Charles Nielsen erindringer fra 2. verdenskrig

På Stubberup Sogns lokalarkiv ligger alle Charles Nielsens mapper, hvor han dels har skrevet sine

mange erindringer, dels i fotos har dokumenteret sin samtid. Jeg har plukket i Charles mapper og

hans erindringer fra 2. verdenskrig og krydret dem med fotos fra hovedsageligt Hindsholm taget

under og ved 2. verdenskrigs afslutning.

Krigen

Den 17-5-1996 en fredag begynder jeg at skrive om de 5 krigsår, jeg oplevede på Bøgebjerg

avlsgård, hvor jeg er ansat i 7 år. Den 9. april 1940 kl. 4 om morgenen, jeg er på vej op i kostalden

for at malke til morgen. Da jeg er halvvejs, hører jeg motorlarm. Da blev jeg overfløjet af 4 tyske

ombeflyvemaskiner. Jeg kan endnu se disse 4 mørke maskiner for mit indre blik. Da jeg kom op i

stalden, og traf mine arbejdskammerater, vil jeg aldrig glemme, det var en sorgens dag, nogle

græd. Vi anede jo ingen ting. Da jeg gik hjem til Degnehuset kl. 9 om formiddagen, flød det med

hvide papirlapper i den store fårefold. Disse lapper papir var tekstet med tyskeo pråb om, hvordan

vi danskere skulle forholde os, nu da Danmark var besat af Tyskland.

Fra denne dag af har jeg altid hadet

tyskerne. Jeg har sjældent talt med tyskerne,

og aldrig købt tyske varer. Det kommer nok

af, at jeg så en del til disse grønne væsener,

da det havde deres hovedkvarter i

Kerteminde, og under besættelsen var der

en mindre styrke på Fyns Hoved. Den var

udbygget med bunkers, kanonstilling,

antiluftskyts og mandskabsbarakker. På

Martofte station ankom tysk matriel. Her var

en mindre kran og en stor larvefods traktor.

Den kørte matriale til Fyns Hoved. Der gik

tysk vagtmandskab, som havde kvarter i den

gamle togremise.

Når vi var i Martofte for at handle ved bager,

brugs, købmand og posthus, så vi altid tyske

soldater.

Vagtværn

Da tyskerne nedlagde og internerede det danske politi, opstod der lovløshed i landet. I Stubberup

kommune blev der oprettet et frivilligt vagtværn. Der blev valgt gårdejer Herluf Christoffersen til

formand. Han blev kaldt Sheriffen. Der blev valgt noget mandskab til at bistå Herluf. Det var en

mand i de forskellige små landsbyer i kommunen. Jeg husker i Stubberup by var det gårdejer Karl

Hansen.

Der var en bestemt klike af ældre ungkarle, man holdt øje med. Jeg husker, at på Dronning Ingrids

Feriehjem for Sønderjyske Børn på Bøgebjerg blev hjemmet en nat ribbet for alt linned, tæpper,

lagner, duge, håndklæder, viskestykker og meget andet. Der var dilettant i Martofte. Her havde

man et af de smukkeste fortæpper af tvistlærred. Der var malet et meget smukt motiv af Martofte

Forsamlingshus malet fra nord med Martofte by i baggrunden. De sidste aftener blev der spillet

dilettant uden det smukke tæppe. Det blev aldrig opklaret, hvem der stjal på Dronning Ingrids

Feriehjem, eller hvem der stjal fortæppet i Martofte Forsamlingshus. Disse ældre karle blev mere

og mere frække. De drev jagt på Bøgebjerg gods ved højlys dag. Skytten på Hverringe var

simpelthen bange for disse fyre, men en dag de har været på jagt og har skudt en del fasaner,

render de lige ind i Karl Hansen. Karl truer nu med at indberette dem til Herluf Christoffersen. Nu

følte de jorden brænde under sig og samme aften rejste de over til Vestkysten i Jylland og her

gravede de bunkers og tankgrave. Vi så dem ikke i et helt år. Det kunne mærkes, at de var

bandlyst Der skete ikke noget kriminelt mere; der var blevet kedeligt i Stubberup efter de var rejst.

Så blev det forår og de 4 ungkarle vender hjem. De laver ingenting, de lever af deres

understøttelse. Da de har gået og dasket en 8 dages tid begyndte det at blive kedeligt. Det var lige

i den tid, mågerne lagde æg. Odense Ægkompagni annoncerede efter mågeæg og betaler en god

pris for disse æg. Karlene bestemmer nu, at de vil ud og samle mågeæg i Stavre, i en stor

strandmose, der ejes af godset Hverringe. Mosen kaldes Stengårds Stænge. Her samler skytten

på godset mågeæg til Odense Ægkompagni. Det var kun skytten, der havde adgang til denne

mågekoloni. De 4 ungkarle låner 4 store kurve ved deres naboer og cykler ned til strandmosen

tidligt om morgenen. De har samlet 4 store kurve mågeæg, da de bliver overrasket af skytten, der

forlanger at få kurvene. Ellers bliver de, siger han, meldt til politiassistenten i Mesinge. Og skytten

fik sine 4 kurve æg! De tømte kurvene ned over fødderne på skytten og værsgod, her har du dine

æg, men vi skal have kurvene med hjem. Skytten var en lille mand og her stod han midt i en

kæmpe æggekage. Han bander og græder af raseri. Han vil have deres navne, men de griner bare

og siger, at kan kunne rende dem et vist sted. Den stakkels skytte var magtesløs. De kunne bare

cykle hjem. Denne bedrift var de meget stolte af og pralede med det overalt.

Magnetiske miner

Under krigen var der en engelsk bombemaskine, der skulle smide 4 magnetiske miner i sejlløbet

ved Midskov og kanalen ind til Odense. Om denne bombemaskine blev forfulgt af tyske jagerfly og

bare for at slippe væk har smidt lasten af miner, ved jeg ikke. Men minerne faldt helt tilfældigt langt

fra hinanden. En faldt mellem Fyns Hoved og Nordfyn, en faldt i havet ved Bregnør, en anden faldt

på Vestermaen vest for Mesinge. Den fjerde er aldrig fundet.

Minen ved Fyns Hoved var der en fisker fra Bregnør, der fik i sit trawl, hvor den sprængtes uden at

mandskabet på kutteren kom til skade. De var heldige og fik kun trawlet ødelagt. Minen der faldt i

havet ved Bregnør: Her var 2 fiskere - brødrene Rosenlyst - ude at fiske med deres fiskekutter en

tidlig morgen, og de sejler over en af de magnetiske miner. Den udløser en frygtelig eksplosion.

Der bliver intet tilbage af de 2 unge fiskere, ej heller af fiskekutteren, der var af træ. På denne tid er

jeg med en gravemaskine, der graver afvandingskanalen. Vi har en formand, der hed Henry

Hansen. Han har været med til eftersøgningen af de 2 brødre Rosenlyst. Det var rystende, det han

fortalte. Med en kejs fandt man meget få rester af de 2 mennesker, af kutteren var der kun splinter

tilbage. De rester, man fandt, blev begravet på Drigstrup kirkegård. Denne dag var en sorgens

dag. Denne forbandede krig greb på mange måder ind i mit og andres liv.

Som sagt var jeg med til at grave afvandingskanalen på Dræby Fed. Der er lavet en ny stor

dæmning til erstatning for den gamle, der blev ødelagt under stormfloden i 1943. Vi begyndte ved

pumpestationen på den nye dæmning. Vi graver hovedkanal fra dæmningen. Den første morgen,

vi er begyndt, kommer der en ung dame gående på dæmningen, hvor der er en sti. Vores formand

Henry Hansen hilser på hende og spørger til hendes velbefindende. Hun er højgravid og fortæller,

at hun skal ud til den anden ende af dæmningen. Her bor hendes svigerforældre. Da hun er gået,

fortæller Henry, at hun er enke efter den ene af de forulykkede brødre Rosenlyst. Hun kom gående

på dæmningen næster hver dag om morgenen og hun kom til og med ned og så på dette store

gravearbejde og talte med os. Hun var en sød og rar pige. Hvor kan livet være forunderligt. Nu

sidder jeg her sommeren 1996 og skriver om denne søde pige. Hvad er der mon blevet af hende

så mange år efter denne tragedie?

Min broder Erik Nielsen tjener i Taarup ved gdr. Knud Poulsen, hvor han er forkarl. Det er en dejlig

søndag med smukt vejr. Da man havde spist til middag bliver Erik og fodermesteren enige om at

gå en tur over Vestermaen til stranden. Da de kommer halvt ud på Vestermaen ligger der noget

mærkelig noget. En metalbeholder på en 4 m længde. Den er rund og omkring 1 meter i tværmål.

Der er en del skruer og andre ting. Der var skruer med kærv i. Erik har en stor lommekniv med en

del redskaber i, blandt andet en solid skruetrækker. Han prøver at løsne en del af disse skruer. Da

det ikke lykkedes, fandt de en sten og nu kan det nok være, der blev slået og banket på dette

monstrum, men der skete heldigvis intet. Da de kom hjem til gården kl. 2 til kaffetid, blev der talt

om den mærkelige tingest, der lå ude på Vestermaen. Nu blev Knud Poulsen meget interesseret,

og man gik ud på Maen og så på den mærkelige tingest. Da de kommer hjem, bliver der ringet til

den tyske kommando i Kerteminde. De kommer og det viser sig at være den tredje af de 4

magnetiske minder, englænderne havde kastet. Fynshovedvej blev spærret fra Mesinge og ud til

Uglehuset. Minen blev sprængt på stedet, og det kunne høres viden om. Den 4. bombe er aldrig

blevet fundet.

Sort pølse

Under krigen handler vi med slagteren i Trollegade hos slagter Betten. Det var en fredag aften, og

vi var med toget til Kerteminde. Da vi var færdige med at handle og kom ud på fortorvet, stod der 2

unge tyske soldater og stirrer lækkersultne ind i butiksvinduet, hvor der hang et bundt store

sortpølser. De var lange og tykke. Det var blod og byggryn, de var lavet af. Dem var der ikke

rationeringsmærker til. Den ene tysker spørger Anna, om der skal rationeringsmærker til sort

pølse, og Anna siger nej. De 2 soldater ind i slagterbutikken. Anna og jeg går en tur rundt i

Kerteminde. En halv time efter møder vi de 2 tyskere nede på torvet. De går og gnaver i hver sin

store sort pølse. Der var kun en fjerdepart tilbage af pølserne. De 2 tyskere smiler til os. De må

have været utroligt sultne.

Det store isslag

Der var store isslag i de strenge isvintre i begyndelsen af krigen, hvor alle telefontråde faldt ned.

Der var folk, der ikke havde deres telefonforbindelse i orden. Der gik nogle år, inden der bliver

hængt andre telefontræde op, men tyskerne skulle først og fremmest have deres telefonline lavet

fra Odense, Kerteminde og Fyns Hoved. Tyskerne brugte telefonmasterne langs Odense-

Kerteminde-Martofte jernbanen. De havde deres telefontråde lige under banens tråde. Jeg husker,

der var sat en 25-30 tyske soldater og telefonteknikere på dette arbejde, der kun varede en god

dags tid. Så var der forbindelsen fra Odense til basen på Fyns Hoved. Jeg mindes, at der var en

tyskvenlig bande, der inviterede de 30 tyskere til middag og det siges, at tyskerne åd en hel

slagterigris. Det var på den tid, det gik rigtig fremad i Rusland.

C. B'er

Politiassistent Anton Rasmussen i Mesinge fik lov at fungere under krigen. Han var accepteret af

tyskerne. Han fik lov til at hyre to medhjælpere til at holde ro og orden. Disse unge mænd bar

uniform. De var i tyve-tredive års alderen og fik månedsløn. Jeg havde en god ven, der var C. Ber.

De gik under kaldenavnet føl. Jeg ejer så galt et billede af min ven i uniform. De blev brugt til at se

efter, om cyklister kørte uden lys. Min kone Anna er en gang blevet standset en aften af en C. B'er.

Ved offentlig baller holdt de ro og orden - sådan da. Jeg har oplevet disse unge mænd i aktion. Jeg

var venner med flere af dem. Det er med vemodighed, jeg sidder her og skriver om en svunden tid.

De fleste af dem, jeg kendte, er ikke til mere. Derfor mener jeg, de skal omtales.

Spærreballonen

Under krigen arbejder jeg i kostalden på

avlsgården Bøgebjerg. En formiddag jeg går

hjem til Degnehuset, ser jeg en spærreballon

drive hen over Bøgebjerg Skov. Det var

vestenvind, og den driver ud over Storebælt. Da

England blev bombet af tyske bombemaskiner

opfandt det engelske forsvar disse

spærreballoner, der var forankret til jorden med

stålwirer.

Langs med Englands kyster og i London og flere af Englands større byer var der lavet lange

kæder af spærreballoner. Om natten fløj bombemaskinerne ind i stålwirerne eller de blev tvunget

til at flyve over disse ballonspærringer. Når disse balloner rev sig løse i stærk vestenvind, drev de

hen over Danmark med de lange stålwirer slæbende efter sig. De ødelagde el- og telefontråde og

meget andet.

Teltlejren

Da Tyskland besatte Danmark den 4. maj, havde Odense Regiment en sommerlejr på godset

Brockdorff. Den lå øst for gården, langs med vejen fra Fynshovedvej og op til gården. På denne tid

var der en kviefold. Her lå teltlejren. Det var en meget stor teltlejr med stort feltkøkken og lagre af

tæpper, lagner og flere slags linned, og lagre af spise- og drikke varer, og alt hvad der hører til

sådan en militærlejr med geværer og mindre kanoner. Denne lejr fik tyskerne hurtigt opsnuset. De

stjal alt, om det så var soldaternes uniformer. Det foregik uden kamp. De danske soldater blev

hjemsendt. Det viste sig, at alle militære befalingsmænd bare var stukket af, og bare havde ladt de

menige soldater være tilbage. Det var modige befalingsmænd. I løbet af ingen tid var teltlejren

fjernet af den tyske værnemagt. Ingen ved hvor hen i verden.

Rationering

Jeg vil her fortælle om, hvordan vi klarede os med rationering og deslige under krigen. Jeg

fortæller om mangel på brændsel, fødevarer og meget andet. Der var rationeringsmærker til alle de

vigtigste varer, såsom melis, kaffe, mel, brød, smør, margarine, fedt, kød, flæsk, tøj, uldgarn,

brændsel og petroleum. Kødvarer som pålæg, leverpostej og blodpølse var uden for rationeringen.

For flere varer blev der lavet en slags erstatning. I stedet for Melis blev der brugt roesirup. Den

blev brugt som sødemiddel i øllebrød, rødgrød og landpølse. Så var der bygmel, det blev der bagt

brød og pandekager af. Byggryn, havregryn og boghvede gryn var uden mærke. Jeg husker som

en erstatning for sagogryn blev brugt en blanding af byg og havregryn. Som erstatning for peber

blev brugt peberrod, der blev tørret og malet til pulver.

Genstande indleveret til Stubberups Sogns Lokalarkiv i

forbindelse med arkivets udstilling om besættelsesårene.

Til erstatning for te blev der brugt bladene fra

den vilde skov plante Gederams. Som

erstatning for kaffe blev der brugt

fodersukkerroen, der blev skåret i smådele og

tørret og siden malet til pulver. Denne kaffe gik

under navnet roesuppe. Til kanel blev der brugt

pulveriseret savsmuld fra mahognitræ. Når der

blev syltet rødbeder, blev der brugt sukkerroer

som sødemiddel. Jeg husker, at Grev Moltke

pærer, der er meget sukkerholdige, den kunne

man koge sukker af.

Der blev også dyrket tobak i smug, det var ulovligt og strafbart, men der blev dyrket tobak i alle

haver. Anna og jeg havde også omkring 20 tobaksplanter, som jeg selv plukker, tørrer og ryger i

lang pibe, shagpibe.

Der blev dyrket en del tobak på gårde og

husmandssteder. Det var på kontrakt til en

tobaksfabrik. Der var afleveringspligt på tobak.

Man kunne købe tobak, skråtobak, snus, kadus

tobak, cigaretter, cigarer, øl, snaps, perikum

snaps og vin. Her havde brugs- og købmænd

en frivillig ordning med deres kunder. En familie

kunne få en del af det, der blev nævnt her en

gang om måneden, det vil sige en pakke tobak,

skrå, snaps og så videre. Man kunne kun få en

halv flaske snapsperikum og vin.

Foto: Stubberup Sogns Lokalarkiv

Det værste var den frivillige ordning med øl og bayersk øl. Dalby Depot og Brugsforening samt

købmænd, hoteller, restauranter og pensionater, havde her en frivillig ordning med kunderne, der

var meget uretfærdig. Der blev i flæng delt ud til familie og venner, og de mest fordrukne kunder.

Jeg har aldrig kunnet købe mere end 10 øller eller et lille anker øl på øldepotet i Dalby. Ved brugs

og købmand var det næsten umuligt at købe bayersk øl. I denne tid har jeg haft de mest utrolige

oplevelser med øl og snaps under den frivillige uddeling. Var man gode venner med dem der ejede

hotel og restauranter kunne man få alt, om det så var rigtige gamle mærker cigarer. Jeg har

oplevet at arbejde på Scheelenborg Enge med at dræne. Vi er 42 mand, imellem disse 42 var der

2 drankere. De havde hver en rygsæk med 25 Odense Pilsnere i hver, og det havde de hver dag.

Vi andre kunne ikke købe en øl. Vi fandt aldrig ud af, hvor de købte øllet.

Man kunne også købe erstatning for tøj. Jeg har været ejer af arbejdsbukser af celluld og papir.

Celluld var til dels brugeligt men papirbukserne var vævet på samme måde som sækkelærred. Det

var vinter og det blæste lige ind på de bare lår. Der blev lavet reb af papir. Der blev lavet høstbinde

garn af papir.

I Degnehuset hvor vi bor, var der ikke elektrisk lys i huset. Vi brugte petroleumslamper og primus.

Da petroleum blev rationeret, fik vi ingen mærker i sommertiden. Vi har oplevet at vi ikke havde

petroleum i sommerhalvåret. Voks og tællelys kunne ikke købes. Vi fik tildelt en æske julelys pr

husstand.

Batterier til cykel og lommelygte var næsten umulig at købe, dem fik købmandens gode venner.

Det var næsten umuligt at købe cykeldæk, dem var der celluld i som lærred. Nye dæk var guld

værd, dem var der sorte børs handel med. Der var mange cykler der blev skrællet for dæk, og

mange cykler blev simpelthen stjålet. Da vi bor i Degnehuset blev min cykel stjålet en nat. Det var

umuligt at købe en ny eller brugt. Som erstatning for dæk blev der brugt papirreb. Jeg har brugt

papirreb som dæk. Det passer lige med et stykke reb 2 gange om fælgen. Rebet blev banket ind i

fælgen med en hammer, så blev fælgen beviklet med sejlgarn eller ståltråd. Man brugte også at

skære vulsten af et meget dårligt dæk, det blev nu lagt ind i et bedre dæk. Det var meget tungt at

køre med. Der blev også brugt udvendige lapper uden på et hullet dæk. Jeg har så galt set folk

køre på den bare fælg.

Man var utrolig opfindsomme. Det var ikke til at købe gummistøvler. Så blev sålerne skåret af og

træskomanden satte nu træbunde i, men det holdt ikke længe. Træbunden gik fra i hælen. Jeg

husker min kone Anna købte et par fine sko. Overlæderet var rødspætteskind, og der var træsåler

og træhæle i. Svangen var tilsyneladende læder, men så kom Anna ud i regnvejr, så opløstes

svangen, så var de sko ubrugelige.

En dag jeg kom ind ved det store tærskeværk i laden fandt jeg et stykke læder fra den store

hovedrem. Den var blevet afkortet og var fra en hel ny rem. Dette stykke rem var næsten en halv

meter langt. Det var bare smidt hen i noget skrald. Jeg tog dette stykke med hjem i Degnehuset.

Det var helt utroligt, hvad jeg fik ud af dette stykke læder. Der blev sat læder i svangen på Annas

rødspættesko. Jeg forsålede mine stadssko og bagflækkede dem. Det var utroligt, hvad jeg fik ud

af dette læder.

I denne tid var privat bilkørsel forbudt. Hyrevogne, lastbiler, traktorer og gravemaskiner havde

monteret en generator. Der blev brugt generatorbrænde. Det var bøgetræ og grankogler. De

bilejere, der ikke havde tilladelser til bilkørsel tog forruder ud af bilen, og fik lavet noget om ved

bilens forhjul.Og der blev påmonteret skagler. Nu blev bilen trukket af en hest. Inde på førersædet

sad føreren af bilen med en hestetømme og styrede hesten.

Karl Larsen hestevognstrukne køretøj

Jeg er så heldig at eje et billede af sådan

et køretøj. Fører er grd. Karl Larsen,

Bakkegården, Bakkegårdsvej 7. Mange af

disse biler ude på gårdene var ældre biler.

Mange af disse biler blev lavet om til

landbrugevogne. Jeg har selv kørt med

disse såkaldte gummivogne. Flere af

disse gamle biler blev undervognen brugt

til marksprøjter. Man var opfindsomme.

Celluld og papir

I slutningen af krigen kunne man ikke købe ordentligt arbejdstøj. Det var især bukser, det kneb

med. Så kom der bukser lavet af celluld. Det var cellulosefibre. Disse bukser var tynde og meget

kolde, og ret dyre at købe. Jeg havde lige købt et par. 2 dage efter havde musene ædt store huller

i dem om natten, mens jeg sov. Det næste par bukser, jeg købte, var af papir. De var vævet som

sækkelærred. Jeg husker, det var hård vinter. Når jeg gik op på gården, blæste det lige gennem

disse elendige bukser. Så købte jeg et militærtæppe på det sorte marked og fik syet bukser af. De

var utrolig varme og holdt længe. Papir blev brugt til reb og selvbindergarn. Da vi ikke kunne købe

tykke dæk, brugte jeg papirreb, som blev banket i fælgen på cykelhjulet. Det var utrolig, hvad vi

fandt på for at klare os.

Tobak

Da krigen kom, begyndte jeg at dyrke tobak. Det var Sumatra tobak.

Der var en stor mergelgrav, den var i den nordlige ende af haven. Den

mergelgrav fik jeg lavet om til en smuk stensat dam med beplantning.

Der var kørt en del fyld på i den østlige side af dammen. Her var læ og

solrigt. Denne Sumatra tobak udviklede sig utroligt her. Planterne blev

over 2 m høje med utrolige store tobaksblade.

Jeg laver shagtobak, finskåret. Jeg laver presset tobak. Der blev lavet en lage af svesker, roesirup,

skovmærker, lakrids og kamillete. Disse 5 slags blev kogt i en gryde, og det grove blev siet fra.

Dette pressetobak blev lavet i en konfektkasse af træ. Der blev lagt et lag tobaksblade uden ribber.

Med en ske blev bladene hældt over med dette afkog, så et nyt lag tobaksblade, og sådan

fremdeles til konfektkassen var fyldt op. Så blev der sømmet et trælåg på. Nu blev denne kasse

med tobak sat ind i bunden af komfurovnen. Med ovnlågen halvt åben stod kassen med tobak og

simrede en 3-4 dage. Så tog jeg kasse, og forsigtigt blev den skilt ad. Nu var den en fast blok af

presset tobak. Med en meget skarp slagter kniv kunne jeg skære det fineste shagtobak, som jeg

blev kendt for på Bøgebjerg og omegn. Jeg rullede også cigaretter og cigarer. Alt dette er jo

historie i dag.

Gåsesteg

Dette er en uhyggelig oplevelse Anna og jeg havde under krigen omkring 1943. Det er vinter med

barfrost, og vi er inviteret til middag en aften. Vi fik gåsesteg med dessertæblekage. Vi havde vor

lille pige Inger med, som vi kørte i barnevognen.

Vi tog hjem ved midnatstid. Der var frost, ikke en vind rørte sig og det var stjerneklart. På vej hjem

til Degnehuset er der en bakke på vejen. Herfra er der et utroligt udsyn mod syd, hvor der er et

meget fladt landskab. Denne nat bomber de allierede den tyske by Kiel. Vi kunne se lyskasterne

feje hen over himlen, og vi kunne se de store lysglimt fra bomberne. Der var et lys henover byen

fra brændende bygninger. Jeg husker, vi stod en halv times tid og så på dette ragnarok. Vi kunne i

stilheden fornemme bragene fra bomberne. Det var en af de mest uhyggelige oplevelser under

krigen.

Der var en fårefold ved Degnehuset, hvor vi havde til huse . Den strakte sig ned Bøgebjergskoven.

Folden var på en 10-15 tdr. land og meget flad. Jeg husker, den var indhegnet med svære

egepæle med 8 pigtråd. Vi havde en mærkelig oplevelse lige før, vi når hjem til Degnehuset. Der er

noget, der lyser en 3-4 steder ved en hegnspæl. Jeg sniger mig forsigtigt hen til hegnspælen. Det

viser sig, at der lige er sat en ny pæl i. Der lå de rådne rester fra den gamle pæl. Det var fosfor, der

lyste i mørket. Det har jeg aldrig set før eller siden hen. Jeg troede, det var noget, der var kastet

ned fra tyske eller allierede flyvere. Når de allierede bombefly bombede Tyskland, gik ruten hen

over Bøgebjergs bygninger, over Degnehuset og den store Degnebakke ud i Storebælt og derefter

drejede de syd på og angreb Tyskland fra baglandet. Under disse overflyvninger om natten var det

utroligt, hvad der blev smidt ned i fårefolden. Det var tyske opråb, staniolstrimler og meget andet.

For at ødelægge radiomeddelelser mellem England og de allierede flyvere. Krigsårene på

Bøgebjerg vil jeg aldrig glemme. Det var utrolige og uhyggelige oplevelser, jeg beskriver

andetsteds i mine beretninger om krigen - og om mange andre oplevelser Anna og jeg havde. Jeg

har aldrig arbejdet for den tyske værnemagt. Jeg har stjålet fra tyskerne under besættelsen. Jeg

har hadet tyskerne lige siden. Jeg køber ikke tyske smuglervarer og har aldrig købt øl og spiritus,

der er købt i Tyskland.

En gammel riffel

Det var utroligt, hvad der var i omløb af gamle skydevåben. Det var rifler, ældgamle haglgeværer

og pistoler. Alle skydevåben skulle ellers afleveres til den tyske værnemagt. Det var det danske

politi, der kom og konfiskerede alle slags gamle skydevåben. Nogle blev aldrig afleveret. De kom i

sortbørshandlen.

Jeg fik engang tilbudt en gammel amerikansk Winchester riffel på prøve. Jeg var ung dengang og

en vovehals, som man siger. Jeg tænker med gru, hvad der kunne være sket. Vi havde tyskertøser

i Stubberup. En søndag formiddag kom min bror på besøg, og riflen blev afprøvet, det lover jeg for.

Syd for vores hus var der en markstald. 50 meter fra huset gavl, hvor der var et buskads af

bukketjørn fandt vi en gammel solid mælkespand. Den bliver stillet op på markskellet. Som

baggrund var den store kirkebakke, så vi mente, vi var på den sikre side. Der var et mindre hul i

bukketjørnen. Vi lå ned på maven, og var ikke synlige. Jeg skød først og ramte spanden midt på.

Så skød Poul, han ramte ikke spanden. Kuglen har sikkert ramt en sten og forandret retning. Vi

skyder 4 gange. Poul skyder det sidste skud. Han rammet et beslag på spanden, og kuglen

forandrer retning, og nu sker der noget alvorligt. Smeden Smidt Madsen, der bor Kirkebakken 64

har barnedåb og nu kom der en 10-15 mennesker ned ad Smedebakken på Bøgebjergvej. Det er

stille vejr, og vi hører dem tale. De kan ikke se os og går hjem igen.

Det var en utrolig lettelse, at vi ikke blev opdaget. Riflen købte jeg ikke. Den blev afleveret tilbage

til sælgeren samme aften. Om mandagen bliver det fortalt, at der var en kugle, der havde slået hus

i smedens bliktag, og at der var en tagsten, der var splintret i husmandsstedet Enghavevej 19. Det

lyder utroligt, men det blev aldrig opdaget, hvor disse skud kom fra.

Hornfisk

Under sidste verdenskrig gik der flere historier om den tyske værnemagt. De kunne være særdeles

ondskabsfulde. Her er en som min Anna fortæller. Hun spørger en person, hvorfor er der grønne

ben i en hornfisk. Det ved vedkommende ikke. Jo svarer hun - det er fordi hornfisk æder druknede

tyske soldater, der bar grønne uniformer.

2 kopper brændevin

Under krigen var brændevin, cigaretter, cigarer, skrå og tobak rationeret. Jeg handler i Martofte

Brugs. En gang hver måned bliver medlemmerne i brugsen tildelt disse varer. Jeg nævner her,

hvis vi var heldige kunne vi købe nogle få øl, men det hørte til sjældenhederne. Jeg er ansat som

kreaturpasser på godset Bøgebjerg, og Anna og jeg bor i Degnehuset Bøgebjergvej 112. Jeg har

været i Martofte Brugs og købt min ration. På vej hjem skal jeg gennem Stubberup. Her er mit

gamle hjem, og jeg tager et smut hen og hilsen på mor. Vi får en snak og en kop kaffe, og jeg

fortæller mor, at jeg har været i brugsen og købe min ration af snaps og tobak. Det havde jeg helt

glemt, siger mor. Vi kunne ikke købe snaps, hvis vi ikke havde flasken med. Den finder mor, men

den er næsten halv fuld. Mor hælder snapsen op i deres 2 kaffekopper. De blev fulde lige til

randen. Mor drak sin kop snaps i én køre, som var det vand. Jeg fik min kop drukket i 4-5 slurke.

Så cykler jeg hjem til Anna i degnehuset med hiv og sving. Jeg var lidt beruset. Jeg tænkte på min

gamle mor, der skulle cykle til Martofte brugs og købe ind. Det var en lille historie, der kom mig i

hus så mange år efter. Det sket i 1944. I dag er det den 8.2.2000.

Hitlers fødselsdag

Jeg vil her fortælle en af de utallig oplevelser, jeg havde på Bøgebjerg under krigen. Jeg glemmer

ikke natten til Hitlers fødselsdag. Det var en dejlig aften med stille vejr. Det var klar himmel med en

smuk stjerne himmel. Vi havde inviteret vor gode ven Ladefoged Karlo Pedersen til aften kaffe. Da

klokken bliver hen ad 8, bryder helvede løs. Der bliver en forfærdelig motorlarm, det er lige til at

Degnehuset ryster. Det var de allieredes bombefly og tyske jagerfly, der var i hundredvis. De

allieredes bombefly fløj i en højde af 50-100. Der er et markskel mellem Degnebakke marken og

skovbakke marken. Dette markskel er beplantet med hvid tjørn, der er meget høje. Flere gange

strøg de store bombefly lige hen over toppen på disse hvid tjørn i en 15 meters højde. De er

utroligt at se på. Store Degnebakke er en af de højeste bakker på Hindsholm. Der er lige

Målebakke, den er lidt højere. Der er lavet en høj på Degnebakke med generalstabsmærker, der

bliver brugt af geodæter til landmåling. Det samme bliver Målebakke også brugt til.

Men vi skal tilbage til Hitlers fødselsdag, der blev fejret den 18. eller 20. april. Karlo og jeg fik den

skøre ide at gå op til generalstabsmærket på store Degnebakke, og det gjorde vi. Der er utroligt, at

vi slap med livet i behold. Det er vel nok den største og farligste oplevelse, jeg har haft i mit liv. Da

vi kom op til højen på store Degnebakke, lagde vi os i dækning ved højen.

Herfra havde vi udsigt til langt op i Kattegat, Fyns Hoved, Stavre skoven, Nyborg og langt ned i

Østersøen. Alt dette blev overfløjet i en breche fra Scheelenborg til kysten langs Bøgebjerg. Der

var maskiner, der lagde et spor af brandbomber. De lå og brændte på land, i Kattegat og i

Storebælt. Disse brandbomber laver ingen skade på bygninger og anden ejendom, de faldt på

pløjet jord og i havet, og de brændte og lyste op. De allierede bombemaskiner fløj efter disse lys

fra brandbomberne. Her oppe fra store Degnebakke kunne Karlo og jeg skue over dette utrolig

krigs panorama. Det var som at se en krigsfilm. Der blev skudt med antiluftskyts fra de tyske

stillinger på Fyns Hoved. Det var med lys på. Det var det fineste fest fyrværkeri. Fra Fyns Hoved til

Nyborg og langt ned i Østersøen blev himlen lyst op af et utal af brandbomber.

Jeg skal love for at Hitlers fødselsdag blev holdt. Jeg vil tro, at det kun er Karlo og jeg, der har

oplevet et sådan panorama. Det var smukt, men grufuldt. Da vi lå i ly at Degnehøjen fløj de

allierede bombefly lavere som toppen af højen. Vi så ned på de store maskiner, vi kunne se

mandskabet i nogle af maskinerne. Nogle fløj langs kysten og klinten, de fløj så lavt, så vi ikke

kunne se dem, men kun høre dem. Nede i dalen lå Degnehuset, her oppe fra kunne vi se det blev

overfløjet at maskiner i lav højde. I huset sad min lille Anna med vores 3 årige pige Inger. Så lang

tid overflyvningen fandt sted turde vi ikke gå hjem til huset. Men det fik da en ende. Nede ved

Nyborg så vi en maskine blev skudt ned. Den forsvandt i et ildhav ned i Storebælt. Denne nat

mister de allierede omkring 40 bombemaskiner. Det var sidste gang de allierede laver den slags

manøvrer fra lav højde.

Vi fik ikke megen søvn denne nat, for da kl. er 3 om natten gentager det hele sig bare i modsat

retning og samme rute hjem til England igen.

Jeg er i Nordskov for at låne gamle sort/hvide fotografier. Jeg er ved husmand Niels Andersen

Nordskov Bygade 11. Her finder jeg et avisudklip fra Fyns Tidende med et referat af Hitlers

fødselsdag, om overflyvningen af bombemaskiner og jagermaskiner over Nordskov by og Fyns

Hoved. Dette referat fra Fyns Tidende låner jeg til afskrift. Det er året 1980. Jeg vil her referere det.

Referat fra Fyns Tidende afskrevet af min kone Anna Nielsen

"Da tyske kanoner og engelske flyvere fejrede Hitlers fødselsdag på

Hindsholm

Under krigen havde besættelsesmagten en lille styrke placeret på Fyns Hoved. Den skød en

engelsk flyver ned.

Til tider var der måske kun en snes soldater, til andre kunne der være hundrede i barakkerne helt

nede i nordenden af Hovedet. Det svingede en del, eftersom Hitler skulle bruge dem andre steder.

Tyskerne havde nogle kanoner, men de var ikke slemme til at benytte dem, skønt de allierede

flyvere ofte kom den vej forbi. De kom fra England med retning med Fyns Hoved for så at dreje

mod syd. De brugte nemlig Storebælt, især om natten som retningsvisende mod Kiel og andre

udsatte tyske byer.

Kun én gang under krigen var kanonerne i alvorlig virksomhed. Det var på Hitlers fødselsdag den

21. april, vistnok 1942. Der var også fest i Nordskov den dag, ikke på grund af fødselsdagen, men

der var konfirmation. Det blev en søndag aften og nat, som hverken Nordskovs beboere eller

konfirmationsgæsterne udefra vil glemme.

Det må have knebet for de allierede bombefly at finde frem til deres mål. I hvert fald havde de den

aften fået nogle sporhunde med sig. Det var natjægere, som i stor højde førte an. Derimod gik

bombeflyene lav, endog meget lavt. Kun en snes meter over husene i Nordskov. Husene rystede,

så beboerne søgte ud i det fri. Her var heller ikke rart at være, for jægerne kastede en mængde

signalbomber ud, og de dalede langsomt ned. Mange af dem var ikke slukket ved nedfaldet, og der

var der stor fare for, at de skulle antænde hustagene. Folk stod rundt om ved gårde og huse parat

med vand for at gribe ind, hvis noget skulle ske, men en nådig skaber var med byen, skønt de

farlige tingester faldt tæt over hele byen, blev ikke et eneste tag ramt. Desuden faldt de tunge

hylstre, men heller ikke de gjorde nogen fortræd!

Projektiler på begge sider af byen

De allieredes lysbomber var dog ikke det værste. Meget værre var det, at tyskerne begyndte at

skyde med deres antiluftskyts mod de lavtgående fly. Projektiler med lysspor imellem viste i hvilke

retninger, tyskerne skød, og projektilerne fløjtede ud over området og ud over Storebælt både nord

og syd for byen uden at et eneste af dem faldt i selve byen. Man tror stadig i Nordskov, at det var

med vilje, tyskerne undgik at ramme byen. Lige syd for byen ved Skrallehavegård faldt en forsager

på landevejen. Der blev afspærret, så gæsterne udefra, da de endelig kom af sted, måtte en lang

omvej helt ud til stranden og langs denne for at komme hjem fra den bevægede konfirmationsfest.

Da kuglerne peb på sportspladen

Selv om forholdet mellem besættelsesmagten og befolkningen nok i det daglige var yderst korrekt,

er der ingen regler uden undtagelse. Der forekom enkelte episoder. En søndag var der træning på

sportspladen i Martofte. Pludselig fortalte rygtet, at en beruset tysk soldat i toget fra Odense til

Martofte i sin fuldskab havde moret sig med at skyde til måls efter telefonstolperne med sin pistol.

Og nu var han på vej fra stationen hjemad med sportspladsen som første mål. Lidt efter kom

tyskeren. Pigerne spillede håndbold, og nogle karle var i gang med fri idræt. Tyskeren kom over til

de sidste, stod lidt og kiggede stilfærdigt på øvelserne. Så lagde han sit bælte med pistolen fra sig,

smed uniformen og afslørede under denne en idrætspåklædning! Han ønskede at være med. Men

hans ønske faldt absolut ikke i god jord. Uden opfordring og uden at tale forsvandt såvel piger som

karle fra sportspladsen og gik enkeltvis stilfærdigt over mod forsamlingshuset, som også er

omklædningsrum. Tyskeren stod lidt og måbede. Så for han hen efter sin pistol og netop som de

sidste var forsvundet ind i sikkerhed, begyndte han at fyre løs i den retning, de var forsvundet. To

raske unge mænd fra Nordskov sprang ud gennem et vindue i "læsiden" og gik hen til bageren. De

alarmerede hurtigt politiet i Mesinge. Den ubevæbnede overbetjent ønskede selvsagt ikke at tage

den ulige kamp op med revolverskytten, men kørte omgående til Fyns Hoved og beklagede sig

over den farlige soldat, som derefter blev hentet hjem.

Nogle dage efter fik de to, som havde tilkaldt politiet, at vide, at pistolmanden havde fået opsnuset,

hvem det var, som havde gjort dette, og de tog opdagede da også snart, at han gik og lurede i

byen for at komme til at give dem de klø, han havde pralet med, at han ville give dem. Da de

mødte overbetjenten og fortalte ham om denne trussel, tog han atter til Hovedet. Og hovedet på

Hovedet var godt nok. Dagen efter forsvandt pistolskytten til østfronten. Så kunne han plaffe løs

dér.

Tysk straffeekspedition slog hårdt

Værre gik det, da to tyske soldater optrådte som straffeekspedition. Uafhængig af hinanden havde

tre unge mænd fremsat nedsættende udtalelser om værnemagten ved tilråb til husbestyrerinden

på Jægerhotellet, medens tyske soldater stod ved siden af og dels om og til to af egnens piger,

som ikke holdt sig tilbage, når tyske soldater kaldte på dem.

Den ene unge mand var på arbejde på en gård. Han blev hentet inde i stuen, medens han

sammen med gårdens folk spiste til middag. Da han måtte bekræfte, at han var den, de spurgte

efter, blev han uden et ord slæbt med ud i gården, hvor han blev sådan gennembanket, at der gik

år før han havde forvundet skaderne af den hårde medfart.

Den næste blev også afhentet. Han skulle af en eller anden grund have sine klø på sportspladsen.

Med hænderne strakt i vejret måtte han gå gennem hele Martofte foran de tyske officerers

motorcykel. Skæbnen ville, at et af den hjul punkterede ud for jernbanestationen. Medens de to

slæbte maskinen hen til en reparatør i nærheden, måtte den arme mand stadig holde begge arme i

vejret, og det blev han tvunget til at fortsætte med, medens reparationen stod på. Det tog endda

usædvanlig lang tid, for de ophidsede mennesker gjorde reparatøren så febrilsk, at han kludrede

med arbejdet. Men synderen kom tidligt nok på sportspladsen. Han blev banket med knytnæver,

sparket og hamret med geværkolber, så han blodig måtte bæres derfra, da tyskerne var

forsvundet.

Knap så heldige var de to voldsmænd det tredje sted hos smeden i Stubberup. Her var det

sønnen, der skulle have klø for noget, han havde sagt. Men da de ville slæbe af med ham, greb

den gamle smed ind. Han gik imellem dem og betydede tyskerne, at skulle der være slagsmål, ville

han være med. Så forsvandt tyskerne.

Sådan skyder de i Nordskov

Der forekom dog også enkelte morsomme episoder. En dag, da stedets tolder, hvis

mesterskabsskydninger med gevær er velkendt i skyttekredse, kom gående på en inspektionstur

langs stranden, så han nogle tyske officerer stå og skyde til måls efter en flaske, som de affyrede

skud efter skud mod uden at ramme og uden at tænke på ammunitionsmangel, og uden at flasken

kom noget til.

Pludselig spurgte en af tyskerne tolderen, om han måske kunne ramme. Han har nok set lidt

hånligt på værnemagtsskytterne. Nej, det troede han da ikke, men han skulle da gerne prøve.

Resultatet var, at flasken splintredes ved første skud. Tyskerne tilbageholdt ikke deres beundring,

hvortil tolderen blot bemærkede, at sådan skød de da alle sammen oppe i Nordskov."

Min (Charles Nielsens)kommentar til artiklen

Jeg vil vel her berette om en del af det skrevne fra Fyns Tidende. Der er mangler, og der er pyntet

på det beskrevne, og der er undladt en del.

Som for eksempel konfirmationen i Nordskov. Det var et ungdomsgilde en uge efter

konfirmationen. Det var unge mennesker og konfirmander. Der i denne fest, som min søster Ellen

deltog i, under overflyvningen af allierede flyvere og tyskernes beskydning med luftskyts, var der

ingen der tænkte på konfirmanderne ude fra. Jeg vil her mindes 2 mandfolk fra Martofte:

Overlærer Vinter Andersen Martofte Skole, og Mælkehandler Aksel Mørk. Disse 2 mænd havde

ingen børn, der var med til ungdomsgildet i Nordskov. De tog bare deres cykler og kørte til

Nordskov og hjalp de skrækslagne børn hjem til deres forældre med livet som indsats. Dagen efter

blev de 2 mænd dagens helte. Det var mine og Annas venner. De er ikke til mere. Jeg skriver dette

for at mindes deres heltegerning.

Det med tyskernes straffe ekspedition, er der pyntet på ved smeden i Stubberup. Medens den

yngste søn blev tævet, blev hans brødre og far holdt i skak med skydevåben.

Ham som tyskerne slæbte ud fra middagsbordet og tæver, var en ældre ungkarl. De 2 andre var

kun et par drenge på en 15-16 år.

Den tredje og motorcyklen som tyskerne kom kørende på, er noget for sig. Der gik en ung mand

på gaden i Martofte ud for købmanden. Den unge mand var på vej til idrætspladsen, hvor der er

fodbold. Tyskerne standser og spørger, om han kender en mand, der hedder Gustav Hansen. Jo,

det er mig. Det var utrolig dumt. Tyskerne tager ham. Resten kender vi, han blev tævet på

sportspladsen.

Sådan skyder de i Nordskov, at tolderen havde et hånlig smil tilovers for tyskernes skyde

færdighed, det lyder utroligt, den skal vi længere ud på landet med.

Den tyske straffeekspedition, som der bliver skrevet om, siger at det var de tyske soldater, de 3

unge mænd havde råbt efter, det passer ikke, det var 2 tysker tøser, der angav de 3 mænd, fordi

de råbte nedsættende ord efter tøserne. Disse 2 tøser viste så galt de 2 tyskere hvor de 3 mænd

boede. De 2 tyske officerer blev næste dag fjernet fra Fyns Hoved. De blev aldrig set siden, der

blev sagt, at de blev sendt til østfronten.

Celluld baronen

Under krigen da jeg arbejder på Bøgebjerg bliver min cykel stjålet. Vi har nu kun en cykel. Det er

Annas damecykel. Dækkene er opslidt. Vi kører på papirreb på forhjulet. Baghjulet var 2 gamle

dæk - det ene inden i det andet uden luft. En aften kom to mænd og ville sælge 2 nye celluldsdæk.

De var ret dyre. Jeg køber dem og de bliver monteret på Annas cykel, der nu var så god som ny.

I Stubberup tjener der en fodermester, der driver sortbørshandel i stor udstrækning. Jeg kender

ham, og vi har handlet en del sammen. En aften var han cyklet hen til nogle naboer, hvor han

stillede cyklen ved huset. Da han skal hjem er cyklen stjålet. Der var to nye celluldsdæk på den.

Det viser sig, at de 2 mænd, jeg har købt de to nye celluldsdæk af, er dem, der har stjålet

celluldbaronens cykel og skrællet den for dæk og slanger. Den skrællede cykel smed de ud i en

tørvegrav kaldet Stines Hul. Det sjove var, at jeg flere gange traf celluldsbaronen, når jeg kom

kørende på Annas cykel og jeg talte med ham. Han genkendte aldrig sine celluldsdæk eller gjorde

han? Han har måske været bange for de to mænd, vil jeg tro.

Odense turen

Anna havde en kusine - Marie Andersen. Hun var gift med Elvard Andersen. De bor på Sønder

Boulevard, lige over for kasernen, som på denne tid er besat af den tyske værnemagt.

En dag jeg har ferie; det er en lørdag, cykler vi til Odense for at besøge Marie og Elvard. Jeg har

vores datter Inger i en cykelstol bag på min cykel. Da vi når Aasum, bliver vi overfløjet af 100

allierede bombefly. Vi kan køre, der er luftalarm i Odense. Det var stille og roligt vejr, og vi kunne

høre luftværnssirenerne tydeligt. Vi steg af cyklerne og satte os i en vejgrøft og så på alle disse

bombemaskiner, der pludselig blev angrebet af tyske jagerflyvere. Vi var vidne til, at en tysk

jagermaskine blev skudt ned. Vi så den styrte ned. Den ramte jorden og forsvandt i et ildhav. Det

var en uhyggelig oplevelse, men vi når da frem til Marie og Elvard, da luftalarmen er afblæst.

Vi sover der om natten, og vi har det dejligt uden mere krig. Vi cykler hjem søndag kl. 6. Det er lige

i den bedste bade tid. Det er stille vejr med varme og sol. Denne cykletur fra Odense og hjem til

Degnehuset på Bøgebjergvej, den vil Anna og jeg aldrig glemme. Vi så ikke en eneste bil eller

motorcykel. Det var lige i myldretiden, alle badegæsterne fra Kerteminde nord- og sydstrand var på

vej hjem på cykel. Vi har aldrig mødt så mange glade mennesker, og vi har aldrig før eller siden

hilst på så mange mennesker. Der var en far på cykel med 3 børn - en i cyklestol på styret, en på

stangen og en i cykelstol på bagagebæreren. Nogle havde en lille sidevogn på cyklen, andre

havde en enhjulet anhænger efter cyklen. Det var en oplevelse, vi aldrig vil glemme.

En frihedskæmper

Dette er en af de mest uhyggelige oplevelser Anna og jeg havde i Degnehuset under krigen. Jeg

arbejder i kostalden på Bøgebjerg. Det er i april 1944. Annas kusine Marie og hendes mand Elvard

Andersen var gået under jorden, som der bliver sagt. De bor ellers i Odense på Sdr. Boulevardt.

Elvardt var frihedskæmper og sabotør. De var eftersøgt, og var gået under jorden i København

under dæknavnet Rasmussen. Og Marie var det, man kaldte gangpige på Rigshospitalet. Jeg

husker vi sendte tøj og fødevarer til en adresse i København. Det stod på en 3 års tid. I den tid

kom de en 3-4 gange om året, og bor hos os en 8-10 dage i al hemmelighed. Elvardt var bevæbnet

med en stor Kanadisk politirevolver, og 2 hånd granater kaldet ananas. Disse 3 våben lå på

natbordet ved hans seng i hvort hjem. Det var Anna og jeg meget utrygge ved.

Men vi skal tilbage til den 20. april 1944. Kl. 10 om aftenen cykler Marie og Elvardt til Odense. Om

natten kl. 4 bliver der banket hårdt på vores sovekammer vindue. Jeg står op og lukker

hoveddøren op. Uden for står 6 tyskere, 3 soldater og 3 civile. Jeg fik et chok. Jeg har aldrig været

så elendig. Jeg tror, det er gestapo og stikkere, og at de havde pågrebet Marie og Elvardt. Jeg var

rystet. Det var strafbart at huse sabotører, så jeg tror at tyskerne kom for at arrestere os. Anna sad

inde i sengen med vores lille pige Inger i sine arme, og ryster af skræk. Men heldigvis var det

noget helt andet, de kom for.

Tyskerne havde et vagtskib liggende nord for Romsø, her var ingen fisk. Der var en mindre

motorbåd om bord på vagtskibet. Det mandskab der havde frivagt tog båden og sejler over til

Lillestranden ved Fælled Stranden. Her var der mange fisk. På vej ud til vagtskibet får de

motorstop, og da det er stærk østenvind, driver båden ind på kysten ved Degnebakken, lige ud for

Degnehuset, hvor vi bor. Der er 12 mand om bord, de 6 mand kom op til Degnehuset. De 6 andre

går sydpå og kommer til et af Bøgebjergs husmandssteder, i dag Bøgebjergvej 309, hvor de fik

forplejning. De 6 tyskere var driv våde, de var gået i vand til midt på livet, og der var nattefrost. De

arme mennesker frøs, så tænderne klaprer i munden på dem. Men de fik da sagt, at de ville have

mad, tørt tøj og en seng hver mand. Jeg forklarer dem, at vi var fattige mennesker, men at der lå

en stor herregård lige 500 m. fra vort hus, og jeg viste dem, hvor gården lå. De takker mig, og går.

De banker på forvalterens dør. Han var en af disse 5. maj frihedskæmpere. Han havde sit

klædeskab fyldt med våben. Han tror nu, at tyskerne kommer for at arrestere ham, men han bliver

da orienteret om, hvad de søger og vækker inspektør Hansen, der var tyskvenlig. Nu sker der ting

og sager. De 3 tjeneste piger bliver jaget ud af deres senge. Der bliver lavet varmt øl og mad og

snaps til de 6 tyskere. De fik hver en varm seng at sove i.

Pigerne tørrer deres tøj. Da kl. er 10 bliver de inviteret til frokost sammen med Hansen og frue. Da

kl. er hen ad 12 går jeg ude i haven. Da kom de 6 tyskere forbi Degnehuset. De sang og skrålede i

vilden sky. De hilser og takker mig. Nu tænker jeg, hvad kunne der være sket, hvis de 6 tyskere

var kommet natten før, da Marie og Elvard lå og sov i vores soveværelse. Det er uhyggeligt at

tænke på. Eller hvis forvalteren havde skudt på de 6 tyskere. Han havde haft geværet fremme,

men kom på andre tanker. Der er her i livet så mange hvisser, det er helt utroligt.

Elvard - frihedskæmper og sabotør

Elvardt var eftersøgt over hele Danmark. Jeg ved, han var med til at likvidere flere tyske

håndlangere, for eksempel Poul Tysker. Jeg husker engang, da Elvard og Marie gemmer sig ved

Anna og mig i Degnehuset. Da kommer Elvardt i tanker om nogle papirer, der lå i en

skrivebordsskuffe. Om aftenen tager han sin cykel og kører ud i lejligheden på Sønder Boulevard.

Da han kommer ind i lejligheden, låser han efter sig, men tyskerne havde set ham. Der var stillet

en vagt i nærheden af huset. Nu kom Gestapo og sprængte døren. I køkkenet var et lille vindue ud

mod Odense å. Elvardt kryber ud af vinduet og svømmer over Odense Å. Han stjæler en cykel,

slipper fri af tyskerne og cykler hjem til os i Degnehuset på Bøgebjerg. Jeg har aldrig set et

menneske så våd og træt som Elvard. Han fik tørt tøj på, og vi spiste smørrebrød og drak øl og

brændevin. Der blev også tid til en lille sang. Da vi gik i seng, var alt næsten glem, livet leves bare

videre, som intet var hændt.

Elvardt var en jaget mand. Som tiden gik, hang hans nerver uden på tøjet, som man siger. Han

farer op dag og nat ved den mindste lyd. Han blev urimelig og var ikke god at være i hus med. Det

var en utrolig lettelse, når de var rejst, men Anna og jeg mente, vi var med til at bekæmpe tyskerne

ved at give Marie og Elvard husly. Før krigen var disse to mennesker de mest glade mennesker og

gæstfrie. Elvardt var ansat på gasværket i Sankt Jørgens Gade. Marie var serveringsdame på

Boulevardkroen på Søndre Boulevard. Krigen forandrede de to mennesker utroligt.

Efter freden den 4. maj hverken så eller hørte vi fra Marie eller Elvardt i en 8 dages tid. De havde

travlt med at feste og meget andet. Vi var tilsyneladende glemt. Men så en søndag morgen ankom

de med toget. De blev modtaget med en større frokost med øl og snaps. Det blev en slags

andendags frihedsfest. Der skete de utroligste ting denne søndag. Den store canadiske politi

revolver blev der skudt med i vores have. Alle vi festdeltagere fik lov at fyre den store revolver af.

Om det så var Anna fyrer hun et skud af. Da dette skyderi var slut gik Elvardt og jeg ned til

Enghavemosen og smed de to håndgranater ud i den store tørvegrav, hvor de eksploderer med

nogle store brag som en afslutning for Elvard som frihedskæmper og sabotør. Vi havde en

minderig dag og de rejser tilbage til Odense .

Fra nu af så vi ikke meget til Marie og Elvardt. Han er nu blevet tjener - først på

havnebeværtningen Tater Jann, siden på havnebeværtningen Jyden. Jeg mener, de lå i

Nørregade. Efter denne tid har jeg aldrig set Elvardt ædru. Jeg tror, at hans samvittighed ikke

kunne bære, hvad han havde udrettet med likvidering af andre mennesker og meget andet, som

han havde lavet under denne forbandede krig. Han er blevet et helt andet menneske, som vi ikke

kommer sammen med mere. 3 år efter dør han af kræft. Det får vi ikke kendskab til en tid efter.

Man kan næsten sige, han selv er et offer for krigen. Fred være med ham.

Den store konvoj

En sommer under krigen havde vi køerne stående i tøjr på første Snave mark, der næsten er en

stor bakke med en utrolig udsigt over Storebælt. På Bøgebjerg blev der malket med håndkraft. Når

vi sådan sad og malkede, kunne vi nyde udsigten fra denne store bakke.

En morgen vi kom ud i marken kl. halv 4 blev vi mødt af et storslået syn. Det var det smukkeste

solskin, og der var havblik. Ude i Storebælt lå en enorm stor skibskonvoj, der strakte sig helt nede

fra den anden side af Nyborg til langt nord for Samsø. Denne store konvoj lå stille i de 2½ timer, vi

malkede. Jeg husker for hver 5 fragtskibe lå en torpedojager eller en destroyer. De lå i en snorlige

række ved den vestlige side af Romsø. Det var ikke langt ude i bæltet. Vi kunne rigtig studere

disse mange skibstyper i den store konvoj. Sådan en oplevelse får man kun én gang i sit liv.

Konvojen lå stadig stille, da vi kørte hjem ved 7 tiden om morgenen. Da vi kom ud i marken kl. 9 for

at vande og flytte køerne, var den store konvoj sporløst forsvundet. Den var på vej til Norge. I

krigsårene så jeg mange mindre konvojer, men aldrig en kæmpekonvoj som den, vi så denne

vidunderlige sommermorgen. Det er et uforglemmeligt minde om denne forbandede krig, men en

smuk oplevelse.

Admiral Scheer

Denne helt utrolig oplevelse havde jeg også på den store Snave bakke samme sommer, som da vi

så den store konvoj. Det var en morgen ved 3 tiden. Det er tiden, medens vi sidder og malker,

hører vi motor larm syd fra. Da ser vi en af Tysklands store slagkrydsere med fuld fart nord på.

Den var ledsaget af 5 store destroyere. Det var en smuk morgen med stille vejr og solskin. Jeg vil

aldrig glemme disse smukke krigsskibe, der forsvandt nord på i rasende fart. Jeg var ejer af en

radio af mærket Triumf. Vi havde ikke el i Degnehuset, så vi havde 2 akkumulatorer, der skiftes til

at blive ladet op på elværket i Dalby. Denne radio kunne ikke forstyrres af tyske støj sendere. Om

aftenen kunne vi altid høre radio London uden den mindste mislyd.

Samme aften som vi så Admiral Scheer forsvinde nord på, hører jeg næste morgen London radio

meddele at nord for Skagen er Admiral Scheer blevet angrebet af en lille enmotors torpedoflyver,

som smed en torpedo mod slagskibet, men rammer kun skibets ror, der blev ødelagt. Kl. 10 næste

dag om formiddagen er vi 2 mand ude i mellemste Snave Mark, for at vande og flytte køerne, da

ser vi Admiral Scheer komme tilbage sejlende på halv kraft, styret af skibsskruerne. Den er stadig

eskorteret af de 5 destroyere med en forstærkning af 10, 2 motores Messersmitjagere. Medens vi

2 mand går og passer vort arbejde, kommer der strygende 2 jagermaskiner ind mod os, i 20 m

højde. De strøg lige hen over os og køerne. Vi kunne se piloterne. De drejer ud over havet, men

kommer tilbage en gang mere. Køerne blev bange, og rev sig løs. Vi fik en times ekstra arbejde

med at fange køerne, og tøjre dem igen. Krigsskibene sejer ude i sejlrenden øst for Romsø.

Hvorfor skulle disse 2 jagermaskiner ind over land for at provokere os. Det har jeg tit tænkt på. Det

var noget af det mest uhyggelige, jeg har oplevet. Vi 2 mænd havde faktisk krigen helt inde på

livet. Jeg mener senere at denne slagkrydser blev bombet i en tysk havn.

Hospitalsskibet

Jeg husker en morgen ved 3½-tiden. Vi kørte ud for at malke i Snave Marsken. Da lå der et stort

hospitalsskib ud for Degne Bakke. det lå kun omkring 200 m fra kysten. Ud for lille Degne Bakke er

der meget dybt vand. Her er farligt at bade. Dette store skib havde 2 skorstene med Røde Kors

mærker på. Det var et meget stort skib med omkring 3 dæk. Det var nymalet og var et meget

smukt skib. Det lå ud for Degne Bakken hele dagen og hel natten. Det kunne ses fra Bøgebjerg

Avlsgaard. Næste morgen vi kørte ud for at malke, var hospitalsskibet sporløst forsvundet. Den

slags oplevelser havde jeg utrolig mange af i disse år.

Flydedokke

Jeg så engang to store flydedokke tidligt om morgenen ude på Storebælt. De var på vej fra Norge

til Tyskland. Hver flydedok blev bugseret af 2-3 slæbebåde og blev ekskorteret af 2 destroyere.

Der var store kraner på disse store flydedokke. Det så utrolig imponerende ud. Jeg stod på Store

Degne Bakke og nød dette syn. Jeg brugte en stor del af min fritid til at gå langs Bøgebjerg Strand.

Det er ikke småting, jeg har oplevet.

Vraggods

I disse krigsår jeg var på Bøgebjerg Avlsgård, var der til tider hele små søslag mellem tyske

torpedobåde og allierede undervandsbåde. Jeg har hørt, der blev smidt dybvandsbomber. Disse

hule drøn kunne høres helt op på Bøgebjerg Avlsgård. Det var utroligt, hvad der drev i land på

kysten ved Bøgebjerg. Det var hele godsvogne, åbne og lukkede kreaturvogne. De drev i land

uden hjul. Der drev utrolige mængder af vraggods i land fra fragtskibe, der blev angrebet af

allierede fly ude i Storebælt. Jeg har fundet kasser med håndgranater og håndbomber. Der drev

vragdele i land fra fragtskibe og bombemaskiner og jagerfly.

Ude i Storebælt blev der engang bombet flere tyske fragtskibe lastet med tømmer fra Norge. Der

lå brædder og tømmer ude fra Fyns Hoved helt ud til Stavreskoven. Der lå meget tømmer ved

Bøgebjergs kyst. Dette tømmer blev samlet op af den tyske værnemagt. Der blev brugt soldater og

danske arbejdere. Det var strafbart at stjæle dette tømmer. Der var kun vagt om dagen - ikke om

natten. Anna og jeg bor i Degnehuset på Bøgebjerg. Jeg samlede en del af dette tømmer op om

natten. Det blev gemt væk på loftet i Degnehuset og senere brugt i huset, vi købte i Stubberup

Enghavevej 36. Det er i dag 1996 et minde fra krigen. Det er utroligt, jeg slap godt fra den slags,

uden det blev opdaget. Der var jo en del tyskvenlige.

Den tyske sømand

Denne oplevelse havde min broder Erik Nielsen og min fætter Hans Nielsen. Det er under krigen.

Det er en dejlig sommer dag, en søndag ved middags tide. De går en tur langs Bøgebjerg strand,

for at finde ting, der var drevet i land. Og det må jeg sige, de gjorde.

De går langs med klinten til Bøgebjerg skov, og lige der hvor skoven ender mod syd, ser de 3 m

ude i vandet lidt af et redningsbælte rage op af vandet. Hans går ud og løfter op i redningsbæltet.

Op kommer en druknet sømand. Han lå på ryggen i bæltet. Hans udstøder et brøl af skræk.

Sømanden er i civil, og er tysker, og er nok druknet inden for et døgn. Hans og Erik får sømanden

slæbt op på land. Her ligger en stor firkantet sten. De sætter sømanden i siddende stilling med

ryggen op ad stenen, så hans ansigt vender ud mod havet. Han sad her, som om han sov.

En 10-15 meterfra stenen mod syd, ligger

pensionat Skovhuset i kanten af Bøgebjerg

skov, og er nabo til Dronning Ingrids Ferie

Hjem.

Det er højsommer og pensionatet er fyldt med

gæster, og de har lige spist til middag.

Hans og Erik går op til pensionatet og meddeler pensionat ejeren Hilmer Rasmussen, hvad de har

fundet, og der blev ringet til værnemagten i Kerteminde. Hans og Erik går sammen med

Rasmussen ned for at besigtige den tyske sømand. Da er alle pensionat gæster kommet ned til

badehuset.

Nogle af gæsterne lå og tog solbad i nærheden af den tyske sømand. De tror, det er en turist, der

er ved at tage en middagslur. Da det bliver meddelt, hvad der er sket, forsvinder alle gæsterne

stille og rolig hen til Bjørns Krat. Lidt efter kom tyskerne og afhentede den døde sømand. Jeg

mener, at kan huske, at der blev fundet en druknet tysk marine soldat ved Storebælt kysten ud for

yderste Snave mark.

Bombemaskinen

En dag jeg gik ved Bøgebjerg Strand overværede jeg en luftkamp mellem allierede bombefly og

tyske jagerfly. Da så jeg en bombemaskine blive skudt ned. Jeg ser den styrte ned i Storebælt

nord for Romsø. Næste dags morgen går jeg ned ved stranden bag Degnebakken. Her finder jeg

en hel vinge fra et allieret bombefly. Denne vinge var at svært aluminium med benzintanke beklædt

med en slags sort skumgummi og til slut beklædt med lærred.

Jeg fik slæbt vingen ind i noget buskads og dækker den til med vissent græs og tang. I

mørkningen gik jeg ned og tager gummi og lærred af vingen. Det bliver bundet i ruller og gemt væk

på loftet i Degnehuset. Aluminiummet ordner jeg med en savklinge og en hammer. Det bliver

skåret i små stykker og fyldt i 6 sække og senere illegalt solgt til en skrothandler i Odense.

Aluminium var en mangelvare under krigen. Det fik jeg en god skilling for.

Lærredet blev solgt til en kunstmaler. Der var lærred til en halv snes store malerier. Der var mangel

på malerlærred og jeg bytter lige over med et stort maleri malet på lærred fra det allierede

bombefly. Det er et meget smukt motiv fra Martofte. Det er bare et makabert minde fra krigen. Jeg

kan ikke undgå at tænke på de stakkels mennesker, der satte livet til ude i Storebælt den

formiddag, jeg var vidne til denne luftkamp.

Jeg kommer nu tilbage til alt dette skumgummi. Det kunne ikke sælges, så vi fandt på at bruge det

til optænding i komfur og kakkelovn.

Allierede og tyske fly under krigen

Bøgebjerg Avlsgård blev af de allieredes bombe og jagerfly brugt til pejling under de store bombe

togter over nazi Tyskland. Flyene kom fra vest, og lagde ruten lige over avlsbygningerne, og ud i

Storebælt til Romsø, hvor de lagde kursen mod syd til Tyskland. Jeg har set i tusindvis af allierede

bombe- og jagerfly overflyve Bøgehjerg Avlsgård. De fløj nøjagtig over den store gårdsplads. Disse

store formationer ankom tit kl. 4 om eftermiddagen. Vi var 5 mand til at malke til aften. Vi blev tit

forsinket med 15-20 minutter. Vi stod på gårdspladsen. Der var en gang, vi talte til 300

bombemaskiner, der fløj i formationer. Vi kunne høre og mærke alle disse maskiner. Luften sitrede,

og der var rystelser i jorden. Vi kunne høre dem længe efter ude i Storebælt. Når de fløj over

gården, var der ikke ørenlyd. Vi kunne ikke tale sammen.

En aften var Anna og jeg til aftenkaffe ved fodermester Povl Hansen og hustru Eva Hansen. Det er

en stille og stjerne klar aften. Da vi går hjem, og kommer til foden af Degnebakke var der

luftangreb på Lübeck i Nordtyskland. Anna og jeg stod på dette højdepunkt af Bøgebjergvej i over

en halv time, og så på de allieredes luftangreb på byen. Denne aften var der bomstille , som vi

siger. Vi kunne i det fjerne høre og fornemme de store brag fra bombe nedslagene. Himlen var

oplyst af lyskastere fra det tyske anti luftskyts, og fra storbrande i Lübeck. Vi så flyvemaskiner blive

skudt ned. Dette lyshav så helt utroligt ud, og så være vidne til en stor krig på en lille bakkeknold

på Bøgebjergvej. Vi var begge rystet. Vi sov næsten ikke denne nat.

En stor del af flytrafikken fra Tyskland til Norge og omvendt gik langs kysten på det østlige

Hindsholm, især fra Fyns Hoved til Stavreskoven. Der blev fløjet langs med klinten fra lille Degne

Bakken og Bøgebjerg skov. Mange af disse fly fløj i en højde 50 – 100 m. Det var alle mulige slags

krigsfly, vandflyvere, transportflyvere og flyve både med dobbelt skrog. Der var 4 propeller foran og

4 propeller bag. Det øverste plan store maskiner kom tit i lav højde over kostalden på Bøgebjerg,

og forsvandt altid ud over Storebælt med retning mod Sjælland. Det var en kæmpe stor flyvebåd.

Det var tit, at en af motorerne var gået i stå, så kørte propellen sådan lidt frem og tilbage. Den fløj

meget langsomt. Der var tider, hvor den kom hver dag en hel uge. Den så meget fredelig ud.

I slutningen af krigen blev der fløjet mange jagerfly fra Norge hjem til Tyskland. Det foregik med

transportfly, der fløj krigsmateriel hjem til Tyskland. Oven på flyet var der spændt en jagermaskine

fast med barduner lige midt på øverste vinge. Disse maskiner fløj altid meget lavt. De fulgte altid

klinten langs med Bøgebjergs jord. Vi kunne sidde hjemme i Degnehuset, og se dem gennem

vinduerne.

Freden og Silden

Jeg vil aldrig aftenen den 4. maj, da London Radio meddeler, at Tyskland har kapituleret og at der

var fred. Det var den lykkeligste dag i Annas og mit liv. Vi faldt hinanden om halsen og græd af

glæde. Det var en lettelse. Krigen havde været en stor byrde, der nu var taget fra vores skuldre.

Næste morgen den 5. maj holdt alle fridag. Jeg gik ned i Stubberup til mor og far i vores gamle

hjem Stubberup Bygade 14. Da jeg kom i nærheden af huset, går der en af disse 5. maj

frihedskæmpere og dasker med en maskinpistol. Der er lige blevet hentet og arresteret tyske

sympatisører i en naboejendom. Da jeg skulle passere ham, peger han på mig med maskinpistolen

og siger hvor skal du hen. Jeg besvarer hans spørgsmål og i det samme ryge køkkenvinduet op i

mit hjem og min mor siger: Kan du lade min dreng gå din dumme sild. Denne frihedskæmper er fra

Kerteminde. Han gik under et af Kertemindes berømte kæle- eller øgenavne Silden, et øgenavn,

han altid havde haft og blev tiltalt med.. Han var rødøjet.

Det viser sig, at mor har underholdt og talt om denne krigs afslutning med Silden. Han har sågar

stået og drukket en kop kaffe i det åbne køkkenvindue. Det hele ender i fryd og gammen. Mor og

Silden var lige gode venner oven på denne halløj her på morgenstunden. Det vil jeg altid huske.

Jeg sidder her og skriver dette den 7-2-1998 og jeg blev 86 år den 24. januar. Så bliver der ikke

mere ud af det.

Rejsen til Odense

Da jeg er på vej hjem til Anna, møder jeg min ven Kaj Maler. Vi fik den tossede idé at tage med

toget til Odense. Der skete jo ikke rigtig noget i Stubberup. Vi tog med 8 toget fra Kirkebro

Holdeplads. Det varede over 2 timer at køre til Odense. I hver station og holde holdeplads bliver

toget invaderet af 5. maj frihedskæmpere. Alle passagererne blev undersøgt på alle leder og

kanter. Men vi når Odense før middag.

Da vi kom ud på gaden foran banegården, var der kamp i Kongens Have mellem frihedskæmperne

og Hipofolk. Det var så kuglerne peb om ørerne på os. Pludselig bliver der stille og det var slut

med skyderiet. Oppe i banegårdshallen sad der en flok Hitler-jugend - 15-16 årige drenge i alt for

store uniformer. Da skyderiet begyndte i Kongens Have bliver disse drenge rædselsslagne. De

flygter ned ad trappen til tunnellen og falder over hinanden. Der står et tomt tog til Bogense. Det

flygter de ind i. Jeg kan den dag i dag se for mig disse drenge stirre ud ad togvinduerne. Hvad er

der mon blevet af disse bange drenge?

Det var en meget stærk oplevelse med disse drenge, men den ene oplevelse afløstes af andre. I

det samme øjeblik kom der et tog ind med tyske flygtninge. Gamle mænd og gamle kvinder og

mødre med små børn. Der var i hundredvis af flygtninge. De slæbte deres fattige ejendele på

gamle cykler, barnevogne, små trækvogne med barnevognshjul. De forsvandt i en uendelig lang

række mod sydbanegården. Når jeg tænker på denne oplevelse, er det som en ond drøm. Hvad

har disse stakkels mennesker ikke lidt. Det er utroligt så mange år efter her i 1996, hvor jeg sidder

her og skriver. Jeg kan se hele dette ragnarok for mig, som det var sket i går.

Med denne oplevelse i hu, gik vi ud i Odenses gader og ser dagens begivenheder. Der var der ikke

kedeligt. Jagten var gået ind på landssvigere, stikkere og tysker tøser. Det var ikke småting, der

skete. Alt, hvad der kunne køre af biler og andre motorkøretøjer, var taget i brug til at køre alt det

godtfolk, som befolkningen i Odense havde set sig gale på. Alle disse mennesker blev kørt op på

Flakhaven, hvor de bliver læsset af. Folk råber og skriger og spytter disse landssvigere i

ansigterne, men frihedskæmperne sørgede for ro og orden, ellers er det ikke godt at vide, hvad der

var sket med disse mennesker.

Jeg kan endnu se frihedskæmperne komme kørende med disse mennesker. De stod op på åbne

lad på lastbilerne. Folk langs ruten råbte ukvemsord, smeg æg og alt mulig andet i hovedet på

dem. Mange af tyskertøserne eller feltmadrasserne, som de også bliver kaldt, var blevet klippet

skaldet; det så ikke godt ud. Det kunne jeg aldrig være med til over for værgeløse kvinder. Mange

steder i byen ses 5. maj frihedskæmpere. Det var fine folks børn, der var kommet frem, da faren

var overstået. Jeg kan endnu se disse unge mænd i lys sommerfrakke med armbind og hjelm. Med

em riffel eller maskinpistol over den ene skulder - over den anden skulder hang et fotografiapparat.

Under den ene arm kæresten. Det var et smukt billede af frihedskæmpere...

Med denne store historiske oplevelse kommer vi to venner hjem med 8 toget om aftenen. Jeg vil

aldrig glemme den velkomst jeg fik af Anna og vores 2 piger Inger og Kirsten. Nu bagefter kan jeg

godt se, hvad jeg har udsat dem for. Jeg har aldrig fået så mange kys og knus og kram. Men alt

dette havde været en oplevelse, jeg aldrig havde fået, hvis jeg var blevet hjemme i Stubberup.

Under ildkampen i Kongens Have mellem frihedskæmperne og hipofolk blev frihedskæmperen

politiassistent Ejner Aggerholm skudt af hipofolk. Aggerholm havde været danmarksmester i

svarvægtsboksning. Han faldt i Kongens Have, mens jeg stod uden for Odense Jernbanestation og

hører skyderiet i Kongens Have. Det var en uhyggelig oplevelse.

Englænderne kom

Dette er et referat fra Fyns Tidende. Det begynder med: "Men en skønne dag var krigen endt og

besættelsen forbi - en lille engelsk styrke rullede i nogle få kampvogne en dejlig solstrålende

majdag over Holmen og helt ud til spidsen af Fyns Hoved. Her afleverede den resterende tyske

styrke sine våben uden tilløb til kamphandlinger. Der lå i lejren nogle meget store kanoner, som

tyskerne ikke have nået at få stillet op og godt det samme for beboerne i Nordskov og længere

væk. Oppe på bakken stod det vældige lytteapparat, om hvilket man sagde, man i det kunne høre,

når maskinerne lettede i England, men standse de amerikanske og engelske flyvere, som kom fra

England og satte kursen mod Fyns Hoved for derfra at rette hårde angreb på Hitlers rige, formåede

tyskerne på Fyns Hoved ikke. Kun en eneste allieret maskine fik de skudt ned i de 5 år. Den bliver

ramt af deres antiluftskyts den foromtalte nat. Man fik senere at vide, at flyveren efter at være

truffet drejer mod nord og styrter i vandet i nærheden af Samsø."

Dette referat fra Fyns Tidende har jeg fundet ved husmand Niels Andersen, Nordskov Bygade 11.

Jeg ved ikke, hvornår Fyns Tidende har skrevet dette referat. Det er efter krigen. Om avisen har

mindedes freden 10-20-30 år efter ved jeg ikke. Det er ikke nemt at opspore.

Englænderne på vej gennem Mesinge mod Fyns Hoved

Englænderne på vej til Fyns Hoved

Fra overgivelsen på Fyns Hoved

Fra overgivelsen på Fyns Hoved

Fotos fra befæstningen på Fyns Hoved

De store kanoner

I referatet omtales nogle store kanoner, der lå ude på Fyns Hoved og som aldrig var blevet stillet

op. Det var nogle meget lange skibskanoner. Et af disse lange kanonløb lå i lange tider efter krigen

var slut i vejgrøften ud for huset Fynshovedvej 509, og det var ræverødt af rust.

Frihedsfest

Nogen tid efter krigens afslutning blev der holdt en meget smuk og højtidelig frihedsfest på

hovedbygningen ved Bøgebjerg Avlsgård. Alle gårdens folk og mennesker ude fra, der havde

nogen tilknytning til gården, håndværkere og deslige. Spisningen var en stor anlagt middag med

steg, suppe og dessert, dertil øl og diverse vine. Der blev holdt flere smukke taler. Især en af

talerne, som blev holdt af inspektør K. Hansen, var meget smuk. Der var dans til kl. 1 om natten.

Til slut natmad med smørrebrød og kaffe. Det var en dejlig fest, jeg aldrig vil glemme, da det var en

frihedsfest.

Tyskertøsen

Det er en af de stærkeste oplevelser, jeg har haft fra anden verdenskrig. Jeg har en ven, vi kalde

ham Karl. Han kom meget i vores hjem i Stubberup. Han drev en del sortbørshandel. Han taler

perfekt tysk. Han byttehandler med de tyske soldater i Odense. Her træffer han en pige, og de

bliver forelsket i hinanden. Jeg er en gang i Odense og handle og Karl er med. Jeg bliver inviteret

med ud til pigens forældre. Hun har en voksen broder, som jeg bliver fine venner med. Jeg

inviterede ham ud og se min store oldtidssamling. Da vi rejser hjem, tager pigen med Karl hjem.

Hun pakker en kuffert, fordi hun skal bo hos Karl en uges tid. Det er en meget sød pige. Vi har et

sammenskudsgilde og inviterer Karl og pigen med. De sover i gæsteværelset en weekend, og de

flytter hjem til Karls forældre.

Om mandagen kommer pigens broder. Han er rasende og fortæller at søsteren har stjålet hans

nye kuffert. Han fortæller nu, at søsteren er kriminel og en tyskertøs. Hun har sin gang ved de

tyske soldater på Odense kaserne. Jeg viser ham ned til Karls forældre, hvor han tager sin kuffert.

Der bliver en værre ballade med søsteren, der truer med alverdens ulykker. Fra denne dag vil

Anna og jeg ikke have noget samkvem med pigen.

Krigen er slut. Det er sommer. Jeg arbejder på en gård i Martofte. En dag kom en kriminalbetjent.

Han læser et papir op. Jeg er stævnet som fader til et barn, pigen har født. Jeg fortæller ham

historien, om det jeg kendte til pigen. Kriminalbetjenten morer sig og siger: Vi har haft denne pige i

forhør mange gange. Hun er fuld af løgn. Han skriver en rapport, som jeg underskriver. Han giver

mig et varmt håndtryk og siger: "Så er denne sag slut - tak og farvel". Når jeg nu tænker tilbage.

Hvad kunne der ikke være sket. Som det ses i denne beretning, har hun været hævngerrig. Hun

kunne have anmeldt mig til værnemagten for det ene eller andet. Jeg var meget heldig.

Bunkers og skyttegrave

Flere af disse tysklandsarbejdere, der vendte hjem efter krigen var så magre og udhungrede, at de

var en streg i luften, som vi siger. Efter krigen var det næsten de samme danske arbejdere, der

havde gravet bunkers og skyttegrave, der kom til at fjerne dem igen til en meget stor timeløn.

Skyttegrav ved Midskov

Jeg husker, at min far Sofus Nielsen var med til at

jævne skyttegrave. Han var også med til at sprænge

bunkers i Midskov og på Fyns Hoved. Han fortalte

mig, at flere ammunitionsbunkers var foret inden i

med træ, der var ødelagt ved, at de vagthavende

havde moret sig med at smide håndgranater ind i

disse bunkers. Herved gik meget kostbart træ tabt,

og der var en katastrofal mangel på tømmer. Disse

mennesker skulle jo have tiden til at gå med lidt sjov

- men sådan var det bare.

Luftværnssirene

I dag 7.5.97, kl. 12 middag blev sirenen på vandtårnet i Kerteminde afprøvet. Det vækker

uhyggelige minder frem hos Anna og mig fra krigens tid omkring 1943. Anna cykler til Kerteminde

for at hente penge i sparekassen. Der bliver luftalarm, og en politimand beordrer Anna i

beskyttelsesrum under politistationen, men en gammel dame kom ud på gaden og fik Anna med

ind i sin lejlighed en times tid, hvor der blev drukket kaffe. Da luftalarmen var afblæst var

sparekassen lukket, og Anna kunne køre tilbage til Stubberup. Anna var inde ved en bager i Dalby

og købe brød på kridt. Næste dag cykler Anna til Kerteminde igen og får hævet penge i banken. På

vej hjem betaler hun sin gæld ved Dalbybageren. Livet kunne være besværligt ind imellem. Jeg

kan henvise til album nr. 7, side 1, nummer 2. Her fortælles om en cykeltur til Odense 1943 med

luftalarm i Odense. I året 1943, da Anna cykler til Kerteminde 2 dage i træk for at hæve penge i

sparekassen, bor vi på Stubberup Enghavevej 36. Herfra er der 3 mil til Kerteminde, så det var en

ordentlig cykeltur frem og tilbage.

Andre fotos fra Hindsholm fra besættelsesårene og befrielsen

Befæstningsområdet ved Gabet

Englændere ved Gabet

Fra kanonstillingen ved Gabet

Den 5. maj 1945 var nogle tyske soldater taget fra Fyns Hoved til

Kerteminde for at fejre freden. På vej hjem til Fyns Hoved forsøger

nogle frihedskæmpere at stoppe dem og da de nægter, bliver de

beskudt og en af de tyske soldater bliver dræbt. Soldaten bliver

samme dag begravet på Fyns Hoved. Liget blev senere flyttet til

Stubberup Kirkegård og igen flyttet til en af de store

begravelsespladser, hvor alle tyskere - såvel soldater som tyske

flygtninge, der var døde i Danmark, blev samlet.

Modstandsmænd fra Hindsholm - desværre ingen navneangivelse