Fokusgrupper

Bente Halkier

Fokusgrupper

Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag

Bente HalkierFokusgrupper1. udgave 2002

© Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag, 2002

Omslag: Torben LundstedSats: SamfundslitteraturTryk: Narayana Press, Gylling

ISBN 87-593-0912-1

Samfundslitteratur & Roskilde UniversitetsforlagRosenørns Allé 91970 Frederiksberg CTlf. 3815 3880Fax 3535 7822slforlag@sl.cbs.dkwww.samfundslitteratur.dk

Alle rettigheder forbeholdes.Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der harindgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

Indholdsfortegnelse

Forord 7

Fokusgrupper i samfundsvidenskabelig forskning 11

Forskellig faglig brug af fokusgrupper 13

Styrker og svagheder ved brug af fokusgrupper 15

Kombination af fokusgrupper med andre metoder 18

Vigtige valg ved fokusgrupper 25

Overordnede analytiske valg 27

Detaljerede metodiske valg 30

Hvem skal deltage? 30

Hvordan skal man få fat på dem? 35

Hvor mange? 38

Hvorhenne? 41

Hvordan strukturere fokusgruppen? 43

At gennemføre fokusgrupper 53

Moderatorrollen 54

Introduktioner 56

Medie 60

Spørgsmål og proceshåndtering 62

Etik 69

Virtuelle fokusgrupper – særlige forhold 71

At bearbejde fokusgruppedata 75

Transskribering 76

Kodning, kategorisering og begrebsliggørelse 78

Fortolkningsmetodikker 84

Beretningsmåder og interaktionsformer 91

Interaktionsanalyse 94

Samtaleanalyse 97

Diskurspsykologi 100

Diskursanalyse 103

Overbevisende brug af fokusgrupper 109

Validitet og generaliserbarhed 109

Kan det være analytisk at arbejde pragmatisk? 114

Litteraturliste 117

En fokusgruppe er en særligt form for interview, hvor en gruppemennesker er samlet af forskere eller studerende for at diskutere etbestemt emne. Metoden bliver brugt inden for de fleste dele af sam-fundsvidenskaberne, dele af humaniora, samt i høj grad inden for di-verse mere anvendelsesorienterede former for forskning, som invol-verer at forske med mennesker.

Det er blevet trendy at bruge fokusgruppeinterviews i Danmarkblandt samfundsvidenskabelige forskere og studerende. Nogle glæ-der sig over at få udvidet den metodiske værktøjskasse. Andre begræ-der at fokusgrupperne tilsyneladende fortrænger det såkaldt »ægte«feltarbejde og observation. Men som alle konkrete metoder til data-produktion, så rummer fokusgrupper styrker og svagheder. Der ernogle ting, som fokusgrupper er rigtig gode til. Og der er nogle ting,hvor andre metoder bare er meget bedre. Det bør være problemstillin-gen og feltet i det enkelte forskningsprojekt, som er afgørende for, omman skal bruge fokusgrupper eller ej, på samme måde som det fore-kommer fagligt ureflekteret eksempelvis at være generelt for kvalita-tive metoder og imod kvantitative metoder. Det kommer helt an på,hvad formålet med projektet og dataproduktionen går ud på. Hvisprojektet vil sige noget om udbredelsen af bestemte mønstre af eks-empelvis holdninger eller handlinger i en større befolkningsgruppe,så kan man bedst opnå det ved at bruge kvantitative metoder somsurveydata. Hvis projektet vil sige noget om, hvordan og hvorforholdninger eller handlinger forekommer i bestemte sammenhænge,så kan man bedst opnå det ved at bruge kvalitative metoder sominterviews.

Igennem mine egne erfaringer som forsker og underviser synes jegimidlertid, at jeg har oplevet, at forskellige typer af kvalitative meto-der ind imellem bruges for ureflekteret som erstatning for hinanden,

7

Forord

fordi hvis det bare er kvalitativt, så er det godt. Hvis man ikke har såmeget tid, så laver man et par fokusgrupper i stedet for en række indi-viduelle dybdeinterviews. Hvis det virker for besværligt at kommeind i feltet og lave deltagende observation, så laver man et par fokus-grupper. Hvis man ikke lige kan samle en fokusgruppe, så laver manindividuelle interviews i stedet for.

Selvfølgelig er der mange praktiske og pragmatiske overvejelser iforbindelse med metodiske valg, som er fuldt ud legitime. Der er ogsåaltid ting, der går galt for os, og ting der ikke kan lade sig gøre, sådansom vi havde forestillet os på forhånd. Men jeg tror også, at der liggeret fagligt formidlingsproblem gemt under ureflekteret brug af for-skellige kvalitative metoder. I vores faglige formidling i artikler ogantologikapitler er der ofte fokus på de indholdsmæssige resultaterog på brugen af teoretisk referenceramme, mens argumenterne om-kring metodebrug ofte fylder meget lidt og ind imellem er henvist tilfodnoter. Metodediskussioner er typisk henvist til metodebøger, hvorpræsentationen af forskningens indhold og de samlede valg af analy-tisk design så til gengæld tit er sparsomt beskrevet.

Når de metodiske refleksioner på denne måde ofte lever adskilt fraprojektets sammenhæng, så bliver det sværere for os at bruge hinan-dens metodiske erfaringer. Både med hensyn til hvilke valg der fun-gerer bedst konkret, og hvilke gyldige analytiske argumenter mankan bruge. Jeg vil gerne slå til lyd for, at vi som samfundsforskere i hø-jere grad ind imellem vælger en formidlingsform med en forpligtelsetil mere omfattende at præsentere metodiske valg og argumenter i de-res konkrete samlede projektsammenhæng.

Bogen her præsenterer og diskuterer derfor primært de forskelligevalg og argumenter omkring brugen af fokusgrupper med udgangs-punkt i ét forskningsprojekt som eksempel. Selvfølgelig bliver der bo-gen igennem og særligt i dette første kapitel nævnt andre eksempler,så bredden i den samfundsvidenskabelige brug af fokusgrupper sommetode også vises. Men meningen er, at læseren får lejlighed til at føl-ge de metodiske overvejelser, valg og fravalg fra a til z i et forsknings-projekt, hvor fokusgrupper står centralt i vidensproduktionen.

8

Jeg vil gerne sige kæmpestort tak til alle deltagere i mine forskelli-ge fokusgruppeinterviews. Det har været utroligt spændende at få lovtil at være med! Jeg vil også gerne takke de studerende på Institut forKommunikation, Journalistik og Datalogi, Roskilde Universitets Cen-ter for engageret deltagelse i min undervisning i kvalitative metoder,som har givet gode idéer og stof til eftertanke. Endelig vil jeg gernetakke Kim Schrøder fra Institut for Kommunikation, Journalistik ogDatalogi, Roskilde Universitets Center og Tanja Verbik fra ForlagetSamfundslitteratur for inspirerende og konstruktive kommentarer tilselve manuskriptet til bogen.

9

En fokusgruppe er ikke det samme som et gruppeinterview. Glideba-nen i forhold til at fortolke fokusgrupper som noget, der generelt kanerstatte individuelle interviews, starter muligvis med en forvekslingaf fokusgrupper og gruppeinterviews. Som en svensk bog om emnetsiger, så kan fokusgrupper godt siges at være en form for gruppein-terview. Men alle gruppeinterviews er ikke fokusgrupper (Wibeck,2000:23). Semistrukturerede former for gruppeinterviews involverertypisk en høj grad af interaktion mellem interviewer og interviewper-soner i form af mange direkte spørgsmål og svar, ligesom ved indivi-duelle interviews. Dette i modsætning til fokusgrupper hvor der ty-pisk er meget interaktion mellem interviewpersonerne. Gruppeinter-views i felten, eksempelvis som del af deltagende observation, kangodt have meget interaktion mellem interviewpersonerne ligesom ifokusgrupper. Men til gengæld er interaktionen sjældent så fokuseretom et emne bestemt af intervieweren som i fokusgrupper (Frey andFontana, 1993:33).

Min definition af en fokusgruppe lægger sig op ad David Morgansforståelse, som er én af de mest citerede fokusgruppeforskere. Fokus-grupper kan således forstås som en forskningsmetode, hvor data pro-duceres via gruppeinteraktion omkring et emne, som forskeren harbestemt (Morgan, 1997:2). Det er altså kombinationen af gruppein-

11

Kapitel 1

Fokusgrupper isamfundsvidenskabeligforskning

teraktion og forskerbestemt emnefokus, som er fokusgruppers ken-detegn.

Fokusgrupper adskiller sig således fra de klassiske former for indi-viduelle og gruppeinterviews ved at give direkte adgang til handlingog ikke bare beretninger om handling. Alle individuelle typer af kva-litative interviews samt de mere semistrukturerede gruppeinterviewsproducerer typisk »accounts about action«. Det vil sige, deltagerne be-retter om handlinger og forståelser i deres hverdagssociale konteksttil forskeren. Men det foregår uden at denne sociale kontekst udspillersig rundt omkring forskeren, mens fokusgrupper, felt-gruppeintervi-ews og observation typisk producerer »accounts in action«. Det vilsige, deltagerne udveksler beretninger om handlinger og forståelsersom en del af interaktionen i en social, hverdagslig genkendelig kon-tekst rundt omkring forskeren.

Fokusgrupper adskiller sig videre fra felt-gruppeinterviews ogforskellige former for observation ved, at fokusgruppers »accounts inaction« er fokuserede ud fra forskerens for-forståelser, snarere end fradeltagernes for-forståelser. Det vil sige, at processerne i fokusgrup-pen foregår med udgangspunkt i forskerens spørgsmål og eventuelleandre konkrete input såsom billeder, medieklip, varer og kort medord på.

Fokusgruppers kombination af gruppeinteraktion og emnefokusgør dem som metode særligt velegnede til at producere empiriskedata, der siger noget om betydningsdannelse i grupper. I hverdagsli-vet foregår betydningsdannelse som en del af menneskers sociale er-faringer. Hvad gør folk, hvor, hvornår, sammen med hvem, hvordanoplever de det, og hvordan bliver oplevelsen brugt til at forstå andresituationer? Sociale erfaringer bliver til mere eller mindre selvfølgeli-ge repertoirer, som mennesker trækker på, når de fortolker og handlersig igennem dagligdagens aktiviteter i samspil med relevante andre(Berger and Luckmann, 1987; Goffman, 1959; Schütz, 1975). En stordel af disse erfaringer og brugen af dem fungerer så selvfølgeligt, atrepertoirerne for forståelse sjældent italesættes direkte. Snarere fun-gerer sådanne repertoirer som såkaldt tavs viden i menneskers prakti-

12

ske bevidsthed (Gullestad, 1989:34-37). Fokusgrupper rummer poten-tielt mulighed for, at deltagerne i deres interaktion med hinanden ud-trykker sådanne ellers tavse og taget for givne repertoirer for betyd-ningsdannelse. Deltagerne får nemlig her mulighed for at »tvinge«hinanden til at være diskursivt eksplicitte i deres forhandlinger medhinanden.

Fokusgrupper er derfor specielt gode til at producere data ommønstre i indholdsmæssige betydninger i gruppers beretninger, vur-deringer og forhandlinger. Man får noget at vide om, hvad det er, engruppe af mennesker kan blive enige om (eller det modsatte!) på allemulige emner fra skattepolitik, over kønsrollemønstre og til at levemed en sygdomsramt ægtefælle. Fokusgrupper er også gode til atproducere data om, hvordan sociale processer fører til bestemte ind-holdsmæssige fortolkninger. Fokusgruppens forhandlinger om,hvordan budskabet i en tv-udsendelse skal forstås, minder om det,som familier, kollegaer og grupper af venner gør næsten hver dag. Ogfokusgrupper er gode til at producere data, som belyser normer forgruppers praksisser og fortolkninger (Bloor et al., 2001:4-8). Sætterman for eksempel en fokusgruppe af forældre til at diskutere famili-ens brug af internettet, så er det sandsynligt, at forældrenes normerom deres børns brug af computeren kommer tydeligt i spil.

Forskellig faglig brug af fokusgrupper

Der er stor enighed i litteraturen om, at fokusgrupper stammer fra1940’erne (Bloor et al, 2001:1-4; Hansen et al, 1998:258-60; Morgan,1997:4-5). På dette tidspunkt begyndte Paul Lazarsfeld, Robert Mer-ton og Patricia Kendall på Bureau of Applied Social Research, Colum-bia University, USA, at arbejde med fokuserede gruppeinterviews ideres analyser af publikums respons på regeringens krigspropagan-da i radio og film. Den klassiske artikel af Kendall og Merton hedder»The focused interview« og udkom i American Journal of Sociology i1946. Bureauet lavede imidlertid også kommercielt rettede undersø-

13

gelser, og brugen af fokusgrupper kom hurtigt til at indgå i marke-tingsforskningen. Derfor er det ikke så sært, at brugen af fokusgrup-per i høj grad har fundet sted inden for henholdsvis kommunikations-og medieforskning og inden for marketingsforskning.

Efter at have været mindre i vælten i en årrække genopstod brugenaf fokusgrupper i slutningen af 1960’erne inden for marketingsforsk-ning, og der er brugen af dem blevet vedligeholdt med stor succes. Detbetyder eksempelvis også, at der er en lang række rent kommercielleformer for brug af fokusgrupper i private firmaer og marketingbureau-er (Greenbaum, 1998). I Danmark kom den første samlede bog om fo-kusgrupper netop fra marketingsforsknings miljøet, Poul Røpkes Kva-litativ markedsanalyse i praksis. Gruppeinterviews – hvorfor og hvordan fra1992. Ib Andersens metodebøger, som er meget anvendte på handels-højskolerne, behandler også fokusgrupper (eksempelvis Andersen,1997). Det er også inden for kvalitativ marketingsforskning, at brugenaf projektive teknikker (for eksempel brug af ting og billeder til associa-tioner, fortællinger, rollespil, tegning og collage) er blevet opdyrket in-den for fokusgruppeinterviews (Askegaard, 1993:205-11). Én af de nye-ste udgivelser inden for marketing, hvor fokusgrupper behandles, erD. Carson et al. (2001): Qualitative Marketing Research.

Succesen med at bruge fokusgrupper i privat marketing har til enhvis grad smittet af på evalueringen af offentlige kampagner (Bloor,2001:3; Morgan, 1997:5). Muligvis er det den vej rundt, at politikere erbegyndt at bruge fokusgrupper til evalueringer af deres budskaber.Men de politologiske forskere har hidtil ikke udvist meget interessefor at bruge fokusgrupper som metode i forskningen. De fleste fokus-grupper om politologiske emner – eksempelvis i relation til politisksociologi – udføres i Danmark af analyseinstitutter som Gallup, AIMog lignende. Internationalt er fokusgruppeinterviews tilsyneladendeheller ikke slået rigtigt igennem i den politologiske forskning. Atdømme efter undervisningsbøgerne i metoder.

Til gengæld har kommunikations- og medieforskningen taget fo-kusgrupper ind som metode de sidste femten til tyve år. Hansen et al.(1998:259) argumenterer for, at det har været et led i opgøret med de

14

traditionelle teoretiske kommunikationsmodeller. De traditionellemodeller interesserede sig mest for mediebudskabers effekt og indfly-delse på publikum. Fokusgrupperne blev inddraget i forskningensom et led i at dreje interessen over mod mediebrugeres forskelligeformer for fortolkninger og sociokulturelle brug af medierede tekster.Inden for receptionsforskningen blev fokusgrupper derfor en vigtigmetode (se eksempelvis Lunt and Livingstone, 1996).

Inden for sociologien oplevede fokusgrupper først en genkomst ibegyndelsen af 1980’erne. Det er imidlertid en sociolog, der har gjortmeget for at udbrede kendskabet til metoden både blandt forskerkol-leger og studerende, nemlig David Morgan. Hans lille bog fra 1988,Focus Groups in Social Research er én af de bedst sælgende titler fra Sa-ges blå serie om kvalitative metoder. På denne måde kan fokusgrup-pers genkomst inden for sociologien formentlig ses som relateret tilopblomstringen i forsøgene på at udvikle på de kvalitative metoderog gøre dem mere systematiske og analytiske. Fokusgrupper er nu endel af standardrepertoiret for diverse former for anvendt sociologi,der bruger kvalitative metoder såsom forbrugssociologi, sociologi omsundhed og sygdom, arbejdslivssociologi, uddannelsessociologi også videre. I Danmark er Laila Launsøe og Olaf Riepers bog Forskningom og med mennesker fra 1987 den første sociologiske metodebog, sombehandler fokusgrupper som én af metoderne.

Styrker og svagheder ved brug af fokusgrupper

Vurderingen af fordele og ulemper ved at bruge fokusgrupper sommetode i et samfundsvidenskabeligt projekt er selvfølgelig afhængigaf det konkrete projekts formål og udformning. Men forskningens er-faringer med fokusgrupper over de seneste 15 år giver alligevel noglebud på nogle generelle styrker og svagheder ved brugen af fokus-grupper, som den enkelte kan tage med ind i sine overvejelser og valg.

Først og fremmest er fokusgrupper gode til at producere data omsociale gruppers fortolkninger, interaktioner og normer, hvorimod de

15

er mindre velegnede til at producere data om individers livsverdener(Bloor et al., 2001:89-90). En del af forklaringen på dette er helt konkretmetodisk, at den enkelte deltager i fokusgruppen får sagt meget min-dre end den enkelte deltager i et individuelt interview. På sammemåde har forskeren også meget bedre mulighed for at spørge ind tilden enkeltes forståelser og erfaringer i det individuelle interview endi fokusgruppen.

En anden mere analytisk del af forklaringen kunne gå på, at aty-pisk individuel praksis eller atypiske individuelle forståelser villehave en tendens til at blive underrapporteret i fokusgrupper (Bloor etal., 2001:8). Det vil sige, at den sociale kontrol i fokusgruppen kan hin-dre, at alle forskelle i erfaringer og perspektiver kommer frem. Imid-lertid er der jo ingen garanti for, at forskeren i et individuelt interviewfår interviewpersonens socialt genkendelige forståelser og praksisserfrem. Netop manglen på social kontrol fra ligesindede eller socialtnetværk i det individuelle interview kan føre til både for mange beret-ninger om socialt »korrekte« forståelser og handlinger samt for få be-retninger om socialt »ukorrekte« forståelser og handlinger. Desudenbygger diskussionen på en positivistisk videnskabsteoretisk antagel-se om, at det er muligt for forskeren at finde frem til de »ægte« socialtubesmittede data om individets livsverden. Det er derfor spørgsmå-let, om man abonnerer på en sådan antagelse. Eller man snarere medden videnskabsteoretiske konstruktivisme i hånden antager, at men-nesker altid konstruerer deres individuelle beretninger og forståelseri forhold til deres sociale relationer (Goffman, 1959; Potter, 1996). Deter blot forskellige konstruktioner alt efter, hvem der udgør den aktu-elle kontekst for interaktion. Vi fremhæver alle sammen nogle ting omos selv til vore kollegaer og studiekammerater, men sandsynligvisnogle lidt andre ting til vores mormor. Hverken den ene eller den an-den konstruktion udgør nogen sandhed om os som personer. Men debidrager begge til den fortsatte fortælling om, hvem vi er.

En anden styrke ved fokusgrupper er, at det er den sociale interak-tion som er kilden til data (Morgan, 1997:15). Typisk vil de forskelligedeltageres sammenligninger af hinandens erfaringer og forståelser i

16

gruppeprocesserne kunne producere viden om kompleksiteterne ibetydningsdannelser og sociale praksisser, som er svære for forskerenat få frem i individuelle interviews eller semistrukturerede gruppein-terviews. Deltagerne spørger ind til hinandens udtalelser og kom-menterer hinandens erfaringer og forståelser ud fra en kontekstuelfor-forståelse, som man som forsker ikke har. Til gengæld består svag-heden så i, at forskeren så også skal tage højde for de helt konkretegruppeeffekter, som kan opstå, netop når det er den sociale interak-tion, som er kilden til data. I fokusgrupper kan der både opstå tendenstil konformitet og tendens til polarisering, og begge tendenser kanlægge en dæmper på variationen i deltagernes udtryk for forståelserog erfaringer. Spørgsmålet er imidlertid, om dette er et særkendetegnved fokusgrupper? Eller om det snarere er et grundvilkår for al socialinteraktion, som derfor skal tænkes ind i gennemførelsen af fokus-grupper og fortolkningen af fokusgruppedata? I tilgift betyder dennepotentielle svaghed nemlig også, at forskeren kan lære noget om gra-den af konsensus og konflikt på et område.

En tredje styrke ved fokusgrupper består i deres evne til at produ-cere koncentrerede data om et bestemt fænomen eller emne på enlad-sig-gørlig måde, der ikke er særlig påtrængende over for deltager-ne sammenlignet med de andre metoder om »accounts in action« (Mor-gan, 1993:18-19; Morgan, 1997:13). I modsætning til feltarbejde og ob-servationer bruger forskeren med fokusgrupper ikke en masse ekstratid på at hænge ud i felten og håbe på, at der sker noget, som interes-serer hende og dermed producere en stor mængde ukoncentrerededata. Samtidig forstyrrer forskeren interviewpersonernes privatlivmindre med fokusgrupper end ved deltagende observation og lignen-de feltmetoder. Svagheden ved dette træk ved fokusgrupper er til gen-gæld, at forskeren sandsynligvis går glip af en masse interessant, somman kun kan få adgang til ved tilstedeværelse i folks sociale kontekst.Fokusgruppers mere styrede form for »accounts in action« kan ogsåhindre en passende grad af åbenhed fra forskerens side over for, hvilkesociale relationer, typificeringer og processer som er vigtige i kontek-sten – og som forskeren ikke altid har fantasi til at forestille sig.

17

Kombination af fokusgruppermed andre metoder

Tit kan det være en god idé – hvis der er ressourcer til det – at kombi-nere flere forskellige metoder til dataproduktion inden for et for-sknings- eller studenterprojekt. Hvis man hælder mest til den positi-vistiske eller realistiske ende af videnskabsteorien, så kan man argu-mentere for, at kombinationen af flere metoder kan fungere somtriangulering (Jensen, 1991:107-20). Det vil sige, at de forskellige typerdata om samme emne kan udgøre et slags check på hinandens pålide-lighed. Siger folk nu det samme, når de er i en fokusgruppe med an-dre, som de siger, når de bliver interviewet alene? Triangulering kanpå denne måde højne validiteten af undersøgelsens resultater.

Hvis man hælder mest til den konstruktivistiske ende af viden-skabsteorien, så kan man argumentere for, at vi inden for samfunds-videnskabelige problemstillinger ofte arbejder med komplekse, mul-tidimensionelle fænomener. Eller man kan argumentere for, at der al-tid eksisterer forskellige fortolkninger af det samme fænomen (Kvale,1996:241). Derfor kan det højne validiteten af undersøgelsens resulta-ter, hvis kombinationen af flere metoder kan producere viden om fæ-nomenets forskellige dimensioner eller fortolkninger. Folk siger må-ske ikke det samme under deltagende observation som i fokusgrup-per – hvordan kan man forklare det, og hvad fortæller det om de soci-ale relationer og fænomener, som man undersøger. I kapitel 5 venderjeg tilbage til denne diskussion og går i dybden med spørgsmål omeksempelvis validitet og generaliserbarhed. Nedenfor følger en kortoversigt over nogle almindelige og anvendelige måder at kombinerefokusgrupper med andre metoder.

I princippet kombinerer forskere typisk fokusgrupper med andremetoder af tre årsager. Det kan gøres for at forbedre metoderne gensi-digt. Det kan gøres for at følge op og uddybe vidensproduktionengensidigt. Eller de to metoder kan forsyne projektet med ligestillededatamaterialer, som enten kan bruges til triangulering, eller som kanfungere som forskellige perspektiver i en multidimensionel tilgang.

18

For det første kan man altså forbedre brugen af henholdsvis fokus-grupper og andre metoder ved at bruge den anden metode som enslags pilotmetode. Hvis man skal interviewe mennesker individueltmed en meget anderledes social og kulturel baggrund eller intervie-we inden for et felt, man ikke kender særlig godt, så kan en eller toindledende fokusgrupper give en nødvendig viden om feltets socialeog kulturelle dynamikker. Dermed kan man gøre sin interviewguidetil de individuelle interviews mere relevant og dækkende. Hvis manaldrig har befundet sig blandt enlige mødre i Vestjylland eller blandtcomputer-gamere i Ishøj, så ved man ikke noget om, hvad der fun-gerer som de vigtige sociale og kulturelle mønstre og skillelinier i de-res forståelser. Det gør det sværere at spørge relevant. Ofte tror vi, atvi kender mønstrene, når vi interviewer i vores såkaldt »egen« natio-nale kultur. Netop her er det særlig vigtigt at være opmærksom på sinsociale og kulturelle uvidenhed, så man kan forholde sig analytisk tilden, og den ikke bare spiller ind som implicitte fordomme. Desudener brugen af begrebet national kultur blevet fagligt problematiseret desidste mange år, så man snarere diskuterer kultur i flertal som mangeforskellige kulturer. Eller man diskuterer kultur som forskellige for-mer for kulturelle dynamikker, der indgår i blandingsforhold medhinanden, så man ikke længere taler om kulturer som sammenhæn-gende ting eller komplekser (Jensen, 1998:46-51).

Samme problemstilling gør sig gældende, når man kombinerermed henholdsvis observation og spørgeskema. At afholde en eller tofokusgrupper med medlemmer af feltet kan forsyne forskeren medekspliciterede udtryk for kulturelle forståelser af de praksisser, somindgår i den deltagende observation i feltet. Observation som metodei sig selv spørger ikke nødvendigvis ind til medlemmerne af feltet, ogsamtidig forsøger observation ofte at producere data om medlemmer-ne i feltets tavse viden, som den kommer til udtryk i eksempelviskropssprog og interaktion (Adler and Adler, 1994; Hastrup,1992:29-30). Det kan derfor være svært at vide, hvordan man skal star-te med at bruge denne meget implicitte metode. Specielt når observa-tion ikke kan gennemføres ved at »flytte ind« til folk i feltet, men må

19

gennemføres mere delvist ved gentagne besøg. Dette er oftest tilfæl-det med undersøgelser i moderne, mere privatiserede kulturellesammenhænge, samt i institutioner og virksomheder. En fokusgrup-pe som forstudie til deltagende observation kan også give idéer til,hvor det vil fungere bedst at gennemføre sine observationer sammenmed folk i feltet. Hvis man undersøger interkulturel kommunikationblandt folkeskoleelever, skal man så hænge ud i frikvartererne, i ti-merne eller på fodboldholdet?

At gennemføre nogle fokusgrupper som forstudie til en kvantita-tiv spørgeskemaundersøgelse kan forbedre selve spørgeskemaet. I etspørgeskema er man nødt til at stille meget præcise spørgsmål medlukkede svarkategorier, fordi disse data skal kunne laves til tal og sta-tistik, når de skal analyseres (Hellevik, 1984). Som forsker har man alt-så ikke i selve spørgeskemarunden mulighed for at spørge ind og fåuddybet interviewpersonernes forståelser og erfaringer, som man hari kvalitative interviews. Fokusgrupper med repræsentanter for spør-geskemaets målgruppe kan derfor hjælpe med flere forskellige ting.Dels kan diskussioner i fokusgrupper gøre forskeren opmærksom på,hvilke sociale og kulturelle variable, der er i spil på området, og somskal dækkes ind af spørgeskemaet. Eksempelvis har fokusgrupper in-den for forskning om forbrugeres håndtering af risiko ved fødevarervist, at tillid til forskellige former for institutioner spiller en vigtig rol-le for forbrugernes handlinger. Derfor er variablen tillid nu i højeregrad inddraget i spørgeskemaundersøgelser på området (Nygård,1999; Berg, 2000). Dels kan fokusgruppedata give viden om, hvordanman i spørgeskemaet kan spørge til forskellige sociale og kulturellevariable. Både så kategorierne i spørgeskemaet stemmer nogenlundemed kategorierne i folks sociale kontekst, og så de konkrete ord derbruges i spørgeskemaet rammer inden for ordbrugen i folks socialekontekst (Olsen, 1998).

Omvendt kan individuelle interviews og observationer give inter-vieweren en fornemmelse af vigtige erfaringer og forståelser på feltet,som kan bruges til at indrette spørgsmålene til fokusgruppen således,at så mange erfaringer og forståelser kommer i spil i interaktionen

20

som muligt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis man skal lavefokusgrupper inden for felter med stærke normative diskussioner isamfundet – voldelige computerspil og børn, eller bilkørsel og miljø-problemer. Ligeledes kan det være en god idé at gennemføre et parindividuelle interviews først, hvis man er i tvivl om sammensætnin-gen af deltagerne i fokusgrupperne. Skal man eksempelvis blandelavtuddannede og højtuddannede i hver enkelt fokusgruppe, hvisprojektet handler om forskellene i politisk deltagelse? Eller skal manlave rene grupper med henholdsvis lavtuddannede og højtuddanne-de?

For det andet kan man bruge en kombination af metoder som opfølg-ning på hinanden. Hvis de individuelle interviews antyder, at de soci-ale forhandlinger på området har stor betydning, så kan man følge opmed fokusgrupper. Nyere forskning om forbrugere viser eksempel-vis, at forbrugere langt fra kun agerer som de individuelle shoppere,kendt fra klassisk økonomisk teori, men at forbrugere snarere for-handler sig frem med f.eks. de andre familiemedlemmer om, hvadder skal forbruges og hvordan (Warde, 1997:18-21). På samme mådehvis fokusgruppen antyder, at her spiller den enkeltes livsverden envigtig rolle, eller der er store forskelle internt på deltagerne, så kanman følge op med individuelle interviews. Hermed er der mulighedfor at komme mere i dybden med den enkeltes erfaringer og forståel-ser.

Når et projekt hovedsageligt er baseret på deltagende observationi felten, så kan forskere bruge fokusgrupper til at »checke«, i hvor højgrad deres analytiske fortolkninger passer med feltets aktørers egnefortolkninger (Marshall and Rossman, 1995). Det er igen en måde ateksplicitere noget meget implicit socialt og kulturelt, som produceresvia observation. Det sker ikke nødvendigvis for at forkaste forskerensfortolkninger til fordel for informanternes, med mindre man abon-nerer på den videnskabsteoretiske antagelse, at kontekstens delta-geres udtalelser altid er mere autentiske og dermed mere valide, endandres fortolkninger. Det gør sig til dels gældende inden for aktions-

21

forskning. Men inden for moderne antropologi argumenterer manfor, at det er videnskabeligt mest gyldigt at arbejde med et »dobbelt-blik« (Hastrup, 1992:43-46). Forstået på den måde at man som forskerbåde skal leve sig ind i informanternes kulturelle forståelser, men atman også skal kunne distancere sig, så man kan se mønstre i de kul-turelle forståelser, som informanterne ikke selv kan se.

Hvis man følger en spørgeskemaundersøgelse op med fokusgrup-per, gør man det typisk for at kvalificere forklaringerne på mønstrenei spørgeskemadata (Morgan, 1997:27). Det er fordi spørgsmål og svar ispørgeskemaer som regel er meget generelle og frie af den socialekontekst. Derfor kan man i projektet få behov for at inddrage den rele-vante sociale kontekst igen via eksempelvis fokusgrupper. En spørge-skemaundersøgelse kan nemt vise, at kvindelige forbrugere køberlangt mere økologi end mandlige. Men at komme med en kvalificeretforklaring på, hvorfor dette mønster forekommer, kræver en kombi-nation af teoretiske refleksioner og måske også en kvalitativ metodiskopfølgning. Handler forskellene i økologiens udbredelse bare om, atdet stadig er kvinderne der står med hovedansvaret for indkøb i detdaglige? Eller handler forskellene om, at kvinder vælger forbruger-strategien til at udtrykke deres holdninger til miljøpolitik frem for atmelde sig ind i en organisation? Eller handler forskellene om, hvadøkologi kulturelt set associeres med?

For det tredje så kan man bruge individuelle interviews og fokusgrup-per som ligestillede former for empirisk dataproduktion. Det har jegeksempelvis selv gjort i et projekt om, hvordan unge forbrugere for-står og håndterer krav om miljøhensyn i forbrug i deres hverdag (Hal-kier, 1999). Her fungerede de to forskellige sæt datamaterialer somligeværdige kilder til forskellige perspektiver på den samme pro-blemstilling. Ét af formålene med projektet var nemlig at vise, at deunge forbrugere på samme tid fortolker miljøhensyn og agerer i for-hold til det både på individualiserede og socialiserede måder.

Den samme form for ligeværdig kombineret dataproduktion kanselvfølgelig også praktiseres med observation og spørgeskema – eller

22

en hvilken som helst anden metode. Det gennemgående forsknings-eksempel i resten af denne bog kombinerer eksempelvis fokusgrup-per med tekstanalyse. Det væsentlige er, at undersøgeren er opmærk-som på den enkelte metodes styrker og svagheder, og at man gør sigklart, hvilken viden den enkelte metode i relation til den anden kanproducere.

23