Gittemie Eriksen

Hvad Du Ønsker

G R I B S H A V E F O R L A G

Hvad Du Ønsker

2

Af samme forfatter

Bedraget (2012)

3

Gittemie Eriksen

Hvad Du Ønsker

Roman

G R I B S H A V E F O R L A G

4

Hvad Du Ønsker

Copyright © Gittemie Eriksen 2012

Denne bog er ren fiktion. Navne og personer er et produkt af forfatterens fantasi og enhver lighed med aktuelle personer,

levende eller døde, er tilfældig.

Udgivet af Gribshave Forlag, Nykøbing F, Danmark

Omslag: Dreamstime

Bogen er sat med: Georgia

ISBN:

www.gittemieeriksen.dk

En tiende del af forfatterens avance for denne bog gives til

Mødrehjælpen. Du kan bidrage yderligere eller læse mere på

www.moedrehjaelpen.dk

5

Kapitel 1 Brun Hverdag

Samme lange gang hver morgen. Fem trin op. 47 skridt langs den

brune mur. Ti trin, tre skridt, ti trin til. Lidt stakåndet kommer

Kristine op ad trappen på tredje sal. Hun husker stadig sin gamle

vejleders ord, hver gang hun ser en elevator: "Elevatorer er for

handicappede." Og hun var ikke handicappet. Det havde ganske

vist været tæt på flere gange, senest da hun ventede Frederik og

havde siddet i kørestol de sidste tre måneder af graviditeten og den

første tid efter.

Lægerne havde ikke givet hende meget håb. Invaliderende

bækkenløsning, havde de sagt. Kørestol resten af livet. Ikke engang

krykker var en mulighed. Men Kristine havde nægtet.

Efter hun en dag havde siddet i tre timer og ventet på, at en

sygehjælper eller portør skulle få tid til at køre hende fra

barselsafdelingen til den intensive børneafdeling, hvor Frederik lå i

respirator, havde hun taget en beslutning om, at hun ville kunne

klare sig selv. Hendes søn havde brug for hende; hvad nytte gjorde

det så, at hun sad der, glemt, i en kørestol.

Kristine havde mobiliseret al sin psykiske styrke og forestillet sig,

hvordan hun satte benene ned på jorden og kom op at stå. Hun

visualiserede, hvordan hun gik skridt for skridt. Efter et kvarter

åbnede hun øjnene og så på sine ben. Hun mærkede hjertet banke

hårdt i sit bryst, da hun langsomt satte først den ene og siden den

anden fod i gulvet. Hun satte fra med hænderne på kørestolens

armlæn og rejste sig forsigtigt op. Det smertede i hendes bækken.

Som syle, der stak op i hende.

6

Kristine tog en dyb indånding og trak kørestolen hen foran sig.

Hun ville bruge den som gangstativ. To skridt klarede hun, så

svimlede det hele for hende, og hun måtte sætte sig i kørestolen

igen.

Efter at have sundet sig lidt med lukkede øjne, begyndte hun igen

at forestille sig, hvordan hendes ben bevægede sig hen ad

barselsgangen og videre til elevatoren. Ned til hendes søn.

Langsomt kom hun igen på benene og støttede sig til kørestolen.

Denne gang klarede hun tre skridt, før de sorte pletter fyldte

faretruende meget i hendes synsfelt, og hun igen måtte overgive sig

og sætte sig på kørestolen. Det er en forbedring på 50 procent,

sagde hun til sig selv, inden hun igen visualiserede, hvordan hun

gik hen ad gangen på det store hospital.

Hendes bevidsthed kæmpede med hendes underbevidsthed og de

tanker, der gjorde, at hun ikke følte sig noget værd. De er ligeglade

med dig, Kristine. Du er ikke noget værd. Ingen gider hjælpe dig.

Du kan sejle i din egen sø. Hun skreg ad stemmerne i sit hoved.

Hold kæft! Min søn har brug for mig. Jeg er noget værd for ham.

Han har brug for mig!

Målrettet satte hun igen fødderne i gulvet.

Det havde taget hende en time at komme de ti meter ned ad

gangen. Intet skulle stoppe hende nu. Kristine tog endnu en dyb

indånding og rejste sig op. Sylene, der borede sig gennem hende

blev længere og længere. De truede med at dele hende i to, men

hun lod sig ikke standse.

Stædigt besluttede hun at gå ti skridt, så hun var helt henne ved

døren ud til opgangen, før hun tillod sig at sætte sig ned igen. Hun

nåede lige at trække i døråbneren, før hun udmattet faldt omkuld i

7

stolen. Men der var ingen tid at spilde. Døren ville kun være åben i

et kort øjeblik og snoren til at åben døren kunne ikke nås fra

kørestolen. Kristine skubbede hårdt fra på væggen og satte

kørestolen i bevægelse, men det havde ikke været hårdt nok. Hun

nåede kun til døråbningen. Hun forsøgte at rokke sig frem og

tilbage i stolen for at få den til at trille lidt længere. Det var ikke en

god øvelse for hendes netop overskårne mavemuskler.

Det smertede i det lange ar fra kejsersnittet.

Kristine så faretruende døren bevæge sig imod hende. Om få

sekunder ville den ramme hende, og hun ville sidde fast. Det skal

nok gå, Kristine. Det SKAL det. I det samme kom en laborant

rundt om hjørnet og trak i snoren. Hun skævede undrende til

Kristine og fortsatte ned ad gangen med sine reagensglas. Kristine

samlede endnu engang al sin fysiske og psykiske styrke og kom ned

at gå, så hun kunne komme gennem døren.

Fem skridt, så var hun ude ved de store skydedøren til

elevatorerne. Hun måtte lige hvile sig lidt, før hun igen kom op, så

hun kunne nå knappen til elevatoren, der også sad for højt oppe til

at den kunne nås fra en kørestol. Det er fuldstændig sindsygt.

Hvordan kan de indrette landets største hospital, så det er totalt

umuligt at benytte for handicappede og folk i kørestol?

Kristine forstod det ikke. Men det var et faktum, som hun ikke

kunne rokke ved. Det eneste hun kunne gøre, var at se at komme

op og gå. Kristine så sin søn for sig, som han lå der fastspændt i

den lille respirator, og tårerne begyndte stille at trille ned ad

hendes kinder. Tag dig sammen, Kristine. Din søn har ikke brug

for, at du sidder her og tuder. Kom videre!

Kristine rejste sig og trykkede på knappen. Elevatoren gik ikke op

8

med det samme, så hun satte sig tilbage i kørestolen. Med et gik

elevatordørene op. Et par læger kom ud og kantede sig uden om

hende. Så hurtigt hun kunne, kom hun på benene og fik bevæget

sig ind i elevatoren. Hun trykkede på stueetagen og satte sig ned.

Hun fulgte de lysende tal over døren til elevatoren tælle ned ad.

Da der stod to, begyndte hun at komme op at stå igen. Hun ville

være klar til straks at bevæge sig ud af elevatoren. Elevatoren

stoppede og dørene gik op med et svagt "Riiiinnnng". Der stod

mange mennesker og ventede foran elevatoren. De fleste ventede

med at gå ind, til hun havde fået humpet sig ud. En sygeplejerske

så irriteret på hende og hendes blik sagde det hele: Du er i vejen.

Forsvind herfra! Kristine sank en klump i halsen og måtte sætte sig

igen ude foran elevatoren. Hvad tror du egentlig du har gang i,

Kristine? Det er en umulig opgave. Du skal være lænket til en

kørestol resten af dit liv! Husker du ikke hvad lægerne sagde? Du

kommer aldrig til at gå igen, så hold nu op med at plage dig selv!

"Nej, jeg vil ikke!" skreg Kristine ud i foyéren. Hun

opdagede, at hun havde skreget det højt. De omkring stående

vendte sig om mod hende, men var hurtigt tilbage i deres samtaler

og lod Kristine alene. En time senere trak hun i snoren til døren ind

til GN, den intensive afdeling hendes søn lå på.

En læge så hende, da han var på vej ud.

"Hey, det der ser lidt usikkert ud, skal jeg ikke hjælpe dig?"

Kristine smilede taknemligt til den spinkle læge.

"Hvor skal du hen?"

"Lige rundt om hjørnet. Tusind tak. Det var pænt af dig."

Den flinke læge smilede og forsvandt rundt om hjørnet igen, efter

at have skubbet hende de 25 meter i kørestolen. Krisitne humpede

9

sig hen til stolen ved siden af sin søns respirator og satte sig

udmattende ved siden af ham og tog hans lille hånd i sin.

Jeg er ikke handicappet. Jeg kan godt klare trapperne. Kristine

tog det sidste trin og satte sin fod på tredje sal, hvor Klimaplan i

Sundkøbing Kommune havde deres kontorer.

Dyb vejrtrækning. Nu begyndte det igen. Printer Ditte altid om

morgenen? Kan se, hun stadig husker, at jeg ikke har fået sat en

kode på mine udprints.

”Pisse irriterende, når vi andre skal stå og vente på, at dine

print kommer ud. Det må da også være irriterende for dig, at dine

papirer ligger rodet ind i vores andres...”

Nej, for alle i andre har jo kode på, så mine ligger altid fint i en

bunke, når jeg kommer og henter dem, og jeg har for travlt til at

stå her og vente på print.

”Ja, jeg må se at få slået det til.”

Kristine nikkede og smilede anstrengt, mens hun skyndte sig videre

ind på sit kontor.

"Godmorgen, Lisbeth. Gik det godt i stramajklubben i

går?"

Kristine roste sig selv for at huske at spørge til kollegaens store

passion. Men hvordan skulle hun kunne glemme det? Lisbeth talte

jo ikke om andet end den afslutning i stramajklubben hele dagen i

går.

"Godmorgen. Du må hellere gå ned til Annette. Hun er helt

oppe og køre. Der er en fejl i notatet til dagsordenen."

Lisbeth så alvorlig ud, men samtidig med et anstrøg af glæde over,

at det ikke var hende, der var i Kristines støvletter denne morgen.

10

Kristine hang frakken bag døren på den knage, hun selv havde købt

og fået sat op, og lagde omhyggeligt vanterne i hætten.

"Hvad? Hvad for en fejl?"

"Et eller andet med nogle udviklingsmål, der ikke er med.

Du må hellere gå derned med det samme."

Hun tændte med vilje computeren først. Den var syv minutter om

at komme i gang om morgenen. En luksus hun ikke havde tid til at

vente på. Kristine tog en dyb indånding og gik hen mod døren. Hun

så chefen nede ad gangen. Annette kom ud fra sit kontor i rasende

tempo, som blev hun skudt ud af en kanon. Hun så ikke glad ud.

"Godt du endelig kom!"

Kristine så på sit armbåndsur. Den var kun ti minutter i otte. Hun

mødte først klokken otte. I dag var hun inde tidligt for at få styr på

det sidste inden formiddagens to tidlige møder. Det havde holdt

hårdt for at kunne komme så tidligt ind.

Annette rynkede brynene. Hun var slet ikke tiltrækkende i dag.

Hvorfor skulle hun også afblege sit hår så meget? Det mørke var

meget pænere til hende. Hendes platinblonde hår var skrabet

stramt tilbage i en lang, glat hestehale og hendes pandehår klippet

lige over ved øjenbrynene, så hendes stærkt sminkede øjne akkurat

kunne se ud.

"Hvad er problemet?"

"Jeg har lagt det på dit skrivebord! Der mangler en hel

masse," råbte hun i halvvejs løb mod Kristine og Lisbeths kontor.

"Hvor er alle udviklingsmålene for Aktiviteten? Og Miljø havde da

også en hel række! Det er bare ikke godt nok!"

Bare ikke godt nok! Bare ikke godt nok!

"Men du ville jo selv have dem slettet. Der måtte kun stå

11

dem, der overholdt de fire mål, og det gjorde de andre jo ikke."

"De skulle jo bare skæres til, ikke slettes. De har da

udviklingsmål til alle punkterne. Få det bragt i orden og print i ni

eksemplarer, så jeg kan ta' det med til mødet klokken ni!"

Hun stormede ud af kontoret igen. Tip, tip, tip, på de tårnhøje

sylespidse, virkelige lækre, brune støvler, der sad perfekt på hendes

lidt for korte ben.

Med en kæmpe klump i halsen loggede Kristine ind på sin

computer. To minutter og syv sekunder tog det. Klikkede på

dokumenthåndteringssystemet, 1 minut og 26 sekunder. Og

åbnede sagsfremstillingen. Kristine foreslog engang, at it-

afdelingen burde se på start op-tider på computerne, som et muligt

effektiveringsforslag. De mente dog ikke, der var et problem.

"Jeg går ikke ud fra, at du skal med til teammødet? Du skal

vel have lavet det der notat."

Lisbeth skulede op over sine læsebriller, mens hun samlede

papirbunken på sit skrivebord sammen og løftede den op på sin

venstre underarm. Det så næsten ud som om, hendes spinkle krop

sank sammen under vægten af de mange papirer. Med sine knapt

1,60 meter ville Kristine max vurdere kollegaen til at veje 45 kg.

Tællene de brune fløjelsbukser, den rosa rullekrave og de brune

ecco-sko med.

"Ja, jeg kommer, når jeg er færdig."

Hver anden mandag morgen var der teammøde i

Klimaplangruppen. Et møde Kristine sandsynligvis ikke ville nå at

deltage i denne morgen. Kristine havde været en del af teamet de

sidste tre måneder, fordi Annette var blevet konstitueret som

naturchef efter naturchefen var stoppet.

12

Lisbeth gik.

Ladende Kristine tilbage med en møjsag.

Hun vidste egentlig ikke, hvad Annette ville have, hun skulle skrive.

Annette havde jo selv streget det andet over i sidste uge lige inden

deadline. Eller faktisk var det efter deadline, for Kristine havde

endnu engang måttet modtage en visuel skideballe i form af

rynkede bryn fra sekretariatschefen, over, at hun endnu engang

havde hæftet en sag op til et udvalgsmøde efter fristen var

overskredet. Sidste gang var det vist kun et par timer, andre gange

havde det været flere dage efter deadline. Og guderne skulle vide,

at Kristine havde forsøgt alt, hvad der var i hendes magt, for at få

chefen til at godkende sagerne i tide, så de andre medarbejdere i

forvaltningen ikke blev presset unødigt. Men lige lidt hjalp det.

Uanset om hun lavede dagsordenspunkterne klar til Annettes

godkendelse en uge eller en måned før, så hun alligevel først på

dem efter tidsfristens overskridelse. Det betød ikke kun, at Kristine

skulle arbejde overmenneskeligt hurtigt for at få sagen færdig i

sidste øjeblik, men også at hun ustandseligt måtte rende fra

afdeling til afdeling for at undskylde den sene aflevering.

Kristine mærkede klumpen vokse sig større og større.

En tåre trillede ned ad kinden.

Hun blinkede op i loftet.

Måtte ikke tabe fatningen nu. Annette skulle ikke få den sejr, at se

hende græde.

Kristine klikkede den ene aftale frem på skærmen efter den anden.

Der stod ikke noget, om de punkter, hun havde kradset ned med

kuglepen ovenpå notatet. Hvorfor fanden kunne hun ikke også

have læst det igennem, inden hun godkendte det i onsdags, så det

13

kunne have været rettet til, som hun ville have det, inden det blev

sendt ud til alle politikerne og lagt på hjemmesiden? Nu lå der et

notat fyldt med fejl med hendes initialer på til offentlig skue på

hjemmesiden. Alt det her ville slet ikke ske, hvis hendes chef

passede sit arbejde og ikke var så uorganiseret, at hun først så på

tingene i sidste øjeblik.

Kristine læste aftale efter aftale igennem. Der var ingen

udviklingsmål i den ønskede genre. Hvor fanden stod det, hun ville

have? Hun rettede et par linjer hist og her i notatet og trykkede

print. Turde ikke gemme og overskrive det originale dokument,

hvis Annette ville have det tilbage til det gamle igen. Det var sket

ikke så sjældent før.

Tog en dyb indånding og forsøger at kontrollere sine tårer.

Blinkede et par gange og trak maven ind.

Knuden var stadig i maven. Og den var større end før. Pis, at de

havde brug for de penge, hun tjente. Hold kæft, hvor ville det være

meget nemmere, hvis hun kunne smække notatet i hovedet på

Annette sammen med en opsigelse. Hun ville ønske, de ikke var

afhængige af hendes løn. De sad alt for dyrt i det og i det her

marked, finanskrise. Hun hentede printet i printerrummet ved

trappen og gik med målbevidste skridt mod den tasmanske

hundjævels hule. Kristine bankede let på døren og trådte ind.

Hun mødte et skarpt, vredt blik, der kunne skære gennem beton,

men tvang sig til at holde øjenkontakt.

"Vil du lige godkende det, inden jeg printer dem alle?"

spurgte hun med en klump i halsen.

Annette flåede papiret ud af Kristines hånd og læste med rynket

pande notatet. Hun så mindst ti år ældre ud, når hun gjorde det.

14

"Nej! Du har jo ikke de udviklingsmål med fra Miljøen!"

skreg hun, så det måtte kunne høres helt nede på

sekretariatskontoret.

Kristine tog endnu en dyb indånding. Hvordan kunne hun gøre det

så forkert? Klumpen i halsen gjorde det svært for hende at presse

ordene ud.

"Jeg kan altså ikke få øje på andre, i de aftaler jeg har. Vil

du ikke være sød at vise mig, hvor det står? For jeg kan åbenbart

ikke forstå, hvad du mener."

Annette hamrede arrigt i tastaturet.

"Godt jeg gemmer alle mails. Her er den fra Lisa. Her. Her

står det. Se..." Annette knejsede med nakken og scrollede ned

gennem mailen.

"Jeg kan ikke... Der står at de vil beskrive det, men jeg kan

ikke se, de har gjort det," svarede Kristine med større sikkerhed i

stemmen, end hun følte.

Kristine mærkede sine negle bore sig ind i sine håndflader.

Annette læste febrilsk teksten igennem. Småbandede for sig selv.

"Næh, du har ret, der står ikke noget," svarede hun med

vag stemme, "men aktiviteten har."

Hun flåede papiret ud af hånden på Kristine.

"Nej, der står ikke andet end det, jeg har skrevet der."

Kristine pegede på to linjer i teksten.

"Er det alt? Men de sagde jo..." sagde Annette mere

usikkert.

"Det kan godt være, men de har ikke skrevet det."

Kristine tænkte, at chefen burde have læst de aftaler, da hun sendte

dem til hende for to uger siden og ikke først i dag, mindre end en

15

time før udvalgsmødet.

"Nå, men så må det jo være sådan!" svarede Annette, nu

med større sikkerhed i stemmen.

Kristine mærkede lysten til at råbe, at hun skulle have haft styr på

sine rapporter, før hun skældte med hende og beskyldte hende for

ikke at gøre sit arbejde ordentligt i andres påhør. Men sagde

ingenting, samlede blot hælene og gik.

Otte skridt ned ad gangen til hendes og Lisbeths kontor. Kristine

havde ikke siddet derinde så længe. Hun sad i en anden afdeling

før. Annette var hendes nærmeste leder. Det var inden Annette

opdagede, at hun ikke gad personaleledelse. Tove, Gudrun og

Kristine blev plantet hos tre andre ledere, spredt for alle vinde.

Kristine kunne godt lide at dele kontor med Gudrun. Hun elskede

hendes bløde, svenske accent og altid positive livssyn.

Dengang havde hun altid en at tale med om de urimeligheder, der

skete i afdelingen. Gudrun var kun i sin nye afdeling en uge. Gad

ikke finde sig i at blive smidt rundt på den måde. Kloge Gudrun.

Hun havde et jobtilbud på hånden hos en lokal virksomhed.

Gudrun havde aldrig fortrudt. Lønnen var ti tusinde højere om

måneden og personalegoderne talte fri massage i arbejdstiden,

adgang til fitnesscenter og firmabil.

Lige nu fortrød Kristine, at hun ikke havde taget imod det

jobtilbud, hun havde fået for et lille års tid siden. Tres tusinde om

måneden. Hagen ved det var tolv til femten rejsedage om måneden,

en umulighed med mindre børn og en mand, der hverken kunne

hente eller aflevere. Men lige nu føltes det mere tillokkende at

sælge medicinsk udstyr i hele Europa.

Alt føltes mere tillokkende. Men dengang havde Annette jo været

16

den bedste chef, hun nogensinde havde haft. Dengang kunne hun

slet ikke forestille sig, at hun ville få lyst til et andet job. Det job,

hun havde, var jo perfekt. Hun havde spændende og udfordrende

opgaver, som hun tændte på, fik lov til at komme på alle de kurser

og uddannelser, hun kunne ønske sig, og hendes chef havde lyttet,

når hun var kommet med forslag og idéer. Det var dengang Annette

kun var chef for naturområdet. Da chefen for hele

planlægningsområdet havde sagt sin stilling op, for at arbejde for

en NGO-organisation, var Annette blevet konsitueret som planchef

sammen med naturchefstillingen. Planområdets økonomi havde

været i en sørgelig forfatning, en opgave der havde tændt Annette,

der var økonom af uddannelse, og som havde taget al hendes

opmærksomhed. Samtidig med konstitueringen var Annette flyttet

længere ned ad gangen, tættere på direktøren og de andre chefer.

Kristine havde ellers altid haft kontor lige ved siden af Annette.

Hun havde jo været hendes højre hånd, men Annette havde ikke

flyttet hende med. I stedet var Kristine ladt tilbage helt nede for

enden ad gangen. Så langt væk at Annette ikke engang var kommet

forbi om morgenen for at sige godmorgen. Hendes arbejdsopgaver

havde stadig været de samme, men Annette havde ikke længere

haft tid til at kvalificere dem eller vende dem med hende. I den

periode havde Kristine sjældent set sin chef mere end en gang om

ugen til deres ugentlige møde, hvor alle hendes andre konsulenter

også deltog, og hvor planområdet efterhånden fyldte 95 procent af

tiden. Det gode var, at der ikke havde været så meget stress i den

periode, det havde stået på, men den var kommet tifold tilbage

efter Annette havde besindet sig. Efter tre måneder havde Annette

åbenbart opdaget, at hun alligevel manglede Kristine, for da blev

17

også hun flyttet længere ned ad gangen og ind på et kontor

sammen med Lisbeth.

Tilbage ved computeren så Kristine, at det at læse

sagsfremstillingerne i tide, ikke var det eneste, Annette har glemt at

gøre.

De chefer, Annette skulle have ringet til i fredags, havde alle sendt

Kristine mails, hvor de rasede over ikke at få besked.

Endnu et par skideballer hun måtte tage, fordi hendes chef ikke

havde gjort sit arbejde. Hvorfor var det lige, hun blev i det her

lortearbejde, når det gjorde hende så ked af det, og hendes chef

ikke engang værdsatte hendes arbejde?

Kristine hastede hen ad den lange gang igen. Arbejdsdagen var

overstået for i dag. 47 skridt, tre etager ned. Kristine kunne ikke

rigtig finde ud af hvilken vej, der var den bedste at gå i øjeblikket.

Ind eller ud?

Engang var det rart at komme hjem.

Det nærede hende at komme hjem og se ud over markerne tæt ved

vandet.

Nu, hvor den kolde østenvind blæste ind gennem revner og

sprækker, føltes det mere som en ulempe.

Personalekortet igennem kortlæseren. Prøvede de mon at holde de

ansatte inde eller ude?

Martin Larsen åbnede døren, trådte ned i sine udjoggede

sikkerhedstræsko, der altid stod på det øverste trin, beskyttet af

den lukkede dør, og hoppede ned på jorden. Stropperne på

18

presseningen skulle løsnes, inden han kunne tippe det læs korn,

han havde på lastbilen, af og komme videre til næste læs. Et læs

gødning, der skulle hentes små tyve kilometer derfra og køres til en

gård uden for Herning.

Efter det skulle han læsse på Århus havn; noget korn, der skulle til

Ålborg. Sådan fortsatte det i det uendelige. Frem og tilbage i

Jylland.

Han ville ikke nå hjem i dag, måske ikke engang i morgen.

Han måtte ringe til Kristine, når hjulene rullede igen. Han måtte

igen lade hende stå selv med det hele. Balladen med børnene,

madlavning og alle de andre småting, der skulle til for at få en

familie til at fungere. Han vidste, at hun var træt af det. Og han

ville virkelig gerne kunne gøre noget ved det.

Det kunne han bare ikke.

Kørselslederne tog mindre og mindre hensyn.

Da han kørte hjemmefra i morges, havde han troet, at han skulle

læsse skib af i Kalundborg, men det var blevet forsinket, så i stedet

var han blevet sendt ud på den her lorterute.

Der var ellers gode penge i at køre frem og tilbage på havnen, og så

fik bilen ikke kørt så mange kilometer, som når Jylland skulle

tilbagelægges på kryds og tværs. Men Martin vidste også godt, at

han burde være taknemmelig for at der overhovedet var noget at

køre.

Hans far havde så sent som i går truet med at lukke firmaet ned og

gå på pension. Ikke at Martin ikke undte den gamle det. I en alder

af 69 år var de fleste gået på pension, mennesker med langt mindre

fysisk krævende job. Skolelærere og kommunalt ansatte. Men hans

far hang fast i firmaet som en burre til et par bukser. Han nægtede

19

at give slip. Nægtede at trække sig tilbage på trods af to

blodpropper.

Så Martin forsøgte at sørge så meget som muligt for sin egen

kørsel. Men det var svært både at gøre det bedste for sin egen

familie, og så at tilfredsstille sin far, der også var hans boss.

Igen måtte hans familie betale prisen.

Igen ville det gå ud over Kristine.

Kristine sundede sig et øjeblik, inden hun steg ud af bilen på

SFO'ens parkeringsplads. Nød det lille øjebliks ro.

Lukkede øjnene lidt.

Hun kunne virkelige godt sove, bare fem minutter.

Rækkede ud efter dørhåndtaget, sukkede og steg ud.

Ingen børn i gården.

To trin op og ind ad døren til SFO2. Der lå kun en frakke og to par

støvler og flød på gulvet i den lille gang.

"Hej, Jeppe. Sidder i her helt alene?"

Han nikkede og slukkede playstationen, som han sad på gulvet

foran. En pige, der gik en klasse over ham, sad ved det lille bord

ved radiatoren og tegnede. Kunne hun lade hende være alene, når

der ingen pædagoger var? Som om hun havde mærket Kristines

bekymring, svarede hun:

"Min far er på vej. Han har ringet."

Kristine nikkede til hende og bad Jeppe om at tage sin taske.

"Hvor er de voksne henne?"

Han trak på skulderne.

"Hvor længe har i været selv?"

20

"Det ved jeg ikke. Jeg har spillet Mortal Combat."

"Hvad?! Det er du da ikke gammel nok til!"

Kristine pegede på hans taske, som han modvilligt samlede op fra

gulvet og smed over skulderen. Frakken tog han i hånden og stak i

støvlerne.

På vej ind ad døren til Frederiks SFO ringede mobilen.

Det var Martin.

Kristine orkede ikke at tage den.

For tiden blev de uvenner over alt.

Det tappede al hendes begrænsede energi.

Tredje gang, den ringede, tog hun den alligevel.

Smilede til en mor, der masede sig forbi hende med et skrigende

barn.

"Jeg vil ha' bogen med hjem! Far skal se den!"

Hun begyndte at samle Frederiks regntøj sammen og proppede det

i hans taske, mens hun holdt telefonen med skulderen.

"Ja? Hvad ville du?"

"Jeg når ikke hjem i dag, måske heller ikke i morgen."

Det var det evindelige.

Martin var ikke til at regne med på det punkt, kunne aldrig

planlægge bare en dag frem.

"Men jeg skulle jo til yoga i aften. Og hvad med

skolehjemsamtalen i morgen?"

Kristine sukkede dybt og modtog i det samme en rynket pande fra

en pædagog, der kom ud fra køkkenet med en af de nye fem-årige i

hånden. Hun pegede på Kristines mobil og rystede på hovedet.

"Jeg bliver nød til at lægge på, er i SFO'en."

"Jeg skal forsøge at nå hjem til skolehjemsamtalen i

21

morgen, men jeg kan ikke love noget."

Kristine lagde på, smilede til pædagogen og smed mobilen i

lommen. Det kunne han aldrig. Love noget. Det var fandeme

ligesom at være enlig mor, blot med den forskel at der var en mere,

der skulle vaskes tøj til og købes mad til.

De blev nød til at køre forbi købmanden. Martin tog det sidste

rugbrød med, da han kørte i morges. Og der var vist heller ikke

mere kærgården.

Kristine dansede over legoklodser og matchbox biler hen til

SFO'ens fællesareal, hvor Frederik sad sammen med en lille pige,

hun ikke kendte, og lagde puslespil. Han så op i det samme med et

stort smil.

"Se mor, alt det har jeg lavet! Caroline har kun lagt tre

prikker!"

Pigen, der åbenbart hed Caroline, trak puslespillet over mod sig, da

Frederik hoppede ned af den høje skammel.

"Det er vel nok flot, skat. Kom, vi skal ud til Jeppe. Han

venter i bilen. Kan du sige farvel til de voksne."

"Farvel!" råbte Frederik, mens han skiftevis løb og skøjtede

mod garderoben.

"Farvel, Frederik. Vi ses i morgen," svarede en pædagog,

der sad med ryggen til ved et andet bord og læste med Anton.

"Farvel," sagde Kristine og gik mod Frederiks garderobe,

hvor han heldigvis var i gang med at tage sin flyverdragt på.

"Kan du ta' din sportstaske, så tager jeg skoletasken."

Han hoppede i Trigger-støvlerne og var i to skridt henne ved døren

med tasken i hånden.

"Kom, vi skal lige en tur til købmanden på vej hjem."

22

"Så vil jeg ha' noget legetøj!" erklærede Frederik bestemt.

"Nej, du skal ikke ha' legetøj, hver gang vi er hos

købmanden."

Men hun vidste, at hun ville give efter, når det kom til stykket. At

hun ville være for træt til at tage kampen ved kassen endnu engang.

At hun ikke ville kunne modstå hans vedvarende plageri. Og at hun

inderest inde ville synes, at det var lidt synd for ham, at han ikke så

så meget til sin far, som en syv årig dreng burde. Hun vidste godt at

det ikke rigtig ville hjælpe på hendes samvittighed, at lade ham få

endnu en billig plastik bil eller traktor, men det ville i hvertfald

heller ikke hjælpe, at han skulle have endnu en ting at være ked af

det over.

Hun kunne virkelig godt have brug for den yoga i aften.

Hvorfor havde hun egentlig været så optimistisk at melde sig til et

yogahold? Havde vel max været der fem gange på et halvt år.

Kristine vidste jo godt hvorfor. Hun elskede roen og den

behagelige, udstrækkende smerte ved yoga.

Det skulle være hendes ugentlige frirum.

I stedet var det blevet til et ugentligt irritationsmoment, fordi

Martin sjældent var hjemme til at passe børnene, så hun kunne

være væk hjemmefra to timer den ene aften en gang om ugen.

Kristine nægtede at bede deres farmor om at passe dem. Syntes det

var rigeligt, at hun passede dem hver torsdag, fordi institutionerne

lukkede tidligere end kommunens eget rådhus. Med Martins

arbejdstider var det svært at få dagligdagen til at hænge sammen

uden hjælp fra hendes svigermor.

23

Kapitel 2 Nye Perspektiver I En Ny Verden

Dér på motorvejen var tiden hendes egen.

Kristine skulle ikke tage stilling til politiske dagsordener eller om

der skulle agurk eller tomat i madpakken.

Ingen råbende børnestemmer, der krævede hendes tilstedeværelse

og hendes nærvær. Intet der forstyrrede hendes tanker.

Det var på en gang befriende og skræmmende.

Skræmmende, fordi intet forhindrede hende i at overveje, hvorfor

det ikke længere fungerede mellem hende og Martin.

Sorgen fra efteråret sad stadig dybt i hendes krop. De havde aldrig

fået talt rigtigt om det. Der var så mange ting, der havde tårnet sig

op imellem dem.

I løbet af vinteren havde de ganske vist fået sat en dør i tårnet, men

de massive mure stod der stadig.

De havde før overlevet kriser og måske også kriser større end

denne. Men på et eller andet tidspunkt var grænsen bare nået.

Kristine sad stadig tilbage med følelsen af, at der ikke var flere

æsker, at putte noget ned i. I alle disse år havde hun fundet en tom

æske at putte sine forkerte følelser ned i. Alle de gange hun var

blevet såret. Men der var bare ikke flere æsker og låget vil ikke blive

på dem, der var. Så hele sensommeren og efteråret var det bare

væltet frem.

Stilheden i det store køkken-alrum havde været larmende. Tårerne

trillede ned ad Kristines kinder i varme bække, der dryppede ned

på hendes lyse t-shirt og lavede store skjolder.

24

Der var så meget, hun ville sige, men så få ord, der kunne presses

ud gennem hendes våde læber. Hun vidste, at Martin hadede, når

hun græd. “Hvad tuder du nu over igen?” havde han sagt gang på

gang. Og hun hadede sig selv for ikke at kunne lade være. Hadede

at lade andre se hende græde og mærkede, hvordan skylden og

skammen sloges om at tage æren for strømmen af tårer.

"Hvad er det, der er galt? Hvorfor lukker du mig ude?"

spurgte Martin og foldede utålmodig hænderne på bordet foran sig,

mens han rynkede panden.

Kristine ville gerne kunne fortælle ham det. Ville gerne, at han

forstod, hvordan hun havde haft det i så lang tid.

Over tre måneder havde det stået på.

Det var startet til en familiefest.

Siden var Kristine blevet klar over, at denne hændelse blot var den

berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

Martins bror have gentagne gange provokeret hende og på

forskellige måder sagt, at deres yngste søn, Frederik, ikke havde

lige så meget ret til at være i denne verden, når der skulle tages

hensyn til ham. At det var forkert af lægerne, at redde hans liv.

Det gjorde naturligvis Kristine inderligt ked af det, på Frederiks og

egne vegne. Han havde lige så meget ret til at være her, som alle

andre.

Diskussionspunktet var som altid: røg.

Kristine og Martins yngste søn, Frederik, var blevet født med en

misdannelse. Hans liv hang i et tynd snor, og chancen havde kun

været en ud af fire for, at lægerne kunne redde ham. Forfærdelige

odds at få at vide, som nybagte forældre.

Uden operation ville han være tvunget til et liv - et kort et af

25

slagsen - koblet til en respirator, fordi han ikke selv ville kunne

trække vejret.

Frederik var blevet opereret kun et døgn gammel og var heldigvis

kommet sig hurtigt. Udefra så han fuldstændig rask ud. Dog var

der enkelte ting, han ikke kunne tåle at spise, og så måtte han ikke

udsættes for røg.

Hele Martins familie røg.

De første år af Frederiks liv, var Kristine blevet hjemme med ham,

når der var fest i Martins familie, men nu havde rygeloven ændret

de flestes opfattelse af, hvor det var tilladt at ryge.

Røgfri fester var pludselig en mulighed.

Rygeloven gjorde det også muligt at tage Frederik med ud og

handle i indkøbscentre, og de kunne nu også komme i sportshaller.

Alle steder, der ikke havde været mulige at besøge før, fordi der var

åbne rygeområder.

Martins bror, Henrik, havde lovet, at festen nok skulle være røgfri,

og at det ikke var noget problem. Sidste år havde han lovet det

samme, men da havde Kristine og Martin måttet køre hjem med

børnene efter et par timer, fordi det ikke blev overholdt. I år blev

det så ikke blot overtrådt endnu engang, Frederik skulle også

hånes. Det ville Kristine ikke finde sig i.

Efter en højlydt diskussion med Henrik forlod hun festen sammen

med Frederik. Desværre havde Martin bilnøglerne, ellers var de

kørt hjem. I stedet måtte de vente ude på fortovet, mens Jeppe

hentede Martin. Men det, der havde såret Kristine allermest, var

ikke, at Henrik havde opført sig som en idiot, for sådan var han

altid.

Nej, det der gjorde ondt helt inde i hendes hjerte var, at Martin

26

ikke forsvarede sin søn og hjalp hende.

Det gjorde virkelig ondt. Og det kunne ikke heles af at forlade

festen.

Den første måned havde Kristine forgæves forsøgt at tale med

Martin om det. Hun havde grædt ind i mellem og kunne mærke, at

frygten for at miste Frederik stadig sad dybt i hende. Den var aldrig

blevet healet.

Den første tid efter Frederiks fødsel havde været hård for Kristine

og ikke lige sådan at komme over. At stå alene med oplevelsen

havde ikke gjort det lettere. Men Kristine, der generelt havde en

positiv indstilling til livet, var på det tidspunkt stadig fuld af håb og

regnede da med, at hende og Martin kunne tale om tingene, kunne

løse det og klare alting sammen. Det havde de jo kunnet hidtil.

Kristine og Martin havde været gift i tolv år, men sammen mange

flere. Men efter endnu en forgæves måned opgav Kristine. Der var

trods alt grænser for hendes naivitet. Det virkede som om, der altid

var noget, der var vigtigere for Martin end hende, deres lille familie

og deres samliv.

Selv om Martin lige havde været på arbejde i 10-12 timer, hvor

Kristine nok mente, at han kunne have klaret de samtaler, han

skulle med sin chef, var der altid lige en halv eller hel times samtale

med ham. Det komplicerede kun tingene yderligere, at Martins

chef også var hans far og Kristines svigerfar.

Ellers var der et fyr, der skulle passes.

En plæne, der skulle slås.

Eller en fest, der virkede som om den var vigtigere.

Kristine opgav. Hun havde ikke overskud til at blive ved med at

prøve, til at blive ved med at blive afvist. Havde ikke energien og

27

modet til at insistere hårdt nok på, at hun og deres forhold, deres

lille familie, var vigtigere end alle disse ting.

Da endnu en samtale var blevet afbrudt af disse, for ham, vigtigere

ting, havde Kristine sagt til Martin, at han måtte sige til, når han

havde tid til at tale.

Men ingenting skete.

Tiden opstod aldrig.

Ikke før nu og nu kunne hun ikke få sagt alt det, der havde fyldt så

meget i hendes indre i så lang tid, at det dagligt var løbet over.

Kristine græd i afmagt, hver gang hun var alene.

Hver morgen, når hun havde sat børnene af i skolen, flød tårerne,

så hun ofte dårligt kunne se at køre, og hun måtte blive siddende

lidt i bilen på parkeringspladsen for at samle sig, inden hun kunne

gå ind og passe sit arbejde, møde sine kolleger. Det gik op for

hende, at hun græd, fordi hun aldrig havde fået bearbejdet frygten

for at miste Frederik. Men hun måtte erkende, at det ikke var den

eneste grund. Hun græd også, fordi det gik op for hende, at hun

havde mistet Martin.

Jo længere tid der gik, desto fjernere blev de for hinanden.

Efter endnu en måned, hvor Kristine desperat havde søgt efter

svar, begyndte tegnene at vælte frem.

Der var tusind spørgsmål, der væltede rundt i hovedet på Kristine.

Hvorfor virkede det som om Martin var ligeglad?

Hvorfor trøstede han hende aldrig, når hun var ked af det?

Hvorfor forsvarede han hende aldrig, når de var nogen steder?

Hvorfor gav han hende kun opmærksomhed, når der var chance for

sex?

Hvorfor oplevede hun aldrig, at han så kærligt på hende?

28

Hvorfor lagde han aldrig kærligt en hånd på hende i søvne?

Hvorfor vågnede hun aldrig op i hans arme?

Hun analyserede desperat alle handlinger og ord - både dem, der

blev sagt og dem der ikke blev sagt. Og jo flere spørgsmål, der

dukkede op, desto klarere begyndte det at blive for hende:

Martin elskede hende ikke længere. Han var holdt op med at elske

hende for længe siden.

Da Kristine nåede til erkendelsen, var der gået to en halv måned.

En måned, hvor hun havde forsøgt at tale med ham ved enhver

given lejlighed, men var blevet afvist igen og igen. Og halvanden

måned, hvor hun havde søgt efter svar, ventet og grædt.

Erkendelsen havde fået hende til at synke sammen på

badeværelsesgulvet, hvor hun havde stået, da det gik op for hende,

og grædt. Selv om hun havde grædt sig stille i søvn de sidste to

måneder, var hun ikke løbet tør. Hun vågnede flere gange om

natten og græd sig i søvn igen og igen.

Kristine blev mere og mere træt om dagen. Mindre overbærende,

mere opfarende, mere modløs. Kunne ikke længere finde ud af,

hvad der var værst, eller hvad der gjorde hende mest ked af det.

Om det var det, at Martin ikke længere elskede hende og formentlig

ikke havde gjort det længe, selv om han sikkert selv ville benægte

det. Men hans handlinger og øjne kunne ikke lyve. Eller om det var

den kendsgerning, at hun ikke følte, at hun havde nogen at tale

med om det. Hun havde ingen at tale med. Hun var helt alene i

verden.

Efter tre måneder troede Kristine fejlagtigt, at Martin var vågnet

op. Han opdagede, at der var noget, hun ikke havde fortalt ham.

Surprise!

29

Der var stort set intet, hun havde delt med ham de sidste to

måneder! Medmindre det havde været nødvendigt i forhold til

børnene. Det havde hun besluttet i et desperat øjeblik. At hvis han

ikke ville hende, dem, børnene, deres familie, så var der ingen

grund til at dele hendes liv med ham, at fortælle om hendes

arbejde, hendes oplevelser. Han stillede et par spørgsmål, og hun

svarede på dem. Men selv om hun fortalte ham, hvor ked af det,

han havde gjort hende, så holdt han stadig afstand og hans

reaktion og handling, på trods af, at han sagde at børnene og hun

betød alt for ham, havde vist hende noget andet.

Der var intet forsonende, og jeg elsker dig over alt på jorden og vil

aldrig miste dig, eller en trøstende arm om hendes skulder.

Intet bryst at græde ud ved.

Ingen nærhed, blot endnu mere distance.

Intet jeg er ked af, at jeg ikke har været der for dig.

Intet du er ikke alene i verden med dette.

Først troede hun på hans ord, men kunne ikke finde ud af, hvad der

var galt, indtil hun lukkede for ordene og opdagede, at hun endnu

engang ikke kunne stole på det, hun hørte.

Det var en gentagelse af hele hendes barndom.

Kristine kunne ikke stole på hans ord, lige så lidt, som hun havde

kunnet stole på de ord, der kom ud af hendes mors mund.

Der var disharmoni mellem det, hun kunne høre, han sagde, og det

hun kunne se og mærke.

Det styrkede hende i den beslutning, hun havde taget over to uger

tidligere, men forsøgt at fortrænge.

Hun elskede ham ikke mere.

Først havde hun pakket de følelser ned i en kasse, der kunne have

30

været åbnet igen, men lige dér havde hun følt, at han kørte hen

over den med en damptromle. Og hun indså, at han havde truffet

sit valg. Og det var ikke hende, han havde valgt.

Da hun to uger tidligere var nået til erkendelsen af, at hun ikke

længere elskede ham, havde hun mest lyst til at skilles, men hun

kunne ikke gøre det mod sine børn. Kristine kunne ikke få sig selv

til, at kaste dem ud i at blive skilsmissebørn, bare fordi hun og

Martin ikke elskede hinanden mere. Så de måtte kunne finde en

anden løsning.

Hun forstod ikke, at han kunne være så ligeglad.

Kunne han ikke se, at hun led?

Betød hun virkelig så lidt for ham efter så mange år?

Men denne dag havde hun givet ham et ultimatum. Det var en uge

efter deres tolv års bryllupsdag. Den anden i træk, som ikke just

havde været en festdag.

Midt i morgenmaden havde hun banket i bordet og forlangt, at de

talte uforstyrret sammen under fire øjne.

Nu!

Det havde fået Martin til at vågne lidt op. Han havde kørt børnene

ud til sin mor og var kommet hurtigt tilbage.

Og der sad de så.

Overfor hinanden ved køkkenbordet, som Kristine havde ryddet for

morgenmad og kaffekopper, mens Martin afleverede børnene. Hun

forsøgte at åbne sig op, men det eneste, der kom var tårer. Hun

ville så gerne fortælle om sine forkerte følelser, den manglende

forståelse og nærhed.

I en time havde de siddet sådan overfor hinanden. Det var det

længste, de havde været alene sammen i over tre måneder.

31

"Jeg føler, jeg står alene." Kristine forsøgte at tørre de

værste tårer væk, så hun kunne fremstamme en hel sætning ad

gangen. "Hvorfor forsvarede du mig ikke?"

"Hvornår?"

"Dengang hos din bror. Du sagde ingenting."

"Men jeg... Undskyld."

"Og vi har aldrig talt om det, der skete, dengang"

"Jeg troede helst, du ville glemme det."

"Og du trøster mig aldrig, når jeg er ked af det."

"Men du skubber mig jo væk."

"Fordi jeg ved, du ikke kan li' at se mig græde."

"Jeg prøver." Martin tog hendes hånd hen over bordet.

Kristine tog det våde stykke køkkenrulle i den anden hånd og

forsøgte at tørre sine øjne. Han slap hendes hånd, trak et nyt stykke

af rullen på bordet og rakte hende det. Hun tørrede sit ansigt, mens

han rejste sig fra stolen, gik rundt om bordet og hen til bænken,

hvor hun sad.

"Har du en anden?" fremstammede hun gennem tårerne,

der igen væltede hurtigere frem ved tanken om Martin sammen

med en anden kvinde.

"Hvad?"

"Det er Berit, ikke sandt?"

"Berit! Nej, nu må du satme stoppe."

Martin satte hænderne i siden og så på hende, som om hun lige

havde fortalt ham, at børnene havde fået vinger og var fløjet væk.

Hun så op på ham med sammenknebne øjne.

Analyserede hans mimik.

Hans nervøse bevægelser.

32

Dengang, for et års tid siden, var det lykkedes ham, at overbevise

hende om, at det var hende, han elskede, at det billede, der var

faldet ud af hans pengepung, var et gammelt billede, som han ikke

engang havde anet, han havde. Men der var bare lige det, at det

ikke var et gammel billede. Det var højest et par år gammelt. Og

selv om det havde været gammelt, så havde han skiftet pengepung

mindst tre gange i de femten år, de havde været sammen. Så når

billedet stadig fandtes i hans pung, var det en bevidst handling.

Men Martin havde dengang overbevist Kristine om, at det var et

gammelt billede, og at det var hende, der var nærtagende og

sygeligt jaloux.

Der havde jo også været en episode en måned tidligere, hvor

Kristine havde ringet til Martins mobil, og en kvinde havde taget

telefonen. I bar befippelse havde Kristine smidt på. Martins svar

havde været et træk på skulderen, og at hun sikkert var kommet til

at ringe forkert. Men hun havde jo netop ikke tastet hans nummer,

han var jo på hendes favoritliste. Hun tastede aldrig hans nummer.

Der var ikke nogen tvivl.

Det eneste, der undrede hende var, at hun havde været så længe

om at opdage det. Det var jo soleklart, lysende rigtigt. Følelsen

havde mindet hende om den ene gang i gymnasiet, da det var

lykkedes hende at få en ligning til at gå op på tavlen i kemi, bortset

fra, at hun dengang havde følt triumf, og at hun nu følte frygt.

Frygt for at miste ham til en anden.

Dengang var hun blevet virkelig jaloux og såret på sin kvindelige

stolthed, men nu ville det bare være en lettelse, hvis han ville

indrømme det. Det ville forklare hans væremåde de sidste

måneder. Det ville betyde, at hun ikke var ved at blive sindsyg.

33

"Hvorfor kan hun så ikke se mig i øjnene, når jeg møder

hende?" fortsatte Kristine.

"Det må du spørge hende om!" svarede Martin vredt.

"Du har aldrig glemt hende, vel?"

Martin knælede ned foran hende og tog hende lidt for hårdt om

hagen.

"Kristine, det er dig, jeg har giftet mig med. Det er dig, jeg

elsker."

Ja, right, men hun er kvinden, du gerne ville have været gift med.

Hun er kvinden, du ikke kunne få.

Dengang de havde denne diskussion sidst, havde jalousien skåret

dybe sår i Kristines hjerte, og hun havde tydeligt mærket, at hvis

han var hende utro, ville hun tage livet af ham. Hun ville aldrig

acceptere at blive holdt for nar. Kristine havde endda taget sig selv i

at begynde at planlægge, hvordan hun kunne gennemføre det uden

at efterlade spor. Så det så ud som et hændeligt uheld. Men hun var

slet ikke i stand til at mobilisere den form for følelser nu.

Lige nu ville det blot være en lettelse, hvis Martin ville indrømme

sit utroskab. Så var der en grund, en årsag til hans manglende

interesse for hende. Og selv utroskab ville føles bedre lige nu end

uvidenhed.

Kristine havde brug for at vide, hvorfor hun rangerede så lavt på

hans prioriteringsliste.

Hun mærkede, hvordan hendes krop hungrede efter

opmærksomhed.

Hans nærhed var som en forløsning.

Det var som om, hun glemte alt om de sidste mange måneders gråd

og ulykke og kun følte ensomheden.

34

Den ensomhed hun vidste, der var en kur mod.

Hun trak ham ind til sig og lod ham forstå, at han ikke kunne

komme tæt nok på.

Martin trak hende op fra bænken og pressede sine læber mod

hendes mund. Med sin tunge skilte han krævende hendes læber fra

hinanden, mens hans hånd fandt vej mellem hendes ben.

Flere måneders ophobet lyst sprang ud og væltede dem omkuld på

køkkenbordet. Hans erfarne fingre fandt vej ned i hendes trusser

og skilte hendes allerede fugtige læber ad.

Nærheden havde været som en forløsning, og de var alt for hurtigt

endt med at dyrke sex midt på køkkengulvet.

Kristines trang havde været stor.

Næsten tre måneder uden sex var lang tid. Så de havde aldrig fået

talt færdig om det, der havde lagt grunden til muren mellem dem.

Martin havde ganske vist været mere opmærksom i den

efterfølgende tid, talt mindre i telefon, i det mindste mens de sad

samlet alle fire omkring spisebordet. Men bortset fra det, var det

som om, han kun havde opfattet den bisætning, der handlede om,

at hun også havde et seksuelt behov. At Kristine selv følte, at hun

blev mindre overbærende efter længere tids manglende sex. Det

andet beskæftigede han sig ikke med.

Denne morgen, da Kristine kørte af på den sidste afkørsel på dansk

jord, sendte hun et ønske mod universet.

Hun ønskede at elske igen, at være forelsket igen, at føle sig elsket

igen.

Hun troede ikke selv for alvor på, at hun kunne elske igen. Troede,

at hendes hjerte for evigt var brast. Hun savnede nærhed, en hun

35

kunne tale med. Men hun havde ikke et øjeblik tænkt over, hvor

skæbnesvangert dette dybfølte ønske kunne blive.

Kristine skulede på krak-printet og så, at hun snart ville være på

hotellet, hvor de næste tre undervisningsdage, skulle foregå. Hun

havde ikke valgt overnatning, da hun lige akkurat med hiv og sving

kunne nå at aflevere børnene om morgenen, inden hun kørte mod

København, så deres farmor kun skulle hente dem om

eftermiddagen. Hun brød sig ikke om at være så afhængig af sin

svigermor, men det var ganske enkelt umuligt at få hverdagen til at

gå op uden hendes hjælp. Når hun var realistisk, var hun i stand til

at sige til sig selv, at svigermoderen jo blot udfyldte den rolle,

hendes søn ikke var i stand til, at Kristine jo ikke burde have dårlig

samvittighed over det. At den dårlige samvittighed tilkom Martin.

Men det var ikke sådan, hun følte.

Hun drejede til venstre og ledte efter hotellet. Der var det. Park In.

Lille parkeringsplads foran med tidsbegrænsning. Der var endnu få

pladser tilbage. Hun tog den længst fra indgangen, ville gerne

strække benene efter den halvanden time lange køretur. Måske

kunne hun hente en p-billet i receptionen?

Kristine fandt lokalet, de skulle være i. Hun havde længe glædet sig

til at komme i gang med uddannelsen. Det var lykkedes hende, at få

Annette overbevist om, at hun i sit arbejde ville have større gavn af

procesledelse end en projektlederuddannelse. Hun havde ledet

projekter i mange år. På sin tidligere arbejdsplads projekter meget

større end dem, hun havde ansvar for i dag. Det kunne godt være,

at hun ikke kunne alle de fine projektnavne, men i praksis var,

hverken hendes chef eller hun selv, i tvivl om, at hun havde massiv

erfaring. Så chefen havde købt hendes argumentation om

36

proceslederuddannelsen i stedet.

Heldigvis var uddannelsen blevet bestilt før hendes chef vendte

hende ryggen og degraderede Kristine til sin nuværende leder.

Hendes chef havde bedyret, at det bestemt ikke skulle opfattes som

en degradering, men hvordan kunne hun opfatte det anderledes?

For snart to år siden havde Annette selv udnævnt Kristine til sin

"højre hånd og faglige sparringspartner", hver gang hun havde

præsenteret hende i forsamlinger, eller for nye direktører. De var

nu på den femte direktør på tre år, så det var blevet til nogle

stykker. Og hvordan kunne hun fortsætte med at være chefens

"højre hånd og faglige sparringspartner", når hun ikke længere var

ved hendes side? Når hun ikke længere vidste, hvad der foregik, og

hvad Annette lavede. Når en anden var hendes leder og en anden

skulle bestemme, hvilke arbejdsopgaver hun skulle prioritere sin

sparsomme tid til?

Kristine følte det klart som en degradering og dermed, at hun, af en

eller anden grund, havde mistet Annettes fortrolighed, efter chefen

havde fået et endnu større ledelsesansvar, hvor to fagområder var

blevet lagt sammen under hendes ledelse. Kristine forstod ikke,

Annette ikke kunne se, at hun havde endnu mere brug for hende

end før. Hvis hun blot vidste, hvad hun havde gjort galt. Hvorfor

hun havde gjort sig fortjent til denne degradering. Men hver gang

hun havde konfronteret Annette med det, havde hun enten

undveget eller svaret, at hun blot ikke følte, hun var en god nok

leder, og at Kristine fortjente en bedre leder.

Det var langt fra et tilfredsstillende svar. Og degraderingen havde

placeret Kristine i et tomrum.

Kristine havde fået at vide, at hendes arbejdsopgaver fortsat skulle

37

være de samme, men hvordan kunne de det? Det krævede jo

nærhed til chefen, og denne nærhed var ikke længere til stede. Når

hun blev spurgt om, hvad hun lavede, var hendes svar derfor for

tiden, at hun tidligere var højre hånd og sparringspartner for

planchefen, men at hun lige nu ikke vidste, hvad hun var, eller hvad

hendes opgaver var. Og sådan ville hun også svare i dag, når de

skulle indlede proceslederuddannelsen med at præsentere sig selv.

Et lille sluttet hold på tyve personer.

Ved præsentationsrunden opdagede Kristine, at de fleste var chefer

og direktører i private virksomheder. De var ikke selvstændige,

men lønslaver som hende, dog med noget højere løn og flere

benefits.

Der var endda en oversergent i hæren.

Kristine forestillede sig, hvordan han ville se ud i fuld uniform.

Hun kunne godt mærke, at det var længe siden, hun havde haft sex.

Tre uger for at være præcis. Kristine huskede, at hun engang havde

hørt, at alle, der blev til noget i militæret havde fire navne. Det

passede sjovt nok også på oversergenten. John K. M. Andersen,

oversergent, stod der på hans navneskilt. Kristine L. Larsen,

udviklingskonsulent, stod der på hendes. Hun så rundt på titlerne

på de andres navneskilte. Installationschef, kvalitetschefer,

terminalchef, procesejere, managere, sektionschefer, direktører,

projektleder og hende.

Hmm, havde hun mon en chance for at klare sig fagligt og socialt

i en gruppe som denne? Hun forsøgte at berolige sig selv med, at

hun jo var vant til at arbejde sammen med chefer og endda

direktører, så det nok skulle gå.

Var de fleste af mændene på dette hold ualmindeligt tiltrækkende?

38

Eller var det bare for længe siden, hun havde fået sex? Mærket en

andens nærhed?

Kristine regnede på fingrene, jo det passede sikkert med, at hun

havde ægløsning nu. Gammel vane, at holde styr på det. Vidste at

det gjorde mænd mere tiltrækkende. Forsøgte at lade være med at

flirte for åbentlyst.

Det lod hun Marianne om. Flammende rødt hår og lige så røde

læber. Udringet top, cardigan, bare fødder i høje stiletter og kraftig

lipshine. Jo, de færreste mænd på holdet var vist i tvivl om, hvilke

signaler hun ønskede at sende.

Fem kvinder, var de på holdet. Tre mænd til hver. Hmm. Helle for

oversergenten, Thomas Bjerre og... jo Allan Holm-Hansen. Klart

de tre mest tiltrækkende.

"I har en time til gruppearbejdet, så kan vi lige nå at samle

op inden frokost."

Underviserens stemme forstyrrede Kristines tankestrøm, men det

var nok også det bedste. Hvad gik der af hende? Hun plejede da

ikke ligefrem sidde og fantasere om andre mænd!

39

Kapitel 3 Touch My Mind

Gruppearbejde.

Kristine hadede det.

Hendes erfaring sagde hende, at det sædvanligvis var ti gange

hurtigere at gøre det selv. Hvem var hun overhovedet i gruppe

med?

Fem grupper, hver fjerde. Det måtte være Sara, Mogens, Hans og

hvem var så den sidste?

Da hun kom ud til sofagruppen, hvor de første gruppemedlemmer

allerede havde taget plads, viste det sig at være Allan.

Ikke dårligt. Allan var høj og slank, umiddelbart lidt splejset at se

på, med hår der var helt kortklippet og rødligt samt smukke grønne

øjne.

"Er der nogen af jer, der har en oplagt arbejdsgang vi kan

kaste os over? Mit er lidt kompliceret?" lagde Allan ud, mens han

så rundt på sine gruppemedlemmer.

Kristine så rundt på de andre i gruppen. Ingen synes at have

overvældende lyst til at dele en arbejdsgang i deres virksomhed.

"Jeg har da en, men jeg ved ikke, hvor relevant det er for

jer andre?"

En kommunes sagsgang var sikkert ikke til meget nytte på en

vindmøllefabrik.

"Jeg synes det er en god idé," svarede Sara.

Husmodertypen, som Kristine havde svært ved at forestille sig i en

ledende stilling i en dansk virksomhed. Men hun overraskede ved

nærmere bekendtskab. Håret var dansk standard

40

leverpostejsfarvet, tyndt og glat og Kristine ville have troet hendes

tøj var købet i Daells postordre, hvis ikke det var fordi hun vidste,

at det var lukket for mange år siden.

"Ja, lad høre," sagde Allan.

"Okay. Når vi har udvalgsmøder i kommunen, i ved der er

et socialudvalg, børn- og ungeudvalg og så videre."

De nikkede rundt om bordet, så hun fortsatte. "Så skal der

fremstilles sager, dagsordenspunkter, som er beskrivelser af de

sager, politikerne skal tage stilling til. Det er noget af det, jeg laver."

"Fint. Hvis du nu siger, hvad du gør trin for trin, så skriver

jeg ned på de gule sedler," sagde Hans og rettede på ærmet på sin

blåstribede skjorte.

Gennem den næste time gennemgik de sagsgangene trin for trin.

Det blev mere og mere tydeligt for hende, hvorfor hun synes, det

var så frustrerende at lave sagsfremstillinger. De nåede endda at

blive færdig før tid, så de i gruppen kunne nå at tale lidt sammen.

De viste sig heldigvis at være søde mennesker allesammen, åbne og

interesserede i andres arbejde, så alle faldt godt i snak om

arbejdsgange i hver deres virksomhed.

Tilbage i klasselokalet var Kristines gruppe en af dem, der blev

udvalgt til at fremlægge i plenum. Gruppen blev hurtigt enig om, at

det var lettest, hvis Kristine fremlagde, da hun jo var den eneste,

der var rigtigt inde i processen.

Hun sank en klump, tog en slurk vand af sit glas og gik op til tavlen,

hvor hun på bedste vis forsøgte at fremlægge sine arbejdsgange og

hele processen fra idé til forelæggelse for udvalget.

“Hvor meget fylder sådan en sagsfremstilling?” ville Sara

vide.

41

“Max to sider,” svarede Kristine og smilede til hende.

“Kunne du ikke få din chef til at være mere konkret, når

hun bestiller en sagsfremstilling? Så var du fri for, at sagen skulle

køre så mange gange frem og tilbage mellem dig og ham,” foreslog

oversergenten.

“Joh, det kunne være rart,” svarede Kristine, “hvis hun

kunne det, men jeg ved ikke om hun altid ved, hvad det egentlig er

hun vil have, før hun ser noget på skrift.”

“Det må da være pissefrustrerende,” svarede Thomas

Bjerre. “Jeg synes du skal stille nogle krav til din chef om at have

lidt mere styr på, hvad hun egentlig vil, før hun beder dig om at

gøre det.”

Thomas Bjerre var direktør af en eller anden slags i den kæmpe

virksomhed Novo. Kristine kunne genkende ham fra TV, hvor han

af og til havde udtalt sig om et eller andet, hun ikke kunne huske

nærmere. Han så endnu bedre ud i virkeligheden end på TV, selv

om han uden tvivl havde et ansigt, der var elsket af kameraet. Der

var en pondus i hans ord, som gjorde, at alle i lokalet opmærksomt

lyttede efter, når han sagde noget. Det var aldrig ham,

underviserne eller andre kursister talte hen over. Kristine følte sig

beæret over, at han gad kommentere på hendes problematik.

“Ja, det kunne være rart. I afdelingen kalder vi det gæt-et-

notat,” svarede Kristine og kunne høre, at flere af hendes

medkursister lo, selv om hun egentlig synes det var mere tragisk

end komisk.

Til hendes store overraskelse stillede flere fra holdet interesserede

spørgsmål og sammenlignede med processer i deres virksomheder,

selv om de var private, og hun jo var fra en offentlig virksomhed.

42

"Har det givet dig nogen indsigt at få arbejdsgangene

synliggjort?" spurgte underviseren. En lille tæt kvinde, der havde

fortalt kursisterne, at hun kun havde været i

konsulentvirksomheden siden jul. Puk Krukow hed hun. Hun

boede på Nordsjælland sammen med sin rige mand og tog ofte fri i

længere tid for at følge sin mand rundt i verden, hvor hans arbejde

bragte ham hen.

Det lød som et misundelsesværdigt liv.

"Ja, helt sikkert."

"Er der noget, du har lyst til at ændre?"

"Ja, når jeg kommer tilbage på arbejdet, skal jeg have en

samtale med min chef om arbejdsgangene, for det er meget tydeligt

nu, hvorfor det er så frustrerende at fremstille dagsordenspunkter."

Da hun gik tilbage til sin plads, følte hun sig ikke længere udenfor.

Hun var en af gruppen. Det, hun kunne, gav også mening for dem.

Hun kunne bidrage med noget.

Thomas Bjerre smed sin tro følgesvend, den sorte Blackberry, der

muliggjorde, at han kunne tillade sig at deltage i denne procesleder

uddannelse, selv om han havde ansvaret for al transport mellem

afdelingerne og ud af Novo, tilbage i inderlommen på sin sorte

habitjakke.

Alligevel føltes det ekstravagant at være væk fra virksomheden tre

dage ad gangen i hans position. Men hvis han skulle gøre sig nogen

forhåbninger om en plads på direktionsgangen i Bagsværd var

uddannelse nødvendigt.

Han vidste, at virksomheden stod overfor omfattende

43

omstruktureringer og vindene blæste i retningen af en

procesorientering. Han havde selv hørt Lars tale rosende om det til

julefrokosten. Og han kendte den administrerende godt nok til at

vide, at det var et tegn på, at der snart ville ske noget. Thomas

havde immervæk været i virksomheden i tyve år. Arbejdet sig op

fra bunden af.

Han var startet som maskinelev og se ham nu, chief logistics

officer. Det havde han ikke turdet drømme om, den sommerdag

han som en genert enogtyve årig var trådt ind ad døren på

enzymfabrikken i Kalundborg.

Det havde aldrig været hans mål at stige i graderne, det var bare

sket. Ikke før her de senere år efter Susanne havde forladt ham. Da

var det pludselig blevet essentielt at bevise sit værd.

Ligesom det nu var vigtigt for ham at blive en del af direktionen.

På vej på toilettet stødte Kristine ind i en flot, høj, mørk italiensk

udseende mand, der straks fik hendes kærlighedshungrende

fantasi til at løbe af med hende. Hun undskyldte rødmende. Han

bedyrede, at det skam ikke gjorde det mindste og smilede til hende,

da hun hastede mod toiletterne.

Han fulgte efter hende og ventede ude foran døren, da hun kom

ud. Da deres blikke mødtes smilede han og gik hen imod hende.

Han så meget maskulin og elegant ud, på den afslappede måde, i

sit sorte jakkesæt med en åbentstående hvid skjorte.

Der var vildskab og begær i hans blik, da han pressede hende ind

mod væggen og lod en finger glide hen over hendes læber.

Hans utæmmede, halvlange hår gled ned i hans pande, da hans

44

læber mødte hendes i et begærligt kys. Hun nød at mærke varmen

fra hans stærke, hårde krop. Han kyssede hende til benene rystede

under hende, og hun knapt kunne få vejret.

Hans hånd bevægede sig grådigt hen over hendes krop til den

stoppede mellem hendes ben.

Varmen fra hans hånd tændte et flammende bål i hendes krop.

Hun dirrede af frydefuld forventning og lod ham tage hende, lige

der foran toiletterne på hotellets gang.

Kristines fantasi rakte ikke til mere. Hun hungrede åbenbart så

meget efter kærlighed og nærvær, at hun begyndte at fantasere om

det. Det havde hun ikke gjort, siden hun var teenager.

Da hun kom ud fra toiletterne, var han væk.

Til frokost var der buffet i restauranten. Kristine gjorde sig umage

for at komme til at sidde sammen med nogle andre fra holdet, end

dem hun havde været i gruppe med. For at lære flere at kende.

Det blev hurtigt tydeligt for alle, at holdet kom rigtig godt ud af det

med hinanden. Alle talte sammen på kryds og tværs. Ingen blev

udelukket. Alle virkede ægte interesserede i hinandens

virksomheder og arbejde. Og alle synes at kunne lære noget, af de

udfordringer, de andre havde.

Det var tre rigtig spændende og udbytterige dage, som desværre alt

for hurtigt fik en ende.

De lærte om kerneprocesser og værdier.

Om negativ og positiv indflydelse.

Puk, holdets underviser, fortalte om et forsøg, der gav Kristine stof

til eftertanke. At negativitet påvirker mere end positivitet. Hvis

man havde 30 positive mennesker i en togvogn og satte én negativ

45

ind, så blev alle negative i løbet af en halv time. Men havde man 30

negative i en togvogn og satte en positiv ind, så fik man 31 negative.

Var det sådan det var hjemme hos dem?

Kristine vidste, at det ikke kun var hende, der ændrede

sindsstemning, når Martin kom hjem. Børnene gjorde det også.

Tingene gled ligesom lettere, når han ikke var der. Der gik sjældent

mere end to minutter, fra han kom ind ad døren, før han råbte af

og skældte med børnene, eller de var uvenner. Hun havde før

prøvet at tale med ham om, hvad det var, han var så negativ over.

Om det var dem, han ikke brød sig om, eller det var hans arbejde,

der gik ham så meget på.

I en periode havde han skiftet branche, men efter et års tid

bukkede han under for sin fars plageri og beklagelser og vendte

tilbage til familiefirmaet. Det havde ellers været aftalen, at han

skulle finde ud af, hvad han ville med sit liv. Om han ville tage en

uddannelse, eller hvad han havde lyst til. Men efter mindre end en

måned havde han taget et job på en lokal fabrik, fordi en af hans

venner havde ringet og sagt, at de manglede folk. Det var det

dårligst betalte job, han kunne finde på egnen. Kun lige akkurat

mindstelønnen. Når benzinen til hans bil var betalt, var der mindre

tilbage, end hvis han havde været på dagpenge. Og det værste var,

at han ikke kom videre med at finde ud af, hvad han ville arbejde

med. Hvad hans drøm var.

De havde kunnet klare det økonomisk dengang, for det var før, de

lånte op i huset til nye vinduer, døre og isolering. Og før de blev

tvangskloakeret for over hundrede tusinde. I dag ville de ikke

kunne klare sig med en løn og en på dagpenge.

Desværre, for Kristine ville virkelig gerne sige sit job op.

46

Da Kristine fredag eftermiddag igen sad i bilen på motorvejen på

vej sydpå, ønskede hun, at undervisningen aldrig ville høre op og at

hun ikke skulle på arbejde igen på mandag. Hun ville konfrontere

sin chef med arbejdsgangene, men følte ligesom ikke, at det var

nok.

Allerhelst ville hun aflevere sin opsigelse på chefens bord mandag

morgen. Så ville 30. april være hendes sidste arbejdsdag.

En skøn tanke.

47

Kapitel 4 Endeløs Spejden

Kristine spejdede mod døren, hvornår gik den mon op? Kiggede ud

af vinduet, men hun så ingen ting. Han havde været længe væk.

Hvornår kom han hjem? Hvornår så hun ham igen?

Hun længtes efter ham nu, men frygtede, når han var der. Børnene

spurgte efter deres far. De var så fulde af håb, hun forsøgte jo at

skærme dem. De skulle ikke se ham sådan. De elskede ham jo, så

hvad flygtede han fra?

De kunne have det så godt.

De havde jo alt!

Det fede hus, det gode job. To sunde og raske drenge. Men han

havde valgt dem fra. Hvem festede han med?

Hun vidste, han kunne være en anden, end den han var i dag.

Holde hende i sine arme, hviske søde ord. Han sagde, han elskede

hende, at han ville deres liv. Men han viste noget andet og ødslede

tiden væk.

Hun spejdede mod døren, hvornår gik den mon op?

Kiggede ud af vinduet. Ingen bil på vej op ad alleen.

Savnede ham nu og hadede ham om lidt. Tyve timer havde han

været væk, for at drikke tæt.

Var det virkelig det værd?

Hun vidste jo, hvad der skete, når han kom hjem. Stilhed ville han

have, sofaen skulle være hans. De ville hoppe og springe for at

undgå hans vrede. Ønskede blot et anerkendende ord fra ham. Men

de fik kun en ryg. Og et grynt – ti nu stille!

Syntes han virkelig det var det værd?

48

Ville han dem ikke mere?

Toogtyve timer gik der, før Martin kom hjem. Det var tredje gang

denne måned. Når han tog afsted, var der ingen aftale om, at han

skulle sove ude eller komme sent hjem. Alligevel skete det gang på

gang, uden et enkelt telefonopkald eller en sms.

De første par gange havde hun været bange for, at der var sket ham

noget, at han var kørt galt i natten. Men det var hun ikke mere.

Nu vidste hun, at det var noget, han selv havde valgt. Og han havde

fravalgt dem. Det var måske ikke et bevidst valg, men hans

manglende interesse og sjældne tilstedeværelse sagde alt.

Alligevel havde Kristine og Martin sædvanligvis sex en til to gange

om måneden. I virkeligheden var Kristines sexlyst nok mere til sex

en til to gange om ugen, men det kunne klares med bruserhovedet

indstillet på massagefunktion. Eller hendes fantastiske crystallover.

Hun havde altid haft en stor sexlyst, blev let tændt og fik behov for

øjeblikkelig tilfredsstillelse. Men i en periode havde hun helt mistet

lysten til at tilfredsstille sig selv.

Lysten til sexuel nydelse havde skam været der, men hver gang hun

nåede til akten, mistede hun lysten til at gennemføre. Hun gav

Martins og hendes åbenheds-spat et halvt år tidligere skylden.

I et anfald af at forsøge at komme tættere på hinanden, en måneds

tid efter Den Store Samtale, havde de nogle nætter i træk dyrket at

fortælle hinanden hemmeligheder, ting de ikke vidste om

hinanden, trods de mange års ægteskab. Martin var blevet ovenud

tændt af Kristines betroelser. Hun blev mest tændt af hans

interesse.

I dag var hun faktisk ikke i tvivl om, at Åbenheden havde taget

mindst et af spadestikkene til deres ægteskabs grav. Fantasien om

49

Martin sammen med hendes veninde. "Jeg har altid drømt om at

slikke hende, tilfredsstille hende og give hende orgasme."

Det rungede stadig i hendes hoved.

Vel, det var ikke ligefrem en film, Kristine havde lyst til at se for sit

indre igen og igen, hver gang hun talte med sin veninde. Og hver

gang de dyrkede sex kunne hun ikke lade være med at tænke på,

om han hellere ville gøre det med veninden. Hendes kropsbygning

var helt anderledes end Kristines. Mere drenget, men med

voldsomt store bryster. Hun så dem hoppe op og ned, mens Martin

tilfredsstillede hende.

Kristine mistede fuldstændig lysten til sex. Efter hun i en periode

havde forklaret Martin, at hun ikke længere havde lyst til sex,

hverken til at tilfredsstille sig selv eller sammen med ham, opstod

lysten heldigvis igen. Og langsomt voksede den sig så

tilfredsstillende som før Åbenheden. Men deres sexliv blev aldrig

det samme igen. Martin havde skam flere gange bedyret, at det var

Kristine, han havde lyst til, ikke hendes veninde, men det var ikke

til at slette.

Den indre film blev ved med at køre.

Billeder hun én gang havde set, kunne ikke viskes ud igen.

De var inde i en hektisk tid. Kristine kom hjem fra tre

undervisningsdage fredag aften. Weekenden var gået med at vaske

tøj, lave mad til børnenes madpakker den næste uge, gøre rent og

pakke til om tirsdagen.

Tirsdag morgen skulle hun hente tre kollegaer og køre til

lufthavnen. Tre dage i Ålborg ventede.

Endnu en konference.

50

Endnu et hotelværelse.

Martin og hende havde stort set ikke nået at tale sammen den

sidste måned. Det var en måned siden, de sidst havde dyrket sex og

nok omtrent lige så længe siden, de havde talt sammen. Alligevel

valgte han at tilbringe hele weekenden i venners lag.

Søndag eftermiddag, da Martin stadig ikke var kommet hjem,

havde Kristine siddet ved computeren og surfet lidt for at finde tøj

til deres forestående kobberbryllup. Tolv et halvt år, havde de

været gift i næste måned. På grund af de seneste års problemer

havde de valgt ikke at holde en stor fest. Havde blot inviteret til

morgenkaffe. Men der var alligevel nok at gøre her op til Den Store

Dag. Det så dog ikke ud til at bekymre Martin, der fortsat var væk

alle lyse timer til hverdag og de seneste weekender også om natten.

Kristine klikkede væk fra Hennes & Maurtiz og over på boligsiden.

Udbudet af villaer og lejligheder var stort. Hvad havde hun

overhovedet råd til med to børn, hvis hun skulle klare sig uden

Martin? Hun klikkede et regneark frem og åbnede også deres fælles

budget. Hvilke udgifter ville hun have alene? Husleje? Det var vist

den ubekendte. Bil? Ja, det var vist en nødvendighed. Hun tastede

forsikring, vand, varme, kontingenter, studielån og så videre ind i

det nyoprettede regneark. Hvor meget kunne hun undvære af sin

løn til faste udgifter? Fjorten tusinde var vist ikke urealistisk. Så

havde hun stadig ti tusinde tilbage til mad, tøj, gaver og så videre.

Det gav en mulig husleje på femtusinde. Ikke helt dårligt. Hun

klikkede tilbage til boligsiden. Jo, det var bestemt lade sig gøreligt

at finde noget ordentligt og centralt for de penge.

Hvordan ville det være at bo alene med børnene?

Kristine forestillede sig en hverdag med færre skænderier og mere

51

tid. Transporten ville kunne skæres væk fra mange ting, hvis de

boede i byen i stedet for på landet. Bestemt tillokkende.

Tanken om skilsmisse var pludselig ikke så skræmmende og fjern,

nu da hun havde set, at børnene og hende faktisk ikke ville havne i

rendestenen. Hun lukkede browseren og regnearket.

Det var nok ikke lige tidspunktet at lade bomben sprænge på, her få

uger før deres kobberbryllup.

Kobberbryllup.

Hun burde glæde sig, burde frydes over deres liv sammen. Burde

glædes over deres ægteskab. Men desværre gjorde hun ingen af

delene. Hun ønskede blot at få det overstået.

Det havde været som det plejede. Når altså plejede blev defineret

som de seneste weekender. Da Martin kom hjem sidst på

eftermiddagen med rande under øjnene af weekendens druk, havde

han skældt lidt med børnene over noget legetøj, der lå og flød på

gulvet. Han var hurtigt gået ud og havde ordnet noget på sin gamle

bil og først vist sig igen, da maden stod på bordet.

Efter maden havde han smidt sig på sofaen med avisen og

fjernbetjeningen og var hurtigt faldet i søvn. De havde stort set kun

set hans brede ryg. Børnene og Kristine havde listet rundt omkring

ham og var endt med at gå tidligt i seng.

Heller ikke denne aften skulle det lykkes dem at tale sammen og

den næste uge ville de stort set ikke se hinanden.

52

Vil du læse mere?

Kære læser

Tusind tak for at du har læst med hertil. Du har nu mødt Kristine, Martin og Thomas. Resten af historien om deres trekantsdrama kan du læse i romanen Hvad Du Ønsker. Den kan købes her:

http://www.saxo.com/item/17357603

God fornøjelse!

Kærligst

Gittemie Eriksen

Vil du være med?

Følg Gittemie Eriksen på facebook:

www.facebook.com/GittemieEriksen

Hvor det offentliggøres, hvornår næste bog kommer, du kan

komme med input til hendes næste bøger og meget mere.

På forfatterens hjemmeside:

www.gittemieeriksen.dk

kan du følge med i hendes blog og finde læseprøver på nye

udgivelser.

53

54