2. tekstkompendium

"...når eventyret begynder med de

ord: Der var engang... - så følger

der gerne en fortælling om noget,

der aldrig har været. Det var

dengang en hemmelig aftale

mellem den arabiske

eventyrfortæller og hans tilhørere,

at "Der var engang" betød: Nu

kommer der en løgnehistorie.

På alle europæiske sprog har vi

overtaget denne formel. På

arabisk hedder den ka-ma-kan -

og på arabisk betyder det der-var-

engang-eller-også-er-det-løgn.

Det vil sige, at vendingen er et

signal om, at nu kommer der noget

opdigtet", fortæller Johannes

Møllehave.

Eventyr tilhører genren skønlitteratur- en fiktiv (opdigtet) tekst.

Indhold:

Rødhætte - folkeeventyr

Askepot - folkeeventyr

Det gode sværd - folkeeventyr

Snehvide - folkeeventyr

Klods Hans

Kejserens nye klæder

Den standhaftige tinsoldat

Flipperne

Rødhætte fra "Grimms samlede eventyr"

Der var engang en sød, lille pige, som

alle mennesker holdt meget af, men

ingen elskede hende som hendes

bedstemor, der slet ikke vidste, hvor

godt hun skulle gøre det for hende. En

gang gav hun hende en lille rød

fløjlshue, der klædte hende så godt, at

hun altid gik med den, og derfor blev

hun kaldt Rødhætte. . ,

En dag sagde hendes mor til hende: "Se her, lille Rødhætte,

her har du et stykke kage og en flaske

vin, kan du bringe det hen til bedstemor.

Hun er syg og svag, så det vil nok styrke

hende. Du må helst gå med det samme,

før det bliver alt for varmt, men gå nu

pænt den lige vej og pas på, du ikke

falder og slår flasken itu. Og husk så at

sige goddag straks, når nu kommer ind i

stuen, og stå ikke først og se dig om."

"Jeg skal nok huske det altsammen,"

sagde Rødhætte og gav sin mor hånden

på det. Bedstemoderen boede ude i

skoven, en halv times gang fra

landsbyen. Da Rødhætte kom ind i

skoven mødte hun ulven, men hun var

slet ikke bange, for hun anede ikke, hvor

slem den er.

"Goddag, Rødhætte," sagde den.

"Goddag," svarede hun. "Hvor skal du

hen så tidlig?" - "Jeg skal til bedstemor."

- "Hvad er det, du har under forklædet?"

- "Det er kager og vin. Vi har bagt i går,

og nu skal stakkels, gamle bedste også

have noget med." - "Hvor bor din

bedstemor, lille Rødhætte?" - "Åh, det er

vel et kvarters gang herfra. Hendes hus

ligger under de tre store egetræer, du ved

nok." - "Dét er én rigtig lækker lille

mundfuld*," tænkte ulven ved sig selv,

"hun vil nok smage bedre end den

gamle. Nu vil jeg bære mig rigtig snildt

ad, så jeg får fat i dem begge to." Den

fulgte nu Rødhætte et lille stykke på vej,

og lidt efter sagde den til hende: "Se

engang de dejlige blomster, Rødhætte,

d

u ser dig slet ikke om. Du hører vist ikke

engang, hvor kønt fuglene synger. Du

skynder dig ligeså meget, som om du

skulle i skole, og der er dog så dejligt

herude i skoven."

Rødhætte så sig om. Solstrålerne

skinnede mellem bladene ned på de

mange kønne blomster, og hun tænkte:

"Bedstemor ville sikkert blive glad for

en buket blomster. Det er så tidligt, så

jeg kan godt nå at plukke nogle." Hun

gik nu ind mellem træerne og begyndte

at plukke, men når hun havde plukket

en, syntes hun, at der stod nogle meget

kønnere længere borte, og på den måde

kom hun dybere og dybere ind i skoven.

Ulven gik imidlertid den lige vej til

bedstemoderens hus og bankede på:

"Hvem er det," spurgte hun. "Det er mig,

lille Rødhætte, med kager og vin til dig,"

svarede ulven. "Tryk på klinken," råbte

bedstemoderen, "jeg er så dårlig, at jeg

ikke kan stå op." Ulven trykkede på

klinken, så døren gik op, og uden at sige

et ord gik den lige hen til sengen og

slugte den gamle bedstemor. Så tog den

hendes klæder på, lagde sig i sengen og

trak forhænget for.

Rødhætte havde imidlertid plukket lige

så mange blomster, hun kunne bære, og

kom langt om længe hen til huset. Hun

kunne ikke forstå, at døren var åben, og

da hun kom ind i stuen, blev hun så

underlig til mode, og det kunne hun slet

ikke begribe, for hun holdt ellers så

meget af at være hos sin bedstemor.

"Goddag," sagde hun, men der var

ingen, som svarede. Hun gik så hen til

sengen og trak forhænget til side, og der

lå bedstemoderen med natkappen

trukket dybt ned i panden og så så

underlig ud. "Sikke lange ører du har,

bedstemor," sagde Rødhætte. "Det er

for at jeg bedre kan høre, hvad du

siger." - "Og sikke store øjne du har,

bedstemor." - "Det er for at jeg bedre

kan se dig." - "Men sikke store hænder

du har, bedstemor." - "Så kan jeg bedre

holde på dig." - "Men, bedstemor,

sikken en forfærdelig stor mund du

har." - "Det er for at jeg bedre kan æde

dig," sagde ulven, og i samme øjeblik

sprang den ud af sengen og slugte den

stakkels lille Rødhætte.

Da ulven nu havde fået sin lyst styret,

lagde den sig igen i sengen og snorkede

så huset rystede. Jægeren gik netop

forbi og tænkte: "Det er dog løjerligt, så

den gamle kone snorker. Det er bedst,

jeg går ind og ser, om der er noget i

vejen." Han gik ind i stuen og fandt

ulven liggende i sengen. "Nu har jeg dig

da endelig, din gamle synder," sagde

han, "jeg har rigtignok længe søgt efter

dig." Han skulle lige til at skyde den, da

han kom i tanker om, at ulven kunne

have slugt den gamle bedstemor, og at

hun måske var levende endnu. Han tog

derfor sin kniv og begyndte at skære

ulvens bug op. Da han havde gjort et

par snit, så han den røde hue skinne, og

lidt efter sprang den lille pige ud og

råbte: "Nej, hvor jeg var bange. Der var

så mørkt i ulvens mave." Den gamle

bedstemor kom også ud, men hun var

meget forpustet og kunne næsten ikke

få vejret. Rødhætte hentede i en fart

nogle store sten og puttede dem ind i

maven på ulven, og da den vågnede og

ville

løbe sin vej, faldt den om og var død

med det samme.

De var alle tre meget glade. Jægeren

trak skindet af ulven og tog det med

sig hjem, bedstemoderen spiste kage

og drak vin og kom igen til

hægterne, og lille Rødhætte lovede

sig selv, at hun aldrig mere ville løbe

ind i skoven, når hendes mor havde

forbudt hende det

EventyranalyseNogle eventyr kan analyseres efter forskellige modeller, idet de følger bestemte mønstre. Her er tre muligheder:

1. KontraktmodellenEventyret starter med en

kontrakt (man kan også kalde

det orden) som er etableret

mellem personerne i verden.

I "Rødhætte" er det at

Rødhætte har en relation til

sin bedstemor som hun skal

holde vedlige ved at besøge

hende. I et eventyr som

Snehvide er det at stedmoren

er den skønneste i verden.

Så længe kontrakten er i

stand, fungerer verden (selv

om den ikke nødvendigvis er

i den skønneste orden).

Handlingen går i gang ved at

der sker et kontrakt-brud. I

Rødhætte sker det da ulven

lokker Rødhætte bort fra

vejen. I Snehvide sker det da

Snehvide udråbes til

skønnere end stedmoren.

Kontraktbruddet sender

eventyrets helt ud i verden

hvor han/hun skal klare sig

selv. Det lykkes ikke for

Rødhætte, da hun står alene

foran ulven, kan hun kun

blive ædt. Det lykkes bedre

for Snehvide fordi hun er i

stand til at skaffe sig jobbet

hos dværgene, men hun er

stadig udsat for de angreb fra

stedmoren hun flygtede fra.

Kontrakten genoprettes ved

en hjælper - i begge

eventyrene kommer en mand

og redder pigerne fra den

død der truer dem.

I andre eventyr kan det være

andre væsener der hjælper.

Man kanjortolke disse

hjælpere som kræfter i

personer som

de_mobiliserer. Det behøver

man ikke - tilfældet og

venlige mennesker kommer

jo den gode til hjælp. I hvert

fald i børneeventyrets og

1800-tallets romantiske

univers.

2. AktantmodellenHer har man et projekt og 6 aktører. Subjektet er den aktør som har projektet. Det eventyr der passer bedst til modellen, er det velkendte med en almindelig ung mand ( = subjektet) der ønsker at giftes (= hans projekt) med prinsessen (= objektet). Der er en aktør der fungerer som giver (ofte kongen) og en aktør der er modtager (den unge mand selv) og der er en aktør der er modstander {ofte heksen) og en aktør der har hjælperens rolle (ofte forskellige dyr).

Det er mere kompliceret, men også ganske interessant, at bruge aktantmodellen på eventyr som Rødhætte eller Snehvide. Hvad er de to pigers projekt f.eks. Man kunne selvfølgelig sige at Rødhættes projekt er at bedstemoren bliver rask - men det taber hun jo netop af syne. Jægeren er hendes hjælper, og ulven hendes modstander. Men det er bestemt ikke enkelt at udfylde modellen.

Giver MålModtager

Hjælper HeltModstander

Aktant-

modellen bruges mest til eventyr, men kan også bruges til andre fortællinger. Den bruges til at forstå forholdet mellem personerne og til at finde ud af, om eventyret ender lykkeligt. Sæt eventyrets personer/detaljer ind i skemaet! Hvis SUBJEKT og MODTAGER er den samme person, ender

eventyret lykkeligt.

Aktantmodellen opstiller personerne i bestemte kategorier efter deres rolle i eventyret.

Kommunikationsakse

__________________________________________________________

GiverObjekt Modtager

Projekt-akse

Hjælper Subjekt Modstander

__________________________________________________________

Konfliktakse

ProjektakseSubjekt: Det er eventyrets hovedperson. Den person, der vil opnå noget.Objekt - eller subjektets mål: Det kan være prinsessen, prinsen, det halve kongerige etc.

KonfliktakseHjælper: Det er de personer/ting/dyr, som subjektet

møder undervejs, og som hjælper subjektet med at nå sit objekt/mål.Modstander: Det er de personer/væsner/ting, der forsøger at forhindre subjektet i at nå sit objekt/mål.

KommunikationsakseGiver: Den person, der giver subjektet det, han ønsker.Modtager: Den person, der får objektet. I eventyret er det ofte subjektet (hovedpersonen). Hvis Subjekt og Modtager er den samme person, ender eventyret lykkeligt.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * ** * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Bemærk: Her følger en gennemgang af aktantmodellen på youtube.com:

http://www.youtube.com/watch?v=lYocHi911Ak Hvis linket ikke virker, kan du skrive i Google: aktantmodel + youtube. Klik på den første video, der kommer frem.

3. Personlighedsmodellen

I starten af 20'erne lavede Sigmund Freud en opdeling af menneskets personlighed. Begreberne opdeler den menneskelige psyke i 3 niveauer.

I bunden er personlighedsmodellen

finder vi Id'et - også kaldet det'et.

Det er her vores drifter, lyster og

behov er gemt. Skulle man dele de tre

begreber op, ville dette begreb

kendetegnes, som det mest primitive

af slagsen. I forhold til de to

overstående begreber, er Id'et ikke

afhængigt af andre faktorer eller

etisk/moralske begrænsninger.

Overjeg'et ligger øverst i

personlighedsmodellen. Det er her

begrænsninger sidder, derfor er

overjeg'et placeret i "hovedhøjde".

Overjeg'et er vores filter til

omverdenen, det er her

tilpasningsevnen sidder, normerne og

samvittigheden. I modsætningen til

Id'et kan overjeg'et tilpasses gennem

tid. Overjeg'et kan gennemgå faser,

hvor det kan tilpasse sig nye regler og

grænser, som måtte optræde i vores

liv. Hukommelsesmæssigt tilegner

overjeg'et sig også hukommelse for

hvilke handlinger, der skal straffe

psyken, og hvilke der skal belønne

den

Jeg'et ligger imellem overjeget og

Id'et. Jeg'et er et bindeled mellem de

to begreber. Jeg'et er den

diplomatiske løsning af de to

begreber og skal sørge for at begge

begreber fungerer i en sameksistens.

Sameksistensen betyder, at

lysterne og behovene fra Id'et

undertrykkes indtil omgivelserne i

forhold til overjeg'et tillader det. I

modsætningen til Id'ets lystprincip,

har jeg'et

realitetsprincip.

Problematikkerne i

personlighedsmodellen er at

finde, hvis sameksistensen af

de to begreber forskydes i

modsat retning, altså hvis

ligevægten mellem overjeg'et

og Id'et brydes. Et svagt

uudviklet overjeg kan give

karakterforstyrrelser, mens et

stærkt overjeg er

karakteristisk forneurotiske tilstande.

Her bruger man Freuds

personlighedsmodel

overjeg - jeg - det (id) på

eventyrets personer

som om de var dele af

en person.

Overjeget er

samvittigheden,

selvkontrollen, som

fortæller en hvad der er

rigtigt og forkert.

Jeget er iagttagelsesevnen

og fornuften som man

bruger til at klare sig med.

Det-et (id-et) er driften og

lidenskaben. Som ikke

overvejer, men bare vil sin

lyst.

I Rødhætte kan

overjeget f.eks. være

bedstemoren

(samvittigheden,

kontrollen) - jeget kan

være Rødhætte selv

(som ikke kan passe på

sig selv, hun kan ikke se

at der er noget galt med

bedstemoren i sengen) -

og jægeren er dermed

hendes mere

kompetente jeg (han

kan tænke sig til at der

er noget galt inde i

huset) - ulven er hendes

drift som truer med at

tage over.

I Snehvide er stedmoren

driften (hun er

misundelige og

egoistisk) som vendt

mod steddatteren

optræder som en ond

drift. Snehvides egen

drift kommer frem da

hun (godtroende) bliver

fanget af de fristelser

stedmoren kommer med

(kammen, livstykket,

æblet). Dværgene er

Snehvides overjeg - de

prøver at få hende til at

vælge fornuften for at

stå imod stedmorens

fristelser. Men de er ikke

altid hjemme - hvilket

betyder at Snehvide

ikke har et såkaldt

internaliseret overjeg

som ligger i hende selv.

Grunden til at Snehvide

ikke har et internaliseret

overjeg, er at hun

mistede sin egen mor

som lille. Moren efterlod

hende godheden og

skønheden, men har

ikke kunnet være hos

hende og opdrage

hende til at gå stærk ud

i verden. Stedmorens

opdragelse har kun haft

til formål at komme

hende til livs.

Stedmoren har ikke

givet hende gode

rettesnore, kun dårlige.

Hele hendes svaghed

og sårbarhed skyldes

denne dårlige mor.

Askepot

Fra "Grimms samlede eventyr"

Der var engang en rig mand, hvis

kone blev syg, og da hun følte, at

døden nærmede sig, kaldte hun på

sin eneste datter og sagde: "Bliv ved

at være from og god, min lille pige,

så vil den gode Gud nok hjælpe dig.

Og når jeg kommer i himlen, vil jeg

se ned på dig, og mine tanker vil

følge dig, hvor du går." Derpå

lukkede hun sine øjne og døde. Pigen

gik hver dag ud til sin mors grav og

græd og blev ved at være from og

god. Da det blev vinter, bredte sneen

et hvidt dække over graven, og da

foråret kom og solen tog det bort, tog

manden sig en anden kone.

Denne kone havde to døtre. De

havde smukke ansigter, men deres

hjerter var onde og hårde. Der

begyndte nu en slem tid for den

stakkels steddatter. "Skal den dumme

tøs sidde herinde i stuen hos os,"

sagde de onde piger, "den, der vil

have noget at spise, må arbejde for

det. Ud i køkkenet med den

kokketøs." De tog hendes smukke

klæder fra hende og gav hende en

gammel grå kjole og træsko. "Se

hvor prinsessen er fin," råbte de

leende og jog hende ud i køkkenet.

Der måtte hun arbejde strengt fra

morgen til aften, stå op før daggry og

hente vand og gøre ild på, lave mad

og vaske op. Oven i købet gjorde

søstrene hende al den fortræd, de

kunne, og kastede ærter og bønner i

asken, så hun måtte have det besvær

at samle dem op igen. Om aftenen,

når hun var træt, havde hun ingen

seng, hun kunne lægge sig i, men

måtte sove ved siden af skorstenen.

Det var da intet under, at hun altid

var støvet og snavset, og hun blev

derfor kaldt Askepot.

En gang, da faderen skulle til

marked, spurgte han sine steddøtre,

hvad han skulle bringe med hjem til

dem. "Smukke klæder," sagde den

ene, "Perler og ædelstene," bad den

anden. "Men hvad vil du have,

Askepot?" - "Må jeg få den første

gren, der støder imod din hat, når du

går hjem," sagde hun. Han købte da

også nye klæder og perler og

ædelstene til sine to døtre. På

hjemvejen løb han

mod en gren, som puffede hatten af

hovedet på ham, og han huskede nu,

hvad Askepot havde bedt ham om, og

brækkede den af. Da han kom hjem, gav

han hver af sine døtre, hvad de havde

ønsket sig. Askepot gik ud og plantede

grenen på sin mors grav, og hendes

tårer faldt ned på jorden. Grenen

voksede til og blev til et prægtigt træ.

Askepot gik hver dag ud og satte sig

under træet og græd. Så kom der en

hvid fugl flyvende og satte sig i træet,

og når hun bad om noget, kastede den

det ned i skødet på hende.

På denne tid traf kongen forberedelser

til en stor fest. Alle smukke jomfruer i

hele landet var indbudt, for at hans søn

kunne vælge sig en brud iblandt dem.

Da de to stedsøstre fik at vide, at de

også skulle med, blev de i godt humør

og sagde til Askepot: "Kom og red

vores hår og børst vore sko. Nu skal vi

til bryllup i kongens slot." Askepot

gjorde det, men græd, for hun ville også

gerne til fest, og hun bad så

stedmoderen om hun måtte komme

med. "Vil du til bryllup?" spurgte hun

hånligt. "Du er sort som jorden og har

hverken sko eller klæder." Da hun blev

ved med at bede, sagde stedmoderen:

"Nu kaster jeg denne skål bønner i

asken. Hvis du kan samle dem op inden

to timer, skal du få lov til at gå med."

Askepot gik nu ud i haven og råbte:

"Kom alle mine duer og alle små fugle

under himlen og hjælp mig.

Saml bønnerne op, som I kan bedst,

Askepot skal i aften til fest."

Straks kom to hvide duer flyvende ind

ad køkkenvinduet, og efter dem kom en

hel mængde andre fugle. Allesammen

gav de sig til at samle bønnerne op, og i

mindre end en time var de færdige.

Pigen bragte stedmoderen skålen og

troede, at hun nu fik lov til at komme

med til brylluppet. Men hun sagde: "Du

bliver bare til latter, Askepot, du har jo

ingen klæder." Da pigen gav sig til at

græde, sagde hun: "Hvis du på en time

kan samle disse to skåle bønner op af

asken, skal du få lov til at komme med."

Askepot gik igen ud i haven og sagde:

"Kom mine duer og alle små fugle og

hjælp mig.

Saml bønnerne op, som I kan bedst,

Askepot skal i aften til fest."

Da kom alle fuglene flyvende ind

ad vinduet, og inden en halv time

var gået, havde de samlet alle

bønnerne sammen i skålen. Pigen

blev glad og troede, at hun nu

skulle få lov til at komme med,

men stedmoderen sagde: "Det kan

slet ikke nytte noget, du kommer

ikke med alligevel. Du har ingen

klæder og kan heller ikke danse,

så vi kom bare til at skamme os

over dig." Derpå kørte hun af sted

med sine to døtre.

Da de var gået, skyndte Askepot sig

ud på sin mors grav, stillede sig

under træet og sagde:

"Lille træ, jeg beder dig,

kast guld og sølv herned til mig."

Fuglen kastede straks en guld- og

sølvindvirket kjole og et par

perlebroderede sko ned til hende.

Hun tog det hurtigt på og gik op på

slottet. Hendes stedmor og stedsøstre

kunne ikke kende hende igen, men

troede, det var en fremmed prinsesse.

Det faldt dem ikke et øjeblik ind at

tænke på Askepot, som de troede sad

derhjemme ved skorstenen i alt

snavset og støvet. Prinsen kom hen,

tog hende i hånden og dansede med

hende og ville slet ikke give slip på

hende igen, og når en anden kom og

bukkede for hende, sagde han: "Hun

danser med mig."

Om aftenen ville hun gå hjem, og

kongesønnen ville gå med hende for

at få at vide, hvem hun var. Men hun

løb foran ham og gemte sig i

dueslaget. Kongesønnen ventede, til

hendes far kom hjem, og fortalte ham

da, at pigen var sprunget ind i

dueslaget. "Det skulle da vel aldrig

være Askepot," tænkte faderen og fik

fat på en økse og huggede dueslaget

itu, men der var ingen derinde. Da de

gik ind i huset, lå Askepot ved ovnen

i sine gamle, snavsede klæder. Hun

var i en fart sprunget ud på den

anden side af dueslaget og var løbet

ud på sin mors grav og havde taget

sin fine kjole af. Så var hun trukket i

sine sædvanlige laser og havde lagt

sig i asken ude i køkkenet.

Da de allesammen igen næste dag var taget til festen, gik Askepot ud til træet og sagde:

"Lille træ, jeg beder dig,

kast guld og sølv herned til mig."

Straks kastede fuglen en kjole ned til hende, og den var endnu smukkere end den forrige. Alle

forbavsedes over hendes skønhed, og kongesønnen kom straks hen og dansede med hende.

Når der kom en anden og bukkede for hende, sagde han: "Hun danser med mig." Om aftenen

ville hun hjem, og kongesønnen gik med for at se, hvor hun boede, men hun løb fra ham og

ind i haven bagved huset. Der klatrede hun i en fart op i et stort pæretræ, og prinsen kunne

ikke begribe, hvor hun var blevet af. Han ventede til faderen kom hjem og sagde så til ham:

"Pigen er sluppet fra mig igen, jeg tror hun er klatret op i pæretræet." - "Det skulle da vel

aldrig være Askepot," tænkte faderen hentede en økse og huggede træet om, men der sad

ingen deroppe. Og da de kom ind i køkkenet lå Askepot i asken, som hun plejede. Hun var

sprunget ned på den anden side af træet, havde bragt klæderne ud på graven og havde atter

taget sine gamle pjalter på.

Dagen efter gik Askepot igen ud på sin mors grav og sagde:

"Lille træ, jeg beder dig,

kast guld og sølv herned til mig."

Den kjole, fuglen nu kastede ned til hende, var prægtigere end nogen af de forrige, og skoene

var helt forgyldte. Alle bryllupsgæsterne blev betagne af hendes store skønhed. Kongesønnen

dansede med hende hele aftenen, og var der nogen anden, som bukkede for hende, sagde han:

"Hun danser med mig."

Om aftenen ville Askepot hjem, og kongesønnen ville følge hende, men hun slap igen fra

ham. Hendes venstre sko blev imidlertid hængende fast i noget beg, som han havde ladet

trappen smøre over med. Kongesønnen tog den lille gyldne sko, gik til Askepots far og sagde:

"Jeg gifter mig kun med den, der kan passe denne sko." Da søstrene hørte det, blev de glade,

for de havde smukke fødder begge to.

Den ældste tog skoen og ville prøve den, og hendes mor hjalp hende. Men hun kunne ikke få

plads til den store tå, hvor meget hun end anstrengte sig, og moderen rakte hende herfor en

kniv og skær: "Skær tåen af. Når du først er blevet dronning, behøver du jo ikke at gå." Pigen

gjorde det, fik skoen på og bed smerten i sig. Derpå gik hun ind til prinsen, der tog hende foran

sig på hesten og red af sted med hende. Da de kom forbi Askepots mors grav, sad der to hvide

duer i træet og sang:

"Kongesøn, se blodet vælder

purpurrødt af skoen ud.

Og den røde flod fortæller det er

ej den rette brud."

Prinsen så nu, at blodet strømmede ud af skoen. Han red så hjem med pigen og sagde, at den

anden søster skulle prøve skoen. Hun fik da også lykkelig og vel tæerne ned i den, men

hælen var for stor. "Skær et stykke af hælen," sagde hendes mor og rakte hende en kniv, "når

du bliver dronning behøver du jo ikke at gå." Pigen gjorde det, fik foden klemt ned i skoen

og bed smerten i sig. Kongesønnen tog hende nu foran sig på hesten og red hjem med hende,

men da de kom forbi graven sad duerne i træet og sang:

"Kongesøn, se blodet vælder

purpurrødt af skoen ud.

Og den røde flod fortæller det er

ej den rette brud."

Han så nu, at skoen var fuld af blod og hendes hvide strømpe var helt rød. Han red straks hjem

med hende og sagde: "Det er heller ikke hende, har I ikke flere døtre?" - "Nej," svarede

manden, "ja, det vil sige, min første kone havde nok en datter, som vi kalder Askepot, men

hende kan det umuligt være." Kongesønnen bad, om hun måtte komme ind, men stedmoderen

sagde: "Nej, det kan virkelig ikke gå an, så snavset som hun er," men prinsen ville absolut

have det, og de kaldte så endelig på hende. Hun vaskede først sit ansigt og sine hænder og gik

så ind og nejede for kongesønnen, der rakte hende skoen. Hun prøvede den, og den

passede hende, som den var syet til hende. Og da hun rejste sig, og kongesønnen så hendes

ansigt, kendte han hende straks igen. "Det er den rigtige," råbte han glad. Stedmoderen og

hendes to døtre blev blege af raseri, da prinsen tog Askepot foran sig på hesten og red af

sted med hende. Da de kom til graven, sad de to hvide duer i træet og sang:

"Kongesøn, den rette kvinde fører du til dit palads,ingen røde dråber rinde,

skoen foden er tilpas.

Askepot kaldte på dem, og de kom straks flyvende og satte sig på hendes skuldre.

Da brylluppet skulle fejres kom de to søstre og ville indsmigre sig hos Askepot, fordi de

tænkte der måske kunne falde noget godt af til dem. Da prinsen og hans brud gik til kirke,

gik den ældste på højre og den yngste på venstre side, og duerne, der sad på Askepots

skuldre, fløj da hen og hakkede et øje ud på hver af dem. Da de gik ud, gik den yngste på

højre og den ældste på venstre side og nu hakkede duerne deres andet øje ud. Således blev

de blinde for resten af deres liv til straf for, at de havde været så onde.

c1 w = ni,\ M ARTIMI & ROSSI

MARTINI

Fortryller også efter midnat

Et rigtigt eventyr har altid en lykkelig slutning. Nar Martini Extra Dry og klare isterninger får hinanden fortryller den eventyrlige blanding af udsøgte urter og vine enhver. Også efter midnat.

M A RT\HN£*r*A

Pf iiKiTini

Martini, Martini Pacing M&R are registered Tråde Marks

EventyrtrækFolkeeventyr benytter (næsten) altid fortælleregler. Nogle af de almindeligste forekommende regler er følgende:

1. Faste stiltræk:

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8. Miljøer: Stedsbestemmelsesreglen t Kulturen:Menneskets område. Regler og forpligtigelser. Fornuftens område.Fx På slottet - de rige).EllerLangt ude på landet - bondemiljø - de fattige

® Naturen: Frihed, utryghed og farer. Ingen samfunds- ognaturlove. Driftens område. Overgangsmiljø mellem mennesket og de magiske magter. Et ingenmandsland.

9. Personkarakteristik

10. Fortælletekniske træk: Spændingen stiger ved hjælp af fx:• Gentagelser• Forudsigelser• Læseren ved, at katastrofen kommer, før hovedpersonen.

Snehvide

Det var midt om vinteren, og sneflokkene faldt som dun ned fra himlen. Dronningen sad ved

vinduet og syede i en ramme af sort ibentræ, og mens hun syede og syede og kiggede ud på den hvide sne, kom hun til at stikke sig i

fingeren, og der faldt tre bloddråber i sneen. Og da hun så, hvor smukt den røde farve strålede i den hvide sne, tænkte hun: "Gid jeg

dog havde et barn, der var så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som ibentræ." Kort derefter fødte hun en datter, som var hvid

og rød med hår så sort som ibentræ. Den lille pige blev kaldt Snehvide, og da hun var født, døde dronningen.

Et år efter tog kongen sig en anden hustru. Hun var smuk, men stolt og hovmodig, og kunne ikke tale, at nogen var smukkere end hun.

Hun havde et spejl, og når hun så sig deri og spurgte:

"Lille spejl på væggen der,

hvem er skønnest i landet her?"

svarede spejlet:

"Ingen i verden er dejlig som du."

Så var hun tilfreds, for hun vidste, at spejlet talte sandhed.

Snehvide voksede imidlertid til og blev smukkere og smukkere, og da hun blev sytten år, var hun så skøn som den lyse dag, og langt

skønnere end dronningen. Og da denne en dag spurgte spejlet:

"Lille spejl på væggen der,

hvem er skønnest i landet her?"

svarede det:

"Dronning, stor er din skønheds glans,men Snehvide er skønnest med ungdommens krans."

Dronningen blev både gul og grøn af misundelse, og fra nu af hadede hun Snehvide af hele sit hjerte. Hun havde hverken ro dag eller

nat, og en morgen kaldte hun på en af jægerne og sagde: "Jeg vil ikke mere se Snehvide for mine øjne. Tag hende med ud i skoven

og slå hende ihjel og bring mig lever og lunge." Jægeren gik med hende, men da han havde løftet dolken, som skulle gennembore

Snehvides uskyldige hjerte, begyndte hun at græde og sagde: "Å, du må ikke sla mig ihjel. Jeg skal ga ind i den store skov og aldrig

mere komme hjem." Jægeren fik medlidenhed med hende, fordi hun var sa smuk, og sagde: "Gå kun, stakkels barn." Ved sig selv

tænkte han: "Det

varer vist ikke længe, før de vilde dyr har ædt dig." Men det var dog, som om en sten var faldet fra hans hjerte, fordi han ikke havde

dræbt hende. Da der i det samme kom et ungt vildsvin springende, stak han det ihjel og bragte lever og lunge til dronningen. Kokken

måtte salte og koge dem, og hun spiste dem og troede, det var Snehvides.

Nu var det stakkels barn helt alene i den store skov, og hun var så bange, at hun stirrede angst pa hvert træ, hun kom forbi. Hun vidste

slet ikke, hvad hun skulle gøre, og tilsidst gav hun sig til at løbe af alle kræfter, over spidse stene og gennem tjørnekrat, og de vilde dyr

for lige forbi hende uden at gøre hende noget. Hun løb, så længe hendes ben kunne bære hende, og henimod aften kom hun til et lille

hus og gik derind. Alting derinde var småt, men så nydeligt og rent, at man ikke kan tænke sig det. I midten af stuen stod der et bord med

en snehvid dug, syv små tallerkener med skeer, gafler og knive, og syv små bægre. Henne ved væggen stod syv små senge med hvide

lagener. Snehvide var sulten og tørstig og spiste en mundfuld kød og kål af hver tallerken og drak en slurk vin af hvert bæger, for hun

ville ikke tage det fra en alene. Derpå ville hun lægge sig i en af sengene, men den ene var for kort og den anden for lang, den tredje for

smal, den fjerde for bred, og således videre, indtil endelig den syvende passede hende. Der blev hun så liggende, bad sin aftenbøn og

faldt snart i søvn.

Da det var blevet mørkt kom de syv små dværge, hvem huset tilhørte, hjem fra deres arbejde i bjergene. Da de fik tændt lys, så de

straks, at der måtte have været nogen, mens de var borte, for tingene stod ikke på deres sædvanlige plads. "Hvem har siddet på min

stol?" sagde den første. "Hvem har spist af min tallerken?" sagde den anden. "Hvem har taget mit brød?" sagde den tredie. "Hvem har

spist af min kål?" sagde den fjerde. "Hvem har brugt min gaffel?" sagde den femte. "Hvem har skåret med min kniv?" sagde den sjette.

"Hvem har drukket af mit bæger?" sagde den syvende. Da en af dem vendte sig om, så han, at der var en fordybning i hans seng. "Der

har været nogen oppe i min seng," sagde han, og da de andre kom derhen råbte de allesammen: "Der har også været nogen i min." Men

da den syvende kom hen til sin seng, så han Snehvide. Han kaldte på de andre, og de kom løbende med deres syv små lys. "Du gode

Gud, hvor hun er dejlig," råbte de og var så glade over hende, at de ikke nænnede at vække hende. Den syvende dværg sov en time hos

hver af sine kammerater, og så var natten forbi.

Da Snehvide vågnede om morgenen og så de syv dværge, blev hun meget forskrækket, men de var så venlige imod hende, at hun

snart blev beroliget. "Hvad hedder du?" spurgte de. "Snehvide," svarede hun. "Hvordan er du dog kommet herind?" Hun fortalte dem

da, at hendes stedmor havde villet dræbe hende, men jægeren, der skulle gøre det, havde givet hende lov til at løbe sin vej, og sa

havde hun gået hele dagen lige til hun var kommet hen til det lille hus. "Hvis du vil holde huset i orden og lave mad og sy og strikke for

os," sagde dværgene, "så må du gerne blive her, og vi skal nok være gode imod dig." Snehvide sagde straks ja og blev hos dem. Om

morgenen gik dværgene ud i bjergene for at arbejde, og når de kom hjem igen om aftenen, havde Snehvide maden færdig

til dem. Hele dagen var hun alene, og dværgene advarede hende ofte og sagde: "Tag dig i agt for din stedmor, hun får nok at vide, at du

er her. Lad ingen komme ind til dig."

Da dronningen havde spist det, som hun troede var Snehvides lever og lunge, gik hun hen foran spejlet og spurgte:

"Lille spejl på væggen der,

hvem er skønnest i landet her?"

Spejlet svarede:

"Ingen i landet er dejlig som du,

men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,

hos de syv sma gode, flittige dværge,

hun er tusindfold mere dejlig endnu."

Da blev hun forfærdet, for hun vidste, at spejlet talte sandhed, og hun mærkede nu, at jægeren havde narret hende. Hun tænkte dag og

nat på, hvordan hun skulle komme Snehvide til livs, og endelig fandt hun på råd. Hun malede sit ansigt og klædte sig på som en gammel

sælgekone, så hun var ganske ukendelig. Derpå gik hun over de syv bjerge til de syv små dværge, bankede på døren og råbte: "Her er

billige varer at få." Snehvide kiggede ud af vinduet og spurgte: "Hvad har I da?" - "Mange gode ting," svarede konen, "se her, smukke

snørebånd," og hun viste hende et, der var flettet af broget silke. "Den skikkelige kone kan jeg da nok lukke ind," tænkte Snehvide, gik hen

og åbnede døren og købte de smukke bånd. "Men hvordan er det, du ser ud, barn," sagde den gamle, "kom her, sa skal jeg snøre dig

ordentlig." Snehvide tænkte ikke noget ondt derved, men stillede sig hen foran konen. Men den gamle snørede så hurtigt og så fast, at

Snehvide ikke kunne få vejret og faldt om som død. "Nu kan du sige, du har været den smukkeste," sagde hun grinende og skyndte sig

bort.

Kort efter kom de syv dværge hjem og blev meget forskrækkede, da de så deres kære Snehvide ligge som livløs på gulvet uden at røre

sig. De løftede hende op, og da de så, hvor fast hun var snøret, skar de båndene itu. Hun begyndte da at trække vejret ganske svagt, og

lidt efter lidt kom hun til sig selv igen. Da dværgene hørte, hvordan det var gaet til, sagde de: "Det har sikkert været den onde dronning.

Tag dig endelig i agt og luk ingen ind, når vi ikke er hjemme."Da dronningen var kommet hjem, gik hun hen foran spejlet og spurgte:

"Lille spejl på væggen der,

hvem er skønnest i landet her?"

Spejlet svarede som sædvanlig:

"Ingen i landet er dejlig som du,

men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,

hos de syv små, gode, flittige dværge,

hun er tusindfold mere dejlig endnu."

Da hun hørte det, blev hun så forfærdet, at alt blodet strømmede hende til hjertet. "Nu skal jeg sørge for, at hun for alvor skal komme af

med livet," tænkte hun, og ved hjælp af alle slags trolddomskunster lavede hun en forgiftet kam og forklædte sig igen som en gammel

kone. Derpå gik hun over de syv bjerge til de syv sma dværge, bankede på og råbte: "Her er billige varer at få." Snehvide stak hovedet

ud af vinduet og sagde: "Det kan ikke nytte, jeg må ikke lukke op for nogen." - "Du må vel nok have lov til at se på det," sagde den gamle

og tog den forgiftede kam frem og viste hende den. Snehvide syntes så godt om den, at hun lod sig overtale til at lukke op og købe

kammen. "Nu vil jeg rede dig," sagde den gamle, og Snehvide havde ingen mistanke, men lod hende gøre det. I samme øjeblik, kammen

blev stukket i håret, virkede giften, og Snehvide faldt om som død. "Nu er det nok ude med dig, min dejlighed," sagde den gamle hånligt

og gik sin vej. Heldigvis kom de syv dværge hjem et øjeblik efter og fik den forgiftede kam taget ud af hendes hår, Snehvide kom til sig

selv igen og fortalte, hvad der var sket, og de advarede hende igen mod at lukke nogen ind.

Da dronningen var kommet hjem, spurgte hun:

"Lille spejl på væggen der,

hvem er skønnest i landet her?"

Spejlet svarede igen:

"Ingen i landet er dejlig som du,

men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,

hos de syv små, gode, flittige dværge,

hun er tusindfold mere dejlig endnu."

Da hun hørte det, rystede hun fra top til ta af raseri. "Snehvide skal dø, om det så skal koste mit liv," råbte hun. Derpå gik hun ind i et

værelse, lasede døren og lavede et forgiftet æble. Det var smukt, med røde kinder, og enhver, der så det, måtte fa lyst til det, men

den, der spiste af det,

døde øjeblikkelig. Dronningen smurte nu sit ansigt ind, klædte sig på som en bondekone og gik over de syv bjerge til de syv små dværge

og bankede pa. "Jeg må ikke lukke op for nogen," sagde Snehvide og stak hovedet ud af vinduet. "Det er såmænd også ligemeget,"

svarede bondekonen, "jeg skal nok blive af med mine æbler. Se her, det må du have." - "Nej tak," svarede Snehvide, "jeg må ikke tage

imod noget som helst." - "Er du måske bange for, at det skal være giftigt," spurgte den gamle, "nu skærer jeg det over, så får du det røde

og jeg spiser det hvide." Æblet var nemlig lavet sådan, at kun den røde side var forgiftet. Snehvide havde stor lyst til det dejlige æble, og

da hun så, at konen spiste deraf, kunne hun ikke modstå, men rakte hånden ud og fik det halve æble. Næppe havde hun faet det i

munden, før hun sank død om på jorden. Dronningen stod i nogen tid og så ondt på hende, så slog hun en høj latter op og sagde: "Hvid

som sne, rød som blod, sort som ibentræ. Denne gang kan dværgene ikke frelse dig." Derpå gik hun hjem og spurgte spejlet:

"Lille spejl på væggen der,

hvem er skønnest i landet her?"

Og spejlet svarede:

"Ingen i verden er dejlig som du."

Nu havde hendes misundelige hjerte ro, for så vidt som et misundeligt hjerte nogensinde kan få ro.

Da dværgene om aftenen kom hjem, fandt de Snehvide liggende død på jorden. De løftede hende op, og ledte, for at finde noget, der

kunne have gjort hende fortræd, snørede hendes liv op, redte hendes hår og vaskede hende med vand og vin, men det hjalp ikke. Hun var

og blev død. De lagde hende da på en båre og sad i tre dage hos hende og græd. De ville nu begrave hende, men hun var så smuk med

friske, røde kinder, at de ikke kunne bære over deres hjerter at lægge hende ned i den sorte, kolde jord. De lavede sa en kiste af glas,

lagde hende deri og skrev med guldbogstaver hendes navn, og at hun var en kongedatter. Derpå satte de kisten ud på et bjerg og

skiftedes til at holde vagt ved den. Dyrene sørgede også over Snehvide, først kom der en ugle, så en ravn og til sidst en due og satte sig

ved kisten og græd.

Snehvide lå nu i lang, lang tid i kisten og så ud som om hun sov, for hun var endnu så hvid som sne, så rød som blod og så sort som

ibentræ. Engang red imidlertid en kongesøn igennem skoven og kom til dværgenes hus og ville overnatte der. Han så kisten, hvori

Snehvide lå, og læste, hvad der var skrevet pa den. "Sælg mig hende," sagde han til dværgene, "I må få alt, hvad jeg ejer og har." - "Nej,"

svarede dværgene, "ikke for alverdens guld vil vi sælge hende." - "Forær mig hende da," bad prinsen, "jeg kan ikke leve uden hende. Jeg

vil holde hende højt i ære." Dværgene fik medlidenhed med ham, og gav ham til sidst lov til at tage kisten med. Men da tjenerne bar den

over den ujævne vej, snublede en af dem, og derved fik kisten et stød, så det giftige æble for ud af Snehvides mund. Lidt efter kom hun til

sig selv igen, åbnede lågetog rejste sig op og råbte: "Hvor

er jeg dog." Kongesønnen blev ude af sig selv af glæde og fortalte hende, hvordan alt var gået til. "Du er den jeg elsker

højest i verden," sagde han, "følg mig til min fars slot og bliv min hustru." Snehvide fulgte ham gerne, og der blev truffet

store forberedelser til brylluppet.

Snehvides onde stedmor blev også indbudt, og da hun havde taget sine smukkeste klæder pa, gik hun hen foran spejlet

og spurgte:

"Lille spejl på væggen der,

hvem er skønnest i landet her?"

Spejlet svarede:

"Du er vel dejligst i dette land,men med dronningen aldrig du måle dig kan."

Den onde kvinde var ved at dø af raseri, men var tillige så underlig angst, hun vidste ikke selv hvorfor. Først ville hun slet

ikke tage til festen, men hendes nysgerrighed efter at se den unge dronning lod hende ikke have ro. Da hun kom ind i

salen kendte hun straks Snehvide og blev ganske stiv af skræk. Men henne over ilden stod der et par glødende jernsko,

dem måtte hun tage på og danse, til hun faldt død om.

Det gode sværd – folkeeventyr.

Der var engang en gammel enkemand, som havde en eneste søn. De

boede sammen i en ussel hytte og havde næsten intet at leve af. En dag

blev enkemanden syg, og han sagde da til sin søn: »Jeg kan mærke, at jeg

snart skal dø. Det eneste, jeg kan efterlade dig, er det gamle sværd, der

hænger der i hjørnet. Men det er også godt, for alt, hvad du slår med det,

skal du overvinde.« Snart efter døde faderen.

Sønnen solgte alt, hvad han efterlod sig, kun det gamle sværd beholdt

han. Alle pengene brugte han til faderens begravelse og så drog han ind

til nærmeste lille by for at få arbejde. Han fik snart plads hos en mand

som fårehyrde. Næste morgen sendte manden ham ud med fårene og viste

ham, hvor han kunne lade fårene græsse. »Men pas godt på, at du ikke

kommer ud på de tre yderste marker med fårene, for de marker tilhører

bjergmændene. De bor i den høj derovre, som kaldes Bjerremandshøj, og

kommer der fremmede får ind på deres marker, så kommer der en

bjergmand ud og tager både fårene og deres vogter.«

Drengen lovede at passe godt på fårene, og det gjorde han også. Ikke et

eneste gik tabt, og det var manden glad for. Men mens drengen således

gik og vogtede får, kedede han sig. Han kom i tanker om det gamle

sværd, og at det måske kunne hjælpe ham mod bjerg-mændene. Han fik

lyst til at prøve, hvor galt det kunne gå. I den følgende tid havde han hver

dag sværdet med ud på marken. En dag så han, at et af fårene var kommet

helt ind på en af bjergmands- markerne. Han skyndte sig at følge efter

det. Straks efter kom en bjergmand brølende ud imod og han råbte:

»Hvem gav dig lov til at drive får på min mark?« - »Selv tog jeg lov!«

svarede drengen. »Så skal du ikke slippe levende herfra,« råbte

bjergmanden, og han dirrede af raseri. Men drengen rendte lige ind på

ham og huggede ham tværs over. Nu havde han den ene mark i fred.

Nogen tid efter fik fårene lyst til at gå ind på den anden mark. Drengen fulgte efter. Straks var den anden bjergmand brølende over dem. »Hvem har givet dig lov til at drive får på min mark?« »Selv tog jeg lov!« svarede drengen. »Så skal jeg æde dig,«brølede bjergmanden. Men før han vidste et ord deraf, havde drengen hugget ham midt over.

Kort tid efter gik det på samme måde med den tredje bjergmand. Nu ville drengen nok se nærmere på bjergmandsbakken. Da han kom derop, så han, at højen stod åben. Han gik derind og så nu, at der stod tre heste, en rød, en gul og en hvid. Ved hver hest stod en hund i samme farve samt rytterdragt, sadel og seletøj. Der var fuldt op af foder, samt masser af guld og sølv.

Drengen blev så fornøjet ved al den herlighed, at han sang af fuld hals på vejen hjem.

Da han nærmede sig hjemmet, kom hans husbond ud imod ham og sagde, at selv om han var glad, måtte han ikke synge. Det kunne drengen ikke forstå. »Ja, så skal jeg fortælle dig hvorfor. Kongen her i landet er blevet nødt til at love sine tre døtre bort til tre trolde, og nu skal de snart hentes. Han har lovet tredjedelen af riget til den, der kan frelse dem, og han skal få hende til ægte, som han har reddet. Men kongen tror ikke, at der er nogen, der kan hjælpe. Og derfor er alle så kede af det, og derfor må du ikke synge her i landet.Da drengen hørte det, lod han fårene passe sig selv og gik ind

til kongestaden for at høre nærmere om den ulykke, der forestod. Allerede næste dag skulle den ældste prinsesse føres ud til den trold der skulle have hende. Drengen gik straks ud til højen, trak i den røde dragt, satte sig på den røde hest og tog den røde hund med sig. Så red han til det sted, hvor trolden skulle komme op af havet og hente hende.

Lidt efter kom prinsessen kørende i en forgyldt vogn og holdt ved stranden. Da kusken hørte trolden langt borte, krøb han op i et træ og skjulte sig. Men da trolden med tre hoveder dukkede op af havet, kom rytteren på den røde hest ridende og huggede alle tre hoveder af med sit sværd. Da trolden lå helt død, skar rytteren de tre tunger ud af hovederne og gemte dem hos sig. Så red han bort. Kusken steg nu ned og truede prinsessen på livet, indtil hun lovede at sige, at det var ham, der havde dræbt trolden. Så kørte de tilbage til slottet. Der blev stor glæde, og kusken fik løfte på prinsessen.

Otte dage derefter skulle den anden prinsesse føres ud, og det gik på samme måde. Kusken skjulte sig i et træ. Men da havtrolden dukkede op, kom en gul rytter farende på en gul hest og huggede alle uhyrets seks hoveder af, og efter det red han bort. Kusken tvang prinsessen til at sige, at han havde frelst hende.

Otte dage derefter skulle den yngste prinsesse føres ud til sin trold. Kusken skyndte sig op i træet. Men en hvid rytter på en hvid hest kom farende, huggede alle troldens ni hoveder af og tog tungerne ud. Inden han red bort, tog prinsessen sin guldkæde og kastede den over hans hoved. Rytteren filtrede den ind i sit lange krøllede hår og satte sin hue over, så ingen kunne se den. Og så for han af sted. Kusken gjorde som de andre og truede prinsessen til at sige, at det var ham, der havde frelst hende.

Nu blev der stor glæde på slottet, og de tre prinsesser skulle have bryllup på samme dag. Drengen sagde op hos sin husbond og flyttede ind på en gæstgivergård i nærheden af slottet. Alle talte der om al den herlighed,

der var på slottet ved det store bryllup.

»Det kunne være rart at smage noget af det dejlige hvedebrød, de har på slottet,« sagde værten en dag. »Ja, det er ikke umuligt, at min hund kan hente noget af det,« sagde drengen. »Løb op på slottet og hent hvedebrød,« sagde han til den røde hund. Den for at sted op på slottet og skrabede på den ene dør efter den anden. Lige til den nåede det kammer, hvor de nybagte brød lå. Den snappede et brød, og uden at de kunne få den standset, for den atter ud og hjem til gæstgivergården.

Næste dag sagde værten, at nu skulle det være rart at smage stegen oppe fra slottet. Drengen sendte sin gule hund af sted, og snart kom den tilbage med en stor steg i gabet.

Tredje dag - og det var selve bryllupsdagen - fik værten lyst til en flaske vin fra kongens bord, og drengen sendte den hvide hund efter den. Den for op i salen, hvor alle bryllupsgæsterne sad, snappede en flaske og for ud igen.

Men da den yngste prinsesse så hunden, råbte hun, at det var dens herre, der havde frelst hende. Brudgommen protesterede og sagde, at det var ham. Men kongen råbte til sine mænd, at de skulle følge efter hunden. Pustende og stønnende for mændene efter hunden lige ind på gæstgivergården, og da de så, at det var drengen, der var dens herre, tog de ham med op på slottet.

Han ville rigtignok ikke ind i salen, han mente ikke, at han var fin nok til det. Men så befalede kongen, at han skulle træde frem, »Det er ham, der frelste mig!« sagde den yngste prinsesse. »Men hvor har du den kæde, jeg gav dig?« Så tog han kæden frem fra sit hår, og alle kunne nu se, at det var hendes.

Kun brudgommen sagde, at det var løgn, og så hentede han de ni troldehoveder frem. Dem havde han taget med til slottet. Så stak drengen hånden ned i lommen og tog alle troldenes tunger frem, og nu kunne alle se, at det var ham, der havde dræbt de tre trolde.

De tre bedragere blev halshugget. Men drengen holdt bryllup med den yngste prinsesse. Han fik en tredjedel af kongeriget straks og det hele efter kongens død.

Udviklingsmodellen

Udviklings-niveauer:

Udviklingsfaser:

Komposition:

Geografisk udvikling:

Plottets udvikling:

Stemningsmæssig udvikling:

Hovedpersonens personlige udvikling:

Fiskeren og hans kone

Der var engang en fisker, som boede med sin kone i en muddergrøft tæt ved havet, og han gik hver dag derhen for at fange fisk.

En dag sad han dernede og medede, mens han stirrede og stirrede ned i det blanke vand.

Pludselig gik flåddet til bunds, og da han halede snøren op, så han, at han havde fanget en stor flynder. Den begyndte at tale og sagde til ham: »Du må endelig lade mig leve, kære fisker, for jeg er ingen flynder, men en fortryllet prins. Selv om du slår mig ihjel, vil jeg dog ikke smage dig rigtig. Sæt mig ud i vandet igen.« »Nå, ja,« sagde manden, »du behøver ikke at tage sådan på vej. En flynder, der kan tale, ville jeg dog ikke gøre noget.« Derpå kastede han den ud igen, og den gik til bunds, og der var en lang stribe blod efter den på vandet. Men fiskeren gik hjem til sin kone i muddergrøften.

»Har du ikke fanget noget,« spurgte konen, da han kom hjem. »Nej,« svarede han, »jeg fik nok fat i en flynder, men den sagde, at den var en fortryllet orins, og så lod jeg den svømme igen.« »Har du da ikke bedt den om noget?« spurgte en. »Hvad i al verden skulle jeg dog bede den om?« spurgte manden forbavset. »Du kunne da gerne have bedt om en lille hytte,« sagde konen, »det er slet ikke rart at bo i sådan en muddergrøft, her lugter så ækelt. Gå hen og kald på den og bed om en lille hytte, så får du den nok.« »Hvorfor skulle jeg dog gøre det?«

sagde manden. »Gå nu bare derhen,« sagde hun, »du har fanget den og givet den lov til at beholde livet, den gør det såmænd nok.« Manden havde ikke meget lyst til det, men han ville også nødig gøre sin kone imod, og så gik han da.

Da han kom ned til havet, svulmede det gult og grønt og var slet ikke blankt som før. Han stillede sig imidlertid på bredden og sagde:

»Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabil ~ -vil meget mere, end jeg vil.«

Flynderen kom også op og spurgte: »Hvad vil hun da?« »Minkone siger, at da jeg dog nu har skænket dig livet, skulle jeg også bede dig om noget. Hun er så ked af at bo i muddergrøften og ville så gerne have en lille hytte.« »Gå du kun hjem,« sagde flynderen, »hun sidder allerede i hytten.«

Manden gik nu hjem og fandt sin kone siddende på bænken udenfor en lille hytte. Hun tog ham i hånden og sagde: »Kom ind, så skal du bare se, hvor pænt her er.« Han gik så ind med hende. Der var en rar forstue og en nydelig dagligstue og et lille værelse med to senge. Køkkenet og spisekammeret var hvidt og pænt, og der stod blanke tinkrus og messingkar. Bag ved huset var der en lille gård med høns og ænder og en lille have med grøntsager og frugt. »Er her ikke nydeligt?« spurgte hun. »Jo,« svarede han, »nu kan vi rigtignok få det godt. « »Ja nu kan vi jo se, hvordan det går,« sagde konen. Så satte de sig til at spise, og derpå gik de i seng.

I

Da der var gået en fjortendagestid sagde konen: »Hør, lille mand, jeg synes alligevel her er altfor lidt plads. Gården og haven er også forfærdelig små. Flynderen kunne da også gerne have givet os et større hus. Jeg kunne nok have lyst til at bo i et stort slot. Gå hen og bed flynderen om det.« » Herregud, lille kone,« sagde manden, »hvad skal vi med det, hytten er jo god nok.« »Du kan da gerne spørge om det,« sagde konen. »Nej,« svarede han, »nu har den jo givet os huset her. Den kunne gerne blive gal i hovedet, når jeg nu kommer igen.« Men konen blev ved at plage ham, og til sidst gik han også, skønt han var meget ked af det.

Da han kom ned til havet var det ikke mere grønt og gult, men helt mørkt og grumset. Der var dog ingen videre bølgegang, og han stillede sig igen på bredden og sagde:

»Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabil vil

meget mere, end jeg vil.«

»Hvad vil hun da nu?« spurgte flyndere jg stak hovedet op af vandet. »Hun vil bo i et slot,« svarede manden bedrøvet. »Gå du kun hjem,« sagde flynderen, »htm sidder allerede i slottet.«

Manden gik hjem, og da han kom til det sted, hvor huset havde ligget, så han, at der stod et stort slot. Hans kone stod udenfor på trappen og tog ham i hånden, og han gik med hende ind i slottet. Der var så mange tjenere, der lukkede dørene op og i for dem, væggene var skinnende blanke, der stod forgyldte borde og stole, og på alle gulvene lå der bløde tæpper. Bagved slottet var der en stor gård med heste- og kostalde, og en dejlig have med blomster og træer. Lidt længere borte lå der en stor skov, og derinde sprang harer og hjorte lystig omkring. »Er her ikke dejligt,« spurgte konen. »Jo,« sagde manden, »men nu vil vi da også slå os til ro her.« »Lad os først sove på det,« sagde konen, og så gik de i seng.

Den næste morgen vågnede konen først og satte sig op i sengen og kiggede ud på det dejlige frugtbare landskab. Manden lå endnu og sov, men på en gang gav hun ham et puf, så han vågnede, og sagde: »Jeg kunne nok have lyst til at herske over hele landet. Gå hen og sig til flynderen, at du vil være konge.« »Jeg har slet ikke lyst til at være konge,« klynkedemanden. »Vil du ikke, så vil jeg,« sagde hun, »gå hen og sig til flynderen, »at jeg vil være konge.« »Nej, det gør jeg ikke,« sagde manden, men han gjorde det alligevel til sidst.

Han gik ned til havet, der var kulsort, og sagde:

»Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabil vil meget

mere, end jeg vil.«

»Hvad vil hun nu,« spurgte flynderen. »Hun vil være konge,« sagde manden bedrøvet. »Gå du kun hjem, hun er det allerede,« sagde flynderen og dykkede ned igen.

Manden gik hjem, og da han kom til slottet så han, at det var blevet meget større. Foran stod en skildvagt, og der vrimlede af soldater. Da han kom ind i slottet så han, at det var helt af marmor og guld, og der hang røde fløjlsforhæng med store guldkvaster. Han gik nu ind i den store sal, hvor hele hoffet var forsamlet, og hans kone sad på en trone af guld og ædelstene med krone på hovedet og scepter og rigsæble i hånden. På hver side af hende stod seks jomfruer, den ene et hoved mindre end den anden. »Er du nu konge?« spurgte han. »Ja, det er jeg,« svarede hun. Han stod i nogen tid ganske fortabt og så på hende, så sagde han: »Nu kan du da heller ikke forlange mere.« Hans kone blev helt urolig. »Jeg kan ikke holde det ud,« sagde hun, »gå ned til flynderen og sig, jeg vil være kejser.« »Nej det gør jeg ikke,« sagde manden, »for det kan han ikke gøre dig til.« »Hvad for noget?« sagde konen, »vil du gøre, som jeg siger. Jeg er konge, og du er bare min mand. Han kan akkurat lige så godt gøre mig til kejser som til konge.« Manden måtte til sidst af sted, men han var meget bange og tænkte, at flynderen ville sikkert blive vred.

Havet svulmede vredt og sort, men manden stillede sig op på bredden og sagde:

»Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabil vil meget mere, end jeg vil.«

»Hvad er der nu i vejen,« spurgte flynderen. »Min kone vil være kejser,«

svarede manden og så meget ulykkelig ud. »Gå du kun hjem,« svarede flynderen, »hun er det allerede.«

Da manden kom hjem, var slottet blevet endnu større og pragtfuldere. Soldater marsche- rede frem og tilbage og blæste i trompeter og slog på tromme. Da han kom ind i salen, sad hans kone på en vældig høj trone med en stor guldkrone på og scepter og rigsæble i hånden. På begge sider af tronen stod drabanter, og den største var så høj som en kæmpe og den mindste ikke større end en lillefinger. Foran tronen stod mange fornemme folk forsamlede. Manden gik frem mellem dem og spurgte: »Er du nu kejser?« Han stod længe og betragtede hende, så sagde han: »Hvor det klæder dig at være kejser.« »Hvad står du der og glor for,« sagde konen, »er jeg kejser vil jeg også være pave. Gå ned og sig det til flynderen.« »Det kan « da ikke være din mening,« sagde manden, »der er jo kun en pave i hele verden.« »Men jeg vil være pave,« sagde konen, »jeg vil være pave endnu i dag. Skynd dig til flynderen.« Manden ville nødig. »Gør du vrøvl?« sagde konen, »se til du kommer af sted. Husk på, jeg er kejser, og du £r bare min mand.« Han begav sig da også på vej, men han var så bange, at hans knæ

Y.

rystede under ham. Vinden jog skyerne hen over himlen og susede gennem træerne, og langt ude kunne han se skibe, der blev kastet frem og tilbage på bølgerne. Lige i midten var himlen en lille smule blå, men imod syd trak der er mægtigt uvejr op. Mandens stemme skælvede, da han stod nede på bredden og sagde:

»Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabil vil meget

mere end jeg vil.«

»Hvad vil hun da nu, « spurgte flynderen. »Hun vil være pave,« sagde manden rystende af angst. »Gå du kun hjem, hun er det allerede,« sagde flynderen.

Da han kom hjem, lå der en stor kirke omgivet af prægtige slotte. Folk trængte sig henimod kirken, hvor hans kone sad på en endnu højere trone i gyldne klæder. Lange rækker lys stod ved siden af hende, det største så stort som det højeste tårn og det mindste ikke større end et lillebitte vokslys. Præster og munke stod rundt om tronen, og konger og kejsere knælede ned og kyssede spidsen af hendes tøffel. »Er du nu pave,« sagde manden. »Ja,« sagde konen og nikkede. Manden gik rundt og så på hende og blev så blændet af al den pragt, som når man ser ind i solen. »Hvor du dog er smuk som pave,« sagde han så. Hun svarede ikke, og han sagde da: »Nu kan du da ikke blive noget større. »Lad os sove på det,« sagde konen, og så gik de i seng.

Manden var træt og sov trygt og godt, men konen kunne slet ikke falde i søvn. Hun smed sig fra den ene side af sengen til den anden og tænkte på, hvad hun dog kunne blive, som var endnu mere end pave. Da solen stod op, og hele himlen rødmede, satte hun sig over ende i sengen og tænkte: »Bare jeg også kunne få solen og månen til at stå op.« Hun gav så sin mand et vældigt puf, så han vågnede. »Skynd dig lidt at stå op,« sagde hun, »du skal gå ned til flynderen og sige, at jeg vil være Vorherre.« Manden blev så forskrækket, at han faldt ud af sengen. Han troede, han havde hørt galt, og spærrede øjnene vidt op og sagde: »Hvad er det dog, du siger ?« »Jeg kan ikke holde ud at gå her og se på, at solen og månen går op og ned, uden at jeg har noget at skulle have sagt,« råbte hun, »jeg får aldrig nogen:rolig time mere. Gå ned til flynderen og sig, at jeg vil være Vorherre.« Manden faldt på knæ og rakte . hænderne op imod hende. »Det kan han ikke gøre,« sagde han, »vær dog nu fornøjet med at være pave.« Da blev konen ude af sig selv, håret fløj vildt om hovedet på hende, og hun gav ham et spark. Så skyndte han sig at stikke i

tøjet og løb, som det gjaldt livet.Udenfor rasede stormen, så han næsten ikke kunne stå på benene,

træerne blev revet op med rod, bjergene skælvede, og store klippestykker blev slynget ud i havet. Himlen var kulsort, og det tordnede og lynede. Bølgerne gik så højt som kirketårne, og det hvide skum sprøjtede op i luften. Manden råbte så højt, han kunne, men kunne ikke engang høre, hvad han selv sagde.

»Flynder lille, flynder god,stig op til mig af havets flod,for min hustru Isabil vil meget mere end jeg vil.«

»Hvad er der nu i vejen?« spurgte flynderen. »Hun vil være Vorherre,« sagde manden, og tænderne klaprede i munden på ham. »Gå hjem,« sagde flynderen. »Hun sidder igen i muddergrø ften.«

Og der sidder hun endnu den dag i dag.

FOLKEEVENTYR og KUNSTEVENTYRFO L K EE V E N TY R F OL K E FO RT ÆL L I NG V AN D RE H IS T OR IE R

Mund t l i g ove r l e ve r ing

Mange f o r ske l l i ge

A nonym - f l e r e

Fo l ke l i g - ko l l ek t i v

Mono te mat i sk - kun é t hoved f o r l øb .D er kan und ta ge l s es v i s t op t r æde b i f o r l øb .H and l i ngen s t å r i ce n t r um.

O ver ve j e nde r e n be r e t n ing supp le re t me dre p l ikke r .

H and l i ngen e r va r i abe l , e f t e r s om den ikke e r nedsk r e ve t . D e n e r på e n måde in t e ra k t iv , i de tden t age r f o r m og fa r ve e f t e r t i l hø re rne s sma g og ku l tu r ba gg rund

E nke l , l e t f o r s t å e l i g hand l i ng

Pe rs one r ne e r f r em s t i l l ede som type r .D e ha r kun e nk le , l e t ge nkende l ige (e nd ime ns ione l l e ) ka r ak t e r t r æk .

Pe rs one r ne ud t rykke r be s t e mte funk t ione r ( den gode , den onde , he l t en o sv . ) En s t e r e o typ geng i ve l s e a f

pe r sone rne gø r de t l e t f o r fo r tæ l l e re n og t i l hø re re n a t skabe e t hand l ings r um.

Skr i f t l i g Kun é nE n kend t f o r fa t t e rF i n l i t t e r ær - i nd iv idue l

Po l y t em a t i sk - é t t i l f l e r e hoved f o r løb og o f t e b i fo r løb .

A l l e f o r t æ l l e må der anve ndes - ha nd l ing , besk r ive l s e r , r e p l ik i og komme n ta r .

| H and l i ngen e r " l å s t " i og me d a t en a ne r kend t fo r f a t t e r ha r sk r eve t den ne d . i (H ve m tø r gend i g t e e t eve n ty r a f H .C . ■ A nde rse n? )

S t ø r r e nua nce r ing i ha nd l ings - opbygn inge n .

D er op t r æder ve ks l e nde og kombine re t syns v inke l .

Pe rs one r ne e r f r em s t i l l ede me d sær l ige ka r ak t e r t r æk . D er e r p l a ds t i l a t v i s e de

de t a l j e r , de r gø r , a t pe r s one r ne f r e ms tå r s om ind iv i de r i s t e de t fo r ( s t e r e o - ) type r .

Som i a l l e m und t l i ge fo r tæ l l e - t r ad i t i one r( f . e k s . fo l kev i s e r ) ha r v i en hypp i g

b rug a ffo r me l sp r og .(e ks : Der var engang ...

K U N S T E V E N T Y R

Synsvinkel D e r a n v e n d e s f o r t r i n s v i s t y d r e s y n s v i n k e l .

Person-tegning

Distributionsform

Versioner

Fortæller

Tradition

Handling

og de levede lykkeligt til deres dages...Fo l ke l i g t sp r og - t a l e sp r og

Fo l kee ven ty r e t kan ha ve ma nge fo r ske l l i ge f unk t ione r : Mors kab -under ho ldn ing I nd i r e k t e k r i t i k a f soc i a l u l i ghed .Sa t i r e ove r de øve rs t e soc i a l e l ag .S t y rke fo l ke t r oe ns mag i ske un i ve r s .Sa t i r e ove r k r i s t endom men .K r i s t endom og fo l ke t r o s am menb l ande t . O pdra gendeD er gø re s mi nd re b rug a f fo r me l sp r oge t .

F i n l i t t e r ær t sk r i f t sp r og .D er e r e t s t ø r re o r dva lg og e n me rekompl i ce re t o r d s t i l l i ng .

K uns t eve n ty r e t ha r fø r s t og f r em mes t en unde rho l dende " l i t t e r ær " funk t ion . D e t f unge re r de r udover som mor a l sk opd r age nde væ rk tø j ( f o r bø rn ) .

Funktioner

Sprog

http://www.hcandersen-homepage.dk/mit_livs_eventyr_generelt/mit-livs-eventyr-l.jpg

Side 1 af 1

Ude på landet var der en gammel gård, og i den var der en gammel herremand, som havde to sønner,

der var så vittige, at det halve var nok; de ville fri til kongens datter og det turde de, for hun havde ladet

kundgøre at hun ville tage til mand, den, hun fandt bedst kunne tale for sig.

De to forberedte sig nu i otte dage, det var den længste tid de havde til det, men det var også nok, for

de havde forkundskaber og de er nyttige. Den ene kunne udenad hele det latinske leksikon og byens

avis for tre år, og det både forfra og bagfra; den anden havde gjort sig bekendt med alle lavsartiklerne

og hvad hver oldermand måtte vide, så kunne han tale med om staten, mente han, dernæst forstod

han også at brodere seler, for han var fin og fingernem.

"Jeg får kongedatteren!" sagde de begge to, og så gav deres fader dem hver en dejlig hest; han, som

kunne leksikonet og aviserne fik en kulsort, og han, som var oldermandsklog og broderede fik en

mælkehvid, og så smurte de sig i mundvigene med levertran, for at de kunne blive mere smidige. Alle

tjenestefolkene var nede i gården for at se dem stige til hest; i det samme kom den tredje broder, for

der var tre, men der var ingen

Klods Hans af H.C. Andersen

der regnede ham med, som broder, for han havde ikke sådan lærdom som de to, og ham kaldte de

bare Klods-Hans.

"Hvor skal I hen siden I er i stadstøjet?" spurgte han.

"Til hove for at snakke os kongedatteren til! Har du ikke hørt hvad trommen går om over hele landet!"

Og så fortalte de ham det.

"Hille den, så må jeg nok med!" sagde Klods-Hans og brødrene lo af ham og red af sted.

"Fader, lad mig få en hest!" råbte Klods-Hans. "Jeg får sådan en lyst til at gifte mig. Ta'r hun mig, så

ta'r hun mig! og ta'r hun mig ikke, så ta'r jeg hende alligevel!"

"Det er noget snak!" sagde faderen, "Dig giver jeg ingen hest. Du kan jo ikke tale! nej, brødrene

det er stads-karle!"

"Må jeg ingen hest få!" sagde Klods-Hans, "så ta'r jeg gedebukken, den er min egen, og den kan godt

bære mig!" og så satte han sig skrævs over gedebukken, stak sine hæle i siden på den og for af sted

hen ad landevejen. Huj! hvor det gik. "Her kommer jeg!" sagde Klods-Hans, og så sang han så at det

skingrede efter.

Men brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et ord, de måtte tænke over på alle de gode

indfald, de ville komme med, for det skulle nu være så udspekuleret!

"Halehoj!" råbte Klods-Hans, "her kommer jeg! se hvad jeg fandt på landevejen!" og så viste han dem

en død krage, han havde fundet!

"Klods!" sagde de, "hvad vil du med den?"

"Den vil jeg forære til kongedatteren!"

"Ja, gør du det!" sagde de, lo og red videre.

"Halehoj! her kommer jeg! se, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hverdag på landevejen!"

Og brødrene vendte om igen for at se hvad det var. "Klods!" sagde de, "det er jo en gammel træsko,

som overstykket er gået af! skal kongedatteren også ha' den?"

"Det skal hun!" sagde Klods-Hans; og brødrene lo og de red og de kom langt forud.

"Halehoj! her er jeg!" råbte Klods-Hans; "nej, nu bliver det værre og værre! halehoj! det er mageløst!"

"Hvad har du nu fundet!" sagde brødrene.

"Oh!" sagde Klods-Hans, "det er ikke til at tale om! hvor hun vil blive glad, kongedatteren!"

"Uh!" sagde brødrene, "det er jo pludder der er kastet lige op af grøften!"

"Ja det er det!" sagde Klods-Hans, "og det er den fineste slags, man kan ikke holde på den!" og så

fyldte han lommen.

Men brødrene red alt hvad tøjet kunne holde, og så kom de en hel time forud og holdt ved byens port,

og der fik frierne nummer efter som de kom, og blev sat i række, seks i hvert geled og så tæt at de ikke

kunne røre armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet rygstykkerne op på

hverandre, bare fordi den ene stod foran den anden.

Alle landets øvrige indvånere stod rundt om slottet, lige op til vinduerne for at se kongedatteren tage

mod frierne, og ligesom en af dem kom ind i stuen, slog talegaven klik for ham.

"Dur ikke!" sagde kongedatteren. "Væk!"

Nu kom den af brødrene, som kunne leksikonet, men det havde han rent glemt ved at stå i række, og

gulvet knirkede og loftet var af spejlglas, så at han så sig selv på hovedet, og ved hvert vindue stod tre

skrivere og en oldermand, der hver skrev op alt hvad der blev sagt, at det straks kunne komme i

avisen og sælges for to skilling på hjørnet. Det var frygteligt, og så havde de fyret sådan i kakkelovnen,

at den var rød i tromlen!

"Det er en svær varme her er herinde!" sagde frieren.

"Det er fordi min fader i dag steger hanekyllinger!" sagde kongedatteren.

"Bæh!" der stod han, den tale havde han ikke ventet; ikke et ord vidste han at sige, for noget morsomt

ville han have sagt. Bæh!

"Dur ikke!" sagde kongedatteren. "Væk!" og så måtte han af sted. Nu kom den anden broder.

"Her er en forfærdelig hede!" — sagde han.

"Ja, vi steger hanekyllinger i dag!" sagde kongedatteren.

"Hvad be — hvad?" sagde han, og alle skriverne skrev hvad be — hvad!

"Dur ikke!" sagde kongedatteren. "Væk!"

Nu kom Klods-Hans, han red på gedebukken lige ind i stuen. "Det var da en gloende hede!" sagde

han.

"Det er fordi jeg steger hanekyllinger!" sagde kongedatteren.

"Det var jo rart det!" sagde Klods-Hans, "så kan jeg vel få en krage stegt?"

"Det kan De meget godt!" sagde kongedatteren, "men har De noget at stege den i, for jeg har hverken potte eller pande!"

"Men det har jeg!" sagde Klods-Hans. "Her er kogetøj med tinkrampe!" og så trak han den gamle

træsko frem og satte kragen midt i den.

"Det er til et helt måltid!" sagde kongedatteren, "men hvor får vi dyppelse fra!"

"Den har jeg i lommen!" sagde Klods-Hans. "Jeg har så meget jeg kan spilde af det!" og så hældte

han lidt pludder af lommen.

"Det kan jeg lide!" sagde kongedatteren, "Du kan da svare! og du kan tale og dig vil jeg have til mand!

men ved du, at hvert ord vi siger og har sagt, skrives op og kommer i morgen i avisen! ved hvert

vindue ser du stå tre skrivere og en gammel oldermand, og oldermanden er den værste for han kan

ikke forstå!" og det sagde hun nu for at gøre ham bange. Og alle skriverne vrinskede og slog en

blækklat på gulvet.

"Det er nok herskabet!" sagde Klods-Hans, "så må jeg give oldermanden det bedste!" og så vendte

han sine lommer og gav ham pludderet i ansigtet.

"Det var fint gjort!" sagde kongedatteren, "det kunne jeg ikke have gjort! men jeg skal nok lære det!"

—

Og så blev Klods-Hans konge, fik en kone og en krone og sad på en trone, og det har vi lige ud af

oldermandens avis — og den er ikke til at stole på!

H .C A nder sens eve n ty r og

små h i s to r i e r e r hve r - m andse j e . Vi

kende r a l l e Fy r tø j e t ,

Sv i ned r enge n , De n s t a ndhaf t i ge

t i n so l da t , og hvad de hedde r a l l e

s am men . M en v i ke nder i kke

længe r e ma nge a f de t i ng , de r

i ndgå r i e ven t y re ne : Hvor dan s e r

en k l ods sko , en

ba l s ambøs se , e t

ka l vek r øs og en b i mpe l fo r eks empe l ud?

Fr a

eve n ty r e t " E n h i s t o r i e f r a k l i t t e r ne " , 1859 :y------------------- ---------------------------------" . . . en bimpel førte han med sig fuld af brændevin, enhver fik en snaps af den, eller en kaffekop fuld, dersom det skortede på glas..."

Hvad er en bimpel?E n Bimpe l e r e n mind r e t ønde t i l ø l e l l e r v in .O rde t e r a f l ed t a f o r de t p impe , og b l e v i sær b rug t om tønde r , hv i s i ndho ld b l ev a nvend t

t i l d rukke nskab ( c a . 1870 ) .F r a e ven t y re t " D en f l yvende ku f f e r t " , 1839 :

"Jeg finder det højst upassende,' sagde tekedelen, der var køkkensanger og halvsøster til temaskinen, 'at sådan en fremmed fugl skal høres! Er det patriotisk..."

Hvad er en temaskine?E n t em ask i ne e r e n ma sk ine , de r kunne ho lde t e vande t va r mt .

D en kom t i l D anm ar k s am men m ed t e en og po r -ce læne t i 1700 - t a l l e t ( o . 1800 . )

F r a

eve n ty r e t " P enge g r i s en" , 1854 :

"Men ridepisken sagde, at han aldrig smældede for de gamle, men kun for de uforlovede. Jeg knalder for alt!, sagde knaldperlen. Et sted skal man jo være! mente spyt-tebakken... "

ilvad er en spyttebakke (efter spytbakke)? E n spy t t e bakke e r e n ba kke t i l a t spy t t e i , s å man kunne s l i ppe a f me d p i besovse n ude n a t i ade de t gå ud ove r gu l ve t . E thve r t h j e m, enhve r k ro s tue og enhve r købm ands hande l ha vde e n

spy t t e bakke på H . C . Ande rs ens t i d (1860e r ne ) .

F r a e v e n t y r e t E n h i s t o r i e f r a k l i t t e r n e " , 1 8 5 9 :¥------------------------------------------------------------------"Næste morgen før dag snørede han sin bylt, tog sin madæske og gik ned ad klitterne mod havstokken, dér var lettere at komme frem end på den tunge, sandede vej..."

Hvad er sn madæske?E n m a d æ s k e e r e n m a d k a s s e . Ma d k a s s e r a f t r æ v a r a lm i n d e l ig t u d b r e d t i h e l e H . C . A n d e r s e n s l e v e t i d (1862).

- FRA EVENTYRETS VERDEN -

Den standhaftige tinsoldat a f H ans C hr i s t i a n A nder sen

Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel

tinske1. Geværet holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud; rød og blå, nok så dejlig

var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken,

hvori de lå, var det ord: "Tinsoldater!"

Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne; han havde fået dem, for det var hans

fødselsdag og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden,

kun en eneste var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og så

var der ikke tin nok; dog stod han lige så fast på sit ene, som de andre på deres to, og

det er just ham, som bliver mærkværdig.

På bordet, hvor de blev stillet op, stod meget andet legetøj; men det, som faldt mest i

øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i

salene. Udenfor stod små træer, rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø;

svaner af voks svømmede derpå og spejlede sig. Det var alt sammen nydeligt, men det

nydeligste blev dog en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør; hun var også

klippet ud af papir, men hun havde et skørt på af det klareste linon2 og et lille smalt blåt

bånd over skulderen ligesom et

gevandt; midt i det sad en skinnende paillet, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte

begge sine arme ud, for hun var en danserinde, og så løftede hun sit ene ben så højt i vejret, at

tinsoldaten slet ikke kunne finde det og troede, at hun kun havde ét ben ligesom han.

"Det var en kone for mig!" tænkte han; "men hun er noget fornem, hun bor i et slot, jeg har kun en

æske, og den er vi femogtyve om, det er ikke et sted for hende! Dog jeg må se at gøre bekendtskab!"

Og så lagde han sig så lang han var bag en snustobaksdåse, der stod på bordet; der kunne han ret se

på den lille fine dame, som blev ved at stå på ét ben, uden at komme ud af balancen.

Da det blev ud på aftnen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske og folkene i huset gik til sengs. Nu

begyndte legetøjet at lege, både at komme fremmede, føre krig og holde bal; tinsoldaterne raslede i

1 En ske lavet af metallet tin, som kan smeltes.2 Et tyndt, fint stof

H.C. Andersen Side 1

æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen

gjorde kommers på tavlen; det var et spektakel så kanariefuglen vågnede, og begyndte at snakke med,

og det på vers. De to eneste, som ikke rørte sig af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde; hun

holdt sig så rank på tåspidsen og begge armene udad; han var lige så standhaftig på sit ene ben, hans

øjne kom ikke et øjeblik fra hende.

Nu slog klokken tolv, og klask, der sprang låget af snustobaksdåsen, men der var ingen tobak i, nej, men

en lille sort trold, det var sådant et kunststykke.

"Tinsoldat!" sagde trolden, "vil du holde dine øjne hos dig selv!"

Men tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.

"Ja bi til i morgen!" sagde trolden.

Da det nu blev morgen, og børnene kom op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet, og enten det nu var

trolden eller trækvind, lige med ét fløj vinduet op og

H.C. Andersen Side 2

soldaten gik ud på hovedet fra tredje sal. Det var en skrækkelig fart, han vendte benet lige i vejret, og

blev stående på kasketten, med bajonetten nede imellem brostenene.

Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned, for at søge; men skønt de var færdig ved at træde på

ham, kunne de dog ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: Her er jeg! så havde de nok fundet ham, men

han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform.

Nu begyndte det at regne, den ene dråbe faldt tættere end den anden, det blev en ordentlig skylle; da

den var forbi, kom der to gadedrenge.

"Se du!" sagde den ene, "der ligger en tinsoldat!

Han skal ud at sejle!"

Og så gjorde de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu

sejlede han ned af rendestenen;

begge drengene løb ved siden og klappede i hænderne. Bevar os vel!

Hvilke bølger der gik i den rendesten, og hvilken strøm der var; ja det

havde da også skylregnet. Papirsbåden vippede op og ned, og

imellem så drejede den så gesvindt, så det dirrede i tinsoldaten; men

han blev standhaftig, forandrede ikke en mine, så lige ud og holdt geværet i armen.

Lige med ét drev båden ind under et langt rendestensbræt; der blev lige så mørkt, som om han var i sin

æske.

"Hvor mon jeg nu kommer hen", tænkte han, "ja, ja, det er troldens skyld! Ak sad dog den lille jomfru

her i båden, så måtte her gerne være én gang så mørkt endnu!"

I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under rendestensbrættet.

H.C. Andersen Side 3

"Har du pas?" spurgte rotten. "Hid med passet!"

Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere på geværet. Båden for af sted og rotten bag efter.

Hu! hvor den skar tænder, og råbte til pinde og strå:

"Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!"

Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede øjne den lyse dag foran hvor

brættet slap, men han hørte også en brusende lyd, der nok kunne gøre en tapper mand forskrækket;

tænk dog, rendestenen styrtede, hvor brættet endte, lige ud i en stor kanal, det ville være for ham

lige så farligt, som for os at sejle ned af et stort vandfald.

Nu var han allerede så nær derved, at han ikke kunne standse. Båden for ud, den stakkels tinsoldat

holdt sig så stiv han kunne, ingen skulle sige ham på, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede

tre fire gange rundt, og var fyldt med vand lige til randen, den måtte synke; tinsoldaten stod i vand til

halsen og dybere og dybere sank båden, mere og mere løste papiret sig op; nu gik vandet over

soldatens hoved, da tænkte han på den lille nydelige danserinde, som han aldrig mere skulle få at

se; og det klang for tinsoldatens øre:

"Fare, fare, krigsmand!

Døden skal du lide!"

Nu gik papiret itu, og tinsoldaten styrtede igennem men blev i det samme slugt af en stor fisk.

Nej, hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre, end under rendestensbrættet, og så var der

så snævert; men tinsoldaten var standhaftig, og lå så lang han var med geværet i armen.

Fisken for omkring, den gjorde de allerforfærdeligste bevægelser; endelig blev den ganske stille, der

for som en lynstråle gennem den. Lyset skinnede ganske klart og én råbte højt: "Tinsoldat!" Fisken var

blevet fanget, bragt på torvet, solgt og kommet op i køknet, hvor pigen skar den op med en stor kniv.

Hun tog med sine to fingre soldaten midt om livet og bar ham ind i stuen, hvor de alle sammen ville se

sådan en mærkværdig mand, der havde rejst om i maven på en fisk; men tinsoldaten var slet ikke

stolt. De stillede ham op på bordet og der nej, hvor det kan gå underligt til i verden! Tinsoldaten var i

den selvsamme stue, han havde været i før, han så de selvsamme børn og legetøjet stod på bordet;

H.C. Andersen Side 4

det dejlige slot med den nydelige lille danserinde; hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det

andet højt i vejret, hun var også standhaftig; det rørte tinsoldaten, han var færdig ved at græde tin,

men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham, men de sagde ikke noget.

I det samme tog den ene af smådrengene og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen, og han

gav slet ingen grund derfor; det var bestemt trolden i dåsen, der var skyld deri.

Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige

ild, eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gået af ham, om det var sket på rejsen

eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte han

smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i

danserinden og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede op i lue og

var borte; så smeltede tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham

som et lille tinhjerte; af danserinden derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort.

H.C. Andersen Side 5

H. C. Andersen: Eventyr 43: Flipperne. (1848)

Der var en Gang en fiin Cavaleer, hvis hele Bohave var en Støvleknægt og en Redekam, men

han havde de deiligste Flipper i Verden og det er om Flipperne vi skulle høre en Historie. -

De vare nu saa gamle at de tænkte paa at gifte sig, og saa traf det at de kom i Vadsk med et

Strømpebaand.

"Nei!" sagde Flipperne, "nu har jeg aldrig seeet nogen saa slank og saa fiin, saa blød og saa

nysselig. Maa jeg ikke sprøge om deres Navn?"

"Det siger jeg ikke!" sagde Strømpebaandet.

"Hvor hører de hjemme?" spurgte Flipperne.

Men Strømpebaandet var saa undseelig af sig og syntes at det var noget underligt at svare paa.

"De er nok Livbaand!" sagde Flipperne, "saadan indvortes Livbaand! jeg seer nok de er baade

til Nytte og Stads, lille Jomfru!"

"De maa ikke tale til mig!" sagde Strømpebaandet, "jeg synes jeg har slet ikke givet

Anledning!"

"Jo, naar man er saa deilig som de!" sagde Flipperne, "det er Anledning nok!"

"Lad være at komme mig saa nær!" sagde Strømpebaandet. "De seer saa mandfolkeagtig ud!"

"Jeg er ogsaa fiin Cavaleer!" sagde Flipperne, "jeg har Støvleknægt og Redekam!" og det var

nu ikke sandt det var jo hans Herre, der havde dem, men han pralede.

"Kom mig ikke nær!" sagde Strømpebaandet, "det er jeg ikke vant til!"

"Snærpe!" sagde Flipperne og saa blev de tagne af Vadsken; de fik Stivelse, hang paa Stolen i

Solskin og blev saa lagt paa Strygebrædt; der kom det varme Jern.

"Frue!" sagde Flipperne, "lille Enkefrue! jeg bliver ganske varm! jeg bliver en anden En, jeg

kommer reent ud af Folderne, de brænder Hul i mig! uh! - Jeg frier til dem!"

"Las!" sagde Strygejernet og gik stolt hen over Flipperne; for det bildte sig ind det var en

Dampkjædel, der skulde ud paa Jernbanen og trække Vogne.

"Las!" sagde det.

Flipperne flossede lidt i Kanterne, og saa kom Papirs-Saxen og skulde klippe Flosset af.

"O!" sagde Flipperne! "de er nok første Dandserinde! hvor de kan strække Been! det er det

Yndigste jeg har seet! det kan intet Menneske gjøre dem efter!"

"Det veed jeg!" sagde Saxen.

"De fortjente at være Grevinde!" sagde Flipperne, "Alt hvad jeg har, er en fiin Cavaleer, en

Støvleknægt og en Redekam -! bare jeg havde Grevskab!"

"Frier han!" sagde Saxen, for den blev vred og saa gav den ham et ordentligt Klip, og saa

var han kasseret.

"Jeg maa nok frie til Redekammen! Det er mærkeligt hvor de beholder alle deres Tænder

lille Frøken!" sagde Flipperne. "Har de aldrig tænkt paa Forlovelse!"

"Jo det kan de vel nok vide!" sagde Redekammen, "jeg er jo forlovet med Støvleknægten!"

"Forlovet!" sagde Flipperne; nu var der ingen flere at frie til og saa foragtede han

En lang Tid gik, saa kom Flipperne i Kasse hos Papirmølleren; der var stort KludeSelskab,

de fine for sig, de grove for sig, saaledes som det skal være. De havde alle meget at fortælle,

men Flipperne mest, det var en ordenlig Pralhans.

"Jeg har havt saa frygtelig mange Kjærester!" sagde Flipperne, "jeg kunde ikke gaae i Ro!

jeg var nu ogsaa fiin Cavaleer, med Stivelse! jeg havde baade Støvleknægt og Redekam,

som jeg aldrig brugte! - de skulde have seet mig den Gang, seet mig naar jeg laae paa

Siden! Aldrig glemmer jeg min første Kjæreste, hun var Livbaand,

saa fiin, saa blød og saa nydelig, hun styrtede sig i en Vandballe for min Skyld! - Der var

ogsaa en Enkefrue, som blev gloende, men jeg lod hende staae og blive sort! Der var den

første Dandserinde, hun gav mig den Flænge jeg nu gaaer med, hun var saa glubsk! min egen

Redekam var forliebt i mig, hun tabte alle sine Tænder af Kjærestesorg. Ja jeg har oplevet

meget af den Slags! men det gjør mig meest ondt for Strømpebaandet, - jeg mener Livbaandet

der gik i Vandballen. Jeg har meget paa min Samvittighedjeg kan trænge til at blive til hvidt

Papir!"

Og det blev de, alle Kludene bleve hvidt Papir, men Flipperne bleve netop til dette Stykke

hvide Papir vi her see, hvorpaa Historien er trykt, og det var fordi at de pralede saa frygteligt

bagefter af hvad der aldrig havde været; og det skal vi tænke paa, at vi ikke bære os ligesaadan

ad, for vi kunne saamæn aldrig vide, om vi ikke ogsaa engang komme i Klude-Kassen og blive

gjort til hvidt Papir og faae vor hele Historie trykt for paa, selv den allerhemmeligste og maa

saa selv løbe om og fortælle den, ligesom Flipperne.)

"Flipperne" af H. C. Andersen

Brug de udleverede papirer til at løse følgende opgaver. Begrund svarene.

1. Undersøg om teksten er et folkeeventyr eller et kunsteventyr.

2. Hvornår er eventyret udkommet?

3. Skriv et par linjer om, hvad eventyret handler om.

4. Hvordan vil I beskrive miljøet Flipperne kommer fra i beg. af eventyret?

5. Flipperne vil gerne giftes: Beskriv de fire "damer" han frier til.

6. Da der ikke var flere at fri til, endte Flipperne i kassen hos papirmølleren. Her praler han af "alle"

sine kærester. Hvordan gik det de fire "damer"?

7. Flipperne symboliserer en mand. Hvordan vil I beskrive ham? Hvad vil det sige at være

narcissistisk?

8. Flipperne blev afvist hver gang af de fire "damer". Bruger han afvisningerne til noget?

9. Hvad tror IHCA vil fortælle os med eventyret? Tænk evt. på folkeeventyrets komposition: hjem -

ude - hjem (igen) - hvad lærte hovedpersonen i de eventyr, vi har læst.

10. Hvordan vil I karakterisere det sidste afsnit i eventyret?

Ordforklaring: Bohave=ejendele, Støvleknægt=redskab til at tage støvlerne af med: Flipper=skjorteflipper, udseelig^ndselig^genert, Livbaand=bælte, flossede=frynsede, Vandballe=vaskebalje

Analyse af et eventyr - fra www.opgavebutikken.dk/analysemodeller.htm

1 Titel?2. Hvilken type eventyr er det? (Fx folke- eller kunsteventyr?)3. Forfatter? (Kun ved kunsteventyr)4. Resumé? KORT!5. Eventyrtræk - eventyrreglerne? Fx

a. Personbeskrivelse?(Runde eller flade? Hoved- bipersoner? Statister?)

b. Sted?(Hvor foregår handlingen?)

c. Miljøbeskrivelse?(Bolig? Mennesker? Samfund?)

d. Er der fantasivæsener?(Trolde, hekse, drager....)e. Modsætninger?(Fx onde/gode? rige/fattige?)

6. Eventyrets indre komposition, fx hvordan indledes eventyret, hvordan sættes handlingen i gang?

7. Eventyrets opbygning. Hjem - ude - hjem?8. Aktantmodellen med personer og opbygning. Sæt eventyret ind i modellen.9. Fortæller. Hvem fortæller eventyret til hvem?10.Temaer. (Hvad er det vigtigste eventyret handler om?) Fx Kærlighed, lykke, indre

værdier, janteloven, retfærdighed.11.Budskab og vurdering. Morale? Hvad kan vi lære af eventyret? Vil forfatteren

opdrage os? Provokere os? Belyse et emne? Fjerne fordomme? Give os nogen at identificere os med? Overeaske os? Virker det?

12.Fortolkning/perspektivering? Hvilke tanker sætter eventyret i gang hos dig? Har du læst, set eller hørt om emnet før? Hvad er din mening?

13.Er der billeder til? Fortæl om dem.

OBS:Det er ikke sikkert, at alle punkterne passer til et eventyr. Brug dem, der passer og find evt. selv på flere, så din analyse bliver sammenhængende. Det er rigtig godt, hvis du kan gøre analysen flydende, så punkterne ligesom opløses undervejs.