Frejlif - Ekstra Bladets utæmmelige redaktør

39,5mm153,5 153,5

232m

m

90MM 90MM

FREJLIFFREJLIF

Ekstra Bladets utæmmelige redaktør

Ekstra BladEts Forlag

gregers dirckinck-Holmfeld

grEgErsdirckinck-Holm

FEld

Ekstra BladEts førstE chEfrEdaktør, den legendariske Frejlif Olsen, var en blændende skribent og en ener i den danske bladverden. Han var Henrik Cavlings lillebror, men nåede aldrig samme berømmelse, selvom han var en lige så stor begavelse.

I bogen tegnes et billede af en ukuelig journalist, som det ene øjeblik skrev uforskammede musik-, bog- og teateranmeldelser og det næste øjeblik skarpe ledere om politikere, embedsmænd og præster, så bø-derne haglede ned over ham, og han på et tidspunkt måtte fire måneder i fængsel.

Bogen er samtidig et portræt af en tid, hvor Danmark gennemgår en kolossal udvikling teknologisk, politisk og kulturelt. Aviserne blomstrer,demokratiet rodfæster sig, landet overlever 1. verdenskrig men ser efterfølgende nazismen rejse sig som en truende sky over Europa. I hele epoken er Frejlif Olsen med som en polemisk og rasende kommentator.

I sit underholdende portræt lader Gregers Dirckinck-Holmfeld os komme helt tæt på den uregerlige enspænder, der uforfærdet og hensynsløst blæste på, hvad han kunne tillade sig, og hvem han trådte over tæerne.

„Nu er jeg trods givne løfter i åringer både i Politiken og Ekstrabladet blevet brugt som prygledreng – af Otto Gelsted, Friis Møller og Frejlif. Fanden tage mig, om jeg finder mig i at sparkes i rumpen af alt det pak!“GEOrG BrANDEs (1926)

„Jeg beundrede ham næsegrus. Jeg lærte af ham at afsky forløjethed og forstillelse, at skelne mellem kunst og manér, mellem følelse og føleri.“CArl TH. DrEyEr (1939)

„Hvor vi forgudede Frejlif Olsen, hans ledere, hans boganmeldelser, hans gudsforgående musikanmeldelser, hans ’Dovne Dreng’. Vi læste Ekstrabladet som var det et ungt kunsttidsskrift.“TOM KrIsTENsEN (1966)

„Frejlif har i min redaktørtid været min ledestjerne. sjældent har jeg truffet en redaktionel afgørelse uden at spørge mig selv i mit lønkammer: Hvad ville Frejlif have sagt til det?“VICTOr ANDrEAsEN (1987)

GrEGErs dirckinck-holmfEld er journalist og forfatter. Han har været ansat på Ekstra Bladet og Dr gennem mange år. Forfatter til adskillige bøger, bl.a. den anmel-derroste Den nye Danmarkskrønike i tre bind (1997-1999) og Tør – hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet i to bind (2003-2004).

Har desuden skrevet: Lorenzo da Pontes memoirer, 1956Musikkens Mestre (sammen med med Vagn Kappel og Ejnar Jacobsen), 1961Portugal, 1981Fem dage i februar. radioteatret, 1982Myren, der brokkede sig. Børnebog, 1987På sporet af den eventyrlige by (sammen med Grethe Kaas Dirckinck-Holmfeld.), 1989Operation Ikast, kortfilm for Folkeskolens Udviklingsråd (sammen med Bjørn Erichsen),

1990På sporet af København (sammen med Grethe Kaas Dirckinck-Holmfeld.), 1993Christian 4.s København (sammen med Iben Tandgaard), 2006Ugh! sagde Olsen. Børnebog, 2001 Min russiske arv. Nicolai Malkos memoirer, 2001PH ved tasterne. Lampens ånd på Ekstra Bladet, 2006

‘eNsPækHøkeraVis!!’ 125

KAPITEL 7

‘EN SPÆKHØKERAVIS!!’

– Overtagelsen af Ekstrabladet

1.1.1905

Paladsrevolutionen

“Overtage Ekstrabladet!” Frejlif fnøs i sit julebrev til storebror Henrik: “Hvad vil det sige: at ‘overtage’? . . . Med alle dem af Politikens folk,

som du ikke kan blive af med på anden måde, som medarbejdere? – Du betragter selv bladet som et småborgerblad, en spækhøkeravis, der skal arrangeres med præmiegåder og lignende vås – hvad grund har du til at antage, at jeg netop dér var på min rette hylde? Hvis du har tænkt dig dette arrangement for at ‘anbringe’ mig, så er det jo ganske overflø-digt – jeg er jo ikke medarbejder ved Politiken, men ved København, hvor jeg kan blive, så længe jeg ønsker . Og hvis du mener, ar du ved de forhandlinger, du har haft med mig, har pådraget dig forpligtelser over for mig, så kan jeg jo løse dig fra dem med et ord . . . Jeg skriver disse ord til dig ud til Lyngby, for at du ikke derude skal fortælle, at jeg skal være redaktør af Ekstrabladet . Jeg betragter det på forhånd – og efter dine egne ord – som en degradation, som jeg ikke har gjort mig fortjent til . Og – bortset fra alt andet, hvad der er talt mellem os (jeg lægger ikke spor vægt på det – men lader gerne hvert ord være usagt og glemt) – så har jeg den mening om forholdet og om mig selv, at hvis du virkelig

Frejlif-ombrydning.indd 125 16/12/13 12.07

126 FrejliF–ekstrabladetsutæmmeligeredaktør

har tænkt, at jeg skulle gå ind ved ‘Pressen’ som første medarbejder, så kunne jeg også gøre det ved Politiken . Med andre ord: I alt væsentligt gælder det samme for Politiken, som du har gjort gældende for ‘Pressen’ – med hensyn til mig. Hvis du har en anden mening, så er der jo ikke noget at gøre ved det, og så er det vel bedst, at vi fortsat går hver sine veje . Jeg vil naturligvis gerne tale med dig om tingene – og helst snarest, da det er ganske utåleligt at gå således i uvished .”90

En Frejlif, der var opbragt . Hvad var der sket mellem brødrene? Hvad havde Henrik viftet Frejlif om næsen med? Hvad var ‘Pressen’ for noget?

Brevet damper ikke bare af vrede og forurettelse, men også af kom-plekser . Og usikkerhed over for storbroren . Der er spark, men også en dør, der holdes åben .

Brevet var sendt til forældrenes adresse i Kgs . Lyngby . Var Henrik måske allerede derude? Skulle de gamle forældre virkelig have serveret nyheden om denne nedværdigende ‘degradering’ hen over risengrøden? Julens glade budskab, måske? Det frabad han sig .

Vi ved jo, at Frejlif en uge efter sidder i Ekstrabladets redaktørstol . Men hvorfor vendte han på en tallerken i juledagene?

Og hvad var gået forud?Det er en historie, der er Henrik Cavlings . Og Politikens . Og Edvard

Brandes’ . Og endte med også at blive Frejlif Olsens . Frejlif har fulgt med i begivenhederne fra sin stol på København . Er

også blevet involveret undervejs . Men mest som blind makker .Lad os et øjeblik gå tilbage til februar 1904, da Ekstrabladet er ble-

vet sat i værk som et ekstra blad til Politiken – lynhurtigt fulgt op af et ‘ekstra blad’ til København, som vi så det i forrige kapitel .

dentrætteredaktør

På 1 . salen i det hus, der stadig ligger på hjørnet af Strøget og Magasins Torv – dengang en stump gade ved navn Integade – sad redaktøren Edvard Brandes . Hvis han ellers var der i de dage, for han var en plaget mand, der var jævnt træt af den daglige journalistik og hellere ville hjem



og studere hebraisk og sanskrit, oversætte det Gamle Testamente og skrive skuespil . Avisen som nyhedsformidler tændte ikke hans hormo-ner . Han var til litteratur og politisk debat . Og så havde han lige bygget en kæmpevilla på Østerbro, udstyret med østerlandsk pragt – Jeppe Aakjær skriver efter et besøg hjem til sin kone: “Man vader i tæpper og svømmer i puder og gobeliner og tapeter og gyldenlæder .” Brandes var nok redaktør, hovedaktionær i Politiken og en stor skriver, men uden større hang til smalle trapper, lavt til loftet, unge journalister, der smæk-kede med dørene, og larm fra gaden . Det havde han prøvet tilstrække-ligt som en af Politikens grundlæggere tyve år tidligere .

“Jeg går mange gange med overvindelse op på kontoret, bliver altid hellere hjemme . . .” skriver Brandes til sin politiske medarbejder, avisens redaktionssekretær Ove Rode . Brevet er dateret 14 . februar 1904 . To dage efter Ekstrabladets debut . Uden at han nævner dette initiativ, der formodentlig har hørt til de ‘generelle fortrædeligheder’, han taler om i brevet . Beslutningen om at udsende et ‘ekstra blad’ er formodentlig ble-vet truffet af Ove Rode . Men næppe uden Brandes’ vidende . Telefonen var opfundet . Og Brandes var fra dag ét Ekstrabladets ansvarshavende redaktør .

Tegneren på vittighedsbladet Klods-Hans lod ikke den højlitterære Ed-vard Brandes slippe for latteren, da han startede Ekstrabladet i februar 1904 . Brandes stod som ansvarsha-vende redaktør i kolofonen hele det første år . Den for finede Brandes som gadesælger! Teksten lød: “Politikens eftermiddagsudgave: – Kommer at købe! Kommer at købe! Lad mig nu ikke for længe løbe!/Fem øres vælling i opvarmet stand/ I toørers spand for den fattige mand/Det er mad, som alle bør søbe!”



De nøjere omstændigheder omkring Ekstrabladets allerførste år – uden Frejlif – er behandlet i bind 1 af bladets 100-års historie ‘Tør hvor andre tier’ . Avisen blev skrevet af Politiken-medarbejdere, der boltrede sig og slog sig løs i synspunkter og et rapkæftet sprogbrug, der ikke lige var Politikens – tydeligvis blev Ekstrabladet en ventil for uløste kræfter . Brandes var næppe lykkelig . Han har nok haft en finger med i de lit-terære føljetoner, som bladet bragte i stil med moderavisen . Skrevet af danske forfattere som Henrik Pontoppidan og Sophus Schandorff eller franske som Zola og Maupassant . Han har heller ikke været uinteresse-ret i de mange annoncer, det nye blad fik i hus .

Men træt og temmelig uengageret . Det var han . I modsætning til sin stjernemedarbejder Henrik Cavling . De tos indbyrdes forhold var ambivalent . Brandes forvaltede det Politiken, der var skabt af ham og Hørup som et politisk-litterært kampblad imod Estrups højreregering . Men hånden var blevet en smule usikker efter systemskiftet i 1901, hvor Estrup-tiden definitivt var slut, og Politiken ikke mere var opposi-tion, men nærmest talerør for den nye magthaver Venstre . “Det er jo en pokkers historie at lave et Venstreblad, der i 17 år har spillet halløj med borgermusikken, om til et regeringsorgan, der ofte må belægge sine ord,” skriver han 3 . oktober 1901 til sin datter Hetna .91 Og kort efter – 20 . januar 1902: “Havde jeg formue nok, ville jeg hellere skrive stykker og læse Bibel end have med politik og journalistik at skaffe . Men nu kan jeg da ikke slippe bladet, da dette er min hovedindtægtskilde . . . Jeg er lidt træt og ved ikke ret, hvordan jeg skal bære mig ad med den forban-dede politik .”92 Det lyder som ord fra en mand, der drømmer om at gå på efterløn . Edvard Brandes var 55 år . Tre år senere, i 1905, blev han en af stifterne af Det Radikale Venstre . Og i perioden fra 1909 til 1920 var han det meste af tiden landets finansminister!

Henrik Cavling var også barn af Politiken, men på vej frem, fuld af initiativ, i en helt anden grad journalisten, reporteren, der sprængte rammer og ikke interesserede sig så hidsigt for de ideologiske og parti-politiske slagsmål . Venstres fraktionsgnidninger lod ham temmelig kold . Han ville lave levende avis mere end kampskrift . Nyheder, mennesker, farver . Han følte sig tit blokeret af Brandes’ idéverden og ulyst til at tænke i andre måder at lave avis på . Cavling havde suget til sig på ud-



landsrejser . Kort før århundredeskiftet havde han været i USA og udgav i 1897 to bøger om sine indtryk, bl .a . af den pulserende nye bladpro-duktion i New York .

deVestindiskeøer

Der var kilder til konflikt mellem Cavling og Brandes også i det daglige på Politiken . F .eks . i forbindelse med en sag, som vi også senere kommer til at interessere os for: Salget af De Dansk-vestindiske Øer . En affære, der bragte Frejlif fire måneder bag tremmer i 1917 .

Brandes gik kraftigt ind for, at Danmark skulle sælge øerne . Det var der andre, der bestemt ikke gjorde . Over et halvt års tid, fra december 1901 til maj 1902, skrev Brandes ikke mindre end 15 artikler, nærmest som en kampagne for salget . Angreb på angreb mod salgsmodstander-ne . Han beskrev øernes elendige økonomiske forfatning – en deroute, der var begyndt med slaveriets ophævelse og sukkerindustriens nedtur . Danmark havde besvær med at holde styr på en befolkning, der over-vejende talte engelsk, som kirkeligt var anglikansk eller katolsk, og som ved en tidligere salgsmulighed havde erklæret med 98 procents flertal, at den gerne ville tilhøre USA . Hvad skulle vi med dem?

Sælg . Det var Brandes og dermed Politikens holdning . Og klart Ven-stre-regeringens .

Cavling blev en lus mellem to negle i den affære . Kræfterne imod et salg af øerne lå hos topfolk i bank- og finansverdenen, især ØK’s boss H .N . Andersen, og hos kongehuset . Med andre ord på en legeplads, hvor Cavling indimellem slog sine folder . Han havde netop været på en rej-se til Siam med Søværnets korvet ‘Valkyrien’ . En dansk eksportekspe-dition, finansieret af primært H .N . Andersen . Med ØK-bossen selv i spidsen, prins Valdemar som kaptajn og Cavling som en af de invitere-de . Den rejse kom for år fremover til at betyde særlige forankringer på godt og ondt for Cavling og Politiken .

Når det gjaldt De Dansk-vestindiske Øer, var der en fælles interesse hos kongehus og ØK i at bevare Dansk Vestindien på danske hænder . Det var baseret på et miks af sentimentale, nationalhistoriske æresbe-



greber – nu skulle Danmark ikke af med mere oven på 1864 – og kom-mercielle ekspansionsideer på et tidspunkt, hvor Panama-kanalen var under bygning . Øerne lå strategisk perfekt i Det Caribiske Hav . Havnen på St . Thomas især . Tråden til Henrik Cavling blev under forhandlinger-ne om salg i 1901-03 kanaliseret gennem prins Valdemars initiativrige kone, den franskfødte prinsesse Marie, der ikke bare skabte sig folkelig yndest ved at optræde i brandmandsuniform ved givne lejligheder, men også benyttede sig flittigt af sin kongelige værdighed til at fremme, hvad hun syntes var vigtigt i politiske affærer . F .eks . at Danmark burde behol-de de fjerne øer . Cavling havde et diskret link til prinsesse Marie af høf-lig art, skrev f .eks . jævnlig royale notitser i Politiken om hendes gøren og laden . Han var en mester i balancegang og fik nu manøvreret over til Edvard Brandes at skrive en leder om den politiserende prinsesse, der – uden navns nævnelse, men med tydelig adresse – hængte prinsessen ud for at misbruge sin position .93

ekstrabladetfrister

Den trætte Edvard Brandes . Og den ikke spor trætte Henrik Cavling . Det gik halvskidt med oplaget og indtægterne på Politiken og Eks-

trabladet gennem efteråret 1904 . Brandes våndede sig, men lagde låg over . I hvert fald i et brev til sin datter Hetna, der havde giftet sig og boede i Norge . 9 . november 1904 skriver han til hende . Måske for at gøre hende glad: “Vi har fået en helt ny maskine til 12 .000 kr . og an-skaffet andre ting og dernæst lavet Ekstrabladet, som nu trykkes i et oplag af 18 .000 eksemplarer . Og i oktober måned har det endelig gode annoncer . Men det har kostet 20 .000 kr . i 1903/04 . Jeg håber, det må dække sig i år .”

Det passede ikke med de 18 .000 i oplag . Det reklamerede Ekstrabla-det ganske vist selv med . Men tallet var langt lavere . Oplagskontrol som i vore dage eksisterede ikke . Tidligere på året havde Ekstrabladet også pralet med oplag på 18 .000 . På et tidspunkt, hvor Brandes i et fortroligt brev til Henrik Cavling kunne fortælle, at oplaget desværre kun lå på 7 .000 .



Brevet, som er dateret 25 . maj 1904, er interessant . Det er skrevet for at overtale Cavling, der er på rejse i udlandet, til at komme hjem og blive chef for Ekstrabladet . “Sagen er, at jeg pokkers gerne vil vide, om jeg tør regne med Deres bistand ved Ekstrabladet . Den tiltrænges hårdt, mere end hårdt .” I brevet beskriver Brandes, hvordan Ekstrabla-det “rasler ganske tilfældigt af sted” med et underskud på 3 .000 kr . om måneden, “en stor sum for Politiken, som arbejder uden driftskapital . . . Det ville være af kolossal betydning, hvis De turde love at overtage redaktionen fra – skal vi sige – den 2 . august . Er dette Dem muligt? . . . Jeg nægter ikke, at jeg fristes til at tage under overvejelse, om jeg ikke gjorde bedst i at standse udgivelsen 1 . juli . Det ville være ca . 10 .000 kr . sparet . Men jeg gør det grumme nødigt . Og slet ikke, hvis jeg var ganske sikker på, at De stod på pletten – med sejrens stjerne over Dem – i rette tid .”94

Ekstrabladet fristede Cavling . Som en af flere muligheder . Men han trækker en beslutning . Det meste af året 1904 tumlede han med planer om at springe fra Politiken . Plus hvad han ellers havde for, struttende af energi . Han skriver en bog om London . Han er også i gang med en bog om København, som Gyldendal har bestilt hos ham . Faktisk skriver han næsten ikke i avisen hele sommerhalvåret . Samtidig er hovedet fyldt af planer om at få sin helt egen avis, så han kunne komme løs af det histo-risk belastede Politiken .

Hans 17-årige søn Viggo er åbenbart løbende indviet i planerne gen-nem breve på tværs af Atlanten . Viggo er i lære i et skibsprovianterings-firma i New York og skriver – ind imellem utallige breve om 5 kr . her og 5 kr . der og rejseoplevelser i øvrigt – 10 . oktober 1904: “Du må for enhver pris sikre dig Frejlif . De unge journalister i Danmark er jo så dårlige .”95

Frejlif er for ham en erfaren mand på 36, og altså i efteråret inddra-get i fars og søns overvejelser .

Unge Viggo har interessante synspunkter . En idé hos Henrik om at skrive to-tre måneder i Ekstrabladet gennem efteråret 1904 for at give bladet et skub og sondere mulighederne synes Viggo er en dårlig idé . For det gælder om at tage livet af Politiken: “At skrive i Ekstrabladet og slå det op ville være forfærdeligt dumt, thi det ville gøre Politiken rige-



re, og således forøge dets modstandsevne, når slaget begynder . Det ville være purt vanvid at pumpe fjenden med våben! . . . “

‘Fjenden’ er altså Politiken! Viggo fortsætter om det nye blad: “En-delig skulle jøder så vidt muligt holdes ude, men ikke i sådan en grad, at bladet får et antisemitisk præg, hvilket ville skade det meget i Kø-benhavn, hvor jødernes indflydelse er så stor . Jødernes sympati kan I for øvrigt ikke gøre regning på, thi Politiken bliver, når du går væk, et rigtigt jødeblad .”

Det er helt klart Edvard Brandes, hovedaktionær og chefredaktør på Politiken, som er den mur, der skal brydes ned for at få albuerum . Antisemitismen lå som en tågebanke i det københavnske borgerskab . Alene det at forsikre om, at et nyt blad ikke må få et antisemitisk præg, fortæller alt om, hvor ømt problemet var . Viggo taler frejdigt om, at hans far har “alle trumfer på hånden, og alt, hvad der skal gøres, er at omstyrte et ormstukkent og vakkelvornt foretagende, der ledes af en almindeligt foragtet og hadet mand . Øjeblikket er kommet, hvor du skal handle . Nu eller aldrig! Hvis du handler nu, vil magt og rigdom, det vi alle kæmper for i dette liv, blive dig til del . Hvis du tøver, bliver bange og slingrer udenom og går tilbage til dit sædvanlige slavearbejde (at samle guld sammen for andre), så har du forspildt de bedste chancer, der kan bydes en mand!”96

Frejlif indgår ikke kun i den unge Cavlings planer . Men også i hans fars . I erindringsbogen ‘Journalistliv’ skriver Henrik Cavling: “Jeg gik en aften sent rundt om Sortedamssøen, til solen om morgenen skinnede på menneskene, der med blankpudsede støvler ilede ind til byen . Jeg havde lagt min plan . Den gik kort fortalt ud på, at jeg bistået af min yngre bror Frejlif ville starte et lille blad, antagelig et aftenblad . Jeg talte straks med venner derom og rustede mig til handling .”

Det var alvor . Hen over sommeren 1904 gik han i samarbejde med en ung mand med tjek på regnskaber . Han hed Johannes Hansen-Ott og var privatsekretær hos industrimanden Emil Vett (en af Magasins grundlæggere) . De diskuterede, om de i fællesskab kunne enten over-tage Ekstrabladet eller starte en ny avis . Den 20 . august skriver Han-sen-Ott til Cavling: “Min overbevisning om, at det rigtige er at begynde på helt bar bund, fæstnes mere og mere .” Det ville have større effekt,



mente han, end bare at overtage Ekstrabladet . “Hvis vi to begynder på et foretagende som dette, kan det gøres med sådan en effekt og sådan et rabalder, at vi kan trænge ud til de fjerneste kroge .”97

Frejlif:jegermed!

Ideen med Ekstrabladet kørte alligevel i hovedet på Cavling hele ef-teråret 1904 . Ikke noget med at blive ansat som chef, som Brandes havde foreslået . Men købe bladet . Hvad Brandes også luftede mulig-heden af hen på sommeren . I hvert fald forhandlede Cavling med for-skellige journalister om at blive medarbejdere . Uden at indvi Brandes i sine planer . Brandes interesserede sig heller ikke voldsomt for sagen . Han havde næsen i sine bøger og opholdt sig en stor del af efteråret i Norge .

Frejlif var som sagt en af de første, Cavling mente, måtte være rette mand som medarbejder . Frejlif var straks med . Han skrev i et udateret brev: “Jeg har, naturligvis, siden i aftes ikke tænkt på andet end det til-bud, du har gjort mig . Sagen står i mine øjne således, at jeg har næsten intet valg: Når du laver et blad, og du vil have mig med, så må jeg også med . Jeg ville have betragtet det som unaturligt, hvis du ikke havde henvendt dig til mig – og jeg synes, det ville være endnu mere unatur-ligt, hvis jeg, når du gør det, svarede andet end ubetinget og fornøjet ja, i tillid til bladet og til dig . Med hensyn til min stilling ved bladet, stoler jeg på, at den vil blive en sådan, som svarer til de evner og den arbejds-kraft, jeg tilfører det .”98

Frejlif var fyr og flamme . Kom også med forslag i flere breve til Hen-rik .

Han var optaget af, hvad det nye blad skulle hedde . “Jeg har speku-leret på nye navne til bladet . ‘Skuepladsen’? Det er vistnok lovlig dri-stigt, og måske det lyder noget fladt . ‘Dagens Gang’ er en efterligning af ‘Verdens Gang’ . – En mængde andre navne, jeg har skrevet op, har jeg kasseret lige så hurtigt, som jeg har fundet dem .”

Han havde også ideer til medarbejdere . F .eks . til det politiske: “Der er én mand, som kan bruges, og som du, så vidt jeg ved, står i et meget



venskabeligt forhold til – det er Folketingsmand Neergaard. Han er no-get kedelig som skribent, men hele hans åndsretning, hele hans politiske standpunkt – ministerielt, men nærmest uden for partierne, moderat, men på visse områder med radikalere krav end ministeriet, særligt på det humane – vil vistnok falde sammen med de veje, dit blad skal be-træde . Han nyder jo stor anseelse, og han er, så vidt jeg kender ham, en overordentlig behagelig og munter mand at omgås . Jeg kan ikke i øjeblikket tænke mig et bedre navn .”99

Sært forslag fra Frejlif . ‘Kedelig som skribent’ – det var ikke nogen larmende anbefaling . Hvad tænkte Frejlif på? Måske at det nye blad fra starten burde have en portion politisk tyngde, noget, som kunne skabe respekt i regering og Folketing – Neergaard var lærd akademiker, højt placeret Venstre-folketingspolitiker, senere både finansminister og kon-seilspræsident .

Cavlings nye makker Hansen-Ott skød Frejlifs forslag ned uden be-tænkning: “Han er for gammel og for udtrådt og for lidt journalist,” skrev han til Cavling og tilføjede: “Det er unge, raske folk med nye idéer og frisk, frejdigt humør, ikke en gammel tørvetriller som N ., der aldrig tør slå til og som benytter det gunstige øjeblik forkert – han overvejer syv lange og syv brede, mens raske folk øjeblikkelig vil handle – og så fører hans overvejelser endda altid til et forkert resultat .”100

Frejlif havde andre forslag, der var mere knald i . Et af dem var ‘J .P .’, – J .P . Müller, hans beundrede gymnast-ven, som han siger, kan være besværlig – “at han måske hurtigt vil komme i krig med lægerne, anser jeg for rimeligt, men det var egentlig ikke slemt – bladlig set ville det måske endog være glimrende .” Med andre ord: Lad os bare få slagsmål i spalterne!

Cavling havde selv de lange fingre ude efter en stribe nye medar-bejdere . Rygterne om den nye avis svirrede . Folk meldte sig selv . Bl .a . den 23-årige Andreas Vinding, der var på Demokraten i Århus . Han var vild efter at komme til København med sin nyerhvervede kone, der var skuespiller . Begge trængte til et frisk ryk i karrieren . Vinding havde meget godt at sige til sin anbefaling: Han udførte “alt til faget henhørende” og havde bl .a . “et udmærket fotografiapparat og en cykel med frihjul” .101 I sine erindringer ‘Sorgløse Tider’ mener Vinding, at det



var Cavling, der havde henvendt sig til ham for at tilbyde ham at blive medarbejder “ved det nye blad Pressen, som han skulle starte” .

Her dukker navnet Pressen op, det navn på en ny avis, som Frejlif nævner i sit rasende julebrev til Henrik . Forvirringen har været stor, tempoet højt, og Andreas Vindings hukommelse, da han skrev ‘Sorgløse Tider’ i 1942, kan have snydt ham . I hvert fald meddelte han Cavling i oktober 1904, at han havde hørt ‘på anden hånd’ fra en af Ekstrabladets medarbejdere, “at De allerede overtager det fra november” .

Så sent som den 21 . november takker Vinding glad Cavling, fordi han vil have ham til Ekstrabladet: “Jeg vidste, De ville købe Ekstrabladet og havde jo også nok tænkt mig, at De ville omkalfatre det en del .” Seks dage før juleaften skriver han til Cavling: “A propos det nye blad . Hvad skal det hedde? De får rimeligvis en del navneforslag i denne tid og vil derfor med tålmodigt sind finde Dem i mit . Det er Pressen . Ganske vist ikke videre originalt, men på den anden side så velsignet neutralt . . . Dernæst forekommer det mig rimeligt, at et moderne blad opkaldes efter maskinen .”

De efterårsmåneder var der næppe en journalist i kongeriget, der ikke vidste, at noget var i gære . Mange var klar til at lægge billet ind på medarbejderskab, hvis ikke Cavling selv henvendte sig . Alle havde ideer til, hvad det nye blad skulle hedde . Cavlings søn Viggo sagde: ‘Centrum’ . Eller ‘Solen’ .

En aften mødte Cavling advokaten, overretssagfører Oskar Johansen på gaden . Johansen var dybt engageret i Politikens trivsel og ven med både Georg og Edvard Brandes – endda Edvards private advokat, f .eks . i den celebre sag omkring Edvards pistolduel i Dyrehaven i februar 1900 med skuespilleren Robert Schyberg . Ikke uventet blev Johansen besty-relsesformand i bladhuset som et resultat af ‘paladsrevolutionen’ i jule-måneden 1904 .

Johansen vidste alt om rygterne . Da han mødte Cavling på gaden, syntes han, at han ville bidrage med et forslag . “Det skal vel hedde ‘Sand-heden’?” sagde han med et kryptisk smil . Det var en finte til Cavlings ry for hurtig omgang med facts i sine reportager . Næh, svarede Cavling . “Jeg har tænkt at kalde det ‘Pressen’ – det råbes så godt!” Det fortæller Oskar Johansen i en kronik i Politikens jubilæumsnummer 1 . oktober 1934 .



Der er ingen tvivl om, hvor Frejlif har befundet sig i spillet i måneder-ne op til sin overtagelse af redaktørposten på Ekstrabladet . Han har været en af mange brikker i bror Henriks jonglørnumre . Tre uger efter julens omvæltning så Henrik Cavling tilbage på de dramatiske dage og skrev til den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson: “Så godt som hele Politikens redaktion ville følge mig .”102 Altså følge ham hvorhen – til Ekstrabladet? Eller til ‘Pressen’? Sikkert til hvad som helst . Ud over fra Politikens med-arbejdere havde han halve eller hele tilsagn fra bl .a . forfatterne Johannes V . Jensen, Jeppe Aakjær og Louis Levy, polarforskeren Mylius-Erichsen, litteraturprofessor Vilhelm Andersen og kunsthistorikeren Emil Han-nover . Hele banden var informeret og med på spøgen . Spillet kørte med tæppet halvt oppe . Nok til, at der nærmest var panik på Politikens og Ekstrabladets redaktion, indtil den endelige afklaring kom .

Den jyske bladmand Lars Larsen-Ledet, som også var involveret i Cavlings planer, skriver i sine erindringer, at der var “stort postyr både i aktionærkredsen og i medarbejderstaben . Der var endog dem – navne skal ikke nævnes – der bogstavelig græd deres bitre tårer over den ud-slettelse, der truede dem .”103

Turbulente og besynderlige måneder op til julen 1904 og årsskiftet! Besynderlige, bl .a . fordi Henrik Cavling midt i det hele tilbragte flere uger i Paris, hvorfra han som ‘Vor Medarbejder’ bombarderede Poli-tiken med reportager fra en europæisk parlamentarikerkongres, hvor bl .a . Georg Brandes deltog . Emnet var ‘fred’, men Cavlings skildringer handler overvejende om fester, modtagelser og receptioner . Og Frejlif? Han passede sit job på København, hvor han skrev om kap med Her-man Bang .

Hvis man ikke befandt sig i den snævre bladverden, har man ikke anet, at der var en omvæltning undervejs . Dramaet løb som en under-strøm . På overfladen lignede aviserne sig selv .


39,5mm153,5 153,5

232m

m

90MM 90MM

FREJLIF

FREJLIF

Ekstra Bladets utæmmelige redaktør

Ekstra BladEts Forlag

gregers dirckinck-Holmfeld

grEgErs dirckinck-Holm

FEld

Ekstra BladEts førstE chEfrEdaktør, den legendariske Frejlif Olsen, var en blændende skribent og en ener i den danske bladverden. Han var Henrik Cavlings lillebror, men nåede aldrig samme berømmelse, selvom han var en lige så stor begavelse.

I bogen tegnes et billede af en ukuelig journalist, som det ene øjeblik skrev uforskammede musik-, bog- og teateranmeldelser og det næste øjeblik skarpe ledere om politikere, embedsmænd og præster, så bø-derne haglede ned over ham, og han på et tidspunkt måtte fire måneder i fængsel.

Bogen er samtidig et portræt af en tid, hvor Danmark gennemgår en kolossal udvikling teknologisk, politisk og kulturelt. Aviserne blomstrer,demokratiet rodfæster sig, landet overlever 1. verdenskrig men ser efterfølgende nazismen rejse sig som en truende sky over Europa. I hele epoken er Frejlif Olsen med som en polemisk og rasende kommentator.

I sit underholdende portræt lader Gregers Dirckinck-Holmfeld os komme helt tæt på den uregerlige enspænder, der uforfærdet og hensynsløst blæste på, hvad han kunne tillade sig, og hvem han trådte over tæerne.

„Nu er jeg trods givne løfter i åringer både i Politiken og Ekstrabladet blevet brugt som prygledreng – af Otto Gelsted, Friis Møller og Frejlif. Fanden tage mig, om jeg finder mig i at sparkes i rumpen af alt det pak!“GEOrG BrANDEs (1926)

„Jeg beundrede ham næsegrus. Jeg lærte af ham at afsky forløjethed og forstillelse, at skelne mellem kunst og manér, mellem følelse og føleri.“CArl TH. DrEyEr (1939)

„Hvor vi forgudede Frejlif Olsen, hans ledere, hans boganmeldelser, hans gudsforgående musikanmeldelser, hans ’Dovne Dreng’. Vi læste Ekstrabladet som var det et ungt kunsttidsskrift.“TOM KrIsTENsEN (1966)

„Frejlif har i min redaktørtid været min ledestjerne. sjældent har jeg truffet en redaktionel afgørelse uden at spørge mig selv i mit lønkammer: Hvad ville Frejlif have sagt til det?“VICTOr ANDrEAsEN (1987)

GrEGErs dirckinck-holmfEld er journalist og forfatter. Han har været ansat på Ekstra Bladet og Dr gennem mange år. Forfatter til adskillige bøger, bl.a. den anmel-derroste Den nye Danmarkskrønike i tre bind (1997-1999) og Tør – hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet i to bind (2003-2004).

Har desuden skrevet: Lorenzo da Pontes memoirer, 1956Musikkens Mestre (sammen med med Vagn Kappel og Ejnar Jacobsen), 1961Portugal, 1981Fem dage i februar. radioteatret, 1982Myren, der brokkede sig. Børnebog, 1987På sporet af den eventyrlige by (sammen med Grethe Kaas Dirckinck-Holmfeld.), 1989Operation Ikast, kortfilm for Folkeskolens Udviklingsråd (sammen med Bjørn Erichsen),

1990På sporet af København (sammen med Grethe Kaas Dirckinck-Holmfeld.), 1993Christian 4.s København (sammen med Iben Tandgaard), 2006Ugh! sagde Olsen. Børnebog, 2001 Min russiske arv. Nicolai Malkos memoirer, 2001PH ved tasterne. Lampens ånd på Ekstra Bladet, 2006

Documents

Frejlif - Ekstra Bladets utæmmelige redaktør