Embed Size (px)
Citation preview
Februar 2017
27. årgang NR. 2
Redaktion: Ragnhild Hansen tlf. 4649 7306
Mail: [email protected]
Indlevering af stof senest den 15. i måneden.
T E L E F O N Administrationen B Ø G E B A K K E N
Leder af
plejecentrene
6010 0434
1A lejl.10-19 4646 1553 afdelingen [email protected]
4646 1584 nattevagt
1A lejl.20-28 4646 1560 Afdelingen [email protected]
4646 1584 nattevagt
1B lejl.30-38 4646 1561 afdelingen [email protected]
4646 1585 nattevagt
1B lejl.40-49 4646 1559 afdelingen [email protected]
4646 1570 nattevagt
2 lejl.1-10 4646 1552 afdelingen [email protected]
4646 1570 nattevagt
3 lejl.1-11 4646 1549 afdelingen [email protected]
4646 1570 nattevagt
4 lejl.1-10 4646 1543 afdelingen [email protected]
4646 1571 nattevagt
Demenskonsulent 2937 3696 Kirsten Petersen [email protected]
Gruppeleder 3078 8144 Britt N. Pedersen [email protected]
Gruppeleder 2496 1140 Yvonne Herzberg [email protected]
4070 8551 Vagthavende
sygepl
Træffes døgnet rundt
Center sygepl.
Sygepl. for
gæstestuer:
6010 0437
4070 8557
29 39 09 57
Dagcenter
Dorte Madsen [email protected]
Kirsten Olsen [email protected]
Hjemmeside: Impuls www.lejre.dk
Ældre - og plejecentre
Bøgebakken
1
Februar
3. Edith Andersen Hus3 lej. 7
4. Frauke Marholz 1B-3 lej. 32
13. Ingrid Dahl Hus 3 lej. 10
14. Bente Gad Falkenberg Hus 2 lej. 3
21. Lise Fjelkstrup 1B-4 lej. 44
27. Kirsten Jørgensen 1A-2 lej. 26
29. Tove Pingel 1A-1 lej. 11
2
Arrangementer i februar
Hver torsdag kl. 10-12 Mandeklubben mødes ved Dagcentret
Tirsdag d. 7. kl. 14.30 Skubbe/gåtur ud i vinteren med ”Skubberne”
Efter turen kaffe og kage i Cafeen. Vi har fået Mogens
Petersen fra Lejre Kunstforening til at synge for
(Ellen Jensen)
Tirsdag d. 21. kl. 14.30 Skubbe/gåtur ud i vinteren med ”Skubberne”
Efter turen kaffe i husene. (Ellen Jensen)
Tirsdag d. 21. kl. 19.00 Generalforsamling for Bøgebakkens Venner
Mandag d. 27. kl. 14.00 Fastelavnsfest – se opslag (Bøgebakkens venner)
Torsdage 2 – 9 – 16 – 23. feb. Erindringsdans – se opslag
Aktuel aktivitetsliste for 2017
findes på Bøgebakkens hjemmeside
Præstebesøg
Februar
Onsdag d. 1. feb. kl. 10.30
Husbesøg Hus 4 + 1A-1
Marianne Kristensen
Onsdag d. 15. feb. Kl. 10.30
Husbesøg 1A-2 + 1B-3
Torsten Dam Jensen
3
Erindringsdans® på Bøgebakken
Vi danser hver torsdag kl. 10.30 – 11.30 i Dagcentret
Kom og vær med, vi hører dejlig musik og får rørt latter- og dansemusklerne
d. 2. februar 2017
d. 9. februar
d. 16.februar
d. 23.februar
d. 2. marts
d. 9. marts
d. 16.marts
d. 23.marts Afdansningsbal
torsdag d. 6.april 2017 d. 30. marts
KOM OG FÅ EN DEJLIG OPLEVELSE
Invitation.
Der er planlagt møde for pårørende til borgere med demens, som
bor på Bøgebakken.
Mandag d. 20.02.17. klokken 16.30-18.00
i cafeen på Bøgebakken.
Der serveres kaffe m. kage.
Gruppelederne Yvonne og Britt vil være til stede.
Formålet med mødet er, at pårørende, både de gamle og nye, får
mulighed for at præge strukturen for de fremtidige møder.
Tilmelding nødvendigt af hensyn til indkøb af kaffe og kage.
S. U senest 13.02.17.
Tilmelding kan ske på mail: [email protected] eller tlf. 30 78 81 82.
Venlig hilsen
Britt og Yvonne
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Vinder af månedens X-ord
Der er ikke indkommet løsninger i januar måned
5
Generalforsamling d. 21 februar
på Bøgebakken kl. 19.
Bøgebakkens Venner byder på
kaffe og kage og til en hyggelig
snak om vores aktiviteter og
tager gerne imod nye forslag til
aktiviteter.
Vi ønsker jer alle et godt Nytår
og håber vi ses.
Bøgebakkens venner.
6
Fastelavn er mit navn...........
Kom til en hyggelig eftermiddag
i Dagcenteret
den 27 februar kl. 14.00
Der er tøndeslagning, kaffe og kage og
sang, kom gerne udklædt.
Hilsen Bøgebakkens Venner
Tilmelding senest fredag d. 24.
7
7
Månedens digt
Nu ved jeg det, det er en kop kaffe jeg må ha´
til mit rundstykke fra morgenstunden af.
Hold da op, her sker jo ingenting
alt er rettet efter en snor
bare man husker hvor man bor,
Nu har boligen fået navn efter en blomst,
nej, nej ikke noget efter vores indkomst
Alle omkring mig skal ha´
en rigtig dejlig hyggelig dag.
Hvis jeg ikke havde T.V. det kære væsen
nu er jeg heldigvis ikke spor kræsen
man skal i fjernsynet se det samme
ikke en men utallige gange
Men så sidder det også i hjernen min
meget bedre end dagens medicin.
Er der intet i kassen, så er der vejret
det er ikke meget forbedret.
Imens jeg sidder her og hygger
er der ”Bonderøven bygger”.
Så hellere lægge øje til det vilde Afrika
det er utroligt hvad de fotografer de ka´
Ha´en god dag, pas på jer selv
og dem der passer på jer.
Mange hilsner
Tove Munch Pingel
8
Lejre Kunstforening etablerer udstilling
på Bøgebakken:
Elise Glaffey
Kvartalets kunstner på Bøgebakken er Elise Glaffey, der som sit
kunstneriske fundament har et studium ved Chelsea School of Art
og efterfølgende ophold i Frankrig og Italien. Efter hjemkomsten
har Elise Glaffey videreuddannet sig hos danske kunstnere som
Luckou Nielsen, Bent Sørensen og hos professor Helge Bertram.
Elise Glaffeys kunstneriske virkefelt er dels keramikken, dels den
surrealistiske malerkunst, men motiver fra Samos, som her på Bø-
gebakken, er også blevet fanget ind af hendes blik og så gengivet
på lærredet som et minde fra hendes righoldige rejser.
Mange har fået mulighed for at glæde sig over både keramikken
og malerierne, for listen over udstillingssteder spænder vidt i både
tid og i udbredelse: Ribe Museum, Det Kongelige Haveselskabs
Have, Skovgård Museet, Viborg, Charlottenborg, Lilla Galleri i
Esløv, Sverige, Skibber Sørensens Hus, Brevig, Norge, Kultur-
centret Nikolaos Dimitriou på Samos, Grækenland …….. hvor her
blot er givet et indblik i udstillingsrækken.
Lokalt vil Else Glaffeys kunst kunne opleves som udsmykninger
på Osted Skole og på Lynghøjskolen i Svogerslev
Elise Glaffey er født i 1936, og hun bor nu i Osted.
9
Udstillingen kan ses på Bø-
gebakken frem til slutnin-
gen af marts 2017.
(Kontakten kan evt. ske til
Lejre Kunstforening, der
står som tilrettelægger af
udstillingen.
Kontakt: Vivi Holm,
Elise Glaffyes værker kan købes
for:
Naturbilleder fra den græske
ø Samos 61+51 cm: 3000 kr.
Naturbilleder fra den græske
ø Samos 41+31 cm: 1500 kr.
10
Kyndelmisse
Pandekager med flæsk Dagen blev markeret rundt om i Danmark med mange forskellige
og helt særlige retter til kyndelmissegilderne, og her er nok en af
de mest berømte af slagsen – fynske bygmelspandekager.Ved at
spise bygmelspandekagerne til kyndelmisse, håbede man på at
sikre sig en fremragende byghøst.
Pandekagerne minder dog ikke meget om de vaniljepandekager,
de fleste danskere ynder at spise i dag med sukker og syltetøj. De
var tykke og blev spist med flæsk eller andet saltkød til, se
opskriften herunder
Opskrift på Kjørmes-pandekager og æbleflæsk 6 pers 30 min + 15 min
Ingredienser
Pandekager
20 g gær
6 dl lunkent vand
500 g bygmel
2 stk. æg
1 spsk. pudersukker
0,5 tsk. kanel Til stegning: svinefedt
Fynsk æbleflæsk
3 stk. løg
400 g saltet og røget flæsk
6 stk. æbler
0,5 tsk. timian
0,5 tsk. sukker Til stegning: svinefedt
11
Tilberedning
1. Rør gæren ud i mælken.
2. Pisk de to æg godt sammen.
3. Kom bygmel, æg, puddersukker og stødt kanel over i skålen
med mælken.
4. Rør det hele godt sammen og stil dejen til hævning et lunt
sted i 2 timer.
5. Bag pandekagerne på en varm pande i svinefedt.
6. Pandekagerne skal være sprøde, før de er færdigbagte
7. Pil løgene og skær dem i kvarte.
8. Skær cirka flæsket i mindre stykker, og rist det på panden
sammen med løgene.
9. Skær æblerne i mindre stykker, og lad dem simre under låg
sammen med flæsk og løg, til de er møre.
10. Kom timian og lidt sukker ved og server det til
pandekagerne.
11. Server de færdige pandekager med æbleflæsk eller med
sirup.
Velbekomme
12
Mandomsprøven Af Jørn Riel
Lasselille var Nordøstgrønlands yngste jæger. At han overhovedet
søgte ansættelse hos Kompagniet skyldtes forskellige ulykkelige om-
stændigheder.
Han havde svensk, eller rettere skånsk mor og dansk far. Og det burde
have været en fuld god blanding, hvis han havde fået tid og ro til at
udvikle sig midt imellem. I hans tilfælde måtte det blive på Hven eller
Saltholm. Men hans far var en såkaldt »løs« vejmand mellem Hillerød
og Nødebo, og kunne naturligvis som sådan ikke bosætte sig midt i
sundet, hvilket tvang Lasselille ind i det danske. Han blev en dansk
svensker eller svensk dansker, hvad man nu vil, og det var i hans til-
fælde ikke altid lige rart.
Ved hjælp af en stærk personlighed havde drengen måske kunnet
hjælpe sig over de både sproglige og kulturelle forbistringer. En kvik
og levende hjerne ville have spillet det svenske ud som et mystisk,
fremmed indslag, som noget overlegent og for almindelige danskere
uopnåeligt. Men Lasselille var ingen stærk personlighed og ikke sær-
lig kvik i pæren.
Han var selvudslettende, langsom i opfattelsen og af en noget beske-
den fysik. Han havde ikke overlegenhed nok til at holde sig rakket fra
livet, ikke tilstrækkelig med armkræfter til at fordele blodige næser til
knægte, som kaldte ham Skåne-bonde, Karl den Fjollede eller Sven-
ske-Fanden.
Alt i alt havde Lasselille en miserabel barndom. Og fordi han så inder-
ligt ønskede at komme bort fra det hele, søgte han til Østgrønland som
fangstmand. Han iførte sig to islandske trøjer for at få en bred bringe
og fremstillede sig for Kompagniets direktør. Han klemte til med sit
bedste skånske og løj sig til en opvækst blandt lapper og rensdyr i
Nordlandet. Direktøren, som syntes han var en rask knægt, og som i
øvrigt havde svært ved at forstå ham, så dybt ned i de blå, tætsiddende
øjne og antog ham på stedet.
Lasselille sendtes til Bjørkenborg som lærling. Og her begyndte en
13
tilværelse, som han snart kom til at elske. Her var han hverken svensk
eller dansk, bonde, fjollet eller fanden. Her blev han fra den første dag
regnet som et almindeligt menneske, blev budt velkommen med en
selvfølge, som undrede ham usigeligt.
Han knyttede sig stærkt til Sylte og Bjørken, som var de første menne-
sker, der havde vist ham en naturlig godhed, og han voksede i løbet af
sine prøveår både åndeligt og legemligt, som Bjørken sagde, i forhol-
det et til to.
Tre år havde han været lærling. Tre gode år, hvor han havde lært sig
det meste om fangerhåndteringen. Kun én ting havde endnu afholdt
ham fra at blive ophøjet fra lærling til fangstmand. Lasselille havde
aldrig fanget en bjørn. Derfor ønskede ingen stærkere end lærlingen
på Bjørkenborg, at nedlægge en sådan hvid vandringsmand. Han rejste
på havet, i fjordene og langt op i dalene så snart vejr og føre var til
det, og han opsøgte alle de steder, erfarne jægere påstod, bjørnen hav-
de for vane at gå. Men aldrig så han en levende bjørn, og kun sjældent
et spor.
Tre år havde Lasselille været ved Bjørkenborg. Og Bjørken, som var
stationsleder syntes, at nu var Lasselille udlært. Der var altså bare lige
det med bjørnen. Både Sylte og Bjørken fangede bjørne, men Lasselil-
le var helt uden bjørnetække.
I løbet af det fjerde års vinter aflagde Lasselille sin saligheds ed på, at
fik han ikke en bjørn inden skibet kom, ville han sige sin plads op og
rejse tilbage til Hillerød. Dette var et alvorligt løfte, som viste hans
kammerater, hvor desperat han var blevet. Og da så det første sollys
fejede over isen indledte Lasselille sine bjørnejagter.
Allerede det første år ved fangststationen havde Lasselille fået fem
hvalpe af Bjørken. Og det viste sig, at han som aldrig før havde ejet en
hund, havde en helt usædvanlig hånd for opdræt. Han behandlede sine
dyr som ligestillede kammerater, talte med dem, som var det den na-
turligste ting i verden, og de lærte sig hurtigt at lytte og forstå. Hunde-
ne blev hans halve verden og Lasselille blev næsten en guddom for
hundene. De elskede ham uden forbehold, respekterede og adlød, og
deres humør svingede i fuldstændig takt med Lasselilles.
Således også under bjørnejagterne. Når de drog fra Bjørkenborg trak
14
de ivrigt og forventningsfulde den lette tremmeslæde; De bjæffede af
lutter livsglæde og vendte hovederne mod Lasselille, som travede i
opstanderen, og smilede til ham. Lasselille som kunne se de store smil
blev glad og varm om hjertet. Han, som hele sit liv i Hillerød aldrig
havde haft en ven, følte sig næsten overvældet af deres tilbedelse.
Men når de så havde kørt rundt i mange dage uden resultat, og Lasse-
lille begyndte at hænge med næbbet, forsvandt det gode humør. Så
blev hundene nedslåede på Lasselilles vegne, satte farten betydeligt
ned og løb med hovederne tæt mod isen og de buskede faner under
bugen.
Det blev både marts og april uden det lykkedes Lasselille at finde en
bjørn. Han blev mager og indadvendt. Han fik sorte rande under øjne-
ne og så altid ud, som om han hvert øjeblik kunne briste i gråd. Også
hundene blev et bedrøveligt syn. De fik matte pelse og ømme poter og
holdt helt op med at slås indbyrdes, hvilket ellers havde været deres
store fornøjelse.
Selv påske og Kristi Himmelfartsdag strejfede Lasselille og hans
firbenede venner om i isen. Og det var så foruroligende, at Bjørken og
Sylte den sidste dag i maj satte sig ved bordet for at diskutere, hvad
der var at gøre for lærlingen.
»Jeg mener nu, at det er lyset,« påpegede Bjørken, som havde erfaring
for at dårligt humør kunne afledes af enten for meget lys eller for me-
get mørke.
»Det er den bjørn, han aldrig har fanget,« påstod Sylte.
»Lasselilles problem har ikke noget med lyset at gøre. Tværtimod tror
jeg, at lyset var en lettelse for ham, for så kunne han endelig drage på
jagt. Den dag knægten får sin første bjørn, bliver han ligesom almin-
delige folk igen.«
»Hm.« Bjørken så overbærende på sin kammerat. »Man skal naturlig-
vis ikke udelukke noget i en så alvorlig situation,« indrømmede han,
»men lad os så sige, at det er en ulykkelig kombination af lys og bjørn.
Og det må vi gøre noget ved.<< De sad ved bordet med to flasker af grevens etikettevin mellem sig.
Der var varmt i stuen fordi Sylte havde bagt brød, og Bjørken havde
smidt sin uldtrøje da han ikke tålte varme og fordi han gerne ville ha-
15
ve luft til den ildsprudende drage, som prydede hans ryg.
»Det med lyset kan vi nok ikke gøre meget ved,« mente Sylte, »og
skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke, det har nogen betydning i
denne forbindelse.«
Bjørken tog om den ene flaske og stirrede ligesom fraværende på eti-
ketten. Det var en Château Bourville som greven havde skænket Sylte
på hans halvtredsårsdag. Syltes ord var lige efter hans hoved. Det gav
ham mulighed, ja ligefrem moralsk forpligtelse til at tage sin lys- og
mørkefilosofi op. Det nødvendiggjorde en længere udredning om sam-
spillet mellem det menneskelige sind, det absolutte mørke og det tota-
le dagslys. Han lod dog Sylte fortsætte en stund for at samle kræfter til
sit overbevisende slag, og Sylte, som åbenbart stadig ikke havde lært
at holde igen, selv om han havde levet ni år sammen med Bjørken, gik
videre. »Jo før knægten får sin bjørn desto hurtigere vender hans gode
humør tilbage. Og så er han ligeglad om det er sol eller måne.« Han så
selvsikkert på sin makker, som sad og nikkede ligesom opfordrende.
»Ja, så det mener du.« Bjørken smilede, og dette smil burde have ad-
varet Sylte.
»Ja. Der er ingen tvivl om, at sådan ligger det til. Det drejer sig om at
hitte en bjørn, drive den hen foran Lasselille og lade ham lægge den
ned.« Bjørken svarede ikke, men blev ved med at smile, og da først
begyndte Sylte at ane uråd.
Han trak forlegent i elastikken, der fungerede som brillestang og indså
pludselig, at han var gået i fælden. »Det er nok ikke så indviklet,« af-
sluttede han spagfærdigt.
De skænkede i tavshed i hvert sit glas af hver sin flaske. En nervepir-
rende tavshed. Da de havde smagt på vinen og nydt den lange efter-
brænding, som var udpræget for vinene fra Grover Bay, lænede Bjør-
ken sig veltilpas tilbage mod stolens ryglæn, og sagde let docerende:
»Som du fremlægger sagen, min ven, lyder det let og ligetil.«
Sylte sank sammen i stolen. Nu vidste han det ville komme. En af
Bjørkens uendelig lange udredninger var undervejs. Når Bjørken an-
vendte ordene »min ven« kunne man være sikker på, at en besværlig
forelæsning var påbegyndt.
Bjørken gik videre.
16
»I det hele taget, min kære ven, så har du en enestående evne til at
fremstille tingene ensidigt.« Han dæmpede stemmen og sukkede. »Du
er så forfærdende enkel, Sylte, en egenskab som er kendetegnende for
alle primitive arter.«
Stemmen fik igen styrke. »Men intet er enkelt. Hvor ofte skal jeg for-
tælle dig det. Intet som helst her i livet er enkelt, for den der tænker.
Selv den mindste ting, selv det, som kan forekomme klart og indly-
sende, er i virkeligheden både indviklet og krævende og fordrer ind-
sigt og kundskaber at udrede.«
Sylte åndede tungt. Ethvert håb om en enkel løsning af Lasselilles
problem var bristet. For nu begyndte Bjørken at køre skytset i stilling.
Denne gang startede han med noget så besynderligt som hundeskagler.
»Vi tager nu et eksempel,« sagde han. »I dit tilfælde er eksempler
nødvendige, fordi du ikke har lært dig at tænke abstrakt.« Stemmen
vibrerede oplagt. Han gjorde en kort pause for i tankerne at pudse sin
indledning af. Sylte benyttede lejligheden til at hælde endnu et glas
vin i sig.
»Ja jeg tror skagler vil passe udmærket. For der har du noget, som er
filtret sammen, og som er fandens møjsommeligt at rede ud. Jo, skag-
ler vil du kunne begribe, for det er tilpas hverdagsagtigt. «Sylte nikke-
de. Han vidste det var påkrævet at nikke af og til, idet Bjørken ellers
ville tro, at han ikke forstod og derfor ville benytte lejligheden til at
køre ind på en masse kedsommelige sidespor. Han tog brillerne af, for
det var ligesom om han bedre kunne tage, hvad der nu kom, når Bjør-
ken forsvandt i en grå tåge.
Bjørken slikkede sig om læberne. »Skagler ja.« Han smagte på orde-
ne, som om de var karameller. »Altså skagler, når de er snoet helt op-
pe fra forgrebet ved slæden ud til din første hund. Det er satans be-
sværligt at køre med, ikke sandt?« Han konstaterede at Sylte nikkede
og derfor var med.
»Godt. Lad os nu sammenligne Lasselilles situation med hundeskag-
ler. Det samlede antal skagler lader vi repræsentere trådene i knægtens
sind.«
Sylte ville gerne have vidst, hvad det var for tråde, og om der virkelig
kun var fem stykker, men han holdt klogeligt sin mund.
17
Bjørken viste sine lange fingre frem og snoede dem ind mellem hin-
anden. »Lasselilles tanker er som et uopdragent hundespand. De svin-
ger fra den ene side til den anden, hopper over en skagle her og under
en der.« Han demonstrerede med fingrene, og Sylte nikkede.
»Og hvad bliver så resultatet?« Bjørken smilede som en skolelærer,
der havde stillet et svært spørgsmål til klassens sinke. Han følte sig
godt tilpas. For her sad han som Bjørkenborgs begavede stationsleder,
i færd med at analysere sin lærlings følelsesliv.
Sylte gloede på fingrene gennem sine tykke brilleglas. »Ja, så må man
rede dem ud,« sagde han.
»Bravo.« Bjørken klappede hænderne sammen. »Så må man rede dem
ud, men det er, som du ved, ikke så ligetil. Som jeg før sagde, intet i
denne verden er enkelt. Og hvad skagler angår, så er der mange ting at
tage hensyn til?«
. »Hvilke?« spurgte Sylte uforsigtigt.
Bjørken talte på fingrene. »Først er der vejret. Blæser det, eller er det
stille, er temperaturen høj eller lav, er det opholdsvejr eller sner det,
og i tilfælde af sidstnævnte er det store eller små snekorn. Desuden er
det vigtigt med sigtbarheden. For det andet må man tage hensyn til,
om det er den lyse tid eller den mørke eller midt imellem. Og for det
tredje spiller det en ikke ubetydelig rolle hvilket hundefoder man har
anvendt inden for de sidste par dage. Har de fået kød, spæk, haj eller
rugmel?«
Syltes øjne blev store som en ugles bag brillerne. »Hvad rager det ud-
redning af skagler, Bjørk?«
Bjørken sugede luft gennem næsen og vendte øjnene mod loftet. Han
havde noget fornærmende på læberne, men tog sig i det. »Som det
måske vil være dig bekendt, står hundenes afføring fra dem som strå-
ler fra en brandslange, når de fodres med spæk. Og som du måske hel-
ler ikke er uvidende om, lægger en ikke ringe del af dette ulækre tarm-
indhold sig i de knuder, som skal løses op. I øvrigt må man ved dette
forhold også tage slædekuskens temperament i betragtning, øjeblik-
kets sindsstemning, hans følsomhed over for kulde og ikke mindst
tændernes beskaffenhed.«
Sylte gabte af forbavselse. »Nu er jeg ikke med længere. Hvor kom-
18
mer tænderne ind?«
»Med tænderne, min udmærkede ven, løses ofte de vanskeligste knu-
der. De knuder som valne, stivfrosne fingre ikke kan få bugt med,«
svarede Bjørken. »Jeg for eksempel har to fortræffelige hjørnetænder,
som er anvendelige til formålet, hvorimod en stakkel som Valfred i
mange år, og særlig nu hvor han har fået porcelænsgebis, er henvist til
en teltpløk eller sin makkers hjælpsomhed. Og når vi nu er gået så
langt i vor tænkning, lille Sylte, så kan vi ikke komme uden om æste-
tikken. Der er jo adskillige, som har svært ved at sætte tænderne i en
hundeskagle, der er gennemtrukken af otte hundes stivfrosne ekskre-
menter.<<
Sylte nikkede indrømmende. Og da Bjørken her gjorde en usædvanlig
lang pause, udfyldte han den hurtigt.
»Det kan være rigtig nok med de der hundeskagler,« sagde han, »men
hvad i Herrens navn kommer de Lasselille ved?«
Bjørken lagde nakken tilbage og så overlegent ned på sin makker.
»Det er jo indlysende, min ven. For den som kan tænke er det krystal-
klart. Lasselilles problem er netop som et bundt snoede hundeskagler.
Han er viklet ind helt ud til forrebet, om jeg må bruge det billede, og
alle de faktorer, jeg har nævnt, spiller en rolle, hvis vi skal lykkes med
at løse ham op. «
»Også hundemøj?« ville Sylte vide.
»Ja, også det,« svarede Bjørken.
Sylte satte brillerne på næsen og smøgede elastikkerne om bag ørerne.
På en måde måtte han indrømme, at Bjørkens tanker var ganske inte-
ressante. »Når du fremstiller det, bliver det ligesom mere indviklet,
end jeg havde troet,« mumlede han.
»Jeg sagde jo, at intet på jorden var enkelt,« påpegede Bjørken. »Kun
for den enkle er alting enkelt. Du ved, lige så godt som jeg, at alting
har en for- og en bagside. Du ved, at der findes et højre og et venstre,
et oppe og nede. Og ud fra denne viden, burde du lige så vel som jeg
indse, at en sag må angribes fra alle sider. Du tror i din enfold, at vi
bare kan drive en bjørn frem for næsen på Lasselille og lade ham sky-
de den ned. Men det er bare den ene side, Sylte. Det er så at sige kun
den øjeblikkelige handling. Men der findes et før og et efter, og det er,
19
hvad vi skal forberede. Vi skal skåne vor unge ven for det stærke lys,
vi skal hvæsse hans tænder, hærde ham mod kulden, gøre ham urok-
kelig som en klippe og i det hele taget løse ham op knude for knude.
Og jeg er altså af den mening, at vi skal starte med lyset. Du har selv
oplevet, hvorledes det er gået folk, når de efter en lang og behagelig
vinter vækkes og kastes udi det blændende sollys. De kan ikke bære
det. Det er, som om de får en sandhed stukket i øjnene, som de ikke
kan tåle at se. Verden er snavset, gamle ven, og derfor er den bedst om
vinteren, hvor man ikke kan se den. Vi, som er hærdede, kan tåle en
gradvis tilvænning af lyset, men unge og ubefæstede mennesker som
Lasselille bliver grebet af panik og puster små bagateller, som f.eks.
det at skyde en bjørn op til noget uhyggeligt stort.«
De fyldte glassene for tredje gang og lod vinen smage.
»Du mener kuller?« spurgte Sylte.
»Netop. Kuller, galskab vanvid, amok... der er navne nok. Nogle læn-
ges efter kvinder, andre efter negerboller og sådanne som Lasselille
skal absolut have sin bjørn. Jeg kendte engang en mand, som et forår
fik en brændende lyst til at jage undulater. Han for rundt i fjeldene for
at hitte en undulat, men dem var der jo ikke mange af. Og så sendte
man ham hjem. Det kostede Kompagniet en dyr hjemrejse og en fug-
leforretning på Østerbro seksten undulater, som de lige havde fået
hjem fra Amazonas, før han igen blev rigtig i hovedet.« Dette var tan-
kevækkende, og Sylte indså at hans eget forslag nødvendigvis måtte
udvides. »Du mener altså, at vi skal mørkelægge Lasselille,« spurgte
han.
»Akkurat. Vi skal forberede ham for bjørnen. Vi skal løse ham op
knude for knude. Så får han bjørnen og bliver menneske igen.«
Sylte satte proppen i flasken, men tog den hurtigt af igen. Der var så
lidt tilbage, at det ikke lønnede sig at spare det. Da han havde drukket
ud, rejste han sig og stod lidt og svajede ind over bordet. Grevens vin
var kraftig og manede til handling.
»Du har ret, Bjørk. Lad os komme i gang.«
Lasselille vendte tilbage fra endnu en mislykket bjørnejagt. Han havde
set spor, sagde han, langt ude ved Ryleøen, spor så store som en fed
mands bagdel, og han havde fulgt dem ud til det åbne vand. I to dage
20
havde han kørt op og ned ad iskanten for at finde, hvor den var gået i
land, men enten havde den satan kunnet flyve, eller også var den
druknet. I hvert fald fandt han ikke så meget som aftrykket af en klo.
Han fortalte dette med næsten grædende stemme til kammeraterne,
som var kommet ud af huset for at hjælpe ham med hundene, og da
han havde talt ud, så han bekymret på Sylte.
»Er der noget galt med øjnene, Sylte. Hvad har du gjort ved briller-
ne?«
Bjørken svarede hurtigt: »Sylte har det ikke så godt. Han har fået be-
svær med synet. Ikke noget videre, men de er lidt betændte. Han tåler
ikke lyset, så derfor smurte jeg brillerne med fedt og sod fra komfuret.
Gør det stadig ondt, Sylte?«
Sylte nikkede i retning af Bjørkens stemme. »Det er næsten ikke til at
holde ud,« sagde han forpint. Han rakte en hånd ud mod lærlingen.
»Vil du hjælpe mig ind, Lasselille?«
Lasselille havde intet at indvende mod det mørklagte rum. Han forstod
at mørket var nødvendigt af hensyn til Syltes øjne. Over bordet hang
petromaxen, som anvendtes om vinteren. Den var blevet forsynet med
en sortmalet blikskærm og kastede et afgrænset, svagt lys ned over
bordet. Ved komfuret brændte et stearinlys, og over Bjørkens køje
hang en helt nedskruet petroleumslampe. Foran vinduet var sømmet
tagpap og døren var behængt med et moskusskind, som ikke tillod den
mindste lysstribe at trænge ind.
»Som du ser, Lasselille, så har vi måttet gøre sommer til vinter,« lo
Bjørken muntert. Han gned hænderne. »Vi må tage hensyn til vor
halvblinde ven, forstår du, skrue lamperne så langt ned det går, og la-
de være med at åbne døren mere end allerhøjst nødvendigt. Jeg har
hentet vand og kul for de næste dage, og hvis du ikke har noget imod
det, så står der en spand i vindfanget til de naturlige behov. Vi skulle
jo gerne have vor ven på benene igen så hurtigt som muligt.«
Lasselille spurgte deltagende til Syltes øjne, og han fik en længere ud-
redning om sygdommen af Bjørken. Under denne udredning tænkte
han på bjørnen, som han ikke fik. og han tænkte sørgmodig på, at når
han alligevel ikke kunne blive fangstmand, var det lige så godt at rejse
tilbage til Hillerød og blive vejmand som faderen.
21
Bjørkenborg lå hen i mørke de næste to uger. Lasselille ville gerne
have fortsat med sine jagter, men Bjørken lod ham vide, at Sylte var
en syg mand, som trængte til deres hjælp nat og dag. Og naturligvis
kunne lærlingen ikke læsse hele byrden over på Bjørken.
Derfor hensank Lasselille i en sløvhedstilstand. som Bjørken hvisken-
de betroede Sylte var et sundhedstegn. Han begyndte at tage på og øj-
nene fik igen udtryk, selv om det stadig ikke var helt normalt. For det
meste lå han i køjen og var deprimeret.
En dag sagde han: »Når Sylte bliver rask, tager jeg en tur til, og så er
det slut. Får jeg ingen bjørn, så rejser jeg tilbage med Vesle Mari i au-
gust.«
Bjørken ragede snuset ud fra overlæben og lagde en ny pris ind. »Det
synes jeg lyder fornuftigt, min ven. Man kan jo ikke fortsætte i det
uendelige. Og vil bjørnene ikke lade sig fange af dig, så er der ligesom
ingen grundlag for en videre eksistens heroppe. Det er en klog beslut-
ning, Lasselille, som viser, at du er situationen voksen. Du er faneme
ingen snot hvalp mere, kan jeg mærke. Og skal det være, så skal det,
og så ikke mere snak om det.«
Lasselille pressede hovedet hårdt ned mod puden. Han følte en lille
smule glæde ved Bjørkens ord.
Bjørken gik over og satte sig på køjekanten. »Der er en ting jeg vil
bede dig om,« sagde han så sagte, at Sylte ikke kunne høre det. »Kun-
ne du ikke passe Sylte alene et par dage? Ikke fordi jeg vil løbe fra mit
ansvar, men jeg har noget at udrette, som ikke kan vente længere.<<
»Hvor skal du hen, Bjørk?«
»Det er et privat ærinde,<< svarede Bjørken undvigende.
Faktisk noget som drejer sig om sygdom.«
»Er du også syg?«
Bjørken rettede sin af naturen krummede ryg. »Jeg kan desværre ikke
sige mere, min ven. Min tavshedspligt som stationsleder forbyder mig
det. Men jeg kan i hvert fald betro dig, at denne sag gælder liv eller
død. Liv eller død, Lasselille.
»Er det rigtigt?«
»Så sandt som. . . skal vi sige Emma,« svarede Bjørken.
»Jeg stoler på din diskretion, Lasselille, og håber du vil gøre din
22
pligt.«
Lasselille glemte for et øjeblik sine depressioner. Han greb Bjørkens
hånd og trykkede den hårdt. »Du kan stole på mig, Bjørk. Jeg skal
passe butikken her, som var det min egen.« Sylte sad ved bordet og
hørte ingenting. Han sad i sit totale mørke og led usigelige kvaler. Det
havde ganske givet været en udmærket idé at mørklægge Lasselille,
men han havde en stærk følelse af, at det var den forkerte person. Der
var blevet mørklagt.
Samme aften forlod Bjørken stationen. Han medtog Syltes to bjørne-
hunde som regnedes for kystens bedste, sin riffel af type niogfirs, to
tomme spæktønder samt en kurv med halvråddent sælspæk.
Da han var kommet over Mossfjorden stillede han teltet op ved ind-
gangen til den lange og smalle Snaredal, lagde spækket ud på stranden
og kørte hundene lidt til fjelds, hvor han tøjrede dem forsvarligt i rej-
sekæden. Bjørnehundene tog han med sig ned til teltet.
To dage senere begyndte hundene at hyle, og han kunne med sin kik-
kert se en bjørn langt ude i isen. »Den virker passende,« mumlede
han, »en nydelig bjørn for en nybegynder.« Han gik ned til stranden,
hældte lidt petroleum over spækket og fik det til at brænde. Røgen
stod en tid over bålet, men drev så med vinden ud over isen. Bjørnen
stoppede, snusede interesseret og satte kursen mod land. Selv om lug-
ten af røg havde været ubehagelig, var der dog i den noget tiltalende,
en anelse af noget spiseligt. Og da den ikke havde spist i mange dage,
var mager og udmattet, tvang instinktet den til at undersøge lugtens
ophav.
Da bjørnen var et par hundrede meter fra det brændende spæk, satte
den sig foruroliget og kikkede på flammerne. Den strakte hals mod rø-
gen og slikkede sig om munden. Bjørken tog remmene, han havde an-
bragt om hundenes snuder af og slap dem. De hvirvlede over isfoden
og var over bjørnen, inden den nåede at flygte. Bjørken, som nu vid-
ste, at Bjørnen var fast, fyldte sindigt niogfirserens magasin, travede
ud på isen, knælede ned og skød bjørnen en kugle for panden. Så
vendte han tilbage til lejren, tog teltet ned, hentede hunde og slæde og
kørte ud til bjørnen. Han fik den bakset op på slæden, surrede de to
spæktønder fast oven på den og satte kursen ind mod Snaredalen. Lidt
23
oven for isfoden læssede han af. Tønderne blev stillet på højkant, og
den halvstive bjørn lirket op over dem.
Det var et anstrengende arbejde, og det tog ham det meste af efter-
middagen at få den i stilling. Da han var færdig, vaskede han blodet af
panden, hvor kuglen var gået ind og pudrede grundigt efter med sne.
I løbet af natten aflagde han Bjørkenborg et besøg for at lade Sylte vi-
de hvor og hvornår Lasselille kunne fange sin bjørn. Og da han ud på
morgenen kom tilbage til Snaredalen, trak han tønderne bort under
bjørnen og trådte nogle skridt tilbage for at beskue sit værk. Der stod
så utysket. Let ludende fremover, med åben mund og blottede tænder.
Den stod foran et par høje isskruninger og så frygtindgydende ud.
Bjørken nikkede tilfreds. Han bandt en tynd line fast i siden af bjør-
nens pels og førte den om bag en stor isklods, hvor han, efter at have
kørt hundene ud af syne, indrettede sig i sin sovepose. Her begyndte
han så igen at vente.
Meget overraskende blev Syltes syn pludselig bedre. Det skete, da han
og Lasselille sad ved morgenkaffen i den mørke stue. Helt uventet ud-
brød han: »Det var dog utroligt.« Han skubbede de mørklagte briller
op i panden og så sig omkring.
»Hvilket?« Lasselille så bekymret på ham.
»Jeg ser.« Sylte lo glad. »Hører du, Lasselille, jeg ser alting. Der gik
ligesom et lys hen over øjnene, og så forsvandt både tryk og smerter.
Er det ikke mærkeligt?«
Lasselille vinkede prøvende med en hånd. »Ser du denne her?«
»Helt tydeligt, næsten bedre end før,« svarede Sylte. »Det gør slet ik-
ke ondt mere.«
»Måske er det bare en forbigående bedring.« Lasselille tog hånden
ned. »Det kommer nok igen, skal du se.«
»Næ, det er udelukket.« Sylte rejste sig og begyndte at rive tagpappet
fra vinduet. »Den sygdom får man kun én gang i sit liv. Det er nemlig
en meget sjælden sygdom, skal jeg sige dig, så sjælden, at den ikke
engang har fået navn.«
»Det var meget.« Lasselille grundede lidt over det. Han havde aldrig
hørt om en sygdom, som ikke havde navn. Det ville naturligvis have
været rart at vide, hvordan Sylte vidste det overhovedet var en syg-
24
dom, når den ingen navn havde, men han anså at spørgsmålet måske
ville blive anset for enfoldigt og sagde i stedet:
»Men så er du jo rask, Sylte, og så kan jeg vel næsten stikke på den
der sidste bjørnejagt, som jeg snakkede om. Altså hvis du kan klare
dig selv.«
»Ja, værs”god, stik du bare af. Jeg klarer mig fint.« Sylte smilede og
pegede på sine øjne. »De er bare lidt trætte, de to her. Men så snart jeg
har fået vasket det sorte af brillerne og kommer lidt ud i den friske
luft, er de så gode som ny. For resten, jeg kunne jo tage med dig på
den jagt, det ville øjnene sikkert have godt af. Jeg skal ikke genere dig
på nogen måde. Holder mig lidt diskret tilbage ha ha.«
»Men hvis du ser en bjørn først,« indvendte Lasselille bekymret, »så
er det jo din bjørn.«
»Jeg ser ingen bjørn. Når jeg er på bjørnejagt må jeg lugte mig frem til
dem,« sagde Sylte.
Lasselille fik spændt sine fem hunde for slæden, og de kørte fra Bjør-
kenborg endnu inden formiddagen var gået. Det sneede i byger, men
føret var ikke tungere, end de kunne holde i opstanderen og lade sig
trække på skiene af hundene.
Sylte foreslog, at de slog et sving over Bjørke-øen og ned i Mossfjor-
den, men Lasselille ville hellere ud til iskanten.»Ja, det må du natur-
ligvis bestemme,« sagde Sylte, »for det er din jagt. Men jeg kom til at
tænke på, at der ofte er strømskåren is i Mossfjorden og hvor der er
åbent vand indenskærs, er der ofte sæler, og hvor der er sæler, holder
bjørnene til.«
»Har du set bjørne der?« spurgte Lasselille håbefuldt.
»Masser. Et år skød Bjørken og jeg otte stykker i maj.«
Sylte tog til lidt rigeligt, men det var ham magtpåliggende at komme
til Mosstjorden med lærlingen.
»Otte stykker,« gentog Lasselille. Han knaldede med pisken i højre
side og svingede ind over Bjørke-øen.
Ud på aftenen aftog snevejret og solen lyste gennem de tynde, bleggrå
skyer. Sylte havde sluppet opstanderen og løb bag slæden på sine lan-
ge, sælskindsbetrukne ski. Han tænkte bekymret på, om nu også Bjør-
ken havde husket at børste bjørnen godt af efter snebygerne, men han
25
trøstede sig med, at Lasselille såmænd ikke ville ane uråd, om så bjør-
nen kun havde hovedet ude af en drive. Han nød igen at være ude i ly-
set og naturen, og han trak med velbehag den kolde luft langt ned í
lungerne.
Så langt gik alt som planlagt. Bjørken lå parat bag isskodsen med snø-
ren til den stivfrosne bjørn i næverne. Sylte og Lasselille gled ned i
Mossfjorden og ud på isen næsten på klokkeslæt. Men så gjorde det
uforudsete sin entré. En ung nysgerrig bjørn, som havde travet langs
strandens isvold, fik færten af Bjørken og sin afdøde kollega. Den
stoppede et øjeblik, vinglede med sin lange hals fra side til side og
gloede mistænksomt på Bjørken, som på sin side gloede forskrækket
tilbage. Bjørnen, som var ung og uerfaren, havde lidt svært ved at gøre
op med sig selv, hvorvidt den først skulle hilse på artsfællen eller æde
manden, og det blev Bjørkens redning. For inden den havde bestemt
sig, blev den set af Lasselille.
»Bjørn,« skreg han så højt, at hans hunde vendte sig og knurrede
skræmte ad ham. »Der er bjørn, Sylte.«
»Hvor?« Sylte rettede på brillerne og viskede dem rene for sne. Han
så sig nærsynet omkring. »Jeg ser ingen bjørn«
»Der er to,« hylede Lasselille ude af sig selv. »To bjørne, Sylte, lige
derhenne.«
»To?« Sylte så forundret på ham. »Det kan ikke passe. Der skal jo kun
være en.«
»Hvorfor må der kun være en?« Lasselille halede sin bjørnehund ind.
Hans hænder skælvede, så han havde svært ved at åbne karabinhagen.
»Det er sådan mere almindeligt med én bjørn ad gangen,« mumlede
Sylte undvigende. »Men er der to, så må vi vel finde os i det også.«
Lasselilles bjørnehund sprang galpende på de to store rovdyr. Og den
unge bjørn, som faktisk havde bestemt sig for at smage på Bjørken
vendte sig irriteret mod den rasende hund.
Det er underligt,« sagde Lasselille, »men den ene bjørn rokker sig ik-
ke ud af flækken. Det er, som om den slet ikke har set os.«
»Det er fordi det er en af de farlige. En dræber, som de kaldes” forkla-
rede Sylte. Han kunne med sit svage syn se længere end til de forreste
hunde foran slæden, og forstod ikke hvorfor Bjørken havde stillet to
26
bjørne op. »Der er nogle af de krabater, der er farligere end andre,«
sagde han til lærlingen. »De er så frygtindgydende, at hundene ikke en
gang tør skælde på dem. Skynd dig nu derhen med skyderen og få den
lagt ned.«
Lasselille fik sin niogfirser af opstanderen. Han lagde den til skulderen
og gik med gelé i knæene frem mod de to store bæster. Da han var et
hundrede meter fra dem, råbte han tilbage over skulderen: »Tror du
ikke, jeg er nær nok nu, Sylte?«
»Lidt nærmere skader ingenting,« råbte Sylte tilbage.
»Skyd dræberen først, for den slags kan springe sin egen længde tre
gange.«
Lasselille tog endnu et par skridt fremad. Han forstod ikke rigtig,
hvorfor han skulle skyde på den bjørn, der stod som fastlimet i sneen.
Men som en lærevillig lærling antog han at Sylte var bedre indsat i
bjørnes natur end han selv. Den urokkelige bjørn var tavs, hvorimod
den bevægelige rejste sig på bagbenene og snærede uforskammet. Så
pludselig begreb Lasselille.
Den stillestående bjørn var en snu rad. Den ventede naturligvis bare på
at han skulle komme så nær, at den kunne tage ham i to spring. Den
anden var bare en gabehals, som stod og skabte sig og gjorde sig til.
Sylte havde ret. Han vovede sig endnu en meter frem, lagde an og
krummede pegefingeren om aftrækkeren. Men skuddet ville ikke gå.
Han trykkede flere gange, men intet skete. I panik vendte han sig
»Min bøsse.. .« stammede han, »der er noget galt.«
Sylte pegede på sin egen bøsse. »Prøv at tage ladegreb,« råbte han,
»det plejer at hjælpe.«
Lasselille var for ophidset til at blive flov. Han rev bundstykket tilbage
og skubbede en patron ind i kammeret. Han havde det ene øje fikseret
på den farlige bjørn og det andet på den urolige, der sad på sin bagdel
og slog huller i luften for at slå hunden ihjel.
Endnu en gang sigtede han på den ubevægelige, og denne gang gik
bøssen af. Det første skud gik hen over bjørnens hoved og borede sig
ind i isskodsen nogle få centimeter fra Bjørkens bagdel. Det næste
ramte en meter foran bjørnen og pløjede en dyb fure i sneen, men det
tredje fik dræberen til at vælte.
27
Lasselille vendte sig begejstret mod Sylte. »Så du det, Sylte. Der fik
den lige præcis, hvad den kunne tage.«
Sylte svarede ikke. Han var nu kommet så nær, at han kunne se den
levende bjørn, som en dansende, grå skygge, og han hørte et højt hyl,
da den endelig fik ram på hunden.
»Hvad skal nu det til?« Lasselille så sin hund forlade isen. Han hørte
dens jammerlige hyl og så hvordan den fløj i en vældig bue hen over
isskodsen, hvor Bjørken lå halvdød efter de sidste minutters dramatik.
»Skal du slå min hund ihjel, din løjser?« Lasselille smækkede faretru-
ende med niogfirserens bundstykke. Han gik med raske skridt hen
mod bjørnen, som både brølede og rakte tunge.
Sylte stod som forstenet og Bjørken kikkede over isen og spærrede øj-
nene op, da han fik øje på lærlingen.
Lasselille var gal i hovedet. For hunden var både bjørnehund og bas,
og nu lå den der og var død, for ingen hund kunne overleve en sådan
himmelfart. Han stod foran bjørnen og murrede og skældte, og først
da den gjorde et vældigt spring skød han fra hoften og ramte den i hal-
sen. Bjørnen landede nogle få meter fra hans fødder. Den brølede vildt
og mavede sig nærmere Lasselille.
Sylte løftede sin bøsse og skreg: »Flyt dig, Lasselille, den springer.«
»Den springer ingen steder,« svarede Lasselille.
Han pegede med bøssen på bjørnens hoved og fyrede endnu et skud.
Bjørken trak sig ned i skjulet. Han tog med rystende fingre snusdåsen
op af lommen og lagde en dobbelt pris under overlæben.
Sylte gik hen og satte sig på den døde bjørn. Han tog skindhuen af og
tørrede sveden af panden. Så så han op på Lasselille. Han ville gerne
have sagt noget rosende, noget knægten kunne mindes, når han en-
gang blev en gammel mand og sad og tænkte på sin første bjørn. Men
han havde ingen ord. Han slog hjælpeløst ud med armene og trak sin
fangstkniv frem.
»Lad os flå den,<< sagde han.
Da de havde fået betrækket af den varme bjørn, insisterede Lasselille
på at de også skulle flå den første. Sylte foreslog, at de skulle trække
den med sig hjem efter slæden, men det ville jægeren Lasselille ikke
høre tale om.
28
Da Lasselille rørte ved den opdagede han, at den var helt stiv. »Men
den er jo frossen,« udbrød han overrasket.
Sylte så ud i fjorden, så godt han kunne. »Jeg tror det bliver tåge,«
sagde han. »Det er nok bedst at stikke hjem med det, vi allerede har
bjærget.«
»Den er helt stiv, denne her,« gentog Lasselille.
»Er den det?« Sylte så ned på bjørnen, der lå og strittede med alle fire
ben. »Er den virkelig?«
»Hvorfor er den stiv, Sylte? Er det ikke mærkeligt?«
»Ikke spor. Den vi lige har flået var en af de varmblodige. Men denne
her, det er en af de koldblodige. De farlige, dræberne, er altid koldblo-
dige, det ved du godt, det er det samme med mennesker.«
Lasselille nikkede. »Nå sådan. Jeg troede bare, det var noget, man
sagde.« Han stak en kniv i bjørnen og havde nær knækket bladet.
»Den bliver nok svær at flå, tror jeg.«
»Lad os slæbe den med hjem. Så kan vi tø den op i stuen og flå den
indendørs,« foreslog Sylte. »Det er ligesom mere behageligt, og Bjør-
ken vil måske gerne være med.«
De læssede kød på slæden, lagde den stive bjørn op i den flåede bjørns
skind og kørte langsomt mod Bjørkenborg. Ved opkørslen til Bjørke-
øen løb Sylte Lasselille op og lagde en hånd på hans skulder.
»Ja, så bliver du vel nogle år til,« spurgte han, »nu hvor du er blevet
fangstmand.«
Lasselille sendte ham et lykkeligt smil. »Det ender nok med, at jeg
bliver stationsleder på Bjørkenborg, når den gamle går i pension,«
sagde han.
Da de ankom til Bjørkenborg stod Bjørken i døren og tog imod. »Det
var som selveste satan,« udbrød han overvældet, da han så jagtens re-
sultat.
»Hvem har væltet de to krabater?«
»Det har Lasselille,« svarede Sylte. Han blinkede til Bjørken og Bjør-
ken blinkede tilbage.
»Det er en af de store, den der. Han frøs hurtigt til, hva´«
»En af de koldblodige,« svarede Sylte og blinkede igen.
Bjørken lagde en arm om Lasselilles ryg. »Et prima skind, min ven,
29
hvem skal så have det? Du ved, sin første bjørn sælger man ikke, den
forærer man til en man holder af.«
»Min mor,« svarede knægten. »Hun har altid så gerne villet have en
pels.«
Bjørken bøjede sig ned og gravede med fingrene i skindet. »Det bliver
satans til fin pels,« sagde han. »Lige meget hvor meget hun fylder, din
gamle, så er her skind nok.«
»Hun er ret stor,« svarede Lasselille, »og svensk,« lagde han til uden
at rødme.
Bjørken og Sylte så hinanden stift i øjnene. De forestillede sig begge
den store, svenske dame iklædt en hel isbjørn, og de nikkede til knæg-
ten. »Det bliver flot,« sagde Sylte. »Eskimoerne laver jo både anorak-
ker og bukser af bjørneskind, så hvorfor skulle man ikke kunne an-
vende dem til damepels.«
Han begyndte at vikle kæden af opstanderen for at få hundene lænke-
de. »Det kan være, det kommer på mode, nar fruentimmerne dernede
ser, hvor fin din mor er blevet,« sagde han.
Bjørken begyndte at tage selerne af hundene. »Vi har fået en dygtig og
forstandig makker, Sylte, nu må vi nok til at se os om efter en ny lær-
ling.«
Lasselille stod stille og lyttede til sine venner. Han var så rørt at han
ikke vovede at tale. Og da han mærkede det pressede på, sprang han
om bag huset og satte sig med ryggen op ad sideskuret og snøftede. Så
glad var han.
¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
I selskabslivet er det en skandale,
hvis to damer møder op ens klædt,
og hvis ikke alle herrerne er det.
30
Dameklip med vask kr. 195,00
Dameklip uden vask kr. 165,00
Herreklip kr. 125,00
Herreklip og trimning af skæg kr. 175,00
Helfarvning, med klip og vask kr. 345,00
Striber
Striber i kort hår med hætte kr. 290,00
Striber i mellemhår med stanniol kr. 365,00
Kamstrejf fra kr. 125,00
Permanent kr. 348,00
Der er klip og vask med i prisen ved alle permanent behandlinger
Tidsbestilling hos Eva-Marie på telefon 31 48 84 85
Jeg vil være på Bøgebakken hver tirsdag og onsdag
hvor du er velkommen til at komme forbi eller ringe
for bestilling af tid.
31
Bruger- og pårørenderåd Bøgebakken
Den 18. januar 2017
Rådet: Suppleanter:
Formand
Erling Kristensen
Kisserupvej 3, 4320 Lejre
Tlf. 46496636
Mail: [email protected]
Jørgen Pedersen
Åbanken 76, Højby
4320 Lejre
Tlf. 25379594
Mail: [email protected]
Anna-Louise Poulsen
Bøgebakken 1A lejlighed 21
4320 Lejre
Birgitte Holm Hansen
Tlf, 60670789
Mail: [email protected]
Helle Jefting
Bag Kirken 4, Kildebrønde, 2670
Greve
Tlf. 21221027
Mail: [email protected]
Valgt med tæt tilknytning til
Bøgebakken
Keld Mortensen
Skovager 19, Gevninge, 4000
Roskilde
Tlf. 46402557 M. 40450500
Mail: [email protected]
Vennekredsen
Medarbejdere repræsentanter
Karin Andersen
Tlf. 46461553
Mail: [email protected]
Medarbejdere repræsentanter
Tanja Larsen Bøgebakken 3
Tlf. 46461549
Mail: [email protected]
Leder: Charlotte Thygesen Tlf.
Mail:
32
Kontaktpersoner til frivillige grupper
på Bøgebakken
Bøgebakkens Venner:
Pauli Olesen
Oldvejsparken 108
Gevninge 4000 Roskilde
tlf: 4640 1094
Kirkens Besøgsvenner:
Inger Grønbæk
Gammel Byvej 12,
Allerslev, 4320 Lejre
tlf: 4648 1531
Aktivitetsliste
Anni Larsen
Søndergårdsvej 16
4320 Lejre
telf. 4648 0725
mail: [email protected]
Skubberne
Ellen Jensen
Lejrevej 12 4320 Lejre
tlf.: 4648 0917
Præster
Herslev – Gevninge -
Kornerup
Henriette Worm Andersen
Tlf. 4640 2038 [email protected]
Mandag fri
Osted – Allerslev
Torsten Dam Jensen
Tlf. 4649 7097 [email protected]
Mandag fri
Tirsdag – Fredag
Kl. 12.00 – 13.00
Rorup – Glim
Marianne N Kristensen
Tlf. 4649 7137 [email protected]
Mandag fri
Tirsdag – Fredag
Kl. 10.00 – 11.00
Osted Valgmenighed
Laura Lundager Jensen
Langetoften 1 Osted
4320 Lejre
Tlf. 4649 7311
Formand Pauli Olesen Oldvejsparken 108 Gevninge 4000 Roskilde
Tlf: 46 40 10 94 [email protected] Næstformand Sekretær Johannes Nielsen Karen Larsen Vinkelvej 3 Toftevangen 91 4320 Lejre 4130 Viby Tlf. 20 14 91 19 Tlf: 46 19 36 01 [email protected] [email protected] Ida Andersen Else Jensen Engtoften 31 Rorupvej 6 Osted Rorup 4320 Lejre 4320 Lejre Tlf. 46 49 77 73 / 29 26 09 40 Tlf. 46 49 79 54 [email protected] Oda Sinding Erling Kristensen Lykkesholmvej 7 Kisserupvej 3 Osted 4320 Lejre 4320 Lejre Tlf: 46 49 79 13 / 42 48 79 13 Tlf. 46 49 66 36 [email protected] [email protected] Kasserer: Winnie Pedersen Hestehavevej 22 Osted Tlf. 46 49 64 42 / 30 47 70 79 e-mail; [email protected]
Oldtidsgrave i Lejre
Dronninghøj på Bognæs
Dronninghøj ligger i Vestskoven på Bognæs ved stenal-
derkystlinien. Den er 15 x 15 x 2,5 m. med nedgravning i
toppen.
Dronninghøj blev udgravet i 1825 og 1840 af ejeren af
Bognæs krigsråd Schiötz
