3
Undskyld mit
franske
bjørn bredal
gyldendal
Frihed, lighed og utroskab?
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 314_Undskyld_Fransk(4k).indd 3 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
5
Indhold
Forord 7
Undskyld mit franske 9
Stem for afglobalisering 19
Farlige forbindelser 23
En elskovsnat i Paris 28
Blanc, black, beur 31
Socialister, kaviar og Bling Bling 34
Los Indignados 37
Når franskmænd bakker snavvendt 41
Bling Bling 44
Franske fristelser 47
Hvorfor læse L’Équipe? 55
Marine hedder næsten Marianne 57
Ingen skam at fi losofere 60
Stormen på Bastillen 63
Klik ind på klitoris 66
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 514_Undskyld_Fransk(4k).indd 5 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
6
Au pair-pigen fra Norge 70
Flamberet søulv med fennikel 73
Amerikanere er besat af åbenhed 76
Det dybe skilsmissefrankrig 80
La prima cosa bella 83
La grandeur 86
37˚2 om morgenen 89
Løbet er kørt til Kina 92
Mit indre Paris 96
Litteratur 106
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 614_Undskyld_Fransk(4k).indd 6 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
7
Forord
I foråret 2011 forberedte jeg 23 artikler om Frankrig og
fi k lov at bringe dem i Politiken under Tour de France i
juli måned. Med afsæt i aktualiteten, med cykelløbet som
påskud og med et vist historisk perspektiv forsøgte jeg
treogtyve dage i træk at nuancere billedet af Frankrig og
franskmænd. Jeg ville gerne i al uhøjtidelighed og som-
merhumør prøve klicheer af og udfordre nogle af de fore-
stillinger, vi danske har om de franske.
Der kom reaktioner, rigtig mange, både på min blog
og på alle former for mail. Og der kom opfordringer til at
skrive artiklerne sammen til en lille bog. Dem har jeg nu
fulgt.
Seriens form er fastholdt med tre lidt større essays og
tyve små. En prolog om franskmændenes diskussion af
økonomisk krise og (af )globalisering er skudt ind umid-
delbart efter det indledende essay. Jeg skrev den som
kommentar i Politiken en uge før Tour-start, men den har
desværre ikke mistet sin aktualitet.
Alt i alt følger her i en mildt gennemskrevet form
fi reogtyve uprætentiøse forsøg på at sige noget af det, der
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 714_Undskyld_Fransk(4k).indd 7 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
8
også kan siges om de franske. Jeg håber, forsøgene også
giver åbninger mod det europæiske.
Jeg håber også, at den lille indlagte føljeton om Domi-
nique Strauss-Kahn bliver forstået som en god anledning,
foråret 2011 gav til at aktualisere to ting: Frankrigs forhold
til ’aff ærer’ og Danmarks misforhold til luksus og liber-
tineri. I det hele taget er det dansk-franske forhold jo gået
hen og blevet lidt af et misforhold, som jeg her, undskyld
mit franske, forsøger at pirke til.
Forord
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 814_Undskyld_Fransk(4k).indd 8 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
9
Undskyld mit franske
Jeg har instinktivt på fornemmelsen, at forsynet har skabt
Frankrig til fuldendt succes eller eksemplarisk ulykke.
General de Gaulle
Frankrig får et kæmpe knus hver sommer, når Tour de
France kører. Også i 2011 fulgte millioner af mennesker
over 23 dage en fl ok cykelryttere rundt i de franske land-
skaber: fra det vindblæste Vendée i nordvest med hav, østers
og fl ade etaper til det hede Provence i syd med syngende
cikader og duft af lavendler, sved og fi skesuppe.
Dag for dag førte en tv-produktion af pragtfulde
dimensioner os omkring i det smukke land langs fl oder og
vinmarker. Vi var i Pyrenæernes vilde bjerge på grænsen
til Spanien, og vi var i Alperne, snittede Italien og fulgte
et drama grænsende til det umenneskelige, da Cadel
Evans, Alberto Contador, Andy Schleck og de andre slog
hinanden halvt ihjel op mod den 2.645 meter høje afslut-
ning på Col du Galibier torsdag den 21. juli.
Dagen derpå kom de over Galibier endnu en gang på
vej mod Alpe d’Huez. Aldrig før er en etape sluttet så højt
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 914_Undskyld_Fransk(4k).indd 9 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
10
som i år på Galibier, det hele var så hårdt som nogensin-
de, for i år var det 100 år siden, Touren første gang kørte
op i Alperne, og det skulle fejres: Frankrig er et land, der
elsker historie.
Og Frankrig er et land, vi alle elsker, i hvert fald under
Tour de France. Hvert eneste år, når sprinterne lidt ud på
eftermiddagen en søndag i juli slås om sejren på de aller-
sidste meter op ad Champs-Élysées i Paris, er Frankrigs
befolkning forøget med nogle hundrede millioner tv-
seere, hvoraf den ene million er danske. I juli måned må
man godt være frankofi l – men det må man ikke resten af
året. Ikke længere.
Touren og turismen hindrer ikke, at det danske for-
hold til Frankrig for tiden falder tilbage til fl ade fordom-
me og gamle klicheer. Fransk forsvinder fra det danske
skolesystem, Frankrig forsvinder ud af vores kulturelle
horisont, og frankofobien bliver atter legitim og alminde-
lig: »Franskmænd er frivole og arrogante, de er fyldt med
forskruet fi losofi , og de vil ikke forstå andet end fransk.«
Ikke sandt – n’est-ce pas?
Tour de France bliver heller ikke længere vundet af en
franskmand. Det er stadig Frankrigs Tour, men det er ikke
franskmændenes Tour. Ganske vist kørte franske Th omas
Voeckler (hvis navn viser tilbage til hjemegnen Alsace på
grænsen til Tyskland) adskillige dage i gul førertrøje i 2011.
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1014_Undskyld_Fransk(4k).indd 10 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
11
Men han kørte på ingen måde som løbets ’chef ’, dets
patron. Sådan en har Touren ikke haft, siden Bernard Hin-
ault i 1985 var sidste franskmand øverst på sejrspodiet. Og
fi re år senere var det helt slut, da Laurent Fignon, den
intellektuelt udseende franskmand med briller og heste-
hale, i 1989 tabte med 8 sekunder til amerikanske Greg
Lemond. Derefter kørte kun folk af alle mulige andre
nationaliteter end den franske til Paris i den gule sejrstrø-
je, bl.a. en ikke ukendt dansker i 1996.
Men det var amerikaneren Lance Armstrong, der frem
for alle viste, at Tourens Frankrig nu var blevet en globa-
liseret størrelse: Syv år i træk, fra 1999 til 2005, stod han
øverst på podiet i Paris og blev lykønsket af Bernard Hin-
ault, løbets sidste patron.
Amerikanske Armstrong kørte for et hold, der hed
U.S. Postal, hvilket år for år kunne minde alverden om,
at det franske sprog også snart mister sin status som det
internationale postsprog. Man kan da godt skrive Priori-
taire på sine førsteklasses breve (hvis man sender sådan
nogle), men i Danmark vil postbuddet hellere have, at der
står A-post.
Ligesom cykelløbet er tabt til globaliseringen og amerika-
niseringen, synes billedet af Frankrig tabt til tourismen:
Mens Le Tour vokser, krymper la France i den kulturelle og
sproglige konkurrence om vores verdensbilleder. Det har
konsekvenser Jorden rundt, men i små europæiske lande
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1114_Undskyld_Fransk(4k).indd 11 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
12
er det særlig markant: For kort tid siden var det en del af
det danske, at vi kendte de europæiske sprog og kulturer;
det var en del af det danske, at mange kunne fransk.
Men dette danske, altså franske, får nu lov at forsvin-
de i en sky af turisme, og tilbage står kun alle de nævnte
gamle klicheer om ’det fi nere franske’, om de franskes
arrogance, om deres fl irt og parfume og særlige seksuali-
tet, om de sort-hvide franske fi lm og om tjenerne i Paris,
som ikke forstår noget som helst andet end fransk.
Men prøv så i dag at tale fransk til en tjener i Paris: Han
svarer dig på engelsk, medmindre du taler så fantastisk et
fransk, at han tror, du er franskmand. Det er en kliché, at
de franske ikke taler engelsk, det er en gammel fordom.
Til gengæld er det ikke en fordom, at forsvindende få
danske nu kan kommunikere med de franske på deres eget
sprog: Vi klarer os i Paris ligesom alle andre steder med
halvdårligt engelsk, og når franskmændene svarer tilbage
på samme sprog, er mødet reduceret til gensidig turisme.
Frankrig er lige så meget under forvandling og globali-
sering som alle andre lande. Og Frankrig står i akkurat
samme krydsfelt mellem indvandrere og dem, der har
været der lidt længere, mellem elite og masse, mellem de
stadig rigere og de stadig fattigere. Frankrig er ligesom
Danmark blevet et land ’i to gear’: À deux vitesses.
Men alle disse konfl ikter kommer tydeligere frem i
Frankrig end i så mange andre lande, måske fordi der også
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1214_Undskyld_Fransk(4k).indd 12 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
13
er noget særlig fransk, som står imod udviklingen og den
såkaldte modernisering. Få lande har så stærk en tradi tion
for det klassiske og ’de evige værdier’, alt mens den franske
revolution jo har forkastet disse værdier totalt mindst hvert
25. år siden 1789. Få lande har så stærkt et patri arkat og så
stærk en feminisme. Frankrig har både en katolsk kirke
med stor indfl ydelse og fl ere artikulerede ateister end de
fl este andre lande. Landet har sit fornemme Franske Aka-
demi til at vogte over det franske sprog, alt mens samme
sprog trues åbenlyst, ikke kun udefra af engelsk, men også
indefra af et mylder af regionale sprog og af et nationalt
’baglæns-fransk’, le verlan, som på det mest charmerende
breder sig ud fra forstæderne. På fransk hedder en fest une
fête – men på omvendt fransk hedder det une teuf (ud -
tales: tøf ), ligesom en kvinde hedder une meuf (møf).
I forstæderne bor mange indvandrere, og på det fran-
ske fodboldlandshold er fordelingen af hvide, sorte og ara-
biske franskmænd nu sådan, at holdet på en karakteristisk
blanding af fransk, engelsk og verlan kaldes Blancs, blacks,
beurs.
Fordums forlæns og baglæns har byttet plads mange
steder i dagens Frankrig. Så meget desto mere ærgerligt er
det, at danske forestillinger om Frankrig står stadig mere
på hovedet. Det var i et forsøg på at vende lidt op og ned
på disse forestillinger, at jeg i foråret 2011 kørte mit eget
beskedne Tour de France.
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1314_Undskyld_Fransk(4k).indd 13 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
14
Det var mere end off season, det var regnvejr, da jeg midt
i marts kom til Nice for at tage første etape. Vådt og gråt
var det langs Middelhavet på Promenade des Anglais, men
palmerne vuggede alligevel med en vis erotisk varme, og
farvespillet i bølgerne fortalte, at dette var Côte d’Azur
i alle nuancer af blåt.
Jeg spadserede op i byen og fandt et værelse på Hôtel
de l’Univers, hvor receptionisten på rullende sydfransk
meldte, at jeg havde været så heldig at ramme ned midt
i den periode på 20 dage, hvor det hvert år sidst på vinte-
ren regner uafbrudt: »Det er helt, som det skal være, tout
à fait normal, og når regnen hører op, ser vi ikke en sky
før til september.«
Jeg burede mig inde på værelset og bredte frankrigs-
kortet ud på sengen. På væggen hang en fl adskærm, hvis
katastrofemeldinger stod i strid modsætning til receptio-
nistens trygge forvisning om altings normalitet: Libyen,
Japan, jordskælv, tsunami, atomudslip, krig, fl yveforbud.
Der var 56 kanaler, franske, russiske, italienske, spanske,
adskillige arabiske.
Men det er altid France 2, jeg holder kørende, når jeg
om morgenen bare møff er omkring. En civiliseret plud-
ren om alt fra sport og hudpleje til nye fi lm og kunst-
udstillinger, og når en eller anden siger »En sund sjæl i et
sundt legeme«, gentager studieværten lige på latin: mens
sana in corpore sano. Et øjeblik efter får han at vide i sin
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1414_Undskyld_Fransk(4k).indd 14 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
15
øresnegl, og fortæller seerne, at det er et citat af romeren
Juvenal.
Vi er i et land, hvor man ikke taler hinanden ned, men
op.
En sund sjæl i et sundt legeme. Sport. Noget af det bed-
ste, jeg ved i verden, er i juli måned at sidde på en café
et sted i Frankrig og læse om Tour de France i sportsavi-
sen l’Équipe. Man føler sig med på ’holdet’ eller ’teamet’,
som ordet l’équipe jo betyder – og så er det tilmed også
l’Équipe, der ejer selve selskabet bag Tour de France. Hvil-
ket alt sammen har en historie, der går tilbage til årene
omkring 1900 og den konfl ikt eller aff ære, som dengang
delte Frankrig og den dag i dag dukker op i debatten:
Dreyfus-aff æren.
Når den gule trøje er gul, viser det tilbage til Dreyfus-
aff æren.
En jødisk offi cer ved navn Alfred Dreyfus blev i 1894
uskyldigt dømt for spionage og højforræderi og sendt til
Djævleøen. Mens han sad i sit fangehul, startede forfatte-
ren Émile Zola med sin berømte artikel ’J’accuse’ (’Jeg
anklager’) i dagbladet l’Aurore 13. januar 1898 en omfat-
tende kampagne, som endte med at få Dreyfus frikendt.
Frankrig var i årene omkring 1900 delt mellem drey -
fus arder og antidreyfusarder: Det venstreorienterede og
progressive Frankrig mod det katolske, konservative, høj-
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1514_Undskyld_Fransk(4k).indd 15 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
16
reorienterede. Utrolig meget blev tolket i lyset af denne
konfl ikt – og Tour de France udsprang direkte af den.
Der fandtes nemlig en sportsavis, som hed Le Vélo
(Cyklen). Chefredaktøren på denne avis hed Pierre
Giff ard, og han brugte bladets spalter til at forsvare den
uskyldige Alfred Dreyfus og slutte sig til Émile Zolas kam-
pagne. Men Le Vélo levede af annoncer fra en vis greve og
automobilfabrikant Jules-Albert de Dion, som var hidsigt
imod Dreyfus. Greven trak år 1900 sine bil-annoncer ud
af Le Vélo og startede en helt ny sportsavis, som først
hed L’Auto-Vélo, men efter en retssag måtte nøjes med at
hedde L’Auto.
Nu blev der krig mellem dreyfusardernes Le Vélo, som
blev trykt på grønt papir, og antidreyfusardernes L’Auto,
som blev trykt på gult papir. Krigen blev vundet af L’Auto,
som i 1903 fandt på at arrangere noget spektakulært, et
cykelløb hele Frankrig rundt: Le Tour de France.
Dreyfusardernes Le Vélo døde i 1904, og i dag har
L’Auto skiftet navn til l’Équipe. Men avisen arrangerer
stadig le Tour de France, og løbets førende rytter har
siden 1919 kørt i den gule farve, som grev de Dion gav
papiret i L’Auto, der var imod Dreyfus.
Der er altid aff ærer i Frankrig, og allerede i kraft af nav-
net aff aires har de en historisk hilsen til Dreyfus. Men i
foråret 2011 dukkede en aff ære op, som er særlig voldsom,
og som vil præge Frankrig så mange år ud i fremtiden,
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1614_Undskyld_Fransk(4k).indd 16 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
17
at »det ligner en ny Dreyfus-aff ære«. Jeg citerer her en
kollega, som sagde det, da vi sad til møde i en jury i Paris
kort efter aff ærens udbrud. Snakken gik, og snakken går
i Frankrig om DSK-aff æren.
Som alle ved, blev Dominique Strauss-Kahn, den nu
tidligere franske direktør for Den Internationale Valuta-
fond, i maj 2011 arresteret i New York og anklaget for
at have forsøgt at voldtage en stuepige på et fransk hotel,
Sofi tel. Kvinden hedder Nafi ssatou Diallo og er indvan-
dret fra det delvis fransktalende Guinea i Vestafrika. Rets-
sagen kørte frem til august 2011 (da den blev opgivet af
anklageren) i New York under spektakulære omstændig-
heder.
Men rigtig mange franskmænd havde en mistanke om,
at Dominique Strauss-Kahn var udsat for et komplot.
DSK, som er socialist, havde gode chancer for at blive
den næste franske præsident – den første jødiske leder af
landet siden Léon Blum i 1930’erne og 1940’erne. Selve
retssagen i New York forsvandt for mange franskmænd
både i konspirationsteorier og i debatter om samfunds-
og kønslivet i Frankrig. Nogle franske feminister frem-
hævede DSK som den typiske mand, der tror, at han kan
tillade sig alt. Andre franske feminister frabad sig, at fran-
ske kvinder fordomsfuldt blev fremstillet som forsvars løse
ofre, enhver kunne få sin vilje med.
I Danmark hørte vi kun om de første.
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1714_Undskyld_Fransk(4k).indd 17 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
18
New York Times havde en overskrift på fransk: Liberté,
égalité, infi délité. Sådan er franskmænd, ikke sandt: ’Fri-
hed, lighed og utroskab’. DSK-aff æren fi k vilde, gamle
fordomme om Frankrig til at fl orere på begge sider af
Atlanten.
L’aff aire DSK har det hele, og derfor bliver den lidt
af et tema i bogen her, ligesom den har været i alverdens
medier siden maj 2011.
Undskyld mit franske
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1814_Undskyld_Fransk(4k).indd 18 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
19
Stem for afglobalisering
På et af mine smut til Frankrig i foråret 2011 fortalte
kaptajnen på Air France, hvor mange liter brændstof hver
passager konsumerede på ruten. Sagde han 65 liter per
næse København-Paris? I hvert fald sagde han det som en
advarsel: Det holder ikke i længden. Alt må ændres, hvis
alt skal blive ved det gamle.
Men i Paris var der fl yvemaskiner overalt, for der var
Salon du Bourget, fl ymesse i le Bourget-lufthavnen. De
store spillere præsenterede deres nyeste typer, og ordrerne
væltede ind både til europæiske Airbus og ame rikanske
Boeing. Hurra, vi var tilbage i luften, og alle forsikrede,
at krisen var forbi.
Finanskrise, terrorkrise, økokrise: Luftfarten havde
lagt det hele bag sig, troede de, og nu skulle der fl yves.
Globaliseringen tordnede hen over himlen.
Men præsident Nicolas Sarkozy måtte alligevel, da han
åbnede fl yfestlighederne i juni, kommentere på det stik
modsatte, nemlig den ’afglobalisering’, der er ved at være
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 1914_Undskyld_Fransk(4k).indd 19 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
20
et politisk nøgleord i Frankrig: démondialisation. For glo-
baliseringen går jo hånd i hånd med en galopperende,
ukontrolleret markedsliberalisme. Det internationale fi -
nanssystem og klodens ledende bankfolk har, selv om de
fl ere gange har ladet sig redde af det politiske system, højt
og tydeligt markeret, at de nægter at reformere sig selv den
mindste lille smule. De har understreget deres holdning
ved at berige sig selv, den enkelte bankdirektør, på det
mest groteske. Og bankernes adfærd kopieres af de store
virksomheder, hvis ledere rask væk tjener 100 millioner
kroner om året som en teatralsk tydelig symbolisering af
de vilde forskelle, der udvikler sig mellem globaliseringens
tabere og vindere. Markedsliberalismen har ét og kun ét
svar på klodens kriser, som faktisk ikke bare kan fl yves
væk: mere af det samme, mere af det hele – og især: mere,
meget mere, til mig!
Men: »Kapitalismen kan kun fungere, fordi den har arvet
en serie antropologiske typer, som den ikke selv har skabt
og ikke selv kan skabe: ubestikkelige dommere, retskafne
embedsmænd, lærere, som ofrer sig i deres kald, arbej dere
med professionel stolthed. Disse typer opstår ikke af sig
selv, de er skabt i tidligere perioder som produkter af
værdier, der dengang blev sat højt: ærlighed, opofrelse for
staten, videregivelse af viden, det gode håndværk.«
Ordene skyldes den græsk-franske fi losof Cornelius
Castoriadis (1922-1997), som skrev dem allerede år til bage.
Stem for afglobalisering
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2014_Undskyld_Fransk(4k).indd 20 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
21
Nu er de dukket op igen i den franske debat om démon-
dialisation.
Pointen hos Castoriadis var, at kapitalismen ikke kunne
klare sig, hvis den skulle klare sig med sine egne værdier.
I mellemtiden har vi haft et verdensøkonomisk sammen-
brud, som kun (foreløbig!) er nogenlunde hindret i at blive
til total katastrofe takket være alle andre end kapitalis terne
selv. De tror, de kan klare sig, men det kan de ikke. To
måneder efter krisens afblæsning på fl ymessen i Le Bour-
get måtte præsident Sarkozy afbryde sin sommerferie og
haste til Paris for at forsøge at afværge endnu et økono-
misk sammenbrud, nu i slipstrømmen af intet mindre end
en med nød og næppe afværget amerikansk statsban kerot.
Og Frankrig selv måtte lide den tort at se sin status truet
som kreditværdigt land i den tredobbelte A-klasse.
Globaliseringens moderne indhold af universelle værdier
og global bevidsthed bliver undergravet af den utæm -
mede ulighed, den for tiden udvikler mennesker imellem,
og den rovdrift på kloden, den accelererer dag for dag. Alt
det bliver nødt til at blive diskuteret af andre end bagstræ-
bere og antimodernister på de politiske yderfl øje.
I Frankrig er det socialisten Arnaud Montebourg, der
med sin bestseller Votez pour la démondialisation (’Stem
for afglobaliseringen’) har gjort det legitimt for centrum-
venstre at diskutere f.eks., om Europa fuldstændig skal
nedlægge sig selv som industrinationer, bøje sig for den
Stem for afglobalisering
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2114_Undskyld_Fransk(4k).indd 21 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
22
globale ’frie konkurrence’ og holde sine grænser vidt åbne
for alverdens produkter, uanset hvilke forarmede vilkår de
er produceret under.
Der er noget meget fransk ved den frygtløshed og fi -
losofi , hvormed man diskuterer disse ting.
Stem for afglobalisering
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2214_Undskyld_Fransk(4k).indd 22 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
23
Farlige forbindelser
Frit løb for fordomme: Det var der, som allerede nævnt,
da Dominique Strauss-Kahn i maj 2011 blev anholdt i
New York og anklaget for at have forsøgt at voldtage en
stuepige på Hotel Sofi tel.
»Akkurat som man kunne frygte, er et totalt program af
anti-franske klicheer blevet oprullet i anledning af denne
sag«, skrev sociologen Irène Th éry i dagbladet Le Monde.
Den franske direktør for Den Internationale Valuta-
fond måtte foran retsbygningen i New York gå den ydmy-
gende perp walk (perpetrater walk eller ’gerningsmands-
gang’) foran alverdens journalister, fotografer og tv-kame-
raer. Han var ubarberet og lagt i håndjern og som sådan
straff et længe før, retssagen overhovedet gik i gang – hvad
den senere viste sig aldrig at gøre.
Nafi ssatou Diallo, den anklagende stuepige, havde fra
starten krav på at blive taget alvorligt i sin anklage, lige-
som Strauss-Kahn måtte betragtes som uskyldig, indtil
det modsatte var bevist. Men franskmanden nægtede sig
skyldig, og selv om han blev løsladt mod kaution allerede
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2314_Undskyld_Fransk(4k).indd 23 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
24
få dage efter anholdelsen, måtte han ikke forlade sin i al
hast lejede luksuslejlighed på Manhattan.
Allerede efter et par måneders efterforskning rejste an-
klageren (ikke forsvareren) så alvorlig tvivl om stuepigens
vederhæftighed, at Strauss-Kahn blev sat på helt fri fod
(inden for USA’s grænser) og fi k betalt kautionen tilbage.
Og den 23. august, tre måneder efter at Dominique
Strauss-Kahn gik perp walk, blev sagen droppet.
Spørgsmålet var, og spørgsmålet er: Hvem voldtog
hvem på det hotelværelse?
Dominique Strauss-Kahn kendes som DSK af hvert
barn i Frankrig, hvor alt har sin forkortelse. Og DSK-
aff æren, l’aff aire DSK, har betydet, at han kan sige som
Al Gore: »I used to be the next president ...«
Strauss-Kahn lå til at blive socialisternes kandidat ved
præsidentvalget i maj 2012, og han stod til at vinde stort
over Nicolas Sarkozy. Som direktør for Den Internationa-
le Valutafond havde han under de økonomiske kriser vist
alverden, hvad franskmændene allerede vidste fra hans tid
som fi nansminister: at han ikke blot var økonom i ver-
densklasse, men økonom med ægte social bevidsthed.
Nu var der pludselig sat en stopper for hans kurs mod
Elyséepalæet, og i den forstand var han på forhånd dømt
– og det var Frankrig måske også? Frankrig kom som land
og kultur på anklagebænken under l’aff aire DSK – både
hjemme og ude.
Farlige forbindelser
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2414_Undskyld_Fransk(4k).indd 24 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
25
»Kvinder i politik må fi nde sig i en dybt ydmygende
sexistisk atmosfære, mens mændenes dårligt forbundne
nerveceller får dem til at tro, at de er Don Juan’er«, skrev
forfatteren Virginie Despentes i en kommentar, og fl ere
end 1.000 feminister skrev under på et opråb i Le Monde
om »den daglige bølge af kvindefj endske kommentarer fra
off entlige personer«.
Men talrige andre feminister af begge køn tog vredt til
genmæle: både imod en generel forestilling om, at fran-
ske kvinder ufrivilligt skulle fi nde sig i så meget, og helt
konkret imod billedet af Dominique Strauss-Kahn som
en politiker, ingen kvindelig journalist tør eller bør være
alene med.
Tre kvindelige journalister, Nathalie Raulin, Virginie
Malingre og Nathalie Segaunes, som i årevis havde fulgt
DSK for dagbladene Libération, Le Monde og Le Pari-
sien, skrev i et debatindlæg, at »vel var manden stærkt
fl irtende (...), men aldrig nogen sinde er vi blevet hverken
forulempet eller truet.« De skrev også, at »Ja, DSK kun-
ne lide sex og libertinisme. (...) Men er der noget galt i
det?«
Dominique Strauss-Kahn har i 20 år været gift med
den stenrige fransk-amerikanske stjernejournalist Anne
Sinclair, som af forargede udenlandske medier systema-
tisk kaldes for ’hans tredje hustru’.
Farlige forbindelser
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2514_Undskyld_Fransk(4k).indd 25 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
26
Da hun i 2009 (altså et år før anholdelsen) blev spurgt,
hvad hun syntes om ægtemandens ry som forfører, svare-
de hun:
»Jeg er stolt af ham. Det er vigtigt for en politiker at
forføre. Så længe, han forfører mig, og jeg forfører ham,
så er det nok for mig.« Et frisind, som ikke altid forstås
uden for Frankrig – slet ikke i Danmark.
»At erobre er vor skæbne«, skriver forføreren Valmont i
libertinerromanen Farlige forbindelser (Les Liaisons dan-
gereuses) fra 1782.
Valmont repræsenterer en form for sensuel nydelse op-
højet til kunstart og livsform, som der nok er fl ere fransk-
mænd end danskere – eller amerikanere – der har sans for.
Strauss-Kahn og Sinclair lever i forlængelse af en tra-
dition, der er lige så klassisk, fransk og (i dele af Frankrig)
respektabel som dyrkelsen af ’det oplyste’ eller (i andre dele
af Frankrig) dyrkelsen af den ubesmittede jomfru Jeanne
d’Arc.
At Strauss-Kahn er libertiner, gør ham ikke til seksual-
forbryder. Men havde han været det, skulle han selvfølge-
lig ikke have sluppet ustraff et: Det amerikanske rets system
arbejdede på sagen.
Godt fi re måneder år efter begivenhederne på Sofi tel i
New York kunne Dominique Strauss-Kahn for første gang
lade sig interviewe om hele aff æren hjemme i Paris. Det
Farlige forbindelser
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2614_Undskyld_Fransk(4k).indd 26 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
27
skete søndag aften den 18. september 2011 i tv-avisen på
TF1. Udsendelsen fi k tretten millioner seere, som k unne
høre DSK erklære, at han selv anså det passerede for at
være une faute morale, et moralsk svigt – ikke mod Nafi s-
satou Diallo, men imod »min hustru, mine børn (...) og
de franskmænd, som havde knyttet deres håb om foran-
dring til mig.«
DSK erklærede tilmed for åben skærm: »Jeg har gået
og tænkt meget. Og denne letsindighed – cette légèreté –
den har jeg mistet for evigt.«
Men DSK-aff æren sluttede slet ikke den aften på TF1.
For den nu ikke længere anklagede sagde også, at han mu-
ligvis var gået i en fælde, og at det ville vise sig, om der var
tale om et komplot.
Selv sad jeg engang i foråret i et selskab af franske ven-
ner, bl.a. en forfatter og aktiv katolik på godt 80. Da en
kvinde i selskabet gik rundt med kaff en, smilede han for-
sigtigt og sagde »Attention!« (pas på!):
»C’est dangereux, le room service«.
Farlige forbindelser
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2714_Undskyld_Fransk(4k).indd 27 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
28
En elskovsnat i Paris
Et lille stykke forstyrrende Frankrig stod i 2011 på Vene-
dig Biennalen, den internationale kunstudstilling.
På Den Franske Pavillon, Le Pavillon Français, kunne
man se og høre en larmende menneskefabrik, der produ-
cerede polske babyer og schweiziske lig – og lod publikum
lege med et lykkehjul, der kombinerede brudstykker af
nyfødtes og afdødes ansigter.
Kunstneren Christian Boltanski havde klippet både de
nyfødtes og de afdødes ansigter op i tre dele hver, og stum-
perne fræsede hen over en skærm, som man kunne stand-
se ved tryk på en knap: Så stod lykkehjulet stille, og skær-
men havde skabt et ansigt af tre dele: et menneske måske,
et monster måske? En tilfældighed i hvert fald.
Der var halvanden million mulige hybrider i Den
Franske Pavillon på Venedig Biennalen.
Boltanskis værk hed ’Chance’ (’Tilfælde’ eller ’Held’).
Og som skrevet stod i programmet: Hvis man trykkede
på knappen, og der tilfældigvis blev dannet et ansigt af tre
dele, der tilhørte samme person, så udløstes et stykke mu-
sik, og man havde vundet værket.
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2814_Undskyld_Fransk(4k).indd 28 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12
29
Den franske fabrikshal i Venedig havde også et samle-
bånd med babyansigter og to kæmpestore digitale tælle-
apparater, som angav antallet af henholdsvis døde (røde
tal) og nyfødte (grønne tal) på kloden netop den dag, da
man besøgte Biennalen. De grønne tal endte hver dag
med at overstige de røde med ca. 200.000.
Christian Boltanski er født i Paris i 1944 som søn af en
russisk-jødisk far og en kristen kvinde fra Korsika.
Han er indbegrebet af La France, terre d’asyle: »Det
franske folk giver asyl til fremmede, der er fordrevet fra
deres land for frihedens sag«, skrev de revolutionære alle-
rede i forfatningen af 1793. I dag er Boltanski en fransk
kunstner i erklæret oprør mod Gud, hvis magt han ikke
accepterer: »Men jeg har tabt på forhånd, for Gud er her-
re over Tiden, og han får mig til sidst.«
Hvad betyder individet, når bare menneskeslægten
lever videre? Det falder nok franskmænd mere naturligt
end så mange andre at formulere universelle spørgsmål og
forsøge universelle svar. Boltanski har ikke overset, at ver-
den er blevet globaliseret, at den europæiske kolonialis-
mes tid er forbi, eller at det er meget længe siden, fransk
kunne aspirere til at være det universelle sprog.
Alligevel formidlede hans værk på Biennalen i Vene-
dig en form for fransk forpligtelse på det universelle, som
går tilbage til revolutionstidens tanker om, at alle menne-
sker er født lige og frie.
En elskovsnat i Paris
14_Undskyld_Fransk(4k).indd 2914_Undskyld_Fransk(4k).indd 29 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12