8

Du lever kun en gang

1

Eftertanker 2

Nyt fra bestyrelsen

3

”Liv” og ”Tape eller lim til hjer-ter itu?” - en kraftprøve for de seje!

4

Drama + viby-ånden = fanta-stisk

5

Sportsstævner-ne på Viby

5

Årets festival 6

Vi flygtede ind i udviklingen

8

Det bedste er… Af Kasper N

9

Masterclass med Caroline Petter

10

Det bedste er … Af Viktoria

11

Er det mig eller os?

12

j u n i 2 0 1 1 Å r g a n g 5 , N u m m e r 1 5

SE HER:

• Få tilsendt fremtidige ny-hedsbreve på mail - tilmeld dig på viby-efterskole.dk

• Husk: Første skole-dag for elev-holdet 2011/12 starter søndag d. 7. august kl. 14:00

Nyhedsbrev Den fynske efterskole for

Musik, Dans og Teater

I det te nummer:

Af: Nanna Jørgensen, 10. kl.

”Du lever kun en gang, men hvis du lever det rigtigt, er det også nok”. Sådan siger musiker Adam Marshall. Som efterskolemenneske giver jeg ham helt og alde-les ret.

Jeg kan tydeligt huske de sidste par måneder, inden jeg skulle starte på Viby. Jeg havde ikke lyst. Jeg var bange for ikke at passe ind, bange for ikke at være god nok, bange for at miste dem derhjemme. Men jeg tog af sted alligevel, og nu hvor året slutter, har jeg lyst til at omformulere Marshalls citat til: Du lever kun et år én gang, men hvis du lever det rigtigt, er det også nok. Og fristes deref-ter til at sige: jeg har levet rig-tigt.

Afsked At det snart er slut, er en ven-ding, der kratter i ørene på mange Vibyfolk. Ikke at skulle vågne hver morgen og se sine bedste venner er en forfærdelig tanke. Jeg har det selv sådan. Men i mine mange stunder hvor jeg har vendt dette, er jeg nu kommet til en lidt mere positiv konklusion, end at det hele bare stopper. Jeg begyndte pludselig at tænke på hvorfor, det kratter i ørene. Sorg kom-mer tit efter glæde, og hele humlen bag vores sorg er glæ-de. Al den glæde vi har oplevet på Viby, som vi aldrig vil glem-me. Ture, koncerter, grin og ikke mindst venskaber for livet, er, hvad Viby byder på. Hvis man er åben overfor oplevelser som disse, vil mange, hvis ikke alle, stå tilbage med den sam-me følelse som jeg. Glæde. Hvis jeg bliver i denne tanke-

gang, vil afskeden den sidste dag ikke blive mindre slem, men den følgende tid blive let-tere, tror jeg.

Til dig Snart er det nye mennesker, der vil fylde Vibys gange. Hvis du er én af dem, og har det ligesom jeg havde det, så bare tænk på det førnævnte citat hver gang, du kommer i tvivl. Hvis du gerne vil Viby, vil Viby også dig, og du vil med garanti ende året med en berigende glæde, efterfulgt af sorg, men den gode af slagsen. Et ef-terskoleår er på alle måder, for mig at se, den rigtige måde. Nu kan jeg mærke gymnasiet kal-de, og med dette år i bagagen føler jeg mig klar, rigtig klar. Den følelse må jeg give Viby fortjeneste for at have givet mig.

S i d e 2

At søge ind til en substans i det vi gør og ikke bare

følge en umiddelbar

retning. At holde fokus og

blive ved – øve og øve og

øve.

Af Jesper Madsen, lærer

Vi var til festival d. 18. maj på Vesterdal, som vi altid plejer at gøre på denne tid – ja i gamle dage var det altid på Kristi Himmelfarts dag det fandt sted, men så kom der nye regler fra ministeriet, fordi der var en skole i Tvind, som havde været lidt opfindsom med reglerne og derfor holder vi nu festival en anden dag. Der er ikke sket så mange forandringer ud over, at vi har flyttet lidt på nogle datoer og nogle værelser og lidt med vores klokke. – Og alligevel møder jeg Stewart og Victor fra for 5 år siden, som sagde, at de havde hørt ude i byen, at vi var blevet helt menneskelige på det sidste, og at vi var begyndt at lytte til eleverne.

Ja, det måtte jeg vel give dem ret i at vi gør, selv om jeg nu synes, at vi altid har villet høre på, hvad alle hav-de på hjerte – også i Birgers og Groas tid. Jeg husker et af de første lærermøder i 1993, hvor jeg lige var ble-vet ansat, og Birger gjorde klart for enhver, at det kun-ne godt være, at vi ikke hav-de samme mening, men alle meninger var vigtige og be-rettigede. Det kunne jeg godt lide.

Og så er vi tilbage på festi-valen igen, hvor jeg begiver mig ind i Stjernehuset og hele Viby Efterskoles store-kor er stillet op med Morten ved flygelet, og Ole dirigerer med en fantastisk gejst og ligger lige det splitsekund foran, så han får trukket selv den mest tilbagelænede elev med op på ”beatet”. Og så er der begejstringen, som lyser ud af alle, og man glemmer de trælse indstuderinger mandag imellem kl. 17 og 18, hvor der er mødepligt, og alle skal være klar, når det er éns stemme, der skal gennemgås. Tænk, hvor træls det kan være at gå på efterskole. Men nu rejser en entusiasme og glæde sig ud i Stjernehuset - koret vælter bygningen og alle tilhørere kan mærke, at det her er noget særligt.

Hvad er det så der gør dette til en særlig oplevelse – alle de andre skoler har også et kor, – jeg kigger også rundt på alt det andet, vi gør på Viby Efterskole, og grubler over, hvad det er, der gør os til noget særligt og ikke bare ligesom alt det andet – jeg tænker på musicalen – på udlandsturen – på dansen – på dansktimer – på musik – på fællestimer – på morgen-sang – i køkkenet –jeg kun-ne blive ved.

Et forsigtigt svar kunne væ-re, at vi tør stå inde for det, vi gør – at tro på, at det vi gør er det rigtige – både kunstnerisk og håndværks-mæssigt. At søge ind til en substans i det, vi gør og ikke bare følge en umiddelbar retning. At holde fokus og blive ved – øve og øve og øve. Det er noget af det, som jeg tror er vores sær-kende, og som vi bibringer vore elever.

Alt dette kræver, at der gi-ves rum og plads til udfoldel-se, og det har jeg altid ople-vet var fantastisk ved vores skole – når vi sætter en mu-sical op, så gør vi det alle mand og der gives meget få begrænsninger.

Vi vælger også at bøje os for autoriteten og acceptere at noget er godt og noget er skidt. Vi vælger at arbejde som et professionelt teater på de betingelser det byder - det lønner sig som regel i et godt resultat.

Jeg håber for skolen, at den vil fortsætte i mange år end-nu på samme vis – og tak for et godt år, elevhold 2010/2011. I har været et super hold, som har spillet med og villet det, vi også gerne vil.

Tak - Jesper

N y h e d s b r e v

Eftertanker...

S i d e 3 Å r g a n g 5 , N u m m e r 1 5

N y h e d s b r e v

Af Leif Andersson, bestyrelsesmedl.

Hvor går tiden stærkt. Et skoleår er ved at være slut og en velfortjent sommerferie venter forude. Vi fra bestyrelsen har jo haft den fornøjelse, før vores bestyrelses-møder, at være sammen med ele-verne under aftensmaden. De tilba-gemeldinger vi har fået har været positive; eleverne er glade for at gå på Viby. Det er som bestyrelse dejligt at vide, at lærerne, Kari og Rene, Lene, Thomas og pigerne i køkkenet igen har gjort det ypper-ste for at eleverne føler sig hjem-me på Viby. En stor ros fra besty-relsen til hele holdet.

Bestyrelsen er også glad for, at vi har afsluttet det første step i vores ”ønskebyggeri”. Det er blevet rigtig godt, noget vi alle kan være tilfred-se med. Vi håber selvfølgelig, at vi via vores økonomiske resultater kan komme videre i ”ønskebyggeriet” således, at rammerne omkring og på Viby er de bedste. Vi er allerede godt på vej, takket være et flot regnskab for 2010.

Det, der er vigtigt, er, at Viby hele tiden er i udvikling, og vi derved skaber den moderne og levende efterskole, som hele tiden vil være en de mest attraktive skoler i Dan-mark. Det er også det, der er med til at

gøre bestyrelsesarbejde sjovt og inspirerende.

Årets generalforsamling var igen i år delt op i 2 afdelinger, først den musikalske oplevelse med Steffen Brandt og sangfuglen Charlotte. De gjorde det rigtig godt, oplevelsen var så god og intens at man glem-te, at Steffen Brandt ikke havde sit orkester med. Efter denne oplevelse gik man over til den egentlige generalforsamling. Desværre var det igen et år, hvor formanden Henning Meyer Morten-sen skulle tale for en mindre skare. Vi kunne godt ønske os, at interes-sen var større for at høre, hvordan det går skolen økonomisk, og hvad der sker på skolen. Om det er fordi man er bange for at blive stemt ind i bestyrelsen, det skal være usagt, men man har jo altid den RET at sige pænt nej tak. Som regel har bestyrelsen inden generalforsam-lingen også kontaktet mulige em-ner, som har givet deres accept til at træde ind enten som suppleant eller direkte ind i bestyrelsen. Så kære forældre, KOM TIL GENERAL-FORSAMLINGEN og giv dit/jeres besyv med. Vi i bestyrelsen vil meget gerne have input til vores arbejde for skolen. Tilbage til generalforsamlingen. Formandens beretning om det for-gangne år samt forstanderens regnskabsberetning blev begge godkendt uden kommentarer. Peter Henriksen fra Odense

(forældre til en af eleverne) blev valgt ind som suppleant og er nu sammen med Lene Juul Jørgensen de 2 suppleanter. Iben Bonne Jen-sen, som var suppleant, blev valgt ind i bestyrelsen.

Efter generalforsamlingen blev bestyrelsen enige om, at forman-den og næstformanden har gjort det så godt, at de fortsætter deres poster. Vi vil gerne have flere SKOLE-KREDSMEDLEMMER – så kære for-ældre – meld dig ind og vær med til at støtte Viby i fremtiden.

Til sidst RIGTIG GOD SOMMER og TAK, fordi I valgte Viby og tak for lån af Jeres børn, det har været en positiv oplevelse. Til Jer kære elever. Husk, hvad I har lært på Viby - også det ven-skab som er skabt. Held og lykke i Jeres videre færden.

Hilsen fra bestyrelsen

Kalender August/September September/Oktober November

7/8 Velkommen til et nyt skoleår Uge 39 Boglig temauge 5/11 5– og 10 års jubilæum

8-12/8 Introuge 9/11 Intern fest

25/8 Intern fest Uge 46 10.kl. Brobyg./9.kl. Skema

24/9 Gensynsdag for 2010/11 Obligatorisk weekend

11/10 Intern fest 29/11 Klippe-klistre-dag

25/9 Efterskolernes Dag - Åbent hus Uge 42 Efterårsferie 15-16/12 Adventsmøde

27/9 Odense Teater 27/10 Spil-dansk-dag 19/12 Rollefordeling

30/9-3/10 Forlænget weekend

7/10 Jacob Holdt: ”Amerikanske billeder”

31/8-2/9 Natur-tur 8/10 Forældredag Uge 47 Projektopgave

S i d e 4

Jeg må indrømme, at

jeg er dybt imponeret af

elevernes engagement,

vedholdenhed og overskud.

N y h e d s b r e v

Af Mette Marie Oscar, lærer

Musicalen er vel over-stået, og dramaunder-visningen starter igen. Man kan vælge drama for sjov og drama for alvor, og eleverne på drama for alvor vil meget gerne opføre et nyt stykke, hvor alle

har roller, og måske vil de end-da skrive stykket selv.

Jeg fortæller, som jeg plejer, de ivrige unge, at det bliver sejt, for det er ikke som i musi-calen, hvor en masse lærere er med og ordner kostumer, kulis-ser, rekvisitter, tekster, musik, instruktion osv. osv.

Nej, nu vil der kun være dem – og lidt mig. Jeg fortæller, at det vil kunne føles hårdt, fordi man

kun har dramatimerne at gøre med. Alt andet arbejde skal ligge i fritiden. Jeg fortæller også, at de vil opleve frustratio-ner over, at der kan gå uger mellem dramatimerne, fordi der foregår så mange andre ting: kulturtur, påskeferie, prøver, Vesterdal festival, og hvad ved jeg. Desuden skal de måske sige nej til en fodboldkamp eller rundboldkamp en dejlig majaf-ten for at øve i stedet.

Men de er stædige, er de. De vil! Og godt nok for det.

Jeg er så bare spændt på, om de gennemfører projektet eller giver op på halvvejen – jeg har oplevet begge dele, men det er jo et godt elevhold, så det skal blive spændende at se, om og hvordan de klarer skærene.

Totimers-dramaholdet finder jeg et stykke til. (”Liv”)De kan ikke nå at skrive selv. Vi enes om stykket, og jeg bearbejder tek-sten, så den reduceres til en tredjedel af den oprindelige, flytter fokus og skriver nogle personer ud, så det passer til de 11 elever, der er på holdet. Vi er hurtigt i gang med prøverne !

4-timers 24 elever derimod gennemgår nu den første seje proces. Først vælges historien - og der er hele tiden 24 elever, der skal blive enige. Agnes har læst ”Ekstremt højt og utrolig tæt på” af Jonathan Safran Foer og foreslår at skrive over den. Alle er begejstrede for bogen, som handler om en overbegavet dreng, der mister sin far i 9/11. Eleverne beslutter at omsætte handlingen til danske forhold og til en pige, der mister sin far i en trafikulykke. Titlen bliver ”Tape eller lim til hjerter itu”. Dette er titlen på en sang af Annika Aakjær, som senere bliver bindeleddet mel-lem scenerne i stykket. Agnes får lov til at bruge sangen af kunstneren.

Agnes påtager sig - hjulpet af Melissa – at skrive en synopse over den tykke bog. Dette kæmpearbejde munder nu ud i et forlæg til 19 scener. Så går skrivearbejdet i gang. Eleverne går i grupper og skri-ver nogle scener hver. Hver enkelt scene vendes og gen-nemdiskuteres derefter af hele holdet, som så giver forslag til evt. ændringer.. Da alle scener er færdige, skal de kobles sam-men, sproget skal gås efter, så der er harmoni. Først da kan det egentlige prø-vearbejde starte. Dette arbejde vanskeliggøres af, at stykkets hovedperson er med i samtlige scener, men så skal der heldig-vis også tænkes i prøveplaner, sceneopbygning, scenografi, kostumer, musik og rekvisitter, så ingen behøver at være ar-bejdsløse, der er nok at rive i. Desuden instruerer eleverne også de scener, de har skrevet. Allerede i marts må vi tage mandag aften med i prøvearbej-det og i maj bliver det til flere aftener.

Drama 2-timers har mere ro på, de er kun 11, der skal blive enige, og deres stykke varer kun ca. 25 min. Alligevel vælger de også at bruge flere aftener på at øve.

Fællesskabet og ansvarligheden står sin prøve. Og jo - de klarede det! Sidste weekend i maj blev begge styk-ker finpudset og opført lørdag for et større publikum beståen-de af forældre og venner.

Jeg må indrømme, at jeg er dybt imponeret af elevernes engagement, vedholdenhed og overskud også mens solen skinnede også mens der samtidig skulle skrives synopser til prøvefagene

også mens der samtidig skulle øves til Vesterdal

”Liv” og ”Tape eller lim til hjerter itu?” - en kraftprøve for de seje!

S i d e 5 Å r g a n g 5 , N u m m e r 1 5

N y h e d s b r e v

også mens kammeraterne lavede masser af andre sjove ting.

Det har været teamwork, og jeg håber, det viser, at eleverne har lært noget på Viby. De har brugt det, de lærte under musicalen og ikke mindst har de lært, at de kan selv, når de løfter i flok. Selvfølgelig vil der altid være nogle, der trækker et stort læs, hvilket også kom frem, da vi evaluerede forløbet. Men det blev til en god og konstruktiv snak om forventninger til sig selv og andre. At man ikke skal lade sig slå ud eller blive fornær-

met, hvis man føler, at man er den, der altid knokler. Det er en god proces, hvor man lærer sig selv og sine grænser at kende. Og jo, de måtte jo indrømme, at de ikke havde troet mig, da jeg fortalte, hvor hårdt det ville blive. Heldigvis syntes de, at det havde været det hele værd, og stolte var de – med rette.

Til slut vil jeg sige tak til begge hold for deres engagerede indsats og positive indstilling. Det har været en rigtig god oplevelse!

Og stor tak til Daniel K, Daniel P, Anne F og Tobias - som ikke var på dramaholde-ne - men som lagde et stort arbejde i lys, lyd, scenetæppeophængning, scenebyg-ning m.v.

Drama + Vibyånden = Fantastisk Af Lasse Nielsen, 9. kl.

Det er lørdag aften. Klokken er 23.30. Nu kan vi alle sammen lægge os til at sove med god samvittighed. Begge forestillin-ger er blevet ”leveret” og begge med god modtagelse. Og jeg er sikker på at vi alle sammen kan blive enige om at det var fantastisk hårdt, men endnu mere fanta-stisk fedt.

Vi har alle arbejdet hårdt på den her sag, og nu er det forbi. Men det var fedt, og jeg er sikker på, at vi alle er godt tilfredse med det gode resultat. Men det er ikke uden grund, at vi har opnået det resultat vi har. Alle har ydet præcis den indsats,

de skulle, for at få det hele til at fungere. Og det mest fantastiske er alt det, som de, der ikke var på de to drama hold, har lavet. Alle dem der ikke skulle hjælpe os, men gjorde det alligevel. Dem der hjalp med lyset, med lyden og med alt muligt andet. Det, at alle folk har været så hjælpsomme, fortæller alt om Viby-ånden. Noget andet der fortæller om Vi-by-ånden er at stort set alle blev på sko-len i weekenden hvor vi skulle vise fore-stillingerne. Jeg synes det er fantastisk, at vi elever på Viby Efterskole støtter så meget op om hinanden. For ikke at tale om lærerne. Mette, der hele tiden har været til hjælp, når en scene drillede, eller man skulle have styr på noget prak-

tisk. Jeg er personligt utrolig glad for at Bille ville hjælpe med lyset (ellers ville jeg have været død). Det var også fedt, at Kari og René kom og så forestillingerne, selvom det ikke var noget, de skulle. Og at de kunne lide dem er vist ikke nogen hemmelighed, for som René sagde: ”Det var fint, men det var da ikke noget man faldt ned af stolen over.” Det er da rart at vide at vores forstander ikke er kommet til skade.

Så for at samle op på det hele kan man med tre ord sige om vores drama projekt (for at citerer vores gode forstander): ”Det var fint.”

Af Rasmus Jørgensen, 9. kl.

Viby og de omkringliggende skoler afholder hvert år fem sportsstævner, hvor skolerne spiller mod hinanden i disciplinerne: Fodbold (indendørs og udendørs), basketball, håndbold, og badminton.

Sportsstævnerne er en tradition, som lærere og elever elsker at engagere sig i. Der bliver trænet op til hvert enkelt stæv-ne længe inden den første kamp bliver fløjtet i gang. Dette foregår mest i valgfa-get boldspil, hvor Preben lærer fra sig efter bedste evne. I de sidste uger inden stævnet bruger eleverne gerne deres fritid på at få de sidste ting på plads, inden det for alvor går løs i Vestfynshallerne. Desu-den bliver kampene dømt af professionelle dommere, som er hyret til lejligheden. Ofte er det boldspilseleverne, som delta-

ger, men der er også mulighed for at del-tage, hvis man ikke har boldspil på ske-maet.

Selve stævnet bliver afholdt ganske klas-sisk, med indledende runder, hvorefter otte hold går videre til kvartfinale osv., indtil vinderen af stævnet er fundet. I år lykkedes det Viby at vinde badminton-pokalen, hvor både drenge- og pigehold flere gan-ge måtte nøjes med sølv til nogle af de andre stævner.

I selve boldspilstimerne be-skæftiger vi os, som navnet selv siger, med boldspil. Ud over de fem sportsgrene, vi tager til stævner med, kommer man også ud i mange andre boldspil. Det er både sjovt og lærerigt for rigtig mange, da

de fleste kun har udøvet en af de mange sportsgrene på højt niveau før. Så har folk også en skærpet lyst til at udvikle sig i andre sportsgrene. Derfor går det som regel godt til stævnerne, som vi selvfølge-lig går efter at vinde.

Sportsstævnerne på Viby

S i d e 6

N y h e d s b r e v

Årets festival Af Mathilde Espe, 10. kl.

Torsdag den 24. maj kl. 12 mødtes 6 efterskoler fra Fyn på Vesterdal Efterskole, nær Nørre Aaby. Eleverne på Viby Efter-skole mødtes tidligt til morgen-mad, pakkede madpakkerne og marcherede hånd i hånd ud til Vesterdal. Vi havde længe set frem til denne store begiven-hed. I ugerne op til festivalen har der været hektisk aktivitet i både musiklokalet og dansesa-len, hvor der blev øvet flittigt for at blive klar. Kostumer blev vasket og strøget og instrumen-ter stemt, inden den kommende dag. Vejret var lidt gråt, men derfor manglede der bestemt ikke forventningsglæde hos eleverne på årets Festival. Der blev dan-set, sunget kor, givet små inti-me koncerter for sang og kla-

ver/guitar på Stjernescenen. Der blev rocket igennem af fritidsbands på Kometscenen, og på den store scene -Lilleskovscenen - var det i høj grad sammenspilshold, der prægede billedet, sammen med nogle rigtig dygtige fritids-bands. Vores elever gjorde det rigtig godt hele dagen både som ud-øvende musikere og som et trofast publikum.

S i d e 7

N y h e d s b r e v

Å r g a n g 5 , N u m m e r 1 5

S i d e 8

På en nat, udviklede vi os

både i forhold til hinanden og i

forhold til vores holdninger og

personlige grænser.

Vi kom tættere på hinanden, så hinandens

svage og stærke sidder på en

helt anden måde.

Af Sarah Svaneklink Jensen, 10. kl. Var det en bil? Jeg synes, jeg så nogle lygter. Ind i vejkanten alle sammen. Hvor er lille Hen-ge! Åh gud, har vi mistet ham? Nej, han er lige her, gudskelov.

Av for snøvsen da også. Jeg valgte det sted med alle bræn-denælderne. Nå, men bilen så mig ikke, det er jo det vigtig-ste, videre! Vi skal nå over grænsen inden i morgen ellers er det for sent, så lukker de asylcenteret. Mine ben gør så ondt, hvert skridt, jeg tager, føles som at blive trampet på af en stor hanelefant.

Men åh dette land, hvor vil jeg gerne ind i det. Deres nonner var simpelthen så søde. Vi fik lov at hvile os i deres kirke. De sagde: ”Dette er Guds hus, her er alle velkomne.” Hun har jo ret. Vi alle burde jo kunne leve på den samme jord. Er det måske ikke Gud, der skabte vores jord? Det må jo så være Guds jord, burde alle så ikke være vel-komne? Åbenbart ikke, i hvert fald ikke hvis man spørger myndighe-derne eller mafiaen hjemme i Ghana.

Vi havde det sødeste lille land-mandssted, eller i hvert fald, hvis man spurgte mig. Spurgte man de rige, var det et falde-færdigt lille råddent hus. Men for mig var det ”hjem kære hjem”. Vi plejede at hjælpes ad med landbruget, vi havde får, som vi kunne malke og slagte. Det solgte vi eller spiste. Vi havde ris. Vi havde altid lige

nok til at brødføde os selv, men det hele vendte på en taller-ken, da mafiaen dukkede op. De krævede al overskud på landbruget. Men gjorde vi det, ville vi sulte. Da vi ikke afleve-rede nok, voldtog de min kære datter, Mbagana, på bare 11 år. Hun blev gravid, og vi hav-de ikke råd til en abort. Få måneder efter lille Mgala blev født, skød de min søde mand, Mbabways, arm. Derfor valgte vi at flygte ud af landet. Først på gåben, så med bus, derefter med skib og nu går vi igen, men målet er ikke langt væk nu.

Vi har levet i en verden fyldt med paranoide tanker. Hver gang vi skal vise vores falske pas, med forkerte billeder, som vi fik lavet af en lille dame i en skov, kvæler mit stakkels hjer-te mig. Vi havde gået rundt i en helt fremmed by i en hel dag, for at samle oplysninger om diverse lokale ting, som vi skulle bruge senere hen. Vi havde fået af vide, at der ville gå stikkere rundt i byen, så vi havde klædt os ud som de lokale. Heldigvis fandt vi et herberg, hvor vi kunne få lidt rugbrød og nogle kolde frikadeller.

Så er vi nået grænsen. Min families skæbne er nu i græn-sevagternes barske hænder. ”Holdt dér! Må vi lige se jeres pas?” Selv deres stemmer er bistre og rustne. En kold hånd tager fat i mine lunger og tvinger mig til at holde vejret, medens de tjek-ker vores pas. Mit bliver god-kendt, det samme gør mine to drenges og Mgalas. Men da de når til min datter Mbaganas og min mand Mbabways, ryster de på deres hoveder og holder dem i deres arme. Vi bønfalder vagterne om at lade dem gå. Jeg hænger mig i deres arme og råber noget på min eget sprog. Min dreng åbner sin taske, og finder de sidste pen-ge, vi har, frem. Heldigvis for os får grænsebetjentene ikke for meget i løn i dette land, så de tager gladelig imod pengene og lader os gå igennem. En tung sten er fjernet fra mit bryst. Vi er inde i landet! Nu mangler vi bare at nå til asyl-centeret. Der er kun små to km til.

Da vi ser centeret, står der to socialrådgivere og tager imod os. Vi er de sidste, der kommer den nat. Vi får en lille plads, vi kan sove på. Vores tæpper gav vi til politiet for ikke at komme i fængsel for et par timer siden, så gulvet var koldt at ligge på.

Der er gratis morgenmad næ-ste morgen. Det hvide brød ligger som en behagelig bund i min ellers tomme mave. En lang dag ligger forude, for nu gælder det om at få asyl. Det tog os flere timer med mange samtaler og urimelige beslutninger fra myndigheder-nes side. Men vi var heldige, mange andre flygtninge bruger år på at få asyl.

Da dagen var omme, kunne vi med vores asyl gå tilbage til Viby Efterskole, tilbage til tryg-ge rammer, en god seng, varmt vand i bruseren og god mad ude fra Lottes køkken. Men vores flugt gennem Mid-delfart, Kolding og en skov jeg ikke kender navnet på, satte nogle tanker i gang i mit ho-ved.

Tænk på de mange mennesker, der går nat efter nat ude på landeveje og vender sig om hvert andet minut, fordi de simpelthen er så paranoide. Man kan sige, vi flygtede ind i vores udvikling. På en nat, udviklede vi os både i forhold til hinanden og i forhold til vo-res holdninger og personlige grænser. Vi kom tættere på hinanden, så hinandens svage og stærke sider på en helt anden måde.

Vi havde skabt en fortid og en fremtid for den familie, vi skul-le forestille at være, som skulle flygte ind i Danmark. Det, vi oplevede, var en bagatel i for-hold til virkeligheden, men at gå rundt midt om natten på en landevej og kaste sig ind i grøf-ten, hver gang en bil kom, åbnede en port til virkeligheden for os.

Det er en af de mange fantasti-ske ting, Viby Efterskole har gjort for os. For det vil jeg ger-ne sige: TAK Viby Efterskole. TAK for alt.

N y h e d s b r e v

Vi flygtede ind i udviklingen

S i d e 9 Å r g a n g 5 , N u m m e r 1 5

N y h e d s b r e v

Det bedste er ... Af Kasper Madsen, 10. kl.

Jeg lægger mine hænder på hans skuldre. De kæmpestore hænder tager fat i mine fødder og kaster mig endnu engang hen over det krystalklare vand, der glimter som diamanter i solens skær. I et kort sekund flyver jeg hen over vandet, inden min ryg bryder overfladen, og vandet opsluger mig og hiver mig ned mod dybet. Men det va-rer kun et sekund, for så har de kæm-pestore hænder igen grebet mig og hiver mig op til overfladen. Han siger, at det er tid at komme ind, for mor er blevet færdig med maden. Jeg lader mig glide gennem vandet ind mod bredden, mens bunden lige så stille kommer tættere på mig, indtil jeg til sidst rører bunden med min mave. Så rejser jeg mig og går det sidste stykke forbi kanoerne op til klippen, hvor mine brødre sidder omkring bålet, og min mor færdiggør maden, inden den er helt klar til servering. Jeg sætter mig hen til bålet og lader min krop tørre. Vi spiser. Mens aftensolen kaster sit sidste rødlige skær på øen, bliver badeshort-sene og den våde krop byttet ud med lange bukser og en trøje. Som vi sidder dér omkring bålet, bliver vi enige om, at vi har sejlet hurtigt nok til, at vi kan holde en dags pause her på øen. I bå-lets lys hiver min mor bogen frem, så vi kan få dagens kapitel i historien om det magiske land Narnia. Jeg overbeviser mig selv om, at vi er de eneste menne-sker i verden, og lader mig trygt falde i søvn op ad fars arm.

Jeg står op sammen med solen og ser den gøre vandet omkring øen til et flammehav af farver. Jeg står på spid-sen af den klippe, hvor vi sad aftenen

før, og kigger ned på det ildrøde hav nogle meter under mig. Jeg tager et skridt tilbage og kaster mig så ud over klippen. Jeg styrter ned mod flamme-havet i en utrolig fart. Jeg glider gen-nem vandet ned mod dybet og stopper først, da mine fødder rammer bunden, og jeg kan sætte af og igen søge mod overfladen. Mine lunger fyldes med luft, og jeg udbryder et lille glædesskrig over livet og over alting. Jeg glæder mig over ferier, og det de bringer, og ikke mindst det de fjerner. De kommer og tager én væk fra hverdagen, og folk man ikke kan lide, og folk der ikke kan lide én. Jeg svømmer ind mod bredden og går op til min far, der er gået i gang med at bage morgenbrød på en sten, han har lagt i bålet. Jeg tænker, at min far må være en meget stærk mand, hvis han har kunnet bære den sten. Min mor kravler ud af teltet og går hen og giver min far et kys, inden hun sæt-ter sig ved siden af mig, og vi spiser morgenmad. Dagen går med at klatre i træer og samle bær. Da dagen er gået, er det igen tid til at bevæge sig hjem, tilbage til virkeligheden og mennesker-ne og tilbage til skolen.

Solen brænder min bare hud, og jeg lader det varme sand glide gennem fingrene på min frie hånd. Vandet ka-ster sig op på stranden og hiver alle bekymringerne med sig ud igen. jeg sætter mig langsomt op omtumlet af det bitre øl og kigger hen på Jakob, Daniel og Gustav, der spiller fodbold i det varme sand, mens pigerne kigger på. Hun lader fingrene glide ned over mit bryst, og jeg indser, at det nok ville være et upassende tidspunkt at rejse sig. Men så rejser hun sig op og vrikker hen til pigerne, og sammen går de ud i

vandet. Jeg sidder lidt og lader blodom-løbet falde til ro, inden jeg rejser mig og går hen og spiller bold med drenge-ne. Øllene har ikke hjulpet på mine i forvejen meget ringe fodboldevner, og i stedet beslutter jeg mig for at hente en omgang øl mere til drengene. Jeg går om i sandgryden, hvor vi har lagt vores øl i skyggen af et træ. Jeg kaster en skyggevarm Slotspilsner hen til hver af drengene, og vi sætter os i solen og drikker den bitre varme øl, mens vi ser på pigerne, der snor sig gennem van-det. Hun løber op på stranden og kys-ser mig hårdt, mens hun tager øllen ud af hånden på mig og tager en tår. Jeg tager øllen tilbage og ligger mig ned. Hun lægger sit hoved på mit bryst. Og der lægger vi i sommersolens varme og snakker, alle 8. Solen går ned og lader luften gå fra varm til lun. Hun tager fat i mine hænder og hiver mig op på be-nene. Jeg lader min hånd glide ned langs hendes arm og fletter mine fingre ind i hendes. Vi går langs vandet hen imod solen. Vi snakker. Hun fortæller om sine forældre, der er skilt. Om hen-des far, der bor for langt væk til, at hun kan besøge ham i weekenderne. Hun fortæller om sin bror, der flere gange har fået tæsk, og selv sidder i fængslet fordi han har givet tæsk. Hun fortæller mig at hendes mor stadig græder sig i søvn, fordi hun 10 år efter stadig savner sin mand. Jeg fortæller hende, at det hele nok skal gå, og uan-set hvad så har hun mig. Jeg kysser hende blidt, og i aftenens røde skær bliver vi til én på stranden.

Det var sidste gang, jeg så hende. For når ferien slutter, og man bevæger sig nye steder hen, forsvinder forhold, som efter en flodbølge og lader os kun stå tilbage med minderne.

S i d e 1 0

Af Cecilie Lind Andersen, 10. kl.

D. 24. marts fik Viby besøg af Caroline Petter, forhenværende førstedanserinde fra Schaufuss-balletten. Hun skulle give en masterclass til de to let-øvede og det øvede hold. Hvert hold kunne få hende for sig selv.

Jeg havde glædet mig som et

lille barn til den halvanden time, hvor jeg og de andre skulle undervises i ballet af Caroline Petter. Vi havde forberedt os til denne dag med balletundervis-ning i vores forhenværende dansetimer, så vi var klar på positioner, fagbegreber og tek-nikker. Indtil nu havde mit kendskab til ballet kun været som publikummer til bl.a. ad-skillige Schaufuss-balletter, Nøddeknækkeren og Svane-søen. Den første ballettime vi havde med Maria, fangede mig fuldstændigt. Der var et eller andet, der klikkede, på den helt rigtige måde. For mig kunne det derfor ikke være bedre, at jeg nu skulle prøve at få undervis-ning af en ægte balletdanser. Jeg ville bare suge alt hvad jeg overhovedet kunne til mig og nyde oplevelsen så meget som muligt. Op til dette besøg havde Viby sørget for, at hele skolen blev inviteret i teatret for at se den nyeste Schaufuss-ballet; ’Michael – I’m bad’. Vi havde derfor kendskab til Caroline, og vidste af hvilken kaliber, hun er.

Barrerne var sat op, vi var pla-cerede og Caroline gik i gang. På trods af fine titler og erfarin-ger kunne man intet mærke på Caroline; hun var smilende, imødekommende og gav sig tid

til at forklare os, hvad der var nødvendigt. Hurtigt bredte var-men sig inde i kroppen. Det var fedt. På trods af, at den grund-læggende basisviden var på plads, fik vi det samme sus, som første gang vi sktiftede bekendtskab med ballet. Det skulle bare være bedre end det plejede denne gang. Vi ville have, at hun skulle blive impo-neret. Om vi imponerede hende vides ikke, men hun imponere-de gang på gang os. Mens vi udførte rutinerne rettede hun på vores holdning, vriste, even-tuelle ’banan-fødder’ eller andre fejl. Udover opvarmning ved barren, lavede vi efterfølgende forskellige øvelser over gulv. Det var på ingen måde alt, der var lige elegant - slet ikke i forhold til Caroline - men på trods af det lærte vi en masse. For de flestes vedkommende - forhåbentligt - var det en ople-velse udover det sædvanlige. Det var en oplevelse i sig selv at få en kompliment fra hende, da man følte, at man pludselig var ti gange bedre. Tiden fløj af sted. For nogle var halvanden time mere end rigeligt. Hvis det stod til mig, havde vi fortsat hele dagen.

N y h e d s b r e v

Masterclass med Caroline Petter

S i d e 1 1

N y h e d s b r e v

Å r g a n g 5 , N u m m e r 1 5

Det bedste er ... Af Viktoria Schütt, 10. kl.

Det bedste….dét bedste?

Den første tanke, der strejfer mig, er familie. Måske fordi at man med familie forbinder, kærlighed, tillid, styrke og troskab…..minder. Minder er måske alli-gevel det bedste, minder er vel dét, der definerer mig som person, de menne-sker og oplevelser, der har gjort og gør mig til den, jeg er. Minder.

Juleaften, den ubeskrivelige varme og glæde, der opstår i familiens skød. Jeg husker tydeligt de årlige juleritualer. Far, der står i køkkenet og kokkerer, duften af jul der langsomt begynder at indtage stuen og sprede sig til resten af huset. Mor, der vimser stresset rundt, og ord-ner de sidste gaveindpakninger og hvad der ellers skal på plads, inden mormor og morfar kommer. Min bror, søster og jeg der sidder i vores fine tøj foran fjern-synet, og trofast følger Disneys juleshow for snart 17. år i træk. Det hele er, som det skal være, når vi sidder rundt om bordet med al den lækre julemad og for ét tusinde gang hører morfar med julelys i øjnene begynde på sin historie om den-gang, han listede mandlen hen under bordet til min bror. At nyde at se glæden lyse ud af ham, når han sidder og kigger på sin familie, og saligt begiver sig vide-re med anden og den brune sovs.

At slå smut med min mor ved vandkan-ten i Juelsminde. Juelsminde generelt. Sommer, spadseretur til havnen med krabbesnor, spand og madding i den ene hånd og min søster i den anden, Sene sommeraftener med bål på stranden, morfar der griller med sin manhatten i hånden, Kims skruer på det lille røde slå -ud-bord på terrassen ned til vandet, ’mormors bølger’, der stille klukker et stykke væk, mens man ligger med hove-det på puden og gennemgår dagens herlighed.

Niende klasse på Sct. Ibs skole. Noget, der nærmest gjorde mig til en helt an-den person. At lære så mange nye men-nesker at kende, at blive del af så gode venskaber, at føle forelskelse på egen krop, at blive glad for lektier og boglige fag, fordi man lever i en verden af over-skud, eksamen, afslutning på året – at

sige farvel til alt det man er blevet så glad for på så kort tid, at skulle skilles fra alle sine venner og vide at man ikke ser dem til endnu et skoleår efter ferien, følelsen af tomhed….

Men velvidende, at denne tomhed snart vil blive fyldt ud af noget andet.

Noget andet? Jeg leder i bævende blok-ke, efter en tanke jeg tænkte. Men idet ordene skal til at forlade mit hoved for at forme sig på papir, føles det som at modtage en mavepuster. Jeg bukker mig sammen, og lader ordene flyde ud sam-men med luften, der forlod min krop. Nu sidder jeg her lidt tom...

Viby efterskole – det ABSOLUT bedste.

Dét noget, der udfyldte det tomrum, der før var, det, der giver mig en uforklarlig lyst til at stå op hver morgen. Men hvad skal udfylde det tomrum, der vil opstå til sommer når dette minderige år er over-stået. Er der noget, der kan det?

Igen lurer mavepusteren, det føles som at sidde helt forsvarsløs med hænderne bundet bag ryggen – mit åbne hjerte blottet, ready to stab.

Jeg skubber tankerne bort, og begynder i stedet at tænke på alt det, der glæder mig ved Viby – det, der gør det til det bedste. At leve i et kæmpe virvar af glæde, at lave det, jeg elsker hver dag,

med hundrede andre glade elever der har det på samme måde som mig, følel-sen af nogle gange ikke at kunne være i sin egen krop, fordi glæden bobler over det hele og vil ud, at ligge i sin seng hver aften og vide at man virkelig har fået noget ud af dagen, for derefter at vågne næste morgen og ha’ lyst til at tage imod den nye dag, at mærke at man for hver dag, der går, bliver mere og mere sig selv.

At mærke at man er til…

Vibyvej 26A 5580 Nørre Aaby Telefon 64 42 12 41 E-mail: viby@viby-efterskole.dk Redaktion: René Holm Hansen Foto: Viby Efterskole, N

yhed

sbre

vet

ud

giv

es a

f:

B

Medlem af Skolekredsen? Hvis man ønsker at blive medlem af Viby Efterskoles skolekreds - og dermed være med til at udgøre baglandet for skolens virke og udvikling - kan man kontakte os på kontoret: 6442 1241/ viby@viby-efterskole.dk Et medlemskab koster 100 kr. om året. Udover generalforsamlingen modtager man invitationer til arrangementer og nyhedsbreve Vel mødt på Viby Efterskole, den fynske efterskole for musik, dans og teater.

Af Ditte Schmidt, 10. kl.

Du er del af et os Der skal mere end én, til at elske og slås Vil du yde dit bedste For dig selv og din næste Må du vælge hver dag mellem tillid og trods Er det mig eller os?

”Hvor du sætter din fod” af Jens Sejer Andersen

Livet består af valg. Små valg og store valg. Havregryn eller yoghurt? Kjole eller shorts? Glad eller sur? Ja eller nej?

Jeg valgte at tage på efterskole. Og ikke nok med det, valgte jeg, at Viby skulle være den efterskole. Et valg, jeg deler med 99 andre elever. Et valg, hvor jeg hver dag bliver udfordret og stillet overfor andre valg.

Nogle valg er svære, nogle er lette. Men jeg bliver nødt til at træffe et valg, og så må jeg tage de konsekvenser, det valg bringer, med. Det har jeg fået mod på efter godt 10 måneder på Viby. Hver dag bliver jeg stillet over for valg, får mulig-hed for at overskride grænser, prøve nye ting – men jeg skal vælge at gøre det.

Jeg skal vælge til og ikke fra. Jeg skal vælge at sige ”ja tak” til de chancer og muligheder, der bliver mig givet. Vælge at sige ja, selvom jeg er usikker. Vælge at sige ja til ting, som fører mig på dybt vand, og vælge at sige ja tak til hjælp, hvis dette så bliver for svært. Vælge at

overskride mine grænser. Vælge at suge til mig af andres tanker, perspektiver, erfaringer og meninger, da jeg ikke selv sidder med den hele og rigtige viden. Og jeg skal vælge at tage chancer.

Hvis der er noget Viby Efterskole giver mulighed for, så er det netop dette. Men man skal ville det selv.

Vi er 100 meget forskellige elever på Vi-by. Men ét har vi til fælles – Vi har valgt hinanden. Valgt at ville fællesskabet, og ville noget mere end bare jeg og mig. Og nogle gange er det svært. Nogle gan-ge er det nemmere at vælge mig frem for os. Men har man valgt at gå på efterskole, må man udfordre dette.

Man har valgt at være del af et os, del af noget større end sig selv. Valgt at se – eller valgt at ville lære at se – ud over sin

egen navle, og se det hele i et lidt større perspektiv.

For når man går 100 elever plus nogle lærere op og ned af hinanden næsten hver dag i 10 måneder, så kan man ikke undgå at påvirke hinanden. Jeg kan vælge at være sur og tvær, eller jeg kan vælge at prøve at være glad, og stikke et smil til dem, jeg møder på gangen, og de kan vælge at smile igen. Og måske bliver det så lettere for mig at være glad.

Vi påvirker og farver hinanden hele tiden, og jeg suger til mig, af alt hvad jeg kan, for jeg har valgt at sige ”ja tak”.

Nogle valg er svære, nogle er lette. Nogle valg bliver man glade for, og nogle valg – set i bakspejlet – var måske ikke de bed-ste. Men ét valg, er jeg lykkelig for at have taget. Jeg valgte Viby Efterskole.

Er det mig eller os?