Embed Size (px)
Citation preview
1
1. Indledning
Sproget er et kompliceret fænomen, og det har været genstand for næranalyse af
adskillige videnskaber lige fra psykologi (B.F. Skinner), filosofi (J.L. Austin),
samfundsvidenskabelig (B. Bernstein) og lingvistik (N. Chomsky). I en videnskabelig
optik strækker sprog sig bredt over logik, erkendelse, sandhed og relativitet. Det skaber
en konflikt i tolkningen af sprog, fordi det på én gang er knyttet til noget biologisk og
instinktivt men på samme tid også er forbundet med erkendelse og erfaring. Heri ligger
paradokset i sprogtilegnelse: Er sprog medfødt, eller er det en progressiv udvikling
betinget erfaringer med omverden? Eller er det to retninger, som ikke kan forbindes?
Fælles for alle videnskaberne er, at sproget er et vigtigt fundament for den
menneskelige udvikling, intellekt og sociale trivsel. Forskellige undersøgelser og
analyser af sproget har tilsammen været forudsætning for, at sprogets vigtighed er
blevet belyst på mange niveauer.
Det er formålet med min opgave at vise, hvordan et barn i vuggestuealderen, Peter 22
måneder, tilegner sig sprog. Jeg vil undersøge, om hans sprogtilegnelse bygger på nogle
universelle systematiske principper, eller om hans sprogtilegnelse er betinget af miljø
og imitation. Jeg vil anvende Noam Chomskys teori om ”Universal grammar” til at
undersøge, hvilke elementer i sproget, Peter lærer udenad, og hvilke elementer han
lærer gennem logiske strukturer. Opgaven vil primært bestå af en semantisk og
grammatisk analyse af det indsamlede empiri, men det bliver i et kognitivt og
pragmatisk perspektiv, fordi de fire lingvistiske grene supplerer hinandens mangler, når
jeg skal undersøge Peters sproglige intentioner. I min perspektivering vil jeg undersøge
og diskutere, hvorvidt og hvornår barnet indstiller nogle sproglige parametre for korrekt
grammatik og morfologi.
Der er efterhånden materiale nok til at dække de største områder i børnesprog (TRAS,
Syddansk universitet mm.). Meget af det nyeste danske materiale, der er udgivet, lægger
stor vægt på de pædagogiske, psykologiske og audiologopædiske felter, og her er det
børn i den tidlige skolealder eller sene børnehavealder, der er analyseobjekter.
Når jeg laver en semantisk og grammatisk analyse, så er det fordi, jeg vil belyse nogle
af de fænomener i sprogtilegnelse, som umiddelbart er blevet overset i det nyeste
2
arbejde med dansk sprogtilegnelse. Jeg vil formentlig finde frem til nogle resultater,
som dels kan give et indblik i børns sprogforståelse og dels give et overblik over deres
sprogbrug.
3
2. Metode
2.1. Analyseperson
I min analyse af sprogtilegnelse har jeg valgt at følge min nevø, Peter, på 22 måneder.
Peter har gået i vuggestue i 12 måneder, og hans sprogadfærd har derfor tilpasset sig
andre børn såvel som voksne. Grunden til jeg vælger en dreng knap to år er, at det er i
denne alder, at sproget begynder at manifestere sig i meningsfulde ord, og ord får en
eksplicit semantisk betydning. I mine undersøgelser lader jeg Peter interagere med mig,
sin mor og sin storebror på fire år. På den måde kan Peter færdes socialt og sprogligt i
naturlige omgivelser. Jeg betragter Peters sprog som et repræsentativt billede af
børnesprog samtidig med, jeg vil undersøge hans individuelle sprogtræk. Netop derfor
er det vigtigt at have de kontekstuelle og pragmatiske betingelser med i analysen.
2.2. Metode og behandling af analysemateriale
At beskæftige sig med børnesprogstilegnelse dækker især over to forsøgsmæssige
vanskeligheder:
1. Hos småbørn er sprogtilegnelsesprocessen meget dynamisk, og det betyder, at det er
vanskeligt at give et gennemsnitligt billede af børnesprog. Måden, hvorpå børn lærer
sprog er basalt den samme måde, men hastigheden er forskellig.
2. Idet børn ikke selv kan udtrykke, hvad deres tanker bag en handling eller ytring er, kan
konklusioner udelukkende være en tolkningsopgave.
Jeg har derfor valgt at bruge en tredelt undersøgelsesmetode, som søger at dække over
de forsøgsmæssige vanskeligheder og samtidig give et nøjagtigt billede af Peters
sprogtilegnelse og sprogforståelse.
Den første og primære metode består i at observere og identificere hans sprog som en
general tendens hos børn i samme alder. Metoden skal fungere som en feltundersøgelse,
hvor jeg skriver feltnoter til at det, jeg iagttager. Peters sprog er meget begrænset og
indeholder mange gentagelser. Derfor har jeg valgt at følge Peter en hel dag, for at
skaffe empiri nok. Jeg optager forløbet og transskriberer derefter det sprog, som har
fonetisk mening. Metoden har den fordel, at jeg får meget analysemateriale i Peters
naturlige omgivelser. Idet jeg kender Peter, er jeg bevidst om, hvordan hans sproglige
4
udvikling er, hvad han mener, når han udtrykker sig, hvilke ordklasser han anvender
mest osv. Feltmetodens fordel er, at jeg får mange identiske betragtninger, som giver
pålidelige konklusioner. Dog dækker metoden udelukkende korrelationer og er derfor
ikke årsagsforklarende. Samtidig viser en dags lang observation kun et udsnit af hans
sprogproduktioner, og jeg kan derfor ikke sige noget om det sprog, han ikke anvender.
Til sidst er det værd at nævne, at en feltundersøgelse ikke kan afgøre, om hans sproglige
sammensætning er grundet forudgående kendskab til de anvendte ord, eller om det
bygger på abstrakte sproglige strukturer. Derfor har jeg udvidet min metode med to
sekundære metoder.
Den anden metode er spørgeskema1 (bilag 4) til Peters forældre, bedsteforældre og mig.
Spørgeskemaet skal udelukkende betragtes som en sekundær kilde, som har til formål at
supplere de observationer, jeg selv gør. Det er en kvantitativ metode, som jeg vil bruge
til at drage konklusioner på det, jeg har observeret. Metoden er ideel, fordi den er
årsagsforklarende til de resultater, jeg finder i feltanalysen. Idet mit feltarbejde
udelukkende bygger på en dags materiale, er spørgeskemaet en yderst anvendelig kilde,
når jeg skal danne overblik over Peters ordforråd.
Den tredje metode består af nogle sproglege2(bilag 2). Sproglegene har jeg udformet, så
jeg ud fra spørgeskemaets information kan teste Peters sproglige særtræk nøjere.
Sproglegene er anvendelige til at afgøre, om Peters sprog udelukkende er grundet
imitation, eller om han kan lave ordkonstellationer og sætningsstrukturer ud fra logiske
strukturer. Her kan jeg yderligere undersøge, om tendenserne i Peters sprog er tilfældige
eller repræsentative for hans generelle sprogadfærd. Ligeledes har jeg lavet en sprogleg
specielt designet til min perspektivering, hvor jeg skal undersøge, hvad der på to år sker
sprogligt med et barn (bilag 3).
Jeg har både valgt at bruge den kvantitative og kvalitative metode i min opgave, fordi
jeg mener, de supplerer hinandens mangler. Karpatschof (1984) mener, at den
kvantitative metode tilstræber at abstrahere fra undersøgelsesindividet og ignorere dets
karakteristika. Idet jeg udelukkende anvender ét individ, vælger jeg at analysere sprog i
lyset af individuelle karakteristika og adfærd, og dermed bryder jeg med den klassiske
1 Idé: Syddansk Universitets arbejde med børnesprog: http://pub.uvm.dk/2007/sprogscreening/pdf/Skemaer(1.1).pdf 2 Idé: Berkos (1958) ” WUG-testen”
5
kvantitative metode. Den kvalitative metode bruger jeg til at vise, hvilke
problemstillinger der berettiger en kvantitativ behandling.
Forsøgsdesignet er illustreret på figuren:
6
3. Teori
I slutningen af 1950’erne argumenterede lingvisten Noam Chomsky for, at sprogets
generativitet måtte indeholde nogle komplekse strukturer. Chomskys argumentation
bestod primært af spørgsmålet om, hvordan et barn kunne skabe grammatiske strukturer
uden træning eller korrektion. (Chomsky, 1959) Hans løsning var, at børn måtte besidde
en medfødt sproglighed, en universalgrammatik.
Chomskys teori om sprogtilegnelse efterlader to store stridspunkter i forståelsen af
børnesprog:
Er sproget determineret af miljø, eller er det et abstrakt kognitivt system
Er barnet født med abstrakte sproglige repræsentationer, eller har det en medfødt evne
til at lære dem
Med disse spørgsmål i fokus, giver jeg min analyse et videnskabeligt perspektiv, som
kan være med til at forklare, hvordan er det muligt for Peter at gå fra intet sprog til det
komplekse sprog, som en voksent menneske behersker.
Sprogudvikling har været analysemateriale for en tværfaglig optik, og det er derfor
vanskeligt at betragte sprog som én lingvistisk tendens. Fælles for de fleste videnskaber
er, at sprogets semantik skal indlæres, eftersom betydningsfelter i verdens sprog er
forskellige. Derimod er der stor uenighed om grammatikkens begyndelse3.
I mit arbejde med Peters sprog vil jeg forholde mig til spørgsmålet om grammatikkens
ontogenese og semantikkens processuelle tilegnelse. Jeg vælger derfor at anvende
teorien om universalgrammatikken som omdrejningspunkt for mine iagttagelser. Dog
vil teorien ikke fungere som skabelon for mine observationer, men mine observationer
skal derimod bidrage til at vise, hvorvidt teorien fungerer på praktisk empiri. Derudover
nævner jeg kort en modsat tilgang til sprogtilegnelse, netop fordi disse to teorier
tilsammen kan give en videnskabelig og empirisk forklaring på nogle af de fænomener,
jeg finder i Peters sprog. Til sidst i teoriafsnittet vil jeg præsentere ”Wug-testen”, som
3 Forelæsning v/ Cecilie Brynskov; ”Sprogtilegnelse”, d. 10.11.10
7
er udviklet af Jean Berko (1958). Den viser sig at være en anvendelig metode i at afsløre
sprogets paradoks; besidder barnet en medfødt strukturel viden eller ej.
3.1. Teoretikere
For Noam Chomsky gælder det, at alle sprog består af en bestemt overfladestruktur,
som genereres fra nogle bagvedliggende dybdestrukturer, der er universelle for alle
sprog. Det kalder han ”Universal grammar”:
“[T]he degenerate quality and narrowly limited extent of the available data [...] leave
little hope that the structure of the language can be learned by an organism uninformed
as to its general character.” (Chomsky, 1965:58).
Universal grammar bliver betragtet som en teori, der er en integreret del af den
generative grammatik. Her forstår man alene sprog som universelle syntaktiske
strukturer, som udgør sprogets kerne (O’Grady, 1997:265). Chomskys idéer bygger på,
at børns sproglige erfaringer ikke er tilstrækkelige nok til, at de kan forankre en
grammatik. Han ræsonnerer endvidere over, hvordan det er muligt for et menneske at
danne nye sætnings- og ordkonstruktioner, som det aldrig har hørt før. Selvom
mennesket har denne evne til at kombinere nye sætninger, så tenderer det til
udelukkende at generere sætninger, der lever op til modersmålets grammatiske regler
(Chomsky, 1968:68):
”We cannot avoid being stuck by the enormous disparity between knowledge and
experience – in the case of language, between the generative grammar […] and
degenerate date on the basis of which he has constructed grammar” (Chomsky,
1972:78).
Chomsky fremhæver et problemfelt i sin egen teori. Han diskuterer, hvorvidt grammatik
er skabt på grundlag af viden eller erfaring. Netop dette fænomen behandler William
O’Grady:
“[…] allows the learner to extrapolate from limited experience to an unlimited number
of novel sentences” (O’Grady, 1997:245).
8
Han laver en figur i overensstemmelse med Chomskys idéer fra
universalgrammatikken:
Tilegenelsesprocessen ser O’Grady som en funktion, hvis input er erfaring og hvis
output er grammatisk beherskelse. Erfaring (oversat: experience) involverer
repræsentationer af ytringers fonetiske form og dens betydning. Dermed giver erfaring
information om uendelig mange funktioner i sproget (leksikalitet, funktion, semantik
osv), men det siger intet om sprogets grammatiske struktur. Chomsky lader erfaring
være en katalysator, et ”input”, som skal igangsætte tilegnelsen af ordets struktur,
selvom barnet har et minimalt leksikalsk register. Figuren løser imidlertid
problemstillingen om, hvordan et barn har adgang til det grammatiske system de første
år efter dets fødsel. Mennesket må altså have en mekanisme, som er specielt designet til
grammatik. Ethvert sprog har et ubegrænset antal af grammatiske og ugrammatiske
sætninger, som aldrig er hørt. Det, der interesserer O’Grady er imidlertid, hvordan
tilegnelsesapparatet kan organisere alle de uendeligt mange sætningskonstruktioner og
ordforbindelser til korrekte og ikke-korrekte sætninger:
”[…] it would not be a simple matter to draw any conclusions about the grammaticality
or ungrammaticaly of sentences [the acquisition device, oversæt: tilegnelsesapparat] did
not encounter” (O’Grady,1997: 254).
Det, der er fascinerende ved tilegnelsesapparatet, er, at den kan skabe grammatiske
regler, uden at den behøves et stort begrebsregister (kategorier). O’Grady illustrerer
forholdet mellem mængden af sætninger, der høres, mængden af potentielle
grammatiske korrekte sætninger og mængden af potentielle ytringer:
9
Med figuren vil O’Grady vise, hvordan et barn kan komme fra et ikke-sprog til et sprog
med uendelig kreativt potentiale. Han fremhæver, at det uendeligt kreative potentiale er
betinget af et givent sprogs formelle regler for hvilke sætninger, der er tilladte og
hvilke, der ikke er. For at nå fra ikke-sprog til sprog, formodes barnet at have en
kendskab til, hvilke ytringer, der er potentielle og ugrammatiske. Barnets
sprogtilegnelse må altså indeholde et filter, negative evidence, der kan frasortere
potentielle ytringer fra grammatisk korrekte sætninger. (O’Grady, 1997: 316).
Det er netop dette kendskab, som Chomsky hævder, at barnet besidder i form af
universalgrammatikken. Han løser altså O’Gradys problemstilling ved at hævde, at børn
slet ikke skal lære disse formelle regler, idet de allerede er en integreret del af barnets
bevidsthed fra fødslen. Dog er der nogle elementer i sproget, som ikke er medfødte,
men som børn bl.a. tilegner sig via imitation. Chomsky deler således sprogtilegnelse op
i to individuelle registre, som ikke er styret af hinanden:
Grammatik: Er den del af sproget, som er styret af regler. Sproget tilegnes på baggrund
af de medfødte universelle principper, som er uafhængige af den øvrige kognition.
Leksikon: Er alt det i sproget, som ikke er styret af regler. Leksikalske informationer
om ord er de eneste, der kan indøves i sproget.
Chomsky afviser tidligere teorier (jf. Skinner) om, at alt sprog er imiteret. Det er netop
derfor, han inddeler sproget i to, som består af et medfødt og tilegnet sprog. Men
inddelingen af sproget i semantik og syntaks efterlader et paradoks. Alle sprog har
forskellige grammatiske og morfologiske regler, men alligevel fremhæver han, at
grammatikken er universel. Paradokset beskæftiger han sig med i 1981, hvor han tilføjer
10
en ny tilgang til universalgrammatikken; Principles and Parameters (Brynskov,
2006:11) Her beskriver han, hvordan de universalgrammatiske principper indeholder
nogle parameter, der kan indstilles på forskellige måder4. Chomsky mener, at når barnet
først indstiller disse parametre via et input, så opnår barnet øjeblikkeligt tilegnelse af
den grammatiske regel, som parameteren styrer. Et eksempel kan verbernes tempus
eller valens, men også morfologiske strukturer så som genitiv –s og
bestemthedsmarkøreren –et/en. Når barnet alligevel laver grammatiske fejl, så hævder
Chomsky, at det skyldes barnets manglende mulighed for at udforme sproget.
Tomasello er fortaler for den kognitive og funktionelle lingvistik. Han mener at det er
umuligt at opdele sproget i de to kategorier; syntaks og semantik. Man kan ikke lave en
tydelig skillelinje mellem de to kategorier, fordi der findes adskillige
sprogkonstruktioner, som både er regelbaserede og leksikalsk baserede. I sine
undersøgelser har han vist, at børn under tre år, ikke kan demonstrere systematiske
grammatiske regler, hvilket modsiger Chomskys idé om, at grammatiske evner er
medfødte. Han mener derimod, at børn tilegner sig disse strukturer med alderen.
Alligevel fremhæver han, at sprogudviklingen sker ved, at konkrete elementer i sproget
eller sprogkonstruktioner, bliver mere abstrakte, og derfor lader han sproget være en
abstrakt kognitiv proces.
Jean Berko
Berko udviklede i 1958 en metode, som kan afgøre, hvorvidt et barn besidder en
medfødt grammatisk forståelse. Den er oprindeligt udformet til at undersøge børns
morfologiske kompetencer, men den er senere videreudviklet til at kunne bedømme
børns evne til at skabe syntaktiske strukturer. Berko opfandt nogle ikke-eksisterende
ord, som skulle danne grundlag til at teste, hvorvidt børn kunne gennemskue
morfologiske regler. Ved at anvende opdigtede substantiver, kunne hun være sikker på,
at børnene ikke kendte ordets bøjningsmuligheder, og de opdigtede verber kunne teste
barnets forståelse for tempus. Testen så således ud:
4 Principles and Parameters viser, hvordan parametre kan indstilles forskelligt alt efter, hvilke sprog, man snakker. Det er disse parameterindstillinger, der skaber forskellene mellem sprog, mens principperne i sprog er universelle.
11
Hvis barnet kom med en korrekt svar, kunne hun
udelukke, at barnet havde skabt den grammatiske eller
morfologiske regel ud fra imitation. Barnet måtte derfor
have etableret en abstrakt regel for morfologiske
endelser eller verbers tempus. Med Chomskys ord,
måtte barnet have indstillet parameteret for netop den
regel.
3.2. Definition af grammatik
I min opgave anvender jeg begrebet grammatik som et kognitivt system, der bestemmer
forholdet mellem form og indhold. Grammatik indeholder derfor to grundlæggende
komponenter, som jeg har vist på skemaet nedfor. ’Kategorier’ omfatter sprogets
’ordregister’, som lagrer information om individuelle ords egenskaber. ’Principper’ er
den del af grammatikken, som organiserer sprogets lydsystem, ordets og sætningens
struktur og deres fortolkningsmuligheder. Forskellen på sprog og grammatik er, at ”a
language is the totality of utterances that can be made in a speech community”
(Bloomfield, 1926:155), mens grammatik er betinget af nogle sproglige regler. Disse
sproglige regler kategoriserer ord og bestemmer deres kombinationsmuligheder. Det er
det, Chomsky kalder abstrakte repræsentationer. Det rejser et spørgsmål om hvilke ord,
der tilhører syntaktiske kategoriseringer, og hvilke kategorier og
kombinationsmuligheder, barnet lærer først. (O’Grady, 1997:17)
12
4. Ordets og den begyndende sætnings semantik
Semantik er en gren inden for lingvistikken, som beskæftiger sig med sprogets
betydning og indhold. Hvert sprogtegn består af en udtryksside, som repræsenterer den
fysiske fremtræden og en indholdsside, som beskriver den mening, som udtrykssiden
refererer til. (Kristensen, 1972:15) Sprogtegnet udgør altså en relation mellem de to
sider. Det er kombinationen af lyde eller bogstaver, som danner det sproglige udtryk,
der svarer til det semantiske indhold. Begge sprogsider kan beskrives hver for sig, men i
en analyse af verbalt sprog er det hensigtsmæssigt at analysere sprogtegnets
indholdsside. Det viser sig nemlig, at Peter viser ubalance mellem det, han siger
(udtryk) og det, han mener (indhold). Med andre ord er indholdssiden af hans sprog
ikke altid realiseret i udtrykssiden og omvendt. Uden en konkret realisering af indholdet
er det vanskeligt at kode udtrykkets hensigt. Derfor er et studie af Peters sprog også en
afkodning af semantiske defekter, og her det er vigtigt at opfatte udtryk og indhold i
relation til hinanden. Sprogets funktion er derfor at skabe et udtryk, der adskiller to
forskellige betydningsindhold fra hinanden.
En næranalyse af Peters sprogs semantiske funktion kan vise, om der er ubalance i hans
kognitive sprogevner. Det kan samtidig vise, hvad hans hensigt er ved en bestemt
ytring. Det er netop denne ubalance mellem sprogets udtryk og indhold, som jeg i det
følgende afsnit vil analysere.
5. Sprogets semantik og syntaktiske strukturer
Børn associerer ord med det de ser. Derfor er det en universel tendens, at de ord børn
først lærer, er substantiver.5 Dog er det ikke et repræsentativ billede på sprogtilegnelse,
fordi der er elementer i sproget, som ikke har nogen fysisk reference til virkeligheden.
Der må altså være nogle andre kognitive strukturer sproget, som gør, at børn kan tilegne
sig sprog på ganske få år. Der må dels være tale om skabelsen af et leksikalsk register,
men også en syntaktisk og morfologisk bevidsthed, som kan organisere og sortere i det
leksikalske register. Disse to kognitive enheder i sproget bygger dermed både på
semantiske og syntaktiske betingelser.
5 Forelæsning v/ Bohn, Ocke-Schwen: Language Acquisition d. 3.11.10
13
Det unikke ved sprog er, hvordan man tilegner sig ord, dets struktur og dets
kombinationsmuligheder med andre ord, og netop dette spørgsmål har været et
udfordret forskerområde inden for psykologien såvel som lingvistikken. Med
udgangspunkt i denne tænkning, så er der især ét felt i Peters sprog, som vil danne
udgangspunkt for den efterfølgende analyse:
Der må være en måde, hvorpå strukturer kan kombineres, så han kan skabe helt
nye og hidtil usagte sætninger.
Jeg vil tage udgangspunkt i Chomskys universalgrammatik, når jeg skal belyse Peters
evne til at skabe sætninger og ord. Selvom Chomskys teori beskæftiger sig med den
syntaktiske tilegnelse, så kan den også være med til at forklare, hvordan en morfologisk
tilegnelse foregår. Dog er jeg uenig i hans måde at lave et absolut skel mellem semantik
og syntaks. Jeg mener de er to uadskillelige størrelser, som supplerer hinanden i
sproget, og derfor beholder jeg denne optik i min analyse.
I mit teoriafsnit indledte jeg med at beskrive, hvordan den universelle grammatik er
baseret på et yderst kreativt sprogpotentiale (figur 2). Spørgsmålet hos mange forskere
er, hvordan man når fra et ikke-sprog (0 på figur) til et endeligt sprog. (3 på figur)
Mængden af potentielle ytringer er uendelig, fordi det ikke har noget grammatisk filter.
Her kan alle morfemer, ord og sætninger skrues sammen på kryds og tværs af hinanden.
Mængden af grammatiske sætninger viser, hvor stort omfang sætninger man kan
konstruere med grammatiske regler, og mængden af sætninger, som faktisk høres viser,
hvordan sproget er, når vi taler det sprog, som vi hører. Det interessante i at anvende
figuren, er, at den kan være med til at finde nogle forklaringer på Peters sproglige
karaktertræk. Derfor vil jeg benytte mig af den gennem min opgave, når jeg fordyber
mig i Peters morfologiske og spirende syntaktiske formbevidsthed.
5.1. Verbernes semantik
Når vi vil udtrykke en handling, begivenhed eller tilstand, så gør vi det ved hjælp af
verber (Skyum-Nielsen, 1998:173). Verber er karakteristiske, fordi de kan bøjes i
tempus. Det kan imidlertid indikere, hvorvidt Peter har en tidsmæssig fornemmelse for
verbernes indhold, og at han anvender verber i præsens. Det er også verbet, der
specificerer roller for de enkelte valensled, og dermed er det også verbet, der
strukturerer en sætnings mening. Med dette in mente, så er der tre emner, der er
14
karakteristisk, når Peter anvender og tilegner sig verber i sit sprog. Det er disse tre ting,
jeg vil beskrive i dette afsnit:
Han isolerer verber fra dets sætningskontekst (grammatiske konstruktion)
Han konstruerer verber ud fra substantiver
Han anvender udelukkende verber i præsens
Peter bruger meget få verber, når han snakker. De verber, han bruger, er ofte
tilstandsverber, sanseverber og handleverber, hvor han for eksempel fuldstændigt
undlader kognitive verber og modalverber (bilag 5.e). Det, der er fælles for de tre
anvendte verbumskategorier er, at de udtrykker en fysisk aktivitet. Det må betyde, at
han tilegner sig ord, som han kan erfare ved fysisk tilstedeværelse, først. Det er
iøjnefaldende, at han næsten udelukkende anvender verberne isoleret (bilag 5.f). Han
fratager således deres mulighed til at knytte andre ord til sig i syntaktiske og semantiske
konstruktioner.
I mine feltobservationer har jeg registreret, at Peter næsten aldrig bruger hjælpeverber,
finitte verber og modalverber i sine sætningskonstruktioner (se: bilag 4.14). Det er altid
infinitter, han bruger, de få gange han konstruerer syntaktiske sætninger med verber.
En optælling af Peters ord pr. helsætning viser, at hans sætninger ofte består af to ord. I
den sammenhæng er det det bemærkelsesværdigt, at han i 86 % af de ytringer, hvor man
normalt bruger kopulaverbet er, sletter det. Det sker ofte i sammenhæng med
stedsadverbier eller pronomener ord: ”Der [er] bog[en]”. De 14 % tilfælde, hvor han
alligevel anvende er i den rigtige kontekst, er baseret på fonologiske ligheder. Et
15
eksempel er, når han spørger ”hvad er det?”, så siger han ”a det”. I talesprog lyder
”hvad er” som ”hva’”, og det imiterer Peter til ”a”. Det hænger formentlig sammen
med, at et kopulaverbum kræver mindst to valensled, og Peter har stadig svært ved at
konstruere tre-ords-sætninger. Det viser imidlertid noget om Peters uendeligt kreative
potentiale. Han er ikke fortrolig om kopulaverbers semantiske funktion, og han kan
derfor ikke udvikle et parameter for dets grammatiske struktur og
kombinationsmuligheder.
5.2. Verbets syntaktiske og semantiske konstruktioner
Peter anvender verber med færre valensled end voksne ville gøre. I de fleste tilfælde er
verbet isoleret, men han formår også lave sætningskonstruktioner med intransitive
verber. Her beholder han ofte sætningens subjekt som i Peter leger. Det ser umiddelbart
ud til at skyldes, at han ofte underforstår deiktiske elementer i ytringen jeg-her-nu6.
Dermed ikke sagt, at Peter ikke anvender divalente eller trivalente verber, men når han
gør det, så isolerer han dem fra deres tilknyttede sætningsled. Derfor er det vanskeligt at
afkode verbernes semantik, fordi de ikke får støtte af andre sætningsled. Med
udgangspunkt i Lone Schack Rasmussens (1996) teori i Semantiske roller, kan jeg vise,
hvordan Peters verbalsemantik mangler mening. Når Peter fjerner adverbialled, subjekt,
objekt osv., så sletter han samtidig forståelsen for, hvem der er agent, hvad der er årsag
og hvad der er middel osv.
Jeg vil neden for vise nogle eksempler på, at Peter næsten udelukkende bruger
intransitive verber, der ikke behøves objekt. Når Peter skal formulere sætninger med
transitive verber, så forsøger han at modellere med substantiver, så de får
verbumkarakter (mere herom senere)
6 Præmisserne for en meningsfuld ytring er, at ytringen skal indeholde udtryk, der udfylder de tre deistiske betingelser; person, sted og tid
16
Til hvert verbum hører et bestemt antal centrale roller. Et verbum kan ikke stå alene, for
det er afhængigt af mindst en og maks. tre komplementer i den syntaktiske beskrivelse
af sætningen (Ruus, 1979: 168). Det bemærkelsesværdige ved Peters anvendelse af
verber, er, at han aldrig har mere en ét valensled, og det er altid subjekt. Eksempelvis
bruger han aldrig adverbielle eller præpositionsforbindelser i sammenhæng med verber.
Den semantiske konstruktion med verber er således altid agent + action eller theme +
action. Det betyder højst sandsynligt, at tid7, måde, grad, årsag osv. stadig er for
abstrakte fænomener til, Peter kan forstå dem. Når han sletter verbets valensled, så er
den lingvistiske kontekst også forsvundet. Det betyder, at hans fysiske omgivelser er
den kontekst, der er det vigtigste redskab i tolkningen af hans sprogindhold. Det er
således vigtigt, at man befinder sig i samme tid og sted som Peter, når han vil
kommunikere. Samtidig viser eksemplerne, at Peter er begyndt at danne nogle
universelle strukturelle parametre for verbale sætningskonstruktioner. Med kendskab til
O’Gradys figur (figur 1), så er erfaring netop den komponent i sproget, som skal
indstille dette parameter. Det betyder, at han har erfaret at et verbum eller en action
kræver et subjekt eller theme og agent. Samtidig viser det, at han også har indstillet et
parameter for, at aktuelle handlinger formuleres i præsens. Ifølge Chomsky bør Peter nu
være i stand til at lave grammatiske korrekte sætningskonstruktioner med subjekter og
verber i præsens. Men det er ikke tilfældet, for det viser sig, at når Peter ikke kan
udtrykke et verbum i præsens pga. manglende ordforråd, så laver han alternative
ordkonstellationer.
5.3. Verbalkonstruktion
Peter bruger ofte det samme udtryk i forskellige kontekster. Eksempelvis dækker
substantivet a mad en bred repræsentation af meningsindhold. Han isolerer ordet fra
dets kontekst, således at det ikke udtrykker hvilken ordklasse, det tilhører (er det at
made eller en mad?) Yderligere har han ikke lært at markere ordet med morfologisk
bestemthed. Det betyder for vores forståelse, at vi ikke er i stand til at vide, hvorvidt han
henviser til kendt referent/gammel information, eller om han præsenterer ny
information. Det skal dog senere vise sig, at når han refererer til ord med substantivisk
meningsindhold, så er han ofte i stand til at markere substantiver med
7 Ifølge spørgeskemaet bruger Peter heller aldrig tidsadverbier
17
bestemthedssuffikset –en/-et. a mad har i denne sammenhæng ikke et substantivisk
meningsindhold. Det må altså betyde, at a mad er en verbalkonstruktion, som refererer
til samme meningsindhold som handlingen at spise eller følelsen at være sulten. Det
viser også, at han inden for transitive verbalkonstruktioner endnu ikke rummer en
grammatisk formbevidsthed (se bilag 5.o). Figuren neden for skal illustrere, hvordan
Peters verbalkonstruktion er sammensat i en semantisk optik:
Den første figur viser, hvordan substantivet mad deler samme meningsindhold som
verbet spise. Her viser det sig, at det er udtrykket, der er forskellig, mens indholdet er
identisk. Peter har ikke ordkapacitet nok til at beskrive den følelse, at hans mave
knurrer. Derfor er det et erfaringsbegrebsregister, der erstatter de udtryk, som han endnu
ikke rummer. I hans begrebsregister har han bemærket, at sulten hænger sammen med
det mad, der bliver sat på bordet. Det mørkegrå felt på figuren markerer et fælles
betydningsfelt, som et voksent menneske med et fuldt udviklet sprog ville opfatte det,
hvorimod det lysegrå viser barnets forestillingsunivers.
På det syntaktiske niveau laver Peter en subjekt – verbum – objekt konstruktion:
18
Peter vil formentlig lave en sætning med et finit og et infinit verbum (vil have/vil spise).
Men han undlader at udfylde verbets felt i helsætningskonstruktionen, idet han endnu
ikke har registreret det infinitte verbum i sit leksikon. Han efterlader feltet tomt på det
syntaktiske niveau, men finder en alternativ sætningskonstruktion, hvor et
substantiv/objekt formentlig kan dække noget at verbets betydning på det semantiske
niveau.
På tilsvarende måde udtrykker han følgende handlinger ved hjælp af substantiver:
Peter registrerer ikke spørgsmålet, når jeg anvender det infinitte verbum drikke.
Derimod forstår han det, når jeg udskifter verbet med substantivet vand. Det viser, at
Peters ordforråd endnu ikke dækker mange verber. Derudover viser det, hvor stort
kreativt potentiale, Peter besidder. Nok kan man placere hans alternative sætninger i
mængden af grammatiske sætninger, fordi sætningen er grammatisk korrekt. Men dets
semantik er ikke i overensstemmelse med udtrykket, og derfor kan denne type sætning
ikke placeres i mængden af sætninger, som faktisk høres. Alligevel er sætningen tænkt
ud fra nogle semantiske strukturer, hvor han kan associere genstand og handling, og
derfra kan han skabe sine egne, alternative verbalkonstruktioner. Figur 1 kan således
også anvendes i et semantisk perspektiv.
6. Substantivernes og suffiksernes semantik
En optælling af Peters ordforråd viser, at han den ordklasse han bruger mest, er
substantiver (Bilag 5.j og 5.k). Det hænger hovedsageligt sammen med, at det er
nemmere at forene en fysisk genstand med en mental repræsentation. Det, han kan
sanse, smage, lugte og føle, røre osv. kan han nemmere ”mappe” i sin kognitive
bevidsthed. Det er derfor nemmere for ham at erfare ordets funktion og derefter selv
anvende det. Ord bliver således konverteret til udtryk ud fra hans oplevelser med
genstanden, som ordet refererer til. Det er sådanne ord, som Chomsky kategoriserer som
19
leksikon. De er skabt af gentagen fysisk erfaring eller imitation og ikke bagvedliggende
dybdestrukturer.
Med udgangspunkt i Berkos (1958) ”WUG-test” har jeg udformet en sprogleg, som skal
teste Peters evner til at tilegne sig nye ord, som ligner hinanden fonetisk(se bilag 2.b).
Foran ham placerede jeg tre genstande, som han aldrig havde set eller hørt om. Jeg
opdigtede nogle pseudoord til de respektive genstande. Udtrykkene skulle have
fonetiske ligheder, for på den måde kunne jeg også teste, hvorvidt han var i stand til at
adskille et betydningsindhold fra et andet med minimal fonetisk forskel. Derudover
præsenterede jeg udelukkende ordene i singularis og uden foranstillet artikel, for på den
måde kunne jeg også undersøge, om han selv kunne installere parametre for
substantivers bøjning mm. De tre pseudoord var: bin, kin og flin
Jeg præsenterede hver genstand i forskellige ytringer:
Herefter fulgte samme procedure med pseudoordet kin. Men ordet kin anvendte jeg
udelukkende ved at pege på genstanden én gang, mens jeg sagde ”her er kin”. Og
udfaldet forløb således:
Proceduren viser noget meget karakteristisk i Peters måde at forstå ord. Det er tydeligt,
at Peters ordtilegnelse her er et resultat af, at han efterligner en repeteret ytring. Når
Peter afbryder ordlegen ved kin, så tyder det mest af alt på, at han ikke har nok erfaring
med genstanden og dens fysiske funktion i omverden. Jeg har ikke gjort nogle
handlinger med kin, så Peter kan ikke integrere funktion med udtryk. Desuden viser det,
at repetition og imitation er et vigtigt redskab i hans ordtilegnelse, når det gælder
substantivernes grundstamme.
20
For de ordklasser Peter er fortrolige med, udviser han en stor beherskelse af
formsprogets regler. Eksempelvis viser han, at han kan overskue substantivers
morfologiske sammensætninger, hvis han altså allerede har tilegnet ordet i sit
begrebsregister.
I samme sprogleg testede jeg Peters syntaktiske og morfologiske formbevidsthed inden
for substantiver. Legen skal vise sig at afsløre, at Peters aktuelle formbevidsthed er
betinget af, at han er fortrolig med ordstammens semantik. Jeg præsenterede igen tre
genstande for Peter. De to første var legetøj, hvis funktion han kendte, og hvis udtryk
han havde fået gentaget i mange sammenhænge. Den sidste genstand var bin, som han
netop havde fået introduceret. Sprogleget forløb således:
Det viser, at når Peter er fortrolig med genstandens funktion i verden, dets symbolske
værdi, så har han en strukturel morfologisk bevidsthed. Den morfologiske markering for
bestemthed viser nemlig dels, at han kan beherske morfologiske strukturer, men også at
han kan henvise anaforisk. Han ved, at bog er til stede i begge vores bevidstheder, fordi
den allerede er introduceret som diskursreferent i vores dialog. Når Peter derimod bliver
præsenteret for en genstand, som han ikke har erfaret endnu, eller som han ikke har haft
mulighed for at imitere i forskellige sammenhænge, så behersker han ikke samme
formbevidsthed. Han har ud fra vores korte samtale skabt en erfaring om, at
genstandens fonologiske udtryk er bin, men han kan endnu ikke markere ordet med
morfologisk bestemthedssuffiks. Peter kan imidlertid kun bøje nogle substantiver med
bestemthedsuffiks så som: bog-en, (ele)fant-en og mund-en, hvor han i andre tilfælde
ikke kan tog, bin, næse. Det vidner om, at han anvender andres ytringer som instruktion
til sætningsdannelse. Han har muligvis hørt bogen, elefanten og munden omtalt med
bestemthed i flere sammenhænge, ende han har hørt dem i deres grundstamme. Det
viser altså, at han ikke har indstillet et parameter for identiske morfologiske strukturer
for substantiver (se også bilag 5.n). Hvis han havde indstillet dette parameter, så ville
21
han kunne overføre bestemthedsmorfemet på pseudoordet uden at have forudgående
kendskab til ordet.
Hans orddannelse er dermed først en imitation og senere udvikler det sig formentlig til
en selvinstruktion, hvor han importerer erfarede sætningsstrukturer og anvender dem til
at kreere sine egne sætninger.
Selvom han ikke har indstillet et parameter for bestemhed, så viser han, at han
tilsyneladende har indstillet et parameter for genitiv s ved substantiver:
Det viser, at han er bevidst om, hvordan man udtrykker substantivernes ejerforhold og
tilhørsforhold. Han har altså nemt ved at producere genitivsætninger i de rigtige
kontekster. Jeg vender kort tilbage til figur 1 og figur 2 fra tidligere. De skal forklare,
hvorfor Peters sprog er morfologisk og grammatisk korrekt, når han snakker om
tilhørsforhold. Her vil Chomsky pege på, at Peter har integreret et parameter for
genitiver, og at han dermed anvende dem i alle situationer, hvor han vil udtrykke
tilhørsforhold. Og denne struktur behersker Peter ganske ret. Han siger bl.a. ”mor-s” og
peger på sin mors computer. Han siger ”Dudu-s” og peger på Dudus bil osv. Når Peter
bruger genitiver, kan vi placere hans sprog i mængden af grammatiske sætninger. Idet
det er en struktur, som han kan anvende med forskellige substantiver, så tyder det på, at
det ikke er et imiteret leksikon, men et strukturelt parameter. Et andet eksempel på, at
Peter er begyndt at forstå sprogets morfologiske strukturer, er når han markerer
substantiver i pluralis, og endda formår at bøje uregelmæssige substantiver:
I disse tilfælde synes pluralisformerne at være velovervejede og brugt i den rigtige
kontekst. Der er altså flere biler, brandbiler og bøger placeret foran Peter. I andre
22
situationer virker det til, at Peters pluralisformer nærmere er tilfældige og indøvede, end
de er velovervejede:
Det viser netop det, jeg har beskrevet tidligere, at Peter henter kognitive strukturer fra
kendte sætningspassager og anvender dem i sine egne ytringer. Han imiterer dermed
biler fra en ytring, han muligvis har hørt adskillige gange, hvor biler har været brugt.
(se figur 4) Dvs., at når Peter anvender pluralisformer ved substantiver, så befinder han
umiddelbart i mængden af sætninger, der faktisk høres. Men det gør ytringen
udelukkende ud fra sit syntaktiske perspektiv. For hvis vi medregner den semantiske
værdi og ytringens reference til virkeligheden, så viser det sig, at Peters sætning ganske
rigtig er grammatisk korrekt sammensat, men det semantiske indhold er ikke
tilsvarende. Hvis vi derimod har ytringens indhold i betragtning, så skal ytringer med
substantiver i pluralis måske nærmere placeres i mængden af potentielle ytringer.
Ytringen er dermed ikke funderes på overordnede grammatiske strukturer, men derimod
imitation.
Han overfører altså dele fra en brugt ytring, og bruger dem i sine egne
sætningskonstruktioner – dog ikke grammatisk korrekt.
Så når han hører et substantiv med pluralisform, så er det ikke altid muligt for ham at
overskue endelsens struktur og indhold udover den pågældende sætnings ramme. Vi
skal derfor ikke forstå enkeltordene i Peters fuldendte sætninger som manifestationer af
en begrebsforståelse, men derimod som en imitation af et sprogligt udtryk, hvis
sammenhæng han aner.
Så opsummerende kan jeg tegne et skema for Peters konvergens mellem kendte
imiterede, morfologiske strukturer til ord og sætninger, der er skabt ud fra parametre:
23
Dog kan figuren ikke garantere, hvorvidt Peters morfologiske sprogevner skyldes hans
forudgående kendskab til ordet (imitation), eller om han skaber suffikser ud fra sit
uendelig kreative potentiale.
7. Pronomener
Det er bemærkelsesværdigt, at Peter næsten frasorterer de elementer i sproget, som ikke
har en fysisk eksistens eller som han kan identificere med mentale billeder (eksempelvis
verber) (se bilag 5.c og bilag 3.b). Peter udskifter for eksempel personlige pronominer
med proprier:
Det kan det muligvis forklares med, at han ikke er fortrolig med pronominernes
meningsindhold. Pronominet jeg kan ses som et sproghylster, som kan udfyldes af en
bred vifte indhold. For Peter repræsenterer
jeg’s indhold formentlig både mor8, far,
moster, mormor, David, Karl osv. Han har
altså ikke gennemskuet de personlige
pronominers prototypiske funktioner (jeg=
8 Jeg tillader mig at sætte apellativerne mormor, morfar, far osv. under samme kategori som proprier, idet Peter eksempelvis anvender far i stedet for Rasmus. For Peter eksisterer der kun én far.
24
den talende, du= den tiltalte og han= den omtalte) Han fravælger altså personlige
pronominer, fordi de ikke kan relateres til noget konkret og fysisk. Det samme gælder,
når han fravælger hjælpeverberne/nonfinitte. De knytter sig nemlig ikke til en bestemt
handling. Alligevel anvender Peter det possessive pronomen min i mange
sammenhænge. Det er præcis de samme evner han viser, når han bruger genitiv s. Her
viser han en stor forståelse for, hvordan sproget kan formulere et tilhørsforhold.
Når Peter anvender demonstrative pronomener, så er det ofte i forbindelse med
stedsadverbierne her og der:
Normalt er pronomener defineret ved at de ikke har et selvstændigt indhold, men
henviser til substantiver. Den danske beskrivelse af demonstrative pronomener er ord,
der træder i stedet for andre ord. Når han skal udtrykke noget, som han ikke har
ordforråd til at dække, så erstatter han med demonstrative pronomener. Samtidig viser
han en form for gestikulation i forbindelse med demonstrativerne og stedsadverbierne,
hvilket gør dem til deiktiske markører. Adverbierne fungerer således også som en slags
meningssubstitution for noget indhold, han ikke kan udtrykke. Eksempelvis udtrykker
han ikke steder eksplicit vha. stedsangivelser så som; på bordet, i køleskabet osv. I
stedet for siger han ned, op, her og der.
8. Kontekst og sprogforståelse
Peters sprog er iboende sin kontekst. Dvs., at sproget må forstås i den aktuelle situation
og ledsages af gestikulation. Peter er i fuld gang med at udvikle talen, og det hænger
sammen med en vis forståelse for omverden. Jeg har tidligere vist, at dele af Peters
sprog udvikler sig progressivt i takt med, at han erfarer verden (leksikon: substantiver),
hvorimod andre dele af hans sprog allerede synes at være et etableret system
(grammatik; genitiver). Derfor må hans forståelse for sproget dels være en processuel
udvikling og dels en immanent struktur. Jeg har udvidet O’Gradys figur (figur 1) og
tilføjet endnu en komponent: Semantik.
25
Figur 5 skal vise, hvordan Peters sprogforståelse er karakteriseret. Forståelsesprocessen
beskriver jeg som sammenknytningen mellem udtryk, indhold, situation. Det kan
illustreres i et tredimensionelt koordinatsystem, hvor forståelsen svæver et sted mellem
de tre akser alt efter, om barnet har semantiske vanskeligheder, eller om det er han
manglende ordforråd:
Koordinatsystem 1) viser, hvordan der er ligevægt mellem sammenknytningen af
udtryk, indhold og situation. Dette vil jeg betegne som en optimal ytring, idet de tre
kategorier fylder lige meget i ytringen. Her har personen fuld forståelse for hele
ytringens sammensætning, og dens situationelle funktion.
Koordinatsystem 2) viser, hvordan en ytring vil se ud, hvis vedkommende har et godt
ordforråd, men ordenes indhold er ikke i overensstemmelse med situationen. Det viser
defekter i de semantiske evner, og forståelsen er ikke optimal. Sproget vil eksempelvis
optræde i koordinatsystem 2, når barnet imiterer hele sætninger uden at forstå ordenes
isolerede betydning, eller når det udtrykker en avanceret sætningspassage uden
grammatiske fejl.
Koordinatsystem 3) viser, hvordan en ytring vil se ud, hvis en person har stor
forståelse for hvilken kontekst/situation, han befinder sig i. Han har også styr på
indholdet af det, han vil ytre, men defekten ligger i ordforrådet. Han kan ikke sætte
udtryk på situationen og indholdet.
26
Det kan som sagt være svært at placere den tidlige sprogtilegnelse under ét af de tre
koordinatsystemer, fordi vi ikke eksplicit kan undersøge, om småbørn forstår, hvad de
udtrykker. Det er indlysende, at Peter ikke besidder evnen til at udtrykke en optimal
ytring. Han befinder sig altså et sted mellem 2. og 3 koordinatsystem. Det efterlader et
interessant spørgsmål, en sprogkonflikt, som er værd at undersøge. Hvis barnet
udtrykker en ytring, som er grammatisk korrekt i en meget tidlig alder, kan det være et
resultat af indlæring og imitation. Hvis dette er tilfældet, befinder barnet sig i 3.
koordinatsystem. Her har barnet ikke skabt en etablering af de betingede
forbindelsessystemer. Der er altså ikke ligevægt og forbindelse mellem udtryk, indhold
og situation. Antager jeg, at Peters sprog befinder sig i 3. koordinatsystem, så er
forståelsesprocessen etableret af synsmæssige, høremæssige, bevægelsesmæssige
forbindelse. Lad mig vise et eksempel fra Peters mors spørgeskema (bilag 4.c):
Peter siger: ”a vil have maden nu”
Jeg antager, at Peters sprogforståelse er, som den er karakteriseret 1. koordinatsystem.
Hans sætning vil formentlig være blandt mængden af sætninger, som faktisk høres. I så
fald viser ytringen for det første, at Peter rummer en utrolig formbevidsthed. Hans
sætning er en helsætning, hvis enkeltdele er placeret korrekt i
helsætningsskemaskabelonen. For det andet markerer han mad med bestemthed, hvilket
viser at han er nærværende i kommunikationssituationen. Han er i sådan et tilfælde
bevidst om, at den mad han refererer til er kendt information hos sine forældre. For det
tredje så opnår han det, ytringens budskab henviser til. Han får maden på bordet. Han
har altså opfyldt alle betingelserne inden for udtryks-aksen, situations-aksen og
indholds-aksen, og vi kan dermed placere hans sprogforståelse lige i midten.
Lad mig nu antage, at Peters optimale sætning udelukkende er imitation. Hvis dette er
tilfældet, så er Peters udtryksside et resultat af hans tidligere fysiske oplevelser med
tilsvarende sætning. Normalt isolerer Peter helsætningens enkeltled, når han vil
udtrykke et tilsvarende sprogindhold (jf. isolation af verber). Peters udtryksside spejler
sig derfor ikke i hans indhold. I den forstand kunne han lige så vel have udtrykt ytringen
med et enkelt ord isoleret fra sin kontekst. Det må være en konstruktion af imiterende
lyd- og ordkonstellationer, som er grundlaget for den vellykkede ytring. Derfor kan
Peter sagtens sige noget, der passer ind i situationen, uden den nødvendigvis er
27
velovervejet eller et eksempel på veludviklet formbevidsthed. Det vil sige, at Peter ikke
er bevidst om enkeltordenes individuelle glossar. Det er nøjagtigt den samme tendens
Peter viser, når han erstatter personlige pronomener med proprier. Det er derfor svært at
vurdere, hvorvidt Peter er fortrolig med det, han udtrykker (uendeligt kreativt
potentiale), eller om det er skabt på basis af imitation.
9. Semantiske kategorier
Peter har to defekter i sit sprog. Den ene defekt viser, at han kan udtrykke en hel
sætningspassage fejlfrit, men her forstår han ikke indholdet i ordens selvstændighed.
Den anden defekt viser sig, når Peter vil udtrykke et indhold om omverden, som hans
ordforråd ikke dækker. Tilsammen danner det et sprogligt paradoks, fordi de to defekter
imidlertid er hinandens modpoler. Med det udgangspunkt har jeg valgt at undersøge
fænomenet nærmere. Hvordan formår han at finde konsensus mellem udtryk, indhold og
grammatik, og hvad fortæller det om hans sprogtilegnelse? Og er det overhovedet
muligt at adskille semantik fra grammatik, som Chomsky hævder, man kan?
Peter formår i mange tilfælde ikke at skelne mellem ords betydningsrelationer og deres
prototypestruktur. Det gælder især substantiver. Det betyder, at han ikke har en logisk
ordning af betydningerne inden for samme semantiske felter. Det er det fænomen, man i
sprogtermer kalder for hyponymi. Inden for semantikken er der overordnede
(hyperonyme) og underordnede (hyponyme) ord. Sammen danner det et
begrebshierarki, som for eksempel kan se således ud for begrebet mad:
Begrebshierarkiet viser, hvordan man kan specificere eller generalisere sit sprog:
28
”Det er leksemerne på basisniveauet som børn og udlændinge typisk tilegner sig først.
niveauerne under basisniveauet tilegnes hvis man har brug for specialiseret viden […]
Niveauerne over basisniveauet er abstraktioner”
Leksemer kan henvise til færre og færre fænomener jo længere, de kommer ned i
hierarkiet. Peter viser, at han ikke kan organisere begreber i et tilsvarende
begrebshierarki. I mange tilfælde, kan han ikke finde et fællesbegreb for de hyponymer
han har i sit ordforråd:
Det er interessant, at Peter udmærket er klar over, hvilke begreber der hører under
samme begrebshierarki. Han ved altså, at hest, ko, kat og hund er under den samme
semantiske kategori, men han kan ikke adskille de indbyrdes relationer, og derfor har
han svært ved at skelne mellem hyponymernes individuelle mening. Det samme gælder,
når han skal kategorisere frugt. Han ved, at et æble, pære osv. har noget tilfælles, men
han kan ikke placere det som hyponymer til frugt. Overordnet kan man stille to
forudsætninger for hyponymi op:
Overbegreber har stort begrebsomfang og mindre begrebsindhold
Underbegreber har lille begrebsomfang og større begrebsindhold
Peter kender ikke til denne begrebsstruktur (se bilag 5.a og 5.i), og derfor kan han ikke
identificere underbegreberne med overbegrebet. For ham er frugt og pære højst
sandsynligt to vidt forskellige identiteter, som kan struktureres som hyponymer under
29
samme kategori. Et lignende semantisk defekt gælder, når Peter skal organisere andre
substantiver i begrebshierarkier:
Her er hyperonymet bold, og alle andre runde genstande i Peters erfaringsunivers
bevæger sig inden boldens begrebshierarki. I dette eksempel er en yoyo og tallerken lig
med en fodbold. Peter er formentlig i gang med at opfatte, at der findes disse
begrebshierarkier. Ligeledes ser det ud, når han siger dardar [traktor] og peger på en
bil. Det viser, at han er bevidst over, at disse to genstande befinder sig i samme
semantiske struktur, køretøjer. Han kender altså fællesnævneren ved de to genstande,
men han kan ikke finde et fælles begreb. I stedet for at skabe et begrebshierarki, så
konnoterer han i stedet for hyperonymet med hyponymet, så der hverken er
overbegreber eller underbegreber. Således befinder begreberne sig i samme
indholdskategori, men ordene har samme værdi. Hvad viser det så om Peters
semantiske evner? Ifølge de to forudsætninger fra før, så tyder det på, at han rummer
mere kapacitet til et stort og specificeret begrebsindhold, end han rummer
begrebsomfang. Samtidig viser det, at han har tendens til at generalisere over dette
begrebsindhold, så to begreber inden for sammen begrebshierarki bliver konnotative;
køretøj = bil = traktor. Betydningsfelterne hjælper Peter med at samle ting, der hører
sammen. Han kan altså danne en forståelsesramme, men han er ikke i stand til at
gennemskue ordenes værdi inde i forståelsesrammen.
Dermed opstår der ikke en opdeling mellem de mere specifikke og mere generelle
medlemmer, og han kan ikke kategorisere ord.
30
Alternative synonymikonstellationer og konnotation
Alligevel synes Peter at beherske en sproglig rumlighed inden for
synonymikonstellationer. Det viser han eksempelvis, når han erstatter et verbum i en
helsætning med et substantiv. Ifølge spørgeskemaundersøgelsen, så har Peter en
ritualiserende sproglig adfærd. Han mor giver et eksempel: Peter anvender ytringen ”bu
på”, når han vil ud og gå en tur. Det er endnu et eksempel på, hvornår udtrykket ikke er
en sproglig manifestation af indholdet. Peter forbinder substantivet sko med handlingen
at gå en tur. Han skaber et alternativt synonymisystem på tværs af ordklasser. Han
danner en fonetisk afvigelse ”bu på” (bilag 5.p) ud fra et semantisk indhold, at gå en
tur. Gentagelsen må imidlertid være en komponent i sproget, som forbinder udtrykket
med indholdet. Det er blevet et gentagende mønster for Peter at gå tur, og en del af
gentagelsen indebærer at tage sko på. Imidlertid er der kun ét bestemt par sko, Peter
forbinder med at gå tur. For Peter eksisterer den konkrete genstand således
udelukkende, fordi den kobles til en konkret aktivitet.
Han har endnu ikke gennemskuet skoen og dens funktion i almindelighed. Tilsammen
viser det, at Peters semantiske og grammatiske evner er tæt forbundne. Ifølge Chomsky
vil Peters leksikon bestå af imiterede ord, hvorimod hans grammatik er kognitiv. Det er
altså en adskillelse, som jeg ikke finder i Peters sprogbrug, men som måske viser sig
senere i barndommen. Det er denne progressive sammenhæng mellem semantik og
grammatik, jeg vil beskæftige mig med i min perspektivering.
31
10. Perspektivering
Peter viser, at det er langt fra alle dele af sproget, han kan indstille i parametre og
anvende som almene grammatiske og morfologiske regler. Vi har set, hvordan det ikke
er et absolut præmis, at han eksempelvis kan overføre genitiv –s som en logisk struktur
på alle substantiver eller proprier. Det samme gælder suffikset –en/-et, som han kun
anvender få gange. Andre gange viser det sig, at den morfologiske og grammatiske
korrekthed nærmere er indøvede og tilfældige, end de er et produkt af en medfødt
grammatisk evne. Alligevel sker der noget i løbet af barndommen, der gør, at børn
gradvist udviser en stor forståelse for modersmålets grammatiske regler.
Det er formålet med min perspektivering, at undersøge hvornår et barn viser, at det har
indstillet parametre for grammatiske regler. Jeg tilføjer endnu en analyseperson, David
4,25 år, fordi det tyder på, at han er i stand til at skabe nogle logiske strukturer og regler
for modersmålets grammatik (Se bilag 3). Bilaget viser, at David har over 66 % rigtige
grammatiske svar. I spørgsmål 23 kan man se, at han kan internalisere et system for
verbernes bøjning i pluralis på ord, han ikke kender. Der må ske en forandring mellem
toårsalderen og fireårsalderen, siden David kan demonstrere nogle
systemgennemgribende, grammatiske regler, som Peter ikke kan. Neden for har jeg, på
grundlag af bilag 3.b og bilag 5, lavet en tabel over nogle sproglige tendenser mellem 2
og 4 års alderen. Det skal give et overblik over hvilken rækkefølge, børn tilegner sig
grammatiske regler (med udgangspunkt i Peter og David)
32
Der må altså foregå en udvikling i en af tilegnelsesprocessens tre komponenter;
erfaring, tilegnelsesapparat og grammatik (jf. figur 1). Grammatikken er det endelige
output, som udkommer af en sprogfiltrering i tilegnelsesapparatet. Udviklingen kan
dermed ikke ske her. Tilegnelsesapparatet må betragtes som en slags konstant
mekanisme, som ikke kan variere, men udelukkende filtrere korrekt grammatik fra
forkert grammatik. Grammatikkens udbytte er derfor ikke kun bestemt af, hvad der sker
i tilegnelsesapparatet, for vi ved, at filtreringen er bygget på bestemte regler.
Udviklingen må derimod opstå i dialogen mellem erfaringen og tilegnelsesapparatet,
og det er netop her O’Grady mener, at begrebsregisteret oprettes. Derfor er det
interessant at se, hvilke sproglige komponenter erfaringen indeholder, og hvornår
erfaring bliver et input, der konstruerer korrekt grammatik.
10.1. Erfaring
Der er delte meninger om, hvad erfaring præcis består af (O’Grady, 1997:249).
Chomsky vil formentlig mene, at det udelukkende er én grammatisk ytring, som
registreres i tilegnelsesapparatet, hvor det filtreres til at kunne overføres som en
grammatisk struktur på alle lignende sætninger. Men Peters kan eksempelvis ikke
overføre bestemthedsendelser på substantiver, han ikke kender. Det viste sig i bin-
testen, at Peter ikke kunne gengive bestemthedsmorfemet til ord, han ikke er fortrolig
med. Der må altså være en faktor i erfaringskomponenten, som skal gøre Peter fortrolig
med sprogindholdet, for han kan anvende i andre grammatiske kontekster. Den
umiddelbare forskel på Peters og Davids sprog, foruden den grammatiske bevidsthed,
er, at David har et langt større begrebsregister og langt flere sproglige oplevelser, end
Peter har. Jeg foreslår derfor, at erfaring må indeholde de to komponenter: leksikon og
sproglige oplevelser, som tilsammen udgør præmisserne for semantik. I tilknytning til
det overstående, så betyder det, at Peter må have en form for mental repræsentation af
ytringen, før han selv kan anvende sætningen grammatisk. Som tidligere i ”bin-testen”
33
viste jeg, at Peter behøver fortrolighed med ords funktion og dets reference til
virkeligheden, før pågældende ord kan repræsentere en overordnet grammatisk struktur.
Det, der er fælles for de ord, han ikke kan anvende med morfologisk variation, er, at det
netop er dem, som han ikke kan placerer under semantiske felter og betydninger
eksempelvis hest, bold, pære (jf. afsnit ??). De ord, hvis betydning han kender, kan han
markere med morfologiske endelser; bil-er og bog-en. Endvidere bøjer han ikke ord fra
de ordklasser, han ikke er fortrolige med eksempelvis verber og pronomener. Jeg står
altså tilbage med en tydelig sammenhæng mellem kendskabet til et ords semantiske
funktion og det syntaktiske og morfologiske udkom af ordet, som Chomsky afviser
finder sted. Alligevel fremhæver han, at der er et problem forbundet med adskillelsen af
semantik og grammatik:
”we cannot avoid being stuck by the enormous disparity between knowledge and
experience – in the case of language, between the generative grammar […] and
degenerate date on the basis of which he has constructed grammar” (Chomsky 197: 78)
Det viser tilsyneladende, at Peter bruger ordets semantiske information til at drage
syntaktiske slutninger. Det synes rimeligt at udlede, at erfaring behøves en fonetisk
form og en semantisk repræsentation af ytringen, før selve ytringen kan blive adopteret i
tilegnelsesapparatet og blive til en grammatisk regel. På samme måde gælder det, at de
ord, som Peter skal give en grammatisk regel, behøves at være repræsenteret semantisk
først. Det kan illustreres på følgende måde:
34
Jeg løser altså sprogkonflikten ved at tilføje endnu et komponent: semantisk bevidsthed.
Den semantiske bevidsthed er et led i erfaring og involverer en repræsentation af
ytringens/inputets form og dets indhold. Resultaterne fra mine tests viser, at børn
behøver en leksikalsk viden, før de kan opbygge abstraktioner. Det kræver altså et
omfangsrigt begrebsregister og en omfattende viden om begrebernes betydning, før
Peter kan beherske sprogets grammatiske regler. Den viden må ske i progressiv
udvikling mellem 2- og 4årsalderen, og det må være derfor, David har større
formbevidsthed end Peter.
35
11. Konklusion
Jeg har med udgangspunkt i Peter på to år lavet en sproglig analyse, hvor jeg har
tydeliggjort nogle karakteristiske sproglige tendenser og særtræk. Jeg har vist, at Peter
har en tendens til at frasorterer elementer i sit sprog, der ikke har fysisk eksistens. Det
betyder, at han fravælger nogle fundamentalt vigtige elementer i sproget, der er med til
at skabe mening i en kommunikationssituation. Han fravælger bl.a. transitive verber,
verbets valens og personlige pronominer. Samtidig viser han, at han har svært ved at
organisere begreber i sprogets begrebshierarkier. Derimod har han en kreativ forståelse
af sprogets betydningsforhold. Det kommer til udryk, når han finder kreative løsninger
for at dække et meningsindhold, som hans ordforråd stadig ikke indeholder.
Jeg har anvendt Chomskys idéer fra ”universal grammar” samt O’Gradys figur om
sprogets tilegnelsesproces som ramme for min analyse af Peters sprogtilegnelse. Ud fra
de observationelle og eksperimentelle undersøgelser jeg har lavet, tyder det ikke på, at
et 2årigt barn er født med system-gennemgribende regler. Det viser sig, at
grammatikken i Peters sprog i høj grad er afhængig af semantikken og omvendt.
Dermed er det umuligt at lave et skel mellem de to grene af lingvistikken. Selvom det er
muligt at finde nogle tydelige gennemgående træk i Peters grammatiske sprog, så tyder
det på, at det endnu er tilegnet via imitation og repetition.
I min perspektivering har jeg undersøgt, hvorvidt abstrakte repræsentationer
manifesterer sig i takt med barnets udvikling. Selvom Peter på nogle områder har
demonstreret, at han besidder systemgennemgribende regler - især inden for
morfologiens rammer, så viser det sig, at det først er mellem to og fire år, at børn
begynder at anvende grammatikken som et gennemgribende system.
36
