Forsvarsakademiet København d. 1. maj 2014 Institut for strategi VUT-II/L / STK 2013-2014 Kaptajnløjtnant Brian Bøgedal Gadegaard Vejleder: Thomas Mandrup - Adjunkt, ph.d.

Det Sydkinesiske Hav

Samarbejde eller konflikt? Kina som aktør i Sydøstasien

Antal ord: 14.742 Eksklusiv: Abstract, resumé, indholdsfortegnelse og litteraturliste.

1

Abstract

This Paper explores Chinese security policy in the South China Sea. By analysing

Chinese policy and position, in a framework with 4 strategic variables, I will attempt to

identify a likely tendency in Chinas possible future use of military force to settle

territorial and maritime disputes.

The analysis is based on “The English School” theory of international relations. It is a

theory that emphasizes peaceful coexistence, but has room for power mechanisms

too, terms that are widely used in Chinese doctrine as well as in the theory of a

developing power.

The problem I seek to address in the paper is based on China’s quest for Great

Power status, and historical position in the region. Beijing has apparently taken a

more aggressive approach on The South China Sea, as its economic, political and

military power increases.

On the other hand, China is dependent on peace and stability in the international

society, to preserve and continue its development. China is also getting more

involved in multilateral cooperation.

China uses both ways to lever its influence in the region.

The paper concludes that it cannot demonstrate a clear tendency, mainly because

the transparency of China’s policy and intentions is very limited.

2

Resumé

Opgavens udgangspunkt er et ønske om at undersøge Kinas sikkerhedspolitik ift. de

territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav for på den baggrund at vurdere en

sandsynlig udvikling. Opgaven baseres på følgende problemformulering:

Hypotese:

Selv inden for rammerne af fredelig sameksistens vil et stærkere Kina være parat til

at anvende militær magt for at sikre sin indflydelse, handelsinteresser og adgang til

ressourcer, som er vitale for statens udvikling og fremgang

Det leder frem til følgende specifikke spørgsmål som søges besvaret i opgaven:

Spørgsmål:

Vil et stærkere Kina, i stigende grad, være villig til at anvende militær magt til at

afgøre territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav?

Indledningen lægger fundamentet for opgaven. Den præsenterer motivation og

relevans samt teori og metode. Opgaven baseres på en model med 5 strategiske

variable, som sikrer at relevante områder behandles. Den Engelske Skole er valgt

som teoretisk fundament ud fra en diskussion om Kinas erklærede

sikkerhedspolitiske doktrin og historiske tradition. I teorivalget argumenteres for, at

denne IP teori dækker bredt over Kinas oplevede og erklærede politik.

Som case anvendes Det Sydkinesiske Hav i sin helhed, idet de territorielle

stridigheder omhandler alle 3 hoved øgrupper samt det omkringliggende havområde.

Aktørerne i konflikterne varierer en lille smule, men består i hovedsagen af Kina,

Vietnam og Filippinerne. Kina ser, i min vurdering, stridighederne som en

sammenhængende sag, hvorfor det ikke gav mening at bruge den ene øgruppe som

repræsentativ case.

Analysen består af fire delanalyser baseret på de strategiske variable i modellen, idet

den ene variabel er fravalgt i metodediskussionen.

3

I den første delanalyse påviser jeg, at Kina ønsker en fremtrædende position i

regionen, og generelt ser sig selv som den retmæssige stormagt i Sydøstasien.

Den anden delanalyse behandler Kinas voksende økonomiske og militære

kapaciteter. Den viser, at Kina er i en rivende økonomisk udvikling, og opbygger dets

militære kapaciteter på denne baggrund. Delanalysen viser også, at Kina i stigende

grad anvender sin økonomiske og politiske magt i regionen.

Den tredje delanalyse viser, at Kina i stigende grad involverer sig i multilaterale

internationale fora, men også at Kina stadig foretrækker bilaterale forhandlinger når

vigtige løsninger skal nås. Delanalysen tegner et billede af, at Kina bruger

multilaterale fora som tillidsskabende faktorer, mens de undgår institutioner, som kan

træffe bindende afgørelser uden Kinas accept.

Den sidste delanalyse underbygger den forgående ved at påvise, at Kina aktivt

forsøger at påvirke og ændre folkeretten i retning af en kinesisk fortolkning af

rettigheder, som er til Kinas fordel.

Tilsammen tegner analysen et billede af et Kina, som anvender fredelig

sameksistens doktrinen til fremme gensidigt samarbejde og sikre rammer til landets

fortsatte økonomiske, politiske og militære udvikling. Sideløbende hermed arbejder

Kina med diplomatiske midler i forskellige fora for at skabe tillid til landets hensigter

og øge Kinas indflydelse i området.

Kinas lukkede og autokratiske politiske system, i kombination med Kinas konkrete

handlinger i Det Sydkinesiske Hav, skaber dog usikkerhed om landets reelle

intentioner samt hvordan de territorielle stridigheder løses i fremtiden.

Konklusionen på opgaven er, at der ikke på dette grundlag kan gives et entydigt svar

på problemformuleringens spørgsmål. Kina viser tegn på en mere aggressiv adfærd,

men er på den anden side afhængig af fortsat økonomisk vækst og samarbejde.

Endelig gives en kort perspektivering som fokuserer på en mulig konstruktivistisk

tilgang til problemformuleringens spørgsmål, idet jeg mener at have identificeret

nogle indre dynamikker i Kina som har stor betydning for landets sikkerhedspolitik.

4

Indholdsfortegnelse

Abstract ....................................................................................................................... 1

Resumé ....................................................................................................................... 2

Indholdsfortegnelse ..................................................................................................... 4

1. INDLEDNING ...................................................................................................... 5

1.1. Motivation og relevans ........................................................................................ 5

1.2. Problemformulering ........................................................................................... 10

1.3. Metode og valg af teori ..................................................................................... 11

1.4. Afgrænsning...................................................................................................... 13

1.5. Begrebsafklaring: .............................................................................................. 14

1.6. Empiri ................................................................................................................ 14

1.7. Struktur og model .............................................................................................. 15

2. TEORI OG OPERATIONALISERING ............................................................... 17

2.1. Den Engelske Skole .......................................................................................... 17

Samfundets konstruktion ................................................................................ 18

Samfundets regulering .................................................................................... 19

Institutioner ..................................................................................................... 20

2.2. Operationalisering ............................................................................................. 22

3. KINAS UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK ............................................. 26

Sammenfatning af politisk doktrin ................................................................... 29

4. ANALYSE ......................................................................................................... 30

4.1. Position ............................................................................................................. 30

Sammenfatning af position ............................................................................. 34

4.2. Kapabiliteter ...................................................................................................... 35

Sammenfatning af kapaciteter ........................................................................ 41

4.3. Implementeringsstrukturer ................................................................................ 43

Sammenfatning af implementeringsstrukturer ................................................ 46

4.4. Legitimitet ......................................................................................................... 48

Sammenfatning af legitimitet ........................................................................... 53

5. KONKLUSION .................................................................................................. 55

5.1. Perspektivering ................................................................................................. 57

Litteraturliste .............................................................................................................. 58

5

1. INDLEDNING

Denne opgave behandler Kina som regional aktør, der har voksende kapacitet og

indflydelse i Sydøstasien. Fokus er på udenrigs- og sikkerhedspolitik, både som den

kommunikeres af Kina, og som den opleves af de øvrige aktører. Kinas håndtering af

de igangværende territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav vil uvægerligt have

indvirkning på den fremtidige udvikling i Sydøstasien og verden.

I dette kapitel definerer jeg opgavens indhold og struktur. Først diskuteres opgavens

relevans og motivation, som fører til problemformulering og tese. Derefter fastlægges

og begrundes det teoretiske perspektiv. Endelig præsenteres opgavens metode,

afgrænsninger og begreber.

1.1. Motivation og relevans

Efter Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens sammenbrud står USA alene

tilbage som verdens supermagt. Det magttomrum, der opstår efter Sovjetunionen,

åbner mulighed for, at regionale stormagter kan gøre sig gældende. Selvom ingen,

heller ikke Kina, endnu er i stand til at udfordre USA unipolære position (Cáceres,

2014, p. 10). Kina er et land i rivende udvikling. Siden slutningen af 1970’erne er

landet gradvist drejet fra planøkonomi mod mere markedsorienteret økonomi.

(Heurlin red., 2013, pp. 45-48) Særligt efter Den Kolde Krigs afslutning har massive

investeringer i industri og landbrug sat skub i udviklingen. I 2010 blev Kina verdens

største eksportør af varer og tjenesteydelser, og i 2013 overtog Kina pladsen som

verdens næststørste økonomi, kun overgået af USA (CIA World Factbook, n.d.).

Siden 1990 er Kinas bruttonationalprodukt (BNP) støt steget med ca. 8% om året

(Cáceres, 2014, p. 25).

Kinas ambitioner er at opnå en fremtrædende rolle i verden og dermed øget kontrol

over nærområdet (Wang, 2010, p. 560). I kinesisk selvforståelse er Kina den

traditionelle stormagt i Sydøstasien, og landet har historisk altid haft stor indflydelse i

regionen. (Hemmings, 2011, p. 90)

Ud over at opbygge samfundet generelt med deraf følgende stigende levestandard

og forbrug, investerer Kina massivt i modernisering og opbygning af dets militære

kapaciteter. Kina har fokus på militære maritime kapaciteter samt skibe til den civile

kystvagt, som udfører fiskerikontrol, toldkontrol og suverænitetshævdelse. De

6

militære kapaciteter omfatter ubåde, hangarskibe, større overfladeenheder, amfibie

kapacitet samt minerydnings kapacitet. (O'rourke, 2013, pp. 5-28)

Kinas vækst og udvikling kræver ressourcer. Ressourcer som enten findes i Det

Sydkinesiske Hav eller transporteres igennem det. Derfor bliver Det Sydkinesiske

Hav stadig vigtigere for Kina. En af verdens vigtigste kommercielle sejlruter, som

forbinder Asien med Europa, går gennem Det Sydkinesiske Hav. Strategisk er ruten

afgørende for Kina, fordi størstedelen af landets olie- og råstofimport transporteres

her. Samhandlen i resten af verden er mindst lige så afhængig af trafikken gennem

Det Sydkinesiske Hav, hvorfor den har global bevågenhed. Området forventes

ydermere at indeholde betydelige olie- og gasreserver, som kan gøre Kina mindre

afhængig af importeret olie, såfremt Kina kan udnytte dem. Endelig findes der rige

fødevareressourcer i form af fiskeri. Faktisk rapporteres op mod 8% af verdens

samlede fangst at foregå i Det Sydkinesiske Hav. (Hemmings, 2011, p. 91)

Det er alt sammen ressourcer, som er nødvendige for, at Kina kan sikre fortsat vækst

og understøtte en stadig voksende middelklasse. Derfor er intentionen og omfanget

Kinas vigtige handelsruter.

7

af den kinesiske militære modernisering og opbygning en kilde til ængstelse blandt

de øvrige sydøstasiatiske stater, som har territoriale stridigheder med Kina i området.

(Daniels, 2014, p. 43) (Cáceres, 2014, p. 7)

I Det Sydkinesiske Hav har Kina fremsat omfattende territorielle krav, baseret på

historiske skrifter og arkæologiske fund. Kina hævder at have opdaget og kontrolleret

Det Sydkinesiske Hav siden 700 år før vor tidsregning. Kravet omfatter alle øer og

rev, samt ca. 80% af arealet i Det Sydkinesiske Hav inden for en U-formet linje1.

(Odgaard, 2012, p. 97) I international lov er historiske krav ikke så tungtvejende som

traktatbaserede krav, hvorfor det kinesiske krav umiddelbart står svagt. (Daniels,

2014, pp. 3-4) Normalt vil territorielle krav på søterritoriet forankres i FN’s

havretskonvention, ”Convention on the Law of the Sea”, (UNCLOS).

1 Ofte benævnt ”The 9 dashed line”

Kinas territorielle krav, i forhold til UNCLOS regler.

8

De kinesiske krav overlapper med krav fra de omkringliggende stater. Ydermere gør

Kina krav på samme rettigheder for deres eksklusive økonomiske zone (EEZ), som

gælder for territorialfarvand (China - ratification statement, UNCLOS, 1996).

Øvrige aktører i konflikten er: Taiwan, Malaysia, Indonesien, Brunei, Vietnam og

Filippinerne, der alle gør territoriale krav gældende i Det Sydkinesiske Hav. Vietnam

og Taiwan gør krav på store områder i lighed med Kina, ligeledes baseret på

historisk tilstedeværelse og kontrol. De øvrige stater henholder sig til reglerne i

(UNCLOS). (Daniels, 2014, pp. 3-6)

Endelig er supermagten USA en aktør i området på grund af sine økonomiske og

sikkerhedspolitiske interesser, herunder at hævde princippet om fri passage i

internationalt farvand ”The global Commons”. USA har et udbredt alliance- og

samarbejdssystem i Sydøst- og Østasien med Japan som den vigtigste partner.

Retten til at færdes uhindret i området er en forudsætning for amerikansk

tilstedeværelse og støtte til samarbejdspartnere. (Cáceres, 2014, pp. 87-89)

Kontrollen med den kommercielle sejlrute gennem Det Sydkinesiske Hav er altså

strategisk vigtig for alle parter. For Kina er det vigtigt at sikre fri passage af olie og

råvarer. For de øvrige aktører har sikringen af samhandel ligeledes høj prioritet, men

jo mere Kina opleves som en trussel, jo mere fokus har disse aktører på muligheden

for at bremse Kinas vækst og handel i tilfælde af konflikt. (Hemmings, 2011, p. 92)

Kina hævder, at landet fører en udenrigs- og sikkerhedspolitik baseret på fredelig

sameksistens og respekt for international lov og traktater. Fredelig sameksistens er

et velkendt begreb i kinesisk tænkning og opfattes som et billede på Kinas skift fra

isolation til mere aktiv deltagelse i internationale relationer og strukturer. (Odgaard,

2012, p. 1) Fredelig sameksistens som strategi har rod i kommunistisk tænkning og

har til formål, at stater med forskellig ideologi og styreform kan eksistere sammen

uden indblanding i hinandens interne forhold. (Odgaard, 2012, pp. 77-79)

Sideløbende med den erklærede strategi har Kina forsøgt at intimidere og påvirke

staterne bag rivaliserende krav i Det Sydkinesiske Hav. I to tilfælde har Kina anvendt

hård militær magt mod Vietnam. I 1974 angreb Kina vietnamesiske styrker stationeret

på Paraceløerne, og fordrev dem derfra, Kina har siden haft fuld kontrol med

Paraceløerne. (Odgaard, 2002, p. 113) I 1988 stødte Kina og Vietnam igen sammen,

denne gang over Spratleyøerne, og Kina etablerede en vejrstation på Fiery Cross

9

Reef i det område, som Vietnam gør krav på. Det resulterede i en ildkamp, hvor 2

vietnamesiske skibe blev sænket, og mindst 70 vietnamesiske soldater blev dræbt.

Kina har siden opretholdt kontrollen med de berørte øer. (Odgaard, 2002, p. 72)

I de mellemliggende år har der jævnligt været episoder med chikane, primært mellem

Kina og Vietnam/Filippinerne, dog uden at det har ført til direkte magtanvendelse.

Den tilsyneladende modstilling mellem Kinas handlinger og erklærede politik skaber

usikkerhed om Kinas reelle hensigter og mål. En realistisk funderet hypotese er, at et

stærkere Kina vil være parat til at anvende militær magt for at sikre sin indflydelse og

adgang til ressourcer i Det Sydkinesiske Hav. Omvendt vil et liberalistisk perspektiv

fremhæve den hastige udvikling i Sydøstasien og verdens stigende forbrug af varer

fabrikeret i Asien. Derfor vil en eventuel konflikt i området få store konsekvenser for

den globale økonomi, og dermed hele verden. (Daniels, 2014, p. 1)

Kina har de seneste 20 år vist vilje til at løse landbaserede grænsestridigheder ved

forhandling, og der er indgået permanente aftaler med Tadsjikistan, Kirgisistan,

Kasakhstan, Mongoliet, Rusland og Laos, mens der stadig forhandles med Indien,

Bhutan, Sydkorea og Japan. Grænsestridighederne med de Sydøstasiatiske stater i

Det Sydkinesiske Hav er derimod lagt på hylden som en uløst ”vi er enige om at

være uenige”-situation. (Odgaard, 2012, pp. 87-88)

Uoverensstemmelserne mellem Kinas politik og handlinger gør det relevant at

undersøge, om Kina fraviger princippet om fredelig sameksistens - og i givet fald

under hvilke forudsætninger.

10

1.2. Problemformulering

Som beskrevet i motivationen ser jeg en diskrepans mellem Kinas politik og

handlinger i Det Sydkinesiske Hav.

Derfor foretages en analyse af Kinas ageren i Det Sydkinesiske Hav med henblik på

at forklare Kinas handlinger og vurdere Kinas fremtidige magtanvendelse. Opgaven

sigter altså mod at identificere en sandsynlig udvikling i området, vel vidende at det

ikke er muligt at forudsige fremtiden men blot at komme med begrundede antagelser

i et teoretisk perspektiv.

Jeg opstiller derfor følgende hypotese:

Selv inden for rammerne af fredelig sameksistens vil et stærkere Kina være parat til

at anvende militær magt for at sikre sin indflydelse, handelsinteresser og adgang til

ressourcer, som er vitale for statens udvikling og fremgang.

Det leder frem til følgende specifikke spørgsmål, som søges besvaret i opgaven:

Spørgsmål:

Vil et stærkere Kina, i stigende grad, være villig til at anvende militær magt til at

afgøre territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav?

11

1.3. Metode og valg af teori

I det følgende vil jeg diskutere baggrunden for valg af case samt valget af teoretisk

tilgang til opgaven.

Problemformuleringen styrer valg af metode og teori. Opgavens motivation og

problemformulering indeholder en implicit påstand om, at der er et fredeligt

samarbejde mellem Kina og nabostaterne i Sydøstasien, men at dette er udfordret af

Kinas manglende vilje til at søge løsninger på de territorielle stridigheder i området.

Årsagen er angiveligt Kinas historiske opfattelse af ejerskab, hvorfor suverænitet

over området slet ikke bør være til diskussion i kinesisk optik.

Opgaven er bygget op som et case-studie efter den kvalitative metode. Opgavens

formål er at beskrive, forklare og vurdere forhold i casen ud fra en international politik

(IP) teoretisk argumenteret tilgang. Opgaven forsøger derfor ikke at validere eller

udbygge det IP-teoretiske grundlag men alene anvende dette til analysen.

Opgaven kan, som nævnt i problemformuleringen, ikke give et endegyldigt svar på

spørgsmålet, men ved at anvende en teoretisk baseret tilgang forventer jeg, at

opgaven kan give en begrundet antagelse om Kinas fremtidige håndtering af

territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav.

Casen ”Det Sydkinesiske Hav” er på mange måder en ekstrem case. Det er en

kompliceret konflikt, som illustrerer hvordan Kinas udvikling og magtposition påvirker

dets strategiske valg. Områdets ressourcer og kommercielle skibsruter gør, at det

ikke kun er en territoriel konflikt mellem områdets stater, men at den også har

vidtrækkende strategisk betydning. Casen kan derfor give en indikation på Kinas

fremtidige reaktioner i sager af vital national interesse, eller hvis Kina bliver presset

sikkerhedspolitisk.

Opgaven anvender Den Engelske Skole som teoretisk tilgang. Sameksistens som

strategisk valg har en fremtrædende plads i Den Engelske Skoles perspektiv.

Sameksistens ses som et strategisk valg, der anvendes af sekundære magter, som

ønsker at øge deres relative magt og position i Det Internationale Samfund. Staten

forsøger gennem anvendelse og fortolkning af folkeretten at bevæge

12

verdensordenen i en retning, der tilgodeser statens politiske magt som kompensation

for begrænset økonomisk og militær magt. Der opstår en gråzone, hvis statens

økonomiske kapaciteter vokser, og måske investeres i militære kapaciteter, så staten

bliver en reel stormagt og dermed ikke længere har svagheder, der skal

kompenseres for. (Odgaard, 2013)

Kina anvender selv begrebet fredelig sameksistens som udtryk for dets strategiske

valg, og lægger stor vægt på regler og international orden. Jeg vurderer derfor, at

dette IP-perspektiv vil have størst mulig overensstemmelse med de faktorer, som

skal analyseres. Den Engelske Skole placerer sig imellem det realistiske verdenssyn

og det liberale verdenssyn. Den har derfor øje for både realistisk funderede

magtdynamikker og liberalt funderede samarbejds- og ordensdynamikker med fokus

på fælles regler og fælles fordele. (Odgaard, 2010, pp. 4-7) Det er et billede, som, jeg

vurderer, passer godt på Kinas situation i Det Sydkinesiske Hav. Det er vigtigt at

fastholde det brede spænd i teorien, idet spørgsmålet i problemformuleringen lægger

sig op ad et realistisk magtperspektiv, samtidig med at Kinas økonomiske udvikling,

som er afgørende for landet, anlægger en mere liberal og regelbaseret tilgang. Ved

at anvende dette perspektiv forventer jeg at kunne påvise en tendens mod enten den

realistiske del eller den liberale del af Den Engelske Skole og på det grundlag svare

på opgavens spørgsmål. Når jeg bevæger mig ud i yderkanterne af teorien, skal jeg

være meget opmærksom på, at jeg holder mig inden for teoriens afgrænsninger. For

at have et skelet til at strukturere analysen, anvendes en model med fem strategiske

variable2, beskrevet af Villiam Krüger-Klausen og Liselotte Odgaard (Krüger-Klausen

et.al., 2012). Empirien vil vise, at Kina arbejder med en langsigtet strategi, og jeg

fravælger derfor at anvende variablen tid, idet jeg vurderer, at den ikke bidrager til

opgaven. Det teoretiske perspektiv og model uddybes og operationaliseres nærmere

i kapitel 2.

Alternativt kunne jeg have valgt enten den rene realistiske eller den rene liberalistiske

teoritilgang. Det realistiske perspektiv fokuserer meget på magt som drivkraften i det

anarkiske internationale system. I dette perspektiv er magtbalancen et instrument til

at opnå tilstrækkelig magt til, at staten kan gennemføre sin politik uden at risikere

alvorlige konflikter i systemet. Dermed bliver selvhjælp statens værktøj til at opnå

2 Tid, Position, Kapabiliteter, Implementeringsstrukturer og Legitimitet.

13

strategiske mål. (Odgaard, 2010a) Omvendt ville realismen ikke have tillagt det

økonomiske samarbejde gensidig afhængighed og den voksende institutionalisering

særlig stor betydning, fordi det ikke passer særligt godt ind i realismens fokus på

selvhjælp og usikkerhed på andre staters mål.

En liberal tilgangsvinkel vil lægge større vægt på de økonomiske incitamenter til

samarbejde og samhandel og de gensidige fordele i orden og regler, men

liberalismen har samtidig stort fokus på demokratisering og udbredelse af

liberale/demokratiske værdier som basis for fred og samarbejde. Målet er integration

i verdenssamfundet og fred mellem demokratier - det som benævnes ”den

demokratiske freds tese”. (Ingemar, 2008) Jeg vurderer, at Kina ikke inden for en

overskuelig fremtid vil være et emne til fuld integration i den liberale verdensorden

men snarere vil promovere en kinesisk fortolkning af sameksistens. Derfor vurderer

jeg ikke liberalismen som et reelt alternativ til Den Engelske Skole i denne kontekst.

1.4. Afgrænsning

Denne opgave undersøger Kinas strategi og handlinger i Det Sydkinesiske Hav,

geografisk afgrænset til området mellem Malaccastrædet i sydvest til Taiwanstrædet i

nordøst. Opgaven afgrænses til de væsentligste aktører i området, defineret som

USA, Kina og de Sydøstasiatiske stater, der har part i konflikten (Vietnam,

Filippinerne, Malaysia, Indonesien og Brunei). Taiwan bliver ikke behandlet

yderligere i opgaven, fordi Taiwans krav er sammenfaldende med Kinas, og Kina

opfatter Taiwan som en uadskillelig del af Kina. Taiwan-konflikten er derfor en helt

særlig sag med sine helt egne dynamikker, som ikke umiddelbart er relevante.

Konflikter i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina ikke er part, vil heller ikke blive

behandlet i opgaven.

Tidsmæssigt afgrænses opgaven til perioden fra Den Kolde Krigs ophør og frem til i

dag. Det er i denne periode, at Kinas udvikling og økonomiske vækst for alvor har

taget fart, og Kina er derfor en voksende magtfaktor, der har fokus mod ressourcer

og handelsinteresser i hele regionen.

14

Det er ikke denne opgaves ambition at foreslå løsninger på konflikten eller vurdere

legaliteten af de fremsatte territoriale krav. Rimeligheden eller de juridiske aspekter

af disse behandles derfor ikke.

Opgaven inddrager materiale, der falder uden for disse afgrænsninger, i det omfang

det vurderes relevant.

1.5. Begrebsafklaring:

Samfundet.

Når jeg i opgaven benytter udtrykket ”samfundet”, mener jeg Det Internationale

Samfund i betydningen som defineret i Den Engelske Skole.

Området.

Når jeg i opgaven benytter udtrykket ”området”, omfatter det Det Sydkinesiske Hav

med de omkringliggende aktører i konflikten, som jeg har defineret under

afgrænsninger.

1.6. Empiri

Opgaven anvender udelukkende offentligt tilgængeligt materiale. Empirien er primært

fundet i akademiske skrifter, underlagt ”peer review”, for at sikre størst mulig

pålidelighed.

Derudover anvendes officielle dokumenter fra de respektive stater, internationale

organisationer og uklassificerede efterretningsrapporter som dokumentation for

aktuelle strategier og kommunikerede hensigter. Anvendelsen af internettet til at

finde de senest opdaterede versioner og udtalelser har været uvurderligt i forhold til

at skabe et så opdateret billede som muligt. Jeg har været meget opmærksom på at

anvende de respektive officielle hjemmesider, hvorfor jeg vurderer, at det fundne

materiale udtrykker et retvisende billede. Endelig refererer jeg til enkelte avisartikler,

for at sikre et varieret billede af en dynamisk situation og understrege enkelte pointer.

For at sikre kvaliteten af disse sidste oplysninger, har jeg forsøgt primært at anvende

store anerkendte mediehuse, som f.eks. BBC World News, som kilder.

15

1.7. Struktur og model

Som afslutning på dette afsnit opstilles opgavens struktur og model.

Indledningen i kapitel 1 præsenterer problemstillingen og argumenterer for opgavens

relevans og motivation. Afslutningsvist diskuterer Indledningen opgavens metode og

teorivalg samt leder frem til problemformuleringen. I andet kapitel uddybes og

operationaliseres den valgte teoretiske tilgang i forhold til den valgte analysemodels

strategiske variable. I kapitel 3 redegøres for Kinas officielle udenrigs- og

sikkerhedspolitik. Meningen med dette kapitel er at beskrive Kinas officielle politik for

Indledning

Motivation

problemformulering

Teori og metode

Opgavens struktur

Teori og operationalisering

Kapitel 1

Kapitel 2

Kinas udenrigs- og

sikkerhedspolitikKapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

Analyse i forhold til de 4

operationaliserede variable

Konklusion og

perspektivering

16

senere at kunne referere til dette under analysens vurdering af Kinas faktiske

handlinger.

Kapitel 4 er opgavens analysekapitel, hvor Kinas ageren i Det Sydkinesiske Hav

analyseres i rammen af de strategiske variable. Hvert analyseafsnit afsluttes med en

kort sammenfatning. Endelig samles opgavens konklusion med svar på

problemformuleringens spørgsmål i kapitel 5, som afsluttes med en kort

perspektivering.

17

2. TEORI OG OPERATIONALISERING

Formålet med dette kapitel er at give en kort gennemgang af Den Engelske Skole, og

de væsentligste elementer, tanker og forudsætninger i denne teori. Endelig

operationaliseres teorien i forhold til de udvalgte analysevariable.

2.1. Den Engelske Skole

Den Engelske Skole kom frem i perioden efter 2. verdenskrig og placerer sig midt

mellem det magtcentrerede realistiske verdensbillede og det samarbejds- og

regelbaserede liberale verdensbillede (Jackson et.al., 2007, p. 47). Grundlæggende

siger Den Engelske Skole, at staters interaktion kan betegnes som et internationalt

samfund, hvor staterne har erkendt, at de har fælles interesser og er gensidigt

afhængige af hinanden. Derfor er staternes handlinger og interageren rettet mod at

sikre og opretholde orden og forudsigelighed i de internationale relationer, fred som

normaltilstand i samfundet samt staternes overlevelse. (Odgaard, 2010, p. 4).

Den Engelske Skole anerkender det realistiske udgangspunkt, at samfundet er

grundlæggende anarkisk i den forstand, at der ikke findes en overstatslig instans,

som regulerer interaktionen. Den anerkender også, at de primære aktører er

suveræne stater med egne interesser, som handler rationelt og ønsker at øge deres

relative magt, når det er muligt (Jackson et.al., 2007, p. 47).

Det Internationale Samfund har store ligheder med det realistisk funderede

internationale system, men opererer på et højere niveau end dette. Stater kan ikke

fravælge at virke i et internationalt system. De deltager automatisk i kraft af, at de

påvirker andre stater, når de agerer. Deltagelse i et internationalt samfund kræver en

aktiv accept af at underlægge sig de fælles vedtagne regler samt accept fra de

øvrige medlemmer af samfundet, og viser herved det liberalistiske og moralske

aspekt af samfundet. Det Internationale Samfunds regler sigter ikke mod ensretning

og integration i liberalistisk forstand, men anerkender staters suveræne ret til at

opretholde deres nationale værdier og interne politiske styreform. I Det Internationale

Samfund er det på længere sigt en fordel for staten at gå på kompromis med

kortsigtede nationale mål og understøtte orden i samfundet i stedet. Det er det, der

understøtter langsigtet samarbejde mellem meget forskellige stater. Fælles regler og

18

retningslinjer kræver, at staterne er villige til at gå på kompromis med egne

opfattelser. Stater kan ikke promovere egne interesser på bekostning af andre eller

på grundlag af kulturelle opfattelser, som falder uden for det fælles grundlag, da

andre deltagere i samfundet vil gøre modstand. (Odgaard, 2010, pp. 4-5)

Samfundets konstruktion

Det Internationale Samfund defineres som en gruppe af stater, som har et fælles

grundlag af interesser og primære mål. Derfor indgår de i et samfund, hvor de er

gensidigt forpligtede af fælles regler for interaktion, og hvor de samarbejder om

fælles institutioner til at konstruere og håndtere denne regulering. (Bull, 1977, p. 13)

Staternes interaktion sigter mod opretholdelse af orden for at opfylde deres

primære/elementære/universelle mål. Der kan identificeres 4 sådanne mål: (Bull,

1977, pp. 16-19)

• Opretholdelse af Det Internationale Samfund.

Forstået som opretholdelse af den suveræne stat som øverste politiske aktør i

samfundet og samfundet som ramme for staternes interaktion.

• Statens overlevelse.

Dette mål indebærer, at staterne beskytter deres suverænitet og

forfatningsmæssige uafhængighed. Målet med deltagelse i samfundet er

anerkendelsen af statens uafhængighed udadtil og suverænitet indadtil.

• Forudsigelighed i international interaktion.

Dette mål indebærer gensidig tillid samt overholdelse af aftaler. Da der ikke

findes overstatslige organer, men de suveræne stater er øverste politiske

enhed til at indgå aftaler og traktater, betyder det, at opfyldelsen af dette mål

afhænger af, at staterne respekterer de regler og institutioner, de er blevet

enige om.

19

• Opretholdelse af fred som normaltilstand.

I den forstand at krig kun forekommer, når uenigheder ikke kan afgøres på

fredelig vis og under hensyntagen til fælles regler og normer. Opretholdelse af

fred ses som underordnet i forhold til at opretholde Det Internationale

Samfunds eksistens.

Alle disse regler er primære i den forstand, at opfyldelsen af andre mål kræver en vis

grad af opfyldelse af de primære mål. De er elementære fordi, uden disse

forudsætninger giver det slet ikke mening at tale om et samfund. Og endelig er de

universelle, fordi alle aktører i samfundet må acceptere, at disse mål kan nås. (Bull,

1977, p. 5)

Samfundets regulering

Fælles regler og fastlagte rammer for international adfærd opfattes som en fordel for

alle parter i erkendelse af, at den fælles interesse i at opnå de primære mål ikke er et

tilstrækkeligt grundlag for at regulere staternes interaktion. Reglerne konstrueres og

administreres i de fælles institutioner.

Regler kan have status af international lov, moralske regler, sædvaneret eller blot

implicitte praksismønstre. Det er ikke ualmindeligt, at en regel udvikler sig fra en

implicit praksis til international lov gennem en årrække. Krigens love samt

retningslinjer for diplomatiske repræsentationer er eksempler på regler, som har

udviklet sig fra praksis til multilaterale traktater. (Bull, 1977, p. 64)

Reglerne kan yderligere adskilles i forskellige klasser af regler. Der er de

konstituerende regler, som definerer selve Det Internationale Samfund, og de

suveræne stater som primære politiske aktører, og indehavere af rettigheder og

pligter i forhold til international lov. En anden type regler er regler for sameksistens,

som definerer retningslinjer for staternes interaktion i samfundet og mulighederne for

at legitimere vold (krig) som magtinstrument. Eksempler på disse er reglen om ikke-

intervention, som beskytter staterne mod territorielle trusler, og reglen om staters

juridiske lighed for loven, som formelt ligestiller staterne i folkeretten. Et sidste

regelkompleks omfatter regler, som regulerer samarbejdet i større detaljer end

nødvendigt for blot at eksistere sammen, f.eks. regler som sætter rammer for

20

økonomisk og socialt samarbejde. Et eksempel på den type regel er

havretskonventionen (UNCLOS), som definerer havet og søterritoriets status og

tilhørsforhold. (Bull, 1977, pp. 65-68)

Da der ikke eksisterer en central autoritet i Det Internationale Samfund, er det op til

staterne selv at legitimere, fortolke, kommunikere og håndhæve reglerne i forhold til

statens egeninteresser og samfundets fælles interesser. En stat kan udtrykke accept

af en gældende regel, udtrykke en ny regel eller tilpasning af en regel fordi staten

ikke længere accepterer den, som den er. Endelig kan en stat forsøge at ændre en

regel ved at overtræde og ignorere den systematisk og søge multilateral opbakning til

det. Dermed kan tilpasningsprocessen af de regler, som skal opretholde orden, selv

blive en kilde til uorden i samfundet. (Bull, 1977, pp. 69-70)

Den Engelske Skole fremhæver, at realistiske elementer af magt, magtbalance,

staternes egeninteresse og selvhjælp eksisterer samtidig med liberalistiske

elementer, regler, procedurer og international lov. Altså at både magt og folkeret er

elementer i Det Internationale Samfund. Den sondring ses f.eks. i FN-systemet, idet

alle stater formelt er ligestillet i forhold til international lov og har en stemme på

generalforsamlingen. Derimod afspejler sikkerhedsrådet en realistisk magttilgang, da

kun de 5 stormagter med nuklear kapacitet: USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig

og Kina, er permanente medlemmer og har vetoret. De øvrige pladser går på skift

mellem nationerne. Det afspejler simpelthen den relative magtfordeling i Det

Internationale Samfund, hvor disse fem lande de-facto ville have vetoret alligevel.

Det vil uden tvivl være svært at få et af de permanente medlemmer til at gøre noget,

det ikke har lyst til. (Jackson et.al., 2007, pp. 48-49)

Institutioner

Begrebet institutioner skal ikke forstås som en fysisk eller konkret konstruktion, men

som en samling af vaner og praksisser – stabile adfærdsmønstre – som er beregnet

til at opnå de fælles mål og understøtte orden. Institutionerne er mekanismer, der

påvirker og opretholder staternes samarbejde. Den Engelske Skole definerer fem

21

primære institutioner som aktørerne interagerer i: Magtbalance, krig, diplomati,

folkeret og stormagtsstyring.

Den Engelske Skole bliver kritiseret for ikke at behandle økonomiske faktorer i

tilstrækkeligt omfang, men disse kan indeholdes i teorien ved at blive betragtet som

en magtfaktor i institutionerne. (Odgaard, 2010, pp. 4-7)

Magtbalance

Institutionen magtbalance får staterne til at regulere deres relative magt i forhold til

hinanden, således at samfundet bliver ved med at være et fællesskab af stater og

ikke domineres af en enkelt magt. Magtbalance er altså ikke noget negativt men en

forudsætning for at staterne kan opretholde orden i samfundet. Magtbalancen er et

resultat af realismens konkurrence om relativ magt mellem stater og deres ønske om

at promovere egne interesser. (Bull, 1977, pp. 97-121)

Krig

Institutionen krig er defineret som vold, udført af politiske enheder mod hinanden.

Krig kan opfattes som et konfliktløsningsinstrument, som kan anvendes, når parterne

ikke kan forhandle sig ud af en konflikt. I Den Engelske Skoles perspektiv er formålet

med krig ikke at udslette en fjende, men at opretholde orden i samfundet.

Legitimering af krig er omfattet af internationale regler – både sædvane, moralske og

lovmæssige. Derfor skal krig legitimeres gennem forhandling og autorisation fra Det

Internationale Samfund. Undtagelsen er anvendelse af krig i selvforsvar, som alle

stater umiddelbart kan legitimere, forudsat reaktionen står i rimeligt forhold til den

indtrufne krænkelse. (Bull, 1977, pp. 178-193)

Diplomati

Institutionen diplomati sikrer dialog og forhandling mellem staterne ved hjælp af

officielle repræsentanter og fredelige midler. Staterne udveksler synspunkter og

information i de diplomatiske kanaler for at pleje forholdene til andre stater samt

internationale aktører og etablere en fælles forståelse og problemløsning. (Bull,

1977, pp. 156-177)

22

Folkeret

Institutionen folkeret er den del af Det Internationale Samfund, hvor de liberale

værdier træder tydeligst frem. Folkeretten indeholder alle de juridiske rettigheder og

pligter, som staterne er enige om at bruge til at regulere deres sameksistens samt de

konstituerende regler for selve samfundet. Folkeretten er alle de traktater, generelle

principper, sædvaner og juridiske beslutninger, der eksisterer i samfundet.

Folkeretten er juridisk bindende, men det er op til staterne at overholde den og

handle i overensstemmelse med de regler, de selv har accepteret, idet der ikke

eksisterer en overordnet autoritet til at håndhæve den. (Bull, 1977, pp. 122-155)

Stormagtsstyring

Institutionen stormagtsstyring er et udtryk for, at stormagterne har et særligt ansvar

for at lede Det Internationale Samfund og opretholde orden. Fordelingen af magt og

ansvar for denne opgave styres gennem stormagternes relationer med hinanden.

Stormagtsstyring ses som en særlig gruppe af stater, der sikrer Det Internationale

Samfunds regler overholdes og håndhæves, og institutionerne understøttes og

fungerer. Stormagtsstyring har et stort magtelement indbygget og kan opfattes som

væsensforskellig, fordi den indeholder et forsøg på en autoritetsstruktur i samfundet.

Det er ikke nok, at en stormagt i denne forstand opfatter sig selv som havende

særlige pligter og rettigheder i Det Internationale Samfund. De øvrige stater i

samfundet skal også anerkende denne status, hvis staten skal være en legitim

stormagt. (Bull, 1977, pp. 194-222)

2.2. Operationalisering

Som beskrevet i metodeafsnittet anvender jeg 4 strategiske nøglevariable (Position,

Legitimitet, Implementeringsstrukturer, samt Kapabiliteter), som overordnet struktur

for analysen.

I det efterfølgende operationaliserer jeg de strategiske variable og kobler dermed

teorien til analysen samt opstiller analyserammen.

23

Position.

Variablen position behandler en stats interesser, værdier og identitet med det formål

at vurdere statens relative evne til at påvirke og udøve indflydelse i Det Internationale

Samfund, både regionalt og globalt. Variablen behandler også statens ambitioner for

fremtiden, prioritering af statens magtmidler og karakteren af dens politiske system.

Endelig indeholder variablen statens tilgang til internationale organisationer og

international lov, f.eks. FN’s sikkerhedsråd, Den Internationale Domstol mm. (Krüger-

Klausen et.al., 2012, p. 15)

I Den Engelske Skoles perspektiv vil fokus være på orden, forudsigelighed og

regulering i Det Internationale Samfund.

Variablen position kan derfor sige noget om Kinas selvopfattelse, ambitioner og

tilgang til Det Internationale Samfund – herunder villighed til at indgå kompromiser i

forskellige kontekster. På den måde bidrager den til analysen af Kinas forhold til

magtanvendelse.

Kapabiliteter

Variablen kapabiliteter omfatter alle til rådighed værende midler, som kan bringes i

anvendelse for at nå et givent resultat. De kan være af både militær, økonomisk eller

anden karakter. Kort sagt magt i bred forstand, både væbnet fysisk magt, civil

magtudøvelse og mere blød økonomisk og diplomatisk magt. Kapabiliteter kan også

omfatte ressourcer, der er essentielle for andre funktioner, f.eks. er økonomiske

ressourcer en forudsætning for at opbygge stærke militære kapabiliteter. (Krüger-

Klausen et.al., 2012, p. 18)

I denne opgave vælger jeg at betragte magtanvendelse i bredest mulig forstand, som

omfatter både anvendelse af fysisk og/eller økonomisk magt, trusler om det, samt

projicering af magt med forskellige kapabiliteter. Jeg anlægger hermed et holistisk

syn på magt defineret i generelle termer.

Analysen skal vurdere, hvordan Kina anvender magt i Det Sydkinesiske Hav samt

hvilke typer af magt, for derved at bidrage med endnu en vinkel på Kinas syn på

magtanvendelse.

24

Implementeringsstrukturer.

Variablen implementeringsstrukturer omfatter de kanaler og virkemidler, som en stat

benytter i dens internationale relationer med det formål at implementere dens

strategi. Det er f.eks. bilaterale og multilaterale forhandlingsfora, diplomati, alliancer

mm. Desuden undersøger variablen, hvordan staten forholder sig til disse regionale

og globale strukturer.

Variablen påpeger, at en stat ofte vil foretrække strukturer og organisationer, hvor

den selv har betydelig indflydelse for på den måde at fremme egne interesser.

(Krüger-Klausen et.al., 2012, p. 17)

På den måde indikerer bilaterale forhandlinger ofte et ønske om at udnytte eget

magtoverskud til at opnå en fordelagtig forhandlingsposition, mens multilaterale fora

generelt indikerer villighed til bredere samarbejde.

I denne opgave kan variablen bidrage med indsigt i Kinas forhold til magtanvendelse

ved at undersøge, hvordan Kina anvender diplomati som redskab til at løse konflikter

og håndtere interstatslige forhold.

Legitimitet.

Variablen legitimitet favner folkeretten i bred forstand, både som institutionaliseret

international lov og som praksis og sædvaneret. Det er en vigtig pointe, at legitimitet

kan søges ved accept og konsensus i Det Internationale Samfund og ikke

nødvendigvis skal være traktatbundet international lov. Sagt med andre ord er

legitimitet ikke altid jura (legalitet), men også moral og etik. (Krüger-Klausen et.al.,

2012, p. 16)

I forhold til Den Engelske Skole vil variablen have fokus på overholdelse af regler,

suverænitet og territoriel integritet samt Det Internationale Samfunds overlevelse.

Legitimitetsvariablen kan indikere, i hvilken grad Kina accepterer international lov og

de regler, som er gældende generelt i Det Internationale Samfund, herunder om der

er konsensus til reglerne, eller Kina forsøger at ændre de nuværende regler.

25

Analyseramme

Nedenfor vises en grafisk præsentation af analyserammen med de væsentligste

elementer.

Variabel. Nøgleord.

Position Internationalt samfund

Regional/global magtbalance

Stormagtsstyring

Territorielt kompromis

Kapabiliteter Anvendelse af magt

Karakter af magt –

Økonomisk/militær

Stormagtsstyring

Implementeringsstrukturer Multilaterale – bilaterale fora

Anvendelse af internationale

organisationer

Diplomati

Stormagtsstyring

Legitimitet Samfundets overlevelse

Staters juridiske lighed

Accept af gældende regler

Regelændringer

26

3. KINAS UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK

I dette kapitel redegør jeg for indholdet af og baggrunden for Kinas udenrigs- og

sikkerhedspolitiske doktrin. Kapitlet er tænkt som baggrundsviden for

analyseafsnittet.

Kina har ikke udgivet en officiel ”security strategy”, men udgiver jævnligt hvidbøger

om udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold. Denne redegørelse baseres i vid

udstrækning på hvidbogen ”Chinas peaceful development” fra 2011 (China, 2011),

støttet af ”The Diversified Employment of China’s armed forces” fra 2013 (China,

2013).

Hvidbogen er ikke en samlet oversigt over Kinas strategi. Det er snarere en samling

af overordnede principper og retningslinjer for Kinas ageren i international politik,

Kinas prioriteter og mål i international politik, samt metoder der kan anvendes til at

opnå disse. (Heurlin red., 2013, p. 49)

Som det fremgår af titlen, baserer Kina sin udenrigs- og sikkerhedspolitik på ”fredelig

udvikling”. Konceptet er ikke nyt i kinesisk politik. Det blev formuleret som ”fredelig

sameksistens” efter sovjetisk / Leninistisk forbillede i perioden efter folkerepublikken

Kinas oprettelse i 1949. Det blev første gang præsenteret i 1953 sammen med 5

principper for fredelig sameksistens. De 5 principper for fredelig sameksistens er:

Gensidig respekt for suverænitet og territoriel integritet, afholdelse fra aggression

mod andre, ikke indblanding i andres interne forhold, lighed for alle og gensidige

fordele for alle. Principperne har rod i de globale principper, absolut suverænitet og

effektiv territorial kontrol som basis for staters legitimitet og staters juridiske lighed. I

1982 blev de 5 principper skrevet ind i den kinesiske forfatning, hvilket bekræfter den

kinesiske opfattelse af dem som centrale begreber. (Odgaard, 2012, pp. 77-79)

Efter afslutningen af Den Kolde Krig og Kinas hastige økonomiske udvikling har

hvidbogen været formuleret som ”fredelig opstigning” i 2002. Titlen blev i 2011

ændret til ”fredelig udvikling” efter en debat om ordlyden. Kina ønskede at signalere

fredelige hensigter og var i den forbindelse bekymrede for om ordet ”opstigning”

sendte forkerte signaler om Kinas politik. (Heurlin red., 2013, pp. 67-71)

Til at starte med slår Kina fast i hvidbogen, at landet arbejder for at opretholde fred i

verden og fremme den fælles udvikling og velfærd. Kina understreger, at fredelig

udvikling er et bevidst strategisk valg for at modernisere Kina og gøre Kina stærk og

27

velhavende til fælles bedste. Det fremgår ydermere, at landet aldrig vil anvende

aggression eller ekspansion, samt at Kina aldrig vil søge at opnå hegemoni.

Tværtimod vil Kina anvende samarbejde til at fremme udvikling og fred samt løse

stridigheder. Kina anfører, at man ønsker at løse stridigheder over territorielle og

maritime rettigheder ved forhandling og dialog. Doktrinen peger direkte på Det

Sydkinesiske Hav og hævder, at Kinas initiativ til at lægge uløste stridigheder på

hylden for en tid og fremme fælles udvikling bidrager til fred og stabilitet. (China,

2011, p. 1)

Det fremgår af hvidbogen, at Kina ser sig selv som verdens største udviklingsland, et

land i rivende udvikling, som stadig øger sin kapacitet og indflydelse ”..China, the

biggest developing country in the world…… its global impact will manifest itself over

time..” (China, 2011, p. 5). Kina anfører, at økonomisk globalisering har skabt unikke

muligheder både for Kinas egen udvikling, samt for at flere lande kan forfølge og

opnå økonomisk udvikling og gensidigt fordelagtigt samarbejde. Kina ønsker at støtte

andre udviklingslande i at opnå positivt udbytte af globaliseringen i lighed med Kina.

Samtidig understreges den gensidige afhængighed mellem Kina og resten af Det

Internationale Samfund ”China cannot develop itself in isolation from the rest of the

world, and global prosperity and stability cannot be maintained without China.”

(China, 2011, p. 5)

Hvidbogen indeholder en erkendelse af, at Kina opfatter sig selv som en opstigende

stormagt i en mere multipolær verdensorden og ønsker stormagtsstatus. Den følges

dog igen af en forsikring om, at landet vil samarbejde fredeligt i det internationale

system. Det betones yderligere, at Kina er afhængig af den økonomiske globalisering

og ikke vil anvende konflikt og vold, som historiske eksempler med opstigende

stormagter ellers har vist tidligere. Tværtimod vil Kinas udvikling kun gavne resten af

Det Internationale Samfund. (China, 2011, pp. 4-5) Flere steder i hvidbogen

fremhæver Kina dets tusindårige historie og civilisation, tydeligvis som en

understregning af Kinas stormagtsambitioner.

Kinas langsigtede mål angives til: At fremme intern udvikling for at hæve det

kinesiske samfunds levestandard og købekraft, løfte Kina mod et højere

udviklingsniveau, samt at fremme fred og udvikling internationalt, primært ved øget

28

åbenhed og økonomisk samarbejde globalt og regionalt. Kina ønsker at fokusere

mere ligeligt på import og eksport, samt investeringer i udlandet. (China, 2011, p. 2)

I hvidbogen fremhæver Kina gensidig respekt og de 5 principper for fredelig

sameksistens/udvikling. Der skrives eksplicit, at Kina vil overholde international lov,

respektere andre staters interesser, og vil leve op til sit ansvar. Det gentages her, at

Kina vil modarbejde hegemoni og magtpolitik, samt søge uenigheder løst ved

forhandling. Samtidig påpeges dog, at Kina ikke vil gå på kompromis med sine

kerneinteresser defineret som – Statens suverænitet og territoriale integritet, national

sikkerhed, og national genforening. Det anføres også eksplicit, at Kina aldrig vil

tillade eksterne kræfter at blande sig i Kinas interne anliggender. (China, 2011, p. 3)

Angående de væbnede styrker skriver Kina i hvidbogen, at de er af defensiv natur,

samt at moderniseringen af forsvaret udelukkende er en følge af Kinas udvikling

generelt. Det opfattes som nødvendigt og rimeligt at Kina er i stand til at forsvare

landets suverænitet og integritet. (China, 2011, p. 2)

I hvidbogen om forsvaret anfører Kina igen, at opgraderingen af forsvaret er en

naturlig del af Kinas udvikling og fremhæver det rimelige i, at Kina har et stærkt

forsvar, som modsvarer landets position i verden. Samtidig gentages forsikringer om,

at Kinas militær er defensivt, samt at Kina ikke vil søge hegemoni eller på anden

måde føre magtpolitik. (China, 2013, p. P)

Udover territorialforsvar fremgår det, at beskyttelse af maritime rettigheder og

interesser er en vigtig opgave for forsvaret. Der nævnes f.eks. sikkerhed for

fiskerikontrolenheder og olie/gas efterforskning. Hvidbogen anfører direkte, at havet

indeholder vigtige ressourcer, som er nødvendige for Kinas fortsatte udvikling.

(China, 2013, p. 4)

Endelig fremhæves Kinas intentioner om, at bidrage substantielt til FN

fredsbevarende operationer, anti-pirateri operationer, katastrofehjælp og generelt

multinationalt samarbejde. (China, 2013, p. 1)

29

Sammenfatning af politisk doktrin

Som jeg startede med at skrive, er hvidbøgerne ikke en samlet strategiformulering.

Der kan dog udledes hovedlinjer, som tegner et billede af en opstigende stormagt

under udvikling.

Mål: At konsolidere sig som regional stormagt.

Metode: Fredelig sameksistens og gensidig udvikling. At fortsætte udviklingen

økonomisk, socialt, industrielt og militært.

Middel: Større økonomisk åbenhed og involvering i Det Internationale Samfund.

Stor vægt på internationalt samarbejde, bi- og multilaterale

partnerskaber. Fokus på at løse uenigheder ved dialog og forhandling.

Flere steder i hvidbøgerne fremhæver Kina, at det er fredelig, defensiv, vil overholde

international lov, samarbejde bredt, og ikke anvende militære magtinstrumenter

offensivt eller søge at dominere andre stater i regionen.

Kina fremhæver dog også, at landet ikke vil gå på kompromis med nationale

kerneinteresser, suverænitet, territoriel integritet og maritime interesser og

rettigheder.

30

4. ANALYSE

4.1. Position

Kina ser sig selv som den traditionelle regionale stormagt i Sydøstasien. Det fremgår

af Kinas egne hvidbøger som redegjort for i kapitel 3. I hvidbogen om anvendelsen af

de væbnede styrker gentages flere sætninger fra den 18. partikongres i Kinas

kommunistparti, hvor det fremhæves, at fred, multipolaritet og økonomisk

globalisering er grundlæggende kinesiske interesser. Samtidig fremhæves, at Kina

har fokus på at udvikle og opbygge et stærkt forsvar, der står i rimeligt forhold til

Kinas position som stormagt. (Hartnett, 2013, pp. 4-5)

Den kinesiske selvforståelse som stormagt bygger på en historisk opfattelse af ”riget i

midten”, hvor Kina alene på grund af sin størrelse og styrke også tilbage i tiden var et

politisk og kulturelt center med stor indflydelse på naboerne. Det fremgår af

historiske optegnelser, at kineserne dengang betragtede sig selv som kulturelt

overlegne og de omkringliggende folkeslag som barbarer. I perioden fra midten af

1800 tallet og frem til den kommunistiske revolution i 1949 var Kina domineret af de

teknologisk og militært overlegne europæiske magter, som tilføjede Kina alvorlige

nederlag og åbnede det kinesiske marked for udenlandske handelsinteresser.

Hundrede år som i kinesisk perspektiv er kendt som ”ydmygelsernes århundrede”.

(Heurlin red., 2013, pp. 64-65)

Det er vigtigt at forstå den historiske baggrund, når vi undersøger Kinas nutidige

prioriteter, idet jeg vurderer, at den er en væsentlig grund til, at Kina lægger så stor

vægt på suverænitet og territoriel integritet, som det gør. En holdning Kina i øvrigt

deler med mange tidligere kolonier. Så når landet anvender en del af dets

økonomiske ressourcer på at opbygge og modernisere både de væbnede styrker og

dets civile myndighedsudøvelses kapaciteter, som f.eks. fiskeri- og toldkontrol samt

kystvagt (O'rourke, 2013, pp. 5-28), er det blot et udtryk for ønsket om at genindtage

sin naturlige plads som stormagt. Det understøttes af doktrinen i de kinesiske

hvidbøger som redegjort for i kapitel 3. I forhold til internationale organisationer vil

Kina helst involvere sig i organisationer, hvor landet besidder en magtposition, og

ikke kan pålægges eksterne afgørelser. (Lansdowne edt., 2008, pp. 11-12) For

eksempel er Kina aktiv i FN, hvis værdier med fokus på staters ukrænkelige

31

suverænitet og respekt for international lov passer godt ind i landets

sikkerhedspolitiske doktrin. Kina er ydermere et af de fem faste medlemmer af FN’s

sikkerhedsråd, som har vetoret. Sammenholdt med Kinas status som udviklingsland

og ikke europæiske kulturelle baggrund, giver det Kina en unik position i FN, idet

landet kan repræsentere de ikke demokratiske udviklingslandes og ofte tidligere

koloniers, interesser mod de fire gamle stormagter. På FN’s generalforsamling

stemmer Kina konsekvent for politikker og standpunkter, der er vigtige for

udviklingslandene (Lansdowne edt., 2008, p. 25).

Den mere realistiske side af Den Engelske Skole vil forklare det som et naturligt

ønske om at øge statens relative magt, når muligheden er der og på den måde

styrke dens position i institutionen magtbalance, både over for USA som global

hegemon og de øvrige aktører i Det Sydkinesiske Hav. I teoriens perspektiv skal Kina

søge at være stærk nok til, at de øvrige stater i regionen, med støtte fra USA, ikke

kan dominere Kina. På den måde skabes rum til et ligeværdigt samarbejde, hvor

ingen stat dominerer de øvrige. Denne teoretiske tilgang giver ikke nogen særlig god

forklaring, idet Kina er væsentligt større og stærkere end de andre stater i regionen.

Derfor er det langt mere sandsynligt, at Kina øger sin relative magt for dermed at

fremme Kinas stormagtstatus samt påvirke Det Internationale Samfund mod en

multipolaritet, hvor Kina på sigt kan udfordre USA.

Kinas økonomiske og samfundsmæssige udvikling er stærkt afhængig af samhandel

med resten af verden, både i relation til import og eksport af varer og import af

energi- og råstofressourcer til at holde produktionen i gang. Det vurderes, at Kina

skal fastholde den årlige stigning i Bruttonationalproduktet (BNP) på omkring 8% og

inflationen omkring 5% for at opretholde den nuværende vækst (Cáceres, 2014, p.

45). Kina har derfor store strategiske interesser i Det Sydkinesiske Hav, og de kan

groft opdeles i to hovedspor. For det første er der de internationale handelsruter i

området. Kina er afhængig af fri og uhindret passage for handel. Langt størstedelen

af handelstrafik til og fra Kina samt mere end 80% af Kinas olieimport sejles gennem

Malaccastrædet og Det Sydkinesiske Hav. Allerede i 2003 erkendte den kinesiske

ledelse, at Kina var sårbar, hvis adgangen til Det Sydkinesiske Hav blev afskåret.

(Nødskov, 2008, pp. 9-10)

32

Det er derfor essentielt for Kina at være i stand til at sikre kinesisk handel i Det

Sydkinesiske Hav.

For det andet er der spørgsmålet om ressourcer. Det Sydkinesiske Hav anslås at

gemme på op mod 11 milliarder tønder olie og til 190 billioner kubikfod gas (EIA,

2013) - energiressourcer, som det er i kinesisk interesse at kunne udnytte. Over

disse to spor ligger spørgsmålet om Kinas udvidede suverænitetskrav, som i givet

fald vil styrke Kinas position i begge spor.

Kina gør krav på hele den centrale del af Det Sydkinesiske Hav, fra Hainan til

Borneo, Filippinerne og Singapore incl. Spratley- og Paraceløerne. Oven i købet på

baggrund af ukonventionelle historiske optegnelser, der er op til 2000 år gamle3.

Taiwan og Vietnam gør ligeledes krav på begge øgrupper, mens de øvrige aktører

kun gør krav på dele af øerne. (Cáceres, 2014, pp. 88-89)

En løsning efter UNCLOS med opdeling af de eksklusive økonomiske zoner (EEZ) vil

tilgodese en regelbunden løsning af spørgsmålet om ressourcerettigheder for alle de

involverede stater samt en internationalt anerkendt fordeling. Kina vil fortsat kunne

anvende maritime kapaciteter til at beskytte skibsfarten i internationalt farvand. Dog

vil Kina kun kunne kontrollere eksterne aktørers adgang til Det Sydkinesiske Hav

inden for 12 sømils territorialfarvandsgrænsen. Til gengæld vil den kræve at Kina

slækker på suverænitetskravene, og indgår kompromiser, i overensstemmelse med

landets hvidbøger. Kinas udvidede suverænitetskrav vil give landet rådighed over

større potentielle ressourcer i området på bekostning af andre stater. Det vil skabe

problemer i forhold til international lov og falder uden for Kinas erklærede politik, som

redegjort i kapitel 3.

Kinas manglende vilje til at gå på kompromis med de territoriale krav i Det

Sydkinesiske Hav, og følge international ret i løsningen af disse, kan vanskeligt

forklares i Den Engelske Skoles regulerede samfundsperspektiv eller i den kinesiske

sikkerhedspolitiske doktrin i kapitel 3. Den eneste mulighed er, at Kina betragter det

som selvforsvar mod krænkelse af suverænitet, hvilket der er meget, der tyder på.

Det vil omvendt kræve, at Det Internationale Samfund anerkender Kinas ret til

suverænitet i området. Man kan også argumentere for, at Kina forsøger at anvende

sin stormagtsstatus til at udøve kontrol over regionen og styre fortolkningen af

3 Omtalt i kapitel 1

33

suverænitetskrav. Som jeg argumenterer ovenfor, er der ingen tvivl om, at Kina anser

sig selv for en stormagt, men som forklaret i kapitel 2 kræver stormagtsstatus

ligeledes, at de øvrige stater accepterer, at stormagten har særlige rettigheder og

privilegier for at kunne udøve stormagtsstyring. Det er der ikke noget, der indikerer,

idet de øvrige aktører fastholder deres territorielle krav. Det ændrer dog ikke ved, at

Kinas størrelse og kapabiliteter, samt det faktum at Kina er fast medlem af FN’s

sikkerhedsråd, berettiger landet til betegnelsen stormagt, en ”Great Power” i Bulls

terminologi.

I januar 2013 har Filippinerne rejst sag mod Kina ved ”The Permanent Court of

Arbitration (PCA)” i Haag vedrørende territoriale rettigheder til de øer, som både

Filippinerne og Kina gør krav på. I henhold til UNCLOS Annex VII har sagens parter

mulighed for at rejse sagen ved den arbitrære domstol, såfremt de ikke kan forhandle

sig til en løsning. Kina har i en note til den Filippinske regering i februar 2013

gentaget sit suverænitetskrav og afvist at acceptere domstolens afgørelse (PCA,

2013). Jeg kommer nærmere ind på dette under variablen legitimitet. I relation til

variablen position understøtter det min påstand om, at Kina nok anerkendes som en

stærk magt i regionen men ikke som en stormagt med særlige rettigheder. Kinas

afvisning af PCA’s involvering er ikke umiddelbart rationel i Den Engelske Skoles

perspektiv, og kan også kun forklares som selvforsvar af suverænitet og integritet ift.

Kinas hvidbøger.

Det giver derfor god mening for Kina at fokusere på fred og stabile rammer, hvor

landet kan fortsætte sin udvikling. Det er risikabelt for Kina at anvende militær magt

på en måde som belaster internationale relationer og sætter udviklingen på spil. Kina

bør lægge vægt på samfundsaspektet med gensidig afhængighed af samhandel

både regionalt og på verdensmarkedet, økonomisk globalisering, samt den fælles

interesse i at opretholde fred, orden og forudsigelighed for at styrke den økonomiske

udvikling for alle parter.

Som nævnt under teorivalg i kapitel 1 er sameksistens i Den Engelske Skoles

perspektiv et valg, som ofte anvendes af en sekundær magt, der er i gang med at

styrke sin position i Det Internationale Samfund, hvilket passer fint på situationen.

Kina er en autokratisk kommunistisk stat, og det faktum at udenrigs- og

sikkerhedspolitikken ikke er under demokratisk kontrol, men udøves af partiets

34

centralkomite i en meget lukket proces, medvirker til at skabe usikkerhed om Kinas

hensigter.

Kina ønsker at øge sin relative magt, men skal samtidig undgå at andre stater

opfatter landet som offensivt, og iværksætter tiltag der vil skade Kinas interesser.

Sammenfatning af position

Variablen Position giver ikke nogen entydigt indikation på, om et stærkere Kina vil

være villig til at anvende militær magt i fremtiden. På den ene side har Kina

umiddelbart størst fordel af at fremme økonomisk samarbejde og gensidig

afhængighed, hvilket også understøttes af Kinas officielle dokumenter.

På den anden side nævner de også eksplicit nationale interesser, suverænitet og

integritet. I kombination med Kinas selvforståelse er det faktorer, som særligt i den

regionale kontekst kan pege i en mere konfronterende retning, hvis Kina føler sig

negligeret eller uretmæssigt behandlet. Kinas opfattelse af at have været ydmyget i

et århundrede, kan styre Kina i en mere revisionistisk retning, hvor landet sætter alt

ind på at genetablere den stormagt, der engang var. Kina forsøger at bruge

internationale organisationer til at understøtte dets egne synspunkter og afvise andre

fortolkninger.

Kort sagt er Kinas strategiske interesser i regionen at sikre et stabilt flow af

ressourcer og varer samt udnytte økonomisk, politisk og til dels militær magt i dets

interessesfære for, over tid, at maksimere indflydelse.

35

4.2. Kapabiliteter

Variablen kapabiliteter omfatter alle former for magtmidler, som anvendes til at opnå

statens strategiske mål. De kan omfatte både økonomiske, politiske og militære

midler. I det efterfølgende vil jeg undersøge, hvordan Kina anvender sine

kapabiliteter på regionalt plan i Det Sydkinesiske Hav.

Siden afslutningen af Den Kolde Krig er Kinas økonomiske udvikling gået rigtig

stærkt. Kina er i dag verdens næststørste økonomi (CIA World Factbook, n.d.) og har

derfor opnået en betydelig økonomisk magtposition, både globalt og regionalt.

I 1997-98, under den asiatiske finanskrise, optrådte Kina som redningsmand for de

asiatiske økonomier, der blev reddet ud af krisen med Kinas finansielle støtte. Det

gav bl.a. landet et bedre image i regionen, fordi den internationale valutafond ikke

havde formået at løse problemet. (Heurlin red., 2013, p. 71)

Økonomisk vækst drevet af stigende eksport og et voksende hjemmemarked har

gjort Kina i stand til at tiltrække udenlandske investeringer og øge valutareserverne,

hvilket yderligere styrker Kinas position som økonomisk stormagt. (Cáceres, 2014, p.

104) (ASEAN, 2014).

Internt i regionen er ASEAN4 er en vigtig handelspartner for Kina. Kina er ASEANS

største handelspartner, og ASEAN er Kinas tredjestørste handelspartner. Handelen

mellem parterne øges hvert år og rundede i 2012 400 milliarder US$ med et

handelsoverskud på 8,5 milliarder US$ i Kinas favør. (Philstar, 2013)

4 Association of South East Asian Nations – Regional IGO stiftet I 1967. Består I dag af 10 lande, her I blandt de 5 andre aktører I Det Sydkinesiske Hav (Philipinerne, Vietnam, Brunei, Malaysia og Indonesien). Kina (Taiwan) er ikke medlem, men tæt samarbejdspartner.

36

Som det fremgår af figuren ovenfor, er samhandelen i regionen støt steget i perioden

fra 2007 til 20115. Der ses en markant stigning i 2010, hvor Kina indgik en

frihandelsaftale med ASEAN. (Raine, 2011, p. 82) Det vil sige, at der er en stadig

stigende gensidig økonomisk afhængighed mellem ASEAN-landene og Kina.

Udviklingen passer fint ind i sameksistens, interdependens og gensidige fordele.

Øget samhandel og fordele til fælles bedste vil opfattes som et resultat af det

regulerede internationale samfund. Udover sin egen udvikling, bruger Kina sin

økonomiske kapacitet til at fremme fælles fordele og opretholde orden i samfundet.

At der også er en handelsbalance i Kinas favør, således Kina samtidig kan øge sin

økonomiske magt i regionen, er blot endnu en fordel. En åben konflikt i området vil

have store negative konsekvenser for kinesisk økonomi, så med mindre de

økonomiske fordele på et tidspunkt overskygges af andre strategiske mål, er der ikke

noget der indikerer, at Kina vil have fordel af at anvende militær magt i regionen.

Udover at anvende den økonomiske fremgang til at udvikle det kinesiske samfund

investerer Kina betydelige ressourcer i modernisering af dets maritime kapaciteter,

både egentlige krigsskibe og civile kapaciteter til håndhævelse af fiskeri- og

ressourcerettigheder, overvågning og toldkontrol mv. Kinas forsvarsbudget er steget

fra $30 milliarder i 2000 til $120 milliarder i 2010, og investeringerne har dramatisk

forøget Kinas kapaciteter både teknologisk og i antal. (Daniels, 2014, p. 43)

5 ASEAN’s database havde kun oplysninger til 2011

37

I relation til spørgsmålet i denne opgave er der flere relevante aspekter i Kinas

udvikling af maritime kapaciteter. I 1996 anskaffede Kina fire russiske Sovremenny-

klasse destroyere, som kan fremføre ”Anti-ship Cruise Missiles” (ASCM).

Efterfølgende har Kina selv bygget destroyere og fregatter med denne kapacitet

(O'rourke, 2013, p. 3).

Kina har ligeledes en betragtelig flåde af ubåde. I 2012 rådede landet over 51 ubåde

af forskellige typer, herunder med kapacitet til af fremføre ”Anti-ship Ballistic Missiles”

(ASBM). (O'rourke, 2013, pp. 17-18)

Udviklingsprogrammet omfatter også hangarskibskapacitet, amfibiekapacitet samt

minerydningskapacitet. Det vurderes dog, at Kina stadig har mange begrænsninger i

forhold til længerevarende operationer langt fra hjemlige farvande. (O'rourke, 2013,

p. 3). I relation til Det Sydkinesiske Hav udgør de nævnte kapaciteter en betragtelig

styrke til at projicere magt. Missilbevæbnede ubåde og overfladeskibe kan udgøre en

alvorlig trussel mod selv højteknologiske amerikanske enheder, hvis der opstår

konflikt i området. Selvom det kinesiske hangarskib ikke kan måle sig med de

tilsvarende amerikanske (O'rourke, 2013, p. 20), tilfører det en betragtelig kapacitet til

overvågning og kontrol i området. Det kan endvidere, sammen med

minerydningskapaciteten, bidrage til at kontrollere de vigtige adgangsveje til Det

Sydkinesiske Hav og derved beskytte skibsfarten og forsyningslinjerne derigennem.

Amfibieskibs kapaciteten med de tilhørende ”Landing Craft Air Cushion” (LCAC) er

designet til at landsætte soldater på kysten og vil f.eks. være velegnede til at

landsætte og støtte betydelige styrker på småøer som de omstridte områder. I 2010

deployerede Kina 2 gange en større flådestyrke på øvelser i nogle af de omstridte

områder med det formål at projicere magt. Øvelserne blev opfattet som en

tilkendegivelse af, at Kina var villig til at understøtte sine krav med magt. (Hemmings,

2011, p. 93). Kina har på den anden side anvendt militære kapaciteter til at deltage

aktivt i indsatsen mod pirateri ved Østafrika. Dermed har landet vist, at det har

kapacitet til længererækkende maritime operationer samt et ønske om at påtage sig

et større ansvar for at opretholde orden i Det Internationale Samfund på globalt plan.

Endelig har Kina bygget nye enheder til ”Chinese Coast Guard” (CCG), som har øget

overvågningskapaciteten betragteligt. CCG blev styrket i 2013 ved sammenlægning

af Coast Guard, fiskerikontrol, toldkontrol mm., og siden har CCG løst alle disse

38

overvågningsopgaver. CCG råder over et antal patruljeskibe, hvor kapaciteten i de

senere år er øget med større enheder, som har øget aktionsradius, udholdenhed

samt helikopterkapacitet. Eksempelvis Haixun-klassen fra 2006, der kan operere

uden begrænsninger i Det Sydkinesiske Hav. (O'rourke, 2013, pp. 31-32)

Der kan argumenteres for, at Kina øger sin

relative magt for at underbygge sin ønskede

stormagtsstatus i Det Internationale Samfund

og for at bidrage i større omfang til

samfundets opretholdelse og stabilitet. Alle de

her beskrevne kapaciteter kan også anvendes

til beskyttelse af handelslinjer, anti-pirateri

operationer, katastrofehjælp samt evakuering

af civile fra krigszoner. Alt sammen ting som

Kina selv har fremhævet i sine hvidbøger. Det argument underbygges af, at selvom

Kina efterhånden har en betydelig kapacitet til at projicere magt i Det Sydkinesiske

Hav og de omstridte øgrupper, så har Kina ikke, siden sammenstødet med Vietnam

ved Fiery Cross Reef i 1988, anvendt magt til at besætte eller fordrive andre stater

fra de omstridte øer. (Fravel, 2011, p. 307)

I årene efter afslutningen af Den Kolde Krig var der flere episoder i området, som

skabte usikkerhed om Kinas intentioner. Få år før havde Kina som nævnt anvendt

væbnet magt over for Vietnam ved Fiery Cross Reef, hvor kineserne senere opførte

en permanent vejrstation (Odgaard, 2002, p. 72). I maj 1992 underskrev det statslige

kinesiske olieselskab og et amerikansk selskab en aftale om at søge efter olie i et

område, som Vietnam gjorde krav på. Vietnam reagerede ved at beskylde Kina for at

krænke dets suverænitet. Sagen blev diskuteret på ASEANs årlige

udenrigsministermøde 3 uger senere, hvor Kina nægtede at acceptere et multilateralt

forsøg på at etablere en ”code of conduct” (Odgaard, 2002, p. 3). Tre år senere, i

februar 1995, tog Kina kontrollen med Mischief Reef, som Filippinerne også gør krav

på. Forud for dette havde Kina tilbageholdt filippinske fiskere, ligeledes i et område

krævet af Filippinerne. Igen udsendte ASEAN en udtalelse, hvor man udtrykte

bekymring over udviklingen og opfordrede parterne til at løse konflikten med fredelige

Haixun-Class Cutter

39

midler. Senere samme år indgik Kina og Filippinerne en bilateral aftale, hvor landene

afstår fra magtanvendelse og vil imødekomme international lov i konfliktløsningen.

(Odgaard, 2002, p. 4)

I begge tilfælde følger Kina ikke anerkendt international lov men henholder sig til dets

egen fortolkning af suverænitetskravene. Kina lægger stor vægt på egne interesser,

og tager mindre hensyn til Det Internationale Samfunds regler og opretholdelsen af

orden i samme. Det kan tolkes som om, at Kina anvender politisk magt og forsøger at

bruge dets stormagtsposition til at presse sin egen fortolkning af reglerne igennem. I

Den Engelske Skoles perspektiv kan hændelserne vanskeligt forklares som

selvforsvar, idet der ikke var tale om væbnede konfrontationer de to steder. Efter

Mischief Reef episoden følger en relativ lang fredelig periode, hvor Kina øger sin

positive økonomiske indflydelse i regionen, og bliver stadigt mere indarbejdet i det

regionale samfund – en udvikling jeg kommer nærmere ind på under den næste

analysevariabel.

I maj 2009 bliver fokus endnu engang rettet mod uenighederne i området og øger

igen usikkerheden. I rammen af UNCLOS indsender Vietnam og Malaysia krav på

kontinentalsokkelrettigheder ud over 200 sømil i Det Sydkinesiske Hav incl.

Paraceløerne og dele af Spratleyøerne (Cáceres, 2014, p. 113). Kina reagerer meget

skarpt på deres krav. Få dage efter udsender Kinas udenrigsministerium en officiel

protest, hvor man udtaler, at Kina har ”indisputable sovereignty” over øerne i Det

Sydkinesiske Hav incl. Xisha og Nansha øerne (Paracel og Spratley). Kina anfører,

at Vietnams krav er en alvorlig krænkelse af Kinas suverænitet og territorielle

rettigheder og derfor er ulovlig. Med den begrundelse anmoder Kina FN om ikke at

behandle Vietnams krav. (fmprc, 2009)

Men allerede i marts måned 2009 var der en hændelse med et amerikansk

militært/civilt hydrografisk opmålingsskib ”USNS Impeccable”, der udførte

undersøgelser i internationalt farvand syd for øen Hainan. Fem kinesiske skibe

prøvede at forhindre arbejdet og tvang skibet til at forlade området, mens de

informerede skibet om, at dets operationer var ulovlige i kinesisk farvand. (Kline,

2013, p. 157) Episoden viser, at Kina ønsker at håndhæve dets unilateralt erklærede

ret til at kontrollere fremmede statsskibe i Det Sydkinesiske Hav. Det er samtidig en

tydelig indikation på, at Kina ikke ønsker amerikansk tilstedeværelse i området og

40

forsøger at udnytte sin erklærede stormagtsstatus til at minimere denne. Omvendt

har USA ved flere lejligheder slået fast, at USA ikke vil tolerere nogen

indskrænkninger i retten til fri passage i internationalt farvand og EEZ. (Odgaard,

2002, p. 132)

Ved to lejligheder i maj og juni 2011 griber Kina ind over for seismiske undersøgelser

udført af Vietnam som en del af olie- og gas eftersøgning inden for den EEZ, som

Vietnam gør krav på iht. UNCLOS. I begge tilfælde ødelægges det hydrofonkabel,

som opmålingsskibene anvender i eftersøgningen - første gang angiveligt af en

kinesisk civil patruljebåd, og anden gang ved at en kinesisk fiskebåd, formentlig med

vilje, får viklet dens net ind i kablet. Kina anvender samme stærke sprogbrug som i

2009 og kalder den vietnamesiske olie- og gas eftersøgning ulovlig og en grov

krænkelse af Kinas suverænitet og rettigheder. Kina forlanger, at Vietnam straks

stopper ulovlighederne. Kinas ambassadør i Vietnam udtaler, at Kina ikke søger efter

olie i de omstridte områder, og derfor bør ingen andre gøre det. Han gentager, at

Kina har fredelige hensigter og kun vil anvende magt, hvis det bliver angrebet. (BBC

news, 2011)

Alle episoderne tegner et billede af, at Kina lægger øget vægt på territoriel integritet

og den unilateralt erklærede suverænitet over Det Sydkinesiske Hav. At Kina griber

håndfast ind over for olie- og gas efterforskning indikerer, at forsøg på udnyttelse af

ressourcer i området konflikter med Kinas nationale interesser. Også selvom reglerne

i UNCLOS normalt ville give andre nationer retten til at udnytte disse. Kina anvender

civile magtmider i form af statsskibe eller statskontrollerede civile skibe, og det viser,

at Kina forsøger at holde sig inden for reglerne i international lov ved at anskue det

som en politiopgave, der håndhæver suverænitet. Hvis Kina havde anvendt militære

styrker, ville situationen have været langt mere alvorlig. Kina anvender sin politiske

magt og sin erklærede stormagtsstatus til at fremme egne interesser frem for fred og

orden i regionen. Kina har ligeledes vist vilje til at anvende økonomisk magt i den

forbindelse. I 2007 og 2008 forlød det, at Exxon og BP var blevet truet med

økonomiske konsekvenser for deres forretninger i Kina, hvis de ikke stoppede

eftersøgning efter olie i de omstridte områder. Det førte til, at begge firmaer stoppede

arbejdet. (Fravel, 2011, p. 303)

41

Argumentet underbygges af, at Kina efterfølgende har reageret på samme skarpe

måde i 2012, da Vietnam vedtog en national lov, der fastslog Vietnams krav på

Paraceløerne og dele af Spratleyøerne. Kina gentog landets argumenter om

territoriel suverænitet, og at Vietnams handling var en hindring for fredelig udvikling.

Nogle måneder senere informerede Kina om, at landet havde oprettet et

administrativt element på selvstændigt regionalt niveau, som omfattede

Paraceløerne, Spratleyøerne og Macclesfield Bank. Området skulle fremover

administreres fra byen Sanscha på Paraceløerne. (Cáceres, 2014, p. 111). Kinesiske

medier rapporterer, at Sancha regionen udvikler sig hurtigt, og fremhæver planer om

at etablere en fiskeriflåde på op til 200 fartøjer her (Sutter, 2013, p. 68).

Kina anvender i stigende grad sin politiske og økonomiske magt til at fremme

kinesisk fortolkning af de territoriale stridigheder og understøtter det med dets øgede

kapacitet til at udøve kontrol med området.

Amerikanske kilder argumenterer ligefrem, at hovedopgaven for Kinas stadig større

kystvagt er at intimidere de andre aktører i området til at acceptere Kinas krav. Som

eksempel fremhæver de, at Kina i 2012 tog kontrol med Scarborough Shoal, som

Filippinerne også gør krav på, med fiskeskibe støttet af kystvagt enheder. (Sutter,

2013, p. 69)

Kina nedtoner de militære magtmidler men viser, at landet har kapacitet til at være til

stede i de omstridte områder. Blandt andet gennemføres jævnligt øvelser og

forlægninger i Det Sydkinesiske Hav. I 2012 afholdt Kina en øvelse med amfibieskibe

i de omstridte områder, hvor marinesoldater øvede landsætning under intens

kinesisk mediedækning. (Sutter, 2013, p. 68)

Særligt den sidste øvelse viser, hvordan Kina fremhæver kapaciteter i området uden

dog direkte at provokere.

Sammenfatning af kapaciteter

Variablen kapaciteter tegner et billede af et Kina, som efter Den Kolde Krig har

koncentreret sig om at opbygge dets økonomiske ressourcer og modernisere særligt

dets maritime kapaciteter. Håndteringen af stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, som

behandlet i denne variabel, giver flere indikationer på Kinas beslutsomhed til at

fremme egne interesser i området, uden nødvendigvis at have det folkeretslige

42

grundlag på plads. Omvendt er Kina påpasselig med ikke at virke unødigt aggressiv,

f.eks. ved at vise symbolsk vilje til at efterleve internationale regler. Episoden ved

Mischief reef i 1995 er et eksempel på, at Kina går langsomt frem små skridt ad

gangen. Da chancen bød sig, greb Kina kontrol med øen, for derefter at indgå en

bilateral aftale med Filippinerne om at anvende fredelige midler. Aftalen signalerede

vilje til forhandling, dog uden at Kina trak sig tilbage fra Mischief reef igen.

Det ses også ved, at Kina prioriterer civil politimyndighed/kystvagt som magtudøver.

Kina lægger stor vægt på at beskytte suverænitet, alt sammen handlinger som

signalerer opretholdelse af orden ved hjælp af regler. Kina anvender ligeledes

økonomiske og politiske virkemidler til at udøve magt og indflydelse. Jeg vurderer, at

Kinas fokus på maritime kapaciteter og skarpe reaktioner på opfattede krænkelser af

maritime rettigheder er en forholdsvis tydelig indikation på, at et stærkere Kina er

villig til at anvende magt på længere sigt. I et kort tidsperspektiv vil Kina gå langsomt

frem og gradvist øge dets kontrol uden at komme i væbnede konfrontationer.

43

4.3. Implementeringsstrukturer

Kina har længe været kendt for at foretrække unilateral handling og bilaterale

forhandlinger i forbindelse med udøvelsen og udenrigs- og sikkerhedspolitik

(Lansdowne edt., 2008, pp. 3-6). Det har ligeledes været Kinas foretrukne midler til

håndtering af konflikter i nærområdet. Kina har kunnet bruge sin styrke og størrelse i

bilaterale forhandlinger til at opnå en fordelagtig position. Omvendt har Kina generelt

været mistroisk overfor multilaterale fora, særligt hvis Kinas synspunkter ikke deles af

hovedparten af deltagerne, og set disse institutioner som midler til at begrænse Kina.

Men siden årtusindskiftet har Kina i stigende grad involveret sig i globale og

regionale multilaterale organisationer - en udvikling som kan spores tilbage til

1980’erne, hvor Kina begyndte at åbne op for økonomiske reformer og udvikling.

Traditionelt har Kina begrænset sig til at deltage i økonomisk, teknologisk og kulturelt

samarbejde, men er begyndt at udvikle større engagement i mere politiske fora som

sikkerhedssamarbejde og våbenkontrol mm. (Lansdowne edt., 2008, pp. 3-6)

I den Sydøstasiatiske region har Kina været meget aktiv i udbygningen af

samarbejdet med ASEAN, og initiativtager til bl.a. “East Asia Summit6”.

På grund af den regionale karakter er f. eks. USA ikke med i disse fora, hvilket blot

styrker Kinas position som regional stormagt og samtidig tjener Kinas interesse i at

mindske USA’s indflydelse i regionen. (Lansdowne edt., 2008, pp. 6-8) Så sent som i

1998 udtrykte kinesiske ledere åbent deres interesse i at formindske den

amerikanske tilstedeværelse og indflydelse i regionen. Den kinesiske retorik bidrog til

usikkerhed om Kinas intentioner, idet mange af de øvrige aktører så USA’s

tilstedeværelse som en modvægt mod Kina. Men i 2010 ændrede Kina kurs og

anerkendte, at man også høstede fordele af USA’s tilstedeværelse, idet den bidrager

til stabilitet i regionen. Ved at anerkende USA’s interesser styrkede Kina den

gensidige tillid og skabte grobund for et tættere samarbejde med de øvrige aktører i

regionen. (Lansdowne edt., 2008, pp. 81-82) Efterfølgende er USA og Rusland fra

2011 kommet med i EAS som fuldgyldige medlemmer (NBR, 2011).

6 Regionalt forum bestående af oprindeligt 16 østasiatiske lande, der mødes og drøfter regionale anliggender på årlig basis.

44

Udviklingen mod mere åbenhed og deltagelse styrker indtrykket af et fredeligt og

samarbejdende Kina, som involverer sig mere i Det Internationale Samfund, både

globalt og særligt regionalt. Som jeg skrev i pkt. 4.1. er fred, multipolaritet og

økonomisk globalisering grundlæggende kinesiske interesser. Kinas stigende

involvering i multilaterale fora kan ses som anvendelse af internationale

organisationer til at fremme samarbejde og orden i Det Internationale Samfund, men

også styrkelse af kinesiske interesser. Accepten af USA’s og Ruslands

sikkerhedspolitiske interesser i området i 2010 kan i Den Engelske Skoles perspektiv

ses som Kinas forsøg på at opnå accept af institutionel stormagtsstatus hos de

øvrige stormagter. Ligesom vægtningen af de regionale fora kan det ses som et

skridt mod at etablere sig som en anerkendt regional stormagt og en fordelagtig

samarbejdspartner for de øvrige Sydøstasiatiske stater. Hvis USA’s indflydelse

falder, kan Kina udfylde en stor del af tomrummet og yderligere positionere sig som

en alternativ pol i regionen. På den måde påvirker Kina verdensordenen mod

multipolaritet i national interesse.

I forhold til ASEAN, som er den vigtigste regionale organisation, har Kina udviklet det

multilaterale samarbejde ganske betragteligt. ASEAN er et acceptabelt forum for

Kina, idet ASEAN altid har lagt stor vægt på det de kalder ”The ASEAN Way”. Der

indebærer principper om at respektere suverænitet ikke indblanding i staters indre

forhold og fuld enighed om beslutninger. ASEAN har traditionelt koncentreret sig om

sager, der kan opnås enighed om, mens stridigheder blev skrinlagt, da beslutninger

alligevel ikke kunne gennemtvinges. Derved er ASEAN meget forskellig fra f.eks. EU

(Lansdowne edt., 2008, pp. 15, 76) Denne tilgang til internationalt diplomati

harmonerer godt med Kinas 5 principper for sameksistens og landets erklærede

politik i hvidbøgerne. Den tillader Kina at samarbejde uden at risikere at skulle gå på

kompromis med suverænitet eller blive trukket ind i mere formelle rammer.

Efter en start som konsulterende partner i 1991 deltog Kina i oprettelsen af ”ASEAN

Regional Forum” (ARF) i 1994 og blev fuld dialog partner med ASEAN i 1996. ARF er

det eneste regionale forum til at håndtere vanskelige politiske sager. Det blev

oprettet på ASEANS ønske om at have et multilateralt forum til at gå i dialog med

Kina om territoriale stridigheder. ARF bygger på de samme principper om konsensus

45

som ASEAN, og derfor har Kina foreløbig haft held med at berolige naboerne ved at

vise vilje til at indgå i multilateralt dialog om de maritime rettigheder men samtidig

forhindre, at dialogen fører tættere på en løsning af stridighederne. (Lansdowne edt.,

2008, p. 78) Faktisk har kineserne direkte sagt, at de fortsat ønsker bilaterale

forhandlinger om maritime rettigheder. Kina ønsker ikke ASEAN involveret, fordi flere

medlemslande ikke har relevante krav i området. (Raine, 2011, pp. 75-76)

Det tættere samarbejde I ”ASEAN+1”7 fra 2000 førte til, at Kina og ASEAN

underskrev ”Declaration on the Conduct of parties in the South China Sea” (DoC) i

2002. En hensigtserklæring om fredelig håndtering af stridigheder i området som

Kina ikke ville acceptere i 19928. (Lansdowne edt., 2008, p. 35) Erklæringen

forpligtede blot parterne til at arbejde for en bindende aftale for samarbejdet i Det

Sydkinesiske Hav. I lang tid skete der ingen udvikling, men i 2011 har parterne

underskrevet ”guidelines for implementation of the DoC”, uden at det dog tyder på en

effektiv aftale, idet begge stadig er ikke bindende hensigtserklæringer. (Raine, 2011,

p. 70)

I 2003 var Kina det første ikke-ASEAN land, der underskrev ASEANS ”Treaty of

Amity and Coorporation” (TAC). TAC stammer tilbage fra Den Kolde Krig og

indeholder regler for international opførsel, som stemmer godt overens med Kinas 5

principper for sameksistens og FN’s grundlæggende værdier omkring suverænitet.

(Odgaard, 2012, p. 94) Kina kunne derfor igen demonstrere vilje til at samarbejde,

uden at forpligte sig til ret meget.

Sideløbende med de nævnte sikkerhedspolitiske fora har Kina investeret endnu mere

i regionale økonomiske fora og indtaget en langt mere ledende rolle, hvor det er

muligt. Kina var med til at etablere “ASEAN +3” samarbejdet I 1997, som er en serie

årlige møder mellem ASEAN og Kina, Sydkorea og Japan. Derudover var Kina I

2000 initiativtager til at arbejde for en frihandelsaftale mellem Kina og ASEAN, som

blev en realitet i 20109 ”ASEAN China Free Trade Agreement” (ACFTA).

Den øgede involvering i regionale sikkerhedspolitiske og økonomiske fora

underbygger mit tidligere argument om, at Kina anvender internationale

organisationer til at fremme orden og samarbejde i Det Internationale Samfund, til 7 ASEAN + Kina 8 Se pkt. 4.2. 9 Se pkt. 4.2.

46

fælles bedste (økonomisk udvikling). Kinas involvering i multilateralt samarbejde,

særligt økonomisk, vil Den Engelske Skole forklare, som institutionalisering,

regelbundent samarbejde og gensidig afhængighed i den liberale side af teorien.

Omvendt vil Den Engelske Skoles realistiske del fokusere på Kinas relative magt og

fremhæve Kinas økonomiske magtposition i forhold til ASEAN og regionen. Til trods

for et efterhånden omfattende samarbejde er det bemærkelsesværdigt, at Kina ikke

arbejder for at blive fuldt medlem af ASEAN. Det underbygger mit argument i pkt.

4.1. om, at Kina ikke vil involvere sig i organisationer, hvor afgørelser kan påtvinges

Kina mod dets vilje. Ved at stå udenfor og fastholde bilaterale forhandlinger som

primær metode kan Kina bedre udnytte dets relative magt overfor ASEAN.

Landets rolle som ”økonomisk lokomotiv” har allerede skubbet til magtbalancen.

Tidligere var staterne i regionen afhængige af uhindret adgang til det amerikanske

marked og amerikanske og japanske investeringer. Men efter årtusindskiftet er selv

Japan blevet mere afhængig af økonomiske relationer med Kina for at skabe

økonomisk vækst. Som tidligere anført har ACFTA også meget stor betydning for

ASEAN landenes vækst og udvikling. (Lansdowne edt., 2008, p. 75)

I variablen implementeringsstrukturer anvender Kina diplomati og multilaterale

strukturer til at berolige dets naboer og forsikre om sine fredelige hensigter. Ved at

indgå i multilaterale samarbejdsfora skaber Kina en vis sikkerhed hos naboerne. De

føler sig simpelthen mere trygge ved at møde Kina i fællesskab fremfor enkeltvist.

Samtidig er Kina så stor, at de ikke risikerer at møde modstand på samme måde som

i globale fora. På den anden side skaber Kinas uigennemsigtige politiske system

stadig usikkerhed hos naboerne om landets intentioner. (Lansdowne edt., 2008, pp.

12-13, 81) Denne tilgang til anvendt diplomati gør det muligt for Kina at anvende sin

økonomiske og politiske magt til at forme og påvirke de regionale dynamikker, uden

at virke unødigt truende og derved risikere indgreb fra Det Internationale Samfund.

Sammenfatning af implementeringsstrukturer

Variablen implementeringsstrukturer tegner et billede af et Kina, som i stigende grad

involverer sig i regionale internationale organisationer og institutioner. Ved at øge

den gensidige tillid fremmer Kina samhandel og gensidig afhængighed i Det

Internationale Samfund, og dermed orden og sikkerhed. Kina anvender diplomati og

47

samarbejdsvilje til at åbne op i forhold til både USA og de øvrige stater i regionen,

dermed opnår Kina at styrke båndene til regionale partnere og vinde tillid samtidig

med, at USA’s indflydelse relativt mindskes.

Omvendt er det tydeligt, at Kina foretrækker at involvere sig i samarbejder, hvor

landet opnår økonomiske fordele eller besidder en magtposition i forhold til de øvrige

deltagere. F.eks. i ARF samarbejdet, hvor Kina udnytter institutionen til at foregive

forhandlingsvilje, mens forhandlingerne forhales og forhindres af manglende

konsensus. ARF har nærmest vist sig som et forum til ”konflikt undgåelse” i stedet for

løsninger og samarbejde. Samtidig har de foregående analysevariabler vist, at Kina

har stort fokus på ”ubestridelig suverænitet” i området og fortsat insisterer på at løse

stridighederne ved bilaterale forhandlinger direkte med de involverede. Kina

anvender generelt sin øgede politiske og økonomiske magt til at præge det regionale

samarbejde.

Variablen giver altså ikke nogen klar indikation af Kinas præferencer mod enten

magtanvendelse eller samarbejde i fremtiden. Der er både indikationer på øget

multilateralt samarbejde og økonomisk interdependens, men der er også tegn på, at

territoriale konflikter udskydes og afventer en mere gunstig position for Kina.

48

4.4. Legitimitet

Denne analysevariabel undersøger Kinas anvendelse af folkeretten. Jeg forsøger at

identificere forhold, hvor Kina hhv. henholder sig til eller opponerer imod de regler,

som er aftalt i Det Internationale Samfund. I det efterfølgende argumenterer jeg for,

at Kina anvender både international lov, sædvaneret og implicitte praksismønstre til

at øge dets indflydelse i området.

International lov for staters rettigheder på søterritoriet er formuleret i FN’s

havretskonvention (UNCLOS). UNCLOS definerer, at en kyststat kan fastsætte

territorialfarvand maksimalt 12 sømil fra land. Staten har suverænitet og jurisdiktion i

territorialfarvandet. Øvrige stater har ret til uskadelig passage i statens

territorialfarvand. Konventionen definerer en tilstødende zone fra 12 til 24 sømil fra

land, hvor kyststaten må udøve kontrol for at forhindre lovovertrædelser i

territorialfarvandet (told, forurening mm.). Derudover har kyststatens en Eksklusiv

Økonomisk Zone (EEZ), som strækker sig ud til maksimalt 200 sømil fra land, heri

har staten eneret på eftersøgning, udnyttelse og regulering af ressourcer. Det gælder

både i vandsøjlen (fiskeri) og i havbunden (olie/gas). Endelig kan krav på

kontinentalsoklen udvides til maksimalt 350 sømil, hvor staten har eneret til

eftersøgning og udnyttelse af olie og gas. Hvor forskellige staters zoner overlapper

hinanden, eller staterne er uenige om fordeling af maritime rettigheder, foreskriver

konventionen, at stridighederne skal løses ved forhandling mellem parterne.

(UNCLOS, 1982). Kort sagt har kyststaten ret til at udvinde naturressourcer op til

200/350 sømil fra kysten. Alle stater har ret til fri sejlads uden for territorialfarvandet

og uskadelig passage inden for det. Kyststaten har fuld suverænitet inden for

territorialfarvandet og jurisdiktion i den tilstødende zone og EEZ. I et afgrænset

område med mange kyststater som Det Sydkinesiske Hav er det uundgåeligt, at

staternes definerede zoner overlapper hinanden, og grænsedragning skal løses ved

forhandling. Kina har tilsluttet sig konventionen i 1994 og har ratificeret den i 1996.

Kina accepterer dog ikke konventionens værktøjer til konfliktløsning men vil kun

acceptere bilaterale forhandlinger. Kina forbeholder sig ydermere samme suveræne

rettigheder på deres EEZ som i deres territorialfarvand. Endelig gentager Kina, at

landet anser alle øerne i området som kinesisk territorium. (China - ratification

statement, UNCLOS, 1996)

49

I den forbindelse bliver de historiske krav relevante for Kina. Kravene omfatter, som

nævnt tidligere, store dele af Det Sydkinesiske Hav, inklusiv alle øerne i området,

baseret på historiske kilder og arkæologiske fund. Et kort med den såkaldte ”9

dashed line”, eller U-formede linje som vist herunder, er omtalt i kapitel 1.

Kina har i 1992 og 1998 udstedt national lovgivning, som definerer landets

territorialfarvand, tilstødende zoner og EEZ. Lovgivningen harmonerer i vid

udstrækning med UNCLOS definitioner men nævner eksplicit Spratleyøerne og

Paraceløerne som kinesisk territorium. I 1996 definerer Kina basislinjer i henhold til

UNCLOS, inklusiv basislinjer omkring Paraceløerne. (Fravel, 2011, p. 294) Loven fra

1998 indeholder implicit territorialfarvand og EEZ for alle Paracel- og Spratleyøerne.

Selvom mange af øerne ikke opfylder UNCLOS krav til at kunne opretholde

territorialfarvand og EEZ, vil Kina, ud fra de største øer, kunne gøre krav på

Kinas territorielle krav, i forhold til UNCLOS regler.

50

størstedelen af Det Sydkinesiske Hav. Dog vil overlappende krav skulle forhandles

på plads iht. UNCLOS regler. (Kline, 2013, p. 152)

Formuleringerne i Kinas ratifikation af konventionen, sammen med Kinas nationale

lovgivning, er en klar tilkendegivelse af, at Kina unilateralt anser deres historiske krav

som legitime, og at det fortolker konventionen ud fra den præmis. Dermed prøver

Kina at bruge dets stormagtskapacitet i regionen, i kombination med folkeretten, til at

fastholde den kinesiske opfattelse af Kinesisk suverænitet og ejerskab i Det

Sydkinesiske Hav.

I henhold til UNCLOS kan en disputs kun behandles hvis begge/alle parter er enige

om det (UNCLOS, 1982, p. art. 287). Ved at fastholde unilaterale forhandlinger,

anvender Kina UNCLOS egne regler til at blokere for en løsning efter UNCLOS,

selvom det har ratificeret aftalen. Det giver, på længere sigt, Kina tid til at konsolidere

sin relative magtposition før en senere løsning af konflikten.

Endelig findes der i sædvaneretten et princip om effektiv kontrol. Præcedens for

effektiv kontrol tager udgangspunkt i en afgørelse fra 1925 over øen Palmas i Det

Indiske Ocean. Holland og USA gjorde begge krav på øen - USA på baggrund af en

overdragelse fra Spanien ved afslutningen af den spansk amerikanske krig. En

international domstol tilkendte Holland retten til øen på baggrund af effektiv kontrol.

Retten bestred ikke at Spanien havde opdaget øen først men lagde til grund, at

Holland havde opretholdt effektiv kontrol med øen, mens USA ikke havde foretaget

sig noget for at hævde dets suverænitet. (Daniels, 2014, p. 2)

Kina anvender alle de ovennævnte mekanismer til at styrke landets position i de

maritime disputser. UNCLOS sætter nogle klare rammer for de definerede zoner og

statens rettigheder inden for disse. Ånden i UNCLOS er, at kyststatens jurisdiktion og

suverænitet falder i takt med afstanden fra kysten, samt at andre staters ret - til at

færdes på og anvende havet - skal respekteres. 162 lande har indtil nu ratificeret

konventionen, som derfor må betegnes som anerkendt international lov. (Kline, 2013,

pp. 131-132)

Kina har i ét tilfælde forhandlet en aftale om en maritim disputs. Det er i forhold til

Vietnam i Tonkingolfen i den Nordvestlige del af Det Sydkinesiske Hav.

Forhandlingerne blev initieret i 1991, efter at de diplomatiske forbindelser mellem

51

landene var normaliseret. De blev afsluttet i 2000 med en endelig aftale, som er i

overensstemmelse med reglerne i UNCLOS. Aftalen er indtil videre den eneste

forhandlede aftale om maritim grænsedragning mellem Kina og en anden aktør i Det

Sydkinesiske Hav. (Amer, 2013)

Ved aftalen med Vietnam har Kina vist vilje til at løse konflikter med fredelige midler,

hvilket er i overensstemmelse med den erklærede sikkerhedspolitik. Jeg vurderer

dog, at aftalen om Tonkingolfen er speciel, idet området er geografisk afgrænset, og

suveræniteten på begge sider var uden for diskussion. Det var derfor en forholdsvis

enkel opgave at nå frem til en løsning. Aftalen deler området stort set ligeligt efter

midterlinjeprincippet, hvilket indikerer, at Kina følger de internationale regler for at

opretholde orden uden at udnytte sin stormagtsposition.

På andre områder bestrider Kina de gældende regler i UNCLOS og forsøger at

ændre dem. Hændelsen i 2009 med USNS Impeccable, på ubestridt kinesisk EEZ,

viser, at Kina forsøger at lægge en strammere tolkning af andre staters rettigheder

på en stats EEZ under henvisning til, at ånden i UNCLOS forbyder militær

efterretningsindhentning på havet. (Kline, 2013, p. 151) Hvis Kina har held til at få

opbakning til den fortolkning af EEZ rettigheder, vil det medføre en ændring af

sædvaneretten. Der i givet fald kan understøtte Kinas krav om

territorialfarvandsrettigheder på dets EEZ, som formuleret i ratifikationserklæringen

og måske muliggøre den ændring på langt sigt.

I disse tilfælde anvender Kina national lovgivning, understøttet af folkeret med

kinesiske fortolkninger, til at understøtte Kinas historiske krav på suverænitet samt

Kinas forsøg på at påvirke folkeretten i Kinas favør.

Det er endvidere et vigtigt princip i folkeretten, at stater som gør indsigelser imod en

anden stats krav, skal reagere på modpartens handlinger, da inaktivitet kan fortolkes

som accept (Kline, 2013, p. 145). De hændelser, jeg har omtalt i pkt. 4.2. med hhv.

Vietnamesiske og Filippinske fiskefartøjer, seismiske opmålingsskibe og USNS

Impeccable, er alle udtryk for kinesisk håndhævelse af dette krav.

Kina prøver på den måde at udnytte sin erklærede stormagtsstatus til at styrke sine

krav og samtidig promovere en kinesisk fortolkning af reglerne i UNCLOS. I Den

Engelske Skoles perspektiv agerer Kina inden for rammerne af reguleret

52

samarbejde. Selvom Kinas forsøg på at ændre reglerne og promovere en kinesisk

fortolkning giver konflikter og uorden i Det Internationale Samfund, er det inden for de

handlemuligheder, som er defineret i teorien.

Som før nævnt står Kina umiddelbart svagt med sit historiske krav på Det

Sydkinesiske Hav. Det taler til Kinas fordel, at landet ikke har været under ekstern

kontrol på noget tidspunkt. Derved kan det bedre argumentere for den tusindårige

anvendelse af farvandet. (Kline, 2013, p. 135) På den anden side svækker det Kinas

position, at f.eks. Vietnam har gjort tilsvarende historiske krav gældende. Ydermere

findes der ingen officiel definition af ”historisk farvand”, men tidligere er begrebet kun

blevet anvendt i forbindelse med lukkede farvandsafsnit, som f.eks. mindre bugter.

(Kline, 2013, pp. 144-145) Det har også negativ betydning, at andre nationer, som

Frankrig og Holland, i perioder har haft kontrol med øerne. (Kline, 2013, p. 165)

Der er i det hele taget flere usikkerheder forbundet med Kinas historiske krav og det

U-formede suverænitetskrav ”9 dashed line” i Det Sydkinesiske Hav. Kina har aldrig

officielt defineret, hvilke historiske rettigheder, landet gør krav på, eller hvilke

suveræne rettigheder, det kræver inden for linjen. (Fravel, 2011, pp. 294-295)

I 2010 gik der rygter om, at Kina betragtede Det Sydkinesiske Hav som ”Core

National Interest”, underforstået at Kina ikke ville indgå nogen form for kompromis

med dets interesser og krav. Kina har aldrig officielt bekræftet det men har heller ikke

benægtet det. (Cáceres, 2014, pp. 112-113)

Kina anvender her sin relative magtposition til at fastholde usikkerhed om landets

intentioner og opretholde et pres på de øvrige aktører. Når Kina indgår i

forhandlinger, er der en forventning om, at landet overholder folkeretten. Men der er

altid en underliggende usikkerhed om, hvad Kina ellers vil gøre. Den usikkerhed og

frygt udnytter Kina til at styrke sin egen position.

For at understøtte de beskrevne tilgange, anvender Kina princippet om effektiv

kontrol. Hvis man, i folkeretten, gør krav på suverænitet over farvandsafsnit og øer,

er det vigtigt at kunne demonstrere effektiv kontrol over dem, hvad enten det er i

henhold til sædvaneret, historisk anvendelse eller UNCLOS. (Kline, 2013, p. 153)

53

Kina har opretholdt tilstedeværelse på Paraceløerne siden kamphandlingerne med

Vietnam i 1974 - og siden

udbygget øens faciliteter.

Hovedbyen Sanscha på

Woody Island er

hovedsæde for den tidligere

omtalte kinesiske

administrative region, som

dækker Det Sydkinesiske

Hav. Krydstogtskibe

besøger jævnligt øen med

turister, ligesom der er en

større fiskeriflåde på øen. (Sutter, 2013, p. 68)

Kina har også, på unilateral basis, indført restriktioner på fiskeri omkring

Paraceløerne i et område, som Vietnam ligeledes gør krav på. (Raine, 2011, p. 74)

De ovennævnte tiltag er udtryk for, at Kina ønsker at skabe præcedens for kinesisk

ejerskab og kontrol med Paraceløerne - en strategi som tilsyneladende fungerer.

Jeg har tidligere, i pkt. 4.2., skrevet om Kinas øgede maritime overvågningskapacitet

og tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav. Kina udbygger og forbedrer løbende

kystvagtens udstyr og overvågningsmuligheder. Flere større og mindre flådeøvelser

har de senere år sat fokus på Kinas maritime kapaciteter og evne til at projicere magt

i de omstridte områder. (Raine, 2011, p. 73) Kina anvender her sin kontrolkapacitet til

at understøtte dets historiske og UNCLOS baserede krav ved at demonstrere vilje og

evne til effektiv kontrol med området. Kina udviser forståelse for, at ændringer i

folkeretten/sædvaneretten tager tid og skal ske i små skridt (Kline, 2013, pp. 164-

165). Det indikerer, at Kina ønsker at holde sig inden for folkeretten og ikke gribe til

unilateral magtanvendelse.

Sammenfatning af legitimitet

Variablen legitimitet viser, at Kina i flere tilfælde forsøger at ændre reglerne i Det

Internationale Samfund ved at opponere imod dem og introducere alternative

fortolkninger. Samtidig forsøger Kina at fremme dets position på ejerskab og

Woody Island

54

suverænitet i området ved at referere til sædvaneret og implicit praksis. Jeg vurderer

ikke, at variablen giver en sikker indikation mod samarbejde eller magtanvendelse i

fremtiden. Der er flere indikationer mod forhandling og samarbejde, med respekt for

samfundets regler. På den anden side er det forventet i Den Engelske Skoles

perspektiv. Der er også indikationer på en revisionistisk tilgang til gældende

internationale regler samt på, at Kina er parat til at understøtte synspunkter med

magt over tid. Hvis folkeretten kommer til at afspejle Kinas synspunkter, er der ingen

grund til at anvende militær magt.

55

5. KONKLUSION

I problemformuleringen opstillede jeg følgende hypotese og spørgsmål, som jeg

herunder svarer på. Efterfølgende uddyber og diskuterer jeg konklusionen.

Hypotese:

Selv inden for rammerne af fredelig sameksistens vil et stærkere Kina være parat til

at anvende militær magt for at sikre sin indflydelse, handelsinteresser og adgang til

ressourcer, som er vitale for statens udvikling og fremgang.

Spørgsmål:

Vil et stærkere Kina, i stigende grad, være villig til at anvende militær magt til at

afgøre territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav?

Svar:

Med udgangspunkt i Den Engelske Skole og modellen med strategiske variable er

der ikke grundlag for at identificere en entydig tendens, der kan indikere, om Kina i

stigende grad vil anvende militær magt i Det sydkinesiske Hav, efterhånden som

Kina bliver stærkere. Der er ikke noget der tyder på militær magtanvendelse på kort

sigt, men det kan ikke udelukkes på længere sigt, hvis Kinas position ændres

væsentligt.

I metodeafsnittet skrev jeg, at jeg forventede at påvise en tendens mod enten den

realistiske eller den liberalistiske side af Den Engelske Skole. Jeg vurderer ikke, at

det er opnået i en grad, hvor jeg kan konkludere en entydig tendens. Kina har de

senere år vist vilje til at anvende fysisk magt, men har gjort det med civil

myndighedsudøvelse, og i situationer Kina fortolker som selvforsvar af dets

suverænitet.

Analysen viser, at Kina har et stort behov for at sikre tilgang af ressourcer samt sikre

dets handelsforbindelser. Kun på den måde kan Kina sikre den fortsatte økonomiske

vækst, som er en forudsætning for landets samfundsmæssige og sociale udvikling.

Det skaber en modstilling, hvor Kina på den ene side er afhængig af fred og stabilitet,

sikret ved gensidigt samarbejde og tillid til internationale regler. På den anden side er

56

Det Sydkinesiske Hav så vigtigt i relation til at sikre ressourcer til Kina og den

kinesiske selvforståelse, at det tilsyneladende er parat til at gå langt for at sikre

kontrollen. Kapabilitetsvariablen afdækker en maritim kapacitetsopbygning, som

både kan medvirke til orden og samarbejde i Det Internationale Samfund, men som

også udgør en betragtelig magtfaktor i Det Sydkinesiske Hav.

Kina er stadig i en position hvor det udvikler sig, derfor åbner landet op for større

involvering i internationale samarbejder primært af økonomisk karakter. Dermed

styrkes landet både økonomisk, men også politisk. Kinas vej mod stormagtsstatus er

en balancegang mellem opbygning af relativ magt, både økonomisk, politisk og

militært, og samarbejde i Det Internationale Samfund for at skabe tillid og accept.

Magtbalancen i Det Internationale Samfund må ikke ændre sig så hurtigt, eller

drastisk, at andre stater føler sig truet og modarbejder Kinas udvikling.

Analysen afdækker ligeledes, at der er et misforhold imellem Kinas og de øvrige

aktørers opfattelse af legitime rettigheder i området. Legitimitetsvariablen viser, at

Kina aktivt forsøger at styre og påvirke fortolkningen af folkeretten til kinesisk fordel,

samt at Kina dygtigt udnytter reglerne til at blokere for løsninger og vinde tid til

konsolidering. Endelig viser analysen, at Kina fortrinsvis forhandler fra en

magtposition, og lægger meget stor vægt på suverænitet og forhold omkring

territoriel integritet. Kinas tolkning af legitime krav i området indikerer vilje til militær

magtanvendelse i form af selvforsvar, især når Kina bliver stærkere, eller føler sig

presset sikkerhedspolitisk.

Jeg vurderer dog, at Kina ikke vil anvende militær magt i territorielle stridigheder i

området på kort eller mellemlangt sigt. Risikoen for at få bremset udviklingen, på

grund af sanktioner fra Det Internationale Samfund, er for stor. Kina vil fortsat bruge

dets økonomiske og politiske magt til at påvirke folkeretten imod kinesisk fortolkning

og tage små skridt mod øget kontrol med området under påskud af selvforsvar. På

den måde kan Kina teste omverdenens reaktioner, og vurdere hvor meget/hurtigt

reglerne kan ændres.

På den anden side viser analysen også, at Kina opfatter sig selv som en oprindelig

stormagt, som bør genindtage sin retmæssige plads som regional hegemon på langt

sigt.

57

Det er derfor sandsynligt, at Kina på et tidspunkt træder ud af fredelig sameksistens

doktrinen, hvis Kina bliver stærk nok til at udfordre USA’s position som global

hegemon. Hvis det sker, vurderer jeg, at det er sandsynligt, at Kina vil anvende sin

styrke og stormagtsstatus – også militært – til at afgøre de territorielle stridigheder til

Kinas fordel.

Set i det lys er Kina muligvis i den gråzone af stigende magt og kapacitet, som jeg

nævner under teorivalg, hvor det ikke længere har behov for at kompensere for egne

svagheder. Spørgsmålet er så, hvordan Kina anvender dets øgede magt i Det

Internationale Samfund.

5.1. Perspektivering

I løbet af denne opgave er jeg blevet opmærksom på, at der er nogle interne

nationalistiske dynamikker i Kina, som tilsyneladende er væsentlige for Kinas tilgang

til sikkerhedspolitik generelt og suverænitet i særdeleshed. Jeg vurderer de

udspringer fra landets politiske system, hvor kommunistpartiet fastholder magten og

étpartisystemet blandt andet ved at kontrollere samfundsdebatten i høj grad. Dermed

bliver udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlinger elementer i kinesisk

indenrigspolitik, med underliggende nationalistiske strømninger, som Kinas

kommunistparti bruger til at vise handlekraft og initiativ. Tiltag som i kinesisk

forståelse retter op på ”100 års ydmygelser” og genskaber Kinas retmæssige

storhed, de medvirker til at opretholde kommunistpartiets interne legitimitet i Kina.

Da Den Engelske Skole ser staten som primær aktør i Det internationale samfund, og

fokus er på interaktionen heri, indeholder den ikke umiddelbart værktøjer til at

undersøge interne samfundsdynamikker i staten. Jeg vurderer derfor, at en

konstruktivistisk tilgangsvinkel til spørgsmålet måske kunne have givet et mere

nuanceret svar på opgavens spørgsmål.

58

Litteraturliste

Amer, R., 2013. China-US focus. [Online]

Available at: http://www.chinausfocus.com/peace-security/how-to-manage-china-

vietnam-territorial-disputes/

[Senest hentet eller vist den 17 04 2014].

ASEAN, 2014. ASEAN Trade statistics database. [Online]

Available at: http://aseanstats.asean.org/

[Senest hentet eller vist den 16 04 2014].

BBC news, 2011. BBC news. [Online]

Available at: http://www.bbc.co.uk/news/world-asia-pacific-13723443

[Senest hentet eller vist den 09 04 2014].

Bull, H., 1977. The Anarchial Society - A study of order in World politics. 4. red.

New York: Palgrave Macmillan.

Cáceres, S. B., 2014. China's strategic interests in the South China Sea - Power and

resources.

New York: Routledge.

China - ratification statement, UNCLOS, 1996.

UNCLOS declarations and statements. [Online]

Available at:

http://www.un.org/Depts/los/convention_agreements/convention_declarations.htm#C

hina Upon ratification

[Senest hentet eller vist den 14 03 2014].

59

China, 2011. Information office of the state council - The path of Chinas peaceful

development. [Online]

Available at: http://www.china.org.cn/government/whitepaper/node_7126562.htm

[Senest hentet eller vist den 27 03 2014].

China, 2013. Information office of the state council - The diversified employment af

China's armed forces. [Online]

Available at: http://www.china.org.cn/government/whitepaper/node_7181425.htm

[Senest hentet eller vist den 27 03 2014].

CIA World Factbook, n.d. CIA World Factbook. [Online]

Available at: https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ch.html

[Senest hentet eller vist den 14 03 2014].

Daniels, C. L., 2014. South China Sea - Energy and security conflicts.

Lanham: Scarecrow press inc..

EIA, 2013. US. Energy information Administration. [Online]

Available at: http://www.eia.gov/countries/regions-topics.cfm?fips=scs

[Senest hentet eller vist den 06 04 2014].

fmprc, 2009. Embassy of the Peoples Republic of China in United States. [Online]

Available at: http://us.china-embassy.org/eng/fyrth/t561454.htm

[Senest hentet eller vist den 09 04 2014].

Fravel, M. T., 2011. China's Strategy in the South China Sea.

Contemporary Southeast Asia, 33(3), pp. 392-319.

Hartnett, D., 2013. China's 2012 defence white paper - Panel discussion report, s.l.:

CNA document control and distribution section.

60

Hemmings, J., 2011. The potential for Sino-US discord in the South China Sea.

RUSI Journal April/May 2011, Vol: 152(2), pp. 90-95.

Heurlin red., B., 2013. Kinas sikkerhedspolitik - stabilitet og spændinger. 1 red.

København: Jurist og Økonomforbundets forlag.

Ingemar, S., 2008. Verdenssamfundet.

København: Forsvarsakademiets forlag.

Jackson et.al., 2007. Introduction to international relations - Theories and

approaches. 3. red.

Oxford: Oxford University Press.

Kline, R., 2013. China's expanding economic zones.

Military law review, Årgang 216, pp. 122-169.

Krüger-Klausen et.al., V., 2012. Preparing for the imperfect world: Strategy in

conflict management environments. 1 red.

København: Forsvarsakademiet.

Lansdowne edt., H., 2008. China turns to multilateralism - Foreign policy and

regional security.

New York: Routledge.

NBR, 2011. National Bureau of Asian research. [Online]

Available at: http://www.nbr.org/research/activity.aspx?id=183

[Senest hentet eller vist den 24 04 2014].

Nødskov, K., 2008. Aircraft Carriers: Chinas way to Great Power status.

København: Forsvarsakademiet.

61

Odgaard, L., 2002. Maritime security between China and Southeast Asia. 1 red.

Aldershot: Ashgate Publishing.

Odgaard, L., 2010a. Det internationale system.

København: Forsvarsakademiets forlag.

Odgaard, L., 2010. Det internationale samfund.

København: Forsvarsakademiets forlag.

Odgaard, L., 2012. China and Coexistense - Biejing's national security strategy for

the twenty-first century. 1 red.

Baltimore: The John Hopkins University press.

Odgaard, L., 2013. Forelæsning Strategiske valg - IFS LEK 60-62 - 6. nov. 2013.

København: Forsvarsakademiet.

O'rourke, R., 2013. China Naval modernization: Implications for U.S. Navy

capabilities - Background and issues for congress. [Online]

Available at: Fundet via EBSCO database

[Senest hentet eller vist den 14 03 2014].

PCA, 2013. Permanent Court of Arbitration. [Online]

Available at: http://www.pca-cpa.org/showpage.asp?pag_id=1529

[Senest hentet eller vist den 06 04 2014].

Philstar, 2013. The Philippine Star. [Online]

Available at: http://www.philstar.com/business/2013/08/05/1052421/china-seen-

increasing-asean-imports

[Senest hentet eller vist den 07 04 2014].

Raine, S., 2011. Beijings South China Sea Debate.

Survival, 53(5), pp. 69-88.

62

Sutter, R., 2013. Comparative Connections. [Online]

Available at: https://csis.org/publication/comparative-connections-v15-n1-china-

southeast-asia

[Senest hentet eller vist den 09 04 2014].

UNCLOS, 1982. UN Convention on the Law of the Seas - 10. december 1982.

[Online]

Available at:

http://www.un.org/depts/los/convention_agreements/texts/unclos/UNCLOS-TOC.htm

[Senest hentet eller vist den 20 04 2014].

Wang, Y., 2010. China's response to the unipolar world: The strategic logic of

peaceful development.

Journal of Asian and African studies, Årgang Vol.45, pp. 554 - 567.