Prædiken til d.6. april 2014 Lemvig Bykirke 10.30v/Brian Christensen

Tekster: Es 7,10-14, 1 Kor 1,21-31 og Luk 1,46-55.

v46 Da sagde Maria:

Min sjæl ophøjer Herren,

v47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

v48 Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

v49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

v50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

v51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

v52 han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

v53 sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

v54 Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

v55 — som han tilsagde vore fædre —

mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Bøn:

Vi har lyttet til Marias lovsang i dag.

I Lukas-evangeliet er der hele tre lovsange inden for

de første to kapitler, som udtrykker det forunderlige

at Gud nu opfyldte sine løfter og sendte en frelser til

verden.

Marias lovsang er den første, Zakarias (Johannes

Døberens far) den anden og den gamle Simeon, der

oplever den nyfødte Jesus i templet er den tredje.

Man kan ikke tænke sig nogen bedre måde at indlede

”De glædelige nyheder” om Guds komme til verden

end netop med lovsang.

Deres lovsang klinger sammen med englenes lovsang

for hyrderne julenat og netop sådan må vi nærme os

det mysterium at Gud blev menneske.

Det er så forunderligt, så ophøjet at almindelige ord

ikke slår til.

Marias lovsang – ”Magnificat” (som den kaldes efter

det første ord i lovsangens latinske tekst) – har også

inspireret komponister (Mozart, Bach, Vivaldi) til at

skrive musik til Guds øre.

Vi synger selv med i en sang som ”Almagts Gud,

velsignet vær! Love vil vi lydt din ære, dig ophøje

fjern og nær, synge med blandt engles hære”. Maria

ophøjer Herren – lovpriser/ærer/takker/bøjer sig ned

for Gud for hans almagt/storhed/hellighed/

barmhjertighed og nåde.

Det er denne indstilling vi skal have overfor Gud.

Maria er et forbillede for os.

Vi skal ikke tilbede og dyrke Maria – men hun er er

et forbillede på, hvordan vi kan stille os til rådighed

for Gud og samtidig alene give Ham æren.

Hun ser, at Gud har taget sig af sit folk - sådan som

han havde lovet i slægterne forud og hun ser at det

samtidig er en bekræftelse på at Gud vil tage sig af de

slægter som følger efter hende.

Vi skal i dag prøve at have slægternes perspektiv på

den måde, som Gud har handlet til frelse for verden.

Vi skal se på to eksempler fra det Gamle Testamente

og selvfølgelig Jesus selv, som højdepunktet for Guds

frelse.

1. del

Men først skal vi standse ved det udtryk, som Maria

bruger om sig selv og sit eget folk: ”Sin tjener Israel”.

For når vi hører Marias lovsang er vi så en del af den?

Hører vi ind under dem, som Gud viser sin

barmhjertighed imod ?

Vil Gud sige om det danske folk: ”Sin tjener

Danmark” ?

Ja, vi har jo været et kristent folk i over 1000 år og

den evangelisk-lutherske kirke er skrevet ind i

grundloven – Folketinget begynder sit arbejde hvert

år i oktober med en gudstjeneste, vores lovgivning er

præget af den kristne kultur og værdier – der sendes

gudstjeneste på DR hver søndag, sådan kunne man

blive ved.

Grundlæggende så er det danske samfund bygget på

værdier om velfærd, barmhjertighed overfor de svage

og respekt for mennesker, dyr og miljø.

Man kan godt sige at vi som folk tjener Gud og i flere

undersøgelser kaldes vi verdens lykkeligste folk.

Man kan dog også fra et andet perspektiv sige, at vi

som folk har bevæget os væk fra at være et kristent

samfund. Man kan pege på, at der er sket en

adskillelse af skole og kirke, at det er humanistiske

mere end kristne værdier, som er toneangivende, at

selve forbrugssamfundet som vi hylder i hånd og

tanke er en hån mod verdens fattige, at man på flere

områder er på katastrofale etiske vildveje i forhold til

ufødte børn og Guds skaberorden.

Vil det danske folk kalde sig selv en tjener for Gud ?

Desværre alt for få, tror jeg.

Men så er der dog en kirke, Jesu Kristi kirke i vort

folk, som vil være en tjener for Gud ?

Jo, Guds ord har lydt i generationer og hver søndag

og hver eneste dag tjenes Gud i ord og gerning.

Jeg blev for nylig spurgt hvad jeg savnede mest fra

mit gamle sogn, hvor jeg var præst i 16 år.

Det tænkte jeg noget over, for der er mange gode

mennesker og ting ved sognepræstearbejdet, som jeg

var meget glad og ser tilbage på med glæde.

Men det jeg først kom til at tænke på det var den

gamle Elling kirke, hvor jeg har konfirmeret alle

vores fire børn og sammen med en menighed holdt

dåb, bryllupper og begravelser og ikke mindst fejret

Herrens dag om søndagen.

Jeg nyder de gode, flotte rammer vi har et nyt

missionshus her i Lemvig og jeg var også glad for at

holde gudstjeneste i de to andre kirker i mit gamle

sogn, Jerup kirke, bygget i 1892 og Strandby kirke,

bygget i 1966. Men der er noget over den gamle

middelalderkirke, hvor så mange generationer er gået

ind ad døren.

Så mange har modtaget dåbens nåde og Herrens

nadver, bedt til vores himmelske far og sunget

lovsange året rundt.

Der er en fylde i slægternes tilbedelse af Gud.

Der lyder en lovsang til os fra de tider som er gået

hen over os.

Jamen, der er da så meget skidt i den danske kirke ?

Biskopper, præster og menighedsrådsmedlemmer, der

ikke vil holde sig til Guds ord, så klassisk bibelsk

kristendom har trange kår.

Jo, det er rigtigt.

Og jeg kan også frygte, hvad det kan betyde på

længere sigt for Jesu Kristi kirke i Danmark, at så

mange med lederansvar ikke vil lade sig lede af Guds

ord, men sætter menneskers tanker højere end bibel

og bekendelse.

Men det jeg også ser, er mennesker og menigheder,

som kommer til gudstjeneste for at lytte til Jesus og

lade sig lede af Helligånden.

Og det vigtigste: Gud ser os.

Han ser til os her og nu og når vi ydmygt vil bøje os

for hans Ord og ophøje Ham, så kan vi tro at han

kommer til os med sin nåde og barmhjertighed.

Det han ønsker af vor slægt og som han har ønsket af

alle slægter siden Adams dage, er mennesker, som vi

tjene Ham. Og det vil vi. Er det ikke rigtigt ?

Det vil vi i vores slægt, så godt og så meget som Gud

giver os nåde til.

2. del

Men lad os nu gå tilbage i slægterne og standse ved

det som skete 1500 år før Jesus blev født. Dengang

levede der er en mand ved navn ”Josva”.

Det var ham, som engang sagde til Israels folk: Jeg og

mit hus vil tjene Herren (Josva 24,15). Josva var et

ganske almindeligt navn dengang han levede, ligeså

almindeligt som Peter, Jens og Lars er det i dag.

Der er faktisk omkring 49.000 danskere, som hedder

Peter, 94 danskere hedder Josva.

Navnet betyder: ”Herren frelser”.

Den Josva, som jeg vil fortælle om er ham, der har

lagt navn til Josva-bogen, ham der var hjælper for

Moses på den lange ørkenvandring fra Ægypten til

Kana´aens land. Israels slægt på den tid var vel nogen

af dem, der oplevede nogle af de største undere, som

Gud gjorde for at frelse sit folk: Guds beskyttelse

under de 10 plager, udvandringen af Ægypten, De ti

bud, bespisningen af vagtler og Manna i ørkenen,

som vi hørte om det i søndags.

Josva træder for alvor frem i fortællingen da han er én

af de 12 spejdere, der sendes ind for at spionere i

Kanaaen og vurdere landet og den modstand de

kunne møde dér. I fyrre dage var de væk og da de

vendte tilbage, så var de delt i to grupper.

De havde alle set et herligt land, men 10 af dem var

blevet skræmt af indbyggerne, deres befæstede byer

og at nogle af dem var så store (Anaks sønner).

Det var kun to af dem: Kaleb og Josva, som ikke

havde mistet modet og stadig stolede på, at Gud

kunne vinde sejr for dem.

Spejdernes beretning førte til oprør mod Moses, for

folket lyttede mest til de 10 og kun ved at Moses

lagde sig selv imellem blev folket reddet fra Guds

vrede.

De undgik dog ikke konsekvensen af deres mangel på

tro på Gud – så mange dage, som spejderne havde

været i Kanaaen og spejdet, så mange år skulle Israel

vandre i Ørkenen og alle over 20 år ville ikke bo i det

forjættede land – på nær Josva og Kaleb.

Og sådan gik det. Josva ledte Israel ind i landet der

flød med mælk og honning.

Det er en fortælling, som taler stærkt om, hvordan

Gud holder sine løfter. Men samtidig også om, hvor

vigtigt det er at vi er tro og har tillid til Gud.

Når Gud leder os på vores vej, så kan vi godt blive

bekymret og skræmt af de forhindringer, som vi kan

se foran os. Og vi ser på vores egne kræfter og

vurdere sandsynligheden for at det som vi håber skal

lykkes – og så giver vi op og mister modet.

For mig, så er beretningen om Josva og Israels folk en

udfordring til at stole på Gud i mit eget liv.

Jeg kan ikke se, hvordan det skal lykkes at overvinde

Anaks sønner – men Gud vil være med mig og vise

mig en vej fremad.

Måske sker det ikke på den måde, som jeg havde

forventet, men hvor ville jeg ønske at vi havde større

frimodighed til at lægge vort liv over til Gud, når vi

står overfor vanskelige beslutninger eller er midt i

krise, som stiger os over hovedet.

Prøv at tænk på Maria – hun kunne ikke gøre sig det

mindste begreb om, hvad det ville sige at blive Guds

moder og bære Guds søn under sit hjerte.

Men hun stolede på Gud, for hun havde hørt om Guds

trofasthed i historien, i slægterne, som var gået forud.

3. del.

Vi springer 750 år frem i tiden, til 750 år før Jesu

fødsel, til profeten Esajas tid.

Det var ham der fik det profetord, som Mattæus

citerer i Matt 1, 23.” Se, jomfruen skal blive med barn

og føde en søn og de skal give ham navnet Immanuel

Immanuel– hvor mange danskere mon der hedder

det? – 39 danskere. Navnet betyder ”Gud med os”.

Når Esajas taler om et barn der skal fødes, så har det

en dobbelt betydning. I første omgang handler det om

hans egen tid og er et ord til trøst for Juda, der frygter

for deres fjender.

Der skulle fødes et barn af en ung kvinde og inden det

blev så gammelt at det kunne vælge mellem godt og

ondt, så ville deres fjender være bukket under.

Immanuel – Gud vil være med Israel.

Engang gik der altså en dreng rundt i Israel og når

hans unge mor kaldte på ham, så lød det: Immanuel.

En dreng med et løfte knyttes til sig – Gud vil

overvinde vore fjender.

Det er det første lag i profetien.

Det andet lag peger frem mod en anden tid – frem

mod den dag, hvor en anden ung kvinde, en jomfru,

skulle blive med barn og føde en søn.

En søn, som skulle gå rundt med løfterne knyttet til

hans undfangelse, fødsel og navngivelse i templet -

og hans mor ville vide at her var Gud hos sit folk på

en helt særlig måde.

Maria gemte alle ordene i sit hjerte og selvom hun

sikkert ikke forstod, hvad det ville sige, at hun var

mor til Guds søn, så var hver dag hun tilbragte

sammen med ham et vidnesbyrd om Guds frelse.

To fødsler, den ene som så mange andre – den anden

underfuld ved Helligåndens kraft. I begge tilfælde var

kvindens fødsel et tegn på at Gud ikke har glemt sit

folk, men vil være med og lede det til frelse.

a) Det viser os, at Gud handler gennem det naturlige.

Det sker så ofte, at et barn bliver født (i dag 4 hvert

sekund i verden, dengang knap så mange), men det

blev en måde, som Gud ledte sit folk.

På samme måde, så lever vi i en hverdag, som er fyldt

med almindelige gøremål og hændelser, som bare

sker. Men Gud leder os også i dag.

Han har givet os det som ellers ser almindeligt ud:

vores forstand, vores evner, vores interesser og han

åbner og lukker døre for os. Når vi skal træffe valg i

livet. Når vi skal finde ud af, hvad der er Guds vej for

vores liv, så skal vi bruge disse almindelige ting.

Vores forstand, evner, interesser.

Det har Gud givet os og det skal vi bruge.

Både når vi står i de store valg i livet: uddannelse,

arbejde, bopæl, livsledssager og når det gælder

mindre spørgsmål.

Gud er med os og vil lede os ad den vej, som han ser

der er bedst for os.

b) Men det sker også at Gud handler på en særlig

måde, underfuldt, som da jomfruen Maria blev med

barn. Det så vi også da Marias barn blev voksen og

gik omkring iblandt Israels folk og bragte Guds kraft

ind i denne verden på en helt ny måde.

Og vi tror at Jesus som den opstandne går omkring i

det danske folk med Guds underfulde kraft.

Det sker i dag at mennesker bliver helbredt.

Det sker at vi ser konkrete resultater af forbøn og at

Gud vejleder på måder så tydelige, at vi bagefter må

sige: Det var dog fantastisk at se Guds finger i det

som skete.

Når vi i dag holder Generalforsamling i vores nye

menighed, så er det svært at se det anderledes end

som et underfuldt tegn på at her er Guds plan blevet

til virkelighed.

4. del.

Vi skal et sidste spring frem i tiden, 750 år igen, til

Maria og det barn, som hun blev mor til. Jesus – hvor

mange mon hedder det i Danmark ? - 50 danskere

bærer det navn ifølge Danmarks statistik.

Navnet betyder det samme som Josva, for det er

faktisk det samme navn.

Jesus er blot den græske udgave af Josva.

”Herren frelser”.

Da Jesus blev et foster i Marias livmoder, så var det

ikke bare et løfte om at Gud vil frelse sit folk – det

var selve frelsen. Nu kom han selv – Herren, den

almægtige, den evige, den fuldkomne gode blev

menneske – nu kom han selv og var til stede midt

iblandt os.

Han var til stede – ikke som en sæbeboble, der

skinner og svæver og er smuk for en tid, men som så

forsvinder igen.

Nej, Jesus er som en klippe, solidt, sikkert og ikke til

at rokke. I den gamle pagt måtte der gang på gang

ofres i templet for at sone folkets synder, soningen

varede en tid indtil det var nødvendigt at gentage det.

Men i den nye pagt gik Jesus selv ind i den

himmelske helligdom og ofrede sig selv, han blev

korsfæstet for at sone hele verdens synd – en gang for

alle. Her er Guds kraft og Guds visdom - det er den

klippe, som vi kan bygge vores frelse på.

Det står sikkert og fast.

Afslutning

I slægt efter slægt har vi lært Guds godhed og

barmhjertighed at kende.

Der er grund til at ophøje Gud og prise ham for at vi

er født ind i en slægt, hvor vi som ganske små kan

blive båret til dåben og modtage Jesus (Herren

frelser) og opleve at Gud er med os (Immanuel).

Her begynder Gud med os og når vi lever med Ham,

så må vi stole på Ham. Og vi må lade os lede af

Ham - om det så sker på naturlige eller underfulde

måder .

Alt sammen for at vi skal tjene Ham.

Lad os sige som Maria – Se, jeg er Herrens

tjener/tjenerinde”.

Amen