På et møde den 31. marts 2011 fremlagde Tom Gillesberg, formand for Schiller Institut-tet i Danmark, det dramatiske paradoks verden står med efter jordskælvet i Japan. De vestlige medier forsøger gennem massehysteri at få stoppet kernekraft og videnskabe-ligt og teknologisk fremskridt. Samtidigt er det klart, at jordskælvet i Japan blot er et blandt mange skælv, som man kan forvente i »Ildringen«, der omkranser Stillehavet. Kun videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og en forståelse af hvordan vores galakse fungerer, kan sætte os i stand til at forudsige og håndtere jordskælv og andre naturka-tastrofer og dermed gøre menneskehedens langsigtede overlevelse mulig.

Hele mødet kan ses og høres på http://schillerinstitut.dk/drupal/node/464.

Vi lever i dramatiske tider, hvor det ikke blot er folk over hele verden der er i oprør, som vi har set det med den massestrejkeproces, der begyndte i Tunesien og Egypten, men tilsyneladende også hele vort solsystem. Solen er for alvor begyndt at spille op, og hele Solsystemet er kraftigt påvirket. Det er også mere tydeligt, end det har været tidli-gere, at den akkumulation af kriser, som vi står med, er en eksistentiel krise for hele menneskeheden.

De udfordringer, vi nu står overfor, er så store, at vi må lægge den politiske kurs dramatisk om rundt omkring i verden. Vi må holde op med den selvdestruktion, som man

har været i gang med i længere tid, og som er ved at føre os ind i en ny mørk tidsalder. Det ses stadigt mere tydeligt, at hvis vi ikke får det gjort, så vil menneskeheden dø ud, som millioner eller milliarder andre arter har gjort det tidligere i Jordens historie. Hvis vi derimod tager os sammen og be-gynder at handle som en menneskehed, så er der intet, som vi ikke vil være i stand til at gøre.

Er Solen ansvarlig for jordskælvet i Japan?Denne problemstilling er blevet sat på spidsen i kølvan-

det på jordskælvet i Japan. Et jordskælv, som, tyder meget

KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, 1551-564840835 43 00 33 • SI@SCHILLERINSTITUT.DK • WWW.SCHILLERINSTITUT.DK

Nyhedsorientering april 2011

imod naturkatastroferBeskyt mennesker

ILDRINGEN om Stillehavet

af jordskælv og vulkaner

2 Schiller Instituttet april 2011

på, er et direkte resultat af den kraftigt stigende aktivitet på vores sol. Solen har ellers været inde i en bekymrende lang dvaleperiode, det man også kalder en solpletminimumspe-riode, hvor Solen er mere passiv. Den har varet to år læn-gere end normalt, men nu er Solen i allerhøjeste grad aktiv igen. I forbindelse med jordskælvet i Japan, og med jord-skælvet, der fandt sted i New Zealand i februar, var der en unormal kraftig solaktivitet i form af solflares og andre fænomener på Solen.

Det var et klart signal om, at det, som de fleste antager, er nogle uforudsigelige begivenheder, der indtræffer her på Jorden, og som man bare må leve med uden at kunne for-udsige dem eller gøre noget ved dem, måske i virkeligheden er fænomener, der påvirkes af aktiviteten på Solen. Jord-skælv her på Jorden står tilsyneladende i forbindelse med de andre aktiviteter der foregår i vort solsystem, men vi har hidtil ikke lavet den nødvendige forskning og de nødvendi-ge gennembrud til at forstå, hvordan det hænger sammen, og hvordan vi kan håndtere det.

Vi har set to helt forskellige reaktionsmønstre på jord-skælvet i Japan. Det ene har været det, vi har set i den vestli-ge presse, hvor man har bedrevet ren Goebbelspropaganda. Dækningen af jordskælvet har primært bestået i at oppiske en hysterisk stemning om faren for et radioaktivt udslip, der kunne true hele civilisationen. »Fukushima er ude af kon-trol. Alle folk der befinder sig i Japan bør flygte, for det her er virkeligt farligt. Det viser endnu en gang, at det er forkert at have kernekraft. Man har udfordret skæbnen, og det er bedst, hvis vi hurtigst muligt afskaffer den.« Medierne gjor-de det til en stor sag, at man burde evakuere Tokyo, der be-fandt sig 240 km. væk, for folk dér måtte jo også være i fare.

Hele det her mediehysteri fandt sted på et tidspunkt, hvor der selvfølgelig var problemer på Fukushima-kraft-værket, fordi det først var blevet ramt af et historisk kraftigt jordskælv og derefter af en tsunami, der med sin ti meter høje flodbølge oversvømmede nødgeneratorerne. Kraft-værket var automatisk blevet lukket ned i forbindelse med jordskælvet, men tsunamien satte kølesystemerne ud af kraft, og der var derfor reaktoroverophedning og forskel-lige lokale radioaktive udslip. Men på intet tidspunkt var det en trussel imod andre end dem, der arbejdede på kraftvær-ket med at få situationen under kontrol.

Strålingshysteri og den grønne trusselAlligevel havde man en massiv hysterisk kampagne i

medierne om den store trussel. Danmark var ikke engang blandt de steder, hvor propagandaen var mest massiv, den var langt større i Tyskland. Man skabte et totalt hysteri i Tyskland, der egentlig kun kan sammenlignes med den pro-paganda, som Hitler iværksatte for at få etableret en undta-gelsestilstand i forbindelse med Rigsdagsbranden i Berlin i 1933, eller den massive hjernevask, der fulgte terroranslaget i New York den 11. september 2001.

Det har skabt en kollektiv psykose i Tyskland, der truer med at udarte sig til et kollektivt selvmord. Først gik kansler Merkel i panik og beordrede syv 30 år gamle kernekraftvær-ker lukket uden så meget som at diskutere sagen i Rigsda-

gen. Der var ingen demokratisk beslutning der lå til grund for det; Merkel besluttede det blot på egen hånd, og kansler Merkel har faktisk en naturvidenskabelig baggrund, så hun ved, at alt det her er fup og propaganda. Hun kunne have valgt at sige sandheden. Hun kunne være gået på fjernsynet og have sagt, at det ikke passer, hvad medierne siger, og for-klare hvad der egentlig foregår. Hun kunne have brugt sin autoritet som kansler – selv om hun gennem sin hidtil førte politik ikke nyder særlig stor respekt blandt tyskerne – til at sige sandheden og mobilisere befolkningen til at handle rationelt. Men det gjorde hun ikke. Hun handlede i stedet i overensstemmelse med løgnene, og forsøgte at være mere grøn end De Grønne.

Resultatet kunne man se ved det efterfølgende valg, der fandt sted i delstaten Baden-Württemberg, en ganske vel-stående delstat, der er en meget vigtig del af den tyske øko-nomi. Den er kerneland for den tyske »mittelstand«, de højt specialiserede og teknologisk innovative små og mellem-store virksomheder, og også en del anden produktion som f.eks. Audi-fabrikkerne. Det er en del af Tyskland, hvor økonomien stadig hænger sammen. I Nordrhein-Westfalen (med Ruhr-området) har man lukket utroligt meget pro-duktion ned, mens man i Baden-Württemberg stadig har haft ganske godt gang i tingene.

Siden 2. Verdenskrig har det konservative CDU haft så godt som monopol på regeringsmagten i Baden-Württem-berg, men på grund af mediehysteriet, og fordi at kansler Merkel i den grad gjorde knæfald for det, så tabte CDU magten. Partiet De Grønne fordoblede samtidig deres stemmetal fra 12 til 24 procent, med det resultat at de blev større end Socialdemokraterne. De Grønne og Socialdemo-kraterne skal nu danne regering sammen, og Baden-Würt-temberg vil få den første ministerpræsident fra De Grønne i Tysklands historie. Det er en katastrofe, for Tyskland er det der holder live i den europæiske økonomi. Hvis Tysk-land først går ned med flaget, så kan man lukke og slukke i Europa. Baden-Württemberg er samtidig utrolig vigtig for den tyske økonomi, og spørgsmålet er nu, om man helt vil afskaffe kernekraften i Tyskland.

Moderne kernekraftEt tragikomisk element i det hele er, at Tyskland har

udviklet de bedste arvtagere til de nuværende kernekraft-værker. Det er højtemperaturreaktorer, som bygges på en måde, hvor de kan klare sig uden et køleanlæg. I tilfælde af driftsforstyrrelser, eller hvis man mister kontrollen over værket, vil de kernefysiske processer stoppe af sig selv. Der er bare aldrig blevet bygget nogle af disse kernekraftværker i Tyskland, fordi man, under indflydelse af den »grønne« bølge, eller den »brune« bølge som man burde kalde det, har truffet en politisk beslutning om ikke at tillade bygnin-gen af nye tyske kernekraftværker.

Denne fantastiske tyske teknologi flyttede så til Sydafri-ka, hvor »miljø«-folk også fik det stoppet. Nu er teknologien så flyttet til Kina, hvor kinesiske forskere har stor morskab med at invitere vestlige journalister på besøg på forsøgsre-aktoren. Man fremviser stor aktivitet i kontrolrummet, men

Schiller Instituttet 3april 2011

sætter så pludselig kontrolsystemerne ud af kraft og lader de ansatte evakuere kontrolrummet. De vestlige journali-ster sidder så paniske tilbage i et kernekraftværk, der er ude af kontrol, men kineserne vender så tilbage og forklarer, at man blot ville vise, at hvis alt går ned og alle forsvinder, så stopper de kernefysiske processer af af sig selv. Men disse kraftværker måtte man ikke bygge i Tyskland.

I forbindelse med de seneste ugers hysteri har man også udtalt, at de gamle kernekraftværker er farlige, fordi de ikke indeholder den nyere teknologi. I Frankrig har man kom-met ud og angrebet denne myte, fordi de franske kerne-kraftværker bliver fornyet ca. hver tiende år. Der findes ikke et gammelt kernekraftværk i Frankrig. Det er ligesom med vores legeme. Tilsyneladende er det hele tiden de samme hænder, man har, men det er det egentlig ikke. Der sker hele tiden en fornyelse af det menneskelige væv, hvor gam-le celler forsvinder og bliver erstattet af nye.

Sådan en løbende fornyelse har fundet sted på de fran-ske kernekraftværker, mens man tilsyneladende kunne have været mere investeringsivrige på visse af de japanske kraft-værker. Der har man ikke valgt at drive kernekraftværkerne i offentligt regi, og dermed lade det offentlige have ansvaret for værkerne, men i stedet ladet private investorer styre dem. Det er måske ikke samfundsmæssigt den bedste løsning, for der kommer let en tendens til at tænke mere på kortfristet profit end på at forny værkerne og investere i dem.

Japansk strømmangel rammer verdenMen det skal endnu en gang fremhæves, at på trods af

problemerne på Fukushima-kernekraftværket i Japan, så har der på intet tidspunkt været den form for fare, som man har givet indtryk af i medierne her. Udover de mange ødelæggelser i forbindelse med jordskælvet og den efterføl-gende tsunami er det største problem i Japan netop nu, at man som et højt industrialiseret land er dybt afhængig af elektricitet, og meget af elektricitetsproduktionen er ble-vet slået ud på en gang, ikke blot kernekraftreaktorerne i Fukushima, men også på konventionelle kraftværker. I Tokyo-området mangler man lige nu omkring halvdelen af den elektricitet, man plejer at have, og det er en medvir-kende årsag til, at en stor del af industriproduktionen ligger stille. Det har også givet andre dele af verdensøkonomien problemer, fordi man ikke længere modtager de varer og leverancer fra Japan, som man plejer.

Det ses på mange områder, specielt de højteknologiske. Bilindustrien er hårdt ramt, fordi alle biler i dag bruger en lille elektronisk anordning til at regulere brændstoftilførs-len, og disse bliver i langt overvejende grad produceret i Ja-pan, hvor produktionen af dem netop nu ligger stille. Visse bilfabrikker i Europa er derfor allerede blevet tvunget til at indstille produktionen, og en lignende situation findes på mange andre områder. Den største fare for befolkningen i Japan er, hvis man ikke hurtigt nok kan få erstattet den manglende elektricitetsproduktion, og samfundet derfor ikke kan fungere ordentligt, mens man genopbygger de tabte dele af økonomien. Men i Europa – og frem for alt i Tyskland – bruger man den japanske situation til at sprede

en »grøn« antividenskabelig og antiteknologisk ideologi, som, hvis den får lov til at stå ved magt, vil tage livet af Europa.

I modsætning til en sådan irrationel reaktion, som vi f.eks. har set den i Tyskland, så er der en helt anden måde at betragte ulykkerne i Japan på, og en helt anden lære som vi kan uddrage fra dem. Dette problem er ikke menneske-skabt, men er i allerhøjeste grad naturskabt. Man kan sige meget om Tepco, Tokyos Elektricitetsselskab, men det var ikke dem som udløste jordskælvet og skabte tsunamien. Det var naturen, som påførte Japan et kæmpe jordskælv på 9,0 – det største i den moderne japanske historie – som man, omstændighederne taget i betragtning, egentlig kla-rede ganske flot. Det har skabt problemer, som det vil tage Japan lang tid at overvinde, men det rejser også spørgsmå-let om, hvad der vil ske, hvis andre områder bliver ramt af et lignende jordskælv.

»Ildringen« omkring StillehavetJordskælvene i New Zealand og Japan fandt sted i det

man kalder »Ildringen«, der omkranser Stillehavet. Denne »Ildring« er en brudzone omkring Stillehavet, hvor Stilleha-vets kontinentalplade støder sammen med de omkringlig-gende plader, og der derfor er stor risiko for både jordskælv og vulkanudbrud. Her findes ¾ af verdens vulkaner, og »Ildringen« er hjemsted for 80% af de større vulkanudbrud og 90% af verdens jordskælv, deriblandt 80% af de kraf-tigste.

Siden Solen for nylig vågnede op fra sin dvale, har vi først oplevet det ødelæggende jordskælv under Christ-church i New Zealand og nu dette gigantjordskælv ved Ja-pan, der målte 9,0 på Richterskalaen, men hvor der også var en lang række store for- og efterskælv på mellem 6,0 og 6,9. Det rejser spørgsmålet om, hvad der så vil ske de an-dre steder langs »Ildringen«. Hvad med Kamtjatka, Alaska, Californien, Mexico og Chile? Vil det vi har set i New Zea-land og Japan fortsætte kredsen rundt? Når disse jordskælv kommer, er de forskellige lande så i stand til at håndtere det ligeså flot, som Japan var i stand til? Er det slet ikke muligt for os at forudsige disse begivenheder?

I dag er den etablerede jordskælvsvidenskab blot i stand til at komme med sandsynlighedsberegninger for, hvor der eventuelt kommer fremtidige jordskælv, og så lave seismo-grafiske målinger, hvor man registrerer, når jordskælvene finder sted og eventuelt kan advare om kommende ef-terskælv. Men informationen kommer for sent til at lave evakueringer eller lignende, bortset fra når der skabes en tsunami gennem jordskælv under vand, hvor det er af stor betydning hurtigt at få udsendt et tsunamivarsel.

Men skulle det virkelig være helt udelukket, at vi skulle være i stand til at forudsige jordskælv? Det kræver selvføl-gelig, at vi langt bedre forstår hvad det egentlig er, der fore-går. Det er ikke nok at sige, at der er spændinger i Jordens overflade, der på et eller andet tidspunkt vil blive udløst, og som så forårsager jordskælv eller vulkanudbrud. Hvor-for netop på det bestemte tidspunkt, efter at der ikke har været stor aktivitet i 10, 20, 50, 100 eller flere hundrede år? Hvad er den udløsende faktor? Og kan vi blive i stand til at

4 Schiller Instituttet april 2011

forudsige, hvor og hvornår et jordskælv eller vulkanudbrud kommer?

Det ser nu ud til, at Solen er langt mere aktivt involveret, end de fleste forskere rundt omkring i verden ønsker at er-kende. Vi ved, at Solen er vågnet til live igen efter en længere periode med mindre aktivitet, og at der i forbindelse med jordskælvene i både New Zealand og Japan var kraftige sol-flares, soludbrud i form af kæmpemæssige elektriske udlad-ninger på Solens overflade, som strækker sig langt ud i Solsy-stemet. Vi ved også, at der lige inden jordskælvet i Japan var en kraftig såkaldt »korona-masseudsendelse«, dvs. at Solen slyngede en masse brændende varm materie ud i Solsyste-met. Vi ved, at der er disse sammenfaldende begivenheder, men vi kender ikke den præcise sammenhæng.

Kan jordskælv forudsiges?Når vi ser på kendte advarselssignaler om kommende

jordskælv her på Jorden, har man indtil nu haft mest held med brugen af dyr som forvarsler. [Redaktionen er efter-følgende blevet bekendt med ny revolutionerende forskning med deltagelse af den italienske forsker P.F. Biagi, der måler lokale forandringer i ionosfæren gennem at studere foran-dringerne i radiosignaler i spektret fra 20-50 kHz. Denne metode har vist sig fremgangsrig og kan med 80% sikkerhed forudsige større jordskælv med en præcision indenfor en ra-dius på 100 km, hele 3-10 dage før de finder sted. På den baggrund udsendte forskerteamet en advarsel den 1. marts om et kommende kraftigt jordskælv i Japan, der med 80% sandsynlighed ville finde sted inden for 10 dage. Det kom så den 10. marts! Disse dramatiske resultater vil blive fremlagt på generalforsamlingen for den Europæiske Geovidenska-belige Union, EGU, der finder sted i Wien fra den 3.-8. april.]

I Kina begyndte man systematisk at indsamle informa-tioner om unormal dyreadfærd i forbindelse med de mange jordskælv, man også i Kina udsættes for, da det har vist sig, at der ofte fremkommer unormal adfærd blandt dyr op til jordskælv. Til tider både dage og uger før, men for det meste kraftigst lige inden jordskælvene, hvor de mange gange går helt amok. Der er utallige historier om dyr, der er bundet el-ler spærret inde, og som river sig løs og flygter. Man har også mange eksempler på grupper af dyr, som pludseligt bliver helt forvirrede. F.eks. er stimer af fisk og fugleflokke kom-met helt galt af sted, fordi de ikke længere kan navigere.

Spørgsmålet er så, hvad det er, dyrene reagerer på? Det har man forsket alt for lidt i. Vi ved, at der inden jordskælv ofte er meget store forandringer i ionosfæren i området for jordskælvet, og at der ofte bliver registreret kraftige lysglimt i forbindelse med jordskælvene. Vi ved også, at man har ob-serveret, i forbindelse med jordskælv, hvor man tilfældigvis havde måleudstyr til stede, at den lokale geomagnetisme, Jordens magnetfelt, blev kraftigt påvirket, men det er aldrig blevet studeret systematisk.

Det er noget, som dyrene lettere opfatter, men hvor vi mennesker i langt højere grad lader os styre af udvalgte sanser som syn- og høresansen, og de ydre instrumenter vi betragter. Dyrene er i deres daglige aktivitet langt mere bero-ende af andre sanser, som f.eks. kan registrere forandringer i

Jordens magnetfelt, som de bl.a. bruger til at navigere efter. Dyrene går sjældent med ur, men har i stedet et indbygget ur, gennem at registrere de daglige forandringer, der finder sted i Jordens gravitations- og magnetfelt, og forandringer i de elektromagnetiske påvirkninger de udsættes for.

Det giver dyr og planter en døgnrytme, og selv vi men-nesker, der ikke er så meget i kontakt med den side af os selv, har den evne. Hvis mennesker befinder sig i et aflukket rum uden kontakt med dagslys o.l., og skal opholde sig der gennem et stykke tid, så beholder de fleste en døgnrytme. Men hvis man skærmer rummet af, så menneskene ikke kan mærke de daglige forandringer i tyngde- og magnetfel-tet, og forandringerne i elektromagnetisk påvirkning ude-fra, så forsvinder døgnrytmen.

Den umiddelbare afvisning fra mange forskeres side af, at Solen skulle kunne påvirke ting som jordskælv på Jorden, er ikke særligt fornuftmæssigt funderet, for hvis der er no-get, som Solen er i stand til, så er det at udsende enormt kraftige elektromagnetiske udladninger, som Jorden selv-følgelig bliver ramt af. Vi ved også, at når vi snakker om tektonisk aktivitet her på Jorden og hvad der foregår i Jor-dens indre, så er Jordens magnetfelt involveret. Et magnet-felt, som vi kan måle hele tiden forandrer sig, men vi ved ikke hvorfor og hvordan.

Vi skal have øjne og ører i rummetSpørgsmålet er derfor, hvordan vi er i stand til at for-

bedre den her meget overfladiske viden, vi har indtil nu, så vi vil være i stand til at forudsige og håndtere disse ting langt bedre, og med tiden også kontrollere dem. Først og fremmest behøver vi flere øjne og ører ude i rummet. Vi skal vide meget mere om, hvad det egentlig er, vi bliver på-virket af, og vi skal vide mere om, hvad der egentlig foregår på Solen. Det er allerede løbet ind i en total katastrofe, for den amerikanske præsident Barack Obama har sat sig for, at alt, hvad der findes af den slags, skal fjernes.

En af de første ting Obama gjorde, efter at han var ble-vet indsat som præsident, var at fjerne USA’s bemandede rumprogram. Det har været den største kilde til forskning i bl.a. solaktivitet, for så snart man skulle til at sende menne-sker ud i rummet på de mange NASA-missioner, var man nødt til at finde ud af, hvad det var for forskellige typer af stråling, som astronauterne ville blive udsat for. Hvad ville man møde af kosmisk stråling, og hvad laver Solen? Hvis man sidder i et rumskib eller er på en rumvandring, og der kommer et stort soludbrud, så kan man hurtigt blive gril-let. NASA har derfor været en stor del af drivkraften i at udforske Solen.

Man har også haft forskellige satellitter, der er blevet sendt op fra Jorden, og i går kunne man på www.larouche-pac.com se The Weekly Report fra den 30. marts, hvor Sky Shields fra LaRouches Ungdomsbevægelses videnskabs-team i detaljer går igennem de forskellige satellitter der fin-des, som er relevante i den her sammenhæng. Mange af satellitterne havde egentlig til formål at udforske helt andre ting, men hvor det så har vist sig, at de data de indsamler, kan bruges til at belyse disse spørgsmål. Obama har givet

Schiller Instituttet 5april 2011

ordre til at aflyse opsendelsen af flere satellitter og har til-med beordret, at man skal ophøre med at indsamle data fra en af satellitterne, der allerede er blevet sendt op, for at spare et par håndører. Obama gør altså det stik modsatte af, hvad han burde gøre i den nuværende situation.

Men samtidig med at vi bør opskatte og gøre brug af alt udstyr, som vi allerede har, der kan indsamle nyttige data, bør vi også omgående komme i gang med at placere mere udstyr, ikke blot i rummet, men også på Månen og på Mars. Vi behøver en massiv kortlægning af det her. Lyn-don LaRouche fremhævede også i udsendelsen, at når man ved, at der er en overhængende fare for et kommende stort jordskælv i USA, som kan få katastrofale konsekvenser for befolkningen, så må man forberede en nødplan og være i stand til at evakuere de truede.

I Japan har man planer. Man har været udsat for store jordskælv før og har taget konsekvensen. Alle de japanske bygninger, der står i jordskælvsramte områder, skal bygges til at kunne modstå jordskælv, hvilket langt de fleste ved det nylige jordskælv også viste, at de kunne. Alle japanere bliver også trænet i, hvordan de skal handle i en jordskælvsitua-tion. Selv børnehave- og skolebørn ved, hvad de skal gøre, når jordskælvene kommer. Folk der bor langs kysten bliver trænet i at flygte fra en tsunami.

Kan USA klare et jordskælv?Alt dette er en del af livet i Japan, men det findes der

intet af i USA. Tværtimod har det vist sig, at ved de kata-strofer man har haft i USA, som f.eks. i forbindelse med orkanen Katrina, blev det en ren katastrofe, selv om det ikke var et jordskælv, der kom uden varsel. Det var en or-kan, man på forhånd så komme. Man havde tid til at for-berede sig og skulle så bagefter rydde op efter ulykkerne. Men i hele processen var der intet lederskab eller ansvar, der kunne få processen til at fungere. Det samme var tilfæl-det i forbindelse med håndteringen af BP’s olieudslip i Den mexicanske Golf.

Disse jordskælv er en meget reel trussel. Hvad vil der ske, hvis der kommer et jordskælv på 9,0 i Californien? Så vil vi se enorme ødelæggelser og tab. Ligeledes i Seattle, hvor der er knap 600.000 indbyggere, og hvor byen ligger lige oven på en tektonisk brudzone. Man ved, at der kom-mer et jordskælv på et tidspunkt, hvor en stor del af den offentlige infrastruktur vil bryde sammen, fordi den ikke er bygget til at kunne modstå det. Der er veje og dæmninger, som i så fald vil falde i havet med stort tab af menneskeliv til følge. Hvad gør man så for at håndtere det? Man siger, at hvis man havde pengene, ville man gøre noget ved det, men da pengene ikke er der, så må man bare håbe på, at det ikke går så galt.

LaRouche gjorde også klart, at man selvfølgelig skal træf-fe forholdsregler, så godt som man nu kan, ligesom det sker i Japan, men man må samtidigt også kunne forudsige, hvor-når skælvene kommer. Det ville være bedst med flere dages forvarsel, men selv en enkelt dags eller timers forvarsel, vil være til stor hjælp. Hvis man altså har en beredskabsplan. I Japan fik man dyrekøbte erfaringer fra de tidligere jordskælv,

som f.eks. det store jordskælv i Kobe i 1995, der havde store menneskelige og økonomiske omkostninger, og det gjorde, at man virkelig har taget problemstillingen alvorligt.

I USA har man derimod været heldige i lang tid. Man har ikke haft nogen rigtigt store jordskælv i tæt befolkede områder i rigtig lang tid. Man har derfor vænnet sig til, at det nok skal gå. Det sker nok ikke lige i indeværende budgetår, og man håber derfor bare på, at det går godt, og lader så de kommende politikere overtage udgifterne og problemerne.

Det er dog ironisk, at Obama-administrationen, samti-digt med at man siger, at man ikke har råd til at have satellit-ter, der studerer Solen og andre ting der vil gøre det muligt at forudsige jordskælv på Jorden, pumper kæmpe ressour-cer økonomisk, teknologisk og mandskabsmæssigt, inklu-sive et hav af satellitter, i det ene formål at spionere på og overvåge USA’s egen befolkning. National Security Agency, NSA, bruger store ressourcer på at overvåge befolkningen og bruger enorme ressourcer på at finde eventuelle terro-rister, der måtte true USA, men den akutte trussel imod nationens sikkerhed, som disse store katastrofer udgør, er man ikke villige til at ofre fem cent på at forhindre.

I første omgang må vi kende nok til disse fænome-ner til, at vi kan forudsige, hvor og hvornår de indtræffer. På sigt er det selvfølgelig ønskeligt, at vi også forstår dem nok til, at vi kan kontrollere dem. Hvis der er spændinger i jordskorpen, der må udløses, så bør det ske på en måde, hvor det ikke forårsager store ulykker. Men for at kunne gøre dette, er det ikke nok at studere begivenhederne her på Jorden; vi må også forstå, hvordan Solen og Solsystemet fungerer. Og hvordan sammenhængen er mellem det, der foregår her på Jorden og i vort solsystem, og det, der fore-går i vor galakse som helhed.

Krabbetågen og kosmisk strålingDet andet man endnu ikke har studeret nok, og som vi

derfor ikke ved, hvilken rolle spiller, er den kosmiske strå-ling, som Jorden konstant bliver bombarderet med. Strålin-gen ude fra verdensrummet. Vi ved, at ting som vi troede var lokale fænomener her på Jorden, som f.eks. variationer i Jordens klima – om f.eks. det bliver varmere eller koldere – i virkeligheden er bestemt af en kombination af Jordens afstand til Solen, Solens aktivitet, og den kosmiske stråling. Solens magnetfelt skærmer for en stor del af den kosmi-ske stråling, der kommer fra resten af verdensrummet, og mængden af den kosmiske stråling, der slipper igennem til Jorden, påvirker klimaet på hele Jorden meget direkte. Styr-ken af Solens beskyttende magnetfelt er derfor en afgø-rende faktor for Jordens klima.

Men vi ved alt for lidt om de mange forskellige former for kosmisk stråling, som vi bliver udsat for. Tidligere tro-ede man, at den kosmiske stråling vi blev bombarderet med kom i en jævn uforanderlig strøm, men når man ser nær-mere efter, så viser det sig at være helt forkert. Det mest in-teressante og fascinerende fænomen vi modtager kosmisk stråling fra, er den berømte Krabbetåge. Der findes i dag, hvad man kalder en pulsar, midt i resterne af en tidligere stjerne, som vi, på baggrund af bl.a. japanske og kinesiske

6 Schiller Instituttet april 2011

optegnelser, ved var en stjerne, der eksploderede i 1054. Det fortælles, at den dengang lyste så kraftigt, at man kunne se den selv om dagen.

Krabbetågen, som man troede blot var efterladenskaber fra den tidligere stjerne, har vist sig at være et sted, der i ste-det for at være dødt er meget levende, og laver rigtig mange spændende ting. Bl.a. bliver Jorden konstant bombarderet med en masse gammastråling fra Krabbetågen. Efter at man i de seneste par år er begyndt at måle på mængden af gammastråling, der bliver udsendt fra Krabbetågen, har det vist sig, at den ikke blot kommer i en jævn strøm. I 2009 voksede mængden af gammastråling i løbet af 16 dage til det firedobbelte for en tid, for så pludseligt at vende tilbage til normalen. Senere voksede gammastrålingen i løbet af blot fire dage til det seksdobbelte, for derefter hurtigt at vende tilbage til normalen. Det har rystet forskerne, for det skulle, ifølge de hypoteser man har om hvad der foregår, ikke kunne lade sig gøre. Det er helt uforklarligt, at strå-lingen kan vokse så kraftigt i løbet af kort tid, og derefter endnu hurtigere vende tilbage til normalen.

Denne kundskab er meget ny, men vi ved ikke, om det er fordi det er en ny udvikling, eller det har foregået hele tiden, men at vi blot ikke har set det, fordi vi ikke har kigget efter. Hvad rolle spiller så denne kosmiske stråling? Jo mere vi studerer sagen, jo tydeligere viser det sig, at den kosmi-ske stråling har en altoverskyggende indflydelse på, hvad der foregår på Jorden og livets udvikling her. Den påvirker alle de levende organismer på forskellig vis, og den påvirker sandsynligvis ikke blot hvad der foregår på Jordens over-flade, men også hvad der foregår i dens indre.

Det har allerede vist sig, at nogle af de ting man troede, var konstante og uforanderlige, som f.eks. radioaktive stof-fers henfaldstid, er påvirkelige. Det viser sig, at radioaktive stoffers halveringstids her på Jorden forandrer sig, alt efter hvor langt Jorden er fra Solen. Og vi ved intet om, hvor-for det er tilfældet. Hvad betyder det for alle de radioaktive processer, der sandsynligvis befinder sig i Jordens indre? Hvordan påvirkes de? Har det betydning om Jorden er tæt-tere på Solen eller længere væk? Hvad sker der, når Solens magnetfelt interagerer med Jordens? Hvad indflydelse har anden kosmisk stråling? Etc. etc.

Kosmisk stråling og liv på JordenAlt det her er et relativt uudforsket område, på trods af

at meget tyder på, at det her er noget af det, der har haft størst betydning for udviklingen af liv her på Jorden. Det er bl.a. det, som vores videnskabshold i »The Basement« [»Kælderen«] arbejder på. Det hedder sådan, fordi de ar-bejder i kælderen under Lyndon LaRouches bolig i USA. Deres projekt har arbejdstitlen »Kosmisk Stråling«, og de er blevet en slags kommandocentral for at organisere et forsvar for menneskeheden imod den form for ubehage-ligheder, der kan ramme os ude fra rummet. Mange af de fænomener vi kan observere her på Jorden er sandsynligvis fremprovokeret af påvirkninger ude fra verdensrummet.

Efter en grundig gennemgang af den allerede eksiste-rende og historiske forskning, som minutiøst er blevet gen-

Kosmisk stråling og livets udvikling

Cyklus 1: Solsystemet vandreri galaksen og krydser spiralarmene

Cyklus 2: Solsystemet bevæger sigover og under Det galaktiske Plan

Cyklus 3: Masseudryddelser og opståen af nye arter

Her er vi

Schiller Instituttet 7april 2011

Kosmisk stråling og livets udvikling

Cyklus 1: Solsystemet vandreri galaksen og krydser spiralarmene

Jo mere vi lærer om udviklingen af livet på Jorden, desto tydeligere er det, at Jorden ikke er et isoleret objekt i et stort tomt rum, men er del af en sammenhængende dynamisk anti-entropisk udviklingsproces i vores galakse og Universet som helhed. Livet på Jorden påvir-kes ikke kun af forandringer på Solen men også af det konstante bombardement fra andre dele af vores galakse i form af kosmisk stråling.

Da Solsystemet samtidig roterer rundt i vores galakse med en omløbstid på 225-250 mio. år, bliver Jorden med mellemrum også udsat for et mere bastant bombardement af materie, når Solsystemet passerer galaksens spiralarme. Solsystemet bevæger sig også i en cyklus over og under Det galaktiske Plan, noget som har indflydelse på, hvad vi bliver bombarderet med ude fra verdensrummet. Den nuværende relativt rolige tilstand kan ikke tages for givet.

Solsystemets vandring indenfor Galaksen menes at forårsage de kraftige forskelle i ud-viklingen af livet på Jorden. Der er en cyklus, hvor der indimellem er en langt kraftigere ak-tivitet i form af udryddelse og opståen af nye arter, som f.eks. i forbindelse med »Den store massedød« for 65,5 mio. år siden, hvor bl.a. dinosaurerne blev udryddet. Man kan identifi-cere en cyklus på ca. 62 mio. år i mængden af nye arters opståen.

Cyklus 2: Solsystemet bevæger sigover og under Det galaktiske Plan

Cyklus 3: Masseudryddelser og opståen af nye arter

Krabbetågen

Se mere:www.larouchepac.com

/node/17607

Jorden bombarderes hele tiden med kosmisk stråling, der har en stor indvirkning på klimaet og ud-viklingen på Jorden. En af kilderne til denne stråling er Krabbetågen, der er hjem for en række uforklar-lige astronomiske fænomener. Man har bl.a. registreret 4-6-doblinger af den gammastråling, den hele tiden udsender, i løbet af ganske få dage, for så pludseligt at vende tilbage til normalen igen. Man skulle tro, at Krabbetågen, som er resterne af en stjerne, der eksploderede i 1054, var et dødt sted, men det virker gan-ske levende og er tilsyneladende i kreativ udvikling.

8 Schiller Instituttet april 2011

nemarbejdet af videnskabsteamet, ved vi, at den udvikling af livet på Jorden gennem milliarder af år, som vi kan ud-lede gennem studier af fossiler og andre ting, ikke har været en jævn udvikling, men er en række cykler med stigende og faldende aktivitet.

Når man f.eks. ser på livets udvikling i form af antallet af forskellige arter der findes på Jorden, så tegner der sig et mønster, hvor antallet med mellemrum stiger og falder, med en opadgående tendens på lang sigt. Men det er ikke en jævn proces. Der er perioder med kraftige fald i antallet af arter, hvor det mest berømte tilfælde var for 65,5 mio. år siden, hvor man havde en periode, der også kaldes »Den store massedød«.

Det var på det tidspunkt, hvor man vurderer, at dino-saurerne uddøde sammen med 90 procent af alle de ek-sisterende arter på Jorden. Man mener, at det skyldtes et rimeligt stort bombardement af forskellige objekter ude fra verdensrummet sammen med en massiv tektonisk aktivitet på Jorden. Masser af vulkanudbrud og andre ting, der var med til at omforme klimaet og livsbetingelserne på Jorden.

Der tegner sig et billede, hvor denne begivenhed for 65,5 mio. år siden er en del af et mønster, hvor Jorden ca. hvert 62. mio. år udsættes for et massivt bombardement fra det ydre rum – med store konsekvenser. På den ene side var der, som det ses gennem den store massedød, en hel masse arter, der uddøde. Men samtidigt voksede en række nye og forbedrede arter frem, som f.eks. pattedyrene, der tog over efter de tidligere arter. Der er sådanne bestemte historiske tidspunkter, hvor der sker en kraftig forandring.

Det ser ud til, at disse dramatiske begivenheder forårsa-ges af, at Jorden sammen med Solsystemet vandrer rundt i vores galakse. Dels bevæger Solsystemet sig op og ned i forhold til det centrale plan i Mælkevejen, hvilket betyder en forandring, i det vi bliver bombarderet med fra verdens-rummet. Samtidigt cirkulerer Solsystemet sig også rundt i vores galakse, og hver gang vi passerer en af galaksens spi-ralarme, hvor der er meget tættere trafik og mere aktivitet, så ser det også ud til, at vi bombarderes med rigtigt meget.

Vil menneskeheden overleve eller uddø?Det rejser så selvfølgelig det næste spørgsmål, i hvert

fald for tænkere og statsmænd som Lyndon LaRouche: Det virker som om, at det vi så i New Zealand og Japan er fremprovokeret af, hvad der foregår på Solen, og af hvad vi bliver påvirket af fra verdensrummet osv. Det skal vi lære at håndtere. Men hvad gør vi egentlig på sigt, når den nuvæ-rende meget fredelige og nærmest paradisagtige tilstand her på Jorden, på trods af jordskælv og lignende, bliver afløst af et massivt bombardement fra verdensrummet, som vi ved vil være tilfældet? Vi ved ikke præcis, hvornår det vil ske, men vi ved, at vi på et tidspunkt ude i fremtiden vil blive bombarderet med en masse ting fra verdensrummet. Når det sker, vil menneskeheden så dø ud – i lighed med 90 pro-cent af arterne i forbindelse med »Den store massedød«?

Eller har menneskeheden til den tid udviklet sig til et punkt, hvor videnskabeligt og teknologisk fremskridt har sat os i stand til at underlægge os naturen, så et sådant

bombardement ikke resulterer i menneskehedens udryd-delse, men at det er en udfordring vi kan håndtere? Det er en udfordring som er ufatteligt meget større end et jord-skælv på 9,0 eller 10. Det kræver en helt anden ildkraft i menneskehedens teknologiske arsenal. Vi må allerede nu erkende eksistensen af denne problemstilling og gøre op med os selv, at selv om vi hverken kan eller skal løse alle disse problemer i dag, så skal vi iværksætte den proces, der med tiden vil lede frem til, at menneskeheden som helhed kan klare denne udfordring.

Derfor må vi også omgående genoptage det program, som vi havde i 60’erne og 70’erne for at komme ud i rum-met. Vi behøver en lang større indsigt i både hvordan Sol-systemet og hele galaksen fungerer. For at få den må vi væk fra Jorden og ud i rummet, hvor vi kan se langt tydeligere. Det er fint at sidde med et teleskop her på Jorden, men på grund af den store aktivitet på Jorden og Jordens relative nærhed til Solen, så vil der altid være meget støj på målin-gerne. Man kan se langt mere, hvis man opretter en række målestationer der er i kredsløb omkring Mars.

Naturkatastrofer og civilisationsundergangGennem menneskehedens historie er der et utal af ek-

sempler på, at naturkatastrofer har udryddet civilisationer. Vi kender til en del, men langt de fleste har vi aldrig hørt om, for i de fleste tilfælde forsvinder selve erindringen om civilisationen, når den bukker under for naturkræfterne. Civilisationen forsvinder for godt, og alt den har udrettet frem til det punkt forsvinder for evigt sammen med den.

Alle civilisationer bliver med mellemrum stillet overfor situationer, hvor de bliver testet af det fysiske univers, der omgiver os. Har civilisationen så den moralske evne til at overleve? Man kan tilsyneladende godt snyde skæbnen et stykke tid, som i en græsk tragedie. Tilsyneladende kan man godt begå hybris og slippe af sted med det. Man gør noget, som man ikke burde gøre, som er et brud på naturretten, og som guderne burde straffe, men de ser gennem fingre med det – et vist stykke tid. Og så på et tidspunkt, i græske tragedier typisk i den fjerde generation, så kommer neme-sis. Så kommer straffen.

Der kommer en kontant afregning ved kasse et på et tidspunkt, hvor civilisationen, hvis den havde taget et opgør med hybrisen i tide, kunne have overlevet, men gennem at civilisationen havde lullet sig selv i søvn, og overbevist sig selv om, at den ikke længere behøvede at følge naturlovene og de højere moralske love mere, og at den kunne sidde naturretten overhørig, så var civilisationen blevet så ødelagt indefra, at det kun var et spørgsmål om tid, før en eller an-den naturkatastrofe ville gøre det af med de sørgelige rester.

Den danske hybrisLige nu kan man godt, når man sidder her i Danmark,

bilde sig selv ind, at alle normale naturlove er opløst. Vi har et lille land med 5,5 mio. indbyggere, og vi har netop været i krig i Irak og er stadig i gang i Afghanistan. Når der så begynder at bliver snakket om, at der bør gribes ind mi-litært i Libyen, så er Danmark fluks mobiliseret. Et samlet

Schiller Instituttet 9april 2011

Folketing vedtager, at Danmark skal sende danske F16-fly af sted for at bombe. Det er hybris. Kan man slippe godt fra det? Ja, tilsyneladende. Danmark har ført angrebskrig i både Irak og Afghanistan, og det har gået godt. Vi har ikke skullet betale en stor regning [bortset fra en del milliarder kr. og de mange unge mennesker, der enten har mistet livet eller fået varige psykiske men på grund af deres deltagelse i krigene]. Det gik tilsyneladende godt.

Vi kan ligeledes nedlægge vores industriproduktion og lade landmændene knokle sig til døde, uden at de tjener penge på det. Vi kan beslutte, at vi ikke vil have kernekraft, men i stedet vil have en energipolitik, hvor vi i fremtiden vil gå over til langt mere primitive energikilder som vindmøller og træflis. Tilsyneladende fungerer tingene alligevel. Vi kan være lige så gale som vi har lyst til, det bestemmer vi tilsynela-dende selv. Men på et eller andet tidspunkt kommer nemesis. Så kommer regningen. Så bliver der en frygtelig regning at betale, fordi vi ikke har afstemt den virkelighedsopfattelse vi har, med de regler som gælder i det virkelige fysiske univers.

EU-pagten: En destruktiv spændetrøjeVi står lige nu i denne eksistentielle krise, og se så EU.

Se, hvilken absurd åndstilstand man der befinder sig i. Det mentale univers, man befinder sig i, har intet at gøre med det fysiske univers, man er omgivet af. EU er totalt fikseret på, at den globale finanskrise, som vi har set udvikle sig fra 2007-2008 og fremefter, ikke må føre til, at vi ændrer politik. Det må ikke føre til, at vi erstatter det nuværende bankerotte finanssystem med et nyt, der kan fungere. Vi skal køre videre med det gamle, koste hvad det vil, og ofre alt for at redde bankerne og finansverdenen. Man lægger økonomierne og befolkningerne i stadig flere lænker for at forsøge at opretholde det håbløst bankerotte system. Det er, hvad EU-pagten drejer sig om. Det er en spændetrøje, som alle lande skal lægges i, for at sikre, at de ikke bruger penge på investeringer og udvikling, på landets og befolk-ningens ve og vel, men at alle ressourcer uden undtagelse går til at holde liv i det bankerotte system.

Det er, hvad der er foregået i Grækenland, og det er, hvad der netop nu foregår i Irland. Irlands ulykker er ikke forbi. Man havde netop en stresstest af de fire største irske banker, hvor man kom frem til, at de behøvede 24 mia. euro ekstra. Oven i de 46 mia. man i forvejen har brugt på dem. EU stiller op og låner pengene til Irland, men den irske befolkning skal så betale dem tilbage. I denne kæmpe »hjælpepakke«, som EU og IMF tidligere satte sammen for at redde Irland – og det er selvfølgelig ikke Irland man red-der, men de udenlandske banker, der har penge til gode i de irske – så er der nu kun 9 mia. euro tilbage til at tage sig af fremtidige problemer i den irske banksektor. Så allerede nu er det klart, at den gigantiske »hjælpepakke« som man lavede til Irland, ikke vil komme til at slå til.

Det er skruen uden ende, for Irland er blot et lille pro-blem. Nu kommer man til Portugal, som allerede er ude i kaos. Renten på irske statsobligationer er langt over 8 %, og premierminister Sokrates, der ikke har samme visdom som sin historiske navnebror, forsøgte, i et desperat forsøg

på at tilfredsstille de finansielle markeder, at få vedtaget en gigantisk sparepakke, som han ikke kunne få igennem. Nu skal der så være valg i Portugal, hvor man håber på, at der kan blive indsat en ny regering inden det tidspunkt i juni, hvor man skal ud og låne et stort milliardbeløb for at kunne klare renter og afdrag på den portugisiske statsgæld. Marke-det regner med, at Portugal ikke vil kunne klare sig gennem juni uden en »hjælpepakke« fra EU.

Kun Glass/Steagall kan redde EuropaSelv om situationen i Portugal er nok til at true både

euroen og hele EU-systemet, er det kun et lille problem i forhold til det langt større Spanien, som er det næste pro-blem på listen. Og efter Spanien følger Italien, og sådan kan man blive ved. Der er ingen vej uden om. Der er ingen måde, hvorpå euroen og EU kan overleve, hvis man fortsætter på den kurs, man har lagt netop nu. Euroen kan under ingen omstændigheder overleve. Det, der kan overleve, er de euro-pæiske lande og de europæiske befolkninger. Men det kræver iværksættelsen af en Glass/Steagall-lovgivning, hvor man gennemgår bankerne, og afskriver disse kæmpe, spekulative finansielle værdier, som i dag tynger hele systemet ned.

I stedet for at gøre den irske befolkning til gældsslaver de næste mange generationer, bør man gå ind og rense op i de irske banker, skille skidt fra kanel. Man skal lade den normale ind- og udlånsaktivitet i bankerne fortsætte, men afskrive alle de spekulative værdier. Hvem bliver ramt, hvis man gør det? Irerne? Nej, det er udenlandske banker og investorer, frem for alt britiske banker, der har penge i klemme. En sådan Glass/Steagall-reorganisering skal gen-nemføres i hele EU, i USA og i resten af verden.

Libyen: En britisk fældeDette er virkeligheden vi burde forholde os til, og det

er i denne sammenhæng, at man kan se, at det der foregår i Libyen lige nu er en klassisk afledningsmanøvre. Den mas-sestrejkeproces vi så sprede sig fra Tunesien og Egypten til resten af Mellemøsten og andre dele af verden, var et oprør imod den manglende fremtid for befolkningen og de manglende økonomiske muligheder for at overleve. De kraftigt stigende fødevare- og energipriser, man var blevet påtvunget af den globale hyperinflationsskabende finans-politik, blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Man fik nok og gik på gaden.

Men briterne har nu sørget for, at udviklingen i Liby-en har skiftet dagsordenen. I stedet for en diskussion om, hvordan vi kan komme ind og hjælpe med økonomisk op-bygning i Nordafrika, er det pludselig blevet til en ny mi-litær konflikt, hvor resten af verden i stedet skal gribe ind militært. Ligesom krigene i Irak og i Afghanistan, og som USA tidligere blev ødelagt af Vietnam-krigen.

Man skal forstå, at briterne manipulerer begge sider. Briterne har i de sidste mange år været gode venner og al-lierede med Gaddafi og hans klan. Samtidigt har briterne været en afgørende faktor i at få skabt en international mi-litær intervention for at støtte de libyske oprørere. Da man selvfølgelig ikke kunne få verden med på en fuld militær in-

10 Schiller Instituttet april 2011

vasion, solgte man første ideen om, at der var en akut huma-nitær krise, som man måtte gribe ind overfor. Først med et flyveforbud, for det var, hvad man kunne få igennem i FN’s sikkerhedsråd, men når man så har det på plads, så kommer næste skridt. »Skal vi bare sidde her og se på, at disse op-rørere ikke kan klare sig over for en langt mere veludrustet og veltrænet libysk hær? Vi har jo flyene i luften, så hvorfor bomber vi ikke nogle af deres tanks og artilleristillinger«.

Det viser sig så, at oprørsstyrkerne, på trods af hjælpen fra luften, slet ikke er i stand til at matche de libyske hær-styrker. Derfor kommer så næste skridt, hvor man vil sende dem våben, og da de jo ikke ved, hvordan man skal anven-de dem, må vi også sende instruktører og rådgivere med. Tænk tilbage på Vietnam-krigen, hvor USA først hjalp til med rådgivere og instruktører – og siden endte med en fuld militær deltagelse. Det er, hvad briterne og deres lakaj Ba-rack Obama vil. Så har man fået skiftet dagsordenen. Så har man den dagsorden, som briterne foretrækker. Ligesom man fik det med Golfkrigen.

Erfaringen fra 1989Dette er en meget god parallel, for massestrejken og

regimeskiftet i Tunesien og Egypten bragte minderne fra 1989 frem i mange. Hvad skete der i 1989? Vi havde hele oprøret i Østeuropa, og vi drak champagne og sagde: »Nu skal vi ind og bygge det op. Vi skal have det nye udelte Europa til at fungere. Nu har vi en ny verden, hvor der ikke længere er Øst og Vest.« Hvad skete der så? Briterne trak en kanin op af hatten. Man fik med hjælp fra den ameri-kanske ambassadør overtalt Saddam Hussein til at invadere Kuwait, og i modsætning til hvad man havde lovet ham, så lod man det ikke passere, men iværksatte Golfkrigen. I stedet for at bruge de opsparede ressourcer på at opbygge Østeuropa efter de glædelige begivenheder i 1989, så skulle ressourcerne bruges på at føre krig imod Irak.

Nu gør man så det samme i Libyen. Vi havde en ny situation som i 1989, men det har vi ikke længere tid til at beskæftige os med, for nu skal vi føre krig. Det er så det, man bruger ressourcerne til. En anden del af det hele ligner situationen i Kosova i 1990’erne, hvor der var en albansk befolkning, der blev undertrykt og mishandlet af Serbien, som derefter blev brugt som en geopolitisk brik i briternes spil. I stedet for at støtte den legitime ikke-voldelige op-position under ledelse af Rugova, der havde befolkningens opbakning, støttede man i stedet nogle narkogangstere, som man samlede i UCK, og som man gav våbenhjælp til og støttede i kampen imod Serbien. Man sørgede for at få en militær konflikt sat i gang, og når så de serbiske overgreb efterhånden blev store nok, så havde man anledningen til at gå ind med luftbombardementer af Serbien.

Det resulterede i, at det naturlige interessesammenfald der var mellem USA, Rusland og Kina blev smadret, og det samme er, hvad briterne frem for alt ønsker at opnå med krigen i Libyen. I Stedet for at USA har et tæt partnerskab med Rusland, Kina og Indien, og gennem en firemagtsaf-tale laver en ny økonomisk verdensorden, så bliver USA fanget i sin tidligere rolle, med briterne som den nærmeste

allierede. På den ene side står så USA, briterne og EU, over-for Rusland, Kina og Indien.

Obama må afsættesDet understreger endnu en gang noget, som LaRouche

har gentaget igen og igen: Hvis verden skal overleve det her, hvis vi skal have en fremtid, så må amerikanerne og de amerikanske institutioner tage sig sammen og afsætte Obama som præsident. Den kan gøres i henhold til Den amerikanske Forfatnings 25. tillæg punkt 4, der beskriver, hvorledes en præsident skal afsættes, når han ikke længere er mentalt i stand til på passende vis at udføre sit hverv som præsident. Så må man erstatte ham med vicepræsidenten, der så bliver den udøvende præsident frem til næste valg.

Danmark er en del af det her. Vi er de blåøjede, naive idioter, der bare marcherer med, og som når briterne siger: »Nu skal vi ind for at forhindre en massakre«, så tænker vi os ikke om, tænker ikke en uge eller en måned frem i tiden, men træffer blot en beslutning på baggrund af, hvad vi fø-ler lige her og nu. »Hvad føler vi? Vi føler, at vi må gøre noget. Hvad kan vi gøre? Jo, vi har jo nogle F16-fly. Lad os få dem af sted«. Der er ingen diskussion om, hvordan det skal ende. Der er jo ikke kun overgreb i Libyen. Hvad med Bahrain, Syrien og Yemen? Hvad med Saudi-Arabien? Skal vi også gribe ind militært der? »Nej«, vil folk selvfølgelig sige, »det kan vi jo ikke«, og den virkelighed var allerede klar inden hele projektet i Libyen gik i gang.

Briterne benytter sig altid af, at få folk sat i en bevæget emotionel tilstand, hvor de ikke længere handler ud fra de-res fornuft eller på baggrund af en gennemtænkt beslut-ning, men i stedet, i løbet af nul komma fem, træffer en emotionel beslutning uden tanke på konsekvenserne. Det er måden, hvorpå briterne har været i stand til at manipu-lere og kontrollere en stor del af verden alt for længe.

Krisen er ikke ovre i DanmarkMens vi danskere så er ude at føre krig i verden, så er

der en virkelighed, der snart kommer til Danmark. De fle-ste ville gerne bilde sig ind, at den krise, som man omtalte som finanskrisen i 2008, er væk, og at det nu går fremad alt sammen. Det er bare et spørgsmål om tid. Virkeligheden er desværre, at krisen slet ikke er forbi. Den danske befolk-ning er verdens mest gældsatte, men det er kamufleret af, at så mange mennesker tilsyneladende har stor friværdi i deres bolig.

Men det er baseret på et oppustet boligmarked. I takt med at renten stiger, og man samtidig kommer til at rense op i den danske realkredit, og begynder at afskaffe afdrags-frie rentetilpasningslån og lignende, så vil boligpriserne komme langt længere ned. Det, der så før var en velha-vende befolkning pga. oppustede boligværdier, kan i løbet af kort tid ende som en dybt bankerot befolkning.

Eftersom den danske økonomi har været drevet af et forbrugsboom baseret på denne boligboble, så har vi et problem, der direkte vil kunne ses i form af en ny fi-nanskrise, hvor de danske banker vil være i store proble-mer. Der vil ingen løsning være, med mindre vi omlægger

Schiller Instituttet 11april 2011

den økonomiske politik dramatisk. Vi må erstatte en simpel forbrugsbaseret økonomi med massive investeringer i store projekter og i fremtiden. I stedet for at nedlægge de pro-duktive arbejdspladser, der stadig er i Danmark, så skal vi værne om dem, gøre livet lettere for dem, og sørge for at der bliver flere af dem.

Sæt gang i store infrastrukturprojekterVi skal iværksætte store offentlige investeringer med det

samme: Femern Bælt-tunnelen, Kattegatbroen, Helsingør/Helsingborg-tunnelen og et dansk magnettognet. Men vi skal også i gang med alle de andre projekter, som ligger klar i skrivebordsskufferne, men som regeringen har nægtet at sætte i gang.

På et tidspunkt i processen kommer der så en boligkri-se, en finanskrise, en bankkrise osv., hvor vi kommer til at gøre det, vi burde have gjort fra begyndelsen. Det må være slut med disse mange »hjælpepakker«, inklusive de danske bankpakker, der har kostet staten skjorten. Det er nu blevet officielt, at staten allerede har underskud på at stille disse gigantgarantier til de danske banker, men det stopper ikke der. Staten har stadig garantier for 170 mia. kr. i klemme. Og på trods af alt det, har man ikke løst krisen, men blot gjort tingene værre. Alle disse fiktive finansielle værdier, som var årsag til krisen, er stadig i cirkulation.

Man er nødt til at gøre det, man burde have gjort fra be-gyndelsen, helt tilbage da der var den første krise i Roskilde Bank: I stedet for at redde alle udeståender skulle man have gået ind med en Glass/Steagall-lignende sortering blandt de finansielle poster. Man skulle have lavet en Ny Roskilde Bank, der kørte videre med de normale indlåns- og udlåns-aktiviteter, boliglån osv., alt det som burde reddes, og så lade alt det andet være finansverdenens eget problem. Hvis der så var nogle banker rundt omkring, der taber penge på det, så er det bare ærgerligt. Det var grunden til, at de fik en risikopræmie, da de udstedte lån til banken. Vi skal redde befolkningen, og vi skal redde fremtidens økonomi. Det er, hvad det drejer sig om.

Eftersom vi befinder os i Danmark, har vi også et sær-ligt ansvar for at redde Tyskland. Hvis Tyskland ikke funge-rer, så fungerer Europa ikke. Vi har det store privilegium, at vi faktisk har en bevægelse i Tyskland, som repræsenterer fornuften: Vore allierede i partiet Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo, under ledelse af Helga Zepp-LaRouche. Unge mennesker i Danmark, der synes, at vi skal have en fremtid, og som også fornemmer, at det er svært at rykke verden, mens de sidder her i Danmark skal så snart som muligt tage til Tyskland, det kan også være i påskeferien, og hjælpe til i vores kampagne dernede. Vær med til at for-hindre, at Tyskland begår kollektivt selvmord, for eftersom Danmark står på skuldrene af Tyskland, så ryger vi med i faldet, hvis Tyskland kollapser.

»Grønt« selvmord eller store vandprojekterDen kamp der netop nu udkæmpes om den »grønne«

ideologi, er afgørende for fremtiden for hele menneskehe-den på hele denne planet. Den hænger i en tynd tråd, hvis

ikke vi får stoppet denne »grønne« ideologi og kommer til-bage til videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Kun deri-gennem vil menneskeheden have en fremtid.

Til gengæld er det også sådan, at hvis vi som menne-skehed fortsætter den proces, som vi har sat i gang med forskningsprojektet i »The Basement«, og hele den proces, som man dagligt kan følge med i på www.larouchepac.com, så står vi på tærsklen til en helt ny æra. Så er vi i gang med at starte et videnskabsprojekt, der vil føre til den største renæs-sance i menneskehedens historie, og som vil mangedoble vores evne til ikke blot at forstå, hvordan universet fungerer, men også til at kunne kontrollere og underlægge os naturen gennem tilegnelsen af nye videnskabelige principper.

Vi vil ikke blot kunne forhindre, at naturkatastrofer får katastrofale konsekvenser her på Jorden, men også trans-formere Jorden gennem iværksættelsen af store projekter som NAWAPA, Det Nordamerikanske Vand- og Elektri-citetssamarbejde, Transaqua, og mange andre store vand-projekter på de forskellige kontinenter, der vil forvandle områder, der i dag er ugæstfrie, fordi de mangler vand, til at være modtagelige overfor liv og gøre Jorden langt grøn-nere, end den er i dag.

Videnskabeligt og teknologisk fremskridtSamtidig med at vi iværksætter alt dette på Jorden, så

vil vi også undersøge, hvad det egentlig er for et univers, vi er en del af. Vi må genoptage den transformation af men-neskeheden, der blev sat i gang, da Kennedy startede pro-jektet for at få sat en mand på Månen. En transformation af menneskeheden fra at være en Jordcivilisation til at være en rumcivilisation. I den sammenhæng skal vi alle, inklusive Danmark, i gang med at løfte vores økonomi til en langt højere teknologisk platform. Vi skal have kernekraftvær-ker, men selvfølgelig ikke de gamle typer der nu er fortid i Fukushima, men moderne højtemperaturreaktorer, som er de mest moderne i dag. Vi skal så bruge den platform som et springbræt til næste skridt, som er transformationen til et fusionssamfund.

Indførelsen af fusion vil give hele menneskeheden en helt anden mægtighed, en langt større ildkraft og en langt større kontrol over fysiske processer. Vi vil få en langt større evne til at omdefinere, hvad der udgør brugbare res-sourcer for menneskeheden. Efter fusionskraften vil der så følge andre teknologier, der har en langt større energigen-nemstrømningstæthed, som f.eks. brugen af stof-antistof-reaktioner.

Hvert videnskabeligt og teknologisk skridt vi tager fremad, øger vores magt over naturen og vores evne til at kunne være stadigt flere mennesker med en voksende leve-standard. Vi øger vores evne til at kunne sikre, at de bidrag vi i dag yder til menneskeheden, i lighed med dem millioner af generationer har bidraget med før os, vil leve videre i den fremtidige menneskehed. Og vi kan have en vished for, at den fremtidige menneskehed vil have en lang og spæn-dende fremtid foran sig, ligegyldigt hvor store udfordringer den vil blive stillet over for, på Jordens fortsatte færd gen-nem vor galakse.

12 Schiller Instituttet april 2011

Webcast med LaRouche tirsdag den 19. aprilwww.larouchepac.com

35 43 00 33, si@schillerinstitut.dk, www.schillerinstitut.dk

Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Percy Rosell. Homebanking: 1551-5648408, Giro: 564-8408. Eget tryk.

JORDSKÆLV OG ELEKTROMAGNETISME

SE »RIM OF FIRE« OG »WEEKLY REPORT«-VIDEOERNE PÅ WWW.LAROUCHE.COM

I stedet for pressens forsøg på i kølvandet på det japanske jordskælv at skabe et massehysteri om truslen fra kernekraft og radioaktiv stråling, burde man i stedet slå alarm over den voksende elektromagnetiske so-laktivitet, der tilsyneladende kan påvirke jordskælv her på Jorden. Den etablerede videnskab har forsøgt at benægte, at man kan forudsige jordskælv, men der har gennem århundreder været detaljerede beretninger om unormal adfærd hos dyr og planter i tiden op til dem. Kan liv mærke noget, som videnskaben har overset?

Et forskerteam under ledelse af P.F. Biagi har gennem en årrække undersøgt, om der var en sammenhæng mellem lokale ændringer i ionosfæren og efterfølgende jordskælv. Det var der. Man kunne ved hjælp af ra-diobølger på 20-50 kHz observere lokale forandringer i ionosfæren 3-10 dage inden større jordskælv fandt sted. Forskerteamet udsendte således et varsel om det kommende japanske jordskælv allerede den 1. marts.

I stedet for de nedskæringer i antallet af satellitter, som finder sted netop nu, behøver vi en koncentreret forskningsindsats ved hjælp af bl.a. flere satellitter til at undersøge bl.a. Solen, den kosmiske stråling og elektro-magnetiske forandringer i Jordens atmosfære. Så vil vi være i stand til at kunne forstå og forudsige jordskælv.

Bedre jordskælvs-

og tsunamivarsling

påkrævet

Nedskæringer i antallet

af satelliter til viden-

skabelig forskning

Kan ændringer i solens elektro-magnetiske stråling udløse jordskælv?

Pressens hysteri overFukushima-kernekraft-værket i Japan

Ændringer i ionosfærenog jordskælv

Solens cyklus af varierende aktivitet

Schillerinstituttet indbyder til konference:Verden har brug for videnskabeligt og teknologisk fremskridt

Fredag den 6. maj kl. 19, gratis adgangMedborgerhuset på Frederiksberg (Foredragssalen), Danasvej 30B