Nummer 24

Svend Johansen

Fra

ROMAN SI< INSTITUTS DUP.LIKEREDE SMASl<RIFTER

April 1974

''LÆSNINGER I FRANSK LITTERATUR 19. århundrede"

Romansk Institut Københavns Universitet

Rigensgade 13 1316 Kbh. K

-

Pris 2 kr.

3

FORORD

Det, der kommer til at stå på de følgende sider, har sin baggrund i en række forelæsninger, som gennem flere år er blevet holdt, ændret, udbygget og - håber jeg - forbedret, over for de franskstuderende ved Københavns Uni­versitet.

Jeg vil gerne først prøve at forklare, hvad den situation ifølge mine egne anskuelser og forestillinger betyder. Man står over for et temmelig stort antal franskstuderende. Det er ialt et tusind stykker, og hvad jeg har stået over for, har vel været et halvt hundrede ad gangen. De har været af meget forskellige studiemæssige aldre og - det er det væsentlige - af meget forskellig motivati­onsgrad. Jeg siger udtrykkeligt motivationsgrad, absolut ikke intelligenskvoti­ent el. l.

Gennemsnitlig må man nok regne med, at i den situation er motivations­graden ikke så forfærdelig høj. Fransk er et stort fag, hvor afsætningsmulighe­derne er nogenlunde sikre og nogenlunde givet pr. tradition. Man sigter som re­gel mod en gymnasiestilling, når man går ind til studiet, og man er temmelig sikker på at få den. Der kan være mange forskellige personlige tilskyndelser til, at man går til dette fag - også en, som ikke har spor med faget at gøre, nem­lig at der er adgangsbegrænsning til diverse andre højere læreanstalter, som man måske hellere ville have været ind på. Så tager man fransk i stedet for, og så l angt er det sådan set i den skønneste orden.

Regner man imidlertid så med, at motivationsgraden af de nævnte grunde ikke er overvældende høj, så må man prøve at tale sig ind i netop denne situa­tion og ikke foregøjle sig en anden. Det betyder for mit vedkommende konkret, at efter gældende eksamensordninger, hvis formålstjenlighed meget vel kan dis­kuteres, skal de studerende have et vist kendskab til fransk litteratur over tem­melig mange århundreder, og de århundreder, jeg har haft med at gøre, er det nittende og tyvende. Men under disse omstændigheder, og med den motivations­grad som jeg har talt om, kan man ikke gå ud fra, at hovedparten eller gennem­snittet af de studerende på forhånd er inde i dele af denne franske litteratur. Man kan ikke engang gå ud fra - bør heller ikke gøre det - at de på forhånd er moti­veret for at finde, at dette er interessante sager.

Så må, efter mine anskuelser og forestillinger, min første pligt i denne si­tuation bestå i, at det, der kan komme til at stå for de studerende som en sur pligt der kun har eksamensrelevans, bliver til noget andet; altså simpelt hen at få dem til at opdage, at denne franske litteratur, som de er pisket nødt til at for­skaffe sig et eller andet forhold til, er noget interessant, at der er spændende ting på færde i den. Det har jeg adskillige gange udtrykt på den måde, at jeg be­tragter det som min opgave i allerførste række at fungere som støvekost - at få det kulturarvens støv visket af, som måske er det første, de studerende får på hænderne og sjælen, når de prøver at læse nogle af de lærebøger, der står i stu­dievejledningen, lærebøger der som regel er beregnet for franske gymnasieele -ver.

Jeg vil imidlertid ikke påtage mig at støve alt af. Jeg vil ikke være så alt­favnende, at Jeg mener, en hvilken som helst forfatter, der er nævnt i en eller

4

anden gængs litteraturfremstilling for franske gymnasier, kan støves af, så han i en eller anden forstand af ordet bliver levende. Men på de punkter, hvor jeg ikke kan gøre det, kan jeg forsøge at give præcise begrundelser for, at disse fel­ter, denne forfatter eller disse områder inden for en forfatter er afdøde - så at selv støvfaldet bliver forklarligt og får en art relevans. Således at intet tages for givet, intet annammes på tradition eller autoritet, hverken det positive eller det negative.

I forbindelse med støvekostprogrammet er der det problem, at når en stø­vekost støver af, bliver den selv støvet. Jeg ønsker derfor ikke at de der har hørt disse forelæsninger, og de der nu læser disse sider, skal gøre det samme som jeg har gjort, at de skal repetere mig, tage mine ord for en art visdommens ord som man må bøje sig for.

Over for de franskstuderende som jeg i tidens løb har stået over for, er der en ganske konkret situation at tage hensyn til her. For hovedpartens vedkom­mende kommer de om nogle år til at fungere som gymnasielærere, dvs. til at befinde sig i en kommunikationssituation som har paralleller til den, jeg selv har været i over for dem. De får en klasse af gymnasieelever, eventuelt matematike­re med fransk, hvis motivationsgrad i hvert fald ikke er større end deres egen var, da de hørte mine forelæsninger. Her ville jeg gerne opnå at de selv, når de kommer i gymnasiet, godt nok fungerer som støvekoste, men som støvfri støve­koste, at de altså støver af på deres egen måde.

Nu skal jeg gerne indrømme at det jeg her er i færd med, at skrive disse forelæsninger ned, volder mig adskillige vanskeligheder. Jeg skriver dem ned for at de ikke ligesom skal forsvinde ud i den blå luft. Men netop ved skrivebordet åbner den blå luft eller det tomme rum sig. Hvem taler man for eller med? Det-te spørgsmål, som man er lykkelig fritaget for i undervisningssituationen, melder I sig temmelig lammende.

Jeg har forsøgt at besværge vanskeligheden ved, at nu i dette øjeblik sidder jeg og taler det, som læserne læser, ind på en bå ndoptager, og yderligere fore­stiller jeg mig, at mikrofonen ikke står i min stue men i Danmarks Radio, så at i princippet Alle og Enhver kan høre mig, og at jeg er villig til at stå til regnskab over for Alle og Enhver for det jeg siger. Det er, beskedent eller ubeskedent, det publikum jeg har for Øje.

Situationen er naturligvis kun tænkt. Jeg kan ikke få, og kunne heller ikke med rimelighed gøre krav på, det antal radiotimer der ville svare til alle de føl­gende sider. Det ville jo heller ikke på nogen måde være Alle, der lukkede op for udsendelser af denne art, og vi ville ikke kunne komme i forbindelse med hin­anden ansigt til ansigt bagefter. Når jeg alligevel prøver at forestille mig ind i denne situation, er det fordi forelæsningssituationen, som jeg ridsede op for lidt siden, kan tjene som modelsituation over for det der i princippet er et masseme­diums publikum: Alle.

Mellem den samlede danske befolkning og det antal franskstuderende, som jeg i årene forud har talt dette for, er der visse modelligheder. Jeg er fuldkom­men klar over de betydelige forskelle, at klassesammensætningen blandt de fransk· studerende er væsentlig anderledes end i den danske befolkning, at antallet af ar­bejderbørn blandt dem ligger nede på de velkendte 10 pct. osv. Men uanset disse forskelle som er notoriske, er der den modellighed, at netop fordi motivations­graden hos de gennemsnitlige franskstuderende ikke er særlig høj, møder de den franske litteratur, som jeg skal bringe dem i en eller anden kommunikation med, på i princippet noget lignende måde som den danske befolkning møder den.

5

Så bliver min opgave over for læserne, som altså i princippet er Alle, den samme som over for de franskstuderende: at fungere som støvekost. Og de kon­sekvenser jeg har draget heraf vedrørende de franskstuderende, kommer også til at gælde over for læserne: at intet skal accepteres på autoritet, heller ikke på min; at hvad jeg vil gøre mig en eller anden forhåbning om er, ikke at den afstøvning, som jeg efter bedste evne forsøger at foretage, skal repeteres så at støvet blot flyttes fra kost til kost, men at den eventuelt kan være springbrædt til at gøre noget der rækker videre.

Nu kan man meget vel spørge: har det nogen rimelighed med den støvekost­funktion? Pynter man ikke bare op på noget, gør det smukt og tillokkende, en art bolsjer som befolkningen gerne vil indtage, men som den måske i sidste instans får dårlige tænder af? Det skal jeg komme ind på senere, når alt dette er nået nogenlunde til vejs ende. Hvad jeg foreløbig vil sige er, at vi der har haft lejlig­hed til, som Storm P. siger, at læse verdenslitteraturen i går aftes, skal være forsigtige med at feje den af bordet på deres vegne, som endnu ikke har haft lej­lighed til at læse den hverken i går aftes eller i alle de forudgående årtier.

Det skal vi så meget mere som befolkningen jo netop nu lige er begyndt at læse verdenslitteraturen, Via TV, radio osv. får alle en eller anden berøring med kulturområder, inklusive franske, som indtil for ikke så forfærdelig mange år s i den var lukket land for dem, en ejendom der var forbeholdt forholdsvis få. Nu får man uværgerligt et eller andet forhold til det, indtræder i en eller anden kommunikation med det. Ekspropriationen af den globale "kulturarv" er begyndt. Den danske befolkning er begyndt at læse verdenslitteraturen, inklusive den fran­ske, i noget der godt kan svare til i går aftes. Samtidig står det fast, at motiva­tionsgraden over for dette ikke kan forudsættes at være større end den, som mine franskstuderende har haft - således altså at de franskstuderendes situation, som tidligere sagt, kan tjene som modelsituation over for denne langt vidererækkende, ja globale situation.

Nu betyder modelsituationen imidlertid ikke, at jeg gør mig balstyrige fore­stillinger om at disse bind vil blive læst af mere eller mindre den samlede danske befolkning. De vil vel i realiteten blive læst ad de 4-5000 mennesker som udgør mandarinerne i dette land. 4-5000, det var i hvert fald for en del år siden det an­tal som Gyldendal kalkulerede sine Uglebøger til at skulle kunne sælges i. 4-5000, som naturligvis ikke er de samme 4-5000, er antallet af mandarinerne i dette land.

Men jeg ønsker ikke at priviligere disse 4-5000 og kun skrive med dem i bevistheden. Jeg vil ikke slippe modelsituationen, som er at jeg henvender mig til hele landets befolkning og derfor har den stående for min bevisthed, ved hjælp af knebet med mikrofon og båndoptager. Og i realsituationen drager denne model­situation nogle konsekvenser med sig også, nemlig at jeg som før sagt må være rede til at stå til ansvar over for hvem som helst for det der kommer til at stå på disse sider. Jeg kan ikke love at alt vil blive lige let tilgængeligt. Men jeg kan erklære mig villig til at jeg f.eks. gennem foredrag over for hvem som helst -arbejdere på Vesterbro i København, en kreds af husmødre et eller andet sted i landet, akademikere ved et universitet - vil forsøge at få etableret en fælles tale­fod. Ikke en enighed med hvem som helst, som er en illusion. Men efter ekspro­priationen af kulturarven en status som fælles ejere af den. Eller rettere, da ejendomsbegrebet selv som fælles nok er en suspekt affære, en status som part­nere i den produktive dialog der vel er selve kulturen, aktuelt og som arv.

6

Jeg har sagt "jeg" temmelig ofte i det foregående og kommer også til at gøre det i det følgende. Det giver sig nogenlunde af sig selv hvorfor. Jeg henven­der mig udtrykkeligt til en adressat, til et "du" som i princippet er Alle. Og det kan jeg ikke med hæderlighed gøre som en slags anonym magtinstans, men kun som et "jeg" over for dette "du". Derfor må jeg sige "jeg" nogle gange of­tere end det efter gængs skik og brug er høfligt.

I den forbindelse vil jeg også gerne anføre, hvad jeg siger "jeg" som. Det gør jeg som det jeg helst vil betegne som efter-evne marxist. Jeg nævner det her, fordi det måske ellers slet ikke var blevet klart for alle læserne før langt henne i disse bind, hvor jeg nok skal vende tilbage til dette lejlighedsvis.

Hvad jeg her har sagt må imidlertid være tilstrækkeligt som forord. Der

bliver anledning til en efterskrift også.

P.S. Efter at dette blev talt og skrevet første gang, har jeg selv været med til at foreslå at litteraturen gøres valgfri i franskstudiet, at man altså også kan inddrage andre områder af fransk kultur: historie, filosofi, film, maleri, dag­blade osv. Forslaget ændrer intet ved ovenstående betragtninger. Litteraturen befris blot for den tvang, den har været belagt med. Eller i massemediebille­det: der bliver mulighed for at vælge mellem flere programmer, at lukke for visse udsendelser osv. De franskstuderendes situation får altså blot flere lig­heder med befolkningens.

7

KAPITEL 1

Madame de Stael

En skolebogslæsning

Jeg kender ikke ret meget til Mme de Stael. Det er ikke noget at prale af. Men jeg anfører det, fordi det er en situation der er uundgåelig. Man kan ikke på nogen måde være inde i blot to århundreders fransk litteratur lige indgåen­de fra ende til anden. Man kan have en fair chance for at være inde i det, når man når frem til pensionsalderen; men så er der samtidig en fair risiko for at man står på senilitetens tærskel. I en masse situationer er man vitterligt nødt til at spille med de kort man har, uanset at det måske ikke er den allerbedste hånd man sidder inde med.

Men de kort kan man så spille på forskellig måde. Hvad jeg siger i det følgende kan ganske sikkert udsættes for adskillig kritik på enkeltpunkter - må­ske også centrale enkeltpunkter - fra mennesker som virkelig er inde i Mme de Stael, og en sådan kritik vil jeg lytte meget opmærksomt til. Men det væsent­lige for mig i denne forbindelse er ikke så meget de kort man har p! hånden, som måden man spiller dem på, altså den måde hvorpå jeg læser den smule jeg har foran mig af Mme de Stael. Og dette læseprincip tror jeg derimod jeg vil holde temmelig fast ved. Lad os nu se hvad der kan komme ud af dette.

Det jeg har foran mig er La.garde & Michards bind om det 19. århundre­des litteratur, den lærebog for franske gymnasier der står anført i de danske studerendes studievejledning . I den står der ni sider om Mme de Stael, dels 2t sides kommenterende indledning, dels en række uddrag af hendes to vigtig­ste skrifter, det første fra år 1800 om Litteraturen betragtet i dens Forhold til Samfundsinstitutionerne, det andet fra 1810 med titlen Om Tyskland. Jeg har kun disse ni sider for mig, plus en enkelt henvisning til Georg Brandes" første bind af Hov edstrømninger, Emigrantlitteraturen, fordi dette bind har Mme de Stael som heltinde - netop som heltinde.

Og lad os så springe lige herfra til et citat fra Lagarde & Michards kom­menterende indledning . Der står om Mme de Stael, at hun var "en romantisk heltinde i sin person, i sit liv og i sit værk" . Det er væsentlig dette Brandes behandler, det er på den måde hun er hans heltinde. Brandes kunne oprethol ­de denne formulering uanset det danske "moderne gennembrud". Heroverfor vil jeg gerne stille spørgsmålet: kunne man på nogen måde sige det tilsvaren­de om f.eks. den fransk-klassiske tragedieforfatter Racine fra det 17. århun­drede? Kunne man kalde Racine en klassisk h elt i sin person, i sit liv og i sit værk? Det kunne man ikke, ikke bare fordi formuleringen ville være forkert, men fordi den ville være totalt meningsløs. Der er ikke mening skabt i over for Racine at tænke i de baner. Et eller andet nyt er altså sket, når man for Mme de Staels vedkommende kan - og Brandes stadig kunne - anvende en sådan formulering meningsfuldt. Det er dette nye jeg vil prøve at få indkredset.

Det er imidlertid ikke blot en nyhed som j eg vil prøve at indkredse. Mme

8

de Stael selv var sig meget vel nyheden bevidst i det hun var involveret i. Den ene gang efter den anden kræver hun "en ny digtning som skal være moderne", Det er Lagar-de & Michard jeg citerer. Men om en nyhed gælder det, at jo me­re virkelig ny den er, jo mere ukendt er den samtidig, også og ikke mindst for dem der vil have nyheden ført igennem, Det er altså tillige noget ukendt Mme de Stael står over for, i nøjagtig samme grad som det er noget nyt. Man ved ikke rigtig, hvad det er man vil have igennem; men man ved ganske præcist, at der er noget nyt og dermed ukendt som man vil have i gennem.

Dette kræver en strategi. Ikke blot for at få det nye igennem over for den modstand det møder, men også for at man selv kan blive klar over, hvad det er for noget nyt og ukendt man vil have igennem. I hvilken grad en sådan strategi er bevidst kan vi lade stå hen som ubesvaret. Men vi kan gå ud fra, at der er en strategi på færde i Mme de Staels skrifter, og det er på dette grundlag jeg vil prøve at læse Lagarde & Michards ni sider om og af Mme de Stael. Det føl­gende kan altså kaldes et forsøg i strategi-læsning.

Til det formål kan vi springe lidt længere frem i Lagarde & Michards kommentarer, hvor de siger at Mme de Stael undersøger "religionens, sæder­nes og lovenes indflydelse på litteraturen", og i den forbindelse henviser de til Diderots hævdelse af at digtningen er afhængig af sædernes tilstand, og til Mon­tesquieus berømte teori om klimaets indflydelse. Denne kommentar kan man ta­ge som en påpegning af, at Mme de Stai:lls nyhed ikke var så ny endda, at den var foregrebet i det 18. århundrede, hvad der utvivlsomt er ubestrideligt. Man kan også spørge sig om denne opfattelse er rigtig, at religion, sæder og love, altså samfundsforholdene, har indflydelse på litteraturen. Det vil jeg mene at de har; men jeg vil også mene at disse formuleringer er utilstrækkelige.

Man kan imidlertid også spørge, og det er det spørgsmål jeg først og frem­mest vil rejse: uanset om Diderot og Montesquieu allerede havde hævdet noget i denne retning, og uanset om hævdelserne er holdbare eller ej, hvilken status har så disse hævdelser i den strategiske situation som Mme de Stael stod i? Alt­så den situation at skulle få en nyhed igennem, ikke blot over for modstanden hos dem som ikke ville kendes ved den, men også over for den indbyggede mod­stand hos selve dem der ville have nyheden igennem, men som i kraft af at den var en virkelig nyhed ikke kunne kende den. Hvilken status kan de nævnte hæv­delser have i denne situation?

De kan have den status, at de simpelt hen er nødvendige for at få en nyhed igennem. Hvis noget nyt skal kunne komme igennem, m å der være en mobilitet, og man må have en eller anden bevidsthed om en mobilitet. De nævnte udsagn er udsagn om en mobilitetens realitet. Det er den første strategiske betingelse for at få noget nyt i gennem. Og det er, kan man mene, denne situation Mme de Stael vil have etableret som udgangspunkt.

En hævdelse af religionens, sædernes og lovenes indflydelse på litteratu­ren betyder imidlertid også en hævdelse af det, der med en formulering et andet sted i Lagarde & Michards kommentarer kaldes smagens relativitet. Man kan mene - og jeg kan mene - at smagen altid har været relativ, altså relateret til, stående i et forhold til samfundsformationerne, og det kan jeg mene også ved­rørende det 17 , århundredes franske klassi k. Men det mente det franske 17. år­hundrede ikke selv . Det opfattede ikke smagen som relativ, men som normeret, som bestemt af faste normer der i det 17. århundredes egen bevidsthed lå i for­længelse af, var overtaget fra det, som det selv opfattede som den antikke litte-

9

raturs normer. Det er i denne forbindelse underordnet, at det forekommer meget let at påvise en kæmpemæssig forskel mellem f.eks. det 17. århundre­des fransk-klassiske tragedier og antikke græske tragedier. Det væsentlige er at de franske tragedieskrivere og andre æstetiske producenter ikke selv så den­ne forskel, som altså er produceret med bevidstheden om netop en norm-lighed. Det er denne bevidsthed om en normernes kontinuitet der nu brydes til fordel for en opfattelse af smagen som relativ.

En sådan smagens relativitet står i smuk logisk og strategisk sammen­hæng med hævdelsen af at religion, sæder og love har indflydelse på litteraturen, Smagens relativitet kommer i den strategiske situation til også at fungere som åbningsmulighed for det nye og ukendte. Uanset om man af andre grunde - og særdeles gode grunde - mener at smagen er relativ, så må man i den forelig­gende strategiske situation nødvendigvis hævde en smagens relativitet. Ellers har man fastlåsethedssituationen.

Så kommer imidlertid det næste spørgsmål. Det nye sætter sig ikke igen­nem på grundlag af normer, ja ikke engang på grundlag af klart konturerede normskifter, for det nye er netop ukendt og det ukendte kan pr. definition end­nu ikke havde normer . Hvad bringer da det nye igennem? Med andre ord: hvad må man med strategisk nødvendighed hævde i forlængelse af at man hævder en smagens relativitet? Man må hævde netop det som Lagarde & Michards anførte udtalelse fortsætter med: smagens relativitet - og geniets førsteplads.

Det er slet ikke min mening her at komme ind på genibegrebet, dets forud­sætninger i det 18. århundrede eller dets øvrige status hos Mme de Stael. Man kan foreløbig blot lade geniet og dets førsteplads betyde: den eller de eller det som fører det nye igennem, hvis gennemførelse er blevet principielt, tankemæs -sigt, bevidsthedsmæssigt muliggjort gennem den forudgående argumenterings­strategi.

Nu har man således fået åbnet en hel del strategiske muligheder for at det nye og ukendte kan sætte sig igennem. Men der mangler endnu en forudsætning, nemlig simpelt hen en argumentation for at det nye er bedre end det gamle .

En ting er at man har fået åbnet for mobiliteten. Men hvis det blot blev ved det, ville der stadig være forskellige muligheder. Man kunne mene at det bestående var bedre end det nye, og dermed bide sig fast i det bestående, ar­bejde for dets opretholdelse. Eller i og med at mobilitetens muligheder var skabt kunne man også forsøge ikke bare at opretholde det bestående men at gribe til­bage til noget ældre. Det er en af konsekvenserne i mobiliteten, at man ikke ale­ne kan gå frem men også tilbage. Med en indbygget logik må der altså i denne strategiske situation fremføres en eller anden hævdelse af at det nye er bedre end det gamle - det gamle forstået enten som det bestående eller som det der er end­nu ældre ,

En sådan hævdelse kommer da også hos Mme de Stael, formuleret videre fremme i Lagarde & Michards kommentarer hvor der siges, at "hun tror på et parallelt fremskridt inden for litteratur og civilisation'\ Også over for denne opfattelse kan man spørge: er den rigtig eller forkert? Og man kan meget vel mene at den er om ikke urigtig så dog højst problematisk. Det kan man endda mene m ed selve Marx i baghånden. Jeg citerer de sidste ord i den ufuldendte indledning til Til Kritikken af den politiske Økonomi fra 1857: "Det tiltrækken­de i grækernes kunst for os står ikke i modstrid med det uudviklede samfunds -trin, hvorpå den groede op. Er langt snarere resultatet af det og hænger langt

10

snarere uløseligt sammen med, at de umodne samfundsmæssige betingelser, hvorunder den opstod og alene kunne opstå, aldrig kan vende tilbage." Altså no­get helt andet end Mme de Staels hævdelse af et parallelt fremskridt inden for litteratur og civilisation.

Men i stedet for at konfrontere Mme de Staels opfattelser med et sand­hedskrav vil jeg atter her hellere stille dem over for strategikriteriet. Og da er det som sagt klart nok, at strategien kræver en hævdelse af at det nye er bed­re end det gamle.

Denne hævdelse vil jeg gerne udbygge lidt med endnu et citat, stadig fra Lagarde & Michards indledning. Med Mme de Staels egne ord hedder det, at de nordlige folkeslags digtning "passer langt bedre end Sydens til et frit folks ånd". Og med Lagarde & Michards ord fortsættes det, at "frihedsånden vil sikre den moderne litteraturs overlegenhed over den antikke litteratur". Den strategiske hævdelse af det nyes overlegenhed begrundes altså her med en henvisning til be­greberne frit folk og frihedsånd; men en sådan henvisning har ikke den samme karakter af umiddelbar strategisk nødvendighed som vi hidtil har mødt. Fra den strategi der skulle åbne en principiel mulighed for at det nye overhovedet kan føres igennem, er vi ved at komme til en antydningsvis konturering af dette nye, og vi vil holde begreberne frit folk og frihedsånd in mente, til brug lidt senere.

Foreløbig har vi set at selvom Mme de Staels hævdelser fortoner sig i det vage, når de mødes med et sandhedskriterium, så hænger de ganske fortrinligt sammen, når strategien i dem læses frem. Fra religionens, sædernes og love­nes indflydelse over smagens relativitet og geniets førsteplads til det parallel­le fremskridt inden for litteratur og civilisation er det et sammenhængende stra­tegisk argumenteringsfelt, hvori der insisterende indskrives simpelt hen en mu­lighed for det nye. Det er at gøre uret mod Mme de Staels tekster - og utvivl­somt også mod andres - at læse hen over dette strategiske arbejde i dem. I ny­hedssituationen skriver man ikke alene for at sige noget, men også for at gøre det muligt at sige det.

Og nu til konturerne i dette nye . Vi kan begynde med at vende tilbage til det tidligere anførte citat fra Lagarde & Michards kommentarer: at Mme de Stael kræver en ny digtning som skal være moderne. Citatet var ufuldstændigt. Der står, at hun kræver "en ny digtning som skal være moderne, kristen og na­tional". Og denne sammenstilling af tre karakteristikker for den nye digtning er det værd at hæfte sig ved .

Den første karakteristik, moderne, kender vi allerede. I al sin vaghed dækker den hvad vi har kaldt det nye og dermed ukendte. Vi er stadig på argu­menteringsstrategiens grund. Men netop på denne baggrund er den anden karak­teristik, kristen, ejendommelig og overraskende. Mme de Stael fremførte den i begyndelsen af det 19. århundrede, hvor kristendommen jo dog var så nogen­lunde 1800 år gammel. Yderligere var hendes egen kristendom af den vageste art og ikke nogen synderlig ny art, ikke det begyndende 19. århundredes ny-ka­tolicime men væsentlig det 18. århundredes deisme. Hvordan kan karakteri­stikken moderne da gå sammen med karakteristikken kristen?

Denne sammensætning er ustrategisk, plumrer den ellers så klare argu ­menteringsstrategi. Men dette brud på en vis sammenhæng bør ikke forlede til den ufrugtbare opfattelse, at her er Mme de Stael blot ulogisk og dermed færdig. Sel­ve springet i l ogikken kan m ere frugtbart tages for et indicium eller symptom på at her forlades argumenteringsstrategien, som gik ud på simpelt hen at åb-

11

ne et mulighedsfelt for det nye, og der springes over til et andet felt og der­med også en anden logik, hvori det måske er nogle af konturerne i selve dette nye, og som virkelig nyt også ukendt, der møjsommeligt forsøger at skrive sig igennem.

Derfor vil vi også selv springe nu fra Lagarde & Michards kommentarer til nogle af deres uddrag af Mme de Staels egne skrifter. Vi vil samle nogle pas­sager hvori ordene kristen eller religiøs forekommer, og se om teksten her selv gør noget ved disse ord,

Først et udsnit fra bogen Om Tyskland, 2. dels 10 kapitel, ialt 59 linjer. I linjerne 6-8 står der, idet jeg understreger ligesom i de øvrige citater, at for at skabe den nye digtning må man hente hjælp "fra de indtryk som et smukt landskab vækker, fra en harmonisk musik, en elsket genstands blik, og frem for alt fra en religiøs følelse som får os til at føle guddommens nærvær". Og i de sidste linjer, 52-59, siges der først, at "den moderne kan ikke undvære en vis dybde i ideerne, som en spiritualistisk religion har vænnet dem til", og derpå at "småbuskadser, blomster og bække var tilstrækkeligt for hedenskabets digtere; men skovenes ensomhed, det grænseløse ocean, stjernehimlen er knap nok tilstrækkeligt til at udtrykke det evige og uendelige, som de kristnes sjæl er fyldt af". -- Atter her kan man naturligvis stille sandhedsspørgsmålet, og så kan jeg meget vel mene at småbuskadser, blomster og bække visselig ikke altid var nok for antikkens digtere, der ikke som Mme de Stael antyder alle hørte til i småtingsafdelingen. Men en sådan afvisning ud fra min egen nutidige bedre­viden er en temmelig pauver sag. Mere fru gtbart forekommer det mig at være, at det kunne se ud til at der i det citerede er ved at danne sig et semantisk felt, en sammenhæng inden for ordenes betydning, som knytter religiøs følelse, spiritualistisk religion og de kristnes sjæl sammen med - udtrykkeligt - de moderne.

Denne anelse om et semantisk felt vil vi nu forfølge, først ved at jeg bekender at i det første citat sprang jeg tre ord over. Der står: " ..• en religiøs følelse som får os til at føle guddommens nærvær i os selv" . Og på dette i-os­selv, hvis væsentlighed jeg vil argumentere for om lidt, kan vi springe til føl­gende lange citat, linjerne 15-22: "Der er poesi i alle væsener som er i stand til at nære levende og dybe følelser (angående dyb, jvf. i det tidligere citat "en vis dybde i ideerne); udtrykket fattes dem der ikke er trænet i at finde det. Digteren gør så at sige ikke andet end frigøre den følelse der ligger fanget i sjælens dyb: det poetiske geni er et indre anlæg, af samme natur som det der gør os i stand til at bringe et ædelmodigt offer: det er at drømme om heroisme at skrive en smuk ode. Hvis talentet ikke var omskifteligt, ville det lige så ofte inspirere de skønne handlinger som de gribende ord; thi de udgår alle i lige grad fra den bevisthed om det skønne, som vi føler i os selv".

Inden overvejelserne om dette vil jeg gerne gøre kontraprøve i det følgen­de udsnit hos Lagarde & Michard, som ikke er fra det samme kapitel i Om Tysk­land men fra 2. dels 11. kapitel, ialt 83 linjer . Der optræder ordene romantisk, kristendom og moderne smag sammen inden for de første syv linjer. Og i linje 40 tales der om "menneskehjertet der er blevet udviklet af kristendommen" .

Der kan næppe være tvivl om at dette er skabelse af et semantisk felt: mellem ord som ikke i følge et hvilket som helst l eksikon har et nært forhold til hinanden, etableres der en betydningssammenhæng. Og til dokumentation af

12

denne betydnings sammenhængs nyhed kan vi foreløbig tage ordene i-os-selv. "Guddommens nærvær i os selv" - dette kunne ikke være sagt af en Pascal i det 17. århundrede, for hvem jeg"et skulle lægges for had, og for hvem gud­dommen var den skjulte Gud som ikke kunne være til stede i os selv. Ordene hører den tid til som Mme de Stael skriver ind i, og som hun vil skrive sig ind i et modernitets forhold til.

Og netop omkring dette i-os -selv kan vi nu væve et temmelig vidtrækken­de sematisk net af de understregede ord fra de forudgående citater: de moder­ne - dybde i ideerne - religiøs følelse - spiritualistisk religion - de kristnes sjæl - menneskehjertet udviklet af kristendommen - guddommens nærvær i os selv - bevidsthed om det skønne i os selv - poesi-poetisk geni som et indre an­læg - sjælens dyb - dybe følelser - moderne smag. Nettet knytter sig sammen på det smukkeste, omkring dette i-os-selv og gælder både guddommen og det skønne, og med udstrålinger gennem religiøsitet og poesi som begge ender i det moderne. Det semantiske felt, den nyetablerede betydnings sammenhæng, har givet mening til den ved første blik gådefulde sammenstilling af karakte­ristikkerne moderne og kristen for den nye digtning.

Hvad skal man kalde denne mening? Subjektiviteten? Ja, det kan man godt, med Hegel og Kierkegaard og en masse andet i tankerne. Det passer og­så meget godt med den del af det semantiske net som jeg lige har knyttet sam­men - dybde, følelse, sjæl, hjerte, indre anlæg osv. Alligevel er det ikke syn­derligt givtigt. For der er de to understregede ord som jeg foreløbig ikke har taget med i nettet : heroisme og de skønne handlinger, samt alt det øvrige i det­te citat der lægger vægten på det levede og handlede, altså på noget udvortes og ikke indvortes, hvis de to ord endelig skal bruges .

Og dette er vigtigt nok. Heroismen, det at være helt eller heltinde, har forbindelse med at Lagarde & Michard og Brandes og jeg har kunnet betegne Mme de Stael som en romantisk heltinde, ikke alene i hendes skrevne værk men også i hendes person og i hendes liv. Yderligere, i forbindelse med det skrev­ne værk, med hendes skrift, har fremhævelsen af handlingsaspektet ligesom en tilbagevirkende kraft over for selve de skriftudsnit vi her sidder og læser: nem­lig at det bliver muligt at betragte selve Mme de Staels skriven som en handlen, altså som noget der indbefatter en strategi - netop hvad jeg har forsøgt at gøre.

Det der repræsenteres af ordene heroisme og skønne handlinger indgår således i det semantiske felt på lige fod med alt det andet, og vil man nu define­re.meningen i dette semantiske felt som subjektiviteten, så må man til at s me­de en speciel definition af begrebet subjektivitet som gør det lig med - menin­gen i det semantiske felt! Er det nu at undre sig over, at Mme de Stael ikke hav­de præcise ord her men famlede sig frem med ordene moderne og kristen? Det var jo virkelig noget nyt og ukendt som hun bogstavelig talt producerede, brag­te frem, skrev igennem til hørbarhed og læselighed i sin tekst. For i tekstens semantiske felt er moderne og kristen ikke mere noget uhørt og ulæseligt.

Endelig den tredje karakteristik, at den nye digtning ikke alene skal være moderne og kristen men også national. Altså have en nation. Men hvilken nation? Eller rettere: hvis er den nation som den skal tilhøre?

Vi vender tilbage til det vi har holdt in mente fra tidligere, nemlig at de nordlige folkeslags digtning "passer langt bedre end Sydens til et frit folks ånd", og at "frihedsånden vil sikre den moderne litteraturs overlegenhed over den an­tikke litteratur". L' esprit de liberte og l ' esprit d ·un peuple libre - fri hedder libre på fransk.

13

Herfra kan vi springe til det andet afsnit af bogen Om Tyskland, som vi allerede har citeret fra. I linjerne 64-67 hedder det, at ganske vist var antik­kens værker mesterværker, men nu er "alle de politiske og religiøse omstæn­digheder, som bragte disse mesterværker til verden, fuldstændig forandrede", og når de så alligevel overlever, i sig selv eller i de fransk-klassiske værker, medfører det at "de sjældent er folkelige, fordi de på nuværende tidspunkt ik­ke hænger sammen med noget nationalt",

Frit folk, frihedsånd, folkelig, national - vi begynder at skimte et nyt semantisk felt, men endnu kan det betyde nogenlunde alt og intet. Vi har ikke fat om meningen i det, Det kommer, i umiddelbar forlængelse af det citerede, og netop i en passage hvor Mme de Stael bliver lidt usikker i mælet, ligesom ved den første sammenstilling af moderne og kristen der jo bragte kludder i argumentationsstrategien, og som om noget nyt og uhørt vil til orde.

Passagen lyder: "Vore franske digtere (altså fransk-klassiske) bliver be­undret af alt hvad der findes af kultiverede ånder hos os selv og i resten af Eu­ropa; men de er fuldstændig ukendte for folket og endog for byernes borgere .•• " I alle de understregede ord skælver stemmen, har slør i sig. Forundringen i endog, som der er god grund til; for fuldstændig ukendte for folket, når dette skal betyde andet end byernes borgere, var sandelig ikke alene de fransk-klas­siske digtere men lige så vel Mme de Stael selv! I realiteten er det altså alene byernes borgere der argumenteres på. Men samtidig er Mme de Stael kommet til at sige, at byernes borgere ikke er blandt de kultiverede ånder, at de altså er uopdyrket land, et nyt menneske, homo novus, nyt og i hvert fald i denne for­stand frit. Frit også i den anden forstand som fremgår, når vi erindrer os at fri hedder libre på fransk: liberalt.

Her har vi meningen i det semantiske felt omkring frit folk, frihedsånd, folkelig og national: byernes liberale og nationale borgerskab. Det er dette li­berale borgerskab Mme de Stael argumenterer på og for. Det er det hun skri­ver sig ind i, o g skriver ind i sin tekst. Det står ikke nævnt i noget udsagn i teksten, men teksten skriver det frem, så det ikke mere er noget uhørt og u­nævneligt. Det er dets nation den nye digtning skal tilhøre.

For nyheden i digtningen kan glimrende opretholdes også på disse vilkår: i Mme de Staels bevidsthed er det liberale borgerskab jo netop til hendes egen undren fremtrådt som ukultiveret, altså nyt, ukendt, uden normer. At et sand­hedskriterium ville få adskilligt til at vakle i dette ved jeg, så godt at det nær­mest er banalt. Så lad os i stedet hellere se om det semantiske felt udbygger sig videre i denne retning.

I Lagarde & Michards udsnit fra bogen Om Litteraturen står der, at de der vil skabe den nye poesi er "trætte af alt der kan måles, af alt der er be­grænset i tid, af enhver grænse kort sagt, hvor langt ude man så anbringer den". Det er hvad man fra Tyskland kender som den faustiske higen. Man vil jo sik­kert betragte den som specifikt rorr.antisk, hvad den uden tvivl også er fra en bestemt synsvinkel. Men også andre synsvinkler er mul;ige.

Den faustiske higens grænseløshed, dens lede ved alt der kan m åles, ved enhver grænse hvor langt ude den så er anbragt, blev jo af Mme de Staels tekst gjort parallel med den kulturløshed, altså normløshed og dermed i en vis for­stand også grænseløshed, som hun kom til at tilskrive netop det liberale borger­skab som hun indskriver sig i. Når vi kommer frem til Alfred de Vigny i 18301-

erne vil vi få at se, at dette kulturløse, normløse, med hans egen betegnelse:

14

barbariske, melder sig for ham fra et helt andet sted end det liberale borger­skab, og at ogsil. ha n dog mil. forsøge at skrive sig ind i dette andet sted. Bil.de Mme de Stael og Vigny kan sikkert betegnes som romantikere. Men i sil. fald er deres romantiks il.bne front, fronten i retning af det nye og normløse, placeret forskelligt hos dem. Sil. mil.ske skal man ikke forskrive sig alt for fast til dette normerende begreb romantik,

Sil. meget mindre som den situation vi har set Mme de Stael skrive sig ind i og skrive frem, jo tillige kan ses som en modelsituation for den il.bne fronts situation, nyfrembringelsens situation i videre forstand. Ikke sil.dan naturligvis at en il.bning mod en eller anden art subjektivitet eller mod et liberalt borger­skab skulle kunne fastholdes; at den ikke kan det vil blive klart allerede hos Vigny. Men sil.ledes at dette er en mulig manifestation af en fr::mtil.bningssitua­tion, som vi f.eks. i begyndelsen af det 20. il.rhundrede vil møde i andre mani­festationer hos den "kubistiske" digter Guillaume Apollinaire.

Jeg er klar over risikoen for til.gesnak i sil.danne skitsemæssige generali­seringer. Men da generaliseringen nu har ført frem mod vor egen nutid, vil jeg dog anføre et par citater fra to nutidige franske filosoffer, som vi iøvrigt fil.r mere at gøre med pil. de allersidste af disse mange sider. De skriver pil. tværs af en mængde hævdvundne forestillinger og anses desil.rsag for at være svære. Men netop pil. baggrund af Mme de Staels situation vil jeg tro, at det jeg nu an­fører er særdeles forstil.eligt.

Først Georges Canguilhem, professor i naturvidenskabernes filosofi: "Forskeren ved ikke hvordan han skal finde det han søger. Mil.ske er det dagens illusion som bliver gendrevet i morgen, der fil.r ham til at møde et faktisk sag­forhold, som han finder hvor det ikke var at vente, efter en forsken der natur­ligvis har vundet klarhed af fortidens fejlgreb, men som mens den stil.r pil. ikke kender sin egen fremtid." Sil.ledes at "historien uden pil. nogen mil.de at være mi­rakuløs eller tilfældig dog er noget helt andet end logikken, som kan forklare en begivenhed nil.r den er hændt, men ikke udlede den før den har fil.et eksistens". Og sil.ledes at "intet sker som tilfældighed, men alt sker som hændelse og begi­venhed" .

Derpil. den yngre Jacques Derrida: "Det endnu unævnelige melder sig og kan, som det er nødvendigt hver gang en fødsel stil.r pil., kun melde sig under det tegn­løses tegn, under den formløse, ordlø.se, infantile, skrækvækkende form der hedder monstrøsiteten."

Det første ord i Canguilhem-citatet er pil. fransk "savant", der nok rime ­ligst kan oversættes ved "videnskabsmand". Jeg har valgt "forsker", fordi Mme de Staels forehavende ganske vel kan kaldes en forsken. Sil. bliver det jeg har betegnet som frembringelse af noget nyt, og som nyt netop ukendt, ensbetyden­de med det der hos Canguilhem hedder hændelse og begivenhed. At der intet til­fældigt eller mirakuløst er i denne frembringen skulle være fremgil.et af det forudgil.ende. Men den er ligefuldt en virkelig bringen-frem, altsil. hændelse og begivenhed, som ikke kan udledes logisk, lige sil. lidt som frembringelsen af et søm kan udledes logisk af det jern og den hammer der har frembragt det.

Holder Canguilhem - citatet også over for min egen forsken pil. disse sider? Har f .eks. fortidens fejlgreb givet nogen klarhed? Ja, i hvert fald i den for­stand at jeg har læst mængder af universitære eller ikke-universitære littera­turfremstillinger som har kedet mig til døde. Det kan være min fejl; men det er allenfals en effektiv hindring for at jeg ad de baner selv kan frembringe no-

15

get spændende. Og den eneste berettigelse for at jeg il.bner munden og skrive­maskinen over for de studerende eller offentligheden er jo dog, at jeg har no ­get at sige som jeg i det mindste selv finder spændende. Dette er, jævnfør for­ordet, min første og solidest tvundne ledesnor.

Følgende den har jeg da angil.ende Mme de Stael fundet det der stil.r pil. disse sider. Meget bogstavelig: fundet. Jeg har ikke vidst det pil. forhil.nd, og jeg har ikke søgt det hos andre, hvor det næppe heller står - undtagen hos Mme de Stael hvor det til gengæld faktisk står, nemlig står frem, står at læse for en bestemt måde at læse pil.. Som Picasso siger (skal jeg undskylde sammenstil­lingen?) Jeg søger ikke, jeg finder.

Vedrørende denne læsemil.de af noget nyt og ukendt ville det komme til at rime med Canguilhems hændelse og begivenhed; at unævnelig er Derridas ord, og at der i mit normløs kun behøver ændres et bogstav for at få Derridas form­løs; at når jeg et sted talte om slør i Mme de Staels stemme er det en henvis­ning til et bestemt sted hos Canguilhems og Derridas filosofkollega Louis Alt­husser, som vi også vil fil. at gøre med til sidst i disse bind; at mit fronten i retning af det nye er en oversættelse af den gamle Ernst Blochs latinske front ad nowum, osv.

Hvad man finder, finder man jo ikke i et gabende tomt hovede, sil. lidt som Mme de Stael fandt sit nye uden at have Montesquieu, Diderot, Goethe, Schlegel og endnu en hoben andre i hovedet. Men ligesom Mme de Stael ikke forskrev sig til Montesquieu, Diderot osv., forskriver jeg mig heller ikke til Canguilhem, Derrida, Althusser eller Ernst Bloch. Det eneste jeg desangående ved på inde­værende tidspunkt er, at når jeg engang kommer frem til Althusser og Derrida, vil jeg hos dem løbe ind i noget der i dag står som et kors for min tanke. Så vil jeg prøve, i en afsluttende efterskrift der ligesom Kierkegaards berømtere vil blive uvidenskabelig men mil.ske alligevel en slags forsken, at finde ud a f om de begivenheder, der er hændt i de mellemliggende bind og hvis eneste måle­stok som sagt er at jeg skal finde dem spændende nok til at belemre offentlighe­den med dem, eventuelt kan bevirke at der begiver sig noget med det omtalte kors for tanken . Men om det ved jeg vitterlig intet som helst nu.

Angående Mme de Stael synes dog hændelsesforløbet i den kamp vi har set hende stå i mod engelen eller mod :ødselens monstrum (ifølge Rilke er også en­hver engel skrækvækkende) at tyde på at det formløse og tegnløse er noget vil ­ligere til at lade sig forme og betegne end Derrida giver udtryk for. Men kun på en sådan m!l.de at Canguilhem - citaterne bevarer deres gyldighed. Det nye som Mme de Stael fødte er gammelt nu; men selv som gammelt bevarer det som hæn­delse og begivenhed sin status af nyhed.

Hvorledes yderligere det nye gestalter sig, hvis fødsel stod på i Mme de Staels samtid, vil vi få at se i flere kontur.er hos Chateaubriand først og frem­mest og hos Constant, som jeg kender en del mere til end til Mme de Stael.