19. September - Da politiet blev taget

2

Frank_Bøgh_19_sept_Materie.indd 2 14/08/14 07.23

3

FRANK BØGH

19. SEPTEMBERDA POLITIET BLEV TAGET

People’sPress


4

19. september. Da politiet blev taget© Frank Bøgh og People’sPress, 2014Omslag: Harvey Macauley/ImperietFor- og bagsidefotos: Frihedsmuseet/NationalmuseetForfatterfoto: PrivatISBN: 978-87-7137-921-11. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2014

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPressVester Farimagsgade 41DK-1606 København V

www.artpeople.dk


18

FORHISTORIENTidligt om morgenen den 9. april 1940 besatte tyskerne Danmark. Efter få timers kamp i Sønderjylland foregik det relativt fredeligt. Efter aftale med den danske regering foretog man fra tysk side en fredsbesættelse, en såkaldt occupatio paci-fica, et begreb fra Folkeretten, der regulerer forholdet mellem stater.

Med fredsbesættelse menes, at en stat besætter en anden stat mod dennes vilje, ved anvendelse af ikke-militær, juridisk magt – måske under trussel om anvendelse af militærmagt. Hvis besættelsesmagten vælger en fredsbesættelse, så får den besatte stat nogle muligheder, den ikke vil få ved en krigsbe-sættelse.

Under besættelsen af Danmark fik den danske regering mulighed for at fastholde fiktionen om, at landet var suve-rænt, neutralt og ledet af en fri folkevalgt regering, uden at Tyskland blandede sig. Tyskland så sin fordel i denne kon-struktion, fordi resultaterne ville være langt bedre, end hvis der var tale om en krigsbesættelse.

Udenrigsministeriets direktør under krigen, Nils Sven-ningsen, definerede siden hen Danmarks status under krigen på følgende måde:


19

»Danmark bestod fortsat som en selvstændig ikke-krigs-førende stat, men med begrænset suverænitet. I forhold til indenrigspolitikken bevarede vi fuld statsretlig handlefrihed i overensstemmelse med den skabte modus vivendi på alle områder med undtagelse af det militære, mens vi selvfølgelig på det udenrigspolitiske område ikke kunne føre nogen selv-stændig politik, der stred mod okkupationsmagtens.«

Under hele besættelsen var Danmarks forhold til besættel-sesmagten reguleret gennem diplomatiske kanaler, som Sven-ningsen var en del af. I de første år foregik alle forhandlinger mellem Danmark og Tyskland via det danske udenrigsmini-sterium og – på vegne af det tyske udenrigsministerium i Ber-lin – den tyske gesandt og rigsbefuldmægtigede i Danmark, Cécil von Renthe-Fink.

I alt, der ikke kom på tværs af besættelsesmagtens interes-ser, kunne danskerne med andre ord gøre, som de ville. Det var en form for suverænitet, men på besættelsesmagtens nåde.

Neutralt var Danmarks territorium til gengæld ikke. Det var besat af en fremmed krigsførende stat. Og om det poli-tiske system i praksis var intakt, er lidt af et spørgsmål. Men fredsbesættelsen og samarbejdspolitikken betød om ikke an-det, at man i Danmark fortsat havde en regering, et parla-ment samt uafhængige domstole. På trods af besættelsen hav-de man også fortsat en hær og en flåde.

Ydermere skulle danske betjente som hidtil påse oprethol-delse af fred, sikkerhed og orden i samfundet og foretage den fornødne efterforskning, hvis forbrydelser blev begået. Det var næsten som et selvstændigt politikorps, hvis det ikke var for visse særlige forhold.

Allerede den 9. april 1940 beordrede den danske regering po-litiet til at indlede et egentligt samarbejde med besættelses-magten. Den 10. april blev rigspolitichef Eigil Thune Jacob-


20

sen kaldt til møde hos den tyske general Leonhard von Kau-pisch i dennes hovedkvarter på Hotel d’Angleterre i Køben-havn. Her fik han at vide, at man fra tysk side fremover ville holde ham personligt ansvarlig for dansk politis opretholdelse af ro og orden i landet.

Den 12. april blev der mellem Udenrigsministeriet og den tyske gesandt truffet en aftale om, at alle eventuelle sager, der vedrørte sabotage, spionage og nedbrydende virksomhed ret-tet mod besættelsesmagten, hvor danske statsborgere var ind-blandet, skulle behandles som før – af danske myndigheder, altså danske politifolk og danske jurister. Der skulle dog op-rettes en ny afdeling til at facilitere samarbejdet med tyske myndigheder, herunder specielt den tyske værnemagts efter-retningstjeneste, Abwehr.

Tyskerne lagde vægt på, at alle sager fra hele landet skulle behandles juridisk og politimæssigt under ledelse af en enkelt embedsmand.

Den 15. april meddelte Justitsministeriet ved en cirkulæ-reskrivelse, at man havde oprettet Statsadvokaturen for Sær-lige Anliggender med statsadvokat Harald Petersen som chef. Ydermere havde man bestemt, at alle sager, der blev rejst af dette nye advokatur, skulle behandles i Københavns Byrets 10. Afdeling under dommer Arthur Andersen.

Det danske politis nye »samarbejdsafdeling« kom i daglig tale til at hedde AS. Politipersonalet kom fra Københavns Kriminalpolitis Afdeling A, drabsafdelingen, mens jurister-ne kom fra Statsadvokaturen. Den nye afdeling fik operativ myndighed og kommandobeføjelser over politidirektøren og samtlige politimestre i Danmark.

Det var prisen for det danske politis selvstændighed.Fra dansk side var der et ønske om at beholde flest mulige

af politiets sager på danske hænder, og de første år af besæt-telsen lykkedes det med disse indrømmelser at holde tyske


21

domstole ude af sager, hvor danske statsborgere var involveret – undtagen tre. Men fra efteråret 1942 strammede de tyske myndigheder skruen og forlangte stadig flere sager dømt ved tysk krigsret. Indtil da havde dansk politi også været alene om at foretage anholdelser, men herefter blev danske statsborgere i stigende antal anholdt af tyske politifolk.

Ved besættelsen var den tyske ambassade i København – kal-det gesandtskabet – opdelt i fire afdelinger. En af dem var af-deling II, der beskæftigede sig med forvaltning og indenrigs-politik under ledelse af Brigadenführer Paul Kanstein. I sin særlige politiafdeling C rådede han over 20 tyske politifolk under ledelse af Sturmbannführer Anton Fest, der også havde titlen som politiattaché.

Politifolkene var fordelt på syv kontorer, hvoraf de fire blev ledet af Hauptsturmführer Hans Hermansen. Disse kontorer beskæftigede sig med efterretningsarbejde, kontraspionage og fjendebekæmpelse og andre ideologisk baserede arbejdsfelter.

De tyske politifolk havde dog ingen eksekutive beføjelser i Danmark.

Tiden fra 9. april 1940 og frem til årsskiftet 1942/43 var således forholdsvis udramatisk for dansk politi. Politiet rette-de loyalt ind efter sine arbejdsgivere – de folkevalgte danske politikere – og denne føjelige indstilling til besættelsen spej-lede i store træk det danske samfund i almindelighed. Den gennemsnitlige politimand samarbejdede som de fleste andre danskere med besættelsesmagten, selvom der selvfølgelig var enkelte betjente, som gjorde det modsatte og satte liv og lem-mer på spil uden for tjenesten i forbindelse med sabotageak-tioner og stikkerlikvideringer. Især efter 1943.

Der var også politifolk, der var aktive medlemmer af det danske nazistparti. I Københavns Politi var der ligefrem dan-net specielle nazistiske faggrupper; de var ikke mange, men


22

temmelig markante. Det ville dog være forkert at hævde, at dansk politi som helhed »holdt med tyskerne«, selv om især landsretssagfører Carl Madsen i en række af sine bøger efter besættelsen gjorde en ihærdig indsats for at tillægge politiet en særlig nazivenlig, unational holdning.

I første fase af den tyske besættelse skete der en markant ud-videlse af politistyrken – især for ordenspolitiets vedkommen-de. Som noget helt ekstraordinært blev der indkaldt knap 6.000 mand fra Civilbeskyttelsen (CB) til at assistere ordens-politiet med bevogtningsopgaver. Derudover blev der ansat 2.980 reservepolitibetjente, som blandt andet skulle beskytte togstrækninger mod sabotage.

Antallet af ordensbetjente voksede i løbet af besættelsens første tre år til 7.755 mod kun 2.800 fordelt landet over, da besættelsen startede.

Kriminalpolitiet bestod i 1940 af 737 kriminalfolk på landsplan. I løbet af besættelsens første år blev styrken udvi-det til lidt over 1.000 mand. Fra tysk side var der ikke sær-lig interesse for kriminalpolitiet. Tyskerne var kommet frem til, at dansk kriminalpoliti nok i virkeligheden var bedst til at opklare almindelig dansk kriminalitet, der ikke havde no-get med besættelsesmagten at gøre. Det var ordenspolitiet, tyskerne koncentrerede sig om. Og både politikerne og poli-tiledelsen spillede med fra starten.

Den 20. april 1941 fik ordenspolitiet udstukket et såkaldt skydecirkulære, som gav tilladelse til at skyde med skarpt mod borgere og demonstranter i tilfælde af væbnet opstand. Indadtil i politiet var den første forklaring, at der eksisterede en reel fare for, at for eksempel de danske nazister ville forsøge sig med en væbnet magtovertagelse. Fra 22. juni 1941 – efter det tyske overfald på den hidtidige samarbejdspartner, Sovjet-unionen – var forklaringen på skydecirkulæret, at de danske


23

kommunister kunne gå til væbnet modstand. I august 1941 blev denne frygt udmøntet i politikernes vedtagelse af den så-kaldte »kommunistlov«, der gik stik mod grundloven og dens ånd og gjorde kommunister til jaget vildt.

Kommunistloven førte også til, at tyskerne forlangte det danske kriminalpoliti udvidet med 150 mand, så styrken kom til at bestå af i alt 1.258 kriminalfolk.

Dansk politi – især ordenspolitiet – udviklede sig gennem besættelsens første par år til en regulær paramilitær enhed, der efter ordre fra de danske politikere var parat til at blive sat effektivt ind mod eventuelle oprørstendenser i befolkningen.

Fra midten af besættelsen fik denne funktion et andet kon-kret indhold.

Frem til 1942 så man i tyske kredse Danmark som det tysk-besatte land, hvor besættelsespolitikken fungerede mest gnid-ningsløst. Men dette år begyndte den spæde modstandsbevæ-gelse at røre på sig, ikke mindst ved udgivelse af talrige illegale blade. Det skabte et stigende pres fra tysk side. Politiindsatsen måtte skærpes – og samtidig forlangte besættelsesmagten en betydelig reduktion af den samlede danske politistyrke. Det havde både politiledelse og menige politifolk vanskeligt ved at forholde sig til.

I Tyskland begyndte man i samme periode at lufte utilfreds-heden med general Erich Lüdke, den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark. Ikke mindst i Oberkomman-do der Wehrmacht, hvor man begyndte at ane en invasions-fare på det europæiske kontinent, måske endda på den jyske vestkyst, ligesom den gryende sabotagevirksomhed i Dan-mark var noget, man burde slå hårdt ned på.

I alle spørgsmål var general Lüdke for blød og usikker.Sideløbende blev presset på de danske politikere øget. Det


24

var i denne periode, den danske statsminister Vilhelm Buhl holdt sin berygtede stikkertale i Statsradiofonien. En tale til nationen, hvori han følte det nødvendigt at slå fast, at sabota-ge handlede mod fædrelandets interesser. De ord klæbede til ham for altid.

Nogle uger senere blev mislydene mellem Danmark og Tyskland endnu mere åbenlyse.

Da kong Christian X fyldte 72 år den 26. september 1942, fik han et lykønskningstelegram fra den tyske fører Adolf Hit-ler. Kongens noget beskedne og kortfattede svar var: »Spreche meinen besten Dank aus« udløste et heftigt raseri hos Hitler, der forbød alle at have samkvem med det danske kongehus. Der skulle i det hele taget skiftes kurs i Danmark.

Den 28. september blev general Lüdke kaldt til Berlin, og samme dag udnævnte Hitler hans efterfølger som øverstbefa-lende for besættelseshæren i Danmark, nemlig general Her-mann von Hanneken. Ligesom Lüdke var Hanneken heller ikke en mand med fronterfaring – han kom fra en stilling som generalbefuldmægtiget for jern- og stålproduktionen i det tyske økonomiministerium – men von Hanneken fik en særlig beføjelse med til Danmark af Adolf Hitler. Han behø-vede ikke længere at referere til det tyske gesandtskab, han kunne selv rette henvendelse til enhver dansk myndighed.

Hærchefen i Danmark var nu sideordnet med den politiske chef, den rigsbefuldmægtigede på den tyske ambassade.

Det var en stilling, hvor der også blev skiftet ud i disse dage. Den 1. oktober blev Cécil von Renthe-Fink hjemkaldt til Berlin, og en måned senere ankom den nye gesandt, top-nazisten Werner Best, til Kastrup Lufthavn, hvor han blandt blev modtaget af Nils Svenningsen fra Udenrigsministeriet

Werner Best og statsminister Erik Scavenius, der nyligt havde taget over efter Buhl, udviklede i løbet af 1943 et for-hold, der kunne tolkes som venskabeligt. De to mænd var


25

højt begavede og klassisk skolede og havde en fælles forstå-else af, hvordan samarbejdspolitikken mellem Danmark og Tyskland skulle orkestreres og praktiseres. Der var kun ét pro-blem. Werner Best kunne ikke fordrage von Hanneken, som også Scavenius anså for en grov og ubegavet person. Ham slap de imidlertid ikke af med.

Den politiske situation i Danmark ændrede sig radikalt i lø-bet af 1943. Det stigende antal sabotagehandlinger og de uro-ligheder, der opstod i flere danske byer i sommeren 1943, bekymrede den tyske ledelse i Berlin, og hverken regeringen

Werner Best og Erik Scavenius. (Foto: Det Kongelige Bibliotek)


26

Scavenius eller for den sags skyld de tyske myndigheder i Danmark magtede øjensynlig opgaven.

Samarbejdet mellem Danmark og besættelsesmagten var ved at kuldsejle, og den tyske regering svarede med at opstille nogle krav til den danske regering, der ikke kunne opfyldes, hvorefter den danske regering Scavenius fratrådte.

Formelt var Danmark nu uden regering. Som et kompro-mis udviklede man et departementschefstyre, der herefter kunne få samfundet til at fortsætte. Tysklands væsentlige in-teresse var, at man i Danmark fortsatte den betydelige land-brugseksport, der i 1944 var på 8,4 millioner årsrationer af flæsk og fedt, samt en vis militær industrieksport.

De danske politikeres demission kastede det danske politi ud i et kaos. Mange ledende og menige politifolk anede ikke, hvilket ben de nu skulle stå på, efter at landets styre var over-taget af departementscheferne. Politimestrene følte sig ladt i stikken, fordi de ikke længere handlede på politikernes og dermed folkets mandat. Nu rådede departementscheferne, og de var af den opfattelse, at den aftale, der den 12. april 1940 var indgået om dansk-tysk politisamarbejde, var bortfaldet den 29. august 1943.

Hvordan stillede det dansk politi?

General von Hanneken var hurtig til at træde i karakter, den dag de dansk-tyske samarbejdsaftaler blev annulleret. En ræk-ke af landets politimestre blev straks efter 29. august 1943 presset til at afgive en loyalitetserklæring direkte over for ham. Han behøvede som bekendt ikke spørge Werner Best om lov.

Det lykkedes de fleste politimestre at snige sig udenom med lange forklaringer, men andre krøb til korset og skrev under på, at de fremover ville være loyale over for den militæ-re øverstbefalende.

Von Hanneken benyttede også lejligheden til at indføre


27

dødsstraf den 5. september 1943 for danske statsborgere, der hjalp sabotører og andre, som kunne finde på at genere besæt-telsesmagten. Generalen meddelte desuden, at oplysninger om modstandsarbejde ville blive honoreret med op til 20.000 kroner – og at sådanne oplysninger ville blive behandlet i dy-beste fortrolighed.

Fra samarbejdspolitikkens sammenbrud og frem til befri-elsen eksekverede tyskerne i alt 100 dødsdomme over danske statsborgere.

Efter denne urolige tid begyndte tyskerne også at trække egne politistyrker op fra Tyskland for at overtage almindelige poli-timæssige funktioner.

Sidst på året 1943 indførte tyskerne desuden – efter or-dre fra Adolf Hitler – den såkaldte Nacht und Nebel-terror i Danmark. Det var en kampagne, som gav tyske styrker befø-jelser til at fjerne mistænkte sabotører, billedligt talt i ly af nat og tåge, altså uden at nogen kunne forlange en nærmere for-klaring. I Waffen SS’ Jagdkommando-enheder sammensat-te man en hemmelig gruppe, der skulle operere i Danmark. Den lille specialenhed fik navnet Unternehmung Peter – på dansk: Petergruppen. Et af denne gruppes første ofre var præ-sten og forfatteren Kaj Munk, der blev dræbt i januar 1944.

Drabet på Munk blev meget hurtigt opklaret af politiet, men besættelsesmagten forhindrede, at de i alt fem tyske drabsmænd kunne anholdes og stilles for retten. Det skete først efter befrielsen.

I Tyskland mente SS-rigsføreren Heinrich Himmler og hans stab, at det tyske politis indsats i Danmark skulle styrkes be-tydeligt, og man besluttede sig for, at der skulle indsættes en såkaldt højere SS- og politifører, der kunne styre indsatsen mod de illegale elementer i landet. Det var endnu en udpeg-


28

ning, der ikke vakte glæde hos den rigsbefuldmægtigede Wer-ner Best, som nu fik endnu en konkurrent om magten over Danmark; SS- og politiføreren var chef for alt tysk politi og sikkerhedspersonale i Danmark og var som von Hanneken sideordnet med ham i hierarkiet.

Alt blev efter Werner Bests opfattelse endnu mere kompli-ceret.

Onsdag den 1. november 1943 ankom politigeneralen, SS-Obergruppenführer Günther Pancke, med tog til Kø-benhavns Hovedbanegård, hvorfra han blev kørt direkte til SS-hovedkvarteret Dagmarhus ved Rådhuspladsen, hvor Werner Best og den øvrige tyske ledelse i Danmark tog imod. Derefter blev Pancke indlogeret på Palace Hotel i modsatte hjørne af Rådhuspladsen, inden han nogle dage senere blev tilbudt at flytte ind i gæsteafdelingen hos den rigsbefuldmæg-tigede selv i hans enorme tjenestebolig, Villa Rydhave, belig-gende på Strandvejen 259 i Charlottenlund, hvor den ameri-kanske ambassadør i øvrigt residerer i dag. Pancke tog imod tilbuddet, og her blev han boende indtil december måned, hvor besættelsesmagten erhvervede Villa Søro på Strandvejen 190, der blev indrettet som tjenestebolig til ham.

Günther Pancke var 44 år gammel, da han ankom til Dan-mark. Han havde under Første Verdenskrig gjort tjeneste som løjtnant i den tyske hær, og i perioden 1920-27 havde han boet og arbejdet ved landbruget i Argentina. Tilbage i Tysk-land meldte han sig ind i nazistpartiet i 1930 og søgte ind i SS i 1931. Her steg hans karrierekurve stejlt, og i 1938 blev han chef for Rasse- und Siedlungshauptamt (Hovedkontoret for race- og koloniseringsspørgsmål) i Berlin, hvor han blev udnævnt til SS-Gruppenführer.

I 1940 blev Pancke udnævnt til politichef i Braunschweig. Stillingen her havde overraskede ham selv, idet han ingen for-stand havde på politiarbejde. Gentagne gange søgte han der-


29

for om at blive overført til Waffen-SS. Han ville gerne tage del i krigen som soldat.

Det var forspillet til, at Pancke i juni 1943 havde en sam-tale med stabschefen i Waffen-SS, Obergruppenführer Hans Jüttner, som kunne fortælle, at Himmler havde givet sin tilla-delse til, at Pancke kunne overføres til Waffen-SS. En uges tid senere blev Pancke opsøgt af Maximilian von Herff, der var personalechef i SS. Han oplyste, at Himmler ville udnævnte Pancke til general i Waffen-SS hvorefter han ville blive sendt til Rusland for at lede et korps, der skulle sættes ind mod rus-siske partisaner.

I juli måned rejste Pancke til byen Rovno i Rusland. Her blev han indført i de specielle teknikker, tyskerne havde ind-ført til bekæmpelse af partisaner. Men efter kun et par uger blev Pancke kaldt tilbage til Berlin, hvor von Herff meddelte, at planerne var ændret. I stedet for at gøre tjeneste i Rusland,

Günther Pancke (1899-1973) var veteran fra Før-ste Verdenskrig, medlem af nazistpartiet siden 1930 og SS-mand siden 1931. I 1948 idømte en krigsforbryderdom-stol ham 20 års fængsel, men han blev benådet i 1953.(Foto: Nationalmuseet)


30

havde man besluttet, at Pancke skulle have stillingen som hø-jere SS- og politifører i Grækenland. I den tro ventede Pancke en måneds tid i Berlin, hvor han intet foretog sig og intet hørte. Ikke før det blev bekendtgjort, at en anden mand var sendt til Grækenland.

Pancke skulle nu til Danmark.Himmler fortalte personligt Pancke, at grunden til hans

dispositioner var, at Pancke var nordtysker, og at man derfor forudsatte, at han havde særlige forudsætninger for at forså den danske mentalitet og psyke og ville være i stand til at gen-oprette ro og orden i landet – og sørge for, at Danmarks ydel-ser til Tyskland blev opretholdt. Himmler garanterede også, at hans stilling var sideordnet med general von Hannekens og Werner Bests.

Han ville blive en betydelig mand i Danmark.Et par dage senere havde Pancke et møde med Ernst Kal-

tenbrunner, der efter mordet på Reinhard Heydrich i som-meren 1942 var blevet chef for det almægtige sikkerheds-politikontor, Reichssicherheitshauptamt, forkortet RSHA. Kaltenbrunner kunne fortælle, at politidirektør Ivan Stamm i København og chefen for det danske kriminalpoliti, Fritz von Magius, var loyalt indstillede over for Tyskland. Nu måt-te Pancke rejse til Danmark og se tiden an i tre-fire uger og herefter indberette, hvad han havde set og oplevet.

Med sig havde Günther Pancke ikke nogen direkte direkti-ver om bekæmpelse af den danske modstandsbevægelse.

Den 3. november 1943 blev Danmark efter et førerdirek-tiv opklassificeret fra etapeområde til operationsområde på grund af frygten for en allieret invasion i Vest- eller Nord-europa. Den danske vestkyst var som nævnt et sandsynligt område for en allieret invasion. Ved den lejlighed blev von Hanneken tillagt titlen Wehrmachtsbefehlshaber Dänemark,


31

dog uden at blive udnævnt til generaloberst, hvilket ellers var sædvane.

Tyskland havde indhentet efterretningsinformationer om, at store mængder landgangsmateriel blev ophobet i England, og fra OKW indløb ordre til, at det militære beredskab skulle styrkes. Der blev overført både infanteri og artilleri til den jyske vestkyst, men kun af nærmest symbolsk karakter. De tre tyske divisioner i Danmark var langtfra på fuld operati-onel styrke, da der var tale om en blanding af nye rekrutter og rekreerende veteraner, der var meget mangelfuldt udstyret. Danmark fortsatte som en form for rekreationsområde for nedslidte og ødelagte enheder.

I tyske militære kredse talte man videre om Danmark som der Schlagsahnefront – flødeskumsfronten.

General von Hanneken havde valgt, at værnemagtens ho-vedkvarter skulle ligge på Nyboder Skole i København, og selv havde von Hanneken indrettet en tjenestebolig i bygge-matadoren Harald Simonsens palæ Lille Amalienborg på det nuværende Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro. Men nu kom ordren fra Tyskland om, at Wehrmachtsbefehlshaber Dänemark med stab skulle flytte til en central kommando-post i Silkeborg, der i forvejen var hovedkvarter for 416. In-fanteridivision.

*

Fra samarbejdspolitikkens sammenbrud og frem til foråret 1944 var det almindeligt, at danske statsborgere, uanset om de var blevet arresteret af dansk eller tysk politi for forbrydel-ser mod besættelsesmagtens interesser, blev sendt til afsoning i tyske koncentrationslejre og tugthuse. Det lykkedes herefter det danske embedsværk at få en ordning med Werner Best om afsoning i Danmark, hvis de danske myndigheder oprettede


32

en passende fangelejr til formålet. Den opførte man i Frøslev nær Padborg tæt på den dansk-tyske grænse, og lejren åbnede den 13. marts 1944. Man fik det endda ordnet sådan, at godt hundrede danskere, der allerede var sendt til Tyskland, blev transporteret hjem til afsoning i den nye fangelejr. De danske myndigheder arbejdede også for at få hjemsendt de godt 600 danske jøder, der var blevet fanget og sendt til koncentrati-onslejren Theresienstadt nord for Prag, hvilket dog blev afvist af tyskerne.

Ellers gik det ned ad bakke med samarbejdet,Den nye uorden i Danmark fik i foråret 1944 mange dan-

ske politifolk til at finde deres egne ben, og omkring 60 af dem valgte ligefrem at flygte til Sverige, hvor de kom til at udgøre grundstammen i Den Danske Brigades »Feltpolitide-tachement«.

Samtidig skærpede man fra tysk side kravene til en aktiv medvirken af dansk politi i forbindelse med opklaringen af sager, som på den ene eller anden måde var gået ud over ty-ske interesserer eller enkeltpersoner. Dansk politi blev des-uden bedt om at overtage sabotagebevogtningen, hvilket blev afvist, hvorefter man fra tysk side forsøgte sig med et kom-promis, hvor danske politifolk skulle indsættes som ledere af tyskkontrollerede vagtkorps. Også dette afviste den danske politiledelse, men til gengæld gik man med til at iværksætte en øget patruljering med »radiovogne« for ad den vej at brem-se for den stigende sabotage.

Den danske politiledelse indvilligede ydermere i oprettel-sen af specielle politivagter tre forskellige steder i København, nemlig på Slotsholmen, i Københavns Roklub i Sydhavnen og på Københavns Maskinskole på Jagtvej. Disse særlige poli-tivagter var på plads i løbet af august 1944 – men fik en kort levetid.

Efter invasionen i Normandiet den 6. juni 1944 begyndte


33

tyskerne selv at overtage en del bevogtningsopgaver, der hidtil havde været varetaget af danske politienheder, for eksempel kystpolitiet og jernbanepolitiet.

Alt i alt begyndte det at knibe alvorligt med det kollegia-le og kammeratlige samarbejde mellem dansk og tysk politi, da man nåede hen på sensommeren 1944, og modviljen i den danske befolkning tog til. Den danske politiledelse havde nægtet at imødekomme de gentagne tyske krav om en re-duktion af styrken, og man havde også konsekvent afvist at udlevere anholdte modstandsfolk til besættelsesmagten, som risikerede at blive henrettet.

Det var en kendt sag, at det danske politi efterhånden hav-de bragt sig selv i en situation, som kun kunne løses med magt. Og de fleste danske politifolk var klar over, at der ville blive svaret på ulydigheden fra tysk side. Men ingen anede, hvornår dagen ville oprinde.

Under Folkestrejken i sommeren 1944 erfarede både besæt-telsesmagten og politiet, hvor svært – for ikke at sige umuligt – det var at opretholde lov og orden, hvis store dele af befolk-ningen sagde fra. Man kunne selvfølgelig sønderbombe hele byer eller bydele, som man havde gjort det i andre lande, men så ville både landbruget og industrien holde op med at produ-cere varer til Tyskland.

Man måtte forholde sig til, at befolkningen var blevet mere end besværlig. Og hvor havde man egentlig det danske politi i den situation?

Efter tysk opfattelse udgjorde de bevæbnede og discipline-rede danske politifolk ligefrem en reel trussel mod værnemag-ten i tilfælde af en allieret landgang på det europæiske fast-land. Især hvis den kom til at finde sted på den jyske vestkyst.

Den mistanke blev selvfølgelig diskuteret i von Hannekens stab – også i slutningen af juli 1944, da Günther Pancke var


34

på besøg hos von Hanneken i hovedkvarteret i Silkeborg. Det var et af de rutinemæssige besøg, som Pancke i sin egenskab af politi- og SS-chef i Danmark foretog med jævne mellemrum.

Under mødet i officersmessen fremviste von Hanneken en fortrolig skrivelse, som han kort tid forinden havde fået fra Oberkommando der Wehrmacht. Det var en skrivelse, der indeholdt informationer vedrørende specielle forhold om-kring de allierede styrkers invasion i Frankrig den 6. juni, hvor politiet i Paris havde vist sig at være en potent og farlig modstander under den allierede invasion.

En anden bekymring handlede om en serie luftfotos fra ty-ske jagerfly over havnebyen Hull i England. Luftfotografierne viste noget, der uden tvivl var en del af invasionsflåden, som ikke havde været anvendt på strandene i Normandiet den 6. juni 1944.

Disse fotos havde general von Hannekens stab studeret i det militære hovedkvarter, og konklusionen var, at der kunne være tale om en flåde tiltænkt en ny allieret invasion, nu på Jyllands vestkyst. Generalen var langt i sine planer om at for-stærke sit forsvar af Jylland, og et naturligt led heri var at sikre baglandet – og i den forbindelse fandt han det nødvendigt at passivisere den danske politistyrke. Ikke fordi tyskerne sav-nede gode relationer i politiets ledelse, men fordi de mange politifolk udgjorde en væbnet enhed, som var trænet i at være under kommando – og man kunne jo aldrig vide, om loyali-teten ville skifte under en invasion.

De to generaler von Hanneken og Pancke blev enige om, at man i det mindste måtte gøre det til et ufravigeligt krav, at den danske politistyrke blev væsentligt reduceret.

Men von Hanneken og Pancke havde gjort regning uden det tyske magttriumvirats tredje led. Da planerne blev fore-lagt Werner Best, nægtede han i første omgang at have noget som helst med dem at gøre. Efter hans opfattelse ville en ak-


35

tion mod dansk politi betyde en yderligere destabilisering af forholdet mellem den danske befolkning og besættelsesmag-ten, og det var lige præcis det, han ønskede at undgå.

Werner Best endte dog alligevel med at erkende, at noget måtte gøres. Men han nægtede at lade sig involvere i detaljer og tidspunkter for en eventuel aktion, hvilket i nogen grad kom ham til gode under retsopgøret efter besættelsen – om end det næppe er sandsynligt, at han ikke fulgte planlægnin-gen nøje.

Efter mødet i Silkeborg i juli rejste Günther Pancke tilbage til København, hvor han som noget af det første indkaldte den danske rigspolitichef siden sommeren 1941, Knud Beg-trup-Hansen, til møde i Gestapo-hovedkvarteret i Shellhuset. Her blev rigspolitichefen præsenteret for et krav om, at dansk politi helt og holdent skulle overtage bevogtningen af de virk-somheder, der arbejdede for den tyske krigsmaskine. Mod-satte det danske politi sig denne opgave, ville politistyrken omgående blive reduceret fra 9.821 til 3.537 mand, svarende til antallet af dansk politifolk inden besættelsen.

Rigspolitichefen havde sidst i maj 1944 haft besøg af che-fen for det tyske ordenspoliti i Danmark, politigeneral von Heimburg, som var mødt op med en liste på 140 danske virk-somheder, som man ønskede bevogtning af. Det var virksom-heder, der ikke i forvejen var bevogtet af tysk militær eller – som oftest – private, tyskorienterede vagtstyrker. På dette tidspunkt havde mange tidligere danske soldater fundet ar-bejde som sabotagevagter, for eksempel livgarder, der siden 29. august 1943 havde været arbejdsløse, efter at besættelses-magten havde nedlagt den danske hær og flåde.

Hen over sommeren 1944 steg antallet af sabotageaktioner fra modstandsbevægelsens side eksplosivt, og i september be-


36

gyndte modstanden efterhånden at tage form som noget nær guerillakrig. Den 11. september likviderede modstandsbe-vægelsen for eksempel den nazistisk sympatiserende politias-sistent Louis Sillemann, da han kom cyklende på Holmens Bro nær Christiansborg – hvorefter Petergruppen omgående svarede igen med at dræbe en barber i København, en kontor-mand i Odense og forstanderen på Odense Tekniske Skole, som dog overlevede, hårdt såret.

Dagen efter, den 12. september, skød modstandsbevægel-sen en tysk soldat på Vesterbrogade i København og en tysk underofficer i Aalborg, og den 13. september blev to kendte nazister likvideret i Glostrup.

Situationen var ved at glide tyskerne af hænde – ikke mindst fordi det danske politi ikke længere var i stand til at opretholde lov og orden på gader og stræder. Ingen kunne dog vide, at tyskerne allerede på dette tidspunkt arbejdede med konkrete planer om at nedlægge det danske politi. Men noget tyder dog på, at politifolk landet over var begyndt at fornemme, hvilken udgang den eskalerende situation ville få for dem. I hvert fald fandt mange det i disse dage klogest at skaffe forskellige kompromitterende papirer af vejen. Ikke mindst de få politifolk, som i al hemmelighed havde direkte forbindelse med modstandsbevægelsen.

Imens strammede Panckes folk skruen. Den 15. august 1944 udsendte hans kontor følgende pressemeddelelse om 11 unge sabotørers død:

»Den 9. august 1944 skulle et antal personer, der var ar-resteret på grund af voldsforbrydelser, efter afslutning af den politimæssige undersøgelse, transporteres fra København (Ve-stre Fængsel) til en koncentrationslejr i Tyskland (…) Trans-porten foregik i en lastbil. På landevejen kort efter Roskil-de forsøgte fangerne med magt at befri sig. Det ledsagende mandskab måtte derfor gøre brug af deres skydevåben, og


37

derved blev fangerne skudt, dels mens de ydede modstand, dels under flugt. Pancke.«

Sandheden var, at de 11 sabotører på landevejen mellem Roskilde og Ringsted var blevet beordret ud af en fangetrans-port, hvorefter de blev beordret til at løbe. Samtlige 11 mand var blevet mejet ned bagfra.

Samarbejdet mellem dansk og tysk politi manglede kun sit formelle ophør.

I von Hannekens stab fik man løbende yderligere efterret-ninger om en større allieret flådeansamling i havnebyen Hull på den engelske østkyst. Den tyske krigsmarine vurderede, at noget kunne tyde på forberedelsen til et angreb på Danmarks vestkyst. Man havde endda informationer fra militære meteo-rologer, der understregede, at vejrsituationen i september var således, at et eventuelt angreb formodentlig ville finde sted den 21. september, hvor vind og vejr var gunstigt for en land-gangsoperation i Danmark.

Von Hanneken spekulerede i de mulige scenarier, man kunne forestille sig. Det danske politi, som man anså for velorganiseret, var et korps på næsten 10.000 mand, og man anså det i realiteten som lige så godt bevæbnet og veltrænet som den danske hær.

Det gav igen den tyske ledelse i Danmark anledning til at forny overvejelserne omkring en minimering af det danske politikorps, som også burde få frataget tunge våben som for eksempel maskingeværer og maskinpistoler. Samtidig disku-terede man muligheden for at tage slagkraften ud af politiet ved en »decentralisering«, for eksempel ved at underlægge be-tjentene deres respektive kommuner.

Von Hannekens stab mente desuden, at grænsegendarme-riet skulle afvæbnes, idet man havde efterretninger om, at dette korps allerede havde uddelegeret hemmelige opgaver


38

såsom bortsprængning af broer og veje ved en eventuel allie-ret invasion.

Pancke tilsluttede sig fuldt ud von Hannekens opfattelser, og ydermere havde han i sin egen stab fået informationer om, at flere tyske undersøgelser viste, at der i det danske politi fandtes en del politifolk, der arbejde illegalt.

Pancke mente også, at politiledelsens forsikringer om, at dansk politi under en eventuel allieret invasion ville forholde sit passivt, var uden hold i virkeligheden. Han troede måske nok på politiledelsen, men han troede ikke på, at politifolke-ne ville følge deres ledelses anvisninger.

Senere forklarede Pancke selv, at han her i sensommeren ind-så situationens alvor, og at han i den forbindelse havde be-sluttet sig for, at han ville udarbejde en plan, der kunne løse problemerne.

I Dagmarhus i København nedsatte Pancke i sin stab en mindre arbejdsgruppe, der i dybeste hemmelighed – og un-der ledelse af hans adjudant, Hauptmann Wilhelm Graurock, og hans efterretningsofficer, Hauptmann Otto Meyr – skulle skabe en plan for en aktion, hvorigennem man kunne passi-visere det danske politi.

I dette planlægningsarbejde var det åbenlyst nødvendigt at få nye og friske informationer fra det danske politikorps, og de to officerer, der kom til at stå for denne del af forarbejdet, havde tætte forbindelser til nationalsocialistiske kredse i po-litiet. Der var tale om to tidligere danske politifolk: Den ene var en tidligere opdagelsesbetjent, nu SS-Obersturmführer Octavius Richardt Holger Norreen; den anden en tidligere overbetjent ved Rigsregistraturen, Erik Victor Petersen, der nu var blevet chef for Schalburgkorpsets efterretningsafde-ling ET, som havde kontorer i Dahlerupsgade bag Shellhuset. Specielt Erik Victor Petersen havde et tæt samarbejde med


39

Hauptmann Graurock, der ved flere lejligheder havde gjort brug af personale fra Schalburgkorpset.

Det, de to politifolk kunne fortælle om, var politiets helt aktuelle forhold og normeringer på de forskellige stationer. De to folk havde fortsat masser af kontakter i politikorpset og kunne derfor skaffe alle de oplysninger, Panckes hemmelige gruppe måtte ønske sig.

Det var også Erik Victor Petersen, der under en samtale med Pancke foreslog, at man etablerede et »Hilfspolizei«, et hjælpepoliti, forkortet HIPO, og at personalet skulle komme fra Schalburgkorpsets afdeling ET, som han selv var leder af. Erik Victor Petersen ville sågar gerne selv påtage sig ledelsen af dette HIPO-korps.

Et led i Panckes plan handlede om at arrestere og »neu-tralisere« dele af ordenspolitiet i hovedstaden og i de større provinsbyer. Kriminalpolitiet skulle ifølge planen have lov til at fortsætte som hidtil, ligesom den del af ordenspolitiet, som slap for internering, også kunne få lov til at fortsætte deres arbejde, men efter nye og skærpede tyske retningslinjer.

Helt konkret skulle en tredjedel af politistyrkerne i Køben-havn, Aarhus, Odense og Aalborg fjernes. Det var de eneste byer i Danmark, hvor politiet kunne opstilles i større, kamp-duelige enheder, og det var således der, tyskerne så et behov for at gribe ind.

Selve gennemførelsen af en sådan neutraliseringsaktion var i sig selv en enorm opgave – for tyske politi – og da man kun rådede over to politibataljoner i hovedstaden, måtte hæren stå klar til at støtte med tilstrækkelige styrker i resten af lan-det. Det var også lidt af en udfordring, at 2-3.000 politifolk skulle interneres i en periode, men hvad det angik, var man overbevist om, at den nybyggede Frøslevlejr i Sønderjylland kunne løse sagen.


Documents

19. September - Da politiet blev taget