Bye Bye Beirut et sjlebillede-perspektiv om krig, angst og livets sknhedbaseret p Bilal Abdallahs livshistorie

Af Sren Marcussen

Indhold

Forord 5

Gellerup sommeren 2006 7 Anders Glahn, FU-leder i Omrde 11 Gellerup/Toveshj

Det individuelle og det flles menneskelige 13 Jrgen Carlsen, forstander p Testrup Hjskole

Danmark 17 Sren Marcussen (tekst)og Connie Utsen (foto/graf ik)

Integration i Gellerup 33 Samtale med Bilal Abdallah Lars Bro, tidligere leder af nrpolitiet i Gellerup

Bazaren i Gellerup 39 Olav de Linde og Jrgen Skov, Bazar Vest

Integration er at se nuancer 43 Rabih Azad-Admad, byrdsmedlem i rhus Kommune

Medmenneskelighed frem for alt 47 Nikolaj Wammen, borgmester i rhus Kommune

Rids af en dansk historie 49 Sren Marcussen (tekst)og Connie Utsen (foto/graf ik)

Alle brn skal have lige muligheder 65 Lise Egholm, skoleleder p Rdmandsgade Skole

Nr samfundet polariseres 75 Lars Olsen, forfatter

Statsborger og/eller medborger 81 Jane Korczak, nstformand i 3F

Set gennem mine jne 87 Negin Bazrafkan, gymnasieelev

Et samlet Danmark 91 Gina Ewea, studerende og freelanceskribent

Libanon 97 Sren Marcussen (tekst)og Connie Utsen (foto/graf ik)

Hbets vej 113 Kjeld Holm, biskop i rhus Stift

Respekt, rummelighed og krav 119 Hans Jrgen Bonnichsen, tidligere chef for PET

Sjlebilledet 123 Steen Hildebrandt, professor p Aarhus Universitet

Digte 127 Bilal Abdallah

Forord

Bye Bye Beirut et sjlebillede af Sren Marcussen om krig, angst og livets sknhed baseret p Bilal Abdallahs liv havde Danmarkspremiere i Opgang2 Livsteater i rhus Festuge 2006. I den anledning var forskellige mennesker indbudt til at holde perspektiverende og kommenterende oplg p baggrund af det de s umiddelbart efter f ilmforevisningen.

De 5 visninger i rhus Festuge er siden blevet efterfulgt af lignende arrangementer, nr sjlebilledet har vret vist rundt om i landet til konference, p skoler og uddannelsesinstitutioner, p hjskoler og efterskoler, i boligforeninger, p sprogcentre og alle mulige andre cen-tre og sammenhnge. Hver gang efterfulgt af debat og diskussion, der stter ord, tanker og perspektiver p det mangfoldige Danmarks ud-fordringer.

Over 100 gange har Bilal Abdallah deltaget i lige s mange forskellige arrangementssammenhnge og skabt glde og forundring med sine ligefremme og kontroversielle holdninger og meninger om alt mellem himmel og jord med afst i krigen i Libanon, livet i Danmark, integra-tionens udfordringer og racismen i Mellemsten. Og af og til har han vret suppleret af kompetente oplgsholdere.

Denne udgivelse prsenterer i skrift og p vedlagte DVD en f lygt-ningeskbne, et vidnesbyrd baseret p Bilal Abdallahs liv, som det har formet sig fra den septemberdag i 1976, hvor han blev fdt i f lygtninge-lejren Al Rashidiih i Sydlibanon tt ved Beirut, mens borgerkrigen rasede, til det f ilmiske sjlebillede forel i 2006.

Ud over sjlebilledet p DVD rummer udgivelsen en antologi med redigerede tekstdele og billedmateriale fra f ilmen samt et udvalg af oplg, som et udpluk af oplgsholdere har leveret i renes lb.

Antologien fremstr derfor som en perspektivering af sjlebilledet en perspektivering, hvor et enkelt menneskelivs historie sttes i sammenhng med den historie, der er en del af det danske samfunds historie i de seneste rtier. Netop for at en f lygtninge-skbne kan spille en rolle i det samfund, den er inkluderet i.

6 Bye Bye Beirut Forord

I perioden 1995 til 2000 producerede jeg 5 sjlebilleder lyd/diasfore-stillinger, hvor lyd-, og musikmontage blandes med foto-, og graf ik-collage til et selvstndigt udtryk.

Den kunstneriske ambition var at skabe en skbnesymfoni i 5 dele om udsathed en del for hvert af de sidste 5 r i rhundredet, der blev til i spndingsfeltet mellem selvgjorte erfaringer og tankeforestillinger og den kunstneriske formidling heraf: Ngne jne (1996), En Brnd til min sjl (1997), 12 Livsglimt (1998), Still Standing (1999) og Carmen Quita (2000).

5 sjlebilleder om sgende, ensomme, udsatte eksistenser, sledes at unges smerteligt tilegnede erfaringer blev fastholdt og viderebragt til indsigt, dialog, diskussion og debat.

Danmark i mit hjerte er som serie affdt dels af arbejdet med skbne-symfonien i 1990erne dels af de store eksistentielle udfordringer og modstninger, som et multietnisk prget dansk samfund har genereret og genererer. Bye Bye Beirut er sledes den frste i en serie f ilmiske sjlebilleder, der skildrer, hvordan forskellige mennesker lever og ople-ver, at de har Danmark i deres hjerter, hvad enten de har rdder i den danske muld eller er kommet som f lygtning eller som indvandrer til Danmark. I 2009 producerede jeg nummer to: Bag Havet et sjle-billede om at gribe livets muligheder, baseret p Raeka Salim Maoueds liv.

Krig, angst og livets sknhed hrer med, som nr den libanesiske sangerinde Fairouz synger den srgmodige hyldest til Beirut i sjlebil-ledets titelsang. Bilal introducerede mig for sangen, som han ofte sang p arabisk for mig undervejs med sjlebilledets tilblivelse.

Bilal Abdallah har vist stor tillid ved at lukke mig ind i sit hjertes kamre. Det er jeg ham dybt taknemmelig for, isr fordi det har givet mig mulighed for at fremkalde, hvad jeg fundet sledes ogs dette sjlebilledperspektiv til videre brug

Sren Marcussen, September 2010

Bye Bye Beirut er en gave til os alle sammen. Den kan bruges p mange mder. Helt personligt kan jeg bruge Bilals historie til at forst lidt mere om, hvad mine rdder ude i Gellerup tnker. Nr hverdagen bare krer, vi spiller fodbold, og de unge stjler slik o.s.v., s tnker jeg tit p, hvorfor fanden de handler, som de gr. Mere generelt tror jeg, at historiefortllinger som Bye Bye Beirut er helt essentielle, hvis vi skal rykke tttere sammen i bussen.

Jeg har kendt Bilal meget lnge, og betragter ham lidt som min husf ilosof. Dt, der frte mig og Bilal sammen helt i starten, var, da Bilal kom til mig midt i min araber-verden og fortalte om hans fasci-nation af det danske sprog. Anders Glahn, september 2006

Gellerup-planen anno 2006Jeg har kendt Gellerup-parken i snart 20 r. Jeg var ansat derude i 80erne, dengang rdderne hed Johnny, Brian og Ren og krte p knallert, slog hinanden ihjel og var sprit-berusede alle sammen. I dag er Gellerup stadig beboet af fattigrve og deres brn og de f, danske druksutter, som ikke er f lyttet endnu. Gellerup-planen fylder i dag lige omkring 1 km2. Der bor i alt ca. 5.000 mennesker, og af dem er ca. 1.200 brn og unge i den aldersgruppe, som jeg laver fritidstilbud til. Min fritids- og ungdomsklub har 120 pladser og er den eneste i omr-det. Selv om de unge I Gellerup ikke lngere hedder Johnny, Brian og Ren, men Muhammed eller Bilal, laver nogle af dem stadig deres ballade.

For at gre det lidt aktuelt, kan jeg nvne de problemer, vi i jeblik-ket har ved vores benzintank, som ligger lige ved Bazaren. Der er en gruppe af 15-20 store rdder, som har slet lejr dr og laver ballade, fordi de har en id om, at de skal have magten et eller andet sted. Det er social arv og sociale problemer p lige fod med dem, vi havde i

Gellerup sommeren 2006

Anders Glahn, FU-leder i Omrde 11 Gellerup/Toveshj i Gellerup

8 Bye Bye Beirut Gellerup sommeren 2006

80erne, og som stadig f indes mange andre steder i det danske sam-fund. Det srlige ved vores situation i Gellerup er dog, at for hver gang der er t barn, er der n voksen. Alle mulige andre steder i f.eks. rhus er der 4 voksne for hvert barn. Vi har alts ikke en kinamands chance for at imdekomme alles behov, nr vi konstaterer, at 45% af beboerne i Gellerup er under 21 r.

Vi er meget overladt til os selv i vores arbejde med at skabe en hverdag derude, hvilket er enormt svrt, nr strstedelen af de folk, som bor i Gellerup, i bund og grund er dybt ramt af den krig, de kom-mer fra. Det er diagnosticeret og registreret, at 400 ud af Gellerups 1.200 brn og unge kommer fra familier, der er posttraumatiserede.

Det allerstrste problem ved posttraumatisering er, at den smitter af helvede til. Alts har en stor del af de her 45% unge under 21 r, som vokser op i Gellerup, de samme adfrdsmnstre, som deres posttrau-matiserede forldre. Dertil kommer, at vi er det fattigste skoledistrikt i hele Danmark, hvor familier med meget f penge ofte fr rimelig mange brn. Derfor er kampen i dag i et omrde som Gellerup, at holde p de strke palstinensiske, kurdiske, somaliske voksne og give dem lysten til at blive i Gellerup med deres gejst og overskud. Ellers ender Gellerup som Bilal beskriver med at fungere som en f lygtnin-gelejr eller et stykke fortid. Et sted, som mange f inder trygt, fordi det minder dem om de steder, de oprindeligt kommer fra.

Jeg oplever en utrolig stor beskyttelse af sig selv i Gellerup. Som den gamle P.H. sagde, s kommer fremtiden af sig selv, men fremskridtet det skal man turde. Og det er der mange, som ikke tr i Gellerup. Denne angst ved det fremmede viser sig f.eks., nr vi en gang imellem krer vores unge til Horsens eller Silkeborg og beder dem f inde hjem. De bliver simpelthen hundeangst. Og det er alts seje gutter med slik i hret og wolla min ftter, som pludselig skrumper noget s voldsomt.

Bye Bye Beirut sommeren 2006Vi har haft en utrolig hrd sommer ude i Gellerup. For at starte et sted var der d. 10. juli en lborgensisk organisation, som demonstrerede imod de bebyggelser i Danmark, hvor der bor mange f lygtninge og ind-vandrere. De lavede en demonstration under titlen Folkemorderne Hamas ud af Danmark, som absolut skulle f inde sted i Vollsmose i Odense, Mjlner-parken i Kbenhavn og Gellerup-parken her i rhus.

For mig at se er det en fuldstndig meningsls handling kun for at provokere, men sdan er virkeligheden jo, ergo skal vi ogs forvalte den i Gellerup. Politiet ved, at vi i Gellerup har et godt samarbejde

Gellerup sommeren 2006 Bye Bye Beirut 9

mellem imamerne og foreningsfolkene, s de vurderede, at vi godt kunne dmpe gemytterne og lade demonstrationen lbe af stablen nede i et hjrne af Gellerup-parken.

S d. 10. juli kom der de her 13 forklede efterlnsfolk med Pia Kjrsgaard i hnden, som sad og viftede med et dannebrogsf lag. Det gik simpelthen ikke. Der udviklede sig gadekampe. Indenfor 10 minut-ter var der 50 lokale politifolk, som sloges med nogle unge fra Gelle-rup, der havde taget provokationen for bogstaveligt og bestilt krysante-mum-bomber m.m. fra Tyskland. Jeg oplevede, at f lere af Gellerups fuld-voksne mnd, der egentlig skulle hjlpe til med at dmpe optjerne, f ik det enormt drligt og gik lidt i chok, fordi de flte, de stod midt i Beirut under krigen.

Efter d. 10. juli gik det hverken vrre eller bedre, end at en kmpe gruppe af Gellerups beboere f ik lov til at rejse til Libanon p ferie. Vi troede egentlig, der ville vre en stor begrnsning i, hvor mange der kunne komme af sted p.g.a. indrejseproblemer, men det viste sig ikke at vre tilfldet. Desvrre gik det fuldstndig galt i Libanon i sommers. Israelerne invaderede, alt gik op i rg, og hele byer blev bombet. Jeg har mdt mange mennesker, der siger, at bombardementerne i sommers faktisk var vrre end selve krigen, som Bilal fortller om, fordi man dengang mere bevidst gik efter militre ml. Alt i alt kom der 2.000 mennesker hjem til vores lille kvadratkilometer fra Libanon i sommers, som vel og mrke er danske statsborgere og har boet her i masser af r. Langt strstedelen af de voksne beboere, som var i Libanon i sommers, oplevede en re-traumatisering, hvilket p sin vis er vrre end den frste traumeoplevelse. Derudover kmpede mange af de voksne med skyldflelse over at have udsat deres brn for de samme grusomme ting, som de selv stadig er meget mrket af.

Jeg kommer lige fra et mde med ledelsen af brnehaverne i Gelle-rup, inspektrerne fra skolerne i omrdet og folk fra nrpolitiet, og vi har alle sammen den samme oplevelse omkring den her sommer: brnene er simpelthen pisse ustyrlige, der er ikke styr p noget som helst, ting gr i stykker, ungerne f iser alene af sted ind til Festugen, der er en masse vold og grimt sprog, ligegladhed o.s.v.

Folkene fra brnehaven fortller, at der kommer forldre ind om morgenen, som begynder at grde og slet ikke kan f tingene til at hnge sammen. For resultatet af en hndelse som dn i Libanon bliver, at de folk, som fr havde overskud til at vre trnere i vores fodbold-klub eller hjlpe med at stable en ny spejdertrup p benene, tage i den aktive kvindeforening eller what ever den energi overtages af en afmatning og en trthed, som vi bliver ndt til at bearbejde, hvis det ikke skal splitte os fuldstndig ad.

10 Bye Bye Beirut Gellerup sommeren 2006

Det skal dog nvnes, at mange af dem, som kom hjem, ogs var fyldt af en kmpe taknemmelighed. Der er f.eks. 30 af de kvinder, som var i Libanon i sommers, der nu i fllesskab har besluttet at holde en tak-nemmelighedsfest. De har inviteret Udenrigsministeriet, beredskabet fra Rigshospitalet, Rigspolitiet og nogle andre, som de synes fortjener en tak for hjlpen, da det hele stod p hovedet i Libanon.

Den humanistiske tilgangMen hvordan bearbejder vi alle de her konf likter, der handler om virkelig alvorlige strrelser som krig, vrede, traumer m.m., p en mde, hvor vi kan komme videre og fortstte det gode liv, vi lever i Gellerup med fodboldturneringer og f is og ballade og vandpibe og varm te?

Jeg husker tydeligt d. 11. september 2001, hvor jeg var ansat i SSP-samarbejdet her i byen, som er et samarbejde mellem socialforvaltnin-gen, skolerne og politiet. Den dag var jeg tilfldigvis ude og besge den klub i Gellerup, som jeg i dag er leder af. Da jeg kom ud i klubben ved 12-tiden sad en masse unger omkring fjernsynet. Jeg s frst et af tvillingetrnene falde p skrmen og tnkte, at de nok s f ilm. Men s bemrkede jeg den jubel-stemning, der var i huset. Det emmede bare af, at endelig f ik de der fandens amerikanske imperialister en p hatten.

Jeg blev kaldt ud i klubben dagen efter, fordi nogle af medarbejderne simpelthen ikke kunne f inde ud af at tackle den blandede flelse af, at man p den ene side synes, amerikanerne f ik som fortjent, og p den anden side vidste, at det var dybt absurd, dt der foregik. Vi havde en lang, lang diskussion om, hvad vi skulle gre med de flelser, hvordan vi skulle snakke med brnene om det, der var sket o.s.v. Endelig ud p aftenen siger lille Muhammed, som er min souschef i dag, at det, vi hele tiden skal minde brnene om, er, at ham som falder ud af det trn, han er ogs et menneske. Det blev vores ledetrd. Vi havde ca. 14 dage, hvor vi koncentreret snakkede med brnene og deres forldre og hele tiden vendte tilbage til den humanistiske vinkel. Det gav virkelig pote og var en fantastisk jenbner for mig.

Politik splitter os ad og har gjort det op gennem 90erne, hvor vi har gravet grfter i stedet for at snakke solidaritet og hjlpe hinanden. Det samme med religion. Der f indes mere end 30 forskellige mder at vre muslim p, og de f leste er reprsenteret i Gellerup. Folk kan rbe og skrige af hinanden. Lsningen p den slags kontroverser er hver gang at se bag sknderierne, uoverensstemmelserne, stenen i vandet som bliver til bomben i Beirut og opdage, at der bef inder sig et menneske bagved. Det er udgangspunktet for mit arbejde lige meget hvilken

Gellerup sommeren 2006 Bye Bye Beirut 11

konf likt, vi str i. Jeg er rrende enig med Bilal, nr han siger, at hans flelser i forhold til store brn, der render rundt inde i byen og drikker l efter midnat, ikke har noget at gre med, at han er muslim, men at han er menneske. Det er dt, vi kan og skal mdes om.

Gellerups egen kapitalDer er to andre mere konkrete ting, som vi samles om ude hos os: sport og kultur. Sporten, kropskontakten, fysikken bruger vi til at f inde hinanden, til at mde danskere, til at styrke et kammeratskab og til at give Gellerup et bedre rygte. Det er meget vigtigt, at de, der f.eks. kom-mer ud til os for at spille imod vores fodboldhold, fr en god oplevelse med, nr de tager hjem.

Vi har haft nogle problemer med dommere, som ikke vil dmme indvandrer-kampe. Vi er s virkelig get i gang med en charmeoffensiv overfor dommerforeningen og srger for, at der altid er bunker af kaffe og kage og sodavand til dem, der dmmer vores kampe. I et omrde som Gellerup, hvor vi som sagt alle sammen er nogle fattigrve med mange brn, i samme grad som de var p Vesterbro i 1930erne, er det de gamle proletariat-idrtter som bold og boksning, der holder.

Kunsten og kulturen bruger vi som udtryksform og til at give plads til den eftertnksomhed, nysgerrighed og de flelser, som svver rundt ude hos os. Der er masser af musik, digterkunst og poesi blandt de unge i Gellerup, selv om de er nogle skide araberdrenge, der hn-ger i gardinerne. Den slags kunstnere magter vores pne, etablerede kulturpolitik ikke at f fat i. Vi har s meget social kapital og energi og lyst ude i Gellerup-parken, og det er et utroligt rigt omrde. Ikke mindst fordi der dukker sdan nogle mrkelige nogle som Bilal op, der kommer af modgang og har en hel del dmoner i kufferten, men som alligevel forstr at komme ud over det og give noget til os andre. Man skal bare gide at grave efter dem.

I den sammenhng er et sted som Opgang2 helt srligt, fordi det har overskuddet til at tage ud blandt os, lre Gellerup at kende og s f inde og slibe diamanterne og deres kunstneriske udtryk. Danmark har brug for mange f lere, som ser guldet i Gellerup eller Vollsmose, eller hvor fanden det er. For betragter man os kun som sociale problemer og posttraumatisering, s bliver vi hngende i vores jammerdal.

Anders Glahn er fritids- og ungdomsskoleleder i Brn og Unge rhus Kommunes Omrde 11 i Gellerup/Toveshj. Han har tidligere vret leder af KIG Klubberne i Gellerup.

Bye Bye Beirut er et sjlebillede af den indgende slags. P omkring en time fler jeg, at jeg lrer mennesket Bilal Abdallah ganske godt at kende. Vi kommer tt p, og det er et dejligt bekendtskab.Jrgen Carlsen, maj 2008

Man kan diskutere, hvad virkelighed er. Jeg tror p, at sjl og bevidsthed er essentielle strrelser, hvis man

skal forst virkeligheden. Bevidstheden er stedet, hvor virkeligheden manifesterer sig i aktion. En lyd, der ikke bliver hrt noget sted, er ikke andet end en luftsvingning.

Et samfund er ikke blot indbegrebet af alle de processer, der f inder sted ssom konomi, infrastruktur o.s.v. Nr alt kommer til alt bestr et samfund af de mennesker, der lever i det. Hver eneste gang vi snakker om et samfund og dets virkelighed, m vi have mennesket, sjlen og bevidstheden med.

Individualitet og det flles menneskeligeI den forstand er blotlggelsen af Bilals sjl og historie betydningsfuld.

I Bye Bye Beirut synes jeg, det bliver klart, at et menneske altid er mere end sin kulturelle virkelighed. Et menneske kan ikke ndvendigvis divideres med sin kultur man har altid i kraft af sin bevidsthed mulig-hed for at forholde sig til omverdenen. Graver man tilstrkkeligt dybt i et menneske, tror jeg ikke, man kun f inder individualitet. I stedet vil man f inde noget flles menneskeligt.

Langt de f leste mennesker frygter dd, delggelse, smerte og li-delse. De drmmer om krlighed, hb og tryghed.

For mig at se er det flles menneskelige fnomener, som er uafhn-gige af den enkeltes kultur.

Det individuelle og det flles menneskelige

Jrgen Carlsen, forstander p Testrup Hjskole

14 Bye Bye Beirut Det individuelle og det flles menneskelige

Social ansvarlighedDybest set handler integration ikke om, hvor man kommer fra, eller hvad ens kulturelle identitet er. Integration handler om at vre sammen med andre mennesker p vejen mod et flles ml, som kan gre sam-fundet bedre at leve i.

Integrationsdebatten m i den sammenhng lsrives fra det etniske, det religise og det kulturelle. Det handler ikke kun om det.

Der f indes mange kulturelt set velintegrerede danskere, som jeg vil kalde disintegrerede. Nr en Klaus Riskjr Petersen laver plat, er det socialt set uansvarligt. Jeg nsker ikke at hnge bestemte mennesker ud, men der er mange plattenslagere i Danmark, som taler perfekt dansk og mske endda holder sig p den rigtige side af loven, men som ikke tnker ind i et samlet velfrdsprojekt. De kan smnd lige s godt kaldes drligt integrerede som de, der knapt taler dansk eller har svrt ved at afkode de kulturelle koder.

Troen p fremtiden Nr man indimellem kan blive forundret over, at virkeligheden er brutal og ond, skyldes det en tro p, at den kunne vre anderledes.

Bye Bye Beirut afslrer, at selv midt i en meget ubehagelig situation, kan man se, at der er andet og mere end krig i verden. Og at solen faktisk er smuk, nr den skinner, uanset hvor rdselsfulde omgivelserne er.

Man kan ikke lave om p fortiden eller ndre den barndom, man er opvokset i, men man kan prcis som Bilal forsge at kmpe sig ud af offerrollen.

At ldre mennesker som Bilals mor bostter sig i Gellerup i dt, Bilal kalder fortiden, er p alle mder forsteligt.

Men de unge m sge fremtiden. Vi m ikke vre konservative p kulturens vegne. Vi m tro p det

almene grundfjeld i os alle sammen, som betyder en tro p, at vi har mere tilflles end dt, der skiller os.

Vi m tage ansvar for den virkelighed, vi er en tvingende del af.Kun sdan kan vores samfund og vores flles projekt, som hedder

Det Moderne Danmark, udvikle sig til alles glde og tilfredshed

Det individuelle og det flles menneskelige Bye Bye Beirut 15

Jrgen Carlsen er mag.art. i idhistorie. Han har tidligere vret ansat p Institut for Idhistorie, Aarhus Universitet og Danmarks Lrerhjskole. Siden 1986 har Jrgen Carlsen vret forstander p Testrup Hjskole. Han er medredaktr af den nye hjskolesangbog og er universitetscensor i fagene f ilosof i og idhistorie. Jrgen Carlsen er en ivrig debattr inden for folkeoplysning og kultur.

Ny planetAt komme til Danmark var for mig som at komme til en helt ny planet, fordi jeg ikke rejste fra Libanon til Libyen eller fra Libanon til Syrien eller fra Libanon til Jordan. Jeg rejste fra Libanon til Danmark. Jeg var 11 r i 1986 og rejste fra et krigshelvede til et sted, hvor der er ro. Jeg er rejst fra et sted, hvor folk slr hinanden ihjel til et sted, hvor folk spiller kort sammen, og hvor folk hygger sig med deres brn. I mange r har jeg virkelig prvet og forsgt at beskrive det for danskerne, hvordan det var for mig at komme hertil. Alt var nyt, men dengang vi skulle rejse fra Beirut, var det eneste der tog min opmrksomhed, at jeg skulle f lyve i en f lyvemaskine. Det havde jeg altid nsket, og som barn tnkte jeg ikke s meget p, at nu skal jeg til vesten, nu skal jeg til sted med et nyt sprog med demokrati med alt, hvad jeg har nu. Det eneste, jeg vidste dengang, var, at vi skulle rejse fra det sted, som altid gjorde mig bange. Jeg skulle rejse fra alle soldaterne, alle spgel-serne, alle missilerne, alle ambulancerne. Alt, hvad der skete, efter vi kom hertil, er noget andet end dt, jeg havde forestillet mig, fordi, hvis jeg skal vre helt rlig, s havde jeg faktisk ikke forestillet mig noget som helst. Udover at jeg havde gldet mig til, at der var sne her.

DanmarkSren Marcussen (tekst) og Connie Utsen (foto/graf ik)

Drengen p billedetFotograf iet af drengen, der str under f lyvemaskinen, er taget i Libanon i borgerkrigens tid i begyndelse af 1980erne.

Et krllet og krammet farvefotograf i.

Drengen p billedet er Bilal Abdallah, som med f lyveren mange gange har nsket sig vk fra det krigshelvede, han oplevede, fra han i 1976 kom til verden i f lygtningelejren Al Rachidiiji til det endelig i 1987 lykkedes at f lygte fra krigen og f lyve fra Beirut.

Det fotograf i har vret i hans lommer og i hans hnder, nr bomberne faldt over Beirut, og han sammen med familiemedlemmer sgte ly i beskyt telseskldre og har vret brugt til at holde modet oppe sammen med nsket om, at det en dag ville lykkes at f lyve bort fra Beirut fra krig og ulykke.

Dug p rudenLibanon var et helvede dengang med krig og ruiner.

Og pludselig at komme til Kbenhavn. 5 timers f lyvetur, s kommer du til en helt anden planet, hvor alt var anderledes.

Ansigter, hrfarver. Selv luften var anderledes.Da vi kom ind i lufthavnen, mig og min bror, kom der to fra Dansk F lygtningehjlp og tog

imod os. Og s sagde de: Abdallah, Abdallah mit efternavn. De ventede p os. Og jeg blev sdan lidt chokeret. Hvor kender de mig fra?

De havde nogle ansigter, som gjorde, at man virkelig fler sig tryg, selvom vi ikke kendte dem. I Libanon er man altid bange for fremmede: Hvem er det? tnker man, og hvad sker der? Men vi gjorde prcis, som de ville.

Det var nat, og vi kom ind i en taxa. Det var meget koldt. Og pludselig var der dug p ruden i taxaen. S skrev jeg mit navn p ruden. Jeg skrev Bilal p arabisk.

S kom vi til et hus. Jeg tror det var et af Dansk F lygtningehjlps asylcentre. Jeg kan huske, at der stod en mand og spillede violin udenfor. Da vi kom ind, var de s glade, som om de ventede p os. P engelsk spurgte de min bror, som var 14, om vi ville have noget at spise. Og s f ik vi franskbrd. Det var frste gang jeg spiste franskbrd. I Libanon spiser man ikke brd med smr. Det gr man alts bare ikke. Men jeg smagte det. S skulle vi op p et vrelse, og de gav os nogle lagener.

S var jeg i bad. Der kom dug p spejlet i badevrelset, og jeg kom jeg til at tnke p det med taxaen. S skrev jeg ogs mit navn p spejlet p arabisk. Da jeg bnede dren og skulle ud, skulle min bror i bad, og s kom der dug p alle ruderne i vrelset.

Klokken var ca. 5 om morgenen. Jeg l i min seng og kiggede ud af ruden. Og hver gang jeg fjernede duggen, kom der noget nyt.

Ved 6- eller halv 7-tiden blev der tndt et lys i en lejlighed, der l lige overfor. Pludselig s jeg en familie, der stod op. Frst manden. S konen. Og deres brn, som bevgede sig rundt i lejligheden over for. Det var sdan lidt mrkeligt, ligesom om at jeg ser TV. En familie, som lige er stet op. Moderen tndte et stearinlys og begyndte at dkke bord. S sad de omkring bordet og spiste morgenmad og snakkede og grinede. Og jeg sad og fjernede dug. Og der var rigtig meget, for det var et lille vrelse. Og jeg blev ved med at kigge p dem, indtil jeg faldt i svn.

Det var den frste familie, jeg s her i Danmark, og jeg tnker p dem hver eneste dag. Jeg ved ikke, hvem de var, og jeg kan heller ikke huske, hvor jeg var henne, andet end at det var i Kbenhavn. Men der var meget sknhed i at kigge fra det vindue og se en familie i Danmark.

Hvis jeg nogensinde fr lov til at nske noget, som kan g i opfyldelse, s ville jeg nske at opleve den dag n gang til.

Vi ses p mandag I 1986 var det lykkedes forldrene at komme til Danmark som f lygtninge. Og et r senere f lj drengene alene til landet mod nord for at blive genforenet med deres mor og far og lillesster:

Der er helt stille i lejligheden.Det er kun mig, som er vgen.

Hans far, mor og sskende ligger og sover. Lige s stille jeg kan, lister jeg gennem stuen og hen til vinduet.

Indtil han str foran gardinerne, som er trukket for. Jeg kan ikke vente. Jeg er simpelthen s spndt.

Med begge hnder tager han fat i hvert sit gardin.Wauh, sne! Se en legeplads med sne p. Og jeg kan se en legeplads til lidt lngere henne.

Der er sne over det hele og i himlen ovenover. Det er hans frste vintermorgen i Danmark.

Min udsigt var et eventyr.

Da jeg var kommet til rhus og gik i skole mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, sagde jeg altid: Vi ses i morgen! Men om fredagen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige, fordi vi har fri lrdag og sndag. S sagde jeg til min lrer hun hed Marianne: Vi ses ikke i morgen og ikke i morgen, men i morgen. Sdan sagde jeg til hende, og s sagde hun til mig: Bilal, det hedder: Vi ses p mandag Og for mig var der var musik i de ord. Det var noget nyt. Vi ses p mandag!

Jeg kan huske den dag. Jeg gik p Tovshjskolen og jeg lb ind p lrervrelset og rbte: Vi ses p mandag!. Og uden for skolen. Jeg tror, at jeg har sagt det til hele rhus. Til hver eneste jeg mdte, sagde jeg: Vi ses p mandag. Og inde i bussen sagde jeg det og inde i kiosken: Vi ses p mandag, vi ses p mandag! Jeg var s glad for de ord.

Jeg kan godt lide det danske sprog. Jeg kan ikke forst, at der er s mange danske sangere, som synger p engelsk. Jeg kan ikke forst, at de ikke har opdaget den sknhed, der er i det danske sprog. Alts, hvis man lytter til Kim Larsens sange. Der er sdan en magi i det danske sprog. Jeg kan ikke forst, hvorfor folk ikke lgger mrke til det. F.eks. som nr Kim Larsen synger:

Hvis det skulle ske, du brnder varm p mig, s skal vi bo p Solsortevej, for det var der, vi mdtes frste gang, en sommermorgen, mens fuglene de sang.

Passer p dig Jeg kan huske min allerfrste kreste.

Hun hed Maibritt. Det var i den tid, hvor man skulle sende sdan et brev og skrive: Vil du vre kreste med mig? og St kryds: Ja eller nej eller ved ikke. Det var noget, jeg havde lrt, man skulle gre. Og s blev hun min kreste, og vi gik ture sammen og sdan. Vi var 13 r gamle.

S kom hun en dag og sagde til mig: Bilal, jeg vil gerne holde en pause.Vi arabere, vi har ikke noget, der hedder pause. Jo, det eneste pause, vi har, det er pauseknappen p vores video. Det eneste pause, jeg kender, er, nr man trykker p pause, hvis man skal stoppe en f ilm. S jeg sagde til hende: Hvad er pause for noget? S sagde hun: Pause!. Jeg sagde: Du ikke vil vre kreste mere? Jo jo men pause!

S spurgte jeg n af mine venner. Jeg sagde til ham: Hvad betyder det? Og han sagde: N ja, det er sdan noget, som danske piger f inder p nogle gange. De vil holde pause. S spurgte jeg ham: Hvad skal jeg gre? Og han sagde: Sprg hende, hvorfor hun gerne vil holde pause. S sagde hun til mig, at det var fordi, jeg ikke passede p hende. Jeg passer ikke p hende, sagde jeg til min ven, og s forklarede han mig, hvad det betd p arabisk at passe p n. S spurgte jeg ham: Hvad skal jeg nu gre? Han sagde: Bilal, tag nogle blom-ster med til hende og sig til hende, at du skal nok passe p hende fra nu af.

Jeg vede mig hele natten sammen med blomsterne: Maibritt, jeg skal nok passe p dig.S tog jeg hjem til hende og bankede p dren. Hendes mor bnede. S sagde jeg til hende: Er Maibritt hjemme? Og hun sagde: Ja, inde p vrelset. S gik jeg ind til hende, og Maibritt l p sengen sdan rigtig forklet. Jeg stod bare der med blomsterne og sagde: Maibritt, jeg lover, jeg lover dig, bliver du min kreste igen, skal jeg nok pisse p dig fra nu af. S sagde hun til mig: Du skal fandme ikke pisse p mig. Jo, jeg vil gerne pisse p dig. Nej, du skal ikke pisse p mig. Jo, jeg vil gerne pisse p dig resten af mit liv. Hvorfor vil du pisse p mig? Fordi vi arabere nr vi elsker nogen s pisser vi p dem. Og jeg blev ved med at sige pisse. Jeg skulle jo sige passe. Og jeg blev ved med at sige: Jeg skal nok pisse p dig.

S smed hun mig ud. Hendes mor stod i gangen og spurgte mig: Hvad er der galt? Din datter, hun er rigtig dum. Jeg vil bare pisse p hende. Maibritts mor s p mig: Du skal fandme ikke pisse p min datter.

Tur i regnen Jeg har boet med en dansk kreste i 3 r.

Da vi gik fra hinanden, lagde jeg mrke til, at jeg slet ikke har lrt hende at kende. Jeg har slet ikke lrt noget om hende. Vi har bare boet sammen. Jeg var araber, hun var dansker. Slut. Jeg flte ikke, jeg har lrt hende noget eller har lrt noget af hende. Vi har boet i samme lejlighed, men boede i hver vores egen verden.

Min frste krlighed var min kone. For det frste fordi jeg har mdt hende p nettet. Der var i sdan et dansk chat-rum. Hun boede i Tyskland, men var p besg her i Danmark. Jeg var inde og skrive en sang, sdan n som Kvinde min, jeg elsker dig. Jeg skrev sangen p arabisk. Jeg sad bare og skrev denne her sang, sdan helt alene p skrmen dr, og s begyndte hun ligesom at synge med. Vi begyndte at lege med ordene, s de skulle vise, om du er sur eller glad

eller trist eller hbls eller deprimeret.. Vi begyndte at chatte sammen bagefter med: Hvad hedder du og hvem er du?

Jeg brugte et andet navn. Det tror jeg ogs, hun gjorde. Og s snakkede vi i telefon dagen efter. Og jeg fortalte hende, at jeg skriver digte og laver teater og sdan noget. S sagde hun til mig: Skriver du digte? Jeg sagde: Ja. Og s lste jeg et digt for hende. S sagde hun til mig: Du er en lgner. Hvorfor?, spurgte jeg. Det er ikke dit digt, sagde hun. Jeg sagde. Jo. Hun sagde: Nej, det er en, der hedder Bilal, som har skrevet det digt. Hvor ved du det fra? spurgte jeg, og hun svarede: Jeg har set en koncert p video. Og det var n, der hed Bilal. S sagde jeg til hende: Okay, det er i orden, jeg er Bilal. Hun sagde: Okay. Jeg blev s stolt, men s sagde hun til mig. Nej helt rligt, Bilal er en digter; tror du han sidder og chatter. Og jeg sagde: Jamen, jeg er Bilal. Og s begyndte vi at snakke sammen.

Jeg tror, at jeg bestemte mig frste gang, jeg snakkede med hende, at jeg ville giftes med hende. Jeg kan godt lide hendes personlighed. Hun er meget strk. Jeg flte, at jeg var s tryg ved hende; at jeg var mig selv, nr jeg talte med hende. Hun er palstinenser, men hun er kristen. Jeg er jo muslim, men det m man godt efter islam. Man m godt blive gift med en kristen. Det tog vi for sjov mig og hende: At mske ville vores familier ikke vre med til det. Men det skete ikke. S besgte vi hende. Jeg tog hende med til min familie, og vi besgte dem, og de besgte os.

Jeg har friet til hende p en mde, som jeg tror, jeg er den frste, der har fundet p. Vi var i biografen. 30 meter fremme var der en Lilly bryllupskjole-butik, og s holdt jeg hende for jnene, og s gik vi 30 meter, hvor jeg havde mine hnder foran hendes jne. Og da jeg f lyt-tede dem, og hun bnede jnene, stod hun og s p bryllupskjoler. Det var romantisk. S friede jeg til hende, og vi blev gift.

kom lad os g en tur i regnenhnd i hnd uden ordlade drberne slette alle trespor lad os lbe og rbe i mellem hver en drbesom brn der leger i regnen frste gangog glemme dt der er i vejen og synge en forrssangla dem sige jeg er barnligla dem sige jeg er skr la dem tro jeg er barnligla dem tro, at jeg er skr jeg ved bare min skat, jeg elsker dig

Tilhrsforhold Nogen gange sammenligner han Danmark med, nr han chatter med en pige:

Lige meget, hvor sd hun er, hvor dejlig og hf lig og hvor smuk hun er, s kan jeg ikke mrke hende. Sdan har jeg det med Danmark. Jeg kan ikke mrke stederne. Det er ikke mine steder. Selvom det er her jeg bor, og her jeg hrer til.

I Beirut faldt der bomber, der drber. I Danmark f indes der blikke, der drber Godt at det er regn, der falder, nr det regner og ikke bomber.

Min far sagde, at vi skulle rejse. Som en far, der er bekymret for sine brn. Han ville have en bedre fremtid til sine brn end den i Libanon. Han ville gerne rejse til et sted, hvor de kunne sove trygt om natten, og hvor de kunne f en bedre fremtid.

Hver eneste gang jeg selv skal kunne forst, hvorfor jeg er her, s tnker jeg p min fars tanker dengang, og hvad han sagde til os. Hvorfor ville han rejse hertil? Er det fordi, der er godt vejr i Danmark? Er det fordi, han skulle p ferie her? Er det fordi han hvad? Min far kom hertil for at give mig en bedre fremtid. Det er nummer t. Jeg kunne aldrig drmme om at f det bedre, end jeg f ik det. Lejlighed, ro, fred, skole. Folk de tog s godt imod mig.

Jeg kan huske, vi var ligesom diamanter. Vores hr var sort, og vi var sdan nogle sm per-kere. Men hvad skete der s? Okay, jeg kom i skole og begyndte at lre at snakke dansk og lege, tage til fritidshjem, klubben, ture, tivoli. Det var s godt. Det var fra 1987 til 1990, men i hele perioden i 1990erne er der sket t eller andet, som jeg ikke kan forst helt til i dag.

Jeg forsger hver dag at forst, hvad der er sket, siden vores forhold til den danske befolk-ning er blevet s katastrofal anderledes, end den frst var. Hvorfor? Pludselig begyndte jeg at hre sdan noget med: Rejs hjem og I skulle ikke vre her, og at vi er kommet her for at tage deres penge.

Folk som bor i Gellerup. Jeg deler dem i to: folk, der bor i fortiden og folk, som sger fremti-den.

Min mor hun bor i fortiden. Og det kan jeg godt forst, nr man er 55 r gammel, efter det hun har oplevet. Hun er s glad for Gellerup. Hun ville nske, at jeg ville bo der tt p hende sammen med min kone og besge hende. Min mor har det rigtig godt her, og det kan jeg godt forst. Min mor str op om morgenen og drikker kaffe med sine naboer, taler om gamle dage og ser arabisk TV.

Min mor er fortiden. Jeg er fremtiden. Jeg vil ikke bo i Gellerup. Og det er ikke fordi, det er et drligt sted. Gellerup er et godt sted.

Men jeg har valgt at g ud og opleve den verden, der f indes omkring mig, som hedder Dan-mark. Nu bor jeg her, og alle mine naboer er danske, og det har jeg det f int med. Det har intet med diskrimination at gre, at jeg vil bo sammen med danskere og ikke bo sammen med arabere. Men jeg er ndt til at opleve den verden, der hedder Danmark. Jeg er ndt til at op-leve mine naboer, som de er. For at kunne forst, hvor det er, jeg bor.

Som sagt deler jeg folk, som bor i Gellerup, i to. Og de f leste af dem og det er mine venner kender jeg godt og respekterer, men sprgsmlet er, om deres brn ved, hvorfor de er her? Jeg ved det, fordi min far sagde det.

Vi er ikke kommet herop p ferie. Jeg er ndt til at prsentere mig selv og sige: Hallo, jeg hedder Bilal Abdallah. Jeg er ham, jeg er, og jeg bor her nu. Jeg har fet al den frihed, jeg har brug for, siden jeg kom hertil, og det takker jeg Danmark for.

Islam? Jamen der f indes 4-5 mosker her i rhus, og jeg kan vre der hele dagen og bede til Gud hele dagen. Problemet er, at der f indes s mange egoistiske familier i Gellerup, som lever deres liv p deres mde, som de selv synes er godt, og glemmer, at de har nogle brn, og at der er en fremtid, der venter p deres brn. Uden tilhrsforhold til Danmark bliver man aldrig til noget. Og det tilhrsforhold kommer ikke gennem postkassen. Det tilhrsforhold kommer, nr du gr ud og oplever Danmark. Oplever positive og negative sider i Danmark.

Man skal ikke tage til Libanon p ferie, nr der er sommerferie: Okay brn, nu er der sommer ferie, s nu tager vi til Libanon, dr hvor der er sol. Nej, man skal opleve sommeren i Danmark. Man skal opleve vinteren i Danmark. Man skal lege i et vinterhus med sine brn som udlnding mener jeg for at opleve, at der er sne i Danmark. Man skal holde af det her land. Man kan aldrig nogensinde blive lge eller ingenir eller soldat eller politimand, hvis man ikke har et tilhrsforhold til det land, man bor i.

Det betyder ikke, at jeg er tilfreds med alt, hvad der er i Danmark. Jeg bliver s ked af det, nr jeg ser en 13-rig i byen klokken 3 om natten med en l i hnden. Det er ikke, fordi jeg er muslim. Det er heller ikke fordi, jeg er araber, men det er fordi, jeg er et menneske. Jeg mener, at hun skal vre i seng klokken 3 om natten. Hun skal vre hjemme.

Jeg er faktisk imod, at man gr ind p en benzintank eller en kiosk og ser en masse porno-blade. Et lille barn p 5-6 r kan st og se p sdan noget; det er forkert, og det er ikke, fordi jeg er muslim. Det er heller ikke fordi, jeg er araber. Jeg behver ikke acceptere alt, hvad der er ved det danske samfund, men jeg er ndt til at respektere det. Sdan er det. Jeg kan selvflge-lig kmpe for at lave om p det, som jeg synes ikke er godt. Det m jeg godt.

Jeg kan stadigvk huske hver eneste gang, vi skulle af sted p tur med skolen. S ringede de fra skolen og sagde: Vi har n muslim, som ikke spiser svinekd. Vil I vre sde at lave noget andet til ham. Det ved jeg. Der var ingen, som har blandet sig i mine traditioner.

F.eks. gr jeg aldrig i bad foran nogen. Fordi det m man ikke iflge islam. Man m ikke vre helt ngen foran nogen. Jeg kan huske, at Nordgrdsskolen i Gellerup dengang byggede nogle sm rum for os muslimer, for at vi kunne g i bad i dem. S jeg er 100% sikker p, at det sagtens kan lade sig gre, at vi er her og er muslimer eller arabere eller kommer fra en helt anden kultur.

I de ghettoer lige meget om de hedder Gellerup eller Vollsmose, eller hvad de hedder p Nrrebro i Kbenhavn. I de ghettoer bor mange naive og egoistiske arabiske familier. Familierne har oplevet krig. Det har de. Min far og mor har oplevet det. Og p en eller anden mde, s har deres brn arvet den flelse. Det kommer af at tale om krigen hele tiden og leve i den her atmosfre af, at der er krig i Irak, der er krig i Libanon, i Palstina. De f lygtninge familier er ndt til at give deres brn ro hjemme og hb, s de kan blive til noget i det her land. De skal tjene det her land, fordi det her land er deres land i fremtiden; hvorfor ellers blive danske stats-borgere. Den dag jeg blev dansk statsborger, flte jeg et ansvar. Nu er jeg en del af noget. Jeg tror ikke p det her med, at man skal bne nogle arabiske eller muslimske skoler. Jeg tror man skal ind i de danske skoler. Og opleve de danske skoler og opleve de danske brn og opleve de danske elever. Og der er ingen, der kan tvinge nogen til at blive danskere eller blive kristne. Det ved jeg. Jeg har selv oplevet det.

Problemet er angst. Angst for det fremmede. Dt man ikke kender. De arabere, som jeg kender godt, der kom fra Libanon hertil, de har boet i de her ghettoer

her i Danmark i lang tid og har kun set, hvad der er omkring dem: arabisk mad, arabisk tj og

TV. De har kun hrt om det danske samfund, som omgiver dem. Nr man ikke kender den anden del af det danske samfund, s tnker man kun p de negative ting derfra:

At en datter f lytter hjemmefra, nr hun er 18, og at en dreng tager sin kreste med hjem, og at han drikker. Man hrer ikke om de positive ting.

Det var os, der kom hertil. Det er os, der har sgt en bedre fremtid. Det var os, der bankede p dren og sagde: Hallo.

Vi kommer fra et land, hvor der er krig eller hvad som helst. Vi vil gerne bo her. Og nr jeg gr det, s skal jeg i det mindste respektere det land, jeg bor i. Jeg behver ikke at acceptere det. Vil jeg ikke respektere det, s kan jeg bare rejse og f inde mig et andet sted.

Beirut i mit hjerte Det er meget meget grimt, dt jeg har oplevet i Beirut sdan som jeg som barn har oplevet byen. Fyldt med soldater og spgelser, ambulancer, blod, angst, rg og dd.

Alligevel, da jeg boede dernede, flte jeg altid, at der var en sknhed bag alt det.Jeg tnker p Beirut hver dag. Jeg tnker p ham den lille dreng, som hedder Bilal. Jeg ser

ham for mig. Og nogle gange kan jeg hre hans hjerte banke. Jeg prver altid at lytte til ham, fordi jeg stadigvk fler, at han er dernede. Og nogle gange fler jeg, at jeg forlader ham der-nede.

Det er derfor, at alt, hvad jeg gr, og alt, hvad jeg vil gre i fremtiden, det gr jeg for at befri ham. Befri ham fra dt beskyttelsesrum, han stadigvk er i. Fordi den lille dreng selvflgelig er det mig han gav mig alt, hvad jeg har i dag. Han er grunden til, at jeg stadigvk har lyst til livet.

Beirut fred vre med dig Beirut af hele mit hjerte kys til havet og til skyerneBeirut du klippe af en by der ligner en gammel smands ansigtaf sit folks sjl laver du vin af folkets sved laver du brd og jasmins hvorfor kom du til at smage af rg og ild

Dengang jeg kom til Danmark, troede jeg, at krigen var slut for mig. Men nr jeg ligger i min seng og ikke tr falde i svn, s kommer krigen igen. Jeg ved aldrig, hvad der sker, nr jeg skal sove.

Nr jeg ser Bye Bye Beirut og oplever den mde, hvorp Bilal p sin poetiske facon fortller om sit liv, s ser jeg mange andre af de mennesker, jeg kender fra Gellerup, i ham. Derfor gr Bilals historie mig ydmyg.

Jeg har set Bye Bye Beirut 3 gange, og det er en ny oplevelse hver gang, fordi sjlebilledet er fantastisk stemningsmttet og virker som en katalysator for alle mulige flelser.Lars Bro, februar 2008

Lars Bro:Jeg var betjent i Gellerupparken indtil for et halvt r siden. Jeg funge-rede ca. 3 r som leder af nrpolitiet.

Da jeg startede som nrbetjent, kendte jeg ikke ret meget til Gel-lerup. Mit kendskab til stedet havde jeg primrt fet gennem aviser og fjernsyn. Og s kom jeg af og til derud, nr der var ballade. Derfor tro-ede jeg, at der altid var ballade i Gellerup-parken.

Jeg tog politiets lederuddannelse. Da jeg var frdig med den, blev jeg prikket, som man siger. Jeg f ik besked p, at der var en ledig stilling som leder af nrpolitiet i Gellerup-parken. Da jeg er en ung, karriere minded betjent, greb jeg straks muligheden. Men det var med hjertet helt oppe i halsen, at jeg startede den 1. januar 2005.

Meget har ndret sig siden dengang. I dag er jeg ogs beboer i Gellerup. Jeg har boet der i 2 r, og for mig

er stedet noget helt srligt. Det er et af de bedste steder, jeg har boet i mit liv.

Men vi har problemer i Gellerup-parken. Jeg kan huske engang, Bilal under et foredrag sagde, at da han f lyt-

tede fra f lygtningelejren i Libanon til Gellerup-parken i Danmark, var det som at f lytte fra en stor f lygtningelejr til en lille f lygtningelejr.

Integration i Gellerup

Lars Bro, tidligere leder af nrpolitiet i Gellerup, i samtale med Bilal Abdallah

34 Bye Bye Beirut Integration i Gellerup

Noget af det, der kendetegner en f lygtningelejr, er, at man venter. Ven-ter p at kunne komme tilbage hjem til Palstina, til Kurdistan, til Somalia, eller hvor man nu har sin oprindelse. Ogs selv om man mulig-vis skal vente i 25 r eller hele sit liv. Mange af de mennesker, som gennem rene er kommet til Danmark som f lygtninge, sidder i Gelle-rup-parken og venter. Og de opdrager deres brn til at vente. Med det resultat at brnene bliver splittede i deres identitet.

Noget af det, som jeg har opdaget ved at bo i Gellerup, er, at identi-tet er essentielt, nr vi snakker om integration bde for etniske dan-skere og etniske minoriteter. I de snart 3 r, jeg har vret i Gellerup-parken har jeg lrt meget om mig selv og min baggrund. Det har gjort det nemmere for mig at mde andre og anderledes kulturer. Jeg ved, hvem jeg er. Det er mit fundament, og sdan et fundament ville jeg nske, at mine medborgere i Gellerup havde.

Som Bilal siger i Bye Bye Beirut, s ved han, hvem og hvad han er, selv om han bor i Danmark. Den erkendelse kan man kun n til, hvis man dropper at vente og i stedet indstiller sig p, at nu er man i Danmark og med den erkendelse skaber sig en holdbar identitet og fremtid her.

Mange af mine dejlige bekendte i Gellerup er ikke net s langt endnu. Og de er ikke alene. Der er mange etniske danskere, som ikke kender sig selv og deres rdder.

Det er et generelt problem i forhold til den mde, etniske danskere modtager folk med anden etnisk baggrund p. Mangel p sikkerhed omkring ens egen identitet skaber angst. En angst som blokerer for, at man kan mde andre mennesker.

Bilal Abdallah:Med al respekt s mener jeg ikke, du tegner et realistisk billede af Gel-lerup. Jeg mener, at stedet er en katastrofe.

Der har altid vret problemer i Gellerup. S jeg kan ikke forst, at det skulle vre et godt sted. Hvad med al det skrald der ligger p ga-derne derude?

Hvorfor er Gellerup s beskidt? Hvorfor er elevatorerne i Gellerup befngt med tis, nr lejlighe-

derne er velholdte og indrettet med nye mbler og rene tpper? Engang spurgte jeg min far, om han nogensinde havde forestillet sig

det liv, han har i Danmark, da vi stadig boede i f lygtningelejren i Libanon. Jeg mener: Forestil dig, at du bor i en f lygtningelejr i et land, hvor der

er krig, og s fr du af vide, at hvis du kber en billet til Danmark, kan du f fred, ro, demokrati og frihed.

Integration i Gellerup Bye Bye Beirut 35

Min far svarede nej. Han sagde, at han har mere her, end han nogen-sinde kunne nske sig.

Men hvad har vi brugt det til? Ligegyldighed. Beboerne i Gellerup opdrager deres brn til, at de skal holde orden

og respektere de kvadratmeter, som udgr deres lejlighed. Alt udenfor hjemmets 4 vgge er det lige meget med det er ikke deres land.

Det store problem er, at det ikke er get op for mange af Gellerups beboere, at de ogs bor i Danmark. De interesserer sig kun for, hvad der sker i Irak og Palstina. De barrikaderer sig bag paraboler med 60 arabiske kanaler. Nr alt er arabisk eller tyrkisk eller kurdisk eller afghansk hvor er Danmark s henne?

Som du siger, er der alt for mange, som bruger Danmark som et stoppested. Jeg er stolt af at vre palstinenser, men jeg m vre realistisk. Jeg kan ikke sidde hjemme og synge om Palstina og savne det h s meget.

I 2004 modtog jeg Dansk Flygtningehjlps Kunstnerpris, og bagefter blev jeg i medierne beskrevet som en dansk, palstinensisk teater-mand. Det var smukt. Der beviste jeg, at Palstina eksisterer. Noget som aldrig havde vret muligt, hvis jeg havde siddet derhjemme og drmt om Palstina eller brugt min tid p at lave ballade ved tanken i Gellerup.

S lnge steder som Gellerup eksisterer, vil folk fortstte med at leve en isoleret tilvrelse.

P et tidspunkt var der nogen, der spurgte mig, hvad der skulle til, for at folk f lytter fra Gellerup? Jeg svarede, at der skulle komme et jordsklv, og det mener jeg virkelig. Ellers fortstter folk med at vre fanget i en urealistisk drm om et andet hjem. Det blokerer for, at de kommer ud og oplever Danmark. Og hvis de ikke oplever landet. Ja, s vil det fortsat vre ligegyldigt for dem.

Lars Bro: Du har ret, men ligegyldigheden kommer lige s meget af den mde, Danmark som system behandler de mennesker, der kommer hertil.

Folk er blevet offergjort og klientgjort ud i det uendelige, og p den mde har de nye medborgere fet frataget alt ansvar og selvrespekt. Vi har lukket af for folk via n eller anden form for misforstet loyalitet. Hvis folk i Gellerup skal stoppe med at vise ligegyldighed overfor deres omrde og det omgivende samfund, skal samfundet stoppe med at vise ligegyldighed overfor dem.

De sidste 30 r har man omtalt beboere i Gellerup-parken som b-mennesker.

36 Bye Bye Beirut Integration i Gellerup

En af mine medarbejdere fra nrpolitiet arbejdede ogs i Gellerup for 25 r siden. Han fortller, at der var prcis de samme problemer der-ude dengang. P det tidspunkt boede der kun n familie med anden etnisk baggrund i Gellerup. Vi kan ikke bilde os selv ind, at det var den ene familie, som lavede al balladen. Hvis man i det offentlige rum hele tiden fr af vide, at man bor et drligt sted, begynder man til sidst at tro p det. Og man fr for alvor problemer, fordi man begynder at opfre sig som b-mennesker og lave kriminalitet.

Jeg er vokset op som medarbejderbarn p Himmelbjerggrden et behandlingshjem for tidligt flelsesmssigt skadede brn. En del af legekammeraterne fra min barndom sidder i fngsel nu. Det har nok givet mig et mere nuanceret eller anderledes billede af de rsager, der ligger bag kriminalitet.

Hvis man kigger p beboerne i Gellerup-parken, kan man inddele de unge i 3 bobler:

verst kan man lave en boble med dem, som vil noget med deres liv. De har mske et arbejde eller er under uddannelse, og p den mde fungerer de som rollemodeller.

I midten kan man lave en kmpestor boble, som omfatter langt de f leste unge i Gellerup. De er rodlse og har ikke fundet to ben at g p.

Den nederste boble tller ca. 50 unge. Det er dem, der har store problemer og laver ballade. Den mde, de agerer p, stemmer godt overens med tidligt flelsesmssigt skadede brns adfrd.

Der bor omkring 10.000 mennesker i Gellerup-parken, og ca. 4.500 af dem er under 18 r. S det er en forsvindende lille gruppe, der skaber ravage. Men hvis det ikke lykkes os fra politiets eller de social myndig-heders side at holde styr p de ca. 50 unge, s fr de vind i sejlene. S er der en masse fra mellemboblen, som flger med dem. Det skal vi selvflgelig undg.

Du snakker om et jordsklv i Gellerup, og vi er faktisk i gang med at planlgge et, som vi kalder helhedsplanen. Det vigtigste ved planen er, at Gellerup skal lukkes op. Fysisk er der ikke noget hegn omkring Gelle-rup, men der eksisterer et usynligt, ndeligt hegn, som skal fjernes, s det vrige Danmark kan blive en del af omrdet. Det skal ikke vre p bekostning af den multietniske kultur. Gellerup-parken er et srligt sted. Du kan kalde det en katastrofe, men det mener jeg ikke, det er. Jeg tror p, at hvis vi fr bnet omrdet og vist verden, hvad vi er for nogen, s fr beboerne i Gellerup ogs mulighed for en at blive en del af det omgivne samfund.

Hbet er, at vi kan f forldrene til at forst, at deres brn har en fremtid her i Danmark ikke kun i Gellerup.

Integration i Gellerup Bye Bye Beirut 37

Bilal Abdallah:Det lyder alt sammen meget f int, men skal man virkelig bruge penge og ressourcer p at fortlle en far, at hans sn fortjener en fremtid her i Danmark?

Jeg kommer som sagt fra en f lygtningelejr, hvor der ikke var bistands-hjlp, brnepenge, skoler, vand og mad. Men der tog forldrene trods alt ansvar for deres brn.

Jeg skammer mig over, at man skal undervise de samme forldre i at passe p deres brn i et land som Danmark, hvor der er s mange muligheder.

Jeg skammer mig over, at nogen skal bruge tid og penge p at for-tlle min far, at han skal passe p mig.

De 50 problemunge, du snakker om, har ikke kun vret i Gellerup i en uge. Vi snakker om folk, der har boet i Gellerup i 20 r. Hvert ene-ste r hrer man om nye lsninger. Man hrer prcis det samme sludder om, at Gellerup er et godt sted, og at der er gode mennesker, som har ambitioner med deres liv.

For nogle r siden var det 20 unge, der havde problemer og de-lagde det for de andre. I dag er det 50 unge. Nste r er det mske 100. Og lad mig i den sammenhng fortlle dig noget om rollemodel-ler i Gellerup.

Jeg har boet i Gellerup det meste af mit liv. Jeg ved, at de rigtige forbilleder ikke er dem, der lser og gerne vil blive til noget. De er alt for kedelige.

Nej, forbillederne er dem, der har hashklubber, krer i fede biler og har mange penge. Gellerup er sikkert et rigtig godt sted for nogle mennesker, der bor i fortiden som min mor for eksempel. Men det er ikke et sted for folk, som sger en konstruktiv fremtid. Nr jeg siger, at Gellerup er en katastrofe, er det jo ikke fordi jeg er racist eller noget andet mrkeligt noget.

Men jeg drmmer om at vre en del af en generation her i Danmark, som jeg kan vre stolt af. Og en sdan generation, tror jeg ikke p, man kan opfostre et sted som Gellerup.

Lars Bro er tidligere leder af nrpolitiet i Gellerup. Han bor i dag selv i omrdet. Han er medlem af afdelingsbestyrelsen i Gellerup, sidder i hoved-bestyrelsen for Brabrand Boligforening og er en hyppigt anvendt foredrags-holder i foreninger, p virksomheder og p uddannelsesinstitutioner.

Bilal Abdallah er heldig. Han har formet at formulere sine tanker og bearbejde sine traumer. Desvrre kommer mange f lygtninge og indvandrere aldrig lige s langt. Det gr Bilals historie endnu mere fantastisk og vigtig.Jrgen Skov, maj 2007

Et mennesker danner selv sit spejlbillede; det glder selvflgelig ogs indvandrere og f lygtninge. Derfor er det vigtigt, at projekter som Bye Bye Beirut og mennesker som Bilal Abdallah fr opmrk-somhed.Olav de Linde, maj 2007

Jrgen Skov:Bazar Vest er den strste arbejdsplads for indvandrere i Danmark. Og der er jeg ansat. Jeg er den eneste etniske dansker, det er ansat, s jeg pendler hver eneste aften tilbage til Danmark.

Bazaren er helt srlig, fordi de ansatte fr mulighed for at mde etniske danskere, og over disken kan man forsge at have en form for dialog.

I halvandet r har jeg arbejdet i bazaren. Jeg har fet et indblik i den hverdag og de problemer, som en stor gruppe af Gellerups f lygtninge og indvandrere har. Som jeg oplever det, er der en del sociale proble-mer og spndinger i omrdet, der frst og fremmeste handler om overlevelse.

Mange af de folk, som lever og arbejder i bazaren, str op om mor-genen og sprger sig selv, hvordan de skal overleve dagen og udvikle deres forretning. De har ikke noget sikkerhedsnet eller nogen garanti for, at dagen lykkes. De har fravalgt kontanthjlp og boligsikring, fordi de nsker den selvrespekt og det selvvrd, et arbejde kan give. Mange har, efter de er kommet til Danmark, kmpet for at bevare deres identitet og selvrespekt

Bazaren i Gellerup

Olav de Linde og Jrgen Skov, Bazar Vest

40 Bye Bye Beirut Bazaren i Gellerup

Hvis man opsumerer de sidste 30 r, hvor der er kommet indvandrere og f lygtninge til Danmark, har samfundet mdt indvandrere og f lygt-ninge p forskellige mder. Det startede det med, at de alle stank af hvidlg. Derefter var det vigtigt, at de lrte dansk i en fart. S fulgte en tid, hvor alle var kriminelle, og for tiden er de terrorister.

Det har vret omgangstonen, og s er det svrt at skabe en identi-tet for sig selv og sin familie. Jeg er overbevidst om, at n af de mest effektive mder at skabe selvvrd p er via arbejde. Uheldigvis er det etablerede, danske arbejdsmarked svrt at komme ind p. De koder og forbindelser, man skal have for at f job og for at forst, hvordan man gebrder sig p arbejdsmarkedet, er helt umulige at gennemskue for mange mennesker.

Bilal er inde p, at hans mors generation lever i fortiden i Gellerup afsondret fra Danmark. Jeg synes, det forekommer teoretisk at sige det sdan.

For nyligt havde vi besg af Kronprinsesse Mary i bazaren. Jeg har aldrig fr oplevet en s stor begejstring. Voksne mnd begyndte at grde og skubbe, fordi de ville hilse p hende. Der var en kongetro, jeg som gammel socialist blev helt f lov over. Samtidigt var det fedt at opleve. Det blev klart for mig, at alle, som kom for at mde Kronprin-sessen, har forstelse for, at de er danskere, og at de bor i Danmark.

Vi lever desvrre i et samfund, hvor vi ikke kan vlge alting selv. Mange af os kan for eksempel ikke selv bestemme, hvor vi vil bo. Jeg kan ikke pludselig beslutte, at jeg vil bo ude i Skde i en stor villa, fordi jeg har lyst. Vi har nogle grundvilkr.

Mange af dem, der arbejder i bazaren, lever muligvis i en form for fortid. Det er deres eneste mulighed gennem arbejdet at opleve, at de er noget som mennesker. De er noget for deres familier, og de har en hverdag, som andre beundrer og respekterer. Deres brn ser op til dem.

At kunne tage afst i en stolthed som familie er betydningsfuldt for at komme videre.

Som Bilal er inde p i Bye Bye Beirut, er jeg overbevidst om, at man m kende sig selv, fr man kan lre andre at kende.

Og s er der sproget. Jeg oplever, at klften mellem det etablerede samfund og det parallelsamfund, som mange af Gellerups beboere tvinges til at leve i, i hj grad skyldes mangel p sprog. Og der er mennesker i Gellerup, som ikke kan lse, selv om de har boet i landet i mange r og mske har job. Hverken deres oprindelige sprog eller dansk. Hvis man ikke har t sprog, s har man intet sprog. Forstet p den mde at man behver et sprog som udgangspunkt for at lre noget nyt.

Bazaren i Gellerup Bye Bye Beirut 41

Det er et stort problem isr for de unge. Mange kan for eksempel hverken lse koranen p arabisk eller p dansk. P den mde har de ingen forbindelse til deres rdder. Og hvis man ikke har afst i sine rdder og i sin baggrund, kommer man aldrig videre.

Olav de Linde:Jeg er fuldstndig enig med Jrgen Skov i, at man kan lre det danske samfund at kende gennem arbejde.

Vi f ik iden til bazaren, fordi mange indvandrere er gode til service. Det burde udnyttes, mente vi. Hvad folk kan, er ligegyldigt, bare de har vilje og gejst til at lave noget.

Om man kan tlle til ti p dansk er ligegyldigt. Det kommer lynhur-tigt, hvis man har brug for det i praksis.

Det er en skandale, at der ikke er f lere med anden etnisk baggrund i arbejde. Hvis Integration i Danmark var et f irma, var det for lngst get rabundus. Det m skyldes nogle ting i systemet, som er forkerte. Jeg siger ikke, at man skal tvinges i arbejde, men jeg tror virkelig p, at man skal gre en indsats for at overtale folk til at arbejde. Man bliver ndt til at tnke anderledes kreativt og radikalt. For der er jo jobs at f. Lige nu er der virkelig brug for hnder p det danske arbejdsmarked. Nogle gange kan problemet desvrre vre, at folk ikke gider. Vi har polakker og tyskere ansat i vores f irma, og vi vil hellere end gerne anstte etni-ske minoriteter, hvis de gad.

I morges cyklede jeg forbi min nabo, der er speciallge. Han fortalte, at han er ved at f skaldt patientlede. Problemet er, at der kommer mange indvandrerfamilier til ham, som ikke fejler noget srligt, men som nsker pension. Hvis ikke denne negative spiral stoppes, vil inte-grationen fortsat mislykkes.

Jrgen Skov:For det frste vil jeg sige, at nr man snakker om etniske danskere, f indes der ca. 5 millioner varianter. Jeg passer p med at generalisere. Jeg identif icerer mig ikke med de danske fundamentalister, som er indre missionske og bor p Vestkysten. Jeg identif icerer mig heller ikke med spritterne p Klostertorv, selv om jeg ogs er trstig engang imellem.

Vi har dog t til flles: vi er alle sammen danskere. En lige s stor eller strre mangfoldighed er der tale om, nr man

snakker om indvandrere og f lygtninge. Det skal man huske i debatten om integration.

42 Bye Bye Beirut Bazaren i Gellerup

Og nr alt det er sagt, fr jeg lyst til at sige, at jeg ikke er bekymret for integrationens fremtid. Jeg tror, at den identitet, som Gellerups bebo-ere f inder i fllesskabet, er med til at bre dem videre.

Tyrkerne, palstinenserne og araberne er p vej ud af Gellerup, ganske enkelt fordi de fr job.

De sidst ankomne, somalierne, kmper stadig med at f fodfste og f inde en identitet, men det skal nok komme. Det handler om, at man lidt efter lidt lrer danske normer at kende, og p den mde fr et tilknytningsforhold til landet.

Et udtryk for en fortsat stigende integration er, hvad der sker, nr den ldre generation af indvandrere i Gellerup dr. Fr i tiden sendte man de dde tilbage til deres oprindelsesland. Det er der nsten ingen, der gr mere. I dag begraver man i stedet familien p Vestre Kirkegrd.

Jrgen Skov er bazarchef i Bazar Vest i Brabrand og i Bazar Fyn. Han arbejder med administration, markedsfring, udlejning af stadepladser m.m.

Olav de Linde driver byggeselskabet, som han startede for 30 r siden. I 1996 var selskabet initiativtager til Bazar Vest og efter rtusindskiftet Bazar Fyn. Disse initiativer er anerkendte for ders jobskabende og integra-tionsmssige vrdi.

Det helt srlige ved Bye Bye Beirut er, at den ref lekterer over menneskelige ting og har et dybt menneskeligt perspektiv.

Det store problem i dagens Danmark er, at der alt for ofte laves overskrifter for en gruppe, som ikke er en gruppe. I samfundet kender vi hinanden gennem medierne og gennem de historier, vi hrer om hinanden, hvilke som regel omhandler grupper.

De drbende blikke, som Bilal oplever, har i virkeligheden ingenting at gre med ham, men med en gruppe, han sttes i forbindelse med. Jeg arbejder p en retshjlp, og derigennem er det blevet klart for mig, hvor vigtigt det er at sondre mellem f.eks. f lygtninge og indvan-drere. Og mellem de forskellige problemer folk har. Isr hvis vi vil stille krav til hinanden. Krav, mener jeg, er vigtige for at komme videre med integration, fordi de er udtryk for, at man vil mennesker det bedste.Rabih Azad-Ahmad, februar 2008

Bilal Abdallah er min barndomsven, og hans historie er p mange mder ogs min historie. Alligevel ser vi forskelligt p mange problemstillinger.

Bilal fremhver Gellerup som en blokade for integration. Han siger, at han er fremtiden, fordi han er f lyttet ud af Gellerup.

Naboskab og fllesskabJeg bor selv i Gellerup med min kone og mine brn. Jeg er meget glad for det. Jeg kunne f lytte, men jeg tror ikke p, at integration handler om, hvor man bor. Jeg kender mange indvandrere fra de skaldte ghettoer, som er velintegrerede. Og de klarer sig f int, selv om de bor, hvor de gr.

I stedet er det vigtigt i forhold til integration, hvilke fllesskaber man indgr i. Selv om man f lytter i lejlighed inde i byen, er det ikke en selv-flge, at man begynder at drikke kaffe med Fru Jensen. Og hvor mange mennesker er i virkelighedens verden venner med deres naboer?

Integration er at se nuancer

Rabih Azad-Admad, jurist og byrdsmedlem rhus Kommune

44 Bye Bye Beirut Integration er at se nuancer

Udgangspunktet for de vigtige fllesskaber er ikke ens bosted heller ikke i Gellerup. I min opgang bor etniske danskere, tyrkere, arabere o.s.v. Det eneste, vi siger til hinanden, er goddag og farvel.

De mennesker, jeg betragter som mine gode venner, kender jeg fra mit studie og fra mit arbejde. Gellerup er ikke en barriere for mig, men det ville det muligvis have vret, hvis jeg ikke havde taget en uddan-nelse og fet et arbejde.

Alle skal have en chanceDet vigtigste er at srge for, at f lygtninge og indvandrere fr en chance i uddannelsessystemet og p arbejdsmarkedet.

I den sammenhng tror jeg, at det er ndvendigt at sondre mellem kulturelle og sociale problemer. De blandes alt for ofte sammen i inte-grationsdebatten. At unge f lygtninge og indvandrere ikke kommer i uddannelse og p arbejdsmarkedet er ikke et kulturelt problem. Det er et socialt problem, som skyldes, at mange af disse unge kommer fra familier, hvor forldrene er traumeramte og mangler overskud til de-res brn.

Jeg tror ikke p, at det handler om kulturel baggrund, nr en pige for eksempel bliver voldtaget. Skulle disse drenge vre opvokset i en voldtgtskultur? Voldtgt er en forbrydelse i alle kulturer, og krimina-litet er et socialt problem.

At se nuancerne Skiller vi ikke tingene ad, bliver problemerne umulige at lse. Det hand-ler om at se nuancerne.

Selvflgelig er der mennesker med anden etnisk baggrund, som er kriminelle, voldtgtsmnd o.s.v. Der er f lygtninge og indvandrere, som har sociale problemer, men en gennemsnitlig tyrker eller araber er ikke mere kriminel end en etnisk dansker.

Nr Danmark bliver hjemJeg er uenig med Bilal i, at alt for mange f lygtninge og indvandrere mang ler tilknytning til Danmark.

Tilhrsflelse, tror jeg, sagtens kan blomstre i et menneske, selvom man mangler ressourcer til at blive ordentligt integreret. Jeg har en mor, der ligesom Bilals er mrket af sin fortid. Hun er analfabet, har mange fysiske skavanker, og hun har ikke haft overskud til at blive

Integration er at se nuancer Bye Bye Beirut 45

integreret i Danmark. Men nr vi besger min storesster i Libanon, glder min mor sig altid til at komme tilbage til Danmark. Hun er fdt og opvokset i Libanon, men hun fler, at Danmark er hendes hjem. Og sdan er der mange, som har det. Jeg kender mennesker, der ikke har fundet en plads p arbejdsmarkedet, der bor i de skaldte ghettoer De er alligevel taknemmelige over at vre i Danmark. De blev f.eks. be-rrte, da de s de danske ambassader brnde i Beirut. Det er jo deres ambassade, uanset om de har arbejde her i landet eller ej.

Tilknytning Jeg fler selv en tilknytning til Danmark. For nogle r siden var jeg i Libanon og besge en f lygtningelejr, hvor jeg selv har boet. Jeg krte rundt i en taxa, og pludselig passerede vi en lastbil, hvor der stod rhus, Danmark p. Jeg havde sdan lyst til at bede taxachauffren om at vende om og kre tilbage. Den flelse af, at der var noget, jeg kunne iden-tif icere mig med, var helt srlig at opleve.

At skre alle over en kamAt nogle f lygtninge og indvandrere har problemer med at f et forhold til Danmark, tror jeg i hj grad skyldes, at samfundet mange gange har negative forventninger til etniske minoriteter.

Negative forventninger viser sig for eksempel, nr man p gaden ser en kvinde med trklde og s straks tnker: Det er hendes mand, som gr ved siden af, der undertrykker hende. Tnk p, hvordan det m vre at g p gaden sammen med sin gteflle og vide, at det er med s-danne jne, omverdenen kigger p n. Det er de drbende blikke, Bilal omtaler i Bye Bye Beirut.

En dag snakkede jeg med en indvandrer fra Gellerup. Han var i gang med at f lytte ind til byen, men han fortrd, da det kom frem, at en gruppe unge med anden etnisk baggrund havde voldtaget en pige. Han turde ikke mde etniske danskere efter den episode, fordi han vidste, hvordan de ville se p ham.

Negative forventninger spnder ben for integration. De bliver ud-tryk for, at man forsger at gruppere folk.

Der f indes et kinesisk ordsprog, som siger, at hvis du mder et menneske som kristen, s vil du kun mde buddhister og jder. Hvis du mder et menneske som hvid, vil du kun mde sorte. Men hvis du mder et menneske som et menneske, s kan du mde alle mennesker. Eller som vi siger p arabisk, s er alle f ingre ikke ens, selv om de sidder p den samme hnd.

46 Bye Bye Beirut Integration er at se nuancer

Rabih Azad-Ahmad er jurist. Han har vret medlem af rhus Byrd fra 2007 for Det Radikale Venstre. Derudover er han juridisk rdgiver ved Folke information og foredragsholder. Han er tidligere pdagogmedhjlper og tolk.

Bye Bye Beirut viser et billede af et medmenneske overfor en dansk befolkning, hvor alt for mange aldrig har vret i Gellerup eller Vollsmose. Vi kender ikke hinanden andet end fra det selv samme TV, hvor dt, man oftest ser fra Gellerup, er drlige historier. Det er ikke det menneskelige, men begivenheder, som str i centrum.

Vi lever heldigvis i et demokrati, hvor det ikke er borgmesteren, der bestemmer, hvad der vises i fjernsynet, men hvis jeg kunne vre programredaktr for en enkelt dag, s skulle Bye Bye Beirut vises i den bedste sendetid p den mest sete kanal. Nicolai Wammen, maj 2008

Bye Bye Beirut gjorde i sandhed et stort indtryk p mig. F ilmen kan ses p mange planer. Den kan ses p et udenrigspolitisk plan med vold, krig og delggelser i Mellemsten. Den kan ses som en lille drengs kamp for overlevelse ikke bare fysisk, men i srdeleshed ogs menneskeligt. Den kan betragtes som historien om en ung mand, der forsger at f inde sin plads her i livet og i et nyt land med alt det, han har med sig i bagagen. Men den kan ogs ses p et mere universelt plan, hvilket muligvis er det vsentligste: den kan ses som en f ilm, der fortller, at uanset hvor man kommer fra i verden, hvilken religion man betror sig til, eller hvilken hudfarve man har, s er man et menneske.

Der er mange strke budskaber i Bye Bye Beirut, men for mig er det strkeste, at man br strbe efter at vre medmenneske overfor sine naboer, uanset om de har boet ved siden af i 5 minutter eller i et helt liv. Opgang2 er udover at vre et fantastisk sted for teater, debat og diskussion en nedlagt skole. Stedet har til huse p den gamle Bro-bjergskole, som tilbage i 80erne havde en lille dreng som elev nemlig mig.

P det tidspunkt var det ikke s normalt, at der kom f lygtninge og indvandrere til Danmark. Alligevel havde jeg en del klassekammerater, der var vietnamesere, libanesere, fra Rumnien og mange andre steder

Medmenneskelighed frem for alt

Nikolaj Wammen, borgmester i rhus Kommune

48 Bye Bye Beirut Medmenneskelighed fremfor alt

i verden, hvor folk af den ene eller anden grund mtte f lytte fra. Det betd, at jeg p et tidligt tidspunkt oplevede, at vi i bund og grund alle sammen har de samme drmme og hb.

Som borgmester er jeg ofte i Gellerup. Jeg bliver inviteret til en del arrangementer, men jeg tager ogs sommetider derud uinviteret og gr rundt og snakker lidt med beboerne. Det gr jeg i hj grad for at sende et signal til beboerne i omrdet om, at de er liges meget en del af rhus som beboerne i Risskov, Skde eller i midtbyen. Vi er n by og br bestrbe os p at vre t fllesskab. Vi har de samme rettigheder og de samme pligter, uanset hvem man er, hvor man bor, eller hvor man oprindeligt kommer fra. Det er dt, medmenneskelighed handler om. Der er mere, der binder os sammen, end der skiller os ad.

Jeg kan bestemt tilslutte mig Bilals opfattelse af, at medmenneskelig-hed er en gensidig affre. Deri ligger en klar opfordring til alle os etni-ske danskere, eller hvad man skal kalde os, om, at vi har nogle med-mennesker, som vi ved alt for lidt om.

Men det er ogs en opfordring til vores nye indbyggere om, at man fra den del af byen og befolkningen har et ansvar for at lre resten af Danmark at kende.

Som Bilal siger, kan man tnke i fortid eller fremtid. Der er sdan set ikke noget galt i at tnke i fortid, men det er langt mere spndende at tnke i fremtid. Tnker man i fortid, kan man vre sikker p ikke at lse fremtidens problemer. Men tnker man i fremtid, har man alle muligheder for at ndre noget til det bedre, ogs selvom det indeb-rer en risiko for at blive skuffet.

Bilals historie er et eksempel p, hvorledes man kan tnke i fremtid ogs selv om man har haft et liv, der har vret s hrdt som det nsten kan blive. Hos Bilal er der stadig smil, hb og en tro p en frem-tid sammen med sine medmennesker. For det er menneskerne omkring n, der giver livet vrdi.

Nicolai Wammen er borgmester i rhus.

Rids af en dansk historieSren Marcussen (tekst) og Connie Utsen (foto/graf ik)

lille dreng i sin barndomssengskrmt fra vid og sansikke sove endnu ikke slippe svnen lsikke lukke sine jne tolille dreng i sin barndomsseng kan ikke falde til ro

hvis jeg falder i dyb dyb svnhvor frer svnen mig henhvis jeg falder i det sorte dyb og aldrig vgner op igenhvor frer svnen mig henhvor frer svnen mig hen min venhvor frer svnen hen

sol p en sommerdagen af den slags dagehvor en gammel mand gr af sted efter tilbud p kage og tnker tiden tilbagetil dengang han var drengog var bud hos en bagernu er kroppen trtformet af renes gangher i landethvor byerne og bakkerne og alt det andetspejler sig i vandet

og der var sol p en sommerdagog skygge p hans buksebagda han som dreng gik ved ens vandog fangede frer i en rusten bulet spand

han blev plysset til pinse hvert eneste rog f ik gummisko og spejderbukser der var blsommersolen stod som en krans i hans hrnr han lb rundt i brugt tj med lapper p

moren gjorde rent p et kysthospitalog faren var smed og drak som en galhan bankede sine brn nr han endelig kom hjemde f ik tsk bde med brsten og lderrem

han var ikke ret gammel men temmelig bangenr han lb ud med mlk og med brdhver morgen gennem mrket p trapper og gangelb han for at n det hele fr skoleklokken ld

timer gik med at drmme sig bortmed kinden mod pulten var han p det store oceanhan rundede Kap Det Gode Hb p vej ud ad skolens portog lb han med en kraft som en stormende orkan

kursen som arbejder var lagt af hans fars da han blev gammel nok kom han i lre som skomagerhan ville meget hellere vre bagerfor han elskede f ldeskumskager og lkre sager

AIK-stjernen skinner p brystet af den bourdeuxfarvede undertrjehan lber af sted i aftenbrisen ud ad Strandboulevarden bort fra Kbenhavns trnesvedende strkt mens solen hnger lavt p himlen skoven ligger forude og lyser lysegrntmed den fremtid der venter p han nr fremhan er ikke fyldt attenog lber ind i Dyrehavenp en dag i maj med masser af krftermens solskinnet krtegner trtoppenedet er i 1934det r han blev nummer 2 i Danmarksmesterskabet p maratondistancen han var sytten og AIK var hans klub Arbejdernes Idrts Klubret efter han blev soldatog den sommer blev han nummer tre i Frederiksborg-Lbetog han var med i Roskilde-Lbet og i Fortun-Lbet

sidenlb han langt og lngesom et liv former sighbefuldt og hrdtblev det bygget opet lb efter arbejde og pengefor at f tilvrelsen til at hnge sammenslet ikke let som da han som dreng rullede rundt p en eng i et blomstertppe af bl forglemmigej bag stre Gasvrksnarere udmattendesom nr han l i sin sengog ikke turde falde i svn

et lykketrf af de strreat f en tovrelses med entr og wc med plads til badkunne gre enhver mand og kvinde gladi nitten hundrede to og fyrreda Danmark var besat af Tysklandog vandet i vandhanerne var koldt vand

det var en hel del r fr det blev almindeligtmed centralvarme og fjernvarme i det ganske landog ingen af de to som blev gift i oktober mned nittenhundrede to og fyrrekunne vide at den lejlighed p anden sal p Prstekrvejblev rammen om deres livog at de kom til at bo der i over halvtreds r

et kys og et kram og t til og s var de mand og koneen daler i timen og borgerligt bryllup for ikke troendebarn og blevask p anden sal pludselig er de mor og farog alt hvad de gr har de ikke prvet fr

livet bliver til noget strre end man frst gr og tror lange arbejdsdage med slid og slb bliver r der grkobberbryllup fejrer de en aprildag midt i halvtresserneog i det mrkegrnne marmoraskebger p det mrke egetrsspisebordligger en Bl North State og ryger sig selv op i en tynd bllig sjle af rg

et smil og en bil og n til og og sommerhus p landetde bor i nummer fjorten tro mod hinanden og alt det andethver dag p anden sal pludselig er drengen storog alt hvad han gr har han ikke prvet fr

koks og kakkelovn bliver skiftet ud med varme radiatorrrsovevrelset forvandles til fjernsynsstue og str som den strfra slvbrylluppet i tresserne til guldbrylluppet i halvfemserneog i det mrkegrnne marmoraskebger p det afsyrede egetrsspisebordligger en Bl North State og ryger sig selv opi en tynd bllig sjle af rg

et knus og et kys og t til og s det allersidstemimoser liljer og sm gule roser smykker den hvide kistetrerne falder fra anden sal pludselig er han aleneog dagene dr som han ikke har prvet det fr

p det guldindrammede bryllupsbillede holder han om sin eneste enefra fotograf iet p chatollet flger hun med i hans liv og minder ham om dengang de blev gift frst i fyrrene sammen med det grnne marmoraskebger og en Bl North State der ryger sig selv opi en tynd bllig sjle af rg

nu gr solen nedover byens tage ude over bakkerne et stedog i opgangen hvor han borstter fremmede folkeslag sporaf noget andetend der var en gang

en f lyver over byen kommer ud af skyenhvor skal den hen og med hvemkurs og retning hvor skal den henden f lyver over byen

gamle mand p sin alderdoms engfuld af livets dansikke sove endnu ikke sove for evigt nuikke lukke sine jne togamle mand p sin alderdoms eng kan ikke falde til ro

nr jeg falder i dyb dyb svnhvor frer svnen mig hennr jeg sover den sidste svn og aldrig vgner op igenhvor frer svnen s henhvor frer svnen mig hen min venhvor frer svnen hen

Vi har i den grad brug for den oplevelse, Bye Bye Beirut giver os, og den diskussion, som en sdan f ilm kan stte i gang.Lise Egholm, september 2006

Elever p Rdmandsgade Skole Der er 523 brn p Rdmandsgade Skole.

Skolen havde p et tidspunkt 85% tosprogede elever, men nu er andelen 78%. Der er 400 elever fra 38 forskellige lande:

Den strste gruppe elever er den arabisktalende gruppe. Det er brn fra Mellemsten, fra Marokko og Algeriet. En tyrkisk-kurdisk gruppe. En aftagende pakistansk gruppe. En somalisk gruppe brn.

Samt mindre grupper elever fra det tidligere Jugoslavien, lande i Afrika, Sydamerika, Thailand, Sri Lanka o.s.v.

P Rdmandsgade Skole oplever vi, at det er vanskeligst at integrere de arabisk talende brn. I mange af de familier er fdrene ramt af krigstraumer. Og er fdrene ramt, skaber det problemer for brnene. Her taler vi om brn, hvis fdre har vret udsat for tortur.

Nogle af brnene bliver ligesom deres fdre bange, hver gang der gr mennesker p opgangen. De frygter, at deres far bliver hentet igen.

Brnene kan ikke sove om natten af angst. Resultatet: De er udmat-tede, nr de kommer i skole.

Og som det kan vre typisk for posttraumatiserede mennesker, har brnene ofte et voldsomt temperament, som gr fra 0 til 100 p et splitsekund. Vi prver at lre dem at kontrollere og hndtere deres temperament.

Den tyrkisk-kurdisk gruppe er blandet. Mange af dem er kvikke og dygtige, mens nogle brer prg af at vre brn af ftter-kusine gte-skaber i f lere generationer. I dag er det politisk ukorrekt at sige, at

Alle brn skal have lige muligheder

Lise Egholm, skoleleder p Rdmandsgade Skole

66 Bye Bye Beirut Alle brn skal have lige muligheder

nogle er dumme, men man kan alts ikke hlde 2 liter p en liters dunk. Tnk p, hvor slemt det gik for de danske konger, som giftede sig p kryds og tvrs indenfor familien.

Pakistanerne er godt integrerede. Mange af dem taler engelsk og ved, at education is very important.

Mange taler om, at de somaliske brn er vanskelige, og det kan de selvflgelig vre ligesom alle andre brn. Men vi har ikke srligt mange problemer med denne gruppe. Deres mdre kommer til forl-dremderne. Det stter vi pris p.

Danske elever i kulturmdetNr en skole har s stor en procentdel af tosprogede brn som p Rdmandsgade Skole, har man ofte ogs en stor gruppe af belastede danske brn. Det er ikke tilfldet her p skolen. Vi har f brn af dem, jeg kalder de gamle nrrebroere. Det er tidligere arbejdere p f.eks. B&W med stor mave, ternet skjorte og en god trst. Nogle af deres brn er lidt blegnbede og understimulerede.

Men den strste gruppe danske brn p skolen hedder Anna, Emma, Sebastian og Viktor, og de bliver stimuleret hjemmefra. Men jeg er glad for, at de brn mder pakistanere, albanere og mange andre, s der kan komme rigtig gode mennesker ud af dem ogs.

Derudover er det dejligt for os at have de ressourcestrke danske elever, som har et stort ordforrd og er velformulerede.

Alle brn skal have lige muligheder Bye Bye Beirut 67

Nr man arbejder med brn og pdagogik, f inder man hurtigt ud af, at brn lrer meget af hinanden.

I en koncentreret ghettoGenerelt oplever vi p Rdmandsgade Skole, at det ikke er det strste problem i forhold til at integrere elever med anden etnisk baggrund, at mange af dem er tosprogede eller fremmede, men at der er tale om brn fra socialgruppe 5.

Brn, der ikke har nogen oplevelser, som ikke bliver stimulerede, der ikke kommer p tur med far og mor, som ikke ved hvor biblioteket ligger, og som aldrig har fet lst en bog hjt.

120 af skolens elever har adresse i Mjlnerparken. Det er Danmarks mest koncentrerede ghetto.

Der er to fundamentale problemer ved en ghetto. For det frste er 94% af dem, der bor i Mjlnerparken, tosprogede, hvilket betyder at indbyggerne ikke har brug for at lre dansk.

Det er glimrende at vre tosproget men hvis man bor i Danmark, er dansk ndt til at vre t af de sprog, man kan tale.

Jeg havde engang en oplevelse med en palstinensisk far, som kom ind p mit kontor, fordi han ville indskrive sin sn p skolen. Drengen var fdt i Danmark, men han kunne ikke et ord dansk.

Jeg blev hidsig og spurgte faderen, hvad han dog tnkte p, nr han ikke srgede for, at hans sn lrte dansk, nr han skulle g p en dansk skole?

Jeg sammenlignede det sgar med at lade sit handicappede barn stille op til en fodboldkamp imod brn uden handicap.

Faderen svarede mig stille og roligt, at han ikke boede i Danmark, men i Mjlnerparken. Og der havde han en pointe. Som Bilal siger i Bye Bye Beirut, har man ingen fremtid i Danmark, hvis ikke man tager del i samfundet. Og det er vanskeligt, hvis man bor i en ghetto.

Man kan sidde og rdne op i Mjlnerparken, fuldstndig afsondret fra det land, man lever i. De rammer har det danske samfund selv skabt bl.a. gennem drlig byplanlgning.

Og s brokker mange danskere sig over, at indvandrerne ikke bliver integrerede.

68 Bye Bye Beirut Alle brn skal have lige muligheder

Den sociale kontrol Det andet store problem ved en ghetto som Mjlnerparken er den sociale kontrol familierne imellem. Den er en direkte blokering for integration.

Der er mange familier, som gerne vil integreres og deltage i det, som sker i samfundet, men den sociale kontrol begrnser dem. De frygter at blive hngt ud som drlige muslimer eller som nogen, der vender deres rdder ryggen.

Et eksempel: Sidste sommer havde en enlig eks-jugoslavisk, kristen mor med 2 brn en grim oplevelse. En dag, hvor det var varmt og dej-ligt, sad hun p sin altan med en veninde og drak et glas hvidvin. Det skabte ragnarok i den klasse, hvor hendes datter gr. Datteren kom grdende ned p mit kontor, fordi hun blev mobbet med, at hendes mor var alkoholiker.

Nogle arabiske familier i omrdet flte sig kaldet til at ringe p kvin-dens drtelefon og kalde hende drlig muslim og luder. De spyttede p hende, nr hun kom ned af trappen. Det ville ingen ende tage.

Til sidst f ik vi i samarbejde med praktiserende lge og de sociale myndigheder skaffet familien en anden lejlighed, for de kunne ikke vre i Mjlnerparken mere. Det er blot et eksempel p den sociale kontrol, som jeg f inder s gruopvkkende og en barriere for integration.

Alle brn skal have lige muligheder Bye Bye Beirut 69

Barrierer og lsningerMen som Bilal siger i Bye Bye Beirut, kan vi jo ikke bare stte os ned og fortvivle. Vi m hele tiden sge at forbedre integrationen.

Vi synes selv, at vi er net langt p Rdmandsgade Skole. Det skyldes f lere faktorer. For det frste har vi lavet en rkke praktiske kompro-misser. De betyder, at alle elever fler sig velkomne p skolen.

Skolen stiller krav til, at alle indordner sig under folkeskoleloven. Og vi har regler om, hvordan man opfrer sig p skolen. Reglerne

mder brnene med respekt trods deres forskellige kulturelle og religise baggrunde.

Loven skal holdesNogle gange tror jeg, man bliver alt for hjtidelig, nr det handler om folks religion. Nogle er muslimer, nogle er kristne, og nogle er noget helt tredje. Det skal vi behandle ordentligt og vrdigt, og vi behver ikke at g koma, bare fordi vi ikke tror p det samme.

Folkeskoleloven er ligesom frdselsloven. Man kan ikke sige, at fordi man er muslim eller kristen, vil man hellere kre over for rdt. Det holder ikke. I folkeskoleloven str der, at man skal deltage i alle skolens aktiviteter lige meget hvilken religion, man tilhrer.

Bad eller ejI folkeskoleloven str der for eksempel, at man skal bade efter idrt.

Da jeg startede p skolen, var der en gruppe muslimske elever, som ikke badede, fordi de ikke kunne vre ngne.

Sdan fungerer det ikke mere. Bad efter idrt er lovbestemt. Fra 3. klasse er drenge og piger adskilt, og man skal i bad, fordi ligegyldigt hvad man tror p, sveder man under armene, nr man har spillet bold. Pigerne er sammen med en kvindelig lrer og drengene med en mandlig. Vi har besluttet, at man kan beholde underbukserne p, mens man bader og skifte til et par trre under hndkldet, nr man er frdig.

Hjemmebag i hjemkundskabVi har ogs mtte ndre rammerne for hjemkundskab. En af mine fr-ste dage p skolen mdte jeg grupper af piger og drenge, som f lakkede rundt p gangene midt i timerne. De fortalte mig, at det var Ramadan, og derfor kunne de ikke deltage i hjemkundskab.

70 Bye Bye Beirut Alle brn skal have lige muligheder

Nu er det lavet om. Ramadan-mneden er bage-mned. Og jeg elsker Ramadan. Hele skolen dufter af boller og brd, som eleverne bager og kan tage med hjem og spise sammen med deres familie, nr solen er get ned.

Vrdighed og ansvarP skolen har vi gjort et stort nummer ud af at styrke samarbejdet med forldrene. I sidste ende er det forldrene, der har ansvaret. Som jeg ser det, er n af de fatale fejl, vi har lavet her i Danmark i forhold til integration, at vi har frataget tosprogede forldre vrdigheden og ansvaret for deres brn. Vi har druknet dem i en social sovs af institu-tioner, sat dem i et hjrne og fortalt dem, at de slet ikke har forstand p deres brn.

Det er forkert. Lige meget hvor forldre kommer fra i verden, vil de det bedste for deres brn.

Det skal man bruge aktivt i dagligdagen p en skole som vores. Det betyder, at hver gang et barn bliver indskrevet p skolen, byder jeg dem og deres forldre velkommen. Jeg fortller forldrene, at de nu er forpligtede til 4 mder om ret. 2 af mderne handler om deres barn og 2 af mderne handler om barnets klasse og de skal komme.

Den f linke integrationDet store problem ved integrationen er, at vi er s f linke.

Vi er s utilbjelige til at sige det lille ord, der hedder skal ogs selv om det er dt, vi mener. Det er meget sdt, men det hjlper hverken os eller de tosprogede medborgere. Vi skal stille krav til indvandrere, ligesom vi gr til alle andre indbyggere i det her land. For hvilke men-nesker er det, man ikke stiller krav til? Det er smbrn og handicap-pede.

Man kan sprge: Hvad er det for et menneskesyn at have, at der ikke m stilles krav til nye medborgere?

Kulturelt disciplinrt fagligtDer er de praktiske f iks-fakserier og det forstrkede samarbejde med forldrene, men der er ogs tre andre fokusomrder p skolen: det kulturelle omrde, det disciplinre omrde og det faglige omrde.