Befordring af sygdoms- og alders- svækkede passagerer · Befordring af sygdoms- og alderssvækkede passagerer 1. Udgave 7 ve overset eller gjort til grin, hvis vi har svært ved

Befordring af sygdoms- og alders-svækkede passagerer

August 2013

TUR

2

Befordring af sygdoms- og alderssvækkede passagerer

Fagredaktion 1. udgave: Tommy Jonasson, Preben Mandrup

© Personbefordringens Kvalitets Sekretariat

2.1 udgave Tilføjet afsnit med befordring af nyrepatienter.

Personbefordringens Kvalitets Sekretariat

c/o TUR

Bygmestervej 5, 1. th.

2400 København NV

Foto forside: ©movia

Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog

Eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden skriftligt samtykke

fra Personbefordringens Kvalitetssekretariat.

Befordring af sygdoms- og alderssvækkede passagerer 1. Udgave

3

Indhold:

KOMMUNIKATION OG KUNDEBETJENING .......................................................................... 6

1. Forskellige kundetyper ............................................................................................ 6

2. Menneskelig værdighed .......................................................................................... 6 2.1. Nedværdigende behandling .................................................................................... 6 2.2. Værdighedsprincippet ............................................................................................. 7

3. Handicappede ......................................................................................................... 7 3.1. Hjælperrollen ........................................................................................................... 8

4. Ældre ....................................................................................................................... 9 4.1. Alderdommens kendetegn ...................................................................................... 9 4.2. Tiltaleformen ......................................................................................................... 10

5. Syge ...................................................................................................................... 10 5.1. Sygebefordring ...................................................................................................... 11 5.2. Privat udrykningskørsel ......................................................................................... 11 5.3. Aktiv lytning ........................................................................................................... 12

6. Påvirkede .............................................................................................................. 13 6.1. Misbrugere ............................................................................................................ 13 6.2. Ikke- misbrugere ................................................................................................... 13 6.3. Værdighed ............................................................................................................. 14 6.4. Kommunikation med påvirkede ............................................................................. 14 6.5. Alkohol ................................................................................................................... 14 6.6. Narkotika ............................................................................................................... 15 6.7. Lægemidler ........................................................................................................... 15 6.8. Trafikfarlig medicin ................................................................................................ 16

SYGDOMS- OG HANDICAPLÆRE ....................................................................................... 17

1. Astma .................................................................................................................... 17 1.1. Hvad er astma ....................................................................................................... 17 1.2. Tegn på astmaanfald ............................................................................................ 17 1.3. Hjælp ved astmaanfald ......................................................................................... 17

2. Sukkersyge............................................................................................................ 18 2.1. Hvad er sukkersyge .............................................................................................. 18 2.2. Tegn på forkert reguleret sukkersyge ................................................................... 19 2.3. Hjælp til sukkersyge under anfald ......................................................................... 19

3. Epilepsi .................................................................................................................. 20 3.1. Hvad er epilepsi .................................................................................................... 20 3.2. Tegn på et epileptisk anfald .................................................................................. 21 3.3. Hjælp ved et epileptisk anfald ............................................................................... 22

4. Gigt ........................................................................................................................ 22 4.1. Hvad er gigt ........................................................................................................... 22 4.2. Tegn på gigt .......................................................................................................... 23 4.3. Hjælp ved gigt ....................................................................................................... 23


4

5. Dialyse ................................................................................................................... 23

5.1 Hvad er dialyse ...................................................................................................... 23

5.2 Hvælp ved befordring efter dialyse ...................................................................... 23 6. Kræft ...................................................................................................................... 24

6.1. Hvad er kræft ........................................................................................................ 24

6.2. Tegn på kræft ........................................................................................................ 24

6.3. Behandling af kræft ............................................................................................... 24 6.4. Kommunikation med kræftpatienter ...................................................................... 25

7. Ældre ..................................................................................................................... 26 7.1. Parkinsonisme ....................................................................................................... 26 7.2. Apopleksi ............................................................................................................... 27

7.3. Hjerte- , karsygdomme ......................................................................................... 29

7.4. Hjerneblødning ................................................................................................... 310

7.5. Demens ................................................................................................................. 30

7.6. Bevægeapparatet ................................................................................................ 301 7.7. Hjertestop .............................................................................................................. 32

8. Synshæmmede ..................................................................................................... 32 8.1. Blinde .................................................................................................................... 32 8.2. Synsnedsættelse ................................................................................................... 33 8.3. Ledsageteknik ....................................................................................................... 33 8.4. Assistance ............................................................................................................. 35

9. Hørehæmmede ..................................................................................................... 36 9.1. Tegnsprog ............................................................................................................. 36 9.2. Tale ....................................................................................................................... 36 9.3. Kommunikation med døve og hørehæmmede...................................................... 36

10. Talehæmmede ...................................................................................................... 37 10.1. Kommunikation ..................................................................................................... 38 10.2. Hjælpemidler ......................................................................................................... 38 10.3. Strubeløse ............................................................................................................. 38

11. Psykiatri ................................................................................................................. 38 11.1. Hjælp til voksne med psykiske lidelser ................................................................. 38 11.2. Mental retardering ................................................................................................. 41 11.3. Børn med psykiske udviklingsforstyrrelser ............................................................ 43 11.4. Børn med adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser .......................................... 44 11.5. Serviceloven .......................................................................................................... 45

12. Betjening, transport og behandling af iltapparater ................................................ 45

12.1 Ilt koncentrator ...................................................................................................... 46

12.2 Flydende ilt ............................................................................................................ 46

12.3 Komprimeret ilt på flaske ....................................................................................... 47

12.4 Supplerende information ....................................................................................... 47


5

MEDICIN .............................................................................................................................. 48

1. Medicin, som kræver særlige forholdsregler ......................................................... 48 1.1. Kemoterapi ............................................................................................................ 48 1.2. Radiojodbehandling .............................................................................................. 49

2. Passagerens egen medicin ................................................................................... 50 2.1. Tabletter ................................................................................................................ 50 2.2. Kapsler .................................................................................................................. 50 2.3. Brusetabletter ........................................................................................................ 50 2.4. Resoribletter .......................................................................................................... 51 2.5. Miksturer................................................................................................................ 51 2.6. Salve/creme .......................................................................................................... 51 2.7. Øjendråber/salve ................................................................................................... 51 2.8. Astma spray .......................................................................................................... 51

6

KOMMUNIKATION OG KUNDEBETJENING

1. Forskellige kundetyper

Som chauffør møder du forskellige

kundetyper og en gruppe af kunder,

der har behov for ekstra hjælp. Som

chauffør møder du disse kundegrupper

i din arbejdsfunktion som:

Buschauffør.

Hyrevognschauffør.

Chauffør ved patientbefor-

dring.

Handicap- og sygehjælper.

Redder.

Det er væsentligt, at alle passagerer får

en serviceminded og professionel be-

handling – ikke mindst passagerer,

som har behov for din hjælp.

De passagerer, som specielt kan have

brug for din hjælp, er:

Handicappede.

Ældre.

Fysisk eller psykisk syge.

Ulykkesramte.

Påvirkede.

2. Menneskelig værdighed

I perioder af vores liv får vi alle brug

for hjælp fra andre. Mange ældre, han-

dicappede eller syge kan have et sær-

ligt behov for hjælp. Nogle mennesker,

som har levet et aktivt liv og været

vant til at klare sig selv, kan have van-

skeligt ved at bede om den nødvendige

hjælp.

Det kan derfor være betryggende, at

hjælperen er professionel og ved,

hvornår, hvordan og hvor meget hjælp

der er nødvendigt i den pågældende

situation.

2.1. Nedværdigende behandling

Selvom vi har behov for hjælp, ønsker

vi alle at blive oplevet og behandlet på

en værdig måde. Nedværdigende be-

handling er ikke noget enkelt og enty-

digt begreb, men alle har vi dog en

temmelig klar fornemmelse af, hvad vi

gerne vil have os frabedt fra omgivel-

sernes side. Fx ser vi alle gerne, at

fremmede banker på, hvis de kommer

ind i vores hjem eller stue.

Vi bryder os heller ikke om at blive

talt til på en nedladende måde, bliver

”overset” eller blive råbt til, fordi an-

dre måske tror, at vi ikke hører så

godt. Fx er det nedværdigende for en

kørestolsbruger eller en blind, når

chaufføren henvender sig til plejeper-

sonalet om, hvor vedkommende skal

hen i stedet for at spørge ham selv.

Ingen mennesker bryder sig om at bli-


7

ve overset eller gjort til grin, hvis vi

har svært ved at klare noget, som an-

dre måske synes er let.

2.2. Værdighed

Der findes ikke nogen entydig forkla-

ring på begrebet værdig behandling,

men hvis man følger den regel, at man

aldrig udsætter andre for noget, man

ikke selv ville bryde sig om at blive

udsat for, vil muligheder for at begå

fejl indskrænkes betydeligt.

For hjælperen er det væsentligt at være

opmærksom på, at det er den måde,

brugeren opfatter situationen på, der

afgør, om den er nedværdigende eller

opfattes som menneskeværdig. Det er

altså ikke nok, at man selv mener, at

handle i overensstemmelse med sine

egne normer, hvis brugeren opfatter

situationen som anderledes.

Derfor forudsætter gensidig værdighed

mennesker imellem et rimeligt kend-

skab til og en forståelse for de følelser

og holdninger, der er oplevelsesgrund-

laget hos de mennesker, man professi-

onelt omgås.

3. Handicappede

Handicappede har almindeligvis et

stort behov for befordring. Det kan

være til og fra arbejde eller studier,

skole og uddannelse, daginstitution

eller fritidshjem, besøg hos venner og

familie, til behandling, til sport, til

koncerter eller andre aktiviteter. De

fleste ældre handicappede bor i eget

hjem og lever et lige så aktivt liv som

en ikke-handicappet.

Handicap er ikke i sig selv en sygdom,

men handicappede kan godt være syge

på samme måde som ikke-

handicappede.

Nogle handicappede har været handi-

cappede hele deres liv, og der er så tale

om medfødte handicaps. Andre er på

et tidspunkt i deres liv blevet handi-

cappede, fx i forbindelse med sygdom,

aldring eller ulykke.

Nogle handicappede har vanskeligt

ved at acceptere deres handicap, for

andre falder det naturligt, at der er

nogle ting, de ikke selv kan klare.

Alle handicappede ved, at de ikke kan

leve på samme måde som ”normalt”

Det at være handicappet er at have

en funktionsnedsættelse, fysisk eller

mentalt, som personen kan have et

behov for at få kompenseret.


8

fungerende mennesker, men mange

handicappede mener, at det til gengæld

giver dem mulighed for at leve ander-

ledes, aktivt og på mange måder et rigt

liv uden materialistisk stræben, stress

og forpligtelser.

Der er derfor ingen grund til, at andre

af unødvendig hensyntagen eller blu-

færdighed lader som om, handicappet

ikke eksisterer eller endnu værre – den

handicappede ikke eksisterer og over-

ser vedkommende, idet et sådant ud-

gangspunkt aldrig kan medføre en li-

geværdig kommunikation eller et lige-

værdigt samvær.

3.1. Hjælperrollen

Mange handicappede ønsker ikke, at

hjælperen overtager ”styringen”. De er

udmærket i stand til at vurdere, hvor

de har deres begrænsninger oh hvornår

og hvordan de har brug for hjælp. Lad

derfor de handicappede vejlede dig

som hjælper og giv kun den hjælp, der

er nødvendig i situationen.

På den anden side er det for alle men-

nesker irriterende hele tiden at skulle

bede om hjælp. Den handicappede

ønsker derfor en professionel hjælp,

der tager udgangspunkt i et samarbej-

de mellem brugeren og hjælperen,

således at den handicappedes mulig-

heder udnyttes, og hjælperen støtter,

hvor begrænsningerne gør, at det er

nødvendigt og naturligt.

Når en tredje person henvender sig til

en handicappet, er det vigtigt, at hjæl-

peren husker på, at samtalen foregår

mellem de to, og at hjælperen derfor

har en tilbagetrukket rolle. For eksem-

pel skal hjælperen stå bag ved en køre-

stolsbruger, hvis man hjælper med at

bruge dørklokken, hvor en handicappet

skal på besøg, således at det er den

handicappede og ikke hjælperen, der

præsenterer sig, når der bliver lukket

op.

Kørestolsbrugeren føler det ubehage-

ligt at blive skubbet hen i et hjørne af

elevatoren. Da det er vanskeligt at

vende kørestolen inde i en mindre ele-

vator, skal vedkommende som regel

”bakkes” ind med front mod døren

eller et vindue og eventuelt selv have

mulighed for at betjene knappen til

den etage, vedkommende ønsker at

ende på.

Kørestolsbrugeren forventer, at hjæl-

peren sørger for at komme på samme

niveau. Kørestolsbrugeren har jo ingen

mulighed for at komme i øjenhøjde

med den, han kommunikerer med, hvis

vedkommende står op. Ingen bryder

sig om at blive talt ”ned” til, og det vil


9

derfor være rigtig, at hjælperen går ned

på hug eller eventuelt sætter sig på en

stol, så øjenhøjden bliver den samme.

På den måde skabes der en ligeværdig

kommunikation, og det bliver lettere

for begge parter at få god øjenkontakt

og observere den andens ansigtsudtryk

og kropssprog.

4. Ældre

I fremtiden vil en større og større pro-

centdel af befolkningen være ældre.

Dette skyldes primært de faldende

ungdomsårgange, idet middellevealde-

ren ikke længere er stigende. Dette vil

medvirke til et stigende behov for æl-

drebefordring. Medvirkende hertil er at

ældre lever et mere aktivt liv end tidli-

gere, idet alderdommen ikke længere

er så præget af nedslidning, og der er

blevet bedre behandlingsmuligheder

for aldersrelaterede sygdomme. Som

følge heraf er der af de kommunale

myndigheder lavet forskellige til-

skudsordninger til ældres befordring.

4.1. Alderdommens kendetegn

Med alderen nedsættes vores fysiske

styrke og bevægeligheden. Vores san-

ser svækkes, idet synet og hørelsen

bliver svagere. Mange ældre får behov

for briller eller høreapparat.

Det er ikke nødvendigt at tale højt til

ældre. I langt de fleste tilfælde kan

tunghørhed afhjælpes, så det bliver

muligt at føre en normal samtale.

Høreapparatet sørger for den korrekte

lydstyrke, og det er ikke rart for nogen,

at der bliver råbt til vedkommende,

specielt ikke hvis man bruger høreap-

parat. Derimod er det en god idé at se

på den ældre og tale langsomt og tyde-

ligt.

Nogle ældre får nedsat hukommelse,

men det er langt fra alle. Hos nogle

kan hukommelsen imidlertid blive så

svækket, at de ikke genkender en

chauffør eller hjælper, som de måske

møder næsten hver dag. Nogle ældre

kan forveksle personer eller tro, at det

er mennesker, de har kendt tidligere i

deres liv. Hvis det er tilfældet, må man

venligst gøre dem opmærksomme på

fejltagelsen. Det vil ofte kunne mod-

virke forvekslinger, hvis chaufføren

optræder uniformeret.

Mange ældre har det bedst med de

omgivelser, personer eller situationer

de kender. For mange skift kan virke

foruroligende på dem. Hvis de for ek-

sempel er vant til en bestemt chauffør

eller hjælper og pludselig bliver mødt

af et fremmed menneske, kan de blive

angste eller forvirrede. I mange tilfæl-

de vil problemet dog løses, hvis chauf-


10

føren optræder på en professionel må-

de og spørger ind til, hvordan den

sædvanlige chauffør plejer at gøre,

således at der ikke sker ændringer i de

vante rutiner. Ofte vil det være en god

idé at fortælle om, og i givet fald

hvornår, den sædvanlige chauffør ven-

der tilbage.

4.2. Tiltaleformen

For mange ældre er det stadig sædvane

at bruge ”De”-formen og efternavnet.

De ældre kan føle det naturligt kun at

benytte ”du” og fornavn til de perso-

ner, de kender meget godt, fx venner

og familie. Selvom der på et på et ple-

jehjem er en fri omgangstone, hvor

”du” og fornavnet benyttes mellem

beboere og personale, er det langt fra

givet, at de ældre vil opfatte det som

passende at bruge denne tiltaleform

med en chauffør, som de kun kender

perifert.

Udgangspunktet er derfor altid, at

chaufføren bruger ”De” og efternav-

net, medmindre man direkte bliver

opfordret til en friere omgangstone.

Dette er også normen, selvom man

selv bliver tiltalt med ”du”. Det vil i

den sammenhæng også være passende,

at chaufføren præsenterer sig med

navn og giver et (ikke for fast) hånd-

tryk, medmindre den ældre ikke øn-

sker dette. I så fald skal man naturlig-

vis ikke føle sig fornærmet, men blot

konstateret, at det ikke er passende i

situationen.

5. Syge

Sygdommen kan enten være:

Psykiske.

Fysiske.

Eller en kombination af begge

dele.

Som chauffør møder man syge perso-

ner ved befordring til og fra behand-

ling på hospital, specielklinik, psykia-

trisk hospital eller i forbindelse med

vedkommendes andre aktiviteter. Det

kan dreje sig om kortvarige, enkeltstå-

ende lokalture eller daglige befordrin-

ger over længere strækninger til speci-

alklinikker eller –afdelinger, der kun

findes få af rundt om i landet.

Specielle patientbusser, hvor der sker

opsamling af patienter på lange stræk-

ninger gennem Jylland og Sjælland

kører dagligt til store hospitaler.

På patientbusser findes ud over chauf-

føren uddannet personale, som kan

hjælpe selv alvorligt syge. At der er

mulighed for at patienterne kan få mad

og drikkevarer er naturligt, idet nogle


11

tager hjemmefra tidligt om morgenen

og ofte først er hjemme sent på afte-

nen. Andre steder i landet foregår be-

fordringen med minibusser, liftbusser

eller i personbiler.

5.1. Sygebefordring

Uanset om det drejer sig om psykiske

eller fysiske sygdomme af kortere eller

længere varighed, er sygdomsperioden

en unormal tilstand for den normalt

raske person. Det at have behov for

hjælp i forskellige situationer er derfor

en belastning for alle, der er vant til at

klare sig selv.

I forbindelse med befordring kan det

for den syge være en meget belastende

situation, som ofte er forbundet med

smerter eller ubehag. Det drejer sig

derfor om, at befordringen sker så

skånsomt som muligt, således at pati-

enten ikke oplever flere gener end

nødvendigt.

Chaufføren bør i forbindelse med pati-

entbefordring sikre sig, at passageren

fysisk og psykisk er i stand til at klare

turen. Hvis chaufføren er usikker på,

om kørslen er forsvarlig, bør man

spørge passageren, eventuelt plejeper-

sonalet eller pårørende. Såfremt der er

usikkerhed mht. kørslens gennemfø-

relse, vil plejepersonalet altid kunne

rekvirere en ambulance.

5.2. Privat udrykningskørsel

Hvis der mod forventning i forbindelse

med patientbefordring opstår livstru-

ende anfald, vil det i fleste tilfælde

være det mest rigtige at afbryde turen,

og at chaufføren kontakter en ambu-

lance eller lægehjælp, eventuelt via

telefonopkald til 112. I andre situatio-

ner, hvor hjælpen vanskeligt kan nå

frem, kan færdselslovens bestemmel-

ser om privat udrykningskørsel tages i

anvendelse.

I forbindelse med privat udryknings-

kørsel må færdselslovens øvrige be-

stemmelser tilsidesættes, hvis dette

ikke medfører fare. Det drejer sig fx

om hastighedsbestemmelser, kørsel

over for rødt lys, brug af horn og lyg-

ter (havariblink). Det vil under kørslen

ofte være muligt at kontakte politiet

Privat udrykningskørsel må fore-

tages, når:

Kørslen er uopsættelig.

Der afmærkes med en

(større) hvid dug eller lig-

nende synligt uden på kø-

retøjet.

Der foretages anmeldelse

til politiet straks efter kørs-

lens afslutning.


12

via mobiltelefon og bede om politi-

eskorte.

5.3. Aktiv lytning

Mange syge kan være i en krisesituati-

on, og for nogle drejer det sig endvide-

re om livstruende sygdomme som fx

kræft. Nogle syge i en sådan situation

kan virke meget indesluttede, de for-

trænger måske problemerne for at be-

skytte sig selv, mens andre har et stort

behov for at tale om deres problemer

med andre mennesker. Som hjælper

drejer det sig i begge situationer om at

lade den syge tage initiativ til samta-

len. Aktiv lytning er derfor kommuni-

kationsredskabet for chaufføren, som

skal hjælpe.

Aktiv lytning

Kropssproget skal vise, at du er

interesseret. En kropsholdning

frem mod den, du taler med,

viser nærvær. En god øjenkon-

takt, måske i førerspejlet, fast-

holder den tætte forbindelse.

Lad være med at ”styre” samta-

len. Det er ikke den professio-

nelle hjælper, som har behov

for samtalen, men netop ved-

kommende, man er hjælper for.

Imidlertid er det væsentligt, at

hjælperen viser interesse ved

løbende at supplere samtalen

med ord som; ja, nå, hvem,

hvornår, hvordan.

Vis forståelse for den, du hjæl-

per, ved at bede vedkommende

uddybe sin beretning, fx:

Kan du sige noget mere om…

Det lyder som om…

Forstår jeg dig ret, når…

Føler du det sådan…

Undlad at komme med gode

råd eller moralisere.

Undlad at bagatellisere den sy-

ge persons bekymringer.

Hold egne oplevelser tilbage,

Vi kender alle eksempler på til-

fælde, hvor det er gået godt el-

ler værre, men dette har ingen

relevans for den person, vi skal

hjælpe. Det kan vedkommende

som regel ikke bruge til noget.

Som chauffør må man gøre sig

klart, at det er begrænset, hvor

dybt man kan indgå i samtalen.

Problemerne løses ikke på en

køretur. Den syge passager har

måske bedre nytte af familie,

venners eller plejepersonalets

støtte.


13

6. Påvirkede

Da påvirkede naturligvis ikke selv må

køre, er de som regel henviste til of-

fentlige transportmuligheder og betje-

nes derfor af professionelle chauffører.

Chauffører kan møde personer, der er

påvirkede af alkohol, narkotiske stof-

fer eller af medicin ved patientbefor-

dring, hyrekørsel eller offentlig bus-

kørsel.

For næsten alle chauffører, der be-

skæftiger med personbefordring, er det

derfor en del af deres dagligdag også

at omgås påvirkede passagerer.

I forbindelse med erhvervsmæssig

personbefordring har chaufføren mu-

lighed for at afvise meget berusede

eller påvirkede personer med mindre

kørslen er påkrævet ad hensyn til deres

liv og helbred.

I forbindelse med indtagelse af alkohol

udvides blodkarrene, hvorfor varmeta-

bet forøges.

Det kan derfor være livstruende for

berusede at opholde sig udendørs i

koldt vejr.

Chaufføren skal derfor være særligt

opmærksom på, hvor og i hvilken situ-

ation, den berusede sættes af efter endt

befordring.

6.1. Misbrugere

I forbindelse med et længerevarende

og/eller stort forbrug af alkohol, nar-

kotiske stoffer eller lægemidler kan

der opstå afhængighed og misbrug.

Grænsen for, hvornår man taler om et

alkoholmisbrug er flydende, men

sundhedsstyrelsen definerer, at der er

høj risiko for at få alkoholbetingende

skader, når mænd drikker mere end 21

genstande om ugen og kvinder mere

en 14 genstande om ugen.

På nogle misbrugere kan man ikke

mærke, at de er påvirkede. Mange

fungerer faktisk bedst i påvirket til-

stand.

Andre er tydeligt påvirkede og føler,

tænker, handler og kommunikerer af-

hængigt af deres personlighed, sinds-

stemning, misbruget og graden af på-

virkethed.

6.2. Ikke- misbrugere

På passagerer, som ikke er vant til at

være påvirkede, kan man næsten altid

mærke, at de ikke fungerer ”normalt”.

Det kan for eksempel dreje sig om

påvirkethed i forbindelse med ”en glad

aften”, men det kan også dreje sig om

påvirkethed af normal medicinsk be-

handling for en psykisk eller fysisk

sygdom.


14

6.3. Værdighed

De fleste er tilbøjelige til at lade deres

egne moralbegreber komme til udtryk i

kontakten med påvirkede.

Hvis den påvirkede passager er mis-

bruger af alkohol eller narkotika, kan

dette ofte medføre, at chaufføren er

afstandstagende eller moraliserende

fordi disse passagerer selv er ”skyld” i

deres problemer, mens det er ”synd”

for den passager, som er i stærk smer-

tebehandling på grund af en alvorlig,

måske livstruende sygdom.

Imidlertid har alle passagerer ved er-

hvervsmæssig personbefordring krav

på en værdig og professionel behand-

ling af den pågældende chauffør.

6.4. Kommunikation med påvirkede

Hvordan man kommunikerer med på-

virkede passagerer afhænger fuldstæn-

digt af situationen.

6.5. Alkohol

Mange tror, at alkohol virker stimule-

rende, men det er i virkeligheden hjer-

nens overordnede centre der lammes.

Det betyder, at man mister hæmninger,

man har lært gennem opdragelsen, og

man bliver livligere og mere impulsiv i

sine handlinger. Samtidig svækkes

dømmekraft, koncentrationsevne og

reaktionshastighed.

Efterhånden som promillen stiger, bli-

ver bevægelse og gang usikre, talen

bliver vrøvlet, og den opløftede stem-

ning ændres til tristhed og gråd eller

vrede og aggressivitet.

Hos de fleste optræder der ufrivillige

øjenbevægelser, der gør, at man føler,

det hele drejer rundt. Dette påvirker

ligevægtscentret i hjernen, og man får

kvalme og kan kaste op.

Senere bliver man sløv og ligeglad, og

man falder i søvn. Ved en promille på

3-4 opstår bevidstløshed. Ved en pro-

mille på 6-7 lammes de livsvigtige

centre i hjernen, og døden kan indtræ-

de.

Over for alkoholpåvirkede bør chauf-

føren optræde korrekt og ikke mindst

undlade at indgå i større diskussioner.

Konflikter, kriminalitet og vold opstår

ofte i forbindelse med alkoholindtagel-

se, idet nogle personer kan blive ag-

gressive eller mister deres hæmninger

af selv mindre doser alkohol.

Et godt kendskab til konfliktafværgel-

se er derfor en del af uddannelsen for

chauffører inden for erhvervsmæssige

personbefordring.

Chaufføren kan, inden kørslen igang-

sættes, bede passageren give besked,

såfremt han får behov for at kaste op,


15

så kørslen kan afbrydes ved at holde

ind til siden. Eventuelt kan chaufføren

medbringe poser til opkast, som pas-

sageren kan benytte. En kraftig pla-

sticpose eller eventuelt en ”prøveku-

vert” kan bruges.

6.6. Narkotika

En lettere rus af hash svarer til påvirk-

ning af alkohol. Ved en stærkere rus

kan hallucinationer og sindsforvirring

forekomme. Rusen efterfølges af træt-

hed og sultfornemmelse.

Syntetiske midler som amfetamin,

ecstasy og kokain virker stimulerende

på centralnervesystemet.

Det viser sig ved øget vågenhed,

mindsket søvnbehov, øget psykisk

aktivitet og rastløshed samt nedsat

sult- og tørstfølelse. Samtidig opleves

en følelse af opstemthed, eventuelt

storhedsvanvid, hvilket er årsagen til,

at misbrug opstår.

Indtagelse af store mængder narkotika

giver planløs overaktivitet, svigtende

vurderingsevne og aggressivitet samt

forvirringstilstande og fantasioplevel-

ser.

Over for den narkotikapåvirkede pas-

sager skal chaufføren optræde som

over for passagerer, der er påvirkede af

alkohol.

Særligt vanskelige kan være passage-

rer med et blandingsmisbrug af narko-

tika og alkohol eller eventuelt læge-

midler. I så fald kan der forekomme

helt uventede situationer.

Mange voldsepisoder forekommer i en

rus af forskellige stoffer, og chauffø-

ren skal være opmærksom på, at beri-

gelseskriminalitet (røveri) kan fore-

komme i narkomaners forsøg på at

skaffe penge til stoffer.

6.7. Lægemidler

Mange patienter kan være påvirkede af

lægemidler.

I dag findes midler til smertebehand-

ling, som hverken er så vanedannede

eller påvirkende som tidligere tiders

brug af morfin- og andre opiumspræ-

parater.

Påvirkethed af smertestillende og be-

roligende præparater viser sig ved dø-

sighed kombineret med nedsat psykisk

og fysisk følsomhed. Patienten præges

af passivitet og manglende interesse

for omgivelserne.

Passagerer, som er blevet behandlet

med midler for livstruende sygdomme

eller har været i bedøvelse, kan opleve

hovedpine, svimmelhed, besvimelses-

tilstand og kvalme.

Behandlingspersonalet vil naturligvis


16

ikke hjemsende patienter, der efter

deres opfattelse ikke er rede til befor-

dring. Eventuelt vil de rekvirere ambu-

lancekørsel til patienten.

Efter fx kemoterapi (med cytostatika)

for en kræftlidelse eller efter bedøvelse

er det ikke unormalt, at passageren får

opkastning.

Chaufføren bør være forberedt på dette

f.eks. ved på hospitalsafdelingen at

rekvirere poser til opkast samt serviet-

ter for at kunne betjene passageren på

en kundevenlig måde.

Til opkast kan også en kraftig plastic-

pose eller ”prøvekuvert” anvendes.

Sådanne passagerer vil normalt være

ubehageligt til mode og eventuelt flo-

ve, men hvis en chauffør optræder

professionelt hjælpende, vil hverken

denne eller passageren føle oplevelsen

særligt ubehagelig.

6.8. Trafikfarlig medicin

Passagerer kan være så påvirkede af en

normal medicinsk behandling for en

lidelse, fx i forbindelse med smertebe-

handling, at det er uforsvarligt, at ved-

kommende kører selv.

Medicin, der er påtrykt en rød trekant

på pakningen eller pilleglaset, er far-

ligt i forbindelse med kørsel og betje-

ning af maskiner.

Der kan derfor være tale om speciel

befordring i forbindelse med behand-

ling eller konsultation for en psykisk

eller fysisk sygdom hos:

Praktiserende læge.

Hospitaler.

Psykiatriske hospitaler.

Bistandskontorer.

Rådgivningscentre.


17

SYGDOMS- OG HANDICAPLÆRE

1. Astma

1.1. Hvad er astma

Mange af de personer, der har astma,

har sygdommen pga. overfølsomhed.

Det kan være fra fjer, hunde, katte,

heste, pollen, husstøv eller lignende.

Personer, der har astma, bør naturlig-

vis ikke komme i nærheden af dyrehår.

De har fordel af at bo i en allergivenlig

bolig, hvor rengøringen er let, uden

gulvtæpper og med allergivenlige

møbler og sengetøj.

Tobaksrygning og tobaksrøg i det hele

taget bør undgås af astmatikere.

Astmatikere har størst problemer, når

pollentallet i luften er højt. Astmaan-

fald opstår, når en allergisk reaktion

rammer de nederste luftveje.

Slimhinden i lungerne svulmer op og

producerer for meget slim, og musk-

lerne i de fine luftrørsforgreninger

(bronchierne) trækker sig sammen,

hvorfor det bliver vanskeligt at få til-

strækkelig luft. Dette medfører piben-

de og hvæsende vejrtrækning og ånde-

nød. Specielt udåndingen er vanskelig.

1.2. Tegn på astmaanfald

Ved et astmaanfald ønsker per-

sonen at sidde op for at få til-

strækkeligt luft.

Hvis vedkommende ligger ned,

bliver vejrtrækningen vanske-

ligere.

Personen bliver urolig af ikke

at kunne trække vejret.

Indåndingen bliver gispende.

Udåndingen bliver pibende.

Vedkommende kan få hoste og

opspyt af hvidligt slim.

Anfaldet kan vare fra minutter

til timer.

1.3. Hjælp ved astmaanfald

Anfaldet kan afkortes ved indåndingen

af spray. Vedkommende har ofte selv

en spray og ved, hvordan den benyttes.

Du kan berolige personen ved at tale

med vedkommende og selv virke rolig.

Du kan eventuelt give vedkommende

noget varmt at drikke.

Ved alvorlige eller længerevarende

anfald bør du kontakte en læge, som

kan give en indsprøjtning. Ring 1-1-2

hvis du er i tvivl om hvad du skal gøre.


18

2. Sukkersyge

2.1. Hvad er sukkersyge

Sukkersyge hedder også ”diabetes

mellitus”.

Personens bugspytkirtel er helt eller

delvis ude af funktion. Derfor kan

bugspytkirtlen ikke danne hormonet

insulin. Insulin er nødvendigt for at

nedbryde sukker. Når insulinet mang-

ler, stiger mængden af sukker i blodet.

Når mængden af sukker i blodet stiger

over en vis grænse, udskilles sukker

gennem urinen. Sukkertabet gennem

urinen giver træthed, vægttab, tørst og

sult.

Der kan være følgesygdomme til suk-

kersyge. Det drejer sig om forsnævring

af blodkarrene, forstyrrelser i blodom-

løbet kan medføre amputation, nedsat

syn, evt. blindhed, nedsat nyrefunkti-

on, hjerte- eller nerveproblemer.

Sukkersyge er ret udbredt. Over 2%

eller mere en 100.000 danskere lider af

sukkersyge i lettere eller sværere grad.

Mange er endvidere ikke klar over, at

de har sygdommen.

Man kan inddele sukkersyge i 2 grup-

per:

Gruppen af insulinkrævende.

Sygdommen opstår tidligt, hos

børn og unge. Insulin gives ved

indsprøjtning, normalt med en

speciel pen, som sprøjter insu-

lin ind i blodbanen. Insulin-

krævende sukkersyge kan være

årsag til, at kørekortet inddra-

ges, hvorfor man er henvist til

offentlige transportmuligheder.

Gruppen, der ikke behøver in-

sulin. Sygdommen opstår sent i

livet. Som regel behandles

sygdommen med diæt alene, i

nogle tilfælde må suppleres

med tabletter.

Den sukkersyge er nødt til at kontrol-

lere, om sygdommen er rigtigt regule-

ret. Vedkommende kan hjemme selv

undersøge urin med en stix for sukker

og ketonstoffer (også kaldet syre).

Resultatet kan aflæses på stix’en og

sammenlignes med en skala på ind-

pakningen.

Eventuelt kan man ved et prik i finge-

ren tage en blodprøve.


19

2.2. Tegn på forkert reguleret sukkersyge

Hvis en sukkersyg bliver dårlig, kan det enten skyldes insulinchok eller syreforgift-

ning.

Insulinchok (for lavt blodsukker)

Syreforgiftning (for højt blodsukker)

Skyldes for meget insulin Skyldes for lidt insulin

Skyldes for meget fysisk aktivitet (motion) Skyldes for meget mad (sukker)

Opstår i løbet af få minutter Strækker sig over længere tid

Sult Tørst

Koldsvedende Kvalme, ildebefindende

Senere hovedpine Hovedpine

Uro, senere kramper Åndedræt pustende

Udåndingsluften lugter af acetone

Træthed Blussende ansigt

Forvirret, fortumlet, senere bevidstløs Træthed, sløvhed, senere bevidstløs

2.3. Hjælp til sukkersyge under an-

fald1

Det kan være vanskeligt at vurdere,

om vedkommende har insulinchok

eller syreforgiftning. Hvis man giver

en person med insulinchok insulin, kan

det være livsfarligt.

1 Håndbogen i førstehjælp, TUR Forlag

Side127

Hvis du er i tvivl, giv aldrig insulin.


20

Sukker skader derimod ikke, hverken ved insulinchok eller syreforgiftning.

Insulinchok

(for lavt blodsukker)

Syreforgiftning

(for højt blodsukker)

5-10 stykker sukker

En pakke druesukker, som vedkommende

måske selv har på sig

Et stykke chokolade

NB! Ingen væske til bevidstløse

Insulin

Sengeleje

HVIS ej bevidstløs, så vand.

Hvis personen bliver bevidstløs2:

Skab frie luftveje.

Læg personen i stabilt sideleje.

Tilkald hjælp.

3. Epilepsi3

3.1. Hvad er epilepsi

Epilepsi betyder anfald.

Det er netop anfaldet, der kendetegner

en person med epilepsi.

Epilepsi er ikke nogen sjælden lidelse.

Man regner med, at ca. 40.000 danske-

re lider af sygdommen. Epilepsi kan

være årsag til, at kørekortet inddrages,

2 Håndbogen i førstehjælp, TUR Forlag.

Side 31.

3 Håndbog i førstehjælp, TUR Forlag,

side 126

hvorfor man er henvist til offentlige

transportmuligheder.

Et epileptisk anfald starter med, at en

gruppe hjerneceller, der af en eller

anden grund fungerer forkert, udsen-

der impulser eller påvirkninger til den

øvrige del af hjernen.

Denne overaktivitet begynder i et be-

grænset hjerneområde, men breder sig

til større dele af hjernen. Det hele går

over af sig selv igen efter kortere eller

længere tid. Når anfaldet er forbi,

kommer personen som regel hurtig til

sig selv og er ganske som før anfaldet.

Der er ofte en kort periode med forvir-

ring, hvor personen er desorienteret og

er træt et stykke tid efter anfaldet.

Epilepsi kan skyldes en medfødt hjer-

neskade, eller det kan opstå i forbin-

delse med skader i hjernen efter en

ulykke eller sygdom. I så fald kan det


21

skyldes kraniebrud, ardannelse i hjer-

nen, blodprop i hjernen, forkalkning i

hjernen eller hjernehindebetændelse

(meningitis).

Epilepsi behandles oftest medicinsk,

hvor tabletter eller kapsler tages en

eller flere gange i døgnet. Et anfald

skader normalt ikke hjernen yderlige-

re.

Omgivelsernes reaktion på anfald kan

ofte være den værste gene ved at være

epileptiker.

Hvis de mennesker, en epileptiker om-

gås, ikke forstår vedkommendes situa-

tion, kan dette medføre, at han bliver

flov, usikker, ængstelig og isolerer sig

måske.

Nogle forsøger at skjule epilepsien og

er til stadighed angste for anfald.

3.2. Tegn på et epileptisk anfald

Mange kan fornemme, når et anfald er

på vej. Sådanne varselsfornemmelser

kaldes aura.

Hvis personen mærker, et anfald er på

vej, kan vedkommende nå at sætte sig

eller lægge sig ned, inden anfaldet

begynder.

Anfald kan være kortvarige tilfælde af

uklarhed eller tab af bevidstheden.

I nogle tilfælde består anfaldet blot af,

at vedkommende er ”væk” nogle se-

kunder for derefter at fortsætte med

det, han var i gang med lige før anfal-

det. I mange tilfælde er vedkommende

ikke selv klar over, at der har været et

anfald.

Anfaldende kan også være

kraftigere.

Personen mister bevidstheden

og falder om.

Alle muskler kan blive spænd-

te, hvorefter der forekommer

ryk i arme og ben.

Kramperne kan få vedkom-

mende til at bide kraftigt sam-

men, eventuelt bide sig i tun-

gen eller kinden. Ryggen kan

spændes op i en bue.

Der kan være fråde om mun-

den. Vejrtrækningen kan blive

uregelmæssig og personen kan

blive bleg eller blålig et stykke

tid.

Der kan forekomme udtømning

af urin eller afføring.

Et kraftigt anfald varer almindeligvis

få minutter og følges ofte af forvirring,

hovedpine og søvnighed. Der er ofte

ingen erindring om anfaldet.


22

3.3. Hjælp ved et epileptisk anfald

Hvis en person mærker, et an-

fald er på vej, hjælp vedkom-

mende med at komme ned at

sidde eller ligge.

Tag situationen roligt. Ved-

kommende har ingen smerter.

Beskyt især hovedet mod stød.

Sørg for frie luftveje ved at

løsne tøj, der sidder stramt om

halsen.

Værn om personen mod utidig

nysgerrighed.

Afvent og observer. Anfaldet

varer normalt ½ til 2 minutter.

Hvis anfaldende varer ved, el-

ler der kommer flere anfald ef-

ter hinanden, tilkald hjælp.

Når anfaldet er ovre, lægges

personen i stabilt sideleje indtil

bevidstheden vender tilbage.

Bliv hos vedkommende til be-

vidstheden er vendt tilbage, og

han kan klare sig selv igen.

4. Gigt

4.1. Hvad er gigt

Der findes forskellige slags gigtsyg-

domme med hver deres specielle

symptomer. Sædvanligvis taler man

om tre hovedtyper af gigt, nemlig

bløddelsgigt, slidgigt og leddegigt.

Bløddelsgigt er den mest udbredte af

gigttyperne. Mange kender den i form

af smerter i nakke, ryg, lænd eller

lemmer.

Smerterne fremkaldes typisk af ar-

bejdsmæssig overbelastning af binde-

væv, sener, seneskede og ledbånd.

Afkøling kan måske have betydning

for sygdommens udbrud. Det samme

gælder psykisk anspændthed.

Slidgigt opstår ved nedbrydning af den

brusk, som beklæder knoglernes led-

flader. Der dannes nyt ledvæv i kan-

terne ved leddets rande, og dette med-

fører nedsat bevægelighed.

Led, der bruges meget, eller er udsat

for tung belastning, er særligt udsat for

at angribes af slidgigt. Smerterne for-

værres ved hårdt eller ensidigt arbejde.

Leddegigt er den alvorligste og mest

invaliderende af gigttyperne. Ledde-

gigten er kendetegnet ved, at der fore-

kommer en betændelsestilstand i det

syge led. Ofte er flere led angrebet på

samme tid. Sygdomsforløbet er meget

forskelligt, idet nogle slipper med få

ugers eller måneders sygdom, mens

andre har sygdommen kronisk, hvor


23

gode perioder eventuelt kan veksle

med dårlige.

Leddegigt kan ramme både børn,

eventuelt allerede fra fødslen, unge

samt ældre mennesker.

4.2. Tegn på gigt

Alle led kan angribes.

Der kan være stærke, brændende smer-

ter i de angrebne led, som kan blive

opsvulmede, røde, varme og meget

ømme.

Bevægeligheden i leddene indskræn-

kes. Eventuelt kan der være fejlstillin-

ger, fx en foroverbøjet ryg eller kroge-

de hænder eller ben.

4.3. Hjælp ved gigt

Befordring af gigtpatienter kan ofte

involvere mange smerter og ubehag.

Husk, at leddene ikke tåler belastnin-

ger. Aflastning af leddene kan ske ved

brug af hjælpemidler som skinner,

krykker, rollator eller kørestol.

Kulde og træk vil sædvanligvis gøre

generne større, hvorfor vinduer bør

være lukkede, og temperaturen være

passende høj. Et tæppe om benene og

en pude i ryggen kan medvirke til en

behageligere køretur.

Det er væsentligt, at bevægelser sker

skånsomt og langsomt, samt at der er

tid til hvilepauser.

5. Dialyse.

5.1. Hvad er dialyse

Dialyse er en metode til at fjerne af-

faldsstoffer og overflødig væske fra

blodet, når nyrerne svigter.

Nyrerne sørger normalt for at rense

blodet. Nyrerne udgør 0,5% af krop-

pens vægt, men filtrerer og renser

hvert døgn op til 180 liter vand. Det

meste af væsken går tilbage til blodet

igen, mens affaldsstofferne er fjernet,

og udskilles i urinen sammen med

overflødig væske.

Nyresvigt kan ske af mange forskelli-

ge årsager (f.eks. infektioner og med-

fødte misdannelser).

Fungerer nyrerne ikke tilstrækkeligt

længere må affaldsstoffer og overflø-

digt væske fjernes ved dialysebehand-

ling. Dialysebehandling sker sædvan-

ligvis på hospitalet 4 timer 3 gange om

ugen, men der er mange variationer

alt efter personens behov.

5.2. Hjælp ved befordring efter dia-

lyse.

Det er forskelligt hvordan kroppen

reagerer på fjernelse af affaldsstoffer

og overflødig væske, så spørg hvilken

hjælp dialysepatienten har behov for.

Bivirkninger der ofte ses er træthed,


24

så tilbyd patienten støtte ud til bilen.

Kvalme og evt. opkastning kan fore-

komme, så patienterne bør have en

”pose” med til opkastning. Kaster pati-

enten op, så hold ind til siden og hjælp

patienten med at komme af med ”po-

sen”. Husk engangshandsker. Vask

hænder bagefter eller afspritning af

hænderne.

Læg kramper er sjældnere, men kan

gøre det nødvendigt, at patienten skal

udstrække lægmusklen, og evt. ud af

bilen for at gøre dette.

6. Kræft

6.1. Hvad er kræft

Kræft (cancer) skyldes, at en eller flere

celler begynder at dele sig uhæmmet,

hvorved der dannes en svulst (tumor).

Normalt arbejder celler sammen og

tager hensyn til hinanden, men ved

udviklingen af kræft bliver cellerne

autonome, hvilket vil sige, at de ikke

underlægger sig den almindele regule-

ring af celleaktiviteten, kræftsvulsten

udvikler sig derfor uhæmmet.

Sådanne autonome celler dræbes ofte

af immunforsvaret, inden en egentlig

svulst udvikles, men i nogle tilfælde er

immunapparatet ikke stærkt nok til at

dræbe/hæmme disse afvigende celler,

og kræften bryder ud.

6.2. Tegn på kræft

Symptomerne på kræft afhænger af,

hvor sygdommen sidder. Der er nogle

symptomer, som er afhængige af det

organ, som er ramt, og der er nogle

mere generelle symptomer, som gæl-

der for de fleste kræftpatienter.

Organafhængige symptomer stammer

ofte fra svigt af det ramte organ, det

kan for eksempel være åndenød, for-

stoppelse, diarré, blødning, knuder og

sår, der ikke vil læges.

Almene symptomer er nedsat appetit,

vægttab, træthed, feber og blodman-

gel. Disse symptomer skyldes hoved-

sageligt, at kræftcellerne konstant de-

ler sig og derfor har brug for store

mængder ilt, kulhydrater og protein.

Dette overforbrug går ud over resten af

kroppen, hvilket altså ses som de al-

mene symptomer.

6.3. Behandling af kræft

Behandling af kræft kan være:

Operation.

Strålebehandling.

Medicinsk behandling (Kemo-

terapi).

Genterapi (Behandling med

genmanipuleret materiale).

Normalt benyttes flere af behand-


25

lingsmetoderne i en kombination, af-

hængigt af sygdommens udbredelse og

lokalisering.

6.4. Kommunikation med kræftpati-

enter

Det er vigtigt at være opmærksom på,

at almindelig social kontakt med

kræftpatienter, også de der evt. er i

behandling med kemoterapi, ikke kræ-

ver særlige forholdsregler.

Der er dog visse andre forhold, man

må tage højde for:

Hårtab

Ved behandling med kemoterapi kan

hårsækkene beskadiges, hvorfor pati-

enten kan tabe håret. Det drejer sig

hyppigst om hovedhåret, men også

øjenbryn og -vipper samt kropshår kan

tabes. Håret vokser ud igen efter endt

behandling. Det er naturligvis en stor

psykisk belastning at tabe håret, og

kræftpatienter bliver derfor bevilget en

paryk, andre skjuler måske hårtabet

med en hat eller et tørklæde.

Smerter

Ikke alle patienter med kræft får smer-

ter, men de fleste frygter at få det.

Man skal som chauffør være opmærk-

som på, at transport ofte kan virke

belastende, specielt hvis det drejer sig

om en passager med smerter. Det kan

derfor i nogle tilfælde være nødven-

digt at køre langsomt eller eventuelt

holde en pause i køreturen, afhængigt

af passagerens ønsker.

Kriseforløb

At få kræft virker skræmmende på alle

og leder tankerne hen på døden, selv-

om mange mennesker helbredes.

Kræftpatienter har behov for megen

støtte. Såvel patienten som dennes

pårørende gennemlever derfor et krise-

forløb.

Nogle kræftpatienter ønsker ikke at

tale om deres sygdom, de ønsker må-

ske at fortrænge eller glemme den.

Andre derimod har behov for at tale

om den.

Hvis passageren ikke ønsker at tale om

sygdommen, skal man selvfølgelig

respektere dette ønske og ikke virke

påtrængende.

Hvis passageren har behov for at tale

om sin situation, drejer det sig mest

om, at vedkommende har behov for at

få vendt tankerne – altså blive lyttet til.

Man bør derfor anvende aktiv lytning,

men først og fremmest undgå at kom-

me med egne oplevelser og historier.

Ingen har i den situation behov for at

høre fortællinger om tilfælde, hvor det

hele er gået langt værre.


26

7. Ældre

I Danmark er der ca. 850.000 ældre.

Man regnes for ældre, når man er fyldt

60-65 år.

Det vil sige, at der er en stor alders-

spredning i gruppen, idet der i gruppen

af ældre er mennesker, der er 60, hen-

holdsvis over 90 år.

Gruppen er blandt andet derfor ikke

homogen, men også aldersrelaterede

sygdomme og den enkeltes tidligere

og nuværende totale livssituation og

levevilkår skaber store forskelligheder.

I fremtiden vil en større og større pro-

centdel af befolkningen være ældre.

Dette skyldes primært de faldende

ungdomsårgange, men også de forbed-

rede behandlingsmuligheder for al-

dersrelaterede sygdomme.

7.1. Parkinsonisme

Parkinsons sygdom kaldes ofte for

rystesyge eller rystelammelse. Det er

da også rystelserne, der er karakteristi-

ske for sygdommen.

I Danmark er der mellem 5.000 og

6.000, der har sygdommen. Lidt flere

mænd end kvinder rammes.

Sygdommen starter almindeligvis mel-

lem 50 og 70 år, i gennemsnit ved 60-

årsalderen.

Den udvikler sig med forskellig ha-

stighed, nogle er handicappede efter 5

år, andre klarer stadig sig selv efter 20

år.

Årsagen eller årsagerne til sygdommen

er endnu uklare, selvom der foregår

intensiv forskning i årsager og behand-

ling.

Rystelserne kan blive så voldsomme,

at vedkommende ikke kan holde på

noget og til sidst er helt hjælpeløs.

Patienter med parkinsonisme har en

karakteristisk trippende gang og for-

overbøjet holdning. Ansigtet er ma-

skeagtigt, mimikfattigt. Der kan være

talebesvær, først monoton og senere

hvisken. Mange patienter kan være

deprimerede eller eventuelt opfarende.

Patienter har mangelfulde stillingsre-

flekser og vil derfor føle sig svimmel,

usikker og har tendens til at falde.

Hjælpen til patienter med parkinso-

nisme består i støtte under gang, så

faren og frygten for at falde afhjælpes.

Uro, forvirring og afvigelser fra det

normale giver nervøsitet, som forvær-

rer symptomerne. Et roligt tempo og

passende hvilepauser er derfor væsent-

ligt for at skabe den nødvendige tryg-

hed og ro.

De fleste kan gøre sig forståelige, hvis


27

de får tid og ro til at udtrykke sig.

Chaufførens rolige adfærd vil bevirke,

at patienten bliver nemmere at forstå

til gavn for en effektiv kommunikati-

on.

7.2. Apopleksi

Apopleksi er en fællesbetegnelse for

de tilfælde, hvor dele af hjernen øde-

lægges ved i en periode at få for lidt

ilt. Ca. 85% af apopleksitilfælde skyl-

des en blodprop i hjernen, mens 15%

skyldes en hjerneblødning.

Typisk viser apopleksi sig ved et eller

flere af følgende symptomer:

Lammelse af arm

lammelse af ben

lammelse i den en side af an-

sigtet

talebesvær

forståelsesproblemer

synkeproblemer

blindhed i den ene halvdel af

synsfeltet

koordinationsproblemer

balanceproblemer

gråd, der virker uforklarlig.

Symptomerne kommer ofte pludseligt

i løbet af nogle minutter.

Ca. 40.000 mennesker lever med føl-

gevirkninger af apopleksi. 70% af til-

fældene rammer ældre mennesker.

Afhængig af hvor alvorlig hjerneska-

den er og dennes placering, kan øde-

læggelsen af hjernevæv give mange

forskellige symptomer:

Afasi, svigtende taleevne

De sproglige forstyrrelser kan være

udtryksvanskeligheder eller forståel-

sesvanskeligheder.

Problemerne kan vise sig i forskellige

sværhedsgrader lige fra tilfælde, som

næsten kun mærkes af afatikeren selv,

til de svære tilfælde hvor der ingen

sproglig kontakt er med omgivelserne.

Ofte kan evnen til at regne også være

påvirket, afatikeren kender måske ikke

tallene eller deres værdi. Såfremt den

afatiske passager skal afregne betalin-

gen, vil det derfor ofte være nødven-

digt, at chaufføren hjælper.

Ved akut apopleksi -

ringes straks

1-1-2 for assistance.


28

Synsforstyrrelser

Højresidig hjerneskade kan give

synsnedsættelse mod venstre side,

mens venstresidig hjerneskade giver

synsnedsættelse mod højre. Der kan

være tale om, at synet er mistet på det

halve af hvert øje.

Synsnedsættelsen følger i øvrigt even-

tuelle lammelser, idet højresidig hjer-

neskade giver lammelser i venstre side

ligesom den venstresidige synsnedsæt-

telse.

Tilsvarende giver venstresidig hjerne-

skade lammelser og synsnedsættelse i

højre side.

Ved den afasiramtes placering i en

personbil eller bus samt placering af

en eventuel kørestol kan det have sine

fordel, at chaufføren er bevidst om, til

hvilken side synsnedsættelsen findes,

idet det er væsentligt, om passageren

ønsker at kigge ud på omgivelserne

eller måske hellere vil have sin raske

side vendt mod en eventuel hjælper

eller pårørende inde i personbilen eller

bussen.

Forvirring omkring steder eller per-

soner

Afatikere kan ofte have svært ved at

orientere sig, kan måske ikke finde

hjem, hvis de overhovedet ved, hvor

de bor. De kan også have vanskelighe-

der med at genkende ansigter, måske

har de nemmere ved at genkende

fremmede fx på stemmen.

Det kan selvfølgelig hjælpe på forvir-

ringen, såfremt chaufføren er unifor-

meret, idet uniformen i så tilfælde må-

ske kan genkendes.

Lammelser

Lammelser i hele eller dele af den ene

kropshalvdel er ofte en direkte følge af

den skade, der er sket i hjernen. Højre-

sidig hjerneskade giver lammelser i

venstre kropshalvdel, mens venstreside

hjerneskade giver lammelser i højre

side.

Lammelsernes art og omfang vil der-

for være afhængige af, hvor i hjernen

skaden er sket, og hvor omfattende

den har været. Medinddrager hjerne-

skaden områder i hjernen, som har at

Når man taler med en afatiker, skal

man:

Tale tydeligt.

Tale langsomt.

Bruge korte sætninger.

Kun tale en ad gangen.

Ret aldrig, men gentag i stedet

det rigtige.

Undgå ironi.


29

gøre med den overordnede styring og

finjustering af musklerne, ændres det

normale bevægelsesmønster, den nor-

male balance og den normale muskel-

spænding.

Lammelser kan være afgrænsede til

f.eks. den ene halvdel af ansigtet eller

kan involvere de store muskelgrupper,

så hele den ene halvdel af kroppen kan

være totalt lammet.

Hvorvidt hjælperen skal koncentrere

sin støttende indsats mod den raske

eller syge side kan være individuelt,

også afhængigt af, hvad afatikeren er

vant til. Det vil i de tilfælde, hvor den

ene side er lammet, fx være muligt for

passageren at rotere på det raske ben

ved indstigning en i en personbil.

7.3. Hjerte-, karsygdomme

Hjerte-, karsygdomme er meget ud-

bredte i Danmark, og er således årsag

til ca. 25% af samtlige dødsfald.

En meget stor del af hjertesygdomme-

ne skyldes iltmangel til hjertet grundet

åreforkalkning. Sådanne sygdomme

kaldes iskæmiske (iltmangel-) hjerte-

sygdomme og omfatter fx angina pec-

toris (brystsmerter) og blodprop i hjer-

tet. Andre hyppige hjertelidelser er

forhøjet blodtryk og hjerterytmefor-

styrrelser.

Åreforkalkning

Åreforkalkning kaldes også aterioskle-

rose og skyldes, at tværsnittet i de

større arterier mindskes pga. aflejrin-

ger af fedtstoffet kolesterol og derefter

kalk.

Åreforkalkningen medfører iltmangel

til kroppens organer.

Angina pectoris (brystsmerter)

Hvis hjertets kranpulsårer er forkalke-

de, medfører dette brystsmerter (angi-

na pectoris), denne tilstand kan yderli-

gere forværres af blodprop i hjertet.

Smerterne i brystet opstår som regel

efter fysisk arbejde eller psykisk på-

virkning. Et smerteanfald kan således

udløses af befordring, som både kan

virke fysisk og psykisk anstrengende.

Smerterne sidder bag brystbenet, og de

kan stråle ud i venstre arm og eventu-

elt halsen. Smerterne varer som regel

kun få minutter og forsvinder ofte ved

hvile.

Samtidig med smerterne kan der opstå

åndedrætsbesvær og angst. Nogle pas-

sagerer kan være klar over faren for

anfald og har derfor nitroglycerin med

sig. Det drejer sig om mundspray eller

piller, som lægges under tungen. Ni-

troglycerin optages hurtigt og virker i

løbet af 1-2 minutter. Virkningen varer

ca. ½ time.


30

Kombineret med brystsmerter skal der

alarmeres på 1-1-2.

7.4. Hjerneblødning og blodprop i

hjernen4

Hvis hjernens arterier er forkalkede,

kan der forekomme sygdomme som

blodprop i hjernen og hjerneblødning.

Symptomerne er lammelser i den ene

arm og det ene ben, eventuelt ledsaget

af talebesvær. Ofte indtræder bevidst-

løshed.

Hjælpen består af trinvis førstehjælp

og tilkaldelse af læge og ambulance.

Forkalkning af benenes arterier

Hvis arterierne i benene er forkalkede,

kan dette medføre smerter i benene.

Disse smerter sidder oftest i læggene,

og de kommer i begyndelsen af syg-

domsforløbet kun ved gang og svinder

igen, når man stopper op.

Chaufføren, der hjælper mennesker

med åreforkalkning i benene må derfor

være opmærksom på, at det er nød-

vendigt at gå i et langsomt tempo, og

at der må holdes mange pauser i spad-

sereturen for at undgå smerter.


side 128-129.

7.5. Demens

Demens kan ramme ældre mennesker,

men langtfra alle. De fleste ældre vil

derimod i forbindelse med aldrings-

processen opleve en mere godartet,

naturligt forekommende glemsomhed

og ligeledes et svagt dalende intellek-

tuelt funktionsniveau.

Ved 65 års alderen er 4% demente og

ved 80 års alderen er 20%.

Man regner med, at ca. 75.000 danske-

re er lettere demente, og ca. 30.000 er

svært demente.

Det symptom, man forbinder med de-

mens, er først og fremmest hukommel-

sesbesvær, især korttidshukommelsen

rammes. Desuden manglende koncen-

tration og orientering.

Der kan derudover være tale om irrita-

tion grænsende til aggressivitet, de-

pression og apati.

Uanset om det drejer sig om demens,

der er en sygdom, eller den naturlige

De hyppigste demensformer

Alzheimers demens 60%

MID (multiinfarkt demens) 20%

Frontallaps demens ca. 10%

Parkinsons demens ca. 10%

Hjerneskade demens 1%


31

alderssvækkelse, kan det ofte være en

hjælp for at undgå personforveksling,

at chaufføren er uniformeret. Besked,

som det er væsentligt, at den ældre

husker, f.eks. et afhentningstidspunkt

kan desuden med fordel skrives ned på

et stykke papir. Ændringer i faste ruti-

ner kan virke forvirrende, f.eks. en ny

chauffør, den ældre ikke har mødt før.

Da selve køreturen både kan virke

udmattende og forvirrende med hen-

syn til tid og sted, er det vigtigt, at

chaufføren sikrer sig, at den ældre ikke

efterlades i hjælpeløs tilstand, men at

der altid er andre, der kan tage over,

såfremt dette er nødvendigt.

7.6. Bevægeapparatets aldersæn-

dringer

De fleste ældre bevæger sig i et bety-

deligt mere adstadigt tempo end yngre.

Årsagerne er ofte en kombination af

sociale, psykiske og fysiske faktorer.

Der er ikke noget, der haster, reakti-

onsevnen og ligevægtssansen er ned-

sat, og synet er måske blevet dårligere.

Væsentlige årsager til ældres nedsatte

bevægelighed er imidlertid også hjer-

te- karsygdomme, gigtsygdomme,

knogleskørhed og nedsat muskelkraft.

Overvægt nedsætter naturligvis bevæ-

geligheden, mens ældre, der dyrker

alderstilpasset motion, vil mindske

eller udskyde indtrædelsen af proble-

merne.

Det er væsentligt at undgå at ældre

falder, da et fald kan medføre knogle-

brud. Især kan hoftebrud være en me-

get langvarig og smertefuld følge af et

fald på gulvet eller et fortov.

Forebyggelse af fald består primært i

at bevæge sig i et langsomt tempo,

eventuelt med gode pauser, samt at

sørge for et godt, stabilt og ikke skrå-

nende underlag at bevæge sig på.

Støtte i form af stok, rollator, gangsta-

tiv eller chaufførens arm kan yderlige-

re forebygge fald.

Kommunikation med demente

Tale langsomt.

Bruge korte sætninger, der kun

indeholder én besked.

Sørge for at gentage samme

sætning eller besked flere gan-

ge.

Forsøge at bruge mere end én

af deres sanser (Fx pege på

vognen, når man skal køre).


32

Chaufføren bør naturligvis lade den

ældre bestemme tempoet og være me-

get opmærksom på at holde pauser

eller sætte tempoet ned, såfremt passa-

geren bliver forpustet eller usikker.

7.7. Hjertestop5

Hjertestop er en tilstand, hvor hjerte-

funktionen pludseligt ophører.

Hjertestop kan skyldes hjerte- karsyg-

domme, fx blodprop i hjertet. Blod-

prop i hjertet er en alvorlig tilstand,

idet ca. 50% dør, oftest allerede inden

de når frem til hospitalet.

Der kan også være andre årsager til

hjertestop som f.eks. fremmedlegemer

i luftvejene, overdosering af medicin,

ulykker og forskydninger i saltindhol-

det i blodet.

Ved hjertestop er passageren bevidst-

løs, og der er ingen vejrtrækning.


side 122-123.

Førstehjælp til passagerer med hjerte-

stop kan kun læres ved at gennemføre

et godkendt førstehjælpskursus. Man-

ge regioner kræver derfor, at chauffø-

ren deltager i et førstehjælpskursus og

opfølgningskurser hvert andet år for at

give tilladelse til tilskudsgivende be-

fordring som fx patientbefordring og

institutionskørsel.

8. Synshæmmede

8.1. Blinde

Blinde kan være født blinde eller kan

senere i livet være ramt af ulykker

eller sygdomme, som fører til blind-

hed.

Sygdomme, der medfører blindhed

kan enten ramme synsnerven eller på-

virke selve øjet.

Blandt de mest almindelige sygdom-

me, der rammer øjet, er grå stær (even-

tuelt i forbindelse med sukkersyge),

grøn stær og forkalkning i øjets blod-

tilførsel.

Blinde eller meget svagtseende vil ofte

medbringe en hvid stok, eventuelt gult

armbind med 3 sorte prikker. I nogle

tilfælde har blinde endvidere en fører-

hund.

Man skal være opmærksom på, at

blinde og meget svagtseende foruden

Principperne i førstehjælp ved

hjertestop er:

1. Stands ulykken.

2. Livreddende førstehjælp

3. Tilkald hjælp

4. Almindelig førstehjælp


33

ikke at kunne klare sig selv på ukendte

steder også har det problem, at de ikke

kan modtage de fleste af de informati-

oner, normalt seende får i et moderne

samfund. Alle informationer, som

kræver synets brug, er de således af-

skåret fra. Det gælder fjernsyn, aviser,

bøger, internettet, fx også køreplaner

og nummer/navn på en bus.

8.2. Akut synsnedsættelse

En synsnedsættelse kan vise sig på to

måder. Ved nedsat synsstyrke og/eller

ved indskrænkning af synsfeltet. Ned-

sættelse af synsstyrken indebærer, at

afstandssynet ikke kan anvendes i

normalt omfang. Forstyrrelser i syns-

feltet medfører, at midtersynsfeltet

eller synet til siden er helt eller delvis

bortfaldet, fx ved mistet syn på det ene

øje.

En synsnedsættelse kan give proble-

mer med at færdes sikkert på egen

hånd og på ukendte steder.

Det er vigtigt, at chaufføren er op-

mærksom på eventuelle synsnedsæt-

telser og tilbyder en hjælpende arm til

at føre passageren. Yderligere kan det

have stor betydning for den syns-

hæmmede passager, i hvilken side og

hvor i køretøjet vedkommende bliver

placeret for dels at få udbytte af turen

men også for at få en betryggende be-

fordring. Chaufføren bør derfor spørge

sig til råds angående den bedste place-

ring.

8.3. Ledsageteknik

Blinde eller meget svagsynede har ofte

lært teknikker (mobility teknik) for at

kunne klare sig på trods af deres han-

dicap. En del af undervisningen er

ledsagerteknik. Når man hjælper syns-

hæmmede, vil det derfor være en for-

del at benytte sig af denne teknik.

Kommunikation

Det er vigtigt at præsentere dig og

fortælle om din funktion (chauffør).

Hvis du kommer ind i, eller forlader et

lokale, hvor en blind befinder sig, skal

du give dig til kende ved at hilse/sige

farvel.

Der kan let opstå tvivl om at give hin-

anden hånden, men hvis den syns-

hæmmede løfter hånden, vil det være

naturligt at give hånd til goddag eller

farvel.

Hvis du i en samtale med flere ønsker

at henvende dig til den synshæmmede,

hjælper det at begynde med at sige

vedkommendes navn.

Lyt, spørg

Selvom den synshæmmede er vant til

ledsageteknik, kan der være specielle


34

forhold, der gør, at vedkommende

ønsker hjælpen på en anden måde.

Gå foran

Lad den synshæmmede tage fat i din

arm lige over albuen, således at tom-

melfingeren er på ydersiden af din

arm, væk fra din krop. Hold din over-

arm tæt ind til kroppen, derved bliver

det lettere at mærke dine bevægelser.

For at den synshæmmede kan føle sig

tryg, når I følges ad, er det vigtigt, at

du altid går foran. Den synshæmmede

vil nu gå et halvt skridt bag dig og

være beskyttet. Husk, at I fylder for to.

Sidde ned

Hvis den synshæmmede skal sidde

ned, på en stol eller på sædet i en bus

eller personbil, kan du lægge den

hånd, du ledsager med, på stoleryggen,

armlænet eller sædet. Den synshæm-

mede kan så lade sin hånd følge din

arm ned til stolen. Så snart vedkom-

mende har mærket stolen, behøves

normalt ikke mere hjælp.

Smal passage

Hvis der ikke er plads til jer begge, fx i

midtergangen i en bus, fører du den

arm, den synshæmmede har fat i, ind

bag din ryg. Det er tegn på at trække

den synshæmmede ind bag dig. Du

kan ledsage bevægelsen med et par ord

om situationen og kaste et blik bagud

for at sikre, at beskeden er forstået.

Pas på ikke at dreje kroppen, det vil

virke forvirrende.

Skifte side

Hvis der opstår en situation, hvor det

er mest hensigtsmæssigt at skifte side,

således at den synshæmmede holder i

den anden arm, beder du vedkommen-

de skifte side. Dette gøres ved, at ved-

kommende lader sin hånd glide tværs

over din ryg til din modsatte arm.

Trapper og kantsten

Fortæl om en trappe, kantsten eller

andre niveauændringer, I kommer til,

går opad eller ned. Hvis der er gelæn-

der, vil den synshæmmede nok fore-

trække at følge gelænderet med den

frie hånd. Det kan så være nødvendigt

at skifte side først.

Gå lige frem mod trappen og stop ved

kanten af første trin som tegn på, at du

står ved trappens begyndelse. Den

synshæmmede vil standse et halvt trin

fra trappekanten. Tag et skridt op/ned

og lav en kort pause. Derved giver du

mulighed for, at den synshæmmede

kan finde trappekanten med fødderne.

Derudover er princippet det samme


35

som ved almindelig gang. Ledsageren

går et trin foran. For enden af trappen

går du et skridt fremad og står stille

som tegn på, at trappen ender.

Døre

Ind og ud ad døre fungerer lettest ved

at du åbner døren, og den synshæm-

mede følger efter og lukker. Det er

lettest, hvis ledsageren placerer sig til

den side, hvor dørhåndtaget findes, og

den synshæmmede til den side, hvor

hængslet er. Det kan derfor være nød-

vendigt at skifte side. Luk døren op og

lad den hånd, du ledsager med, hvile

på dørhåndtaget indtil den synshæm-

mede har fat på det og selv åbner dø-

ren helt og derefter lukker efter jer.

Det er bedst at lade døre stå enten helt

åbne eller helt lukkede for at undgå, at

den synshæmmede rammer den halv-

åbne dør.

Biler

Ved døre i biler fungerer det bedst,

hvis ledsageren viser, hvor håndtaget

er, og lader den synshæmmede selv

åbne døren. Læg derfor den hånd, du

ledsager med på dørhåndtaget og lad

den synshæmmede følge din hånd til

håndtaget.

Når I forlader bilen, er det vigtigt at

fortælle, om der stiges ud til fortov,

gade eller cykelsti, og om der er fri

bane.

Lokaler

Det er vigtigt for den synshæmmede at

blive gjort bekendt med nye værelser

og rum. Specielt er orientering i for-

hold til ganglinjer og møbelgrupper

vigtig.

Lad den dør, I kommer ind ad, være

udgangspunkt for orientering i rum-

met.

Giv den omtrentlige størrelse af rum-

met.

Beskriv, hvad der findes langs vægge-

ne, f.eks. møbler, radiatorer, reoler.

Beskriv møblerne, møbelgrupper og

ganglinjer i rummet.

Giv mulighed for at gå lidt rundt i

rummet.

Fortæl, hvor eventuelt toilet findes i

forhold til lokalet.

8.4. Assistance

Synshæmmede, som har behov for det,

kan de fleste steder, fx hospitaler, in-

stitutioner, på togstationer, ved færger

og i lifthavne få personlig assistance i

form af en ledsager stillet til rådighed.

Chaufføren skal derfor være opmærk-


36

som på denne mulighed og være be-

hjælpelig med at rekvirere den nød-

vendige hjælp.

Førerhunde rejser gratis med bus, fær-

ge, tog og fly. Chaufføren skal være

behjælpelig med at vise den syns-

hæmmede til rette med et passende

opholdssted til hunden i bussen eller

personbilen.

9. Hørehæmmede

Nedsat hørelse kan være blivende eller

forbigående. Der kan være tale om

fuldstændig døvhed eller en større

eller mindre hørenedsættelse. Den

største gruppe mennesker med nedsat

hørelse er imidlertid de, der på grund

af alder hører dårligt.

Hjælpemidler som høreapparat eller

dørklokke med lys kan i nogle tilfælde

kompensere for nedsat hørelse.

9.1. Tegnsprog

Tegnsprog, mund-håndsystemet eller

mundaflæsning samt aflæsning af

kropssprog og mimik kan i nogen grad

gøre det ud for det talte sprog, og per-

soner, der kender til tegnsprog, kan

føre en næsten normal samtale med

hinanden.

For hjælpere, som ikke kender til tegn-

sprog, kan det ofte lykkes at føre en

samtale ved hjælp af selvopfundne

symboler, f.eks. ved at tegne omridset

af genstande i lufter eller ved at pege

på genstande indenfor en vis afstand.

Det er vigtigt at kunne konstruere

spontane tegn til lejligheden.

I andre tilfælde kan det være en fordel

at kommunikere med blyant og papir

og skrive vigtige beskeder ned.

9.2. Tale

Børn eller voksne, som aldrig har kun-

net høre, har meget vanskeligt ved at

lære at tale. I nogle tilfælde bliver ud-

byttet så ringe, at kun den nærmeste

omgangskreds kan forstå dem. Under

alle omstændigheder kræves en vis

tilpasning fra hjælperens, den høren-

des side.

For det første bliver ordforrådet fattigt.

Desuden bliver stemmen klangløs og

monoton, idet klang kun kan indlæres

ved hjælp af hørelsen. Der er også

store vanskeligheder ved at lære tale-

rytmen, der har stor betydning for for-

ståelsen.

9.3. Kommunikation med døve og

hørehæmmede

Når man ”taler” med døve og høre-

hæmmede, er der nogle enkle regler,

man bør overholde:

Sørg for at vende ansigt og

hænder direkte mod den døve.


37

Den døve ser først og fremmest

på din mund og din mimik.

Sørg for at lyset falder på dit

ansigt.

Sørg for at hænderne ikke

dækker ansigtet og munden.

Lad være med at bruge tygge-

gummi.

Se på den døves ansigt, så læn-

ge samtalen varer. Hvis du ser

bort, afbrydes kontakten, og

den døve ved ikke hvorfor.

Forklar den døve årsagen til en

eventuel afbrydelse.

Vis, hvad du taler om, ved at

pege samt ved at bruge tegn-

sprog med hænder, krop og

mimik. Lad være med at und-

skylde din manglende formåen,

men klem på og vis din positi-

ve interesse.

Undgå unødig støj som fx radio

eller trafikstøj. Afvent ro, når

du skal tale med en hørehæm-

met.

Tal tydeligt og ikke for hurtigt,

men bestræb dig for at gøre det

så naturligt som muligt. Lad

f.eks. være med at vrænge an-

sigtet unødigt.

Gentag eller brug andre ord for

at undgå misforståelser.

Tal med almindelig styrke. Det

nytter ikke at råbe. Høreapparat

fungerer desuden bedst ved

normalt stemmeleje.

Det kan være svært at forstå,

hvad døve siger. Hvis du ikke

har forstået, så lad være med at

lade som om. Bed hellere om at

få det gentaget langsommere

indtil i forstår hinanden.

Misforståelser kan ikke und-

gås, når man taler med høre-

hæmmede. Tag dette med godt

humør og prøv så igen. Hvis du

ler i nærværelse af en høre-

hæmmet, så fortæl om årsagen.

10. Talehæmmede

En person uden funktionel tale er ude

af stand til at fortælle om sine ønsker

og behov og spørge om ting, man ikke

forstår eller er usikre overfor. Derimod

kan mange talehæmmede uden besvær

opfatte, hvad der siges til dem, specielt

også hvis der tales ”hen over hovedet”

på dem.

Ofte er det kun personer i den aller-

nærmeste omgangskreds, som ved

brug af stor tålmodighed er i stand til

at forstå den talehæmmedes meddelel-

ser.


38

10.1. Kommunikation

For hjælperen med korterevarende

kontakt, som f.eks. chaufføren, gælder

det om at finde frem til et eller andet

kommunikationssystem, der er baseret

på spørgsmål fra hjælperen og en reak-

tion fra den talehandicappede som

svar.

Det er vigtigere at kunne forstå hinan-

den, end at samtalen følger bestemte

regler. På den måde kan man opnå at

føre en meningsfuld samtale uden at

kunne beherske et sprog. Det væsent-

lige er imidlertid, at samtalen kan fo-

regå på ligeværdige præmisser, så der

undgås en oplevelse af manglende

accept.

Hjælperen skal være opmærk-

som på, at spørgsmålene skal

kunne besvares med et ja eller

nej.

Den talehæmmede kan f.eks.

nikke med hovedet eller kigge

opad for et ja og ryste på hove-

det eller kigge nedad som nej.

Hjælperen skal være tålmodig

og give tid til at vente på svar.

10.2. Hjælpemidler

Talehæmmede har ofte et lille kort,

hvor der forklares om problemet, og

om hvordan kommunikation evt. kan

foregå. Andre muligheder, hvis moto-

rikken fungerer normalt, kan være en

skriveplade med alfabet eller en lille

computer eller skrivemaskine, hvor

teksten udskrives på en skærm eller

papirstrimmel.

10.3. Strubeløse

Strubeløs (laryngectomerede) har fået

bortopereret struben og stemmebånde-

ne, ofte i forbindelse med behandling

af kræft.

Luftrøret munder ud, hvor strubehove-

det sad foran på halsen (stoma). Luft-

røret dækkes af et lille skjold.

Strubeløse taler enten med ”spiserørs-

stemme” eller ved hjælp af en vibrator,

der holdes ind mod halsen eller skrift-

ligt (papir/blyant, smartphone mv.)

Rygning skal undgås, da strubeløse er

meget følsomme over for røg.

11. Psykiatri

11.1. Hjælp til voksne med psyki-

ske lidelser

Psykisk sygdom medfører store van-

skeligheder på det mellemmenneskeli-

ge plan.

Forholdet til familie, venner og ar-

bejdskolleger belastes, det samme

gælder forholdet til ”hjælperen” i sy-

gehusvæsenet, det sociale system og


39

altså også inden for den offentlige be-

fordring. Forholdet bliver ”skævt”, og

det er svært at kommunikere med hin-

anden, dette medfører gensidig æng-

stelse, angst, isolation og tilbagetræk-

ning. På den anden side har den psy-

kisk syge behov for samfundets og

sine medmenneskers omsorg, støtte og

respekt.

I langt de fleste tilfælde er den æng-

stelse og usikkerhed, man som hjælper

møder den psykisk syge med, ube-

grundet. Psykisk syge er således i al-

mindelighed ikke mere aggressive,

vredesagtige eller voldelige end andre.

Man kan ofte være usikker på, hvor-

dan man taler med en psykisk syg pas-

sager. Her er det vigtigt at huske, at

den nonverbale kommunikation i form

af åbenhed, interesse og gensidig re-

spekt er forudsætningen for at skabe

en gensidig og ligeværdig kontakt.

Man kan dog som hjælper blive udsat

for, at de psykisk syge stiller helt uri-

melige krav eller måske virker afvi-

sende, selvom de helt klart har behov

for hjælpen. Det er i sådanne tilfælde

væsentligt, at man ikke i tolerancens

navn trækker sig tilbage og svigter de

psykisk syge på en sådan måde, at

deres tilstand forværres. I sådanne

tilfælde kan det være nødvendigt, at

chaufføren søger hjælp hos andre dele

af hjælpeapparatet, som f.eks. politi

eller det sociale system.

Der er en glidende overgang fra det

normale – over det let sygelige – til et

egentligt sindssygelige. Jo mere udtal-

te symptomerne er, jo større psykiske

vanskeligheder er der tale om. Jo stør-

re behov for hjælp har passageren der-

for.

Symptomer på psykisk sygdom kon-

stateres på baggrund af samvær med

personen, for eksempel når vedkom-

mende fortæller om sine oplevelser,

tanker og følelser, ligesom man kan

iagttage, hvordan personen fremtræder

og ”ser ud til at have det”.

Der er nogle symptomer på psykisk

sygdom, man som hjælper altid skal

være opmærksom på:

Hallucinationer er sanseoplevelser

uden ydre årsag. Den mest almindelige

er hørehallucinationer, hvor personen

fortæller, at der er stemmer eller lyde.

Stemmerne er for personen virkelig,

selvom andre ikke kan høre det. Per-

sonen vil ofte reagere på lydene med

vrede, fortvivlelse og isolation. Der

kan også forekomme syns-, lugte- eller

smagshallucinationer. En kombination

af hallucinationer kan ofte medføre

fejlslutninger, så den syge mener at


40

blive forfulgt, eller at andre vil noget

godt.

Vrangforestillinger kan have meget

forskelligt indhold. Det er en overbe-

visning, opfattelse eller mening, som

af andre ikke kan vurderes at være i

overensstemmelse med virkeligheden,

og som det ikke ved argumentation

eller logik er muligt at ændre på.

Det kan være en opfattelse om, at det

er farligt at sætte sig ind i en bil, eller

at man helt sikkert under turen kom-

mer ud for en alvorlig ulykke. Der kan

også være tale om en opfattelse af, at

andre vil én noget ondt, fx stjæle éns

penge, eller at man har særlige evner

eller kræfter.

Da vrangforestillingerne for den syge

er i virkeligheden, og hjælperen derfor

ikke kan argumentere imod, vil det

ikke nytte at insistere, hvorfor man

ofte må opgive sit forehavende, fx at

gennemføre turen eller få sin betaling.

Depressive symptomer. Der er en gli-

dende overgang fra almindelig tristhed

og forståelig sorg til en sygelig til-

stand, hvor alt opleves gråt i gråt uden

nogen form for glæde. Man har tabt

interessen for alt det, der foregår om-

kring én og har mistet lysten til livet.

Selvmordstanker er hyppige og fører

ikke sjældent til selvmordshandlinger.

Mange chauffører har været udsat for

personer, der ønsker at begå selvmord.

Fx ved at de springer ud foran en bil

eller bus, eller fordi de giver udtryk for

at ville gøre en ende på deres liv. Ofte

er der tale om ”råb om hjælp”, og

chaufføren bør derfor tage alle den

slags trusler alvorligt. Det kan være

vanskeligt at hjælpe en person, der står

i en så alvorlig krise, og ofte er det

nødvendigt, at man som udenforståen-

de skaffer hjælp fra personens net-

værk, familie og venner eller fra dele

af det øvrige offentlige hjælpesystem.

Maniske symptomer. Disse sympto-

mer er den depressives modsætning.

Her er personen præget af et løftet

stemningsleje med en helt urealistisk

og for andre uforståelig lykkefølelse

og glæde. Der er stor aktivitet, udad-

vendthed og ofte et højt opskruet tem-

po, som normale ikke kan følge med i.

i denne tilstand kan personen være

meget talende, som ligger langt ud

over, hvad personen normalt ville fore-

tage sig. Personens egen oplevelse af

noget unormalt eller sygeligt er nor-

malt ikke til stede.

Angstsymptomer. Angst er en subjek-

tiv oplevelse hos personen og kan ikke

umiddelbart måles eller registreres.

Angst er karakteriseret ved at opstå

uden ydre foranledning, modsat frygt,


41

der har en ydre årsag, eks. frygten for

at stå over for en bidsk hund, og der-

med faren for at blive bidt.

Angst er altså resultat af indre tanke-

virksomhed og kan opleves langt mere

pinefuldt og belastende end den nor-

male frygt.

Angst optræder ofte i anfald og er be-

lastende fordi personen er ude af stand

til at kontrollere og beherske den. Ofte

ledsages angst af hjertebanken, rysten

på hænderne, vejrtrækningsproblemer

og kropslig uro.

En særlig form for angsttilfælde kan

forekomme i veldefinerede situationer,

eks. angst for at sætte sig ind i en bil,

køre over en bro, for lukkede rum eller

for at køre i elevator. Hjælperen, eks.

chaufføren, som ikke har et behand-

lingsmæssigt udgangspunkt bør ved en

angst person tage dennes opfattelse

alvorligt, og ved at spørge sig for, for

at undgå situationer, der kan virke

angstfremkaldende, fx ved at køre en

alternativ rute.

Aggressive symptomer. Aggressiv

adfærd kan indgå i mange af de psyki-

ske lidelser (uden dog at være gene-

relt) og kan være udtryk for en bag-

vedliggende angst og usikkerhed. Jo

mere ro og indre balance, hjælperen

kan udstråle i forhold til den aggressi-

ve passager, f.eks. ved at virke profes-

sionel og serviceminded, jo hurtigere

vil aggressionen aftage, hvorefter der

kan være mulighed for at tale om de

bagvedliggende årsager til vreden.

Chaufføren skal dog ikke være blind

for, at en meget aggressiv person kan

indlede et voldeligt overfald, hvorfor

det ofte kan være en løsning at søge

hjælp hos en kollega, fx så man kører

to chauffører i samme køretøj.

11.2. Mental retardering

Mental retardering viser sig ved, at et

barn ikke udvikler sig svarende til sine

jævnaldrende, men er forsinkede i sin

udvikling.

Hvis udviklingen er mindre forsinket,

kan man tale om evnesvaghed, og er

udviklingen meget mangelfuld, kan

der være tale om åndssvaghed. De

mindst udtalte former for mental retar-

dering opdages ofte først i skolealde-

ren.

Man kan bruge forskellige tests til at

undersøge de aktuelle intellektuelle

evner, fx hukommelse, visuelle, sprog-

lige, musiske og kropslige evner.

Ud over den mentale retardering kan

der være andre vanskeligheder som

spasticitet, som er manglende udvik-

ling af den fysiske formåen, epilepsi,

som kan give epileptiske anfald og


42

sansedefekter som nedsat syn, balance

og hørelse. Der kan også være pro-

blemer med udviklingen af sproget.

Der kan være mange årsager til at et

barn bliver mentalt retarderet:

Nedarvede anlæg, som ikke har

gjort sig gældende hos foræl-

drene, kan komme til udtryk

hos barnet.

Arvelige lidelser, som skyldes

fejl i barnets arveanlæg kan fx

give sig udtryk i mongolisme.

Stofskiftelidelser som mangel-

fuldt udviklet skjoldbruskkirtel

eller Føllings sygdom (som te-

stes kort efter fødslen).

Stofskiftesygdomme opdages

som regel tidligt, og ved den

rette behandling eller diæt kan

mange følgevirkninger undgås.

I modsat fald kan der udvikles

åndsvaghed, dværgvækst og

invaliderende komplikationer.

Graviditetslidelser, som fx røde

hunde under graviditeten, kan

overføres til fostret og giver

skader på hjernen.

Komplikationer i graviditeten

eller under fødslen, fx mang-

lende ilt til fostret kan give

hjerneskader eller forkert fo-

sterudvikling.

Sygdomme eller ulykker efter

fødslen, fx hjernehindebetæn-

delse (meningitis) kan give

hjerneskader.

Da mentalt retarderede udvikles sent,

vil de ikke fungere som deres jævnald-

rende.

Selvom intensiv optræning i nogle

tilfælde kan afhjælpe deres manglende

mentale udvikling, er der nogle kende-

tegn, man som hjælper skal være op-

mærksom på, er karakteristiske for

mentalt retarderede:

Selvom udviklingen er lang-

som, og mentalt retarderede

modnes sent, må man ikke tro,

at de forbliver ”børn” resten af

livet. Det er derfor vigtigt, at

man som hjælper omgås dem

som andre på samme alderstrin.

Det vil sige, at man skal stille

aldersvarende krav, men natur-

ligvis yde den hjælp og service,

de har behov for.

Hjælperen skal udvise forståel-

se og tolerance og kunne ac-

ceptere, at ”tingene” også kan

gøres på en alternativ måde. De

fleste retarderede er udmærket

klar over, at de ikke fungerer


43

på samme niveau som andre,

men de har lært at acceptere sig

selv, som de nu er, og forventer

naturligvis, at andre gør det

samme.

Mentalt retarderede har øget

påvirkelighed og en umiddel-

barhed, som ofte kan komme

bag på almindeligt ”hæmmede”

personer. De kan overreagere i

følelsesmæssigt henseende: let

til glæde og latter, let til sorg

og vrede. De er ofte glade,

godmodige og oprigtigt inte-

resserede i social kontakt med

andre mennesker.

Der er sen eller manglende ud-

vikling af daglige færdigheder.

Bevægelserne kan være klun-

tede og uharmoniske. Ansigts-

udtrykket kan være tomt eller

barnligt. Talen ofte dårlig og

ordforrådet mangelfuldt.

Opfattelse, opmærksomhed og

koncentration er mangelfuld,

og der kan være en tendens til

rastløshed, uro og adspredthed.

Der kan være tale om svækket

vilje, energi og hukommelse,

men i andre tilfælde også ofte

udbredt stædighed.

11.3. Børn med psykiske udvik-

lingsforstyrrelser

Børn, der har psykiske udviklingsfor-

styrrelser, er som regel syge fra føds-

len eller bliver syge i de første leveår.

Dette betyder, at børnene ikke har en

normal udvikling og opvækst modsat

voksne, der senere i livet får psykiske

problemer.

Børnenes adfærd vil ofte være karakte-

riseret ved, at de afviser og mister kon-

takten med omverdenen og efterhån-

den opsluges af egne forestillinger og

fantasier.

Der er naturligvis stor forskel i, hvor-

dan disse børn udtrykker sig, handler

og reagerer, men der findes nogle ge-

nerelle symptomer, som chaufføren

skal være opmærksom på:

Svære og vedvarende forstyr-

relser i de følelsesmæssige re-

lationer til andre mennesker,

det gælder såvel overfor hjæl-

peren som overfor andre børn

og voksne.

Manglende bevidsthed om

egen identitet i en grad, der ik-

ke svarer til alderen.

Sygelig optagethed af bestemte

ting eller detaljer ved tingene.

Vedholdende modstand mod


44

forandringer og stræben efter at

fastholde omgivelserne uforan-

drede, fx den sædvanlige,

kendte chauffør, et bestemt kø-

retøj, en bestemt siddeplads el-

ler overholdelse af de sædvan-

lige rutiner som ruten og over-

holdelse af tidspunkter.

Abnorme sansemæssige ople-

velser, fx at smerte ikke erken-

des, panik over skarpt lys eller

mørke.

Akut, overdreven og tilsynela-

dende ubegrundet angst. Børn

med psykiske udviklingsfor-

styrrelser er generelt præget af

angst.

Talen er gået tabt eller er gået i

stå på et lavt udviklingsniveau,

talen kan også være præget af

individuelle ejendommelighe-

der. Disse børn har generelt et

eller andet unormalt ved deres

sprog.

Særprægede bevægemønstre.

Barnet kan være vedvarende

uroligt eller omkringspringen-

de eller stivnet i næsten fast-

frosne stillinger. Det kan også

flagre med hænderne eller rok-

ke med hovedet.

Beherskelse af intellektuelle

færdigheder inden for et snæ-

vert felt. Helt uventet viser det

sig måske, at barnet husker bil-

numre på samtlige køretøjer,

det har set under turen eller

kender navnet på samtlige bil-

mærker.

Disse fællestræk forekommer hos bar-

net i forskelligt omfang, afhængigt af

alderen og udviklingsniveauet.

Det enkelte barn har derfor ikke nød-

vendigvis samtlige symptomer, men

for chaufføren er det vigtigt at være

opmærksom på, at barnet med psyki-

ske udviklingsforstyrrelser kan være

vanskeligt at kommunikere med og få

kontakt til, at alle afvigelser fra de

daglige rutiner kan virke angstfrem-

kaldende, og at barnets bevægelser kan

virke unormale i forhold til andre børn

på samme alderstrin.

11.4. Børn med adfærds- og følel-

sesmæssige forstyrrelser

Børn med overaktivitet (hyperaktive)

har ofte betydelige vanskeligheder i

hjemmet, skolen og i andre sociale

situationer. De har problemer med at

koncentrere sig om en ting af gangen

og skifter med rastløs uro fra den ene

aktivitet til den anden. At de er impul-

sive og mangler omtanke, bidrager


45

yderligere til at skabe vanskeligheder i

forhold til omgivelserne. Drenge er

hyppigere overaktive end piger. Til-

standen kan hos nogle børn bedres i

puberteten, men kan hos andre bestå i

voksenalderen, hvor den viser sig ved

rastløshed og vanskeligheder ved at

skabe og fastholde nære forbindelser

til andre mennesker.

Den største gruppe af disse børn hører

til gruppen af såkaldte ADHD børn

(Attention deficit hyperactivity disor-

der , dansk: Forstyrrelse af opmærk-

somhed og aktivitets lidelse).

Af en årgang børn må man regne med,

at ca. 5% har ADHD fra de letteste

(ubetydelige) til de sværeste tilfælde.

1% af årgangen af børn har ADHD i så

svær grad, at de ikke kan færdes i et

normalt skolemiljø.

Andre adfærdsforstyrrelser kan bestå i

direkte aggressiv og trodsig adfærd.

Det drejer sig ofte om andet og mere

end almindelige barnestreger og op-

rørstrang og kan antage meget grove

former. Da barnet ofte lægger sig ud

med alt og alle, vil der være vanske-

ligheder i børnehave eller skole.

Der kan også være tale om børn med

ængstelig vagtsomhed eller tilbage-

træning, som man ofte ser hos om-

sorgssvigtede eller mishandlede, eller

om børn som er meget opmærksom-

hedssøgende og klæbende kontaktsø-

gende, de såkaldte ”allemandsbørn”.

11.5. Serviceloven

Det er i den sammenhæng vigtigt at

være opmærksom på, at der i ”Lov om

social service” Kap 27 pålægges en-

keltpersoner underretningspligt m.v.

Der pålægger personer, ”der under

udøvelse af deres erhverv”, eller andre

personer, skal underrette kommunen,

hvis de får kendskab til forhold, der

giver formodning om, at et barn eller

en ung under 18 år har behov for sær-

lig støtte6.

Yderligere er der pligt til at personer,

”der udøver offentlig tjeneste eller

hverv, skal underrette kommunen, hvis

de under udøvelsen af deres tjeneste

eller hverv får kendskab til en gravid

kvinde med alvorlige misbrugspro-

blemer, der giver formodning om, at

der er behov for støtte”.

6 LOV nr. 1400 af 23/12/2012

46

12. Passagerer med behov for sup-

plerende ilt

Kroppen har brug for ilt, og når man

trækker vejret kommer der ilt (O2) ned

i lungerne, i kroppen omsættes det til

kuldioxid (CO2), som derefter udskil-

les gennem lungerne. Patienter med

svær lungesygdom som fx KOL, har

meget vanskeligt ved at optage ilten i

blodbanen ved passagen gennem lun-

gerne, hvorfor de har behov for at ind-

ånde luft med en større koncentration

af ilt, end der er i den naturlige luft vi

normalt indånder.

Når fx en KOL patienter skal befor-

dres med offentlig transport, eksem-

pelvis Flextrafik, har de ilt med i en

form der kan håndteres. Hjemme er

der til daglig brug for ilt i større

mængder end det er muligt at transpor-

tere i almindelige køretøjer.

12.1. Ilt koncentrator

Ilt koncentratoren er det almindelige

valg, hvis patienten tilbringer det me-

ste ad dagen i hjemmet, da der er tale

om en stor og tung maskine på 20-25

Kg. Fordelen for patienten med denne

løsninger er, at man ikke er afhængig

af leverancer af ilt, da den selv kon-

centrerer ilt ud fra det niveau af ilt der

er tilstede i almindelig atmosfærisk

luft.

Bl.a. på grund af vægten vil det ikke

være den man medbringer ved trans-

port til og fra besøg uden for hjemmet.

12.2. Flydende ilt

Udstyr til flydende ilt består af to dele, en

lagerbeholder med flydende ilt og en lille

bærbar beholder på 2 Kg til at bære ilten

rundt med.

Ilten i den lille beholder kan dække op til

20 timers forbrug, hvilket går den anven-

delig til brug i forbindelse med mindre

dagsrejser.

Ilt kan leveres fra

Ilt koncentrator

Flydende ilt

Komprimeret ilt på flaske

Ilt kan:

Forlænge livet

Øge livskvaliteten

Forbedre fysisk formåen

Bedre søvnen

Ilt er ikke nødvendigvis en be-

handling af åndenød.


47

12.3. Komprimeret ilt på flaske

Ilt kan leveres komprimeret på stålfla-

sker i forskellig størrelse ned til 2 liter

med en vægt på 5 Kg, hvilket kan være

i overkanten at bære for en KOL pati-

ent.

Alternativet til tunge stålflasker er

letvægtsflasken, som kan veje helt ned

til 3 Kg.

Komprimeret ilt egner sig til at tage

med i bilen/bussen, blot skal man sikre

sig at den er spændt fast et sikkert sted.

En 3 kg ”flyvende” ilt flaske kan gøre

stor skade ved færdselsuheld.

12.4. Supplerende information

Iltbehandling i dagligdagen

En patientvejledning fra

Danmarks Lungeforening.

www.lunge.dk

Forholdsregler ved iltbehand-

ling

Ilt-udstyr/ilt og åben ild

må ikke forekomme sam-

tidig.

Tobaksrygning må natur-

ligvis ikke forekomme.

Sluk for ilten hvis du

lægger næsekatedret fra

dig.

http://www.lunge.dk/


48

MEDICIN

1. Medicin, som kræver særlige

forholdsregler

1.1. Kemoterapi7

Kemoterapi er behandling med læge-

midler, som kaldes cytostatika.

Cytostakika blev oprindeligt udviklet

til at behandle kræftsygdomme, men

siden er man begyndt at bruge stoffer-

ne ved anden behandling, hvor im-

munsystemets reaktion ønskes under-

trykt og i et vist omfang af virussyg-

domme og psoriasis.

Cytostatika har en celleødelæggende

og/eller cellevæksthæmmende virk-

ning på både syge og raske celler. Vis-

se cytostatika er ætsende og allergi-

fremkaldende.

Bivirkningerne hos patienterne er bl.a.

nedsættelse af knoglemarvsfunktionen,

fosterbeskadigelse, kræftfremkaldende

effekt og risiko for sterilitet. Desuden

diarre, opkastning og hårtab. Bivirk-

ningerne varierer fra stof til stof og er

endvidere afhængig af dosisstørrelse.

Cytostatika optages i patientens krop

og kan udskilles i urin, afføring, spyt

7 AT Vejledning D.2.12 af 2004

og gennem sveden. Der kan også være

cytostatika eller omdannelsesprodukter

fra disse i opkast og blod.

Bivirkningerne kan ud over patienten

også udgøre en risiko for andre, der

udsættes for stofferne eller omdannel-

sesprodukterne.

Udsættelse for cytostatika og omdan-

nelsesprodukter af disse kan fore-

komme på hospitaler, apoteker, pleje-

hjem, i private hjem og under trans-

port.

Den, der sætter en patient i behandling

med cytostatika, har ansvaret for at

informere andre (eks. hjemmeplejen,

hjælpere og altså også chauffører) om

hvilke foranstaltninger, der er nødven-

dige. Dette omfatter såvel medicinen

som ekskreter (blod, urin, afføring og

opkast) fra patienten.

I køretøjer, der benyttes til befordring

af patienter, skal der findes væsketætte

poser eller en bøtte til opkast. Ved

håndtering af opkast og ved rengøring

skal anvendes engangshandsker.

Aftørring foretages med engangsklude,

hvorefter der afvaskes omhyggeligt

med vand og sæbe. Opkast og vaske-

vand kan hældes i toilettet, der skal


49

være tillukket under udskylning.

Alternativt kan pose med opkast afle-

veres i hjul-affaldssæk på sygehuset.

Hænder vaskes grundigt, selvom der

har været anvendt handsker.

Førstehjælp

Hvis cytostatika eller forurenede eks-

kreter kommer i kontakt med huden,

skal huden omgående skyldes med

rigeligt vand og derefter vaskes grun-

digt med vand og sæbe.

Ved symptomer (eks. ætsning eller

eksem) søges læge.

Ved stænk i øjet skylles straks med

vand i mindst 15 minutter og læge

kontaktes.

Lægen skal informeres om, at der er

arbejdet med cytostatika.

1.2. Radiojodbehandling

Radioaktivt jod anvendes til behand-

ling af forhøjet stofskift. Den radioak-

tive jod indtages gennem munden og

optages i skjoldbruskkirtlen. Joden

udskilles i opkast, urin og afføring.

En patient, der har fået radiojodbe-

handling, vil være strålingskilde i nog-

le få dage. Strålingen vil være afhæn-

gig af, hvor stor en behandlingsdosis,

patienten har modtaget.

Forholdsregler ved befordring:

Hjemtransport sker med Falck

eller eventuelt Flextrafik/Taxi.

Bilens fører skal være en mand

eller kvinde over den fødedyg-

tige alder.

Ved hjemtransporten må der i

bilen ikke medtages andre pas-

sagerer end patienten. Dog må

flere radiojodbehandlede pati-

enter befordres sammen.

Patienten får på afdelingen ud-

leveret en opkastnings-bøtte,

der så vidt muligt skal anven-

des, hvis patienten skulle kaste

op på turen.

På afdelingen vil man være be-

hjælpelig med bortskaffelse af

plastbøtten.

Køres der til eget hjem, kan pa-

tienten selv skylle indholdet ud

i et toilet. Ved udskylning skal

toilettet holdes tillukket.

Hvis bil eller chauffør bliver

forurenet med opkast, skal af-

delingen kontaktes med hen-

blik på forholdsregler ved ren-

gøringen.

Den behandlende afdeling er

ansvarlig for, at befordringen


50

er forsvarlig.

2. Passagerens egen medicin

Det er altid et stort ansvar at give an-

dre medicin.

I nogle tilfælde kan chaufføren imid-

lertid blive bedt om at opbevare eller

hjælpe med at give passageren medi-

cin. Det kan være i situationer, hvor

passageren er i behandling med en

medicin, som skal tages på et ganske

bestemt tidspunkt. Det kan også være

under patientbefordring eller ved læn-

gerevarende udflugter, rejser eller bus-

ture. Endelig kan det være medicin,

som skal anvendes i forbindelse med

et anfald, fx astmamedicin eller hjer-

temedicin.

Passageren er naturligvis selv klar

over, hvordan den ordinerede medicin

skal anvendes.

For at undgå fejl ved medicingivnin-

gen, er der imidlertid -

2.1. Tabletter

Tabletter kan ofte opbevares i en pille-

dåse, der er opdelt i flere rum. Et rum

for hver dag i ugen. Disse rum kan

igen være underopdelt fx morgen,

middag, aften.

Ved indtagelse af tabletter skal mindst

drikkes et halvt glas vand. Nogle tab-

letter er endvidere beregnede til at

indtage sammen med et måltid.

Vær opmærksom på, at nogle tabletter

er fremstillede med en rille eller et

kryds, så de kan deles i to eller fire

mindre stykker. Det er derfor vigtigt at

være klar over, om der skal indtages

en hel tablet.

2.2. Kapsler

Kapsler består at to hylstre af gelatine,

der er skudt ind i hinanden. Indeni

findes en ganske bestemt mængde af

lægemidlet.

Kapsler opløses hurtigt i mavesækken,

hvorfor virkningen indtræder hurtigere

end ved tabletter.

Kapslerne skal sluges hele, og der skal

drikkes mindst et halvt glas vand til.

2.3. Brusetabletter

Brusetabletter kommes i ¾ glas vand.

Heri opløses de i løbet af et minut.

Brusetabletterne må ikke synkes hele

5 grundregler, som skal følges hver

gang:

1. Den rigtige medicin.

2. I den rigtige mængde og

styrke.

3. Til den rigtige person.

4. På det rigtige tidspunkt.

5. På den rigtige måde


51

eller tygges. Virkningen af en bruse-

tablet er meget hurtig, da den i opløst

tilstand straks kan optages af mavens

eller tarmens slimhinde.

Det er vigtigt bagefter at skrue pil-

leglassets låg godt på, idet luftens fug-

tighed ellers hurtigt vil ødelægge re-

sten af tabletterne.

2.4. Resoribletter

Resoribletter er tabletter, der er frem-

stillede til at opløses i munden, gen-

nem hvis tynde slimhinde lægemidlet

kan optages i blodet.

Resoribletter må derfor ikke synkes

eller tygges, men de skal lægges under

tungen. Der må derfor ikke gives vand

til.

Resoribletter bruges for eksempel ved

pludseligt opståede tilfælde af hjerte-

krampe (angina pectoris). Disse inde-

holder nitroglycerin, som virker i løbet

af få minutter.

2.5. Miksturer

Miksturer er flydende lægemidler, der

er beregnet til at indtages gennem

munden. Miksturer indtages i doser,

hvorfor det er vigtigt at bruge en måle-

ske eller et målebæger. Fyld derfor

målebægeret op til den korrekte an-

givne streg.

Nogle miksturer skal rystes før op-

hældningen. Dette er i så fald angivet

på flasken.

2.6. Salve/creme

Det drejer sig om lægemidler til ud-

vortes brug. De skal smøres på huden i

et så tyndt lag som muligt.

Det er vigtigt at vaske hænder efter

påsmøringen.

2.7. Øjendråber/salve

Chaufføren kan blive bedt om at hjæl-

pe ved brug af øjendråber eller –salve.

Det skyldes, at kunden ofte ikke har

mulighed for selv at anvende lægemid-

let korrekt uden hjælp.

Øjendråber og –salve er beregnet til

inddrypning i øjet eller påsmøring på

øjenlågsranden. Den bedste placering

af lægemidlet fås, hvis det nedre øjen-

låg trækkes lidt ud, og en dråbe væske

eller ½ cm. af salven placeres mellem

øjenlågets inderside og selve øjet.

Det gælder for begge typer, at de er

sterile, hvorfor det er vigtigt ikke at

berøre pipetteflaskens eller tubens

spids.

2.8. Astma spray

Et astmaanfald kan fx fremkaldes at

tobaksrøg, pollen, kulde, men også

anstrengelse i forbindelse med befor-

dring kan fremprovokere et pludseligt


52

anfald.

Symptomerne på et astmaanfald er

hoste, åndenød, pibende og hvæsende

vejrtrækning samt trykken for brystet.

Hjælpen til en passager, der får et

pludseligt astmaanfald består i første

omgang i at hjælpe med at finde den-

nes astmaspray frem.

Spraydåsen har en beskyttelseshætte,

som først skal fjernes. Beholderen

rystes og læber og tænder lukker tæt

sammen om mundstykket. Efter en

udånding gennem mundstykket foreta-

ges en indånding samtidig med, at

hovedet bøjes bagover og stemplet

trykkes ned. Efter indånding af læge-

midlet bør vejret holdes 10-15 sekun-

der inden udånding foretages.

Et astmaanfald er meget ubehageligt,

kan evt. være livstruende og kan resul-

tere i nervøsitet, urolighed og angst.

Det er derfor vigtigt at blive ved per-

sonen og at berolige vedkommende

indtil anfaldet er fuldstændigt ovre.

Documents

Befordring af sygdoms- og alders- svækkede passagerer · Befordring af sygdoms- og alderssvækkede passagerer 1. Udgave 7 ve overset eller gjort til grin, hvis vi har svært ved