Tid og Transcendens hos Husserl

ER-Kernefagsopgave: Tid, Transcendens og Historie Af Sigurd Victor Stubbergaard

Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, 2015. 1

Tid og Transcendens hos Husserl og Heidegger

Problemfelt: Tid og transcendens ................................................................................ 2

Prolegomenale bemærkninger ..................................................................................... 2

Omrids af intentionalitetsbegrebet ............................................................................ 2

Nærværets bredde: Den trefoldige tidserfaring ...................................................... 3

1. Urimpression .......................................................................................................... 4

2. Retention .................................................................................................................. 5

3. Protention ................................................................................................................ 6

Den absolutte (tids)bevidsthed: Et sikkert fænomenologisk ståsted? .............. 7

Kritiske perspektiver: Fra bevidsthedsfilosofi til eksistenstænkning .............. 8

Litteratur ........................................................................................................................... 10

Pensum .............................................................................................................................. 12



Redegør for og diskuter forholdet mellem tid og transcendens:

§ Med udgangspunkt i Husserls analyse af den indre tidsbevidsthed vil

nærværende opgave forsøge at indkredse de transcendentale forudsætninger,

Husserl gør gældende i analysen af bevidsthedens egen tidslighed; herunder

spørgsmålet om, hvorvidt en sådan beskrivelse overhoved er fænomenologisk

mulig. Afslutningsvis skitseres kort et udblik til Heideggers

eksistenstænkning.

Prolegomenale bemærkninger

Et flygtigt blik ud over filosofihistorien vil vise, at tænkningen generelt har forsøgt at

forklare ”tidens gåde” ud fra to grundlæggende perspektiver; den første forstår tiden

som et naturligt, objektivt fænomen, der har sit udspring fra legemers bevægelse i

rummet. Denne opfattelse får sin mest prægnante udformning af Aristoteles, der

bestemmer tiden som ”a number of motion in respect of ‛before’ and ‛after’.”1 Den

anden opfattelse forstår tiden introspektivt, dvs. at tiden har sin oprindelse i

bevidstheden og som sådan er tiden, med Augustins formulering, bevidsthedens

udstrækning (distentio animi),2 hvilket betyder, at tiden udgør dén grundlæggende

horisont, som fænomener kommer til syne for vores bevidsthed på.

Kopier af netop Augustins Bekendelser i Leuven-Arkivet vidner om, at Bog XI har

været inspirationskilde til Edmund Husserls fænomenologiske beskrivelse af den

indre tidsbevidsthed i en sådan grad, at man måske kan tale om ”Husserlian ‛marginal

notes’ to Augustine.”3 Før vi kan se nærmere på Husserls analyse af den indre

tidsbevidsthed, bliver vi nødt til kort at skitsere, hvad det overhoved vil sige at have

bevidsthed om noget, eller, med Husserls terminologi, spørgsmålet om bevidsthedens

intentionalitet.

Omrids af intentionalitetsbegrebet

Husserl finder frem til i sin analyse af bevidsthedens væsenstruktur, at bevidstheden

altid er rettet mod noget, dvs. at bevidstheden er karakteriseret ved at intendere

genstande, således at man ikke kan tale om at elske eller frygte, uden netop at

inddrage det genstandsmæssige korrelat, det perciperede, altså dén man elsker, eller

1 Physica IV, 219b 1. 2 ”In te, anime meus, tempora mea metior.”, Confessiones XI, 27. 2 ”In te, anime meus, tempora mea metior.”, Confessiones XI, 27. 3 Bernet (2009: 117).



dét man frygter.4 Bevidsthedens intentionelle karakter konstitueres af et eksistens-

uafhængigt immanent træk ved bevidstheden selv, og altså ikke ved eksistensen af det

intentionale objekt, dvs. ydre påvirkninger, således forstået at ”forestillingen skylder

slet ikke sin rettethed til noget uden for den selv bestående, men derimod

udelukkende sin egen beskaffenhed.” (Hua XIX, 451).5 Hvorvidt den intentionale

genstand virkelig eksisterer, er for så vidt underordnet, da bevidstheden både er

intentionel i forhold til umulige, ikke-eksisterende og fremtidige genstande såvel som

mulige, eksisterende og nutidige genstande.

De fysiske, nutidige genstande fremtræder altid perspektivisk og aldrig i genstandens

totalitet for os, dvs. dét, der fremtræder, altid er givet fra en bestemt vinkel eller

afskygning; vi ser træet fra dén og dén vinkel, men i vores ”samlede oplevelse” af

træet, fremstår det som én genstand, hvilket skyldes, at genstanden transcenderer den

enkelte fremtrædelse, fordi bevidstheden identificerer ”træet” som dét samlende

identitetsprincip, der syntetiserer de forskellige fremtrædelser.6 Denne syntetiserende

proces, der binder de perspektiviske momenter sammen til et samlet hele, er netop en

proces, der forløber i tiden. Når en given genstand kan bevare sin identitet trods

forskellige fremtrædelser, så forudsætter denne erfaring en tidsbevidsthed, der derfor

kan betragtes som formal mulighedsbetingelse for enhver genstandskonstitution.7

Intentionalitetsbegrebet synes altså ikke at være svaret på en række spørgsmål,

snarere er det titlen på et problem, der per se vil lede til en analyse af tiden.

Nærværets bredde: Den trefoldige tidserfaring

Det overordnede spørgsmål for Husserl er, hvordan vi skal forstå transcendente

tidsobjekter, der har sin fremtrædelse og udfoldelse over et tidsligt forløb? (Hua X,

22). Det oplagte fænomen, som han overtager fra Brentano, er melodien. Melodien

kan nemlig ikke begribes ud fra en række uforbundne nu-punkter, der successivt

følger efter hinanden, fordi melodien netop er karakteriseret ved, at hver tone får sin

”mening” i relation til den just forudgående og just næstkommende tone, således at

”jeder Ton hat selbst eine zeitliche Extension” (10/23), fordi når hver tone ”har lydt”,

så ”,,halte” ich ihn noch fest, habe ihn in einer ,,Retention”, und solange sie anhält,

hat er seine eigene Zeitlichkeit.” (Hua X, 24). Det vil altså sige, at hvis vi forestiller 4 Zahavi (2011: 25). 5 Citeret efter Zahavi (2011: 36). 6 Lübcke (1982: 45). 7 Zahavi (2011: 119).



os en treklang af tonerne C, D og E og fokuserer på den sidste lyd i denne perception -

altså den, der lyder, når E klinger - så er bevidstheden ikke kun rettet mod tone E,

men også mod de to tidligere toner, D og C. Vi erfarer således hele den melodiske

sekvens i dens tidslige forløb og ikke blot isolerede toner, der abrupt erstatter

hinanden; dette skyldes, at bevidstheden ikke kun er hæftet til nuet (urimpression),

men også udstrækkes fortidigt (retensio) og fremtidigt (protensio).8 Rudolf Bernet

forklarer dette forhold, nærværets bredde, præcist: ”Perceptual givenness is centered

in the now, but it is surrounded by a horizon marked off by the retentional

consciusness of a past now-points and the protentional consciousness of future now-

points.”9 Urimpressionen er altså indlejret i en tidslig horisont, der på den ene side er

indrammet af retensio, dvs. intentionen om den nu-fase objektet just har været i, og på

den anden side, protensio, der mere eller mindre intenderer den fase af objektet, der er

just forudstående. Lad os kaste et nærmere blik på de tre faser, der udgør

grundstrukturen i erfaringen af et temporalt objekt.

1. Urimpression

Ethvert tidsobjekt, in casu melodien, som vores bevidsthed retter sig imod, har sit

udspring i urimpressionen, dvs. det ”punkt” eller ”felt”, hvor bevidstheden står i et

direkte intentionelt forhold til nu-tonen, således at den aktuelle tone fremtræder

selvnærværende (selbstgegenwärtig) og legemlig (leibhaft) for os (Hua X, 326). Dette

moment af den konkrete akt skal for så vidt tænkes som en abstrakt komponent i

erfaringen, fordi urimpression aldrig kan optræde som en isoleret enhed, da denne

altid er vævet ind i retensio og protensio på en sådan måde, at man kan tale om, at

urimpression er defineret ved at danne ”bro” mellem retensio og protensio.10 Dvs. at

nu-tonen, der høres, altid er i konstant forandring til en tone, der just har været, fordi

en ny tone fortløbende og ustandseligt ”skubber” den-nu-hørte-tone tilbage i

retentionen; dog forstået således, at retentionen i sig selv er et nu, noget aktuelt

eksisterende (Hua X, 31). Det hænger sammen med, at urimpressionen ikke er en

betegnelse for hele nu-fasen, men derimod kun dækker over bevidsthedens

8 Zahavi (2011: 122). 9 Bernet (1982: 97). 10 ”This phase [Urimpression] would be understood as the actualizing ”overlap” (or ”Between”) of retention and protention.” Rodemeyer (2006: 33). Husserl sammenligner det med et matematisk punkt, der ligeledes er en abstraktion, et grænsebegreb (Hua X, 168).



intentionelle relation til objektets nu-fase, der ligeledes og samtidigt udgøres af både

retentionen og protentionen.

2. Retention

Som vi just har beskrevet, så er det ikke-længere-nu præsent i bevidstheden i kraft af

retentionen, men det er kun bevidsthedens retentionelle aktivitet, der er til stede, ikke

selve indholdet af den-nu-hørte-tone (Hua X, 166); hvis dette var tilfældet, så ville

hver tone lyde oveni hinanden i et stadigt tiltagende virvar af toner.11 Når en tone

kontinuerligt skubbes af en tilstødende nu-tone ind i retentionen, synker denne

længere og længere ned, hvorved tonen mere og mere aftager i klarhed; dette forhold

kalder Husserl modifikation. Skematisk betragtet ser strukturen således ud: vi har en

urimpression (= U0), hvorefter der følger en ny urimpression (= U1); til den første

urimpression (U0) følger retentionen af denne (= R0), og ligeledes følger R1 af U1,

men hvor R1 ikke blot retenderer U1, så indeholder R1 også retentionen af U0, altså R0

og så fremdeles. Lad os forsøge at applicere formlen på vores eksempel med tonerne

C, D og E. Når tonen C efterfølges af D, så er vores impressionale bevidsthed

ledsaget af retentionen af C (Dc), og når så E høres, så inkluderer retentionen både D

(Ed) og den tone, der bliver tilbageholdt i D (Ec). Følgende figur forklarer

strukturen:12

Den horisontale linje (x) betegner serien af toner og den vertikale linje (y) betegner en

momentan bevidsthedsakt, der består af urimpression, protention og retention, f.eks.

11 Der må her sondres skarpt mellem retentionen og erindringen; førstnævnte er en intuition, dvs. et passivt, uselvstændigt moment af perception, der ikke intenderer objektet indholdsmæssigt, men kun giver os bevidsthed om objektets tidslige horisont. Erindringen er derimod en repræsenterende intentionel akt, hvor vi aktivt tager del i en reproduktion af fortidige hændelser (Hua X, 333). Der er således et gab, en diskontinuitet, mellem nuet og det forgangne. 12 Zahavi (2011: 127). Figuren er en forsimplet version af et diagram fra manuskript L 1 15 22b.



når tone E høres i urimpression, så protenderes F samtidigt med at Ed og Ec

retenderes. Med Husserls formulering resulterer dette i ”ein stetiges Kontinuum der

Retention derart, daß jeder spätere Punkt Retention ist für jeden früheren.” (Hua X,

29). Den diagonale linje (z) illustrerer, hvordan en given tone forbliver på den samme

plads i tidsrækken; den er lokaliseret på et bestemt punkt, på trods af at afstanden

mellem dette tidspunkt og det aktuelle nu vedbliver at vokse.13

3. Protention

Hvis den retentionelle kæde består af et tiltagende nu-hørte-toner rettet mod

urimpressionen, så er protentionen det just modsatte; protentionen er en kontinuerlig

foregribelse af den fremtidige urimpression, således forstået at kæden af retentioner

forøges over tid, hvorimod kæden af protentioner formindskes, idet det indhold, det

intenderer, indhentes af nuet.14 Lige såvel som retentionen kan være et kontinuum af

retentionens retention, så relaterer enhver forudgående protention sig også til de

følgende protentioner, hvilket danner et forhold, der skal tænkes som et spejlbillede;

retentionen på den ”fortidige” side af urimpression og protentionen på den

”fremtidige” side (dog stadigt samtidige med urimpressionen). Husserl forklarer det

således: ”Die vorangehende Protention birgt alle späteren intentional in sich

(impliziert sie), die nachfolgende Retention impliziert intentionale alle früheren.”

(Ms. L I 16, 6a).15 Retentionen og protentionen er altså to størrelser, der er integreret i

hinanden på en sådan måde, at enhver protention er født ud af vores tidligere

erfaringer, dvs. at alle retentioner bærer i sig et futurisk aspekt, fordi ”der Stil der

Vergangenheit wird in die Zukunft projiziert.” (Ms. L I 15, 32b). Denne

”fortidsprojektion” danner forudsætningerne for, at vi i vores perception konstant og

utematisk foregriber det næste øjeblik.16

For så vidt Husserls analyse af bevidsthedens trefoldige struktur i konstitution af

temporale objekter, men spørgsmålet melder sig nu, om denne indre tidsbevidsthed

13 Det forhold, at tonen nedfældes på et bestemt punkt, der bevarer sin orden til de andre toner, og som vi i erindringen kan fremkalde og identificere, er for Husserl et af de første skridt mod konstitutionen af en ”objektiv”, ”urets” tid. Zahavi (2011: 126). For yderligere udfoldelse af det perspektiv se Lohmar (2010). 14 Mensch (1999: 42) 15 Citeret efter Mensch (1999: 57). 16 Zahavi ser denne anticipationshorisont, dvs. det, at vi altid er involveret i det tilstødende nu, som mulighedsbetingelsen for fænomenet ”overraskelse” (2011: 123).



selv er et tidsligt fænomen underlagt selvsamme tidsliggørelse, eller, om

tidsbevidstheden er et a-tidsligt fænomen, der står uden for tiden?

Den absolutte (tids)bevidsthed: Et sikkert fænomenologisk ståsted?

Først og fremmest så må Husserl afvise, at den tidskonstituerende bevidsthed selv er

givet i samme slags tid, som de objekter (det være sig temporale eller spatiale),

hvorom bevidstheden konstituerer tid, da dette ville føre til tidsliggørende

bevidstheder ad infinitum og uendelige regres; vi ender her i Achilleus’ evige jagt

efter skildpadden. Dernæst, så kan løsningen om, at bevidstheden skulle stå uden for

tiden, ikke godtagets inden for det ”fænomenologiske projekt”, da en sådan

metafysisk antagelse vil stride mod Husserls idé om princippernes princip.17 Dér, hvor

Husserl sætter ind, er ved at sondre mellem tre ”lag” af temporalitet: den ”objektive

tid”, dvs. den tid, objekter fremtræder i, den ”subjektive” eller immanente tid, dvs.

oplevelsernes konstituerede tid og den absolutte, præ-fænomenale strøm af

tidskonstituerende bevidsthed, den såkaldte absolutte bevidsthed.18

For at få greb om den absoluttes bevidsthedsstrøms iboende eller intrinsiske

tidslighed, så udvider Zahavi perspektivet til Husserls distinktion mellem refleksiv,

det være sig en eksplicit, tematisk objektiverende selv-refleksion, og, en før-refleksiv,

implicit selvbevidsthed, der er forudsætningen for alle bevidsthedsakter. Den før-

refleksive selvbevidsthed dækker over det forhold, at det altid hører med til et subjekt,

at det er bevidst om sig selv (Hua XIV, 151), dvs. at denne værensmodus ikke er en

tilføjet kvalitet blandt andre, men det karakteriserer netop subjektiviteten som sådan –

som subjektivitetens essentielle subjektivitet. Denne underliggende, før-refleksive

selvbevidsthed danner selve forudsætning for al (selv)refleksion, således at

refleksionen netop består i at artikulere og tematisere noget, der allerede var til stede

før refleksionen; jeg kan tematisere mig selv refleksivt, fordi jeg allerede passivt er

selvbevidst. I den refleksive bevidsthed kan vi gøre en del af den strømmende, før-

refleksive bevidsthed til genstand for vores refleksive akt, f.eks. i vores analyse af

17 Om dette skriver Husserl: ”Am Prinzip aller Prinzipien: Daß jede originär gebende Anschauung eine Rechtsquelle der Erkenntnis sei, daß alles, was sich uns in der ”Intuition” originär, (sozusagen in seiner leibhaften Wirklickheit) darbietet, einfach hinzunehmen sei, als was es sich gibt […].” (Hua III, 51). 18 Zahavi (2010: 324). Spørgsmålet om den absolutte bevidsthedsstrøms egen tidslighed var lige til det sidste et af de afgørende filosofiske problemer, Husserl beskæftigede sig med. Udgivelsen af de såkaldte ”Bernauer-manuskripter” har kastet nyt lys over sagen, men en egentligt konsensus blandt Husserl-fortolkerne er endnu ikke opnået. For en diskussion af Broughs og Zahavis divergerende positioner se Micali (2010: 169-185). I det følgende vil jeg lægge mig i forlængelse af Zahavi (1999).



retentionen, men det er først i det øjeblik den tematiseres, at retentionen fremstår som

tidskonstituerende, og man er så at sige ikke bevidst om dens virke, mens den virker,

kun når den bliver tematiseret.19 Det vil altså sige, med Zahavis formulering, at ”forud

for refleksionen er der ingen bevidsthed om indre genstande, og der er ingen forskel

mellem akternes før-refleksive selv-givethed og den absolutte strøm. Den absolutte

strøm, den indre tidsbevidsthed, er netop akternes før-refleksive selvbevidsthed.”20

Den indre tidsbevidsthed, som for refleksionen fremtræder som retention-

urimpression-protention, er altså oprindeligt (dvs. før-refleksivt) indlejret i den

absolutte bevidsthedsstrøm, der er selv-temporaliserende og selv-manifesterende,

hvilket betyder, at strømmen kan fattes i selve sin strømmen; den fordrer ikke en

yderligere strøm, derimod er den som fænomen konstitueret gennem sig selv (Hua X,

83). Husserl undgår herved spørgsmålet om uendelig regres, men spørgsmålet om

positionens fænomenologiske gyldighed står stadig for skud; for hvordan kan den

absolutte bevidsthedsstrøm gøres til genstand for en fænomenologisk beskrivelse, når

strømmen per definition ikke kan indfanges af refleksionen? Konsekvensen ved at

tilskrive subjektivitetens mest fundamentale konstitutive dimension i en

”transcendental subjektivitet”, der lader sig undslippe enhver tematisering og

objektivering, og dermed per se er henlagt i en ubeskrivelig anonymitet, har siden hen

været et af kardinalpunkterne for Husserl-kritikerne. Enten har fænomenologien her

mødt sin grænse eller også må fænomenologiens grundlæggende metode revurderes.

Kritiske perspektiver: Fra bevidsthedsfilosofi til eksistenstænkning

At Martin Heidegger er inspireret af og står på skuldrene af Husserls tidsanalyse er

hævet over enhver tvivl, men ikke desto mindre, så griber Heidegger tidsspørgsmålet

radikalt anderledes an, fordi, i Heideggers optik, så er vi altid allerede tidsligt

eksisterende, og derfor må enhver tidsanalyse gå omvejen gennem det tidsligt

værende, dvs. en analyse af det-til-stede-værende (Dasein), før spørgsmålet

overhoved kan stilles (BZ, 7). Heidegger finder nemlig frem til i sine

formalontologiske analyser af Dasein, at den menneskelige eksistens altid er

karakteriseret som en i-verden-væren, der ikke er ”kommet ind i verden” ved et

”Kunststück” fra et transcendentalt subjekt, men derimod er mennesket altid allerede

kastet (Geworfenheit) ind i verden og må som sådan, forstå sig selv, sin 19 Jensen (2005: 85). 20 Zahavi (2011: 133).



værenskunnen, som en udkastende kastethed. I sin kastethed er Dasein overladt til sin

egen eksistens, dvs. eksistensen er den-til-enhver-tid-minhed (Jemeinigkeit) og ingen

andre kan leve mit liv eller dø min død; dette forhold kalder mig til ansvar for min

egen eksistens i form af en varetagende omgang (Cura) med min egen eksistens.

Menneskets bevidsthed om sin egen endelighed er for Heidegger forudsætningen for

overhoved at kunne stille spørgsmålet om tid, dvs. mennesket er et tidsligt væsen for

så vidt som det kan og skal dø (BZ, 11). Døden er tilstedeværens yderste

værensmulighed, der afslører Dasein som primær mulig-væren, som en væren der

endnu-ikke er afsluttet og altid undervejs, og som derfor fremstår som en radikal åben

væren, der retter sig mod fremtiden som mulighed; eksistensen har således ingen

forudbestemt essens, den er snarere sin egen essens. Det karakteristiske for ”det at

eksistere” er netop for Heidegger (og Kierkegaard), at mennesket kan ”stå ud” fra sig

selv, transcendere sit eget ståsted og derved forholde sig til det, der endnu ikke er.

Mennesket er således altid ”forud for sig selv”, og på denne måde definerer

Heidegger fremtiden som tidens grundfænomen, for så vidt som det er eksistensens

endelighed, der konstituerer tiden.

Heidegger går altså til tidsanalysen gennem Daseinanalysen i forsøget på at undgå de

metafysiske faldgruber, som Heidegger mener har præget filosofihistoriens

traditionelle bestemmelse af tiden ud fra en konception af nutiden, men som Jacques

Derrida senere har påpeget, så hænger Heidegger stadig fast i et sprognet af

metafysiske antagelser, som Heidegger, trods sin insisteren på at tidsanalysen skal gå

igennem det tidsligt værende, ikke konsekvent får løsrevet sig fra.21

21 Derrida (1970: 54-93).



Litteratur

Aristoteles, Physica Bog IV, overs. af Hardie, R.P., Gaye, R.K., i Barnes, J. (red.),

The Complete Works of Aristotle: the Revised Oxford Translations 1, Princeton:

Princeton University Press, 1984.

Augustin, Confessiones Bog XI, udg. og overs. af Schiel, H., Des Heiligen Augustinus

Bekenntnisse: Lateinisch – Deutsch, 6. Udg., Freiburg: Herder-Druck, 1959.

Bernet, R., ”Einleitung”, i: Texte zur Phänomenologie des inneren Zeitbewusstseins

(1893-1917), udg. af Bernet, R., Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1985. 11-67.

Bernet, R., ”Husserl’s Early Time-Analysis in Historical Context”, Journal of British

Society for Phenomenology 40, 2009. 117-154.

Bernet, R., ”Is the Present ever Present? Phenomenology and the Metaphysics of

Presence”, Research in Phenomenology 12, 1982. 85-112.

Derrida, J., ””Ουςία and Γραµµέ””: A Note to a Footnote in Being and Time”, overs.

af Casey, E.S., i: Smith, F.J., Phenomenology in Perspective, Haag: Martinus

Nijhoff, 1970. 54-93.

Heidegger, M., ”Der Begriff der Zeit”, udg. og overs. af McNeill, W., Cambridge:

Blackwell Publisher, 1992.

Heidegger, M., Væren og Tid, overs. af Skovgaard, C.R., Århus: Forlaget Klim, 2007.

Husserl, E., Ideen zu einer reienen Phänomenologie und Phänomenologischen

Philosophie, Erstes Buch, Husserliana III, udg. af Schuhmann, K., Haag:

Martinus Nijhoff, 1950.

Husserl, E., Zur Phänomenologie des inneren Zeitbewusstseins, Husserliana X, udg.

af Boehm, R., Haag: Martinus Nijhoff, 1966.



Jensen, S., ”Jacques Derridas Kritik af Edmund Husserls Analyse af

Tidsbevidstheden”, Res Cogitans, 2005. 73-97.

Lohmar, D., ”On the Constitution of the Time of the World: The Emergence of

Objective Time on the Ground of Subjective Time”, i: Lohmar, D., Yamaguchi,

I. (red.), On Time – New Contributions to the Husserlian Phenomenology of

Time, Phaenomenologica 197, Dordrecht: Springer, 2010. 115-136.

Lübcke, P., Engagement og Forståelse, København: Politikens Forlag, 1982.

Mensch, J.R., ”Husserl’s Concept of Future”, Husserl Studies 16, 1999. 41-64.

Micali, S., ”The Temporalizations of the Absolute Flow of Time-Consciousness”, i:

Lohmar, D., Yamaguchi, I. (red.), On Time – New Contributions to the

Husserlian Phenomenology of Time, Phaenomenologica 197, Dordrecht:

Springer, 2010. 169-185.

Rodemeyer, L.M., Intersubjective Temporality: It’s About Time, Phaenomenologica

179, Dordrecht: Springer, 2006.

Zahavi, D., ”Inner (Time-) Consciousness”, i: Lohmar, D., Yamaguchi, I. (red.), On

Time – New Contributions to the Husserlian Phenomenology of Time,

Phaenomenologica 197, Dordrecht: Springer, 2010. 319-339.

Zahavi, D., Husserls Fænomenologi, 2. udg., København: Samfundslitteratur, 2011.

Zahavi, D., Self-Awareness and Alterity: A Phenomenological Investigation,

Evanston: Northwestern University Press, 1999.



Pensum

Tid og Transcendens:

Augustin, Confessiones Bog XI, udg. og overs. af Schiel, H., Des Heiligen Augustinus

Bekenntnisse: Lateinisch – Deutsch, 6. Udg., Freiburg: Herder-Druck, 1959. (se

kursusplan)

25 sider.

Bernet, R., ”Einleitung”, i: Texte zur Phänomenologie des inneren Zeitbewusstseins

(1893-1917), udg. af Bernet, R., Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1985. 11-67.

56 sider.

Bernet, R., ”Husserl’s Early Time-Analysis in Historical Context”, Journal of British

Society for Phenomenology 40, 2009. 117-154.

37 sider.

Bernet, R., ”Is the Present ever Present? Phenomenology and the Metaphysics of

Presence”, Research in Phenomenology 12, 1982. 85-112.

27 sider.

Derrida, J., ””Ουςία and Γραµµέ””: A Note to a Footnote in Being and Time”, overs.

af Casey, E.S., i: Smith, F.J., Phenomenology in Perspective, Haag: Martinus

Nijhoff, 1970. 54-93.

39 sider.

Heidegger, M., ”Der Begriff der Zeit”, udg. og overs. af McNeill, W., Cambridge:

Blackwell Publisher, 1992. (se kursusplan).

40 sider.

Husserl, E., Zur Phänomenologie des inneren Zeitbewusstseins, Husserliana X, udg.

af Boehm, R., Haag: Martinus Nijhoff, 1966. (se kursusplan).

45 sider.



Jensen, S., ”Jacques Derridas Kritik af Edmund Husserls Analyse af

Tidsbevidstheden”, Res Cogitans, 2005. 73-97.

24 sider.

Lohmar, D., ”On the Constitution of the Time of the World: The Emergence of

Objective Time on the Ground of Subjective Time”, i: Lohmar, D., Yamaguchi,

I. (red.), On Time – New Contributions to the Husserlian Phenomenology of

Time, Phaenomenologica 197, Dordrecht: Springer, 2010. 115-136.

21 sider.

Løgstrup, K.E., Skabelse og Tilintetgørelse, København: Gyldendal, 2008. 9-152.

143 sider.

Mensch, J.R., ”Husserl’s Concept of Future”, Husserl Studies 16, 1999. 41-64.

23 sider.

Micali, S., ”The Temporalizations of the Absolute Flow of Time-Consciousness”, i:

Lohmar, D., Yamaguchi, I. (red.), On Time – New Contributions to the

Husserlian Phenomenology of Time, Phaenomenologica 197, Dordrecht:

Springer, 2010. 169-185.

16 sider.

Rodemeyer, L.M., Intersubjective Temporality: It’s About Time, Phaenomenologica

179, Dordrecht: Springer, 2006. 77-103; 133-159.

52 sider.

Zahavi, D., ”Inner (Time-) Consciousness”, i: Lohmar, D., Yamaguchi, I. (red.), On

Time – New Contributions to the Husserlian Phenomenology of Time,

Phaenomenologica 197, Dordrecht: Springer, 2010. 319-339.

20 sider.

Zahavi, D., Husserls Fænomenologi, 2. udg., København: Samfundslitteratur, 2011.

9-137.

128 sider.



Zahavi, D., Self-Awareness and Alterity: A Phenomenological Investigation,

Evanston: Northwestern University Press, 1999. 45-60; 121-131.

25 sider.

I alt: 701

Etiske grundpositioner:

Kant, I., Kritik af den Praktiske Fornuft, 2000 (1788). 118-143. (se kursusplan).

25 sider.

Hare, R.M., Moral Thinking, Oxford, 1981. 3-5; 182190. (se kursusplan)

10 sider.

Mill, J.S., Utilitarisme, KBH, 2000 (1861). 10-41. (se kursusplan).

31 sider.

Løgstrup, K.E., Norm og Spontaneitet, KBH, 1972. 17-74; 103-112. (se kursusplan)

66 sider.

I alt: 132

Teodicé-problemet:

Kant, I., ”Über das Misslingen Aller Philosophischen Versuche in der Theodicee”, i: Kant

Werke VI, Frankfurt, 1964. 121-138. (se kursusplan)

17 sider.

Kierkegaard, S., Gjentagelsen, KBH, 1962. 169-179. (se kursusplan)

10 sider.



Welz, C., ”Reasons for Having No Reason to Defend God – Kant, Kierkegaard,

Levinas and Their Alternatives to Theodicy”, i: Vroom (red.), Wrestling With God

and With Evil: Philosophical Reflections, New York, 2007. (se kursusplan)

19 sider.

Wolf, J., Jobs Tårer, KBH, 2009. (se kursusplan)

111 sider.

I alt: 157

Det hellige:

Otto, R., The Idea of The Holy, Oxford, 1958 (1923) (1917). (se kursusplan)

230 sider.

Wolf, J., Det Guddommelige – Fænomenologisk set, KBH, 2015. 7-51; 111-159. (se

kursusplan)

92 sider.

Sammenlagt pensum: 1312

Documents

Tid og Transcendens hos Husserl