Kina i det Sydkinesiske Hav - FAK · Det Sydkinesiske Hav synes at gå en turbulent tid i møde, hvor konfliktniveauet vurderes at stige. Det synes sandsynligt, at lader de andre

Kina i det Sydkinesiske Hav

“China is a sleeping giant. Let her sleep, for when she wakes she will move the world”

Napoléon Bonaparte (1769 – 1821)

Masterspeciale på Master i Militære Studier ved Forsvarsakademiet.

Af major Jeppe Gilling.

28-06-2017 Jeppe Gilling

Side 2 af 73

Titelside

Masterspecialets titel: Kina i det Sydkinesiske Hav.

Problemformulering:

Med udgangspunkt i Det Sydkinesiske Hav analyseres Kinas udenrigs- og

sikkerhedspolitik for at afklare i hvilket omfang, Kina gennemfører status quo-,

imperialistisk- og prestigepolitik, og hvilken betydning dette kan have for den regionale

udvikling.

Vejleder:

Liselotte Odgaard, Ph.d., Political Science, Institut for Militærhistorie og Krigsteori,

Forsvarsakademiet.

Udarbejdet af:

Major Jeppe Gilling (MA NR. 183272).

Studerende på Master i Militære Studier i perioden 2014-2017 ved Forsvarsakademiet.

Antal tegn:

107.994 tegn, svarende til 45 normalsider (eksklusiv forside, titelside, abstract, resumé,

indholdsfortegnelse, litteraturliste og bilag). Opgaven må jævnfør Forsvarsakademiets

retningslinjer have et omfang på mellem 96.000 – 108.000 tegn inkl. mellemrum.

Referencestil:

Chicago Manual of Style 16th edition (note) ved anvendelse af

referencehåndteringssystemet Zotero.

Forsideillustrationer:

Figuren på forsiden viser udvalgte staters territorielle fordringer i Det Sydkinesiske Hav1.

1 Wood, “2016 Index Of U.S. Military Strength”, 197.


Side 3 af 73

i. Abstract

By analyzing Chinese security policy in the South China Sea, utilizing Morgenthaus

classical realist theory, this thesis aims to explore to what extent China is using a policy of

status quo, expansionism and prestige, and the consequences hereof for the region.

The thesis concludes that China partially employs a status quo policy of armament and

divide and rule which, when combined with regional distrust of China due to uncertainty

about policy and Intentions, leads to an arms race and a security dilemma in the region.

Motivated by “lost war” and “weakness” China seems to have embarked on a strategy of

imperialism in an incremental fashion. Through an apparently deliberate “creeping

invasion”, China gradually increases its control of the contested area. China is balancing

the use of military force and diplomacy, seemingly taking every concession possible from

the other claimants, while repeating its own claims for sovereignty in the South China Sea

without causing a casus belli. China is assessed to do so until they have full control of the

disputed area.

China employs prestige in the support of status quo and imperialism.

In utilizing Morgenthaus theory the analysis unveils how states can employ partially status

quo policy and imperialism simultaneously.


Side 4 af 73

ii. Resumé

Specialet analyserer Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik i Det Sydkinesiske Hav med

udgangspunkt i en operationalisering af Hans J. Morgenthaus klassiske realisme.

Specialet søger at afklare, hvilken politik Kina gennemfører, og hvilke virkemidler Kina

benytter samt den mulige betydning heraf for den regionale udvikling.

Der er en tilsyneladende forskellighed mellem Kinas adfærd og officielle politik, hvilket

skaber usikkerhed om Kinas reelle målsætning og hensigt i regionen.

Et relativt stærkere Kina og dets håndtering af udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter,

kan få en signifikant betydning på den fremtidige udvikling i regionen.

Problemformulering



imperialistisk- og prestigepolitik, og hvilken betydning dette kan have for den regionale

udvikling?

Metode

Ved operationalisering af Morgenthaus klassiske realisme, analyseres status quo,

imperialisme og prestige i hver sin delanalyse med klart opstillede analyseparametre. Et

casestudie af Kina i Det Sydkinesiske Hav.

Analyse

Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik i Det Sydkinesiske Hav analyseres i tre delanalyser. I

den første delanalyse undersøges Kinas anvendelse og betydning af status quo politik,

ved at undersøge Kinas magtbalancering gennem metoderne del og hersk, kompensation,

oprustning og alliancer. I den anden delanalyse undersøges i hvilket omfang Kina

anvender en imperialistisk politik gennem metoderne militær- og økonomisk imperialisme.

I den tredje delanalyse analyseres prestigepolitik ved at undersøge Kinas anvendelse af

diplomati og magtdemonstration, samt hvorvidt en erfaret prestigepolitik måtte understøtte

status quo og imperialisme.


Side 5 af 73

Konklusion

Specialet konkluderer, at Kina i Det Sydkinesiske Hav de seneste år har gennemført

status quo politik gennem del og hersk og oprustning. Kina gennemfører samtidig i

tiltagende grad såvel militær- som økonomisk imperialisme.

Kina anvender metoden del og hersk, hvor USA forsøges ekskluderet fra regionen, og de

andre fordringshavere søges isoleret eller opdelt gennem bilaterale drøftelser og

afskrækkelse. Kina øger egen militære fordel og svækker samtidig de andre staters relativt

set, hvilket skaber grobund for et våbenkapløb.

Kinas strategi i regionen synes tiltagende præget af imperialisme, hvor status quo gradvist

ændres, og hvor Kina fokuserer på kontrol af områdets ressourcer. Som årsag til en

imperialistisk politik, er der i analysen fundet indikatorer på ”tabt krig” og ”svaghed”. ”Tabt

krig” bliver fremhævet i form af den historiske legitime ret til Det Sydkinesiske Hav, som

Kina ser sig selv have.

Der er ingen indikationer på, at Kina fører prestigepolitik for kun at opnå prestige. Derimod

virker Kina bevidst at anvende prestigepolitik til at støtte såvel status quo som

imperialistisk politik.

Kinas indenrigspolitiske strømninger og politiske udtalelser i kombination med Kinas

faktiske adfærd i Det Sydkinesiske Hav skaber tvivl om statens intentioner om, hvorledes

stridighederne i regionen kan løses i fremtiden, og om det er muligt at finde en fredelig

løsning. Dette skaber grobund for misforståelser, mistillid og skærpet retorik, hvilket

bidrager til et øget sikkerhedsdilemma i regionen.

Kinas ageren i Det Sydkinesiske Hav antyder dets strategiske praksis ved stridigheder

med andre stater, og hvordan Kina forfølger en langsigtet national sikkerhedsstrategi. Det

er svært at forudsige, hvor langt Kina er villig til at gå for at nå fuld kontrol over dets

fordringer i Det Sydkinesiske Hav. Det Sydkinesiske Hav synes at gå en turbulent tid i

møde, hvor konfliktniveauet vurderes at stige. Det synes sandsynligt, at lader de andre

aktører passivt stå til, så vil Kina fortsætte med successivt at indtage en stadig større rolle

og position i regionen såvel militært, økonomisk som geografisk.


Side 6 af 73

Metodisk refleksion

Uagtet at status quo og imperialistisk politik i sin natur er modsatrettede, så synliggør

Morgenthaus teori, at stater i praksis simultant kan gennemføre dele af status quo politik

sideløbende med imperialisme. Morgenthau anviser ikke entydigt hvor grænsen er mellem

de mindre justeringer og de inkrementelle imperialistiske tiltag, der går udover status quo.

Dermed er grænsen fra status quo til imperialisme ikke helt klar, og må derfor være et

skøn ud fra statens målsætning med ændringerne. Morgenthaus prestigebegreb er med til

at give teorien bedre nuancering og bred anvendelighed.

Morgenthaus teori vurderes at have en god forklaringskraft og brugbarhed til at belyse

Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav, samt mulige perspektiver for regionen.


Side 7 af 73

Indholdsfortegnelse

Titelside ............................................................................................................................... 2

i. Abstract ........................................................................................................................ 3

ii. Resumé ........................................................................................................................ 4

1. Indledning, problemformulering og teori ....................................................................... 9

1.1. Motivation og relevans ............................................................................................ 9

1.2. Problemformulering .............................................................................................. 11

1.3. Struktur og metode ............................................................................................... 11

1.4. Teori ..................................................................................................................... 15

1.5. Empiri ................................................................................................................... 18

1.6. Afgrænsning ......................................................................................................... 19

2. Teori ........................................................................................................................... 20

2.1 Operationalisering ................................................................................................. 24

2.1.1. Status quo ...................................................................................................... 24

2.1.2. Imperialisme ................................................................................................... 27

2.1.3. Prestige .......................................................................................................... 29

2.1.4. Sammenfatning .............................................................................................. 30

3. Analysen ..................................................................................................................... 32

3.1 Beskrivelse af casen ............................................................................................. 32

3.2 Delanalyse status quo .......................................................................................... 35

3.2.1 Del og hersk ................................................................................................... 35

3.2.2 Kompensationer ............................................................................................. 37

3.2.3 Oprustning ...................................................................................................... 39

3.2.4 Alliancer ......................................................................................................... 47

3.2.5 Delkonklusion vedrørende status quo ............................................................ 48

3.3 Analyse af imperialisme ........................................................................................ 50

3.3.1 Militær imperialisme ....................................................................................... 50

3.3.2 Økonomisk imperialisme ................................................................................ 55

3.3.3 Delkonklusion vedrørende imperialisme ........................................................ 58

3.4 Analyse af prestige ............................................................................................... 59

3.4.1 Diplomati ........................................................................................................ 59

3.4.2 Demonstration af militærmagt ........................................................................ 61

3.4.3 Delkonklusion vedrørende prestige ................................................................ 63

4. Konklusion .................................................................................................................. 64

5. Litteraturliste ............................................................................................................... 67

BILAG 1: KILDER OG KILDEKRITIK ................................................................................. 73


Side 8 af 73

Figuroversigt

Figur 1. Strategiens holistiske natur. .................................................................................. 13

Figur 2. Specialets struktur og analysedesign. .................................................................. 14

Figur 3. Diagram over internationale politiske ændringer................................................... 21

Figur 4. Kinas kritiske handelsveje til søs. ......................................................................... 32

Figur 5. Kinas territorielle og maritime krav i forhold til de internationale UNCLOS regler. 34

Figur 6. Kinas forsyningslinjer for energiimport. ................................................................. 40

Figur 7. First & Second Island Chain. ................................................................................ 41

Figur 8. Verdens ti største forsvarsbudgetter i 2013 . ........................................................ 42

Figur 9. Stigning i forsvarsbudgetterne fra 2014 til 2015. .................................................. 43

Figur 10. Den regionale flådestyrke i 2015. ....................................................................... 45

Figur 11. Den regionale kystvagt i 2015............................................................................. 45

Figur 12. Den militære magtbalance mellem Kina og USA ved konflikt ved Spratly øerne 52

Figur 13. Udviklingen i samhandlen med ASEAN fra 2000 - 2009.. ................................... 57

Figur 14. Den største af Paracel øerne, Woody Island, den 17.2.2016.. ........................... 62

https://d.docs.live.net/c4e2e8f76daaca45/MMS/Masterprojekt/Morgenthau/masterprojekt%2028.6.2017.docx#_Toc486442929




Side 9 af 73

1. Indledning, problemformulering og teori

Specialet undersøger ud fra Morgenthaus klassiske realisme Kinas udenrigs- og

sikkerhedsstrategi med stridighederne i det Sydkinesiske Hav som case. Specialet søger

at belyse i hvilket omfang Kina gennemfører status quo-, imperialistisk- og prestigepolitik,

samt hvilken betydning dette har for den regionale udvikling.

1.1. Motivation og relevans

Den kolde krigs afslutning muliggjorde, at Kina kunne fokusere på vækst og

indenrigspolitiske reformprogrammer frem for på udenrigs- og sikkerhedspolitik2. Dette

synes ikke længere at være tilfældet. Mange opfatter i dag Kina som en opstigende magt3,

der grundet dets økonomiske udvikling, populationsmæssige størrelse og stigende

militære og politiske magt spiller en stadig større og mere betydende rolle i

verdenssamfundet. Kina synes samtidig at have behov for og ambitioner om en mere

fremtrædende rolle i verden og mere kontrol over dets nærområde4.

Konflikt og rivalisering er forventelig, måske endda uundgåeligt, når en opstigende magt

får mulighed for at udfordre den eksisterende verdensorden5. Der er i mange analyser af

Kina en opdeling, hvor Kina enten ses som en opstigende stormagt, der vil ændre på den

globale magtbalance og skabe konflikt i det internationale system6, eller en status quo

magt, hvis fortsatte vækst til stormagtsstatus skal hjælpes mere på vej7. Det er derfor

interessant at se på hvilke faktorer, der former Kinas politik, og dermed bedre forklare og

forstå de senere års umiddelbare modsætningsfyldte og uforudsigelige udvikling i den

kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitik8 med det formål, at identificere mulige

udviklingsretninger for Kinas fremtidige strategiske adfærd.

Til at belyse Kinas udenrigs – og sikkerhedspolitik undersøges Kinas adfærd i Det

Sydkinesiske Hav. Kina har på trods af en stor samhandel og økonomisk interdependens

2 Sørensen, “Kina og den amerikanske verdensorden”, 12. 3 Johnston, “Is China a Status Quo Power?”, 5. 4 Wang, “China’s Response to the Unipolar World”, 560. 5 Sørensen, “Kina og den amerikanske verdensorden”, 5. 6 Walt, “International Relations”, 30. 7 Sørensen, “Aggressiv under visse betingelser”, 111. 8 Ibid., 3.


Side 10 af 73

med de andre stater i regionen9 fortsat uløste territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske

Hav, hvor der jævnligt har været episoder og bataljer, primært mellem Kina og henholdsvis

Filippinerne og Vietnam. Kina har her vist sig villig til at anvende militære redskaber som

en del af krisehåndteringen. For de ”udefrakommende” involverede magter, såsom USA

og Japan, udgør Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav et stadigt større problem for

stabiliteten, såvel økonomisk, diplomatisk, miljømæssigt som militært10. Spændings- og

konfliktniveauet i Det Sydkinesiske Hav er steget de seneste år11. Kina fremhæver selv, at

de kun har fredelige hensigter og intet ønske om at benytte militær magt til andet end

forsvar12. Indtil videre har landene ikke været i stand til at forlige deres krav inden for de

internationale rammer, herunder FN´s havretskommission - primært fordi Kina opfattes

som stillende store og kompromisløse krav13. I 2016 afgjorde Den Internationale Domstol i

Haag havretstvisten mellem Filippinerne og Kina. Det var en afgørelse, der underkendte

Kinas krav og fremfærd. Kina accepterede ikke domstolens afgørelse, og dermed heller

ikke en vigtig del af det internationale samfund, der kendetegner den nuværende

verdensorden14. Denne tilsyneladende forskellighed mellem Kinas adfærd og officielle

politik skaber uklarhed og usikkerhed om Kinas reelle målsætning og hensigt i regionen.

Et relativt stærkere Kina og dets håndtering af udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter,

herunder de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav, kan få en signifikant betydning

på den fremtidige udvikling i regionen, samt på resten af det internationale samfund,

herunder også på Danmark.

Hans H. Morgenthau så tidligt Kinas potentiale og skrev i ”Politics Among Nations”, at Kina

”may well in the long run carry the gravest implications for the rest of the world”15, og i

”Truth and Power” fra 1970, at fremtidens Kina, som USA vil skulle håndtere, ikke bare vil

være en stormagt, men ”the most powerful nation on earth”16. En analyse af Kinas

udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategiske valg kan derfor tage afsæt i Morgenthaus

9 Salidjanova, Nargiza og Koch-Weser, Iacob, “China’s Economic Ties with ASEAN”. 10 Kivimäki, War or Peace in the South China Sea?, 2. 11 Sørensen, “Kina og den amerikanske verdensorden”, 12. 12 The State Council Information Office of the People’s Republic of China, “China’s Military Strategy”. 13 Forsby, “Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til”. 14 Kellogg, “The South China Sea Ruling”; Johansen, “Kina bryder regler i Det Sydkinesiske Hav”. 15 Sempa, “Hans Morgenthau and the Balance of Power in Asia”, 2. 16 Morgenthau, Truth and Power. Essays of a Decade, 1960-70, 395.


Side 11 af 73

klassiske realisme, der ser staten som den primære aktør og blandt andet fokuserer på

magtbalancen og magtfordelingen i det internationale system.

1.2. Problemformulering

Jeg vil i specialet komme med teoretisk begrundede antagelser på baggrund af et

casestudie ud fra udvalgte analyseparametre.

Min tese er funderet i Morgenthaus teori. Kinas politik er enten status quo eller

imperialisme, understøttet af prestige politik. Herigennem søger Kina at opnå regional

dominans og mulighed for anvendelse af militær magt til at sikre dets strategiske

sikkerhedsinteresser, herunder adgang til ressourcer, handelsinteresser, økonomisk vækst

og indflydelse, hvilke alle må anses som vitale for landets fortsatte udvikling og

magtmaksimering.

Min problemformulering skal derfor være:



imperialisme- og prestigepolitik, og hvilken betydning dette kan have for den regionale

udvikling?

1.3. Struktur og metode

I det følgende vil jeg begrunde valget af case og min metodiske tilgang i specialet samt

specialets struktur og analysedesign.

Baggrund for valg af Det Sydkinesiske Hav som case:

Problemformuleringen har styret valget af teori og metode. Specialet tager empirisk

udgangspunkt i et casestudie for at udlede konklusioner om Kinas strategiske adfærd i Det

Sydkinesiske Hav. Til at afdække problemformuleringen vil jeg anvende Morgenthaus

klassiske realisme.

Casens kontekst ”Det Sydkinesiske Hav” er et meget kompliceret konfliktområde grundet

områdets afdækkede og potentielle ressourcer og geostrategiske beliggenhed med blandt

andet vigtige handelsruter samt eksterne aktørers interesser i området. Casen er derfor


Side 12 af 73

valgt på baggrund af dens regionale konfliktpotentiale samt det forhold, at casen og de

valgte analyseparametre ses som velegnede til at analysere Kinas udenrigs- og

sikkerhedspolitik i regionen.

Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav er tydelig og viser Kinas evne og vilje til at forfølge

dets målsætninger med såvel politiske som militære midler. Casen kan dermed effektivt

belyse Kinas sikkerheds- og udenrigspolitik, herunder om Kinas politik overordnet er status

quo eller imperialisme, ligesom casen kan belyse hvordan Kinas politik og nye

magtposition påvirker regionen. Casen understøtter den valgte teoretiske ramme, da Kina

så sent som i 2016 har vist sin stillingtagen til internationale institutioner og disses

afgørelser, når de går imod Kinas egne interesser. Det er dog også nødvendigt at se på

USA som aktør grundet USA’s store indflydelse og interesser i Det Sydkinesiske Hav,

herunder USA’s relationer til andre stater i regionen. Begreberne status quo, imperialisme

og prestige anses som velegnede til at analysere Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik i

regionen, herunder måden hvorpå Kina forfølger og gør dets fordringer gældende.

Det Sydkinesiske Hav er et singlecase studie, der kan anvendes til at forstå Kinas adfærd

og intentioner. Casen Det Sydkinesiske Hav omfatter såvel Kina, USA og regionale

småstater. Endvidere indgår diplomatiske, militære og økonomiske aspekter, der samlet

giver mulighed for at belyse magtbalancen, samt i mindre omfang de mulige kinesiske

indenrigspolitiske aspekter, der er nødvendige for at forstå Kinas udenrigs- og

sikkerhedspolitik. Dette giver ligeledes mulighed for at anskueliggøre, hvordan Kina

forfølger sine politiske mål, herunder anvendelse af metoder og magtmidler. Det

Sydkinesiske Hav dækker omkring 3,68 millioner km2 og strækker sig mere end 1600 km

væk fra det kinesiske fastland17, hvorfor Kina må have evnen til magtprojicering for at

realisere dets fordringer. Kinas evne til magtprojicering forventes derfor at kunne bidrage

til afklaring af Kinas ambitionsniveau i Det Sydkinesiske Hav.

Metodisk tilgang til specialet:

Yarger ser strategi som en intellektuel proces, der omformer nationale formål og policy til

ends (målet), ways (metode) og means (magtmidler)18.

17 LaFond, “South China Sea”. 18 Yarger, “Strategy and the national security professional”, 8–9.


Side 13 af 73

Figur 119 viser strategiens holistiske natur og sammenfatter statens overordnede nationale

visioner for, hvordan staten udvikler, indsætter og koordinerer alle statens magtmidler for

at opnå de strategiske mål20. Figuren skal ses i sammenhæng med Colin S. Grays ”Grand

strategy”, hvor formålet er brugen af alle statens magtmidler for at nå ”ENDS”21.

En stats magtmidler er “the means to get the outcomes the state desires” 22, og kan bestå

af økonomisk magt, politisk magt, socio-psykologisk magt og militær magt. Staten kan

afhængig af dets målsætning anvende magtmidlerne på forskellige måder (metoder). Jeg

vil søge at finde mulige forklaringer på Kinas målsætning (ENDS). For at finde dette, må

analysen nødvendigvis søge at belyse henholdsvis magtmidler og metoder. Dette gøres i

form af en analyse af Kinas handlinger, kapabiliteter, evne og derigennem hensigt,

hvorved det kvalitativt kan afklares, i hvilket omfang Kina gennemfører status quo-,

imperialistisk- og prestigepolitik.

19 Ibid., 19. 20 Ibid., 19–21. 21 Gray, The strategy bridge, 14. 22 Yarger, “Strategy and the national security professional”, 68.

Figur 1. Strategiens holistiske natur.


Side 14 af 73

Hvad angår flere af de militære kapabiliteter og Kinas evne, vil de ikke nødvendigvis været

knyttet til en specifik politik, men derimod være magtmidler (MEANS), som Kina kan

indsætte og anvende i den metode (WAYS), der måtte bringe staten tættere på en given

målsætning (ENDS). Der er derfor i analysen kun inddraget kapabiliteter, der er relevante

for casen og besvarelsen af specialets problemformulering.

I specialet anvendes begreberne kapacitet og kapabilitet. En kapacitet er en absolut

ressource, f.eks. en materielkapacitet eller en økonomisk ressource. Disse kapaciteter er

forudsætningen for at opstille en kapabilitet, der bl.a. består af en eller flere kapaciteter og

evnen til at anvende disse til at give en konkret effekt23.

Specialets struktur og analysedesign:

Figur 2. Specialets struktur og analysedesign.

Teori

I specialets andet kapitel vil jeg operationalisere den valgte teori for at komme frem til,

hvordan jeg bygger analysen op.

Analyse

I specialets tredje kapitel vil jeg ud fra Morgenthaus klassiske realisme gennemføre en

analyse, hvor fokus er på de tre begreber status quo, imperialisme og prestige, der

samtidig anvendes til at give analysen sin struktur. Hvert begreb har sit eget afsnit inddelt i

underliggende analyseparametre og afrundet med en kort sammenfatning.

Den første delanalyse vil analysere begrebet status quo ud fra analyseparametrene del og

hersk, kompensation, oprustning og alliancer. Analysen vil med afsæt i magtbalancen med

Kina som den ene part og de andre aktører, herunder USA, som den anden part afklare, i

hvilket omfang Kinas politik er status quo.

23 Odderrup, “Forsvarets nuværende procedure for materielanskaffelser”, 19.


Side 15 af 73

Den anden delanalyse vil analysere begrebet imperialisme, og tager udgangspunkt i

analyseparametrene militær og økonomisk imperialisme. Afsnittet søger at svare på, i

hvilket omfang Kina gennemfører en imperialistisk politik.

Den tredje delanalyse vil analysere begrebet prestige og tager udgangspunkt i

analyseparametrene diplomati og demonstration og undersøger hvilken politik, der føres,

herunder hvordan den støtter den overordnede strategi og formål.

Konklusion

Det fjerde kapitel indeholder specialets konklusion og perspektivering, der gennem en

syntese af de tre delanalyser søger at svare på problemformuleringen.

1.4. Teori

I dette afsnit vil jeg redegøre for mit teorivalg og præsentere det valgte teoretiske

perspektiv. Teorien vil i andet kapitel blive yderligere forklaret og operationaliseret.

Specialets formål er at analysere forhold i den valgte case ud fra en valgt international

politisk (IP) teori. Specialet ønsker hverken at understøtte eller videreudvikle det teoretiske

perspektiv, som danner grundlag for analysen i specialet, men vil blot anvende dette til at

analysere målrettet på casen. Afhængig af det teoretiske perspektiv som den kinesiske

sikkerhedspolitik anskues med, kan der drages forskellige konklusioner. Realisme ses

velegnet til at analysere Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitiske valg overfor andre stater i

regionen, da realisme giver mulighed for at beskrive og analysere forskellige typer af

polaritet og interstatslige konfliktsituationer. Realisme ser på stater som en rationelle

enhedsaktører, der som primære aktører forholder sig til hinanden på baggrund af

hinandens relative magt og ikke interne faktorer som regimetype, lederskab og ideologi.

Realisme ser derudover på statens sikring af dets overlevelse, samt på magtbalancen og

magtfordelingen i det internationale system.

Specialet vil anvende Morgenthaus klassiske realisme som teoretisk tilgang, hvor staters

ønske om magtmaksimering er beskrivende for, hvordan stater agerer. Hans J.

Morgenthaus klassiske realisme ses interessant i forhold til at belyse de dynamikker, der

er omkring Kina og Det Sydkinesiske Hav, idet Morgenthau netop har fokus på magt og


Side 16 af 73

konflikt i det internationale system24. Morgenthaus klassiske realismeteori er rettet

mod sikkerhedspolitik og magtbalance, hvor de enkelte stater positionerer sig med

udgangspunkt i nationale interesser25. Staten kan positionere sig aktivt ved at udvide egne

magtressourcer eller passivt ved tilpasning til andre staters positionering. Mellemstatslige

og overstatslige organisationer ses som et redskab for disse statslige positioneringer26.

Morgenthaus klassiske realisme anses for velegnet til at se på konfliktsituationer mellem

stater, på staters udenrigspolitik og på hvordan, adfærd er bestemt af det internationale

systems struktur og magtbalancer.

De mest centrale begreber i Morgenthaus klassiske realisme er magt og magtbalancering.

Morgenthaus magtbegreb ser al politik som en kamp om magt: ”et politisk system søger

enten at bevare sin magt, at forøge sin magt eller at demonstrere sin magt”27. Hans J.

Morgenthau anviser en teori om, hvorledes stater har disse tre mulige politikker kaldet

status quo, Imperialisme og prestige. Formålet med status quo er at fastholde de

nuværende magtforhold, imperialisme på at øge sin stats relative magt i forhold til andre

stater, og prestige har til formål at belyse og demonstrere sin stats magt. De tre begreber

forklares og operationaliseres yderligere i kapitel 2.

Magtbalancering

Bliver en stat for magtfuld, vil andre stater have interesse i at modbalancere, da for meget

magt hos en enkelt stat, giver utryghed hos andre statslige aktører. Ifølge Morgenthau

opstår magtbalance som følge af staters ønske om at fastholde eller at ændre på status

quo28. Magtbalance er dermed et grundlæggende vilkår, inden for hvilken staters politik -

afhængig af deres perception af den gældende magtbalance – kan være status quo eller

imperialisme29.

24 Petersen og Skak, Teorier om international politik, 17. 25 Ibid., 18. 26 Ibid., 18–22; Wikipedia, “Realisme (international politik)”. 27 Petersen og Skak, Teorier om international politik, 18. 28 Morgenthau, Politics among nations, 179. 29 Ibid., 179–83.

https://da.wikipedia.org/wiki/Hans_Morgenthau

https://da.wikipedia.org/wiki/Sikkerhedspolitik

https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Nationale_interesser&action=edit&redlink=1


Side 17 af 73

Magtbalance har ifølge Morgenthau to essentielle formål:

- At skabe stabilitet i forholdet mellem stater, en stabilitet der vel at mærke hele tiden

er i fare for at briste, og som derfor kontinuerligt har behov for at blive

vedligeholdt30.

- At sikre en stat mod at blive domineret af andre. I fravær af stabilitet, vil en af

staterne opnå stadig større indflydelse og ultimativt dominere de andre31.

Denne dobbelthed ved magtbalance retter sig således både imod systemets stabilitet og

mod den enkelte stats frihed og overlevelse.

I relation til magtbalance er det i denne analyse behørigt at undersøge den nuværende

situation, idet den aktuelle magtbalance påvirker og dimensionerer de strategiske vilkår,

som Kina og de andre aktører må forventes at have.

Der kan i forskellige cases være varierende dynamikker og forhold, der gør sig gældende i

forhold til magtbalancen - det være sig geografien, områdets strategiske betydning såvel

historisk, økonomisk som sikkerhedspolitisk, og de repræsenterede aktører i casen. Det er

således af betydning at inddrage USA i analysen, da USA som den globalt stærkeste magt

har interesser i regionen, og som sådan også spiller en væsentlig rolle for de andre staters

adfærd.

Kulturel imperialisme søger at erstatte en kultur med en anden, ikke gennem fysisk kontrol

men gennem kontrol af tanker og sind, for derigennem at ændre magtbalancen mellem to

stater32. I kampen om befolkningernes opfattelse er psykologisk krigsførelse og

propaganda vigtige redskaber, og dermed også målestok på en sådan politik33. Dette

vurderes svært at analysere i den valgte case og med den tilgængelige empiri, da der

primært er tale om et maritimt område med næsten ingen befolkning. Morgenthaus

kulturelle imperialisme vil derfor ikke indgå i dette speciale. Skulle kulturel imperialisme

have været medtaget, ville det være nødvendigt at se på hele staten Kina og den

indenrigspolitiske indflydelse som Kina måtte have på de andre statslige aktører, hvilket

falder udenfor dette speciales formål og afgrænsning.

30 Ibid., 180. 31 Ibid., 180–83. 32 Ibid., 64. 33 Ibid., 340–47.


Side 18 af 73

Valg af teoretisk perspektiv betyder samtidigt fravalg af andre teoretiske perspektiver.

Sikkerhedsdilemmaet er helt centralt i defensiv realisme, hvor samarbejde og

tilbageholdenhed kan være en stats bedste strategi for at opnå sikkerhed. Anerkendelsen

af sikkerhedsdilemmaet har dog sjældent appelleret til Kina, idet det forudsætter Kinas

erkendelse af, at dets egen adfærd har haft en modsatrettet effekt og har undermineret

egen sikkerhed34. Dermed kan såvel kinesiske som amerikanske opfattelser øge

sikkerhedsdilemmaet, idet lederne på begge sider har en tendens til at ignorere eller

nedtone eksistensen af denne dynamik. “If China only looks at the actions of anti-China

forces in the U.S., and views every U.S. move as an adversarial one and consequently

adopts tit-for-tat methods, then the likelihood that China and the U.S. will mutually turn into

enemies increases dramatically”35. Defensiv realisme er derfor fravalgt, da specialets

fokus primært er på Kina, hvormed sikkerhedsdilemmaet ikke får den samme

fremtrædende rolle i analysen.

Specialet vil ikke se på konstruktivistiske elementer som staters identitet, socialt

konstruerede interaktioner og internationale normer. Liberalisme lægger vægt på

tilskyndelser til samhandel og samarbejde, som skaber interdependens i en global verden.

Liberalismen har også fokus på de indbyrdes fordele ved regler og orden, på

internationale institutioner, demokratisering og på andre aktører end blot stater. Aktører

kan således være såvel substatslige, mellemstatslige og overstatslige. Liberalismen er

fravalgt, og der vil derfor kun være en mindre berøring af internationale institutioner,

politisk integration og ikke-statslige aktører.

1.5. Empiri

Der tages udgangspunkt i et bredt og offentligt tilgængeligt empirisk materiale med

tyngden i akademiske artikler og publikationer for bedst at sikre empirisk troværdighed og

pålidelighed. Avisartikler og internettet er anvendt til at give et bredt fundament med de

senest opdaterede versioner af holdninger og tolkninger af begivenheder, herunder

forskellige fakta omkring konkrete episoder. Oplysninger fra internettet er ikke ukritisk

34 Johnston, “Is China a Status Quo Power?”, 55. 35 Ibid.


Side 19 af 73

medtaget i opgaven, men er søgt kontrolleret ved andre indhentningsmedier således, at

oplysninger i pressen er blevet sammenholdt med respektive officielle hjemmesider. I

forhold til pressen er der primært anvendt anerkendte medier, der forventes at have en

faktabaseret tilgang til nyhedsdækning. Der er ikke gennemført interviews eller anden

egentlig indhentning af ny viden, hvorfor specialet baserer sig på allerede bearbejdet

materiale, og dermed primært på sekundære kilder. Derudover anvendes dokumenter fra

respektive internationale organisationer og stater som officielt gældende politikker,

strategier og statistisk materiale samt reaktioner og holdninger på konkrete situationer.

Som nævnt i indledningen opfattes Kina ofte som enten en opstigende stormagt, der vil

ændre på den globale magtbalance eller en status quo magt36. Disse opdelte synspunkter

går også igen i meget af den tilgængelige litteratur - såvel faglitteraturen som i avisartikler

og nyhedsfeed. Empirien er derfor gennemgået kritisk med dette for øje samt for at sikre,

at kilderne skildrer det valgte standpunkt objektivt.

Empirien har primært været på engelsk og sekundært på dansk. Der er således en

begrænsning i specialets empiri i forhold til at inddrage mulige relevante kilder, som kun er

tilgængelig, på andre sprog, særligt kinesisk men også filippinsk og vietnamesisk.

Indhentningen af empiri er afsluttet den 10. Maj 2017.

1.6. Afgrænsning

Stridighederne i Det Sydkinesiske Hav er principielt territoriale, hvor en række statslige

aktører gør krav på rev, øer, atoller og havområder, der af flere årsager er strategisk

vigtige. Den sikkerhedspolitiske problemstilling i området indeholder en regional og global

kompleksitet, hvor USA og andre lande uden grænser til Det Sydkinesiske Hav har store

interesser i regionen. I relation til problemformuleringen og specialets formål afgrænses

specialet derfor til Det Sydkinesiske Hav med primært fokus på Kina. Geografisk

afgrænses Det Sydkinesiske Hav fra Malaccastrædet til Taiwanstrædet. De øvrige

sydøstasiatiske stater, der er parter i konflikten og som har krav i området, herunder

Vietnam, Filippinerne, Brunei, Indonesien og Malaysia inddrages kun i analysen, hvor det

giver mening i forhold til at forklare Kinas adfærd eller konsekvenserne af Kinas

36 Sørensen, “Aggressiv under visse betingelser”, 1; Walt, “International Relations”, 30.


Side 20 af 73

handlinger. Taiwan behandles ikke, da Taiwan-konflikten indeholder andre dynamikker,

som ikke vil være kompatibelt med dette speciales fokus. Dette sagt, så er Taiwan-

konflikten særdeles relevant til at anskue forholdet mellem USA og Kina, herunder Kinas

sikkerhedsstrategi. Kinas stigende indflydelse har betydning for magtspændet mellem

USA og Kina, så selvom USA ikke har territorialkrav i området, spiller USA en afgørende

rolle for, hvordan de øvrige aktører agerer i regionen. USA inddrages derfor i analysen af

Kinas strategi i regionen.

Perioden er efter den kolde krig (1990 og frem), hvor Kina har udviklet sig eksplosivt såvel

økonomisk som militært.

2. Teori

Formålet med kapitlet er at afklare og fastlægge det teoretiske perspektiv, der danner

fundamentet for analysen i specialet. Kapitlet fremlægger Morgenthaus klassiske

realismes grundlæggende antagelser, og operationalisere Morgenthaus klassiske realisme

på casen.

Realisme er ikke en enkeltstående teori med entydige og absolutte analyserammer,

modeller og klart fastlagte teorivariabler. Realisme er en vifte af teorier til at forstå

internationale relationer. Det internationale system anses som anarkisk uden en

overordnet autoritet med voldsmonopol37. Stater betragtes overordnet som rationelle

enhedsaktører, og som de primære aktører i det internationale system, forholdende sig til

hinanden på baggrund af hinandens magt og ikke interne faktorer som f.eks. regimetype,

lederskab, ideologi38. Internationale institutioner spiller dermed en mindre betydende rolle.

Realisme er kendetegnet ved i høj grad at fokusere på konflikt og magt i det internationale

system. Konflikt og krig anses for normalt mellem stater.

Realisme ser det internationale system som en refleksion af den relative magtfordeling, og

vil således favorisere aktører med relativt meget magt. Når den relative magtfordeling

ændrer sig, som i tilfældet mellem Kina og USA, vil den opstigende aktør søge at ændre

37 Glaser, “Realism”, 14. 38 Ibid., 14–15.


Side 21 af 73

systemet. En stat vil forsøge at ændre systemet, hvis den kan opnå større fordele end

ulemper herved39.

Processen bag ændringer i det internationale system kan illustreres således40:

Figur 3. Diagram over internationale politiske ændringer.

Klassisk realisme finder den primære årsag til internationale konflikter og krig i den

uperfekte menneskelige natur41. Magt er en central faktor for staters ageren, og en effektiv

nyttiggørelse og anvendelse af magt er det eneste fornuftige for en stat42.

Hans Morgenthau var en af ophavsmændene til klassisk realisme, og har med sin bog

”Politics among nations” fra 194843 været en fremtrædende teoretiker inden for dette

område. Morgenthaus teori, der er udviklet i starten af og under den kolde krig mellem

Sovjetunionen og USA, kritiserede blandet andet Truman- doktrinen for at sætte

39 Gilpin, “The nature of international political change”, 10. 40 Ibid., 12. 41 Morgenthau, Politics among nations, 3–6. 42 Buszynski, “Realism, Institutionalism, & Philippine Security”, 484. 43 Morgenthau, Politics among nations.


Side 22 af 73

universelle moralske principper som frihed og demokrati over statens interesser i USA’s

udenrigspolitik44. Morgenthau er fokuseret på, hvordan verden reelt er i stedet for hvordan,

den burde være45, og ligger dermed vægt på det deskriptive og empiriske frem for det

normative.

Morgenthaus teori har den grundlæggende præmis, at stater bliver ledet af rationelle

aktører. Der kan således ud fra situationen og de givne omstændigheder udledes, hvilke

rationelle alternativer en stat sandsynligvis vil vælge46. Forudsætningen for specialet er

således, at Kina er en rationel aktør. Der kan derfor med baggrund i en analyse af Kinas

adfærd og handlinger i en defineret kontekst, drages konklusioner, der rationelt forklarer

Kinas handlinger. Samtidig kan der udledes, hvilke mulige rationelle handlinger, Kina i den

givne situation sandsynligvis vil foretage sig i regionen.

Morgenthaus teori opererer med seks principper for sin klassiske realisme. Til sammen

udgør de essensen af hans politiske realisme47. Kortfattet omhandler principperne, at

international politik er styret af objektive love, som bunder i menneskets uforanderlige

natur, hvilket gør det muligt at opstille en rationel teori om international politik.

Magtbegrebet i relation til statens nationale interesse er centralt i realismen og med

universel gyldighed. Universelle moralske principper gælder ikke for stater, der skal

overveje de politiske konsekvenser af deres handlinger. Alle mennesker har interesse i

egen sikkerhed, hvor overlevelse går forud for alt andet. International politik er udledt af

denne egeninteresse. Stater vil således altid agerer på en måde, der bedst tjener deres

egne interesser og overlevelse, hvilket i sidste ende vil føre til internationale konflikter.

Man må derfor erkende, at mennesket har begrænsninger i international politik. Det er

disse begrænsninger, der får mennesker til at begå de samme fejltagelser igen og igen48.

Morgenthau ser international politik som en kamp om magt mellem stater, som er

forårsaget af menneskets uforanderlige natur. Man skal forstå de objektive love, som

styrer dette magtspil for at kunne skabe fred. Idealisme, troen på det gode i menneskets

44 Sears, “Trump Can Learn From Morgenthau’s 6 Principles of Political Realism”. 45 Morgenthau, Politics among nations, 4. 46 Ibid. 47 Ibid., 4–14. 48 Jackson og Sørensen, Introduction to international relations, 70.


Side 23 af 73

natur, øger risikoen for krig. En rationel realistisk udenrigspolitik er ifølge Morgenthau den

bedste måde at sikre freden.

Der er ifølge Morgenthau to faktorer, der danner grundlaget for måden magtkampe i

international politik kommer til udtryk på – nemlig direkte opposition og konkurrence49.

Direkte opposition drejer sig om to stater, der er engageret i en direkte konflikt med

hinanden, som eksempelvis Japan og Kina i Det Østkinesiske Hav. Magtbalancen i direkte

opposition er resultatet af staternes ønske om at få dets politik gennemført på bekostning

af modparten. Magtbalancen søger staten at opnå og opretholde gennem forsøg på til

stadighed at øge dets magt relativt over for modparten, hvormed den enes oprustning

fører til den anden stats ditto; først i forsøget på at imødegå den anden stats dominans og

efterfølgende som en forudsætning for gennemførelsen af egen politik.

Konkurrence er en indirekte konflikt, hvor to stater konkurrerer gennem en tredjepart, hvor

denne tredjepart enten ønskes kontrolleret af den ene eller begge af de konkurrerende

stater, eller hvor den ene stat ønsker at bevare tredjepartens uafhængighed50.

Magtbalancen i konkurrence afhænger også af den relative magt de konkurrerende stater

imellem, og har til formål at skabe stabilitet og sikkerhed i deres relation. Morgenthaus

nævner her specifikt konkurrencen mellem Kina og USA om kontrollen over de

Sydøstasiatiske lande51 som et eksempel på konkurrence mellem stater.

Det internationale system er dermed grundlæggende ustabilt, og kræver kontinuerligt

tilpasning fra aktørerne for enten at opnå eller fastholde stabiliteten52. Dette grundelement

søges synliggjort ved at analysere handlinger og bevæggrunde ved særligt Kina, men

også hos andre aktører i relation til Kina og casen.

Klassisk realisme anskuer en stats regering oppefra, og ser umiddelbart ikke denne regere

på dele af befolkningens interesser53. Morgenthau ser dog som klassisk realist også på

forholdet mellem statsledere og befolkningen, med andre ord på stats- og

samfundsrelationerne som værende af betydning for, hvilken udenrigs- og

49 Morgenthau, Politics among nations, 179–80. 50 Ibid., 181. 51 Ibid., 179. 52 Ibid., 179–83. 53 Taliaferro, “State Building for Future Wars”, 482.


Side 24 af 73

sikkerhedspolitik staten fører54. Synspunktet er, at en stats ledere nødvendigvis må

prioritere at de har den fornødne opbakning blandt befolkningen med henblik på at kunne

mobilisere de nødvendige magtmidler for den valgte udenrigs- og sikkerhedspolitik, samt

tilsikre deres egen magtposition til at regere55.

2.1 Operationalisering

I dette afsnit vil jeg operationalisere Morgenthaus klassiske realisme og beskrive, hvad der

kendetegner status quo, imperialisme og prestige - samt tilhørende analyseparametre.

2.1.1. Status quo

Status quo beskrives af Morgenthau som en politik rettet mod fastholdelse af

magtfordeling, som den er i et givent øjeblik. Status quo politik er imod enhver form for

ændring i magtrelationerne56. Mindre justeringer må dog godt finde sted. Justeringer, der

ikke ændrer på de relative magtpositioner mellem de pågældende lande, er derfor fuldt

kompatible med en status quo politik.

Magtbalancering kan overordnet finde sted ved at mindske vægten af den stærke part

eller ved at øge vægten af den svagere part57. Dette kan gøres ved fire forskellige

metoder: del og hersk, kompensation, oprustning og alliancer58.

Del og hersk går ud på at holde sine modstandere svage ved at splitte dem eller holde

dem splittet59. Denne magtbalancering gennem flere stater kan blandt andet gennemføres

ved at styrke den svagere stat, som måtte stå overfor en stærkere stat, som man selv er i

modsætning til60.

54 Sørensen, “Aggressiv under visse betingelser”, 5. 55 Taliaferro, “State Building for Future Wars”, 472–73; Morgenthau, Politics among nations, 150–55. 56 Morgenthau, Politics among nations, 46. 57 Ibid., 185. 58 Ibid., 185–88; Birch-Jensen, “Fremtidig kinesisk dominans?”, 18–20, 32. 59 Morgenthau, Politics among nations, 185. 60 Ibid., 186.


Side 25 af 73

I forhold til Det Sydkinesiske Hav, vil det være relevant at analysere, om Kina prøver at

isolere de mindre lande, samt forsøger at holde USA ude af regionen og konflikten, f.eks.

gennem afskrækkelse, bilaterale drøftelser eller regionale fora. Samtidig kan det være

relevant kort at se på, hvad USA måtte gøre over for Kina, og påvirkningen heraf på Kinas

udenrigs- og sikkerhedspolitik i regionen.

Kompensationer bunder grundlæggende i, at en stat skal have noget for at give noget. En

sådan kompensering stammer historisk fra opdelingen af landområder og rettigheder, men

omfatter i sin brede form ethvert diplomatisk kompromis, hvor en stat afgiver noget og

kompenseres herfor med et andet gode61. Eksempelvis kan en stat uden at have territoriel

suverænitet opnå rettigheder i form af kommerciel udforskning og udnyttelse, ved politisk

og militær tilstedeværelse samt mulighed for etablering af suverænitet62. I forhold til

magtbalancering kan kompensation være en metode til at løse konflikter samt til at

udligne, så den overordnede magtbalance og status quo bevares.

Det synes derfor centralt at undersøge, om Kina anvender eller opnår kompensation, af

kommercielle, politiske og suverænitetsmæssige karakter. Kinas adfærd, og ikke kun i

spørgsmålet om territorialstridighederne, ses anvendelig som målestok på, om Kina opnår

eller anvender kompensation.

Morgenthau ser oprustning som den primære metode til at fastholde eller reetablere

magtbalancen. Oprustning kan føre til et våbenkapløb som kan skabe et stadig større

sikkerhedsdilemma med stigende mistillid og usikkerhed. Sikkerhedsdilemmaet er

betegnelsen for dynamikken i et system, hvor sikkerhed afhænger af relativ magt, men

også faktorer som geografi og vurdering af modpartens intentioner og motiver indgår63.

Intensiteten af sikkerhedsdilemmaet afhænger af flere faktorer, blandt andet af offensiv-

defensiv balancen. Des mere andre stater skal investere i deres militær for at kunne

imødegå en anden stats forsvar, des større er denne stats defensive fordel. Når defensiv

har fordelen, er sikkerhedsdilemmaet lavt. Når offensiv har fordelen, er

sikkerhedsdilemmaet højt med øget risiko for våbenkapløb64. Når én stat øger sin relative

61 Ibid. 62 Ibid., 187. 63 Montgomery, “Breaking out of the Security Dilemma”, 151–54. 64 Glaser, “Realism”.


Side 26 af 73

magt og dermed dets sikkerhed, svækkes andre staters relative magt og deres sikkerhed

mindskes65. Øget magt betyder ikke nødvendigvis øget sikkerhed, idet øget magt kan få

omgivelserne til at modreagere og dermed stille staten mere usikker, end da den startede

med at opruste militært.

Afskrækkelse er en stats bevidste politik om at have tilstrækkeligt med militære

kapabiliteter til, at andre lande ikke vil angribe af frygt for gengældelse eller nederlag.

Det er relevant at se på Kinas militære midler til balancering og afskrækkelse, metoden

hvorpå disse kapabiliteter bringes i anvendelse samt, om der er indikationer på et øget

sikkerhedsdilemma i området. Målestok herpå er stadig stigende forsvarsudgifter66 og

oprustning i offensive militære kapabiliteter67. Det er ligeledes relevant at se på Kinas vilje,

herunder dets strategier, for anvendelse af dets kapabiliteter.

Alliancer er historisk set den vigtigste eksemplificering af magtbalancering. Alliancer kan

være mellem to stater, men også mellem en stat eller alliance af stater og en anden

alliance68, da der sjældent er fuldstændig ligevægt mellem to stater. Stater har tre

muligheder for at fastholde eller forbedre deres relative magt i konkurrencen med andre

stater. Staten kan forøge dets egen magt gennem oprustning, staten kan tillægge en

anden stats magt til dets egen gennem alliance, eller staten kan forhindre andre staters

støtte til konkurrenten69. De tre metoder kan kombineres simultant eller successivt, og

variere mellem geografisk adskilte områder, hvor andre dynamikker og aktører skaber

andre præmisser70.

Statens tro på sig selv og egen styrke, samt en afvejning af fordelene og ulemperne ved at

indgå i en alliance, har betydning for en stats valg. Et tilstrækkelig stærkt

interessefællesskab kan implicit give det samme, hvorfor en alliance ikke behøver at være

formaliseret eller eksplicit71. Man skal dog vurdere værdien af en given alliance. En

alliance omhandler tillid til, at ens alliancepartner vil og kan honorere de krav og vilkår,

som er aftalt. En alliance mellem en atommagt og en ikke atommagt kan derfor have en

65 Jervis, “Cooperation Under the Security Dilemma”. 66 Morgenthau, Politics among nations, 187–88. 67 Glaser, “Realism”, 23; Jervis, “Cooperation Under the Security Dilemma”. 68 Morgenthau, Politics among nations, 188. 69 Ibid., 186. 70 Ibid., 189. 71 Ibid., 189–93.


Side 27 af 73

tvivlsom troværdighed, idet det kan være usikkert, om atommagten reelt vil håndhæve

alliancen ved en konflikt med en anden atommagt med en risiko for atomkrig72.

Morgenthau nævner specifikt, at flere alliancer med USA er svækket af denne

usikkerhed73.

Det er relevant at se på, om Kina har alliancer eller interessefællesskaber med stater i

regionen samt, om Kina forhindrer ditto mellem disse stater og USA.

2.1.2. Imperialisme

Morgenthau ser imperialisme som statens behov for at mindske den strategiske og

politiske sårbarhed ved at ændre status quo til egen fordel, og dermed den relative magt til

andre stater74. Der er overordnet tre årsager eller tilskyndelser til en imperialistisk

udenrigs- og sikkerhedspolitik:

- ”Sejrende krig”, hvor uanset årsagen til krigen så benyttes sejren til varige

ændringer i magtbalancen med staten, der lider nederlag75.

- ”Tabt krig”, hvor den tabende stat ud fra et hævnmotiv ønsker at generobre det

tabte, og gerne vinde endnu mere76.

- ”Svaghed”, hvor et magttomrum eller andre staters svaghed udnyttes til egen

fordel77.

Det indgår umiddelbart ikke i dette speciale at analysere og redegøre for Kinas motiver for

den valgte udenrigs- og sikkerhedsstrategi. Når det er sagt, kan motiver ikke helt adskilles

fra analysen af mulige imperialistiske tilskyndelser. Det vil i analysen af Kinas tilskyndelser

styrerende Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik, være i tråd med Morgenthau at se på

visse indenrigspolitiske dynamikker, særligt stats-samfundsrelationerne, som er samspillet

mellem statsledelsen og befolkningen, samt hvad der driver Kinas statsledelse78, herunder

kort at undersøge eventuelle historiske, nationalistiske, økonomiske og

sikkerhedsmæssige motiver.

72 Ibid., 193. 73 Ibid., 194. 74 Ibid., 48–56. 75 Ibid., 57–58. 76 Ibid., 58–59. 77 Ibid., 59. 78 Sørensen, “Kina og den amerikanske verdensorden”, 2; Sørensen, “Aggressiv under visse betingelser”, 5.


Side 28 af 73

Morgenthau beskriver tre geografisk definerede formål eller målsætninger (ENDS) med en

imperialistisk strategi:

Ønsket om et verdensimperium, der dominerer hele den politiske verden. Et imperium eller

hegemoni af kontinentale dimensioner eller en regional eller lokal stormagt79. Det

empiriske udgangspunkt og valget af case kan alene analysere Kinas strategi ud fra

regional eller lokal stormagt. Udover de tre tilskyndelser til en imperialistisk strategi samt

de tre formål til imperialisme, opererer Morgenthau med tre metoder (WAYS) til at

gennemføre en imperialistisk politik: militær imperialisme, økonomisk imperialisme og

kulturel imperialisme80. Som beskrevet i kapitel 1 indgår kulturel imperialisme ikke

yderligere i dette speciale.

Militær imperialisme søger militære erobringer og kan medføre de hurtigste resultater, men

er samtidig risikabelt og med den højeste indsats81. Militær imperialisme forudsætter, at

staten har offensive militære kapabiliteter og dermed evnen til at projicere dets magt i et

omfang, der muliggør en imperialistisk strategi med militære midler82. Kinas evne og vilje til

at bruge militære kapabiliteter kan anvendes som målestok på en militær imperialistisk

strategi.

Det er derfor relevant at se på, om Kina har viljen og evnen til magtprojicering i egenskab

af offensive militære kapabiliteter, samt om Kinas målsætning i området fordrer militær

imperialisme.

Økonomisk imperialisme er en rationel metode til at få mere magt83, og søger økonomisk

kontrol ikke gennem erobring men ved at kontrollere dem, der kontrollerer territoriet.

Kontrollen kan være i form af rettigheder til ressourcer, koncessioner og handelsaftaler,

men kan også være en økonomisk afhængighed, for eksempel gennem økonomisk

interdependens, hvor en stats økonomi afhænger af forholdet til en anden stat.

79 Morgenthau, Politics among nations, 59. 80 Ibid., 62–63. 81 Ibid. 82 Glaser, “Realism”, 23; Jervis, “Cooperation Under the Security Dilemma”. 83 Morgenthau, Politics among nations, 63.


Side 29 af 73

Der kan således være et vist overlap mellem økonomisk imperialisme og kompensationer

under status quo, hvorfor grænsen disse imellem kan være vanskelig at identificere.

Forskellen er primært formålet med de økonomiske fordele, og om disse er opstået som

led i en reel forhandling eller, om der er tale om ensidige tiltag, der sikrer den ene stat

mere kontrol.

Det er relevant at se på, om Kina benytter sig af dets økonomiske styrke til at opnå mere

kontrol over området, samt til at styre de andre stater.

2.1.3. Prestige

Prestigepolitik er den tredje metode i staters kamp om magt og er sjældent et mål i sig

selv, men derimod et instrument, hvor henholdsvis status quo eller imperialisme politikken

forsøger at nå sine målsætninger84. Prestige har til formål at forme en anden stats

perception omkring egen magt, enten den, staten reelt har eller den, som den ønsker den

anden stat skal tro, den har85. Prestigepolitik skal dermed påvirke andre staters perception

omkring ens magt, for derigennem enten at understøtte ens status quo politik eller

imperialistiske politik. Det er således ikke kun militære midler, der har indflydelse på

staters forhold, men også deres perception af hinanden, særligt af deres militære

kapabiliteter og vilje til at anvende disse. Når statens prestige ikke er lig statens magt, det

vil sige, når staten har mere magt, end de andre stater vil anerkende, får staten ikke det

fulde udbytte af sin magt og er underreflekteret i det internationale system.

Prestigepolitik kan gennemføres gennem diplomati eller magtdemonstration86. Diplomati er

repræsentativt for staten og som sådan velegnet og væsentlig, når en stat vil føre

prestigepolitik. En stats diplomatiske evner kan forstærke eller svække statens reelle magt

også mere end, hvad statens faktiske magt i sig selv burde give mulighed for87. Diplomati

kan anvendes i form af overtalelse, kompromis eller trussel om magtanvendelse, og

fungerer optimalt de tre former kombineret88. Diplomati kan ses i form af ytringer af politisk

84 Ibid., 77. 85 Ibid., 78. 86 Morgenthaus begreb ”Display of Military Force” oversættes I specialet til magtdemonstration. 87 Morgenthau, Politics among nations, 78–83. 88 Noonan, “Morgenthau, On Diplomacy”.


Side 30 af 73

karakter, topmøder, bilaterale møder og forhandlinger med statslige eller

statskontrollerede instanser89.

Det er relevant at se på Kinas anvendelse af diplomati i form af overtalelse, kompromis

eller trusler om magtanvendelse over for de andre statsaktører ved Det Sydkinesiske Hav.

Magtdemonstration har til formål at påvirke andre staters syn på ens egen militære

formåen90. Morgenthau nævner specifikt flådestyrker som et godt middel til

magtdemonstration grundet flådens højmobilitet, der gør, at den kan indsættes overalt,

samt flådens magtudstråling og kapabiliteter91. Analysen af Kinas militære kapabiliteter og

anvendelse heraf bliver derfor også med fokus på midler, der kan fremvises og projicere

magt, særligt flåden og militærinstallationer i Det Sydkinesiske Hav samt aktiviteter såsom

øvelser, demonstrationer, parader, og udmeldinger om militærets kapabilitet.

2.1.4. Sammenfatning

Den valgte teoretiske tilgang og operationalisering af Morgenthaus klassiske realisme kan

sammenfattes i nedenstående model92, der illustrerer den efterfølgende opbygning af

specialets analyse samt de analyseparametre der søges undersøgt:

Operationalisering af Morgenthaus klassiske realisme i forhold til Kina i Det Sydkinesiske Hav

Delanalyser: Status quo (magtbalance)

Imperialisme Prestige

Formål: Fastholde nuværende magtrelationer.

At forbedre sin relative magt til andre stater for at blive en regional eller lokal stormagt.

Forme andres perception af egen stats magt, vilje og evne, for herigennem at opnå enten status quo eller imperialisme.

Analyse-parametre:

- Del og hersk - Kompensation - Oprustning - Alliancer

- Militær imperialisme - Økonomisk

imperialisme

- Diplomati - Magtdemonstration

Det ses igennem en sådan analyse muligt at belyse såvel magtbalanceringen samt Kinas

strategiske adfærd i forhold til Morgenthaus tre mulige politikker.

89 Morgenthau, Politics among nations. 90 Ibid., 83. 91 Ibid., 83–84. 92 Birch-Jensen, “Fremtidig kinesisk dominans?”, 26.


Side 31 af 73

Analysens struktur:

Nedenstående skema er en oversigt over opbygningen af analysen. Der vil nødvendigvis

være et vist overlap mellem de enkelte delanalyser, hvorfor gentagelser kan forekomme.

Oprustning: - Kinas militære midler til

afskrækkelse og balancering?

- Anvendelse af kapabiliteterne?

- Indikationer på et øget sikkerhedsdilemma?

Del og hersk: - Isoleres mindre lande? - Forsøges USA holdt ude af

regionen og af konflikten?

Diplomati: - Diplomatiske tiltag i

forsøget på overtalelse?

- Diplomatiske tiltag i forsøget på kompromis?

- Politiske ytringer og manifestationer, hvor der fremsættes trusler om magtanvendelse?

Alliancer: - Indgås der alliancer eller

interessefællesskaber? - Søges alliancer

forhindret?

Kompensationer: - Anvender eller opnår Kina

kompensation af kommerciel, politisk eller suverænitetsmæssig karakter?

Militær imperialisme: - Kinas vilje og evne til

magtprojicering? - Fordrer Kinas målsætning

imperialisme?

Økonomisk imperialisme: - Benyttes økonomisk magt

til at opnå kontrol over området eller styre de andre stater?

Delanalyse 2 Imperialisme

Delanalyse 3 Prestige

Demonstration af militær magt: - Fremvisning og omtale

af militære kapaciteter og kapabiliteter?

Økonomisk Imperialisme

Demonstration af militærmagt

Kompensationer

Oprustning

Del og hersk

Alliancer

Delanalyse 1 Status Quo

Militær Imperialisme

Diplomati


Side 32 af 73

3. Analysen

Formålet med dette kapitel er kort at redegøre for casens hovedbestanddele, efterfulgt af

en analyse bestående af tre delanalyser jævnfør foranstående oversigt.

3.1 Beskrivelse af casen

Det Sydkinesiske Hav forbinder de sydøstasiatiske stater med hinanden og giver adgang

til henholdsvis Stillehavet og Det indiske ocean. Det Sydkinesiske Hav giver gennem fire

stræder adgang til Europa, Mellemøsten og Afrika, hvor ca. 30% af al global skibstrafik og

50% af verdens maritime tonnage går i gennem93.

Som nævnt i kapitel 1, er USA en væsentlig aktør i regionen.

Figur 4. Kinas kritiske handelsveje til søs.

93 Caceres, China’s strategic interests in the South China Sea, 87.


Side 33 af 73

En række lande har fremsat territorielle fordringer baseret på geografi, historie og ikke

mindst økonomiske interesser. Kina har fremsat fordringer på omkring 90% af Det

Sydkinesiske Hav.

Kina har politiske, økonomiske, energimæssige og sikkerhedsmæssige betragtninger, der

giver Det Sydkinesiske Hav en geopolitisk høj strategisk værdi 94. Her kan nævnes:

- Handelsruter. Kommercielle ruter går gennem disse farvande, herunder

størstedelen af den olie og gas, som Kina er afhængig af.

- Havet indeholder betydelige fiskeriområder og potentielt betydelige olie- og

gasudforskningsområder.

- Militær positionering.

- Nationalisme. De maritime territoriale krav er en mærkesag og har stor betydning

for Kinas indenrigspolitisk – den nationalistiske stolthed.

Det Sydkinesiske Havs territoriale og maritime stridigheder drejer sig primært om tre

emner95:

1. Konkurrerende territoriale krav blandt fordringshavere,

2. Konkurrerende maritime krav blandt fordringshaverne,

3. Omfattende maritime krav fra nogle af fordringshaverne.

Konkurrerende territoriale krav: Der er seks fordringshavere til områderne i Det Syd

Kinesiske Hav: Kina, Filippinerne, Brunei, Vietnam, Malaysia og Taiwan.

Der er tre primære territorialstridigheder. Den første er en tvist mellem Kina, Taiwan og

Vietnam over suverænitet over Paraceløerne, som har været besat af Kina siden 1974.

Den anden er en Kina-Taiwan-Filippinerne strid i Scarborough Reef. Den tredje er en strid

om Spratlyøerne, der omfatter mere end 200 geografiske punkter, herunder klippeskær,

rev og mindre øer. Kina, Taiwan og Vietnam hævder suverænitet over hele Spratly

området, mens Brunei, Malaysia og Filippinerne hævder suverænitet over nogle af de

geografiske punkter i øgruppen96.

Konkurrerende maritime krav: Fordringshaverne hævder en kombination af suverænitet,

ressource-relaterede suverænitetsrettigheder og jurisdiktion til de maritime områder, som

94 O’Rourke, “Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China”, 1–2. 95 DoD USA, “ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy”, 6. 96 Ibid., 6–7.


Side 34 af 73

ligger inden for Det Sydkinesiske Hav. Nogle af sagsøgerne har afklaret arten og

størrelsen af deres maritime krav - andre har ikke97.

Omfattende maritime krav: Flere fordringshavere hævder søretslige krav langs deres

kyster og omkring geografiske punkter, der er i modstrid med international lov. Enkelte

stater, herunder Kina og Vietnam, har trukket kystnære basislinjer (linjerne hvorfra de

maritime rettigheder er målt), der er i modstrid med internationale regler98.

Figur 5. Kinas territorielle og maritime krav i forhold til de internationale UNCLOS99 regler100.

97 Ibid., 7. 98 Ibid. 99 UNCLOS betyder United Nations Convention on the Law of the Sea. 100 BBC News, “China Hits Back at US over South China Sea Claims”.


Side 35 af 73

3.2 Delanalyse status quo

Denne delanalyse har til formål at afklare, i hvilket omfang Kinas politik i Det Sydkinesiske

Hav kan karakteriseres som værende status quo.

3.2.1 Del og hersk

Dette afsnit analyserer, hvorvidt Kina gennemfører magtbalancering ved at prøve at

isolere mindre lande samt, om Kina forsøger at holde USA ude af regionen og af

konflikten.

Filippinerne og USA indgik den 30. august 1951 en forsvarsaftale, Mutual Defense

Treaty101, der har været helt afgørende for Filippinernes eksterne forsvar102. Filippinerne

har som følge af den lange afhængighed af USA’s militære tilstedeværelse regionens

svageste flåde og kystvagt103, og vil derfor ikke være i stand til at imødegå Kina i Det

Sydkinesiske Hav104. Filippinerne har forsøgt at forpligte USA til at forsvare deres

fordringer i Det Sydkinesiske Hav med henvisning til Mutual Defense Treaty105. USA

ønsker dog at holde sig neutrale til selve territorialstridighederne og henviser til UNCLOS

for en løsning på konflikten. Kina giver klart udtryk for, at USA’s alliance med Filippinerne,

og det mindre formelle bånd med Vietnam er en faktor, der bidrager til konflikt i Det

Sydkinesiske Hav106 ved at give regionale aktører mod og styrke til at tage en mere hård

og aggressiv position mod Kina. Kina betragter samtidig ikke USA som en legitim aktør i

det Sydkinesiske Hav107. Kina insisterer i stedet på, at alle diskussioner og forhandlinger

om Det Sydkinesiske Hav, skal foregå bilateralt og uden for den i UNCLOS beskrevne

proces. Kina synes derved at have en aversion imod multilaterale sikkerhedssamarbejder,

i hvilke Kina kan risikere at komme i minoritet108. Kina søger at undgå international

101 Indebar gensidig støtte i tilfælde af et angreb fra tredje part. 102 Buszynski, “Realism, Institutionalism, & Philippine Security”, 486. 103 Ibid., 489; DoD USA, “ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy”, 12–13. 104 Buszynski, “Realism, Institutionalism, & Philippine Security”, 489. 105 Ibid., 496. 106 Steinberg og O’Hanlon, Strategic reassurance and resolve, 21. 107 Macleod, “China Vietnam agreement and the South China Sea | GRI”; Wong, “China Warns U.S. on

South China Sea Disputes”. 108 Odgaard, China and coexistence, 96.


Side 36 af 73

indblanding samt at løse stridighederne bilateralt. En fremgangsmåde der alt andet lige

stiller Kina i en væsentlig bedre forhandlingssituation. Forsøg fra de andre stater på at

internationalisere eller multinationaliserer processen, for eksempel ved inddragelse af FN,

USA og ASEAN109, er blevet afvist af Kina.

Kina baserer deres fordringskrav på påstande fra Xia og Han-dynastiet og et kort

udarbejdet af Kuomintang i 1947 med ni-tankestreger, der indkredser Kinas fordringskrav,

som grænser helt op til de andre staters kyster110.

Den 12. juli 2016 traf retten i Haag afgørelse i sagen mellem Filippinerne og Kina i Det

Sydkinesiske Hav. Retten afviste Kinas påstand om, at staten har en historisk ret til visse

områder i Det Sydkinesiske Hav og afgjorde samtidig, at Kinas fiskeri og konstruktion af

kunstige øer inden for Filippinernes eksklusive økonomiske zone er en krænkelse af

Filippinernes suverænitet111. En talsmand fra Kinas udenrigsministerium udtalte i den

forbindelse, at Kina fra starten ikke havde accepteret denne proces, og ikke på nogen

måde ville deltage i denne illegitime domstol112; ”Vi vil ikke underlægge os deres autoritet

på nogen måde. Denne domstol blev først fastsat på grundlag af ulovlige handlinger og

illegitime krav fra Filippinerne. Uagtet domstolens afgørelser, så er de ligegyldige og uden

nogen retslig hjemmel”113. Kina vil i stedet holde bilaterale møder med Filippinerne for at

understøtte den økonomiske udvikling og for at håndtere konflikter mellem de to lande114.

Staterne har således ikke været i stand til at forlige deres krav inden for de internationale

rammer, herunder FN´s havretskommission, primært fordi Kina stiller kompromisløse

krav115. Kina søger derved at isolere Filippinerne ved at undgå institutioner, som uden

Kinas ønske og accept træffer juridisk eller politisk bindende afgørelser116. Dette kan ses

som en parameter i del og hersk metoden.

109 Association of South East Asian Nations består af ti stater, heraf alle aktørerne omkring Det Sydkinesiske

Hav undtaget Kina. 110 Himmelman og Gilbertson, “A Game of Shark and Minnow”; Ki-Moon, “China to the United Nations”. 111 Euan Graham, “The Hague Tribunal’s South China Sea Ruling”; Berlingske, “USA: Afgørelse om Det

Sydkinesiske Hav er endelig”. 112 The Associated Press, Philippines and China React to Tribunal Decision. 113 Ibid. 114 Ibid. 115 Forsby, “Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til”. 116 Gadegaard, “Det Sydkinesiske Hav”, 3.


Side 37 af 73

Filippinerne og Vietnam vil gerne samarbejde med Kina, hvilket særligt skyldes deres

ønske om at fastholde nuværende besiddelser og fordringer117 samt en afhængighed af

Kina. Der har været multilateralt samarbejde i Sydøstasien og omkring Det Sydkinesiske

Hav118. Dette dog kun i meget begrænset omfang, når det har drejer sig om selve

territorialkonflikterne. Kina søger at styrke de bilaterale forhandlinger, og de andre stater

ser sig derfor nødsaget til bilateralt at indgå i dialog og konflikthåndtering med Kina119.

Filippinerne og Kina udgav i oktober 2016 en fælles erklæring om samarbejde, herunder

samarbejde i Det Sydkinesiske Hav120, hvilket blandt andet blev opfattet som en afvisning

af USA121.

Filippinernes svage militære kapabilitet kan være den primære årsag til, at Kina er gået

efter Filippinernes fordringsområde og ikke efter Vietnams eller Malaysias, hvor risikoen

for en væbnet konflikt ville være større122. En øget risiko for en væbnet konflikt med Kina,

kan have været en medvirkende årsag til, at USA har afholdt sig fra at indgå i en mere

forpligtende alliance med Filippinerne. Dermed er det lykkedes Kina med at hindre en

styrket alliance mellem USA og Filippinerne, hvilket er en parameter i del og hersk.

Samlet viser analysen at Kina forsøger at isolere mindre lande og at holde USA ude af

regionen og konflikten. Kina gennemfører således del og hersk politik ved stridighederne i

Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina har haft stigende succes med at undslå sig internationale

bindinger samt gennemføre bilaterale forhandlinger, herunder i at søge resultater ved at

undgå amerikansk indflydelse.

3.2.2 Kompensationer

Dette afsnit analyserer, hvorvidt Kina søger at anvende eller opnå kompensation af

kommerciel, politisk eller suverænitetsmæssig karakter.

117 Raditio, “China and the Tension in the South China Sea”, 9. 118 Kina og ASEAN samarbejder og har en løbende dialog, herunder om det Sydkinesiske hav.

(http://www.asean.org/?static_post=overview-asean-china-dialogue-relations). 119 Tiezzi, “Philippines’ Former President in Hong Kong to ‘Rekindle Ties With China’”; Welch, “China’s

Curious South China Sea Negotiation Policy”; China, “Statement from China on Settling Disputes Between China and the Philippines in the South China Sea Through Bilateral Negotiation”. 120 The Philippine Star, “Joint statement of the Philippines and China”. 121 Gøttske, “Filippinerne er blevet skilt fra USA”. 122 Buszynski, “Realism, Institutionalism, & Philippine Security”, 490.

http://www.asean.org/?static_post=overview-asean-china-dialogue-relations


Side 38 af 73

For Kina er det indiskutabelt, at de har ret til suverænitet over store dele af Det

Sydkinesiske Hav, herunder suverænitet over Spratlyøerne123 samt havområdet omkring

disse124. Set i dette perspektiv er en kinesisk kompensationsstrategi mindre relevant. Kina

sørger kontinuerligt for at gøre deres forhandlingsposition stadig bedre såvel militært,

økonomisk som politisk. Kinas landindvinding har siden december 2013 taget rigtig fart og

har genereret nyt land på syv af otte Spratly forposter, hvilket samlet svarer til mere end

11,73km2 land (juni 2015). Kina har dermed genereret 17 gange mere land på 20

måneder, som de andre fordringshavere tilsammen i løbet af de seneste 40 år. Kina

tegner sig dermed for cirka 95 procent af alt genereret landindvinding på Spratlyøerne125.

Samtidig fortsætter Kina med landindvinding ved Paraceløerne126 og med militært at

opruste deres tilstedeværelse i området.

Kina har i januar 2017 udmeldt deres strategi vedrørende sikkerhedssamarbejde i Asien

og Stillehavsområdet. Strategien omhandler også Det Sydkinesiske Hav. Det fremgår, at

Kina ikke har intentioner om at ekspandere udover allerede fremsatte krav eller at søge at

opnå hegemoni - hverken regionalt eller globalt127. Strategien skal ses i lyset af, hvad Kina

ser som deres, og som de derfor finder, de retteligt kan og skal forsvare. Kinas strategi

udtrykker, at Kina ser sig nødsaget til at tage de nødvendige skridt som reaktion på visse

staters provokationer, der krænker Kinas maritime rettigheder og territoriale suverænitet,

samt underminerer stabilitet og fred i det Sydkinesiske Hav. Kina viser dermed ingen tegn

eller indikationer på at ville lempe på deres territorialkrav, men synes i stedet at ville

godtgøre andre stater for at bøje af på deres krav. I de bilaterale forhandlinger ses Kina

støtte andre stater med økonomiske investeringer128. De andre stater kan dermed opnå

økonomiske fordele, der kan forstås som en godtgørelse for at acceptere Kinas adfærd og

politik. Formålet er at få de andre stater til at acceptere Kinas krav, og som minimum

123 Kina benævner øgruppen for Nansha øerne. I denne opgave vil de kun fremgå som Spratly øerne. 124 China, “China’s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation”. 125 DoD USA, “ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy”, 16. 126 O’Rourke, “Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China”, 75. 127 China, “The Diversified Employment of China’s Armed Forces”. 128 Macleod, “China Vietnam agreement and the South China Sea | GRI”; Salidjanova, Nargiza og Koch-

Weser, Iacob, “China’s Economic Ties with ASEAN”.


Side 39 af 73

mitigere og påvirke bilateralt, samtidig med at Kina styrker dets relative position i regionen,

såvel fysisk, militært, økonomisk og politisk overfor de andre fordringshavere.

Analysen peger på, at Kina ikke har søgt at løse konflikten ved en reel forhandling, hvori

der indgås et politisk kompromis, så den overordnede magtbalance og status quo i

regionen er bevaret. Kina har ikke vist villighed til at lempe dets territorialkrav. Der er

omvendt indikationer på, at Kina er indstillet på at godtgøre andre fordringshavere for at

opnå dets territorialkrav. Dette har dog mere karakter af økonomisk imperialisme.

3.2.3 Oprustning

Dette afsnit analyserer Kinas militære kapaciteter til afskrækkelse og balancering, hvordan

kapabiliteterne anvendes, og om der er indikationer på et øget sikkerhedsdilemma.

Kinesisk sikkerhedsstrategi skal ses i sammenhæng med den første Golfkrig, Kosovo-

krigen og krisen i Taiwanstrædet i 1995-96, der alle viste USA’s vilje til at honorere dets

forpligtelser over for sine allierede. Det viste Kina, at det er nødvendigt at kunne forsvare

sig mod en intervention fra USA129 samt nødvendigheden af bedst muligt at kunne

imødegå en sådan intervention i Det Sydkinesiske Hav130. Det står samtidig Kina klart, at

USA`s flåde udgør en direkte trussel mod Kina og kinesisk territoriel integritet131, og reelt

er den eneste virkelige militære trussel mod Kina i Det Sydkinesiske Hav. Kina har derfor

behov for bedre at kunne balancere mod USA for at kunne beskytte dets interesser,

herunder søveje og territorielle fordringer.

Kina synes bekymret for dets forsyningslinjer, ad hvilke Kina transporterer hovedparten af

dets eksportvarer samt den vigtige olie til energiproduktion, som landet er fuldstændig

afhængig af132. Kinas økonomiske vækst er tæt forbundet hertil133. Kina opfatter sig som

sårbar i forhold til Malaccastrædet, hvilket kan være en strategisk årsag til, at Kina ønsker

129 Douglas, “Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy”, 34. 130 Ibid., 32. 131 Ibid., 33. 132 Nødskov, Aircraft Carriers, 5. 133 Douglas, “Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy”, 35.


Side 40 af 73

at have evnen til at projicere magt i området134 samt at have relevante militære

installationer i Det Sydkinesiske Hav.

Figur 6. Kinas forsyningslinjer for energiimport135.

Det er Kinas målsætning at etablere ”sea control”136 ud til ”First Island Chain”, som er en

linje defineret af en række øer i Det Østkinesiske og Sydkinesiske Hav. På længere sigt er

det ambitionen, at Kina skal være i stand til at gennemføre ”sea denial”137 ud til ”Second

Island Chain”138. En strategi, der samlet skal gøre Kina i stand til at afvise andre staters

militære enheder i regionen, mens Kina selv kan manøvrere uden eller med få

begrænsninger. Kinas kontrol over Det Sydkinesiske Hav vil dermed betyde, at

Malaccastrædet vil være inden for militærets rækkevidde, skulle der være behov herfor.

134 Nødskov, Aircraft Carriers, 10. 135 Secretary of Defense of USA, “Military and Security Developments Involving China”, 86. 136 Kontrol over bestemte havområder i bestemte tidsperioder, og omfatter under, på og over havområdet.

NATO Standardization Agency, “AJP 3.1 Allied Joint Maritim Operations”, 1–8. 137Når en part ikke selv kan kontrollere et havområde, men kan nægte en anden part kontrol over det

samme område. Ibid. 138 Nødskov, Aircraft Carriers, 12.


Side 41 af 73

Figur 7. First & Second Island Chain139.

Kina besidder verdens næststørste flåde og har verdens numerisk største militær. I 2017

er det officielle kinesiske forsvarsbudget steget med 7% i forhold til 2016. Efter vestlig

målestok lyder det af meget, men det er den laveste årlige budgetstigning, Kinas militær

har oplevet i næsten 20 år140. Kinas forsvarsbudget er således vokset meget siden 1989,

med en gennemsnitlig stigning på 12% årligt i perioden 2000 – 2009141. Det har skabt

bekymring hos mange andre stater. Kinas militære kapabiliteter gør dog ikke Kina i stand

til nu eller i en længere årrække at påtage sig forsvarsforpligtelser udover det umiddelbare

regionale nærområde142.

139 Globalsecurity.Org, “People’s Liberation Navy - Doctrine Development”. 140 Wen og Martina, “China’s 2017 defense budget rise to slow again”. 141 IHS Markit, “China to Exceed Combined Defence Budget of All Other Key Defence Markets in APAC by

2015”. 142 Caceres, China’s strategic interests in the South China Sea, 90.


Side 42 af 73

Forsvarets andel af bruttonationalproduktet (BNP) forventes i 2017 officielt at være på

1,3%, men den vurderede reelle andel vurderes at være 1,9%143. Det er fortsat lavere end

USA’s og flere andre staters i regionen.

Figur 8. Verdens ti største forsvarsbudgetter i 2013144 .

Kina udtrykker, at deres militær overordnet er af defensiv karakter med formålet at

beskytte egne interesser145. Et stærk kinesisk militær er således tænkt både som en

kapabilitet til at løse konflikter i regionen gennem magtanvendelse, men også til at

afskrække andre stater fra at udfordre status quo. Kinas militære strategi har primært

været defensiv, men med især de seneste års modernisering og oprustning besidder Kina

nu kapabiliteten til at have en langt mere offensiv strategi i regionen146.

143 Tweed, “China Dials Back Defense Spending Increases as Economy Cools”; The Economist, “The

dragon’s new teeth”; SIPRI, “Military expenditure | SIPRI”. 144 SIPRI, “Military expenditure | SIPRI”. 145 China, “China’s Peaceful Development”; China, “The Diversified Employment of China’s Armed Forces”. 146 Nødskov, Aircraft Carriers, 5.


Side 43 af 73

Figur 9. Stigning i forsvarsbudgetterne fra 2014 til 2015147.

Kinas militære opbygning anses af Kinas Sydøstasiatiske naboer som en trussel, og

tilskynder dem til også at øge deres militære kapabiliteter148. Stort set alle stater i

Sydøstasien er i gang med at modernisere og udbygge deres militære kapabiliteter.

Vietnam har øget forsvarsbudgettet fra 1,8% af BNP i 2005 til 2,3% i 2014149, Malaysia har

mere end fordoblet forsvarsbudgettet siden 2000150, og Filippinerne har fokus på øget sø-

og luftkræfter151.

De andre fordringshavere udtrykker bekymring over Kinas militære tilstedeværelse og

øgede militære styrke i Det Sydkinesiske Hav152. De anser Kinas aktioner i Det

147 Durden, “A World Preparing For Conflict”. 148 Odgaard, China and coexistence, 93. 149 The World Bank, “Military expenditure (% of GDP) | Data”. 150 Pilling, “Asia follows China into an old-fashioned arms race”. 151 Douglas, “Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy”, 71. 152 Burgos Jr., “Asean worried over South China Sea militarization”; The Nation, “Vietnam concerned over

Chinese weapons in South China Sea”; Reuters, “Philippines defense minister says China arms on islands worrying”.


Side 44 af 73

Sydkinesiske Hav som truende og provokerende, og som i modstrid med den kollektive

interesse i regionen om at promovere fred, velstand og stabilitet153. Offensiv-defensive

balancen har dermed forskubbet sig, og et våbenkapløb kan tolkes som værende i gang

regionen.

Kinas evne til magtprojicering, herunder indsættelse af stadig mere kapable enheder i Det

Sydkinesiske Hav, er blevet markant bedre siden 2010, og vil fortsætte med at stige i de

kommende år. Særligt Kinas flåde gennemgår en modernisering der gør den kapabel til at

løse nye, flere og mere komplekse opgaver fremadrettet, herunder at kunne operere

længere væk fra Kinas fastland. Flåden er ikke større. Forældet materiel er i stedet blevet

udskiftet med moderne og højteknologisk materiel154. Ud fra Kinas perspektiv er

moderniseringen mere et udtryk for nødvendighed end en strategi om at ændre

magtbalancen. Men da netop flåden også er en offensiv kapabilitet med evnen til

magtprojicering, betyder det samtidig, at Kinas relative magtforøgelse og dermed dets

sikkerhed, svækker de andre staters relative magt i forhold til Kina. I figur 10 og 11 ses det

kvantitative regionale styrkeforhold mellem Kina og de andre fordringshavere. Ses der bort

fra Japan, som ikke indgår i casen, er den kvalitative forskel blot endnu større i Kinas

favør155.

153 Caceres, China’s strategic interests in the South China Sea, 135. 154 O’Rourke, “China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities”. 155 Ibid.


Side 45 af 73

Kina besidder ligeledes atomare våben til

afskrækkelse og en veludviklet kapabilitet til henholdsvis informationskrigsførelse og

Computer Network Operations (CNO)156. Særligt Kinas CNO kapabilitet kan anvendes

offensivt over for potentielle modstandere, som Rusland eksemplarisk har demonstreret de

seneste år mod Ukraine og flere NATO lande157.

Set ud fra et Kinesisk magtbalanceperspektiv er det interessant at kigge på USA’s

tilstedeværelse ved Det Sydkinesiske Hav. USA har med deres nyeste militærstrategi

tilkendegivet, at deres prioritet er Asien og Stillehavsområdet158. USA fremfører, at de frem

til 2020 vil øge antallet af skibe i deres Stillehavsflåde uden for eget territorium med 30%,

at 60% af alle hangarskibe og fly uden for USA vil være faststationeret i Stillehavsregionen

samt, at USA vil øge dets aktiviteter i Det Sydkinesiske Hav. Mange iagttagere mener, at

Obamaadministrations strategiske rebalancering mod Asien-Stillehavsregionen er et

156 Heginbotham, The U.S.-China Military Scorecard. 157 Henriksen og Ringsmose, Konflikt i cyberspace?, 27–28, 32–33; Berlingske, “Russiske cyberangreb

måtte forventes”. 158 DoD USA, “ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy”, 22–23.

Figur 10. Den regionale flådestyrke i 2015.

Figur 11. Den regionale kystvagt i 2015.


Side 46 af 73

modsvar på Kinas militære moderniseringsindsats, særligt af flåden, og Kinas

selvhævdende adfærd med hensyn til maritime territoriale fordringer159 i Det Sydkinesiske

Hav. USA’s øgede tilstedeværelse i regionen og det stadig tættere militære samarbejde de

andre stater imellem, kan være medvirkende til at sikre, at den enkelte stat ikke bøjer sig

for Kinas krav og pres om bilateralt at forhandle en aftale160.

Konkurrence mellem Kina og USA er uundgåelig. Kinas øgede magt og indflydelse

udfordrer status quo og skaber ustabilitet og begyndende bipolaritet i Det Sydkinesiske

Hav. USA har som modtræk til Kinas handlinger forsøgt at rebalancere samt at omslutte

Kina med deres alliancesystem. Dette og de andre staters frygt for Kina har medvirket til et

sikkerhedsdilemma ved Det Sydkinesiske Hav161. Det synes samtidig at være indikationer

på, at Kinas strategi med opbygning af militære kapabiliteter og øget militær

tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav for at forbedre egen sikkerhed, skaber en øget

usikkerhed for Kinas naboer og for hele Sydøstasien. De fleste små- og mellemstore stater

i regionen reagerer ved at træffe modforanstaltninger. I et forsøg på at helgardere sig

søger de at imødekomme Kinas voksende indflydelse, primært gennem etablering af

tættere økonomiske bånd med Beijing, mens de sideløbende styrker deres militære

kapabiliteter og deres forsvarssamarbejde med hinanden og USA i forsøget på at

balancere imod Kina162 - dog uden direkte at vælge mellem USA og Kina163. Kinas øgede

militære styrke skaber dermed ikke nødvendigvis mere sikkerhed, men kan tværtimod

bidrage til et øget sikkerhedsdilemma mellem Kina og de andre fordringshavere. USA kan

i denne sammenhæng ses som en ekstern deltager, der gennem dets strategi søger at

rebalancere mod Kina. De øgede forsvarsbudgetter og USA’s rebalancering mod Kina

vurderes i denne kontekst at være et våbenkapløb i Sydøstasien164 med deraf større risici

for konflikt i regionen.

159 O’Rourke, “China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities”, 59. 160 Douglas, “Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy”, 81. 161 Burgess, “Rising Bipolarity in the South China Sea”, 112–13. 162 Raditio, “China and the Tension in the South China Sea”, 14. Vietnam og Malaysias støtte til Filippinerne

i retssagen mod Kina ved UNCLOS kan tolkes som en polarisering af konflikten. 163 Odgaard, “China’s Dangerous Ambiguity in the South China Sea”, 3. 164 Douglas, “Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy”, 22.


Side 47 af 73

Kinas øgede militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav, kombineret med en klar

kinesisk retorik om, hvordan stridighederne skal løses, er med til at øge spændingerne i

regionen, og kan tolkes som en målrettet Kinesisk afskrækkelsesstrategi, der skal

demonstrere evne og vilje til at forsvare Kinas fordringer i Det Sydkinesiske Hav.

Dette har kun i mindre grad indflydelse på USA’s militære strategi i området, men det

komplicerer operationerne i området og gør dem vanskeligere og mere ressourcetunge165.

Kina synes samtidig villig til at benytte de nødvendige magtmidler til at forsvare det, Kina

anser som dets territorium. Kinas politik kan derfor ses som en kalkulation af, hvad de lige

nu og her kan tillade sig at slippe afsted med, og har styrken til at sætte magt bag.

Samlet peger analysen på, at Kina har kapabiliteter til afskrækkelse og magtprojicering,

ligesom Kina har vist vilje og evne til suverænitetshåndhævelse i Det Sydkinesiske Hav.

Der er tegn på et våbenkapløb og et stigende sikkerhedsdilemma i regionen, særligt i kraft

af usikkerhed omkring hvor langt Kina vil gå i sine bestræbelser, samt Kinas øgede

offensive kapabiliteter i området og fortsatte militære oprustning.

3.2.4 Alliancer

Dette afsnit analyserer, hvorvidt Kina søger at rebalancere ved at indgå alliancer eller

interessefællesskab eller ved at forhindre alliancer mellem andre stater i regionen.

Kina har ikke alliancer eller militære allierede, men flere samarbejdspartnere såsom

Nordkorea og Rusland, hvor der på flere områder er et interessefællesskab, uden dog at

være en gensidigt forpligtende forsvarsalliance eller samarbejde, der er direkte rettet mod

stater ved Det Sydkinesiske Hav eller USA. Kina kan i stedet anvende internationale

organisationer såvel som sit samarbejde med Rusland, til indirekte at balance mod særligt

USA’s tilstedeværelse i regionen166. Kina kan således anvende regionale organisationer

som ACEAN plus one og Shanghai Cooperation Organisation (SCO)167 til at undgå

amerikansk deltagelse og dermed forøge egen indflydelse i den givne kontekst168. Kina har

165 Hayton, The South China Sea, 1. 166 Wang og Zheng, China and the new international order, 241. 167 SCO, “About Shanghai Cooperation Organisation”. 168 Wu og Lansdowne, China Turns to Multilateralism, 7.


Side 48 af 73

på baggrund af et godt samarbejde i SCO og med flere nabostater på fastlandet kunnet

fokusere dets militære ressourcer og modernisering af militæret til blandt andet flåden med

en deraf bedre mulighed for at balancere mod USA. Man kan argumentere for, at Kina i

stedet for selv at indgå i alliancer, forsøger at stække USA’s alliancesystem for

derigennem at svække USA’s position i regionen. Et eksempel herpå er Filippinernes

stræben efter tættere bånd med Kina169.

Sammenfattende betyder Kinas manglende alliancer, at Kina selv skal håndtere de trusler,

de måtte stå overfor, herunder balancering mod andre stater, hvilket kan være en faktor i

Kinas vedvarende bestræbelser på at modernisere og styrke de militære kapabiliteter.

3.2.5 Delkonklusion vedrørende status quo

Analysen peger på, at Kina gennemfører status quo politik igennem del og hersk og

oprustning, og ikke anvender kompensationer og alliancer som Morgenthau definerer det.

Kina gennemfører del og hersk ved at isolere mindre lande og forsøge at holde USA ude

af regionen og konflikten. Kina har haft stigende succes med at undslå sig internationale

bindinger samt gennemføre bilaterale forhandlinger, herunder i stigende grad at søge

resultater uden amerikansk indflydelse.

Kina gennemfører oprustning, hvor ekspansion af de militære kapabiliteter finder sted i trit

med, at den økonomiske kapacitet vokser170. Kina prioriterer intern balancering med fokus

på militære og økonomiske kapaciteter. Dette kan skyldes Kinas behov for at kunne

beskytte egne forsyningslinjer, samt at opnå ”sea control” inden for ”first Island Chain”. Der

er et stigende sikkerhedsdilemma i regionen, dels som følge af usikkerhed om, hvor langt

Kina vil gå i sine bestræbelser, og dels som følge af Kinas øgede offensive kapabiliteter i

regionen. USA’s strategi om rebalancering og øget tilstedeværelse i området, vurderes

også som en faktor, der er med til at styrke det igangværende sikkerhedsdilemma samt

vanskeliggøre Kinas bestræbelser på en del og hersk politik.

169 Gøttske, “Filippinerne er blevet skilt fra USA”. 170 Odgaard, China and coexistence, 93.


Side 49 af 73

Kina anvender ikke kompensationer, herunder at indgå politisk kompromis, så den

overordnede magtbalance og status quo i regionen er bevaret. Kina indgår ikke i alliancer i

regionen, hvilket kan være en faktor i Kinas vedvarende bestræbelser på at modernisere

og styrke dets militære kapabiliteter.

Sammenfattende vurderes Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav at være bevidste

handlinger, hvis formål er at signalere Kinas øgede beslutsomhed til at sikre dets

fordringer. Det vurderes sandsynligt, at Kina vil fortsætte konsolideringen i regionen, og

være klar til at gå ind i mindre konflikter med andre stater for at vise vilje og evne, såvel

eksternt som internt. Kina vurderes ligeledes at fortsætte oprustningen og

moderniseringen af militæret, samt søge at svække USA’s alliancesystem i regionen. Kina

vil sandsynligvis forsætte denne politik indtil de står i en endnu bedre

forhandlingssituation. Dette skyldes USA’s fortsatte massive tilstedeværelse i regionen, og

udmelding om rebalancering og flådens tyngde i Stillehavsregionen samt, at Kina militært,

til trods for kraftig oprustning, fortsat er USA underlegen i en længere årrække. Kinas

politik kan derfor ses som en kalkulation af, hvad de lige nu og her kan tillade sig, og har

styrken til at sætte magt bag.


Side 50 af 73

3.3 Analyse af imperialisme

Delanalysens formål er at afklare, i hvilket omfang Kinas politik i Det Sydkinesiske Hav kan

karakteriseres som imperialisme.

3.3.1 Militær imperialisme

Dette afsnit analyserer Kinas vilje og evne til magtprojicering samt, om Kinas målsætning i

området fordrer militær imperialisme.

Som beskrevet under oprustning er Kina i gang med en større modernisering og

kapacitetsudvidende proces af deres militære styrker og militære tilstedeværelse i Det

Sydkinesiske Hav. En proces der muliggør, at Kina kan håndhæve deres territorielle krav,

samt sætte de andre fordringshaveres flåder og kystvagt under stigende pres171. Samtidig

har Kinas øgede magt betydet, at de også militært er beredt til at føre en mere aktiv

udenrigspolitik, særligt for at sikre de elementer, der anses som afgørende for Kinas

fortsatte økonomiske udvikling172.

Kinas stadigt tiltagende militære og økonomiske styrke kombineret med en mere aktivistisk

udenrigs- og sikkerhedspolitik, har fået USA til at se anspændt mod Kina. USA er derfor i

gang med rebalancering i området, hvor nye og eksisterende partnerskaber styrkes173,

herunder med Vietnam og Filippinerne174. USA kan dermed reelt afskære Kinas vigtige

maritime handelsveje. En udvikling som Kina er bekymret over175.

Når man sammenligner USA og Kina militært, er det let at forfalde til en kvantitativ

sammenligning af henholdsvis forsvarsbudgetter og antallet af kapaciteter. Dette vil dog

give et misvisende resultat, da USA fortsat besidder teknologisk overlegent materiel. Kina

kan derimod få mere forsvar end USA for de samme penge, da omkostningsniveauet til

lønninger, udvikling og produktion er væsentlig lavere i Kina. En kvalitativ sammenligning

171 Dolven m.fl., “Chinese Land Reclamation in the South China Sea”, 10. 172 Wang, “China’s Response to the Unipolar World”. 173 DoD USA, “ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy”. 174 Forsby, “Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til”. 175 Li, “Kina er dybt frustreret, advarer kinesisk lektor”.


Side 51 af 73

er derfor påkrævet. En sådan kvalitativ analyse mellem Kina og USA ved en konflikt i Det

Sydkinesiske Hav omkring Spratlyøerne viser, at Kinas evner og kapabiliteter er steget

markant siden 1996 og særligt siden 2003. USA er dog i år 2017 fortsat Kina militært

overlegne på de fleste områder, selvom forspringet bliver mindre176, som det fremgår på

figur 12. USA kan stadig angribe og lukke alle relevante militærinstallationer i regionen og

på det kinesiske fastland. Kinas militære udbygning på Spratlyøerne med jord til luft

missiler, samt yderligere opbygning af luftforsvaret i det sydlige Kina, gør det imidlertid

risikabelt for USA at angribe med andet end deres krydsermissiler og stealth fly, indtil

disse militærinstallationer er nedkæmpet177.

Begge stater er i stand til at angribe den anden stats overfladeenheder i Det Sydkinesiske

Hav, hvilket gør det til et stadig mere høj-risikobetonet område at operere i, med deraf

øget risiko for konflikt. USA’s tilstedeværelse vil sandsynligvis vokse som reaktion på

Kinas stigende tilstedeværelse og magtprojicering i regionen. USA vil dog på længere sigt

ikke nødvendigvis være den overvejende magt i regionen, som det ellers har været

tilfældet siden 1945178.

176 Heginbotham, The U.S.-China Military Scorecard, 341. 177 Ibid. 178 Mearsheimer, “The Gathering Storm”, 381.


Side 52 af 73

Figur 12. Den militære magtbalance mellem Kina og USA ved konflikt ved Spratly øerne179.

179 Heginbotham, The U.S.-China Military Scorecard, 318.


Side 53 af 73

Kinas territorielle fordringer er forbundet med dets historie og nationale selvforståelse180.

Kina beskrives af nogen som en ”utilfreds stormagt” med en kollektiv desperation for at

genvinde ”fortiden storhed” med alle nødvendige midler181. Ud fra dette perspektiv er der

ud fra Morgenthau tale om ”tabt krig”, hvor Kina motiveret af hævn søger at genvinde det

tabte tilbage.

Det kinesiske kommunistpartis politiske magtmonopol og legitimitet er det vigtigste hensyn

for kinesiske statsmænd. De er mest bekymrede over indenrigspolitiske udfordringer, og

tør derfor ikke fremstå afmægtige eller bøjelige, uagtet hvordan dette måtte vurderes

udenrigspolitisk182. Kinas statsmænd er derfor også optaget af at tilfredsstille

indenrigspolitiske, nationalistiske krav samt et forsat behov for økonomisk vækst. Sådanne

indenrigspolitiske behov kan være med til at skabe en mere aktivistisk og aggressiv

kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik183.

Kinas metode til at hævde dets fordringer i Det Sydkinesiske Hav er af flere blevet

karakteriseret som en ”salami” strategi, der gennem en række inkrementelle handlinger,

hvoraf ingen i sig selv er en casus belli184, gradvist ændrer status quo til Kinas fordel185.

Det kinesisk kontrollerede område bliver derved gradvist større og beskyttes af

henholdsvis fiskerbåde, kystvagtskibe og militære midler. Fremgangsmåden bliver af flere

omtalt som en gradvis annektering, en ”krybende invasion” eller en ”talk and take” strategi,

hvor Kina trækker tiden ud og i mellemtiden opnår mere kontrol over området186.

Sideløbende udvikler og opbygger Kina kapabiliteter, der gør, at Kina kan projicere magt i

regionen som ingen anden fordringshaver187. Dette kombineret med Kinas udtalelser om

”better safeguard national territorial sovereignty and maritime rights and interests, and

meet requirements for military defense”188, er med til at skabe ustabilitet og usikkerhed i

180 Sørensen, “Aggressiv under visse betingelser”, 2. 181 Bernstein og Munro, The Coming Conflict with China, 204. 182 Sørensen, “Aggressiv under visse betingelser”, 2. 183 Sørensen, “Aggressiv under visse betingelser”. 184 En begivenhed der giver anledning til krig. 185 O’Rourke, “Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China”, 23; O’Rourke, “China Naval

Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities”, 88; Dolven m.fl., “Chinese Land Reclamation in the South China Sea”, 13. 186 O’Rourke, “Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China”, 24. 187 Ibid., 75. 188 Ibid.


Side 54 af 73

regionen samt mistillid til Kina og dets reelle hensigter. Kina har således intensiveret

presset på de andre fordringshavere, særligt Filippinerne eksemplificeret med den

beskedne filippinske militære tilstedeværelse ved Thomas Shoal i Spratlyøerne, hvor

omkring otte soldater holder stand i et strandet skib189. Ud fra Morgenthaus årsager til

imperialisme, så peger ovenstående på ”svaghed”, hvor Kina udnytter de andre

fordringshaveres svaghed til egen fordel.

USA’s hidtidige strategi over for Kina, med diplomatiske udtalelser, kritik af Kinas ageren

og øget militær tilstedeværelse i området, har ikke haft mærkbar effekt. Udover direkte

militærintervention, er det uklart, om USA reelt kan gøre noget for at standse Kinas

successive fremmarch i Det Sydkinesiske Hav190. Et eksempel er konfrontationen mellem

kinesiske og filippinske skibe ved Scarborough Shoal i 2012, som startede med at

filippinske krigsskibe forsøgte at jage kinesiske fiskerbåde væk fra området, og hvor USA

efterfølgende hjalp med at indgå aftale parterne imellem, hvor begge parters skibe

fredeligt skulle forlade området. Men Kina forlod ikke området, og opnåede dermed de

facto kontrol over dette191.

USA har behov for at vise, at internationale farvande ikke kan omdannes til særlige zoner

med restriktioner for andre stater192. USA er derfor gået mere aktivt ind i konflikten i Det

Sydkinesiske Hav og har jævnligt militære enheder i kinesisk kontrolleret område for at

håndhæve retten til frit at kunne navigere193.

Analytikere fremhæver flere årsager til, at Kina ønsker større grad af kontrol over dets

nærområder, herunder det Sydkinesiske Hav194: at have en bufferzone over for USA i

tilfælde af konflikt, for bedre at kunne beskytte dets nationale interesser såsom adgang til

energi og handelsmarkederne ved at kontrollere søvejene, at have adgang til Det

Sydkinesiske Havs vigtige fisk og mulige energireserver, at opnå en form for regional

189 Ibid., 26; Himmelman og Gilbertson, “A Game of Shark and Minnow”. 190 Dolven m.fl., “Chinese Land Reclamation in the South China Sea”, 22. 191 O’Rourke, “Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China”, 26; Himmelman og Gilbertson, “A

Game of Shark and Minnow”. 192 Odgaard, “China’s Dangerous Ambiguity in the South China Sea”, 3. 193 Forsby, “Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til”. 194 O’Rourke, “China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities”, 5.


Side 55 af 73

hegemoni195. Kinas landindvinding er derfor blot en af en række aktioner fra Kina i Det

Sydkinesiske Hav, hvor Kina understreger dets suverænitetskrav samt sikrer sig stadig

mere kontrol over området196.

Kinas militære adfærd og stadig stigende tilstedeværelse i det Sydkinesiske Hav,

kombineret med manglende vilje til at overholde internationale regler og konventioner,

herunder UNCLOS og ASEAN’s ”Declaration on the Conduct of Parties in the South China

Sea”, begge aftaler med Kina som medunderskriver kan tolkes som en ”might makes right”

politik197, hvilket peger på en imperialistisk politik. Man skal i denne sammenhæng forstå,

at Kina tænker langsigtet198, og sjældent handler spontant. Kinas handlinger kan således

som udgangspunkt tolkes som velovervejede og planlagte.

Sammenfattende peger analysen på, at Kina gennemfører en gradvist militær imperialisme

over for de andre fordringshavere, hvor årsagerne synes at være ”tabt krig” og ”svaghed”,

hvor Kina kan benytte sig af dets stadig større relative magt.

3.3.2 Økonomisk imperialisme

Dette afsnit analyserer, hvorvidt Kina anvender økonomisk magt til at opnå kontrol over

området eller styre de andre stater.

Som nævnt tidligere, har Kina interesse i Det Sydkinesiske Havs økonomiske muligheder,

hvor særligt fiskeri, olie og gas er af betydning. FN estimerer, at 10% af hele verdens

fiskeriproduktion stammer fra Det Sydkinesiske Hav199. Dette skal sammenholdes med et

støt stigende behov for fisk i Kina og resten af Asien. Den filippinske borgmester for

beboerne på de filippinsk besatte Spratlyøer udtalte i oktober 2013, at “The Chinese want

both the fisheries and the gas. They’re using their fisheries to dominate the area, but the

195 O’Rourke, “Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China”, 3; Roughead, “China, Time and

Rebalancing”; Kelly, “What Would Chinese Hegemony Look Like?” 196 Dolven m.fl., “Chinese Land Reclamation in the South China Sea”, 1–2. 197 Lamothe, “Navy Admiral Warns of Growing Sense That ‘might Makes Right’ in Southeast Asia”. 198 Roughead, “China, Time and Rebalancing”. 199 O’Rourke, “Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China”, 2.


Side 56 af 73

oil is the target”200. En rapport fra Kinas ”state Oceanic Administration” i maj 2014 slog

fast, at oliereserverne i Det Sydkinesiske Hav repræsenterer 33% af Kinas totale

oliereserver, og at de er helt afgørende for Kinas hurtige økonomiske udvikling201.

Kina implementerede den 1. januar 2014 en række fiskeriregulativer, som dækker det

meste af Det Sydkinesiske Hav. Disse indikerer, at Kina har administrativ kontrol over

området202. Kina udtaler, at de ikke har boret nogle olie- og gasbrønde, men siden 2012

har Kina gentagne gange sendt boreplatforme ind i Det Sydkinesiske Hav203, godt

beskyttet af kinesiske fartøjer. Kina bruger samtidig dets fiskeflåde som et militært redskab

til at chikanere, informationsindhente og til territorialhåndhævelse i området. Kina

signalerer hermed, at det har en helt legitim ret til Det Sydkinesiske Hav, og hvorvidt dette

ses af andre som legitimt, er uden betydning for Kinas strategi204. Kinas fortsatte

udnyttelse af områdets fiskeressourcer kombineret med, at man afviser fiskere fra andre

staters samt, at Kina har initieret udforskning af olie- og gasforekomster i området, synes

at være indikatorer på økonomisk imperialisme.

Et andet forhold, der underbygger antagelsen om økonomisk imperialisme er, at Kina i

stadig større grad anvender dets politiske og økonomiske magt til at få dets vilje

igennem205. Flere stater er således bekymrede for om tættere økonomiske bånd, vil lede til

større afhængighed af Kina, som vil kunne facilitere kinesisk tvang206. For de fleste

Sydøstasiatiske staters vedkommende er Kina den absolut største og vigtigste

samhandelspartner207. Kinas andel af handlen med ASEAN steg således fra 4,3% i 2000 til

14% i 2013, mens andelen for USA, Japan og EU-28 faldt fra hhv. ca. 16%, 15% og 14% i

2000 til hhv. 8%, 10% og 10% i 2013208. Kinas bilaterale aftaler med Vietnam i september

2016 og med Filippinerne i oktober 2016 bærer begge præg af, at Kina anvender en

forhandlingsform, hvor modparten er svagest, nemlig alene, og kæder økonomi sammen

200 Himmelman og Gilbertson, “A Game of Shark and Minnow”. 201 Raditio, “China and the Tension in the South China Sea”, 21. 202 O’Rourke, “Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China”, 28. 203 Dolven m.fl., “Chinese Land Reclamation in the South China Sea”, 18. 204 Douglas, “Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy”, 2. 205 Gadegaard, “Det Sydkinesiske Hav”, 33–42. 206 Steinberg og O’Hanlon, Strategic reassurance and resolve, 20. 207 Forsby, “Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til”. 208 ASEAN, ASEAN Community in Figures Special Edition 2014.


Side 57 af 73

med stridighederne i Det Sydkinesiske Hav209. Dermed vil de andre stater være mere

tilbageholdende og direkte eller indirekte give Kina længere snor i regionen.

Figur 13. Udviklingen i samhandlen med ASEAN fra 2000 - 2009. Kina blev i 2011 ASEAN's største handelspartner210.

Eksempler herpå er at Vietnam i september 2016 indgik en aftale med Kina om håndtering

af deres stridigheder vedrørende fordringer i Det Sydkinesiske Hav, til gengæld for, at Kina

ville investere i Vietnams infrastruktur211. Trods den klare ”sejr” til Filippinerne ved den

internationale domstol, samt Kinas klare standpunkt om ikke at ville anerkende eller rette

ind efter afgørelsen, så har Filippinerne fortsat stor fokus på at forbedre relationerne til

Kina212. Dette skal blandt andet ses i sammenhæng med Filippinernes økonomiske

afhængighed af Kina213, ønsket om større kinesiske investeringer i landet, men også som

følge af Filippinernes sårbare sikkerhedspolitiske og militære situation.

Sammenfattende peger analysen på, at Kina praktiserer økonomisk imperialisme i

regionen og overfor de andre fordringshavere, dels i forhold til adgangen til områdets

ressourcer med en inkrementel forøgelse af egen tilstedeværelse og afvisning af andres

tilstedeværelse, og dels gennem økonomiske midler og økonomisk pres på de andre

fordringshavere, som er for afhængige af Kina og af kinesisk kapital til at sætte deres

relation overstyr.

209 Macleod, “China Vietnam agreement and the South China Sea | GRI”. 210 ASEAN, ASEAN Community in Figures Special Edition 2014, 11. 211 Macleod, “China Vietnam agreement and the South China Sea | GRI”. 212 Tiezzi, “Philippines’ Former President in Hong Kong to ‘Rekindle Ties With China’”. 213 Salidjanova, Nargiza og Koch-Weser, Iacob, “China’s Economic Ties with ASEAN”.


Side 58 af 73

3.3.3 Delkonklusion vedrørende imperialisme

Delanalysen peger på, at Kinas evne til at projicere magt er blevet væsentligt forøget, og

at Kina i dag besidder kapabiliteten til at forfølge imperialisme i Det Sydkinesiske Hav.

Samtidig kan Kinas ”salami” strategi tolkes som imperialistisk, idet den gradvist ændrer

status quo og understøtter Kinas strategiske målsætning om at opnå fuld suverænitet over

området, hvilket er i tråd med ”first Island Chain” og behovet for at kunne projicere dets

magt helt frem til Malaccastrædet. Kina kan dog fortsat ikke håndtere USA ved en større

militær konfrontation, men omkostningerne og risikoen for USA ved en væbnet

konfrontation i regionen med Kina vil blive stadig større.

Kinas ønske om at udnytte områdets ressourcer, inden der er truffet endelig afgørelse

omkring territorialstridighederne, kan ses som en del af økonomisk imperialisme, hvor Kina

søger at opnå stadig større kontrol over områdets ressourcer. Dette forstærkes yderligere

af Kinas vilje og evne til at anvende økonomiske midler til at ligge pres på de andre

fordringshavere, enten gennem økonomisk godtgørelse eller mangel på helt nødvendige

investeringer i staternes infrastruktur.

I relation til Morgenthaus målsætninger for imperialisme ses en regional eller lokal

stormagt, som den eneste nuværende relevante. Så længe Kina fører en både militær og

økonomisk imperialistisk politik, synes det realistisk, at Kina over en længere årrække kan

bevæge sig henimod at blive en stormagt med regional hegemoni. Det vurderes derfor, at

Kina vil fortsætte med successivt at indtage en stadig større rolle og position i regionen,

indtil Kina har opnået fuld suverænitetskontrol over dets fordringer.


Side 59 af 73

3.4 Analyse af prestige

Denne delanalyse har til formål, at afklare i hvilket omfang Kinas politik i Det Sydkinesiske

Hav kan karakteriseres som prestigepolitik, samt om denne politik overordnet understøtter

status quo eller imperialisme.

3.4.1 Diplomati

Dette afsnit analyserer betydningen af diplomatiet i relation til stridighederne i regionen,

herunder om der er tale om kompromis, overtalelse eller trussel om magtanvendelse.

Et stadig stærkere Kina og dets tilgang til stridighederne i Det Sydkinesiske Hav vil have

en betydelig effekt på regionen. Udenrigsminister Clinton udtalte i 2012, at ”the United

States is attempting to work with a rising power to foster its rise as an active contributor to

global security, stability and prosperity while also sustaining and securing American

leadership in a changing world. And we are trying to do this without entering into unhealthy

competition, rivalry or conflict…; and without falling short on our responsibilities to the

international community. This is uncharted territory. And we have to get it right, because

so much depends on it.”214.

Kina er i stigende grad involveret i multilaterale og internationale fora, og bruger disse

aktivt til at influere og skabe tillid. Kina har blandt andet oprettet og leder flere regionale

multilaterale institutioner215, og har en øget dialog med ASEAN. Kina har brugt disse

organisationer til at udøve indflydelse, hvilket ses blandt medlemmerne af ASEAN, der har

svært ved at blive enige om en fælles front mod Kina216. Dette har konkret resulteret i, at

Kina fik blødgjort retningslinjerne for ”korrekt adfærd” i Det Sydkinesiske Hav fra 2002, og

at de ikke blev juridisk bindende men kun hensigtserklæringer. Kina synes at anvende

multilaterale institutioner og bilaterale drøftelser til at holde USA uden for, forhale tiden,

søge at overtale, samt skabe splittelse de andre stater imellem217. Kina siger endvidere, at

214 Clinton, “Remarks at the U.S intitute of Peace China Conference”. 215 Kina har oprettet den regionale investeringsbank AIIB, med Kina i spidsen har foreløbig 30

medlemslande (USA er ikke med). 216 VU og The Phuong, “China and the South China Sea Disputes”. 217 Ibid.


Side 60 af 73

forsøg på at internationalisere og gøre Det Sydkinesiske Hav til et juridisk anliggende kun

vil gøre det sværere at løse problemet, samt true den regionale fred og stabilitet218.

Der kan derfor argumenteres for, at Kina anvender overtalelse til støtte for del og hersk,

men også militær og økonomisk imperialisme.

Som tidligere nævnt indgår Kina gerne i bilateral dialog med de andre fordringshavere.

Dermed kan en stærk stat som Kina lettere påtvinge dets vilje på andre stater. Uagtet

Kinas forsøg på at nedtone konflikten med opfodringer til gode relationer,

interessefællesskab og bilaterale drøftelser, så er Kinas territorialkrav uændret og Kina

fremsætter ufortrødent dets fordringer ved enhver lejlighed. Kina valgte i 2010 at

genfremføre dets omfattende krav på territorium i Det Sydkinesiske Hav, herunder krav

om, at andre staters militære fartøjer ikke må have fri adgang til området. USA valgte

efterfølgende i juli 2010 at deklarere retten til fri sejlads af "national interesse", og i august

2012 valgte USA yderligere at definerer deres nationale interesse som værende “the

maintenance of peace and stability, respect for international law, freedom of navigation,

and unimpeded lawful commerce” i Det Sydkinesiske Hav219.

Kinas krav i Det Sydkinesiske Hav er ikke klart og utvetydigt defineret, hvilket giver

anledning til fortolkning og usikkerhed. Kina har i stedet valgt at forsvare disse udefinerede

krav ved en ”military strategy of active defense”, ”strict and coordinated measures against

cross-border fishing activities” og “law enforcement by maritime security patrols” 220. Kina

fremfører ligeledes, at ”the sovereign states directly involved should respect historical

facts”221, uden at præcisere dette yderligere. Kina udviser samlet liden vilje til at være klar

til kompromis med dets krav til suverænitet, men har igennem retorik og handlinger

tilkendegivet en stålfast tilgang. Kina holder sig ikke tilbage med at anvende trusler om

brug af magt, og giver i sin politik klart udtryk for, at Kina er villig til at anvende de

nødvendige midler til at håndhæve kinesisk suverænitet i området; ”China is forced to

make necessary responses to the provocative actions which infringe on China’s territorial

sovereignty and maritime rights and interests”222. Det er ikke kun de andre

218 China, “China’s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation”. 219 Lawrence, “U.S.-China Relations: An Overview of Policy Issues”, 21. 220 China, “The Diversified Employment of China’s Armed Forces”, 3, 9. 221 “China’s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation”, 4. 222 China, “China’s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation”, 10.


Side 61 af 73

fordringshavere, der bliver truet med anvendelse af magt, også USA bliver truet med

konfrontation, hvis de blander sig i konflikten223. Mere konkret, så trues fiskere og andre

fartøjer fra andre stater hvis de nærmer sig området, hvilket konkret har ledt til flere

sammenstød med både Vietnamesiske og filippinske fartøjer. Der kan derfor

argumenteres for, at Kina anvender trusler om magtanvendelse og ikke kompromis.

Sammenfattende synes Kina at anvende en bred vifte af diplomatiske tiltag gående fra

bilaterale forhandlinger til multilaterale og internationale institutioner med høj grad af enten

overtalelse eller trusler om magtanvendelse. Kina ses umiddelbart ikke selv at ville gå på

kompromis for at nå en løsning i regionen. De diplomatiske virkemidler understøtter både

status quo og imperialisme, men der tegner sig dog et mønster af, at støtten til en

imperialistisk politik dominerer og er stadig tiltagende.

3.4.2 Demonstration af militærmagt

Dette afsnit analyserer Kinas brug af militære kapaciteter, herunder fremvisning og omtale

af militære kapaciteter og kapabiliteter.

Kina har i tiltagende grad demonstreret deres militære kapaciteter med en øget militær

tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav. Dette ses ved såvel øvelser, patruljeringer og

opstilling at militære kapaciteter på Paraceløerne og Spratlyøerne, som Kina anser er dets

legitime ret og som en naturlig del i at kunne forsvare sig selv. USA og andre stater i

regionen ser det som endnu et eksempel på øget militarisering af øerne og af Det

Sydkinesiske Hav.

Kina synes at have et stadig større behov for at vise og demonstrere, at de har den

legitime ret til Det Sydkinesiske Hav samt vilje og evne til at håndhæve kinesisk

suverænitet, også med militære magtmidler. Kravet retfærdiggøres ved henvisning til

international lov, som Kina fortolker den. Kina planlægger at udvide dets militære og

økonomiske aktivitet i området224, blandt andet gennem flere og større øvelsesaktiviteter,

men også ved opførelse af permanente militære faciliteter og kapabiliteter i Det

223 Gracie, “South China Sea”; Szoldra, “China warns that war with US under Trump is becoming a ‘practical

reality’”. 224 Odgaard, China and coexistence, 96.


Side 62 af 73

Sydkinesiske Hav, herunder på Spratlyøerne. Kina synes motiveret af, at deres indflydelse

skal modsvare dets voksende kapabiliteter.

Figur 14. Den største af Paracel øerne, Woody Island, den 17.2.2016. Kinesiske missilbatterier, bygninger og landingsbane225.

Der er som tidligere beskrevet talrige eksempler på Kinas demonstration af magt og

tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav, og hændelserne bliver stadig hyppigere og større i

omfang. I september 2016 holdt Rusland og Kina flådeøvelse sammen i Det Sydkinesiske

Hav226, og i december 2016 valgte Kinas flåde at tilbageholde en amerikansk

undervandsdrone. I december 2016 afholdt det kinesiske flyvevåben øvelse i Det

Sydkinesiske Hav, og i januar 2017 meddelte Kina, at deres hangarskib, sammen med

resten af hangarskibsgruppen, afholdt øvelser i Det Sydkinesiske Hav227.

225 Strafor, “China’s Military Presence in the South China Sea”. 226 Lendon og Hunt, “China, Russia begin joint exercises in South China Sea”. 227 Reuters, “Carrier conducted drills in South China Sea”.


Side 63 af 73

Kina har i dets konfrontationer med andre fordringshavere anvendt en kombination af

flåde, kystvagt samt civile fiskerbåde. Der synes da heller ikke at herske tvivl om, at de

kinesiske fiskerbåde bliver brugt bevidst som led i Kinas strategi i området til såvel

territorialhåndhævelse samt til at provokere andre staters skibe. Især Vietnam og

Filippinerne har oplevet gentagne sammenstød med kinesiske aktører i form af chikane,

blokader og sabotage af materiel.

Den kinesiske tilstedeværelse af kapaciteter i form af fiskere og flådeenheder samt disses

faktiske optræden, peger på en stadig mere progressiv kinesisk indsats. Kinas

demonstrationer og tilstedeværelse vurderes i sammenligning med de andre

fordringshavere, at være af en helt anden og større målestok. Det synes derfor

usandsynligt, at der er tale om understøttelse af status quo, selvom der er et voksende

sikkerhedsdilemma i regionen. Selv USA’s større tilstedeværelse synes ikke tilstrækkelig

til at forklare det ud fra status quo. Derfor peger Kinas demonstrationen af magt i Det

Sydkinesiske Hav hovedsageligt på understøttelse af imperialisme.

Sammenfattende viser analysen, at Kina aktivt gør brug af demonstration af militær magt i

Det Sydkinesiske Hav til hovedsageligt understøttelse af imperialisme.

3.4.3 Delkonklusion vedrørende prestige

Delanalysen peger på, at Kina udøver prestigepolitik i Det Sydkinesiske Hav med såvel

diplomatiske midler og magtdemonstration. Der synes ikke at være indikationer på, at

prestigepolitikken udelukkende søger at understøtte enten status quo eller imperialisme,

men at det i overvejende og stadig tiltagende grad er imperialisme, der understøttes.

For så vidt angår status quo politik, så er der med diplomatiske midler ofte en udmelding

om ønske til forhandling, om samarbejde og fælles løsninger. De diplomatiske

udmeldinger står dog ofte i kontrast til de aktioner og handlinger, som faktisk finder sted,

blandt andet demonstration af militær magt kombineret med en stadig hårdere

håndhævelse af kinesisk suverænitet. Kinas prestigepolitik synes at være en kombination

af en overordnet fastholdelse af status quo, i hvert fald et ønske om at de andre aktører

ser Kinas formelle politik som sådan, samt en reel villighed til at indsætte og anvende

magtmidler til at understøtte militær og økonomisk imperialisme. Der er ikke noget der

indikerer, at Kinas prestigepolitik gennemføres for prestigens skyld.


Side 64 af 73

4. Konklusion

I forhold til problemformuleringen peger analysen på, at Kina i Det Sydkinesiske Hav de

seneste år har gennemført status quo politik gennem del og hersk og oprustning.

Analysen viser endvidere, at Kina i tiltagende grad gennemfører såvel militær- som

økonomisk imperialisme. Der er ingen indikationer på, at Kina fører prestigepolitik for kun

at opnå prestige. Derimod virker Kina bevidst at anvende prestigepolitik til at støtte såvel

status quo som imperialistisk politik, hvor overtalelse, trusler om magtanvendelse og

magtdemonstration spiller en stadig større rolle i regionen. Kina anvender såvel militære

som diplomatiske tiltag til at fremhæve og betone dets magt og hensigt samt til at opnå

dets målsætning om fuld kontrol og suverænitet over dets fordringer i regionen.

I forhold til status quo, peger analysen på, at Kinas strategi i regionen er opnåelse af

større sikkerhed gennem et proaktivt selvforsvar og afskrækkelse. Status quo politik ses

ved Kinas oprustning og magtbalancering mod USA. Analysen peger derudover på, at

Kina gennemfører del og hersk politik, hvor USA forsøges ekskluderet fra regionen, og de

andre fordringshavere søges isoleret eller opdelt gennem bilaterale drøftelser og

afskrækkelse. Således øger Kina sin egen militære fordel og svækker samtidig de andre

staters relativt set. Dermed forskubbes hele offensiv-defensiv balancen mod offensiv,

hvilket skaber grobund for et våbenkapløb. Kinas øgede magt har dermed en væsentlig

indvirkning på den regionale magtbalance.

Kinas indenrigspolitiske dynamikker spiller en væsentlig rolle for den politik, Kina udøver i

regionen. Kinas indenrigspolitiske strømninger og politiske udtalelser i kombination med

Kinas faktiske adfærd i Det Sydkinesiske Hav skaber usikkerhed om landets reelle

intentioner om, hvordan de territorielle stridigheder kan løses i fremtiden, og om det er

muligt at finde en fredelig løsning. Dette skaber grobund for misforståelser, mistillid og

skærpet retorik, hvilket sammenlagt bidrager til et øget sikkerhedsdilemma i regionen.

Kina vurderes derfor at være den største bidragyder til spændinger i regionen. USA

vurderes at ville fortsætte med at øge dets tilstedeværelse og forsøge at sinke Kinas

maritime ekspansion og ”salami” strategi ved blandt andet at samarbejde yderligere med

andre stater i regionen såsom Vietnam og Filippinerne.

Analysen peger endvidere på, at Kinas strategi i regionen synes tiltagende præget af

imperialisme; ved militær imperialisme hvor status quo gradvist ændres, og ved


Side 65 af 73

økonomisk imperialisme hvor Kina fokuserer på kontrol af områdets ressourcer, samt ved

anvendelse af økonomiske magtmidler i forhandlingen med andre fordringshavere.

Som årsag til en imperialistisk politik er der i analysen fundet indikatorer på ”tabt krig” og

”svaghed”. Hvor ”svaghed” skal ses i sammenhæng med Kinas kontekstuelle muligheder,

bliver ”tabt krig” fremhævet af Kina selv i form af den historiske legitime ret til Det

Sydkinesiske Hav, som Kina ser sig selv have.

Kinas målsætning om at blive en regional stormagt eller hegemon forudsætter en stadig

oprustning og modernisering og mulighed for at effektuere en vellykket del og hersk politik

over for USA, og dermed i videst mulige omfang ekskludere USA fra konflikten og

regionen. Strategien forudsætter en stadig økonomisk vækst i Kina samt indenrigspolitisk

tålmodighed og kapabilitet til at effektuere militær- og økonomisk imperialisme i regionen.

Kinas ageren i Det Sydkinesiske Hav antyder dets strategiske praksis ved stridigheder

med andre stater, og hvordan Kina forfølger en langsigtet national sikkerhedsstrategi.

Analysen viser, at Kinas relative magt stiger, og nationalistiske elementer i Kina bliver

stærkere. Det er svært at forudsige, hvor langt Kina er villig til at gå for at nå dets

målsætning om fuld kontrol over dets fordringer i Det Sydkinesiske Hav. Det Sydkinesiske

Hav synes at gå en turbulent tid i møde, hvor konfliktniveauet vurderes at stige. Det synes

sandsynligt, at lader de andre aktører passivt stå til, vil Kina fortsætte med successivt at

indtage en stadig større rolle og position i regionen såvel militært, økonomisk som

geografisk, indtil Kina har opnået dets målsætning.

Analysen viser, at uagtet at status quo og imperialistisk politik i sin natur er modsatrettede,

så giver Morgenthaus teori mulighed for at analysere og synliggøre, at stater i praksis

simultant kan gennemføre dele af status quo politik sideløbende med imperialisme.

Morgenthaus status quo og imperialistiske politiks simultane gennemførelse ses ligeledes

ved, at Kinas oprustning og erhvervelse af kapabiliteter til magtprojicering, samtidig reelt

muliggør og skaber forudsætningen for imperialisme i regionen. Morgenthau anviser ikke

entydigt, hvor grænsen går mellem de mindre justeringer og de inkrementelle

imperialistiske tiltag, der går udover status quo. Dermed er grænsen fra status quo til

imperialisme ikke helt klar og må derfor være et skøn ud fra statens målsætning, herunder

omfanget af disse i forhold til tidsmæssige, geografiske og kontekstuelle betragtninger.


Side 66 af 73

Morgenthaus prestigebegreb inddrager aktørernes perception som et centralt element,

hvilket er med til at give teorien bedre nuancering og bred anvendelighed. Morgenthau ser

staten som en enhedsaktør, hvorfor interne og indenrigspolitiske faktorer kun er analyseret

i begrænset omfang. Ligeledes har der været et mindre fokus på internationale

institutioner, og primært som et redskab for staten til at gennemføre dens politik. Dermed

har efterlevelse af internationale normer ikke været et mål i sig selv, men et middel til at nå

målet. Ved at vælge den engelske skole ville det give mulighed for at nuancere

institutionernes rolle, herunder inddragelse af indenrigspolitiske elementer.

Samlet synes Morgenthaus teori at have en god forklaringskraft og brugbarhed til at

belyse Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav, samt mulige perspektiver for regionen.


Side 67 af 73

5. Litteraturliste ASEAN. A Closer Look at Trade Performance and Dependency, and Investment. Jakarta:

The ASEAN Secretariat, 2014. BBC News. “China Hits Back at US over South China Sea Claims”. BBC News, 24. januar

2017, par. US & Canada. http://www.bbc.com/news/world-us-canada-38729207. Berlingske. “Russiske cyberangreb måtte forventes”. www.b.dk, 24. april 2017.

https://www.b.dk/content/item/1038195. ———. “USA: Afgørelse om Det Sydkinesiske Hav er endelig”. www.b.dk, 12. juli 2016.

http://www.b.dk/content/item/596931. Bernstein, Richard, og Ross H. Munro. The Coming Conflict with China. [2. pr.], 1. Vintage

ed. New York, NY: Vintage, 1998. Birch-Jensen, Morten. “Fremtidig kinesisk dominans?” Forsvarsakademiet, 2012. Burgess, Stephen F. “Rising Bipolarity in the South China Sea: The American Rebalance

to Asia and China’s Expansion”. Contemporary Security Policy 37, nr. 1 (2. januar 2016): 111–43. doi:10.1080/13523260.2016.1149968.

Burgos Jr., Nestor P. “Asean worried over South China Sea militarization”, 21. februar 2017. http://globalnation.inquirer.net/152769/asean-worried-south-china-sea-militarization.

Buszynski, Leszek. “Realism, Institutionalism, & Philippine Security”. Asian Survey 42, nr. 3 (2002): 483–501. doi:10.1525/as.2002.42.3.483.

Caceres, Sigfrido Burgos. China’s strategic interests in the South China Sea: power and resources. First edition. London ; New York: Routledge/Taylor & Francis Group, 2014.

China. “China’s Peaceful Development”. White paper. Beijing: Information Office of the state Council, september 2011. http://english.gov.cn/archive/white_paper/2014/09/09/content_281474986284646.htm.

———. “China’s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation”. White paper. Beijing: Kinas udenrigsministerium, 11. januar 2017. http://english.gov.cn/archive/white_paper/2017/01/11/content_281475539078636.htm.

———. “Statement of the Ministry of Foreign Affairs of the People’s Republic of China on Settling Disputes Between China and the Philippines in the South China Sea Through Bilateral Negotiation”, 6. august 2016. http://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/wjdt_665385/2649_665393/t1370476.shtml.

———. “The Diversified Employment of China’s Armed Forces”. Information Office of the State Council of the People’s Republic of China, 16. april 2013. http://www.china.org.cn/government/whitepaper/node_7181425.htm.

“China’s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation”. Set 19. april 2017. http://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/zxxx_662805/t1429771.shtml.

Clinton, Hillary Rodham. “Remarks at the U.S intitute of Peace China Conference”, 2012. http://iipdigital.usembassy.gov/st/english/texttrans/2012/03/201203081765.html.

DoD USA. “ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy: Achieving U.S. National Security Objectives in a Changing Environment”, 27. juli 2015.

Dolven, Ben, Jennifer K. Elsea, Susan V. Lawrence, Ronald O’Rourke, og Ian E. Rinehart. “Chinese Land Reclamation in the South China Sea: Implications and Policy Options”. Congressional Research Service Report, 18. juni 2015. http://search.proquest.com/openview/80770ecd7b8a074418e4cf7814a02666/1?pq-origsite=gscholar&cbl=2034884.


Side 68 af 73

Douglas, James. “Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy”, 2012. http://researcharchive.vuw.ac.nz/handle/10063/2511.

Durden, Tyler. “A World Preparing For Conflict”. ZeroHedge, 6. april 2016. http://www.zerohedge.com/news/2016-04-06/world-preparing-conflict-global-military-spending-rises-first-time-five-years.

Euan Graham, Lowy. “The Hague Tribunal’s South China Sea Ruling: Empty Provocation or Slow-Burning Influence?” Council of Councils, 18. august 2016. http://www.cfr.org/councilofcouncils/global_memos/p38227.

Forsby, Andreas Bøje. “Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til”. Politiken, 27. februar 2016.

Gadegaard, Brian Bøgedal. “Det Sydkinesiske Hav”. Forsvarsakademiet, 2014. Gilpin, Robert. “The nature of international political change”. I War and change in world

politics, 9–49. Cambridge ; New York: Cambridge University Press, 1981. Glaser, Charles L. “Realism”. I Contemporary security studies, redigeret af Alan Collins,

Third edition., 13–27. Oxford: Oxford University Press, 2013. Globalsecurity.Org. “People’s Liberation Navy - Doctrine Development”. Set 2. maj 2017.

http://www.globalsecurity.org/military/world/china/plan-doctrine-offshore.htm. Gracie, Carrie. “South China Sea: China Media Warn US over ‘Confrontation’”. BBC News,

13. januar 2017, par. China. http://www.bbc.com/news/world-asia-china-38607235. Gray, Colin S. The strategy bridge: theory for practice. Oxford ; New York, NY: Oxford

University Press, 2010. Gøttske, Martin. “Filippinerne er blevet skilt fra USA”, 21. oktober 2016. http://jyllands-

posten.dk/international/ECE9094594/det-er-os-tre-mod-resten-af-verden-kina-filippinerne-og-rusland/.

Hayton, Bill. The South China Sea: The Struggle for Power in Asia. New Haven London: Yale University Press, 2014.

Heginbotham, Eric. The U.S.-China Military Scorecard: Forces, Geography, and the Evolving Balance of Power, 1996-2017. Santa Monica, CA: RAND, 2015.

Henriksen, Anders, og Jens Ringsmose. Konflikt i cyberspace? Strategiske og juridiske implikationer. Copenhagen: Danish Institute for International Studies, 2014. http://en.diis.dk/files/publications/Reports2014/RP2014-10_ringsmose-henriksen_web.pdf.

Himmelman, Jeff, og Ashley Gilbertson. “A Game of Shark and Minnow”. The New York Times, 24. oktober 2013. http://www.nytimes.com/newsgraphics/2013/10/27/south-china-sea/.

IHS Markit. “China to Exceed Combined Defence Budget of All Other Key Defence Markets in APAC by 2015”, 14. februar 2012. http://news.ihsmarkit.com/press-release/defense-risk-security/china-exceed-combined-defence-budget-all-other-key-defence-marke.

Jackson, Robert H., og Georg Sørensen. Introduction to international relations: theories and approaches. 3rd ed. Oxford ; New York: Oxford University Press, 2007.

Jervis, Robert. “Cooperation Under the Security Dilemma”. World Politics January 1978, nr. vol. 30, 2, (u.å.): 167–214.

Johansen, Freja Kierstein. “Domstol: Kina bryder regler i Det Sydkinesiske Hav”. DR, 7. december 2016. https://www.dr.dk/ligetil/domstol-kina-bryder-regler-i-det-sydkinesiske-hav.

Johnston, Alastair Iain. “Is China a Status Quo Power?” International Security 27, nr. 4 (april 2003): 5–56. doi:10.1162/016228803321951081.


Side 69 af 73

Kellogg, Thomas E. “The South China Sea Ruling: China’s International Law Dilemma”. The Diplomat, 14. juli 2016. http://thediplomat.com/2016/07/the-south-china-sea-ruling-chinas-international-law-dilemma/.

Kelly, Robert E. “What Would Chinese Hegemony Look Like?” The Diplomat, 2. oktober 2014. http://thediplomat.com/2014/02/what-would-chinese-hegemony-look-like/.

Ki-Moon, Ban. “China to the United Nations Dated May 7 2009”, 5. juli 2009. http://www.un.org/Depts/los/clcs_new/submissions_files/submission_vnm_37_2009.htm.

Kivimäki, Timo, red. War or Peace in the South China Sea? NIAS Reports, no. 45. Copenhagen, Denmark: Nordic Institute of Asian Studies Press, 2002.

LaFond, Eugene C. “South China Sea”. Encyclopedia Britannica. Set 2. juni 2017. https://www.britannica.com/place/South-China-Sea.

Lamothe, Dan. “Navy Admiral Warns of Growing Sense That ‘might Makes Right’ in Southeast Asia”. Washington Post, 16. marts 2016. https://www.washingtonpost.com/news/checkpoint/wp/2016/03/16/navy-admiral-in-southeast-asia-a-belief-that-might-makes-right-has-returned/.

Lawrence, Susan V. “U.S.-China Relations: An Overview of Policy Issues”. Congressional Research Service Report, 1. august 2013. https://fas.org/sgp/crs/row/R41108.pdf.

Lendon, Brad, og Katie Hunt. “China, Russia begin joint exercises in South China Sea”. CNN, 13. september 2016. http://www.cnn.com/2016/09/12/asia/china-russia-south-china-sea-exercises/index.html.

Li, Xing. “Kina er dybt frustreret, advarer kinesisk lektor”. Arbejderen. Set 30. marts 2017. http://arbejderen.dk/udland/kina-er-dybt-frustreret-advarer-kinesisk-lektor.

Macleod, Alexander. “China Vietnam agreement and the South China Sea | GRI”. Global Risk Insights, 21. september 2016. http://globalriskinsights.com/2016/09/china-vietnam-agreement-south-china-sea/.

Mearsheimer, J. J. “The Gathering Storm: China’s Challenge to US Power in Asia”. The Chinese Journal of International Politics 3, nr. 4 (1. december 2010): 381–96. doi:10.1093/cjip/poq016.

Montgomery, Evan Braden. “Breaking out of the Security Dilemma: Realism, Reassurance, and the Problem of Uncertainty.” Quarterly Journal: International Security Fall 2006, nr. vol. 31. no. 2. (u.å.): 151–85.

Morgenthau, Hans J. Politics among nations: the struggle for power and peace. 5th ed., Rev. New York: Knopf, 1978.

Morgenthau, Hans Joachim. Truth and Power. Essays of a Decade, 1960-70. London: Pall Mall P, 1970.

NATO Standardization Agency. “AJP 3.1 ALLIED JOINT MARITIME OPERATIONS”. 2004.

Noonan, Michael. “Morgenthau, On Diplomacy”. War on the Rocks, 27. februar 2014. https://warontherocks.com/2014/02/morgenthau-on-diplomacy/.

Nødskov, Kim. Aircraft Carriers: China’s Way to Great Power Status? København: China Studies, Forsvarsakademiet, 2008.

Odderrup, Peter. “Forsvarets nuværende procedure for materielanskaffelser”. Forsvarsakademiet, 2005.

Odgaard, Liselotte. China and coexistence: Beijing’s national security strategy for the twenty-first century. Washington, D.C. : Baltimore: Woodrow Wilson Center Press ; Johns Hopkins University Press, 2012.


Side 70 af 73

———. “China’s Dangerous Ambiguity in the South China Sea”. The New York Times, 10. december 2015. https://www.nytimes.com/2015/12/11/opinion/chinas-dangerous-ambiguity.html.

O’Rourke, Ronald. “China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities - Background and Issues for Congress”, 29. marts 2017. https://fas.org/sgp/crs/row/RL33153.pdf.

———. “Maritime Territorial and Exclusive Economic Zone (EEZ) Disputes Involving China: Issues for Congress”. Congressional Research Service Report. R42784. DTIC Document, 31. maj 2016. http://oai.dtic.mil/oai/oai?verb=getRecord&metadataPrefix=html&identifier=ADA624220.

Petersen, Nikolaj, og Mette Skak. Teorier om international politik: En oversigt. Kbh.: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 2006.

Pilling, David. “Asia follows China into an old-fashioned arms race”. Financial Times, 4. februar 2014. https://www.ft.com/content/9d83bf62-b9b9-11e3-a3ef-00144feabdc0.

Raditio, Klaus Heinrich. “China and the Tension in the South China Sea: A Defensive Realist Perspective”, 2014. doi:10.13140/RG.2.1.4215.4083.

Reuters. “China navy confirms carrier conducted drills in South China Sea”. CNBC, 2. januar 2017. http://www.cnbc.com/2017/01/02/china-navy-confirms-carrier-conducted-drills-in-south-china-sea.html.

———. “Philippines defense minister says China arms on islands worrying”. Reuters, 17. januar 2017. http://www.reuters.com/article/us-southchinasea-philippines-china-idUSKBN1510NM.

Roughead, Admiral Gary. “China, Time and Rebalancing”. Text. Hoover Institution, 2. januar 2014. http://www.hoover.org/research/china-time-and-rebalancing.

Salidjanova, Nargiza, og Koch-Weser, Iacob. “China’s Economic Ties with ASEAN: A Country-by-Country Analysis”. Staff research report, 17. marts 2015.

SCO. “About Shanghai Cooperation Organisation”. Set 22. april 2017. http://en.sco-russia.ru/about_sco/.

Sears, Nathan A. “Trump Can Learn From Morgenthau’s 6 Principles of Political Realism”. Text. The National Interest, 20. februar 2017. http://nationalinterest.org/feature/trump-can-learn-morgenthaus-6-principles-political-realism-19481.

Secretary of Defense of USA. “Military and Security Developments Involving the People’s Republic of China 2015”. ANNUAL REPORT TO CONGRESS. Office of the Secretary of Defense, 4. juli 2015. https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=1&cad=rja&uact=8&ved=0ahUKEwj9gKS5iOXTAhXBiiwKHTpwAKoQFggkMAA&url=https%3A%2F%2Fwww.defense.gov%2FPortals%2F1%2FDocuments%2Fpubs%2F2015_China_Military_Power_Report.pdf&usg=AFQjCNG9UV6d6g5tCEqEoI9JDcKmq2xvkg&sig2=qZHcRYAeN-pvCxXo8YMf-A.

Sempa, Francis P. “Hans Morgenthau and the Balance of Power in Asia”. The Diplomat, 25. maj 2015. http://thediplomat.com/2015/05/hans-morgenthau-and-the-balance-of-power-in-asia/.

SIPRI. “Military expenditure | SIPRI”. Set 15. april 2017. https://www.sipri.org/research/armament-and-disarmament/arms-transfers-and-military-spending/military-expenditure.


Side 71 af 73

Steinberg, James, og Michael E. O’Hanlon. Strategic reassurance and resolve: U.S - China relations in the twenty-first century. Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 2014.

Strafor. “A Glimpse Into China’s Military Presence in the South China Sea”. Set 26. april 2017. https://worldview.stratfor.com/article/glimpse-chinas-military-presence-south-china-sea.

Szoldra, Paul. “Chinese military official warns that war with US under Trump is becoming a ‘practical reality’”, 27. januar 2017. http://nordic.businessinsider.com/chinese-military-official-war-2017-1/.

Sørensen, Camilla T.N. “Aggressiv under visse betingelser: en neoklassisk realistisk analyse af udviklingen i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik”. Politica 2015, nr. Vol. 47, No. 1 (u.å.): 66–83.

———. “Kina og den amerikanske verdensorden”. Samfundsoekonomen 2015, nr. 4 (2015): 12–17.

Taliaferro, Jeffrey W. “State Building for Future Wars: Neoclassical Realism and the Resource-Extractive State”. Security Studies 15, nr. 3 (september 2006): 464–95. doi:10.1080/09636410601028370.

The Associated Press. Philippines and China React to Tribunal Decision. Manila & Beijing, 2016. https://www.nytimes.com/video/world/asia/100000004525203/philippines-and-china-react-to-tribunal-decision.html.

The Economist. “The dragon’s new teeth”. The Economist, april 2012. http://www.economist.com/node/21552193.

The Nation. “Vietnam concerned over Chinese weapons in South China Sea”. The Nation, 17. december 2016. http://www.nationmultimedia.com/news/breakingnews/30302300.

The Philippine Star. “Joint statement of the Philippines and China”. philstar.com, 21. oktober 2016. http://www.philstar.com/headlines/2016/10/21/1635919/full-text-joint-statement-philippines-and-china.

The State Council Information Office of the People’s Republic of China. “China’s Military Strategy”. White paper. Beijing: Ministry of National Defense of The People’s Republic of China, maj 2015. http://eng.mod.gov.cn/Database/WhitePapers/index.htm.

The World Bank. “Military expenditure (% of GDP) | Data”. Set 22. april 2017. http://data.worldbank.org/indicator/MS.MIL.XPND.GD.ZS?page=2.

Tiezzi, Shannon. “Philippines’ Former President in Hong Kong to ‘Rekindle Ties With China’”. The Diplomat, 8. november 2016. http://thediplomat.com/2016/08/philippines-former-president-in-hong-kong-to-rekindle-ties-with-china/.

Tweed, David. “China Dials Back Defense Spending Increases as Economy Cools”. Bloomberg.com, 4. marts 2017. https://www.bloomberg.com/politics/articles/2017-03-04/china-signals-slower-increase-in-defense-spending-this-year.

VU, TRUONG-MINH, og Nguyen The Phuong. “China and the South China Sea Disputes”. E-International Relations, 9. september 2014. http://www.e-ir.info/2014/09/09/china-and-the-south-china-sea-disputes/.

Walt, Stephen M. “International Relations: One World, Many Theories”. Foreign Policy, nr. 110 (1998): 29. doi:10.2307/1149275.

Wang, Gungwu, og Yongnian Zheng, red. China and the new international order. China policy series 1. London ; New York: Routledge, 2008.


Side 72 af 73

Wang, Yuan-kang. “China’s Response to the Unipolar World: The Strategic Logic of Peaceful Development”. Journal of Asian and African Studies 45, nr. 5 (oktober 2010): 554–67. doi:10.1177/0021909610373898.

Welch, David A. “China’s Curious South China Sea Negotiation Policy”. The Diplomat, 24. juni 2016. http://thediplomat.com/2016/06/chinas-curious-south-china-sea-negotiation-policy/.

Wen, Philip, og Michael Martina. “China’s 2017 defense budget rise to slow again”. Reuters, 4. marts 2017. http://www.reuters.com/article/us-china-parliament-defence-idUSKBN16B043.

Wikipedia. “Realisme (international politik)”. Wikipedia, den frie encyklopædi, 12. november 2015. https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Realisme_(international_politik)&oldid=8355506.

Wong, Edward. “China Warns U.S. on South China Sea Disputes”. The New York Times, 22. juni 2011. http://www.nytimes.com/2011/06/23/world/asia/23china.html.

Wood, Dakota L. “2016 Index Of U.S. Military Strength”. Washington, DC: The Heritage Foundation, 2015. http://index.heritage.org/military/2016/assessments/threats/asia/.

Wu, Guonguang, og Helen Lansdowne. China Turns to Multilateralism: Foreign Policy and Regional Security. London: Routledge, 2008.

Yarger, Harry R. “Strategy and the national security professional: strategic thinking and strategy formulation in the 21st century”. I Strategy and the national security professional: strategic thinking and strategy formulation in the 21st century, 8–26, 54–84, 135–49. Westport, Conn: Praeger Security International, 2008.


Side 73 af 73

BILAG 1: KILDER OG KILDEKRITIK

I dette bilag vil jeg først fremføre nogle generelle betragtninger i forhold til de anvendte

kilder.

Der er som under afsnit 1.5 empiri beskrevet, anvendt kilder fra flere forskellige politiske

ståsteder. Særligt har det været vigtigt, at tage udgangspunkt i Kinas officielle politik, og

ikke blot fortolkninger heraf. Derfor er Kinas officielle hjemmeside og Kinas

udenrigsministerium anvendt til at sikre, at Kinas officielle holdning og politik fremstår så

objektivt som muligt.

USA forsker og skriver meget om Kina og Det Sydkinesiske Hav. Det har derfor også

været nærliggende at anvende amerikanske kilder, særligt for så vidt angår en mulig

fortolkning af Kinas adfærd og udmeldinger, samt betydningen af disse på sigt.

Morgenthaus teori har udviklet sig fra 1948, hvor den første udgave af hans værk ”Politics

Among Nations” udkom, og helt frem til den femte udgave der udkom i 1978. Der er

ligeledes udgivet en 6. og 7. udgave af bogen, men da begge disse udgivelser har fundet

sted efter Morgenthaus død i 1980, er der i specialet taget udgangspunkt i den femte

udgave fra 1978.

Udover Morgenthaus ”Politics Among Nations”, er der anvendt et antal andre kilder til at

behandle, rammesætte og operationalisere den valgte teori.