NAVNENE:

Knøs og Tøs Bondetøs Vintergoldt Disse Linjer er en Sølvblomst Masø Menneskesæd Sølvnat Nyn Alene hjem Sæd Under lyse Hegn Petras lille spæde Klage Graad Fald Skygger Morgenrøde Lysere Fakler Slaa mig, men kys mig ikkeLille Oda Fru Baron 0 Høstnat Aastedet Mod Vinter Somren genkende Hørdis Heihil Karin og Kjarval I Legestuen Kærlighedsild Til alle unge Tøse

Mølledigte: Kværnen Det har jeg Korn

Jydske Vers (Dialekt)Wogen Drøm Tøs Vers Jæns Paa'st hans Tøs Høstskraald Æjteskaab Horen

Nytaarssangen:Ahasverus Til Nytaarsmesse

Til Kirke Messen Lange Salme Visen om lille Lej Gravkammerpavse Min Messe Nytaarssang

Andre Digte og andre Sange:Slægtens Spor Grubehesten Snart Sol staar op Endnu en Gang Guld Kom her En Smedevise Min Muses Besøg Brændevin Rager det Sladren fra Taarnborg, det Lars Kresten Bedstemor Der springer Guld Klædt paa Efteraarssang Sne Sjap Min Mor har fortalt Hjem - hjem til Heden Renovation Paa Operationsbordet Røgringen Rykkerbreve Dig kan jeg tænke at have hos mig Der sidder en Tøs

Saa synger min Tøs - :Vestslettens Sanger Skæbnetro Hvad jeg mener om dig Naar jeg skal gaa Nytaarsnat Kærlighedsfryd Vinterlængsler

20 år

Født 13. april 1900

Indgang:

Der er vel iblandt en strofe, som nårTil Gud i hans høje Sal.

KNØS OG TØS

BONDETØS

Efteraaret fraader over øde Aas, Kalven brøler bange i sin varme Baas; for det spøger i Stalden fra Syvstjernens Skud, og lange Skarer Fugle drager sønderud.

Og maaneblege Skyer stormer med iblandt, det blir saa sært og dystert paa Alkovens Kant ved Tøsens Dyner, hvor vi stille mødtes to, nu da de gamle Bønder gik forlængst til Ro.

De sidste Arnegløder svinder langsomt ind som Skyer, der lukkes om et Stjernespind. Det puster tungt bag Væggen fra de gamle to, naar trange Drømme skaber deres Skæbnetro.

Nu skal jeg fortælle for min unge Tøs, varmt skal jeg fortælle - blot fortælle løs. Hun spørger mig iblandt, om jeg er rig og klog, og om jeg skriver med i Tidens Sagabog.

Hun mener selv, at jeg maa være vis og stor, naar saan jeg kommer viden om den brede jord. Og jeg vil blive længe hos en Tøs som hun. En Høvding faar sin Sødme af en Tjeners Mund.

Men hun min sunde Tøs har endnu aldrig nem't, hvad vi vil kalde Synd, det har vi selv bestemt. Der er en Trang, som gemmes i vort rige Blod: Det er slet ikke skønt at være altfor god.

Der lyser ingen Gløder i Arnen mer; men hen mod Vindvet lyser hendes runde Knær. Hun har det sære Hjerte, som tør tro mine Ord, at jeg vil altid huske, det er her, hun bor.

Nu sover Ægtebønder i hver Bondegaard; men det hvisker ved Tøsenes Pudevaar; for Ungfolkets Verden er dejlig blid selv i ruskende Nætter ved Novembertid.

Det skrasler med Bindslet i Kalvens Baas. Saa tænder jeg Lyset i min ramme Praas. Nu sover Bondens Datter fra sin Synd mod Gud, og lange Skarer Fugle drager sønderud.

VINTERGOLDT

Det var en Februarmidnat, Sneknoget bryned over Gaardens Tag og bredte ud over Sognet et trøstesløst, lighvidt Lag.

Min Elskede, Erna, var hos mig - Paa Sømmet i Krogen ved Ilden hang hendes snevaade Vinterkaabe. jeg læste en tungsindig Sang.

En Vise om En, hvis Hjerte var blevet i Vintren saa haardt og goldt, at selv mod den Elskedes Legem banked det trodsigt og koldt.

Den sørgmodige Tone i Visen naade min Elskedes bange og bly Sind. Hun følte, hvor Vinteren knuged over min Pande sin Tungsindssky.

Da bøjed hun sine Læber mod mine og kyssed og sagde mig med sin sikre Stemme, mens Stormen jog ad den forliste Vej:

Vær ikke bedrøvet, min Elskede, om nogle faa Døgne bryr Vaaren frem, og unge Hjerter faar friske Skud, og vore Hjerter blir to af dem.

Og Bygagrens nynnende Dræ driver over den tyste Egn, og lægger sig i det duggede Græs ved vort blomstrende Pilehegn.

DISSE LINJER ER EN SØLVBLOMST

Disse Linjer er en Sølvblomst, Spiret frem af Hjertemulde, i de dybe Vinternætter foldet ud trods Had og Kulde.

Mange Minder har jeg levnet, som naar gennem Maaneskæret vi til Dansen sammen stævned, medens Viben sov i Kæret.

Disse Linjer er en Sølvblomst, som min Hu til dig bekender. Jeg har ingen rosenrøde som de Blomster, du mig sender.

Men min Elskte, vil du kysse denne Blomst med Tanker glade, skal i dine Drømme drysse Blomst med rosenrøde Blade.

MASØ

Ja, du viser, hvor det krøller, naar du bryr itu et Haar.Men enten du har grædt for Perler paa Madeiras Strandeller lét til Arneilden her i Pesens mørke Gaard,vil dit Væsen rumme samme Is og rumme samme Brand.

Og engang naar Pilen pynter sig med hvide Silkedun,og Maanen stiger ensom i den sølverblanke Nat,skal, Masø, du liste Herkels Knøs i Møde ung og brunmed en vaarlig Drift som Sejlet paa din Kærligheds Fregat.

Du har fæstnet alle Bændler til en livsglad Melodi,og jeg tror paa dine Længslers - dine Kærtegns rene Lød.Men en Morgen vil du græde, naar dit Bændel du syr i, da vil jeg tro paa Sorgen over, hvad du øved og forbrød.

I dit Hjerte kæmper Tvivl og Tro og skifter Graad og Smilsom Foraarsdagens hvide Skyer og Foraarsnattens Regn, indtil du kuet af Forladthed og uden Fred og Hvil søger angst og frossen Trøst hos ham bag Gaardens Pilebegn.

Han skal vende Mulden, du sy bitte Skjorter, lange Svøb.De faar aldrig, aldrig Ende jeres mange ømme Aar.I er som to Sommerfugle, der i Maj af Puppen krøb,selv naar Kulden lister om ved jeres svedte Pudevaar.

Men naar dine Bryster tømtes, og en Vaar ved Midnatstiddu ser din egen Datter liste bort bag Toft og Tun,skal du vende dig og vaande dig for dine Minders Strid,medens Maanen stiger i dit Sind bag Pilens Silkedun.

MENNESKESÆD

Jeg er den vibrerende Menneskesæd,der baade er skabt Jer til Fryd og Fortræd.Jeg baner min Vej som en Evighedsflod igennem Jert hidsige Menneskeblod.

Jeg er som alt, der har Kraften gemt,Sporen til Alvor og Sporen til Skæmt.Jeg driver mod Sminken de gamle Fru'rog tvinger en Krovært til Sultekur.

Prinsessen flænger sin Silke af,naar jeg melder mit vilde Krav.Skærsliberen glemmer sin Kævl og Strid,hvergang det er min forborgne Tid.

Og gaa ud en Nat - helst en vaarlig Nat,naar Frøerne kvækker bag knoppet Krat,og Nymaanens Billed i Saadi Aa sejler og strander mod grønne Straa.

Da har hver Mø jeg en Bedsteven bragt,ude bag Hegnet paa Knæ ham lagt. Jeg var den Kraft, for hvilken hun faldt,den Kraft, der med Kærtegn besejred alt.

SØLVNAT

Blisbøns sover blandt Hundetang;Maanen løfter sig krum og lang op over Bankernes vældige Sving, og Sølvnatten sænker sig viden omkring.

Tøsen lister ved Midnat i Løn, løsner sit Vindu af Vintrens Trøn, ser imod Maanen, som længselspændtbag Frugthavens Blomster staar ensom tændt.

Hen gennem Vejenes hvide Skær skrider en Knøs paa sin Bejlerfærd.Alt, hvad han længtes den Vinter stridgiver en Tøs ham ved Forsommertid.

NYN

En Nynnen fra Verden til Verden gaar,et Nyn til vor Hjembygd sig kramnmer.Naar vi lyttende tyst i vor Stue staar,da er det, som til os den Tone naar,der just hører til i vort Kammer.

Tatjana, dit Kammer er ud imod Syd,ud mod de blomstrende Haver.Nu i de groende Nætters Fryd er det for mig, som dets egne Lyddig i Toner om Kærtegn begraver.

Tværs over Bedene staar mine Trin,hvor Rødnellik aander bedugget. Med Muldklæg om Støvlerne kom jeg derindog stod hos dig midt i Højmaanens Skin,mens dit Vindu du lydløst lukked.

Der var vaadt paa Lejet, da jeg det forlod,saa hedt havde Pulsene hamret, saa bjergtat var du kommet mig imodmed din Sødme, din Ungkraftsoverflod …Nu er der kærtegnstille i Kamret.

Jeg vandrer bort under Maanen min Gud,der tungsindig sin Gerning udretter.Selv har jeg opfyldt det største Bud;nu kan jeg gaa - og tude ud i de rnenneskeensornme Nætter.

ALENE HJEM

I Nat gik jeg alene hjem langs Bækken,mens Duggen nænsomt sank fra Junihimlen,og Maanen lyste over Dyrevrimlen, der sov bag hvert et Blad i Pilehækken.

Da standsed jeg. Det puslede bag Hegnet;to havde lagt sig ned ved Bækkens Strømme.Og stille skred jeg samme Vej tilbagefor ej at øde Livets bedste Drømme.

De Nætter, Straaet slipper Dræet løs,og DIræet fyger over Aasens Kammeog sødmer andre Straa, da nægter ingen Tøsat gi sin Drømmens Ven lidt af det samme.

SÆD

Grønne og brune og blaa Insekter svirrer i Skyggen af Staldladens Lægter

smaa Bagateller, for hvem det gælder

det farverigt gnistrende Livskor at fremme.Sligt løfter mod Livet sin Alvorsstemme.Thi det er saavel og sin egen Sag,naar Liv avler Sæd paa en Sommerdag

Hvide Skyer, som i Øjet sig spejler,lydløse hen gennem Blaaningen sejler

Mærker du Luften er syrlig i Duften.

Ser du, hvor Dræet fra Bygmarken svirreropad og bort over Lyngbanken virrer.Da gaar det som Smil over Alvorsdrag,naar Liv avler Sæd paa en Sommerdag.

I Parkerne gaar man sig sølvgraat støvet,men Luften er blank, og det bruser i Løvet,

fra Symfonier af summende Bier,

der bonningsultne i Blomster sig kvæger,og Støvet føres fra Bæger til Bæger.Det vinder sin Plads i et Hjertelag, naar Liv avler Sæd paa en Sommerdag.

Glider der Blaaning i Blodets Riger, saa Knøs og saa Tøs mod hinanden higer,saa Hjerterne røres, og Bønnerne høres i Skov og paa Strandbred og hvor de mødes,at Livet, som skabtes, skal aldrig forødes,da lyser Storsind, ej Ukyskhed bag, naar to avler Sæd paa en Sommerdag.

UNDER LYSE HEGN

To Stjerner lavt over Bakken staar paa Himlens yderste Rand - lig duggede Blomster, hvor Vejen snor sig bort i det tause Land.

Vita har lovet at komme hid til Fænnets lukkede Led. Hun kom her ikke til Stævnets Tid,men mit rolige Væsen ved,

at Vita i Tanken at møde mighar løsnet sit lange Haar og bredt det over sit varme Bryst,der dufter af femten Aar,

at hun har listet paa hvide Skoud til Verandaens Dør, at Døren har knirket, saa Moderen komog bad: ”Lille Vita, hør,

Hvor vil du hen i den sene Nat.Husk paa, hvad du skylder os to,din Far og Mor, hvis Glæde du er.Lille Vita, gaa saa til Ro.”

Og Vita har skælvet af Skam og Trods, fordi hendes skønne Drøm blev knust ved Strøg over Haaret afen Haand, der var moderlig øm.

Og hun har tænkt paa en anden Haand,hvis Strøg under lyse Hegn er mere kært for det lange Haarend Moderens nænsomme Tegn.

Nu græder hun i sit løste Haar;hun tror, hun har brudt sit Ord mod En, hun føler, hun skylder mer,end hun skylder Far og Mor.

Men jeg gaar hjem med et Smil i Natlangs Vejenes lysende Hegn.For, Vita, vi to skal mødes igenunder andre Stjerners Tegn.

PETRAS LILLE SPÆDE KLAGE

Min Tanke har aldrig rørt ved dit Kød og Blod.Alt, hvad jeg kendte til dig, var dit Haar, dine Øjne;jeg trode at vide, at fra vor Kærligheds Bodvar Jordbundethedens onde Fugle bortfløjne.

Men da du siden hin Stridens Nat lod mig alene,har jeg grublet paa dig, indtil jeg i Kvæld forstod,at jeg var for ren - ak, jeg var den altfor rene;og nu har min Tanke rørt ved dit Kød og Blod.

GRAAD

For Kvindelatter til Mands Graad har Livet ikke et muligt Raad.

Men naar Mand ler til Kvindes Graad, genknyttes atter hver bristet Traad.

FALD

Eva - Eva, en Djævel gav dig af sin Vin at drikke. Hver Aften gik han ved Midnatstid;men i Aften gaar han ikke.

Maanen lister sit Parringsskær gennem de klaprende Ruder. Eva - Eva, ind mod dit Bryst ligger en Djævel og luder ...

Men Adarn gør, som Eva ber,og fjerner besejret Foden, og kysser Eva og Eva igen fra Munden til Vorteroden.

Og Eva drømmer om Fest og Vin med Adams Hoved paa Armen. Men Adam er vaagen, og Eva falder med hans blodige Tænder i Barmen.

SKYGGER

Midt i den trampende morgen ligger Anna og græder over sin tabte Ære.Alle de Skygger, der snylter paa vore store Glæder, skal vi i Ensomhed bære.

Anna - vid Gudfader er nær ved dig, som han loved hos de elskende Sind at være. Men Menneskene svinger en Svøbe over dit Hoved, og Korset blir tungt at bære.

Midt i den klingende Morgen Sidder Anna og græder. Kaffen blir kold paa Bordet. Anna, hun drager stille paa sine lyse Klæder; for Anna skal hen paa Kontoret.

MORGENRØDE

Har du staaet i Gadedøren, midt i Maanens ensomme Skin, og ventet din Ven og lukket ham til dig i Stuen ind.

Og sang han om Længsler og Kærtegn, mens Maanen vandred sin ensomme Gang, saa Tillidens yndige Blomster af Frygtens Kvindehjerte udsprang.

Og fulgtes I siden ved Morgen for Solens Frembryden sammen at møde, da har du gemt i dit Hjerte en dybere Morgenrøde.

LYSERE FAKLER

Hvordan ved vi endnu ikke.Vi ved endnu ikke hvofor.Men Tankerne lader vi ligge,de Tanker, vi ikke forstaar.Gruble,, det vil vi ikke, saan som det bryr med Vaar.

Vi mødes i Krogen i Haven,i Krogen ud imod Nord,hvor vi to i Blomstergravenbedriver vort vilde Hor ... og mindes vi Domnedagsstaven,saa er det, fordi vi tror.

Men lad os være blandt de Stakler,der jages fra Himlen ud og bulker, saa Bjærgene vakler og skjuler vort Legem for Gud - - - Vi har en Gang kendt lysere Faklerend han i sit Dommdagsskrud.

SLAA MIG, MEN KYS MIG IKKE

du, som skal eje min Bog. Her Slaa mig, men kys mig ikke, sevler Voldtægts Kys og Blod; her synges om Manddom og nordisk Mod,og du er en Orm i en Krog.

Slaa mig, men kys mig ikke,Tøs, her i Hulen hos mig. Laalaa, for Guds Skyld, kys mig aldrig GodnatJeg svinder et Gry mellem Slettens Krat, hvis jeg helt faar besejret dig.

Slaa mig, men kys mig ikke. Følg du mit vise Raad. Riv og flæns som en Storm i mit Haar; se jeg er Mand, jeg er Rovdyr, er Maar og jeg elsker dig – sovnet i Graad.

LILLE ODA

Vi lærte det i hinandens Favn, at Elskov rinder af vort Savn.

Hvad Skøgen tager for Grin og Sjov, det blir hos hende en Livsens Lov.

For hendes Sind er saa barnlig rent, og hendes Kærtegn saa sekstenaars ment.

Og hendes Blik er saa hjemlig trygt. Den første Elskov har ingen Frygt.

FRU BARON 0.

Hun havde Form i de femtenaars Laar og en Røst med de fineste Toner. Hun havde Øjne, og hun havde Haar, og han havde seks Millioner.

Han var Baron og gammel og tvær og syg efter unge Figurer. Faren til Tøsen var en arm Missionær, saa han regned med Livskonjunkturer.

,,Forældre, I staar Eders Afkom næst," saan omtrent staar der skrevet i Ordet. Og der blev banket paa Degn og Præst; der blev signet og overfodret.

Men naar har en vindtør Stabejs paa halvfjer kunnet holde til En paa de femten. Der kom nok en skraslende Benrad paa tversmed Signaler til Domkirkens Klemten.

Og han blev kørt bort til en kostbar Portion af Salmer og Suk og Fanfarer. Man holdt Fest, som man gør, naar en stenrig Baron gaar til dem, som Gudfader bevarer.

Nu sidder hun der, Fru Baron 0., den himmelsk og jordisk udkaarne. Og hun æder sig tyk som en anden So, der betids blev holdt til ved en Orne.

HØSTNAT

Den dufter af Lyngen, den lette Vind, som i Høsttidsnætterne glider kælende blidt over Vestsletten ind for at favne de blomstrende Vidder.

Maanen er ene om Rummet i Nat; Rugen blev nys sat i Traver. Luften glider med svanger Duft gennem Gaardenes rnodnende Haver.

Knøsen og Tøsen med Øjet paa Klemtsukker saa langt mod sin Rude. Kaster saa Dynen og aabner sin Dør, at blotte sin Længsel derude.

Da ligger Tøsenes Pudevaar urørt i de dejlige Nætter, til Knøsen vandrer mod Husbonds Gaardbortover de vaagnende Sletter.

For Maanen er ene om Rummet i Nat, og Maanen er Høstens Maane.

AASTEDET

Som den sotramte Stakkel, der langvejs fra til en Kilde kom. Kommer jeg med mit Cellosind til min Høstnats Helligdom.

Sangdrift er den eneste Lise, der min skovdystre Sjæl blev rakt. Og jeg synger helst om den bedste Tøs, som denne Sommer har bragt.

I Kornet ligger et Spænde; jeg samler det op fra i Gaar. Hun maa ha tabt det, dengang jeg løste det svære Haar.

Hun maa ha tabt det, dengang Maanens langmodige Skær svandt bag de flaadende Skyer, over det høstlige Vejr.

Her veg hendes barnlige Linned uden bristende Baand, uden hun værged for sig mod mig med sin elskende Haand.

Vi ejer de Nætter om Høsten, hver Elskte maa give til sin. Og fyldt af de Nætters Storhed modtog hun den stille Vin.

Og fyldt af de Nætters Storhed blev vi her grumme sent. Og jublende fik jeg sagt hende alt, hvad jeg længe har ment.

Vaaren er i vort Væsen. Høsten har tegnet sin Signing med mægtig Finger henover Nattens Trin.

MOD VINTER

Fugledraget sønder over Langaasen svandt. Høstens Maanenætter, de var med iblandt.

Nu mødes Mørkets Magter ved øde KratOg raser over Gaarden en Oktobernat.

Men splittes Slettens Dufte af Vejr og Vind, det splitter ikke Duften i de unge Sind.

Naar Vinteren raader over Tegl og Toft, a lever Somren vidre under bjælket Loft,

SOMREN GENKENDE

Naar Solen vender Ryggen til Jyllands sunkne Høst, da vender jeg min Længsel mod Masøs solbrændte Bryst.

0 - i vakre Tøsehjerter er der altid vaarligt Skud. Og naar Høstens Pulsslag stilner vides Vaarens Pulsslag ud.

Og der er intet Hjerte som Hjertet i Masø. Hun ved, hvorfor vi lever, og hvorfor vi skal dø.

Naar Hagl mod Ruden dybrer, gaar Pulsen slummervarm. Da skal Somren jeg genkende ved en svedt og blottet Barm.

For os to skal varme Dyner udviske Godt og Ondt, medens Kuldens klamme Nætter kredser vor Nordpol rundt.

HØRDIS

Spørger du mig, hvem Hørdis er, og om Hørdis er tyve Aar –Jeg ser hende staa paa den fyldte Perron naar Sporvognen kommer og gaar.

Spørger du mig om Hørdis er smuk, og alligevel vakker og sund – Hørdis er smuk, hun er tyve Aar og knusende vakker og sund.

Hørdis hun har fireaarsgemt i sit Væsen en fjordblaa Provins. Men bag ved en Disk i den indre By gaar Hørdis Slave og Prins.

Hørdis hun har ydmygt bevart de Tanker om Bryllup endda. Og Hørdis Slave og Hørdis Prins gør alting, som Hørdis vil ha.

Spørger du mig - Jeg ser hver Kvæld, naar hun kommer fra det store Kontor. Hun staar som en Drøm paa den fyldte Perron midt i Storbyens fredløse Kor.

HEIHIL

Spørger Du mig, om Bankens Chef, Hr. Hagen, i Badesæsonen skal til Fanø eller Skagen – - jeg ved ikke, hvor han i Aar skal hen; men Hr. Hagen - en flunkerny Bil har han købt sig. Og Heihil i flunkerny Smil har hun svøbt sig, saa Heihil skal ud og trække Bryn i Aar igen.

Hvorfor skal man sidde, er Heihils Parole, og læse blaa Romaner i plyschgrønne Stole, om en Sommernat, der driver sit vaagende Spil, mens andre Hjerter lytter til Marebalmens Toner. Næ - naar man har en Far med fire Millioner, er der i Livet selv saa mange blaa Romaner til. _ _ _

Badesæsonen - Badesæsonen. Byen tungsindig og Sporvognsgongongen som Hjerter, en Udlængsel kløv. Badesæsonen - Badesæsonen. Bilen i Stedet for Iltogswagonen, Benzinlugt og Landevejsstøv.

Skagen - Skagen... Heihil og Hr. Hagen med Frue skal bade i Sommer i Skagen, hvor lydløse Skyerne kommer og gaar fra Havbryn i Vest til Østhimmelranden, mens Heihil koketterer i Stolen paa Stranden med velplejet, udslagent Haar.

En Godsejersøn er den brillianteste i Flokken, som tegner Figurer i Sandet med Stokken, til Heihil hun visker dem ud ... Men julinattens Maane stiger lurende af Vandet og skimter i en Klitkløft, at hvid som selve Sandeter ogsaa Kokettens Hoftehud ...

Der er Godsejersønner, der er Bankassistenten; der er første-Aktionærer og en Chef ved Konkurrentenog alle har Penge og Mod. Det er Fest, det er Sommer – en gaar - en anden kommer, og Heihil har hedt og Vellystblod.

KARIN OG KJARVAL

Det var ved Karins Vugge, der lød saa triste Ord; en Spaadom over Livet af en grim og gammel Mor: ,,Hvis Karin gaar som fager Brud engang til Bryllupsfest, da skal hun aldrig i Guds lyse Himmel blive Gæst.

Da skal hun aldrig til Guds milde Nadver lades ind; for den, som Herren i sin Godhed kaaret har til sin, skal ingenlunde kendes i hans Gaard paa Dommens Dag, hvis hun har git sit Kærtegn bort til anden Mands Behag."

Da Karin hun blev atten Aar, var hun en ferme Tøs. Det blev til Blus ved Sancte Hans, hun traf saa stolt en Knøs, at Skyggen af de triste Ord, som laa i hendes Sind, blev intet mod det Lys af Kærlighed, som gled derind.

De Spaadomsord var Karins Mor en tung og dagsens Græmmen Kjarval red langs Hø i Stak til hendes Fædrehjem.Og fyldt af Længsel efter Liv, hun kom i Kjarvals favnog med den Trods, vor Ungdom kender, svor hun i hans Navn:

,Sig, hvor kan Gud vel dømme om det, jeg kender bedst!Hos Kjarval i hans Fædregaard jeg blir vel salig mest.”Og Karins og Kjarvals Bryllupsnat gled under Maanens Horn mens Fløjter øste Dansetakten over gyldent Korn. -

Den Vinter kom. Den Vinter drog. Og da det trak mod Vaar,en liden Tøs med Haanden laa i Karins lange Haar.Da Græssets grønne Strøm af Kraft i Dyrets Unger Fór, var Barnet glemt af Lys og Liv i Mulden hos sin Mor.

Ved Sancte Hans i silde Kvæld var mange Blus udbrændtbag Kær og Fjord; men Kjarval havde endnu ingen tændt.Han sad paa Graven, hvor hans Barn hensmuldred hos sin mor,og grubled, som saa ofte før, paa Karins sidste ord:

,,Kær Kjarval; du har hørt saa tidt det strenge Spaadomsbud, for mig er Himlen lukt, fordi jeg blev din gode Brud. Og derfor skal du gemme mig og Barnet i din Muld, at.jeg kan synge for dig gennem Kornets lyse Guld.

Aa - tænd paa Graven over mig et Sommerblus endda engang og sværg dig Himmel, Helved, Evigheden fra. Da kan du komme til og blive hos mig, hvis du vil, og vi skal atter favne under lyse Nætters Ild.” - -

Ved Sancte Hans udover Kvæld var alle Blus udbrændt bag Kær og Fjord; men Kjarval havde endnu ingen tændt. Da samled han sit hede Baal og svor i Ildens Navn, som Karin havde bedt ham sværge sig til Muldens Favn.

Da duged Kornet nænsomt under Vindens Smøg, som naar en Haand kærtegner varsomt ad lange, lange Haar. Og Karins Billed' rejste sig i det aabne Land og Kjarval droges til det i Skær af Baalets Brand.

Hinandens Legem fandt de, mens liden brændte nedog Maanen svandt fra Blaanet bag Skyens Himmelbred.Og over Gravens Askehob steg Dagens hvide Vogn,mens Kornets Ringlen bredtes langt og lydt fra Sogn til Sogn.

- Naar Knøs og Tøs nu mødes, mest omkring ved Sancte Hans,da Kornet ringler dybest, lægger hun sin Haand i hansog hvisker, mens de lytter til den bløde, linde Klang:,,Hvor sær en Lyd, naar Karin favner Kjarval under Sang.”

I LEGESTUEN

Unge Folk, lad Storstugulvet gynge. Viden om de tætte Snefnug falder. Her i Krogen skal jeg ensom synge i en anden Takt, end Dansen gjalder.

Lange Nætters Dans i Legestuen: junis blodberuste Kys jeg mindes længselspændt; for her ved Arneluen kan Tøsens Kærtegn kun ved Viddet vindes.

Det er øde dumt at ensom græde. Heller lide ved de glades Gilde. Ingen Sjæl besynger dybest Glæde; kun Savnet den, som gerne glædes vilde.

Jeg fik ej Jydeviddet som de andre, men Jyllands Tungsind, der sig ensom skammer. Jeg skal ene hjem til Gaarden vandre, mens det hvisker i hvert Pigekammer.

Mens det skæbnegraat af Østen bryner, skal jeg liste hjem langs Hegn og Diger, saa ingen aner mine Længselsyner og Bønner imod andres Skønhedsriger.

KÆRLIGHEDSILD

jeg knæler i Nat ved min Kærlighedsild, ved min Manddoms løsslupne Baal.Aa - før end dens villende Kraft blev til, var Døgnet en Drømmers Taal.

Men den brænder min Drøm, den brænder mig op.Den bryder mit Arbejd itu.Den raser igennem min fredløse Krop med Længselens Helvedesgru.

I Nat kan jeg fatte det Æventyr om Helved og Himmerig. Den drog mig.til som et Himmelfyr. Den har fyldt mig med Helvedskrig.

Men ikke kender jeg Flugtens Raad fra dig min Kærlighedsild. Der er ikke i Verden slig Tungsindsgraad, og dog ikke slig Lykke til.

TIL ALLE UNGE TØSE

Til alle unge Tøse fra Madagaskars Sol til Ødemarkerne, hvor Yukon strømmer, vier jeg mine Sange ... 0, der blir mangen Tøs, som om en vild og nordisk Sanger drømmer.

Trøst jer, min store Konto for Favntags Kys og Graad er lige blot begyndt i Skæbnens Bøger ... - Ved Sommerbroderier Pips lægger Traad mod Traad, mens Blikket hen til Bogreolen søger.

Nej! Ikke til Reolen; thi min forbudne Bog har hun forsigtig gemt i Smykkeskrinet. Hun tar den frem fra Smykkerne og læser i sin Krog Vers paa Vers i Læ bag Blomsterlinet.

Åh - Moren tror saa sikkert, at hun er dum og bly. Og hun faar bare tro, naar saan skal være. For Pips er ene hjemme, og hellere end sy vil hun af mine Vers om alting lære ...

Naar Vintren dænger Gaardene i Dalene med Knog, gaar hun til sin fortroligste Veninde. Thi hun skal se det bedste hun ejer - se min Bog. Og de laaser sig i jomfruburet inde.

De drøfter mine Digte, men drøfter mere mig og skeler til hinanden, hvor de rødmer. De mærker, mens de læser min Sang om lille Lej, en vaargrøn Længsel Sindet gennemsødmer …

Gaa - Jordens gustne Mødre. Gaa - jordens Fædre, som fordømmer mig -- gaa alle Patriarker. Jert Syn har Graven mørknet. Jeg agter kun en Dom af Pulsene, der slaar i Vaarens Parker.

MØLLEDIGTE

KVÆRNEN

Se, jeg er Kværnen, Kongen, i det danske Bondeland. Jeg maler Guldets Strømme til den danske Bondemand; for det er mig, som fedmer Mælken fra hans Malkeko og skaber Oksens stærke Kød og Flæsk paa Polt og So.

I Vaar, da Bondens sidste Sæk af Tuden bægtet blev, kom Svaleparret hjem og bygged Rede i mit Drev. De snapped til det Korn, som glimted i min Kuf endda, og takked i en Vise, de, tog med der sønderfra.

Her paa min Kuf har Elskende i alle Tider sat hinandens Navne sammen i den rnaanelyse Nat. Og endnu kommer Unge listende fra Havens Løv og ridser nye Navne i aarhundredgammelt Støv.

Dog er det trælse Maaneder fra Maj ind i August, da Møllens Lejer samler Støv og Møllens Aksler Rust, mens jeg ligger her og lytter tungt og længselspændt, til Leens Stening Varselbud har ind ad Lugen sendt.

Fra Overmarken hører jeg den sære skarpe Klang, naar en moderne Binder synger Høstens dumpe Sang.Og ind i Sangen blander sig en hvislende Musik;for Mølletoften mejes endnu efter gammel Skik.

Snart mættes alle Sække af den store Humlebi, hvor den bag Laden komponerer Kornets Melodi. Da pudser jeg min Krone til den stolte, vilde Dans, naar Vinden fylder Vingens Drejl og Vandet Hjulets Krans.

Den Møller sværger ofte: Du er træis at faa i Gang, Men faar jeg først begyndt, saa blir desmere let min Sang. Da sejler Svalen sønder med den store Fugleflok, mens Møllersvenden springer rundt og smører Kam og Stok.

Se, Byg og Havre, Rug og Hvede ejer hver sit Spil. Og det er mig, den tunge Kværn, som Kornet synger til om Sommernætter, Knøs og Tøs og Kys og Nap og Nej, indtil jeg føler gyldne Lokker slynger sig om mig.

Vel loddes mange sække ind ad Døren høj og bred ved Møllehjulets Akselgang, mens Frugten plukkes ned. Men ingen Stund det danske Aar er Døgnet fyldt af Slid, som naar jeg maler Hvedemelet ind ved juletid.

Da lytter Danmarks Bønder under Dynen tung og varm, naar Stormen dynger Sne og Kulde op mod Vindvets Karm. Og Møllersvenden stirrer ud i Knoget gudsforladt. Alt mens jeg træder Dansen i den lange Vinternat.

DET HAR JEG

Otte Timers Arbejdsdag det har jeg, det har jeg. Nok en Times svedig Tag det tar jeg, det tar jeg.

Møller, du kan li slig Knøs. - Det ka man, det ka man. Og du har en bovne Tøs. - ja, ja Mand, ja, ja Mand.

Fanger jeg din Tøs en Kvæld. - Ja gør kun, ja gør kun. Tør hun saa alligevel. - Det tør hun, det tor hun.

Du har Sølv som Hjulets Brus. - Naa tror du, naa tror du. Faar jeg Gaard og Møllehus.- Det faar du, det faar du.

KORN

Fuglene holdt op at trække. Under Møllehuses Dække staar nu hundredtusind Sække fyldt med Korn.

Groet som Værn mod Sagas Vætter, groet op af brede Sletter under Regn og blanke Nætter gyldne Korn.

Som et Glimt paa Stjernehimlen, som en Tone midt i Vrimlen, som en Tanke midt i Stimlen er et Korn.

Aarets Sus paa alle Kloder over Dræets vise Oder, over tømte Markers Boder er om Korn.

Gennem muntre Nætters Synder, ud fra fyldte Gulves Hynder, op fra travle Kværne nynner det af Korn.

Mange Syge skal bli sunde, mange Kinder skal bli runde, tusind Glæder dybt kan bunde i et Korn.

JYDSKE VERS

Nordvestjydsk-søndenfjords Dialekt

WOGEN DRØM

De dængjer mæ æ Sneknog o æ Windwæer ind, aa æ Næt den tuder saa fæl uhej - uhej uhyt ha - uhej uha Aa æ Trolddrømm, de hærger hveren Sind. Uha - om æ Næt. Hveren Mensk, som aa de wogen Drømm bløv træt, aa æ Søvn si Drømm blyver skrækslawen mæt.

No sower mi Hosbond, den mulgammnel Knaark,aa æ Næt den tuder saa fæl uhej - uhej uhyt ha - uhej uha. Som Noah han hæged for Noah hans Aark, - uha - om æ Næt -, saan haar han hæget for mæ i hans Goer, skjent æn bløv daa te juli si sejsten Oer.

Den Sommer si Tie æ en drøjsom Tie, aa æ Næt den tuder saa fæl uhej - uhej uhyt ha - uhej uha. Saa huer a æ Winter saa baarsk aa strie. Uha - om æ Næt.Daa tøws han sæ rele de gammel Sprøj for æ Tøs djer Flirren aa æ Knøs djer Haaløj.

Mæn no haar a lowed Jæns Pilgoer si Knøs, aa æ Næt den tuder saa fæl uhej - uhej uhyt ha - uhej uha, aa hyt min Windwe for æ Trønning løs. Uha - om æ Næt. A punjer æt mier for den gammel Pjaalt, aa dæfaa ska Hans sgu fo Lov te aalt - - - - - - - - - -- - - - - - uha - om æ Næt.

TØS

Nowen æ som Blomster æn haar Low aa kig æpo, æ Stelk saa dywt i Tuernwæv, te ingen Knøs ka no. Hiel mil med fræ æ Dans. - Godnat ved æ Towt si Led. Et en Uer om æ Bowser blo aa Kjøs aa æ Sengsted.

Ingen Tøs æ gjæv, som henne a kjøwer mæ Strop o Strop baag æ Stak i Skjugel te Tawt aa Polka aa Galop. Koster de æn Skjærv te mi Tøs aa jen te æ Fiolign. Hva te æn haar den nejst Daw, de vier æn daa æ sign.

VERS

Den Kjærlihier æ snaar faarslidt,som kuns i æ Bowser bo. De gjør, te mannen jensom Skidt,aa jensom Sti maa go.

JÆNS PAA’ST HANS TØS

Jens Paa'st æ kuns Paa'st. Han æ moged aa arm.Aa han drekker som æ Svamp i æ 0.Mæn han haar den villest aa den skønnest te Tøs, nown Høstsuel haar skjennet æpo.

Aa ænten no Faar saa haar Pæng i hans Bogaa æ Landsbøjs den flottest te Wown,aa ænten han saa vil band heller tru,hun æ den kjønnest te Tøs i vo Sown.

Aa ænten mi Muer hun klaager sæ fælaa te føst aa te sidst rævler opom Kaaren Mari aa Johann te Towts, dær haar buer Pæng aa Guer te djer Krop:

Den skjæwtest imell æ Jæns Paa'st hans Tosa aal de Kvindfolk, te a wier.Ænten hun saa tarer henne baare Røwi Gras heller Sælkepaapier.

Dæ æ æt aa gjen ugged. De vaa hinne aa mæ,som krøw tesammels æ Søllnæt te Maj,mjensti æ Mon kom gjemmel saa gluhendes røesom æn Lywt dærover Wejstergoer Wej.

HØSTSKRAALD Laars Kræsten, do æ mi rawjydsk Wæn.Dadaam di da daam daam daam.Po Søndaw ska vi tow te Høstskraald ijæn. Dadaam di da dib dib dybb.

Jæns Lassen, han puler si Dævel te Bas. Dadaam di da daam daam daam. rnjensti do passer di Ratsch Ritsch Ratsch. Dadaam di da dib dib dybb.

Æ Kaa'l de blywer hønfuld, æ Tøs blywer skraald. Dadaam di da daam daam daam. Aa de hysler aa æ Laagwul mæ Hut aa Knaald. Dadaam di da dib dib dybb.

Hans Nielsens Tøs ka fo æ Gild te aa go. Dadaam di da daam daam daam. Mæn ingen, ingen vier huer de ænner o. Dadaam di da dib dib dybb.

Tidt snupped a mi Tøs te di Maasik. Dadaam di da daam daam daam. Aa full te æ Laapuet aa de skjælmsk Nik - dadaam di da dib dib dybb.

A lirked ugged mjenstie æ Tawt do drugl- dadaam di da daam daam daam aa krøw mæ mi Tøs baag æ Rowhæs i Skjugl. Dadaam di da dib dib dybb.

Æ September si Himmel vaa blaank aa bløe - dadaam di da daam daam daam – aa æ Rum si stænkende Stjærnegløe. Dadaam di da dib dib dybb.

Nærensti æ Yw vaa blont, aa æ Baarm vaa bre, - dadaam di da daam daam daam -, saa kom æt hejsen aalle mit Hjart nøj ve, - dadaam di da dib dib dybb -,

om at letted Maren henne Bomuldsværk – dadaam di da daam daam daam – heller Anna henne stumped te Sælkesærk, Dadaam di da dib dib dybb . . . .

Laars Kræsten, do æ mi rawjydsk Væn. Dadaam di da daam daam daam. Po Søndaw ska vi tow te Høstskraald ijæn Dadaam di da dib dib dybb.

ÆJTESKAAB

Hwis æn hejsen ka trow, hwa dær stor i æ Avigsen om en Kvindmensk, som endle giwtes vel, saa æ trøje towsend Krowner æ Prigsen, te den Kaal, som æ mæj po de Slaw Spel.

Aa mæ, som maa spaar saa hulens o æ Snapsen, hwis æn hejsen ska haa sæ en betle Graan Brø. A nemmer Guddødm, om æn hejsen ku haps en den raar Slant Peng, hwa for mæ de betø:

De ku blyw te en Goer po en hiel Tønd Haartkurn, hu æ Kjælling ku mog i æ Nøs aa æ Staald, rnjenstie i æ Bøj a tømt mi Vinhurn mæ Siss, som tefar vaa mi Tøs ve hweren Skraald.

Dæfaa vel i Awten a skryw te den owsen, te a æ bløwn leer ve mi Ungkaalstand, saa a ka bjerg mæ de trøje Towsend, aa æ Kvindmensk ka bjerg sæ en Æjtemand.

HOREN

De hier faapræjsted Horen, de æ daa nøj pinde Møj, som nær æ Mand han kommer skifuld tremlen fræ æ Bøj

aa gjør hans Kjælling onsind, saa te de skjæns aa slaas te Flæng, te de tesidst blywer owsind aa gor sammel i djer Seng.

Men nær vianner mødes o en Sommerawtenstaan, daa æ æt som tow Blomster, dæ haa nekket te hinaan.

De æ som æ juer aa æ Mon dæ danser æ Rum i hinaan si Favn, nærensti dæ aa mæ forenes, hwiskende hinaan si Navn.

NYTAARSSANGEN

AHASVERUS

Vi to har brugt de samme Sejl paa Skæbnens Verdenstogt. I Taage gjort de samme Fejl og høstet samme Frugt.

Vi kender ikke Angers Nød, og har vi grædt engang, var det ej for, hvad vi fortrød Vi græd af Hævnertrang.

Du bryder frem mod Storm og Knog i Nytaarsvejrets Gru og hævner ved hver rusten Plov, som ude staar endnu.

Kom du, ind i min mørke Gaard i Nytaarsnat og stævn mig til i dette Hadets Aar at øve grufuld Hævn.

TIL NYTAARSMESSE

I. TIL KIRKE

Klokkeren griber den grove Streng, og Tusindpundklokkens svære Bom begynder at vride og knirke. Nu vrides hveranden Dørnøgle om. Nu mødes hele det Købstadslæng, der ellers gaar aldrig i Kirke.

Grossereren, der gav halvtreds Procent og dog tjente en tretten til fjorten paa Bønders og Fattigfolks Handel. Købmanden, der kniber en Mandel paa Pundet og sværger paa Ærlighed sig selv gennem Helvedesporten.

Men Aaret svinger sin Svøbe grum for sidste Kvæld i det vide Rum. Og Kirken ligger med oplyste Ruder som en Himmerigskrone i Pløret paa Jorden Og Vinternatsstormene tuder til Sneknog sin Gravsang af Norden.

II. MESSEN

Provsten beder ærværdige Bønner for Brødre som saligt med Brødre mødtes. Han takker Gudherren, som aabned Slaaen for landflygtige Hjerter der søndenaaen. Han sukker til Herren om Haab som forødtes for de, som endnu under Fremmedaag stønner,

Hvem tænker i Kvæld paa de tyske Sjæle, som beder i Graad, som beder i Sorg, som beder en Bøn paa det tyske Sprog – landflygtige her i vor nordiske Krog. Hvem tænker i Kvæld paa de tyske Sjæle? Gudherren vel mindst i sin festklædte Borg.

Men syd over Tyskland fra Flensborg Fjord, imedens det tykner med Sneknog fra Nord, mødes de Oldinge, Kvinder og Børn, mødes ved Midnat med bøjede Ho'der og kræver, at Gud over alle Kloder skal signe den saarede tyske Ørn.

III. LANGE SALME....

Lange Salme med brede Rytme, og Orgel - Orgel og Orgelbrus, hvor gør du mit Hjerte godt. Hvor var det almægtigt og herligt i Kvæld at møde sin bedste Veninde, om blot Provstens Præk svandt fra det Festens Hus,

IV. VISEN OM LILLE LEJ

Men lille Lej - Per Madsens Tøs, den lille tatermørke Tøs med femten lyse Aar, hun tar sin lille Handske af og tørrer sære Taarer bort og retter ved sit Haar.

Hun kigger sig forlegen om; for der var ingen Ven, som kom til hende med sit Ord. Men Præstens - Præstens vise Vej skal følges nu af lille Lej. Hun beder fast til Præstens Fadervor.

Men i det unge Hjerte er det stadig, som det største Rum, det allerbedste friske Rum er tomt.

Og lille Lej, hun beder mere inderlig end før, at Herren i sit Velsind skal oplade Naadens Dør. ,,Slet, hvad jeg i min Tid saa kort har syndet", beder lille Lej og tørrer Taarer bort. _ _ _ _

0 lille Lej, o søde Lej. Dolang dolang dolang dolang. Hør Midnatsklokken gaar. Nu bryder unge Dagen frem igennem nordisk Stormnatsknog til Nordens grønne Vaar.

Til Vaar skal du ej græde mer. Da mødes du med Vennen kær, som fylder Savnet ud. Den Sorg, hvoraf din Taare faldt, skal dø for Glæden, Taaren gjaldt, naar Havens Nellik rød bryr frem, og Hyld faar friske Skud.

VI. MIN MESSE

Om jeg stod paa Prækestolen i den hellig Nytaarskvæld, strak jeg frem min unge Næve: slaa det gamle Aar ihjel!

Blot det nyes spændte Bryster og hug Munden i dets Hud. Gennem Vinternattens Storme stiler vi mod Vaaren ud.

Han skal segne under Vejret, han hvem Trodsen har forladt. Den hvis Tænder rører Huden, han skal se en vaarlig Nat.

Han skal se en Nat, der blaaner, over Aasene i Nord, saa at Sneens Driver graaner, og saa Rug og Nellik gror.

Han skal sejre ved det Mærke, han har bragt i Aarets Hud. Han har Mandsret til Alkoven, naar hun bydes hjem som Brud.

Og du spinkle Pigehjerte, der har grædt for Præstens Skum, du skal føle Kærtegn, fylde ud dit Væsens tomme Rum.

VII. NYTAARSSANG

men naar Midnatstimen naa's, skal paa vid Gab Døren slaa's. Jeg vil trodse Borger og Borgmesterbud, Vi, som har Modet i Behold,vi gaar lige Fanivold gennem Kirkedøren og paa Strøget ud.

Om en Kælling dør af Skræk, om et Stander ryddes væk, og et Høkerskilt styrter ned med Brag! Det var den lifligste Musik, nogen Vandreskare fik, som vandred lige lukt ind i den nye Dag.

Til Kirkeklokkens Dingdadung glider Dansen hed og ung, glider Tøsen i vor Favn til Bægerklang. Mens det knyger harsk af Nord, og Sneen sletter vore Spor, gaar vi gennem Gaderne med Nytaarssang.

ANDRE DIGTE OG ANDRE SANGE

SLÆGTENS SPOR

Alt, hvad min tunge Slægt har følt af strengt og lyst, men ej fik sagt, det blev gemt hen fra Søn til Søn, og det har mig min Sangdrift bragt. Saa mejer jeg den gyldne Slet: Aarhundredsavnets stolte Løn.- En Eftersommers Ødemark . skal levnes dig min Søn.

Vend du den grove, triste Muld. jeg har vor Høsttids Frugter gemt. Gaa bort i Ættens Vinterland, begrav din Tomhed og bliv glemt. Lad dine Børn forny dit Savn for under Mørkets Stormnatsbælg at føle Sommerlængsler gro af Tankens Afgrundssvælg.

Lad dem gaa ud i Blodets Navn og føre bange Kvinder hjem. Lad dem bli glemt - af deres Nød gror Høstens nye Stjerne frem. For hvad den sunkne Flok har lidt, skal Sangdrift atter bringe Løn. Da mindes jeg om tusind Aar af dig min rette Søn.

GRUBEHESTEN

Jeg er den halvblinde Grubehest, som slæber Tipvognen med Bunkerkul. Alt, hvad jeg kender til Regn og Blæst, er Stendryp og Træk i mit Helvedeshul.

Alt, hvad jeg kender til Sang og Spil, er Hakkernes Huggen i Fjeldets Mur. Alt, hvad af Slotte jeg kender til, er Tipvognsstyrerens Frokostbur.

Alt, hvad jeg kender til Kerner og Hø, er Fodret i Krybbernes rustede jern. Alt, hvad jeg kender til Stjerner og Sø det er en Mindelse pint og fjern.

Under mit Knæ er et aabent Saar. Det er Takken for, hvad jeg tro har slidt, at Opsynsmanden mig sparked i Gaar, da jeg standsed min Vogn for at puste lidt.

Selerne gnaver min Bringe tilblods. Længslerne gør mig saa harm i Sind. Men at jeg er graadfyldt og træt tilfods ses ikke i Lygternes bævrende Skin.

Men hører jeg Ekko af Strejkens Lur, naar Kulkofigen klædte sig altfor fint, men Slideren døde af Sult i sit Skur, da kalder hin Mindelse fjern og pint.

For da blir jeg løst fra mit trælse Læs. da drages jeg op i den skumle Skakt. Da slippes jeg ud paa det grønne Græs, og d é r skal jeg atter se Stjernernes Pragt.

SNART SOL STAAR OP

ja, mangt et Frø har Vinterstormen dødet. Og mangt et Liv har Nattemulmet slugt. Saa mange har for Sommertanker bødet. Saa tidt i Dødens Favn faldt Livets Frugt. Men der gror evig nye Sommerlængsler, som vokse skal af døde Kærners Muld. Engang der blir dog Høst trods alle Trængsler, Da gir hver enkelt Kærne tifold Guld.

I mange hundred Aar vi duved Nakken og sprang som pisket for jert Fingerpeg. Og det var os, som drev Guds jord med Hakken men jer, som høsted ind de gyldne Neg. Men lyt til Dønningen, som gaar derude: Det harmfyldt syder fra et Verdenshav. Giv Agt! Hejs røde Faner paa din Skude. I Dag skal det kendes, hvad du Slægten gav.

Der gjalder tusind Vagtraab over Sletten. De kalder ej paa mange eller faa. De kalder kun til Kamp og Sejr for Retten. D e stærke blevet er, som før var smaa. Et Raab, et Alvorstag og vi har vundet, og Frihedsfanen hæver vi mod Sky. Snart Sol staar op. - Og Nattens Mulm er svundet. Vor Tid skal skue Dagens Morgengry.

KOM HER EN . . .

Kom her En i dødsens Vejr paa Vildspor over bundløst Kjær og kræved Ly i Lovens Navn, jeg jog ham bort fra min Herskerstavn.

Men kom her En, med Rædselsblik, Paa Flugt fra Udaad, han begik, da bød jeg ham min Arnebænk og ofred ham min bedste Skænk.

SMEDEVISE

Som En, der har bygget sit Palads af Ildog Spektakel og fygende Sod, har Smeden blandt Bundter af Hestesko ved Essen plantet sin Fod.

Har jeg forbandet den Helvedstøj, der jog af den gabaabne Port .... Nu driver jeg paa dilettantisk Vis hans brølende Arbejd som Sport.

Jeg er en trodsig og mægtig Mand, Kollega til Torden og Lyn. Mit Blik det glider med Fryd rundt langs mit soddryssende Himmelbryn.

Ja - jeg er en skabende mægtig Mand, en Fælle til Gud faar du tro; thi Gud laver Lande og Bjerge og Søer, som jeg laver Hestesko.

Han tvinger sin knortede Hammertamp i Gnisternes sprøjtende Brag .... Selv er jeg En, der som Gnist sprang ud fra Gudernes Amboltslag.

MIN MUSES BESØG

Jeg sidder i Stuen og ryger Tobak og gider end ej gaa i Seng, skønt Klokken er langt over Midnat - for akdet er ikke, som da jeg var Dreng.

Da krøb man til Slumstrup, naar Mørket brød frem, og sov som en Sten Klokken ni, og ænsede ikke, naar Mor gik til Ro. Men de Tider er rundne - forbi.

I Kvæld har jeg skrevet en Rejsekronik for at stramme en sløv Energi, for at prøve at digte paany med Trods. Men de Tider er ogsaa forbi.

Saa længe saa stærkt og saa ærligt ment har jeg bedt om min Muses Behag, at hun, som var ydmyg Tjener engang, gjorde mig til sin Tjener en Dag.

Jeg sidder i Stolen og ryger Tobak og danner smaa Ringe af Røg, imedens jeg drømmer taalmodig om alt; thi jeg venter min Muses Besøg.

Hun har gjort sig til Vane at komme med Brus, naar Byen forlængst gik til Ro. Kanske er det vist ej forunderlig ment, at vi helst skal alene vi to.

Thi siden min Tøs blev saa længe en Nat, at hun først Klokken fire gik hjem, har min Muse, endskønt jeg gik tidlig i Seng, holdt mig vaagen, naar Klokken var fem.

BRÆNDEVIN

Det vil aldrig gaa saa yderligt, at man skal fra mig ta, hvad jeg af Sang og Dans og Tøs og Vin vil ha.

Det er mig lykkelig forundt, hvad saa mange blev misundt;

men hvad de Gudskelov kan naa at faa endda.

At et Samfundsideal skal flaskes op ved Kællingvrøvl. Før knytter jeg min Næve mod hver vandet Afholdsbøvl.

Det kunde hænde sig engang, at jeg blev ilter, saa jeg svang

mit Værktøj saadan, at en Knast sprang af min Høvl.

Og der løfter sig af Jylland end en gammel Kæmpehøj; hvor man kan gemme sig med samt sit Brændvinstøj.

Og hvis det værste skulde ske, vil Sognets Bønder faa at se

igennem øde Nat en Streg af blaalig Røg.

Se, vor Slægt er ikke saadan, at den bortgir Rigdom sin. Den vil kræve, som jeg kræved, at min Faders Gaard var min.

Og engang om hundred Aar, naar Hjertet altfor trælsomt slaar,

skal Slægten atter raabe op om Brændevin

RAGER DET SLADREN FRA TAARNBORG DET Hvad Lykke mig vel min Sang har bragt?

Jeg gir aldrig ren Besked. At jeg tror, at den er mig guderakt,

rager det Sladren fra Taarnborg, det.

Hvor jeg brød ind og stjal min Vin? jeg gir aldrig ren Besked.

At den Vin, som jeg drak, ikke var min, rager det Sladren fra Taarnborg, det.

Om jeg har forhaanet Provstens Ord? Jeg gir aldrig ren Besked.

Om jeg paa Gud eller Satan tror, rager det Sladren fra Taarnborg, det

Om Regnen bryr ind paa min Stues Fjæl? Jeg gir aldrig ren Besked.

At jeg er en arm og forhutlet Sjæl, rager det Sladren fra Taarnborg, det.

Om jeg har brændt Landsbyens Mølle af? Jeg gir aldrig ren Besked.

At jeg vandred ude den Nat endda, rager det Sladren fra Taarnborg, det.

Om Stormen i Fjor rev min Hue bort? jeg gir aldrig ren Besked.

At helst jeg vandrer i Natten fort, rager det Sladren fra Taarnborg, det

Og hvem er den Tøs, jeg kalder for min ? jeg gir aldrig ren Besked.

Om hun har rent eller moget Lin, rager det Sladren fra Taarnborg, det.

Om jeg vil drage til Vaar af Land? jeg gir aldrig ren Besked.

At jeg er en harmfuld, faamælt Mand, rager det Sladren fra Taarnborg, det.

Om jeg vil røve fra Stranden en Baad? Jeg gir aldrig ren Besked.

Om jeg vil sejle med Fryd eller Graad, rager det Sladren fra Taarnborg, det.

Og om min Tøs, hun vil følge mig ud? jeg gir aldrig ren Besked.

Om hun blot er min Tøs, eller hun en min Brud, rager det Sladren fra Taarnborg, det.

LARS KRESTEN

Kjolen galant over Snevesten lukker. Da capo, Bravo, for de fine Kvadriljer. Forelskede Piger, som smiler og sukker .... Der er Sus, der er Suk, naar Lars Kresten spiller,

Sveden hans sortladne Øjenbryn kranser. Bordben og Kegler og Spaaner og Grejer, Mester og Svende og Lærlinge danser .... Der er Sus, der er Suk, naar Lars Kresten drejer.

Tre splintrede Flasker. - To knaldede Ruder. Lidt Perikumsbræk over Sengtøjet ligger. Et halvnøgent Kvindfolk gaar rundt og tuder .... Der er Sus, der er Suk, naar Lars Kresten drikker,

I Godtvejr og Graavejr - halvtredle Tommer foran hans Støvler hans Taaspidser knejser. Lidt Sprit og lidt Vand i de flossede Lommer .... Der er Sus, der er Suk, naar Lars Kresten rejser,

BEDSTEMOR

Hun var en ærlig, god og stræbsom Kone, Nu drog hun bort til Barndomstroens Kyst. En skrivende ærbødig Mindetone ved Tanken stille synger i mit Bryst.

Det bryder frem i slige Højtidsstunder, naar Skellet drages mellem Liv og Død, alt hvad, som dybest i et Hjerte bunder. Og Livet føler, hvad et Liv betød.

Naar Somrens Sol gød Grønt i Vildvinskraven om Døren i den hvide østre Gavl, da stavred hun omkring i Blomsterhaven og luged bort det mindste Ukrudskravl.

Og naar jeg raabte mit: Goddag, du Gamle, saa lyste Smilet som en Sindets Saa maatte jeg først hjælpe med at samle en gullig Blomsterkost af Kaprifol.

Og vi gik ind i Bedstes lille Stue, hvor Himmelsengen endnu stod, og hvor Violer svømmed som en Blomstertue i Urteskaalen paa det hvide Bord.

Her tog hun med de matte hvide Hænder saa nænsomt fra den lille Bogreol den sorte Bibelbog med Messingspænder og rokked sindig til sin Lænestol.

,Kom, læs et Stykke her for mig, Barnlille hun hvisked, mens hun op i Læsten slog. jeg gjorde gerne, som min Bedste vilde og læste af den gamle Bibelbog.

Hun lytted til med glade, milde Øjne, mens Solen varmed hendes Vindueskrog. Hun havde kæmpet sit mod Livets Løgne og fundet Freden i sin Bibelbog.

DER SPRINGER GULD

Det er som alt, der stærkest grori Sjælens dybe Muld, kan løses i et lille Ord som ædelt gyldent Guld.

For vi har gylden Hammerklang og gylden Tonevæld. Og vi har gylden Mejselsang og gylden Aftenkvæld.

Og vi har gylden Kærlighed, hvor gyldne Løfter gror. Og Sommervangen et et Bed med gyldent Sommerflor.

Der springer Guld af Baalets Leg udover Sancte Hans; det gror, til Høstens gyldne Neg har drukket Solens Glans.

Naar noget blot har gylden Røst, det straks til Hjertet gaar. Det er, som dybest i mit Bryst en gylden Streng man slaar.

Af alt, hvad jeg af gyldent ser, jeg tror, det gyldne Haar, som blomstrer om min Hjærtenskær, dog mest mit Hjerte naar.

KLÆDT PAA

I den sidste Uge har jeg haft en flunkende Kredit. I Butik og paa Caféer har jeg følt, som alt var mit. Det har næsten gjort det samme, hvor jeg kom, og hvor jeg gik, har det sværmet tæt med Tjenere og flydt med Buk og Nik.

Jeg er nemlig bleven saadan, hvad man kalder for klædt paa. Det har virket rent forbavsende paa Byens Piger smaa, saa de smigrer sig med mig som g a m m e l Ven og k æ r Bekendt.Og Byens første Mænd har pludselig faaet Tro paa mit Talent.

EFTERAARSSANG

Nu toner de Efteraarssange. Og alle har samme Refræn; for alle slaar de paa Strengen om Vaaren, der kommer igen.

Jeg vandrer fremad mod Regnen med Rusk i mit frodige Haar. Nuvel, den som aldrig har blomstret, ham venter der vel en Vaar.

Men Fader, min graagamle Fader, nu segner din sidste Høst. Du kender ej Sangen om Vaaren; for Kulden bryr frem i dit Bryst.

For alle de stilnede Pulse det var dog et Liv, det gjaldt. For alle de raadnende Blade det var dog en Sommer, der faldt.

SNE

Jeg maa op. jeg maa op og ha Støvlerne paa. Jeg skal vade i nyfalden Sne. Jeg maa ud. jeg maa ud; for bravt skal det gaa; men ingen ved, hvad der skal ske! Det har sneet nu i Nat - aa, saa fint og saa j'ævnt; og paa Aasen er Kælkehalløj af de vakreste Tøse, som didhen er stævnt i pelskantet Vintertøj.

De sad siden Høst og surmuled saa smaat under Mors Kontrol. - Mor, som lo, da Pløret paa Gade og Vej blev for graat til de smaabitte Støvler og Sko... Det har sneet nu i Nat - aa, saa fint og saa jævnt, skønt det regned, da jeg gik til Ro. Men næppe fik Moderen Snevejret nævnt, før saa var det Tøsen, der lo.

SJAP

Med Skørterne løftet forskrækkelig højt og med Strømperne strintet af Gadesprøjt kom Jordmoren pustende rap rap rap gennem Snesjap og Tøsjap og Sjap Sjap Sjap

Derovre i Nischen ser jeg Provsten staa og gusse sig i sin Pyjamas blaa: ,Det drypper i Dag, som i Gaar det drap af Snesjap og Tøsjap og Sjap Sjap Sjap.

Og Jensen skal begraves! Det er ogsaa Fan ... Jeg tror jeg vil sende ham min Kapellan. Man pjasker sig en Sygdom til ved den Slags Rend i Snesjap og Tøsjap og Sjap igen."

MIN MOR HAR FORTALT...

Min Mor har fortalt, at et Vikingeflag er et Kors, der er malet paa rødt. For dets Skyld har vi lidt i mangfoldige Aar. For dets Mærke har Danmark forblødt.

Min Mor har fortalt, at min Far, som drog bort med de tyske Armèer i Fjor, han er død som en Viking paa Vikingetogt og gemt bort i Rumæniens Jord.

Min Mor har fortalt, at den Krans, som i Høst hun lod binde af Bankernes Lyng, den er sendt imod Syd, hvor min eneste Bror fik sin Grav i en Grav ved Verdun.

Nu er Mor ogsaa død, og min Søster har sagt, at af Sorgen hun tæredes hen. Men nu blotter de Dragkistens mørkeste Krog - hejser Vikingeflaget igen.

Min Søster har sagt, det betyder en Fryd, som vi aldrig har rummet i Nord. Men naar Far og naar Bror og naar Mor nu er død. hvad er Flaget og Fryden da for?

HJEM - HJEM TIL HEDEN

Jeg vil hjem til de vestjydske Sletter, som drager saa stærkt i mit Sind i de lange og fredløse Nætter, naar Taarerne væder min Kind.

Jeg vil bort fra den rastløse Vrimlen i den støvede, stenkolde By. Hjem, hvor milevidt fjernt under Himlen, der svæver een eneste Sky.

Jeg vil hjem til de blussende Piger med Hjerter som Kildernes Væld. Hjem, hvor ensomt Hjejlerne skriger om Gaarden i graanende Kvæld.

Naar jeg stod der ved Diget, mens Rugen suged Guld fra den gryende Sol, lusked Ræven med Dugdryp fra Bugen mod Heden, hvor Urhanen gol.

Lad saa Storbyen rumle og jage. Mig drager en skønnere Røst. jeg vil hjem - hjem til Heden - tilbage,hvor Sangene gror af mit Bryst.

RENOVATION

Tuuh - huuh - høøh! Renovationen - - darung darung. Ned ad Bilen en knoklet Mand. Laagen op og den fyldte Spand stinkende, klaskende, vaad og tung op i Bilen - darung -darung. Tuuh - huh - høh! _ _ _

Du puslende, nuslende Menneskehjord, hvad gjorde du andet, end Dyret har gjort. Den Mad, som du aad, var et vældig Lig, og vor Slamkistespand er et Varselsskrig. _ _ _

Købrnand Jensens Fløjdør gaar lydløst om. En sorgklædt Skare - andægtig og from glider ind i de lyttende Stuer. Salmernes Vemod og Præstens Ord flakker imellem de selvspundne Kor af de nænsomt summende Fluer. _ _ _

Tre Par Hænder i Strop ved Strop drager ham foran den tunge Trop, - først Fødder saa Skulder ved Skulder -ned ad de hulslidte Trappesten. Saa sejler Kisten langsom og sen henad Ligvognens hoppende Ruller. _ _ _

Tuuh - huuh - høh! Renovationen - - darung darung. Ned af Bilen en knoklet Mand. Laagen op og den fyldte Spand stinkende, klaskende, vaad og tung op i Bilen - darung darung. Tuuh - buh - bøh! _ _ _

Saa svinder Kusken paa Ligvognens Sæde fulgt af den sørgende Skare bort i det støvede Stræde. _ _ _

Darung - darung

PAA OPERATIONSBORDET

Duft af Æther, Cloroform og af Carbol. Hvide Farver over Væg og Bord og Stol. Lydløst kommer, lydløst kredser, lydløst svinder hvide Mænd og lette hvide, hvide Kvinder.

Stærke Hænder lægger nænsomt Masken paa. Alle hvide Farver flimrer og blir blaa. Jeg aner Glimt af skarpe Instrumenter, som hvide Mænd fra hvide Skabe henter.

Ak - de blaa og lyse Farver tvinges bort. Gennem Rummet kastes sort og sort og sort, til en Haand, som griber ømt, hvor Pulsen banker, bringer Lyset ind i mine sidste Tanker.

Lad mig takke, medens det er Takkens Tid: I dit Billed Kvinde - let og god og hvid, svinder bort min Gnist af Altets store Smerte, medens Intets Fred sig sænker i mit Hjerte.

RØGRINGEN

Naar de hadefulde Solhvervsstorme tuder,er mit Væsen en Sangflod, der buldrende strømmer. Men nu det regner mod alle Landets Ruder, er mit Væsen en stille og ensom Drømmer.

Som Taageskyr over fjerne Damme gaar Pibens Røg over Blade og Bøger og hyller den sorte ovale Ramme, hvor mit Blik efter Ernas Øjne søger.

Og Røgringen glider, som Maaneringe glider i slumrende Himmellande, brydende Røgens Slør for at bringe et saligt Syn til den milde Pande.

Til hende, jeg elsker saa vildt, som jeg synger. Til hende, jeg røbed mit Livs Historie. Mod hende Ringen gynger og slynger om hendes Hoved en Troskabsglorie.

Aa - hver Gang, naar jeg kommer Lykken paa Sporet, hører jeg Tvivlen efter mig lister. Men nu bøjer jeg mig over Skrivebordet og slukker Lampen, for Ringen brister.

RYKKERBREVE

Inga fin, det vælter ind med Rykkerbreve, Inga fin. Det er slemt, Inga fin, grumme slemt, Inga fin.

Har du nu et Raad til Vennen din, til mig, Inga fin. Det er ikke, Inga fin,

saan, som dengang, da det raslede med Penge i vor Pung. Den var tung, Inga fin, Den var tung.

Og du stryger mig om Skuldren, og du græder, Vennen min. Inga fin, Inga fin,

Kan du huske, da de trinde Propper op i Loftet sprang, og den stolte Vin flød over, mens Krystallet sammen klang.

Inga fin, du blev min, jeg blev din, Inga fin.

Inga fin, det vælter ind med Rykkerbreve, Inga fin. Græder du, Inga fin. Jeg har grædt, Inga fin.

Skal vi brænde dem i Ovnen, skal vi det, Vennen min ... Politiet, Inga fin! . . ._ _ _

Jeg skal liste ud i Nat og slaa den Helvedhund ihjel. Alligevel, Inga fin, alligevel,

selv om du vil ha, at jeg skal lade være, Inga fin. Inga fin, Inga fin.

Skal de røve mig fra dig og lade dig alene her. Skal du lide her alene i det strenge Vintervejr...

Inga fin, du er min, jeg er din, Inga fin.

DIG KAN JEG TÆNKE AT HAVE HOS MIG

Saa skumringsfortrolig, jeg holder af dig, har aldrig jeg elsket før. Dig kan jeg tænke at have hos mig inden for Blokhusets Dør.

Til dig vil jeg slæbe mit Sommervildt hjem, som Graabjørnen samler til Hi. Og vaage med dig i den fredløse Nat, naar Vildsvanen staar os forbi.

Da tar du min Ensomheds Bitre bort og gir mig det sande Syn. jeg føler mig vældig mod Sangere før og lille mod Storskovens Bryn.

Saa aander du hos mig i Sneknog og Mulm ved Ilden i Blokhusets krog, imedens jeg digter for Sydlandets Folk Raamuldens og Stormnattens Bog.

Dig kan jeg tænke at have hos mig i det evige Skumringsvejr, naar det blir Sandhed, hvad jeg har drømt om Sydboens Nordlandsfærd.

DER SIDDER EN TØS

Der sidder en Tøs paa en ensom Kvist midt i den store fortravlede Stad. Hun købte min Bog for sin sidste Rist og glæder sig ved selv det fattigste Blad.

Og enten hun læser om Sølvpoplens Gren, der spejler sig i den vemodige Aa, eller En, jeg elsker, i en Stad af Sten, skal Sangen fra Hjerte til Hjerte naa.

Hun har aldrig set Mage til Vers i en Bog. Hun kysser Bindet fra Rand til Rand og hvisker fortvivlet mod Stuens Krog: ,Der er tusinde Mil til Saschatchevan.'

Men er der end mere end tusinde Mil - saa lange som mange tungsindige Aar – fra Sletten, hvor jeg ved mit Baal holder Hvil. til Kvisten højt over den snævre Gaard,

skal dog vore Tankers Trækfugledrag hver eneste Midnat længselstum mødes til tyveaars favnøm Tag over Havet et Sted i det blæsende Rum.

SAA SYNGER MIN TØS –

- mens jeg vandrer Slægtens vestlige Vej under Manddommens barske Sol.

VESTSLETTENS SANGER

Hans Haar det flyver ruskende som Jyllands vilde Vejr. Og han har Klæg fra Kær og Mose over sine Klær. Og er mit Sind en Straale Sol, mit Legem gyldent Ler, saa er han en evig Gud, mod hvem min Længsel ser.

Hver Sjæl skal gaa sin Ørkenvej ind til sit Kanaan. Og h a n har lært mig Navnene paa Hegn og Hedebrand. Han raabte vildt om Solhvervsstorm, sang blidt om Vaarens Blæst. Nu drømmer jeg om Aasene, der blaaner skjult i Vest.

En lyster sig ved Banjospil, En anden slaar sin Luth. Min Fryd er Sangerevnen, han en vaarlig Nat blev budt. For Ord, det dybe Sagn om Ord i lyse Nætters Ild, har stemt hans Sind til Sangene om Kærtegns gode Spil.

Naar Vinternatten aabner Slusen for en Nordvejrsfos, da bryder han mod Storm og Knog og raser i sin Trods, og raser, som han rased i vor travle Verdensstad, da han med mandig Sind i Sagabogen tvang sit Blad.

Han vendte stolt tilbage til sin barske Fødestavn; thi han har nys erobret sig et nordisk Sangernavn. Naar viden om fra By til By de onde Rygter gaar, kærtegner Stormen mere ømt hans ruskvejrsblødte Haar.

Først har han fyldt mit Sind med Gru fra sine Øjnes Ild; men siden gjort mig fredløs ved sin Læbes Manddomssmil. Og han har kædet Navnene paa Had og Kærlighed, saa Frygtens Skyr som Snedun omme sank i Sindet ned.

Det ligger som et Maaneland i Sne, mit hvide Sind. Og ud mod Horisonten staar de kolde Stjerners Skin. Paa Sletten gaar en Vandrer, Sneen ryger fra hans Fod. Og han er ensom, mørk og barsk, men Varmen i mit Blod.

SKÆBNETRO

Jeg tror ikke paa en Tilfældighed. Jeg tror, at alt har Gudfader befalt

sin Engleskare paa Himlens Bred. Min dybeste Tro er min Skæbnetro.

Jeg føler Gudfader fra Evighed har bestemt mig til dig, og bestemt dig til mig.

jeg tror ikke paa en Tilfældighed. For Skæbnetro er min dybeste Tro.

HVAD JEG MENER OM DIG

Kom, jeg vil sige dig nu i Kvæld, hvad jeg mener om dig, skønt du ved det saavel.

Stormen bryr Havernes Blomster itu. - Hos dig fandt jeg mere af Rovdriftsgru.

Nordøsten kaster sit Sneknog los. - Hos dig fandt jeg mere af nordisk Trods.

Frosten har Fjorden med Is belagt; - men dit Væsen rummer en større Magt.

Jeg staar i Vinterkvælds Mørkesvulm. - I dit Sind er der dybere Afgrundsmulm.

Jeg svimler for Himlenes Stjernegys. - I dit Øje er tændt et mere himmelsk Lys.

Før længtes jeg hjem med et Vemodssmil. .- jeg længes mod dig, saa jeg græder til.

Jeg ser dig staa mod en Verdenshær og rase som Jyllands det vilde Vejr.

Dine Sange fraader af Strid og Blod. Men jeg har set dig til Sjælens Rod.

Det Billed, som klarest staar i dit Sind, er blomstrende Hegn svøbt i Maaneskin.

Til Far og Mor før Hvilens Vej. - Nu finder jeg Hvile og Fred kun hos dig!

0, mod din Skulder at lægge min Kind. Med dit Kys over Læben at slumre ind.

NAAR JEG SKAL GAA

Naar jeg skal gaa fra din Arnes lid, og du knapper for Stormen min Kaabe til og løfter Kraven skærmende op om min Kind, da dukker et Billede frem i mit Sind: Sommernattens Fjordvind paa det maanelyse Næs stryger om en Blomst imellem dugged Græs.

NYTAARSNA T

I Højtidsstunden, jeg ensom staar ved Nytaarets hellige Vej, vil jeg velsigne det rundne Aar, fordi det har bragt mig dig.

Og glæde mig til de Døgne, som af Seklets Havn dukker frem, og ønske dig Styrke og bede om, de bringer dig Sejren hjem.

Jeg græder imod dig, Mand blandt Mænd. Og nu - nu er Aaret forbi. Raadhusets Uhr er i Slag igen til Gadernes Fyrværkeri.

Det spruder og knalder fra Torv og Port og lyser i Blaat og Rødt. Og Vinternatshimmelen tung og sort har jorden med Lysspil mødt.

Jeg tænker paa dig. jeg føler dig nær, som staar du ved Siden af mig og lægger din Arm om din Pige kær, imedens hun kysser dig.

Og er det kun Drøm. Der kommer en Stund, naar Vaaren gaar over Land, da jeg skal gemme mig ind i Blund til dig, stærke, tungsindige Mand.

KÆRLIGHEDSFRYD

Jeg kan ikke sove for Kærlighedsfryd. Jeg rejser mig op i den hviskende Nat. Jeg gaar over Gulvet; den ensomme Lyd i Stuen gør mig endnu mere forladt.

Forladt og forladt - jeg fik Brev i Kvæld. Og Brevet har jeg paa Brystet her. Forunderlig nær blir den fjerneste Sjæl, naar blot han vort Hjerte er kærtegnskær.

Min Puls den haster saa fort og varm. Jeg fyldes af, Drømme, jeg ikke forstaar. 0, om du nu lagde din rolige Arm om min Ryg og over mit løsnede Haar.

Hvor maa jeg ha groet! Før jeg mødte dig, randt Søvnen saa dulmende tungt i mit Blod. Men nu kan jeg ej række Søvnens Vej for Kærlighedsfryd og for Vaagemod.

Og aldrig blir jeg af Længsler træt. En Gud maa ha rørt ved mit Hjerteslag. Og aldrig blir mit Øje mæt; for jorden blir skønnere Dag for Dag.

Jeg kan ikke sove for Lykke mer. Og Lykken nynner i Pulsens jag. Jeg ser mod Nordvest fra Vinduet her. Snedunet ligger der Tag bag Tag.

Og Nordlysets Bue sitrer i Nord, som Tusinde Pile mod Strengen var lagt ... Men hvad før mig syntes var stærk og stor, er nu som en Drøm mod min Kærligheds Pragt.

VINTERLÆNGSLER

To Sjæle, som var i hinandens Favn, skal adskilte vorde – et evigt Savn.

Nu gaar han paa Sletten i Vest - i Vest og synger om mig i den haarde Blæst.

Nu sidder han med sit tungsindige Smil og synger om mig ved sin Arnes ild.

jeg tæller i Byen de drøjsomrne Tal - en levende Puls i en Isdronnings Hal.

Og sænkt over Norden er Vinterens Mulm. Kun to lysende Øjne i Dragtidens Svulm.

Men saan som her grædes, og saan som her længes, skal Fjernhedens vinter-graa Islag sprænges,

naar Sommeren blaa over Norden bryr, og fra Sønder fremsejler de hvide Skyr.