Upload
tiderne-skifter
View
228
Download
4
Embed Size (px)
DESCRIPTION
Titlens Maria er Jomfru Maria, som her fortæller sin historie. Hun bor i byen Efesos på Lilleasiens vestkyst. Der er gået mange år siden hendes søns henrettelse i Jerusalem. Mens hun selv nærmer sig sin død, reflekterer hun over sit liv og sin søns skæbne. Med en stemme der på én gang er øm og rasende fortæller Maria historien om sit barn. Hun tror ikke på, at han var Guds søn, eller at de, der fulgte ham, var hellige disciple – og endnu mindre at hans død var det hele værd. For hende var henrettelsen hendes egen søns død – og for den findes ingen kompensation. Marias testamente er et lille litterært mesterværk. Bogen var også nomineret til Booker Prisen i 2013.
Citation preview
MARIAS TESTAMENTE
Tiderne_Marias testamente-P.indd 1 11/08/13 13.08
Af Colm Tóibín på dansk
Heden i flammer. Roman, 1995
Nattens historie. Roman, 1999
Blackwater Fyrskib. Roman, 2000
Mesteren. Roman, 2006
Brooklyn. Roman, 2009
Tiderne_Marias testamente-P.indd 2 11/08/13 13.08
Colm Tóibín
MARIAS TESTAMENTE
På dansk ved
Werner Svendsen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Marias testamente-P.indd 3 11/08/13 13.08
Marias testamente
Oversat fra engelsk efter „The Testament of Mary“
Copyright © 2012 Colm Tóibín
Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2013
Forlagsredaktion: Claus Clausen
Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde
og trykt hos Holm Print Management, Tjele
ISBN 978-87-7973-607-8
Udgives med støtte til oversættelsen fra
Ireland Literature Exchange
(Translation Fund), Dublin, Ireland
Tiderne Skifter Forlag • Læderstræde 5, 1. sal • 1201 København K
Tlf: 22 18 63 90 • Fax: 22 18 63 91
[email protected] • www. tiderneskifter.dk
Tiderne_Marias testamente-P.indd 4 11/08/13 13.08
5
De dukker oftere op nu, begge to, og for hvert besøg
virker de mere og mere utålmodige, med mig og med
verden. Der er noget sultent og primitivt over dem, deres
blod koger af en brutalitet, som jeg genkender og er i
stand til at vejre, på samme måde som et dyr, der bliver
forfulgt, er i stand til at vejre. Men jeg bliver ikke længere
forfulgt. Ikke nu mere. Man tager sig af mig og forhører
mig i en sagtmodig tone og holder øje med mig. De tror,
at jeg ikke er klar over, hvor åbenlyse deres bestræbelser
er, men det eneste, der nu undgår mig, er søvn. Søvnen
undgår mig. Måske er jeg for gammel til at sove. Eller må-
ske er der ikke længere noget at vinde ved at sove. Måske
har jeg ikke behov for at drømme eller behov for hvile.
Måske ved mine øjne, at de inden længe vil være lukkede
for bestandig. Jeg vil holde mig vågen, hvis det viser sig
påkrævet. Jeg vil gå ned ad denne trappe, når dagslyset
bryder frem, når de første lysstråler ved daggry trænger
Tiderne_Marias testamente-P.indd 5 11/08/13 13.08
6
ind i dette værelse. Jeg har mine egne bevæggrunde til at
være på vagt og til at forholde mig afventende. Før den
evige hvile kommer denne langvarige vågen. Og det er
mig nok at vide, at den ikke varer evigt.
De tror, at jeg ikke forstår, hvad der langsomt er under
udvikling i verden; de tror, at jeg ikke kan se meningen
med deres spørgsmål, og at jeg ikke lægger mærke til den
grusomme skygge af forbitrelse, der gedulgt glider over
deres ansigter eller anes i deres stemmer, når jeg siger
noget meningsløst eller tåbeligt, noget der ikke fører os
nogen steder hen. Når jeg tilsyneladende ikke kan huske,
hvad de synes, jeg bør huske. De er alt for opslugte af
deres enorme og umættelige behov og alt for sløvede af
de reminiscenser af en rædsel, vi alle følte dengang, til at
have bemærket, at jeg husker alt. Minder fylder lige så
meget i min krop som blod og knogler.
Jeg kan godt lide, at de giver mig mad og betaler for
mit tøj, og at de beskytter mig. Og til gengæld vil jeg gøre,
hvad jeg kan for dem, men ikke mere end det. Ligesom
jeg ikke kan trække vejret for en anden eller hjælpe en
andens hjerte med at slå eller hindre deres knogler i at
svækkes eller deres kød i at visne, kan jeg ikke sige mere,
end jeg kan sige. Og jeg er ganske klar over, hvor dybt dette
bekymrer dem, og det ville have fået mig til at smile, dette
dybt seriøse behov for tåbelige anekdoter eller tydelige,
enkle mønstre i historien om, hvad der skete med os, hvis
ikke jeg havde glemt, hvordan man smiler. Jeg har ikke
Tiderne_Marias testamente-P.indd 6 11/08/13 13.08
7
længere behov for at smile. Ligesom jeg ikke længere hav-
de behov for tårer. Der var en tid, hvor jeg forestillede mig,
at jeg ikke havde flere tårer tilbage, at jeg havde opbrugt
mit lager af tårer, men det er mit held, at tåbelige forestil-
linger som denne aldrig er sejlivede, at de hurtigt afløses
af det, der er sandt. Der vil altid være tårer til rådighed,
hvis man har tilstrækkelig stærkt behov for dem. Det er
kroppen, der producerer tårer. Jeg har ikke længere brug
for tårer, og det skulle være en lettelse, men jeg tragter ikke
efter lettelse, men udelukkende efter ensomhed og en eller
anden form for makaber tilfredsstillelse ved visheden om,
at jeg ikke vil sige noget, der ikke er sandt.
Af de to mænd, der kommer, var den ene sammen
med os lige til afslutningen. Der var dengang øjeblikke,
hvor han var mild, parat til at holde om mig og trøste
mig, ligesom han nu er parat til at rynke brynene utål-
modigt, når den historie, jeg fortæller ham, ikke lader
sig udstrække til, hvad han så end har fastsat af grænser.
Alligevel kan jeg stadig se tegn på denne mildhed, og der
er øjeblikke, hvor gløden af varme igen viser sig i hans
øjne, før han sukker og vender tilbage til sit arbejde med
at nedskrive de bogstaver, ét for ét, der tilsammen danner
ord, han ved, jeg ikke kan læse, og som beretter om, hvad
der skete på bjerget, og om dagene forud og dagene efter.
Jeg har bedt ham læse ordene højt for mig, men det vil
han ikke. Jeg ved, at han har skrevet om ting, som hverken
han eller jeg så. Jeg ved, at han også har sat ord på alt det,
Tiderne_Marias testamente-P.indd 7 11/08/13 13.08
8
jeg gennemlevede, og som han var vidne til, og at han
har forvisset sig om, at disse ord vil have vægt, at der vil
blive lyttet til dem.
Jeg husker for meget; jeg er ligesom luften, der på en
fredelig dag er helt stillestående og ikke lader noget slippe
igennem. Mens verden holder vejret, holder jeg mine erin-
dringer fangen.
Så da jeg fortalte ham om kaninerne, fortalte jeg ham
ikke noget, jeg halvvejs havde glemt, og som jeg udeluk-
kende huskede takket være hans krævende nærvær. De
detaljer, der indgik i min beretning, havde jeg båret rundt
på gennem alle årene, ligesom jeg havde båret rundt på
mine hænder eller mine arme.
På denne dag, den dag som han ønskede at høre om
i alle detaljer, den dag han ville have mig til at fortælle
ham udførligt om igen og igen, midt i den totale forvir-
ring, midt i alle rædslerne og den almindelige skrigen og
råben, kom en mand hen til mig, medbringende et bur,
hvori en kæmpestor, rasende fugl sad indespærret; fuglen
var inkarnationen af spidst næb og forbitret blik; den
var ude af stand til at spile sine vinger ud i deres fulde
spændvidde, og denne form for indespærring gjorde den
tilsyneladende frustreret og vred. Den skulle have fløjet
rundt, jaget, være slået ned på sit bytte.
Manden medbragte også en vadsæk, og lidt efter lidt
gik det op for mig, at den var næsten halvfuld af levende
kaniner, små bundter af aggressiv og skrækslagen energi.
Tiderne_Marias testamente-P.indd 8 11/08/13 13.08
9
Og i løbet af disse timer på bjerget, i løbet af disse timer,
der gik langsommere end nogen andre timer, halede han,
én for én, kaninerne op af vadsækken og stoppede dem
ind i det knap halvt åbne bur. Fuglen udsøgte sig til at be-
gynde med dele af deres bløde buge og sprættede kaninen
op, så dens indvolde flød ud, og derefter naturligvis dens
øjne. Det er nemt at tale om dette nu, fordi det kun var
en let distraherende hændelse sammenlignet med, hvad
der for alvor foregik, og det er også nemt at tale om, fordi
det var så totalt meningsløst. Fuglen var tilsyneladende
ikke sulten, selv om den måske led af en umættelig sult,
som selv kaninerne, der vred og vendte sig, ikke formå-
ede at stille med deres friske kød. Buret blev halvt fyldt
af halvdøde, endnu ikke fortærede kaniner, der udsendte
mærkelige, hvinende lyde. Kroppene vred sig i gamle spjæt
af liv. Og mandens ansigt lyste af energi; der udgik en
varme fra ham, da han så på buret og derefter på sceneriet
omkring sig, næsten smilende, opfyldt af en hemmelig
fryd og med en endnu ikke tom vadsæk ved siden af sig.
*
På dette tidspunkt havde vi talt om andre ting, blandt
andet om de mænd, der spillede terninger tæt ved det
sted, hvor korsene var; de spillede om hans tøj og andre
ejendele eller uden nogen særlig grund. En af disse mænd
frygtede jeg lige så meget, som jeg frygtede kvæleren, der
Tiderne_Marias testamente-P.indd 9 11/08/13 13.08
10
ankom senere. Blandt dem, der kom og gik i løbet af da-
gen, var denne førstnævnte mand den, der var mest på
vagt over for mig, den der optrådte mest truende og som
virkede, som om han stærkere end nogen andre ønskede
at vide, hvor jeg agtede mig hen, når det var overstået, den
der med størst sandsynlighed ville blive sendt af sted for
at bringe mig tilbage. Denne mand, der fulgte mig med
øjnene, arbejdede tilsyneladende for den gruppe mænd,
som man fra tid til anden kunne se stå med deres he-
ste ude ved siden og som tilskuere følge med i, hvad der
foregik. Hvis der er nogen, der ved, hvad der skete den
dag og hvorfor, er det ham, denne mand, der spillede
terninger. Det ville måske være lettere, hvis jeg sagde, at
han kommer til mig i drømme, men det gør han ikke,
ej heller hjemsøger han mig, sådan som andre ting eller
andre ansigter gør. Han var der, det er alt, hvad jeg har at
sige om ham, og han holdt øje med mig, og han kendte
mig, og hvis han efter alle disse år nu skulle dukke op her
i døren med sammenknebne øjne på grund af lyset og
med det tidligere rødblonde hår grånet og med hænder,
der stadig er for store i forhold til kroppen, og med denne
udstråling af viden og selvbeherskelse og ro, kontrolleret
grusomhed, og med kvæleren grinende ondskabsfuldt
bag sig, ville det ikke komme bag på mig. Men jeg ville
næppe overleve længe i deres selskab. Ligesom mine to
venner, der kommer på besøg, vogter på min stemme,
mit vidneudsagn, må denne mand, der spillede terninger,
Tiderne_Marias testamente-P.indd 10 11/08/13 13.08
11
og kvæleren, eller andre som dem, vogte på min tavshed.
Jeg vil være klar over, hvem de er, hvis de kommer, og det
skulle næppe spille den store rolle nu, hvor der kun er
kort tid tilbage, men i vågen tilstand er jeg stadig dødsens
angst for dem.
Sammenlignet med dem var manden med kaninerne
og høgen mærkeligt harmløs; han var grusom, men hans
grusomhed tjente ikke noget formål. Hans behov var lette
at tilfredsstille. Den eneste, der ænsede ham, var mig, og
jeg gjorde det, fordi jeg, måske som den eneste af de til-
stede værende, lagde mærke til alt, hvad der bevægede sig,
for det tilfælde, at det skulle lykkes mig blandt disse mænd
at finde en eller anden, jeg kunne trygle om hjælp. Og også
sådan at jeg kunne få at vide, hvad de kunne tænkes at
ville ønske af os, når det hele var overstået, og frem for alt
sådan, at jeg, om så bare et enkelt sekund, kunne bortlede
min opmærksomhed fra de frygtelige begivenheder, der
udspillede sig.
De er ikke interesserede i min frygt, eller i frygten
hos alle i min nærhed, følelsen af at der var mænd, der
ventede, og som havde fået besked om også at holde os
tilbage, når vi søgte at fjerne os, og at der tilsyneladende
ikke var nogen muligheder, der stod åbne for os.
Den anden af dem, der kommer her, gør opmærksom
på sin tilstedeværelse på en anden måde. Der er ikke noget
mildt og venligt ved ham. Han er utålmodig, keder sig og
har kontrol over tingene. Også han skriver, men gør det
Tiderne_Marias testamente-P.indd 11 11/08/13 13.08
12
hurtigere end den anden og rynker brynene eller nikker
bifaldende over sine egne ord. Han er let at irritere. Han
bliver pirrelig, bare jeg går gennem værelset for at hente
et fad. Undertiden kan det være svært at modstå fristelsen
til at sige noget til ham, selv om jeg ved, at selve lyden af
min stemme er nok til at gøre ham mistroisk eller engang
imellem ligefrem fylde ham med noget, der kunne minde
om afsky. Men ligesom sin kollega må og skal han lytte til
mig; det er det, han er her for. Han har intet valg.
Jeg fortalte ham, før han tog af sted, at når som helst
jeg livet igennem har set mere end to mænd sammen, har
jeg set dumhed, og jeg har set grusomhed; men det er
dumheden, jeg først har hæftet mig ved. Han forventede,
at jeg ville fortælle ham noget andet, og han sad over for
mig, og tålmodigheden sivede langsomt ud af ham, da jeg
nægtede at vende tilbage til det emne, der optog ham: den
dag, vi mistede vores søn, og hvorledes vi fandt ham, og
hvad der blev sagt. Jeg kan ikke sige navnet, jeg kan ikke
få det over mine læber, der er noget, der vil gå i stykker
i mig, hvis jeg siger navnet. Derfor omtaler vi ham som
„han“, „min søn“, „vores søn“, „ham, der var her“, „din
ven“, „ham, du er interesseret i“. Det er muligt, at jeg vil
sige navnet, før jeg dør, eller at det i løbet af en af disse
nætter vil lykkes mig at hviske det, men jeg tror det ikke.
Han omgav sig, sagde jeg, med en forsamling af mis-
lykkede individer, der kun var børn ligesom han selv,
eller mænd uden fædre eller mænd, der ikke kunne se
Tiderne_Marias testamente-P.indd 12 11/08/13 13.08
13
en kvinde i øjnene. Mænd, som man kunne se sidde og
smile hen for sig, eller som var blevet gamle, mens de
endnu var unge. Ingen af jer var normale, sagde jeg, og
jeg så, hvordan han skubbede sin tallerken, der endnu
var halvfyldt med mad, over mod mig, som var han et
humørsygt barn. Ja, mislykkede individer, sagde jeg. Min
søn omgav sig med mislykkede individer, skønt han selv,
trods alt, ikke var mislykket, han kunne have gjort hvad
som helst, han kunne endog være gået stille med dørene,
også den evne havde han, den sjældneste af alle, han ville
med lethed have kunnet tilbringe sin tid alene med sig
selv, han kunne se på en kvinde, som om hun var hans
ligestillede, og han var taknemmelig, velopdragen, intel-
ligent. Og han gjorde brug af alle sine evner, sagde jeg,
derfor kunne han føre en forsamling af mennesker, der
havde tillid til ham, fra sted til sted. Jeg har ikke tid til
at tage mig af mislykkede individer, sagde jeg, men hvis
man bringer to af jeres slags sammen, kommer man ikke
bare til at stå over for stupiditet og den sædvanlige gru-
somhed, men gribes også af et desperat behov for noget
andet. Saml mislykkede individer omkring dig, sagde jeg
og skubbede tallerkenen tilbage til ham, og resultatet vil
kunne blive hvad som helst – frygtløshed, ærgerrighed,
hvad som helst – og før det enten fortoner sig eller ud-
vikler sig videre, vil det føre frem til, hvad jeg så, og hvad
jeg nu lever med.
Tiderne_Marias testamente-P.indd 13 11/08/13 13.08