Pjat før

PREMIERENGak og gøgl går normalt ikke hånd i hånd med seriøst arbejde og målrettet forberedelse. Men kan man også kalde en teaterscene for en normal arbejdsplads? Kom med til forberedelserne på muscialen Evita.

Salen er tom, og publikumslyset er tændt. Kun de to midterste stole på første række er

besat. Fra de to røde rækkestole kaster instruk-tør og koreograf et skarpt blik mod scenen. De sidder begge med korslagte ben og pen i mun-dvigen. De kigger koncentreret. Anden akt af Andrew Lloyd Webbers musical Evita skal til at begynde.

De 20 dansere og skuespillere som de kig-ger på, har arbejdet intensivt siden d. 2. Januar, men selvom skuespil er deres passion, så er det også deres arbejde. Der er 22 dage til pre-miere, og det er i dag, der skal styr på den sid-

ste koordination, inden finpudsningen af sang og dans kan begynde.

Det hele værdDet summer på scenen. Kulisserne er væk, og det er ikke kostumer, men joggingbukser og sneakers der pryder de fleste unge men-nesker på sættet.

Stemningen er løssluppen i pauserne mellem de forskellige sange. Scenen minder mest af alt om en lille reception. Folk står i små klynger, mens de griner og pjatter med hver deres drik i hånden.

En af gæsterne til receptionen er 22-årige Mille Gori. Hun er med i ensemblet(dans og kor, red.). Til daglig studerer hun moderne dans på Statens Teaterskole, men har helt ek-straordinært fået lov til at spille med i Evita samtidig. Hun er en erfaren performer, for Evita er hendes tolvte forestilling på Holstebro Musikteater.

”Jeg kører mig selv hårdt. Det ved jeg. Men jeg elsker det her, og jeg k ne sagtens bruge alle de her timer, selvom vi kun skulle vise forestillingen én gang. Det ville stadig være det hele værd.”

Efter træningen i dag skal Mille tilbage til København. På grund af forberedelserne til Evita er hun kommet bagud med dansen på skolen. Når hun møder i morgen, skal hun lære en hel uges koreografi, som hendes med-studerende allerede har lært.

”Det er fint nok. Jeg er god.” smiler hun.

62/%5,//(5��6NXHVSLOOHU�%MDUQH�+HQULNVHQ�WDJHU�VLJ�HW�KYLO�L�VDOHQ��LQGHQ�GHW�HU�KDQV�WXU�WLO�DW�Jn�Sn�VFHQHQ���+DQ�VSLOOHU�-XDQ�3HUyQ�L�GHQQH�RSV WQLQJ�DI�(YLWD�

.�5(67(5��'HW�GDJOLJH�DUEHMGH�Sn�PXVLFDOHQ�VNDEHU�HW�PHJHW�W W�I OOHVVNDE��1RJHQ�JDQJH�DII¡GHU�GHW�PHUH�HQG�EDUH�YHQVNDEHU��.DQ�GX�J WWH�KYHP�7HLW�RJ�&HFLOLH�HU"

Tekst og foto: Christian Serritslev Riis

En sindssyg øvelse i tålmodighed”Er folk klar til gennemgang!?”, råber koreograf Hans-Christian Leonhard, og finder vej til sin plads midt for scenen.

Bag ham finder folk hurtigt tilbage på deres pladser. Kun hovedrollerne bliver på sættet.

”Det er en sindssyg øvelse i tålmodighed at være på scenen.”, forklarer han og slår sit sæde ned.

”Vi har 20 mennesker, der skal have hver deres besked, så det er klart at der bliver en masse ventetid.”

Scenen i stykket er bygget op omkring en kæmpe stor trappe, der kan drejes 360 grader. Det er en tung krabat, og under forestillingen er det danserne selv, der skal dreje trappen. Den volder besvær.

”Hvem tager det her hjørne?” og ”Jeg kan ikke nå derover!” bliver der råbt.

Det er et logistisk regnestykke, der skal reg-nes ud, før de kan komme videre. Det er nødv-endigt, og det ved alle på scenen.

Selvom det er de sidste praktiske aftaler, der

Men den lange ventetid bliver klaret på en helt særlig måde. Det er nemlig en meget speciel oplevelse at være på et musical-set 22 dage før premieren. For alt i mens instruktøren og koreografen udstikker instrukser til hver en-kelt, går tiden. Rastløsheden får fat i folk. De skal have afløb for den kreative energi, og nye udtryk og mandril-lignende karakterer op-findes på scenen. Det er et virvar af spontane sange, parodier og dansetrin.

Jeg vidste først ikke, hvordan jeg skulle re-agere. Det er meget internt, og selvom det meste gøgl ikke giver nogen mening, så virker det alligevel, som en slags kommunikation mellem folkene på scenen. Et hemmeligt sprog, som kun de forstår. Mille kigger forundret på mig, da jeg spørger, hvad det er de laver.

”Det er sjovt… Jeg har aldrig rigtig tænkt over at vi gør det. Men det er da egentlig rigtigt. Der sker da nogle ret mærkelige ting.” siger hun, og kigger på mig, som om et lys er gået op for hende.

”Jeg ved ikke om det er for at få opmærksom-hed, eller om det er, fordi man har så meget kreativ energi, man simpelthen skal ud med”, fortæller hun, men bliver afbrudt.

”Sig mig, hvor mange gange skal jeg sige, at jeg ikke kan tåle stanken af kogt gris!?” lyder det pludseligt fra kulissen. Tommy Kenter-parodien er ikke til at tage fejl af. Det er en af hovedrolleindehaverne, Mads Knarreborg, der kommer vraltende ind på scenen. Det løfter stemningen, og øjeblikket efter kører en ping-pong mellem en gruppe af mændene.

Mille kigger på mig. Hun kan se, hvad jeg mener.

0$1'5,/��0DUWLQ�RJ�-HVSHU�LPSURYLVHUHU�L�HQ�DI�SDXVH�WLO�VWRU�PRUVNDE�IRU�UHVWHQ�DI�KROGHW�

.21&(175$7,21��.RUHRJUDI�+DQV�&KULVWLDQ�/H�RQKDUG��,�EDJJUXQGHQ�LQVWUXNW¡U�3LHUUH�:HVWHUGDKO�

+29('52//(5��7ULQH�-HSVHQ�VSLOOHU�GHQ�DUJHQWLQVNH�SU VLGHQWIUXH�(YD�3HUyQ��GHU�JHQQHP�IRUW OOLQJHQ�V WWHV�L�HW�NULWLVN�O\V�DI�&KH��VSLOOHW�DI�0DGV�.QDUUHERUJ�

Pjat eller færdigt produkt?Det er svært at forklare, hvor mange mærkelige ord og parodier, der bliver opfundet og fremført i løbet af en træning. Det er mange. Rigtig mange. Men det er ærgerligt, for alt den kreative energi går til spilde. Hvem får lov at nyde de eminente små udskejelser? Det er desværre kun skuespill-erne selv. Og de lægger ikke selv mærke til det. Den almindelige teatergænger vil få det genne-marbejdede og finpolerede, færdige produkt at se. Ikke den skæve umiddelbarhed, der hører forberedelserne til. Det er lidt en skam, for det kræver sin mand at holde masken, når fantasien får frit løb på scenen.

”Vi tager det lige en gang mere!”, råber instruk-tøren.

Det er sidst på dagen, og selvom koncentratio-nen stadig er at spore i blikkene på de unge men-nesker, så fungerer hænderne nu i højere grad som hovedstøtte, hvis det er muligt.

Mille har smidt sit højre ben op på den store trappes gelænder i en 150 graders vinkel. Der står hun som en anden Snøvsen og strækker ud. Hun tager en dyb indånding, kigger mod loftet og puster ud. Selv med humor og skæve indfald er det svært at holde energiniveauet oppe.

Hun ved godt, det bliver en lang tur hjem til København.

$50%(9�*(/6(5��,Q�VWUXNW¡UDVVLVWHQHQ�-DNRE�Sn�SOHWWHQ�PHG�HW�SDU�KXU�WLJH�UHWWHOVHU�WLO�(YD�3HUyQ�