Balladen om Marie Krøyer

R O S I N A N T E

Balladen om MARIE KRØYERBestsellerbiografi en om Marie Krøyers liv er den eneste, der beskriver hele livsforløbet – fra barn-dommen over ungdommens malerambitioner og til de to ægte skaber med henholdsvis skagens-maleren P.S. Krøyer og den svenske komponist Hugo Alfvén samt de ensomme år i Sverige.

»Anastassia Arnold afdækker den dramatiske historie, vi aldrig helt har fået om Maries ægteskaber. Ikke engang Strindberg kunne have tænkt den værre. Biografi en funkler som et psykologisk perlebroderi og er en blodrig og samtidig dybt troværdig gennemskrivning af fl ere kunstnerskæbner. Den vil stå for efter-tiden som et monument over skagenkunstnerne. Men den vil også blive slugt af læsere, der betragter livet og kunsten som dyb adspredelse.« – Berlingske Tidende

»Et dybt bevægende og smerteligt portræt af en kvinde.« – Information

155MM 155MM29MM

230MM

Balladen omMARIE KRØYER

Anastassia Arnold

– B O G E N B A G F I L M E N –

ANASTASSIA ARNOLDMag.art i nordisk fi lologi. Har udgivet Bror Blixen – en eventyrer, Kunsten i Marie Krøyers liv, Smertefælden og været medforfatter på Portrætter fra et ægteskab. Balladen om Marie udkom første gang i 1999 og er solgt i over 170.000 eksemplarer i Danmark, Norge og Sverige.

FOTOGRAF: G. VAN DER WAYDEN

Anastassia A

rnoldB

alladen om

MA

RIE

KR

ØY

ERINSTRUKTION BILLE AUGUST

BIRGITTE HJORTH SØRENSEN SØREN SÆTTER LASSEN

34347_vejene_6u1o_150x240.indd 2 17-08-2012 10:28:11

1

BALLADEN OM MARIE

16263-Balladen om Marie.p65 24-06-2003, 14:251

BALLADEN OM MARIE KRØYER

34317_Balladen_om_Marie_Krøyer.indd 1 22-06-2012 09:53:57

2

Af samme forfatter:

Bror Blixen. En eventyrer, 1992

Kunsten i Marie Krøyers liv, 2002

Medforfatter til: Portrætter fra et ægteskab, 1998


3

En biografi omMarie Krøyer

Balladen omMarie

Anastassia Arnold


ROSINANTE


2

Af samme forfatter:

Bror Blixen. En eventyrer, 1992

Kunsten i Marie Krøyers liv, 2002

Medforfatter til: Portrætter fra et ægteskab, 1998


3

En biografi omMarie Krøyer

Balladen omMarie

Anastassia Arnold


ROSINANTE

Balladen om Marie Krøyer

En biografi


5

INDHOLD

Forord 7

Kapitel 1: Pigeliv 9

Kapitel 2: Malerdrømme 13

Kapitel 3: Et mellemspil 21

Kapitel 4: Forelsket i Paris 38

Kapitel 5: Søren 52

Kapitel 6: Forlovelse og bryllup 65

Kapitel 7: Bryllupsrejsen 82

Kapitel 8: Den svære hjemkomst 98

Kapitel 9: Sommerliv på Skagen 108

Kapitel 10: Moderskab. Vibeke 123

Kapitel 11: En brydningstid 137

Kapitel 12: Tomgang 158


Balladen om Marie Krøyer.

© Anastassia Arnold og ROSINANTE / rosinante&co, København 20104. udgave, 1. oplag, 2012

Omslag: Annette Borsbøl / ImperietForsideillustration: © SF Film A/S og Yellow1™

Plakatfotograf: Helene HasenFilmen er produceret af SF Film Production

Trykt hos Bookwell, BorgåISBN 978-87-638-2703-4

Printed in Finland 2012

Balladen om Marie. En biografi om Marie Krøyer

© Anastassia Arnold og ROSINANTE / ROSINANTE&CO, København 20103. udgave, 2. oplag, 2011

Omslag: Annette Borsbøl / ImperietOmslagsillustration: Udsnit af ”Dobbeltportræt” af P.S. Krøyer

og Marie Krøyer. Tilhører Skagens MuseumBagsideillustrationer fra venstre: P.S. Krøyer: ”Sommeraften ved Skagen

Sønderstrand”, Marie Triepcke og P.S. Krøyer, Paris 1889, Marie Krøyer: ”Tre roser i en blåmønstreret krukke samt Marie Krøyer, Hugo Alfvén og Margita.

Trykt hos Clemenstrykkeriet A/SISBN 978-87-638-1229-0

Printed in Denmark 201

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglernei lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

TilegnetEsther og Ove

ROSINANTE er et forlag i ROSINANTE&COKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

1

Rosinante er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 4 | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


5

INDHOLD

Forord 7

Kapitel 1: Pigeliv 9

Kapitel 2: Malerdrømme 13

Kapitel 3: Et mellemspil 21

Kapitel 4: Forelsket i Paris 38

Kapitel 5: Søren 52

Kapitel 6: Forlovelse og bryllup 65

Kapitel 7: Bryllupsrejsen 82

Kapitel 8: Den svære hjemkomst 98

Kapitel 9: Sommerliv på Skagen 108

Kapitel 10: Moderskab. Vibeke 123

Kapitel 11: En brydningstid 137

Kapitel 12: Tomgang 158


Balladen om Marie. En biografi om Marie Krøyer

© Anastassia Arnold og ROSINANTE / ROSINANTE&CO, København 20103. udgave, 2. oplag, 2011

Omslag: Annette Borsbøl / ImperietOmslagsillustration: Udsnit af ”Dobbeltportræt” af P.S. Krøyer

og Marie Krøyer. Tilhører Skagens MuseumBagsideillustrationer fra venstre: P.S. Krøyer: ”Sommeraften ved Skagen

Sønderstrand”, Marie Triepcke og P.S. Krøyer, Paris 1889, Marie Krøyer: ”Tre roser i en blåmønstreret krukke samt Marie Krøyer, Hugo Alfvén og Margita.

Trykt hos Clemenstrykkeriet A/SISBN 978-87-638-1229-0

Printed in Denmark 201

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglernei lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

TilegnetEsther og Ove

ROSINANTE er et forlag i ROSINANTE&COKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

1


6

Kapitel 13: Vanvidsnætter og -dage 171

Kapitel 14: Sommerens hvisken 194

Kapitel 15: Komponisten 207

Kapitel 16: Coup de foudre i Taormina 215

Kapitel 17: De evige to 232

Kapitel 18: Kærlighedssynder 246

Kapitel 19: Margita 262

Kapitel 20: At du har haft hjerte til 274

Kapitel 21: Respektabilitet og hemmeligt bryllup 296

Kapitel 22: Hjertets trolddom 318

Kapitel 23: Den sidste dans 335

Kapitel 24: Ingen som du 347

Kapitel 25: Kyklopernes kamp 353

Kapitel 26: Smertens høst 377

Epilog 384

Noter 389

Forkortelser 409

Litteraturliste 413

Personregister 417


7

Forord

En biograf er i sin research afhængig af gode hjælpere og informan-ter. Og jeg har været velsignet med begge dele. Marie Krøyers fami-lie har støttet og hjulpet mig på enhver tænkelig måde. Lige frabegyndelsen af har de været entusiastiske og vist mig stor tillid. Mitmøde med Märta Delin-Linnqvist, der kendte Marie i hendes sven-ske liv, var af stor betydning.

En særlig tak til Ole Wivel, der kan åbne lukkede døre og somikke tøver med at hjælpe, og ligeledes til Ole Hjelt for kloge råd ogstøtte.

Mange andre mennesker har hjulpet mig, givet mig husly oglange interview. Desværre er det umuligt at takke hver enkelt efterfortjeneste her. Men uden de følgende var bogen om Marie, ikkeblevet en realitet:

Eric og Karin Ahlin, Cecilie Alfvén-Gyllang, Gun Bergmann, Bir-gitta Borg, Anne-Marie Christensen, Anders Edling, Jens Dahl, JonDahl, Rolf Krøyer Dahl, Aage Bent Dahlerup, Björn Fontander,Ulla Godin, Sven Hansen, Marianne Hertz, Anette Holdesen,Inga Johansson, Birgitte Johansson, Dagmar Kjellström, Anders Lian,Jens Knud Larsen, Håkon Landilius, Claus Olsen, Lars Räf, NielsSchwartz, Inger Sjöholm-Larsson, Göran Swartling, Jan Faber Star-klint, Jacob & Jette Thage, Edith Westergaard.

Desuden vil jeg gerne takke personalet på Det kongelige Bibliotek,der har været yderst behjælpelige. Ligeledes vil jeg gerne takke in-stitutionerne:

16263-Balladen om Marie.p65 17-10-2003, 10:04734317_Balladen_om_Marie_Krøyer.indd 6 22-06-2012 09:53:58

6

Kapitel 13: Vanvidsnætter og -dage 171

Kapitel 14: Sommerens hvisken 194

Kapitel 15: Komponisten 207

Kapitel 16: Coup de foudre i Taormina 215

Kapitel 17: De evige to 232

Kapitel 18: Kærlighedssynder 246

Kapitel 19: Margita 262

Kapitel 20: At du har haft hjerte til 274

Kapitel 21: Respektabilitet og hemmeligt bryllup 296

Kapitel 22: Hjertets trolddom 318

Kapitel 23: Den sidste dans 335

Kapitel 24: Ingen som du 347

Kapitel 25: Kyklopernes kamp 353

Kapitel 26: Smertens høst 377

Epilog 384

Noter 389

Forkortelser 409

Litteraturliste 413

Personregister 417


7

Forord

En biograf er i sin research afhængig af gode hjælpere og informan-ter. Og jeg har været velsignet med begge dele. Marie Krøyers fami-lie har støttet og hjulpet mig på enhver tænkelig måde. Lige frabegyndelsen af har de været entusiastiske og vist mig stor tillid. Mitmøde med Märta Delin-Linnqvist, der kendte Marie i hendes sven-ske liv, var af stor betydning.

En særlig tak til Ole Wivel, der kan åbne lukkede døre og somikke tøver med at hjælpe, og ligeledes til Ole Hjelt for kloge råd ogstøtte.

Mange andre mennesker har hjulpet mig, givet mig husly oglange interview. Desværre er det umuligt at takke hver enkelt efterfortjeneste her. Men uden de følgende var bogen om Marie, ikkeblevet en realitet:

Eric og Karin Ahlin, Cecilie Alfvén-Gyllang, Gun Bergmann, Bir-gitta Borg, Anne-Marie Christensen, Anders Edling, Jens Dahl, JonDahl, Rolf Krøyer Dahl, Aage Bent Dahlerup, Björn Fontander,Ulla Godin, Sven Hansen, Marianne Hertz, Anette Holdesen,Inga Johansson, Birgitte Johansson, Dagmar Kjellström, Anders Lian,Jens Knud Larsen, Håkon Landilius, Claus Olsen, Lars Räf, NielsSchwartz, Inger Sjöholm-Larsson, Göran Swartling, Jan Faber Star-klint, Jacob & Jette Thage, Edith Westergaard.

Desuden vil jeg gerne takke personalet på Det kongelige Bibliotek,der har været yderst behjælpelige. Ligeledes vil jeg gerne takke in-stitutionerne:


8

Helga Ancher Fonden, Avisarkivet, Københavns Universitet, Dan-mark; Den Hirschsprungske Samling, Danmark; Landsarkivet Sil-keborg, Danmark; Lokalsamlingen i Skagen, Danmark; Rigsarkivet,Danmark; Teatermuseet, Danmark; Riksarkivet, Stockholm, Sve-rige; Universitets Biblioteket i Lund, UB 1 & UB 2, Sverige; Film-arkivet, Stockholm, Sverige; Uppsala Universitets Bibliotek, Sve-rige; Leksand Kulturhus, Sverige; Hugo Alfvén stiftelsen, Tibble,Sverige; Universitetsbibliteket i Oslo, Norge.


9

K a p i t e l 1

Pigeliv1864-82

Marie Krøyer er det navn, vi kender Marie under i Danmark. Menoprindelig havde fru Krøyer et langt ungpigenavn: Maria MarthaMathilde Triepcke. Maria blev uden for familien forvansket til Ma-rie. Det lå mere ligefor i danske munde.

Maries forældre var tyske indvandrere. Hendes fader, WilhelmAugust Eduard Max Triepcke, stammede fra Berlin og var uddannetingeniør. Moderen, Minna Augusta Kindler, var fra Heidersdorff iSchlesien.1

Kort efter deres første barns fødsel – Wilhelm – emigrerede Maxog Minna til Danmark. Tidspunktet kunne næppe være dårligerevalgt. Krigen og især tyskernes overlegne sejr over Danmark i 1864og tabet af Sønderjylland var et smerteligt tab og et knæk for dendanske selvfølelse. Tyskere var mildt sagt ikke vellidte, ja store deleaf befolkningen lagde dem decideret for had. Reaktionen på tabet afSønderjylland blev en opblomstrende nationalisme. »Hvad udad ta-bes skal indad vindes,« lød parolen.

Det var en stilling som teknisk direktør ved J.H. Rubens væveri,der havde lokket dem til Danmark. Og dermed blev Marie født iDanmark. Nærmere bestemt den 11. juni 1867. Præcis en månedefter blev lille Misse, et kælenavn var straks blevet påhæftet Marie,døbt i Deutsche St. Petri Kirche i det gamle Københavns centrum.

J.H. Rubens væveri lå på Rolighedsvej, og familien Triepcke slogsig ned i en lejlighed på Ingemannsvej 3A. Her på skillelinien mel-lem Nørrebro og det stille Frederiksberg voksede Marie op i en vel-situeret borgerfamilie.2

Lidt over et år efter Maries fødsel nedkom Minna med endnu ensøn, Valdemar, der blev født den 21. dec. 1868.

P


8

Helga Ancher Fonden, Avisarkivet, Københavns Universitet, Dan-mark; Den Hirschsprungske Samling, Danmark; Landsarkivet Sil-keborg, Danmark; Lokalsamlingen i Skagen, Danmark; Rigsarkivet,Danmark; Teatermuseet, Danmark; Riksarkivet, Stockholm, Sve-rige; Universitets Biblioteket i Lund, UB 1 & UB 2, Sverige; Film-arkivet, Stockholm, Sverige; Uppsala Universitets Bibliotek, Sve-rige; Leksand Kulturhus, Sverige; Hugo Alfvén stiftelsen, Tibble,Sverige; Universitetsbibliteket i Oslo, Norge.


9

K a p i t e l 1

Pigeliv1864-82

Marie Krøyer er det navn, vi kender Marie under i Danmark. Menoprindelig havde fru Krøyer et langt ungpigenavn: Maria MarthaMathilde Triepcke. Maria blev uden for familien forvansket til Ma-rie. Det lå mere ligefor i danske munde.

Maries forældre var tyske indvandrere. Hendes fader, WilhelmAugust Eduard Max Triepcke, stammede fra Berlin og var uddannetingeniør. Moderen, Minna Augusta Kindler, var fra Heidersdorff iSchlesien.1

Kort efter deres første barns fødsel – Wilhelm – emigrerede Maxog Minna til Danmark. Tidspunktet kunne næppe være dårligerevalgt. Krigen og især tyskernes overlegne sejr over Danmark i 1864og tabet af Sønderjylland var et smerteligt tab og et knæk for dendanske selvfølelse. Tyskere var mildt sagt ikke vellidte, ja store deleaf befolkningen lagde dem decideret for had. Reaktionen på tabet afSønderjylland blev en opblomstrende nationalisme. »Hvad udad ta-bes skal indad vindes,« lød parolen.

Det var en stilling som teknisk direktør ved J.H. Rubens væveri,der havde lokket dem til Danmark. Og dermed blev Marie født iDanmark. Nærmere bestemt den 11. juni 1867. Præcis en månedefter blev lille Misse, et kælenavn var straks blevet påhæftet Marie,døbt i Deutsche St. Petri Kirche i det gamle Københavns centrum.

J.H. Rubens væveri lå på Rolighedsvej, og familien Triepcke slogsig ned i en lejlighed på Ingemannsvej 3A. Her på skillelinien mel-lem Nørrebro og det stille Frederiksberg voksede Marie op i en vel-situeret borgerfamilie.2

Lidt over et år efter Maries fødsel nedkom Minna med endnu ensøn, Valdemar, der blev født den 21. dec. 1868.

P


10

Hvor Marie fik sin skoleuddannelse, ved vi ikke. Højst sandsyn-ligt fik hun den i hjemmet. Det var det almindeligste blandt detbedre borgerskab på den tid, selvom der var begyndt at opstå min-dre, private skolestuer for unge piger. Af Maries breve kan vi se, athun allerede i otte-niårsalderen skrev storartet såvel dansk som tysk.Hendes to brødre, Wilhelm og Valdemar, gik på Schneeklothsskole. Begge Maries forældre lærte at skrive og tale et formfuldendtdansk. Med den tyskfjendtlige stemning i Danmark var det ikke til-rådeligt at gå omkring og tale tysk på gader og stræder. Og Max ogMinna Triepcke var indstillet på at blive integreret i det danske sam-fund. De opgav deres tyske statsborgerskab og blev danske statsbor-gere, ligesom deres børn. Deres fremtid lå i Danmark.

Blandt Maries efterladte papirer findes breve, som hun og hendesbrødre har skrevet til morforældrene i Heidersdorff. I et brev fraWilhelm kan man læse, at det går ham godt i skolen. Men ikkelænge efter blev Wilhelm syg, og efter kort tids sygdom døde han.Klokken var et kvarter i midnat den 6. marts 1879, da Wilhelm ud-åndede; han var tretten et halvt år gammel. Den 12. marts klokkento om eftermiddagen blev Wilhelm begravet fra det store kapel påAssistens Kirkegården. Kirkegården lå nær deres hjem, så de let ogofte kunne besøge gravstedet.

Indtil sit 12. år var Marie eneste pige mellem to brødre. Marievar altså et mellembarn og ikke en storesøster, som man hidtil harantaget.

Oplysninger om Maries fædrenehjem og opvækst er sparsomme.Men det chok, som det må have været for Marie og Valdemar atmiste storebroderen og i så ung en alder at blive konfronteret meddøden, må have sat sig sine spor.

Man behøver blot at forestille sig, hvordan det har været forMarie at se sin storebroder ligge stille og død i kisten i dagligstuen,indtil han en lille uge efter skulle begraves. Eller hvordan det harværet for den 12-årige pige at se sine forældre lammet af sorg.

Det er uklart, hvorvidt Max og Minna midt i deres sorg har mag-tet at tale med Marie og Valdemar om årsagen til broderens pludse-lige død. Som emigranter var Maries forældre afskåret fra at trækkepå storfamiliens omsorg og hjælp, og de stod temmelig alene medsorgen. Af samme grund voksede Marie op i en for den tid usædvan-lig lille familieenhed, der kun bestod af fader, moder og børn. Ingentanter eller onkler, bedsteforældre etc. var der, som kunne træde til


11

eller som man kunne sende Marie og Valdemar hen til i den første,svære tid.

Hvordan Max og Minna reagerede på sønnens død, har vi ingenbreve, der fortæller om. Så vi må aflæse det af, hvordan de to tilba-geblevne børn blev behandlet af forældrene efter tragedien.

Maries forældre gav hende en bemærkelsesværdigt stor bevægel-sesfrihed. Som 17-18-årig fulgte hun Georg Brandes’ forkætredeforelæsninger på Københavns Universitet, hvor han prædikede foremancipation af kvinden og for den frie kærlighed mellem kønnene.Navnet Georg Brandes var i mange borgerhjem et skældsord og hanselv lig med djævlen. Bestemt ikke en person, som man turde ladepåvirke sine unge døtre.

At Maries forældre tillod hende at følge forelæsningerne på uni-versitetet, viser et frisind og et ønske om, at deres datter skulle haveen bred og moderne dannelse. Senere gav de Marie lov til at op-holde sig alene først i Danmark og siden i Paris. Det virker nærmestskødesløst. Som om de ikke tog vare på Maries rygte. Eller måskefaldt det dem slet ikke ind, at deres datter ville være i nogen fare forat miste sin dyd eller sin agtværdighed i omgivelsernes øjne.

Denne frihed kom ikke til at gælde lillebroderen. Valdemar komaldrig væk fra hjemmet. Hele sit liv boede han sammen med foræl-drene, fraregnet et kort tidsrum under hans studier. Og da faderendøde, flyttede moderen ind hos ham og blev der til sin død. Hanblev den gode søn, der forsøgte at erstatte tabet af Wilhelm.

Der er et misforhold mellem de stramme tøjler, Valdemar blevholdt i, og så den udstrakte bevægelsesfrihed, Marie fik. Navnlig dadet ifølge tidens moralkodeks burde have været omvendt. Megettyder på, at Minna har været så optaget af ikke at miste den søn, hunhavde tilbage, at datteren gled delvis i baggrunden.3

Til trods for den tilsyneladende tidlige løsrivelse fra hjemmet løs-rev Marie sig aldrig rigtigt. Hele livet igennem rejste hun hjem tilmoderen i lange perioder. Selv efter at hun var blevet gift og havdefået barn.

På fotografier af Minna Triepcke fremstår hun som en kvinde,man ikke modsagde. Mørke øjne med et bestemt blik, et stramt dragom munden understreger helhedsindtrykket af en urokkelig selvsik-ker personlighed, som man har svært ved at tro nogensinde kæledeømt for sine børn.

Marie sloges aldrig med sin lillebroder om Muttigs 4 kærlighed,


10

Hvor Marie fik sin skoleuddannelse, ved vi ikke. Højst sandsyn-ligt fik hun den i hjemmet. Det var det almindeligste blandt detbedre borgerskab på den tid, selvom der var begyndt at opstå min-dre, private skolestuer for unge piger. Af Maries breve kan vi se, athun allerede i otte-niårsalderen skrev storartet såvel dansk som tysk.Hendes to brødre, Wilhelm og Valdemar, gik på Schneeklothsskole. Begge Maries forældre lærte at skrive og tale et formfuldendtdansk. Med den tyskfjendtlige stemning i Danmark var det ikke til-rådeligt at gå omkring og tale tysk på gader og stræder. Og Max ogMinna Triepcke var indstillet på at blive integreret i det danske sam-fund. De opgav deres tyske statsborgerskab og blev danske statsbor-gere, ligesom deres børn. Deres fremtid lå i Danmark.

Blandt Maries efterladte papirer findes breve, som hun og hendesbrødre har skrevet til morforældrene i Heidersdorff. I et brev fraWilhelm kan man læse, at det går ham godt i skolen. Men ikkelænge efter blev Wilhelm syg, og efter kort tids sygdom døde han.Klokken var et kvarter i midnat den 6. marts 1879, da Wilhelm ud-åndede; han var tretten et halvt år gammel. Den 12. marts klokkento om eftermiddagen blev Wilhelm begravet fra det store kapel påAssistens Kirkegården. Kirkegården lå nær deres hjem, så de let ogofte kunne besøge gravstedet.

Indtil sit 12. år var Marie eneste pige mellem to brødre. Marievar altså et mellembarn og ikke en storesøster, som man hidtil harantaget.

Oplysninger om Maries fædrenehjem og opvækst er sparsomme.Men det chok, som det må have været for Marie og Valdemar atmiste storebroderen og i så ung en alder at blive konfronteret meddøden, må have sat sig sine spor.

Man behøver blot at forestille sig, hvordan det har været forMarie at se sin storebroder ligge stille og død i kisten i dagligstuen,indtil han en lille uge efter skulle begraves. Eller hvordan det harværet for den 12-årige pige at se sine forældre lammet af sorg.

Det er uklart, hvorvidt Max og Minna midt i deres sorg har mag-tet at tale med Marie og Valdemar om årsagen til broderens pludse-lige død. Som emigranter var Maries forældre afskåret fra at trækkepå storfamiliens omsorg og hjælp, og de stod temmelig alene medsorgen. Af samme grund voksede Marie op i en for den tid usædvan-lig lille familieenhed, der kun bestod af fader, moder og børn. Ingentanter eller onkler, bedsteforældre etc. var der, som kunne træde til


11

eller som man kunne sende Marie og Valdemar hen til i den første,svære tid.

Hvordan Max og Minna reagerede på sønnens død, har vi ingenbreve, der fortæller om. Så vi må aflæse det af, hvordan de to tilba-geblevne børn blev behandlet af forældrene efter tragedien.

Maries forældre gav hende en bemærkelsesværdigt stor bevægel-sesfrihed. Som 17-18-årig fulgte hun Georg Brandes’ forkætredeforelæsninger på Københavns Universitet, hvor han prædikede foremancipation af kvinden og for den frie kærlighed mellem kønnene.Navnet Georg Brandes var i mange borgerhjem et skældsord og hanselv lig med djævlen. Bestemt ikke en person, som man turde ladepåvirke sine unge døtre.

At Maries forældre tillod hende at følge forelæsningerne på uni-versitetet, viser et frisind og et ønske om, at deres datter skulle haveen bred og moderne dannelse. Senere gav de Marie lov til at op-holde sig alene først i Danmark og siden i Paris. Det virker nærmestskødesløst. Som om de ikke tog vare på Maries rygte. Eller måskefaldt det dem slet ikke ind, at deres datter ville være i nogen fare forat miste sin dyd eller sin agtværdighed i omgivelsernes øjne.

Denne frihed kom ikke til at gælde lillebroderen. Valdemar komaldrig væk fra hjemmet. Hele sit liv boede han sammen med foræl-drene, fraregnet et kort tidsrum under hans studier. Og da faderendøde, flyttede moderen ind hos ham og blev der til sin død. Hanblev den gode søn, der forsøgte at erstatte tabet af Wilhelm.

Der er et misforhold mellem de stramme tøjler, Valdemar blevholdt i, og så den udstrakte bevægelsesfrihed, Marie fik. Navnlig dadet ifølge tidens moralkodeks burde have været omvendt. Megettyder på, at Minna har været så optaget af ikke at miste den søn, hunhavde tilbage, at datteren gled delvis i baggrunden.3

Til trods for den tilsyneladende tidlige løsrivelse fra hjemmet løs-rev Marie sig aldrig rigtigt. Hele livet igennem rejste hun hjem tilmoderen i lange perioder. Selv efter at hun var blevet gift og havdefået barn.

På fotografier af Minna Triepcke fremstår hun som en kvinde,man ikke modsagde. Mørke øjne med et bestemt blik, et stramt dragom munden understreger helhedsindtrykket af en urokkelig selvsik-ker personlighed, som man har svært ved at tro nogensinde kæledeømt for sine børn.

Marie sloges aldrig med sin lillebroder om Muttigs 4 kærlighed,


12

eller var jaloux på Valdemar. Misundelse eller jalousi kendte Marieikke til. Tværtimod var hun nært knyttet til broderen. Efter mode-rens død var det ham, hun besøgte længe og ofte for at være i detkære hjem.

Til sin »Søde Papa« havde Marie et inderligt forhold. Max Triep-cke designede mønstre til Rubens væveri og var uhyre optaget affarvesammensætninger, god smag og æstetik, som han søgte at ind-prente sin datter.

Harald Slott-Møller gik i klasse med Wilhelm Triepcke påSchneekloth og kendte således Marie fra hun var helt lille. I sineerindringer omtaler han den unge Marie som »et ædelt alvorligtbarn«.5


13

K a p i t e l 2

Malerdrømme1883-85

»Helt fra barnsben af var mit højeste ønske at blive maler«, fortællerMarie.1 Der var fra Maries side ikke tale om, at hun blot skulle læreat male pynteskilderier som tidsfordriv, indtil hun blev gift. Nej, detvar en dyb skaberdrift i hende, der forlangte at komme til udtryk. Ensamtidig blev slået af Maries alvor, af hvordan det var maleriet, hungik op i med liv og sjæl, og ikke flirt og romancer.2

I 1883-84 sad Marie i nærved et halvt år model for den østrigskemaler Bertha Wegmann til et portræt, der blev malet i Tivolis have.3

På Wegmanns portræt af den 16-årige Marie fremstår hun som enblufærdig ung kvinde, der dog betragter os med et særdeles vågentog nysgerrigt blik, der tangerer det direkte konfronterende. Marieer ikke vemodig eller længselsfuld, som vi siden har set hendeportrætteret igen og igen af P.S. Krøyer. En anden væsentlig ting:Marie er nok en køn ung pige på Wegmann-billedet, men ikke ån-deløst billedskøn som på Krøyers malerier. Wegmann har ikkefremhævet Maries skønhed i sin afbildning. Hun koncentrerer sigderimod om Maries intense blik, der fortæller om en intelligent ognysgerrig person.

Frøken Bertha Wegmann var den første professionelle, kvinde-lige maler, Marie mødte. Marie greb chancen til at spørge en køns-fælle om, hvorledes hun skulle gribe en kunstnerisk uddannelse an.Bertha Wegmann4 var ikke en frøken hvemsomhelst med malerkløe,men en anerkendt portrætmaler, da hun malede Marie i 1883-1884.I 1883 modtog frøken Wegmann Thorvaldsens Medalje samt guld-medalje på Salonen i Paris for sit portræt af søsteren, Fru Seekamp;og hun havde opnået at blive indvalgt i Akademiets plenarforsam-


12

eller var jaloux på Valdemar. Misundelse eller jalousi kendte Marieikke til. Tværtimod var hun nært knyttet til broderen. Efter mode-rens død var det ham, hun besøgte længe og ofte for at være i detkære hjem.

Til sin »Søde Papa« havde Marie et inderligt forhold. Max Triep-cke designede mønstre til Rubens væveri og var uhyre optaget affarvesammensætninger, god smag og æstetik, som han søgte at ind-prente sin datter.

Harald Slott-Møller gik i klasse med Wilhelm Triepcke påSchneekloth og kendte således Marie fra hun var helt lille. I sineerindringer omtaler han den unge Marie som »et ædelt alvorligtbarn«.5


13

K a p i t e l 2

Malerdrømme1883-85

»Helt fra barnsben af var mit højeste ønske at blive maler«, fortællerMarie.1 Der var fra Maries side ikke tale om, at hun blot skulle læreat male pynteskilderier som tidsfordriv, indtil hun blev gift. Nej, detvar en dyb skaberdrift i hende, der forlangte at komme til udtryk. Ensamtidig blev slået af Maries alvor, af hvordan det var maleriet, hungik op i med liv og sjæl, og ikke flirt og romancer.2

I 1883-84 sad Marie i nærved et halvt år model for den østrigskemaler Bertha Wegmann til et portræt, der blev malet i Tivolis have.3

På Wegmanns portræt af den 16-årige Marie fremstår hun som enblufærdig ung kvinde, der dog betragter os med et særdeles vågentog nysgerrigt blik, der tangerer det direkte konfronterende. Marieer ikke vemodig eller længselsfuld, som vi siden har set hendeportrætteret igen og igen af P.S. Krøyer. En anden væsentlig ting:Marie er nok en køn ung pige på Wegmann-billedet, men ikke ån-deløst billedskøn som på Krøyers malerier. Wegmann har ikkefremhævet Maries skønhed i sin afbildning. Hun koncentrerer sigderimod om Maries intense blik, der fortæller om en intelligent ognysgerrig person.

Frøken Bertha Wegmann var den første professionelle, kvinde-lige maler, Marie mødte. Marie greb chancen til at spørge en køns-fælle om, hvorledes hun skulle gribe en kunstnerisk uddannelse an.Bertha Wegmann4 var ikke en frøken hvemsomhelst med malerkløe,men en anerkendt portrætmaler, da hun malede Marie i 1883-1884.I 1883 modtog frøken Wegmann Thorvaldsens Medalje samt guld-medalje på Salonen i Paris for sit portræt af søsteren, Fru Seekamp;og hun havde opnået at blive indvalgt i Akademiets plenarforsam-


14

ling. Bertha Wegmann bad om at se, hvad Marie havde tegnet indtilnu. Maries arbejde imponerede frøken Wegmann, der opmuntredeMarie til at fortsætte og desuden lovede at skrive til Krøyer og bedeham om at undervise Marie.5

Med Bertha Wegmanns introduktionsskrivelse i hånden var næsteskridt at kontakte Krøyer, der var datidens maler par excellence.Men Marie veg tilbage for en personlig henvendelse. »Det havde jegikke mod til.« Og Marie bad frk. Wegmanns søster, fru Seekamp,om at gå op til Krøyer. »Det gjorde hun, og traf Krøyer i et megetgnavent humør. Han svarede irriteret: »Å, disse damer, disse damersom alle vil male, lad mig være fri. Jeg vil under ingen omstændig-heder have elever – færdig.« Jeg var dybt nedslået over dette resul-tat.«6

I det københavnske malermiljø havde Marie en god ven og cice-rone i den 16 år ældre Andreas Peter Weis7 – en verdensklog oggennemdannet mand. Weis var assistent i Kulturministeriet, da Ma-rie gjorde hans bekendtskab. Senere avancerede han til departe-mentschef. Men allerede her i begyndelsen af 1880’erne havde Weisen stor omgangskreds i det kulturelle miljø i København.

De ældste bevarede breve fra Marie til Weis stammer fra 1883.Det første er skrevet godt en måned efter hendes konfirmation den23. september 1883 i Sankt Petri Kirke. De fleste af brevene handlerom Maries forskellige bestræbelser på at uddanne sig som maler.Men man fornemmer mellem linierne, at Hr. Weis har været stærktbetaget af Marie, og at hun på en pæn måde holder ham på afstand.

Weis var lige så oprørt som Marie over, at Krøyer uden viderehavde affærdiget at undervise hende, og lovede at hjælpe hende.Weis fik skaffet hende ind på maler Carl Thomsens lille malerskole.Efter alt at dømme begyndte Maries egentlige malerundervisningved årsskiftet 1883-1884.8

Som det ofte er tilfældet med meget smukke kvinder, havde Mariesvært ved at få veninder. Ikke så meget som helt ung, men da hendesskønhed rigtig brød igennem, blev det næsten umuligt.

I et notat til sin datter Vibeke Krøyer i 1937 skrev Marie, forudenom sine første ungdomsår, om misundelsen, der forfulgte hendehele voksenlivet.

»Da jeg søgte ind på Carl Thomsens malerskole, gik jeg ikke selv


15

til ham, men A.P. Weis talte med Thomsen og ordnede alt. Jeghavde end ikke set Thomsen, førend jeg den første gang meget ge-nert tren ind i hans atelier med min tegnemappe under armen. Ogikke desto mindre fandt en ham meget nærstående dame for godt atfortælle til min bedste veninde følgende: »Jo, så kom Frk. Triepckeog så på Carl Thomsen med sine dejlige øjne – og så kunne han joikke modstå hende, men tog hende til elev.« Jeg er i hele mit livbleven forfulgt af bagtalelse i alle mulige former.«9

I notatet til Vibeke prøver Marie at forsvare sig. »Jeg kunne idenne sammenhæng have lyst til én gang for alle at slå en pind igen-nem den myte, at jeg benyttede mig af mit dengang såre kønne ydretil at opnå, hvad jeg ville – hvilket menneskenes ondskab fortalte vartilfældet. Jeg var i virkeligheden ganske »unbegangen« og helt ogholdent uvidende om den magt, den charme, jeg jo kunne have be-nyttet mig af.«10

Fra begyndelsen af 1884 havde Marie for en tid adgang til et atelierpå Hotel Fønix.11 Atelieret var næppe Maries eget. En kvindeligmalerelev med eget atelier var noget nær utænkeligt dengang. Øver-ste etage på Hotel Fønix var i midten af 1880’erne en veritabel my-retue af malerelever og alternative malerskoler til Akademiet påKongens Nytorv.

November 1884 overtog Kristian Zahrtmann Otto Schwartz’malerskole. Og fra vinteren 1885 virkede Kristian Zahrtmanns skolenærmest som forklasse til Krøyers skole, der var dens nabo i HotelFønix’ tagværelser. Nogle elever tegnede efter gips i det mindre lo-kale, medens der stilledes model til rådighed for andre i selve ate-lieret. Og om aftenen benyttedes dette af Krøyers elever.12 I dettelivlige malermiljø havde Marie altså sin gang fra januar 1884 i nær-heden af Krøyer og hans verden.

Kvindelige elever omtales ikke i Kristian Zahrtmanns »EnMindebog« af den simple grund, at Zahrtmann ikke beskæftigedesig med kvindelige elever. Så meget mere interessant bliver derfor etmaleri af Rasmus Christiansen med titlen: »Den lille Skole« fra om-kring 1884-85. På billedet ser vi Marie sidde ivrigt bøjet hen mod etlille lærred, malende sammen med sine holdkammerater: HaraldSlott-Møller, A.P. Weis og hans søster, Johanne Weis. Situationenvar usædvanlig, idet de to køn tydeligvis modtog malerundervisning


14

ling. Bertha Wegmann bad om at se, hvad Marie havde tegnet indtilnu. Maries arbejde imponerede frøken Wegmann, der opmuntredeMarie til at fortsætte og desuden lovede at skrive til Krøyer og bedeham om at undervise Marie.5

Med Bertha Wegmanns introduktionsskrivelse i hånden var næsteskridt at kontakte Krøyer, der var datidens maler par excellence.Men Marie veg tilbage for en personlig henvendelse. »Det havde jegikke mod til.« Og Marie bad frk. Wegmanns søster, fru Seekamp,om at gå op til Krøyer. »Det gjorde hun, og traf Krøyer i et megetgnavent humør. Han svarede irriteret: »Å, disse damer, disse damersom alle vil male, lad mig være fri. Jeg vil under ingen omstændig-heder have elever – færdig.« Jeg var dybt nedslået over dette resul-tat.«6

I det københavnske malermiljø havde Marie en god ven og cice-rone i den 16 år ældre Andreas Peter Weis7 – en verdensklog oggennemdannet mand. Weis var assistent i Kulturministeriet, da Ma-rie gjorde hans bekendtskab. Senere avancerede han til departe-mentschef. Men allerede her i begyndelsen af 1880’erne havde Weisen stor omgangskreds i det kulturelle miljø i København.

De ældste bevarede breve fra Marie til Weis stammer fra 1883.Det første er skrevet godt en måned efter hendes konfirmation den23. september 1883 i Sankt Petri Kirke. De fleste af brevene handlerom Maries forskellige bestræbelser på at uddanne sig som maler.Men man fornemmer mellem linierne, at Hr. Weis har været stærktbetaget af Marie, og at hun på en pæn måde holder ham på afstand.

Weis var lige så oprørt som Marie over, at Krøyer uden viderehavde affærdiget at undervise hende, og lovede at hjælpe hende.Weis fik skaffet hende ind på maler Carl Thomsens lille malerskole.Efter alt at dømme begyndte Maries egentlige malerundervisningved årsskiftet 1883-1884.8

Som det ofte er tilfældet med meget smukke kvinder, havde Mariesvært ved at få veninder. Ikke så meget som helt ung, men da hendesskønhed rigtig brød igennem, blev det næsten umuligt.

I et notat til sin datter Vibeke Krøyer i 1937 skrev Marie, forudenom sine første ungdomsår, om misundelsen, der forfulgte hendehele voksenlivet.

»Da jeg søgte ind på Carl Thomsens malerskole, gik jeg ikke selv


15

til ham, men A.P. Weis talte med Thomsen og ordnede alt. Jeghavde end ikke set Thomsen, førend jeg den første gang meget ge-nert tren ind i hans atelier med min tegnemappe under armen. Ogikke desto mindre fandt en ham meget nærstående dame for godt atfortælle til min bedste veninde følgende: »Jo, så kom Frk. Triepckeog så på Carl Thomsen med sine dejlige øjne – og så kunne han joikke modstå hende, men tog hende til elev.« Jeg er i hele mit livbleven forfulgt af bagtalelse i alle mulige former.«9

I notatet til Vibeke prøver Marie at forsvare sig. »Jeg kunne idenne sammenhæng have lyst til én gang for alle at slå en pind igen-nem den myte, at jeg benyttede mig af mit dengang såre kønne ydretil at opnå, hvad jeg ville – hvilket menneskenes ondskab fortalte vartilfældet. Jeg var i virkeligheden ganske »unbegangen« og helt ogholdent uvidende om den magt, den charme, jeg jo kunne have be-nyttet mig af.«10

Fra begyndelsen af 1884 havde Marie for en tid adgang til et atelierpå Hotel Fønix.11 Atelieret var næppe Maries eget. En kvindeligmalerelev med eget atelier var noget nær utænkeligt dengang. Øver-ste etage på Hotel Fønix var i midten af 1880’erne en veritabel my-retue af malerelever og alternative malerskoler til Akademiet påKongens Nytorv.

November 1884 overtog Kristian Zahrtmann Otto Schwartz’malerskole. Og fra vinteren 1885 virkede Kristian Zahrtmanns skolenærmest som forklasse til Krøyers skole, der var dens nabo i HotelFønix’ tagværelser. Nogle elever tegnede efter gips i det mindre lo-kale, medens der stilledes model til rådighed for andre i selve ate-lieret. Og om aftenen benyttedes dette af Krøyers elever.12 I dettelivlige malermiljø havde Marie altså sin gang fra januar 1884 i nær-heden af Krøyer og hans verden.

Kvindelige elever omtales ikke i Kristian Zahrtmanns »EnMindebog« af den simple grund, at Zahrtmann ikke beskæftigedesig med kvindelige elever. Så meget mere interessant bliver derfor etmaleri af Rasmus Christiansen med titlen: »Den lille Skole« fra om-kring 1884-85. På billedet ser vi Marie sidde ivrigt bøjet hen mod etlille lærred, malende sammen med sine holdkammerater: HaraldSlott-Møller, A.P. Weis og hans søster, Johanne Weis. Situationenvar usædvanlig, idet de to køn tydeligvis modtog malerundervisning


16

sammen. På Tuxens og Krøyers skole var kønnene skarpt adskilt.Der kunne ikke være tale om, at mænd og kvinder var i samme lo-kale, når der blev malet efter model. Og på Akademiet for de skiøn-ne Kunster optog man, som hos Zahrtmann, slet ikke kvindeligeelever.

Det var i 1880’ernes begyndelse uhyre svært for kvinder at fåmalerundervisning på samme niveau som deres mandlige kolleger.Skolerne ville ikke have dem. Privatundervisningen for kvinder blevofte udført med venstre hånd af etablerede kunstmalere. De tog ikkekvindernes lyst til at male alvorligt. Enhver vidste jo, at malerambi-tionerne forsvandt som dug for solen hos damerne, så snart den ret-te ægtemand friede. Så hvorfor spilde sine kræfter på dem? Alt detteafskrækkede i 1884 ikke Marie. Hun kilede på med en stille indad-vendt ildhu.

Harald Slott-Møller var en af de unge mænd, der viste et betyde-ligt malertalent og som man spåede en stor fremtid. Boglig uddan-nelse havde han kun lidt af, men Haralds originale tænkemåde og detræffende udtryk, han fandt på for sine tanker, stak de fleste bog-lærde ud. Harald var en oprører, og hans trang til at sige sin ufor-beholdne mening endte med at skaffe ham adskillige uvenner. Selvbeskrev han sig ved den tid, Marie mødte ham, som en »vild dreng«med forvirrede meninger og anskuelser, og tillige »havde datidensskabagtige udtryks- og følemåde« smittet af på hans opførsel i enuheldig grad. Men Marie kunne se durk igennem det hele og se hansstore hjertelag.13

Harald var i færd med at tegne en portrættegning af Weis, daWeis en dag sagde til Harald: »Jeg skal forestille Dem for en ungdame, jeg tror det vil interessere Dem at kende. Det var MariaTriepcke. Hun var ganske ung, lige akkurat voksen og såre skøn«, oghendes alvorlige væsen fængslede Harald.14

»At jeg blev indtaget i hende var så vidt intet mirakel, men toneni datiden, kvindebevægelsens barndom, var unge mænd og kvinderimellem præget af kammeratskabsånd, mildest talt ikke af kunst-malerægteskab.«15 Og snart indså Harald, at Marie »havde nok atgøre med at passe ‘den hellige ild’ i kunstens tempel«. Der var hver-ken plads eller tid til kærlighed.16 Endskønt Harald var forelsket ogsværmede heftigt for Marie, så faldt det ham ikke ind at forfølge sinforelskelse og erklære sig.

Det almindelige var, at giftede en kvinde sig med en maler, så


17

koncentrerede hun sig om at støtte sin mands karriere, skabe etsmukt hjem etc. Ville hun forfølge en malerkarriere, så forblev hunugift. To kunstnere under samme tag blev anset for en umulig kom-bination, som kun kunne ende i ulykke. I Maries generation skullenogle få kvinder formå at kombinere ægteskab og kunstnerskab,men de var de mirakuløse undtagelser. Og som vi skal erfare, var detofte med store kvaler.

Da Harald mødte Marie, havde hun sin daglige gang i Kobber-stiksamlingen i København, hvor hun tegnede efter forlæg.

Om vinteren begyndte Harald at male på et portræt af Marie ihendes hjem på Ingemannsvej med Maries forældre og Valdemarsom interesserede tilskuere. »Noget resultat kom der ikke ud afdet,« erkendte Slott-Møller. »Dels var hun alt for dejlig, (og) jegikke nær dygtig nok til at løse så uhyre vanskelig en opgave, måskevar jeg også for betaget af opgaven.«17 Og billedet virker da ogsåhalvfærdigt og dødt i udtrykket.

Gode venner blev de: Marie og Harald. Venner for livet. Denvinter var de nærmest uadskillelige. Og de »fik i de vintermånederpå ingen måde for meget af hinandens selskab«, som Harald ud-trykte det.18

Da sommeren 1885 kom, fik Marie overtalt sine forældre til, athun og en veninde, Margrethe Aagaard, lejede sig ind nede på Syd-sjælland. Pigerne ville male i nærheden af det sted, hvor Harald oghans malerven, Repholtz, agtede at slå sig ned for sommeren.

Harald antog, at når Maries forældre gav hende lov til det lidtvovede sommerophold med en mandlig ven så nær ved, så skyldtesdet formodentlig, at de havde kendt Harald helt fra hans skoletidsammen med Wilhelm. Han var ikke en fremmed.

Det blev en strålende sommer. Marie og Margrethe boede på enlille bondegård på den ene side af en skov og Harald og Repholtz påden anden side. Til frokost mødtes de fire unge hos skovfogden ihans hus midt i skoven.

Dagene gik med malen i den frie luft og lange samtaler om afteneni petroleumslampens skær hos skovfogden og hans venlige hustru.

En eftermiddag gik Marie og Harald en tur i skoven. Dybt inde itykningen så de pludselig: »Repholtz stå og kysse MargretheAagaard. De så os ikke; men vi to blev så flove, at vi intet kunne sigetil hinanden, men tavse vendte om og gik hjem.«19

Hvad ingen af dem vidste da, var, at Margrethe Aagaard havde


16

sammen. På Tuxens og Krøyers skole var kønnene skarpt adskilt.Der kunne ikke være tale om, at mænd og kvinder var i samme lo-kale, når der blev malet efter model. Og på Akademiet for de skiøn-ne Kunster optog man, som hos Zahrtmann, slet ikke kvindeligeelever.

Det var i 1880’ernes begyndelse uhyre svært for kvinder at fåmalerundervisning på samme niveau som deres mandlige kolleger.Skolerne ville ikke have dem. Privatundervisningen for kvinder blevofte udført med venstre hånd af etablerede kunstmalere. De tog ikkekvindernes lyst til at male alvorligt. Enhver vidste jo, at malerambi-tionerne forsvandt som dug for solen hos damerne, så snart den ret-te ægtemand friede. Så hvorfor spilde sine kræfter på dem? Alt detteafskrækkede i 1884 ikke Marie. Hun kilede på med en stille indad-vendt ildhu.

Harald Slott-Møller var en af de unge mænd, der viste et betyde-ligt malertalent og som man spåede en stor fremtid. Boglig uddan-nelse havde han kun lidt af, men Haralds originale tænkemåde og detræffende udtryk, han fandt på for sine tanker, stak de fleste bog-lærde ud. Harald var en oprører, og hans trang til at sige sin ufor-beholdne mening endte med at skaffe ham adskillige uvenner. Selvbeskrev han sig ved den tid, Marie mødte ham, som en »vild dreng«med forvirrede meninger og anskuelser, og tillige »havde datidensskabagtige udtryks- og følemåde« smittet af på hans opførsel i enuheldig grad. Men Marie kunne se durk igennem det hele og se hansstore hjertelag.13

Harald var i færd med at tegne en portrættegning af Weis, daWeis en dag sagde til Harald: »Jeg skal forestille Dem for en ungdame, jeg tror det vil interessere Dem at kende. Det var MariaTriepcke. Hun var ganske ung, lige akkurat voksen og såre skøn«, oghendes alvorlige væsen fængslede Harald.14

»At jeg blev indtaget i hende var så vidt intet mirakel, men toneni datiden, kvindebevægelsens barndom, var unge mænd og kvinderimellem præget af kammeratskabsånd, mildest talt ikke af kunst-malerægteskab.«15 Og snart indså Harald, at Marie »havde nok atgøre med at passe ‘den hellige ild’ i kunstens tempel«. Der var hver-ken plads eller tid til kærlighed.16 Endskønt Harald var forelsket ogsværmede heftigt for Marie, så faldt det ham ikke ind at forfølge sinforelskelse og erklære sig.

Det almindelige var, at giftede en kvinde sig med en maler, så


17

koncentrerede hun sig om at støtte sin mands karriere, skabe etsmukt hjem etc. Ville hun forfølge en malerkarriere, så forblev hunugift. To kunstnere under samme tag blev anset for en umulig kom-bination, som kun kunne ende i ulykke. I Maries generation skullenogle få kvinder formå at kombinere ægteskab og kunstnerskab,men de var de mirakuløse undtagelser. Og som vi skal erfare, var detofte med store kvaler.

Da Harald mødte Marie, havde hun sin daglige gang i Kobber-stiksamlingen i København, hvor hun tegnede efter forlæg.

Om vinteren begyndte Harald at male på et portræt af Marie ihendes hjem på Ingemannsvej med Maries forældre og Valdemarsom interesserede tilskuere. »Noget resultat kom der ikke ud afdet,« erkendte Slott-Møller. »Dels var hun alt for dejlig, (og) jegikke nær dygtig nok til at løse så uhyre vanskelig en opgave, måskevar jeg også for betaget af opgaven.«17 Og billedet virker da ogsåhalvfærdigt og dødt i udtrykket.

Gode venner blev de: Marie og Harald. Venner for livet. Denvinter var de nærmest uadskillelige. Og de »fik i de vintermånederpå ingen måde for meget af hinandens selskab«, som Harald ud-trykte det.18

Da sommeren 1885 kom, fik Marie overtalt sine forældre til, athun og en veninde, Margrethe Aagaard, lejede sig ind nede på Syd-sjælland. Pigerne ville male i nærheden af det sted, hvor Harald oghans malerven, Repholtz, agtede at slå sig ned for sommeren.

Harald antog, at når Maries forældre gav hende lov til det lidtvovede sommerophold med en mandlig ven så nær ved, så skyldtesdet formodentlig, at de havde kendt Harald helt fra hans skoletidsammen med Wilhelm. Han var ikke en fremmed.

Det blev en strålende sommer. Marie og Margrethe boede på enlille bondegård på den ene side af en skov og Harald og Repholtz påden anden side. Til frokost mødtes de fire unge hos skovfogden ihans hus midt i skoven.

Dagene gik med malen i den frie luft og lange samtaler om afteneni petroleumslampens skær hos skovfogden og hans venlige hustru.

En eftermiddag gik Marie og Harald en tur i skoven. Dybt inde itykningen så de pludselig: »Repholtz stå og kysse MargretheAagaard. De så os ikke; men vi to blev så flove, at vi intet kunne sigetil hinanden, men tavse vendte om og gik hjem.«19

Hvad ingen af dem vidste da, var, at Margrethe Aagaard havde


18

tuberkulose, som hun døde af få år efter. Ej heller, at Repholtz efteren lang, håbløs kamp »mod sygdommen også ville bukke under«.20

Krøyer optrådte i begyndelsen af 1880’erne i Maries periferi. Og ihendes bevidsthed.

»Første gang jeg i mit liv kom i forbindelse med malernavnetKrøyer var, da jeg som en 12-13-årig tøs på min vandring gennemForårsudstillingen, dengang endnu på det gamle Charlottenborg,pludselig stod lige over for »Hattemagerne«. Det gjorde et vold-somt indtryk på mig. Det var næsten som et chok. Jeg var henrykt ogbegejstret.«21

»Italienske landsbyhattemagere« var i 1881 udstillet på Pariser-salonen og fik tildelt medalje af tredje klasse. En sjælden æresbevis-ning for en dansk kunstner. Forventningerne var derfor store, da detblev udstillet på Charlottenborg den 1. april året efter.

Og maleriet blev en sensation. Publikum stod i tætte stimer foranmaleriet og diskuterede det heftigt. I årtier havde danske maleregivet et idealistisk og romantisk billede af såvel dansk som italienskfolkeliv. Publikum og kritikerne var rystet over Krøyers stærkt rea-listiske maleri af en fattig, udslidt fader, hattemageren, der stårkrumbøjet i mørket sammen med sine to små snavsede drenge overet stort kar. Reaktionerne spændte fra begejstring over, at det idylli-serede billede var blevet sprængt, til rasende kritik.

Mest talte man om den sveddråbe, Krøyer havde ladet hænge un-der hattemagerens næse. Det var ækelt.

Akademiet var i syv sind over for maleriet. Her ankom det medsucces’en fra udlandet, så man gav det udstillingsmedaljen, men detfik også to nu glemte malerier.

Tvivl rådede der derimod ikke hos Krøyers jævnaldrende maler-kolleger, der hyldede ham som »det maleriske gennembrud«s ban-nerfører22. Endelig en maler, der levede op til Georg Brandes’ kravtil litteraturen. Ved at skildre skyggesiderne ved Italien var Krøyermed til at bane vejen for en upyntet socialrealisme i dansk maler-kunst.

Maries reaktion på »Hattemagerne« er interessant. Det var dennøgne, barskrabede skildring af virkeligheden i »Italienske landsby-hattemagere«, Marie Triepcke faldt for og byggede sin beundring


19

for maleren Krøyer på. Det var maleren, hun kendte først. Sidenkom mennesket til.

Krøyer var den store maler, der dominerede malerscenen i Dan-mark. Alle talte om hans person og om hans malerier. Og med Ma-ries malerdrømme var han en personlighed, der ikke var til at kom-me uden om. Desuden stod han som den elegante repræsentant forden nye, progressive strømning i kunstnerlivet.

Marie betroede sig til sine to veninder, Ida Hirschsprung og EllenHeymann, om den bevægende oplevelse på forårsudstillingen. De tovar de helt rigtige at gå til. Af dem fik hun »alle mulige oplysninger.Og da jeg senere meget hyppigt var gæst hos »Onkel Heinrich« og»Tante Pauline« (Heinrich og Pauline Hirschsprung), var det næ-sten altid noget af det første, jeg gjorde, at fordybe mig i studiet afP.S. Krøyers skitsebøger … og i beskuelse af hans billeder og akva-reller … Jeg blev dygtig drillet for min store interesse og husker,hvordan »Tante Pauline« engang ved bordet i et stort søndags-selskab rakte mig en skål chokolade og drillende sagde: »Dem skalDe spise af, Krøyer har haft dem med fra Paris.« Jeg tror, jeg rød-mede lige ned til min storetå.« 23

Drilleriernes karakter tyder på, at man betragtede Maries opta-gethed som ungpigesværmeri for geniet. Når Marie i disse erindrin-ger dvæler så udpræget ved sine første kontakter med Krøyer, somnavn og person, så udspringer det af, at erindringerne var bestemtfor Vibeke Krøyer. Vibeke havde bedt moderen fortælle, hvordanhun og hendes fader havde mødt hinanden. Indlysende nok hører viderfor ikke om de andre bejlere til Maries gunst.

At Marie fik sin gang i tobaksfabrikant og kunstmæcen HeinrichHirschsprungs hjem i Bredgade, skyldtes hendes venskab med hansniece Ida Hirschsprung, datter af børnelægen, professor HaraldHirschsprung.

Hvad angår Krøyer, så var han endnu kun en drømmeagtig figuri Maries liv. Det var Harald Slott-Møller i al venskabelighed ogWeis i særdeleshed, der opvartede Marie i denne periode. Af Mariesbreve til Weis kan vi læse, at de aftalte møder, at han lånte hendebøger, inviterede hende til teaterforestillinger, koncerter etc. Og athun kom i hans og søsterens hjem på Amalievej.

Kort tid efter, at Marie var begyndt på Carl Thomsens maler-skole, var hun »til en koncert og på vejen ind til min plads passeredejeg Weis, som stod sammen med Krøyer. Da jeg gik forbi, sagde


18

tuberkulose, som hun døde af få år efter. Ej heller, at Repholtz efteren lang, håbløs kamp »mod sygdommen også ville bukke under«.20

Krøyer optrådte i begyndelsen af 1880’erne i Maries periferi. Og ihendes bevidsthed.

»Første gang jeg i mit liv kom i forbindelse med malernavnetKrøyer var, da jeg som en 12-13-årig tøs på min vandring gennemForårsudstillingen, dengang endnu på det gamle Charlottenborg,pludselig stod lige over for »Hattemagerne«. Det gjorde et vold-somt indtryk på mig. Det var næsten som et chok. Jeg var henrykt ogbegejstret.«21

»Italienske landsbyhattemagere« var i 1881 udstillet på Pariser-salonen og fik tildelt medalje af tredje klasse. En sjælden æresbevis-ning for en dansk kunstner. Forventningerne var derfor store, da detblev udstillet på Charlottenborg den 1. april året efter.

Og maleriet blev en sensation. Publikum stod i tætte stimer foranmaleriet og diskuterede det heftigt. I årtier havde danske maleregivet et idealistisk og romantisk billede af såvel dansk som italienskfolkeliv. Publikum og kritikerne var rystet over Krøyers stærkt rea-listiske maleri af en fattig, udslidt fader, hattemageren, der stårkrumbøjet i mørket sammen med sine to små snavsede drenge overet stort kar. Reaktionerne spændte fra begejstring over, at det idylli-serede billede var blevet sprængt, til rasende kritik.

Mest talte man om den sveddråbe, Krøyer havde ladet hænge un-der hattemagerens næse. Det var ækelt.

Akademiet var i syv sind over for maleriet. Her ankom det medsucces’en fra udlandet, så man gav det udstillingsmedaljen, men detfik også to nu glemte malerier.

Tvivl rådede der derimod ikke hos Krøyers jævnaldrende maler-kolleger, der hyldede ham som »det maleriske gennembrud«s ban-nerfører22. Endelig en maler, der levede op til Georg Brandes’ kravtil litteraturen. Ved at skildre skyggesiderne ved Italien var Krøyermed til at bane vejen for en upyntet socialrealisme i dansk maler-kunst.

Maries reaktion på »Hattemagerne« er interessant. Det var dennøgne, barskrabede skildring af virkeligheden i »Italienske landsby-hattemagere«, Marie Triepcke faldt for og byggede sin beundring


19

for maleren Krøyer på. Det var maleren, hun kendte først. Sidenkom mennesket til.

Krøyer var den store maler, der dominerede malerscenen i Dan-mark. Alle talte om hans person og om hans malerier. Og med Ma-ries malerdrømme var han en personlighed, der ikke var til at kom-me uden om. Desuden stod han som den elegante repræsentant forden nye, progressive strømning i kunstnerlivet.

Marie betroede sig til sine to veninder, Ida Hirschsprung og EllenHeymann, om den bevægende oplevelse på forårsudstillingen. De tovar de helt rigtige at gå til. Af dem fik hun »alle mulige oplysninger.Og da jeg senere meget hyppigt var gæst hos »Onkel Heinrich« og»Tante Pauline« (Heinrich og Pauline Hirschsprung), var det næ-sten altid noget af det første, jeg gjorde, at fordybe mig i studiet afP.S. Krøyers skitsebøger … og i beskuelse af hans billeder og akva-reller … Jeg blev dygtig drillet for min store interesse og husker,hvordan »Tante Pauline« engang ved bordet i et stort søndags-selskab rakte mig en skål chokolade og drillende sagde: »Dem skalDe spise af, Krøyer har haft dem med fra Paris.« Jeg tror, jeg rød-mede lige ned til min storetå.« 23

Drilleriernes karakter tyder på, at man betragtede Maries opta-gethed som ungpigesværmeri for geniet. Når Marie i disse erindrin-ger dvæler så udpræget ved sine første kontakter med Krøyer, somnavn og person, så udspringer det af, at erindringerne var bestemtfor Vibeke Krøyer. Vibeke havde bedt moderen fortælle, hvordanhun og hendes fader havde mødt hinanden. Indlysende nok hører viderfor ikke om de andre bejlere til Maries gunst.

At Marie fik sin gang i tobaksfabrikant og kunstmæcen HeinrichHirschsprungs hjem i Bredgade, skyldtes hendes venskab med hansniece Ida Hirschsprung, datter af børnelægen, professor HaraldHirschsprung.

Hvad angår Krøyer, så var han endnu kun en drømmeagtig figuri Maries liv. Det var Harald Slott-Møller i al venskabelighed ogWeis i særdeleshed, der opvartede Marie i denne periode. Af Mariesbreve til Weis kan vi læse, at de aftalte møder, at han lånte hendebøger, inviterede hende til teaterforestillinger, koncerter etc. Og athun kom i hans og søsterens hjem på Amalievej.

Kort tid efter, at Marie var begyndt på Carl Thomsens maler-skole, var hun »til en koncert og på vejen ind til min plads passeredejeg Weis, som stod sammen med Krøyer. Da jeg gik forbi, sagde


20

Weis til ham: Ser du, Krøyer den smukke, unge pige er den, som duikke ville have til elev. Hvortil Krøyer havde svaret med et suk: Akja! – men hun er jo dog alt for ung!«24

Der gik endnu to år, før Marie og Krøyer rigtigt blev præsenteretfor hinanden. Det var den allestedsnærværende Weis, der udvirke-de, at Marie og Ida Hirschsprung fik permission til at besøgeKrøyers atelier i Bredgade 33. Til kollegaen Laurits Tuxen skrevKrøyer, at »mit atelier vækker almindelig sensation og beundringherhjemme. Jeg har benyttet mine stoffer og tæpper på bedste mådeog har anskaffet mig en del udskårne antikke egetræsmøbler, somgør sig udmærket til tæpperne«.25 Krøyer var nærmest forfalden tilforfinelse. Alt i hans omgivelser skulle være elegant – smukt.

Besøget i Krøyers atelier var et led i de kunstvandringer, somMarie og hendes veninder deltog i under Weis’ ledelse. Først havdede gennemgået de store malerisamlinger. Siden besøgte de »forskel-lige maleres atelier, og endelig var det lykkedes at få lov til at kommepå besøg i Krøyers atelier«. Omsider skulle hun og Ida træffeden store maler.

»Weis introducerede os. Krøyer tog ikke videre notits af os, menlod os gå omkring og beskue, hvad vi havde lyst til og satte os foranstore mapper med tegninger – mens han ivrigt underholdt sig medfru Emmy Drachmann i den anden ende af atelieret.«26 Med andreord: Krøyer overså dem fuldstændigt. Han var alt for optaget af atkonversere Holger Drachmanns hustru, Emmy Drachmann, til atbemærke småpigernes eksistens.

Var Marie luft for Krøyer, så havde Marie til gengæld en anden ogmeget ihærdig beundrer. Hans navn var Robert Hirschsprung.


21

K a p i t e l 3

Et mellemspil1885-87

Vinteren 1885 gik Marie sammen med Harald Slott-Møller til fore-læsninger på universitetet. Som kunstinteresserede malere gik denaturligvis hos fagets professor, Julius Lange. Men de vovede sigogså, som omtalt i kapitel 1, hen til den radikale litteraturkritikerGeorg Brandes’ forelæsninger.1

Tilhørermængden til Brandes’ forelæsninger var overvældende.Når portene til trappen på Frue Plads åbnedes, væltede den tætpak-kede skare under skrig og udråb gennem døråbningen op ad trap-perne i vestibulen og ind i auditoriet. Så tæt sad tilhørerne, at Bran-des måtte mase sig frem til katedret.

Marie var ligesom de andre tilhørere hypnotiseret af Brandes’veltalenhed samt af budskabet i hans forelæsninger. Af et brev tilBrandes fremgår det, at Marie læste alt, hvad han skrev og som hunkunne få fingre i. År efter fortalte hun Brandes, at hun huskedehvert et ord fra hans forelæsninger. De havde brændt sig ind i hen-de.

Marie var bjergtaget af Brandes’ frihedsevangelium, og hansideologiske korstog mod fordomme og snærende konventioner fikstor indflydelse på hende. »Elskede Doktor« kaldte hun ham, ogfandt ham »gruelig kær«2. I Maries øjne var Brandes et ophøjet ogmisforstået geni. Danskernes dårlige behandling af ham gjorde hen-de rasende. Marie blev både genert og benovet over, at den storemand beærede hende med sin opmærksomhed, forærede hende sinebøger og på flere måder udviste indfølt interesse og omsorg. ForMarie var det et mysterium.

Men det var nu ganske banalt. Brandes havde radarøjne, når det


Documents

Balladen om Marie Krøyer