Føljeton 2006-Konfliktløsning, girafsprog - og den svære samtale

Konfliktløsning,girafsprog - og den svære samtale

af studenterpræst Nicolai Halvorsen (PNH) og akademisk medarbejder Lise Lotz (LL)

Skrevet som ugeføljeton i MOK foråret 2006

Konfliktløsning, girafsprog og den svære samtaleStudenterpræstens semesterføljeton foråret 2006

Nicolai Halvorsen og Lise Lotz

Side 1 af 16

Ugens giraf #1: Konfliktløsning, girafsprog og den svære samtale (LL)Studenterpræsten vil i forårssemestret tilbyde en føljeton om ”Konfliktløsning, girafsprog og den svære samtale”. Det vil skiftevis være studenterpræsten selv og hans medarbejder, der fører pennen. I en tid som forekommer fuld af sammenstød og konflikter på mange niveauer, håber vi, at vi kan bidrage positivt til en mere nuanceret forståelse af konfliktens anatomi og dermed også til en mere hensigtsmæssig håndtering af konflikter.

Det viser sig nemlig, at konflikter – uanset deres ydre forskelligheder – har fælles indre træk, som gør det muligt at generalisere og drage paralleller. Den konflikt, der opstår i en familie, når man ikke kan blive enige om, hvis tur det er til at tage opvasken, kan sammenlignes med den konflikt, der kan opstå mellem rivaliserende bander, der kæmper om narkomarkedet. Den kan igen sammenlignes med den indre konflikt et menneske kan stå i, når det står i et etisk dilemma og med storpolitiske konflikter mellem nationer eller civilisationer.

Man skal naturligvis ikke bagatellisere de store forskelle, men det kan være nyttigt somme tider at fokusere på lighederne, for bedre at kunne forstå, hvad der foregår. En bedre baggrundsviden om konfliktløsning kan give den ro og det overblik der skal til, når en konflikt opstår og kræver opmærksomhed.

Konflikter opfattes ofte som noget negativt, som man nødvendigvis skal gøre alt for at undgå. Sådan behøver det ikke at være. Konflikter er uundgåelige elementer af et menneskeliv, og de er som udgangspunkt hverken gode eller onde. Konflikter kan derimod håndteres mere eller mindre fornuftigt og konstruktivt. En konflikt, som bliver mødt med frygt og uvidenhed eller som bliver fortrængt, kan udvikle sig til et rent helvede for de involverede parter, hvorimod en konflikt, der mødes åbent og med et kreativt blik for løsninger, kan vise sig at lukke op for helt nye muligheder, indsigter og positive forandringer.

I de kommende uger vil vi forsøge at komme med nogle bud på, hvordan konflikter kan forstås og gribes an. Noget vil måske forekomme banalt, noget kan virke provokerende, noget er tilsyneladende bundløst naivt, men måske kan det alligevel give anledning til et første – og næste – skridt i den gode retning.

Lise Lotz, studenterpræstens akademiske medarbejder



Side 2 af 16

Ugens giraf #2: Konflikttrappen (LL)Studenterpræsten er syg, og det er derfor igen medarbejder Lise Lotz, der fører pennen.

Konflikter er forskellige. Konflikter er uundgåelige. Konflikter er i udgangspunktet hverken positive eller negative, men håndteringen af en konkret konflikt kan føre parterne forskellige steder hen: en god konflikthåndtering kan betyde positiv udvikling og nye muligheder, mens en dårlig håndtering af en konflikt kan medføre krig.

Som nævnt i sidste uge har de fleste konflikter nogle fælles træk, som gør, at man kan sammenligne dem og generalisere. Ved at gøre det kan man måske få et bedre overblik over situationen og bedre afgøre, hvad der er det mest fornuftige at stille op.

Konflikttrappen er en model, som er rigtig god at få forstand af. Den viser, hvordan mange konflikter udvikler sig efter en bestemt indre logik. Vi bruger ordene ”optrapning” eller ”eskalering” i forbindelse med konflikter, og de kan netop forstås som bevægelsen fra et trin på trappen til et højere – en bevægelse som er på vej væk fra en fredelig løsning, men som kan mødes ved at være opmærksom på, hvordan man bevæger sig ned ad trappen igen.

Som med alle andre modeller gælder det også her at konflikttrappen er en forenkling og de færreste konflikter følger den helt præcist. Der kan tages trin op og ned; flere trin ad gangen; forskellige trin samtidig eller andet. Trappen kan udformes med flere eller færre trin og med forskellige betegnelser på de forskellige trin, men det væsentlige er, at trappemodellen viser noget om dynamikken i konflikter.



Side 3 af 16

Uoverensstemmelse: På dette trin er konflikten knap nok en konflikt. Vi vil ikke det samme, og vi har et problem, der skal løses.

Personificering: Den anden er problemet; modpartens motiver betvivles og vi lytter ikke for at finde en løsning, men for at finde svagheder i den andens argumentation.

Problemfeltet udvides: Der er meget i vejen; gamle sager tages op og blandes ind i sagen.

Samtale opgives: ”Det nytter jo alligevel ikke”, kommunikationen bliver upræcis og mere følelsesladet. Parterne undgår hinanden, kommunikerer ved handlinger og taler om i stedet for med hinanden. Vi søger allierede.

Fjendebilleder: Modparten er forkastelig. Det oprindelige problem er glemt, og vi taler nu om ”dem” og ”os”; de ”gode” og de ”onde”. Man er enten for eller imod og nuancerne er forsvundet.

Åben fjendtlighed: Vi er nu i vredens vold. Kontakten varetages af ekstremister. De mådeholdne udskilles som forræddere og det handler nu om at skade modparten.

Polarisering: Der er ikke plads til begge parter; vi skiller os fysisk/geografisk; det betyder skilsmisse, fyring, udvisning, flugt, ghettodannelse. Konflikten er fjernet, men ikke løst.

Polarisering Åben fjendtlighed

Fjendebilleder Samtale opgives

Problemfeltet udvides Personificering

Uoverensstemmelse

”Konflikteskalering er ikke uundgåelig, men forudsigelig, hvis ingen besinder sig”, Center for Konfliktløsning, Kompendium 2000

Øvelse: Tænk på en konflikt – og det BEHØVER ikke at være den om Muhammed-tegningerne – og prøv at se, hvordan den udviklede sig og bevægede sig på trappen. Hvad gjorde du? Kunne du have gjort noget andet? Hvordan endte det?




Side 4 af 16

Ugens giraf #3: Konflikter – den radikale (1) løsning (PNH)En konflikt er jo flere ting. Der findes mange konflikter. For tiden er vi vidner til en konflikt som er ret kompliceret. Jeg er sikker på læseren ved hvad jeg tænker på. Denne konflikt er i hvert fald ikke sådan at afvikle, selvom der forsøges. Men man finder også en typisk problemstilling i denne konflikt, det at der ikke er helt enighed om hvad der er konfliktens indhold. Nogle siger det handler om religiøse følelser og respekt eller mangel på samme, andre siger det handler om ytringsfrihed. Det er en meget udbredt årsag til konflikter: at man taler forbi hinanden og ikke forstår hinanden.

Hvis man selv konstaterer, at man befinder sig i en konflikt og ikke har helt styr på hvorfor, så er det godt at spørge den anden konfliktpart: Hvad er det jeg har sagt eller gjort, som du er blevet så gal over? Derfra kan det være man kan komme til at tale sig til rette. I den aktuelle store konflikt er jeg ikke sikker på, at alle parter helst ville have undgået. Det forekommer mig, at personer og grupper på både den ene og den anden side har brugt konflikten til at fremme deres egen magt og egne politiske agendaer.

Hvad med religionen? Er tidens konflikter ikke religiøse? Jo, det er nogle af dem også, men det er de især, der hvor religionerne bliver til ideologi. Og religion behøver ikke altid være ideologisk.

Kristendommen har gennem tiden ofte være ideologisk, ofte legitimeret den herskende politiske magt. Men der er i kristendommen også klar betoning af magtens dæmoni. Afkaldets guddommelighed, med Jesus der som Gud selv blev menneske og tjener i stedet for at være Gud og hersker. I den forstand findes der i kristendommen en radikal recept på, hvordan enhver konflikt undgås eller opløses: ”Vend den anden kind til” eller med andre ord, hvis du selv konsekvent til enhver tid vil påtage dig lidelsen og afkald frem for selv at slå og selv at kræve din ret, så vil du aldrig komme i konflikt. Denne recept virker unaturlig. Hvis man ser rundt i en skolegård eller en børnehave, så ser man noget andet. Erfaringen viser også, at den ikke er til at gennemføre i stor stil.

Men måske er pointen en anden? Man kunne vende det om og sige, at grunden til at du har konflikter med andre og måske også med dig selv er, at du er bange for at miste dig selv, du er bange for at dø og du er bange for at lide.

Det vil jeg udfolde senere.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

(1) Radikale skal her forstås i den oprindelige betydning og ikke som forbundet med partiet ”De Radikale"



Side 5 af 16

Ugens giraf #4: Sag og relation (LL)En konflikt er ikke det samme som en uoverensstemmelse. Mødet mellem to viljer kan først kaldes en egentlig konflikt, når der så at sige ”går følelser i den”, altså at problemet ikke længere kun er en sag, der kan ordnes uden større involvering, men at der også er tale om problemer i relationen mellem de to parter.

En del af kunsten i god konfliktløsning er at kunne skelne tingene fra hinanden. Center for konfliktløsning definerer en konflikt på følgende måde: ” En konflikt er en uoverensstemmelse, der indebærer spændinger i og mellem mennesker.” Det er derfor konflikter mellem vores nærmeste ofte kan blive de mest vanskelige og smertefulde, fordi der i forvejen er ”så meget relation”, masser af gamle historier og masser af følelser. Det gør tingene komplicerede.

Det viser sig ofte, at konflikter, der på overfladen ligner rent saglige eller instrumentelle konflikter, og som derfor kunne anskues som uoverensstemmelser, der kunne klares i en håndevending, alligevel giver spændinger på fx en arbejdsplads. Ved et nærmere eftersyn kan det konstateres, at konflikten netop indeholder mere personlige eller værdimæssige elementer. Når konflikten skal løses er man nødt til at tage begge dele lige alvorligt, sag og relation, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at skabe konstruktive og varige løsninger.

Øvelse: Tænk på en konflikt, som du har været i, som egentlig var en faglig konflikt, men som var vanskelig at få løst. Hvilke følelser lå bag konflikten? Blev problemet i relationsdelen taget alvorligt?




Side 6 af 16

Ugens giraf #5: Om forsoning (PNH)Ugens giraf er en let omskrevet version af studenterpræstens prædiken, der var skrevet til Five o’clock tea-gudstjenesten søndag den 5. marts. Temaet var ”forsoning”.

”Sand forsoning er en dybt personlig sag. Den kan kun finde sted mellem mennesker, der hævder deres egens personlighed og anerkender og respekterer andres.” Sådan sagde Desmond Tutu.Derfor er der ingen mulighed for forsoning, hvis der ikke er noget ægte ønske om at anerkende andres personlighed; deres eksistens og ret til at være. Men dette er selvklart ikke det sammen som at anerkende alt hvad de siger og står for.

Ønsket om forsoning har heller ikke noget at gøre med selvundertrykkelse. Forsoning er ikke at give den ene part ret. Forsoning kræver sandhed. Også hvis der er tale om overgreb, kræver det at sandheden kommer for en dag. Dernæst kræver forsoning accept ikke af uretten eller overgrebet, men af den andens personlighed. Det kræver en forståelse for, at den anden person er mere end ond, voldsmand, aggressor, eller hvad det nu måtte være.

Denne forståelse kan ikke presses frem, den kan ikke kræves – man kan kun bede til at den må vise sig. Forsoning er ikke noget man kan skemalægge. Hvis der er tale om alvorlige konflikter, så er forsoning noget som tager tid. Lang tid.

Sand forsoning kræver at vi hævder vores egne personlighed. Det må betyde at vi står ved, hvem vi er.Erfaringen viser os, at vi ikke er hele. At vi kender til angst, død, lidelse, splittelse – disse erfaringer hører med til at være et menneske. For os selv, begynder forsoningen altid dér. Med os selv. Måske er det den vigtigste forsoning: At vi bliver forsonet med os selv.

Et hovedmotiv i kristendommen er Guds forsoning med menneskeheden. ”For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.”

Den forsoningstanke er måske fremmed for os, men en væsentlig pointe er, at Guds forsoning med os samtidigt er kilden til vores egen forsoning med os selv. Vi skal ikke være guder for hinanden, men forsone os med at vi er mennesker.




Side 7 af 16

Ugens giraf #6: Gå, slå eller stå (LL)Der er flere måder møde konflikter på.

Hvis man mener, at konflikter grundlæggende er onde, farlige, tidsrøvende og unødvendige, kan en naturlig reaktion være simpelthen at undgå dem. Når der er optræk til noget ubehageligt, kan man vælge at flytte sig – fysisk eller mentalt – et andet sted hen og prøve at glemme sagen; simpelthen at gå.

Somme tider er det nok en udmærket løsning; i hvert fald kan det være en god idé at bede om ”time out”, hvis sindene kommer i kog, og den konstruktive tænkning er forduftet. Men det løser jo ikke konflikten, og konflikter har det med at dukke op igen; måske endda med fornyet kraft, hvis de ikke bliver håndteret.

En anden måde at møde konflikter på er den mere hårdkogte. ”Jeg står på min ret, og enten er du med mig eller imod!” Det er løsningsmodellen hvor man – fysisk eller mentalt – spiller med musklerne, og ser den anden part som en modspiller, der skal besejres. Det handler – lidt hårdt sagt – om at slå. En ”sejr” kan give indtryk af at konflikten er løst, men den besejrede vil ofte stå tilbage med de samme frustrationer, der så finder et andet udtryk, også her måske med fornyet kraft.Disse to løsningsmodeller er måske levn fra urtiden, hvor faresignaler skulle give anledning til flugt eller kamp. Hvis man var uopmærksom på trusler, eller ikke reagerede i overensstemmelse med dem, kunne det betyde døden.

Nu er det i vore dage sjældent døden, der lurer bag en snigende konflikt, men ikke desto mindre er mod stadig en af de egenskaber, som er vigtig, hvis man vil møde en konflikt på en god måde. Man kan nemlig vælge hverken at gå eller slå, men at stå; altså at blive stående i den konfliktfyldte sammenhæng og åbent gå ind i arbejdet med at finde en løsning. Og det kræver som nævnt mod, men også et vist mål af selvtillid og kreativitet.

For hvis man for alvor går åbent ind i en konflikt, må man være parat til at lytte og tale uden at miste besindelsen. Man må lytte åbent til den anden parts synspunkter. Man må være klar til at høre kritik, at møde sårede følelser, at høre udsagn som kan forekomme urimelige, at prøve at forstå tankegange som er forskellige fra ens egne. Og man må forsøge forklare sig, så den anden forstår, hvad man siger.

Det er klart, at man ikke bogstaveligt skal vende den anden kind til og finde sig i at blive slået af den anden part i konflikten, men i overført betydning, kan det gamle udtryk stadig give mening. Min påstand er, at det kræver to ubesindige parter for at få en konflikt til at eskalere. Hvis den ene part bevarer roen og bliver ved med at lytte, bliver ved med at prøve seriøst at forstå og bliver ved med at tage den anden parts synspunkter alvorligt – uden dermed at være enig i synspunkterne – vil den anden part efterhånden miste kampgejsten og blive mere stemt for en fredelig løsning ud fra en dialog.

Øvelse: Har du prøvet at være vred på nogen – og måske ligefrem glædet dig til at skælde ud – og så blev du mødt med forståelse i stedet for modstand? Hvad skete der med din vrede? Har du prøvet det fra den anden side? At møde en person, der var vred på dig, med åbne arme og et ærligt ment ”Det kan jeg godt forstå”? Prøv evt. at øve dig i helt små dagligdags situationer. Det virker!




Side 8 af 16

Ugens giraf #7: Jura og retfærdighed (PNH)I Johannesevangeliet kan man i kapitel 8 læse følgende: Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?« Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren.

Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham. Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«

Teksten handler umiddelbart om jura. Efter moseloven skal hun stenes, men så spørger Farisæerne og de skriftkloge Jesus, hvad han ville sige. Og det tilføjes, at de kun gør det for at sætte ham på prøve. Det svar Jesus giver kobler den anklage mændene kommer med til dem selv. ”Lad den, der er uden synd kaste den første sten.” Pointen synes at være, at forudsætningen for at kunne dømme og straffe er at man selv er pletfri. Juridisk set er det nok betænkeligt, for ingen er helt pletfri – måske lige bortset fra Gud/ Jesus. Konsekvensen vil så blive, at ingen vil kunne dømme.

Men hvis man skifter fokus fra juraen til de mellemmenneskelige relationer er der nok en anden pointe. For hvor ofte gælder det ikke i konflikter mellem mennesker at vi vil have ret, at vi er hurtige til at dømme andre. Det kan vi formentlig næppe komme

helt ud af. Vi kommer jo også til at gøre hinanden ondt og det vil jo være uretfærdigt, hvis al ondskab blot skulle fortrænges. Men hvis vi gør vores samliv med hinanden udelukkende til et spørgsmål om ret og vrang, hvis alt skal betales efter princippet om et øje for et øje og en tand for en tand, så ender vi alle med at bliver både blinde og tandløse – som Gandhi sagde.




Side 9 af 16

Ugens giraf #8: Girafsprog (LL)Nu må vi have giraffen på banen!

Girafsprog er betegnelsen for en kommunikationsteknik, som er udviklet af den amerikanske psykolog Marshall B. Rosenberg. Girafsprog kaldes også for ikkevoldelig kommunikation (IVK) eller konstruktiv kommunikation. Rosenberg valgte giraffen som symbol for sin teknik, fordi den er det landdyr, der har det største hjerte, og girafsprog er - poetisk udtrykt - ”et sprog fra hjertet”. (Et girafhjerte vejer omkring 11 kg.!) Giraffen har desuden stort overblik og er ydermere yndefuld, men også kraftfuld.

Girafsprog er umiddelbart en teknik, som kan læres og trænes. Men det er også et udtryk for et bestemt menneskesyn. Girafsproget bygger på en tro på, at mennesker dybest set gerne vil hinanden, gerne vil have god kontakt, gerne vil opfylde andres behov, og have sine egne opfyldt. Mennesker er altså ikke onde, selvom de somme tider gør onde handlinger. Vrede og aggression og de konflikter, der følger, er altid udtryk for, at nogens behov ikke er blevet set/hørt og opfyldt.

Når man tror på det, kan man udholde meget, som ellers kan forekomme urimeligt, dumt, ondt, tillidsødelæggende. Og når man sætter sin kreativitet, tålmodighed og vilje ind på at ville prøve at forstå modparten, så kan der vise sig forklaringer, som åbner for videre dialog.

I disse tider er det i nogle sammenhænge blevet udlagt sådan, at hvis man forstår sin modpart, så er det det samme som at acceptere modpartens holdninger. Det er slet ikke girafsprogets tanke. Forståelse er en nødvendighed for at kunne tale sammen på en konstruktiv måde, men forståelse lever fint sammen med at man fastholder sine egne holdninger.

Kunsten i girafsprog er på en og samme gang at kunne udtrykke sine egne følelser og behov og at lytte til modpartens. I det frirum, der skabes, når man både markerer sig selv venligt og bestemt og samtidig lytter åbent og tillidsfuldt, kan ægte dialog finde fodfæste. Men ja, i en ægte dialog må man være forberedt på at man måske bliver lidt klogere; at man måske lærer noget, så man må nuancere sit oprindelige synspunkt; at man forstår den andens synspunkt og måske ikke længere kan være lodret uenig. I ægte giraf-dialog må man leve med og rumme de besværligheder, som nuancer giver.




Side 10 af 16

Ugens giraf #9: ”Du skal elske din næste som dig selv...” (PNH)Hosstående sætning kender de fleste. Næstekærlighedsbuddet kaldes det og for mange er det forbundet med kristendommen. Kristendommen handler om næstekærlighed, siger man. Og nogle vil så tilføje, at det også findes i andre religioner. Og det er ganske sandt.

Men nu skal det ikke handler om, hvilken religion der er mest næstekærlig; men derimod om hvad næstekærlighedsbuddet egentlig udtrykker.

Mange vil sige, at det handler om at vi skal behandle hinanden godt. Måske vil man endda henvise til beretningen om den barmhjertige samaritaner (se biblen Lukasevangeliet kap. 10, v. 25-37), som et eksempel på næstekærlig adfærd.

Men lignelsen er snurrig, fordi det af den fremgår at ens næste er samaritaneren. Umiddelbart tror vi jo, at vores næste er ham i grøften som skal hjælpes. Men det er altså samaritaneren. Nu kunne man så tro, at næstekærlighedsbuddet betød, at vi skulle elske lægerne. Men det nok ikke pointen.

Hvad pointen så er, må du tænke over eller læse mit bud på hjemmesiden i prædikenen fra 21. oktober 2001.

Vi må videre. Frem til konflikter og problemer, som jo er temaet for disse klummer. I sidste uges giraf skrev Lise: ”Vrede og aggression og de konflikter, der følger, er altid udtryk for, at nogens behov ikke er blevet set/hørt og opfyldt.”

Taget ud af sin sammenhæng, så kunne sætningen forstås sådan, at den, der er vred, er den svage, den som er i underskud og der på den anden side er en eller flere i overskud, som burde have set eller hørt den svages behov, men ikke gjorde det.

Oversat til næstekærlighedstale betyder det, at de stærke skal elske de svage. Sådan hører vi også lignelsen om samaritaneren. Vi skal hjælpe ham i grøften, dermed viser vi næstekærlighed. Men i lignelsen er pointen, at du kan selv risikere at blive svag, at ligge i grøften og dermed komme i en situation, hvor du bliver hjulpet.

Du – som tror du er stærk – glemmer din egen sårbarhed. Du glemmer, at du kunne være i hans sted.

Hvad der derimod er helt rigtigt i Lises sætning, er det forhold, at vores selvværd og selvkærlighed, vores evne til at elske os selv, den kommer fra andres anerkendelse. Næstekærlighedsbuddet forudsætter, at du elsker dig selv. Men det kan du kun gøre, hvis du bliver elsket.

Så bliv det. Eller som Nick Cave siger: ”Get ready for love”




Side 11 af 16

Ugens giraf #10: ”Giffe og Uffe” (LL)

En af strikkecafeens flittige og dygtige strikkere har strikket et par fingerdukker i form af en giraf og en ulv. Dem har vi adopteret på kontoret, og de hedder Giffe og Uffe. De er de fysiske udgaver af to forskellige konfliktløsningstilgange, girafsproget og ulvesproget.

Som nævnt i Ugens Giraf i nr. 8 er girafsprog en kommunikationsteknik, der kan hjælpe os til at håndtere konfliktsituationer på en måde, så begge konfliktens parter kommer godt igennem konflikten. Målet i girafsprog er at tale ud fra konkrete iagttagelser og et kendskab til sine egne følelser, ønsker og behov. En

væsentlig del af kunsten i girafsprog er at kunne opfatte og skelne disse forskellige dele af vores reaktioner.

Jeg vil senere komme ind på teknikken i girafsproget, som udgøres af fire ”ben”: Observation, følelse, behov og anmodning. Det er her værd at minde om, at i begyndelsen vil girafsproget virke unaturligt, stift, teknisk og faktisk ofte ret irriterende at høre på, men når det efterhånden bliver indarbejdet, vil man kunne benytte tankegangen mere frit og mindre bogstaveligt.

Denne gang vil jeg dog bruge et par linjer på at beskrive girafsprogets modsætning, nemlig ulvesproget. Det kender de fleste af os rigtig godt.

Ulvesproget bruges når man i en uoverensstemmelse mest af alt er opsat på at få ret, snarere end at få løst modsætningsforholdet til glæde for begge parter. Når man taler ulvesprog iagttager man ikke, men vurderer, dømmer og anklager; man reagerer umiddelbart på sine følelser i stedet for at forholder sig til dem; man ser ikke den andens behov, men beskylder og bebrejder, og man beder ikke om noget, men stiller krav og beordrer.

Alt sammen naturligvis i den bedste hensigt, nemlig at få sit eget – rigtige - synspunkt igennem, men på den bekostning, at dialogen og muligheden for at finde en holdbar fælles løsning går tabt. Ulven mister ofte blikket for det langsigtede eller dybereliggende mål og kæmper for at vinde den umiddelbare kamp.

Ulvesprog er solidt indarbejdet i de fleste af os; ikke mindst de af os, som er grundigt uddannede og dygtige til at vurdere og kritisere. Folk, der taler ulvesprog flydende, kan forekomme stærke og imponerende, og de kan opnå stor magt og indflydelse ved at have evnen til at kunne gå i struben på modstanderne. Men holdbare, konstruktive og ægte demokratiske løsninger på forskellige problemstillinger skabes ikke af magtanvendelse.




Side 12 af 16

Ugens giraf #11: Marshall Rosenberg kommer til Danmark (LL)Denne uges giraf er oplysningen om at Marshall Rosenberg, griafsprogets skaber, er i Danmark i slutningen af maj måned. Han afholder diverse workshops og jeg kan især anbefale kurset: "Medfølelsens sprog - at bygge bro mellem mennesker og kulturer" onsdag den 24. maj 2006 kl. 19 – 22, Islands Brygges Kulturhus, Islands Brygge 18 (ved havnefronten), København K. Det koster kr. 230.

Hvis du har lyst til at følges eller mødes med mig til arrangementet er du velkommen til at kontakte mig. Du skal selv skaffe en billet. Jeg har skaffet en billet gennem Politiken PLUS (for Politikenabonnenter), men ellers foregår billetsalget gennem www.quantumseminars.dk. Jeg ved ikke, hvor mange billetter, der er tilbage.

Vigtigt! Hvis du står med en konflikt på hånden, som du gerne vil have noget respons på, er du velkommen til at komme forbi på kontoret for en girafsnak mandage mellem 12 og 14.




Side 13 af 16

http://www.quantumseminars.dk/

Ugens giraf #12: ”Konflikten i mig selv og forholdet til andre.” (PNH)I en tidligere ”giraf” lovede jeg at udfolde et synspunkt. Synspunktet var det, at konflikter med andre kan have sin rod i en indre konflikt og dybest set bunde i frygt for lidelse og død.

Som mennesker er vi underlagt det vilkår, at være dødelige og sårbare. Både fysisk og mentalt. Det ved medicinstuderende bedre end de fleste. Men som medicinstuderende lærer man at opfatte denne sårbarhed i almene og rationelle kategorier. I vores samfund har vi nemlig med stor succes skabt et værn mod meget af det som skader, gennem lægevidenskab, og rationel medicinsk behandling. Vi har dermed rykket grænserne for sårbarheden og døden. Ting man før døde af kan nu helbredes. Smerter, lidelser, invaliditeter som man før måtte leve med, kan nu undgås.

Måske har dette forhold forført nogen til at tro, at vilkåret har ændret sig. Men det har det ikke. Men vi har ikke rykket ved vilkåret for stadig gælder det, at vi er sårbare og dødelige. Vi er ydermere som individer stadig absolut sårbare og dødelige i den forstand, at ulykken kan indtræde når som helst. Der er desuden meget der tyder på, at frygten for lidelse og død ikke er blevet mindre. Selvom risikoen statistisk set er blevet meget mindre. Det kunne ligne et paradoks.

Men hvad har det med konflikt at gøre? Jo, det afslører en konflikt mellem magt og afmagt. Frygten for lidelse og død er også en frygt for afmagten. Det er en grundlæggende konflikt i os alle, at vi skal finde os til rette med, at vi ikke kan styre alt. Vi videnskabeliggør og

rationaliserer vores omverden, så vi kan styre den. Det skal vi ikke beklage, for det hjælper os på mange måder i hverdagen. Men vi bør være opmærksom på grænserne. Men vores egen frygt og angst lader sig ikke styre. Jo mere man forsøger at styre sin angst, jo værre bliver det.

Vi kan heller ikke styre andre mennesker. I så fald ophører de at være mennesker, men bliver til ting. Det kan skabe konflikter i forhold til andre, fordi de andre ikke bryder sig om at blive tingsliggjort. Derfor gør de modstand mod vores forsøg på at gøre dem til genstand for vores magt og styring. Denne konflikt kan opstå selvom vi kun ønsker at bruge vores magt til det gode.

Et særligt konfliktområde er andres lidelse. Vi vil gerne hjælpe, og vil ofte forsøge at gøre lidelsen til et problem. Lidelsen bliver noget der kan fjernes. Men hvis lidelsen ikke kan fjernes, så står vi overfor magtens grænse. Vores egen afmagt bliver tydelig. Og dermed bliver det også tydeligt, at den anden som uhelbredeligt lider, ikke er anderledes end mig. For heller ikke jeg kan gøre hverken fra eller til.

Min egen frygt for lidelse og død kan i den situation få mig til at flygte fra situationens realitet: at jeg ikke kan komme fri af afmagten. Konsekvensen bliver at jeg lukker øjnene, taler udenom og glemmer at lytte. Den der lider, vil så lide dobbelt, fordi han eller hun føler sig ensom og alene i sin lidelse, fordi jeg ikke forstår. For i den situation er den der lider, den som forstår, og jeg er den uvidende, som ikke forstår. Det rette er at erkende det, og handle derefter ved at lytte til det som den lidende vil sige og ikke løbe væk.




Side 14 af 16

Ugens giraf #13: Marshall Rosenberg på Islands Brygge (LL)Himlen åbnede sig over Islands Brygge. Ikke på den fede, halvreligiøse måde, som når solen pludselig bryder igennem et tykt lag skyer, men på den absolut ufede måde – når man er på cykel og ikke er nået frem endnu: styrtregn. Jeg var kun et par hundrede meter fra medborgerhuset på Islands Brygge, men jeg nåede at blive gennemblødt. Heldigvis blev resten af aftenen betydeligt bedre.

Jeg var cyklet gennem byen for – i dobbelt forstand – at ”se giraffen”. Skaberen af girafsproget, Marshall Rosenberg, var i København og talte om ”Sprog der bygger broer”. Det blev en afvekslende og spændende aften. Dels talte Dr. Rosenberg, som er en ældre, relativt stramt udseende herre, alvorligt om sit syn på magtstrukturerne i verden, medicinalindustriens betydning for den måde vi taler med hinanden på og om konfliktløsning i verdens brændpunkter og dels brød han flere gange ud i sang og guitarspil, iførte sig sin girafteknologi: en meget fjollet girafhat (billede fra www.findhorn.org) og udviste i det hele taget et stort mål af selvironi. Meget forfriskende!

Jeg optog (det meste af) seancen, og har nu et par timers - kun let ulden – digital lyd, som du er velkommen til at lade din nysgerrighed gå på

opdagelse i. Du vil blandt andet kunne høre, hvad jeg kan regne ud er et af Marshall Rosenbergs ”hits”, nemlig den sang han hører i sit indre, hver gang nogen taler grimt, aggressivt, vredt, hånligt eller nedladende til ham:

See me beautiful,look for the best in me.That’s what I really amand all I wanna be.It may take some time,it may be hard to find,but see me beautiful.

See me beautiful,each and every day.Could you take a chance,could you find a way,to se me shining througheverything I do,and see me beautiful?

For som han siger: “There really are no jackals (ulve), only giraffes with language problems!”

Du vil også kunne høre ham fortælle historien om dengang han var i en flygtningelejr i Mellemøsten for at være med til at løse de konflikter, der var i området. En mand råbte som det allerførste ”Morder!” i hovedet på Marshall Rosenberg, som var præsenteret som amerikaner, og dialogen kunne være stoppet der. Men Marshall havde sin ”girafteknologi” på plads – han lyttede empatisk med sine mentale girafører – og 40 minutter senere havde manden inviteret Marshall Rosenberg til ramadanmiddag i sit hjem!

Og du vil kunne høre meget andet, for den gode mand talte i flere timer.

Indsigtsfulde anekdoter, inspirerende girafsnak, gode spørgsmål fra salen, et par sange og en aftenhimmel, der åbnede sig på den fede måde udenfor panoramavinduerne gjorde det til et helt unik aften.




Side 15 af 16

IndholdsfortegnelseUgens giraf #1: Konfliktløsning, girafsprog og den svære samtale (LL)..2

Ugens giraf #2: Konflikttrappen (LL).......................................................3

Ugens giraf #3: Konflikter – den radikale (1) løsning (PNH)...................5

Ugens giraf #4: Sag og relation (LL)........................................................6

Ugens giraf #5: Om forsoning (PNH).......................................................7

Ugens giraf #6: Gå, slå eller stå (LL)........................................................8

Ugens giraf #7: Jura og retfærdighed (PNH)............................................9

Ugens giraf #8: Girafsprog (LL).............................................................10

Ugens giraf #9: ”Du skal elske din næste som dig selv...” (PNH)..........11

Ugens giraf #10: ”Giffe og Uffe” (LL)...................................................12

Ugens giraf #11: Marshall Rosenberg kommer til Danmark (LL)..........13

Ugens giraf #12: ”Konflikten i mig selv og forholdet til andre.” (PNH) 14

Ugens giraf #13: Marshall Rosenberg på Islands Brygge (LL)..............15

Indholdsfortegnelse.................................................................................16

(PNH): studenterpræst Nicolai Halvorsen(LL): akademisk medarbejder Lise Lotz

Teksten her er en uredigeret samling af indlæg bragt i MedicinerOrganisationernes Kommuniationsorgan, MOK, i foråret 2006.



Side 16 af 16

Documents

Føljeton 2006-Konfliktløsning, girafsprog - og den svære samtale