AT BLIVE OG VÆRE STEMMEHØRER - stemmehoerer.dk · Holland og England og sidenhen spredte sig til Europa, Australien, Amerika og ud over. I Danmark blev der oprettet et stemmehørernetværk

AT BLIVE OG VÆRE STEMMEHØRERET ANTROPOLOGISK STUDIE AF STEMMEHØRING OG LÆRING I STEMMEHØRERBEVÆGELSEN I DANMARK

Ph.d.-afhandling 2015 · Sidsel Busch

DEPARTMENT OF ANTHROPOLOGYUNIVERSIT Y OF COPENHAGEN · DENMARKPHD THESIS 2015 · ISBN 978-87-7611-897-5

SIDSEL BUSCH


fac u lt y o f s o c i a l s c i e n c e su n i ve r s i t y o f co pe n h ag e n

SIDSEL B

USC

H

AT BLIVE OG

VÆRE STEM

MEH

ØRER

d e t s a m f u n d s v i d e n s k a b e l i g e fa k u lt e tkø b e n h av n s u n i ve r s i t e t

AT BLIVE OG VÆRESTEMMEHØRER

Ph. d.-afhandling · Sidsel Busch

ET ANTROPOLOGISK STUDIE AF STEMMEHØRING OG LÆRINGI STEMMEHØRERBEVÆGELSEN I DANMARK

AT BLIVE OG VÆRE STEMMEHØRER Et antropologisk studie af stemmehøring og læring i stemmehørerbevægelsen i Danmark

2

AT BLIVE OG VÆRE STEMMEHØRER Et antropologisk studie af stemmehøring og læring i stemmehørerbevægelsen i Danmark Ph.d-‐afhandling, 2015 © Sidsel Busch Institut for Antropologi Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Afleveret: 16. marts 2015 Forsvaret: 16. juni 2015 Bedømmere: Christine Øye Stord/Haugesund University Collage, Center of Care Reasearch, Bergen University College Susanne Ådahl Turku Universitet & Helsinki Universitet Bjarke Oxlund Institut for Antropologi, Københavns Universitet Vejleder: Vibeke Steffen Institut for Antropologi, Københavns Universitet Forsiden, værket: ”Noget Sanseligt”, er lavet af Britt Boesen Print: SL grafik, Frederiksberg, Danmark (www.slgrafik.dk) ISBN 978-‐87-‐7611-‐897-‐5

2

AT BLIVE OG VÆRE STEMMEHØRER Et antropologisk studie af stemmehøring og læring i stemmehørerbevægelsen i Danmark Ph.d.-‐afhandling, 2015 © Sidsel Busch Institut for Antropologi Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Afleveret: 16. marts 2015 Forsvaret: 16. juni 2015 Bedømmere: Christine Øye Afdeling for Helsefag Høgskolen Stord/Haugesund & Bergen Universitet Susanne Ådahl Institut for Sociologi Hensinki Universitet Bjarke Oxlund Institut for Antropologi, Københavns Universitet Vejleder: Vibeke Steffen Institut for Antropologi, Københavns Universitet Forsiden, værket: ”Noget Sanseligt”, er lavet af Britt Boesen Print: SL grafik, Frederiksberg, Danmark (www.slgrafik.dk) ISBN 978-‐87-‐7611-‐897-‐5

3

Indhold Indhold .......................................................................................................................................................... 3

Tak .................................................................................................................................................................. 7

Kapitel 1. Indledning ................................................................................................................................ 9 1.1. Teoretisk ramme ....................................................................................................................................... 11 1.2 En nysgerrig antropolog ........................................................................................................................... 12 1.3 Stemmehørernetværket etableres i Danmark ................................................................................. 13 1.4 Stemmehørerbevægelsen og recoverybevægelsen ........................................................................ 14 1.5 Stemmehørerne .......................................................................................................................................... 15 1.6 Afhandlingens opbygning ........................................................................................................................ 17

Kapitel 2. Teorien ................................................................................................................................... 21 2.1 Antropologiske studier af psykisk sygdom og sundhed ................................................................ 21 2.2 Luhrmanns antropologiske teori om sind og læringsprocesser ................................................ 24

2.2.1 Teori om sind ............................................................................................................................................................ 25 2.2.2 På sporet af læring ................................................................................................................................................. 28 2.2.3 Læringsprocesser ................................................................................................................................................... 29

2.3 En indlæringsteoretisk ramme .............................................................................................................. 32 2.3.1 Analogien .................................................................................................................................................................... 32 2.3.2 Kognition og praksis .............................................................................................................................................. 33

Kapitel 3. Felten ...................................................................................................................................... 37 3.1 Etnografisk litteratur om hallucinationer ......................................................................................... 37 3.2 Den internationale stemmehørerbevægelse .................................................................................... 39

3.2.1 Stemmehørerbevægelsens grundlag .............................................................................................................. 41 3.3 Det Danske Stemmehørernetværk ....................................................................................................... 43 3.4 Stemmehørergrupperne .......................................................................................................................... 44

3.4.1 Biblioteket .................................................................................................................................................................. 45 3.4.2 Det socialpsykiatriske center ............................................................................................................................ 46 3.4.3 Lokalpsykiatrien ..................................................................................................................................................... 47 3.4.4 Det socialpsykiatriske bosted ............................................................................................................................ 48 3.4.5 England ....................................................................................................................................................................... 48

Kapitel 4. Metoden ................................................................................................................................. 51 4.1 Data ................................................................................................................................................................. 52 4.2 Adgang – udenom institutionen ............................................................................................................. 53

4.2.1 Gatekeepers sparker antropologen ind i felten ......................................................................................... 54 4.2.2 Position som gæst ................................................................................................................................................... 55 4.2.3 Udvælgelse af informanter ................................................................................................................................. 56

4

4.3 Læringsprocessen ...................................................................................................................................... 56 4.3.1 Den subjektive oplevelse af stemmer ............................................................................................................ 57 4.3.2 Konferencer, seminarer og temadage ............................................................................................................ 58 4.3.3 Stemmehørergrupperne ...................................................................................................................................... 59 4.3.4 Institutionen og samfundet ................................................................................................................................ 61

4.4 Interviews og spontane samtaler .......................................................................................................... 62 4.5 Etik ................................................................................................................................................................... 65

4.5.1 Stemmehørerfeltens etiske kodeks ................................................................................................................ 65 4.5.2 Samtykke og anonymisering .............................................................................................................................. 68 4.5.3 Etisk godkendelse i England .............................................................................................................................. 68

4.6 Den analytiske proces ............................................................................................................................... 69 4.7 Validitet ......................................................................................................................................................... 71 4.8 Opsummering .............................................................................................................................................. 72

Kapitel 5. Oplevelsen ............................................................................................................................. 75 5.1 En verden med stemmer .......................................................................................................................... 76

5.1.1 Stemmer som barn ................................................................................................................................................. 77 5.1.2 ”Ligesom en harddisk der hele tiden opdaterer” ......................................................................................... 79 5.1.3 ”Mit hoved er ikke begrænset af mit kranium” ............................................................................................ 80 5.1.4 ”Alle folk er efter mig og mit hjem bliver aflyttet” ...................................................................................... 81 5.1.5 ”Meget angst” ............................................................................................................................................................ 84

5.2 Oplevelsen sammenholdt med andre erfaringsnære studier ..................................................... 86 5.3 Opsummering .............................................................................................................................................. 88

Kapitel 6. Udtrykket .............................................................................................................................. 91 6.1. Fortællingen som rammen ..................................................................................................................... 96

6.1.2 Plottet om traumet vækker genklang ............................................................................................................ 98 6.2 Kulturelle modeller og informationsudfyldning ........................................................................... 100 6.3 Traumet som kulturel model ............................................................................................................... 104

6.3.1 Sindet påføres et sår ............................................................................................................................................ 104 6.3.2 Sindet rummer traumer ..................................................................................................................................... 106 6.3.3 Lagrede traumer bringes frem i bevidstheden ........................................................................................ 108

6.4 Modellen sammenholdt med andre studier af traumet .............................................................. 110 6.4.1 At rumme traumer og tale om dem ............................................................................................................... 111

6.5 Opsummering ............................................................................................................................................ 113

Kapitel 7. Praksissen ........................................................................................................................... 115 7.1 Stemmehørergruppen ............................................................................................................................ 119 7.2 Læringsprocesser ..................................................................................................................................... 120

7.2.1 Stemmehørergruppens fire trin ..................................................................................................................... 123 7.3 Overgivelse ................................................................................................................................................. 124

5

7.4 Identifikation ............................................................................................................................................. 128 7.4.1 At holde muligheder åbne ................................................................................................................................. 128 7.4.2 At lytte og genfortolke ........................................................................................................................................ 131

7.5 Interaktion .................................................................................................................................................. 134 7.5.1 At anse stemmer som virkelige ...................................................................................................................... 135 7.5.2 At komme i dialog med stemmer ................................................................................................................... 136

7.6 Dialog ............................................................................................................................................................ 140 7.6.1 Stemmer som guider ........................................................................................................................................... 141 7.6.2 Med og uden stemmer ........................................................................................................................................ 144

7.7 Formel drejebog versus intuitiv ekspertise .................................................................................... 145 7.8 Opsummering ............................................................................................................................................ 147

Kapitel 8. Forhandlingen ................................................................................................................... 149 8.1 Den kulturelle konstruktion af normalitet og afvigelse .............................................................. 151 8.2 At passere som normal ........................................................................................................................... 152 8.3 Kampen for anerkendelse af stemmers autenticitet og legitimitet ........................................ 155 8.4 Social recovery .......................................................................................................................................... 157

8.4.1 Bevægelsen i institutionen ............................................................................................................................... 158 8.5 Opsummering ............................................................................................................................................ 162

Kapitel 9. Konklusion .......................................................................................................................... 163 9.1 Stemmehørerens sociale tilblivelsesproces .................................................................................... 163 9.2 Bidrag til antropologien om psykisk sygdom og sundhed ......................................................... 166 9.3 Nye spørgsmål ........................................................................................................................................... 167

Litteraturfortegnelse ........................................................................................................................... 169

Dansk resumé ........................................................................................................................................ 177

English summary .................................................................................................................................. 181

6

7

Tak Jeg vil gerne sige tak til alle de mennesker, der har hjulpet mig med at gennemføre mit projekt og skrive denne afhandling.

Tak til deltagerne i stemmehørergrupperne for at lade mig sidde med som gæst i grup-‐perne. Tak til jer, der bød mig indenfor i jeres private hjem og til jer, der lod mig følge med, når I fortalte jeres historie offentligt. Desuden tak til stemmehørere og ansatte i socialpsyki-‐atrien, som jeg har mødt til konferencer, seminarer og oplæg med stemmehøring på dagsor-‐denen. Tak fordi I havde tid og lyst til at tale med mig. Tak fordi I delte intime og personlige erfaringer af den slags, som sjældent kommer til udtryk i offentlige sociale rum og lod mig være med i social snak og interaktioner, der må have været vanskelige for jer.

Jeg vil gerne takke Vibeke Steffen, Kirsten Marie Raahauge, Tine Tjørnhøj-‐Thomsen og Steffen Jöhncke for at have taget initiativ til projektet ”Fornuftens grænseflader – nye per-‐spektiver i antropologiske studier af magi, social teknologi og usikkerhed” og invitere mig med, så jeg fik mulighed for at lave denne ph.d. afhandling. Tak, Vibeke Steffen, fordi du ville være min vejleder og dele dit teoretiske overblik og dine analytiske evner med mig.

Tak til mine dygtige kollegaer på Institut for Antropologi. Det har været inspirerende at deltage i seminarer, møder og analysefrokoster med jer. Jeg skylder især tak til Astrid Oberbeck Andersen, Birgitte Bruun, Ditte Marie Nissen Storgaard, Julie Rahbæk Møller og Tri-‐ne Brinkmann. Tak til Thea Ann Søe Pedersen for at læse korrektur og sætte væsentlige spørgsmålstegn i margen i den afsluttende fase.

Tak, Richard Jenkins og Jenny Owen, for jeres gæstfrihed under mit feltarbejde i Eng-‐land. Tak til mine gode venner. Tak til min mor og papfar for praktisk hjælp og kærlig støtte. Tak til Christian for opbakning i medgang og modgang – og kærlige tanker til vores børn Eli-‐sabeth og Louie, som kom til undervejs. Projektet er finansieret af Statens Forskningsråd for Kultur og Kommunikation. Un-‐dervejs opholdt jeg mig tre måneder på Sociologisk Institut ved Sheffield Universitet. Tak til begge parter.

8

9

Kapitel 1. Indledning Denne afhandling handler om mennesker, der hører stemmer. Størstedelen er diagnosticeret med skizofreni og er blevet del af stemmehørerbevægelsen for at finde en løsning på de pro-‐blemer, stemmerne skaber. Fokus er på disse menneskers forståelse og håndtering af stem-‐mehøreroplevelsen og særligt den rolle, stemmehørerbevægelsen spiller heri. Afhandlingen er baseret på 10 måneders feltarbejde i stemmehørerbevægelsen. Feltarbejdet har taget ud-‐gangspunkt i fire stemmehørergrupper i Danmark og en enkelt i England. I psykiatrien bliver det at høre stemmer betegnet som hørehallucinationer og betragtet som et symptom på svær psykisk sygdom såsom skizofreni (WHO, 1993). Behandlingen af patienter, der hører stemmer, omhandler sædvanligvis ikke en specifik behandling af stem-‐merne, men af den psykiske sygdom, patienterne har fået diagnosticeret. Behandlingen er dels psykofarmakologisk, dels psykoedukativ-‐kognitiv. Sidstnævnte handler dels om at give pati-‐enten indsigt i sygdommen og behandlingen, dels om at opøve teknikker, der kan fremme en bedre mestring af sygdommen (Nielsen et al., 2009). I psykiatrien har behandlingen af psyki-‐ske sygdomme som skizofreni til formål at dæmpe og i bedste fald fjerne symptomer som stemmer. I de senere år har stemmehørerbevægelsen vendt den gængse kategorisering af stem-‐mer som tegn på mental afvigelse på hovedet. I stemmehørerbevægelsen anses stemmer ikke som en afvigelse, men som en normal variant af menneskelig adfærd, ligesom at være ven-‐strehåndet. Tilstedeværelse af stemmer anses ikke i sig selv som et problem, men som noget, der kan give anledning til problemer, hvis høreren ikke kan forstå og mestre dem. I stemme-‐hørerbevægelsen menes stemmer at indeholde vigtige budskaber, der kan hjælpe de, der hø-‐rer stemmerne, med at tackle de problemer, stemmerne kan skabe. Stemmehørerbevægelsen praktiseres navnlig i selvhjælpsgrupper, der kaldes for stemmehørergrupper. Disse grupper tilbyder deltagerne teknikker til at komme i dialog med og finde meningsfulde budskaber bag stemmerne og gensidig hjælp og støtte til at påvirke og forandre stemmerne til det bedre. I stemmehørergrupperne er målet ikke at komme af med stemmerne, men at leve et godt liv med dem. Hollænderne psykiater Marius Romme og psykolog Sandra Escher er ophavsmænd til stemmehørerbevægelsen. I slutningen af 80erne fandt Romme og Escher (1989) i deres ar-‐bejde med stemmehørere, at det kun var nogle stemmehørere, der fik problemer med deres stemmer og blev psykiatriske patienter. Andre stemmehørere viste sig at leve med og tilmed ofte være tilfredse med deres stemmer. Romme og Escher fandt også, at de stemmehørere,

10

der blev psykiatriske patienter, ikke kunne kontrollere deres stemmer, mens stemmehørerne, der levede et godt liv med stemmer, havde kontrollen over deres stemmer. Romme og Escher har efterfølgende lavet omfattende og detaljerede undersøgelser af stemmehøreres me-‐stringsstrategier (Romme and Escher, 1994, Romme and Escher, 2000 , Romme et al., 2009). Romme og Eschers arbejde har skabt en hel bevægelse, der først fandt sted i Holland og England og sidenhen spredte sig til Europa, Australien, Amerika og ud over. I Danmark blev der oprettet et stemmehørernetværk i 2005. Da jeg lavede feltarbejde i stemmehørerbevæ-‐gelsen i 2007/08 var stemmehørernetværket i England bevægelsens største med ca. 180 stemmehørergrupper. I Danmark talte jeg 20 stemmehørergrupper, primært i socialpsykiatri-‐en, og der kommer stadig flere til. Efter mit feltarbejde sluttede, er stemmehørerbevægelsen blevet til en international organisation, Intervoice, der i skrivende stund (marts 2015) består af 23 nationale stemmehørernetværk. Intervoice har et nyhedsbrev og en hjemmeside. Den 14. september fejrer de nationale stemmehørernetværk den internationale stemmehørerdag og Intervoice’s sociale fællesskab -‐ stemmehørere og fagpersoner i psykiatrien med en stærk interesse i stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer -‐ mødes en gang om året for at ud-‐veksle erfaringer og viden til det såkaldte Intervoicemøde, som de nationale stemmehører-‐netværk skiftes til at være værter for. Med denne afhandling har jeg ønsket at fortælle den internationale stemmehørerbe-‐vægelses historie i Danmark på en måde, så det kan give læseren indblik i, hvad det indebærer at blive stemmehører -‐ at tage den vej, stemmehørerbevægelsen giver mulighed for at følge -‐ og senere hen være stemmehører. Historien om stemmehørerbevægelsen i Danmark er vigtig, fordi psykiatrien ikke læn-‐gere er så skråsikker på sine rutiner og metoder. Man kan fornemme en åbning i psykiatrien. Der foregår ikke længere blot en kamp mellem fortalere for antipsykiatrien, der helt afviser biologiske psykiske lidelser og de biologisk orienterede, der er tilhængere af psykofarmakolo-‐gisk behandling. Stadig flere taler for en mere alsidig tilgang inden for psykiatrien og for at finde de tilgange, der kan understøtte recovery og rehabiliteringsprocesser for mennesker med svær psykisk sygdom som skizofreni. Skizofreni blev indtil for nylig anset som kronisk og permanent invaliderende. Med introduktionen af recovery i dansk psykiatri i 2000 har skizofreni ændret status til en sygdom, man ’kan komme sig’ af (Topor, 2005). I dag er psykiatriens fornemste opgave at understøtte recovery og rehabiliteringsprocesser hos mennesker diagnosticeret med svær psykisk syg-‐dom. Det kunne se ud som et helt paradigmeskift. Stemmehørerbevægelsens tilgang til stem-‐mer er et af de klareste eksempler på, hvordan arbejdet med recovery udfolder sig i social-‐psykiatrien i Danmark, og dette har inspireret mig til at skrive afhandlingen. Afhandlingens primære konklusion er, at stemmehører er noget, man ’lærer’ at blive. Det vil sige, at stemmer

11

er noget, man kan lære at høre på nye måder, og at denne form for læring kommer i stand igennem en særlig praksis. Afhandlingen præsenterer ny viden på flere områder. Stemmehørerbevægelsen er et nyt og relativt ubeskrevet felt i Danmark. Det er således første gang, der er lavet en mere sy-‐stematisk beskrivelse af, hvad det egentlig er, der foregår, efter stemmehørerbevægelsen er blevet etableret i Danmark, og hvad dette har af konsekvenser for mennesker med skizofreni. Tidligere beskrivelser i en dansk sammenhæng udgøres af beskrivelser, evalueringer og en film udarbejdet i forbindelse med Århus Kommunes arbejde med stemmehøring (Nielsen et al., 2009, Kragegaard, 2008, Borre, 2011). Mens jeg har arbejdet på denne afhandling, er der kommet en stigende interesse for at beskæftige sig med stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer på uddannelserne til ergoterapeut, sygeplejerske , pædagog og psykolog, hvor flere studerende har skrevet BA-‐opgaver og specialer om emnet (Vilshammer, 2012, Thorup, 2013, Frost and Olsen, 2014). Fælles for disse tidligere beskrivelser af stemmehørerbevægelsen er, at de beskriver og diskuterer stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer uden at se på, hvordan stemmehørerbevægelsen udfolder sig i praksis i stemmehørergrupperne. Afhand-‐lingen bidrager til et voksende felt af samfundsvidenskabelige beskrivelser af psykiatrien i Dannmark (Johansen, 2005, Jacobsen, 2006, Sørensen, 2006, Larsen, 2002a, Neidel, 2011, Møller, 2013, Henriksen, 2012, Busch, 2006), men er den første, der fremfor at beskrive hvad det psykiatriske system ’gør’ ved mennesker, der er diagnosticeret med svære psykiske syg-‐domme som skizofreni, beskriver, hvad disse mennesker ’gør’ ved hinanden i deres eget fæl-‐lesskab. I et internationalt perspektiv bidrager afhandlingen også til de mere erfaringsnære antropologiske studier af psykisk sygdom og sundhed (Jenkins and Barrett, 2004)

1.1. Teoretisk ramme

Det er en helt grundlæggende antagelse i denne afhandling, at stemmehører aldrig er noget, man bare ’er’, men en status man tilskrives socialt i det fine samspil, der hersker mellem menneskers selvopfattelse og andres opfattelse af dem (Jenkins, 1996). Man fødes ikke som stemmehører. Det er noget, man gradvist bliver ved stemmehørerbevægelsens mellemkomst. Overordnet set henter afhandlingen inspiration i Tanya Luhrmanns (2011, 2012) ar-‐bejde med en antropologisk teori om sind og læringsprocesser til at sammensætte en indlæ-‐ringsteoretisk ramme. Gennem afhandlingen kvalificeres Luhrmanns arbejde i forhold til at svare på de spørgsmål om læring, stemmehørerens sociale tilblivelsesproces rejser. Luhr-‐manns interesse for kognition gøres egnet til at belyse stemmehørerbevægelsens ’teori om sind’ med Dorothy Holland og Naomi Quinns (1987) kognitivt orienterede teori om kulturelle

12

modeller. Luhrmanns interesse for, hvordan praksis former kognition, gøres egnet til at bely-‐se stemmehørergruppens implicitte drejebog for læringsprocesser med Jean Lave og Etienne Wenger (2003[1991]) og Hubert og Stuart Dreyfus’ (1991[1986]) teorier om læring som soci-‐al praksis. Derudover inddrages en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenologisk tilgang samt litte-‐ratur om normalitet og afvigelse til at udfolde den kontekst, der ikke kan udfoldes med ud-‐gangspunkt i Luhrmann.

1.2 En nysgerrig antropolog

Min faglige interesse i stemmehørerbevægelsen startede i 2005, hvor jeg var kandidatstude-‐rende på Institut for Antropologi på Københavns Universitet og lavede feltarbejde på et soci-‐alpsykiatrisk botilbud, der et par år forinden havde påbegyndt en omstilling til en reco-‐veryorienteret praksis. Som jeg har beskrevet i mit speciale (Busch, 2006), var personalet på botilbuddet stærkt optaget af, at beboerne skulle finde ’deres egen vej’ ud af sygdommen. Der var dog veje, der var bedre end andre. En af de veje, personalet opfordrede beboerne til at følge, gik ned på det lokale bibliotek, hvor en af Danmarks første stemmehørergrupper holdt til. Jeg fik lov til at gå med ned i stemmehørergruppen på biblioteket og mødte her Anders, der for nylig var begyndt i gruppen. Anders var generet af stemmer, der rakkede ned på ham og skældte ham ud over, at han var begyndt i gruppen. Anders syntes ikke rigtig, han havde viljen til at kæmpe, og han spurgte rundt i gruppen, hvordan han skulle finde den. Tovholde-‐ren, en ansat på det socialpsykiatriske botilbud, hvor jeg lavede feltarbejde, forklarede Anders, at det faktisk er naturligt, at få det værre, når man begynder i en stemmehørergruppe, fordi det ripper op i de underliggende problemer, der er årsag til stemmerne. ”De første skridt er de sværeste”, sagde én deltager til Anders. ”Det skal nok komme”, forsikrede en anden. I stemme-‐hørergruppen mødte jeg også June. June var plaget af stemmer, der ville bestemme over hen-‐de. ”Når jeg er ude at handle, så vil de bestemme, hvad jeg skal købe. Så står jeg der og diskute-‐rer med dem og kommer hjem med en hel masse, jeg slet ikke har brug for, og så er pengene jo hurtigt brugt i den måned!”, fortalte June. Stemmer, der kommenterer og kommanderer, var åbenbart noget, de fleste oplevede. En anden deltager, Luna-‐Louise, havde et forslag til Ju-‐ne: ”Jeg plejede at tage på loppemarked. Der kunne jeg stille stemmerne tilfreds uden at blive ruineret, for der kunne jeg købe det, de ville have mig til for 5-‐10 kr.” Luna-‐Louise adskilte sig fra de andre deltagere ved, at hun slet ikke hørte stemmer mere. Luna-‐Louise havde begravet sine stemmer i en skotøjsæske i haven bag det socialpsykiatriske botilbud, hvor jeg lavede feltarbejde, i forbindelse med, at hun flyttede fra botilbuddet til sin egen lejlighed. I gruppen berettede Luna-‐louise om, hvordan det var at være stemmefri. Den sidste stemmehører, jeg

13

mødte i stemmehørergruppen på biblioteket, var Else. Else fortalte, at nattevagten på hendes bosted havde låst hendes værste hallucination ’Manden’ inde i et pengeskab, og at hun mær-‐kede ’Manden’ lidt mindre nu. Under dette besøg i stemmehørergruppen på biblioteket blev min antropologiske nys-‐gerrighed vakt over for stemmehørerbevægelsen, og da der et par uger senere var stiftende generalforsamling ved det Danske Stemmehørernetværk på Christianshavn mødte jeg op for at lære mere.

1.3 Stemmehørernetværket etableres i Danmark

Den 3. oktober 2005 er der stiftende generalforsamling ved Stemmehørernetværket i Danmark i Christianshavns Beboerhus. De fremmødte småsnakker på trappen på vej ind. En del kender hin-‐anden, og de fleste har været til konferencen ”Giv stemmerne mening” det meste af dagen. Her har den hollandske psykiater Marius Romme præsenteret sin forskning, der viser, at to ud af tre af de mennesker, der hører stemmer, er velfungerende mennesker, der aldrig har været i kontakt med psykiatrien, og han har slået fast, at stemmer ikke nødvendigvis er tegn på psykisk sygdom, men kan skabe problemer, hvis høreren ikke kan forstå og mestre dem. Marius Romme har også fortalt om sine erfaringer med at hjælpe stemmehørere, først og fremmest ved at anerkende stemmer som virkelige og finde forbindelsen mellem den enkeltes personlige livshistorie og den-‐nes stemmer. ”Det mærkelige noget der med stemmer, det er jo faktisk slet ikke mærkeligt”, hø-‐rer jeg en kvindelig medarbejder fra socialpsykiatrien slå fast over for sin kollega på vej op ad trappen til beboerhuset. Kollegaen nikker ivrigt. De bliver enige om, hvor mærkeligt det egentlig er, at der ikke er etableret et stemmehørernetværk i Danmark før nu. Inde i beboerhuset fordeler folk sig ved de mindre borde, der er dækket op til lejligheden. Der er fine små porcelænskopper og underkopper, kander med kaffe og the, mælk og sukker og fade med småkager. Øl og vand kan købes. Da generalforsamlingen begynder kl. 19 er vi ca. 70 fremmødte. De fleste er ansatte i socialpsykiatrien, andre er tidligere eller nuværende brugere af psykiatrien og enkelte er pårørende. Jeg sidder mellem Marius Romme og hans hustru Sandra Escher. De er begge hollændere, og jeg har lovet at oversætte til engelsk for dem i løbet af afte-‐nen. Der bliver budt velkommen af forstanderen fra det socialpsykiatriske bosted, hvor jeg for tiden laver feltarbejde. Derpå får Marius Romme ordet. Han husker os på, at der altid er grunde til, at mennesker hører stemmer, ønsker os held og lykke med at afstigmatisere dem og giver derpå forstanderen fra botilbuddet ordet igen. Han fortæller om formålet for stemmehørernet-‐værket. Det drejer sig om at medvirke til, at mennesker, der hører stemmer, får et bedre liv, og det skal blandt andet ske ved at etablere gensidig støtte for stemmehørere i selvhjælpsgrupper

14

og ved at formidle den viden om stemmehøring, mange af os er blevet præsenteret for på konfe-‐rencen tidligere i dag. Herefter gennemgår forstanderen fra botilbuddet foreningsvedtægterne for stemmehørernetværket. ”Netværkets formand og næstformand skal altid være stemmehøre-‐re”, læser han højt fra et udkast til vedtægterne. ”Der skal altid være flere stemmehørere end personaler i bestyrelsen”, fortsætter han. ”Selvfølgelig”. ”Det er da klart”. De fremmødte nikker samstemmende. Det er først, da forstanderen fra botilbuddet spørger, om formidling af viden til personaler i psykiatrien også skal inkluderes i foreningens vedtægter, at han bliver mod-‐sagt. ”Hvorfor skal vi hjælpe dem? Vi har jo ikke fået så meget hjælp fra dem indtil videre!” ud-‐bryder en mand, jeg kan kende fra en af de psykiatriske brugerforeninger, højt. Manden slår en høj latter op, og der er mange, der begynder at klappe. Det undrer mig, at de mange fremmødte ansatte i psykiatrien klapper af, at manden siger, at psykiatribrugere ikke har haft meget gavn dem. Jeg spekulerer på, om jeg skal klappe, mens de fremmødte enes om, at stemmehørernetvær-‐ket skal foregå på stemmehørernes præmisser. Så kan personaler fra psykiatrien indgå et sam-‐arbejde med netværket og søge hjælp i netværket. Inden længe bliver vedtægterne vedtaget, og de fremmødte udstøder glædesråb og klapper begejstret. Efter en pause, er der to scenevante kvindelige stemmehørere, der fortæller om deres liv med stemmer og om at være del af en stemmehørergruppe. Denne aften på Christianshavn, hvor Det danske Stemmehørernetværk blev etableret, vidner om nogle af de forhold, denne afhandling handler om. Aftenen illustrerer, at stemmer, der ikke tidligere har været til at forstå og styre, godt kan tolkes og få en mening, når stemmerne ses i lyset af hørerens livshistorie. Aftenen viser også, at arbejdet med at trække stemmer inden for rækkevide først og fremmest skal ske ved gensidig støtte og erfaringsudveksling i stemmehø-‐rergrupper. Endelig viser aftenen, at stemmehørerbevægelsen er en brugerbevægelse, der paradoksalt nok promoveres af ansatte i socialpsykiatrien i Danmark. Det er ansatte i social-‐psykiatrien, der sørger for, at stemmehørere udgør majoriteten i bestyrelsen i Det Danske Stemmehørernetværk. I de stemmehørergrupper, som er blevet etableret sidenhen, er tov-‐holderne som regel også ansatte i socialpsykiatrien.

1.4 Stemmehørerbevægelsen og recoverybevægelsen

Det var ikke tilfældigt, at jeg stiftede bekendtskab med stemmehørerbevægelsen i forbindelse med et feltarbejde på et socialpsykiatrisk botilbud, der var under omstilling til en reco-‐veryorienteret praksis. Stemmehørerbevægelsen er inspireret af og har inspireret recovery-‐bevægelsen.

15

I psykiatrien i Danmark har der været en stigende opmærksomhed på og interesse for recoverybegrebet, siden recovery blev introduceret i Danmark i foråret 2000 (Jensen, 2002). Recovery er siden 1970erne blevet den internationale betegnelse for en bevægelse, som ud-‐fordrer forestillingen om, at svær psykisk sygdom som skizofreni er kronisk og permanent invaliderende. Recovery fokuserer i stedet på muligheden for at patienten kan ’komme sig’, og at den pågældende kan integreres i samfundet i en aktiv og tilfredsstillende rolle (Topor, 2005). Internationalt har en række lande brugt recovery som en integreret del af den psykia-‐triske indsats i adskillige år, og i de senere år er recovery blevet et pejlemærke for psykiatrien i Danmark. Dette afspejles såvel i forskellige danske regeringers og WHO’s handlingsplaner for psykisk sundhed (WHO, 2005) som i forskellige regioners og institutioners visioner for psykiatrien (Cohen and Andersen, 2007, Hovedstaden, 2012).1 Ser man nærmere på stemmehørerbevægelsens og recoverybevægelsens hovedbud-‐skaber bliver det tydeligt, at de har udviklet sig i et tæt parløb. I begge bevægelser bliver der især lagt vægt på, at tilgangen til svær psykisk sygdom som skizofreni indebærer: 1) Et opgør med kronicitetstænkningen for i stedet at lade muligheden for bedring være det grundlæg-‐gende pejlemærke. 2) At lade brugerens ekspertise på eget liv og recoveryproces være i cen-‐trum fremfor en professionel ekspertise. 3) At udfordre forestillingen om, at det ’at komme sig’ indebærer symptomfrihed (Jensen et al., 2002, Topor, 2005). At stemmehørerbevægelsens hovedbudskaber er sammenfaldende med hovedbudska-‐berne i recoveryorienteringen, der vinder stadig større indpas og anerkendelse i dansk psyki-‐atri (Borg et al., 2013), har ganske givet være med til at styrke stemmehørerbevægelsens po-‐sition i Danmark. I det følgende beskriver jeg, hvem det er, der deltager i de talrige stemme-‐hørergrupper, der er spiret frem, siden stemmehørernetværket blev etableret i Danmark.

1.5 Stemmehørerne

Stemmehørerne er, som alle andre mennesker, meget forskellige. Overordnet set er der alli-‐gevel nogle kendetegn, der er værd at nævne, og som mere generelt fortæller noget om, hvor-‐for disse mennesker til at begynde med blev del af stemmehørerbevægelsen. Stemmehørerne kendetegnes ved at have haft en længerevarende kontakt til psykiatri-‐en. Nogle bor på socialpsykiatriske bosteder, andre bor i egen bolig, hvoraf de fleste har en form for individuel bo-‐støtte eller har en støtte-‐kontaktperson tilknyttet psykiatrien. En stor del gør jævnligt brug af kommunale tilbud til borgere med psykisk sårbarhed, samværs-‐ og aktivitetssteder eller beskyttet beskæftigelse. Alle de stemmehørere, jeg har lært at kende, har 1 For en grundig gennemgang af recoverybegrebets historie i en dansk sammenhæng se Agnete Neidels (2011)

afhandling om recoveryorienteringen af det socialpsykiatriske arbejde i Danmark.

16

flere og lange indlæggelser bag sig. De fleste er diagnosticeret som værende inden for ”det skizofrene spektrum” (WHO, 1993) og modtager medicinsk behandling med psykofarmaka. En mindre del af de stemmehørere, jeg har lært at kende, er trappet helt ud af deres medicin. Stemmehørerne er generelt optaget af, hvad medicinen kan og ikke kan. De fleste har et ønske om at reducere deres medicinforbrug, og mange arbejder aktuelt på det. Samtidig modtager de fleste sociale ydelser som deres primære indtægt og har et spinkelt socialt netværk. En mindre del af de stemmehørere, jeg har lært at kende, er ikke længere i kontakt med psyki-‐atrien, og nogle af dem er under uddannelse, arbejder og har stiftet familie. Trods den langvarige kontakt til psykiatrien, har stemmehørerne ikke oplevet at finde tilstrækkelig hjælp her, og mange nævner det som en væsentlig grund til, at de blev del af stemmehørerbevægelsen til at begynde med. Stemmehørerne er skeptiske over for den for-‐klaringsmodel på skizofreni, de er blevet forsynet med i psykiatrien. Den har ikke givet dem en forklaring på de erfaringer og følelser, de oplever i forbindelse med deres stemmer, og de finder modellen for teknisk og uvedkommende. De føler sig sat i bås af psykiatriens diagnosti-‐ske kriterier. Dertil kommer, at stemmehørerne langt fra er tilfredse med udbyttet af den me-‐dicinske behandling, de har modtaget. Nogle beskriver, at medicin nogle gange dæmper deres stemmer, de fleste fortæller om en begrænset eller slet ingen effekt. Alle de stemmehørere, jeg har lært at kende, klager over bivirkninger, at medicinen generelt har en sløvende effekt og påvirker krop, tanker og følelser. Samlet set er stemmehørerne således kendetegnet ved, at de har svært ved at finde sig tilpas i samfundets eksisterende og etablerede kategorier. For de fleste drejer deres stræben efter en social status som stemmehører sig om at finde en løsningsmodel og kategori, de kan finde sig tilpas i efter i årevis at have været utilpassede i de løsningsmodeller og kategorier, samfundet tilbyder. I løbet af de år, jeg har fulgt stemmehørerbevægelsen, har kollegaer, ansatte og bruge-‐re i psykiatrien og i stemmehørerbevægelsen, enkelte journalister og andre interesserede ofte spurgt, om jeg har mødt nogle ’raske stemmehørere’? Med denne betegnelse henviser de til ganske almindelige mennesker, der hører stemmer og lever en velfungerende hverdag uden at komme i kontakt med psykiatrien. Svaret er nej. Dette studie fortæller ikke noget om men-‐nesker, der hører stemmer, som ikke har givet anledning til problemer. Når så mange spørger til raske stemmehørere, hænger det sammen med, at der findes en række internationale stu-‐dier, der har vist, at mange mennesker uden en psykiatrisk diagnose oplever verbale hørehal-‐lucinationer (Posey and Losch, 1983, Tien, 1991, Barrett and Etheridge, 1992), herunder Romme og Eschers (1989) studie fra en hollandsk kontekst, der anslår at to til fire procent af befolkningen hører stemmer, og af dem er to ud af tre raske stemmehørere, mens en ud af tre får en psykiatrisk diagnose. Romme og Eschers studie er flere gange blevet citeret -‐ omregnet

17

til danske forhold -‐ i den danske presse, fx i en reportage i Politiken fra den internationale stemmehørerdag i 2006, hvor man i overskriften kunne læse: ”Ca. 200.000 mænd, kvinder og børn i Danmark hører stemmer. For de fleste er det intet problem – for en tredjedel fører det til psykiske problemer” (Beck, 2006, Zankel, 2009, Tromborg, 2012).2 Mit studie kan hverken be-‐ eller afkræfte eller uddybe tal som disse, da det som nævnt ikke berører spørgsmålet om ra-‐ske stemmehørere. En indlysende grund til det er, at mit feltarbejde har taget udgangspunkt i stemmehørergrupper, og de mennesker, jeg har mødt der, kommer, fordi deres stemmer ska-‐ber problemer for dem.

1.6 Afhandlingens opbygning

Afhandlingen er opbygget på en sådan måde, at vi følger den enkelte på den vej, stemmehø-‐rerbevægelsen tilbyder. Vi følger den enkelte i et idealiseret forløb, fra hun hører stemmer første gang, når hun møder en erfaren stemmehører ved en konference, et seminar eller en temadag om stemmehøring og får oplevelsen forklaret, til hun begynder i en stemmehører-‐gruppe og lærer at etablere og forhandle relationen til sine stemmer. Vi ser også, hvad der sker, når hun bruger det, hun har lært i stemmehørerbevægelsen, ude i samfundet og forsøger at leve et normalt liv med stemmer. Med denne opbygning er afhandlingens analytiske kapitler disponeret sådan, at de starter med en opmærksomhed på den enkeltes oplevelse af stemmer og forskubber sig i ret-‐ning af de stadig mere komplekse fællesskaber, den enkelte indgår i via stemmehørerbevæ-‐gelsen, og afsluttes på et samfundsmæssigt niveau med spørgsmålet om, hvilken position det er muligt at få som stemmehører. Nu kan det måske lyde som om, at vejen i stemmehørerbevægelsen er lineær, og at alle, der træder ind i bevægelsen, går hele vejen. Det er langt fra tilfældet. Forskelligartetheden i gruppen af stemmehørere er slående. Det udfordrede mig ofte undervejs i feltarbejdet. Hvor-‐dan kunne jeg gruppere dem? Kunne jeg opdele dem i typer? Nu kan jeg se, at forskelligartet-‐heden i gruppen af stemmehørere har at gøre med progression i den vej, stemmehørerbevæ-‐gelsen tilbyder. Den har at gøre med forskellige positioner eller stadier i et forløb. I sammen-‐hæng hermed er det relevant at bemærke, at ej heller alle følger vejen fra begyndelsen. Nogle stemmehørere støder til midt på, de begynder fx i en stemmehørergruppe uden at være blevet introduceret til bevægelsens overordnede ramme, atter andre krydser blot vejen. Opbygnin-‐

2 Der findes ikke nogen undersøgelser af udbredelsen af stemmehøring i Danmark. For en kritisk gennemgang

af ovennævnte internationale studier af udbredelsen af verbale hørehallucinationer se den danske filosof med speciale i fænomenologisk psykiatri Mads Gram Henriksens onlineforelæsning om emnet (Henriksen 2012).

18

gen af afhandlingen som den vej, man kan følge, hvis man træder ind i stemmehørerbevægel-‐sen, har til hensigt at give et bredt og nuanceret indblik i, hvordan stemmehørerbevægelsen udfolder sig i praksis. Efter denne indledning følger kapitel 2 om afhandlingens overordnede indlæringsteo-‐retiske ramme. Herefter følger kapitel 3 om det felt, jeg har arbejdet i og kapitel 4 om de me-‐toder, jeg har brugt under feltarbejdet. Derpå følger afhandlingens fire analytiske kapitler. Jeg begynder i kapitel 5 Oplevelsen med en detaljeret beskrivelse af, hvad det er, der gør stemmer så problematiske. Med udgangspunkt i menneskers egne beskrivelser af stem-‐mehøreroplevelsen forsøger jeg at tegne et billede af en intens, kaotisk sansestrøm, der er forbundet med en særlig form for eksistens, hvor ontologisk sikkerhed ikke kan tages for gi-‐vet. Jeg anvender en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenologisk tilgang til at udfolde de diffuse og gennemtrængende dimensioner af oplevelsen, der farver stemmehørerens eksistens og sam-‐menholder mine fund med andre erfaringsnære studier af mennesker diagnosticerede med skizofreni for at give et nuanceret indblik i, hvad det er for et problem, den enkelte søger efter en løsning på, når hun træder ind i stemmehørerbevægelsen. I Kapitel 6 Udtrykket undersøger jeg, hvordan oplevelsen bliver transformeret til et udtryk, der kan italesættes for andre, når stemmehørerbevægelsen leverer rammen til den enkeltes oplevelse. Det viser sig i den måde, hvorpå nyankomne delagtiggøres i stemmehø-‐rerbevægelsen via erfarne stemmehøreres selvbiografiske fortællinger til konferencer, semi-‐narer og temadage om stemmehøring. Fælles for erfarne stemmehøreres fortællinger er et plot om traumet, der både fungerer som et vendepunkt for den enkelte fortæller og vinder gehør udadtil. Her følger jeg Holland og Quinns (1987) kognitivt orienterede tilgang ved at anskue traumet som en kulturel model, og jeg viser, hvordan stemmehøreroplevelsen bliver gentænkt og opnår anerkendelse som en fornuftig eller i hvert fald meningsfuld, velkendt størrelse, fordi stemmehørerbevægelsen hviler på nogle velkendte forestillinger om, hvordan sindet fungerer. I Kapitel 7 Praksissen fokuserer jeg på, hvordan stemmehørerbevægelsen udfolder sig i praksis. Jeg viser, at der i stemmehørergrupperne er en slags implicit drejebog for lærings-‐processer, som deltagerne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer. Med inspiration fra teorier om læring som social praksis udfolder jeg de sociale mekanismer i grupperne, der fremmer læringsprocessen, og viser, hvad der sker, når institutionen indfører en mere formel procedure for stemmehørergruppen. Kapitel 8 Forhandlingen handler om stemmehørerens møde med samfundet. Stemme-‐hørerens projekt viser sig at være yderst vanskeligt, når hun træder uden for stemmehører-‐bevægelsen og forsøger at bruge det, hun har lært i stemmehørerbevægelsen, ude i samfundet. Jeg tegner et billede af, hvordan stemmehøreren forsøger at forhandle med psykiatrien og os

19

andre om, hvor (lidt) anderledes man er, når man hører stemmer. Med afsæt i litteratur om normalitet og afvigelse viser jeg også, at den store udfordring, stemmehøreren står overfor, for enden af den vej stemmehørerbevægelsen tilbyder, er den samfundsmæssige reaktion på hende. I kapitel 9 Konklusion samler jeg trådene og viser, hvilken indsigt min analyse har givet, og runder herefter af med de nye spørgsmål, afhandlingen rejser.

20

21

Kapitel 2. Teorien I dette kapitel placerer jeg mit studie inden for de antropologiske studier af psykisk sygdom og sundhed og beskriver afhandlingens overordnede indlæringsteoretiske ramme. Kapitlet falder i tre dele. Den første del beskriver nogle hovedtendenser i antropologiske studier af psykisk sygdom og sundhed for at give et indblik i nogle af de teoretiske tilgange, der er blevet anvendt til at studere sindslidelser i deres sociale og kulturelle sammenhæng, herunder de mere erfaringsnære antropologiske studier, som min afhandling placerer sig indenfor. Kapit-‐lets anden del tager udgangspunkt i Tanya Luhrmanns (2011b, 2012b) arbejde med en antro-‐pologisk teori om sind og læringsprocesser, som på et overordnet plan har inspireret mig til at se, at hallucinationer er noget, man kan lære at have, og at denne form for læring kommer i stand igennem en særlig social praksis. I kapitlets tredje del sammensætter jeg afhandlingens indlæringsteoretiske ramme på baggrund af Lurhmanns arbejde med en antropologisk teori om sind og læringsprocesser. Det gør jeg ved at kvalificere Luhrmanns arbejde i forhold til de spørgsmål om læring, som mit materiale stiller. Jeg inddrager Dorothy Holland og Naomi Quinns (1987) kognitivt orienterede teori om kulturelle modeller og Jean Lave og Etienne Wengers (2003[1991]) samt Hubert og Stuart Dreyfus´ (1991[1986]) teorier om læring som social praksis. Hermed bliver læseren introduceret til de analytiske tilgange, jeg anvender i afhandlingens analytiske kapitler.

2.1 Antropologiske studier af psykisk sygdom og sundhed

Det, der foregår i stemmehørerfeltet, handler om forståelse og håndtering af psykisk sygdom i vestlige samfund og vedrører mennesker, der for de flestes vedkommende er diagnosticeret med skizofreni. Med dette valg af empirisk felt har jeg fra begyndelsen indskrevet mig i det antropologiske forskningsområde om psykiatri. Dette forskningsområde er karakteriseret ved sit empiriske fokus og ikke ved en særlig teoretisk tilgang eller forståelse af verden. Kernen i antropologiske studier af psykiatri er en empirisk interesse for psykisk sygdom og sundhed i dens kulturelle og sociale sammenhæng. En del af disse studier er inspireret af diskursteori eller symbolsk interaktionisme. An-‐dre af antipsykiatrisk litteratur eller en mere erfaringsnær antropologisk tilgang. Der er en vis historisk kronologisk udvikling i disse tilgange, men det betyder ikke, at de skal opfattes som en række overståede stadier i områdets udvikling. Der er snarere tale om inspirationskilder,

22

der på hver deres måde er frugtbare og bliver brugt til at rette opmærksomheden mod for-‐skellige temaer og problemstillinger i psykiatrien. I de studier, der er inspireret af diskursteori (Foucault, 1965, Foucault, 2000 [1993], Miller and Rose, 1986, Foucault, 1988), har man interesseret sig for psykiatriens virke som institution og forstået psykiatri som enten en medicinsk eller bureaukratisk måde at behandle patienter på. Disse studier indeholder ofte beskrivelser af de processer, hvor diagnoser, be-‐handlingens udformning og magtfulde kategoriseringer ’disciplinerer’ sindslidende (Rhodes, 1991, Rhodes, 1993, Møller, 2013). Inspireret af den diskursorienterede tilgang skrev engel-‐ske Lisa Blackman i 1980erne en ph.d. om fænomenet stemmehøring, der senere udkom i bogform, hvori hun undersøgte, hvordan stemmehøring historisk set er blevet afgrænset som et fænomen, der forstås som et tegn på sygdom, der kræver medicinsk behandling og derud-‐over bør ignoreres af stemmehøreren, psykiatrisk personale og pårørende (Blackman, 2001). Inspireret af samme tilgang har den danske psykolog Jon Vilshammer (2012) efterfølgende skrevet et speciale om stemmehørerbevægelsens bestræbelser på at løsrive stemmehøring fra psykiatriens definitionsmagt og etablere en modpol til psykiatriens forståelse af stemmehø-‐ring. Mens man i diskursteoretisk orienterede studier har haft fokus rettet mod de overord-‐nede strukturer og magtforhold i psykiatrien, er det psykiatriens daglige rutiner og samspil mellem patienter og personale, der er i fokus i studier, der er inspireret af symbolsk interakti-‐onisme (Goffman, 2001 [1961], Goffman, 2009 [1963], Goffman, 1990 [1959]). I disse studier er en væsentlig del af dagsordenen at analysere den sociale relation, der eksisterer mellem patienter og personale for at finde ud af, hvorledes parterne foreslår og forhandler, hvordan en given situation skal forstås. Disse studier udfolder ofte statusovergangen fra person til pa-‐tient, og hvorledes patienter forsøger at håndtere og tilpasse sig psykiatriens verden (Jacobsen, 2006). Den antipsykiatriske litteratur havde sin storhedstid i 1960erne og 1970erne med le-‐dende repræsentanter som Ronald D. Laing (1983[1959]), David Cooper (1967), Thomas Szasz (Szasz, 1960) og Michel Foucault (1965). Deres påstand var i korte træk, at moderne samfund har udviklet sig på en sådan måde, at sunde mennesker nødvendigvis må reagere med sygdom for at tilpasse sig dem. De ’sindsyge’ anses med andre ord som sunde mennesker i en syg verden, og sygdomsreferencen drejes fra mennesket til samfundet. Et af de klareste eksempler på et studie, der er inspireret af antipsykiatrien, og har stemmehøring som tema, er et eksperiment, som den amerikanske psykolog David Rosenham udformede. I 1973 udgav han en artikel, der beskrev eksperimentet -‐ og vakte stor furore. Titlen var ”On Being Sane in Insane Places” (1973). Den beskrev, hvordan otte pseudopatienter uden nogen psykisk syg-‐domshistorie præsenterede sig selv på forskellige hospitaler i USA. Det eneste, de klagede

23

over, var, at de hørte stemmer. De fortalte personalet, at de ikke rigtig kunne finde ud af, hvad stemmerne sagde, men at de hørte ord såsom ”tom” og ”hellig”. Bortset fra denne fabrikerede fremstilling opførte de sig helt normalt og berettede om deres egne (normale) tidligere ople-‐velser og erfaringer og medicinske historie. Syv af dem blev imidlertid diagnosticeret som skizofrene, én af dem med ”maniodepressiv psykose”. De blev indlagt i op til tolv måneder og ordineret antipsykotisk medicin, som de vel at mærke ikke indtog. Da først de var indlagt på en psykiatrisk afdeling, fortsatte de med at tale og opføre sig normalt. De meddelte personalet, at deres stemmer var forsvundet, og at de havde det helt fint. De førte tilmed noter over ek-‐sperimentet, ganske åbenlyst. For én af pseudopatienterne blev dette noteret i sygeplejer-‐skernes journal som ”skriveopførsel”. Ingen af patienterne blev identificeret som pseudopati-‐enter af personalet. Med dette eksperiment fremhævede Rosenham i antipsykiatriens ånd, at sindslidelser er et resultat af samfundsmæssige definitionsprocesser og sanktioner af bestemte adfærds-‐former. Et sådant samfundskritisk aspekt finder man også i stemmehørerbevægelsen, der som beskrevet har sat sig for at påpege fejlfortolkninger og fejlbehandlinger, som psykiatrien og samfundet påfører mennesker, der hører stemmer. Den sidste tendens, jeg vil nævne inden for det antropologiske forskningsområde om psykisk sygdom og samfund, er studier, der tilstræber mere erfaringsnære analyser. Det er disse studier, nærværende afhandling placerer sig inden for. Disse studier retter fokus mod den sindslidendes egne erfaringer og handlinger og er optagede af at beskrive og forstå socia-‐le og kulturelle fænomeners rolle heri (Corin, 1990, Corin and Lauzon, 1992, Corin et al., 2004, Good and Subandi, 2004, Jenkins, 2004, Jenkins and Barrett, 2004, van Dongen, 2002, van Dongen, 2004, Barrett, 2004, Lorimer, 2006, Estroff, 1981). Et af de studier, der adskiller sig fra tidligere studier af psykisk sygdom og sundhed med en mere udtalt interesse for den sindslidendes oplevelser af sin egen situation, er den danske antropolog John Aggergaard Lar-‐sens (Larsen, 2001, Larsen, 2002a) evaluering og studie af det danske, psykiatriske behand-‐lingsprogram OPUS, som er målrettet førstegangspsykotiske. Med fokus på det fine samspil, der hersker mellem de unges sociale identitet og personlige identitet viser Larsen, hvordan diagnosen skizofreni og undervisning i sygdomsindsigt giver de unge en forklaring på det, der før blot var skræmmende psykotiske oplevelser. Det er en forklaring, der får dem til at betrag-‐te oplevelserne som et symptom på deres sygdom, og som ifølge Larsen både motiverer dem til at følge den medicinske behandling og forstærker udbyttet af den. For de unge i Larsens studie bliver diagnosen skizofreni således et aktivt redskab i deres egen personlige udvikling og forståelse af, hvem de er, hvem de var før, hvad de gerne vil blive til, og hvordan de skal tackle livet i fremtiden. Diagnosen skizofreni bliver, som Larsen formulerer det, en del af de-‐res identitet.

24

Larsens studie adskiller sig således også fra de fleste andre antropologiske studier af psykisk sygdom og sundhed ved at vise, at sociale kategoriseringer i psykiatrien kan bruges konstruktivt. Mens mange antropologer har påpeget de negative sider af sociale kategorise-‐ringer i psykiatrien, viser Larsen, hvordan den tilsyneladende miskrediterende kategori ’ski-‐zofren’ kan vendes til at fungere som en tilsyneladende acceptabel kategori. Når jeg fremhæ-‐ver Larsens studie her, er det fordi, et par af de unge, der i tidens løb er ’faldet fra’ OPUS er nogle af de stemmehørere, vi skal møde i nærværende afhandling. Mens man i Larsens studie kan møde nogle af de unge sindslidende, der bliver hjulpet på vej af behandlere inden for psy-‐kiatriens institutionelle ramme ved at bruge kategorien skizofreni konstruktivt, så kan man i nærværende afhandling møde nogle af dem, der har svært ved at finde sig tilpas i psykiatriens eksisterende og etablerede kategorier, og er blevet del af stemmehørerbevægelsen i forsøg på at finde en løsningsmodel og kategori, de kan finde sig tilpas i.

2.2 Luhrmanns antropologiske teori om sind og læringsprocesser

I denne afhandling henter jeg inspiration hos Luhrmann til en overordnet indlæringsteoretisk ramme, der gør det muligt at indfange noget, der ret hurtigt fangede min opmærksomhed i stemmehørerfeltet: At feltets praksisser virker. Ikke altid. Ikke for alle. For langt de fleste sy-‐nes feltets praksisser dog, i større eller mindre grad, i forskellige tempo, at forandre oplevel-‐sen af stemmer for de, der udøver disse praksisser. Det omhandler, hvad jeg i beskrivelsen af afhandlingens opbygning kaldte for forskellige stadier eller positioner i det idealtypiske for-‐løb i stemmehørerbevægelsen. Jeg henter først og fremmest inspiration i Luhrmanns nyeste bog When God talks back. Understanding the American Evangelical Relationship with God. Denne bog er både en mono-‐grafi om, hvordan evangelisterne kommer til at opleve en intim og tilstedeværende Gud i de-‐res liv, der taler direkte til dem og en lancering af en omfattende teori om de læringsprocesser, der muliggør denne oplevelse. I afhandlingen henter jeg således inspiration fra et teoretisk begrebsapparat, der er udviklet til at forstå, hvordan folk lærer at høre Guds stemme i amerikansk evangelisk kri-‐stendom, og bruger den til at sammensætte en indlæringsteoretisk ramme til forståelsen af, hvad det er, der foregår i stemmehørerfeltet, hvor mennesker, der er diagnosticeret med ski-‐zofreni og hører stemmer, forsøger at løse de problemer, stemmerne skaber, ved bevidst at interagere med stemmerne. Indledningsvis beskrev jeg en grundlægende antagelse i denne afhandling om, at stemmehører aldrig er noget, man bare ’er’, men noget man gradvist bliver ved stemmehører-‐bevægelsens mellemkomst. Med Luhrmann som hovedinspiration føjer jeg nu til, at stemme-‐

25

hører er noget, man ’lærer’ at blive. Mit bud på, hvordan vi kan forstå progressionen i stem-‐mehørerens vej i stemmehørerbevægelsen, er, at der er tale om en læringsproces. Dette afsnit om Luhrmanns arbejde med en antropologisk teori om sind og lærings-‐processer falder i tre dele. Første del skitserer Luhrmanns overordnede interesse og ambition -‐ at udvikle en antropologisk teori om sind -‐ sat i relation til det, jeg sigter efter at indfange med de analytiske tilgange, jeg lader mig inspirere af fra Luhrmanns arbejde. Anden del træ-‐der et skridt tilbage og sætter os på sporet af læring med Luhrmanns studie af engelske hekse. Tredje del går i dybden med bogen om amerikansk evangelisk kristendom.

2.2.1 Teori om sind

Luhrmanns arbejde er overordnet set koncentreret omkring en interesse for at finde ud af, hvordan det imaginære kommer til at fremstå som virkeligt for mennesker, og en stræben efter at skabe en antropologisk teori om sind. Begrebet ’teori om sind’ har en veletableret be-‐tydning i udviklingspsykologien, hvor det referer til, at barnet omkring treårsalderen udvikler en antagelse om, at andre mennesker har et sind, og at andre menneskers viden -‐ hvad deres sind indeholder af tanker, følelser, opfattelser og meget andet -‐ vil indvirke på deres adfærd (Wellman et al., 2001). Ifølge Luhrmann har udviklingspsykologer tendens til at anskue dette som en universal proces, der kun bringer én model af sind i anvendelse. Luhrmann afviser ikke, at det lille barn begynder at anskue sit eget sind som adskilt fra omverdenen, men hun påpeger, at forestillingen om sind er kulturelt bestemt og derfor varierer på tværs af tid og sted (Luhrmann, 2011b: 1). Luhrmanns arbejde hen imod en antropologisk teori om sind bygger på en antagelse om, at lokale kontekster former varierende forståelser af sind, og at disse variationer indvir-‐ker på den måde, mentale fænomener opleves på. (Luhrmann, 2011b, Luhrmann, 2012a). Luhrmann siger dermed, at den måde, vi forestiller os vores sind på, former vores mentale oplevelse. Det vil generelt sige, at de ting vi ser, hører, lugter, smager, føler og opfatter ikke alene har at gøre med, hvad der er ’derude’ i en objektiv forstand. Det har også at gøre med, hvad vi kulturelt set er trænet til at se, høre, lugte, smage, føle og opfatte (Cassaniti and Luhrmann, 2011a: 47). Luhrmanns arbejde om sind tager form af en kortlægning af de måder, forståelsen af sind varierer fra én kontekst til den næste. Det bliver klart i en artikel bestående af papers fra en tværfaglig konference Towards an Anthropological Theory of Mind, som Luhrmann i 2011 var vært for i Selskabet for Psykologisk Antropologi, USA. Konferencens hypotese var, at den model af sind, der udvikles i en social gruppe, vil indvirke på gruppemedlemmernes mentale oplevelse. Konferencedeltagerne blev bedt om, på baggrund af deres empiriske udgangspunkt,

26

at fremsætte en overordnet påstand, der kunne teste denne hypotese, og herigennem hjælpe med at udforske og udvikle en antropologisk teori om sind. I en artikel, der samler disse konferencepapers, sammenfatter Luhrman (2011b) ind-‐ledningsvis konferencens vigtigste fund. Her kan man læse, at deltagerne har identificeret mindst seks forskellige lokale teorier om sind. Disse varierer i forhold til en række dimensio-‐ner vedrørende vægtningen af sanserne, hvor afgrænset sindet menes at være, hvorvidt indre tanker/stemmer/drømme mv. bliver anset som vigtige samt et/(det) epistemisk(e) stand-‐punkt: Hvad tæller som virkeligt? I artiklen kan man også læse, at lokale teorier om sind ser ud til at sætte rammen for og virke formende på menneskers adfærd på en lang række områ-‐der såsom børns udvikling, reaktioner på lidelse og sygdom samt måder at forme relationer på. Det er således et omfattende og ambitiøst bud på en antropologisk teori om sind, Luhr-‐mann bestræber sig på. Hvordan kan man så bedrive forskning, der kan hjælpe med at tegne sådan et kort over lokale teorier om sind? I en artikel om menneskers møde med det overnaturlige i henholdsvis USA og Thailand udfolder Luhrmann og den amerikanske antropolog Julia Cassaniti (2011b) en komparativ fænomenologisk tilgang, hvilken de foreslår til anvendelse. Som andre, og må-‐ske mere velkendte, fænomenologiske tilgange, søger den ikke at afdække underliggende uni-‐verselle strukturer ved oplevelsen af et eller andet fænomen (Adler, 2011) eller at udfolde den særegne oplevelse af fænomenet i sin lokale kontekst, så læseren nærmest får fornem-‐melsen af selv at have været der (Jackson, 1995). Den fænomenologiske tilgang, som Luhr-‐mann og Cassaniti foreslår, går ud på at finde mønstre i sociale forventninger til oplevelsen af et fænomen, der indvirker på den måde, mennesker tænker, føler og sanser, og den er grund-‐læggende komparativ. Den handler, med Cassaniti og Luhrmanns ord, om at undersøge ”ople-‐velsen af oplevelsen”. Det vil sige, hvordan en oplevelse af et fænomen kan opleves, og derpå udfolde, hvordan forventninger til oplevelsen i den sociale kontekst -‐ den lokale teori om sind -‐ sætter rammen for og former oplevelsen. Cassaniti og Luhrmann påbegynder brugen af den komparative fænomenologiske til-‐gang, de foreslår, i artiklen om thailænderes og amerikaneres oplevelse af det overnaturlige, hvor de zoomer ind på forskellene i thailændere og amerikaneres oplevelse. Adspurgt om mødet med det overnaturlige, beretter borgere i Thailand om en energi, der er undsluppet fra et ukontrolleret sind og fornemmes inde i deres eget sind. I USA fortæller borgerne om et au-‐tonomt, individuelt og personlignende væsen, der opleves uden for sindet. I USA bliver det overnaturlige primært identificeret ved hjælp af syns-‐ og høresansen, mens en del fortællin-‐ger om mødet med det overnaturlige i Thailand også indbefatter lugt. Ifølge Cassaniti og Luhrmann lader disse forskellige måder at identificere og fornemme det overnaturlige på til

27

at være formet af forskellige forventninger til sindet og dermed af forskellige normer for, hvordan det er passende at opfatte noget, der ikke er materielt mærkbart. Den mest markante forskel i forventningerne til sind i Thailand og USA er, at thailand-‐ske sind menes at være gennemtrængelige, mens amerikanske sind menes af være afgrænse-‐de. Thailænderne forventer, at grænsen mellem sind og verden er gennemtrængelig, og de betoner et moralsk ansvar for at kontrollere sindet og træner derfor konsekvent deres sind til at være i ro og under kontrol. De mener, at et uregerligt sind dels kan skabe det overnaturlige -‐ i form af en overnaturlig energi, der slipper ud og vandrer fra person til person -‐ dels gøre dem mere modtagelige for en sådan energi. Derfor giver thailænderne også sig selv skylden, hvis de oplever noget overnaturligt. I modsætning hertil forventer amerikanerne en skarp og solid grænse mellem sind og verden. De føler ikke, at de behøver at træne deres sind for at kunne styre det. De bliver meget forskrækkede, når det overnaturlige viser sig for dem, men føler ikke som thailænderne, at det er deres egen skyld. Med artiklen om forskellene i thailænderes og amerikaneres måde at opleve det over-‐naturlige på, illustrerer Cassaniti og Luhrmann således, hvordan vi med en grundlæggende komparativ tilgang kan finde frem til variationer i sociale forventninger til sindet i forskellige kontekster, der former mentale oplevelser. I forlængelse heraf er det muligt at kortlægge lo-‐kale teorier om sind og udvikle en antropologisk teori om sind. Luhrmann søger altså systematisk efter kulturelle variationer i lokale teorier om sind og ser på, hvordan disse variationer former forskellige mentale oplevelser. Mit ærinde er ikke at hjælpe Luhrman med at udvikle en antropologisk teori om sind. Som et led i sit arbejde hen imod en antropologisk teori om sind udvikler Luhrmann imidlertid et analytisk værktøj til at se, hvordan man kan lære at opfatte det imaginære på bestemte måder, og hvordan denne form for læring kommer i stand igennem praksis. Luhrmanns arbejde med en antropologisk teori om sind gør det muligt at se, at konteksten er bestemmende for, hvordan vi tænker og erfarer det imaginære. Det er primært denne del af Luhrmanns begrebsapparat, som hun har udviklet med sin tilgang til kognition og sin tilgang til, hvordan praksis former kognition, der har inspireret mig. I relation hertil vil jeg påpege, at jeg ikke følger Luhrmanns komparative fænomenolo-‐giske tilgang i den forstand, at jeg sammenligner oplevelsen af det imaginære -‐ i nærværende analyse stemmer -‐ i forskellige kontekster og ser på, hvordan forskellige oplevelser af denne oplevelse formes af lokale teorier om sind. Men jeg er inspireret af Luhrmanns komparative tilgang i den grad, at jeg undersøger, hvordan konteksten i stemmehørerbevægelsen sætter en ramme for stemmehørerens sociale tilblivelse. Inden jeg går i dybden med bogen om evangelisterne, hvor Luhrmann lancerer disse tilgange, vil jeg for en stund bringe læseren med tilbage til Luhrmanns første feltarbejde

28

blandt moderne mennesker i England, der kalder sig selv for hekse og praktiserer det, de selv kalder for magi. Det var dette studie, der gav Luhrmann anledning til at spørge, om vores må-‐de at opfatte det imaginære på er noget, der kan læres, og om læring måske kan bruges som analytisk tilgang til forståelsen af, hvorfor oplevelsen af det imaginære varierer på tværs af tid og sted. Hermed får læseren et glimt af den sti, der ledte Lurhmann frem mod udviklingen af det begrebsapparat, jeg lader mig inspirere af.

2.2.2 På sporet af læring

I Luhrmanns (1989) første studie, hvor hun i England studerede moderne hekse, der praktise-‐rer magi, deltog hun fuldt ud i deres verden. ”Jeg gjorde, hvad antropologer gør”, som Luhr-‐mann skriver. ”Jeg deltog i deres verden: Jeg var med i deres grupper. Jeg læste deres bøger og romaner. Jeg praktiserede deres teknikker og udførte deres ritualer. I de fleste tilfælde fandt jeg, at ritualerne afhang af teknikker relateret til forestillingsevnen. Du lukker dine øjne og ser den historie, lederen af gruppen fortæller, med dit sinds øje” (Luhrmann, 2012b: 190). Noget af det, der fascinerede Luhrmann som ung etnograf, var, at denne træning virkede. Efter et års tid i felten tænkte hun i hvert fald, at det virkede som om, at træningen ændrede noget i den måde, hun brugte sine sanser og sin bevidsthed på. Hendes evne til at visualisere det imaginære var blevet mere klar, mere detaljeret og havde fået en fastere form. Hendes koncentrationstil-‐stand var blevet dybere og markant anderledes fra hverdagen (Luhrmann, 2012b). En aften blev Luhrmann fordybet i en af magikernes bøger om de gamle keltere: ”åbnede op for”, som hun skriver, ”og tillod historien at gribe mine følelser og opfylde mit sind” (Luhrmann, 2012b: 191). Den næste morgen vågnede Luhrmann op til et slående syn: Jeg så seks druider stå i vin-‐duet oven over den travle Londongade. Jeg så dem, de vinkede til mig. Jeg stirrede målløst på dem et øjeblik og så blinkede jeg, kom ud af sengen, og de var væk […] Jeg kan huske, at jeg så dem lige så klart og tydeligt og eksternt for mig, som jeg så den notesbog, hvori jeg dokumente-‐rede øjeblikket med understregede sætninger, efterfulgt af udråbstegn. Jeg husker det så tydeligt, fordi det var så enestående. Der var aldrig sket noget lignende for mig. (Luhrmann, 2012b: 193) Denne ene usædvanlige, livagtige oplevelse fik i mange år Luhrmann til at spekulere over, om der var noget omkring disse praksisser associeret med magi, der gjorde sådanne overnaturli-‐ge oplevelser mere almindelige (Luhrmann, 2012b: 190). Da Luhrmann senere gik i gang med studiet i den evangeliske kirke i USA, var der man-‐ge medlemmer af menigheden, der havde ligeså livagtige oplevelser af det imaginære. Der var mange, der følte, at Gud bogstaveligt talt havde rørt dem, eller at de havde hørt Guds stemme højt. Andre talte om at føle Guds tilstedeværelse fysisk, at vide at Gud var der, at Gud gik lige ved siden af dem. Luhrmann blev således opmærksom på, at selvom Gud hverken kan ses,

29

føles eller høres med vores sædvanlige sansemekanismer, så bliver Gud en intim, levende til-‐stedeværelse i folks liv i den evangeliske kirke. Luhrmann bemærkede også, at en del af de teknikker, evangelisterne praktiserede, lignede dem, hun i sin tid havde lært i forbindelse med sit studie af hekse i London. Dette ansporede hende til at se nærmere på sammenhængen mel-‐lem spirituelle praksisser og overnaturlige oplevelser (Luhrmann, 2012b: 190). Kan ændringerne i evangelisternes oplevelse af Gud være et resultat af de spirituelle øvelser, de lærer og praktiserer i kirken? spørger Luhrmann i sin nye bog om evangelisme. I England erfarede Luhrmann, at de spirituelle praksisser, hun opøvede, ændrede hendes egen oplevelse af det imaginære, og som vi skal se, viser hun i bogen, at oplevelsen af det imaginæ-‐re rent faktisk ser ud til at være noget, der kan læres, udvikles og raffineres. I hvert fald i kon-‐teksten omkring den amerikanske evangeliske kristne kirke.

2.2.3 Læringsprocesser

I bogen When God talks back. Understanding the American Evangelical Relationship with God fokuserer Luhrmann på voksne, der er konverteret til evangelisk kristendom. Det vil sige per-‐soner med forskellige baggrunde, der ikke er vokset op i den evangeliske tradition, men er blevet en del af den af forskellige årsager. Som konvertit er det nødvendigt at lære, hvordan man bliver evangelist. Det handler især om, hvordan man opdyrker en nær relation til Gud, der er yderst tilstedeværende, men alligevel aldrig helt mærkbar med vores sædvanlige per-‐ception, og som taler direkte til medlemmerne i menigheden. I bogen undersøger Luhrmann, hvordan sådanne oplevelser bliver mulige. Luhrmann indleder bogen med følgende spørgsmål: Hvordan bliver Gud virkelig for folk? Hvordan bliver rationelle, fornuftige mennesker i stand til at opleve tilstedeværelsen af et magtfuldt, men usynligt væsen i et ellers gennemrationaliseret samfund? Bogen er opbygget på en sådan måde, at vi følger konvertitterne, fra de først kommer i kontakt med kirken og efterhånden gennem kapitlerne udvikler en tættere og mere personlig relation til Gud, der gør dem i stand til at høre, når Gud taler til dem. Luhrmann indleder bogen med en diskussion af den amerikansk evangeliske kristen-‐doms historie, som hun forbinder med 1960ernes modkultur, hvor det var ret udbredt, at folk søgte efter personlige forbindelser med det overnaturlige. Set i det lys forekommer evangeli-‐sternes søgen efter en personlig relation til Gud ikke længere så usædvanlig i et sekulært sam-‐fund, men fremstår som én vej, blandt mange andre, som mennesker finder i forsøget på at finde en mening med deres liv. Herefter beskriver Luhrmann tre trin, som konvertitterne følger i bestræbelsen på at opdyrke en personlig relation til Gud. I kapitel 2 Er det dig, Gud? diskuterer Luhrmann det grundlæggende spørgsmål om, hvordan mennesker overhovedet kommer til at tro, at de

30

kommunikerer med Gud, og at Gud svarer. For konvertitterne er det første trin i at udvikle en personlig, intim relation til Gud at lære at lytte efter Guds stemme inde i dem selv. Det foregår som regel i bønnepraksisser, hvor de inde i sig selv øver sig i at kommunikere med Gud ved at føre den slags samtaler, som man ville have med sin bedste ven. Med tiden udvikler de evnen til at vide, når det, de ellers oplever som en tilfældig tanke -‐ eller et billede eller en særlig bi-‐belsk reference -‐ rent faktisk er relevant for det, de beder for, og at det kun kan være Gud, der har plantet så relevant en tanke hos dem. De lærer at genkende tanker, følelser og fornem-‐melser inde i deres eget sind, som rent faktisk ikke er deres egne tanker, følelser og fornem-‐melser, men Gud. I sammenhæng hermed beskriver Lurhmann, at der i den evangeliske kirke eksisterer en række mere eller mindre eksplicitte retningslinjer, som folk bruger til at be-‐ el-‐ler afkræfte, om det nu i virkeligheden er Gud, der har talt. Når konvertitterne har lært at genkende Gud i deres tanker, følelser og fornemmelser, så er næste trin at lære at relatere til Gud som en person. Gud er imidlertid ikke særlig meget som en person. Gud er ikke mærkbar med vores sædvanlige sanseapparat. I kapitel 3 Lad os lade som om beskriver Luhrmann særlige forestillingspraksisser, som folk designer til at styr-‐ke oplevelsen af Gud som virkelig. Det kan være det at skænke en kop kaffe til Gud ved mor-‐genbordet hver morgen eller at tage på en ugentlig date med Jesus, der indbefatter middag på en restaurant og intim konversation på en bænk i parken. Endvidere fremhæver Luhrmann menneskets forestillingsevne som et afgørende redskab til at overbevise en selv om eksisten-‐sen af en virkelighed, der endnu ikke kan føles. Kapitel 4 At udvikle dit Hjerte tager os et skridt dybere. At opleve Gud er nemlig ikke blot et spørgsmål om tro. Det er også et spørgsmål om følelser, siger Luhrmann. Når Gud i sandhed bliver virkelig for dig, hævder evangelisterne, vil du føle dig overstrømmet med Guds kærlighed. Det sker imidlertid hverken automatisk eller som en brat, radikal ændring i ople-‐velsen af Gud. Trin tre er at lære at opleve kærligheden, der følger med sådan en personlig relation til Gud. Det er noget, der må udvikles over tid igennem praksisser, som Luhrmann bemærker, har stærke paralleller til psykoterapi. Disse praksisser, såsom ”at græde i Guds nærvær” eller ”se tingene fra Guds perspektiv”, opdyrker en dybt intim og personlig forbin-‐delse til Gud inde i den enkelte. En dag tager sindet så springet fra forestilling til det, man teknisk set kan kalde for en hallucination, og medlemmet af den evangeliske menighed ser og hører nu Gud. Medlemmer af menigheden længes efter disse stemmer og visioner. Igennem bogen beskriver Luhrmanns informanter disse stemmer og visioner, der fremtræder ligeså klart og virkeligt som andre perceptioner af den ydre verden. En af Luhrmanns informanter, Sarah, som vi lærer særligt godt at kende igennem bogen, har mange af sådanne oplevelser. Hun beskriver, hvordan hun taler med Gud om stort og småt i løbet af dagen. En dag Sarah kører i bus, taler Gud endog så

31

meget, at Sarah næsten glemmer at stå af bussen, og Gud må råbe op og huske hende på at stå af. De fleste medlemmer af menigheden har dog kun sjældent sådanne oplevelser, og nogle vil måske kun have en enkelt i løbet af livet. I forlængelse af beskrivelsen af de tre trin, konvertitterne følger i bestræbelsen på at udvikle en personlig relation til Gud, udfolder Luhrmann sit argument om, at bønpraksis æn-‐drer konvertitternes måde at være opmærksom på sig selv og verden. Luhrmann viser, hvor-‐dan konvertitterne får en ny forståelse af deres egne indre processer og kommer til at tro, at Gud, der ellers er uden for dem selv, taler til dem inde fra deres eget sind (Luhrmann, 2012b: kap. 5-‐7). Luhrmanns overordnede argument er, at evangeliske praksisser hjælper konvertitter-‐ne med at udvikle en ny teori om sind, hvormed de kommer til at opleve aspekter af deres indre verden -‐ tanker, følelser og fornemmelser -‐ som kommende udefra, fra Gud (Luhrmann, 2012b: 222). Denne nye oplevelse af sind er nødvendig for folk i den evangeliske kirke, mener Luhrmann, fordi evangelisk kristendom er opstået i en tid præget af tvivl og til stadighed må kæmpe for at begrunde sine påstande i en bredere sekulariseret verden. For konvertitterne skaber dette, hvad Luhrmann kalder for et ”dobbelt epistemologisk register” (Luhrmann, 2012b: 100), en paradoksal fortolkning af Gud som både grundlæggende virkelig og samtidig ikke helt til at tro på. Når dette paradoks opstår, er det fordi tro beder folk om at regne med noget andet end det, deres sædvanlige sansning af dem selv og deres omverden fortæller dem (Luhrmann, 2012b: xii). Tro kræver af folk, at de accepterer, at ting kan være virkelige selvom vores sæd-‐vanlige sansemekanismer ikke kan opfatte dem. At gøre dette kræver, ifølge Luhrmann, en ny teori om sind, der kan rumme dette paradoks. Evangelisterne opdyrker denne teori om sind gennem praksisser, der stiller skarpt på de paradoksale påstande i den evangeliske kristendom og gør dem til en form for ’leg’ (såsom daten med Jesus), hvilket folk selv opfatter som en smule fjollet, men som ikke desto mindre skaber en platform, der gør det muligt at fastholde to sandheder -‐ Gud er virkelig, men ikke helt til at tro på -‐ som tilsyneladende er selvmodsigende (Luhrmann, 2012b: 97). Over tid, argumenterer Luhrmann, træner sådanne praksisser evangelisters sind til at opleve Gud som en levende tilstedeværelse i deres liv. Svaret på bogens indledende spørgsmål om, hvordan det bliver muligt for moderne mennesker at høre Guds stemme er altså, at de udvikler en ny teori om sind. Det er sådan Luhrmann forklarer, hvordan nogen kan leve et fuldt ud moderne liv samtidig med, at de tager helt og aldeles del i det overnaturlige. Bogen lærer os imidlertid også, at praksis kan forme og ændre kognition. Det er denne del af bogens overordnede argument, der interesserer mig her, og i det følgende stiller jeg skarpt på Luhrmanns interesse for kognition og relationen mellem

32

kognition og praksis, som jeg bruger til at sammensætte afhandlingens overordnede indlæ-‐ringsteoretiske ramme.

2.3 En indlæringsteoretisk ramme

Den inspiration, jeg henter hos Luhrmann, kommer først og fremmest fra Luhrmanns tilgang til kognition og til relationen mellem kognition og praksis. Men mens jeg har beskæftiget mig med Luhrmanns ideer, har jeg også set en række analogier mellem de trin, evangelisterne føl-‐ger for at udvikle en personlig relation til Gud, og det forløb, stemmehørerne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer. I det følgende gør jeg først et kort notat om analogien i den kristne evangeliske kirke og stemmehørerbevægelsen. Derefter præsenterer jeg afhandlin-‐gens overordnede indlæringsteoretiske ramme, som jeg bruger i afhandlingens analytiske kapitler.

2.3.1 Analogien

I mit arbejde med Luhrmann har jeg fået øje på ligheder mellem evangelisternes og stemme-‐hørernes bestræbelser på at etablere en personlig relation til henholdsvis Gud og stemmer. Mit studie var ikke designet til at skulle sammenlignes med Luhrmanns, og der er ikke tale om en systematisk sammenligning gennem afhandlingen, men jeg har ladet mig inspirere af lig-‐hederne til at få øje på nye perspektiver i stemmehørerfeltet. Det iøjnefaldende fællestræk ved de kristne evangelister, vi møder i Luhrmanns studie, og stemmehørerne, vi møder i denne afhandling, er, at begge parter opfatter imaginære stemmer lige så klart og virkeligt som andre dele af den ydre verden, og at læring ser ud til at spille en afgørende rolle for deres oplevelse af stemmerne. Det forløb, evangelisterne og stemmehørerne gennemgår, ser også umiddelbart ud til at ligne hinanden, om end med om-‐vendt fortegn. For konvertitterne i den evangeliske kirke er det nødvendigt at lære at høre Guds stemme; i stemmehørerfeltet dukker stemmerne automatisk op, og stemmehørerne er nødt til at aflære eller lære at høre dem på nye måder. Der er imidlertid ikke tale om ensarte-‐de forløb. Mens evangelisterne skal lære at genkende noget eksternt, Guds stemme, inde i dem selv, er der for stemmehørerne tale om, at en del af selvet er blevet ’skubbet ud’ af personen, blevet til eksterne stemmer, som de skal lære at internalisere i sig selv igen. I forhold til det forløb evangelisk kristne og stemmehørere gennemgår, er der således ikke tale om en egentlig spejling, men om en analogi, som ikke desto mindre har åbnet mine øjne for at se og beskrive noget af det, der foregår, når stemmehørerne bevidst forsøger at interagere med deres stem-‐mer for at opnå indsigt og kontrol.

33

2.3.2 Kognition og praksis

I det begrebsapparat om læringsprocesser, Luhrmann lancerer i bogen om amerikansk evan-‐gelisk kristendom, kan man overordnet set finde to interesser eller tilgange, som jeg er inspi-‐reret af. For det første en interesse for kognition, der er rettet mod at begribe, hvordan vi tænker og erfarer, og hvordan den måde, vi tænker og erfarer på, kan laves om. For det andet er der en interesse for, hvordan praksis spiller tilbage på kognition. Det vil sige, hvordan den måde, vi tænker og erfarer på, formes af praksis. Luhrmanns interesse for kognition viser sig først og fremmest i hendes beskrivelser af, hvordan evangelisters måde at opfatte og erfare sig selv og verden på ændres på en sådan måde, at den velkendte grænse mellem sind og verden sløres, så det bliver muligt at opleve noget eksternt inde i sindet. Luhrmanns interesse for kognition er rettet mod at begribe, hvordan evangelister lærer en ny teori om sind. Som vi skal se i kapitel 6, ser stemmehørerens sociale tilblivelsesproces også umiddel-‐bart ud til at indebære en proces, hvor stemmehøreren lærer at tænke om sit sind på en ny måde. Som vi også skal se, så er stemmehørerbevægelsens ’teori om sind’ imidlertid ikke ny, men så dybt internaliseret, at den fremstår som ny, når den bliver ekspliciteret. I stedet for at lære en ny teori om sind, så indebærer det at blive stemmehører, at man tager nogle allerede eksisterende antagelser om, hvordan sindet fungerer, til sig. Den kognitive tilgang, jeg er inspireret af hos Luhrmann, har jeg derfor valgt at kvalifi-‐cere med en gruppe kognitive amerikanske antropologer, der søger at forstå, hvordan kogni-‐tive processer sker i lyset af mere almene værdier og normer, der er tilgængelige. Deres til-‐gang er baseret på en teori om internaliseret viden, hvor vores kendskab til os selv og verdens indretning er kulturelt betinget, fordi det generelt er organiseret i, hvad teorien kalder ’kultu-‐relle modeller’. Udgangspunktet for min forståelse af kulturelle modeller er bogen Cultural Models in Language and Thought. Her søger antropologerne Dorothy Holland og Naomi Quinn at besvare spørgsmålet om, hvordan forståelse kommer i stand ved at beskrive kulturelle mo-‐deller som det grundlag, der gør, at vi kan forstå de begivenheder og fænomener, der udgør vores verden uden konstant at skulle have forklaret hele molevitten. Den anden tilgang, der har inspireret mig i Luhrmanns arbejde, handler om, hvordan kognition formes i praksis. På baggrund af Luhrmanns beskrivelse af de tre trin, konvertitter i den kristne evangeliske kirke følger for at udvikle en så personlig relation til Gud, at de kan høre Guds stemme, udvikler Luhrman som beskrevet sit argument om, at konvertitterne lærer at høre Guds stemme igennem bønpraksis. I Luhrmanns beskrivelse af de praksisser, hvor-‐igennem konvertitterne lærer at høre, når Gud taler til dem, fremhæver hun fællesskabets rolle. Der er tale om en stærk social proces, siger Luhrmann (Luhrmann, 2012b: 131).

34

Det begrebsapparat, Luhrmann udvikler til at forstå, hvordan denne oplevelse af Gud bliver mulig, sigter først og fremmest på at afklare, hvordan evangeliske praksisser hjælper konvertitterne med at udvikle en ny teori om sind, hvormed de kommer til at opleve Gud inde i dem selv. I forhold til læring som analytisk tilgang til forståelsen af, hvordan oplevelsen af stemmer formes i praksis i stemmehørergrupperne, er jeg mere optaget af at finde ud af, hvad det er for nogle sociale mekanismer, der fremmer læringen i stemmehørergrupperne, hvor der, som vi skal se i kapitel 7, ikke findes nogen eksplicitte formelle regler eller nogen master-‐plan for det forløb, stemmehørere gennemgår i en stemmehørergruppe. Derfor kvalificerer jeg Luhrmanns tilgang til kognition og praksis med yderligere læringsteorier, der anskuer læring som social praksis. I litteraturen om læring henviser mesterlære til den form for læring, der finder sted uden direkte, formel verbal undervisning. Mesterlære henviser til læring, der sker i den sam-‐menhæng, hvor det lærte anvendes. I mesterlære er læringen indlejret i en social praksis, og den er betinget af deltagelse i denne praksis. Der findes mesterlære i forskellige former og på mange områder, og mesterlære er blevet udforsket inden for forskellige fag og ud fra vidt for-‐skellige teoretiske opfattelser af, hvad mesterlære er (Nielsen and Kvale, 1999). Udgangspunktet for min forståelse af mesterlære er Lave og Wengers (2003[1991]) teori om situeret viden. Lave og Wengers teori om situeret viden tager udgangspunkt i Laves studier af skrædderlærlinge i Liberia i 1970erne, hvor det efter nogle dages observation af skræddere og lærlinge stod klart, at lærlingene vidste, hvordan man udførte mange aspekter af skrædderarbejdet, men Lave kunne ikke se, at mestrene underviste dem i at gøre de pågæl-‐dende ting. I sit studie af skrædderlærlingene fandt Lave ud af, at læringen var socialt situeret. Med udgangspunkt i en række yderligere eksempler på aktuelle former for mesterlære i prak-‐sis -‐ jordemødre, kvartermestre, slagtere og anonyme alkoholikere -‐ formulerede Lave og Wenger (2003[1991]) en mere almen teori om situeret læring. At læring er situeret betyder, at læringen er indlejret i specifikke sociale relationer i en praksis og kommer i stand gennem deltagelse i denne praksis. Et andet par teoretikere, jeg inddrager, der har beskæftiget sig med læring, hvor den viden, vi har lært ved øvelse og erfaring, er central, er brødrene Dreyfus. Dreyfus-‐brødrene udgav i 1986 bogen Mind over Machine: The Power of Human Intuition in the Era of the Com-‐puter. Den forelå på dansk i 1991, Intuitiv Ekspertise. Den bristede drøm om tænkende maskiner. Denne bog var først og fremmest en argumentation for, at selv den mest udviklede computer aldrig vil kunne matche den menneskelige læring, tænkning og beslutningstagen. Som et led heri udviklede Dreyfus og Dreyfus en læringsteori, der omfatter fem stadier af færdighedstil-‐egnelse, blandt andet udviklingen af intuitiv ekspertise, som en computer ikke kan udstyres med.

35

Udgangspunktet for Dreyfus og Dreyfus er, at de fleste af de ting, vi gør, gør vi uden at tænke over det: Vi kører på cykel og i bil, vi går, taler og genkender duften af kaffe mv. Vi be-‐sidder med det engelske begreb ”knowhow” erfaringsbaseret praktisk viden. Ifølge Dreyfus og Dreyfus er vi ikke i stand til at specificere den viden, vi har på sådanne områder, i regler, der kan gøre andre i stand til at gøre det samme. Vi har simpelthen ikke adgang til vores viden i form af fakta og regler. Hvis vi havde det, ville vi kunne sige, at vi kender bestemte regler, der gør os i stand til fx at køre på cykel, som er en af de ting, vi gør, uden at tænke over, hvordan vi gør det. Dreyfus og Dreyfus skelner altså mellem to typer viden: ”Knowhow”, der betoner det praktiske, erfaringen og en regelbaseret teoretisk viden. Dreyfus og Dreyfus pointe med den-‐ne skelnen er, at når man er ekspert, besidder man ”knowhow”, erfaringsbaseret praktisk vi-‐den, og når man er begynder, besidder man regelbaseret teoretisk viden. For at komme fra regelbaseret teoretisk viden til ”knowhow”, altså fra begynder til ekspert, må man ifølge Drey-‐fusbrødrene gennemløbe nogle stadier. Med udgangspunkt i studier af, hvordan mennesker tilegner sig deres færdigheder in-‐den for forskellige fagområder -‐ piloter, skakspillere, billister og voksne fremmedsprogselever -‐ har Dreyfus og Dreyfus identificeret et fælles mønster for færdighedstilegnelse, der viser, at vi begynder læring med at lære de basale regler og efterhånden, gennem øvelse og praktisk erfaring, opnår at besidde intuitivt baserede færdigheder. Ud over de analytiske tilgange, jeg har præsenteret her, tilføjer jeg nogle analytiske tilgange til at udfolde kontekst, som ikke kan udfoldes med udgangspunkt i Luhrmann. Det drejer sig om en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenologisk tilgang i afhandlingens første analyti-‐ske kapitel, hvor jeg tegner et billede af den subjektive oplevelse af stemmer, og litteratur om afvigelse og normalitet i afhandlingens sidste analytiske kapitel, hvor jeg ser på stemmehøre-‐rens møde med samfundet. Nu kan den kritiske læser spørge, hvorvidt det begrebsapparat om læringsprocesser, som Luhrmann udvikler på baggrund af amerikanske evangelisters bestræbelser på at skabe en personlig relation til Gud og høre Guds stemme, kan overføres til bestræbelsen på bevidst at interagere med stemmer, som mennesker, der er diagnosticeret med skizofreni, hører, i stemmehørerbevægelsen? Er der noget, der tyder på, at man kan aflære eller lære at høre psykotiske stemmer på nye måder? Det korte svar er ja. I Luhrmanns igangværende studier, hvor hun også er begyndt at interessere sig for de stemmer, som mennesker diagnosticeret med skizofreni hører, slår Luhrmann fast, at den lokale teori om sind spiller en afgørende rol-‐le for, hvorvidt man kan opleve en psykotisk hallucination og måden, man i så fald oplever den på (Luhrmann, 2011a, Luhrmann, 2013, Larøi et al., 2014). Et længere, mere uddybende svar fås i næste kapitel om feltet, som jeg indleder med et indblik i den antropologiske littera-‐tur om hallucinationer, der baserer sig på Luhrmanns arbejde om emnet.

36

37

Kapitel 3. Felten Dette kapitel beskriver den felt, jeg har arbejdet i. Kapitlet falder i fire dele. Første del giver et indblik i den eksisterende etnografiske litteratur om hallucinationer, der vidner om, at det er relativt, hvornår en hallucination associeres med sygdom, og at hørehallucinationer formes af sociale og kulturelle forhold. Anden del retter fokus mod den internationale stemmehørerbe-‐vægelses afgrænsning af stemmehøring via en beskrivelse af bevægelsens tilblivelse og grundlag. Tredje del handler om etableringen af Det Danske Stemmehørernetværk. Til sidst bringer jeg læseren ind i de enkelte stemmehørergrupper, som mit feltarbejde har taget ud-‐gangspunkt i.

3.1 Etnografisk litteratur om hallucinationer

Det er en udbredt forestilling, at fænomenet stemmehøring kan afgrænses som noget helt særligt. Det særlige er i hvert fald afgrænset af psykiatrien, hvor der er en forestilling om, at denne sansemæssige erfaring er kvalitativt anderledes end andre former for erfaring og et tegn på sygdom (Leudar and Thomas, 2000). Stemmehørerfænomenet befinder sig imidlertid i et grænsefelt ved at grænse op til fænomener, der på mange måder ligner stemmehørerfæ-‐nomenet, men ikke nødvendigvis associeres med sygdom. Etnografien er rig på beskrivelser af hallucinationer, men fænomenet har sjældent væ-‐ret det primære fokus. I en oversigtsartikel over eksisterende etnografisk litteratur om hallu-‐cinationer viser Luhrmann (2011a), at der findes tre typer hallucinationer på tværs af tid og sted. Den første type hallucination er af den slags, hvor raske menneskers sansning ændrer sig i et kort øjeblik, som når evangelisterne i Luhrmanns studie af amerikansk evangelisk kri-‐stendom hører Guds stemme, eller når efterladte ser, hører eller mærker en afdød ægtefælle. Mennesker, der har denne type hallucinationer, har dem som regel sjældent, og de er kortva-‐rige og som regel af positiv karakter, om end de fleste bliver lidt forskrækkede over dem. Denne type hallucinationer er ret udbredte. Et sted mellem 10 – 70 procent af den almene befolkning, i hvert fald i England og USA, kan fortælle, at de har hørt en stemme, når de var alene eller set noget, som ingen andre tilstedeværende kunne have set (ibid: 73-‐75). Den an-‐den type hallucination er stemmer, som mennesker, der møder kriterierne for skizofreni, le-‐ver med. Mennesker, der er inden for det skizofrene spektrum, hører ofte stemmer, og disse hallucinationer opleves som langvarige og ubehagelige, nogle gange gruopvækkende (ibid:

38

75). Derudover er der nogle mennesker, der har usædvanlige sanseoplevelser ligeså ofte som mennesker, der møder kriterierne for skizofreni, men uden den intense lidelse, psykotiske stemmer fører med sig eller andre af de symptomer, skizofreni indebærer. Luhrmann peger på Jeanne dÁrc som det oplagte historiske eksempel. Jeanne dÁrc er den franske helgeninde, der blev født i Lorraine i 1412 under Hundredsårskrigen mod England og som 13-‐årig be-‐gyndte at høre stemmer, der dagligt gav hende udførlige anvisninger på, hvordan hun skulle befri Frankrig. Derudover nævner Luhrmann Muhammed, Moses og Sokrates, som personer om hvem, det er blevet rapporteret, at de ofte har hørt stemmer, selvom det mange hundrede år senere er svært at vide præcis, hvad de oplevede. Luhrmann har selv mødt et par raske mennesker med denne evne til at høre stemmer. Denne tredje type hallucination er sjælden. Luhrmann understreger, at vores viden om dens årsag, udbredelse og fordeling i befolkningen er yderst sparsom (ibid: 75f.). På baggrund af beskrivelsen af den eksisterende etnografiske litteratur om hallucinati-‐oner viser Luhrmann, at sociale og kulturelle forhold ser ud til at spille en helt afgørende rolle for, hvorvidt, man oplever hallucinationer og for måden, man i så fald oplever, forstår og håndterer dem på (Luhrmann, 2011a: 77). Luhrmann fremhæver også, at hallucinationer ofte er kulturelt meningsfulde, og at svaret på, hvornår en hallucination associeres med sygdom er flertydigt. Nogle antropologer har vist, at hallucinationer associeres med sygdom, når de er ukontrollable. Andre antropologer har peget på, at hallucinationer bliver anset som et tegn på sygdom, når de er socialt uforståelige (Luhrmann, 2011a: 81f., Larøi et al., 2014). I forhold til denne afhandling er det et interessant tema, hvorvidt stemmer, som men-‐nesker diagnosticeret med skizofreni kæmper med, formes af sociale og kulturelle forhold. Arbejdet med at undersøge, hvordan sociale og kulturelle forhold indvirker på oplevelsen af disse stemmer, har Luhrmann (2013, Luhrmann et al., 2014) påbegyndt med et studie af, hvordan oplevelsen af stemmer -‐ hos personer med skizofreni -‐ varierer i henholdsvis USA, Ghana og Indien. Luhrmann har indtil videre fundet ud af, at der er forskel på stemmernes indhold. Det vil sige, hvad stemmerne siger og måden, de siger det på. Der er forskellige forklaringer på, hvem eller hvad, stemmerne er, og der er forskel på, i hvilken grad stemmehørere engagerer sig i en relation til og interagerer med sine stemmer. For Luhrmanns amerikanske informanter ser det ud til, at de har en bemærkelsesvær-‐dig barsk og ubehagelig oplevelse af stemmer. De stemmer, amerikanere hører, minder oftest om de stemmer, som Luhrmann beskriver hos mennesker med skizofreni i oversigtsartiklen. Det vil sige gruopvækkende og nedladende stemmer. Selve stemmerne er som regel ukendte, om end der altid er undtagelser. Enkelte informanter hørte fx berømte personers stemmer. De fleste amerikanere fortalte om meget lidt interaktion med deres stemmer. Amerikanerne

39

havde som regel selv identificeret deres stemmer som et mentalt problem, allerede inden de kom i kontakt med psykiatrien, og havde på forhånd tilegnet sig en omfattende viden om de diagnostiske kriterier for skizofreni, som de brugte til at forklare og tale om deres sygdom. I Ghana talte informanterne til gengæld sjældent om deres stemmer som et tegn på skizofreni. Ghaneserne gav som regel Luhrmann og hendes assistent en spirituel forklaring på deres stemmer, der refererede til dem selv som værende under et ’spirituelt angreb’ fra enten hekse eller ånder. Mange ghanesere talte kun modvilligt om deres ’onde stemmer’, som de anså som dæmoniske, fordi andre ’gode stemmer’, som de identificerede som Gud, anbefalede dem at ignorere de negative stemmer. Derudover hørte ghaneserne familiære personer såsom slægt-‐ninge og arbejdsgiveres stemmer. Halvdelen fortalte, at de primært eller udelukkende hørte positive stemmer, der bad dem om at være gode mennesker eller rådgav dem. Denne oplevel-‐se af stemmer er naturligvis langt mindre smertefuld end de grufulde stemmer, amerikanere fortalte om. Sammenlignet med amerikanerne kunne ghaneserne også fortælle om en langt mere interaktiv relation til deres stemmer. Selv når den enkelte ghaneser til at begynde med hørte grufulde stemmer, så blev stemmerne ofte mere hjælpsomme med tiden. Stemmerne blev til ’beskyttere’ eller ’følgesvende’, der fordrev andre mere plagsomme stemmer og ofte forsynede den enkelte med gode råd. I Indien bliver de fleste stemmer identificeret som fami-‐liemedlemmer, der nogle gange kritiserer, andre gange rådgiver og giver følgeskab, trøst eller motivation til de, der hører dem. Hvad enten stemmerne bliver identificeret som gode eller negative, husker de ofte den enkelte på praktiske dagligdags gøremål såsom at tage tøj på og rydde op, ikke at ryge og drikke eller at spise det ene eller andet mad. I Indien bemærkede Luhrmann endnu mere interaktion med stemmer, der ofte tog form af en legende eller spøge-‐fuld relation til stemmerne. Med afsæt i Luhrmanns arbejde med hallucinationer er det klart, at sociale og kulturel-‐le forhold spiller en afgørende rolle for oplevelsen, forståelsen og håndteringen af fænomenet stemmehøring. Det er også tydeligt, at dette gør sig gældende for stemmer af den slags, som mennesker diagnosticeret med skizofreni lever med. I det følgende rettes fokus mod den in-‐ternationale stemmehørerbevægelses afgrænsning af stemmehørerfænomenet via en beskri-‐velse af bevægelsens tilblivelse og grundlag.

3.2 Den internationale stemmehørerbevægelse

Grundstenene til stemmehørerbevægelsen blev lagt i Holland i 1987, da psykiateren Marius Romme blev udfordret af sin patient, Patsy Hage, til at acceptere hendes stemmer som andet end galskab og anerkende dem som en virkelig oplevelse. Stemmehørerbevægelsen daterer selv sin oprindelse til mødet mellem Romme og Hage. Jeg har tit hørt historien om, hvorledes

40

Hage omvendte Romme og ledte ham til at starte stemmehørerbevægelsen på konferencer, seminarer og kurser, hvor stemmehørerbevægelsen især har udbredt sit budskab. Brudstyk-‐ker af historien om mødet mellem Romme og Hage findes også i stemmehørerbevægelsens egen litteratur (Romme and Escher, 1994, Romme and Escher, 2003, James, 2001) og på stemmehørerbevægelsens hjemmeside (http://www.intervoiceonline.ord/about/patcy-‐hahue-‐co-‐founder). Romme er en høj, rank mand i slutningen af 70erne med tilbagestrøget hvidt hår og et bredt smil. I slutningen af 1980erne arbejdede han med sin patient, Hage, der kæmpede med sine stemmer. En dag kom Hage ind og fortalte Romme, at hun havde læst en bog, der havde hjulpet hende, fordi den havde fået hende til at føle, at der var en mening med hendes stem-‐mer. Det var bogen The Origin of Consciousness in the Breakdown of the Bicameral Mind (1976) af Julian Jaynes, en amerikansk professor i psykologi. I bogen grubler Jaynes over, hvorfor vi ikke alle hører stemmer? Det var nemlig helt normalt indtil for 3000 år siden, påstår han. Jaynes mener, at de gamle grækeres bevidsthed var radikalt anderledes end vores. De havde ikke en betegnelse for det, vi kalder for ’indre tale’ og derfor havde de hørbare tanker. Når de tænkte tanker, der vakte stærke følelser, oplevede de disse tanker som eksterne, som halluci-‐nationer. Jaynes har en teori om hjernens udvikling, der støtter denne påstand, men den del af hans teori, som Patsy havde bidt mærke i var, at stemmehøring ikke nødvendigvis er et pato-‐logisk fænomen. Romme var ikke interesseret i, hvorvidt Jaynes teori om hjernes udvikling var rigtig eller ej. Det, der havde vakt Rommes interesse, var, at det at tilskrive stemmer me-‐ning havde gjort en forskel for en patient forpint af stemmer. 1987 var også året, hvor Romme annoncerede efter stemmehørere på nationalt tv i Holland. Der blev vist et klip med Hage, der fortalte om sine stemmeoplevelser, og Romme bad mennesker, der hørte stemmer, om at henvende sig. Der kom 700 henvendelser. Mere end halvdelen var fra mennesker, der så ud til at have auditive stemmer, og mange af dem havde aldrig været i kontakt med psykiatrien. De lod ikke til at have problemer med at takle deres stemmer. På dette tidspunkt blev Sandra Escher, en lille kvinde med et varmt smil, der arbejdede som videnskabsjournalist, involveret. Romme og Escher besluttede at holde en konference for alle dem, der havde henvendt sig. På konferencen dukkede der både menne-‐sker, der var forpint af stemmer, og mennesker, der levede et godt liv og var tilfredse med deres stemmer, op. De mennesker, der var godt tilpas med deres stemmer fortalte den samme historie. Nogle af deres stemmer havde været ondskabsfulde og skabt problemer i begyndel-‐sen, og i første omgang var de blevet meget forskrækkede og bange, men da de begyndte at interagere med stemmerne, var stemmerne faldet til ro og blevet mere håndterbare, nogle gange endda brugbare. På konferencen fandt Romme og Escher således ud af, at hvis menne-‐

41

sker, der hører stemmer, accepterer deres stemmer som en virkelig oplevelse og skaber en relation til dem, vil de kunne ændre deres stemmer til det bedre. Romme og Escher begyndte at tale med flere stemmehørere om det, de havde fundet ud af på konferencen, og mennesker, der var diagnosticeret med skizofreni og organiseret i psykiatriske brugerbevægelser i Holland og England, begyndte at arrangere events med Romme og Escher. I en række workshops underviste Romme og Escher mennesker, der hørte stemmer, i at tage deres stemmer seriøst og lytte til, hvad det egentlig er, stemmerne siger. I 1994 publicerede de deres første bog om emnet, Accepting Voices, flere workshops og under-‐søgelser af stemmehøreres mestringsstrategier fulgte, og snart blev Romme og Escher ledere af en hel bevægelse. I dag er stemmehørerbevægelsen en international organisation, Intervoice, med 23 nationale stemmehørernetværk, hvoraf det engelske er det største med omkring 180 stem-‐mehørergrupper. Intervoice har en hjemmeside og et nyhedsbrev. Intervoice har udråbt den 14. september til ’International stemmehørerdag’, og de nationale stemmehørernetværk fej-‐rer dagen med events og happenings verden over. En gang om året mødes Intervoices sociale fællesskab -‐ stemmehørere og psykiatriske fagpersoner med en stærk interesse i stemmehø-‐rerbevægelsens tilgang til stemmer -‐ og udveksler erfaringer og viden til det såkaldte Intervo-‐icemøde, som de nationale stemmehørernetværk skiftes til at være vært for.

3.2.1 Stemmehørerbevægelsens grundlag

Stemmehørerbevægelsens grundlag er beskrevet i bevægelsens egen litteratur. Det er littera-‐tur, der er skrevet af psykiatriske fagfolk, der er engageret i stemmehørerbevægelsen og af stemmehørere, der har fulgt den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder. Det drejer sig først og fremmest om et trebindsværk, hvor Romme og Escher har beskrevet stemmehørerbevægel-‐sens grundlag i takt med, at de har udviklet det. Det har de gjort med udgangspunkt i deres egne, fortløbende og ganske omfattende og detaljerede undersøgelser og analyser af menne-‐sker, der hører stemmer. Der er tale om studier, der -‐ fra en antropologs synsvinkel -‐ bedst beskrives som en form for advokerende studier, fordi Romme og Escher eksplicit har sat sig for at påpege uretfærdigheder, fejltolkninger og fejlbehandlinger, som psykiatrien og samfun-‐det påfører mennesker, der hører stemmer. Samtidig er der tale om anvendelsesorienteret litteratur, fordi Romme og Escher anviser alternativer i form af talrige, udførlige manualer, teknikker og metoder. Den første bog Accepting Voices (1994) udkom som nævnt i kølvandet på rækken af workshops i England og Holland, hvor Romme og Escher havde undervist mennesker, der hørte stemmer, i at tage deres stemmer seriøst og lytte til, hvad stemmerne siger. I Bogen op-‐summerer Romme og Escher de erfaringer, de indtil videre har gjort sig med stemmehøring.

42

Som titlen indikerer, er bogens hovedbudskab at acceptere stemmer som et virkeligt fæno-‐men og den indeholder case-‐studier, teknikker og kommentarer fra psykiatriske fagpersoner og patientaktivister, der understøtter Romme og Eschers tilgang til stemmer. I år 2000 udkom en nærmere instruktion i, hvordan stemmer gøres til genstand for en søgen efter meningsful-‐de budskaber i Making Sense of Voices. A Guide for Mental Health Professionals Working with Voice-‐Hearers. Den forelå i dansk oversættelse i 2003, Giv stemmerne mening. Metoder i arbej-‐det med stemmer. Her argumenterer Romme og Escher for sammenhængen mellem stemmer og livshistorier med udgangspunkt i casestudier, der på talrige måder illustrerer, hvordan stemmer kan være relateret til traumatiske eller overvældende livsbegivenheder. Herudover indeholder bogen en teknisk manual, som psykiatriske fagpersoner kan bruge i arbejdet med patienter, der hører stemmer, for at finde frem til sammenhængen mellem deres stemmer og livshistorie. Det er det såkaldte Maastrichts-‐interview, som Romme og Escher udviklede til forskningsformål i slutningen af 1980erne og senere reviderede til brug i behandling af men-‐nesker, der hører stemmer. Bogen indeholder også en række metoder og teknikker, som Romme og Escher anbefaler mennesker, der skal til at lære at håndtere deres stemmer. I den tredje og sidste bog Living With Voices – 50 Stories of Recovery (Romme et al., 2009), som ud-‐kom på dansk i 2010 At leve med stemmer – 50 recoveryhistorier, udgør den bærende del 50 historier om mennesker fra hele verden, der har lært at leve med deres stemmer. I bogen mø-‐der vi personerne ved navn. De fortæller med deres egne ord om at komme sig over de psyki-‐ske lidelser, deres stemmer har givet anledning til. Størstedelen har en skizofrenidiagnose og har ikke følt sig tilstrækkeligt hjulpet af konventionel psykiatrisk behandling. Personerne for-‐tæller om at opdage, at deres stemmer ikke var et tegn på galskab, men derimod en reaktion på problemer i deres liv, som de ikke kunne håndtere. De fortæller om at acceptere deres stemmer og om at ændre deres relation til dem. Bogen fremhæver positive sider ved at høre stemmer. Det er gennemgående i historierne, at målet ikke nødvendigvis er at komme af med sine stemmer, men at acceptere dem som en del af sig selv og få skabt så god en relation til dem, at man kan leve et godt liv – med sine stemmer. Foruden Romme og Eschers tretrebindsværk findes der også litteratur om stemmehø-‐rerbevægelsens tilgang til stemmer skrevet af psykiatriske fagpersoner og erfarne stemmehø-‐rere, som er engageret i bevægelsen (James, 2001, Corstens et al., 2012, Corstens and Longden, 2013). De nationale stemmehørernetværk udgiver mindre pamfletter og brochurer, der in-‐formerer om stemmehørerbevægelsens grundlæggende ideer, hvoraf det engelske netværks udgaver som Basic Information about Hearing Voices (Downs, 2003) og Starting and Support-‐ing Hearing Voices Groups (Downs, 2001) ofte kan erhverves for et mindre beløb ved større konferencer. Herudover findes der et par selvhjælpsbøger, som er inspireret af stemmehører-‐bevægelsens tilgang til stemmer (Smith, 2004, Coleman and Smith, 2006).

43

3.3 Det Danske Stemmehørernetværk

Det Danske Stemmehørernetværk blev oprettet 3. oktober 2005. Året inden havde forstande-‐ren på det socialpsykiatriske bosted, hvor jeg lavede feltarbejde om recovery, arrangeret et offentligt foredrag med et par af pionererne fra Det Engelske Stemmehørernetværk, der for-‐talte om stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer. Flere af de fremmødte var mennesker, der hørte stemmer, og de udviste interesse for at deltage i en selvhjælpsgruppe for stemme-‐hørere. Senere på året tog det socialpsykiatriske bosted initiativ til at oprette Danmarks første stemmehørergruppe på det lokale bibliotek. Tovholderen var en ansat fra bostedet. Derud-‐over blev der nedsat en styregruppe, der udarbejdede retningslinjerne for Det Danske Stem-‐mehørernetværk. Det Danske Stemmehørernetværk har en bestyrelse med elleve medlemmer, seks stemmehørere og fem ansatte i socialpsykiatrien med en stærk interesse i stemmehørerbe-‐vægelsens tilgang til stemmer. I stemmehørernetværkets vedtægter kan man læse, at netvær-‐kets formål er at medvirke til, at mennesker, der hører stemmer, får et bedre liv. Dette skal ske ved at etablere gensidig støtte for stemmehørere og deres pårørende, blandt andet ved at etablere stemmehørergrupper og ved at formidle viden om stemmehøring og arbejde for at afstigmatisere mennesker, der hører stemmer. Det Danske Stemmehørernetværk afholder årligt en generalforsamling og indimellem også større konferencer, hvor netværket udbreder stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer. Bestyrelsesmedlemmerne i Det Danske Stemmehørernetværk møder også hellere end gerne op på psykiatriske hospitaler og socialpsykiatriske bosteder samt i organisationer for psykisk sårbare mennesker, når der er mulighed for at fortælle om stemmehørerbevægel-‐sens tilgang til stemmer. Størstedelen af stemmehørergrupperne i Danmark er blevet til på den måde, at ansatte i socialpsykiatrien har været til en konference, et seminar eller en temadag om stemmehøring med stemmehørerbevægelsens grundlæggere Romme og Escher eller erfarne stemmehørere fra Det Engelske Stemmehørernetværk, og er blevet inspireret til at starte en stemmehører-‐gruppe som en del af deres arbejde i socialpsykiatrien. Størstedelen af de stemmehørergrup-‐per, der findes i Danmark, er således ikke et resultat af hverken regionale eller kommunale indsatser, men er kommet i stand som en form for græsrodsbevægelse, der udfolder sig i soci-‐alpsykiatrien. I Århus Kommune har der dog siden 2004 været en egentlig ’stemmehørerind-‐sats’, hvor en medarbejder har været ansat til at etablere og udvikle selvhjælpsgrupper for stemmehørere som en del af lokalpsykiatriens rehabiliteringstilbud. Under mit feltarbejde var der etableret otte stemmehørergrupper med omkring 35 deltagere og 20 medarbejdere i År-‐

44

hus. Medarbejderne modtog sparring og supervision, der blev afholdt kursus for medarbejde-‐re og brugere om stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer, og der blev også etableret et tilbud om individuelle samtaler til stemmehørere, som ikke er i stand til eller ønsker at delta-‐ge i en stemmehørergruppe. Under mit feltarbejde kunne jeg tælle 20 stemmehørergrupper i Danmark, primært i socialpsykiatrien, og stadig flere kommer til. I Danmark skelner man mellem hospitalspsykiatrien, der hører under regionerne, og socialpsykiatrien, der hører under kommunerne. Hospitalspsykiatrien arbejder efter Sund-‐hedsloven og har primært ansvar for den medicinske behandling af sindslidende. Hospitals-‐psykiatrien har både sengeafsnit og ambulant behandling, der kaldes for distriktspsykiatrien. Socialpsykiatrien arbejder efter Lov om Social Service, og her er kerneopgaven at yde social støtte til sindslidende, der ikke er indlagt på et hospital. Socialpsykiatrien har både socialpsy-‐kiatriske bosteder, bofællesskaber og solistboliger med fastansatte socialarbejdere, støtte-‐ordninger til sindslidende i eget hjem samt aktivitets-‐ og væresteder. Socialpsykiatriens mål-‐sætning har traditionelt været at supplere behandlingspsykiatrien ved at varetage sindsliden-‐des medicinering og rettigheder i samfundet efter en indlæggelse under psykiatrisk behand-‐ling (Brandt, 2004: 13). Efter recovery er kommet på dagsordenen har socialpsykiatriens mål-‐sætning i stigende grad drejet sig om at understøtte sindslidendes recoveryprocesser. Siden mit feltarbejde i stemmehørerbevægelsen sluttede, er der blevet etableret et par stemmehø-‐rergrupper i hospitalspsykiatrien.

3.4 Stemmehørergrupperne

De stemmehørergrupper, der var etableret i Danmark i begyndelsen af 2007, spændte fra den rent brugerbaserede til den helt institutionelle stemmehørergruppe, med en overvægt af de mere institutionelle grupper. Jeg valgte fire stemmehørergrupper til mit feltarbejde, der re-‐præsenterede dette kontinuum. De fire grupper spænder fra den rent brugerbaserede stem-‐mehørergruppe, der afholdes på et lokalt bibliotek, hvor tovholderne er erfarne stemmehøre-‐re til en stemmehørergruppe, der afholdes på et socialpsykiatrisk bosted, hvor tovholderne er ansat på bostedet. Derudover valgte jeg at sidde med i en stemmehørergruppe i England, hvor tovholderen er en af de erfarne stemmehørere og pionerer i Det Engelske Stemmehørernet-‐værk, der har udbredt stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer i Danmark. Når jeg valg-‐te at inkludere en engelsk stemmehørergruppe er det fordi, Det Engelske Stemmehørernet-‐værk har ’vist vejen’ for stemmehørernetværket i Danmark. Etableringen af stemmehører-‐grupperne i Danmark har i høj grad været inspireret af erfarne stemmehørere fra England, der har formidlet stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer med udgangspunkt i deres egne recoveryhistorier.

45

Der foregår ikke nogen form for visitering, sortering, diagnosticering eller dokumente-‐ring af de mennesker, som henvender sig for at være med i en stemmehørergruppe. I ud-‐gangspunktet er alle velkomne. Det betyder helt konkret, at når en person, der bor på et soci-‐alpsykiatrisk bosted med fastansatte socialarbejdere, deltager i en stemmehørergruppe uden for bostedet, så bliver der ikke udvekslet informationer mellem gruppens tovholdere og de socialarbejdere, der til daglig arbejder med personen. I nogle stemmehørergrupper holder tovholderen et indledende møde med nye deltagere, hvor hun informerer om gruppen, for at den nyankomne kan finde ud af, om det er noget for hende. I det følgende tager jeg læseren med ind i de enkelte stemmehørergrupper for at lære grupperne lidt nærmere at kende. Indledningsvis beskrev jeg, at stemmehørerne kendetegnes ved at være utilpassede i forhold til de løsningsmodeller og kategorier, samfundet tilbyder, og deltager i stemmehørergrupperne i forsøget på at finde en kategori og løsningsmodel, de kan finde sig tilpas i. Stemmehørerne er imidlertid også meget forskellige mennesker, der lever på meget forskellige måder. Et fuldstændigt billede af, hvem der gør hvad i stemmehørergrup-‐perne, opnås længere inde i afhandlingen. Her tager jeg det første skridt.

3.4.1 Biblioteket

Stemmehørergruppen på biblioteket har til huse i et stråtækt hvidkalket hus fra 1700 tallet, der i dag er en del af det lokale bibliotek. Huset er indrettet med kontorer og møde-‐ og under-‐visningslokaler, der lånes ud til lokale foreninger som strikkeklubben, bankoklubben og den gratis advokathjælp, og siden 2004 også til Danmarks første stemmehørergruppe, hver anden uge i to timer. Møderne i stemmehørergruppen på biblioteket foregår omkring et langt firkantet mø-‐debord med stole og kaffe, the og stearinlys som faste ingredienser. Det at mødes på det lokale bibliotek signalerer, at der ikke er tale om et professionelt psykiatrisk tiltag, men et privat og personligt forehavende, samtidig med at der hersker en høj grad af orden under møderne. Stemmehørergruppen på biblioteket er den gruppe, jeg havde lejlighed til at besøge som kandidatstuderende i 2005. Dengang var tovholderen en ansat fra det socialpsykiatriske bosted, der havde taget initiativ til at oprette gruppen. Den rolle har Karen overtaget. Karen er en ikke-‐professionel erfaringsekspert, der arbejder på frivillig basis og formidler stemmehø-‐rerbevægelsens grundlag med udgangspunkt i sin egen recoveryhistorie. Karen er uddannet journalist. Hun arbejdede på et af de store dagblade, da hun blev diagnosticeret med skizofre-‐ni. I dag er Karen ved at færdiggøre en master på universitetet og arbejder som spinningin-‐struktør i et fitnesscenter. Mens jeg sad med i stemmehørergruppen på biblioteket kom der en ’medtovholder’ i gruppen, Elisa, en erfaren stemmehører, der også arbejder frivilligt og formidler stemmehørerbevægelsens grundlag med udgangspunkt i sin egen recoveryhistorie.

46

Elisa er uddannet psykiatrisk sygeplejerske og arbejdede på en psykiatrisk afdeling, da hun blev diagnosticeret med skizofreni. I dag læser Elisa psykologi på universitetet og arbejder som ’medarbejder med brugerbaggrund’ på et socialpsykiatrisk bosted. Karen og Elisa betragter deres engagement i stemmehørergruppen som en livsform og optræder som mødeledere samtidig med, at de nyder rollen som ekspert. Den orden, der her-‐sker på møderne, er baseret på en form for karismatisk magt, hvor Karen og Elisa beundres, respekteres og adlydes af de øvrige deltagere som rådgivere med personlige erfaringer i at mestre stemmer og med at ’komme sig’. Der er tre faste deltagere i stemmehørergruppen på biblioteket. Aldersmæssigt spæn-‐der de fra slutningen af 20erne til slutningen af 50erne. De har alle kontaktet gruppen på eget initiativ. Susan og Anni har været med i gruppen i et halvt års tid. June har deltaget i gruppen siden den startede op. June bor i et lille rækkehus sammen med sin hund og gør dagligt brug af forskellige aktivitets-‐ og væresteder for mennesker med psykiske lidelser. Susan er for ny-‐lig flyttet fra et socialpsykiatrisk bosted til sin egen lejlighed og arbejder i et flexjob i kantinen på et hospital. Anni bor også i sin egen lejlighed. I den tid, jeg fulgte Anni, brugte hun største-‐delen af sin tid på at færdiggøre et selvbiografisk manuskript om at have ’ondt i sindet’, som udkom kort efter, jeg tog afsked med stemmehørergruppen på biblioteket (Hjort, 2008).

3.4.2 Det socialpsykiatriske center

Stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center har eksisteret siden 2006. Det socialpsy-‐kiatriske center er et recoveryorienteret aktivitets-‐ og værested, som tilbyder aktiviteter, der spænder fra kreativt værkssted, motionsklub og udflugter til at få en støtte-‐kontaktperson eller et bedre velvære med massage og øreakupunktur samt socialt samvær i hverdagen, hvor man kan være med til at lave mad i cafeen eller bare være en del af det sociale samvær, der er forbundet med at komme i centret. Herudover er der en række grupper i centret, hvor bru-‐gerne kan arbejde med mere personlige, psykiske problemstillinger. Der er en ungegruppe, en pigegruppe, en mandegruppe og stemmehørergruppen, der mødes hver anden uge i to timer. Møderne i stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center foregår i bløde møbler rundt om et stort sofabord i et rum, der er indrettet som en dagligstue med blandt andet et spisebord med seks stole, et klaver og en sofa. Kaffe, the og småkager er faste ingredienser, og man har følelsen af at befinde sig i et privat hjem. Tovholderne Lisbeth og Tue er begge ansat i det socialpsykiatriske center. Lisbeth er uddannet psykoterapeut. Hun er ansat til at gøre det socialpsykiatriske center mere reco-‐veryorienteret og til at være tovholder på centrets grupper. Tue er pædagog. Han arbejder som støtte-‐kontaktperson i centret og læser psykologi på universitetet. Lisbeth og Tue betrag-‐ter rollen som tovholdere i stemmehørergruppen som en del af deres interesse i og deres ar-‐

47

bejde for en recoveryorientering af psykiatrien, og de er yderst opmærksomme på at optræde som mødeledere snarere end terapeuter. Der er seks deltagere i stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center. Alders-‐mæssigt spænder deltagerne fra midten af trediverne til midten af halvtredserne. Fælles for dem er, at de er begyndt i gruppen for nylig. To af deltagerne startede i gruppen efter at have set et opslag om stemmehørergruppen i den lokale Dagli’brugs, hvor en af gruppens tidligere deltagere annoncerede efter stemmehørere, de øvrige er blevet opfordret til at starte i grup-‐pen af deres kontaktpersoner fra socialpsykiatrien. Bente, Hanne og Thomas kommer fast i stemmehørergruppen. Lena, Ville og Sandras fremmøde er mere sporadisk. Bente bor på et socialpsykiatrisk bosted. Bente drømmer om snart at flytte i sin egen bolig og bruger største-‐delen af sin tid på aktiviteter, der kan understøtte hendes recoveryproces. Hanne er nygift og bruger størstedelen af sin tid sammen med sin mand, sine børn og børnebørn og nye sviger-‐familie. Thomas bor i sin egen lejlighed og går på en kunstskole for sindslidende tre gange om ugen.

3.4.3 Lokalpsykiatrien

Stemmehørergruppen i lokalpsykiatrien er en del af Århus Kommunes ’stemmehørerindsats’. Gruppen har eksisteret siden 2005 og mødes hver anden uge i to timer. Møderne i gruppen foregår omkring et sofabord i bløde stole i et af lokalpsykiatriens mødelokaler. Kaffe og the er også her faste ingredienser. Lokalet er enkelt indrettet, og de ydre rammer giver fornemmel-‐sen af at befinde sig på et offentligt kontor. Samtidig er der en varm, venskabelig stemning under møderne. Tovholderne Stinna og Andrea er begge ansat i lokalpsykiatrien. Stinna er sygeplejer-‐ske. Andrea er fysioterapeut. Stinna og Andrea betragter deres arbejde som tovholdere i stemmehørergruppen som et nyskabende og værdifuldt indspark i deres arbejde med psyki-‐atribrugerne i lokalpsykiatrien. Stemmehørergruppen i lokalpsykiatrien bliver i daglig tale kaldt for ’ungegruppen’, fordi de alle deltagerne er under tredive. Der er fire faste deltagere. Det er en fasttømret gruppe. Deltagerne har lært hinanden godt at kende igennem de sidste to år. Deltagerne er blevet opfordret til at starte i stemmehørergruppen af deres kontaktpersoner i lokalpsykiatri-‐en. Anna, Signe og Jonas bor i egen bolig. Thea bor på et socialpsykiatrisk bosted 1 ½ times kørsel fra gruppen, og bliver kørt til og fra møderne af en socialarbejder fra bostedet. Anna holder af at danse, tegne og male og har planer om at starte på fysioterapeutuddannelsen. Signe er uddannet gartner og bruger en stor del af sin tid i sin kolonihave. Thea drømmer om at flytte fra bostedet snarest muligt og vil gerne læse fysik på universitetet. Jonas underviser

48

indimellem i stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer i forbindelse med Århus Kommu-‐nes stemmehørerindsats og vil gerne læse HF og videreuddanne sig til at arbejde i psykiatrien.

3.4.4 Det socialpsykiatriske bosted

Stemmehørergruppen på det socialpsykiatriske bosted har eksisteret siden 2005 og bliver afholdt i et par slidte brune lædersofaer i bostedets kreative lokale, der er indrettet med staf-‐felier og malergrej. Gruppens deltagere sidder som regel i et par slidte, brune lædermøbler i bostedets opholdsholdsrum og ryger smøger og drikker kaffe en times tid inden mødet starter, og når gruppens tovholdere gør tegn til, at mødet skal til at starte, tager deltagerne deres smøger og kaffe og sætter sig ind sofaerne i det kreative lokale, hvor mødet afholdes hver uge i en time. Gruppens tovholdere Marianne og Tove er begge ansat på bostedet. Marianne er pæ-‐dagog. Tove er social-‐ og sundhedshjælper. Marianne og Tove betragter deres rolle som tov-‐holdere i stemmehørergruppen som en nyskabende og frugtbar måde at støtte bostedets bru-‐gere bedst muligt. Gruppen på det socialpsykiatriske bosted har fire kvindelige deltagere, der aldersmæs-‐sigt spænder fra midten af trediverne til midten af halvtredserne. Deltagerne har alle børn, to af dem har børnebørn. Else, Inge og Pia har været med i gruppen i mere end et år, Merethe er begyndt for nylig. Else er den eneste, der bor fast på bostedet. Inge og Pia bor i almene boliger sammen med deres familie og er tilknyttet bostedet på den måde, at de kan ringe eller komme og spise med og snakke med personalet og overnatte, når de har brug for det. Inge kommer som regel på bostedet i dagtimerne. Pia kommer et par gange om ugen. Merethe har et hus en halv times kørsel fra bostedet, men har de sidste måneder boet fast i et af bostedets akutvæ-‐relser, der egentlig er beregnet til brugere, der er tilknyttet bostedet og har brug for en enkelt overnatning på bostedet. Merethe håber på, at hun kan komme til at bo fast på bostedet. Da jeg havde siddet med i stemmehørergruppen på bostedet i en måneds tid, startede der endnu en stemmehørergruppe op med tre mandlige brugere, som løb af stablen i forlæn-‐gelsen af kvindernes stemmehørergruppen. Den sad jeg også med i.

3.4.5 England

Stemmehørergruppen i England har til huse i et lokalpsykiatrisk center, hvor gruppen har fået lov til at låne et lokale, hvor de mødes hver uge i en time. Møderne foregår i en rundskreds af slidte, bløde stole, som deltagerne selv finder rundt omkring i centret og stiller op, inden mø-‐det starter. Lokalet bærer, ligesom resten af centret, præg af at have mange år på bagen. Væg-‐

49

gene er gullige, tapetet er gået løs flere steder, foran vinduerne hænger gulvlange, støvede gardiner, og på væggene er der aftegn fra billeder, der engang har været hængt op. Gruppens tovholder, Peter, er en af pionererne i Det Engelske Stemmehørernetværk. Peter er en erfaren stemmehører, der arbejder frivilligt og faciliterer gruppen med udgangs-‐punkt i sin egen recoveryhistorie. Peter lever af at undervise med udgangspunkt i sine erfa-‐ringer med recovery. Han er en populær underviser i England og internationalt. Når Peter indimellem er forhindret i at deltage i et møde i stemmehørergruppen, overtager deltageren Carl rollen som tovholder. Peter betragter sit engagement i stemmehørergruppen som en livs-‐form. Han nyder stor respekt hos deltagerne i gruppen, der beundrer, respekterer og adlyder Peter som en rådgiver med personlige erfaringer i at mestre stemmer og i at ’komme sig’. Stemmehørergruppen i England har omkring 70 deltagere. Til de møder, jeg sad med til, dukkede der som regel omkring 25 deltagere op, halvdelen af disse kom fast til møderne. Gruppens yngste deltager er 17 år, den ældste er 73 år. De deltagere, jeg lærte at kende, bor i deres eget hjem, ofte sammen med deres familie og har kontaktet stemmehørergruppen på eget initiativ. Nogle gange sidder der også en socialarbejder fra det lokalpsykiatriske center, hvor gruppen holder til, med for at lære af gruppens måde at arbejde med stemmer på. Stemmehørergrupperne i England adskiller sig fra de fleste stemmehørergrupper i Danmark på to punkter. I England udfolder stemmehørerbevægelsen sig som en bruger-‐ eller græsrodsbevægelse. Størstedelen af stemmehørergrupperne i England er brugerbaserede og har en erfaren stemmehører som tovholder. I Danmark er størstedelen af stemmehørergrup-‐perne som beskrevet etableret i socialpsykiatrien, og tovholderne er ansat i socialpsykiatrien. Det andet punkt, hvor stemmehørergrupperne i England adskiller sig fra de fleste danske grupper, handler om, at mange af deltagerne i de engelske grupper beskriver andre deltagere som deres venner, og der er mange, der snakker sammen i telefon og ses privat. Når mødet i den engelske stemmehørergruppe, jeg sad med i, er slut, er der altid en gruppe deltagere, der følges til en lokal pub, hvor de sidder og snakker de næste par timer, nogle gange resten af dagen. I stemmehørergrupperne i Danmark har deltagerne som regel ikke kontakt med hin-‐anden uden for grupperne.

50

51

Kapitel 4. Metoden Jeg omstiller mig mentalt på vej til mødet til at blive en del af det besynderlige og fremmedarte-‐de rum, stemmehørergruppen forekommer mig at være. Jeg er hele tiden spændt på, hvad den næste erfaringsudveksling, den næste kommentar eller det næste spørgsmål byder på og det er på én gang udfordrende og fascinerende at blive delagtiggjort i livet med stemmer. Et års tid senere, da jeg møder op i gruppen i England for sidste gang, føler jeg det som naturligt. Der er sket et skred i min forestillings-‐ og indlevelsesevne. De erfaringer, der udveksles, har ikke mistet deres eksotiske karakter, men de er ofte til at forstå, og de praksisser, der hører til stemmehø-‐rergruppen, ligger på rygraden. Sammenskrevne feltnoter 2007/08 Indledningsvis beskrev jeg en grundlæggende antagelse i denne afhandling om, at stemmehø-‐rer aldrig er noget, man bare ’er’, men noget man gradvist bliver ved stemmehørerbevægel-‐sens mellemkomst. Ved at hente inspiration hos Luhrmann, der har arbejdet med, hvordan vi tillærer os oplevelsen af det imaginære, føjede jeg efterfølgende til, at stemmehører er noget man ’lærer’ at blive. Som ovenstående sammenskrevne feltnoter indikerer, var mit feltarbejde også en læringsproces. I dette kapitel vil jeg beskrive, hvad der skete i løbet af de ti måneder, jeg var på feltarbejde i stemmehørerfeltet, som gjorde det fremmedartede rum, stemmehø-‐rergruppen umiddelbart forekom mig at være, velkendt. Det vil jeg gøre ved at beskrive mit feltarbejde som en proces, hvor jeg side om side med andre nyankomne og uerfarne stemme-‐hørere i stemmehørerbevægelsen lærte, hvad det indebærer at blive og være stemmehører. En antropolog på feltarbejde vil altid være i en form for læringsproces, fordi hun ikke på forhånd er del af og således har indsigt i de sociale og kulturelle forhold, der er på spil i og omkring hendes felt. De skal læres (Bundgaard, 2003, Hasse, 2003). Under mit feltarbejde begav jeg mig ud på min undersøgelse sammen med stemmehørerne og lærte af de samme sociale relationer og reaktioner, den samme implicitte og eksplicitte viden, som de øvrige ny-‐ankomne og uerfarne stemmehørere i stemmehørerbevægelsen. I den læringsproces, mit feltarbejde tog form af, var der en særlig udfordring, der handler om, at mit felt ikke bare er kulturelt fremmed, men også mentalt fremmed. De fleste af de mennesker, vi møder i denne afhandling, er som allerede nævnt diagnosticerede som ski-‐zofrene. For omgivelserne fremstår mennesker med skizofreni ofte som ejendommelige (Jacobsen, 2006), og i psykiatriske lærerbøger beskrives de typisk som fremmede, kolde, util-‐gængelige, stivnede og forstenede (Parnas, 2006). Derfor kunne nogle læsere måske mene, at

52

sygdommen skizofreni i sig selv udfordrer muligheden for den mellemmenneskelige forståel-‐se, som antropologisk viden forudsætter. Nogle læsere vil måske endda mene, at det praktisk talt er umuligt at leve sig ind i og at indgå i fællesskab med personer med en skizofrenidiagno-‐se. Med dette kapitel vil jeg gerne skubbe til den udbredte opfattelse af, at mennesker, som dem vi møder i denne afhandling, er vanskelige at opnå kontakt med og umulige at forstå, ved at vise, hvordan det rent faktisk lykkedes mig at sætte mig i deres sted. Kapitlet falder i syv dele. Første del er en oversigt over de data, afhandlingen bygger på. Anden del beskriver den adgang, der, til forskel fra andre samfundsvidenskabelige studier af mennesker med svær psykisk sygdom, kom i stand uden om institutionen. Tredje del er byg-‐get op omkring den læringsproces, som jeg var i qua de sociale fællesskaber, hvorigennem stemmehøreren bliver til. I fjerde del diskuterer jeg interviewmetodens begrænsning over for spontane samtalers potentiale i forhold til mennesker med svær psykisk sygdom. Femte del handler om etik. I del seks reflekterer jeg over den analytiske proces og i del syv over validitet.

4.1 Data

Jeg har haft mere end hundrede samtaler med mennesker, der hører stemmer. Jeg har en stak notesbøger, hvor jeg har skriblet erfaringsudvekslinger ned under og efter møder i stemme-‐hørergrupperne samt noter fra talrige konferencer, seminarer og temadage om stemmehøring, hvor jeg nøje har gengivet, hvordan fremtrædende personer fra stemmehørerbevægelsen præsenterer bevægelsen udadtil. Endvidere word-‐dokumenter, hvor jeg har renskrevet og skrevet yderligere tilføjelser i de fleste af disse skriblerier og noter samt interviewtransskrip-‐tioner. Materialet fra stemmehørergrupperne stammer fra i alt 57 stemmehørergruppemøder fordelt på de fem stemmehørergrupper, jeg sad med i. Gruppen på biblioteket fulgte jeg i syv måneder. Denne gruppe mødes hver anden uge i to timer, og jeg sad med til femten møder. Gruppen på det socialpsykiatriske aktivitets-‐ og værested fulgte jeg i seks måneder. Denne gruppe mødes hver anden uge i halvanden time, og jeg sad med til tretten møder. Gruppen i lokalpsykiatrien eller ungegruppen, som den bliver kaldt, fulgte jeg i fire måneder. Denne gruppe mødes hver anden uge i to timer, og jeg sad med til syv møder. Gruppen på det social-‐psykiatriske bosted fulgte jeg i fire måneder. Denne gruppe mødes hver uge i en time, og jeg sad med til seksten møder. Dertil kommer den anden stemmehørergruppe, der startede op på bostedet under mit feltarbejde. De mødes også hver uge i en time, og jeg sad med til ti møder. Gruppen i England fulgte jeg i tre måneder. Denne gruppe mødes hver uge i en time, og jeg sad med til elleve møder.

53

Interviewmaterialet består af ti interviews med tovholdere og fjorten interviews med deltagere fra stemmehørergrupperne. Dertil kommer, at jeg i fem uger boede på det social-‐psykiatriske bosted, hvor der blev afholdt stemmehørergruppemøder.

4.2 Adgang – udenom institutionen

I de fleste samfundsvidenskabelige studier af mennesker med svær psykisk sygdom som ski-‐zofreni går adgangen og kontakten til disse mennesker gennem ansatte i institutionen (Larsen, 2002a, Johansen, 2005, Jacobsen, 2006, Busch, 2006, Møller, 2013), og studierne foregår også inde i selve institutionen. Forskeren møder patienten på institutionens præmisser, og det be-‐tyder, at vi først og fremmest lærer patienten på det psykiatriske hospitalsafsnit eller beboe-‐ren på det socialpsykiatriske bosted at kende som patient eller beboer med den ene eller an-‐den form for psykisk afvigelse. Helt konkret kommer adgangen og kontakten til mennesker med svær psykisk sygdom i samfundsvidenskabelige studier som regel i stand på den måde, at forskeren præsenterer sit projekt for ledelsen og nogle gange personalet på institutionen. Hvis de accepterer at lade sig undersøge, påbegynder hun feltarbejdet. I begyndelsen af feltarbejdet informerer forskeren så patienterne på det psykiatriske hospitalsafsnit eller beboerne på det socialpsykiatriske bo-‐sted om projektet, fx på hospitalsafsnittets morgenmøde eller bostedets beboermøde, ofte hænger forskeren også en projektbeskrivelse op, fx på en patientopslagstavle på hospitalsaf-‐snittet eller i et fællesrum på bostedet. Forskeren forsøger som regel også løbende at få be-‐kræftet patienterne eller beboernes accept af hendes tilstedeværelse, fx i samtaler. Mit studie adskiller sig fra de fleste andre samfundsvidenskabelige studier af menne-‐sker med svær psykisk sygdom ved, at jeg ikke har fået adgang og kontakt til disse mennesker på institutionens præmisser. Jeg har kontaktet dem i regi af stemmehørergrupperne, som de ikke bliver visiteret til og ej heller dokumenteret i. Jeg har mødt dem på deres egne præmisser. Mens de fleste andre studier, der foregår inde i institution, har fokus på, hvad institutio-‐nen ’gør’ ved patienterne i hospitalspsykiatrien eller brugerne i socialpsykiatrien, så er mit studie foregået i stemmehørergrupper og har haft fokus på, hvad stemmehørerne så at si-‐ge ’gør’ ved hinanden. Hvad betyder det for min indsigt i et liv med stemmer, at jeg mødte stemmehørerne på deres egne præmisser? Til at begynde med studerede jeg måske nok stemmehøring som en anomali, ligesom jeg ville have gjort, hvis mit studie var foregået i institutionen, der under-‐støtter identiteten som afvigende (Goffman, 2001 [1961]), men med tiden lærte jeg af stem-‐mehørerne, hvordan de er over for hinanden. Jeg lærte af stemmehørerne, hvad de ’gør’ med hinanden i deres fællesskab, hvor det at høre stemmer er normalt, og dermed viste de mig

54

en ’normal’ side af livet med stemmer, som jeg ikke havde fået indsigt i, hvis min adgang og kontakt til dem var sket igennem de psykiatriske hjælpeforanstaltninger og institutioner, de fleste er tilknyttet.

4.2.1 Gatekeepers sparker antropologen ind i felten

Helt konkret startede mit arbejde med stemmehørerbevægelsen med det internationale stemmehørernetværks -‐ Intervoices -‐ årsmøde på Raadvad Vandrehjem i Lyngby den 31. maj 2007 i selskab med stemmehørere og ansatte i psykiatrien fra hele verden, som har erfaringer med stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer. I de tre dage mødet stod på, fortalte stemmehørerbevægelsens ophavsmand, Marius Romme, historier om at leve med stemmer, som han havde indsamlet for nylig. En del af stemmehørerne fortalte om at lære at leve med -‐ et par enkelte uden -‐ deres stemmer på en meningsfuld måde. En del af de ansatte i psykiatri-‐en fortalte om deres erfaringer med at hjælpe mennesker, der hører stemmer. Der var tilba-‐gemeldinger om aktiviteter og planer i de forskellige nationale stemmehørernetværk, der var repræsenteret, og de fleste mødedeltagere delte ivrigt ud af deres erfaringer med at hjælpe mennesker til et bedre liv med stemmer med udgangspunkt i stemmehørerbevægelsens til-‐gang til stemmer. For mit vedkommende var Intervoicemødet tænkt som et skridt på vejen hen imod at få et overblik over stemmehørerområdet, men også som en tilforladelig måde at skabe nogle personlige kontakter i miljøet på. Mit projekt forudsatte jo, at der var nogen, der ville give mig adgang til deres stemmehørergrupper. Umiddelbart kunne man tro, at adgangen til stemmehørergrupperne kunne blive van-‐skelig, fordi de har en grundregel om anonymitet. Det, der bliver fortalt inden for gruppen, må ikke genfortælles uden for gruppen. Dertil kommer, at det psykotiske er et svært tilgængeligt forskningsfelt, fordi det at have en svær psykisk sygdom generelt er forbundet med stigmati-‐sering (Estroff, 1981), og det psykotiske er tabuiseret (van Dongen, 2004). Min tilstedeværel-‐se kunne desuden blive betragtet som en unødig forstyrrelse. På Intervoicemødet blev mit projekt heldigvis mødt med en positiv interesse. Der var en del, som sørgede for at informere mig grundigt om stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer. Jeg fandt ofte mig selv lyttende til personlige fortællinger om livet med stemmer, og mødet fungerede derpå som den anledning til at skabe personlig kontakt til enkelte stemme-‐hørergrupper, jeg havde håbet på. På Intervoicemødets første dag blev jeg ’kaldt over’ til en erfaren stemmehører, der havde hørt om mit projekt. Hun foreslog straks den gruppe, hun var tovholder på, til mit pro-‐jekt, og da jeg gerne ville inkludere en gruppe med en erfaren stemmehører som tovholder,

55

takkede jeg hurtigt ja. Efter tre dage kunne jeg tage hjem med aftaler om at besøge yderligere to danske stemmehørergrupper plus den engelske gruppe, jeg havde haft i kikkerten. Den sidste danske gruppe, jeg havde kik på, var ikke repræsenteret på Intervoicemødet, men min adgang hertil blev hjulpet på vej af en positiv interesse svarende til den, jeg havde mødt på Intervoicemødet. Jeg sendte en projektbeskrivelse af sted til gruppens tovholder, der var ansat på det socialpsykiatriske center, hvor gruppemøder afholdes, og efter få dage blev jeg ringet op af en dame, der præsenterede sig som tovholderens kollega. Hun indledte med at undskylde, at hun -‐ ved en fejl -‐ var kommet til at åbne mit brev. Da hun havde set, hvad det handlede om, havde hun dog ment, at det var så vigtigt, at hun hellere måtte ringe tilbage. I løbet af samtalen talte hun flere gange om vigtigheden af at få samlet viden ind om stemme-‐hørerområdet. Selvom hun ikke havde noget at gøre med den pågældende stemmehørergrup-‐pe, sluttede hun af med at forsikre mig om, at gruppen hellere end gerne ville deltage. Gatekeepers er normalt en form for nøglepersoner, der ’står i vejen’ for antropologens adgang til feltet. De gatekeepers, jeg mødte, påtog sig nærmere at sparke antropologen ind i feltet. De gatekeepers, jeg mødte på Intervoicemødet, er nogle af stemmehørerbevægelsens foregangspersoner. De udgør en lille hård kerne af erfarne stemmehørere og ansatte i social-‐psykiatrien med en stærk interesse i stemmehørerbevægelsens arbejde, og de ønskede lige-‐frem at blive antropologisk gransket. Det er der flere grunde til. De udtrykte håb om at mind-‐ske det stigma, der er knyttet til stemmehøring. De udtrykte også håb om at øve indflydelse på, hvordan den etablerede psykiatris ressourcer bruges og betragtede mig mest af alt som en repræsentant fra det videnskabelige felt. Som én, der kunne hjælpe dem med at komme til orde og blåstemple stemmehørerbevægelsen og bidrage til samfundets fornemmelse af, at deres projekt er muligt og ønskværdigt. Når stemmehørerfeltets gatekeepers kunne se en fordel i at blive beskrevet og nær-‐mest sparkede mig ind i stemmehørerfeltet, så handler det tilsyneladende om, at de gerne vil være eksperter inden for stemmehørerområdet og fungere som inspiration for andre, der ar-‐bejder med mennesker, der hører stemmer. I sammenhæng hermed vil jeg slå fast, at min in-‐teresse i at skrive denne afhandling ikke har været at påtage mig en advokerende rolle og gø-‐re mig til talskvinde for stemmehørerbevægelsen. Min interesse i at skrive denne afhandling har været at lave empirinære analyser af stemmehørerbevægelsens praktiske udfoldelse i Danmark.

4.2.2 Position som gæst

Når jeg besøgte en stemmehørergruppe første gang, præsenterede jeg mig selv som en antro-‐polog, der var i gang med at undersøge, hvordan man forstår og håndterer stemmehøring i stemmehørerbevægelsen, og bad derfor om lov til at sidde med som gæst i gruppen. Jeg delte

56

også en skriftlig projektbeskrivelse ud og lagde vægt på, at det var frivilligt at deltage, og at de når som helst kunne trække sig ud af projektet. Herefter diskuterede gruppens medlemmer mit projekt indbyrdes og besluttede, hvorvidt de ville deltage eller ej og vendte så tilbage til mig. De fem grupper, jeg besøgte, gav alle grønt lys for, at jeg kunne sidde med som gæst i de-‐res grupper. Der er ingen af dem, jeg har talt med undervejs, der har benyttet deres ret til at trække sig ud af projektet. Set i forhold til de positioner der allerede eksisterede i stemmehørergrupperne som nyankommen, uerfaren, øvet og erfaren stemmehører (mere om disse positioner i stemmehø-‐rergrupperne i kapitel 7), indtog jeg en ny position som gæst, som sammen med andre ny-‐ankomne og uerfarne stemmehørere håbede på at lære af de mere erfarne stemmehørere. Min position som gæst var et legitimt udgangspunkt for at stille en masse spørgsmål. Derudover gav positionen som gæst stemmehørerne positionen som ’de, der vidste’ i forhold til mig, der ikke ’vidste’, og jeg tror, at det fjernede lidt af den usikkerhed, som tilstedeværel-‐sen af en forsker ellers kunne lede til i grupper, hvor folk deler intime og personlige erfaringer af den slags, der sjældent kommer til udtryk i offentlige sociale rum.

4.2.3 Udvælgelse af informanter

I stemmehørergrupperne udvalgte jeg tolv hovedinformanter. I sammenhæng hermed var jeg fra starten opmærksom på at opnå størst mulig variation i gruppen af informanter for at tegne et bredt billede af, hvad det er, der foregår, i stemmehørergruppen. Det betød helt konkret, at jeg ikke kun udvalgte deltagere, der med glæde fortalte mig om deres iøjnefaldende og attrak-‐tive personlige udvikling. Jeg valgte i lige så høj grad deltagere, hvor meningsløsheden kører i ring, og hvis fortællinger om livet med stemmer ofte ender blindt (Steffen, 2005). Der er såle-‐des deltagere, jeg fulgte tæt under feltarbejdet, som jeg har haft mange og lange samtaler med uden for stemmehørergruppen, på cafeer eller i telefonen, og der er deltagere, jeg fulgte tæt, som jeg primært lærte at kende via deres deltagelse i stemmehørergruppen og har haft sam-‐taler med, på en bænk på vejen hjem fra et møde, hvor der ikke blev sagt ret meget.

4.3 Læringsprocessen

Der er en rækkefølge i den måde, man kan lære, hvad det indebærer at blive og være stemme-‐hører. Denne rækkefølge udgøres af de kontekster -‐ de stadig mere komplekse sociale fælles-‐skaber -‐ stemmehøreren indgår i på den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder. Under mit feltarbejde betød det, at jeg først måtte lære den subjektive oplevelse af at høre stemmer at kende. Derfra fortsatte min læringsproces med mødet med erfarne stemmehørere, der fortal-‐

57

te deres personlige historier på konferencer, seminarer og temadage og udstyrede mig med en ramme, der forklarede stemmehøreroplevelsen og videre til stemmehørergrupperne, hvor jeg lærte de trin at kende, man følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer. Til sidst blev jeg bekendt med, hvilken position der er for enden af den vej, stemmehørerbevægelsen opridser, og hvilken rolle institutionen og samfundet spiller heri. Opbygningen i de analytiske kapitler svarer til rækkefølgen i den måde, man kan lære, hvad det vil sige at blive og være stemmehører. Med udgangspunkt i de kontekster, stemme-‐høreren bliver til i, beskriver jeg i det følgende de specifikke metoder, der gjorde mig i stand til at lære fra disse kontekster.

4.3.1 Den subjektive oplevelse af stemmer

Da jeg tog afsted på feltarbejde, var det først og fremmest med en interesse i, hvordan stem-‐mehørere forsøger at trække deres stemmer inden for rækkevide, så det bliver muligt at opnå indsigt i og handle på et område, hvor der ikke tidligere har været meget at stille op. For at finde nogle svar, måtte jeg først lære, hvad det egentlig er for sygdom eller problemer, men-‐nesker i stemmehørerbevægelsen har med at gøre. I starten havde jeg en forestilling om, at jeg kunne kortlægge stemmehørernes stem-‐mer. Jeg udfærdigede et detaljeret afsnit i min interviewguide, der skulle hjælpe mig med det: Kan du prøve at beskrive de stemmer, du hører? Hvor mange stemmer hører du? Hvordan hører du dem? Hvordan lyder de? Hvad taler de om? mv. De fleste svarede kortfattet på disse spørgsmål, og den viden, jeg fik om oplevelsen af stemmer i interviews, gav mig ikke en for-‐ståelse af, hvad det vil sige at høre stemmer. Jeg vil bruge psykologen Zeno Vendlers (1984) skelnen mellem ’at forstå’ og ’at vide’ til at komme frem til min pointe. Vendlers udgangspunkt er, at det er umuligt at nærme sig en forståelse af et andet menneskes tilværelse via observationer og udspørgen alene. At forstå indebærer mere og an-‐det end at vide. Vi kan indsamle viden om et menneskes liv, position og livshistorie samt ob-‐servere hans færden, men det fører ikke til, at vi forstår ham. Forståelse er en ny dimension, der åbner sig, efter sådanne informationer bliver kendt (ibid: 205). Forståelse indebærer for-‐tolkning og forklaring, og forståelse forudsætter empati (ibid: 204) og kræver således et men-‐neskeligt engagement. Dette betyder ikke, at vi skal føle andres følelser, erfare deres erfarin-‐ger eller leve deres liv. Det betyder, at vi skal forestille os, hvad der sker i andre mennesker, og på den måde bruge os selv til at opnå forståelse af andre (ibid: 208f.). Når stemmehørerbevægelsen viser sit ansigt udadtil til konferencer, seminarer og te-‐madage, indgår der ofte en eller anden form for simulationsøvelse, som bruges til at gøre stemmehørerens indre liv tilgængeligt for os andre, der ikke lever med stemmer. Den første dag, jeg officielt var på feltarbejde -‐ på en konference om holistisk psykiatri, forud for Intervo-‐

58

icemødet -‐ blev jeg opfordret til at prøve en stemmehørerboks, som Det Danske Stemmehø-‐rernetværk havde opstillet ved en stand på konferencen. Stemmehørerboksen er en papkasse, man kan sidde indeni og få oplevelsen af at høre stemmer. Jeg vender tilbage til stemmehø-‐rerboksen i kapitel 5 om den subjektive oplevelse af stemmer. Når jeg nævner stemmehører-‐boksen her, er det for at give et eksempel på en af de simulationsøvelser, stemmehørerne brugte til at indvie mig i deres erfaringer. På konferencer, seminarer og temadage om stemmehøring opfordrede stemmehørerne mig altid til at prøve den simulationsøvelse, der ofte indgik. De ville gerne gøre mig fortrolig med stemmehøreroplevelsen. De ville lade mig mærke på egen krop, hvordan det er at høre stemmer. Med simulationsøvelser som stemmehørerboksen forsøgte de så at sige at bygge bro mellem deres og mine oplevelser og skabe en fælles forståelse af oplevelsen af at høre stemmer. Stemmehørerne hjalp mig på en meget praktisk facon med at bruge mig selv til at sætte mig i deres sted, således at jeg, med Vendlers ord, ikke blot fik vidne om den subjektive oplevelse af stemmer, men også en vis forståelse for, hvad det vil sige at eksistere i en verden af stemmer. Det, at stemmehørerne opfordrede mig til at sætte mig i deres sted med de simulati-‐onsøvelser, de konstruerer, illustrerer en gensidighed, der har kendetegnet mit feltarbejde generelt. Jeg, antropologen, ville gerne forstå og de, stemmehørerne, ville gerne have, at jeg forstod dem. Simulationsøvelserne var vel nok min væsentligste kilde til at få en forståelse af den subjektive oplevelse af at høre stemmer. Der er to yderligere kilder, jeg også vil nævne. Den ene var stemmehørergrupperne, hvor oplevelsen af stemmer italesættes i mange erfaringsud-‐vekslinger, kommentarer og spørgsmål. I stemmehørergrupperne lærte jeg således om den subjektive oplevelse af stemmer ved at sidde med og lytte. Den anden kilde til at forstå den subjektive oplevelse af stemmer var selvbiografiske bøger om livet med skizofreni og psykose (Lauveng, 2008, Lauveng, 2009, Larsen, 2002b, Baker, 2010, Petersen, 2004, Skram, 1984, Hjort, 2008) og bøger skrevet af pårørende og be-‐handlere (Nilsen, 1988, Krusholm, 2001, Goll, 2004), som jeg løbende har læst i, mens jeg har arbejdet på denne afhandling. Disse bøger indgår ikke i mit empiriske materiale i den forstand, at man kan læse om dem i afhandlingens analytiske kapitler. Når jeg alligevel nævner dem her, er det, fordi de løbende bidrog til min indsigt i en verden med usædvanlige oplevelser såsom stemmer.

4.3.2 Konferencer, seminarer og temadage

En del af mit materiale stammer fra konferencer, seminarer og temadage med stemmehøring på dagsordenen, hvor en eller flere erfarne stemmehørere som regel fortæller deres personli-‐

59

ge historie. Det er ved at høre erfarne stemmehørere fortælle deres personlige historie offent-‐ligt, at de fleste af de, jeg har lært at kende i stemmehørerfeltet, er blevet introduceret til stemmehørerbevægelsen, og det var sådan, jeg også selv blev introduceret. Under mit feltar-‐bejde har jeg deltaget i konferencer, seminarer og temadage i regi af både den internationale stemmehørerbevægelse, det engelske og det danske stemmehørernetværk, og jeg har jeg fulgt erfarne stemmehørere fra de stemmehørergrupper, jeg har siddet med i, når de fortalte deres personlige historie i disse sammenhænge. Med konferencer, seminarer og temadage har jeg fået indblik i stemmehørerbevægel-‐sens udbredelse og aktiviteter ved at møde mennesker fra bevægelsen både i Danmark og internationalt, men først og fremmest har disse sammenhænge været en væsentlig kilde til at lære den ramme at kende, som stemmehørerbevægelsen sætter omkring stemmehørerens liv. Det vil sige, hvordan bevægelsen forklarer stemmehøring. Denne indføring i stemmehørerbe-‐vægelsens forståelsesramme var væsentlig for mit projekt, der blandt andet har til formål at afklare, hvordan folk finder mening med stemmer, som ikke tidligere har været til at forstå. En anden kilde til viden om stemmehørerbevægelsens ramme har været bevægelsens egen litteratur, som jeg beskrev i kapitel 3 om feltet. Som vi skal se i kapitel 6, så trækker stemmehørerbevægelsens ramme på en række veletablerede kulturelle forestillinger om, hvordan sindet fungerer, og en central del af mate-‐rialet herom indeholder derfor populærpsykologiske begreber (fx traume) og antagelser (fx at mennesket kan fortrænge). Som en feltarbejder, der er en del af det samfund, jeg arbejder i -‐ og dermed også indlejret i de common sense-‐forståelser, der hersker inden for den gængse psykologi -‐ var den metodiske udfordring i forhold til konferencer, seminarer og temadage at ’vriste mig fri’ af disse populærpsykologiske begreber og denne indforståethed. Det vil sige ikke lade dem indgå som uantastede vedtagelser, men undersøge dem empirisk ved gang på gang at skrible det ned, vi alle sammen allerede vidste og spørge til det, der blev taget for givet.

4.3.3 Stemmehørergrupperne

Størstedelen af mit feltarbejde foregik i stemmehørergrupperne. Mens jeg med konferencer, seminarer og temadage fik viden om stemmehørerbevægelsen, var det i grupperne, jeg lærte, hvordan stemmehørerbevægelsen virker og udfolder sig i praksis. I stemmehørergrupperne sad jeg med i position som gæst og lyttede. I én af grupperne ville tovholderne gerne have, at jeg deltog på lige fod med alle andre i mødets indledende runde, hvor deltagerne fortæller, hvordan det er gået siden sidst. Her fortalte jeg som regel om, hvordan mit arbejde med projektet var skredet frem siden sidst. I de øvrige grupper ind-‐tog jeg en mere observerende rolle under møderne og deltog med små usagte gestus som an-‐erkendende nik, øjenkontakt og enkelte gange med uddybende spørgsmål.

60

I tre af grupperne skrev jeg noter under møderne. Jeg skrev både direkte tale ned og egne stikord om stemningen ved møderne. I de øvrige to grupper skrev jeg noter umiddelbart efter møderne, da der i begge grupper var én deltager, der ikke var tilpas med, at jeg skrev noter undervejs. Jeg brugte som regel en dag efterfølgende på at renskrive og skrive tilføjelser til det, jeg skriblede ned under eller umiddelbart efter et møde. Stemmehørergrupperne forekom mig langt ind i feltarbejdet at være et sammensurium af brudstykker af deltagernes liv med stemmer, spørgsmål og kommentarer, som det var svært at finde hoved og hale i. Jeg havde længe en fornemmelse af at famle mig frem i mørke i stemmehørergrupperne og bestræbte mig på at notere alt, hvad jeg hørte og så, ned så detal-‐jeret som muligt, så jeg kunne få etableret, hvad det er, der foregår i grupperne. Med tiden opdagede jeg, at fornemmelsen af at famle sig frem i mørke hang sammen med, at den viden, jeg fik i grupperne, om hvordan stemmehørerbevægelsen virker, ikke bli-‐ver italesat eller transmitteret på samme måde, som viden om stemmehørerbevægelsens til-‐blivelse og grundlag bliver det på konferencer, seminarer og temadage. Fornemmelsen af at famle sig frem i mørke hang sammen med, at der ikke findes en drejebog for, hvordan et møde i en stemmehørergruppe afholdes. Når jeg forsøgte at få tovholderne til at italesætte møde-‐praksis, mødte jeg en modvilje mod at henvise til nogen som helst form for procedure for gruppen. I stemmehørergrupperne lærte jeg således ikke praksissen at kende via eksplicitte fakta og regler. Jeg lærte praksissen i grupperne at kende ved at observere og tage del i prak-‐sissen. Jeg lærte af de samme relationer, reaktioner og den samme implicitte viden som de øvrige nyankomne og uerfarne deltagere. Ved at sidde med i grupperne lærte jeg, hvordan de mere erfarne vejleder og rådgiver de mindre erfarne, og hvordan de øvede selv begynder at designe nye måder at forstå og håndtere stemmer på, og efterhånden fandt jeg ud af, at delta-‐gerne på tværs af de fem grupper trods alt følger nogle bestemte trin frem mod en bedre til-‐værelse med stemmer. Selvom observation umiddelbart fyldte mere end deltagelse i min deltagerobservation i grupperne, betød det ikke, at jeg ikke var involveret. Med Vendlers pointe in mente, at for-‐ståelse kræver, at vi bruger os selv og forestiller os, hvad der sker i andre mennesker, lod jeg mig i stemmehørergrupperne opsluge af situationen og levede mig ind i de erfaringer, der blev udvekslet og i de relationer og reaktioner, der udspillede sig i grupperne. Selvom jeg ikke kunne (eller skulle) høre deltagernes stemmer og dermed heller ikke kunne (eller skulle) op-‐læres som stemmehører i en bogstavelig forstand, så kunne jeg godt bruge mine egne følelser til at sætte mig i deltagernes sted og forestille mig de trin, de følger frem mod en bedre tilvæ-‐relse med stemmer. I stemmehørergrupperne blev udnyttelsen af denne indlevelses-‐ og fore-‐stillingsevne hjulpet på vej af gruppernes ramme på den måde, at alle i grupperne blev til-‐

61

skyndet til at stille sig til rådighed for hinanden; delagtiggøre hinanden i sine erfaringer og sætte sig i hinandens sko (Steffen, 1996: 51f.).

4.3.4 Institutionen og samfundet

Da jeg havde fået en vis forståelse for den subjektive oplevelse af stemmer og var blevet ud-‐styret med stemmehørerbevægelsens forklaring på oplevelsen via konferencer, seminarer og temadage og havde lært de trin at kende, som deltagerne følger i stemmehørergrupperne, frem mod en bedre tilværelse med stemmer, fik jeg øjnene op for, hvad der sker, når stemme-‐høreren træder ud af stemmehørerbevægelsen og skal til at bruge det, hun har lært inde i be-‐vægelsen, i samfundet udenfor. Mit fokus gik altså fra den rolle, stemmehørerbevægelsen spil-‐ler i stemmehørernes forståelse og håndtering af stemmer, til stemmehørernes liv i samfun-‐det uden for stemmehørerbevægelsen. Under denne del af feltarbejdet blev jeg i stemmehørergrupperne mere opmærksom på erfaringsudvekslinger, spørgsmål og kommentarer, der handler om medgang og særligt modgang i forhold til at etablere og indgå i relationer og fællesskaber med andre mennesker, der ikke har erfaring med stemmer og psykiske lidelser. Når jeg deltog i en konference, et se-‐minar eller en temadag om stemmehøring, bemærkede jeg, hvordan underviseren forhandler med sit publikum om, hvor (lidt) anderledes man er, når man hører stemmer. Når lejligheden bød sig, bad jeg stemmehørerne fortælle om deres sociale netværk og erfaringer med at være stemmehører i mødet med andre mennesker, der ikke hører stemmer. I relation til denne del af feltarbejdet, hvor jeg vendte blikket mod stemmehørernes liv med stemmer uden for stemmehørerbevægelsen, vil jeg beskrive min egen erfaring med at flytte ind på det socialpsykiatriske bosted, hvor én af de stemmehørergrupper, jeg fulgte, blev afholdt. Den viden om institutionens rutiner og procedurer, jeg herigennem fik, er vigtig for at kunne beskrive, hvad stemmehørernes bestræbelser på at leve et normalt liv med stemmer indebærer. Under feltarbejdet boede jeg på bostedet i alt fem uger, oftest fem dage af gangen, der nogle gange blev afbrudt af en afstikker til et møde i en anden stemmehørergruppe. Jeg boede på et værelse på bostedets første sal, der somme tider bruges af enten brugere, der ikke bor på bostedet, men har brug for at komme og overnatte eller af en ekstra nattevagt. Værelset var tolv kvadratmeter og møbleret med en smal seng, sengebord, sengelampe og et lille skri-‐vebord med en stol. Da jeg boede på bostedet, fulgte jeg stedets rutiner side om side med beboerne. Jeg spiste morgenmad, frokost og aftensmad i fællesrummet sammen med beboere og personale. Jeg drak formiddagskaffe og eftermiddagskaffe i fællesrummet sammen med beboere og per-‐sonale. Jeg deltog i morgenmøder med beboere og personale og meldte mig, ligesom beboerne,

62

på de aktiviteter, som personalet udbød (fx kvindegruppe eller gåture), besøgte indimellem beboere i deres lejlighed og røg smøger eller drak kaffe med beboerne i et par store, slidte brune lædersofaer, der stod i fællesrummet. Derudover deltog jeg i personalemøder, som i daglig tale kaldes for ’overlap’. Disse møder afholdes tre gange i døgnet i forbindelse med, at nye hold personaler møder ind på bostedet. På disse møder laver personalet fra den foregå-‐ende vagt status over beboerne sammen med personalet i den kommende vagt og planlægger de aktiviteter, der skal løbe af stablen de næste syv timer samt udformer et overblik over, hvilke beboere personalet især skal støtte og hjælpe. Det var overvældende for mig at blive underlagt bostedets rutiner og procedurer. I relation hertil vil jeg understrege, at jeg blev taget godt imod af både personaler og beboere. Der var ligefrem flere, der sagde, at de var heldige, at have ’fået mig’. Efter nogle dage på bo-‐stedet kunne jeg imidlertid tage mig selv i at spille ekstra højt på et klaver i en beboers lejlig-‐hed, når jeg hørte en personale gå på gangen udenfor, som for at signalere til personalen, at ’vi er i gang’ (på bostedet er det godt og velanset at være aktiv) og dermed undgå, at personalen bankede på for at få os involveret i endnu en institutionsaktivitet. Jeg kunne også tage mig selv i at aftale med en beboer at se en film sammen om aftenen for at undgå at deltage i mere institutionelt planlagt socialt samvær (på bostedet er det også godt og velanset at være social). Ved at flytte ind på bostedet erfarede jeg dermed på egen krop, hvad institutionen så at si-‐ge ’gør’ ved én.

4.4 Interviews og spontane samtaler

De interviews, jeg lavede, var semistrukturerede og blev alle optaget. Jeg interviewede ti tov-‐holdere, som regel i umiddelbar forlængelse af et stemmehørergruppemøde, samme sted som mødet blev afholdt samt tolv stemmehørere, som jeg besøgte i deres private hjem, med und-‐tagelse af en enkelt, der foretrak at mødes på en café. Stemmehørerne i England måtte jeg, jævnfør projektets etiske godkendelse i England, ikke opholde mig sammen med i private rum (se afsnittet om etisk godkendelse i England), og derfor interviewede jeg dem på deres lokale pub. I interviews med tovholderne bad jeg dem fortælle om deres rolle i stemmehørergrup-‐pen, hvorfor de havde valgt at være tovholder i en stemmehørergruppe, om deres erfaringer med stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer, og hvad der kendetegner en god stemme-‐hørergruppe og et godt forløb for deltageren i en gruppe. Jeg spurgte også til tovholderens tanker om specifikke problemstillinger, som jeg havde observeret i vedkommendes gruppe, fx til en deltager, der aldrig sagde noget, eller til en deltager, der gav udtryk for at have fået det langt værre, efter hun var begyndt i gruppen.

63

I forhold til tovholderne anså jeg først og fremmest interviewet som en mulighed for at finde ud af, hvad det egentlig er meningen, der skal foregå i en stemmehørergruppe. Tovhol-‐derne svarede imidlertid altid undvigende, at det ikke var op til dem at afgøre -‐ til gengæld talte de gerne, med en henvisning til psykiatrien, meget og længe om det, der ikke skal foregå -‐ og udviste generelt en modvilje mod at henvise til bestemte procedurer for stemmehører-‐gruppen. Det var også svært at få tovholderne til at beskrive, hvad de rent faktisk ’gør’ i rollen som tovholder. Set i bakspejlet kan jeg se, at det var vanskeligt at få indsigt i stemmehører-‐gruppernes mødepraksis ved at tale med tovholderne om denne praksis, fordi den viden, tov-‐holderne besidder om mødepraksis, er af den praktiske, erfaringsbaserede slags, som Drey-‐fusbrødre (1991[1986]) kalder for ”knowhow”, som vanskeligt lader sig beskrive med ord. Der vil belyses mere om denne praktiske, erfaringsbaserede viden i kapitel 7 om praksissen. I interviews med stemmehørerne bad jeg dem fortælle om deres oplevelser med stemmer, deres tanker om, hvorfor de hører stemmer, og hvordan de plejer at håndtere dem, hvorfor de har valgt at deltage i en stemmehørergruppe og om deres erfaringer med det. Til sidst spurgte jeg også til deres erfaringer fra psykiatrien, med medicin som løsning på de pro-‐blemer, deres stemmer skaber, og hvem de tidligere havde talt med deres stemmer om. Inter-‐viewene med stemmehørerne formede sig meget forskelligt med de uerfarne og de erfarne stemmehørere. Trods disse forskelle synes det imidlertid altid som om, at jeg trykkede på en knap, når interviewet gik i gang, og fik én bestemt version af de uerfarne stemmehøreres erfa-‐ringer og én bestemt version af de erfarne stemmehøreres erfaringer. Det er kendt fra andre antropologiske studier, at konteksten er afgørende for, hvad det overhovedet er for en version af informanternes erfaringer, antropologen får (Buch, 2012). For de erfarne stemmehørere viste det sig hurtigt, at en velkendt narrativ konstruktion for dem var at fortælle deres historie som en transformation fra skizofren til stemmehører. Når jeg spurgte nærmere ind til deres egne erfaringer med at bruge stemmehørerbevægel-‐sens tilgang til stemmer i transformationen fra skizofren til stemmehører, bøjede de imidler-‐tid af og begyndte i stedet at kritisere den etablerede psykiatri. Disse interviews blev overor-‐dentlig refleksive, nogle decideret intellektualiserede. Informanterne havde en veludviklet evne til at beskrive psykiatrien og samfundets kategoriserings-‐ og stigmatiseringsmekanis-‐mer. I interviewene med erfarne stemmehørere lærte jeg således ikke ret meget om stemme-‐hørernes egne erfaringer med stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer. Jeg lærte i stedet om modstand og aktivisme som en stærk motivation til at være med i stemmehørerbevægel-‐sen. De erfarne stemmehørere havde meget at fortælle, og de var ivrige efter at fortælle. De uerfarne stemmehørere var fåmælte i interviewsituationen. De havde ikke ’lært’ at fortælle historien om transformationen fra skizofren til stemmehører endnu, og de svarede som regel

64

kortfattet på mine spørgsmål. I forhold til de uerfarne stemmehørere var det som om, at in-‐terviewsituationen tog os ind i en klinisk ramme, og interviewet nærmest udviklede sig til en form for diagnostisk interview. Frem for at beskrive sine egne erfaringer, sådan som den uer-‐farne stemmehører ellers gjorde det i stemmehørergruppen eller i en uformel snak med mig, når vi fulgtes hjem fra et stemmehørergruppemøde, ’informerede’ den uerfarne stemmehører mig snarere blot om sine symptomer under interviewet. Når jeg slukkede for båndoptage-‐ren ’åndede vi begge lettet op’ og kunne atter samtale naturligt. Jeg forsøgte at forbedre inter-‐viewsituationerne med de uerfarne stemmehørere undervejs ved at understrege, hvor vigtige deres beskrivelser var, men må konstatere, at interviewmetoden ikke egnede sig til denne gruppe informanter. De mere uformelle samtaler, der kommer, når man mindst venter det, uden at man som feltarbejder har planlagt spørgsmål, egnede sig til gengæld godt til de uerfarne stemme-‐hørere. Disse samtaler fandt sted, når lejligheden bød sig, efter et formelt interview (fx på en gåtur med hunden), på vejen til og fra stemmehørergruppemøder (fx på gåben på vej til toget, i toget eller i bilen), i pauser på møderne, i telefonen og på konferencer, seminarer og temada-‐ge om stemmehøring, hvor jeg ofte mødte en eller flere stemmehørere, jeg kendte. Når lejlig-‐heden til uformelle samtaler bød sig, gjaldt det for mig om at holde muligheden åben, og ef-‐terhånden som mit feltarbejde skred frem, anvendte jeg disse spontant opståede muligheder for samvær og dialog med informanterne stadig mere strategisk -‐ fx ved at sørge for at have tid, når en stemmehører kunne tænkes at sende mig en sms for at høre, om vi skulle mødes i toget og følges til et stemmehørergruppemøde, eller når en stemmehører tilbød mig et lift i sin bil og gerne ville dele sine erfaringer om dagens møde med mig i bilen. I begyndelsen af feltarbejdet lod jeg stemmehørerne tage initiativet til disse spontane samtaler. Efterhånden som jeg lærte stemmehørerne at kende, fik jeg en bedre fornemmelse af, hvad jeg kunne tilla-‐de mig over for dem og begyndte også selv at spørge, om vi skulle tage en kop kaffe inden et stemmehørergruppemøde eller følges hjem i toget. I dette afsnit har jeg fremhævet interviewmetodens begrænsning over for mere spon-‐tane samtalers potentiale i forhold til mennesker med psykiske lidelser. Mine erfaringer med, at spontant opståede samtaler giver et langt bedre indblik i antropologens interessefelt end båndede interviews, kan nærmest beskrives som en klassiker (Hastrup et al., 2011: 71). De fleste antropologer, der har arbejdet med båndede interviews, har oplevet, hvordan den mest øjenåbnende samtale fandt sted, når der blev slukket for lydoptagelsen, og blyant og papir blev lagt væk, fordi informanten først dér har kunnet komme til orde med det, der virkelig trængte sig på.

65

4.5 Etik

Jeg har set og oplevet mange ting i stemmehørerfeltet, der har berørt mig dybt. Der er meget smerte og lidelse i stemmehørernes liv, der kun delvist kompenseres af det omsorgsfulde mil-‐jø -‐ de personlige bånd, den gensidige respekt og støtte, latter og varme -‐ der også findes i fel-‐tet. Når man arbejder i et såkaldt følsomt felt, kræver den etiske grundregel, at forskningen ikke må skade de studerede mennesker, særlig opmærksomhed. Hvordan sørger antropologen for det? Når man læser Kirsten Hastrups (2009) grund-‐bog i antropologisk forskningsetik, står det klart, at vores etiske retningslinjer er vejledende. I bogen kan man læse, at etiske problemstillinger i antropologien ofte ændrer karakter fra sted til sted, fra én undersøgelse til den næste, og nogle gange fra én situation til den efterfølgende i samme feltarbejde. Derfor er vores etiske retningslinjer hverken udtømmende eller fuld-‐stændig forpligtende, men vejledende. Det betyder, at vi i hver enkelt undersøgelse er forplig-‐tet til at foretage vores egne vurderinger på baggrund af de specifikke betingelser, der er for vores arbejde. Under mit feltarbejde viste svaret på, hvordan jeg bedst kunne efterleve den etiske grundregel om, at forskningen ikke må skade de studerede mennesker, sig på en yderst kon-‐kret facon, fordi der i stemmehørerfeltet er et -‐ mere eller mindre ekspliciteret -‐ etisk kodeks, som langt de fleste efterlever i deres interaktioner med hinanden.

4.5.1 Stemmehørerfeltens etiske kodeks

Stemmehørerfeltet udgøres af et omsorgsfuldt miljø, og nogle af de vigtigste etiske retningsli-‐ner, der guidede mine interaktioner med den enkelte, fandt jeg frem til ved at bruge mit etno-‐grafiske øje og øre og tage ved lære af stemmehørernes egne måder at udvise hinanden hen-‐syn. Jeg nævner her de tre vigtigste. Den første retningslinje blev aldrig italesat, alligevel efterlevede stort set alle den, så godt som altid. Når man deltager i stemmehørergrupper bemærker man hurtigt, at folk yderst sjældent gengiver direkte, hvad deres stemmer siger. I grupperne hører man folk fortælle, hvad en stemme taler om -‐ fx kritiserer deres gøren og laden -‐ om karakteren af stemmen -‐ fx hvæsende, hånlig -‐ og hvordan det får dem til at føle, ofte efterfulgt af grublerier over og bud på, hvad stemmen vil høreren. Men den præcise ordlyd -‐ ”Du duer ikke til noget!” -‐ gengives yderst sjældent. Adspurgt herom forklarede folk enstemmigt, at det at fortælle om, hvad det overhovedet er, de oplever, i sig selv er udfordrende. Det har generelt at gøre med, at der er tale om ubehagelige, nogle gange rædselsvækkende oplevelser, samt det at stemmer sjældent bryder sig om, at høreren taler om dem og ofte fremsætter trusler, når det sker. Som June for-‐klarede:

66

”Mine stemmer bryder sig ikke om, at jeg snakker om dem offentligt. Så protesterer de helt vildt. Så truer de mig med, at der skal ske min søster noget eller at mine katte bliver syge. De forstår virkelig at ramme mig lige dér, hvor det gør allermest ondt”. June havde faktisk aldrig tænkt over, at der næsten aldrig er nogen, der gengiver deres stem-‐mers eksakte ordlyd, men understregede ligesom alle andre, jeg talte med emnet om, at hun også helst ville være fri for det, fordi det ville gøre dét at fortælle om, hvad hun oplever, endnu mere ubehageligt, end det er i forvejen. Det undlod jeg naturligvis at bede folk om. I samtaler og interviews betød det helt konkret, at jeg var opmærksom på at formulere spørgsmål til sel-‐ve oplevelsen af stemmer på en måde, hvor de ikke lagde op til eksakte gengivelser af stem-‐mer som svar, men søgte efter karakteristika ved oplevelsen, og hvad disse betyder for deres liv. Den anden retningslinje, der findes i stemmehørerfeltet, var mere eksplicit, men det tog mig til gengæld længere tid at vænne mig til. Den handler om at behandle stemmer, der umiddelbart synes at være noget abstrakt, som noget meget konkret. Hvordan det rent faktisk foregår, skal vi høre mere om i kapitel 6 om praksissen med at gøre stemmer håndterbare. Her er det tilstrækkeligt at nævne den grundregel, som udenforstående ofte gøres opmærk-‐som på, når stemmehørerbevægelsen viser sit ansigt udadtil til konferencer, seminarer og temadage, nemlig at der altid er flere end to til stede, når man taler med en stemmehører. Det-‐te er vigtigt at huske i en dialog med en stemmehører, fordi stemmer i stemmehørerbevægel-‐sen betragtes som en form for person, der øver indflydelse på høreren på lige fod med andre personer. Når bevægelsen viser sit ansigt udadtil instrueres ansatte i psykiatrien eksempelvis i at spørge en stemme, om det er okay, at den ansatte er tilstede, hvis den ansatte hjælper en stemmehører med at tage kontakt til stemmen. Den ansatte anbefales også at sige til stemmen, at vedkommende ikke vil den noget ondt, men bare gerne vil i kontakt med den, og skal huske at afslutte med et ”tak, for at du ville være sammen med os”. Et besøg hos Bente, som var en af de første, jeg besøgte og interviewede i et privat hjem, lærte mig, hvorfor det også var vigtigt for mig at gå ind på præmissen om, at man er flere tilstede, når man interagerer med en stemmehører. Bente var en af de stemmehørere, der kom mig i forkøbet ved at opfordre mig til et interview, inden jeg selv nåede at bede hende om et. Alligevel virkede hun ikke rigtig tilpas med min tilstedeværelse, da hun nogle dage senere viste mig rundt på det socialpsykiatriske bosted, hvor hun boede. Da jeg lidt senere gjorde klar til interviewet med spørgeguide og dik-‐tafon på et spinkelt sofabord i hendes lille stue, fortalte hun med spæd stemme, at en af hen-‐des stemmer havde ”kørt på hende” hele formiddagen: ”Den siger, at du i virkeligheden slet ikke

67

gider snakke med mig, at du kun kommer, fordi du synes, det er synd for mig. At jeg slet ikke kan bidrage til projektet”. Bente kiggede tvivlende på mig fra stolen overfor. Jeg kunne ikke fjerne Bentes tvivl under interviewet den eftermiddag, men jeg kunne tage hensyn til den ved ek-‐splicit at forsikre hende om, at mit projekt forudsatte, at der overhovedet var mennesker som hende, der ville tale med mig. Besøget hos Bente lærte mig således, at stemmers betydning for hørerens liv også inkluderede mig, når jeg interagerede med den enkelte, og særligt i inter-‐views, hvor den enkelte ikke så let kunne bakke ud som i de mere spontane samtaler, var jeg opmærksom på at tage hensyn til stemmer som noget konkret, der kunne finde på at kom-‐mentere på min person eller i øvrigt genere den interviewede under mine interaktioner med vedkommende. Den sidste etiske retningslinje, jeg tilegnede mig fra feltets eget etiske kodeks, blev sjældent ekspliciteret, men forekom mig lidt mere velkendt og indlysende. Den går ud på ikke at presse folk til at fortælle om oplevelser og erfaringer, de ikke selv udviser ønske om at ud-‐dybe, og omvendt ikke at bremse folk, der udviser ønske om at fortælle. I grupperne er det yderst sjældent, at jeg har overværet tovholdere eller deltagere lægge eksplicit pres på en an-‐den deltager for at fortsætte en fortælling, og jeg har aldrig overværet, at nogen er blevet bremset i at fortælle om smertefulde oplevelser og erfaringer. ”Det må man tage med. Man skal kunne rumme, at de andre har det dårligt, hvis man skal være med her!”, som en erfaren stemmehører slog fast, da jeg besøgte hendes stemmehørergruppe første gang. Det var af og til svært for nogle gruppedeltagere, indimellem også for mig, men ligesom deltagerne til hver en tid lagde øre til de øvriges oplevelser og erfaringer, gjorde jeg mig umage med at lade in-‐formanter fortælle mig det, de mente, jeg burde vide, og derudover undlade at presse eller spørge yderligere ind, når de bragte smertefulde minder om eksempelvis incest på banen. Når jeg lagde vægt på at efterleve denne i feltet iboende regel om ikke at presse eller bremse gruppedeltageres fortællinger unødigt, er det fordi, den angår den etiske grundregel om frivillighed. Når informanten deltager i en intim selvhjælpsgruppe, er det efter min over-‐bevisning vigtigt, at antropologen skaber en frivillighed, er opmærksom på signaler og lader folk være i fred, når hun skønner, de måske hellere ville have været interaktionen med hende foruden. Det følger af betingelserne for mit feltarbejde, at jeg ikke havde mulighed for at lade nogen i gruppen fuldstændig i fred, idet jeg sad med i gruppen. Undervejs har min opmærk-‐somhed på at skabe frivillighed hermed betydet, at der har været viden, jeg ikke har presset på for at få, og interaktioner i forbindelse med stemmehørergruppemøder, som det kunne have været spændende at videreføre med hjemmebesøg, og interviews, som jeg ikke er gået videre med, fordi informanterne var så forpinte, at jeg vurderede, de var bedre stillet uden yderligere spørgsmål og interaktioner med mig.

68

4.5.2 Samtykke og anonymisering

I tillæg til stemmehørerfeltets eget etiske kodeks, som jeg efterlevede under mit feltarbejde, er der yderligere to etiske forhold, der er værd at nævne. Det første handler om samtykke. Deltagerne i stemmehørergrupperne blev som nævnt informeret mundtligt om mit projekt, første gang jeg besøgte en gruppe, hvorefter de besluttede, om de ville deltage. Herefter talte jeg løbende med dem om projektet, når der var interesse for det. Fremfor at anvende skriftligt informeret samtykke, hvor deltagerne i grupperne skulle skrive under på, at de ville medvirke i projektet, har jeg således indhentet deres samtykke mundtligt. Det har jeg gjort, fordi andre studier, der involverer mennesker med psykiske lidelser, vidner om, at skriftlig informeret samtykke kan være problematisk i forhold til denne gruppe mennesker, der kan være meget usikre på, hvad sådan en erklæring egentlig indebærer (Johansen, 2005: 42f.). Jeg vil også nævne, at de personer og stemmehørergrupper, der indgår i afhandlingen, er blevet anonymiseret, dog med undtagelse af tovholderen i den engelske gruppe, Peter Bul-‐limore. Jeg har valgt at lade Peter optræde med sit eget navn, fordi hans personlige historie -‐ der indleder kapitel 6 -‐ er så kendt i stemmehørerbevægelsen, at det ville være formålsløst at give ham et pseudonym.

4.5.3 Etisk godkendelse i England

Under mit feltarbejde i Danmark var det op til mig at tage spørgsmålet om etik op, efterhån-‐den som mine forskningsaktiviteter skred frem. I England blev jeg underlagt en mere stan-‐dardiseret procedure, da jeg under mit feltarbejde var tilknyttet Institut for Sociologi på Shef-‐field Universitet, hvor mit projekt skulle godkendes af universitetets etiske komité. Det fore-‐gik på den måde, at jeg udfyldte en standardiseret ansøgningsform, hvori jeg bekræftede, at jeg ville følge grundlæggende etiske principper såsom reglen om, at forskningen ikke må ska-‐de informanten, informeret samtykke som ideal for, hvad relationen mellem forsker og infor-‐mant skal basere sig på og det generelle krav om anonymisering af personer, grupper og ste-‐der samt Sheffield Universitets politikker og procedurer generelt. Denne engelske måde at sikre, at mit projekt var etisk forsvarligt, adskiller sig således fra den måde, jeg arbejdede med etik på i Danmark ved, at spørgsmålet om etik som udgangspunkt blev håndteret som et mere entydigt og formelt anliggende. På universitetet i England var der opstillet en række univer-‐selle etiske principper, som fra starten afkrævede en række entydige svar fra mig som forsker, mens jeg i Danmark kontinuerligt havde overvejet de etiske implikationer af mine forsknings-‐aktiviteter. I relation hertil kunne der påbegyndes en debat for og imod standardiserede eti-‐ske procedurer. Dette vil jeg ikke gøre, idet erfaringen fra mit projekt er, at de to procedurer ikke udelukker hinanden. Selvom jeg fra starten skulle afgive en række entydige svar til den

69

etiske komité på universitetet i Sheffield, fortsatte jeg med at overveje de etiske implikationer af samvær og dialog med de engelske stemmehørere i takt med, at mit feltarbejde skred frem i England, og selvom jeg i Danmark løbende var mig spørgsmål om etik bevidst, betød det ikke, at jeg ikke før feltarbejdets start havde gjort mig etiske overvejelser. Den standardiserede engelske måde at arbejde med etik på gjorde ikke nogen forskel i forhold til den indsigt, jeg fik i stemmehørernes liv i England sammenlignet med Danmark. Den etiske godkendelse af mit projekt i England indebar, at jeg ikke måtte opholde mig private steder sammen med en stemmehører på grund af stemmehørernes mentale sygdom. Det be-‐tød helt konkret, at jeg ikke kunne tage på besøg hos en stemmehører privat for at lave inter-‐views. Set i lyset af interviewmetodens begrænsning, når det gælder mennesker med psykiske lidelser, fik jeg dog lige så god indsigt i de engelske stemmehøreres liv ved at ’nøjes’ med mere spontane samtaler. Jeg lavede dog også interviews med nogle af stemmehørerne i England. Det foregik på den pub, hvor en del af deltagerne fra stemmehørergruppen som regel ’hang ud’ i forlængelse af møderne i stemmehørergruppen. Her fandt interviewpersonen og jeg et afsides bord, og det er interessant, at interviewet -‐ over en øl, med baggrundsmusik, på et trygt offentligt sted -‐ udviklede sig til givende samtaler og ikke til de pinagtige interviews, der mest mindede om diagnostiske interviews, som det var tilfældet, når jeg lavede formelle interviews med stem-‐mehørerne i deres private hjem i Danmark.

4.6 Den analytiske proces

Når man læser en afhandling, er der en implicit ordning af det empiriske materiale ved indde-‐lingen i kapitler. Men hvordan er den egentlig blevet til? I dette afsnit vil jeg lave en kort ek-‐splicit beskrivelse af den proces, hvor jeg har sorteret og analyseret mit empiriske materiale og fundet frem til de emner, de analytiske kapitler omhandler, og deres indbyrdes sammen-‐hæng. Denne proces har været opdelt i fire faser, hvor jeg har arbejdet med henholdsvis kod-‐ning, analytiske værktøjer, en overordnet teoretisk ramme og fremstillingen af det empiriske materiale. Selvom jeg opstiller disse fire faser i en kronologi, skal det ikke opfattes som nøjag-‐tigt i bogstavelig forstand, da den analytiske proces er foregået mere som en ’runddans’ (Wadel, 1991) mellem faserne, end min opstilling giver indtryk af. Den første fase begyndte efter endt feltarbejde, hvor materialet blev kodet manuelt i forhold til en lang række temaer. Det foregik ved, at jeg gentagne gange gennemlæste materia-‐let og identificerede centrale temaer og mønstre på tværs af materialet. Herigennem fik jeg en fornemmelse af, hvilke emner mit materiale overordnet set er koncentreret omkring. Det er disse emner, de analytiske kapitler omhandler, og efterhånden som jeg fandt frem til disse,

70

tegnede konturerne sig desuden af den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder. Det er denne vej, der, som beskrevet indledningsvis, kommer til at udgøre kapitlernes indbyrdes sammen-‐hæng. Den anden fase indledte jeg med at formulere et spørgsmål til hvert analytisk kapitel om, hvad kapitlet ville give svar på. Spørgsmålet udsprang af det empiriske emne, kapitlet skulle omhandle, og fungerede derved som en styrepind for, hvilke analytiske tilgange og be-‐greber, jeg kunne gøre brug af for at udfolde, begrebsliggøre og forstå de enkelte kapitlers problemstillinger. De forskellige problemstillinger, feltarbejdet har vist mig, er centrale i stemmehørerens tilblivelse, har krævet forskellige analytiske værktøjer, som jeg således fandt frem til i denne fase. I kapitel 5 drejer det sig om en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenologisk ledetråd, i kapitel 6 om et kognitivt analytisk begreb om kulturelle modeller, i kapitel 7 om teorier om læring som social praksis og i kapitel 8 om litteratur om normalitet og afvigelse. Disse analytiske værktøjer præsenteres nærmere i de analytiske kapitler, efterhånden som jeg gør brug af dem. Den tredje fase udsprang af, at de enkelte analytiske værktøjer godt nok hjalp mig med at forstå de enkelte kapitlers problemstillinger, men de formåede ikke at indfange de mønstre, der gik på tværs af materialet. Noget, der ret hurtigt fangede min opmærksomhed i stemme-‐hørerfeltet, var, at feltets praksisser virker. Ikke altid. Ikke for alle. Men for langt de fleste sy-‐nes feltets praksisser i større eller mindre grad at forandre deres oplevelse af stemmer. Det var det, der i kodningsfasen havde vist sig som forskellige positioner eller stadier i det ideal-‐typiske forløb i stemmehørerbevægelsen. Jeg blev derfor optaget af at finde en overordnet teoretisk ramme, der kunne hjælpe mig med at forstå progressionen heri. Det førte mig mod Luhrmanns arbejde med en antropologisk teori om sind. Det er herfra, afhandlingen henter inspiration til at sammensætte en overordnet indlæringsteoretisk ramme til at begribe, hvor-‐dan sociale og kulturelle forhold former stemmehøreren på tværs af kapitlerne. Den fjerde fase handlede om at komme fra analyse til tekst. Her blev spørgsmålet om, hvordan jeg fremstiller mit empiriske materiale, centralt. I relation hertil er der to forhold, jeg finder det relevant at gøre læseren opmærksom på. Det første handler om, hvordan jeg frem-‐stiller stemmehørerne. Selvom jeg under feltarbejdet har fulgt tolv stemmehørere tæt, bety-‐der det ikke, at jeg udfolder deres individuelle livshistorier eller bygger de enkelte kapitler op omkring dem (som fx Bruun, 2014). Der er snarere tale om, at jeg bruger stemmehørerne og deres indbyrdes interaktioner til at udfolde de emner, kapitlerne er bygget op omkring. I sammenhæng hermed vil jeg nævne, at jeg under feltarbejdet har lært nogle mennesker at kende, hvis liv -‐ i tilbageblik -‐ har formet sig som det idealiserede tænkte forløb, jeg har byg-‐get afhandlingen op omkring. Det er personer, der har fulgt den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder, til ende. Jeg vil også bemærke, at jeg har set stilstand og lært liv med stemmer at

71

kende, der er hårde, og lader til at køre i ring. Igennem afhandlingen har jeg bestræbt mig på at vise den fremdrift og den stilstand, jeg ser hos stemmehørerne, i min udvælgelse af materi-‐ale og i den måde, jeg præsenterer materialet på. Det andet, jeg vil gøre læseren opmærksom på i forhold til min fremstilling af det em-‐piriske materiale, angår den måde, jeg citerer på. Når jeg citerer, holder jeg mig tæt til mine transskriptioner af udsagn, samtaler og interviews, men mine citater er sjældent helt eksakte. Grunden til det er, at vi ofte bruger sproget anderledes, når vi taler, end vi gør, når vi skriver. Den skrevne form af det talte sprog -‐ disse transskriberinger, hvor grynt og brummen og ver-‐bal gestikuleren skrives ud -‐ kan få folk til at lyde ’dummere’ og mere tøvende og usikre, end de er (Luhrmann, 2012b: ix). Jeg mener dog, at jeg har bibeholdt betydningen af talerens ord, når jeg citerer. Lad mig illustrere, hvordan jeg har gjort citaterne mere læsevenlige for læse-‐ren, med citatet i etikafsnittet, hvor June fortæller, at hendes stemmer ikke kan lide, at hun taler om dem offentligt. Originalen: Mine stemmer, de bryder sig ikke om, at jeg snakker om dem sådan i offentlige eller i, i, i et forum, øhm, så protesterer de helt vildt, og så truer de mig med, at der skal ske min søster noget, eller at mine katte bliver syge eller, forstår virkelig at ramme mig lige der, hvor det gør allermest ondt. Den måde citatet optræder i afhandlingen: Mine stemmer bryder sig ikke om, at jeg snakker om dem offentligt. Så protesterer de helt vildt. Så truer de mig med, at der skal ske min søster noget, eller at mine katte bliver syge. De forstår virkelig at ramme mig lige der, hvor det gør allermest ondt. Som dette kapitel vidner om, har processen fra feltarbejdet til den sammenhængende tekst i form af denne afhandling bestået af mange forskellige arbejdsopgaver, faser og processer. For læsere, der ikke er skolet i antropologien, vil jeg afslutningsvis gerne knytte et par generelle kommentarer til, hvad det er, der udgør selve ’resultatet’ i denne afhandling, og hvordan dets validitet vurderes i antropologien.

4.7 Validitet

I antropologisk forskning tillægges det empiriske materiale betydning gennem de analytiske tilgange, forskeren vælger at anlægge på materialet. Gennem analysen produceres ’resultatet’ i form af beskrivelser. De beskrivelser, der udgør ’resultatet’ i antropologisk forskning, er alt-‐så et produkt af de analytiske tilgange, forskeren vælger (Hastrup et al., 2011: 245-‐262).

72

I denne afhandling udgøres ’resultatet’ af mine beskrivelser af stemmehørerens sociale tilbli-‐velse. Beskrivelserne af stemmehørerens sociale tilblivelse præsenterer min forståelse af det empiriske materiales indhold i den overordnede indlæringsteoretiske tilgang, jeg har valgt at anlægge på mit empiriske materiale. Beskrivelserne af stemmehørerens sociale tilblivelse er et produkt af den indlæringsteoretiske ramme. De udgør ét perspektiv. Derfor kan de ikke vurderes ud fra, om perspektivet er sandt (man kunne vælge at anlægge andre teoretiske op-‐tikker), men ud fra om det er relevant og validt (ibid: 245). Relevansen af mit studie er blandt andet skitseret i indledningen i afsnittet om, at stemmehørerbevægelsens historie bliver vig-‐tig, fordi recoveryorienteringen har skabt et opbrud i psykiatrien. Jeg vil derfor her beskæfti-‐ge mig med, hvordan afhandlingens validitet vurderes i antropologien. Validitet handler om forskningsmæssig kvalitet, hvilket indebærer refleksion og gennemsig-‐tighed i alle forskningsprocessens faser. Det er det, antropologen Roger Sanjek betegner ”et-‐nografens sti” (Sanjek, 1990: 398). Formålet med at reflektere over og skabe gennemsigtighed i alle forskningsprocessens faser er at skabe troværdighed om analysen ved at give læseren indsigt i de valg og vurderinger, forskeren har foretaget i processen, og som har resulteret i bestemte konklusioner. Læseren skal gives mulighed for at læse med og vurdere, om der er belæg for de påstande og konklusioner, forskeren fremfører.

Jeg har i dette kapitel redegjort for processen, hvorunder denne afhandlings resultater er blevet til. Jeg har gjort rede for, hvordan ’min sti’ under feltarbejdet tog form af en lærings-‐proces og for metodiske muligheder og begrænsninger i et felt som stemmehørerfeltet, der ikke bare er kulturelt anderledes, men også mentalt anderledes. Efter endt feltarbejde er ’min sti’ fortsat gennem den antropologiske litteratur i jagten på forskellige analytiske værktøjer, der har formet min udlægning af de emner, afhandlingens analytiske kapitler omhandler, og videre gennem Luhrmanns arbejde med en antropologisk teori om sind, der har givet form og retning til afhandlingens overordnede struktur og argument om, at stemmehører er noget, man ’lærer’ at blive.

4.8 Opsummering

Jeg indledte dette metodekapitel med sammenskrevne feltnoter, der viste forskellen i min evne til at forestille og indleve mig i stemmehørerfeltets erfaringer og praksisser i begyndel-‐sen og ved afslutningen af mit feltarbejde. Som de sammenskrevne feltnoter viste, var jeg i begyndelsen hele tiden spændt på, hvad den næste erfaringsudveksling, kommentar eller det næste spørgsmål ville byde på i stemmehørergrupperne, og jeg følte det på én gang udfor-‐drende og fascinerende at blive delagtiggjort i livet med stemmer. Ved afslutningen af mit feltarbejde var de erfaringer, der hører til livet med stemmer, ofte til at forstå, og de praksis-‐

73

ser, der hører til stemmehørergrupperne, lå på rygraden. Når jeg har valgt at indlede metode-‐kapitlet med en sammenskrivning af disse feltnoter, er det for at bringe læseren på sporet af, at mit feltarbejde var en læringsproces, hvor jeg side om side med andre nyankomne og uer-‐farne stemmehørere i stemmehørerbevægelsen lærte, hvad det indebærer at blive og være stemmehører. Hvad var det da, jeg lærte, mere konkret? Som alle andre, der træder ind i stemmehø-‐rerbevægelsen, fik jeg først oplevelsen af at høre stemmer. Ikke ved at høre stemmehørernes stemmer eller føle deres følelser, men via simulationsøvelser og de talrige erfaringsudveks-‐linger, der kendetegner stemmehørerfeltet. Derfra gik min læringsproces videre med mødet med erfarne stemmehørere til konferencer, seminarer og temadage med stemmehøring på dagordenen, hvor jeg blev sat ind i stemmehørerbevægelsen via deres prototypiske fortællin-‐ger. Derpå startede jeg i stemmehørergrupperne og lærte de trin at kende, som deltagerne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer, og til sidst lærte jeg om forhandlingen om at deltage som fuldgyldigt medlem af samfundet som stemmehører, samt hvilken rolle institu-‐tionen og samfundet spiller heri. Mit feltarbejde var en læringsproces, hvor jeg lærte om stemmehørerens sociale tilbli-‐velsesproces side om side med mennesker, der var midt i denne proces. Som kapitlet har vist, læres dette bedst ved deltagerobservation suppleret med åbne spørgsmål til konkrete hæn-‐delser, hvor deltagerobservationen giver ideer til, hvad der er væsentligt at spørge om. Kapit-‐let viste også, at de mest fyldestgørende svar fra mennesker med svær psykisk lidelse ikke opnås i interviewsituationer, men i de samtaler, der opstår spontant. I forhold til den særlige udfordring ved mit feltarbejde, der handler om, at mit felt ikke bare er kulturelt anderledes, men også mentalt anderledes, har jeg vist, at der er barrierer, fx inter-‐viewmetodens begrænsning i forhold til mennesker med svær psykisk sygdom. Men jeg har også vist, at disse barrierer ikke er uoverkommelige, og at det er muligt at leve sig ind i og sætte sig i deres sted. Første skridt er at lytte til vedkommende og derpå tilpasse metoderne til den enkelte informant i situationen. Efter dette kapitel om metoden følger afhandlingens fire analytiske kapitler. Med San-‐jek (1990) in mente afhænger validiteten af hver enkelt analyse af, at den opmærksomhed på etnografisk refleksivitet og gennemsigtighed, jeg indtil videre har præsenteret på et generelt plan, gøres eksplicit i de konkrete analyser. Validiteten afhænger af, at den efterfølgende tekst synliggør min etnografiske sti og giver læseren indblik i, hvordan teksten er blevet til. Dette har jeg bestræbt mig på, mens jeg skrev.

74

75

Kapitel 5. Oplevelsen Stemmehørerboksen er en papkasse, der lige akkurat er stor nok til, at der kan sidde en voksen person inde i den. Kassen har en åbning i den ene side, hvor man kravler ind, og der er en stol, man kan sidde på. Tanken er, at personen, der sidder i boksen, skal prøve at føre en almindelig, hverdagsagtig samtale med en person placeret uden for åbningen, samtidig med at personen i boksen hører stemmer. Der er stukket otte køkkenrullerør halvvejs ind i kassen, som stemmerne -‐ i form af stemmehørere, der gengiver deres version af stemmehøreroplevelsen -‐ kan tale igen-‐nem. Denne dag er stemmehørerboksen stillet op ved en stand hos Det Danske Stemmehørernet-‐værk på en konference om holistisk psykiatri, og jeg er netop ankommet, da en af mine kommen-‐de informanter kommer stormende og opfordrer mig til at prøve boksen. Da jeg nærmer mig stemmehørernetværkets stand, hører jeg dem grinende slå fast, at ”Sidsel skal have en ordentlig tur!”. Jeg sætter mig ind i boksen og formanden og næstformanden i netværket griber straks fat i hver sit køkkenrullerør. To andre stemmehørere, jeg endnu ikke kender, støder også til og age-‐rer stemmer, imens jeg forsøger at føre en samtale med Loa, en sygeplejerske, der har været en-‐gageret i netværkets arbejde, siden det startede op. Loa spørger interesseret til mit projekt. Jeg forsøger at fokusere på hendes spørgsmål, men får kun fat i enkelte, usammenhængende brud-‐stykker. Det er lige så svært selv at svare sammenhængende. Én stemme hvisker, en anden rå-‐ber ”du lyver”, ”der er ingen, der kan lide dig”, ”du duer ikke til noget”. Et par taler sammen i hånlige vendinger, ”hendes projekt bliver aldrig til noget”, og atter andre tager form af hvinende, ubestemmelige lyde. Der har samlet sig en lille gruppe mennesker, de fleste aktive fra stemmehø-‐rernetværket, omkring boksen. De kigger på og morer sig vist også lidt. Jeg føler mig kejtet ved situationen. Stemmerne er heller ikke nogen rar oplevelse, og jeg er lettet, da de endelig hører op igen. Bagefter vil ’mine stemmer’ gerne vide, hvordan jeg synes, det var. Jeg svarer, at det hele flød sammen for mig og får vist sagt, at den mest højtråbende var ret uhyggelig. Jeg har også svært ved at huske og gengive, hvad jeg egentlig talte med Loa om. Loa griner og nikker tilfreds. De øvrige tilskuere er helt holdt op med at grine, og flere af dem holder mit blik fast og nikker. Min tur i stemmehørerboksen fandt sted kort tid efter, jeg begyndte mit ph.d.-‐projekt og mar-‐kerer dette kapitels fokus, som er den enkeltes subjektive oplevelse af stemmer. Stemmehø-‐rerboksen blev en af de første lejligheder, jeg fik til at blive delagtiggjort i den verden, de stemmehørere, jeg har lært at kende, befinder sig i. Min tur i boksen lærte mig, at det er en verden med en anden form for sansemæssig virkelighed end den, jeg er vant til. Inde i boksen blev jeg revet med ind i en ny, ukendt og anderledes virkelighed, omgivet af lyde, jeg ikke

76

kunne forestille mig uden for boksen. Jeg blev opmærksom på, hvor intens en verden med stemmer er, og opdagede også, at den er forbundet med en særlig form for eksistens, hvor det fx kan være vanskeligt og nogle gange umuligt at tage del i dagligdags almindeligheder som en samtale, når stemmerne kører på højtryk. I dette kapitel tager jeg afsæt i de sanselige modaliteter, stemmehørerne præsenterede mig for inde i stemmehørerboksen. Formålet er at indkredse karakteren af det problem, stemmer giver i et menneskets liv og vise, hvor gennemgribende det er. Samtidig vil jeg vise, hvad det er, der gør stemmer så problematiske. I kapitlet bruger jeg en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenologisk tilgang (Jackson, 1996, Moran, 2000) til at give et indblik i den subjektive oplevelse af stemmer. Derudover trækker kapitlet på andre erfaringsnære studier af menne-‐sker med skizofreni (Sass, 2004, van Dongen, 2004, Corin et al., 2004). Jeg indleder med at redegøre for den fænomenologiske tilgang og fører derpå læseren ind i den verden, stemmehørerne befinder sig i. Det foregår via deres egne beretninger om karakteristika, de selv finder betydningsfulde. Til sidst sammenholder jeg mine fund med an-‐dre studier af mennesker med skizofreni og psykose for at kaste yderligere lys over, hvad det er for et problem, den enkelte søger efter en løsning på, når hun træder ind i stemmehørerbe-‐vægelsen.

5.1 En verden med stemmer

Under arbejdet med stemmehørerne er jeg blevet klar over, at jeg i bund og grund arbejder med en anden sansemæssig virkelighed eller anden måde at være til på end den, som er al-‐mindelig kendt. Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvilket analytisk værktøj der bruges til at ind-‐kredse en sansemæssig virkelighed eller eksistens, som vi ikke har direkte adgang til? Kigger man i den antropologiske værktøjskasse, er det den fænomenologiske tilgang, der bedst ind-‐fanger, hvordan verden opleves subjektivt. I dette kapitel anlægger jeg således en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenologisk tilgang (Jackson, 1996, Moran, 2000). Formålet med denne tilgang er at undersøge oplevelsen af stemmer med udgangspunkt i stemmehørernes egne begreber. Det vil sige i stedet for at for-‐tolke eller lægge en teori om, hvad det er, de oplever, ned over materialet, forsøger jeg at be-‐skrive stemmehørernes egne opfattelser af deres stemmer og dermed lade stemmehørerne selv tegne et billede af, hvordan stemmer former deres eksistens. Jeg indleder min beskrivelse med et uddrag fra et interview med Karen, der giver os en for-‐nemmelse af, hvordan det er at blive kastet ind i en verden med stemmer.

77

Fredag aften ved midnatstid vågner jeg ved, at nogen råber nede på gaden og klirrer med flasker og larmer. Jeg falder i søvn igen, men vågner flere gange. Der er stadig nogen, der råber nede på gaden. Til sidst står jeg op og går hen til køkkenvinduet for at sige et par bevingede ord til dem. Men der står ikke nogen mennesker nede på gaden. Der er helt tomt. Så ved jeg godt, det er inde i mit hoved. Der er flere stemmer, men især en, der brøler igennem: ”Du har ikke ret til at være på den her jord!”, og noget i den rille. Jeg tænker, jeg er ved at blive fuldstændig rablende sindssyg og handler i panik. Jeg handler i panik. Går op på badeværelset og sluger et glas piller, men min ven kommer tidligere hjem end planlagt og finder mig og jeg bliver indlagt på intensiv og skal blive på hospitalet et stykke tid. Det er i Karens lyse lejlighed på Østerbro, at jeg beder hende tænke tilbage på sin første ople-‐velse med stemmer, og hun fortæller om råben og flaskeklirren på en mennesketom gade, mens vi spiser frokost, nybagt brød med ost. På et værelse i en delt lejlighed i Københavns nordvestkvarter stiller jeg Susan det samme spørgsmål. Hun fortæller om at høre musik og til sin store forskrækkelse opdage, at radioen og CD-‐afspilleren er slukket. I toget, på vej til møde i en stemmegruppe, husker Elisa tilbage på lyden af en dyb, rungende mandestemme, der kaldte på hende, da hun stod og børstede tænder i badeværelset, og hvordan hun frustreret og fortvivlet ledte hele huset igennem uden at finde manden. Når man bliver kastet ind i en verden med stemmer, oplever man således noget, der måske bedst kan sammenlignes med en drøm -‐ eller et mareridt -‐ i vågen tilstand (Larsen, 2002b: 7), og de, der er i det, føler sig udsat for et brud, der har at gøre med, at gældende reg-‐ler sættes ud af kraft. Råben og flaskeklirren, musik eller lyden af ens navn, der bliver kaldt højt uden en afsender vækker følelser af at stå over for noget ukendt og dybt anderledes, der ryster folks relativt stabile verdenssyn og rejser spørgsmål ved selve følelsen af eksistens. Dette er, hvad man med psykiateren R. D. Laings betegnelse kan kalde for ontologisk usikker-‐hed. I The Devided Self bruger Laing (1983[1959]) begrebet til at forstå den eksistentielle si-‐tuation for personer, der lider af skizofreni. At være ontologisk usikker vil ifølge Laing sige, at ens sikre fornemmelse af, hvem man selv er og ens tro på, at verden omkring en er virkelig, gennemsyres af usikkerhed i en sådan grad, at verden falder fra hinanden for den, der oplever det (ibid: 39-‐61).

5.1.1 Stemmer som barn

De fleste af de mennesker, jeg har lært at kende, er blevet kastet ind i en verden med stemmer som voksne. Der er dog en mindre gruppe, der er vokset op med stemmer i barndommen og nogle gange andre ekstraordinære oplevelser som at se spøgelser, have forudanelser af hæn-‐delser og være i stand til at læse varsler. Fælles for denne gruppe er, at disse oplevelser som

78

oftest har været ganske uproblematiske for dem som børn, men har skabt problemer senere hen. Anna er et eksempel på det. Hun har altid har haft ”en hel masse usynlige venner, der kom og gik. Det var meget alfer, nisser, feer og engle og alle de her væsner, der opholder sig i natu-‐ren.” Jeg gengiver her et uddrag fra et interview, hvor Anna husker tilbage på dengang, hun opdagede, at det langt fra er alle, der har samme virkelighedsopfattelse som hende selv. Selv-‐om interviewet er optaget, udfoldede det sig i en rolig, uformel atmosfære. Vi mødtes på en af Annas foretrukne cafeer, over en caffe latte og cookies, ligesom mange af de andre, der havde fundet vej ind på cafeen en kold novemberdag. Anna: Det var først senere, det gik op for mig, at andre måske ikke oplevede det sådan, som jeg gjorde, at der måske var nogen, som ikke troede på det, at det bare var noget, man legede. At det ikke var virkeligt på samme måde, som det var for mig. Sidsel: Kan du huske, hvordan det var at opleve det? Anna: Jamen, jeg blev enormt meget i tvivl om, hvad det så var, jeg oplevede. For når andre ikke oplevede det, hvad var det så? Og jeg kan huske, da jeg var omkring seks-‐syv år, da jeg begyndte at se det, altså ikke bare høre og fornemme og mærke, at det var der, men jeg begyndte at se. Jeg så en nisse på et tidspunkt. Og jeg blev faktisk meget bange, fordi det på en eller anden måde var en overskridelse af de grænser, vi havde. Altså, de hørte til i en anden verden, men vi kunne kommunikere, men når de begyndte at blive lige så synlige som andre mennesker, så blev jeg jo i tvivl om, hvad det var. Det kan jeg huske, jeg blev forskrækket over. Og jeg kan huske, jeg fik en fornemmelse af, at det ikke helt var meningen, jeg skulle have set det. Altså, det var lidt, jeg kan huske udtrykket i ansigtet på den der nisse, jeg så, det var sådan lidt ’Okay, jeg smutter lige igen’”, Anna griner anstrengt, ”det her var ikke meningen”. Eksemplet med Anna viser, hvordan stemmer ændrer sig fra at være en almindelig del af et barns liv til at vække følelser af tvivl og usikkerhed i takt med, at barnet vokser op og støder ind i grænserne for normalitet. Anna og de andre, der er vokset op med stemmer, fortæller desuden, at de stemmer, de hørte som barn og opfattede som en form for venner eller hjælpe-‐re, ændrer karakter i en negativ retning omkring det tidspunkt, hvor de opdager, at alle andre ikke har samme virkelighedsopfattelse, som de selv har. For Anna og de andre personer, jeg har lært at kende, der er vokset op med stemmer, leder stemmerne således også frem til den eksistentielle krise, som jeg i ovenstående beskrev, at voksne finder sig selv i, når de pludselig bliver kastet ind i en verden med stemmer.

79

Når først den eksistentielle krise, som stemmer leder frem til, har indfundet sig, lader selve oplevelsen til at have fire karakteristika, nemlig en udvidet form for sansning, følelsen af at omverdenen gennemtrænger kroppen, paranoia samt angst. Når jeg har udvalgt netop disse karakteristika fra de mange oplevelser, jeg har fået indblik i, er det fordi, det er disse fire, der former oplevelsen for langt de fleste af de mennesker, jeg har lært at kende. De fire karakteri-‐stika er med Geertz ord ”erfaringsnære begreber”, det vil sige kategorier, som kommer fra de mennesker, hvis oplevelser jeg her beskriver (Geertz, 1984: 124). Jeg vil dog stadig bede læse-‐ren have for øje, at min opdeling tjener overskuelighedens ærinde. Der er tale om kategorier, der i praksis er del af samme oplevelse.

5.1.2 ”Ligesom en harddisk der hele tiden opdaterer”

Stemmehørere beskriver ofte sig selv som meget sensitive mennesker, og en del beskrivelser af stemmer handler om at sanse sig selv og sine omgivelser bemærkelsesværdigt intenst. To beskrivelser illustrerer dette særdeles godt. De tegner et billede af stemmehøreroplevelsen som en opmærksomhed på alle mulige elementer og dimensioner af livet og giver en fornem-‐melse af, hvor krævende det er at opfatte og forarbejde alle disse indtryk. I det første eksem-‐pel er det Jonas, der sammenligner sine stemmer med en harddisk, der skaber et intenst fokus på hans person: ”Mine stemmer kender til enhver lille detalje i mit liv, og de kan godt lide at fortælle mig, hvis der er noget, jeg har glemt. Når de kommer næste gang er det også sådan, så ved de præcis, hvad der er foregået siden sidst. Ligesom en harddisk, der hele tiden opdaterer.” I tråd hermed beskriver Anna en af sine mest fremherskende stemmer som et overvågnings-‐kamera, der indtil for halvandet år siden fokuserede hendes opmærksomhed på hver en de-‐talje og nuance i hendes omgivelser: ”Den observerende stemme, det er ligesom at have et overvågningskamera, der bare ser alt. Al-‐ting. Alt hvad jeg gør. Altså ser mig i alle aspekter, men også ser verden og hele tiden fortæller mig om det. Så alting bliver hele tiden omsat til ord. Alt det, vi sanser som mennesker, det blev omsat til ord. Det gik stærkere end man kan, altså, man kan ikke snakke så hurtigt, som den her stemme gjorde. Det var jo et væld af informationer. En registrering af, hvad folk gjorde og så en refleksion over, hvad det kunne betyde. Sådan en, en eller anden form for skanner, der lige shhh-‐shhh-‐shhh-‐shhh”, siger Anna og lader som om, hun holder et kamera i hånden og filmer rundt i cafeen, vi sidder i. Det lyder som en voice-‐over på film, der forklarer, hvad der sker?, foreslår jeg. ”Ja, men meget detaljeret. Den går ind og ser på ansigtsmimik og kropssprog og stemmefø-‐

80

ring og vender tilbage til, hvad man allerede ved om vedkommende fra tidligere, så alting bliver også sat ind i en sammenhæng”. Anna og Jonas´ beskrivelser tegner et billede af en måde at være til på, hvor elementer og di-‐mensioner af verden, der sanses og bliver genstand for opmærksomhed, kan synes uendelig. Når jeg lyttede til stemmehøreres beskrivelser af stemmer forekom det mig således ofte, at verden ligesom stod ind i ansigtet på dem, og nogle gange som om den næsten eksploderede i hovedet på dem. For de, der er i det, er det en yderst intens og energikrævende oplevelse. En enkelt, men nævneværdig bestyrkelse af dette fås med Anna. Under vores café-‐besøg under-‐stregede hun gentagne gange, at efter hun var sluppet af med sit ”overvågningskamera”, var hun blevet opmærksom på, hvor meget tid og energi sådan en stemme egentlig krævede!

5.1.3 ”Mit hoved er ikke begrænset af mit kranium”

De emner, der bringes op i stemmehøreres beskrivelse af stemmehøreroplevelser, har ofte at gøre med en følelse af, at personlige grænser bliver porøse. En følelse af at stemmer, der kommer fra omverdenen, kan gennemtrænge individets krop, indre tanker og følelser eller følelsen af ikke at være sikkert afgrænset fra sine omgivelser. Et uddrag fra en snak om emnet kan hjælpe med at kaste lys over, hvordan stemmer fra omverdenen kan opleves. Vi sidder på en bænk uden for det hus, hvor stemmehørergruppen mødes, og der er pause, hvor Thomas siger: ”De [stemmerne] kan komme fra alt levende, alt, hvad der bevæger sig, hunde, katte, an-‐dre mennesker. Der kan komme en bil kørende på 100 meters afstand og allerede dér, ved jeg, at de [stemmerne] er der”, forklarer han. ”På vej herhen gik jeg for eksempel forbi en mand, der sad på en bænk. Det er så irriterende, de [stemmer, der kommer fra manden] skal bare snakke til mig” fortæller Thomas. Jeg spørger, om det altid er sådan? ”Jaa,”, Thomas trækker på det, ”nogle gange er det fuldstændig overvældende”. Hvordan er det så? For mig lyder det alle-‐rede som om, der foregår rigtig meget. ”Nogle gange, bare jeg tænder for vandhanen, så kom-‐mer de”. Thomas holder sine hænder frem for sig og vifter med fingrene for at illustrere van-‐det, der løber, og siger buzzende lyde for at demonstrere, hvordan det [vandet] snakker. Han smiler opgivende: ”Tænk engang, når jeg har været i brusebad, så er jeg jo mere død end leven-‐de bagefter”. Jeg trækker også lidt på smilebåndet, og vi sidder tavse, indtil tovholderen et par minutter senere dukker frem i et vindue og gør tegn til, at mødet fortsætter. I tråd med Thomas beskriver stemmehørere ofte, hvordan de overvældes af stemmer, der kommer fra andre mennesker, når de træder ind i et rum eller passerer nogle på gaden, fra forbikørende biler eller fugle, der flyver forbi, fra musik og tv-‐ og radioudsendelser. De fleste oplever ufrivilligt at erhverve sig stemmer fra deres omgivelser og lider af en følelse af, at alle disse stemmer trænger ind i dem.

81

Følelsen af gennemtrængelighed kan for eksempel komme med særligt nedsættende stemmer, som de fleste oplever. ”Du duer ikke til noget”, der er ingen, der kan lide dig” er typi-‐ske eksempler, der bliver gentaget om og om igen. Et andet eksempel er, at ”antropologen ta-‐ler kun med dig, fordi hun har medlidenhed med dig”, som Bente, som nævnt i kapitlet om me-‐toden, måtte lægge øre til under et aftalt interview i sin lejlighed på bostedet. Selve indholdet i disse stemmer kredser om retten til overhovedet at være til i de sociale sammenhænge, den enkelte befinder sig i. ”Du har ikke ret til at være på den her jord!”, som Karen fik af vide af sin første stemme, er et sigende eksempel. For mange giver nedværdigende stemmer som disse også en følelse af, at selve retten til at være til ikke kan tages som en selvfølge, men kræver et forsvar mod stemmer, der invaderer. Følelsen af gennemtrængelighed bliver særligt fremtrædende i beretninger, hvor stemmehørere beskriver oplevelsen af personlige, porøse grænser på et kropsligt niveau. I perioder hører Anna så mange stemmer, at det føles som om hun står midt på et stadium, og stemmerne lyder fra alle sider. Med Annas egne ord: ”Mit hoved er ikke begrænset af mit kra-‐nium. Mit hoved er lige så stort som et fodboldstadium. Der sidder så en masse og snakker eller nogle gange enkelte og råber”. Annas beskrivelse viser, hvordan stemmer nogle gange føles som en form for udvidelse af selve kroppen. Hendes oplevelse af, at hendes hoved udvider sig i takt med den strøm af stemmer, der henvender sig til hende, indebærer en fysisk fornemmelse af kroppen, der ikke indbefatter de fysiske grænser, der normalt adskiller den enkelte fra omgivelserne. Hermed beskriver Anna én måde at opleve en fornemmelse, som de fleste stemmehørere lider af, nem-‐lig fornemmelsen af selv at indeholde alle de stemmer, der henvender sig til dem. Det ser således ud til, at stemmer fra omverdenen -‐ dette karakteristikum ved den en-‐keltes indre liv -‐ gør det sociale besværligt og smertefuldt. Den nære relation mellem den en-‐keltes indre liv og omverdenen træder også tydeligt frem i det næste karakteristika, jeg vil beskrive, men nu i form af forskydninger og unaturligheder, som stemmerne skaber i den enkeltes omverden, når hun bliver paranoid, som mange stemmehørere selv kalder det.

5.1.4 ”Alle folk er efter mig og mit hjem bliver aflyttet”

I stemmehøreres beskrivelser af, hvad det vil sige at høre stemmer, dukker der ofte temaer op om fornemmelser af, at noget i omverdenen måske ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Ofte handler det om at føle sig under observation eller blive udsat for en eller anden form for komplot. Jeg tager udgangspunkt i en enkelt stemmehører, Jonas, som oplever at blive viklet ind i en skræmmende sammensværgelse, mens han er i lære som tømrer. Jonas havde egentlig planer om at blive arkitekt. Det var derfor, han begyndte i gymnasiet. Jonas har altid klaret sig

82

godt i skolen, men da han starter i 2. g, går det ikke helt så godt. Han får ikke længere lavet sine lektier, og så har hans stemmer også det at køre på. Jonas´ stemmer har ikke altid generet ham. Da han var barn, var de hans hjælpere. Han kan huske, at de underholdt ham, han kunne lege med dem, selvom han godt nok blev ret forskrækket første gang, han så dem. Jonas var fem år, da han en nat vågnede ved, at de sad langs væggen som et lille panel. Der var to kvin-‐der og en mand. De var ikke større end en tommelfinger. Jonas havde skyndt sig ind til sine forældre. De havde sagt, at han havde mareridt. Siden da har Jonas ikke set sine stemmer, men lydmæssigt er de taget til efter at have vist sig for ham. I ungdomsårene forandrede de sig fra at være venlige og hjælpende til at blive nedværdigende: ”Du er tyk”, ”du er dum”, ”du er do-‐ven”, i en uendelighed af gentagelser. I løbet af 2. g begynder Jonas i det hele taget at føle sig omgivet af en fjendtligt indstillet verden. Jonas dropper ud af gymnasiet og begynder i stedet i lære som tømrer. I løbet af sin læretid bliver han mere og mere isoleret fra andre mennesker. Jonas bor i en lejlighed, der ikke ligger ret langt fra hans arbejde, og han arbejder det meste af tiden. Efter et par år i tøm-‐relære begynder den sammensværgelse, jeg vil gengive her. Første gang, Jonas fortæller mig om den, er under et interview i det lille hvide rækkehus, hvor han bor. Under interviewet fat-‐ter Jonas sig i korthed, og jeg gengiver her et uddrag, hvor han i korte træk beretter om sam-‐mensværgelsen, som han oplever i tiden op til sin første indlæggelse. Jonas: For en fem-‐seks år siden begyndte det at blive helt ekstremt. Det tog simpelthen overhånd. Der kunne jeg overhovedet ikke styre det. Sidsel: Hvad er det, der bliver helt ekstremt? Jonas: Det er stemmerne. Jeg tror, at alle folk er efter mig, og mit hjem bliver aflyttet og alt så-‐dan noget. Ja, altså, de siger alle mulige ting. De sagde også, at jeg havde voldtaget en pige. Det blev sådan, at jeg troede på det og så til sidst, så endte det med, at jeg inviterede hende ned, hende pigen, det var en, jeg havde gået i klasse med og så spurgte jeg hende simpelthen, og der var jo så ikke noget. Senere, i en række mere uformelle sammenhænge, uddyber Jonas de oplevelser for mig, han gennemlever, indtil han får afklaret, at han ikke har gjort pigen fra sin gymnasieklasse noget. Dem gengiver jeg her, inspireret af Jonas´ egne ord: Det begynder en aften, hvor Jonas som sædvanlig er alene hjemme. Pludselig kan han høre, at naboen bliver voldtaget. Han kan høre fem mænd og beslutter sig hurtigt for at ringe til politiet,

83

anonymt. Politiet rykker hurtigt ud og gennemgår lejlighederne i ejendommen uden at finde no-‐get usædvanligt. Jonas er dog stadig overbevist om, at der er en pige, et eller andet sted i Dan-‐mark, der bliver voldtaget, og at pigen sender sine tanker til ham. Pludselig kan Jonas også se sortklædte mænd. De kravler rundt på tagryggene af de ejendomme, han har udsigt til, og det er ham, de er ude efter. Jonas løber ned til sin bil, kører af sted i forsøg på at slippe væk, men kan stadig høre voldtægten. Lydene stopper efter en halv times tid, men fra da af kan han ikke læn-‐gere holde ud at være i sin lejlighed og flytter i stedet ind i sin bil. Jonas passer stadig sit arbejde og gør meget ud af at køre forskellige ruter til og fra arbejde, på forskellige tidspunkter, så de sortklædte mænd ikke kan få fat på ham. Jonas er også overbevist om, at hans bedste ven er i kontakt med mændene, og derfor begynder han også at lægge planer om at komme vennen til livs. På dette tidspunkt er Jonas overbevist om, at han har voldtaget en pige, han har gået i gymnasiet med. Han er også sikker på, at pigens familie er meget velhavende, og at de har ind-‐gået en aftale med mafiaen om at gøre det af med ham. Han tør derfor heller længere bo i sin bil og flytter således hjem til sine forældre. Hjemme hos forældrene tjekker Jonas hele tiden, at vin-‐duer og døre er lukkede og låste og sover forskellige steder for at undgå, at mafiaen kan finde ham, når de kommer. Han skriver også et brev til sin mor, hvor han blandt andet andet fortæller om voldtægten. Moderen tror dog ikke på, at Jonas har gjort nogen fortræd, og på hendes initiativ invite-‐rer de pigen hjem for at få det afklaret. Pigen fortæller, at Jonas aldrig har gjort hende noget. Jonas bliver utrolig lettet. Hans verden bryder herefter sammen, fordi han ikke længere har nogen forklaring på, hvad det er, der foregår, og han ender med at blive indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling det næste års tid. De hændelser, Jonas er ude for, kan synes specielle, men er på ingen måde exceptionelle i mit materiale. For nogle af de mennesker, jeg har lært at kende, synes ekstraordinære hændelser at gennemtrænge deres liv. De beskriver, hvordan hændelserne ændrer deres tilværelse radi-‐kalt; ryster deres fornemmelse af, hvem de selv er, hvem andre er, deres daglige aktiviteter, og hvordan verden omkring dem er -‐ som i eksemplet med Jonas. For andre er der tale om eks-‐traordinære hændelser, der tager mere midlertidige former -‐ glimt, øjeblikke eller bølger, der kommer og går. Signe fortæller om sammensværgelser, som mennesker, hun tilfældigt ophol-‐der sig i nærheden af, står bag: ”Når jeg kører i bus og tog, så begynder jeg at kunne høre, hvad de andre siger. Det er ikke faste stemmer. Det er sådan tilfældige stemmer. Det er især slemt hvis, hvis der er en, der snakker i mobiltelefon. Så kan jeg høre, hvad den anden siger, og så er det al-‐tid et eller andet med, at de planlægger at komme ved næste stop og kidnappe mig eller sådan

84

noget”. Rose fortæller om et besøg fra et opsøgende psykoseteam: ”De [stemmerne] sagde, at den socialarbejder, der kom og besøgte mig derhjemme, var fransk spion”, og Carl fortæller ofte om at være plaget af stemmer, der gør ham mistænkelig over for biler, parkeret skråt over for det hus, hvor han bor sammen med sin familie: ”Den har holdt der hele weekenden. Når der holder en bil der, er jeg sikker på, de holder øje med mig. Det er et mærkeligt sted at parkere. Jeg har brugt hele weekenden på at være paranoid over det”. Ovenstående eksempler viser, at det, mennesker står overfor, når de bliver paranoide, handler om, at deres vante omverden ændrer sig. Stemmer, der skaber paranoia, ser ud til at have en decideret destabiliserende effekt på den verden, der omgiver den enkelte. Den stabili-‐tet, der normalt kendetegner den enkeltes velkendte fornemmelse af omverdenen, bliver sat ud af kraft. Den verden, personer med stemmer befinder sig i, indeholder således talrige for-‐skydninger fra det velkendte og genkendelige, og de mennesker, der er i det, føler sig ofte om-‐givet af nogen eller noget, der fremtræder unaturligt og alarmerende, og mange finder det krævende at finde sammenhæng i de spor, brud og forskydninger, deres stemmer skaber. I mit forsøg på at følge stemmer gennem beretninger om paranoia, er det, der især træder frem, således den usikkerhed, den enkelte står overfor, med nogle stemmer, der fordrejer verden, så ens naboer eller medpassagerer i bussen, ven eller klassekammerat, socialarbejderen eller en parkeret bil ikke synes at være, hvad de giver sig ud for. De stemmer, der skaber paranoia, ser altså, ligesom stemmer, der kommer fra omver-‐denen, ud til at gøre omverdenen og dermed det sociale besværligt og smertefuldt. Mens stemmer fra omverdenen griber ind i tilværelsen ved at sløre eller overtræde grænsen mel-‐lem mig og verden, og dermed giver den enkelte stemmehører kvaler med at adskille sig fra omverdenen, ser de stemmer, mennesker hører, når de er paranoide, ud til at ændre omver-‐denen mærkbart, nogle gange til til ukendelighed.

5.1.5 ”Meget angst”

Det sidste, grundlæggende karakteristikum ved stemmer, jeg vil beskrive, ligger implicit i fle-‐re af ovenstående beskrivelser. Det handler om angst. Når stemmehørere beskriver deres stemmer, er der ofte tale om ubehagelige og nogle gange gruopvækkende oplevelser, og de fleste af dem, jeg har talt med, er bange for deres stemmer. For nogle er denne ængstelse til-‐stede som en implicit, men vedholdende, påtrængende følelse, hvor de i bund og grund altid er bange for deres stemmer, selv når stemmerne tilsyneladende virker venlige. For andre er ængstelsen mere eksplicit knyttet til, hvad stemmer vil gøre ved en, hvad de vil have en til at gøre og hvad de truer med at gøre ved andre. Angsten er mange gange nærværende i stemmehørergrupperne, hvor den kommer til syne både i ansigtsfolder og kropsholdninger og i tale og handling. Én trækker vejret mere og

85

mere anstrengt og får et mere og mere sammenbidt udtryk i ansigtet, efterhånden som turen til at fortælle, hvordan det er gået med stemmer siden sidst, nærmer sig. En anden sidder uro-‐ligt på sin stol, gnider sig nervøst i hænderne og meddeler til sidst, at hun ikke deler noget med gruppen i dag af frygt for, hvad det kan indebære at tale om stemmer, der ikke vil have, at hun taler om dem. Det sidste eksempel, jeg vil give i min beskrivelse af stemmehøreres måde at være til på, handler om en måde at tackle stemmer på, som jeg første gang hørte om på et af de møder, hvor angsten var mærkbar for os alle. I grupperne kommenterer man sjældent andres udsagn direkte, men begrænser sig til at tale ud fra egne oplevelser, og i dette eksempel er det Jonas, der kommenterer mødets anspændte stemning ved at fortælle, at han sover med to knive og en flaske kølervæske ved siden af sin seng. Således han kan forsvare sig og i værste fald drikke kølervæsken, hvis hans stemmer gør alvor af deres trusler om at bortføre ham. Under et in-‐terview forklarer Jonas mig, hvordan hans stemmer truer ham om aftenen: ”Det er altid meget drabeligt. Masser af blod”. Jonas griner anstrengt. Han er tydeligvis utilpas ved at fortælle om, hvad de truer med at gøre, når de får fat på ham: ”De truer med, at der skal komme nogen og bortføre mig og torturere mig og alt sådan noget. Det er også derfor, jeg altid er meget angst, når jeg hører dem. Og så fortæller de om de forskellige måder, man kan blive tortureret. Jeg kan både se og høre dem og se billederne for mig, altså billeder af det, de siger”. De andre i gruppen har før hørt Jonas fortælle om truslerne, og han nøjes med at dele sin erfa-‐ring med at håndtere sin angst med knivene og flasken med kølervæske: ”Det er lidt mere be-‐tryggende, for jeg ved, at hvis de kommer, og jeg ikke kan klare mig, så kan jeg begå selvmord rimelig hurtigt”. De øvrige deltagere nikker forstående. Når jeg gengiver beretningen om at bruge knivene og flasken med kølervæske til at få sin nattesøvn her, er det ikke kun, fordi den tegner et levende billede af at leve med angst. Det er også, fordi det er værd at bemærke gruppens accepterende holdning til selvmord -‐ der i sagens natur må ses som en sidste udvej. Her findes måske en indikation af den dybe angst, der præger tilværelsen med stemmer. I det følgende sammenholder jeg det, jeg indtil videre har fundet ud af om oplevelsen af stemmer, med nogle andre erfaringsnære studier af mennesker med skizofreni og psykose for at kaste yderligere lys over, hvad det er for en sygdom eller problematik, mennesker i stem-‐mehørerbevægelsen har med at gøre.

86

5.2 Oplevelsen sammenholdt med andre erfaringsnære studier

Jeg er ikke den første antropolog, der observerer, at angst farver den måde, mennesker ople-‐ver og erfarer deres eksistens på, når de lider af psykose. Mine beskrivelser af truende, gru-‐opvækkende stemmer som en kilde til angst falder i tråd med Corins påpegning af, at den sub-‐jektive følelse af psykose ofte er formet af en grundlæggende angst (Corin et al., 2004). I Co-‐rins omfattende arbejde med sammenhængen mellem psykose og kultur står den subjektive oplevelse af psykose centralt, og i en artikel, hvor hun analyserer narrativer fra sydindiske patienter, der for nylig er blevet diagnosticeret med skizofreni, identificerer hun frygt og ræd-‐sel som den gennemgående følelse (ibid: 117f.). Livet med psykotiske oplevelser som gen-‐nemsyret af angst er i det hele taget gennemgående i de mere erfaringsnære antropologiske studier om emnet. Studier fra så forskellige dele af verden som Sydindien (ibid: 118), Dan-‐mark (Larsen, 2002a: 92-‐100) og Bali (Good and Subandi, 2004: 171-‐181) beskriver på for-‐skellig vis, hvorledes angsten stammer fra en grundlæggende ændring i menneskers velkend-‐te fornemmelse af sig selv og verden, ligesom mine beskrivelser af oplevelsen med stemmer viser. Jeg er heller ikke den første, der har bemærket, at de ændringer, skizofreni skaber i menneskers velkendte fornemmelse af sig selv og deres omverden, blandt andet handler om, at både en selv og omverdenen fremtræder bemærkelsesværdigt intenst. Stemmehøreres op-‐levelse af at sanse sig selv og sin omverden så intenst, som fx Annas ”overvågningskamera” lod os fornemme, minder eksempelvis om det, psykologen Louis Sass (2004) har beskrevet som ”hyperrefleksive tendenser” til at blive eksplicit opmærksom på det, der normalt tages for givet, i en sådan grad at det slet ikke bemærkes. Sass argumenterer for, at essensen af ski-‐zofreni (men ikke nødvendigvis årsagen) er en særlig måde at være i verden, hvor den enkelte fokuserer intenst på det, der normalt tages for givet. Det uudtalte bliver eksplicit. Baggrund bliver forgrund. Almindelige, hverdagsagtige hændelser kan blive en kilde til fascination for personen med skizofreni, siger Sass (ibid: 207). Sass beskriver disse hyperrefleksive tendenser som en manglende indlejring i de rela-‐tivt stabile kulturelle forståelsesrammer, vi normalt bruger til at orientere os efter (ibid: 315). Det vil sige de rammer, som vi bruger til at give mening til vores verden med og indretter vo-‐res handlinger efter. Ifølge Sass er grundlaget for at kunne leve et normalt, socialt liv, at disse rammer fungerer automatisk, glat og gnidningsløst (ibid: 304). Det lader de ikke til at gøre for de personer, der er blevet kastet ind i en verden med stemmer. Som Annas ”overvågningska-‐mera” og Jonas’ jævnlige ”opdateringer som en harddisk” vidner om, synes de at registrere alt det, vi andre tager for givet. Med Sass kan dette forstås, ikke blot som en yderst intens ople-‐velse, men som en oplevelse, der qua intensiteten indebærer en form for sabotage af de kultu-‐

87

relle forståelsesrammer, der gør det muligt for en person at tage så mange elementer og di-‐mensioner af vores fælles verden for givet, som en normal, social eksistens forudsætter. Det, stemmehørere kæmper med i forhold til stemmer, der kommer fra omverdenen og trænger ind i individet, bringer til gengæld associationer til van Dongens (2004) monografi om psykotiske mennesker i Holland. Her giver hun en rammende beskrivelse af kroppen som værende uden personlige, fysiske grænser og af, hvordan kroppen kan opleves som en behol-‐der for det, man sanser: Hun siger: ”Our senses are instruments whereby we enter the world, but sometimes the order is reversed. In psychotic disorders people do not enter the world; the world enters people. Uninvited and often unwanted auditory and visual hallucinations enter the body of the psychotic person” (van Don-‐gen, 2004: 206). Ifølge van Dongen er der altså normalt en vis distance mellem krop og verden. For de psykoti-‐ske mennesker i hendes studie er den imidlertid faldet væk. Det skaber en umiddelbar nær-‐hed mellem den enkelte og hans eller hendes omgivelser, der slører grænserne mellem selv og verden og nogle gange får dem til at smelte sammen, så verden i bogstaveligste forstand føles inde i kroppen (ibid: 207). I sin monografi gør van Dongen en del ud af at beskrive, hvordan de flydende grænser mellem selv og verden gør det psykotiske menneske yderst sårbart over for sine omgivelser. Hun bemærker blandt andet: ”The patient’s body is not securely delimited as ours is. It lies open and vulnerable to threatening actions and objects.” (ibid: 209). Med denne beskrivelse af en nærmest hudløs krop, får vi et billede af, hvor bogstaveligt de stemmer, folk får fra deres om-‐givelser, skal forstås. Det vil sige hvor konkret de stemmer, der fx kommer fra bruseren i Thomas’ badeværelse fornemmes. Det billede van Dongen tegner af kroppen, der ikke er sik-‐kert afgrænset fra sine omgivelser, gør det klart, at beretninger om stemmer, der kommer fra omgivelserne, ikke skal forstås i en symbolsk forstand, men som konkrete oplevelser for de mennesker, der lever med dem. Van Dongens billede af den uafgrænsede krop gør det klart, at de sanseindtryk og fornemmelser, stemmer skaber, nogle gange kan mærkes ganske fysisk, med en stoflig kraft, der i en vis forstand trodser den gængse opfattelse af lyd som relateret til øreorganet og høresansen. Mens Sass´ begreb om hyperrefleksivitet fremhæver, hvor særligt intenst verden gene-‐relt fremtræder, når man hører stemmer, tydeliggør van Dongens beskrivelse af den særlige, umiddelbare nærhed mellem selv og verden, hvordan en del af intensiteten i oplevelsen fører til en form for sammensmeltning mellem den enkelte og verden.

88

5.3 Opsummering

I dette kapitel har jeg haft fokus på, hvilke problemer, oplevelsen af stemmer giver anledning til, og hvad det er, der gør oplevelsen så smertefuld. Jeg har fulgt stemmer gennem mine in-‐formanters egne beretninger og forsøgt at være lydhør og fornemme de komplekse og mange-‐facetterede oplevelser, der former individers tilværelse, når de bliver kastet ind i en verden med stemmer. Oplevelsen af stemmer får menneskers fornemmelse af sig selv og deres omverden til at fremtræde bemærkelsesværdigt intenst. Det, der normalt tages for givet, springer i øjnene, og dette er ikke bare yderst energikrævende, men gør også folk sårbare over for deres omgi-‐velser. Oplevelsen af stemmer leder nemlig også til en følelse af ikke at være sikkert afgrænset fra sine omgivelser og nogle gange til en smertefuld sammensmeltning med disse. Dertil kommer, at stemmer indeholder beskeder, der gør andre mennesker dunkle og fordrejer om-‐verdenen, så den aldrig helt synes at være, hvad den udgiver sig for. I den forstand er stem-‐merne på kant med den verden, vi normalt kender, og for de, der befinder sig på den kant, opleves dette meget skræmmende. For at give læseren en fornemmelse af, hvordan stemmer opleves, og hvor grundlæg-‐gende oplevelsen ryster ens tilværelse, har jeg anlagt en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenolo-‐gisk tilgang. Målet med at benytte denne tilgang har været at lade stemmehørerne selv kom-‐me til orde og derigennem åbne op for en forståelse af, hvordan stemmer kan ændre ens vel-‐kendte fornemmelse af sig selv og sin omverden til ukendelighed. Inden jeg runder dette kapitel af, vil jeg nævne, at det langt fra er alle de stemmehørere, jeg har lært at kende, der oplever den intense smerte, jeg har beskrevet her. Der findes en del stemmehørere, som dagligt hører stemmer, men ikke længere finder dem så ubehagelige. Nogle fortæller, at de ikke længere bliver bange for deres stemmer, og jeg har mødt et lille udpluk af stemmehørere, der lever med stemmer af en positiv karakter og ikke ville være dem foruden. Det er selvsagt interessant for et studie som mit, der har fokus på, hvordan folk lærer at erkende hidtil ukendelige stemmer og styre dem bedre. Det henleder opmærksomheden på den kulturelle og sociale side ved oplevelsen af stemmer. Når jeg i dette kapitel har holdt mig til at anskue stemmer som en privat oplevelse, der i udgangspunktet ikke deles med andre mennesker, er det for at fastholde den kronologi, der ligger i min opbygning af afhandlingen, som den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder, hvor jeg starter så langt inde i det enkelte menneske, man kan komme (som antropolog) og løbende udbygger og diskuterer den sociale og kulturelle side af oplevelsen, i takt med, at jeg beskriver den enkelte i relation til de stadig mere komplekse sociale fællesskaber, hun indgår i på sin vej i stemmehørerbevægelsen. Således bør det nu være tydeligt, at stemmer umiddelbart fremtræder som en skræm-‐mende og kaotisk strøm af sanseoplevelser for de, der oplever det. Når det alligevel er så væ-‐

89

sentligt for mennesker at holde fast i virkeligheden af de oplevelser, de har med stemmer, når de træder ind i stemmehørerbevægelsen, er det, fordi løsningen på det problem, stemmer skaber, menes at ligge i stemmerne selv. Stemmehørerbevægelsen giver den enkelte mulighed for at holde fast i virkeligheden af de oplevelser, verden med stemmer byder på, og forsyner den enkelte med en ramme, som forklarer de anderledes og skræmmende oplevelser. Dette vil blive uddybet i næste kapitel, hvor jeg ser nærmere på, hvordan det rent individuelle ved op-‐levelsen transformeres til noget, der kan italesættes for andre, når stemmehørerbevægelsen leverer rammen til den enkeltes subjektive oplevelse af stemmer.

90

91

Kapitel 6. Udtrykket Mit navn er Peter Bullimore, og jeg er stemmehører. Jeg har brugt 10 år i det psykiatriske system som kronisk skizofren. Jeg tror ikke på skizofrenibegrebet, men jeg er stolt over at sige, at jeg er stemmehører. Sådan indleder Peter som regel fortællingen om sit liv, når han repræsenterer stemmehører-‐bevægelsen udadtil. Selvbiografiske fortællinger spiller en central rolle i stemmehørerbevæ-‐gelsens udbredelse af sit budskab. Peter er en af pionererne i Det Engelske Stemmehørernet-‐værk og lever af at undervise med udgangspunkt i sine egne erfaringer med stemmer. Han er en populær underviser, og har fortalt sin historie i forskellige versioner på talrige konferencer, seminarer og temadage i England og internationalt. Brudstykker af den findes også i et selv-‐biografisk skrift i stemmehørerlitteraturen samt i dagblade, tv-‐ og radioudsendelser, og der er mange i stemmehørerfeltet, der kender den. Jeg har selv haft lejlighed til at overvære Peters undervisning flere gange både i Danmark og England og indleder dette kapitel med at referere denne fortælling om Peters liv. Når jeg refererer Peters fortælling, vil jeg henlede læserens opmærksomhed på, at man kan genfinde en række temaer i de fortællinger, stemmehørerbevægelsen bruger til at udbre-‐de sit budskab, der tilsammen danner et tredelt forløb: Først fortællerens erfaringer med traumatiske oplevelser og sygdomssymptomer i barndommen, dernæst en tid, hvor de smer-‐telige oplevelser og symptomerne hører op, for dog at dukke op igen udtrykt som stemmer og til sidst mødet med psykiatrien, der forværrer lidelsen versus mødet med stemmehørerbevæ-‐gelsen, der forandrer lidelsen til det bedre. Det er værd at bemærke, at fortællingerne på den ene eller anden måde altid forklarer stemmehøreroplevelsen som en reaktion på traumatiske begivenheder i barndommen. I dette kapitel sætter jeg fokus på denne særlige udlægning af stemmehøreroplevelsen, som med Bruners (1986) begreb ”udtrykket” vil sige den måde, den enkeltes oplevelser rammesættes og artikuleres, når oplevelserne deles med andre via fortæl-‐lingen. Jeg sætter fokus på den måde, stemmehøreroplevelsen kommer til udtryk i den proto-‐typiske fortælling, som stemmehørerbevægelsen bruger til at viderebringe sit budskab. Det, der interesserer mig, er, hvordan et relativt enkelt plot om traumet kan forklare noget så kao-‐tisk, som stemmer indledningsvist fremtræder som. For at belyse dette spørgsmål anlægger jeg et kognitivt analytisk greb (Holland and Quinn, 1987, DÁndrade, 1992) på stemmehører-‐bevægelsens prototypiske fortælling, og skriver en kulturel viden frem om traumet og sindet, som jeg argumenterer for, at stemmehørerbevægelsen hviler på.

92

Følgende refererer jeg Peters fortælling om sit liv i en sammensat version bestående af Peters egne ord ud fra de udgaver, jeg har hørt og læst: Fra jeg var fem til jeg blev tretten, havde jeg en plageånd. Du kan også kalde denne kvinde for misbruger. Jeg kalder hende for plageånd, fordi hun ikke kun misbrugte min krop, hun plagede også mit sind. Hun var babysitter og plejede at komme og passe mig fredag aften. Sommetider tog hun en ven med, der deltog. Noget af det var direkte modbydeligt. Det påvirkede min opførsel. Jeg blev paranoid og isolerede mig socialt. Ville ikke gå uden for en dør. En dag sagde min mor: ”Du kan jo ikke blive herinde hele tiden. Du bliver nødt til at gå ud.” Jeg gik over i den lokale park og spillede bold -‐ mod noget jeg hørte. Jeg spillede mod en stemme. Den havde hverken identitet eller køn. Jeg tror, jeg var otte år. I begyndelsen virkede stemmen beroligende. Den sagde, det hele nok skulle gå. Men som jeg blev ældre, blev den uhyggelig og truende, og der kom flere til og bad mig gøre andre fortræd. Jeg kunne lege med en ven, og en stemme sige: ”Slå ham!”. Det føltes som om, mit hoved skulle eksplodere, og så slog jeg, uden at kunne forklare hvorfor. Så slog min mor mig. Jeg holdt op med at stole på andre mennesker og begyndte at blive betragtet som dysfunktionel. Når Peter har skildret sin barndom med misbrug og stemmer, fortsætter han sin historie med at fortælle om at gemme fortidens dunkle minder væk i forsøget på at bygge et almindeligt liv op. Kort inden min trettenårs fødselsdag fik jeg mod til at sige, at jeg ikke længere behøvede en ba-‐bysitter. Mine forældre indvilligede. Misbruget stoppede, og jeg blev fri for stemmerne. Jeg var stadig bange for verden. Men fra jeg var tretten til sytten år, levede jeg et såkaldt ’normalt’ liv. Jeg fortalte ikke nogen om misbruget. Jeg mødte min første kærlighed. Vi giftede os, og jeg blev far til tre. Sammen med en ven byggede jeg et firma op. Vi tjente mange penge. Der fulgte en masse pres og stress med. Jeg ar-‐bejdede atten timer i døgnet, syv dage om ugen. Min kone elskede vores luksuriøse livsstil samti-‐dig med, at hun beklagede sig over, at jeg aldrig var hjemme. Jeg begyndte at få følelsen af, at der igen var en kvinde, der plagede mit sind. En dag, der var problemer på arbejdet, bad jeg pludselig en kunde i telefonen om at skride! Min kompagnon sagde, at jeg ikke kunne tale sådan til kunderne. Jeg slog ham i hovedet med telefonen og kørte hjem. Med ovenstående slår Peter fast, at selvom misbruget stoppede, så spøger det stadig i hans bevidsthed. I den efterfølgende del af fortællingen retter han en hård kritik mod psykiatrien. Kritikken af psykiatrien tager som regel udgangspunkt i langt mere udførlige beretninger om

93

Peters møde med psykiatrien, end jeg gengiver her. Når Peter kommer til denne del af fortæl-‐lingen, bliver publikums forargelse tydeligvis vakt i takt med, at han fortæller om den ene me-‐re uhyrlige psykiatriske foranstaltning end den anden. Jeg blev hjemme i tre uger. Jeg hverken spiste, vaskede eller barberede mig. Sad bare i en stol lukket inde i en verden af stemmer og paranoia. Til sidst kom der en læge og indlagde mig på det lokale psykiatriske hospital. Gennem de næste år havde jeg mange indlæggelser. Der var aldrig nogen, der spurgte til mine stemmer. Det var ikke noget, man talte om. Det hjalp mig ikke at væ-‐re indlagt. Til sidst smed min kone mig ud hjemmefra. Hun sagde, hun havde fået nok . Det var, som om hele verden ønskede mig død. Når Peter har fortalt om adskillige lidelsesfyldte år i psykiatrien, tager fortællingen en drej-‐ning med hans møde med stemmehørerbevægelsen, der -‐ til publikums lettelse -‐ ansporer ham til at begynde at forholde sig til de stemmer, fortidens smertefulde begivenheder har bragt med sig. Så hørte jeg om en stemmehørergruppe. Jeg gik derhen, og det var en utrolig oplevelse. Endelig kunne jeg tage den maske af, jeg havde båret i årevis. Jeg mødte andre mennesker med stemmer, endelig hørte jeg til et sted. På et tidspunkt kom der et par fyre fra stemmehørernetværket i Manchester og holdt en workshop. Jeg kunne godt lide den måde, de arbejdede med deres stem-‐mer på. Men deres stemmer havde identiteter. Mine lød bare uhyggelige og mærkelige. Det brag-‐te jeg op, og en af fyrene svarede: ”Du må forholde dig til dæmonerne fra din fortid!” Det var alt, hvad han sagde. Når jeg så på mit liv, kunne jeg se, at mit livs dæmon var min misbruger. Jeg så hende stadig jævnligt på gaden i byen, hvor jeg bor. Jeg plejede at løbe min vej, når jeg så hende, ræd-‐selsslagen. Men en dag hun dukkede op, besluttede jeg mig for at lytte til det, fyren fra stemme-‐hørernetværket havde sagt. Denne gang ville jeg ikke løbe. Mit hjerte hamrede, men jeg holdt øjenkontakten. Denne gang var det hende, der slog blikket ned og kiggede væk. Jeg tog hjem og begyndte at lytte til mine stemmer. Nu ville jeg høre indholdet, og i de næste to uger skrev jeg hvert et ord ned. Jo mere jeg lyttede, desto mere klart blev det for mig, at der var én dominerende stemme. I starten var den svær at adskille fra de andre. Men der var én, der talte lidt højere og lidt mere kritisk end de andre. Jeg identificerede min dominerende stem-‐me, og besluttede at kalde den for min misbruger. Jeg fandt ud af, det faktisk var hende og blev mindre bange for stemmen. Det hele handlede om misbrug og skyld. Jeg var nødt til at forholde mig til det, der var sket. Relationen til mine stemmer begyndte at ændre sig: de havde haft kontrol med mig, nu be-‐

94

gyndte jeg at få kontrol med dem. Det tog lang tid. Men fra da af havde jeg et udgangspunkt hvorfra, jeg kunne begynde at flytte mig. Ligesom Peter som regel indleder fortællingen om sit liv med at forkaste den miskrediterende kategorisering af sig selv som skizofren til fordel for en mere positiv stempling som stemme-‐hører, runder han af med at slå læren af sine personlige erfaringer fast. Jeg er ked af at sige, at jeg ikke kom mig på grund af det psykiatriske system. Jeg kom mig på trods af systemet. Men hvis jeg kan komme mig, kan alle komme sig. Systemet kalder mig kronisk skizofren. Jeg kalder mig selv for stemmehører! Selvbiografiske fortællinger spiller en central rolle i den måde nyankomne delagtiggøres i stemmehørerbevægelsen. Med reflekterende fortællinger om egne oplevelser rækker folk som Peter ud og ’uddanner’ sit publikum med sine erfaringer: Mennesker, der står over for det, Peter har været igennem, kan få det bedre, hvis de lægger vejen uden om traditionel psy-‐kiatrisk behandling og identificerer sig selv som stemmehørere ved at finde sammenhængen mellem deres stemmer og livshistorie. I dette kapitel beskæftiger jeg mig med denne særlige udlægning af stemmehøreroplevelsen, som den kommer til udtryk i de fortællinger, stemme-‐hørerbevægelsen bruger, når den viser sit ansigt udadtil (Bruner, 1986). De fortællinger, jeg beskæftiger mig med i dette kapitel, er således ikke fortalt på min foranledning. Det er fortæl-‐linger, der er fortalt med det formål at udbrede stemmehørerbevægelsens tolkning af det at høre stemmer. Første gang jeg havde lejlighed til at høre Peter fortælle om sine personlige erfaringer var på et dansk socialpsykiatrisk botilbud i 2005. Siden da har jeg overværet en lang række stemmehørere fra flere forskellige lande fortælle om deres vidt forskellige oplevelser med stemmer på en tilsvarende måde. Når jeg har lyttet til fortællingerne, har det ofte slået mig, at den kaotiske og formløse strøm af sanseoplevelser, stemmer optræder som indledningsvist, får et bemærkelsesværdigt velordnet udtryk, når de italesættes udadtil. Denne orden har at gøre med, at fortællingerne på den ene eller anden måde henfører stemmerne til fortidens dunkle korridorer. Igennem fortællingen opdager fortælleren selv, at stemmer ikke er tegn på galskab, men en reaktion på traumatiske eller overvældende livsbe-‐givenheder og transformeres fra skizofren til stemmehører, fra ufornuft til fornuft. På rækken af konferencer, seminarer og temadage, jeg har deltaget i, har dette plot om traumet også vundet genklang hos publikum. Spørgsmålet er, hvordan oplevelsen af stemmer, der indadtil er så kaotisk, kan få et udtryk udadtil præget af så slående en orden? Hvordan kan så relativt enkelt et plot have for-‐

95

klaringskraft på noget så kaotisk? I dette kapitel vil jeg belyse den måde stemmehøreroplevel-‐sen iscenesættes udadtil og reflektere over traumets forklaringskraft. Hvad er det for karakte-‐ristika ved plottet om traumet, der muliggør, at noget yderst usikkert og ubegribeligt som op-‐levelsen af stemmer bliver gentænkt og opnår anerkendelse som en fornuftig eller i hvert fald meningsfuld og velkendt størrelse? Når erfarne stemmehørere som Peter fortæller deres historie offentligt, er der tale om gode historier. Der er tale om formfuldendte -‐ velkomponerede og velafgrænsede -‐ og me-‐ningsgivende historier, der let giver en antropolog associationer til narrativer som analytisk tilgang til forståelsen af, hvordan vi ved hjælp af principper som tid og plot skaber orden -‐ mening og sammenhæng -‐ i ellers usammenhængende hændelser og begivenheder (Mattingly, 2005, Mattingly, 1998, Bruner, 1986). Det, der interesserer mig, er de kognitive mekanismer eller tankeredskaber, mennesker anvender, når de finder det udtryk, som oplevelsen af stemmer får i den prototypiske fortælling, velkendt og let forståeligt. Derfor anlægger jeg et kognitivt analytisk greb (Holland and Quinn, 1987, DÁndrade, 1992) på stemmehørerbevæ-‐gelsens prototypiske fortælling. Kapitlet falder i tre dele. Den første del etablerer den kontekst, hvori den prototypiske fortælling bliver præsenteret, via en beskrivelse af de offentlige arrangementer, hvor stem-‐mehørerbevægelsen viser sit ansigt udadtil. Fokus er dels på den rolle, den selvbiografiske fortælling har, når bevægelsens ideologi søges legitimeret, dels på den måde fortællingens plot om traumet gør kaotiske oplevelser med stemmer forståelige for både fortæller og publi-‐kum. I den anden del af kapitlet præsenterer jeg den kognitivt orienterede tilgang, der funge-‐rer som teoretisk ledetråd i kapitlet. Her begynder jeg at reflektere over, hvordan transforma-‐tionen af stemmer fra kaotisk til let forståelig og velkendt bliver mulig. Jeg argumenterer for, at forklaringen må findes i verden uden for bevægelsen. I denne sammenhæng trækker jeg på Holland og Quinns (1987) teori om kulturelle modeller, hvormed de er optagede af at forstå, hvordan kulturel viden bliver til delt, selvfølgelig viden, som vi kan referere til og trække på uden at skulle forklare os yderligere. I kapitlets tredje del analyserer jeg stemmehørerbevæ-‐gelsens prototypiske fortælling med det analytiske greb om kulturelle modeller og opstiller derpå en kulturel model for traumet. Herigennem viser jeg, at der findes nogle udbredte fore-‐stillinger om, hvordan sindet fungerer, som stemmehørerbevægelsen har taget til sig, og bru-‐ger til at give stemmehøreroplevelsen mening. For at nuancere og sandsynliggøre beskrivel-‐sen af traumet som en kulturel model trækker kapitlet også på den samfundsvidenskabelige litteratur om traumebegrebet (Young, 1997, Hacking, 1994, Antze and Lambeck, 1996, Leys, 2000). Inden vi kommer så vidt, føres læseren som lovet ud til de offentlige arrangementer, hvor interesserede kan blive delagtiggjort i stemmehørerbevægelsens ideologi med udgangs-‐

96

punkt i erfarne stemmehøreres selvbiografiske fortællinger. Denne kontekst, som den proto-‐typiske fortælling, udfolder sig i, er god at have in mente, når jeg efterfølgende zoomer ind på selve fortællingen, og analyserer den løsrevet fra den kontekst, den forekommer i.

6.1. Fortællingen som rammen

Den internationale stemmehørerbevægelse og de nationale stemmehørernetværk afholder indimellem konferencer, seminarer og temadage, hvor stemmehørerbevægelsens ideologi viderebringes. Personer, der arbejder i socialpsykiatrien, og er inspireret af bevægelsen, af-‐holder jævnligt lignende arrangementer. Alle interesserede kan deltage i disse offentlige ar-‐rangementer, og det er typisk medarbejdere fra socialpsykiatrien samt i mindre omfang psy-‐kiatribrugere, oftest i følge med en medarbejder eller enkelte pårørende, der udgør publikum. Det Danske Stemmehørernetværks foregangsmænd møder desuden hellere end gerne op på psykiatriske hospitaler og socialpsykiatriske bosteder samt i organisationer for psykisk sår-‐bare mennesker, når der er mulighed for det. Disse offentlige arrangementer har som regel en eller flere erfarne stemmehørere som hovedpersoner, der kommer og fortæller deres historie, og somme tider medarbejdere fra psykiatrien og forskere, der fremlægger stemmehørerbevægelsens ideologi med henvisning til de respektive stemmehøreres livshistorie som bevis for, at ideologien er indlysende. Nogle gange er der tale om større offentlige arrangementer, der løber af stablen over flere konferencedage med adskillige stemmehørere, praktikere og forskere på programmet, andre gange enkelte undervisningsseancer af kortere varighed. Selvom omfang og varighed af de offentlige arrangementer således varierer betydeligt, så indeholder måden, de udspiller sig på, bestemte elementer, der som regel præsenteres i samme rækkefølge. Når stemmehørerbevægelsen viser sit ansigt udadtil, er det første, der præsenteres, stemme-‐hørerbevægelsens oprindelseshistorie om den konventionelle psykiater Rommes møde med sin patient Hage, der resulterede i, at Romme opdager, at der findes raske stemmehørere, hvorpå han bliver ophavsmand til stemmehørerbevægelsen. Det næste element er stemmehørerbevægelsens grundsætning om sammenhængen mellem stemmer og livshistorie, der bliver slået fast med udgangspunkt i Rommes egne, fort-‐løbende og ganske omfattende og detaljerede undersøgelser og analyser af mennesker, der hører stemmer. I sammenhæng hermed trækkes tre pointer frem: 1) Det at høre stemmer er ikke i sig selv tegn på psykisk sygdom. 2) Hører man stemmer og bliver psykiatrisk patient, skyldes det manglende evne til at mestre stemmerne og de medfølgende problemer. 3) Stem-‐mer er budbringere, der ofte kommer med modbydelige meddelelser fra fortiden. I sammen-‐hæng hermed fremstilles det recoveryforløb, som en person forpint af stemmer gennemgår,

97

udi tre faser: 1) ”Forstyrrelsesfasen”, hvor man bruger kortsigtede teknikker som fx øreprop-‐per og musik til at øge sin kontrol over stemmerne. 2) ”Organiseringsfasen”, hvor man taler med stemmerne og relaterer dem til sin livshistorie. 3) ”Stabiliseringsfasen”, hvor man får etableret et almindeligt hverdagsliv igen. Det at dele sine erfaringer med stemmer med andre stemmehørere fremhæves som værende af afgørende betydning i alle tre faser. Den selvbiografiske fortælling er som regel det tredje element, der udspiller sig til de offentlige arrangementer. I England er det oftest en stemmehører, der præsenterer både stemmehørerbevægelsens ideologiske grundlag og den personlige historie. I Danmark optræ-‐der stemmehøreren som regel side om side med den eller de medarbejdere, der har støttet vedkommende i arbejdet med sine stemmer. I denne konstellation tager medarbejderen sig af det ideologiske grundlag, efterfulgt af stemmehørerens fortælling om sit liv. Hvert nationale stemmehørernetværk og hver en stemmehørergruppe lader til at have sine ’stjerner’. I det engelske og det danske stemmehørernetværk, som jeg hovedsaligt har beskæftiget mig med, finder man i hvert fald en håndfuld scenevante stemmehørere, som langt de fleste inden for stemmehørerbevægelsen kender. I de fem stemmehørergrupper, jeg har siddet med i, kan man også finde mindst én mere erfaren deltager, som jævnligt fortæller sin historie offentligt. De historier, der fortælles offentligt, er altid succeshistorier. Det er gode, velkompone-‐rede historier. Jo mere erfaren en stemmehører er, desto flere gange har hun fortalt sin histo-‐rie. Jo flere gange en historie er blevet fortalt, desto klarere fremstår de gennemgående tema-‐er og plottet om traumet som prototypiske begivenheder. Historierne fremstår også ofte med en særlig styrke, hvad angår autenticitet og autoritet. For hvem kan vide bedre end den, der har gennemlevet transformationen fra patient til stemmehører? Under de offentlige arrangementer kan man ofte høre publikummer, der taler sagte sammen eller rører på sig, når stemmehørerbevægelsens oprindelseshistorie og ideologiske grundlag præsenteres. Imens stemmehørerens egen historie fortælles, sidder publikum ube-‐vægelige, musestille. Det er følelsesladede erfaringer, publikum bliver delagtiggjort i, og det er tydeligt, at de føler sig rørt. Det fjerde element, der udspiller sig til de offentlige arrangementer, er en eller anden form for simulationsøvelse, oftest i form af et rollespil, hvor underviseren forsøger at gøre stemmehørerens indre liv tilgængeligt for os andre -‐ der ikke hører stemmer -‐ og herigennem udfordrer den proces, som gør mennesker til patienter. De offentlige arrangementer rundes som regel af med et femte, mere underholdende indslag, hvor indgroede og gængse måder at betragte og håndtere stemmehøring på udstilles under overskrifter som ”Psykosludder”, ”Livsfarlig overmedicinering” eller ”Mediernes forvræn-‐

98

gede fremstilling af den skizofrene som farlig” -‐ ofte til lige dele morskab og forargelse for pub-‐likum. I denne skitsering af konteksten, hvor erfarne stemmehørere fortæller deres historie offentligt, vil jeg især henlede læserens opmærksomhed på, at stemmehørerbevægelsens ide-‐ologiske grundlag og den selvbiografiske fortælling bekræfter hinanden gensidigt. Jeg vil yderligere gøre opmærksom på den centrale rolle, den erfarne stemmehørers fortælling spil-‐ler, som en form for vidnesbyrd, der skaber en forventning om, at det er muligt at forandre forholdene omkring stemmer til det bedre. Dermed gøres op med hidtidige fortolkninger af stemmehøring, og der tilbydes et alternativt perspektiv. Stemmehørerbevægelsen forsøger at udbrede sit budskab med udgangspunkt i fortæl-‐lingen.3 Fortællingen udgør faktisk rammen i den forstand, at stemmehørerbevægelsen prø-‐ver at fremsætte en teori eller i hvert fald at legitimere sig ud fra en videnskabeliggørelse, som de sandsynliggør ved at samle og fortælle historier.4 Efter at have introduceret læseren til de sammenhænge, hvori erfarne stemmehørere fortæller deres historie offentligt, zoomer jeg nu ind på selve fortællingen. I det følgende viser jeg, at den måde, den prototypiske fortælling er konstrueret på, vækker genklang.

6.1.2 Plottet om traumet vækker genklang

Det var først, da jeg igennem længere tid havde deltaget i de offentlige arrangementer om stemmehøring, at jeg opdagede, at de selvbiografiske fortællinger, som først forekom mig helt unikke for den enkelte, minder om de andre erfarne stemmehøreres fortællinger, hvad angår temaer og plot. Fortællingerne er i høj grad personlige. De er forankret i individuelle liv og oplevelser. Som beskrevet er der dog temaer, der gentager sig, og fortællingerne forklarer på den ene eller anden måde altid stemmehøreroplevelsen som en reaktion på traumatiske livs-‐begivenheder. Peters fortælling, som jeg indledte dette kapitel med, illustrerer det særdeles fint. I fortællingen forvandles han fra skizofren til stemmehører ved at opdage, at hans stemmer ikke er tegn på galskab, men en reaktion på smertelige fortidige hændelser forårsaget af bar-‐nepigen, som han er nødt til at forholde sig til. På den måde fremtræder Peters refleksion over 3 Traditionen med at bruge det personlige narrativ til at udbrede et ideologisk budskab er inspireret af andre

selvhjælpsbevægelser, som også bruger den selvbiografiske genre til udbredelse af deres ideer (Steffen 1996). 4 I relation hertil vil jeg minde læseren om bogen 50 recoveryhistorier -‐ At leve med stemmer, der er den sidste i

det trebindsværk, hvor Romme og Escher (2010) har beskrevet stemmehørerbevægelsens ideologiske grund-‐lag i takt med, at de har udviklet det. Som beskrevet i kapitel 3, så er den bærende del i bogen 50 historier om mennesker fra hele verden, der fortæller om ’at komme sig’ over de psykiske lidelser, deres stemmer har gi-‐vet anledning til, og herigennem bekræfter eller sandsynliggør stemmehørerbevægelsens ideer.

99

sit liv og sine oplevelser med stemmer i hans fortælling som resultat af et vendepunkt: Dér hvor han så sine stemmer i lyset af ”dæmonerne fra sin fortid”. I forbindelse med de offentlige arrangementer, hvor stemmehørerbevægelsen viser sit ansigt udadtil, opdagede jeg også, at dette plot om traumet ikke alene fungerer som et vende-‐punkt for den enkelte. Det fungerer også som et godt dramatisk plot udadtil. Dette viser sig på mindst tre måder. For det første i de talrige kommentarerer og samtaler, der udfolder sig blandt publikum ved stemmehørerbevægelsens offentlige arrangementer. Eksempelvis da de to kvindelige socialpsykiatriske medarbejdere på vej til den stiftende generalforsamling i Det Danske Stemmehørernetværk, med en reference til Peters udlægning af sine oplevelser med stemmer tidligere på dagen, blev enige om, at ”det mærkelige noget der med stemmer, det er jo faktisk slet ikke mærkeligt!”. Det kommer endvidere til syne i mine samtaler og interviews med tovholderne fra de stemmehørergrupper, jeg har siddet med i. Når jeg bad dem tænke tilbage på dengang, de blev introduceret til stemmehørerbevægelsen, var der en række udsagn, der gentog sig. De fleste beskrev med begejstring i stemmen en lettelse over at finde ud af, at det alligevel er muligt at gøre noget, der kan forbedre situationen for de mennesker, de ofte i årevis har arbejdet med, som er forpint af stemmer. De fremhævede også alle sammen, at stemmehørerbevægelsen er nytænkende og helt anderledes end noget, de før er blevet præsenteret for, samtidig med at de understregede -‐ og det er hovedsageligt dette, jeg vil henlede opmærksomheden på her -‐ at koblingen mellem stemmer og traumer nærmest per automatik forekom dem rigtig og selv-‐følgelig. ”Hold da op, hvor gav det god mening det her!” som Tue fx spontant udbrød, da han fortalte mig om at blive introduceret til denne kobling i stemmehørerbevægelsen. Der er tilmed flere af de tovholdere, der er ansat i socialpsykiatrien, og ikke selv hører stemmer, som refererer til den første gang, de hørte en fortælling som Peters, som et vende-‐punkt: ”Peter blev mit vendepunkt!”, som én proklamerede fra talerstolen på en generalfor-‐samling i Det Danske Stemmehørernetværk. På sådan vis omtaler ansatte i socialpsykiatrien somme tider også plottet om traumet i de selvbiografiske fortællinger som deres eget vende-‐punkt: Dér, hvor de opdagede, at stemmer ikke skyldes en eller anden kemisk ubalance i hjer-‐nen hos deres brugere, men traumatiske begivenheder i brugernes liv, som de fra da af måtte hjælpe brugerne med at forholde sig til. Det tredje og sidste eksempel, jeg vil give på, at plottet om traumet fungerer som et godt dramatisk plot udadtil, er de associationer, de selvbiografiske fortællinger gav mig per-‐sonligt. Under mit feltarbejde var jeg også del af det publikum, der lyttede til stemmehørerbe-‐vægelsens prototypiske fortælling, og plottet om traumet vandt også fra begyndelsen gen-‐klang hos mig. Som feltarbejder er det ellers som regel sådan, at man skal lære, hvad det er for en grundlæggende viden, informanterne erkender, taler og handler ud fra, fordi man ikke på

100

forhånd har internaliseret denne viden. Med hensyn til den måde stemmehøreroplevelsen italesættes i de prototypiske fortællinger, har jeg dog snarere skullet distancere mig fra den. Som beskrevet i kapitlet om metoden, har jeg, som en feltarbejder der er del af det samfund, jeg arbejder i, også internaliseret betydningen af populærpsykologiske begreber (fx traumet) og antagelser (fx at mennesket kan fortrænge) og gjort dem til en del af mit personlige seman-‐tiske netværk. Når jeg under mit feltarbejde lyttede til fortællinger som Peters, var den meto-‐diske udfordring at ’vriste mig fri’ af disse ’common sense’-‐forståelser. Det vil sige snarere end at lære den grundlæggende viden at kende, som folk i stemmehørerfeltet trækker på, når en fortælling som Peters vinder genklang hos dem, har jeg skullet forsøge at holde denne viden ud i strakt arm, og spørge ind til det åbenlyse og selvfølgelige, der blev aktiveret i os alle, når vi samstemmende tog eksempelvis Peters velordnede og letforståelige udlægninger af stem-‐mehøreroplevelsen for gode varer. Når jeg minder læseren om mine metodiske udfordringer som feltarbejder i eget samfund her, er det for at illustrere, at plottet om traumet i de talrige fortællinger, jeg har lyttet til, også nærmest per automatik forekom både rigtigt og selvfølge-‐ligt for mig. Den forklaringskraft, plottet om traumet har i stemmehørerbevægelsens prototypiske fortællinger, er således slående. Plottet om traumet fungerer som et vendepunkt for den en-‐kelte fortæller og er tydeligvis også et godt dramatisk plot udadtil. Stemmehørerbevægelsens prototypiske fortælling betoner traumet som det, stemmer bliver forståelige i forhold til, uden at forklare det yderligere. Det er således som om, at fortæl-‐ler og tilhørere selv lægger en masse betydning til, hvilket får fortællingen til at forekomme så meningsfuld og velkendt. Spørgsmålet er, hvad det er, de fylder ud med? Hvad er det, der er indeholdt i traumet, der giver det så stor forklaringskraft? For at svare på det vil jeg i det føl-‐gende introducere teorien om ”kulturelle modeller” og derpå udfolde plottet om traumet som en kulturel model, der fortæller noget om, hvordan vi forestiller os, at sindet fungerer. Jeg starter med beskrivelsen af begrebet om kultulle modeller, hvor jeg især trækker en pointe om ’informantionsudfyldning’ frem.

6.2 Kulturelle modeller og informationsudfyldning

Udgangspunktet for min forståelse af kulturelle modeller er bogen Cultural Models in Langua-‐ge and Thought. Her beskriver de amerikanske antropologer Dorothy Holland og Naomi Quinn (1987) kulturelle modeller som en organiseret viden, der er sammensat af kulturelt standar-‐diserede og derfor genkendelige hændelsesforløb, der eksempelvis fortæller, hvordan et æg-‐teskab forløber, hvordan vrede udløses, erfares og udtrykkes, eller under hvilke omstændig-‐heder en løgn kan udtrykkes. Denne kulturelle viden om verden indbefatter prototypiske be-‐

101

givenheder, prototypiske aktørroller, prototypiske enheder m.v. Ifølge Holland og Quinn fremmaner kulturelle modeller faktisk hele små verdener, hvor ting aktiveres, aktører udfol-‐der sig, og begivenheder udspiller sig på simplificerede og helt igennem forventelige måder (ibid: 20). Når vi forsøger at forstå, kan man, ud fra Quinn og Hollands perspektiv, sige, at vi støtter vores opfattelser og tanker op ad de kulturelle modellers forsimplede og genkendelige organiseringer af viden. Kulturelle modeller står i et hierarkisk forhold til hinanden. Der eksisterer nogle over-‐ordnede modeller, som alle kender og forholder sig til. Det er de fælles forståelser af verden, der aldrig forhandles eller udfordres. Dertil eksisterer der nogle underordnede modeller, som ikke er lært lige grundigt af alle, og som ofte giver mening, fordi de trækker på elementer fra de mere overordnede modeller (ibid: 34). Det betyder blandt andet, at der er forskel på mo-‐dellernes virkningskraft. Mens de overordnede og meget udbredte modeller er meget virk-‐somme, er de underordnede og mindre udbredte modeller mindre virksomme. I relateret litteratur kaldes kulturelle modeller indimellem også for ’skemaer’, ’kultu-‐relle skemaer’ eller ’kulturelle forståelser’ eller ’opfattelser’. Grundlæggende er disse forskel-‐lige betegnelser dog et forsøg på at forstå den organisering af kulturel viden, som mennesker bruger, når de tænker (Strauss and Quinn, 1994: 293). I bogen Cultural Models in Language and Thought, som jeg tager udgangspunkt i, er der også forskellige og uoverensstemmende brug af begreberne model og skema i de enkelte kapitler. Jeg følger Quinn og Hollands be-‐grebsafklaring, og bruger begrebet ”model” til at betegne den samlede komposition af proto-‐typiske hændelsesforløb indlejret i simplificerede verdener og begrebet ”skema” som en be-‐tegnelse for komponenter i modellen, som vi bruger, når vi ræsonnerer (Holland and Quinn, 1987: 25). I den måde, jeg bruger begreberne på, består kulturelle modeller altså af skemaer. En central pointe hos Holland og Quinn er, at kulturelle modeller er transparente som ’det-‐vi-‐tænker-‐gennem’, og når en model først er internaliseret, bliver den derfor så gen-‐kendelig, at den som oftest vil være uartikuleret. Det er derfor også sjældent, at de, der har internaliseret en model, vil stille spørgsmål ved den, fordi de ’ser’, det samme: ”Once learned, it becomes what one sees with, but seldom what one sees”, som Holland og Quinn forklarer den implicitte kulturelle viden med en henvisning til Edwin Hutchins forklaring af kultur (ibid: 14). Selvom litteraturen om kulturelle modeller generelt vidner om, at der er grader af internali-‐sering -‐ der går fra helt at forbinde sit eget personlige semantiske netværk med kollektive betydninger til slet ikke at kende kollektive betydninger -‐ og dermed mange nuancer i forhold til modellernes virkningskraft, så kan dele af den kulturelle viden, som er til stede i det sam-‐fund, vi lever i, siges at være så dybt internaliseret, at vi nogle gange får et næsten fælles kul-‐turelt udgangspunkt at forstå et givent fænomen i forhold til.

102

Spørgsmålet er, hvordan denne viden finder vej ind i vores måder at opfatte og tænke om fænomenet, når vi står over for det? Holland og Quinns svar er, at det foregår automatisk. En anden af deres centrale pointer er, at vi informationsudfylder. Vi regner ud, hvad der er den mest sandsynlige tolkning ud fra det, vi allerede ved. Den manglende information fylder vi selv ud, så verden bliver genkendelig for os. Vi opfatter ved hjælp af, hvad der i kognitions-‐forskningen kaldes ”default values”, der på dansk kan oversættes til ”manglende vurdering”, som henviser til, at vi fylder ud med vores allerede etablerede viden, når vi ikke får tilstræk-‐kelig forklaring på, hvad det er, vi sanser (DÁndrade, 1992: 52). De ’verdener’, kulturelle modeller fremmaner via disse ’selvfølgelige udfyldninger’, skaber forventninger om handlinger, forløb eller egenskaber, der kompenserer for manglende eksplicit viden (Holland and Quinn, 1987: 25). Helt konkret betyder det eksempelvis, at en fortæller og ethvert publikum, der deler den samme kulturelle viden, kan lægge en masse be-‐tydning til fortællerens fortælling, der ikke ekspliciteres i fortællingen, men gør at fortælleren kan præsentere relativt lange argumenter og nå til sine konklusioner inden for ret kort tid (ibid.). Det er denne dynamik, jeg ser, når oplevelsen med stemmer kommer til udtryk i stemmehørerbevægelsens prototypiske fortælling. I den fortælling, jeg indledte kapitlet med, er det eksempelvis Peter, der relativt enkelt og hurtigt kommer frem til, at stemmer ikke er så uforståelige, som selve oplevelsen af disse fremtræder som indledningsvist. I lyset af begrebet om kulturelle modeller er denne dynamik mulig, fordi fortællingen lever op til mere generelt genkendelige forestillinger, der hurtigt og automatisk aktiveres i fortæller og publikum, når de forsøger at forstå stemmehøreroplevelsen til de offentlige arrangementer, hvor stemmehø-‐rerbevægelsen viser sit ansigt udadtil. Styrken ved teorien om kulturelle modeller i forhold til mit formål med at forstå, hvor-‐dan oplevelsen af stemmer kan få et så velordnet udtryk som i den prototypiske fortælling, er således, at teorien kaster lys over, hvor lidt der egentlig skal antydes i fortællingen, før vi selv fylder resten ud. Det vil sige, at plottet om traumet blot skal anslås, for at fortællingens ud-‐lægning af oplevelsen af stemmer bliver let at forstå og genkendelig. Fordelen ved at anskue traumet som en kulturel model i mit materiale er altså, at det kan hjælpe med at indfange og beskrive den selvfølgelige tænkning omkring sindet, som ikke bliver ekspliciteret, men allige-‐vel kommunikeres i den prototypiske fortælling. Inden jeg udfolder traumet som en kulturel model, vil jeg understrege, at kulturelle modeller ikke skal forstås som empirisk afgrænselige størrelser. Når jeg udfolder traumet som en kulturel model, er det hverken nogen homogen eller statisk model, jeg forsøger at af-‐dække. Det, jeg indkredser, er elementer i modellen, som er tæt forbundne, og som henviser

103

til hinanden og netop giver mening i en sammenhæng ved at skabe bestemte forventninger om, hvordan sindet fungerer. Det er altså ikke en kulturel enhed, jeg er ude på at afdække her. Som teorien om kul-‐turelle modeller hjælper til at synliggøre, så er der tale om en grundlæggende kulturel forstå-‐else af, hvordan sindet fungerer, en forståelse som er blevet naturliggjort og svær at distance-‐re sig fra. Der er dermed tale om en meget virksom model. Teorien om kulturelle modeller er hovedsageligt blevet udforsket gennem interview-‐metoden. Når der i Holland og Quinns bog (1987) bliver opstillet kulturelle modeller, fx for hvordan et ægteskab forløber, så er det på baggrund af et omfattende interviewmateriale, hvor forfatteren har afdækket gængse forestillinger om ægteskabet ved at spørge ind til netop det tema. Det materiale, jeg tager udgangspunkt i, er anderledes. Jeg har ikke interviewet alle, jeg har mødt, om plottet om traumet, og hvordan det får alting til at ’falde på plads’. Jeg tager udgangspunkt i mit materiale om menneskers umiddelbare reaktioner på udlægningen af stemmehøreroplevelsen i det empiriske felt: Konferencer, seminarer og temadage, hvor den prototypiske fortælling bliver præsenteret. Til forskel for Holland og Quinns bog, hvor kultu-‐relle modeller bliver udfoldet på baggrund af, hvordan gængse forestillinger om fx ægteskabet bliver brugt -‐ oftest ureflekteret og uartikuleret -‐ til at italesætte emnet i interviewsituationer, tager jeg altså udgangspunkt i noget, jeg har observeret i det empiriske felt, nemlig antydnin-‐ger og fingerpeg om nogle gængse forestillinger om sindet, som heller ikke ekspliciteres, men alligevel kommunikeres, og som mennesker ser ud til at organisere deres egne associationer i overensstemmelse med. I den måde jeg bruger teorien om kulturelle modeller, viser jeg såle-‐des, at kulturelle modellers retningsanvisende kraft også er anvendelig til at forklare reaktio-‐ner, vi kan observere i det empiriske felt. Spørgsmålet er, hvordan og med hvilken form for ’bevis’, man kan rekonstruere de kul-‐turelle modeller, som mennesker bruger, men oftest ikke reflekterer over eller artikulerer? I nærværende kapitel handler det om at vise, hvad det er, fortæller og publikum skal vide, for at fortælleren kan kommunikere det, der ikke ekspliciteres. Det handler om at vise, hvordan for-‐tælleren antyder eller henviser til nogle gængse opfattelser af, hvordan sindet fungerer, som ikke bliver udpenslet eksplicit. At illustrere antydninger og henvisninger, der anslår dette tema, indebærer en bestemt måde at bruge og fremstille det empiriske materiale på, der adskiller sig fra de mere fyldige etnografiske beskrivelser, som jeg gør brug af i de øvrige kapitler. Som Holland og Quinns bog med al tydelighed vidner om, så kræver teorien om kulturelle modeller en fremstillingsform, hvor kortere og flere uddrag og somme tider enkelte ordvalg præsenteres løsrevet fra navn-‐givne personer og den kontekst, de forekommer i. Det er også denne form for empirifremstil-‐

104

ling, jeg i det følgende gør brug af for at ’bevise’ eller sandsynliggøre den kulturelle model om traumet, jeg ser i mit materiale. Når vi lytter til stemmehørerbevægelsens prototypiske fortælling, får vi ikke tilstræk-‐kelige forklaringer på, hvad det egentlig er, vi bliver fortalt. Vi får hverken at vide, hvordan et traume begynder, eller hvordan et traume sætter sig spor i sindet, og heller ikke hvad helbe-‐redelsen består i. Alligevel kan vi sagtens finde mening i fortællingen. Med teorien om kultu-‐relle modeller bliver dette muligt ud fra ’det, vi allerede ved’. Det bliver muligt, fordi vi ud fra vores allerede etablerede viden regner ud, hvordan et traume begynder, og hvordan det sæt-‐ter spor i sindet, og hvad helbredelsen består i. Hvad er det egentlig, vi allerede ved? Hvad er det, vi fylder ud med? Ud fra mit empiri-‐ske materiale fra de offentlige sammenhænge, hvor den prototypiske fortælling præsenteres, vil jeg i det følgende opstille en kulturel model for traumet, som jeg argumenterer for, er me-‐get virksom i den forstand, at alle i stemmehørerfeltet lader til at kende og forholde sig til den.

6.3 Traumet som kulturel model

Den kulturelle model om traumet, jeg opstiller på baggrund af mit materiale om stemmehø-‐rerbevægelsens prototypiske fortælling, består af tre skemaer. I dette afsnit indikerer jeg ind-‐holdet i og forbindelserne mellem disse skemaer. Når jeg udfolder traumet som en kulturel model, tegner jeg samtidig et billede af, hvordan man i stemmehørerbevægelsen lærer at fore-‐stille sig sindet. Det er det, man med Luhrmanns ord kan kalde stemmehørerbevægelsens ’te-‐ori om sind’. De temaer, der går igen i erfarne stemmehøreres selvbiografiske fortællinger, danner som beskrevet indledningsvist et tredelt forløb: Først fortællerens erfaringer med traumati-‐ske oplevelser og sygdomssymptomer i barndommen, dernæst en tid, hvor de smertelige op-‐levelser og symptomerne hører op, for dog at dukke op igen, udtrykt som stemmer, og til sidst mødet med psykiatrien, der forværrer lidelsen versus mødet med stemmehørerbevægelsen, der ændrer lidelsen til det bedre. Med udgangspunkt i disse temaer beskriver jeg i det følgen-‐de de tre skemaer, der gør sig gældende i den kulturelle model om traumet.

6.3.1 Sindet påføres et sår

Et skema handler om, at smertelige oplevelser, hovedsageligt fra barndommen, oftest med misbrug af seksuel karakter, der i selve øjeblikket er så ubærlige, at personen ikke kan hånd-‐tere dem, påfører sindet et sår, der kan bringe symptomer med sig og gøre personen syg. Det-‐

105

te skema er knyttet til en kulturel opfattelse af traumet som psykisk, der betyder, at sindet påføres et sår, hvis personen er ude for hændelser, der ikke er til at bære eller håndtere. Alle de selvbiografiske fortællinger, jeg har lyttet til, henviser til denne antagelse ved at lade tilhørerne ane fortællerens erfaringer med en smertelig hændelse i barndommen, der indirekte anføres som dét, der på sigt gør fortælleren syg. Peters fortælling, som jeg indledte kapitlet med, illustrerer det tydeligt. Han indvier fra starten publikum i sine smertelige erfa-‐ringer med den babysitter, der plejede at komme og passe ham fredag aften. Som beskrevet: Fra jeg var fem til jeg blev tretten, havde jeg en plageånd. Du kan også kalde denne kvinde for misbruger. Jeg kalder hende for plageånd, fordi hun ikke kun misbrugte min krop, hun plagede også mit sind. Hvorefter Peter uden yderligere forklaring når frem til, at erfaringerne med barnepigen forår-‐sager, at han mistrives og begynder at høre stemmer. Som Peters fortælling illustrerer, er det kendetegnende for den prototypiske fortælling, at det som oftest blot antydes, at der har fundet misbrug af seksuel karakter sted i barndom-‐men. Selvom det ikke ekspliciteres, bliver det alligevel kommunikeret. Her er nogle flere ek-‐sempler: Jeg havde engang en drøm. Jeg ville studere stjerner og være den første kvinde i rummet. Det krævede en eksamen, som ikke kunne tages på min skole. Det vil sige, lige indtil undervisning i fysik overraskende nok blev mulig. Jeg kunne få privatundervisning af en lærer, som sagde, at han kunne se noget helt specielt i dette unge barn. Der var bare det, at fysikken blev fysisk, og drømmen døde. Han [red: skolelæreren] blev venner med mig først. Vi laver nogle spændende projekter sammen han og jeg. Vi tager billeder. Det er første gang, jeg rigtig begynder at tage billeder. Skolen har et mørkekammer, og vi skulle fremkalde nogle af de her billeder, og så tager han om mig og begyn-‐der at røre mig på en måde, han ikke har gjort før. De smertelige erindringer fra barndommen, der skinner igennem i fortællingerne, har som oftest karakter af seksuelt misbrug. Men der er også fortællinger, der henviser til erfaringer med følelsesmæssige svigt, fx erfaringer med en depressiv far eller at blive svigtet af sine for-‐ældre. Her er et par eksempler:

106

Min livssituation var sådan, at min far havde meget arbejde og ikke så meget tid tilbage til os børn. I perioder havde han svære depressioner og blev væk hjemmefra. Nogle gange var vi ude for at lede efter ham. Jeg har to ældre søskende, de reagerede udadtil. Jeg reagerede indadtil. Mine forældre arbejdede i udlandet, og der var ikke rigtig plads til en lille pige som mig. Fra jeg var halvandet år, boede jeg derfor hos mine bedsteforældre. Da jeg blev tre år fik mine forældre et barn mere, jeg fik en lillesøster. Men hende tog de med på deres rejser. De beholdt hende. Og så besøgte de nogle gange mig hos mine bedsteforældre. Det var mærkeligt, når mine forældre var på besøg og tog hjem sammen med min lillesøster. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke skulle med hjem. Ligesom Peter når frem til, at fortidens hændelser med barnepigen er årsag til, at han mistri-‐ves og begynder at høre stemmer, peger andre fortællinger på fysiklæreren, der gav privatun-‐dervisning; skolelæren, der først var en ven; en depressiv far eller forældre, der efterlader barnet hos sine bedsteforældre, imens de alligevel beholder en yngre søskende, som forkla-‐ring på stemmehøring senere i livet. Fortællingerne ekspliciterer imidlertid ikke forbindelsen mellem fortællerens smerte-‐fulde erfaringer i barndommen og stemmerne, der efterfølgende piner vedkommende. Som tilhører får vi kun nogle få brudstykker af og som oftest blot antydninger om, hvad det er, for-‐tælleren har gennemlevet som barn. Når Peter og andre fortællere inden for ret kort tid alli-‐gevel når frem til, at barndommens smertefulde hændelser er årsag til deres stemmer, er det med Holland og Quinns begrebsapparat, fordi vi selv regner ud, at barndomserfaringerne og stemmerne med stor sandsynlighed er forbundne. Hullerne i historien -‐ den manglende ek-‐splicitte information om forbindelsen mellem barndomserfaringer og stemmer -‐ fylder vi selv ud. Vi tilføjer en masse ekstra information om, hvordan traumatiske livsbegivenheder forven-‐tes at udfolde sig. Det vil for det første sige, at et traume begynder med en smertelig begiven-‐hed i barndommen, oftest af seksuel karakter, der påfører sindet et sår. Denne forestilling om traumet som noget psykisk hænger tæt sammen med et andet skema, som den kulturelle model om traumet består af, der handler om, at sindet gemmer på traumer.

6.3.2 Sindet rummer traumer

Et andet skema har at gøre med en forventning om, at selvom de traumatiske oplevelser i barndommen hører op, så rummer sindet stadig traumerne, og de vil dukke op igen og med-‐virke til at gøre personen syg. Dette skema henter kognitivt betydning fra en forestilling om en grundlæggende menneskelig erindringsmekanisme, der indebærer, at sindet gemmer på

107

traumatiske oplevelser. De ’fortrænges’, som det med en henvisning til Freud kaldes i hver-‐dagssprog. Det betyder ikke, at oplevelserne -‐ eller erindringerne om dem -‐ går tabt. Det bety-‐der, at sindet rummer traumerne. Traumerne forbliver i sindet som lagrede eller skjulte erin-‐dringer og følelser, der dog vil dukke op igen og påvirke personens liv negativt, så længe per-‐sonen er uvidende om traumernes indhold. Den mest eksplicitte sproglige artikulering af forestillingen om, at sindet rummer traumer, kan ses i den prototypiske fortælling, når sindet indimellem betegnes som en behol-‐der, man kan have noget ’indeni’ og ’lukke op’’ eller ’pakke ned i’ og ’pakke ud’. I én version af den prototypiske fortælling, bliver sindet fx altid omtalt som en ”rygsæk”, der indeholder ”sto-‐re pakker”, er ”tung” og ”kan pakkes ud”. Nogle gange nøjes denne fortæller slet og ret med at konstatere, at sindet rummer traumerne: ”Det var simpelthen fordi, der var så mange grimme historier i mit liv, jeg bare havde pakket ned og ikke taget mig af.” Som oftest artikuleres forestillingen om, at sindet rummer traumer, dog slet ikke. I den del af den prototypiske fortælling, der omhandler tiden, hvor barndommens smertefulde op-‐levelser og symptomer hører op, for senere at dukke op i form af stemmer, ekspliciterer for-‐tælleren som regel ikke, at sindet rummer de traumatiske oplevelser i den mellemliggende periode. Det antydes blot. I Peters fortælling om tiden, hvor de smertelige oplevelser med barnepigen er hørt op, og han forsøger at bygge et almindeligt liv op med arbejde og familie, antyder han fx blot, at de traumatiske oplevelser stadig spøger i hans bevidsthed, når han fortæller om sin kone, der beklagede sig over, at han aldrig var hjemme grundet for meget arbejde, samtidig med at hun elskede familiens luksuriøse livsstil. Som Peter udtrykker sig: ”Jeg kunne mærke, der igen var en kvinde, der plagede mit sind.” Forestillingen om den erindringsmekanisme, der sørger for, at sindet rummer trauma-‐tiske hændelser, skal tilsyneladende blot antydes for at blive aktiv og selv arbejde videre og binde de fragmenter af fortællingen sammen, som ekspliciteres. Således når fortælleren frem til sin pointe om, at vedkommende begynder at høre stemmer, idet sindet altså rummer trau-‐mer, selvom fortælleren faktisk ikke ekspliciterer antagelsen om, at sindet sorterer i oplevel-‐ser og gemmer nogle af dem som fortrængte traumatiske minder, der spøger i bevidstheden, og på et tidspunkt dukker op igen i form af stemmer. Ideen om, at sindet rummer traumer, som personen ikke kan håndtere i sin bevidsthed, betyder blandt andet, at personen ikke er bevidst om, at hun indeholder betydningsfuld in-‐formation om sig selv. Det næste skema, den kulturelle model om traumet indeholder, handler om, at personen må indse, at hun indeholder denne betydningsfulde information, selvom hun endnu ikke ved, hvad den består af.

108

6.3.3 Lagrede traumer bringes frem i bevidstheden

Et tredje skema refererer til, at helbredelsen af traumet ligger i at få de lagrede traumer af-‐dækket, så personen kan få bearbejdet det fortrængte på en sådan måde, at personen integre-‐rer det som en del af sig selv, hovedsageligt ved at tale om det . Dette skema knytter an til en ide om, at personen skal have de traumer, sindet rummer, bragt frem i bevidstheden for at hele de sår, traumerne bringer med sig. I alle de selvbiografiske fortællinger, jeg har lyttet til, er det denne antagelse, der er underliggende i og underbygger fortællerens udlægning af mødet med psykiatrien, hvor lidel-‐sen forværres versus mødet med stemmehørerbevægelsen, hvor lidelsen ændres til det bedre. Peters fortælling illustrerer igen dette. Peter retter altid en hård kritik mod psykiatrien, sær-‐ligt mod det faktum, at det psykiatriske personale aldrig spurgte til hans stemmer under hans mange indlæggelser, fordi personalet, ifølge Peter, antog, at det ville forværre de problemer, hans stemmer gav anledning til, hvis han talte om dem. Underforstået, at selvfølgelig skal man tale om sine stemmer for at få de traumer, der bringer stemmer med sig, bragt frem i be-‐vidstheden for at forandre de problemer, stemmer skaber. Efter udførlige beretninger om mange lidelsesfyldte år i psykiatrien tager Peters for-‐tælling en drejning ved hans møde med stemmehørerbevægelsen, fordi bevægelsen ansporer Peter til at begynde at forholde sig til de stemmer, fortidens smertefulde begivenheder har bragt med sig. Fra da af, fremgår det af Peters fortælling, begynder de problemer, hans stem-‐mer giver anledning til, at forandre sig til det bedre. Når det uden videre giver mening, at Peter begynder at se på sine stemmer i lyset af ”dæmonerne fra sin fortid”, sådan som han blev opfordret til i stemmehørergruppen, er det fordi, det berører den generelt genkendelige forestilling om, at de traumer, sindet rummer, må bringes frem i bevidstheden, hvis de symptomer, traumerne bringer med sig skal ændres til det bedre. I relation til dette tredje skema, der handler om at bringe traumer frem i bevidstheden, indgår det ’at tale om det’ oftest som et centralt element. I Peters fortælling bliver det at dele sine erfaringer med stemmer i stemmehørergruppen først og fremmest beskrevet som en let-‐telse over at befinde sig i et fællesskab, hvor det at høre stemmer så at sige er normalt. Den betydning, Peter derudover tilskriver muligheden for at ’tale om sine stemmer’, som gruppen giver, bliver tydelig, hvis man ser nærmere på Peters kritik af personalet i psykiatrien, der aldrig spurgte til hans stemmer. Underforstået, at det selvfølgelig er vigtigt og gavnligt at tale om sine stemmer. ’At tale om det’ som et middel til at forandre de problemer, stemmer skaber, til det bedre, indgår som en mere eller mindre eksplicit læresætning i alle de versioner af den proto-‐typiske fortælling, jeg har hørt og læst. I én version, jeg havde lejlighed til at høre flere gange

109

under mit feltarbejde, bliver det som regel udpenslet udtrykkeligt, når fortælleren i den del af fortællingen, der handler om mødet med stemmehørerbevægelsen, omtaler sindet som en rygsæk, der bliver pakket ud: Det var en proces, hvor jeg pakkede rygsækken ud. Vi tog min rygsæk, væltede den ud på bordet: svigt, ulykkelig kærlighed osv. osv. og så talte vi det til døde. Man taler så meget om det, at man kan rumme det. De store pakker bliver til mindre pakker. Rygsækken bliver lettere at bære. Det var svært undervejs, og jeg blev psykotisk mange gange. Men jeg holdt fast og holdt fast, og i dag skal jeg ikke forholde mig til alle de kriser, jeg har haft, hver gang jeg oplever noget. På vej hjem i toget fra et af de arrangementer, hvor denne fortæller har fortalt sin historie of-‐fentligt, beder jeg hende uddybe udsagnet om at ’tale det til døde’. Hvordan kunne hun vide, hvornår hun havde talt nok? For mig lyder det med ’at tale om det’ som noget, det kan være svært at se en ende på. Fortæller: Jeg tænker, at meget af testen på, at tingene er faldet på plads, eller at man har talt det til døde, det er, at når man kommer i en krisesituation igen, hvor man normalt ville blive væltet omkuld, måske af gamle følelser, måske af gamle oplevelser, og man så ikke gør det. Man bliver i den si-‐tuation, og ja, det er en krisesituation. Den er meget lidt rar. Men der kommer altså ikke ti gamle sager væltende samtidig. Jeg tænker meget, det er dér, man kan måle, har jeg fået det her på plads i min rygsæk? Kan jeg rumme det, uden det kommer blæsende? For at undgå, at de traumer, man har indeni, spøger i bevidstheden, og dukker op som stem-‐mer, er det altså ikke tilstrækkeligt at få dem bragt frem i bevidstheden ved at identificere stemmerne. Man må også have dem integreret som en del af selvet. Man må så at sige have det, der er blevet fortrængt, eller i stemmehørernes tilfælde måske snarere det, der er vet ’skubbet ud’ af selvet i form af stemmer, trukket tilbage, ind i personen, og det ’at tale om det’ bliver som oftest anvist som midlet til at opnå integrationen. For når man har ’talt’ nok, så holder ’gamle sager’ op med at spøge i bevidstheden. Så kommer de ikke længere ’blæsende’ i form af stemmer. Tovholderne i stemmehørergrupperne omtaler også uden videre tanken om at få det, stemmehørerne har indeni, bragt frem i bevidstheden ved ’at tale om det’, som ”noget helt naturligt”, ” det er jo det, man gør”. Når jeg i interviewsituationer bad dem uddybe dette, så de som oftest undrende på mig. En tovholder forklarer med høj, klar røst:

110

”Jamen, jeg kan sagtens se, at hvis jeg har problemer, så hjælper det jo at tage på fisketur med min gode kammerat, og så sidder vi der og kaster bly i vandet og snørkler lidt og får vendt ver-‐den, og puha og ih og ah og åh, ikk. Det er jo det, man gør”. Dette interviewuddrag viser, hvordan ideen om, at stemmehørerne må identificere deres stemmer og tale om dem, berører en generelt genkendelig forestilling om, hvordan vi alle sammen må tage hånd om og forsøge at løse de problemer, vi hver især kæmper med: Vi skal tale om det! Nu kan den kritiske læser spørge, om jeg aldrig har overværet nogen stille spørgsmål ved, om smertefulde oplevelser i barndommen kan bringe stemmer med sig, fordi sindet gemmer oplevelserne som traumatiske minder? Eller stille spørgsmål ved, om man kan ændre stemmer til det bedre, ved at bringe traumatiske minder frem i bevidstheden og tale om dem? I løbet af mit feltarbejde, hvor jeg jævnligt lyttede til erfarne stemmehøreres forskellige udga-‐ver af den prototypiske fortælling, har jeg én gang overværet en fra publikum, en ansat i soci-‐alpsykiatrien, bede en fortæller bekræfte sammenhængen mellem barndomserfaringer og stemmer eksplicit. ”Så hvis du ikke havde været udsat for det misbrug, så var du ikke blevet syg?” Fortælleren svarer uden videre: ”Nej” og bliver ikke afkrævet yderligere forklaring. Derudover har jeg aldrig overværet publikum stille spørgsmål ved de forestillinger om, hvordan sindet fungerer, som jeg har beskrevet her. I tråd med mine indledningsvise beskri-‐velser af, hvordan plottet om traumet vinder genklang, viser det, at der er tale om en dybt in-‐ternaliseret model om traumet. Der er tale om en model om traumet, som alle ser ud til at kende og forholde sig til, når de skal forstå stemmehøreroplevelsen til de offentlige arrange-‐menter, hvor stemmehørerbevægelsen udbreder sit budskab. I det følgende sammenholder jeg det, jeg indtil videre har fundet ud af om traumet, med andre studier om traumer for at nuancere og sandsynliggøre min beskrivelse af traumet som en kulturel model.

6.4 Modellen sammenholdt med andre studier af traumet

Med undtagelser af fagfolk som psykologer og læger er det nok et fåtal, der er klar over, at opfattelsen af traumet som psykisk, som stemmehørerbevægelsens prototypiske fortælling trækker på, er af forholdsvis ny oprindelse. Freud har spillet en afgørende rolle for opfattelsen af traumet som psykisk. Han ”cementerede ideen om psykisk traume”, som filosoffen Ian Hacking skriver (Hacking, 1996: 76). Men før Freuds tid knyttede man faktisk traumebegre-‐bet til kropslige sår, oprindeligt i relation til ofre for jernbaneulykker (Young, 1996: 90, Leys, 2000: 3). I denne forbindelse blev man dog klar over, at ofrene for disse ulykker ikke kun

111

havde kropslige sår. De led også af en række psykiske problemer. Man begyndte derfor at tale om et helt syndrom, der gjorde sig gældende, karakteriseret ved blandt andet hurtig puls, koldsved, depression og usammenhængende tale (Young, 1996: 90-‐92, Leys, 2000: 3). I sene-‐re brug i den medicinske og psykiatriske litteratur forstås traume som et sår påført sindet -‐ og ikke primært kroppen -‐ som følge af en ulykke eller smertelig oplevelse, der det pågældende øjeblik er så ubærlig, at personen ikke kan håndtere hændelsen i den vågne bevidsthed (Leys, 2000). Når det er interessant at huske på, at forståelsen af traumet som psykisk er af for-‐holdsvis ny oprindelse, er det fordi, det tydeliggør, at vores forventning om, at smertefulde hændelser kan bringe symptomer som stemmer med sig, er en særlig måde at ræsonnere på, som ikke er givet og tidsløs. Når vi lytter til fortællinger som Peters, er det således ikke givet, at sammenhængen mellem smertefulde hændelser og stemmer automatisk forekommer os rigtig og selvfølgelig. Det er helt afhængig af vores kulturelle viden om, at sindet påføres et sår, når fx barnepigen misbruger barnet, eller forældrene efterlader barnet hos sine bedsteforæl-‐dre, imens de vælger at beholde en yngre søskende. I ovenstående har jeg vist, at stemmehørerbevægelsen har taget ideen om traumet som noget psykisk -‐ som ’et sår påført sindet’ -‐ til sig og bruger den til at forklare de intense ople-‐velser, stemmehørere har med stemmer. Dog omformer de ideen lidt. I erfarne stemmehøre-‐res behandling af traumebegrebet er der mig bekendt ikke nogen, der taler om, at deres sind er blevet påført et sår som følge af fx en jernbaneulykke, sådan som det var tilfældet for de ulykkesramte, hvor man i sin tid, for første gang, talte om at blive udsat for en traumatisk be-‐givenhed, der gav anledning til psykiske problemer. De traumatiske hændelser, der omtales i fortællingerne i stemmehørerbevægelsen, er kendetegnet ved at være personificeret. Der er altid inkorporeret en konflikt mellem fortæller og en eller flere personer, som fx fortælleren og barnepigen.

6.4.1 At rumme traumer og tale om dem

Spørgsmålet er, hvordan det kan være, vi selv kommer frem til, at fortælleren rummer trau-‐mer -‐ erindringerne om barnepigens eller skolelærerens seksuelle overgreb eller erindrin-‐gerne om at blive efterladt hos sine bedsteforældre eller om den depressive far -‐ når fortælle-‐ren gør os bekendt med, at vedkommende begynder at høre stemmer? Og hvorfor giver det nærmest automatisk mening, at netop disse oplevelser bliver til fortrængte traumatiske min-‐der, der påvirker fortællerens liv negativt? Der findes adskillige filosofiske og antropologiske studier, der har beskæftiget sig med traumebegrebet og særligt begrebet om traumatisk erindring og ideen om fortrængning ( Hacking, 1996, Young, 1997, Antze and Lambeck, 1996, Leys, 2000). Noget af det, de viser, er

112

Freuds indflydelse på nutidens antagelse om, at mennesket kan rumme fortidige hændel-‐ser ’indeni’ samt forestillingen om sindets filtreringsmekanismer, der afgør, hvilke oplevelser, der tilsyneladende glemmes, men gemmes, mens andet fortabes helt i glemsel. Studierne viser, at efter Freud med udviklingen af psykoanalysen introducerede det ubevidste som en psykisk realitet, er ideen om menneskets bevidsthed som lagdelt i en bevidst og ubevidst del blevet en begrebsliggørelse, som i dag er blevet alment kendt. Med psykoanalysen stadfæstede Freud et personligt og privat rum ’indeni’ det enkelte menneske, der kan rumme de smertefulde ople-‐velser -‐ eller i hvert fald erindringerne om dem – som personen ikke kan håndtere i den nu-‐værende -‐ bevidsthed (Olsen and Køppe, 1987). Studier af traumebegrebet peger på, hvordan Freuds indflydelse på nutidens opfattelse af sindets evne til at sortere i oplevelser, indikerer en realitet om, at nogle oplevelser bliver til traumatiske minder, der gemmes, mens andet fortabes helt i glemsel. I begyndelsen af 1900-‐tallet argumenterede Freud for, at ”fortrængte erfaringer” i virkeligheden har en meget større betydning, end man hidtil havde forestillet sig. Den fortrængning, som Freud omtalte, var ho-‐vedsageligt traumatiske oplevelser i den tidlige barndom, ofte af seksuel karakter. Ideen om, at det primært er traumatiske hændelser af seksuel karakter fra barndommen, der sorteres fra, og bliver hengemt i det ubevidste, men spøger i bevidstheden og spiller en afgørende rolle i vores liv, stammer fra denne tænkning (Hacking, 1996) . Jeg vil slutteligt nævne, at studierne af traumebegrebet viser, at begrebet om trauma-‐tisk erindring og ideen om fortrængning generelt er med til at forme menneskers selvopfat-‐telse (Hacking, 1995, Hacking, 1996) og specifikt har været med til forme nutidig moderne psykiatrisk praksis. I sit studie af diagnosen Posttraumatisk stresslidelse (PTSD) blandt viet-‐namveteraner på en amerikansk psykiatrisk afdeling viser Allan Young (1997), hvordan år-‐sagen til sygdommen PTSD føres tilbage til en hændelse, hvor patienten blev udsat for så stor en belastning, at hændelsen fortrænges. Young viser også, hvordan behandlingen på den psy-‐kiatriske afdeling for vietnamveteraner med PTSD går ud på at få patienterne til at genkalde sig og genfortælle den traumatiske oplevelse, der har gjort dem syge. I sit arbejde beskæftiger Young sig med udviklingen af det moderne hukommelsesbe-‐greb, særligt den form for hukommelse, vi i dag kalder for traumatisk hukommelse, som ifølge Young er blevet indskrevet i moderne psykiatrisk sygdomslære i 1980erne i forbindelse med ’opfindelsen’ af diagnosen PTSD. Ideen om at mennesket kan fortrænge og rumme trau-‐mer har altså, ifølge Young, været med til at forme nutidig moderne psykiatrisk praksis. Dette er interessant i relation til stemmehørerbevægelsen, fordi den faktisk præsenterer sig som et alternativ til psykiatrien, og alle de personer, jeg har lært at kende i bevægelsen, fremhæver, at bevægelsen er nytænkende og helt anderledes end noget, de før er blevet præsenteret for. Når stemmehørerbevægelsens prototypiske fortælling trækker på ideen om, at mennesket

113

kan fortrænge og rumme traumer, så kan bevægelsen, i henhold til Youngs pointe, siges at trække på det fundament (i psykiatrien), som bevægelsen dybest set forsøger at omstyrte.

6.5 Opsummering

I dette kapitel har jeg haft fokus på, hvordan oplevelsen af stemmer kommer til udtryk i den prototypiske fortælling, som stemmehørerbevægelsen bruger til at viderebringe sit budskab. Kapitlets udgangspunkt var, at fortællingen på den ene eller anden måde altid forklarer stemmehøreroplevelsen som en reaktion på traumatiske livsbegivenheder, og at dette plot om traumet både fungerer som et vendepunkt for fortælleren og som et godt dramatisk plot udadtil. Med afsæt i en undren og nysgerrighed i forhold til at forstå, hvordan oplevelsen af stemmer, der indadtil er så kaotisk, kan få et udtryk udadtil, præget af så slående en orden, anlagde jeg et kognitivt analytisk greb på stemmehørerbevægelsens prototypiske fortælling og udfoldede traumet som en kulturel model, der fortæller noget om, hvordan vi forestiller os, at sindet fungerer. Målet med at anskue traumet som en kulturel model var at forstå den tænkning omkring sindet, der tilsyneladende er så selvindlysende, at selv antropologen måtte holde den ud i strakt arm under feltarbejdet for ikke at lade den indgå som uantastede vedta-‐gelser, men undersøge den empirisk som det grundlag, stemmehørerbevægelsen hviler på. Når man lytter til stemmehørerbevægelsens prototypiske fortælling, får man ikke til-‐strækkelige forklaringer på, hvad det egentlig er, man bliver fortalt. Alligevel giver fortællin-‐gen mening. I kapitlet har jeg vist, at dette er muligt, fordi fortæller og publikum deler en grundlæggende kulturel viden om traumet. Selvom fortæller og publikum kan have meget forskellige oplevelser med mere eller mindre smertefulde fortidige hændelser, så deler de en kulturel viden om, at et traume begynder med en smertelig begivenhed, oftest fra barndom-‐men, tit af seksuel karakter, som sidenhen lagres i sindet som fortrængte erindringer og følel-‐ser, der dukker op igen og bringer sygdom (som inkluderer stemmer) med sig, samt at helbe-‐redelsen ligger i at få de lagrede minder bragt frem i bevidstheden og integreret som en del af selvet ved at identificere og tale om det fortrængte. Med teorien om kulturelle modeller har jeg kunne betragte en tankemæssig arv fra Freud som en af de kulturelle former, der er tilgængelige for os. Hermed har jeg vist, hvordan stemmehørerne har taget arven til sig og bruger den til at give deres liv og fortællinger om, hvem de er, mening. I kapitlet blev det således også klart, at stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer, der præsenteres som en ny idé, i virkeligheden er ret gammel. Yderligere at den kulturelle model om traumet er så dybt internaliseret, at den fremstår som ny, når den bliver ekspliciteret.

114

At blive stemmehører indebærer således ikke, at man skal lære en ny ’teori om sind’ ligesom konvertitterne i Luhrmanns studie af den evangeliske kristendom i USA. At blive stemmehører indebærer, at man tager nogle allerede eksisterende antagelser, om hvordan sindet fungerer, til sig. Det særlige ræsonnement, de erfarne stemmehøreres fortællinger bygger på, hvor af-‐dækning og bearbejdning af lagrede traumer leder til, at traumerne integreres i personen på en sådan måde, at de problemer, traumerne bringer med sig, så at sige opløser sig selv, lader sig imidlertid vanskeligt overføre til stemmehørergruppernes praksis. Traumets forklarende funktion i forhold til stemmehøringens natur spiller en afgørende rolle, når erfarne stemme-‐hørere fortæller deres historier offentligt. I stemmehørergrupperne er det dog i højere grad relationen til stemmerne, der bliver vigtig. Dette ser jeg nærmere på i næste kapitel, hvor jeg vender blikket mod, hvad det er, der foregår, i grupperne.

115

Kapitel 7. Praksissen Der er møde i stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center. Mødet foregår omkring et sofabord med the, kaffe og småkager i et rum, der er indrettet som en dagligstue med blandt andet et spisebord med seks stole, et sofabord og bløde møbler, et klaver og en sofa. Tovholderen Tue, der er ansat i det socialpsykiatriske center, og deltagerne Bente, Hanne, Thomas og jeg selv sidder omkring sofabordet i bløde møbler, man synker lidt ned i. Deltageren Lena sidder i sofaen placeret tre meter uden for den rundkreds, resten af os danner. Trods det, at jeg har siddet med i flere stemmehørergrupper i adskillige måneder, forekommer stemmehørergrupperne mig til stadighed at være et besynderligt og fremmedartet rum, og jeg er som altid spændt på, hvad denne dags møde byder på af brudstykker af de enkelte mødedeltageres liv med stemmer, spørgsmål og kommentarer. Tue indleder mødet med at foreslå, at vi taler om en række spørgsmål om den umiddelba-‐re oplevelse af stemmer i arbejdsbogen ”Fra offer til sejrsherre”, som gruppen som noget nyt er begyndt at arbejde med, og han spørger rundt i gruppen, hvordan deltagerne har det med at tage hul på arbejdet med stemmer? Hanne, der er begyndt i gruppen for nylig, er lidt bange for det. Thomas fortæller om sine stemmer, der kan være venlige og om alligevel at blive chokeret og rædselsslagen, når stemmerne kommer, og at han er ved at blive sindssyg af at diskutere med sine hjælpere fra psykiatrien, der ikke accepterer, at hans stemmer findes. ”Kender I andre til det?”, spørger Tue med en henvisning til Thomas’ anstrengelser med at overbevise sine hjælpere fra psykiatrien om, at hans stemmer er virkelige. Hanne nikker lidt anstrengt, hendes vejrtræk-‐ning er hurtig og overfladisk. Bente og Lena sidder tavse. Tue forsøger at berolige Hanne ved at sige, at det faktisk reducerer angsten for stemmer at dele sine erfaringer med stemmer, og retter så sin opmærksomhed mod Thomas: ”Har du mod på at starte?”. Thomas nikker. Tue begynder at læse en række spørgsmål fra arbejdsbogen højt: ”Hører du stemmer nu?”. Thomas ser frem for sig og snakker frem og tilbage om, at det ikke er så nemt at svare på, og derpå giver han et ek-‐sempel: ”Lige for et øjeblik siden, da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg en ret vanvittig figur, der var formet som et pindsvin oppe i det store træ”. Thomas peger på det store træ ude foran vindu-‐et, og vi andre kigger på træet. ”Det er ikke til at forklare. Det er en totaloplevelse”, siger Thomas og forklarer alligevel, at hans stemmer kan materialisere sig i alle ting og alle steder, andre mennesker, biler, dyr, alting. Tue fortsætter med spørgsmålene fra arbejdsbogen: ”Hvor tit er de der?”. ”De følger altid med”, siger Thomas. ”De var faktisk ret flinke på turen herind”, siger han med et smil, og så igen med alvor i stemmen, at han stadigvæk bliver meget bange for dem, fordi de altid har villet ham ondt og er totalt uforståelige! Tue: ”Hvilket køn har de?”. ”Intetkøn”, siger

116

Thomas og retter sig selv. ”Neej. Der er snarere tale om hankøn. Ja. Hankøn. Det må de være.” Thomas ser frem for sig. ”Intetkøn, det var jo dengang, jeg var helt blæst. Der var det helt umu-‐ligt at vide, hvilket køn de havde”, siger han og kommer i tanke om, at han har hørt, at der er nogen, der giver deres stemmer navne. Det gør Thomas også, fortæller han, i hvert fald de stem-‐mer, der er hjemme i hans lejlighed. Der er en hel gruppe stemmer hjemme i Thomas’ lejlighed. Thomas fortæller om én af stemmerne, der er mere dominerende end de andre, som han kalder for Pip. ”Pip er meget utilfreds med det navn. Han er sur over det”, siger Thomas. ”Han siger, at han ikke hedder Pip”, Thomas ser frem for sig, ”eller også siger han, at han ikke vil hedde det”. Thomas snakker om at være i tvivl om, hvorvidt den dominerende stemme i hans lejlighed siger, at den ikke hedder Pip, eller om Pip siger, at han ikke vil hedde Pip og fortæller videre om at væ-‐re i tvivl om sine stemmer hele tiden, i særdeleshed om at have ligget i krig med sine stemmer i årevis, der måske i virkeligheden er gode? ”Jeg ved det ikke”, siger Thomas. ”Jeg ved det simpelt-‐hen ikke”. Tue fortsætter med spørgsmålene fra arbejdsbogen: ”Hvordan taler stemmerne? Tho-‐mas forklarer, at hans stemmer som oftest taler til ham ved at overtage andre mennesker og tale fra disse mennesker. Tue: ”Er de tydelige, enkelt-‐stemmer, mumlen eller en hel flok?”. Thomas ser frem for sig. Tue: ”Det giver måske ikke rigtig mening at svare på for dig?” Thomas nikker. ”Det hele.” Tue: ”Kommer de fra dig selv eller..”, ”Nej!”, det er Thomas helt sikker på, ”men de er skide forvirrende. De kommenterer min tale og mine følelser. De kommenterer, hvad jeg tænker. Men de er i hvert fald ikke mig selv. De kommer udefra. De er pisse irriterende!” Tue takker Thomas for at dele sine erfaringer med gruppen og vender sin opmærksomhed mod Bente, der springer over. Tue takker Bente for at komme i dag og retter sin opmærksomhed mod Lena, der ovre fra sofaen fortæller om at høre fodtrin og bank og nogle gange hamren på vinduerne i sin lejlighed. Tue takker Lena for at dele sine erfaringer med gruppen og vender sin opmærksomhed mod Hanne, hvis vejrtrækning er blevet hurtigere og mere overfladisk i takt med, at turen har nær-‐met sig hende. Hanne er i tvivl, om hun kan svare på spørgsmålene, men på Tues opfordring for-‐tæller hun længe om stemmer, der vil have hende til at tænde ild og slå sig selv ihjel og om at få lyst til at gøre det, stemmerne siger. Hanne fortæller også, at hendes stemmer ikke vil have, at Hanne taler om dem i stemmehørergruppen. Efter hver enkelt deltagers fortælling om deres umiddelbare oplevelse af stemmer, stiller de øvrige deltagere spørgsmål og kommenterer det, den enkelte har fortalt. På mødet i dag ud-‐veksler deltagerne en del erfaringer om at være i tvivl om hvem, deres stemmer er, og hvad deres stemmer vil dem, og hvordan det kan være, at stemmerne altid kommer og får deltagerne ned med nakken på tidspunkter, hvor deltagerne allerede ligger ned. Deltagerne udveksler også praktiske teknikker til at håndtere stemmer, såsom at sætte høretelefoner til fjernsynet. Når man både skal koncentrere sig om at se og høre fjernsyn, så distraherer det stemmerne. Tue fortæller om andre stemmehørere, han kender, hvis stemmer ligesom Hannes ikke vil have, at hørerne

117

taler om dem. ”Der er mange måder at sno sig uden om det på”, siger Tue og foreslår, at når Hannes stemmer siger, at hun ikke må tale om dem under mødet, så kan Hanne jo bare sidde med lidt uden at sige noget og på den måde både opfylde stemmernes krav og sit eget ønske om at være med til mødet. Tue fortæller også om håndteringsteknikker, han er bekendt med fra an-‐dre stemmehørere, såsom én, der snoede sig ud af det, da hendes stemme konstant befalede hen-‐de at lægge sig under et tog: ”Så en dag gik hun ned i en tunnel, under togskinnerne. Så stod hun jo under toget og spurgte stemmen, hvad det nu skulle gøre godt for.” Et par af deltagerne griner. Bente synes, det lyder mærkeligt. ”Jaa”, siger Tue, ”men det virkede!”. Tue opfordrer også flere gange Thomas til at komme i dialog med sine stemmer. ”Tror du, du kunne have mod på det?”, spørger Tue. ”Tror du, det kunne lade sig gøre?” ”Jaa”, Thomas svarer tøvende, ”men jeg ville ikke bryde mig om det”. Hanne siger, at hun tit beder sine stemmer om at holde kæft, selvom de ikke er til at tale med. Mødet stopper som altid lidt brat ved, at der står en mand ude foran vinduet og vinker hurtigt med den ene hånd, mens han kigger på uret på den anden. Bente samler sine ting. Det er chaufføren fra det socialpsykiatriske bosted, hvor hun bor, og et øjeblik efter vinker Bente til os fra den 10 personers bus, hun bliver kørt hjem i. Vi andre tager os god tid. Vi hjælpes ad med at stille the-‐ og kaffekander og krus ud i køkkenet. Thomas og jeg aftaler at følges til toget. Det ta-‐ger 15 minutter på gåben, når vi går hen over markerne og skyder genvej over skinnerne. ”Jeg synes, det er gået rigtig godt i dag!”, siger Thomas med tilfredshed i stemmen, da vi er kommet halvvejs henover markerne. Jeg har svært ved at skjule min overraskelse. For mig at se var mødet et sammensurium af brudstykker af deltagernes liv med stemmer, spørgsmål, deltagerne havde svært ved at svare på, og tilfældige kommentarer og praktiske håndteringsteknikker. Til Thomas siger jeg, at jeg er i færd med at finde ud af, hvad det er, der foregår på møderne, og meget gerne vil høre, hvad det er, han tænker, der var godt på mødet i dag? Thomas svarer, at det gik rigtig godt i dag. Jeg opfordrer Thomas til at uddybe, hvad det var, der var godt. Thomas siger igen og igen, at det gik rigtig godt og spørger så, om jeg fik taget nogle ordentlige noter? Jeg svarer, at jeg bestræber mig på at få skrevet så meget som muligt ned under møderne og tænker ved mig selv, om jeg nogensinde finder hoved og hale i, hvad det egentlig er, der foregår på de her møder. Der findes ikke nogen drejebog for, hvordan et møde i en stemmehørergruppe afholdes, og i stemmehørerbevægelsen er der en modvilje mod at henvise til bestemte procedurer for stemmehørergruppen. Til konferencer, seminarer og temadage om stemmehøring, som jeg gennemgik i foregående kapitel, efterspørger ansatte i psykiatrien ofte nogle eksplicitte regler for, hvordan en stemmehørergruppe skal afholdes, men får altid svaret, at mennesker, der hører stemmer, skal mødes, og så skal resten nok komme af sig selv! Hvad er det mon, der kommer af sig selv? Og hvordan kommer det i stand?

118

Stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center, som jeg har valgt at give læseren et glimt af indledningsvis, adskiller sig dog fra de øvrige grupper, jeg har siddet med i, på den vis, at denne gruppe forsøger sig med en drejebog i form af arbejdsbogen Fra offer til sejrherre. Dette står i modsætning til stemmehørerbevægelsens ideologi om, at tingene ’kommer af sig’ selv, når mennesker, der hører stemmer, mødes i en stemmehørergruppe. Når jeg har valgt at give læseren et glimt af stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center, der forsøger sig med en drejebog, er det fordi, jeg afslutningsvis vil vise, hvad der sker, når der indføres en mere formel procedure for stemmehørergruppen. I forrige kapitel viste jeg, at stemmehørerbevægelsen udgøres af nogle folkelige fore-‐stillinger om, hvordan sindet fungerer, som bevægelsen har taget til sig og bruger til at give stemmehørernes liv og fortælling om, hvem de er, mening. Jeg viste, at bevægelsen bruger erfarne stemmehøreres selvbiografiske fortællinger til at forklare stemmehøringens natur med en reference til generelt genkendelige forestillinger om, at sindet rummer traumer, og fremhævede den klarhed og entydighed, der præger denne udlægning af oplevelsen. Når man træder ind i en stemmehørergruppe, hvor stemmehørerbevægelsen udfoldes i praksis, bliver billedet imidlertid mere mudret. Som den indledende beskrivelse fra et stemmehørergrup-‐pemøde viser, ligger de problemer, der skal kunne håndteres praktisk af mennesker med stemmer i hverdagen, hinsides traumemodellens klarhed og entydighed. Det er ikke så nemt at lære sine stemmer at kende til bunds, som erfarne stemmehøreres selvbiografiske fortæl-‐linger kan give indtryk af, og de problemer, stemmer giver anledning til, er heller ikke nogle, der lader sig løse en gang for alle. Som beskrevet i metodekapitlet havde jeg langt ind i feltarbejdet en fornemmelse af at famle mig frem i mørke i stemmehørergruppen og bestræbte mig på at notere alt, hvad jeg så og hørte, ned så detaljeret som muligt for at få klargjort, hvad det egentlig er, der foregår i grupperne. Som nævnt i metodekapitlet hang fornemmelsen af at famle sig frem i mørke i stemmehørergrupperne sammen med, at den viden, jeg fik i stemmehørergrupperne om, hvordan stemmehørerbevægelsen virker, ikke bliver italesat eller transmitteret på samme måde som stemmehørerbevægelsens grundlag, der bliver præsenteret via personlige histori-‐er til konferencer, seminarer og temadage. Den viden, jeg har fået om bevægelsens praktiske udfoldelse i stemmehørergrupperne, var ikke objektiv og eksplicit. Det var en såkaldt implicit viden (Douglas, 1975), som jeg tilegnede mig ved at observere praksissen i stemmehører-‐grupperne. Da jeg havde siddet med i de fem stemmehørergrupper igennem længere tid, opdagede jeg, at praksis i grupperne, der først forekom mig at være et sammensurium af brudstykker af deltagernes liv med stemmer, spørgsmål og kommentarer, alligevel minder om hinanden, bå-‐de hvad angår det specifikke indhold, deltagerne lærer, og de sociale samspil, deltagerne ind-‐

119

går i. På trods af det mudrede billede, der mødte mig i stemmehørergrupperne og informan-‐ternes modvilje mod at henvise til bestemte procedurer for grupperne, så viser praksis, at der alligevel er en slags implicit drejebog for læringsprocesser. Ud fra mine observationer i stemmehørergrupperne følger deltagerne nogle bestemte trin frem mod en bedre tilværelse med stemmer. I dette kapitel vender jeg blikket mod, hvad det er, der foregår i stemmehørergrupper-‐ne. Formålet er at beskrive de praksisser, der udfolder sig i grupperne og indkredse de læ-‐ringsprocesser, deltagerne typisk gennemgår i en gruppe. Samtidig vil jeg vise, hvordan man bliver stemmehører uden egentlig undervisning eller instruktioner. For at belyse hvad det er, der fremmer læringsprocessen, når der nu ikke er nogen formelle regler eller masterplan for stemmehørergruppen, retter jeg fokus mod det sociale aspekt af læring og anskuer den læring, der finder sted i grupperne, som social praksis. Det vil sige frem for at opfatte læring som en individuel, intellektuel proces, der bygger på verbal undervisning, anskuer jeg læring som en proces, der foregår i samspil med andre mennesker, hvor det er muligt at lære uden at ekspli-‐citere reglerne for læring (Lave and Wenger, 2003[1991], Dreyfus and Dreyfus, 1991[1986], Nielsen and Kvale, 1999). Ved hjælp af dette perspektiv er det muligt at synliggøre, hvordan læringen i stemmehørergruppen er indlejret i stemmehørergruppens sociale praksis, og hvordan deltagerne bliver stemmehørere ved at deltage i denne praksis. Kapitlet falder i syv dele. Første del introducerer læseren til stemmehørergruppen. Kapitlets anden del præsenterer perspektivet på læring som social praksis med udgangspunkt i Lave og Wengers (2003[1991]) teori om situeret viden og Dreyfus-‐brødrenes (1991[1986]) femtrinsmodel for færdighedsudvikling og begreb om intuitiv ekspertise. Kapitlets efterføl-‐gende fire dele er bygget op omkring fire trin, som deltagerne typisk gennemgår i en stemme-‐hørergruppe. Det er en proces, hvor deltagerne i starten må slippe kontrollen og overgive sig til deres stemmer og efterfølgende lære at identificere, interagere og komme i dialog med stemmerne. Afslutningsvis retter jeg fokus mod forskellene i brugerbaserede og institutionali-‐serede stemmehørergruppers måder at skabe læring på og viser, at den transformation eller udvikling, den implicitte drejebog for læringsprocesser i stemmehørergrupperne leder til i praksis, begrænses eller låses fast, når princippet om ikke at have en formel procedure for gruppen brydes.

7.1 Stemmehørergruppen

Møderne i stemmehørergrupperne er tilrettelagt på en måde, så man indleder med en siden-‐sidst-‐runde, hvor deltagerne på skift fortæller, hvordan de har haft det med deres stemmer siden sidst og som regel efterfølges runden af dialog om de spørgsmål og problemstillinger,

120

deltagernes fortællinger rejser. I den indledende runde taler deltagerne sædvanligvis ud fra egne oplevelser, og når de stiller uddybende spørgsmål eller kommenterer, foregår det som regel også med udgangspunkt i egne oplevelser. Tovholdere, der er ansat i psykiatrien og ikke selv hører stemmer, bruger sig selv som formidlere af andres stemmehørererfaringer. Nogle gange fortæller de om deres egne refleksioner over stemmehøring i den indledende runde, men ellers stiller de uddybende spørgsmål og kommenterer med udgangspunkt i de stemme-‐hørererfaringer, som de kender fra andre stemmehørere. Derudover spiller erfarne stemme-‐høreres intuitioner og fornemmelser en bemærkelsesværdig gyldig og funktionel rolle i at finde nye måder at forstå og håndtere stemmer på. I de fem stemmehørergrupper, jeg har siddet med i, hersker der for det meste en stil-‐færdig, nærmest hjemlig atmosfære, hvor deltagerne optræder tålmodigt og venter med at stille uddybende spørgsmål eller kommentere andres bidrag, indtil de er helt sikre på, at ved-‐kommende har talt færdig. Denne fredsommelige atmosfære brydes nogle gange af højrøstede, andre gange af fåmælte eller helt tavse deltagere. På møderne er der ind imellem en deltager, der forstyrrer et møde med et højlydt spørgsmål, en kommentar eller en talestrøm, det er svært at finde hoved og hale i. Der er som regel også en eller flere deltagere, der ser meget eftertænksomme eller ’fjerne’ ud i blikket og ind imellem forstyrrer et møde ved at sidde uro-‐ligt på stolen eller rode hvileløst rundt i en medbragt taske eller pose eller ved at gå rastløst omkring. Den fredsommelige atmosfære på møderne bliver også nogle gange brudt af indfor-‐stået grin og latter, når snakken falder på mødet med psykiatrien og (manglende) virkninger samt bivirkninger af antipsykotisk medicin, som de fleste kan genkende og fortælle historier om. Dialogen på møderne i stemmehørergrupperne er kendetegnet ved at have et udfor-‐skende sigte. I de grupper, jeg sad med i, så jeg en åbenhed over for nye ideer og forskellige anskuelser, snarere end for faste, sammenhængende forklaringer og løsninger. Møderne er et rum for refleksion og improvisation og rummer en pragmatisk interesse for, hvad der virker, snarere end for bagvedliggende årsagssammenhænge eller principper. I det følgende afsnit beskrives de teorier om læring som social praksis, som benyttes til at udfolde materialet fra stemmehørergrupperne som en læringsproces.

7.2 Læringsprocesser

I bogen om den evangeliske kirke i USA viser Luhrmann, hvordan konvertitter kan lære at høre en imaginær stemme, Guds stemme, og hvordan denne form for læring kommer i stand igennem særlige evangeliske praksisser. Inspireret af Luhrmann til at se, at imaginære stem-‐mer er noget, man kan lære at opfatte på bestemte måder i praksis, vil jeg i dette kapitel vise

121

den centrale rolle, læring ser ud til at spille for transformationen af gruppedeltagernes ople-‐velse af stemmer igennem længerevarende deltagelse i en stemmehørergruppe, og retter fo-‐kus mod de mønstre i praksisser, jeg har observeret på tværs af de fem stemmehørergrupper. Ved at fokusere på stemmehørergruppepraksisser som et konkret udgangspunkt for at forstå, hvordan stemmehørergruppen former oplevelsen af stemmer på nye måder, søger jeg at syn-‐liggøre og beskrive den implicitte drejebog for læringsprocesser, som jeg i kapitlet vil argu-‐mentere for, at deltagerne i stemmehørergrupperne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer. I Luhrmanns beskrivelser af de praksisser, hvorigennem konvertitter i den evangeliske kirke lærer at høre, når Gud taler til dem, fremhæver hun fællesskabets afgørende rolle for læringsprocessen. Det begrebsapparat, Luhrmann lancerer til at begrebsliggøre og forstå, hvordan oplevelsen af at høre Guds stemme bliver mulig, sigter dog først og fremmest på at afklare, hvordan evangeliske praksisser hjælper konvertitter med at udvikle en ny teori om sind, hvormed de kommer til at opleve Gud inde i dem selv. I forhold til læring som analytisk tilgang til forståelsen af, hvordan oplevelsen af stemmer formes i praksis i stemmehørergrup-‐pen, er jeg først og fremmest optaget af at begrebsliggøre og forstå de sociale mekanismer, der fremmer læringen i stemmehørergruppen, hvor der ikke findes nogen eksplicitte formelle regler eller masterplan for det forløb, deltagerne gennemgår i en stemmehørergruppe. Derfor kvalificerer jeg Luhrmanns tilgang til, hvordan kognition formes i praksis med to teorier, der anskuer læring som social praksis. Den ene læringsteori, jeg inddrager, er Lave og Wengers (2003[1991]) teori om situe-‐ret viden, der, som beskrevet i kapitel to, er baseret på en række eksempler på mesterlære. Der er tre sammenhængende elementer i Lave og Wengers læringsteori, som er særligt nytti-‐ge i en analyse af læring i den sociale praksis i stemmehørergrupperne. Det ene element er, at læring er situeret i praksisfællesskaber (ibid: 83). Mesterlære finder sted i en social organisa-‐tion og i sin traditionelle form som et fagligt fællesskab i håndværkerproduktion. Gennem legitim perifer deltagelse i fællesskabets produktive aktiviteter tilegner lærlingen sig gradvist håndværkets færdigheder, kundskaber og værdier ved at bevæge sig fra en perifer deltagelse til at blive fuldgyldigt medlem af faget (ibid: 77-‐80). Det andet element er, at læring foregår uden formel undervisning. Mesterlære medfører en kompleks og differentieret social struktur, hvor det er muligt at observere og imitere det arbejde, som mesteren, svendene og de andre lærlinge udfører (ibid: 52f.). Det tredje element, der er nyttigt ved Lave og Wengers lærings-‐teori i analysen af læring i stemmehørergruppernes sociale praksis, er lærlingen som legitim, perifer deltager. Når lærlingen gradvist tilegner sig fagets færdigheder, kundskaber og værdi-‐er ved at observere og imitere det arbejde mesteren, svendene og de andre lærlinge udfører, bevæger han sig fra en perifer deltagelse til at blive et fuldgyldigt medlem af faget (ibid: 36-‐

122

38). Ifølge Lave og Wenger knytter læring sig således til en proces, hvor lærlingen befinder sig i periferien og langsomt bevæger sig ind mod midten af det, Lave og Wenger kalder for fuld deltagelse (ibid: 38). Et andet par teoretikere, jeg inddrager, er Dreyfus og Dreyfus (1991[1986]). Deres læ-‐ringsteori omfatter fem stadier af færdighedstilegnelse. Dreyfus og Dreyfus kalder de fem sta-‐dier for nybegynder, avanceret begynder, kompetent udøver, kyndig udøver og ekspert. Ifølge Dreyfus-‐brødrene begynder læring med, at man lærer sig visse objektive fakta og regler. Det drejer sig om ”kontekstfrie” videnselementer og regler. Denne viden og disse reg-‐ler skaber først og fremmest mulighed for at opsamle erfaring, men tillader også nybegynde-‐ren at handle i en begrænset mængde (ibid: 44-‐46). Gennem betydelig erfaring med konkrete situationer opnår man et acceptabelt færdighedsniveau og bliver avanceret begynder. Under dette stadium tilskyndes man ikke blot til at inddrage stadig flere regler og fakta, men lærer også ”situationsbestemte” elementer, der ikke kan formuleres som kontekstuafhængige ele-‐menter. Disse meningsfulde elementer i situationen identificeres ved hjælp af oplevede lighe-‐der og forskelle i forhold til tidligere situationer. De ”kontekstfrie” elementer i færdigheden er dog stadig gældende (ibid: 46f.). Når man får mere erfaring, bliver mængden af ”kontekstfrie” og ”situationsbestemte” elementer overvældende og den kompetente udøver lærer at organi-‐sere situationen således, at kun den begrænsede mængde fakta, der har relevans for situatio-‐nen, undersøges. Den kompetente vælger en plan. Valget af plan er en kompleks erkendelses-‐mæssig proces, der ikke styres af nybegynderens objektive procedure eller den avancerede begynders kontekstuafhængige regler. Der er snarere tale om en slags genkendelse af elemen-‐ter i situationen, hvorpå man er i stand til at træffe sin beslutning for handling. For den kom-‐petente udøver er valget således kendetegnende (ibid: 47-‐53). Springet fra kompetent til kyn-‐dig er afgørende. Mens den kompetente bevidst vælger en plan efter at have overvejet forskel-‐lige alternativer, så handler den kyndige på baggrund af en form for situationsgenkendelse. Den kyndige håndterer en situation, ikke blot ved at genkende meningsfulde elementer i situ-‐ationen som under stadium tre, men ved at genkende hele situationen. Håndteringen af en situation foregår uden at opløse situationen i dens bestanddele. Det foregår intuitivt, uden bevidst refleksion. Den kyndige er kommet fra regelbaseret teoretisk viden til ”knowhow”, men tænker dog af og til stadig analytisk og trækker elementer, der vurderes som specielt vigtige for situationen, frem samt vurderer disse efter bestemte regler med henblik på at tage en beslutning (ibid: 53-‐56). Det er ikke længere tilfældet for eksperten, som Dreyfus og Drey-‐fus beskriver som en slags rutineret stadium fire. Eksperten løser ikke længere problemer eller træffer beslutninger. Eksperten gør det, der plejer at virke. Med ekspertise følger en overvældende fornemmelse af, hvad der er det bedste at gøre i en given situation. Eksperten er styret af intuition, ikke af analyse og sammenligning af alternativer. Den højeste form for

123

lært mestring af et fagområde er kendetegnet ved en virtuos evnen til at handle korrekt og intuitivt uden at gribe til detaljeret analyse, formelle regler eller en masterplan. (ibid: 57-‐63). Ofte er det umuligt for eksperten at begrunde sin intuition rationelt. Hvis eksperten skulle forklare, hvorledes hun har fundet frem til løsningen på sit problem, ville hun skulle gøre rede for noget, der er ubeskriveligt. Hun ville skulle beskrive en ”dømmekraft”, der på en måde, som ikke lader sig forklare, er baseret på tidligere konkrete erfaringer (ibid: 65). Styrken ved at inddrage teorier, der anskuer læring som social praksis, i forhold til ma-‐terialet om stemmehørergrupperne, er, at disse teorier kan synliggøre, at der er noget i den sociale praksis i grupperne, der bevæger deltagerne og former deres oplevelse af stemmer på nye måder. Beskrivelsen af stemmehørerens sociale tilblivelse i stemmehørergrupperne som en form for mesterlære kan hjælpe med at præcisere, hvad det er, deltagerne lærer ved at læ-‐re andre stemmehørere at kende, hvilket de fleste deltagere fremhæver som helt afgørende for selv at kunne bevæge sig i retning af en bedre tilværelse med stemmer. Lave og Wenger og Dreyfus-‐brødrenes læringsteorier fremhæver den centrale rolle, som den viden, vi har lært ved øvelse og erfaring, spiller for læring. Lave og Wenger og Drey-‐fus-‐brødrenes måde at tænke læring på er imidlertid ikke ens. Lave og Wenger mener, at læ-‐ring kommer i stand ved imitation og efterligning. Ifølge Dreyfus-‐brødrene er læring i begyn-‐delsen meget regelbundet og drejer sig dernæst om at frigøre sig fra handlingsanvisninger. Når jeg har valgt at inddrage både Lave og Wenger og Dreyfus-‐brødrenes læringsteorier, er det blandt andet fordi, at forskellene i deres måder at tænke læring på kan hjælpe med at ka-‐ste lys over forskellene i brugerbaserede og institutionaliserede stemmehørergruppers måder at skabe læring. I slutningen af kapitlet vil dette uddybes nærmere.

7.2.1 Stemmehørergruppens fire trin

Jeg har valgt at opdele den læringsproces, deltagerne typisk gennemgår i stemmehørergrup-‐pen i fire trin, der hver især repræsenterer en problematik, som deltagerne arbejder med un-‐der deres sociale tilblivelse som stemmehører: 1) Overgivelse, hvor den ’nyankomne’ slipper kontrollen og underkaster sig de problemer, stemmer giver anledning til. 2) Identifikation, hvor den ’uerfarne’ prøver sig frem og arbejder hårdt for at finde meningen bag de stemmer, der ellers ikke er til at forstå. 3) Interaktion, hvor den ’øvede’ anser sine stemmer som virkeli-‐ge og engagerer sig i en interaktiv relation til stemmerne, der efterhånden er til at tale med. 4) Dialog, hvor den ’erfarne’ stemmehører har kontrol over stemmerne, der nu er blevet til guider. Opdelingen af læringsprocessen i disse fire trin er desuden inspireret af Lave og Wen-‐gers teori om situeret læring på den vis, at trinene hver især bidrager til at vise, hvordan læ-‐ring i stemmehørergruppen kommer i stand ved, at den enkelte deltager i stemmehørergrup-‐

124

pens interaktioner og samtaler gradvist bliver til en stemmehører ved at bevæge sig fra peri-‐ferien af gruppen og ind mod midten af fuld deltagelse. Inspireret af Lave og Wenger anskuer jeg således den læringsproces, hvorigennem del-‐tagerne gradvist bliver til som stemmehørere, som en form for mesterlære, hvor den ny-‐ankomne på trin et og den uerfarne på trin to befinder sig i periferien af stemmehørergrup-‐pen, og hvor den øvede på trin tre langsomt bevæger sig mod fuld deltagelse. Jeg viser også, at den fuldkomne mestring af stemmer på trin fire beror på en praktisk, erfaringsbaseret viden af den type, Dreyfus-‐brødrene kalder for ”intuitiv ekspertise” samt, at det er denne form for intuitivt baseret viden, de erfarne stemmehørere trækker på, når de rådgiver og vejleder de mindre erfarne. Den følgende analyse er bygget op omkring en række cases, der illustrerer samspil cen-‐treret omkring repræsentanter fra hvert af de fire trin i stemmehørergrupperne. De cases med samspil, jeg anvender, er udvalgt, fordi de er fremtrædende eksempler på de sociale praksisser, der udfolder sig i stemmehørergruppen. Samtidig viser repræsentanterne, hvor-‐dan disse praksisser former deltagernes oplevelse af stemmer på nye måder.

7.3 Overgivelse

Til at begynde med er der mange, der finder det udfordrende at dele deres erfaringer med stemmer i stemmehørergruppen, fordi de finder de oplevelser, de har med stemmer, skamful-‐de og miskrediterende og sjældent, nogle gange aldrig, har sat ord på deres erfaringer tidlige-‐re. Samtidig oplever alle stemmehørere, jeg har talt med, en lettelse i samværet med andre, der hører stemmer. De oplever en lettelse ved at befinde sig i et fællesskab, hvor stigmaet at høre stemmer så at sige er normalt (Goffman, 2009 [1963]: 61) og fremhæver det at lære an-‐dre stemmehørere at kende som helt afgørende for selv at kunne bevæge sig i retning mod et bedre liv med stemmer. Fælles for de fleste er dog det paradoks, de møder, når de begynder i en gruppe. Man skal have det værre, før man kan få det bedre. Under mit feltarbejde fik jeg lejlighed til at følge en håndfuld mennesker, der begyndte i en stemmehørergruppe og lærte det første skridt på vejen mod et bedre liv med stemmer i stemmehørergruppen at kende ved det at få det værre. En af de nyankomne var Hanne, der begyndte i gruppen i det socialpsykiatriske center. Hannes 1. stemmehørergruppemøde På mødet foreslår tovholderen Tue, at vi taler ud fra nogle spørgsmål om den umiddelbare ople-‐velse af stemmer i arbejdsbogen, som gruppen som noget nyt er begyndt at arbejde med, og han spørger Hanne, hvordan hun har det med at tage hul på arbejdet med stemmer? ”Jeg er lidt ban-‐

125

ge for det”, svarer Hanne. ”Jeg er bange for, at det skal provokere det, jeg har inde i hovedet, så det bliver værre”. Tue fortæller, at det faktisk reducerer angsten for stemmer at dele sine erfa-‐ringer med stemmer, og han foreslår, at Hanne prøver at kigge på arbejdsbogen derhjemme sammen med en hjælper, fx en kontaktperson. Det aftaler de. Tue begynder at gennemgå en række spørgsmål fra arbejdsbogen med deltagerne, en efter en. I takt med at turen nærmer sig Hanne, bliver hendes vejrtrækning hurtigere og mere overfladisk. ”Jeg er i tvivl, om jeg kan”, si-‐ger Hanne stakåndet, da det bliver hendes tur. Tue understreger, at Hanne skal sige til, hvis der er spørgsmål, hun ikke vil svare på og også, hvis hun ikke vil mere, så stopper de. ”Okay”. Hanne tager en dyb vejrtrækning, og Tue læser spørgsmålene fra arbejdsbogen højt: ”Hører du stemmer nu?” Hanne ryster på hovedet. Tue: ”Kan du også se dem?” Hanne: ”Kun nogle gange”. Tue: ”Har de samme køn som du selv”? Hanne: ”Det er mest mænd”. Tue: ”Hvordan taler de? Hanne: ”De taler højt, de er onde”. Tue: ”Er de tydelige enkelt-‐stemmer, mumlen eller en hel flok?” Han-‐ne: ”Der er flere”. Tue: ”Kommer de fra dig selv eller fra noget andet? Hanne: ”Ikke mig”. ”Det var det”, siger Tue med lethed i stemmen. Hanne smiler og nikker og ser for første gang ud til at føle sig godt tilpas i gruppen. ”Det var bare det” siger Tue igen og forklarer, at tanken om at gå i gang med at arbejde med sine stemmer ofte er langt mere skræmmende end rent faktisk at gå i gang. ”Bare se, efter et par spørgsmål slappede du af, og så gik det jo nærmest af sig selv”. Hanne smiler igen og fortæller, at hendes stemmer ikke bryder sig om, at hun kommer i gruppen og snakker om dem. Det provokerer dem. Tue fortæller, at der også er andre, der har oplevet inten-‐siteten i deres stemmer stige, da de begyndte at arbejde med deres stemmer. ”Det er jo egentlig ikke sådan, at de bliver værre. Det kan måske godt opleves sådan. Men det er jo fordi, at der er noget magt, der forrykkes”, siger Tue og påpeger, at det indtil nu har været stemmerne, der har haft magten over Hannes liv. ”Ja”, udbryder Hanne, ”de styrer mit liv!” Men når Hanne begynder at arbejde med sine stemmer, så tager hun magten tilbage, forklarer Tue og føjer til, at stem-‐merne til en start kan tage til i styrke. Må han spørge lidt mere ind til Hannes stemmer? Hanne ved ikke rigtig, om hun tør. Tue spørger alligevel: ”Hvor tit hører du dem egentlig?” Hanne for-‐tæller, at hun kan stå op en dag og have det ganske udmærket og så pludselig, så er stemmerne der. Hanne fortæller om stemmer, der siger, at hun skal sætte ild til gardinerne og slå sig selv ihjel og om at blive bange og få lyst til at gøre det, stemmerne siger. Tue: ”Hvorfor får du lyst til det?” ”For at få fred!”, svaret falder prompte fra Thomas, en af de andre deltagere, Hanne nikker. Hannes 2. Stemmehørergruppemøde Hanne vil godt lige sige noget inden mødet begynder. Hun har haft det meget skidt siden sidst. Så skidt, at hun har været lige ved at blive indlagt. Hendes stemmer har plaget hende konstant og de siger, at Hanne ikke må tale om dem, og at hun ikke må sige noget under møderne i stemme-‐hørergruppen. Hannes stemmer vil faktisk slet ikke have, at Hanne kommer til mødet i dag. Kan

126

hun få lov til bare at sidde med og lytte uden at sige noget i dag? ”Det er helt i orden”, svarer tovholderen Lisbeth, og tovholderen Tue understreger, at det er flot, at Hanne får det sagt. Tov-‐holderne gennemgår en række spørgsmål med deltagerne, som deltagerne har ’haft for’ i ar-‐bejdsbogen til i dag. Hanne sidder tavs og lytter, men halvejs inde i mødet, vil hun godt lige høre de andre, om der er nogle af dem, der nogle gange kommer til at sige noget vrøvl, når de hører stemmer? Snakken om at komme til at vrøvle på grund af stemmer fører til, at Hanne fortæller mere om sine stemmer, der vil have, at hun tænder ild; hvad der hjælper, når stemmerne vil have hende til at tænde ild, og hvor meget hendes familie kender til det, hendes stemmer siger om ild. ”Det lyder som om, det med ild fylder rigtig meget. Det skal vi snakke mere om en dag, vi har mere tid,” siger Lisbeth, da tiden er ved at være gået. Lisbeth runder af med at spørge, om der er nogen, der har mere på hjerte her til sidst? Det har Hanne. ”Jeg bliver nødt til lige at spørge, om jeg kan få det lige så dårligt som sidst, nu?” Hanne taler højt. Hun er tydeligvis blevet bekymret over at have fortalt så meget om sine stemmer på mødet, når stemmerne nu har forbudt hende at gøre det. ”Der er jo flere, der har oplevet at få det rigtig dårligt med deres stemmer, da de be-‐gyndte at arbejde med dem”, siger Tue og spørger rundt i gruppen, hvad de øvrige deltagere har af erfaringer med det? De øvrige deltagere har alle sammen oplevet, at deres stemmer har for-‐budt dem at snakke om stemmerne i gruppen, og flere har oplevet, at deres stemmer var ’mere på banen’, efter de begyndte i gruppen. ”Der er også nogle, der ikke oplever nogen forandring, når de starter i gruppen” siger Lisbeth, ”men vi ved det ikke. Det er simpelthen ikke til at vide”. Gruppens svar får Hanne til at se ret forskrækket ud. Når den nyankomne træder ind i en stemmehørergruppe, er det første, der sker, at hun over-‐giver sig til sine stemmer og underkaster sig de problemer, stemmerne skaber ved at accepte-‐re sine stemmer som virkelige og begynde at lytte til, hvad det egentlig er, stemmerne siger. I ovenstående eksempel er det Hanne, der begynder at lytte til det, hendes stemmer siger om ild og dermed underkaster sig det problem, hendes stemmer skaber -‐ Hanne bliver bange og får lyst til at gøre det, stemmerne siger og fortæller om dette i gruppen -‐ og får det værre. Så-‐ledes kan Hanne og alle andre personer, der begynder i en stemmehørergruppe, kun overtage kontrollen over deres stemmer ved først at slippe kontrollen. Det jeg ser med hensyn til overgivelse i stemmehørergrupperne har stærke paralleller til Batesons beskrivelse af trin 1 i AA´s tolvtrinsprogram som en form for ”overgivelse”, hvor alkoholikeren til at begynde med skal ”nå bunden” for at nå til en dybere erkende af sit pro-‐blem med alkohol (Bateson 173: 383). Den nyankomnes overgivelse til sine stemmer i stem-‐mehørergruppen adskiller sig imidlertid fra trin 1 i AA ved, at der ikke findes nogen formel eller eksplicit regel om at udløse et personligt sammenbrud hos den, der begynder i en stem-‐mehørergruppe. Under mit feltarbejde hørte jeg aldrig nogen forklare den nyankome, at hun

127

til at begynde med skal slippe kontrollen og overgive sig til sine stemmer. Langt de fleste ny-‐ankomne oplever imidlertid at få det værre, når de begynder at dele deres erfaringer i stem-‐mehørergruppen, og når de bringer problematikken om at få det værre op i gruppen, trans-‐mitteres den uskrevne regel om overgivelse i de mere erfarne deltageres respons til den ny-‐ankomne. I gruppens svar på Hannes bekymring for at få det endnu værre, da hun på sit andet møde i gruppen kommer til at snakke videre om sine stemmer, selvom hun havde besluttet sig for ikke at sige noget den dag af frygt for at få det endnu værre, er det tydeligt, at kontroltabet -‐ eller det, at ”der er noget magt, der forrykkes”, som tovholderen Tue kalder det -‐ ikke anses som et tegn på, at den nyankomne har fået det værre, men som et godt og rigtigt skridt på ve-‐jen mod en bedre tilværelse med stemmer. Gruppens svar på Hannes bekymring for at få det endnu værre lærer også Hanne, at der ikke findes noget entydigt svar på, hvad den nyankom-‐nes indledende kontroltab indebærer. Som tovholderne og de øvrige deltagere gør Hanne opmærksom på, så oplever de fleste, at intensiteten i deres stemmer stiger, når de starter i en gruppe, men som tovholderen Lisbeth også peger på, er det ikke til at vide, for der er også nogle, der ikke oplever nogen forandringer. ”Vi ved jo ikke, hvad der sker”, som tovholderen Lisbeth gentog, da hun gav mig et lift i sin bil hjem fra Hannes 2. stemmehørergruppemø-‐de: ”Nogle bliver meget, meget dårlige. Jeg ved jo ikke, om Hanne skal to år på psykiatrisk afde-‐ling, før hun får det bedre med sine stemmer. Det kan vi ikke vide”. En anden måde, hvorpå den nyankomne lærer stemmehørergruppens uskrevne regel om overgivelse at kende, er gennem fortællinger om at få det værre i starten. De fleste grup-‐per har en og nogle gange flere specifikke fortællinger om tidligere deltagere i gruppen, som ofte blev fortalt for at forsikre nyankomne om, at første skridt på vejen til en bedre tilværelse med stemmer er at få det værre. I gruppen i det socialpsykiatriske hus handler den fortælling, jeg har hørt flest gange, om en af gruppens første deltagere, der blev ”pissehamrende dårlig. Han havde jo aldrig før prøvet at arbejde med sine stemmer”, som historien lyder, når tovhol-‐deren Tue fortæller den. ”Han blev så pissehamrende dårlig, at han måtte flytte fra egen bolig og ind på et bosted”. Men som Tue fortæller, så fulgte Tue med. Tue hentede og bragte manden til og fra stemmehørergruppen. ”Han skal faktisk starte på et helt almindeligt arbejde her om et par uger”, gjorde Tue mig med stolthed i stemmen opmærksom på en af de første gange, han fortalte mig historien. Fortællingerne om at få det værre, før man kan få det bedre er således succeshistorier, hvor den nyankomne må gå grueligt meget igennem, fx flytte til en mere be-‐skyttet boligform eller risikere at blive indlagt i årevis, førend hun får et bedre liv med stem-‐mer.

128

7.4 Identifikation

Det andet trin i processen mod en bedre tilværelse med stemmer handler om at trække ufor-‐ståelige stemmer inden for rækkevide ved at identificere stemmerne. I forhold til den viden, stemmehørergruppen stiller til rådighed, så går det ud på at lære, at der er en vej mod en bed-‐re tilværelse med stemmer, som man endnu ikke kender og på at lære at lytte til og finde me-‐ning bag de stemmer, hvor meningsløsheden råder, så man kan begynde at bevæge sig hen ad vejen mod et bedre liv. Deltagerne på trin to, de ’uerfarne’, har meget lidt og som oftest slet ingen indsigt i de-‐res stemmer og fortæller om at blive kontrolleret af stemmerne. Når de fortæller om deres stemmer, er fortællingen kendetegnet ved, at meningsløsheden kører i ring og tilfældigheder-‐ne råder. Deres fortællinger efterlod mig stemmehørergruppemøde efter stemmehørergrup-‐pemøde uden retning, ofte fik de mig til at tænke på antropologen Robert Desjarlais (1997) studie af hjemløse på et herberg i Boston. Her beskriver Desjarlais, hvordan mange hjemløse langt fra lever og opfatter deres liv som en fremadskridende, sammenhængende proces, der giver mening, når de iagttager og reflekterer over sig selv. De ’kæmper’ sig bare gennem da-‐gen og vejen (Ibid: 19). I hjemløshedens virkelighed er tilværelsen præget af et fravær af sammenhæng og mening. Desjarlais beskrivelser stemmer godt overens med mine iagttagel-‐ser af de uerfarne deltagere i stemmehørergrupperne, hvor mening og sammenhæng heller ikke er kendetegnende træk ved deres fortællinger om stemmer. I det følgende anskuer jeg den uerfarne deltager i stemmehørergruppen som legitim perifer deltager -‐ i Lave og Wengers optik -‐ for at vise, hvordan stemmehørergruppen giver adgang til deltagelse, som leder til læring for de uerfarne, der umiddelbart ser ud til at stå i stampe.

7.4.1 At holde muligheder åbne

I stemmehørergruppen forsøger man at forstå og styre stemmer bedre uden at gribe til for-‐melle regler eller en masterplan. I stedet betones vigtigheden af at prøve sig frem. Dette blev sjældent italesat i stemmehørergrupperne, men jeg kunne se, at de fleste var bekendt med, at man må prøve sig frem. Når jeg i interviewsituationer med tovholderne spurgte til deres tan-‐ker om, hvad de deltagere, jeg kalder for de uerfarne, egentlig får ud af at være med i gruppen, blev vigtigheden af ’at prøve sig frem’ slået fast: ”Vi kender ikke vejen, men vi ved af erfaring, at det virker”, som Lisbeth, en af tovholderne i det socialpsykiatriske center, formulerede det. I stemmehørergruppen opfordres man med andre ord til at bevæge sig ud på en vej, man end-‐nu ikke kender.

129

At stemmehørergruppen er et rum, hvor man forsøger at forstå og styre stemmer, uden at vejen er kortlagt, viser sig under møderne ved, at der ikke er nogen klar og absolut grænse mellem passende og ikke-‐passende fortællinger i siden-‐sidst-‐runden. Her rummer ethvert forsøg på at dele sine erfaringer muligheden for at komme et skridt videre på den vej, man endnu ikke kender. Et eksempel står særligt klart i min erindring: Der er møde i den engelske stemmehørergruppe, og jeg er ør i hovedet. Jeg er som altid ankom-‐met en times tid inden mødets start for at snakke med de deltagere, der kommer i god tid. I dag var Marylin, en lille midaldrende kvinde med et rundt ansigt omgivet af stride krøller, ivrig for at snakke. Hun satte sig tæt op ad mig og hviskede en strøm af ord, lyde og sætninger i mit øre. Nu sidder Marylin ved siden af mig i en af de slidte, bløde stole, der danner rundkredsen i gruppen, og afbryder gang på gang de andre deltagere med en talestrøm, som det er svært at følge med i. Marylin taler højt nu. Stopper. Hvisker ord, lyde og sætninger i mit øre, imens en af de andre del-‐tagere fortæller om, hvordan det er gået med hendes stemmer siden sidst. Marylin afbryder hen-‐de med endnu en højlydt talestrøm. Stopper. Hvisker ord, lyde og sætninger i mit øre, imens end-‐nu en deltager prøver at komme til orde. Mit hoved dunker. Under de fleste af de stemmehører-‐gruppemøder, jeg har deltaget i de sidst 8 måneder, har der hersket en rolig, stilfærdig atmosfæ-‐re, hvor deltagerne har optrådt tålmodigt og ventet med at stille uddybende spørgsmål eller kommentere, indtil de var helt sikre på, at den, der har ordet, har talt færdig. Det er tydeligt, at Marylins højlydte optræden generer flere af deltagerne. Nogle ser irriterede ud, enkelte trækker på smilebåndet, men der er ingen, der tysser på Marylin eller beder hende tie stille, enkelte for-‐søger endog at kommentere på det, Marylin siger. Jeg forsøger at abstrahere fra Marylins tale-‐strøm under resten af mødet, men får kun fat i enkelte, usammenhængende brudstykker af det, de øvrige deltagere taler om. Da jeg efter mødet hjælper tovholderen Carl med at rydde de bløde stole væk, udbryder han med et grin, at det var mig, der prøvede at høre stemmer i dag. ”Det er ligesådan med stem-‐mer”, forklarer han med en henvisning til Marylin, der har hvisket i mit øre de sidste par ti-‐mer. ”Til sidst bliver man helt desperat og kan kun fokusere på dem, og vil bare have dem til at gå væk!”. Carl morer sig tydeligvis. Jeg nikker og siger, at jeg er ør i hovedet. Carl forklarer, at Marylins måde at tale på nogle gange er svær at forstå, fordi Marylins stemmer er svære at for-‐stå. Ifølge Carl er Marylins stemmer ligeså forvirrende som det at høre Marylin tale. Carl er helt holdt op med at grine nu. Hvad med de andre deltagere? For mig så det ud som om, at flere af dem ærgrede sig over, at de ikke kunne komme til orde. Carl forklarer videre, at vi er nødt til at lade Marylin komme til orde på den måde, hun er i stand til, fordi det kan vise sig, at der faktisk gemmer sig noget i hendes talestrøm, som Marylin har brug for at snakke om. Det ville vi ikke opdage, hvis vi ikke lod hende tale.

130

Eksemplet med Marylin viser, at stemmehørergruppen bakker op om deltagere, hvis virke-‐lighed med stemmer er præget af et fravær af mening og sammenhæng, ved at lade dem over-‐give sig til meningsløsheden og holde alle muligheder åbne. Deltagere som Marylin, der befin-‐der sig i periferien i stemmehørergruppen, får lov til at prøve sig frem. I eksemplet er det tov-‐holderen Carl, der insisterer på at lade Marylin tale, selvom hun åbenlyst forstyrrer mødet. I eksemplet retfærdiggør Carl ikke den plads, Marylins højlydte, uforståelige talestrøm får, med reference til nogen bestemt orden. I stedet refererer Carl til, at det er den enkelte deltagers egen oplevelse af sine stemmer, der indeholder nøglen til, hvordan netop hun overvinder sin fastlåste situation. Selvom Marylin efterlader både sig selv og de øvrige deltagere uden ret-‐ning, så byder Carl hendes forsøg på at dele sine erfaringer med stemmer velkommen, fordi han mener, det rummer muligheden for at Marylin kan finde nøglen til at overvinde sin fastlå-‐ste situation eller i hvert fald bevæge sig et skridt hen ad vejen mod bedring. Marylins uforståelige talestrøm var langt fra den eneste iøjenfaldende form for delta-‐gelse i stemmehørergrupperne, jeg bemærkede under mit feltarbejde. Jeg bed også mærke i tovholdernes åbne og velvillige indstilling over for deltagere, der nærmest ikke deltager, men blot sidder og lytter i gruppen eller sågar fra en sofa placeret tre meter uden for den rund-‐kreds, de øvrige deltagere danner. Der er også deltagere, der sidder tavse med ryggen til de øvrige i rundkredsen, eller deltagere, der jævnligt rejser sig og vandrer rundt, og nogle gange går deres vej uden at mæle et ord. Pointen med at fremhæve eksemplet med Marylins højlydte, uforståelige form for del-‐tagelse og de deltagere, der agerer ikke-‐deltagende i grupperne, er at vise, at der er særdeles vide rammer for deltagelse i stemmehørergrupperne. Ud fra Lave og Wengers tese om, at del-‐tagelse i praksisfællesskaber leder til læring, er det interessant, hvorvidt stemmehørergrup-‐perne giver adgang og er åbne over for de iøjnefaldende former for deltagelse, som nogle del-‐tagere til tider udviser? I stemmehørergrupperne har Marylin og de andre uerfarne deltagere med Lave og Wengers ord ’adgang’ til en plads som legitime perifere deltagere. Det kan ses ved, at stemmehørergrupperne rummer den tavse deltager, indtil hun begynder at tale; delta-‐geren i sofaen, indtil hun slutter sig til cirklen og deltageren med ryggen mod de andre, indtil hun vender sig om. Det betyder, at eksempelvis deltageren, der vandrer rundt og nogle gange går sin vej, får mulighed for en dag at blive siddende, og det rummer, ligesom gruppens op-‐bakning til Marylins højlydte, uforståelige talestrøm, mulighed for gradvist at tage del i flere interaktioner og samtaler i stemmehørergruppen, der i sidste ende leder til læring.

131

7.4.2 At lytte og genfortolke

I stemmehørergruppen bruger deltagerne meget tid på at fortolke skræmmende og kaotiske oplevelser af stemmer som oplevelsen af noget meningsfyldt. De arbejder hårdt for at finde mening bag stemmer, der ikke er til at forstå. På møderne er der imidlertid ikke tale om, at den enkelte lærer sine stemmer at kende til bunds og en gang for alle finder frem til hvorfor, hun hører stemmer. Der er snarere tale om en fortløbende genfortolkning, der peger mod en bedre fremtid end den, stemmerne umiddelbart giver indtryk af. Den følgende case, en af de sædvanlige siden-‐sidst-‐runder i den engelske gruppe, der er ledet af den erfarne stemmehø-‐rer Peter, illustrerer, hvordan deltagerne tager ved lære af de erfarne stemmehøreres rutiner med at lytte til stemmer og transformere det, stemmerne siger, til noget bedre. ”Hvordan har du haft det, Michelle?”, spørger tovholderen Peter. Det er ikke så slemt med Mi-‐chelles stemmer for tiden. Men for nylig er hun begyndt at høre fuglene snakke, de snakker om hende, og det er blevet værre siden sidst. ”Er det alle fugle, der taler til dig?”, spørger Peter. Mi-‐chelle nikker. Peter: ”Hvad siger de til dig?” Fuglene kommenterer Michelles gøren og laden. ”Se, der kommer hun, hvad laver hun nu, hvad finder hun nu på”, om og om igen. ”Jeg kan simpelthen ikke klare fugle mere”, Michelle tager en dyb vejtrækning. ”Andre mennesker, min kæreste og min psykiater siger, at det er min fantasi, men jeg kan altså høre dem snakke til mig”. ”Selvfølge-‐lig er det muligt at høre fuglene snakke”, Peter svarer i sit sædvanlige rolige toneleje. Han siger også, at det faktisk er et stort fremskridt, at Michelle nu kan høre, at det er fuglene, der snakker. Michelle stirrer uforstående frem for sig. Peter forklarer, at det betyder, at Michelle er begyndt at kunne identificere, hvem hendes stemmer er og peger på, at det er begyndelsen til at lave en konstruktion. Lettelsen breder sig i Michelles ansigt. De fleste i gruppen kender til begrebet kon-‐struktion, som i stemmehørerbevægelsens egen litteratur henviser til sammenhængen mellem stemmer og livshistorie. Når man har lavet en konstruktion, så ved man hvem og dermed også hvilke problemer, ens stemmer repræsenterer. Alle i gruppen ved, at det er afgørende for at få sine stemmer under kontrol. Michelle nikker. Hun siger, at hun faktisk også synes, det er begyndt at gå bedre for hende, generelt. Peter siger, at Michelle har ”besteget bjerge”, siden hun startede i gruppen og sender et nik til Michelle, ”Tak Michelle.” Peter takker Michelle for at dele sine erfa-‐ringer med gruppen på den måde, der som regel får deltagerne til at ranke ryggen lidt i stolthed, og han retter derpå sin opmærksomhed mod Ruth. Ruth siger som regel ikke ret meget og nogle gange slet ikke noget, men i dag er der tilsy-‐neladende en del, hun gerne vil dele med gruppen. En af de ting, hun fortæller, er, at hun er be-‐gyndt at se tovholderen Peter som et syn og at høre tovholderne Peter og Carls stemmer i sit so-‐veværelse. Peter spørger, om det er positivt eller negativt. Ruth griner lavmælt. Den ene stemme er positiv, den anden er negativ. Hun vil ikke ud med hvis stemme, der er hvad. Det morer flere af

132

deltagerne, og inden de begynder at gætte på, hvilken stemme der er henholdsvis positiv og ne-‐gativ, slår Peter fast, at den negative stemme lyver! Han siger også, at det faktisk kan være posi-‐tivt, når Ruth ser og hører personer fra stemmehørergruppen i sit soveværelse, selvom det virker intimiderende. ”Virkelig?” spørger Ruth overrasket. Når Ruth ser og hører personer fra stemme-‐hørergruppen i sit soveværelse, så er hun i virkeligheden omgivet af mennesker, der vil hende det godt og støtter hende, forklarer Peter. Ruth ser stadigvæk overrasket ud, men nikker. Inden Peter takker Ruth for at dele sine erfaringer, minder han gruppen om, at han har kendt Ruth længe. Ruth har virkelig gjort fremskridt på det seneste. Ruth er kommet langt, siden Peter mødte hende første gang. Siden-‐sidst-‐runden er nået til Rose. ” Det går præcis som det plejer. Hverken værre eller bedre”, indleder Rose. De andre i gruppen ved, at det betyder, at Roses stemmer opfordrer og beordrer hende til at skære i sig selv og hver gang lover, at de vil lade Rose være i fred og for-‐svinde bagefter. De ved også, at Rose efterlever sine stemmer og skærer sig i håbet om, at denne gang bliver den sidste. Selvom alle i gruppen kender Roses fortælling, opfordrer Peter hende alli-‐gevel til at dele sine erfaringer. Rose fortæller om stemmerne, der gang på gang stiller i udsigt, at de vil lade hende være i fred, når hun har skåret sig. ”Der er ikke nogen plan B, er der?”. Sådan responderer Peter på Roses fortælling til hvert møde som en anerkendelselse af, at Rose ikke pt. har nogen anden løsning end at skære sig. Rose ryster som altid på hovedet. Her plejer Peter at takke Rose for at dele sine erfaringer med gruppen og spørge til den næste deltagers ve og vel, men i dag er anderledes. Rose fortsætter. På det seneste har hendes stemmer ladet hende være i fred i 5 minutter efter, hun har skåret sig. ”Hvad laver du så i de 5 minutter?”, Peter spørger i sit sædvanlige rolige toneleje. ”Nyder det!” Roses ansigt lyser op i et smil. Det er første gang, jeg ser Rose smile. Peter nikker og siger, at han bestemt tror, at de 5 minutter kan udvides til 7 minutter, som kan udvides yderligere. Rose nikker og siger så, at det undrer hende, at hun hører stemmer. Hun er vokset op i en helt almindelig familie. Hun har ikke noget traume, som hendes stemmer kan føres tilbage til. Rose smiler ikke længere. ”Traumet kan komme bagefter” [læs: bagefter stemmerne], svaret fal-‐der prompte fra Peter. Peter forklarer, at stemmer som oftest er positive, når man begynder at høre dem. Men når man bliver ældre og fortæller sine omgivelser, at man hører stemmer, så er deres reaktion negativ. Man får en diagnose, bliver stemplet som unormal og indlagt, og det be-‐virker, at oplevelsen af stemmer, der måske tidligere var positiv eller i hvert fald ikke et problem, bliver negativ og problematisk. Når jeg har fulgt erfarne stemmehørere rundt og hørt dem ud-‐brede stemmehørerbevægelsens budskab, har jeg ofte hørt denne udlægning. Rose og de andre deltageres samstemmende nik viser, at de også er bekendt med denne forklaring.

133

Dette uddrag fra en siden-‐sidst-‐runde viser, at i stemmehørergruppen begynder den uerfarne at lytte til, hvad det egentlig er, hendes stemmer siger, med det mål for øje at gøre stemmerne meningsfulde. Hvad er det, hun hører? Hvem er det? Hvad vil de? Hvor hører de til i forhold til hendes liv? Det viser også, at tovholderen, gruppens mest erfarne stemmehører, hjælper den uerfarne med at svare på disse spørgsmål, indtil hun selv bliver i stand til det. Det gør tovhol-‐deren helt konkret ved at stille genfortolkninger af de oplevelser, den uerfarne har haft med sine stemmer siden sidst, til rådighed, således at det, som før blot var skræmmende, kaotiske oplevelser, bliver til at forstå og kan betragtes som et tegn på, at hun bevæger sig hen imod en bedre fremtid med stemmer end den, stemmerne umiddelbart giver indtryk af. Det, jeg gerne vil bringe læseren på sporet af med uddraget fra siden-‐sidst-‐runden, er, at den uerfarne står i lære hos den erfarne stemmehører, når det gælder identifikation. Som uddraget fra siden-‐sidst-‐runden viser, så overleveres evnen til at identificere stemmer, som den uerfarne tilegner sig på trin to, uden egentlige instruktioner i, hvordan identificering gø-‐res. Evnen til at identificere stemmer overleveres ved, at den uerfarne observerer og tager de genfortolkninger, den erfarne stemmehører stiller til rådighed, til sig, indtil hun selv bliver i stand til at finde mening bag sine stemmer. I nærværende eksempel er det tovholderen Peter, der vender generende og skræm-‐mende oplevelser om til erfaringer, der er til at forstå og dermed vidner om, at den givne stemmehører er på rette vej. Med genfortolkningen lærer Michelle at se, at hun er på vej til at kunne identificere, hvem hendes stemmer er, med fuglene, der taler mere til hende. Ruth læ-‐rer at finde støtte i tovholdernes stemmer, som hun er begyndt at se og høre i sit soveværelse. I tråd hermed fungerer tovholderens påpegning af, at den enkelte har ”besteget bjerge” og er kommer langt, siden hun startede i gruppen som en fortløbende lærer, der minder de deltage-‐re, der står ansigt til ansigt med skræmmende, kaotiske stemmer, om, at de er på rette vej. Den insisteren på mening, som ovenstående eksempel tydeliggør, har fascineret mig under hele mit feltarbejde. Under mit feltarbejde har jeg set en fælles bestræbelse på at ’putte me-‐ning’ ind i de brudstykker af deltagernes liv med stemmer, de fortæller om på møderne. Jeg har set, hvordan de uerfarne lader sig overbevise og er særdeles villige til at lære. Selvom Pe-‐ters positive udlægning af skræmmende, generende stemmer fx undrer Michelle og Ruth i første omgang, så går der ikke længe, før lettelsen breder sig i Michelles ansigt, og Ruth nikker. Selvom Rose ikke umiddelbart forstår, hvorfor hun overhovedet hører stemmer, når hun ikke har et traume, hendes stemmer kan føres tilbage til, så stiller hun -‐ og alle andre deltagere -‐ sig tilfreds med Peters genfortolkning af Roses manglende traume, der går ud på, at Roses traume er kommet efter stemmerne og dermed har formet hendes stemmer negativt. Således formår de genfortolkninger, de uerfarne får stillet til rådighed af erfarne stemmehørere altid at placere deres erfaringer i stemmehørerbevægelsens ramme, og de uerfarne er velvilligt

134

indstillet. Det er et grundlæggende ønske hos de uerfarne, at de gerne vil lære at finde mening bag deres stemmer og samtidig være en del af gruppens fællesskab. Det forekommer mig, at denne grundlæggende insisteren på mening gør det muligt for deltagerne at ’hænge i’ og se et potentiale i at transformere den lidelse, deres stemmer skaber, til noget bedre, trods det, at de står ansigt til ansigt med det modsatte, fx når Rose møde efter møde fortæller om sine stemmer, der gang på gang stiller i udsigt, at de vil lade hende være i fred, når hun har skåret sig uden nogen anden fremdrift end fem minutters fred, der muligvis kan udvides med et par minutter. De erfarne stemmehøreres fornemmelser og intuition spiller en bemærkelsesværdig gyldig og funktionel rolle, når de oplærer de mindre uerfarne i at finde mening bag stemmer, der ikke er til at forstå. I uddraget fra siden-‐sidst-‐runden er tovholderen Peters svar til delta-‐gerne forbløffende lidt afhængig af andet end ren intuition, når han med det samme peger på, at fuglene, der taler mere til Michelle er et skridt på vejen mod den eftertragtede konstruktion, eller når han instinktivt slår fast, at de negative stemmer, der lyder som tovholderne i Ruths soveværelse, lyver! Når de erfarne stemmehørere stiller genfortolkninger af deltagernes stemmer til rådighed, griber de således aldrig til detaljerede analyser og forklarer, hvordan de har fundet frem til genfortolkningen. De erfarne stemmehørere placerer bare de mindre er-‐farne deltageres erfaringer med stemmer inden for stemmehørerbevægelsens ramme på den ubesværede facon, der ifølge Dreyfus-‐brødrene kendetegner ”intuitiv ekspertise”. De erfarne stemmehørere evner altid at gøre en hvilken som helst oplevelse med stemmer meningsfuld.

7.5 Interaktion

På trin tre handler det om at engagere sig i en relation til sine stemmer. Når man har overgi-‐vet sig til sine stemmer og lært, at vejen til et bedre liv med stemmer viser sig, mens man går, og lært at lytte til og genfortolke sine stemmer således, at man begynder at bevæge sig hen ad vejen, så er tredje skridt at lære at interagere med sine stemmer. Det foregår ved, at man ta-‐ger stemmehørerbevægelsens grundsætning om, at stemmer er virkelige til efterretning og lærer at engagere sig interaktivt med sine stemmer, så de bliver til at tale med. Deltagerne på trin tre, de ’øvede’, er optaget af at etablere og forhandle relationen til deres stemmer og af at øge og udvikle den indsigt, de allerede har, i stemmerne. De øvede for-‐tæller nogle gange om at blive kontrolleret af deres stemmer, andre gange om at have kontrol over deres stemmer. I det følgende tegner jeg et billede af, hvordan de øvedes bevægelse hen mod fuld del-‐tagelse i stemmehørergruppen bliver etableret ved, at de er i lære hos de erfarne stemmehø-‐rere, men også ved at de lader sig inspirere af de øvrige deltageres måder at håndtere stem-‐

135

mer på. På trin tre bliver deltagerne altså ikke længere blot rådgivet og vejledt af de erfarne stemmehørere. De begynder også selv at udlede og designe måder at forstå og håndtere stemmer på ud fra al den snak og de interaktioner, de indgår i i stemmehørergruppen.

7.5.1 At anse stemmer som virkelige

I stemmehørergrupperne betragtes, beskrives og omtales stemmer som en form for personer med menneskelignende egenskaber. Når deltagerne deler deres erfaringer med stemmer, til-‐lægger de eksempelvis stemmer menneskelige karaktertræk som at være ”dominerende og truende”, ”tilbagetrukket og rar” eller ”ret humoristisk, med sådan et glimt i øjet”. Under felt-‐arbejdet hørte jeg ofte én specifik stemme omtalt med ”sådan et lyst sind” og flere stemmer som ”bange”. Her er et eksempel på, hvordan der refereres til deltageres stemmer som en form for personer, der er bange, i siden-‐sidst-‐runden i ungegruppen i lokalpsykiatrien, hvor alle deltagerne er øvede: ”Jeg er lidt på skideren”, konstaterer Jonas tørt. Jonas deler sit hvide rækkehus med en bofælle og hun flytter om et par uger. Så skal Jonas bo alene, og det er hans stemmer begyndt at reagere på. Jonas forklarer, at det er afgørende, at han har nogle mennesker omkring sig. Ellers får hans stemmer mere magt over ham. Tovholderen Stinna spørger, om indholdet af Jonas’ stemmer har ændret sig, når han nu skal til at bo alene? ”Indholdet i det, stemmerne siger, er det samme. De har bare mere magt”, konstaterer Jonas tørt. ”Hmm. Jaa”, Stinna nikker. ”Så der er nærmest en slags nedtælling for dig?”. Jonas nikker opgivende. ”Hvad nu hvis de er lige så bange, som du er? Hvis vi nu betragter dem på den måde. Hvis vi nu tænker, at I [læs: Jonas og hans stemmer] skal til at bo alene”. Jonas ser frem for sig. Sådan har han ikke selv tænkt på det. Anna, en af de andre deltagere , nikker ivrigt. ”Giver det mening at tænke, at de er bange?”, spørger Anna. ”Hmm. Jaa”, siger Stinna igen, ”for vores udgangspunkt er jo, at vi tænker stemmer som mennesker, som vi indgår i relationer med, og vi går til dem som mennesker”. Stinna kommer i tanke om, at Jonas’ stemmer også var lidt bange for en af hollænderne fra Intervoice, som gruppen arbejdede sam-‐men med for nylig. Jonas: ”Jeg mister bare fuldstændig min sunde fornuft, når de kører løs!” Stin-‐na holder fast i tanken om, at Jonas indgår i relationer til sine stemmer, og at Jonas og hans stemmer udgør en gruppe. I stemmehørergrupperne tager deltagerne således stemmehørerbevægelsens grundsætning om, at stemmer er virkelige, til efterretning. Dette indebærer som regel, at deltagerne navngi-‐ver deres stemmer. Når deltagerne har lært at identificere deres stemmer, har de som regel også fundet ud af, om stemmerne er af han-‐ eller hunkøn -‐ eller sågar intetkøn somme tider. Når deltagerene fortæller om deres stemmer, omtaler de som regel stemmerne som ”han”

136

eller ”hun” og som oftest også ved navn, der nogle gange har en beskrivende karakter som ”Manden”, ”Den sorte mand”, ”Skyggen”. Andre gange er der tale om egentlige navne som Søren og Kirsten. I ungegruppen i lokalpsykiatrien, hvor deltagerne allerede har identificeret deres stemmer, var det vanskeligt for mig at følge med under de første møder, jeg sad med til, når deltagerne udvekslede erfaringer om deres stemmer, idet deltagerne omtalte deres stemmer som navngivne personer som det naturligste i verden. Under et af de første møder indledte deltageren Signe siden-‐sidst-‐runden således: ”Kirsten begynder at erkende, at jeg tager mit liv mere og mere i mine egne hænder, så det er ofte, at hun trækker sig”. Bagefter havde deltageren Anna glædet sig til at fortælle gruppen, at Søren har sagt farvel: ”Jeg har skulle sige farvel til Søren. Det er noget af en omvæltning!”, siger Anna. Tovholderen Stinna: ”Du siger, at du skul-‐le?” ”Ja”, Anna nikker, ”han mener ikke, at jeg har brug for ham mere. Han siger, at jeg kan klare mig uden ham. Det stoler jeg på. Det er stort!”, Anna lyser op i et bredt smil. Da jeg begynder at sidde med i ungegruppen har gruppen haft samme deltagersam-‐mensætning i mere end et år, og det står fra starten klart, at deltagerne er bekendt med Kir-‐sten og Søren og alle de andre stemmer, deltagerne uden videre omtaler ved navn. I begyndel-‐sen kom deltagerne mig undertiden til hjælp, som når Signe, henvendt til mig, indføjede: ”Kir-‐sten, min første stemme, det er min søster”, men for det meste måtte jeg lære deltagernes stemmer nærmere at kende under uformelle samtaler, hvor jeg blandt andet fandt ud af, at Søren er en stemme, som Anna har snakket med og kunne spørge til råds det meste af sit liv. I grupperne lærer man imidlertid ikke blot, at stemmer er der for at blive lyttet til, men også for at blive talt med som personer.

7.5.2 At komme i dialog med stemmer

I stemmehørergrupperne opfordres deltagerne ofte til at komme i dialog med deres stemmer, og på trin tre øver deltagerne sig i det. De fleste nye deltagere er forundrede over, at andre deltagere taler tilbage til deres stemmer. Indtil de begynder i gruppen, har de som regel gjort alt, hvad de kunne for at slippe for stemmerne. Det at konfrontere og beskæftige sig med sine stemmer er som regel fuldstændig nyt. I det følgende eksempel er det Merethe i stemmehø-‐rergruppen på det socialpsykiatriske bosted, der til sin store overraskelse opdager, at hun kan tale tilbage til sine stemmer og spørge dem, hvad det er, de vil, og i samspil med de øvrige del-‐tagere i gruppen finder på at øve sig i det hver aften kl. 19.00. Gruppen på bostedet består ud over Merethe af deltagerne Else, Inge og Pia samt tovholderne Marianne og Tove, der er ansat på bostedet.

137

Første gang jeg sidder med i gruppen fortæller Merethe om sine ”tre mænd”. Det er først for nylig, efter hun er begyndt i gruppen, at hun er begyndt at kalde dem for stemmer. ”Tidligere kaldte jeg dem for idioter”, fortæller Merethe grinende og i en mere alvorlig tone, ”men Marianne siger, det må jeg ikke kalde dem, så nu kalder jeg dem for stemmer”. Merethe kalder også sine tre stemmer for sine ”tre mænd”, og hun kan se dem alle tre. Den ene beskriver hun som sin ”gode” stemme. En rar, gammel mand, der med tiden kan blive til hendes ”hjælperstemme”. En anden stemme kalder hun for ”Den sorte mand”. I nogle perioder siger han ikke noget. Men i andre pe-‐rioder beordrer han Merethe til at gøre skade på sig selv og kommenterer og kommanderer med hende. Når sidstnævnte er tilfældet, bliver Merethe meget bange og retter sig sommetider efter, hvad ”Den sorte mand” siger. Den tredje stemme siger ikke noget. Det er en høj mandeskikkelse, Merethe ser komme gående hen imod sig. ”Lige nu, mens vi sidder her, kommer han gående hen imod mig”, siger Merethe. ”Men han stopper altid dér”, Merethe peger på et usynligt punkt tre meter fra sig. ”Der er ligesom noget sørgmodigt over ham, men også noget fredfyldt”. ”Ved du, hvem han er?”, spørger tovholderen Marianne. ”Ved du, hvad det er, han vil dig?” Merethe ryster på hovedet. Marianne: ”Prøv at spørge ham, hvad det er, han vil!” Merethe ser undrende på Ma-‐rianne. ”Når du får mod til det, Merethe, så kan du måske også spørge din gode stemme om, hvad det er, Den sorte mand vil dig?”, fortsætter Marianne. ”Kan man det?”, spørger Merethe overra-‐sket. Marianne nikker. Else og Inge fortæller, at de snakker med deres stemmer hver dag. Else fortæller også, at hun tit søger hjælp hos sin gode stemme for at finde ud af, hvad hendes negati-‐ve stemme er ude på. Herefter fortæller Merethe, at hun er inde i en god periode. Det meste af tiden ser og hører hun sin kommende hjælperstemme, mens ”Den sorte mand” kun optræder ind imellem. Merethe fortæller med stolthed i stemmen, at hun har været i stand til at modstå ”Den sorte mands” ordrer. Et par uger senere er billedet vendt. På et møde fortæller Merethe, at hun er særdeles plaget af ”Den sorte mand”, efterkommer hans ordrer og bare gerne vil slippe af med ham! ”Kunne I ikke også tænke jer jeres stemmer væk?”, spørger Merethe rundt i gruppen. ”Jo” svarer Inge, ”dengang jeg havde det skidt. Men ikke mere. Jeg har accepteret, at min stemme er en del af mig, og jeg har lært, at man ikke skal ønske ham væk”. Inge kigger over på Else.”Joo”, siger Else lidt mere tøvende, ”men min stemme er en del af mig. Det er rigtigt, hvad Inge siger. Man skal ikke ønske dem væk”. Merethe tager ordet igen: ”I siger, at jeg ikke må tale grimt til stemmen eller svare grimt tilbage. Men hvordan? Det er altså lidt svært at forene sig med at bli-‐ve venner med nogen, der bare vil en det ondt. Hvad gør I, når jeres stemmer siger grimme ting?” Tovholderen Marianne besvarer Merethes spørgsmål ved at stille et nyt: ”Skal man skælde stemmen ud?”. Marianne kigger rundt i gruppen. ”Nej”, svarer deltagerne så godt som i kor, og så husker tovholderen Tove os på, at det er vigtigt at gå i dialog med stemmen, så stemmen ikke

138

bliver bange for, at vi vil af med den. Tove husker os også på, at vi kan spørge vores stemmer om, hvad det er, stemmerne vil. Under mødet ugen efter sidder Merethe ude på kanten af sin stol og ser forpint og plaget ud. Merethe siger, at hun ikke ved, hvor hun skal begynde. Hun har efterkommet ”Den sorte mands” ordre hele ugen, skåret sig selv om natten og givet ham en ordentlig gang skæld ud, selv-‐om hun godt ved, at hun skal tale pænt til ham! De øvrige deltagere har også erfaringer med at skade sig selv, fordi deres stemmer bad dem om det og fortæller om, hvordan dialogen med deres stemmer har hjulpet dem med at stoppe selvskadning. De er enige om, at Merethe skal have sine stemmer i tale for at stoppe med at skade sig selv. De foreslår Merethe at tale med sine stemmer på samme tidspunkt hver dag. Fra da af øver Merethe sig i at tale med sine stemmer hver aften kl. 19-‐19.30. I starten har hun en medarbejder fra bostedet med, senere gør hun det alene, og i de uger, jeg bor på bo-‐stedet, inviterer Merethe mig ofte til at være med. Det foregår på den måde, at Merethe går ind i et rum for sig selv. Hun sætter sig i en sofa, helt stille, med lukkede øje og højre hånd for øjnene og koncentrerer sig om at få kontakt til stemmerne. Nogle af de andre i gruppen taler højt, når de taler med deres stemmer, Merethe taler inde i hovedet. ”Hvorfor er du så dominerende for tiden? Hvad er det, du vil mig?”, spørger hun ”Den sorte mand”. Merethe spørger også sin gode stemme om, hvordan hun kan håndtere ”Den sorte mand”, nogle gange inviterer hun den høje mandeskikkelse, hun ser tre meter fra sig, til at komme tættere på i håb om, at han begynder at sige noget. Jeg sidder helt stille ved siden af Merethe i sofaen, og når hun er færdig med at tale med sine stemmer, taler jeg med hende om, hvordan det gik. Eksemplet med Merethe, der opdager, at hun kan spørge sine stemmer om, hvad det er, de vil hende og begynder at øve sig i det hver aften kl. 19, viser, at der i stemmehørergrupperne flo-‐rerer en viden om, hvordan man engagerer sig i en relation til sine stemmer. Merethe bliver i gruppen opfordret til at få sine stemmer i tale og lytter til andre deltageres erfaringer med at snakke med deres stemmer for at få en viden om, hvordan man etablerer kontakt til sine stemmer. Denne viden indbefatter, at man skal tale direkte til stemmerne og spørge, hvad det er, stemmerne vil og behandle stemmerne respektfuldt ved at tale pænt og forsikre dem om, at man ikke vil af med dem. Derudover bidrager de andre deltageres kommentarer om stem-‐medialoger til at udvikle den måde, Merethe engagerer sig i en relation til sine stemmer. Selv-‐om Merethe omtalte sine stemmer som ’idioter’, skældte dem ud og i det hele taget gjorde alt, hvad hun kunne for at slippe for dem, da hun begyndte i gruppen, så tager hun den viden, stemmehørergruppen har om interaktion med stemmer, til sig og begynder at ’holde igen’ med sine skældud. Hun øver sig i stedet for på at tale pænt med sine stemmer hver aften kl. 19 for at løse de problemer, som ”Den sorte mand” giver anledning til.

139

Merethes bestræbelser på at engagere sig i en relation til sine stemmer viser imidlertid, at det ikke er lige nemt at interagere med stemmer. I stemmehørergrupperne cirkulerer der forskellige tips til, hvordan man kan komme i snak med stemmer, man fx er bange for. Et af de tips, der ofte blev udvekslet i de grupper, jeg sad med i, går ud på at bruge en positiv stemme til at mediere relationen til negative stemmer. Det vil sige bede en positiv stemme om at tale med den negative stemme, indtil man selv bliver i stand til det. Hvis man ikke har nogen posi-‐tive stemmer, er et andet tip, der ofte udveksles i grupperne, det, der i stemmehørerbevægel-‐sens kaldes for ”trialog”. Det går ud på, at en person, som man er tryg ved, en ven, pårørende eller kontaktperson i psykiatrien, medierer relationen til negative stemmer. Det vil sige, at vennen, den pårørende eller kontaktpersonen henvender sig direkte til stemmerne og får etableret et rimeligt forhold til stemmerne før stemmehøreren selv begynder at tale med dem. Den tredjepart, der henvender sig til stemmerne, kan jo ikke høre stemmerne, så her er stemmehøreren nødt til at videreformidle, hvad stemmerne svarer, heraf betegnelsen ”tria-‐log”, samtale mellem tre. Merethe lærte ikke sine stemmer at kende fra den ene dag til den anden. Men i løbet af de fire måneder, jeg sad med i stemmehørergruppen på bostedet, fik hun gradvist mere ind-‐sigt i hvem, hendes stemmer er og hvad det er, de vil hende og inden jeg tog afsked med bo-‐stedet kunne Merethe også nogle gange ”indgå kompromiser” med ”Den sorte mand”, så han faldt til ro og lod hende være i fred om natten. Den viden, der cirkulerer i stemmehørergrupperne om, hvordan man engagerer sig i en relation til sine stemmer, handler ikke kun om at komme i snak med sine stemmer for at få indsigt i stemmernes budskaber, sådan som eksemplet med Merethe primært illustrerer. Den viden, der cirkulerer i grupperne om relationsarbejdet med stemmer, handler også om at ple-‐je og forhandle relationen til stemmerne for at ændre den måde, stemmerne opfører sig på. Deltagerne i stemmehørergrupperne fortalte ofte, at de var blevet inspireret til at ’slå en han-‐del af’ med deres stemmer i grupperne, hvilket følgende eksempel viser: Jonas’ stemmer plejede at beskylde ham for at være et dårligt menneske, og én mente, at han ville blive et bedre menneske, hvis han viede sit liv til buddhismen. Jonas er ikke buddhist, og han havde heller ikke noget ønske om at følge stemmens befaling. Stemmehørergruppen overtalte Jonas til at slå en handel af med stemmen. Jonas sagde til stemmen, at han ville læse i en bog om buddhisme én time om dagen og sige én buddhistisk bøn hver dag – ikke mere. Hvis han gjorde dette, sagde han til stemmen, så skulle den lade ham være i fred. Det gjorde den, mere eller min-‐dre. Her er et par eksempler mere:

140

Else har en fast aftale med sine to stemmer om, at hun taler med dem hver dag fra kl. 17. – 17.30. Til gengæld skal stemmerne lade Else være i fred resten af tiden. Indimellem sker det, at stem-‐merne kommer ”uden for tid”. Så henviser Else til aftalen eller indgår på stedet en ny aftale om, at de kan snakke sammen i 5 minutter. Er Else forhindret i at overholde den faste aftale, hvis hun fx skal besøge sin datter, så indgår hun i god tid en aftale med stemmerne om at tale med dem på et andet tidspunkt. Inges stemme plejede at råbe Inge ind i hovedet 24 timer i døgnet. Nu taler Inge med sin stemme som det første, når hun vågner, og så er stemmen ikke så hård ved Inge resten af dagen. Når jeg talte med deltagerne i stemmehørergrupperne om at pleje og forhandle relationen til deres stemmer, stod det klart, at de problematiske forhold omkring stemmer ikke bliver løst fra den ene dag til den anden. Men som eksemplerne med Jonas, Else og Inge viser, så ændrer de sig til det bedre, efterhånden som deltagerne lærer at interagere med deres stemmer. Når jeg talte med deltagerne på trin tre stod det klart, at den læringsproces, man gen-‐nemgår i stemmehørergruppen er en fortløbende og langt fra entydig proces. Selvom de pro-‐blematiske forhold omkring Jonas, Else og Inges stemmer har ændret sig til det bedre, så får Jonas’ stemmer mere magt, da han skal til at bo alene. Elses stemmer ’kommer’ indimel-‐lem ’uden for tid’. Inges stemme er somme tider stadigvæk så hård ved hende, at hun må søge hjælp hos personalet på bostedet, som hun er tilknyttet. Deltagerne på trin tre fortæller om at ’få kontrol over’ deres stemmer. Men hvad bety-‐der det egentlig at få kontrol over stemmer? Når deltagerne får kontrol med deres stemmer, så handler det ikke bare om én enkelt uvished, de opnår kontrol med. Det handler snarere om, at de udvider deres mulighed for at handle i en virkelighed med stemmer. I stemmehører-‐grupperne finder deltagerne ikke én udtømmende forklaring på deres stemmer med én tilhø-‐rende håndteringsteknik. I stemmehørergruppen har kontrol at gøre med, at det skal virke og møde og med at tilfredsstille stemmehørerens behov for handling, således at Else kan være i fred for sine stemmer, når hun er på besøg hos sin datter, så Inge kan klare sig uden hjælp fra personalet på bostedet, hun er tilknyttet, og så Jonas kan forblive tryg i sit rækkehus, selvom hans bofælle flytter.

7.6 Dialog

På det sidste trin overvejer den erfarne stemmehører ikke længere, hvordan hun skal forstå og håndtere sine stemmer. På trin fire gør den erfarne stemmehører det, der er bedst at gøre,

141

når stemmerne skaber problemer. Når man taler med den erfarne stemmehører om hendes stemmer, fortæller hun om at have indsigt i og kontrol over stemmerne. Den erfarne stemme-‐hører ved, hvem hendes stemmer repræsenterer. Hun ved, hvordan de passer ind i hendes livshistorie, og hun har styr på stemmerne. I det følgende tegner jeg et billede af den erfarne stemmehørers fuldkomne mestring af stemmer, der nu er blevet til guider.

7.6.1 Stemmer som guider

Når den erfarne stemmehører beskriver sine stemmer, er der ofte tale om stemmer, der fun-‐gerer som en form for ’alarmklokker’ og gør stemmehøreren opmærksom på problemer eller udfordringer i stemmehørerens tilværelse. Den erfarne stemmehører fortæller også ofte om stemmer, der hjælper hende til at tage hånd om et problem eller en udfordring, hun står over-‐for. For nogle erfarne stemmehørere skaber deres stemmer slet ikke problemer længere. For andre erfarne stemmehørere giver nogle stemmer stadig anledning til problemer indimellem, men til forskel fra de øvrige tre trin, så er den erfarne stemmehører på trin fire til hver en tid i stand til at tage hånd om de problemer, stemmerne skaber. I det følgende giver jeg indblik i, hvordan stemmer guider den erfarne stemmehører på trin fire. Det gør jeg med udgangspunkt i Elisa, der blev medtovholder i stemmehørergruppen på biblioteket, mens jeg sad med i gruppen. Når man beder Elisa beskrive sine stemmer i dag, siger hun blandt andet: ”I dag er det som at have nogle mennesker, der følger mig. De er blevet nysgerrige og interesserede i mig”. Inspireret af Elisas egne ord giver jeg her en generaliseret beskrivelse af Elisas stemmer som guider. Elisas stemmer taler til hende næsten hver dag. De taler ikke hele tiden, men de er der altid. De taler med Elisa, men også med hinanden. Nogle gange får de Elisa til at grine. Det er især én, som Elisa kalder for ”jokeren”. Han kan fortælle vittigheder. Det er Elisa ikke selv god til. Foruden jokeren har Elisa en anden ”god” stemme, som hun er meget glad for. Elisa har også 2 negative stemmer, som hun kalder for ”giftstemmer” samt en flok stemmer, som Elisa omtaler som den ”grå masse” eller ”mumlerne”. De to giftstemmer kom i Elisas skoletid. De er altid sammen. Elisa kan skelne lidt imellem dem, fordi den ene taler lidt højere end den anden. De er Elisas mest skræmmende stemmer. De snakker om Elisa. De diskuterer Elisa med hinanden. Da Elisa gik i skole, plejede de at sige, at der ikke var nogen, der kunne lide Elisa, at kun skulle begå selvmord og dø. Elisa ved, at de to giftstemmer er relateret til nogle overvældende oplevelser, som Elisa var ude for i sin skoletid. Stemmerne er stadig ’giftige’. Når de indimellem kommer på ba-‐nen, ’forgifter’ de stadig Elisa. Når de kommer, så ved Elisa imidlertid, at de refererer til noget aktuelt i hendes omverden.

142

Hvis Elisa får det skidt med sine giftige stemmer, så kommer ”jokeren” på banen og hjæl-‐per Elisa. Når ”jokeren” kommer, så ved Elisa, at de giftige stemmer er på vej væk. ”Jokeren” la-‐ver som regel sin entré på sådan en lidt ”let” måde. Når Elisa har tid, kan hun godt lide at sætte tid af til et langt bad, og så kommer ”jokeren” og snakker med hende og gør det lidt sjovt, fortæl-‐ler nogle vittigheder. Når Elisa hører ”den grå masse” eller ”mumlerne”, som hun også kalder dem, ser Elisa det som et ”advarselstegn”. Nogle gange er det et alvorligt problem i Elisas tilværelse, ”mumlerne” gør hende opmærksom på. Andre gange handler det om, at Elisa er lidt stresset og trænger til at sætte tempoet ned. I disse situationer er ”jokeren” også god at vende tingene med. Jokeren er god til at vende tingene på hovedet og afdramatisere situationen, så Elisa tænker ”nå ja, herre gud…”, og slår koldt vandt i blodet. Endelig har Elisa sin ”gode” stemme. Elisa er meget glad for sin gode stemme. Hvis han kommer uanmeldt, så lytter Elisa altid. Elisa kan også ”hive ham frem”, hvis hun har brug for at tale med ham. Elisas ”gode” stemme analyserer situationen grundigt. Jokeren siger tingene på en mere enkel og klar måde, ofte med en vittighed. Denne generaliserede beskrivelse af Elisas stemmer viser, hvordan den erfarne stemmehører har styr på stemmerne. Når Elisas negative stemmer kommer på banen, behøver hun ikke længere søge efter en mening bag stemmerne. Hun ved pr. instinkt, at de negative stemmer kommer, fordi der er en udfordring eller et problem i hendes tilværelse. Elisa behøver heller ikke overveje, hvordan hun bedst håndterer sine negative stemmer. Når Elisas negative stemmer kommer på banen, så træder ”jokeren” eller den ”gode” stemme til og hjælper Elisa med at håndtere det problem eller den udfordring, de negative stemmer advarer hende om. For den erfarne stemmehører fungerer stemmer således ofte som guider i to henseender. Stemmerne påpeger udfordringer og problemer i stemmehørerens tilværelse, og stemmerne hjælper ofte stemmehøreren med at tage hånd om disse. Når den erfarne stemmehører har fået styr på stemmerne, er det fordi, hun ved øvelse og erfaring har lært, hvorfor hendes stemmer kommer på banen, og hvordan hun bedst hånd-‐terer dem. Med Dreyfus-‐brødrenes begreb om ”intuitiv ekspertise” kan man sige, at den erfar-‐ne stemmehørers fuldkomne mestring af stemmer beror på en praktisk, erfaringsbaseret vi-‐den, der simpelthen gør stemmehøreren i stand til at gøre det, der er bedst at gøre, når stem-‐merne skaber problemer. Når stemmer guider stemmehøreren på trin fire handler det ikke altid om at håndtere en udfordring eller et problem i stemmehørerens tilværelse, sådan som beskrivelsen af Elisas stemmer illustrerer. Nogle erfarne stemmehørere fortæller også om at bruge deres stemmer kreativt. Under mit feltarbejde i den engelske stemmehørergrupper var tovholderen Peter i

143

gang med at skrive en børnebog med hjælp fra en stemme. Inspireret af Peters egne ord gen-‐giver jeg her, hvordan samarbejdet om bogen opstod og udfoldede sig. Det kan man for øvrigt også læse om i introduktionen i bogen, der udkom i 2012 med titlen A Village Called Pumpkin. En tidlig morgen blev Peter vækket af en stemme, han ikke havde hørt før. Det var en venlig kvindestemme: ”A village called pumpkin”, sagde den flere gange og forsvandt. Peter skrev ned, hvad stemmen havde sagt, men kunne ikke regne ud, hvad det betød. Papiret blev væk. Peter glemte alt om papiret, indtil det dukkede op under hans afdøde mors smykkeskrin. Peter lagde papiret på sit natbord: ”A village called pumpkin”. Det gav stadig ingen mening. Efter en uge kom den venlige kvindestemme tilbage. Den sagde, at det var en børnebog, som Peter skulle skri-‐ve. Peter tænke, at det var noget vrøvl. Han kunne da ikke skrive en børnebog og afviste ideen. De næste par dage vækkede den venlige kvindestemme igen Peter tidligt om morgenen. Stemmen gav Peter navne, som den bad Peter skrive ned. Da Peter kiggede på navnene blev han klar over, at stemmen havde givet ham karaktererne til børnebogen. Spørgsmålet var, hvor Pe-‐ter skulle starte? Peter blev ved med at kigge på karakterernes navne uden at blive inspireret til at skrive. Stemmen vendte atter tilbage og gav Peter temaet ”Den forbudte skov” til kapitel et. Med afsæt i dette tema begyndte Peter at skrive kapitlet, og det flød. Da kapitel et var færdigt, sad Peter fast igen. Stemmen kom tilbage med flere temaer, og Peter skrev videre med afsæt i dem. Nogle gange gjorde stemmen det til en form for leg. En dag i bussen, hvor Peter fortalte en ven, at han sad fast i et kapitel, og at stemmen ikke havde været der, hørte Peter stemmen sige: ”Se til venstre”. Peter kiggede til venstre, ud af busvinduet, og så et skilt, hvor der stod ”Pump Lane”, som senere blev et tema i bogen. Når Peter skrev, talte karaktererne i bogen til ham. De spurgte blandt andet, hvilke roller de skulle spille. I ét kapitel kom Peter til at inkludere for mange karakterer. Mens Peter skrev kapitlet var det ligesom et filmhold, der talte til ham, og alle krævede at få replikker. ”Nej. Du får ikke flere replikker!”, sagde Peter ofte højt, og hans partner gennem mange år kiggede over på ham og smilede, fordi hun vidste, at han talte med karaktererne. Det var som sagt mens jeg var på feltarbejde i den engelske stemmehørergruppe, at Peter ar-‐bejdede på børnebogen. Jeg spurgte flere gange til den venlige kvindestemmes identitet. Peter blev aldrig helt sikker på, hvem stemmen var, men svarede som regel, at han godt kunne lide at tænke, at stemmen er hans afdøde mor, som kigger ned på ham fra oven og minder ham om ordene, hun engang sagde: ”Du er ikke skizofren. Du har en gave”.

144

7.6.2 Med og uden stemmer

Under mit feltarbejde hørte jeg aldrig en erfaren stemmehører ytre ønske om at blive ’stem-‐mefri’. De erfarne stemmehørere er tilfredse med deres stemmer. På trin fire sker det alligevel indimellem, at stemmerne forsvinder. Det skete for Jonas, som er en af de stemmehørere, vi har lært særligt godt at kende i denne afhandling. Et par år efter mit feltarbejde sluttede, mød-‐te jeg Jonas til den årlige generalforsamling i Det Danske Stemmehørernetværk. Jonas fortalte, at han ikke længere hører stemmer. ”Hvordan er det?”, spurgte jeg nysgerrigt. ”Fantastisk!”. Jonas’ ansigt lyste op i et bredt smil. Jonas fortalte om at gøre sin HF færdig og sine planer om at læse videre og præsenterede mig også for sin nye kæreste, som han havde inviteret med til generalforsamlingen. Det er dog ikke alle, der oplever det som noget positivt, når deres stemmer forsvinder. Under mit feltarbejde forsvandt Annas stemmer for en tid. I ovenstående afsnit om ’at anse stemmer som virkelige’, beskrev jeg, at Anna havde sagt farvel stemmen ’Søren’, som Anna har kunnet snakke med og spørge til råds det meste af sit liv. Det var Søren, der havde sagt, at Anna ikke havde brug for ham mere, og selv om det var noget af en omvæltning, havde Anna været glad for at sige farvel. Et par måneder senere vender billedet. I forbindelse med at Anna beslutter ikke at starte på en uddannelse som fysioterapeut som planlagt, er det ikke længere så nemt at undvære Søren. ”Det er ret svært at være mig lige nu”, fortæller Anna over en cafe latte på cafeen, hvor vi af og til hænger ud sammen. Anna har det dobbelt med sin beslutning. Hun havde glædet sig og været meget opsat på at starte på uddannelsen til fysioterapeut, men nu har hun slet ikke lyst. Anna fortæller, at hun føler sig hjælpeløs og er blevet nødt til at bede om hjælp ”indadtil”, som Anna kalder det: ”Jeg bliver nødt til at trække veksler på mine gamle stemmer. Jeg har virkelig stampet i gulvet, nu bliver I nødt til at komme!”. ”Er de så kommet?”, spørger jeg nysgerrigt. Når Anna beder stemmerne om det, så kommer de, men hun har og-‐så ”virkelig banket i bordet”, for at få dem til at komme og hjælpe i forbindelse med hendes svære beslutning. Jeg har nu beskrevet de fire trin i den implicitte drejebog for læringsprocesser, jeg har iagttaget i stemmehørergrupperne. I beskrivelsen har jeg behandlet og fremstillet de fem stemmehørergrupper, jeg har siddet med i, som ét samlet felt, som ’stemmehørergruppen’. Der er imidlertid nogle stemmehørergrupper, der er mere ’styret’ eller institutionaliserede end andre i Danmark, hvor stemmehørerbevægelsen i vidt omfang udfolder sig i institutionen. De fire stemmehørergrupper, jeg har siddet med i i Danmark, spænder fra den rent brugerba-‐serede gruppe på det lokale bibliotek, hvor tovholderne er erfarne stemmehørere, til den gruppe, som afholdes på det socialpsykiatriske bosted, hvor tovholderne er ansatte på boste-‐det. I det følgende zoomer jeg ind på forskellene i de måder læring tænkes på i rent brugerba-‐serede stemmehørergrupper i forhold til mere institutionaliserede stemmehørergrupper.

145

7.7 Formel drejebog versus intuitiv ekspertise

Stemmehørerbevægelsens oprindelige ideologi om, at mennesker, der hører stemmer, skal mødes, og så kommer resten ’af sig selv’ og den mere institutionaliserede stemmehørergrup-‐pe i det socialpsykiatriske center, der, som beskrevet indledningsvis, forsøger sig med en dre-‐jebog, afspejler to forskellige måder at tænke læring på. Disse forskellige måder at tænke læ-‐ring på findes i henholdsvis Lave og Wenger og Dreyfus-‐brødrenes forståelser af læring. Stemmehørergruppens oprindelige ideologi, ’det kommer af sig selv’, når mennesker, der hører stemmer, mødes, er baseret på Lave og Wengers læringsforståelse, der handler om, at vi lærer gennem imitation og efterligning. I denne måde at tænke læring på lærer den ny-‐ankomne i stemmehørergruppen at blive stemmehører ved at imitere og efterligne de mere erfarne deltagere. Den nyankomne kan også læse drejebogen samtidig med, at hun lærer fra gruppen. Eller hun kan læse drejebogen bagefter eller helt lade være med at læse den, fordi hun lærer ikke ved at læse drejebogen, men gennem ’det gode eksempel’. Det vil sige gennem de mere erfarne stemmehøreres måder at forstå og håndtere stemmer. Den måde at tænke læring på, som den mere institutionaliserede stemmehørergruppe i det socialpsykiatriske center er baseret på, ligger mere i tråd med Dreyfus-‐brødrenes forstå-‐else af læring, hvor læring i begyndelsen er meget regelbundet og dernæst drejer sig om at frigøre sig fra handlingsanvisninger. I denne måde at tænke læring på tager stemmehører-‐gruppen udgangspunkt i en formel procedure. Det vil sige, at den nyankomne lærer at blive stemmehører ved først at læse drejebogen og kan senere begynde at jonglere mere frit. Spørgsmålet er, hvordan disse forskellige måder at skabe læring på indvirker på læringspro-‐cessen i stemmehørergruppen? Hvad sker der, når man indfører en mere formel procedure for gruppen? Under mit feltarbejde forsøgte stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center sig med en drejebog i form af arbejdsbogen Fra offer til sejrherre. Det er en bog, der er bygget op omkring en række trin, man skal arbejde sig igennem for at ’sejre’ over sine stemmer. Tovhol-‐dernes plan var, at deltagerne skulle følges ad i arbejdet med bogen. Det viste sig imidlertid at være særdeles vanskeligt i praksis, fordi deltagerne arbejdede med bogen i vidt forskelligt tempo. Efter nogle måneder, hvor tovholderne havde taget udgangspunkt i bogen til møderne i stemmehørergruppen på den vis, at tovholderne læste spørgsmål højt fra bogen og opfor-‐drede deltagerne til at svare på disse spørgsmål, døde deltagernes interesse for bogen så me-‐get ud, at tovholderne til sidst bad deltagerne om selv at tage bogen frem, hvis de ønskede at gøre yderligere brug af den. Det var der ikke nogen af deltagerne, der gjorde, i de efterfølgen-‐de måneder, hvor jeg sad med i gruppen .

146

Drejebogen med eksplicitte regler for deltagernes udvikling i stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center var tydeligvis ikke deltagernes behov. Når jeg under mit feltar-‐bejde bad deltagerne i stemmehørergrupperne beskrive konkrete situationer i stemmehører-‐bevægelsens regi, som hjælper dem til at forstå og håndtere deres stemmer bedre, henviste de først og fremmest til situationer i praksis, og ikke til hverken arbejdsbogen, som gruppen i det socialpsykiatriske center arbejdede med, eller den mere formelle undervisning i stemmehø-‐rerbevægelsens grundsætninger, som de fleste har erfaring med fra en konference, et seminar eller en temadag. De situationer, deltagerne hyppigst refererer til, er mødet med mere erfarne stemmehørere, der deler deres erfaringer med at overvinde nogle af de problemer med stemmer, som deltagerne selv kæmper med. Drejebogen med eksplicitte udviklingsregler i stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center var således snarere tovholdernes behov. Som jeg har vist i dette kapitels beskrivelse af stemmehørergruppernes implicitte dre-‐jebog for læringsprocesser, så kommer drejebogen ikke i stand ved hjælp af regler og fakta. Den implicitte drejebog for læringsprocesser i stemmehørergrupperne bliver til ud fra praksis, og de erfarne stemmehøreres ”intuitive ekspertise” spiller en helt afgørende rolle heri. Indførelsen af en formel drejebog i stemmehørergruppen ser faktisk ud til at begrænse eller låse den transformation fast, som ligger i stemmehørergruppens implicitte drejebog for læringsprocesser. Set i forhold til stemmehørergrupperne, hvor drejebogen for grupperne voksede frem af praksis og transformerede nogle af deltagernes stemmer til det bedre, så ’be-‐vægede’ forsøget med den formelle drejebog i gruppen i det socialpsykiatriske center ikke umiddelbart deltagerne. Ifølge Dreyfus-‐brødrene kan ekspertens evne til at bruge intuition ligefrem gå tabt, når mere formelle regler og fakta indføres (Dreyfus and Dreyfus, 1991[1986]: 58). Med den afgø-‐rende rolle, erfarne stemmehøreres ”intuitive ekspertise” spiller i læringsprocessen i stem-‐mehørergrupperne, er det ikke overraskende, at forsøget med drejebogen ikke umiddel-‐bart ’bevægede’ deltagerne i stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center. Den prakti-‐ske, erfaringsbaserede viden, som erfarne stemmehørere trækker på, når de rådgiver og vej-‐leder mindre erfarne stemmehørere, kan ikke erstattes af regler og fakta. Den viden, erfarne stemmehører besidder, lader sig ikke formulere som eksplicitte regler. Den kan kun overføres via praksis. Stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center adskilte sig på mindst tre punkter fra stemmehørerbevægelsens oprindelige ideologi om rent brugerbaserede grupper. De første to punkter -‐ at tovholderne er ansatte i socialpsykiatrien, og at gruppen forsøger sig med en formel drejebog -‐ har jeg allerede været inde på. Gruppen adskilte sig imidlertid også i forhold til gruppesammensætningen. I stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center befinder alle deltagerne sig på trin et eller to. Der er med andre ord ikke nogen ’øvede’ eller ’erfarne’

147

deltagere i gruppen, som den ’nyankomne’ og ’uerfarne’ deltager kan lære af. I sammenhæng hermed vil jeg nævne, at gruppens tovholdere godt var klar over, at gruppen var anderledes end de fleste andre stemmehørergrupper. Under mit feltarbejde ytrede tovholderne i hvert fald ofte ønske om, at der skulle komme ”en Karen” eller ”en Elisa” og køre gruppen videre. Karen og Elisa er de to erfarne stemmehørere, der er tovholdere i den rent brugerbaserede stemmehørergruppe på det lokale bibliotek. Tovholderne i gruppen i det socialpsykiatriske center indførte måske drejebogen i forsøg på at kompensere for, at der ikke er nogen erfarne deltagere i deres gruppe.

7.8 Opsummering

I dette kapitel vendte jeg blikket mod stemmehørerbevægelsens praktiske udfoldelse i stem-‐mehørergrupperne. Med inspiration fra teorier om læring som social praksis viste jeg, at der findes en implicit drejebog for læringsprocesser i stemmehørergrupperne og beskrev fire trin, som deltagerne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer. På trin et lærer den ’nyankomne’ at underkaste sig de problemer, stemmer skaber. Op-‐levelsen af at få det værre er det første skridt frem mod en bedre tilværelse med stemmer. På trin to sætter den ’uerfarne’ fokus på at identificere stemmer og lærer at genfortolke skræm-‐mende, kaotiske stemmer, så de peger mod en bedre fremtid end den, stemmerne umiddel-‐bart giver indtryk af. I grupperne finder man således de mange erfaringer med stemmer, der hverken er til at forstå eller styre, som man ikke hører så meget om, når stemmehørerbevægelsen viser sit ansigt udadtil. Den måde, den nyankomne og den uerfarne lærer at reflektere over sig selv på, hjælper dem med at ’kæmpe sig videre’ gennem tilværelsen med stemmer og gør det muligt at stå ansigt til ansigt med stemmer, der giver anledning til lidelse og samtidig lære at tænke om sig selv som en, der kan få det bedre, og finde mening bag stemmer, der ikke umiddelbart er til at forstå. Det er ikke let at tro på, at man er på rette vej, når livet med stemmer er hårdt, som det ofte er for den nyankomne og uerfarne, men langsomt begynder den sociale praksis i stemmehørergruppen at forme deres stemmer på nye måder. På trin tre lærer den ’øvede’, at det ikke er hendes stemmer, men relationen til stem-‐merne, der er problemet. Hun lærer at betragte sine stemmer som en form for personer med menneskelignende egenskaber og at engagere sig i en interaktiv relation til stemmerne for at få mere indsigt i og for at pleje og forhandle relationen til dem. På trin fire har den ’erfarne’ stemmehører fået styr på stemmerne, der er blevet til guider. Den erfarne stemmehører er også blevet tilfreds med sine stemmer.

148

Gennem beskrivelsen af den implicitte drejebog for læringsprocesser, der findes i stemmehørergrupperne, viste jeg, hvordan de sociale samspil mellem deltagerne fremmer læringen, og hvordan deltagerne bliver til som stemmehørere ved at deltage i disse samspil. Den nyankomne og den uerfarne befinder sig i periferien af stemmehørergruppen og bliver oplært ved at betragte og imitere den erfarne stemmehører. Den øvede begynder også selv at udlede og designe måder at forstå og håndtere stemmer på ud fra den snak og de interaktio-‐ner, der udfolder sig i stemmehørergruppen, og bevæger sig langsomt mod midten af fuld del-‐tagelse i gruppen. På trin fire beror den erfarne stemmehørers fuldkomne mestring af stem-‐mer på den form for praktisk, erfaringsbaseret viden, der gør hende i stand til simpelthen at gøre det, der er bedst at gøre, når stemmerne skaber problemer. Den ekspertise, den erfarne stemmehører har lært ved øvelse og erfaring, lader sig ik-‐ke formulere som eksplicitte regler. I sammenhæng hermed påpegede jeg, at den transforma-‐tion, stemmehørergruppens implicitte drejebog for læringsprocesser leder frem til, begræn-‐ses eller låses fast, når der indføres en mere formel procedure for gruppen.

149

Kapitel 8. Forhandlingen Jeg har en drøm om en dag at gå ned ad gaden og tale med mine stemmer, uden der er nogen, der vender sig om! Citat: Erfaren stemmehører I de foregående kapitler har jeg beskrevet, hvordan personen, der træder ind i stemmehører-‐bevægelsen, bevæger sig frem mod en bedre tilværelse med stemmer og bliver til som stem-‐mehører. I kapitel 6 viste jeg, hvordan den enkelte bliver udstyret med en ramme, der forkla-‐rer oplevelsen af stemmer som en naturlig reaktion på traumatiske livsbegivenheder, når hun hører erfarne stemmehørere fortælle deres personlige historie på konferencer, seminarer og temadage. I kapitel 7 viste jeg, hvordan den enkelte etablerer og forhandler relationen til sine stemmer i stemmehørergruppen og gradvist får mere indsigt i og kontrol over sine stemmer. Med nærværende kapitel føjer jeg til, hvad der sker, når stemmehøreren træder udenfor stemmehørerbevægelsen og forsøger at bruge det, hun har lært i bevægelsen, ude i samfundet. De fleste antropologiske studier af sindslidende er som gennemgået tidligere foregået i institutionen. En af de antropologer, der har studeret sindslidende, der lever uden for institu-‐tionen, er amerikanske Sue Estroff. I monografien Making it Crazy (1981) beskriver hun en gruppe sindslidendes møde med det amerikanske samfunds kulturelle værdier og praksisser vedrørende ’gale’ mennesker. Estroff viser, hvordan de sindslidende får skabt en identitet som ’gale’ i interaktioner med ’normale’ mennesker uden for institutionen, hvad enten de hol-‐der fast i virkeligheden af de intense og usædvanlige oplevelser, de har (fx af at være Venus), eller ej. Hvis de holder fast i virkeligheden af disse usædvanlige oplevelser, som de ikke deler med andre mennesker, kan de ikke kan dele deres virkelighed med andre og bliver til stadig-‐hed konfronteret med det i samspillene med andre mennesker. Hvis de benægter deres usæd-‐vanlige oplevelser og bortforklarer dem med psykose, påtager de sig derved identiteten som psykisk syg. Estroff beskriver således, at de sindslidende får skabt en miskrediterende identi-‐tet som afvigende i mødet med andre mennesker, hvad enten de anerkender eller benægter virkeligheden af de usædvanlige oplevelser, de lever med. Når stemmehørerne træder uden for stemmehørerbevægelsen og skal til at bruge det, de har lært i bevægelsen, ude i samfundet, står de, ligesom de sindslidende i Estroffs studie, over for to modsatrettede virkelighedsforståelser. I den fremherskende virkelighedsforståelse anses stemmer som hørehallucinationer, der ikke er værd at beskæftige sig med indholds-‐

150

mæssigt. Det er den virkelighedsforståelse, psykiatrien og samfundet opererer med. I den an-‐den virkelighedsforståelse menes stemmer at indeholde vigtige budskaber, og derfor er det vigtigt at lytte til stemmernes indhold. Det er denne sidste virkelighedsforståelse, stemmehø-‐rerne opererer med. Diskrepansen mellem disse to virkelighedsforståelser er et tilbagevendende tema for de nyankomne og uerfarne stemmehørere. De fortæller ofte om at være generet af, at deres hjælpere fra psykiatrien såsom støttekontaktpersoner samt andre mennesker, de omgås, som eksempelvis familiemedlemmer, ikke anerkender deres stemmer som virkelige. ”Der er ikke noget mere irriterende!”, som Thomas med bestemt tone ofte bemærkede i stemmehører-‐gruppen på det socialpsykiatriske center, hvor alle deltagerne er nybegyndere og uerfarne og har flere beretninger om den problematik. De øvede og erfarne stemmehørere, som er nået længere på den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder, forholder sig anderledes og reflekteret til de modsatrettede virkelighedsforståelser, stemmehørerne står over for. De forsøger at forene dem. De forhandler med psykiatrien og alle os andre om at kunne gå ned ad gaden i samtale med deres stemmer, uden andre mennesker vender sig om for at kigge undrende, sådan som den erfarne stemmehører, jeg citerede indledningsvis, drømmer om. I dette kapitel retter jeg fokus mod, hvordan stemmehørerne forhandler med psyki-‐atrien og alle os andre om hvor (lidt) anderledes man er, når man hører stemmer. Jeg vil vise, at der foregår en forhandling mellem normalitet og afvigelse, hvor stemmehørerne forsøger at få os til at se normaliteten i stemmehøring fremfor afvigelsen. Samtidig vil jeg vise, at den største udfordring, stemmehøreren står overfor for enden af den vej, stemmehørerbevægel-‐sen tilbyder, er den samfundsmæssige reaktion på hende. Kapitlet trækker på den antropolo-‐giske forståelse af normalitet og afvigelse som noget, der ikke er givet, men bliver til i sociale relationer og understøttes af institutionen (Barrett, 1996, Goffman, 2009 [1963], Goffman, 2001 [1961], Ingstad and Whyte, 1995, Ingstad and Whyte, 2007). Kapitlet falder i fire dele. Første del præsenterer perspektivet på normalitet og afvigel-‐se som en kulturel konstruktion. Anden del handler om, hvordan stemmehøreren møder sam-‐fundet og håndterer sine stemmer ved at ’passere som normal’ i samhandling med mennesker, der ikke hører stemmer. Tredje del beskriver stemmehørernes forhandling af deres syns-‐punkt i forhold til psykiatrien og samfundet. Det vil sige, hvordan stemmehørerne forsøger at skubbe til grænserne for normalitet og få anerkendt stemmers autenticitet og legitimitet. Til sidst indkredser jeg, hvad det er for en position, der er for enden af den vej, stemmehørerbe-‐vægelsen tilbyder. Det bliver klart, at recovery fra de psykiske lidelser, stemmer skaber, er en social proces, og at selv den socialpsykiatriske institution med en stærk interesse i at imple-‐mentere stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer og normalisere stemmehøring, under-‐

151

støtter stemmehørerens identitet som afvigende, fordi enhver gøren og laden i institutionen tolkes ind i den ramme, at ’patienten’ har en afvigende identitet som ’sindslidende’.

8.1 Den kulturelle konstruktion af normalitet og afvigelse

Antropologiske studier af forskellige former for fysiske og mentale handicap viser, at måden hvorpå sådanne tilstande forstås og håndteres, og hvordan de påvirker den berørtes identitet, varierer over tid og mellem lokaliteter (Ingstad and Whyte, 2007, Ingstad and Whyte, 1995). På baggrund af denne indsigt taler man i antropologien om, at normalitet og afvigelse i relati-‐on til sygdom og sundhed ikke er givet, men er noget, der skabes af mennesker ud fra forskel-‐lige sociale og kulturelle kriterier. Når en fysisk eller mental tilstand anses som afvigende, som et tegn på sygdom, så er tilstanden altid defineret ud fra bestemte kulturelle værdier og normer om, hvad der er normalt (Jenkins, 1998). Definitioner af og grænser for normalitet og afvigelse er således ikke givne, men helt afhængige af sociale og kulturelle sammenhænge. En vigtig indsigt i den antropologiske forståelse af sygdom og afvigelse er, at sygdom og afvigelse indebærer en negativ kategorisering af personen. Når antropologer beskriver den sociale og kulturelle side af sygdomsforløb, henviser de ofte til Goffmans (2009 [1963]) bog Stigma, som beskriver de mekanismer, der følger med kategoriseringen af den syge. En cen-‐tral pointe hos Goffman er, at sådanne kategoriseringsmekanismer, eller stigmatisering, som Goffman kalder det, opstår i mødet med andre mennesker med hjælp fra mere eller mindre erkendte normer for normalitet og afvigelse, der trænger sig ind på det sociale møde. Som undertitlen til den engelske udgave af Goffmans bog Stigma -‐ Notes on the management of spoiled identity -‐ signalerer, så handler bogen grundlæggende om, hvordan afvigende perso-‐ner forsøger at kontrollere og håndtere deres stigma i mødet med andre mennesker, der ikke er bærere af stigmaet. I sit arbejde med at analysere de processer, hvor fysiske og mentale tilstande kategori-‐seres som afvigende, har Goffman (2001 [1961]) også tegnet et billede af det, han kalder ”to-‐tale institutioner”, og hvordan disse understøtter kategoriseringsprocesser. I sit studie af det amerikanske statshospital for psykiatriske patienter fra 1961, studerede Goffman på tæt hold institutionens daglige rutiner og procedurer. Goffman beskriver, hvordan den, der indlægges, gennemgår en statusovergang fra person til patient, og hvorledes institutionen understøtter patientens identitet som afvigende. I tråd hermed har andre studier af psykisk sygdom og sundhed, der er baseret på etnografisk feltarbejde, efterfølgende vist, at når først ’galskaben’ bliver institutionaliseret, så begynder det at ’bide sig selv i halen’ i den forstand, at alt, hvad ’patienten’ siger og gør bliver tolket ind i den ramme, at ’patienten’ har en afvigende identitet som ’gal’ (Terkelsen, 2009, Barrett, 1996).

152

Den antropologiske forståelse af normalitet og afvigelse som en kulturel konstruktion er en velegnet teoretisk ledetråd til at skitsere, hvordan stemmehørerne forhandler med alle om, hvor (lidt) anderledes, man er, når man hører stemmer, idet det ud fra dette perspektiv dels er muligt at se, at grænser for normalitet og afvigelse er noget, man kan skubbe til og dels muligt at beskrive, hvordan stemmehørerne forsøger at gøre netop det. Goffmans perspektiv på stigmatisering som noget, der opstår i mødet mellem mennesker med hjælp fra mere eller mindre erkendte normer for normalitet og afvigelse, kan hjælpe med at belyse, hvad der sker, når stemmehøreren håndterer sine stemmer i mødet med andre mennesker, der ikke hører stemmer. Inden vi kommer så vidt, vil jeg nævne, at stemmehørernes forhandlinger med psykiatrien og samfundet ofte under feltarbejdet gav mig associationer til Goffmans begreb om stigma som noget, der opstår i relationer. I analysefasen kunne jeg se, at en væsentlig grund til, at Goffmans stigmabegreb ofte trængte sig på i felten, er, at de erfarne stemmehøre-‐re synes at have indoptaget Goffmans måde at tænke stigma på. I stemmehørerbevægelsen mener man, at det ikke kun er stemmehørerens egen måde at opfatte sine stemmer på, der skaber en negativ oplevelse af stemmerne. Oplevelsen af stemmer formes i lige så høj grad i mødet med psykiatrien og samfundet og derfor er det, påpegede erfarne stemmehørere ofte over for mig, nødvendigt at ændre indgroede og udbredte antagelser om stemmer som et tegn på psykisk lidelse til et perspektiv, hvor stemmer anses som en særlig mulighed for at lære sig selv at kende og bevæge sig frem mod et bedre liv. Erfarne stemmehørere er med andre ord bevidste om, at oplevelsen af stemmer ikke kun betinges af den psykiske eller mentale karakter af stemmerne, men i ligeså høj grad af den måde stemmehøring defineres og forstås på i den konkrete sociale og kulturelle situation, stemmehøreren befinder sig i. Denne tænkning ligner til forveksling det antropologiske per-‐spektiv på normalitet og afvigelse som en kulturel konstruktion og Goffmans stigmabegreb. At erfarne stemmehørere ser ud til at have indoptaget disse perspektiver er vigtigt at have for øje, når dette kapitels analyser studeres, idet jeg undersøger nogle af de måder, hvorpå stem-‐mehørerbevægelsen forsøger at dekonstruere mental sygdom og forhandle stemmehøringens position i psykiatrien og i samfundet. I det følgende ser jeg på, hvordan stemmehøreren håndterer sine stemmer i interakti-‐oner med andre mennesker, der ikke hører stemmer.

8.2 At passere som normal

Når man ser nærmere på, hvad det er for nogle teknikker, stemmehørere bruger til at håndte-‐re deres stemmer i mødet med andre mennesker, der ikke hører stemmer, bliver det tydeligt,

153

at de forholder sig til den anden virkelighedsforståelse -‐ hvor stemmehøring ikke er normalt -‐ end den, de selv opererer med -‐ hvor stemmehøring er normalt. Den håndteringsteknik, der bragte mig på sporet af dette, er en af de første håndteringsteknikker, man stifter bekendt-‐skab med, når man træder ind i stemmehørerbevægelsen. Den kaldes for ”mobiltelefontrick-‐et”. På de fleste af de konferencer, seminarer og temadage om stemmehøring, jeg har deltaget i, er mobiltelefontricket blevet introduceret. Mobiltelefontricket er også beskrevet i håndbo-‐gen Førstehjælp ved psykoser, som er skrevet af den engelske sygeplejerske og pionér i stem-‐mehørerbevægelsen Mike Smith (2004), som er kendt og bruges af mange i stemmehørerbe-‐vægelsen. Jeg gengiver her Smiths vejledning i mobiltelefontricket fra håndbogen. Det måske mest udbredte trick er at have en mobiltelefon med sig. Telefonen er bedst, hvis den faktisk ikke virker, da der ikke findes noget værre end at tale med sine stemmer i telefonen, mens den pludselig ringer. Hvis du skal svare dine stemmer, kommentere dem eller diskutere med dem, så gør det gennem telefonen. Denne metode har virket for mange mennesker, idet den primært reducerer den angst, der er forbundet med at svare sine stemmer i offentlighed (ibid: 31). Når jeg har hørt Smith introducere mobiltelefontricket, har han som regel også understreget, at stemmehøreren er nødt til at øve sig i at kontrollere lydstyrken på sin egen stemme, når hun taler i telefon med sine stemmer, så hun ikke kommer til at råbe, men taler med en rolig, afdæmpet stemme ligesom alle andre, der taler i telefon offentligt og han har -‐ med et glimt i øjet -‐ påpeget, at hun skal huske at slukke telefonen. Under mit feltarbejde har jeg mødt nogle stykker, der jævnligt gør brug af mobiltele-‐fontricket til at svare deres stemmer i situationer, hvor stemmerne vil bestemme, hvad de skal købe, når de handler ind, eller når de ellers har brug for at svare stemmerne. Denne situation kan forstås med Goffmans ide om ”at passere”, som han udfolder i bogen Stigma (Goffman, 2009 [1963]: 113-‐132). Goffmans studie af stigma handler om, hvordan afvigende personer kontrollerer og håndterer miskrediterende informationer om sig selv. Det handler om, hvordan mennesker med ’ødelagte’ identiteter kan overleve i en social verden. Goffmans fokus er på sociale situa-‐tioner, hvor normale (som i Goffmans terminologi er personer, som ikke er bærere af stigma-‐et) og stigmatiserede befinder sig i hinandens umiddelbare fysiske nærhed. I sådanne situati-‐oner gælder det ifølge Goffman for den miskrediterede om at forsøge at styre det indtryk, an-‐dre måtte have af ham eller hende, og håndtere sin ’ødelagte’ identitet. I sammenhæng her-‐med bruger Goffman begrebet ”at passere” om den potentielt miskrediteredes forsøg på at kontrollere bestemte oplysninger om sig selv med henblik på at opnå anerkendelse som et normalt menneske (ibid: 115). For den potentielt miskrediterede er stigmaet endnu ikke

154

kendt af omgivelserne, og han eller hun kan forsøge at tilbageholde og afgive bestemte infor-‐mationer om sig selv med henblik på at holde sit stigma skjult for situationens øvrige deltage-‐re. Goffman begreb ”at passere” beskriver således en vellykket hemmeligholdelse af potenti-‐elt stigmatiserende egenskaber. Der er som beskrevet en normaliseringsbestræbelse i stemmehørerbevægelsen. Men frem for at leve normalt med stemmer, så forsøger mange stemmehørere at ’passere som normal’ i samhandling med andre mennesker, der ikke hører stemmer, så de ikke lægger mærke til stemmehørerens stigma. Mobiltelefontricket er ikke den eneste praktiske håndteringsteknik, stemmehørerne bruger til at ’passere som normal’. Under mit feltarbejde fortalte stemmehørere mig ofte om forskellige sociale situationer, hvor de forsøger at ’passere som normal’ i mødet med menne-‐sker, der ikke hører stemmer. En af de situationer, stemmehørere ofte bragte op, både i stemmehørergrupperne og i samtaler med mig, er familiesammenkomster, som de fleste stemmehørere deltager i jævnligt. Der er som beskrevet mange, der finder det vanskeligt at deltage i familiesammenkomster, når de hører stemmer, fordi det er svært at koncentrere sig om en samtale, når stemmerne ’kører’. Som Hanne berettede om i stemmehørergruppen i det socialpsykiatriske center i foregående kapitel, er der også en del, der er generet af, at de kommer til at vrøvle, når de hører stemmer, fordi stemmerne forstyrrer tanke og tale. I sociale situationer som familiesammenkomster er en teknik, som mange stemmehø-‐rere benytter, at lave aftaler med deres stemmer om at tale med stemmerne på et bestemt tidpunkt den dag, de skal til fødselsdag eller besøge deres børnebørn, og at stemmerne til gengæld lader dem være i fred under fødselsdagen, eller mens de leger med deres børnebørn. De fleste fremhæver, at det letteste selvfølgelig er have talt med stemmerne hjemmefra. Al-‐ternativt vil de, der ikke kan lave om på tidspunktet, hvor de taler med deres stemmer, typisk sige til situationens øvrige deltagere, at de trænger til at ’hvile sig’ eller ’strække ryggen’ en halv times tid på det tidpunkt, de normalt taler med deres stemmer, og derpå gå ind i et rum for sig selv og snakke med stemmerne i fred og ro. Der er mange stemmehørere, der forsøger at ’passere som normal’. Det gælder imidler-‐tid ikke de erfarne stemmehørere. De deler deres virkelighed med stemmer med familie og bekendte og kæmper for retten til at høre stemmer. Det er en kamp for retten til at være an-‐derledes, som de erfarne stemmehørere kæmper med medarbejdere i psykiatrien og samfun-‐det generelt, når de præsenterer stemmehørerbevægelsen udadtil. Som vi skal se i det følgen-‐de, er det en kamp, hvor de forsøger at forene den virkelighedsforståelse, hvor stemmehøring ikke er normalt, med den virkelighedsforståelse, hvor stemmehøring er normalt, ikke for at passere, men for at skubbe til grænserne for normalitet. Med stemmehørerbevægelsen i ryg-‐

155

gen forsøger de erfarne stemmehørere at få psykiatrien og alle os andre over på deres og be-‐vægelsens side.

8.3 Kampen for anerkendelse af stemmers autenticitet og legitimitet

Stemmehørerbevægelsen arbejder ikke kun med og for stemmehørere. Stemmehørerbevæ-‐gelsen arbejder også med medarbejdere i psykiatrien og samfundet generelt. Dette arbejde består, som beskrevet i kapitel 6, i at fortælle erfarne stemmehøreres personlige historier og involverer også ofte forskellige former for simulationsøvelser, oftest i form af rollespil, hvor-‐med erfarne stemmehørere forsøger at vinde os andre -‐ der ikke hører stemmer -‐ over på be-‐vægelsens side. I kapitel 6 viste jeg, hvordan stemmehørerbevægelsens prototypiske fortæl-‐ling forklarer oplevelsen af stemmer som en naturlig reaktion på traumatiske livsbegivenhe-‐der, når bevægelsen viser sit ansigt udadtil. I dette afsnit retter jeg fokus mod de simulations-‐øvelser, stemmehørerbevægelsen bruger til at vinde os andre over på bevægelsens side. I det følgende eksempel er det Peter Bullimore, tovholderen på den engelske stemme-‐hørergruppe, der afholder en temadag om stemmehøring for 50 socialarbejdere fra psykiatri-‐en i et auditorium på et universitet i Newcastle. Peter har som sædvanlig indledt temadagen med stemmehørerbevægelsens oprindelseshistorie om psykiateren Romme, der møder pati-‐enten Hage og opdager, at der findes raske stemmehørere og således bliver ophavsmand til Stemmehørerbevægelsen. Peter har også slået stemmehørerbevægelsens grundsætning om sammenhængen mellem stemmer og livshistorie fast med udgangspunkt i Rommes egne un-‐dersøgelser og analyser af mennesker, der hører stemmer. Herefter instruerer Peter tilhører-‐ne i et af de rollespil, han ofte bruger til at gøre stemmehøreres indre liv tilgængeligt for os andre -‐ der ikke hører stemmer -‐ og udfordrer processen, hvorigennem man bliver psykia-‐trisk patient. Peter beder tilhørerne gå sammen i grupper af tre og lave et rollespil om en jobsamtale. Der er tre roller i spillet. En skal agere arbejdsgiver, en anden skal agere jobansøger og en tredje skal agere stemme. Rollespillet går ud på, at jobansøgeren er til jobsamtale hos arbejdsgiveren, mens den person, der har rollen som stemme, står ved siden af eller bagved jobansøgeren og kommen-‐terer på samme måde som negative stemmer, der fx fortæller hvor grim, uduelig og dum, man er. Tilhørerne skal prøve at spille alle tre roller. Peter opfordrer folk, der kender hinanden godt, til at ’køre’ på personlige svagheder, når de agerer stemme, for at skabe en oplevelse af stemmer så tæt på den rigtige som muligt. Jeg sidder med blandt tilhørerne og danner gruppe med to midaldrende kvindelige soci-‐alarbejdere fra et lokalt psykiatrisk hospital. Jeg lægger ud med rollen som jobansøger, der søger

156

job som frisør og er til samtale hos ejeren af frisørsalonen. Kvinden, der agerer ejer af frisørsalo-‐nen, spørger, hvorfor jeg har valgt at søge i hendes salon og beder mig beskrive mine gode egen-‐skaber, mens den tredje kvinde står bag ved mig og agerer stemme. Jeg forsøger at fokusere på salonejerens spørgsmål, men får kun fat i enkelte, usammenhængende brudstykker og jeg har også svært ved at beskrive mine gode egenskaber sammenhængende. ”Du er grim”. ”Du er dum”. Du får aldrig det job!”. Jeg har efterhånden prøvet at høre stemmer på den her måde en del gan-‐ge. Stemmerne er heller ikke nogen rar oplevelse denne gang, og jeg er lettet, da vi bytter roller. Da tilhørerne er færdige med rollespillet, vil Peter gerne vide, hvordan tilhørerne synes, det var. ”Hvordan fik stemmen jer til at føle?”, spørger Peter i plenum. Tilhørerne er ivrige for at svare. ”Aggressiv”, siger en. ”Vred”, siger en anden. ”Forvirret og konfus”, siger en tredje. Peter skriver møjsommeligt en lang række bud på, hvordan stemmen fik tilhørerne til at føle, ned. Bagefter læser Peter langsomt listen højt: ”Aggressiv. Vred. Forvirret og konfus. (…)”. ”Det er interessant”, siger Peter, ”mange af jeres bud på, hvordan stemmen fik jer til at føle, er sympto-‐mer på alvorlige psykiatriske diagnoser som skizofreni”. ”Det er interessant”, siger Peter igen, og kigger rundt på tilhørerne, ”på tre minutter, har du fået en skizofrenidiagnose!” Peter spørger også, hvad tilhørerne ville gøre, hvis de begyndte at høre stemmer? Hvem ville de sige det til? Der er flere, der svarer, at de ville sige det til deres ægtefælle eller mor eller en god ven. Peter lytter opmærksomt og påpeger, at tilhørernes fremtid vil falde ud på forskelli-‐ge måder alt efter, hvem de fortæller det til. ”Hvis du fortæller det til psykiateren, bliver du pati-‐ent”, siger Peter med fasthed i stemmen og fortsætter i et mere roligt toneleje: ”Hvis du fortæller det til din mormor, som fortæller, at den evne har været i familien i generationer, har du i stedet en særlig gave”. Flere af tilhørerne nikker. Til sidst spørger Peter, hvad publikum mener, der ville hjælpe og hvad der ikke ville hjæl-‐pe, hvis de hørte stemmer. Tilhørerne er enige om, at det ville hjælpe at dele oplevelsen i et trygt miljø, hvor der bliver lyttet og udvist forståelse og at det ikke ville hjælpe at blive konfronteret med, at deres stemmer i virkeligheden ikke findes . Peter lytter igen opmærksomt og konstaterer tørt: ”Desværre er det, I siger, der ikke ville hjælpe lige det, I får i det psykiatriske system!”. Peter fortsætter i et mere roligt toneleje: ”Det, I siger, der ville hjælpe, er til gengæld det, Marius Rom-‐me foreslår”. Flere af tilhørerne nikker igen. Eksemplet med Peter, der laver rollespil med 50 medarbejdere fra et lokalt psykiatrisk hospi-‐tal, viser, hvordan stemmehørerne forsøger at gøre deres indre liv tilgængeligt for os andre, der ikke hører stemmer. Det vil sige, gøre os andre familiære med oplevelsen af stemmer og fortælle os, hvilke udfordringer, stemmer udgør for dem. Samtidig forsøger stemmehørerne at udfordre processen hvorigennem mennesker bliver psykiatriske patienter. Stemmehørerne udstiller og dekonstruerer psykiatriske vaner og antagelser ved at vise, hvor angst og konfus,

157

man bliver, når man hører stemmer og dermed hvor mange symptomer på svær psykisk syg-‐dom som skizofreni, man udvikler, som en helt normal reaktion på oplevelsen af at høre stemmer. Erfarne stemmehørere kæmper således for stemmers autenticitet og legitimitet. Med simulationsøvelser som ovenstående rollespil giver de os indblik i, at stemmer giver en særlig måde at eksistere på, og de kæmper for, at psykiatrien og alle vi andre anerkender, at stem-‐mer for dem er virkelige og ikke stigmatiserer dem. De forsøger at få os til at se, at stemmehø-‐ring ikke er sygeligt og diskvalificerende og skubber dermed til grænsen for normalitet, så det bliver ’okay’ at høre stemmer. Stemmehørernes kamp for anerkendelse af stemmers autenticitet og legitimitet træder tydeligt frem i simulationsøvelser som ovenstående, men er gennemgående under offentlige arrangementer, hvor stemmehørerbevægelsen viser sit ansigt udadtil. Når erfarne stemmehø-‐rere fortæller deres personlige historier under disse arrangementer, så retter de altid en hård kritik mod psykiatrien på baggrund af udførlige beretninger om fejlfortolkninger og fejlbe-‐handlinger, som psykiatrien og samfundet har påført dem. Mange erfarne stemmehørere me-‐ner desuden, at det negative billede af stemmehøring stammer fra medierne, og når de udbre-‐der stemmehørerbevægelsens budskab, illustrerer de ofte, hvor grotesk medierne ifølge dem fremstiller sindslidende. De illustrerer mediernes forvrængede billede af ’den skizofrene’ som farlig og udstiller det entydige, negative billede, de mener, medierne tegner. Som regel remser erfarne stemmehørere også navnene op på såkaldt ’raske stemmehørere’, der spænder fra fodboldstjerner til bibelske personer, når stemmehørerbevægelsen viser sit ansigt udadtil, for at få os andre til at se normaliteten, fremfor afvigelsen, i stemmehøring. På trods af erfarne stemmehøreres kamp for at skubbe til grænserne for normalitet, er det svært at få en position som ’rigtig’ samfundsborger som stemmehører. Dette vil jeg vise i det følgende, hvor jeg retter opmærksomheden mod den position, der er til rådighed for en-‐den af den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder.

8.4 Social recovery

Når man taler med stemmehørerne om deres sociale netværk bliver det hurtigt klart, at de fleste har yderst spinkle netværk. Det bliver også tydeligt, at de fællesskaber, de indgår i, pri-‐mært er fællesskaber med mennesker, som også har erfaringer med stemmer og psykiske li-‐delser. I relation hertil er et tema, der jævnligt dukker op i stemmehørergrupperne, hvordan man møder og etablerer relationer til andre ’normale’ mennesker. Det vil sige mennesker, som man ikke møder i kraft af sine stemmer eller psykiske lidelser.

158

Nogle stemmehørere beklager sig nogle gange over, at deres naboer synes, de er mær-‐kelige og eksempelvis tjekker deres skraldespande for sprøjter, fordi naboerne tror, at stem-‐mehøreren tager stoffer og i øvrigt holder sig på afstand af stemmehøreren. Andre stemmehø-‐rere fortæller, at deres familie og bekendte helst ikke vil høre om deres stemmer og sygdom, og at de føler sig ’forkerte’ og ’utilpasse’ i disses selskab. Atter andre udtrykker ønske om at lære ”nogen, der ikke er psykisk syge” at kende, men ved ikke, hvordan de skal få det i stand, fordi de steder, de kommer, henvender sig til psykisk sårbare mennesker. Den udfordring, stemmehøreren står overfor, når det gælder det at etablere relationer og indgå i fællesskaber, der ikke har stemmer og psykiske lidelser som omdrejningspunkt, viser, at recovery fra de psykiske lidelser, stemmer skaber, ikke alene handler om at få indsigt i og kontrol over stemmerne. Recovery handler også om at opbygge relationer og at indgå i de slags fællesskaber, som mennesker, der ikke har været ’sat ud af kraft’ på grund af psykiske lidelser, tager for givet. Når en person, der hører stemmer, træder ind i stemmehørerbevægelsen, så går hun fra at være ’afvigende’ (skizofren) til at være ’normal’ (stemmehører). Men når hun har lært at forstå og håndtere sine stemmer i stemmehørerbevægelsen og træder udenfor i samfundet, er hun alligevel ikke ’normal’. Hun bliver i hvert fald ikke mødt som et ’normalt’ menneske af sine omgivelser, der kan finde på at tjekke hendes skraldespand eller helst er fri for at høre om hendes måde at være til på. Der er med andre ord ingen plads at få som ’rigtig’ samfunds-‐borger som stemmehører. Som nævnt i foregående kapitel så bliver erfarne stemmehørere ofte ’lidende helbre-‐dere’ (Mattingly, 2005: 20-‐22). Det vil sige helbredere af andre lidende, der kæmper med de problemer, de selv har stået ansigt til ansigt med. De bliver tovholder på en eller flere stem-‐mehørergrupper. I Danmark, hvor stemmehørerbevægelsen primært udfolder sig i institutio-‐nen betyder det helt konkret, at stemmehøreren, der først bevægede sig ’ud’ af institutionen og ’kom sig’ i stemmehørerbevægelsen, må bevæge sig tilbage ’ind’ i institutionen i en position som ’medarbejder med brugerbaggrund’. I det følgende ser jeg på implikationerne af, at stemmehørerbevægelsen primært ud-‐folder sig i socialpsykiatriske institutioner i Danmark.

8.4.1 Bevægelsen i institutionen

Stemmehørerbevægelsen har som beskrevet en særlig udfoldelse i Danmark, hvor bevægel-‐sen, der er udviklet som en modpol til institutionen, paradoksalt nok promoveres af ansatte i socialpsykiatrien. I stemmehørerbevægelsen kan den enkelte lytte til og udvikle relationen til sine stemmer i stemmehørernes eget ’frivillige’ fællesskab, hvor det at høre stemmer anses som normalt. Rammerne for den danske socialpsykiatriske institution er nogle helt andre. I sit

159

virke som institution må socialpsykiatrien i hvert fald betjene sig af et vist bureaukrati (Alberoni, 1984 [1977]). Spørgsmålet er, hvad det betyder, at bevægelsen primært udfolder sig i institutionen Danmark? Kan bevægelsens grundsætning om at normalisere stemmehø-‐ring føres ud i livet i institutionen? Under mit feltarbejde stod det klart, at socialpsykiatriske institutioner i Danmark er åbne over for stemmehørerbevægelsen og gerne vil implementere dens tilgang til stemmer og dermed normalisere oplevelsen af stemmer. Mens jeg boede på det socialpsykiatriske bosted, hvor der blev afholdt stemmehørergrupper, bemærkede jeg imidlertid ofte, at det brugerne siger og gør bliver tolket i lyset af deres sygdom. I det følgende vil jeg give et eksempel på det-‐te for at bringe læseren på sporet af, at selv den socialpsykiatriske institution med en stærk interesse i at implementere stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer og normalisere op-‐levelsen af stemmer, modarbejder den selvsamme normaliseringsbestræbelse i sit virke som institution. De eksempler, jeg indtil videre har præsenteret læseren for, er skrevet med udgangs-‐punkt i nedskrevne feltnoter, som jeg har skrevet enten i eller umiddelbart efter den situation, de omhandler. Det eksempel, jeg beskriver i det følgende, er skrevet med udgangspunkt i så-‐kaldt headnotes. Det vil sige med afsæt i nogle af de mange erfaringer, jeg fik i felten, som jeg aldrig fik skrevet ned. Eksemplet står imidlertid levende for mig, fordi der var tale om en sær-‐lig aften, men også fordi, jeg denne aften blev mindet om, at institutionens daglige procedure og rutiner understøtter ’patientens’ identitet som afvigende (Goffman, 2001 [1961]). Det er første uge, jeg bor på det socialpsykiatriske bosted. Jeg sidder ved skrivebordet på det lille værelse, jeg har fået lov at låne på førstesalen, og skriver feltnoter, da det banker på døren. Udenfor står en høj, mørkhåret, velklædt mand, som jeg skyder til at være i slutningen af tredi-‐verne. Manden præsenterer sig som Christian, og smiler. Han vil høre, om jeg har lyst til at køre en lille aftentur til Vesterhavet samme aften? Det er en halv times køretur. Jeg vidste måske ikke, at vi er så tæt på Vesterhavet? Han siger også, der er smukt om aftenen. Jeg har ikke mødt Chri-‐stian før. Jeg har ikke nogen fornemmelse af, om han er beboer, personale eller noget helt tredje. Inden jeg når at svare, hører jeg lavmælte stemmer, jeg kender, neden for trappen. Det er et par beboere, der hvisker om, at Christian gjorde det: Gik op og inviterede antropologen på aftentur til Vesterhavet. Jeg kan høre, at de griner. En af dem råber op ad trappen, om hun sag-‐de ja? Jeg takker Christian for invitationen, og får sagt, at jeg ikke er interesseret i en aftentur for os to alene. Jeg siger også, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været ved Vesterhavet og at jeg gerne vil med, hvis vi er flere, der tager af sted. Okay. Så vil Christian prøve at høre nog-‐le af de andre, om de vil med. Jeg siger også, at jeg ikke har set Christian på bostedet før?

160

Christian bor i sit eget hus et par kilomenter fra bostedet. Han er tilknyttet bostedet på den måde, at han kan ringe eller komme og spise med og snakke med personalet, når han har brug for det. Det har han som regel et par gange om ugen, og derfor kender han de fleste af be-‐boerne. Christian får en aftale i stand om Vesterhavsturen med en af dem, Trine, en yngre beboer. Personalet aftaler med Christian, at Søren, en anden yngre beboer, også skal med, fordi han ville have godt af at komme lidt ud. Efter aftensmaden henter Christian Trine, Søren og jeg i sin lille grå Peugeot. Christian fortæller ivrigt om lokalområdet, efterhånden som vi kører igennem det. Christian fortæller også, at han kun hører stemmer, når han spiller golf. Skal vi prøve at køre forbi golfbanen, hvor han spiller, så jeg kan se den? Det er en lille omvej. Men han vil gerne vise mig golfbanen og jeg siger, at den vil jeg da gerne se. Christian griner. Han håber, han kommer med i den bog, jeg skriver. Trine sidder ved siden af mig på bagsædet, og synger med på sangene fra en CD, hun har taget med til køreturen. Hun lader til at hygge sig. Ind imellem fortæller hun om sine forældre, der er musiklærere på et lokalt gymnasium og om at være glad for musik. Søren sidder let foroverbøjet og tavs på forsædet med en dåsecola i hver hånd. Jeg tænker på, om Søren har lyst til at være med, eller om han kun er taget med, fordi personalet gerne ville have det. Selv føler jeg mig glad og let til mode ved tanken om en aften uden for bostedets rutiner og procedurer. Efter et kort ophold ved golfbanen og en god halv times køretur, når vi frem til Vesterha-‐vet. Christian havde ret. Vesterhavet er smukt på en sommeraften som i aften. Der ligger stadig et par strandgæster spredt i sandet. Der er en del, der går aftentur langs vandet, og enkelte ba-‐der. Det har Christian også tænkt sig. Han har badebukser under tøjet og et håndklæde under armen og inden længe crawler han frem og tilbage et godt stykke ude i havet foran os. Indtil nu har jeg tænkt, at det var Christian og Trine og Søren, der havde mig med på tur. Ved synet af Christian et godt stykket ude i Vesterhavet, slår det mig, om det er mig, der har Christian og de andre med på tur? Om jeg har ’ansvaret’ for Christian? Om det er mig, der har ansvaret for, hvor langt Christian svømmer ud? Jeg skubber tanken fra mig, og minder mig selv om, at jeg er gæst hos Christian og de andre i aften. Da Christian igen er oppe af vandet, foreslår han, at vi tager en kop kaffe på en café, han kender, et par hundrede meter længere henne ad stranden. Cafeen har en stor terrasse vendt mod havet med borde fyldt med glade, solbrune sommergæster og en lille scene. Vi får et af de sidste, ledige borde. Da vi har bestilt kaffe, sætter et lokalt swingband i gang med andet sæt på den lille scene. Trine klapper hænderne sammen i begejstring: Forsangeren er hendes lokale yng-‐lingssangerinde! Vi drikker vores kaffe, og snakker om stemmer. Vi lytter til musikken og snak-‐ker om stort og småt. Søren siger stadig ikke så meget, men han ser ud til at nyde musikken. Da bandet takker for i aften, går vi tilbage langs stranden, og på vej hjem i bilen hører vi lokalradio. Der er en quiz, hvor man skal gætte titlen på hits fra 80erne, der bliver spillet små

161

bidder af. Søren er god til det. Han gætter det ene 80er-‐hit efter det andet. Trine begynder at heppe på Søren omme fra bagsædet, og i bakspejlet kan jeg se Sørens ansigt lyse op, han griner flere gange. Christian griner også fornøjet. Han siger flere gange, at jeg er ”ude og køre med de skøre”. Det føles nu mest af alt som at køre med en flok gamle venner, der nyder en skøn som-‐meraften. Da vi ankommer til bostedet kvart over ti, kan jeg mærke, at vi kommer for sent, selvom der ikke er nogen, der har sagt, hvornår vi skulle være hjemme eller nogen, der siger, at vi kom-‐mer for sent. Aftenpersonalet og nattevagten er i gang med overlap [red: møde, hvor personalet fra den foregående vagt laver status på beboerne sammen med personalet i den kommende vagt]. Men personalerne kommer ud fra personalerummet for at høre, hvordan turen er gået? Trine, Christian, Søren og min snakken og grinen lyder højt og lidt forkert i fællesrummet, hvor en gruppe beboere sidder tavse i de store, brune lædersofaer omkring det store sofabord og ry-‐ger i tavshed. Da personalet har hørt om turen, spørger de, om jeg kommer ind til overlap? Inde i per-‐sonalerummet kommenterer flere personaler, at Trine virker meget glad oven på turen. De me-‐ner, Trine er ’oppe og køre’, og siger, at hun har tendens til at blive manisk. Personalet bemærker også, at Søren virker glad. De er enige om, at det var godt, han kom med i aften. Han har det så svært med relationer, og kommer så lidt ud, at hvad som helst på den konto er godt! Da jeg trækker mig tilbage på mit lille værelse på førstesalen snakker personalet frem og tilbage om, hvorvidt Trine skal have noget PN [red: medicin, der gives efter behov, udover den medicin, be-‐boerne får fast] til natten, der kan berolige hende. Når jeg gengiver min aftentur til Vesterhavet med brugerne fra bostedet, er det ikke for at ud-‐stille personalets tolkninger og handlinger som ’forkerte’. Jeg gengiver min tur til Vesterhavet for at vise, at Trine, Christian og Søren ikke længere bliver betragtet som ’normale’ menne-‐sker, der har nydt en skøn aften ved Vesterhavet. I kraft af deres rolle som brugere på boste-‐det er de overgået til en ny status som afvigende. Dette statusskift indebærer, at Trines glæde ovenpå turen til Vesterhavet tolkes i lyset af, at ’hun har tendens til at blive manisk’ og der-‐med anses Trine som værende for glad. Sørens glæde over turen til Vesterhavet tolkes til gen-‐gæld i lyset af, at ’han har det så svært med sociale relationer’ og at ’han kommer så lidt ud’, og dermed bliver Sørens glæde i relation til Vesterhavsturen anset som et tegn på, at han har haft godt af turen. Min tur til Vesterhavet med Trine, Christian og Søren viser således, hvordan enhver gøren og laden i institutionen tolkes ind i den ramme, at ’patienten’ har en afvigende identitet som sindslidende. Dermed kan man spørge, hvorvidt stemmehørerbevægelsens grundsætning om at normalisere oplevelsen af stemmer overhovedet lader sig føre ud i livet i institutionen, der understøtter brugernes identitet som afvigende?

162

8.5 Opsummering

Mens jeg i de foregående kapitler har lagt vægt på at beskrive den læringsproces, den enkelte gennemgår i stemmehørerbevægelsen, var udgangspunktet for dette kapitel stemmehørerens liv i samfundet uden for bevægelsen. Med afsæt i den antropologiske forståelse af normalitet og afvigelse som en kulturel konstruktion viste jeg, at stemmehørerens projekt viser sig at være yderst vanskeligt, når hun træder uden for stemmehørerbevægelsen og skal til at bruge det, hun har lært i bevægelsen ude i samfundet. Selvom der i stemmehørerbevægelsen er en normaliseringsbestræbelse, så forsøger de fleste stemmehørere at ’passere som normal’ i samhandling med mennesker, der ikke hører stemmer. De erfarne stemmehørere kæmper imidlertid mod stigmatisering og forsøger at få anerkendt stemmehørerens eksistens og få os andre til at forstå de udfordringer, stemmer giver. De forhandler med psykiatrien og alle os andre om, hvor (lidt) anderledes man er, når man hører stemmer, og forsøger at skubbe til grænserne for normalitet, så vi kan se normali-‐teten i stemmehøring fremfor afvigelsen. Den store udfordring, stemmehøreren står overfor for enden af den vej, stemmehører-‐bevægelsen tilbyder, er ikke desto mindre den samfundsmæssige reaktion på hende. Den po-‐sition, der er til rådighed for enden af vejen, fører stemmehøreren tilbage i institutionen som ’medarbejder med brugerbaggrund’. I sammenhæng hermed berørte jeg spørgsmålet om, hvad det betyder, at stemmehørerbevægelsen primært udfolder sig i socialpsykiatriske insti-‐tutioner i Danmark. Selvom de socialpsykiatriske institutioner er åben over for stemmehører-‐bevægelsen og stræber efter at normalisere stemmehøreroplevelsen, så understøtter institu-‐tionen samtidig stemmehørerens identitet som afvigende, fordi enhver gøren og laden i insti-‐tutionen bliver tolket ind i den ramme, at ’patienten’ har en afvigende identitet som ’sindsli-‐dende’.

163

Kapitel 9. Konklusion I nærværende afhandling har jeg tegnet et billede af, hvordan den internationale stemmehø-‐rerbevægelse udfolder sig i Danmark. Med udgangspunkt i fire stemmehørergrupper i Dan-‐mark og en enkelt i England, har jeg givet et indblik i, hvad det vil sige at blive stemmehører -‐ at tage den vej, stemmehørerbevægelsen foreslår -‐ og senere hen at være stemmehører. Afhandlingens titel At blive og være stemmehører refererer til stemmehørerens sociale tilblivelsesproces. Det er en proces, hvor den enkelte bliver tilskyndet til at se sine stemmer i lyset af sin livshistorie og etablere og forhandle relationen til sine stemmer og derved arbejde sig frem mod en bedre tilværelse med stemmer. Afhandlingen viser, at stemmehører er noget, man ’lærer’ at blive. Det vil sige, at stemmer er noget, man kan lære at høre på nye måder, og at denne form for læring kommer i stand igennem en særlig praksis. For at undersøge stemmehørerens sociale tilblivelsesproces har jeg hentet inspiration i Luhrmanns arbejde med en antropologisk teori om sind og læringsprocesser og her ud fra sammensat en overordnet indlæringsteoretisk ramme. Gennem afhandlingen har jeg kvalifi-‐ceret Luhrmanns arbejde i forhold til de spørgsmål om læring, som stemmehørerens sociale tilblivelsesproces rejser. Jeg har gjort Luhrmanns interesse for kognition egnet til at belyse stemmehørerbevægelsens ’teori om sind’ ved at inddrage Holland og Quinns kognitivt inspi-‐rerede teori om kulturelle modeller. Luhrmanns interesse for, hvordan praksis former kogni-‐tion, har jeg gjort egnet til at belyse stemmehørergruppens implicitte drejebog for lærings-‐processer med Lave og Wenger og Dreyfus-‐brødrenes teorier om læring som social praksis. Derudover har jeg føjet en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenologisk tilgang til samt inddraget litteratur om normalitet og afvigelse for at udfolde den kontekst, der ikke kan udfoldes med udgangspunkt i Luhrmann. Resten af denne konklusion består af tre dele. Først beskriver jeg de indsigter, afhand-‐lingen har givet, i stemmehørerens sociale tilblivelsesproces. Derefter beskriver jeg afhand-‐lingens bidrag til antropologien om psykisk sygdom og sundhed, og til sidst redegør jeg for nogle af de nye spørgsmål, afhandlingen rejser.

9.1 Stemmehørerens sociale tilblivelsesproces

Det feltarbejde, afhandlingen er baseret på, tog form af en læringsproces, hvor jeg side om side med andre nyankomne og uerfarne i stemmehørerbevægelsen lærte, hvad det indebærer at tage den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder. Først fik jeg oplevelsen af at høre stemmer.

164

Det kom i stand ved hjælp af simulationsøvelser og stemmehørernes talrige erfaringsudveks-‐linger. Derfra fortsatte min læringsproces med mødet med erfarne stemmehørere på konfe-‐rencer, seminarer og temadage, hvor jeg fik oplevelsen forklaret via stemmehørerbevægel-‐sens prototypiske fortælling. Næste led i processen var stemmehørergrupperne, hvor jeg lær-‐te de trin at kende, deltagerne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer. Til sidst fik jeg øjnene op for stemmehørernes forhandling med psykiatrien og alle os andre om at deltage som ’rigtig’ samfundsborger som stemmehører. Der var udfordringer i feltarbejdet, som var forbundet med, at stemmehørerfeltet ikke blot er et kulturelt anderledes, men også et mentalt anderledes felt. Interviewmetoder viste sig fx ikke at være egnet til mennesker med svær psykisk sygdom. Udfordringerne var dog ikke uoverkommelige. Mit feltarbejde viste, at det er muligt både at indgå i fællesskab med mennesker med skizofreni og at sætte sig i deres sted. Det viste også, at dette bedst gøres med deltagerobservation suppleret med mere spontane samtaler af den slags, hvor antropologen ikke har planlagt spørgsmål, men lytter til informanten og tilpasser metoderne til den enkelte informant i situationen. Opbygningen af afhandlingens analytiske kapitler svarer til rækkefølgen i den måde, hvorpå jeg lærte, hvad det indebærer at blive og være stemmehører. Jeg begyndte i kapitel 5 Oplevelsen med en detaljeret beskrivelse af, hvad det er for et problem, den enkelte søger efter en løsning på, når hun bliver del af stemmehørerbevægelsen. Med udgangspunkt i menne-‐skers egne beskrivelser af stemmer, tegnede jeg et billede af en intens, kaotisk sansestrøm, hvor ontologisk sikkerhed ikke kan tages for givet. Der er fire karakteristika, der ser ud til at farve stemmehørerens eksistens: 1) En udvidet form for sansning, der får stemmehørerens fornemmelse af sig selv og sin omverden til at fremtræde så intenst, at de relativt stabile kul-‐turelle forståelsesrammer, vi normalt orienterer os efter, saboteres. 2) Følelsen af at omver-‐denen gennemtrænger kroppen, der slører grænsen mellem stemmehører og omverden, og nogle gange fører til en smertefuld sammensmeltning mellem stemmehører og verden. 3) Pa-‐ranoia, der gør andre mennesker dunkle og ændrer omverdenen mærkbart, nogle gange til ugenkendelighed. 4) Angst, der redegør for, at stemmer er meget skræmmende. Herefter undersøgte jeg, hvordan oplevelsen bliver transformeret til et udtryk, der kan italesættes for andre, når stemmehørerbevægelsen leverer rammen til den enkeltes oplevelse af stemmer. I kapitel 6 Udtrykket rettede jeg fokus mod, hvordan nyankomne får oplevelsen forklaret på en konference, et seminar eller en temadag, hvor erfarne stemmehørere fortæller deres personlige historie. Disse fortællinger er konstrueret på en bestemt måde, med et plot om traumet, der både fungerer som et vendepunkt for den enkelte fortæller og som et godt dramatisk plot udadtil. For at finde ud af, hvad der er indeholdt i traumet, som giver traumet så stor forklaringskraft, udfoldede jeg traumet som en kulturel model. Herigennem blev det

165

klart, at stemmehørerbevægelsens ’teori om sind’ består af kulturel viden om, at et traume begynder med en smertelig begivenhed, hovedsageligt fra barndommen, oftest med misbrug af seksuel karakter, og sidenhen lagres i sindet som fortrængte erindringer og følelser, der dukker op igen og bringer mental sygdom, som inkluderer stemmer, med sig. I denne ’teori om sind’ indgår, at helbredelsen ligger i at få de lagrede minder bragt frem i bevidstheden og integreret som en del af selvet ved at identificere og tale om det fortrængte. Fremfor at lære en ny ’teori om sind’, så indebærer det at blive stemmehører, at man tager nogle allerede eksi-‐sterende antagelser om, hvordan sindet fungerer til sig, og bruger dem til at give ens liv og fortælling om, hvem man er, mening. Mens traumets forklarende funktion i forhold til stemmehøringens natur spiller en afgørende rolle i stemmehørerbevægelsen, så er det i højere grad relationen til stemmer, der bliver vigtig i stemmehørergrupperne. Kapitel 7 Praksissen vendte blikket mod stemmehører-‐bevægelsens praktiske udfoldelse i stemmehørergrupperne. Jeg viste, at der findes en implicit drejebog for læringsprocesser i stemmehørergrupperne og beskrev fire trin, som deltagerne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer: 1) ’Overgivelse’, hvor den nyankomne slipper kontrollen og underkaster sig det problem, stemmer skaber. 2) ’Identifikation’, hvor den uerfarne prøver sig frem og arbejder hårdt for at finde mening bag stemmer, der ikke er til at forstå. 3) ’Interaktion’, hvor den øvede betragter sine stemmer som en form for personer med menneskelignende egenskaber og engagerer sig i en interaktiv relation til stemmerne, der efterhånden bliver til at tale med. 4) ’Dialog’, hvor den erfarne stemmehører har ’styr på’ stemmerne, der nu er blevet til guider. De sociale samspil mellem deltagerne i stemmehører-‐grupperne fremmer læringsprocessen, og deltagerne bliver stemmehørere ved at deltage i disse samspil. Den nyankomne og den uerfarne befinder sig i periferien af stemmehørergrup-‐pen og oplæres ved at betragte og imitere de mere erfarne. Den øvede begynder også selv at udlede og designe måder at forstå og håndtere stemmer på ud fra den snak og de interaktio-‐ner, der udfolder sig i stemmehørergruppen, og bevæger sig langsomt mod midten af fuld del-‐tagelse i gruppen. Den erfarne stemmehørers fuldkomne mestring af stemmer beror på den form for praktisk, erfaringsbaseret viden, der gør hende i stand til simpelthen at gøre det, der er bedst at gøre, når stemmer skaber problemer. Dette er en ekspertise af den slags, der ikke lader sig beskrive eller forklare. Dermed risikerer den transformation, stemmehørergruppens implicitte drejebog for læringsprocesser leder til, at begrænses eller låses fast, når der indfø-‐res en mere formel procedure for gruppen. Når stemmehøreren træder uden for stemmehørergruppen og skal til at bruge det, hun har lært, ude i samfundet, viser hendes projekt sig at være yderst vanskeligt. Kapitel 8 For-‐handlingen rettede fokus mod stemmehørerens liv som en del af samfundet. Jeg viste, at stemmehøreren forsøger at forhandle med psykiatrien og alle andre om, hvor (lidt) anderle-‐

166

des man er, når man hører stemmer. Jeg viste også, at den store forhindring, stemmehøreren står overfor for enden af den vej, som stemmehørerbevægelsen opridser, er den samfunds-‐mæssige reaktion på hende. I sammenhæng hermed berørte jeg spørgsmålet om, hvad det betyder, at stemmehørerbevægelsen promoveres af ansatte i socialpsykiatrien og fortrinsvis udfolder sig i institutioner i Danmark. Selvom den socialpsykiatriske institution med en stærk interesse i at implementere stemmehørerbevægelsens tilgang til stemmer stræber efter at normalisere oplevelsen af stemmer, så understøtter institutionen samtidig stemmehørerens identitet som afvigende, fordi enhver gøren og laden i institutionen tolkes ind i den ramme, at ’patienten’ har en afvigende identitet som sindslidende.

9.2 Bidrag til antropologien om psykisk sygdom og sundhed

Afhandlingen bidrager til et voksende felt af samfundsvidenskabelige beskrivelser af dansk psykiatri. I et internationalt perspektiv bidrager afhandlingen også til de mere erfaringsnære antropologiske studier af psykisk sygdom og sundhed. Overordnet set bidrager afhandlingen med viden om, hvordan selvhjælpsbevægelser udfolder sig i en dansk sammenhæng. Her viste ’læring’ sig at spille en central rolle. Afhand-‐lingen giver praksisnære beskrivelser af, hvordan den, der bliver del af stemmehørerbevægel-‐sen, lærer dels at tænke anderledes, at rekonstruere sin tanker om sig selv og at se sine stemmer i lyset af sin livshistorie, dels at etablere og forhandle relationen til sine stemmer. Den centrale rolle ’læring’ spiller i selvhjælpsbevægelsen ikke er noget nyt i en dansk sammenhæng. I psykiatrien består en central del af behandlingen af svære psykiske sygdom-‐me af psykoedukation, der forsyner patienterne med modeller, som forklarer de erfaringer og følelser, patienterne oplever i forbindelse med deres sygdom samt opøvelse af teknikker, der kan hjælpe patienterne med at mestre deres sygdom bedre. Set i det lys forekommer stem-‐mehørerbevægelsens praktiske udfoldelse ikke så usædvanlig, men som et supplement eller alternativ til psykiatriens psykoedukation. Det vil sige en form for psykoedukation i (psyki-‐atri)brugernes egne hænder. Der er dog tale om læring med vidt forskelligt sigte. I psykiatrien sigter læringen mod at dæmpe og i bedste fald fjerne symptomer som stemmer. I stemmehø-‐rerbevægelsen sigter læringen mod at lære stemmerne at kende. Det vil sige at konfrontere stemmerne og integrere dem i hverdagen og i livet. Afhandlingen bidrager også med viden om, hvordan fremherskende normer og værdi-‐er om selvbestemmelse og brugerinddragelse, som værdsætter individets handlekraft og bi-‐falder forestillingen om at være herre i sit eget liv, er slået igennem i forhold til mennesker med svær psykisk sygdom, der indtil for nylig, indtil recovery kom på dagsordenen, blev anset som passive og hjælpeløse ofre for deres sygdom. I kapitel seks peger jeg på nogle af de hen-‐

167

sigtsmæssige ændringer, som udbredelsen af selvbestemmelse og brugerinddragelse har ført med sig. Jeg viser, at stemmehørergruppen giver adgang til deltagelse, der leder til læring for nogle af de mennesker, der ellers ser ud til at stå i stampe. Endelig bidrager afhandlingen med viden om samspillet mellem brugerbevægelse og samfund. Afhandlingen viser, hvordan mennesker, der er forpint af stemmer, får styr på stemmerne og dermed har ’succes’ inde i stemmehørerbevægelsen. Afhandlingen viser imid-‐lertid også, at selv når den enkelte får styr på stemmerne, så forbliver hun marginaliseret so-‐cialt set. Den position, der er for enden af den vej, stemmehørerbevægelsen opridser, går til-‐bage og ind i den psykiatriske institution som ’medarbejder med brugerbaggrund’.

9.3 Nye spørgsmål

Afslutningsvis vil jeg pege på nogle nye spørgsmål, afhandlingen rejser. Nogle af dem handler om, hvad samfundet ’gør’ ved stemmehøreren. Afhandlingen bidrager til de samfundsviden-‐skabelige beskrivelser af dansk psykiatri med en beskrivelse af, hvad mennesker, der hører stemmer og er diagnosticeret med skizofreni, ’gør’ med hinanden i deres eget fællesskab, og hvordan dette indvirker på deres stemmer. Til trods for at afhandlingen afskiller sig fra tidli-‐gere studier med fokus på, hvad institutionen ’gør’ ved disse mennesker, så er afhandlingen stadig kendetegnet ved at være et studie i en af de kategorier og løsningsmodeller, der er til rådighed for mennesker med svær psykisk sygdom. Det ville være relevant, hvis fremtidig forskning inden for samme felt udvidede perspektivet til også at inddrage studier af, hvordan mennesker med svær psykisk sygdom indgår i det øvrige samfund. Især afhandlingens otten-‐de kapitel om stemmehørerens møde med samfundet viste behov for mere viden om samfun-‐dets indvirkning på mennesker, der ’kommer sig’ fra svær psykisk sygdom, men alligevel ud-‐fordres i forhold til at indtage en position som ’rigtig’ samfundsborger. Afhandlingen rejser også spørgsmål om, hvad stemmehøreren ´gør´ ved samfundet. Stemmehørerbevægelsen har en særlig udfoldelse i Danmark, hvor bevægelsen, der er udvik-‐let som en modpol til institutionen, udfolder sig i og fodres af institutionen. Spørgsmålet er, hvad der sker, når bevægelsen bliver båret af institution? Mit studie viser, at den socialpsykia-‐triske institution i Danmark er åben over for bevægelsen. Det er umiddelbart positivt. Men fratages bevægelsen dermed sin motivation og styrke i institutionen? Kan der etableres en komplementær balance mellem institution og bevægelse? Eller bliver bevægelsen til noget helt andet i institution? Kan bevægelsen skabe hensigtsmæssige ændringer i institutionen, der gør en gavnlig forskel for de mennesker, institutionen er sat i verden for at hjælpe? Behovet for at granske relationen mellem bevægelse og institution i dansk psykiatri viste sig i kapitel syv, hvor det blev påpeget, at institutionens tørsten efter en mere formel procedure for

168

stemmehørergruppen begrænser eller låser den mulighed for transformation fast, som ligger i stemmehørergruppens implicitte drejebog for læringsprocesser.

169

Litteraturfortegnelse ADLER, S. 2011. Sleep Paralysis, New Brunswick, NJ, Rutgers University Press. ALBERONI, F. 1984 [1977]. Movement and Institution, New York, Columbia Universitet. ANTZE, P. & LAMBECK, M. 1996. Introduction: Forecasting Memory. In: ANTZE, P. &

LAMBECK, M. (eds.) Tense Paste. Cultural Essays in Trauma and Memory. New York: Routhledge.

BAKER, B. 2010. Diary Drawings. Mental Illness and Me, London, Profile Books. BARRETT, R. 1996. The psychiatric team and the social definition of schizophrenia. An

Anthropological study of person and illness, Cambridge, Cambridge university Press. BARRETT, R. J. 2004. Kurt Schneider in Borneo: Do First Rank Symptons Apply to the Iban? In:

JENKINS, J. H. & BARRETT, R. J. (eds.) Schizophrenia, Culture, and Subjectivity. The edge of experience. Cambridge: Cambridge University Studies.

BARRETT, T. R. & ETHERIDGE, J. B. 1992. Verbal Hallucinations in Normals, I: People who Hear 'Voices'. Applied Cognitiv Psychology, 6, 379-‐387.

BECK, R. T. 2006. "Jeg hører stemmer -‐ gør du?". Politikken. BLACKMAN, L. 2001. Hearing voices. Embodyment and experience, London, Free Association

Books. BORG, M., KARLSSON, B. & STENHAMMER, A. 2013. Recoveryorienterede praksisser. En

systematisk vidensopsamling, København, Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering. BORRE, K. 2011. Stemmehørerfilmen, Århus, Århus Kommune. BRANDT, P. 2004. Socialpsykiatri. Psykiatri på et humanistisk grundlag, København,

Munksgaard. BRUNER, E. M. 1986. Experience and Its Expression. In: TURNER, V. W. & BRUNER, E. M. (eds.)

The Antropology Of Experience. Chicago: University of Illinois Press. BRUUN, B. 2014. Daily Trials. Lay engagement in transnational medical research projects in

Lusaka, Zambia. PhD, London School of Hygiene and Tropical Medicine. BUCH, L. 2012. Uncanny Affect: The Ordinary, Relations and Enduring Absence in Families of

Detainees in the Occupied Palestinian Territory. PhD, Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

BULLIMORE, P. 2012. A Village Called Pumpkin, Sheffield, P. Bullimore. BUNDGAARD, H. 2003. Lærlingen. Den formative erfaring. In: HASTRUP, K. (ed.) Ind i verden.

En grundbog i antropologisk metode. københavn: Hans Reitzels Forlag. BUSCH, S. 2006. Fra patient til person. Et studie af recovery som ideologi, praksis og erfaring i

dansk socialpsykiatri. Speciale, Institut for Antropologi, Københavns Universitet. CASSANITI, J. & LUHRMANN, T. M. 2011a. Encountering the Supernatural. Religion and

Society: Advances in Research 2, 37-‐53. CASSANITI, J. & LUHRMANN, T. M. 2011b. Encountering the Supernatural. A

Phenomenological Account of Mind. Religion and Society: Advances in Research 2, 37-‐53. COHEN, M. & ANDERSEN, H. 2007. Styrket recovery-‐orientering i den psykosociale

rehabilitering, Århus, Århus Kommune, Socialforvaltningen.

170

COLEMAN, R. & SMITH, M. 2006. Stemmehøring. Fra offer til sejrsherre: en arbejdsbog for folk der er belastede af at høre stemmer, Søborg, Psykovision.

COOPER, D. G. 1967. Psychiatry and Antipsychiatry, London, Tavistock Publications. CORIN, E. 1990. Facts and Meaning in Psychiatry: An Antropological Approach to the

Lifeworld of Schizophrenics. Culture, Medicine and Psychiatry, 14, 153-‐188. CORIN, E. & LAUZON, G. 1992. Positive Withdrawal and the Quest for Meaning: The

Reconstruction of Experience among Schizophrenics. Psychiatry, 55, 266-‐281. CORIN, E., THARA, R. & PADMAVATI, R. 2004. Living Through a Staggering World: The Play of

Signifiers in Early Psychosis in South India. In: JENKINS, J. H. & BARRETT, R. J. (eds.) Schizophrenia, Culture, and Subjectivity: The Edge of Experience. Cambridge: Cambridge Studies in Medical Antropology.

CORSTENS, D. & LONGDEN, E. 2013. The origins of voices: Links between life history and voice hearing in a survey of 100 cases. Psychosis: Psychological, Social and Integrative Approaches, 5, 270-‐285.

CORSTENS, D., LONGDEN, E. & MAY, R. 2012. Talking with voices: exploring what is expressed by the voices people hear. Psychosis: Psychological, Social and Integrative Approaches, 4, 95-‐104.

DÁNDRADE, R. 1992. Cognitiv Anthropology. In: SCHWARTZ, T., WHITE, G. & LUTZ, C. (eds.) New Directions in Psychological Anthropology. Cambridge: Cambridge University Press.

DESJARLAIS, R. 1997. Shelter Blues. Sanity and selfhood among the homeless, Philadelphia, University of Pennsylvania Press.

DOUGLAS, M. 1975. Implicit meanings. Essays in anthropology, London, Boston, Routhledge & Kegan Poul.

DOWNS, J. 2001. Starting and supporting haring voices groups, Manchester, Hearing Voices Network.

DOWNS, J. 2003. Basic Information about hearing Voices, Manchester, Hearing Voices Netvork. DREYFUS, H. & DREYFUS, S. 1991[1986]. Intuitiv ekspertise. Den bristede drøm om tænkende

maskiner, København, Nysyn. Munksgaard. ESTROFF, S. 1981. Making it crazy. An Ethnography of Psychiatric Clients in an American

Community, California, University of California Press. FOUCAULT, M. 1965. Madness and Civilization. A History of Insanity in the Age of Reason, New

York, Random House. FOUCAULT, M. 1988. Tecnologies of the self. In: MARTIN, L. H., GUTMAN, H. & HUTTON, P. H.

(eds.) Technologies of the self. A seminar with Michel Foucault. USA: The University of Massachuetts Press.

FOUCAULT, M. 2000 [1993]. Klinikkens fødsel, København, Hans Reitzels Forlag. FROST, V. S. & OLSEN, D. 2014. Stemmehøring. Et projekt der undersøger sygeplejerskers fokus i

arbejdet med stemmehørende patienter med skizofreni. Bachelorprojekt, Sygeplejerskeuddannelsen, University College Sjælland.

GEERTZ, C. 1984. From the Native's Point of View. In: SHWEDER, R. A. & LEVINE, R. A. (eds.) Culture Theory. Cambridge: Cambridge University Press, 123-‐35.

GOFFMAN, E. 1990 [1959]. The presentation of self in everyday life, London, Penguin Books. GOFFMAN, E. 2001 [1961]. Anstalt og menneske. Den totale institution socialt set, København,

Jørgen Paludans Forlag. GOFFMAN, E. 2009 [1963]. Stigma. Om afvigerens sociale identitet, Gyllinge, Narayana. GOLL, K. 2004. Vanviddets veje. Fra fireogfyrre somre i sundhedens sektor, Danmark, Gyldendal.

171

GOOD, B. J. & SUBANDI, M. A. 2004. Experiences of Psychosis in Javanese Culture: Reflections on a Case of Acute, Recurrent Psychosis in Comtemporary Yogyakarta, Indonesia. In: JENKINS, J. H. & BARRETT, R. J. (eds.) Schizophrenia, Culture, and Subjectivity: The Edge of Experience. Cambridge: Cambridge Studies in Medical Antropology.

HACKING, I. 1994. Memoro-‐politics, trauma and the soul. History of The human Sciences, 7, 29-‐52.

HACKING, I. 1995. Rewriting the Soul. Multiple Personality and the Sciences of Memory, New Jersey, Prince University Press.

HACKING, I. 1996. Memory Sciences, Memory Politics. In: ANTZE, P. & LAMBEK, M. (eds.) Tense Past. Cultural Essays in Trauma and Memory. New York: Routhledge.

HASSE, C. 2003. Mødet. Den antropologiske læreproces. In: HASTRUP, K. (ed.) Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzels Forlag.

HASTRUP, K. 2009. Mellem mennesker. En grundbog i antropologisk forskningsetik, København, Hans Reitzels Forlag.

HASTRUP, K., RUBOW, C. & TJØRNHØJ-‐THOMSEN, T. 2011. Den analytiske proces. In: HASTRUP, K., ROBOW, C. & TJØRNHØJ-‐THOMSEN, T. (eds.) Kulturanalyse. Kort fortalt. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

HENRIKSEN, M. G. Fænomenologiske perspektiver på høre-‐hallucinationer i skizofreni. Foredrag afholdt 29. november, 2012, Forum for Eksistentiel Psykologi. (Video af foredrag set 29. juli, 2013: http://www.eksistentielpsykologi.dk/afholdte-‐arrangementer/nye-‐veje-‐i-‐psykiatrien/mads-‐gram-‐henriksen-‐faenomenologiske-‐perspektiver-‐pa-‐hore-‐hallucinationer-‐i-‐skizofreni). , 2012.

HJORT, A. 2008. Livets koldbøtter. Regnbueridderens fantastiske fortællinger om livets udfordringer, Hensingør, Fokus.

HOLLAND, D. & QUINN, N. 1987. Cultural models in language and thought, Cambrigde, Cambridge University Press.

HOVEDSTADEN, R. 2012. Regionrådets Visioner -‐ for fremtidens psykiatri, København, Region Hovedstaden.

INGSTAD, B. & WHYTE, S. R. 1995. Disability and Culture, Berkeley, University of California Press.

INGSTAD, B. & WHYTE, S. R. 2007. Disability in local and global worlds, Berkely, University of California Press.

JACKSON, M. 1995. At Home in the World, Durham, NC, Duke University Press. JACKSON, M. 1996. Introduction. Phenomenology, Radical Empiricme, and Anthropological

Critique. In: JACKSON, M. (ed.) Things as They Are. New directions in phenomenological anthropology. Bloomington: Indiana University Press.

JACOBSEN, C. B. 2006. Paradoksal psykiatri. Etnografiske analyser af samspillet mellem plejepersonale og patienter i dansk retspsykiatri. PhD, Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

JAMES, A. 2001. Raising Our Voices. An account of the Hearing Voices Movement, UK, Handsell Publising.

JAYNES, J. 1976. The origin of consciousness in the breakdown of the bicameral mind, Boston, Houghton Mifflin Company.

JENKINS, J. H. 2004. Schizophrenia as a Paradigm Case for Understanding Fundamental Human Processes. In: JENKINS, J. H. & BARRETT, R. J. (eds.) Schizophrenia, Culture, and Subjectivity: The Edge of Experience. Cambridge: Cambridge University Press.

172

JENKINS, J. H. & BARRETT, R. J. 2004. Introduction. In: JENKINS, J. H. & BARRETT, R. J. (eds.) Schizophrenia, Culture, and Subjectivity. TheEdge of Experience. Cambridge: Cambridge University Press.

JENKINS, R. 1996. Social Identity, London Routhledge. JENKINS, R. 1998. From Criminology to Anthropology? Identity, Morality and Normality in the

Social Construction of Deviance. In: HOLDAWAY, S. & ROCK, P. (eds.) Thinking About Criminology. London: UCL Press.

JENSEN, P. 2002. Rapport over Videnscenter for Socialpsykiatris recvovery-‐forprojekt, mart-‐juli, København, Videnscenter for Socialpsykiatri.

JENSEN, P., JENSEN, K. B., OLSEN, E. & SØRENSEN, D. 2002. Recovery på dansk. At overvinde psykosociale handicap, Århus, Systime A/S.

JOHANSEN, K. S. 2005. Kultur og Psykiatri. En antologi om transkulturel psykiatri på danske hospitaler. PhD, Sct. Hans Hospital & Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

KRAGEGAARD, I. 2008. Statusrapport om stemmehørerprojektet, Århus, Århus Kommune, Socialforvaltningen.

KRUSHOLM, G. R. 2001. Jacobs dæmoner, København, PsykiatriFondens Forlag. LAING, D. 1983[1959]. The Devided Self. An Existential Study in Sanity and Madness, London,

Penguin Books. LARSEN, J. A. 2001. Projekt OPUS i København: Dokumentation og evaluering af et forsøg på

2-‐årig intensiv teambaseret psykosocial og medicinsk indsats for unge førstegangspsykotiske. Københavns Kommune: Familie-‐ og arbejdsmarkedsforvaltningen, 8. kontor for "sociale tlibud til psykisk syge".

LARSEN, J. A. 2002a. Experiences with early intervention in schizophrenia: An ethnographic study of assertive community treatment in Denmark. PhD, Department of Sociological Studies, University of Sheffield.

LARSEN, J. A. 2002b. Sindets Labyrinter, København, Hans Reitzels Forlag. LARØI, F., LUHRMANN, T. M., BELL, V., CHRISTIAN, W. A., DESHPANDE, S., FERNYHOUGH, C.,

JENKINS, J. H. & WOODS, A. 2014. Culture and Hallucinations: Overview and Future Directins. Schizophrenia Bulletin, 40, 213-‐220.

LAUVENG, A. 2008. I morgen var jeg altid en løve, København, Akademisk Forlag. LAUVENG, A. 2009. Unyttig som en rose, København, Akademisk Forlag. LAVE, J. & WENGER, E. 2003[1991]. Situeret Læring og andre tekster, København, Hans

Reitzels Forlag. LEUDAR, T. & THOMAS, P. 2000. Voices of Reason, Voices of Insanity. Studies of Verbal

Hallucinations, London, Routledge. LEYS, R. 2000. Trauma. A Genealogy Chicago, The University of Chicago Press. LORIMER, F. 2006. Vejen viser sig mens man går. Sygdom og Samfund: Humanistisk psykiatri -‐

udforskning af et krydsfelt, 4, 47-‐70. LUHRMANN, T. M. 1989. Persuasions of the Witch's Craft, Cambridge, Harvard University Press. LUHRMANN, T. M. 2011a. Hallucinations and Sensory Overrides*. Annual Review of

Anthropology, 40, 71-‐85. LUHRMANN, T. M. 2011b. Towards an Anthropological Theory of Mind. Suomen Antropologi:

Journal of the Finnish Anthropological Society, 36(4), 5-‐69. LUHRMANN, T. M. 2012a. A Hyperreal God and Modern Belief. Towards an Anthropological

Theory of Mind. Current Anthropology, 53, 371-‐395. LUHRMANN, T. M. 2012b. When God Talks Back. Understanding the American Evangelical

Relationship with God, New York, Vintage Books.

173

LUHRMANN, T. M. Hearing voices in California, Chennai, and Accra: How culture makes a Difference to Psychiatruc Experience. Forelæsning (videooptaget) vist 20. oktober, 2012, FPR´s 5 interdissciplinary Conference on Culture, Mind, and Brain: Emerging Concepts, Methods, Applications. (Video af forelæsning set 20. november, 2013: http://player.vimeo.com/video/51863833), 2013.

LUHRMANN, T. M., PADMAVATI, R., THAROOR, H. & OSEI, A. 2014. Differences in voice-‐hearing experiences of people with psychosis in the USA, India and Ghana: interview-‐based study. British Journal of Psychiatry, 206, 41-‐44.

MATTINGLY, C. 1998. Healing dramas and clinical plots. The narrative structure of experience, Cambridge, Cambridge University Press.

MATTINGLY, C. 2005. Den narrative udvikling i nyere medicinsk antroplogi. Tidsskriftet for Forskning i Sygdom og Samfund, 2 (2), 13-‐40.

MILLER, P. & ROSE, N. 1986. Introduction. The Power of Psychiatry. Cambridge: Polity Press. MORAN, D. 2000. Introduction. In: MORAN, D. (ed.) Introduction to Phenomenology. London:

Routledge. MØLLER, J. R. 2013. Galskabens Bureaukrati -‐ En antropologisk analyse af diskrepansen mellem

idealer og betingelser i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. PhD, Københavns Kommunes Socialforvaltning og Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

NEIDEL, A. 2011. På vej!? -‐ Kritiske analyser af recoveryorienteringen af det socialpsykiatriske arbejde. PhD, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet.

NIELSEN, K. & KVALE, S. 1999. Mesterlære. Læring som social praksis, København, Hans Reitzels Forlag.

NIELSEN, M., MIKKELSEN, A. M. & AAGAARD, J. 2009. Styr på stemmerne. Gruppetilbud for stemmehørere, Århus, Janssen-‐Cilag A/S.

NILSEN, J. 1988. Ovartaci. En kunstners billeder, tanker og visioner, Århus, Ovartaci Fonden. OLSEN, O. A. & KØPPE, S. 1987. Freuds Psykoanalyse, København, Nordisk Forlag. PARNAS, J. 2006. Det skizofrene spektrum. In: HEMMINGSEN, R., PARNAS, J., GJERRIS, A.,

REISBY, N. & KRAGH-‐SØRENSEN, P. (eds.) Klinisk psykiatri. København: Munksgaard. PETERSEN, S. 2004. Unge sind i sort. 12 unge fortæller om et liv med psykiske lidelser, Århus,

Turbine Forlaget. POSEY, T. B. & LOSCH, M. E. 1983. Auditory hallucinations of hearing voices in 375 normal

subjects. Imagination, Cognition and Personality, 3, 99-‐113. RHODES, L. 1991. Emptying Beds, Berkeley, University of California Press. RHODES, L. 1993. The Shape of Action: Practice in Public Psychiatry In: LINDENBAUM, S. &

LOCK, M. (eds.) Knowledge, Power and Practice. The Anthropology of Medicine and Everyday Life. Berkeley: University of California Press.

ROMME, M. & ESCHER, S. 1994. Accepting Voices, London, MIND Publications. ROMME, M. & ESCHER, S. 2000 Making Sense of Voices. A Guide for Mental Health Professionals

Working with Voice-‐Hearers, London, MIND Publications. ROMME, M. & ESCHER, S. 2003. Giv stemmerne mening. Metoder i arbejdet med stemmehørere,

Århus, Systime Academic. ROMME, M., ESCHER, S. & ALEXANDRE, D. 1989. Hearing voices. Schizophrenia Bulletin 15(2),

209-‐216. ROMME, M., ESCHER, S., DILLON, J., CORSTENS, D. & MORRIS, M. 2009. Living with Voices. 50

stories of recovery, Herefordshire, PCCS BOOKS Ltd. ROSENHAM, D. L. 1973. On Being Sane in Insane Places. Science, 179 (4070), 250-‐58.

174

SANJEK, R. 1990. On Ethnographic Validity. In: SANJEK, R. (ed.) Fieldnotes. The makings of anthropology. Ithaca: Cornell University Press.

SASS, L. A. 2004. "Negative Symptoms", Commonsense, and Cultural Disembedding in the Modern Age. In: JENKINS, J. H. & BARRETT, R. J. (eds.) Schizophrenia, Culture, and Subjectivity: The Edge of Experience. Cambridge: Cambridge Studies in Medical Anthropology.

SKRAM, A. 1984. Professor Hieronimus, På Sct. Jørgen, København, Gyldendal. SMITH, M. 2004. Førstehjælp ved psykoser -‐ en vej til recovery. En håndbog for professionelle,

pårørende og mennekser, der lider af psykotiske oplevelser, Søborg, Psykovision. STEFFEN, V. 1996. Erfaring, Fællesskab og Forandring. Minesota-‐Modellen og Anonyme

Alkoholikere i Danmark. PhD, Institut for Antropologi, Københavns Universitet. STEFFEN, V. 2005. Erfaringspolitik -‐ om brug af fortællinger i medicinsk antropologi.

Tidsskriftet for Forskning i Sygdom og Samfund, 2, 103-‐116. STRAUSS, C. & QUINN, N. 1994. A Cognitiv/Cultural Anthropology. In: BOROFSKY, R. (ed.)

Assessing Cultural Anthropology. New York: McGraw-‐Hill: 284-‐297. SZASZ, T. 1960. The Myth of Mental illness. American Psychologist, 15, 113-‐118. SØRENSEN, N. Ø. 2006. I virkeligheden udenfor. I virkeligheden udenfor -‐ et dobbeltperspektiv

på sygeplejerskers arbejde i en psykiatrisk institution. En analyse af magt, styrings-‐ og selvstyringsteknikker. PhD, Forskerskolen i Livslang Læring, Roskilde Universitet.

TERKELSEN, T. B. 2009. Håndtering av engler og UFO'er i en psykiatrisk avdeling: En etnografisk studie av hvordan psykotiske uttrykk forstås og kontrolleres. PhD, Universitetet i Bergen.

THORUP, K. 2013. Stemmer på rette spor. Bachelorprojekt, Pædagoguddannelsen, University College Sjælland.

TIEN, A. Y. 1991. Distributions of hallucinations in the population. Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology, 26, 287-‐292.

TOPOR, A. 2005. Fra patient til person. Hvad hjælper mennekser med svære psykiske problemer?, Københavns, Akademisk Forlag.

TROMBORG, M. 2012. Stemmehørere får forkert diagnose. MetroXpress København. VAN DONGEN, E. 2002. Walking stories. An oddnography of mad people´s work with culture,

Amsterdam Rozenberg Publishers. VAN DONGEN, E. 2004. Worlds of Psychotic People. Wanderers, ´Bricoleurs' and Strategists,

London, Routhledge. VENDLER, Z. 1984. Emotion, Knowing, and Culture. In: SHWEDER, R. A. & LEVINE, R. A. (eds.)

Essays on Mind, Self, and Emotion. Cambridge: Cambridge University Press. VILSHAMMER, J. 2012. Stemmehører -‐ fra offer til sejrsherre? En undersøgelse af

stemmehørersubjektets konstituering. Speciale, Institut for psykologi, Københavns Universitet.

WADEL, C. 1991. Feltarbeid i egen kultur -‐ en innføring i kvalitativt orienteret samfundsforskning, Flekkefjord, SEEK.

WELLMAN, H. M., CROSS, D. & WATSON, J. 2001. A Meta-‐Analysis of Theory of Mind Development: The Truth About False Belief. Child Development 72 (3), 655-‐684.

WHO 1993. The ICD-‐10 Classification of Mental and Behavioral Disorders. Diagnostic criteria for research, Geneve, WHO.

WHO 2005. Mental Health Declaration for Europe Facing the Challenges, Building Solutions, Finland, WHO.

175

YOUNG, A. 1996. Bodily Memory and Traumatic Memory. In: ANTZE, P. & LAMBEK, M. (eds.) Tense Past. Cultural Essays in Trauma and Memory. New York: Routledge.

YOUNG, A. 1997. The Harmony of Illusions. Inventing Post-‐Traumatic Stress Disorder, USA, Princeton University Press.

ZANKEL, S. 2009. Raske hører også stemmer. BT.

176

177

Dansk resumé Denne afhandling handler om mennesker, der hører stemmer. Størstedelen er diagnosticeret med skizofreni, og er blevet del af stemmehørerbevægelsen for at finde en løsning på de pro-‐blemer, stemmerne skaber. Fokus er på disse menneskers forståelse og håndtering af stem-‐mehøreroplevelsen og særligt den rolle, stemmehørerbevægelsen spiller heri. Afhandlingen er baseret på 10 måneders feltarbejde, der har taget udgangspunkt i fire stemmehørergrup-‐per i Danmark og en enkelt i England. Afhandlingens titel At blive og være stemmehører refererer til stemmehørerens sociale tilblivelsesproces. Det er en proces, hvor den enkelte bliver tilskyndet til at se sine stemmer i lyset af sin livshistorie og etablere og forhandle relationen til sine stemmer og derved arbejde sig frem mod en bedre tilværelse med stemmer. Gennem afhandlingen vises det, at stemme-‐hører er noget, man ’lærer’ at blive. Det vil sige, at stemmer er noget, man kan lære at høre på nye måder, og at denne form for læring kommer i stand igennem en særlig praksis. Overordnet set henter afhandlingen inspiration i Tanya Luhrmanns arbejde med en antropologisk teori om sind og læringsprocesser til at sammensætte en indlæringsteoretisk ramme. Gennem afhandlingen kvalificeres Luhrmanns arbejde i forhold til at svare på de spørgsmål om læring, stemmehørerens sociale tilblivelsesproces rejser. Luhrmanns interesse for kognition gøres egnet til at belyse stemmehørerbevægelsens ’teori om sind’ med Dorothy Holland og Naomi Quinns kognitivt orienterede teori om kulturelle modeller. Luhrmanns in-‐teresse for, hvordan praksis former kognition, gøres egnet til at belyse stemmehørergruppens implicitte drejebog for læringsprocesser med Jean Lave og Etienne Wenger og Hubert og Stu-‐art Dreyfus’ teorier om læring som social praksis. Derudover inddrages en a-‐teoretisk, de-‐skriptiv fænomenologisk tilgang samt litteratur om normalitet og afvigelse til at udfolde den kontekst, der ikke kan udfoldes med udgangspunkt i Luhrmann. Afhandlingen er op-‐bygget på en sådan måde, at læseren følger den enkelte på den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder. Læseren følger den enkelte i et idealiseret forløb, fra hun hører stemmer første gang, når hun møder en erfaren stemmehører til en konference, et seminar eller en temadag om stemmehøring og får oplevelsen forklaret, og når hun begynder i en stemmehørergruppe og lærer de trin at kende, deltagerne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer. Læseren ser også, hvad der sker, når hun ude i samfundet bruger det, hun har lært i stemmehørerbe-‐vægelsen, og forsøger at leve et normalt liv med stemmer. Den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder, udfoldes i afhandlingens fire analytiske kapitler. Kapitel 5 Oplevelsen er en detaljeret beskrivelse af, hvad det er, der gør stemmer så problematiske. Med udgangspunkt i menneskers egne beskrivelser af stemmehøreroplevelsen

178

tegnes der et billede af en intens, kaotisk sansestrøm, der er forbundet med en særlig form for eksistens, hvor ontologisk sikkerhed ikke kan tages for givet. Kapitlet anvender en a-‐teoretisk, deskriptiv fænomenologisk tilgang til at udfolde de diffuse og gennemtrængende dimensioner af oplevelsen, den enkelte søger efter en løsning på, når hun bliver del af stemmehørerbevæ-‐gelsen. I Kapitel 6 Udtrykket undersøges det, hvordan oplevelsen bliver transformeret til et udtryk, der kan italesættes for andre, når stemmehørerbevægelsen leverer rammen til den enkeltes oplevelse. Dette viser sig i den måde, hvorpå nyankomne delagtiggøres i stemmehø-‐rerbevægelsen via erfarne stemmehøreres selvbiografiske fortællinger på konferencer, semi-‐narer og temadage. Disse fortællinger er konstrueret på en bestemt måde, med et plot om traumet, der både både fungerer som et vendepunkt for den enkelte fortæller og som et godt dramatisk plot udadtil. For at finde ud af, hvad der er indeholdt i traumet, som giver dette så stor forklaringskraft, udfoldes traumet som en kulturel model. Herigennem bliver det klart, at stemmehøreroplevelsen bliver gentænkt og opnår anerkendelse som en fornuftig eller i hvert fald meningsfuld, velkendt størrelse, fordi stemmehørerbevægelsens ’teori om sind’ består af nogle velkendte forestillinger om, hvordan sindet fungerer. Mens traumets forklarende funktion i forhold til stemmehøringens natur spiller en afgørende rolle i stemmehørerbevægelsen, så er det i højere grad relationen til stemmer der bliver vigtig i stemmehørergrupperne. I kapitel 7 Praksissen vendes blikket mod stemmehø-‐rerbevægelsens praktiske udfoldelse i stemmehørergrupperne. Kapitlet viser, at der findes en implicit drejebog for læringsprocesser i grupperne, som deltagerne følger frem mod en bedre tilværelse med stemmer. Med inspiration fra teorier om læring som social praksis viser kapit-‐let, at det er de sociale samspil mellem deltagerne, der fremmer læringsprocessen, og at del-‐tagerne bliver stemmehørere ved at deltage i disse samspil. Derudover påpeges det, at den transformation, stemmehørergruppens implicitte drejebog for læringsprocesser frem leder til, begrænses eller låses fast, når der indføres en mere formel procedure for gruppen. Kapitel 8 Forhandlingen handler om stemmehørerens møde med samfundet. Stemme-‐hørerens projekt viser sig at være yderst vanskeligt, når hun forsøger at bruge det, hun har lært i stemmehørerbevægelsen ude i samfundet. Kapitlet viser, at stemmehøreren forsøger at forhandle med psykiatrien og alle andre om, hvor (lidt) anderledes man er, når man hører stemmer. Med afsæt i litteratur om normalitet og afvigelse viser kapitlet, at den store udfor-‐dring, stemmehøreren står overfor for enden af den vej, stemmehørerbevægelsen tilbyder, er den samfundsmæssige reaktion på hende. Derudover påpeges implikationerne af, at stemme-‐hørerbevægelsen i Danmark primært udfolder sig i institutions sammenhæng. Selvom institu-‐tionen med en stærk interesse i at implementere stemmehørerbevægelsens tilgang til stem-‐mer stræber efter at normalisere oplevelsen af at høre stemmer, så understøtter institutionen

179

stemmehørerens identitet som afvigende, fordi enhver gøren og laden i institutionen tolkes ind i den ramme, at ’patienten’ har en afvigende identitet som sindslidende. Afhandlingen bidrager til et voksende felt af samfundsvidenskabelige beskrivelser af psykiatrien i Dannmark, men er den første, der fremfor at beskrive hvad det psykiatriske sy-‐stem ’gør’ ved mennesker, der er diagnosticeret med svær psykisk sygdom, beskriver, hvad disse mennesker ’gør’ ved hinanden i deres eget fællesskab. I et internationalt perspektiv bi-‐drager afhandlingen også til de mere erfaringsnære, antropologiske studier om psykisk syg-‐dom og sundhed.

180

181

English summary This thesis is about people who hear voices. The majority of these people is diagnosed with schizophrenia and they have become involved in the Hearing Voice Hearing Movement in search of a solution to the problems that their voices create. The thesis focuses on the ways that these people understand and handle the experience of hearing voices and particularly the role that the Hearing Voices Movement plays in this process. The thesis is based on 10 months of fieldwork in four hearing voices self help groups in Denmark and one group in the United Kingdom. The title of the thesis, To become and to be a voice-‐hearer, refers to the voice-‐hearer’s process of social becoming. It is a process where the individual voice-‐hearer is encouraged to understand her voices in the light of her life story; to establish and negotiate a relation to her voices; and thereby get a better life with voices. The thesis shows how becoming a voice-‐hearer is learnt. This means that voice-‐hearers can learn to hear their voices in new ways and that this learning happens though a particular practice. The theoretical frame of the thesis is a theory of learning that is inspired by Tanya Luhrmann’s work on an anthropological theory of mind and of learning processes. In the the-‐sis Luhrmann’s work is qualified to answer the particular questions about learning that voice-‐hearers’ processes of social becoming raise. Luhrmann’s interest in cognition is useful for il-‐luminating the Hearing Voices Movement’s ‘theory of mind’ together with the cognitive orien-‐tation in Dorothy Holland and Naomi Quinn’s theory of cultural models. Luhrmann’s interest in how practice forms cognition is applied to illuminate the implicit script for learning in the hearing voices self help groups together with Jean Lave and Etienne Wenger as well as Hubert and Stuart Dreyfus’ theories about learning as a social practice. To unfold the context that cannot be captured with Luhrmann’s theories, the thesis applies an a-‐theoretical and descrip-‐tive phenomenological approach and draws from literature on normality and abnormality. The thesis is organized in a way so that the reader follows the path that the Hearing Voices Movement offers. The reader follows individual voice-‐hearers in an idealized process from the moment that she hears voices for the first time; when she meets an experienced voice-‐hearer at a conference, in a seminar or other events where the experience of hearing voices is explained to her; and when she begins attending a hearing voices self help group and becomes acquainted with the steps that participants follow towards a better life with voices. The reader also follows what happens when the voice-‐hearer applies what she has learnt in the hearing voices self help group and attempts to live a normal life with voices.

182

The path that the Hearing Voices Movement offers is unfolded in the four analytical chapters of the thesis. Chapter 5, The Experience, is a detailed description of what it is that makes voices so problematic. With a starting point in people’s own descriptions of experienc-‐ing voices, the chapter illuminates an intense and chaotic flow of impressions that is tied to a particular form of being where ontological certainty cannot be taken for granted. The chapter applies an a-‐theoretical descriptive phenomenological approach to unfold the diffuse and penetrating dimensions of the experience that individual voice-‐hearers seek a solution for when they become part of the Hearing Voices Movement. Chapter 6, The Expression, explores how the experience is transformed into an expres-‐sion that can be verbalized when the Hearing Voices Movement offers a frame for the individ-‐ual’s experience. The frame appears in the way newcomers are introduced to the Hearing Voices Movement through experienced voice-‐hearers’ autobiographical stories at conferences, seminars and other events. These stories are constructed in a particular way with a plot about the trauma that both works as a turning point for the teller of the story and as an effective dramatic plot in itself. To explore how the trauma can carry so much explanatory power it is analyzed as a cultural model. In this way it becomes clear that the experience of hearing voic-‐es is recategorized into a useful or at least meaningful phenomenon because the Hearing Voices Movement’s ‘theory of mind’ consists of well-‐known ideas of how the mind works. While the trauma plays a central role in explaining the nature of voice-‐hearing in the Hearing Voices Movement as such, it is rather the relation to the voices that becomes im-‐portant in the hearing voices self help groups. Chapter 7, The Practice, explores the practical unfolding of the Hearing Voices Movement in the hearing voices self help groups. The chapter shows how participants follow an implicit script for learning processes in the groups towards a better life with voices. Inspired by theories of learning as social practice, the chapter shows how it is the social interaction between participants that further the learning process and that participants become voice-‐hearers by participating in this interaction. Moreover, the chapter points to the way that the transformation spurred by the implicit script in the hearing voices self help groups is limited or comes to a stand still when more formal procedures are intro-‐duced for the group. Chapter 8, The Negotiation, discusses how the Hearing Voices Movement meets the wider society. It turns out to be very difficult for the voice-‐hearer to apply what she has learnt in the Hearing Voices Movement outside the groups. The chapter shows that the voice-‐hearer attempts to negotiate with psychiatrics and others how (little) different a person is when this person hears voices. With a starting point in literature about normality and abnormality the chapter shows that the great challenge that the voice-‐hearer meets at the end of the path of-‐fered by the Hearing Voices Movement is wider society’s reaction to her. Furthermore, the

183

chapter points to implications of the fact that the Hearing Voices Movement in Denmark pri-‐marily takes place within institutions. Even the institution with a strong interest in imple-‐menting the Hearing Voices Movement’s approach to voices and that strives to normalize the experience of hearing voices comes to underpin the identity of the voice-‐hearer as divergent because all actions within the frame of the institution is interpreted as the ‘patient’ suffering from a divergent identity as mentally ill. The thesis contributes to a growing field of social scientific studies of psychiatry in Denmark, but it is the first to describe what people diagnosed with severe mental illness ‘do’ to each other in their own community, rather than describing what the psychiatric system ‘does’ to people so diagnosed. In an international perspective the thesis contributes to the body of more experience-‐near anthropological studies of mental health and illness.


Ph.d.-afhandling 2015 · Sidsel Busch

DEPARTMENT OF ANTHROPOLOGYUNIVERSIT Y OF COPENHAGEN · DENMARKPHD THESIS 2015 · ISBN 978-87-7611-897-5

SIDSEL BUSCH


fac u lt y o f s o c i a l s c i e n c e su n i ve r s i t y o f co pe n h ag e n

SIDSEL B

USC

H

AT BLIVE OG

VÆRE STEM

MEH

ØRER

d e t s a m f u n d s v i d e n s k a b e l i g e fa k u lt e tkø b e n h av n s u n i ve r s i t e t

AT BLIVE OG VÆRESTEMMEHØRER

Ph. d.-afhandling · Sidsel Busch

ET ANTROPOLOGISK STUDIE AF STEMMEHØRING OG LÆRINGI STEMMEHØRERBEVÆGELSEN I DANMARK

Documents

AT BLIVE OG VÆRE STEMMEHØRER - stemmehoerer.dk · Holland og England og sidenhen spredte sig til Europa, Australien, Amerika og ud over. I Danmark blev der oprettet et stemmehørernetværk