ØMU ENS KONSEKVENSERpure.au.dk/portal/files/53769998/_MU_ens_konsekvenser.pdfafter a demand shock. Furthermore, on the cons side, the focus is on important differences between member

HA-Almen, 6. Semester Forfatter:

Bachelorafhandling Christoffer Barkholt K. Andersen

Studienummer:

30 19 86

Vejleder:

Philipp Schröder

Tegn:

96.716

ØMU’ENS KONSEKVENSER

AARHUS UNIVERSITY

BUSSINES AND SOCIAL SCIENCES

DEPARTMENT OF ECONOMICS

MAY 2013

Christoffer Barkholt Krogh Andersen HA-Almen Studienummer: 30 19 86 Bachelorafhandling 2013

Side 1 af 51

Indholdsfortegnelse 1.0 Abstract ....................................................................................................................................................... 2

1.1 Indledning .................................................................................................................................................... 3

1.2 Problemformulering .................................................................................................................................... 4

1.3 Afgrænsning ................................................................................................................................................. 4

1.31 Faglig ...................................................................................................................................................... 4

1.32 Tidsmæssig ............................................................................................................................................ 5

1.33 Geografisk .............................................................................................................................................. 5

1.4 Metode ........................................................................................................................................................ 5

1.41 Struktur .................................................................................................................................................. 6

2.0 Monetært samarbejde ................................................................................................................................ 6

2.1 Ulemper ved en fælles valuta .................................................................................................................. 6

2.11 Tab af pengepolitik ............................................................................................................................ 7

2.12 Omkostningsmæssige forskelligheder ved deltagerlande .............................................................. 15

2.2 Fordele ved en fælles valuta .................................................................................................................. 23

2.21 Eliminering af transaktionsomkostninger ....................................................................................... 23

2.22 Eliminering af valutakurs risiko ....................................................................................................... 27

2.23 En fælles valutas effekt på handlen (empiri) ................................................................................... 29

2.3 Konklusion på fordele og ulemper ........................................................................................................ 31

3.0 ØMU’ens oplevelse af fordele og ulemper ................................................................................................ 32

4.0 Nuværende udfordringer ved ØMU’en ..................................................................................................... 40

4.1 Eurozonen og USA som Optimum Currency Areas ................................................................................ 40

4.2 Does one size fit all? .............................................................................................................................. 44

5.0 Konklusion ................................................................................................................................................. 45


Side 2 af 51

1.0 Abstract There are both pros and cons (cost/benefits) concerned with the fact of having a common

currency. This thesis deals with the theory on this matter – a theory known as “the theory of

optimum currency areas” – with a focus on the most important features that a common currency

area can experience. Throughout the report, the theory is hold up against the current situation

within the Eurozone. Furthermore some of the important economic features in the Eurozone

including inflation, level of trade, growth and symmetry are analyzed, in order to answer weather

the Euro has contributed to a more uniform and integrated marked, in the likes of the US.

The focus, on the most important features that a common currency area can experience, include

an elimination of transaction cost, and direct and indirect benefits such as the elimination of a

deadweight loss and price transparency. This is on the pros side and according to the theory, and

an abundance of empirical studies on the subject, these benefits has a positive effect on the

amount of trade in the currency area. On the cons side, the focus is on a loss of an individual

monetary policy, which is a very important tool for adjusting the economy back into equilibrium,

after a demand shock. Furthermore, on the cons side, the focus is on important differences

between member states which make it more difficult to obtain an optimal currency area. These

differences include labor market institutions, legal systems and financial markets as the most

important differences.

The thesis investigates weather the Eurozone is an optimal currency area or not. This is firstly done

by analyzing the before mentioned important economic features in the Eurozone. The thesis

concludes that the European Central Bank indeed has been able to keep inflation and prices at a

stable level, from the introduction of the Euro till now. Furthermore, the Eurozone has

experienced a considerable integration in the market for government bonds (10 year maturity).

However, when it comes to growth the Euro does not seem to have made a difference, when

comparing the first twelve Euro countries (EU12) with Denmark, Sweden and The UK (countries

outside the Eurozone). These countries work as a control group and they show an increasing trend

in the growth of GDP/Capita, opposite the EU12.

Finally the thesis compares the Eurozone to the US in order to clarify if the Eurozone can be

regarded as an optimal currency area (OCA). The comparison to the US comes naturally because

the main purpose of the Euro was to create a single market, like the one in the United States. The

thesis concludes that the US outperforms the Eurozone on every important comparable

parameter, including trade, symmetry and mobility of labor. Symmetry, however, is a close call. In

the end, the essential differences between the member states of the Eurozone, makes it very

difficult to create a single market and an OCA. With regard to these differences, the key words are

language, culture and tradition, and it is unlikely that the Euro in itself will be able to overcome

these barriers. The situation could very likely be much different if some of the recent Euro

countries (with eastern European affiliation), plus Greece, were not a part of the Euro. However,

given the circumstances, the thesis concludes that the Eurozone not is an OCA at the moment.


Side 3 af 51

1.1 Indledning EU blev grundlagt i 1957, med henblik på at skabe et enkelt marked for hele Europa. Meget er sket

siden da, og i dag består EU af 27 lande, hvoraf 17 af disse har en fælles valuta, nemlig Euroen. Op

igennem 1990’erne, med Maastricht-Traktaten, konvergenskriterierne og andre kontrolorganer,

som Stabilitets- og vækstpagten (SGP), skulle der dannes en sikker ramme om Euroen og ØMU’ens

tredje fase, således at der allerede ved introduktionen af den nye fælles valuta i 1999, var dannet

et solidt fælles økonomisk fundament, der gav grobund for mere handel og integration i området1.

Den Europæiske Centralbank (ECB) blev oprettet, og skulle stå for den samlede pengepolitik i

Euroområdet, mens de forskellige deltagerlande, stadig var i besiddelse af deres egen

finanspolitik.

I kølvandet på finanskrisen kom eurokrisen, som toppede i 2010-2011. Denne gældskrise i

Euroland var tilvejebragt af en ekstrem uansvarlig finanspolitik i en række af de sydeuropæiske

lande, herunder især Grækenland. I dag har EU formået at lægge en dæmper på situationen, og

med reformer og vækstpakker er der kommet en væsentlig større ro på finansmarkederne,

boligmarkederne og de andre markeder i hele Europa. Det har dog ikke været uden blod, sved og

tårer, og EU, især de sydlige Eurolande, har oplevet mærkbare fald i velfærden.

Disse anseelige begivenheder har unægtelig krævet is i maven fra de ansvarlige politikere, der i

samarbejde med ECB og IMF, har måttet træffe nogle hårde beslutninger for at redde Euroen. Det

har dog ikke været uden problemer, da en fælles valuta har besværliggjort dette, for med en

fælles valuta kommer der både fordele og ulemper.

Som nævnt står ECB for den samlede pengepolitik for hele Euroområdet, mens de forskellige lande

stadig styrer deres egen finanspolitik. I lyset af Eurokrisen, kunne man fristes til at tro, at en sådan

struktur ikke har givet Euroen gunstige betingelser, og derfor ikke har medført noget godt for

deltagerlandene og EU som helhed. Har Maastricht-Traktaten og SGP fejlet i forhold til de

forskellige landes overtrædelser af disses kriterier?

I forlængelse af ovenstående tanker søges der igennem opgaven svar på, hvad teorien siger om en

fælles valutas fordele og ulemper. Ydermere søger opgaven svar på, hvad Euroen rent konkret har

medført, set i forhold til hvad en fælles valuta bør medføre, samt hvad de vigtigste argumenter for

introduktionen af Euroen var. Nærmere bestemt vil konsekvenserne af ØMU’ens tredje fase blive

behandlet. Desuden vil opgaven undersøge hvad der skal til, for at vende Euroens nuværende

situation, og Sydeuropas dårlige ry til noget positivt.

Disse ovenstående mål manifesterer sig i en problemformulering som opgaven, i de efterfølgende

kapitler, udførligt vil behandle.

1 http://ec.europa.eu/economy_finance/euro/index_en.htm


Side 4 af 51

1.2 Problemformulering

Problemformuleringen består af tre hovedspørgsmål og en række relaterende underspørgsmål:

Hvilke fordele og ulemper er der ved at blive optaget i et fælles valutaforbund?

- Hvilke konsekvenser har en fælles valuta for pengepolitikken?

- Hvilke forskelligheder ved deltagerlande kan have en negativ effekt på et

valutasamarbejde?

- Hvilke direkte og indirekte fordele eksisterer der ved eliminering af

transaktionsomkostninger?

Hvordan har ØMU-samarbejdet oplevet disse fordele og ulemper?

- Hvordan har prisstabiliteten i Eurozonen været?

- Har Euroen bibragt en forbedret økonomisk integration, og en forbedret velfærd i

Eurozonen?

Hvilke udfordringer har Euroen på nuværende tidspunkt og hvordan kan disse løses?

- Har Eurozonen opnået at blive et ”Optimum Currency Area”, og hvad kræves der for at

et sådant mål kan opnås?

1.3 Afgrænsning

1.31 Faglig

Ved undersøgelsen af fordele og ulemper (cost/benefits), for et fælles valutasamarbejde,

fokuseres der i hovedtræk på ”theory of optimum currency areas”, når der redegøres for

omkostningerne. Der eksisterer en del kritik af theory of optimum currency areas, der gør et fælles

valutasamarbejde mindre omkostningsfyldt2. Denne kritik vil der dog ikke fokuseres på, og der vil i

et større omfang ses bort fra dette, da forfatteren mener relevansen af theory of optimum

currency kommer før en kritik af denne.

Nærmere omkring fordelene ved en fælles valuta, er der fokuseret på de parametre, som giver en

afsmittende effekt på handlen i området, da en fælles valuta, som værende handelsskabende,

netop var et vigtigt motiv til at introducere Euroen3. Disse parametre omfatter eliminering af

transaktionsomkostninger og andre direkte og indirekte fordele. Årsagen til dette, er at disse

emner er stærkt tilbagevendende i teorien, og forfatteren mener derfor, at disse bør medtages.

I kapitel 3 er der, i videst muligt omfang, fokuseret på data fra de første 12 Eurolande (EU12).

Årsagen til dette er, at de senere tilkomne eurolande, herunder en række østeuropæiske, har

væsentlig lavere BNP/Indbygger, og derfor vil disse forvrænge det sande billede af Euroens

indførsel. 2 De Grauwe, Economics of Monetary Union, seventh edition (2007), side 23

3 http://videnskab.dk/kultur-samfund/euroen-har-ikke-medfort-mere-handel


Side 5 af 51

Ydermere holdes statistikken for EU12 op imod en kontrolgruppe bestående af Danmark, Sverige

og England, der alle er EU lande, men ikke har Euroen som valuta.

1.32 Tidsmæssig

Den tidsmæssige afgrænsning igennem opgaven omfatter hovedsagelig en periode fra 1990’erne

til nu. Især i forbindelse med besvarelsen af problemformuleringens andet hovedspørgsmål. Ved

en kort historisk gennemgang af EU, ØMU’en og hvordan diverse kontrolorganer blev til, bliver

ovenstående tidsramme dog udstrakt til 1950’erne til nu.

1.33 Geografisk

Opgaven beskæftiger sig primært med Eurozonen. Der bliver dog i nogle tilfælde trukket

paralleller til andre EU lande, som ikke nødvendigvis er med i Euroen. Ved besvarelsen af sidste

hovedspørgsmål i problemformuleringen sammenlignes Eurozonen med USA, der betragtes som

værende en nation med et enkelt marked, og hermed et optimalt valutaområde.

1.4 Metode Afhandlingen tager udgangspunkt i den eksisterende teori omkring fælles valuta, herunder især

teorien omkring ”Optimum Currency Areas”, der bygger på Mundell (1961), McKinnon (1963) og

Kenen (1969). Denne teori beskæftiger sig med en cost-benefit analyse af en fælles valuta, med

fokus på omkostningsdelen. I forbindelse med fordelene ved en fælles valuta, er der lagt et fokus

på den positive effekt, som en fælles valuta har på handlen i området, og efterfølgende et særligt

fokus på Rose (2000), der var det første empiriske studie, der undersøgte dette emne.

Efterfølgende er der anvendt metaanalyse på en række andre empiriske studier, for på den måde

at skabe en overordnet konklusion på samme emne. Der er blevet anvendt en iterativ proces i

forhold til teori og empiri, således der igennem opgaven hele tiden er kontrolleret for om teorien

passer på empirien. Det vil altså sige, at rapporten hovedsageligt er udarbejdet på en abduktivt

facon, da der både er arbejdet induktivt (fra empiri til teori) og deduktivt (fra teori til empiri). Dog

vejer den deduktive tilgang til processen tungest på vægtskålen.

Efterfølgende holdes teorien om Optimum Currency Areas op imod ØMU’ens tredje fases

(Euroens) performance, for på den måde at belyse konsekvenserne af ØMU’ens tredje fase. Der er

anvendt rå statistik fra Eurostat, til at skabe grafer over vigtige økonomiske faktorer, der gør sig

gældende ved en analyse af Eurozonens performance. I forbindelse med Eurostat eksisterer der

ingen problematik omkring troværdighed, og dermed er det blot korrekte beregninger, der gør sig

gældende her. Dog er der ikke draget skarpe konklusioner i forbindelse med disse analyser,

grundet de potentielle mange makroøkonomiske forhold, der kan påvirke de undersøgte

parametre. Der er igennem hele afhandlingen anlagt et kritisk syn på de kilder, der tages i brug og

konkluderes ud fra. Størstedelen af disse kilder er af akademisk natur, og dermed eksisterer der

ligeledes stor troværdighed omkring disse.


Side 6 af 51

Videnskabsteoretisk læner ovenstående anvendte metode sig op af hermeneutikken, især den

hermeneutiske cirkel/spiral. Her skal helheden forstås ud fra dens dele, og delene ud fra helheden,

hvilket afspejles i analysen af rå data fra Eurostat og andre vigtige grafer. At forstå hvordan den

samlede situation i Eurozonen ser ud (om Eurozonen er et optimalt valutaområde), skal forstås ud

fra medlemsstaternes samlede formåen til at integrere og konvergere. Dette skal igen

forstås/analyseres ud fra nogle økonomiske nøglefaktorer, så som rentespænd, eksport/import,

inflation og arbejdskraftsmobilitet. Den hermeneutiske cirkel sluttes aldrig, og da disse

økonomiske nøglefaktorer (data fra Eurostat) vil blive opdateret i takt med fremtiden, vil denne

analyse kunne fortsættes sideløbende4.

Udover hermeneutikken afspejler Kuhns Paradigmeteori sig ligeledes i processen, bl.a. under

metaanalysen af ”common currencies effect on trade”. Paradigmet er den måde vi opfatter

verden på. Det er så at sige rammen omkring vores opfattelse, og da denne konstant bliver

udfordret af nye problemer og ny viden, vil den ændre sig over tid5. Dette relaterer sig til de

mange empiriske undersøgelser af ovenstående emne. Opfattelsen af effekten af en fælles valuta

på handlen vil ændrer sig i takt med nye empiriske undersøgelser. Dette fænomen kan igen

beskrives som en cyklus.

1.41 Struktur

Opgavens struktur følger problemformuleringens opbygning slavisk, og dermed også en

kronologisk rækkefølge af de taksonomiske niveauer. Opgaven er således delt op i tre dele. I første

del redegøres der for teorien omkring fordele og ulemper ved en fælles valuta (kapitel 2). Under

anden del af opgaven analyseres nogle af Eurozonens successer og fiaskoer (kapitel 3), og i sidste

del af opgaven bliver disse successer og fiaskoer perspektiveret til teorien samt der gives en

vurdering af, hvad der har virket som følge af Euroen, og hvad der mangler (kapitel 4). Denne

opbygning er med til at sikre en korrekt besvarelse af problemformuleringen, samt at afhandlingen

får en rød tråd.

2.0 Monetært samarbejde

2.1 Ulemper ved en fælles valuta

Den største, mest betydningsfulde omkostning et land påfører sig selv ved at blive optaget i et

fælles valutaforbund, er den manglende evne til drive pengepolitik. Landet mister altså et vigtigt

instrument, der kan benyttes til at tilpasse sig efterspørgselschok i økonomien. Med andre ord, har

landet ikke selv mulighed for at påvirke det totale antal af penge i landets valuta, for på den måde

at kunne regulere prisen på dets nationale valuta, og hermed konkurrencen, samt renten i landet6.

Dette illustreres i nedenstående afsnit. 4 Andreas Beck Holm, Videnskab i virkeligheden, 1. udgave (2001), side 86

5 Andreas Beck Holm, Videnskab i virkeligheden, 1. udgave (2001), side 65

6 De Grauwe, Economics of Monetary Union, seventh edition (2007)


Side 7 af 51

2.11 Tab af pengepolitik

Et lands pengepolitik fungerer på den måde, at skulle der ske et pludseligt uventet skift i

efterspørgslen (også kaldet efterspørgselschok) i landet, kan nationalbanken/centralbanken, jf. om

dette skift er negativt eller positivt, vælge enten at købe statsobligationer (også kaldet ekspansiv

pengepolitik), eller sælge statsobligationer (også kaldet kontraktiv pengepolitik).

Om nationalbanken vælger at købe eller sælge statsobligationer kaldes dette under et ”open

market operations” (OMO). Vælger nationalbanken, som følge af et positivt efterspørgselschok i

økonomien – og dermed en større efterspørgsel for den nationale valuta, at købe

statsobligationer, bliver nationalbanken nødt til at trykke nye pengesedler. Sker det omvendte,

sælger nationalbanken statsobligationer og fjerner dermed penge fra økonomien7. For at styre

renten, og dermed inflationen i økonomien, kan nationalbanken hæve eller sænke udbuddet af

penge. Dette er vist i figur 2.11.

Figur 2.11

Kilde: Egen virkning, med udgangspunkt i Blanchard, Macroeconomics, updated fifth edition (2012), side 70.

Ovenstående figur viser grafisk hvordan centralbanken via. OMO køber statsobligationer, og

dermed hæver udbuddet af penge (M_S) i økonomien. Renten falder herved fra i til i’. Man kunne

også sige, at centralbanken sænker renten, og derved bliver nødt til at trykke flere penge. Det

omvendte gør sig gældende for en kontraktiv pengepolitik.

Et IS-LM diagram er et nyttigt redskab til at lokalisere, hvad der sker både med renten (den korte),

men også output (BNP) på kort sigt. Dette kan være nyttigt at benytte sig af, i situationer hvor et

land rammes af et efterspørgselschok, og man ønsker at vide, hvad der kan gøres for at rette op på

dette.

7 Oliver Blanchard, Macroeconomics, updated fifth edition (2012)


Side 8 af 51

Før IS-LM tages i brug, og en analyse af hvad muligheden for at anvende pengepolitik betyder, i

forhold til et efterspørgselschok, vil det dog være passende med en kort gennemgang af, hvad der

ligger til grund for dette framework. IS-LM diagrammet består af en IS kurve og en LM kurve, men

hvad ligger bag disse kurver, der skaber en samlet ligevægt på både varemarkedet og

pengemarkedet?

IS-kurven: IS kurven illustrerer ligevægten i varemarkedet. Den er nedadhældende, hvilket betyder

at en stigning i renten giver et fald i output8. Der vil ikke bruges mere energi på IS-kurven, da

bevægelser i denne kurve er omfattet af finanspolitik, og derfor ikke er relevant i denne

sammenhæng.

LM-kurven: LM kurven illustrer ligevægten i pengemarkedet. Den er opadhældende, hvilket

betyder at en stigning i output giver en rentestigning. LM-relationen skaber LM-kurven, eller sagt

mere præcist LM-relationen = LM-kurven. Bevægelser i LM-kurven er omfattet af pengepolitik, og

LM-relationen vil derfor blive udredt i det følgende:

Penge udbuddet = Penge efterspørgslen

Dette kan skrives som:

M = $Y * L(i) (2.11)

Hvor L(i) er en funktion af renten, $Y er den nominelle indkomst og M er den nominelle

pengemængde. Ligningen fortæller således, at renten skal være på et niveau, hvor folk er villige til

have et pengebeløb, der er lig med det nuværende pengeudbud, givet deres respektive indkomst.

Denne ligning kan også illustreres ud fra figur 2.11. Ændre folks indkomst sig til det bedre, vil

renten stige. M_d vil rykke sig til højre. Hvis renten holdes fast og dermed ikke stiger, vil

efterspørgslen på penge stige til mere end udbuddet.

Rentestigningen holder således pengemængden nede, da folk hellere vil have pengene stående i

banken9. Dette kan ses i figur 2.12, der ligeledes viser den grafiske udledning af LM-kurven.LM

kurven illustrerer ligevægten på de finansielle markeder. Figur 2.12 (b) viser altså her, at LM

kurven er opadhældende, da en forøgelse af indkomsten, Y, fører til en forøgelse af renten, i.

Dette faktum bygger på figur 2.12 (a), der som nævnt viser, at en forøgelse af indkomsten, Y, fører

til en højere efterspørgsel efter penge – M_d flytter sig mod højre. Givet et fastlagt pengeudbud,

vil renten altså blive nødt til at stige, for at kunne forblive i ligevægt. Det er denne sammenhæng,

der ligger til grund for LM kurven10.

8 Oliver Blanchard, Macroeconomics, updated fifth edition (2012), side 89




Side 9 af 51

Figur 2.12


Husk på, at ligning 2.11 er udtrykt i nominelle termer. Det betyder at $Y = Y * P, hvor P er BNP

deflatoren, der er et indeks nummer, som viser den generelle ændring i priserne over tid11. For at

udlede ligning 2.11 til LM-relationen, $Y altså erstattes med Y * P og rokeres rundt:

M/P = YL(i) (2.12)

Ovenstående ligning er altså LM-relationen, der er gengivet i figur 2.12 (b). Ligningen viser

ligevægten på pengemarkedet, hvor henholdsvis pengemængden og indkomsten er gengivet i

reale termer.

Fra ligningen ses det, at ved en stigning i M, stiger hele udtrykket M/P (den reale pengemængde),

og indkomsten bliver hermed nødt til at stige, for at ligevægten på pengemarkedet kan blive

opretholdt. Dette er imidlertid også tilfældet, hvilket medfører at LM kurven, som følge af en

ekspansiv pengepolitik (M stiger), rykker sig til højre. Omvendt betyder det at LM kurven, som

følge af en kontraktiv pengepolitik vil rykke sig til venstre12.

IS kurven og LM kurven kan nu sammensættes, for at danne IS-LM modellen, der altså gengiver

ligevægten på både varemarkedet (IS) og pengemarkedet (LM) på samme tid (figur 2.13):

11

Oliver Blanchard, Macroeconomics, updated fifth edition (2012), side 30 12

Oliver Blanchard, Macroeconomics, updated fifth edition (2012), side 92


Side 10 af 51

Figur 2.13


Det er vigtigt at vide hvad, der får de to kurver til at flytte sig. For LM kurven drejer det sig om

ændringer i den nominelle pengemængde (M) eller ændringer i højre side af ligning 2.12, altså

efterspørgslen på penge. For IS kurven omfatter det ændringer i skattetrykket, det offentlige

forbrug, det udenlandske renteniveau, de udenlandske priser, de hjemlige priser, befolkningens

forbrug, investeringsniveauet og ændringer i handelsbalancen. Sker der et efterspørgselschok, der

omfatter en af de ovenstående muligheder, og dermed IS kurvens beliggenhed, kan

pengepolitikken benyttes som redskab til at tilpasse sig dette chok13.

I forlængelse af ovenstående bør man have en vigtig overvejelse med i tankerne, når

pengepolitikken anvendes. Nemlig pengepolitikkens påvirkning af valutakursen, og dermed

konkurrencesituationen i landet. Man ser derfor ofte at IS-LM modellen er udvidet med et ”FX

diagram” (foreign exchange diagram/valuta diagram).

Følgende figur 2.14 viser IS-LM-FX i en situation, hvor der anvendes ekspansiv pengepolitik, for på

den måde at styrke konkurrencesituationen i landet:

13

Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012) , side 665 og 675


Side 11 af 51

Figur 2.14

Kilde: Egen virkning, med udgangspunkt i Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012), side

677.

Figuren illustrerer altså hvilke konsekvenser en ekspansiv pengepolitik har, ikke blot for output

(vokser) og renten (falder), men også for valutakursen, og dermed konkurrencesituationen i

landet. DR og FR står for henholdsvis Domestic Return og Foreign Return. Valutamarkedet (figur

2.14 (b)) er i ligevægt når DR = FR. DR svarer til renten på pengemarkedet (i), og er derfor en

vandret linje/kurve. Man skal forestille sig, at E (Exchange rate) er valutakursen for den hjemlige

valuta, altså hvad det koster at købe udenlandsk valuta i form af hjemlig valuta.

I takt med at denne stiger, vil det koste mere af den hjemlige valuta at skulle købe udenlandsk

valuta. Der sker altså en depreciering – en svækkelse af den hjemlige valuta. Konsekvensen af

dette er dog positiv, da det hermed vil være billigere for omverdenen at investere og handle i

dette land. Det hjemlige land vil opleve en forbedring af konkurrencesituationen, og hermed også

en forbedring af handelsbalancen, da der vil eksporteres mere. Det er billigere for omverdenen at

handle der, og landet vil importere mindre, da det er blevet dyrere for landet med en svækket

valuta. FR er nedadhældende, da en forøgelse af den hjemlige valutakurs som sagt får investorer

fra ”foreign” til at handle mere med ”domestic”. Domestic oplever altså en

handelsbalanceforbedring, og omvendt oplever foreign en handelsbalanceforværring.

Det vil nu være passende at komme omkring de to forskellige og overordnede valutakurssystemer,

der eksisterer, nemlig fastkurs og flydende kurs.


Side 12 af 51

Kort om valutakurspolitikker

Globale virksomheder, der handler internationalt, bør overveje hvordan valutakurspolitikken ser

ud i de lande de handler med. Er den lokale valuta fastlåst overfor en centralkurs (ofte en stor

international valuta som U.S. Dollars eller Euroen) kan virksomheden, hvis de handler med

sådanne lande, næsten være sikker på, at priserne ikke stiger inden for den nærmeste tid. Handler

virksomheden dog med lande, der har en flydende valutakurs, er det nødvendigt for virksomheden

at holde et vågent øje med kursen, og i hvilken retning den bevæger sig. Der kan spares store

penge for virksomheden, hvis de vælger at handle på det rigtige tidspunkt, og omvendt kan det

blive dyrt for virksomheden at handle på det forkerte tidspunkt.

Flydende kurs: Hvis et land fører en flydende valutakurs betyder det blot, at landet frit kan benytte

sig af en selvstændig pengepolitik14. Ovenstående gennemgang af pengepolitikkens betydning for

output, renten og valutakursen skal altså ses i sammenhæng med et land, der fører en flydende

valutakurspolitik. Dette har både positive og negative aspekter. At man selvstændigt kan styre sin

egen pengepolitik har, som gennemgået ovenfor, store fordele. Man kan selvstændigt reagere på

efterspørgselschok som rammer økonomien, samt vælge at devaluere sin valuta og på den måde

forbedre konkurrencesituationen og handelsbalancen i landet. Negativt kan det nævnes, at

inflationen vil variere og der ikke vil eksistere den samme prisstabilitet i landet. Ydermere har flere

empiriske studier, herunder Rose (2000), fundet evidens for, at et valutasamarbejde fører til øget

handel – dette vil opgaven komme omkring i senere kapitler. Det er en generel udbredt holdning,

at valutakurs volatilitet lægger en dæmper på handlen.

Fast kurs: Fører et land fastkurspolitik over for en anden valuta, har den fastlåst valutaen så den

kun må svinge nogle givne få procenter. Tag for eksempel Danmark og andre Eurolande, der har

låst deres valutakurs fast til Euroen. Grundet den store konvergens indebærer dette samarbejde at

kronen kun må svinge +/- 2,25 %, hvilken svarer til at kronen må svinge fra 729,252 kroner pr. 100

Euro til 762,824 kroner pr. 100 Euro, med en centralkurs på 746,038 kroner pr. Euro15. Dette

konvergenskriterium skal sikre prisstabilitet i Eurozonen, hvilket er den Europæiske Centralbanks

(ECB) fornemste opgave16.

Siden 1999 har 17 lande taget Euroen til sig som valuta (ØMU’ens tredje fase17), mens lande som

Danmark stadig har sin egen valuta. Som forklaret tidligere, har Danmark fastlåst sin valuta til

Euroen, hvilket betyder, at Danmark (ligesom de andre EU-lande, der har Euroen som valuta) ikke

selvstændigt kan anvende pengepolitik. Altså kan der drages en parallel mellem det at have

samme valuta, og have fastlåst sin valutakurs til en andens. Konsekvensen af dette er den samme.

De positive aspekter ved en fastkurspolitik er altså inflations- og prisstabilitet.

14

Mark Stone et. al., Exchange Rate Regimes: Fixed or Float?, IMF, Finance and Development (marts 2008) 15

http://www.nationalbanken.dk/DNDK/pPolitik.nsf/side/Valutasamarbejde__ERM2!OpenDocument 16

http://www.ecb.int/ecb/html/index.en.html 17

http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/117_85/


Side 13 af 51

Ydermere har et valutakurssamarbejde og en lavere valutakursvolatilitet, som nævnt under

afsnittet om flydende kurs, altså en positiv effekt på handlen, jf. Rose (2000), der kommer frem til

en tredobling af handlen.

De negative aspekter, derimod, er manglen af de positive aspekter for en flydende

valutakurspolitik. Disse omfatter som sagt, at man med en fastkurspolitik ikke selvstændigt kan

anvende pengepolitik, for på den måde at tilpasse sig efterspørgselschok til økonomien, samt

selvstændigt at kunne devaluere valutaen, for at skabe bedre konkurrencevilkår.

At det ikke giver mening at udføre ekspansiv pengepolitik, med en fastkurspolitik, kan ses af figur

2.14. Ved en ekspansiv pengepolitik sker der nøjagtigt hvad figuren viser: Renten falder, output

stiger og der sker en depreciering af valutaen. Dette kan imidlertid ikke lade sig gøre, da det at

føre en fastkurspolitik jo netop indebærer, at valutakursen ikke må ændre sig. Derfor må

centralbanken vende udviklingen til det modsatte. De må altså hurtigt sælge de statsobligationer

de har købt (kontraktiv pengepolitik) og hermed ender varemarkedet, det finansielle marked og

valutamarkedet i dets oprindelige udgangspunkt18.

Kort om automatiske tilpasningsprocesser

Som det er blevet gennemgået i det forgående er pengepolitikken et effektivt redskab til at

tilpasse sig efterspørgselschok til økonomien. Med andre ord er et tab af dette redskab en

væsentlig omkostning som lande, der overvejer medlemskab i et valutaforbund, bliver nødt til at

have med i deres overvejelser. Et andet aspekt som disse lande bør overveje, inden de beslutter

sig, er om der eksisterer automatiske tilpasningsprocesser landende imellem. Hvis ikke, eller hvis

de kun eksisterer i svag grad, kan dette sammen med at tab af pengepolitikken gøre

omkostningerne endnu større. Landene får nemlig herved et endnu større tilpasningsproblem i

forhold til efterspørgselschok19.

Med automatiske tilpasningsprocesser menes der lønfleksibilitet og mobilitet i arbejdskraft, der

via deres eksistens, automatisk tilvejebringer ligevægt igen i økonomien, efter et chok.

Scenarie: Land 1 og land 2 har indgået et valutasamarbejde, hvor de begge har gjort op med deres

egen valuta, og taget en ny fælles valuta i brug. Disse to lande rammes nu af et efterspørgselschok,

hvor forbrugerne har et præferenceskifte fra land 1’s produkter til land 2’s produkter. Land 1

rammes altså negativt, og Land 2 rammes positivt af chokket.

Lønfleksibilitet: Se figur 2.15. Land 1, der er blevet negativt ramt af dette præferenceskifte,

oplever at ouput falder, priserne falder og arbejdsløsheden stiger (D rykker til venstre). Som

konsekvens af dette mister de arbejdsløse forhandlingskraft, og dermed falder lønningerne i Land

1.

18

Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012) , side 678 19

De Grauwe, Economics of Monetary Union, seventh edition (2007), side 7-8


Side 14 af 51

I Land 2 vil det modsatte ske: Priserne stiger, output stiger og arbejdsløsheden falder (D rykker til

højre). Med mindre arbejdsløshed vil der naturligt komme pres på lønningerne, der vil stige.

Lønforringelsen i Land 1 vil presse udbudskurven til højre, tilbage til samme outputniveau som før

chokket. Det modsatte sker i Land 2. Ydermere vil denne ligevægtsmekanisme for Land 1 blive

forstærket af det faktum, at Land 2 nu er blevet mindre konkurrencedygtig på grund af de

forhøjede lønninger og priser. Dette rykker Land 1’s efterspørgselskurve tilbage mod ligevægten.

Igen sker det modsatte for land 220.

Figur 2.15

Kilde: Egen virkning, med udgangspunkt i De Grauwe, Economics of Monetary Union, seventh edition (2007), side 7.

Mobilitet i arbejdskraft: I forlængelse af ovenstående scenarie, kan Land 1’s arbejdere, forudsat

der er nok mobilitet i arbejdskraften, rejse til Land 2 og arbejde der. I Land 2 er der stor

efterspørgsel på arbejdskraft, og hvis denne bliver tilfredsstillet af Land 1, vil lønningerne her ikke

stige. Modsat vil den lavere efterspørgsel på arbejdskraft i Land 1 ikke tvinge lønningerne ned, da

Land 1’s arbejdere kan flytte til Land 221.

Med en passende lønfleksibilitet og mobilitet i arbejdskraften kan dette chok altså tilpasses

automatisk. Men er dette ikke tilfældet, og har Land 1 og 2 indgået et valutasamarbejde, mister de

både adgangen til pengepolitik samt denne automatiske tilpasningsevne, og dermed kan ingen af

dem tilpasse sig dette chok, på en sådan måde.

Hvis Land 2 ikke kan få arbejdere fra Land 1, og dermed få tilfredsstillet deres efterspørgsel på

arbejdskraft, vil trykket på lønniveauet få udbudskurven til at rykke til venstre, og dermed vil

tilpasningen til chokket skulle komme fra det højere prisniveau i Land 2, som vil forbedre

konkurrencesituationen i Land 1.

20

De Grauwe, Economics of Monetary Union, seventh edition (2007), side 7 21

De Grauwe, Economics of Monetary Union, seventh edition (2007), side 7


Side 15 af 51

Med en forbedret konkurrencesituation i Land 1, vil deres efterspørgselskurve rykke sig tilbage til

sit udgangspunkt, men dette vil være på bekostning af inflation i Land 2, forudsat at Land 1’s

lønniveau ikke falder22.

2.12 Omkostningsmæssige forskelligheder ved deltagerlande

Når et fælles valutaforbund oprettes, kan store forskelligheder i de deltagende landes

arbejdsmarkedsinstitutioner, generelle makroøkonomiske holdninger, vækst, lovgivning, politik og

moral hazard betyde store omkostninger for alle landene, og de risikerer ikke at kunne danne et

såkaldt ”optimum currency area”. Først vil der her ses på, hvad lande kan gøre for at forsikre sig

selv og hinanden mod negative efterspørgselschok.

2.121 Forsikring imod efterspørgselschok

I det forgående scenarie, om Land 1 og 2, er det vigtigt ikke blot at have lønfleksibilitet og

mobilitet i arbejdskraften når der indgås et valutasamarbejde. Det er også vigtigt at have en

mekanisme, der gør det muligt at overføre kapital til hinanden. En form for forsikringssystem.

Uden en sådan forsikringsmekanisme, vil dannelsen af et fælles valutasamarbejde have endnu

større omkostninger. Ved et efterspørgselschok, som i scenariet, vil det således være muligt for

Land 2 at overføre kapital til Land 1, og dermed lindre de negative konsekvenser chokket har på

Land 1’s økonomi. Uden denne mulighed er landene, som beskrevet tidligere, nødsaget til at satse

på, at de automatiske tilpasningsprocesser vil være nok til at kunne bringe økonomierne tilbage i

ligevægt23.

Dette forsikringssystem bør dog ikke være på bekostning af lønfleksibilitet og/eller mobiliteten af

arbejdskraft. Den vigtige årsag til dette er ”moral hazard”. Moral hazard opstår, når incitamentet

til at opretholde en fælles indgået aftale forsvinder pga. informationsasymmetri og fordi den ene

part ved, at han kan blive reddet af den anden i sidste ende24. Hvis forsikringssystemet var den

eneste mekanisme til at bringe landene tilbage til ligevægt, ville landene miste incitamentet til at

opretholde disse automatiske tilpasningsprocesser. Land 1 ville således kunne lade være med at

opretholde lønfleksibiliteten, selvom dette måske har været en del af aftalen, da landene indgik

valutasamarbejdet. Land 2 vil ikke have mulighed for at vide dette, før det er for sent, og kan

hermed være tvunget til at overføre kapital til Land 1, da Land 1’s uansvarlighed ellers også vil

have konsekvenser for Land 225.

Der eksisterer to former for forsikringssystemer: Offentlige og private, der vil blive gennemgået i

det følgende:

22

De Grauwe, Economics of Monetary Union, seventh edition (2007), side 7-8 23





Side 16 af 51

Offentlige forsikringssystemer

Offentlige forsikringssystemer kan deles op i to: Centraliserede forsikringssystemer og

forsikringssystemer på det nationale niveau. Begge systemer har med ”consumption smoothing”

og moral hazard at gøre. Consumption smoothing er når et land rammes af et negativt chok, og

output falder, kan det låne fra udlandet for at skulle undgå at nedsætte dets forbrug væsentligt.

Dette betyder, at landet i fremtiden skal betale lånet tilbage med renter. Det er hermed en

nødvendighed, at landet fremover sætter dets forbrug en anelse ned (i størrelsen af afdrag og

renter om året), og lægger til side i gode perioder. På den måde kan landet holde et stabilt og

jævnt forbrugsniveau.

Var landet ikke en åben økonomi, og havde ikke mulighed for at låne fra udlandet, ville det være

nødsaget til at nedsætte forbruget, som følge af chokket, med den mængde som output falder

med, og dermed ville det ikke være consumption smoothing26.

Det centraliserede forsikringssystem: Stadig med udgangspunkt i Land 1 og Land 2, går disse nu

sammen om et fælles centraliseret budget og en fælles centraliseret regering. Dette betyder

ligeledes, at denne centraliserede fælles regering opkræver skatter, både fra Land 1 og 2, samt

udbetaler kontanthjælp til de arbejdsløse, folkepension, SU osv. Land 1, der rammes negativt af et

chok, får som følge af dette et lavere output. Dermed falder skatteindtægten fra Land 1, og

kontanthjælpen stiger, da arbejdsløsheden stiger. Samlet set falder indtægterne og udgifterne

stiger. Modsat rammes Land 2 positivt af chokket, og deres output stiger, hvilket betyder en

højere skatteindtægt. Samtidigt falder udgifterne til kontanthjælp, da flere er i arbejde. Samlet set

stiger indtægterne og udgifterne falder. Alt i alt er der altså ikke sket noget med den fælles

regerings budget. På grund af consumption smoothing er der blot sket en omfordelig af

indtægterne og udgifterne, men det samlede forbrug for de to økonomier forbliver jævnt27.

Som sagt har dette system dog en akilleshæl i form af moral hazard, da den ovenstående situation

kan sammenlignes med forklaringen af moral hazard på forrige side. Begge lande har ikke det

samme incitament til at opretholde de automatiske tilpasningsprocesser når de ved, at de kan

blive reddet af hinandens indkomstoverførsler. Dette bliver især et problem hvis begge lande er

uansvarlige, og gør intet for at opretholde lønfleksibiliteten eller mobiliteten i arbejdskraften. Så

ender de begge i en situation, hvor de graver sig længere og længere ned i et hul, hvor de til sidst

ikke kan komme op. De vil være nødt til at låne af udlandet, og hvis deres umoralske opførsel

fortsætter, vil deres gæld i sidste ende blive ikke bæredygtig og umulig at tilbagebetale28.

26





Side 17 af 51

Det nationale forsikringssystem: Her står landene hver især for at jævne deres forbrug ud over

årene. Som en konsekvens af dette vil landene nu ikke stå i en situation, hvor der opstår moral

hazard. Her kan de ikke på samme måde regne med, at det andet land vil redde dem. Kapital- eller

indkomstoverførslerne må altså komme i en inter-generationel, og ikke interregional, form. Med

andre ord vil Land 1 blive nødt til at øge forbruget i forhold til deres output (eksempelvis ved lån

fra Land 2), som konsekvens af chokket29. I fremtiden vil de være nødsaget til at gøre det

modsatte, jf. redegørelsen for consumption smoothing.

Her opstår der dog imidlertid et nyt problem, da det ikke er sikkert, at Land 1 i fremtiden vil

rammes af et positivt chok. Det kan være det rammes negativt igen, og igen. Dette vil resultere i

en yderligere forøgelse af dets gæld, der i sidste ende kan være svær at redde. Konklusionen på

dette bliver derfor, at det ikke er alle lande, som har denne nationale forsikringsmekanisme til

rådighed. I forvejen gældsplagede lande hører under denne kategori30.

Private forsikringssystemer

Det private forsikringssystem har sin eksistens via det finansielle marked. Igen benyttes Land 1 og

Land 2 som eksempel. En vigtig antagelse, der skal gøres her, er at de to landes finansielle

markeder er fuldt ud integreret, hvilket vil sige at borgere i Land 1 både kan have aktier og

obligationer fra deres eget land, men også i Land 2. Der eksisterer altså kun et aktiemarked og et

obligationsmarked, de to lande imellem. Land 1 oplever altså et negativt efterspørgselschok i

deres økonomi. Land 2 derimod oplever et positivt chok. Det negative chok mod Land 1 presser

deres nationale aktiekurser ned og værdien på Land 1’s statsobligationer falder. Der sker dog

nøjagtigt det omvendte for Land 2. Borgere, der ikke lider af ”home bias” og derfor har

diversificerede porteføljer, vil ikke opleve nogen ændring i deres velstand, da de stigende

aktiekurser og obligationer i Land 2 udligner faldet i Land 1’s aktier og obligationer. Dette er endnu

en vigtig antagelse, da borgere uden diversificerede porteføljer enten vil opleve et fald i

velstanden eller en stigning i velstanden. Overordnet set vil den gennemsnitlige velstand for de to

lande dog forblive intakt31.

Vigtigheden af at have både et offentligt og et privat forsikringssystem illustreres tydeligt af

ovenstående. Set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt vil det, med et privat forsikringssystem

alene, skabe en stor kløft mellem rige og fattige borgere i landene, da de arbejdsløse i Land 1 højst

sandsynligt ikke har råd til en bred portefølje af aktier og obligationer. Herved får de ikke samme

dækning som de bedre stillet borgere32.

29






Side 18 af 51

2.122 Forskelligheder ved deltagerlande

Der er ingen lande, der ligner hinanden til punkt og prikke. Overordnet set, vil forskellighederne

ofte tage sig ud i form af kulturelle forskelle, politiske forskelle og økonomiske forskelle. Især de

økonomiske forskelle er vigtige, når lande vælger at indgå i et valutasamarbejde, da disse

forskelligheder ligeledes kan have store omkostninger for dem alle. Derfor har EU-landene i

fællesskab udformet nogle økonomiske konvergenskriterier for de EU-lande, der ønsker at blive en

del af ØMU’ens tredje fase – altså at få Euro som valuta. Disse konvergenskriterier kan overordnet

listes således33:

- Krav om prisstabilitet

Inflationen for en medlemsstat må ikke overstige inflationen i de tre medlemsstater, der

har haft den laveste inflation, med mere end 1,5 procentpoint.

- Krav om holdbare offentlige finanser

Det årlige offentlige underskud for en medlemsstat må ikke overstige 3 % af BNP.

- Krav til den offentlige gæld

Bruttogældens andel af BNP må ikke overstige 60 % ved udgangen af det forudgående

finansår.

- Deltagelse i ERM II i de seneste to år

ERM II (exchange rate mechanism II) er det europæiske monetære systems

valutakursmekanisme, og denne skal medlemsstater have overholdt uden alvorlige

udsving, de seneste to år. For Danmarks vedkommende er dette udsvingsbånd, som

tidligere nævnt, på +/- 2,25 % i forhold til Euroen.

- Krav til den langfristede rentesats

De nominelle langfristede rentesatser for medlemslandene, må ikke overstige de samme

tre medlemsstaters rentesatser, der er beskrevet under punktet om prisstabilitet, med

mere end 2 procentpoint.

Af ovenstående krav ses det tydeligt, at der i Eurozonen lægges stor vægt på økonomiske

konvergenskriterier. Men alle disse økonomiske konvergenskriterier bunder i sidste ende i en

politisk dagsorden, og om disse politikere træffer de korrekte valg. De vigtige forskelligheder,

landene imellem, forsvinder ikke blot ved en optagelse i et fælles valutaforbund. Hvorfor ikke?

Fordi disse forskelligheder i sidste ende bunder i politik, struktur og institutioner, og de EU-lande

der i dag udgør Eurozonen, har stadig bibeholdt mange af deres nationale særheder, der bunder i

kultur, tradition og politik34.

33

http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/117_86/ 34



Side 19 af 51

Disse ”særheder” omfatter eksempelvis forskelle i præferencer omkring inflation og

arbejdsløshed. Arbejdsmarkederne er stadig vidt forskellige, samt retssystemerne der skaber

forskelle i de finansielle markeder, herunder vidt forskellige holdninger til den meget

omdiskuterede Tobin-skat, boligmarkeder og andre markeder. Ydermere er der stadig store

forskelle i skattesystemer og den måde landene indkræver skat på35. Alle disse forskelligheder

medfører store omkostninger for et fælles valutaforbund, da de i sidste ende vil kunne føre til en

afvigende udvikling i nationale priser og BNP, og uden en individuel pengepolitik, som redskab til

at kunne justere for disse udviklinger og mulige chok, kan disse forskelligheder skabe endnu større

omkostninger for et fælles valutasamarbejde36.

I det følgende vil der blive lagt vægt på forskellighederne omkring arbejdsmarkedsinstitutioner, og

retssystemer:

Forskelligheder ved arbejdsmarkedsinstitutioner

Forskellene ved arbejdsmarkedsinstitutioner kan overordnet deles op i centraliserede eller

decentraliserede institutioner. Konsekvensen af dette kan blive, at landene vil opleve afvigende

løn- og prisudviklinger, selv hvis de rammes af det samme efterspørgselschok, alt andet lige.

Scenarie: Land 1 har en arbejdsmarkedsinstitution, hvor alle lønforhandlinger sker centraliseret.

Land 2 har en arbejdsmarkedsinstitution, hvor alle lønforhandlinger sker decentraliseret. Begge

lande oplever nu stigende oliepriser, og landene oplever den samme prisstigning.

Der vendes nu kort tilbage til ligningen for LM-relationen, altså M/P = YL(i), for at se hvad der sker

med output. De stigende oliepriser kan opfattes som en prisstigning, og dermed falder udtrykket

M/P, hvilket betyder at LM kurven, jf. figur 2.13, rykker til venstre. Som konsekvens af dette stiger

renten og output falder. Men hvad sker der med arbejdsløsheden og lønniveauet? Dette kan ses

ud af figur 2.16 på næste side.

PS er ”price setting” relationen og WS er ”wage setting” relationen. Det naturlige

arbejdsløshedsniveau, U_n, er hvor der er ligevægt imellem de to relationer. Det vil ikke blive

uddybet her hvilke formler der ligger til grund for disse relationer, eller hvorledes disse opstår.

Pointen med eksemplet er blot at illustrere intuitionen bag det. Hermed er det alene nødvendigt

at vide, at WS er en negativt aftagende funktion, da der eksisterer et negativt forhold mellem

reallønnen og arbejdsløshedsraten.

35




Side 20 af 51

Figur 2.16


Dette giver god mening. Jo større arbejdsløshed der er, jo mindre forhandlingskraft har

lønmodtagerne i forhold til lønninger. PS er en horisontal funktion, da det antages, at der langt fra

er fuldkommen konkurrence på alle markeder, og prisen sættes derfor som omkostningerne plus

en mark-up faktor, μ. Dermed afhænger PS ikke af arbejdsløshedsraten37.

Som konsekvens af højere oliepriser, stiger virksomhedernes omkostninger. Som følge af dette

bliver virksomhederne nødt til at sætte priserne op, hvis de ikke vil lide tab. Dette betyder at

virksomhederne hæver mark-up faktoren, μ, og dermed bliver udtrykket 1/1+μ altså mindre. PS

falder fra PS til PS’. Ud af figuren ses det hermed, at ligevægtsniveauet flytter sig fra A til A’, det

naturlige arbejdsløshedsniveau flytter sig fra U_n til U_n’, og bliver dermed større. Herudover

falder reallønnen. I sidste ende har lønmodtagerne altså fået forværret deres vilkår væsentligt.

Det er nu op til de forskellige arbejdsmarkedsinstitutioner at forhandle løn, og her kan et problem

opstå, hvis institutionerne ikke forhandler på samme måde, når landene indgår i et fælles

valutasamarbejde. Problemet bliver som sagt, afvigende løn- og prisudvikling landene imellem,

hvilket i sidste ende kan føre til forskelle i inflation.

Land 1, med en centraliseret lønforhandlingsinstitution, indser at hvis de forlanger højere

lønninger, vil det sparke endnu mere gang i inflationen.

37

Oliver Blanchard, Macroeconomics, updated fifth edition (2012), side 125-126


Side 21 af 51

Årsagen er simpel. På grund af de højere lønninger vil virksomhedernes omkostninger stige endnu

engang. Dette får dem til at hæve priserne. De nye højere priser stiller lønmodtagerne i en ringere

situation, og dette får dem til at forlange højere lønninger på ny. Sådan fortsætter spiralen og

inflationen vil stige støt38. Derfor vil de centraliserede lønforhandlingsinstitutioner ikke have

incitament til at kræve højere nominelle lønninger, da de ved, at reallønnen for lønmodtagerne vil

falde. De indser, at der ikke er noget at gøre ved de stigende oliepriser39.

Land 2, med decentraliserede lønforhandlingsinstitutioner, ved derimod, at deres krav til højere

nominel løn ikke vil påvirke det samlede prisniveau, da disse unioner kun udgør små dele af det

samlede arbejdsmarked. Dermed har hver union et incitament til at gøre krav på højere lønninger.

Her optræder der imidlertid et problem. Unionerne har ikke blot et incitament, men de bliver

simpelthen nødt til at kræve højere lønninger. Hvis en union ikke gør det, vil deres arbejdere

opleve et fald i reallønnen, da alle andre unioner kræver højere lønninger40. For at undgå, at det

eskalerer, vil der ikke være nogen unioner, som vil risikere en nedgang i reallønnen ved at tage det

første skridt til lavere lønninger. Denne situation kommer Paul De Grauwe med et glimrende

eksempel på:

“The analogy with the spectators in a football stadium is well known. When they are all seated, the

individual spectator has an incentive to stand up so as to have a better view of the game. The

dynamics of this game is that they all stand up, see no better, and are more uncomfortable. Once

they stand up, it is equally difficult to induce them to sit down. The individual who takes the first

step and sits down will see nothing, as long as the others do not follow his example. Since he is

sitting, most spectators in the stadium will not even notice this good example” (De Grauwe,

Economics of Monetary Union, seventh edition 2007, side 16).

Hvordan løser unionerne dette problem? De bliver nødt til at overveje konsekvenserne for

virksomhederne, hvor deres medlemmer arbejder. Med højere lønkrav, vil disse virksomheder få

det sværere og opleve en forværring af deres konkurrenceevne. Hermed har de højere nominelle

lønkrav fra unionerne altså en direkte påvirkning på arbejdsløsheden, da den netop stiger som

følge af dette. De decentraliserede lønforhandlingsinstitutioner bliver nødt til at indse dette41.

Konklusionen bliver altså at meget centraliserede eller meget decentraliserede

lønforhandlingsinstitutioner er dygtige nok til at indse, hvilke konsekvenser det i sidste ende vil

have for lønmodtagernes realløn og inflationen i landet. Problemet opstår når

lønforhandlingsinstitutionerne er ”stuck in the middle” – når de hverken er centraliserede eller

decentraliserede.

38

Oliver Blanchard, Macroeconomics, updated fifth edition (2012), side 166 39





Side 22 af 51

Hvis der er stor forskel på de individuelle landes lønforhandlingsinstitutioner, i et monetært

valutasamarbejde, vil nogle lande ikke klare sig lige så godt i forhold til andre, på inflations- og

arbejdsløshedsfronten. Inflationen vil, for nogle landes vedkommende, udvikle sig i et højere

tempo, når landene i et fælles valutasamarbejde oplever et chok i stil med stigende oliepriser, og

dette kan være en betydelig omkostning for valutasamarbejdet42.

Hvis landene tilmed har forskellige præferencer angående deres inflations- og

arbejdsløshedsniveau bliver det endnu mere besværligt for et fælles valutaforbund at eksistere, da

landene bliver nødt til at indrette sig, og acceptere enten højere inflation og lavere arbejdsløshed,

eller lavere inflation og højere arbejdsløshed, for på den måde at have en fast valutakurs43.

Forskelle i retssystemer

Forskelle i retssystemer kan have stor betydning i forhold til hvordan de finansielle markeder,

boligmarkeder og andre markeder fungerer. Har deltagerlandene i et valutasamarbejde store

forskelle i hvor udviklede de finansielle markeder er, kan dette have vidt forskellige konsekvenser

for forbrugerne i sidste ende.

Hvor udviklede de finansielle markeder er, afhænger af hvilket retssystem det finansielle marked

beror på, herunder om det er det angelsaksiske retssystem eller det kontinentale retssystem. Når

virksomheder skal finansiere deres investeringsprojekter gør de det typisk enten igennem

bankerne, som i de kontinentale systemer, eller igennem kapitalmarkederne, hvor de finansieres i

form af obligationer eller egenkapital, som de angelsaksiske systemer44. Virkningen af dette er, at

de angelsaksiske kapitalmarkeder ofte er mere veludviklede og likvide end de kontinentale.

Vælger centralbanken for et valutaforbund nu at hæve renten, kan det have forskellige efterspil på

forbrugernes velfærd for de forskellige deltagerlande, alt efter hvilket retssystem landet fører.

Forbrugerne i landene med de likvide angelsaksiske finansielle systemer, vil ofte opleve et større

velfærdstab end forbrugerne i de kontinentale retssystemer. Årsagen er, at de angelsaksiske

forbrugere vil have en større beholdning af aktier og obligationer, hvilket en rentestigning vil

formindske værdien af. De kontinentale forbrugere vil ikke opleve et fald i velfærden på samme

måde, da det her er banken som oplever et fald i forbrugernes tendens til at låne penge45.

42






Side 23 af 51

2.2 Fordele ved en fælles valuta

Som der er ulemper ved et fælles valutasamarbejde, er der ligeledes fordele ved en fælles valuta.

En af de vigtigste fordele ved et sådant samarbejde er, at landene eliminerer de

transaktionsomkostninger, der ellers forekommer, når lande udveksler deres nationale valutaer.

Dette har stor betydning for bl.a. den internationale handel. En anden meget vigtig fordel ved en

fælles valuta, er bortskaffelsen af den risiko, som er forbundet med usikkerheden i den fremtidige

valutakurs. Dette har ligeledes stor betydning for den internationale handel. Disse to aspekter vil

der fokuseres på i det følgende, hvorefter der til sidst vil blive lagt et fokus på empirien omkring en

fælles valutas effekt på handlen – et emne, pioneret af professoren Andrew K. Rose, hvis tidligere

arbejde har været underlagt meget kritik. Ikke desto mindre forbliver Rose faderen til dette

interessante emne.

2.21 Eliminering af transaktionsomkostninger

Når en virksomhed eller privatperson, i et land med en national valuta, køber en vare fra udlandet,

bliver denne vare købt i udlandets valuta. Det vil altså sige, at der skal ske en veksling af valuta for

at denne handel kan blive gennemført. Denne transaktion tager bankerne sig betalt for, og herved

opstår disse transaktionsomkostninger.

Fordelen ved at starte en fælles mønt er som nævnt, at disse omkostninger forsvinder. Fordelene

kan deles op i direkte fordele og indirekte fordele, og disse vil blive gennemgået i det

nedenstående.

2.211 Direkte fordele ved eliminering af transaktionsomkostninger

De direkte fordele er så at sige de omkostninger man kan se forsvinde, med det ”blotte øje”. Med

andre ord er de direkte fordele bankernes transaktionsomkostninger. Disse

transaktionsomkostninger udgør, ifølge flere undersøgelser af forskellige landes banker, helt op til

5 % af bankernes omsætning. Alt i alt mener EU kommissionen, at disse omkostninger ligger

imellem 13 og 20 milliarder Euro, for Eurozonen46. Der er altså tale om anseelige beløb for disse

banker. Dette betyder dog ikke, at samfundet som helhed mister velfærd. Denne

transaktionsomkostning kan sammenlignes med en ekstra skat eller afgift, som forbrugeren skal

betale. Ved en eliminering af denne skat/afgift vinder forbrugeren altså også velfærd. Da

transaktionsomkostningen er en ekstra form for skat, får forbrugeren ikke noget til gengæld for

den, og dermed sker der altså et dødvægtstab når forbrugeren skal veksle valuta47. Sammenligner

man bankernes transaktionsomkostninger med en importafgift, kan det ses hvorledes der opstår

et dødvægtstab. Først er det dog nødvendigt at forklare hvorledes den samlede velfærd for en

økonomi kan beskrives.

Den samlede velfærd for en økonomi kan beskrives som forbrugeroverskuddet +

producentoverskuddet. Dette ses af figur 2.17.

46

De Grauwe, Economics of Monetary Union, ninth edition (2012), side 54 47

De Grauwe, Economics of Monetary Union, ninth edition (2012), side 54


Side 24 af 51

Figur 2.17


244.

Ovenstående figur viser økonomien i ligevægt. Forbrugeroverskuddet er altså arealet under

efterspørgselskurven og over prisen. Modsat er producentoverskuddet arealet over udbudskurven

og under prisen. Ved en lavere pris vil forbrugerne øge deres areal, og dermed opnå større

velfærd. Ved en højere pris er det producenterne, der vil opnå større velfærd. Bemærk at et

højere producentoverskud betyder et lavere forbrugeroverskud. Bemærk, at der hvor økonomien

befinder sig er i et såkaldt ”no-trade equilibrium”. Økonomien er i ligevægt – udbud er lig med

efterspørgsel, og der er derfor ikke behov for at importere eller eksportere48.

Ved en lavere pris vil forbrugeroverskuddet stige, og dermed også importen. Den stiplede linje vil

altså rykke ned, og først gå igennem udbudskurven og til sidst ramme efterspørgselskurven.

Udbuddet vil altså være mindre end efterspørgslen, og differencen bliver forbrugeren nødt til at

importere. Ved en højere pris vil forbrugeroverskuddet stige, og dermed også eksporten. Den

stiplede linje vil altså rykke op, og først gå igennem efterspørgselskurven og til sidst ramme

udbudskurven. Udbuddet vil altså være større end efterspørgslen, og differencen bliver

producenten nødt til at eksportere.

Men hvornår optræder dødvægtstabet? Dette kan ses ud af figur 2.18.

48

Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012) , side 244


Side 25 af 51

Figur 2.18


249.

Figuren viser hvad der sker, når der introduceres en skat/afgift på importvarer. Der kan let drages

paralleller imellem dette og de transaktionsomkostninger som bankerne har, når der skal veksles

nationale valutaer. Grafen til venstre er magen til figur 2.17. Her ligger ”no-tade” ligevægten dog

over prisen fra start af, hvilket betyder, at forbrugerne importerer, og i dette tilfælde veksler

valuta. I grafen til højre er importkurven, M, nedadhældende, da jo lavere prisen bliver, jo mere vil

der importeres. Dette hænger sammen med eksemplet fra tidligere (figur 2.17) hvor det blev

fastslået, at når prisen falder, vil forbrugernes velfærd stige, og efterspørgslen bliver større end

udbuddet, så importen vil også stige. Kurven X* er udlandets ”export sypply” kurve, og svarer

dermed til de udenlandske bankers pris for at veksle valutaen. Den er vandret, da forbrugerne ikke

kan påvirke prisen, uanset hvor meget de importerer/skal have vekslet49.

Udgangspunktet er hvor prisen er P. Når lande ikke er medlem af et fælles valutaforbund, og

dermed har deres egen nationale valuta, fremkommer der dog en transaktionsomkostning, t, som

skubber P op til P+t, og dermed også X* op til X*+t. Forbrugeroverskuddet, der ligger over prisen

og under efterspørgselskurven, bliver altså mindre med arealerne a, b, c og d.

Producentoverskuddet, der ligger under prisen og over udbudskurven, bliver derimod større med

arealet a. Arealet c kan tilskrives bankernes ekstra indtjening, som følge af

transaktionsomkostningerne - altså omkring de 5 % af bankernes omsætning.

49 Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012), side 246


Side 26 af 51

Hvad så med arealerne b og d? Disse arealer kan ikke tilskrives nogen. Der er ingen i økonomien,

som vinder på de ekstra arealer, b og d, og derfor udgør disse dødvægtstabet for indførelsen af t50.

Totalt set, ser regnestykket således ud:

Fald i forbrugeroverskud:

- (a + b + c + d)

Stigning i producentoverskud:

+ a

Stigning i bankernes indtægt: + c

Samlet effekt på velfærden:

- (b + d)

Konklusionen er, at der opstår et dødvægtstab ved disse transaktionsomkostninger. Et

dødvægtstab, der forsvinder ved indførelsen af en fælles valuta.

2.212 Indirekte fordele ved eliminering af transaktionsomkostninger

Lande, der indgår i et valutasamarbejde, oplever også fordele som følge af eliminering af

transaktionsomkostninger, der ikke er så lette at sætte tal på som de direkte fordele. Disse fordele

kan naturligt nok klassificeres som indirekte fordele, og omfatter øget konkurrence.

Denne øgede konkurrence stammer fra en sammensmeltning af forskellige valutaer. Med en

fælles valuta kan forbrugerne lettere skelne imellem priserne, hvilken altså gør det sværere for

producenterne, at udøve prisdiskrimination. Der opstår en bedre konkurrence hele vejen igennem

varekæden, og dermed lavere priser som afføder en merværdi til forbrugeren51.

Det er veldokumenteret, at denne prisdiskrimination eksisterer, især på internationalt plan (over

landegrænser), men også på nationalt plan, hvor priserne på især elektronik kan svinge meget. At

priserne på elektronik svinger meget skyldes dog ikke transaktionsomkostninger, men at disse

produkter er meget differentierede, og det kan være svært for forbrugeren at sammenligne

priser52. Immervæk er der i Eurozonen stadig prisdiskrimination. Dette er dokumenteret af

Wolszczak-Derlacz (2006), der har fundet det mærkværdige resultat, at Euroen slet ikke har ført til

priskonvergens. Tværtimod skete der priskonvergens i Eurozonen fra starten af 90’erne til omkring

1999, hvor Euroen blev indført. Her stoppede priskonvergensen. Dette er stik imod teorien og

forventningerne til hvad en indførelse af Euroen vil gøre ved spredningen af priser. Som

Wolszczak-Derlacz også gennemgår i artiklen fra 2006, er det eneste ved en fælles valuta, der kan

skabe prisspredning, at producenterne kan finde mere information omkring hinanden. Det er

næppe dette, der ligger til grund for hendes resultater.

En af årsagerne kunne være, at hendes sample indeholder mange supermarkedsprodukter.

Prisspredningen for disse produkter kan forklares ved, at de er ofre for transaktionsomkostninger.

50 Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012), side 249

51 De Grauwe, Economics of Monetary Union, ninth edition (2012), side 55

52 De Grauwe, Economics of Monetary Union, ninth edition (2012), side 57


Side 27 af 51

Det kan ikke betale sig at køre fra Rom til Berlin for at købe en billigere shampoo. Disse

supermarkedsprodukter varierer dog næsten ikke i priserne på nationalt niveau. Dette skyldes at

de fleste lande er domineret af få supermarkedskæder, der står for al markedsføring og

prisfastsættelsen for hele markedet. De fleste af disse kæder er stadig nationale virksomheder, og

derfor optræder der prisforskelle landene imellem. Desuden eksisterer der stadig forskellige

vedtægter, tolde og afgifter som i samarbejde med sprog og kultur fortsat giver prisspredning i

Eurozonen53. Dette falder i god tråd med resultaterne af et studie udført af Engel og Rogers i 1995.

Her finder de, at krydse en landegrænse, med hensyn til prisspredning, svarer til at rejse 4000 km

inde i et land. I dette tilfælde undersøgte Engel og Rogers grænsen mellem USA og Canada.

Landegrænser har altså enormt meget at skulle have sagt, i forhold til at opdele markeder og

sætte forskellige priser. Dette ses tydeligt i Eurozonen54.

Ikke desto mindre forbliver prisgennemsigtighed stadig en stor fordel ved at have en fælles valuta.

2.22 Eliminering af valutakurs risiko

Et fælles valutasamarbejde eliminerer også de fremtidige usikre ændringer i valutakurserne. Dette

er positivt for de internationale virksomheder, da deres fremtidige indtægter afhænger meget af

hvad valutakursen er. At fjerne valutakursusikkerheden vil altså afføde mere velfærd, i en verden

hvor folk er risiko-averse, hvilket er generelt accepteret, at vi er. Denne forudsætning er vigtig for,

at argumentet kan holde stik. Hvis virksomhederne ikke er risiko-averse vil de søge at

profitmaksimere, ved at udnytte den lave valutakurs til at opnå større profit, og den høje

valutakurs til det omvendte. Dermed kan de sætte en begrænsning for den negative effekt, som

en højere valutakurs har for velfærden af virksomheden. Med andre ord vil de udnytte

muligheden, som en god valutakurs giver, til at eksportere deres varer. Omvendt vil de ikke

udnytte denne mulighed, hvis valutakursen ikke er favorabel55. I Paul De Grauwe’s Economics of

Monetary Union, ninth edition (2012), sammenligner han dette med optionsteori, der siger at

værdien af optionen stiger, når variationen i det underliggende aktiv stiger. Man kan altså sige, at

det giver virksomhederne en større værdi/velfærd at have denne mulighed, fremfor ikke at have

den. Dette er som sagt betinget af, at virksomheden ikke er for risiko-avers.

At usikkerheden omkring de fremtidige valutakurser bliver fjernet, fører også til en højere

økonomisk vækst. I en økonomi med lidt usikkerhed omkring valutakursen, vil realrenten også

være lavere, da investorer vil kræve en lavere risikopræmie, da deres investeringer er mere

sikre56. Se figur 2.19. Udgangspunktet er graf a), der viser den neoklassiske vækstmodel. X-aksen

viser den tilgængelige kapital, k, pr. arbejder og y-aksen viser output, y, pr. arbejder.

53






Side 28 af 51

Kurven f(k) er produktionsfunktionen, der har marginalt aftagende produktivitet, da en arbejder

ikke bliver mere produktiv af at have mere kapital til rådighed. Linjen rr er forbrugernes

diskonteringsrente for deres fremtidige forbrug. Ligevægten i denne vækstmodel er hvor rr lige

nøjagtigt skærer f(k), eller mere præcist, der hvor rr er tangent til f(k) – altså punktet A.

Nu reduceres valutakursusikkerheden i økonomien væsentligt, og investorerne vil derfor kræve en

mindre risikopræmie. Dette bevirker at realrenten falder, og dermed vil forbrugernes

diskonteringsrente også falde, da de nu ikke har brug for at spare så meget op til forbrug

fremover. Linjen rr bliver fladere, r’r’, og dermed rykker ligevægtspunktet sig fra A til B, hvilket

betyder en højere vækst i økonomien.

Figur 2.19

Kilde: Egen virkning, med udgangspunkt i De Grauwe, Economics of Monetary Union, ninth edition (2012), side 64.

Vækstmodellen i figur 2.19 a) er en statisk model, og den kan udvides til figur 2.19 b). Denne

vækstmodel er dynamisk og tager højde for den viden som arbejdere kan opnå i takt med

kapitalen stiger. Med mere kapital, og nyere og bedre maskiner, opnår arbejderne en større viden,

hvilket gør dem mere produktive i næste periode. Dette hæver produktionsfunktionen, f(k), til

f’(k), således af produktiviteten af kapital pr. arbejder stiger. Dermed oplever økonomien

permanent højere vækst, da det er forbrugernes diskonteringsrente, der ændrer sig57.

Intuitivt giver det god mening, at økonomien oplever vækst i ovenstående situation. Så snart der

sker et rentefald, er det billigere for investorer, både nationale, men også internationale, at

investere i økonomien.

57



Side 29 af 51

Da realrentefaldet kommer som en konsekvens af mindre valutakursusikkerhed, er det altså en

fordel at starte en fælles valuta.

2.23 En fælles valutas effekt på handlen (empiri)

Kort opsummeret er de tidligere gennemgåede fordele ved en fælles valuta altså eliminering af

transaktionsomkostninger og eliminering af valutakursusikkerhed. Det er derfor hovedsageligt

igennem disse fordele, at et fælles valutaforbund kan forøge handlen imellem deltagerlandene.

Siden år 2000, hvor Andrew K. Rose, som den første, undersøgte dette emne, er der blevet

foretaget talrige økonometriske studier, som er kommet frem til vidt forskellige resultater.

Årsagen til dette er, at det er et utrolig svært emne at undersøge, og alle forskernes research

designs varier væsentligt fra studie til studie. I nærværende sammenhæng vil det dog være

naturligt, at Rose (2000) vil blive gennemgået, da Rose netop er pionereren indenfor dette emne.

2.231 One money, one market: the effect of common currencies on trade, Rose (2000)

Rose anvender et meget stort paneldatasæt, der omfatter 186 lande og 33.903 observationer, der

forløber sig over fem forskellige år (1970, 1975, 1980, 1985 og 1990). Med dette estimerer han en

fælles valutas effekt på den bilaterale handel. Han anvender en såkaldt ”gravity model”, som har

sin oprindelse fra Tinbergen (1962) og Pöyhönen (1963). Navnet stammer fra Newtons universelle

gravitationslov, der siger at gravitationskraften mellem to objekter afhænger af deres masse og

afstanden imellem dem. Dette kan perspektiveres til handlen mellem to lande, der kan beskrives

som værende proportional med deres økonomiske masse (BNP), og omvendt proportional med

afstanden imellem dem.

Rose anvender denne model, men i en udvidet form. Han benytter sig af OLS (ordinary least

square), der kort kan beskrives som en metode, inden for statistik, til at estimere effekten af

ukendte parametre i en lineær regressionsmodel. Udover BNP og afstand mellem landene,

kontrollerer Rose for forskellige andre variabler, der kan have noget at sige, i forhold til den

bilaterale handel. Dette gør han ved at tage dem med i modellen. Andre variabler, han mener er

relevante, omfatter BNP/indbygger, fælles sprog, handelsaftale, fælles nation, fælles valuta og

volatiliteten i den bilaterale valutakurs.

Rose finder, at to lande med samme valuta, vil handle over tre gange så meget med hinanden,

som to lande uden fælles valuta vil gøre. Hans resultater er statistisk signifikante og

banebrydende, da emnet som nævnt ikke har været undersøgt således tidligere. Han finder

yderligere, at effekten af at have en fælles valuta er større end effekten af at kunne bringe

valutakurs volatiliteten (mellem to lande) ned på 0, for to lande med forskellig mønt.

Ovenstående framework har været under hård kritik. Rose kommer dog selv ind på

problematikken i at drage paralleller mellem resultaterne fra hans undersøgelse og ØMU’en, da

datasættet hovedsageligt omfatter små og fattige lande, og derfor ikke minder om de veludviklede

europæiske lande.


Side 30 af 51

Yderligere mener han, at man skal passe på med at sætte to streger under den fundne faktor 3,

men derimod være klar over, at der er en effekt på handlen ved at få en fælles valuta, og at denne

effekt er større en hidtil antaget. Kritikken af Rose (2000) går bl.a. på at datasættet er skævvægtet,

da kun 1 % af landene i datasættet har fælles valuta. Rose får ligeledes kritik af hvilke variabler han

har med. Studiet er dog med til at give litteraturen nyt liv og er som sagt på daværende tidspunkt

banebrydende.

2.232 Andre empiriske studier af en fælles valutas effekt på handlen

Siden Rose (2000) er der foretaget talrige studier, med vidt forskellige resultater. Meget af denne

litteratur holder sig kritisk overfor de, af Rose (2000), fundne resultater. Her kan nævnes Pakko og

Wall (2001) (Reconsidering the trade-creating effects of a currency union). Deres studie har fokus

på bilateral handel, og ligesom Rose anvender de også en gravity model, hvor de benytter sig af

Ordinary least Square (OLS). De anvender sågar Rose’s eget datasæt, fra Rose (2000). I

modsætning til Rose benytter de dog en mere generel model, da de mener at nogle af Rose’s

variabler er biased, hvilket de er meget kritiske overfor. De mener i det hele taget at Rose er

meget biased58, og hans resultater derfor ikke er robuste. Pakko og Wall finder frem til, at en

fælles valuta er handelsreducerende – det stik modsatte af hvad Rose finder empiri for. De mener

dog hermed ikke, at resultaterne er endegyldige, men blot at økonomer skal passe på med hvad

de konkluderer, især i forhold til denne problemstilling, da der nu findes modstridende empiri.

Frankel og Rose (2002) (An estimate of the effect of common currencies on trade and income)

forsøger at bestemme effekten af en fælles valuta på både handlen, men også BNP. Intuitionen er,

at med en fælles mønt forsvinder handelsomkostninger, i form at gebyrer for veksling af

penge/transaktionsomkostninger. Handlen mellem disse lande bliver nemmere og billigere, og

stiger som følge heraf. Yderligere er intuitionen, at handlen stimulerer indkomsten/output – altså

BNP. Frankel og Rose finder, som Rose opdagede i 2000, at handlen stiger som følge af fælles

valuta. De kombinerer herefter deres resultater, for på den måde at besvare hvad den langsigtede

effekt af dette har på væksten i BNP. Resultatet er positivt. BNP vækster når handlen stiger. De

finder desuden, at der ikke sker en såkaldt ”trade-diversion”, og at væksten i BNP kommer direkte

fra væksten i handlen, og ikke igennem andre kanaler, så som makroøkonomisk stabilitet og

centralbankens troværdighed. Resultaterne viser en over tredobling af handlen som følge af en

fælles valuta. Frankel og Rose er dog konservative, og ”runder ned” til en tredobling. Ydermere

viser det sig, som skrevet ovenfor, at der ikke sker ”trade-diversion”, men tværtimod ”trade-

creation”.

Der sker altså en ”openness to trade”, og lande der ikke er medlemmer af et fælles valutaforbund

nyder altså også godt af andre landes optagelser i et fælles valutaforbund. Yderligere finder

Frankel og Rose, at denne åbenhed påvirker BNP/indbygger positivt.

58

Reconsidering the trade-creating effecs of a currency union, Michael R. Pakko and Howard J. Wall (2001), side 44 (conclusion)


Side 31 af 51

Micco, Stein og Ordonez (2003) (The currency union effect on trade: Early evidence from EMU) er

kritiske over for de af Rose (2000) fundne resultater. De ønsker netop at skabe empiri omkring

handlen i ØMU-området, og som Rose (2000) selv skriver, kan hans studie ikke perspektiveres til

Eurolande, da de lande han har med i sit studie er fattige og små lande. Dette studie benytter

korrekt data fra ØMU-landene og finder, i modsætning til Pakko og Wall (2001), ingen evidens for

at en fælles valuta skulle være handelsreducerende. Tværtimod finder studiet frem til, at ØMU-

landene ikke bare øger handlen mellem dem selv, men sågar også med ikke-ØMU lande (dog

stadig EU-lande). De er altså enige med Frankel og Rose (2002), at der trade-creation og openness

to trade ved en fælles valuta.

Der er altså stadig stor uenighed imellem økonomer omkring dette varme emne. Der er ikke blevet

skabt klarhed omkring det endnu, selvom det meste af litteraturen tyder på, at indførelsen af

Euroen har ført til en forstærket handel, og at en fælles valuta generelt har en positiv effekt på

handlen59. Det er et utroligt svært emne at undersøge, da det er noget nært umuligt at kontrollere

for alle de væsentlige variabler, der kan påvirke sammenhængen. Et eksempel kunne være, at USA

fører en ekspansiv pengepolitik så deres rente falder, og de derfor kan blive mere

konkurrencedygtige. Dette vil sandsynligvis have en negativ effekt på handlen i Eurozonen, hvilket

man bliver nødt til at have med i overvejelserne, når emnet undersøges.

2.3 Konklusion på fordele og ulemper

Samlet set vil der altså være både fordele og ulemper befæstet ved et fælles valutasamarbejde.

Omkostningerne, som i litteraturen ofte kaldes ”the theory of optimum currency areas”, bliver

nødt til at være mindre end fordelene, for at deltagerlandene kan skabe et optimalt valutaområde.

Hvordan fordelene kan overstige omkostningerne afhænger af hvorledes deltagerlandene er i

stand til at mindske disse omkostninger mest muligt, og udnytte de mulige fordele.

Deltagerlandene bliver altså nødt til at sørge for at der sker en konvergens, således de kommer til

at ligne hinanden, ikke blot på det finansielle og økonomiske område, såsom

konvergenskriterierne for ØMU’ens tredje fase, men også i form af en strukturel konvergens.

Denne strukturelle konvergens bliver nødt til at komme via lignende arbejdsmarksinstitutioner,

som enten er meget centraliserede eller meget decentraliserede, og via automatiske

tilpasningsprocesser, så som lønfleksibilitet og mobilitet i arbejdskraft, der kan kompensere for et

tab af pengepolitikken. Ydermere er det vigtigt for deltagerlandene at få skabt en retsmæssig

konvergens, da forskelligheder i retssystemer også udgør en risiko for et fælles valutasamarbejde,

der ønsker prisstabilitet.

Fordelene bliver som sagt også nødt til at blive udnyttet. Men dette kræver imidlertid også

kontrol. Efter en eliminering af transaktionsomkostningerne, bliver det fælles valutaforbund nødt

til at have et kontrolorgan, der kan sikre at bankerne ikke blot henter disse tabte fortjenester et

andet sted.

59

http://videnskab.dk/kultur-samfund/euroen-har-ikke-medfort-mere-handel


Side 32 af 51

Tilmed er det også en nødvendighed at have en centralbank med nok tiltro, som kan hæve og

sænke renten, i takt med hvad der er bedst for den samlede økonomi.

Alt i alt bunder et sådant valutasamarbejde i vigtige og korrekte politiske beslutninger, da det i

sidste ende vil være politikere, som står med den afgørende magt. Professor Jan Tore Klovland fra

Norges Handelshøjskole siger om Euroen: ”Euroen er, som jeg ser det, mere et politisk projekt end

et økonomisk projekt”.

3.0 ØMU’ens oplevelse af fordele og ulemper Inden den gennemgåede teori, i det ovenstående, bliver perspektiveret til ØMU’en, vil det være

nødvendigt med en kort gennemgang af hvorledes EU, ØMU’en og diverse kontrolorganer blev til:

Da EU blev grundlagt i 1957, var det med henblik på at skabe et enkelt marked, lignende USA. Det

blev dog inden længe klart, at dette ikke kunne lade sig gøre uden et bedre samarbejde på det

økonomiske og pengemæssige område. Det var dog først i 1992, at Maastricht Traktaten blev

indført, og skulle virke som springbræt til ØMU’en og en fælles valuta. Maastricht Traktaten førte

nogle konvergenskriterier med sig, som deltagerlandene skulle opfylde. Disse kriterier er

gennemgået tidligere i opgaven60.

Ved introduktionen af Euroen i 1999, eksisterende som kontantfri valuta, og i 2002 som fysisk

valuta, blev ECB (European Central Bank) oprettet. Denne centralbanks fornemste opgave er at

holde Euroens købekraft ved lige, og sørge for der er prisstabilitet i euroområdet61. Med andre

ord, står ECB for Euroens samlede pengepolitik. De individuelle deltagerlande derimod, har stadig

ansvaret for deres egen finanspolitik. For at sørge for, at der bliver udført ansvarlig finanspolitik fra

deltagerlandene, blev SGP (Stability and Growth Pact) oprettet. SGP er et regelbaseret framework,

der skal sikre at deltagerlandene forstår, at den økonomiske politik de udfører, har en afsmittende

effekt på andre deltagerlande, og er derfor af fælles interesse62.

SGP har fokus på medlemslandenes budgetdisciplin. Ifølge SGP er medlemslandene forpligtet til at

overholde en budgetdisciplin, således de offentlige finanser ikke kommer ud af balance. Dette

betyder, at de offentlige finanser, ved normalt økonomisk aktivitet, skal være i balance eller

overskud63.

For at holde styr på om medlemslandene overholde SGP, skal landene hvert år indsende

økonomiske nøgletal til Europa-Kommissionen, som hermed overvåger om landene får for store

underskud. Skulle det ske, at et land har for stort underskud, får det en henstilling og en deadline

om at rette op på situationen.

60

http://ec.europa.eu/economy_finance/euro/index_en.htm 61

http://www.ecb.int/ecb/html/index.en.html 62

http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/index_en.htm 63



Side 33 af 51

0,5500000

0,6500000

0,7500000

0,8500000

0,9500000

1,0500000

1,1500000

1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003

Konvergensfaktorer (Euro=1)

Germany

Ireland

Greece

Spain

France

Italy

Portugal

Hvis landet ikke får rettet op på situationen i tide, modtager det et påbud og advarsel om at

indrette sig, og hvis dette heller ikke hjælper har kommissionen nogle sanktionsmuligheder.

Kommissionen kan bl.a. kræve et depositum af landet, som sættes i ECB, uden renter. Dette

depositum bliver til en bøde, hvis ikke landet får styr på gælden64. Ydermere kan denne procedure

føre videre til SGP’s korrigerende arm, der via en Excessive Deficit Procedure (EDP), skal sørge for

at landet kommer på ret køl igen. EDP er en slavisk plan, der sørger for at et land nedbringer sin

årlige offentlige gæld med 1/20 om året. For at undgå, at landet bringes i en situation, hvor den

korrigerende arm finder anvendelse, har SGP også en præventiv arm, der skal sørge for, at budget

disciplinen bliver overholdt på mellemlang sigt. Dette gøres igennem nogle fastsatte rammer for

medlemsstaternes finanspolitik under normale økonomiske forhold65.

Figur 3.1

Kilde: Egen virkning, på baggrund af rå data fra Eurostat.

I 1999 blev Euroen indført, for de 11 første lande, herunder Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien,

Portugal, Holland, Belgien, Østrig, Luxembourg, Finland og Irland.

I 2001 kom Grækenland med. Dette indebar, at disse 12 landes valutaer smeltede sammen til en

valuta, Euroen. Det var dog først i 2002, at Euroen blev introduceret i form af fysiske sedler og

mønter. Hidtil eksisterede Euroen blot i form at kontantfri betalinger og finansielle transaktioner.

For valutakursen havde dette dog ingen betydning.

64

http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/117_88/ 65

http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/preventive_arm/index_en.htm


Side 34 af 51

-1

0

1

2

3

4

5

19961997 1998 19992000 2001 2002 20032004 2005 2006 20072008 2009 2010 20112012

Inflation i forbrugerpriser (HICP)

EU12

DK,SE,UK

De første 11 lande havde fået en ny fælles valuta, og dermed forsvandt

transaktionsomkostningerne ved udenlandske betalinger. Dette ses af figur 3.1, dog ikke med alle

11 lande.

Figuren viser det årlige gennemsnit af konvergensfaktorerne, af de forskellige landes valutaer,

overfor Euroen. Af figuren ses det tydeligt, at der sker en sammensmeltning i 1999. Ikke alle de

oprindelige 11 lande er taget med i figuren, da dette vil gøre det svært at se udviklingen inden

euroens indførsel. Det ses yderligere af figuren, at Grækenland kommer med i 2002. Inden

euroens indførsel var der altså forholdsvis stor valutakursusikkerhed, landene iblandt. Dog kan det

ses, at alle landenes konvergensfaktorer nærmer sig euroens udgangspunkt op igennem 90’erne.

Især for Grækenland ses dette tydeligt. Årsagen til denne ensartede udvikling skal findes i de krav

som Maastricht Traktaten medbragte i 1991, som en forberedelse til Euroen66.

Som tidligere nævnt, er et af kravene fra Maastricht Traktaten prisstabilitet, hvilket også er en af

Den Europæiske Centralbanks hovedopgaver. Figur 3.2 viser en procentvis udvikling i

forbrugerpriserne for både EU12, altså de første elleve eurolande plus Grækenland, samt

Danmark, Sverige og England. Disse 12 eurolande vil i videst muligt omfang blive benyttet i de

følgende analyser, da mange af de senere tilkomne eurolande har østeuropæisk oprindelse, og

dermed et gennemsnitligt lavere BNP i forhold til EU12. Hvis disse lande skulle med i analysen ville

det mudre billedet en smule til, og derfor er dette konsekvente valg, om at fjerne dem fra

analysen, blevet truffet. Ydermere anvendes DK, SE og UK konsekvent som en kontrolgruppe, da

disse lande ligger udenfor Euroen, men stadig er en del af Europa.

Figur 3.2


Den procentvise udvikling er beregnet på baggrund af månedlige indekstal (1996=100) for alle de

forskellige lande.

66

http://ec.europa.eu/economy_finance/euro/adoption/who_can_join/index_en.htm


Side 35 af 51

Der er efterfølgende beregnet et gennemsnit af månederne, som benyttes videre i beregningerne

som det årlige gennemsnit. For alle landenes årlige gennemsnit er der beregnet et nyt samlet

gennemsnit for henholdsvis EU12, samt Danmark, Sverige og England. For at kunne analysere

udviklingen i disse indeksgennemsnit, er der efterfølgende beregnet en procentvis udvikling,

således det kan ses hvor meget forbrugerpriserne gennemsnitligt er steget for EU12, fra det ene år

til det næste. De nærmere beregninger kan ses i appendiks.

Af figur 3.2 ses det at DK, SE og UK har haft gennemsnitligt lavere inflation end EU12 igennem

næsten hele perioden. Dette siger dog ikke meget, da politikere kan have forskellige meninger om

inflation kontra arbejdsløshed. Det vigtige er selve stabiliteten i inflationen (prisstabiliteten),

hvilket må sige at være ganske stabil for både EU12 og DK, SE og UK. Det meste af perioden ligger

inflationen og svinger mellem 2 og 3 % for EU12’s tilfælde, hvor den for DK, SE og UK ligger og

svinger mellem 1 og 2 %. Det store udsving i perioden 2008-2010 må tilskrives finanskrisen. Dette

makroøkonomiske voldsomme chok, som hele verden oplevede, kunne der altså ikke afskærmes

imod, og derfor ses det tydeligt af figuren.

Dette faktum er meget vigtigt at have i mente, når man ser på resten af udviklingen i inflationen.

Hvor mange af de små udsving kan tilskrives makroøkonomiske forhold? Dette er svært at svare

på. For EU12, har den anseelige stigning fra 1999-2000 dog højst sandsynligt med det faktum at

gøre, at Euroen på dette tidspunkt var helt ny. Producenterne har givetvis udnyttet dette til deres

egen fordel, og skruet priserne en anelse mere op, da det tager tid for forbrugerne at vænne sig til

en ny valuta, og de derfor ikke oplever den samme prisgennemsigtighed, som de gør nu67.

Ydermere kan udsvingene i inflationen skyldes kraftige olieprisstigninger i 1999-2000, men også i

2004-2005 og 2007-200868.

Essensen i den ovenstående problematik omkring de underliggende makroøkonomiske forhold,

der påvirker udviklingen i eksempelvis inflationen, forbliver altså en fejlkilde. Dog må det

konkluderes, at ECB og EU12 har formået at fastholde prisstabiliteten i området. Dette faktum,

samt en eliminering af valutakursusikkerheden landene imellem, hører under de fordele som en

fælles valuta i teorien kan fører med sig, og disse fordele har Euroen altså haft. Fordelene vil have

en positiv effekt på integrationen af de finansielle markeder, samt pengepolitikkens udførsel og

effektivitet på tværs af eurolandene69. En større integration på de finansielle markeder, vil føre til

mere integration på mange andre markeder. Der tages i det følgende udgangspunkt i

integrationen på markedet for statsobligationer.

Hvad dækker renten på en statsobligation over? Kort sagt afspejler renten den risiko, som en

investor er villig til at løbe i forbindelse med et køb af en sådan obligation.

67

Nationalbankens Kvartalsoversigt – 3. Kvartal 2008, side 58 68

Nationalbankens Kvartalsoversigt – 3. Kvartal 2008, side 57 69

Nationalbankens Kvartalsoversigt – 3. Kvartal 2008, side 61


Side 36 af 51

0

5

10

15

20

25

30

20

13

Mar

20

12

Jul

20

11

No

v

20

11

Mar

20

10

Jul

20

09

No

v

20

09

Mar

20

08

Jul

20

07

No

v

20

07

Mar

20

06

Jul

20

05

No

v

20

05

Mar

20

04

Jul

20

03

No

v

20

03

Mar

20

02

Jul

20

01

No

v

20

01

Mar

20

00

Jul

19

99

No

v

19

99

Mar

19

98

Jul

19

97

No

v

19

97

Mar

19

96

Jul

Rente på 10 årig statsobligation

Austria

Belgium

Germany

Spain

Finland

France

Greece (GR)

Ireland

Italy

Har en given statsobligation en høj rente, betyder det at investorerne forbinder et køb af en sådan

obligation med en høj risiko. Har den en lav rente, forbinder investorerne obligationen med en lav

risiko – en sikker obligation. Faktorer der påvirker risikoen på statsobligationen, kan eksempelvis

være den offentlige gæld. Hvis den er for høj, risikerer landet at gå statsbankerot, og investorerne

får ikke betaling for statsobligationerne. I USA bliver obligationernes risiko vurderet og fastsat af

to private selskaber, Standard & Poor’s og Moody’s, hvor Moody’s rangerer obligationer fra Aaa,

som værende de mindst usikre (herunder amerikanske statsobligationer), til C, som værende de

mest usikre.

En forbedret integration på markedet for statsobligationer kan fortælle meget om den

økonomiske konvergens og integrering der er sket. Derfor betragtes figur 3.3 nu.

Figur 3.3

Kilde: Egen virkning, på baggrund af rå data fra ECB.

Ovenstående figur tager altså udgangspunkt i renteudviklingen på 10-årige statsobligationer, for

en række af de første 11 lande, der fik Euroen som valuta. Statsobligationerne er fra det

sekundære marked, hvilket vil sige, at det er markedskræfterne (udbud/efterspørgsel), der

bestemmer rentesatsen.

Udviklingen viser klart hvordan disse 9 eurolande, efter en indførsel af Euroen i 1999, har formået

at skabe en større integration på markedet for statsobligationer.


Side 37 af 51

0,9200

0,9300

0,9400

0,9500

0,9600

0,9700

0,9800

0,9900

1,0000

1,0100

19

95

19

96

19

97

19

98

19

99

20

00

20

01

20

02

20

03

20

04

20

05

20

06

20

07

20

08

20

09

20

10

20

11

Ratio af real BNP/Indbygger (indekseret med 1995=1)

Ratio af Euro area (12) og gns. afDK, SE og UK

I perioden fra 1999 til finanskrisen har der næsten ikke været noget rentespænd, bortset fra

Spanien, der i en periode har haft en lidt lavere rente end gennemsnittet. I kølvandet på

finanskrisen blev omverdenen gjort opmærksom på hvordan det stod til i mange af de

sydeuropæiske lande.

Grækenland havde snydt med sine oplysninger til Europa-Kommissionen70, og dette fik store

konsekvenser for dem selv og resten af EU. Dette afspejles i de enormt høje renter i perioden

2010-2012. Det efterfølgende radikale fald i den græske rente kan skyldes ECB’s massive opkøb af

de græske statsobligationer, for på den måde at forhindre en statsbankerot71. Ses der bort fra

denne episode, vidner udviklingen på eurolandenes statsobligationer om integration og

konvergens, som skal ses i forhold til de tidlige konvergenskriterier fra Maastricht-Traktaten.

Med en prisstabilitet, eliminering af transaktionsomkostninger og valutakursusikkerhed samt

integration og konvergens ligger det i tankerne, at Eurozonen må have oplevet en forbedring af

velfærden, som følge af introduktionen af Euroen. Er dette tilfældet? Figur 3.4 kan give svar på

dette.

Figur 3.4


Ovenstående figur 3.4 benytter real BNP/Indbygger, som et billede for velfærden. Figuren viser

hvordan udviklingen i BNP/Indbygger har været for de 12 første eurolande og for kontrolgruppen

DK, SE og UK.

70

http://www.business.dk/diverse/graekenland-snoed-sig-ind-i-euroland 71

http://borsen.dk/nyheder/investor/artikel/1/224142/ecb_under_pres_for_at_tage_tab_paa_graeske_vaerdipapirer.html


Side 38 af 51

-1,5

-1,0

-0,5

0,0

0,5

1,0

1,5

2,0

2,5

19

95

19

96

19

97

19

98

19

99

20

00

20

01

20

02

20

03

20

04

20

05

20

06

20

07

20

08

20

09

20

10

20

11

20

12

20

13

20

14

Ratio af væksten i real BNP/Indbygger (indekseret med 1995=1)

Ratio af Euro area (12) og gns. afDK, SE og UK

Den rå data, der ligger til grund for grafen, er hentet fra Eurostat som BNP/Indbygger for årene

1995-2011. Herefter er der taget et gennemsnit af data’en for DK, SE og UK, således det

efterfølgende kan omregnes til et samlet indeks med 1995=100. Til sidst er indekset for EU12 og

indekset for DK, SE og UK sat overfor hinanden og en ratio er beregnet. Grafen afbilleder således

denne ratio imellem EU12 og DK, SE og UK. Det betyder, at når grafen er nedadgående har EU12 et

lavere BNP/Indbygger end DK, SE og UK, og når grafen er opadgående har EU12 et større

BNP/Indbygger end DK, SE og UK. De nærmere beregninger kan ses i appendiks.

Som det ses af figur 3.4 har EU12 altså oplevet en nedadgående trend i BNP/Indbygger, set i

forhold til Danmark, Sverige og England, både før og efter Euroens indførsel i 1999. Grafen tager et

lille hop op ved 2000-2001, hvilket kan skyldes en succesfuld introduktion af Euroen i 1999, som

først kan mærkes på BNP et år efter. Dette er dog en farlig konklusion at drage, da en forøgelse

eller et fald i BNP/Indbygger kan have mange makroøkonomiske årsager, som rammer landene

forskelligt, og dermed kan der på ingen måde sættes to streger under denne slutning. Til trods for

dette kan det dog konkluderes, at Euroen ikke har haft en mærkbar effekt på væksten i

BNP/Indbygger og dermed velfærden i forhold til kontrolgruppen, som på nær 2000-2001 og 2006-

2009, har haft større BNP/Indbygger. Dette faktum ses også af figur 3.5, der netop viser den

procentvise ændring, altså væksten, i BNP/Indbygger – igen som en ratio af EU12 og DK, SE og UK.

Figur 3.5


Da der er tale om en ratio, vil EU12 have en større vækst i BNP/Indbygger når grafen ligger over 1,

hvilket den gør i årene 2000-2001, 2007 og 2011-2012. Dette er konsistent med figur 3.4, hvor

væksten kan ses af hældningen på grafen.


Side 39 af 51

Hældningen på grafen i figur 3.5 viser tilvæksten i væksten. Det betyder, at når grafen er

opadhældende sker der en større tilvækst i den procentvise ændring af BNP/Indbygger for EU12,

end for DK, SE og UK. Dette betyder dog ikke, at væksten i EU12 er større end for kontrolgruppen,

da grafen som sagt skal være over 1, for at dette kan være tilfældet.

At Euroen ikke har bidraget til mere vækst I BNP/Indbygger, for EU12 end for kontrolgruppen, kan

skyldes det fænomen som Frankel og Rose (2002) (An estimate of the effect of common currencies

on trade and income) finder empiri for. Som tidligere gennemgået finder de belæg for en direkte

sammenhænge mellem øget handel, som et resultat af en fælles valuta, og vækst i BNP. Dette

forklarer dog ikke situationen i figur 3.4, men Frankel og Rose finder også, at der ikke sker en

trade-diversion, men tværtimod en trade-creation, især overfor nærliggende ikke-eurolande. Disse

ikke-eurolande, så som Danmark, Sverige og England kan altså nyde godt af et eurosamarbejde,

selvom de ikke er med i ØMU’ens tredje fase.

Hvor stor en trade-creation, der er sket mellem EU12 og DK, SE og UK er svær at svare på, men det

er muligt, at kontrolgruppen har oplevet mere handel end selve EU12, som resultat af ØMU’en.

Med en stejlere graf i årene 2001-2005, altså efter Euroens indførsel, end årene 1995-2000 tyder

altså på, at kontrolgruppen har oplevet en større vækst i BNP/Indbygger efter introduktionen af

Euroen. At dette kan skyldes en større trade-creation for ikke-eurolandene end selve eurolandene

kan være svært at tro på, og som tidligere nævnt er emnet ”common currencies effect on trade”

et svært emne at undersøge, hvilket afspejler sig i de mange forskellige resultater som forskere

efterhånden har fundet frem til. Silva og Tenrayro (2010) finder bl.a. det resultat at euroens effekt

på handlen har været tæt på 0, og den stigende handel (intra og ekstra) i årene efter 1999, jf. side

63 i nationalbankens 3. kvartalsoversigt fra 2008, skyldes blot en stigende globalisering72.

Dette understreger igen vigtigheden i ikke at drage forhastede konklusioner på baggrund af figurer

som 3.4. Ikke desto mindre kan det dog konkluderes, at Euroen ikke har medført mere velfærd,

målt som BNP/Indbygger, i forhold til kontrolgruppen, men tværtimod har en nedadgående trend.

Hvad vi ikke ved, er hvordan det ville have set ud hvis Euroen ikke var indført.

72



Side 40 af 51

4.0 Nuværende udfordringer ved ØMU’en For en korrekt gennemgang af de nuværende udfordringer ved ØMU’en er det nødvendigt at

vende tilbage til teorien om Optimum Currency Areas (OCA), for at se hvad der er gået galt for

Eurozonen og hvad Eurozonen mangler, for at rette op på dette. Som tidligere nævnt er OCA et

geografisk område, hvor forholdene for en fælles valuta er optimeret. Fordelene ved en fælles

valuta skal altså overgå ulemperne. Dette kan imidlertid være svært at vurdere, og derfor vil det

gøre analysen mere præcis, hvis Eurozonen sammenlignes med et geografisk område, der allerede

er et Optimum Currency Area. Hermed vil det være naturlige at sammenligne Eurozonen med

USA, da man med Euroen, som bekendt, ville skabe et fælles marked i stil med USA. Denne

sammenligning kommer i det følgende.

4.1 Eurozonen og USA som Optimum Currency Areas

Lande i Europa handler meget med hinanden, især efter Euroens indførsel. Om dette rent faktisk

skyldes den fælles valuta eller om det er et resultat af stigende globalisering er svært at svare på,

og derfor eksisterer der også vidt forskellige meninger om dette. Men en ting er sikker, Eurozonen

handler ikke nær så meget internt, som staterne i USA gør det73. Dette ses tydeligt af figur 4.1 (a)

på næste side, hvor gennemsnittet for USA ligger mellem 40 og 50 % og EU gennemsnittet ligger

mellem 20 og 30 %.

Ydermere ses det, at flere østeuropæiske lande, som Slovakiet, Estland, Litauen og Slovenien ligger

over gennemsnittet for EU, hvilket kan virke lidt overraskende, når lande som Tyskland og England

ligger i bunden. Her bliver man dog nødt til at overveje, hvad det er et land som Tyskland

eksporterer. Tysklands eksport består hovedsageligt af industrielle varer, herunder maskiner,

lastbiler (og dele til lastbiler), samt kemiske fabrikater74. Disse produkter er stærkt efterspurgt i

hele verden, og ikke bare i EU. Op til 2009, hvor Tyskland blev overhalet af Kina, havde Tyskland

titlen som verdens største vareeksportør. Tyskland er altså en stærkt eksporterende nation, men

mere til hele verden, end blot til resten af EU.

Set i forhold til USA, tyder en mindre gennemsnitlig eksport til resten af EU på, at det samlede

marked, som EU ville opnå ved Euroen, stadig er under arbejde, og dermed er Eurozonen altså

bagefter USA på dette punkt.

73

Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012), side 803-804 74

http://tyskland.um.dk/da/eksportraadet/tyskland-som-marked/


Side 41 af 51

Figur 4.1

Kilde: Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012), side 805.


Side 42 af 51

Udover det enkelte marked, er symmetriske chok et andet OCA kriterium, der er nødvendigt.

Asymmetriske chok er tidligere blevet gennemgået, og her blev det klargjort, at et sådant

asymmetrisk efterspørgselschok vil være omkostningsbetonet uden en brugbar pengepolitik, og i

særdeleshed også uden automatiske tilpasningsprocesser. Symmetriske chok, derimod, er et tegn

på vellykket integration mellem medlemsstaterne. Hvorfor? Fordi centralbanken efterfølgende

ikke skal være bange for at hæve eller sænke renten til fordel for nogle lande, men med

konsekvenser for andre lande. Hvis landene rammes af det samme efterspørgselschok, kan

centralbanken roligt regulere det samlede valutaområde tilbage i ligevægt med den tilgængelige

pengepolitik75. Dette faktum se af figur 4.2.

Figur 4.2

Kilde: Egen virkning, med udgangspunkt i De Grauwe, Economics of Monetary Union, ninth edition (2012), side 21.

Som det ses af figuren oplever land 1 og land 2 nøjagtig samme chok på efterspørgslen, altså et

symmetrisk chok. Nu kan centralbanken sænke renten, og begge lande vil opleve stigende

efterspørgsel, så begge deres økonomier vender tilbage til ligevægten. Dermed er symmetriske

chok meget passende i fælles valutaområder. Det samme kan ikke siges om asymmetriske chok.

Disse hører sig bedre hjemme i lande med deres egen pengepolitik.

Hvis Land 1 og Land 2 ikke befandt sig i et valutasamarbejde, ville et symmetrisk chok være

forbundet med stor risiko for en devalueringsspiral. Årsagen til dette er, at begge lande vil have et

motiv til at devaluere, for på den måde at rette op på deres efterspørgsel. Dette vil dog være på

bekostning af det andet lands efterspørgselskurve, der vil rykke længere til venstre.

75



Side 43 af 51

Det vil kræve tæt koordination fra begge landes side, og dette kan være svært når landene ikke

samarbejder om en fælles valuta. Dermed passer asymmetriske chok bedre til lande med

selvstændig pengepolitik76.

Der vendes nu tilbage til figur 4.1. Betragt panel (b). En måde at se på symmetrien i de chok, der

rammer EU og USA er ved at beregne korrelationen mellem enkelte medlemsstaters vækst i BNP

og hele det samlede områdes vækst i BNP77. På denne parameter klarer USA sig igen bedre end

EU, dog ikke bemærkelsesværdigt meget bedre. Læg mærke til at en del af eurolandene, herunder

især Tyskland, Spanien og Holland oplever stor symmetri (væsentlig mere end gennemsnittet for

USA). Der er dog EU lande, der har en direkte negativ korrelation, herunder Letland, Slovakiet,

Estland, Grækenland og Litauen. Disse lande trækker gennemsnittet for EU væsentligt ned.

Sidste panel (c) i figur 4.1, viser mobiliteten i arbejdskraften, målt på hvor stor en procentdel af

indbyggerne i en stat, er født i en anden stat. Dette giver et billede af, hvor villige folk er til at

flytte fra sit eget land (eller stat) for at finde arbejde andetsteds. På denne parameter får EU ikke

et ben til jorden. USA’s gennemsnit ligger over 30 %. Amerikanerne har altså virkelig høj mobilitet i

arbejdskraften. Det samme kan på ingen måde sigen om Europæerne. Her ligger gennemsnittet på

1,5 %.

Dette faktum er dog ikke overaskende. Med et fælles sprog har amerikanerne allerede her en

stærk fordel, da det kan være en svær barriere. Tradition og kultur også i vejen for en bedre

mobilitet i arbejdskraften, da folk generelt har svært ved at vende ryggen til det de kender, og er

utrygge ved forandringer. Ydermere er arbejdsmarkederne i EU ikke nær så fleksible som i USA.

Dette gør det sværere for arbejdsgivere at hyre og fyre ansatte, hvilket kan få arbejdere i EU til at

tænke sig om en ekstra gang, inden de vælger at flytte til et andet land for at finde arbejde78.

Konklusionen på gennemgangen af ovenstående tre parametre er altså, at EU er fundamentalt

bagefter USA, hvad angår intra-handel og mobiliteten i arbejdskraften. I forhold til symmetrien af

de oplevede chok er EU også her bagefter – dog ikke så væsentligt. Det betyder altså at Eurozonen

højst sandsynligt ikke tilfredsstiller OCA kriterierne, hvis man sammenligner området med USA.

Dette er afbilledet i figur 4.3.

Med udgangspunkt i de mangler som Eurozonen har, i forhold til at blive et Optimum Currency

area, når man sammenligner den med USA, vil Eurozonen altså blive placeret til venstre for OCA

linjen. Den anførte placering af Eurozonen og USA skal dog ses som værende forfatterens

arbitrære og subjektive holdning. Den generelle holdning, om at Eurozonen ikke er et OCA, er dog

delt af mange økonomer i dag79.

76


Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012), side 804 78

Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012), side 804 79

Feenstra & Taylor, International Economics, second edition (2012), side 806.


Side 44 af 51

Figur 4.3


806.

En interessant tanke er, om Eurozonen vil ligne et OCA mere, hvis Grækenland og nogle af de

østeuropæiske lande blev fjernet fra Euroen. Disse lande ligger konsekvent nederst i panelerne i

figur 4.1, og man kunne forestille sig, at Eurozonen ville opleve en højere gennemsnitlig symmetri

af chok, en højere gennemsnitlig intra-handel og en højere gennemsnitlig mobilitet i

arbejdskraften. Dette ville højst sandsynligt trække Eurozonen tættere på OCA linjen.

4.2 Does one size fit all?

Det kan konkluderes, at selvom ECB har formået at skabe en stabil ramme omkring Euroen, både i

form at stabile priser og ingen valutakursusikkerhed for hele området, så har dette, samt kontrol

fra EU-kommissionens side, ikke været nok til at skabe et optimalt valutaområde. Selvom

symmetrien af chok i Eurozonen kun ligger en smule under niveauet i USA, er der stadig store

forskelle i form af sprog, kultur og tradition imellem landene. Disse forskelle kan Euroen næppe i

sig selv fjerne, og her bliver politikere nødt til at træde til, for at skabe større integration i

Eurozonen, især på arbejdsmarkederne.

ECB kan ikke klare opgaven alene, da den blot styrer pengepolitikken i området, og med de stadigt

eksisterende store forskelle imellem landene, er det rigtig svært for centralbanken at tage højde

for alle landes behov, Mojmir Hampl (2012).


Side 45 af 51

ECB bliver nødt til at fastlægge en pengepolitik ud fra en vurdering af økonomien i euroområdet

som helhed, og det er åbenlyst, at denne politik somme tider vil passe bedre til nogle landes

økonomiske situation, hvor den andre tider passer til andre lande80.

Med eurolandenes store forskelligheder må det konkluderes, at en størrelse ikke passer til alle, og

det er en svær opgave for politikerne, at skabe større integration og lighed, da forandring i form af

kultur og tradition er en stor barriere, og ikke sker fra den ene dag til den anden. Ikke desto

mindre er dette dog en nødvendighed i fremtiden, for at Eurozonen kan opnå et enkelt marked,

ligesom USA, og dermed blive et optimalt valutaområde.

5.0 Konklusion En fælles valuta fører som bekendt både fordele og ulemper med sig. Igennem opgaven er der

fokuseret på de ulemper af størst betydning, herunder især et tab af en selvstændig pengepolitik.

Pengepolitikken benyttes til at justere økonomien tilbage i ligevægt, efter asymmetriske

efterspørgselschok. Skulle det ske, at økonomien bliver ramt af et chok, er IS-LM diagrammet et

nyttigt værktøj til at lokalisere hvad der skal til, for at økonomien kan komme på ret køl igen.

Udvides IL-LM til IS-LM-FX, kan det ses hvorledes efterspørgselschok til økonomien, samt

ekspansiv og kontraktiv pengepolitik, påvirker landets konkurrenceevne, da der som følge af dette,

enten sker en appreciering eller en depreciering af landets valuta. Ovenstående vigtige redskab

forsvinder altså ved et fælles valutasamarbejde, og ansvaret for pengepolitikken bliver overlagt i

en centralbanks hænder, der således skal sørge for at tilfredsstille alle medlemsstater i

samarbejdet. Dette er altså en ulempe. Især hvis medlemsstaterne rammes af asymmetriske

efterspørgselschok, da centralbankens pengepolitik naturligt ikke ville kunne tilfredsstille alle de

påvirkede lande. Dette vil udgøre en væsentlig omkostning for hele valutasamarbejdet.

Medlemslandene bliver ydermere nødt til at overveje om der eksistere automatiske

tilpasningsprocesser, landende imellem. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver omkostningerne ved et

tab af den individuelle pengepolitik endnu større. De automatiske tilpasningsprocesser omfatter

lønfleksibilitet og mobilitet i arbejdskraften. Udover disse omkostninger, vil et fælles

valutasamarbejde heller ikke kunne fungere uden en stor økonomisk, politik, kulturel og sproglig

integration. En sproglig og kulturel integration er, i et område med store forskelle på disse

punkter, nærmest umulig. Derfor ses det oftest, især med udgangspunkt i ØMU’en, at

medlemsstater forsøger at ligne hinanden på de økonomiske og politiske niveauer.

Selv dette har dog vist sig at være svært for ØMU’en, da Maastricht-Kriterierne som bekendt ikke

er blevet overholdt for en lang række sydeuropæiske lande. Forskelligheder imellem landene, kan

altså udgøre stor fare for, om valutasamarbejdet vil blive en succes. Især forskelligheder på

arbejdsmarkedsinstitutioner og retssystemer kan vise sig som en ulempe.

80

Nationalbankens Kvartalsoversigt – 3. Kvartal 2008, side 67


Side 46 af 51

Arbejdsmarkedsinstitutionerne kan enten være centraliserede eller decentraliserede, alt efter

hvordan der forhandles løn. En meget centraliseret eller meget decentraliseret

lønforhandlingsinstitution udgør i sig selv ingen stor fare for store forskelle i stigende prisudvikling,

men er et land ”stuck in the middle” mellem at være centraliseret eller decentraliseret, kan dette

land opleve en hurtigere vækst i inflationen end andre medlemslande.

Forskelle i retssystemer kan ligeledes vise sig som en ulempe, da disse kan have konsekvenser for

de finansielle markeder. Alt efter om retssystemet beror på det angelsaksiske system, hvor

investeringer finansieres igennem markedet, eller det kontinentale system, hvor investeringer

finansieres igennem banker, vil de finansielle markeder være mere udviklede og likvide. Typisk vil

det være tilfældet, at de angelsaksiske finansielle markeder er mere likvide. Forskelle i disse

retssystemer vil have konsekvenser for velfærden, da en rentestigning fra centralbanken vil

forværre vilkårene for de angelsaksiske forbrugere mere end de kontinentale.

Der vil som nævnt selvfølgelig også eksistere fordele ved en fælles valuta. De vigtigste af disse

omfatter en eliminering af transaktionsomkostningerne ved at veksle valuta, samt en eliminering

af valutakursusikkerheden. Begge disse fordele påvirker handlen i valutaområdet positivt.

Fordelene ved ingen transaktionsomkostninger kan inddeles i to; direkte og indirekte. De direkte

fordele henviser til de omkostninger, man så at sige kan se forsvinde med det blotte øje. Disse

omkostninger udgør et dødvægtstab for økonomien, og forbrugerne og samfundet opnår således

mere velfærd ved en eliminering af dette. De indirekte fordele omfatter bedre konkurrence, som

følge af mere transparente priser. Producenternes evne til at udføre prisdiskrimination

formindskes altså, til gavn for forbrugerne.

En eliminering af valutakursrisikoen påvirker ligeledes handlen positivt for internationale

virksomhede, der er risikoaverse. Ydermere påvirker det væksten i økonomien positivt, da

investorer kræver lavere risikopræmier i en økonomi med ingen valutakursusikkerhed. Dette

påvirker realrenten i en nedadgående retning, hvilket skubber ligevægtsniveauet højere op på

produktionsfunktionen, jf. figur 2.19.

Ovenstående fordele har som sagt en direkte positiv effekt på handlen i området. Her kommer

Andrew K. Rose ind i billede, da han fremstår som pioneren indenfor emnet ”common currencies

effect on trade”. Det første studie, der undersøgte emnet, var Rose (2000), som sidenhen har

været under meget kritik. I dag findes der talrige undersøgelser indenfor emnet. Disse kommer

frem til vidt forskellige resultater, alt efter hvilket research design, der er valgt. Dette vidner om et

emne, som er utrolig svært at undersøge, givet de mange forskellige makroøkonomiske faktorer,

der skal tages højde for. Rose (2000) kom frem til en tredobling af handlen, som følge af en fælles

valuta. Siden hen har Rose dog, i forbindelse med andre studier, nedjusteret effekten væsentlig.

Pakko og Wall (2001) finder frem til, at en fælles valuta er handelsreducerende. Dog viser

størstedelen af empirien på området i dag, at der eksisterer en positiv sammenhæng mellem en

fælles valuta og handlen, og derfor er dette også den generelle holdning blandt økonomer i dag.


Side 47 af 51

Med Maastricht-Kriterierne skete der en økonomisk konvergens allerede i årene op til Euroens

indførsel. I 1999 blev Euroen således introduceret, og hermed forsvandt valutakursusikkerheden.

Førhen havde denne varieret væsentligt imellem landene, men med en vellykket introduktion af

Euroen forsvandt denne risiko.

Den Europæiske Centralbanks hovedopgave er at skabe prisstabilitet i hele Eurozonen, og denne

opgave har ECB formået at løse på fornemste vis. Dette ses tydeligt af figur 3.2, hvor inflationen

for EU12 ligger og svinger mellem 2 og 3 % i perioden 1997-2012. Udover denne succes, har der

samtidigt været næsten ingen rentespænd for EU12 i årene 2000-2008, med undtagelse af

Spanien. Dette ses af figur 3.3, der viser renteudviklingen på de 10-årige statsobligationer for en

række af de første Eurolande. På dette område er der altså sket en væsentlig integration. Med

ovenstående taget i betragtning skulle man tro, at Euroen har medført mere velfærd, men dette er

imidlertid ikke tilfældet, hvis man sammenligner EU12 med DK, SE og UK. I årene 1995-2011 har

velfærden (målt som BNP/Indbygger) for EU12 oplevet en nedadgående trend, set i forhold til DK,

SE og UK. Dette ses tydeligt af figur 3.4 og figur 3.5.

For at vurdere om Eurozonen er et Optimum Currency Area, kan denne sammenlignes med USA på

en række punkter, herunder handel, symmetri og mobilitet i arbejdskraft. USA udkonkurrerer

Eurozonen på alle punkter – dog er der næsten lige så meget symmetri i Eurozonen som USA. Ikke

desto mindre må det konkluderes, at Eurozonen halter bagefter USA i forhold til at være et OCA.

Hermed ender Eurozonen til venstre for OCA-linjen i figur 4.3, hvor det kræver mere

markedsintegration og mere symmetri i de oplevede efterspørgselschok, som området rammes af,

for at Eurozonen kan bevæger sig over linjen og blive et OCA. Eurozonen vil dog utvivlsomt

bevæge sig tættere på linjen ved en eliminering af dårlig performende lande, som Grækenland og

en række af de østeuropæiske eurolande. Dette vil give valutasamarbejdet mere symmetri og

mere mobilitet i arbejdskraften, da folk, jf. figur 4.3, ikke er parate til at flytte til lande som

Slovenien, for at arbejde.

Årsagen til den relativt dårlige performance fra Eurozonens side, skyldes de store forskelle i sprog,

kultur og tradition imellem medlemsstaterne. Dette er en svært overkommelig barrierer som

Euroen, i sig selv, næppe kan fjerne. ECB står blot for den samlede pengepolitik i området, og kan

ikke tilpasse denne til alle de individuelle lande, hvis finanspolitikken stadig hviler på deres egne

skuldre. Dette er et problem, når de oplevede efterspørgselschok er af mere asymmetrisk karakter

end symmetrisk. Hermed må det konkluderes, i forbindelse med ØMU’ens tredje fase, at en

størrelse ikke passer til alle. For at skabe et mere ensartet valutaområde vil det kræve barske

beslutninger og indgreb fra politikernes side. På baggrund af dette, må det ligeledes konkluderes,

at samarbejdet om Euroen er et politisk projekt, i større omfang end det er et økonomisk projekt.


Side 48 af 51

LITTERATURLISTE

Bøger:

- Grauwe, Paul D. (2012). Economics of Monetary Union, Oxford University Press, Ninth

edition.

- Feenstra, Robert C. & Taylor, Alan M. (2012). International Economics, Worth Publishers

Inc., Second edition.

- Blanchard, Oliver (2012). Macroeconomics, Pearson Education, Updated fifth edition.

- Holm, Andreas Beck (2011). Videnskab i virkeligheden; En grundbog i videnskabsteori,

Samfundslitteratur, 1. udgave.

Videnskabelige artikler:

- Rose, Andrew K. (2000). One money, one market: the effect of common currencies on

trade.

- Pakko, Michael R. & Wall, Howard J. (2001). Reconsidering the Trade-Creating Effects of a

Currency Union.

- Frankel, Jeffrey & Rose, Andrew K. (2002). An estimate of the effect of common currencies

on trade and income.

- Micco, Alejandro et al. (2003). The currency union effect on trade: Early evidence from

EMU.

- Wolszczak-Derlacz, Joanna (2006). One Europe, one product, two prices-the price disparity

in the EU.

- Silva, J.M.C. Santos & Tenreyro, Silvana (2010). Currency Unions in Prospect and

Retrospect.

- Hampl, Mojmir (2012). The case of European Monetary Integration and its Former

Hegemon.

Web-adresser:

NB.: Web-adresserne er senest blevet tjekket den 29.4.2013.

- http://ec.europa.eu/economy_finance/euro/index_en.htm

- http://videnskab.dk/kultur-samfund/euroen-har-ikke-medfort-mere-handel

- http://www.nationalbanken.dk/DNDK/pPolitik.nsf/side/Valutasamarbejde__ERM2!OpenDocument

- http://www.ecb.int/ecb/html/index.en.html

http://ec.europa.eu/economy_finance/euro/index_en.htm


http://www.nationalbanken.dk/DNDK/pPolitik.nsf/side/Valutasamarbejde__ERM2!OpenDocument

http://www.ecb.int/ecb/html/index.en.html


Side 49 af 51

- http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/117_85/


- http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/index_en.htm


- http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/preventive_arm/index_en.htm

- http://ec.europa.eu/economy_finance/euro/adoption/who_can_join/index_en.htm

- http://www.business.dk/diverse/graekenland-snoed-sig-ind-i-euroland

- http://borsen.dk/nyheder/investor/artikel/1/224142/ecb_under_pres_for_at_tage_tab_paa_graes

ke_vaerdipapirer.html

- http://tyskland.um.dk/da/eksportraadet/tyskland-som-marked/

Anden litteratur:

- Bartholdy, Niels et al. (2008). Erfaringer med eurosamarbejdet de første 10 år,

Nationalbankens Kvartalsoversigt, 3. kvartal.



http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/index_en.htm


http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/preventive_arm/index_en.htm

http://ec.europa.eu/economy_finance/euro/adoption/who_can_join/index_en.htm

http://www.business.dk/diverse/graekenland-snoed-sig-ind-i-euroland



http://tyskland.um.dk/da/eksportraadet/tyskland-som-marked/


Side 50 af 51

APPENDIKS

Beregninger til Figur 3.2.

Inflation i forbrugerpriser:


Side 51 af 51

Beregninger til Figur 3.4.

Ration af real BNP/Indbygger:

Documents

ØMU ENS KONSEKVENSERpure.au.dk/portal/files/53769998/_MU_ens_konsekvenser.pdfafter a demand shock. Furthermore, on the cons side, the focus is on important differences between member