babangida, der ligeledes var militær diktator, vargennem perioden en nær allieret til Liberia357, og leverede våben til Doe og AFL i perioden1985-1993358.Samuel Doe erklærede sig som vinder af valget i Liberia i 1985, et valg som af de internatio-nale observatører blev betragtet som manipuleret. Herefter kølede forholdet gradvist mellemUSA og Liberia. Ved Charles Taylors angreb på Liberia i 1989, reagerede USA ved kun atsende 2 militære rådgivere til støtte for regeringshæren. Disse rådgivere blev, efter inden-rigspolitisk pres i USA, hurtigt trukket tilbage igen, og USA’s militære engagement i helekonflikten begrænsede sig herefter til beskyttelse af eget personel i Monrovia samt evakue-ring af egne og allierede statsborgere i starten af borgerkrigen. USA finansierede dog ud-rustningen og indsættelsen i 1991 af det Senegalesiske kontingent til den regionale freds-styrke359. Samtidig var USA i 1990 travlt optaget af krisen omkring den persiske Golf360, og 354 JSSA External Affairs, 20. februar 2003.355 JSSA External Affairs, 20. februar 2003.356 INTER A, kapitel 5, p. 129.357 JFQ/Autumn/Winter, 2001-2002, p.77.358 BUPE, kapitel 3, p. 48.359 INTER A, kapitel 5, p. 158.360 PK A, kapitel 11, p. 229.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET5

det manglende engagementet i Liberia var et bevidst fravalg361. Efterfølgende efter USA’sydmygende engagement i Somalia, omdefinerede USA generelt sin Afrika politik.Det var også USA, som i samarbejde med EU, der i efteråret 1996 endelig trådte til og støt-tede fredsstyrken logistisk og derved endelig gjorde det muligt for den at deployere ud i Libe-ria mhp. afvæbning, demobilisering og reintegrering af de væbnede fraktioner. Sideløbendehermed blev der afholdt 3 internationale donorkonferencer for at skabe det økonomiske fun-dament for styrken362. På den humanitære side støttede USA med store økonomisk beløbunder hele borgerkrigen.Præsident Doe og efterfølgende ledere af overgangsregeringerne under borgerkrigen havdegenerelt støtte hos de anglofile lande i Economic Community of West African States (ECO-WAS), såsom Nigeria, Ghana og Sierra Leone. Charles Taylor blev efter borgerkrigen i 1997blev valgt som præsident. Han havde, specielt under den første del af borgerkrigen, støttehos de frankofile lande såsom Togo, Mali, Senegal, Niger, Burkina Faso og Côte d’Ivoire. Deto sidste lande deltog aktiv med direkte støtte, henholdsvis i form af materiel og henholdsvismed sikre samleområder for Taylors oprørsstyrker363.

361 INTER A, kapitel 5, p. 145.362 BUPE, kapitel 3, p. 63.363 INTER A, kapitel 5, p. 132.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET1

Bilag 2.

1. Landefakta for Sierra Leone.Vedrørende kort over Sierra Leone henvises til bilag 4.

1.1. Historie.I 1460 begyndte de første portugisiske skibe at ankomme til halvøen, der af sømændenehurtigt blev døbt Sierra Leone – løvebjergene – efter de omkringliggende bjerge.Gennem 1400- og 1500-tallet kom handelsfarende til halvøen for at drive handel med lokal-befolkningen. Handelsvirksomheden ombefattede ud over de for området normale handels-varer såsom elfenben og tømmer ligeledes slavehandel, hvilket dog kun skete i et mindreomfang. Fra midten af 1600-tallet øgedes de britiske handelsinteresser i området.Efter krigen i Amerika (1775 – 83) forsøgte frigjorte slaver i 1787 at etablere sig i det områdeder nu kendes som Freetown. Anstrengelserne mislykkedes, men det forhindrede ikke Tho-mas Clarkson til i 1792 at gøre et fornyet forsøg på etablering af et fristed for frigivne og flyg-tede slaver. Indsatsen resulterede i oprettelsen af Freetown.Efter Englands forbud mod slavehandel i 1807 overtog England Freetown fra Sierra LeoneCompany364. Op gennem 1800-tallet forøgede England sine interesser i kystområderne om-kring Sierra Leone, og i 1896 blev det indre af landet proklameret som engelsk protektorat.England følte sig nødsaget til dette for at dæmme op mod franske interesser i området.Efter Anden Verdenskrig kunne der spores en vis økonomisk fremgang i Sierra Leone365, ogafrikanerne fik generelt et større politisk ansvar. Sierra Leone fik til sidst selvstyre i 1958, ogblev et selvstændigt land i 1961 efter mere end 150 års britisk kolonistyring.Fra 1961 og frem til 1967 ledede Sierra Leone People’s Party (SLPP) landet, men efter val-get i 1967 overtog All People’s Congress366 (APC) regeringsmagten, og Siaka Stevens blevindsat af generalguvernøren367 som premierminister. Stevens blev dog kun få minutter eftersin indsættelse væltet ved et militærkup ledet af brigadegeneral Lansana, der igen kort tid ef-ter blev væltet af National Reform Council (NRC) under ledelse af oberst Andrew Juxom-Smith.I 1968 blev NRC væltet, og APC under ledelse af Stevens genoptog regeringsmagten. Efteret mislykket kupforsøg i 1971 blev Sierra Leone udråbt som en republik med Stevens sompræsident. Stevens indførte et-parti systemet i 1978.

1.2. Sociologi og demografi.Befolkningssammensætning, sprog og religion:Sierra Leone er et samfund af multietnisk karakter. Landet har 18368 forskellige etniske grup-per369, hvor Mende- og Temne folket samlet udgør ca. 60 % af befolkningen370. Rivaliserin-gen mellem Mende- og Temne folket har været udbredt siden Sierra Leone blev selvstændigi 1961. Ganske usædvanligt var der under borgerkrigen praktisk taget ikke tale om rivalise-ring mellem de forskellige etniske grupper371.

364 Sierra Leone Company blev oprettet i forbindelse med T. Clarksons etablering af Freetown og beskyttedeblandt andet kolonien mod Temne folkets angreb.365 På grund af den tiltagende minedrift og diamantudvinding.366 APC bestod hovedsagligt af medlemmer fra Temne folket.367 Generalguvernøren var en sierra leoner der var udpeget som repræsentant for det engelske kongehus.368 Dette tal varierer afhængig af kilde mellem 17 og 20.369 US DEP of S.370 JSSA Demography, Sierra Leone af 4. januar 2002.371 JSSA Demography, Sierra Leone af 4. januar 2002.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET2

Engelsk er det officielle sprog. 60 % af befolkningen er muslimer, ca. 30 % bekender sig tilde traditionelle afrikanske religioner og ca. 10 % er kristne.Uddannelse:Sierra Leone har en lang uddannelsestradition, og var tidligere kendt for sine uddannelses-mæssige kvaliteter, hvilket dog har været faldende igennem de sidste 30 år372.

1.3. Økonomi og videnskab373.Set i relation til Sierra Leones rige mineralforekomster, og specielt i denne sammenhængdiamantforekomsterne, har landet haft de bedste forudsætninger for at blive et ganske vel-havende land, men er på trods af dette et af de fattigste lande i verden374.Umiddelbart har implementeringen af International Monetary Fund/World Bank økonomiskejusterings- og stabiliseringsprogrammer ikke medført det forventede resultatEnergiproduktion og ressourcer:Sierra Leone har ingen olieindustri og er på grund heraf afhængig af andre Vestafrikanskelandes olieleverancer. I 2000 påbegyndte det i Texas hjemhørende firma TGS/NOPECseismiske undersøgelser ud for Sierra Leones kyst og det viste sig, at der er ikke uvæsentli-ge oliereserver inden for Sierra Leones territorialgrænser.Råmaterialer:Det meste af minedriften i landet er fortsat indstillet (af juni 2001), og alle autorisationer harværet inddraget siden januar 2000. Sierra Leones primære mineralforekomster er: Diaman-ter, bauxit, jernmalm, rutile375 og guld.Skønsmæssige produktionsestimater varierer mellem 70 og 250 mio. US$ årligt, hvor kun enbrøkdel passerer gennem de officielle eksportkanaler.I 2001 oprettede Sierra Leones regering en fond, der returnerer en del af skatterne fra dia-manteksporten til minedistrikterne for herved at appellere til en bedre overvågning af distrik-ternes legale diamantudvinding.Udenlandske investorer:Sierra Leone har en af verdens største forekomster af rutile, hvilket foranledigede USA til i1979 at indgå samarbejde med Sierra Leone om udvinding af mineralet. Udvindingen kræ-vede amerikanske investeringer i landet, der i størrelse (i Vestafrika) kun blev overgået af in-vesteringer inden for olieindustrien. Efter borgerkrigens ophør pågår der forhandlinger omgenoptagelse af både rutile- og bauxitudvindingen.

1.4. Militær.Efter borgerkrigen havde Sierra Leone stærkt brug for ekstern assistance til genopbygning aflandets forsvar.En vurdering med henblik på restrukturering af det sierra leonske forsvar blev gennemført iløbet af 2001, og i 2002 kunne regeringen meddele, at den sierra leonske hær, marine ogflyvevåben ville blive samlet under det nyoprettede RSLAF fra den 1. april 2002. Reorganise-ringen forventes at tage flere år, og vil indbefatte en ”Joint Forces Command” med ansvar foroperationer og enheds- og ”joint” træning samt en ”Joint Support Command” med ansvar foradministration, logistik og individuel træning. Begge hovedkvarterer vil blive placeret i Free- 372 Uddannelsessystemet er i sin væsentlighed bygget op omkring syv års grundskole og efterfølgende syv årsvideregående skole. I 1990 var det kun ca. halvdelen af de 6-7-årige og kun ca. en femtedel af de 12-18-årigeder gik i skole. I midten af 1990erne kunne knapt en tredjedel af befolkningen læse og skrive, hvilket fortsat ertilfældet Under borgerkrigen gik undervisningen praktisk talt i stå, US DEP of S.373 Baseres primært på JSSA Natural Resources, Sierra Leone af 22. juni 2001 samt US DEP of S.374 LiL p. 28.375 Rutile er titaniumoxid, der anvendes til pigmentering af maling og indgår endvidere i fremstillingen af svej-setråde.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET3

town og vil have et stort antal britiske soldater tilknyttet med henblik på at holde hovedkvar-tererne operative376.Hæren:Frem til 1991 havde Sierra Leone en hærstyrke på ca. 5.000 mand. Umiddelbart var der ikkebehov for en større hærstyrke, idet Sierra Leone havde et godt forhold til landets nabostater.Efter borgerkrigens udbrud i 1991 konstateredes et desperat behov for øgning af antallet afsoldater i de væbnede styrker, hvilket kun kunne lade sig gøre ved indrullering af småkrimi-nelle, narkomaner og arbejdsledige.Under borgerkrigen blev Sierra Leones kommando- og kontrolstruktur fuldstændig ødelagt,hvilket blandt andet medførte, at Executive Outcomes kun kunne kontrollere operationernepå en dag-til-dag basis.Hæren, der oprindeligt som følge af RUF angrebet i maj 2000 skulle bestå af ca. 8.000mand, blev som følge af omstruktureringen i 2001 – 2002 planlagt til i fremtiden at omfatteca. 11.000 mand.Hærstyrkerne udgjorde pr. 21. august 2002 ca. 8.500 mand, givetvis 12 rekognosceringskø-retøjer og 6 armerede transportkøretøjer.

1.5. Indenrigspolitik.Nationale interesser og målsætning.Sierra Leone indenrigspolitik bærer i høj grad præg af eftervirkningerne af borgerkrigen, derhar hærget landet siden begyndelsen af 1990’erne. De nationale interesser går primært påat etablere stabilitet og sikkerhed i landet.Regering og administration377.Sierra Leone er en republik der forfatningsmæssigt er opbygget primært efter et engelsk for-fatningsgrundlag.Regeringsformen er et parlamentarisk demokrati med et parlament bestående af 68 alminde-ligt valgte medlemmer. Endvidere er der lokale regeringer der hovedsagligt er opbygget om-kring en høvding og et ældreråd. Byerne Freetown, Bo, Kenema og Makeni har en borgme-ster og et valgt byråd.Præsidenten har den udøvende magt, han er stats- og regeringsleder og øverstbefalende forde væbnede styrker. Parlamentet vælges for en fireårig periode.Næste valg (til parlamentet og til præsidentposten) vil være i maj 2006.Sierra Leones juridiske system fungerer umiddelbart stadig, men lider kraftigt under knapperessourcer og mangel på kvalificeret personel378. Systemet er bygget op omkring det engel-ske juridiske system og består af Højesteret, Landsret og Appelret med dommere udnævntaf præsidenten efter anvisning fra det der svarer til et retsudvalg. I 2000 bekendtgjorde Sier-ra Leones regering vedtagelsen af en anti-korruptionslov til bekæmpelse af den altid nærvæ-rende korruption.

1.6. Udenrigspolitik.Sierra Leones generelle udenrigspolitik vurderes ikke at have betydning for specialen, dog vilenkelte eksterne aktører, jf. nedenstående, kort blive beskrevet.

376 Jane’s World Armies 12, Command and Control, Sierra Leone af 21. august 2002.377 Baseres primært på SO SL p. 22.378 US DEP of S.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET1

Bilag 3.

Kort over Liberia.

Kilde: http://www.un.org/Depts/Cartographic/map/profile/liberia.pdf

http://www.un.org/Depts/Cartographic/map/profile/liberia.pdf

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET1

Bilag 4.

Kort over Sierra Leone.

Kilde: http://www.un.org/Depts/Cartographic/map/profile/sierrale.pdf

http://www.un.org/Depts/Cartographic/map/profile/sierrale.pdf

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET1

Bilag 5.

Styrkeopbygning i Liberia379.

Indholdsfortegnelse.

Styrkeopgørelser der ikke fremgår af UN rapporter s. 2

Ninth Progress Report on UNOMIL S/1995/158 af 24. februar 1995 s. 4

Twelfth Progress Report on UNOMIL S/1995/781 af 13. september 1995 s. 5

Fifteenth Progress Report on UNOMIL S/1996/47 af 23. januar 1996 s. 6

Seventeenth Progress Report on UNOMIL S/1996/362 af 21. maj 1996 s. 7

Nineteenth Progress Report on UNOMIL S/1996/858 af 17. oktober 1996 s. 8

Twenty-first Progress Report on UNOMIL S/1997/90 af 29. januar 1997 s. 9

379 Baseres primært på data fra UN rapporter og BUPE.

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET2

Styrkeopgørelser der ikke fremgår af UN rapporter:

Ultimo 1989/primo 1990:Rebelstyrker (NPFL) 12.500AFL 7.000ECOMOG 4.000 (Gambia, Ghana, Guinea, Nigeria og Sierra Leo-

ne) (BUPE p. 52 siger 3.000 AUG 1998)ECOMOG SEP 6.000 (BUPE)

1990:INPFL 6.000

Endvidere tidligt i borgerkrigen:Flere hundrede soldater fra Burkina Faso til NPFL

1993:LPC 2.500LDF 400ECOMOG 8.000ECOMOG primo 1993 16.000 (12.000 fra Nigeria, BUPE p. 55)UNOMIL 300 militære observatører

1994:ULIMO-J 3.800ULIMO-K 6.800April UN skøn 60.000 kombattanterOAU 1.500 (Tanzania, Uganda, BUPE p. 57380)Kombattanter afvæbnet marts 2.000Kombattanter afvæbnet maj 3.192UNOMIL april 368 militære observatørerAugust BUPE skøn 33.000 kombattanterUNOMIL oktober 90 militære observatører (reduceret pga. kampene)

1995:ECOMOG februar 8.430 (Nigeria 4.903, Ghana 1.028, Guinea 609, Tan-

zania 747, Uganda 760, Sierra Leone 359)UNOMIL februar 78 militære observatørerJuli – november UN skøn 50 – 60.000 kombattanter (25 % børn)ECOMOG oktober 7.269

1995 – 1996:UNOMIL primo 1996 93 militære observatørerUNOMIL november 23 militære observatører

1997:Kombattanter afvæbnet 26 JAN 12.510 (afvæbningen startede NOV 1996, BUPE p. 63)UNOMSIL ultimo JAN 78 militære observatører

380 OAU styrkebidrag trak sig senere ud (ca. 1 år efter) pga. det internationale samfunds mangel på vilje til atlevere den lovede logistiske støtte

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET3

ECOMOG ultimo JAN 7.500Marts UN skøn: 33.000 kombattanterKombattanter afvæbnet 9 FEB 20.332ECOMOG marts 10.000UNOMSIL marts 92 militære observatørerECOMOG juni 11.500 (styrkeforøgelsen indbefattede: Nigeria 1.000,

Mali 650, Ghana 500, Burkina Faso 320, Niger 321,Benin 250, BUPE p. 64).

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET4

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET5

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET6

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET7

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET8

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET9

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET1

Bilag 6.

Styrkeopbygning i Sierra Leone.

Indholdsfortegnelse.

First Progress Report UNOMSIL S/1998/750 af 12. august 1998 s. 2

Second Progress Report UNOMSIL S/1998/960 af 16. oktober 1998 s. 3

Fifth Report on UNOMSIL S/1999/237 af 4. marts 1999 s. 4

Sixth Report on UNOMSIL S/1999/645 af 4. juni 1999 s. 5

Seventh Report on UNOMSIL S/1999/836 af 30. juli 1999 s. 6

Eighth Report on UNOMSIL S/1999/1003 af 28. september 1999 s. 7

Second Report on UNAMSIL S/2000/13 af 11. januar 2000 s. 8

Third Report on UNAMSIL S/2000/186 af 7. marts 2000 s. 9

Fourth Report on UNAMSIL S/2000/455 af 19. maj 2000 s. 10

Fifth Report on UNAMSIL S/2000/751 af 31. juli 2000 s. 11

Sixth Report on UNAMSIL S/2000/832 af 24. august 2000 s. 12

Seventh Report on UNAMSIL S/2000/1055 af 31. oktober 2000 s. 13

Eighth Report on UNAMSIL S/2000/1199 af 15. december 2000 s. 14

Ninth Report on UNAMSIL S/2001/228 af 14. marts 2001 s. 15

Thirteenth Report on UNAMSIL S/2002/267 af 14. marts 2002 s. 16

Fifteenth Report on UNAMSIL S/2002/987 af 5. september 2002 s. 18

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET2

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET3

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET4

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET5

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET6

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET7

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET8

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET9

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET10

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET11

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET12

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET13

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET14

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET15

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET16

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET17

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET18

UKLASSIFICERET

UKLASSIFICERET19

Documents

UN doktrinudvikling En Casestudy af UN missioner i … · UN doktrinudvikling En Casestudy af UN missioner i Liberia og Sierra Leone ... APC ~ Armored Personel Carrier C2 ~ Command