Embed Size (px)
Citation preview
VIESKARET I FØRDE
SØNDFJORD
AV
Dr. HANS REUSCH
�lEll I7 TEKSTFIGURER OG ENGLISH SIYMMARY
NORSK GEOLOGISK TIDSSKRIFT,
EIIND Ill, NO 9. -- UTGIT AV
NORSK GEOLOGISK FORENING.
KRISTIANIA 1916
..\ .. \\. liHC!(�liERS HOKTRYI\KEHI A ·s
Vieskaret i Førde, Søndfjord.
Av
Dr. Hans Reusch.
D ... JoHAN D. LANDMARK har offentliggjort to arbeider,
som behandler reliefforhold i hans hjembygd Førde; titlerne
er "Reliefstudier fra Søndfjord" og " Fortsatte Reliefstudier
fra Vestlandet, særlig Søndfjord". De er trykt i Bergens
Museums Am·bok, den første som avhandling nr. 9 1909,
den anden som nr. 4 1913. Disse to fortjenstfulde arbeider
handler om nogen forholdsvis smaa landskaps former; men
forfatteren forsøker dog paa dem at opbygge temm elig vidtgaaende slutninger angaaende reliefkronologien. Kjærkomment vilde det ha været, om han til støtte herfor hadde
kunnet meddelt flere iagttagelser om det behandlede strøks
store former. Imidlertid maa det indrømmes ham, at vi savner
det som vilde være et nødvendig eller i hvert tilfælde meget
ønsk elig grundlag for en videre betragtning, gode karter i
passende maalestok. Jeg for min del har heller ikke gjort
mere, end at jeg i sidste sommer har besøkt de vigtigste
av de steder som dr. LANDMARK har beskrevet.
Fig . 1 g ir en meget simplificert fremstilling av Førde
dalens neclre del. Man ser i sydøstlig retning. Længst
4
bak er Mo van det (M); derfra kommer elven Jølstra. Dalen
gjør ved Movandet en høining, idet elven gaar rundt et
dalnes. Til dette svarer paa dalens anden side en amfi
teatralsk høining av dalsiden, som dannes av Havstadfjel
dets (Hfj.) sydlige forlængelse. Den nederste del av dal
nesset er skilt fra resten av fjeldet (Viefjeld) ved et henved
100 m. dypt skar, Vieskaret (V), der er den terrængform,
som dr. LANDMARK særlig har interessert sig for.
Fig. L Førdedalen i Søndfjord.
Jølstra kommer efter at ha passert Vieskaret ind paa
en bred opskyllet dalbund, hvor den bugter sig og til
slut deler sig. Til siderne er der terrasser, som er rester
efter de masser, der avleiredes da landet var nedsænket.
Den marine grænse ligger efter REKSTAD vel 60 m. o. h.
Fra nordvest kommer ned til hoveddalen en anselig sidedal,
Aangedalen (Aa). Foran den har man fjeldet Førdenipen
(Fø). Et li tet dalnes, som stikker frem fra det, er ogsaa
overskaaret ved et skar, "Hundveskaret" (Hs). Længst fremme paa vor tegning har man de skoglier (SS) som veien fører ned gjennem, naar man kommer søndenfra til Førde. [ dette strøk er der en temmelig vid sænkning i fjeldmassen.
Førdedalen har i likhet med vore andre større bugtede
daler faat sin retning i store drag bestemt ved rindende
2
\
-� 3\J
Fig. 2. Viel]eldet fra vest. Ved heldig belysning uthæver sig den
palæiske overflate (Pal) som en særskilt landskapsform. Fig. 3 og 4-. Profilskisser av Vieskaret og Hundveskaret.
vand, som har gravet i den palæiske overflate. Istidenes
bræmasser har som bekjendt arbeidet paa at rette ut
bugtningene ved at ødelægge dalnessene. Her i Førde har
isen ikke kommet langt paa vei med sit ødelæggelsesverk.
Viefjeldets dalnes ved Movand rager e;Jdnu frem i Havstad
fjeldets tilsvarende krumning paa den anden dalside; men
isen har dog utrettet en hel del, og som et led i dens øde-
6
læggelsesarbeide maa dannelsen av Vieskaret betragtPs.
Plukning og skuring i forbindelse med vertikal opspræk
ning av fjeldet (der iagttages en vertikal langsgaaende spalte
retning) synes mig at kunne forklare skarets tilblivelse, og
man behøver rimeligvis ikke at henlægge denne til en tid
ligere periode end den sidste av de store istider. Dr. LAND
MARK vil ha det til at rindende vand skal ha spillet en vigtig
rolle ved skardannelsen. Maaske! Jeg kan saaledes tænke
mig muligheten av, at smeltevandet i en istid under visse
omstændigheter ikke har sit løp langs efter en dalbund,
men oppe i isen paa et høiere nivaa. Dr. LANDMARK an
fører PHILIPP som en autoritet for at saa kan være tilfældet.
Finder en elv inde i en isbr.æ et hak i et dalnes og
engang har faat det som leie, kan den maaske komme til
at holde sig der i længere tid og saaledes utføre et be
tydelig erosionsarbeide i det faste fjeld. Jeg tænker mig
altsaa, at en elv inde i en isbræ kan forholde sig som en
av vore elver der graver i en dal fyldt av løsavleiringer.
Faar elven et sted sit leie i fast fjeld, holder den sig i lange tider der, idet den ovenfor utjevner terrænget til
en flate i den høide som den har hvor den begynder at
faa sit leie i fjeld.
Særskilte omstændigheter gjør sig kanske gjældende
hvor der som her ved Movandet er en bækkenformet for
dypning i dalbunden. Det er tænkelig at bræens rindende
vand, om det gjør sig en tunnel, ikke danner denne i la
vere nivaa end bækkenets munding ja kanske den der drives
op i adskillig høide. Det er nemlig ikke usandsynlig, at
isen ved bunden paa den strækning hvor den gaar opad
bakke mot mundingen, er under særskilt sterkt pres, og at
det rindende vand der har vanskelig for at komme saa lavt
som bækkenmundingen. Man kan saaledes resonnere sig
til, at en indre bræelv netop foran Movandet har kunnet
7
holde sig paa et mvaa noget høiere end dalbunden og har
arbeidet i skaret. Forresten har man endnu for litet rede
paa det rindende vands veier inde i bræene til at man
kan danne sig mere end nogenlunde rimelige formodninger
derom. Om end altsaa rindende vand kan ha medvirket,
er det dog, som sagt, efter nærværende forfatters mening,
ikke nødvendig for at forklare skardannelsen. Noget som
har bevæget dr. LANDMARK til at la vandet spille en saa
Fig. 5. Vieskaret set fra 0st.
vigtig rolle er et par erosionsformer han har fundet. Vi skal se litt nøiere paa disse og betragter først fig. 5, som gir
en skematisk fremstilling av Vieskaret. Bunden er flat og
bestaar av løsmateriale hvis overflate ligger nogenledes i
den marine grænses høide. Den høire side viser i naturen
isskuring og blokplukning; tydelige skuringsmerker er dog
ikke sel Den anden side er for en stor del lodret; sten
har ramlet ned efter avløsningsflater og danner en ur ved
foten. Denne side har sikkerlig dengang da isen gik bort,
været meget steil, ja kanske utoverhængende, og det maa
være hovedgrunden til at man her har den svære post
glaciale urdannelse.
8
Til høire op .for skarmundingen gaar der op en ganske
liten forsænkning (D). Naar man kommer ind i den, finder
man at bunden er flat og myret, og at vandet i den indre del
rinder gjennem et hak (H) i den skillende klipperyg ned til
Vieskaret. Forrest i den lille sænkning ligger en eiendommelig
erosionsrest (E). Det næste billede fig. 6 viser denne noget
skematisert, andre avbildninger finder man hos LANDMARK
Fig. 6. En erosionsruin ved Vieskaret.
(1909, s. 15, 16 og 17). I fjeldsiden til høire er der en
halvcylindrisk jettegryte, hvis korde maaler omtrent 12 m.
Paa venstre side av erosionsresten er der en lignende ikke
fuldt saa vid gryte (8 m.). Den myrete dalbund bakenfor
sender fra sin forreste del vand ned gjennem den mot be
h·agteren sterkt skraanende urfyldte kløft (y). Flaten x,
som er en støtside, gaar omtrent parallelt med bergartens
lagning. I forbigaaende kan bemerkes, at bergarten om
k ring Førdedalen er gneis faldende i sydøstlig retning, til
dels dog med underordnede uregelmæssigheter.
9
De to smaa kløfter med sine jettegryter vidner tydelig
om vanderosion. Det er for at tale med dr. LANDMARK,
som man hvert øieblik venter, at elven atter skal komme
strømmende her i sit gamle leie. Men naar han vil, at
den elv, som efter hans mening har dannet Vieskaret, skal
ha strømmet i retning fra betragteren, over erosionsresten ind
gjennem den lille sænkning, derpaa ha tat veien gjennem den
ubetydelige kløft (H) og videre gjennem Vieskaret, er det
vanskelig at følge med. Det er langt rimeligere, at jette
gryternes dannelse her som andetsteds er en episodisk og
sen dannelse. I avsmeltningstiden har vand faldt ned gjen
nem en spræk i isen paa dette sted, uthulet fjeldgrunden
idet det randt den samme vei som terrænget helder ved
gryterne, altsaa mot betragteren av fig. 5, i retning av Mo·
vandet. Den ubetydelige kløft (H) kan ogsaa fra først av
være dannet av saadant nedstyrtende vand.
Disse smaakløfter hører til en ganske anden størrelses·
orden end skarets aapning og er at regne for rent forsvin
dende mot den. Paa den anden side er den fjeldmasse
som er tat væk for at frembringe det forholdsvis store skm·
en ren ubetydelighet mot de vældige masser som er fjernet
mellem Hafstadfjeld og Viefjeld, hvorved Førdedalen er
fremkommet. Ved den store daldannelse maa man regne 1
hundredetusendet· av aar, ved Vieskaret kan man kanske
nøie sig med nogen faa titusender, og ved smaakløftene
og dens jettegryter kan man kanske holde sig til hundreder.
Denne forskjellige størrelsesorden av de former som er
under diskussion, har dr. LANDMARK neppe tat nok hen
syn til.
Dr. LANDMARK henleder opmerksomheten ogsaa paa en
eiendommelig avsats som sees i Viefjeldet og som han kal
der Vieakselen. Hvorledes det forholder sig med den faar
man en forestilling om, naar man betragter Viefjeldet paa
10
avstand fra nord saaledes som vor fig. 2 VIser. Øverst sees
en fjeldflate, som nærmest maa henføres tii den palæiske
overflate (Pal). Den har gode grænser mot fjeldets steile
sider. Ved x er terrænget flatt, ja synes endog, efter saa
ledes som det tegner sig fra Vieskaret, at hælde litt fra
betragteren. (Se LANDMARK "Vieakselen" 1913, s.11 og 13). Det er sandsynlig, at man her har litt av en dalbund fra
den palæiske tid. Der er ogsaa en anden mindre ikke ulik
terrængdetalj, Sadelhakket, som jeg ikke tør uttale mig om;
den er, om jeg ikke tar feil, fra en senere tid.
I forgrunden av vor tegning fig. 1 har vi det skar,
som i denne opsals er benævnt Hundveskaret. Et profil
av det er fremstillet paa fig. 4. Det adskiller sig fra
Vieskaret ved at det er mindre, og at siderne, navnlig
den sydvestlige, ikke er steil og at der er høist ubetydelig
løsmateriale i bunden. Dette skar har karakteren av et
pas, idet det høieste av bunden danner et vandskille av
fast fjeld. I fortsættelse av skaret utad (ved Ho paa fig. 1)
er der en fjeldfot; gaarden Hornes ligger her. Denne fjeldfot er meget ujevn og overskaaret av sænkninger, som gaar
op fra viker av sjøen.
Dr. LANDMARK tænker sig, at der i en interglacial tid
av rindende vand blev utgravet en lang, sammenbængende
snæver dal der hvor vi nu har Vieskaret og Hundveskarel.
og at disse er rester av denne dal (se hans figur, 1909, s. 24). Jeg for min del finder ikke delte sandsynlig. Dalen har
sikkerlig i interglacialtidene gaat der hvor vi nu har hoved
dalen. Daldannelsesprocessen kan ikke karakteriseres saa
ledes, at istidenes bræmasser har utgravet dalene; de har
bare arbeidet med paa dem.
Resultatet av vor betragtning av Vieskaret og Hundve
skaret blir følgende: de er hak som er skaaret ned i dalens,
hovedsakelig ved iserosion.
11
Smaafjeld som ved et skar er skilt fra et dalnes, er
et ret a l mindelig fænomen hos os. Paa viderereisen fra
Førde saa jeg f. eks . ved vestenden av Homindalsvandet i
Nordfjord et fra nordsiden ut.stikkende nes, Kje lvanes , der
Fig. 7.
i høi grad minder om Vieskaret, se tegningen fig. 7; Kjel va
nesets skar er dog mere aapent.
Den følgende tegning, fig. 8, gir et videre utsyn mot
øs t over Homindalsvand. Kjelvanesets har man her til
venstre ved K. Bortenfor det ser man et andet nes,
Spjutenes; dette har ogsaa sin indsænkning, ved i; men
denne er endnu større og
deles tydelig om iserosion.
begyndt at destrueres, men
gaar ikke i dybden .
Fig. 8.
endnu aapnere og vidner sær
Neset læng st tilhøire er ogsaa
hakket (ved h) er ikke stort og
Vieskaret, Hundveskaret og de avbildede skar fra
Hornindalsvandet gir os eksempler paa hvorledes dalnes
ødelægges ved isbræers arbeide efter forhaandenværende
12
svakhetslinjer. Samme proces kan man studere saa godt som
overalt i Norge; men med de største maal fremtræder dens
virkninger ved Vestkystens dypt indskaarne fjorder og daler.
Man kan følge den fra en begyndende skuring og plukning
indtil bortskjæring av vældige fjeldmasser, saa der av flere
dalnes tilsammen bare blir igjen en snitflate med bak efter
hængende daler, hvad f. eks. Erdal, en storartet dal ved
Strynsvandet, viser (fig. 9).
Naar i det foregaaende bræplukning i opsprukket fjeld
er fremhævet som medvirkende ved ødelæggelsen av dal-
Fig 9. Erdal ved Strynsvandet.
nes vil det kanske ikke være av veien at nævne et sted hvor bræplukningen fremtræder med en sjelden tydelighet. Et saadant lokalitet er Grjotlid. Dette høifjeldshotel ligger i en dalsænkning, som fører fra Lom vestover til Geiranger i Søndmør. Dalen nærmest i øst for hotellet er en meget
vid og aapen traugdal. V es tover snævrer dalen sammen,
men er dog fremdeles en aapen U-dal. l sommer foretok.
jeg en liten ekskursion der paa 3-4 km. Bergarten
er gneis og gneisgranit. Isskuringen har gaat mot vest, alt
saa mot terrængets hældning; denne er svak. Istilrundede
klipper med støt· og læsider er der god anledning at se i
dalbunden. Noget som var mig paafaldende allerede ved
et tidligere besøk, og som jeg i sommer gjensaa med stor
13
interesse, var den eiendommelighet, at fjeldet viste sig i høi
grad opsprukket og opdelt i blokker; ja klipperne i dal
bunden kunde undertiden være i den grad opstykket, at de
nærmest saa ut som ruinhoper. Tegningen fig. 10, som
fremstiller en omtrent 7 m. høi klippe set i lavt fugle
perspektiv, kan gi en forestilling om fænomenet. Klippen
viser smukt istilrunding; samtidig er den gjennemsat av
sprækker som opdeler den i stykker. Man ser hvorledes
blokkene paa læsiden er kommet mere eller mindre i
Fig. 10. En opsprukket klippe bearbeidet av isbræ. Grjotlid.
uorden; og selv paa støtsiden (ved s s f. eks.) er de ofte
blit forrykket.
Et andet billede av hvorledes opsprækningen kan vise sig paa en støtside har man i fig. 11, som er tegnet
efter fotografi. Klippen er et par meter høi. - Opknusningen av fjeldet er ikke den sedvanlige frostsprængning; dertil er
den for indgripende, og man søker forgjæves efter tilsvarende forhold i de omgivende strøk. Den er -glacial; der har
nemlig fundet en betydelig bræplukning sted av det op
sprukne fjeld, og i veisnit hvor der ligger bundmoræne
grus over opdelt fjeld, ser man at gruset er presset ind
mellem blokkene. Det maa antages, at man har for sig
14
en opknusning av fjeldet under jordskjælv henimot slut
ningen av istiden.
Et sted ved Grjotlid indbød særskilt til sammen
ligning med Vieskaret, idet det vist e hvorledes et skar lik
Vieskaret maa antages at ha set ut ved begyndelsen av
sin dannelse. Det fotograferte billede fig. 12 a og skissen
fig. 12 b viser lokaliteten. En del av dalnesset har været
særskilt sterkt opsprukket, og den derover glidende bræ
(be vægelsen har gaat mot betragteren ) har frembragt den
forsænkning der nu frem træder som et hak i fjeldkontmen.
� ....
,�f���' .. _,:;.o;·<.-='hr-�, '
Fig. 11. Fra støtsiden av en klippe ved Grjotlid.
Betragter man denne samme fjeldkontur paa Jængere
avstand (fig. 13), faar man se at det friske hak (ved h) kun er ganske litet i samm enligning med en større istil
rundet sænkning (s) længer oppe. Den n e er ikke nøiere
undersøkt, men det ligger nær at holde den for en lignende,
men s tørre og ældre, hulform som den lille . Ved et svak
hetsbelte i fjeldlegemet , som det man maa forutsætte her ved
Grjotlid, er det ikke mer end rime lig , al opsprækningsprocessen, i likhet med hvad man kjender fra andre steder,
har kommet igjen flere ganger; den store ind.�ænkning kan
være dannet som følge av en ældre, den lille som følge
av en nyere opsprækning .
15
Fig. 12a.
F'ig. 18.
Hi
Hvorledes opsprækningen forholder sig inde i fjeldet,
er der ikke synderlig anledning til at iagtta ved G1jotlid;
veisnittene er bare nogen faa meter dype. Vil man ha rede
paa opsprækningsforhold længer nede paa dypet maa man
søke erfaringer fra grube- og tunnelarbeider. Som eksempler
paa hvad saadanne kan lære os, vil jeg tilslut omtale en
observation ved Myrdalen station ved Bergensbanens høi
fjeldsovergang. Dalen som banen følger paa dette sted,
gaar i nordvestlig retning. Jernbanelinjen er lagt et
stykke op i den sydvestlige dalside, hvor bergarten er
middelskornet gneis der falder som dalsiden 35 ° mot nø.
Paa en strækning er her en lang tunnel , Reinunga·
tunnelen.
Mens man holdt paa med utmineringen av den, skede
der uventet en stor indstyrtning av løst fjeld, hvad der for
voldte stor fortræd og bekostning. I 1905 besøkte jeg stedet
og fandt, at der paa tvers av dalen gaar et opknusnings
belte (et av den slags som man paa engelsk kalder "chatter
belt"). Paa fjeldets utside ser man, at der langs efter beltet
har dannet sig en kløftformet forsænkning i terrænget.
Kløftens hund er ved indstyrtningsstedet omtrent 10 m. bred,
og siderne er 10-15 m. hoie. Den ser, hvor den overskjærer
tunnelen, ut som fig. 14 viser. V andet som rinder gjennem
kløften, har man, for at det ikke skal trænge ind i tunnelen,
opfanget i en cementert rende. Kløftens hund er gjennem
sat av sprækker, som i det hele taget gaar i dens retning, men
dog ogsaa har uregelmæssigheter; avstanden mellem spræk
kerne kan være paa 1 eller nogen faa centimeter, men kan
ogsaa naa op til 30-40 cm. Tildels er fjeldet, saaledes
som paa fig. 15 fremstillet, mellem to nærliggende sprækker
opknust til en breccie av smaa stenstykker liggende uten
regel om hverandre i en leragtig masse. En stor del av
17
stykkerne er kantrundede 1. Det bredeste brecciebelte, jeg
saa, var paa omtrent 1/2 m.; men det er sandsynlig at der
i kløften er et, som paa største delen av sin utsrækning
er meterbredt; rindende vand, nedfaldt sten og cement
belægget gjorde, at man ikke faar se det tydelig. Rigtig
karakteristisk, saaledes som avbildet, er kløften kun i en
længde av omtrent 100 meter; nede ved foten av dalsiden
gaar den over til at bli en mere ubestemt forsænkning (der
Fig. 14. Fig. 15.
er en anden lignende, men mindre utpræget kløft like ved
den beskrevne, i sø. for den). Ser man fra kløften over mot den anden dalside, opdager mim (som fig. 16 viser) at
der opad den, til omtrent 1/3 av dens høide, er en fort
sættelse av opknusningsbeltet fremtrædende som en urfyldt
kløft. Øverst forgrener den sig og tegner sig videre opover
som ubestemte indsænkninger. Nede i dalbunden følger
elven paa et litet stykke fra a til b opknusningsbeltet, og
elven fra Seltuftvand (S) gaar i fos (ved a) ned i sænkningen.
l Merk!'lig er, at der Llandt dem forekommer stykker av fylliL I det av tunnelen utbragte materiale er der foruten enkelte saadanne ogsaa stykker av kalkspat, der tyder paa, at der foruten aapne ogsaa har været gjenkiltede spalter.
Norsk geol. tidsskr. B. Ill, no. 9· 2
18
Dette Reinungatunnelens opknusningsbelte var ikke blit
opdaget, hvis ikke jernbaneanlægget hadde været. Det vil ogsaa være en sjeldenhet nt en opknusning, saaledes som
den ved Grjotlid, er saa ny og frisk, at den fremtræder
tydelig paa fjeldets overflate.
Fig. 16. Kløft ved Reinungatunnelen.
Mens de gamle geotektoniske forkastninger ofte har
været gjenstand for betragtning, er de oplysninger vi har
over nyere sprækkedannelser for faa til at man med
nogen sikkerhet kan forbinde dem over større strækninger.
Jeg vil dog gjøre opmerksom paa følgende. Sørfjorden i
Hardanger og dens fortsættelse mot syd, Oddadalen, maa,
som ved tidligere leilighet fremhævet, være dannet paa
en svakhetslinje (se REuscH. N. G. U. Aarbok for 1900,
19
s. 195). Fortsætter man videre sydover træffer man
utvunget, om end ikke med matematisk nøiagtighet, paa
de kløfter, som er beskrevet fra Søvde zinkgruber og i
Aardal (N. G. U. Nr. 64, s. 65 og 69), Sprækkedannelserne
der følger rigtignok ikke i detaljen den store linjes retning;
men spalteme kan jo inden et opknusningsbelte lokalt gaa
noksaa avvigende. Nævnes kan til senere observation,
om der end ikke før lægges vegt derpaa, at man videre i
sydretningen kommer til fjeldvæggen "Kerag" ved Lyse
fjordens hund (om den kan eftersees sidstnævnte arbeide
s. 42, anm.). Sørfjorden har sin utvungne fortsættelse nord
over i Osefjorden, og den peker nogenlunde mot strøket ved
Reinungatunnelen.
Tilslut bør nævnes, at mellem denne og Osefjorden er det sterkt opsprukne · strøk Revane med spalter som er
indtil 1 meter bt·ede og ofte meget dype over længere
strækninger (BRøGGER, Hardangervidda, N. G. U. Nr. 11, 1893, s. 56). Det ser saaledes ut til, at en svakt krummet
linje, hvorpaa der er opknusningsfænomener, vil kunne
følges i en længde av omtrent 200 km.
20
English Summary.
The Forde valley is situated in the district of Søndfjord to the North of Bergen.
A schematic drawing of the lower part of the valley is
shown in fig. 1.
The Vie Mountain ( Viefj. on the former figure) is
represented on fig. 2. One sees a rest of an upper very
old undulating smface (Pal. Palæic sUtface), in which the
valleys have been cu t down. At V and Hs fig. 1, (see
also V fig. 2) occur gaps (glens). The principal one is
Vieskaret (skar meens glen); they have been descri bed by Dr. LANDMARK in two papers cited on p. 1. Fig. 5 shows
a picture of the Vieskar, which is about 100 m. deep;
3 is a section, 4 gi ves a section of the other gap, Hund veskaret. Or. LANDMARK is oE the opinion, that the glens
have been formed chiefly by rum1ing water. The present author regards them as made principally by ice plucking of spurs protruding in the valley.
A circumstance that has influenced Dr. LANDMARK is,
that very obvious markings of water erosion are observed
at the lo cality marked E on fig. 5.
One finds there small ravines with semicylindrical
potholes and a "ruin of erosion" (x) as shown on fig. 6. But these phenomena are very inconspicuous in comparison
with the dimensions of the Vie-gap itself. Probably they
21
are due to waterfalls in the glacier that has filled the
valley at the end of the ice age.
Spurs in different stages of destruction are a very
common sight in Norway. The landscapes represented
on fig. 7 and 8 gi ve instances. Fig. 9 shows a N orweg:an
instance of an over-deepened valley where the spurs have
been totally destroyed. Places where chatterbelts (zones of
brecciation) occur are especially apt to be a et ed up on by
plucking. An area that shows this very instructively is
found in the neigborhood of Grjo t lid (situated NE of
Bergen at 62 ° n. L.). The rocks there consist of massive
gneiss and are very much cra<.:ked. The bursting has
taken place before the end of the ice age, as moraine
has been forced into the fissures, and the phenomenen of
plucking by ice is very apparent . Fig. 10 represents a
rock, that has been scoured from right to left, and that
shows the fissur ing and the beginning of the plucking
very well on its lee side. Fig. 11 shows that some rocks
also may be much split up also on the other �ide. Fig.
12 a and 12 b give an instance of a spur having a cleft
like the Vieskar in the beginning of its existence. The
contourline of the same spur seen at greater distance is given on fig. 13. The notch seen in fig. 12 is here at h.
The much greater concav ity at s is supposed to be of the same kind but formed at an earlier stage in the ice pe
riod, and consequently much smoothed down by glacier action .
While old faults which have disturbed the Silurian de
posits often are described in Norway, very new disturbances
are much less known. A chatterbelt, where there have been
disturbances in a period probably not remote, was struck
by the Reinungatunnel on the railway ENE of Bergen. A
great mass of rubbish fell in the tunnel and caused much
22
annoyance m the pi'Ocess of the excavation. At the
surface the chatterbelt was recognizable by depressions in
the ground as seen in fig. 16. Where the depression passed
over the tunnel it was provided wilh a cemented drain to
keep out the water (fig. 14 and the foreground of fig. 16).
Fig. 15 represents 1 m.3 of the bottom of the depression.
At the end the author calls attention to the fact that
the Reinungatunnel, a fissured area described by BRøGGER,
the straight Sørfjord in Hardanger and some other places
known for their clefts, all lie on a slightly curved line
of about 200 km.
Trykt 12. januar 1916.
