Udenrigsministeriet 1848 – 1972 Depecher, Warszawa 1919 – pk. 325

Det kongelige danske gesandtskab i Warszawa 1919 - 1926

En kommenteret registrant

2. udgave

Peter Vilhelm von Sperling

2011

2

Politiske depecher fra Warszawa 1919 - 1926

Materialet er første del af en gennemgang med noter og forklaringer af den danske legations, senere ambassades politiske indberetninger fra Warszawa under Den 2. polske Republik fra 1919 til 1939.

Depecherne befinder sig i Rigsarkivet under:

Rigsarkivet, 0002, Udenrigsministeriet, 1848-1972,

Depecher, Warszawa.

Alle ord og kommentarer og forklaringer indrammet med [ ] er indsat af undertegnede. Navne på tidsskrifter m.v. er sat i kursiv sammen med latinske og andre fremmedsprogede vendinger. Hvis et ord i en sådan klamme er i anførselstegn, betyder det, at ordet optræder i originalteksten. Alle al-mindelige parenteser ( ) er fra originalteksten, dog er sådanne anvendt som overgange med … , når jeg har skåret i teksterne – eller det har været usikkert, hvem der var på tale i de ofte meget lange, kancelli-germanske sætninger.

Alle oversættelser er, når andet ikke er anført, fortaget af undertegnede.

Sproget er søgt bibeholdt i sin kancellistil i den udstrækning det giver mening. En række forkerte eller forældede staveformer for personer og geografiske stednavne er rettet efter deres første optræ-den, dog ikke den tyske betegnelse ”Warshau”, samt steder, hvor legationen konsekvent anvender udenlandske (tyske eller franske) betegnelser, se f.eks. den særegne betegnelse for Sovjetrus-land/USSR, Sovdepien, som første gang optræder i depeche nr. XXXIII, 1921. Alle forkortelser for ”denne måned”: d.m., dennes: ds., dette år: d. A., etc. er angivet med konkret dato og år. Man vil se, at jeg gerne anvender månedsnavne frem for tal.

Alle polske stednavne er søgt geografisk præciseret, hvor det er skønnet relevant, men det må un-derstreges, at der er anvendt dansk tastatur, hvorfor en række polske specialtegn mangler, hvilket i sær vil falde polske læser svært. Se kort ordforklaring nedenfor.

Det skal endelig bemærkes, at teksten er indskrevet ”i hånden”. Der er således ikke tale om en ma-skinel digitalisering.

Materialet udgives som det er, men vil blive løbende opdateret for fejl og mangler. Jeg er således opmærksom på en række manglende depecher, som vil blive tilføjet og annoteret.

Jeg har i tilfælde af brug af andre kilder indsat henvisninger – en række eksterne dokumenter er vedføjet i min oversættelse.

Værket er i foreliggende form copyright © Peter von Sperling og er ophavsmæssigt beskyttet efter gældende lovgivning.

Peter von Sperling

cand. mag.

Haderslev, 1. december 2010

3

Ordforklaring:

Ambassadørrådet

Belarus: Nuværende navn for Hviderusland, beboet af rutnenere eller belarussere. I flæng anvendt som Hvide Ruthenien eller Hvidrutheneien. Rus eller ruth til forskel for russ. Beboerne omtales og-så som lillerussere i modsætning til storrussere, hvor sidstnævnte betegner ”ægte” russere fra egnen omkring Moskva.

Bolsjevik, synonym for kommunist efter 1917, egl, person tilhørende flertallet i Det russiske social-demokratiske arbejderparti efter splittelsen på den 2. kongres i London i 1903.

Det høje Råd (Fredskonferencens …) også benævnt

10-mands-rådet

Folkeforbundet

Folkeforbundsrådet

Lillerusser i det 19. århundrede bl.a. betegnelse for ukrainere og ruthenere i Øst-Galizien og som sådan en betegnelse for alle ikke russere (”storrusser”) i og uden for zarriget med undtagelse af fin-ner, estere, lettere, lithauere og polakker.

Gul, farven anvendes politisk som metafor for socialdemokrati eller mensjevikker (hørende til min-dretallet) i Det russiske socialdemokratiske arbejderparti efter 1903. Også betegnelse for fagfore-ning der samarbejder med arbejdsgiverne. Se også Bolsjevik.

Hvid, farven anvendes politisk som metafor for antibolsjevik hhv. kontrarevolutionær

Hvide russere, hvidrussisk anvendt for modstandere af bolsjevikkerne. Synonymt med eksilrussere, eksilrussiske eller ”russerne i Paris” ”pariserrusser”.

Kowno (Kaunas)

Libau, den lettiske by Lipaja

Mensjevik, se Gul

Ruthenien hhv. Hvide Ruthenien, nu Belarus.

Ruthener, se Belarus.

Storrusser, se Lillerusser

Vest-Galizien området mellem den tyske grænse mod floden San i øst.

Vest-Ukraine, den østlige del af Galizien mellem floden San vest og floden Zbruez (Styr) i øst af-grænset mod nord af provinserne Volhynien og Lublin, mod syd af Karpaterne. Med undtagelse af Lwow overvejende ukrainsk i sprog og kultur.

Wilno (tysk: Wilna, lithauisk Vilnius)

Øst-Galizien se Vest-Ukraine. Betegnelse anvendt af Polen.

4

5

Rigsarkivet, 0002, Udenrigsministeriet, 1848-1972,

Depecher, Warszawa

1919 Gesandtskab er oprettet ved udsendelse af charges d´affaires i august 1919 (Poul Victor Bilger) jfr. artikel i Gazeta Polska af Wlodziemierz Pinski, den 12.9.1919. Her omtales, at omtale af pogromer i Polen er udbredt i dansk presse af prof. Ellinger og Jan Jerzy Kowalszyk i blad til polske sæsonar-bejdere i Danmark (J.J.K. skulle være talsmand for disse de polske sæsonarbejdere ). I artiklen i det pro-Pilsudski organ [ i.e. Gazeta Polska] berettes om diverse danske overvejelser, men også ”… at det danske samfund fortsat er venligt stemt over for det lidende, af naboer sønderrevne og under trykte Polen er overflødigt at gentage…, men også i Danmark har die heimische Huliganei [de hjemlige ultra-reaktionære] forstået at udbrede deres net”

Depecherne I – VIII ?

Warshau, den 20.12.1919 L. No. 190

No. IX

Det fremgår bl.a., at den lithauiske regering … har bekendtgjort, ”at der, så snart landet er blevet rømmet af de Okkuperende” [Tyske tropper under OberOst.], vil blive afholdt valg til Sejmen i Wilno [ tysk betegnelse, polsk: Wilno, lithauisk.: Vilnius, herefter anvendes Wilno med få relevante undtagelser], og det ikke blot i Distrikterne Wilno og Grodno, men også for distriktet Bialystok”.

[Sidstnævnte er interessant, idet en sådan holdning afdækker, hvor lidt de enkelte lande egentlig vurderede de enkelte områders befolkningssammensætning: Her gjaldt det, som andre steder, om størst mulige gevinster målt i størrelsen af landområder uanset disses nationale eller kulturelle til-knytning for dermed alene at nå frem til størst mulige territoriale gevinster for at indløse historiske, men som regel uhistoriske krav. Denne holdning modbeviste eo ipso parternes påstande om at agere under hensyn til folkenes selvbestemmelsesret. Det gjaldt for Lithauen, Sovjet så vel som Polen.]

Warshau, den 22.12.1919 L. No. 195

No. X

Der refereres til møde i Sejmen den 18.12. 1919, hvor konseilspræsident Skulski fremsatte den nye regerings program (en lang række arbejdsretlige og sociale samt agrarlove)

”… Polen udgjorde i gamle tider, som også nu, et fremragende element af ro og orden og var her den eneste repræsentant for vestlig kultur. De polske interessers tilknytning til de vestlige stormag-ters mål, var en af de vigtigste opgaver for polsk udenrigspolitik. Målet ville være nået, når den of-fentlige mening hos Vestmagterne [England, Frankrig og – i mindre grad, Italien] var nået til det standpunkt, at det lå i stormagternes interesse at sikre eksistensen af et virkeligt stærkt og uafhæn-gigt Polen [der er] i besiddelse af fuld suverænitet og nydende fuld lighed i Folkenes Samfund [så-ledes ikke mindst Folkeforbundet].

Polens livsinteresse tvang det til at søge ratificeringer af fredstraktaterne [Versailles- m.fl.] frem-skyndet, thi først når dette var sket, kunne de afstemninger finde sted, hvorved vestgrænsen [mod

6

Tyskland og Tjekkoslovakiet] kunne blive fastslået og dermed befolkningens antal og værdien af landets rigdomme, hvoraf landets kredit [tillid til den polske valuta] afhang. Samtidig ville regerin-gen arbejde for, at Polens grænser og indflydelse blev fastslået, også i Østen, hvor den polske soldat udgød sit blod i overbevisningen om at kæmpe for de undertrykte broder-nationers frihed, … Øst-Galizien ”skulle være en autonom provins, men forblive en bestanddel af den polske stat. Konseils-præsidenten tvivlede ikke om, at Det øverste Råd [Ambassadørrådet ved Versailles forhandlinger-ne] ville opfylde dette billige ønske

[Gesandtskabet refererer ikke til Ententens hhv. sovjetiske forslag om fred eller våbenstilstand, den 22. december 1919 efter sammenbruddet af de polsk-sovjetiske forhandlinger tidligere på måneden. Underligt.]

1920 Warschau, den 6. februar1920 L. No. 90

No. I Polen og Rusland,

Refererende til en tale af Clémanceau i det franske parlament, hvor han ikke blot tilsagde Polen støtte vedr. Øst-Galizien, men også ønskede at tildele Polen, Tjekkoslovakiet og Rumænien en rolle ”som en vagt omkring bolsjevikkerne”, havde disse udtalelser, ”som venteligt fremkaldt modstri-dende meningstilkendegivelser her. Socialisterne og de længst til venstre stående radikale var oprør-te over, at Ententen krævede nye ofre af Polen. De mente, at Polen havde blødet tilstrækkeligt [ud-gydt blod nok] og endelig en gang burde tænke på sin egen interesse, at slutte fred med bolsjevik-kerne og forøge at leve under fredelige vilkår. Nationaldemokraterne derimod, og de konservative i almindelighed, ønskede krigens fortsættelse i Polen og Ententens interesse, for at tilsikre Polen, at ikke blot Øst-Galizien men også Lithauen og Hvide-Rusland [Hvide Ruthenien hhv. Belarus] for stedse blev polsk land.

Der kunne imidlertid ingen tvivl være om, at man i indviede kredse forudså krigens fortsættelse mod Sovjet-Rusland som uundgåelig, og at man ventede og forberedte sig på en større kampagne fra bolschevikernes side mod Polen ved forårets indtræden, efter at Denikin´, Koltschak´ og Jude-nitch´ hære [ russiske generaler og en enkelt admiral der kæmpede for en genrejsning af det zaristi-ske hhv. et borgerligt Rusland, de ”hvide”] var blevet tilintetgjorte. Den polske regering stillede sig straks på det standpunkt, at et ikke lod sig gøre, uden særlige garantier, at slutte fred med Sovjetre-geringen … Alle disse forholdsregler traf sammen med det første fredstilbud til Polen fra Sovjetre-geringen…”. Gesandtskabet havde haft vanskeligheder med at indsamle pålidelige efterretninger om ”sagens gang”, idet udenrigsministeren havde været i Paris, hvor der var blevet forhandlet med russerne [der menes antagelig zaristiske kredse], selv de franske og engelske ambassader havde været ”lidet un-derrettet hjemmefra” om disse … Så vidt jeg har kunnet forstå af, hvad jeg har hørt her, så Ententen ikke [en] større fare for et gennembrud af bolsjevikkerne. Den polske hær anses for tilstrækkelig stærk til selv at holde bolschevikerne stangen, fordi bolsjevikkerne menes ikke at ville vove sig ud for et eventyr, der ville drage dem for langt fra deres enemærker. England ønsker jo i hvert fald ikke mere at holde Polen forsynet med våben og ammunition. Desuden betragtes den, navnlig fra russisk side givne fremstilling af bolsjevismen og dens farer som meget overdreven. Man synes mest tilbø-jelig til at mene, at bolsjevismen i Rusland er et faktum, man må regne med også i fremtiden, og som må overlades til sig selv, blot den vil holde sig indenfor sine egne enemærker. Under disse om-

7

stændigheder var ophævelsen af blokaden overfor Rusland kun en naturlig og praktisk forholdsre-gel. Thi når Rusland bliver i stand til at ernære sig, vil det formentlig også selv finde midlerne til at skaffe orden i landet.” Gesandten redegør efterfølgende for holdningen hos den hvidrussiske [eksil-russiske] diplomat Koutiepoff [gesandt i Warszawa], som gav udtryk for det modsatte, nml. risikoen for en sovjetisk invasion, hvorfor han overfor Pilsudski havde opfordret ham til at indrullere ”de mange tusinde russer”, der befandt sig i Polen, i den polske hær. Dette havde Pilsudski afvist, idet jo Koutiepoff ”… repræsenterer ideen om genrejsningen af et udelt Rusland, medens Polens interes-ser går i retning af indlemmelsen i Polen af betydelige dele af det hidtidige Rusland”.

Den russiske sovjetregering sendte den 29. januar 1920 en fredsnote pr. radiotelegram, som den pol-ske regering bekræftede modtagelsen af den 4. februar.1920 med oplysninger om, at teksten ville blive ”underkastet prøvelse og svar blive tilstillet sovjetregeringen”.

Da den danske gesandt den 5. februar 1920 søgte oplysninger i det polske udenrigsministerium, blev det bekræftet, at spørgsmålet om fredsnoten ”… var á l´étude, men at regeringen vidste, at bol-sjevikkerne rustede sig for et eventuelt angreb på Polen til foråret, samt at Polen på sin side, blandt andet ved indkaldelsen for nylig af 2 årsklasser [to værnepligtsårgange], forberedte sig på forsvar… En af mine herværende kolleger sagde mig i dag, at han under en audiens, han havde i går hos stats-chefen, forsøgte at komme ind på spørgsmålet om den øjeblikkelige situation, uden at dog Hr. Pil-sudski var til at formå til at fremkomme med nogen udtalelse herom. Derimod lagde statschefen in-gen skjul på den bitterhed han følte overfor Ententemagterne i anledning af den stilling, disse efter-hånden indtager overfor Polen…”.

Gesandt Bilger havde fra anden side erfaret, at Polen ville prøve sagen med Ententen, og at Polen ønskede en fælles kurs mellem allierede og neutrale lande vedrørende eventuelle fredsforhandlinger med Rusland … På denne måde ville man have et bolværk mod bolsjevikkerne, thi stående overfor samtlige magter, ville … [de] betænke sig to gange før de brød eventuelle aftaler”.

DEN OFFICIELLE TEKST TIL DEN RUSSISKE SOVJETREGERINGS FREDSNOTE.

Radiogram dateret Moskau, den 29. januar 1920.

Til statschef Pilsudski, Warshau.

Den russiske sovjetregerings Folkekommissærers Råd til den polske regering og det polske folk.

Erklæring:

Polen står foran afgørelsen af en beslutning, der kan få de alvorligste følger for begge folk i mange år. Alt tyder på, at Ententens yderliggående imperialisters og Churchills og Clémanceaus partigæn-geres eller agenters bestræbelser i dette øjeblik er rettet på at styrte Polen ind i en afsindig og mor-derisk krig mod Sovjet-Rusland.

I bevidstheden om hele sit ansvar overfor Ruslands arbejdsmasser og opfyldte af det alvorligste øn-ske om at hindre nye talløse ofrer, ulykker og ødelæggelser, der truer de to folk.

1) Erklærer Folkekommissærernes Råd overfor Polen, at den føderative Sovjetrepubliks socialisti-ske republik – ikke ud fra tilfældige, militære eller diplomatiske kombinationer, men ud fra det urokkelige princip om folkenes selvbestemmelsesret – allerede har anerkendt og uden betingelser og forudsætninger anerkender den polske republiks uafhængighed og souverænitet, og at dens for-hold til Polen er baseret på denne anerkendelse, der stammer fra begyndelsen af den polske stats ek-sistens,

2) Under fastholdelse af sit tidligere, gennem Folkekommissæren for udenrigske anliggender, den 22. december 1919. til Polen rettede fredsforslag, erklærer Folkekommissærernes Råd, at enhver

8

aggressiv politik ligger fjern, at de røde tropper ikke vil overskride den nuværende frontlinie i Hvi-derusland [Belarus], der går i nærheden af følgende punkter: Drysa, Disna, Polock, Parysze, Station Ptyez, Bialokorowicze. Hvad angår den ukrainske front, erklærer rådet, i eget og den midlertidige ukrainske regerings navn, at den Føderative Sovjetrepubliks sovjettropper [sic] ikke vil foretage no-gen form for krigsoperationer vest for de nu indtagne stillinger i nærheden af landsbyerne: Cudno-wa, Pilawa, Derazinia og byen Bar.

3) Folkekommissærernes Råd erklærer, at Sovjet-regeringen ikke har sluttet nogen som helst over-enskomst eller traktat, hverken med Tyskland eller noget andet land, der direkte eller indirekte er rettet mod Polen, og at den karakter og det sindelag, der er bestemmende hos Sovjets internationale magt, endog ganske udelukker muligheden af slige traktater, så vel som af det ringeste ønske om at udnytte mulige kollisioner mellem Polen og Tyskland, eller noget andet land, til fare for Polens uafhængighed eller dets territorium.

4) Folkekommissærernes Råd tror, at hvor det drejer sig om Polens og Ruslands væsentlige interes-ser, findes der ikke det anliggende, det være sig territorial, økonomisk eller anden karakter, som ik-ke skulle kunne løses ad fredelig vej ved forhandlinger, indrømmelser eller gensidig forståelse, så-ledes som det er tilfældet ved forhandlingerne med Estland.

Idet Folkekommissærernes Råd henstiller til Folkekommisariatet for udenlandske anliggender på næste møde i februar af den Al-russiske Executions-Centralkomitée, at opnå republikkens øverste organs højtidelige bekræftelse på ovennævnte grundsætninger for sovjetpolitikken overfor Polen, tror Folkekommissærernes Råd, at det for sit vedkommende ved denne sin faste erklæring har gjort sin pligt overfor det polske og det russiske folks fredelige interesser og nærer den sikre forhåbning, at alle stridsspørgsmål vil kunne finde deres løsning gennem en venskabelig forståelse mellem Rus-land og Polen.

Præsidenten for Folkekommissærernes Råd

W. Uljanow Lenin

Folkekommissær for udenrigske anliggender

C. Chicherin

Folkekommissær for krig og marine

L. Trotsky] [Slut på tekst].

Warshau, den 28. februar 1920 L. No.130

No. II.

Polen og Rusland [Ref.:] Ges. No. I af 6.2.1920

”Den polske regerings stilling til Sovjetregeringens fredstilbud er blevet indgående drøftet i [Sej-mens] Kommissionen for udenrigske anliggender den 23. og 24. februar [1920] ”

Kommissionen meddeler i en pressemeddelelse, at den har taget regeringens foreslående svar ril ef-terretning, ”… Polen afviser ikke det gjorte fredstilbud, thi Polen fører ikke krigen i erobringsøje-med, men udelukkende til forsvar for den polske stats og det polske folks vitale interesser. Den pol-ske regering vil derfor, i sit svar på Sovjetruslands note, angive de principper, på grundlag af hvilke

9

den er rede til at indlede fredsforhandlinger, og hvis antagelse af Rusland kan sikre republikken sta-bile grænser i øst såvel som dens internationale stilling. Polen må kræve definitiv annullering af dets deling og reparation af den det i det 18. århundrede skete store uret, uden hvilket der ikke i fremtiden vil kunne tilvejebringes et godt naboforhold mellem det polske og det russiske folk. Af-grænsningen mellem de to stater må finde sted i overensstemmelse med selve befolkningens be-stræbelser og interesser… Republikken har uigenkaldeligt besluttet at fastsætte sin østgrænse i for-ståelse med den lokale befolkning og har ret og forpligtelse til at kræve, at der gives befolkningen i de territorier, der er beliggende udenfor den nuværende polske administrationslinie, men som før 1792 hørte til Polen, lejlighed til frit at udtale sig om valget af den stat, til hvilken den ønsker at hø-re… I dette øjemed, at tilvejebringe en varig fred, må republikken kræve, at de fredsbetingelser, som den stiller, antages af en repræsentation for hele det russiske folk…”. Afslutningsvis anføre den polske regering, at den vil søge international forståelse for et endeligt svar til sovjetregeringen.

Gesandten bemærker, at der blev rejst heftig kritik af denne pressemeddelelse, da det [dels] blev ud-lagt som udtryk for det nationaldemokratiske partis synspunkter, idet Grabski var formand for kommissionen, … [dels] at pressemeddelelsen kunne ses som udtryk for, at ”… randstaterne mel-lem Polen og Rusland skulle deles mellem begge disse lande. Et socialistisk medlem af Sejmen øn-skede fastslået, at denne udlægning var urigtig, og at svaret ville fastslå ”grundsætningen om folke-nes selvbestemmelsesret”. Den polske udenrigsminister, der var til stede i Sejmen, kom ikke med … [den ønskede] berigtigelse.

Finland og Letland ville sende delegationer for at drøfte sagen i Warszawa [ i.e. randstaternes hold-ning til fred med Sovjet].

Gesandten vedlægger udklip fra ”Lodzer Freie Presse”, den 2. marts 1920, [ klippene er ikke i sa-gen]

Warshau, den 19. marts 1920 L. No. 169 No. V Statschefens navnedag Hr. minister, I anledning af statschefens navnedag i dag, var jeg tilligemed de andre herværende missionschefer tilsagt til audiens hos statschefen på slottet Belvedere i eftermiddag. General Pilsudski underholdt sig under audiensen med de tilstedeværende under ét og meddelte under samtalen, at der i dagene hos bolchevikerne var fundet skriftlige ordrer til, samme dag, statskuppet i Berlin [ ”Kapp-Lüttwitz-kuppet”, 12. – 19. marts, der havde været ventet siden den 29. februar, da to frikorps (Marinebrigad-erne Erhardt og von Löwenfeld) blev opløst af regeringen. Det forekommer dog usikkert, hvorvidt sovjetterne var fuldt orienterede om, den i øvrigt kaotiske planlægning af kuppet], var bestemt til at skulle finde sted, på hele den polske front at skride til en offensiv. Bolsjevikkerne havde imidlertid ikke regnet med terrainforholdene, der på grund af den af regnen opløste tilstand, hvori vejene på nærværende tidspunkt befinder sig, havde så at sige umuliggjort angrebet, der i øvrigt ved de hurtig tilvejebragte polske styrkers modstand var blevet fuldstændig afslået. Statschefen tilføjede dog spøgende, at han havde haft urolige dage ”malgré que je sois l´homme le plus calme que je connaisse” [skønt jeg er den mest koldsindige mand, jeg kender].

10

Warshau, den 20. marts 1920 L.No.170 No. VI Angivelse af to dokumenter modtaget i Det kgl. Konsulat fra den ukrainske regering med protest af 17. 2. og 3.3.1920 over, at Sovjetregeringens fredstilbud taler på Ukraines vegne.

Warshau, den 1.april 1920 L. No. 203

No. VII

Polen og Rusland [Ref.: ] Ges. No. II af 28/2 1920

Den polske regering forventes, efter svar på fredsnoten den 27. marts, at indlede forhandlinger med Rusland den 10. april i Borisov, som foreslået af Polen med våbenstilsstand … [dér] 24 timer før den russiske delegations ankomst.

Konferencer med Finland, Letland og Rumænien i Warszawa. Ikke med deltagelse af Lithauen [ på grund af landets krav på Wilno og områder øst og syd herfor]. Estland havde indgået separatfred med Rusland. ”Heller ikke Ukraine var repræsenteret på konferencerne i Warshau. Dette land be-finder sig jo i den ejendommelige stilling, at det allerede i længere tid har haft flere regeringer, der bekriger hverandre. Landet er besat af bolsjevistiske, antibolsjevistiske [hvidrussiske], polske og na-tionalukrainske tropper. De to regeringer, der i øjeblikket har størst magt bag dem, arbejdede i mod-satte lejre. De nationalukrainske socialister forsøgte at komme med i Warshau-forhandlingerne, me-dens det bolsjevistiske parti, der kæmper for et Sovjet-Ukraine, søgte føling med Chicherin. Når hertil (så) kommer, at såvel Polen, Sovjet-Rusland, et eventuelt borgerligt Rusland, nationalukrai-nerne og Rumænien, som til en vis grad også Frankrig alle … er stærkt interesseret i det rige ukra-inske lands fremtidige skæbne, er det klart, at det ukrainske spørgsmål ikke hørte hjemme på Wars-chau-konferencerne. Fremdeles kunne der ikke være tale om at tage repræsentanter for Hviderus-land med på konferencerne. Da den overvejende del af dette lands befolkning er af polsk herkomst og føler sig som hørende til Polen, og da Hviderusland desuden for størstedelen ligger indenfor grænserne fra 1772, er Polen ikke til sinds at anerkende nogen hviderussisk republik.

”… Fredsbetingelserne skal i det væsentlige være følgende:

1. Annul[l]ering af den ved Polens deling begåede forbrydelse. Deannexion af den af Rusland tagne del.

2. Anerkendelse af de stater, der er opstået af det tidligere Rusland.

3. Tilbagegivelse af hele den polske statsformue efter grænserne fra 1772 at regne. Genskabel-se [resistion] af arkiver og biblioteker etc.. Andel af den guldbeholdning, der før august 1914 fandtes i den russiske nationalbank.

4. Traktatens ratificering af det højeste repræsentationsorgan for det russiske folk.

5. Polen træffer bestemmelse om de landstrækningers skæbne, der ligger vest for grænserne fra 1772 i overensstemmelse med folkenes ønsker.

Udenrigskommissionen godkendelse fandt sted med 13 imod 8 stemmer. De 8 stemmer var fra yderfløjene, men med vidt forskellig baggrund, medens regeringen og flertallet står for ”buffer-statspolitikken”.

11

Socialisterne mener at store nationale mindretal er en fare for nationen og ønsker ikke at inddra-ge grænserne fra 1772 og står i øvrigt for folkenes selvbestemmelsesret. Alment gives udtrykt for, at en for hård fred samtidig med at for store landafståelser ville modvirke et godt nabofor-hold. ”Til samme slutning kommer også de yderliggående nationaldemokrater, om end ad en anden vej. De har ingen betænkeligheder ved, at Polen får en så stor udvidelse som mulig, kun må denne udvidelse ikke ske på Ruslands bekostning. De yderliggående nationaldemokrater har til alle tider været russervenlige, og også nu, da de er trådt i brechen for Polens fulde statslige uafhængighed – efter tidligere kun at have tilstræbt autonomi under russisk overherredømme – anser de et godt og uforstyrret forhold til Rusland for en af hovedbetingelserne for en lykkelig fremtid for Polen. Nationaldemokraterne støtter selvfølgelig deres modstand mod oprettelsen af bufferstater på russisk gebet på deres tro på tilbagevendelsen af et borgerligt eller måske endog et reaktionært Rusland. Begge ville kunne forvinde tabet af Finland og Polen, men ikke af rand-staterne, og ville kun bevare et godt forhold til Polen, så længe de var svage.

Sovjet svarede Polen den 30. marts med forslag om våbenstilstand på hele fronten og ikke blot ved brohovedet Borisov samt forhandlinger i et neutralt land eventuel[t] en by i Estland”. Polen ville i svar herpå den 1. april foreslå våbenstilstand ved Borisov som en almindelig våbenstil-stand, så længe forhandlingerne varede ved og fastholdt Borisov som mødested.[se hele teksten nedenfor]

Lithauen gør krav på ”etnografiske grænser” og kræver russisk anerkendelse af dette princip samt krav på departementerne Vilno [sic], Rowno, Grodno, Suwalki og selve Wilno by som for-udsætning for fredsforhandlinger med Sovjetrusland”. ”Le Journal de Pologne”, den 12.april 1920

[Polen anerkender Ukraine den 26.[recte: 25?] og derpå startede* en offensiv mod bolsjevikker-ne, men den 20. april 1920 talte den polske regering fortsat om fredsforhandlinger, hvis sovjet-republikken gav udtryk for et fast og reelt ønske om at gøre en ende på fjendtlighederne. ”Jour-nal de Pologne”, den 21. april 1920. Der befinder sig gennemslagskopi af den polske generalstabs communique den 27. april trykt den 28. april 1920 (fransk) herunder Pilsudskis opråb til det ukrainske folk. Løbenr. 248 Om velkomst til ny udenrigsminister i den danske regering Løbenr. 321] *Trotsky siger i tale den 5. maj 1920, at det første angreb, rettet mod Zhitomir, startede den 23, se Trotsky Internet Archive, Vol. 3 af ”Military Writings …”, Trotsky Internet Archive]

[ Tilføjelse til materiale: Russische Korrespondenz (Berlin), nr. 6/7, april/maj 1920, s. 57 Udveksling af noter mellem Rusland og Polen Den polske udenrigsminister af 1. april [1920] til Folkekommissæren for udenrigsanliggender, Mo-skva. [underskrevet af udenrigsminister Patek] Vedrørende erklæring afgivet af Folkekommissærrådet i Den russiske rådsrepublik [ingen dato an-givet, men det fremgår nedenfor at det er af 28. marts]: ”Den russiske regering opfordrer den polske regering til at angive tid og sted, hvor den vil mødes, med henblik på indgåelsen af en fredstraktat”, har den polske regering i sit telegram af 27. marts an-givet forhandlingsstedet og fastholder det nævnte sted.

12

Efter en nøje vurdering af den almindelige situation er den polske regering nået til det standpunkt, at den ikke kan antage Deres forslag, i telegram af 28. marts, om en våbenstilstand på hele fronten. Hvad angår Borisov [”Borrisow”] distriktet, vil de militære operationer dèr, som allerede nævnt i vores telegram af 27. marts, blive indstillet, ikke blot forbigående, men under hele forhandlingslø-bet i Borisov. Den polske regering anser det for nødvendigt at understrege at udsættelsen af svaret på antallet af russiske delegerede og stab kan gøre det umuligt i tide, det vil sige inden den 10. april, at træffe de nødvendige forberedelser vedrørende logi til delegationen”.

Warshau, den 16. juni 1920

No. VIII Lbn. ? [Fremsendelse af valgresultatet ved valget til Sejm]

Valgresultat til Sejm den 14. juni 1920: Højre: KPK (Klub pracy konstytucyjnej) 17 ZLN 75 92 Centrum: NZL 73 Klub kristen-demokrat Cn-D 25 Klub folke-katolsk KKL 5 Borgerlig klub KM 13 PSL (Witos) 84 NPR 28 228 Venstre: Thugutt 23 Folkelige venstre (Stapinski)KLL 11 PPS 35 69 (Mindretal:) Jøder 10 Tyskere 8 Udenfor grupper 3 21 410

Warshau, den 16. juni 1920 L. Nr. 348 [ Ref.:] Ges. Nr. 1x af 1.5. 1920 ( i.e. L. No. 248) Findes ikke i materialet] No. IX Polen og Rusland 1 bilag Der henvises til de polske hæres tilbagetog og Kievs tilbageerobring for nogle dage siden: ”… Un-der disse omstændigheder må det fra polsk side med forventning imødesete gunstige øjeblik for fredsforhandlingernes genoptagelse [må formode, at der tænkes på de ”forhandlinger”, der løb ud i sandet i december 1919] sikkert anses for at være gået tabt, og jeg tror ikke, man fra polsk side selv

13

er klar over, hvorledes situationen bedst kan gribes an nu…” socialisterne stiller krav om en snarlig fred, som betingelse for at indtræde i en ny regering. ”Den russiske [hvidrussiske, borgerlige i eksil] konception … (er), at bolchevismen ikke kan be-kæmpes af en fremmed nation, men kun af russerne selv [den russiske gesandt, Koutipoff, gør her alle folk indenfor det gl. zarrige til ”russere”!!]. Den russiske gesandt besværer sig over, at den pol-ske regering ikke vil give udrejsetilladelse til derværende ”talrige russere” så de kan bekæmpe bol-chevikerne. Begrundelsen herfor ser Koutipoff i den polske imperialisme, en politik som ”… har til formål ikke blot bolsjevikkernes fordrivelse fra retmæssigt polsk landområde, men erhvervelsen for Polen af store landsdele, der tilhører Rusland, derunder hele Ukraine under polsk overherredøm-me”. Her vedlægges konseilspræsident Skulskis erklæring af 12. maj d. a. [Se oversættelse neden-for: ”ANNEXE”] Gesandten har det indtryk, at Ententen nære samme syn som hvidrusserne [ at bolchevikerne kun kan bekæmpes af russerne selv], dog med en anden begrundelse:” … nemlig at ingen [længere!] har lyst til at ofre liv og penge for at hjælpe Rusland i dettes indenrigspolitiske forhold, i hvert fald så længe der ikke må befrygtes større uheldige konsekvenser for Ententelandene af de nuværende rus-siske forhold. Under alle omstændigheder betragter visse lande indenfor Ententen sig ikke som be-rettigede til at indblande sig i en sag, som efter deres mening kun angår Polen og Rusland”. Afskrift ANNEXE ”Den polske regering forsøger at gøre en hurtig ende på krigen med Rusland og afslutte en lige fred, hvilket dens henvendelser til sovjetregeringen så vel som dens officielle kommunikeer giver vid-nesbyrd om. Fraværet af enhver imperialisme og enhver ide om erobring i den polske regerings po-litik fremgår klart af den måde, hvorpå Polen har behandlet det ukrainske spørgsmål. Hvad angår den sovjetiske regering, har den polske regering kontinuerligt sendt den fredsnoter, den pågældende regering har dog aldrig udtrykt ærligt ønske om at afslutte fred. Ved at trække de for-udgående underholdsforhandlinger ud kalkulerer den sovjetiske regering med - det være sig en polsk revolution, det være sig en allieret intervention eller - i sidste ende, en russisk militær sejr.[min kursivering] Den sovjetiske regering ønsker at Polen ved at afvise fredsforhandlinger skal havne i en umulig si-tuation. Heldigvis løber den sovjetiske regerings mange forhåbninger ud i den blå luft. Den polske regering har, med opbakning fra hele det polske folk, kun det ene mål for øje, at sikre det polske folk et trykt og roligt liv. En kendsgerning der et klart udtryk gennem den komplette enighed mel-lem alle sociale lag, fordi statens interesser står på spil. Vores hær heroiske indsats demonstrer over for den sovjetiske regering, at vi ud over vores moralske styrke råder over tilstrækkelig militær styrke til møde den med fuld kraft. Vores hær seneste brillante militær succes har bragt os i en si-tuation, der tillader os, efter en kort udsættelse, at give den sovjetiske regering mulighed for at gen-optage fredsforhandlingerne, og overlade den sovjetiske regering muligheden for at vælge stedet for fredsforhandlinger blandt de steder, der er foreslået af den polske regering…” [Depecherne No. X til og med XII ?? 3 stk.]

14

Warshau,19. juni 1920 L. No. 357 No. XIII Polsk ministerkrise Ges. No. XI af 16.6.1920 Højrefløjen (parti nr. 2 og 3) [jfr. den fremsendte liste af valgresultatet, se Nr. VIII af 16. juni 1920, hvor nummereringen dog ikke giver mening da der kun er angivet to højrefløjspartier] har forpurret Witos i at danne regering. Nr. 2 havde foretræde for Pilsudski den 15. juni og advarede mod at danne en sådan regering på et tidspunkt, ”… hvor riget befandt sig i en yderst kritisk situation, truet af strejker og anarki”. Daszynski ville, som udenrigsminister, støde Frankrig grundet sine tysk-østrigske sympatier og sin rolle og dermed ”… ansvaret for det ukrainske eventyr…” og følgelig bolsjevikkernes antipati. Pilsudski forsøgte herefter at få Skulski til at danne en ny regering dels på grundlag af ændrede be-slaglæggelser/tvangsafleveringer af korn, dels nye regler for jordbrugsstørrelser: max. 40 morgen [ 10 hektar efter standard preussisk størrelse] større jorde tvangsdeles, nær byerne, men op til 400 i yderområder [læs: i Kresy]. Endelig grænser efter 1772. Witos gik ikke med på disse tanker, idet man hævdede, at regeringen ikke havde noget program. Man afstod fordi: ”… Det polske folkeparti står fast på det standpunkt, at dannelsen i nuværende øjeblik af en programløs regering eller en fagregering [forretningsministerium] ikke kan opfylde den øjeblikkelige alvorlige situations krav. Derimod er partiet rede til at tage del i regering, der kan opstille et demokratisk program, og som indtager et klart standpunkt overfor de fleste aktuelle poli-tiske og sociale problemer, frem for alt spørgsmålene vedrørende udenrigspolitikken, konstitutio-nen, agrarreformen og landets ernæring. Heller ikke Skulski kom igennem med en regeringsdannelse. Pilsudski overdrog derfor Brejski at danne regering den 17. juni, han [Pilsudski] skulle have ønsket, ”… at militærspørgsmålet måtte bli-ve holdt udenfor partiernes indflydelse”. Højrefløjen tilsluttede sig, medens socialisternes afstod grundet fredspolitikken og eftersom de for-slåede medlemmer af regeringen ikke bød ”på nogen garanti i demokratisk retning”. En ny regering (Witos, det nationale arbejderparti og Thugutt) byggede på denne platform:

1. Videreførelse af udenrigspolitik[k]en efter de hidtil fulgte retningslinier; 2. Snarlig fredsslutning; 3. Forfatning med 1-kammersystem; 4. Agrarreformen føres ud i livet i dens oprindelige skikkelse, altså ikke de i februar [1920]

vedtagne begrænsninger; 5. Ernæringsspørgsmålet løses på en sådan måde, at hærens, byernes og industricenternes er-

næring tilsikres; 6. Genopbygning af arbejdsværkstederne i alle brancher indenfor det økonomiske liv; 7. Gennemførelse og udvidelsen af de sociale love; 8. Organisering og udvidelse af det offentlige skolevæsen; 9. Budgettet baseres på progressiv indkomstskat; 10. Opløsning af Sejmen efter forfatningens vedtagelse.

Denne platform skulle danne baggrund for en evt. centrum-venstre regering med socialisterne og den konstitutionelle arbejderklub. Den tyskvenlige Daszynski udnævnes som udenrigsminister

15

Warshau , den 22. juni 1920 L. No. 368 Påstemplet :Ind 2. juli 1920 No.XIV Polsk ministerkrise Ges. No XIII af 19.6.1920 Gesandten forventer, at der samme dag eller næste udnævnes en centrum-højreregering under Witos med Daszynski som udenrigsminister. Baseres på 201 mod højrefløjens 190 stemmer – jøderne, ty-skerne og de tre partiløs ikke medregnet: et særdeles usikkert flertal!! Den finske gesandt fortæller, at 9 af hans tidligere kolleger fra militærakademiet i Petrograd nu havde høj charge i Den Røde hær og kæmpede fordi ”ur-fjenden polakkerne ville erobre russisk ter-ritorium”.. ”At tidspunktet for en fredsslutning skulle være gunstigt, vil vel ingen påstå, netop nu, hvor kom-muniquéerne fra fronten lyder alt andet end gunstige. På den anden side hersker der, i hvert fald i hovedstaden, en sådan tilstand på grund af vedvarende strejker ved vandvæsenet, elektricitetsvær-ket, gasværkerne og sporvejene, der kun holdes gående ved frivillig arbejdskraft, der ydes af inge-nieurer, studenter og andre, på grund af mangel på levnedsmidler og prisernes enorme stigning fra dag til dag, at et ministerium, der støtter sig på fredsvennerne, ikke vil have andet at gøre end at sø-ge at hidføre freden.” Gesandten refererer en kollega [fra Ententen], der bekymrer sig over Polens fremtidige udenrigspo-litik under Daszynski´ ledelse, som for den indenrigspolitiske udvikling under centrum-venstre [-regeringen] ”… Han går så vidt, at han forudser bolsjevismens indpas i i Polen inden længe, og lan-dets forfald”. Der var i det år, han nu havde tilbragt i Polen, sket et dagligt tilbageskridt på alle om-råder: politisk, socialt og økonomisk. ”En fremragende engelsk officer”, der stod i spidsen for en særlig støttegruppe til organisering af ”det elendige politivæsen” mente, at Ententen havde svigtet ved ikke at tilvejebringe den nødvendige ekspertise fra udlandet til opbygningen af den nye polske statsadministration, skatte- og toldvæsen, post- og telegraf, politi og dommerstand, råstofudvinding osv. Han mente derfor, at Tyskland med tiden ville opnå ”en skæbnesvanger indflydelse på Polens indre og ydre forhold”. Gesandten indrømmer således også, ar ”jeg må tilstå, at jeg heller ikke selv har kunnet konstatere nogen som helst forbedring i situationen, siden jeg for ca. 10 måneder kom hertil”. De handelsmæs-sige muligheder, der syntes mulige førhen, havde nu fået Norge og Sverige til at neddrosle forsøge-ne på at etablere handelsforbindelse. Hertil intet om danske bestræbelser i samme retning! Warshau, den 25. juni 1920 L.No 377 No XV Dannelse af forretningsministeriet Wladislaw Grabski, 23.juni 1920 Regeringen skal alene udføre, hvad Sejmen beslutter … Gesandten nævner (s. 2), at Grabski, som nationaldemokrat, er ” en modstander af den Pilsudskis-ske buffostatpolitik [bufferstats- ?] eller erobringspolitik, der fordrer fuld genoprettelse af Polens grænser fra 1772, og som er blevet båret frem af den hidtidige regering…’’På den anden side anses

16

den ny udenrigsminister for helt at stå på Pilsudskis side. Prins Sapiehas forhold til Pilsudski er i øvrigt ikke uden interesse.” Prinsen forsøgte sammen med andre national-demokrater at vælte hær-chefen – ingen andre end ”usurpatoren Pilsudski”, i januar 1919. Efter, hvad vi i dag vil kalde lidt oprettekomik, faldt kuppet på gulvet – og prinsen sendt i eksil, som ambassadør i London! Gesandten vurderer, at ”Det er højst muligt, at de af den hidtidige regering fulgte linier i udenrigs-politik[k]en ikke vil blive underkastet nogen ændring af den ny regering…”hvilket den afgående udenrigsminister, Patek, da også udtalte sig om ved sin fratræden. Warshau, den 2. juli 1920 L. No. 388 No. XVI Oprettelse af et nationalt forsvarsråd

Den polske fremmarch i Ukraine er nu vendt til tilbagetog. ”… Hvis fremmarchen indtil Dnepr og besættelsen af Kiev var så at sige en parademarch, idet de bolsjevistiske tropper opgave deres stil-linger uden kamp, finder tilbagetoget nu sted under hårdnakkede og blodige kampe med uhyre tab for polakkerne i døde og sårede … I Ukraine har bolsjevikkernes kavaleri forceret floden Slucz i omegnen af Zwiahel [Novograd-Volinsky] under anførsel af general Budienny [Semyon Mikhailo-vich B., (1883 – 1973)], og den polske hær har måttet trække sig tilbage til Korec… At stillingen … ikke er holdbar finder sin bekræftelse derved, at den ukrainske regering ifølge bla-dene skal have flyttet sit sæde fra Ploskirow til Kamieniec Podolski [Kamenets Poldolski], nær den rumænske grænse. Ifølge i går indløbne private meddelelser skal afsnittet Rowno-Klewan være erobret af bolsjevikkerne”, hvorved [jernbane-] knudestationen Kowel er umiddelbart truet. Den stadig tilbagegående polske armé, der allerede nu befinder sig langt bagved den linie, der dan-nede udgangspunktet for offensiven, synes, såfremt den røde armés tryk ikke ophører, at ville være nødsaget til at indtage de tidligere tysk-russiske stillinger [fra 1. verdenskrig]: Oginski-kanalen-Styr [Zbrucz]. De polske troppers vedvarende tilbagegang har, som naturligt er, fremkaldt bestyrtelse i befolknin-gen, ikke mindst på grund af de … hos det yderste venstre vakte forhåbninger om en eventuel bol-sjevistisk rejsning i Polen” støttet af Den røde hærs fremmarch. Pilsudski har derfor taget initiativ til dannelsen af et nationalt forsvarsråd med uindskrænket myn-dighed til at føre krigen og slutte fred. Rådets medlemmer består af statschefen (formand), konseils-præsidenten (stedfortræder), Sejmens formand, krigs-, udenrigs-, indenrigs-, finans-, jernbane- og ernæringsministeren, fem af statschefen udpegede officerer og ti medlemmer udpeget af Sejmen. Sammensætningen betyder, at statschefen opnår uindskrænket magt i forhold til krigs- og freds-spørgsmål. I konseilspræsidents forelæggelsestale ved oprettelsen af det nationale [forsvars-] råd sagde han bl.a. :”Vi står overfor et problem, er langt overgår spørgsmålet om Polens videreudvikling: vi står overfor spørgsmålet om selve statens eksistens… De farer som truer os, kræver eftertanke, fasthed og store ofre…” der måtte derfor oprettes et organ, der kunne træffe hurtige beslutninger i spørgs-målet om krig og fred…”Når jeg taler om krig og forsvaret af grænserne, undervurderer jeg ikke freden. Fred ønsker vi alle, men kun en varende fred, der byder mulighed for Polens videreudvik-ling, ikke fred for enhver pris. Vi må derfor samle alle kræfter for at bevise, at vi er et stort folk, der er beredt til store ofre, og som indser, at vi ikke må vente til fjenden står for døren, men at man må benytte øjeblikket, hvor fjenden endnu er langt borte og derfor kan standses og fordrives”.

17

Det må have været en inspirerende tale at overvære: ”Konseilspræsidentens tale… var holdt med stor kraft og forfejlede ikke den tilsigtede virkning; at ryste Sejmens medlemmer op af den for den polske mentalitet så karakteristiske ligegyldighed eller mangel på beslutsomhed… Resultatet blev, at… [forslaget om oprettelsen af det nationale forsvarsråd] blev vedtaget ”med en-stemmighed” [ dog uden socialisternes stemmer!] … Imidlertid anses en ministerkrise for at være overhængende”. [Midt det hele: DANZIG!!] Warshau, den 1. juli 1920 L.No. 389 No. XVII Polen – Danzig Reference til ”Danziger Neueste Nachrichten” af 28. juni: ”Det polske udkast til aftale om Danzig udgør en alvorlig trussel mod Danzig´ selvstændighed” Warshau, den 8. juli 1920 L.No. 426 No. XIX Indgået den 26. juli 1920 [til København!!] Polen og Rusland [Referer polakkernes fortsatte tilbagetog - Summa summarum:] ”… Om polakkerne vil kunne holde den tidligere tysk-russiske linie langs Styr-floden må anses for tvivlsomt. Den næste naturlige linie bliver derefter floden Bug og dermed Lemberg´ [Lwow´] fald. Bliver de polske tropper nødte til at vige tilbage til denne stilling, har bolsjevikkerne nået Kon-grespolens [betegnelse for ”Kongeriget Polen” under Rusland efter Wienerkongressen, 1815] gamle grænser”. Gesandten havde forsøgt at få foretræde for udenrigsminister, prins Sapieha [nu staves han rigtigt], men kunne referere en kollega. Polen søgte nu fred via Ententen på basis af folkenes selvbestem-melsesret. Denne anmodning kommer sent og ligger milevidt fra den polske regerings hidtidige kurs. Det var dog et stort spørgsmål om bolchevikerne ville slutte fred, eller om de kunne. Såfremt en fredsslutning krævede demobilisering vil sovjetmagten savne støtte i en stor hær. Sapieha ønskede Entente-tropper til støtte for en stærkt demoraliseret polsk hær, der følte sig isole-ret, men han nærede ingen forventninger. Hvis Wilno måtte rømmes, ville lithauerne besætte byen. Polen havde de facto anerkendt Lithauen den 4. juli 1920 med ønske om at princippet om de natio-nale mindretals rettigheder ville kunne knytte venskabsbånd mellem de to lande. Warshau, den 10. juli 1920 L.No. 436 No. XXI [Gesandten havde nu været hos prins, senere benævnt fyrst, Saphiea] Polen havde nu anmodet Ententen om at forslå Sovjet og Polen at indgå våbenstilstand mhp. fred-forhandlinger. ”Ministeren følte sig fast overbevist om, at bolsjevikkerne ikke ville antage forslaget, men ønskede at fortsætte krigen, på samme måde, som han var overbevist om, at sovjetregeringen ved de i foråret

18

påbegyndte indledende skridt til fredsforhandlinger aldrig havde haft til hensigt at slutte fred. Bol-sjevikkerne spillede nu va banc [satte alt på et bræt], sagde ministeren, og håbede at kunne trænge ind i Polen, for derfra at oversvømme hele Europa. Hvis de opgav krigen, frygtede de for deres fald. Når sovjetregeringen havde afslået Ententens forslag om våbenstilstand [på grundlag af ”Curzon-linien”], var det ministerens faste håb, at Ententen [derfor] ville træde hjælpende til med leveringer af ammunition, våben og først og fremmest heste til kavaleriet og flyvemaskiner. Ministeren med-delte [således] fortroligt, at der om ganske kort tid ville være 10.000 mand rede til kavaleriet, når blot de kunne få heste… Fremmede tropper behøvede hæren ikke, højst nogle officerer, idet der al-lerede havde meldt sig så mange frivillige, at der var soldater nok.” Alt i alt så prinsen ”med for-trøstning fremtiden i øjnene…” Der kunne aldrig være tale om at overdrage Wilno andet end mili-tært til Lithauen. Polen vidste, at der intet var at vente fra Rumænien som var krigstræt. Af Lodzer Freie Presse No. 185 af 10.7.1920 fremgår: Stor begejstring, polakkerne strømmer til våben… Hovedbestyrelsen i Det nationale Folkeforbund (”Volksverband”) udtaler juli 1920 i Warshau [i et opråb bl.a.:], ”... Folket og hele den civiliserede verden skal vide, at Polen ikke fører erobringskrig, heller ikke krig for dannelse af kommende sta-ter, men udelukkende og alene en forsvarskrig til sikring af dets uafhængighed og retten til at alle polske områder forenes med fædrelandet…” Warshau., den 16. juli 1920 L. No. 461 No. XXII Polen og Rusland Indledende skriver gesandten om manglende officielle oplysninger, orientering via blade og aviser samt personlige erfaringer, vel rygter. Opsøgt to gange af en grev Dzieduszycki, og ”fik indtryk af [at han havde] modtaget instruktioner om at fremstille situationen i et gunstigt lys, der næppe svarer til virkeligheden. Hans udsagn om, at situationen ved fronten langt fra var så slet som almindeligvis fremstillet, finder måske en vis berettigelse i den omstændighed, at begivenhederne ved fronten i de sidste dage ikke har forværret sig i den grad, som man kunne vente, men hans forhåbninger om, at de polske tropper kunne holde stand mod bolsjevikkerne, deles næppe af mange. Det berettes her af de mange flygtninge, der ankommer fra de evakuerede [rømmede] byer, at tilbagetoget overalt sker i vild flugt under panik og almindelig dersertion [desertation]. Hvis bolsjevikkerne fortsætter deres fremmarch, vil de efter sagkyndiges udsagn kunne være i Lemberg [Lwow] om 8 dage.” Den polske regering er ”yderst nedtrykt” over Ententens holdning. ”Disse går ud på, at de allierede har påtaget sig interventionen [”intervensionen”, i Rusland mod bolsjevikkerne] og har foreslået Po-len og Sovjetrusland afsluttelsen af en våbenstilstand på betingelse af, at de polske tropper drages tilbage til Polens etnografiske grænser – der nævnes linien: Kowel – Brzesc-Litewski [Brest-Litowsk] – Bialystok – altså med opgivelse af bl.a. Wilno, Minsk og Grodno, medens sovjettrop-perne standser i en afstand af 50 kilometer fra nævnte linie, hvorefter fredskonference afholdes i London mellem polakkerne, russerne, finlænderne og lithauererne. Frankrig og Italien deltager… For så vidt Sovjetrusland ikke skulle antage våbenstilstandsforslaget på de stillede betingelser, er de allierede beredt til at yde Polen materiel hjælp”. Vedrørende Øst-Galizien (med Lemberg) ville de allierede holde fast ved polsk styre i 25 år efterfulgt af en folkeafstemning om forbliven i Polen el-ler tilslutning til Ukraine. Med hensyn til Øvre-Schlesien ville de allierede betragte afstemningerne som vejledende og med hensyn til Teschen ville der ikke blive afholdt folkeafstemning, idet det

19

øverste Råd ville træffe afgørelse efter at have hørt de to parter [denne proces endte med, at området blev tildelt Tjekkoslovakiet. Polen annekterede området i 1938 efter ”München-forliget”]. ”De allierede har forlangt svar på våbenstilstandsforslaget inden den 18. ds. [juli 1920]. Sovjetrege-ringen er formentlig villig til at acceptere forslaget under forudsætning af, at sovjetregeringen aner-kendes”, det havde England længe været villig til og man måtte regne med, at Frankrig ville gå med i lyset af den alvorlige situation. ”… Allerede af den grund, at intet synes at ville kunne hindre bol-chevikerne i at trænge frem til Warschau, hvis de fortsatte kampen. Selv den af de allierede, i tilfæl-de af bolsjevikkernes vægring ved at slutte våbenstilstand, lovede hjælp til polakkerne vil den næp-pe kunne nå frem i rette tid”. Grabski skulle have accepteret betingelserne, principielt, men den polske regering hævede, at de fo-reslåede østgrænser ikke kunne tjene som grundlag for en fred. På samme måde kunne (holdningen til) Øst-Galizien, Wilno og Minsk (heller) ikke accepteres. ”Jeg ser ikke rettere, end at Polen nu kun vil have en udvej: at underkaste sig de allieredes afgørelse .... Forholdet er altså det, at Polen endelig, tvunget af de af det selv hidførte alvorlige omstændigheder, vil blive nødsaget til at opgive alle imperialistiske ambitioner og indrette sig på at se fremtiden i møde fra et Polen, der bliver omtrent halvt så stort i omfang og indbyggerantal som det Polen, til-hængerne af erobringspolitikken havde drømt om. Den pilsudsiske politik har i virkeligheden spillet bolsjevikkerne alle kortene i hånden, da den bestemte regeringen til at påbegynde den nu mislykke-de offensiv. Som en af de herværende fremmede militærmissioners chef forleden sagde til mig, be-høvedes ingen strategisk indsigt, kun en simpel matematisk beregning, foretaget af en løjtnant, til på forhånd at fastslå, at den polske hær ikke kunne holde stand mod bolsjevikkernes tropper. Takket være de polske troppers mangel på modstandskraft, står … [de] så at sige lige for døren til Polen og dermed Vesteuropa [var det Trotsky, der sagde: ”Mine røde kosakker skal vande deres heste ved Rhinen” ?]. De [Sovjet] kan formentlig opnå den længe tilstræbte anerkendelse og ophævelse af blokaden. Og under disse omstændigheder kan Polen næppe forvente, at de allierede, der ikke har nogen særlig interesse i skabelsen af en stormagt Polen, men derimod først og fremmest må ønske at få deres russiske tilgodehavender honoreret og derfor har interesse i at Rusland ikke svækkes ved landsafståelser, skulle tage hensyn til Polens aspirationer som stormagt”. Den offentlige mening i Polen afviste fredsbetingelserne – i særlig grad grænsedragningen: Wilno og Lwow!! Polen kunne ikke bestå uden oliekilderne (Lwow), kulminerne i Schlesien og Wilno… [Warschau, ikke anført!],den 24. juli 1920 L. No. 488 No. XXIII Polen og Rusland Den 20. juli meddeler den britiske gesandt prins Sapieha Sovjetregeringens svar af 18. juli 1920 og den britiske regerings henstilling om godtagelse af russernes forslag om direkte forhandlinger. Sovjetregeringen anfører i sit svar til den britiske regering: ”… at i jo højere grad de polske folke-masser fik indflydelse på regeringen og dennes forhandlinger med sovjetregeringen, desto gunstige-re ville betingelserne blive”. Der dannedes en ny regering den 22. juli (venstre-socialistisk) under Witos med Daszynski som vi-cepremierminister – men en strid med national-demokraterne forsinkede dog ….regeringens tiltræ-den.

20

[ Noteudvekslingen mellem Sovjet Rusland og England, juli 1920 Kilde: RusKor, Bd. 2, Nr. 11, 555 ff. Den britiske udenrigsministers [pr. tegrafi] note af 12. juli 1920 til folkekommissæren for udenrig-ske anliggender, Chicherin, i Moskva.1 Den britiske regering fastslår at den russiske sovjetregering har antaget de i memorandummet af 1. juli opstillede principper som grundlag for genoptagelse af handelsforbindelserne og for en indstil-ling af de gensidige fjendtligheder, og vi der derfor rede til at fortsætte forhandlingerne om en han-delsaftale så snart den russiske delegation vender tilbage [til London]. Den britiske regering foreslår derudover følgende: Den russiske regering har flere gange givet udtryk for, at den ønsker at slutte fred med sine nabo-folk. Den britiske regering der er besjælet af samme ønske om at der hersker fred i Europa, forslår følgen udvej: Der afsluttes en våbenstilstand mellem Polen og Sovjetrusland ved hvilken de militære operation straks indstilles; i våbenstilstandsbetingelserne indgår på den ene side, en tilbagetrækning af den polske hær til indenfor de grænser som Fredskonferencen fastlage forrige år2 [8. 12. 1919] som den østlige grænse for det polske forvaltningsområde. Denne grænse forløber således: Grodno-Walowka-Nemirow-Brest-Litovsk-Doriusk-Usiliu-øst gor Grubeschow gennem Krylow og derpå vest for Rawa Russka, øst om Przemysl indtil Karpaterne; nord for Grodno løber grænsen til Lithauen langs jernbanelinien Grodno-Wilna og derpå mod Dvinsk. På den anden side må det indgå i våbenstilstandsbetingelserne, at de sovjetrussiske tropper bliver stående øst for denne grænse i en afstand af 50 km.. I Østgalizien skal begge parter gør holdt, hvor de befinder sig den dag våbenstilstanden underskrives. Der skal indkaldes til en fredskonference til forhandlinger om en endegyldig fred mellem Sovjetrus-land og dets nabolande i London på kortest mulig tid under protektorat af Fredskonferencen med deltagelse af delegater fra Polen, Lithauen, Letland og Finland.3 Repræsentanter for Østgalizien skal også indbydes til at deltage i London for der at kunne forsvare deres interesser. Storbritannien har ikke til hensigt at opstille nogen indskrænkning med hensyn hvilke repræsentanter Sovjetrusland måtte sende til denne konference, hvis de forpligter sig til ikke at blande sig i det britiske riges politiske og indre forhold og til ikke at udøve propaganda. Herudover foreslår den britiske regering, at der sluttes våbenstilstand mellem Sovjetruslands hære og general Wrangel under betingelse af en øjeblikkelig tilbagetrækning af general Wrangels tropper til Krim og at landtagen [ mellem Ukraine og Krim] danner en neutral zone under våbenhvilen og at general Wrangel indbydes til London, ikke som medlem af konferencen med for rådslagning om si-ne tropper og flygtninges skæbne. Det skulle glæde den britiske regering hvis den får svar straks idet den polske regering har bedt En-tenten om at intervenere, hvis der går [for megen] tid tabt, kunne der opstå en situation4, der vil be-sværliggøre afslutningen af en holdbar fred i Østeuropa. Den britiske regering har dog ikke forplig-

1 RusKor, Bd. 2, Nr. 11, 555 f. 2 Udsendt den 8. december 1919. Se dele af teksten nedenfor. Man kan undre sig over, at denne deklaration ikke offent-liggøres i RusKor, men den har næppe været af interesse for et styre som havde øjnene vendt hen over Polen mod den tyske grænse – og den tyske revolution. I den udtrækning sovjetregeringen overhovedet tænkte i grænser, dens interna-tionale mål taget i betragtning. 3 Alene forslaget om denne konference indeholder en de jure anerkendelse af Sovjetrusland. 4 En sådan kunne opstå, hvis Ententen måtte gribe ind militært.

21

tet sig til at understøtte nogen fjendtlig handling mod Sovjetrusland, den er dog forpligtet til gen-nem folkeforbundet at forsvare Polens selvstændighed5 inden for dets lovlige, etnografiske grænser. Hvis derfor Sovjetrusland, på trods af sine gentagne erklæringer om, at det anerkender Polens uaf-hængighed, i forbindelse med en gensidig våbenstilstand, skulle betragte den polske hærs tilbage-trækning fra russisk område som utilstrækkelig og fortsætte fjendtlige operationer ind på polsk om-råde, vil den britiske regering og dets allierede føle sig forpligtet til at hjælpe det polske folk og be-skytte dets eksistens med alle til rådighed stående midler. Den polske regering har erklæret sig rede til at slutte fred med Sovjetrusland og indlede våbenstil-standsforhandlinger på de ovenfor anførte betingelser, så snart den er gjort bekendt med Sovjetrus-lands indforståelse heri. Den skulle derfor glæde den britiske regering, hvis den, inden en uge, mod-tog et endegyldigt svar på, hvorvidt Sovjetregeringen ville være indforstået med dette forslag til en standsning af videre, unødvendige blodsudgydelser og genskabelsen af fred i Europa”. [Den engelske regerings note gav Chicherin en strålende baggrund for at ironisere.] Den sovjetrussiske regerings svar fulgte den 17. juli med følgende telegram:6 ”Den russiske sovjetregering tager med stor fornøjelse erklæringen fra Storbritanniens regering, om at den vil fremme freden i Østeuropa til efterretning, eftersom den britiske regering for kort tid si-den, da udviklingen af de komplikationer i forholdet mellem Rusland og Polen, der har ført til det Rusland og Ukraine, desværre ikke ytrede noget om at ville fremme opretholdelsen af freden i Øst-europa! På samme måde har den britiske regering, da Sovjetrusland forsøgte at opnå fred med de andre randstater ikke ydede nogen form for hjælp til at befordre dette, da f.eks. den estiske regering i december måned forrige år modtog en advarsel herom fra De øverste råd, da den forberedte sig derpå. Den ændring af Storbritanniens synspunkter i spørgsmålet en genskabelse af freden mellem Sov-jetrusland og de andre randstater svarer fuldstændig til Sovjetruslands bestræbelser, vedrørende – som nævnt i den britiske regerings telegram, ønsket om at leve med alle stater i fred, fortsat består uændret. Sovjetrusland forbliver også med hensyn til Polen tro mod sine gentagne proklamerede principper og sine bestræbelser på at nå frem til fredelige forbindelse til alle stater – trods den de ikke retfær-dige polske overfald op sovjetrepublikkerne. Men det virker ikke befordrende for en indstilling af den væbnede kamp mellem Rusland og Polen, at den polske regering ikke har henvendt sig direkte til sovjetregeringen med sit ønske om fred. Talrige udtalelser fra repræsentanter for den polske samfund, der er nået til sovjetregerings kend-skab, forholder sig afvisende over for den britiske regerings politiske skridt, på samme måde som de i mellemtiden meddelte oplysninger om at den polske landdag aviser en våbenstilstand med Sov-jetrusland tvinger sovjetregeringen til at antage forslaget med en vis forsigtighed så længe der består fare for at den polske regerings handlinger vil være i modstrid med erklæringer fra stater der tale på Polens vegne. Det i dette tilfælde så meget desto mere nødvendigt, at den polske regering henvender sig direkte til sovjetregeringen, eftersom den britiske regerings stillingtagen til konflikten mellem Polen og Rus-land næppe kan danne grundlag for at overtage en mæglende rolle mellem disse to stater. Når den britiske regering på det tidspunkt, hvor den polske republik forberedte sit ubegrundede angreb på Rusland og Ukraine ikke kun ikke tog et skridt for at imødegå dette, men også lod sovjetregeringens skrivelser desangående til Ententen ubesvarede og når den britiske regering derpå vil spille en for- 5 ”Unantastbarkeit”. 6 RusKor, Bd. 2, nr. 11, 556 ff. Uddrag. Lange tirader om Wrangel og britisk dobbeltmoral er ikke medtaget.

22

midlende rolle i det øjeblik, hvor det af Polen iværksatte angreb har ført til Polens sammenbrud, for at bringe de militære operationer har fået et for Polen så ugunstigt forløb, til ophør, så kan en sådan handlemåde ikke bidrage til at Storbritannien opnår en position som en tredjepart der kan overtage formidlingen mellem de to krigsførende parter. Det må videre påpeges, at den britiske regering selv har bragt sig i denne situation, efter at den sov-jetrussiske regering har antaget det i memorandummet af 1. juli indeholdte ultimatum, hvor det har betegnet dette som en våbenstilstand og at den på denne måde selv har karakteriseret sig som væ-rende i krig mod Sovjetrusland, hvad der ydermere fratager den muligheden for at optræde i rollen som formidler mellem Sovjetrusland og enhver anden stat der kæmper mod Sovjetrusland. Den britiske regering har svaret forsonende på sovjetregeringens memorandum af 1. juli [1920], der indeholdt accepten af alle de krav den britiske regering havde stillet. Den har derved vist, at den ær-ligt ønsker at overvinde alle konflikter og afslutte en endegyldig fred med Storbritannien. Den øn-sker på samme måde at opnå fred med Polen, men anser det for nødvendigt, for at nå frem til dette mål, at forhandle direkte med Polen, uden fremmed indblanding, lige som den også påtænker at føre direkte forhandlinger med den britiske regering. Sovjetregeringen er så meget mere utilbøjelig til at forhandle med Polen under den foreslåede mægling, da en udsoning med Polen kun vil lide under den underordnede placering som Polens interesser og skæbne vil få i betragtning af de for det ukendte politiske forhold mellem Sovjetrusland og tredjepart. Med den åbenhed, der alene er i stand til at rydde alle misforståelser mellem de to lande til side tillader sovjetregeringen at erindre den bri-tiske regering om, at et af dets medlemmer i parlamentet forsvarede den tidligere støtte til genera-lerne Denikin og Koltschak med og motiverede sin regerings handlemåde med at den kamp Denikin og Koltschak førte mod sovjetregeringen efter hans opfattelse tjente som forsvar af Indien og i det hele taget britiske interesser i Asien mod en angivelig truende fare. For kort tid siden, da en repræsentant for den britiske regering forhandlede med den russiske han-delsdelegation om genoprettelsen af handelsforbindelserne, talte han om de gensidige forhold mel-lem Rusland og en andre lande som omstændigheder der kunne have indflydelse på handelsforbin-delserne mellem Rusland og Storbritannien. Den sovjetrussiske regering nærer den opfattelse, at en forsoning med Polen let vil kunne føres resultatfuldt til ende, hvis der derved alene inddrages for-hold der er i de to parters interesse; en fredsafslutning vil kun blive besværliggjort, hvis disse inte-resser spiller en underordnet rolle for en tredje magt. De arbejdende masser i Rusland ønsker en fuld og endegyldig fredafslutning med Polen og for at nå frem til dette mål er det sovjetregeringens opfattelse nødvendigt at sætte alt til side der er fremmede for begge folks og regeringers interesser og bestræbelser. Sovjetregeringen anser det for nødvendigt kun at forholde sig til de arbejdende rus-siske masser interesser og bestræbelser, og anser derfor kun en fredsafslutning med Polen for mulig ved direkte forhandlinger. Sovjetregeringen må henvise til, at den – uden udenlandsk deltagelse – allerede har skabt udsoning med tre nabostater, hvorved Estland, trods advarsler fra Fredskonferencens øverste råd, har sluttet fred med os, der er sluttet fred med Georgien under handelsforhandlingerne mellem repræsentanter fra den russiske handelsdelegation og den britiske regering, og kom for sidstnævnte som en stor overraskelse, den britiske regering vidste åbenbart intet om freden mellem Rusland og Lithauen, da den i sit ultimatum af 12. juli nævnte Lithauen, som en af det antal stater, med hvilket Sovjet Rus-land ikke havde sluttet fred. Den sovjetrussiske regering er af den opfattelse, at den kan afslutte en lige så resultatrig fred med Polen ved direkte forhandlinger, som den allerede har afsluttet med de tre andre nabostater. Sovjetregeringen betragter indblandingen af den gruppe andre regeringer, der kalder sig Folkefor-bundet og hvis stiftelsesdokument den britiske regering påkalder sig i sit ultimatum af 12. juli, for endnu mere uvelkommen til at blande sig i en udsoning med Polen. Det såkaldte Folkeforbund har aldrig givet den russiske regering meddelelse om det stiftelse eller eksistens, og sovjetregeringen

23

ikke haft anledning til at fatte beslutning om anerkendelse eller ikke anerkendelse af en sådan for-ening. Sovjetregeringen har erfaret om dette folkeforbunds stiftelsesdokumentet fra uofficielle avis-artikler, og det er faldet den i øjnene, at i følge artikel 11 i dette stiftelsesdokument har ethvert med-lem af folkeforbundet ret til at sætte et hvilket som helst spørgsmål i den internationale politik på dagsordenen, som om et sådant ikke angår et land der ikke tilhøre foreningen; men ifølge artikel 17 kan stater der ikke tilhører det såkaldte folkeforbund opfordres til at følge dets beslutninger i samme grad, som hvis det havde tilhørt folkeforbundet, hvis det kommer i konflikt med et af dets medlems-lande. Sovjetregeringen kan i intet tilfælde erklære sig indforstået med at en eller anden magtgruppe tilta-ger sig rollen som højesteret på jordkloden og idet sovjetregeringen beskytter det arbejdende russi-ske folks suveræne rettigheder, afviser den i bund og grund krav, fra en hvilken som helst magt-gruppe, på at kunne påtage sig rollen som øverste instans for andre folks skæbne. Den må derfor også afvise enhver indblanding fra denne forenings side i spørgsmålet om en fredsafslutning mel-lem Rusland og Polen. Direkte forhandlingen med den polske regering svarer fuldstændigt til sovjetregeringen ønsker og den erklærer, at såfremt den polske regering henvender sig til den med forslag om åbning af freds-forhandlinger, ikke at ville afvise dette forslag, men tværtimod også vil se på velvilligt på alle un-derordnede forslag vedrørende en våbenstilstand eller et hvilket som helst middel der kan lette fredsforhandlingerne. Sovjetregeringen er desuden beredt til at give det polske folk en mere gunstig territorial grænse end den der blev fastlagt i december måned forrige år af Det øverste råd og som på ny blev foreslået af den britiske regering i dens ultimatum af 12. juli. Sovjetregeringen tager den omstændighed i betragtning at Det øverste råds grænse til en vis grad er fastlagt efter tryk fra de kontrarevolutionære elementer, tilhængerne af bourgeoisiet og storgodsejerne og at f. eks. Det øver-ste råd i dette spørgsmål har truffet beslutning om Chulm-området under indflydelse af disse kontra-revolutionære elementer. Sovjetregeringen er i det hele taget beredt til, i forbindelse med fredsaf-slutningen at imødekomme det polske folks interesser og ønsker, des mere det polske folk vil slå ind på en vej, der kan danne et fast grundlag for broderlige forbindelser mellem de arbejdende mas-ser i Polen, Rusland, Ukraine, Hviderusland og Lithauen og vil give garantier for at Polen ophører med at være værktøj for angreb og intriger mod Sovjetrusland og andre staters arbejdere og bønder. Som et særligt forslag har den britiske regering kastet et forslag om en våbenstilstand mellem Rus-land og den oprørske, tidligere general Wrangel på bordet. Sovjetregeringen se sig dog ikke i stand til at lukke øjnene for den nære sammenhæng der består i den hjælp Ententestaterne yder til de mili-tære operationer Wrangel foretager og den kampagne den polske regering fører mod Rusland og Ukraine. Denne sammenhæng kom konkret til udtryk i forhandlingerne og i selve de militære afta-ler mellem Wrangel og den polske regering. Wrangels offensiv der faldt sammen med den polske hærs fremrykning i Ukraine var kun en hjælpemanøvre der havde til formål at gøre livet sværere for de russiske og ukrainske tropper og gøre det lettere for Polen at opnå sine mål. … [Herpå følger et langt opgør med den britiske interventionskrig og støtten til de hvide generaler. Noten slutter med:] …. Sovjetregeringen er af den opfattelse, at den britiske regerings forslag om at indkalde en freds-konference i London med deltagelse af Rusland, Polen, Lithauen, Letland og Finland er resultat af den britiske regerings utilstrækkelige viden om den russiske republiks gensidige forbindelser til dets nabolande. Fredstraktaten mellem Rusland og Lithauen blev underskrevet den 12. juli; forhandlin-gerne mellem Rusland og Estland såvel som mellem Rusland og Finland blev gennemført fuldstæn-digt selvstændigt og uden fremmed indblanding og deres fortsættelse [også i forhold til det polske spørgsmål] på samme grundlag udgør det bedste grundlag for deres succes. Den sovjetrussiske regering, der er besjælet at et hedt ønske om at få alle konflikter mellem Rusland og Storbritannien ud af verden og på at gøre en ende på den kamp vi fører mod hinanden og skabe

24

fred nærer forhåbninger til at den udsendte delegation, hvis sammensætning nu er på plads og har til formål, at indgå i forhandlinger med den britiske regering på grundlag af det britiske memorandum af 1. juli og sovjetregeringens svar den 7. juli, vil bidrage til en fuldstændig forståelse med den [bri-tiske regering]. Dette mål vil kunne indfries med succes, når alle nyere omstændigheder, der kunne skade de be-gyndende bedre forhold mellem Rusland og Storbritannien, er fjernet [fra dagsordenen]. Folkekommissær for udenrigsanliggender, sign. Chicherin. Det høje råd ved Fredskonferencen udsendte efter indstilling fra Den polske kommission, den 8. december 1919 følgende (i uddrag:) ”… De ledende allierede og accocierede stater anerkender vigtigheden af at der så snart som mulig gøres en ende på den eksisterende politiske uvished i hvilken den polske nation befinder sig i og er-klærer hermed, uden at ville prejudisere de betingelser der måtte definere Polens fremtidige østlige grænse, at den anerkende den polske regerings ret til, i henhold til de betingelser der tidligere er fastlagt i Traktaten med Polen af 28. juni 1919, at fortsætte med opbygning af en almindelig admi-nistration i de territorier i det tidligere russiske imperium, der er liggende vest for den nedenfor be-skrevne linie. Der tages udtrykkeligt forbehold for de rettigheder som Polen måtte være i stand til at etablere over territorier beliggende øst for den nævnte linie…”. Der tales således klart om en demarkationslinie, dermed også om en provisorisk ordning, der ”… uden at ville prejudisere de betingelser der måtte definere Polens fremtidige østlige grænse …” gi-ver Polen ret til at oprette normale administrative forvaltningsorganer og jurisdiktion over områder, der statsretligt henhører under forvaltningen af suveræne staters områder. Der dermed taget alle fo-forbehold for den polske forvaltning i Østgalizien, Hviderusland og Lithauen. Warshau, den 26. juli 1920 Usikker mht dato L.No. ? NO. XXIV ”I sovjetregeringens svar på den britiske note af 11. ds. loves der ” … Polen fredsbetingelser, der vil give gunstigere fremtidige grænser mod øst end de i det øverste Råds erklæring af 8. december 1919 nævnte foreløbige grænser [det var ikke en grænselinie, men en våbenstilstands-], som i det væsentligste er de samme, der omtales i den engelske regerings note af den 11.ds. [den senere be-nævnte Curzon-linie]. Den 25. juli ankom en fransk-britisk mission bl.a. lord Aberdore [sic: d´Abernon, engelsk ambassa-dør i Berlin] Mr. Henkey [sic: Sir Maurice Hankey] angivet som ”Lloyd Georges´ mand”, genera-lerne Weygand og Radecliffe [sic: Radcliffe]) ”pour étudier la situation” [for at vurdere situations alvor]. … I forbindelse med Lloyd Georges udtalelser, vedrørende Polen forleden i Underhuset, må der tillægge missionens sendelse stor betydning, hvis den ikke endog, som en af mine herværende kolleger i dag ytrede til mig, må betragtes som en form formynderregering, som Polen burde have haft allerede ved dets genoprettelse…”. Gesandten regner med evt. evakuering af små 20 danske statsborgere og planlægger derefter (tog-transport, identitetskort), skønt ”faren synes imidlertid nu langt ringere…” [gesandten synes at være endog meget uvidende om den militære situation]. [BILAG 1 MANGLER – oversættelse af artikel fra Rzeczpospolitika af 20. 7. 1920 ]

25

Warshau, den 1. august 1920 L.No. 529 NO. XXV Besøg hos Witos, Skulski og Daszynski. Daszynski udtalte sig i det store og hele som refereret af den svenske gesandt forud [ hvor?]: ”… Hr. Daszynski har som socialisternes fører stadig været en skarp modstander af den pilsud-ski´ske af ministeriet Skulski førte imperialistiske politik, der gik ud på genoprettelsen af grænserne far 1772. Han har altid været for opnåelsen af en snarlig og varig fred med Rusland, der efter socia-listernes synsmåde aldrig ville kunne opnås, hvis store landafståelser til Polen fandt sted… Daszynski undgik behændigt at klandre den tidligere regering, Skulski var jo til stede, men fik un-derstreget, at ”… Polen aldrig havde og ifølge sin stilling aldrig havde kunnet nære imperialistiske hensigter”. [Det må anses for forunderligt, at der ikke foreligger indberetninger om det videre forløb på fron-terne, ikke mindst ”Miraklet ved Vistula” og Den røde hærs sammenbrud!! Var gesandtskabet på ferie?! Sovjetruslands fredsbetingelser som præsenteret på første møde på fredskonferencen i Minsk, den 17. august 1920 af kammerat Danischensky: Nedenstående er klippet fra udkast til mit manus om perioden: Sovjetrusland fredsbetingelser til Polen af 17. august 1920 som fremlagt i Minsk:

1. RSFSR7 og den ukrainske SSR anerkender betingelsesløst den polske republiks uafhængighed og bekræfter højtideligt det polske folks ubetingede ret til at indrette dets liv og oprette et sty-re efter deres egen afgørelse.

2. RSFSR og den ukrainske SSR afstår fra enhver form for [krigsskade] erstatninger. 3. Den polske republiks endelige grænse falder i store træk sammen med den line som er angivet

i lord Curzon´s note af 12. juli [1920], dog med en forlæggelse mod øst i områderne Byalistok og Culm [Chelm].

4. Den polske republik påtager sig uden undtagelse at begrænse alle dets væbnede styrker til et antal ikke større end 50.000 mand, bestående af en årgang og ikke over 10.000 mand i stabe og militæradministration. Disse væbnede styrker skal suppleres med en civil milits, der skal organiseres blandt arbejderne til varetagelse af orden og til sikkerhed for befolkningen.

5. Den polske regering skal påbegynde og gennemføre denne demobilisering umiddelbart efter underskrivelsen af våbenstilstandsaftalen og den foreløbige fred…

6. Den polske regering vil kun beholde en sådan bevæbning og militært udstyr som er nødvendig for at opfylde de behov som de væbnede styrker nævnt i punkt 4 har behov for. Alle andre vå-ben og militært udstyr … (står) indtil deres aflevering til RSFSR og den ukrainske SSR, inden for en måned efter underskrivelsen af traktaten om foreløbig fred, til disposition for … [de to

7 Den russiske sovjetføderative socialistiske republik (1918). Tilsvarende SSR: Sovjetsocialistike republik. Man be-mærker, at der tales om en føderation af russiske rådsrepublikker, dem var der ikke mange af.

26

landes] kontrolkommission … Den i punkt 4 nævnte milits modtager til gengæld en passende mængde af de våben og militært udstyr, der således er modtaget af RSFSR …

7. Den polske Republik ophører med at fremstille våben og militærudstyr og skal påbegynde nedlæggelse af krigsindustrielle virksomheder, og skal fuldføre denne nedlæggelse inden for en periode nærmere bestemt af de blandede kommissioner.

8. Den polske regering forpligter sig til ikke at give adgang til, på eget territorium og til ikke at modtage assistance i form af personer, heste, våben og militærudstyr fra fremmede stater, or-ganisationer og grupper og på eget territorium at forbyde organisationer der er fjendtlige over for RSFSR og den ukrainske SSR og deres allierede stater at oprette sig som regeringer af RSFSR og den ukrainske SSR eller dele deraf.

9. Fjendtlighederne skal ophøre inden 72 timer efter underskrivelsen af våbenstilstanden, og RSFSR og den ukrainske SSR´ tropper vil forblive i de stillinger de holder på det tidspunkt, men ikke øst for den linie som er angivet i lord Curzon´s note af 12. juli; de polske tropper skal trække sig tilbage 50 versts8 vest for de russiske og ukrainske hære, og i området mellem de to skal der oprettes en neutral zone i hvilken der skal oprettes en civil polsk administration under kontrol af blandede kommissioner og særlige fagforeningskommissioner. Den polske hærs tilbagetrækning skal også overvåges af en blandet kommission.

10. Pari passu [Samtidig] med demobiliseringen af Den polske Republiks hær og overgivelsen af militære forsyninger til RSFSR og den ukrainske SSR, trækker de russiske og ukrainske trop-per sig tilbage, deres samlede styrke vil, når den polske demobilisering er fuldendt og det mili-tære udstyr er anbragt i den neutrale zone, ikke overstige 200.000 [mand].

11. Den polske republik forpligter sig til at tilbagelevere jernbanemateriel og kommunikationsud-styr, kvæg og landbrugsredskaber, forarbejdede industriprodukter, og anden ejendom og vær-dier såvel som at genopbygge broer og andre bygningsværker som er ødelagt eller overlagt skadet af dets tropper, til de tidligere besatte områder og nu rømmede … områder.

12. Den polske republik forpligter sig til at gennemføre love om fri fordeling af jord, og i første instans at overlade … [jord] til familierne til polske statsborgere, der er dræbt, såret eller han-dicappet i krigen eller som resultat af krigen.

13. Den polske republik giver RSFSR og den ukrainske SSR ubetinget ret til transit gennem dets territorium for passagerer og alt gods, og den del af jernbanen Volkovysk-Bialystok-Graevo som går gennem polsk territorium forbliver i fuldt ejerskab af og i disposition for RSFSR.

14. Den polske republik forpligter sig til at udstede en fuldt omfattende politisk og militær amne-sti.

15. Den polske republik forpligter sig til øjeblikkelig efter underskriften af traktaten om foreløbig fred, at offentliggøre freden og alle materialer og dokumenter med forbindelse til krigen mel-lem Den polske Republik og de russiske og ukrainske socialistiske sovjetrepublikker.”9

Samtidig blev der fremsat krav i sovjetisk presse og radio, der gjorde det klart, at der var yderligere betingelser i vente: ”… Polen skulle forsyne Rusland med 70 % af landets rullende jernbanemateri-el, kvæg, maskiner, salt etc. etc. Og, endelig, at Den røde hær skulle holde landet besat og landets befolkning inden et år skulle stemme om, hvilken regering de ønskede, men uanset resultatet af det-te valg, skulle Polen være under sovjetisk militær besættelse i fem år”.10 Den polske delegation var blevet forelagt en manual for sovjetmagtens indførelse på baggrund militær erobring. Den polske delegation var lamslået, de sovjetiske betingelser kunne ikke være værre, og stå i mere skærende kontrast til Polens forudgående maksimalkrav, som Daszynski formulerede dem til et fransksproget 8 Russisk længdemål: 1 verst svarer til 1,067 km. 9 Degras, Soviet Document, Bd.1, s.201 f. 10 Umiastowski, 1945, 95

27

blad den 1. juli, og man gentog i de indledende bemærkninger. Danishevsky må have taget dette svar ilde op og klaget sig til Lenin. Den sendte ham samme dag et telegram, hvori det hed: “Det er latterligt at klage over fjendens perfiditet når der fortsat ikke er nogen våbenhvile. Forhold dig rolig og absolut fast, vig ikke et komma, indtil polakkerne viser at de alvorligt ønsker fred.”11

Warshau, 31. august 1920 L..No. 596 Nr. XXVI Vedr. fredsforhandlingerne i Minsk, forløber de så dårligt, at polakkerne har foreslået dem forlagt til Riga. ”… På fredsdelegationernes 2. møde [den 19. august i Minsk, hvor den polske delegation var uvi-dende om Den røde hærs sammenbrud og måtte træde vande] oplæste den polske delegations for-mand, understatssekretær i Udenrigsministeriet Dabski en erklæring, der viser de linier, som den polske regering agter at følge under fredsforhandlingerne. I denne erklæring hedder det, at krigen er blevet Polen påtvunget, da sovjetregeringen i 1919 besatte Lithauen og Hvide-Rusland og førte sine tropper mod det etnografiske Polen. I sin forsvarskamp mod sovjetarméen besatte de polske tropper efterhånden de områder, der en gang havde været forenet med Polen – ikke i erobringshensigt men i folkenes selvbestemmelsesrets og frihedens navn.” [Henvisning til Pilsudski opråb til befolkningen i Wilno og Ukraine under devisen: ”For jeres frihed og for vores!”]. Erklæringen ender med at udta-le, at grundbetingelserne for freden er fuldkommen ukrænkelighed af den polske stats suverænitet og uafhængighed indenfor de for dens økonomiske og politiske udvikling nødvendige grænser… Forhandlingerne med sovjetregeringens 15 punkter, der efter Moskouregeringens [her forekommer en fransk inspireret udgave af Moskva] erklæring ikke var at betragte som endelige [de sovjetiske delegater var nu vidende om krigens gang!], har som bekendt ikke ført til noget resultat. Indrøm-melser er gjort fra de russiske delegeredes side såvel med hensyn til demobiliseringsspørgsmålet som angående de fremtidige grænser, ligesom de har frafaldet kravet om oprettelsen af en polsk ar-bejdermilits. Med hensyn til østgrænsen fremhævede de polske delegerede, at det polske element rækker lang ud over den af sovjetregeringen foreslåede linie. ..den polske republik (ville tilkende) befolkningen i de mellem Polen og Rusland liggende områder retten til selv at bestemme deres fremtidige skæbne…” General Weygand sagde før sin afrejse [tidspunkt?] til ”Le Journal de Po-logne”, at de polske troppe, hvis ikke der blev sluttet fred snart, måtte finde de mest gunstige stil-linger for vinteren således at man kunne modstå eventuelle ny russiske angreb. Han håbede dog,”… at den polske hær ikke ville lade sig drage for langt bort. Dette kunne blive farligt for deres sikker-hed og kunne især fremkalde en misstemning mellem Polen og de allierede”. Hvor denne vinterstil-ling kunne eller burde etableres, ville generalen ikke svare på. ”Måske tør man i den omstændighed, at ikke blot den øvrige fransk-britiske mission, men også general Weygand så pludseligt og så kort efter ”Warschaus frelse”[den 14.- 16. august], på et tidspunkt hvor der endnu forestår store opgaver for den polske armé, se et fingerpeg fra Ententen i denne retning. Muligt er det også, at tilbagekal-delsen skyldtes den omstændighed, at Ententen, skønt den anerkender, at de polske tropper, for at skabe sig en stabil forsvarslinie, vil være nødt til noget at overskride de af Ententen foreskrevne et-

11 Lenin Collected Works, Vol. 44, 417. Marxist Internet Archive

28

nografiske grænser, dog ikke har villet være medvirkende ved de pågældende [fremtidige] operatio-ner”. Gesandten peger på en anden vigtig pointe, fremført af marskal Pidsulski i bladet ”Kurjer Poran-ny”, hvor han bemærker, at Polen umuligt kunne forsvare en flere hundrede kilometer lang forsvars-linie, endsige bygge en sådan; alene til transport af den nødvendige pigtråd skulle anvendes alle godsvogne i landet. Der var for statschefen kun en af to løsninger:”… At gå frem, indtil fjenden de-finitivt var slået, eller at blive stående på den ”illusoriske østgrænse” og snarest mulig slutte fred. På spørgsmålet om, hvor den polske hær kunne standse, svarede Pilsudski: ”På mange steder, som f.eks. ved Brest-Litowsk, har vi allerede overskredet den os af Ententen anviste linie. Mod nord kommer vi først om nogle dage til den, som grænse, anviste Niemenlinie. Denne linie er uden stra-tegisk værdi. At blive stående dér, grave sig ned og indtage en ren defensiv stilling, vil sige det samme som i gerning at bevise, at den illusoriske østgrænse tilfredsstiller vore ønsker”. På spørgs-målet, om den polske hær ville besætte Wilno, var Pilsudskis svar, at ”… dette var et rent politisk problem, som regeringen måtte afgøre”. ”… Hr. Pilsudskis udtalelser er blevet hilst med bifald i store dele af den herværende presse, der yderligere fremhæver, at de af Det øverste Råd i december 1919 angivne grænser, ifølge rådets egne udtalelser, kun var at betragte som foreløbige, og at Polen derfor har sin fulde ret til med alle til rå-dighed stående diplomatiske og militære hjælpemidler at bekæmpe disse grænser, uden derfor at udsætte det gode forhold til de allierede for nogen som helst fare. Formanden for den russiske dele-gation, hr. Daniszewski´s udtalelser under forhandlingerne i Minsk viser også, at tyngdepunktet ik-ke ligger i dette spørgsmål. Som en passende linie nævnes den tidligere tysk-russiske forsvarslinie, der også i den franske presse har været nævnt som den naturlige grænselinie. General Weygand havde også udtalt sin fortrøstning til general Wrangels fremgang. ”I denne for-bindelse er den virksomhed af interesse, som chefen for de revolutionære [ antikommunistiske] rus-sere, [Boris] Savinkoff [”Sawinkoff”], for tiden udøver her, for af de herværende mange russere at organisere to russiske hære, der under general Balahowisz [sic: Stanislaw Bulak-Balachowicz, polsk-ruthensk officer,1883-1940 ] og oberst Dolinskis ledelse skal understøtte general Wrangel i dennes bekæmpelse af bolsjevismen…”. Efter gesandten opfattelse skulle det nu være lykkedes at opnå udrejsetilladelse for disse russere, [svarede ikke til kendsgerningerne: Pilsudski ønskede fortsat ikke et sådant samarbejde – Polen havde intet at vinde ved sejren for en russisk ”kontrarevolution]. Warshau, den 28. september 1920 L. No. 647 No. XXVII Polen og Rusland Melder om stærk optimisme med hensyn til et lykkeligt resultat af Riga, de russiske krav forekom-mer nu ”virkelig er oprigtigt ment” – de polske sejre har givet haft indflydelse på sovjetterne hold-ning. Den polske hær står nu på linien: Kowalewo – Druskieniki (ved Niemen) Ros, Rozan, Autopol, Zaslaw (ved floden Horyn) og Gródek indtil den russiske grænse ved Dnjestr ”… altså langt fra den såkaldte Curzon-linie [første gang denne linie benævnes ved den betegnelse!!] Referater fra Riga [som siger ?] Et avisklip vedr. Danzig: Dombrowski (13/14 1920: ”Le Journal ed Polgogne”)

29

General Duponts beslutning [om grænsedragningen omkr. Marienwerder i Danzig området] er i overensstemmelse med Versaillestraktatens § 89, som fastslår, at spørgsmålet om Vistula ikke skal løses som resultat af en folkeafstemning, men efter økonomiske og hydrologiske forhold og Polens nødvendige kommunikation med havet… Warshau, den 14. oktober 1920 L. No. 687 Nr. XXIX Præliminærfreden mellem Rusland og Polen

Den foreløbige fredsaftale underskrives den 13. okt. i Riga ”… På papiret har Polen fået sine landområder omtrent fordoblede, men stabil kan man desværre ikke på nogen måde anse freden for at være. Kommer bolsjevikkerne til kræfter igen – hvad i øvrigt betvivles her – vil de sikkert, så snart anledning dertil gives, gøre brud på freden. Indføres der i Rusland en antibolsjevistisk regering, vil samme næppe heller i længden finde sig i en fred, der til-skriver Polen landområder, som bebos af hvide- og lille-russere, og hvor på mange steder polakker-ne er i minoritet eller slet ikke findes. En strategisk fordel er det derimod, at grænsen rykkes fra den imaginære etnografiske Curzon-linie til den mere solide tyske skyttegravslinie, langs hvilken den nu faktisk løber. Bestemmelsen om, at der gives indbyggerne i Hvide-Rusland og Ukraine selvbe-stemmelsesret er jo i og for sig ret problematisk så længe disse distrikter ikke er fuldstændig fri eller rensede for bolsjevikker… Forholdet til Lithauen er blevet i allerhøjeste grad kompliceret ved general Zeligowskis fribyttertogt til Wilno. Det ligger snublende nær at sammenstille nævnte generals adfærd med d´Annunzios i Fiume …[erobrede kortvarigt byen, nu Rijeka i Kroatien, i september 1919 til fordel for byens itali-enske flertal da fredsslutningen havde givet Fiume til Jugoslavien] Wilno har polsk majoritet, og det må ikke glemmes, hvilken national og kulturel betydning byen har haft for Polen, frihedshelten Kosciuszko og forfatteren Mickiewics var hjemmehørende i det gebet [område], og Polens nuvæ-rende statschef er ligeledes derfra. De fleste af general Zeligowskis tropper siges at høre hjemme dér, og man kan forstå deres skuffelse ved tanken om, at deres snævrere fædreland ikke knyttes til Polen [snævrere fædreland!!]… De etnografiske grænser er i højeste grad flydende i Østpolen og Lithauen, og nationalfølelsen er sammenblandet på den mærkeligste måde med den religiøse følelse. De [romersk- og græsk-] katol-ske hvide-russere og lille-russere føler sig dragne til Polen i modsætning til deres [russisk-] orto-dokse brødre, til trods for at de ikke mestre det polske sprog, og i mange distrikter er godsejerstan-den og intelligensen polsk, hvorimod befolkningen er af russisk-ruthensk [første gang ruthensk an-føres i stedet for ”hviderussisk”; ruthensk var datidens betegnelse for indbyggere i nutidens Bela-rus] nationalitet. Ind mellem disse skyder jøderne, som mere eller mindre har vist sympati for bol-sjevikkerne [første gang jøderne omtales, bortset fra i forbindelse med Sejmen i indberetningerne]. General Zeligowskis togt har fremkaldt nervøsitet blandt Ententens missioner her. Frankrig frygter, at Polen skal udvide sig for meget på et fremtidigt allieret Stor-Ruslands bekostning [drømmen om et genskabt borgerligt Rusland forblev endnu en væsentlig faktor i fransk udenrigspolitik grundet de meget store franske investeringer, som Sovjet havde annulleret tilbagebetalingen af], og England har etableret sig så vel kommercielt i Lithauen, at de ikke ønsker større komplikationer for den lithauiske regering. Medens den polske minister [ambassadør] i Frankrig meget hurtigt afgav en er-klæring, hvori han på den polske regerings vegne tog afstand fra general Zeligowskis togt, har rege-ringen her kun [af -] givet vage erklæringer. Præsidenten, som jo – som ovenfor sagt – selv er lithauer [sic], har, efter hvad jeg kan forstå, haft den politik, ikke på unødig måde at støde den lithauiske regering, da han har håbet, at lithauerne frivilligt ville slutte sig til Polen efter det Jagiel-

30

lonske præcedens i det XIV. århundrede [ved oprettelsen af Det polsk-lithauiske kongedømme]. He-le den lithauiske nationalbevægelse er vel nok af kunstig art, fremkaldt af tyskerne under deres be-sættelse f landet. Artikel 2 i præliminærfreden er rettet mod forholdet til general Wrangel, Petljura og Balachowicz, som altså ikke mere må understøttes. Det er en højst vanskelig situation for Petljura og Balacho-wicz, hvis tropper står på polsk grund. Ved et besøg, som jeg i dag aflagde hos den franske minister [læs: ambassadør], erklærede han, at hans regering næppe ville tage drastiske skridt i anledning af Wilno-affæren. Jeg synes at kunne spore her i Warshau en meget bitter stemning mode englænderne, hvilket endog legationen åbent indrømmer”. [STIKORD: Størrelsen af de franske tilgodehavender i Sovjet-Rusland i forhold til et genskabt Stor-Rusland. Engelsk handel med Lithauen] Texte des préliminaires de paix signés a Riga le 11 octobre [de 1920] fra ”Le Journal de Pologne ” af 17.10.1920, er vedlagt som bilag i ovenstående depeche. Warshau., den 27. oktober 1920 L. No. 719 No. XXX [Anført som ”Ind 3. nov. 1920”] ”… såfremt Ententen ikke viste imødekommenhed i Vilnaspørgsmålet [sic: Wilno], risikerede man, at præsidenten tog sin afsked og gjorde sin pligt som simpel soldat” Det vil være umuligt at give Vilna til Lithauen ”… hele det polske folk står praktisk bag Zeligow-ski, og de politikere, der havde håbet, at man ved imødekommenhed … ville opnå [ lithauernes] fri-villige tilslutning til det polske statssamfund, har nu opgivet denne politik… også disse mener [nu], at en annektion er uundgåelig. Selvfølgelig vil man fra polsk side søge at give …[en sådan] en eller anden passende forklædning. Gesandten refererer ændringer i Ambassadørrådets udkast til konvention for Danzig, der på tre om-råder strider mod Versaillestraktaten:

1. Toldforvaltningen i Danzig havn administreres af fristaden 2. Fredens § 104 sikrer Polen administrationsrettigheder over havn og jernbanen. Efter konven-

tionsforslaget pkt. 3 skal administreres af danzig-polsk organ 3. Danzig´ midlertidige handelsflag gøres permanent, hvilket falder de polsk nationale ”for

brystet” Polen nægter at acceptere konventionsforslaget og vil holde sig til ordlyden i Versailles. Grabski havde tidligere i Spa [den 11.6. 1920 under sommerens russiske fremmarch] gjort indrøm-melser herom, men eftersom disse var forbundet med at englænderne skulle stoppe bolsjevikkerne fremmarch ad forhandlingens vej, hvilket ikke lykkedes dem, var [opfattelsen, at] Polen nu ikke mere bundet. Øvre-Schlesien: Polen frygter, at ikke bosiddende tyskere [født i området, men ”udvandret til det vestlige Tyskland] skal kunne stemme ved folkeafstemningen med en strøm af tyskere ind i området til følge

Den polske udenrigsminister ”… som jeg traf forleden dag, udtalte sig med den største bitterhed om tyskernes plebiscit-metoder og sagde, at man kunne være forberedt på, at de samme folk, som havde

31

optrådt i Slesvig og Masurien [Det sydlige Østpreussen, nuværende Polen] nu ville optræde på den schlesiske arena..” [flertal af polakker var opgjort pr. høved grundet større børneflokke meget stor, men børn kunne ikke stemme, og man kunne risikere at tilrejsende tyskere stemte områder til Tysk-land, som snart ville have et stort polsk flertal, men i tysk område] Danzig-konventionen vedtages den 23.10.1920 med polsk accept (jfr. Danziger neueste Nachrich-ten af 23.10.20 ) og tilslutning fra Danzig´ side. Materialet indeholder dernæst en række omslag, hvor depecherne er indsat i omslag og (fortsat) ordnet i nummerorden: No XXX Forholdene vedrørende Vilna [sic], Danzig og Øvre-Schlesien [hånd-

skrevet nederst t.v. på forside: ”92. T. 39”] No. XXXI Indenrigske forhold No. XXXII ”Den lille Entente” No. XXXIII Forholdet til Sovjet-Rusland, Vilna og Danzig spørgsmålene. No. XXXIV Danzig Polen No. XXXV De indre politiske forhold, og Udenrigspolitik No. XXXVI De indrepolitiske forhold. Wilno. Øvre-Schlesien. Fredsforhandlingerne. No. XXXVII Wilno. Øvre-Schlesien og forholdene til Rusland No. XXXVIII Polens indre og ydre vanskeligheder Warshau, den 27. 10. 1920 L. No. 720 No. XXXI Indenrigske forhold Referere en snæver vedtagelse af to-kammer-system Warshau., den ??. november 1920. L. No.. ?? No. XXXII ”Den lille Entente” Gesandten vurderer Rumæniens tanker om ”en lille Entente”, som polakkerne ikke ville tale om lige nu, det var ikke tiden til diplomatiske forhandlinger, da ”… polakkerne endnu var dækkede med støv og smuds fra løbegravene [i.e. skytte-]. Det var polakkerne opfattelse, ” at den lille Entente faktisk ikke var andet end en assuranceforanstaltninger.for at sikre …(rumænerne deres) ungarske erobringer…” polakkerne ”havde… ikke den mindste ildefølelse [nærede ikke fjendskab] overfor ungarerne - tværtimod…”

32

Warshau, den 13. november 1920. L N. No. 827 No. XXXIII Forholdet til Sovjet-Rusland, Vilna og Danzig spørgsmålene. Der meldes om mismod i Warszawa i anledning af Wrangels nederlag og frygt for en genoptagelse af den polsk-russiske krig til foråret 1921. Det ville iflg. Krigsministerens opfattelse være ”… en frygtelig ulykke for fædrelandet, da det var fred og ro, ’Polen trængte til, for at bringe finanserne, handel og erhverv i orden igen. Alene det, at Polen ikke kunne demobilisere, var jo allerede en stor finansiel katastrofe.” Utryghedsfølelsen var udbredt og blev understreget af den polske marks fald… ”Sovjet-Rusland begynder allerede at vise tænder og sender truende noter til den polske re-gering med beskyldninger om underhåndsspil med Petljura, Balachowitcz [se note]etc. ,..” hvilket [også] ville være imod Riga-freden. ”… Ententens erklæring om, at Vilna-spørgsmålet [Wilno -] skal afgøres ved plebiscit, synes at vække almindelig tilfredshed her, men den polske regering har straks benyttet lejligheden til yderli-gere at gøre fordring på de distrikter, der grænser op til Kowno [Kaunas] … og denne mangel på beskedenhed har sikkert virket irriteret på Ententen”. Polen ville, i forventning om støtte fra Frankrig, trække sagen om Danzig til det yderste for at få indrømmelser. Viceudenrigsminister Dombrowski udtrykte sig skarpt over for England og karakte-riserede landets holdning til Danzig, som udtryk for ønsker om oprettelsen af et ”kommercielt Gi-braltar”. I øvrigt mente han, at Englands politik også var dikteret af ønsket om ”coute quie coute” [sic: coute qui coute. ”Koste, hvad det vil”] for at få alle de udestående spørgsmål løste. Fra polsk side ønskede man en varig ordning og ikke slet og ret flikværkarbejde. Det var en livsbetingelse for Polen at have hånd i hanke med den eneste dør, der stod åben for deres handel …. [i.e. Stanisław Bułak-Bałachowicz, f. 1883, ruthensk-polsk officer og forfatter, kæmpede i den pol-ske hær fra 1.9. 1939, og var senere med til at stifte forløberen for AK, anholdt og dræbt af Gestapo i Warszawa, maj 1940] Warschau, den 18. november 1920 L.No. 863 No. XXXIV Danzig Polen Aftale om Danzig underskrevet – Polen har givet sig på alle punkter, det lykkedes ikke Polen at op-nå ”polsk militærkontrol over Danzig indført i konventionen”. Sagen tages op i Folkeforbundet, hvor det rimelige krav forventes engelsk og fransk tilslutning Warshau, den 23. november 1920 L. No. 875 No. XXXV De indre politiske forhold, og Udenrigspolitik [Påført:] Ind 29. nov. 1920 ”Forholdene her synes at blive mere og mere brogede. Kommissær Ioffe,… erklærer til den polske fredsdelegation…, at han foreløbig vil afbryde forhandlingerne, indtil han har sikkerhed for, at den polske hær virkelig har trukket sig tilbage til demarkationslinien. Hr. Ioffes mere og mere udæsken-

33

de optræden er proportionelt med sovjettroppernes fremgang på alle fronter [mod de hvis russiske hære] … Af den franske militærkommission har jeg dog fået nogenlunde beroligende efterretninger, idet man der betvivler, at bolschevikerne vil være i stand til foråret at gøre et virkeligt alvorligt fremstød mod Polen. Wrangel´ og Petljura´ sammenbrud må også til dels skyldes forræderi indefra. Zeligowski, der havde sendt en diplomatisk mission til Letland for at diskutere grænsespørgsmåle-ne, blev pure afvist...(idet Letland) ønskede … at holde sig neutral i det polsk-lihauiske spørgsmål”. Gesandten nævnte rygter om polske forestillinger om at overdrage Memel-området til Lithauen mod afkald [til gengæld] på Vilna [Wilno], men disse rygter kunne ikke verificeres. Videre frygt for, at de mange polske trængsler ville påvirke afstemningen i Øvre-Schlesien i januar måned 1921. Polen forventede ikke at få ret til at anlægge fæstningsværker i Danzig, men det blev anset for givet, at Polen ville få overladt forsvaret af fristadsområdet. [Nu på fortryk papir] Legation de Danemark. [Dog ikke Vasovie , men Warshau!] Warshau, den 1. december 1920 Nr. XXXVI Lnr. 925 De indenrigspolitiske forhold Wilno. Øvre-Schlesien. Fredsforhandlingerne i Riga. 1 bilag Det konservative parti havde med Grabskis tilbagetræden snigløbet koalitionsregeringen, hvilket dog mislykkedes, da Witos overtalte den ansete bankmand, Steczkowski til at overtage finansmini-steriet. Grabski ”… har [som finansminister] nærmest optrådt som den læge, som dræbte sin patient med for megen medicin, og alle restriktioner og indgreb i den daglige handel og vandel fra statens side, kunne ikke andet end lægge en død hånd om forretningslivet. Resultatet var da også, at mar-kens [den daværende polske møntenhed] værdi fra juli til nu er faldet fra 20 til 70 pr. krone…”. Der var nu blevet givet ”friere tøjler” Steczkowski havde tidligere været konseilspræsident i det tysk etablerede regentskab [under 1. ver-denskrig]. Med hensyn til folkeafstemningen i Wilno-distriktet forventedes et udfald svarende til polakkerne ”absolutte majoritet” og forlydender om, at også jøderne ville stemme polsk. Den polske udenrigsminister, hvem gesandten talte med den 30. 11. 1920 regnede med afstemning i februar 1921. Usikkerhed om valgtema: tilslutning umiddelbart til Polen eller val til en konstitue-rende forsamling i området, benævnt her som ”Central-Lithauen”, der skulle træffe beslutning om nationalitets-spørgsmålet. Tilhængerne af det sidste tema ”hører nærmest til den gruppe, som endnu håber på, at hele Lithauen eventuelt skal alliere sig med Polen, ”… men det er selvfølgeligt et for-fængeligt håb, efter den vending, sagerne har taget”. Gesandten vedlægger den polske regerings Hvidbog om spørgsmålet. Det forventes, at stemmeberettige udenfor Øvre-Schlesien, skal stemme i Køln. Riga: ”Forhandlingerne i Riga er nu atter i gang, men Ioffe´ optræden er stadig højst udæskende, i særde-leshed har han ikke villet gå ind på, at de mange polske krigsfanger, der findes i Sovjet-Rusland, bliver udleveret. Udenrigsministeren forventer ikke fortsatte kampe med Sovjet til foråret, men gesandten dog hørt meget pessimistiske ytringer fra ”højtstående militær side” desangående.

34

(uden fortryk) Warshau, den 11. december 1920 [ Uden L. No] No. XXXVII Wilno-spørgsmålet Ges. No. XXX af 27/10-1920 Ges. Tel. 138 af 10. dec. [uden år, ikke vedlagt] Melder om polsk ønske om aftale uden afstemning efter forhandlinger mellem Polen og Lithauen ”… en ny og højst mærkværdig fase… Det er præsident Pilsudski tillige med det bag ham stående store parti ”Piast”, som nu søger i den elvte time at få deres gamle program gennemført: nemlig en forening af Lithauen og Polen…” Den franske oberst Chardigny, chef for Ententens mission i Wil-no fortæller gesandten, at en venskabelig overenskomst mellem de to lande ikke ville lykkedes, dels havde polske (Zeligowski) og lithauiske styrke kæmpe for nylig, dels ville Polen ikke give afkald på Wilno og nærmeste omegn, der kunne ikke give indrømmelser som skulle få lithauerne til at under-give sig polsk hegemoni. ”Det er i øvrigt heller ikke alene i præsidentens ultraradikale parti, at der gør sig røster gældende til en føderativ alliance med Lithauen, idet mange af de polske magnater, f.eks. selveste udenrigsministeren Sapieha er storejendomsbesiddere i Lithauen…” Der var ankom-met en delegation fra ”Lithauen-Kowno regeringen for at aftale grænserne for plebiscit distriktet, men det er at antage, at delegationen næppe indskrænker sig til dette område. Forholdene til Rusland. Også forholdet mellem Polen og Rusland synes at blive mere og mere forvirrede, og meget vanske-ligt er det at orientere sig. Samtidig med at fyrst Sapieha [offentligt] erklærede …, at der var fred og ingen fare [for]… et nyt bolsjevik-fremstød til foråret, erklærede Paderewski i Geneve at man alle-rede stod overfor et polsk-russisk vinterfelttog…”. Gesandten fandt risikoen for et vinterfelttog ”højst usandsynligt … med mindre da at bolsjevikrørelser [-opstande]skulle bryde ud i selve Polen. Forholdene i byerne er ganske fortvivlende, nu bliver statens nødsaget til at forhøje brødpriserne med 50 %, og det synes at måtte betyde en katastrofe for de allerede sultne mennesker. På grund af transportmidlernes desorganisation er kulforsyningen til byerne også højst mangelfulde. Her står på alle de større stationer mængder af lokomotiver, som man er ude af stand til at reparere…” Forsøg på at få teknisk og økonomisk hjælp fra USA er strandet pga. amerikanske krav om garantier [for betaling]. Øvre-Schlesien ”… I spørgsmålet om Øvre-Schlesien synes stormagterne at være kommet i en cul-de-sac [blindgy-de]. Tyskerne nægter på det bestemteste sit samtykke til ”emigranternes” afstemning i Köln. Polen ønsker…(dem) ganske udelukket fra afstemningen”. Hvis resultatet blev, at alle skulle stemme i Øvre-Schlesien ”… vil det uden tvivl komme til et blodbad. Alle de polakker, man taler med, erklæ-rer det som en livs nødvendighed for Polen at opnå Øvre-Schlesien, da de ellers frygter en statsban-kerot. Forbitrelsen her imod England er i stadig stigning, men der gør sig også stemmer gældende for det standspunkt, at Polen har handlet uklogt ved udelukkende at gøre sig til vasal af Frankrig, således at man, hver gang en vigtig polsk afgørelse skal tages, ser England kaste loddet i vægtskålen for Po-lens fjender…”

35

Breslaus [Nu: Wroclaw] kardinal Bertram forbyder katolske gejstlige i at udtale sig om politik, der råder den ”største forbitrelse i Polen, hvor gejstligheden nu kræver af paven, at Øvre-Schlesien ud-skilles fra Bertrams embede. Warshau, den 23. december 1920 L. No. 1051 No. XXXVIII Polens inder og ydre vanskeligheder Ges. No. XXXVIII [sic: XXXVII] af den 11. december 1920 “… Endskønt jeg hidindtil har forsøgt at være optimist, begynder jeg efterhånden at nære ængste-ligheder for Polens fremtid. Samtidig med at nye farer truer Polen øst fra, er man atter her i Warschau inde i ministerkrisens tegn…” Som det skete nylig med Grabski, er Daszynski blevet tvunget til at træde tilbage ”… et udslag af de forskellige politiske partiers frygt for at tage ansvaret for den rivende fart, hvormed statsskibet føres ind i brændingerne. Så godt som alle departementer-ne er for øjeblikket desorganiserede. I adskillige dage har Warschau været uden kul, og det er end-også gået så vidt, at man har requisitioneret [lagt beslag på] en del af det mig tilhørende kul for at holde ed offentlige bagerier i gang. Fordelingen af levnedsmidler foregår fuldstændig uregelmæs-sig, og samtidig med, at befolkningen lider nød lever noveau.riches [nyrige] klassen i en luksustil-værelse. Alt her kan, når det kommer til stykket, særlig gennem jøderne erhverves for penge gennem smughandel [sortbørs-], og det er ikke til at undres over, at befolkningen er utilfreds med fordelin-gen af livets mest nødvendige goder. I flere af mine- og fabriksdistrikterne er der udbrudt strejke, da ernæringsministeriet ikke har været i stand til at skaffe levnedsmidler til arbejderne der…” Andre ministre er også på vej ud, usikkerhed om amerikansk støtte til genopbygning af jernbanevæ-senet. Landbrugsministeren gået grundet manglede fart over udstyknings- og jordlove. ”… Samtidig med den indre krise trækker der uvejrsskyer op mod øst. Sovjetregeringen koncentrer tropper både ved den estiske og den lettiske grænse, og store troppekoncentrationer finder også sted ved den polsk-rumænske grænse…” Gesandten har forsøgt at skaffe klarhed, men uden resultat, dog mødte han fyrst Sapieha i ”… klubben, og han sagde mig, at håbede i nær fremtid at få en defensiv polsk-rumænsk konvention i orden… Gesandten meddeler, at han fra flere polske kilder – inklusive regeringens medlemmer, har hørt, ”… at de sidste dages krigsrygter kan føres tilbage til tysk-bolsjevistisk sammenspil. Nu da den Øvre-Schlesiske plebiscit står for døren, er det i Tysklands in-teresser, at så megen uro som muligt skabes i Polen, og at tilliden til sammes fremtid svækkes. Samtlige militære missioner her udtaler, at der findes et betydeligt antal af tyske officerer, særlig underofficerer i bolsjevikkernes hære. Ioffes optræden i Riga er mere og mere udæskende, og i al fald det resultat er opstået, at stor nevøsitet og usikkerhed er fremkaldt her i landet”.

1921 Politiske Depecher fra Gesandtskabet i Warschau 1921 No. I – XXIX Warshau, den 5 januar 1921 L. No. 51

36

No. I Præsidentens rejse til Frankrig Den franske chargé d´affaires angiver tre punkter til diskussion i Paris: 1) Øvre-Schlesien, 2) Vilna [sic] og 3) Indgåelse af en fransk-polsk militærkonvention. Det kunne ikke udelukkes, at der i sidste øjeblik ville blive forsøgt gennemført en deling af Øvre-Schlesien mellem de to lande. I flg. den franske diplomat ville England og Frankrig fremme Pil-sudskis plan om en føderation med Lithauen. ”… Det er ligesom, man her ånder noget lettere, efter denne eklatante sympati tilkendegivelse fra fransk side Risiko for sammenstød mellem polske og tyske emigranter ved afstemning i Øvre-Schlesien Depeche no. II mangler i sagen. Warshau, den 28 januar 1921 L. No. 182 No. III Politiske forhold i Polen I lyset af Pilsudskis rejse til Frankrig synes russerne at bløde op. Nu orden på krigsfangeudveksling, Regler for grænsedragningen, ikke-indblanding i gensidige indre forhold, trosfrihed i Polen og Rus-land, minoritetsspørgsmål og handel. Tilbage bl.a. tilbagelevering af andel af guldbeholdningen står fortsat åben: ”… Med de erfaringer man har vedrørende sovjetregeringens metoder, kan man dog gå ud fra, at også dette punkt bliver undertegnet, men når så den endelige faktiske udlevering skal fin-de sted, vil sikkert sovjetregeringens finde på alle tænkelige udflugter og undskyldninger. Der synes nu igen at råde en optimistisk ånd i Warshau. Polakkerne ere jo i selv deres natur hengivet til eks-tremer: ”Himmelhoch jauchend zum Tode betrübt” [fra Goethes ”Den unge Werthers lidelser”: … Snart himmelhøjt oppe, snart dybt nede]. Marken der således steget ”i betydelig grad”… skulle et (bolsjevistisk) fremstød finde sted (i foråret 1921) ville den nu under fransk organisation stående polske hær [der må menes, at den polske hær er organiseret efter fransk mønster] vide at kunne kla-re sig” [nævnt i forbindelse med samtale med en general Niessel, samarbejdspartner ved kabelpro-jektet København-Danzig, under fest for den franske militærmission i dens herværende kasino (be-tegnelse for officersklub) før Pilsudskis afrejse til Frankrig]. [nyt brevpapir, ovenstående alle uden fortryk bortset fra den nævnte med fransk tekst]: Kongelig Dansk Gesandtskab Warschau, den 17 ´februar 1921 L. No. 355 No. IV Præsidentens rejse til Frankrig. De konservative mener ikke Pilsudski fik nok med hjem – udenrigs- og krigsministrene blev i Fran-krig til fortsatte forhandlinger. Der ville ikke finde en vilkårlig deling af Øvre-Schlesien sted, afstemning i 2 tempi Der hersker skuffelse over at Pilsudski. ikke blev indbudt til London ”oberst [sic: general] Zeligowski” gav efter for det interallierede pres og aflyste valg. Zeligowski ville demobilisere, Allierede krav om nedskæring til 1 division og rømning af kaserner til brug for internationale styrker – ikke givet, at han vil holde løfterne

37

Uden fortryk Warshau, den 23. februar 1921 Lbn. 379 No. V Polen og Czekoslovakiet. [indeholder to kort i farver vedr. grænser… Polen omfatter Minsk. Er kopieret i fuld størrelse] Samtidig med, at fyrst Sapieha og den tjekkiske udenrigsminister Benez [Benes] arbejde på en de-fensivaftale mellem de to lande ”… blev der af ansvarsløse mennesker i Polen drevet alle mulige intriger for en ungarsk-polsk forståelse. Man kan forstå, at stormagterne til tider taber tålmodighe-den overfor Polen, som lader sig henrive til alle mulige fantasterier. Planen med den ungarsk-polske forståelse er særlig taget op af de altid meget energiske polske kvinder, og disse har sendt deres un-garske medsøstre et meget højtflyvende manifest. Jeg vedlægger to propagandakort, det ene mærket A visende de såkaldte tjekkoslovakiske aspirationer, det andet [mærket] B, udvisende Polens øn-sker. Vennerne af den polsk-ungarske forståelse agiterer ret åbenlyst for Slovakiets løsrivelse … og genforening med Ungarn …”Den ungarske gesandt i Warszawa [? Korrekt?] mente, trods utilfreds-hed i Slovakiet, at en sådan udvikling var udelukket. ”… Hvorledes den ungarsk-polske forståelse skulle forenes med den forestående defensive rumænsk-polske alliance, var (ham) … en gåde. I øv-rigt er alle disse alliance forsøg en god illustration på hvor ringe tillid man i Polen har til Rigafre-den, og under normale forhold skulle man synes det påfaldende, at man inden freden endnu er un-dertegnet, søger allierede i øst og vest”. Warshau, den 26. februar 1921 Lbn.396 No. VI De indre og ydre forhold [stikord: jøder] Jernbanestrejker mødt med militærets overtagelse af jernbanedriften og ”de strengeste forholdsreg-ler ville blive taget mod enhver, som lagde hindringer i vejen for jernbanetrafikken”. Det uddybede Warszawas kommandant med et manifest som sagde, at ”fredsforstyrrere enten ville blive skudt el-ler hængt”. Arbejderbladet ”Robotnik” blev beslaglagt den 26. februar 1921. ”… Det er jo en meget kraftig tone, der således er blevet anslået af en præsident, som selv kom til magten under den røde fanes tegn”. Majoriteten og de allierede støttede dog denne ”så kraftig en hånd”. Skuffelse og bitterhed over Ambassaderådets [sic: Ambassadørrådets] beslutning om en valgrunde i Øvre-Schlesien. Et udfald som ikke stemmer med præsidentens møde i Paris. Gesandten havde den 25. 2. 21 en samtale med en polsk delegat ved fredsforhandlingerne i Riga. ”… Han udtalte sig meget åbent og meget pessimistisk om forhandlingerne med sovjet regeringen. Han erklærede, at begge parter betragtede det hele som en stor camouflage. Stormagterne forlangte, at Polen og Sovjet skulle slutte fred, men fra polsk side betragtede man på forhånd denne fred som en scrap of paper, og at sovjetrepræsentanterne ikke lagde et øjeblik skjul på, at de ville bryde deres ord, så snart det var dem belejligt. Den polske delegat ”… troede dog ikke på noget angreb fra rus-sisk side foreløbig, dertil var trafikforholdene i Rusland for desorganiserede. (Han)… følte sig overbevist om, at sovjetdelegationen i Riga blev mere eller mindre ledet fra Tyskland, og der var en livlig trafik mellem Riga og Berlin … Den polske delegation var forfærdet over den kyniske måde sovjetrepræsentanterne havde udtrykt sig vedrørende deres egen mangel på tro overfor de bolsjevi-stiske teorier. Hovedparten var semitter, og de kristne repræsentanter fik aldrig lov til at komme til orde, men stempledes af deres semitiske kolleger, som parade russere”.

38

Warshau, den 3. marts 1921 Lbn. 430 No. VII Generalstrejken. [”une intrique allemande”] Bekræfter telegram af 1.3.1921: ”Forsøg på generalstrejke vil rimeligvis hurtigt blive undertrykt ved militær og samfundshjælp”. Beskriver strejkens sammenbrud og vægt på Warszawa, telegrammer fra provinsen til de strejken-de: upatriotisk i lyset af afstemningen i Øvre-Schlesien … ”… Her i Warschau han man selvfølgelig øjeblikkelig beskyldt tyskerne for at have sat hele maski-neriet i gang, men beskyldningerne om ”une intrique allemande” [ en tysk intrige] fremkommer hver gang der er noget galt i Polen. Et faktum er det imidlertid, at de strejkende til en vis grad har haft pengemidler til deres disposition, og oprindelsen til disse må enten søges i Rusland eller Tysk-land. Præsidentens kraftige optræden… har vel også bidraget til at generalstrejken så hurtigt er faldet sammen. For at stille sit eget parti tilfreds, har (han) samtidig med at arrestere flere af de mest yder-liggående arbejdsagitatorer, arresteret et tilsvarende antal mere fremragende [i.e. fremtrædende] handelsfolk under påskud af at disse drev vareåger…”. [ Ergo: ”round up the usual suspects!”] Warshau, den 9. marts 1921 Lbn. 484 No. VIII. Polen og Sovjetrusland [stikord: jøder] Forholdene i Rusland vækker bekymring, ”et sammenbrud af sovjetregeringen …(vil ikke) være ønskelig for Polen …(før) Freden i Riga er undertegnet. Selv om der ikke er nogen som helst grund til at tro, at sovjetregeringen vil holde sig denne fred efterrettelig, ønsker man … fra polsk side at overfor en fremtidig russisk regering med et fait accomplit, hvor Polens østgrænser er bestemt af-stukne. Men venter i den nærmeste fremtid store transporter af polske militære og civile fan-ger…(det) synes foreløbig at se ud til, at sovjetregeringen også denne gang vil få bugt med [Kronstadt-] oprøret. Hvor alvorlige begivenhederne har været denne gang ses bl.a. af det faktum, at utallige jøder er flygtede ind over den polske grænse af frygt for repressalier, skulle den hvide be-vægelse sejre. Det er ikke muligt …(at kontrollere grænserne), og at skaffe sig af med jøderne, når de engang er kommet ind i landet, er også vanskeligt Gesandten anfører en samtale med den amerikanske ambassadør den 9.marts1921 vedr. angivelige polske troppesamlinger mhp indfald i Øvre-Schlesien i lyset af ”påståede [understregning i original] lignende tysk bevægelse”. Den amerikanske ambassadør erklærede, ”at han inderlig håbede for Po-lens skyld, at den dumhed ikke blev ført ud i livet. Det bedste, der kunne ske for Polen ville netop være et tysk væbnet indfald i provinsen, thi da ville polakkerne stå med palmerne i hænderne. Ville polakkerne derimod gå på nye eventyr, troede han sikkert at stormagterne ville tabe tålmodigheden og ”lade dem riste i deres eget fedt”, som han udtrykte sig.” Bilag: ”Kurjer Poranny” v.[ol] 4/III-1921 [oversat til tysk]: Artiklen, der er på tre sider kritiserer den polske udenrigspolitik [i min oversættelse]:

39

”Den forunderlige ændring på Wilno affæren topper den store forvirring vores nuværende ledelse af udenrigspolitikken har påført de (selv) klareste og mest simple problemer…” Listen over fejltagel-ser er lang og er (alle) fortaget på egen regning i [Ulica] Miodawa [”Miodawastrasse”, adressen for det polske udenrigsministerium]. ” … Listen begynder med den frygtelige ”veksel” der blev under-skrevet i Villa Fraineuse i Spa [den 11. juni 1920 under Det høje råds møde] ”… Selv om hr. Grabskis navn optræder på denne veksel, som Polen aldrig har anerkendt, består der dog ingen tvivl om, at indholdet af denne veksel fremstår som resultatet af den virksomhed fyrst Sapieha udførte i London. Dette stykke papir har svækket alle vore rettigheder i Wilno, Danzig, Cieszyn-Schlesien [Teschen] og Øst-Galizien og har accepteret den tvivlsomme karakter af disse problemer. Kun ved et lykketræf har den bolsjevikiske regering, som afviste den engelske indblanding, reddet os for di-rekte følger af denne veksel…”. Derefter anføres Polens tab af Cieszyn og problemerne med tab af indflydelse i Danzig. Artiklen fortsætter: ”… Det synes altså, at Wilno bliver reddet og at sagen vedrørende Øst-Galizien overhovedet ikke kommer på tale. Lige netop i Wilno-spørgsmålet havde fyrst Sapieha det heldige indfald at kalde Folkeforbundet til hjælp, hvorved det kunne beskytte os mod det lithauiske angreb på Suwalki-området, i stedet for at overlade til vores hær at klare sagen med våbenmagt. Folkeforbundet benytter denne anledning til at blande sig i Wilno affæren. Zeli-gowskis handling har ikke opnået nogen støtte fra fyrst Sapiehas embede. (Udenrigsministeriets) holdning har tilladt, at Zeligowskis …(erobring af Wilno op oprettelse af en Sejm for Wilno) anses som en voldshandling og en illegitim gerning, med hvilken Polen ikke ønsker at have noget til fæl-les. (Udenrigsministeriet) .. . har også tilladt Paderewski offentligt at svine Zeligowski til og forag-teligt betegne sagen som ”Belvederepolitik” [efter Pilsudskis embedsbolig på Belvedere slottet i La-sienski-parken]. Wilno sagen er af Paderewski opfattet som tabt, hvorfor han ikke fandt det nød-vendigt at rejse til Brusseles for der at forsvare sagen personligt i Folkeforbundet… Det lykkedes dog hr. Aszkenazy [polsk gesandt ved Folkeforbundet], takket være hans fortvivlede anstrengelser, at få en folkeafstemning sat igennem, skønt det betød en samtidig besættelse af området af spansk-fransk-engelske tropper og en afvæbning af helten Zeligowski som en mistænkelig fremmes på egen jord. Oberst Chardigny optræder som beskytter af Wilno mod polsk imperialisme og fører der en politik mod os, en smule til gunst for Lithauen – en smule til gunst for Rusland, uagtet det gensi-dige venskab mellem Frankrig og Polen. … I går har fyrst Sapieha officielle agentur med flegmatisk ro offentliggjort, at ”bestræbelser fra rus-serne [”Pariser Russen”, dvs. eksilrussere] i Paris om, for enhver pris søgte at forhindre (konsultati-oner i Paris mellem Sapieha og Chardigny), har sejret og at ”Folkeforbundet kom til den overbevis-ning, at Polen ikke ønskede at gennemfører en forhandling under disse målrettede betingelser og at Polen måtte tage ansvaret for følgerne of forlængelsen af de urolige forhold i denne del af Europa”. Forslaget om voldgiften fra Villa Fraineuse dukker igen op. Samtidig dukkede /hramoty/ papiret [ vedrørende borgerrettigheder] fra de galiziske ruthenere op i spørgsmålet om Øst-Galizien. Disse klager blev behandlet meget ærligt og højtideligt behandlet og blev bestemt til offentliggørelse i Folkeforbundets dokumenter. Det blev antydet for os at være en stor succes for polsk diplomati, at disse papirer blev overgivet til Ambassadørrådet og derpå til Det høje råd, der skulle afgøre sagen. Altså igen denne ”veksel” fra villa Fraineuse, nok en gang skal denne sag afhænge af den gode lune i des Conseil Suprême og dets arbitrære afgørelser. Sandt er, at vi nu har et forbund med Frankrig og derfor også udsigter til dets støtte. Men når oberst Chardigny ikke adlyder ordrer fra Quai d´Orsay [det franske udenrigsministeriums adresse], er under indfly-delse af pariserrusserne, hvor lidt kan man så regne med de herrer Lloyd Georges og Giolettis [itali-ensk udenrigsminister] synspunkter i spørgsmålet om Lwows ”Polentümlichkeit” [Lwows polske karakter]! Vi har hr. Briands støtte i sagen om Øvre-Schlesien. Vi ved nu, at denne støtte er forblevet uden re-sultat og at pseudo-emigranter får adgang til at stemme på samme tidspunkt som indbyggerne, hvil-

40

ket må anses som et forsøg på at tynge vægtskålen i tysk interesse. Der er rygter i omløb om, at selv fyrst Sapieha er overrasket over denne beslutning. Han er blevet så høfligt og festligt modtaget i London at han aldrig kunne have forventet noget lignende. Han havde indtil da ikke anet, at han ik-ke en gang fik forlagt afstemningssagen til udtalelse. I første øjeblik var han i den grad nedslået, at han overvejede sin tilbagetræden, men kom ved eftertanke til den overbevisning, at det ville være til stor skade for fædrelandet. Han var [jo] for øvrigt ventet i Rumænien. En mere gunstig traktat med Rumænien ville sikkert får det dårlige resultat af nederlaget i London til at gå i glemmebogen. … /Her følger nogle personlige angreb mod Sapieha, der ikke har betydning for denne gennem-gang/ [således i originalen]. Traktaten med Rumænien kan have sine gode sider, men har også en dårlig, der består deri, at det er tilstrækkeligt for Bronstein [i.e. Trotsky, man bemærker den nedsættende anvendelse af dennes jø-diske navn. Skal således læses: ”den satans jøde til Bronstein”], at sende bande til Dniestr, på et for Tyskland ønskeværdigt tidspunkt, hvorefter vi vil være tvunget til at erklære Moskva krig og (der-med) slette hele, det månedlange, arbejde i Riga. Skulle vi ikke tage og huske historien om, hvorledes vores forhold til de baltiske stater blev forvær-ret, gennem den hårdnakkede udskydelse af en de jure anerkendelse af disse stater ud fra den falske opfattelse, at dette ville genere Frankrig, medens det i virkeligheden kun kunne genere pariserrus-serne. Europa står over for vigtige begivenheder. Ludendorff [revanchistisk tysk general, v. Hindenburgs tidligere generalstabschef, deltog senere i Hitlers ”ølstuekup” i München, 1923] bygger op til en krig mod Polen. Vi har heldigvis en genial hærfører, en fremragende krigsminister og en tapper hær. (Men) vi har ingen udenrigsminister. Skal polsk blot og polsk heltemod nok en gang gå til spilde gå grund af hele denne eftergivenhed og kalamitet som administrationen i [Ulica] Miodawa huser?” Warshau, 12. marts 1921 Lbn. 534 No. IX Wilno, Riga og Schlesien Svært at afgøre, hvorfor afstemningen i Wilno er opgivet, da beslutningen er truffet af Ambassadør-rådet. Referere herefter udtalelser fra kolleger og polske kilder: Stormagterne tabte tålmodigheden: Polen ønske et afstemningsområde ”langt over rimelige græn-ser”, Lithauen ville indskrænke området til det mindst mulige, Seligowski [sic: Zeligowski] havde ikke demobiliseret – trods løfter herom – og polakkerne stod delt mellem ”home rule” og inkorpore-ring i Polen. Fyrst Sapieha og store dele af den polske adel besidder vidstrakte godser i Lithauen og denne grup-pe frygtede konfiskation. Det forlyder, at Pilsudski vil opgive Wilno, hvis litauerne går med til fø-deration og polsk blive sideordnet nationalt sprog, Sejmen vil være imod. I Riga ønsker begge parter en hurtig fred – russerne grundet indre forhold, polakkerne for at nå et ” fait accompli” med officielle grænser. Den tidligere polske militærattaché i Danmark, [oberst] Malachowski besøgte gesandten dagen før og kunne fortælle, at Polen ikke demobiliserede, blot forlagde tropperne ”til Krakau [Krakow] og Posen [Poznan] for alle eventualiteters skyld”.

41

Hvis folkeafstemningen går Polen imod i Øvre-Schlesien frygtede gesandten ”polakkerne i deres desperation” kunne gribe til. Warshau, den 23. marts 1921 Lno. 599 No. X Plebiscitet i Øvre-Schlesien Kommunevis [kommune for kommune] har polakkerne stor majoritet, medens de store byer har gi-vet flertal for Tyskland. Under et 60 % tysk og dermed 40 % polsk Fredstraktaten er udformet således at afstemningen skulle være vejledende og at grænserne skulle afstikkes med gyldigt hensyn til geografi, nationalitet og økonomi, forbliver spørgsmålet åbent. Warshau., den 2. april 1921 Lbn. 665 No. XII Plebiscitet i Øvre-Schlesien Diverse syn på såvel tyskernes som polakkerne for tidlige glæde over ”sejren”. Warshau, den 9. april 1921 Lbn. 710 No. XIII Konventionerne med Frankrig. Øvre-Schlesien og Wilno. Flere og flere udtryk for skuffelse over aftalerne under den polsk-franske entente. Den militære del var undertegnet, men den handelsmæssige led under store franske krav ( fortrinsstilling af kul til franske fabrikker i Polen, årlig import af for 12 mill. Francs fransk vin og 20 mill. Luksusvarer, kontrol med olieindustrien) ..” man kunne købe guld for dyrt. … Polen ville kæmpe mod at blive egyptiseret” [ kuet under engelsk økonomisk udbytning og politisk umyndiggørelse]. I Øvre-Schlesien spørgsmålet er der eftertanke mht. et for tæt samarbejde med Frankrig – og ikke sideløbende med England, som nu stod ”antagonistisk mod polske interesser”. Denne holdning be-roede ikke mindst på, at fransk-polske forretningsmænd skulle have konspireret for at sætte sig på de schlesiske industrier, hvor England havde store økonomiske interesser. Polen ville sende han-delsdelegation til London med det formål at oprette et polsk-fransk-engelsk-øvreschlesisk syndikat. Fyrst Sapieha har gemt ambassadørposten [i London] til sig selv via vikar, men er nu presset til at udnævne en ny. Oberst Chardigny (er blevet) overdænget af rådne æg fra polske kvinder og studenter ved tilbage-komst til Wilno, årsag: kvinder skulle ikke kunne stemme ved folkeafstemningen, hvilket gjorde ham ”… højst upopulær. Kvinderne spiller jo overalt, hvor polsk sæd [tradition eller sæder] råder, en meget stor rolle…”. Warshau, den 18. april 1921 Lbn. 765

42

No. XV Polen og Bolschevik-rusland [sic] [Stikord: Jøde. En jødebevægelse, og hadet mod denne race ”kontraballancerer” = afbalancere mu-lige lyster i bolsjevistisk retning.] Russisk legation ankommet med et personale på 45 mand med ubekendt leder. ”… det er med en vis ængstelse, at de polske autoriteter ser på denne bolsjevikinvasion…” [Se dog XXXIII af 30. juli 1921. Her omtales, at udveksling af diplomater først synes løst meget senere!]] I Moskva nægter man den polske ambassadør, Yodko, agrément [accept som diplomat] fordi han er socialist, dér foretrækker man konservative! Yodko, en god ven af Pilsudski og den, der hejste den røde fane over kongeslottet, da tyskerne evakuerede Warszawa i 1918, ”… er lige som sin ven, præ-sidenten, blevet ret så konservativ med tiden”.!! En Hr. Foley skulle have anmeldt sig som gesandt i Moskva for ”Bolsjevikrepublikken Storbritan-nien”. [Det melder historien dog intet om] ”… Som tidligere berettet anser jeg ikke den indre bolsjevikfare for særlig stor, da det står den lave-re befolkning her klart, at det er en jødebevægelse, og hadet mod denne race kontraballancerer mu-lige lyster i bolsjevistisk retning. Én fare må man imidlertid ikke overse, nu da freden er slutet (sic), nemlig den illicite eksport af fødevare til sovjetrepublikken… Til trods for alle eksportforbud siver allerede nu store mængder af fødevarer ud af landet, takket være de jødiske mellemmænd og den herværende embedsstands bestikkelighed”. ”… Jeg [den danske gesandt] har vanskelighed ved at forstå Englands interesse i at forhindre en in-korporation af Wilnogebetet [tysk glose for Wilno området] i Polen, men grunden er vel den, at Lithauen efterhånden udvikler sig til en slags engelsk koloni”. Warshau, den 4. maj 1921 Lbn. 862 No. XVII Polen-Danzig General Hackings [sic: Haking, sir Richard C. B. , højkommissær 1921 – 1923 [1862 – 1945)] rap-port til Nationernes Forbund [Folkeforbundet] er lækket i utide og vakt stor indignation i Polen. Generalen analyserer fra et aktuelt og lokalt standpunkt: Danzig behøver kun et moralsk forsvar Danzig trues ikke, hvorfor polske befæstninger eller garnison ikke er nødvendig. Ingen vil fortage et flådeangreb. Tyskland og Rusland kan lettere, Tyskland meget let, foretage en landangreb. ”… Selvfølgelig ville et tysk angreb på Danzig landværts være en let operation, men et sådant fore-tagne ville være en krigserklæring mod de allierede… den tyske armé vil blive modtaget med jubel ikke alene i Danzig men også i den polske korridor.

43

Ser man noget ud i fremtiden, er det ikke udelukket, at Tyskland igen vil være herre over dele af det gamle tyske territorium, som Polen har okkuperet, og i så tilfælde vil et at polakkerne befæstet Dan-zig netop være et incitament for et tysk angreb…” Mere farlig for Tyskland at angribe Danzig under Nationernes Forbund end under Polen. ”Min mening er derfor den, at Danzig ikke skal have noget militært forsvar. Et polsk mandat vil gø-re ondt værre…” Dette er den militære side, ser man på spørgsmålet rent politisk, så har man givet Polen adgang til havet, men ikke en havn, hvilket man så konsekvenserne af under det sovjetiske angreb i 1920. Alt andet lige ønsker Polen ikke mandatet for Danzigs forsvar, ”… men udelukkende i den hensigt at undertrykke fristadens nationale karakter og inkorporere og polonisere samme Generalen mener, at Polen bedre vil kunne sikres en uhindret adgang uden militær end med. Warshau, den 5. maj 1921 Lbn. 870 No. XVIII Det Øvre-Schlesiske spørgsmål Der hersker bestyrtelse bland de allieredes legationer i anledning af udviklingen ”… Et blad kalder Sforza-linien et blot og bart rygte om at enkelte af repræsentanterne af den internationale kommis-sion i Oppeln [Opole] skulle have givet for Polen disfavorable rapporter, var tilstrækkelig til at slip-pe oprøret løs…” den franske gesandt var overbevist om, at hele bevægelsen havde været fuldstæn-dig organiseret for det tilfælde at det øverste råd skulle være gået mod Polen, at ”… oprøret er løbet af stablen som en raket, der går af i utide..”. Der var tale om den værst tænkelige situation… Den polske regering havde fordømt forløbet og nedlagt forbud mod rekruttering af frivillige til kampene på polsk område, men ”når chauvinismen kommer op i polakkerne, høre fornuften op…” det nationale arbejderparti, herunder arbejdsminister Jankowski har opfordret til ”… at kommende betrængte brødre i Schlesien til hjælp med væbnet magt..” Vurderingen er, at polakkerne vil komme uskadte fra det ”sidste eventyrtogt efter princippet, at lyk-ken er bedre end forstanden…”. Warshau, den 11. maj 1921 Lbn. 910 No. XIX Det øvre-schlesiske spørgsmål Fortsat broget tilstand. Den franske gesandt siger vedr. situationen: ”Pour les polonais cela marche jusqu´a maintenant á merveille, mais pour nous autres! Je me tiens la téte et Dieu sait, ce qui sur-viendra.” [For polakkerne går det lige nu udmærket, men for os andre! Jeg tager mig til hovedet, kun Gud ved, om de vil overleve]. Gesandten fortsætter:”… Der er ikke tvivl om, at polakkerne vir-kelig op til nu har registreret en virkelig sejr, idet Korfanty har afsluttet våbenstilstand med [den franske] general [Henri] le Rond [1864 – 1949]… Polakkerne har i en utilbørlig grad leget med il-den og skulle tyske trope rykke frem og den polske regulære hær rykke over grænsen, vil sikkert bolsjevikkerne gøre indfald østfra, og man vil da for anden gang se verden i brand.

44

Man kan … næppe rent ud erklære, at den polske regering har stået bag ved Korfantys bevægelser, men man må ikke glemme, at der her i Polen ikke i øjeblikket hersker en central vilje. Det er sikkert at udenrigsministeriet og højst muligt at præsidenten og konseilspræsidenten har været imod hele den eventyrlige politik, men de har ikke haft den tilstrækkelige kontrol med hæren og ed andre de-partementer. Faktum er det, at Korfantys tropper mødte op med fortrinlig militærudrustning, mit-railløser [maskingeværer] etc., at disse ikke kan være kommet andet sted fra end fra Polen… Witos er nu i den vanskelige situation at have sagt for lidt til at tilfredsstille de allierede og for me-get til at tilfredsstille sine egne socialistiske partifæller. Glemmes må det ikke, at bevægelsen i Øv-re-Schlesien ikke alene er national, men måske lige så meget social… Med hensyn til en militær løsning sagde chefen for den franske militærkommission, at ”man aldrig kunne forlange, at franske soldater sammen med tyske skulle kæmpe mod deres allierede Polen. En tins står imidlertid fast – Polen har sat sig udenfor retsgrundlaget. Polakkerne har altid været be-kendt som hasard spillere, og i de senere år har de – for at udtrykke sig i spillersproget haft une bon-ne série. – tager de også dette sidste stik hjem, ved man ikke, hvad de næste gang finder på, om de ikke går løs på Danzig. Franskmændene vil sikkert gøre alt for at dække over polakkerne, men så længe polakkerne udelukkende handler ukorrekt og tyskerne korrekt, kan stormagterne jo næsten ikke for deres egen prestiges skyld tillade, at polakkerne triumferer. Chefen for den italienske militærkommission General Romei erklærede for mig, de telegrammer han havde fået fra sin regering var ualmindelig mådeholdende, og at tabet af så mange italienske soldater ikke syntes at have gjort det overvældende indtryk, som han havde tænkt sig”. Bilag 1 til gesandtskabets Lnr. 971 af 21.5. 1921, No. XXI, Polen og Øvre-Schlesien ”Kurjer Poranny”, den 17/5 1931 Brev fra Korfanty til Lloyd George Bytom, Insurgenternes hovedkvarter i Øvre-Schlesien Deres Excellence har den 13´maj [1921] holdt en tale i Underhuset angående det Øvre-schlesiske spørgsmål. I denne tale har De fremsat meninger, som åbenbart støtter sig på forkerte oplysninger. Jeg tillader mig at henlede Deres opmærksomhed på de mest iøjefaldende steder. Det er en stor mis-forståelse at fr4emstille den polske befolkning i Schlesien som en ny tilkommet element, selv de ty-ske bøger bekræfter, at vi øvre-schlesiere er hjemmehørende i denne landsdel. Jeg henleder endvi-dere Deres opmærksomhed på den omstændighed, at indtil 1915 har ingen polsk arbejder, der kom fra Polen, kunnet arbejde i Øvre-Schlesien, thi det var forbudt af den preussiske regering.. Det er netop tyskerne, der som godsejere, mine- eller fabriksejere og en hel armé af statsembedsmænd, som er blevet sendt fra Tyskland. En anden del af den tyske befolkning i Øvre-Schlesien består af folk af polsk oprindelse, der er blevet germaniseret under indflydelse af den brutale, tyske politik, således som det også har fundet sted andre steder. Masser af disse folk er tilhængere af vor sag og kæmper med os. Det er sandt, at Øvre-Schlesien er blevet skilt fra Polen for 6 århundreder siden, men det er også sandt, at det har været knyttet til Preussen i de sidste halvandet hundrede år som følge af tre krige, ført af Frederik den II mod Habsburgerne. I den tid har preusserne ikke undladt at bruge noget som helst middel til at germanisere vor befolkning, men [den] … har modsat sig dette og lader nu sit blod flyde for at blive forenet med sit polske fædreland. Det må endvidere konstateres, at Deres fortolkning af de sidste skete begivenheder ligeledes støtter sig til forkerte oplysninger. Befolkningen har ikke rejst sig udtrykkelig på min opfordring for at stil-le det øverste råd overfor et fait accompli. Den polske befolkning er henfaldet til fortvivlelse ved den nyhed, som er vanskelig at tro, at den interallierede kommission … har forslået at give distrik-

45

terne Pszczynski og Rybnik til Polen [sic: til Tyskland] med hvad der næppe svarer til ¼ af de stem-metal, der er afgivet til fordel for Polen. De øvre-schlesiske polakker griber nu for tredje gang i 2 år til våben for at forsvare retfærdigheden. For at undgå at denne bevægelse udvikler sig til anarki og bolsjevisme, har jeg stillet mig i spidsen for denne, og takket være dette, hersker der overalt orden på det af insurgenterne okkuperede territorium. Allerede nu arbejder minerne og fabrikkerne og den største del af jernbanerne fungerer. Øvre-Schlesiens polakker ønsker ikke at inkorporere de østlige [vestlige!!] egne, i hvilket afstemningen har vist, at der fandtes en tysk minoritet Insurgenterne har besat de af dem fastsatte linier og ønsker at undgå yderligere blodsudgydelser. Vi har altså igen skaffet orden til veje og ønsker at arbejde i ro. Jeg anser Versailles-freden som et givende et udtryk for retfærdigheden, som et middel til at undgå fremtidig krig. Øvre-Schlesiens polske befolkning vil rolig modtage en retfærdig afgørelse fra det øverste råd men vil aldrig underkaste sig fortolkninger af afstemningsresultatet, som krænker be-folkningens udtalte vilje. I fortvivlelse vil befolkningen snarere ødelægge fabrikkerne end på ny un-derkaste sig den tyske kapitalismes åg. Ingen menneskelig magt vil være i stand til at afholde den herfra. Deres Excellence bebrejder endvidere polakkerne at have kæmpet i de tyske linier mod de allierede, og at de ikke har gjort opstand mod tyskerne, da de endnu ikke var afvæbnede. Som det synes har de glemt, at man har tvunget befolkningen til at gøre militærtjeneste ved de mest brutale midler. De glemmer, at hen ved 15.000 øvre-schlesiere er gået over til Hallers armé, at tusinder af polakker har mistet livet ved at overskride den tyske grænse for at forene sig med de allierede trop-per [under 1. verdenskrig] … Bebrejdelsen at øvre-schlesierne ikke har rejst sig mod den tyske mili-tærmagt, som de største hære først har kunnet knuse efter 5 års forbitret kamp, lyder fra en så frem-ragende politikers mund som en spøg … Til slut har [De] udtalt, at De betragter bevægelsen i Øvre-Schlesien som en polsk militærinvasion. Jeg forsikrer herved, at oprøret ikke kunne have varet mere end en dag, hvis det ikke var udført af de schlesiske indfødte med overbevisning og begejstring. – At anklage den polske regering er urig-tigt.

Warshau, den 14. maj 1921 Lbn. 921 No. XX Polen – Øvre-Schlesien [galehus]

Havde haft en lang samtale med den engelske kollega, Hr. Max Müller [Sic: Max--Muller, William Grenfell.(1867-1945), engelsk ambassadør 1920-28, fejlen gentages konsekvent, men er rettet efter-følgende uden videre anmærkning]. ”… Han udtalte sig mærkværdig åbent, men desværre i højeste grad pessimistisk. Han sagde, han havde følelsen af at være akkrediteret til et galehus. – Hvad der var foregået i Schlesien og for resten i Warschau også, var en udfordring til al sund fornuft…” Den engelske kommissær i Oppeln havde i øvrigt foreslået langt mere end distrikterne Pszczynski og Rybnik til Polen, ”… nu satte Sejmen KRONEN på værket ved … at give fyrst Sapieha et enstem-migt mistillidsvotum …(det var) et slag i ansigtet på England…”.

En anden højst forbløffende bemærkning fra Hr. Max-Muller var den, at man på engelsk side havde beviser for, at det franske militær i Schlesien havde handlet illoyalt og spillet under dække med op-rørerne…” Max-Muller mente i øvrigt at enten måtte de allierede eller tyskerne ”skaffe orden i de schlesiske sager” og fremviste et telegram fra London om en tale Lloyd George havde holdt i Un-derhuset med samme mening”.

46

Det var den danske gesandts private opfattelse, at Frankrig aldrig ville acceptere en tysk indmarch, og som følge heraf en russisk invasion fra øst, videre at Polen, hvis det stod alene, kun ville holde et par dage over for et tysk angreb. Depeche XXI ??? Warschau, den 23. maj 1921 Lbn. 979 No. XXII Polen – Øvre-Schlesien Vel opmuntret af Lloyd Georges tale rykker tyske troppe, angiveligt også Rigsværnet, frem – fra polsk side skulle også derfra deltage regulære enheder fra Posen Den italienske repræsentant i Oppeln havde afgivet en for Polen ugunstig stemme, næste gang måtte der være én ikke tre meninger (engelsk, fransk, italiensk) Warschau, den 28. maj 1921 Lbn. 1041 No. XXIII Polen – Øvre-Schlesien Den italienske gesandt mente at tyske friskarer [frikorps] nu ikke længere rekrutteres. Såvel tyskerne som polakkerne ville blive skuffede, når den endelige delingsplan forelå. ”Personlig mente han, at polakkerne ville slippe bedre ud af eventyret end de havde fortjent… han ville bruge sin nu korte tid i landet til ”at prædike sund fornuft for alle … indflydelsesrige polakker…” Warshau, den 4. juni 1921 Lbn. 1091 No. XXIV Forholdene i Øvre-Schlesien Den engelske minister Hr. Max-Muller har givet følgende oplysninger: ”… Englænderne havde nu sendt flere batailloner til Øvre-Schlesien, og at disse dannede en kile ind mellem de tyske og de polske insurgenttropper. Selv om den engelske troppestyrke ikke var særlig stor, var den glimrende armeret med første klasses artilleri, tanks, giftige gasarter og alt til en mo-derne krig henhørende, og der var givet ordre til ved mindste provokation fra polsk side at slå efter-trykkelig løs uden skånsel…” Spørgsmålet en tredeling: ren tysk, ren polsk og internationalt kontrolleret tredje del blev vel til en deling svarende til stemmerne 40/60 omsat til det bedst egnede geografiske areal efter samme % -fordeling. Hr. Max-Muller meddelte endelig, at de polske insurgenter i Øvre-Schlesien udviklede sig mere og mere i bolsjevistisk retning, og at disse havde begået fuldstændig hårdrejsende (sic) og unævnelige grusomheder overfor de tyske mænd og kvinder, som faldt i deres hænder… Ved at tale med de allierede kolleger får man ”… nærmest det indtryk, at stormagtspolitikken gan-ske er kørt fast. Warshau, den 29. juni 1921 Lbn. 1255

47

No. XXIX Minister Skirmunts program udtalelser overfor pressen Intet om Sovjet-Rusland, næppe om Lithauen I lægget ”Politiske Depecher I-XXIX” findes et ulæst eksemplar af det polske udenrigsministeriums hvidbog vedr. forholder Polen – Lithauen, som synes fejlplaceret, omtales i sag No. XXX af 6. juli 1921: Documents diplomatiques concernant Les relations polono-lithuaniennes (décembre 1918 – septembre 1920), Varsovie, Imprimerie de l´etat, 1920, 91 pp. Documents diplomatiques concernant Les relations polono-lithuaniennes, Tome II (du 20 avril au 3 juin 1921), Varsovie, … ,1921, 117 pp. [uopskåret!!] Warshau, den 6. juli 1920 No. XXX Indeholdende? Warshau, den 11. juli 1921 Lbn. 1320 No. XXXI Forsvarstraktat ratificeret den 1.7. 21 med Rumænien Alm. politisk samarbejde. Militært: krigstilstand hvis et af landene trues på østgrænsen, ingen sepa-ratfred uden aftale, løber 6 år – opsiges efter 2 år med 6 måneders frist Traktaten ikke rettet mod Sovjetregeringen [SIC].ikke gunstig for Polen.: Besarabien, ingen aftale her om guld Warshau, den 23. juli 1921 Lbn. 1382 No. XXXII Wilno Hymans [sic] forslag om Lithauen-Polen/Wilno [ Huysmans! Se nedenfor] Ingen føderation kun almindeligt fredeligt samarbejde, Zeligowskis tropper skulle demobiliseres, soldater udenfor Wilno-området skulle hjemsendes sammen med militært udstyr til mere end 600 husarer og 5.000 fodfolk. Selv efter dette ville Zeligowskis tropper udgøre sikkerhed nok. ”… Den russiske indflydelse i Lithauen synes at blive stærkere og stærkere…” De polske medlem-mer af den lithauiske Sejm udsat for vold – flere ”alvorlige” antipolske optøjer. [”Hysmans”: Den belgiske politiker og sekretær i den socialdemokratiske II. Internationale, Jean Joseph Camille Huysmans (1871 – 1968). Gesandtskabet har igen problemer med navne!]

48

Warshau, den 30. juli 1921 Lbn. 1428 No. XXXIII Polen og Sovjetrusland m.m. Endelig oprettelse af diplomatiske forbindelser efter polakkerne har fundet en bedre placering ”… i stedet for det 3´rangs hotel man først havde anvist.(som legation i Moskva)…” De to delegationer mødes den 31. juli 1921 på grænsestationen Minsk Litewsk [-Litowsk] – russer-ne 48 medlemmer, polakkerne 35. ”… Man synes imidlertid ikke at stille store forventninger til den forestående diplomatiske forbin-delse. I det hele taget har Rigafreden som ventet hidtil ikke – bortset fra krigstilstandens ophør, medført større forandringer i det indbyrdes forhold. Fangeudvekslingen er fra russisk side foregået meget langsomt og uregelmæssigt. Chefen for det herværende engelske paskontor, hvilket tillige synes at fungere som en slags efterretningscentral i hvert fald, hvad Rusland angår, fortæller imid-lertid nu, at man fra russisk side i den sidste tid er begyndt at afsende ”fanger” i tusindvis, der tidli-gere var bosiddende i det til Polen afståede landområde”. Den polsk-russiske grænse fordrer stadig et effektivt tilsyn, og selv om tropperne (ca. 400.000 mand) for tiden hovedsagelig er koncentrerede mod vest, er en af årsagerne til at en effektiv demo-bilisering hidtil ikke har fundet sted den, at man mener at måtte være forberedt på enhver eventu-alitet også på den østlige grænse, hvor der til stadighed finder skærmydsler sted. De i fredstraktaten omtalte blandede kommissioner dels til afvikling af det tidligere økonomiske fællesskab, dels til genoptagelsen af det merkantile samkvem, er endnu ikke nedsatte, lige som trak-tatens andre løfteparagraffer hidtil ikke har haft nogen reel indflydelse på det indbyrdes forhold. Artikel V [ i Rigafreden], som bl.a. forpligter de to … parter til fuldt ud at respektere hinandens po-litiske souverænitet og til at afholde sig fra enhver indblanding eller agitation i en andens indrepoli-tiske forhold, har givet anledning til en livlig og skarp noteveksling. Allerede i begyndelsen af april måned mente sovjetregeringen sig foranlediget til over for den polske regering at påpege, ”den sta-dige krænkelse af Rigafreden, der fandt sted fra de polske myndigheders side, ved bl.a. at yde for-skellige ”bander”, hvis formål det var at bekæmpe sovjetregeringen, deres hjælp. [I øvrigt korrekte anklager]. Den 3. maj rettedes der på ny en note til den polske regering, hvori man bl.a. erklærede, at denne svar på noten af 11. april på ingen måde kunne anses for tilfredsstillende. Såvel i noten af 3. maj som i en senere note af 8. juli …var det navnlig det påståede, og til en vis grad faktisk stedfindende, samarbejde mellem de polske autoriteter og Sawinfoff, Balachowicz og Peremykin man protestere mod. I noten den 8. juli siges det bl.a., at det er med smertelig beklagelse, at man må konstatere, at den polske regerings svar af 26. maj på noten af 11. april ligger fjernt fra de faktiske kendsgerninger, som den russiske regering har fremdraget. Sovjetregeringen fastslår, at de forpligtelser, som den polske regering har påtaget sig ved Rigafr-dens artikel V, er blevet krænket fra ende til anden. Efter hvad attachéen ved den herværende officielt opløste russiske komité fortroligt meddelte mig, er den russiske note underrettet på de fleste punkter, hvad der skyldtes opdagelsen af en centralko-mité, som fra Petrograd stod i forbindelse med de forskellige herværende antibolsjevistiske russiske centraler. Der er navnlig den af [Boris] Savinkoff [ Den ukrainsk-engelske spion og ”Münchhausen”, Sidney Reilly, deltog angiveligt i raids med Savinkoffs styrker ind i Belarus i slutningen af 1920. Se Andrew Cook, Ace of Spies, The True Story of Sidney Reilly, 2. Ed., Stroud, 2004, ill., 351 pp., side

49

208]. ledede politiske komité, der i noten anses for primus motor i den fjendtlige bevægelse mod Sovdepien 12[. Det polske krigsministerium og generalstaben påstås at foretage et stort agitations- og organisationsarbejde blandt resterne af de forskellige russiske hære (Judenitch, Balachowicz og Pe-remykin), der nu findes ”internerede” i Polen og hidtil har anvendt 350 millioner [polske] mark til dette formål. Efter hvad den … russiske attaché meddelte mig er forholdet følgende: Størstedelen af de ”internerede” har under og efter bolsjeviktiden været optaget i den polske hær og derfor været lønnede af regeringen. Indtil februar måned var der blevet dem anvist ca. 260 millioner mark ho-vedsagelig gennem Evakueringskommissionen, (der officielt nu var trådt i likvidation) hvis leder Savinkoff var og stadig er. ”Interneringen”, der ikke er videre streng, er ordnet således, at russerne formeres til ”arbejdskommandoer”, der hidtil navnlig har været beskæftiget i Østgalizien og de nordøstlige grænseegne. Indtil for nogle måneder siden har samarbejdet mellem de tidligere russiske hærførere og til dels Savinkoff til dels også med Petljura været ret gennemført, men der er nu indtrådt en splittelse. Petl-jura arbejder nu med ringe støtte alene for Ukraines sag, Savinkoff ser målet i at styrte hele bolsje-vikregimet og til en vis udstrækning at genoprette det gamle russiske rige, dog i hvert fald uden Po-len og Finland, medens Balachowicz ønsker en deling af det tidligere russiske rige, ved hvilken Moskva skal blive hovedsædet for de østlige og sydlige provinser også Ukraine. Og hele denne virksomhed mod Sovdepien nyder, efter hvad jeg har fået oplyst, en sådan støtte fra den polske re-gering [Prometheus!!], at det ikke er helt urigtigt, når den russiske note siger, at den polske regering har udøvet en virksomhed, der er fuldstændig analog med mange krigeriske operationer. Efter at have nævnt [navnene på] adskillige russere, der angives at arbejde aktivt mod Rusland in-den for Polens område, siger noten, at ” den russiske regering forlanger, at der øjeblikkelig ned-sættes en russisk-polsk kommission i Warszawa” i hvilken også den hvide-russiske og den ukrain-ske sovjetrepublik er repræsenteret, for at udarbejde en liste over personer, som foruden de i noten nævnte, skal udvises af Polen. Endvidere ”forlanger” man, at få ret til at kontrollere den effektive opløsning af de forskellige mod Rusland rettede organisationer, samt afstraffelse af embedsmænd og [andre] polske undersåtter, der har deltaget i denne virksomhed. Den polske svarnote af 15. juli afviser eller bortforklarer alle de fremførte beskyldninger i den rus-siske note og fastslår endvidere med beklagelse, at sovjetregeringens note indeholder en række på-stande, som for mange tilfældes vedkommende støtter sig på fuldstændig urigtige oplysninger. Det-te skyldes formentlig, hedder det, at der i Rusland føres to aktioner mod Polen, gående ud på dels at desorganisere Polens statssystem (og) dels på at fremkalde ”overflødige og skadelige gnidninger” mellem de to nabostater. Der gøres derefter opmærksom på de talrige grænseoverskridelser, der har fundet sted fra russisk side, og på den stærke agitation, der drives i Polen af personer, der er uddannet på russiske kommu-nistskoler, og som er forsynet med fra Rusland importeret litteratur. Efter hvad krigsministerens adjudant meddelte mig for kort tid siden, drives denne agitation meget intensivt både i hæren og blandt civilbefolkningen, men man søger fra regeringens side at neutra-lisere den … ved omfattende kontraspionage og streng påpasselighed. Den for tiden stedfindende

12 min kursiv. En hånlig betegnelse for Sovjet-Rusland fra russiske emigranters side. Kan være en forkortelse af soviet dependencies: Bilande eller områder afhængige af eller underordnet Sovjetunionen. Se Yearbook of European Studies, No. 13, p. 257. Tilsynela-dende sjældent anvendt, og normalt næppe i diplomatiske indberetninger, optræder dog flere gange i dette materiale, især når legatio-nen har været i kontakt med eksilrussere. Dog anvendt positivt som diminutiv af Karl Radek, i tale den 10. oktober i Moskva ”… Wir sind jetzt nicht „Moskowien oder Sovdepien" [min kursuiv] (das heißt, wir dürfen jetzt keine Lokalpatrioten sein. Deutsche Rededaktion) sondern die Avantgarde der Weltrevolution im buchstäblichen Sinne des Wortes. Jetzt handelt es sich um die Befreiung des Proletariats der ganzen Welt...“. Se Ernst Drahn und Susanne Leonhard: Unterirdische Literatur des revolutionären Deutschland während des Weltkrieges, Berlin 1920, side 149. Google Books]. Og hele denne bevægelse, siges det, har kun været mulig, fordi ko-mitéen har fået støtte fra den polske republiks ”højeste organer”. Det konstateres endvidere, at likvideringen af ”bandituvæsenet” i grænsedistrikterne viste, at alle trådene fra dette førte tilbage til Warszawa til en central, der også ledes af Savinkoff (Den russiske Folkeunion) i nøje samkvem med den polske regering

50

tekstilarbejderstrejke i Lodz, hvor arbejderne stiller krav om en lønforhøjelse af [på] 120 %, synes man at have været ængstelig for at skulle blive forløberen til en almindelig landarbejderstrejke nu da høsten stod for døren. Regeringen har derfor – også fordi strejken har et kommunistisk anstrøg (krav om arbejdsråd) [der må menes arbejderråd eller sovjetter], sendt militær dertil, men hidtil er alt forløbet roligt. I den polske svarnote erklæres det endvidere, at man er i besiddelse af bestemt affattede russiske planer, der går ud på at fremkalde antipolske demonstrationer i Galizien, hvorefter Sovjetrusland ville skride til angreb på Galizien [Forløber for senere tidens ”broderlige hjælp” ad 1968?]. Denne udtalelse er ret udførligt dokumenteret og forklarer måske de militære forberedelser den polske re-gering i øjeblikket synes sig foranlediget til at træffe dernede. Det bebrejdes endvidere den russiske regering at det hidtil ikke er lykkes at få nedsat de forskellige blandede kommissioner som er aftalt i fredstraktaten, hvad anføres som bevis for, at selv den bedste vilje fra polsk side” – for at gennemføre traktatbestemmelserne ”hæmmes af den russiske regering, som ikke viser god vilje til at efterkomme sine forpligtelser. Angående kravet om nedsættelse af en blandet kommission til afvikling af de i den russiske note omhandlede institutioner, siger noten, at denne likvidering allerede har fundet sted, og hvad angår udvisning af forskellige personer fra polsk territorium, erklærer den polske regering selv at være i stand til at bestemme hvem der bør ydes asylret inden for polsk landområde lige som man udtaler, at en diskussion om nedsættelse af blandede kommissioner kun kan fine sted, såfremt man mener, at det ikke er to suveræne stater, der står overfor hinanden. Det meddeles også hernede, at Rusland skal have foretaget en delvis mobilisering og samtidig ind-skrænket jernbanetrafikken for civilbefordring på de nordlige linier (mod Lithauen). Det er derfor ikke udelukket, at Rusland virkelig som der tales om her, omgås med aggressive planer for at søge at skaffe sig levnedsmidler til afhjælpning af de fortvivlede ernæringsforhold, og at man vil anven-de Wilno spørgsmålet hertil. Koleraen hærger stærkt i det indre af Rusland, og den panikstemning, den ahr fremkaldt, kan lige så godt virke inciterende på regeringen i modsat retning. Trods den for tiden stedfindende randstatskonference i Helsingfors, der efter hvad [såvel] den her-værende finske chargé d´affaires … [som] den fungerende direktør for det polske udenrigsministe-riums politiske departement har oplyst mig, kun skal søge at fastslå de linier randstaterne, som har sluttet fred med Rusland, vil følge i deres politik over for dette, mener jeg ikke, ønsket om samar-bejde mellem randstaterne er så stærkt. Den herværende svenske chargé d´affaires havde fra sin regering erfaret, at Polen nærmest selv havde foranlediget sin deltagelse i konferencen, uden det er lykkes at få dette bekræftet fra finsk side. Der ventes næppe støre resultater fra denne konference. Og at resultatet skulle blive bedre ved den konference, som pressen omtaler, der eventuelt skal afholdes her i Warszawa synes ikke trolig. No-gen egentlig randstatskonference bliver der ikke så længe Lithauen ikke er med, og som forholdet er i øjeblikket, er dette udelukket. Letlands deltagelse er måske også tvivlsom, idet pressen her inde-holder meddelelse om, at den polske regering ikke påtænker at udnævne en ny gesandt i stedet for den nylig ”demissionerede”, idet regeringen siges at være ubehageligt overrasket ved at Letland har afsluttet et forbund med Lithauen og Estland”. Sign. Wilhelm Eickhoff

51

Warszawa, den 1. august 1921 [anvender nu: Warszawa!] Lbn. ? No. XXXIV Indsæt indhold Warszawa, den 2´ august 1921 Lbn. 1441 No. XXXV Øvre-Schlesien Omtaler den af England foreslåede tredelingsplan afvises af Polen som stridende mod Versailles-traktaten, omtaler, at den polske befolkning nu må være under Ententens beskyttelse i Øvre-Schle-sien, en provisorisk ordning ville ikke skabe ro, ”… Polen ønsker en snarlig og endelig afgørelse på basis af Versaillestraktatens bestemmelser og … afstemningsresultatet…” ”Kurjer Polski” skriver den 31. juli 1921 afsluttende i sin leder: ”… Vi indser nu selv, at begiven-hederne i Øvre-Schlesien har skilt Frankrig fra England og vanskeliggjort det for Frankrig at bibe-holde sin stilling til det øvre-schlesiske spørgsmål. Lloyd George vidste nøje, hvorfor han kunne til-lade sig sit svar den 13. maj (1921)” Warszawa , den 10´august 1921 Lbn. 1475 No. XXXVII Øvre-Schlesien m.m. Artikel vedr. udenrigsminister Skirmunt forholder sig til Øvre-Schlesien. Samt note – i dansk oversættelse fra legationen af polsk note til Det øverste råd Warszawa, den 10. august 1921 Lbn. 1487 No. XXXVIII Wilno 1 bilag Det polske udenrigsministerium fastslår, at ”Forbundsrådet” den 28. juni 1921 deler den polske op-fattelse af Wilno-spørgsmålet, hvor der først kan træffes afgørelse om distriktets ”skæbne” efter en folkeafstemning (”Volkskonsultation”). ”herved har Wilnos befolkning modtaget en højtidelig for-sikring om, at alle fremtidige overenskomster mellem Polen og Kowno-regeringen angående Wil-nos fremtid først kan få retskraft gennem en anerkendelse af Wilnos Landdag [Sejm]…” den polske regering vil ”… forsvare Wilnos befolknings retfærdige krav… uden hensyn til hvilke anstrengelser det måtte koste”. Folkeforbundet havde et godt øje til tilstedeværelsen af personer i distriktet og i ”Mellem-Lithauens” hær og administration og ”forlanger disses udvisning”. Den polske udenrigs-minister beder derfor general Zeligowski om, at udarbejde en plan for en normalisering jfr. Folke-forbundets krav og forelægge den for den polske regering. Fra polsk side satses således på hurtigt at nå frem til en endelig inkorporering af Wilno-området i Polen for dermed, og uanset lithauiske pro-tester og modstand at lukke sagen. Også på den front måtte der skabes ro. At manøvren omfatter en stat ved navn ”Mellem-Lithauen” måtte således være, hvad det var. Et ønske om optagelse i Polen kunne nu behandles på et teknisk og folkeretligt uangribeligt grundlag, uden at der per se drejede

52

sig om en polsk militær tilstedeværelse, netop gennem etableringen af Zeligowskis tropper som en nationalt funderet hær og Sejmen i Mellem-Lithauen som et statsorgan. At Folkeforbundet fortsat anså det tvivlsomt om en folkeafstemning kunne give det rigtige resultat, så længe området var be-sat af Zeligowskis tropper var en anden, men ikke uvigtig sag, jfr. Haag konventionen om afholdel-se af folkeafstemninger under militært pres, et pres som kunne udøves mod ikke polsktalende be-folkningsdele. Dog, de eneste som ikke kunne se det retfærdige i løsningen var lithauerne; bolsje-vikkerne fiskede i rørt vande og støttede derfor Lithauen. Wilno-området blev da også overdraget til Lithauen efter det sovjetiske angreb på Polen i 1939 og byen blev med sit lithauiske navn, Vilnius, først hovedstad i Lithauen, siden hovedstad i Den socia-listiske folkerepublik Lithauen, 1940. Deklaration fra Wilno delegation den 3.8.1921 i Warszawa vedlagt på tysk. Warszawa, den 12. august 1921 Lbn. 1488 No. XXXIX Randstatskonferencen i Helsingfors

Fra ”Kurjer Polski”, nr. 210 af 5. august 1921: Understatssekretær i det polske udenrigsministerium udtaler efter konferencen: ”… hverken Polen eller Østersøstaterne ønske at blande sig i russiske anliggender, det viser vores fred med Rusland allerede…”. Indberetningen fortsætter: ”… Det så højt besungne samarbejde mellem randstaterne synes ikke at blive vurderet særlig højst hernede. I hvert fald satte man den estiske delegation, som boede på det hotel, den russiske delega-tion fik overladt ved sin ankomst hertil, på gaden med 2 timers varsel uden at kunne skaffe den an-dre lokaler, hvorfor ministeren foretrak at forlade landet…”. Russerne ville i øvrigt ikke tage til takke med samme hotel, og blev, må man formode, anvist et bedre sted. Warszawa, den 19. august 1921 Lbnr. 1510 No. XL Øvre-Schlesien Det øverste råd har overladt spørgsmålet til afgørelse i Folkeforbundet, hvilket naturligt harmer po-lakkerne med angreb i pressen på specielt England (Lloyd George) – dog peger flere på det forhold, at FF stod mere frit end Italien, Japan, Frankrig og England, og derfor ville kunne træffe mere ob-jektive afgørelser. Polakkerne frygter en udskydelse af afgørelsen hvilket ikke blot har betydning for den berørte befolkning, men også – og måske især, på den polske økonomi. Fastlæggelsen af en vestgrænse var naturligvis af afgørende interesse. Noten slutter med: ”… På grund heraf og i be-vidsthed om sin pligt og sit ansvar har den polske regering besluttet at henlede regeringernes fulde opmærksomhed på den store skade og de alvorlige følger, som det øverste råds sidste afgørelse vil kunne medføre”. Så var man dækket ind og ansvaret fordelt, hvis det skulle komme til borgerkrig eller økonomiske problemer. På den anden side udfoldede polske og tyske politikere store bestræ-belse på at forhindre nationalitetskampe i Øvre-Schlesien, i nogle kredse havde man indset, ”… at et bedre resultat ikke vil kunne hidføres ved uove3rlagte voldsomheder …Vi ønsker (på tværs af na-

53

tionale og kulturelle skel) at samarbejde med alle, som ønsker fred og retfærdighed, for at oprethol-de orden og sikkerhed…” Noten til Ententens ambassader vedlagt på tysk i aftryk fra ”Kurjer Poranny” af 18.8.1921 Warszawa, den 25. august 1921 Lbnr. 1546 No. XLI Forholdet til Tyskland 1 bilag Der var fortsat kolde vinde mellem de to lande. Den manglende afgørelse i Schlesien satte sine spor, men en vis optøning i forhold til Danzig kunne spores fra polsk side, idet problemet førte til polsk isolation… Der var endnu ikke formuleret et samarbejdsgrundlag vedr. handel og dermed heller ingen traktat. Den polske delegat til forhandlinger om Øvre-Schlesien i Geneve, hr. Simon Aszkenazy, havde an-grebet England… Schlesien havde fra det 14. århundrede haft en helt igennem polsk befolkning og at det først var mod midten af det 18. århundrede at germaniseringen havde sat sit overfladiske spor. Warszawa, den 26. august 1921 Lbnr. 1552 No. XLII Wilno 2 bilag (svarnote på tysk) Kowno-regeringen vægrer sig mod at genoptage forhandlingerne så længe Forbundsrådets betingel-ser af 28´juni 1921 ikke er opfyldt af Polen. Denne holdning passer polakkerne godt, idet Lithauen da står med skylden, på den anden side tolkes Kownos holdning som ”… den søger at udnytte til-standen til at fortsætte sin forfølgelsespolitik mode den værgeløse polske befolkning” – noget til-svarende finder ikke sted i Wilno. Efter alt at dømme fordi polakkerne havde ret i påstanden om et forsvindende lille mindretal af lithauerne, omvendt peger de lithauiske forfølgelser i det østlige Li-thauen op mod den ”mellemlithauiske” grænse om et stort polsk befolkningsdel i områder, hvor Po-len netop gerne så afholdt folkeafstemninger om det det nationale tilhørsforhold. Warszawa, den 31. august 1921 Lbnr. 1584 No. XLIII Polens forhold til udlandet (ny gesandt eller ny titel??) Den polske udenrigsminister troede på snarlig afklaring på Øvre-Schlesien De engelske og franske gesandter mente det modsatte, sagen om Wilno kørt i stå. Den franske gesandt anså Øvre-Schlesien som en prøvesag for Folkeforbundet. Begge mente, at Lithauen havde forskertset sagen ved sin stejle holdning og store venlighed over for Tyskland og Rusland.

54

Om randstaternes seneste møde i Helsingfors så gesandten ”et virkelig praktisk udslag…, at samt-lige randstater undtagen Lithauen er optrådt under ét ved at afsende samtidig en identisk note til sovjetregeringen angående sammes uordholdenhed overfor de forskellige fredstraktater…” Viceudenrigsminister Dabski, der just var vendt tilbage fra Helsingfors, vurderes af den danske ge-sandt som ”… gidsel i udenrigsministeriet af det ultraradikale parti for at passe på, at (det) ikke ud-viklede sig i for konservativ retning” … han var ”uforsigtig ,,, i sine udtalelser”. Vurderingen af strejkebevægelsen var, at den ikke var af politisk art, men en reaktion på ”den ek-sempelløse fordyrelse af alle livsfornødenheder. ”Den engelske minister sagde, at han havde sikker underretning om, at store kvanta levnedsmidler udsmugles til Rusland, og at det næsten var umuligt for regeringen på den udstrakte grænse at føre effektiv kontrol”. Warszawa, le 8. Septembre (sic) 1921 Lbnr. 1633 No. XLIV Ministerkrisen Ny ministerkrisen som frygtes at blive af “alvorligere art end tidligere…” skulle ses I lyset af “… de fuldstændig fortvivlede financielle forhold hernede…” En dansk krone stod nu i 700 polske mark med proportionalt stigende priser ”… man står fuldstændig hjælpeløs overfor katastrofen … Hvad der i sørgelig grad viser hvilket barnligt politisk standpunkt polakkerne endnu står på, er den om-stændighed, at de partier, der har styrtet konseilspræsidenten, faktisk ingen kandidat har til at afløse ham og heller ikke har noget som helst program for fremtidens politik…”. Der gisnes om et forret-ningsministerium. Warszawa, den 19. september 1921 Lbnr. 1700 No. XLV Polen og Bolsjevikrusland Dabski fortæller, at den russiske gesandt Karachan har fået papirer via en polsk officer som skulle indeholde polske krigsplaner. Polen havde efterfølgende modtaget en note ”… holdt i meget upar-lamentariske [sic] former, bebrejdende Polen at have planlagt en ny militæraktion mod Sovjetrus-land…” Karachan havde givet officeren, Maslowski, penge og falske papirer mhp. flugt til Tysk-land, men … (denne) havde henvendt sig i udenrigsministeriet [ i Warszawa] og erklæret, at planer-ne var forfalskede og ”af det mest barnlige indhold”, som han aldrig havde troet den russiske gene-ralstab ville ”tage for gode varer”. Alle penge var blevet afleveret til Savinkoff for brug i antibol-sjevistisk propaganda.13.

13 En anti-bolsjevikisk kongres, indladt af Savinkoff i Warszawa i dagene 13 – 16. juni 1921 var ”endnu et forsøg på sammensmelte grupper der modarbejdede Lenins regime. Afholdelse af denne kongres måtte alt andet lige anses som en overtrædelse af Rigafredens bestemmelser. ”… Bortset fra at overvinde den gensidige mistænksomhed de forskellige grupper imellem, var det klart, at manglen på pengemidler var det væsentlige hindring for at omsætte deres planer til handling”. Et brev til Reilly fra Savinkoffs tilhænger Dmitri Filisofoff efter kongressen sluttede med at intet kunne gøres grundet manglende økonomi, selv ikke muligheden for at sende Savinkoff til Petrograd, hvor utilfredsheden gærede. Savinkoff manglende ”… med andre ord – penge, penge, penge”. Se Andrew Cook, op. cit., 211. Reilly havde allerede i maj måned realiseret sin store samling af Bonaparte objekter i New York for 100.000 $ til fordel for Savinkoff. De

55

”Dabski meddelte videre…, at forskellige af det underordnede personale af den russiske repatria-tionskommisson [repatrieringskommission] var grebet i spekulationer på den sorte børs, der åben-bart gik ud på at destabilisere den polske mark…”. Han mente i øvrigt, at russernes arbejde var spildt, ”… befolkningen i Polen havde gjort bekendtskab med bolsjevikkerne under det store frem-stød i (1920), og samme havde virket som stærk modgift mod de anarkistiske bestræbelser”. [ Dab-ski henviser her til omfattende plyndringer og vilkårlige drab på civile fra Den røde hærs side, men peger ikke på Polrevkoms virksomhed i Bialystok]. Warszawa, den 19. september 1921 Lbnr. 704 No. XLVI Ministerkrisen Ponikowski, rektor ved den Polytekniske læreranstalt og tidligere kulturminister i det tysk indsatte regentskab, udnævnt til konseilspræsident. [Antoni P., 1874 – 1949]. Endnu ingen finansminister, som måtte være en stærk person og gennemføre ”… 1) Sparereform, 2) tvungne lån, 3) kraftige skatter…(hvis ikke sådanne gennemføres) så er mi-nisteriet Ponikowski på forhånd dødsdømt…” Der var endnu ikke noget officielt program. Warszawa, den 27. september 1921 uden Lbnr. No. XLVII Polens inden- og udenrigspolitiske forhold Svært at følge polsk udenrigspolitik, når den afgøres i Geneve og andre steder, men ”… Wilno sa-gen (er) atter ganske kørt i stå. Nationernes Liga har ingen magtmidler til rådighed, hvor sagen trækker ud. Hysmans [sic, Huysmans] forslag er gunstig for Lithauen: landet deles i to kantoner med delt offici-elt sprog i Wilno-området (polsk og lithauisk), men alene lithauisk i den vestlige del (”Kowno/ Kaunas”) – [vil være] generende for den store polske godsejerstand der. Trods yderligere indrøm-melser går den lithauiske rigsdag imod, medens Sejmen i Wilno afviser alle forslag, hvis ikke der holdes folkeafstemning, Zeligowski forventes ikke at trække sig tilbage og situation ender muligvis med status quo. ”Den orientalske messe [orientalsk at forstå som øst, ej Orienten] i Lwow blev åbnet med al mulig pomp og pragt… ”gesandten ikke tilstede men fejrede kongens fødselsdag sammen med den danske koloni i Warszawa. Attentat på Pilsudski af ruthensk student. ”… skønt denne begivenhed ikke har nogen direkte politisk betydning, viser det dog eklatant, at Polen ikke alene har et Danzig-Wilno- og øvre-schlesisk problem at løse, men også et ruthensk”. Den nye finansminister, Jerzy Michalski har foreløbig forlangt: ”… 1) at der gives ham et slags finansdiktatur over samtlige ministeriers udgifter

var åbenbart hurtigt gået op i røg De franske, polske og tjekkiske regeringer stoppede den finansielle støtte til Savinkoff juni-juli 1923, se Cook, 222

56

2) at loven om 8 timers arbejdsdagen i betydelig grad modificeres og at (herre-) løse gårde skal ud-stykkes, hvorimod der gives et mangeårigt moratorium for de herregårdes vedkommende, hvor ejermanden bor på stedet og har jorden under dyrkning Den fuldstændig bolsjevistiske og uigennemførlige udstykningslovgivning, som blev vedtaget i … juli måned (1920) havde skabt panik i alle landbrugskredse og depressieret [medført prisfald på] al-le grundejendomme i Polen”. Warszawa, den 6. oktober 1921 Lbnr. 1800 No. XLVIII Inden- og udenrigske forhold 1 bilag Michalski ”skjuler ikke … sandheden (om den økonomiske situation ved sin jomfrutale i Sejmen), men omtaler rent ud de fortvivlede finansforhold, hvorunder den polske stat i øjeblikket lider…” Tilbagevendende rygter i den lokale som den internationale presse – også den danske, om et polsk angreb på Sovjetrusland afvises, alle er yderst tilfreds med det pusterum”… hvor faren fra øst på grund af hungersnød og andre omstændigheder foreløbig er standset. Ganske vist har Polen ved tid-ligere lejligheder vist letsindighed, men at tiltro regeringen at ville begynde et vinterfelttog mod Rusland er dog for urimeligt. En anden sag er det, at forholdet mellem Polen og Sovjetrusland er yderst spændt, idet betingelserne for Rigafreden ikke overholdes fra nogen af siderne, bl.a. nægter Rusland at betale det her længselsfuldt ventede guld, og den polske regering giver på den anden side husly til Savinkoff og hans antibolsjevistiske propaganda. Savinkoff er … personlig ven af præsidenten, og det er rimeligvis (hans) … tanke at Savinkoff i fremtiden vil komme Polen til nytte, skulle det lykkes ham at få bugt med bolschevikerne…” Rygter om afrejse af polske juveleksperter (til Rusland) for at se på ædelstene i stedet for guld [ i forbindelse med opfyldelsen af Rigafredens økonomiske aftaler] Michalski taler om et underskud i 1921 på op til 103 milliarder polske mark mod 6,7 milliarder i 1919. Warszawa, den 11. oktober 1921 Lbnr. 1829 No. XLIX Det øvre-schlesiske spørgsmål [”min udnævnelse”?? Eller blot ny titel??:] Besøg hos udenrigsminister Skirmunt vedr. samme:: Skirmunt melder om skiftende meldinger dagligt fra Geneve vedr. Øvre-Schlesien Håbede på Sforza-linien.[ ”Sforza-linie 1” ofte kaldt Tommasini-linien, godkendtes i Forbundsrådet den 12. og efterfølgende af Ambassadørrådet den 19. oktober 1921]. Forventede en fælles polsk-tysk gruppe under deltagelse af tredjeland til deling af værdierne (jern-baner, kanaler, el-forsyning etc.).

57

Ønskede ordnede relationer til Tyskland i begge landes, men især Polens interesse ”… han gjorde sig ingen illusioner med hensyn til de følelser, der herskede for Polen i Tyskland, og … var over-bevist om, at ligegyldig hvad regering, der var i Tyskland, (så) ville revanchetanken overfor Polen altid ulme, og der fandtes ikke en eneste tysker, som ville anerkende, at Polen nu efter så mange års undertrykkelse endelig var kommet til sin ret…”. Det skulle ikke afholde ham fra at søge bedre for-bindelser ”… og Polens nærmeste allierede, Frankrig, var også indforstået med, at de hidtilværende forhold ikke kunne fortsættes og var til skade for alle parter”. Warszawa, den 11. oktober 1921 Lbnr. 1895 No. L Det øvre-schlesiske spørgsmål 2 bilag [flerfarvet kort over delingsområdet med notater, kopieret] Stor tilfredshed i regeringskredse med Folkeforbundets afgørelse vedr. delingen af Øvre-Schlesien. Sforza-linien med rettelser. Polen har grund til at være tilfreds: 80 % af kuldistrikterne og største-parten af jern- zink- og blyminerne. Hurtigt kommissionsarbejde og nedsættelse af interallieret kontrolråd vedr. eksakt grænsedragning – Statslig og geografisk deling, men forenet økonomisk på tværs af de nye grænser. Kilde til forvik-linger!! Den engelske gesandt, Max-Muller referere lord Curzon om, ”at han holdt sig udenfor denne sag, at han ignorerede hvad der foregik i Geneve, og at han vaskede sine hænder, efter at sagen var over-givet til Nationernes Forbunds råd. Skirmunt forventede nu bedre forhold til Tyskland da man nu var tvungne til samarbejde – den tyske gesandt blev nu inviteret af det højere polske borgerskab. ”… Der har gået livlige rygter … om at en stor fransk finansgruppe skulle i stor stil have til hensigt at opkøbe tyskejede miner og fabriker i Schlesien og yde et lån – man siger 100 millioner francs – til Polen for derved at konsolidere den polske mark. Den engelske minister mente imidlertid ikke at disse rygter havde noget på sig, da Frankrig simpelthen ikke havde de 100 millioner at låne ud…” Sejmen forventes at ville godkende resultatet. ”Den engelske minister følte sig overbevist om, at der til trods for alt [understreget i originalen med blyant, vel i København pvs], også snart ville forelig-ge samtykke fra tysk side. Den engelske gesandt mente, at de neutrale opmænd måtte komme fra enten Schweiz eller Skandi-navien. Warszawa, le [sic] 29. oktober 1921 Lbnr. 1932 No. LI Polen og Sovjetrusland Sovjetrussisk krav om Savinkoff udvises jfr. Rigafredens bestemmelser om ikke-indblanding Den tidligere russiske udenrigsminister Sazonoff, der kender Skirmunt fra den russiske duma og som hader Savinkoff [i tidligere depecher angivet som Sawinkoff] for sin fortid som ”revolutionær terrorist” presser også på …

58

”… Savinkoffs skæbne bliver således beseglet både ved pression fra bolsjevikisk og fra gammel-russisk side… [hvad gesandten så måtte mene med det, holder næppe] Forholdet til Sovjetrusland er så slet som muligt, og forholdet til det gamle russiske regime er om muligt slettere” Savinkoffs tilstedeværelse i Polen imod Rigafredens bogstav og ånd, ”… der er endvidere vist stor uforsigtighed både fra hans og polsk side, idet enkelte af Savinkoffs agenter, der er blevet arresteret i Rusland, er blevet fundet i besiddelse af dokumenter, der i allerhøjeste grad (er) kompromitterende for den polske regering. Dette indrømmede min hjemmelsmand oberst, grev Sollohub ganske åbent. Samme stod i øvrigt på listen om de personer, som (den russiske gesandt) mente skulle udvises, idet han påstod, at obersten kun var en camoufleret, forhenværende [eksil] russisk officer… ”Oberstens kone var fortsat fange Moskva og den russiske gesandt havde hoverende spurgt obersten under en fest, ”… at han hustru fra fængslet sikkert fulgte (oberstens)… politik her i Warshau med stor inte-resse”. De meget store summer, som det russiske gesandtskab angiveligt skulle give ud til bolsjevikisk pro-paganda blev efter gesandtens mening ødet forgæves, ”Forleden da var der organiseret et protest-demonstrationstog imod finansministerens forslag om 8 timers arbejdsdagens forlængelse. Proces-sionen forløb fuldstændig rolig, indtil man opdagede … nogle personer med bolsjevikiske faner. Befolkningen styrtede sig over dem, og det var med nød og næppe, de blev reddede fra alvorlig korporlig overlast”. Warszawa, den 4. november 1921 Lbnr. 1961 No. LII Polen og den ruthenske og bolsjevikiske bevægelse

Socialistpartiet (PPS) havde et par dage tidligere forespurgt Skirmunt om den franske premiermini-ster Briand havde spurgt til forholdene i Østgalizien i forbindelse med en canadisk forespørgsel i Folkeforbundet. Skirmunt kendte intet til sagen. ”… Forholdene i Østgalizien bliver tilsyneladende mere og mere urolige, og de polske autoriteter har i den senere tid ment sig foranlediget til at arrestere adskillige fremragende [læs: fremtrædende] galizere. Tanken om Østgaliziens selvstændighed synes også at få flere og flere talsmænd fra denne provins, medens man fra polsk side, som rimeligt er [sic], søger at neddæmpe de separatistiske strømninger…” i kølvandet på attentatforsøget på Pilsudski. ”for et par dage siden arresterede man … i alt 32 (deltagere) i en ruthensk konference (som fandt sted i den tidligere russiske katedral i Lwow...efter hvad der er oplyst, synes konferencen … afholdt under sovjetstyrets auspicier, i hvert fald siges der at have deltaget adskillige russiske kommunister. Efter hele sovjetregeringens hidtil anvendte fremgangsmåde overfor Polen synes det meget tænke-ligt, at den østgaliziske separatistbevægelse, som påstået, for en stor del modtager direktiver fra Moskva…” Første rate af Rigafredens 30 millioner rubler i guld er nu faldet i umøntet guld og ædelstene, måske som erkendtlighed for udvisningen af Savinkoff til Tjekkoslovakiet. ”… Socialistorganet ”Robotnik” har i disse dage haft en ledende artikel om den russiske propagan-da, hvori der blandt andet siges, at det er på høje tid, at arbejderorganisationerne her i Polen opgiver den passivitet og frem for alt den uhelbredelige naivitet, som karakteriserer dem i deres optræden

59

overfor Rusland. Jo mere sammenbruddet skrider frem i Rusland synes bolsjevikerne at lægge vægt på propaganda i udlandet, og frem for alt er det her Polen, det går ud over, idet russerne søger at demoralisere forholdene her i landet for herfra at skabe sig en videre basis for den videre agitation i Tyskland og det øvrige Europa… Et glædeligt tegn for Polen er, at selv de mere yderliggående so-cialistiske blade kommer med skarpe angreb mod bolsjevikministerens [ i.e. Karachan, den sovjeti-ske gesandt] virksomhed her i landet”. Warszawa, den 9. november 1921 Lbnr. 2001 No. LIII Polen og Tjekkoslovakiet

Der er undertegnet en aftale, som normaliserer forholdene, specielt vedr. Teschen Neutralitet, men fri transport [transit] af krigsmateriel Ikke indblanding Ankerkendelse af begge staters ratificerede aftaler med andre stater Aftalen dikteret af Paris – skridt fra Polen mod den lille entente og bort fra Ungarn!! Warszawa, den 10. november 1921 Lbnr. 2011 No. LIV Indrepolitiske forhold

Forviklinger som følge af Savinkoffs udvisning, han besøgte bl.a. Sejmen. Mistillid til Dabski i udenrigsudvalget, muligvis vil denne ønske at træde tilbage grundet tilnærmel-sen til Tjekkoslovakiet. ”… foreløbig kan jeg ikke udtale mig om hvorledes denne krise vil løbe ud, men polske kriser hører jo til dagens orden”. Warszawa, den 12. november 1921 Lbnr. 2021 No. LV Indrepolitiske tilstande

Ny, alvorligere krise: Den midlertidige regering i Wilno vil afholde valg til Sejmen i modstrid med internationale aftaler i et indskrænket område, idet en række landsdele er blevet indlemmet i Polen hen over sommeren i dølgsmål og ingen vil give et officielt stempel til dette forløb. Præsident og regering vil have valg i hele Wilno-området medens de konservative og chauvinistiske partier vil bryde de internationale aftaler

60

”… den polske rigsdag er ganske uden politisk træning, og den medgang, som Polen har haft i den seneste tid, har bevirket, at (Sejmen)… ganske naivt betragter fædrelandet som en stormagt, der ik-ke behøver at tage hensyn til andre magter… Sørgeligt er det, at Polen aldrig politisk kan komme til ro. Alt så så lovende ud efter den gunstige afgørelse i Øvre-Schlesien. Den polske mark var steget til langt over det dobbelte af sin tidligere værdi. Nu falder den atter med rivende fart. Warszawa, den 17. november 1921 Lbnr. 2076 No. LVI Indrepolitiske tilstande [jødisk nationalisme] [forefindes i to læg med hhv. original og to gennemslag, alm. praksis? – hvor er de øvrige gennem-slag, har dog set lignende en gang før] Regeringen vandt i Sejmen med 13 stemmer, heraf 9 semitiske [jøder] ”… kun den uforudsete svingning af de semitiske partier reddede ministeriet, og resultatet kritiseres derfor endnu mere fra konservative side [ så meget for demokratiet!] Thi det kan ikke nægtes, at ”Polen har et ”jødisk problem”. Den semitiske befolkning tæller ca. 4 millioner (af Polens ca. 27 millioner), der for størstedelen er ortodokse, og som er begyndt at vågne i national henseende; det er således for nylig lykkedes dem at få oprettet særlige afdelinger indenfor enkelte administrationskontorer til behandling af de semitiske sager, hvad der imidlertid skete under stærk modvilje fra de andre partier…” Warszawa, den 2. december 1921 Lbnr. 2172 No. LVIII Det øvre-schlesiske spørgsmål og forholdet til Tyskland Forhandlingerne om diverse kommissioner til deling og forvaltning foregår ”… gensidigt med stor loyalitet…” Problemer med det tyske mindretals klager til Folkeforbundet om udvisning og overtagelse af bøn-der- hhv. landejendomme. Ifølge polsk lov af 15.7. 1920 udstedt på grundlag af Versaillestraktaten (§ 92 og 297) angående li-kvidering af privat (tysk) ejendom, kan tyske ejere af jordejendomme, der har erhvervet disse på grundlag af tyske ”kolonisationslove” – ved dekret tvinges til at sælge disse til en af myndighederne fastsat pris. Klager skal behandles efter Versailles § 92 og 304 ved nedsættelse af polsk-tysk voldgiftsdomstol. Warszawa, den 5. december 1921 Lbnr. 2185 No. LIX Polen og Sovjetrusland [Prometheus ?]

61

Fra russisk og ukrainsk side beskyldes en polske regering i noter at stå bag oprøret i Ukraine – tilla-delse til at ”bander” krydser grænsen og ydelse af våbenhjælp. Polsk angreb er nu lig angreb på Sovjetrusland. Polen benægter og ønsker ikke at blive blandet ind i indre russiske forhold, betragter noteudvekslingen vedr. Ukraine som afsluttet. Oberst Sollohub betragter ikke oprøret i Ukraine ”som videre farlig for det bolsjevistiske regime… Derimod anså (han) bevægelsen i Østkarelen som mere farlig. Han har selv under englændernes ok-kupation af Arkhangelsk opholdt sig dér, som leder af de polske hjælpestyrker og havde, efter hvad jeg forstod, stadig forbindelse med personer fra disse egne. Han fortalte, at Savinkoff inden sin ud-visning havde sammenkaldt den engelske, den amerikanske militærattaché, en fransk og en italiensk officer til et møde, hvor han havde udviklet sine planer for sin fremtidige virksomhed mod sovjet-styret. Han var af den opfattelse, at det var umuligt at styrte bolsjevikregimet på én gang over hele Rusland, idet han nu arbejdede på at søge randdistrikterne frigjorte fra bolsjevismen. Som led i den-ne plan havde han anerkendt et fremtidigt Ukraines selvstændighed, ligesom han havde afsluttet en overenskomst med en repræsentant for Østkarelen, hvormed dette områdes fremtidige selvstændig-hed også garanteredes. Da [oberst Sollohub] i denne anledning var gået nærmere ind på dette spørgsmål, var talen faldet på de nye baltiske stater, og Savinkoff havde bl.a. udtalt, at Polen efter hans mening måtte have en havn og foreslog som denne f.eks. Libau [ i.e. Leipaja i Letland]. … Savinkoff … havde bevaret de følelser for Polen og [Sollohub] udtalte i øvrigt, at Sawinkoff [sic] for tiden absolut måtte betragtes som lederen af alle de russere i udlandet, som havde nogen betydning. Savinkoff havde erklæret…, at han blot så sin opgave i at frigøre Rusland for det nuvæ-rende regime, og at han – så snart dette var lykkedes – ville overlade til det russiske folk at bestem-me den fremtidige regeringsform”. Warszawa, den 12. december 1921 Lbnr. 2222 No. LX Wilna. [oprindelig stavning opretholdt, men ellers er der både før og siden rettet til Wilno] Den lithauiske minister for semitiske spørgsmål, Rosenbaum, kommer til Warszawa for at tale med udenrigsministeren efter åbenbart gensidigt ønske om samtale nu da jødiske stemmer har spillet ind i Wilno-spørgsmålet til fordel for et større afstemningsområde [se No. LVI af 17.11.21]. Formål: bedre samkvem over grænsen Rygter om føderation og fransk løfte om Memel-området, hvis føderation med Lithauen – eller skulle Memel være fristads som Danzig. Russerne mener at en føderation er mod Rigafredens § 3, hvor der tales om en selvstændig lithauisk stat. Protest mod, at Wilno-spørgsmålet skal afgøres af Folkeforbundet Polsk svar: første linie i § 3 forpligter Rusland til at afholde sig fra enhver indblanding i Wilno, hvis afgørelse er et mellemværende for Polen og Lithauen. Warszawa, den 19. december 1921 Lno. 2281 No. LXI. [uden emne, men om fransk general Niessel]

62

Niessel er leder af herværende franske instruktører, der ikke altid står i et godt forhold til Pilsudski Franske stabsofficerer fortæller, at instruktionsarbejdet (reorganisation af krigsministeriet og hærens rammer, samt praktisk instruktion af mandskab og officerer), nu var så vidt fremme, at samtlige til-bageværende ca. 200 af de oprindelig udsendte ca. 3.000 [mand] ville blive kaldt tilbage inden som-meren 1922. Mener Pilsudski er svækket [i forhold til Frankrig] ved Niessel´ afrejse Nu ordnede forhold Tjekkoslovakiet [troede man !]

1922 Warszawa, den 7. januar 1922 Lno. 46 No. I Wilna [fortsat tysk for Wilno, rettet] m..m. [stikord: jøder] Afstemningen til Sejmen i Wilno, der finder sted den 8. jan. 1922 ”kan ikke siges at foregå under særlig gunstige auspicier. Distriktets semitiske del af befolkningen, ca. 13 %.vil formentlig afholde sig fra at stemme, hvad de har manifesteret ved ikke at opstille … kandidater…”. Det har medført bitre kommentarer i polsk presse da der næppe bliver afgivet mange stemmer i polsk favør. Det franske gesandtskab har givet polakkerne det råd, at lade området – sammen med Lida og Braslaw, at indgå i en føderation med snarere en direkte indlemmelse i Polen. Den franske holdning er iflg. Det danske gesandtskab, at måden, hvorpå polakkerne handler vil få indflydelse på den franske holdning til det Østgaliziske spørgsmål. ”… Ligesom inden det Øvre-schlesiske spørgsmåls afgørelse, har der også nu fundet agitation sted, dog i mindre grad en dengang, hvor man både i skrift og tale har hævdet dels en historisk ret for Po-len … dels nødvendigheden af at få dette (område), der udgør ”nøglen til republikkens sikkerhed og fremtidige udvikling”. I den så unge republik er det hovedsagelig imperialistiske tendenser, der gøre sig gældende, og som sætter sit præg, bl.a. også på gennemførelsen af jordudstykningsreformen. Således er hovedmæng-den af den langs den østlige grænse uddelte jord [dvs. i Kresy] blevet givet til folk fra de vestlige egne, medens de stedlige beboere til deres store misfornøjelse, kun i ringe grad er kommet i betragt-ning [hermed siges, at jorden er tildelt polakker]…(forsøgene på) udvisningen af tyske ejere af pol-ske landejendomme er også et udtryk for disse tendenser Warszawa, den 12. januar 1922 Lno. 75 No. II Wilno [stikord: jøder] Det polske udenrigsministerium er tilfreds med valgresultatet i Wilno, der havde haft 60 % deltag-else, skønt der ikke forelå et officielt valgresultat regne man med at 70 af 110 mandater ville falde

63

til ”inkorporationspartierne” og 35 til ”føderalisterne” – eller i store tal og armsving, omkr. 105 mandater for en polsk løsning ”… endvidere meddeltes det, at de semitiske indbyggere på sine steder havde taget stor del i valg-ene”. Der forelægges nu et forslag i Sejmen, hvor de tidligere russiske undtagelsesbestemmelser for den semitiske befolkning ophæves, hvad disse bestemmelser så i øvrigt måtte indebære”. Warszawa, den 12. januar 1922 Lno. 77 No. III Forholdet til Sovjet-Rusland Mere gunstige vinde i regeringskredse opfattet som del i den almindelige ”kapløb mod Rusland” ef-ter Cannes-konferencen: [Handel!] Den franske regering har den7. jan. 1922 meddelt Polen ”… at Frankrig ved den påtænkte genop-bygning af Rusland anser Polens medvirken til denne plans gennemførsel som uundværlig…” Vedr. den russisk-polske reevakueringskommissions arbejde hæmmes den konstant ved [løbende og bevidste] udskiftninger af russiske embedsmænd ”… Det var næsten blevet en regel, at i det øjeblik, en sovjetfunktionær havde fået sig sat in i de pågældende sager, ville regeringen kalde ham tilbage, og når en ny embedsmand efter nogen tids forløb var blevet udnævnt, måtte man begynde forfra…”. Men der øjnedes [dog] lys forude. Den russiske udenrigsminister talte også om indtræden af normale forhold mellem Rusland og Po-len. Polen ville støtte Finland diplomatisk udsat for ”russiske notebombardement og de dermed fulgte beskyldninger og trusler…”– og ”blev landet virkelig truet – måtte (Polen) yde det sin hjælp”, såle-des iflg. udenrigsministeriets direktør, hr. Zalewski. Warszawa, den 25. januar 1922 Lno. 139 No. IV Wilno. Den polske regering er under udenlandsk pres efter nationalisternes sejr i Wilno, man kunne næppe tiltræde et ønske om indlemmelse i Polen, hvorfor Wilno Sejmens møde fra blevet udskudt, måske med henblik på at trække føderationsmodellen frem igen. ”… Lord Curzons udtalelser overfor Polens gesandt i London lader heller ingen tvivl tilbage angå-ende Englands og Frankrigs stilling til en eventuel inkorporation. Lorden udtalte bl.a. at en sådan ville gøre et dårligt udtryk og forskertse den sympati, som Polen efterhånden havde vundet, og at den eneste løsning … synes at være en entente med Kowno [den lithauiske regering i Kaunas], i hvilken Wilno (Centrallitauen) dannede bindeleddet…” Warszawa, den 1. februar 1922 Lno. 179 No. V. Sèvres-traktatens registrering ved Folkeforbundets generalsekretariat

64

Protester med den franske oversendelse af traktaten, som ikke er underskrevet af Polen. ”… Det radikale ”Belvedere”-organ, ”Kurjer Polski” udtaler bl.a., at traktaten blev oprettet under bolsjevikoffensiven på et tidspunkt, hvor hele landets opmærksomhed udelukkende var rettet mod denne. … ministeriets Witos (gav) Polens repræsentant i Paris ordre til ikke at underskrive traktaten… Det ville også – udtales der – på nævnte tidspunkt have været grotesk at forlange, at Polen skulle underskrive i et øjeblik, hvor hele Øst-Galizien netop var blevet befriet for de røde tropper af den polske hær. Endvidere siges det, at selvom traktaten må betragtes som ”et dødfødt, diplomatisk barn”, kan det dog ikke nægtes, at dens eksistens er ubehagelig for Polen, da den dog stifter rettigheder for de par-ter, der har underskrevet… Ved oversendelsen [til Folkeforbundet] skulle den franske regering have gjort opmærksom på, at Polen ikke havde underskrevet traktaten. Følgelig er registreringen et for-melt spørgsmål… Polen (har) … nu nedlagt en protest mod … registreringen… Det østgaliziske spørgsmål er ved denne diskussion taget op i pressen … uden at man imidlertid er enige om, hvilken fremgangsmåde, der bør følges… ” Det nuværende pseudomandat på 25 år giver problemer, idet der ”… fra den ruthenske befolkning … været drevet en stærk propaganda både i udlandet og i Galizien … for at opnå en vidtgående autonomi og fra visse sider en uafhængig stil-ling…” Polske radikale og socialistiske kredser altid hævdet, at Polen burde forberede en løsning end plud-selig at står overfor et klart forslag eller krav fra Folkeforbundet. Ja, foreslået, allerede nu, at givet Galizien en mere autonom status. De konservative og moderate hævder derimod, at spørgsmålet bør ”udvikle af sig selv”. Essensen af denne holdning er, at de nuværende forhold skal sket uden indblanding fra udlandet og fortsætte den nuværende fælles administration, hvor Galizien opfattes som en del af Polen. ”… Man håber anta-gelig på at kunne få så fast en fod i Galizien, at man til sin tid (om 25 år) ikke vil blive fortrængt… fra konservativ side (stiller man sig forstående overfor de ruthenske minoriteter) uden at ville give Øst-Galizien en autonom stilling”. Warszawa, den 4. februar 1922 Lno. 193 No. VI. Forholdet til Frankrig m.m. Efter Poincaré er tiltrådt en vis usikkerhed om engelsk-franske garantier for vestgrænsen, idet … (han) ikke omtalte Polen i sin tiltrædelsestale, det franske gesandtskab udtaler dog, at den franske regering forsat opfatter Polen som ”une alliée spécialment chère à la France”.[en allieret specielt kær for Frankrig] Polen ønske derfor – i lyset af disse anglo-franske traktatforhandlinger at få afsluttet fransk-polske handelstraktat for at kunne sætte politiske og militær aftaler fra januar 1921 som hidtil har være hemmelige i kraft. En sådan aftale forventes hurtigt undertegnet. Polen inviteret til Genuakonferencen og ville forberede sig på også politiske spørgsmål. Kolera forhindrede videre handel med Rusland. Warszawa, den 6. februar 1922 Lno. 221

65

No. VII. Wilno Folkeforbundet (Hymans) [sic, Huysmans] beklager den 13. januar at såvel den polske som den lithauiske regering har afvis forbundets mæglingsforslag – og vil fortsat kun anerkende en løsning som enten fremsat af samme eller accepteret af de to parter. Polen ”… der i øvrigt må siges hidtil at have opnået alt hvad det ønskede…” svarer nu denne note med en konstatering af mæglingens sammenbrud og spiller i øvrigt bolden videre til Kowno og gen-sidige forhandlinger uden dog at ville være parat til voldgift. Lithauen vil ikke anerkende Wilno sejmens beslutninger hvortil Warszawa svarer, at valget ”absolut ikke er organiseret af den polske regering, men af selve befolkningen …, hvorfor man – uden på forhånd at kunne udtale sig om Sejmens forestående beslutning, ikke desto mindre må tage hensyn til denne som udtryk for befolkningens vilje…” Gesandten mener dog, at anneksionsforslaget er droppet og at Wilno området vil få en eller anden form for autonom stilling. Såfremt Kowno [den lithauiske regering] vil accepterer de polske betingelser vil man anerkende landet ”de jure”. Warszawa, den 15. februar 1922 Lno. 268 No. VIII. Det Øvre-Schlesiske spørgsmål. Trods saglige forhandlinger er de tysk-polske specialkommissioner løbet i dødvande – specielt vedr. spørgsmålet om, at den tyske rigsmark skulle være betalingsmiddel i 15 år. Polen skulle således dække sit mark-behov fra udlandet, svarende til 700 millioner RM pr. måned og ”tage valutaen til de priser, der forlanges”. Hertil problemer med arbejdsforsikringer og fagforeningsspørgsmål – samt, knap så store med mi-noritetsproblemerne – alt er nu flyttet til Geneve. Polen ønsker den protestantiske kirke udskilt – og heller ikke tyske skoler med fri indrejse for lære-re. Tyskland ønsker at Polen renoncerer på Versaillestraktatens § 92 og 297. Endelig toldspørgsmål om levnedsmidler fra den tyske del til den polske del. Warszawa, den 18 februar 1922 Lno. 292 No. IX Randstatskonference i Warszawa Forventes gennemført 10.- 15. marts på polsk initiativ mellem Finland, Estland, Letland og Polen – Lithauen vil ikke deltage – i forlængelse af Helsingforsmødet og bl.a. med henblik på forberedelse af Genoa-konferencen. Iflg. den finske chargé d´affaires [Ehrström] måtte ”… det naturlige program for konferencen … være forholdet til den østlige nabo, Sovjetrusland” Knas med Letland som følge af holdningen der til polske skoler og agrarreform, et ikke ”intimt for-hold” mellem landene

66

”Letland betragtes imidlertid …(her i Warszawa) som en ubetydelig faktor i randstat-concerten, og vil derfor formentlig ikke gøre større indtryk, om der på konferencen skulle blive konstateret uover-ensstemmelser mellem dette og de øvrige randstater i opfattelsen af forholdet til Rusland”. Warszawa, den 22.. februar 1922 Lno. 310 No. X Polens udenrigspolitik. [kopi af udenrigsministerens pressemeddelelse, fransk] Kredser om Genua-konferencen og den påtænkte genopbygning af Rusland, hvor Polens geogra-fiske placering, den lange grænse, jernbanerne etc. Skulle give Polen oplagte muligheder for at medvirke… Wilno-sejmen har i øvrigt den 20. ds. stemt ”… så at sige ènstemmigt for Wilnos for-ening med Polen … (og udtaler i sin resolution) at man ikke vil acceptere nogen afgørelse, der er i strid med befolkningens ønske, og som træffes i udlandet”. Polen indbudt til Den lille ententes ekspert-konference forud for Genoa-konferencen… forbereder sig på at ”… søge endnu uløste spørgsmål afgjorte, bl.a. spørgsmålet om Galiziens østgrænse”. Teschen-spørgsmålet foran løsning Warszawa, den 2. marts 1922 Lno. 347 No. XI. Wilno [Sejmens beslutning om Wilnos tilhørsforhold til Polen] Der er med vedtagelsen af Wilno sejmens resolution [den 20. februar] opstået en situation, hvor spørgsmålet ”… formentligt er nået til krisepunktet hvor det polske kabinet må tage stilling til in-korporation eller autonomi”. Resolutionen indgår i depechen, afskrevet på fransk fra Det polske udenrigsministeriums ligeledes fransksprogede pressemeddelelse:

1. Vi opfatter os endeligt løst fra ethvert bånd til Rusland … 2. Vi afviser … den lithauiske regerings krav på Wilnos territorium og alle dens andre krav,

som de kommer til udtryk i den lithauisk-sovjetiske traktat af 20. juli 1920. 3. Vi erklærer højtideligt 4. Wilnos territorium udgør … en integreret del af den polske republik 5. Alene den polske republik besidder … souverænitet vedrørende Wilnos territorium. 6. Det er ene og alene Den polske republiks relevante myndigheder der kan afgøre love for og

organiseringen af Wilnos territorium inden for rammerne af den polske forfatning af 17. marts 1921.

7. Vi overlader det til den lovgivende forsamling og den polske republiks regering øjeblikkelig at gennemføre love og bekendtgørelser om optagelse af Wilno-området i Den polske repu-blik.

Wilno sejmen vil få forelagt en ”foreningspagt” til underskrift, hvor det bl.a. bestemmes, ”at Wilno området forenes med Polen på grundlag af Wilno befolkningens udtalte ønske, at suveræniteten

67

over området tilkommer den polske stat, at Warszawa sejmen fastsætter en ”statut” for området og at Foreningspagten ratificeres af denne”. Dette forslag forventes sammen med øvrige problemer at udgøre kimen til en regeringskrise (Sej-men vil næppe accepterer statutten og de højreorienterede næppe autonomien grundet præcedens i for hold til Galizien) samt fortsatte angreb på ministeriet – navnlig indenrigs-, finans- og udenrigs-ministrene. Wilnospørgsmålet er yderst ”delikat” – ” og de indre spændinger i virkeligheden større end det i almindelighed formodes”. Warszawa, den 6. marts 1922 Lno. 366 No. XII. Ministeriet Ponitowskis demission Ges. Tel. No. 14 og 15 af 4. og 6. marts 1922. Sejmen forhandler i 10 timer fra kl. 15 til 04 uden resultat hvorefter regeringen går af – hvorefter højrefløjen fra Wilno gerne skriver under ”… Situationen er altså ret ejendommelig, men man må håbe, at den krise, som er fremkaldt så letsindigt [højrefløjen kan nok vælte, men ikke danne rege-ring] på et tidspunkt, da det frem for alt gjaldt om for Polen at vise, at det nu – i hvert fald tilsynela-dende – var kommet ud over de politiske børnesygdomme og nået til en rolig og målbevidst politik, kun vil blive af kort varighed”. Det bekræftes af samtale i udenrigsministeriet den 5.3.1922, hvor fungerende departementschef Morawski, så optimistisk på situation og bemærkede, at regeringens holdning til Wilno havde været ”… foranlediget ved påvirkning udefra”. Warszawa, den 8. marts 1922 Lno. 381 No. XIII. Polen og den lille entente m.m. [Finland] 1 bilag Spørgsmålet om den Lille entente og Polen – om det så måtte være en kvartet - entente, hang alene sammen med forberedelserne til Genoa-konferencen [som lettede Rapallo!! Handelstraktater som forløbere for politisk-militære alliancer – igen og igen: Se Hitler-Stalin!!] Polen ikke interesserede i bindende alliancer p.t. men først og fremmest handel [sic] Baltisk konference i Warszawa med deltagelse af Letland Morawski nævner, at der ”indenfor visse finske kredse har været ønske fremme om den defensiv al-liance med Polen”, i omtalen af Rusland udtrykkes ingen frygt for igangværende russisk mobilise-ring Ingen oprettelse af russisk-polske firmaer i Polen. Chikanerier vedr. kurer-rejser mellem Warszawa og Moskva – først krævede russerne en særlig af-gift i guld, så svarede polakkerne tilbage i samme mønt, nu nægtes polske kurerer indrejse… Den russiske gesandt, Karachan, har omtalt Finland og Rumænien under et og tilsyneladende ad-varet Polen om for en for intim forbindelse med disse lande…. Karachan om Genoa i skriftligt på fransk affattet notat til polsk journalist ca. midt i februar 1922.

68

Warszawa, den 8. marts 1922 Lno. 397 No. XIV. Ministerkrisen [Wilno] Efter regeringens afgang havde ententen afgivet demarche og antydet indgriben i Wilno, dog man havde under indtryk af regeringens holdning undladt. Warszawa, den 10. marts 1922 Lno. 406 No. XV Regeringen gendannes Warszawa, den 15. marts 1922 . Lno. 420 No. XVI. Den baltiske konference Store forventninger til deltagelse i dels den baltiske entente, dels den lille ententes møder i hhv. Warszawa og Beograd forud for Genoa-konferencen. Iflg. ”Kurjer Poranny” kunne Polen nu ”… med mod og sikkerhed for, at det ikke ville møde overraskelser” i Genoa, at landet ”… står som den største og mægtigste stat blandt den nordlige og sydlige gruppe randstater, og at det på grund af sin beliggenhed er kaldet til at indtage en ledende stilling blandt disse. Genoprettelsen af normale til-stande i Europa vil ikke være mulig uden de to gruppers medvirken… og stormagterne vil forment-lig også indse dette og regne med deres stemme…” Konferencen havde også givet anledning til presseudtalelser om Rusland, og den fornyede polske selvsikkerhed pegede nu på at Polen ville ”… søge at blive mægleren mellem de europæiske stater og Sovjet-Rusland”. Jfr. det konservative ”Rzeczpospolita” måtte det ikke glemmes, at det baltiske hav var et vitalt spørgsmål for Rusland og at landet derfor ikke måtte udelukkes fra dette.”… Denne betragtning er et af de vigtigste synspunkter, der må anlægges for nutidens politik. På den ene side m bør de baltiske staters uafhængighed garanteres, på den anden side bør Rusland – set ud af et økonomisk synspunkt – have tilsikret adgangen til det baltiske hav … Problemet må derfor løses ad fredelig vej (og) … Behøver Rusland det baltiske hav, så behøver de baltiske stater på deres side også Rusland”. Den artikel, som er udateret i referatet, vakte stor opsigt grundet dets forsonlige om ikke andet så realpolitiske tone. Udenrigsministeren åbnede den baltiske konference i samme toneart – kopi, på fransk, vedlagt. Ikke kopieret. Det er opfattelsen, at hvis man på Genoa-konference kan undgå, at hverken Versailles-traktaten, Den lille entente samt aftalerne mellem Rusland, Polen og de baltiske stater tages op, vil det betyde, at Polens ”… grænser nu er almindelig anerkendte”. Russernes gesandt i Warszawa er nu en prins Obolenskij [!!!] Warszawa, den 21. marts 1922 Lno. 441 No. XVII.

69

Randstatskonference m.m. Konferencen sluttede den 17. marts 1922 Alm. vendinger, man vil ikke underskrive traktater mod andre deltagerlande, minoritetsrettigheder, fredelig løsning på konflikter [mægling/Folkeforbund og velvillig neutralitet i tilfælde af angreb fra anden stat [læs: Rusland]. Forlydender om en alliance med Finland afvises som en ”avis-sensation” iflg. den finske gesandt – ”… Jeg har flere gange bragt spørgsmålet om den i pressen så stærkt omtalte finsk-polske alliance på bane …[ i det polske udenrigsministerium], men ved alle lejligheder har man på det bestemteste benægtet… (den) finske minister udtalte, at den finske delegation ikke havde medbragt nogen alli-anceplan og omtalte nærmest alliancen som en avis-sensation”. Ingen udvikling i det polsk-lithauiske forhold under eller efter konferencen. Konferencen havde afslået et russisk ønske om at deltage, der forelå altså ikke et polsk ønske om deltagelse fra russisk side. Fra russisk side ønske man derfor en sådan lignende konference afholdt den 22. marts i Moskva: det ville man gerne, men russerne meldte så afbud fordi delegaterne til Genoa skulle rejse den 24. Mo-skva foreslog så den 28. i Riga, men det var med for kort frist… for finnerne. ”… Omtrent samtidig med dette russiske udtryk for en tilsyneladende eksisterende fredsvilje har Sovjetregeringen den 15. (marts 1922) rette en note til den polske gesandt i Moskwa, holdt i en me-get aggressiv og højst udfordrende tone, hvori det bl.a. udtales, at sovjetregeringen vil betragte et-hvert indfald fra polsk område af kontrarevolutionære styrker som casus belli. Endvidere påstås det, at man har vished for, at sådanne styrker forbereder indfald. Denne notes form har vakt en del forbavselse…”, men ligner den efterhånden sædvanlige taktik: fuld skrue på charmen og så en spand kold vand. Polske kilder – departementschefen i Udenrigsministeriet, taler om et ”krigsparti” i Rusland, der på det seneste havde fået ”større indflydelse”, men Rusland ville trods troppekoncentrationer og kræf-ter til at starte en krig, dog ”… Til at føre en krig manglede Rusland de fornødne kræfter” Warszawa, den 25. marts 1922 . Lno. 463. No. XVIII Wilno-spørgsmålet

. Den 17. ds. har Polen – sikkert ovenpå den baltiske konference – sendt en fredsommelig note om Wilno til Kowno – ønsker mindelig ordning og normalt nabo-forhold, samt forbedring af forholdene i de neutrale områder: Zuwalki [Suwalki] og Wilno… provisorisk deling gennem direkte forhand-linger. En løsning der dels tilgodeser befolkningens ønsker men også en løsning der ikke udelukker et venskabeligt forhold til Lithauen ”… På grundlag af Wilno-sejmens beslutning ønske …(Polen) at få tilvejebragt en endelig ordning, der ikke har skygge af at være en anneksion eller et udslag af imperialistiske tendenser … Alle fra Wilno har nu underskrevet Foreningspagten som den 24.marts 1922 blev enstemmigt vedtaget i den polske sejm efter en af Skulski foreslået resolution:

70

”Sejmen opfordrer regeringen til at udarbejde en statut for Wilno-området i overensstemmelse med Wilno-befolkningens ønske, således som den er kommet til udtryk i Wilno-sejmens resolution”, hvortil Witos tilføjede: ”… og i overensstemmelse med republik(k)ens interesser”. Wilno-sejmens medlemmer er nu indtrådt i ”Warszawa-sejmen” som fuldgyldige medlemmer, men om det ”… er en fuldstændig inkorporation” er det vanskeligt at udtale sig om. Den italienske gesandt er tilfreds, den engelske at alt er sket mod den polske regerings ønske, den franske at sagen fortsat sejlede: diplomatisk spil for galleriet, vi taler om nok et polsk fait accompli. Stormagternes stilling vil måske afhænge af statutten mener gesandten. Warszawa, den 30. marts 1922 Lno. 479 No. XIX. Overenskomst afsluttet på randstatskonferencen i Warszawa [den franske tekst og hele depechen kopieret] Ad overenskomstens pkt. 7: Chefen for det østlige departement i det polske udenrigsministerium, hr. Kossakowski nævner for-holdsregler som: ”Grænsespærring, toldforbud eller andre økonomiske forholdsregler, men pointerede … at der ikke (i teksten var indeholdt) en forpligtelse til at yde militær assistance, skønt den godt kunne fortolkes i den retning”. Warszawa, den 8. april 1922 Lno. 545 No. XX. Rigakonferencen [29. – 30. marts 1922] “Selvom Polen i den senere tid mere og mere udpræget har talt Ruslands sag, er resultatet af Riga-konferencen og da navnlig udtalelserne om, at det vil være opportunt for genopbygningsarbejdet i orientalsk [øst-] Europa om Sovjetregeringen anerkendes de jure, efter alt at dømme dog kommet den polske regering højest ubelejligt og overraskende…” Konferencen havde alene karakter af informationsudveksling, og alle dokumenter skulle have være forelagt den finske regering og siden, efter dennes accept, videresendt til den polske Genoa -delegation. Den polske regering desavouer nu sin delegat, minister Jodko…”Det synes også at være givet, at han har overskredet sin kompetence, men alt yder på, at han er blevet ført i en fælde, som vistnok er opstillet af den lettiske ministerpræsident Meyerowicz sammen med Sovjets repræsentant [uden-rigskommissær Chicherin] Jodko udtaler, at ”… han anså sig nødsaget til at underskrive protokollen, navnlig på grund af de neutrale zoner langs den polsk-russiske grænse for herigennem at manifestere Polens fredsvilje…”, og, at en nægtelse havde kunnet udlægges som det modsatte. Poincaré er rasende, idet Polen svigter aftaler med Frankrig… Regeringen mener, at Jodko har overtrådt sin kompetence... Det forventes, at han ofres. ”Sovdepien” optræder i teksten for Sovjetrusland.

71

Warszawa, den 24. april 1922 . Lbnr. 612 No. XXI Riga-konferencen “… det synes at fremgå af dette communiqué [fra den polske Genoa-delegation udsendt af det pol-ske udenrigsministerium den 21. april 1922], at den polske regering – som det var forudset - virke-lig har mødt vanskeligheder på grund af Riga-protokollens affattelse … hvorfor … det (er) påkræ-vet at understrege, at der ikke eksisterer nogen som helst forbindelse (analogie) mellem Rapallo-overenskomsten og Riga-protokollen… Warszawa, den 25. april 1922 Lno. 620 No. XXII Polen og Rapallo-overenskomsten “Meddelelsen om, at Tyskland og Sovjet-regeringen havde afsluttet en overenskomst, virkede som en bombe her i Warszawa, så vidt kan dømme efter en polske presse … Konklusionen synes nær-mest at være den at en ”tyske fare” hermed er vokset betydeligt, og at alle de begivenheder, der har virket foruroligende i Polens nabolande, måske kan føres tilbage til Berlin. En anden konklusion … er imidlertid i Polen faveur, idet man mener, at England og Frankrig nu atter … har fundet hinan-den…” Det polske udenrigsministerium understreger, at man ønsker at samarbejde med begge stor-magter, ikke kun den ene eller den anden. Den tysk-russiske overenskomst kom ifølge protokolchef grev Przezdziecki ikke overraskende, om end tidligere end forventet. Denne officielle holdning dækkes ikke i pressen, hvor man over hele det politiske spektrum inklusive regeringsorganet ”Kur-jer Polski”, der den 21. april 1922 under overskriften: ”Skyerne samler sig” skrev, ”… at det lyn, der var slået ned i Genua, burde tiltrække alle polske regeringskredses og ed allieredes opmærk-somhed på de uvejrsskyer, der trækker op langs Polens vestlige, nordlige og østlige grænser, og som i de seneste dage er trukket betydeligt sammen…”. Rusland hævdedes at samle tropper langs den polske grænse og i Øvre-Schlesien var der fundet våbenlagre. Det venstreorienterede ”Kurjer Poranny” skrev mere nøgternt: ” … at for Polen, som gennem lange tider har været klar over ”de to fjenders rænkespil”, kunne Rapallo-overenskomsten ikke komme som en overraskelse. Denne var kun en naturlig konsekvens af freden i Brest-Litowsk (i 1918), efter hvilken det cordiale forhold mellem [Sovjet- ] Rusland og Tyskland stadig har udviklet sig”. Socialistpartiets organ, ”Robotnik”, skrev, ”… at når det må brændemærke Sovdepiens politik, så er det frem for alt på grund af de bol-sjevistiske metoder, der anvendes, og som er blottede for ethvert stænk af politiske idealer og ude-lukkende baseret på tingen og tusken [ hestehandel] og perfid diplomati…” På den ene side angler den russiske regering efter økonomisk støtte fra vesten på Genua-konferencen, men ”… samtidig udsender (man) en appel til alle proletarer, hvori de forudsiger konferencens sikre fallit…” Warszawa, den 24. april 1922 Lno. 628 No. XXIII Wilno-spørgsmålet

72

Den polske statschef underskrev den 18. april 1922, på årsdagen for general Zeligowskis indmarch i Wilno, formelt Polens overtagelse af området. Herved skabtes et fait accompli ”… trods alle pro-tester fra Lithauens side, og man betragter dermed formentlig spørgsmålet som endelig løst”. I sin tale takkede Pilsudski general Zeligowski og alle der havde støttet ham. Lang, bevæget tale af Pilsudski, der udnævntes til æresborger i Wilno. Warszawa, den 15. maj 1922 Lno. 705 No. XXIV Polen og Genoa-konferencen. Den forventede – håbede – centrale polske placering, grundet landets placering, kendskab til rus-siske forhold etc., ved en russisk genopbygning materialiserede sig ikke grundet Rapallo ”… På den anden side var man imidlertid allerede inden konferencen meget skeptisk for så vidt angik op-nåelsen af en gunstig løsning af spørgsmålet Rusland. Man var her fortrolig med russernes forhand-lingstaktik, deres uordholdenhed og sjakringsprincipper, men var samtidig af den opfattelse, at Rus-lands stilling nu var så prekær, at den måske ville tvinge det til at afvige noget fra de overfor Polen hidtil anvendte forhandlingsmetoder. Efter Rapallo-overenskomsten afledtes opmærksomheden for en tid … (fra det russiske spørgsmål) på grund af … de tyske og polske…” drøftelser. Her frygtede Frankrig, at der skulle ske en lignende tilnærmelse mellem Tyskland og Polen, især da Polen var medunderskriver på stormagternes me-morandum til Rusland af den 2. maj 1922, som hverken Frankrig eller Belgien ville signere. Frygten var tilsyneladende, at den polske udenrigsminister Skirmunt, ”… som altid har ønsket at følge en kurs mere bestemt af realiteter end ved sympatier og antipatier … søgte en tilnærmelse til Tysk-land”. Et sådant skred blev afvist i Warszawa, hvor det blev påpeget i udenrigsministeriet overfor den danske gesandt, at Polen måtte indtage ”… en noget anden stilling (end Frankrig) i forholdet til Rusland, som var fikseret ved Rigafreden”. I et møde i Sejmens udenrigskomite den 12. maj 1922 slog minister Zalewski fast, at forhold til Frankrig var urokkelig samt at de diplomatiske forhold til England nu var præget af ”confiance” [tillidsfuldhed].. Der herskede lettelse over, at Lithauen - og Galizien -spørgsmålet ikke var gjort til genstand for po-litiske drøftelser, hvor Polen i øvrigt ville have fastholdt sin position: ingen drøftelse af grænsernes forløb. Warszawa, den 16. maj 1922 Lno. 708 No. XXV Ratificering af polsk-fransk politisk overenskomst, Handelsoverenskomst, Naftaoverenskomst m.m.

En fransk-polsk aftale, hemmeligholdt siden dec. 1920, afventende en handelsoverenskomst, er nu kendt efter ratificeringen i Sejmen Politisk aftale Art 3: Såfremt en af staterne angribes uprovokeret forpligter de kontraherende parter sig til at træffe nærmere aftale til beskyttelse af deres interesser.

73

Art. 4: Forinden nye overenskomster undertegnes i Central- og Østeuropa forpligtelse til at ”de-mander l´avis” [ blive konsulteret: komme på råd]. Franske investeringer i olie- og naftaforekomster i Schlesien. Grabski udtale i Sejmen, at ”… skønt disse traktater… kun var en fiksering af allerede eksisterende forhold af fælles interesse, havde de dog nu, efter at samarbejdet mellem Tyskland og Rusland syn-tes at være kommet i stand, fået en yderligere betydning. Det vat også i Frankrigs interesse at beva-re det nuværende ”status quo” med hensyn til grænserne, ”således som disse er fastsatte ved freds-traktaterne begyndende med Versailles-traktaten og sluttende med Riga-traktaten”. Grabski fandt det uklogt, at søge en yderligere garanti for grænserne, da en sådan efter hans opfattelse kun kunne ”… svække de hidtil eksisterende bestemmelser …”. Den bedste beskyttelse af freden måtte søges i det etablerede samarbejde mellem det baltiske forbund, den lille entente, Polen og Frankrig. Fra socialdemokratisk side blev fremhævet, at man tilsluttede sig samarbejdet med Frankrig, men mellem mere lige parter. Man havde videre oplysninger om eksistensen ”… af en hemmelig militær konvention mellem Frankrig og Polen…” og bebrejdede regeringen for ikke at oplyse Sejmen om denne. Den danske gesandt anser rygterne eksistensen af en fortsat hemmelig militær aftale ”… kan havde deres berettigelse”. Warszawa, den 29. maj 1922 Lno. 764 No. XXVI Det øvre-schlesiske spørgsmål 1 bilag Ratificering af aftale efter fremlæggelse af Korfanty (!!) Forudgående lovet at bestå i 15 år – kun mindre ændringer Arbejder- og jordlovgivning forudsætter tysk godkendelse før da. Ekspropriation af industriejendomme kan først ske mellem den 1.7. 1937 og 1.7. 1939 og da først finde sted efter 4 år fra afsigelse af en kendelse !!! ”… De i … No. 67 af 3. marts (1922) omhandlende daværende uoverensstemmelser mellem de pol-ske og tyske standpunkter synes gennemgående at være afgjorte i retning af de tyske synspunkter …” Dog ikke vedrørende den tysk evangeliske kirke, hvor der inden den 1. juli 1923 skulle finde en adskillelse sted i forhold til Bispedømmet i Berlin. [ Ja, alvorlige sager!] Reichsmark fortsat eneste betalingsmiddel Jernbanevæsenet anses for tysk styret og krævede derfor flere bevillinger (hvilket skete på mødet) Mange forhold var ikke efter Versailles, men efter Ambassadørrådets præjudicerende afgørelser Samt en amnestilov for politiske forseelser!! Warszawa, den 1. juni 1922 Lno. 780 No. XXVII Polen og Finland 1 bilag [anført i håndskrift]

74

Det officielle Polen tillægger ikke den finske rigsdags vægring mod at ratificere ”Den baltiske en-tente”, benævnt ”Warszawa-overenskomsten” og regeringen Vennolas efterfølgende tilbagetræden. Opfattelsen er, at der er tale om finske, indenrigspolitiske forhold og ikke, ”… et indicium for, at Finland nu tog afstand fra samarbejdet med Polen, som menes at have mange fortalere deroppe …”.i offentligheden er der en knap så høvisk tale”. Den tidligere finske tilbageholdenhed i forbindelse med Warszawa-Genoa-Riga viser sig klart her!! Den tyske general Bauer ankommer til Moskva (jfr. telegram fra den 15. maj 1922) for at indlede de tysk-russiske militærforhandlinger. Det er her værd at bemærke, at den første konkrete handling er etableringen af en jernbaneforbindelse uden om Polen ad linien Königsberg – Eydtkuhnen - Ister-burg [Interburg] – Kowno – Kalkuny – Riescitz – Moskva til transport af militært udstyr fra Tysk-land. I bilaget, en oversættelse til tysk af artikel i ”højrebladet” ”Kurjer Warszawski” den 15. ds. [sic: maj] skrives der, at ”den polske offentlige mening anser det skete som udtryk for, at Finland nu ori-enterer sig i tysk-russisk retning, da regeringen er blevet styrtet af den socialistiske og konservative opposition grundet sin ”forståelse” med Polen. ”… De finske socialister står de russiske kommuni-ster så nær og ønske forståelse med Rusland, medens højrepartierne og navnlig svekomanerne [ den finske svensktalende minoritet] har kulturel tilslutning til tyskerne og i øvrigt føler sig at stå i stor gæld til disse på grund af den militære hjælp, der ydedes Finland under den røde tid [ under den fin-ske borgerkrig 1918 – 1919]. Begge fløje har formentlig ladet sig påvirke af Rapallo - overenskomsten: måske ser højrepartierne i denne en garanti mod russiske angreb, medens Sovjet har forstået at få socialisterne til at tage af-stand fra Warszawa-overenskomsten, som let kunne trække Finland ind i krigsoperationer. Polen var ved afslutningen af Warszawa-overenskomsten kun besjælet af ønsket om at skabe den bedst mulige fredsgaranti for Mellem - og Østeuropa, idet ingen kunne tage den materielle hjælp, som Finland i tilfælde af krig måtte kunne yde Polen, alvorligt. ”Når imidlertid nu den i overens-komsten stærkest interesserede kontrahent vige tilbage for overenskomsten, som er til dens egen fordel, så må vi slå fast, at der hermed er faldet en vægt fra vort hoved, som knapt nok kunne give os en moralsk støtte til gengæld”. Oplysningerne om den tyske general Bauer´ ankomst til Moskva for at indlede forhandlingerne om en tysk-russisk militæraftale har fremkaldt ængstelse i Polen. Gesandten mener dog: ”… Tilsynela-dende fremhæver man til stadighed – noget overdrevet tror jeg – den russiske krigsfare, måske for herigennem at opnå den størst mulige franske understøttelse”. Warszawa, den 1. juni 1922 Lno. 780 No. XXVII Som handler om? Warszawa, den 3. juni 1922 Lno. 792 No. XXVIII Indrepolitiske forhold

75

Regeringen Ponikowski trådt tilbage den 2. juni 1922 efter et tre timers møde med Pilsudski vedrø-rende udenrigspolitiske spørgsmål, man får gætte Sovjet og konsekvenserne af Rapallotraktaten, men anmodningen er ikke accepteret. Der foreligger ingen officiel meddelelse om sagen og udenrigsministeriet forventer heller ingen de-mission. Hvis der var tale om noget kunne det være ministeriets beau geste overfor statschefen. Sa-gen drejede sig efter Morawski´ opfattelse af mindre betydende indenrigske og militære forhold. På spørgsmål om sagen havde forbindelse med resultaterne af Genuakonferencen, svarede han, ”… at disse vel nærmest var lig nul, og at Polens politiske stilling set på baggrund deraf, også havde været genstand for behandling”. Vurderingen er, at der længe har været uoverensstemmelser mellem Pil-sudski og regeringen ”navnlig på det udenrigspolitiske område. .. Skirmunt siges at være stærk op-timist i spørgsmålet Rusland, og ønsker at strække sig så langt som muligt under forhandlingerne med Sovjet hvis bravader og trusler han ikke tillægger den store betydning”. Statschefen og ”mili-tærpartiet” have ingen tiltro til forhandlingerne og anså Polens stilling fortsat truet og yderligere svækket efter Rapallo og ønskede en styrkelse af militæret, herunder oprettelsen af en understatsse-kretær i udenrigsministeriet samt en styrkelse af Krigsministeriet. Skirmunts stilling i Sejmen er styrket efter han aflagde beretning om Genoa den 31. maj 1922, men ”… på den anden side er statschefen en impulsiv natur og langt fra parlamentariker, så det er van-skeligt at udsige noget om krisens forløb”, givetvis en rigtig vurdering. Warszawa, den 7. juni 1922 Lno. 801 No. XXVIX. Polen og Genoa-konferencens forløb, m.m. Regeringen er demissioneret. Skirmunt talte i Sejmen, den 31. maj 1922: Udgangspunktet i Genoa havde været: Alliancen med Frankrig Une entente complète med den lille entente og de baltiske stater formøder med London, Bryssel og Paris i Genua med Rumænien, Czekoslovakiet og Jugoslavien for at undgå fejl og misforståelser Under konference: Opretholde solidaritet mellem stater som ønske fredelig udvikling på grundlag af eksisterende trak-tater Undgå sprængning af konferencen Bidrage til bedst mulige resultater for Østeuropa Optrådte som mægler uden at skade forholdet til Frankrig Polen havde særstandpunkter vedr. det russiske erstatningsspørgsmål jfr. Rigafreden, som Frankrig kendte Om Riga-protokollen: ”… den var udelukkende en redegørelse, affattet i form af ønsker eller henstillinger, for den me-ningsudveksling, der havde fundet sted…, hvorfor regeringen aldrig havde fundet sig bundet af

76

denne protokol, som i øvrigt i sine detaljer var gået for vidt og ikke haft sit oprindelige formål for øje. Rapallo-overenskomsten havde ikke fremkaldt en ny og anden situation, hvorfor Polens politik hel-ler ikke havde ændret sig siden denne. At Polen havde taget reservation m.h.t. overenskomsten overfor Reparations-kommissionen i Paris var kun naturligt … (for at have) fuld handlefrihed … så-fremt det viste sig, at den var i strid med de forpligtelser, som … (Tyskland og Sovjet) tidligere havde påtaget sig”. Hvis der kun var kommet få resultater ud af Genoa-konferencen skyldtes det sagsgangen mellem det ”realistiske og koncise” på den ene side, og det ”teoretisk og svævende” på den anden. Den ef-terfølgende konference i den Haag måtte rumme færre emner, men Polens rolle dér ville følge samme spor som i Genoa. Fredspagten var tiltrådt af solidaritetsgrunde, hvorefter Skirmunt resumerede det polske sikkerheds-mantra: ”… at der i internationale forhold ikke burde være brug for særlige overenskomster som ga-ranti mod angreb. I forholdet til Rusland havde Polen allerede den bedste garanti i den gensidige Rigatraktat [marts 1921], der gik videre både i indhold og rum end Fredstraktaten. Polens tiltræden til denne kunne intet forandre i de ved Rigatraktaten fastsatte bestemmelser … ” Skirmunt mente, ”… at Polen utvivlsomt gennem Genuakonferencen havde opnået at skabe mere international tillid til sin aktive fredspolitik og fået styrket sin forbindelse til andre stater. Det for Polen så vigtige grænsespørgsmål…” var blevet drøftet med England, Frankrig og Belgien. Det var ”efter Versailles-traktatens art. 87 … allerede afgjort derhen, at fastsættelsen af grænserne tilkom de allierede og associerede magter…”hvorfor der ikke kun var tale om en lovbestemmelse, men også en ret for disse stater til at ”satisfaire les besoins et sauvegarder des intérêts de l´Etat polonaise ressucite” [ at tilfredsstille og sikre den gendannede polske stats interesser]. Forholdene har medført, at Polen, hvis grænser efter tre års forløb stadig er svævende, har set sig nødsaget til ikke alene at fastsætte og at forsvare disse ved egen våbenmagt, men også til at regulere dem gennem internationale overenskomster og (mantraet igen, pvs) frem for alt Rigafreden…” End-nu mangler dog stormagternes ”… anerkendelse af den nuværende ordning, der er indført ad frede-lig vej og på regulær vis…”. Hvad Skirmunt her tænker på, må stå hen i det uvisse!! Polen havde i april 1922 henvendt sig til stormagterne/ententen/de allierede: England, Frankrig, Ita-lien og Japan for at nå frem til en afgørelse, men forhindret, at spørgsmålet om specielt Galizien blev taget op i Genua….”det østgaliziske spørgsmål …(var slet ikke blevet) behandlet. Den polske regering er af den mening, at suveræniteten over Øst-Galizien tilkommer Polen uden restriktioner, og i det øjeblik, det anerkendes af ”les puissances principales y inviteés” vil regeringen … forelæg-ge Warszawa-Sejmen et lovforslag, der tilsikrer de …(der boende) ”nationalités principales” retten til … autonomi at nyde den videst mulige frihed, stemmende med nationaliteternes frie udvikling og statens tarv…”. Og, hvordan er det mest statens TARV!!! Wilno-spørgsmålet er løst, men det gode forhold til Lithauen forhindres af dets ”halsstarrige hod-ning [sic: holdning]” ”… Efter ministerens mening stod grænsespørgsmålet nu bedre for Polen end tidligere. Det var ikke alene blevet holdt ude fra Genua efter aftale med ”nos amis”, men også fordi det nu kun skulle fore-lægges stormagterne til anerkendelse, ”… da selve fastlæggelsen af grænserne allerede har fundet sted, enten ved arrangementer med nabofolkene eller ved folkeafstemning. ”Jeg mener sluttelig at burde understrege, at den polske regering udelukker [exclut] muligheden af, at dette så vigtige spørgsmål afgøres af stormagterne på anden måde end i overensstemmelse med Polens ønsker og i fuldstændig forståelse med dette”. Dette er en tour de force i hævdelse af den iboende kraft ved et-hvert fait accompli, det skulle Polen få en lærestreg i mange gange, år efter år fremover.

77

Om andre lande og forhold til Polen: handelsaftale med Italien og Frankrig, England viste ”une compréhension plus complète” [en særdeles fin forståelse – for Polens forhold]. Frugtindbringende samarbejde med den lille entente – ”interessefælleskab (med de baltiske lande, der) … i fremtiden ville danne grundlag for et frugtbart samarbejde … ”trods forbigående vanskeligheder ”.. mellem Polen og ”notre amie La Finlande” [vores ven Finland]. Regnede med snarlige ”normale forhold” til Tyskland, hvor det i Polen vil finde ”… en nabo, der indenfor rammerne af de bestående fredstraktater altid ville være rede til et ”normalt samarbejde”, tagende sigte på en oprigtig og loyal udvikling af et korrekt og godt naboskab. Polens optræden overfor Sovjetrusland og Ukraine på konferencen havde formentlig overbevist dis-se lande om, at man herfra kun havde fredelige hensigter, og det gjaldt nu om for russerne at blive klar over, at en omhyggelig udførelse af påtagne forpligtelser var af betydning for etablering af for-bindelse ikke alene til Polen men med alle de europæiske stater”. Talen blev velvilligt modtaget, men der måtte tvivle på optimismen vedr. østgrænserne”… Den hid-til håndhævede østgrænse skærer rent vilkårligt såvel ukrainske som ruthenske landsdele bort fra deres samhørighed med områder, der nu er under bolsjevistisk herredømme. Om en sanktion vil finde sted så længe de nuværende russiske tilstande består, vil denne formentlig af rent humanist-iske grunde fiksere de bestående grænser, men måske vil spørgsmålets afgørelse blive udskudt indtil videre for at afvente udviklingen i Rusland [eller til den vender!!]. Det østgaliziske spørgsmål (”østlige lille polske”) blev rejst i Sejmen den 30. maj, dagen før Skir-munts tale, hvor det socialistiske parti foreslog ”en vis autonomi for Øst-Galizien”. Idet det ikke kunne benægtes, at Øst-Galizien var beboet af en ukrainsk majoritet”. Forslaget vakte stor mod-stand, blev sendt i udvalg. Her blev forslaget afvist uden behandling. ”Højrebladet,” ”Gazeta Poranna”, skriver den 3. juni 1922 at det anerkender Skirmunt´ dygtighed men et tilbageblik viser, at Polen søger at undgå konflikter og at dette ikke går i længden. Det er ik-ke nok at opbygge udenrigspolitikken på Frankrig og England. ”… Kernen i … (udenrigspolitikken) må være at søge dannet en særlig blok, er kan beskytte Polen mod Rusland og Tyskland, hvis poli-tik har front mod Polen og Frankrig. Skirmunt undervurderer faren ved Rapallo-overenskomsten. At søge dannet en modvægt mod denne bør være en principal opgave, og den kan kun løses ved sam-arbejde med de stater, som er urokkeligt beskyttet gennem Versailles-traktaten”. [Samme traktat blev undsagt i gerning og ord af netop Tyskland og Rusland – med vidt forskellig begrundelse her to år før socialismen i eet land og national-socialismens allerede snarlige komme] Warszawa, den 12. juni 1922 Lno. 814 No. XXX Kabinettet Ponitowskis demission Ges. Tel. 28 af 6/6 - 22 Pilsudski fyrer ministeriet den 6. juni 1922 uden de forhandlinger som skulle have fundet sted da han afviste demissionen den 2. juni [se XXVII af 3.6. 1922]. Pilsudski læste fyresedlen op som før-ste handling – ministeriet fortsætter som forretningsministerium. Pilsudski er ikke i stand til at redegøre klart for sin handling, men henviser til en usikker parlamen-tarisk situation og udenrigspolitiske vanskeligheder forud for kommende valg til Sejmen ”Statschefens motiver synes derfor … at være mindre vel overtænke, og er fra alle sider, med und-tagelse af socialdemokraterne og det yderste venstre, har man da også rettet stærke angreb på ham

78

for at have fremkaldt kabinettets demission på et tidspunkt, hvor det netop var lykkedes Polen at overbevise Europa om sine fredelige hensigter og tillige lykkedes at opnå Europas tillid til landets politik. Man kommer vistnok sagens kerne nærmere, når man har statschefen diktatoriske temperament in mente, og når …” der tages hensyn til venstrepartiets bange anelser ved tanken om efterårets valg; det første efter den nye grundlov. Noget peger på, at Pilsudski har søgt efter en anledning til at stik-ke en kæp i hjulet, fordi præsidentembedet kun tilsiger ham fuld kontrol over militæret og dermed økonomien i krigstid Oppositionen er utilfreds med krænkelsen af Sejmen er nu udtrykte tillid til Ponitowski og så en fa-re i ”en krigerisk eventyrpolitik” Warszawa, den 19. juni 1922 Lno. 847 No. XXXI Polens overtagelse af det Øvre-schlesiske område

Gradvis overdragelse i 6 tempi (zoner) Særskilt Øvre-schlesisk autonomt område Rodet overgang – lov vedtaget på en dag, imod grundloven Ingen regering Warszawa, den 30. juni 1922 Lno. 897 No. XXXII Ministerkrisens løsning Ministeriet Arthur Sliwinski [”Sliwiinski”] Højrepartierne håner ministeriet, ”Gazeta Warszawska” skriver: ” … Situationen er ganske klar: Statschefen har besluttet at danne et kabinet af personer, der er ham fuldstændig hengivne, og kabi-nettet Sliwinski kan derfor med rette betegnes som ”Belwedere-Hoffets” råd. Enhver individualitet er med omhu undgået ved dets sammensætning, og det er beredt til på mindste vink ”à déposer aux pieds du Chef de l´État les intérèts du pays et de nation” [lægger landets og nationens interesser for statschefens fødder]. ”Kurjer Warszawski” udtaler, at løsningen er en trist afslutning på krisen. Ministerlisten fremkalder et meget pinligt indtryk…”, hvor det ikke kan undre nogen, at offentligheden betragter regeringen som en samling ”nikkedukker.” Selv ”Belwedere-organet, ” ”Kurjer Poranny”, mener, at den nye regering er farveløs, hvorfor dens stilling til den forstående valgkamp er ”fuldstændig fri”. Regeringen spås en kort levetid, endnu foreligger der ikke et program. Warszawa, den 7. juli 1922 Lno. 951 No. XXXIV. Finansminister Jatrzebskis exposé En lang redegørelse for Polens finansielle problemer.

79

Ministeren forlagde situationen for Sejmen den 6. juli 1922 en redegørelse for landets håbløse situ-ation. Tanken om at overkomme krisen ved udenlandske statslån var tvivlsom ”… Statslånene var for øvrigt den eneste udvej til forbedring af landets økonomiske situation, men forinden man kunne gøre sig håb op at opnå sådanne, måtte enhver ”imperialistisk tendens i landets politik undertrykkes, og pacificeringen måtte ikke alene være passiv men også aktiv”. Man havde begået en stor fejl ved at anse ”danina” [ikke anført tidligere, må undersøges] for et middel til at genoprette Polens financielle stilling og ved i 6 måneder – aldeles hypnotiseret af den-ne lov – at undlade at træffe større foranstaltninger… En forøgelse af de eksisterende afgifter måtte finde sted, og statsudgifterne måtte bringes ned til det mindst mulige”. Ministeren pegede videre på omkostningerne ved at samkøre tre forskellige administrative systemer: tysk, russisk, østrigsk til et polsk. [problemerne ses med al tydelighed i aftalen om Øvre-Schlesien] Alt i alt måtte der arbejdes hårdt for at undgå, ”fremmed kontrol”. Stigende inflation: polske mark/ danske kroner 6.7. 1.050/1 7.7. ca. 1.200/1 Warszawa, den 15. juli 1922 Lno. 972 No. XXXV Ministerkrisen Ministeriet Sliwinskis fald den 8. juli, hvor højrefløjen vælte regeringen med plus 6 stemmer og derfor ikke ville foreslå en ny regering – førte til ping pong mellem statschefen om hvem der skulle, kunne eller ville pege på en kandidat, som fortsatte da Sejmens flertal pegede på Korfanty (med plus 13 stemmer) i et brev til statschefen. Han svarede, at da han ikke kunne forlige partierne i et kompromis ”… ville det være i strid med hans opfattelse af, hvad der baader [sic: både er] statens tarv og hans pligtfølelse som statschef; men da han på den anden side ikke ville hindre Korfanty i at forsøge at gennemføre sit hver, erklærede han at ”jeg under disse omstændigheder således ser mig tvunget til i nærmeste fremtid at trække mig tilbage fra posten som statschef”. Gesandten skriver videre:”… Ministerkrisen er herved åbent blevet til en statschefkrise; fra sin be-gyndelse har krisen dog … stadig haft dette element i sig, ganske vist under form af et kompetence-stridsspørgsmål mellem statschefen og Sejmen … Stemningen er ret uforsonlig fra begge sider af det politiske spektrum: Robotnik mener i et opråb, at reaktionen provokerer folket, at Korfanty er dens knytnæve mod ar-bejderbefolkningen – Paderewski eller Trampczynski som præsident. ”Giv agt arbejdere og bønder, situationen er yderst kritisk. Forbliv på jeres post for den demokratiske republik: Lad en stærk pro-test komme til orde mod det skete: Jert parti våger og vil senere give jer instruktioner.” ”Som sædvanlig udtaler ... herværende udenrigsministerium, at der er det bedste håb om en snarlig og fredelig løsning på krisen”. Warszawa, den 19. juli 1922 Lno. 982

80

No. XXXVI. Ministerkrisen Ministerliste i regeringen Korfanty afleveret til statschefen med Skirmunt som udenrigsminister og Sosnkowski som krigsminister (begge som før) Uvist hvad det ender med, idet Korfanty ved afleveringen af ministerlisten fik det svar, ”… at stats-chefen intet personligt havde at indvende mod Korfanty´ nomination, men at han måtte henholde sig til hvad han en gang havde udtalt, nemlig at et kabinet, er ikke støttede sig på en solidere majori-tet, uanset denne majoritets farve, under de nuværende forhold ville savne den fornødne autoritet”. Pilsudski havde således ikke nægtet at modtage ministerlisten, er blev i pressen videre citeret for at sige, ”at Korfanty burde henvende sig til sine mandater”. Hvorvidt statschefen herved mente, at Korfanty skulle søge at opnå et i øvrigt tillidsvotum i den samlede Sejm eller blot i dets præsidium er uvist. Da Korfanty under alle omstændigheder ville aflevere ministerlisten, skulle statschefens svar have været, at han ville drage konsekvenserne af dette”. En afstemning i Sejmen ville således ikke give den nye regering den af Pilsudski krævede ”solidere majoritet”. Han ville således træde tilbage i lyset af Sejmens manglende evne til at danne, hvad i sidste ende måtte være en ”national samlingsregering”. ”Statschefkrisen anses almindeligt … at være blevet skærpet, og det er muligt, at majoriteten vil spaltes og således borttage grundlaget for et højrekabinet…” Indtil videre hersker der rolige forhold, men usikkerhed om, hvad der sker, hvis Korfanty udnæv-nes”. Warszawa, den. 31. juli 1922 Lno. 1046 No. XXXVII Ministerkrisens afslutning og kabinettet Nowaks udnævnelse Korfanty´ regering kunne ikke tiltræde trods tilslutning fra samtlige højreorienterede partier da Pil-sudski nægtede at underskrive udnævnelsen den 19. juli 1922. Efter to måneders ministerkrise er der nu dannet og godkendt en ny regering. Forinden havde en mistillidserklæring mod Pilsudski i Sejmen lidt nederlag den 26. juli: 188 for; 205 mod, dvs. 17 stemmers flertal Processen lykkedes primært fordi ”… den moderate højregruppe (KPK), der hovedsagelig repræ-senterer Østrig -venlige kredse i Kraków-egnen…(med 16 mandater), men som til gengæld tilhører de mest oplyste kredse…” skiftede side For at få en ende på krisen, som dybest set var af konstitutionel karakter, hvem der foreslår mini-sterpræsidenter; Sejmens præsidium (”Den øverste kommission”) eller statschefen, kom det til af-stemning om Korfanty (202 for, 220 imod) hvorefter præsidiet lod Pilsudski ”… overtage initiativet til dannelsen af en regering”. Der kunne fortsat ikke dannes en samlings- eller forretningsministeri-um, men Sejmen accepterede med 240 mod 184 statschefen kandidat rektor for Krakows universitet Nowak pr. den 31.7.1922. Ny udenrigsminister: Gabriel Narutowicz (mener selv, at han kun er udenrigsminister indtil der fin-des en anden [ og bedre?].

81

Ministeriet anses for mere radikalt end Ponikowskis regering men mere moderat end Sliwinskis, men også kun som en overgangsregering. Warszawa, den 14. august 1922 Lno. 1094 No. XXXVIII. Rusland og Haager-konferencen m.m. [Litwinoff [Litvinov] i Warszawa] Litvinov fik at vide, at Rusland, efter polsk opfattelse, til stadighed krænker Riga-freden. Eneste interview er med det ”semitiske blad”, ”Nasz Kurjer”, som går igen i den hebraiske presse. Russisk forslag om nedrustning er henvist til Folkeforbundet, Polen vil ikke forhandle bilateralt, Rusland har ikke råd til stor hær, men selv efter en reduktion, vil den ”… stadig give (-) sovjetrege-ringen betydelige styrker i hænde, der kan virke truende overfor Polen”. Polen har udvist embedsmand fra den sovjetiske ambassade grundet spionage og forsøg på ”… at købe polske officerer”. Warszawa, den 22. august 1922 Lno. 1127 No. XXXIX. Ministerpræsident Nowaks programtale m.m. [afsendt, nu som følgeskrivelse, der har Lno. 1125] Programtalen fik mod forventning stor tilslutning den 3. 8. 1922: 193 mod 139 Nowak vil, som han udtrykker det ”… udøve sine funktioner upartisk og alene til landets bedste” Fortsættelse af hidtidige udenrigspolitik Et detailleret finansprogram, baseret på ”den strengeste økonomi”, var under udarbejdelse. Minoriteterne – tyske og semitiske parti – havde opponeret mod Korfanty… Nowak ”… tilsagde minoriteterne regeringens fulde opmærksomhed, således at enhver polsk bor-ger, der uden indskrænkning opfyldte sin borgerpligt, kunne føle sig hjemme i staten både kulturelt og nationalt, under de garantier, som konstitutionen tilsikrede dem… regeringen … (ville) snarest forelægge Sejmen et forslag til autonomi for områder med blandet befolkning og frem for alt Østga-lizien…”. Sidstnævnte forslag, byggende på polsk suverænitet over området og konsultationer med England, Frankrig og Italien, forventes forelagt Sejmen den 12. 9. 1922. Hvert af distrikterne Lwow, Stanislów og Tarnopol ville få deres lokale sejm, der ville blive det hø-jeste autonome organ. Præfekterne er fortsat udnævnt af statschefen. Kun stemmeret for polakker og ruthenere [!??]. Lokale sejm med kompetence over: konfessionelle forhold, folkeskoler, sundhedsvæsen, fattig-væsen, agrarspørgsmål (som ikke allerede fastlagt i loven), støtte til handel, industri og landbrug,

82

bestemmelser vedr. eksisterende (nationale) love og deres udførelse, skatte- og afgifter på lokalt plan efter tildelte [rette ord?] budgetter. Muligvis samme for Lublin og Wilno. ”At forholdene berettiger til særlige bestemmelser og autonomi i …(Lwow -, Stanislówo-, Tarnopol -) distrikter (- ne) kan ikke nægtes. Efter folketællingen der afholdtes pr. 30. oktober … (1921) ud-gør den polske del af befolkningen i Lwow-distriktet 56,1 % og andre nationaliteter 43, 9 %, … i Stanislówo-distriktet … 21,8 % og 78,2 % og endelig i Tarnopol-distriktet 44,3 % og 55,7 %...” Regeringen fik sin støtte, idet socialistiske parti ønskede, at regeringen ”definitivt at ordne det gali-ciske spørgsmål. Der blev udskrevet valg til den 5. (Sejmen) og den 12. november 1922 til Senatet Efterfølgende forsøgte regeringen forgæves, den 16. 8. 22, at få udskudt valget for at kunne få auto-nomiforslaget for Øst-Galizien gennem Sejmen før valget. Warszawa, den 28. august 1922 Lno. 1155 No. XL. Udenrigsminister Naruntowiczs exposé til den polske presse [Udsendt den 25. 8. 1922] 1 bilag Ingen ændringer i udenrigspolitikken Fortsatte problemer med Teschen Forventer alliance med Rumænien Ministeren ”… berørte endvidere den kendsgerning, at Polen nu har udskrevet valg i Øst-Galizien, til trods for, at spørgsmålet om dette områdes stilling indenfor den polske republik endnu ikke er endeligt ordnet, og udtalte håbet om, at de allierede ville anerkende Polens fulde suverænitet over Øst-Galizien. … fremhævede betydningen af samarbejdet med de baltiske stater, der svarer til Polens samarbejde med den lille entente… at Finland ikke havde villet tiltræde Warszawa-protokollen, tillagde …(han) ingen betydning … de baltiske stater ville optræde sammen ved Folkeforbundets møde, og at de … vedblivende ville arbejde sammen for at bevare freden i det østlige Europa … Polen ville modtage Sovjet-regeringens indbydelse til møde om nedrustning (”begrænsning af militærvæsenet”) Vanskeligheder med Lithauen på grund af Wilno. Vanskeligheder vedr. besøg af fremmede landes flådefartøjer i Danzig [Spørgsmålet var: Har Polen eller har Polen ikke adgang til Østersøen??] [ en overraskende ”lakune i de politiske depecher – fra den 28. august til ] Warszawa, den 30. september 1922 Lno. 1315 No. XLI.

83

Statschefens rejse til Rumænien og Polens forhold til den lille entente

Rejsen opfattes som høflighedsvisit En lang beskrivelse af Polens forskellige forsøg på regionalt, internationalt handels- og forsvarsafta-ler, senest med Rumænien. Problemerne med Teschen tilbage fra før oprettelsen af Tjekkoslovakiet Nedrustningskonference på russisk initiativ i Reval (Tallin) Warszawa, den. 9. oktober 1922 Lno. 1342 No. XLII Polen og Rumænien samt Balkansituationen

. Under besøg af den russiske udenrigsminister i Warszawa skal han have spurgt til Polens stilling, hvis Rusland blev inddraget i ”Orienten” [hermed menes her: Rumænien-Tyrkiet]. Han skal have fået det svar, at ”… Polen ikke forud ville kunne binde sig til nogen bestemt holdning, men at denne måtte afhænge af forholdenes udvikling…”Rumænien havde den 1. oktober 1922 orienteret Polen om et russisk indfald i Besarabien ville blive betragtes som et ”casus føderis” [sic: foederis, grund til at handle i forhold til alliance eller traktat] selvom [fremhævet i originalen] Rumænien eventuelt ville gå sammen med England, såfremt tyrkerne indledende [sic: indledte] en offensiv mod disse … Polen havde svaret, at selvom Rumænien gik mod KEMAL PASCHA [således i originalen], ville et russisk indfald i Besarabien blive opfattet som en provokation og medføre polsk indgriben…” Di-rekte adspurgt om dette forhold havde chefen for det politiske departement i det polske udenrigsmi-nisterium svaret, at man var nået over det mest kritiske punkt, men ”… på grund af Polens alliance med Rumænien kunne følgerne af en konflikt på Balkan blive uoverskuelig for landet, idet ”nous sommes enfin obligés d´entrer dans un conflit eventuel si la Russie attaquerait notre Alliée” [vi ville bestemt være forpligtet til at gå ind i en eventuel konflikt, hvis Rusland skulle angribe vores alliere-de]. Han mente i øvrigt, at Rusland ”havde en ret til at blive hørt i spørgsmålet om Dardanellerne, i hvilke det er direkte interesseret”. Den serbiske 1. legationssekretær kunne meddele, at Italien, Frankrig og England …( på møde i Pa-ris i marts måned 1922 var nået til enighed ) om ikke at ville hindre en tyrkisk tilbagetagelse [tilba-geerobring] af Trakien [Thrakien] med Adrianopel [nu Edirne i Tyrkiet] indbefattet”, hvilket Serbi-en ikke var blevet orienteret om, og derfor heller ikke ville vide noget om….Serbiens stilling var af mange grunde vanskelig, hvorfor man støttede sig til eksisterende traktater, specielt Sevres. Han mente i øvrigt at vide, at der eksisterer ”visse aftaler” i sammenhæng med Tyrkiets eventuelle mili-tære skridt mellem Bulgarien og Sovjet, som den bulgarske regering søgte at skjule. Warszawa, den 9. oktober 1922 Lno. 1344 No. XLIII. Polen og Tjekkoslovakiet [samt Balkansituationen] 1 bilag Lang, lang historie om Teschen – ”revet fra Polen da det kæmpede mod bolsjevismen” – overnatio-nal dolkestødslegende, men der blev lukket for godstransporten – i sær mærkbart for ammunitions-forsyningen, via dén jernbanelinie i sommeren 1920.

84

Polske forsøg på tilnærmelse til Serbien for ”at svække Serbiens stilling som de russiske slaveres fortaler [in casu ruthenere og ukrainere i Øst-Galizien] men ”Serbien …(stiller sig), så vidt jeg for-står, køligt overfor en sådan politisk tilnærmelse” Warszawa, den 18. oktober 1922 Lno. 1371 No. XLIV. Fransk senator Herriots Ruslandsrejse Polske blade sammenligner rejsen med Katharina den II´ s Potemkin-rejse [1787]. Herriot hævder at Rusland vedstår udenlandsgælden, men ikke har råd til at betale nu. Herriot videre mener, at Frankrig burde støtte Ruslands krav på at løse Konstantinopels fremtidige skæbne, men ”Rusland ønsker kun, at strædernes frihed bliver sikret… Warszawa, den 20. oktober 1922 Lno. 1374 No. XLV. Det forstående valg til Senatet og Sejmen. [Minoritetspolitik gennemgang af valgpro-

grammer og konstellationsmuligheder i ny Sejm]

[Valg] kampagnen har længe ikke været af interesser for landbefolkningen medens byboerne er op-taget af det ”altoverskyggende dyrtidsproblem ”,.. hvilket trænger interessen for det politiske liv i baggrunden”. ”... Betragter man det resultat, den nu opløste Sejm har nået, må man forbavses over, at det alligevel har været muligt [at] komme så vidt i lovgivningsarbejdet som tilfældet er, idet medlemmerne for størstedelen var landboer, som ikke hidtil har haft nogen parlamentarisk skole, og som for nogles vedkommende ikke kunne læse; endvidere har den omstændighed, at 16 partier var repræsenterede, hindret en jævn og støt arbejdsmetode, idet partikonstellationerne – der vel i store træk var de sam-me – dog gav mange overraskelser i form af uventede svingninger, således at ubetydelige partier undertiden kom til at lægge det afgørende lod i vægtskålen...”. Man var klar over konsekvenserne af disse mange partier og grupperinger, ”klubber”, alligevel er der ”... opstillet 20 betydeligere lister, og det er nærmest forholdene og ikke forståelsen heraf, der har medført, at der er blevet afsluttet valgalliancer. Man bør dog vistnok ikke gå ud fra, at disse alliancer vil få varig betydning, dertil har vanskelighederne ved deres skabelse været for store, men i hovedtrækkene kan der sikkert regnes med en betydelig højreblok, to centrumspartier, det radikale Witos-parti med to eller tre mindre par-tier, der nok nærmest vil samarbejde med Witos-partiet, de socialistiske grupper samt endelig mino-ritets-blokken, hvis betydning foreløbig ikke kan beregnes. Det der førte til dannelsen af denne mi-noritetsblok, der omfatter: de tyske minoriteter, de østlige randprovinsers hviderussere og ukrainere, den semitiske zionistgruppe samt den ortodokse semitiske gruppe, var vedtagelsen af valgloven i sin nuværende skikkelse, idet den – navnlig med støtte fra de konservative partier – gennemførte indde-ling af landets i valgkredse, som ganske evident [min kursiv] delte de blandede distrikter således, at minoriteterne i mange valgkredse måtte få vanskeligt ved at opnå det antal repræsentanter, der egentlig tilkom dem. Da der desuden bille blive tillægsmandaterne at fordele på grundlag af de op-nåede repræsentanters antal, og da kun partier der har repræsentanter i mindst 6 valgkredse kan komme i betragtning ved [tillægs-] mandaternes fordeling, kom en sammenslutning mellem de ovennævnte minoriteter i stand, for at de på denne måde kan få en så fyldig repræsentation som mu-ligt. Denne sammenslutning vakte stærk forbitrelse i ed konservative kredse, lige som centrums- og

85

venstregrupperne lagde en vis ængstelse for dagen for at minoritetsgrupperne herved skulle komme til at spille en for fremtrædende rolle. Under hensyn til, at der i hele Polen – indbefattet Øst-Galizi-en, Wilno distriktet, de tidligere preussiske provinser og Øvre-Schlesien, i hvilke områder valg også finder sted – findes c. 30 % ikke-polakker, er det forståeligt, at der har været gjort mange anstren-gelser for fra modstandernes side for at spalte minoritetsblokken. Da dette ikke er lykkedes, har fle-re af de andre partier også indgået valgalliancer. Tager man partierne til højre, har således det kristeligt-nationale arbejderparti, det national-kriste-lige folkeparti og det nationale folkeforbund, der i den forrige Sejm havde i alt 128 repræsentanter, sluttet sig sammen til den kristeligt-nationale enhedsblok (Chrzescijanski Zwiazek Jednosci Naro-dowej), der på grund af forbogstaverne i dens ovennævnte polske navn ”Ch-Je-Na” af modstander-ne er døbt ”Hyænen”. Denne blok har på sit program kampen mod semitisk indflydelse [min kursiv], hvilket fordrer samarbejde mellem samtlige kristelige og nationale elementer, ærlighed i det politi-ske liv, svækkelse af klassekampen og genoprettelsen af intelligensens naturlige førerstilling inden-for det politiske liv og dens indflydelse på lovgivningsarbejdet, dog med fornøden hensyntagen til sagkundskaben [!!]. Sammenslutningen er kun kommet i stand med vanskelighed, men da blokken råder over betydelige pengemidler, vil valgene sikkert bringe den et ret stort antal mandater, uden at man dog måske kan regne med, at enigheden bevares på den kommende Sejm. Disse tre partier er alle modstandere af statschef Pilsudski, uden at de dog har ønsket at inddrage dette moment i valg-kampagnen. Blandt blokkens mere fremtrædende kandidater kan nævnes Korfanty og den tidligere finansminister Grabski, samt det kristeligt-nationale arbejderpartis fører, Dubanowicz medens den til senatet opstiller bl.a. den forrige Sejms maréchal [formand] Trampczynski, tidligere udenrigsmi-nister Skirmunt og biskoppen i Lwow, Theodorowicz. Af centrumspartier er der, som tidligere nævnt, to, nemlig den nationale folkeforening, der rettere bør kaldes det polske centrum og den nationale folkelige statsunion. Det polske centrum er dannet ved en sammenslutning af det tidligere nationale fremskridtsparti, der talte 52 mandater, og de to partier forventer at opnå c. 70 à 100 mandater. Om denne sammenslutnings program såvel som de fleste af de andre partiers program gælder det, at det er ret vagt. Den ønsker at skaffe landet en rolig og godt organiseret arbejdsperiode og sætte statens interesser over klasse-interesserne. Også denne blok har udtalt sig skarpt mod minoritetsblokken, af hvis kandidater den har fremhævet enkelte som landsskadelige. Blandt dens kandidater kan nævners de tidligere ministre Skulski og Ponikowski. Den anden centrumsblok har ligeledes på sit program formindskelsen af partistridighederne for at gavne staten og endvidere, at minoriteterne bør have lige rettigheder med landets andre borgere, så længe de opfylder deres borgerpligter loyalt. Blokken står i modstrid med det mest konservative højre og tenderer – i modsætning til det polske centrum – mod venstre. Skaberen af denne blok er det tidligere konservative Kraków-parti, K.P.K., der i de sidste krisetider stadigt har optrådt mæg-lende og spillet en afgørende rolle under forsommerens langvarige og vanskelige ministerkrise. Par-tiet har hidtil fortrinsvis talt sine vælgere blandt intelligensen og stor[gods]besidderne i de tidligere østrigske egne, og det har nu optaget det demokratiske parti, det uafhængig- nationale parti og Na-rod-partiet, der ikke havde nogen repræsentant i den forrige Sejm, samt endvidere de moderate Wil-no-demokrater. Denne konstellation er noget løsere end de tidligere nævnte, idet K.P.K. ønsker at bevare sin handlefrihed. Blandt blokkens mere fremtrædende kandidater kan nævnes de tidligere ministre, Iwanowski, Kucharzewski, Steslowicz, Darowski, samt den nuværende finansminister Jastrzemski og sundhedsminister Chodzko, samt ministerpræsident Nowak. Som næste større parti kommer ”Piast”-partiet – også kaldet Witos-partiet efter dets fører – der hid-til har haft 85 repræsentanter i Sejmen. Det er radikal-demokratisk og en afgjort tilhænger af stats-chef Pilsudski, og det ønsker ikke at samarbejde med højrepartierne. Som program opstiller det en konsolidering af den demokratiske republik, en nærmere præcisering og styrkelse af statschefen stil-ling, til hvilken post det kun anser Pilsudski for egnet. Endvidere ønsker partiet agrarreformen frem-

86

met, kolonisation, jordforbedring og landbruget understøttet, ligesom man til en vis grad udtaler sig for decentralisation af administrationen for så vidt angår en begrænset autonomi for de blande di-strikter, dog med bibeholdelse af statens enhed. Partiet tæller navnlig sine tilhængere blandt de mere velhavende mindre landbrugere og forventer en fyldig repræsentation navnlig på grund af grænsedi-strikternes deltagelse i valgene. Efter Witos-partiet kan nævnes det polske folkeparti ”Befrielsespartiet”, der dannedes i Kongres-polen i 1915 endnu før Polens genopståen og derfor antog dette navn, og som havde 23 mandater i den forrige Sejm. Partiet er også kendt under navnet Thugutt-partiet efter dets fører. På sit program har partiet: Ændringer i konstitutionen, hvor denne er i modstrid med folkets ønsker, dvs. afskaffel-se af Senatet og retskraft for love, vedtaget af Sejmen, fordring om, at præsidentvalget sker ved fol-keafstemning, agrarreformens gennemførelse, lighed for borgerne uden hensyn til nationalitet, mili-tærtjenestens nedsættelse til et år, en retfærdig fordeling af skattebyrderne, hvilket nærmest vil sige afskaffelse eller i hvert fald formindskelse af de indirekte skatter. Den næste gruppe, Stapinski-gruppen, eller venstre af det polske folkeparti, havde 11 repræsentan-ter i forrige Sejm og samarbejdede indtil for kort tid siden med Witos-partiet; dette samarbejde er nu ophørt og afløst af et modsætningsforhold. Stapinski-gruppens program er omtrent det samme som Thugutt-partiets, dog noget mere radikalt, og navnlig her gælder det, at der intet fast program er opstillet. Det nationale arbejderparti, der tidligere talte 23 deputerede, og dom står socialdemokraterne meget nær, har dog hidtil stadigt holdt sig noget til højre for disse, men må alligevel henregnes til de soci-aldemokratiske partier, idet dets vælgere – som navnet angiver – hovedsagligt er arbejdere. Det ar-bejder på en konsolidering af republikken, på indførelsen af en folkeregering og på indførelse af lo-ve angående alderdomsunderstøttelse, invalide- og ulykkesforsikring samt arbejdsløshedsunderstøt-telse. Endvidere vil partiet bestræbe sig på at bekæmpe den stadigt voksende dyrtid og for at få gen-optaget byggevirksomheden. Det første egentlige socialistiske parti, ”Polske Socialistiske Parti”, talte 34 deputerede i den forrige Sejm og er ortodokst flertals-socialist-parti, hvis betydning ikke kan underkendes. Pilsudski var ind-til sin overtagelse af statschefsposten føre for det, og dets program går ud på at bekæmpe reaktionen og at indføre en socialistisk republik. Partiet stiller sig forstående overfor minoriteterne og ønske selvfølgelig den sociale lovgivning udvidet. Foruden det polske socialistiske parti er der opstået et uafhængigt socialistisk parti, der naturligvis bekæmpes stærkt af førstnævnte, fra hvem det får sine vælgere. Endvidere findes der et semitisk so-cialistisk parti, samt en semitisk demokratisk gruppe, der begge står udenfor minoritetsblokken, og som – ligesom de andre jødiske partier – formentlig vil få et større antal repræsentanter, idet jøderne ved det første valg i 1919 for en meget stor del afholdt sig fra at stemme. Endelig kommer det kommunistisk parti [PKP]. Hvis betydning hidtil har været ganske minimal (2 mandater), men som formentlig også vil få en større repræsentation. Ganske vist er partiets agitation blevet hæmmet ved en del arrestationer, fortaget i den sidste tid, og under hvilket det konstateredes, at dets valgkampagne var underkastet stærk indflydelse fra Sovjet. Chancerne for at valgene i Øst-Galizien vil komme til at foregå i ro og orden er meget tvivlsom, idet det ukrainske selvstyreparti allerede nu viser tegn på sabotage af valgene. Partiet, der siges at arbejde med tysk og tjekkisk pengeunderstøttelse, og hvis fører er den fra internationale konferencer kendt dr. Petroszewicz, som ved enhver lejlighed har søgt at slå lyd for Galizien´ adskillelse fra Po-len og dets forening med Ukraine, ser i det nu vedtagne autonomiforslag for Øst-Galizien en hin-dring for dets adskillelse fra Polen. Man synes at stå overfor en organiseret sabotage med brand-stiftelser, attentater o.l. og den polske regering har derfor nu truffet politiforanstaltninger, som dog muligvis på grund af områdets udstrækning vil vise sig utilstrækkelige.

87

Det er vanskeligt at sige, hvilket udfald valgene vil få, men det overvejende opfattelse er dog, at centrumpartierne vil vise fremgang, hvorved den nye Sejm formentlig vil få et lidt mere moderat præg end den nu opløste. Hertil kommer yderligere Senatet, hvortil valgretten betinges af en alder på 30 år, hvilket formentlig også vil virke modererende. I hvert fald håbes det, at den kommende Sejm vil få større arbejdsevne end den gamle, - et moment der har været fremhævet fra alle partier...” Warszawa, den. 21. oktober 1922 Lno. 1377 No. XLVI. Polen og Orientsituationen. Revalkonferencen 1 bilag Polen er tilfreds med forløbet af ”orientspørgsmålet” som åbenbart ruller fredeligt. ”Polen vil indtage en holdning, der er dikteret af den traditionelle sympati, der binder landet til Tyr-kiet. (Udenrigsministeren hentyder formentlig til den omstændighed, at Tyrkiet aldrig anerkendte Polens sidste deling.). Polen knytter endvidere den største interesse til den kommende konference … Thi selvom landet ikke grænser ud til Sortehavet, medfører den polsk-rumænske handelstraktat, der har givet Polen visse rettigheder i havnene Braila og Galatz, at der her er en direkte interesse. Revalkonferencen havde været et skridt til en yderligere udvikling af forbindelserne mellem … Fin-land, Estland, Letland og Polen. Den havde i første linie drejet sig om at finde fælles linier for sta-ternes optræden på Moskwa-afrustningskonferencen, som man forslog, skulle finde sted den 30. d. oktober 1922,, og hvori Rumæniens deltagelse efter ministerens mening var ønskelig…” Der sammenkaldes til baltisk økonomisk konference i Helsingfors og næste udenrigsministermøde i Riga Warszawa, den. 24. oktober 1922 Lno. 1393 No. XLVII. Øst-Galizien. [ 1 bilag] [Sejmen vedtog den 26. september 1992 ”Selvforvaltningslov for de østlige grænsedistrikter”:] ”... Ved lovforslaget bliver der indført et vist selvstyre i guvernementerne (Wojewodstwa-erne) Lwow (Lemberg) Stanislawow og Tarnopol, for hvilke tre distrikter der oprettes særlige rigsdage (Sejmik), der kommer til at bestå af to kamre, af hvilke det ene dannes af repræsentanter for den ”ruthenske kurie”, dvs. deputerede valgte af vælgere, der erklære sig for at være ruthenere, medens det andet kammer vælges af den polske nationalitet. For så vidt en sag kun angår den ene kurie, bli-ver den udelukkende at behandle af det pågældende kammer, medens beslutninger vedrørende sa-ger, der angår begge nationaliteter, træffes i fællesskab. Lwow-Sejmik-ens to kamre kommer hver til at bestå af 50 medlemmer, medens hvert kammers medlemstal for Stanislawow. og Tarnopol -Semjik-erne er fastsat til 30. Endvidere bestemmes det, at udgifter til foranstaltninger, der kun angår den ene part, afholdes af det pågældende kammer, der i den anledning opkræver de fornødne skatter hos vedkommende nationa-

88

litets vælgere. I sager, der vedrører begge nationaliteter, træffes afgørelserne efter samråd mellem de to kamre, ligesom skatter i sådanne anliggender bliver at pålægge distriktets samtlige indbygge-re. Med vedkommende Wojewoda (præfekt) som formand oprettes der for hvert af distrikterne en Wo-jewodstwa - styrelse, der kommer til at bestå af 8 medlemmer og 8 suppleanter, 4 valgte af hver ku-ries kammer, samt 4 repræsentanter og 4 suppleanter, der vælges af Wojewoden blandt distriktets indbyggere. Wojwod[stwa-] styrelsen deles i to sektioner, der samarbejder for så vidt angår fælles-anliggender, men som handler hver for sig i særanliggender. Angående sprogspørgsmålet bestemmes det, at selvstyreautoriterne selv fastsættes, hvilket sprog, de for deres vedkommende ønsker at anvende og endvidere, at disse myndigheder såvel som de almin-delige myndigheder og domstole, indenfor hvilke det polske sprog anvendes, er pligtige til at besva-re henvendelser på henholdsvis polsk eller russisk, eftersom den pågældende henvendelse er affat-tet, samt til at modtage mundtlige protokolforklaringer i begge sprog såvel som til at føre forhand-linger i disse. Selvstyreadministrationen skal senest indføres 2 år efter lovens ikrafttræden, der indtræder med lo-vens offentliggørelsesdag. Hidtil har offentliggørelsen ikke fundet sted. [min kursiv].. Som jeg tidligere har haft den ære at indberette har der stadig fra konservativ side været en stærk opposition mod vedtagelsen af en autonomilov for Øst-Galizien og det skyldes utvivlsomt en vis påvirkning fra udlandet, at loven nu er blevet vedtaget. Polen har formentlig indset, at lovforslagets vedtagelse ville styrke dets stilling på Nationernes Forbunds forsamling, hvor Aszkenazy allerede nogen tid inden lovforslagets forelæggelse erklærede, at spørgsmålet var taget op af hans regering. Endvidere har i hvert fald den herværende franske og engelsk legation i sin tid fået tilstillet forslaget til forelæggelse for deres regeringer, en omstændighed de konservative partier stærkt kritiserede, idet de stadig har hævdet, at spørgsmålets løsning var et rent indrepolitisk anliggende. De socialistiske partier havde allerede i længere tid fordret en autonomilov for Øst-Galizien og støt-tede derfor også en dagsorden, der vedtoges den 26. juli [1922] og som stilledes af det ”konserva-tive” folkeparti, K.P.K. Socialisterne stemte imidlertid mod forslaget, idet de mente, at dette ikke gik vidt nok. Loven var efter deres mening for kompliceret og også uretfærdig, idet Sejmik-ernes to kamre fik et lige stort medlemsantal uden hensyn til de derboende to nationaliteters respektive antal. Efter at lovforslaget var blevet ændret til ”Selvforvaltningslov for Wojewodstwa-erne” i stedet for ”Autonomilov for Øst-Galizien”, og efter at Art. 4, indeholdende bestemmelser for valgret og valg-barhed til Sejmik-erne, der efter forslaget tildeltes alle de derboende personer, der har valgret til Sejmen, var blevet slettet, vedtoges forslaget med 140 mod 116 stemmer. Det tilkommer således – ifølge vedlagte forslags Art. 5 – republikkens kommende Sejm at fastsætte den nærmere valgord-ning, hvilket betragtes som en sejr for de konservative partier, der således betragter spørgsmålets afgørelse udskudt ...” Warszawa, den 14. november 1922 Lno. 1473 No. XLVIII. Valgene i Polen [og udenrigspolitikken] Valget til Sejmen blev afviklet den 5. november – til Senatet den 12, En ukrainsk kandidat er dræbt, men ellers rolig afvikling. Polske blade har med ”stor stolthed fremhævet, at den polske vælgerbe-folkning således allerede ved dette første valg har lagt en høj politisk kultur for dagen. Det turde være excès de zèle [ overdreven iver], når samme aviser har angivet valgdeltagelsen ved valget den 5. til i nogle kredse at være nået 100 % af vælgerkorpset! Rigtigt er det imidlertid, at en stor procent

89

– vistnok 75 à 80 % - har deltaget i valgene til 2. kammer, den såkaldte Sejm”. Valgdeltagelsen til senatsvalget var lavere bl.a. skulle kvinderne ”... der mødte talrigt frem ved valgene til 2´kammer, i stort antal har vægret sig ved at demonstrere deres alder ved at begive sig til stemmeurnerne [til det-te valg] i søndags”. Valgresultatet forligger ikke officielt, men legationen regner med denne forde-ling:] Venstre[fløjen] Polske Bondeparti Liste 1 70 Venstre-Bondepartiet Liste 3 48 Radikale bondeparti (Stapinski) Liste 13 1 do. do. (Okón) Liste 15 4 ”Rada Ludowy” Liste 6 1 Nationale Arbejderparti Liste 7 16 Polske Socialdemokrater Liste 2 42 Invalide og demobiliserede soldater Liste 13 - 182 Højre[fløjen] Polske Nationalblok Liste 8 163 Statsunion Partiet Liste 22 1 164 Nationale minoriteter Nationale minoriteter Liste 16 65 Galiciske Jødeparti Liste 17 16 Jødiske Folkeparti Liste 20 1 ”Chliborody” Uden liste 5 Zionist-socialisterne Liste 11 - Jødiske Scialister Liste 4 - 87 Polske Centrumsparti Liste 10, 12, 14 8 8 Kommunistpartiet Liste 5 3 3 [Mandater i alt] 444 [Det tyske mindretal må være omfattet af Liste 16 ”Nationale minoriteter] Da venstre[fløjen] i den grundlovgivende Sejm, der talte 412 medlemmer, besad 177 mandater, er partiet således gået en del fremad, medens højre[fløjen] der i den tidligere Sejm talte 188 mandater, er gået væsentlig tilbage, navnlig set på baggrund af, at centrumpartierne der hovedsagelig stemte sammen med højre, og som tidligere... havde 27 mandater, nu er skrumpet ind til 8. Stor tilfredshed har det vakt i alle borgerlige kredse, at kommunisterne kun vil få to eller tre mandater. Det mest karakteristiske træk ved de nye valg er, at samtidig med at bevægelsen ud mod yderpunkt-erne her – som overalt i Europa – har accentueret sig, er de nationale mindretalspartier, dvs. jøder, tyskere, ruthenere og ukrainere, grundet på deres af valgtekniske hensyn indgåede kartel, gået stærkt fremad, således at de, hvis de vedblivende kan holde sammen, vil komme til at danne tungen på vægtskålen i den nyvalgte Sejm. Udelukket er det dog ikke, at de grupperinger, der har dannet sig ved valget, vil opløse sig, og nye kombinationer finde sted, så snart rigsdagen skal til at arbejde. [Legationen vurderer ikke at valget til Senatet, der udover medvirken ved valg af præsident, ikke spiller nogen rolle vil afvige fra valget til Sejmen, består i øvrigt af 111 medlemmer. Der forventes

90

ikke særlige ændringer udover et regeringsskifte, idet den nuværende ministerpræsident opfatter sig som overgangsfigur og gerne vil vende tilbage til ”en videnskabsmands stille sysler i Kraków] ... Den første store opgave, der vil tilfalde den nye rigsdag, er valget til præsident for den polske re-publik. Medens man tidligere har været temmelig overbevist om, at valget ville falde på den nuvæ-rende midlertidige statschef, maréchal Pilsudski, er stillingen ved de nationale mindretals uventede fremgang og ved centrumpartiernes omtrent absolutte forsvinden blevet tvivlsom. Det er dog stadig mest sandsynligt, at flertallet af rigsdagsmændene vil udtale sig for Pilsudski, men hvorvidt denne under de nuværende forhold vil være tilbøjelig til at modtage valget er måske usikkert. Sandsynlig-heden taler dog for, at statschefen vil acceptere, eventuelt på betingelser, der sikrer ham en yderlige-re indflydelse, navnlig hvad de militære forhold angår, en den, forfatningen strengt taget tillægger præsidenten. Angående Polens ydre politik i øjeblikket tiltrækker den tilstundende konference i Lausanne sig na-turligvis betydelig opmærksomhed. Som en af underskriverne af Sèvres-traktaten har Polen uden tvivl ønsket at komme til at deltage i konferencen, hvortil der synes at være så meget mere anled-ning, som forholdene i den nære Orient naturligvis både direkte og gennem alliancen med Rumæni-en i allerhøjeste grad interesserer den polske regering...” Forsøg på at blive inviteret har indtil vide-re ikke båret frugt, men man håber på en fredelig løsning og at der findes midler til at sikre stræder-nes frihed, ”der for Polen spiller så stor en rolle, idet en meget væsentlig del, af dets eksport foregår over Sortehavshavnene”. [Mindre kurre på tråden mellem Sovjet og Polen – et spørgsmål om legationernes gensidige ret-tigheder til at forlange audiens hos udenrigsministre og statschefer – rent protokolspørgsmål] ”... Hele episoden har næppe nogen som helst politisk betydning, men er kun et forsøg på fra Rus-lands side på med et af de sædvanlige slag i bordet at skaffe sin repræsentant en social stilling blandt de herværende fremmede missioner, der kunne være et skridt på vejen til de jure anerkendel-se andre steder. Da Polen imidlertid jo har anerkendt Sovjet-Rusland og således ikke kan undgå, hvis Rusland sender en befuldmægtiget minister, at modtage denne på sædvanlig måde, havde det måske været simplere at formå statschefen til at se [den sovjetiske befuldmægtigede,] hr. Obo-lenskij indenfor en passende tidsfrist[ og ikke ”inden tre dage”]. Nu vil resultatet formentlig kun blive, at der i løbet af kort tid sendes nye repræsentanter fra begge sider, der vil blive modtaget med enhver formalitet...” Warszawa, den. 12. december 1922 Lno. 1588 No. XLIX. Rigsdagens åbning og valg til præsident [for samme] ”Den endelige sammensætning af rigsdagens to kamre jfr. ... No. 58 [sic: XLVIII] af 14. november. Blev følgende: Sejmen Senatet I alt Venstregrupperne 169 47 216 Højregrupperne 190 35 225 Minoriteterne 85 29 114 [ i alt 444 111 565]

91

Centrumgruppen er ved den endelige konstituering af partierne ... forsvunden under omgrupperin-gen inden for partierne. Åbningen af Polens første ordinære rigsdag fandt sted den 28. november...”. Statschef Pilsudski holdt taler i begge kamre, ”... Det væsentligste indhold ... var) formaninger om fordragelighed mel-lem partierne og opfordringen til endelig at påbegynde det samarbejde, for hvilket man inden for republikkens politiske liv,.. indtil dette øjeblik ikke havde vist noget større talent...” Valget til formand for Sejmen var hurtigt overstået og blev en af lederne for Witos-partiet, professor Rataj. Næste store opgave var valget af præsident. Pilsudski havde indkaldt regeringen og lederne af de politiske partier, hvoraf flere undlod at møde op, til møde den 4. december for at klarlægge sin stilling. Han overraskede alle ved at meddele, at han ikke opstillede. Han ”... motiverede denne beslutning med, at der til den vanskelige post som Polens præsident krævedes en mand med langsom gang, men med en let hånd. Han mente om sig selv, at han netop havde de modsatte egenskaber, og navnlig mente han sig ikke i stand til at finde sig i en sådan tilbagetrukken stilling uden ansvar, som forfatningen anviser præsidenten. Statsche-fen fremhævede i så henseende, at grundloven udtrykkelig lægger den højeste myndighed til hærens ledelse i rigsdagens hænder, og dette ville han aldrig kunne finde sig i som præsident, ligesom han heller ikke som statschef havde ladet andre blande sig i hærens forhold, skønt den hidtil gældende såkaldte lille konstitution havde haft lignende bestemmelser i grundloven. Endelig erklærede stats-chefen, at han, der var en fattig mand, slet ikke havde råd til at lade sig vælge til præsident. Når han i sin hidtidig værende funktionstid nu og da havde været nødt til at give officielle middage, havde udgifterne derved bragt ham til fallittens rand. Han anbefalede derfor, at man til præsident valgte en mand med private midler. Derefter var banen jo fri ... ” Ved valghandlingen åbning den 9. december fremkom fem navne på kandidater og man endte efter diverse manøvre og en 5. afstemning med en repræsentant fra Witos-partiet, udenrigsminister Narutewicz, der forunderligt nok også var schweizisk statsborger, men en søn i Schweiz, der aftjente sin værnepligt. Men han var formuende! ”... Højre var meget skuffet over udfaldet af valget, og det fremhæves, at medens dette partis kan-didat, grev Zamoyski, har fået 227 polske stemmer, er herr Narutewicz valgt til præsident med kun 186 polske stemmer samt 103 stemmer fra jøder og andre fremmede [min kursiv] og at han altså i virkeligheden repræsenterede en polsk minoritet. Som udtryk for protest mod valget har Højregrup-pen straks erklæret, at den vil være i opposition med enhver [understreget i original] regering valgt af den nye præsident. Hvad den almindelige stemning i befolkningen angår, så fandt der i gaderne her i Warshau (sic: Warszawa) lørdag aften og søndag den 10. (december) nogle demonstrationer mod Narutewicz. Så-ledes holdt den fra krigsårene bekendte general Haller, der er ivrig konservativ rigsdagsmand, fra altanen til sin bolig, der ligger på den store brede Aleja Ujazdowska lige over for gesandtskabet, søndag ved middagstid en lang tale ud fra et særligt højrepolitisk standpunkt til en forsamling på flere tusinde mennesker, således at al færdsel ad denne byens hovedårer [betydeligste vej] var spær-ret i timevis. Også uden for den italienske legation demonstreredes under høje leveråb for Mussoli-ni. Virkelig alvorlige demonstrationer fandt imidlertid først sted i går den 11. d.s. (december), hvor den nye præsident kl. 12 skulle aflægge ed på forfatningen i rigsdagens bygning...” . Præsidenten og hu-sareskorten blev overdænget med snebolde og hindret på sin vej fra Belvedere paladset med barri-kader på Aleja Ujazdowska, men nåede dog frem efter tumulter. Højrefløjen boykottede edsaflæg-gelsen og Narutewicz blev mødt ”med tilråb som ”jødernes konge” og deslige”. ”... Præsidenten, som umiddelbart efter edsaflæggelsen, hilste på corps diplomatique, var meget nedtrykt over den modtagelse, han havde fået, at der ved det valg til præsident, som han aldrig havde søgt, var lagt en tung byrde på hans skuldre, og begyndelsen af hans funktion varslede ikke godt... ”. Der fortsatte

92

optøjer i byen, hvor flere blev dræbt af politi og militær, trods ”ordre om at skyde i luften”. Optø-jerne kom bag på myndighederne oven på det fredelige valg og såvel indenrigsministeren, by - og politipræsidenten trådte tilbage. ”... Socialistpartierne er blevet meget oprørte over de mod præsidenten foranstaltede demonstra-tioner, og de har som modtræk erklæret generalstrejke for i dag ... Formentlig torsdag den 14. ... (december) skal ... den nye præsident overtage regeringen. Det må håbes, at gemytterne til den tid er faldet noget til ro... ”. Warszawa, den 18. december 1922 Lno. 1605 No. XLX. [sic: L] Mordet på præsident Narutewicz [Forbitrelse over at præsidenten valgtes med minoriteternes stemmer ”hvor iblandt jøderne er i fler-tal”] ”Den i min ovenfor citerede depeche af 12. ds. omtalte til torsdag den 14. december. fastsatte cere-moni … blev opgivet…” Ro i gaderne siden edsaflæggelsen … meget stærke politi- og militærafdelinger … patreuillerer (uafbrudt) i gaderne...” Ro i provinserne, kulstrejke opgivet ”... og den trussel, som Emancipations-partiet (Narutewicz´ parti) leder Thugutt ganske officielt fremsatte i anledning af tumulterne i man-dags, nemlig at hvis disse gentog sig, ville partiet foranledige, at herregårdenes bygninger rundt omkring i landet gik op i luer, har der derfor ikke været anledning til at gøre effektiv. Men under den tilsyneladende ro har gemytterne været stærkt ophidsede...” Det forhold, at grev Zamoyski fik flere ”polske stemmer” end Narutewicz, ”vakte højrepartiernes forbitrelse, der synes i stadig tilta-gen. Man må her have for øje, at jødespørgsmålet i Polen ligger anderledes end i alle andre lande, idet jøderne her danner et særligt parti, repræsenteret af 47 rigsdagsmedlemmer, der på sit program har kravet om, at jøderne skal behandles som en stat i staten med særlige ministre for jøderne og særlig lovgivning f.eks. skolevæsenet, hvorved man må erindre, at en mængde jøder ikke forstår polsk. Det er derfor i vide kredse her i Polen blevet opfattet som en skam for landet, at den første præsident kun har opnået denne værdighed med støtte fra elementer, der betragtes som polskfjendt-lige, og forbitrelsen vender sig i nogen grad mod præsidenten, fordi han, hvis nationale sindelag man i øvrigt ikke drager i tvivl, gik ind på at lade sig vælge ved minoriteternes stemmer... ” ”... det desperate attentat på hr. Narutewicz kommet som en udløsning”, men ”har fremkaldt for-dømmelse fra alle kredse. Da præsidenten lørdag den 16. december ved middagstid var tilstede ved åbningen af en maleriud-stilling her i byen, blev han skudt ned med tre revolverskud af en 55 årig maler, der er direktør for udstillingen og tidligere har beklædt et højt embede i Kulturministeriet. Præsidenten havde netop vekslet nogle ord med den britiske minister, der lykønskede ... Hertil svarede præsident Narutewicz, at ”der ikke var meget at lykønske ham til, men at man hellere måtte kondolere ham” [min kursiv]. Dette var hans sidste ord. Gerningsmanden gjorde intet forsøg på at flygte, men overgav sig straks til politiet .... (han) fandt, at Polens navn var blevet besudlet derved, at præsidenten var valgt ved jødernes stemmer, og denne skam kun kunne afvaskes i blod...”. Sejmens formand, der indtræder i præsidentembedet i en sådan situation, måtte eftersom regeringen Nowak allerede var trådt tilbage, valgte at tilkalde chefen for generalstaben, general Sikorski, som påtog sig regeringsledelsen og – af sikkerhedsmæssige årsager tillige ansvaret for indenrigsministe-riet. Sikorski dannede således et forretningsministerium. Pilsudski blev efterfølgende udnævnt til generalstabschef.

93

Nationalforsamlingen (Senatet og Sejmen) blev indkaldt til møde for at vælge en ny præsident den 20. december 1922. Målet ville [måtte] være at vælge en ny præsident med ”polske stemmer” i samarbejde mellem højre og venstre. Men gesandtskabet var ikke sikker at det ville få sådan, da det forlød, at højrefløjen igen ville opstille engen kandidat. [http://uzar.wordpress.com/2010/10/22/narutowicz-assasinated/ A few minutes after midday, President Narutowicz (who had only just been sworn in five days previously), arrived at Zachęta and was admiring a painting by Bronisław Kopczyński when the British ambassador William Grenfell Max-Müller together with his wife greeted him warmly. Müller’s wife addressed Narutowicz saying “Permettez-moi Monsieur le Président de Vous fèliciter” (Allow me to congratulate you, Mr President) to which he prophetically replied, “Oh, plutôt faire les condoléances” (Oh, rather offer your condolences). Narutowicz moved on to admire another painting – Teodor Ziomka’s Szron - after which three shots rang out.] Warszawa, den 21. december 1922 Lno. 1646 No. LI Valg af Polens anden præsident. Ges. Tlgr. No. 64 af 20/12- 22 ”Som telegrafisk indberettet i går blev ... hr. Stanislaw Wojciechowski allerede i første omgang valgt med 298 stemmer, medens den eneste modkandidat, den i øvrigt højt ansete, professor Kazi-mierz Morawski fik 221 stemmer... ”. Morawski kunne ironisk nok have opnået valg frem for Naru-tewicz, hvis højrefløjen havde undladt at opstille Zamoyski, men denne gang ville Witos´ parti ikke stemme på en kandidat fra højre, da ”mordet på præsident Narutewicz … væsentligst måtte tilskri-ves højrepartiernes fanatiske opviglen…”. Polens anden præsident blev således igen valgt med mi-noriteternes stemmer ”... med sine 211 stemmer (fik)... måske omkring en snes flere polske stemmer end præsidenten... Belært af de indhøstede erfaringer har også samtlige blade ...” afstået fra spekula-tioner om ”polske stemmer” og accepteret ”ham som Polens højeste myndighed”. Wojciechowski har et nært forhold til Pilsudski og havde en lang politisk karriere bag sig. Indtrådte som indenrigs-minister i Paderewski´ regering og fortsatte i regeringen Skulski. ”Han skal efter sigende være ret doktrinær i sine stadig udprægede socialistiske anskuelser ... jeg hørte i går, ytringer om. At han var en mand, der sikkert ville være Moskwa-regeringen [her igen en tysk udgave af Moskva] behagelig .... Blandt de alle politiske partier gør sig den erkendelse gældende af, at det nu er nødvendigt at søge at komme bort fra den fanatisme, der har ført til et så uhyggeligt udslag som mordet på præsident Narutewicz.”. General Sikorski sagde forleden, ”... at det for Polens fremtids skyld nu var nødven-digt, at man samlede sig til enighed om de store opgaver, der forelå... (for) at føre den unge republik frelst gennem de politiske og økonomiske vanskeligheder, der tårnede sig op .... optøjerne og mor-det på præsidenten havde gjort et pinligt indtryk i udlandet ... og han oplæste et telegram, han havde fået fra Rom, hvori var citeret udtalelser om, at Polen åbenbart ikke var kommet et skridt videre, end da i det attende århundrede de indrepolitiske stridigheder havde ført til rigets opløsning .... der var endnu mere mistrøstige udtalelser... ” fra andre kilder i udlandet. Sikorski opfordrede til at bla-dene bidrog til absolut ro måtte indtræde overalt i den polske republik. Alt tyder på, ”... at ministerpræsidentens ord har haft den tilsigtede virkning”.

94

Warszawa, den 22. december 1922 No. XXXVI. Lbn. 1603 Polen – Sovjet-Rusland Ges. No. XXIX af 20/9 -1922. [mangler] 1 bilag. 2 sider depeche, 3 sider bilag

1923

Warszawa, den 13. januar 1923 Lno. 74 No. I Polens indre og ydre politik. 1 bilag ”Våbenstilstanden” mellem de politiske partier og dannelsen af ministeriet Sikorski under ledelse af denne som generalstabschef, men uden parlamentarisk grundlag for at løse krisen som følge af mordet på præsident Narutewicz … afløses (nu) af kampsignaler”. Sikorski har over juledagene forsøgt at skabe grundlag for en parlamentarisk regering under møder med flere partiledere i feriebyen Zarkopane [ i bjergene syd for Krakow]. Tilbud til højre om tre ministerposter er afvist, da man ”… ikke på nogen måde vil deltage i et ministerium, hvor de ikke har afgørende indflydelse. Afslaget omtales i en ledende højreavis i en mindre høflig form, at man ikke vil finde sig i at lade sig regere af en underofficer, hvilket sigter til, at general Sikorski, der ik-ke tilhører nogen bekendt familie, har arbejdet sig op gennem graderne til sin nuværende stilling, som han har opnået i en alder af kun 39 år ...” . Der forventes at gå 2 à 3 måneder før der kan dan-nes en regering på parlamentarisk grundlag. Forholdene blev betegnet som ”rolige”; belejringstilstanden er ophævet [og ”the usual suspects” er sluppet fri igen]. Stilstand i forhold til Jaworzyna [ - Slaska] området, Prag er ikke forhandlingsvillig. Frankrigs poli-tik overfor Tyskland har ”… medført et katastrofalt fald i den polske mark. Selv venstrepartierne taler nu om, at man ikke må binde sig for ensidigt i Frankrig, men søge tilnærmelse til England samt opretholde neutralitet mellem de to lande. Lithauiske fascister har angrebet Memel ”Direktøren i udenrigsministeriet udtalte om denne sag, at lithauernes forsøg på således at skabe et fait accompli forhåbentlig ville blive afvist af stormagterne… mod hvem angrebet var en fornær-melse. Han tilføjede ganske kynisk, at når Polen tidligere … havde foretaget lignende skridt…, så var der forskel på, hvad et folk på 29 millioner og et folk på 2,5 million kunne tillade sig… ”[min kursiv, man tænker umiddelbart på nazisternes tale de mange tyskeres behov for og derpå krav om Lebensraum]. Konference om nedrustning i Moskva … var resultatløs, efter at Rusland havde erklæret sig uvillig til at tiltræde … (de øvrige deltagende landes) Non-agressions-forslag…”. Fyrst Obolenskij første fuldt bemyndigede (ministre plénipotentiaire) sovjet-russiske gesandt. Ud-nævnelsen har givet anledning til ændret procedure ved modtagelsen af fremmede diplomater. Den

95

danske gesandt blev således den sidste udenlandske diplomat, der blev eskorteret til og fra præsi-dentens slot[med uhlan eskorte] i forbindelse med aflevering af akkreditiver. ”Den ære ville man ikke tildele russerne”. Aide memoire fra det polske udenrigsministerium, dateret 13. december 1922. [kopieret: 5 foliosider samt I-III udkast til Pacte de non-aggression]. Warszawa, den 23. januar 1923 Lno. 114 No. II Rigsdagens åbning og den almindelige politiske situation 1 bilag. Åbningen fandt sted den 16. 1 og Sikorski holdt sin store tale den 19.1., hvor han fremlagde rege-ringsprogrammet. Hovedpunkter: Forenklet administration og dermed besparelser,; jævnføring af love på tværs af tidligere grænser, Kamp mod dyrtiden (markens frie fald), balance i statsbudgettet. Stor set ingen statsgæld, men ud-regnet efter guldparitet betaler bønderne i de tidligere russiske områder nu kun 1/20 af den skat de betalte tidligere. Lavere skat end i Frankrig. Arbejde på indføring af en ny møntfod [ skulle blive zloty]. Man ville fastholde alliancen med Frankrig, og søge støtte i England ”… måske … I fremtiden ville vide at vurdere betydningen af den polske republik som fremmer af freden og stabiliteten i Østeuro-pa…” Gesandten så her et ønske om – med udvidelse af forbindelserne til Italien, USA, Japan og Belgien [hvorfor er det nu Belgien kommer i fokus??] at Polen fastholder ”det stadige ønske … om at blive optaget i den store Entente”. Den grundstødte ikke-angrebspagt med Sovjet ”… godtgjorde betydningen af en nær tilknytning mellem … Finland, Estland, Letland (og Lithauen)… Polen søgte ordnede forhold… ”… Og ministerpræsidenten tilføjede …, at medens Polen til stadighed stræbte efter at reetablere fuldstændig normale forbindelser med sine nærmeste naboer, så måtte man fra sin side bestemt for-lange, at Rusland og Tyskland loyalt og oprigtigt overholder de forpligtelser, som de har påtaget sig overfor Polen og uden restriktioner gennemfører de afsluttede traktater…” Økonomi: Sikorski har nedsat et udvalg bestående af alle tidligere finansministre mhp. reformforslag, indtil skatterne sætter Sejmen på kogepunktet, vil der være ro. Memel: Polen ville holde sig neutral, om end det forlyder, at lithauerne arbejder i forståelse med Tyskland og Rusland. Kortvarig opstandelse da alle polske mænd mellem 23 og 40 skulle registrer sig i opholdskom-munen: alene opspil til ændring af mobiliseringsproceduren.

96

Warszawa, den 27. februar 1923 Lno. 126 No. III Polens forhold overfor Ruhrbesættelsen. Den polske udenrigsminister grev Skrzynski udtalte den 26. februar 1923 til den danske gesandt, at han ”… ikke forstod hele denne aktion og ikke kunne se, hvad der skulle komme ud af den At opgi-ve den nu på grund af de første vanskeligheder fra tyskernes side ville betyde en enorm svækkelse for Frankrig; at føre den igennem under Tysklands stadige modstand måtte ende med en stor kata-strofe, der ville være en fare for hele Europa, idet den arbejdsløshed … (som måtte komme) før el-ler senere måtte medføre revolution, bolsjevisme etc. …. Greven håbede på mægling via USA´s aktive deltagelse i reparationsspørgsmålet…. Flere slog til lyd for, at Polen ikke ubetinget skulle følge Frankrig ”gennem tyk og tyndt” Greven udtalte, at en fare for krig med Rusland ”… i hvert fald de første 2 – 3 år … (ikke var tæn-kelig)… landets jernbanevæsen, militærudrustning og forplejningsforhold … (var) i en sådan uor-den, at et effektivt felttog ikke kunne gennemføres…”. Warszawa, den 13. februar 1923 Lno. 127 No. IV. Det jødiske spørgsmål i Polen. 1 bilag Sikorski har i Sejmen ”fremsat en række bebrejdelser mod disse [jøderne] overfor polakkerne. Ved den lejlighed …(bebrejdede han også) professor Georg Brandes …, at har lønnet den gæstfrihed, der i sin tid blev udvist ham, med utak”. Vedlagt en tysk oversættelse af Sikorskis udtalelse samt svar fra formanden for foreningen af jødi-ske rigsdagsmand, Thon, i et jødisk dagblad: Da ministerpræsident Sikorski under debatten i Sejmen den 23. januar 1923 blandt andet svarede på en udtalelse af formanden for jødeklubben, dr. O. Thon, fremkom han med en række bebrejdelser mod jøderne og sagde ved den lejlighed følgende ord med henvisning til Georg Brandes: ”Men, mine herrer, husker I ikke Brandes der blev mødt med det gammelkendte polske gæsteven-skab men som dog bagefter var ophavsmand til de groveste insinuationer i København. Det gam-melkendte gæstevenskab har den særlige egenskab at det ikke stiller krav, jeg må dog mene, at det Brandes har oplevet i Polen forpligter ham til en vis tilbageholdenhed…”. De bebrejdelser som ministerpræsidenten rettede mod jøderne i Sejm og specielt mod Brandes gav hr. Dr. Thon anledning til i ”Nasz Kurjer”(et polsksproget jødisk blad), No. 26 af 26.1. 1923 at of-fentliggøre en artikel, ”Mein Talmudismus”, i hvilken han skriver følgende om Brandes: ”Jeg forstår på ingen måde hvori den logiske sammenhæng mellem jødernes rettigheder og Georg Brandes består. Denne berømte forfatter, der i sin tid kæmpede for Polen med så skarp en pen, at den zaristiske regering, trods ihærdige anstrengelser fra det russiske åndsaristokrati, nægtede ham indrejse i Rusland, er så vidt jeg ved dansk statsborger og, tror jeg, en fremtrædende dansk patriot, idet jeg ser bort fra, at hans fædreland er stolt af ham [stammede Brandes fra Polen?] Jeg vil også se

97

bort fra, at han som assimileret jøde har et svagt forhold til sin race og kun er forbundet med jøde-dommens ve og vel med svage tråde, der ofte brister. Jeg ved det ganske nøje, da jeg har fulgt hans kæmpearbejde, at Brandes i sit liv og virke, ofrede betydelig mere på det polske folks, dengang endnu mere tragiske skæbne end han ofrede på det jødiske. I spørgsmålet om den jødiske sag har han kun ladet sig høre ganske sjældent og helt almindeligt (koldt), men at han hvorimod har viet det polske spørgsmål en hel række artikler og en hel bog.14 Mit spørgsmål lyder da også ganske simpelt: Hvorfor skal jeg som polsk statsborger og polsk jøde, stå til ansvar for hvad der er rigtigt eller forkert, i hvad en dansk statsborger, Georg Brandes, har skrevet om Polen? Jeg husker i øvrigt Brandes´ besøg i Polen. Den polske forfatterforening i Kra-kow og Lwow (Lemberg) havde indbudt ham til at holde en række foredrag. Mærkværdigvis nævn-te ikke en polsk avis dengang, i en af de mange avisartikler der blev bragt om ham, bare et ord no-get om Brandes´ ”jødiske afstamning”. Den gang var han kun den berømte dansker, en forfatter med verdensry, alt, men kun ikke jøde. Brandes selv holdt sig fjernt fra jøder og han besøgte ikke en af de jødiske personligheder. Selv en indbydelse fra Den jødiske akademikerforening om at hol-de en forelæsning, afviste han groft. Sådan var det forhold, han den gang blev mødte det gammel-kendte polske gæstevenskab – en betegnelse om forholdet til en indbudt gæst og ven som min ”tal-mudiske klogskab” på ingen måde forstår, Georg Brandes stod med i forhold til jøderne og i forhold til den polske offentlige mening. Intet jødisk, ikke en gang en flig. Hvorfra kommer det så, at Georg Brandes pludselig er blevet så stærk og grundlæggende jødisk, at hans optræden hvor det måtte væ-re betegnes som udtryk for den internationale presse og hvormed alle polske jøder skal belastes… Warszawa, den 15. februar 1923 Lno. 204 No. V. Udenrigsminister Skrzynskis programtale og forholdet Lithauen. 2 bilag. Talen, af den 6.2. 1923, foreligger i trykt form på fransk. Den var ”stort anlagt, men uden faktuelt indhold”. Gentagelse af alm. gældende forhold og syns-punkter, men Sejmen vedtog en noget kraftigere resolution fremlagt af Jan Dabski. Lithauens fait accompli i Memel er accepteret af Ambassadørrådet, dog kræves transportrettigheder via jernbane til og fra havnen til Polen. Polen overdrages del af tidligere ”neutral zone”. Warszawa, den 28. februar 1923 Lno. 252 No. VI. Den polsk-lithauiske konflikt m.m.

14 Georg Brandes, ”Indtryk fra Polen – Iagttagelser og Overvejelser”, Kbh. 1888, Samlede Værker, Bd. 10, Arkiv for dansk littera-tur, www.adl.dk

98

Medens Lithauen … har protesteret mod beslutningen om delingen af …(den neutrale zone), og er-klæret ikke at ville bøje sig for forbundets afgørelse, har man fra polsk side søgt at gennemføre denne løsning af spørgsmålet - der i øvrigt også er særdeles gunstig for Polen, idet navnlig den om-stridt jernbane fra Grodno til Wilno …(overdrages Polen) – på en så lempelig og så lidt udæskende måde som muligt. Rusland har blandet sig og protesteret over at hhv. Folkeforbundet og Ambassadørrådet blandes ind i spørgsmålet om grænsen ml. Polen og Lithauen”… da Rigafredens § 3 skulle fastslå, at sådanne spørgsmål udelukkende afgøres af de interesserede lande”. Polakkerne har svaret tilbage, at denne paragraf alene ”… har til hensigt, at udelukke Rusland fra indblanding i disse spørgsmål, og at dette land derfor ingen ret har til at tale med om, hvilke forholdsregler der i øvrigt træffes til ordning af … (de landes) mellemværende. Polen finder intet grundlag for russisk mægling. Polen anser den russiske note som en ”rent politisk demonstration” og et forsøg på igen at spille med i ”den europæiske koncert”. Den russiske del af Niemen kan ikke besejles eller bruges til tømmerflådning, hvorfor Rusland ikke skal blande sig eller sidde i Memel-havnens bestyrelse. Fortsat ingen frygt for russisk militært angreb. Vedr. jernbanerne, så ”… faldbydes (der) faktisk her i Polen … betydelige kvanta jernbanelinier, som siges at være opbrudt på de russiske sidelinier, der skal være sat ud af funktion”. Indkaldelse af årgangene 1895,1996,1997 sker kun til 8 ugers kursus, dog finder man det nødven-digt, at ”… benytte alle forhåndenværende midler til at forberede sig på enhver eventualitet”. Gesandten finder, at Polen virkelig forsøger at holde sig ude af enhver konflikt – også Ruhrbesæt-telsen, der må klares mellem landene selv. Polen har benyttet sig af den nuværende situation for at få sine østlige grænser fikseret og godkendt af stormagterne. Warszawa, den 20. marts 1923 Lno. 328 No. VII Ambassadørrådets fastsættelse af Polens grænser [Polen som stormagt] 3 folioark med rådets beslutning Sikorski fremførte i hyldesttale efterfølgende, at Polen ”… hverken fik mere eller mindre (land) end det allerede rådede over. Afgørelsen anerkendte de bestående forhold og tilkendte republikken alle de rettigheder, der tilkom den som medlem af stormagternes kreds [min kursiv], og gav … endvide-re (republikken) mulighed for nu at hellige sin hele kraft på den indre genopbygning…”. Den endelige grænselinie til Lithauen foreligger ikke – endnu. Warszawa, den 4. april 1923 [uden Lno.] No. VIII. Interpellation [forespørgselsdebat] i Senatet vedr. Polen og Danzig. 1 Bilag.

99

Lidt forpostfægteri vedr. Danzig Hensigten er antagelig, ”at betone, at Polen strengt vil hævde sine rettigheder over for fristaden”, når der tiltræden en ny overkommissær fra folkeforbundet. Warszawa, den 19. april 1923 Lno. 467 No. IX Polens indre og ydre politik Ministeriet Sikorski har trods sin manglende parlamentariske basis ”… løst de opgaver, der påhvi-lede (den), på særdeles tilfredsstillende måde Den jævnt faldende polske mark har, som følge af Ruhrkrisen nok skabt dyrtid, men ikke arbejds-løshed, derfor hersker der relativ rolige indre forhold. Højrefløjen er fortsat utilfreds med ministeriet, ikke mindst udenrigsministeren og forhandler nu med de andre partier om en parlamentarisk funderet regering. Højre er ved at få Witos og ”Piast” bondepartiet med på vognen, idet sidstnævnte nu ”forstår”, at udstykningspolitikken har været for radikal: store ejendomme på indtil 2.000 hektarer dyrket areal plus evt. skov accepteres – det forventes at den personligt meget populære general Sikorski vil fort-sætte som krigsminister… Højre vil ” for enhver pris søge at sikre den nye regering et parlamentarisk flertal af rent polske stemmer, idet den seneste tids begivenheder i Rusland – mordet på den polske prælat Butkiewicz – har bevirket, at uviljen mod jøderne yderligere har accentueret sig. Nogle gadeoptøjer, der i den an-ledning har fundet sted … i Warszawa, og jødernes modtræk med at holde deres butikker lukkede visse timer om dagen, er dog af mindre betydning, men general Sikorski har ubetinget haft hele den polske befolkning bag sig, når han som fungerende udenrigsminister i de skarpeste ord har proteste-ret i Moskwa mod behandlingen af de polske gejstlige … den noteudveksling, der i den anledning har fundet sted – (har) således som det stedse hidtil har været tilfælde med noteudvekslinger mellem Polen og Rusland – været holdt i meget skarpe former…”. Warszawa, den 28. april 1923 Lno. 504 No. X. Polens adgang til havet 1 bilag [“Kurjer Warszawski” af 26.4.1923] Bladet ønsker forbindelser til bl.a. Danmark og England Warszawa, den 1. maj 1923 Lno. 521 No. XI Polen og Danzig [Polen som stormagt] 1 bilag ”Kurjer Poranny”, (29.4. 23) [søndag] citerer den polske præsident for i en tale til starosten [pro-vinsguvernøren] i Kartusen (Pommern), “… Danzig har kun to veje at gå, enten at slå ind på med

100

Polen hvad næringslivet angår, eller at indtage en loyal holdning overfor stormagten Polen [min kursiv]. Polen vil skaffe orden i Danzig, ikke med våben i hånd, da landet aldrig har været en erob-ringsstat. Da Danzig lever af Polens arbejde og dette lands naturlige rigdomme, må man være be-tænkt på – så længe Danzig fastholder sin nuværende holdning – at afskære byen fra den tilførsel af livskraft, der kommer fra Polen. Polens uafhængighed må forstærkes gennem dets handelspolitiske uafhængighed, for man kan efter-lade de kommende generationer landet uden servitutter [hvormed man må mene: uden gæld]. Senatets præsident: Vil have 1) eget polsk politi i Danzig havn, 2) tolderne skal være polakker, ikke danzigere og 3) skatterne skal være ligeligt fordelt mellem indbyggerne (i Danzig.) Enten reformer eller ophævelse af toldunionen ml. Polen og Danzig. Vil grave kanal fra Tczew (Dirschau) øst om Danzig, som man skulle kunne efter § 104 i Versailles traktaten. Herefter kan ”… Danzig glæde sig over endelig at blive fri for både ”sin forhadte fjende” og de ammunitionstransporter der angivelig truer (byen)”. Warszawa, den 9. maj 1923 No. XII Lno. 570

Maréchal Fochs besøg i Polen Megen fest og snak, men ingen politiske, konkrete løsninger. Foch mener at den polske hær burde være på 60 divisioner – den var nu kun – jfr. Moskoukonferen-cen, på 280.000 – svarende til 28 - 30 divisioner á 10.000 mand. Italien, i.e. Mussolini, tilskrives anerkendelsen fra Ententens side til grænsespørgsmålet, hvor Frankrig skulle have været lunkne grundet polakkernes stilling til Ruhr-besættelsen. Warszawa, den 11. maj 1923 Lno. 572 No. XIII. Polen og Danzig Irritation over tyske chikanerier [på] trods [af, at ] den velstand, der tilflyder byen grundet den pol-ske im- og eksport, skal man finde sig i smålig kontrol og alle mulige fornærmelser. Bred agitation mod Danzig - ”fornemmelse af tikkende bombe”. Polen varsom med Versaillestraktaten Warszawa, den 11. maj 1923 Lno. 578 No. XIV. Forholdet mellem Polen og Rusland Ges. No. IX af 19.4. 1923 Den urolige stemning og de rasende noter viser sig at være en storm i et glas vand: fortsatte han-delsforhandlinger mellem de to lande.

101

Forhandlingerne … fortsættes, men – som udenrigsministeriets direktør siger – meget langsomt, po-lakkerne er da også overbeviste om, at ”Ruslands eneste eksportvare er propaganda-litteratur”. Her-til kommer, at Polen vil have de aftalte 60 millioner rubler i guld (dels andel i statsbanken, dels krigsskadeerstatninger) før der skrives under. – tidligere håndpant i dagens pris af juveler til 16 mill. Guldrubler trues med at blive realiseret. Eller et ”normalt forhold” [sic!] Warszawa, den 15. maj 1923 Lno. ? No. XV. Forholdet mellem Polen og Danzig Warszawa, den 17. maj 1923 Lno. 614 No. XVI Ambassadørrådets fastsættelse af Polens grænser med Rusland som gældende den 23.11.1922 [som aftalt ved Riga-freden]. Warszawa, den 25. maj 1923 Lbn. 644 No. XVII. Forholdet mellem Polen og Danzig 2 bilag Gesandtskabet oversender fransksproget resumé af udenrigsminister Skrzynskis tale i Senatet den 17. maj 1923 og gentog hvad han dagen før havde sagt i Sejmen. ”… Som det vil ses af talen er det, som den polske regering særlig beklager sig over, at den adgang til havet, som Polen skulle opnå ved oprettelsen af Fristaden Danzig, er blevet ganske illusorisk på grund af, at Danzig imod Versaillestraktatens ånd og bogstav [min kursiv] lægger alle mulige hin-dringer i vejen for Polens benyttelse af havnen. Endvidere var det, hævder ministeren, Versailles-traktatens mening, at Danzig skulle være en del af det polske toldområde, men også på det punkt nægter fristaden at bøje sig for de polske reglementer for toldstatistik og bestemmelser vedrørende im- og eksport etc. Dernæst behandler Danzig de polske borgere, der bor i byen, og som bortset fra de egentlige politiske rettigheder burde nyde samme behandling som danzigerne selv, på en måde, der er langt mere ugunstig end den behandlingsmåde, der bliver fremmede [statsborgere] der ophol-der sig i fristaden til del. For nu at få Danzig til at indtage den efter den polske regering korrekte holdning, og derved skaffe landet den fulde nytte af Versaillestraktaten hjemlede adgang til havet er man bestemt på at anvende alle til rådighed stående midler. Men ministeren betonede, at der blandt de forholdsregler, man ville tage, for ar bringe Danzig til at anerkende de polske suverænitetsrettigheder, på ingen måde tænktes på en militær besættelse eller deslige, idet Polen i modsætning til senatet i Danzig strengt ville hol-de sig på lovens grund og intet fortage sig, der gik ud over Versaillestraktatens bestemmelser. Da der ikke at disse offentlige udtalelser nærmere fremgår, hvilke forholdsregler Polen har i sinde at tage, søgte jeg udenrigsministeren for at få nærmere oplysninger herom, og han udtalte sig ved den lejlighed, at det, man navnlig tænkte på, var at lægge hindringer i vejen for Danzigs handel med Po-len, og således bringe byen til at forstå, at den står sig bedst ved at stille sig i de rigtige relationer over for dette land.

102

Til nærmere belysning af forholdet gav ministeren mig et aide-mémoire, kun bestemt til Versailles-traktatens signatarmagter [de stater som har underskrevet], og derfor … (blev) betegnet som fortro-ligt … (hvilket jeg vedlægger) … Som det vil ses, er der deri gjort rede for forholdet mellem Polen og Danzig efter Versaillestraktaten og opregnet de punkter mellem Polen og Danzig, på hvilke Dan-zig efter Polens mening handler imod traktatens bestemmelser, og der nævnes i slutningen, at den polske regering har til hensigt, for at skaffe sig sine rettigheder respekterede, at udøve streng kon-trol med handlen mellem Polen og Danzig og med danzigborgernes færden i Polen. Endelig udtales, at hvis disse forholdsregler ikke hjælper, har Polen til hensigt ved de allierede og accocierede mag-ters hjælp ved henvendelse til Nationernes Forbund at få revideret sit forhold til Danzig, således at de formål, der i relation til Polen var tilsigtet ved etableringen af fristaden, i fremtiden kunne blive fyldestgjort. Genpart af nærværende beretning er tilstillet Det kgl. Generalkonsulat i Danzig herfra”. Warszawa, den 29. maj 1923 Lbn. 655. No. XVIII. Kabinettet Sikorskis fald og … Witos udnævnelse ”… Efter det havblik, som marskal Fochs besøg fremkaldte tog Sikorski en tillidsafstemning den 26. maj. Forventningerne var, at Sikorskis regering ville holde, men røre om to ”dispositionsfonds” til hhv. ministerpræsidenten og udenrigsministeren – 350 mill. hhv. 1.350 mill. mark, samlede flertal for mistillid: 117 mod 278 i Sejmen (Venstre-bondepartiet Wyzwolenie: 45, PPS: 36, NPR: 15, det nye Piast (Dabski): 14, OKÓN: 4, partiløse: 3) mod resten, herunder ”jødepartierne”: 23, ukrainere:17, tyske-re: 15, ”hviderussere”: 6, Chliborob (ukrainsk bondeparti): 5). I sammenhæng med nederlaget gik Pilsudski af som generalstabschef og udtrådte af hæren, idet han ”på ingen måde… ville arbejde sammen med det nye centrum-højre… men (ville) være parat til at stille sig til disposition igen, hvis venstrepartierne igen kommer til magten”. Den nye Witos regering hilses velkommen, da ”… det endelig er lykkes at danne et parlamentarisk ministerium på en national basis”, Fra venstrefløjen side spås den nye regering ikke en lang levetid. Den nye udenrigsminister, Seyda, redaktør af ”Kurjer Poznanski” og tidligere leder af den polske ”agitation” i Svejts under krigen. Den franske gesandt, de Panafieu, der har været i Warszawa siden 1919 ”udtalte sin alvorlige bekymring med hensyn til udenrigsministerskiftet…”. Den forsigtige udenrigspolitik regeringen Sikorski havde ført, kunne blive sat over styr, idet den franske gesandt frygtede, at Seyda ville optræde ”udæskende” over for Tyskland og Lithauen. Den tidligere måde-holdne polske udenrigspolitik baseret på bedst mulige relationer til Polens naboer og den nære kon-takt til Ententen, kunne blive afløst af ”en for Polen skæbnesvanger aggressionspolitik, - f.eks. må-ske i Danzig-spørgsmålet”. Warszawa, den 4. juni 1923 Lbn. 686. . No. XIX

103

Ministerpræsident Witos´ programtale. [national regering]. 1 bilag: Witos´ tale på fransk, 10 foliosider] Afholdt lørdag den 2. maj 1923 i Sejmen. Den nye regering vil følge hovedlinien i den førte udenrigspolitik, ”… ministerpræsidenten synes at have anslået en mere imødekommende tone overfor de nationale minoriteter indenfor Polen, me-dens han dog samtidig bemærker, at ingen som helst ulovlig organisation, der har til formål at ændre den gældende statsforfatning eller de eksisterende grænser vil blive tålt” [min kursiv]. Witos ønskede en forståelse med tjekkerne, og mente, at ”… den europæiske fred ville blive yderli-gere kunne sikres, hvis en solid forbindelse kunne bringes til veje mellem de baltiske stater, hvilken forbindelse ville være det bedste middel mod alle revancheplaner fra tysk og russisk side”. Polen ville dog opretholde et korrekt forhold til Tyskland, men kræve, at alle bestemmelser i Versailles-traktaten blev overholdt. ” Med hensyn til Rusland, hvor der endnu hersker kaotiske tilstande, optræder Polen som Europa beskytter overfor kommunismen [min kursiv]. Polen er bestemt på, nøje at overholde Riga-fredens bestemmelser, hvilke Rusland ikke altid kan siges at tage hensyn til”. Hvad angår fristaden Danzig ville Polen ”bringe alle forholdsregler til anvendelse” for at sikre overholdelsen af Versaillestraktaten og dermed den fire adgang til Østersøen. Med hensyn til hæren, bemærkes Witos, at den ”… ikke alene (er) en garanti for … (statens) politi-ske eksistens, men en skole i fædrelandskærlig ånd og patriotisk arbejde [min kursiv]. Hærens ud-vikling vil derfor være genstand for regeringens største opmærksomhed …”. Regeringen ville ikke ”tåle den rovdrift, der øves i de polske skove” og truede med eksportforbud. Regeringen vil bestræbe sig på gennemførelsen af agrarreformen, landets genrejsning efter krigens ødelæggelser, forbedring af infrastrukturen etc. Tillidsafstemning: 226 for 171 imod. Hos Seyda den 2. maj, hvor denne forsikrede, at der ikke ville blive brugt magt i Danzig, kun sam-me metoder som danzigerne tog i anvendelse mod derværende polakker. Warszawa, den 16. juni 1923 Lbn. 745. No. XX. Kabinettet Witos. Om ubesatte, nu besatte ministerposter. Ny krigsminister er general Stanislaw Szeptycki. Der er størst interesser for det ministerium, idet ”… hærvæsenet må siges at være den administrationsgren, der indenfor Polen er den bedst udvikle-de, lige som også en ganske overordentlig stor del af statens indtægter (mellem en tredjedel og

104

halvdelen) anvendes til militærudgifter. Arméen er derfor også efter de herværende militærattaché-ers sigende både hvad angår udrustning og personel angår i ganske fortrinlig stand, under stadig kontrol som den er af en talrig fransk militærkommission…” [ Hvor findes denne missions arki-ver??] Warszawa, den 25. juni 1923 Lbn. 778

[ ”Ikke til Kongen”, påført med rød farvestift, set i andre sager tidligere] No. XXI. Udenrigsminister Seyda exposé i Sejmens udenrigspolitiske kommission den 21. juni (1923). Ingen ændringer men, stramninger i forhold til Tjekkoslovakiet (Jaworzyna) og Danzig. 8 foliosider på fransk. Warszawa, den 27. juni 1923 Lbn. 783. No. XXII. Det rumænske kongepars officielle besøg i P. Direktøren for udenrigsministeriet: ”Rumænien lever i stadig frygt… (for Rusland) … De rumænske herrer (har) fået et godt indtryk af, at Polen er vel forberedt til at møde et eventuelt [russisk] angreb”. Warszawa, den 12. juli 1923 Lbn. 839. No. XXII. [tilføjet med blyant: XXIII?] Polen og Danzig [Lang indberetning om diverse former for ”chikane” samt bilag (6 sider) på fransk – tekst på hen-vendelse til Folkeforbundet fra Seyda]. Warszawa, den 25. juli 1923 Lbn. 895. No. XXIV. (rettet med blæk fra XXIII) Riga-konferencen. 1 bilag [interview med Seyda på fransk] ”Officielt siges den 4. baltiske konference, der afholdtes i Riga i dagene den 9. til den 11. mellem Estland, Finland, Letland og Polen, at være forløbet fuldt ud tilfredsstillende og at have givet det bedste håb om en videre tilnærmelse mellem de baltiske lande…”, men andre, at der intet kom ud af konferencen, andet end en ny mødedato.

105

… Det umiddelbare resultat … var derfor en vis misstemning mellem Polen og Estland… grundet den polske udenrigsministers manglende deltagelse på grund af Danzig-spørgsmålet”. Warszawa, den 6. september 1923 Lbn. 1086. No. XXV. Ændringer i kabinettets sammensætning. Ges. No. XX af 16/6-da.[1923] Bemærkninger om angreb på Seyda og udskiftning af en række minister. Warszawa, den 8. september 1923 Lbn. 1099. No. XXVI. Den polske præsidents tale i Lublin m.m. [Polen som stormagt] 1 bilag Tale den 3. september 1923: Gesandtskabet henviser til No. XI af 1. maj. 1923, idet præsidenten igen gav udtryk for ”… den tanke, som han berørte i sine tidligere taler under sin rejse i den polske korridor [min kursiv], at Po-len – som præsidenten stadig betegner som stormagten Polen [min kursiv] – på ny må gøre sig til herre i eget hus, og ubetinget (må) forlange at føre tøjlerne i landet, som efterhånden var blevet til et værtshus, hvor enhver havde tiltaget sig retten til at styre”. En ret så bramfri karakteristik at de her-skende indenrigske forhold og det udenlandske tryk. I denne forbindelse vedrørende Danzig. … Så-danne udtalelser fra den, ifølge sin tidligere karrierer, yderst demokratiske præsident turde tages som et karakteristisk symptom på den imperialisme, der mere og mere synes at gøre sig gældende indenfor den polske stat. Under følelsen af, at det polske samfund dag for dag mere og mere kom-mer i orden, at industri og landbrug blomstrer, at landet takket være sin fortrinlige hær er en stærk militærmagt, begynder efterhånden at betragte sig som en faktor af betydning i den europæiske koncert. Den fornemmelse, at de baltiske randstater i mere eller mindre grad ser hen til Polen som deres naturlige beskytter overfor Rusland, og at ligeledes Rumænien på sin side lægger stærk vægt på sit allianceforhold til Polen, medfører, at man i stedse stigende grad føler sig som en stormagt, uafhængig af Vestmagterne”. Det fremgår af depechen, at udenrigsminister Seyda på kort tid har lagt sig ud med dels den franske gesandt, de Panafieu, og Polen er begyndt ”… at føle sig en smule trykket af sit ”vasalforhold” … turde være givet”. Dette forhold har således været medvirkende til kold luft i forhold til dels den ita-lienske gesandt, Tomassini – efter sigende omtalt af Seyda, som ”jøden Tomassini” [min kursiv], dels Italien som sådan, idet den nye regering har annulleret en kontrakt om levering af motorkøretø-jer på 50 mill. lire. Denne kontrakt er, efter ordre fra den nye krigsminister general Szeptycki og pres fra den franske militærkommission [La mission militaire française en Pologne, se: http://fr.wikipedia.org/wiki/Mission_militaire_fran%C3%A7aise_en_Pologne] gået til Frankrig. ”Også på et andet punkt har man for nylig vist udfordrende optræden…” ved at nægte den tidligere metropolit for Galizien, ærkebiskop Szeptycki, i øvrigt broder til krigsministeren, adgang til Polen. Derved er ikke blot forholdet til Vatikanet sat under pres, men også til landbefolkningen. Den tidli-gere udenrigsminister, grev Skrzynski skulle således være ”stærk rystet” og hævder, ”… og sikkert

106

med rette – at den polske landbefolkning [de … bønder] gennemgående står på et meget lavt udvik-lingstrin, og at den eneste kulturfaktor af betydning for almuen er den katolske kirke; hvis man nu ved aggressiv holdning overfor Pavestolen søger at nedbryde kirkens autoritet, vil man … (også) åbne adgang for bolsjevisme og andre udskejelser…”. Gesandten understreger dog, at grev Skrzynski ”er en decideret modstander af den nuværende rege-ring” og håber på at kunne vende tilbage, men også, at ”den liberale regering... stod på bedste fod med de europæiske stormagter, fra hvilke man jo under hans ægide opnåede anerkendelse af de pol-ske grænser. Og det er sandsynligt, at han kan have ret i, at disse smårivninger [min kursiv] med vestmagterne ingenlunde er på sin plads på Polens nuværende udviklingstrin”. [Oversættelse fra tysk af gesandtskabets bilag] ”Gazeta Warszawska”, den 4. september 1923. ”Uddrag af præsidentens tale i Lublin den 3. 9. 1923. ”… I første række gentager jeg igen og igen og føler det som min pligt at sige det, at vi altid må ta-ge os i agt, at vi er polakker. Og en polak er ikke en man må undervurdere. Det glemte vi i under-trykkelsens tid, hvor vi begyndte at efterabe og flirte med andre, at sørge for andre og nærmest gøre Polen til et værtshus, hvor alle kunne tiltage sig værtskabet. Men i dag, hvor vi atter har genvundet vores uafhængighed må vi stærkt understrege vores eneret i det økonomiske liv. Når jeg derfor opmuntre dertil, jeg, der - som det fremgår af hele min fortid, er forblevet tro mod den demokratiske ide, så gør jeg det ud fra den dybe overbevisning, at den polske vært aldrig vil bli-ve den svage, men det sker kun på betingelse af, at han selv vil handle, at han selv vil regere og be-holde tømmerne i egen hånd. Og derfor vil pleje og beskytte denne ret. Jeg opfordrer jer derfor til, at udvikle en polaks ædle stolthed i jer selv, da det er nødvendigt for vo-res sundhed (og) for vores position som stormagt. Vi synder ofte i denne retning, hvorfor jeg ofte har gjort borgerne opmærk herpå i mine taler, i særdeleshed i det såkaldte Kongrespolen …”. [ Ta-les der om overtagelse af de jødiske værtshuse i den tidligere russiske del af Polen eller er vi blot i metaforenes verden] Warszawa, den 10. september 1923 Lbn. 1100. No. XXVII. Polen – Danzig 1 bilag [artikel i ”Rzeczpospolita”, 10.9.1923 af tidl. medlem af havnerådet i Danzig, oberst Wla-dyslaw Gettlich, 5 folioark]. Der havde hersket en vis stilhed efter Folkeforbundet havde tilbagevist de polske klager [se XXIII af 12.7 1923], udenrigsminister Seyda havde da også givet udtryk for et forbedret forhold, og at ”… en sådan holdning fra Danzigs side var naturlig efter at Polen havde fået ret overfor Folkeforbundet – [hvilket] … formentlig … i virkeligheden (må) forstås således, at Polen har slået af på sine ube-grundede fordringer, og at der derfor i den seneste tid har manglet konfliktstof. Denne stilstand må dog på ingen måde opfattes som tegn på, at man fra polsk side har opgivet de aspirationer, man nærer til mere og mere at få hånd i hanke med Danzig…”. Eksempelvis en over-vindelse af ”den langsomhed, hvormed ekspeditionen af varer nu foregår.

107

En dansker, der er bosiddende i Katowice, meddelte … forleden dag, at han ved sin import af dan-ske varer ganske så bort fra Danzig, hvor godset i regelen blev opholdt mindst 14 dage, medens man fik varerne langt hurtigere frem over Tyskland.” Der kunne ligge en bevidst tysk politik i denne fremgangsmåde, der opretholdt Polens afhængighed af transport gennem Tyskland. En artikel i ”Rzeczpospolita”, 10.9.1923 pegede således på ændrede handelsvej via København ved at ”gøre denne by til gennemgangspunkt for polsk import og eksport under udelukkelse af de hidtil benytte centrer Hamborg og Bremen” og frihavnen i Neufahrwasser [i Danzig].. I artiklen henvises til den engelske regerings økonomiske særmissions rapport af 6. april 1919, ”Report of [the] British Economic Mission to Poland”, der siger, at ”der gennem etable-ringen af en vandvej mellem Danzig, Vistula indtil Modlin, derfra gennem Bug og Prypec og gen-nem Polleser-sumpen [Pripjetsumpen i Polesie] til Dniepr og Sortehavet kan Polen i overensstem-melse med det naturlige beliggenhed udgøre en åben dør for Ententen til stor fordel for Rusland, Polen og det øvrige Europa. (“…may become conformelly to its natural destination the open dor for the allied to the greatest prosperity of Russia, Poland and the rest of Europe”). Gettlich peger I denne forbindelse på de tyske anlægsarbejder med en Hamborg-Sortehavs-kanal via indlandskanaler, Rhinen og Donau. Forfatteren ønsker København som basis for polsk im- og eks-port frem for Hamburg og Bremen via Neufahrwasser. ”… Spørgsmålet var genstand for regeringens største opmærksomhed. At man på alle måder vil søge at gøre sig uafhængig af de omgivende stormagter er utvivlsomt, og at der fra dansk side vil være mulighed for at høste fordel af disse bestræbelser er ingenlunde ude-lukket…” Warszawa, den 14. september 1923 Lbn. 1116. No. XXVIII. Polen og Folkeforbundet. [Polen som stormagt] I en artikel i ”Kurjer Warszawski”, den 11.9. 1923, et regeringsvenligt blad, hvor artiklen står for ”egen regning … forekommer … alligevel karakteristisk som udtryk for de stormagtsfølelser, der efterhånden vokser sig stærkere og stærkere, navnlig indenfor de nationalistiske partier…”. [parafrase over depechens indhold:] Folkeforbundet er kun i ringe grad blevet anset for at være den rigtige institution til at ”sikre og håndhæve freden på grundlag af almindelige retfærdighedsprincipper” skønt den legende havde vokset sig stærk, ” men [den] blev imidlertid slået fuldstændig til jorden ved Italiens magtanvendel-se” overfor Grækenland [ i spørgsmålet om Albanien og De dodekanesiske øer med Rhodos] ”Kon-flikten forekom netop at være egnet til at afgøres af Folkeforbundet, der altså ved denne første lej-lighed, hvor Italien nægtede dets ret til indblanding, har vist sig uden værdi. Bladet konstaterer derpå, 1) at Folkeforbundet blev skubbet til side, 2) at selvhjælp [selvtægt] med held har indtaget dets plads, 3) at spørgsmålet er overgivet til Ambassadørrådet, som sikkert vil sø-ge at afgøre konflikten ud fra et retfærdigt synspunkt, men at det på den anden side ifølge sit [sic: sin] struktur må antages at være letpåvirkeligt for politisk indflydelse. Det må derfor anses for tvivl-somt, om denne domstol kan siges at være fuldstændig frit stillet… det er derfor åbenbart, hvorfor Polen stadigt må have sin opmærksomhed henvendt på de sidste politiske begivenheder i Sydøsteu-

108

ropa, der så tydeligt som nogensinde viser, at der indenfor politikken kun gælder realiteter, og at den stærkere magt fortrinsvis kommer i betragtning…” Polen må rette ind efter dette forhold: at Folkeforbundet ikke kan sikre fred og retfærdighed, at det ikke kan regne med Folkeforbundets støt-te. ”… [ Polen] må uden hensyn til, om der rejses beskyldninger mod det for krigslyst eller militarisme, sørge for at stå kraftigt forberedt, ellers vil det – ganske vist under energiske protester og hellig for-argelse indenfor Folkeforbundet – falde som et offer for sine fjender…”] Officielt indtager Polen en fuldt loyal holdning til Folkeforbundet, ”… på den anden side kan det dog ikke nægtes, at artiklen giver et godt indtryk for en stemning… indenfor visse kredse, som langt fra er tilfredse med Folkeforbundsinstitutionen…” Det være sig grundet Danzig, det være sig i spørgsmålet om Memel [Nu: Klaipeda i Lithauen]. Hertil kommer sagen vedr. Polens ret til at udvi-se ”tyske kolonister”, dvs. tyske statsborgere ”… selvom det altså officielt forsikres, at Polen stadig vil optræde loyalt overfor forbundet, er det vel tænkeligt, at den græsk-italienske konflikts præce-dens vil kunne give anledning til visse komplikationer, når Polens ret til at udvise de tyske koloni-ster igen indbringes for Folkeforbundet…” denne gang af den tyske regering og ikke det nu opløste ”Deutschtumsbund” [Forbund af tysksindede]. Warszawa, den 20. september 1923 Lbn. 1143. No. XXIX. Polen og Sovjet-Rusland

”Efter Sovdepiens optagelse af de transkaukasiske republikker og dermed omdannelse i juli måned [1923] til ”Forbundet af socialistiske Sovjet-republikker ønsker ” [USSR] … polsk anerkendel-se…”, idet der i øvrigt ikke ændres i unionens traktatmæssige forpligtelser etc.. Polen har svaret ja, på betingelse af at Riga-freden fortsætter uændret, at der oprettes generalkonsu-later i Charków, Tiflis, Minsk med diplomatisk status, fortsættelse af repatrieringen af polakker med skæringsdato for option pr. 30.4.1924, at pas udstedt i Charków og Vladivostok og Sydkaukasus anerkendes. Ordning på Mianowski-institutionens rettigheder [Stiftet i 1881 til støtte for den polske sag i zarriget, fortsatte efter 1919] og krav (erstatning for tab under krigen: 4,5 mill. pud olie og sik-ring af fremtidige indtægter). [1 pud = 16, 38 kg.] De polske krav mødt ”… med ret stærke protester … et aide-mémoire [stavet aide-memoir] fra det russiske udenrigsministerium fordrer ”… øjeblikkelig anerkendelse af den nye konstitution. Vil Po-len have indført ændringer i Riga-traktaten og de andre overenskomster, må forbundet [USSR] også forbeholde sig ret til at kræve ændringer… Den herværende nationalistiske polske presse udtaler sig ret skarpt om den russiske ”cahntage” [af-presning, blackmail], medens udenrigsministeriet nærmest synes at trække på skuldrene … [det er sandsynligt] at den polske regering ikke vil vige fra sit standpunkt”. [Her 80 år efter fremstår den sovjetiske holdning i klar forlængelse af det diplomatiske spilfægteri som USSR fulgte siden sin opkomst i oktober 1917 – og som finder ekko i den nuværende russiske praksis. Her ændrer man forfatning, hvorefter så tidligere traktater ikke skulle gælde mere??]

109

Warszawa, den 17. oktober 1923 Lbn. 1253. No. XXX Exposé af udenrigsminister Seyda i Sejmens udenrigsudvalg . Bl.a. ”Virvaret, er nu hersker i Tyskland, dominerer … europæisk politik, og tvinger Polen til med vågen opmærksomhed at følge udviklingen (idet kommunismen utvivlsomt søgte at udnytte det ty-ske kaos til også at fremkalde social-politiske omvæltninger udenfor landets grænser) … håber sta-dig på ordning med Lithauen – det tyske kolonisationsspørgsmål var endt i klart nederlag for Polen og ro på Danzig Warszawa, den 18. oktober 1923 Lbn. 1255 No. XXXI Angående den indrepolitiske situation Ca. 200 tons sprængstof røget i luften i Warszawas citadel: 26 døde og ca. 500 sårede ”i lørdags” [den 13.oktober 1923]. Rygter om en kommunistisk aktion, medens udenrigsministeriet talte om en uagtsomhed, som sene-re blev verificeret, men samme dag udsendte regeringen en proklamation til offentligheden, der sagde, at ”forbryderhånd har forøvet et attentat mod staten ved at sprænge et krudttårn i hovedsta-dens citadel i luften … og på denne måde søgt at svække statens forsvar”. Regeringen føler sig det derfor som sin pligt at henlede borgernes opmærksomhed på den fare, som ikke alene truer en rolig samfundsudvikling, men også … statens sikkerhed. Med tidligere bombeattentater mod jernbane-væsenet i forskellige polske byer i erindring, er denne eksplosion et nyt og grelt udtryk for den hen-synsløse kamp, der gennem længere tid er blevet ført mod den polske stat”. Dette ”oprop”, der munder ud i en opfordring til ”… alle polsk-tænkende borgere til samarbejde og lydighed”, blev og-så startsignalet til en landsomfattende arrestationsbølge ”… med fængslinger af kommunistiske og politisk mistænkelige personer på trods af, at ”stemningen er fuldstændig rolig” uden anstrøg af ekstraordinær politisk røre. Eksplosionen opfattes derfor også som en svag regerings påskud til at styrke sig ved at vise resolut handlekraft….”. Oppositionen bebrejder Seyda, at Polen har lidt stort prestigetab ved en række nederlag: Danzig, ko-lonist-spørgsmålet og ingen repræsentation i Folkeforbundsrådet [hvor man var gået efter et fast sæde]. . Warszawa, den 29. oktober 1923 Lbn. 1301 No. XXXII Kabinettet Witos rekonstruktion. Ny udenrigsminister: Roman Dmowski Korfanty vicepremierminister [uden ”mappe” eller ministerium] Finansminister Stanislaw Grabski Sanering af økonomien:

110

50 mill. guldfrank fra mineindustrien halvdelen i vexler [svejtser franc] Kulskatten erlægges fremtidig in natura Indtil 50.000 wagoner [togvogne] korn fra landbruget som 1. rate af formueafgiften Venstrefløjen udtrykker ”… sin frygt for at et så nationalistisk kabinet … ikke vil finde den bedste modtagelse i den internationale politik…” videre at så stærke personer som Dmowski og Korfanty vil skyde Witos til side – og dermed skabe en ny regeringskrise. Warszawa, den 9. november 1923 Lbn. 1343 No. XXXIII Uroligheder i Kraków SE KOPI : 3 folieark Warszawa, den 21. november 1923 Lbn. 1410. No. XXXIV Udenrigsminister Dmowskis exposé i det polske udenrigsnævn ”… Ministeren fremhæver i denne tale meget stærkt Polens fredelige hensigter, men pointerer sam-tidig, at det netop for at bevare freden er nødvendigt at opretholde en stærk militær organisation…” han baggrunden for Den store krig i ”vise symptomer på afvæbning [læs nedrustning i de vestlige lande], hvilket gav Tyskland mod på at begynde krigen”, [at han så også mente, at krigens længde skyldtes manglende forberedelse er selvmodsigende]. Han ”… ville derfor ikke under nogen form medvirke til at forringe den polske stats krigsberedskab”. Dmowski frygtede, at ”... Sverige måske ville gå sine egne veje, stærkt tyskvenligt som dette land havde været før krigen, og som det efter hans skøn nu igen begyndte at vise tendenser til at blive… (alle Østersølande skulle) påvirke Sverrig til sammen med disse at sikre Østersøens absolutte frihed uden noget hegemoni af nogen stat, og navnlig ikke af Tyskland [Han kunne ikke drømme om at si-ge ”og Rusland”!!], der jo før krigen havde gjort alt for at gøre Østersøen til et rent tysk farvand …”. [Dmowski undlader at komme ind på Sovjetunionens mulige rolle]. Ministeren håbede at få lejlighed til at komme tilbage til drøftelsen af dette emne [når den danske gesandt havde sonderet i København] Warszawa, den 22. december 1923 Lbn. 1602 No. XXXV Kabinettet Witos´ fald og kabinettet Grabskis udnævnelse. Der henvises til den akutte politiske krise den 12. – 13. december, der tvang regeringen Witos tilba-ge efter den havde søgt at modificere Loven af 15. juli 1920 om ”de nærmere bestemmelse for gen-nemførelsen af agrarreformen af 20. juli 1920”.

111

Det gik, som det måtte gå med Witos. Der havde i ”længere tid hersket utilfredshed med … Witos, også inden for hans eget part, idet det polske bondeparti, ”Piasts” indflydelse var blevet trængt stærkt tilbage, ikke mindst efter Dmowski var blevet … udenrigsminister og Korfanty minister uden portefeuille. [Se tidligere vedrørende udnævnelsen af Grabski og Dmowski samt Korfanty]. Regeringen Sikorski var blevet styrtet og Witos´ regering dannet mellem ”Piast” og ”de nationale partier” om i nogen grad at modificere agrarreformens ret radikale bestemmelser … [der betød] at kun [overstreget i originalen] 220.000 ha. Jord skulle udstykkes årligt, hvorved man efter ti års for-løb ville have opnået, at 2.200.000 her var blevet udlagt til mindre brug”. Regeringen Witos fore-lagde derfor Sejmen, den 6.12.1923, et forslag revision af jordlovene, hvor det centrale punkt netop var udstykning 220.000 ha. landbrugsjord til mindre brug om året i 10 år, i alt 2.000.000 ha. ”Lov-forslaget var for så vidt i stor-agrarernes favør, [efter-]som det overlod til deres fri vilje, hvor meget de straks ville afstå, og [at] … [staten] først ville skride til ekspropriation, når det viste sig, at de sti-pulerede årlige 220.000 ha. ikke blev nået ad frivillig vej…”. Oppositionspartierne valgte at fremsætte modforslag om, at lovforslaget slet ikke kunne diskuteres, ”idet det stred mod tidligere love, og de nævnte partier foranstaltede større skandalescener, således at mødet foreløbig måtte afbrydes”. Under efterfølgende gruppemøder blev Witos parti sprængt for anden på kort tid, idet ”den deputerede Bryl (beskyldte Witos) for at have forrådt bondepartiets inte-resser og sprængte partiet ved at forlade … (det sammen) med 13 andre medlemmer”. Disse 14 medlemmer af Sejmen tilsluttede sig herefter Venstrebondepartiet, som sammen med den første af-skalling af Det polske bondeparti, dermed nåede op på 74 mandater. Igen dukkede det nationale spørgsmål op: Med tabet af 14 mandater, så Witos sig ikke i stand til at mønstre ”en national polsk majoritet” og trådte tilbage den 13. december 1923. Præsidenten anmo-des derpå lederen af Venstrebondepartiet, Thugutt om at danne regering. Samtidig trådte Sejmens formand (marskal), Rataj sig tilbage. At der ikke blot stod jordlove på dagsordenen, er nærmest selvfølgeligt: Polen havde tabt Jaworzy-na-sagen til Tjekkoslovakiet [Jaworzyna Slaska i Karpaterne af strategisk betydning for begge lan-de] i Folkeforbundet – videre grundet ”den utilfredshed, der havde lagt sig for dagen med den op-træden, som finansminister Kucharski udviste i sine tilsyneladende ret mislykkede bestræbelser på at sanere de polske finanser”. Lederen af Venstre-bondepartiet, Thugutt forsøgte først at skabe en regering af kändisser, bl.a. Pil-sudski, men måtte hurtigt vende sig mod forsøget på at danne en regering – igen, hvilende på et par-lamentarisk flertal af ”absolut polsk majoritet”. Det mislykkedes. [Gesandtskabet har på intet tids-punkt redegjort for minoritetspartiernes programmer, hvorfor disse partiers stilling i Sejmen er uklar]. Præsident Wojciechowski bad derpå ”sin personlige ven” Ladislas Grabski om at forsøge sig. Ge-sandtskabet beskriver ham som den konservative helt: ”Hr. Grabski er af fødsel og opdragelse nær-mest at betragte som konservativ, men har aldrig været knyttet til noget parti; hans optræden har al-tid været båret oppe af en udpræget nationalisme og fædrelandskærlighed, og han er af alle betragtet som en af Polens bedste sønner og som en hædersmand”. At Grabski ”aldrig har været knyttet til noget parti” modsiges umiddelbart efter, hvor det lyder: ”… Grabski (var, som bekendt) finansmini-ster i Sikorskis kabinet, og meldte sig ved den lejlighed ud af Det nationale Folkeparti…”. Grabski fortsatte efter Sikorskis fald i Witos regering, men måtte forlade denne efter at ”hans saneringspla-ner, ”navnlig vedrørende tobaksmonopolet vakte stærk modstand blandt de konservative partier…”. Grabski dannede derefter en et ”rent upolitisk ministerium, og affattede en ministerliste, om hvilken han konfererede med samtlige Sejmens partier, hvorefter han udskød de personer, om hvis navne der ikke kunne enes … Ligeledes besluttede han sig til – for at skaffe ro i Sejmen - på sit program

112

at optage saneringen af de polske finanser, og på ubestemt tid at udskyde behandlingen af agrarre-formforslaget.” Ministerlisten omfattede også ”… trods store vanskeligheder … general Sosnkow-ski …(som) krigsminister. Denne er nærmest anti-konservativ, og forlangte, før han overtog porte-feuillen, ret til selv at udnævne sin generalstabschef, samt garanti for forskellige ret store krediter til hæren, hvilket man altså er gået ind på”. [Man mærker Pilsudskis rolle som dukkefører]. Grabski forsøgte at få den polske gesandt i Paris, Maurice greve Zamoyski til at blive udenrigsmini-ster, men ministeriet ledes p.t. af chefen for personaleafdelingen, ”Hr. Bertoni, som politisk set er et ubeskrevet blad, og som jeg kender som en personlig meget elskværdig mand…”. Grabski fremsatte sit program, ”som udelukkende omfatter sanering af de polske finanser”, den 21. 12. 1923 og krævede ”… en ekstraordinær generalfuldmagt for præsidenten til sammen med mini-steriet indtil den 31. december 1924 retsgyldigt at udstede administrative forordninger, uden at disse skulle forelægges Sejmen” Det kunne der ikke blive enighed om, men efter at vundet tillidsafstem-ningen ”med 193 for … og 76 mod (minoriteterne og de yderliggående socialister), venstrepartierne og de øvrige socialdemokrater undlod at stemme”, blev man enige om at genindsætte Rataj som marskal og ellers at udsætte sagen til efter nytår, og blev Sejmen sendt på juleferie. [ Grabski programtale vedlægges sammen med forslaget om fuldmagter] Warszawa, den 22. december 1923 Lbn. 1603 No. XXXVI. Polen – Sovjet-Rusland Ges. No. XXIX af 20/9 -1923. 1 bilag. [således placeret og understreget i original] ”… som det vil ses, er Rusland i det store og hele gået ind på de fordringer, som Polen opstillede som betingelse for anerkendelse af… [USSR]: Riga-freden gælder, oprettelse af generalkonsulater, overvejelser om den velgørende fonds aktiver i Kaukasus – samt repatrieringsspørgsmålet. Rusland ville, som det hedder i den franske tekst, som her citeres for skønhedens skyld [pvs] være med til at løse spørgsmålet om option (af polsk statsborgerskab) og repatriering ” … de la facon la plus ami-cale …” [på den mest imødekommende måde]. Også spørgsmålet om Mianowski-fonden kunne lø-ses, blot dét ikke dannede nogen for præcedens. Eneste afvisning var, uden nævnelse, oprettelsen af et generalkonsulat i Tiflis. Sovjet anvendte en ”positivliste”. [Det er nærliggende at tænke, at et konsulat så fjernt har med ”Prometheus” at gøre. Se Timothy Snyder, Sketches from a Secret War, New Haven, 2005]. ”… Om forholdet [mellem Polen og USSR] skulle blive ændret efter at nu Hr. Grabski – som al-mindeligvis antages at være stærkt antipatisk stemt mod Rusland – har overtaget … (regeringen), vil vise sig …”, gesandten lover at vende tilbage når anledning foreligger. Bilag 1 La reconnaissance de L´Union des Republiques Sovietiste par la Pologne. Den polske note verbale og de tilsvarende sovjetiske. 3 folieark. ]

113

1924 Depecherne ligger i omslag, hvor der på forsiden er anført ”” Warshau

1924 ”” Man bemærker den tyske form, men gesandtskabet skriver dog: Warszawa, den 7. januar 1924 Lbn. 18. No. I Kabinettet Grabskis dannelse. Ges. No. XXXV af 22. december 1923. [ 3 bilag: Grabskis programtale og senere tale den 4.1.1924, begge i fransk oversættelse, samt fuld-magt af 7.1.1924 (på tysk) til at udstede administrative dekreter, se XXXV, 1923] Gennemgang af Grabskis programtale i Sejmen: ”Som det vil ses, omtaler hr. Grabski i store træk de foranstaltninger – deriblandt navnlig formue-afgiften samt etableringen af et fast pengevæsen – ved hjælp af hvilke han har til hensigt at sanere de polske finanser… Han henstiller, ”at partistridighederne hviler indtil denne opgave er løst, - og løst ved egen hjælp, ikke ved bistand fra udlandet”. Modellen er: højere skatter og afgifter og forøgelse af ekstraordi-nære indtægter (indenlandske lån og andre særlige foranstaltninger). Men før der skabtes et nyt pengevæsen, måtte statsbudgettet balancerer. Fuldmagten (Lov om forbedring af statsfinanserne og vedrørende en Valutareform af 5.1.1924) gælder de økonomiske forhold, men er indskrænket i forhold til Grabskis oprindelige tanker. Om, regeringen vil være stærk nok ”… får stå hen”. Det er tvivlsomt om polske investorer med kapital-anlæg i udlandet vil veksle disse med polske ”guldbonds” [obligationer med sikkerhed i guld]. ”Der er allerede lidt så mange skuffelser på dette område… Den omstændighed, at den polske stats væ-sentligste aktiver, petroleumskilderne, saltminerne, monopolerne og jernbanerne ikke er omfattet af fuldmagten, indskrænker … regeringens muligheder for virkelig at gennemføre effektive reformer … ” uden at skulle forelægge sådanne for Sejmen. Regeringen synes således, alle ambitioner til trods, at være kommet ud i virkeligheden med det forkerte ben først. … Ny udenrigsminister er grev Maurice Zamoyski Warszawa, den 8. januar 1924 Lbn. 19. No. II. Den 5. baltiske konference. Ges. No. XXII af 25/6 f.a.

114

Konference ventes udsat grundet udskiftning af polsk udenrigsminister. – set i lyset af forløbet af den 4. konference! Ingen dagsorden endnu, men direktøren for det politiske departement udtaler, at”… hovedgen-standen for forhandlingerne (vil) blive – som han udtrykte sig – Ruslands sabotage, nemlig det non-agressions-forslag, der … blev forkastet af Rusland” på Moskva-konferencen på trods af de øvrige landes enighed om det polske forslag til tekst. Det kunne fra polsk side afvises, at den forstående konference ville omhandle ” en egentlig alliance eller militærkonvention mellem de deltagende stater… ” derom ”kunne der ikke være tale… alene af den grund…”, at Finland ikke ville tiltræde en sådan. Men i øvrigt var der igen polske ønsker i denne retning. Warszawa, den 8. januar 1924 Lbn. 20 No. III. Polens forhold til Den lille Entente og til Rusland.

Autoritative polske kilder afviser tanken om tilslutning til ententen, men deltager som observatør i kommende møde i Belgrad [Beograd], ønsker gode forhold til øvrige lande i Ententen, idet man har alliance med et: Rumænien. Fortsat misstemning i Polen over Tjekkoslovakiet, ”der i et forholdsvis ubetydeligt spørgsmål [ Ja-worzyna- området], ved sin stejle holdning har påført polakkerne en stærkt følt krænkelse” [hvis dét spørgsmål var så ubetydeligt, kan det undre, at polakkerne så var SÅ opsatte!!] Glæder sig over tilnærmelsen mellem Tjekkoslovakiet og Polens første allierede, Frankrig” som be-tragtes ”som et nyt led i den kæde, der indelukker Tyskland, og således garanterer Europas fremti-dige fred”. En lignende aftale mellem Frankrig og Jugoslavien måtte derfor også hilses med glæde. USSR´ gesandt har efter fornyet akkreditering ”lagt kort hos mig [den danske gesandt], der kommer umiddelbart foran ham i anciennitet [ Der er her tale om diplomatisk pro forma, hvor nytilkomne gesandter foretager et formelt besøg op ad rangstigen, målt efter tidspunktet for akkreditering]. ”Polens forhold til Rusland er i øvrigt ikke undergået nogen forandring. Man bestræber sig fra polsk side for et korrekt naboskab, og ser ingen grund til ikke at vente det samme fra Moskwa”. [sic] Warszawa, den 21. januar 1924 Lbn. 97 No. IV. Den 5. baltiske konference m.m. Den 5. konference udsat til marts måned. ”Det meddeles samtidig i bladene, at den konference i Ri-ga, som var projekteret at skulle finde sted i slutningen af denne måned mellem Finland, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Rusland vedrørende en overenskomst om non-agression, er blevet ud-sat.

115

Under denne ganske lakoniske meddelelse om udsættelse af en konference i Riga”, som ingen har hørt noget om,” skjuler sig en diplomatisk krig imellem Polen og Rusland” som Polen har vundet. Den fungerende polske udenrigsminister, Bertoni, ”… meddelte mig … i en strengt fortrolig samta-le, at ”det var den polske regering velbekendt, at sovjetregeringen i løbet af efteråret og vinteren havde næret højst uvenskabelige følelser mod Polen, og Polen havde derfor også i de seneste måne-der – som i øvrigt altid – holdt sig forberedt på alle eventualiteter, idet man, skønt man stadig men-te, at Rusland i og for sig vanskeligt ville være i stand til at føre krig, dog ikke – således som for Tysklands vedkommende – helt kunne afvise muligheden af et effektivt angreb… Rusland havde forsøgt at overtale Estland og Letland til at indgå ikke-angrebsaftaler, hvilket Polen havde protesteret mod og afæsket de to lande en stillingtagen mellem Rusland og Polen. Man havde valgt Polen. Bertoni nævnte, at Polen således kunne spare 6 divisioner på nordgrænsen, medens til-svarende Rusland måtte afsætte ”en halv snes” mod Estland og Letland. Herefter havde Polen for-langt, at konference i Riga ikke måtte finde sted før den 5. baltiske konference i Warszawa, medens man herefter gerne så en konference om ikke-angrebspagt, som foreslået af Rusland, men med del-tagelse af alle de baltiske lande. ”Hr. Bertoni var yderst glad for resultaterne af disse forhandlinger og hævdede, at Polens stilling i øjeblikket var overordentligt tilfredsstillende, og at man nærmede sig stærkt realisationen af formå-let for Polens politik, nemlig at Europas forbindelse med Rusland skulle gå over Polen som gen-nemgangsled. Ikke alene var nu de nye baltiske stater under Polens indflydelse – men alliancen og det nøje militære samarbejde med Rumænien og den nu indledede venskabelige forbindelse med Tyrkiet, hvortil man i den nærmeste tid agtede at sende en gesandt med sæde i Angora [ nu Ankara, pvs], havde lagt en vanskeligt gennembrydelig ring udenom Rusland, hvis indre konstruktion i øv-rigt i øjeblikket var vaklende… [Det undrer mig, at Rapallo-traktatens sandsynlighed for ændrede magtrelationer ikke bemærkes af Bertoni, der kaster sig ud i konstruktioner England-Italien-Rusland mod Frankrig, Polen og Den lil-le Entente, ergo, Polen er åbenbart IKKE kommet i klemme mellem Tyskland-Rusland!] Bertoni så de eneste udenrigspolitiske vanskeligheder i kommende forhandlinger med Tyskland om optanter…”han mente dog, at den bestemte politik, som Polen i den sidste tid havde ført …” nemlig udvisning af lige så mange fra Polen som fra Tyskland, og gerne mere ”prominente”, havde haft den ønskede virkning:” Tyskerne jo aldrig var tilgængelige for forhandlinger og ræsonnementer, men kun bøjede sig for faktiske forholdsregler”, men forholdet til Danzig havde bedret sig og erkendte sin stilling, hvorefter byen, jfr. Versailles-traktaten, ”... skulle være Polens havnestad…” ”Polen kunne nu sætte alle kræfter ind på at ordne sine indre anliggender, specielt finansvæsenet”. Warszawa, den 15. februar 1924 Lbn. 224 No. V. Udenrigsminister Zamoyskis exposé. 1 bilag Hvad sagde Zamoyski Den 5. baltiske konference var ”kun en af de konferencer, der tjener til at styrke båndet mellem Po-len og dets nabolande …

116

Warszawa, den 19. februar 1924 Lbn. 240. No. VI Krigsminister Sosnkowskis demission. Sosnkowski blev pludselig afskediget søndag den 17. 2. 1924 og erstattet af Sikorski ”… Denne forandring i kabinettets sammensætning kom ganske uventet og har vakt stærk bevægel-se overalt i pressen …” Officielt er der tale om brud på aftale om bevillinger til forsvaret. Det forlyder, at der er et ”mere almindeligt (motiv af) politisk natur”. Sosnkowski regnes for mere højreorienteret end Sikorski og … står i øvrigt Pilsudski nær [han var, som krigsminister, en kompensation til de radikale partier, for ikke at gøre Pilsudski til generalstabschef]. Sikorski menes at styrke regeringen, ”mange nævner ham endog som den, der bedre end den nuvæ-rende kabinetschef vil have muligheden for at føre Polen ud af den øjeblikkelige financielle krise”. Warszawa, den 20. februar 1924 Lbn. 242 No. VII. Den [5.] baltiske konference i Warszawa. Den 16.-17. 2. 1924: Finland, Estland, Letland, Polen Ingen større betydning officielt, men i pressen, synes stemningen at være for, ”… at knytte forbin-delser nærmere med Finland, Estland og Letland på den ene side, og samtidig styrke alliancen med Rumænien og udvikle et venskabeligt forhold til Tyrkiet på den anden side at danne en fast ring udenom Rusland”. Den baltiske konference skabte enighed om bl.a. en voldgiftsinstitution, samarbejde i Folkeforbun-det, post-, telegraf- porto, kunst, videnskab, turisme, standardisering, sport … næste møde i Hel-singfors. [Ingen depecher i marts måned, har åbenbart været en død periode ☺ !!]. Warszawa, den 4. april 1924 Lbn. 224 No. VIII Den polske [økonomiske] saneringsplan. 1 bilag [ Statut de la Banque de Pologne, Varsovie, 1924, 35 s. (A5)] ”De indenrigspolitiske forhold … har i den senere tid ligget meget roligt, i modsætning til hvad man tidligere har været vant til, og regeringen har støt og stille arbejdet på at gennemføre det program, … Grabski fremlagde ved sin tiltræden. Det synes som de forskellige partier har forstået, at den op-gave at sanere de polske finanser nu påtrængte sig en løsning, og at en lykkelig gennemførelse af denne sag, hvoraf Polens fremtid afhænger, kræver at de forskellige partiinteresser træder i bag-grunden.

117

Ministerpræsidentens opgave var ikke let, idet statskassens indtægter i 1923 omregnet til schweizer-franc havde udgjort 398, 7 millioner, medens de samlede udgifter beløb sig til 1.021,7 millioner, dvs. et underskud på 632 millioner. Den væsentligste andel heri havde jernbanerne, som alene hav-de givet et tab på 323, 7 mill. schweizerfranc. Det øvrige underskud skyldtes dels de store udgifter til den polske hær, dels at skatterne ikke var valoriserede [pristalsreguleret] og derfor på betalings-dagen – grundet på polmarkens [den polske mark] stadige fald, kun indbragte en brøkdel af, hvad der var beregnet. På grund af mistilliden til den polske mark, holdt sparerne sig tilbage, hvorfor industrien ikke kunne skaffe sig de nødvendige kreditter gennem bankerne, (lån) som staten derfor matte yde, og ved til-bagebetalingen af disse beløb i polske mark, tabte staten store summer ligeledes grundet inflationen. Den stadigt faldende polmark havde desuden nødvendiggjort en stadig forøgelse af seddelmængden, hvor det, den 10. januar 1924, blev anslået at der var 70 millioner fuldfranc i omløb. Under disse forhold var det første saneringsmiddel at valorisere alle statens indtægter, hvorfor … alle skatter og offentlige afgifter fra den 1. januar 1924 blev fastlagt efter guldfrancen. Samtidig ka-stede regeringen 2,5 millioner dollars ud på børsen [og opkøbte polmark], hvorved det lykkes at standse faldet i den polske mark, således at valoriseringsomregningen kunne forgå efter et forholds-vis konstant chiffer. Ministerpræsidenten havde kun et meget lille beløb til rådighed til gennemførelsen af sin sanerings-plan, idet 12 millioner guldfranc, som den polske storindustri frivilligt havde givet den forrige fi-nansminister i december måned 1923, allerede var delvis brugt, og at statskassen kun lå inde med veksler til et beløb på 21 guldfranc og en nettoreserve af fremmed valuta til ca. 2,5 millioner dol-lars. Budgettet måtte derfor lægges månedsvis, og således, at statens udgifter blev nøje afpasset ef-ter de månedlige indtægter. Yderligere ville det være nødvendigt at indkassere alle skatter omgåen-de, hvad der var vanskeligt, idet polakkerne som hovedregel hidtil kun har betalt deres skatter, når det passede dem. (Grabski) … skred derfor straks til en betydelig forhøjelse af alle toldsatser, som blev fastlagt i guld og der blev for enkelte luksusvarers vedkommende endog forlagt betaling i effektivt guld [ altså ik-ke i papir], og samtidig gik man meget energisk frem ved inddrivningen af den formueskat, som èn gang for alle vil være at udrede i indeværende og næste år. Til dette formål blev der frigivet 40.000 godsvogne [ ”waggoner”] korn til eksport for at landbruget kunne få kontante penge. Da den bestå-ende eksportafgift på korn imidlertid var meget høj, protesterede landboerne … under påstand af, at de ingen reel fortjeneste ville få og, at brødpriserne ville stige ... quotaet [mængden af korn til eks-port] blev derfor nedsat til 8.000 godsvogne. Landbruget har i øvrigt betalt sin formueafgift og andre skatter i større omfang end ventet, navnlig for de mindre brugs vedkommende. For industrien … er der truffet den ordning, at formueafgiften betales i månedlige veksler, da det har vist sig umuligt for virksomhederne straks at udrede de ret betydelige kontante beløb. Ved samtidig at valorisere alle takster for jernbane, post, telegraf og telefon etc. er det hidindtil lyk-kes regeringen at skaffe de fornødne beløb til at føre statshusholdningen, og dette uden at optage noget uden – eller indenlandsk lån, hvad har været muligt, navnlig fordi der synes at være skabt ba-lance på trafikministeriets budget. Dette er sket dels ved en meget stor forhøjelse (ca.300 %) af alle billet – og godstakster, dels ved en betydelig indskrænkning af det tjenende personale. Medens jernbanerne således gav et underskud på ca. 30 mill. guldfranc i januar måned (1924), har februar omtrent kunne bære sig, og det er nu bestemt, at jernbanerne for fremtiden selv skal kunne dække de løbende udgifter og kun vil modtage 7 mill. guldfranc pr. måned til dækning af nyanskaffelser og forbedringer. Dette beløb påtænker man at skaffe frem ved at udstede jernbaneobligationer, hvilket ikke har været en succes. Det må dog … bemærkes, at regeringen har holdt salget noget tilbage for at sikre tegningen af emissionsbankens [”Bank Polski”] aktiekapital.

118

Da det i løbet af januar måned var lykkes at stabilisere den polske mark til en gennemsnitsværdi af 1,9 millioner pr. guldfranc, besluttede hr. Grabski at standse trykningen af pengesedler til statens indre brug i begyndelsen af februar, således at der kun ekstraordinært ville blive udstedt sedler for de beløb, der fortsat måtte ydes industrien som lån. Den cirkulerede seddelmængde omkring 1. februar opgives at beløbe sig til 89 mill. guldfranc [ sva-rende til 1,692 billioner polske mark ved anvendelse af den nævnte kurs på 1,9 mill mark pr. franc]. hvori dog ikke er medregnet de ovennævnte beløb til industrien og den samlede cirkulerende sed-delmængde må på nuværende tidspunkt anslås til 300 millioner guldfranc.[ 117 billioner mark]. Halvdelen af dette beløb er dækket ved gældsbeviser udstedt af statskassen [finansministeriet], og resten dels ved udenlandske beviser, dels af veksler udstedt for ydede lån til industrien. Desuden har regeringen under stabiliseringsperioden stadig opkøbt dollars og ligger for øjeblikket inde med en beholdning på 18,8 mill. Regnskaberne for februar måned er blevet offentliggjort og udviser en indtægt på 87.292.044 guld-franc og en udgift på 87.776.232 guldfranc., og for marts måned påstås der, at (man når) absolut ba-lance. Der er indført besparelser i samtlige ministerier, og der er allerede afskediget 29.000 funktio-nærer, og man venter i nær fremtid at kunne afskedige yderligere 30.000. Det påstås yderligere, at der er opnået væsentlige besparelser på krigsministeriets budget, men ikke desto mindre overskrider [overgår] dette langt alle de øvrige ministerier og er for februar opført til [at forbruge] 37.382.267 guldfranc af månedens samlede indtægter på 87.776.232. Den skete forøgelse af statens indtægter har imidlertid forårsaget en meget stærk dyrtid, som rege-ringen nu må forsøge at bekæmpe. Til dette formål vil man fortsat regulere kornpriserne, der her ligge væsentlig under verdensmarkedets, og man har opgivet at lægge skat på kul for derved at skaf-fe befolkningen billige industrivarer. Ved de sidste måneder at valorisere alle starens indtægter og udgifter har man samtidig forberedt indførelsen af en ny møntenhed, zloty [på polsk: guldstykke], der kan ventes (i omløb) i løbet af en måneds tid, så snart emissionsbanken er trådt i funktion. Denne aktiekapital er … fastsat til 100 mill. zloty, og meningen var, at staten skulle deltage med 40 mill., medens 60 mill. skulle tegnes privat. Tegningen er imidlertid - navnlig i den senere tid, gået så godt, at staten af principielle grun-de har måttet forlange at deltage med i hvert fald 10 mill., idet kapitalen faktisk er overtegnet. Man vil derfor kunne forstå, at det var med en vis stolthed, at ministerpræsidenten aflagde beretning for budgetkommissionen forleden, og at han ser optimistisk på fremtiden. Hr. Grabski udtalte sær-ligt sin taknemmelighed over for det polske folk … og glædede sig over, at det ikke i særlig grad overklassen, men derimod den brede befolkning, der havde medvirket til emissionsbankens opret-telse. Ministerpræsidenten udtalte i øvrigt, at det i Italien opnåede lån på ca. 100 mill. zloty ( jfr. … be-retning nr. 114 af 21. marts 1924) [denne beretning findes ikke i materialet] ville blive benyttet til at opkøbe alle de private tobaksfabrikker, der for øjeblikket kun kontrolleres af Tobaksmonopolet, så-ledes at vil være muligt at danne et virkeligt monopol. Herved regner man med at kunne tjene 6 à 10 mill. zloty årligt, og ved samtidigt at gennemføre en påtænkt monopolisering af alkohol, vil statens indtægter kunne forøges yderligere. Staten vil i øvrigt ikke sætte større foretagender i gang for øjeblikket med undtagelse af havnen i Gdynia. Denne, der foruden pakhuse, jernbaner etc. anslås til at ville koste ca. 50 mill. guldfranc vil … (indtil videre) ikke belaste statskassen, idet …(anlægsarbejdet) er overdraget til et konsortium af udenlandske firmaer, i hvilke … et dansk ingeniørfirma har en betydelig andel. Konsortiet har for-pligtet sig til at afholde alle udgifter i de tre første år, som derefter … afbetales af Polen i de følgen-de 8 år, og som garanti herfor er stillet bruttoindtægten fra store skovdistrikter i Poznan provinsen. Hensigten med ... denne havn på Polens egen kyst siges at være at aflaste havnen i Danzig, der ikke

119

vil kunne tage den forøgede trafik, der ventes at komme efterhånden. Den virkelige tanke … (bag) er at gøre sig uafhængig af Danzig, der – skønt forholdet lige i øjeblikket synes bedre, stadigt volder Polen mange knuder. -------- [angivet i originalen] At emissionsbankens aktiekapital er blevet overtegnet er sikkert kommet som en overraskelse for regeringen og bør tages som tegn på, at befolkningen har opgivet sine tendenser til at hengemme valuta, særlig fremmed, og nu anbringer denne i produktive foretagender. Efter Art. 51 i [Bank Polski´] statutter … skal denne dække sin seddelmængde med 30 %, således at den får 330 mill. zloty at arbejde med, foruden de beløb, der kan sættes i cirkulation i henhold til Art. 52. Rent bortset fra det farlige i at gøre afvigelser fra reglen om en dækning på 30 % vil oven-nævnte kapital åbenbart ikke være tilstrækkelig for et land på Polens størrelse og indbyggertal, hvad regeringen vist nok også er klar over. Meningen må derfor … være at få banken sat i virksomhed, og …( hvis alle forventninger bliver indfriet), og Polens pengevæsen endelig viser sig at være stabi-liseret, da at trække fremmed kapital til landet, som i virkeligheden kræver stor driftskapital for at kunne udnytte sine store naturlige rigdomskilder. Hvad … besparelserne angår, er disse vel ret kraftige for de fleste ministeriers vedkommende, men af politiske årsager har selv den nuværende, ret stærke konseilspræsident ikke turdet foretage væ-sentlige … besparelser vedr. hæren. Krigsminister Sosnkowski tilbagetræden skyldtes ganske vist, at … (Grabski) havde forlangt besparelser, som krigsministeren ikke ville være med til, og at disse reduktioner er altså foretaget. Hvis et land i Polens financielle forfatning virkelig vil forbedre sine finanser, vil dette imidlertid næppe kunne ske, så længe halvdelen af statens indtægter opsluges af hæren., hvilket bl.a. også den [tilkaldte] engelske finansekspert, Hilton Young … har gjort opmærk-som på. Mr. Hilton Young indså vel det nødvendige i, at Polen efter hele sin opståen og beliggen-hed havde en stærk hær, men foreslog, at man for de nærmeste år, i hvilken ingen fare synes at kun-ne true, reducerede arméens størrelse, dog med bibeholdelse af de nuværende rammer [organisati-on], men denne tanke synes ministerpræsidenten altså ikke at turde tage op. Desuden synes det mærkeligt, at det italienske lån udelukkende skal anvendes til fundering af to-baksmonopolet, idet en mere påkrævet anvendelse kunne tænkes i en periode, hvor statskassen ar-bejder så godt som uden reserver. Det forekommer så meget mere uforståeligt, som staten har be-sluttet at sælge sine andele i de fleste private foretagender så vel som forskellige mindre statsvirk-somheder inden for kul – og petroleumsbranchen, samt endelig alle landbrugsministeriets møller, savværker etc. Som andre punkter af mindre vigtighed bør fremhæves, at man nu vil fastsætte … en zloty til en værdi af 1,8 mill. mark, medens man oprindelig havde regnet med at kunne foretage stabiliseringen til et lavere beløb. Ligeledes er det rigtigt, at seddelmængden ikke er blevet forøget siden begyn-delsen af februar [1924], men inden da… lod regeringen et uforholdsmæssigt stort antal sedler for at kunne være sikker på at kunne gennemføre sin saneringsplan. Som ovenfor anført udgjorde den cir-kulerede seddelmængde kun 70 mill. guldfranc den 10. januar [1924], medens den på nuværende tidspunkt må anslås til ca. 300 guldfranc. Endvidere mangler man endnu tilstrækkelige oplysninger om, hvorledes Polen vil stille sig med hensyn til sin udenlandske statsgæld, der ganske vist – i forhold til landets større, ikke er ret bety-delig. Foreløbig er der ikke … fremkommet forslag til afbetaling, og de långivende lande vil rime-ligvis foreløbigt få visse vanskeligheder ved blot at få beløbene forrentet. Endeligt har man samtidigt med at valorisere statens indtægter også måtte valorisere dens udgifter, og derved er lønningerne såvel som statens som for private funktionærer steget uforholdsmæssigt stærkt. Når det samtidigt tages i betragtning, at en polsk arbejder kun arbejder 46 timer pr. uge, idet der fragår to timer hver lørdag, samt at der her i landet findes flere helligdage en noget andet sted, må produktionsomkostningerne nødvendigvis blive for dyre [høje] og virke lammende for indu-

120

strien [og eksportmulighederne]. Dette mærkes endnu ikke særligt stærkt, og den polske arbejderbe-folkning glæder sig for øjeblikket kun over de høje lønninger, og føler derfor mindre den abnorme dyrtid, der faktisk hersker her. Bliver denne imidlertid ikke snart bragt til ophør, må det uvilkårligt medføre, at den polske industri ikke kan konkurrere med udlandet, og man vil her opleve en ar-bejdsløshed, svarende til den engelske [ i % hvor meget – tjek!]. Den 1. januar var der 67.000 arbejdsløse og den 1.marts 113.000, hvilket antal dog derefter er gået noget ned. Man må imidlertid ikke regne for meget hermed, idet saneringen må tages på langt sigt, og rent bortset fra, at man nu går den gode årstid i møde, vil saneringens virkninger hvad arbejds-løshed o.l. angår først vise sig rigtigt næste vinter. Polen gennemgår nu sin financielle krise, og det endelige resultat kan der endnu ikke udtales noget sikkert om. Den dygtighed, hvormed hr. Grabski har forstået at klare de første og vanskeligste trin, giver i forbindelse med Polens store naturlige rigdomme, en betydelig udsigt til, at landet hurtigere end man måske kunne vente vil passere krisen og indtage en betydningsfuld plads inden for de eu-ropæiske producerende samfund, som efter dets beliggenhed og naturlige betingelser tilkommer det-te store land”. Sign. Anstedt Warszawa, den 12. april 1924 Lbn. 534. No. IX. Memel - spørgsmålet m.m. De muligheder som lå for Polen i Ambassadør-konferencens forslag om anvendelse af havnen i Memel fra den 16. 2. 1923 (adgang til, forvaltning og anvendelse af) er fjernet ved samme kon-ferences møde i Paris den 5. april 1924 og har vakt ”største skuffelse i Polen”. England udlægges som skurken. Afgørelsen betyder, at Polen fuldstændig udelukkes ”… fra at nye godt af den naturli-ge adgang til havet, som Memels havn tilbyder landet”. Polske drømme om, at nederlaget til Polen vedr. Memel kan få Lithauen til at droppe krigstilstan-den mod Polen. Lithauen har ikke glemt det polske coup de main [kup] vedrørende Wilno. [!] Ambassadør-konferencens protokol understreger, at stormagternes anerkendelse af Wilnos forhold til Polen står fast. Afbrydelsen af forhandlingerne i Wien mellem Sovjetregeringen og Rumænien angående … Besa-rabien, har ikke gjort noget videre indtryk her … Den polske regering går ud fra som givet, at Rus-land hverken kan eller vil begynde en krig for Besarabiens skyld…” og heller ikke vil belaste for-holdet til andre europæiske magter i sine bestræbelser på at opnå diplomatisk anerkendelse og deraf følgende muligheder for handelsaftaler mv. Warszawa, den 28. april 1924 Lbn. 590. No. X. Polsk-russiske traktatforhandlinger. ”Som det vil være hr. Greven [”udenrigsminister Greve Carl Moltke”, ikke Carl greve …]

121

Omhandler en jernbaneoverenskomst, den 24.4.24 efter Berner transportkonventionen. Tilskrives ikke større betydning i praksis for polske kommercielle interesser. Måske forløber for en længe ventet handelstraktat. [Skulle der ske måtte det vel ske] ved barterhan-del [Barter: Udveksling af varer eller tjenesteydelser, hvor der afregnes i naturalier, f.eks. kul for flæsk. Det kan ske efter en aftalt prissætning eller ved at anvende prisen på verdensmarkedet. An-vendes af lande uden rådighed for ”hård valuta”. Meget anvendt af Tyskland mellem 1933 og 1939]. Warszawa, den 29. april 1924 Lbn. 591. No. XI. Formel lykønskning i anledningen af, at hr. greven er blevet udenrigsminister, noget gesandten må have overset før afsendelsen af No. X ☺ Warszawa, den 1. maj 1924 Lbn. 608. No. XII Taler af præsidenten og udtalelser af rigsdagsmand Thugutt 3 bilag. [stærk tobak i form af stort spring i synet på Polens placering i international politik, 4 folioark lang depeche. Slagord: Polen som stormagt] Hr. Thugutt, formand for Sejmens største parti, Wyswolenie, har været på studierejse til England og gav ved hjemkomsten et interview til ”Kurjer Polski” . ”… Han giver udtryk for, at man i England ikke nærer megen sympati for Polen, som man beskyl-der for imperialistiske tendenser … og bebrejder polakkerne deres holdning over for de nationale mindretal [englænderne skulle snakke!!] og at den polske udenrigspolitik er alt for lidt uafhængig – hvilket formentlig vil sige, at den er ledet af Frakrig. Hr. Thugutt har naturligvis … (det modsatte) og med særlig kraft … at et eneste menneske i Polen skulle nære imperialistiske tendenser eller tænke på at udvide Polens territorium med så meget som en kvadratkilometer … (men) at alle polske borgere er beredte til at forsvare det territorium til sid-ste blodsdråbe, der udgør det nuværende Polen …(hvor han) sikkert er i fuld overensstemmelse med almindelig polsk tankegang… Under en samtale, jeg havde forleden med den herværende engelske minister [Max-Muller] udtalte denne sig i overensstemmelse med hr. Thugutts [engelske] kilder, og betonede stærkt det urimelige i, at Polen opretholder en så stor stående hær, der tynger stærkt på landets finanser og ikke synes nødvendigt under den foreliggende politiske situation, lige som (han) … også bebrejdede Polen for den intrasigente [ubøjelige] holdning, det har lagt for dagen i spørgsmål som; Memel, Danzig, Ja-worzyna etc.. Det indtryk Thugutt har fået i England svarer ret godt til den almindelige opfattelse… Set på baggrund af disse udtalelser fra en fremragende [ledende] rigsdagsmand tager en tale, som den polske præsident holdt sidste søndag ved åbningen af messen i Poznan, sig noget besynderlig ud. Præsidenten giver ved denne lejlighed i højere grad end under sin rejse i Pommerellen, jfr.… No. XI af 1. maj 1923, udtryk for, i hvor høj grad Polen føler sig som en stormagt. I modsætning til hr. Thugutt erklærer præsidenten udtrykkeligt, at Polen endnu ingenlunde har det territorium, der tilkommer det, og at landets bestræbelser må gå ud på – ganske vist ikke ved våbenmagt, men ved

122

hjælp af polsk arbejde og den nationale kultur, at erhverve sig al polsk jord [Blut und Boden i polsk variant] og alle centre for det nationale liv. Da det som bekendt er en lang vej at udvide sit lands grænser ved arbejde og kultur, er der næppe tvivl om, at præsidentens let kan blive forstået som en tilkendegivelse af, at Polen ved første lejlighed ved vold vil bemægtige sig, hvad der efter dets me-ning tilkommer landet og det er da også karakteristisk, at hr. Wojciechowski i samme tale og næsten i samme åndedrag udtrykkeligt understreger, at Polen må anstrenge sig for at holde det nationale forsvar oppe på de højder, som landets interesser kræver. I en ny tale i går i officerskasinoet i Poznan, har præsidenten understreget sin interesse for hæren yderligere, som han efter en lykkelig gennemførelse af finansreformen, lovede yderligere bevillin-ger til at komplettere sine forsyninger, hvilket præsidenten fandt så meget mere rimeligt ["rimelige-re"], ”… som vi i øjeblikket gennemgår en periode af truende krigsfare”. ”Disse udtalelser, der synes lidet opportune i et øjeblik, hvor Polen gang på gang har lidt nederlag over for Folkeforbundet og Ambassadørrådet i sine prætentioner over for de omgivende naboer, står naturligvis også præsidentens egen regering. Den egentlige mening … er sikkert, at de skal høres og gøre indtryk i udlandet. Præsidenten, der er en selvstændig karakter og [men?] ikke trænet i politik, har vist nok den anskuelse, at han nu – hvor han gennem sin tillidsmand og nære ven, ministerpræ-sident Grabski, har bragt foreløbig orden i Polens finanser, bør tage den optage op [til sig] at hæve landets prestige i verdens øjne. Når han mener at gøre det bedst, ved at slå på sværdet, er han for så vidt i overensstemmelse med vide kredse af den polske befolkning, hvis nationale aspirationer langt fra er mættede, men som stadigt betragter Østpreussen, Danzig og store dele af Rusland, som tidli-gere ejedes af polske godsejere, som polsk jord i den forstand, som præsidenten har brugt ordet. Men det må dog betones, at det store flertal af politisk tænkende polakker har en ganske anderledes nøgtern opfattelse af de virkelige forhold, og jeg tror derfor, at rigsdagsmand Thugutt´ udtalelser stemmer betydeligt bedre med virkeligheden end de stormagtsdrømme, præsidenten giver udtryk for. Og i hvert fald tør det hævdes, at der ikke i øjeblikket er fare for, at man fra ansvarlig side skul-le gøre forsøg på at føre disse drømme ud i livet”. Warszawa, den 13. maj 1924 Lbn. 658. No. XIII Presseudtalelser i anledning af Polens præsidents taler. [Polen som stormagt] Bilag. 1. ”Robotnik” , 6.5.1924 [henviser bl.a. til Ludendorff og Hitler.] 2.”Kurjer Poranny”, 6.5. 1924 3. ”Kurjer Warszawski”, 7.5.1924 4. ”Czas” (Krakow, ”Tiden”) aftrykt i ”Kurjer Polski” , 6.5.1924

De i depeche no. XII citerede udtalelser ”… har, som det kunne forudses, vakt stor opmærksomhed både i ind - og udlandet. Den polske presse er gennemgående enig i at fordømme disse udtalelser, som man fremhæver skyl-des den uansvarlige præsident, og på ingen måde giver udtryk for den polske regerings mening. ”Czas” mener, at hvis præsidenten skal udtale sig offentligt om politiske spørgsmål, må det ske ef-ter med den siddende regering. ”Robotnik” mener, at præsidenten må under censur, og regeringen utvetydigt skal ”udslette det fa-tale indtryk… specielt i Tyskland, der stedse ligger på lur for at konstatere Polens imperialistiske tendenser”.

123

”Kurjer Poranny” fremhæver at præsidenter må sige, hvad de personligt mener, ellers kan man ik-ke få fremragende personligheder til at modtage valg, men det på anden side er de politiske partiers programmer og ikke præsidentens personlige mening, der giver det korrekte billede af Polens poli-tik. Det konservative ”Kurjer Warszawski” søger at reducere den øvrige presse omtale til et angreb på udenrigsminister Zamoyski, der for at komme ham til livs, bebrejder præsidenten disse taler, som bladet ikke tillægger betydning, idet ”polen ikke i nogen henseende skulle ønske Versaillestrakta-tens bestemmelser ændret”. … Flere af regeringen medlemmer har overfor gesandten fremhævet, ”… at talen naturligvis aldrig var blevet holdt, hvis den i forvejen var blevet forelagt de ansvarlige ministre, men at præsidenten i øv-rigt har ladet sig rive hen til at give sine udtalelser en større rækkevidde end han på nogen måde havde tilsigtet. I øvrigt siges det fra alle sider, at præsidenten er yderst ked af hele sagen, der sikkert vil have den virkning, at han i fremtiden i mindre grad end hidtil i sine offentlige udtalelser vil betone Polens stormagtsambitioner”. [der er vedlagt en tysk tekst med de nævnte blades kommentarer] Warszawa, den 28. maj 1924 Lbn. 728. No. XIV. Polsk-russiske [handels-] traktatforhandlinger. Ges. No. X af 28. f.m. Der sker ingen skred i forhandlingerne om en handelstraktat, idet polske embedsmænd oplyser, at ”… Rusland stadigt opstiller sådanne exorbitante krav, som gør det ganske udelukket at opnå nogen som helst fordel fra polsk side …” ved at indgå en aftale. Det kan ikke oplyses, hvori vanskelighederne består, men der loves skriftlig exposé [ se No. XVI af 5. juni 1924, hvor et sådant også exposé dukker op fra intern polsk side, forfattet af en hr. Wecla-wowicz]. Warszawa, den 28. maj 1924 Lbn. 735. No. XV. Udenrigsminister grev Zamoyski og hans politik. 3 bilag. [tale af Zamoyski. i udenrigsudvalget, svar på ”note verbal” til den tyske gesandt, noteud-veksling med USSR vedr. ruthenere, to sidste kopieret ] Ministeren er udsat for sædvanlige partipolitiske angreb, men også som landets største godsbesidder [ammunition til senere kommunistisk propaganda om Polen som en godsejerrepublik, fascistisk for-stås] og regulær konservativ, og en skydeskive, hvor venstreliberale og socialdemokratiske regerin-ger overtager magten rundt om i Vesteuropa: Zamoyski bemærker hertil under en samtale med den danske gesandt, ”… at den polske folkerepræ-sentation, er endnu savner politisk skole, var så optaget af indre uvæsentlige partistridigheder, at man ikke kunne nå at beskæftige sig med de virkelige betydningsfulde opgaver, der forelå, og at

124

man under bestræbelserne for at skade sin politiske modstandere gjorde sit land den største fortræd ved (dermed) … at nedsætte respekten for dets ledende personer i udlandets øjne”. Derfor redegø-relsen i udenrigsudvalget [fylder 8 sider] ”som et karakteristisk eksempel på, hvorledes Polens un-derhandlinger med disse to lande former sig…”henviser gesandten til noteudvekslinger vedrørende tyske og russiske ”besværinger” over behandlingen af hhv. det tyske og det ruthenske mindretal. ”Som det vil ses, er tonen temmelig skarp”, hvorfor Zamoyski vel har ret i, at ”der endnu er et styk-ke tilbage inden et godt naboskab til disse to lande kan blive etableret”. [Foreligger der evt. aftale mellem Tyskland og Rusland om at køre på. ”minoriteterne” fra hver sin side?] Vedrørende den polske emigration til USA taler Zamoyski om denne som ”overskydende befolk-ning”. [!! Polen har næststørste indvandrerkvote til USA efter Italien – hvor stor/år??] Warszawa, den 5. juni 1924 Lbn. 767. No. XVI Polsk-russiske traktatforhandlinger. Ges. No. XIV af 28. maj 1924.

[Det ventede exposé i “copie” Angives som ”strengt fortroligt” – og synes at være blevet nøje læst i København med mange un-derstregninger! Har givet fundet anvendelse ved forhandlinger med USSR. Har kopi]. Warszawa, den 24. juni 1924 Lbn. 849. No. XVII. Afstemning i Sejmen om udenrigsministeriets budget. [for resten af 1924, ”halvårlige budget”] Zamoyski overlevede Damskis udfald mod ”aristokraten”, der på sin side fremhævede, at han brag-te store ofre, frem for at beskæftige sig med sin privatøkonomi, ”sine private affærer”, som han ud-trykte det. Overvandt mistillidsafstemning med 5 stemmer. Det forventes at Zamoyski trækker sig i Sejmens sommerferie og, ”at det vil blive en ny udenrigs-minister, der til efteråret skal møde de personlige og til dels temmelig smålige angreb, der hidtil har obligate for enhver udenrigsminister”. Warszawa, den 15. juli 1924 Lbn. 944.. No. XVIII. Den polske [økonomiske] saneringspolitik. [Denne indberetning er i visse passager yderst kancellidansk og blevet oversat til ”dansk” uden æn-dring af indholdet. Som det vil fremgå er teksten dog fortsat præget af datidens sætningskonstrukti-oner og gloser. Zlotych angives som zloty i en – som flertal, dog anvendes zloty´en i den bestemte form]. Efter indførelsen af zloty´en er det polske statsbudget [finanslov] blevet behandlet i Sejmen, hvor det nu er muligt at lægge en fast regnskabsplan [budget]. ”… Budgettet er anslået med en indtægt på 1.422.300.000 zloty, fordelt på 859 millioner på ordi-nære indtægter, 188 millioner fra monopoler og statsforetagender og 374 millioner på ekstraordinæ-

125

re poster, herunder falder især formueafgiften, der er fastsat til en milliard, og som skal betales i 3 år med 333 millioner årligt. Det formelle underskud bliver 160 millioner, men regnes dog med at ville komme op på 187 millio-ner. Formanden for budgetkommissionen mener imidlertid, at dette underskud rigeligt vil kunne dækkes af de indtægter, som vil tilgå staten ved likvideringen af Den polske lånekasse og oprettel-sen af den polske nationalbank [”Bank Polski”], samt et beløb på ca. 100 millioner zloty, der ind-vindes ved, at den nye skillemønt sættes i omløb. Desuden håber man på, at udgifterne for hele året vil kunne nedbringes betydeligt ved de nu indførte besparelser, og endeligt har man det italienske lån på 400 millioner lire i reserve, hvis de foretagne beregninger skulle slå fejl. Hvorvidt det vil lykkes regeringen at afslutte finansåret uden underskud må … stå hen, men … Grabskis hidtil fulgte princip har været at afbalancere indtægterne mod udgifterne hver måned, og det er lykkedes indtil nu, efter at balance blev opnået første gang for marts måned. Hvad angår ud-gifterne er det navnlig lykkes at få statsbanerne til at bære sig [løbe rundt] ved meget kraftige forhø-jelser af tarifforhøjelser, og samtidig er der foretaget en stærk indskrænkning af [antallet af] stats-funktionærer. Dette var også nødvendigt, idet Polens udgifter til embedsmænd tidligere er vurderet til at andrage 59 % af statens indtægter mod f.eks. 30 % i Frankrig og 35 % i Tjekkoslovakiet, og alt i alt lever 1 million [personer] af staten [på overførselsindkomster], der skal sørge for 56.000 pensi-onister og 276.000 invalider. Der er i første halvdel af året foretaget 39.644 afskedigelser i staten, og yderligere afskedigelser ventes, idet man påtænker at nedlægge flere ministerier, deriblandt mi-nisteriet for offentlige arbejder. Funktionærlønningerne er blevet tredoblet ved zlotyens indførelse, men påstås dog fortsat at være for lave og lavere end før krigen. Ved disse besparelser er statens udgifter i første halvår nedbragt til 499 millioner zloty i stedet for anslået 659 millioner, en besparelse på 160 millioner. Der i realiteten kun vil sige 45 millioner, idet indtægterne har været 115 millioner mindre end beregnet. Hvad indtægterne angår, har det kun væ-ret muligt at få disse op på de tilstrækkelige summer ved at ministerpræsidenten – i henhold til de [til] præsidenten givne overordentlige fuldmagter straks valoriserede alle offentlige afgifter, og se-nere, efter zlotyens indførelse sørgede for, at denne vedblev med at holde sin værdi”. Disse fuld-magter er nu udløbet, og Sejmen behandler netop nu et lovforslag om at forlænge dem yderligere 6 måneder, et forslag der behandles sideløbende med finansloven. ”… Sejmen synes vel at ville ind-skrænke ministerpræsidentens magt, men man må dog alligevel gå ud fra, at hr. Grabski vil få fuldmagterne om end [altså] i noget indskrænket form. Ser man tilbage på den forløbne tid, må det indrømmes, at ministerpræsidenten i det store og hele har gennemført sit program. [Gesandtskabets vurdering af denne periode skal blive nærmest 180 grader modsat i foråret 1925]. Det havde dog været bedre for erhvervslivet, hvis det var sket i et mindre hurtigt tempo. Ministerpræsidenten havde også oprindelig tilsigtet en langsommere frem-gangsmåde, idet saneringsplanen til at begynde med var anlagt på en periode af tre år, hr. Grabski indså imidlertid selv det umulige i at opnå Sejmens samtykke til et sådan tidsrum, hvorfor han kun udbad sig ekstraordinære fuldmagter indtil 1. januar 1925. Som bekendt nægtede Sejmen ham også dette gav ham kun fuldmagt for et halvt år, som han nu søger fornyet. Af den kritik, der nu er frem-kommet ved udløbet af perioden, hævdes det, at saneringsoperationen nok er lykkes, mèn at patien-ten desværre må siges at være sikker på at dø, grundet på højkonjunkturen på alle priser [inflatio-nen] og den dermed følgende arbejdsløshed, fallitter og negative handelsbalance. Hvad priserne an-går, hævder regeringen, at en særlig betydelig prisstigning ikke har fundet sted siden zloty´ens ind-førelse, idet en gros-priserne har holdt sig, ja, endog er gået lidt ned; derimod må man indrømme,. At forskellen mellem en gros - og [ en] detail-priserne er langt større i Polen end noget andet sted. Det kan f.eks. anføres, at selv om kornprisen er lavere i Polen end i andre lande grundet forbuddet mod eksport af brødkorn, koster mel og brød dog her mere end andre steder. For at bringe priserne ned har regeringen nedsat skatten på kul og beslutter at give toldlettelser til alle nødvendighedsar-

126

tikler. Samtidig påtænker man en nedsættelse af jernbanetaksterne for at skaffe landbrugernes pro-dukter lettere frem til byerne. Hvad angår arbejdsløsheden påstår regeringen, at den ikke er steget stærkt den seneste tid. Medens den marts var på 118.000 personer, var den ved udgangen af april kun 100.000. Nøjagtige tal gives ikke, og delvis arbejdsløse medregnes ikke. Det er imidlertid sikkert, at arbejdsløsheden er tiltaget i meget betydelig grad, og navnlig i Polens Manchester: Lodz, ser forholdene meget mørke ud, idet flere fabrikker har lukket, og andre truer med at gøre dette i den nærmeste fremtid. Fabrikanternes klager går ud på, at de nu betaler deres arbejdere i Europas dyreste mønt, og at disse til gengæld ik-ke en gang arbejder 8 timer daglig, idet de kun arbejder 6 timer om lørdagen. Da der desuden er fle-re helligdage i Polen end i andre lande, og arbejderne hverken intellektuelt eller moralsk står på højde med andre europæiske landes, kan de umuligt tage konkurrencen op med de udenlandske fir-maer. Produktionsomkostningerne må derfor ned, og industrien må derfor forlange, at de polske kulpriser ikke ligger oververdensmarkedets, og navnlig ikke at de i polsk Øvre-Schlesien ligger hø-jere end i tysk Øvre-Schlesien. Det anføres her, at medens omkostningerne pr. tønde kul [ 185 liter eller 0,185 m3] ] i de polske kulgruber [ - miner] tidligere var 0,9 $ er de nu på 2,5 $, og at produkti-onen er 20 % lavere end før krigen til trods for at arbejdsstyrken er 60 % større [ højere. Forvirrin-gen bliver ikke mindre af at] … Regeringen imidlertid benægter at dette er tilfældet og påstår, at ef-ter kulskatten er sat ned, er de polske kulpriser de samme som andre steder, bortset fra at det ind-rømmes, at de tyske kul èr 20 % billigere. Det vil, under disse forhold, ikke undre, at handelsbalancen har vist sig ugunstig i den senere tid, hvad følgende tal vil vise: [Der anføres ikke valuta, men den antages at være i zloty] 1924 Indførsel Udførsel [Arbejdsløshed angivet fra oplysninger i teksten] Januar 80,3 66,6 78.000 Februar 89,9 78,7 113.000 Marts 90,5 63,4 100.000 Dette skyldes, som sagt ovenfor, at Polen grundet de høje produktionsomkostninger ikke mere kan udføre sine kul, lige som udførsel af petroleum [olie] er omtrent ophørt, efter der er udstedt forbud mod udførsel af råolie for derved at give arbejde til polske raffinaderier. Med ovenstående taget i betragtning, er det nærliggende at stille spørgsmålstegn ved, om skatterne stadigt kan forventes at ville indgå regelmæssigt, navnlig bl.a. også under hensyn til, at de polske borgere igennem lang tid faktisk er blevet vænnet af med at betale skatter. Vanskelighederne har særligt vist sig for formueafgiftens vedkommende, og regeringen har set sig nødsaget til at give de mindre landbrugere henstand … Industrien betalte vel [godt nok] sin andel straks …, men ved hjælp af veksler, og da disse nu skal indløses, kan … (industrien) ikke honorere [indløse] dem. Som om-talt ovenfor har de beregnede indtægter derfor også slået fejl med 115 mill. zloty, som dog atter er blevet indvundet ved besparelser. Hele spøgsmålet hænger sammen med den mangel på kontant mønt, der hersker her i landet, og den i forbindelse dermed manglende mulighed for at opnå kreditter. Medens der i 1914 var [et beløb svarende til ] 1,75 milliard zloty i omløb i Polen [ hvilket må formodes at være det område, der nu omfattes af ”Den 2. republik” – dermed også en meget svær omregning mellem tyske mark, russi-ske rubler og østrigske schilling] er der for øjeblikket kun 439 millioner [zloty] mod f.eks. 1.191 milliard [tjekkiske kroner?] i Tjekkoslovakiet, [et land] der kun er halvt så stort som Polen. At den cirkulerende pengemængde er så ringe skyldes, at ministerpræsidenten hidtil har holdt på en dæk-ning af seddelmængden på 60 % selv om nationalbanken efter sine statutter, kun er forpligtet til at

127

have en dækning på 30 %. Seddelmængden vil derfor godt, på lovlig vis, kunne hæves til det dob-belte … og (ved hjælp af det italienske lån og en forbedring af handelsbalancen) kunne komme op … (på tjekkoslovakisk niveau). Det hævdes ligeledes, at regeringen burde sætte skatkammerbeviser [statsobligationer] i omløb for derved at skaffe de stærkt påkrævede kreditter til såvel industrien som landbruget og bevirke, at udlånsrenten derved kunne nedsættes og billiggøre produktionen, idet det er indlysende, at intet land kan drive produktiv erhvervsvirksomhed, når man for lån mod fuld sikkerhed betaler fra 6 til 8 % rente om måneden. [undersøg det effektive renteniveau i Vesteuropa]. Ministerpræsident Grabski har imidlertid indtil nu ikke hverken villet forøge seddelmængden eller udstede skatkammerbeviser, idet han er bange for dermed at fremkalde et fald i værdien af zloty´en. Han hævder, at forholdene i Polen i øjeblikket er bedre end [under tilsvarende økonomiske refor-mer] … i Østrig og Tjekkoslovakiet, og at pengemanglen vil tvinge såvel stat som private til at spa-re. Derfor er hver måned, der går uden at der tages ekstraordinære forholdsregler i brug, (er) af den største betydning, selv om landet tilsyneladende lider meget derunder. Ministerpræsidentens overordnede plan er sikkert, ved gennem en længere periode, at holde zlo-ty´en stabil at bibringe udlandet tillid til den nye mønt [ -enhed], og det faktum, at der er så få zloty i [omløb] i landet, bevirker naturligvis stærk efterspørgsel efter dem og dermed gør det lettere for regeringen at holde dens kurs [oppe]. Hr. Grabski vil rimeligvis også have visse reserver i behold for at kunne gennemføre sin plan og bekæmpe den [nuværende] pekuniære krise …, når han får sine nye fuldmagter. Foruden at forøge seddelmængden [på et passende tidspunkt] vil … (han) sikkert også forsøge at opnå lån på gunstige vilkår i udlandet for dermed at tilfredsstille kreditbehovet. Han vil derimod sikkert ikke gå med til at udstede skatkammerbeviser. Foreløbigt har regeringen kun udstedt en lov, der forbyder en rente over 2 % pr. måned på udlånte beløb, men denne lov er ganske illusorisk, idet intet menneske kan opnå et lån på disse vilkår og derfor under hånden [hemmeligt] arrangerer sig med bankerne. Hvad udenlandske lån angår, påstår man, at det italienske lån er så godt som uberørt og vil kunne anvendes til gennemførelsen af tobaksmonopolet, medens det i Frankrig opnåede lån [ se Sikorski ´ rejse] kun skal anvendes til indkøb af krigsmateriel. Selv om der ikke er optaget direkte statslån, har regeringen dog tilstået udenlandske selskaber forskellige koncessioner, således skovkoncessioner til England og anlæggelsen af havnen i Gdynia til Frankrig … Der føres ligeledes nu forhandlinger om bygning af jernbaner …, hvori engelske firmaer mod koncessioner skal anbringe 10 millioner £ [pund Sterling]. Hvorledes … (Grabski) tænker sig at løse de mange umådelig vanskelige opgaver, der står for, må foreløbigt stå hen og meget vil sikkert afhænge af, i hvor stort omfang, han vil modtage [få] overor-dentlige fuldmagter fra Sejmen til dette formål. Hans opgave bliver i hvert fald ikke let. Det må imidlertid haves in mente, at han påbegyndte sin saneringsplan uden egentlige reserver, hvilket – som han selv siger, ikke var tilfældet i Tyskland og heller ikke i Østrig, hvor dr.[Ignatz] Seipel [1876 – 1932] havde et internationalt lån at basere sin saneringspolitik på. Inflationen har kostet Po-len uhyre summer, hvad der vil fremgå af, at den cirkulerende seddelmængde i juni 1920 blev an-slået til en værdi af 190 millioner dollars, mens den i slutningen af oktober 1923 kun udgjorde 14 millioner, og man må [derfor] regne [med], at inflationsperioden alt i alt har kostet landet ca. 631 millioner dollars. Det må antagelig anses for udelukket, at statens indtægter kan øges ved nye skatter, i hvert fald hvad angår de direkte skatter, idet disse såvel som arveskatten er meget høje, og ministerpræsiden-ten må derfor sikkert være tilfreds, hvis han kan få de nugældende skatter ind [ -drevet]. Selv om det lykkes og der derved opnås balance [på finansloven] i indeværende år, må man huske på, at det-te kun er sket ved, at formueafgiften indgår som et led i statens ordinære indtægter, og spørgsmålet (vil være) … hvorledes forholdene stiller sig, når denne afgift i hvert tilfælde skulle være fuldt ind-betalt ved udgangen af 1926. Ligeledes må det erindres, at de nu indførte besparelser ikke kan fort-

128

sættes, idet der må afsættes penge til reparationer og fornyelser af statens materiel, rent bortset fra de store beløb, der må investeres i landet for at bringe dette reelt [”faktisk”] på fode efter først ver-denskrigskrigen og derpå krigen mod bolsjevikkerne. Ministerpræsidenten synes imidlertid at være fuld af tillid, og det påstås, at budgettet vil kunne ba-lanceres, selv uden at formueafgiften indgår [indbetales], hvortil jeg dog stiller mig skeptisk. Der-imod er der måske mere rimelighed i, hvad der hævdes fra anden side, at formueafgiften vel forelø-big må medtages for at dække underskuddet, men senere vil kunne erstattes af indtægterne fra mo-nopolerne, har vist betydelig fremgang. Tobaksmonopolet anslås således i år at indbringe 70 mill. zloty og alkoholmonopolet 100 mill. zloty, og når staten får opkøbt de resterende private tobaksfa-brikker ved hjælp af det italienske lån, samt når alkoholmonopolet bliver sat i bedre system, kan der være mulighed for, at disse monopoler tilsammen vil indbringe ca. 400 millioner [zloty] i finansåret 1926, således som det angives af den kommission, der særligt har haft dette spørgsmål til undersø-gelse. Endeligt må det erindres, at Polen har meget store naturlige rigdomme og i forhold til sin størrelse en meget ringe statsgæld, der – efter hvad budgetkommissionens [finansudvalgets] formand medde-ler, for indlandets vedkommende kun beløber sig til 120 mill. Zloty plus ca. 50 mill. til tilbagekøb af de endnu i cirkulation værende ca. 50 mill. [polske] mark, og for udlandets vedkommende til 1,47 milliard [zloty]. Polen har hidtil intet foretaget sig for at til at afbetale sin gæld, men heri synes der nu at ville ske en ændring, idet regeringen for nylig har udbetalt ca. 1 mill. dollars for nogle lo-komotiver modtaget i 1919, men muligvis er dette kun sket for at styrke tilliden til de polske finan-ser og derved opnå et amerikansk lån. Selv om meget af hvad ministerpræsident har foretaget sig kan kritiseres, må man dog [med -] regne … de store vanskeligheder, han har haft, hvortil så kom-mer, at han har haft at gøre med en rigsdag, hvor smålige partiinteresser hvert øjeblik overskygger de store og betydningsfulde opgaver. Lykkes det ham, på trods af alt dette, at gennemføre sit pro-gram, uden at krisen bliver alt for ødelæggende, vil ministerpræsident og finansminister Grabski blive det moderne Polens virkelige skaber [min kursiv]”. Warszawa, den 17. juli 1924 Lbn. 966. No. XIX. Konference …[pressecheferne for de baltiske landes udenrigstjenester] Diverse kulturelle tiltag Warszawa, den 20. juli 1924 Lbn. 968 No. XX. Forlængelse af arbejdsdagen i polsk Øvre-Schlesien. Efter aftalerne gælder tyske arbejdslove også i den polske del af Schlesien, da tyskerne udvider til 10 timer om dagen, må polakkerne følge med – også af konkurrencegrunde. Kræver dog, at der ikke må arbejdes længere om ugen end i første halvdel af 1914 og en prøvetid på 3 måneder. ”Bestemmelserne er blevet stærkt kritiseret i den socialistiske presse i dag, hvor dette skridt beteg-nes som begyndelsen til en almindelig tilbagevenden over hele landet til den lange arbejdstid, som var gældende før krigen…” De socialistiske partier i Sejmen havde forud advaret regeringen om at følge de tyske ændringer [om forøgelse af arbejdstiden].

129

Warszawa, den 21. juli 1924 Lbn. 970. No. XXI. Polens handel med Sovjet-Rusland. Ifølge et interview, som det herværende jødiske blad ”Moment” har haft med hr. Miaskoff, der er chef for handelsafdelingen ved den herværende bolsjevistiske [sic] legation, har Ruslands indkøb af polske varer i løbet af de sidste 4 måneder andraget et beløb på 12.480.000 zlotys. Varerne har for-delt sig i følgende kategorier: Paraffin, uldtæpper, skrivemaskiner, læderremme, zink, optiske in-strumenter, ure, kemikalier, læder og skind, sigtet sigteflor [tekstilvarer egnet til industriel brug], landbrugsmaskiner, maskinnåle, galanterivarer, tandlægeinstrumenter samt værktøj. Værdien af Ruslands salg til Polen i samme periode er 8.320.000 zlotys. Den russiske eksport om-fatter jernmalm, pelsværk, svinebørster, mel, fisk, olie, frisk frugt, frugtkonserves og gummi. Hvad transithandlen angår, er der fra Ruslands side transiteret gennem Polen [fra Tyskland?] 2.550 waggoner [godsvogne] med landbrugsmaskiner, kemiske produkter og elektriske maskiner. Den diplomatiske konflikt mellem Rusland og Tyskland [som følge af russisk engagement i Okto-beropstanden 1923?] har bragt en forøgelse i de russisk-polske transaktioner på 300 % i løbet af de to sidste måneder sagde hr. Miaskoff, og han tilføjede, at [handelsafdelingen] … har fået ordre til ikke at købe nogen som helst varer af tysk oprindelse i Polen. Man søger derfor udelukkende polske varer, og hvis sådanne ikke findes, gør afdelingen [skal afdelingen foretage] sine indkøb hos huse [firmaer], der indfører engelske varer … ”. Warszawa, den 22. juli 1924 Lbn. 977. No. XXII. Nye fuldmagter til regeringen m.m. Ges. No. XVIII af 15. d. m. [ 1 bilag: fransk tekst til fuldmagterne, 4 ark] NB: [der henvises videre i teksten til ”min … indberetning No. 247 af 5. juli ” (om samarbejde mellem Thugutt og Stanislaw Grabski om minoritetslovgivning) – den findes ikke i dette materiale]. Regeringen har fået fornyet fuldmagterne og på vej til at få parlamentarisk grundlag, der har været ført diverse forhandlinger - læs været gennemført studehandel, men det er lykkedes for St. Grabski at dolke Zamoyski [min formulering] i ryggen, hvorfor han er trådt tilbage. Polen skal nu – igen, have en ny udenrigsminister. Warszawa, den 31. juli 1924 Lbn. 1021. No. XXIII. Grev Alexander Skrzynskis udnævnelse til polsk udenrigsminister. Ges. No. XXII af 22. juli 1924

130

Da gesandten var på ophold hos præsidenten på sommerresidensen ”Spala” havde han ”rig lejlighed til på nært hold at se, hvilke fødselsvéer beslutningen [om hvem og hvorfor] har forvoldt… Skrzynski er højrepartierne skræk, men vellidt af venstrepartierne… ”og da han yderligere – rig som han er – har rådighed over bladet ”Kurjer Polski” , der ikke er uden indflydelse, og da han en-delig har et vist renommé som den udenrigsminister, under hvis ægide Polen nåede at få sine nuvæ-rende grænser anerkendte…” vovede Grabski det ene øje (min formulering) Warszawa, den 14. august 1924 Lbn. 1082. No. XXIV. Forholdet mellem Polen og Rusland [ Grænseoverfald i Kresy] Under en samtale med udenrigsminister Skrzynski bemærkede denne, ”… at den bolsjevikiske agi-tation i Polen i den senere tid havde tiltaget ganske iøjefaldende i styrke. Det var klart, at sovjetre-geringen i øjeblikket med ødsel anvendelse af pengemidler gjorde alt for at vinde proselytter for si-ne ideer blandt … (også polakkerne)”. Tidspunktet var vel valgt, da ”dyrtiden” gjorde den fattige del af befolkningen ”mere tilgængelig end hidtil for bolsjevismens utopier”. De polske socialistpar-tier manglede midler til at imødegå denne propaganda. Skrzynski ”… beklagede meget, at social-demokraterne i …(England og Frankrig) ved at kokettere med sovjetregeringen styrkede dennes po-sition både indadtil og i den propaganda, den med så stor energi drev i nabolandene… Jeg skal … i denne forbindelse pege på, at, således som det vil være … (det danske udenrigsministerium bekendt fra dagspressen), i den sidste tid i stedse stigende grad er sket overfald på polske grænsebyer og større landejendomme af russiske bander, der har været med alle mulige moderne våben. Et sådant overfald fandt f. eks. sted mellem den 3. og 4. (august), hvor tre bander på omtrent 100 mand, be-væbnede med 3 mitrailleuser [maskingeværer] og et betydeligt antal rifler, revolvere og håndgrana-ter, overskred grænsen og angreb byen og jernbanestationen Stolpce [nu: Stolbzy i Belarus, 72 km sydvest for Minsk ved Niemen floden], ved hvilken lejlighed 7 politibetjente og en embedsmand i Starostwo´et (amtskontoret) blev dræbt. Af beretninger fra [ved afhøringen af] de russiske fanger, der blev taget ved denne lejlighed, frem-går det, at disse bander har gennemgået et fuldstændigt instruktionskursus i løbet af de sidste 6 må-neder i den russiske by Minsk med dette overfald for øje. Hver af de tre bander, i spidsen for hvilke der stod militær[-e] instruktører, havde sit specielle hverv; de blev den 29. juli transporteret i store automobiler fra Minsk til den polske grænse. Før de trængte ind på polsk territorium blev hver mand forsynet med 130 riffelkugler [med håndskrift: ”pa-troner”] og 10 revolverkugler [samme: patroner]. I forvejen - den 26. juli, var en af de polske græn-sevagter, der havde sin post nær ved det sted, hvor banditterne trængte ind, bortført af 6 ryttere og 3 infanterisoldater af den russiske armé, som i dette øjemed overskred grænsen. Den polske regering har i en meget skarp note af 6. august, hvori nævnte fakta opregnes, beklaget sig over for det skete og på den mest bestemte måde forlangt, at den russiske regering sætter en stopper for disse overfald, der – således som det fremgår af alle omstændigheder, må være kendt el-ler endog foranlediget af denne. Der er endnu ikke indløbet noget svar fra Moskva. Hele den polske presse er uden undtagelse stærkt ophidset over disse overfald, der stadig gentages og med stedse større effektivitet. Den omstændighed, at det polske udenrigsministerium har offent-liggjort en meddelelse om, at direktøren for det politiske departement har aflagt et besøg i Sovjet-legationen for at gøre opmærksom på, at man er i besiddelse af beviser for, at et medlem af den rus-

131

siske handelsdelegation i Polen har gjort sig skyldig i agitation mod den polske stat, har naturligvis ophidset sindene yderligere”. [ Warszawa, den 16. august 1924 Lbn. 1084. No. XXV. Polsk blad-artikel om danske militære forhold. De danske overvejelser om nedlæggelse af forsvaret kommenteres i den polske presse. Der vedlæg-ges oversættelse til tysk fra ”det meget radikale blad”, ”Przeglad Wieczorny”, den 13. august. ”det polske blad fremhæver, at Danmark kun har én fjende, nemlig Tyskland…”, hvorfor det dan-ske forsvar skal reduceres til en milits på 7.000 mand, idet man ikke kan modstå Tyskland.… Bel-gien … der i 1914 var i samme situation … besluttede at indtage en anden holdning af hensyn til sin nationale ære”. Bladet slutter med at sige, at selvom man vil se bort fra det sidste synspunkt [i Danmark], ville Po-len dog ikke kunne indtage samme standpunkt …, idet det må tage hensyn til Sovjet-Ruslands rust-ninger. Et overfald fra bolsjeviskernes side ville, hvis man ikke stillede noget forsvar på benene, be-røre ikke blot den polske ære, men også gå ud over alle materielle goder, til hvis bevarelse det løn-ner sig at opretholde en bevæbnet armé”. [ Kopi af bilag] Warszawa, den 8. september 1924 Lbn. 1164. No. XXVI. De polsk-russiske grænseuroligheder. [overfald på polske grænsebyer

i Kresy. Grænseforsvarskorps] Gesandten henviser til depeche nr. XXIV af 14. august 1924, idet han skriver: ”som følge af det bandituvæsen, der florerer i Polens østlige provinser [Kresy] … er der nu såvel fra polsk, som også … fra russisk side truffet forskellige foranstaltninger. Den polske regering har således udnævnt to generaler til at beklæde embedet som wojewoda (amtmand el. guvernør) i de to østlige wojewode-schafter [sic ], medens alle … [disse embeder] ellers hidtil er beklædt med civilpersoner, fortrinsvis jurister. Da der yderligere er givet disse to nye wojewoder en særlig udvidet myndighed, minder si-tuationen således i nogen grad om belejringstilstand”. Udnævnelserne sker efter en ”yderst skarp” polsk note til Moskva. ”På denne side er der endnu ikke indløbet andet svar, end at bolsjevikregering[- en] er i færd med at undersøge sagen. Der fremkom imidlertid umiddelbart efter af sendelse af noten [den polske] foruroligende udtalelser i den (polske) … presse om, at Rusland mobiliserede langs den polske grænse. Dette er dog ikke – efter hvad en højtstående officer i …(den polske) generalstab, har fortalt mig, ikke rigtigt, idet man fra russisk side kun har posteret 3 kosakregimenter langs grænsen. Formentlig som svar på dette… (har) den polske regering udarbejdet et lovforslag … (om oprettelse af et) grænseværnskorps [KOP – Korpus Ochrony Pogranicza] underlagt indenrigsministeriet … med det formål at beskytte den østlige grænse mod bandituvæsen, smugleri og spionage. Korpsets organisation er i strengeste forstand mi-litær. Det ledes af en divisionsgeneral … med egen generalstab og består i øvrigt af 5 brigader, hvoraf hver brigade skal have 3 til 4 bataljoner infanteri og 3 til 4 eskadroner kavaleri. Tre brigader

132

skal allerede være mobiliseret [opstillet] inden slutningen af oktober, og særlige foranstaltninger skal træffes for at skaffe kaserner og beboelse til dette grænseværnskorps. Det ses således, at man fra polsk side agter at tage meget energiske forholdsregler for at skaffe or-den til veje i de østlige provinser. Det vil vise sig om disse vil være tilstrækkelig effektive. Der fin-des jo ingen naturlig grænse mellem Polen og Rusland og de meget udstrakte sumpe og skove, der ligger i grænseegnene, er faktisk så uvejsomme og tyndt befolkede, at det vil være yderst vanskeligt selv for en større hærstyrke at udøve virkelig kontrol. Under en rejse, som jeg har foretaget til disse egne efter indbydelse fra [kontre-]admiral [Jerzy] Zwierkowski, ombord på en kanonbåd, fra den på floden Pripec [ recte: Prypec, tysk: Pripjet] stati-onerede flotille, har jeg fået et personligt indtryk af, hvilke vanskeligheder disse uheldige grænse-forhold volder den polske regering, og hvilken skræk der i virkeligheden hersker i disse egne for de bolsjevikiske bander. Ingen går nogensinde i seng uden at have barrikaderet sit hus til det yderste. En af mine bekendte, der har sin ejendom i disse egne, nedskød forleden dag en betjent af det hem-melige politi, der var så ubehændig ved nattetid at forlange adgang til hans hus, netop for at advare ham imod en røverbande, hvis tilstedeværelse var konstateret i vedkommende mands skov. Hvad vanskeliggør opgaven meget for den polske administration er naturligvis den omstændighed, at den sparsomme befolkning i disse egne er yderst blandet og for en væsentlig del består af ikke polske elementer [sic]. Der er derfor heller ikke tvivl om, at en del af de banditter, der siges at komme fra Rusland, i virkeligheden hører hjemme vest for grænsen. At de alle er mere eller mindre bolsjevikiske, kan derimod måske være rigtig nok”. [min kursiv] Warszawa, den 9. september 1924 Lbn. 1168. No. XXVII. Attentat på den polske præsident. Attentat i Lemberg [sic] ved den ”IV. orientalske messe” [udstilling]. Præsidenten havde været til messer hos diverse trossamfund - katolske, græsk-katolske og jødisk – og manifesteret ”… Polens enhed uden hensyn til de eksisterende minoriteter” Stinkbomber, ingen skader, sagen ønskes dysset ned. Warszawa, den 17. november 1924 Lbn. 1471. No. XXVIII Det danske afrustningsforslag og Polen [ m.m. – idet der er mere end som så, bl.a. om havnebyggeri i Gdynia] Ges. No. IV af 27. f. m. 1 bilag Warszawa, den 17. november 1924 Lbn. 1472. No. XXIX Oprettelse af ambassader i Polen. Ges. Tel. Nr. 38 af 5. d. m.

133

Frankrig´ og Vatikanet´ legationernes opgraderes til ambassader, ” opfattes åbenbart som anerken-delse af [Polens] stormagtsstatus… [men] usandsynligt er det også, at Tyskland skulle anerkende Polen som stormagt…”. Indtil videre er der kun de to ambassader. Warszawa, den 18. november 1924 Lbn. 1477. No. XXX. Polens indre politik [Grænsekorps, dyrtid] Sejmens samling i oktober måned og fremsættelse af finanslovsforslag for 1925 har medført flere officielle udtalelser ”… lige som de forskellige partier i Sejmen har benyttet lejligheden til at foran-stalte de hernede fra så velkendte partipolitiske demonstrationer, hvilket jeg skal komme ind på ne-denfor”. Ministerpræsident Grabski benyttede anledningen til den 22. oktober at omtale de ”internationale forhold og udtalte sin glæde over, at man havde baseret forsøgene på skabelsen af almindelig freds-tilstand på de eksisterende traktater og de deri angivne landegrænser. … (han vendte sig derpå) … mod de indre forhold og omtalte herunder de, i de østlige provinser, jævnligt stedfindende overfald, som man nu vil bekæmpe med hjælp af et særligt oprettet grænse-gendarmeri-korps [KOP] og efter princippet, at voldsgerninger altid må undertrykkes med magt [min kursiv], hvorfor man havde er-stattet flere derværende wojewoder (amtmænd) med militære personer”. Vedrørende dyrtiden forklarede Grabski denne med at årets høst havde ligget mellem 30 og 40 % under det foregående år, ”… hvilket havde nødvendiggjort ved høje udførselsafgifter [eksporttold] At sikre landets brødforsyning, såvel som ved lån at gøre det muligt for landbrugerne at betale dem pålagte skatter. Dyrtiden var så mere farlig for Polen, som man i nabolandene – navnlig Tyskland, allerede havde passeret denne økonomiske krise. Og disse lande derfor nu var i stand til at konkur-rere de polske vare ud såvel på det indre som ydre marked. Den økonomiske krise havde nødven-diggjort, at et beløb – foreløbig 6 millioner zloty, var blevet afsat til imødegåelse af arbejdsløshe-den, og ligeledes at man ved udenlandske kreditter søgte at hjælpe såvel den polske industri som landbruget. Man havde bebrejdet regeringen, at den nyoprettede statsbanks [”Bank Polski”] politik var for for-sigtig, og at det ikke var nødvendigt at have en dækning [af seddelmængden] på 60 %, hvoraf 33 % i rent guld og resten i udenlandsk mønt, væsentligst [US-] dollars, men (Grabski) mente, at dette var absolut nødvendigt, indtil det i almindelig bevidsthed var slået fast, at zlotyen var en stabil valuta. Vanskeligheder var der mange af, men (Grabski) … troede landet ville stå igennem uden at risikere en ny inflation, men dette forudsatte, at befolkningen betalte de pålagte skatter og at alle bestræbel-ser på at spare blev strengt gennemført af administrationen. Til dette formål påvistes det, at beskat-ningen i Polen kun er 27 zloty pro person, heraf 13 i direkte skatter, således at man ikke havde no-gen grund til beklagelse, idet den polske befolkning var mindre beskattet end andre landes. Statens personel måtte indskrænkes, og der var indtil nu foretaget i alt 58.000 afskedigelser, hvilket havde været så meget mere nødvendigt, som det samtidigt grundet dyrtiden var nødvendigt at forhøje de tilbageblevne tjenestemænds lønninger. I det forløbne år havde det ved befolkningens hjælp været muligt at gennemføre stabiliseringen og oprette statsbanken; for det kommende år ville der ikke være krav om sådanne ekstraordinære ud-gifter, hvorfor hele befolkningen kunne samle sin vilje og energi om bekæmpelsen af den krise, der hovedsagelig skyldtes, at Polen som et agerbrugsland, på et så kritisk tidspunkt som det nuværende, havde haft en så dårlig høst.

134

Taget som helhed var ministerpræsidents tale ret pessimistisk, og selv om han meget ærligt ind-rømmede en del af de foreliggende vanskeligheder omtalte han dog ikke alle disse og gave [heller ikke] mange anvisninger på, hvorledes disse skulle imødegås. Rent bortset fra påstanden om, at år-sagen til den financielle krise udelukkende skyldtes en fejlslagen høst, gik … Grabski meget let hen over de faktisk meget foruroligende tilstande i de østlige grænsedistrikter, hvor overfald på tog og røverier for øjeblikket omtrent hører til dagens orden [ det lyder til at være det rene ”Wild East” og en relativ succes, også for den løbende sovjetiske undergravning]. Når man vil påstå, at disse ude-lukkende skyldes sovjetregeringen, er dette ikke ganske rigtigt, idet uvæsnet har sin rod i den der-værende befolkning, som naturligt er blevet smittet ved naboskabet med Rusland, til hvilket land de føler sig mere knyttet end til Polen, hvis sprog de knapt forstår. [min kursiv] Hvad angår arbejdsløsheden, angives denne til at omfatte ca. 150.000 personer, men dette er sikkert ikke korrekt, og i hvert fald må det i denne forbindelse erindres, at Polen har eksporteret [sic] ca. 40.000 arbejdere til Frankrig, hvorved antallet af arbejdsløse er blevet væsentlig formindsket. Den-ne emigration kan imidlertid ikke forventes at kunne fortsætte, og i den kommende vinter vil ar-bejdsløsheden sikkert stige betydeligt, idet mange fabrikker – navnlig i Lodz, ikke går på fuld kraft, og deltidsarbejdsløse [”delvis arbejdsløse”] ikke indgår i statistikken”. Under den efterfølgende debat i Sejmen blev det stærkt kritiseret, at Grabski ikke havde berørt han-delsbalancen, som ikke er blevet offentliggjort siden juni måned, og som nu var forværret. Det måt-te derfor befrygtes at senere prisstigninger betød, at polske varer ikke kunne konkurrere med uden-landske. Forelæggelsestalen blev skarpt kritiseret fra alle sider i salen, idet nationalisterne nærede uvilje mod udenrigsminister Skrzynski, som man mente var optaget i regeringen for at tækkes de venstreorien-terede partier. Nationalisterne fremsatte en udtalelse der stillede sig kritisk afventende uden dog at ville fremkalde en regeringskrise gennem et mistillidsvotum ”… grundet umuligheden af at kunne danne en parlamentarisk regering og for at undgå at fremkalde kaotiske tilstande i landet”. Grabski ”… greb imidlertid kraftigt ind over for denne udtalelse, og udtalte, at han ikke ønskede at blive siddende med partiets mistillid og kun fordi man ikke kunne finde nogen anden, hvorfor han forlangte straks at modtage et tillidsvotum. Dette forlangende kom ret overraskende for de forskel-lige politiske partier, og efter en dags forhandlinger enedes man om formen for et sådant votum … og som vedtoges med 210 mod 170 stemmer, idet de nationale partier og minoriteterne, med undta-gelse af tyskerne, stemte imod regeringen. I forståelse for, at han muligvis tidligere havde tegnet situationen for sort, forsøgte … (Grabski)i en tale den 7. ds. at give et mere optimistisk syn på situationen, idet han påpegede, at mange af de indi-rekte skatter og monopolerne [på alkohol og tobak] stadigt gav forøgede indtægter, hvilket måtte tages som bevis for, at befolkningen trods den financielle krise, stadig have en del penge mellem [deres] hænder. Samtidigt påstod hr. Grabski, at august havde været den mest kritiske måned, men at man allerede nu kunne spore en bedring [i økonomien] som sikkert ville have overvundet vanske-lighederne, såfremt den dårlige høst ikke havde modarbejdet dette resultat. Efter at have omtalt re-geringens store arbejde vedrørende saneringen [af de offentlige finanser] og de store beløb, man havde stillet til rådighed til landbruget og industrien, fremkom hr. Grabski med forskellige udtalel-ser, der syntes at tyde på, at han ville svinge yderligere til venstre [min kursiv] og dèr søge den par-lamentariske basis for sit kabinet. Han omtale således, at for at bringe jorden over på andre hænder ville der kun blive givet de jordbrugere skattelettelser, som havde under 300 ha., og at storbesiddere såvel indenfor landbruget som industrien skulle betale den dem pålagte formueskat fuldt ud. Han ville derfor fremsætte et lovforslag, hvorefter staten – såfremt der var påvist to skatterestancer, skul-le have ret til at ekspropriere landejendomme for skattebeløbet [svarende til skattegælden], og over for industrien (at) udskrive sig aktier for et beløb, der svarer til skatterestancen. Ligeledes … ville

135

(Grabski) gå meget skarpt frem mod personer, der søgte at unddrage sig omsætningsskat, og han ville ad forordningsvejen søge at indføre en billigere [lavere] rentefod. … Hr. Grabski søgte at påvise, at bybefolkningen overalt måtte udrede en forholdsvis større skat end landbefolkningen, og at dette derfor ikke måtte tages som en begunstigelse for sidstnævnte, idet denne på andre måder ydede staten hjælp. Således havde agrarreformen måttet vige for saneringsre-formen [genoprettelsen af finanserne], og førstnævnte [agrarreform] kunne ikke gennemføres i sin oprindelige skikkelse [som forudsat i Agrarloven, 1921], hvorimod man håbede at [kunne] opnå enighed om det udkast [til en justering af agrarloven], man var i færd med at udarbejde. Talen var stærk i sin form og absolut antikonservativ, men ministeren har dog afsvækket den noget, bl.a. hvad fordringen om erlæggelse af formueskat angår. Medens det kun i denne sammenhæng skal omtales, at minoriteterne kort herefter foreslog et mistil-lidsvotum, som blev forkastet af med alle polske stemmer [min kursiv], er det derimod af betydning, at … (Grabski) har imødekommet et de fra forskellige partier fremsat ønske om en rekonstruktion af kabinettet, idet indenrigs-, arbejds- og justitsministrene er gået af og er blevet erstattet af andre. De nye ministre tilhører imidlertid ikke bestemte politiske partier, og ændringen må nærmest be-tragtes som resultatet af indre partpolitiske stridigheder og personlige chikanerier, der så ofte nød-vendiggør ministerskifter. Som et mere positivt resultat må derimod nævnes, at hr. Thugutt har på-taget sig hvervet uden portefeuille med den særlige opgave at søge at skabe ro i de østlige provinser. Hr. Thugutt var tidligere keder af venstre-bondepartiet ” Wyzwolenia” og var indenrigsminister i det socialistiske kabinet Moraczewski, men er i øjeblikket uden nogen bestemt politisk farve, idet han har nedlagt sit hverv som formand for ovennævnte politiske klub. Hvor længe det vil vare inden Sejmen igen vil berede ministerpræsidenten vanskeligheder må stå hen, men foreløbig må man gå ud fra, at man vil give det rekonstruerede kabinet arbejdsro, indtil i hvert fald de overordentlige fuldmagter udløber i januar måned [1925]”. Warszawa, den 19. november 1924 Lbn. 1480. No. XXXI. Polens ydre politik Medens den polske udenrigsminister, grev Skrzynski gav Sejmens udenrigsudvalg en gennemgang af sine aktiviteter i Génève forud for Sejmens samling, der indeholdt, hvad tidligere er indberettet til København bortset fra, at han udtalte: ”… at protokollen angående fredelig bilæggelse af mellem-folkelige stridigheder vil blive forelagt til ratifikation snarest mulig, gav han en redegørelse for Po-lens forhold til dets nabolande i Sejmen den 28. oktober: ” … Hvad Tyskland angik, udtalte … (han) sin glæde over, at man havde antaget Dawes-planen som bevis for, at dette land ønskede at ordne sine forhold til Ententelandene. Ligeledes gik Polen med glæde ind i at se Tyskland som medlem af Folkeforbundet, når dette kunne ske på de alminde-lige betingelser, og uden særlige reservationer. På den anden side måtte Polen rejse indsigelser imod, at Tyskland indtrådte i forbundet for dèr at skabe sig en stilling som dommer og advokat for alle minoriteter i andre lande, Tyskland måtte anerkende de nu eksisterende grænser, og med hen-syn til den polske korridor, som for øjeblikket angribes så stærkt fra tysk side, ville udenrigsmini-steren blot bemærke, at den tyske transit gennem korridoren var den mest liberale, der overhovedet kunne tænkes, idet man hverken forlangte forevisning af pas eller identitetskort så lidt som under-søgelse af bagage. Den tyske jernbaneadministration i Königsberg havde også offentligt erklæret, at der i det sidste år overhovedet ikke havde vist sig en eneste vanskelighed, og den internationale domstol, som var nedsat, for hvilken en dansker [hvem?] var formand, havde overhovedet i de tre

136

år, den havde eksisteret, ikke haft en eneste klage til behandling. Hvad de tysk-polske forhandlinger om handelstraktater angik, ville disse nu blive påbegyndt, og man håbede på en lykkelig gennemfø-relse og en deraf flydende, bedre forståelse mellem de to lande. Den polske og den tjekkiske regering havde vel forberedt talrige konventioner, men ingen af disse var indtil dato ratificeret. Da denne tilstand ikke kunne vare ved, var … (han) blevet enig med … Benesz [Benes], om at genoptage arbejdet og man håbede, dette ville bære frugt. Greven kom i øv-rigt ikke nærmere ind på spørgsmålet om, hvorledes dette vil ske, udover ordsproget ”Hvor der er en vilje, er der en vej” – en ret rammende karakteristik af Polens forhold til Tjekkoslovakiet, hvilket land man her ikke kan glemme, dels det dette tilkendte Jaworzyna- [-Slaska-] område og dels dets forhold til Frankrig. Hr. Chicherin havde i sin sidste tale nævnt, at han troede på en forbedring af de polsk-russiske rela-tioner, og en sådan imødeså man fra polsk side med stor glæde, men viljen hertil måtte give sig til kende i realiteten fra begge sider, og ord kunne ikke gøre det. Hr. Chicherin kunne imidlertid være forvisset om, at lige så kraftig en modstand den polske soldat ville yde, hvis det gjaldt et forsvar af hans lands grænser, lige så lidt havde Polen planer om at ville udvide sit område mødt øst eller ind-lade sig på noget frivilligt korstog mod Ruslands indre, så lidt som at være en anden stats våben mod Rusland [min kursiv]. Polen ville freden, men freden på basis af Rigatraktaten. Man betragtede Afvæbningstanken [nedrustnings-] som mulig gennemførlig og ville ikke modarbejde denne. Hvad forholdet til Lithauen angik måtte dette land nu træffe beslutning om det ville tage de fordele, som den polske transithandel over Memel bød, men afgørelsen måtte træffes snart, idet man fra polsk side ellers ville træffe forberedelser til at lede transporter fra Memel´ polske opland ad andre veje. Udenrigsministeren omtalte derefter kort de svenske, norske, franske, græske, tyrkiske og ligeledes persiske [iranske] forhandlinger om handelstraktater, ligesom han nævnte konferencen mellem de polske og baltiske udenrigsministre, der skal finde sted i december måned i Helsingfors [Helsinki]. Hvad Frankrig angik, havde man fra polsk side glædet sig over den forståelse, dette land i Gènéve havde fundet i sine forhandlinger med England, og hvad Polens forhold til Frankrig angik, var dette så vel som forholdet til Polens allierede, Rumænien, det bedste. Selvom talen således berørte de fleste europæiske lande, måtte det undre, at udenrigsministeren slet ikke kom ind på forholdet til England og heller ikke omtalte episoden i Génève, hvor MacDonald rettede et delvist angreb på de bestående polsk-tyske grænser. Denne[-s] udtalelse [tjek indhold] den gang frembragte en meget stærk anti-engelsk stemning her, og [et] meget kraftigt angreb på … Skrzynski, der blev bebrejdet ikke tilstrækkeligt stærkt at have taget til genmæle. Man gik i visse bladartikler endog så vidt, at man beskyldte England for ved polske landafståelser at ville købe Tyskland for derved at forhindre en forståelse mellem Frankrig og Tyskland til skade for den engel-ske handel. Da Polens eksistens i det lange løb vil være truet såfremt man skal gøre front mod såvel Rusland som Tyskland, er det et meget stort politisk spørgsmål her, til hvilken side man skal orientere sig. Store partier [brede kredse] ønsker en orientering mod øst, der muligt bør påbegyndes med den nu-værende sovjetregering for senere at fortsættes med den regering, der eventuelt vil afløse denne. [min kursiv]. Grev Skrzynski antoges tidligere nærmest at høre til det andet parti [”fløj”], der ville orientere sig mod Tyskland, trods de på grund af grænseforholdene dermed forbundne vanskeligheder. Fra tysk side modtog man derfor MacDonald´ udtalelser med stor glæde og fremsatte fornyede angreb på ordningen vedr. den polske korridor, som sønderbryder Tysklands enhed og virker nationalt uvær-digt. [min kursiv] Selv om dette kan forstås som et nationalt tysk standpunkt, må det i praksis siges, at korridoren ikke virker særlig hindrende, som nævnt ovenfor, på forbindelsen med Østpreussen, og ud fra et økonomisk standpunkt muligt ville være at større betydning for Tyskland, om det Øvre-

137

Schlesiske grænsespørgsmål kunne revideres. Der er imidlertid i øjeblikket mindre tysk interesse for sidstnævnte spørgsmål, muligvis grundet på, at det for en stor del af den tyske kapital, der er bundet i det polske Øvre-Schlesiske område, og at de miner, der er i polsk besiddelse, ikke drives tilstrækkelig intensivt til at påføre den tyske industri nogen farlig konkurrence. [ Når der alligevel jamres i Tyskland over ”korridoren”, er det klart at der hamres på alle emner, emner som også NSDAP skulle tage op!] Hvilke tanke … Skrzynski, end måtte have haft vedr. den politik, han ønskede at føre, blev han ved MacDonald´ udtalelser i hvert fald tvunget over til den hidtil førte franske politik. Denne anerkendelse af den franske politik er yderligere blevet understreget ved krigsminister Si-korskis lige afsluttede besøg i Frankrig, et besøg om hvis nærmere årsag og resultater, der hidtil ik-ke er fremkommet nogen officiel udtalelse. Generalen har ved sin hjemkomst blot fortalt pressen, at der var nødvendigt de allierede arméchefer mødtes fra tid til anden for at diskutere spørgsmål af fælles interesse, ikke mindst nu, da afrustningskonferencen stod for døren. Under sit besøg havde …(Sikorski) samtidigt benyttet lejligheden til at studere franske krigshavne for – grundet på politi-ske vanskeligheder med Danzig, at kunne indrette Gdynia som basis for Polens beskedne marine. En sådan befæstning ville også være en strategisk nødvendighed for at forsvare den polske korridor til havet. Alle forhandlingerne var dog kun udført med det formål for øje at skabe en varig fred og dermed et godt forhold til nabolandene. Dette interview … er i virkeligheden så indholdsløst, at man omtrent er berettiget til at tro, at der må have ligget noget mere under … (besøget), selv om det fandt sted efter officiel indbydelse. Ihvorvel man ikke vil indrømme det, er man dog sikkert fra polsk side en del foruroliget over til-standene i de østlige grænsedistrikter, og ligesom den rumænske generalstabschef for nogle måder siden personligt har inspiceret disse egne sammen med den polske hærledelse, ligger der måske no-get til grund for rygtet om, at general Sikorskis rejse også gjaldt Polens forhold til Rusland. Frank-rigs anerkendelse af sovjetregeringen fandt imidlertid sted under hans ophold i Paris, og herpå har han altså ikke kunnet gøre nogen indflydelse gældende, hvorimod … (han) som en art kompensati-on har opnået fransk pekuniær støtte til en krigshavn i Gdynia og oprettelse af en fransk ambassade i Warszawa”. [Resterende depecher fra året roder med romertal og løbenummer, da den polske og rumænske kor-respondance blandes sammen!! Den 21.11. 1924, Lbn. 27 [ løbenummer. i Bukarest] No. I rettet til XXXII (tilrettet med blyant, oprindelig No. I ) Omhandler modtagelsen som gesandt i Bukarest Den 28. 11. 1924, Lbn 29. [ løbenummer. i Bukarest] No. II Rumænske avis om dansk nedrustning Den 3.12. 1924 Lbn. 1547 [ løbenummer i Warszawa] No. XXXII Polsk bladartikel om de danske afvæbningsforslag

138

Den 9. 12. 1924, Lbn. 1581. [løbenummer i Warszawa] NO. XXXIII Polsk bladartikel om de danske afvæbningsforslag [Hvis depechenumrene vedr. Bukarest forbliver I og II vil rækkefølgen, XXXII - XXXIII stemme for Warszawa].

1925 Warszawa, den 15. januar 1925 Lbn.89. No. I. Danzig – Polen Bilag [”Le Messager Polonais” af 12.1. 25] Referer ”postkassesagen”, opstilling af postkasser for polsk post i Danzig, der medførte en noteud-veksling mellem generalkommissær Strassburger og præsidenten for Danzigs senat, grundet de pol-ske farvers overbemaling med ”de gammeltyske farver”. Polen havde ret, jfr. Versailles-traktaten, til en selvstændig, polsk posttjeneste med dertil hørende faciliteter. Højkommissær [Mervyn S.] MacDonnell [højkommissær 1923 – 1925 (1880 – 1949)] støttede dog Danzig i kravet om fjernelse af postkasserne, idet sagen var indbragt for Folkeforbundet og måtte afvente stillingtagen der. Der var stor opstandelsen hen over hele det politiske spektrum. ”… Det fra yderliggående nationalistisk side fremsatte forslag om militær indgriben er omgående blevet tilbagevist af minister [uden portefølje] Thugutt, der har erklæret, at man ikke kan tillade sig at spilde en eneste dråbe polsk blod på denne sagen forinden alle andre midler er forsøgt. Af sådan-ne midler findes der mange, og regeringen overvejer, hvilke af disse den vil bringe i anvendelse, for så vidt Danzig ikke vil bøje sig for Polens traktatmæssige rettigheder. Herved tænkes sikkert på økonomiske repressalier, idet Danzig vil komme i en meget vanskelig situation, såfremt forbindel-sen med Polen, hvorfra den modtager såvel sine fødevarer som sine råmaterialer, afskæres. Den so-cialistiske presse protesterer imidlertid – om end vagt – mod sådanne skridt, idet disse vil gå ud over mange uskyldige… MacDonnell angribes stærkt, og det hævdes, at han af de tre højkommis-særer i Danzig er den, der mest har modarbejdet Polen. Alle højkommissærer har været engelske, og stærke beskyldninger rettes mod England, hvorfra mr. MacDonnell lige er vendt tilbage, og hvor han antages at have fundet billigelse for sin politik. Selv set ud fra et neutralt standpunkt kan højkommissæren måske også synes at være noget påvirket af ånden i Danzig, men samtidig må det forundre, at Polen ikke har været orienteret herom, eller – hvis dette har været tilfældet – ikke har grebet sagen an på en mere smidig måde. Medens Polen i henhold til Versaillestraktaten har en forholdsvis stærk stilling overfor Danzig, har denne by ved senere konventioner og aftaler forstået stadig at styrke sin selvstændighed og, som det nu anføres, fjernet Polen mere og mere fra havet, og mr. MacDonnell må – set fra et polsk synspunkt – siges at have støttet Danzig heri. Det vakte således meget betydelig opmærksomhed, da han under en afgø-relse i en mindre stridighed for nogen tid siden benævnede fristaten [recte: fristaden], som ”l´etat danzicois”, og når han i de lige nu udvekslede noter omtaler den polske generalkommissær som ”le

139

représentant diplomatique de Pologne” ser man deri et nyt tegn på, at mr. MacDonnell anerkender den danzigske selvstændighedsteori. Selvom man derfor herfra til en vis grad beklager dette ”postkasse-tilfælde”, ser man dog samtidig deri en mulighed for at få en endelig afgørelse at forholdet til Danzig fastslået, således at man frita-ges for disse næsten daglige chicqanerier fra fristadens side. Den nuværende regering vil sikkert, understøttet af folkestemningen, sætte al kraft ind på dette, selvom man måske kan vente, at Folke-forbundet vil søge at undgå, at dette delikate og farlige spørgsmål optages [på dagsordenen] på nu-værende tidspunkt…” Warszawa, den 20. januar 1925 Lbn.121. No. II. Sanering af de polske finanser [ Regeringen Grabskis ekstraordinære beføjelser til at sanere den polske republik udløb den 31.12. 1924, og er ikke søgt fornyet. Regeringen har i den forløbne periode udformet 50 love vedr. de øko-nomiske forhold således at Polen nu havde opnået ”en ensartet økonomisk lovgivning for republik-kens samlede område”. Gesandtskabet anfører særligt:] ”… Lov om bankvirksomhed, lov indeholdende bemyndigelse til at optage et udenlandsk statslån indtil 250 mill. zloty, på betingelse af, at lånet ikke gives i monopolindtægterne, lov om driften af statsbanerne samt lov om renter, hvis maksimum er fastsat til 2 % om måneden. Med ovennævnte lovmateriale, hvis omfang man må beundre, må et håbes, at den påbegyndte sane-ring af Polens finanser kan fortsættes, og den som følge heraf indtrufne økonomiske krise kan over-vindes…” Gesandtskabet bemærker herpå, at regeringen fortsat vil kunne skrue på toldindtægterne, herunder indføre ”en slags midlertidige ind - og udførselsforbud, såfremt landets økonomiske situa-tion skulle fordre det…” Warszawa, den 23. januar 1925 Lbn.147. No. III. Ministerpræsident Grabskis Exposé. [ Indeholder 3,5 folioark med gennemgang af Grabskis redegørelse for den polske økonomi i Sej-mens budgetkommission den 19.1.1925.] ”… Om den financielle situation udtalte ministerpræsidenten med henblik på året 1924, at den tvivl angående saneringspolitikkens gennemførelse, … er fuldstændig blevet gjort til skamme, idet skat-terne – såvel ordinære som ekstraordinære – er indgået i tilfredsstillende målestok, selvom formue-afgiften har givet noget mindre end beregnet. Den direkte skattebyrde er for tiden 45 zlotych [zloty] pr. indbygger mod 29 før krigen og 40 under den tyske okkupation, medens den indirekte [skat] er den samme som før krigen, nemlig ca. 14 zloty pr. indbygger [ med en befolkning på 30 mill. giver direkte og indirekte skatter således 1,770 milliarder zloty]. Statskassens reserver ved årsskiftet an-gav hr. Grabski til ca. 430 zloty, et særdeles gunstigt resultat af det første års saneringspolitik, hvil-ket ministerpræsidenten dog advarer mod at betragte med alt for stor optimisme, grundet den her-værende vanskelige økonomiske situation, der har udviklet sig til en krise i løbet af de seneste må-neder… Seddelmængden (er) for tiden lig med den i 1913 cirkulerede… Dyrtiden… der for en stor

140

del forårsages af sidste års dårlige høst, har nødvendiggjort forhøjelser af alle lønninger med 20 à 23 % … Om regeringens økonomiske fremtidsprogram udtalte ministerpræsidenten, at dette er baseret på he-le nationens forenede anstrengelser for at bekæmpe den herskende krise ved den størst mulige ar-bejdsydelse, de mindst mulige produktionsomkostninger samt en gennemført sparsommelighed, li-gesom kredit-, skatte- og told-politikken bør følge de for de indenlandske konsumenters mest gun-stige veje. … Grunden til, at ikke alle kreditmuligheder i de polske statsbanker ikke blev udnyttet måtte tilskrives ”… den høje diskonto, der ligger mellem 10 og 16 %, hvorfor opnåelse af billigere kredit må være et af de vigtigste punkter på regeringens program… Nyanskaffelser til (jern-) banerne havde måttet placeres i udlandet, idet priserne dèr lå indtil 70 % under de polske. Toldpolitikken bør i første linie gå ud på at skaffe alle de mest nødvendige produkter til så billige priser som muligt, idet dog samtidigt et vist hensyn må tages til landets egen industri. Angående landbruget finder hr. Grabski det nødvendigt at forhøje produktionen ad videnskabelig vej, og anfører som bevis, at i Wolhynien har den dårlige høst sidste år været langt mere følelig blandt landets befolkning en i de derværende tjekkiske og tyske kolonier, der drive mere moderne landbrug. Warszawa, den 26. januar 1925 Lbn.151. No. IV. Polens udenrigspolitiske forhold.´ [Baltisk konference i Helsing-

fors og Danzig´ polske postkas-ser]

1 bilag Skuffelse i offentligheden over,” … at det - formentlig på grund af Finlands holdning, heller ikke på denne sidste baltiske konference lykkedes at realisere det, der for mange her i Polen står som det attråede formål, nemlig et egentligt baltisk forbund – underforstået naturligvis under Polens ægide [skjold] … udenrigsministeren, grev Skrzynski, fremhævde (under samtale med den danske ge-sandt) dels at han var særdeles tilfreds med resultaterne af konferencen, dels at Polen ingen som helst interesse havde i at indgå på nogen egentlig alliance med de baltiske lande, idet det blot ville føre til, at Polen, der – som ministeren udtrykte sig, er 20 gange så stærk som disse små lande, i til-fælde af krig, (hvorved naturligvis udelukkende er tænkt på krig med Rusland) ville komme til i at bære en uforholdsmæssig stor byrde. Der er dog ingen tvivl om, at Polen i tilfælde af, at der fra rus-sisk side skulle ske angreb på nogen af de baltiske staters selvstændighed, ville føle sin egen eksi-stens overordentlig truet, og derfor ville have den største tilskyndelse til at sætter al kraft ind på, at det nuværende magtforhold ved Østersøen ikke forrykkes. Og det ville formentligt være Polen be-hageligt, gennem en allianceaftale i forvejen, at have hånd i hanke med forholdene. Grevens udta-lelser … bør derfor sikkert ses ud fra synspunktet ”De er sure, sagde ræven…”. Under gesandtens samtale med den polske udenrigsminister kom denne ind på ”postkassesagen” i Danzig, der ”fejlagtigt” blev opfattet i udlandet som ”et ubetydeligt spørgsmål, der af Polen er ble-vet blæst op til større omfang end fortjent. Forholdet er det, fremhævede ministeren, at spørgsmålet i sig selv er ringe, men det er yderst karakteristisk som udtryk for den stemning, der hersker i Dan-zig, støttet fra Berlin, og som går ud på at pille ved det, der er grundlaget for Polens og hele det nye Europas eksistens, nemlig Versailles-traktaten, ifølge hvilken fristaden Danzig udelukkende er ble-vet institueret for at tjene Polen, som adgang til havet. Danzig må derfor i det daglige liv finde sig i alle de indskrænkninger, der følger af, at Polen i fuldeste mål har til hensigt at udnytte den repblik-

141

ken tillagte havn. Det er derfor også urigtigt… at tale om Danzig som en selvstændig stat, idet fri-staden netop savner de en selvstændig stat tillagte attributter, således ret til selvstændig diplomatisk repræsentation overfor omverdenen…” I sin tale i Sejmen ”forleden” fremhævede den polske uden-rigsminister betydningen af, ”… at Folkeforbundet ved afgørelsen af den her opståede konflikt [om postkasserne] èn gang for alle slår (det) princip fast, der skal beherske forbindelsen mellem Polen og Danzig, det princip, som allerede har fundet sit klare udtryk i Versaillestraktaten, men hvis be-stemmelser ved muldvarpearbejde fra Danzig side søges borteliminerede…” Warszawa, den 27. februar 1925 Lbn.306. No. V. [„Der Dritte im Bunde“] Polens udenrigspolitik. 1 bilag. [”Le Messager Polonais” 27. februar.1925] [Refererer udenrigsminister Skrzynskis tale i Sejmens udenrigsudvalg den 25.2.1925, angivet som ”forleden”] Skrzynski betonede, ”… Polens (fastholdelse af) … de i Génève-protokollen nedlagte principper… hvis alle magter samlede rejste sig mod en fredsforstyrrer, ville enhver fremtidig krig være udeluk-ket…”vi er tilhængere af den internationale solidaritet baseret på voldgift, og selvom de store mag-ter ikke vil acceptere denne grundsætning, er der ingen anledning til at opgive den, eller lade os overbevise om, at kun ganske bestemte lande har ret til garantier, og at andre kun har begrænsede interesser og rettigheder”. Udenrigsministeren gik herefter over til at behandle det spørgsmål, der åbenbart er det, der har givet anledning til hans udtalelser, nemlig en eventuel garantitraktat mellem England og Frankrig – samt måske Holland og Belgien – men med udelukkelse af Polen. … (han) gør kraftig front imod en så-dan mulighed, der efter det nære forhold mellem Polen og Frankrig forekom ham utænkeligt, og … (han) fremhævede, at en ordning, der garanterer freden i territoriet omkring Kanalen, men lader det øvrige Europa uænset, ikke ville være nogen garanti for freden, men derimod en absolut garanti for, at der snarest på andre steder ville udbryde krig. Enhver garantipagt, der ikke omfatter den hele ved Versailles-traktaten skabte ordning, vil for Europa være selvmord ... Den modtagelse, som …(talen) får i pressen, er ganske karakteristisk for de synspunkter med hen-syn til Polens internationale stilling, der dag for dag gør sig mere og mere gældende her i landet…”. I den tidligere russiske del af landet havde man betragtet fare fra Rusland som den mest nærliggen-de, medens man i den tidligere tyske del anså faren for en revanchekrig fra tysk side som den mest truende. Gennem det sidste år var der nu større og større enighed om, at faren for en krig med Tysk-land var mest overhængende. Dette forhold betingede, at Polen nu søgte forståelse med Tjekkoslo-vakiet, ”… for gennem nær tilknytning til dette land at skaffe en forøget modvægt mod Tyskland. Et blad som det nyligt startede nationalistiske ”Warszawianka” siger netop à propos udenrigsmini-steren tale, at hele rigsdagen lige fra højre til venstre endeligt er nået til at fastslå visse principper, der bør være gældende for Polens udenrigspolitik, nemlig:

1) Tyskland, som tænker på revanche, er Polens vigtigste fjende, 2) Et fredeligt forhold til Rusland er ønskeligt, 3) En alliance med Tjekkoslovakiet bør søges knyttet, 4) Venskabet med de baltiske lande bør ikke rettes mod Rusland, dvs. det bør ikke gå

i retning af en militær alliance; hvad angår Lithauen er Polen beredt til at opret-holde et godt naboskab til dette land,

5) Alliancen med Rumænien anses overalt for både rigtig og gavnlig.

142

[Hvor alliancen med Frankrig er blevet af er vel et godt spørgsmål??] Den virkelige baggrund for (debatten) … er en hemmelig frygt for, at Frankrig skal lade sig besnæ-re af England, … (som) man altid fra polsk side mistænker for at nære om ikke ligefrem uvenskab, så dog mangel på interesse for den polske republik, til at ofre Polens interesser for opnåelse af en fransk-engelsk og måske senere en fransk-engelsk-tysk garantipagt. Ganske karakteristisk for den stemning, der hersker i politisk interesserede kredse, er (den hold-ning) … at Polen og Frankrig, når de to lande stod sammen, ikke behøvede nogen som helst tilslut-ning fra Englands eller anden side, idet de tilsammen udgør 70 mill. mod Tysklands 60 mill. ind-byggere, og begge hver for sig besidder en absolut første klasses hær. At den polske regering ikke desto mindre … gør sig de yderste anstrengelser i London og Paris for at komme med som ”der Dritte im Bunde” er udenfor al tvivl”. Warszawa, den 4. marts 1925 Lbn.325. No. VI. Polsk bladartikel om de danske afvæbningsforslag [nedrustnings -].

1 bilag [tysk oversættelse af artikel i ”Gazeta Warszawska”, det nationalistiske partis officielle or-gan af 1.3.1925] ”… Som det vil ses, omtaler artiklen først, at forsvarsministeren har begrundet afvæbningsforslage-ne med at Tysklands afvæbning med sikkerhed kan forudses, og selvom denne ikke skulle blive ef-fektiv, ville Danmarks lille hær altid være uden betydning overfor Tysklands, ja, den ville endog be-tyde en fare for Danmark, idet den – [selv] uden at kunne forsvare landet – altid virke udæskende på Tyskland, hvorfor den bør opløses…” På ”verdensskakbrædtet” ville den danske afvæbning ikke spille nogen rolle, men den kunne få konsekvenser i forbindelse med ”tyske kamporganisationers” rasen over tabt tysk jord og forberedelse på ”… at genvinde de landsdele, som Danmark har fået til-bage efter mange års tysk slaveri”. Artiklen slutter med at hævde, at når Belgien genopstod efter Verdenskrigen, skyldtes det den ”… heltemodige kamp mod Tyskland, (uden hvilken landet var)… blevet udslettet af de levende folks rækker … ” Warszawa, den 8. marts 1925 Lbn.343. No. VII. Polens udenrigspolitik. Ges. No. V af den 27. februar 1925. [ siden indberetningen, dateret den 27. februar 1925 havde der været rygter i omløb i den polske of-fentlighed om tyske planer om at foreslå England, Belgien og Frankrig og muligvis andre lande en garantipagt til sikring af Tysklands vestgrænser, som fastlagt efter Versaillestraktaten, men altså ik-ke østgrænserne, læs grænsen til Polen. Den tidligere anførte angst for en tysk revanche-krig mod Polen slog ud i frygt for en ny polsk deling med tab af Schlesien og korridoren til Østersøen]

143

”… vistnok for første gang i det nye Polens historie enedes alle de politiske partier i Rigsdagen om en fælles optræden, som den jødiske fraktion sluttede sig [til], nemlig en interpellation til regeringen med følgende ordlyd: ”Under hensyn til de officielle meddelelser, der fastslår, at den tyske regering har foretaget skridt ad diplomatisk vej for at opnå ændringer i sine vestlige og østlige grænser og under hensyn til at en så-dan optræden fra den tyske regerings side er et brud på Versaillestraktaten, idet Tyskland ved at un-derskrive denne har forpligtet sig til at respektere sine derved fastsatte grænser såvel i artikel 27, omhandlende dets vestlige grænser, som i artikel 87, det østlige grænser i al almindelighed samt de danzigske og øvre-schlesiske grænser, forespørger vi undertegnede regeringen, hvilke skridt den, efter samråd med de allierede landes regeringer, har i sinde at foretage for at tilbagevise dette an-greb”. Udenrigsministeren er allerede rejst til Paris for at forhandle spørgsmålet forud for sin deltagele i konference i Gènéve, hvorfor konseilspræsident Grabski besvarede spørgsmålet den 6. marts 1925 således: ”Som svar på Deres interpellation, der er dikteret af bekymringer for statens velfærd og sikkerhed, ønsker jeg først og fremmest at klarlægge den reelle tingenes tilstand for Dem. Det forslag, som den tyske regering har fremsat … ved de diplomatiske forhandlinger angående evakueringen af Køln-zonen [i.e. ophør af den franske besættelse af Ruhr-området i 1923 for at gennemtvinge tyske repa-rationsbetalinger] består i Tysklands deltagelse i en pagt, som skulle garantere det tyske riges vest-lige grænser samtidig med, at det skulle udelukke enhver mulighed for et væbnet tysk angreb på dets østlige naboer. Idet jeg baserer mine udtalelser på autentiske meddelelser, som er tilgået rege-ringen, kan jeg forsikre Dem, at den franske regering i besvarelse af dette forslag har erklæret, at den kun kan tage det tyske forslag under overvejelse i nært samråd med dets allierede, og at Frank-rig kun kunne billige en pagt, som var i samklang med alle Versaillestraktatens bestemmelser. Des-uden er Gènéve-protokollen grundlaget for Frankrigs politik hvad angår sikkerhedsspørgsmålet, og jeg tør fastslå, at man i øjeblikket ikke kan vente afgørelser eller indgåelse af forpligtelser af nogen art vedrørende dette spørgsmål. Ikke desto mindre ønsker jeg i dag på klar og kategorisk måde at fremsætte det standpunkt, som indtages af den polske regering, der er klar over sin pligt og sit ansvar overfor landet, ènstemmige støtte den er sikker på i dette spørgsmål. Polen ønsker absolut freden og unddrager ikke sin medvir-ken til dens opretholdelse og konsolidering. Men det anser og vil altid anse denne freds første be-tingelse for at være respekten for de territoriale forpligtelser, der indeholdes i traktaterne. Hvilke end de forsøg måtte være, der gøres på at ændre den nuværende tingenes tilstand, vil altid blive mødt med den polske regerings absolutte og kategoriske afslag, idet regeringen regner med sine al-lieredes fulde hjælp”. Efter disse udtalelser er alle kredse beroliget, idet faren for at Frankrig skulle slå hånden af Polen ”tilsyneladende (er) drevet over. Depressionen på børsen vedvarer dog endnu, men vil formentlig også lidt efter lidt fortage sig”. Warszawa, den 10. marts 1925 Lbn.357.. No. VIII Polsk bladartikel om de danske afvæbningsforslag. [Danmark, afrustning – afvæbning] 1 bilag [oversættelse til tysk fra ”Gazeta Warszawska” af 6. marts 1925.

144

”… at (Danmark) se hen til Folkeforbundet for sin beskyttelse … vil være forgæves, så meget mere som Folkeforbundet ikke selv råder over nogen effektive stridskræfter, og man næppe vil kunne formå noget andet land til at stille sin hær til rådighed for beskyttelse af et land, der selv frivilligt har givet afkald på sit forsvar …[det ville være bedre for Danmark, at ] vente med at tage nogen be-stemmelse … indtil man så, hvad der kom ud af en almindelig afrustningskonference”. Gesandten gør opmærksom på, at den polske regering har ladet artiklen udkomme på fransk i ”Mes-sager Polonais”. Warszawa, den 27. marts 1925 Lbn.420. No. IX. Tale af den polske udenrigsminister. [postkasser i Danzig m.m.] [1 bilag: ”Messager Polonais” af 27.marts 1925] [Udenrigsminister, grev Skrzynski er kommet tilbage fra Paris-Gènéve-Paris og forhandlingerne vedr. ”sikkerhedspagten” om forhandlingsresultatet foreligger kun] ”… udenrigsministerens egne udtalelser, og disse er yderst sangvinske, idet han – som han udtalte i en privatsamtale – ”har reddet alt for Polen”. I ministerens rapport til udenrigsudvalget i Sejmen hed det, ”… at Frankrig aldrig vil gå med til at ofre sin forbundsfælle Polen for at sikre sig selv og …, at dèt at opgive en hvilke som helst af Ver-sailles-traktatens bestemmelser ville være begyndelsen til enden for det ganske Europa. Intet demo-kratisk land i verden vil kunne gå med til at afstå af sit territorium, idet det ville være at underskrive sin egen degradation [fornedrelse] , og dette vil utvivlsomt så meget mere den konservative engel-ske regering kunne forstå. Grev Skrzynski fremhævede, at en solidarisk optræden fra Europas side overfor Tyskland var nødvendig, men mente i øvrigt, at den foreliggende politiske situation var op-klarende. Talen er gennemgående blevet modtaget velvilligt i pressen, hvor dog enkelte stemmer – navnlig ”Kurjer Warszawski” – minder om, at ikke nok så mange komplimenter til Polen kan skjule den tri-ste sandhed, at England i virkeligheden ikke har til hensigt at modsætte sig Tysklands ønsker om at revidere Polens grænser”. Både Polen og Danzig opfatter forløbet af Gènéve-konferencen som en sejr, ”… altså må Folkefor-bundsrådet have fældet en sand salomonisk dom”. Spørgsmålet om postkasserne er udskudt, men de hænger stadig på deres pladser. Rygter om polske troppebevægelser mod Danzig og øget tilstedeværelse af det tyske rigsværn er falske. Warszawa, den 28. marts 1925 Lbn.421. No. X. Rekonstruktion af det polske kabinet. [Østlige provinser, minoriteter]

145

[Thugutt, minister uden portefølje, tidl. formand for det radikale parti ”Wyzwolenia” indgav af-skedsbegæring efter] ”… at indenrigsministeriet udstedte en forordning om, at offentlige møder ik-ke måtte afholdes i de østlige provinser, hvor det netop var overdraget hr. Thugutt specielt at bringe orden, uden forud indhentet tilladelse. Denne bestemmelse betragtede de deputerede i disse grænse-provinser som stridende mod den dem ved konstitutionen tillagte ret til at holde møder med deres vælgere, og da hr. Thugutt var enige med dem, trådte han tilbage med den begrundelse, at hans del-tagelse i regeringen var en ren sinecure. .. (Grabski fik ham overtalt til at blive)… og det er blevet ham overdraget særligt at beskæftige sig med de forskellige spørgsmål, som de nationale minorite-ter giver anledning til, hvorhos man er blevet enig om [sic], at der ved vælgermøder i de østlige provinser ikke skal søges officiel tilladelse, men at møderne skal anmeldes i god tid i forvejen” [en fortsat svækkelse af de grundlovssikrede rettigheder!!]. Gesandtskabet mener i øvrigt at udnævnelsen af Grabskis broder, Stanislaw, til undervisningsmini-ster skal afbalancere Thugutt´ stilling, da Stanislaw Grabski er ”udpræget konservativ”. Warszawa, den 7. april 1925 Lbn.463. No. XI. Den polske rekrutudskrivning. Tale af deputeret Liebermann. 1 bilag. [kopieret]

[Liebermann, en ”fremtrædende fører indenfor det socialistiske parti” taler i forbindelse med lov om optagelse af 170.000 rekrutter i det polske forsvar:] ” Hr. Liebermann begynder sin tale med at udtale, at før krigen indtog socialdemokraterne den stil-ling, at de overfor de kapitalistiske stater ikke ville gå med til at yde til deres forsvar en eneste mand eller en eneste skilling, men at krigen og den internationale situation måtte foranledige til at drage nye slutninger. Polen var omgivet af militærstater, som ikke har afvæbnet, og i en sådan situation, at afslå at gå med til at skaffe staten soldater, ville være at nægte landet retten til at forsvare sin uaf-hængighed. Da det i tilfælde af krig er arbejderklassen, der lider mest, ville de polske socialister ik-ke gøre deres pligt, hvis de nægtede staten midler til at forsvare sig. Hr. Liebermann fremhævede videre i løbet af sin tale, at de polske socialister er tilhængere af af-væbning, men at denne bør være almindelig, og gik i øvrigt nærmere ind på, hvorledes Polens spe-cielle forhold nødvendiggjorde forsvars-beredskab, idet han også herunder fandt lejlighed til at tage til orde imod de bekendte udtalelser, som Lloyd Georges nylig fremkom med om forholdet mellem Polen og Tyskland [Se bilag; ikke direkte henvisning til kilden: ”un organe européen”, en europæ-isk avis]. Til slut udtaler hr. Liebermann, at de polske socialister er solidariske med alle andre gode borgere i at ville modsætte sig, at den polske stat blev slået i stykker, og det er derfor, at han og hans parti er overbevist om at gøre deres pligt ved at stemme for rekrutkontingentet, thi et angreb på Polen og en invasion i landet ville være enden på den europæiske fred og begyndelsen til at stort blodbad, hvori demokratiet og socialismen ville drukne [ min kursiv. Her er Liebermann nærmest profetisk!!]. [Loven blev vedtaget.] [Liebermann´ tale er vedlagt med kopi fra ”Le Messager Polonais”, no. 78 af 7.april 1925] Warszawa, den 21. april 1925 Lbn.525.

146

No. XII. Polsk bladartikel om de danske afvæbningsforslag. 1 bilag. [ artikel i ”Rzeczpospolitika”, ejet af Korfanty og talerør for industrielle, moderat-konservative kræfter, 17. april 1925, slutter med:] Om den danske nedrustning vil være et gode er usikkert, men ”… at det først i fremtiden vil vise sig, om det ikke var et eksperiment og tilmed et farligt eksperiment”. Warszawa, den 23. april 1925 Lbn.541. No. XIII. Den tjekkoslovakiske udenrigsministers [Benes] besøg i Warszawa.

[Der refereres til tidligere spændinger mellem de to lande over Tszen [Teschen] og Jaworzyna, at polakkerne – selv efter Folkeforbundets afgørelse, betragtede tjekkoslovakkerne som ”fjender”. Tilnærmelsen mellem Paris og Prag medførte nu, at Polen måtte finde en vej mod samarbejde og overvinde tidligere holdninger, som udtrykt i Marskal Pilsudski frække kommentar til en tidligere tjekkoslovakisk udenrigsminister Maxa, der glædede sig over, at marskallen bar en tjekkoslovakisk orden: ”Ja, men den tynger!” Forholdet mellem de to lande er alene baseret på ”realpolitik”: kun en fælles interesse: opretholdel-sen af grænserne]. Men, som fyrst Lubomirski ”… med nogen skuffelse udtalte til mig da han havde hørt (de to uden-rigsministres)… taler: ”Vi får såmænd aldrig tjekkerne til at gå med os mod tyskerne, ifald der skul-le blive brug derfor”. Og – tilføjede han, ”de tre en halv million, der er, vil måske have nok at gøre med at passe på tyskerne indenfor deres egne grænser”. Warszawa, den 6. maj 1925 Lbn.596. No. XIV. Interview i ”Le Matin” med den polske krigsminister [Sikorski] [ interview den 9. april 1925 i ”Le Matin” , som udenrigsministeren meddeler Sejmen ”ikke har fundet sted”. Indholdet refereres ikke, kun balladen i polsk presse, der ikke er mindre interessant idet dagbladet ”Czas” , som regnedes for såvel udenrigs- som krigsministerens talerør ikke anså ar-tiklen værd en kommentar!] Warszawa, den 29. maj 1925 Lbn.709. No. XV. Polske bladartikler. [Korfanty´ avis ”Rzeczpospolitika” af 27. maj bringer artikel fra korrespondent i Riga om angivelig dansk-engelsk traktat i f. m. dansk nedrustning, den vedlagte tyske kopi taler videre om sovjetiske

147

udsagn om at Ødsel og Dagø skulle være lejet af England, at Dreadnoughts [datidens engelske slag-skibe] kan være ved Kronstadt på 24 timer, og luftskibe over Moskva på to en halv time!! Frunze [den sovjetiske general og forsvarsminister] ønsker det sovjetisk forsvar styrket– propagandatrom-merne går] Warszawa, den 13. juni 1925 Lbn.787. No. XVI. Rekonstruktion af det polske kabinet. [1 bilag: oversættelse til tysk af Arbejder-klubbens erklæring]

[Stikord: Thugutt udtræder af regeringen, minoritetspolitik:] Thugutt udtræder af regeringen og erklærer: ” Den umiddelbare grund er den af Arbejder-klubben, til hvilken jeg nu hører, nylig afgivne erklæring, samt at denne klub på grund af regeringens øko-nomiske politik er overgået til oppositionen. Endvidere hensynet til visse politiske forhold. Jeg er kommet til den overbevisning, at mit videre samarbejde med regeringen er formålsløst under de nu-værende forhold [dvs.: under den nuværende form for administration], hvor regeringens forordnin-ger ikke bringes til udførelse, særligt for så vidt angår en sanering [gennemførelse af en reform i] af randprovinserne. Jeg giver nu afkald på at deltage i regeringen, idet jeg ganske har tabt troen på at kunne føre mine hensigter med hensyn til en nationalitetspolitik, der kunne virke sanerende [refor-merende/nyskabende], ud i livet”. [Politisk pres for at udskifte indenrigsministeren og dennes viceminister hhv. Ratajski og Smolski, giver pote. Endnu ingen afklaring om regeringen vil overleve.] Warszawa, den 15. juni 1925 Lbn.791.. No. XVII. Den polske udenrigsministers rejse til U.S.A. [rejse til Washington, D.C, New York og Chicago, positive pressekommentarer bl.a.) ”Rzeczpospolitika” skriver: ”… Præsident Coolidge har under krigen gentagne gange forsvaret Polens sag… Udenrigsminister Kellogg kender vort land fra den tid, da han som missionschef opholdt sig her i 1919 …Vi kan der-for forudse gode resultater af herr Skrzynski´ rejse. Vi er os bevidst, at disse … vil blive af moralsk karakter, men siden det drejer sig om Amerika – kan de blive enorme”. Warszawa, den 18. juni 1925 Lbn.816. No. XVIII. Rekonstruktion af det polske kabinet.

148

[Ny indenrigsminister udnævnt, overdraget Thugutt´ arbejde med de østlige provinser. Leon Wasi-lewski omtales som mulig ”apolitisk” embedsmand med det tekniske ansvar for østområdet]. Warszawa, den 23. juni 1925 Lbn.834. No. XIX. Udenrigsminister grev Skrzynski´ tale vedr. Sikkerhedspagten [i Sejmens udenrigspolitiske kom-mission, læs: udenrigsudvalg] 1 bilag [Udklip af ”Le Messager Polonais” af 23. juni 1925] [Ministeren giver officielt udtryk for tilfredshed såvel i Sejmen som vis á vis gesandten – at Frank-rigs forhandlinger med England var sket i fuld forståelse med Polen, Frankrig erkender, at ændres et komma i Versailles, falder hele traktaten til jorden etc.] Men … ”det vil ses, at både udenrigsministerens udtalelser til mig og hans tale i kommissionen i virkeligheden vistnok rettest må opfattes ud fra synspunktet om at gøre gode miner til slet spil. Der er ingen tvivl om, at det for Polen er en dyb skuffelse, at Frankrig går med til at nøjes med en min-dre sikker garanti for dette lands grænser end for sine egne. Og man glemmer intet øjeblik sin mis-tillid til England og lever i hemmelig frygt for, at Korridor- og Danzig spørgsmålene under Storbri-tanniens tilslutning skal blive stillede på dagsordenen af Tyskland. Og vil Frankrig så tage sig kraf-tig nok af Polens sag? De ledende blades udtalelser om den franske note er også præget af tvivl eller i hvert fald forbe-hold… ”Kurjer Poranny” bemærker, at når noten taler om voldgiftstraktater, så præciserer den ik-ke, at grænsekonflikter ikke kan underkastes arbitrage. ”Man kunne tro”, siger bladet, ”ved at læse bestemte vendinger i de engelske noter, at Frankrig kun ville have ret til at komme Polen til hjælp til forsvar af disse arbitrage-traktater, men at Frankrig tværtimod ville være lammet, hvis England fandt, at Polen ikke havde opretholdt alle bestemmelser, og man er tilbøjelig til at tro, at Mr. Cham-berlain ville give en for Polen ufordelagtig fortolkning af Forbundspagtens § 19”. Warszawa, den 3. juli 1925 Lbn.1040. No. XX. Statspræsidentens tale i Grudziadz.[ tysk: Graudenz i Pommerellen] [i forbindelse med banket ved åbningen af landbrugsudstilling, sagde Wojciechowski bl.a.:] ”… Jeg har i de herrers taler sporet en vis frygt i anledning af de fremkomne rygter om en revision af vore grænser. De skal imidlertid i denne henseende ikke blot regne med Dem selv, thi Pommerel-len-spørgsmålet [læs: Korridor-] er et polsk spørgsmål. Ingen regering, ingen Sejm, ingen statspræ-sident ville tillade repræsentanter for Polen tager plads ved et bord, hvor der skal rådslås om en re-vision af vore grænser. Dette er ikke blot min, men alle polakkers mening. [Det skulle blive den polske holdning til den bitre ende]

149

Rygterne om en grænserevision foruroliger ingen af nationens ansvarlige ledere. Enhver der ser ind i fremtiden, tvivler ikke på, at Polen er udeleligt, og at Pommerellen for stedse er en integreret del af Polen”. Warszawa, den 24. julij 1925 Lbn.1040. No. XXI. [Statsminister Stauning havde som fungerende udenrigsminister kondoleret den polske regering i f. m. eksplosion på polsk torpedobåd – polakkerne takker] Warszawa, den 1. august 1925 Lbn.1086./ No. XXII. Den lettiske udenrigsministers besøg i Warshau [sic: Warszawa!] [ Ministeren gav interview til ”Le Messager Polonais”, den 31.juli 1925 – statsstøttet avis, udtryk for at tilknytning med Lithauen ikke mulig grundet dette lands forhold til Polen, ønske korrekt for-hold til USSR, men ”erklærer samtidig krig mod kommunistisk propaganda” ”… Angående forbindelsen mellem de baltiske stater har herr Mejerowic over en medarbejder fra ”Kurjer Polski” udtalt, at en gunstig udvikling ganske afhænger af Finlands stilling og i anden række af en bedring i forholdet mellem Polen og Lithauen. ”Men”, tilføjede ministeren, forbindel-sen mellem de baltiske stater er som den britiske konstitution – den består uden at være skriftligt formuleret”. [noget af en udtalelse!!] Warszawa, den 26. august 1925 Lbn.1210. No. XXIII. Sikkerhedspagten.. [ vedlagt tysk oversættelse af artikel fra det radikale organ ”Kurjer Poranny” af 21. august 1925] ”… som det ses, giver artiklen udtryk for en bekymring for, at Polen skal blive glemt ved forhand-lingerne om Sikkerhedspagten, og særligt er det en artikel i [det franske blad] ”L´Ere Nouvelle”, der har foruroliget bladet. Artiklen synes i det store og hele at dække det her i landet fremherskende syn på spørgsmålet om afsluttelsen af en sikkerhedspagt, men det er bemærkelsesværdigt, at …” regeringen ikke er frem-komet med en officiel holdning”. Warszawa, den 12. september 1925 Lbn.1284. No. XXIV. Indenrigspolitiske forhold i Polen. [Udenrigsminister Skrzynski er rejst til Geneve via Paris for at deltage i Folkeforbundets møde vedr. Sikkerhedspagten og sikre Polens stilling i forhold til denne] ”… Denne sag ligger stadig den offentlige mening her stærkt på sinde, og den utryghed og følelse af ængstelse man har ved tanken om sikkerhedspagtens virkeliggørelse uden Polens medoptagelse, er ikke blevet mindre i den senere tid, navnlig ikke efter en artikel, som den i Caillaux´ blad ”L’Ère Nouvelle” af den 30. f.m. fremkomne, hvori bladet – der netop i denne sammenhæng hævder at væ-

150

re Caillaux´ talerør, åbent udtaler sig for Tyskland og imod Polen i spørgsmålet om Østpreussen, korridoren og Danzig. Men i overensstemmelse med den gamle sandhed, at man må være nogenlunde mæt, før man over-hovedet begynder st interessere sig for andre og højereliggende [overordnede] spørgsmål end de, der vedrører dagen og vejen, overskygger den i øjeblikket her herskende financielle og økonomiske krise i virkeligheden alle andre spørgsmål. … den (her) herskende pengeknaphed og den i forbin-delse hermed stående dyrtid (har) gjort erhvervs-situationen for så vidt angår industriens forhold overordentlig vanskelig. Uenigheden med Tyskland og standsningen af handelssamkvemmet med dette land har yderligere skærpet vanskelighederne, for så vidt eksporten af kul, der nu i al hast, men uden nogen forudgående ordentlig forberedelse, søges ledet ad andre veje. Den ugunstige pas-sive handelsbalance har ført den polske regering til at benytte den lejlighed, der tilbød sig ved af-brydelsen af det kommercielle samkvem med Tyskland, til at søge at begrænse importen af forskel-lige artikler, der mere eller mindre berettigelse opfattes som luksusartikler, og man har … gennem meget drastiske foranstaltninger, hvorom omverdenen ikke i tide fik underretning, søgt at lukke grænserne for al sådan oversøisk import, der ikke strengt taget kan regnes som nødvendighedsartik-ler. Det forekommer mig et meget uheldigt tidspunkt … (den polske regering) har valgt til ved sin vaklende og vilkårlige told- og importpolitik til at lægge sig ud med den ganske verden, netop i det øjeblik, hvor Polen skulle søge at skaffe afsætning andetsteds for de produkter, der hidtil er gået til Tyskland… Jeg tvivler stærkt på, at de trufne foranstaltninger vil have nogen virkning af væsentlig betydning i retning af at forbedre handelsbalancen, og de uheldige virkninger af hr. Grabskis poli-tik, der i dette tilfælde som altid væsentligt er baseret på øjeblikkets inspiration, har ikke undladt al-lerede at lægge for dagen, idet f.eks. Italien – ifølge pressen – har forbudt indførsel af polsk korn som gengæld for de hindringer, der trods bestående aftaler, lægges importen af sydfrugter i vejen. Tyskland har lagt en ganske prohibitiv told på polsk korn. Det hårde tryk, der hviler på hele landet, og den omstændighed, at det navnlig for landmændene – til trods for den aldeles fortrinlige høst – er så godt som udelukket at skaffe kontante penge til beta-ling af skatter, således at man selv hos de rigeste godsejere i stort omfang fortager udpantning, har medført en almindelig misfornøjelse med hr. Grabskis regeringsmetoder og skabt en stedse om sig gribende tvivl om, hvorvidt den af ham fulgte fremgangsmåde til konsolidering af landets finanser har været den rigtige…”. I den tale i finansudvalget den 10. september 1925 udtalte Grabski, at han måske havde været for liberal og derfor nu overvejede at slå ind på en protektionistisk kurs. Ved samme lejlighed udtalte konseilspræsidenten, at ´zlotykursens fald snart ville vende sig til paritet, og at det havde været et gunstigt tegn, at den faldende kurs ikke havde smittet af på prisniveauet, hvilket var ”… ganske urigtigt, idet priserne netop samtidig med faldet begyndte at stige i samme forhold som kursen faldt, et fænomen, som her kun er alt for godt kendt fra markinflationens tid. Om det vil lykkes at reetablere zloty´en får stå hen, men medens man hidtil havde regnet med, at den store høst ville give et sådant eksport-overskud, at landets balance derved ville blive væsentligt forbedret … ikke måtte vurderes for optimistisk. De lån og forskud på korneksporten, man i den se-nere tid har skaffet sig fra udlandet, er ikke af en sådan betydning, at der deri findes nogen virkelig garanti for opretholdelsen af zlotykursen…”. Den polske regering arbejde tilsyneladende på at gentage det tyske kunststykke fra 1923 med ”Roggenmarken” (rentemarken) [ordret oversat som ”Rugmarken”, idet årets tyske kornhøst blev sat som garanti for dens værdi], men udlandet ville næppe have tillid til en sådan møntfod i lyset af en agrarreform som ville skade kornproduktionen, ”en enorm nedgang i høstudbyttet” til følge, skal man tro den danske legation - og sænke prisen på jord. Grabski forventes at møde krisen med at træde tilbage og skal have tilbudt ”… henholdsvis den tid-ligere konseilspræsident, nuværende krigsminister, general Sikorski og den nye handelsminister, hr. Klarner, at overtage regeringen. Begge de to herrer, der er kraftige, myndige og ambitiøse person-

151

ligheder, for hvem tanken om at spille rollen som Polens Mussolini sikkert er stærkt tillokkende, har hver for sig erklæret sig rede til at overtage regeringen, men kun i form af et diktatur, dvs. at man – således som hr. Sikorski skal have udtrykt sig – i 5 år skulle være fri for Sejmens indblanding i sa-gerne [min kursiv]. Da tidspunktet for en sådan foranstaltning dog endnu ikke er kommet her i Po-len, vedbliver hr. Grabski foreløbig at være regeringens chef, men med de vanskeligheder, som vin-terens komme og den forøgede arbejdsløshed uden tvivl vil medfører, tør man dog ikke benægte, at det ingenlunde er udelukket, at en mand som f.eks. general Sikorski kunne tænkes at ville prøve på gennem et diktatur at bringe den unge polske stat over de forhåndenværende begyndervanskelighe-der [min kursiv]”. Warszawa, den 25. september 1925 Lbn.1355. No. XXV. Polen yderpolitiske forhold. 1 bilag.

[Det er fortsat den økonomiske situation, ”… det lammede erhvervsliv, de sammenbrudte ban-ker…”, der optager sindene, ganske som refereret i foregående depeche] ”… Man er langt mere interesseret i at drøfte, når den dag kommer, da kabinettet Grabski har ud-spillet sin rolle, eller måske snarere, når efterfølgeren vil finde tidspunktet inde til at overtage stats-skibets ror, en opgave, som næppe kan betegnes som taknemlig, den sidste tids økonomiske udvik-ling her i landet in mente. [sikkerhedspagten ind i ny fase efter tjekkoslovakisk – tysk kontakt efter demarche fra Benes i Ber-lin) Forholdet mellem Tjekkoslovakiet og Polen fortsat spændt, men pressen afdæmpet, kun ”Kur-jer Poranny” betegner den tjekkiske henvendelse som et dolkestød i ryggen på Polen, den øvrige pressen nævner blot, at Tjekkoslovakiet har et helt andet forhold til Tyskland end Polen) ”… Udenrigsminister, grev Skrzynski har efter sin tilbagekomst fra Genève og Paris i sidste uge la-det sig interviewe af en repræsentant for et blad i Kraków. Ministeren udtalte bl.a.: ”Jeg må med særligt eftertryk endnu en gang fremhæve, at vi i Genève har gennemfør vor thesis, dvs. at konferencerne i spørgsmålet om en Rhinpagt må føres parallelt med rådslagningerne om en Østpagt. Ingen kan træffe afgørelser angående polske spørgsmål uden eller ved siden af os.” Hoved-sagen var:”… der må indtræden en afspænding i den øjeblikkelige situation. .. Polen har i Genève endnu en gang vist, at det er blevet sine idéer tro, og at freden i Polen har en ærlig og oprigtig for-bundsfælle. Denne vor politik har vundet fuld tillid hos Vestmagterne, og London viser sig mod alle rygter fuld forståelse for vores politik, og for de af os opstillede fordringer. England gør sig nemlig klart, at Europas sikkerhed ikke begynder og ender ved Rhinen, og hvad Rhinpagten angår, kan Po-len kun hilse den med oprigtig glæde. Vi ønsker intet andet mere, end at der må indtræde en bedring i forholdet mellem Paris og Berlin. Så tror jeg, at Europa ville ånde lettet op. Men for fuldt ud at skabe en bedring i forholdet mellem de to byer til gode for Europa må der sam-tidigt indtræde en bedring af forholdet mellem Berlin og Warszawa; så først vil der kunne tales om en bedring i forholdene i Europa… Derfor ligger det … nævnte tyngdepunkt ikke blot mellem Paris og Berlin, men på vejen mellem Paris-Berlin-Warszawa. I denne ånd … har jeg talt med … den franske regering … vort forhold til dette land … (har) aldrig været hjerteligere end nu”. [Den polske regering er i færd med at udforme et forslag til Tyskland om en voldgiftstraktat – og følger her det tjekkoslovakiske initiativ, hvilket skulle ske i forståelse med Tjekkoslovakiet, ”… hvad der synes noget mærkeligt i betragtning af den utvivlsomme overraskelse, den tjekkiske dé-

152

marché har vakt her… også den franske ambassadør har udtalt, at han på forhånd ikke havde noget kendskab til de tjekkiske hensigter”. I bilaget følger en artikel fra ”det moderate” ”Kurjer Warszawski” af den 25. september 1925 [ko-pieret].”… Man har længe i den herværende presse harceleret over ministerpræsidentens optimisme med hensyn til fremtiden. (Som det fremgår af artiklen) … synes nu dette blad at antyde, at man måske burde tage med en vis varsomhed på udenrigsministerens talrige, og altid i lyse farver stem-te, udtalelser om de gode resultater af ministerens mange rejser…”. Den polske regering synes at søge at opveje den polske udenrigspolitiske isolation ved at overtone den sovjetiske udenrigsminister Chicherins besøg i Warszawa den 26.- 29. september. Man forven-ter, at drøftelser med USSR vil få betydning for den polske politik i forhold til Sikkerhedspagten. Warszawa, den 30. september 1925 Lbn.1376. No. XXVI. Den russiske udenrigskommissærs besøg i Warszawa. 2 bilag.

”Den russiske udenrigskommissærs med så megen forventning imødesete besøg … er afsluttet [den 29.9.] og hr. Chicherin har ved sin afrejse til Berlin i hvert fald kunnet konstatere en presse-succes. Som optakt til besøget foregik der såvel i den polske som i den russiske presse i løbet af de sidste måneder en ret mærkbar strømkæntring i omtalen af det indbyrdes forhold mellem de to lande, og den samlede polske presse var nu … Enig om at give … (udenrigskommissæren) en påfaldende venlig modtagelse.. Alle bladetaler om besøgets store politiske betydning, særlig deri, at de almin-delige bestræbelser for Europas pacificering … er kommet et betydeligt skridt fremad. Det med mod højre stående kristelig-demokratiske blad ”Warszawianka” skriver: ” Chicherin er repræsentant for en nabostat, men vi må huske på, at denne i mange måder ligger os fjernt. I forholdet mellem Polen og Rusland er der ikke noget nyt, at man føler og tænker forskelligt. Først Riga-overenskomsten [ - freden] af 1921 siger, at der skal indtræde en bedring af forholdet. Når Chicherins besøg i vor hovedstad er en bekræftelse af, at forholdet mellem Rusland og Polen kan være i det mindste fredeligt er ikke uden betydning for den forestående konference om sikker-hedsspørgsmålet. Tysklands forbehold med hensyn til Folkeforbundspagtens § 16 baseres på den anskuelse, at en forstyrrelse af freden i første linie vil fremkomme ved et angreb fra Sovjets side på Polen. Chicherins tilstedeværelse her vil bringe et bevis for, at der truer mindre fare fra russisk side end fra en antagelse af det tyske forbehold”. Det national-demokratiske ”Gazeta Poranny pointerer (bl.a.)… at det ikke er længere siden end i foråret [1925], at man frygtede for en krig mellem Polen og Rusland i udlandet og udtaler, at besø-get reducerer alle fantasier i så henseende til intet. Og samtidig beviser Polens gode vilje til fredens opretholdelse. Organet for det kristelige demokrati, Korfantys ”Rzeczpospolitika” mener, at Tyskland ville bringe sin medkontrahent fra Rapallo i økonomisk afhængighed af sig, hvori bladet ser årsagen til Mo-skvas ændring af sin stilling til Warszawa. Bladet skriver videre: ”Denne årsag er ganske vist af negativ karakter, men der ligger dog det positive deri, at man ønsker at sikre sig imod, at Polen trækkes ind i de planer mod Rusland, på hvilke der efter ”Isvestija” ar-bejdes på fra engelsk side”. Det venstre-demokratiske ”Kurjer Poranny” , der som hovedorgan for Pilsudskis tilhængere er anti-russisk indstillet, skriver:

153

”Denne type på den revolutionære, der tilhører en gammel adelig familie, og bryder alle broer bag sig for at blive international, fører ikke sin egen politik for så vidt som de af ham fulgte linier alle-rede er udstukket af Lenin. Men han glemmer ikke farerne ved sit felttog og indser, at han ofte må ændre kurs for en tid. I forbindelse med en sådan kursændring i sovjetpolitikken står dette besøg. En kursændring der er fremtvunget af Englands bestræbelser på at bringe Tyskland bort fra Sovjet. Vi må nu håbe, at besøget vil betyde en bedring af forholdet, men Polen vil aldrig lade sig bruge i de planer, der næres fra Sovjets side. Det socialistiske ”Robotnik” tier foreløbigt om besøget, og det nationalistiske ”Kurjer Warszawski” indeholder kun en kort meddelelse om, at besøget finder sted”. [Ved den polske udenrigsministers officielle middag for Chicherin blev der udvekslet de traditionel-le skåltaler, som refereres i vedlagt klip fra ”Le Messager Polonais”. Der skulle angivelig ikke væ-re tale om ”en visit på gennemrejsen”, den polske udenrigsminister skulle således til Moskva, når Chicherin var vendt tilbage fra Tyskland. Pressen har citeret begge ministre for at give udtryk for ”… den faste vilje til at tjene den store sag, som bør være fælles for alle nationer, der har redelig vilje – fredens”. Efter middagen deltog yderligere personer, herunder repræsentanter for de lande som havde aner-kendt USSR de jure. Det blev bemærket, at den tyske gesandt umiddelbart ved arrangementets start søgte samtale med Chicherin, men at denne kort tid efter søgte andet selskab. Det syntes klart, at den polske udenrigsminister havde fundet tid til at mødes med den britiske gesandt efter dagens møder med Chicherin.] ”… Hr. Chicherin har i mandags [ den 28.9.1925] modtaget repræsentanter for den polske og uden-landske presse … udtalt sig i overensstemmelse med hosfølgende udklip af ”Le Messager Polo-nais” … Hovedpunkterne … (var) følgende: 1. Man må skride til en regulering af de i Rigatraktaten fastsatte punkter, 2. Der må afsluttes en handelstraktat,

3. Chicherin ville forsøge på at give begge landes politik en gensidig fredelig retning. Netop Polens geografiske stilling var her af den største betydning for begge landes po-litiske indstilling. Arbejdet på at hidføre harmoni [mellem USSR og Polen] var ikke rettet mod nogen enkelt stat.

. De fremsatte udtalelser har i den herværende presse fået en særdeles god modtagelse – om end den nationalistiske presse advarer mod et anti-engelsk eventyr – men som den belgiske minister hr. de l’Escaille sagde til mig i dag: ”De smukke ord har ikke kostet Chicherin meget”. Om resultaterne af … drøftelserne er … intet sivet ud, men man gør måske klogt i at se besøgets hovedsaglige betydning i den stedfundne tilnærmelse overfor Polen fra russisk side. Jeg vil dog ikke undlade at bemærke, at en velinformeret kollega … (har meddelt mig) at han havde god grund til at tro, at hr. Chicherin har lovet at lægge pres på den lithauiske regering for at søge at formå denne til at moderere sine fordringer overfor Polen”. [Hvorfor Chicherin skulle have afgivet et sådant løfte er svært at forstå, men, som anført ”smukke ord koster ikke meget” ] Legation de Danemark [fortrykt, foldet folioark] Journ. No. 5. E.1. Praque Lb. No. 2065 Den 5. oktober 1925

154

No. XVIII. Czekoslavakiets udenrigspolitik. Fortroligt [Refererer samtale med Benes om Vestpagten og voldgiftskonventionerne forud for møde i Locarno [ved Geneve]]. ”… Minister Benes udtalte, at han var udpræget optimist med hensyn til disse pagter og konventio-ner både i Øst og i Vest, og han fremhævede, at også England fuldt forstår, at der nu må træffes en ordning med hensyn til forholdene i øst. Der måtte … findes en forbindelse mellem Vestpagten og arbitragekonventionerne; det var nemlig af vigtighed, at disse spørgsmål i hovedtrækkene blev løst på samme tid. … (Benes) påstod, at dette forslag i princippet skulle være antaget (af Chamberlain) (og) … mente, at denne tilknytning måtte foregå således, at der i Vestpagten optoges en artikel, hvori direkte omta-les, at arbitragekonventionerne også afsluttes mod øst. Helst så han, at en sådan artikel også kom til at indeholde et udtryk for Frankrigs garanti med hensyn til arbitragekonventionerne mellem tysk-land og Tjekkoslovakiet, samt mellem Tyskland og Polen. … (Benes) håbede, at Tyskland ville gå med hertil … fordi dette land derved tydeligt ville tilkende-give sin villighed til et sundt venskabsforhold til grænselandene såvel imod øst som imod vest…” [Såfremt Tyskland ikke ville acceptere en sådan tilknytning, var et den tjekkiske opfattelse, at Frankrig ville indgå en direkte traktat om grænsegarantier. I forhold til arbitragekonventionerne anså Benes det for tilstrækkeligt, hvis de indeholdt bindinger til fredstraktaterne og de heri anførte aftaler om grænsernes forløb. Men medens han mente, at man i sidste ende ville få en traktat med Tyskland, anså han evt. kommende forhandlinger mellem Tysk-land og Polen for langt sværere.] [1 bilag: Udklip fra ”Morgenpost” af 5. oktober (1925) ”Verhandlungsplan der Deutchen” - kopie-ret] No. XIX mangler. Legation de Danemark [fortrykt, foldet folioark] Journ. No. 5. E.1. Praque Lb. No. 2142. Den 21. oktober 1925 No. XX. Forhandlingerne i Locarno. Indholdet af tjekkoslovakisk-tysk voldgiftsoverenskomst og fransk-tjekkoslovakisk garantioverenskomst. Ges. No. XIX af 20/10-1925 [ikke fundet i materialet] F O R T R O L I G T [Indeholder fyldig gennemgang af de tjekkiske resultater, samt en gennemgang af den relative pol-ske ”miserfolg” [ Sic: mi3erfolg: fiasko], idet Tyskland ikke vil acceptere grænsedragningen til Po-len.

155

Ikke frydefuld læsning for polakkerne, udenrigsministeren fremstilles ikke i bedste lys!! 6 folioark kopieret Der er ikke fundet nogle af de i teksten angivne bilag ved sagen]. Warszawa, den 23. oktober 1925 Lbn.1497. No. XXVII. Polen og Locarno-konferencen. Bilag. [angivet til 3 eksemplarer af udklip på fransk fra polske udenrigsministerens exposé i Sejmen den 21.9.1925, findes IKKE i materialet]

[ pressen har indtil offentliggørelsen af forhandlingsresultatet været tilbageholdende med kommen-tarer, men også en ”bitter følelse af, at de polske synspunkter … ikke ville kunne gennemføres”] ”… Dokumenternes offentliggørelse den 20. ds. har nu givet offentligheden det fornødne grundlag for en bedømmelse af Locarno-konferencen s resultater. Om end man fra regeringens side har ment officielt at burde betegne resultaterne som gunstige, er dog den almindelige mening her den, at Po-len næppe står bedre efter end før konferencen, idet man gør sig klart, at det polsk/franske forbund – trods alle officielt fremsatte udtalelser – ikke går styrket ud af forhandlingerne, men snarere svækket. (Til trods herfor).. retter man ikke bebrejdelser mod grev Skrzynski, idet man forstår, at det under de givne forhold ikke var muligt at opnå bedre resultater. (Idet der henvises til det ikke fundne bilag, ses) … udenrigsministeren at at farve sit exposé i lyse toner … Hr. Skrzynski udtalte bl.a. følgende: ”Efter at være ratificeret af parlamenterne vil de pågældende dokumenter udgøre et fast system til Europas sikkerhed … Den polsk/franske garantitraktat ændrer ikke noget i de tidligere afsluttede overenskomster mellem de to lande; den skal vise verden, at Frankrig, hvis Polen skulle blive angrebet, er forpligtet til øje-blikkeligt at yde hjælp og omvendt. Dette siges på en tydeligere måde i Locarno-garantitraktaten end i overenskomsten af 1921. Locarno har frem for alt gjort det vanskeligt for enhver stat at vise foragt med hensyn til de forplig-telser, der er garanteret af andre stater. Det i Locarno afsluttede værk kan ganske vist kritiseres på mange måder, men ingen har næret no-gen illusion om, at det var et fuldkomment og endeligt værk. Locarno er et udgangspunkt, ikke en afslutning”. … det forekommer … (som om), grev Skrzynski … har svækket det ellers optimistisk farvede bil-lede ved sin bemærkning om, at i Locarno har der hverken været sejrherrer eller besejrede, samt i den passus om samarbejdet med Storbritannien, hvor han siger:” Vor alliance med Frankrig er ble-vet styrket i Locarno. Men, man vil sige: Frankrig har en anden allieret: England, og det vil være ønskeligt at dets sikkerhed afhænger ikke af England, men af Polen. Jeg for mit vedkommende kan ikke omtale denne indvending uden et smil, thi hvis man tilbød Dem som en af tre at tage aktier i et sikkert selskab som en af to i et mindre sikkert, så ville De dog vælge det første alternativ”. Som en af dem, der er utilfreds med de opnåede resultater i Locarno tog …, redaktør af det kriste-ligt-nationale blad ”Warszawianka”, Stromski, ordet i en længere tale i Sejmen den 21. oktober. Talen vakte megen opmærksomhed, hvorfor … den skal (citeres) i de vigtigste punkter: ”Minister Skrzynski sagde, at Rhinpagten er trådet i stedet for den gamle garanti, der allerede blev givet i året 1919 for vestgrænsens vedkommende af England og Amerika [USA]. Dette må jeg be-rigtige derhen, at det den gang ikke drejede sig om nogen garanti for de franske grænser, men om et

156

forbund. I stedet for dette forbund er nu trådt et fransk-polsk forbund. Derimod kan Rhingrænsen ikke træde i stedet for det tidligere fransk-amerikansk-engelske forbund, der kun var en garanti for vestgrænserne. Ministeren ytrede, at Locarno-overenskomsterne må ses som et hele. Efter min anskuelse eksisterer denne integritet ikke. I slutningsprotokollen nævnes blot Rhinpagten og voldgiftstraktaterne, men ikke den polsk/tyske garantitraktat, der blot er blevet meddelt til kontrahenterne. Først i Locarno og kun dèr er der gjort en stor forskel mellem vest- og østgrænserne i Versailles-traktaten er alle grænserne behandlet på samme måde”. Sluttelig tillader jeg mig at referere hovedpunkterne i de førende dagblades udtalelser i disse dage: Det liberale ”Kurjer Polski” skriver [ændret ordstilling]: ” Østeuropa er blevet negligeret i den af-sluttede pagt. Hvis det kun drejede sig om Polen så kan det siges, at dets alliance med Frankrig ikke blot er blevet fuldt ud bekræftet, men betydeligt styrket Warszawa, den 24. oktober 1925 Lbn.1501. No. XXVIII. Tillidsvotum til kabinettet Grabski. [Stillet overfor kritik af sin økonomiske politik forlangte Grabski et tillidsvotum, som han fik med 30 stemmers flertal – var de nu alle ”polske”?? !! ☺] Warszawa, den 4. november 1925 Lbn.1577. No. XXIX De polsk-lithauiske forhandlinger i Lugano [Locarno]. [Forhandlingerne endte uden resultatet – drejede sig om oprettelse af jernbaneforbindelser mellem de to lande og den frie sejlads på Niemen samt frit benyttelse af havnen i Memel – der blev udar-bejdet en procès-verbal [referat], som dog endnu ikke foreligger i gesandtskabet. Ambassadørrådet støtter nu de polske ønsker vedr. Memel, hvor nyligt afholdte valg gav lithauerne 2 og tyskerne 28 mandater!!] Warszawa, den 14. november 1925 Lbn.1655. No. XXX. Kabinettet Grabskis demission. ”De indre økonomiske vanskeligheder, hvormed kabinettet Grabski har kæmpet længe ( … No. XXIV af 12. september 1925.) er nu endeligt blevet dette for stærke…” og førte til dets tilbagetræ-den den 13. november 1925. Der foreligger ikke en parlamentarisk situation som baggrund, men da Grabski ikke kunne formå Bank Polski´ ledelse til at imødegå nye kursfald for zloty´en valgte han at træde tilbage. Grabski kunne således ikke indfri sit løfte om at holde zloty´en i pari. Ved sin til-bagetræden meddelte han i øvrigt, at han ikke ville forestå et forretningsministerium indtil en ny re-gering var dannet. Grabski har i øvrigt ført finansielt dobbeltspil. På den ene side ønskede han op-retholdelsen af zlotyen i pari, og medens seddelmængden for store sedler udstedes af Bank Polski i

157

et lovbestemt dækningsforhold, lod han, som finansminister, seddelpressen sprøjte mindre sedler (”Billon”) ud og fremkaldte således en ”skjult” inflation. ”… Der findes formentligt ingen anden forklaring end den, at regeringen har været i pengetrang, og at hr. Grabski så, som enhver druknen-de, har grebet efter det første det bedste halmstrå, sikkert i det håb, at den gode høst, hvorom han har talt så meget, skulle gøre det muligt at inddrage størsteparten af de til et beløb af cirka 300 mil-lioner zloty cirkulerende småsedler. Med denne desperate politik med hensyn til billon-udstedelse stemmer det godt, at hr. Grabski i den senere tid den ene gang efter den anden såvel i rigsdagen som ved offentlige udtalelser har lanceret meddelelser om, at der var forhandlinger i gang snart med den ene snart med den anden bankgruppe om et større dollarlån …”. Den amerikanske gesandt har op-lyst, at talen om lån i amerikanske såvel som engelsk banker savnede ethvert grundlag grundet manglende sikkerhed og kontrol med sådanne låns anvendelse og mente i øvrigt, at den polske rege-ring ikke ville kunne betale tjenestemandslønningerne en kommende måned (december 1925). Grabski havde for nylig netop understreget i Sejmen, at staten rådede over midler til dette formål. [Man forstår, at Grabski sad i en varm stol!!] ”… Ministerpræsident og finansminister Grabskis saga er således nu ude. Han forlader sin post, be-grædt af ingen og hadet af alle. Man skulle ikke tro, at han havde chancer for at komme til magten igen, - men man skal intet forsværge”. Hvem der kan danne regering er usikkert, ”… derimod turde det være utvivlsomt, at den nuværende udenrigsminister, grev Skrzynski, - hvorledes den kommen-de regering så end bliver, beholder sin portefeuille”. Han stod i en styrket position efter Locarno og udtrykte stor selvbevidsthed i samtale med den danske gesandt: ”… hvis diplomati overhovedet be-tød noget, måtte det vel regnes ham til gode som diplomatisk bedrift, at det i løbet af nogle måneder var lykkedes ham at fremkalde en udtalt détente i forholdet både overfor Rusland og Tyskland”. Legation de Danemark [fortrykt, foldet folioark] Lb. No. 2303 Praque . Den 16. november 1925 No. XXVII Valgtale af minister Benes i Prag..[den 14.11.1925] 4 gennemslag [forefindes ikke i sagen] 4 bilag. [forefindes ikke i sagen] [igen værd at notere, at der er forskel i brevpapir, stempler og journalisering mellem legationerne] ” … (Benes) kom dernæst ind på den tyske minoritets forhold, og idet han forholdt tyskerne, at de-res opposition og irredentisme [løsrivelsesbestræbelser] dog ikke kunne vare evigt, advarede han dem mod at føre en politik, der vel kunne forårsage majoriteten ubehageligheder, men som også svækkede dem selv – idet de dog ikke var numerisk stærke nok til at ødelægge den tjekkoslovakiske stat… ” Warszawa, den 21. november 1925 Lbn.1692. No. XXXI. Kabinettet Skrzynskis dannelse. Ges. No. XXX af 14. november 1925.

158

”Den … parlamentariske har nu efter store besværligheder fundet sin løsning. Straks efter kabinettet Grabskis demission indfandt den tidligere statschef, maréchal Pilsudski, sig hos præsidenten og overleverede denne et … memorandum, hvori han opfordrede præsidenten til ved den kommende regerings udnævnelse at have hærens velfærd for øje, og kun betro krigsministeriet til en person, der havde arméen s tillid”. Henvendelsen måtte opfattes som et forsøg fra Pilsudskis side på at blive krigsminister og førte til flere henvendelser fra krigsminister Sikorski, ” således fik bl.a. Warszawas kommandant ordre til at lægge sig syg, og en ryttergeneral med flere blev forflyttet til Poznan”. Præsidenten opfordrede først Sejmens formand [marskal], Rataj, om at danne regering, hvilket han afslog, dan han ikke kunne samle et parlamentarisk flertal. Grev Skrzynski påtog sig herpå hvervet ”som en indre diplomatisk mission”, idet han ville finde en person, som kunne danne regering. Også han måtte opgive, af samme grunde som Rataj, ”… nemlig partiernes ufordragelighed og navnlig spørgsmålet om krigsministerens person. De konservative fastholdt bestemt, at den nuværende krigsminister, general Sikorski, skulle beholde sin portefeuille, medens et fra de radikale partiers side ligeså bestemt blev holdt på, at Pilsudski skulle overtage ansvaret for hæren. Da grev Skrzynski vistnok personligt nærer antipati for general Sikorski, der ligesom han selv er en ærgerrig og frem-adstræbende personlighed, og derimod står maréchal Pilsudski ret nær, havde han vistnok forsøgt at få denne ind i regeringen…”. Også Skrzynskis forsøg strandede, hvorefter Rataj igen blev opfordret til at danne regering, for igen at måtte give op af samme grunde som de to forudgående forsøg. I den vanskelige økonomiske situation landet stod blev den politiske situation af mange opfattet som ”uansvarlig”. På et partiledermøde, hvor Skrzynski var til stede, blev han igen opfordret til at danne regering, hvilket han gerne ville, såfremt han kunne opnå parlamentarisk flertal. Efter et langvarigt møde kunne Skrzynski hen på natten meddele præsidenten, at der forelå en mulighed for at han kunne danne regering, hvilket han fik mandat til. Præsident Wojciechowski kunne således udnævne en ny regering den 20. november med bl.a. flg. Medlemmer: Grev Alexander Skrzynski, ministerpræsident og udenrigsminister (partiløs) General Majewski, foreløbig leder af krigsministeriet (deputeret, vicekrigsminister i regeringen Grabski). ”… Som det vil ses, er der foretaget en nogenlunde ligelig fordeling af portefeuillerne mellem de større politiske partier fra det yderste højre over til socialdemokraterne [ministerlisten er kopieret]. Kun [partiet] ”Wyzwolenia”, for hvilket man har reserveret Agrarreformministeriet har endnu ikke bestemt sig. Og det kristelig-nationale parti (Stronski) har erklæret ikke at ville deltag i regeringen. Udenfor står endvidere jøderne og de nationale mindretal… ” Den nye finansminister Jerzy Zdziechowski, der er tidligere godsejer og god bekendt af den danske gesandt, er omgærdet med stor ”interesse”. ”… Det er en uhyre utaknemlig opgave at … skulle bringe orden i de forvirrede økonomiske forhold, hvor statens budget har vist sig ganske uholdbart, og landets indførelse har oversteget det udførsel med meget betydelige beløb, og begge disse for-hold har foranlediget, at zlotyen i den senere tid er faldet betydeligt under pari. [En bonde der har lånt penge i 1919 til at købe 12 heste, kunne (allerede) i august 1923 indfri gælden med et kilo kød!! Se Lukowski and Zawadzki, A Concise History of Poland, 2. Ed., Cambridge, 2007, side 237]. Om det vil lykkes ham at bringe landets pengevæsen på fode igen efter Grabski siden zloty´ens indførel-se ved sine økonomiske og skattemæssige foranstaltninger i den grad har forarmet befolkningen, at dens evne til på ny at fylde den tømte statskasse er udtømt, får stå hen”. Den eneste udvej kunne være at opnå et udenlandsk lån med sikkerhed i et af monopolerne, men det er et sårbart emne om-fattet med ”national forfængelighed”. En anden mulighed er fortsat en ”rentemark” efter tysk forbil-lede. Modtagelsen i pressen synes præget af tomgangsretorik – på den ene, på den anden side”.

159

Warszawa, den 26. november 1925 Lbn.1741. No. XXXII. Ministerpræsident grev Skrzynskis programtale. 1 bilag. [talen aftrykt i udgaven af den 27. november 1925]

Tiltrædelsestalen blev holdt den 25. november. Blandt de emner regeringschefen kom ind på, frem-tæves ”… bemærkningen om, at budgettet bør være reelt, således at de ordinære indtægter bør dæk-ke de ordinære udgifter. Derfor vil det være nødvendigt at reducere statens budget … efter en lige-lig fordeling … (uden forslag om) særlige restriktioner f.eks. på krigsministeriets budget [et udtryk som vel betyder ”grønthøstermetoden”?] … med hensyn til handelspolitikken har Polen … i de før-ste år fulgt … det liberale princip, der giver sig udslag i hele den polske lovgivning … de regule-rende foranstaltninger, som andre stater har truffet, (har nu) vist, at en liberal politik indenfor han-delsområdet har grænser, som ikke bør overskrides, grænser, som er bestemte af statens financielle balance. Angående Polen yder politik fremhævede grev Skrzynski det gode forhold, som Polen står i såvel til sine allierede, til Tjekkoslovakiet, som til Rusland efter Chicherin´ besøg, som også nu efter Locar-no til Tyskland [de baltiske lande nævnes ikke ??] Skrzynski sluttede med at understrege, at regeringen som koalition, havde til opgave at sanere den økonomiske politik, ikke at føre partiprogrammer ud i livet, skønt disse ikke var opgivet. Den socia-le lovgivning ville ikke blive rullet tilbage. ”… ordføreren for det kristeligt-nationale parti, der navnlig baserede sin opposition på, at regerin-gen ikke havde indtaget en tilstrækkelig klar stilling til spørgsmålet om at frigøre hæren for al parti-indflydelse… ordføreren hævdede (videre), at Polen internationale stilling ikke var blevet styrket ved de (i Locarno) trufne aftaler, men tværtimod svækket. Pressens udtalelser … stemmer i det væ-sentlige … (med denne holdning). Warszawa, den 28. november 1925 Lbn.1748.. No. XXXIII. Udenrigsminister greve Skrzynskis tale i Sejmens udenrigspolitiske kommission.

Skrzynski forelagde den 27. november Locarno-aftalerne forud for disses underskrivelse i London i Sejmen. Under den efterfølgende diskussion kritiserede redaktør Stronski, deputeret for Det kriste-ligt-nationale parti disse, og hævdede at de snarere svækkede end styrkede Polens stilling. Skrzynski svarede, at ”… hvis Polen stillede sig udenfor Lucarno-komplekset, ville landet stå isole-ret og uden forbindelse med de store demokratiske strømninger, der går gennem Europa. ”England … som altid har været ledet i konservativ ånd, har erkendt, at det for øjeblikket ikke kan tillade sig den luksus, som en sådan isolering må anses for. Det samme gælder Polen… en isolering må gan-ske simpelt betragtes som selvmord. Jeg kan ikke stærkt nok fraråde ... At forsøge at gå imod de nævnte store demokratiske strømninger. Ligesom i 1920 ville vi meget stærkt føle virkningerne af en sådan isolering, ikke alene blandt de andre regeringer, men også indenfor de anskuelser, der her-sker i Europas store demokratiske masser. Vi har allerede én gang gjort den erfaring, og jeg ønsker

160

den meget nødig gentaget. Det er umuligt at forkaste Locarno-pagten, thi det ville være det samme som at isolere Polen på ethvert område: politisk, diplomatisk og juridisk”. Der viste sig 19 stemmer for 5 imod underskrivelsen. De fem nejstemmer kom fra Det kristeligt-nationale Parti, ”Wyzwolenie” og de slaviske minoriteter. Warszawa, den 30. november 1925 Lbn.1749. No. XXXIV. General Zeligowskis udnævnelse til krigsminister.

”Wilnos erobrer, general Zeligowski, er blevet udnævnt til krigsminister… en sejr for Pilsudskis parti, idet generalen almindeligt betragtes som marskallens mand, lige fra den tid marskallen sendte ham ud på det berømmelige erobringstogt mod Wilna [sic], det, som er årsagen til, at Lithauen den dag i dag betragter sig at være i krigstilstand med Polen. Krigsminister general Zeligowski er vistnok ikke – således som man i og for sig skulle formode ef-ter hans antecedentia [fortidige handlinger] – nogen særlig handlekraftig eller energisk mand, end-sige nogen diktatortype. At det derfor skulle betyde en inklination til militarismen at sætte ham i spidsen for den polske hærmagt [noget af en preussisk glose], kan næppe formodes”. At han kunne virke som en rød klud for Rusland og udlandet i det hele taget måtte ses i lyset af, at ministeriet ikke spås nogen lang levetid, hvorfor det kunne være relativ ligegyldigt, hvem der stod i spidsen for krigsministeriet. Warszawa, den 3. december 1925 Lbn.1774. No. XXXV. Polsk-nederlandske forhandlinger om afsluttelsen af voldgiftstraktat.

En voldgiftstraktat med Holland sat i bero efter hollandsk ønske, idet den nederlandske charges d´affaires fortroligt fortæller, at den hollandske regering ”… var kommet til den anskuelse, at man ser sin interesse i, før en traktat afsluttes med Polen, at istandbringe et system af traktater med lande som Tyskland, hvor den praktiske betydning af en voldgiftstraktat er større”. Warszawa, den 12. december 1925 Lbn.1830. No. XXXVI. Finansminister Zdziechowskis exposé. 3 bilag. Finansministeren redegjorde for de financielle og økonomiske forhold i begge rigsdagens kamre den 10. december. Han tegnede et mørkt billede (”ikke lyst”) af forholdende, i modsætning til den forrige ministers rosenrøde tale og det imødeses med spænding, hvordan det skal lykkes ham at

161

skære 500 millioner zlotys ud af Grabskis budgetforslag på knap 2 milliarder. En beskæring på over 25 % må også siges at være en opgave. Finansministeren pegede også på nødvendigheden at få sat gang i produktionen, ”… så arbejdsløs-heden kan begrænses til fordel for både arbejderklassen, erhvervene og endeligt statskassen, der i øjeblikket betaler ca. 6 millioner zloty om måneden i arbejdsløshedsunderstøttelse. Usikkerhed om, hvad finansministerens udtalelser om det gunstig i et mindre fald i zloty´en i for-hold til ”den oprindelige paritet på 5,18 pr. dollar skulle betyde. Warszawa, den 29. december 1925 Lbn.1902. No. XXXVII. Kommunistisk virksomhed i Polen. [kommunisme] ”Det kan ikke siges, at kommunismen har fundet frugtbar jordbund for sin propaganda i Polen, om end de materielle betingelser derfor i og for sig må siges at være til stede, for så vidt som der i dette land findes en, efter vesteuropæiske begreber, uhyre forarmet arbejderklasse. Antallet af arbejdere i byerne … er cirka 800.000, og daglønnen for faglærte arbejdere andrager fra 5 til 10 zloty, for ikke-faglærte indtil 5 zloty, medens landarbejderne er noget lavere, ligesom betalingen til disse som regel sker i naturalier…” 25 % af ”byarbejderne” er arbejdsløse. Understøttelsen pr. dag er 60 groszy for ugifte og op til 2,5 zloty for gifte med større familie. Den nye regering har udarbejdet forslag til ny ”næringslov” – beskyttelse af arbejdsløse og fattig-understøttelse. Statens har truffet en ordning med særlig arbejdsløshedskommuner, hvor der gratis kan uddeles kul og mel til de arbejdsløse. ”… Når kommunismen under disse omstændigheder kun kan siges at være meget lidt udbredt, må man se den væsentligste årsag hertil deri, at den polske befolkning lever for nær op til Sovjetrusland til at gøre sig nogen illusioner angående den lykke, et bolsjevistisk styre ville bringe landet. Yderli-gere har en stor del af befolkningen … ved samtaler med de russiske soldater under bolschevikernes invasion i 1920 fået lejlighed til at danne sig et billede af tilstandene i Rusland som de var på den tid, måske den ulykkeligste i Ruslands historie. At bolsjevismen ikke vinder nogen større udbredelse her – af Sejmens 444 medlemmer er kun 3 kommunister – skyldes imidlertid ikke mangel på propaganda. Der gøres i Polen et endog meget stort arbejde i så henseende… ”, hvilket også fremgår af danske mediers jævnlige omtale af afslø-ringen af kommunistiske sammensværgelser i Polen. ”I eftersommeren [1915] lod man 3 kommuni-stiske agitatorer skyde. Sidst for kort tid siden overraskede det politiske politi i en forstad til War-szawa en sammenkomst mellem 8 kommunistiske agitatorer … medlemmer af den såkaldte ”Polske kommunistiske Partis Warszawa-eksekutivkomité” ”… det er ikke usandsynligt, at der i et så stort industricentrum som Lodz…” vil komme til urolig-heder i vinterens løb. [usikkert om dette er afslutning på depechen]

162

1926 [Depecherne ligger i et lyserødt omslag med ” Warshau. 1926” anført med sort blyant og omslutter af et nyt chartek med samme farve ”Warszawa 1926. Vedrørende stavemåder og sprog henvises til indledende kommentarer i afsnittet i Indledningen. Sidste depeche i 1925 affattet den 29.12, så der må have hersket ro i Polen – eller ferie på legatio-nen, da året 1926 indledes sent med: Warszawa, den 28. Januar 1926 Lbn.183. [alle tilføjet: /5.E.1, som jeg har

slettet] No. I. Polens udenrigspolitik.

Den polske regering søger at sikre Polen en permanent plads i Folkeforbundsrådet, datidens sikker-hedsråd. ”… Blade af alle partifarver forsikrer daglig, at det er ganske nødvendigt, at Polen får en sådan plads, da man ellers vil være uden modvægt overfor den indflydelse, som Tyskland kan for-ventes at ville gøre gældende til skade for de polske interesser…”. Følgelig udfolder det polske di-plomati store anstrengelse i såvel London som Paris. ”… Et andet interessent politisk spørgsmål, som offentligheden … endnu ikke overhovedet har be-skæftiget sig med, er fornyelsen af den polsk-rumænske alliancetraktat. Denne traktat udløber den 3. marts i år… Den nugældende alliancetraktat fastsætter, at Polen skal stå til rådighed for Rumænien med hele sin styrke i tilfælde af en russisk-rumænsk konflikt. Traktaten er gensidig … Forholdet er jo imidlertid det, at den polske armé, fortrinligt udrustet og velorganiseret, som den er, i kampkraft og effektivi-tet langt overgår den rumænske, således at den hjælp som Polen vil være i stand til at yde, og den hjælp, som det i givet tilfælde ville modtage, står i, et for Polen ugunstigt forhold til hinanden…”. Den polske hær ønsker derfor en ændring af den nuværende traktat for ikke at blotte den polske øst-grænse, [for ikke at tale om vestgrænsen], når der ikke kunne ventes effektiv hjælp, hvis Polen skul-le komme i krig med USSR. ”Til disse betragtninger kommer et andet moment af betydelig vægt, nemlig at Polen efter den en-tente”, som Skrzynski mener at have etableret, ”… nødigt vil optræde udfordrende … ved at forny den alene mod Rusland rettede alliancetraktat. Rumænien har jo som bekendt endnu ikke anerkendt det nye russiske regime, ligesom Sovjetrusland på sin side ikke anerkender de nye rumænske græn-ser i Besarabien og at der i det det hele taget er en stærk gnidning mellem de to lande. Det for Polen bekvemmeste og fordelagtigste ville utvivlsomt være at lade være med at forny trak-taten. Her spiller imidlertid det ridderlige moment ind, som man ikke kan frakende den polske fol-kekarakter, at man ikke synes man kan være bekendt, blot fordi Polen ikke længere har brug for Ru-mænien, så at overlade dette land til sin skæbne. Der arbejdes derfor i al stilhed … for at finde en ordning, hvorved traktaten i al væsentlighed bevares, men med visse ændringer, der dels begrænser Polens forpligtelser til i givet tilfælde at stille hjælp til … rådighed, og dels gøre traktaten mere plausibel set fra Ruslands side”. Warszawa, den 1. februar 1926 Lbn.200. No. II.

163

Polens økonomiske situation. 1 bilag.

”For en rent overfladisk betragtning kan det synes som de økonomiske forhold … i den allerseneste tid har undergået en ganske væsentlig bedring. Man ser også herfra inspirerende artikler fremkom-me i udenlandske presseorganer, hvori zlotyens stigning som basis udtales, at alt her igen går såre godt. … (det) bør man være meget varsom med at fæste for megen lid til … zloty-en er ganske vist steget betydeligt”. Dollarkursen i Polen: 1.12.1925 9,85, 14.12.1925: 10,50 (på den sorte børs: 12,50) 30.12.1925: 8,35. 01.02.1926: 7,28 ”… den kurs, man har underkastet erhvervslivet ved gennem prohibitivt virkende toldforhøjelser og indførselsrestriktioner at forvandle importoverskuddet til et eksportoverskud har virket, som … me-get træffende (omtales som) … en ”hungerkurs”. [Der var, med citat fra finansminister Zdziechowski´ exposé den 28.1. i Sejmens finansudvalg tale om følgende udvikling i eksportoverskuddet i 1925: : Sep. 36 mill. zloty Okt. 51 ” Nov. 70 ” Dec. 103” , [ Kilde: ”Le Messager Polonais”, No. 25 (320), 1926, s. 3, sp. 1 ] Fra i december 1925 var der således et eksportoverskud på 103 mill. zloty, men ”… når handels-balancen er blevet aktiv [udviser overskud] er dette gode imidlertid købt dyrt. Det er nemlig ikke blot for rene luksusartiklers vedkommende, at indførselen er gået tilbage, men det samme gælder også for en stor del af de råstoffer, der tidligere fandt anvendelse i den nu for cirka 50 %´s ved-kommende stilleliggende industri”. Gesandten peger på, at udtalelser om polsk økonomi fra en amerikansk professor Klemmerer, der opholdt sig 8 dage i Polen, inviteret af den polske regering som honorerede ham med 10.000 dol-lars, og skulle være tilknyttet ”The American Tobacco Company”, skal tages med et gran salt, da en deltagelse fra ATC´s side i det polske tobaksmonopol har været på tale. ”… Wladyslaw Grabski udarbejdede i sin tid et statsbudgetoverslag for 1926, hvori statens udgifter ansloges til 2,2 milliarder zloty…” dette budget skal nu beskæres med 500 millioner zloty. [Se No. XXXVI af 12.12.1925]. Forslaget er fremlagt den 28. januar 1926 i Sejmen. Finansministeren pegede i sin forelæggelse på ”… den væsentligst vanskelighed ved at bringe lan-dets økonomi på fode igen ligger i at bringe statsbudgettets krav til befolkningen i overensstemmel-se med dennes økonomiske ydeevne. Det får stå hen, om regeringens af ministerens lovpriste forholdsregler til støtte af zloty-en i det lan-ge løb er en fordel for befolkningen, men det er givet, at man i hvert fald foreløbig har fået bugt med baissespekulationen.

164

Af interesse er udtalelsen om betimeligheden af at vende tilbage til guldparitet; særlig bemærknin-gen om, at dette spørgsmål ligger noget anderledes for Polens vedkommende end for lande som England, hvor guldparitet er skabt ved tradition, ikke som her, ved et dekret. Jeg skal forbigå de fremsatte bemærkninger om muligheden for at opnå udenlandske lån, der næppe vil blive til virke-lighed de første måneder. Regeringen har … ført forhandlinger i så henseende med mange finans-grupper, men de hidtil … opstillede betingelser er så hårde, at de selv med Polens stærke trang til kredit i øjeblikket synes uantagelige.”. Warszawa, den 12. februar 1926 Lbn.77. No. III. Polen og Folkeforbundet. Gesandten talte den 11. februar med viceudenrigsminister Morawski, der tidligere havde været Po-lens faste repræsentant i Genève om mulighederne for en fast plads til Polen i Folkeforbundsrådet. Der var forlydende om, at Spanien ville få en fast plads, hvorefter Polen skulle overtage Spaniens ikke-permanente. Morawski fortalte, at ”… man arbejde stadigt på, samtidig med Tysklands ind-træden, … at få oprettet yderligere tre faste mandater, henholdsvis til Brasilien, Spanien og Polen …”. En udvidelse af rådet var til gunst for arbejdet i forskellige udvalg, dels flere medlemmer at tage af, dels muligheden for at indgå kompromisser bag lukkede døre, idet forelæggelse i plenum kunne be-tyde, at man måtte gå imod en sag. Sad man i et udvalg, kunne man spille på, at man stod overfor et ellers enigt udvalg. – og dermed lettere forklare, hvorfor man havde måttet tiltræde et forslag. Warszawa, den 13. februar 1926 Lbn.84. No. IV. Kabinettet Skrzynski. En af to socialistiske ministre, minister for offentlige arbejder, Moraczewski trådt tilbage, officielt af helbredsgrunde, reelt grundet samarbejdsvanskeligheder. Formanden for den socialdemokratiske gruppe, Barlicki blev ny minister. Warszawa, den 22. februar 1926 Lbn.335. No. V. Polen og Folkeforbundsrådet. Spørgsmålet om en permanent plads til Polen i [Folkeforbunds-] rådet er det store emne i alle kred-se. Under præsidentens middag for en afgående fransk ambassadør talte den danske gesandt med Skrzynski, som ikke var i tvivl om berettigelsen af en polsk plads i rådet ”… det ville ligefrem være at snyde Polen for resultatet af den fredsvenlige politik, det havde lagt for dagen såvel i Locarno som under de på grev Skrzynski´ eget initiativ senere forfaldne begivenheder, nemlig standsningen af udvisningen af tyske optanter og forhandlingerne om spørgsmålene om likvidation af tysk ejen-dom i Polen. Der kunne let komme en farlig situation frem, hvis ikke Polen havde sin faste repræ-sentant i Folkeforbundet, idet en fremtidig ikke tilstrækkeligt koldblodig og fredsvenlig polsk uden-

165

rigsminister måske kunne forledes til at foretage overilede skridt, når han ikke var sikker på i Folke-forbundet til enhver tid at kunne imødegå og neutralisere endnu propaganda, som Tyskland kunne forudses stadigt at ville udøve mod Polen…”. Ministeren ville overveje at træde tilbage, hvis Polen ikke opnåede den ønskede plads. ”… Dette sidste er dog sikkert overdrevet og formentlig kun et ar-gument, som grev Skrzynski bruger som skræmmebillede overfor de venligtsindede … regeringer, der sikkert alle anerkender hans virkeligt overlegne og conciliante [forsonende] syn på og ledelse af Polens udenrigspolitik. På mit spørgsmål, hvorledes de fremmede lande stillede sig til Polens krav, svarede udenrigsministeren, ”… at Tyskland propagerede meget stærkt derimod … medens Frank-rig gjorde sit yderste for at støtte Polen. Med hensyn til England, … (var) mr. Chamberlain absolut for Polen, men … den offentlige mening i England syntes at volde visse vanskeligheder. Mit hovedindtryk af samtalen var, at grev Skrzynski … nærer visse forhåbninger om at se sit mål realiseret. Under den stilling, Rusland indtager som mere eller mindre stående udenfor den europæi-ske koncert, vil opnåelsen af (et) permanent søde i Folkeforbundsrådet naturligvis være et smukt skridt frem mod det, er Polens ambition: at blive den ledende slaviske stat indenfor det egentlige Europa”. Warszawa, den 26. februar 1926 Lbn.357. No. VI. Polen og Folkeforbundsrådet. [1 bilag: klip fra forsiden af ”Le Messager Polonais”, No. 46 (341) af 26. 2. 1926 ]

Skrzynski forlagde den 25. februar forslag til ratificering af den polsk/franske garantitraktat og den polsk-tyske voldgiftstraktat som vedtaget i Locarno og underskrevet i London. Hans forelæggelsestale var mere rettet mod udlandet end til Sejmen – i store træk en gentagelse af samtalen, som refereres i No. V af 21. 2. 1926 – men med mere smiger til Chamberlain; talen var ”præget af ønsket om at stå tæt op til den britiske regering … Polen havde ikke vendt sig mod Tysk-lands optagelse i Folkeforbundet, men skulle Tyskland have en permanent plads ”… kræver al bil-lighed, at en lignende plads tilfalder Polen” … ingen betingelse til Locarno ”… dette store freds-værk [sic] … Locarno-fredsværket vil ikke være komplet, medmindre den polske republik indtager sit sæde i Folkeforbundetsrådet”. De liberale aviser udtrykker tilfredshed med talen, medens højrepartierne, især ”Warszawianka” (Stronski) fremhæver, at det blot var naturligt, at en polsk udenrigsminister arbejdede for en fast plads i forbundesrådet, ganske som Tyskland havde stillet som betingelse for sin indtræden i Folke-forbundet, at det fik en fast plads. Den danske gesandt havde den 25, februar en samtale med den engelske gesandt, sir William Max-Muller [tidligere angivet som ”Max Müller”], der bekræftede, at den engelske regering var stemt for en fast plads til Polen i Forbundsrådet. Sir Williams private opfattelse var, at aftale herom ville fal-de på plads forud for plenarforsamlingen. Han betragtede Sverige´ holdning som udelukket inspire-ret af dets tyskvenlige følelser, men at Sverige i sidste ende ville bøje sig. [Danmark støttede Sverige´ holdning ud fra principielle grunde, nml. at Forbundsrådet ikke måtte svulme op, idet det ville svække plenarforsamlingen og dermed de små lande,] Warszawa, den 26. februar 1926 Lbn.385.

166

No. VII. Den monarkistiske bevægelse i Polen. ”Lige fra begyndelsen af mit nu godt treårige ophold i Polen har jeg stadigt nu og da fra privat og u-ansvarlig side hørt udtalelser om det ønskelige i, at man ”… kom bort fra det republikanske system og over til det konstitutionelle kongedømme … det ville for mange være den endelige besegling af Polonia Restituta…[”at Det genskabte Polen var en realitet”, min kursiv]. Hertil kommer for en dels vedkommende de rent praktiske betragtninger, at det for en stat af Polens struktur ville være af stor betydning at opnå den kontinuitet og stabilitet, som kongemagten i højere grad end republikken med de stadig genkommende præsidentvalg tilsikrer. Disse enkelte røster … er efterhånden blevet flere og flere. Blandt tilhængerne … (kan nævnes) f.eks. fyrst Zdzislaw Lubormirski, der var medlem af det under den tyske okkupation her indsatte tremands-regentskab…”. Lubormirski skal have deltaget i et møde med 800 bønder, der ville kongedømmet og Det kristeligt-nationale Parti har på et nylig afholdt partimøde erklæret sig for kongedømmet, idet det til ”… til-sikring af kontinuitet og ligevægt er af største vigtighed, at statsoverhovedet giver udtryk for noget bestående, og derved forlener statens styrelse med større betydning og værdighed. I en stat med en så sammensat befolkning som Polens og med en geografisk beliggenhed som dette lands, er trangen til og muligheden for et arvekongedømme tilstede…”. Denne erklæring er ret enestående og det forventes nu, at den royalistiske propaganda vil blive mere åbenlys. Det kristeligt-nationale Parti (Stronski) råder over 26 mandater i Sejmen og 9 i Senatet [de to kamre udgør samlet Nationalforsamlingen], hertil kommer et enkelt radikalt medlem af Sejmen. Ikke noget stort tal, men man bør ikke undervurdere betydningen af den åbne royalisme [min kur-siv], ”… thi indenfor den tidligere russiske del af landet – er et mere eller mindre bevidst ønske om på ny at se en czar eller konge i spidsen for riget”. Warszawa, den 11. marts 1926 Lbn.452. No. VIII. Den øjeblikkelige situation i Polen. 1 bilag: “Weshalb nicht in der Sprache Kis-Wahili?“ [swahili],oversættelse til tysk fra ” Rzcecz-pospolitika” af 10.marts 1926,

Stor nervøsitet vedr. økonomien, men også til landets stilling, når det som nu ventet ikke opnår en fast plads i Forbundsrådet, idelige ”meget skarpe og ubeherskede artikler i den polske presse mod Tyskland”. Spekulationer i pressen om, at Tyskland står bag nylige grænsetilfælde på den lithauisk-polske grænse. Disse gentagne foreteelser er man vante til i Polen på linie med skærmydsler på den russisk-polske grænser, men medens man vedr. sidstnævnte har nedsat en Commission de conciliation [ forligs-kommission, min kursiv] har Lithauen ikke ønsket at deltage i en sådan med Polen, som man be-tragter sig som værende i krig med. [ophører først 1938]. ”Som et andet udslag af den øjeblikkelige nervøsitet og af de særlig mod Tyskland ophidsede følel-ser kan man formentlig betragte den artikel, som i går fremkom i ”Rzceczpospolitika”, hvori dette

167

blad skarpt [og berettiget] kritiserede udsendelsen gennem gesandtskabet af en på tysk affattet ind-bydelse til ”Dansk Købestævne”… (Der henvises til artiklen) hoslagt vedlægges i oversættelse til tysk, samt til Indberetning No. 126 af 11. marts 1926.” [Indberetning No. 126 ligger ikke ved sagen] Warszawa, den 15. marts 1926 Lbn.473. No. IX. Polen og Folkeforbundsrådet. Det danske udenrigsministerium havde den 27. februar sendt et kodetelegram (”No. 2 af 27. februar 1926.”) om den danske holdning til Sveriges stilling til udvidelsen af Forbundsrådet. Gesandtskabet havde ikke haft en passende lejlighed til at videregive indholdet til det polske udenrigsministerium. Såvel den svenske, som den danske holdning udlægges som ”tyskvenlig”, hvor tonen i ”Rzcecz-pospolitika´” kommentar var så skarp som den var. ”… Der (er) i det radikale organ ”Glos Prawdy” [”Sandhedens stemme” ], for den 13. marts., frem-kommet … en meget skarp artikel mod Finland. I den artikel beskyldes den nusiddende finske rege-ring for i stedse højere grad ar nærme sig Tyskland, og bladet angriber særligt den finske regerings for at have gået Tysklands ærinde ved at lade de herværende gesandtskaber overrække … en note om … at den finske regering ganske giver sin tilslutning til Sveriges standpunkt …(i Forbundsråds-sagen). Bladet siger rent ud, at Finland, der ikke har nogen plads i rådet, ved at give denne medde-lelse har blandet sig i en sag, der ikke vedkommer det, samt at det polske udenrigsministerium bur-de have nægtet at modtage noten”. Den finske gesandt fortæller, at der slet ikke fundet nogen note-udveksling sted – [ og, om der havde, ville det kun være en fordel for den polske regering at kende den finske holdning på forhånd]…” Warszawa, den 20. marts 1926 Lbn.508. No. X. Polen og Folkeforbundet. ”… Den offentlige mening… gør sig klart, at det negative resultat af forhandlingerne [i.e. om en fast plads til Polen i Forbundsrådet der endte med udsættelse af spørgsmålet, herunder også om Tysklands plads] skaber en vanskelig international situation … der er imidlertid enighed om et: At Polen for sit vedkommende kan – (og) som vel (det) eneste land. Være tilfreds med, at det gik som det gjorde i Genève. Det er i sig selv af største værdi for Polen, at Tyskland ikke har fået sæde i rå-det før det; man håber her nu på, at det i øjeblikket umulige – at få et permanent rådssæde – kan la-de sig gøre til efteråret [september 1926]. Hertil kommer…” at man nu kender de hurdler man skal overvinde bedre end her, første gang. Der er i øvrigt glæde over, at Skrzynski førte en ” mådeholden og forsigtig politik” under forhandlingerne og dermed ikke bidrog ”til at forhandlingerne bristede”. ”Den faktiske afspænding, man nu føler i Polen … har bl.a. bevirket, at de daglige presseangreb på Tyskland er blevet indstillet. Man konstaterer med glæde, at Polen i Geneve har vundet i prestige og fået nye venner. Således nævnes Mussolini som den geniale politiker, og om den italienske nation udtales, at den altid har vist en levende sympati for Polen og nu har frigjort sig for de i en tid frem-

168

herskende tyske sympatier, … at Frankrig endnu en gang har vist sig som en tro allieret … værdien af et venskabsforhold til Tjekkoslovakiet (fremhæves). Endeligt får Jugoslavien nogle pæne ord”. Det polske udenrigsministerium betragter ”… resultatet som den næstbedste løsning. At man dèr er meget tilfreds med denne, er vist ikke for meget sagt, da man havde opgivet at opnå den bedste løs-ning denne gang, (nml.) permanent sæde i rådet”. Gesandten personlig opfattelse var, ”at Polen antageligt (rent, pvs) indenrigspolitisk vil høste megen gavn af den nuværende stilling. Denne vil sikre ministeriet Skrzynski´ forbliven, hvad der er af den største betydning i øjeblikket, hvor Polens erhvervsliv trænger til ro og stabile forhold”. Warszawa, den 22. marts 1926 Lbn.520. No. XI. Polen og Rusland. [Depechen omhandler rygter om sovjetiske planer for en polsk sovjetrepublik i det nordvestlige Ukraine, noget lignende blev faktisk oprettet. Nemlig de to ”autonome” [sic] områder hhv. March-lewszczyzna, 100 km. vest for Zhitomir (1925 – 1935) og Dzierżyńszczyzna, ved Minsk (1932 -1938). Navngivningen er så banal, at det vil noget og peger på mulig kim for en polsk sovjetrepu-blik på linie med en lignende ”finsk” på det østlige Karelen]. Der hersker usikkerhed med hensyn til forholdet til de baltiske stater – med undtagelse af Lithauen. Forholdet til Sovjetrusland er forbedret, men mest på det samhandelsmæssige område. ”… At det er et politiske forhold er lige så godt er ikke så givet, og man tager næppe fejl i, at Polen med bekym-ring ser hen på den virksomhed, der udfoldes af de russiske gesandtskaber i de baltiske landes ho-vedstæder.” Der går forlydender om, at man centralt i Moskva ønsker at oprette en ”polsk sovjetrepublik”, idet der er områder i det nordlige Ukraine hhv. sydlige Hviderusland, hvor polakker er i flertal. Den sov-jetiske centralkomite skulle angivelig ønske at svække Den ukrainske SSR. ”Da den polske gesandt i Moskva i sin tid [hvornår?] underrettede sin regering om sagen, betragtede denne til en begyndelse planens realisation som lidet stemmende med polske interesser. Man mente – stadigt ifølge min hjemmelsmand – at en sådan decentralisation erfaringsmæssigt ville medføre en udvidet anvendelse af terror overfor de i den nye republik boende polakker”. Gesandten skulle have understreget, at den typiske russiske anvendelse af terror var centralt styret og, at det selv med forbedrede leveforhold i Sovjetrusland ville det være i Polens interesse at landet var opdelt i så mange republikker som muligt, idet ”… et sammenbrud ved given lejlighed ville væ-re lettere at iværksætte. Overfor disse argumenter skulle den polske regering have bøjet sig og beor-dret gesandten til at støtte bestræbelserne for oprettelsen af en republik af nævnte art”. At man ikke søgte at opnå disse polakkers udrejse til Polen skyldes det forhold, at man i forvejen havde et befolkningsoverskud som overvejende søgte mod Frankrig og USA, en indvandring østfra ville sætte yderligere pres på den i forvejen medtagne økonomi og den haltende jordreform [min kursiv]. Den danske gesandt, der ikke kendte til sagen forud, henvendte sig derpå til referenten for russiske sager i det polske udenrigsministerium for at få afkræftet eller bekræftet sagen. ”Den pågældende meddelte mig, at sagen i sin tid [igen: hvornår] var rejst af Centralregeringen i Moskva, at den lokale regering i Ukraine imidlertid bestemt havde sat sig imod, og at man derefter havde ladet den falde. For Polens vedkommende havde man ønsket, at den havde ladet sig realisere. Som forholdet nu var, søgte den i Ukraine boende polske befolkning i stort antal over grænsen her-til. [min kursiv]. Ved oprettelsen af en polsk sovjetrepublik havde den polske befolkning imidlertid antagelig fået sådanne kår, at den var forblevet, hvor den er. Polen ville derved have fået et vist

169

grænseværn – på den anden side af grænsen – og skærmydslerne langs grænsen ville antagelig være blevet sjældnere. Om end det ovennævnte … således savner aktuel interesse… (indberettes) til belysning af en op-mærksomhed, hvormed man er tvunget til at følge udviklingen i Rusland”. Warszawa, den 25. marts 1926 Lbn.543. No. XII. Polen og Folkeforbundet. Grev Skrzynski afgav den 23. marts beretning for Sejmens udenrigskomite om resultaterne af sidste møde i Folkeforbundet. Plenarforsamlingen [general - ] havde slet ikke haft lejlighed til at drøfte sagen. ”… Greven nævnte, at Polen måtte forlange at blive optaget i Folkeforbundsrådet samtidig med Tyskland ... dette krav skyldtes ikke prestige-hensyn, men at det … er umuligt at sikre freden og den ”moralske afrustning”, medmindre Polen får plads ved rådsbordet samtidig med Tyskland… 90 % af de … repræsenterede nationer anerkendte Polens standpunkt”. Den deputerede Stronski tog derpå ordet og holdt en længere tale præget af hans grundsynspunkt, at Locarno-aftalerne ikke burde være accepteret af Polen. Tyskland havde forberedt sin position i for-hold til forbundsrådspladsen siden oktober 1924, men ”Vort permanente rådssæde var overhovedet ikke forberedt, og der var knap tale om den ikke-permanente plads”. Ved mødet ”… havde det til fulde vist sig, hvad ”Locarnoånden” var værd. Der havde man set, at Locarno for Tyskland ikke er et middel til en udligningspolitik [læs: forsonings- ], men kun et kampmiddel. Locarno er ingen ny etape i ligeberettigelse, men en ny trussel for freden i Østeuropa”. Endelig fremhævede (han), at man udelukkende kunne takke Brasiliens veto for, at Polen nu var blevet reddet i Génève”. Skryzinski svarede, at han nok mente at kende forløbet bedre og sagde derpå, rettet til England:” Ville Tyskland gå mod Polen og heri blive understøttet af England, hvilken politik måtte man da slå ind på? Var det ikke bedre om England blev stående på middelvejen og delvis trådte i brechen for Polen. En forståelse med England er netop vor politiske hovedopgave”. Warszawa, den 29. marts 1926 Lbn.564. No. XIII. Polsk-rumænsk garantipagt. [Indholdet af depechen svarer til den vurdering som gesandtskabet fremsendte den 28. januar i No. I, men givetvis også præget af Locarnoånden!!] Pagten blev underskrevet den 26. marts i Bukarest. Teksten kendes ikke endnu, men ”… § 1, der slutter sig til Folkeforbundspagtens § 10, bestemmer, at de to magter gensidigt sikrer hinandens po-litiske uafhængighed og territoriale integritet”. De to ungarske og bulgarske charges d´affaires havde været til møde i polske udenrigsministerium hos Kajetan Morawski, der understregede – uden at råde over teksten – ”… at traktaten ikke var ret-tet mod noget af de to lande, men nøje sluttede sig til Folkeforbundspagten”. Den ungarske diplomat mente, at pagten var et ”stort nederlag for Rumænien, at den afspejlede sov-jetisk indflydelse i Warszawa, at Rumænien ikke kunne vente nogen militær hjælp fra Polen i på-kommende tilfælde [ i.e. et sovjetisk angreb].

170

Warszawa, den 29. marts 1926 Lbn.565. No. XIV. Polens økonomiske politik. [Vedlagt side af ”Le Messages Polonais”, No. 72 (367) med ministerens tale in extenso.] Finansminister Zdziechowski holdt den 26. marts en tale i Sejmens finansudvalg (anført som ”bud-getkommission”) om den økonomiske situation og statens bekymringer i samme anledning. Forskellen mellem indtægter og udgifter for 1925 – et underskud på 314 mill. zloty - var nedbragt ved ”med hård hånd (at) inddrive de resterende skatter”. Udenlandske lån var betinget af dels balan-ce på statsbudgettet, dels en stabilisering af zloty´en. ”Ministeren nævnte kort den frygtelige ar-bejdsløshed…” og de heldige bestræbelser på at bekæmpe prisstigningen. ”… Af særlig interesse er finansministerens udtalelse om de forskellige måder, på hvilken der kan bringe balance i statsbudgettet: ved lån, ved inflation, ved forøgelse af statsindtægterne og ved ned-sættelse af udgifterne… Der er … kun to muligheder…: at forøge statens indtægter eller reducere dens udgifter. Det første middel frembyder kun begrænsede muligheder med den i forvejen hårdt belastede befolkning. For en objektiv betragtning … (må) Polen før eller siden gå den vej, som ministeren helst ser…, nemlig at nedskære budgettet”. Han kredser om tjenestemændenes lønninger eller afskedigelser. Med hensyn til lønningerne er de så lave, at de næppe kan være mindre. Afskediger man tjeneste-mændene forlænger man arbejdsløshedskøen. De socialdemokratiske medlemmer af regeringen vender sig mod begge dele, hvorfor ministeren må gå af og/eller regeringen falde. Warszawa, den 31. marts 1926 Lbn.583. No. XV. Polens økonomiske politik. Der er indgået kompromis om, at de 11 øverste af de 16 lønklasser får reduceret deres løn med en á conto betaling, hæver en senere lov dette beløb, skal der betales tilbage. Hermed kunne vedtages et provisorisk budget for april måned (1926). [det går fra hånden i munden, måned for måned siden midten af 1925] Warszawa, den 8. april 1926 Lbn.606. No. XVI. Polsk-rumænsk garantipagt. Polen har ”… med megen behændighed holdt sig til Folkeforbundspagtens bestemmelser … (og) således praktiseret ”Locarnoånden” og har kopieret Frankrigs optræden i Locarno, hvor den fransk/polske garantitraktat jo blev betydeligt svækket på en ganske lignende måde”. Rumænien har for ikke at ”tale mere derom” underskrevet traktaten, men en militærmission er allerede afrejst til Bukarest for at udfylde traktatens § 2 og den der omtale ”tekniske overenskomst (arrangement)”. Undertegnelsen anses som endnu en diplomatisk sejr for Skrzynski ”… og denne sag er et yderlige-re skridt fremad i tilnærmelsesbestræbelserne, der er i gang overfor Rusland … Forholdet … bedre sig, væsentligt takket være de polske bestræbelser herfor, efter dømme dag for dag”.

171

Warszawa, den 4. maj 1926 Lbn.762. No. XVII. Udenrigspolitik. Der anføres to vigtige udenrigspolitiske forhold: 1) Skrzynskis rejse til Prag og Wien – officielt for at underskrive traktater hhv. normalisere forhold 2) Den tysk-russiske ”Berliner-overenskomst” Ad 1: Skrzynski udviser forståelse for, at ”Polens farlige geografiske beliggenhed gør det nødven-digt indtil videre at spille på flere strenge”…”Locarno lærte…, at man ikke skal sætte alt for megen lid til, at alliancen med Frankrig til evig tid vil skaffe Polen en sådan støtte … den almægtige ven… Kort sagt, man opstiller det spørgsmål, hvilken faktor vil i det lange løb blive den vigtigste faktor for Frankrig, Rusland eller Polen, og man frygter, at det bliver det første land. Det er ud fra en så-dan tankegang at grev Skrzynski til en vis grad har lyttet til lokketoner fra Moskva og nærmet sig Rusland, og det er noget lignende, der ligger til grund for hans rejse til Prag. Forholdet mellem Tjekkoslovakiet og Polen har ingenlunde været godt. Det var vel næppe muligt, da kortet over Østeuropa blev lavet efter krigen, at gøre det på en måde, der kunne mætte de for-skellige nye landes hunger efter at få så stort et territorium som muligt, og at Øst-Galizien kom til Polen og Teschen til Tjekkoslovakiet var forhold der ... avlede megen bitterhed (i begge lande) – om den var faktisk begrundet får stå hen. [Mener gesandtskabet, at Tjekkoslovakiet havde ambitio-ner i Øst-Galizien?] Også den udenrigspolitiske orientering har til en vis grad skilt de to lande, idet Czekoslovakiet stadigt har søgt at stå i et bedst muligt forhold til Tyskland, overfor hvilket land Po-len til stadighed har stået og står skarpt. Et af de værste ”zwischenfälle” [episoder] var, da tjekkerne for nylig spærrede grænsen for polsk kvæg under påskud af mund- og klovsyge i Polen...”. Krisen var nu under løsning, men fremkaldte ”en stærk animositet” mod tjekkerne.”... Den omhandlede forholdsregel må opfattes som modtræk i anledning af, at Polen for nogen tid siden fremsatte udførselsforbud for råolie for at holde sine egne raffinaderier i gang i så stort omfang som muligt, naturligvis til stor skade for de tjekkiske raffina-derier. Forholdet mellem de to lande var altså ingenlunde godt, da grev Skrzynski kom til Prag ...”. Man er fra polsk side interesseret i at søge indflydelse på den lille Entente [ i.e. Et traktatsystem med bilate-rale aftaler mellem Tjekkoslovakiet og Jugoslavien (1920), Tjekkoslovakiet og Rumænien (1921) og Rumænien og Jugoslavien (1922)] samt støtte til det polske ønske om permanent sæde i For-bundsrådet. ”... I Wien har forhandlingerne hvilet på et noget andet grundlag”: Før Østrigsk deltagelse i delin-gerne af Polen i form af dynastiske forbindelser og det fælles minde af den polske undsætning af Wien da byen blev belejret af tyrkerne i 1683. I delingstiden [1772 – 1918] var det østrigske styre præget af imperiets multikulturelle struktur og derfor langt mindre hårdhændet end i hhv. det tyske og det russiske delingsområde. ”Af de officielle taler ...” citeres Skrzynski´ tale til den østrigske kansler, ”hvor greven angående Locarno-overenskomsterne udtalte, at de ikke er rettet mod nogen og udelukker muligheden for en-hver separat overenskomst udenfor Folkeforbundets rammer. Denne udtalelse har særlig interesse med henblik på Berliner-overenskomsten...” [mellem Tyskland og Rusland].

172

”... Den russiske regering (har) i løbet af det sidste års tid udfoldet en betydelig virksomhed for at bringe garantipagter under den ene eller anden form i stand med Polen og de baltiske stater. Lithauen, der overfor Rusland fører en isoleret politik [med andre ord, en politik der ikke er koordi-neret med de øvrige baltiske lande] vil efter ... (det polske) udenrigsministeriums mening antageligt afslutte en non aggressions-traktat med Rusland en af de nærmeste dage, (der er) endnu videregåen-de end den tysk-russiske traktat. For så vidt angår Finlands, Estlands og Letlands stilling til dette spørgsmål vil ... (det danske udenrigsministerium) være underrettet ad anden vej, og ... (gesandtska-bet skal bemærke) at ... (det polske) udenrigsministerium har meddelt ..., at disse tre magter antage-ligt i nærmeste fremtid i enslydende noter vil meddele den russiske regering, at de ikke ser sig i stand til at gå ind på særoverenskomster, og at en eventuel fællesoverenskomst må være affattet i en sådan form, at der ikke kan være tvivl om, at den er i overensstemmelse med ånden i folkefor-bundspagten. For Polens vedkommende udtalte … Hr. Gaetan Morawski, til minister Arnstedt umiddelbart før dennes afrejse til Bukarest [december 1925] at der ingen forhandlinger har været ført, men at spørgsmålet om afsluttelsen af en sådan traktat højst har været berørt rent samtalemæssigt, og at Po-len under ingen omstændigheder ville være villig til at afslutte nogen traktat, der er i strid med Fol-keforbundspagten. Det er vel nok noget meget sagt, at spørgsmålet kun skulle have været rent ”sam-talemæssigt” berørt…” I brev til af 3. november 1925 til chefen for udenrigsministeriets politisk-handelspolitiske afdelings I. kontor, oplyste gesandten, at en departementschef i det sovjetiske udenrigsministerium var i Warszawa og der ”… taltes da om en russisk-polsk garantipagt. Chefen for det polske udenrigsministeriums afdeling ”Vest”, ” udtalte i dag over for mig, at spørgsmålet første gang var rejst under den russiske udenrigsministers besøg i september (1925)”. Den pågæl-dende mente, at Polen ikke ville have en ”neutralitetspagt” eller ”non-aggressions-traktat”, [ikke-angrebspagt] da en sådan ville stride mod Folkeforbundspagten. ” Idet jeg efter dette indskud skal komme tilbage til den nu undertegnede tysk-russiske traktat, skal jeg bemærke, at pressen her i det store og hele betragter den som rettet mod Polen. Man synes imid-lertid …(her) at være ganske godt underrettet om forhandlingernes forløb og Tysklands fortolkning af traktatens tekst, og jeg tor ikke, at det polske udenrigsministerium … ser en trussel rettet direkte mod Polen”. Man er mere betænkelig ved traktatens modstrid med ånden i Folkeforbundspagten. ”… Polen mener, at folkeforbundspagtens hovedøjemed er at skabe samling. Rusland har til enhver efter krigen vist, at dets bestræbelser går ud på at modarbejde samling i Europa. Det centrale i fol-keforbundspagtens artikler 16 og 17 er, at de enkelte interesserede magter ikke selv skal træffe be-stemmelse om, hvem der er angriber og hvem der er den angrebne part. Når Tyskland umiddelbart før det går ind i Folkeforbundet og søger optagelse i dettes råd af slutter en neutralitetspagt med et land, der frem for alle andre er imod folkeforbundstanken, og det i denne traktat bestemmes, at her af de kontraherende parter selv skal afgøre, om den ene eller anden part er angrebet eller ej, da er dette et så absolut skridt mod den ånd, der har præget de senere års konferencer …, at Polen … må råbe ”Vagt i gevær!” Polen vil sammen med Frankrig og Tjekkoslovakiet søge uddybning af den tyske holdning i Berlin. Warszawa, den 6. maj 1926 Lbn.788. No. XVIII. Udenrigspolitik [USSR-Lithauen] Forlydender om sammenbrud i forhandlinger om en sovjetisk-lithauisk ikke-angrebspagt, da USSR kun vil give garantier for Wilna [Wilno], men ikke Memel [man har sine nye tyske venner at tænke på, samt det forhold, at stort set alle indbyggere i området var tyskere, om end sådanne subtile over-

173

vejelser ikke betød noget for det tilsvarende forhold til Wilno, her var befolkningen ”bare” polak-ker]. Der hersker tvivl om den tjekkiske holdning til en permanent plads i rådet til Polen. Warszawa, den 11. maj 1926 Lbn.790. No. XIX. Den indenrigspolitiske stilling i Polen og ministerskifte. Skrzynski´ samlingsregering trådte tilbage den 5. maj. Man havde i Polen håbet på, ”… at denne regering ville skabe basis for en sund og god administra-tion, indtil et politisk parti med flertal i Sejmen på ny ville påtage sig at danne [en sådan flertalsre-gering] Den mest betydningsfulde post i Skrzynski´ regering havde været finansministeriet, da ”… den økonomiske situation … efter hr. Grabski´ vaklende finanspolitik var meget slet. Store kredse håbe-de derfor på, at hr. Zdziechowski … skulle vise sig at være i stand til at skabe bedring i statens fi-nanser, da statsgælden er ubetydelig, først og fremmest ved at bringe balance i budgettet og dermed skabe mulighed for udenlandske lån til Polen, hvis erhvervsliv stadigt kæmper med stor pengeman-gel og deraf følgende høj rentefod. Desværre gik det ikke som håbet. Da Grabski trådte tilbage, havde ”Bank Polski” pantsat 51 af sin guldbeholdning på 133 millioner zloty i ”Bank of England” og brugt de derved indvundne deviser til at støtte den vaklende zloty. I dag er det sidste nævnte tal vokset til 80 millioner. Dengang havde ”Bank Polski” en deficit i sin devisebeholdning på 16 millioner, i dag vokset til 18 millioner. Sam-tidig er zloty´en faldet ca. 30 %. US dollar, der, da zloty var i pari, blev noteret til 5,18 [tidspunkt?] steg stærkt i efteråret [1925], fladt igen ved årsskiftet, hvor kursen svingede mellem 7 og 8, og handles nu til omkring 11 [ pr. zloty]. I november 1925 var der 240.000 registrerede arbejdsløse byarbejderne [ansatte i industrien], der er i dag 336.000. Det vil sige, at 45 % af (disse) går arbejdsløse, hvortil kommer, at 15 % af arbejderne i de foretagender, der kun delvis arbejder, har forkortet arbejdstid. Endvidere kan bemærkes, at handelsbalancen vel endnu i marts i år. var aktiv [ dvs. positiv], men kun med 22 millioner zloty = 15 millioner guld-zloty, hvilet betyder en ganske betydelig tilbage-gang i forhold til forrige års og dette års første to måneder, hvor de tilsvarende tal var 90,8 og 61,2 millioner [det var kun to, ikke tre måneder!]. Dette kunne tyde på, at varehungeren efter de sidste trekvarte års importrestriktioner nu er blevet så stor, at der, som mange mener, kan ventes en måned for måned stigende import”. Udviklingen kan ikke lægges Zdziechowski til last, men er en følge af Grabski´ politik. Når det alli-gevel blev ham der fik koalitionen til at bryde sammen, skyldtes det iflg. Gesandten, at der opstod uenighed om hans finanspolitik blandt de venstreorienterede medlemmer af regeringen, hvorfor han orienterer det danske udenrigsministerium om de vigtigste punkter i Zdziechowski´ saneringspro-gram. Hovedpunktet er et forsøg på forøge statens indtægter, dels at nedbringe den udgifter [det minder om alle finansministres bestræbelser til alle tider, så?]. ”…

• Direkte og indirekte skatter forøges med 10 % mellem 1.7. 1926 til 30.6. 1927 (Formueskat, afgifter på skove og toldsatser nedsættes ikke af denne grund).

• Finansministeren bemyndiges til i løbet af året til at sættes alkoholpriserne op.

174

• Statsembedsmændenes lønninger fastsættes til samme niveau som i december 1925 med opretholdelse af de reduktioner, der var i kraft til april 1926. Reduk-tionerne kan dog ophæves i årets løb ved beslutning i ministerrådet.

• Indtil den 30. juni 1927 er det forbudt at forøge antallet af statsfunktionærer med undtagelse af lærerpersonale.

• Invalidepensionerne nedsættes, efter de pågældendes arbejdsevne. • Finansministeren udnævner en række kontrollører med det formål at overvåge,

at de forskellige ministerier overholder bestemmelserne angående besparelser i statstjenesten.

I alt forudså hr. Zdziechowski … forøgelse af indtægterne på 156 millioner zloty og en nedsættelse af udgifterne på 111 millioner. Dette program mødtes fra socialistisk side med et andet forslag, uantageligt for højrepartierne alene af den grund, at det kunne forudses at medføre en ny inflation…” Disse forslag kan summeres som følger:

� Forholdsregler der skal sikre staten alle deviser fra eksporthandlen. � Oprettelse af Central for udenrigshandel, der skal centralisere denne. � Anvendelse af 25 millioner zloty om måneden til bekæmpelse af arbejdsløs-

heden. � ”Bank Polski” skulle påbegynde nye emissioner [trykke flere pengesedler],

hvis dækning skulle sikres ved guld- og sølvgenstande, der skulle pantsættes af private.

� Statsfunktionærernes gager skulle føres tilbage til deres niveau i december 1925 med hensyntagen til eventuelle prisstigninger, siden da beregnet efter [udviklingen i] pristallet.

� Grund- og formueskatten forøges for at skabe balance, lige som indtægterne af monopolerne og jernbanerne skulle øges.

� De direkte skatter samt post- og telegrafgebyrer øges med 5 %. „... Der er ikke nogen tvivl om, at statstjenestemændenes lønninger har nået et minimum, og at en nedskæring her kan derfor få meget farlige følger. Den tidligere finansminister Michalski ønskede at man skulle gå en anden vej – som Mussolini med held har forsøgt i Italien, nemlig reducere jernbanetjenestemændene, af hvilke der – efter hans påstand, er 45.000 for mange. … Et punkt, der falder i øjnene … er det krigsministerielle budget. Gesandtskabet har flere gange (bemærket), hvor uforholdsmæssigt stort det er her i Polen i forhold til det samlede statsbudget, og selv om det nu menes … (gældende for 1926) at kunne nedbringes til 554 millioner zloty, så er det-te tal dog så stort, at der synes mulighed for her at foretage besparelser. De konservative … ønsker imidlertid ikke dette, og socialdemokraterne stiller sig i dette spørgsmål solidarisk med maréchal Pilsudski, som heller ikke ønsker nedskæringer. På en tid, hvor maréchalens stjerne var i dalen, men under ministeriets Skrzynski har der været mange tegn på, at han på ny nærmer sig aktiv deltagelse i statens styrelse. Da minister‚Grabski … måtte gå, indfandt hr. Pilsudski sig af egen drift hos republikkens præsident for at give denne gode råd med hensyn til besættelsen af krigsministerposten. Under denne regeringskrise har forholdet været det, at præsidenten selv har tilkaldt ham og spurgt ham til råds, lige som grev Skrzynski har konfereret med ham. En af det afgåendes kabinets sidste vigtigste … handlinger var … den 5. Maj, at vedtage et meget omdisputeret forslag til en lov om oprettelse af stillingen som Generalinspektør

175

for arméen, en stilling, der er tænkt oprettet for maréchalens person og gør ham til øverstbefalende for arméen; (et var på dette punkt den tidligere krigsminister, general Sikorski, faldt, idet han – hvad der må synes ret naturligt, ønskede, at generalinspektøren skulle stå under krigsministeren)“. Da der ikke kunne skabes enighed mellem Zdziechowski og de to socialistiske regeringsmedlem-mer, gik de af den 20. April og blev erstattet af to embedsmænd. De to ministres udtræden medførte derpå, at ministerpræsidenten, „… som den første polske ministerpræsident, der ikke er faldet for parlamentet“ demissionerede den 21. april. På anmodning fra præsidenten fortsatte grev Skrzynski dog som „forretningsministerium“ indtil en ny regering kunne dannes. Der blev efterfølgende forsøgt at danne en bred regering under Witos, men uden socialdemokra-terne med Skrzynski, som udenrigsminister. Men heller ikke han ville, efter rådslagning med Pil-sudski deltage i en regering uden socialdemokraterne. Det skulle have vakt forundring, at præsi-denten herefter forsøgte at få sin personlige ven, Wladyslaw Grabski, til igen at danne regering. Heller ikke denne konstruktion lykkedes, „… idet han ikke kunne få nogen egnet politiker til at ind-træde i et ministerium med ham som chef. Det lykkedes endelig i går [10. maj 1926] lederen af „Piast“, hr. Wincenty Witos, at danne et mini-sterium med følgende politiske partier som parlamentarisk basis; Bondepartiet „Piast“, ”Det kriste-ligt-demokratiske parti“, ”Det radikale Folkeparti“, ”Det nationale Arbejderpart“, samt ”Det kriste-lige Folkeparti“. I opposition går de radikale partier og socialdemokratierne, samt minoriteterne“. Depechen indeholder en ministerliste, hvor Zdziechowski („Det nationale Folkeparti“) er finans-minister, Kajetan Morawski midlertidig udenrigsminister, general Malczewski (”partiløs, hvad der næppe er særlig heldigt i Polen med de mange politiserende generaler“). „… Næppe i noget andet europæisk land er det så vanskeligt at udtale sig om, hvad fremtiden vil bringe i politisk henseende som i Polen, og jeg skal afholde mig fra at spå noget om, hvorvidt det nye ministerium vil få en lang levetid eller ej. Det har i øjeblikket en majoritet på 26 stemmer i Sejmen og som chef en af Polens mest erfarne politikere. Ministeriet vil imidlertid blev betragtet af venstrepartierne som et udpræget kampministerium med front mod venstre, og det er næppe for meget sagt, at der – hvis ministeriet, som ventet, vil gennemføre finansminister Zdziechowskis sa-neringsplan, vil komme særdeles vanskelige tider indadtil. For Polens udenrigspolitik er det sikkert overmåde uheldigt, at grev Skrzynski, der indgående kender de forskellige ledende politikere i Eu-ropa, nu forlader udenrigsministerposten. Greven rejser nu for nogen tid til udlandet. Han vil imid-lertid givet komme tilbage som udenrigsminister, det må for Polen håbes, at de tikke varer for læn-ge“. Warszawa, den 17. maj 1926 Lbn.844. No. XX. Fortroligt [håndskrevet med blæk] Pilsudskis militærkup. Gesandten henviser til to ”chiffer-depecher pr. telegraf den 12. og 13.[maj 1926] ”... idet jeg dog… ganske skal henholde mig til bemærkningen i den polske regerings officielle blad i Danzig … ”Bal-tische Presse” for fredag den 14. maj [uden] at et klart billede af situationen endnu i længere tid ik-ke kan gives: Det radikale blad ”Kurjer Poranny” , Pilsudskis specielle talerør, indeholdt i sit nummer for tirsda-gen den 11. ds. Et interessant interview med maréchal Pilsudski, i hvilket denne udtalte sig i kraftigt mod den nykonstituerede regering Witos, som det dagen før … var lykkedes at danne … ( en kon-stitutionel regering ) … efter at præsidenten … havde foreslået .. Pilsudski selv at danne at danne

176

regering, hvilket han havde afslået med den bemærkning, at han kun forstod sig på og interesserede sig for militære sager [min kursiv]. I … (interviewet) udtalte Pilsudski, at den nye konseilspræsi-dent Witos, der jo gentagne gange har været i spidsen for den polske regering, var en af dem, der selv havde bidraget mest til at udbrede demoralisation i det politiske liv og indenfor hæren. Rege-ringen los som følge af dette interview bladet beslaglægge. Den 12. maj udbredte der sig rygter i Warszawa om, at der skulle have været planlagt attentater mod Pilsudski, der bebor et hus i Su-lejówek, ca. 30 øst for Warszawa. Disse rygter blev gengivet bl.a. i Pilsudskis blad ”Kurjer Poran-ny” med kildeangivelse (som) ”Korrespondencja Warszawska”, et korrespondancebureau som in-gen hidtil har kendt. [Spin er en gammel opfindelse!] Den 12. om formiddagen forlod Pilsudski sit hjem i automobil med den angivne hensigt at begive sig til Warshau [sic] og anmode regeringen om beskyttelse mod eventuelle overgreb. På vejen passerede han øvelsespladsen [ øvelses- og skydeter-ræn for den polske hær] Rembertów, hvor der var forsamlet 6 regimenter til øvelse, planlagte for perioden 10. – 15. maj. Som følge af den bevægelse, der herskede blandt officererne på grund af … rygter om attentater mod Pilsudski, sluttede disse 6 regimenter sig til maréchalen, og denne marche-rede i spidsen for denne hærstyrke [ svarende til ca. 2 divisioner eller 18.000 mand, ergo en ganske anseelig styrke] mod Warszawa. Så snart regeringen bragte dette i erfaring, udstedte den… en pro-klamation om, at nogle regimenter, forledte ved falske rygter og adlydende falske ordrer, havde sat sig op mod den lovlige regering. Denne ville ved alle midler undertrykke bevægelsen og formanede i øvrigt til ”ro og orden” [mine citationstegn]. Polens præsident … kørte ud for at møde Pilsudski og havde ved 17-tiden en samtale med denne på [ Poniatowski-] broen, der fra forstanden Praga fø-rer over Weichsel tæt ved det gamle kongeslot. Det angives, at Pilsudski under denne samtale har forlangt, at præsidenten skulle afskedige regeringen Witos. Præsidenten ville ikke diskutere dette spørgsmål med maréchalen, men opfordrede ham til at bøje sig for den lovlige øvrighed og sende tropperne hjem. Hertil svarede maréchalen, at den lovlige vej fra nu af var spærret for ham [min kursiv]. Præsidenten vendte herpå tilbage til konseilspræsidentens palæ, hvor ministrene var samle-de. Regeringen besluttede med magt at ville opretholde forfatningen og den lovlige orden, og fjendtlighederne begyndte herefter på Pragabroen ved 18-tiden, uden det at det i øjeblikket kan kon-stateres, hvilket af partierne der har løsnet det førte skud. De fleste af de regimenter, der af regerin-gen sendtes imod Pilsudski, således blandt andet 2. rytterregiment, Cheveaux legeres [let kavaleri, her uhlaner] gik over til maréchalen, således at der af de i Warszawa stationerede styrker kun for-blev regeringen tro: Kadetskolens ca. 1.000 officerselever samt præsidentens personlige livgardes to regimenter, samt de her kasernerede marinesoldater og hele flyverkorpset. Mange tegn tyder på, at hele aktionen fra Pilsudskis eller hans tilhængeres side var forberedt i forvejen og at attentatrygterne var et rent påskud. Man havde således i generalstaben lagt mærke til, at de officerer, der var bekendt for at have sympati for Pilsudski, netop onsdagen den 12. ikke havde indfundet sig til deres arbejde, lige som det menes, at manøvrerne ved Rembertów, hvortil ordre var givet af den afgåede krigsmi-nister [ Sosnkowski], der, som jeg tidligere har haft lejlighed til at indberette, måtte betragtes som maréchalen´ redskab, netop var arrangerede for at give Pilsudski lejlighed til [for ikke at sige mu-lighed for] at udføre sit kup. Så snart fjendtlighederne var begyndt, begav regeringen sig til præsidentens residens, slottet Belve-dere [i Laszynski-parken] der ligger i byens sydøstlige udkant af byen lige ved officersskolen Stør-stedelen af byen med generalstaben og samtlige regeringskontorer, telegraf station etc. Faldt straks i Pilsudskis hænder. I løbet af torsdagen satte han sig endvidere i besiddelsen af Citadellet og de der-værende ammunitionsbeholdninger. Der blev straks indført en slags belejringstilstand med præven-tiv pressecensur, telefonforbindelsen blev afbrudt, og det polske socialistiske parti, ”Polska Partija Socjalistyczna” [PPS] erklærede generalstrejke for at udtrykke dets sympati med Pilsudskis aktion mod regeringen Witos, i hvilken jo ingen socialist er optaget. Som følge af generalstrejken blev vandforsyningen afbrudt fredag morgen, men det angives bagefter, at denne afbrydelse kun skyldtes

177

at der kæmpedes på vandværkets terræn. Pilsudski ´bestræbelser gik ud på at sætte sig i besiddelse af Belvederen [i original, Belvedereslottet, præsidentens boligl], hvor regeringen … var forsamlet. Slottet forsvaredes af de tropper, der var blevet regeringen tro, og kampene var således væsentligt lokaliserede i den sydvestlige [sic: sydøstlige] del af byen og havde sit brændpunkt netop på den gade, hvor gesandtskabet ligger, og som de to partier i løbet af krigen [sic] skiftedes til at holde be-sat. Kampen foregik efter de bedste mønstre med maskingeværer, håndgranater og selv svære kano-ner, lige som der også blev nedkast bomber fra flyvernes side. Når den derfor ovenfor citerede ”Baltische Presse” i sit nummer for fredag den 14., siger;” Mit ausnahme kleinerer Zusammen-stösse in den Strassen, welche auch einige Opfer zur Folge hatten, kann von ernsthaften Kampfen nicht die Rede sein”[min kursiv], strider dette ganske med virkeligheden. Man behøver i øvrigt blot at kaste et blik på gesandtskabets hus, hvor jeg med min familie og tjenerskab var indespærret i den tid bataillen varede, medens gesandtskabets personale ikke kunne skaffe sig adgang til legationen, for at se, at kampen var ret så alvorlig. Facaden er overbroderet med kugler, (der er) knust 111 ruder og over 60 projektiler af alle kalibre lige til kanonkugler er trængt ind i kontorer og værelser fra tre forskellige retninger, således at der kun er ét værelse i hele huset, hvor der ikke fandtes projektiler. Med hensyn til ofrenes antal foreligger der endnu ikke autentiske meddelelse. Til i går skal der være konstateret over 500 døde og et par tusinde sårede – mest civilpersoner og tallet vil formodentlig stige yderligere. Under kampens løb forhandlede de to partier flere gange gennem parlamentærer om indstilling af fjendtlighederne. Da Pilsudski holdt fast ved sin betingelse, at regeringen Witos skulle demissionere, førte disse forhandlinger ikke til noget [resultat]. Fredag den 14. om eftermid-dagen, kl. 17.10 bragte Pilsudskis tropper regeringens soldater til tavshed, og præsidentens stander blev nedtaget af Belvédere. Præsidenten havde kort tid før begivet sig til slottet Wilanów, der ligger 10 km. syd for Warszawa, hvortil allerede om formiddagen regeringens medlemmer var draget. Dog havde nogle ministre i flyvemaskine begivet sig til Posen [sic: Poznán] Fjendtlighederne fortsattes i retning af Wilanów, hvortil regerings troppe havde trukket sig tilbage. Kl. 22 om aftenen sendte Wojciechowski en parlamentær til Sejmens maréchal (formand), Rataj, der ifølge konstitutionen er præsidentens stedfortræder, med meddelelse om, at han, ude af stand til at opfylde de af ham efter forfatningen påhvilede pligter og for at standse fjendtlighederne og fore-bygge borgerkrig mellem de forskellige provinser, ønskede at træde tilbage. I løbet af natten forelå præsidents afkald og ministeriets Witos´ demission. Efter sejren var vunden, synes der i de nye magthaveres kreds at herske kaos. Lørdag morgen, den 15. fandtes der rundt om i byen opslået proklamationer, underskrevet af Pilsudskis generalstabschef, om, at præsident Wojciechowski havde overgivet magten som statens chef [sic] i hænderne på ma-réchal Pilsudski som den eneste, der var værdig til at styre landet. Maréchal Pilsudski arbejdede sammen med maréchal Rataj om at danne en ny regering bestående af hæderlige folk. Proklamatio-nen slutter med en opfordring om [at medvirke til] ”ro og orden” og gensidig agtelse [igen mine an-førselstegn]. Herefter måtte man antage, at Pilsudski, hvad der også ville være en naturlig konse-kvens af med væbnet magt at have styrtet præsident og regering, ville opkaste sig til diktator. Maré-chalen synes da også i første øjeblik at have draget de praktiske konsekvenser af en sådan diktator-stilling, idet der allerede fredag aften forelå en meddelelse om, at der var indsat 3 kommissærer til ledelse af hhv. de uden - og indenrigsministerielle anliggender samt jernbanevæsen. Hr. Knoll, tid-ligere polsk gesandt i Moskva og Angora [ betegnelse for Ankara før Kemal Atatürk], fungerer som udenrigsministeriel kommissær”. De udenlandske missioner blev orienteret omkr. kl. 06.30 lørdag om ovenstående. ”… Altså ord til andet (enslydende med) indholdet af proklamationen”. ”… Maréchal Pilsudski må imidlertid have indset, at han var kommet ud i noget, hvis konsekvenser han ingenlunde havde forudset [ Noget af en vurdering! Pilsudski ville af med regeringen og sanac-ja: renhed. Han kunne ikke vide, hvordan kuppet ville forløbe, men det står klart, at han ikke ville

178

være ”politiker”, hvilket han igen og igen understregede]. Lørdag eftermiddag blev det officiøst meddelt gesandtskaberne gennem besøg af embedsmænd fra udenrigsministeriet, at præsidenten havde nedlagt sit embede og at Sejmens maréchal, Rataj, i følge grundloven midlertidig havde over-taget præsidentmagten og var i færd med at danne regering til at fungere foreløbigt indtil national-forsamlingen [Sejmen] havde foretaget valg af ny præsident. Hermed var maréchal Pilsudski gledet ud af sagaen, og man var tilbage på konstitutionelt grundlag [min kursiv]. Søndag formiddag den 16. forelå meddelelsen om en ny regering, hvis sammensætning er følgende: Kazimierz Bartel, ministerpræsident og jernbaneminister… Maréchal Pilsudski, krigsminister, … August Zaleski, midlertidig leder af udenrigsministeriet … Hermed skulle krisen altså foreløbigt være afsluttet. Dog er det ganske umuligt at sige om vi endnu er ved enden. Den afgåede regering Witos havde under kampens løb tilkaldt militære forstærkninger fra provinserne, deriblandt den tidligere konseilspræsident og krigsminister, general Sikorski fra Lemberg [sic: Lwow]. Denne indfandt sig ikke [med sine tropper] dels fordi han ikke under den fo-religgende situation ikke turde blotte landets østgrænse, dels fordi han ikke stolede på troppernes loyalitet. Fra Posen [Poznán] satte derimod 4 divisioner sig i bevægelse mod Warszawa, men nåede imidlertid ikke frem, før Pilsudski var herre over hovedstaden … Disse 4 divisioner befinder sig nu mellem Posen [!] og Warszawa, og der skal efter sigende herske stærk ophidselse mod Pilsudski blandt disse. Senatets formand, maréchal Tramczynski, der er konservativt orienteret, er i går rejst ud for at formane disse tropper til ro og for i det hele taget i Posen og de vestlige provinser, hvor han, som tidligere repræsentant for polakkerne i Den tyske rigsdag, har stor indflydelse, at søge at dæmpe den stærke stemning imod Pilsudski og hans statskup, der gør sig gældende i den tidligere tyske del af Polen, hvor man ikke har så let ved, som i den forhenværende russiske del, at finde sig i, at statens konstitution sættes til side af en general i spidsen for nogle regimenter soldater. Som jeg berørte ovenfor har, begivenhederne taget et langt større omfang, således som det altid går under en revolution, end tilsigtet af maréchal Pilsudski. Denne havde vist nok troet, at en blot raslen med sablen uden at trække den af skeden havde været tilstrækkelig til at foranledige Witos til at indgive sin demission, og det var uden tvivl aldrig hans hensigt, at præsidenten skulle have været drevet bort. Derfor var han heller ingenlunde forberedt på at overtage det diktatur, som hans nær-meste omgivelse umiddelbart efter sejren forsøgte at påoctryere [tvangsbevilge el. påtrykke] ham, og som i øvrigt kun ville have været en logisk konsekvens af hans handlemåde. Til en amerikansk journalist, der bad ham om en udtalelse om, hvad meningen med det hele var, svarede han: ”Det var lynet, der slog ned, det var det hele!” [min kursiv]. Men dette pludselige omslag efter to døgns bombardement at falde tilbage på konstitutionen er kommet de yderliggående partier, der havde ventet sig et ganske andet resultat af revolten, som en stor skuffelse. Alene den nuværende, forelø-bige regering, der er sammensat væsentligst af farveløse embedsmænd, om end under ledelse af en i øvrigt moderat socialist, giver anledning til stærk kritik hos de yderliggående partier, der havde øn-sket et udpræget socialistisk partiministerium. Det socialdemokratiske hovedorgan ”Robotnik” er-klærede i lørdags, den 15., at Pilsudskis fremrykning med en hær straks af bladet blev erkendt som en revolution. Det var hverken en demonstration eller en revolte, men netop en revolution – en re-volution af det militære demokrati [sic] mod statens ødelæggelse af den konservative Centrum-regering. I sin udgave for i går, søndag den 16., konstaterer bladet i sin ledende artikel, at det umid-delbare resultat af den overståede kamp er usikkert. Maréchal Pilsudski har draget sådanne konse-kvenser som om det kun drejede sig om en væbnet demonstration og ikke om revolution. Pilsudskis sejr er reaktionens nederlag, men ikke en dybere forandring af de politiske kræfter. Pilsudski er vendt tilbage til konstitutionens vej, og den regering, som just er dannet, er en almindelig centrum-venstre-regering, som ikke kan tilfredsstille noget part af det virkelige venstre. Socialisterne håbede mere og bør tage dette under overvejelse, når de skal bestemme deres holdning over for den nye re-

179

gering. Det er et skridt fremad, at Pilsudski er trådt ind i regeringen, men socialisterne kan ikke fin-de sig i, at hr. Mlodzianowski, tidligere amtmand [Wojwode] i Østprovinserne, bliver siddende som indenrigsminister, kendt som han er for sin forfølgelse af socialismen. Dannelsen af regeringen af-klarer på ingen måde situationen. Tilbage bliver spørgsmålet om Sejmen og nationalforsamlingen, hvis flertal er reaktionær og som netop skal vælge den nye præsident. Socialisterne vil ikke ophøre at arbejde på fuldstændigt at kvæle det reaktionære højre og at krone deres arbejde med mere radi-kale politiske og sociale forandringer. Da den præventive censur stadig opretholdes, findes der i højrebladene ingen udtalelser af interesse om situationen. Men at denne er yderst uklar og farlig synes der ikke at være nogen tvivl om. Pil-sudski uddelte under kampens forløb våben til et meget betydeligt antal – angivelserne varierer mel-lem 4 og 10 tusind, civile, unge mennesker, der tilhører forskellige ungdomsorganisationer. Det hævdes, at i hvert fald størstedelen af de udleverede våben er tilbageleveret. Men der hersker i man-ge kredse stor frygt for, at dette militære kup, vundet ved hjælp af bevæbnede civilister, skal udløse kommunistiske tendenser. Det synes ikke udelukket, at den skuffelse, som tydeligt giver sig udtryk i det socialdemokratiske hovedorgans artikler, kan medføre en svingning til venstre inden for sociali-sterne og det ene med det andet føre til kommunisme [min kursiv]. På den anden side har jeg i dag haft besøg af den tidligere landbrugsminister, Janicki, der kom for at underholde sig med mig om situationen, og han, som naturligvis ikke billigede Pilsudskis adfærd, mente, at den dog måske kun-ne give anledning til en opblussen af den nationale ånd og således danne et bolværk mod den inter-nationale kommunisme. [min kursiv] Hoved indtrykket af det hele er, at alle forholder sig afventende. Muligvis kan indkaldelsen af Nati-onalforsamlingen [Sejmen og Senatet] og valget af den nye præsident, for hvilket valg endnu ingen dato er fastlagt, bidrage til at klare atmosfæren”. Warszawa, den 18. maj 1926 Lbn.856. No. XXI. Den polske præsidents og regerings tilbagetræden. 3 bilag [ 2 proces verbales og 1 kvittering] Der fremsendes genparter af proces verbales i forbindelse med det polske udenrigsministeriums orientering af de udenlandske legationer vedr. præsidents afgang etc. Samt det danske svar. ”… Disse verbal note er … er i ordlyden identisk med noter, der er indgivet - så vidt vides, af samt-lige herværende legationer. Ved et møde, indkaldt af den pavelige Nuntius som doyen for det di-plomatiske korps, lørdag den 15. maj drøftedes af de herværende missionschefer, hvilken holdning man fra gesandtskabernes side skulle indtage under den foreliggende situation, og navnlig, hvorvidt man kunne anerkende den regering, der måtte blive konstitueret på hr. Ratajs foranstaltning som lovlig i overensstemmelse med forfatningen. Da der endnu ikke forelå nogen officiel meddelelse om en sådan regering, kunne man ikke tage noget endeligt standpunkt. I går formiddag fik jeg medde-lelse fra den engelske gesandt, at man i forbindelse med den franske ambassadør og den italienske minister – som repræsentanter for de tre lande, der væsentligst havde medvirket til skabelsen af det nuværende Polen, [ min kursiv] havde udarbejdet et udkast til en note som svar på meddelelsen om den nye polske regerings dannelse. Dette udkast var tiltrådt af Nuntius. Og man ønskede nu at give samtlige andre gesandtskaber lejlighed til – hvis det måtte findes rigtigt, at indgive enslydende no-ter. Man har ved udarbejdelsen af svaret haft for øje, at selv om … [formalia syntes i orden] så var den afgåede præsidents erklæring dog aftvunget ham ved hjælp af kanonerne [min kursiv]”. Selv

180

om alle mente at alle ville ende med at anerkende det skete, havde den engelske gesandt ønsket, at ”gesandterne ikke uden videre på egen hånd ville anerkende, at det var et normalt præsident- og re-geringsskifte”. Den danske gesandt skynder sig nu med at forsikre, at Danmarks store nabo er med på spillet: ”… Efter at have forvisset mig om, at den tyske [min kursiv] gesandt og flere andre kol-leger [!] var enig i affattelsen, indsendte jeg den i går”. Warszawa, den 26. maj 1926 Lbn.888. No. XXII. Valg af ny præsident for den polske republik. 1 bilag. [”Le Messager Polonais”] Idet gesandten henviser til sin depeche No. XX, af 17. maj 1926, ombegivenhederne fortsætter han, at situationen i Polen fortsat ”var meget uklar. Samtidigt med, at man i alle kredse mødte udtryk for nedslåethed [mismod] over det skete, som man frygtede skulle have meget farlige følger for den unge polske stat både udadtil og indadtil, var man endnu i de første dage ganske usikker på, hvor-vidt statskuppet måtte betragtes som lykket, eller om de af den afgåede regering fra Poznan tilkaldte hjælpetropper, 4 divisioner, ville fortsætte kampen mod Pilsudski. Efter et par dages ængstelig ven-ten og parlamenteren [diskussioner frem og tilbage] lod lederne af denne vestpolske hærstyrke sig dog overbevise om, at det for statens skyld ville være bedre at acceptere den foreliggende situation som et fait accomplit , hvorefter de 4 divisioner vendte tilbage til deres respektive garnisoner. Men ikke alene indenfor den i Poznan stationerede hærstyrke, men i det hele taget i befolkningen i de vestlige provinser herskede der – som jeg havde lejlighed til at berøre i forrige beretning, den stør-ste harme og misfornøjelse med maréchal Pilsudskis voldelige omstyrtelse af statens konstitution. Patriotiske organisationer af forskellig karakter protesterede voldsomt. Studenter ved universitetet i Poznan og unge mennesker af alle professioner meldte sig til kamp mod militærtyraniet, og et stort antal af Poznan-provinsens rigsdagsmænd lod meddele den fungerende præsident, maréchal Rataj, at de kun ville deltage i valget af en ny præsident under forskellige nærmere betingelser, deriblandt, at den gamle regeringsfunktionærer ikke blev forulempet, før den nye præsident var valgt, og at præsidentvalget fandt sted uden for Warszawa og i en by, hvor parlamentsmedlemmernes sikkerhed ikke blev truet af soldatsken [Fra Friedrich Schiller, 1792, ”… geseztlose und tierische Soldateska” : lovløse og bestialske …Soldateska ( i.e.: soldater)]. Det hele faldt dog til ro, og den 31. maj mød-tes Nationalforsamlingen i Warszawa. ”… Hvem der så ville blive valgt til præsident? Blandt de forskellige kandidaturer er der vistnok egentlig grund til at beskæftige sig med maréchal Pilsudskis. Han har ganske vist i begyndelsen be-stemt vægret sig ved at lade sig opstille som præsident; stillingen for enhver anden præsident med maréchalen siddende i baggrunden parat til ved hærens hjælp at sætte sin vilje igennem, hvis noget skulle mishage ham, ville imidlertid være højst prekær. Maréchal Pilsudski synes da også at være i færd med at bøje sig for tingenes logik og lade sig bestemme til at modtage valg. De socialistiske og radikale partier har hver dag med stedse større styrke krævet, at maréchalen blev valgt til præsident. Det ejendommelige er, at også monarkisterne, der mere og mere begynder at manifestere sig som politisk fraktion [ønsketænkning fra en dansk royalist!], er stemt for Pilsudski [som om dèr skulle betyde noget!]. Da der m efter hvad der forlyder, er mulighed for, at højrepartierne enten ligefrem stemmer på Pilsudski eller afholder sig fra at stemme, synes dennes valg, forudsat han at han ikke vægre sig ved at lade opstille i sidste øjeblik, eller anden uforudsigelig komplikation indtræder, at være nogenlunde sikkert. Det er vistnok et stort spørgsmål, om ikke valget af maréchal Pilsudski, om ikke valget af [netop] … (denne) vil blive en meget stor skuffelse for venstrepartierne [venstre-fløjen]. Efter hvad der siges, har maréchalen allerede udtalt sig i retning af at sætte Sejmen … ud af

181

spillet, altså med andre ord: diktatur. Da maréchalen – efter hvad der er berettet til mig af ganske pålidelig kilde, har udladt [sic: udtalt] sig med, at man for at bringe Polens finanser på fode måtte bort fra 8 timers arbejdsdagen, vil de socialistiske partier vistnok snart til deres forbavselse se, at en mad, som de så stærkt har applauderet som deres repræsentant, sikkert vil prøve at svigte deres pro-gram på afgørende punkter. De socialdemokratiske partier begår den fejl at se det foreliggende som andet en et militærkup. [min kursiv]. I det skete ligger der intet fingerpeg for den fremtidige politi-ske udvikling her i landet. Hvor megen indflydelse maréchalen vil kunne udøve som eventuel præsident for republikken skal jeg lade stå hen. Hans væsentligst karaktertræk er – foruden en ubestridelig hæderlighed og høje moralske idealer, en ubegrænset forfængelighed og det hovmod, der sædvanligt er udslaget af en begrænset intelligens. [min kursiv] Som karakteristik af maréchalens hele åndelige habitus, skal jeg tillade mig at vedlægge gengivelsen på fransk af hans udtalelser i et fællesinterview [med flere me-dier] i ”Les Messager Polonais”, den 26. maj 1926] om sit statskup og den foreliggende situation. Det er slående, hvor tomme disse udtalelser er, (og) hvorledes de kun giver udtryk af en mand, der i en så alvorlig situation udelukkende går op i militær teknik, og som i høj grad er en beundrer af sig selv”. [min kursiv]. Gesandt Arnstedt er ikke ked af det! Warszawa, den 2. juni 1926 Lbn.945. No. XXIII. Præsidentvalg i Polen. [2 bilag] ” Som optakt til præsidentvalget i mandags, den 31. maj, indkaldte … Pilsudski i lørdags, den 29., partiførerne til et møde hos konseilspræsidenten for, inden valget, at drøfte den politiske situation med dem. Samtlige partier undtagen, Det nationale Folkeparti, der nok havde fået bange anelser om, hvad der forestod, gav møde, og man må nok sige, at det var en ”eine grausamme Salbe”,, [en or-dentlig gang lak] som maréchalen ved denne lejlighed gav de herrer politikere. Jeg vedlægger i oversættelse til fransk gengivelsen af Pilsudskis tale, således som denne enslydende er refereret i samtlige søndagsaviser, medens derimod gengivelsen i det officielle organ – der ganske vist betoner kun at give hovedindholdet, er betydeligt afdæmpet. Det vil ses, at maréchalen på den mest udfor-drende måde svinger pisken – han bruger adskillige gange i talen ordet ”knut”, over rigsdagens ho-ved, og han erklærer udtrykkeligt, at hvis ikke denne ikke gør som han ønsker, så vil han med magt sætte sin vilje igennem, og han vil, hvis parlamentet fremturer i at holde fast ved sine konstitutionel-le rettigheder, ikke gøre noget for at forsvare folkets repræsentanter mod gaden [ -s parlament!]. Summen af maréchalens ønsker – eller befalinger, kan samles i èn enkelt ting: At rigsdagen lader sig hjemsende. Det må her erindres, at præsidenten eller regeringen ingen myndighed har til at op-løse parlamentet, dette kan kun ske efter rigsdagens egen beslutning. Pilsudski forlanger altså, at rigsdagen for en tid skal ophøre med at fungere, for at regeringen, dvs. han selv, på egen hånd kan styre landet – altså det rene diktatur. Denne maréchalens programerklæring var en smuk illustration til hans garanti for, at præsidentvalget skulle foregå i fuld frihed. Ved valget blev, som jeg har haft den ære at indberette telegrafisk, maréchal Pilsudski allerede valgt i første omgang … med 292 stemmer, medens hans modkandidat, den af højrepartierne opstillede wojewoda over Posen [sic: Poznan], grev Bninski, fik 193 stemmer. Alle, undtagen Det kristeligt-nationale Parti, Det kristeligt-demokratiske Parti, og Den nationale Folkeunion, havde således lydigt bøjet sig for den af Pilsudski udgivne parole, og enhver herefter anse krisen for foreløbig afsluttet. Stor var derfor alles forbavselse, da maréchalen ved den officielle forespørgsel, om han ville mod-

182

tage præsidentværdigheden, erklærede at ville svare i løbet af en time, og efter udløbet af denne frist i et brev …(vedlagt depechen) … erklærede ikke at ville modtage valget. Dette kom endog hans nærmest i den grad overraskende, at salutten for den nye præsident allerede var afgivet, inden denne erklærede ikke at ville acceptere valget. Samtidig med selv at give afkald på præsidentværdigheden havde maréchalen udpeget professor Moscicki, direktør for den eneste i Polen eksisterende fabrik til fremstilling af azot-produkter [kvælstof -] som passende kandidat. Ved det i går, den 1. juni, afholdte præsidentvalg, blev profes-soren valgt i anden omgang med 281 stemmer, medens der på gren Bninski faldt 200 stemmer. Som et symptom skal bemærkes, at Det polske Socialistparti, Det polske Bondeparti og Det tyske Parti ikke uden videre havde villet bøje sig for den af Pilsudski udgivne parole, idet en del af disse parti-ers medlemmer – i alt 56, i første omgang stemte på det førstnævnte partis fører i Sejmen, Sygmunt Marek. Hermed er altså krisen formelt overstået, og den polske konstitutions ydre former er opretholdt, men Pilsudski har udtrykkeligt erklæret ikke at ville finde sig i den foreliggende konstitution, og da han – som han udtrykte sig i sin lørdagstale, føler sig stærkere end andre, vil det altså sige, at han - hvis rigsdagen ikke makker ret, vil lade denne føle sin styrke. Med andre ord: man er inde på despotis-mens vej, og Pilsudski træder ind i rækken af de statsmænd, der i øjeblikket mere eller mindre åbent - for Pilsudskis vedkommende ganske åbent, har sat sig ud over deres respektive landes frie forfat-ning. Maréchalen besidder en stor suggestionerende indflydelse på masserne. Men vil det lykkes ham at skabe en bedre regeringsform, end den han så voldsomt har slået i stykker? Det tragiske er, at dikta-toren savner enhver interesse for politik og økonomi, således at han ikke vil være i stand til at gøre nogen personlig indsats på disse områder. Og vil det blive let for ham med sin despotiske karakter at finde og tåle ved sin side den fremragende statsmand, som er nødvendig for at bringe landet fremad? Og vil man efter den første lammelse finde sig i diktaturet? Hvad vil Posen [Poznan] sige? Det forekommer mig, at man skimter muligheden for en sécession [løsrivelse] af de vestlige provin-ser. Skulle denne mulighed komme til at foreligge, vil Tyskland næppe være sen til at fiske i rørt vande og under tilbud af en eller anden form for autonomi søge atter at knytte sit tabte kornkammer til sig. For Polens og Europas skyld må man håbe, at det vil lykkes at afværge, at maréchalens pro-nunciamento [ En proklamation om ”rigets frelse” i forbindelse med militært statskup, Spanien 1830. Senere anvendt i Latinamerika med jævne mellemrum op gennem det 19. og 20. årh. – ad Pi-nochet i Chile og bl.a. af Franco i 1936]. Warszawa, den 10. juni 1926 Lbn.1011. No. XXIV. Det nye kabinet Bartel ”… Ejendommeligt var det at følge, hvorledes stemningen efterhånden som dagene gik mere og mere tydeligt hhv. faldt og steg i de to modsatte politiske poler. De yderliggående socialister, og venstrepartier, der havde tiljublet Pilsudski, da han viste sig på Poniatowski-broen og ved general-strejke, og for ungdommens vedkommende ved at forlange våben udleveret og deltage i kampene, på alle måder havde støttet hans aktion, indså, at de havde ladet sig benytte af diktatoren imod deres egne interesser, og de følte sig narret og bedraget. Derimod gjorder en stigende optimisme sig gæl-dende indenfor den mod højre orienterede del af befolkningen. Man erkendte i disse kredse, at den i 21 Partier delte Sejm var ude af stand til at gøre nogen virkelig indsats i landets styrelse, og at en regering, der skulle være afhængig af denne folkerepræsentation, ville være magtesløs. Man fik

183

samtidig i disse kredse mere og mere tillid til, at Pilsudski ville fremme de interesser, som man an-ser for de vigtigste. På grund af visse ytringer fra maréchalens side anså man ham for en modstan-der af agrarreformen, altså udstykningen af jorden, og man erkendte, at hans forbindelse med og støtte til socialdemokratiet var tilfældig. Jeg skal i denne forbindelse, som kuriosum anføre, at den herværende sovjetiske gesandt til en af mine kolleger forleden sagde, udtalte sin glæde over stats-kuppet, idet han gik ud fra, at 10 timers arbejdsdagen nu blev indført her, hvilket ville lette forhol-det i Rusland [??]. Også de vestlige provinser synes at være faldet til ro. Jeg havde i går besøg af et indflydelsesrigt medlem af Posens godsejerstand, der står wojewoden Bninski meget nær. Denne … meddelte mig, at der i øjeblikket ikke var nogen som helst tale om emancipation [frigørelse] fra den øvrige del af Polen, men at man ganske vist havde stillet ganske bestemte betingelser over for de nye magthavere, nemlig at der ikke skete nogen forandring inden for de vestlige provinsers admini-stration, og at man navnlig ikke måtte forsøge på at lade sætte embedsmænd fra de østlige provinser til at styre de tidligere tyske landsdele. I øvrigt stillede han sig afventende og håbede det bedste….”. Humøret blandt de konservative fald da Bartel offentliggjorde sin ministerliste, der ikke var så bredt sammensat som ønsket af alle, angiveligt også af Pilsudski. Resultatet blev, ”… at den nye regering fremtræder som stærkt radikalt præget”. Waclaw Makowski, fra ”Wyzwolenia”-partiet, forsatte som justitsminister ”… for ikke at vække ra-seri i ”Frigørelsespartiet”. Den tidligere handelsminister i Grabski´ regering, Czeslaw Klarner, blev finans- og Pilsudski krigsminister. ”... Vedrørende … udenrigsministertaburetten skal der ligeledes have været betydelige vanskelighe-der. Man havde ment, at den ville tilfalde fyrst Janusz Radziwill, der er konservativ og udpræget tysk-orienteret. Maréchalen, der efter sigende kun anerkender to familier i Polen, som værende vir-kelig fornemme, nemlig sin egen og Radziwill´erne, har imidlertid foreløbigt renonceret på Janusz Radziwill´ person, og ministeriet føres videre af hr.(August) Zaleski som gérant [bestyrer]. Meningen med, at det nye ministerium således har fået et betydeligt mere radikalt end man havde ventet, er imidlertid måske kun, at maréchalen går ud fra, at denne regering lettere vil opnå den kon-stitutionsændring eller den fuldmagt for præsidenten til at regere uden rigsdagen, maréchalen be-stemt forlanger. Når rigsdagen godt og vel er sat ud af spillet er det ingenlunde udelukket, at rege-ringen vil undergå forandringer i konservativ retning”. Warszawa, den 18. juni 1926 Lbn.1069. No. XXV. Den indenrigspolitiske situation i Polen. ”Da Pilsudski foretog sit statskup, glemte en stor del af den i politisk henseende mod venstre orien-terede del af befolkningen, at den angrebne part var landets lovmæssige regering, valgt under en yderst demokratisk konstitution med en næsten til uvirksomhed henvist statspræsident. De partier, der straks sluttede sig til maréchalen – venstrepartierne og minoriteterne, så på sagen fra det syns-punkt, Pilsudski havde bortjaget et ministerium sammensat af efter deres mening større eller mindre tyve. Samtidig fordømte højrepartierne Pilsudski på det skarpeste, og set med vesteuropæiske øjne synes det den dag i dag heller ikke at have været moralsk ansvarligt, at maréchalen skaffede sig magten ved et ensidigt militært anlagt kup, for hvilket cirka 500 af landets indbyggere faldt og 1.000 à 1.200 blev sårede. Venstrepartierne – først og fremmest det socialdemokratiske parti, ventede ar Polen skulle redde af Pilsudski, som deres mand, fra de konservative partiers misregimente, og det må indrømmes, at den økonomiske politik her i landet, som det sidste års økonomiske resultat udviser, heller ikke har væ-

184

ret en succes. Socialdemokratiet håbede at se Pilsudski som en på dette parti sig støttende diktator, men maréchalen undgik meget behændigt således at blive afhængig af partiet. Som tidligere indbe-rettet, fulgte imidlertid hos venstrepartierne efter den første tids sejrsglæde hurtigt mistro, der bl.as. fik god næring, da ministerpræsidentens valgtes, ikke efter parlamentarisk skik ifølge forhandlinger med partierne, men af Moscicki-Pilsudski. Utilfredsheden bredte sig dag for dag, da det blev åben-bart, at maréchalen ikke er mere demokrat, end at han ønsker, at regeringen skal kunne regere uden om parlamentet. Slutstenen på denne udvikling er blevet, at det socialdemokratiske parti er gået i åbenlys opposition, og det kan næppe betragtes som mærkeligt, at socialdemokraterne føler sig be-dragne eller i hvert fald desillusionerede efter at være blevet gjort bekendt med det udkast til en konstitutionsændring, som regeringen i går lagde på Sejmens bord. Ved dette forslag, som skal be-handles i Sejmen den 22. juni 1926., demonstrerer regeringen officielt sin gang mod højre … som hr. statsministeren [ Th. Stauning som fungerende udenrigsminister] vil se, går (ændringsforslaget) ud på følgende … Sejmen skal træde sammen i oktober måned i stedet for september. Den artikel, der bestemmer, at Sejmen kan opløses efter beslutning, taget med to tredjedeles stem-meflertal bibeholdes, men det tilføjes, at Sejmens flertal kan forlange, at opløsningen finder sted in-den 30 dage. Medens der hidtil ikke var fastsat nogen termin for varigheden af Sejmens samlinger bestemmes det nu, at den skal hjemsendes efter 4 måneders forløb. Bliver budgettet i dette tidsrum, får det lovkraft i den form, i hvilket det er blevet forelagt af rege-ringen (en bestemmelse, der vil få stor praktisk værdi, da man i Polen ofte har måttet klare sig med provisoriske månedsbudgetter). Statspræsidenten har ret til at opløse Sejm eller Senat, når beslutning i så henseende er truffet, i det ene eller andet ting, og mindst halvdelen af medlemmerne var til stede. Yderligere får præsidenten ret til at opløse Sejm og Senat efter indstilling fra ministerrådet. Opløsningsdekretet må [skal] un-derskrives af præsidenten og samtlige ministre. Der må [skal] foretages nyvalg inden 120 dage efter opløsningen. Præsidenten får ret til inden 30 dages forløb efter et af Sejm og Senat vedtaget lovforslag er blevet ham tilsendt at tilbagesende dette til parlamentet til fornyet behandling. Rigsdagsmændene afgør derefter lovforslagets skæbne med absolut flertal. Præsidenten får i det tidsrum, hvor Sejm og Senat er opløst, at udstede forordninger med lovkraft indtil nyvalg til nyvalg, dog ikke for så vidt angår konstitutionen. Sådanne forordninger deres lov-kraft, hvis de ikke udløber inden udløbet af 15 dage efter at Sejmen på ny indkaldes forelægges denne til godkendelse. Mod forslaget vil der antageligt blive stemt af venstrepartierne og minoriteterne, så regeringen kan ikke på forhånd ventes at ville få det fornødne kvalificerende to tredjedeles flertal; det er et spørgs-mål, om regeringen i så fald – efter hvad ministerpræsidenten har antydet, vil følge parlamentarisk skik og demissionere. Nogle frygter i så fald et militærdiktatur, men i almindelighed håber man dog vist på et kompromis under en eller anden form. Det socialdemokratiske Parti, der – i overensstem-melse med Pilsudski, stadigt har hævdet, at man ikke kan have tillid til det nuværende Sejm, har øn-sket øjeblikkelig opløsning af parlamentet og foretaget nyvalg, før forslaget om konstitutionen fore-lægges. Regeringen har imidlertid vægret sig bestemt herimod med den begrundelse, at stemningen i landet er alt for ophidset, til at det kan tåle en valgkampagne. Angående Socialdemokratiets stil-ling til Pilsudski, skal jeg tillade mig at citere følgende uddrag af et interview, som den socialdemo-kratiske rigsdagsmand Liberman, afgivet til en journalist ved bladet ”Kurjer Lwowski”. ”Majrevolutionen må drage en hel række konsekvenser med sig, hvis regeringen vil være logisk. Når førrevolutionens statspræsident og regering blev styrtet, må også den Sejm skyde til side, som skabte den, den 12. maj foreliggende situation.

185

Ministeriet Bartel vil ikke få politiske fuldmagter. Mit parti vil kun stemme for fuldmagter for så vidt angår budget- og handelspolitiske foranstaltninger. Disse fuldmagter vil kun blive kortvarige, gældende til den nye Sejm træder sammen. Fuldmagter til ændring af konstitutionen er udelukkende et fantasifoster. Den nuværende Sejm har hverken den moralske eller den konstitutionelle ret til at ændre vort statssystem. Pilsudski prædiker, at landet måtte saneres moralsk, og forvaltningen renses for misbrug og tyverier [sanacja]. Dette stod også i vort program, men vore hensigter går først og fremmest i den retning, at vi vil gennemføre vort sociale program”. Endvidere tillader jeg mig at henvise til det i oversættelse til fransk vedlagte uddrag af en artikel i det socialdemokratiske organ, ”Robotnik” [”Arbejderen”], for den 12. maj, skrevet i samme ånd som ovennævnte interview. ”… i handels- og bankkredse synes (man) at se stadigt mere optimistisk på situationen, der findes i hvert fald næppe nogen anden forklaring på, at den polske zloty siden Pilsudski kom til magten, er steget og nu har indvundet ca. 20 % af det tabte terræn. Under samtaler, som jeg har haft lejlighed til at føre med forskellige større industridrivende i Lodz, har jeg fået bekræftelse på, at man i hvert fald i dette vigtige industricentrum i øjeblikket ser mere lyst på situationen end det længe har været tilfældet, og særligt håber på, at den nye regering vil vise sig mere concilliant [kompromissøgende] overfor Tyskland, end tilfældet har været med regeringerne før kuppet. Minoriteterne venter sig bedre kår, om disse forventninger er berettigede er der endnu intet bevis for, men en regering, som på sit program har at bringe sundhed [sanacja] ind i landets økonomiske liv, vist nok vogte sig for at støde jøderne og delvis også tyskerne for meget for brystet. Ingen ken-der vel … Pilsudskis planer for i morgen, han har deponeret sin afskedsbegæring [som krigsmini-ster] hos ministerpræsidenten med datoen in blanco, en gestus, hvis nytte ikke er særlig indlysende, men dr tales mand og mand imellem om, at han muligvis tænker på at nedlægge ministerposten for at overtage stillingen som arméinspektør; dette dementeres dog fra officiel side. Befolkningen afventer foreløbig med forholdsvis ro den nærmeste fremtids videre udvikling, og det synes i øjeblikket ikke, som om der er udsigt til, at denne ro foreløbig vil blive brudt ved volds-handlinger, medmindre maréchalen en dag skulle falde for et attentat, i hvilket tilfælde følgerne na-turligvis vil blive uoverskuelige”. Gesandten forventer, at Zaleski optages i regeringen som udenrigsminister om få dage. sign. Norsaae . Warszawa, den 25. juni 1926 Lbn.1116. No. XXVI. Situationen i øjeblikket i Polen. Ændringsforslagene til forfatningen skulle have været forlagt Sejmen den 22. juni, men er endnu ikke kommet på bordet, idet der jfr. samme forfatningen skal gå 14 dage efter den er modtaget i Sejmen. ”… Den nuværende regering har udadtil vist megen iver for at overholde reglerne for parlamenta-risk styre, og ministerpræsidenten så sig endda foranlediget til for et par dage siden at udtale, at hanner tilhænger af parlamentarismen. Pilsudski er dog stadig ikke så overbevist i så henseende som sin (af ham selv indsatte) chef, og udtalte sig” ved modtagelse af den italienske gesandt, efter dennes oplysninger, ”… meget nedsættende om parlamentet og den måde, man må behandle det på”.

186

Der er endnu ikke enighed om næste års finanslov, hvorfor man indtil videre har måttet arbejde med ”provisoriske budgetter”. ”… Også finansministeren,…, gav parlamentarismen et par smukke ord, da han den 22. maj i Sejmen forelagde det provisoriske budget for … 3´kvartal”. Indholdet i talen adskilte sig ikke meget fra forgængerens med den forskel, at forslaget indeholdt en 10 % skattestig-ning ”… idet (finansministeren)… optimistisk går ud fra, at nationen kan bære en sådan forøgelse grundet faldet i zlotykursen og stigningerne i leveomkostningerne”. Forslaget nåede kun frem til vedtagelse, dog mod Det kristelig-demokratiske parti´ og Bondepartiets stemmer, Nationaldemokra-terne afholdt sig fra at stemme, da regeringen gjorde budgettet til et kabinetsspørgsmål. Sejmens formand har opnået nyvalg med 176 mod 128 stemmer, sidstnævnte faldt på en kandidat opstillet af national-demokraterne. Der er foretaget en udrensning i statsadministrationen, hvor ansatte der formodes at være i oppositi-on til den siddende regering er blevet fjernet.”… Særlig har Pilsudskis eget ressort – krigsministeri-et – været genstand for meget omfattende personaleforandringer, og en herværende militærattaché meddelte mig i går, at særligt de officerer, der regnes for at være meget fransk-venlige, er blevet fjernet fra ministeriet og generalstaben og beordret til tjeneste ved tropperne. I stedet for … skal det nu være engelsk-orienterede officerer, der er ovenpå … måske… kan (det) i forbindelse med andre omstændigheder give et fingerpeg i retning af den udenrigspolitik, der nu vil blive fulgt. En em-bedsmand … (det polske udenrigsministerium fortæller) at man kunne forvente at man fra Polens side nu vil bestræbe sig for at søge tilnærmelse til de baltiske randstater”. Det ville falde i tråd med Pilsudskis interesser i samme hjørne. Hr. August Zaleski er gået fra midlertidig til bona fide udenrigsminister. Warszawa, den 28. juni 1926 Lbn.1116. No. XXVII. Sovjetrusland og Polen. [ En ”marxistisk” analyse eller rapport om ”masserne og Pilsudski”, angivelig udarbejdet af det sov-jetiske udenrigskommissariat, fremsendt i delvis oversættelse (”særligt betydningsfulde passager”) fra russisk? Oprindelsen af teksten er mere interessant end indholdet, der ganske svarer til, hvad man ellers finder i f.eks. Kominterns publikationer.] ”En kollega, om hvis velunderrettethed [ høje informationsniveau] jeg ikke nærer nogen tvivl, har givet mig lejlighed til at blive bekendt med en rapport … [om], hvorledes man i det sovjetrussiske udenrigskommissariat ser på Pilsudski og den sidste tids begivenheder her i Polen … [den russiske tekst:] ”Pilsudskis kup kom ikke uventet. Allerede for fem måneder siden blev det påpeget i tysk presse, at et diktatur var nødvendigt i Polen, og i landet har selv småborgere, agrarerne [bønderne] og kapita-listerne indset, at Polen ikke er i stand til ad parlamentarisk vej at løse selv de mest påtrængende in-drepolitiske problemer. De ofre, der blev bragt ved valutareformen, var til ingen nytte. Industrikri-sen blev kronisk, og 40 % af det polske proletariat gik arbejdsløse. De vigtigste industrigrene emi-grerede til Rumænien og Tjekkoslovakiet, toldkrigen med Tyskland ruinerede eksporten, og rege-ringens holdning umuliggjorde handelsforbindelser med Sovjetrusland. Statsbudgettet blev håbløst passivt [udviste underskud] på grund af de kæmpemæssige militærudgifter. De besiddende klasser saboterede erlæggelsen af skatter, og proletariatet måtte bøde derfor med indirekte skatter. Parla-mentet blev skueplads for den besiddende klasses evneløsheds i en sådan grad, at folket tabte tilli-den til parlamentarismen. Embedsmændene var bestikkelige og tyvagtige. Udenrigspolitikken blev

187

resultatløs, hvilket polakkerne først og fremmest kom til at erfare i Locarno. Bourgeoisiet skabte sig fjender i deres standsfæller blandt minoriteterne, ikke mindst ved den militære kolonisation i græn-sedistrikterne,, hvor minoriteterne undertrykkes på enhver måde. [Der] udøves Hvid terror mod de små bønder og proletariatet. Alt dette skabte basis for Pilsudskis putsch [tysk hånlig betegnelse for kup], og det mærkværdige tilfælde indtrådte, at intet politisk parti støttede opstanden [sic]. Spørgsmålet blev kun [var kun om det blev] højre- eller venstrediktatur. Venstrepartierne [ inkl. de polske kommunister] støttede Pil-sudski under kuppets udførelse, og da de mente, at de var med-sejrherrer, vendte de sig mod parla-mentarismens demokratiske system, dvs. gik som alle verdens mensjevikker [”mindretallet” i det russiske socialdemokrati, anvendt som skældsord mod socialdemokrater] mod den fra øst kommen-de opfattelse. Det er bemærkelsesværdig, at PPS (det polske socialdemokratiske parti) er de polske mensjevikkers parti, og særlig arbejder på at udbrede den demokratiske idé og således står i mod-sætningsforhold til det proletariske diktatur. Set ud fra dette synspunkt er det skete lærerigt. PPS har ikke fået nogen tak fra Pilsudski for den givne hjælp, men tværtimod blev der som indenrigsmini-ster udnævnt en person [ Kazimierz Mlodzianowski], som i grænsedistrikterne har forfulgt social-demokraterne. Man må herefter spørge sig selv, hvorved diktaturet udmærker sig. Forholdet mellem Pilsudski og PPS er, som nævnt, kølnet, og derfor kan den arbejdende klasse ikke opfatte den nye regering som sin. Under hensyn til den øjeblikkelige tilstand i Polen har Pilsudski to veje at gå:

1) Den ene fører over arbejder og bønder til forsvar for disses politik – kamp mod ar-bejdsløsheden og rettidig gennemførelse af agrarreformen. Hvis han gik denne vej, ville han sikre sig de brede lags tillid, men det synes mere og mere som om den [vej] ikke passer Pilsudski, og at han ser sin hovedopgave i en kamp mod bolsjevismen. 2) Den anden vej betyder genoprettelse af storkapitalismen ved hjælp af udenlandske lån. På denne vej finder Pilsudski ingen hindringer, i hvilken henseende man skal henvise til de interesser, som den konservative engelske regering knytter til Polen. [min formatering]

Der er almindelig bekendt, at Locarno-systemet har til formål at fjerne Tyskland fra Sovjetrusland, og få Tyskland ind i den russiskfjendtlige blok. Dette er imidlertid umuligt så længe der ikke i Po-len sidder en tyskvenlig regering. Pilsudski har tyskvenlige sympatier, og nu da han er ved roret står de engelske kortblandere foran en ny opgave: at bringe Pilsudski sammen med nationaldemokrater-ne for derved at befæste hans stilling indadtil og skabe en enhedsfront mod de arbejdende klasser. Man vil huske på, hvorledes Pilsudski har forstået at holde bønder og arbejdere i sin hånd – og un-derstøtte bourgeoisiet. Det betyder, at diktatoren har fulgt Mussolini´ mørke veje: Socialist – fører af småborgerne – lydigt våben for storkapitalen. Men man kan ikke påstå, at en sådan vej vil skabe et lykkeligt resultat i Polen. Englændernes aktion fremkaldte en stærk fransk modreaktion, og man må erindre, at selv et stort engelsk lån ikke vil kunne bringe Polen over den økonomiske krise, det kæmper med. Den første betingelse herfor ville nemlig være, at militærbudgettet nedsættes, men England ville for at give lån kræve styrkelse af Polens militære magtstilling. Man kan ikke undlade, at påpege en anden vanske-lighed nemlig, at en varig forbedring af forbedring af de økonomiske forhold i Polen er umulig uden en økonomisk tilknytning til Rusland. En tredje og særlig stor vanskelighed består i de stor massers utilfredshed, som forøges i samme forhold som Pilsudski nærmer sig nationaldemokraterne. Der vil snart indtræde en situation, hvor Polen kun vil se to muligheder for en løsning, nemlig at gøre sig klar over den nærliggende mulighed for en fjerde deling eller uundgåeligheden af at slutte sig til Sovjetunionen [min kursiv].

188

Der er folk, der tror [sic], at Pilsudski er blevet understøttet af det kommunistiske parti, og denne anskuelse begrundes med, at en sådan aktion for den kommunistiske idé ville hjælpe Pilsudski i kampen mod reaktionen, fordi dette ville forstørre virkningerne af revolutionen. Men hvor kan man tale om en kamp fra Pilsudskis side mod reaktionen? Man behøver ikke at være fascist for at forstå, at der ved kuppet medvirkede to forskellige elementer. På den ene side arbejderne, bønderne og den fattige del af borgerstanden. På den anden side den i Pilsudski legemliggjorte militarisme, hvis en-demål ikke er revolutionært med reaktionært og har til hensigt at udlevere arbejderbefolkningen til den kontrarevolutionære blok. Netop den omstændighed, at Pilsudskis soldater plantede demokrati-ets fane på deres bajonetter, giver kuppet en bonapartistisk karakter [ ad Napoleon Bonapartes mili-tærkup]. Det viser kløften mellem Pilsudski og de kommunistisk tænkende. [Det bemærkes, at intet i ovenstående betyder, at det polske kommunistparti ikke rent faktisk støttede kuppet!]. Det ville være ganske forfejlet, hvis det kommunistiske parti ville forsøge at organisere proletaria-tets modstand mod Pilsudskis modstandere, og det ville være lige så forkert at organisere en kamp mod Pilsudskis bonapartistiske tropper. Sådan en fremgangsmåde ville netop have det modsatte re-sultat af det ønskede, og ville umuliggøre proletariatets virksomhed samt lette Pilsudskis stilling. Bolsjevismens historie viser glimrende, hvorledes man skal opføre sig som kommunist. I tilfælde af kamp mellem hvidgardister [ i. e. den polske hær] og småborgerlige polske ”bonapartister” [Pil-sudski] ville man genoplive Kerenski´ kamp mod Korniloff. Lenin tillod ikke, at kommunisterne understøttede Kerenski mod den hvide general, og han skrev umiddelbart efter Korniloff´ belejring af Petrograd til det kommunistiske partis central [-komité]: ”Vi må ikke understøtte Kerenski-regeringen, spørgsmålet er blot, om vi skal træde op mod Korniloff. Svaret kan kun være, Ja, mèn ting må her tages i betragtning: Mange bolsjevikker bekæmper direkte Korniloff i positiv kamp, men derved træder de ud af den aktive passivitet. Vi vil derfor ganske vist træde op mod Korniloff, men vi vil, ved ikke at understøtte Kerenski, udnytte hans svage sider”[min kursiv] Det ville derfor være en stor fejl, hvis de polske kommunister underkastede sig den demokratiske revolutions tomme fraser. Da de derved ville bedyre, at de tager Pilsudskis slagord for rede penge, og i ham ser de polske kapitalisters modstander, kan man ikke nok advare mod en sådan taktik. Kommunisterne i Polen må følge de af Lenin i 1917 angivne retningslinier og i 1926 bekæmpe Pil-sudski. Som det gik Kerenski i sin tid, således vil det nu ske med Pilsudski, men de af ”Komintern” understøttede polske kommunister må med alle midler drive masserne i en sådan retning, at de fører kampen såvel mod fascismen som mod pilsudkismen i den af Lenin foreskrevne form”. Depechen slutter med, at gesandten ved anden lejlighed vil oplyse ”… hvorledes jeg er blevet gjort bekendt med ovenstående rapport”. Warszawa, den 22. juli 1926 Lbn.1261. No. XXVII Den indrepolitiske situation i Polen. [ 1 bilag: Udenrigsminister Zaleski´ redegørelse] De politiske forhold er stadig behersket af samme uklarhed som siden statskuppet. ”… Som den tid-ligere kultusminister i kabinettet Grabski, hr. Stanislaw Grabski har fremhævet i en artikel-række i det konservative ”Gazeta Warszawska/Poranna”, [Porrany ?] byder den foreliggende situation på en række paradokser og intrikate spørgsmål, som intet menneske kan besvare. For eksempel:

189

Pilsudskis regering kræver ændringer i konstitutionen; mod disse … opponerer netop de partier, som støttede statskuppet. [efterfølgende punktopstilling er min]

• Parolen under gennemførelsen af kuppet var ”Ned med Sejmen”; den regering, der dannedes som følge af omvæltningen, vil ikke opløse Sejmen, men forlanger, at de mest indgribende konstitutionsforandringer skal foretages netop af denne Sejm.

• Resultatet af hele omvæltningen med 500 dræbte og tusinder af sårede har da kun været, at præsident Mosciski har afløst præsident Wojciechowski. Rigsdagsmand Bartel har afløst rigsdagsmand Witos, og maréchal Pilsudski er blevet krigsminister.

• Denne sidste har i sine udtalelser før kuppet stærkt kritiseret den daværende politik som øde-læggende for hærens enhed, men ingen har angrebet hærens enhed mere end Pilsudski, der har foranlediget, at det ene polske regiment kæmpede mod det andet, og at de generaler, som forsvarede den lovlige orden, blev fængslet.

• Pilsudski førte [sig frem under ] sin devise (:) Styrkelsen af den udøvende magt; på samme tid har han favoriseret organiseringen af friskytter (”Strzelec”) [min kursiv], ved hvis hjælp han delvis gennemførte statskuppet, og hvis tendenser er udpræget revolutionære og netop rettet mod statsmagtens autoritet.

• Endnu mange flere paradokser kunne anføres, og mange spørgsmål kunne rejses, der dog al-le kan samles i ét: Hvad var hensigten med statskuppet? [ min kursiv - slut på redaktionel punktopstilling]

Det forekommer mig (skriver gesandten), at Stanislaw Grabski har ret. Ingen kan se til bunds i, hvad hensigten var – det mest sandsynlige er, at Pilsudski … ikke har overvejet sin handlings kon-sekvensen tilstrækkeligt på forhånd – og i hvert fald er det umuligt at se, hvorhen det hele fører. Under alle omstændigheder er det ganske besynderligt at se, at den Sejm, om hvilken le maréchal [min kursiv] som bekendt udtalte, at hvis den ikke makkede ret, ville han lade pøblen skyde den ned, [nu] sidder og behandler Moscicki-Bartel-Pilsudskis forslag til konstitutionsændringer og gan-ske koldblodigt forkaster den ene paragraf efter den anden. 2´ behandling af de ti første artikler … sluttede i går og gav, som regeringens officielle organ resigneret bemærker, nærmest et negativt re-sultat, idet den 2/3 majoritet, som er nødvendig for gennemførelse af forfatningsændringer, ikke op-nåedes. Men derfor er det ganske vist ikke udelukket, at 3´ behandling kan ændre billedet, og at Sej-men i sidste øjeblik, som et villigt redskab, bøjer sig for den diktatoriske maréchal. Denne har i den allersidste tid anskaffet sig et særligt presseorgan, nemlig ”Glos Prawdy” (Sandhedens røst”), der fra at være et betydningsløst ugeblad nu er blevet et dagblad under redaktion af en af maréchalens tilhængere, hr. Wojciech Stpiczynski. I denne avis udslynger Pilsudski sin ros eller dadel til alle si-der og angriber så godt som daglig en eller anden ministerkollega, sidst finansminister Klarner, hvis virksomhed i øvrigt … har været yderst fortjenstfuld … (hans) foranstaltninger har … ført til, at den polske zloty i stedet for at falde efter statskuppet – som man skulle vente – har været i fortsat lang-som stigning, der endnu vedvarer, og statens budget i det hele synes godt konsolideret. Men for hr. Pilsudski drejer det sig ikke så meget om en mands kvalifikationer som om maréchalens sym- eller antipati”. Såvel Bartel som Zaleski fremsatte programerklæringer under debatten om forfatningsændringerne. Bartel fremhævede nødvendigheden af fuldmagt til regeringen til at stabilisere økonomien og de administrative forhold og holdt en ”yderst saglig og moderat tone”. Hans tale blev så godt som overalt godtaget som udtryk for, at hans regering ”… virkelig gør sig umage for at være ikke en par-tiregering, men en regering for hele folket”. Udenrigsminister Zaleski´ programtale bragte intet nyt i forhold til den forudgående regering. Rege-ringens fredselskende holdning viste sig i dens beslutning om at nedlægge en række militærattaché-

190

poster. Han afviste videre, forlydender i visse, dog ubetydende dagblade om, at ”Polen stod parat til at påbegynde krig, være sig med Rusland eller med Lithauen. ”Gazeta Warszawska/ Poranna”, højrepartiernes – ”L´ Union Populiste” – specielle organ, har [forud for debatten] udtalt sin bekym-ring over, at hr. Zaleski vedblivende forholdt sig tavs, og at man således ikke kendte regeringens udenrigspolitik. Denne tavshed har hr. Zaleski altså nu brudt, … (idet) han i en meget lang tale gen-nemgår Polens forhold til en væsentlig del af de fremmede nationer, men uden … udtalelser af vir-kelig politisk betydning, som hans forgænger grev Skrzynski ikke er fremkommet med i Sejmens udenrigspolitiske kommission. Morgenbladene fremhæver da også ènstemmigt, at man … ikke er spor klogere end man var i forvejen”. Efter planen skulle forfatningsdrøftelserne afsluttes inden 1. august, men gesandten finder denne tidsfrist for kort. Warszawa, den 7. august 1926 Lbn.1337. No. XXVIII. Polens indenrigspolitiske situation. Forfatningsændringerne er vedtaget stort set som oprindeligt fremlagt, se No. XXV af 18. juni 1926. Efter trusler fra Bartel om at sagen var et kabinetsspørgsmål, har Sejmens flertal der erkendte, at Polen, såfremt Bartel nedlagde sit mandat, ville ”… være ude i et fuldstændigt kaos … bidt i det su-re æble og rettet sig efter det fra oven kommende påbud om at gøre sig selv mere eller mindre umyndig. En kuriøs tildragelse er indtruffet under sagens gang. Senatet ændrede den af Sejmen vedtagne be-stemmelse om den majoritet, med hvilken de 2 kamre kunne beslutte parlamentets opløsning. Sejmen fastholdt ved den fornyede behandling … sin redaktion, men uden at sende forslaget tilbage igen til Senatet, der gjorde krav på at få lejlighed til at underkaste det fornyet behandling. Republik-kens præsident afgjorde striden mellem de to ting [kamre] derhen, at regeringen ganske simpelt udelod vedkommende paragraf af forslaget, og uden videre bekendtgjorde loven i går, hvorved den trådte kraft, medens Senatet endnu i dag … sad og ventede på at komme til at foretage den endelige behandling”. Man møder flove polske politikere!! ”… Det er ikke mærkeligt, at de politikere, som jeg har haft lejlighed til at tale med, har følt sig meget flove over situationen”. ”… Med vedtagelsen … er der altså givet rigsdagen den arbejdsfred, som denne har ønsket, og det skal nu vise sig, hvilke resultater diktaturet vil føre til. Foreløbig må Pilsudskis debut siges at være heldig. Der er i alle kredse i Polen en følelse af, at den almindelige tilstand stedse forbedres, og der er ved at oparbejde sig en tillid til, at man er kommet op over bølgedalen, og at den økonomiske og almindelige politiske situation klarer sig. Den omstændighed, der har hjulpet Pilsudski i så hen-seende er naturligvis den engelske kulstrejke. Standsningen af den engelske eksport har med et slag bragt liv i den polske kulindustri, og forøget dennes produktion med en hidtil ukendt højde og ren-tabilitet. Det stærke liv i kulbranchen har ført andre industrier med sig, f.eks. indenfor metal- og træindustrien … arbejdsløsheden formindskes stadig … (aktierne) stiger på børsen. Hele dette for-hold, på hvilke Pilsudski ikke har haft nogen som helst indflydelse – ligeså lidt som de gode høst-udsigter – regner man her i landet mere eller mindre bevidst maréchalen til gode [en repetition af ”Miraklet ved Vistula” i august 1920].

191

De færreste ”… ville … som situationen har udviklet sig ønske begivenhederne i maj uskete. Et an-det moment, der ligeledes støtter det nuværende regimente, er den omstændighed, at den kommuni-stiske agitation her i landet, der til tider har været ret stærk, i øjeblikket synes i mærkbar tilbage-gang. De betalte agitatorer, som tidligere dirigeredes fra Moskwa, synes at være blevet trukket til-bage, og givet er det i hvert fald, at pengemidlerne fra det røde Rusland ikke længere flyder så rige-ligt som hidtil. Også dette forhold, der ligeledes skyldes tildragelser i udlandet,, bidrager til at ud-bredelsen af en vis tryghed og tilfredshed med tilværelsen i den polske almenhed. [min kursiv]. I det hele taget følger man naturligvis her med største interesse de seneste begivenheder indenfor sovjetrepublikkerne. En kendt rigsdagsmand, (har sagt til mig) … at han betragtede de seneste fore-teelser i Moskva som begyndelsen til enden. Han gik ud fra, at vi snart ville se Moskva og Petro-grad kæmpende imod hinanden, og spåede i det hele taget ikke det nuværende regimente nogen lang levetid. Det er naturligvis ikke udelukket, at man her i Polen forveksler det, man ønsker skal ske, med det, der sandsynligvis vil ske, og skønt min hjemmelsmand har tilbragt hele sit liv i Rusland, kan han naturligvis ikke være fuldt orienteret om, hvorledes forholdene ligger i det nye U.S.S.R.”. Warszawa, den 31. august 1926 Lbn.1439. No. XXIX. Polen og Folkeforbundsrådet. [henvisning til telegram no. 34 af 24.8.1926, ikke vedlagt sagen] ”Det er ganske ejendommeligt at se, hvor ringe interesse der – i modsætning til, hvad der var tilfæl-det forrige gang – lægger sig for dagen for den tilstundende assemblé i Genève. Det virker som om Pilsudskis materielle succes … også har haft den virkning at indgyde det polske folk tillid til, at alt nok skal ordne sig til det bedste med hensyn til Polens plads i Folkeforbundsrådet, og at det er unødvendigt at nære bekymringer i så henseende. Måske er der også i den almindelige bevidsthed lidt fornemmelse af, at når det til syvende og sidst kun bliver, som Pilsudski vil, er der ingen fornø-jelse ved at beskæftige sig med Polens indre og ydre politik. Spørgsmålet om rådspladsen berøres naturligvis ikke desto mindre i disse dage ofte i pressen…” Tendenser er fortsat den samme: ”… Vi ønsker at opnå plads i rådet nu samtidig med Tyskland. Vi føler os overbevist om. At vi får en så-dan plads, og vi vil ikke lægge for megen vægt på, under hvilken form det sker. Vi forlanger selv-følgelig en permanent plads, men vi kan i virkeligheden godt lade os nøje med en valgplads, idet vi er sikre på at blive genvalgt”. Gesandten udtrykker herefter den mening, at udenrigsminister Zaleski alene er stråmand for viceudenrigsminister Knoll. Sidstnævnte ”brugte netop udtrykkelig den ven-ding, at Polen næppe ville stille noget ultimatum om formen for sit sæde. En tilføjelse om, at man i tilfælde af, at man ikke fik sine ønsker opfyldte, jo altid kunne melde sig ud, skal næppe tages al-vorligt – udover at der naturligvis altid er et usikkerhedsmoment for Polens vedkommende, at Pil-sudski efter en pludselig indskydelse, eller fordi han føler sig fornærmet over et eller andet, kunne tage en voldsom beslutning. Men taget i det store og hele synes stemningen altså overalt sang-vinsk… Viceminister Knoll gav [videre] udtryk for, at han ingenlunde anser vanskelighederne med Spanien for uovervindelige, og han gik ud fra, at Spanien selv tillagde Folkeforbundet og sin egen forbliven deri så stor betydning, at man ville gøre sit yderste for at undgå et brud – og Tanger-spørgsmålet var måske netop vejen til et kompromis... Personligt finder [den spanske chargé d´affaires] Spaniens holdning urimeligt intrasignent [stejl]”. Warszawa, den 4. august 1926 Lbn.1476.

192

No. XXX. Polen – Rusland. ”Som hr. Statsministeren vil vide, har den russiske regering nu på ny – og, hvad der ikke er uden in-teresse, umiddelbart før Folkeforbunds forsamlingen sammentræden i Génève – rejst spørgsmålet om afsluttelsen af non-agression´s traktater med Polen og de baltiske stater. Regeringerne i War-schau [sic], Helsingfors og Reval [ i.e. Tallin] har lovet at prøve [overveje] det russiske forslag lige efter, at de pågældende regeringers repræsentanter vender tilbage fra Génève. Derimod er det mig ikke bekendt, hvilket svar der er givet fra Riga, men samarbejdet mellem Warschau og samtlige bal-tiske landes hovedstæder regnes her for nu i dette spørgsmål at være så intimt, at man antagelig kan gå ud fra, at den lettiske regering har svaret på lignende måde. Med hensyn til tidspunktet for den fornyede fremsættelse fra russisk side af tilbud om afsluttelse af sådanne traktater skal jeg tillade mig at bemærke, at man her mener, at Moskvaerregeringen [sic] har håbet ved at få Polen til at indlade sig på forhandlinger at svække dette lands stilling i Folkefor-bundet på lignende måde, som det i foråret gik Tyskland ved afsluttelsen af Berliner overenskom-sten”. Polen vil antagelig, forud for evt. forhandlinger lade det russiske traktatudkast undersøge af Folke-forbundet for at sikre sig, at ordlyden ikke er i disharmoni med folkeforbundstanken. Medens Polen i foråret 1926 ikke var interesseret i en fælles eller særoverenskomst med Rusland, var holdningen nu mere affabel [afslappet]. De tre andre lande ville næppe underskrive traktater der ikke var ensly-dende med en evt. polsk-russisk. ”… Med hensyn til traktatforhandlingernes historiske gang”, bemærker gesandten” at tanken om af-sluttelsen af en non-agression´s traktat, bygger på princippet om voldgift, ikke er ny. Den fremsattes første gang i Moskva i 1922, men den russiske regering ville da ikke indlade sig på at afslutte en fælles traktat med Polen og de baltiske lande, som dengang erklærede ikke at have interesse for op-tagelse af nærmere forhandlinger under disse omstændigheder. I efteråret 1923 gjorde den russiske regering igen tilnærmelser med hensyn til dette spørgsmål, men uden at de fremsatte tilbud fandt en gunstig modtagelse. Først ved hr. Tschitcherin´ besøg i Warschau [!] i august måned f. a. [1925] blev spørgsmålet optaget til mere alvorlig drøftelse. Siden da har det stadigt været til diskussion i de interesserede lande”. Warszawa, den 28. september 1926 Lbn.1624. No. XXXI. Ministerkrise i Polen. ”Polsk indenrigspolitik bringer ofte overraskelser. Man havde ventet, at forelæggelsen i Sejmen af budgetprovisoriet for indeværende års sidste kvartal, der fandt sted den 23. ds. ville bringe regerin-gen i vanskelighed, da man betvivlede, at det ville være muligt at få den fornødne majoritet for budgettet. Det gik imidlertid ret glat, uagtet det ikke var d´herrer i rigsdagen behageligt at gå med til på ny at forøge det krigsministerielle budget. Det lå imidlertid i luften, at man er begyndt at tvivle på regeringens store mission, at man har fået øjet op for, at den utvivlsomme bedring, der i de sidste måneder har kunnet konstateres i den økonomiske situation, først og fremmest skyldes konjunktu-rerne (kulstrejken i England), på hvilke man ikke har haft nogen indflydelse i Polen. Der var imidlertid ganske imod forventning, at det den 24. kom til en regeringskrise efter at budget-tet var bragt i orden. Indenrigsministeren, general Mlodzianowski, og kultusministeren, prof. Suj-

193

kowski, faldt denne dag for et mistillidsvotum, mod hvilket der kun stemtes af socialisterne, det ra-dikale bondeparti ”Wyzwolenie” og for indenrigsministerens vedkommende yderligere den jødiske klub…”. Utilfredsheden med indenrigsministeren beroede i hans udrensning af national-demokratisk sindede embedsmænd i Wojewodskaberne [i de østlige provinser] forud for nyvalg til disse. For kulturministerens vedkommende utilfredshed med hans store ”liberalitet overfor de slavi-ske minoriteter [læs: ukrainske hhv. hviderussiske/ruthenske mindretal] … i skolespørgsmålet. ”… Det er imidlertid særligt bemærkelsesværdigt, at de to nævnet ministre hører til maréchal Pilsudskis mest intime venner, og det er måske ikke helt urigtigt at bedømme affairen som en komedie sat i gang for at ærgre den almægtige maréchal. Ministerpræsident Bartel rejste, efter at kabinettet var blevet enigt om at optræde solidarisk og hav-de indgivet sin demissionsbegæring, op til Pilsudski, der for tiden opholder sig ved et badested Druskieniki ved Wilna lige ved den lithauiske grænse, for at aflægge rapport til maréchalen, ganske som om denne var statsoverhoved og ikke menigt medlem af kabinettet. Resultatet af forhandlinger blev, at der blev dannet et nyt ministerium Bartel med nøjagtig de samme ministre som demissione-rede. Udnævnelsen fandt sted den 27. ds. og på torsdag antages kabinettet at ville forestille sig for Sejmen og forlange et tillidsvotum. Skulle Sejmen for en gangs skyld være konsekvent og afvise samarbejdet med de ministre, som den lige har givet mistillidsvotum, vil resultatet temmelig sikkert blive en opløsning af Sejmen … hvor høj en mening ... (man har ) om dennes moralske værd (frem-går af den almindelige opfattelse) at man ikke mener, at medlemmerne af Sejmen vil risikere at mi-ste diæter ved en opløsning”. Gesandten bemærker i øvrigt, at det forhold, at Pilsudski, som så ofte før, på nævnet badested intet har med den russisk-lithauiske ikke-angrebspagt eller dermed forbunden krigsfare. At Rusland har garanteret Lithauen Wilna [se XVIII af 7. maj 1926] betragtes i Polen ”som et slag i luften”. I øvrigt frygt for isolation ved en for kraftig tilnærmelse mellem Tyskland og Frankrig og manglen-de resultater i Geneve. Warszawa, den 4. oktober 1926 Lbn.1640. No. XXXII. Regeringsskiftet og den øjeblikkelige situation i Polen. [ fransk tekst til lithauisk-russisk ikke-angrebspagt: ” Les Messager Polonais”, af 2. oktober 1926] [Den russisk-lithauiske ikke-angrebspagt krænker Riga-freden af 1921, særlige russiske betingelser for ændring eller démarché, hvor Lithauen skuffes. Mageløst eksempel på den russiske udenrigspo-litiks råhed, manglende statsretlige valør og svindel] Sejmen vedtog den 28. september regeringens budgetforslag (det fremgår ikke om Bartel´ regering var blevet ”genindsat”), men fik et reduceret budget på 450 mill. zloty retur fra Senatet, dermed et minus på 34 mill. Ved fornyet behandling i Sejmen blev dette forslag accepteret med 207 mod 94 stemmer. Afstem-ningen blev opfattet som et mistillidsvotum mod den netop ny - eller genudnævnte regering. To formelle mistillidsforslag fra hhv. det nationaldemokratiske og det kristelig-demokratiske parti bort-faldt, idet regeringen Bartel atter trådte tilbage. ”… Med andre ord – polsk indenrigspolitik gav en ny overraskelse. De, der havde forestillet sig Po-lens diktator som en stærk personlighed, blev igen vidner til, hvorledes han tilsyneladende vakler mellem et diktatorisk og et pseudoparlamentarisk styre. Det blev meddelt, at regeringen ville opløse

194

Sejmen, hvis den blev tvunget til at træde tilbage, og det forlyder, at beslutningen om alligevel at demissionere skyldtes, at flere af ministrene har udtalt sig imod opløsning af Sejmen. Lørdag den 2. oktober udnævnes et nyt ministerium med Pilsudski som ministerpræsident og krigsminister … [indenrigsminister: general Slawoj Skladkowski, udenrigsminister: Zaleski, Andrzej Moraczewski, socialdemokrat, men uden partiets støtte, minister for offentlige arbejder, to royalistiske ministre: justits – og landbrugsministrene, der var således tale om 5 gengangere] ”… Hermed har Pilsudski altså taget konsekvensen af sine handlinger i maj [1926] – har overtaget det formelle ansvar, som han hidtil har haft den reelle magt. Spørgsmålet står åbent, hvorfor han ik-ke har gjort dette før. Om hans leflen med parlamentarisk styre har været mere et udslag af svaghed. Det er ikke udelukket, at han blot har ønsket at trække tiden ud for at kunne organisere sine folk til nye valg. Når man ser tilbage på den tid, der er gået siden Maj-kuppet, må man næsten tvivle på, om formålet med dette har været andet en at bringe hæren i hænderne på denne ene mand – måske et farligt eksperiment for Polen, da Pilsudski-officererne, der nu er sat i spidsen for hæren, efter udenlandske sagkyndiges udtalelser er ringere i militære henseende end deres forgængere. Måske vil historien dømme anderledes om Pilsudski, måske vil det det vise sig, at han virkelig har været politisk fremsynet. Endnu er det uhyre vanskeligt for hans samtidige at få et objektivt billede af ham. Han ynder selv at sammenligne sig med Napoleon som strateg, men sagkyndige siger, at hans militære kundskaber ikke strækker videre end til at føre et kompagni. Han er ikke nationaløko-nom og har ingen andel i den af konjunkturer begunstige økonomiske fremgang her i landet i den seneste tid. Men maréchalen er en krigertype af et gammeldags romantisk tilsnit, der ved sin per-sonlighed, sin charme og sit ualmindelige kendskab til den polske folkekarakter forstår at rive mas-serne med sig. Mange hævder, at han til dato har bevist at være personlig uegennyttig. Det skal nu vise sig, om han blot har stillet sig et højere mål end republikken har kunnet stille ham. Man kan i dag faktisk ikke mere bortvise den tanke som fantastisk [ egl. i original: Man kan i dag faktisk ikke mere som fantastisk …], at Pilsudski skulle mene, at tiden nu er inde, da han kan lade sig krone til konge…” Gesandten nævner så, at rygterne hidtil ikke har været af en karakter, at det burde indberettes til København, men ”… såvel indenfor mine kollegers kreds sådan som blandt polske politikere og embedsmænd, har imidlertid i de sidste dage kategorisk, at spørgsmålet nu i høj grad er aktuelt. Den monarkistiske idé virker i sig selv sikkert tiltalende på en meget stor del af det polske folk – og som det så ofte går, når det går galt – mange mener, at de øjeblikkelige tilstande er skyld i al dårligdommen, og at en anden regeringsform kan bringe alt ondt til ophør. Monarkisterne har derfor sikkert i den sidste tid fået mange tilhængere blandt folk, der er lede og kede af den form for parlamentarisk styre, som Polen har haft siden republikkens oprettelse med den kvalitativt meget ringe rigsdag. Selv Pilsudskis modstandere vil derfor, mener mange, i stort omfang kunne vindes for tanken om genoprettelsen af det polske kongedømme med maréchalen som den første konge. Da Pilsudski ingen søn har, og da man ikke mener, erfaringerne taler for en genoprettelse af et valg-kongedømme, går planerne vist nok ud på, samtidigt med at Pilsudski vælges til konge, at vælge en tronfølger af et af Europas fyrstehuse, der ved Pilsudskis død vil blive den første konge i et arve-kongedømme. Uden at kunne udtale mig om sådanne idéer er realisable i øjeblikket, vil jeg dog gøre opmærksom på, at også den udenrigspolitiske situation kan bringe Polen ind i en stilling, hvor Pilsudski, hvis han virkelig måtte ønske at blive konge, vil kunne skabe en stemning på grundlag af historiske tra-ditioner at genskabe Kongeriget Polen. Efter at teksten til den russisk-lithauiske overenskomst med den dertil knyttede noteveksel [note udveksling] er blevet offentliggjort netop nu, da de russiske forslag om en non-aggressions traktater [ikke-angrebspagter] skulle have været underkastet en prø-ve [været vurderet] her, i Reval [Riga] og Helsingfors, er der ingen tvivl om, at Polens stilling til de

195

to lande her opfattes som meget alvorlig, en situation som i givet tilfælde vil kunne udnyttes også indenrigspolitisk. Før tekstens offentliggørelse var man, …(som jeg indberettede i no. XXXI af 28. 9.) .. her nærmest af den anskuelse, at man måtte betragte Ruslands andel i traktaten som en de-monstration, som regeringen i Moskva havde fundet det opportunt at give til bedste. Man mente at ville vide, at det russiske udenrigskommissariat ville redigere den note, der afleveredes samtidig med, at konventionen blev underskrevet, på en så tvetydig måde, at der mellem den polske og russi-ske regering kunne optages forhandlinger o, hvorledes man skulle forstå Ruslands stilling til Wilna-spørgsmålet. Imidlertid giver, som … (det fremgår) af vedlagte oversættelse til fransk af traktaterne og den russiske note fra ”Le Messager Polonais”, for 2. oktober, ”… klare ord for pengene. Rus-land har [understreget i original] krænket den polsk-russiske rigstraktat [Rigafreden] af 18. marts i 1921, i hvis Artikel 3 følgende udtales: ”Les deux parties contractantes ont décidé d´accord que, en tant que les territoires situés à l´ouest de la frontière tracée par l´article 2 du present traité comprennent des territoires étant l´objet d´un litige entre la Pologne et la Lithaunie, le question de l´appartenance de ces territoires à l´un eu à l´autre de ces deux Estate regarde exclusivement la Pologne et la Lithaunie”. [De to kontraherende parter er enige om at, hvad angår områder vest for den i Artikel 2 i denne traktat fastlagte grænse, omfatter områder der er genstand for strid mellem Polen og Lithauen (og, at) spørgsmålet om tilhørsforholdet af disse områder til den ene eller anden af de to stater udelukkende vedrører Polen og Lithauen]. Den fungerende udenrigsminister, hr. Roman Knoll, har anmodet den herværende russiske gesandt om en forklaring. Dennes svar skal have været: ” Rusland er endnu villigt til officielt at udtale, at det er uinteresseret i Wilna-spørgsmålet, såfremt Polen er beredt til med Sovjetrusland at afslutte en særoverenskomst [understreget i original] om gensidig neutralitet”. Herefter synes det endnu van-skeligt at se, hvad Rusland har villet opnå med den pågældende traktat, om blot at tvinge Polen til afslutning [undertegnelse] af en særoverenskomst a la den bismarckske ”Rücksicherungsvertrag” [ efter Bismarck´ tysk-russiske traktat 1887], eller en af de herrer [sic] i Moskwa [!] ikke skulle være kommet for sent med en démarché med det formål at splitte Polen fra de øvrige baltiske stater. At man samtidig fra russisk side har villet give Folkeforbundet et nålestik ved at søge at isolere Lithauen fra dette, er en nærliggende tanke. Den polske presse giver ingen vejledning til forståelsen, den fører som sædvanligt ved sådanne lejligheder et meget voldsomt sprog, men er åbenbart endnu ikke klar over, hvor landet ligger. Lithauen synes næppe at have vundet meget ved traktaten. Det har erklæret ikke at ville gøre noget, som ville være i strid med dets forpligtelser som medlem af Folkeforbundet. Traktaten må altså an-meldes til Folkeforbundssekretariatet, og dette vil kunne kassere den [understreget med blyant i København]. I modsat fald står altså nu som før den udvej åben for Lithauen at søge Folkeforbun-dets mægling i Wilna-spørgsmålet. En kendsgerning foreligger – det stærkt rustede Polen sidder in-de med Wilna. Antageligt vil de nærmeste dage give klarhed over situationen, så at det vil være muligt herfra nær-mere at komme ind på de forskellige spørgsmål, der rejser sig. Warszawa, den 8. oktober 1926 Lbn.1667. No. XXXIII. Den udenrigspolitiske situation. [stikord: russisk-lihtauisk traktat]

196

”I fortsættelse af … depeche no. XXXII af 4. oktober vil jeg … pointere, at den ophidsede tone, der i de første dage efter at den russisk-lithauiske traktattekst blev bekendt her, prægede den polske presse, nu har givet plads for en roligere stemning. Om end de polske aviser i det store og hele giver udtryk for den anskuelse, at traktatens afsluttelse betyder en vending, der kan få dårlige følger for Polen, så understreger dog bladene nu, at man for enhver pris må undgå at blæse i krigstrompeten, og pressen advarer … Pilsudski imod at foretage uoverlagte skridt udadtil, om hvilke befolkningen ikke kan samles.. I det hele taget må man være klar over, at Vesteuropa, hvis man fra polsk side ville benytte den foreliggende situation til at foretage overilede skridt, ikke ville vise Polen megen sympati. Det syntes endvidere, som om man her nærer nogen tvivl om, hvorvidt Polens udenrigspo-litik har været heldigt ledet i det år, der er forløbet siden den russiske udenrigskommissær, hr. Tschitcherin, aflagde besøg her, og når man ser hen til den række begivenheder, der udenrigspoli-tisk i den forløbne tid har spillet en særlig rolle for Polen – [min formatering]

• Locarno, hvor Frankrig lod Polen i stikken, • de indtil nu negativt forløbne handelstraktatforhandlinger med Tyskland, der har stået på i

over et år, • den tysk-russiske Berlinertraktat, og nu sidst • den lithauisk-russiske Moskwaertraktat [sic]

[slut på eget format] må det også slå èn, at Polen i det forløbne år udenrigspolitisk set synes i for liden grad at have op-nået resultater, i for høj grad at have indskrænket sig til at orientere sig. Med hensyn til pressens udtalelser om den russisk-lithauiske traktat skal jeg tillade mig generelt at citere følgende. Man mener, at sovjetregeringen har haft forskellige motiver til at afslutte traktaten, først og fremmest at bryde det på Englands foranledning skabte forsøg på indkredsning af Rusland [det en senere tid benævnte containment], men dernæst er der også enighed om, at Rusland har hå-bet at rette et effektivt stød mod Folkeforbundet ved at bringe et medlem af dette til at underskrive en traktat som den omhandlede og derved – stadig ifølge den polske presse, krænke Folkeforbunds-pagtens § 16. Det understreges, at den polske presse ved at bevare sin koldblodighed har en opgave i at skabe en pacifistisk stemning. Den indenfor Warszawa-pressen som den bedste kender af udenrigspolitiske forhold ansete redaktør, kr. Stronski udtaler i sit blad ”Warszawianka”, organ for Det kristeligt-nationale Parti, at der ikke er noget overraskende i traktaten, men at denne er et typisk udslag af den politik og den metode, som sovjet-russiske diplomater i lang tid har fulgt. Ifølge hr. Stronski har Moskwa-regeringen [sic] drevet sit spil med det lithauiske udenrigsministerium i to punkter, der udgør de vigtigste dele af traktaten. For det første giver traktatens artikel 1 kun Lithauen en remini-scens af Traktaten af 12. juli 1920, i hvilken russerne ligeledes ved en flot gestus har tilbudt egnene omkring Wilno og Grodno (det er jo altid let at give en anden mands ejendom bort). Men strengt ta-get forpligter dette fornyede tilbud ikke Sovjet til noget som helst, og det eneste, Lithauen opnår, er besvær ved Geneve, London, Paris og Rom. For det andet … har traktatens artikler III og IV præci-seret, at i tilfælde af, at en stat eller en række stater skulle forene sig mod Sovjet-Rusland eller mod Lithauen for at udøve et væbnet eller økonomisk tryk på vedkommende land, skal den anden stat forpligte sig til ikke at tage del i aktionen, hvad der jo ikke er nogen større forpligtelse. Rusland lo-ver derved intet til Lithauen, men opnår på den anden side, at dette [medlemsland] krænker Folke-forbundspagtens § 16, som et led i kæden af Locarno-traktaterne ag 16. oktober 1925, Berliner-traktaten af 24. april 1926 og Moskwaertraktaten af 28. september 1926, er sidstnævnte imidlertid foruroligende, thi den afslører – efter hr. Stronski´ mening, at der bag kulisserne arbejder andre kræfter: Tyskland. Hvad dette land opnår, siger han, er ganske tydeligt. Locarno skelner mellem

197

vest- og østgrænser, men forpligter Tyskland til ikke direkte at krænke østgrænserne. Under dette forhold kan en eventuel krise skabt af Lithauen, i en given situation komme Tyskland til hjælp, så-ledes at det kan udnytte forholdene til at udøve et pres på Polen – uden at dette behøver at være af væbnet natur. Derfor Berlinertraktaten, derfor også den af Tyskland ydede hjælp ved afslutningen af Moskwaertraktaten. Til slut skal jeg citere en fra forskellige sider fremsat udtalelse om, at Lithauen ikke må vente sig, at Rusland skal betragte traktaten som andet end et stykke papir. De herværende politisk interesserede kredse var knapt godt i gang med at studere den ved den rus-sisk-lithauiske traktat afsluttelse opståede situation, før en ny sensationel meddelelse satte sindene i bevægelse. Det polske officielle telegrambureau, ”P.A.T., sendte mandag et kommuniké til udlandet og provinsen – som allerede offentliggjort i danske blade i tirsdags, indeholdende referat af en arti-kel i den franske avis, ”Journal des Finances”, gengivende rygter om, at fransk-amerikanske for-handlinger om afviklingen af den franske [krigs-] gæld også skulle have omfattet spørgsmålet om at give Danzig tilbage til Tyskland, og ligeledes om, at England, og hvad der er det vigtigste, Polen skulle være indforstået med denne plan, for hvis realisering det skulle være en betingelse, at ydedes den polske regering en stor økonomisk erstatning. Måden, på hvilken denne plan blev omhandlet i kommunikéet – et, uden kommentar af nogen art, gav selvsagt anledning til allehånde gisninger. Da kommunikéets som bekendt blev udsendt her onsdag, blev spørgsmålet, hvorfra denne fra alle sider betegnede prøveballon var lanceret. Da den var udsendt uden kommentar, syntes muligheden jo størst for, at det var polakkerne selv, der har ønsket at bringe spørgsmålet på tale, men endelig kun-ne man ikke bortvise den tanke, at kommunikéet er tysk arbejde, (der) ved en eller anden mærkelig og ubehændig fejltagelse (er) besørget ekspederet af polakkerne. Klarhed … er endnu ikke til stede. I en artikel d.d. i det officieuse blad ”Le Messager.Polonais”, henledes i denne forbindelse på en artikel, som ”Le Martin´” redaktør, hr. Sauerwein [hvilket navn, men i Frankrig går det an!] for ny-lig har offentliggjort i ”Deutsche Allgemeine Zeitung”, hvor denne skribent har udtalt, at en revisi-on af Tyskland østlige grænse er mulig ved venskabelig overenskomst mellem Tyskland og Polen. ”Le Messager Polonais”, understreger, at det tyske blad som kommentar til hr. Sauerwein´ artikel har henledt opmærksomheden på en tale, som den polske udenrigsminister for nylig, og hvori han udtalte, ”at Polen ikke ville afstå en tomme af sit territorium, ligegyldigt til hvem og ligegyldigt på hvilke betingelser”. Det nævnte blad henviser endvidere til et interview, som udenrigsminister Za-leski vist nok afgav den 5. oktober. til ”Neue freie Presse”, hvori han konstaterede, at Polen ikke kunne undvære Danzig, som sin eneste udgang til havet. Dette er jo alt sammen rigtigt, men spørgsmålet om en afståelse af Danzig vil heller aldrig kunne få nogen betydning taget isoleret; thi hvad ville Danzig være uden noget ”Hinterland” ? [bagland] Der turde være nogenlunde enighed om, at Danzig-spørgsmålet er ensbetydende med spørgsmålet om den polske korridor, og at dette ikke har stor chancer for kunne løses i den nærmeste fremtid, medmindre Polen får kompensation på anden vis [og, hvor skulle de så være? En anden ”tysk” by, i så fald Memel]. Ingen kender … Pilsudskis planer, men det er velbekendt, at han ved Polens genoprettelse … øn-skede, at landet skulle have karakter af en føderativ stat. Det turde ikke være min opgave på løst grundlag at udtale noget om, hvilke planer Pilsudski og dennes omgivelser må antages at have med hensyn til Lithauen, men det synes ikke at forekomme fuldstændigt udelukket, at der er mulighed for, at man vil søge at opnå en ordning, hvorefter resultatet til syvende og sidst vil blive, at dette land økonomisk vil blive knyttet økonomisk sammen med Polen ved en toldunion eller på lignende måde, og at man vil søge at knytte en aktion i så henseende sammen med en revision af korridor-spørgsmålet, der vist for Pilsudski først kommer i anden, tredje række. … jeg … (havde) i går aftes en længere samtale, under private former, om disse spørgsmål med le-derens i det herværende udenrigsministeriums traktatafdeling, professor Makowski, som hr. Greven [Moltke] vil huske fra forhandlingerne, i København, om afsluttelsen af den dansk-polske forligs-

198

nævns- og voldgiftstraktat. Hr. Makowski var villig til at indrømme, korridorspørgsmålet er ganske overordentlig vanskeligt og i ganske ualmindelig grad indeholder stof til forviklinger. Som .. (han) sagde:” Danzig er imidlertid absolut nødvendig som bindeled med verden for det vestlige Polen, og en kompensation ved Memel betyder meget lidt for hele denne rigeste del af Polen. Østpreussens stilling, skilt fra det øvrige Tyskland og uden noget ”Hinterland” er ret håbløs. Derfor må stemnin-gen i Østpreussen neutraliseres, og denne landsdel før eller senere på den ene eller anden måde knyttes til Polen”. Hr. Makowski synes altså i temmelig høj grad at være optimist med hensyn til, i hvilken retning Polens politiske fremtid vil udvikle sig, og jeg har kun tilladt mig at citere hans ud-talelser til supplering af det i øvrigt temmelig vage billede af situationen, som for øjeblikket er mu-ligt at få her i Warszawa, under hensyn til den betydningsfulde stilling, hr. Makowski indtager i herværende udenrigsministerium. Jeg tillader mig at tilføje, at hr. August Zaleski under den 5. oktober erholdt udnævnelse til uden-rigsminister i kabinettet Pilsudski.” Warszawa, den 13. oktober 1926 Lbn.1704. No. XXXIV. Den lithauisk-russiske traktat. [Bilag: ”Le Messager Polonais”, no. 231 af 12.oktober 1926, Interview med udenrigsminister Za-leski] ”… Som hr. greven vil se, udtalte … Zaleski … at man ikke skal tillægge traktaten større betydning, end den har … Medens … (han) ad diplomatisk vej ville gøre sig bekendt med Moskwa-regeringens stilling til de forskellige spørgsmål, som fremkommer i forbindelse med traktaten, udtaler han sig mere positivt med hensyn til Lithauens andel i traktaten. Han betegnede denne som en ny fjendtlig handling fra den lithauiske regerings side, som dog … ikke skulle tages alvorlig, da Wilna-spørgsmålet i sin tid er blevet reguleret af Ambassadørkonferencen efter opfordring fra den lithauiske regering. Hr. Zaleski understreger, at det er noget enestående i historien, at et land (Lithauen) betragter sig værende i krig med et andet (Polen), uden at dette har en lignende opfattel-se af forholdet mellem de to lande. Hr. Greven vil endvidere bemærke, at den polske udenrigsminister indskrænker sig til at bedømme traktaten fra en polsk synsvinkel og ikke kommer ind på spørgsmålet om, hvorvidt den lithauiske regering ved dennes afsluttelse har krænket sine forpligtelser som medlem af Folkeforbundet. Hr. Zaleski … (mener) ikke, at den lithauiske befolkning står bag regeringen i denne sag, men at dette land kun er skabt, og kun kan udvikle, sig i Polens skygge [min kursiv]. Sluttelig vil man lægge mærke til, at … Zaleski giver sine ord adresse ikke til èn stat, men til flere stater, når han taler om den dårlige vennetjeneste, der er gjort Lithauen af ”visse stater, der benytter Lithauen til deres egne politiske formål”. Warszawa, den 18. oktober 1926 Lbn.1747. No. XXXV. De økonomiske forhold i Polen.

199

”At de økonomiske forhold i Polen siden republikkens genoprettelse har været meget dårlige er vel-bekendt. Det kongelige [ originalen: kgl.] ministerium …” løbende underrettet om disse forhold, ” og blandt andet have fået et indtryk af, hvilke usikre forhold der karakteriserer Polens økonomiske liv, ikke mindst under den af stats- og finansminister Grabski ledede politik, der ved snart at føre en liberal importpolitik, snart ved at lukke af for importen, skabte sådanne forhold, at det blev umuligt for den polske handel og industri at disponere med fremtiden for øje. Gesandtskabet har … (indberettet), at de økonomiske forhold er undergået en stadig bedring, siden maréchal Pilsudski, i maj dette år, overtog den faktiske ledelse, men … har også pointeret, at ho-vedgrunden til denne bedring ikke måtte søges i interne forhold – som f.eks. en fastere og mere målbevidst økonomisk politik, men først og fremmest i den engelske kulstrejke, der i en for Polen meget vanskelig tid har bevirket, at dette land har kunnet få en særdeles betydelig kuleksport i gang til gode priser og dermed får megen fremmed valuta til landet. Man har endnu ikke Pilsudskis kup, og de dermed i [denne] forbindelse stående ændringer i statsadministrationen, på så stor afstand, at man let [vil] kunne forklare, hvilken direkte indflydelse maréchalens magtovertagelse har haft på de økonomiske forhold i andet særligt da det synes, som om den genopblussen i handel og industri, der har kunnet spores, for en del skyldes rent psykologiske momenter, som tillid til, at en fast hånd nok skal få noget ud af det til syvende og sidst fra naturens side rige Polen. Folk, for hvem følelsesmo-menter ikke spiller ind i denne forbindelse, og som derfor ser nøgternt på situationen, konstater dog, at de højerestående embedsmænd, der i administrationens forskellige grene er indsat i stedet for de afskedigede efter omvæltningen, i det store og hele hverken er, moralsk eller hvad dygtighed og ud-dannelse angår, bedre kvalificerede end de afsatte; eller for at udtrykke mig mindre eufemistisk: Den klike, der omgiver maréchalen, nyder ingen anseelse [min kursiv].” Gesandten giver herpå en oversigt over den økonomiske situation baseret på politiske tidsskrifter og samtaler med kolleger og erhvervsledere. ”Den vanskelighed, Polen først og fremmest har kæmpet med i efterkrigsårene, er manglen på kapi-tal, da først krigen, senere inflationen fortærede hele landets flydende kapital. Lån fra udlandet var det løsen, der gik gennem de skiftende finans- og handelsministres taler – folk, der ville Polens vel, kunne have ønsket, at polakkerne i højere grad havde øjnene åbne for, at en anden og ikke uvæsent-lig vanskelighed ved at få de økonomiske forhold … i orden ligger i nationens mangel på evne til organisation og til målbevidst arbejde [min kursiv]. Måske fordi de lande og de finansgrupper, der kom i betragtning som långivere, havde øjnene åbne for dette forhold, givet er det i hvert fald, at de store lån udeblev. Polen kunne flere gange have fået engelske og amerikanske lån, i den tid, da hr. Grabski sad ved magten, men betingelsen var, at der blev indsat en finanskontrollør, og dette mente han – kortsynet, var under republikkens værdighed. Som hr. Greven vil vide, kom den amerikanske professor Klemmerer for et lille års siden hertil for, efter den polske regerings indbydelse, at undersøge forholdene her og afgive rapport herom. Man håbede – forgæves, at opnå amerikanske lån på basis af denne. Ministeriet Bartel fornyede invitati-on, og hr. Klemmerer har for nyligt – afsluttet et tre måneders besøg … under hvilket han, der den-ne gang blev ledsaget af en med stor stab af sagkyndige, nøje har gennemgået de forskellige øko-nomiske problemer … Besøget var dyrt nok – hr. Klemmerers regning var på cirka 150.000 $, og man får nu se, om den rapport, professoren vil afgive … og som siges at ville blive på 800 sider, bliver så gunstig for Polen, at landet kan få lån på basis af denne. Dette er muligt, thi ved en lang række af selskabelige sammenkomster holdt … (han) nogle taler med mange smukke ord om Polen og det polske folk, men man kunne ikke undgå at lægge mærke til, at han i en af sine sidste taler sagde, og i et afskedsinterview gentog, at ”nu er den tid nær, da det polske folk må bide tænderne sammen og arbejde”[min kursiv]. I en foreløbig redegørelse har professor Klemmerer anført følgende forskellige … tegn på en bed-ring i den (polske) økonomiske situation:

200

1. I tre måneder efter hinanden har budgettet være i balance. 2. I omtrent 8 uger har den polske valuta været stabil, dvs. ikke været underkastet stærkere

svingninger end i et land, der har en stærk møntfod. 3. ”Bank Polski” har tilbagebetalt den kredit på 10 mill. $, som den har opnået i [USA´] ”Fede-

ral Reserve Bank” til stabilisering af zlotyen, og har endvidere frigjort sig fra enhver behæf-telse det guld, der var deponeret i udlandet, samt endelig forhøjet dækningen på de i omløb banknoter [pengesedler] fra 34 % i december 1925 til 39 % ved udgangen af august 1926.

4. De polske værdipapirer er steget, såvel obligationer som særligt aktier, af hvilke f.eks. ”Bank Polski´ ” aktier er steget omtrent 100 % fra maj til august [1926].

5. Procentvis udgør de til ”Bank Polski” betalbare, protesterede veksler [ forfaldne veksler, der ikke er indfriet] i juli måned 1926 kun 2,5 % mod 9,5 % i november 1925.

6. Antallet af jernbanewaggoner [godsvogne] der er håndteret af de polske jernbaner er forøget fra 10.046 i januar måned 1926 til 15.687 i august måned (Professor Klemmerer kunne må-ske have omtalt, at det er kuleksporten, der er skyld i denne store stigning).

7. Antallet af arbejdsløse er ifølge den offentlige statistik faldet fra 359.000 i januar måned til 245.000 i august.”

Gesandten supplerer disse udtalelser: ”Siden midten af august måned 1925 og indtil kort efter Maj-kuppet i år, har den polske zloty været genstand for stadige og meget betydelige kurssvingninger. Som nævnt …, har zlotyen imidlertid i længere tid været omtrent stabiliseret. Kuren holdt sig omkring 8,96 pr. dollar, men i de sidste dage har der dog vist sig en stærk tendens til opkøb af fremmed valuta ikke blot blandt importørerne og de industridrivende, men der er også i stort omfang foretaget spekulationskøb fra de små kapitali-sters side. Kursen for dollar svinger i disse dage nu mellem 9,15 og 9,00. Det bliver derfor interes-sant at se, hvorledes stillingen vil være efter den engelske kulstrejkes ophør; om det vil være muligt at holde zlotyen stabil. At regeringen antager dette må formes, da den som nyligt indberettet … gav den indenlandske handel med valuta fri [ses ikke af materialet!]. Det kan anføres som et gunstigt tegn, at de indenlandske forretninger nu i hovedsagen afsluttes i zloty, medens så at sige alle forret-ninger blev afsluttet i fremmed valuta endnu [så sent som] i foråret [der må menes 1926]. Professor Klemmerer nævner [som anført] som gunstigt, at ”Bank Polski” har betalt …[sit lån til U.S. Federal Reserve] på 10 mill. $. Grunden hertil må antagelig ses i rent prestigemæssige hensyn, men som det er anført fra forskellig side, talte økonomiske motiver dog snarere mod en sådan rask [hurtig] afbetaling, da bedringen i den økonomiske stilling [alene] skyldtes konjunkturerne i ku-leksporten, og det kan man næppe, i forhold til landets størrelse, betragte som noget strålende, at ”Bank Polski” nu har en guldbeholdning til en værdi af 135.376.000 papirzloty og en fremmed va-luta til et beløb af 109.095.000 papirzloty. Ændringerne i ”Bank Polski´” statutter er af stor interes-se. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at seddeldækningen af metalpenge og fremmed valuta – un-der særlige omstændigheder, kan nedsættes til under de 30 %, der var forudsat ved de tidligere sta-tutter. Endvidere fastsættes det, at bankens anlægskapital kan forhøjes fra 100 til 150 millioner zlo-ty. En svag side ved den polske møntordning er de såkaldte billions, af regeringen udstedte, udæk-kede hjælpepenge, af hvilke der cirkulerer 460.000.000 zloty. Skatterne virker stadigt meget hæmmende på det økonomiske liv: De er høje, og deres inddrivelse er meget vanskelig, da der her i landet er en ualmindelig udpræget ulyst til at betale skat af sine vir-kelige indtægter, eller for at sige det rent ud: Skattesnyderiet systematiseret i højere grad i Polen end i de fleste andre lande. Man har i inflationstiden vænnet sig til at leve over evne i overordentlig høj grad, og et udslag af demoralisationen er netop, at hovedparten af den del af befolkningen – i

201

øvrigt en meget ringe del, der får penge mellem hænder, først tænker på luksusforbruget og derefter på skatterne [min kursiv]. Det turde også være et dårligt tegn … at … indskuddene i samtlige pengeinstitutter … ikke oversti-ger 200 mill. zloty. Det er en kendsgerning, at Polen er et af de mest pengefattige lande i Europa, hvilket står i forbindelse med, at kreditforholdene … i den grad er unormale, således at det selv nu, hvor der dog er kommet nogen fremmed kapital til Polen, er vanskeligt at få lån billigere end til 3 à 4 % pr. måned. Jeg skal i denne forbindelse ikke komme nærmere ind på det … uheldige forhold, at dets forsvars-udgifter [”krigsministerielle” …] udgør cirka 1/3 af statsbudgettet (regeringen har budgetteret med et samlet budget på 1.896.463.588 zloty, deraf 623.221.601 til krigsministeriet for finansåret 1927/28). Det er ikke bekendt, om professor Klemmerer nærmere har udtalt sig om, hvorvidt det bliver nødvendigt at nedsætte det krigsministerielle budget – hvad der vanskeligt vil kunne lade sig gøre under de øjeblikkelige udenrigspolitiske forhold, men i det store og hele synes det, som om han ikke vil kunne anvise andre veje til sanering af Polens finanser end de, som allerede den engel-ske finansekspert, Hilton Young, gav i 1922: ”Indskrænkning af statens udgifter, reform af skatte-væsenet, reorganisation af de forskellige statsforetagender og, hvad der i øjeblikket i særligt grad er aktuelt, snarest muligt søge forståelse med de stater, der betyder naturlige afsætningsmarkeder for Polen, i første række Tyskland, med hvilket land forhandlingerne er blevet genoptaget om en han-delstraktat Med hensyn til Polens udenrigshandel skal jeg … anføre følgende: Importen er i dette år formindsket betydeligt; blandt årsagerne hertil kan anføres statens importregu-lerende foranstaltninger og den almindelige dårlige økonomiske situation. Importoverskuddet, der sidste år var meget betydeligt …, vil i dette år blive forandret til et eksportoverskud, men det er grundet på de længe så stærkt svingende kurser næppe muligt at få et klart overblik over im - og eksportens guldværdi i de sidst forløbne halvandet år. Det skal her blot bemærkes, at eksportover-skuddet i tidsrummet 1. september 1925 til 31. august 1926 udregnes til en guldværdi af 505 mill. guldzloty. Der er hovedsagelig tre grunde til eksportens stigning: En god høst i 1925, den ved zlotyens fald skabte eksportpræmie [devalueringsgevinst] og endelig de ved den engelske kulstrejke … gunstige konjunkturer for den polske kuleksport. Holder denne forklaring på, at den økonomiske balance har ændret sig i Polens favør, stik, kommer man altså til det i og for sig lidet gunstige resultat, at den fordelagtige situation ikke er skabt ved målbevidst arbejde, men skyldes forhold, hvilke polakkerne ikke selv har været herrer over. Når man ser hen til den polske administration, der f.eks. har kendetegnet den polske kuleksport, hvor desorganisation og uordholdenhed [mangel på opfyldelse af aftaler], som … (ministeriet vil vide) har præget polakkernes behandling af en sag, hvor man skulle have toet, at det i første række ville være dem om at gøre, at skabe en stemning af tillid i de ny skandinaviske afsætningsmarkeder, kan man ikke undlade at udtale sin tvivl om, hvorvidt Polen i modgangstider vil være situationen voksen. Og vanskelige tider med lønkamp kan, selv om den gunstige konjunktur for kuleksporten måtte vare endnu i længere tid, ventes i en ikke fjern fremtid, da priserne siger dagligt på alle livs-fornødenheder – i langt større omfang, end de officielle statistikker giver indtryk af. Det kan i denne forbindelse nævnes, at tekstilindustrien i Lodz lige, med nød og næppe, har undgået en omfattende strejke ved at give arbejderne en lønforhøjelse på 5 %. Jeg tillader mig til slut, til nærmere belysning af udviklingen i den polske eksport, for de vigtigste varegruppers vedkommende, nedenfor at anføre følgende tal for eksportværdien i de to seneste år, samt (de) 8 første måneder i indeværende år: [indsat fra Excel 2003 regneark]

202

Værdien af Polens eksport. Se noterne Varegrupper 1924 1925 1926 Næringsmidler 303.434 370.521 245.383 Dyr 46.876 111.560 47.665 Dyriske produkter 22.940 27.539 14.896 Træ og trævarer 137.106 241.837 135.582 Planter og frø 29.491 35.570 12.884 Kul 257.317 156.829 140.609 Koks 5.344 2.818 1.483 Petroleum 11.742 9.339 7.466 Motorolie 9.098 9.852 8.195 Smøreolie 16.792 11.735 5.715 Benzin 22.172 21.107 12.467 Paraffin 15.278 18.862 12.104 Kemikalier (ikke organiske) 10.948 10.931 7.228 Kemikalier (organiske) 7.404 6.572 5.237 Farver, farvestoffer, lak 4.762 5.014 1.898 Cement 1.891 409 506 Metaller og metalprodukter 139.969 148.021 87.132 Maskiner 6.304 8.774 3.278 Papir og papirprodukter 6.974 8.774 3.278 Tekstil - råstoffer og produkter 168.436 154.530 54.186 Bomuldstråd 6.268 13.363 6.906 Bomuldsstoffer 60.809 56.025 15.672 Uldtråd 47.187 25.112 10.641 Uldstoffer 19.319 15.158 5.291 Konfektion 9.456 7.494 2.429 Samlet eksportværdi i original 1.265.862 1.396.612 822.886 Samlet eksportværdi i flg. regnearket 1.367.317 1.477.746 848.131 Noter: For 1924 og 1925 gælder; I 1.000 papirzloty (Guldværdien ikke udregnet). For 1926 - januar - august, i guldzloty. Det følger af tallene for 1926, at årets resultat, ud fra året i øvrigt, vil nå over 1.200.000 mill. guldzloty. [ I depechen anføres: ”Samlet udførelsesværdi for alle, også mindre, betydende varegrupper” i 1.000 zloty:. 1924: 1.265.862 1925: 1.396.612 1926: 822.886 Disse tal afviger fra regnearkets summering!] Yderligere skal jeg tillade mig, ved nedenstående tal, at belyse Polens handelsbalance i de 4 måne-der maj-august 1926. Polens handelsbalance i millioner guldzloty - maj - august 1926

203

Import Eksport Balance Maj 106.4 181.0 +75.4 Juni 123,5 200.1 +76.6 Juli 120.3 221.5 +101.3 August 161.4 225.7 +64.3 Med den mest … ” Umiddelbart ser det ikke ud til, at det går fremad med andet end importen siden maj måned. Warszawa, den 26. oktober 1926 Lbn. 1805 No. XXXVI Lithauens traktat med Sovjet-Rusland af 28. 9. 1926. [Ref.] Um. Polit. No. V af 14.10. 25 Jr. No. 5.K.54 ”Efter afsendelsen af ovenciterede skrivelse vil Hr. Greven have modtaget min … indberetning no. XXXIV af 13. ds., i hvilken jeg (berettede) … om et interview med den polske udenrigsminister, hr. August Zaleski, hvori … han udtalte sig om den russisk-lithauiske traktat. I dette interview stillede … (han) i udsigt, at den polske regering ville gøre Sovjet-Ruslands regering opmærksom med Po-lens syn på den pågældende traktat. Den polske chargé d´affaires i Moskwa [sic] har nu, den 23. oktober … (noten) som … (oversendes) i udklip på fransk fra ”Le Messager Polonais” af 26. okto-ber. ”… Noten er ganske kort og affattet i meget beherskede vendinger. Det udtales i den, at Moskwa-traktaten med vedføjede noter tager stilling til polske landområder vest for den polsk-russiske græn-se. Det konstateres, at den russiske regering i den polsk-russiske Rigatraktat har givet afkald på en-hver ret til områder beliggende vest for den i traktaten fastsatte grænse, og erklæret, at stridsspørgs-mål mellem Polen og Lithauen for så vidt angår landområder beliggende vest for denne grænse ude-lukkende skal afgøres af Polen og Lithauen indbyrdes. Følgelig kan – udtales det i noten, den af Ambassadørkonferencen den 13. marts 1923 afsagte kendelse ikke gøres til genstand for retshandler af international karakter, i hvilke kun den ene af de to lande tager del. Samme dag som denne udveksling af noter fandt sted, gav … Zaleski et interview … den polske presse, hvori han på ny kom ind på de spørgsmål, der rejser sig for Polen ved den pågældende trak-tats indgåelse. (Zaleski) … udtalte sig, om end stadig forsigtigt, så dog noget mere åbent om de på-gældende spørgsmål. Han udtalte – [som ses] af den vedlagte oversættelse fra ”Le Messager Polo-nais, at Polen ikke ønsker nogen konflikt med Rusland, og at noten kun har til hensigt, at konstatere Polens uomtvistelige rettigheder, og samtidig give udtryk for dette lands oprigtige, fredelige hensig-ter. Ministeren understregede, at noten fremkommer samtidigt med at Ambassadørkonferencen på ny har bekræftet den af samme i 1923 tagne beslutning om Wilno-området, [nu staves byen på polsk] og han giver antagelig udtryk for den almindelige mening her … når han siger, at man ikke skal tillægge den pågældende traktat for stor praktisk betydning, men betragte den som en politisk demonstration”. Zaleski kom også inde på spørgsmålet om en ikke-angrebspagt (”non-aggressions-traktat”) mellem Polen og Sovjetunionen (konsekvent benævnt Rusland) ”… hvorved han forsigtigt siger, at Polen ikke har skiftet stilling til dette spørgsmål. I overensstemmelse med den mig tilgåede instruktion, har jeg, da jeg i anledning af forskellige spørgsmål vedr. afsluttelsen af en række handelstraktater, i dag talt med lederen af … (det polske udenrigsministeriums), over denne også berørt Moskwa-traktaten … (han) udtalte kort, at han ikke

204

havde noget at tilføje til de officielle udtalelser …”Thi, som han sagde, dækker disse faktisk den mening, vi efter moden overvejelse har fået af traktaten. Vi polakker … kender Rusland og russiske forhold bedre end Vesteuropa, der vist tillægger traktaten for megen betydning. Vi betragter den som værende for de to tredjedeles vedkommende bluff”. Warszawa, den 12. november 1926 Lbn. 1908. No. XXXVII Polsk presseforordning ”Maréchal Pilsudski, eller – som han ved en meget betegnende trykfejl forleden blev kaldt statschef … i det officielle regeringsblad, har i disse dage fulgt sit italienske forbillede [Mussolini] p¨å den vej, der fører til undertrykkelse af den offentlige menings ytringer. På grundlag af Lov af 2. august 1926 – den lov, som Pilsudski tvang parlamentet til at vedtage, der giver republikkens præsident fuldmagt til at træffe foranstaltninger til opretholdelsen af lov og orden i samfundet, er der under den 4.ds. fremkommet en forordning, offentliggjort den 6. november, … hvorefter pressefriheden indskrænkes ret betydeligt. Forordningen … indeholder en række detaillerede bestemmelser til un-dertrykkelse af pressefriheden, af hvilke de vigtigste er følgende: Art. 1 Den, der offentligt eller på tryk bevidst udbreder urigtige eller forvanskede oplysnin-ger, der skader statens interesser, eller som er i stand til at vække offentlig uro - oplysninger om fa-rer, der truer staten i dens indre eller ydre forhold, særligt farer, der truer dens konstitutionelle orga-nisme, og selve oplysningen angives som værende et rygte, straffes ved bøde fra 300 til 10.000 zlo-ty, subsidiært med fængsel fra 30 dage til 3 måneder. Er udbredelsen af sådanne efterretninger en følge af skødesløshed, straffes den pågældende med bøder fra 100 til 3.000 zloty, subsidiært fængsel fra 3 dage til en måned. Vedkommende tryksag er hjemfaldet til beslaglæggelse. Art. 2 Den, der offentligt eller på tryk bevidst udbreder usandfærdige eller forvanskede efter-retninger om statens myndigheder eller dens repræsentanters virksomhed, bliver, såfremt de pågæl-dende meddelelser står i forbindelse med vedkommendes tjenstlige funktioner, og selv om oplys-ningen gengives som værende et rygte, men er i stand til at skade statsinteresser eller fremkalde of-fentlig uro, straffes med en bøde på 100 til 5.000 zloty, subsidiært fængsel fra 3 dage til 6 uger. Er udbredelsen af sådanne efterretninger sket ved skødesløshed bliver bøden fra 50 til 2.000 zloty, subsidiært fængsel fra 1 dag til 2 uger. Vedkommende tryksag er hjemfaldet til beslaglæggelse. Repræsentanter for statsmyndigheder er: Republikkens præsident, Sejm - og Senatsmaréchal, mini-sterpræsidenten og ministrene, dommere og de embedsmænd, der er kaldet til umiddelbart eller in-direkte afgørelse af offentlige anliggender eller til udgivelse af anordninger, befalinger eller forbud. Denne artikels forskrifter kommer også til anvendelse på militære afdelinger og deres chefer. Art. 3 Den, der offentligt eller på tryk i en skrivelse til en myndighed eller vedkommende myndigheds kontor, gør sig skyldig i en efter de almindelige love strafbar fornærmelse af statsmyn-digheder eller disses repræsentanter under eller i anledning af disses opfyldelse eller udøvelse af tjenstlige funktioner, eller i fornærmelser af fremmede staters, hvos statspræsidenten akkrediterede repræsentanter, straffes med bøder fra 100 til 5.000 zloty, subsidiært fængsel fra 3 dage til 6 uger. Vedkommende tryksag er hjemfaldet til beslaglæggelse. Bestemmelserne i artikel 2´ sidste afsnit kommer til anvendelse.

205

I de følgende artikler fastlægges nærmere, de ved udgivelsen af en avis, delagtige personers solida-riske ansvar. Forordningen er blevet modtaget med stor forbitrelse af den samlede presse, der uden hensyn til den ifølge selve de nye bestemmelser opståede risiko stærkt kritiserer denne foranstaltning fra Pil-sudskis side, som i alt for høj grad leder tanken hen på … (den analoge udvikling i Italien). Journa-listforbundet har afholdt møde, og der vedtaget en meget skarp resolution mod forordningen. Og, selv maréchalens eget blad ”Glos Prawdy” – ”Sandhedens røst”, tager afstand fra det skete. Alle disse protester vil dog, utvivlsom ikke medføre nogen ændring i maréchalens holdning over for pressen. Pilsudski er mere og mere på vej mod, også officielt, at optræde som absolutistisk hersker over Polen. Han lod sig forleden – den 11. november, våbenstilstandsdagen, der tillige er årsdagen for hans tilbagevenden til Polen fra fængslet [fæstningsarrest] i Magdeburg, fejre som polsk natio-nalhelt og det moderne Polens skaber, idet denne dag – den 11. november, i år for første gang de-kreteret national helligdag, og blev fejret over hele landet, og navnlig her i Warszawa, ved militær-parader [”revuer”] og al slags hyldest til maréchalen. Ved en fest, som præsident Moscicki i dagens anledning gav om aftenen på det gamle kongeslot, og hvortil Corps diplomatique var opfordret til at møde i uniform, fremsatte maréchalen over for mig netop meget nedsættende udtalelser om pressen. Han erklærede, at nu læste han overhovedet aldrig aviser; i sin tid, i begyndelsen af sin karriere som polsk statschef, havde han om morgenen ladet sig give referat at avisernes indhold, men da han yn-dede at tage sig en lille efterslummer [en lille en på øjet], efter at have indtaget sin the på sengen, havde dette referat altid virket glimrende søvndyssende på ham. Til trods for den pose [holdning], der utvivlsomt ligger bagved disse udtalelser, er der dog ingen tvivl om, at pressens [protest -] skrig ikke vil gøre det fjerneste indtryk på maréchal Pilsudski, der sin socialdemokratiske oprindelse til trods for længst har sat sig ud over en af socialdemokraternes hovedmaximer [afgørende grundsætning], frihed. Det må imidlertid ikke lades ude af betragtning, at undertrykkelsen af friheden og parlamentarismen – på basis af den gammeldags samfundsordning i modsætning til det nuværende russiske despotu, såvel som her i Polen som i Italien har medført en materiel opblomstring. Og hvorledes absolutis-men end skal likvideres, har den dog for Polen med ført det uomtvistelige gode, at det har bragt lan-det en indre arbejdsfred, der måske kan tillade, der måske kan tillade det efter krigen i alle henseen-der forvirrede forhold at falde til leje”. Warszawa, den 24. november 1926 Lbn.1991. No. XXXVIII. Den russisk-lithauiske traktat. [Ref.] Ges. No. XXXVI af 26/10/26. Den sovjetiske regering har nu, den 19. november, besvaret den polske note om traktaten af 23. ok-tober. Noten foreligger på fransk i ”Le Messager Polonais”, den 23. 11. 1926, som er i kopi. ”… Sovjetregeringen har valgt at give den pågældende note en yderst høflig form, og det vil næppe have undladt at øve en gunstig indflydelse på …(den polske) regering, at det i noten positivt erklæ-res, at den russiske regering ingenlunde ved traktatens underskrivelse havde til hensigt at krænge Riga-traktaten. Som det herværende officiøse blad ”Le Messager Polonais”, udtaler i en ledende artikel for i dag, er det af mindre betydning for Polen, når det i noten udtales, at sovjetregeringen ikke anerkender nogen tredjemands (Ambassadørrådets) beføjelse til at blande sig i Wilno-spørgs-målet, hvortil Ambassadørkonferencen, efter sovjetregeringens mening – som det udtales i noten,

206

hverken har historisk, juridisk eller moralsk ret. Derimod vil denne udtalelse, om end den i og for sig ikke bringer noget nyt, være af så meget større interesse, som den giver en fornyet, klar besked fra sovjetrussisk side om Moskwas stilling til Folkeforbundet og dettes hovedstøtter. Den pågældende … (leder), af hvilken det tydeligt fremgår, at den er inspireret af – eller måske li-gefrem skrevet i … det (polske ) udenrigsministerium, gør i øvrigt opmærksom på, at Lithauen ikke bør kunne dele den russiske opfattelse i så henseende, da …(Lithauen) i sin tid selv henvendte sig til Folkeforbundet og Ambassadørrådet for at få fremkaldt den kendelse, hvis gyldighed det nu bestri-der”. Der er intet nyt i den polske holdning til Wilno. ”… Artiklen understreger, at Polen er i sin gode ret efter at den i sin tid i sagen afsagte kendelse, men er (i tvivl), om den ved Moskwatraktaten af 28. september fremkomne situation vil kunne få nogen indflydelse på den fremtidige forbindelse mel-lem Polen og Rusland.”. Artiklen slutter med, ”… at man i Polen håber, at denne udvikling nu må gå i gunstig retning, og at man her har konstateret, at den sidste note fra sovjetregeringen synes at vise, at man fra russisk side ikke har haft til hensigt at forværre forholdet til nabolandet Polen. Det forhold, at Sovjetrusland har rettet et stød mod Folkeforbundet betyder … , at det stadig konsekvent følger sine sidste 6 års kritik over for dette, men at Lithauen – selv medlem af Folkeforbundet, op-træder på lignende måde kan ikke retfærdiggøres. Selv ikke direkte truet ved disse manøvrer må Po-len derfor – bedre beliggende end andre lande for at få øje på faren, gøre opmærksom på de urosig-naler, der hejses fra et land, der i øjeblikket er et virkeligt urohjørne [min kursiv] i Europa”. Warszawa, den 17. december 1926 Lbn.2116. No. XXXIX Gesandten lykønsker dr. phil., L. Moltesen med posten som udenrigsminister. Warszawa, den 22. december 1926 Lbn.2141. No. XXXX. Statskuppet i Lithauen. Statskuppet er blevet fulgt tær i Polen, bl.a. grundet ”krigstilstanden” mellem de to land. ”… man gav fra mange sider udtryk for frygt for, at statskuppet skulle foranledige molest [skade] af de man-ge polakker, der bor i Lithauen, der på grund af det særlige forhold mellem de to lande nu i mange år har været skilt fra deres derboende [sic : herboende] slægtninge, med hvem de oven i købet kun kan korrespondere med ad omveje, idet der ingen som helst trafik hverken af personer, post eller gods finder sted mellem de to nabolande. Samtidig begyndte polakkerne mand og mand imellem at tale om, at nu var tidspunktet vist kommet til at gøre den fejl god, som man begik ved Versailles-traktaten, hvor man ikke lagde Memel til Polen, men i stedet lavede det indviklede arrangement med Danzig. Den polske regering har imidlertid forholdt sig fuldstændig passiv, og det til trods for, at Lithauen er maréchal Pilsudskis fødestavn, og de lithauiske forhold altid har udøvet stor tiltrækning på ham, lige som hans gentagne rejser til Wilno i den nærmest tid forinden omvæltningen også er blevet kommenteret som givende udtryk for, at hans tanker stadig kredser om disse egne.

207

Da også … de nye lithauiske magthavere, ved at trækkegarnisonen 10 km. tilbage fra grænsen – hvoraf mange polakker har benyttet sig af til at gøre visitter … (hen over grænsen), har betoner, at omvæltningen ikke har nogen brod mod Polen, er der fra begge sider undgået alt, hvad der kunne give anledning til vanskeligheder. Situationen her kan derfor kortelig karakteriseres som en rolig afventen af, hvorledes forholdene nærmere vil udvikle sig i ”Litwa Kowinska”( Lithuanie de Kowno”), som landet altid kaldes her i modsætning til ”Litwa Wienska” (”La Lithaunie de Wilno”). Warszawa, den 28. december 1926 Lbn.2178. No. XLI. Statskuppet i Lithauen. [Bilag: Interview af Pilsudski i ” Glos Prawdy”, No. 161 af 25/12/26 oversat til dansk – har kopi] Gesandten har intet andet at tilføje til situationen end Pilsudskis intetsigende snak, der karakterise-res som ”… idet hele taget … præget af den tone, hvori man stedse hernede har omtalt Lithauen, nemlig som et ufornuftigt barn der ikke forstår at opføre sig ordentlig, men som voksne og fornufti-ge folk ikke skal tage for højtideligt”. Pilsudski slutter sit interview med ”… Der er dog efter min mening ingen grund til ængstelse eller til at vente, at julefreden vil blive forstyrret af vores larmende nabo, som har så let ved at udtale or-det ”krig” og så svært ved at udtale ordet ”fred”. Det skal nævnes, at Pilsudski siger ”… allerede for en måned siden var den polske regering under-rettet om, at Lithauen var ved at blive skuepladsen for begivenheder, under hvilket forløb man med våbenmagt ville søge at løse visse problemer. Det fremgår af de meddelelser, der er blevet offent-liggjort [i Lithauen], at der herskede en vis kappestrid mellem de forskellige politiske partier…, som hver for sig ønskede at fremkalde en omvæltning. Det er ikke uden interesse at bemærke, at den forrige regering hvilede på et flertal i rigsdagen, der var valgt kort tid i forvejen…”. Tænker Pilsudski tilbage på sin egen rolle i en lignende opløsning af et folkevalgt parlament? Se depeche nr. XXXVIII af 24. november 1926, hvor Lithauen kaldes et ”urohjørne”. (fortsættes med 1927 ff.)