Et samtidsdiagnostisk blik

på

Tendenser i den generaliserede

vejledningspolitik

Jens Erik Kristensen

Lektor, DPUjek@dpu.dk

Årsmøde 2010

for studie- og erhvervsvejledere ved de videregående uddannelser

Odense 25. november 2010

Et samtidsdiagnostisk blik?

Samtidsdiagnostik er- læren om samtidens ’erkendelse’ (-gnosis) eller ’fatning’: kunsten at stille en diagnose på tværs af (dia-) en samtids spredte tegn, tiltag og modsatrettede hændelser

- kunsten at orientere sig i og på tidslighedens, foranderlighedens og omskiftelighedens accellererende vilkår og at pejle sig ind på, hvor det bærer hen ad for tiden og hvad der peger ind i en principiel uvis fremtid

- kunsten at forholde sig til tegn, tiltag og tendenser i samtiden som enheden af nutid, fremtid og fortid - med henblik på fremtiden

Den samtidsdiagnostiske dobbeltstrategi- at ’lytte til patienten’ og at ’stille diagnosen’

a) samtidens diagnose: Den opmærksomme og sonderende lytten til patientens/samtidens selvfremstillinger i diskurser og problematiseringsformer

- at beskrive og analysere, hvorledes en samtid udtrykker, iagttager og fremstiller sig selv anderledes end tidligere, konfronterer nye problemer og manifesterer nye betingelser for, hvad der nu kan ses og siges og spørges til - og hvad der ikke længere kan ses og siges og spørges til (idehistorie, diskursanalyse, retorik):

- at sætte utidige spørgsmålstegn ved en samtids selvfølgeligheder, dens fixe idéer og idealiseringer (moderne ideologikritik)

b) diagnosen af samtiden: Den fortolkende og bedømmende fatning (diagnosticering) af tegn, tiltag og tendenser i en samtids forandringsprocesser, som de viser sig og kan spores på forskellige områder og analyseres på forskellige niveauer (mikro-, meso-, makro-niveau)

- samtidsdiagnoser vil synliggøre tendenser i samtiden generelt og på specifikke niveauer og praksisområder (Hvor bærer det hen ad? Hvad ser ud til at bære fremtid m.v.)

- tendenser er en samtids kollektive hang, trang og tilbøjeligheder som de viser sig i en samtids eksplicitte politiske bestræbelser og strategier, men også i dens mere anonyme tilbøjeligheder eller ’viljer’ og ’kræfter’ – eks. ’viljen til vejledning’...

c) formålet med samtidsdiagnoser1. at kortlægge og orientere sig i, hvilke tendenser (strategier, kræfter, viljer),

der gør sig gældende og som man ufrivilligt gøres til agenter for

2. at skabe blik for, hvilke nye forestillinger og tiltag, der gør sig gældende som selvfølgelige; hvad der aftegner sig og hvor det bærer hen ad for tiden

3. at pejle hvilke modstridende (politiske, økonomiske, kulturelle, sociale etc.) kræfter, tendenser og dagsordener på makro-, meso- og mikro-niveau, der gør sig gældende

4. at skabe kritisk sans for andre muligheder: kunne det være anderledes, kunne vi gøre anderledes – er det efterstræbelsesværdigt at gøre det anderledes?

5. at få de praktiske sagsforhold, tænkemåder og prioriteringer til at fremstå i et andet og mindre selvfølgeligt lys end de gør i de aktuelt dominerende udlægninger af, hvor vi skal og bør gøre, det vi gør.

Viljen til vejledning – og dens generalisering

Vejledningens diskurser og problematiseringsformer:

• hvor, hvorfor og hvordan gøres der et påtrængende problem ud af vejledning? (kontekster, dagsordener og tiltag)

• hvordan italesættes ’vejledning’? (vejledningens retorik)

• hvilke selvfølgeligheder rekurreres der til? (vejledningens dogmatik – eks. developmentalisme og potentialisme)

• hvilke klassiske ideer og temaer arver og moderniserer den aktuelle ’viljen til vejledning’?

• hvilke problemer skal ’mere og bedre’ vejledning løse – og hvilke skaber den generaliserede vejledning eventuelt?

-

Den generaliserede vejledning

Vejledningsaktiviteter har udvidet sig i længde, bredde og dybde

a) Livlangt – i kølvandet på livslang læring og kompetenceudvikling

– livslang læring - livslang fitness – livslang vejledning

- EU: ”Alle borgere skal have adgang til vejledning på alle stadier af livet”

- vejledning som svaret i ’developmentalismens tidsalder’

b) Livsbredt – stadig flere områder af liv og eksistens og stadig flere forhold, valg og gerninger kræver vejledning (homo optionis kræver vejledning...)

b) Livsdybt - vejledningsformer går stadig tættere på personligheden (intimisering, intimidering), da målet er intervention i den enkeltes selvforhold og selvledelse

Politiseringen af vejledning – vejledningspolitikken- fra den Samordnede Vejledning til Ungepakken

a) Vejledningsreformernes kavalkade det sidste årti - et symptom på den tiltagende politiske og strategiske opmærksomhed på studie- og erhvervsvejledningens uddannelses- og beskæftigelsespolitiske betydning (øget vejledning som den nøglen til 95%-målsætningen 2015)

a) Vejledningspolitikken viser sig på flere områder og niveauer

- i et mobiliseringsperspektiv (ressourcemobilisering – krigerisk!)

- i et integrations- og inklusionspolitisk perspektiv

- i et selvudviklings- og selvrealiseringsperspektiv

Vejledningspolitikken har gjort vejledning til den nationale konkurrencestats politiske columbusæg

1. Den pædagogisk-eksistentielle vejledningsdiskurs/-dimension

det pædagogiske paradigmeskift (individuelle lyst, læring og udvikling)

- læring og kompetenceudvikling, kreativitet og innovation

2. Den uddannelses- og beskæftigelsespolitiske vejledningsdiskurs

- dirigering af uddannelsesvalg og –forløb i valgfrihedens æra

- formidlingen mellem individuelle og almene interesser

3. Den social- og integrationspolitiske vejledningsdiskurs

- hindre marginalisering via uddannelses-fastholdelse: ’alle skal med’

- styrke sammenhængskraft via uddannelse og beskæftigelse

4. Den konkurrencestatslige vejledningsdiskurs

- den produktivistiske mobilisering af nationens human ressources

- styrke den nationale konkurrencekraft: ’alle skal bidrage’

Den moderne vejleder - ?- født i og med individualiseringen og læringsdiskursens

personliggørelse af det pædagogiske forhold (i.e. generaliseringen af voksenpædagogikken)

- kan ikke retlede adfærd, men skal lede til opførsel og selvledelse- skal lede den anden til at gøre sig selv til et projekt – vejen som

(lærings-) proces og udvikling, men uden klart endemål - må gå omvejen over/intervenere i den vejledtes selvforhold- har mange navne og typer: vejleder, tutor, mentor, coach,

terapeut, rådgiver, guru, guide m.v. (afhængig af videns- og autoritetsforholdet)

- konvergens mellem pædagogik og management/ledelse i den generaliserede ’human ressource management’

Vejledning som det nationalpolitiske columbusæg

Kollektive

(civil samfund) (stat)

Integrationspolitik Udd- og beskæftigelsespol.

sammenhængskraft sammenligningskraft

frivillig samfundssind pligt/tvang (den styrende hånd)

Ledelse Styring Læring/selvudvikling Human ressource management

kreativitet/innovation konkurrencekraft

lyst og motivation valgfrihed (den usynlige hånd)

(person) (marked)

Individuelle

De store tendenser bag vejledningspolitikkerne Kollektive

Lokalisering (heterogenisering)

Globalisering(homogenisering)

Individuelle

Glo-kalisering

(Multi)-kulturalisering

nye identitetspolitikker

’sammenhængskraft’

Trans-/re-nationalisering

nationale konkurrencestater

’sammenligningskraft’

Individualisering

læring/komp.udvikling

’skaberkraft’’kreativitet/innovation’

Videns-/innovationsøkonomi

HRM – human kapital

’konkurrencekraft’

1. Den pædagogisk-eksistentielle vejledningsdiskurs

• Knyttet til det pædagogiske paradigmeskift og den ’kopernikanske vending’ i skole- og uddannelsessystemet: læringsdiskusen og individet i centrum

• Vejledning blevet den nye og generaliserede kerneydelse i pædagogik, uddannelses- og beskæftigelsespolitik

• Den nye vejledningsproblematiks aktualisering af klassiske temaer fra den politiske filosofi og kirkehistorien:

• Formidlingen af individuelle lyster og almene interesser/goder– hinsides ’politikkens styrende’ og markedets ’usynlige hånd– fra tvang og interesse til ’lysternes utilitarisme’– vejledning som sekulariseret og moderniseret sjælesorg– fra den himmelske til den jordiske frelse og lyksalighed – ’at-få-til-at-ville-ledelse – ’den genstridige vilje’ (Gregor af Nazianz)– den moderne synd - og frafaldets laster

•

2. Den uddannelses- og beskæftigelsespolitiske vejledningsdiskurs

- dirigering af uddannelsesvalg og –forløb i valgfrihedens æra

- at få de unge til at træffe (nationaløkonomisk) fornuftige valg i forhold til arbejdsmarkedets behov og employability

- formidlingen mellem individuelle og almene interesser

- 95%-målsætningen – ’alle skal med...’

3. Den social- og integrationspolitiske vejledningsdiskurs

- hindre marginalisering via uddannelses-fastholdelse: ’alle skal med’

- styrke sammenhængskraft via uddannelse og beskæftigelse

4. Den konkurrencestatslige vejledningsdiskurs- den produktivistiske mobilisering af nationens human ressources

- styrke den nationale konkurrencekraft: ’alle skal bidrage’

Vejledning som det nationalpolitiske columbusæg

Kollektive

(civil samfund) (stat)

Integrationspolitik Udd- og beskæftigelsespol.

sammenhængskraft sammenligningskraft

frivillig samfundssind pligt/tvang (den styrende hånd)

Ledelse Styring Læring/selvudvikling Human ressource management

kreativitet/innovation konkurrencekraft

lyst og motivation valgfrihed (den usynlige hånd)

(person) (marked)

Individuelle

De klassiske ledelseskunster

Kollektiv

Opdragelseskunst Regeringskunst

’den gode borger’ ’det gode samfund’

’opdrageren’ ’lovgiveren’

Ledelse StyringTerapeutisk kunst Krigskunst

psykagogik/sjælesorg (hærledelse)

frelse/forløsn/vækst strategisk selvopretholdelse

’sjælesørgeren’ ’hærføreren’

Individuel

De moderniserede klassiske ledelseskunster

Kollektiv

Opdragelseskunst: Regeringskunst:

virksomhedskultur beslutning/legitimitet

sammenhængskraft sammenligningskraft

Ledelse StyringTerapeutisk kunst: Krigskunst/management:

vejledning m.v.lønsomhed/kompetenceudvikling

skaberkraft konkurrencekraft

Individuel