Historier fra to sfærer - Kommunikationsforumer/... · 2009-11-25 · Historier fra to sfærer En undersøgelse af mundtlige fortællinger på en arbejdsplads. Speciale af: Stine

Historier fra to sfærer

En undersøgelse af mundtlige fortællinger på en arbejdsplads.

Speciale af: Stine Østergaard Petersen

Vejleder: Søren Beck Nielsen

Institut for Nordiske Studier og

Sprogvidenskab

Københavns Universitet

September 2008

Indhold

1 Indledning ......................................................................................................................... 3

1.1 Formål og problemformulering .................................................................................. 4

1.1.1 Fokus .................................................................................................................. 4

1.2 Specialets opbygning og begreber .............................................................................. 5

2 Undersøgelsesdesign. Data og metode ............................................................................ 7

2.1 Historien bag data ....................................................................................................... 7

2.2 Lydoptagelserne ......................................................................................................... 8

2.3 Data ............................................................................................................................ 9

2.4 Transskription ........................................................................................................... 10

2.5 Opsamling ................................................................................................................ 10

3 Den mundtlige fortælling. Definition og funktion. En teoretisk gennemgang og

diskussion af det narrative felt. ............................................................................................. 11

3.1 At definere en mundtlig fortælling ........................................................................... 11

3.1.1 Narrativ definition for specialet ....................................................................... 14

3.2 Fortællingens funktion ............................................................................................. 15

3.2.1 Organisation og fortælling ................................................................................ 18

3.3 Opsamling ................................................................................................................ 21

4 Historier om den professionelle sfære .......................................................................... 22

4.1 Redaktionens arbejdshistorier .................................................................................. 22

4.2 Historieverdener i redaktionen ................................................................................. 25

4.2.1 Et møde mellem to forlag ................................................................................. 26

4.2.2 Sammenhænge i historiefortælling og forståelse ............................................. 28

4.2.3 Dramaer mellem de kvikke og deres konkurrenter – genkendelige

historieverdener ................................................................................................................ 32

4.3 Fælles forståelse – det er ikke os!............................................................................. 34

4.3.1 Enigt fællesskab og forhåndsviden om gruppens reaktioner ............................ 37

4.4 Opsamling: Professionelle fællesskaber gennem historiefortælling ........................ 39

5 Historier om den private sfære ..................................................................................... 41

5.1 Private historier i redaktionen .................................................................................. 42

5.1.1 Fastelavn er mit navn ... ................................................................................... 44

5.2 Humor og karikerede karakterer ............................................................................... 45

5.2.1 Fakta eller fantasi ............................................................................................. 49

5.2.2 Kontaktflade og humorfællesskab .................................................................... 50

5.3 Værdier og fælles orientering ................................................................................... 53

5.3.1 Socialt fællesskab gennem privatsfærehistorier ............................................... 56

5.4 Opsamling: Privatsfærenarrativer – Brobygning og organisationel performance .... 57

6 Historier fra to sfærer – håndtering, sammenhænge og mening ............................... 60

6.1 Overgange og skift ................................................................................................... 60

6.2 Sammenblanding uden overgang ............................................................................. 67

6.3 Situationsbestemt brug af narrativer? ....................................................................... 71

6.4 Organiserende forståelser ......................................................................................... 74

6.5 Opsamling ................................................................................................................ 78

7 Konklusion ...................................................................................................................... 79

8 Litteratur ......................................................................................................................... 84

9 English summary ............................................................................................................ 88

3/89

1 Indledning

“Imagine a world without narrative. Going through life not telling others what happened

to you or someone else, and not recounting what you read in a book or saw in a film. Not

being able to hear or see or read dramas crafted by others. No access to conversations,

printed texts, pictures, or films that are about events framed as actual or fictional. Imagine

not even composing interior narratives, to and for yourself. No. Such a universe is

unimaginable, for it would mean a world without history, myths or drama; and lives

without reminiscence, revelation, and interpretive revision.” (Ochs 1997: 185)

”The raw material of everyday organizational life consists of disconnected fragments,

physical and verbal actions that do not make sense when reported with simple

chronology. Narrating involves organizing this raw and fragmented material with the

help of such devices as plot and characters. Simultaneously, organizing makes narration

possible, because it orders people, things and events in time and place.” (Czarniawska og

Gagliardi 2003: VII)

Historier er alle vegne. Som ovenstående citater viser, er narrativer en genre, der i høj grad

indfletter sig i vores måde at tænke og snakke på. Også på arbejdspladsen hvor man i løbet af

dagen indgår i forskellige interaktioner med kollegerne om alt fra gårsdagens møde til

weekendens tur i sommerhus. En arbejdsdag giver rum til mange forskellige historier,

hvorigennem medarbejderne bl.a. giver information videre til hinanden, styrker sociale

relationer – og tegner et dynamisk billede af deres arbejdsplads. Storytelling står da også som

et særdeles aktuelt begreb inden for marketings- og organisationsteori, og i erhvervslivets

stillingsannoncer kaldes der ofte på ansøgere, som har kompetencer til at finde virksomhedens

historier og formidle dem til eksterne og interne formål. Også i dette speciale er

historiefortælling i centrum, da jeg her vil arbejde med fortællinger indsamlet på en

arbejdsplads og med de betydninger og forståelser, der kommer i spil gennem historierne.

Imidlertid tager specialet udgangspunkt i en interaktionel vinkel på

historiefortællingen og undersøger medarbejdernes mundtlige fortællinger, som de bliver

fortalt under arbejdsdagens forskellige samtalesituationer, frem for at fokusere på

virksomhedens ‟store‟ og mere officielle historier. Der er således tale om en tilgang mere på

mikroniveau, end hvad der er tradition for inden for feltet, fordi jeg undersøger historierne i

det fortællende øjeblik, hvor de opstår. Når jeg har valgt dette fokus, skyldes det, at jeg ser

det som en mangel, at kun få teoretikere i deres studier af fortællinger og organisationer har

interesseret sig for medarbejdernes verbale performance og dagligdags interaktioner. Jeg

ønsker i dette speciale at kombinere interaktionelle og organisationsteoretiske indsigter og at

4/89

vurdere, om denne fremgangsmåde åbner for nye indsigter i studiet af historiefortælling og

kommunikation i organisationer.

For at kunne gennemføre ovenstående har det været nødvendigt at indsamle empirisk

materiale fra en arbejdsplads. Specialets data stammer fra lydoptagelser af samtaler i en

konkret virksomhed, vinter, starten af året 2008.

1.1 Formål og problemformulering

De fleste teoretikere, der arbejder med storytelling, indsamler fortællinger af mere formel

karakter som fra interview, hjemmesider mm. Altså feltstudier med en større grad af

involvering fra enten forsker eller virksomhedens ledelse. Imidlertid er de historier, som folk

fortæller til daglig i forskellige samtalesituationer i løbet af arbejdsdagen, interessante, fordi

medarbejderne her snakker naturligt sammen uden at tænke nærmere over det. Den daglige

interaktion på en arbejdsplads er organisationen, og derfor er det interessant at gå i felten efter

de historier, som dukker op naturligt – dvs. med så minimal forskerinvolvering som muligt.

Jeg har endvidere observeret, at der mig bekendt ikke er lavet nogen undersøgelser

med fokus på storytelling i organisationer, hvor også medarbejdernes mundtlige fortællinger

om oplevelser fra privatsfæren er inkluderet. Man vælger at koncentrere sig om de historier,

der handler om organisationen og oplevelser i forbindelse med arbejdet. I mit datamateriale

udgør sådanne arbejdshistorier omtrent halvdelen af den indsamlede mængde fortællinger.

Resten var narrativer fra privatsfæren, hvor fortælleren fortalte om en begivenhed fra sit liv

som privatperson. Disse fortællinger blev fortalt til kollegaerne på arbejdet og er således en

del af den kommunikation, der foregår i organisationen. Det undrer mig derfor, at ingen har

beskæftiget sig med dem. Jeg laver en undersøgelse af den samlede historiefortælling i min

casevirksomhed, og derfor vælger jeg at inddrage historierne fra privatsfæren på lige fod med

dem fra den professionelle sfære. Jeg vil gennem dette studie vurdere, om teorier om

storytelling i organisationer vinder ved at udvide interessefeltet til alle de fortællinger,

medarbejderne fortæller på arbejdet.

1.1.1 Fokus

Ved gennemlytning af data syntes jeg, at folk virkede samarbejdende, medfortællende og

opbakkende under de narrative sekvenser af samtalerne. En afdeling i en organisation udgør

rent formelt en gruppe i kraft af fælles lokalitet, arbejdsopgaver, tilhørsforhold, faglig

5/89

målsætning mm. Men det er interessant, hvordan medarbejderne viser hinanden deres

forståelser af at være en gruppe og dermed forhandler, opretholder og giver mening til den

daglige praksis i redaktionen. Er mundtlig historiefortælling mon et ‟sted‟, hvor redaktionens

medlemmer praktiserer en forståelse af at være en del af den samme gruppe. De spørgsmål,

som specialet besvarer, er derfor følgende:

Hvilke fælles forståelser og erfaringer deler medarbejderne i redaktionen imellem sig

igennem deres mundtlige fortællinger? Hvilke sociale og faglige relationer og

betydninger opretholdes igennem italesættelsen af disse forståelser?

1.2 Specialets opbygning og begreber

Specialets analytiske kerne ligger i de tre hovedkapitler, kap. 4, 5 og 6, hvor de mundtlige

narrativer er omdrejningspunktet for både diskussion og analyse. Analysen er struktureret

således, at jeg først fokuserer på narrativerne fra den professionelle sfære, dernæst på dem fra

den private sfære og til sidst afslutter jeg analysen i et kapitel, der forholder sig til begge typer

historier, deres forhold til hinanden samt deres betydning i den daglige organisationelle

praksis på arbejdspladsen. Den teoretiske ramme, der består af perspektiver på narrativer og

interaktion samt af perspektiver på organisation og storytelling, præsenteres og diskuteres

indledningsvist i kap. 3, men inddrages i øvrigt gennem hele specialet i et samspil med

analysen. I 2. kapitel, der følger efter indledningen her, redegør jeg allerførst for metodiske og

praktiske forhold og problemstillinger i forbindelse med optagelserne og feltarbejdet.

Inden jeg påbegynder ovennævnte dele af specialet, vil det være hensigtsmæssigt kort at

afklare nogle få centrale begreber for at undgå uklarhed om betydningen.

I dette studie bruger jeg begreberne: narrativ, fortælling og historie synonymt, som

forskellige betegnelser for det samme fænomen. Det samme gælder som udgangspunkt også

for termerne: historiefortælling og storytelling. Endvidere vil jeg pointere, at mine analyser

tager udgangspunkt i den situerede samtalesituation, og at de forståelser, der kommer til

udtryk her, ikke nødvendigvis altid kan siges at række ud over øjeblikket, hvor de dukker op

og konstrueres. F.eks. er konstruktionen af fællesskab noget, jeg undersøger i analysen, men

jeg kan ikke uproblematisk slutte mig frem til, at fællesskabet varer ud over øjeblikket i den

6/89

pågældende interaktion. Dette gør dog ikke undersøgelsen mindre vigtig eller interessant,

eftersom den daglige praksis netop består af mange forskellige fragmenter.

7/89

2 Undersøgelsesdesign. Data og metode Kapitlet her beskriver dataindsamling, datatype samt transskriptionsmetode. Det handler

således om grundlaget for den videre analyse af de mundtlige fortællinger og om overvejelser

i forbindelse med disse metodiske aspekter af specialet. Da jeg i næste kapitel behandler det

teoretiske grundlag inden for narrativ forskning, fokuseres der her og nu på de mere praktiske

vinkler og oplysninger i forhold til data og projektets udformning.

2.1 Historien bag data

Min casevirksomhed er en redaktion på et dansk forlag. Redaktionen udgiver

undervisningsmateriale til bl.a. folkeskolen og gymnasiet inden for danskfaglige emner. På

optagetidspunktet, februar 2008, bestod medarbejdergruppen af 8 kvinder og en mand.

Forlagets og redaktionens navn holdes anonymt i dette speciale, ligesom alle navne i

udskrifterne er anonymiserede, hvilket gælder både dem, der taler, og dem der tales om.

Det var i januar, at jeg kontaktede redaktionen for at høre, om de ville være med i

projektet. Jeg er ikke helt fremmed for dem, da jeg i foråret 2007 tilbragte tre måneder som

praktikant i redaktionen. Her arbejdede jeg på egne og fælles projekter og deltog ellers i alt,

hvad der foregik på arbejdspladsen. Derfor har jeg i forvejen en vis indsigt i redaktionens

kultur, daglige rutiner og arbejdsgange. Jeg vælger dog ikke at bruge konkrete observationer

fra praktikperioden i dette projekt. Men i hvert fald – jeg skrev til redaktionschefen og spurgte

om lov til at komme og optage forskellige samtalesituationer i redaktionen, og efter først at

have haft det oppe at vende på et redaktionsmøde vendte de tilbage til mig med meldingen, at

det var i orden. Alle redaktionens medlemmer var således indforståede med at blive optaget.

Eneste betænksomhed fra deres side gjaldt eventuelle optagelser af redaktionsmøder med

dertilhørende fortrolige oplysninger om udgivelser, forfattere mm, men der var ingen

problemer i det, da jeg lovede at anonymisere sådanne forhold. Jeg er ret sikker på, at det, at

de kendte mig i forvejen, var med til at gøre dem åbne over for projektet og trygge ved det i

forhold til, hvis jeg havde været en helt fremmed. I starten af februar dukkede jeg så op i

redaktionen med optageudstyr og medbragt morgenbrød til alle, så jeg kunne fortælle lidt om

projektet og hilse på dem alle sammen, og de kunne spørge til optagelserne og idéen bag.

Herefter var jeg i redaktionen resten af ugen plus en ekstra dag nogle uger senere. Og så var

lydoptagelserne i hus.

8/89

2.2 Lydoptagelserne

Optagelserne foregik med en minidiscoptager, hvor mikrofonen blev placeret nogenlunde

midt på det bord, medarbejderne havde sat sig ved i den pågældende situation. Lydsporene

blev bagefter overført til computer for at lette udskrivningen. At mikrofonen lå et sted på

bordet, og derfor ikke var lige tæt på alle tilstedeværende, betyder selvfølgelig, at de, der sad

nærmest, går bedst igennem på optagelsen, mens det kan være svært at dechifrere al tale fra

samtaledeltagerne længst væk. Et andet problem, når flere mennesker snakker sammen på en

gang, er, at det kan være svært at høre, hvem det er, der siger hvad, især i forhold til korte

taleture som ‟nå‟, ‟ja‟, ‟mm‟ osv. Her er jeg dog rimelig godt stillet pga. mit kendskab til

redaktionens medlemmer, så jeg med ret stor sikkerhed har kunnet høre, hvem der sagde

hvad. Minidiscoptageren optog naturligvis også al baggrundsstøj, slag i bordet mm, hvilket

især gør optagelser fra kantinen svære at tyde fuldstændigt. Kvaliteten af optagelserne må dog

alt i alt siges at være ganske fin.

Det var mit ønske at optage så naturlige samtaler som muligt, dvs. at jeg håbede, folk

ville snakke sammen, som de altid gjorde, selvom de blev optaget. Derfor var jeg under

størsteparten af optagelserne ikke til stede selv. Jeg satte optageren i gang og forlod derefter

bordet for at undgå, at min tilstedeværelse skulle komme til at styre samtalen i den ene eller

anden retning. Før optagelserne var jeg spændt på, om folk kunne abstrahere fra mikrofonen

på bordet, eller om de ville være meget opmærksomme på, at samtalen blev optaget. Det viste

sig dog hurtigt, at dette ikke blev et problem. Redaktionsmedlemmerne snakkede sammen, og

det er min vurdering, at samtalerne var repræsentative og altså ikke styrede af optageudstyrets

tilstedeværelse. Dette skal dog ikke forstås på den måde, at deltagerne aldrig havde deres

opmærksomhed på mikrofonen, for det havde de. Ind imellem blev der lavet sjov med den,

særligt når den lige var blevet tændt eller skulle slukkes, eller der blev joket med det i

kantinen, hvis folk fra en anden redaktion satte sig ved samme bord, a la ”kom og få fifteen

minutes of fame”. Imidlertid var disse passager med fokus på optagelsen altid kortvarige og

meget ‟lokale‟ i samtalen; dvs. mit indtryk er, at samtaledeltagerne behandlede

minidiscoptageren som et relevant samtaleemne, men ikke som en styrende faktor for deres

snak. Dog kan der argumenteres for, at der altid vil være tale om en mulig fejlkilde, jvf.

”observer‟s paradox” (Labov 1972). Paradokset ligger i, at vi ønsker at observere sprog, der

ikke bliver observeret og altså er upåvirket af optagesituationen. Derfor er det ikke muligt for

9/89

mig at være 100 procent sikker på, at redaktionens medlemmer har handlet og talt præcis, som

de plejer, men som det vil fremgå af specialets dataeksempler, så er datas karakter meget

naturlig, uformel og afslappet, og der er således ikke noget, der tyder på en fejlkilde af stor

betydning i dette tilfælde.

2.3 Data

Mit udgangspunkt var, at jeg ville optage alle de samtalesituationer, som jeg havde mulighed

for, mens jeg var i redaktionen. I praksis blev det til alle de fælles seancer, hvor flere sad

sammen ved et bord og snakkede, da det ikke var muligt for mig at springe op og komme

løbende med optageren, hver gang to medarbejdere vekslede nogle ord.1 Datamaterialet består

derfor af lydoptagelser af:

2 × Morgenkaffe

3 × Frokost

2 × Redaktionsmøde

De forskellige samtalesituationer svinger i længde fra en halv time til 2 timer (møderne), men

i alt er der tale om ca. 7-8 timers optagelse. I samtalerne er det forskelligt, hvor mange af

redaktionens medlemmer der er til stede, og sådanne oplysninger fremgår derfor ved alle

analyseeksempler gennem specialet.

Med hensyn til udvælgelse af data til analysen har jeg først foretaget en umiddelbar

gennemlytning og her noteret alle de steder, hvor jeg mente, at der optrådte narrativer i

samtalen, da jeg på forhånd vidste, at det var denne genre, jeg var interesseret i. Herefter gik

jeg mere induktivt til værks, og ud fra hvilke observationer jeg fandt interessante i

medarbejdernes narrativer, fik jeg et udgangspunkt for analysen. Jeg vidste dermed ikke fra

starten, at jeg ville undersøge narrativer om den professionelle sfære og narrativer om den

private sfære, ligesom jeg heller ikke havde besluttet at interessere mig for gruppens fælles

konstruktioner.

1 Skulle man have haft optagelser af sådanne situationer, måtte alle medarbejdere have været udstyret med en

mikrofon.

10/89

2.4 Transskription

Jeg har udskrevet de fleste af de narrative passager i samtalerne samt andre uddrag af

samtalen, der er interessante i forhold til narrativerne. Det handler f.eks. om overgange

mellem privat snak og arbejdssnak samt om samtalesekvenser, der direkte refereres til i de

mundtlige fortællinger. Der er derved udskrevet en del mere data, end der vises i eksemplerne

undervejs. Til udskrivningen har jeg brugt programmet CLAN, og transskriptionen er foregået

efter de CLAN-konventioner, der er samlet i en udskriftsnøgle på DGCSS‟s hjemmeside.2

Der udskrives i almindelig ortografi, men ellers stræbes der efter en troværdig gengivelse af

samtalen, f.eks. er alle overlap markeret. Andre transskriptionssystemer er endnu mere

grundige og detaljerede, f.eks. inden for konversationsanalysen, men jeg har vurderet, at

udskrifter efter CLAN‟s konventioner er detaljerede nok til de narrative analyser, jeg

foretager i specialet.

I de tilfælde hvor jeg i analysen understreger ét eller flere ord, sker det for at henlede læserens

opmærksomhed på det pågældende sted i teksten, og det har således ingen

transskriptionsmæssig betydning.

2.5 Opsamling

Specialet interesserer sig for de forståelser, der kommer til udtryk og konstrueres gennem

redaktionens mundtlige fortællinger i dagligdags samtalesituationer, og i designet af

undersøgelsen har jeg derfor tilstræbt, at de indsamlede data skulle være så naturlige som

muligt. Derfor er der tale om samtalesituationer, der ikke er opstillede, optagelserne er

foregået så diskret som muligt og transskriptionen forsøger at give et troværdigt billede af

interaktionen ved at medtage overlap, afbrydelser mm.

Udvælgelsen af analyseeksempler til specialet sker ud fra en induktiv tilgang med

udgangspunkt i datamaterialet og de interessante observationer, der kan gøres her.

2 http://dgcss.hum.ku.dk/upload/application/pdf/f51d6748/Clan-oversigt.pdf (8. september 2008)

11/89

3 Den mundtlige fortælling. Definition og funktion. En teoretisk gennemgang og diskussion af det narrative felt.

Narrativ teori er et bredt felt; man kan have mange forskellige interesser i at arbejde med

fortællingen. Før jeg begynder analysen af specialets data, er det nødvendigt at diskutere den

teori og de videnskabelige spor, som mit projekt bygger ovenpå. I kapitlet her ønsker jeg at

give et overblik over genstandsfeltet og samtidig placere dette projekt i forhold til den

eksisterende teori. Jeg vil vise, at jeg udforsker en vigtig narrativ sti, som indtil videre ikke

har fået så meget opmærksomhed.

I det følgende starter jeg med at fokusere på det strukturelle niveau, hvor narrativers

opbygning og komposition har den primære interesse. Afsnittet har det formål at munde ud i,

hvordan jeg definerer den mundtlige fortælling i dette speciale. Herefter bevæger jeg mig

videre til forskellige aspekter omkring narrativers funktion i praksis, herunder især

selvfremstilling og identitet da det er særligt relevant for mine specifikke data. Jeg ender i en

diskussion omkring fortællingers funktion i organisationer og de forskellige interesser og

muligheder, der er i spil inden for dette område.

3.1 At definere en mundtlig fortælling

En historie har en begyndelse, en midte og en slutning. Sådan så Aristoteles på det for over

2000 år siden (se Aristoteles 1969), og denne enkle skabelon for en fortælling fungerer

stadigvæk som udgangspunkt for mange narrative definitioner. William Labov og Joshua

Waletskys meget kendte artikel fra 1967 er et forsøg på at gennemskue strukturen i mundtlige

fortællinger på et mere detaljeret plan, men Aristoteles‟ grundlæggende skabelon er stadig

gældende her. I artiklen opstiller forfatterne de komponenter, som en fortælling kan bygges

op over; nemlig ”abstract”, en slags resume af historien; ”orientation”, der giver besked om

hvem, hvor og hvornår; ”complication”, der introducerer et problem; ”evaluation”, hvor

narrativen evalueres af fortælleren; ”resolution”, hvori krisen løses og endelig ”coda”, som

kobler de fortidige begivenheder til nutiden. Som man ser, er det altså den strukturelle

opbygning, der fokuseres på, og en af artiklens vigtigste pointer er nok idéen om den

‟temporale lås‟, som fremstillingen er underlagt. Labov argumenterer for, at en mundtlig

fortælling må fremstille begivenhederne i kronologisk rækkefølge, hvis ikke historien skal

12/89

blive til en anden historie. Den minimale narrativ defineres: ”Any sequence of clauses that

contains at least one temporal juncture is a narrative.” (Labov og Waletsky 1997: 21).

Dermed er den temporale lås det vigtigste karakteristikum, man skal kigge efter i søgningen

på narrativer i talesprog, hvis man følger Labovs model.

Fordi det er nødvendigt at finde narrativerne, før man kan analysere og arbejde med

dem, er det afgørende, at man har en eller anden definition at gå ud fra, når man sidder med et

datamateriale. Labovs model har fået stor betydning, netop fordi den tilbyder en afgrænset og

let tilgængelig beskrivelse af, hvad en narrativ er. Samtidig er der også rejst en del

kritikpunkter af modellen bl.a. med udgangspunkt i, at Labov ikke interesserer sig for

interaktionens betydning i de narrativer, han analyserer, og at han antager, at sprog og

virkelighed uproblematisk spejler sig i hinanden (Møller 1993: 154). Strukturen i teksten er

dermed mere i fokus end struktureringen, som den foregår i det fortællende øjeblik, eftersom

Labovs tilgang i udgangspunktet er monologisk og f.eks. ikke inkluderer interviewerens

kommentarer og spørgsmål som en del af historien. Endvidere er der tale om et kvantitativt

studie, der søger at finde nogle generelle mønstre for narrativer og ikke kommer ind på den

narrative enheds relation til den omkringliggende samtale i de forskellige interview. Siden har

konversationsanalysen (CA) med sit fokus på interaktionen mellem deltagerne i en samtale

(se f.eks. Goodwin 1984, Jefferson 1978 og Schegloff 1997) fået stor indflydelse på, hvordan

man studerer narrativer, uanset om man bekender en arv til Labov eller ej.

Andre har også opstillet definitioner og analysemodeller for narrativer (f.eks. Hymes

1982), men selvom det har været interessante bidrag til debatten, så har det ikke fået

tilnærmelsesvist så meget indflydelse på andres arbejder, som Labov teorier fik og stadig får.

Først fremme i halvfemserne sker der en væsentlig nyskabelse i forhold til definitionen på den

mundtlige fortælling med den lingvistiske antropolog Elinor Ochs, der i sin narrative

definition rykker fokus væk fra det monologiske og beskriver en fortælling som noget, der

indeholder en central problematisk begivenhed, som der efterfølgende ‟svares‟ på både af

hovedfortælleren og af medfortællerne, hvilket afsluttes med konsekvenser og reaktioner på

de forskellige teorier og forklaringer (Ochs m.fl.1992). Ochs er inspireret af CA, men

interesserer sig samtidig for den sociale kontekst og narrativernes socialiserende funktion.

Ochs skriver ud fra en idé om, at historiefortælling er en problemløsende aktivitet, og dermed

bliver den problematiske begivenhed eller tilstand (Initiating Event) det vigtigste træk, man

13/89

kan genkende en historie på. Ochs og hendes kolleger ligger altså langt fra Labovs syn på

narrativer, hvor fortælleren så at sige ejer sin egen historie, men samtidig trækker de til dels

på hans pointe med den temporale lås i identifikationen af en narrativ.

Narrative analyser fokuserer som oftest på historier om fortidige begivenheder og personlige

(for hovedfortælleren) oplevelser, men der er også teoretikere, der i deres definition

inkluderer historier og forestillinger om fremtiden, ligesom det at fortælle vittigheder eller

tredjepersonshistorier også hører med (f.eks. Norrick 2000). David Boje, der er

organisationsteoretiker og arbejder med storytelling, har en endnu mere flydende definition

på, hvad en historie er:

”By a story, I mean an oral or written performance involving two or more people

interpreting past or anticipated experience. In this definition, stories do not require

beginnings, middles, or endings, as they do in more formal and restrictive definitions.”

(Boje 1995: 1000)

I Bojes postmoderne optik gøres der altså op med idéen om en sammenhængende fortælling

med nogle genkendelige diskursive komponenter. Hvis nogen nikker, eller hvis nogen siger

‟du kender historien‟, kan det være en reference til historier i organisationen, og dermed er det

også en del af historien (ibid. 1000). Boje interesser sig for det fragmentariske, afbrudte,

inkohærente, kollektive og dekonstruerende. Dermed er hans definition ikke ligefrem nem at

bruge og gå ud fra, når man ønsker at finde og isolere narrativerne i en mængde data. Men

hans idéer kan tjene som inspiration og, vil nogen mene, provokation, til studier af mere

sammenhængende fortællinger. Yiannis Gabriel, der forsker i det samme felt som Boje,

nemlig storytelling i organisationer, tager i hvert fald diskussionen op og advarer imod en

definition, hvor alt i bund og grund kan kaldes historier:

”Boje asks the logical question of ‟just how abbreviated can a story be and still be

classified as a story?‟ and gives the extreme answer that the mere exclamation „You know

the story!‟ constitutes a story. A single word may thus be seen as encompassing an entire

story. [...] Yet, in taken this extreme position (and the strength of Boje‟s argument lies in

its extremism), Boje loses the very qualities that he cherishes in stories, performativity,

memorableness, ingenuity, and symbolism. “ (Gabriel 2000: 20)

Gabriel selv holder fast i, at historier indeholder en begyndelse, en midte og en slutning,

ligesom han understreger betydningen af plot og karakterer i fortællingen. Dermed lægger han

14/89

sig op af en teoretiker som Barbara Czarniawska, der siger, at en narrativ kræver mindst tre

elementer: en original tilstand, en handling eller begivenhed og til sidst en ny tilstand

(Czarniawska 1998: 2), men hvis pointe er, at der også skal et plot til, før elementerne bliver

til en narrativ: ”For them to become a narrative, they require a plot, that is, some way to

bring them into a meaningful whole.” (ibid. 2). Den interaktionelle pointe, som både Ochs og

Boje argumenterer for, er ikke en (nødvendig) del af denne definition, hvilket nok til dels

skyldes Czarniawskas litterære udgangspunkt.

Jeg har her forsøgt at samle op på nogle af de væsentligste narrative definitioner og vise,

hvordan de bygger ovenpå og udfordrer hinanden. Det definerende niveau er ikke til at

komme udenom, når man forsker i narrativer, eftersom man ikke kan komme i gang med sin

analyse, før man har gjort op med sig selv, hvad det er for nogle passager, man interesserer

sig for. Siden Labov har teorien, som det fremgår, taget en bevægelse mod det mere

interaktionelle og mindre skematiske, ligesom det i dag er almindeligt at inddrage diskursen

rundt om selve narrativen i analysen og ikke isolere narrativen fuldstændig som tekst. Labovs

model er dog stadig god at have i baghovedet, da man relativt hurtigt kan spotte de historier,

som helt sikkert er eksemplariske narrativer.

3.1.1 Narrativ definition for specialet

På baggrund af ovenstående opstiller jeg her den narrative definition, som jeg arbejder ud fra i

projektet med redaktionens mundtlige fortællinger.

I dette speciale3 lægger jeg mig i store tæk op af Ochs‟ definition og afgrænser en

narrativ, som en mundtlig samtalesekvens der:

– finder sted mellem to eller flere af redaktionens medlemmer.

– har en hovedfortæller, som også er karakter i historien, samt en eller flere

medfortællere, som ikke nødvendigvis er karakterer i historien.

– handler om en specifik begivenhed fra nær eller fjern fortid.

– indeholder mindst én temporal lås.

3 Definitionen her er lokal, da den til dels er funderet med udgangspunkt i en første gennemlytning af data. Jeg

udelukker således ikke, at det i andre studier og sammenhænge kan være relevant at inkludere f.eks.

fremtidsforestillinger, monologer, tredjepersonshistorier mm som narrativer.

15/89

– introducerer et ‟problem‟, som der reageres, svares og evalueres på.

Det er de minimumskrav, jeg finder historierne i datamaterialet ud fra. En del af

fortællingerne er mere udbyggede og prototypiske i den forstand, at de indeholder alle eller de

fleste af komponenterne fra Labovs model. Også teorier om plot, karakterer og

begyndelse/midte/slutning hjælper i praksis til, når de mundtlige fortællinger skal

identificeres i data. Jeg trækker således på flere teoretikeres definitioner i processen med at

genkende en samtalepassage som en narrativ.

3.2 Fortællingens funktion

Beskrivelsen af en narrativ og dens bestanddele, som vi har kigget på indtil videre, hænger

sammen med spørgsmålet om fortællingens funktion. Hvad bruger vi fortællingen til? Det er

på dette niveau, at de fleste narrative teoretikere har deres egentlige fokus. Studier af

narrativer i forhold til børn, køn, organisationer, institutioner, alder mm er mange og viser, at

teorien har taget en bevægelse fra at interessere sig for narrativers formelle struktur til at

fokusere på narrativers funktion i forskellige kontekster. Dette betyder dog ikke, at de to

niveauer kan adskilles, eftersom mundtlige fortællinger jo kun findes ‟i brug‟, og derfor giver

niveauerne, definition og funktion, ikke mening hver for sig uden et element af det andet.

Mundtlige fortællinger er en genre, der dukker op undervejs i samtaler, og narrativers

interaktionelle funktion er da også den overordnede hat, som mange studier i dag har deres

udgangspunkt i. Det hænger sammen med et øget fokus på den kontekst, som narrativerne

optræder i og en bestræbelse på at se fortællingerne som performance og ikke kun som

isolerede tekststykker. Man forholder sig til, hvilken slags data det er, man har foran sig, og

der indgår også overvejelser om, hvordan data er indsamlet. Er der tale om interview, eller er

det en ‟naturlig‟ kontekst, og hvad kan det betyde for karakteren af analysematerialet? Inden

for det sprogvidenskabelige område er der sket en drejning fra overvejende at skaffe data fra

interview til nu i stor grad at indsamle naturlige samtaler uden forskerens direkte styring af

situationen. Det ser noget anderledes ud inden for organisationsteorien; her bruges der oftest

interview eller endda direkte forespørgsler i søgningen efter historier.

Når interaktionen får stor opmærksomhed i forhold til narrativer, skyldes det, at en mundtlig

fortælling i dag overvejende betragtes som et dialogisk fænomen. Derfor må man ud og

16/89

studere dem i de samtalesituationer, hvor de dukker op og løbende konstrueres af folk, der

snakker sammen – at undersøge narrativer i praksis berører spørgsmålet om virkelighed eller

forestilling. Historier genfortæller begivenheder, der har fundet sted, og derfor kan

fortællingen på den ene side ses som en form for repræsentation af den fortidige virkelighed.

Dette syn på fortællingen ser vi bl.a. hos Labov, når han taler om narrativens referentielle

funktion (Labov og Waletsky 1997: 4). Men netop det forhold, at der altid vil være tale om en

genfortælling, betyder, at der på den anden side må opstå tvivl omkring historiers

sammenhæng med målbare fakta, fordi narrativer er en konstruktion af virkeligheden og af os

selv. Ifølge Paul Ricoeur er fortællingen i sig selv med til at bygge bro mellem de to

positioner; konstruktion og målbar virkelighed. Ricoeur besvarer spørgsmålet om, hvordan

den kosmiske, målbare, fysiske tid kan kobles sammen med den oplevede, subjektive, indre

tid, og løsningen er fortællingen, som heler gabet mellem de to tidsformer. Historier er ‟den

fortalte tid‟, der betyder, at folk kan reducere kløften imellem den objektive virkelighed og

deres erkendelse af den (se Ricoeur 1987). Mht. til mundtlige fortællinger betyder det, at

fortælleren gennem sin narrative fremstilling af facts; f.eks. et møde der fandt sted dagen før,

skaber en sammenhæng mellem det, der beviseligt hændte og den personlige oplevelse og

forståelse af begivenheden. Når fok taler sammen bygger de altså i fællesskab gennem deres

dialog en version af virkeligheden, som på én gang har rod i nogle målbare realiteter og i

subjektive forståelser.

Ochs m.fl. har indsamlet data fra middagsbordssamtaler og undersøger narrativernes

socialiserende funktion. Når voksne og børn sidder ved maden og snakker om dagen, der er

gået, og hvad der ellers falder dem ind, så fungerer de mundtlige fortællinger som en aktivitet,

der løser problemer og skaber en fælles forståelse; ”We suggest that this joint problem solving

through narrative gives structure to family roles, relationships, values, and worldviews.”

(Ochs m.fl. 1996: 95). En fortæller fremsætter en problematisk hændelse, og herefter

forhandler familiemedlemmerne sig frem til en teori, der passer ind i deres normer. Den

dialogiske vinkel er essentiel, fordi én fortæller kan udlægge en historieversion, som de andre

tilstedeværende ikke godkender eller ønsker udbygget. Det er nemlig ikke altid, at det går,

som hovedfortælleren gerne vil have, f.eks. kan en medfortæller fremsætte oplysninger, der

stiller spørgsmålstegn ved hovedfortællerens fremstilling af sig selv og begivenhederne.

17/89

Netop selvfremstilling og identitet er et andet fokusområde inden for narrative studier,

og her er interaktionen og den diskursive forhandling også væsentlige elementer. Men når

man flytter sit fokus over på fortælleren, må man i udgangspunktet gøre sig nogle tanker

omkring, hvordan jeg‟et hænger sammen med jeg‟ets historier. Skaber vi os selv gennem

vores narrativer (se Bruner 2003: kap. 3), eller er det os selv, der skaber narrativerne? Hvad

kom først – fortællingen eller fortælleren? I praksis lægger mange teoretikere sig nok et sted

midt imellem og går ud fra en antagelse om, at historier konstruerer og producerer identiteter

samtidig med, at de også repræsenterer noget, der var der i forvejen (f.eks. Linde 1993; Ochs

og Capps 2001; Schiffrin 1996). Fordi narrativer er en genre, hvor vi genskaber hændelser og

vores egen rolle i dem og på den led gør fortiden sammenhængende og meningsfuld, så er det

her, at ‟historien om os selv‟ konstrueres løbende. Narrativer er ikke det eneste sted, hvor folk

former og konstruerer deres identiteter, men det er et vigtigt sted, og overvejelser omkring

identiteter på flere niveauer gennem narrativer er derfor aktuelt for de fleste narrative studier.

Man kan se på de helt lokale interaktionelle identiteter, f.eks. hvordan man introducerer en

historie, bliver fortæller, medfortæller osv. (se f.eks. Stokoe og Edwards 2006), og man kan

se på de lidt større linjer i form af positionering af selv og andre. Det kunne være mor/datter,

smart/dum, succes/fiasko osv. Kenneth Gergen beskriver historiers identitetsskabende

funktion således:

”We tell extended stories about our childhoods, our relations with family members, our

years at school, our first love affair, the development of our thinking on a given subject,

and so on. We also tell stories about last night‟s party, this morning‟s crisis, or lunch with

a companion. We may even create a story about a near collision on the way to work or

about scorching last night‟s dinner. In each case, we use the story form to identify

ourselves to others and to ourselves.” (Gergen 2001: 247)

Det er således både i de større ‟selvbiografiske‟ historier (se f.eks. Linde 1993, Schiffrin

2006: kap. 7) og i de små historier om vejen til arbejde, gårsdagens middagsmad osv., at

identiteter produceres, og relationer mellem samtaledeltagerne forhandles og opretholdes.

Faktisk kan man ikke forestille sig en historie, som ikke er knyttet til fortællerens

identitet(er): ”Narrative and self are inseparable in that narrative is simultaneously born out

of experience and gives shape to experience.” (Ochs og Capps 1996: 19). Samtidig er

narrativer en måde, hvorigennem man kan udtrykke sit tilhørsforhold til en bestemt gruppe

18/89

med dertilhørende verdenssyn. Den måde, fortællere konstruerer fortiden på, bliver altså

samtidig til historier om dem selv og deres forhold til andre sociale aktører.

Historiefortælling er en social aktivitet, som udspiller sig i alle mulige forskellige

kontekster mellem to eller flere samtaledeltagere. Struktureringen af fortællingen foregår i det

fortællende øjeblik, hvor fortællerens intentioner, hukommelse og selvforståelse møder

meddeltagernes reaktioner og forståelser samtidig med, at den situationelle kontekst også

virker ind på, hvad der foregår i samtalen. Man kan ikke forestille sig en tilværelse uden

fortællinger, for det er gennem historiefortælling, at vi giver mening til os selv, hinanden og

omgivelserne; kort sagt til vores sociale liv på alle niveauer.

3.2.1 Organisation og fortælling

Organisationsteorien er ét af de områder, hvor man har adopteret interessen for fortællinger

og deres funktion. Også inden for psykologien og pædagogikken arbejdes der til eksempel

med narrativ teori.

Mange organisationsstudier af fortællinger ser i dag historierne som en del af en

igangværende og aldrig stoppende meningsskabende proces i organisationen, f.eks. både Boje

og Gabriel, selvom de to som sagt er uenige om definitionen på, hvad en fortælling er.

Historier er ikke bare artefakter, der ligger klar til at blive indsamlet. Dette syn på narrativer

kan ses i sammenhæng med et øget fokus på medarbejdernes status og rolle i forhold til

arbejdspladsen. Hvor man tidligere var tilbøjelig til at se organisationen som en ramme, der

determinerede medarbejderne, har man bevæget sig mod et syn, hvor det i bund og grund er

medarbejderne, der udgør organisationen:

“It is through the telephone calls, meetings, planning sessions, sales talks, and corridor

conversations that people inform, amuse, update, gossip, review, reassess, reason,

instruct, revise, argue, debate, contest, and actually constitute the moments, myths and,

through time, the very structuring of the organization.” (Boden 1994, s. 8)

Ligesom i andre sociale sammenhænge fungerer fortællinger i organisationer som en genre,

hvorigennem man konstruerer og udtrykker identitet, kultur, værdier mm, men

organisationsstudier har selvsagt en interesse i den organisationelle kontekst og i, hvordan

virksomhedens historier hænger sammen med virksomheden og evt. med det officielle billede

af virksomheden. Anne-Marie Søderberg har f.eks. lavet en narrativ analyse af, hvordan

19/89

centrale aktører i en stor koncern tegnede et billede af en fusionsproces, der adskilte sig fra

den formelle fortælling om fusionen, som man kunne læse sig til i pressemeddelelser og

årsberetninger (Søderberg 2004). Ud over de sociale strukturer fokuseres der altså ofte på de

organisationelle strukturer og dagsordener, f.eks. i forhold til ledelse, branding og formidling.

Man kan tale om to forskellige vinkler på sagen: på den ene side er der den teoretiske, hvor

historierne og fortællingen af dem er interessante i sig selv, fordi det er her forskellige

aspekter af organisationen kommer til udtryk og konstrueres. Forskere ønsker sjældent som

udgangspunkt at påvirke og ændre de organisationer, de henter deres data fra.4 Den anden

vinkel på historier i organisationer er den praktiske, forretningsorienterede vinkel, som den

ser ud ude i erhvervslivet. Virksomheder har en anvendelsesorienteret interesse i storytelling,

og fortællingerne kan siges at være et redskab til at opnå, ændre eller gennemføre noget i

arbejdspladsens eksterne eller interne kommunikation. F. eks kan man skrive medarbejdernes

mundtlige fortællinger sammen til én (litterær) ‟overhistorie‟, som så er organisationens

formelle fortælling.

Ifølge Czarniawska kan organisationsstudier hænge sammen med narrativer ud fra i hvert fald

fire forskellige former: Man kan skrive teori på en ‟historieagtig‟ måde, man kan anskue livet

i organisationen som en historie, man kan øve litterær kritik og endelig kan man indsamle

historier i organisationen (Czarniawska 1998: 13). Da mit speciale koncentrerer sig om det

sidste, vil jeg ikke komme yderligere ind på de andre områder.

Traditionelt taler man om organisationelle historier. En organisation har et repertoire

af historiske og samtidige fortællinger (Czarniawska 2007: 388), som bliver fortalt igen og

igen og derfor oftest handler om begivenheder, som ikke fandt sted i går eller for en time

siden, men i en fjernere fortid. Sådanne historier vil man ofte indsamle gennem interview, så

man kan indkredse de historier, som flere medarbejdere fortæller uafhængigt af hinanden.

Eller man vil afholde en ‟historieevent‟, hvor folk i fællesskab skal blive enige om, hvilke

historier der passer bedst til deres fælles forståelse af organisationen (se f.eks. Boyce 1995).

Man kan også analysere myter omkring en bestemt begivenhed eller genstand; Gabriels

undersøgelse af, hvordan historier der involverer computere, fremstiller computeren – som

4 Men virksomhederne kan naturligvis have et ønske om at få noget konkret anvendeligt ud af forskerens arbejde

og stille krav om, at resultater fremlægges på en måde, så de er til at forstå og bruge i praksis.

20/89

ven, fjende, overlegen osv., er et studie af, hvordan organisationsmedlemmer giver mening til

en betydningsfuld genstand i deres arbejdsdag (Gabriel 2000: 153 ff.). Spørger man under et

interview eller lignende specifikt til, hvilke historier medarbejderen kan fortælle om

virksomheden, vil man ofte få historier af en type, som handler om en hændelse, fortælleren

ikke selv har deltaget i, men fået fortalt fra andre a la; ‟direktøren skulle engang men så ...‟.

Sådanne historier er af mere mytisk og genfortællende karakter end de narrativer, som

fortælles hele tiden, når folk snakker sammen.

Indsigter fra sprogvidenskaben omkring interaktion og sociale konstruktioner har

imidlertid betydet, at nogle (f.eks. Boje 1991), men ikke mange, studier af fortællinger i

organisationer er begyndt at interessere sig for de kontekster, hvor historier konstrueres og

etableres i første omgang, nemlig i medarbejdernes snak med hinanden. De mundtlige

fortællinger, der fortælles om stort og småt, er langtfra alle ‟organisationelle historier‟, men

fragmentariske, til tider indforståede og derfor svære at forstå for udefrakommende. Alligevel

er disse historier vigtige, fordi de er en del af det historiefortællende system, som

organisationen udgør (Boje 1991), og fordi det er her, at historierne ‟lever‟, udvikles og

bevæger sig. Diskursanalytikeren Janet Holmes arbejder med narrativer på arbejdspladser og

har sit fokus på den sidste type af fortællinger. Gennem en række artikler (Holmes 2006,

2005a, 2005b) kigger hun på, hvordan de historier, folk fortæller til deres kolleger, er med til

at konstruere professionelle identiteter og sociale relationer på arbejdet.

”I have indicated […] how workplace anecdotes firstly provide a means of constructing

and instantiating the personal and professional identities of workplace participants, and,

secondly, contribute to the construction and maintenance of workplace social

relationships by ‟creating team‟ and strengthening solidarity within work groups.”

(Holmes 2006: 184)

Holmes fokuserer i sine studier på individet, men mundtlige fortællinger indsamlet på en

arbejdsplads er også en genre, hvor det er relevant at koncentrere sig om gruppen og det

kollektive aspekt. Holmes peger da også på den pointe, at individuelle identiteter interagerer

med de gruppeidentiteter, som er fremherskende i organisationen. Narrativers funktion kan

altså relateres både til individer og til fællesskaber.

21/89

3.3 Opsamling

Jeg har her givet en kort gennemgang af nogle vigtige linjer og teorier inden for det narrative

felt. Der er forskellige definitioner på, hvordan en narrativ ser ud og hvilke dele, den består af,

og de spænder fra det normativt strukturelle som hos Labov til Bojes løse og fragmentariske

definition, hvor historier hverken kræver begyndelse, midte eller slutning.

Også historiernes funktion er et bredt område, men væsentlige aspekter her handler

om identitet, social aktivitet og selvfremstilling. Interessen for fortællinger har bl.a.

organisationsteorien taget til sig, og storytelling i organisationer studeres og praktiseres både

af erhvervsliv og forskere. Imidlertid er der få studier af narrativer, der kombinerer en

interaktionel og performativ tilgang med det organisationsteoretiske område. Mine

samtaledata fra dagligdagssituationer på en redaktion giver mulighed for at gøre netop dette.

22/89

4 Historier om den professionelle sfære Cirka halvdelen af de historier, som redaktionens medlemmer fortæller i løbet af dagen,

handler om oplevelser i forbindelse med arbejdet. Specifikke hændelser om blandt andet

nyligt overståede konferencer, mails der er blevet modtaget og afsendt samt diskussioner, der

har fundet sted, fortolkes og deles med kollegaerne gennem historiefortælling.

Kapitlet her fokuserer på disse arbejdshistorier. Jeg vil argumentere for, at

narrativerne er med til at placere og definere redaktionen i forhold til andre aktører i

forlagsverdenen, og at medlemmerne på denne måde etablerer og opretholder et fællesskab; et

samlet ‟vi‟. I det følgende skal vi først se nærmere på, hvad der karakteriserer

arbejdshistorierne i redaktionen; hvad handler de om, samt hvordan og hvornår fortælles de?

Dernæst bevæger vi os ned i netværket af fortællinger og kigger grundigt på nogle konkrete

eksempler. Analysen fokuserer på to karakteristika ved redaktionens arbejdshistorier. A) Jeg

viser, hvordan redaktionen skaber historieverdener, hvor aktørernes handlinger er relateret til

de forskellige identiteter, der er i spil mellem ‟os‟ og ‟dem‟. B) Jeg undersøger, hvordan

historiefortællingen er kendetegnet ved fælles forståelse og delt viden.

4.1 Redaktionens arbejdshistorier

Jeg vil starte med at definere, hvad jeg forstår ved ‟arbejdsnarrativ‟: det er en mundtlig

fortælling om en arbejdsrelateret hændelse fortalt til kollegaerne i en organisationel kontekst.

Arbejdshistorier er som sagt ikke de eneste historier, som redaktionens medlemmer fortæller

på arbejdspladsen, og resten af historierne, dem fra den private sfære, skal vi se nærmere på i

næste kapitel, ligesom jeg i kapitel 6 samler op på begge slags historier; både de

professionelle og de private.

Redaktionens arbejdsnarrativer er i tråd med de typer af historier, som ofte har været

behandlet i studier af storytelling i organisationer, fordi de eksplicit handler om

organisationen. I sådanne historier kan man lede efter ”grand narratives” (Boje 2001),

”touchstone stories” (Boyce 1995) og ”stories about significant events” (Nymark 2000).

Fortællinger, der har udgangspunkt i og beskriver organisationen, er altså udgangspunkt for

mange undersøgelser og projekter, om end der, som behandlet i forrige kapitel, er forskel på,

hvordan man definerer en historie og på, hvordan man indsamler dem. Det vil også være

23/89

sådan nogle historier, en virksomhed leder efter blandt medarbejderne, når storytelling bruges

som et praktisk redskab i en udviklings- eller forandringsproces; f.eks. har TDC brugt

medarbejdernes historier fra arbejdet til at arbejde med virksomhedens vision og værdier

(Almegaard 2004).

Som analytiker bruger man redaktionens arbejdsnarrativer som et vindue, der giver

indblik i arbejdspladsen (Gabriel 2000: 2) Medlemmerne i redaktionen derimod viser

hinanden deres forståelser af arbejdsrelaterede begivenheder og forhandler og opretholder den

daglige professionelle praksis gennem deres historier. Det er disse forståelser, der er

interessante her.

De arbejdsnarrativer, der blev fortalt, mens jeg optog i redaktionen, involverer alle sammen

en anden part, som ikke er medlem af redaktionen, f.eks. en forfatter, et andet forlag eller en

anden redaktion under det samme forlag. På den måde er historierne med til at konstruere et

billede af redaktionen i forhold til deres samarbejdspartnere og andre relevante parter. Med

andre ord kan man sige, at når redaktionen fortæller historier om emner fra den professionelle

sfære, så tegner de samtidig et portræt af sig selv i forhold til deres stakeholders.

Mundtlige fortællinger er ligesom andre genrer og taleture multifunktionelle (Holmes

2006: 170); f.eks. er de narrativer, som jeg her skal undersøge ud fra et fokus på gruppen

samtidig også et udtryk for fortællernes individuelle identiteter og intentioner. Den enkelte

redaktionsmedarbejder udøver måske magtarbejde gennem sine historier, har ikke så meget

taletid som andre, kommer fra Jylland, er den ældste/yngste osv. Sådanne individuelle

diskursive tegn har jeg valgt ikke at fokusere på. Når jeg i stedet vælger at koncentrere mig

om fællesskabet, hænger det sammen med, at mine specifikke data lægger op til en sådan

tilgang, idet alle historierne stiller redaktionen, eller en repræsentant for denne, op over for en

aktør, der ikke er en del af redaktionen. Der er således ingen eksempler på, at folk fortæller

narrativer, der udstiller eller fremhæver et ikke tilstedeværende medlem af redaktionen. At

more sig sammen på bekostning af andre kollegaer er ellers ikke et usædvanligt fænomen på

arbejdspladser. Janet Holmes fremhæver i sine artikler flere arbejdsanekdoter, hvor dette er

tilfældet, blandt andet har hun et eksempel på, at en leder for at underholde sine kollegaer

fremstiller en anden kollega som dum:

24/89

”Ginette here entertains team members, and particularly Helen who is her immediate

neighbour on the packing line, with a story which exposes a third (absent) team member

Sam to ridicule for stupid behavior.” (Holmes 2006: 172)

Også Carol Hansen og William Kahnweiler bemærker i deres artikel fra 1993 at:

”It is notable that storytellers told tales about others in the organization. They did not

drive storylines by playing the main character and seldom played secondary roles” (s.

1402).

Men ingen af de indsamlede narrativer i min undersøgelse er eksempler på, at fortælleren

eksplicit sætter (negativt) spotlight på et andet medlem af redaktionen, og det tyder på, at

gruppen praktiserer en forståelse af sig selv som en homogen, indbyrdes konfliktfri enhed.

Narrativer indeholder ofte en eller anden form for konflikt, idet noget uventet indtræffer, men

det uventede element i redaktionens arbejdshistorier kommer altid udefra og er derfor

medvirkende til, at det er gruppen, som positioneres over for en anden part.

Historierne dukker op i de forskellige samtalesituationer som en naturlig del af den samlede

interaktion. Arbejdsnarrativerne fortælles både under uformelle situationer, som morgenkaffe

og frokost, og under de mere målorienterede samtaler, som redaktionsmøderne udgør. De kan

betragtes som en kommunikativ ressource (Kjærbeck 2005: 6), hvor fortælleren gennem sit

valg af den narrative genre dramatiserer og iscenesætter sit budskab alt efter hvilken kontekst

og hvilke sociale og professionelle praksisser, der er i spil. Jeg vender tilbage til

sammenhængen mellem narrativ og organisationel kontekst i kapitel 6.

Som nævnt tidligere argumenterer bl.a. Ochs for, at de fortællinger, der fortælles til

hverdag mellem familie og venner, er en fælles konstruktion med flere aktive medfortællere,

der forhandler, hvordan en bestemt begivenhed skal forstås. Ochs peger på, at samarbejdende

historiefortælling medvirker til at skabe solidaritet og fællesskab i en gruppe.

”In some cases, co-tellers work together to build a compatible account of events. In these

cases, collaborative storytelling helps to create solidarity – for example, a coherent

family, institution, or community culture.” (Ochs 1997: 201)

Redaktionens historiefortælling er generelt kendetegnet ved samarbejde og enighed. De

tilstedeværende deltagere er aktive og bidrager i større eller mindre grad til fortællingen. De

bakker op om og er generelt enige med hovedfortælleren, ligesom de er interesserede og

25/89

opmærksomme, når en narrativ dukker op i samtalen. Gennem deres mundtlige fortællinger

samarbejder redaktionens medlemmer om at få oplevelser og hændelser fra deres arbejdsliv til

at give mening og passe ind i deres forståelse af sig selv som et fagligt fællesskab. Hvordan

historierne fortælles hænger altså sammen med arbejdspladsens kommunikationskultur og

fælles hukommelse. F.eks. er det meget almindeligt, at historier fortalt på en arbejdsplads har

en underholdende funktion (Holmes 2006: 169), hvilket medfører, at fortællingen er præget af

hyppige latterudbrud, men det vil være forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvad der

grines af, og hvornår der grines.

4.2 Historieverdener i redaktionen

Nu skal vi se på en af redaktionens arbejdshistorier. Eksemplet illustrerer, hvordan deltagerne

i interaktionen kreerer en historieverden, hvor de optrædende aktører – redaktionen over for et

andet forlag – tildeles forskellige roller i et spil om professionelle identiteter og relationer.

Eksempel 1

Kontekst: Narrativen blev fortalt under en morgenkaffeseance, hvor Peter, Mette, Vibeke,

Sofie og Kira var til stede. Før denne historie dukker op, har de talt om forskellige

udgivelsesprojekter, og Mette har nævnt, at en medarbejder fra et andet forlag har hørt om en

af disse udgivelser. Herefter stiller Peter det spørgsmål, som sekvensen herunder indledes

med. Den hændelse, de snakker om, fandt sted på en konference.

*PET: snakkede I billedromaner med dem.

*MET: nej.

*PET: nej.

*MET: det berørte jeg ikke <der> [>] men jeg fik lov til at

få øh.

*VIB: <nej ha> [<].

*VIB: den her.

*MET: fordi de kom meget sødt hen og nu tror jeg jeg har

luret hvorfor de gjorde det ha vi havde jo den der

udstilling med en masse bøger nede fra [anden

redaktion] også og sådan noget.

*VIB: mm.

*MET: og så kom Kamilla meget sødt hen og sagde at nu skulle

de til at pakke deres udstilling ned så hvis der var

nogen af deres bøger vi gerne ville have <så måtte vi

bare> [>1] <tage> [>2] dem <men # omvendt> [>3] det

tror jeg ha nemlig også hun ville ja hun ville gerne

have haft men men vi kunne jo ikke ja hun ville gerne

have encyklopædien.

*SOF: <ha> [>1].

*com: flere ler.

*VIB: <ja> [<2].

*VIB: <fordi hun ville nemlig gerne have dem> [<3].

26/89

*VIB: ja <hun ville også gerne have [navn på forfatter]> [>]

den sidste.

*MET: <Børnenes [leksikon]> [<].

*MET: ja.

*VIB: ja hh.

*MET: men øh men de skulle jo videre til de store læser Per

Poul skulle jo have <det med> [>1] til de store

<læser> [>2] så vi kunne jo ikke bare <dele> [>3] ud

af det men jeg skyndte mig da at tage # [navn] #

billedroman der.

*PET: <nå ja> [<1].

*VIB: <ja> [<2].

*PET: <nej> [<3].

*VIB: mm.

*MET: så.

Nogle narrative analytikere peger på, at der er flere niveauer i en historie, nemlig inden i og

uden for historieverdenen (f.eks. Schiffrin 1996, De Fina 2006). Det interaktionelle niveau,

hvor historien fortælles, adskiller sig i tid og sted fra historiens indhold; de begivenheder, der

fortælles om. Denne afstand betyder, at historien bliver en konstruktion snarere end en

gengivelse af facts, fordi fortælleren bygger en historieverden, hvor handlinger og aktører

iscenesættes ud fra fortællerens synspunkt og kontekst – f.eks. den sociale praksis på en

arbejdsplads. I ovenstående narrativ ser vi, hvordan Mette og Vibeke med hjælp fra de andre

deltagere skaber en historieverden, hvor redaktionen agerer succesfuldt, mens det andet forlag

ikke opnår noget. Kort fortalt handler historien om, at redaktionen har haft en stand med

bøger på en konference. Et andet forlag ville gerne have nogle af redaktionens bøger med sig

hjem, men det fik de ikke.

4.2.1 Et møde mellem to forlag

Mette behandler det andet forlags handlinger som noget, der kan regnes ud, ”de kom meget

sødt hen og nu tror jeg jeg har luret hvorfor de gjorde det (griner)”. At det andet forlag

kommer sødt hen og tilbyder deres bøger til redaktionen behandles som en hændelse, der må

have en bagvedliggende forklaring, som skal afsløres – lures. Afsløringen af det andet forlags

uudtalte motiv bag deres udtalte tilbud udgør historien plot, fordi det er det, der binder delene

sammen til en helhed, ”Plot is the basic means by which specific events, otherwise

represented as lists or chronicles, are brought into one meaningful whole” (Czarniawska

1997: 20). Efter at Mette har beskrevet, hvad der skete til konferencen i den taletur, der starter

27/89

med ”og så kom Kamilla meget sødt hen”, bryder Vibeke ind og afslører pointen i historien:

”fordi hun ville nemlig gerne have haft dem”.

Anna De Fina fokuserer i en artikel (De Fina 2006) på gruppeidentitet og narrativer,

idet hun kigger på, hvordan medlemskab kommer til udtryk gennem social handling og på,

hvordan handlinger knyttes sammen med identiteter.

”[…] stories provide models of the worlds in which actions and reactions are related to

identities and therefore represent and conceptualize social relationships. The analysis of

the relationship between actions and identities leads us to implicit (or explicit) self and

other representations.” (De Fina 2006: 356)

Kigger man på relationen mellem handling og identitet i denne narrativ, er det tydeligt, at der

praktiseres et modsætningsforhold mellem de to forlag, hvor redaktionen er den succesfulde

aktør i historien. De har en god udstilling – god nok til at det andet forlag gerne vil have lov

til at tage bøgerne, og endelig er det dem, som rent faktisk får en bog med sig hjem fra det

andet forlags udstilling. Det andet forlag derimod har ikke held med sig; motivet bag deres

tilbud lures af redaktionens repræsentanter, og de får ikke lov til at tage nogle af bøgerne fra

udstillingen.

Ovenstående narrativ fortolker en hændelse fra en professionel kontekst i form af en

konference, hvor flere forlag har været til stede. Relationen mellem vores redaktion og det

andet forlag fremstilles her professionelt i og med, at de er konkurrenter, som interesserer sig

for hinandens bøger. Begge forlags handlinger er målorienterede; det andet forlag vil have fat

på redaktionens bøger, Mette må afvise, men skynder sig i øvrigt at gøre brug af de andres

tilbud, ”men jeg skyndte mig at tage [navn] billedroman der.” Den historieramme, som

handlingen foregår i, indeholder aktive konkurrerende figurer, og Mette og Vibeke – og

dermed redaktionen – er to skridt foran det andet forlag, fordi det er dem, der opnår et resultat

i form af den bog, de tager med sig hjem til redaktionen. Denne bog ligger i øvrigt på bordet i

redaktionen, mens historien fortælles, og de tilstedeværendes opmærksomhed henledes

eksplicit på den to gange. Første gang i starten, hvor Vibeke siger, ”den her”, og anden gang

af Mette selv i slutningen af historiesekvensen: ”men jeg skyndte mig da at tage # [navn] #

billedroman der”. Mens narrativen er en sproglig konstruktion, der linker redaktionen

sammen med det andet forlag og positionerer et fælles ‟vi‟ over for et ‟de andre‟, så fungerer

28/89

bogen som et fysisk link. I fortællesituationen virker den nærmest som en slags trofæ,

hjembragt fra mødet mellem redaktionens medarbejdere og det andet forlag.

Selvom det er Mette, der er hovedfortæller på historien, deltager også Vibeke aktivt hele

vejen. At der er flere aktive deltagere i den narrative interaktion medvirker til at etablere et

fælles ‟vi‟ i fortællesituationen, som genkender og bakker op om det ‟vi‟, der har handlet i

den specifikke situation, der fortælles om. For det første fortæller Vibeke med hele vejen og

bekræfter og kommenterer Mettes udlægning af historien, f.eks. er det hende, der

introducerer, at historien er sjov ved at grine som kommentar til Mettes taletur i starten:

*MET: det berørte jeg ikke <der> [>] men jeg fik lov til at

få øh.

*VIB: <nej ha> [<].

Og som sagt tidligere er det også Vibeke, der leverer pointen. For det andet griner de andre

deltagere alle af historien og anerkender på den måde Mettes og Vibekes handlinger.

4.2.2 Sammenhænge i historiefortælling og forståelse

Forståelsen af en specifik begivenhed skal ses i sammenhæng med den forståelsesproces og

praksis, som i øvrigt er i gang på arbejdspladsen. Czarniawska forklarer det på denne måde:

”Sensemaking consists of attempts to integrate a new event into a plot, by which it

becomes understandable in relation to the context of what has happened.” (Czarniawska

1998: 5)

Når Mette og Vibeke konstruerer et møde med det andet forlag som et spil mellem os og dem,

kunne det tyde på, at de integrerer hændelsen i en forståelsesramme, hvor de forskellige

praksisser i relation til andre forlag er karakteriseret ved, at det er vigtigt at være først og

bedst. Organisationens medlemmer udvikler en sådan viden i dynamikken mellem nye

oplevelser og tidligere, lagrede oplevelser (se f.eks. Nymark 2002).

Identiteter er relationelle, og det fællesskab, som deltagerne i samtalen etablerer,

betyder, at de enkelte medlemmer kan identificere sig selv som værende en del af en gruppe,

der er forskellig fra den anden gruppe.

29/89

Det går igen for flere af de indsamlede arbejdsnarrativer i undersøgelsen, at handlingen

foregår i en historieverden, der ligner den, vi netop har set tegnet op i historien om bøgerne på

konferencen. To parter mødes, det være sig ansigt til ansigt, pr. mail eller telefon, noget

uventet indtræffer, og redaktionen præsenteres som, eller forhandles frem til at være, den part,

der er ovenpå i situationen. Således også det næste eksempel som ikke vil ikke blive

analyseret udførligt. I stedet danner det grundlag for en diskussion om etablering af

fællesskab gennem genkendelige historieverdener.

Eksempel 2

Kontekst: Det er i slutningen af et redaktionsmøde, og deltagerne fortæller hinanden om

forskellige konferencer, de har været på. Kamma har inden denne sekvens fortalt, at hun

gerne vil have forfatteren Lotte til at skrive noget for sig. De tilstedeværende er: Kira, Mette,

Vibeke, Peter, Sofie, Kamma og Laura.

*KAM: øh og jeg skyndte mig også lidt fordi at Trine Sander

fra [andet forlag] ha var der og så sagde hun [!!]

nemlig øh nå men altså har har du gang i noget med

hende og ja det har jeg altid

[!!].

*com: citeret tale hæver stemmen.

*VIB: ha.

*LAU: ha.

*???: <xxx> [>].

*KAM: <nå for det har xxx altså> [<] ja vi tænkte på noget i

seminariet nå: jamen altså jeg synes da du skulle xxx

hende så tænkte jeg det jeg kunne alligevel ikke lade

være næste morgen så tænkte jeg det skulle simpelthen

[!!] ikke undre mig om hun.

*LAU: nej.

*KAM: skrev så skrev jeg.

*KIR: med det samme ha.

*KAM: med det samme altså ved du hvad for lang tid siden der

snakkede hun jo faktisk om at hun ville lave noget til

seminariet <ikke> [>] øh så kunne vi ikke lige dreje

den derover bare ha sådan øh for en sikkerheds skyld.

*VIB: <ja> [<].

*???: mm.

*ALL: # ha.

*LAU: nå men det er da meget godt at hun var så ærlig hende

fra [andet forlag] ha.

*SOF: ja.

*???: ja.

*KAM: ja ja men det var faktisk fordi at Anja var deroppe.

*???: ja.

*KAM: Anja XXX der som I har mødt ikke.

*VIB: ja.

*KAM: og så øh og hun var sådan lidt forfjamsket og det er

hun jo normalt ikke.

30/89

*SOF: næ.

*KAM: men øh så satte jeg hende sådan over ved det der

[bogtitel]_bord og og øh og så øh senere på aftenen så

sagde Trine der der med at hun også lavede noget med

at hun også lavede noget på [andet forlag] og nåh

sagde jeg det var jeg altså ikke klar over nå men det

troede jeg da vi havde sagt noget om næ sagde jeg det

at hun havde sagt noget om det Anja næ det har hun

ikke # så sagde jeg jamen det er da fint nok.

*???: mm.

*KAM: altså det har ikke noget med det at gøre altså hvad

jeg sidder og laver med hende og så: ringede hun selv

i går Anja så sagde jeg nå men altså du skal bare du

skal ikke begynde at være genert over noget altså du

skal bare tage det helt roligt hvis du laver noget

for forskellige forlag det kan vi godt finde ud af her

ikke.

*SOF: mm.

*KAM: xxx af at du har gang i noget ja ja men det var jo

også: det havde hun så også til noget seminarie og

sådan noget så kunne jeg altså simpelthen ikke lade

være at spørge.

*com: citeret tale flere steder her fra ja ja.

*VIB: nej.

*KAM: hvornår blev du egentlig kontaktet om det ha bare

sådan for en god ordens skyld for det var hende selv

der henvendte sig til os jamen det var oven på de

store læser konferencen sidste <år ikke> [>1] så

tænkte jeg [% udbrud] <så skal det i hvert fald> [>2]

ha ikke være Lotte.

*SOF: <sidste år ja> [<1].

*KIR: <ha> [<].

*SOF: nej.

*KAM: så på den måde # det er jo fint nok at sådan sker det

selvfølgelig ikke.

*LAU: ja ja.

*KAM: <men øh> [>].

*VIB: <hun sagde ikke hvad> [<] hun sagde ikke mere om hvad

det var til seminariet.

*KAM: nej men jeg xxx sgu <ligesom ikke vel> [>].

*VIB: <nej nej> [<] fint nok jeg spørger bare.

*KAM: det er også nogen gange kan det være sådan <lidt

ubehageligt xxx>

[>].

*MET: <det er det hende> [<] der laver det med fantasy

<eller> [>] fantastisk ja.

*KAM: <ja> [<].

*KAM: xxx det hun er bare god ikke også.

*MET: ja.

*KAM: til det der.

*SOF: har hun svaret noget Lotte så.

*KAM: jeg har lige s[/] jeg har ikke åbnet den.

*VIB: ha.

*KAM: men jeg rykkede så i går fordi hun ikke havde <svaret

[!!]> [>1] og rykkede altså bekræft du har fået en

mail fordi jeg ved ikke lige om det kørte derhjemme og

sådan <ha> [>2] hun kan jo godt regne ud ha.

31/89

*ALL: <ha> [<1].

*???: <ha> [<2].

*KIR: ha.

Historien kort fortalt: Kamma opdager, at et andet forlag5 har planer om at kontakte den

samme forfatter, Lotte, som Kamma selv gerne vil have en aftale med. Hun skynder sig at

skrive til forfatteren, fordi hun samtidig har fundet ud af, at en anden af redaktionens

forfattere faktisk arbejder både for redaktionen og for det andet forlag.

Kamma introducerer sin historie som et kapløb:

*KAM: øh og jeg skyndte mig også lidt fordi at Trine Sander

fra [andet forlag] ha var der og så sagde hun [!!]

nemlig øh nå men altså har har du gang i noget med

hende og ja det har jeg altid

[!!].

Kamma forklarer, at hun skyndte sig, fordi en repræsentant for det andet forlag også var til

stede. ”Og så sagde hun [!!] nemlig” med tryk på ‟hun‟ viser Kammas forståelse af Trine som

tilhørende en anden gruppe. Det Trine siger er, om Kamma ”har gang i noget” med

forfatteren, for Trines forlag tænker nemlig på at kontakte denne – dvs. det samme som

Kamma gerne vil. Kamma anvender citeret tale, hver gang Trine fra det andet forlag siger

noget, og Trines udsagn fungerer strukturelt som udgangspunkt for Kammas handlinger, men

Kamma holder dette skjult som en strategi for at være den, der kommer først. De andre

deltagere i samtalen er helt med på dette, hvilket vi kan se i Lauras kommentar ”nå men det er

da meget godt at hun var så ærlig hende fra [andet forlag] (griner)”. Vi har altså en

historieverden, hvor det gælder om at komme først, fordi begge forlag ønsker at opnå det

samme, men redaktionen, repræsenteret ved Kamma, spiller med lukkede kort og benytter sig

samtidig af, at det andet forlag taler åbent om sine træk. Og dette er en praksis, som de alle

deler en forståelse af og morer sig over.

5 Det er ikke klart, om der er tale om det samme forlag som i eksempel 1.

32/89

4.2.3 Dramaer mellem de kvikke og deres konkurrenter – genkendelige

historieverdener

De to foregående historieeksempler minder, som vi har set, om hinanden i og med, at de

figurer, der optræder i dem, tilhører konkurrerende organisationer. Vi har redaktionen over for

et andet forlag, og medlemmer af redaktionen handler i begge historier smart i den specifikke

situation, som der fortælles om. Jeg vil nu diskutere, hvordan arbejdsnarrativer som disse

medvirker til at skabe et situeret fællesskab blandt redaktionens medlemmer.

Yiannis Gabriel har klassificeret organisationelle narrativer (Gabriel 2000), og han kommer

frem til, at historierne fordeler sig i forskellige typer nemlig: The comic story, Humorous

stories, The tragic story, Epic stories og Romantic stories. Hertil kommer flere forskellige

hybrider og underkategorier. Gabriel fremsætter, at historiefortælling har et endeligt repertoire

at trække på, når det gælder plot og karakterer.

”In the last resort, storytelling relies on a relatively narrow array of plots, characters, and

motives to make sense of an endlessly complex, ambiguous, ambivalent, and perplexing

reality.” (Gabriel 2000: 86)

Der er noget næsten strukturalistisk over dette syn på storytelling, som gør, at aktiviteten at

fortælle en historie kommer til at virke fastlåst. Gabriel baserer sine klassifikationer på

inspiration tilbage fra Aristoteles med begreber som ”tragedie” og ”komedie”. Om der findes

et endeligt antal overordnede historietyper, kan jeg ikke udtale mig om med data fra kun en

enkelt organisation, men sikkert er det, at grænserne er flydende, og at der derfor er et væld af

muligheder for konstruktion af historieverdener snarere end et begrænset råderum, fordi man

kan kombinere mulighederne på utallige måder. Vender man det om, kan man derfor sige, at

det er historiefortællerne, der opretholder – og fornyer – klassifikationerne i kraft af deres

sproglige konstruktioner, og ikke klassifikationerne som determinerer, hvilke muligheder vi

har for at forstå virkeligheden, som det kunne fremgå af citatet ovenfor. Hvad vi forstår ved

forskellige begreber vil da også være lokalt forhandlet, og derfor kan redaktionens

‟morsomme historier‟ meget vel adskille sig væsentligt fra morsomme historier andre steder.

Definitionen på ‟en god historie‟ er også en ting, som kun er gældende et givent sted i en

given tid (Czarniawska 1997). Sagt med andre ord, så vil det ændre sig, hvilket indhold vi

fylder i kasser som ‟tragedie‟, ‟komedie‟, ‟helt‟ osv.

33/89

Imidlertid har historien om bøgerne på konferencen og historien om den eftertragtede

forfatter flere træk til fælles, hvilket gør det interessant at sammenligne dem i forhold til

motiver, plot og karakterer. De er begge humoristiske, og de placerer hovedpersonen i rollen

som den kvikke part, der har det mentale overtag i situationen, fordi det andet forlag implicit

(eks. 1) eller eksplicit (eks. 2) røber sine motiver og hensigter. I Gabriels definitioner ville

begge narrativer falde ind under ‟Episke historier‟, hvor hovedpersonen fungerer som ‟helt‟,

forstået på den måde, at han løser en krise, vinder en kamp eller lignende. Dog ville der nok

være tale om en humoristisk/komisk undervariant. Min pointe med at sammenligne

historierne er dog ikke bare at klassificere dem, men at vise, hvordan medlemmerne af

redaktionen stiller historieverdener op, som er genkendelige for tilhørerne, fordi de løbende

opretholdes gennem nye, lignende historier. Der er et par dage imellem, at de to ovenstående

narrativeksempler blev fortalt, hvilket tyder på, at denne type historie er en tilbagevendende

konstruktion, som dukker op i redaktionens indbyrdes snak.6

Rollerne positioneres i forhold til hinanden, og redaktionen fremstilles som den

kvikkeste i spillet om professionel identitet og resultater. Narrativerne er med til at etablere en

gruppeidentitet, fordi handlinger og reaktioner på disse handlinger knyttes til bestemte

identiteter (De Fina 2006). Dette gælder både for historiens indhold og for den måde, den

fortælles på. Pointen er, at når fortællerne iscenesætter deres fortællinger om oplevelser med

et andet forlag som underholdende gennem latter, stemmeføring og dramatisk opbygning, så

er det for det første med til at skabe et fællesskab i fortællesituationen, hvor man morer sig

sammen, og for det andet placerer selve fortællingen som sagt redaktionens medlemmer som

en gruppe i forhold til en anden gruppe. Med termer fra etnometodologien (Sacks 1984) kan

man sige, at redaktionens medarbejdere ‟gør være smarte‟ i disse narrativer, og at

historiefortællingen som social praksis på den måde er med til at opretholde den fælles

professionelle identitet som forlagsredaktion.

Indtil videre har jeg mest koncentreret mig om, hvordan arbejdshistoriernes indhold –

redaktionen over for en anden part – er med til at opretholde og definere gruppen. I næste

afsnit fokuseres der på, hvordan deltagerne forhandler denne fælles forståelse af sig selv som

gruppe gennem interaktionen i en narrativ samtalesekvens.

6 Datamaterialet indeholder endnu et par eksempler på sådanne historier ud over de to, vi har kigget på her.

34/89

4.3 Fælles forståelse – det er ikke os!

Historierne i redaktionen er som sagt ofte fælles konstruktioner, hvor flere af de

tilstedeværende er aktive bidragydere under fortællingen. Medlemmerne deler en

organisatorisk og social viden, der bevirker, at de ‟kender‟ historien, selvom de måske ikke

har været til stede under den specifikke hændelse, der fortælles om. Ikke forstået på den

måde, at de med det samme kan tale med om de specifikke aktører, lokaliteter og hændelser,

medmindre de reelt kender til netop disse i forvejen, men forstået sådan, at de meget hurtigt er

med på, hvilken ramme historien skal forstås i, samt hvilken rolle de forskellige aktører

udfylder. Det har været tilfældet i de foregående eksempler, og er det også i det næste. Men

eksempel 3 herunder viser også den omvendte situation, hvor hovedpersonen Peter i

historieverdenen forudser gruppens efterfølgende reaktion på historien og handler derefter.

Samtidig er det et eksempel på, hvordan redaktionens medlemmer gennem deres interaktion

italesætter en fælles forståelse af sig selv som udgørende en gruppe.

Eksempel 3

Kontekst: Det er under den første halvdel af et redaktionsmøde, da Peter indleder

nedenstående sekvens, som i øvrigt ikke er et punkt, der fremgår af dagsordenen for mødet.

Baggrunden for historien er, at redaktionen deler et køkken med en anden redaktion under

det samme forlag. Tilstedeværende er: Kira, Mette, Vibeke, Peter, Sofie, Kamma og Laura.

*PET: men det næste var en viderebringelse Lene derinde fra

[anden redaktion] kom ind i går og sagde at nu havde

Ditte brugt halvanden time på at rydde op i køkkenet

derude om ikke vi var med på at # og jeg tror ikke så

meget det er os der <bidrager> [>1] <til> [>2] det

der.

*LAU: <nej> [<1].

*MET: <nej> [<2].

*LAU: det tror jeg ikke det er.

*PET: men øh nu er den jo gået rundt altså jeg kan ikke se

det skal være så svært man skal jo bare aldrig stille

noget derude <nu> [>] er der allerede i dag ved at

være fyldt en kurv op.

*MET: <nej> [<].

*MET: <ja> [>].

*VIB: <hh> [<].

*PET: og der er kasser [!!] derude til flasker [!!] hvorfor

skal de stå derude.

*MET: <ja> [>] det forstår jeg heller ikke.

*VIB: <mm> [<].

*PET: nå <hh> [>].

*MET: <men> [<] det der med flasker det er i hvert fald

aldrig [!!] os.

35/89

*VIB: <nej ha> [>].

*LAU: <mm mm> [<].

*PET: aldrig [!!] nogensinde nej <men> [>1] det er jo heller

ikke meningen at Ditte skal rydde <op> [>2] <efter>

[>3] os.

*MET: <nej> [<1].

*MET: <nej> [<2].

*LAU: <nej> [<3].

*LAU: nej nej.

*MET: hh.

*PET: hun skal or[/] øh ordne kaffemaskinen derude men men.

*XXX: ja selvfølgelig.

*KAM: hvem var det der sagde det <var det Lene der s[/]> [>]

*PET: <det var t[/] Lene> [<] og hun er jo meget omhyggelig

med at gå og rydde op efter alle mulige <andre men det

kan bare ikke> [>].

*KAM: <ja hh> [<] ej men vi er altså flinke <til at rydde

op> [>1] derude <det vil> [>2] jeg nu sige.

*PET: <ja ikke> [<1].

*VIB: <ja ja> [<2].

*PET: så det sagde <jeg> [>] også bare tilbage.

*KAM: <ja> [<].

*VIB: ja <ha> [>].

*XXX: ha <ha> [<] <ha> [>].

*KAM: <godt> [<].

*KIR: det er altså ikke os.

*com: citeret tale.

*XXX: ha.

*PET: <så var der> [>].

*MET: <ej men det er> [<] utroligt.

*PET: så var der <det> [>].

*XXX: <Peter> [<] xxx ha.

*PET: ja ja det er fint det er ikke mig det er også de

andre.

*XXX: ha.

Historien i korte træk: Lene fra den anden redaktion har sagt til Peter, at der er meget rod i det

fælles køkken, og om redaktionen derfor ikke er med på at rydde bedre op. Peter svarer, at det

ikke er redaktionen, der roder.

Eksempel 3 har ikke form som en stramt struktureret mundtlig fortælling. Alligevel er

der tale om en narrativ med Peter som hovedfortæller, der fortæller om en diskussion, han har

haft. Skåret ind til benet består narrativen af disse (handlings)sætninger, A, B, C og D:

A Lene derinde fra [anden redaktion] kom ind i går.

B og sagde at nu havde Ditte brugt halvanden time på at rydde op i køkkenet derude

C om ikke vi var med på at.

(reaktion og kommentarer)

36/89

D Så det sagde jeg også bare tilbage.

De andre deltagere i samtalen kommenterer ivrigt og indigneret efter Peters første taletur, og

Peter afslutter først beskrivelsen af den fortidige begivenhed helt nede i linje 40 (sætning D

ovenfor). Efterfølgende er det Mette, der evaluerer historien med sit ”ej men det er utroligt”.

Der er tale om en narrativ sekvens med en stor grad af medfortælling og aktiv deltagelse fra

de tilstedeværende redaktionsmedlemmer. Janet Holmes argumenterer i sin artikel fra 2006

for, at de fælles konstruerede arbejdsanekdoter i særlig grad er med til at skabe sociale

relationer mellem medarbejderne på en arbejdsplads, fordi man her har mulighed for at

samarbejde og etablere følelsen af at være et hold: ”Workplace anecdotes […] provide ways

of building and strengthening team spirit, and constructing strong workplace relationships.”

(Holmes 2006: 177). Som vi skal se i følgende analyse af historien, konstruerer deltagerne et

meget enigt fælles ‟vi‟ i reaktionen på Peters oplevelse.

Peter introducerer, at det, han nu vil sige, er en ”viderebringelse”. Med dette ordvalg

distancerer han sig fra den meddelelse, han skal fortælle, fordi han dermed fralægger sig

afsenderrollen (Goffman 1981). Afsenderen er i stedet ”Lene derinde fra [anden redaktion]”,

og Lene bliver på den led placeret uden for redaktionen. Bemærk altså, at der er tale om

endnu en arbejdshistorie, hvor rollerne spilles af redaktionen over for en anden part – her i

form af naboredaktionen.

Peters personlige mening om køkkenrodet ” jeg tror ikke så meget det er os”, bliver

med det samme bakket op af Laura og Mette, idet de begge lige efter hinanden overlapper

Peters taletur og siger ”nej”. Laura gentager herefter Peters synspunkt ”det tror jeg ikke det

er”, hvorefter Peter uddyber sin indstilling til situationen i køkkenet og fremsætter ytringen

”nu er der allerede i dag ved at være fyldt en kurv op”, hvilket fremstår som en kritik af

naboredaktionens adfærd, hvad man kan se af samtalens videre udvikling. Mette og Vibeke

erklærer sig nemlig straks enige, og Peter fortsætter med at kommentere endnu en

køkkenkendsgerning, som han ikke forstår, ”og der er kasser [!!] derude til flasker [!!] hvorfor

skal de stå derude”. Mette tilslutter sig med det samme, at det forstår hun heller ikke,

hvorefter hun slår fast, at ”det der med flasker det er i hvert fald aldrig [!!] os. De andre

erklærer sig enige med det samme, og de forinden ytrede beklagelser over køkkenets tilstand

37/89

med en ‟kurv der er fyldt op‟ og ‟kasser til flasker‟ falder derfor tilbage på den del af

køkkenets brugere, som ikke er en del af ‟os‟, dvs. den anden redaktion. Kritikken blødes en

smule op ved, at Peter tilsyneladende forsøger at undgå, at Lene fra den anden redaktion

kommer i negativt fokus som enkeltperson, da han på Kammas ”hvem var det der sagde det

var det Lene”, pointerer, at netop Lene faktisk er omhyggelig og rydder op efter andre. Det

fælles standpunkt om redaktionens rolle i forhold til køkkenrodet slås dog endnu engang fast,

denne gang af Kamma, ”ej men vi er altså flinke til at rydde op, og dette bakkes igen op af de

andre, hvorefter Peter endelig genoptager fortællingen om den specifikke diskussion med

Lene – ”så det sagde jeg også bare tilbage”. De andre griner, og mens Peter nu i første

omgang prøver at komme videre i redaktionsmødet; ”så var der”, evaluerer Mette historien og

siger ”ej men det er utroligt”, hvilket understreger, hvordan historien om Peters samtale med

Lene fortolkes af redaktionens medlemmer, nemlig som en uberettiget kritik udefra og

dermed som en problematisk hændelse. Samtaledeltagerne forsøger gennem deres håndtering

af sagen at afværge denne ‟trussel‟ og derved opretholde forståelsen af sig selv som dem, der

ikke roder i køkkenet.

4.3.1 Enigt fællesskab og forhåndsviden om gruppens reaktioner

I samtalesekvensen med køkkenhistorien ser vi, at deltagerne er meget ivrige i deres

opbakning til hinanden. Gennem delt historiefortælling udtrykker redaktionens medlemmer

en fælles forståelse af sig selv som gruppe, fordi de samarbejder og etablerer et fælles

perspektiv. Neal Norrick beskriver, hvordan folk, der kender hinanden godt, i en samtale ofte

vil rette ind efter hinanden og følge én linje i deres konversation. Det vil sige, at de gennem

forskellige stillingsmarkører viser, at de er på samme side som den, der fortæller historien, og

derigennem signalerer og forstærker de det indbyrdes (nære) forhold imellem sig (Norrick

2000: 116 og 126). I køkkenhistorien ses det bl.a., hvordan deltagerne flere gange gentager

hinandens udbrud og formuleringer, f.eks. siger Peter ”og jeg tror ikke så meget det er os”,

hvorefter Laura som sagt gentager og siger ”nej det tror jeg ikke det er”. Et andet eksempel på

dette er længere nede i sekvensen, hvor Mette bruger formuleringen ”det er i hvert fald aldrig

[!!] os” med tryk på ‟aldrig‟. Peter tilslutter sig ved at gentage den definitive benægtelse

‟aldrig‟ – ”aldrig [!!] nogensinde nej”. Derudover optræder udsagn som ‟ja‟ og nej‟ i en form

38/89

for ‟responsklynger‟, hvor flere talere i træk eller i munden på hinanden tilslutter sig det

ytrede, f.eks. er der en større ‟nej-klynge‟ her:

*PET: aldrig [!!] nogensinde nej <men> [>1] det er jo heller

ikke meningen at Ditte skal rydde <op> [>2] <efter>

[>3] os.

*MET: <nej> [<1].

*MET: <nej> [<2].

*LAU: <nej> {<3].

*LAU: nej nej.

*MET: hh.

Og en tilsvarende ‟ja-klynge‟ her:

*KAM: <ja hh> [<] ej men vi er altså flinke <til at rydde

op> [>1] derude <det vil> [>2] jeg nu sige.

*PET: <ja ikke> [<1].

*VIB: <ja ja> [<2].

*PET: så det sagde <jeg> [>] også bare tilbage.

*KAM: <ja> [<].

*VIB: ja <ha> [>].

*XXX: ha <ha> [<].

I gennemgangen af historien og dens udvikling på forrige side så vi, at Peters afslutning på sin

historie, ”så det sagde jeg også bare tilbage”, først kommer lang tid efter hans første taletur,

hvor de andre handlingselementer optræder. Efter Peter har introduceret problemet,

samarbejder han og de andre, som vi har set, om at bekræfte hinanden i en forståelse af, at det

ikke er redaktionen, der er den skyldige part i denne sag. Det interessante ved Peters

afslutning af handlingsforløbet er imidlertid, at han henviser til det, der netop er blevet sagt af

deltagerne i samtalen, som værende det, han svarede Lene fra den anden redaktion: ” så det

sagde jeg også bare tilbage”. I Peters konstruktion af historien kendte han altså på forhånd

gruppens reaktion og handlede derfor ved at svare det samme, som gruppen ville have svaret.

Medarbejdere på en arbejdsplads, og i andre praksisfællesskaber for den sags skyld,

vedligeholder og udbygger en delt viden (se f.eks. Marková m.fl. 2007), som både relaterer

sig til sociale og professionelle kontekster. David Boje beskriver i en artikel (Boje 1991),

hvordan den individuelle hukommelse og individets oplevelser arbejdes sammen med den

kollektive, institutionelle hukommelse, så den fortolkning, der finder sted gennem

historiefortælling, vil være fælles pga. den forhandlingsproces, som fortællesituationen udgør.

Historien om rodet i køkkenet viser, at der er konsensus mellem Peters håndtering af sagen

39/89

som hovedperson og gruppens efterfølgende reaktion i fortællesituationen.

Historiefortællingen bliver derved en ramme, hvor gruppen praktiserer en forståelse af sig

selv som et enigt fællesskab både på det interaktionelle niveau og på indholdsniveau. Bemærk

i øvrigt den udtalte brug af fællesnævnere som ‟vi‟ og ‟os‟ i denne narrative passage af

redaktionsmødet.

4.4 Opsamling: Professionelle fællesskaber gennem historie-fortælling

Jeg vil nu samle op på kapitlets pointer, og i den forbindelse gør jeg også rede for, hvilke

perspektiver jeg vender tilbage til senere i specialet.

Gennem deres arbejdsnarrativer placerer redaktionen sig selv i et professionelt netværk.

Forståelser af dem selv er relateret til deres forståelser af andre parter, som er en del af

arbejdsdagen, men ikke af redaktionsgruppen. Som sagt tidligere er det karakteristisk for

historierne, at de alle handler om folk udefra over for redaktionen. I løbet af de to uger, hvor

optagelserne foregik, blev der fortalt arbejdshistorier, som involverede: forfattere, fremmede

forlag, andre redaktioner og kunder/brugere. Man kan derfor se narrativerne som en form for

‟link‟, der sætter redaktionen ind i en faglig sammenhæng. Ifølge Boje kan en narrativ analyse

netop tage udgangspunkt i, at historierne illustrerer et netværk (Boje 2001), for sociale

mønstre og historier hænger sammen i en organisation. Boje understreger imidlertid, at en

sådan analyse ikke handler om en kortlægning, men om levende relationer (ibid. 62), fordi

storytelling er dynamisk og kendetegnet ved handling frem for at være underlagt en struktur.

Vi kan altså tale om, at medarbejderne viser hinanden deres forståelser og

fortolkninger af de professionelle relationer, de indgår i, og at de på denne måde konstruerer

et dynamisk billede af sig selv i en professionel sfære. Historiefortællingen opretholder og

udvikler gruppens identitet samtidig med, at den underholder, videregiver information osv. Et

fællesskab opstår i en dynamisk proces mellem fortællere og tilhørere i en markering af, at de

er forskellige fra den anden part i historien. De tilstedeværendes sympati og perspektiv er

orienteret mod sig selv som gruppe.

Den daglige praksis som redaktionens historiefortælling er en del af, handler også om at

opretholde et positivt billede af sig selv. I eksemplerne her i kapitlet så vi, hvordan

40/89

medlemmer fra gruppen handlede smartere end dem fra de andre forlag, og vi så, hvordan

folk reagerede i en enig afvisning af en opfordring til at rydde bedre op, som rummede en

potentiel kritik af gruppens adfærd. I arbejdsnarrativerne er det gruppens professionelle

identitet(er), der er i spil, fordi historierne konstruerer og repræsenterer oplevelser, som

redaktionens medlemmer har haft, mens de var på arbejde og dermed til en vis grad handlede

som repræsentanter for redaktionen. Der er også andre sociale og sociokulturelle perspektiver

i historierne, men arbejdet udgør den væsentligste kontekst, både for historierne og for

fortællingen af dem.

I narrativerne her i kapitlet har vi set, hvordan fællesskab og identitet konstrueres på

flere niveauer samtidig. Samtaledeltagerne skaber historieverdener, hvor figurerne er

genkendelige og karakteriseres gennem deres handlinger. Tilhørerne morer sig og er med

deres kommentarer og aktive tilstedeværelse med til at bakke op om det positive

professionelle ‟selvportræt‟, som udtrykkes i fortællingerne. Narrativ 1 og 2 var netop

eksempler på, at begivenhederne kunne dramatiseres i en humoristisk historieverden, hvor

redaktionen indtog ‟helterollen‟. Det sidste eksempel var anderledes, for her indeholdt

oplevelsen, der lå til grund for historien, en konflikt i form af en uoverensstemmelse mellem

redaktionens opfattelse af sig selv, og den måde andre så dem. Her måtte medlemmerne i høj

grad bruge selve fortællesituationen til at forhandle deres identitet på plads og fortolke

historien på en måde, så redaktionens forståelse af sig selv blev opretholdt.

I kapitlet ”Historier fra to sfærer – håndtering sammenhænge og mening” vender jeg tilbage

til nogle af de større linjer, som blot er antydet her i kapitlet og kigger bl.a. på fælles

meningsskabelse, værdikonstruktion og mønstre i redaktionens samtaler ud fra begge slags

historier i datamaterialet.

41/89

5 Historier om den private sfære Nu gælder det de narrativer, der handler om oplevelser fra redaktionsmedlemmernes privatliv.

I historien herunder fortæller Peter sine kolleger om en morsom hændelse fra et

familiearrangement i anledning af fastelavn. Læs narrativen som en introduktion til kapitlet;

den vil blive behandlet nærmere senere.

Eksempel 4

Kontekst: Morgenkaffe mandag morgen efter fastelavn. Kira, Mette, Vibeke, Peter, Sofie og

Laura er til stede.

*PET: vi har en tradition med at v[/] for at vi holder

fastelavnstøndeslagning ugen efter altså den næste

weekend derhjemme hos os for den første mødregruppe

<og der> [>1] sidste år der var der altså en engelsk

far med han havde ikke helt forstået konceptet i det

hele <så først> [>2] så stod de jo en halv time

børnene der vi havde lavet eller Cecilie havde lavet

en rigtig [!!] fin tønde som var en kasse som var xxx

og dit og dat lige præcis så at de skulle kunne slå

den ned på en time eller sådan noget <ikke> [>3] og de

slog børnene en halv time og der skete intet [!!].

*MET: <nå:> [<1].

*ALL: <ha> [<2].

*???: <mm> [<3].

*ALL: ha.

*PET: så skulle de voksne lige have lov bare sådan at s[/].

*SOF: et slag.

*PET: <bare sådan> [>1] slå lidt løs på den men ham

englænderen han havde ikke fattet en fis af <det hele>

[>2] han tog battet og så <pandede [!!] han den en>

[>3] så den bare f:.

*VIB: <ha> [<1].

*ALL: <ha> [<2].

*VIB: <knaldede han ha> [<3].

*VIB: fløj ha.

*PET: <f:løj ned> [>] og var.

*ALL: <ha> [<].

*ALL: ha.

*PET: så han var kattekonge resten af aftenen men han kunne

godt fornemme at der var sådan.

*ALL: ha.

*PET: han han vidste ikke hvor stolt han skulle være.

*SOF: <nej> [>].

*ALL: <ha> [<].

*PET: for at være kattekonge med <krone på> [>].

*VIB: <nej det> [<] ville jeg godt have set ha.

*ALL: ha.

*SOF: det er nok ikke helt sådan man gør.

*VIB: ha sådan skal man ikke gøre.

42/89

*PET: nej ham ham skal vi lige have snor i i år tror jeg.

*VIB: ja ha du holder dig i baggrunden ha.

*PET: ja.

*VIB: ha åh ej hvor morsomt.

Peters fortælling er sjov – også når man læser den nu som udenforstående – men vigtigere er

det, at vi kan se, at historien er sjov, fordi de tilstedeværende i situationen morer sig og griner

undervejs. Historien om englænderen, der slog børnenes fastelavnstønde ned og blev kronet

som kattekonge, er en skæv hændelse fra Peters privatliv, som her iscenesættes som en

underholdende anekdote i den uformelle snak i redaktionen.

Sidste kapitel behandlede narrativerne fra den professionelle sfære. I dette kapitel

fokuserer jeg på den anden del af redaktionens mundtlige fortællinger; nemlig dem, hvor

handlingen foregår i den private sfære. Som sagt udgør denne type historier cirka halvdelen af

de mundtlige fortællinger på optagelserne. Disse narrativer handler om familie, venner og

forskellige oplevelser, medlemmerne af redaktionen har haft i deres fritid – som

privatpersoner. I det følgende argumenterer jeg for, at narrativerne fra privatlivet fungerer

som kontaktflade mellem den professionelle sfære og den private sfære, og at redaktionens

medlemmer gennem konstruktionen af denne bro skaber et situeret socialt fællesskab. Dette

fællesskab, såvel som aktiviteten at fortælle historierne, er en del af organisationen.

Kronologien i kapitlet vil være som følger: Først en overordnet karakteristik og teoretisk

placering af historierne og dernæst analyse og diskussion af konkrete eksempler ud fra

følgende to indgangsvinkler. A) Jeg kigger på det humoristiske og billedskabende ved

fortællingerne. B) Jeg viser, hvordan narrativerne fra privatsfæren skaber værdier og fælles

orientering hos redaktionens medlemmer.

5.1 Private historier i redaktionen

Historierne fra privatsfæren handler ikke om arbejdssituationer, men de fortælles på arbejdet

og udgør dermed en del af den daglige praksis i redaktionen. I samtalesituationer som frokost,

kaffepause og til dels møder optræder disse narrativer umiddelbart skiftevis med eller i

klynger mellem arbejdsrelateret tale. For historierne er det karakteristisk, at de er

underholdende og skaber en god stemning i samtalesituationen med latter og opfølgende

historier.

Redaktionens medlemmer kender til hinandens ‟private formalia‟ som børn,

ægtefælle/kæreste, bolig, daglige rutiner mm. Det kan man se, fordi navne mm ofte nævnes

43/89

uden videre forklaring på, hvad deres relation er til fortælleren. I Peters historie ovenfor ved

alle, at Cecilie er hans kone, ligesom formuleringen ”den første mødregruppe” dækker over,

at parret har to børn. Ingen nærmere forklaring er nødvendig fra fortællerens side.

Redaktionsmedlemmerne deler altså en viden om hinandens personlige private sfære, og

denne viden opretholdes og udbygges blandt andet gennem de mundtlige fortællinger.

Narrativerne fungerer derfor som en sproglig konstruktion, der skaber sammenhæng mellem

medarbejdernes private verdener og den professionelle verden, som organisationen udgør.

Medarbejderes privatsnak fylder ikke meget i organisationsteorien. Der fokuseres på historier

om arbejdet og ikke bredt på de historier, der fortælles på arbejdet. De teoretikere, der

benytter sig af privatsnakempiri fra arbejdspladser, har en anden interesse i stoffet end en

organisationsteoretisk. F.eks. bruger Eggins og Slade data fra kaffepauser i deres studie af

talegenrer, herunder fortællinger, og køn i dagligdags snak (Eggins og Slade 1997). Der er

formentlig også en hær af virksomhedskonsulenter, der ud fra en praktisk vinkel bl.a.

undersøger smalltalk i organisationer for at kortlægge og forbedre arbejdsmiljøet, øge

produktiviteten osv., fordi ledelsen har hyret dem til opgaven. Som uddybet i specialets

indledning kender jeg imidlertid ikke til nogen organisationsteoretikere inden for storytelling,

der også inddrager de private historier og undersøger dem ud fra form og indhold på samme

måde, som arbejdsnarrativerne analyseres. Holmes, der skelner mellem arbejdssnak og

smalltalk (Holmes 2000: 38), kommer nærmest på dette, idet hun i sit studie af professionel

identitet gennem narrativer på arbejdet også inddrager et eksempel på det, hun kalder ‟pure

social talk‟ (Holmes 2006). I indledningen til et møde genfortælles en hændelse fra en

fjernsynsudsendelse aftenen før, og Holmes bemærker, at det, at en sådan historie bliver

fortalt, siger noget om kulturen i det pågældende praksisfællesskab.

”This is typical of the social talk which takes place regularly at the opening of meetings

in this team; such anecdotes are regarded as perfectly acceptable in this community of

practice, and the clearly serve to warm people up at the beginning of meetings [...]”

(Holmes 2006: 181)

Det er en vigtig pointe, at alle historierne kan ses i sammenhæng med organisationskulturen,

og jeg vender tilbage til forholdet mellem kultur og fortællinger i næste kapitel. Holmes

kommer dog ikke rigtigt den anden vej rundt og undersøger, hvordan ‟social snak narrativer‟

44/89

også organiserer og konstruerer kultur, værdier, verdensopfattelser mm. Det hænger sammen

med, at hendes fokus er på individets professionelle identitet og i mindre grad på

arbejdsgruppens opbygning og forhandling af fælles identiteter.

5.1.1 Fastelavn er mit navn ...

I dette kapitel vælger jeg at analysere fire narrativer fra den samme samtalesituation. Det

drejer sig om en mandag morgen lige efter fastelavn, hvor redaktionens medlemmer sidder

længe over morgenkaffen. Indlednings- og afslutningsvist bliver der snakket om

arbejdsrelaterede emner som konferencer, bøger, kurser mm, men det meste af samtalen

udveksles der historier med afsæt i den kulturelle kontekst, der hedder fastelavn. At jeg har

valgt at se på eksempler fra den samme situation, i modsætning til i sidste kapitel, skyldes, at

jeg gerne vil vise, hvordan et tema, som f.eks. fastelavn får lov at flyde gennem det meste af

en samtale, fordi deltagerne opretholder det gennem deres gensidige historiefortælling.

Temaets opretholdelse i interaktionen er fællesskabsetablerende, fordi deltagerne med deres

gensidige historier viser en fælles orientering, der knytter dem sammen i en forståelse af, at

emnet er relevant og interessant. Der er tale om responshistorier, hvor man i samtalen ‟svarer‟

på hinandens narrativer ved at fortælle nye historier, som er parallelle med de foregående på

en eller flere måder.

”[...] response stories generally accomplish more than simply demonstrating

understanding of the foregoing story. They lay claim to parallel experiences, and often to

shared values and feelings as well.” (Norrick 2000: 115).

Morgenkaffeseancerne i redaktionen indeholder mange muligheder for social,

diskursiv aktivitet, som f.eks. historiefortælling, fordi der ikke er noget, der skal snakkes om,

som der er til redaktionsmøderne. De middagssituationer, som Ochs henter sine data fra,

definerers som et; ”opportunity space – a temporal, spatial, and social moment that provides

the possibility of joint activity among family members.” (Ochs m.fl. 1996: 95). Redaktionens

morgenkaffe udgør ligeledes et ‟rum for muligheder‟, hvor deltagerne er til stede, fordi de

selv vil7 og kan tale om det, der falder dem ind. I det specifikke tilfælde vi skal se på, er det

7 Hvis en medarbejder har meget travlt, har et møde eller lignende, springer vedkommende morgenkaffen over.

45/89

fastelavn, der falder dem ind. Fastelavn er en begivenhed, som nok især børnefamilier gør til

noget væsentligt, og begivenheden hører til i privatsfæren.

5.2 Humor og karikerede karakterer

I Peters historie, eksempel 4, fra starten af kapitlet fortælles der om, hvordan der til en

fastelavnstøndeslagning var en far til stede, som ikke havde særlig meget

situationsfornemmelse, idet han slog børnenes tønde ned i stedet for blot at slå let til den som

de andre voksne.

Det er Peters historie, og han har da også ordet størstedelen af tiden, men det betyder

ikke, at de andre deltagere i samtalen er passive. De griner og kommenterer og færdiggør i

flere tilfælde Peters sætninger. I det følgende fokuserer jeg på det humoristiske ved

fortællingen samt på tilhørernes forståelse af anekdoten.

Narrativen er underholdende, hvilket man som sagt kan se af de tilstedeværendes mange

latterudbrud. Det er værd at bemærke, at det er Peters konstruktion af den specifikke

begivenhed, der er morsom, idet den samme hændelse også kunne iscenesættes, så pointen

var, at det var synd for børnene, eller måske at englænderen var en ubehagelig fyr. Eller

simpelthen at det var synd for den engelske far, at han misforstod situationen og tilmed blev

udstillet for sin dumhed ved at blive kronet som kattekonge. Fortællingen af historien og

tilhørernes reaktioner taler imidlertid for en forståelse af narrativens plot som en komisk

historie om en fyr, der er uden for kulturel rækkevidde til stor morskab for de andre. Som

allerede nævnt dukker denne historie op i en samtale, hvor der er en god stemning, og

deltagernes forventninger er derfor på forhånd sporet ind på genren, underholdende historier.

Historiens opbygning er med til at øge dens ‟fortælbarhed‟. Ochs og Capps forklarer,

hvordan en narrativs retoriske udformning er af stor betydning for, i hvor høj grad historien er

‟værd at fortælle‟ forstået på den måde, at begivenhederne formes og fortælles, så pointen er

klar (Ochs og Capps 2001: 33). Selv begivenheder, der ikke er særligt spændende i sig selv,

kan gøres interessante, hvis fortælleren er en dygtig performer. I historien om

tøndeslagningen er der imidlertid både tale om en fortælbar hændelse og om en god

historieperformance fra fortællerens side. En voksen der lever sig så meget ind i en

tøndeslagning, at han slår de fastelavnsudklædte børns tønde langt pokker i vold, mens de

andre forældre måbende ser til, har alle forudsætninger for at blive til en god historie, fordi

46/89

begivenheden er skæv, uventet og usædvanlig (Gabriel 2000: 150) samtidig med, at temaet

med voksne, der ødelægger stemningen, fordi de glemmer at lade børnene vinde, er

genkendeligt og karikeret – og komisk.

I sin analyse af en fræk vittighed viser Harvey Sacks, hvordan organiseringen af

historiens sekvenser leder tilhørerne på vej til at forstå pointen, som kommer til sidst (Sacks

1992: 470 ff.). I eksemplet her opbygger Peter sin historie, så tilhørerne fra starten af ved, at

der skal ske et eller andet på grund englænderen, ”sidste år der var der altså en engelsk far

med han havde ikke helt forstået konceptet i det hele”. Peter ekspliciterer ikke, hvad der er,

som fyren ikke har forstået, men går videre til at orientere om, hvordan ”Cecilie havde lavet

en rigtig [!!] fin tønde som var en kasse og dit og dat lige præcis så de skulle kunne slå den

ned på en time eller sådan noget”. Her får vi implicit at vide, hvad det er for et koncept, som

englænderen ikke har forstået, nemlig at tøndeslagningen er arrangeret og gjort ved med fokus

på børnene. Det er børnene, der skal kunne slå tønden ned – derfor er det en kasse og dit og

dat. Peters understregning af, hvor fin tønden er, har to funktioner. For det første er det

komisk, at der er blevet gjort så megen umage og stads omkring den tønde, når den alligevel

bare bliver slået ned af en voksen, og for det andet sætter Peters grundige beskrivelse af

fastelavnstønden tilhørerne i en forventning om, at der skal ske noget med denne, og at det har

noget at gøre med englænderen. Fortællingen af historien opbygger således en forventning,

som indfries, da tøndes slås ned.

Det faktum, at Peter nævner, at det er en engelsk far, er med til at positionere manden

som værende forskellig fra resten af de voksne – som har forstået konceptet – og fra tilhørerne

i fortællesituationen, som også har forstået konceptet. Det kan vi se af deres bidrag til

fortællingen. Alle griner efter, at Peter har introduceret, at den engelske far ikke har forstået

idéen i tøndeslagningen, og Peters sætninger bliver to gange færdiggjort af de andre. Første

gang hvor Peter siger, ”så skulle de voksne lige have lov bare sådan at s[/]”, og Sofie afbryder

og siger ”et slag”. Anden gang hvor Peter er nået til selve den problematiske begivenhed,

”ham englænderen han havde ikke fattet en fis af det hele han tog battet og så pandede [!!]

han den en så den bare f:”. Her bryder Vibeke ind og siger ”fløj” og griner. Englænderens

manglende bevidsthed om sin ‟forkerte‟ opførsel er gennemgående i historien, således også til

slut, hvor Peter knytter episoden an til nutiden og bemærker, at ”ham skal vi lige have snor i i

år”.

47/89

Selvom der er tale om en oplevelse fra fortællerens private sfære, så får de tilstedeværende

samtaledeltagere i fællesskab konstrueret et morsomt billede af episoden. Deres konsensus i

forståelsen af narrativen samt deres positive tilkendegivelser omkring historiens relevans og

funktion i den pågældende samtalesituation etablerer et delt lokalt verdensbillede, hvor

oplevelser og erfaringer fra privatsfæren behandles som en vigtig del af den daglige

morgenkaffepraksis i den professionelle sfære.

Det næste eksempel iscenesætter endnu en krisesituation fra den private sfære, og

denne gang er det Laura, der fortæller. På baggrund af de to historier, vil jeg diskutere,

hvordan de komiske historier fra privatlivet gennem den karikerede scenesætning udgør en

mulighed for etablering af et socialt fællesskab, hvor sandsynliggørelse af faktuelle forhold

har ringe betydning, fordi lysten til at fortælle og blive fortalt for er det, der driver samtalen.

Eksempel 5

Kontekst: Morgenkaffe mandag morgen efter fastelavn. Det er noget senere i samtalen – ca.

15 minutter – end forrige eksempel. De har snakket om voksne og udklædning og mulige

krisesituationer i den sammenhæng. Én nævner, at ”hvis man nu fik motorstop”. Laura tager

ordet og følger med sin historie op på forestillingen om motorstop og udklædning:

*LAU: nej det har vi faktisk prøvet engang for fanden da på

på vej hjem fra sådan en.

*VIB: ha.

*com: flere ler.

*LAU: ha fra sådan en øh fastelavnsdag der hvor og og det

var jo netop alle der var klædt ud ikke.

*???: ha.

*LAU: og så øh fik vi motorstop # <ude på motorvejen> [>] og

min ha søsters mand han var klædt ud som ha som Poul

Nyrup.

*VIB: <ha> [<].

*com: flere ler.

*ALL: ha.

*LAU: og han havde så bare den der cykelhjelm på den kunne

han jo så principielt bare have taget af ikke men han

var # også og så nogle meget tynde sko ikke og

snestorm og så bare ham afsted <[% tramper fodtrin i

gulvet]> [>1] totalt indebrændt <ikke ha og> [>2] ned

ad motorvejen og vi andre sad der og min søster var så

Ritt Bjerregaard ikke.

*???: <ha> [<1].

*ALL: <ha> [<2].

*ALL: ha.

*LAU: jeg kan ikke huske om det var det år hvor vi andre var

bjørnebanden eller hvad men ne:j mand hvor var det

48/89

bare ha underligt at sidde der # åha i snestorm og

fastelavnskostume <puha> [>] så: ja når ulykken

indtræffer så er det meget godt at der er nogen i

civil.

*ALL: <ha> [<].

*PET: ja.

*ALL: ha.

*PET: man må fordele opgaverne imellem sig ikke.

*VIB: jo ha åha.

*com: flere ler.

Lauras historie handler om et motorstop i snestorm, hvor alle i bilen var klædt ud, fordi de var

på vej hjem fra en fastelavnsfest. Som sagt er narrativen foranlediget af den foregående snak

om voksne og udklædning og mulige ‟ulykker‟, og Lauras fortælling om en selvoplevet

hændelse sætter konkrete billeder på ét af de mulige scenarier, som redaktionsmedlemmerne

netop har fantaseret om.

Lauras narrative beskrivelse af motorstopepisoden fokuserer på temaet med voksne og

udklædning i krisesituationer. Det er en underholdende anekdote, primært fordi fortælleren

skaber et komisk billede, hvor de skildrede figurer må klare sig igennem en krise iført fuld

fastelavnsudklædning. Laura gør rede for alles udklædning, hvilket er med til at gøre historien

skæg og få de tilstedeværende til at bryde ud i latter. Scenariet, hvor bilen med ‟Ritt

Bjerregaard‟ og bjørnebanden er strandet i snestormen, alt imens ‟Poul Nyrup‟ vandrer ned af

motorvejen efter hjælp, er temmelig tosset og komisk. Lauras levende performance, hvor hun

blandt andet tramper fodtrin i gulvet, er billedskabende og viser, at der er tale om en

fortællesituation med en aktiv fortæller, som iscenesætter sin historie på en bestemt måde.

I beskrivelsen af Poul Nyrup-figuren siger Laura, ”og han havde så bare den der

cykelhjelm på den kunne han jo så principielt bare have taget af ikke”. Denne udtalelse fra

fortællerens synspunkt har, efter hvad jeg kan se, i hvert fald to funktioner. For det første er

det med til at gøre søsterens mand til en karikeret figur i historien, hvor fremstillingen er

komisk overdrevet. For det andet så kunne det udtrykke fortællerens modale markering af, at

det vigtigste i fortællesituationen er den gode historie, og ikke om oplysninger er faktuelle.

Svogeren kunne principielt bare have taget hjelmen af, men havde han gjort det, havde det

ikke været lige så morsomt at genfortælle. At Laura lidt længere nede i sin fortælling kommer

med en eksplicit bemærkning om noget, hun ikke kan huske, men som hun vælger at nævne

alligevel, nemlig bjørnebande-udklædningen, underbygger fortolkningen af, at oplysningerne

49/89

skaber en god historie frem for at opridse fakta; ”jeg kan ikke huske om det var det år hvor vi

andre var bjørnebanden eller hvad”.

Lauras historie minder om Peters fortælling, idet det er en morsom fastelavnsskildring,

der får tilhørerne til at grine, men derudover er denne narrativ også et eksempel på, hvordan

den narrative sekvens eksplicit kædes sammen med forudgående samtale og derigennem viser

fortællerens orientering mod de andre samtaledeltagere og den fælles samtalekonstruktion.

Lauras indledning, ”nej det har vi faktisk prøvet engang”, henviser som allerede nævnt til, at

én af de andre netop har foreslået ‟motorstop‟ som et muligt uheldigt scenarium. Men også i

hendes evaluering kædes fortællingen sammen med ytringer fremsat tidligere i samtalen,

eftersom Lauras, ”så: ja når ulykken indtræffer så er det meget godt at der er nogen i civil” må

ses som en opfølgning på følgende sekvens, som optræder ca. to minutter før Lauras historie:

*MET: skal I være klædt ud der i næste weekend.

*PET: øh:.

*MET: er de voksne det.

*PET: nogen af de voksne er.

*MET: okay.

*ALL: ha.

*VIB: så er det sagt ha.

*PET: jeg h[/] har ikke rigtigt været jeg står gerne og

ordner det med tønden.

*ALL: ha.

*VIB: gemmer mig bag tønden.

*PET: der skal jo også være nogen i civil ikke hvis nu der

kommer ulykker eller xxx.

5.2.1 Fakta eller fantasi

De tilstedeværende denne mandag morgen i redaktionen hygger sig sammen. Det er en

uformel samtalesituation, hvor der som sagt både snakkes privat og arbejdsrelateret. Det

private fylder dog det meste af samtalen i form af den lange fastelavnssekvens, hvor

historierne her i kapitlet kommer fra. Ifølge Gabriel findes der i enhver organisation et ustyret

‟område‟, som ikke er kontrolleret og heller ikke rationelt:

“I will propose that within every organization there is an uncolonized terrain, a terrain

which is not and cannot be managed, in which people, both individually and in groups,

can engage in all kinds of unsupervised, spontaneous activity. [...] I will refer to this

terrain as the unmanaged organization, a kind of organizational dreamworld in which

desires, anxieties and emotions find expressions [...]. The chief force in the unmanaged

organization is fantasy and it landmarks include jokes, gossip, nicknames, graffiti,

cartoons, and, above all, stories.” (Gabriel 1995: 478)

50/89

Gabriel taler her om et område i organisationen, hvor lyst og spontanitet dominerer over

realiteter og over de officielle fortællinger. I stedet kan medarbejderne lade følelserne styre og

fortælle sådan, som det falder dem ind. Det er arbejdsrelaterede narrativer, som Gabriel

eksemplificerer sin teori med, men jeg mener, at hans definition på den ‟uledede‟ organisation

skal udvides, så den også rummer private historier og social, privat snak i det hele taget. De

uformelle mundtlige fortællinger i redaktionen udgør en vigtig del af den organisationelle

‟drømmeverden‟, og især i de underholdende historier fra privatsfæren er det tydeligt, at fakta

og nøjagtighed er mindre vigtigt end fortællefællesskabet, hvor man deler oplevelser med

hinanden for øjeblikkets fornøjelses skyld. Tilhørerne stiller ikke spørgsmålstegn ved de

karikerede personbeskrivelser i anekdoterne, fordi de underholdende private historiers

informative funktion er lille, i modsætning til arbejdshistorierne, hvor det underholdende og

det informative følges ad. Det er ikke vigtigt, om den engelske far i Peters fortælling virkelig

var så uvidende, som Peter fremstiller ham, og det er heller ikke vigtigt, om svogeren i Lauras

historie virkelig vandrede ud af motorvejen efter hjælp uden at tage cykelhjelmen af først.

Derimod er det vigtigt at fortælle en god historie, der passer ind i konteksten og at få de andre

til at grine.

5.2.2 Kontaktflade og humorfællesskab

Privatsfære-narrativerne fungerer som en kontaktflade mellem det professionelle og det

private hos medarbejderne i en organisation. Holmes er inde på, at de mere sociale historier

kan fungere som et bindeled mellem individets private og professionelle identiteter (Holmes

2006: 183). Mit fokus på gruppen betyder, at jeg snarere kigger på, hvordan redaktionen i

fællesskab administrerer den aktivitet, det er at fortælle private historier på arbejdet. Ud af

data kan vi se, at disse historier praktiseres som en vigtig del af den daglige snak mellem

medarbejderne, eftersom de ofte dukker op i samtalerne. I den specifikke

morgenkaffesituation, som eksemplerne er taget fra, orienterer de tilstedeværende sig mod

hinandens historier ved at fortælle flere historier, som ligner, og som følger fastelavnstemaet,

og de private historier fungerer på denne måde som en social aktivitet, hvor medlemmernes

private oplevelser er en vigtig kilde til etablering af sociale fællesskaber på arbejdspladsen.

Det, der kendetegner disse narrativer, er, at de er genkendelige og socialt identificerbare –

51/89

tilhørerne sætter sig uden problemer i fortællerens sted – hvilket skaber relationer mellem

gruppens medlemmer.

Det humorfællesskab, som samtaledeltagerne opretholder i løbet af morgenkaffen, er

karakteriseret ved, at gengivelsen af fastelavnsoplevelser fremkalder latter og indlevelse. De

to ovenstående historier samt den næste handler om krisesituationer, hvor fortælleren er

tilskuer eller i hvert fald relativt passivt deltager i en situation, hvor nogle andre gør noget

sjovt/dumt/pinligt. I en undersøgelse af humor på arbejdspladsen skelner Holmes og M.

Marra mellem to humortyper medarbejderne imellem, hvor den ene er støttende, og den anden

er udfordrende (Holmes og Marra 2002: 1687). I redaktionens tilfælde er der her tale om

støttende humor, hvor de andre ler med eller direkte lever sig ind i situationen og

kommenterer ud fra samme ståsted som fortælleren. Det så vi i Peters historie, og det er også

tilfældet i næste eksempel, som kun analyseres kort, men bl.a. viser, hvordan redaktionens

medlemmer konstruerer en fælles vinkel på en hændelse, hvor de kan se det morsomme, mens

den ‟morsomme‟ figur i historien er så karikeret konstrueret, at hun er fuldstændig ubevidst

om, at hendes optræden kan fremkalde latter. Dette er i øvrigt typisk for komiske historier

ifølge Gabriel (2000: 63). At særlige træk ved personer – i nedenstående tilfælde

påklædningen – er fremstillet komisk overdrevet, konstruerer et karikeret billede, som morer

de tilstedeværende. Det humoristiske fællesskab, der opstår over de private oplevelser, er med

til at opretholde og give mening til den daglige praksis på arbejdspladsen.

Eksempel 6

Kontekst: Morgenkaffe mandag morgen efter fastelavn. De har snakket fastelavn et godt

stykke tid og har netop diskuteret forskellige udklædninger. Peter fortæller så om en oplevelse

fra tidligere på morgenen.

*PET: det man skal man skal bare sørge for man kan se [!!]

det er en udklædning <altså pæda[/]> [>1] pædagogen i

morges i vuggestu[/] kom i morges og det var først da

jeg gik <og en sagde> [>2] til hende nå du er jæger.

*VIB: <ja ja> [<1].

*???: <ha> [<2].

*ALL: ha <ha> [>].

*PET: <så vend[/] så vendte jeg> [<] mig om så kunne jeg

godt se hun egentlig var jæger [!!] men jeg synes <hun

klæder sig tit sådan xxx alligevel er lidt pudsigt>

[>].

*ALL: <ha> [<] ha <ha> [>].

52/89

*PET: <så jeg havde slet ikke> [<] fattet at hun var

udklædt.

*ALL: ha.

*VIB: det var da godt du ikke sagde <ha> [>].

*PET: <ja ha> [<].

*SOF: ha har du fået nye bukser.

*PET: hun er en vidunderlig gammel dame <men men klæder sig>

[>].

*ALL: <ha> [<] ha.

*PET: som om hun levede for nogle xxx år siden.

*ALL: ha.

*PET: altså de der knæbukser og alt <de der knickers og>

[>].

*ALL: <ha> [<].

*SOF: xxx <xxx> [>].

*LAU: <det var i hvert fald> [<] helt naturligt ud.

*PET: ja ja og en lille hat med fjer i og <sådan noget ha>

[>].

*ALL: <ha> [<].

*KIR: det var da et godt sæt tøj du har fået der.

*MET: ja ha.

*VIB: ha.

*SOF: ps jeg er [!!] klædt ud.

*PET: ja ha.

*???: xxx.

Historien kort fortalt: Peter afleverer sit barn i vuggestuen til fastelavn og opdager i første

omgang ikke, at pædagogen er klædt ud, fordi hendes almindelige tøjstil ifølge Peter er

pudsig i sig selv.

Historien handler på en gang om pædagogens tøjstil og om Peter og hans opførsel og

forståelse af den specifikke situation. Det komiske i ikke at kunne skelne udklædning fra

almindelig påklædning går derfor både på den karikerede beskrivelse af pædagogen og hendes

udseende og på Peters misforståelse af situationen, hvilket kunne have mundet ud i et pinligt

optrin. Samtaledeltagernes respons på historien italesætter de pinligheder, som Peter kunne

være kommet til at sige, hvis det ikke i tide var gået op for ham, at det var en udklædning.

Sofies, ”har du fået nye bukser”, og Kiras, ”det var da et godt sæt tøj du har fået der”, er

således udsagn, der er med til at forhandle en fælles forståelse af narrativen som en situation,

hvor Peter let kunne have været taktløs. Mens kommetarer som Lauras, ”det var i hvert fald

helt naturligt ud”, og Sofies afsluttende, ”ps jeg er [!!] klædt ud”, samtidig spiller den anden

forståelse på banen, hvor redaktionens medlemmer morer sig over en udenforstående

karakter, som fremstilles komisk. Der er således i hvert fald to forståelser af narrativen i spil,

53/89

og samtaledeltagerne ‟vælger‟ ikke én af dem, men finder sammen i et humoristisk

fællesskab, der behandler begge fortolkninger som mulige og som komiske.

5.3 Værdier og fælles orientering

Som det ses, har jeg her valgt at fokusere på historier, der tydeligvis har en underholdende

funktion. Imidlertid er narrativer mere end bar underholdning (Gabriel 2000: 32), hvilket også

mine analyser viser. Mundtlige fortællinger socialiserer, organiserer, teoretiserer og skaber

værdier. Blandt andet. Også når det drejer sig om fortællinger på en arbejdsplads, er der altså

som nævnt tidligere tale om en multifunktionel genre, som skaber mening på flere niveauer.

Den diskursive aktivitet, at fortælle private historier på arbejdet, skaber en sammenhæng,

hvor andre kontekster end de rent fagligt og professionelt forbundne inddrages og gøres til en

vigtig del af den ‟samlede‟ kontekst, som redaktionens medlemmer behandler som relevant

for den daglige praksis på arbejdet. Historierne er med til at styrke relationerne i

arbejdsfællesskabet, fordi samtaledeltagerne gennem deres medfortælling etablerer,

opretholder og forhandler værdier, som de deler eller kommer til at dele en forståelse af.

Gabriel bemærker, at historier såvel som effekter fra privatlivet er et forsøg på at

menneskeliggøre organisationen:

”Stories, along with gossip and jokes, represent attempts to humanize the impersonal

spaces of bureaucratic organization, to mark them as human territory, as does the vase of

flowers or the family picture on the executive desk.” (Gabriel 2000: 57).

Gabriel ville formentlig sammenligne de private historier med familiebilledet og se dem som

forsøg på at gøre noget officielt og professionelt mere menneskeligt. Min pointe er imidlertid

lidt anderledes, idet jeg snarere mener, at privatsfære-narrativerne er en del af organisationen.

Historierne er med andre ord organisation i aktion.

Det næste historieeksempel illustrerer, hvordan redaktionen i deres forhandling af en

hændelses betydning etablerer en fælles forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Endvidere

er dette samtaleuddrag interessant, fordi deltagerne forholder sig til det fastelavnstema, som

dominerer deres morgenkaffesnak, og som er fælles for de fire narrativer i dette kapitel.

Eksempel 7

Kontekst: Morgenkaffe mandag morgen efter fastelavn. Det er midt i fastelavnssnakken, da

Peter stiller et spørgsmål, der går på den netop overståede fastelavnsweekend.

54/89

*PET: men var der mange rundt og ringe på # af tiggere.

*MET: <ja> [>] vi havde et.

*VIB: <ja> [<].

*VIB: vi havde <også nogen> [>].

*PET: <vi havde> [<] et hold <xxx> [>].

*VIB: <ja vi havde> [<] to hold.

*MET: men det er jo anden gang for de kom jo første gang ved

halloween jo.

*PET: ja alligevel ja men det er jo noget sjusk.

*VIB: <ja> [>].

*MET: <ja> [<] det kan jo i[/] jeg blev nærmest sur [!!].

*ALL: ha.

*PET: jeg synes de skal komme til fastelavn halloween det

<det er da noget mærkeligt noget> [>].

*MET: <ja fordi de siger jo ikke> [<] <noget> [>1] altså det

er jo ikke sådan de synger en <sang> [>2] til

halloween.

*VIB: <nej> [<1].

*???: <nej> [<2].

*VIB: <nej> [>].

*PET: <nej> [<] ikke nej til halloween det <det> [>] er

noget sjusk ikke.

*MET: <nej> [<].

*VIB: <der står de bare> [>].

*MET: <xxx> [<].

*???: åbner de bare og så står de der.

*VIB: <så står de der> [>].

*MET: <ja så står> [<] de bare der jeg kunne ikke engang se

de var klædt ud ha.

*ALL: ha.

*MET: <xxx altså jamen men> [>1] I er jo ikke klædt ud

vrissede [!!] jeg bare ha sådan jo jeg er og <nu> [>2]

kan jeg ikke huske hvad hun var men altså det var i

hvert fald ikke noget jeg kendte.

*com: citeret tale jo jeg er.

*PET: <så står der sådan en en med en sort sæk til slik>

[<1].

*VIB: <slam> [<2].

*???: mm mm.

*ALL: ha.

*LAU: det var ikke noget der udløste noget slik i hvert fald

det er helt sikkert.

*VIB: så må du have fået en gang ballade jo.

*PET: men de to der var forbi i går det var rigtig fint.

*MET: ja.

*PET: de var rigtigt klædt ud og sang og.

*LAU: mm.

*PET: # og havde kun en lille plasticpose til slikket.

*MET: ja de var ikke så grådige.

*VIB: nej.

Det er Mettes historie, der fortælles som respons på Peters spørgsmål. Kort fortalt er historien

den, at Mette til halloween havde besøg af nogle børn, som ville have slik. Børnene opfyldte

dog ikke ‟kriterierne‟, og Mette blev irriteret i stedet for at give dem noget.

55/89

Som tidligere nævnt har Ochs argumenteret for, at folk gennem deres

historiefortælling fremsætter forskellige teorier om fortidige oplevelser, som kan udfordres

eller forhandles på plads via medfortælling (Ochs m.fl. 1992). Narrativer skaber og

opretholder værdier i en gruppe, fordi fortæller og medfortællere kan illustrere deres delte

forståelse gennem en kollektiv konstruktion og fortolkning af begivenheder. Gennem deres

medfortælling kan de støtte, udbygge, eller udfordre hovedfortællerens ‟teori‟, og denne

interaktionsproces er en værdiskabende aktivitet. Selv tavshed er en form for medfortælling,

og alle tilstedeværende ‟ejer‟ således narrativen: “Audiences are coauthors and as such co-

owners of the narratives and the moral and other premises that these narratives illustrate.”

(Ochs m.fl. 1996: 109). Min pointe her er, at redaktionens medlemmer er ‟medejere‟ af

hinandens private historier, selvom narrativerne omhandler personer og steder, de aldrig eller

kun sjældent har mødt og set.

Peter stiller et spørgsmål, ”var der mange rundt og ringe på # af tiggere”. Eftersom den

foregående samtale har handlet om fastelavn, ved alle, at ordet ‟tiggere‟ refererer til de børn,

som går fra dør til dør i deres udklædning. Både Mette og Vibeke svarer bekræftende, og

Peter selv fortæller, at også han har haft et hold forbi. Herefter tager Mette ordet og

introducerer et potentielt problem; ”men det er jo anden gang for de kom jo første gang ved

halloween jo”. Mette trækker her en parallel mellem fastelavn og halloween, og hendes

udsagn bliver af de andre forstået, som om halloween er taberen i den sammenligning. Peter

kommenterer hurtigt, at ”det er jo noget sjusk” og bliver bekræftet af de andre, hvorefter

Mette fortsætter med at fortælle om den specifikke halloween-oplevelse, hun havde, og at hun

i den situation nærmest blev ‟sur‟. Alle griner over den reaktion; nok fordi den er uventet og

bryder tilhørernes forventninger om, hvordan man normalt reagerer, når man åbner døren, og

der står nogle udklædte børn. Herefter diskuteres nogle af problemerne ved halloween.

Endelig fortsætter Mette sin historie om halloween, hvilket fremkalder flere kommentarer,

herunder kommentarer om forskelle i forhold til fastelavn.

Mettes halloweenoplevelse bliver af samtaledeltagerne forstået på baggrund af en

sammenligning med fastelavn. I fællesskab opstiller de en kontrast mellem de to mærkedage,

hvor fastelavn er det ‟rigtige‟ og halloween det ‟forkerte‟. Til fastelavn er børn udklædte, de

synger sange, og de har ”kun en lille plasticpose til slikket”, når de går rundt fra hus til hus.

56/89

Til halloween er børn ikke udklædte; ”jeg kunne ikke engang se de var klædt ud ha”. De

synger ingen sange; ”ja fordi de siger jo ikke noget altså det er jo ikke sådan de synger en

sang til halloween”. Og i modsætning til den lille plasticpose har de kæmpepose til at

indsamle slik i; ”så står der sådan en en med en sort sæk til slik”. I denne narrative sekvens

forholder redaktionens medlemmer sig altså eksplicit til temaet fastelavn, som er det

dominerende samtaleemne denne morgen. Gennem deres interaktion får de skabt et billede af,

at fastelavn er en tradition med nogle kulturelle, sociale, og socialiserende værdier.

Halloween er noget ”sjusk” og noget ”mærkeligt noget”, og Mettes oplevelse bekræfter dette

synspunkt. Peter evaluerer Mettes historie i forhold til en tilsvarende fastelavnsoplevelse, han

lige har haft, ”men de to der var forbi i går det var rigtig fint”.

5.3.1 Socialt fællesskab gennem privatsfærehistorier

I ovenstående narrativ støtter de deltagende hinanden i, at fastelavn er en god ting. Det er en

tilbagevendende begivenhed, som genererer gode og sjove oplevelser. I eksemplet her

fortæller Peter f.eks., at det var fint med de udklædte børn, der var forbi hos ham, men også

hvis vi ser på de andre narrativer i kapitlet, er det tydeligt, at fastelavn er kilden til mange

sjove oplevelser og dermed kilden til mange gode historier. Redaktionsmedlemmerne gør

gennem deres historiefortælling fastelavn til en relevant og vigtig kontekst for deres samtale.

Fastelavn er altså noget, man taler om på arbejdet, selvom begivenhederne udspiller sig i

privatsfæren, og gennem historierne får samtaledeltagerne etableret et socialt fællesskab; dels

fordi de får italesat, at de har ‟fælles‟ oplevelser, erfaringer og følelser udenfor

arbejdspladsen, og dels fordi de i situationen finder sammen i en fælles orientering omkring

nogle sociale værdier. Jeg forklarer de to punkter ét af gangen.

Morgenkaffesamtalen finder sted lige efter fastelavnsweekend. Ved at fortælle

historier fra weekenden og fra tidligere fastelavn‟er, bekræfter redaktionen hinanden i, at

fastelavn er en privat kulturel begivenhed, som har betydning for dem alle. Oplevelser

omkring tøndeslagninger, udklædninger mm er noget, de deler og har lignende erfaringer

med. Gennem de mange fortællinger8 viser samtalens deltagere hinanden, at bestemte

erfaringer og følelser er noget, de har til fælles. Fastelavnshistorierne fra privatsfæren er

noget, gruppen genkender og kan identificere sig med, selvom der er tale om personlige

8 Omkring 15 i alt.

57/89

narrativer. Gergen og Gergen beskriver, hvordan tilhørerne til en historie bliver ‟vidner‟ til

den specifikke hændelse, der fortælles om, fordi der etableres en empatisk samhørighed.

”Audiences who listen to a story from a witness [fortælleren] become themselves second-

order witnesses. They create for themselves the visual images, sounds, and visceral

responses of the witness. One might say that they engange in empathic listening, in which

they come to feel with the storyteller.” (Gergen og Gergen 2006: 118)

Vi så f.eks. i historien om pædagogen i vuggestuen, hvordan samtaledeltagerne levede sig ind

i episoden og kom med kommentarer til pædagogkarakteren i historien, som om de selv havde

været der og set hendes påklædning.

Historiefortællingen illustrerer nogle sociale og kulturelle værdier, som redaktionens

medlemmer i situationen deler en forståelse af. Det fælles perspektiv, hvor de tilstedeværende

i fortællesituationen er et niveau over den uforstående karakter, som er årsag til ‟konflikten‟ i

historierne, er med til at styrke relationerne i redaktionen, fordi medlemmerne deler værdier

og forståelser. I fortællingen om tøndeslagningen viser de alle, at de er klar over, at ‟nej, man

slår ikke børnenes tønde ned til fastelavn‟. Desuden er fortællernes mange historier i sig selv

med til at konstruere en fælles teori om, at ‟ja, fastelavn er en væsentlig begivenhed‟.

5.4 Opsamling: Privatsfærenarrativer – Brobygning og organisa-tionel performance

Jeg runder nu kapitlet om narrativer fra privatsfæren af og samler op på teoretiske og

analytiske pointer.

I de forskellige interaktionelle sammenhænge, som redaktionens medlemmer indgår i i

løbet af dagen, er narrativerne en kommunikativ genre, som ofte dukker op. Kapitlet her har

fokuseret på den type historier, som handler om noget, der er sket i fortællerens privatliv, og

mere specifikt har jeg koncentreret mig om fire historier fra den samme samtale og med det

samme tema. Vi har set, hvordan det gennemgående tema i sig selv er fællesskabsetablerende,

fordi fortællerne med deres responshistorier og gensidige opretholdelse af fastelavnssnakken

konstruerer et socialt fællesskab, hvor parallelle oplevelser og følelser knytter deltagerne

sammen i en fælles orientering af, hvad der er sjovt, betydningsfuldt, genkendeligt mm.

Morgenkaffeseancen udgør en social aktivitet, hvor det lystfyldte og behagelige ved at

fortælle historier og grine sammen, er det vigtigste for samtaledeltagerne. De mundtlige

fortællingers humoristiske iscenesættelse er forhandlet frem kollektivt, og samtaledeltagerne

58/89

opretholder situationen ved at støtte og anerkende hinandens morsomme bidrag og

synsvinkler.

Historier genfortæller ofte en uventet drejning af nogle begivenheder. At englænderen

slog tønden ned, at bilen fik motorstop, at pædagogen var klædt ud og at Mette blev sur på

halloween-børnene i stedet for at være imødekommende, er hændelser, der bryder

fortællerens og/eller tilhørernes forventninger i henholdsvis den konkrete situation og i

fortællesituationen. Ochs og Capps skriver:

”Breaches of expectation spark a variety of responses not only at the time of the narrated

event but also at the time of the telling. One outcome of such narrative deliberation is

reaffirmation of personal or group worldviews.” (Ochs og Capps 2001: 154).

Samtaledeltagernes kommentarer og reaktioner er altså en form for bekræftelse og

opretholdelse af gruppens opfattelser og syn på tingenes tilstand. Redaktionen skaber og

opretholder fælles værdier og teorier gennem deres narrative interaktioner.

Narrativerne handler om familie, bekendte, daginstitutioner, fester osv. Det er oplevelser fra

privatsfæren, som konstrueres ind i en arbejdsmæssig kontekst. Redaktionens medlemmer

skaber med deres historier en sammenhæng mellem det private og det professionelle, fordi det

private drages ind og gøres nærværende i situationen. Den narrative aktivitet bliver en

kontaktflade mellem de to sfærer, og samtaledeltagerne forhandler sig frem til en fælles

forståelse af, at privatsfæren er relevant indhold for en samtale på arbejdet. I konstruktionen

af denne narrative bro opstår der et socialt fællesskab, hvor man identificerer sig med følelser

og perspektiver og viser interesse for hinandens liv som privatpersoner. Fortællingernes

indhold er altså en form for brobygning, der samler redaktionen i en fælles forståelse af, at

den private sfære er en væsentlig samtalekontekst på arbejdspladsen. I næste kapitel går jeg

videre og undersøger, om de private historier også mere eksplicit blandes sammen med

narrativerne fra den professionelle sfære.

I sin artikel om historieperformance i et kontorforsyningsfirma argumenterer Boje for,

at historier i organisationer skal ses både som tekst og som performance:

”[...] story text and performance as two sides of the same coin gives us insight into the

complex and varied ways organization members use storytelling in their work world.”

(Boje 1991: 125).

59/89

Boje understreger her vigtigheden af ikke blot at se historierne som tekster, der handler om et

eller andet, men også at undersøge dem i deres naturlige kontekst. I analysen her har jeg lagt

vægt på begge dele. Som sagt er narrativernes tekstuelle indhold – det private – et niveau,

hvor fællesskab opstår, men samtidig er også formen og det interaktionelle et meget vigtigt

aspekt, når man undersøger historiernes funktion. Jeg har været inde på, hvordan

samtaledeltagerne gennem deres performance, latter og kommentarer indgår i en

samtalesituation, hvor de styrker relationerne imellem sig gennem etablering af sociale

værdier og fælles perspektiv. Narrativerne er organisationel performance, idet de dukker op i

et samspil mellem redaktionens medlemmer som en del af den professionelle sfære og

arbejdsdagen.

I den interaktionelle situation, nemlig morgenkaffe denne mandag morgen, er redaktionens

medlemmer engageret i aktiviteten historiefortælling. Gennem deres narrativer og narrative

performance etablerer de forskellige sociale fællesskaber, hvilket er en del af den daglige

praksis, der udgør organisationen.

60/89

6 Historier fra to sfærer – håndtering, sammenhænge og mening

Narrativer fra den professionelle sfære og narrativer fra den private sfære deler, som vi har

set, det forhold, at begge slags historier fortælles på det samme sted og af de samme

mennesker. Alle sammen fortælles de på arbejdspladsen af redaktionens medlemmer. Men er

der andet, der kobler dem sammen end denne overordnede organisationelle ramme? Indtil

videre har jeg undersøgt og argumenteret for, at begge typer historier er historier, der

organiserer hverdagen i redaktionen, og at samtaledeltagerne etablerer et situeret fællesskab

gemmen bl.a. fælles forståelse, perspektiv, humor osv. I dette kapitel vil jeg nu tage skridtet

videre og analysere, hvordan medarbejderne gennem deres sociale handlinger håndterer de to

sfærer og historietyper i forhold til hinanden.

Jeg vil i det følgende argumentere for, at redaktionens medlemmer ofte bygger en

eksplicit sammenhæng mellem det professionelle og det private, og at historierne derfor er

koblet sammen ud fra mere end, at de fortælles på den samme arbejdsplads. Kapitlet fokuserer

derfor på overgange, klynger, adskillelse og sammenblanding, og dataeksempler vil i

modsætning til de forrige kapitler også indeholde ikke-narrative sekvenser. Først kigger jeg

på overgange mellem og sammenblanding af de to sfærer, og derefter på hvordan narrativerne

anvendes i de forskellige samtalesituationer, dvs. møder over for pauser. Som afrunding på

kapitlet kommer jeg ind på, hvordan medarbejdernes håndtering og brug af professionelle og

private historier hænger sammen med den faglige og sociale forståelsesproces, som er i gang

hele tiden.

6.1 Overgange og skift

Det fremgik af de mange fastelavnshistorier i sidste kapitel, hvordan samtaledeltagerne kan

holde sig i en bestemt modus og respondere på hinandens historier med lignende historier.

Det er karakteristisk for samtalernes forløb, at der skiftes et par gange frem og tilbage mellem

faglig og privat snak, og i den pågældende samtale var der tale om to skift: først snakkede de

fagligt, derefter privat om fastelavn og til sidst blev der snakket fagligt relateret igen. Om lidt

skal vi se nærmere på bl.a. en af disse overgange.

De to typer mundtlige fortællinger, som jeg har undersøgt i de foregående kapitler,

kan altså siges som hovedregel at optræde i en form for klynger, hvor der i en samtalesekvens

61/89

ofte vil være to eller flere historier fra den professionelle sfære, før der så måske kommer to

eller flere historier om begivenheder fra privatsfæren. Som eksempel ses det nedenfor,

hvordan en frokostsamtale er struktureret mht. mundtlige narrativer:

Frokost (Sofie, Laura, Kira, Peter, Kamma og Mette er til stede)

0-15 minutter: 2 × narrativ (professionel)

15-35 minutter: 4 × narrativ (privat)

35- 41 minutter: 3 × narrativ (professionel)

Denne frokost er ikke en af de samtaler, hvor der optræder flest narrativer9. Narrativerne er

rimelig korte, som normalt er i hverdagsinteraktion (Boje 1991: 109; Georgakopoulou 2006:

123), og der er relativt lange perioder uden fortællinger i samtalen. Da der er tale om en

frokost, bruges en del af tiden selvsagt til aktiviteten spisning, men der snakkes også en del

som optakt og efterspil på narrativerne, og mange taleture er derfor alligevel sekventielt en

del af aktiviteten historiefortælling, selvom de ikke er en del af selve narrativen (Jefferson

1978). Af samtalens historieoversigt kan vi se, hvordan deltagerne foretager to skift mellem at

tale faglig relateret og privat relateret, og de to typer narrativer bliver derfor ‟struktureret‟ i

klynger af samme slags. Denne umiddelbare adskillelse af private og professionelle

samtaleemner kunne tyde på, at medarbejderne træder ind i en bestemt ramme, som definerer

de interaktionelle aktiviteter, der foregår, og hvor de to skift, der forekommer, er eksempler

på, at folk foreslår en ny ramme for samtalen (Goffman 1974).

Når narrativerne klynger sig sammen kan man også opfatte det som et udtryk for

samtaledeltagernes orientering mod hinanden og det igangværende samtaleemne. Fortællerne

fortæller historier, der ligner dem, der lige er blevet fortalt af deres kolleger. Man er altså

opmærksom på hinandens sociale handlinger i samtalen og giver plads til historiefortælleren

samtidig med, at man viser interesse og engagement, f.eks. gennem responshistorier, hvilket

fastelavnshistorierne i sidste kapitel var et godt eksempel på. Deltagere i en konversation

forventer, at tale knytter sig til forudgående tale (Sacks 1987), og det skaber nærhed, når folk

på denne måde demonstrerer delt viden, interesser og tankemønstre (Norrick 2000: 108).

Introduceres et nyt emne eller et skift på anden vis, kræver det derfor ofte lidt ekstra for at

9 F.eks. er der langt flere narrativer i den føromtalte fastelavnssamtale.

62/89

fange tilhørernes interesse. Gail Jefferson viser i en artikel fra 1984, hvordan deltagere i en

samtale bevæger sig væk fra problematiske emner og over mod andre emner i en trinvis

udvikling af samtalen. Emneskiftet kan også ske brat, men ofte vil ‟problemfortælleren‟ og

‟problemmodtageren‟ i fællesskab foretage en diskursiv bevægelse, så sammenhængen i

interaktionen er intakt, og det nye emne ikke virker upassende i forhold til den forudgående

problemsekvens. Jefferson understreger, at samtaledeltagerne kan ende med at være langt fra

udgangspunktet, uden at der har været et egentlig brud; ”Rather, there has been a linking up

of two unconnected topics via materials related to both” (Jefferson 1984: 204).

Jeg vil nu kigge på nogle konkrete eksempler på overgange mellem det professionelle

og det private. Nedenstående passage viser, hvordan en overgang konstrueres i en samtale.

Eksempel 8

Kontekst: Der er tale om samme morgenkaffesamtale som i sidste kapitel. Det er sent i

samtalen, og deltagerne har snakket længe om fastelavn. Tilstedeværende er: Kira, Mette,

Vibeke, Peter, Sofie og Laura.

*MET: jeg sad og tænkte på det kunne være så sjovt at lave

en grisling det kunne man også godt lave.

*LAU: ja.

*MET: med øh: altså sådan en æggebakkenæse og de der

lyserøde ører og så en lyserød elefanthue eller et

eller andet.

*LAU: mm.

*VIB: ja.

*MET: men altså så syntes jeg alligevel det blev lidt for

lyserødt til Kasper # [Mettes søn].

*VIB: ha.

*MET: og nu er jeg da bare glad for at jeg ikke gjorde det

nu var han jo syg i fredags xxx de skulle have haft.

*LAU: nå:.

*MET: hvad hedder det fastelavn i legestuen der i fredags #

så det var da godt jeg ikke havde siddet.

*SOF: hele natten.

*MET: og syet ha en grislingkostume.

*LAU: ej så kunne du selv lige have taget den på jo.

*MET: ja: det kunne jeg jo så.

*LAU: ha.

*VIB: mødt op i dag.

*LAU: ja.

*VIB: <ha> [>] jo det er i dag vi skal.

*SOF: <er det ikke i dag vi skal> [<].

*ALL: ha.

*VIB: åh:.

*com: #.

*LAU: nå men hvad er det egentlig er det sådan en helt

almindelig uge vi har nu med uden.

63/89

*VIB: ja der er alle er der er ikke flere kon[/].

*MET: ja for nu er januar jo slut og alle de der konferencer

er slut det va[/] der har godt nok været meget synes

jeg.

*SOF: ja det er meget oven i hinanden.

*MET: ja.

*com: [fortsætter med at tale fagligt, flere historier

fortælles]

I denne stump samtale afsluttes den lange fastelavnssekvens og afløses af arbejdssnak. Mette

fortæller, hvordan hun overvejede at sy en grisling, men ikke gjorde det. Herefter er der en

kort pause, hvorefter Laura introducerer skiftet til den professionelle sfære med

formuleringen, ”nå men hvad er det egentlig er det sådan en helt almindelig uge vi har nu”.

Ved første øjekast ser det ud som om, der er tale om en rimelig brat overgang, hvor det

private adskilles fra det faglige. Den lille pause samt ordvalget ”nå men” markerer, at der sker

noget nyt nu, ligesom Lauras tonefald i øvrigt også adskiller sig fra den foregående mere

‟løsslupne‟ diskurs med latterudbrud og dramatisering. Ordet ”nå” fungerer som en såkaldt

adskillelsesmarkør (Jefferson 1978) mellem den forudgående tale, og det som Laura nu

ønsker at introducere. Jeg vil dog i det følgende argumentere for, at overgangen faktisk sker

gradvist og kollektivt, så Lauras taletur skal ses i forhold til den forudgående sekvens.

I ovenstående uddrag af samtalen har Mette ordet til at starte med. Hun lancerer en

historie om et fastelavnskostume i naturlig forlængelse af fastelavnstemaet, der har præget

samtalen. Fortællingens pointe leveres i disse ture med Sofie som aktiv deltager sammen med

Mette:

*MET: og nu er jeg da bare glad for at jeg ikke gjorde det

nu var han jo syg i fredags xxx de skulle have haft.

*LAU: nå:.

*MET: hvad hedder det fastelavn i legestuen der i fredags #

så det var da godt jeg ikke havde siddet.

*SOF: hele natten.

*MET: og syet ha en grislingkostume.

*LAU: ej så kunne du selv lige have taget den på jo.

I sekvensen her kobler Mette historien til nutiden ved at redegøre for, at det er ”nu”, at hun er

glad for, at hun ikke syede grislingen, ligesom formuleringen ”i fredags” placerer

begivenheden i forhold til nutiden, nemlig mandag morgen. Der er altså tale om en temporal

organisering, hvor historieverdenen knyttes til den igangværende interaktion. Herefter

kommenterer Laura, at, ”ej så kunne du selv have taget den på jo”, hvilket spiller på det

64/89

udfald historien ville have haft med et kostume i overskud, hvis Mette rent faktisk havde syet

grislingen. Lauras joke går på Mettes person og bliver ikke specifikt knyttet sammen med de

fortidige begivenheder den pågældende fredag. Mettes svar, ”ja det kunne jeg jo så”,

forholder sig heller ikke til, hvor og hvornår det var, at hun skulle klæde sig ud, udover at det

at tage kostumet på omtales i datid. Det var altså en mulighed, hun kunne have ført ud i livet,

og Vibekes efterfølgende bemærkning, ”mødt op i dag”, kobler denne mulighed konkret til

samtalesituationen, de befinder sig i. Der sker altså en gradvis overgang fra fokus på

historieverdenen til fokus på den nutidige situation i redaktionen, og Vibekes formulering ”i

dag” gør dette helt eksplicit. Hun bakkes op af Laura, og Sofie leger med på forestillingen om

udklædning på arbejdet ved at sige, ”er det ikke i dag vi skal”. Vibeke gentager, ”jo det er i

dag vi skal”, og alle griner. Sekvensen afsluttes altså med samtaledeltagernes orientering mod

den igangværende arbejdsdag i redaktionen, og det er min pointe her. For det skift, der

efterfølgende sker med Lauras ”nå men hvad er det egentlig er det sådan en helt almindelig

uge vi har nu”, skal ses i sammenhæng med, at samtaledeltagerne i fællesskab har flyttet deres

fokus til den præsente mandag morgen.

Det er et naturligt sted, at Laura skifter mellem det private og det professionelle, og

overgangen er derfor ikke brat, men forbundet med den forudgående historiesekvens. Den

trinvise overgang mellem de to sfærer foregår på to niveauer, idet der udover den sekventielle

bevægelse mod den professionelle sfære også foregår en indholdsmæssig overførsel fra den

private sfære til arbejdet. Grislingkostumet er i Mettes historie knyttet til privatsfæren, hvor

hun som mor til en lille dreng ville sy en udklædning, han kunne have på til fastelavn.

Medfortællerne i samtalen foreslår imidlertid, som vi har set, den mulighed, at Mette skulle

være mødt på arbejdet iført grislingen, og dermed flyttes en genstand fra privatsfæren over i

den professionelle sfære og bringes i spil dér gennem deltagernes jokende forestilling om

udklædning på arbejdet. Mettes fortælling og den fagligt relaterede konferencesnak bliver

altså forbundet gennem snak, der indholdsmæssigt og sekventielt relaterer sig til begge

emner.

Ovenstående eksempel på en overgang fra det private til det professionelle er repræsentativ

for størstedelen af overgangene i datamaterialet. Redaktionens medlemmer bygger en trinvis

overgang mellem de to sfærer og får på den måde også blandet de to slags historier sammen. I

65/89

uddraget fra før, så vi illustreret, hvordan historieverdenen udspiller sig både i privatsfæren og

på arbejdet i én og samme historie, fordi samtaledeltagerne i fællesskab skaber en naturlig

sammenhæng. Decideret bratte og adskilte overgange hører til undtagelserne, og jeg vil

argumentere for, at når de forekommer skyldes det, at der omkring samtalesituationen foregår

noget tilsvarende brat og afbrydende. Eksemplet, der følger, er ikke en narrativ, men viser en

tilsyneladende pludselig overgang mellem faglig snak og snak, der relaterer sig til

privatsfæren.

Eksempel 9

Kontekst: Frokost i frokoststuen (som er fælles for hele forlaget). Laura og Sofie er gået til

frokost før de andre og har spist og snakket i et kvarter, før Kira og Mette kommer og sætter

sig ved samme bord og blander sig i samtalen. Laura og Sofie snakker i starten af uddraget

her om forskellige arbejdsprojekter og udgivelser.

*SOF: men det tror jeg egentlig også altså noget af det der

også har givet mig ny energi frisk energi det har også

været det der med at jeg har ikke haft nogen # arv

tilbage.

*LAU: mm.

*SOF: altså af de der ting jeg har overtaget sådan halvvejs

færdige og så ligesom bare skulle køre hjem xxx.

*LAU: mm.

*SOF: men det der med ligesom at starte noget op forfra.

*LAU: ja # ja hvor det er dig der ligesom er: ja.

*SOF: lige præcis # det betyder meget.

*com: # [5 sek.].

*MET: jeg har simpelthen også spændingshovedpine så det gør

noget.

*LAU: nå.

*MET: sådan hele vejen op og nakken og om i jeg havde det

også i går.

*LAU: er det fordi du fryser eller:.

*MET: jeg ved det ikke jeg tror måske jeg sad dårligt ved

vores stuebord og ha jeg har siddet en hel del aftener

og ryddet op i min fars bærbare og.

*com: [Mette fortæller videre hovedpine].

I dette uddrag taler Sofie og Laura om deres arbejde. Det er Sofie, der er ‟hovedtaler‟ og

fortæller med udgangspunkt i sig selv, og Laura der responderer og kommenterer. Efter at de

to har samlet op på emnet og udtrykt deres enighed gennem taleturene, ”ja hvor det er dig der

ligesom er: ja” og ”lige præcis # det betyder meget”, indtræffer der en længere pause i

samtalen på fem sekunder. I dette tidsrum kommer Kira og Mette til og sætter sig ved bordet,

og mens Mette sætter sig, tager hun ordet og siger, ”jeg har simpelthen også

66/89

spændingshovedpine så det gør noget”. Laura svarer, og Mette fortsætter med at fortælle om

hovedpinen, som hun relaterer til privatsfæren; ”jeg sad dårligt ved vores stuebord”. Samtalen

fortsætter med, at Mette fortæller videre om hovedpinen og sin fars computer, og

samtaledeltagerne holder herefter fast i at snakke om privatsfæreemner i 20 minutters tid.

I den taletur, hvor Mette introducerer sin hovedpine, sker der en overgang fra

professionel til privat for de to deltagere i samtalen, som sad ved bordet i forvejen. Mettes

sætning er karakteriseret ved sit fravær af en adskillelsesmarkør fra den samtale, hun bryder

ind i. Hun siger ikke ”nå” eller ”åha” eller lignende, der kunne markere en disjunktiv

bevægelse. Snarere antyder hendes brug af ordet ”også”, at hun binder sin taletur sammen

med noget, der er gået forud. Det kunne f.eks. være noget, hun havde snakket med Kira om på

vej til bordet, men det kan vi ikke høre på båndet, og Laura og Sofie har derfor højst

sandsynligt heller ikke hørt det. Umiddelbart sker der altså en brat overgang i

samtalesituationen ved bordet, idet der ikke er noget, der binder Mettes emne sammen med

den forudgående snak om faglige projekter. Imidlertid accepterer Laura og Sofie overgangen

og deltager i opbygningen af en samtale, der handler om emner fra privatsfæren. Lauras ”nå”

og ”er det fordi du fryser eller” orienterer sig mod det nye emne og opfordrer Mette til at

fortælle videre.

Ud af ovenstående kan vi se, at bratte overgange mellem arbejdssnak og privatsnak

kan relateres til tilsvarende bratte ændringer uden for selve interaktionen. To nyankomne der

sætter sig markerer en ændring af situationen, som gør en brat overgang acceptabel og

uproblematisk for resten af samtaledeltagerne. Goffman taler i sin rammeanalyse om, at der

kan forekomme aktiviteter uden for det retningsgivende spor i samtalen:

”Given a spate of activity that is framed in a particular way and that provides an official

main focus of attention for ratified participants, it seems inevitable that other modes and

lines of activity will simultaneously occur in the same locale [...].” (Goffman 1974: 201)

Sådanne begivenheder uden for sporet er ifølge Goffman potentielt trusler mod deltagernes

passende involvering i samtalen (ibid 202), men samtidig kan aktiviteter uden for samtalens

fokus være betydningsfulde for eventuelle emne eller rammeskift. At Mette og Kira bevæger

sig hen til bordet og sætter sig ned kan siges at være en sådan aktivitet.

67/89

Min pointe er altså, at overgange mellem de to sfærer, og de mundtlige fortællinger der

relaterer sig til dem, som hovedregel foregår trinvist og sammenhængende, hvilket eksempel

8 fungerede som illustration af. Når denne ‟regel‟ brydes, er det fordi, at noget ved samtalens

kontekst gør en brat overgang mulig og naturlig i situationen, som uddraget ovenfor er et

eksempel på.

6.2 Sammenblanding uden overgang

Indtil videre har jeg kigget på overgange mellem det professionelle og det private, og jeg har

argumenteret for, at arbejdshistorier og historier fra privatsfæren er blandet sammen på andre

måder end ved at være fortalt samme sted. Den sammenhængende og gradvise overgang

kobler de to verdener sammen og viser, at redaktionens medlemmer i praksis indfletter det

private i det professionelle og omvendt.

Jeg har været inde på, hvordan samtaledeltagere imellem overgangene opretholder og

udvikler enten en privatsnakkontekst eller en faglig kontekst, og at narrativerne derfor også

dukker op i klynger af arbejdshistorier og privatsfærehistorier. Her skal vi dog se et par

eksempler på, at de to sfærer blandes sammen, uden at det fører til en egentlig overgang i

samtalen. Uddragene viser, hvordan interaktionen producerer faglige identiteter midt inde i en

længere privatsnaksekvens, og at deltagerne håndterer dette som en naturlig sammenblanding,

der altså ikke nødvendigvis medfører en overgang fra den ene modus til det andet. Eksempel

10 er ikke en narrativ, men består af 3 brudstykker fra en passage, hvor brætspillet ‟scrabble‟

diskuteres.

Eksempel 10

Kontekst: Frokost i frokoststuen. Deltagerne har snakket om brætspil og kortspil.

Tilstedeværende er: Sofie, Laura, Mette, Kamma, Peter og Kira. Nedenfor er det Kamma, der

lægger ud med en generel beskrivelse af en spilaktivitet, der foregår hjemme hos hende for

tiden.

*KAM: vi er i gang med det der ordspil.

*MET: scrabble eller.

*KAM: ja # det er godt nok svært altså vi vi bliver meget

ophidsede alle sammen altså sådan at kan ikke

koncentrere os hvis Mads [Kammas søn] spørger om noget

eller vil et eller andet nej nu xxx arbejder med ord.

*MET: det er rigtig sjovt synes du ikke.

*KAM: det er simpelthen så sjovt men altså hvordan man hele

tiden går i navneord for eksempel ikke.

68/89

*MET: ja.

*KAM: så svært at tænke i andre ord eller ordklasser.

*PET: ja.

2 MINUTTER SENERE (herunder en fejl på båndet, så man ikke

høre, hvad der sker)

*MET: og du må også hele tiden sætte det i genitiv for

eksempel hvis du har et s.

*KAM: det synes Niels er rigtig meget snyd det der.

*MET: jeg kan ork jeg kan sætte alt [!!] i ejefald

simpelthen.

*KAM: ha.

*PET: er det ikke for nemt så hvis man bare får et s er man

jo bare så heldig eller.

*KAM: så lukrerer man på den andens.

*MET: ja ja.

*KAM: ord jo.

*MET: ja.

*KAM: men sådan er det.

*MET: sådan er det.

*KAM: ja.

*MET: til gengæld kommer du jo kun af med et kan man sige et

bogstav og det.

*KAM: ja.

*LAU: og det gælder om at komme af med bogstaverne.

*MET: ja nej man skal man bliver ved indtil bogstaverne er

brugt op.

*LAU: okay.

CA 1 MINUT SENERE

*LAU: er det ikke et øh et navneord

*MET: nu bliver jeg pludselig i tvivl om vi plejer at måtte

skrive rex.

*LAU: hvis det betyder konge så er det vel øh et navneord.

*MET: mm.

*KAM: men man kommer jo til at tale meget om hvordan ordene

bøjes.

*LAU: mm.

*KAM: altså typisk det der.

*com: [snakker videre om spil].

I de tre udpluk ovenfor snakker redaktionens medlemmer om deres oplevelser med at spille

scrabble hjemme i privatsfæren. Samtaledeltagerne fremstiller sig selv som privatpersoner

gennem referencer til deres hjemlige relationer og erfaringer. F.eks. i det første brudstykke,

hvor Kamma siger, ”vi vi bliver meget ophidsede alle sammen altså sådan at kan ikke

koncentrere os hvis Mads [sønnen] spørger om noget”, og i det tredje hvor Mette siger, ”nu

bliver jeg pludselig i tvivl om vi plejer at måtte skrive Rex”. De spiloplevelser, der fortælles

ud fra, er knyttet til medlemmernes privatliv; deres ægtefælle, børn osv. Det er altså

69/89

medarbejdernes private identiteter, der er i spil, men samtidig ses det, hvordan de gennem

deres interaktion opretholder et bestemt perspektiv på emnet, nemlig et fagligt perspektiv.

I redaktionen har størstedelen af de ansatte en læreruddannelse med dansk som

linjefag. Deres arbejde på forlaget involverer fokus på børn og indlæring, og grammatik og

sprog er en vigtig del af dette. I ovenstående scrabblepassage dukker denne faglige identitet

op gennem stil og vinkel i diskussionen af emnet. Ord som ”navneord”, ”ordklasser”,

”genitiv” og ”ejefald” tilhører et bestemt register, som i dette tilfælde sandsynligvis er med til

at konstruere en ‟dansklæreridentitet‟. Samtaledeltagere etablerer en faglig identitet i deres

tilgang til de private scrabbleerfaringer. Formuleringer som Kammas, ”så svært at tænke i

andre ord eller ordklasser” og ”men man kommer jo til at tale meget om hvordan ordene

bøjes” udtrykker en faglig læringsvinkel på det at spille ordspillet. At spille scrabble

beskrives altså som en aktivitet, hvor man udover at hygge sig samtidig kan tale med sine

børn og hinanden om ords bøjningsformer mm.

Dermed ikke sagt at andre faggrupper ikke også kunne finde på at tale om stavemåder,

bøjninger og ordklasser i forbindelse med spillet scrabble. Men hvis en flok læger eller

jurister snakkede sammen på denne måde, ville det formentlig snarere være udtryk for en

form for ‟alment dannet‟-identitet, eftersom terminologien ikke knytter sig til deres specifikke

faglighed. Når medarbejderne i redaktionen diskuterer i denne stil, kobler det sig derimod til

deres faglige aktiviteter på arbejdet, hvor de sidder med sådanne emner til daglig. Det er

derfor højst sandsynligt, at en konsekvens af deres terminologi i uddraget ovenfor er en

implicit konstruktion af en faglig identitet. De trækker på (dansk)faglige ressourcer i deres

snak om aktiviteter i privatsfæren.

I ovenstående samtalepassage sker der altså en sammenblanding, hvor det faglige og

professionelle trækkes ind i og gøres relevant i en sekvens af frokosten, hvor der ellers er

fokus på privatsfæren og det sociale fællesskab. Det kunne tyde på, at private og

professionelle identiteter af medarbejderne behandles som relationelle – de griber ind i

hinanden, og den sociale betydning skabes bl.a. i dette samspil (se f.eks. Bucholtz og Hall

2005: 598). Professionelt laver redaktionens medlemmer undervisningsmateriale og litteratur

til børn; på privatniveau har de (næsten) alle børn selv. Derfor sker der ofte en fysisk

sammenblanding af de to sfærer, når medarbejderne f.eks. tager bøger med hjem og læser op

70/89

for deres børn, og den sproglige konstruktion, hvor den professionelle identitet griber ind i

privatsfæren og omvendt, kan måske sættes i forbindelse med denne ‟kulturelle artefakt‟.

Redaktionens medlemmer skaber altså en sammenblanding af de to sfærer, uden at det

partout resulterer i en overgang fra den ene modus til det andet. Det private og det

professionelle er altså ikke bare bundet sammen i overgangene, som vi så i kapitlets første

eksempel, men også blandet sammen undervejs i klyngerne af privatsnak og arbejdssnak. I

ovenstående uddrag var det faglige tydeligt gennem en længere passage, men der er også

eksempler på, at det faglige sniger sig ind i en privatsfærehistorie i form af en enkel

formulering, uden at fortællerens perspektiv og pointe af den grund fremstår som faglig:

Eksempel 11

Kontekst: Samme frokost som foregående eksempel. Lidt senere i samtalen. De har snakket

om spillet ’fire på stribe’.

*LAU: og det kan virkelig få sindene i kog skulle jeg hilse

og sige # Villads [Lauras søn] han øh # nej det var i

sidste uge en eller anden dag hvor han øh tabte og så

så gik han og så var der helt stille så kom han ned et

øjeblik efter med en kuffert så havde han pakket ha.

*KAM: nåh:.

*LAU: sine hjemmesko og to letlæsningsbøger og sin bamse ha

jeg flytter hjemmefra ha.

*ALL: ha.

*MET: ej hvor sødt.

*LAU: <nej> [>1] ha hvor var han sur ha så øh så måtte vi

lige [!!] <samle lidt op på den> [>2]

*???: <ja> [<1].

*???: <ja ha> [<2].

Her fortæller Laura en historie om, hvordan hendes søn ville flytte hjemmefra, fordi han tabte

i et spil. Fortællerens perspektiv er den voksnes, som må trøste, ”så øh måtte vi lige samle lidt

op på den”, men som samtidig morer sig lidt over barnets handlinger og synes, det er sødt.

Det er en fortælling fra privatsfæren, og pointen ligger i, at sønnen pludselig på egen hånd har

pakket sin kuffert og er klar til at flytte på grund af det tabte spil. Dette gøres morsomt og

sødt gennem beskrivelsen af, hvad han har pakket: hjemmesko, bøger og en bamse. Imidlertid

mener jeg, at der dukker en faglig identitet op et enkelt sted, fordi Laura specificerer, at det

var ”to letlæsningsbøger”, som drengen havde pakket. Ordet ‟letlæsningsbog‟ tilhører det

samme danskfaglige repertoire som i forrige eksempel, og min pointe er, at det er irrelevant

for historien som sådan, men relevant for samtaledeltagerne, som opretholder et fagligt

71/89

fællesskab gennem sådanne referencer, der relaterer sig til den daglige arbejdspraksis i

redaktionen. En fortæller iscenesætter sin historie globalt og kulturelt, men også lokalt:

”[...] we verbally place our past experiences in, and make them relevant to, a particular

‟here‟ and ‟now‟, a particular audience, and a particular set of interactional concerns and

interpersonal issues (Schiffrin 1996: 168).

Var historien blevet fortalt i et andet forum end til kollegaer, er det ikke sikkert og måske

ligefrem usandsynligt, at ordet ‟letlæsningsbog‟ var blevet brugt.

6.3 Situationsbestemt brug af narrativer?

Sammenblandingen af de to sfærer, som jeg netop har kigget på, leder frem imod spørgsmålet

om situationsbestemt brug af narrativer. For er der noget mønster i, hvilken slags historier

medarbejderne fortæller i de forskellige samtalesituationer, og er der noget mønster i, hvornår

der overhovedet fortælles, eller ikke fortælles, narrativer? I ovenstående afsnit så vi som sagt,

hvordan den professionelle sfære blev blandet ind i privatsnakken, ligesom jeg også tidligere i

kapitlet opridsede, hvordan en frokostsituation var struktureret, så der skiftevis var klynger af

professionelle og af private historier. Det tyder altså på, at begge slags narrativer er lige

legitime at fortælle, når der holdes pause, og folk snakker sammen.

Helt overordnet har jeg data fra to slags samtalesituationer – møder og pauser.

Pauserne, herunder både frokost og morgenkaffe, indeholder nogenlunde lige mængder af

arbejdshistorier og privatsfærehistorier, og der skiftes frem og tilbage undervejs i samtalerne.

Optagelser fra redaktionsmøderne rummer også begge slags historier, men med den forskel at

narrativer om privatsfæren kun optræder i starten af samtalen10

, mens folk kommer på plads

og gør sig klar til at gå i gang med selve dagsordenen. Det skyldes formentlig, at dagsordenen

ikke giver plads til aktiviteter, som ikke er eksplicit målorienterede i forhold til at få

punkterne afviklet inden for den afsatte tid. Ud af disse iagttagelser konkluderer jeg, at når der

er ‟fri snak‟ som under pauserne, så praktiserer redaktionen en forståelse af begge slags

historier som lige relevante og vedkommende for dem som arbejdsfællesskab, mens mødernes

på forhånd nedskrevne dagsorden resulterer i, at de private historier begrænses til

indledningen af mødet. Dette passer meget godt overens med antagelsen om, at ansatte på en

10 Undervejs i mødet kan der godt konstrueres referencer til medarbejdernes privatsfære, men egentlige

privatsfærenarrativer dukker ikke op undervejs.

72/89

arbejdsplads adspurgt oftest ikke betragter uformel snak som effektivt arbejde (Hauerslev om

Bjerrum 2008). Ifølge en forsker som Janet Holmes så er narrativer i det hele taget – dvs. også

arbejdshistorierne – ikke noget, der har status af ‟rigtigt arbejde‟ i en organisation (Holmes

2006: 183). Redaktionsmøderne fra mine data viser dog noget andet, idet samtaledeltagerne

nogle gange vælger at fremlægge et dagsordenpunkt på narrativ form. F.eks. herunder hvor

Line eksplicit kæder sin historie sammen med dagsordenen ved at henvise til det punkt, de er

nået til, nemlig punktet ”Forslag til bh.kl.materiale”11

:

*LIN: nå ja børnehaveklassemateriale jo # der kom et brev

[HISTORIE].12

Lines fortælling sluttes af med, at samtaledeltagerne i fællesskab tager en beslutning omkring

det udgivelsesforslag, der er indkommet, og som Lines historie handler om:

*LIN: efter min bedste overbevisning er der intet [!!] nyt i

det her <overhovedet> [>].

*PET: <nej> [<] # har du afvist den allerede.

*LIN: nej.

*PET: nå.

*LIN: fordi det skulle jeg jo lige gøre jeg skulle jo lige

tale med jer først.

*VIB: ha.

*PET: ha.

*LIN: jeg skrev bare til hende at <at jeg s[/] xxx> [>].

*KAM: <men vi skal nok xxx> [<] noget andet <ha> [>].

*ALL: <ha> [<].

*PET: vi bakker dig op.

*LIN: ja.

*KAM: ja.

*LIN: det kan sagtens være hun det kan da godt være hun er

hun måske ville være god at bruge i forhold til et

indskolingssystem jeg <ved> [>1] ikke om hun også kan

noget andet <eller sådan noget> [>2].

*???: <nej> [<1].

*KAM: <nej Line [!!]> [<2].

*VIB: øh [!!].

*LIN: i forhold til det her synes jeg ikke det lyder så

godt.

*PET: nej.

*KAM: Line det gør det ikke.

*LIN: nej.

*???: xxx.

*LIN: <jeg> [>] afviser den.

11 Citeret fra dagsordenen.

12 Selve historien er ikke vist her, da det ikke er nødvendigt at se den specifikke historie for at diskutere

narrativer og situationsbestemt brug.

73/89

*PET: <vi> [<].

*PET: vi holder med dig.

*LIN: ja.

Redaktionen tager altså beslutningen om at afvise forslaget, og det sker som en følge af Lines

negative narrative udlægning af sit skriftlige møde med afsenderen af udgivelsesforslaget. Ud

af en jeg-oplevelseskonstruktion opbygges der en fælles vi-forståelse mellem

samtaledeltagerne. Rent arbejdsmæssigt sker der altså to målbare arbejdsorganiseringer

gennem Lines historie, idet samtalen for det første overstår et dagsordenpunkt, så deltagerne

kan bevæge sig videre til det næste emne, og for det andet så tages der en beslutning, som

betyder, at Line kan afvise forslaget endeligt og gå videre til andre arbejdsopgaver.

Holmes siger som nævnt, at narrativer har ‟off-record‟ status på arbejdspladser, og at

de af medarbejderne behandles som undværlige, marginale og perifere.

”They are generally regarded as dispensable, irrelevant, or peripheral, and in some cases

even distracting in the workplace context. [...] evidence is provided by the fact that

workplace anecdotes are never recorded as part of the official record of the meetings in

which they occur.” (Holmes 2006: 184).

Omkring denne antagelse må jeg være uenig med Holmes, eftersom ovenstående uddrag fra

redaktionsmødet netop viser, at Lines historie er arbejdsorganisering i sig selv, og at

deltagerne i mødet ikke stiller spørgsmålstegn ved brugen af den narrative genre som en del af

mødet. De får afviklet et dagsordenpunkt gennem Lines fortælling, hvilket viser, at de i

praksis gerne bruger narrativer til at organisere arbejdet. Holmes data viser tilsyneladende

noget andet13

, og man kan derfor formode, at medarbejderes narrative praktisering er

forskellig fra organisation til organisation, og at større kulturelle aspekter som f.eks.

virksomhedens nationalitet måske også spiller en rolle.

Ved møderne i redaktionen er det ikke ualmindeligt at få arbejdet fra hånden via

fortællinger. Det er en kommunikativ ressource, der dukker op af og til, og muligheden for

brug af plot og karakterer gør, at fortællerne kan levendegøre deres oplevelser for hinanden,

så redaktionen i fællesskab kan træffe beslutninger og bevæge sig videre i deres organisering

af arbejdet.

13 Og Holmes data er ellers sammenlignelige med mine, eftersom det ikke er interview, men forskellige

situationer fra arbejdsdagen.

74/89

Mundtlige fortællinger fortælles altså i alle de typer af samtalesituationer, der indgår i

datamaterialet. De to slags historier, arbejdsfortællinger og fortællinger fra privatsfæren

optræder skiftevis, men i klynger af samme slags, i løbet af samtalerne på nær i de mere

formelle og strukturerede samtaler som møderne, hvor egentlige privatsfærenarrativer

fungerer som en optakt, før der tages hul på dagsordenen. Hvor mange narrativer, der

fortælles i en samtale, svinger noget, men mit indtryk er, at historier kalder på flere historier,

så hvis de tilstedeværende først ‟er kommet i gang‟ med at fortælle, vil der optræde mange

narrativer over kort tid, med mindre andre aktiviteter afbryder flowet, f.eks. en stram

dagsorden til et møde eller støj i frokoststuen i form af andres samtaler, som redaktionens

medlemmer kommer til at lytte med på.

6.4 Organiserende forståelser

Jeg vil nu samle op på de to forrige kapitlers pointer i forhold til dette kapitels indsigter

omkring sammenhængen mellem de to sfærer. Samtidig løfter jeg diskussionen fra det

situerede øjeblik til sammenhængen mellem øjeblikkene og til de meningsskabende processer,

der foregår løbende.

I det foregående afsnit er jeg inde på, hvordan redaktionsmedlemmerne tager en

beslutning angående et udgivelsesforslag ud fra Lines fortælling om en fortidig begivenhed. I

selve situationen kobles fortid og nutid altså sammen, og forståelsen af den begivenhed, der

fortælles om, hænger sammen med deltagernes fælles viden om og interesse i nuet og

fremtiden.14

Ochs og Capps beskriver den tidsmæssige dimension ved personlige narrativer

således:

”[...] narratives link the past to present and future life worlds. [...] Personal narratives

about the past are always told from the temporal perspective of the present. Narrators

linguistically shape their tellings to accommodate circumstances such as the setting as

well as the knowledge, stance and status of those in their midst.” (Ochs og Capps 1996:

24-25)

I uddraget fra redaktionsmødet er linket mellem et før, et nu og et efter temmelig eksplicit:

der er kommet et udgivelsesforslag, som i nuet diskuteres, og heraf følgende skal forslaget

afvises efter mødet. Men alle historierne i redaktionen kan selvfølgelig siges at indeholde

denne dimension. Arbejdshistorierne såvel som narrativer om hændelser fra privatsfæren

14 ‟Fremtiden‟ skal forstås som alt, hvad der ligger efter det igangværende øjeblik – en time, en måned, et år ...

75/89

konstruerer og opretholder professionelle og sociale identiteter i en sammenkædning af datid

og fremtid i nuet. Også inden for organisationsteorien betragter man menneskers

forståelsesprocesser som værende ‟ongoing‟ og retrospektive på samme tid. Karl E. Weick

har skrevet det ofte citerede værk ”Sensemaking in organizations”, hvor han beskriver de

forskellige karakteristika ved forståelse. Weicks fokus er ikke på storytelling som sådan, men

en af hans vigtige pointer omkring sensemaking er alligevel følgende:

”If accuracy is nice but not necessary in sensemaking, then what is necessary? The

answer is, something that preserves plausibility and coherence, something that is

reasonable and memorable, something that embodies past experience and expectations,

something that resonates with other people, something that can be constructed

retrospectively but also can be used prospectively, something that captures both feeling

and thought, something that allows for embellishment to fit current oddities, something

that is fun to construct. In short, what is necessary in sensemaking is a good story.”

(Weick 1995: 61)

Gennem historier konstruerer vi mening. Historier er handling, og al forståelse kræver

handling i den ene eller anden form. Historiers sekventielle opbygning er kilden til mening

(ibid. 128), og den forståelse vi får af en bestemt begivenhed, der fortælles om, kan overføres

til andre områder af organisationen. På den måde er sensemaking altså på en gang

retrospektiv og fremadrettet, som Weick også er inde på i citatet ovenfor. Når redaktionen

fortæller historier, laver de en konstruktion af noget fortidigt samtidig med, at de konstruerer

en guide til videre handling. Narrativer ordner en rodet virkelighed og skaber sammenhæng i

vores måde at forstå os selv, andre og omgivelserne på.

I kapitlet om arbejdshistorierne så vi, hvordan redaktionens medlemmer bl.a. etablerer

et fagligt fællesskab gennem deres fortællinger, fordi de er enige om at konstruere fortiden på

en måde, så redaktionen er en succesfuld part i historien på den ene eller den anden led. Ochs

m.fl. har beskrevet denne præference for at portrættere sig selv i et komplimenterende lys som

”the ’looking good’ constraint on storytelling” (Ochs m.fl. 1996: 100). Samtaledeltagerne

forhandler sig altså i nuet frem til en forståelse af sig selv som professionelt fællesskab

gennem den simplificerede narrative udlægning af begivenheder, der har fundet sted, og

herigennem konstruerer de også nogle værdier, der fungerer som retningslinjer for handlinger

ude i fremtiden. Når der f.eks. fortælles en historie om at opnå noget ved at gennemskue

konkurrenternes hensigter og være hurtigere end dem, som i eksempel 1 og 2 fra kapitel 4, så

knyttes denne handlemåde sammen med positive resultater, og det er derfor værd at forsøge

76/89

tilsvarende handling i kommende situationer. Denne meningsskabende proces er ongoing og

stopper aldrig. Sensemaking har hverken start eller slut, fordi folk plukker øjeblikke ud af et

kontinuerligt flow og udleder mening af disse øjeblikke, som griber ind i hinanden (Weick

1995: 43). Gennem historierne fra den professionelle sfære skaber samtaledeltagerne et

billede af det, de er fælles om – et billede af redaktionen. Det, jeg vil frem til her, er

imidlertid, at også historierne fra privatsfæren hører med til de forståelser, som medlemmerne

deler med hinanden, og som tilsammen tegner organisationen. Tidligere i kapitlet her viste

jeg, hvordan historierne fra begge sfærer blandes sammen af samtaledeltagerne. Det

professionelle flettes sammen med det private gennem trinvise overgange, ligesom faglige

identiteter ofte dukker op i privatsnak og omvendt. Sensemaking er relationel, og også

narrativerne i redaktionen er relationelle. Som vi har set, fortælles de i de samme situationer,

og medarbejderne bruger de to slags historier på lige fod i deres sociale samvær på

arbejdspladsen. Under de narrative passager af samtalerne er det tydeligt, at folk har det sjovt.

Fortællingerne er karakteriseret ved at afstedkomme mange latterudbrud, og dette forhold

gælder både for de professionelle historier og for historierne fra privatsfæren. Den ‟se godt

ud‟-præference som viser sig i historiernes indhold kan derfor ud fra mine data siges at være

relationel med en tilsvarende præference for at ‟ha det godt sammen‟; en form for ‟feeling

good‟-præference.

Medarbejderne deler en interesse for de emner, der går igen i historierne. De private og de

professionelle narrativer har emner og temaer, som alle tilstedeværende kan relatere til, og de

tilbagevendende samtaleemner viser, at folk simpelthen foretrækker visse emner i en samtale.

Dette skyldes formentlig, at det er ting, de har til fælles; det vil sige alle kan tale med, og alle

må også til en vis grad formodes at finde det interessant at snakke om. I redaktionens historier

har vi set, hvordan især børn og bøger er emner, der kan generere narrativer over forskellige

temaer. Narrativernes indhold og form kan sættes i sammenhæng med arbejdspladsens kultur

og livet i organisationen i det hele taget. I redaktionen arbejder man med at udgive bøger og

undervisningsmateriale til børn og unge. Når medlemmerne fortæller historier om relaterede

emner, er det medvirkende til at skabe nogle værdier omkring arbejdsgenstanden, men

samtidig forhandler de sig også frem til et fælles ståsted, som præger deres kommunikation

med hinanden. Kultur i organisationer er blevet anskuet på mange måder, bl.a. Edgar Scheins

77/89

funktionalistiske kultursyn (Schein 1992), Majken Schultzs symbolistiske perspektiv (Schultz

1994) og Joanne Martins poststrukturalistiske tilgang (Martin 1988). Andre som f.eks. Janet

Holmes bruger teorien om praksisfællesskab i deres vinkel på kultur i organisationer. Her

ønsker jeg ikke at diskutere de forskellige kultursyn men blot at nævne den bagvedliggende

teori, jeg trækker på, når jeg taler om ‟kultur‟. Jeg betragter her kultur som de mønstre, vi

giver vores daglige praksis, f.eks. på en arbejdsplads. Jerome Bruner siger om kultur15

og

narrativer:

”[...] the principal way in which our minds, our ‟realities‟, get shaped to the patterns of

daily cultural life is through the stories we tell, listen to, and read – true or fictional. We

„become‟ active participants in our culture mainly through the narratives we share in

order to „make sense‟ of what is happening around us, what has happened, what may

happen. We pattern our realities on these narratives and come to live in a world fashioned

by them.” (Bruner 2006: 14)

På samme tid skaber vi altså et mønster gennem vores historier og lever i de mønstre, der

allerede er i gang. Det jeg vil frem til her er, at den situerede samtalesituation, som jeg har

koncentreret mig om i de to foregående kapitler, hænger sammen med resten af

‟virkeligheden‟ i redaktionen. Måden man taler sammen på – at man er aktivt deltagende,

enige og opbakkende i forhold til hinanden, samt indholdet – børn, bøger og at ‟se godt ud‟

ved f.eks. at være smartere og hurtigere end de andre forlag, hænger sammen med det mønster

af antagelser, som medlemmerne deler med hinanden samtidig med, at det etablerer,

forhandler og opretholder nye og gamle mønstre i medlemmernes opfattelse af sig selv som

gruppe over for omgivelserne. Når redaktionen i en samtalesituation etablerer et situeret

fællesskab, som vi har set eksempler på både med arbejdshistorier og med de private historier,

så griber det øjeblik samtidig ind i et mønster af tilsvarende øjeblikke og danner et mønster

for sociale handlinger og værdier på arbejdspladsen. Dermed ikke sagt at der ikke kan

forekomme øjeblikke, hvor folk er uenige, hvor man har et fagligt nederlag osv., og sådanne

situationer opretholder måske en anden streng i det samlede ‟meningsnetværk‟. Imidlertid er

narrativerne tilsyneladende ikke et sted, hvor redaktionen ‟handler‟ den slags forståelser af

virkeligheden og af hinanden, jvf. ‟ha det godt-præferencen‟.

15 I forhold til kultur som et bredt begreb og ikke specifik om organisationskultur.

78/89

Sammenfattende ser det ud til, at den ‟verden‟ som redaktionsmedlemmerne lever i på

deres arbejdsplads indeholder en grundlæggende og igangværende ‟historie‟ om, at det private

og det faglige griber ind i hinanden, og at arbejdet får mening bl.a. gennem denne relation.

6.5 Opsamling

Historiefortællingen i redaktionen viser, at medarbejderne praktiserer en forståelse af

privatsfæren og arbejdet som sammenhængende kontekster, der er lige relevante for

samtalerne på arbejdspladsen. Jeg har i dette kapitel vist, hvordan de to sfærer – og de to slags

historier – blandes sammen i de daglige samtaler, der foregår i redaktionen, og det er blevet

illustreret, hvordan en historieverden kan udspille sig både i privatsfæren og på arbejdet i den

samme historie (eksempel 8). Trinvise overgange er hovedreglen snarere end undtagelsen, når

der skiftes mellem at tale privat og professionelt, og denne overgang konstrueres både

sekventielt og indholdsmæssigt.

Gennem de mundtlige fortællinger etablerer medarbejderne en forståelse af et

fællesskab med delte værdier og meninger, hvilket integrerer individer ind i gruppen (Gabriel

2000: 56) og opretholder relationerne mellem medlemmerne. Samtidig er narrativerne en del

af den organiserende indsats i løbet af arbejdsdagen (Czarniawska 2007). Historierne ordner

og organiserer, informerer og konstruerer hændelser, som har betydning for den daglige

praksis. Mettes grislingkostume-historie fra starten af kapitlet her trækker en begivenhed fra

privatsfæren frem, og i fællesskab gør samtaledeltagerne hændelsen relevant og

betydningsfuld for deres dag på arbejdet. Historierne er en del af den daglige praksis i

redaktionen, men på samme tid er de et billede af hele den daglige praksis, fordi det er her, at

medlemmerne konstruerer og opretholder en forståelse af arbejdspladsen og dens

professionelle og sociale aspekter.

79/89

7 Konklusion Historiefortælling, eller nok snarere storytelling, er et buzzword, som har fået stor interesse op

gennem halvfemserne og stadig har det i dag. En god fortælling har en særlig

tiltrækningskraft, der fanger tilhørernes opmærksomhed, underholder dem og øger

fortællerens troværdighed. Ikke så underligt, at virksomheder og organisationer har taget

storytelling til sig og bruger det aktivt især i branding og markedsføring. Narrativ

interaktionel teori omkring de mundtlige fortællinger, som folk fortæller til hinanden hele

tiden, inspirerer imidlertid til at undersøge dette særlige hjørne af historiefortælling i

organisationer og dermed studere virksomhedens narrativer mere på mikroanalytisk niveau,

end der hidtil har været tradition for.

Udgangspunktet for i dette projekt at arbejde med medarbejdernes narrativer var da

også, at de dagligdags mundtlige fortællinger om stort og småt udgør et område, der endnu

ikke er blevet udforsket hverken helt eller halvt. Specialets teoretiske oversigtskapitel belyser,

at indsigter omkring narrativers identitetsskabende og socialiserende funktion endnu ikke er

annekteret af erhvervslivet og organisationsteorien, som snarere kan siges at have et litterært

syn på fortællinger og organisationer. Man fokuserer oftest på historier om betydningsfulde,

‟store‟ begivenheder og deres samspil, eller det modsatte, med virksomhedens visioner og

værdier. De uudforskede potentielle muligheder i sammenblandingen af interaktionel og

organisationsteoretisk viden udgjorde derfor i udgangspunktet min bevæggrund for tilgangen

til dette projekt.

Specialets analytiske kapitler viser, at den interaktionelle narrative vinkel på medarbejdernes

samtaler bidrager med væsentlige indsigter omkring de sociale og meningsskabende

processer, som er i gang på arbejdspladsen, samt på et mere lokalt plan om medarbejdernes

kommunikationskultur i konkrete situationer i løbet af arbejdsdagen. Overordnet kan

projektets resultater stilles op som følger:

I samtalerne på redaktionen fortælles der lige mange historier om privatsfæren og

historier om den professionelle sfære.

Historierne er en fælles interaktionel konstruktion.

80/89

Samtaledeltagerne bevæger sig trinvist fra professionel snak til snak om privatsfæren.

Arbejdsnarrativer og privatsfærenarrativer er dermed ikke afgrænset fra hinanden i

medarbejdernes interaktion.

I de narrative samtalepassager konstrueres der et fælles perspektiv på begivenhederne,

hvilket styrker relationerne mellem samtaledeltagerne og italesætter

redaktionsmedlemmernes forståelse af at udgøre en gruppe.

Analysen af redaktionens arbejdshistorier peger på, at deltagerne i samtalen bl.a. bruger disse

historier til at placere sig selv i forhold til andre aktører i branchen, og at de derigennem

etablerer et situeret fællesskab, fordi historierne konstruerer et positivt billede af redaktionen,

som de alle bidrager til gennem deres aktive og opbakkende deltagelse i de narrative

organiseringer af begivenhederne. Fortællingerne om den professionelle sfære bekræfter og

opretholder redaktionens professionelle identitet ved at positionere gruppens repræsentant

som den vindende karakter i historieverdenen. I analysen af narrativerne om privatsfæren

bliver det klart, at også denne type historier er en væsentlig del af redaktionens daglige

kommunikation. Privatsfærenarrativerne er en kontaktflade mellem den private og den

professionelle sfære, og forståelser af at udgøre et socialt fællesskab, der deler værdier og

teorier om sociale og kulturelle forhold og om disses relevans som samtaleemner i løbet af

arbejdsdagen, italesættes gennem de mundtlige fortællinger. Fælles erfaringer omkring f.eks.

det at have børn og at fejre fastelavn deles gennem narrativerne, og på den måde får gruppen

aktivt etableret et socialt fællesskab i den pågældende interaktion. Sidste del af analysen

udforsker sammenhængen mellem de private og de professionelle narrativer og leverer

specialets centrale analytiske indsigt, idet der peges på, at medarbejderne praktiserer en

forståelse af arbejdet og privatsfæren som sammenhængende størrelser, der griber ind i

hinanden og får betydning gennem denne relation.

På baggrund af ovenstående står det klart, at sammenblandingen af teori og viden fra

det sprogvidenskabelige område på den ene side og det organisationelle område på den anden

side giver mulighed for at undersøge vigtige emner som virksomhedens daglige praksis,

sociale orden og forhandling af faglige og sociale værdier på et niveau, der koncentrerer sig

om aktørernes egne forståelser af deres arbejdsplads og arbejdsfællesskab. Ved at studere den

naturlige interaktion i forskellige samtalesituationer får man indblik i medarbejdernes

81/89

selvfremstilling, i deres humor og i deres organisering af begivenheder, fysiske rammer og

personer. De mundtlige fortællinger er en genre, hvor fortællere og medfortællere

iscenesætter og konstruerer frem for blot at rapportere tingenes faktiske tilstand (Czarniawska

og Gagliardi 2003). Man vil nok kunne argumentere for, at dette speciale med sit fokus på

medarbejdernes narrative interaktion ikke opnår analytiske resultater, som er lige så ‟klar til

brug‟ for organisationen, som et studie med større vægt på det organisationsteoretiske aspekt

ville kunne præsentere. Et sådant klar-til-brug-resultat kunne f.eks. være en bearbejdet

fortælling, som redaktionens medlemmer kollektivt havde tilsluttet sig var en god og

troværdig historie om deres arbejdsplads.

Havde man i specialet her inddraget teorier omkring ledelsens officielle historier og

medarbejdernes identifikation med formelle værdier og politikker, kunne man tilføje en ekstra

dimension til projektet, stadig med udgangspunkt i analysen af de mundtlige fortællinger.

Endvidere kunne det også være interessant at indsamle andre parters narrativer om

redaktionen og sammenligne dem med redaktionens historier om sig selv. Alligevel rummer

specialet i sin nuværende form muligheder og indsigter, som redaktionen og andre

organisationer kan høste viden fra og anvende i praksis. At det er i

organisationsmedlemmernes daglige snak med hinanden, at identiteter og roller spilles på

banen og danner et narrativt billede af medarbejdernes forståelser af dem selv, arbejdspladsen

og omgivelserne betyder, at disse samtaler er interessante i forhold til aspekter omkring

ekstern og intern kommunikation, herunder bl.a. medarbejder- og afdelingsudvikling. Hvis

det i praksis kunne lade sig gøre at kombinere f.eks. MUS-samtaler med optagelser af

‟almindelige‟ samtalesituationer, ville man få et mere nuanceret billede af den enkelte

medarbejders historier og af organisationens fortællinger i det hele taget.

Historier er knyttet til de samtalesituationer, hvor de dukker op. Det er i den uformelle

snak, at historierne skabes, lever og udvikler sig gennem samtaledeltagernes kommentarer,

afbrydelser og forhandling af identitet. Medarbejdernes narrativer er derfor et nødvendigt

udgangspunkt, hvis man ønsker at undersøge historiefortælling i en virksomhed uden at

løsrive historierne fra deres interaktionelle funktion i de dagligdags situationer, hvor de

dukker op uden foranledning fra ledelsen eller andre parter. Specialet anskueliggør denne

pointe i og med, at det væsentlige analytiske resultat omkring redaktionens sammenblanding

af narrativer fra den private og den professionelle sfære sandsynligvis ikke ville være kommet

82/89

frem uden naturlige samtaledata. Direkte adspurgt ville medarbejderne nok ikke betragte

deres private historier som en vigtig del af arbejdsdagen, men deres interaktionelle praksis

viser noget andet.

Hermed er vi nået frem til en refleksion over specialets interesse for både arbejdshistorier og

privatsnakhistorier. Teorier om storytelling i organisationer fokuserer traditionelt på

fortællinger, der eksplicit forholder sig til virksomheden og dens aktører. Et af specialets mål,

var derfor at undersøge, om et studie, der interesserer sig for alle medarbejdernes fortællinger,

også de private, kunne bidrage med relevant viden og dermed tale for en fremgangsmåde,

hvor man ikke på forhånd sorterer historier fra alene pga. deres emne. De analytiske resultater

i specialet taler for dette. Redaktionens medlemmer fletter nemlig i praksis de to sfærer

sammen i deres samtaler, både indholdsmæssigt og sekventielt, hvilket tyder på, at

samtaledeltagerne deler en forståelse af, at de to slags fortællinger ikke er afgrænset fra

hinanden. Narrativer om privatsfæren kan på den vis siges at udgøre en væsentlig del af

arbejdspladsen som historiefortællende system. En nuancering af dette resultat består dog i, at

ofte er historierne også samtidig ‟bare‟ en måde at holde korte pauser i arbejdstiden på,

hvilket i øvrigt gælder for begge slags fortællinger.

Når fortællerne ikke skelner mellem historierne, kan man argumentere for, at teorien

heller ikke uproblematisk kan gøre det. Det sociale fællesskab og de værdier, som forhandles

frem gennem privatsfærehistorierne, er på flere niveauer relateret til kulturen i organisationen.

Alligevel kan man nok indvende, at historierne om den professionelle sfære er en mere

direkte vej i arbejdet med en organisations historiefortælling, fordi indholdet eksplicit

fortæller noget om organisationen. Disse historier kan også mere oplagt sammenlignes med

officielle, skriftlige historier, ligesom de er lettere at bruge for virksomheden i forbindelse

med f.eks. forandringskommunikation, markedsføring mm. Alt dette taget i betragtning

konkluderer jeg, at privatsfærenarrativerne er med til at give et mere nuanceret billede af

historiefortælling i organisationer, selvom det i praksis nok kan virke som en afstikker fra ens

egentlige fokus.

Da denne slutning baserer sig på data fra en enkelt virksomhed, vil flere projekter med

samme tilgang kunne styrke den normative værdi. Imidlertid kan jeg her sige, at ud fra dette

speciales data og resultater så er alle historierne i udgangspunktet værd at interessere sig for.

83/89

Historier er interessante, fordi de er over det hele. Skriftlige mundtlige, medierede, litterære

osv. (Ochs 1997). I redaktionen er de mundtlige fortællinger i høj grad en genre, hvor

samtaledeltagerne har mulighed for at etablere fællesskab og styrke forståelsen af at være et

hold, samt for at italesætte deres forståelse af at være en succesfuld aktør i faglige og sociale

henseender. Drama og narrativisering giver fakta mening og gør arbejdspladsen til et

dynamisk og bevægeligt fænomen. En historieløs redaktion ville ikke være mulig.

84/89

8 Litteratur Almegaard, Jens: Vision og værdier i praksis. Historiefortælling i praktisk kommunikation,

Kjærbeck, Susanne. Roskilde Universitetsforlag, 2004

Aristoteles (v. Harsberg): Om digterkunsten. Aristoteles. Om digterkunsten. Nordisk

Forlag A/S, 1969

Boden, Deirdre: The business of Talk, Polity Press, 1994

Boje, David: Narrative methods for organizational & communication research. Sage

Publications, 2001

Boje, David: Stories of the storytelling organization: A postmodern analysis of Disney as

“Tamara-land”. Academy of management Journal, 1995, 38

Boje, David: The storytelling organization: A study of story performance in an office-

supply firm. Administrative Science Quarterly, 1991, 36

Boyce, Mary: Collective centring and collective sense-making in the stories and

storytelling of one organization. Organization Studies, 1995, 16/1

Bruner, Jerome: Culture, mind, and narrative. Narrative, learning and culture. New Social

Science Monographs, København, 2006

Bruner, Jerome: Making stories: law, literature, life. Harvard University Press, 2003

Bucholtz, Mary og Hall, Kira: Identity and interaction: a sociocultural linguistic approach.

Discourse Studies, 2005, 7

Czarniawska, Barbara: Narrative inquiry in and about organizations. Handbook of

narrative inquiry, Clandinin, D. Sage Publications, 2007

Czarniawska, Barbara og Gagliardi, Pasquale: Narratives we organize by. John Benjamins

Publishing Company, 2003

Czarniawska, Barbara: A narrative approach to organization studies. Sage Publications,

1998

Czarniawska, Barbara: Narrating the organization. The University of Chicago Press, 1997

De Fina, Anna: Group identity, narrative and self-representations. Discourse and identity,

De Fina, Anna; Schiffrin, Deborah og Bamberg, Michael. Cambridge, 2006

Eggins, Suzanne og Slade, Diana: Genre in casual conversation: telling stories. Analysing

casual conversation. Cassell, 1997

85/89

Gabriel, Yiannis: Storytelling in organization. Oxford University Press, 2000

Gabriel, Yiannis: The unmanaged organization: Stories, fantasies and subjectivity.

Organization Studies, 1995, 16/3

Georgakopoulou, Alexandra: Thinking big with small stories in narrative and identity

analysis. Narrative Inquiry, 2006, 16/1

Gergen, K. og Gergen, M.: Narratives in action. Narrative Inquiry, 2006, 16/1

Gergen, Kenneth (1994): Self-narration in social life, Discourse theory and practice,

Wetherell m. fl., 2001, Sage Publications

Goffman, E.: Footing. Forms of talk. University of Pennsylvania Press, 1981

Goffman, E.: Frame analysis. Harper & Row, 1974

Goodwin, Charles: Notes on story structure and the organization of participation.

Structures of social action: Studies in conversation analysis, Atkinson og Heritage.

Cambridge University Press, 1984

Hansen, Carol og Kahnweiler, William: Storytelling: An instrument for understanding the

dynamics of corporate relationships. Human Relations, 1993, 46

Hauerslev, Hanne (om Bjerrum, Eva): Small talk eller rigtigt arbejde. C3, 2008, 1

Holmes, Janet: Workplace narratives, professional identity and relational practice.

Discourse and identity, De Fina, Anna; Schiffrin, Deborah og Bamberg, Michael.

Cambridge, 2006

Holmes, Janet (2005a): Story-telling at work: a complex discursive resource for integrating

personal, professional and social identities. Discourse Studies, 2005, 7

Holmes, Janet og Marra, Meredith (2005b): Narrative and the construction of professional

identity in the workplace. The sociolinguistics of narrative, Thornborrow, J og Coates, J.,

John Benjamin Publishing Company, 2005

Holmes, Janet og Marra, Meredith: Having a laugh at work: how humour contributes to

workplace culture. Journal of Pragmatics, 2002, 34

Holmes, Janet: Doing collegiality and keeping control at work: small talk in government

departments. Small Talk, Coupland, Justine. Longman, Harlow, 2000

Hymes, Dell: Narrative form as a “grammar” of experience: Native americans and a

glimpse of english. Journal of education, 1982

86/89

Jefferson, Gail: On a stepwise transition from talk about trouble to inappropriately next-

positioned matters. Structures of social action: Studies in conversation analysis, Atkinson

og Heritage. Cambridge University Press, 1984

Jefferson, Gail: Sequential aspects of storytelling in conversation. Studies in the

organization of conversational interaction. Academic Press, 1978

Kjærbeck, Susanne: Co-construction of institutionality through narratives. Upubliceret,

2005

Labov, William: Language in the Inner City. Studies in Black English Vernacular.

Philadelphia: Pennsylvania University Press, 1972

Labov, William og Waletsky, Joshua (1967): Narrative analysis: Oral versions of personal

experience. Journal of narrative and life history, 1997, 7

Linde, Charlotte: Life stories. Oxford university Press, 1993

Marková, Ivana; Linell, Per og Orvig, Anne S.: Dialogue in focus groups. Equinox, 2007

Martin, Joanne og Meyerson, D.: Organizational cultures and the denial, channeling and

acknowledgement of ambiguity. Managing ambiguity and change, Pondy m.fl.. Wiley,

1988

Møller, Erik: Mundtlig fortælling – fortællingens struktur og funktion i uformel tale. C.A

Reitzels Forlag, København, 1993

Norrick, Neal R.: Conversational narrative: storytelling in everyday talk. John Benjamin

Publishing Company, 2000

Nymark, Søren R: Storytelling – fortællingers funktion i organisationer. Ledelse i dag,

2002, 5

Nymark, Søren R.: Organizational storytelling. Forlaget Ankerhus, 2000

Ochs, Elinor og Capps, Lisa: Living narrative. Harvard, 2001

Ochs, Elinor: Narrative. Discourse as structure and process, Van Dijk, Teun. Sage

Publications, 1997

Ochs, Elinor og Capps, Lisa: Narrating the self. Annu. Rev. Anthropol, 1996, 25

Ochs, Elinor; Smith, Ruth og Taylor, Carolyn: Detective stories at dinnertime. Disorderly

Discourse, Briggs. Oxford University Press, 1996

87/89

Ochs, Elinor; Smith, Ruth; Taylor, Carolyn og Rudolph, Dina: Storytelling as a theory-

building activity. Discourse Processes, 1992, 15

Ricoeur, Paul: Den fortalte tid. Slagmark, 1987, 10

Sacks, H: Lectures on conversation, Jefferson, Gail. Blackwell, 1992

Sacks, H: On the preferences for agreement and contiguity in sequences in conversation.

Talk and social organization, Button og Lee. Clevedon: Multilingual Matters, 1987

Sacks, H.: On doing "being ordinary”. Structures of Social Action. Studies in Conversation

Analysis, Atkinson og Heritage. Cambridge University Press, 1984

Schegloff, Emanuel A.: ”Narrative analysis” Thirty years later. Journal of narrative and

life history, 1997, 7

Schein, Edgar: Organisationskultur og ledelse, Forlaget Valmuen, 1994

Schiffrin, Deborah: In other words, 2006, Cambridge University Press

Schiffrin, Deborah: Narrative as self-portrait. Language in society, vol. 25, Cambridge

University Press, 1996

Schultz, Majken: On studying organizational cultures. Walter de Gruyter, 1994

Stokoe, Elizabeth og Edwards, Darek: Story formulations in talk-in-interaction. Narrative

Inquiry, 2006, 16/1

Søderberg, Anne-Marie: Konstruktion af identitet og mening i en organisatorisk

forandringsproces. Historiefortælling i praktisk kommunikation, Kjærbeck, Susanne.

Roskilde Universitetsforlag, 2004

Weick, Karl E.: Sensemaking in organizations. Sage Publications, 1995

88/89

9 English summary Storytelling is a way of communicating, and therefore narrative scholars engage in exploring

the interactional, identity-constructing and socializing function of narrative. In organization

theory one is traditionally interested in organizational stories and their relation to

management, branding and organizational culture, among others. However, it is in the day-to-

day talk among the members of the organization that the stories are initially created. It is not a

matter of static text, but of dynamic stories that arise in the interaction between people. From

this perspective, this thesis studies storytelling in a workplace from an interactional angle.

This thesis examines which understandings and experiences the staff of a publishing

house share with each other through their narratives in different conversational situations

during the working day. It is about social and professional meanings and relations, which are

maintained and will make sense when the participants of the conversation jointly build story

worlds, displaying themselves as well as others in certain ways. Unlike most other studies of

workplace narratives the project concentrates on stories in the professional as well as the

private spheres in order to assess whether such studies can contribute knowledge to the field

of storytelling in organizations.

In main features, the analysis shows that co-workers at the publishing house verbalize

with their stories a shared understanding of being a successful actor, both under professional

and social conditions. In conversation they construct a situated fellowship and the form and

content of the stories display the co-workers as a group. Stories from the private sphere

recount experiences which are recognizable to the others, in that they deal with common

conditions and events such as children, family and the like. The stories connect work with

private life, as private matters are drawn into the workplace and made relevant in this context.

However, the central insight of the analysis is that these private stories become mixed with

professional stories regarding both sequence and content.

This thesis concludes that since in practice, the co-workers merge the professional with the

private, one gets a more nuanced picture of the storytelling in the organization by paying an

interest in both kinds of stories. The interactional point of departure means that the co-

workers‟ own understandings of the workplace are expressed and not the official

89/89

understandings of an adapted story. This thesis stresses the importance of and opportunities in

an interest in this interactional angle of storytelling in organizations.

Documents

Historier fra to sfærer - Kommunikationsforumer/... · 2009-11-25 · Historier fra to sfærer En undersøgelse af mundtlige fortællinger på en arbejdsplads. Speciale af: Stine