God skik-reglernes betydning for det erstatningsretlige

HD – 2. del (FR) – forår 2011 – Copenhagen Business School (CBS) Udarbejdet af Morten Bacher Jakobsen

0

Udarbejdet af Morten Bacher Jakobsen

Vejleder Lisbeth Faurdal

Copenhagen Business School (CBS) Handelshøjskolen

God skik-reglernes betydning for det erstatningsretlige

ansvarsgrundlag

HD Finansiel Rådgivning

Afgangsprojekt nr. 11.12 – forår 2011

Afgangsprojekt nr. 11.12 – forår 2011 HD – 2. del (FR) – Copenhagen Business School (CBS)


1

Indholdsfortegnelse

1. INDLEDNING ...........................................................................................................................................................4 1.1 BAGGRUND OG MOTIVATION.................................................................................................................................................. 4 1.2 PROBLEMSTILLING .................................................................................................................................................................. 6 1.3 PROBLEMFORMULERING ........................................................................................................................................................ 8 1.3.1 Definitioner......................................................................................................................................................................... 8 1.3.2 Overordnet definitioner og forskelle på mutual og hedgefonde ................................................................. 9

1.4 AFGRÆNSNINGER.................................................................................................................................................................. 10 1.5 METODE.................................................................................................................................................................................. 12 1.6 KILDEKRITIK.......................................................................................................................................................................... 13 1.6.1 Faglitteratur ................................................................................................................................................................... 13 1.6.2 Love og vedtægter ........................................................................................................................................................ 13 1.6.3 Bekendtgørelser............................................................................................................................................................. 13 1.6.4 Afgørelser og domme .................................................................................................................................................. 13 1.6.5 Artikler og hjemmesteder.......................................................................................................................................... 14

2. RETSKILDER ........................................................................................................................................................ 15 2.1 STATSMAGTERNE.................................................................................................................................................................. 15 2.2 RETTEN SOM SYSTEM........................................................................................................................................................... 15 2.2.1 Regulering som retskilde for pengeinstitutter ................................................................................................. 16 2.2.2 Retsdogmatisk fortolkning ....................................................................................................................................... 17

3. RETLIGE RAMMER FOR RÅDGIVERE I DEN FINANSIELLE SEKTOR.................................................... 18 3.1 POLITISK MOTIVATION FOR REDELIG FORRETNINGSSKIK OG GOD PRAKSIS ............................................................... 21 3.2 FORBINDELSEN IMELLEM RÅDGIVNINGENS HOVEDAKTØRER ...................................................................................... 22 3.2.1 Finanstilsynet.................................................................................................................................................................. 24 3.2.2 Pengeinstitutankenævnet.......................................................................................................................................... 26

4. RÅDGIVER- OG ERSTATNINGSANSVAR ....................................................................................................... 28 4.1 PROFESSIONSANSVAR .......................................................................................................................................................... 28 4.2 CULPA SOM ERSTATNINGSGRUNDLAG............................................................................................................................... 31 4.3 RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED AFSÆTNING AF FINANSIELT PRODUKT................................................................. 33 4.3.1 Særligt for investeringsrådgivning ....................................................................................................................... 36

4.4 SAMMENFATTET PROFESSIONSANSVARSPROFIL............................................................................................................. 40 5. PRAKTISK ANALYSE AF PENGEINSTITUTANKENÆVNETS AFGØRELSER ........................................ 41 5.1 PIA 542/2009 VESTJYSK BANK, TIDLIGERE RINGKØBING BANK ............................................................................. 43 5.1.1 Sagens indhold ............................................................................................................................................................... 44 5.1.2 Yderligere sagsindhold udtrykt igennem parternes synspunkter ........................................................... 45 5.1.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt....................................................................................................... 45 5.1.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen................................................................................................. 48

5.2 PIA 1203/2009 SPAR NORD BANK ............................................................................................................................... 50 5.2.1 Sagens indhold ............................................................................................................................................................... 50 5.2.2 Yderligere sagsindhold udtrykt igennem parternes synspunkter ........................................................... 51 5.2.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt....................................................................................................... 51 5.2.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen................................................................................................. 52

5.3 PIA 1065/2009 RINGKJØBING LANDBOBANK ............................................................................................................. 54 5.3.1 Sagens indhold ............................................................................................................................................................... 54 5.3.2 Yderligere sagsindhold udtrykt igennem parternes synspunkter ........................................................... 55 5.3.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt....................................................................................................... 55



2

5.3.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen................................................................................................. 56 5.4 PIA 635/2009 SPAR NORD BANK .................................................................................................................................. 57 5.4.1 Sagen indhold ................................................................................................................................................................. 57 5.4.2 Yderligere sagsindhold udtrykt igennem parternes synspunkter ........................................................... 57 5.4.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt....................................................................................................... 58 5.4.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen................................................................................................. 59

5.5 PIA 1108/2009 JYSKE BANK........................................................................................................................................... 59 5.5.1 Sagen indhold ................................................................................................................................................................. 59 5.5.2 Yderligere sagsindhold udtrykt igennem parternes synspunkter ........................................................... 60 5.5.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt....................................................................................................... 61 5.5.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen................................................................................................. 61

6. VURDERING AF GOD SKIK REGLERNES BETYDNING .............................................................................. 62 7. KONKLUSION ....................................................................................................................................................... 66 8. PERSPEKTIVERING ............................................................................................................................................ 69 8.1 FORHOLDET IMELLEM FORBRUGERBESKYTTELSE OG KONKURRENCEINTENSITET .................................................. 69 8.2 RISIKOKLASSIFICERING AF INVESTERINGSPRODUKTER................................................................................................. 70 8.3 RÅDGIVERLICENS .................................................................................................................................................................. 70

LITTERATURLISTE................................................................................................................................................. 72 AD. 1 -‐ FAGLITTERATUR ............................................................................................................................................................. 72 AD. 2 -‐ LOVE OG VEDTÆGTER.................................................................................................................................................... 72 AD. 3 -‐ BEKENDTGØRELSER OG VEJLEDNINGER ..................................................................................................................... 72 AD. 4 -‐ AFGØRELSER OG DOMME............................................................................................................................................... 73 AD. 5 -‐ ARTIKLER MM. ................................................................................................................................................................ 73

APPENDIKS ............................................................................................................................................................... 75 BILAG A – PIA 542/2009 ........................................................................................................................................................ 75 BILAG B – PIA 1203/2009 ..................................................................................................................................................... 78 BILAG C – PIA 1065/2009...................................................................................................................................................... 82 BILAG D – PIA 635/2009........................................................................................................................................................ 86 BILAG E – PIA 1108/2009...................................................................................................................................................... 89



3

Executive Summary

Introduction

This working paper is composed individually as a conclusion of the diploma programme part

II in financial planning studied at Copenhagen Business School in the period 2009 – 2011.

I have been working around this following subject:

How do the “Rules of Conduct within financial institutions” affect the legal basis of liability, when

the investment advice from a financial institution to a private client leads to the sales of shares

in a mutual fund?

Problem presentation

When a customer bring a complaint to the courts of justice concerning bad or lacking advisory

the appeal has to be solved in order to legal practice, which says, that a financial planer shall

be judged by the profession standards. The financial law and the “Rules of Conduct within fi-‐

nancial institutions” describe how the standards shall be understood. But the regulation is

criticised for only being soft law material, as the regulation only works as public law. After

the implementation of the Markets in Financial Instruments Directive in 2007 the legal rights

for the customer should have improved.

Research question

The paper is written upon the following research question:

How the “Rules of Conduct within financial institutions” affects the customer’s legal rights when

a financial institutions advisory leads to a loss of capital related to investment in a mutual fond?

Conclusion

Surprisingly it seems like the Financial Institutions Board of Appeals is starting to apply the

“Rules of Conduct within financial institution” to certain cases. That means that the cus-‐

tomer’s legal rights in connection with investment in shares in mutual funds upon advice from

a financial institution could have improved after the introduction of MIFID in Danish law.



4

1. Indledning

Dette afgangsprojekt er udarbejdet individuelt som afslutning af 4. semester på HD 2. del –

Finansiel Rådgivning studeret på Copenhagen Business School (Handelshøjskolen). Grundla-‐

get for opgaven er i henhold til ”Studievejledning for HD 2. del Finansiel Rådgivning HD Af-‐

gangsprojekt 2011” en identifikation på et problem i relation til en finansiel virksomheds

kunderådgivning.

Opgavens emne er god skik reglernes betydning for det erstatningsretlige ansvars-

grundlag ved investeringsrådgivning set i lyset af pengeinstitutters rådgivning og salg

af investeringsbeviser.

1.1 Baggrund og motivation

I mit afgangsprojekt, har jeg valgt at sætte fokus på kundens retstilling og de retlige rammer

for rådgivning på investeringsområdet. Det har jeg valgt, fordi jeg anskuer en stigende uba-‐

lance imellem det kommercielle og rådgivningsmæssige ansvar i den finansielle sektor.

De senere års økonomiske udvikling har affødt en større, offentlig kritik af den kvalitet kun-‐

derne oplever, når det gælder rådgivning om håndtering af deres pengesager. Kritikken er

grundlagt ovenpå en længere periode, hvor private kunder har påtaget sig større og større

risiko i forbindelse med placering af deres økonomiske ressourcer i den volatile aktivmasse,

såsom ejendomme, værdipapirer, pensionsopsparinger mv. Derfor finder jeg dem offentlige

debat om kundens retstilling ved pengeinstitutters dårlige eller mangelfulde rådgivning be-‐

rettiget og derigennem baggrund for at behandle denne fokusering.

Når jeg har valgt at skrive afgangsprojekt om lige dette emne, så er det hverken med i teore-‐

tisk juridisk baggrund eller særlig specialiseret faglighed i det kundepolitiske sigte i det pen-‐

geinstitut, hvori jeg dagligt har min arbejdsgang. Personligt er jeg meget enig i, når en mand

en gang har sagt, at man ikke behøver at være jurist for at kende forskel på rigtigt og forkert.

Jeg mener, at redelig, loyal og professionel forretningsskik og markedsadfærd må være rygra-‐

den hos enhver finansiel rådgiver og hans leder. Branchen kan i min optik alene komme be-‐



5

skyldninger om dårligt håndværk til livs, såfremt der haves lige evner i at bedømme ret som

uret.

HD-‐uddannelsen har budt på forskellige fagretlige emner i sig selv. Tværfagligheden i emne-‐

valget for dette afgangsprojekt har jeg dog ikke kunne ignorere. Derfor vil jeg nedenfor kort

argumentere for, hvorfor jeg anser netop dette emne som relevant også for andre fag end lige

de retlige rammer for finansiel rådgivning.

Når et pengeinstitut udfører investeringsrådgivning har det visse rammer for, hvordan kun-‐

den imødekommes. Der er krav til bl.a. faglig kompetence, erfaring, procedure, forretnings-‐

gange og almen god skik indenfor området. Hvis emnet havde været bolig-‐, pension, erhvervs-‐

eller kreditrådgivning, så havde det ikke været anderledes. At der tages udgangspunkt i inve-‐

steringsrådgivning skal derfor blot ses som et udgangspunkt, og ikke som at god skik-‐reglerne

er mere relevante her end for andre fagområder.

Med dette udgangspunkt kan der drages særlig nytte af fagene investeringsrådgivning og fi-‐

nansielle produkter, hvilket er min intention i mindre omfang – og fag af juridisk karakter na-‐

turligvis i større omfang.

Boligøkonomi

Risikostyring

Pensionsøkonomi

Finansielle produkter

Retlige rammer

Investerings- rådgivning

Ledelse

Kreditret og -vurdering

M&A and Valuation

Redelig, loyal og professionel

forretningsskik og markedsadfærd

Skatteret

Fig. 1.1.1 – Emnets tværfaglighed (egen model)



6

I erstatningsretlig sammenhæng er virksomhedslederne, i rollen som arbejdsgivere, økono-‐

misk ansvarlige for ansattes skadegørende handling, såfremt den ansatte har foretage en cul-‐

pøs handling i sit arbejdsforhold. Dette forhold stammer helt tilbage fra Christian d. 5’s Dan-‐

ske Lov (DL) fra 1683 under 3-‐19-‐2, hvori begrebet ”husbondansvar” eller ”principalansvar”

anvendes første gang i dansk ret. Derfor må der formodes, at forelægge et ledelsesmæssigt

motiv for, at de ansatte i pengeinstitutterne – herunder rådgiverne – begår få ansvarspådra-‐

gende fejl.

Idet det er de finansielle virksomhedsledere, der netop er principaler for den rådgivning, der

udøves, så kunne man også forestille sig at fokus imod at føre en redelig og loyal forretnings-‐

drift ville korrelerer med antallet af klagesager generelt. Særligt i lyset af, at pengeinstitutter

øger den operationelle risiko, når der mødes et stigende kundebehov for at rejse erstatnings-‐

krav. En risiko som jo i henhold til Basel II-‐reglerne har vægtandel i den samlede kvantifice-‐

ring af kapitaldækningen, hvorfor kundens retstilling indirekte påvirker et pengeinstituts

samlede risikostyring.

1.2 Problemstilling

Pengeinstitutterne varetager en lang række vigtige funktioner og opgaver for deres kunder -‐

både de private kunder og erhvervskunderne – såvel som for samfundet som helhed. Pengein-‐

stitutterne indgår på denne måde som et centralt led i samfundets infrastruktur og har en vig-‐

tig rolle for den økonomiske stabilitet. Derfor stilles der fra samfundets side, men også inden-‐

for sektoren selv i form af branchekodeks, krav til pengeinstitutterne med hensyn til forret-‐

ningsskik og markedsadfærd. Det forudsættes således, at pengeinstitutterne i deres virke ind-‐

lægger visse værdinormer, der kort udtrykt tilgodeser loyal og redelig forretningsskik.

Pengeinstitutternes kunder – og samfundet i al almindelighed – har en forventning til, at be-‐

skyttelsen af de monetære værdier kan overdrages, således at risikoen bæres af pengeinsti-‐

tuttet. Det kan således give anledning til skuffelser og erstatningskrav, når de produkter, som

pengeinstitutterne formidler, ikke yder tilfredsstillende garantier, eller de afgivne råd har

årsagssammenhæng med lidte økonomiske formuetab.



7

Risikoen for, at pengeinstitutter pådrager sig et erstatningsretlige ansvar, er i dag stigende og

større end nogensinde før. I takt med de seneste årtiers økonomiske opture på bolig-‐ og vær-‐

dipapirmarkederne har de finansielle virksomheder helt naturligt imødekommet efterspørgs-‐

len med udvidelse af produktsortiment og markedsområder. Udviklingen har gjort, at det lo-‐

kale pengeinstitut, udover en kerneforretning baseret på ind-‐ og udlån, også har fået en ho-‐

vedrolle indenfor formidling boligfinansiering, pensionsaftaler, skadesforsikringer, værdipa-‐

pirhandel, anden kapitalforvaltning, leasing af personbiler mv. I takt med udviklingen synes

produkterne løbende at blive mere og mere komplicerede. For rådgivere og kunder er der

med de ”finansielle supermarkeder” reelt sket en brancheglidning, der kan sammenlignes den

tendens, der fremtoner i detailbranchen generelt.

Når et pengeinstituts ledelse beslutter, at man vil udvide sin forretning imod et nyt markeds-‐

område eller bare, at man vil bestride et produkt-‐ og/eller markedsområde, hvori der udføres

kunderådgivning, så bør ledelsen være bevidst om, hvordan det erstatningsmæssige ansvars-‐

grundlag indenfor området vurderes ved manglende eller dårlig rådgivning. Når strømmen af

klager til behandling hos Pengeinstitutankenævnet næsten femdobles fra 421 i 2007 til 2.029

i 2010, så kan der sås tvivl om pengeinstitutterne udviser korrekt rettidig omhu.

Fig. 1.2.1 – Udvikling i antallet af sager til behandling og sager, hvor klageretter får delvis eller fuld medhold hos Pengeinstitutankenævnet i perioden 2007-2010 (indeks). Kilde: Uddrag af Pengeinstitutankenævnets opgørelse, www.pengeinsitutankenaevnet.dk, Statistik, fundet 15.03.2011.



8

De finansielle virksomhedsledere skal både tilgodese aktieejernes interesse, samt det ansvar

virksomheden har for sin adfærd og sine værdinormer. Modsatrettede interesser kan på den

baggrund påvirke pengeinstitutternes kundepolitiske sigte i retning imod ubalance.

Den store brancheglidning og de modsatrettede interesser imellem kundens og rådgiverens

principaler, sætter sidstnævnte i et dilemma. Ved særligt udbredelsen af investeringsforenin-‐

ger og afsætningen af disse, formodes finansielle rådgivere i større omfang at stå med en situ-‐

ation, hvor der kan ifalde erstatningspligt. Ikke mindst i lyset af intensiveret regulering på

investeringsområdet og sidenhen generelle kursfald med stor formuemæssig skade til følge

for de involverede private investorer.

Opgaven vil undersøge, hvorvidt rådgiverne ved rådgivning og salg af investeringsbeviser be-‐

dømmes efter den branchestandard, som god skik-‐bekendtgørelserne foreskriver. Samtidig

forsøger opgaven, at besvare om god skik reglerne reelt, så har en betydning for kundens ret-‐

stilling ved investeringsrådgivning, når nu så relativt få kunder får medhold i deres klager.

1.3 Problemformulering

Denne opgave vil tage udgangspunkt i nedenstående problemformulering:

1.3.1 Definitioner

Af forståelsesmæssige årsager defineres problemformuleringens ordlyd herefter.

Med god skik reglerne henføres til generelt til lov om finansiel virksomhed §43 og specifikt

til bekendtgørelserne om god skik for finansielle virksomheder (BGS) samt investorbeskyt-‐

telse ved værdipapirhandel (BIV) udgivet af Økonomi-‐ og erhvervsministeriet i samarbejde

med Finanstilsynet d. 14. oktober 2009 i Lovtidende A.

”God skik reglernes betydning for kundens retstilling ved en formuetvist i forbindelse med et pengeinstituts salg af investeringsbeviser”



9

Ordet betydning kan i denne sammenhæng også forstås som fx vigtighed, signifikans eller

relevans. Alle ord dækker over den antagelse, at regler er vedtaget for at skabe øget retfær-‐

dighed og/eller beskytte den svage parts værdier. Med betydning menes, hvorledes god skik-‐

reglerne har vigtighed og relevans for den erstatningsretlige bedømmelse af en formuetvist

imellem et pengeinstitut og en privat kunde.

Kundens retsstilling fortolkes som kundens juridiske standpunkt ud fra gældende regler og

praksis i en sag eller tilfælde, hvorpå denne påberåber sig at have lidt et tab.

Definition af pengeinstitut omfatter banker, sparekasser, andelskasser mv. her i landet. Der

henvises i øvrigt til definitionen under bekendtgørelsernes anvendelsesområder under hhv.

BGS §1, stk. 1-‐9 og BIV §1, stk. 1-‐7.

Salg kan her fortolkes yderligere som afsætning af et produkt eller en serviceydelse under

samhandel.

Med investeringsbeviser menes der ikke investering i selskabsform (investeringsselskaber),

men i investeringsforeninger, der under tilsyn, hverken må geare deres investering eller an-‐

vende afledte finansielle instrumenter. Investeringsforening kan oversættes til mutual fund

(amerikansk) eller investment fund (engelsk).

1.3.2 Overordnet definitioner og forskelle på mutual og hedgefonde Ved mutual fond forstås her investeringsforening. En hedgefond er et investeringsselskab.

De to metoder kan begge tage risici på deres ejeres vegne. Dog må en investeringsforening

ikke spekulere. Det må en hedgefond godt, idet den kan anvende finansielle instrumenter så-‐

som renteswaps, optioner m.m.

Det er ikke entydigt hvilken af de to, som er mest risikoladet, da hedgefonden jo netop kan

hedge sig ud af risici.

Før finanskrisen for alvor brød ud, var der klare nytteværdiforskelle på investeringstyperne,

som går sammen i en investeringsforening kontra hedgefond. En investeringsforening kan i



10

princippet ikke agere anderledes, end det er fastlagt af dets medlemmer/ejere i vedtægterne.

Dermed er fordelen, at investor kan sprede risikoen på flere aktiver, selvom det kun haves et

begrænset antal investeringsbeviser. Investeringsforeninger henvender sig oftest til mindre

investorer pga. disse stordriftsfordele.

Da finanskrisen var i sit værste, så man fordelene ved hedgefondene. Disse fonde kan som

nævnt hedge vha. derivater. Derfor klarede hedge-‐fondene sig også generelt bedre end mutual

fondene i særligt 2008. Så selv risikoaverse investorere opnåede en lavere volatilitet og et

forventede bedre afkast, da markederne var nedadgående.

Overordnet må man dog sige, at hedgefonde henvender sig til avancerede investorer (fx orga-‐

nisationer, større erhvervsvirksomheder o.lign.). Dette skyldes, at hedgefondene er underlagt

en lempeligere regulering end traditionelle investeringsforeninger. Det kan derfor være svært

for en gennemsnitlig investor at gennemskue investeringsstrategien.

1.4 Afgrænsninger

I problembehandlingen af denne opgave findes en række objektive afgrænsningskriterier, idet

der henvises til anvendelsesområde for:

• Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, kapitel 1

• Bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, kapitel 1

• Vedtægter for Pengeinstitutankenævnet, §2, stk. 1-‐3

Af finansielle instrumenter afgrænses alene til investeringsforeninger, der er medlem af Inve-‐

steringsforeningsrådet pr. 03.03.2011. Dog kan det af fortolkningsmæssige årsager findes

relevant at inddrage øvrige finansielle instrumenter. Sager hvori fx Jyske Invest Hedge Mar-‐

kedsneutral – Obligation, Aktiv Boliginvest eller Scandic Notes III Mezzanine obligationer ind-‐

går vil dog ikke blive inddraget, idet disse investeringsformer i stor udstrækning er baseret på

gearing og afledte finansielle instrumenter. Inddragelse af disse specifikke, komplekse pro-‐

dukter vurderes at ville skade opgavens hovedformål, idet det stille et ikke uvæsentligt behov

for produktbeskrivelse. Afgrænsningen af opgaven forsøges at indskrænkes til sager, hvor



11

rådgivningen er genstand for erstatningsansvar – og ikke produktet. Der afgrænses således

analytisk for yderlige behandling af produktansvar.

Opgaven vil omhandle et pengeinstituts finansielle rådgivning – og derved ikke sager indkla-‐

get på baggrund dårlig/mangelfuld ekspedition, dvs. execution only handler.

En specifik afgrænsning er, at der i særlig grad vil fokuseres på rådgivningen om afkast / risi-‐

ko (risikoprofil) samt oplysninger om pris og 3. mands interesser. Jeg vil således afgrænse

søgning efter afgørelser i Pengeinstitutankenævnet fra sager vedrørende bl.a. skatterådgiv-‐

ning i henhold til BGS §12.

Endvidere har jeg valgt at tage udgangspunkt i den rådgivning, som er fundet sted efter 1. no-‐

vember og frem til dato, idet rådgiveransvaret bedømmes efter gældende regler. EU direktivet

MIFID blev implementeret i dansk ret pr. 1. november 2007 og er en tydeliggørelse af profes-‐

sionsansvaret indenfor investeringsrådgivning. BIV træder samtidig i kraft pr. denne dato og

erstatter hidtidige god skik-‐regler. Motivet i tidsbegrænsninger er hertil også begrundet i, at

holde opgaven ajour med gældende regler og praksis for investeringsrådgivning. Det er min

opfattelse at en længere periode ville have besværliggjort opgavens analytiske elementer, idet

retspraksis som anført må tage udgangspunkt i det gældende adfærdsmønster og regulering.

Det er muligt at den tidsmæssige afgrænsning vil gøre analysegrundlaget snævert, idet Penge-‐

institutankenævnet frem til årsskiftet 2011/2012 behandler sager, der relaterer sig til inve-‐

stering eller rådgivning 5 år tilbage – altså tilbage til 2006/2007.1 Under formodning af, at de

ældste sager behandles først, så kan 5-‐års reglen få betydning for, hvor mange afgørelser der

reelt findes indenfor opgavens analyseområde. Såfremt det er umuligt at finde et tilstrække-‐

ligt grundlag, så vil der alligevel blive inddraget sager, hvor rådgivningen er sket før 1. no-‐

vember 2007 – men under de eksisterende god skik reglers forudsætning.

Der afgrænses fra behandlingen af erstatningsansvar indenfor og udenfor kontrakt, idet dette

ikke vurderes at have væsentlighed for behandlingen af kundens retstilling.

1 Forbrugerombudsmanden, 2010: ”Er dit krav forældet med udgangen af 2010?,” Forbrugerombudsmanden, 28.10.2010, udskrevet 18.03.2011, www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/foraeldelse



12

Det vil falde udenfor analysens fokus, hvorvidt pengeinstitutterne følger ankenævnets afgø-‐

relser, hvorfor dette aspekt ikke inddrages i opgaven.

1.5 Metode Opgaven opbygges under nedenstående disposition. Metodevalg og tilgange er anført til højre

for de angivne kapitler.

Der henvises i øvrigt til opgavens indholdsfortegnelse for angivelse af sidetal mm.

1. Indledning

2. Retskilder

3. Retlige rammer for rådgivere i den finansielle sektor

4. Rådgiver- og erstatningsansvar

5. Praktisk analyse af Pengeinstitutankenævnets afgørelser

6. Vurdering af God Skik-reglernes betydning

7. Konklusion & 8. Perspektivering

• problemstilling og -formulering • afgrænsninger • metodevalg, kildekritik etc.

• retten som system • kompetencerangorden • retsdogmatisk fortolkning

• baggrund for god skik-reglerne • rådgivningens hovedaktører

• lov om finansiel virksomhed § 43 • god skik.reglerne • professionsansvar og culpa • analysegrundlag

• retspraksis i relevante afgørelser siden november 2007

• sammenfattende vurdering • perspektiver på god skik reglernes

betydning

• I relation til kapitel 1

Fig. 1.5.1 – Opgavens juridiske metode (egen model)



13

1.6 Kildekritik Nedenfor gennemgås opgavens kilder med en kritisk anlagt vinkel. Samtlige anvendte kilder

findes i litteraturlisten i opgavens kapitel 10.

1.6.1 Faglitteratur Fagbøger er ikke altid skrevet af forfattere med samme perspektiv. Særligt indenfor juraen

kan der eksistere forskellige holdninger – ikke mindst til god skik og adfærd indenfor penge-‐

institutområdet. Årsagen hertil kan findes ved, at der imellem forbrugere og forretningsdri-‐

vende altid vil være en vis interessekonflikt.

1.6.2 Love og vedtægter Lov om finansiel virksomhed er hovedlitteratur i denne opgave. Markedsførings-‐ og retspleje-‐

loven er supplerende litteratur, hvilket også gælder for Pengeinstitutankenævnets vedtægter.

Der synes ikke at være foretaget nye regulerende tiltag indenfor denne litteratur i projekt-‐

skrivningsperioden.

1.6.3 Bekendtgørelser Bekendtgørelserne om god skik i finansielle virksomheder og om investorbeskyttelse ved

værdipapirhandel er sammen med de tilhørende vejledninger hovedlitteratur i denne opgave.

Der synes ikke at være foretaget nyrevideringer indenfor denne litteratur i projektskriv-‐

ningsperioden.

1.6.4 Afgørelser og domme Oplysninger om antallet af og udvikling i klagesager hos Pengeinstitutankenævnet er taget fra

ankenævnets egne opgørelser. Der i opgørelserne alene medtaget sager, som ankenævnet har

under behandling. Klagersager som løses ved forlig i pengeinstituttet fremgår ikke af eksterne

statistikker.

Efter finanskrisen har der i offentligheden generelt været udtrykt negativ kritik af pengeinsti-‐

tutter i al almindelighed. Denne kritik kunne være motivationsgivende for en klager til på et

svagt grundlag at gøre indsigelse imod en finansiel virksomheds adfærd. Når ankenævnets



14

modtagne sager til behandling så stiger fra 421 i 2007 til 2.029 i 2010, så kan det lyde af man-‐

ge sager for en branche, der hidtil måske er omtalt neutralt om end konservativt. Virkelighe-‐

den er nok anderledes, idet det forekommer sandsynligt, at en branche som håndtere formuer

for hele befolkningen, realistisk må have flere klager end opgjort i de eksterne statistikker.

Et pengeinstitut lever bl.a. af image og positiv omtale henledt til de generelle bestemmelser

om redelig og loyal forretningsadfærd i LFV §43. Derfor må det antages at visse klagersager

kan være formålstjenstlig at ”stoppe” inden de kommer til offentlighedens kundskab. Udvik-‐

lingen hos ankenævnet som et pejlemærke for, hvor mange formuetvister, der i virkeligheden

løses i finansverden, og at det tal er stigende.

For at analysematerialet i denne opgave skulle være repræsentativt for kvaliteten i bedøm-‐

melsen af rådgiveransvaret i klagesager, så ville dette skulle omfatte samtlige klagesager, hvor

et pengeinstitut har solgt investeringsbeviser på baggrund af dets rådgivning. Dette er et uto-‐

pisk grundlag, hvorfor det alene må ses på det sagsforløb, som reelt er afsluttet af en offentlig

retsinstans.

Der er tilsyneladende med årsag i ophobende sagsmængder endnu ikke afklaret mere end en

håndfuld sager, der indenfor denne opgave findes relevante. Det er som anført et søgekrav, at

rådgivningen er sket efter 1. november 2007. De afgørelser, der indgår i opgaven, er alle ind-‐

klaget i 2009 og først offentliggjort i 2010 og 2011.

Tidsperspektivet gør samtidig, at det er ikke muligt at finde relevante domme fra domstolene

(Sø-‐ og Handelsretten), hvor der har været taget stilling til god skik reglerne i denne sam-‐

menhæng. Der er derfor alene kunne anvendes afgørelser fra Pengeinstitutankenævnet.

1.6.5 Artikler og hjemmesteder Brugen og anvendelsen af artikler er generelt forsøgt begrænset, idet der er risiko for subjek-‐

tivitet alt efter journalistens eller redaktørens holdning. Dog er de medtaget i et vist omfang,

da det har bidraget med stor generel information. Der er primært søgt faglitterære artikler i

Finans/Invest samt Erhvervsjuridisk Tidsskrift. Endvidere er der særligt søgt information hos



15

www.finanstilsynet.dk, www.finansrådet.dk og www.forbrugerrådet.dk. Hvor det er relevant,

vil der indgå perspektiver fra artiklernes og hjemmestedernes indhold i opgaven.

2. Retskilder

Formålet med dette kapitel er, at skabe overblik over de retskilder, som har påvirkning på

bedømmelsen af kundens retstilling ved dårlig / mangelfuld finansiel rådgivning udført i dan-‐

ske pengeinstitutter. Herunder med særligt henblik på investeringsrådgivning.

2.1 Statsmagterne Som i ethvert vestligt, demokratisk samfund er forfatningen, udtrykt i Grundloven fra 1849,

en silhuet for landets love og folkets rettigheder. I Danmark opdeles statsmagten ifølge

Grundloven i den udøvende, dømmende og lovgivende magt.

Den udøvende magt er personificeret ved den offentlige forvaltning. Dette kunne fx hidrøre

tilsyn, hvis opgaver fastsættes af en offentlig myndighed. Økonomi-‐ og Erhvervsministeriet

fastsætter nærmere bestemt opgaver for Finanstilsynet, hvorfor dette falder indenfor nærvæ-‐

rende magtinddeling.

Domstolene er den dømmende magt, der af administrative årsager suppleres af ankenævn.

Pengeinstitutankenævnet er et sådan eksempel.

Efter Grundlovens §3 er den lovgivende magt hos Folketinget og regeringen i forening. Som

EU-‐medlem er Danmark omfattet EU-‐retten, der jf. figur 2.2.1.1 reelt altid vil have forrang.

2.2 Retten som system Når udfaldet af en formuetvist afgøres, vil det ske henset til den samlede hjemmel i det danske

retssystems retskildegrundlag. Retskilderne er opdelt i rækkefølge om end uden rangorden.

Retsafgører kan således lægge sin vægt, hvor denne finder retfærdigheden sker fyldest.



16

• Regulering

• Retspraksis fx. retsafgørelser (domme), ankenævnsafgørelser

• Retssædvane fx. branchekutyme, god skik regler

• Forholdets natur fx. egen skyld, passivitet

Hvor denne opgave vil have sit analytiske fokus på de tre sidstnævnte, så fokuseres nedenstå-‐

ende særligt på regulering som retskildegrundlag.

2.2.1 Regulering som retskilde for pengeinstitutter Regulering udtrykkes igennem retten meget bredt, og særligt indenfor den finansielle sektor

er der få grænser, hvor der ikke haves en reguleret praksis. Selve begrebet ”regulering” kan

defineres som ”den i henhold til kompetencenormer fastsatte ret i generel form (lovgivning i

videste forstand.).” 2

Kompetencenormen skal i dette tilfælde opfattes autoritativt, idet der indenfor regulering i

retssystemet er opdelt en rangorden for, hvem der generelt kan udtrykke retten eller påvirke

afgørelser om retten. Rangordenen er vist i figur 2.2.1.1 og kaldes lex superior, der betyder

hvilken lovgivning, der indenfor regulering går

forud for anden. Aftaler kan eller vil kendes ugyl-‐

dige, såfremt de modstrider bestemmelserne i

rangordenen.

Figuren viser, at Grundloven i nationalt regi har

højeste kompetence. De almindelig love har højere

kompetence end bekendtgørelser og så fremdeles.

Herudover viser figuren med sin pyramideforme-‐

de opdeling ovenfor, at kompleksiteten i regule-‐

ringen udvides, når der studeres nærmere inden-‐

2 Nielsen, Ruth & D, Tvarnø, Christina, 2008: ”Retskilder & Retsteorier,” 2. udgave 1. oplag, JØF Forlag, P. 71

Grundloven

Almindelige skrevne og uskrevne love (fx lov om finansiel virksomhed)

Bekendtgørelser (fx god skik reglerne)

Aftaleregulering (inter partes) (fx investeringsaftale om køb/salg)

Den Europæiske Union (fx MIFID direktivet)

Fig. 2.2.1.1 Den finansielle virksomheds retskilder. Egen model med inspiration fra Nielsen & Tvarnø, 2. reviderede udgave, 2008, p. 51.



17

for det enkelte område i, hvordan de enkelte kompetencer kommer til udtryk ved igennem af

motiver, forarbejder og fortolkning.

For så vidt angår erstatningsret for rådgivning i finansiel virksomhed er systemet bestem-‐

mende for, hvordan private aftaler kan indgås og udføres, idet sådanne aftaler skal overholde

hele den gældende regulering.

Som medlem af den Europæiske Union er Danmark generelt underlagt EU-‐rettens love og reg-‐

ler. Den finansielle sektor i Danmark vil løbende opleve, at holdningerne fra Bruxelles har re-‐

gulerende virkning i dansk ret. Oftest er retspolitikken dog ikke så forskellige, men det kan i

nationalt regi forekomme stærkere, når udefrakommende og internationalt gældende regler

udmøntes. Typisk anvender EU-‐retten direktiver til regulering af pengeinstitutter. Direktiver

er ikke et lovmiddel i sig selv, men er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsig-‐

tede mål. I kølvandet på først finans-‐ og senere kreditkrisen har danske detailbanker og spa-‐

rekasser måtte implementere henholdsvis MIFID (Markets in Financial Instruments Directive)

i 2007 og CCD (Consumer Credit Directive) i 2010. Implementeringen får ifølge ovenstående

rangorden betydning for den enkelte pengeinstituts’ forretningsgange, idet disse har relation

til privataftaler inter pates.

2.2.2 Retsdogmatisk fortolkning Hvilke regler, principper mv. som lægges til grund for afgørelser findes i den retsdogmatiske

fortolkning. Denne opdeles i

• Ordlydsfortolkning

• Udvidende fortolkning – analogi

• Modsætningsslutninger

• Formålsfortolkning (subjektiv vs. objektiv)

Fortolkning er selvsagt af afgørende betydning for, hvordan en tvist afgøres. Ovenstående

principper er blot medtaget for at bidrage til det samlede billede, og vil ikke gennemgås nær-‐

mere end nedenfor.



18

Formålet med ordlydsfortolkning er, at finde ordenes juridiske mening eller om et konkret

forhold er omfattet af en bestemmelse.

Udvidende fortolkning igennem analogi synes at spille en væsentlig rolle for visse Pengeinsti-‐

tutafgørelse, idet der oftest er en hvis sammenlignelighed imellem sagerne. For at der kan

sluttes analogt, må der være afgørende lighedspunkter mellem 2 eller flere situationer.

Ved at drage en modsætningsslutning tager man udgangspunkt i en lovtekst til at fortolke en

anden. Dette gøres ud fra det retslige princip om, at hvad der ikke er eksplicit forbudt, er til-‐

ladt.

Formålstolkning kan enten ske objektivt eller subjektivt. Ved objektiv fortolkning tages prin-‐

cip i den lovtekstens eksplicitte ordlyd for afgørelse. Når der lægges subjektiv fortolkning til

princip, så inddrages også lovens forarbejder, dvs. motiver.

3. Retlige rammer for rådgivere i den finansielle sektor

Der eksisterer en lang række skrevne og uskrevne love, der regulerer forholdet mellem virk-‐

somheden og privatkunden i den finansielle sektor. Det enkleste er at finde de skrevne love,

hvor der kan nævnes eksempler som aftaleloven, kreditaftaleloven, købeloven, pensionsop-‐

sparingsloven, markedsføringsloven etc.. Sidstnævnte er en af de mere centrale love i dansk

ret, når det gælder afsætning af produkter og services for det øvrige erhvervsliv. Men i mar-‐

kedsføringslovens §2 stk. 2 og 3 fremgår direkte, at netop denne lov ikke finder anvendelse

for finansielle virksomheder, når det gælder regler for

• god markedsføringsskik (MFL §1),

• vildledende og utilbørlig markedsføring (MFL §3),

• købsopfordring (MFL §12a),

• prisoplysninger (MFL §13),



19

såfremt Økonomi-‐ og Erhvervsministeren har udstedt regler på det pågældende område. Sagt

på en anden måde, så gælder markedsføringsloven ikke for pengeinstitutter på de områder,

hvorpå økonomi-‐ og erhvervsministeren indenfor sin kompetence har udstukket regler. Disse

regler er publiceret i den finansielle sektors egen lov; lov om finansiel virksomhed (LFV).

Sammen med retsplejeloven er lov om finansiel virksomhed generelt én af de mest omfatten-‐

de, skrevne love, som vi har i Danmark. Loven indeholder regler, der er bestemmende for alle

typer finansielle virksomheder – herunder pengeinstitutter (LFV §5, stk. 1a), realkreditinsti-‐

tutter, forsikringsselskaber, investeringsselskaber mv.

I forbrugerforhold er LFV §43 en central bestemmelse. Heri henvises til præcis, hvor LFV er-‐

statter de ovenfor komplimenterende steder i henhold til markedsføringsloven. Som det

fremgår, skal finansielle virksomheder – herunder pengeinstitutter – ”drives i skik med rede-‐

lig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.”

Fortolkningen af LFV §43 kan i visse tvivlspørgsmål være lige så central som bestemmelsen

selv. Ord som ”redelig,” ”skik” og ”god” er nødvendige at kende betydningen af. Anlægger man

en ordlydsfortolkning, så kan man ved simpel hjælp af Gyldendals røde ordbøger nok ikke

finde ordenes juridiske betydning. Til gengæld står der bl.a. at ”redelig” kan erstattes af hæ-‐

derlig eller loyal, at ”skik” kan erstattes af vane eller sædvane og at ”god” kan erstattes af kva-‐

lificeret, kompetent eller fyldestgørende. Det er naturligt vanskelligt for lægmand at finde den

sande betydning. Man kan blive nødsaget til, at anvende en subjektiv formålstolkning ved

inddragelse af lovens forarbejder mv. eller drage konklusioner på baggrund af retspraksis.

Af LFV §43 fremgår endvidere, at Økonomi-‐ og Erhvervsministeren skal fremsætte nærmere

regler om

§ 43. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder. Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om pris- og risikooplysning for finansielle ydelser. Fig. 3.1 – Lovbekendtgørelse 2010-09-23 nr. 1125 om finansiel virksomhed, afsnit III, kap. 6.



20

• redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder (stk. 2)

• pris-‐ og risikooplysning for finansielle ydelser (stk. 3)

Forhenværende Økonomi-‐ og Erhvervsminister Lene Espersen (K) har tiltrådt og fastlagt de

gældende bekendtgørelser og vejledninger om god skik for finansielle virksomheder samt

investorbeskyttelse ved værdipapirhandel med hjemmel i LFV §43. Dermed er god skik reg-‐

lerne gjort til branchespecifikke regler for den finansielle sektor. Det må siges at være helt

specielt, at en særlig regulering af en branche samtidig udmønter sig i retssædvane. Der er

findes ikke mange private erhverv, hvor det er en minister, som udpeger hjemmel for, hvad

der er bærende branchenorm eller kutyme indenfor erhvervet. Men stabiliteten og udviklin-‐

gen i den finansielle sektor har, som indledningsvist omtalt, særlig væsentlighed, idet penge-‐

institutterne varetager en lang række betydningsfulde monetære opgaver for samfundet og

dets borgere.

Bekendtgørelser er ifølge Nielsen & Tvarnø (2008) ”en ajourføring af lovteksten i form af re-‐

daktionelt sammenskrivning af den oprindelige lov.”3 Samme sted anføres, at bekendtgørelser

er administrative forskrifter, som tidligere har haft betegnelse af en instruks, anordning, regu-‐

lativ mv. God skik bekendtgørelsen er altså en administrativ retsakt fastsat af Økonomi og

Erhvervsministeren inde for dennes kompetence, og derfor ikke af den lovgivende magt. God

skik reglerne er dog udsprunget med hjemmel i lov om finansiel virksomhed §43 og har på

den måde en særegen status.

Af Schaumburg-‐Müller (2004) berettes, at god skik-‐reglerne har oprindelse fra samme perio-‐

de som markedsføringsloven og aftalelovens §36,4 hvor man havde en betydelig tiltro til, at

generalklausuler var et egnet middel til at fremtvinge etisk adfærd.5 Forarbejderne til de op-‐

rindelige god skik regler har derfor generel betydning for forståelsen af bestemmelserne.

3Nielsen, Ruth & D, Tvarnø, Christina, 2008: ”Retskilder & Retsteorier,” 2. udgave 1. oplag, JØF Forlag,, p. 87 4 Aftaleloven §36 stk. 1 ”En aftalen kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder retshandler.” (Kilde: LBK nr. 781 af 26/08/1996 Justitsministeriet) 5 Schaumburg-Müller, Peer, 2004: ”Kapitalmarkedsret,” 1.udgave, 1. Oplag, Gjellerup/Gads Forlag, p. 186



21

3.1 Politisk motivation for redelig forretningsskik og god praksis Forarbejderne til bank-‐ og sparekasseloven §1, stk. 66 fra 1974 omtaler for første gang i for-‐

brugersammenhænge pengeinstitutternes centrale rolle i samfundsøkonomien. Det hedder

sig af lovbemærkningerne til ”1974-‐loven,” at ”i betragtning af bankers og sparekassers cen-‐

trale rolle i samfundsøkonomien, som formidlere af samfundets kapitalressourcer, har man

fundet det naturligt at underbygge den tillid, som pengeinstitutterne bør nyde, ved udtrykke-‐

ligt krav om, at banker og sparekasser skal drives i overensstemmelse med redelige forret-‐

ningsskik og god bank-‐ og sparekasseskik. Det er i sagens natur ikke muligt at præcisere ind-‐

holdet af disse normer, hvis indhold nødvendigvis må være underkastet en løbende tilpas-‐

ning.” Det bemærkes heraf, at tilsynet under den hidtidige lovgivning, ud over at foregive kon-‐

trollant, samtidig var anset som berettiget til at vurdere og forhandle med pengeinstitutterne

om disses opfyldelse af kravene til god og ordentlig forretningsskik.”7

Lovgivere har altså fra første hånd indset, at der for at beskytte kunderne / borgerne og sam-‐

fundets interesser måtte iværksættes særlige god skik-‐regler for den finansielle sektor. Reg-‐

lernes indtræden betød, at den finansielle sektor ikke, som tidligere anført, skulle reguleres

efter de traditionelle regler i markedsføringsloven. Hele denne opfattelse, der er udtrykt i for-‐

arbejderne, er stadig gældende i nutidens retspraksis og forståelse af god skik, i og med at det

er den oprindelige bank-‐ og sparekasselov §1, stk. 6, der i dag er videreført i LFV §43 efter en

løbende tilpasning.

Hvad der i øvrigt findes interessant er, at man allerede med ”1974-‐loven” anså det for væren-‐

de Finanstilsynets opgave, at kontrollere, vurdere og forhandle med pengeinstitutterne om,

hvad der er redelig forretningsskik og god praksis. Dette modsiger markedsføringslovens §22,

hvor det er Forbrugerombudsmandens kompetence at ”fører tilsyn med , at loven og de i med-‐

før af loven udstedte bekendtgørelser overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne,”

som det hedder. Forbrugerombudsmanden har dog haft kompetencen i en kortere periode

frem til juli 2002, hvorefter opgaven ved implementeringen af LFV §43, stk. 2-‐3 er overgået til

Økonomi-‐ og Erhvervsministeren – herunder Finanstilsynet.

6 Finanstilsynet, 2003: ”Lov om banker og sparekasser m.v. §1, stk. 6,” Finanstilsynet – afgørelser m.v., 24.07.2003, www.finanstilsynet.dk (fundet 22.04.2011) 7 Schaumburg-Müller, Peer, 2004: ”Kapitalmarkedsret,” 1.udgave, 1. Oplag, Gjellerup/Gads Forlag, pp. 185-186. Citeret fra ”Folke-tingstidende 1973-74, Tillæg A, spalte 307-8”



22

En forenkling af reglerne for god skik indenfor investeringsrådgivning må have haft et stærkt

forbrugerbeskyttelsesmæssigt motiv, idet der frem til 2002 har gjaldt en række sporadiske

regelsæt indenfor område. Hidtil havde god skik-‐reglerne været reguleret igennem:8

• Værdipapirhandelsloven

• Den finansielle virksomhedslov (senere lov om finansiel virksomhed)

• Fondsrådets bekendtgørelse (med vejledning og informationsbrev) om god værdipa-‐

pirhandelsskik,

• Forbrugerombudsmandens ”Retningslinjer for god markedsføringsskik ved værdipa-‐

pirhandel,”

• Københavns Fondsbørs A/S’s børsetiske regelsæt,

• Børsmæglerforeningens kollegiale regler.

I EU-‐regi blev der i 2001 udsendt et forslag til harmonisering af god skik-‐regler for alle med-‐

lemslande – herunder Danmark. På europæisk niveau forløb udviklingen mod øget forbruger-‐

beskyttelse derved sideløbende med de nationale initiativer. Dette har ført til, at der pr. 1.

november med hjemmel i EU’s MIFID direktiv udstedtes bekendtgørelse om investorbeskyt-‐

telse ved værdipapirhandel (BIV) af Økonomi-‐ og Erhvervsministeren.

3.2 Forbindelsen imellem rådgivningens hovedaktører Af både forarbejderne til ”1974-‐loven”og den nugældende lov om finansiel virksomhed frem-‐

går, at Finanstilsynet generelt har fået en afgørende rolle for de finansielle virksomheder.

Lov om finansiel virksomhed er en offentligretlig regulerende lov med de finansielle virksom-‐

heder, og derfor kan dets bestemmelser ikke anvendes i et privat søgsmål som fx en formue-‐

tvist imellem en kunde og et pengeinstitut. I og med at god skik reglerne er fæstet igennem

denne lov, så kan de altså som udgangspunkt ikke tillægges betydning i en forbrugerklagesag.

8 Moalem, David 2002: ”God Skik og værdipapirhandlere,” Finans/Invest, nr. 7, pp. 19-23



23

Der kan dog rejses et argument om, at der både eksisterer en direkte og en indirekte forbin-‐

delse imellem de to aftalepartnere.9 Den privatretlige aftale er den direkte forbindelse. Det er

rådgivningen af kunden med alt hvad dette indebærer, når det har givet anledning til en aftale.

Dette kunne fx være en udarbejdet investeringsprofil af pengeinstituttet med en personlig

anbefaling til kunden, som denne vælger at følge.

Den indirekte politisk betingede

forbindelse skabes af Finanstil-‐

synets arbejde ud fra den offent-‐

lige retlige regulering. Ophaver-‐

ne til dette argument, som refe-‐

rer til Bjerre-‐Nielsen, Henrik,

2005: ”regulering af og tilsyn med

finansielle virksomheder i en tid

med markedskonvergens”, Fi-‐

nans/Invest 2008/05 p.20-‐23

samt Bjerre-‐Nielsen, Henrik,

2006: ”The financial regulatory and Supervisory Authorithy – a Principal and an agent.” Euro-‐

pean Conference on Financial Regulation and Supervision, may 2006, konkluderer, at det pri-‐

vatretlige forhold mellem kunde og virksomhed derved får tilført yderligere værdi.

Figur 3.2.1 viser, at en formuetvist imellem kunde og pengeinstitut skal afklares uden om den

offentlige regulering, idet der ikke er nogen direkte forbindelse imellem god skik reglerne og

parterne. God skik-‐reglerne er et mellemværende imellem pengeinstitutterne og Finanstilsy-‐

net. Man kan derved uden videre slutte, at god skik reglerne ikke kan inddrages i en privatret-‐

lig formuetvist, hvorfor disse ikke har betydning for kundens retstilling i forbindelse med et

pengeinstituts salg af et finansielt produkt som fx et investeringsbevis. Altså kan den påståede

optionsværdi som udgangspunkt prisfastsættes værdiløst, hvilken forfatterne til artiklen til-‐

syneladende ikke er uenige i. Herved kunne ud fra teorien konkluderes endeligt på opgavens

9 Grosen, Anders (red.) 2009: ”Finansiel rådgivning – behov for enkel og effektiv finansaftalelov”, Finans/Invest, nr. 5 pp. 2-4

Kunde

Finanstilsynet

Pengeinstitut

Privatretlig aftale, fx investeringsaftale

Politisk proces

Offentlig regulering, fx lov om finansiel virksomhed

Fig. 3.2.1 Kilde: Grosen, 2006 taget fra Bjerre-Nielsen (2006)



24

problemformulering, hvilket i sig selv gør denne figur forholdsvis relevant i denne sammen-‐

hæng.

3.2.1 Finanstilsynet Finanstilsynet har i sin nuværende form, som offentlig myndighed, eksisteret siden 1988 og

har siden 2001 hørt under Økonomi-‐ og Erhvervsministeriet. I dag fungerer tilsynet for hele

den finansielle sektor med hovedarbejdsopgaver indenfor tilsynsvirksomhed, lovgivningsar-‐

bejde og informationsformidling. Finanstilsynet fungerer uafhængig af ministeriet i tilrette-‐

læggelse af tilsynsarbejder og bestemmer selv hvilke sager, der tages op. Man ser dog typisk,

at sagerne udvælges efter parolen ”almen interesse for offentligheden” – hvilket i et kritisk lys

kunne tolkes med en vis camoufleret subjektivitet.

Udformningen og tilsynet af pengeinstitutternes varetagelse af god skik-‐reglerne hører bl.a. til

tilsynets arbejdsopgaver. Dog behandles ikke konkrete klagesager om god skik eller formue-‐

tvister, idet tilsynet kun føre tilsyn af generel karakter. Man kan henset til forrige kapitel sige,

at Finanstilsynet både har udøvende og delvist lovgivende magt -‐ men ingen dømmende magt

-‐ i relation til privatkunden. Kunden kan derfor kun påvirke Finanstilsynet igennem en poli-‐

tisk proces ved sin indflydelse i den offentlige debat. Såfremt Finanstilsynet finder, at et pen-‐

geinstitut har overtrådt lov om finansiel virksomhed, så kan pengeinstituttet risikere enten

påbud eller bøde. Der er altså ikke nogen konkret, direkte betydning for den enkelte kunde,

såfremt Finanstilsynet gør indskrænkelser.

Finanstilsynet tager dog løbende sager op i relation til LFV §43. Det fremgår bl.a. af en sag

med Basisbank A/S, hvor finanstilsynet giver banken et påbud om, at bankens ændring af ren-‐

tevilkårene for et låneprodukt er i strid med BGS §3, idet pengeinstituttets ret ikke fremgik

direkte i låneaftalerne.10 I denne sag falder afgørelsen overfor pengeinstituttet, men der tages

ikke stilling til forbrugernes retstilling i forbindelse med, at banken har overtrådt regler for

god skik.

10 Finanstilsynet, 2009: ”Ændring af renten på Basisbanks prioritetslån,” Finanstilsynet – afgørelser mv., 26.02.2009 www.finanstilsynet.dk (fundet 26.03.2011)



25

Det gør Pengeinstitutankenævnet omvendt i 470/2008, hvor en kunde får medhold i, at Ba-‐

sisbank med renteændringen bl.a. har handlet i strid med god skik. Ankenævnet accepterer i

denne afgørelse, at sagen ikke kan afvises på baggrund af kundens påstand om modstrid af

god skik, idet dette kan anvendes til støtte for kundes øvrige påstande. Man har derved også

hørt kundens øvrige påstande i sagen. Denne afgørelse er speciel, fordi der samtidig (kan)

henvises til Finanstilsynets afgørelse. Bankens ændring af rentevilkårene bliver underkendt,

og banken skal tilbageføre lånevilkårene, som de var før ændringen.

Af andre sager med relation til generalbestemmelsen i god skik findes en sag hvor tilsynet

påtaler Investeringsforeningen Sydinvests markedsføring af afdelingen Sydinvest Klima og

Miljø. Finanstilsynet kritiserer porteføljefordelingen og salgsbrochure for overtrædelse af god

skik for investeringsforeninger §3, markedsføringslovens §3 samt BGS § 3. 11

Endvidere findes en tilsynssag mod BI Asset Management Fondsmæglerselskab A/S (investe-‐

ringsselskab). Denne afgørelse findes relevant for privatkunden, idet Finanstilsynet påtaler

selskabet, fordi der af deres faktaark om produktet fremgår tvivl om den garanterede indløs-‐

ningskurs. Tilsynet konkluderer, at selskabet har handlet i strid med redelig forretningsskik

og god praksis indenfor virksomhedsområdet jf. LFV §43 stk. 1, idet selskabet har givet inve-‐

storerne ”misvisende og utilstrækkelig beskrivelse af forholdende for indløsning, herunder

risikoen for ikke at blive indløst til kurs 100.”12

Tilsynsafgørelserne konkluderer atter ikke noget i relation til private formuetvister. Dog må

det antages, at Ankenævnet vil medtage Tilsynets udtalelser og afgørelse, som en slags udvi-‐

det analog fortolkning. Således vil den offentlige retlige behandling, alligevel ende med at få

betydning for kundens klages og retstilling.

Pengeinstitutankenævnet har tilsyneladende ikke afsluttet/ behandlet klager sager vedrøren-‐

de Sydinvest Klima & Miljø. Til gengæld findes en del klagesager vedrørende PLUS råvarer

2013 og PLUS Råvarer Super 2013, som fx PIA 577/2009, PIA 678/2009, PIA 1073/2009 og

11 Finanstilsynet, 2010: ”Investeringsforeningen Sydinvests markedsføring af afdelingen Sydinvest Klima & Miljø.” Finanstilsynet afgørelser mv., 28.04.2010, www.finanstilsynet.dk (fundet 26.03.2011) 12 Finanstilsynet, 2010: ”Påtale vedrørende markedsføring af PLUS råvarer 2013 og PLUS Råvarer Super 2013,” Finanstilsynet – afgørelser mv., 19.03.2010, www.finanstilsynet.dk (fundet 26.03.2011)



26

PIA 603/2009. Af de to sidst anførte henvises direkte til Finanstilsynets påtale under anke-‐

nævnets afsluttende ”bemærkninger og konklusion.” Det særlige ved disse fire afgørelser er,

at alle afvises af ankenævnet med dissens afgørelse (3 mod 2) om krav til vidneforklaringer,

hvilket ikke kan forelægges ankenævnet jf. Pengeinstitutankenævnets vedtægter §7.

Der kan derfor ikke siges, at en påtale om overskridelse af LFV §43 fra tilsynet eksplicit dan-‐

ner præcedens eller påvirkning for afgørelser i Pengeinstitutankenævnet. Dog kan der uden

videre heller ikke konkluderes, at tilsynets behandling af generelle sager ikke kan få betyd-‐

ning for det praktiske udfald af konkrete formuetvister. Derved kan der argumenteres reelt

for, at kundens retstilling alligevel styrkes som følge af forbindelsen imellem rådgivningens

hovedaktører i figur 3.2.1. Finanstilsynet behandler dog kun udvalgte sager, og en forbindelse

vil typisk først have konsekvent værdi, såfremt den er konsekvent.

Selvom denne opgave i realiteten afgrænses fra sagerne om Jyske Invest Hedge Markedsneu-‐

trale Obligationer,13 så vil man af heraf finde konkrete eksempler på, at hvis et pengeinstitut

har overtrådt offentligretlige regler, der påtales af Finanstilsynet, så er der et stærkt indicium

for erstatningsansvar, og pengeinstituttet kan pålægges bevisbyrden for, at det trods påtalen

har ydet tilfredsstillende rådgivning.14

3.2.2 Pengeinstitutankenævnet Pengeinstitutankenævnet blev af pengeinstitutterne ved Finansrådet og Forbrugerrådet iht.

forbrugerklagenævnsloven oprettet i 1988. Ankenævnet består af 1 formand, 2 næstformænd

samt en række medlemmer udpeget af hhv. Finansrådet og Forbrugerrådet. Ved behandling af

en klage deltager formanden eller 1 næstformand samt 4 øvrige medlemmer – 2 fra hver part.

Ankenævnet supporteres af et sekretariat, der løser en række administrative opgaver – her-‐

under sortering af sager, som falder udenfor ankenævnets praksis. Typisk er det sager, hvor

der allerede er sket en forligsbehandling inter partes eller deciderede ukvalificerede sager til

behandling pga. visse bureaukratiske forhold.

13 Clausen, Nils Jul m.fl., 2010: ”Pengeinstitutankenævnets praksis – set i lyset af Jyske Hedge-sagerne.” Erhvervsjuridisk Tidsskrift nr. 4, pp. 335-347 14 Vase, Niels S., 2011: ”Pengeinstitutternes ansvar for investeringsrådgivning . status tre år efter MIFID.” Erhvervsjuridisk Tidsskrift, nr. 1, pp. 55-64



27

Ankenævnet kan jf. dets vedtægter §4 ikke behandle sager om god skik, fordi lov om finansiel

virksomhed er offentligretlig og derfor hører under Finanstilsynet. Såfremt Pengeinstitutan-‐

kenævnet afviser en sag, eller at enten kunde eller pengeinstitut er uenig i en afgørelse, så må

sagen videreføres ved domstolene. Det er både omkostningsfyldt og langvarigt at føre en al-‐

mindelig retssag, hvilket er baggrunden for oprettelsen af ankenævnet.

I denne forbindelse må nævnes, at domstolene kun 1 gang har taget stilling til en civilretlig

sag om god skik. Sø-‐ og handelsretsdommen findes ved U.1996.120 SH, og er også er kendt

under synonymet ”Borgmestersagen.” Her havde et pengeinstitut i op til 6 tilfælde tilsidesat

redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jf. lov om banker og sparekasser § 1, stk.

6 (senere lov om finansiel lovgivning §43), hvorfor kunden blev tilkendt erstatning for sit tab.

Selvom ankenævnet i dets civilretlige sager er afskåret fra at anvende god skik reglerne, så

lader det, som anført i forrige afsnit, sig sommetider inspirere. Tidligere formand og nuvæ-‐

rende næstformand og landsdommer John Mosegaard udtaler i sin årsberetning 2003 sig føl-‐

gende om ”De nye god skik pr. 1 oktober 2003:” ”Selvom god skik reglerne er et offentligret-‐

ligt regelsæt må reglerne tillige antages at få betydning for det erstatningsretslige ansvars-‐

grundlag.” Altså en officiel betragtning fra Pengeinstitutankenævnet om, at god skik reglerne

bør have betydning i forbrugerforhold, selvom reglerne begrebsmæssigt ikke direkte kan an-‐

vendes.

I en artikel i fagtidsskriftet Finans/Invest redegøres for Pengeinstitutankenævnets praksis,

ved sager der vedrører værdipapirhandel, på baggrund af en gennemgang af mere end 100

afgørelser.15 Analysen medtager afgørelser frem til september 2006. Af artiklen finder man af

forfatternes sammenfatning nogle relevante konklusioner. Det noteres, at ”det fremgår af

Pengeinstitutankenævnets praksis på værdipapirområdet, at pengeinstitutternes rådgivning

(og ekspedition) af kunderne skal leve op til den standard, som en kunde med rette kan for-‐

vente af professionelle værdipapirhandlere. Bedømmelsen af pengeinstitutternes ansvar er

underlagt professionsansvar i form af en skærpet culpabedømmelse.”

15 Bøgelund, Trine m.fl., 2006: ”Pengeinstitutters rådgivning ved værdipapirhandel – en analyse af Pengeinstitutankenævnets prak-sis.” Finans/Invest, nr. 7, pp. 12-16.



28

Forfatterne konkluderer på baggrund af deres research, at ”hvis pengeinstitutterne har påta-‐

get sig at rådgive kunden, skal rådgivningen være individuel. Dette betyder, at momenter som

risiko, afkast, likviditet, investeringens tidsmæssige horisont mv. skal tilpasses rådgivningsaf-‐

talens vilkår og kundens særlige forudsætninger, i det omfang pengeinstituttet er bekendt

hermed, eller hvor dette i øvrigt fremgår af omstændighederne.” Forfatterne finder samtidig,

at langt størstedelen af de over 100 klager afvises enten fordi:

• klagen pga. bevisforhold findes at burde behandles ved domstolene,

eller

• klageren selv har påtaget sig en risiko, dvs. egen skyld.

Bevisbyrden ligger ved klagesager uomtvisteligt hos kunden. Dette synes, ankenævnet frem til

2006 at have lagt stor vægt på. Der sammenfattes samme sted således, at ”det fremgår af Pen-‐

geinstitutankenævnets praksis, at kunden må dokumentere sine indsigelser, herunder en på-‐

stand om, at pengeinstitut har garanteret en bestemt kursudvikling. Pengeinstituttets forudsi-‐

gelser om kursudviklingen betragtes, som absolut hovedregel, ikke som en tilsikring af kurs-‐

udviklingen.” Med henvisning til behandlingen i forrige afsnit, ser man netop med Jyske Invest

Hedge-‐ og ligende sager, at ankenævnet efter implementering af MIFID vender bevisbyrden

mod pengeinstituttet. Derfor er det ikke en uinteressant udvikling, som anskues her ift. tidli-‐

gere studier.

4. Rådgiver-‐ og erstatningsansvar Investeringsrådgiverens ansvar bedømmes som udgangspunkt efter standarden i professio-‐

nen med culpa som erstatningsansvarsgrundlag,16 hvilket også iagttages ovenfor.

4.1 Professionsansvar Professionsansvar betyder, at rådgiveren skal bedømmes efter, hvordan en rådgiver normalt

optræder / udfører sin profession. Der er, som observeret i opgavens problemstilling, over de 16 Ulfbech, Vibe 2008: ”Erstatningsretlige grænseområder,” 1. Udgave, 2. Oplag, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, pp. 3-17



29

senere år er sket en udvidelse i hvilke brancheområder et pengeinstitut rådgiver sine kunder.

Ifølge Vibe Ulfbeck er denne udvikling med til at gøre bankrådgiveren til en ”profession med

uskarpe konturer.”17 Brancheglidningen gør det vanskelligt netop indenfor pengeinstitutom-‐

rådet at definere en profil på professionsansvaret. Man vil skulle definere rådgivning smalt

indenfor det enkelte forretningsområde.

Indenfor investeringsområdet vil en brancheprofil formes efter den norm, der retsligt be-‐

dømmes efter indenfor branchen for værdipapirhandel. Man siger, at fagmanden skal be-‐

dømmes efter, hvordan en bonus pater ville have optrådt i samme situation. Bonus pater er

den fornuftige, gennemsnitlige familiefar, som i øvrigt typisk handler redeligt og loyalt. Der er

dog ikke tale om en normal bonus pater ville optræde, men hvordan en fagmand ville have

optrådt i den faglige situation. Det må betyde, at den professionelle investeringsrådgiver for-‐

udsættes at have tilegnet sig særlige, faglige forudsætninger som fx indsigt i kapitalmarkeder,

forskellige risikoaversioner og specialiseret investeringsrådgivning. Samtidig bliver rådgive-‐

re bedømt efter, hvordan andre investeringsrådgivere ville eller burde have reageret i den

samme situation. Derfor er det også et ansvarsgrundlag med løbende tilpasning.

I de fleste pengeinstitutter vil bankrådgiveren bevidst eller ubevidst drages ind i flere an-‐

svarsområder samtidigt; bolig, pension, skadesforsikring, betalingsformidling mv. De finan-‐

sielle virksomhedsledere kan i det perspektiv vælge at skole deres ansatte efter en særlig pro-‐

fession eller anvende dem bredere i det finansielle supermarked. Man vil derved have højt

specialiserede medarbejdere, som alene arbejder indenfor sit speciale. Dette giver et noget

ufleksibelt arbejdsmiljø. Omvendt pålægges det den ansattes til opgave i situationen at sige

stop for egne kompetencer, såfremt denne ikke vil gøre arbejdsgiveren erstatningsansvarlig.

Heri vil der i den daglige management uundgåeligt indtræffe et stigende behov for professio-‐

nel adfærd, såfremt branchen ikke vil øge sin risiko imod yderligere regulering. Dette under

antagelse af, at et registrerbart ubalanceforhold i kundens retstilling øger lovgivers motivati-‐

on til ny regulering.

17 Ulfbech, Vibe 2008: ”Erstatningsretlige grænseområder,” 1. Udgave, 2. Oplag, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, p. 91



30

Vibe Ulfbech påpeger, at det normalt er udelukket for en professionel at fralægge sig ansvaret

for fejl under henvisning til manglende kompetence. Omvendt har rådgiveren ret til at tilskæ-‐

re sin rådgivning med en betoning overfor kunden af, hvor han ikke er sagkyndig og derigen-‐

nem henvise kunden til ekstern rådgivning.18 Rådgiveren skal dog meddele hvilken form for

rådgivning kunden skal søge, og ikke bare henvise til anden rådgivning. Det enkelte institut

må vurdere, hvorledes man vil forholde sig risikoen ved, at den ansatte rådgiver overdrages

ansvaret for korrekt tilskæring af opgaven.

Der findes (endnu) ikke en officiel betegnelse af, hvordan en bankrådgivers arbejdsopgaver

defineres. Det lades være op til det enkelte institut at definere og man vil fx alene kunne finde

svar i jobannoncer, interne jobprofiler mm. Dette forhold er atypisk sammenlignet med klas-‐

siske rådgivererhverv, som ofte har meget klare beskrivelser og retningslinjer.

Et traditionelt rådgivningserhverv som fx en advokat er reguleret igennem retsplejeloven. I

henhold til retspraksis skal advokaten opfylde en række punkter for at imødegå sit ansvars-‐

grundlag for dårlig/mangelfuld rådgivning:

• Advokaten skal være sin klients ”rådgiver,”

• Advokaten skal bevare fuldstændig uafhængighed,

• Advokaten må ikke lade sig påvirke af egne eller 3. mands interesser,

• Advokaten skal afdække klientens behov for rådgivning og afgrænse opgaven,

• Advokaten skal fremskaffe et grundlag, så klienten kan træffe sin beslutning,

• Advokaten skal rådgive og vejlede klienten, men det er klienten, der træffer beslutnin-‐

gen,

• Advokaten skal sikre sig, at klienten forstår indholdet i rådgivningen.

Såfremt advokaten ikke overholder alle ovenstående punkter – samtidig – så kan han idøm-‐

mes et erstatningsansvar for dårlig/mangelfuld udførelse af sin profession.

18 Ulfbech, Vibe, 2010: ”Erstatningsretlige grænseområder.” 2. Udgave 1. oplag, Jurist- og Økonomforbundets forlag, pp. 39-41.



31

Der kan nævnes andre professioner med særlige branchenormer, som fx læger, elektrikere,

revisorer, politikere mv. Der kan i branchesammenhænge sandsynligvis indhentes lignende

kodeks med mere eller mindre præcision. Fælles for alle professioner er, at de indenfor er-‐

statningsretlige termer alle er underlagt et professionsansvar.

Det interessante med at anvende benchmark mellem investeringsrådgiver og advokat er den

konsekvente, rendyrkede, retslige behandling ved sidstnævntes overtrædelse af ovenstående.

Man kan mene, at denne behandling fremmer professionsansvaret gennemsigtighed. Samtidig

er advokater underlagt en ansvarsforsikring til gavn for forbrugeren og derigennem et ekspli-‐

cit behov for klare retningslinjer, som ikke ses mage i den finansielle sektor.

Det forekommer af de retlige rammer for finansiel rådgivning i forbindelse med afsætning af

et produkt, at der ikke eksisterer samme mangfoldige retspraksis for investeringsrådgivere i

pengeinstitutter. Man vil finde, at af ovenstående, at minimum 3 punkter tillades unden LFV

§43. Derfor er det indiskutabelt forskelligt, hvorledes professionsansvaret kan bedømmes

hvorvidt, der er tale om en juridisk rådgiver eller en investeringsrådgiver i den finansielle

sektor.

4.2 Culpa som erstatningsgrundlag Culpa er et juridisk udtryk for skyld. Klassisk betyder culpa, at en person har handlet uagtsom

og med skyld, hvis han ikke har udvist rettidig omhu og forsigtighed (bonus pater familias).

Der vil i afgørelse af formuetvister tages udgangspunkt i, hvem bonus pater er. Her kan der

henføres til foregående afsnit 4.1 for nærmere definition indenfor investeringsrådgivning.

Heri sammenhængen på professionsansvaret og culpa-‐grundlaget.

Traditionelt og efter retspraksis skal samtlige nedenstående hændelser være objektivt til ste-‐

de førend, der kan idømmes et erstatningsansvar med culpa som bevisbyrde:

• Der skal være lidt et økonomisk tab, som skal kunne gøres op i penge,

• Der skal være årsagssammenhæng imellem råd og det økonomiske tab (kausalitet),

• Der skal være påregnelighed (adækvans),



32

• Der må ikke kunne placeres objektivt ansvar, dvs. egen skyld, samtykke, kendelighed

og/eller uagtsomhed.

Der opstår i klagesager over dårlig/mangelfuld investeringsrådgivning formentlig sjældent et

erstatningskrav foruden, der er lidt et økonomisk tab. Såfremt en kunde finder anledning til at

rejse en sag imod et pengeinstitut, så må man forvente en nærmere argumentation af de øvri-‐

ge punkter.

Bo von Eyben og Helle Isager kaster en kritik af den traditionelle culpa opfattelse af bonus

pater.19 Det fremføres, at hvis bonus pater er udtryk for den gennemsnitlige, alment handlen-‐

de person, så må der kræves en fejlstatistik for en sådan, idet en gennemsnitlig person ikke

kan være fejlfri. Forfatterne fastlægger, at ”ved næsten alle handlinger må man være forbe-‐

redt på, at der kan indtræde skader, og den betænkningstid, der regelmæssigt vil være en for-‐

udsætning for at begreberne kendelighed eller påregnelighed skal have realitet, er ofte en il-‐

lusion.”

Heri altså en kraftig modstand til den traditionelle culpaopfattelse, som opstillet ovenfor. For-‐

fatterne skaber en diskussion af, om bonus pater virkelig kan stilles til ansvar for kausalitet og

adækvans. Retspraksis kan forekomme så fasttømret, at den ved afgørelser risikeres anvendt i

skematisk form. Dette findes til skade for alle parter, idet der så lægges mindre vægt på syns-‐

punkter. Såfremt der er tale om punktoverholdelse, så kan en skadevolder indrette sig efter

det og på den måde imødegå sit eventuelle erstatningsansvar.

I samme kritik kommer forfatterne frem til følgende betragtning (citat):

”Domspraksis synes også at vise, at domstolene ikke i første række søger at afgøre problemet

om uagtsomhed eller ikke uagtsomhed gennem en sammenligning mellem skadevolderens

adfærd og en (censureret) gennemsnitsadfærd, men i stedet for tager udgangspunkt i, om den

handling eller undladelse, der foreligger til pådømmelse, afviger fra et på handlin-‐

gens/undladelsens tidspunkt anerkendt adfærdsmønster – et adfærdsmønster, der er

19 Von Eyben, Bo m.fl.: ”Lærebog i erstatningsret,” 6. Udgave, Jurist- og Økonomforbundets forlag, pp.. 65-67



33

• fastlagt i lov eller med hjemmel i lov,

• fremstår som udslag af en for visse personer gældende almindelige handlepligt,

• har fundet udtryk i retspraksis

eller

• er præciseret i sædvane.

Altså en uagtsomhedsfastlæggelse, hvor de enkelte retskilder indgår på sædvanlig vis og i

sædvanlig rækkefølge – modsat den klassiske lære, der skyder sædvanen og forholdets natur i

forgrunden.”

Det betyder, at man i afgørelse af, om investeringsrådgiver har udvist en culpøs handling, må

tage udgangspunkt i det adfærdsmønster som enten er fastlagt ved lov / hjemmel, præciseret

i en sædvane, opfattes som en almindelig handlepligt (godkendt procedure) eller fastlagt i

retspraksis. Derfor må det opfattes som en forudsætning, at der ved afgørelse af en rådgiver-‐

ansvaret må tages afsæt i fastlagte branchenormer og / eller afgørelser på klagesager. Om de

er fastlagt som en del af offentligt regulering i god skik-‐regler med hjemmel i LFV, synes ikke

at falde udenfor betydning. Det samme må gælde tidligere afgørelser fra Pengeinstitutanke-‐

nævnet.

4.3 Rådgivning i forbindelse med afsætning af finansielt produkt De nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder

er, som tidligere nævnt, vedtaget i ”bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.”

Af BGS §7 fremgår, at der ”ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder oplys-‐

ninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valg.”

Der sker uddybning i BGS §7, stk. 3 som siger, at ”rådgivningen skal tilgodese kundens inte-‐

resser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal være

relevant, retvisende og fyldestgørende. Den finansielle virksomhed skal orientere om de risici,

der er relevante for kunden.”



34

I vejledningen findes en præcisering af, at den finansielle virksomhed, forinden der kan ydes

rådgivning, skal foretage en undersøgelse af kundens forhold, herunder økonomiske, således

rådgivning bliver individuel. Dvs. at der efter hensigten alene kan gives anbefalinger og vej-‐

ledninger på et individuelt grundlag og med udgangspunkt i kunden og dennes økonomi.

Til forskel for en advokat, så skal rådgiveren i den finansielle sektor ikke nødvendigvis være

fuldstændig uafhængig, så længe kundens interesser blot tilgodeses. Det forekommer natur-‐

ligt, idet rådgiveren også indgår i et ansættelsesforhold og i virksomhedens drift. Men der er

samtidig stor kontrast til de krav, der stilles en advokat.

Det fremgår af BGS §11, at hvis den finansielle institution eller dens medarbejder/rådgiver i

rådgivningssituationen har en særlig interesse i rådgivningens resultat udover den almindeli-‐

ge indtjening, skal virksomheden indenfor rådgivningen, informere kunden om arten og om-‐

fanget af den særlige interesse. Af BGS §11 stk. 2 fremgår, at hvis pengeinstituttet eller den

ekspederende medarbejder / rådgiver modtager provision eller andet vederlag som følge af

salg af produkter eller ydelser, så skal kunden gøres opmærksom herpå. Altså må den finan-‐

sielle rådgiver godt lade sig påvirke af egne eller 3. mands interesser, så længe kunden er in-‐

formeret.

En advokat skal sikre, at hans klient forstår indholdet i rådgivningen. En finansiel rådgiver

skal blot give oplysninger om de umiddelbare konsekvenser ved kundens valg og orientere

om de risici, der ved rådgivningstidspunktet findes relevante. Der er tale om meget bløde

formuleringer, og der findes ikke i vejledningen henvisninger til, hvem der skal afgøre, hvad

der er umiddelbart, og hvad der er relevant.

BGS §11 er tilsigtet det faktum, at den finansielle virksomhed skal kunne drives på markeds-‐

mæssige forhold samtidig med, at den tjener dets kunder på loyal og redelig vis. Pengeinsti-‐

tutter skal have ret til at afsætte produkter, men kunden skal informeres om hvilke produkter,

der særligt gerne ønskes afsat. Nogle finansielle investeringsprodukter må nødvendigvis have

en højere ”bruttoavance” end andre. Sådan er det også i andre brancher, hvor man har ”egne

mærker,” ”originale reservedele” m.m.



35

Af vejledningen til BGS §11 om provisionssalg fremgår et direkte eksempel på et tilfælde, hvor

et pengeinstitut har indgået aftaler med en investeringsforening om markedsføring, rådgiv-‐

ning og salg af foreningens beviser. Det påpeges, at ”det i den situation er vigtigt for kunden at

få at vide, at der foreligger en aftale om provision, i.f.m. at vedkommende tilbydes produktet

fra netop denne virksomhed eller forening.” Et regelbrud af vigtigheden er sandsynligvis ikke

alene stærk nok grund til at ikende erstatning for dårlig/mangelfuld rådgivning, men bør væ-‐

re medvirkende i bedømmelsen af den udførte kvalitet.

Information om provisionsaftaler kan ifølge vejledningen gives ved:

• skriftlig produktinformationsmateriale,

• skriftlig henvisning til specifikt afsnit i de almindelige forretningsbetingelser,

• skriftlige årlige oversigter,

eller

• mundtlig oplysning eller lignende.

Vejledningen siger altså ikke hvordan oplysningen bør gives – men at den SKAL gives.

Ovenstående regler er udtryk for den professionsstandard, man som kunde må kunne forven-‐

te. Af vejledningen til BGS §7 beskrives, hvordan et rådgivningsforløb forestilles normalt at

ville foregå (citat):

1. ”Kundens behov afdækkes

2. Kunden får tilstrækkelig information om de for kunden relevante produkter og

ydelser, der kan dække kundens behov, herunder om priser og øvrige vilkår,

3. Kunden modtager rådgiverens vejledninger og eventuelle anbefalinger,

4. Kunden træffer sin beslutning,

5. Der indgås evt. aftale mellem kunden og den finansielle virksomhed,

6. Der sørges for fornøden skriftlig dokumentation af aftalen og eventuelle væsent-‐

lige forudsætninger herfor.”



36

Dette forløb kan fra branchen synsvinkel betragtes, som en meget rig fortolkning fra det of-‐

fentliges side på, hvordan den finansielle virksomhed skal drives i kundeforhold. Dog bemær-‐

kes særligt to væsentligheder. Rådgiveren skal sørge for, at kunden får tilstrækkelig informa-‐

tion om priser og øvrige vilkår. Ved rådgivning og salg af investeringsbeviser vil det selvsagt

også omfatte de faktorer, som påvirker den omkostning det årligt koster kunden, at ligge inde

med et investeringsbevis. Altså må der gives oplysninger om administrations, handels-‐ og øv-‐

rige omkostninger.

Med hensyn til punkt 3, så modsiger vejledningen til § 7 selve § 7, idet der ikke udføres råd-‐

givning medmindre der gives anbefalinger. Kunden kan altså jf. vejledningen gennemgå et

”normalt rådgivningsforløb” uden, at der ifølge god skik bekendtgørelsen direkte har fundet

rådgivning sted. Dette blot anført som betragtning.

Bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder udsteder ikke særlige krav til inve-‐

steringsrådgivning – sådan som den fx gør til kreditrådgivning (BGS §21), skatterådgivning

(BGS §12), forsikringsrådgivning (BGS §§24-‐32) eller boligrådgivning (BGS §§14-‐18). Af BGS

§14, stk. 2 fremgår, at der på baggrund af BGS §7, stk. 3, skal fremlægges oplysninger om de

årlige omkostninger i procent samt instituttets normale prismæssige vilkår ved det relevante

lån. Henvisningen forekommer interessant, idet der deraf kan udledes, at instituttet skal oply-‐

se om ÅOP ved et givent produkt. Dette må antages også at omfatte ÅOP ved ejerskab af inve-‐

steringsforeningsbevis.

Årsagen til at investeringsrådgivning ikke nævnes i bekendtgørelsen, findes i BGS §1 stk. 5,

hvori bekendtgørelsens anvendelsesområde afskæres fra værdipapirhandel jf. BGS §2, stk. 1 i

bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel. Det må dog antages, at når der

af god skik bekendtgørelsen generelt siges noget om rådgivning, så omhandler det også råd-‐

givning i specialiseret form.

4.3.1 Særligt for investeringsrådgivning Som følge af EU-‐reglerne om MIFID, så har Økonomi-‐ og erhvervsministeren udarbejdet en

bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel. Tidligere eksisterede en lig-‐

nende vejledning, idet man over år har ønsket klare regler på netop investeringsområdet.



37

Ændringen har medført en ny definition af investeringsrådgivning, som følger af bekendtgø-‐

relsen BIV §2, stk. 4: ”Ved investeringsrådgivning forstås personlige anbefalinger til en kunde

om transaktioner i tilknytning til finansielle instrumenter.” Af den tilhørende vejledning

fremgår, at sidstnævnte bl.a. omfatter investeringsforeninger.

Af stk. 5 uddybes personlige anbefalinger ved, at de gives til en privat investor og med ud-‐

gangspunkt i investorens egne omstændigheder. Anbefaling skabes ved, at der opfordres til at

tage et af følgende skridt: at købe, sælge, tegne, udveksle, indløse, beholde eller garantere et

bestemt finansielt instrument – eller at undlade en eller flere af førnævnte aktioner. En anbe-‐

faling kan nemlig også rettes imod ikke at udføre en given transaktion fx pga. ubalanceret for-‐

hold imellem investeringen og kundens risikoaversion eller med bemærkninger til investe-‐

ringen i øvrigt – herunder billigere alternativer.

I modsætning til god skik bekendtgørelsen konkretiseres definitionen på anbefaling, når det

vedrører investeringsforhold. Hertil bemærkes af vejledningen, at en værdipapirhandler, der

camouflerer investeringsrådgivning som generelle anbefalinger ikke handler redeligt og pro-‐

fessionelt i henhold til BIV §5, som er en generalklausul lig føromtalte BGS §3 i god skik be-‐

kendtgørelsen. Investeringsrådgiveren skal altså anbefale kunden at foretage en handling i et

navngivent finansielt instrument, førend der forelægger rådgivning. Anbefalingen skal passe

til kundens forhold udledt ved at følge et rådgivningsforløb. Ved undladelse modstrider rådgi-‐

veren generalbestemmelsen for investorbeskyttelse.

Generelle anbefalinger kan i lyset af vejledningen godt danne grundlag for investeringsråd-‐

givning – men det er et krav, at investoren samtidig præsenteres direkte for de værdipapirer,

som rådgiveren finder egnede.

BIV §4 siger, at information givet til kunden, fx anbefalinger, skal gives på et varigt medie, fx

papir. Kravet til skriftlighed er derfor væsentligt dokumentation af, hvilken investeringsråd-‐

givning, som har fundet sted. Samme krav gælder jf. BIV §6 i øvrigt til kundeaftaler.



38

En værdipapirhandler må jf. BIV §7 ikke modtage eller give præmiering i.f.m. værdipapirhan-‐

del. Dog må det fx gerne ske, ”hvis præmieringen modtages af 3. mand (eller fuldmægtig) med

henblik på at øge kvaliteten af den tjeneste, der ydes kunden, og ikke berører værdipapir-‐

handlerens forpligtigelse til at handle i overensstemmelse med kundens interesse, og kunden

er blevet orienteret om præmieringens eksistens, størrelse og karakter forud for indgåelse af

aftalen.” 3. mand eller dennes fuldmægtige kan i denne sammenhæng opfattes, som den afde-‐

ling rådgiveren sidder placeret i eller hovedsæde. Derfor kommer den finansielle virksom-‐

hedsleders adfærd og motivation for rådgivningens resultat atter i fremtoning, da det er den-‐

ne, som er direkte eller indirekte modtager af præmieringen.

Af vejledningen fremgår en præcisering af, hvornår kvaliteten anses for at øge den tjeneste,

der ydes kunden: ”Investeringsrådgivning eller generelle anbefalinger kan anses for at øge

kvaliteten af den tjeneste, der ydes, … hvis investeringsrådgivningen eller de generelle anbefa-‐

linger er udformet, så de ikke er uhensigtsmæssige for kunden…” Som eksempel nævner vej-‐

ledningen, at hvis provisionsordning giver kunden adgang til bredere services, så anses det

for at øge kvaliteten. Det kan på denne baggrund diskuteres, hvornår rådgivningen er udfor-‐

met, således at præmieringen er uhensigtsmæssig.

Hvis en investeringsrådgiver / pengeinstitut peger konsekvent på samme provisionsbetalen-‐

de investeringsforening, selvom om denne af helt objektive årsager ikke er på niveau med

sammenlignelige investeringsforeninger, og undlader at gøre kunden opmærksom på disse

objektive kriterier, så bør dette nok opfattes som uhensigtsmæssigt for kunden. De objektive

kriterier kunne fx være højere administrationsomkostninger eller ÅOP, større standardafvi-‐

gelse (risiko for kursudsving) og/eller lavere historisk performance end sammenlignelige

investeringsforeninger indenfor den anbefalede afdeling / område.

Efter BIV §12 skal investeringsrådgiveren give kunden en generel beskrivelse af en investe-‐

ringsforenings art og den foreslåede investeringsstrategi og dermed forbundne risici. Beskri-‐

velsen skal give kunden et beslutningsgrundlag og detaljeres i bl.a. risiko og kursudsving ved

investeringen. Beskrivelsens relevans stiger jo mindre erfaring, kunden har ved investering

og/eller med produktets kompleksitet.



39

Helt særligt for investeringsrådgivning så stiller reglerne krav om, at der udføres test af kun-‐

den jf. kend din kunde-‐princippet. Disse regler er direkte udmøntning af MIFID-‐direktivets

bestemmelser.

Særligt for privatkunder, skal rådgiveren som led i rådgivningen jf. BIV § 17, stk. 1-‐3, udføre

en hensigtsmæssighedstest, hvori det skal afgøres, hvorvidt kunden har den nødvendige erfa-‐

ring og viden til at forstå de risici, som er forbundet med investeringen. I praksis vil kunden

blive spurgt om teoretisk uddannelsesniveau, faglig beskæftigelse og kendskab til forskellige

investeringsprodukter.

Hvis kunden ikke giver de nødvendige oplysninger, så skal rådgiveren i standardiseret form

gøre kunden udtrykkeligt opmærksom på, at denne vurdering ikke kan foretages. Testen skal

med sin ordlyd sikre, at kunden ikke foretage investeringer i finansielle produkter, som kun-‐

den ikke forstår konsekvensen af.

Af det rådgivningsgrundlag, som rådgiveren skal indhente omkring kundens forhold, skal ud-‐

over førnævnte jf. BIV §16 også indeholde oplysninger om kundens finansielle situation og

investeringsformål (egnethedstest). Henset til BIV §16, stk. 4, må pengeinstituttet ikke foreta-‐

ge investeringsrådgivning foruden disse oplysninger. Rådgiver og kunde kan altså ikke aftale

sig uden om testen.

Egnethedstesten stiller direkte krav til, at den personlige, navngivne investeringsanbefaling

skal opfylde samtlige tre nedenstående kriterier:

• den skal opfylde kundens investeringsformål (typisk ifa. en investeringsprofil)

• kunden er finansielt i stand til at bære de med handlen forbundne investeringsrisici,

der er i overensstemmelse med den pågældendes investeringsformål,

• kunden har den nødvendige erfaring og det nødvendige kendskab til at kunne forstå

risiciene ved transaktionen.

Det pålægges med ovenstående krav altså investeringsrådgiveren et professionsansvar for,

om kunden forstår og økonomisk kan bære de risici, som investeringsanbefalingen medfører.



40

4.4 Sammenfattet professionsansvarsprofil Når der i dette kapitel kan nævnes en konkret professionsskik for advokater, så skyldes det

hovedsagligt., at erhvervet er reguleret i retsplejeloven, og at retspraksis løbende har under-‐

bygget en branchenorm. Fra et juridisk synspunkt vil der utvivlsom være et ønske og behov

for samme gennemskuelighed for bankrådgivere. Før man kan komme dertil, må branchen

definere nogle spilleregler for sig selv. Eller rammerne må udtrykkes igennem en konsekvent

retspraksis. Førstnævnte er naturligvis at foretrække og erfares udtrykt med god skik-‐

reglerne. Selvom reglerne er offentlige retlige og derved ikke kan anvendes i et civilt søgsmål,

så må man antage, at de af deres indhold alligevel må have en betydning. Vibe Ulfbech er

kommet frem til, ”at reglerne (god skik-‐reglerne) i lighed med andre offentlige, adfærdsregu-‐

lerende regler kan have betydning ved udledningen af de gældende normer på området.” 20

Når man lægger det traditionelle erstatningsansvar til grund, så underbygges argumentatio-‐

nen for, at god skik-‐reglerne har betydning for de gældende normer på området. EU har jo

med MIFID direktivet netop haft til motiv at skabe et fælles adfærdsmønster på tværs af med-‐

lemslandende. Derfor vil den nationale implementering af direktivet også påvirke eller lige-‐

frem danne grundlag for den branchenorm, som har været den gældende siden 1. november

2007.

På baggrund af ovenstående behandling af de to bekendtgørelser for god brancheskik og med

enkeltheden i en kravene til en advokat som forbillede, bidrages herunder med et bud på,

hvordan professionsnormen for redelig, loyal og professionel investeringsrådgivning i prak-‐

sis kunne defineres. Sagt på en anden måde, kan man kalde det en udredning af bekendtgørel-‐

sernes regler og forskrifter for, hvilke krav der stilles til et pengeinstituts investeringsrådgiv-‐

ning, førend der ifalder erstatningsansvar.

Investeringsrådgiveren

• skal igennem et rådgivningsforløb udføre en hensigtsmæssigheds-‐ og egnethedstest af

kunden,

• skal rådgive kunden med udgangspunkt i dennes interesser og omstændigheder, 20 Ulfbech, Vibe 2008: ”Erstatningsretlige grænseområder,” 1. Udgave, 2. Oplag, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, pp. 13-16



41

• skal give kunden et relevant, retvisende og fyldestgørende beslutningsgrundlag med til-‐

strækkelig information om priser og øvrige vilkår,

• skal give personlige anbefalinger om specifikke transaktioner nedskrevet på varigt medie,

• skal orientere kunden om relevante og umiddelbare risici ved valgte investeringsbevis –

herunder foreningens investeringsstrategi,

• skal informere kunden om eksistens af provisionsaftaler samt arten og omfanget af særli-‐

ge kommercielle interesser i rådgivningens resultat.

Såfremt alle ovenstående seks punkter ikke overholdes af investeringsrådgiveren, så har den-‐

ne ved sit adfærdsmønster ifølge god skik-‐reglerne forsømt den almindelige handlepligt in-‐

denfor branchen. Dette medfører, at god skik-‐reglerne ikke alene har offentlig retlig betyd-‐

ning. I en privatretslig optik vil reglerne have påvirkning på vurderingen af om en handling er

udført culpøst. Om en formuetvist om erstatningsansvar behandles af Pengeinstitutankenæv-‐

net eller af domstolene bør ikke få betydning, idet begge har samme retskilder at forholde sig

til.

Jeg vil i næste kapitel bruge bl.a. denne fortolkning, til at undersøge hvordan Pengeinstitutan-‐

kenævnet i praksis afgører ansvarsbedømmelsen i en række relevante og konkrete sager.

5. Praktisk analyse af Pengeinstitutankenævnets afgørelser

I den perfekte verden fandtes der en offentliggjort talrække over hvornår og hvordan god

skik-‐reglerne, særligt indenfor opgavens afgrænsede område, anvendes i praksis. Offentlighe-‐

den får dog kun adgang til rådgivningens indhold, når en indklaget formuetvist findes relevant

til afgørelse i Pengeinstitutankenævnet eller ved retspraksis under Sø-‐ og Handelsretten.

Der findes alene offentliggjort et begrænset analysegrundlag i form af domspraksis for perio-‐

den 1. november 2007 til dags dato, hvor stridspunktet omhandler salg af eller rådgivning om

investeringsbeviser. Som benævnt i opgavens indledende kapitel, så ligger der for øjeblikket

en større mængde uafklarede klagesager hos Pengeinstitutankenævnet. Af nedenstående op-‐

gørelse er sagspuklen tydeliggjort i grafisk form.



42

Som det fremgår, er der sket en kraftig vækst antallet af sager til behandling. Af disse uafslut-‐

tede sager, kan der ligge sager med afgørende relevans for opgavens arbejdsområde.

I de bagvedliggende statistikker, kan læses, at

sekretariatet afviser en stigende del af de ind-‐

komne sager. Det er dog helt klart, at anke-‐

nævnet har / har haft svært ved at ”følge med”

de indkomne sager.

Årsagen skyldes formentlig formuetvister som

følge af finanskrisens begyndelse i 2008. Sene-‐

ste økonomiske lavkonjunktur var udslagsgivende ved dot-‐com krisen i forbindelse med årtu-‐

sindeskiftet og terrorangrebet 11. september 2001, hvilket kan læses af den lidt højere

sagsmængde af årene 2003 og 2004. Årsagen kan også skyldes de kraftige værdifald på bolig-‐

og investeringsmarkederne, hvori private kunder har flest penge på spil, der påbegyndte i

2007. Kriser og klager er umiddelbart familierelateret.

Fig. 5.1 – Udvikling over Pengeinstitutankenævnets sager til behandling i perioden 2003 – 2010 med særlig vægt på perioden 2007 – 2010. Kilde: Uddrag af Pengeinstitutankenævnets opgørelse, www.pengeinsitutankenaevnet.dk, Statistik, fundet 07.05.2011.

Fig. 5.2 – Datamateriale til figur 6.1.



43

I gennemgangen af afsluttede sager vil man støde på kundeforløb, hvor kundekontakten og

rådgivningen i første omgang er sket før november 2007, men hvor der efterfølgende er sket

ny investeringsrådgivning alene. Dette forstykke gør, at sagen isoleret set ikke kan bedømmes

ud fra den nuværende professionsstandard. Som nævnt i kildekritikken i afsnit 1.6.4, så eksi-‐

sterer der også en række øvrige begrænsninger for, at der kan opnås et fuldstændigt analyse

grundlag. Jeg har i min research erfaret, at der (endnu) kun findes ganske få afgørelser, som

falder fuldstændig indenfor opgavens analysegrundlag. Dette gør naturligvis, at retspraksis

risikerer at blive vurderet på et snævert grundlag. Dog må man huske, at Pengeinstitutanke-‐

nævnet formentlig vil lægge en simultan fortolkning over retskilderne i afgørelsen af lignende

sager. Derfor kan en enkelt sagsafgørelse i realiteten være tilpas udtryk for retspraksis inden-‐

for området. Dette ses også af den kritik, som Bo von Eyben og Helle Isager rejser under be-‐

handlingen af retmæssige culpabedømmelse i afsnit 4.2.

Nedenfor er fundet i alt 5 afgørelser fra Pengeinstitutankenævnet, som har relevans for opga-‐

vens analyseområde. Jeg tillægger 542/2009, 1203/2009 og 1065/2009 særlig vægt, idet dis-‐

se sager omhandler et pengeinstituts erstatningsansvar i forbindelse med salg af investe-‐

ringsbeviser. Afgørelserne 635/2009 og 1108/2009 handler i højere grad om erstatningsan-‐

svar ved investeringsrådgivning i strid med kundens risikoprofil. Der er søgt på ankenævnets

hjemmeside med søge ordene ”investeringsforening,” ”erstatningsansvar,” ”risikoprofil,” ”god

skik,” ”god skik-reglerne,” ”god skik-bekendtgørelsen,” ”investeringsprofil,” ”finanstilsynet” en-‐

ten enkeltvis eller med flere søgeord i forening. Selve afgørelser kan findes ved at søge i anke-‐

nævnets database på www.pengeinstituankenævnet.dk efter den specifikke sag i søgefeltet

xxx/åååå (xxx= sagsnummer og åååå= årstal). De 5 afgørelser forefindes alle fuldt gengivet i

bilagsmaterialet.

5.1 PIA 542/2009 Vestjysk Bank, tidligere Ringkøbing Bank Afgørelsen går også under navnet ”Krav om erstatning for tab ved placering af opsparing i

Bankinvest Højrentelande” og findes i bilag A.



44

5.1.1 Sagens indhold Klager er en kunde, født 1920 og ca. 87 år på rådgivningstidspunktet, i daværende Vestjysk

Bank, som har indklaget banken for mangelfuld / dårlig rådgivning. Tidsforløb som følger:

Sagen handler om, at kunden henvender sig til banken om genplacering af udtrukket

obligationer fra hendes frie depot for ca. kr. 300.000. Kunden havde i samlet opsparing her-‐

udover for ca. kr. 140.000 liggende i værdipapirdepotet placeret fortrinsvis i korte danske

obligationer igennem en investeringsforening. På baggrund af møder i banken udarbejdes

investeringsprofilskema, hvoraf det bl.a. fremgik, at kundens risiko var lav og investeringsho-‐

risonten kort. Endvidere fremgik, at kunden havde kendskab til aktier, obligationer og inve-‐

steringsbeviser. Kunden gav udtryk for ikke at ville påtage sig ”den store risiko,” at hun ikke

ønskede udtræk, men i stedet ønskede højst mulig, løbende rentetilskrivning.

Banken anbefalede kunden, at placere hele opsparingen (ca. kr. 430.000) i BankInvest Højren-‐

telande. Banken udleverede d. 19.-‐20. november 2007 brochuremateriale og faktaark, hvori

det fremgik, at risikoen ved investering i afdelingen blev vurderet til at være lav, og at det år-‐

lige udbytte (renten) minimum er mindst 7 kr. pr. bevis. Kunden accepterer først bankens

risikoprofil efter, at banken har gennemført salg/køb transaktionerne.

Kunden klager til banken med krav om erstatning i brev af 22. februar 2009, idet investe-‐

ringsværdi er faldet til kr. 270.000. Banken afviser senere kravet. Af faktaark pr. 19. maj 2009

fremgik nu, at risikoen ved investering i BankInvest Højrentelande vurderes at være høj, samt

at det ville være nødvendigt at udlodde af afdelingens formue i år, hvor afkastet var under 7

kr. pr. bevis.

19.-20. november 2007 investeringsmøde på klagerens opfordring

22. november 2007 banken gennemfø-rer transaktioner

28. november 2007 klager underskriver investeringsprofilskema

22. februar 2009 klager rejser krav om erstatning

9. marts 2009 banken afviser erstatningskrav

26. maj 2009 klageren indbringer sagen for Pengeinstitutankenævnet



45

Kunden havde oprindeligt og til brug for bankens rådgivning oplyst om en alternativ place-‐

ringsmulighed på tilbudt opsparingskonto med rente 5,5%.

5.1.2 Yderligere sagsindhold udtrykt igennem parternes synspunkter Klageren fremfører bl.a. i sagen følgende synspunkter for, at banken har pådraget sig et er-‐

statningsansvar, idet:

• bankens rådgivning var mangelfuld, ikke tog udgangspunkt i hendes situation, og det

var en dårlig anbefaling, at hendes samlede opsparing skulle placeres i enkelt investe-‐

ringsforening,

• banken havde ikke oplyst, at den fik formidlingsprovision for salg af BankInvests pro-‐

dukter,

• BankInvest Højrentelande var et komplekst produkt sammenlignet med en investe-‐

ringsforening, som handler korte danske obligationer,

• investeringsprofilskemaet blev ikke gennemgået, og banken må bære ansvaret for, at

investeringsbeviserne tilsyneladende fejlagtigt blev kategoriseret med lav risiko.

Vestjysk Bank har til sit forsvar forklaret,

• at banken fulgte reglerne for køb og salg af værdipapirer (god skik-‐reglerne), og at kla-‐

geren var oplyst om fordele og ulemper ved genplacering i en enkelt obligation og i en

investeringsforening,

• at klageren blev oplyst om formidlingsprovision,

• at klageren ønskede højere forrentning, end hun kunne få på indlånskonto, og at hun

tidligere havde handlet investeringsbeviser. Klageren vidste, hvad hun gjorde,

• at BankInvest Højrentelande ikke var et komplekst produkt, og at risikovurderingen

blev ændret som følge af markant ændring i markedet.

5.1.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt Det forekommer afgørende for sagen, at banken anbefaler et investeringsprodukt, som løben-‐

de ændrer risikoprofil. For en 87-‐årig virker dette jo, i udgangspunktet, ikke som den rigtige



46

placering. Banken anfører, at produktet ikke er komplekst. Af BankInvests fuldstændige pro-‐

spekt fremgår bl.a.:21

”Afdelingens midler placeres i udstedt af stater, statslige institutioner og statsgaranterede

udstedere, regioner og supranationale udstedere samt kreditobligationer udstedt eller garan-‐

teret af virksomheder beliggende i udviklingslande, primært Latinamerika, Central-‐ og Østeu-‐

ropa, Asien, Afrika og Mellemøsten.”

”Afdelingen kan placere midler i strukturerede obligationer. Disse obligationer kan være ud-‐

stedt af såkaldte speciel purpose vehicles, der er selskaber, hvis eneste aktivitet er udstedelse

af obligationer…”

”Afdelingen vil i væsentligt omfang anvende afledte finansielle instrumenter som led i porte-‐

føljeplejen. Valutaterminskontrakter kan anvendes med det formål at reducere eksponeringen

til valutakursrisici – risici, ens futures, optioner og credit default swaps (CDS) kan anvendes

til at afdække rente-‐ og kreditrisici samt til at optimere porteføljeplejen i henhold til lovgiv-‐

ningen.”

Afledte finansielle produkter må normalt betragtes som kompliceret investeringsadfærd. Man

kan i hvert fald godtage den ældre dames argument med, at afdelingen ikke kan sammenlig-‐

nes med en afdeling som udelukkende investere i korte, danske obligationer. Det må antages,

at Vestjysk Bank var i besiddelse og orienteret om afdelingens prospekt.

Af Investeringsforeningsrådets (IFR) statistik over investeringsforeningerne i Danmark frem-‐

går,22 at BankInvest Højrentelande klassificeres under ”Obligationer, Emerging Markets”

sammen med 24 andre afdelinger (benchmark). Af dette officielle benchmark læses følgende:

• I 2007 var BI Højrentelande den 2. dårligst performende afdeling i sit benchmark med

et årligt afkast på 1,16%,

21 Investeringsforeningen BankInvest, 2011: ”Tegningsbetingelser for Investeringsforeningen BankInvest I,” Fuldstændigt prospekt - Fællesprospekt for 9 obligations- og aktieafdelinger pp.12-14 22 Investeringsforeningsrådet, www.ifr.dk, statistikker (fundet 08.05.2011)



47

• Såvel på 3, 5 og 7 års investeringshorisont er BI Højrentelande i dag den afdeling med

højst standardafvigelse i sit benchmark, dvs. størst mulig risiko for kursudsving,

• Afdelingens ÅOP ligger lig medianen for bechmark på 1,68. I alt 12 afdelinger har jf.

benchmark lavere ÅOP.

Investeringsafdelingerne i IFR’s opgørelse har sandsynligvis ikke identisk investeringsstrate-‐

gi. Dog kan det undre, at hvis kunden bliver anbefalet at placere hele sin opsparing i højrente-‐

lande, hvorfor det netop er i BankInvests afdeling, når denne performer næstdårligst, er mest

risikokabel og samtidig ikke er billigere end sammenlignelige investeringsafdelinger. Der

fremgår tvivl i sagsfremstillingen om, hvorvidt banken har oplyst om formidlingsprovision.

Ovenstående handling må af flere årsager vurderes i strid med BIV §7, idet kvaliteten af råd-‐

givningen ikke er øget, og der med anbefalingen ikke er handlet i overensstemmelse med

kundens interesser. Kunden ville formentlig have valgt et bedre sammenhold imellem per-‐

formance, risiko og pris, hvis hun havde kendt til sammenlignelige investeringsbeviser og i

øvrigt bifaldt investering heri.

Af afsnit 4.4 udledtes at god skik-‐reglerne udformer den branchestandard, som en investe-‐

ringsrådgiver skal overholde for ikke at gøre sig erstatningsansvarlig i en formuetvist. I oven-‐

stående skema er denne fortolkning udtrykt i tjekspørgsmål fra A-‐F. Svarene giver et billede

af, om branchenormen er overholdt. Svares der nej () til et af ovenstående, så professions-‐

normen reelt overtrådt. N/A er hvor der ikke kan svares ud fra sagens indhold.

Opfyldelse af branchenormen Opfyldt A Er der igennem et rådgivningsforløb udført hensigtsmæssigheds- og egnethedstest ? N/A B Er kunden rådgivet med udgangspunkt i dennes interesser og omstændigheder ? C Har kunden fået et relevant, retvisende og fyldestgørende beslutningsgrundlag med tilstrækkelig information om

priser og øvrige vilkår ?

D Er der givet personlige anbefalinger om specifikke transaktioner nedskrevet på varigt medie ? √ E Er kunden orienteret om relevante og umiddelbare risici ved valgte investeringsbevis – herunder foreningens

investeringsstrategi ?

F Er kunden informeret om eksistens af eventuelle provisionsaftaler samt arten og omfanget af eventuelle særlige kommercielle interesser i rådgivningens resultat ?

N/A

Fig. 5.1.3.1 – Skematisk overblik over sammenfatning i afsnit 3.4 (professionsansvar)



48

Det fremgår af 542/2009, at kunden har underskrevet investeringsprofilskema, som er udar-‐

bejdet på baggrund af kundemøder. Parterne har sammen fastlagt, at kunden havde kendskab

til aktier, obligationer og investeringsbeviser. Kunden havde erfaring igennem tidligere hand-‐

ler. Kunden har senere udtrykt, at hun fandt BankInvest Højrentelande komplekst at forstå.

Det er usikkert, om der igennem rådgivningsforløbet er udført hensigtsmæssigheds-‐ og/eller

egnethedstest. Dog kan disse ikke siges at have været særligt kvalificeret.

Det synes hverken, at punkt B eller C er overholdt af investeringsrådgiveren. Alene på bag-‐

grund af kundens alder som 87-‐årig, kan det ikke siges at være i hendes interesse at placere

hele sin opsparing i et investeringsprodukt. Rådgiveren burde ud fra kundens investeringsho-‐

risont og risikovillighed have anbefalet opsparingskontoen til 5,5%. Kundens valgte investe-‐

ring er atypisk, hvilket burde have fremgået. Det er uvist om rådgiveren har oplyst tilstrække-‐

ligt om priser og øvrige vilkår.

Punkt D er overholdt, idet der gives en konkret og personlig anbefaling. Til gengæld kan kun-‐

den ikke have været rådgivet om relevante og umiddelbare risici, idet det fremgår af prospek-‐

tet, at der i investeringsstrategien bl.a. indgår afledte finansielle produkter, som kunden med

sin alder må antages at være uden forudsætninger for at forstå.

Sagen udtrykker tvivl om, hvorvidt der er oplyst om den nævnte formidlingsprovision. Der

oplyses naturligvis ikke i dybden om de enkelte øvrige punkter er overholdt.

Ovenstående vurdering af sagen er underlagt en vis form for subjektivitet. Det er dog klart, at

punkterne A-‐F ikke er overholdt entydigt af rådgiveren, hvorfor denne ifølge den opstillede

professionsnorm gør sig erstatningsansvarlig i dårlig/manglende rådgivning, idet der samti-‐

dig vurderes at være handlet culpøst.

5.1.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen Ankenævnet konkluderer, at Vestjysk Bank på kundens anmodning skal tilbagekøbe investe-‐

ringsbeviserne og i stedet rentetilskrive tilbagekøbsbeløbet med bankens højeste almindelige

indlånsrente fra købstidspunktet.



49

Det må siges at være bemærkelsesværdigt, at nævnet ikke blot tager stilling til det tab, som

kunden har lidt ved investeringen. Det medregner også den gevinst, der ville have været op-‐

nået ved en alternativ kontant forrentning, i kundens tabsopgørelse. Nævnet tager derved

stilling til, at det ville have været opfattet som helt almindelig praksis i branchen, at kunden i

sin situation skulle have været tilbudt en opsparingskonto frem for værdipapirer.

Ankenævnet bemærker bl.a. i sin consensus (enighed) afgørelse:

”Det findes ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med omlægningen til BankInvest Højren-‐

telande accepterede og blev tilstrækkeligt informeret om den væsentligt forøgede risiko, der

var forbundet hermed...”

Ankenævnet tager selvsagt ikke direkte stilling til god skik-‐reglerne. Det findes dog interes-‐

sant, at nævnet med formuleringen ”ikke godtgjort” vender bevisbyrden for culpabedømmel-‐

sen imod pengeinstituttet. Dette er normalt helt udelukket, men der kan drages relation til

ankenævnets tidligere omtalte behandling af Jyske Invest Hedge-‐sagerne. Der sluttes endvide-‐

re:

”Det bemærkes herved, at investeringsbeviserne var baseret på konjukturfølsomme stats-‐ og

virksomhedsobligationer, hvilket sammenholdt med bestemmelsen om udbyttebetaling med-‐

fører betydelig kursusikkerhed. Dette understøttes af, at BankInvest Højrentelande nu kate-‐

goriseres som høj risiko. ”

På baggrund af ovenstående og ud fra synspunktet om risikospredning finder Ankenævnet, at

banken begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med rådgivningen…”

Det må derfor antages, at Ankenævnet bl.a. har lagt til grund, at pengeinstituttet ikke har op-‐

fyldt den professionsnorm, som er anført i god skik-‐reglerne, samt at pengeinstituttet har

handlet culpøst ved at anbefale en investering imod kundens interesser. Det kan dog ikke ud-‐

ledes direkte, at god skik-‐reglerne har fået en betydning for kundens retstilling, da Ankenæv-‐

net ikke fremlægger, hvilken fortolkning den har anvendt i afgørelsen.



50

5.2 PIA 1203/2009 Spar Nord Bank Afgørelsen går også under navnet ”Indsigelse om at investeringer var i strid med lav risiko-‐

profil” og findes i bilag B.

5.2.1 Sagens indhold Klageren er en kunde, født 1934 og ca. 73 år på rådgivningstidspunktet, i Spar Nord Bank,

som har indklaget banken for at have rådgivet i strid med hendes investeringsprofil. Tidsfor-‐

løb som følger:

Sagen indledes ved, at kunden i foråret 2007 indgår en aftale med banken om at efterse hen-‐

des værdipapirdepot. Investeringsprofilen er lav, og banken kan ikke træffe dispositioner

udenom kunden. Der bliver omlagt et overført depot for ca. kr. 435.000 og der investeres i

enkeltaktier og investeringsbeviser – herunder for ca. kr. 200.000 i BankInvest Højrentelande

på bankens anbefaling. Kundens risikoprofil definerer, at hun selv i korte perioder har svært

ved at acceptere kurstab. I den senere risikoprofil er det højeste prioritet, at der kun er små

kursudsving, og at afkastet er stabilt.

Investeringen i BankInvest Højrentelande beskrives af BankInvest i et faktaark pr. 18. april

2007 som værende lav risiko.

Investeringerne i værdipapirdepotet og særligt BankInvest Højrentelande (fra kurs 96,95 til

kurs 57,40) er faldet kraftigt pr. 31. december 2008 og er stort set uændret pr. 6. marts 2009.

30. marts 2007 udarbej-des investeringsprofil: Lav risiko og investe-ringshorisont 5-10 år.

1. april 2007 handelsaftale vedrø-rende omlægning af værdipapirdepot indgås

9. april 2008 udarbejdes hensigtsmæssigheds- og egnethedstest samt ny investeringsprofil: Lav risiko og investe-ringshorisont 3-7 år.

5. maj 2008 handelsaftale vedrørende omlægning af værdipa-pirdepot indgås

31. december 2008 – 6. marts 2009 kursvær-dien af depotet er faldet væsentligt – herunder kursværdi af BankInvest Højrentelande

10. marts 2009 klageren realisere investeringer med større tab til følge.

18. november 2009 klageren indbringer sagen for Pengeinstitut-ankenævnet



51

Klageren sælger sine værdipapirer og indklager til Pengeinstitutankenævnet, at Spar Nord

Bank skal erstatte tabet.

5.2.2 Yderligere sagsindhold udtrykt igennem parternes synspunkter

Klageren har for ankenævnet bl.a. fremført følgende synspunkter for bankens dårlig rådgiv-‐

ning:

• Investeringerne stemte ikke med hendes investeringsprofil,

• Formålet med investeringerne var sikkerhed for, at opsparingen bevarede sin værdi,

• Banken burde have reageret i forbindelse med finanskrisen i efteråret 2008, idet ban-‐

ken var bekendt med, at hun ikke selv kunne følge med i kursudviklingen,

• Alene et kurstab på ca. 33% tyder i sig selv på, at investeringerne ikke var lav risiko.

Spar Nord Bank har bl.a. anført i sit forsvar:

• Klageren blev rådgivet om værdipapirerne,

• Rådgivningen om BankInvest Højrentelande tog udgangspunkt i fremlagte faktaark,

• Klageren traf på fyldestgørende grundlag selv beslutning om køb og salg af værdipapi-‐

rerne. Ved rådgivningen sikrede man den fornødne risikospredning,

• Banken var ikke forpligtet til at overvåge investeringerne og derigennem kontakte kla-‐

geren ved kursfald,

• Det egentlige tab er begrænset til kr. 50.000, og pga. klagerens passivitet har klageren

delvist fortabt en del af sin mulighed for forfølgning.

5.2.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt

En del af tidsforløbet er gået forud for implementeringen af MIFID pr. 1 november 2007. Der-‐

for udelades hvad der er gået forud i denne afvejning. Dog bemærkes, at parterne oprindeligt

og på baggrund af et nyt kundeforhold etablerer en aftale, hvor banken forpligter sig til at ef-‐

terse kundens depot.



52

Opfyldelse af branchenormen Opfyldt

A Er der igennem et rådgivningsforløb udført hensigtsmæssigheds- og egnethedstest ? √ B Er kunden rådgivet med udgangspunkt i dennes interesser og omstændigheder ? √ C Har kunden fået et relevant, retvisende og fyldestgørende beslutningsgrundlag med tilstrækkelig information om

priser og øvrige vilkår ? √


investeringsstrategi ?


N/A

Det fremgår af sagen, at banken har søgt at opfylde punkt A og B. Med baggrund i tidligere

omtale af BankInvest Højrentelande kan der ud fra sagens omstændigheder sås tvivl om,

hvorvidt punkt C er opfyldt. Bankens argumentation tages dog til følge, ligesom punkt D også

synes overholdt.

Det er en vurderingssag, om banken ikke har orienteret kunden om relevante og umiddelbare

risici ved det valgte investeringsbevis – herunder foreningens investeringsstrategi. Det er

svært at argumentere for, at investeringer der lider kursfald, som anført i sagen er forbundet

med lav risiko. Omvendt var det umiddelbart lav risiko, som investeringsforeningen selv klas-‐

sificerede BI Højrentelande som. Rådgiveren ville formentlig have fået et andet udgangspunkt,

hvis denne havde nærstuderet investeringsstrategien. Dette findes der anledning til at så tvivl

om.

Det fremgår ikke af sagen, om punkt F kan siges at være overholdt.

5.2.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen Ovenfor fremføres, at der i denne sag er tale om et erstatningsansvar for pengeinstituttet, så-‐

fremt der er handlet culpøst. Professionsnormen kan ikke siges overholdt.

Ankenævnet afgør sagen in dissens med stemmerne 4 mod 1, hvor sidstnævnte vil have sagen

afvist med henvisning til ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.23 Der sluttes, at Spar Nord Bank

har begået erstatningspådragende fejl og skal stille klageren som om investeringen i BankIn-‐ 23 ”Ankenævnet kan afvise sager, som på grund af deres principielle juridiske karakter, usikkerheden om bedømmelsen af de frem-komne faktiske oplysninger eller af andre særlige grunde findes uegnet til behandling i Ankenævnet. Ankenævnets formand er be-myndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i sager, som er åbenbare grund løse eller som ikke skønnes egnet til be-handling ved Ankenævnet.”



53

vest Højrente lande ikke var foretaget. Herudover skal banken forrente midlerne, som havde

de været placeret i BankInvest Lange Danske Obligationer, hvor en del af klagerens øvrige

midler var placeret, således at depotsammensætning ville have afspejlet hendes risikovillig-‐

hed.

Igen en særlig afgørelsen, idet Ankenævnet tager stilling til, hvad der ville have været korrekt

anbefaling i den konkrete situation. Banken skal ikke alene godtgøre tabet på investeringen,

men også godtgøre det eventuelle afkast på den alternative placering. Ankenævnet intervene-‐

rer derved i pengeinstituttets dårlige anbefaling.

Ankenævnet medtager i konklusionen, at vurderingen af investering i BankInvest Højrente-‐

lande senere er blevet ændret til høj risiko. Ankenævnet skriver:

”Vi finder, at det generelt påhviler et pengeinstitut at foretage en selvstændig vurdering af

risici ved produkter, som pengeinstituttet rådgiver om og sælger.”

Derved kan pengeinstitutter ikke alene overdrage risikovurdering af produkter til 3. mand.

Dette er en interessant betragtning, idet dette ikke fremgår direkte af god skik-‐reglerne, men

minder om en analog fortolkning af reglerne om hensigtsmæssighedstest i BIV §17. Der læg-‐

ges altså op til nye krav imod pengeinstitutter og en udvidelse af ansvarsgrundlaget.

Ankenævnet konkluderer i denne afgørelse:

”Vi finder det ikke godtgjort, at Spar Nord Bank på fyldestgørende måde rådgav klageren om

risikoen ved BankInvest Højrentelande, og at klageren accepterede, at investeringen og den

samlede depotsammensætning afveg fra hendes risikoprofil.”

Ligesom i 542/2009 vendes bevisbyrden imod pengeinstituttet. Det er altså op til rådgiveren,

at dokumentere, at der er rådgivet fyldestgørende, samt at kunden har accepteret resultatet af

denne. God skik-‐reglerne nævnes ikke direkte, men denne passus kan have haft sit udspring af

den branchenorm, som anføres heri.



54

5.3 PIA 1065/2009 Ringkjøbing Landbobank Afgørelsen går også under navnet ”Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med køb af

Plus Invest Bonusrente 2013 og BankInvest Højrentelande” og findes i bilag C. Denne sag

omhandler klage over to forskellige investeringsprodukter, men i lyset af opgavens afgræns-‐

ning omtales alene klagen i relation til investeringsbeviset.

5.3.1 Sagens indhold Klageren er en kunde i Ringkjøbing Landbobank, som mener, at banken i forbindelse med dets

rådgivning om køb af BankInvest Højrentelande, har pådraget sig et erstatningsansvar. Tids-‐

forløb som følger:

Klageren har i 2007 og 2008 købt investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande. På købs-‐

tidspunkterne var investeringen kategoriseret som lav risiko i henhold til investeringsfor-‐

eningens eget risikobarometer. Kundens investeringsønske for beholdningen af frie midler

var i investeringsprofilskemaet sat til lav risiko med investeringshorisont 3 år. Banken vur-‐

derede samlet at hendes risikovillighed var mellem.

Banken bemærker overfor kunden i en ny investeringsprofil i 2009, at hun har lav risikovil-‐

lighed og kort investeringshorisont, at midler er placeret imod bankens anbefaling samt, at

Bankinvest Højrentelande er klassificeret som høj risiko. Kunden opfordres til at kontakte

banken, hvis hun vil have tilpasset sin investering eller investeringsprofil.

19. juli 2007 klageren køber 1.750 stk. investe-ringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

14. august 2009 udarbejdes ny inve-steringsprofil: Lav risiko og inve-steringshorisont kort

18. oktober 2007 udar-bejdes hensigtsmæssig-heds- og egnethedstest samt investeringsprofil: Mellem risiko og investe-ringshorisont 3 år.

21. april 2008 klageren køber yderligere 2.375 stk. investerings-beviser i BankInvest Højrentelande.

18. september 2009 Banken afslår klagerens ønske

10. september 2009 klageren henvender sig til banken med ønske om tilbagekøb til oprindelig anskaffelsespris

29. september 2009 Klageren indbringer sagen for Pengeinstitut-ankenævnet



55

Kunden klager til Pengeinstitutankenævnet, idet der ikke kan opnås enighed imellem parter-‐

ne om tilbagekøb af investeringsbeviser.


Kunden har bl.a. anført som argument,

• at hun altid har ønsket et stabilt og sikkert afkast,

• at det var afgørende, at investeringerne kunne realiseres uden risiko for store kursfald,

Ringkjøbing Landbobank har anført i sit forsvar:

• Kunden ønskede et højere afkast end bankens almindelige indlånsprodukter,

• Kunden var bekendt med investeringens risiko, og har selv truffet beslutning om køb,

• Kunden ikke har realiseret tab, idet investeringsbeviserne samlet har givet positivt re-‐

sultat siden købstidspunktet.

5.3.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt I dette forløb har kunden, ifølge tidsforløbet, udenom banken erhvervet sig investeringsbevi-‐

serne. Banken har deltaget ved fastlæggelse af kundens investeringsprofil samt med informa-‐

tion om investeringsbevisernes risikovurdering.


A Er der igennem et rådgivningsforløb udført hensigtsmæssigheds- og egnethedstest ? √ B Er kunden rådgivet med udgangspunkt i dennes interesser og omstændigheder ? √ C Har kunden fået et relevant, retvisende og fyldestgørende beslutningsgrundlag med tilstrækkelig information om

priser og øvrige vilkår ? N/A

D Er der givet personlige anbefalinger om specifikke transaktioner nedskrevet på varigt medie ? E Er kunden orienteret om relevante og umiddelbare risici ved valgte investeringsbevis – herunder foreningens

investeringsstrategi ? N/A


N/A

Man får ved læsning af sagen indtryk af, at punkt A og B er opfyldt i dette forløb. I bankens

seneste investeringsprofil opfordres kunden til at kontakte banke, frem for at rådgiveren kom



56

med en personlig anbefaling til kunden. Denne kunne fx have været salg af investeringsbevi-‐

serne. Det er ikke indlysende, om banken har rådgivet med opfyldelse af punkt E. Ej heller er

det sandsynliggjort af sagsfremstillingen af punkt C og F er opfyldt.

Det er diskuterbart, hvorvidt banken kan gøres erstatningsansvarlig ud fra et culpasynspunkt

i dette sagsforløb. Risikovurderingen af investeringsbeviserne er dog kritisabel. Kigger man

på om branchenormen er opfyldt, så vil man finde, at det er den formentlig ikke.

5.3.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen Ankenævnet lægger til grund for sin afgørelse, at klagerens risikoprofil var lav, og at kunden

tog beslutning om køb af investeringsbeviserne på baggrund af forslag og rådgivning i banken.

Nævnet bemærker, at investeringsforeningen har ændret sin vurdering af investeringsbevi-‐

serne fra lav til høj risiko. Ankenævnet finder,

• at det generelt påhviler et pengeinstitut at foretage en selvstændig vurdering af risici

ved produkter, som pengeinstituttet rådgiver om og sælger,

• at banken på det foreliggende grundlag i 2007 og 2008 ikke berettiget kunne anse in-‐

vestering i BankInvest Højrentelande som værende forbundet med lav risiko,

• at det ikke er godtgjort, at Ringkjøbing Landbobank forud for investeringerne i 2007

og 2008 fyldestgørende har rådgivet klageren om risikoen ved BankInvest Højrente-‐

lande, og at klageren accepterede, at investeringerne afveg fra hendes risikoprofil,

• at banken begik ansvarspådragende fejl i.f.m. rådgivningen af klageren.

Det bestemmes, at klageren skal stilles som om investeringerne ikke var foretaget, og som

midlerne i stedet var placeret på en indlånskonto.

Her er store lighedspunkter med de foregående afgørelser. Særligt synes det, at lyde som An-‐

kenævnets opfattelse, at pengeinstitutter selv skal risikovurdere de værdipapirer, som de an-‐

befaler / sælger / rådgiver om. Endeligt tager Ankenævnet stilling til pengeinstituttets rådgi-‐

veransvar, hvorpå det igen må antages, at der inddrages den eller dele af den branchenorm,

som anføres igennem god skik-‐reglerne. Overtrædelse af rådgiveransvar kan medføre erstat-‐



57

ning for tab i forbindelse med det anbefalede investeringsprodukt samt erstatning for den

alternative placering, som Ankenævnet havde fundet det naturligt, at der var blevet foretaget.

5.4 PIA 635/2009 Spar Nord Bank Afgørelsen går også under navnet ”Indsigelse om at køb af aktier i Kapitalpleje A/S i 2006 var

i strid med lav risikoprofil” og findes i bilag D. Stridspunktet i denne sag falder egentlig uden-‐

for opgavens analyseområde, idet det omhandlende investeringsprodukt er et investerings-‐

selskab. Sagen er dog medtaget, idet sagsforløb og retspraksis findes relevant.

5.4.1 Sagen indhold Klageren, som er kunde i Spar Nord Bank, har krævet at banken erstatter hendes tab på aktier

i Kapitalpleje A/S, fordi den anbefalede investering var i uoverensstemmelse med hendes ri-‐

sikoprofil, der er fastlagt af banken.

Investering bliver foretaget i 2006, og klagen indbragt for Ankenævnet i juni 2009. Undervejs

har banken først i 2006 fastlagt, at kundens risikovillighed var mellem/lav. Kunden har an-‐

ført, at hendes risikovillighed var lav. I 2008 udføres hensigtsmæssigheds-‐ og egnethedstest

samt ny risikoprofil, hvori det fastlås lav risikovillighed. Testen er udført i henhold til MIFID,

forekommer det.

Banken oplyser kunden i brev af 8. marts 2009, at kundens investering i Kapitalpleje A/S er

faldet fra ca. kr. 135.000 til ca. kr. 10.000 – altså et kursfald på ca. 93%.


Klagen har for Ankenævnet oplyst,

• at banken har undladt at rådgive om risikoen ved investering eller i forbindelse med

investeringsmødet i 2008,

• at kunden ikke føler sig egnet til forstå investeringen,

• at banken igennem 20 år har kendt hende som forsigtig med lav risikovillighed,

• at banken burde have anbefalet salg af aktier i Kapitalpleje A/S i 2008,

• at kunden først i 2009 fik kendskab til, at investering havde høj risiko.



58

Spar Nord Bank har til sit forsvar oplyst,

• at man ikke har handlet ansvarspådragende, idet kunden selv traf beslutning om køb,

• at relevante og umiddelbare risici blev gennemgået – herunder investeringsstrategien,

• at aktiekøbet efter bankens opfattelse stemte overens med kundens risikoprofil,

• at klageren i forbindelse med seneste risikoprofil i 2008 blev anbefalet at sælge en

række papirer med henblik på reducering af risikoen,

• at banken fortsat havde tiltro til Kapitalpleje A/S i 2008, og derfor ikke anbefalede salg

af disse aktier.

5.4.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt Selvom sagen falder udenfor investeringskategorien, så kan nedenstående skema alligevel

anvendes i analog form, idet der fortsat er tale om investeringsrådgivning. Skemaet, der byg-‐

ger på bestemmelserne i god skik-‐regler, vil kunne anvendes på andre investeringsformer.


A Er der igennem et rådgivningsforløb udført hensigtsmæssigheds- og egnethedstest ? √ B Er kunden rådgivet med udgangspunkt i dennes interesser og omstændigheder ? C Har kunden fået et relevant, retvisende og fyldestgørende beslutningsgrundlag med tilstrækkelig information om

priser og øvrige vilkår ?


investeringsstrategi ? √


N/A

Der nævnes under ”sagens omstændigheder,” at klageren er ”blevet testet i henhold til de så-‐

kaldte MIFID-‐regler.” Der henføres til tests under punkt A, og at henvise til MIFID-‐reglerne er

det samme som at henvise til bekendtgørelsen om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel

(BIV) – altså god skik-‐reglerne. Hvad parterne inddrager for Ankenævnet må indgå i den sam-‐

lede sagsbedømmelse, hvorfor det ikke er uvæsentligt sagselement.

Det er ikke fundet, at punkt B og C er overholdt, hvorfor der på den baggrund bør ifalde er-‐

statningsansvar.



59

5.4.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen Det bemærkelsesværdige i denne sagsafgørelse er, at Ankenævnet inddrager resultatet af eg-‐

nethedstesten, der er et resultat af BIV §16, til at lægge til grund, at kundens risikovillighed

var lav.

”Ankenævnet lægger til grund, at klagerens risikovillighed var lav. Det blev fastslået ved test i

sommeren 2008 i henhold til MIFID-‐reglerne…”

Ankenævnet inddrager altså her et element fra et offentlig retlig regelsæt i sit beslutnings-‐

grundlag. Tests godtages altså i praksis som et bevis for den rådgivning, der er fundet sted.

Ankenævnet konkluderer, at Spar Nord Bank på kundens anmodning omkostningsfrit tilbage-‐

købe skal kundens investering i Kapitalpleje A/S med denne passus:

”Henset hertil … finder Ankenævnet, Spar Nord Bank begik ansvarspådragende fejl ved at an-‐

befale en investering, der ikke svarede til klagerens risikoprofil.”

5.5 PIA 1108/2009 Jyske Bank Afgørelsen går også under navnet ”Krav om erstatning for negativt afkast af pensionsmidler

placeret i en pulje samt spørgsmål om fast rente på pensionsmidler” og findes i bilag E. Denne

sag adskiller sig fra de øvrige, idet den omhandler rådgiveransvar ved placering af pensions-‐

midler på puljeordninger. Sagen er medtaget, fordi den handler om et kundepar, der mener

deres bank har investeret imod deres fastlagte investeringsprofiler.

5.5.1 Sagen indhold To kunder på 68 år, der er kunder i Jyske Bank, har klaget over, at banken har placeret deres

pensionsmidler i en puljeordning og kræver erstatning for negativt afkast.

Kunderne fik på møde 13. februar 2008 fastlagt investeringsprofiler. Banken har på den bag-‐

grund vurderet, at kunderne er forsigtige med en investeringshorisont på mellem 3-‐7 år.

Kunderne har oplyst, at de har en god basisviden om investeringsområdet, og at de er ret af-‐

hængige af de investerede midler.



60

Banken anbefaler en puljeordning med tidshorisont på mere end 3 år, og som risikomæssigt

ligger i det lave middelområde af bankens 7 forskellige puljeprofiler. Kunderne rådgives om

puljens investeringsstrategi og risiko.

I september 2008 ønsker kunderne at flytte pensionsmidlerne til almindelig indlånsforrent-‐

ning. Banken oplyste, at det ikke var muligt medmindre pensionsordningen blev ophævet og

realiseret. Alternativt kunne der alene placeres i pulje med lavere risiko. I oktober 2008 bliver

pensionsmidlerne flyttet til en konto med variabel rente 4,75% i banken. Det fremgår ikke,

om der er tale om en pensionskonto eller almindelig anfordringskonto, men der er formentlig

tale om en højrentekonto for frie midler.

Kunderne kræver, at banken erstatter deres realiserede tab på puljeinvesteringen fra februar

til november 2008, hvilket banken afviser. Det fremgår i øvrigt af sagen, kunden har modtaget

månedlige puljeafkast siden 1996, hvor den første af flere pensionsordninger blev oprettet.


Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet pr. 20. oktober 2009 med erstatningskrav, bl.a

idet

• de ikke tidligere har haft erfaring med pension og investering,

• de havde udtrykt ønske om meget sikker placering af midlerne,

• de hørte aldrig om, hvorledes investeringen forløb,

• det var mangelfuldt og kritisabelt at rådgive til en investeringshorisont på 3-‐7 år,

• de berørte midler ikke kunne flyttes til kontant konto foruden ophævelse belagt med

statsafgift (kapitalpension),

• de ikke fandt banken uvildig,

• de havde svart ved at forstå bankens anbefalinger, information og manglende oplys-‐

ninger,

Jyske Bank har bl.a. anført,



61

• at klagerne har været orienteret om udviklingen i investeringen,

• at klageren valgte at blive i puljen på trods af negativt afkast,

• at klageren havde været i den konkrete puljeinvestering siden 2000, og havde indgå-‐

ende kendskab til puljens risikoprofil,

• at midlerne på kapitalpensionen godt kunne have investeringshorisont længere end

det fyldte 70. år (2 år), da der kunne være mange grunde til at geninvestere efter op-‐

hævelsestidspunktet.

5.5.3 Afvejning af om branchenormen er opfyldt Som det fremgår, så er kunderne utilfredse med, at rådgiveren har anbefalet en investering

med for lang tidshorisont. Det er ikke anført om pengeinstituttet i henhold til BGS §8 har ind-‐

hentet alle relevante oplysninger om kundernes økonomiske situation, fx pensionsoplysnin-‐

ger. Derfor er det usikker om punkt B er opfyldt


A Er der igennem et rådgivningsforløb udført hensigtsmæssigheds- og egnethedstest ? √ B Er kunden rådgivet med udgangspunkt i dennes interesser og omstændigheder ? N/A C Har kunden fået et relevant, retvisende og fyldestgørende beslutningsgrundlag med tilstrækkelig information om

priser og øvrige vilkår ? √


investeringsstrategi ? √


√

Med oplysningen om, at kunden har haft kendskab til puljeordningen siden 1996 må det siges,

at banken kan være af den opfattelse, at punkt C er overholdt. Banken har givet kunderne per-‐

sonlige anbefalinger og bl.a. oplyst om puljens investeringsstrategi. Det er uvist hvilken dia-‐

log, der har været om punkt F, men det forudsættes at disse oplysninger har fremgået af pul-‐

jeaftalen. Samlet set kan det ikke afgøres, om banken har overholdt sit professionsansvar,

men der er objektive indikatorer, der antyder dette.

5.5.4 Pengeinstitutankenævnets afgørelse af sagen Ankenævnet tager ikke kundens klage til følge, da det bl.a. ikke findes godtgjort, at Jyske Bank

har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.



62

Sagen er for denne opgave interessant, fordi der med afgørelsen understreges en opfattelse af,

at god skik-‐reglerne fungerer som en rygrad i professions-‐ og culpabedømmelsen. Hertil sy-‐

nes der i øvrigt enighed imellem nærværende analysegrundlag og sagens afgørelser.

6. Vurdering af god skik reglernes betydning

Rådgivere i den finansielle sektor – herunder investeringsrådgivere – skal, når der er tale om

erstatningsansvar ifølge professor Vibe Ulfbech, bedømmes efter en branchedefineret profes-‐

sionsnorm med culpa som bevisgrundlag,

Professor Helle Isager og professor dr.jur Bo von Eyben betragter dompraksis ved anvendelse

af culpa-‐reglen, som at der i stedet for at tage udgangspunkt i en gennemsnitsadfærd, tages

udgangspunkt i et vist adfærdsmønster. Dette adfærdsmønster kan, som god skik-‐reglerne, fx

fastlagt i eller med hjemmel i loven. Det kan også være udtrykt igennem foregangspersoner,

udtrykt i retspraksis eller i sædvane. Derved sagt, at god skik-‐reglerne i væsentligt omfang må

have betydning for retsbedømmelsen ved manglende/ dårlig rådgivning.

Men der findes også andre betragtninger. Især hvis man, som i denne opgave, sammenholder

god skik-‐reglerne til sammenligning med retsbedømmelsen af, hvornår en advokat er erstat-‐

ningspligtig.

Professor dr.jur. Bernhard Gomard skriver i 2002,24 at ”ansvar efter den almindelige erstat-‐

ningsregel beror på en samlet vurdering af, om skadevolderen har handlet uforsvarligt. Ikke

enhver afvigelse på et eller andet punkt fra, hvad der kan og bør kræves af godt professionelt

arbejde, kan begrunde erstatningsansvar. ”

Gomard argumenter taler herved imod, at den skadevoldende investeringsrådgiver alene ved

overtrædelse af et enkelt punkt i det af opgaven anvendte analysegrundlag, kan anvendes til

24 Gomard, Bernhard, 2002: ”Moderne erstatningsret,” Jurist- og Økonomforbundets Forlag, pp. 64-65



63

at drage konklusioner af en sag. Herved kan professionsansvaret ved investeringsrådgivning

ikke længere sammenlignes med erstatningsbedømmelsen af en advokats manglende/ dårlige

rådgivning.

Gomard fortsætter i sin kritik med, at ”konstatering af, om skadevolderen har overholdt eller

tilsidesat god skik på området, er alene en hjælp til præcisering og udfyldning af ansvarsstan-‐

darden (culpastandarden) og kan efter omstædighederne også være en opfordring til domsto-‐

lene om ikke blot at følge hidtidige praksis, men at stille krav om en øget omtanke og om den

forståelse og vurdering af risici, som efter nutidens opfattelse og indsigt er ønskelig og bør

iagttages af hensyn til dem, der er udsat for at lide skade.”

Det er i den grad tale om softlaw, sådan som Gomard beskriver god skik-‐reglerne generelle

betydning. Altså en slags skreven lovtekst, som ikke i sig selv er stærk nok til at ifalde et

domsgrundlag.

Gomard kritiserer endvidere god skik-‐reglerne for ikke at være andet end netop god skik for

området.25 Altså en form for hensigtserklæring udtrykt af branchen, som uden erstatningsret-‐

lig grundlag og ikke er mere end en rettesnor. Han mener dog omvendt, at anbefalinger i form

af et god skik-‐regelsæt giver god mulighed for at påvirke afgørelser, hvorfor de af karakter i et

vist omfang kan ændres fra softlaw til rigtig judge made law.

Man kan inddrage i vurderingen, at Bernhard Gomards bog er udgivet for snart 10 år siden, og

at der særligt indenfor pengeinstitut-‐ og investeringsområdet har været stigende grundlag for

at danne en særlig retspraksis. Den omsigtsvækkende finanskrises påvirkning på pengeinsti-‐

tutternes omdømme kan utvivlsomt have påvirket den retspolitik, der løbende justeres igen-‐

nem statsmagterne.

Til støtte for Gomards synspunkter findes Bjerre-‐Nielsens model fra 2006, der anvendes bl.a

af professor Anders Grosen til at forklare samspillet imellem rådgivningens aktører. Ud fra

modellen argumenteres for, at kundens retstilling ikke direkte forbedres af god skik-‐reglerne,

25 Gomard, Bernhard, 2002: ”Moderne erstatningsret,” Jurist- og Økonomforbundets Forlag, pp. 38-46



64

men, at disse alene er et supplement i et civilretligt søgsmål. Af det forhold, at lov om finansiel

virksomhed er offentlig retlig reguleret gør dog, at den mulige optionsværdi for kunden i teo-‐

rien er værdiløs. Finanstilsynet kan ydermere ikke hjælpe i enkeltsager.

Af de analyserede sager kan det dog konstateres, at god skik-‐reglerne eller fortolkning heraf,

må have haft direkte betydning for Pengeinstitutankenævnets konklusioner. I forholdt til tid-‐

ligere studier af Pengeinstitutankenævnets afgørelser frem til 2006 på investeringsområdet,

ser man i dag en klar ændring. Det berettes, at Ankenævnet tidligere har afvist størstedelen af

de indklagede sager med årsag om kundens uagtsomhed eller manglende bevisførelse. I hen-‐

holdsvis PIA 542/2009, PIA 1203/2009 og PIA 1065/2009 vendes bevisbyrden afslutningsvis

imod indklagede med en passus om, at Ankenævnet mangler en godtgørelse for, at kunden

har accepteret og forstået ændringen. Sidstnævnte betingelse minder uomtvisteligt om det

kend-‐din-‐kunde princip som anføres i BIV kapitel 6 – herunder §§ 16 og 17, hvor der netop

stilles krav til kundens egnethed samt investeringens hensigtsmæssighed. Derfor er denne

passus naturligvis særlig interessant i denne sammenhæng, idet det netop er tale om en pas-‐

sus. Altså en gentagelse af samme påtegning på forskellige sager, hvilket sætter en ramme om

Ankenævnets konkrete holdning.

Med Helle Isagers og Bo von Eybens betragtninger over den faktiske anvendelse af culpa-‐

reglerne, så kan det undre, at Pengeinstitutankenævnet ikke har afvist de analyserede sager

med argument om kundens egen skyld. Udefra set så kan der drages sammenfald imellem

analysens primære afgørelser: Kundens fremskredne alder samt produktet BankInvest Høj-‐

rentelande.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Pengeinstitutankenævnet ser med andre øjne på, når klagers

alder stiller særlige krav til rådgivningen, må besvares ud fra Ankenævnets tidligere praksis.

Et skærpet krav til rådgiveransvaret, når kundens alder er placeret sidst i livsforløbet, kunne i

teorien have indgået i Ankenævnets afgørelse af alle tre sager. Dette argument vil dog kunne

modbevises i afgørelserne 385/2003 og 202/2000. I disse sager har livsarvinger klaget til

Ankenævnet, idet en henholdsvis 76-‐ og 83-‐årig efter pengeinstituttets rådgivning har tegnet

en traditionel livsvarig livrente. Begge sager ender uden klagers medhold og Ankenævnet ud-‐

taler bl.a. i 385/2003, at den ”den omstændighed, at A på tegningstidspunktet var fyldt 76 år,



65

giver ikke i sig selv grundlag for at kritisere indklagedes rådgivning.” Altså må man deraf for-‐

mode, at kundens alder ikke stiller særlige krav til rådgiveransvaret.

I lighed med andre investeringsprodukter, så kunne man formode, at Ankenævnet havde en

bestemt holdning til produktet, som lod sig skinne igennem ved afgørelser. Det har man som

anført i afsnit 3.2.1 set, hvor Finanstilsynet samtidig har udstedt påbud som følge af overskri-‐

delse af LFV §43. Et påbud synes ikke at have ramt BankInvest Højrentelande. Ej heller kan

det siges, at Finanstilsynets kommentarer har eksplicit betydning for præcedens. BankInvest

Højrentelande adskiller sig fra andre investeringsforeninger ved dets investeringsstrategi,

hvori der anvendes komplicerede finansielle instrumenter. Investeringsforeninger tager risici

på vegne af dets investorer, men i realiteten er det som nævnt i afsnit 1.3.2 overladt til hedge-‐

fonde at bl.a. kunne afdække rente-‐ og valutakursrisici igennem afledte finansielle instrumen-‐

ter såsom renteswaps, optioner mv. Man kan derfor indgå en behandling af, om BankInvest

Højrentelande reelt skal opfattes som en investeringsforening, hvilket dog må udelades i den-‐

ne sammenhæng. Der må forudsættes, at afdelingen opfattes som andre investeringsbeviser,

hvorfor sammenfaldet ikke tillægges særlig betydning. Som anført så foreligger der pt. en

større mængde uafsluttede sager til behandling hos Ankenævnet. Med tiden vil det endeligt

kunne fastlås, om Ankenævnet afgøre øvrige sager vedrørende investeringsbeviser enslyden-‐

de. For nærværende er analysegrundlaget stadig for smalt.

Efter indførelsen af MIFID-‐reglerne -‐ og dermed BIV – lægger Pengeinstitutankenævnet øjen-‐

synligt større vægt på pengeinstituttets adfærdsmønster. Man ser i afgørelserne PIA

542/2009, 1205/2009 og PIA 1065/2009, at Pengeinstitutankenævnet ikke alene tager kon-‐

kret stilling til rådgivningens resultat, men samtidig siger, at pengeinstituttets skal erstatte

kunden for den mistede alternative forretning, Vel at mærke den alternative forrentning, som

Ankenævnet vurderer, at et (bonus pater) rådgivningsforløb ville resultere i. Derved kan der

igen iagttages at særligt bedømmelsesforhold igennem fortolkningen af rådgiverens erstat-‐

ningsmæssige grundlag. Det synes, at Pengeinstitutankenævnets beretning fra 2002 om, at et

god skik-‐regelsæt bør få betydning for sagernes udfald, tilsyneladende har haft virkning i de

konkrete afgørelser.



66

Jeg finder derfor grundlag for, at god skik-‐reglerne må have nogen betydning for ansvarsbe-‐

dømmelsen ved, når et pengeinstitut sælger investeringsbeviser til sine kunder. Det kan dog

ikke fastlægges med slutning, idet Pengeinstitutankenævnet ikke til dokumentation offentlig-‐

gøre deres beslutningsgrundlag. I så fald ville man kunne finde om god skik-‐reglerne reelt har

en betydning for kundens retsstilling. Det har de i teorien ikke i dag, og det har ikke tidligere

været udtrykt i praksis. Det kan dog ikke afvises, at fortolkningen af reglerne trinmæssigt er

omlagt som følge af øget regulering og stigende klagemængder, således at de nu inddrages

udvidet i retsbedømmelsen.

7. Konklusion

I forlængelse af denne opgave kan det konstateres, at kundens retstilling i henhold til en given

domspraksis bedømmes med en vis påvirkning fra god skik-‐reglerne. Der er alene taget ud-‐

gangspunkt i sager omhandlende værdipapirer; nærmere bestemt investeringsbeviser.

Lov om finansiel virksomhed (LFV) erstatter markedsføringsloven for pengeinstitutter på

vitale områder, når man anlægger et erstatningsretligt perspektiv. Særligt LFV §43, som siger

at pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelige forretningsskik og god prak-‐

sis, danner grundlag reguleringen af forholdet imellem virksomhed og kunde. De politiske

motiver for denne regulering er over en snart 40-‐årig historie løbende justeret. Senest har

Økonomi-‐ og Erhvervsministeren på baggrund af EU-‐retten -‐ og derved implementeringen af

MIFID-‐reglerne – i 2007 udgivet bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhan-‐

del (BIV). Bekendtgørelsen har sammen med bekendtgørelse om god skik for finansielle virk-‐

somheder fra 2002 hjemmel i LFV §43. BIV skal indenfor området sikre redelig og professio-‐

nel adfærd i den finansielle sektor. Samtidig kan man anse bekendtgørelserne som supple-‐

rende støtte til kundens eventuelle erstatningskrav i et civilretligt søgsmål. Reglerne er dog

fastlagt i offentligretlig lov, hvorfor de kritiseres for alene at være soft law, og dermed uden

regel værdi for juridiske personer.



67

Det må hertil tilføjes, at juridiske teoretikere betragter god skik-‐reglernes anvendelse forskel-‐

ligt. Tydeligst udtalt er kritikken af, om god skik reglerne reelt har en forbrugerbeskyttende

virkning. Det sker under teoretisk korrekt fastholdelse at LFV – herunder god skik-‐reglerne –

er offentligretligt bestemmende og reguleret, hvilket betyder, at der er tale om et forhold

imellem den finansielle sektor og staten frem for et forhold imellem pengeinstitut og privat-‐

kunde. Det er klart, at der i et forbrugerbeskyttende øjemed ville være ganske bifaldende, så-‐

fremt reglerne i stedet var blevet udtrykt igennem en civilretlig regulering – ligesom fx mar-‐

kedsføringsloven er det.

I opgaven er der valgt ved udredning af god skik bekendtgørelserne i simplificeret form at

anlægge den professionsnorm, som kunne danne grundlag for den erstatningsretlige bedøm-‐

melse. Der vedtages med baggrund i god skik-‐reglerne, at en bonus pater investeringsrådgi-‐

veren forventes

• igennem rådgivningsforløb udfører en hensigtsmæssigheds-‐ og egnethedstest af kunden,

• rådgiver kunden med udgangspunkt i dennes interesser og omstændigheder,

• giver kunden et relevant, retvisende og fyldestgørende beslutningsgrundlag med tilstræk-‐

kelig information om priser og øvrige vilkår,

• giver personlige anbefalinger om specifikke transaktioner nedskrevet på varigt medie,

• orienterer kunden om relevante og umiddelbare risici ved valgte investeringsbevis – her-‐

under foreningens investeringsstrategi,

• informerer kunden om eksistens af provisionsaftaler samt arten og omfanget af særlige

kommercielle interesser i rådgivningens resultat.

Det ses ved en praktisk analyse af afgjorte sager ved Pengeinstitutankenævnet i perioden

2007-‐2011, at kunden får medhold, hvor enkelte af ovenstående punkter ikke synes over-‐

holdt. Der er med udarbejdelse af analysegrundlaget inspireret af de vilkår en juridisk rådgi-‐

ver som en advokat , jf. retspraksis bedømmes bunder.

Pengeinstitutankenævnet er i et tidligere studie af en periode frem til 2006 anset for at afvise

en størstedelen af klager vedrørende pengeinstitutters rådgivning om værdipapirer. Dette er

sket med årsag i kundens manglende bevisførelse og/eller en vurdering af, at kunden selv har



68

påtaget sig skyld / risiko ved at investere / følge bankens råd. Hertil må berettes, at Pengein-‐

stitutankenævnet i konkrete tilfælde nu udtaler sig mere konsekvent end hidtil. Som det

fremgår af vurdering, vendes bevisbyrden højst overraskende imod pengeinstituttet ved anfø-‐

relse af konkluderende passus. Samtidig ses det, at Ankenævnet tager konkret stilling til,

hvilket rådgivningsresultat en bonus pater investeringsrådgiver ville have kommet frem til.

Pengeinstituttet skal godtgøre såvel tab som alternativ forrentningsmulighed.

Derved lader det til, at Pengeinstitutankenævnet betragter god skik-‐reglerne indhold medvir-‐

kende til at definere den branchenorm, som investeringsrådgivere i pengeinstitutter er under-‐

lagt. Konkluderende for opgaven må på det foreliggende grundlag derfor blive, at bestemmel-‐

serne i en erstatningsmæssig sammenhæng imod den teoretiske overbevisning alligevel spil-‐

ler en rolle i en civilretlige sammenhænge.

Det viser sig nemlig, at klagere får medhold i sager, hvor ovenstående professionsnorm ikke

synes overholdt. Omvendt får klageren i en konkret sag ikke medhold, hvor dette ikke er til-‐

fældet.

Det er naturligvis tvivlsomt, hvorvidt der alene kan sammenfattes på dette simplificerede

grundlag. De finansielle virksomhedsledere må i lighed med øvrige retskilder dog inddrage

domspraksis i pengeinstitutternes forretningsgange, såfremt fremtidige erstatningskrav øn-‐

skes imødegået. Derfor giver problembehandlingen et billede på, at god skik-‐reglerne har be-‐

tydningsfuld omend latent virkning på kundens retstilling ved en formuetvist som følge af et

pengeinstituts salg af investeringsbeviser. Man kan dog ikke sige med sikkerhed, at behand-‐

lingen af enkelte sager hos Pengeinstitutankenævnet kan danne præcedens for, hvordan

branchen fremadrettet indordner sig. Pengeinstitutterne kan vælge ikke at være bundet af

Ankenævnets afgørelser, hvilket er sket i 40 tilfælde alene i 2010. Forrige år har er dette kun

sket imellem 1-‐10 gange. Klager må viderebringe spørgsmålet til domstolene, hvilket både er

dyrt og langsommeligt..

Der er historisk kun afgjort en enkelt sag i relation til LFV §43 ved domstolene. Så længe der

ikke her foreligger en retspraksis, så kan retssædvanen ved branchekutymer findes for spin-‐

kelt som grundlag, idet disse i dette tilfælde alene har hjemme i offentligretlig lovgivning. Der-‐



69

for modsiger såvel reguleringen som retssædvanen på området den belyste domspraksis,

hvilket ikke gør det nemmere at slutte endeligt på god skik-‐reglerne betydning.

Der kan afslutningsvis konkluderes, at det påhviler et pengeinstitut at foretage en selvstændig

risikovurdering af de produkter, som sælges og rådgives om. Derved udvider domspraksis

reelt rådgiveransvaret udover, hvad der er fastlagt i god skik-‐reglerne.

8. Perspektivering

Som led i arbejdet med denne opgave, er jeg løbende faldet over informationer, som knytter

sig i relation til emnet. Som afslutning har jeg derfor valgt at inddrage perspektiver og tanker

nedenfor.

8.1 Forholdet imellem forbrugerbeskyttelse og konkurrenceintensitet Diskussionen af balancegangen imellem kundens retstilling og pengeinstitutternes frie mar-‐

kedskræfter vil ikke ophøre ikke her. Der vil sandsynligvis fortsat være en løbende diskussion

af, hvornår et pengeinstitut lever op til redelig og loyal markedsadfærd. Og fastlæggelsen her-‐

af vil ske med en løbende tilpasning.

Man kan dog anføre, hvorvidt det er en offentlig myndighed skal have rettighed til at fastsætte

normer og standarder for enkelte brancher. Spørgsmålet omkring, hvorvidt virksomheder

ikke selv bør bestemme, hvordan de vil drives, står jo i sin enkelthed jo åbent.

Omvendt så findes der jo i et retssamfund et behov for regulering. Man vil her i landet nok

ikke kunne forestille sig et samfund uden købelov, aftalelov, markedsføringslov og andre al-‐

mindelige love, der regulere det øvrige erhvervslivs virksomheders forhold med forbrugere.

For pengeinstitutters vedkommende, så har de som omtalt en særlig værdi for fordelingen,

vedligeholdelsen og udviklingen af samfundets monetære ressourcer. Derfor må det være helt

naturligt, at der af samfundets magthavere foretages en løbende offentlig risikovurdering af



70

forhold i relation til den finansielle sektor. Det udtrykkes på vedvarende vis igennem regule-‐

ring og øvrig indblanding, under i iagttagelse af markedskræfterne i øvrigt. Det må politisk

være op til den lovgivende magt, hvor stor vægt der lægges på sidstnævnte.

8.2 Risikoklassificering af investeringsprodukter I sagerne omkring BankInvest Højrentelande og Kapitalpleje A/S lader det til, at være et di-‐

rekte krav fra Pengeinstitutankenævnet, at pengeinstitutterne selv foretager en risikovurde-‐

ring af de investeringsprodukter, de rådgiver om. Dette må i så fald gælde alle investerings-‐

produkter fra enkeltpapirer til afledte finansielle instrumenter. Det lyder dog vanskeligt, hvis

dette skulle udføres i praksis. Der findes bare blandt de største selskaber i Danmark en uvilje

til at lade sig kreditvurdere med offentlige ratings. Når de store vurderingsbureauer ikke har

denne adgang kan det blive nærmest umuligt for et mindre pengeinstitut at fastslå om aktien

er høj, middel eller lav risiko. Det samme vil gøre sig gældende på brancheniveau, hvilket dog

forekommer lidt enklere. Så kravet om risikovurdering af investeringsprodukter stiller store

krav til data, hvilket igen skaber dødvægtsomkostninger og tabt international konkurrence-‐

kraft hos markedsdeltagerne.

Der arbejdes i øjeblikket på en model hvorpå danske investeringsforeninger skal have en offi-‐

ciel risikomærkning i form af et trafiklys. Trafiklysmodellen er typisk meget populær hos Fi-‐

nanstilsynet, hvor fareklasser inddeles i rød, gul og grøn. Finansrådet er ikke specielt begej-‐

strede for tankesættet, idet der henvises til forbrugerbeskyttelsen under MIFID.26 Idet Finans-‐

tilsynets holdning tilsyneladende deles af bl.a. Pengeinstitutankenævnet, så er det nok imod

en risikomærkning, det går. I lyset af Danmarks europæiske samarbejde findes det dog tvivl-‐

som, om der kan implementeres et nationalt initiativ, som formentlig vil påvirker pengeinsti-‐

tutternes konkurrenceevne.

8.3 Rådgiverlicens Den voldsomme sagstilgang som Pengeinstitutankenævnet har oplevet har vækket en interes-‐

se omkring bankrådgiveren i al almindelighed. Der er bl.a. stillet spørgsmålstegn ved rådgi-‐

26 Finansrådet, 2010: ”Bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter,” 19.11.2010, Journalnr. 514/21, Dok.nr. 270176-V1 www.finansrådet.dk (fundet marts 2011)



71

vernes faglige kompetencer. Der arbejdes i øjeblikket på at indføre en rådgiverlicens, hvortil

man med offentligt stempel skal kunne klassificeres til at rådgive privatkunder. Det er pt.

uvist, hvorvidt og hvordan initiativet skal udrulles, men der synes også her, at være en inter-‐

national udfordring, idet det fordre at konkurrerende lande indføre lignende begrænsninger.

Danmark er på mange områder et foregangsland – ikke mindst som retssamfund. Men hvor-‐

vidt det ovenpå EU’s fællesregler vil være muligt at indføre selvstændige initiativer vil blive

spændene af følge. Et regeringsskifte står muligvis for døren, hvilket ikke gør motiverne for

fremtidens retspolitik mindre uvis.



72

Litteraturliste

Ad. 1 -‐ Faglitteratur Baldvinsson, Cato 2005 Dansk Bankvæsen Forlaget Thomson (red.) ISBN 87-619-1267-0 5. udgave, 1. Oplag Gomard, Bernhard 2002 Moderne Erstatningsret JØF Forlag ISBN 87-574-0827-0 1. udgave, 1. oplag Hørby Jensen, 2010 Bankjura JØF Forlag Camilla (red.) ISBN 978-87-574-2061-6 1. udgave, 1. Oplag Nielsen, Ruth & 2008 Retskilder & Retsteorier JØF Forlag D. Tvarnø, Christina ISBN 978-87-574-1854-5 2. udgave, 1. Oplag Schaeumburg-Müller, 2004 Kapitalmarkedsret Gjellerup / Gads Forlag Peer ISBN 87-13-04873-2 1. udgave, 1. oplag Ulfbech, Vibe 2010 Erstatningsretlige Grænseområder JØF Forlag ISBN 978-87-574-1874-3 2. udgave, 1. oplag Ulfbech, Vibe 2004 Erstatningsretlige Grænseområder JØF Forlag ISBN 87-574-0929-3 1. udgave, 2. Oplag Von Eyben, Bo & 2007 Lærebog i erstatningsret JØF Forlag Isager, Helle ISBN 978-87-574-1674-9 6. udgave, 1. Oplag

Ad. 2 -‐ Love og vedtægter Lov om finansiel virksomhed 2010-09-23 nr. 1125 Thomson Reuters Markedsføringsloven 2009-08-31 nr. 839 Økonomi- & Erhvervsministeriet Retsplejeloven 2010-10-26 nr. 1237 Thomson Reuters Vedtægter for 2010-01-01 (ikrafttrådt jf. §21, stk. 1) Pengeinstitutankenævnet Pengeinstitutankenævnet

Ad. 3 -‐ Bekendtgørelser og vejledninger Bekendtgørelse om 2009-10-14 nr. 965 Økonomi- & god skik for finansielle Erhvervsministeriet virksomheder Vejledning til bekendtgørelse 2009-10-17 nr. 86 Økonomi- & Om god skik for Erhvervsministeriet finansielle virksomheder



73

Bekendtgørelse om 2009-10-14 nr. 964 Økonomi- & investorbeskyttelse ved Erhvervsministeriet værdipapirhandel Vejledning til bekendtgørelse 2009-10-17 nr. 87 Økonomi- og Om investorbeskyttelse ved Erhvervsministeriet værdipapirhandel

Ad. 4 -‐ Afgørelser og domme 542/2009 2010-03-29 Pengeinstitutankenævnet 577/2009 2010-03-09 Pengeinstitutankenævnet 603/2009 2010-04-12 Pengeinstitutankenævnet 625/2009 2010-08-30 Pengeinstitutankenævnet 678/2009 2010-01-19 Pengeinstitutankenævnet 1044/2009 2010-12-28 Pengeinstitutankenævnet 1065/2009 2010-12-13 Pengeinstitutankenævnet 1073/2009 2010-11-23 Pengeinstitutankenævnet 1186/2009 2011-03-23 Pengeinstitutankenævnet 1203/2009 2011-03-14 Pengeinstitutankenævnet U.1996.120 1995-10-09 Sø- & Handelsretten Investeringsforeningen Sydinvests 2010-04-28 Finanstilsynet markedsføring af afdelingen Sydinvest Klima & Miljø Påtale vedrørende markedsføring af PLUS 2010-03-19 Finanstilsynet råvarer 2013 og PLUS Råvarer Super 2013

Ad. 5 -‐ Artikler mm. Bøgelund, Trine (red.) 2006 Pengeinstitutters rådgivning ved værdipapirhandel – Finans/Invest, nr. 7 pp. 12-16 en analyse af Pengeinstitutankenævnets praksis Camphausen, Michael 2009 Ny regulering af pengeinstitutternes salg af egne Finans/Invest, nr. 5 pp. 5-13 aktier – er bankkunderne bedre stillet nu? Camphausen, Michael 2009 Nye bekendtgørelser om god skik for finansielle Finans/Invest, nr. 8 pp. 23-27 virksomheder og om investorbeskyttelse ved værdpapirhandel Grosen, Anders 2006 Hvordan fremmes god finansiel rådgivning Finans/Invest, nr. 5 pp. 2-4 og kapitalforvaltning Grosen, Anders 2009 Finansiel rådgivning – behov for enkel og effektiv Finans/Invest, nr. 5 pp. 2-4 finansaftalelov Finansrådet 2010 Bekendtgørelse om risikomærkning af Finansrådet 19.10.2010 Investeringsprodukter Journalnr. 514/21 www.finansrådet.dk



74

Finanstilsynet 2003 Lov om banker og sparekasser m.v §1, stk. 6 Finanstilsynet 22.04.2011 www.finanstilsynet.dk Afgørelser m.v. Forbrugerombudsmanden 2010 Er dit krav forældet med udgangen af 2010? Forbrugerombudsmanden pp. 1-2 Investeringsforeningen 2011 Tegningsbetingelser for Investeringsforeningen Fuldstændigt prospekt - BankInvest BankInvest I Fællesprospekt for 9 obligations- og aktieafdelinger pp.12-14 Jakobsen, Svend 2007 Skærpede krav til rådgivning om boliglån Finans/Invest, nr. 5 pp. 4-8 Jul Clausen, Niels (red.) 2010 Pengeinstitutankenævnets praksis – set i lyset af Erhvervsjuridisk Tidsskrift, Jyske Hedge-sagerne nr. 4 pp. 335-347 Lynge Andersen, 2009 Bør en retlig (fejl)etikette hindre en alsidig UfR Online U.2005B.337 Lennart (red.) ankenævnsbehandling af privatkunderne i de finansielle virksomheder? – om god skik-regler og ankenævn på det finansielle områder Moalem, David 2002 God skik og værdipapirhandlere Finans/Invest, nr. 7 pp. 19-23 Mosegaard, John 2003 Årsberetning 2003 Pengeinstitutankenævnet Møller, Michael (red.) 2006 Er opsparing simplere end din investeringsrådgiver Finans/Invest, nr. 8 pp. 4-20 tror – eller mere indviklet end lærebogen tilsiger? S. Vase, Niels 2011 Pengeinstitutternes ansvar for investeringsrådgivning - Erhvervsjuridisk Tidsskrift status tre år efter MIFID nr. 1 pp. 55-65 Endvidere anvendt diverse slides fra undervisning HD (FR) 2. del, 1. semester, Copenhagen Business School fra fagene ”retlige rammer for finansiel rådgivning” ved Lisbeth Faurdal samt 1. lektion i ”skatteret & juridisk metode” ved Katja Joo Dyppel .



75

Appendiks

Bilag A – PIA 542/2009

24/04/11 10.04542/2009 Krav om erstatning for tab ved placering af opsparing i BankInvest Højrentelande.

Side 1 af 3http://www.pengeinstitutankenaevnet.dk/Da/Forside/Søgiafgørelser…x?VerdictId=52c0df4f-152e-4d0f-999a-0f445257f679&mark=542%2f2009

542/2009 Krav om erstatning for tab ved placering af opsparing iBankInvest Højrentelande.Sagsnummer: 542/2009Dato: 29. marts 2010Ankenævn: Kari Sørensen, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Karin SønderbækKlageemne: Værdipapirer, køb, salg, rådgivningLedetekst: Krav om erstatning for tab ved placering af opsparing i BankInvest Højrentelande.Indklagede: Vestjysk BankØvrige oplysninger: -Senere dom: -

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved placering af hendes opsparing i BankInvestHøjrentelande.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1920, var i 2007 kunde i den daværende Ringkøbing Bank, nu Vestjysk Bank.

I midten af november 2007 havde klageren en opsparingskonto med et indestående på ca. 335.000 kr.,hvoraf 300.000 kr. vedrørte netop udtrukne obligationer. Desuden havde klageren et værdipapirdepot med enkursværdi på ca. 140.000 kr. fordelt med ca. 130.000 kr. i investeringsbeviser i BankInvest Korte DanskeObligationer og resten i bankaktier og realkreditobligationer.

Den 19. november 2007 henvendte klageren sig til banken med henblik på genplacering af udtrækningen på300.000 kr. Banken anbefalede investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande. Klageren fik udleveret nogetbrochuremateriale. Heraf fremgik bl.a., at "Højrentelande investerer i udenlandske stats- ogvirksomhedsobligationer i lande med en højere rente end i Danmark og med en kreditværdighed på CC/Caeller derover." Der blev årligt udloddet et minimumsudbytte på 7 kr. pr. bevis. Risikoen blev angivet til lav.

Klageren henvendte sig på ny den 20. november 2007. Det blev aftalt at placere hele klagerens opsparing iBankInvest Højrentelande.

Den 22. november 2007 gennemførte banken klagerens salg af investeringsbeviserne i BankInvest KorteDanske Obligationer og den resterende mindre post realkreditobligationer samt klagernes køb af for ca.430.000 kr. BankInvest Højrentelande (4.517 stk., kurs 95,05). Samme dag sendte banken følgende brev tilklageren:

"…

Handel med værdipapirer

Tak for et par gode møder den 19. og 20. november, hvor vi drøftede genplacering af udløbne obligationer.

Du gav udtryk for, at fremtidige investeringer i værdipapirer skal ske ud fra følgende kriterier:

- størst muligt løbende udbytte/rente uden den store risiko- der ønskes ingen løbende udtræk- nuværende beholdning af BankInvest korte danske obligationer og

4% Nykredit 1. C. S 2009 ønskes solgt

Ud fra dette blev vi enige om at købe for ca. 430.000 kr. BankInvest Højrentelande. Afdelingen investerer iudenlandske stats- og virksomhedsobligationer i lande, hvor rente er højere end i Danmark. Det årligeudbytte i afdelingen er fastsat til mindst 7 kr. pr. bevis. Risikoen ved investering i afdelingen vurderes at værelav.

Fondsnotaer på handler vil blive fremsendt særskilt.

I forbindelse med investering i værdipapirer skal vi have din underskrift på vedlagte investeringsprofilskema.Skemaet er udarbejdet ud fra vores samtaler. Når du har underskrevet aftalen bedes den returneret ivedlagte kuvert. Kopi vedlægges til din orientering.

Såfremt du har spørgsmål eller kommentarer til ovennævnte, hører jeg gerne fra dig.



76



…"

Den 28. november 2007 underskrev klageren investeringsprofilskemaet. Af skemaet fremgår bl.a., at klagerenhavde kendskab til aktier, obligationer og investeringsforeningsbeviser.

Ved brev af 22. februar 2009 rejste klageren krav om erstatning for tab på investeringsbeviserne i BankInvestHøjrentelande, hvis værdi efter det anførte var faldet til 270.000 kr. (ca. kurs 60).

Ved brev af 9. marts 2009 afviste banken et eventuelt erstatningsansvar.

Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne.

Vestjysk Bank har oplyst, at klagerens investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande i april 2008 gav etudbytte på 55.333,25 kr. I april 2009 var udbyttet 31.619 kr.

I et faktaark om BankInvest Højrentelande pr. den 19. maj 2009 er risikoen angivet til høj. Det fremgårendvidere, at "I de år, hvor afkastet måtte være mindre end 7 kroner pr. bevis, vil det være nødvendigt atudlodde af afdelingens formue."

Parternes påstande.

Den 26. maj 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Vestjysk Bank skalerstatte hendes tab ved købet af BankInvest Højrentelande i november 2007.

Vestjysk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med købet af BankInvest Højrentelande varmangelfuld.

Hun fremhævede gentagne gange, at hun ikke ønskede at løbe nogen risiko. I et andet pengeinstitut havdehun fået tilbudt en seniorkonto til en rente på 5,5 %. Ifølge banken var risikoen ved BankInvestHøjrentelande lav, og hun kunne være sikker på en årlig rente på 7 %.

Det blev ikke oplyst, at de 7 % ville blive taget af afdelingens formue, hvis afkastet var utilstrækkeligt. Dettefremgik heller ikke af det brochuremateriale, som banken udleverede.

Det var dårlig rådgivning at anbefale, at hendes samlede opsparing blev placeret i en enkeltinvesteringsforeningsafdeling.

Hun fik ikke oplyst, at banken fik formidlingsprovision ved salg af BankInvests produkter.

I sammenligning med BankInvest Korte Danske Obligationer var BankInvest Højrentelande et kompleksprodukt, som hun ikke fuldt ud forstod.

Investeringsprofilskemaet blev ikke gennemgået. Alene på baggrund af risikotesten og hendes alder var detklart, at investeringsprofilen var lav risiko og kort investeringshorisont. Investeringen i BankInvestHøjrentelande burde derfor højst have udgjort 10 % af formuen.

Banken er nærmest til at bære ansvaret for, at BankInvest Højrentelande tilsyneladende fejlagtigt blevkategoriseret som et lavrisikoprodukt.

Vestjysk Bank har anført, at banken ved rådgivningen af klageren fulgte reglerne om køb af salg afværdipapirer. Klageren blev oplyst om fordele og ulemper ved genplacering af de udtrukne midler ihenholdsvis en enkelt obligation og via investeringsforening. Klageren blev endvidere oplyst om, at bankenville modtage provision ved salg af investeringsbeviserne. Klageren ønskede en bedre forrentning, end hunkunne opnå på indlånskonto og ved placeringen i BankInvest Korte Danske Obligationer. Klageren havdetidligere købt investeringsbeviser.

På købstidspunktet blev BankInvest Højrentelande kategoriseret som lav risiko. Den nuværendekategorisering til høj risiko skyldes en markant ændring af markedet. Der var ikke tale om et komplekstprodukt. Investeringen i BankInvest Højrentelande var i overensstemmelse med klagerens risikoprofil.

Banken rådgav klageren om risikospredning. På grund af kategoriseringen lav risiko og størrelsen af udbyttetvalgte klageren at samle sin investering. Klageren tillagde det ikke nogen betydning, at udlodningen ville blivefratrukket investeringsbevisets værdi, hvis årets afkast var mindre end 7 kr. pr. bevis.

Klageren vidste, at investeringsbeviserne var baseret på udenlandske stats- og virksomhedsobligationer, jf.bl.a. referatet af 22. november 2007.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter rådgivning fra Ringkøbing Bank, nu Vestjysk Bank, valgte klageren i november 2007 at placere 430.000kr., som udgjorde hovedparten af hendes formue, i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande. Midlerne



77



havde hidtil været placeret i realkreditobligationer og investeringsbeviser baseret på korte danskeobligationer.

Det findes ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med omlægningen til BankInvest Højrentelande inovember 2007 accepterede og blev tilstrækkeligt informeret om den væsentligt forøgede risiko, der varforbundet hermed. Det bemærkes herved, at investeringsbeviserne var baseret på konjunkturfølsomme stats-og virksomhedsobligationer, hvilket sammenholdt med bestemmelsen om udbyttebetaling medfører betydeligkursusikkerhed. Dette understøttes af, at BankInvest Højrentelande nu kategoriseres som høj risiko.

På baggrund af ovenstående og ud fra synspunktet om risikospredning finder Ankenævnet, at banken begiken ansvarspådragende fejl i forbindelse med rådgivningen om placeringen af klagerens opsparing i BankInvestHøjrentelande.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Hvis klageren inden otte uger efter denne afgørelse anmoder herom, skal Vestjysk Bank inden fire ugertilbagekøbe klagerens investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande mod, at klageren afleverer sit afkast afpapirerne og oppebærer forrentning af tilbagekøbsbeløbet med bankens højeste almindelige indlånsrente frakøbstidspunktet.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.

© Copyright Pengeinstitutankenævnet



78

Bilag B – PIA 1203/2009

18/03/11 09.151203/2009 Indsigelse om at investeringer var i strid med lav risikoprofil.

Side 1 af 4http://www.pengeinstitutankenaevnet.dk/Da/Forside/Søgiafgørelser/…-4539-896c-c3501323fe9c&mark=erstatningsansvar+h%u00f8jrentelande

1203/2009 Indsigelse om at investeringer var i strid med lav risikoprofil.Sagsnummer: 1203/2009Dato: 14. marts 2011Ankenævn: Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Astrid ThomasKlageemne: Værdipapirer, køb, salg, rådgivningLedetekst: Indsigelse om at investeringer var i strid med lav risikoprofil.Indklagede: Spar Nord BankØvrige oplysninger: -Senere dom: -

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på investering i blandt andet investeringsbeviser iBankInvest Højrentelande begrundet i, at investeringerne var i strid med hendes risikoprofil, som var lavrisiko.


Klageren, der er født i 1934, blev i foråret 2007 kunde i Spar Nord Bank.

Den 30. marts 2007 udarbejdede banken en handelsaftale, hvorefter banken forpligtede sig til at efterseklagerens depot. Enhver disposition skulle godkendes af klageren. Depotet havde en værdi på ca. 560.000 kr.og indeholdt blandt andet erhvervsobligationer til en værdi på ca. 125.000 kr. og investeringsbeviser i DanskeInvest Dannebrog til en værdi på ca. 320.000 kr. Klagerens risikovillighed var lav risiko defineret ved: "Jeglægger størst vægt på sikkerheden. Jeg har svært ved at acceptere tab – selv i korte perioder."Investeringshorisonten var 5 – 10 år.

Samme dag gennemførte banken en omlægning af værdipapirerne i depotet bortset fraerhvervsobligationerne, som banken anbefalede klageren at beholde. Depotet indeholdt herefter følgende:

Papir Kursværdi KursErhvervsobligationer: 0,00% KI3iL 2009 75.000,60 kr. 96,900,00% Kommuneinvest 50.356,80 kr. 104,91Aktier: Danske Bank 20.593,60 kr. 257,42Spar Nord Bank 13.771,00 kr. 137,71Spar Nord FormueInvest 40.173,00 kr. 114,78Investeringsbeviser: BankInvest Højrentelande 198.747,50 kr. 96,95BankInvest Lange Danske Obligationer 120.060,00 kr. 104,00Value Invest Global 38.534,00 kr. 192,67

Handelsaftalen blev underskrevet af klageren den 1. april 2007.

Af et faktaark pr. den 18. april 2007 udarbejdet af BankInvest fremgår, at risikoen på investeringsbeviser iHøjrentelande blev vurderet til lav. I øvrigt fremgår bl.a.:

"…

BankInvest Højrentelande går efter at give et attraktivt afkast ved at investere i stats- og virksomheds-obligationer udstedt i euro eller dollar fra lande, hvor renteniveauet er højere end i Danmark. Dollarrisikoenafdækkes.

…

God kreditsikkerhedBankInvest Højrentelande investerer i obligationer udstedt af stater og større virksomheder, der har enkreditrating over CC/Ca. Fællesnævneren er, at obligationerne er udstedt i lande, hvor det generellerenteniveau er højt i forhold til de vestlige obligationsmarkeder. Hvis landene er under udvikling, så giver denpositive udvikling sig udslag i stigende obligationskurser og dermed et positivt afkast for afdelingen.



79



Valutarisikoen udgør højest 10 procent af formuen.

…"

Den 9. april 2008 udarbejdede banken en investeringsaftale om klagerens investeringsprofil. Ifølge aftalenhavde klageren en årlig kapitalindtægt på 28.000 kr. og diverse årlige udgifter på 48.000 kr. Klagerensnettoformue blev opgjort til ca. 2,4 mio. kr. svarende til depotets værdi på ca. 500.000 kr., andre aktiver ca.2 mio. kr. og kort fristet gæld på 100.000 kr. Klageren blev godkendt til aktier, obligationer,investeringsbeviser og strukturerede produkter. Risikoprofilen var lav risiko og tidshorisonten 3 – 7 år. I øvrigtfremgår bl.a.:

"…

Det har højeste prioritet, at der kun er små kursudsving, og at afkastet er stabilt. Enkelte investeringer kanvære beskedne og foretaget ud fra andre hensigter end direkte afkast og risiko.

Hovedparten af investeringerne skal ske i obligationer. Investeringshorisonten er afgørende for hvor storrente- og kreditrisiko må være. Ved kort investeringshorisont skal rente- og kreditrisikoen være lav, vedlængere løbetider kan rente- og kreditrisikoen være højere. En mindre del af investeringerne kan foregå iaktier, hvor der tilstræbes en behørig spredning. Investeringerne skal fortrinsvis ske i DKK eller EUR. Jolængere investeringshorisont, des højere kan andelen af aktier være. Ved længere investeringshorisonter kander også indgå strukturerede obligationer med begrænset risiko.

…"

Den 9. april 2008 blev klagerens beholdning af aktier i Spar Nord FormueInvest og investeringsbeviser i ValueInvest Global til en værdi på i alt ca. 60.000 kr. omlagt til investeringsbeviser i BankInvest Lange DanskeObligationer.

Banken har oplyst, at klageren ved salget af Spar Nord FormueInvest realiserede et tab på 10.523 kr. og vedsalget af Value Invest Global realiserede et tab på 7.724 kr. (8.874 kr. - udbytte 1.650 kr.)

Den 5. maj 2008 underskrev klageren investeringsaftalen.

Pr. den 31. december 2008 var værdien af klagerens beholdning af BankInvest Højrentelande faldet til117.000 kr. (kurs 57,40). Værdien af det samlede depot var faldet til ca. 408.000 kr. Pr. den 6. marts 2009var værdien stort set uændret.

Ved brev udsendt i marts 2009 meddelte banken, at man havde registreret, at klageren påinvesteringsbeviserne "(data pr. 09. marts 2009)" ville modtage et udbytte på 18.231,25 kr. Udbetaling villeske med valør fire dage efter generalforsamlingen.

Den 10. marts 2009 solgte klageren alle værdipapirerne i depotet undtagen erhvervsobligationerne (værdi ca.121.000 kr.) og Spar Nord Bank aktierne (værdi ca. 3.500 kr.).

Ifølge en afkastopgørelse for perioden 30. marts 2007 - 10. marts 2009 havde klageren realiseret tab på i alt123.860,85 kr., heraf 82.491,50 kr. på investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande og 15.428,75 kr. påinvesteringsbeviserne i BankInvest Lange Danske Obligationer.

Banken har fremlagt en graf der viser kursudviklingen på BankInvest Højrentelande i perioden fra foråret2008 til foråret 2010. Grafen viser, at kursen i efteråret 2008 faldt fra ca. 82-86 til ca. 52-56. Efterfølgendesteg kursen til ca. 70-72 i slutningen af 2009 og begyndelsen af 2010.


Den 18. november 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bankskal betale erstatning.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.


Klageren har anført, at Spar Nord Bank som følge af dårlig rådgivning skal betale erstatning for tabet påværdipapirerne.

Investeringerne stemte ikke med hendes risikoprofil, som var lav risiko. Banken var klar over at hendesrisikoprofil til stadighed var lav risiko, hvilket også fremgår af aftalerne.

I betragtning af hendes alder var investeringshorisonten for lang.

Formålet med investeringerne var ikke primært et højt afkast men sikkerhed for, at opsparingen bevarede sinværdi.

Friværdien i hendes faste ejendom er væsentligt mindre end 2 mio. kr. Friværdiens størrelse er i øvrigt dennesag uvedkommende.



80



Banken burde have reageret i forbindelse med finanskrisen i efteråret 2008. På daværende tidspunkt var hunalvorligt syg og gennem længere tid indlagt på sygehuset. Banken var bekendt med sygdomsforløbet, ogherunder at hun ikke havde mulighed for at følge med i, hvad der skete.

Investeringerne via banken på ca. 412.000 kr. (557.000 kr. (depotværdien) – ca. 125.000 kr.(erhvervsobligationerne)) har medført et tab på 135.143 kr. eller ca. 33%. Tabets størrelse tyder i sig selvpå, at investeringerne ikke stemte med hendes risikoprofil.

På et møde i marts 2009 forklarede bankrådgiveren, at tabet på BankInvest Højrentelande, som udgjorde81.137 kr., ville blive modsvaret af et udbetalt udbytte på 18.230 kr. Hun fik imidlertid ikke udbetalt nogetudbytte.

Spar Nord Bank har anført, at depotet med baggrund i klagerens risikoprofil blev sammensat af 80%obligationer og 20% aktier.

I forbindelse med indgåelsen af investeringsaftalen blev der gennemført en omlægning, hvorved klagerensrisiko blev nedbragt yderligere.

Klageren blev rådgivet om værdipapirerne. Ved rådgivningen om BankInvest Højrentelande blev der tagetudgangspunkt i det fremlagte faktaark. Klageren blev i øvrigt informeret om risici og karakteristika vedsamtlige investeringer, ligesom klageren blev informeret om, at et historisk højt afkast ikke var en garanti foret fremtidigt højt afkast.

Ved vurderingen af porteføljen skal risikoen ses i forhold til det samlede depot og ikke i forhold til en enkeltinvestering.

Klageren havde en positiv formue i form af friværdi i en lejlighed på ca. 2 mio. kr.

Investeringerne var i overensstemmelse med en samlet lav profil med lang tidshorisont. Tidshorisonten blevdrøftet og fastsat i samråd med klageren.

Klageren traf på et fyldestgørende grundlag selv beslutning om køb og salg af værdipapirerne. Vedrådgivningen sikrede man den fornødne risikospredning.

Banken var ikke forpligtet til at overvåge investeringerne og kontakte klageren ved kursfald. Kursen påBankInvest Højrentelande faldt i oktober/november 2008 til kurs 52. Klageren har således ikke lidt noget tabved først at sælge i begyndelsen af 2009, hvor kursen var steget til 57,5.

Klageren blev i marts 2009 udførligt informeret om, at investeringerne var sket på baggrund af en langinvesteringshorisont, og at hun ved salg af værdipapirerne på dette tidspunkt ville realisere et stort kurstab

Det fremgik af brevet om udbytte, at beregningen skete på baggrund af investeringsbeviserne i depotet den9. marts 2009. Da klageren solgte sine investeringsbeviser den 10. marts 2009 modtog hun ikke udbyttet.Ved kursfastsættelsen blev der imidlertid taget højde for den kommende udbyttebetaling.

Klageren har samlet realiseret et tab på 106.794 kr. på investeringsbeviserne men har samtidig modtaget28.775 kr. i udbytte. Tabet på investeringsbeviserne udgør således 78.000 kr. En del af dette tab vedrørerhandlerne i april 2008 og bør derfor fragå i erstatningsopgørelsen. Det egentlige tab er således begrænset tillidt over 50.000 kr. Klageren har ved passivitet fortabt muligheden for at opnå erstatning for handler, der ergennemført i april 2008.


Fire medlemmer – Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Jørn Ravn og Erik Sevaldsen – udtaler:

Klagerens risikovillighed var såvel i foråret 2007, hvor kundeforholdet blev etableret, som i foråret 2008, hvorklageren underskrev en investeringsaftale med banken, lav risikovillighed. Investeringshorisonten varhenholdsvis 5 - 10 år og 3 - 7 år.

I foråret 2007 købte klageren på baggrund af forslag og rådgivning fra banken for ca. 200.000 kr.investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til depotet, som havde en samlet værdi på ca. 560.000 kr.Sammenholdt med depotsammensætningen i øvrigt finder vi, at investeringen i BankInvest Højrentelande vari strid med klagerens risikoprofil.

BankInvest havde oprindeligt angivet, at investering i BankInvest Højrentelande var forbundet med lav risiko,men denne vurdering er senere ændret til, at investeringen er forbundet med høj risiko.

Vi finder, at det generelt påhviler et pengeinstitut at foretage en selvstændig vurdering af risici ved produkter,som pengeinstituttet rådgiver om og sælger.

På det foreliggende grundlag finder vi ikke, at banken i 2007 og 2008 berettiget kunne anse investering iBankInvest Højrentelande som værende forbundet med lav risiko.



81



Vi finder det ikke godtgjort, at Spar Nord Bank på fyldestgørende måde rådgav klageren om risikoen vedBankInvest Højrentelande, og at klageren accepterede, at investeringen og den samlededepotsammensætning afveg fra hendes risikoprofil.

Vi finder herefter, at banken begik en ansvarspådragende fejl i forbindelse med rådgivningen af klageren. Vifinder, at Spar Nord Bank som konsekvens af fejlen skal stille klageren som om investeringen i BankInvestHøjrentelande ikke var foretaget, og at midlerne i stedet var blevet placeret i BankInvest Lange DanskeObligationer, hvor en del af klagerens øvrige midler var placeret, således at depotsammensætningen villehave afspejlet hendes risikovillighed.

Vi finder, at klageren ikke på andet grundlag kan kræve erstatning af banken.

Et medlem – Astrid Thomas – udtaler:

Jeg finder, at det ud fra en samlet vurdering af den foreliggende sag ikke uden bevisførelse i form af parts- ogvidneforklaringer kan afgøres, om bankens rådgivning af klageren var ansvarspådragende. Da en sådanbevisførelse ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, finder jeg, at sagenskal afvises jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.


afgørelse:

Spar Nord Bank skal inden 4 uger til klageren betale en erstatning, hvorved klageren stilles som ovenforanført.

Klagebyret tilbagebetales klageren.




82

Bilag C – PIA 1065/2009

18/03/11 09.241065/2009 Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med køb af Plus Invest Bonusrente 2013 og BankInvest Højrentelande.

Side 1 af 4http://www.pengeinstitutankenaevnet.dk/Da/Forside/Søgiafgørelser/…432b-b4b4-1989de79fa47&mark=erstatningsansvar+h%u00f8jrentelande

1065/2009 Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med køb afPlus Invest Bonusrente 2013 og BankInvest Højrentelande.Sagsnummer: 1065/2009Dato: 13. december 2010Ankenævn: Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt

JørgensenKlageemne: Værdipapirer, køb, salg, rådgivningLedetekst: Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med køb af Plus Invest Bonusrente 2013

og BankInvest Højrentelande.Indklagede: Ringkjøbing LandbobankØvrige oplysninger:Senere dom: -

Indledning.

Denne sag vedrører om Ringkjøbing Landbobank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse medbankens rådgivning af klageren om dennes køb af Plus Bonusrente 2013 og BankInvest Højrentelande.


Klageren er kunde i Ringkjøbing Landbobank.

Den 1. december 2006 købte klageren nominelt 500.000 kr. Plus Bonusrente 2013 til kurs 100.

Af et faktaark om Plus Bonusrente 2013 fremgår bl.a.:

"…

Investering i PLUS Bonusrente 2013*

• Struktureret obligation med årlig rentebetaling, hvor et eventueltrentetillæg afhænger af månedsafkastene på det europæiskeaktieindeks, DJ Eurostoxx 50 SM

• Udstedes og indfries til kurs 100,00**• Mulighed for årlig rentebetaling på op til 10 procent i årene 2008-

2013

Afkastgrundlaget

PLUS Bonusrente 2013 er en rentebærende obligation, der baserer sin årlige rentebetaling på månedsafkastetpå Dow Jones Eurostoxx 50 SM. Obligationen udbetaler efter det første år en allerede fastsat rentebetaling på2,5 procent (svarende til 2,406417 procent pro anno). I de efterfølgende år udbetaler obligationen enminimumsrente på 1 procent. Derudover kan rentebetalingerne fra og med 2008 til og med 2013 forhøjesmed et rentetillæg på op til 9 procent.

...

Risiko

Hovedstolen er sikret ved en AAA-rated sikkerhedsobligation, hvilket er den bedst mulige kreditrating. Hvisobligationen kun giver minimumsrenter på 2,5 procent (svarende til 2,406417 procent pro anno) det første årog 1 procent i efterfølgende år, har investor fået et afkast, der må forventes at være mindre end denalternative forrentning på pengemarkedet.

…

* For at få den fulde information om obligationen, herunder om beskatning og risiko, henvises til resumé,registreringsdokument og værdipapirnote, som du kan få udleveret hos dit pengeinstitut eller hente frawww.plusinvest.dk.

** Sikres ved investering i AAA-rated sikkerhedsobligation, som er den højeste opnåelige rating.

…"

Den 19. juli 2007 købte klageren 1.750 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kurs 99,10 foret samlet beløb på 173.425,00 kr.



83



På daværende tidspunkt var investeringsforeningen kategoriseret som lav risiko i henhold til BankInvestsrisikoskala.

Den 18. oktober 2007 fik klageren fastlagt sin investeringsprofil hos banken. Af investeringsprofilen fremgårbl.a., at klageren havde valgt mellem risiko og at hun havde erfaring med aktier, obligationer oginvesteringsforeninger. Ud for en figur med grafer for tre forskellige risikoprofiler (afkastforløb), havde hun satkryds i "lav risiko", som den af de viste risikoprofiler, der understøttede hendes investeringsønske for friemidler. Ifølge investeringsprofilen var hendes investeringstidshorisont 3 år. Hendes årlige indkomst varangivet til 160.000 kr. og hendes formue til 1.500.000 kr. Det fremgår videre:

"Ovenstående investeringsprofiltest er udfyldt efter en vurdering af min finansielle situation,investeringserfaring og risikovillighed. Investeringsprofiltesten vil kun blive anvendt i forbindelse med bankensrådgivning om mine investeringer i værdipapirer, og den endelige beslutning om investering har jeg selvtruffet…… Jeg bekræfter at være blevet gjort opmærksom på, at der altid er en risiko forbundet med atinvestere i værdipapirer, og at banken ikke påtager sig at indestå for, at det forventede afkast rent faktisk kanrealiseres eller tab undgås."

Den 21. april 2008 købte klageren yderligere 2.375 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande tilkurs 84,05 for i alt 199.618,75 kr.

Ved udgangen af 2008 var sammensætningen af hendes værdipapirdepot således:

"…

Årsudskrift for depot pr. 31.december 2008

Strukturerede obligationer Kursværdi3003841 PLUS BONUSRENTE 2013

Beholdning i nom.KursRenter

500.000,0048,83

35.524,20

244.150,00

3004600 PLUS Japan 2009 26/3 2009Udstederland STORBRITANIENBeholdning i nom.Kurs

300.000,0097,50

292.500,00

Total indberettet kursværdiTotal indberettet renter

35.524,20

536.650,00

Investeringsforeningsbeviser: Kursværdi1611283 BANKINVEST HØJRENTELANDE

Beholdning i stk.KursBruttoudbytteHeraf kap.indkomst obl.baseret

4.125,0057,3978

21.437,5021.437,50

236.765,93

Total indberettet kursværdiTotal indberettet bruttoudbytteHeraf kap.indkomst obl.baseret

21.437,5021.437,50

236.765,93

Børsnoterede aktier: Kursværdi6003206 RINGKJØBING LANDBOBANK a/s

Beholdning i stk.KursBruttoudbytteUdbytteskatNettoudbytte

40,00312,1148

1.200,00336,00864,00

12.484,59

Total indberettet kursværdiTotal indberettet bruttoudbytteTotal indberettet nettoudbytte

1.200,00

864,00

12.484,59

…"

Herudover havde hun en kontantbeholdning på knap 500.000 kr.

Den 14. august 2009 fik klageren fastlagt en ny investeringsprofil, hvor hendes risikoprofil var lav og hendesinvesteringshorisont kort. Ifølge profilen var hendes midler placeret med 60 % i aktier og 40 % i obligationerog lå dermed "mere end 25 % fra vores generelle anbefaling". Videre fremgår det bl.a.:

"Bemærk f.eks. BankInvest Højrentelande, der har skiftet fra risikogruppe lav til høj…



84



Du bedes kontakte os, hvis

- du ønsker din investering tilpasset din investeringsprofil

- du ønsker at ændre din investeringsprofil, så den passer til dine nuværende investeringer

- du ønsker investeringsrådgivning

Kun med fuldstændige og ajourførte oplysninger kan vi yde dig optimal rådgivning. Hvis vi ikke hører fra dig,går vi ud fra, at du ønsker at bibeholde den nuværende fordeling til trods for, at din portefølje ikke svarer tilbankens anbefaling for den valgte risikoprofil/investe-ringshorisont."

Den 10. september 2009 skrev klageren, ved hendes søn, til banken og bad banken købe klagerensbeholdning af Plus Bonusrente 2013 og BankInvest Højrentelande til den oprindelige anskaffelsespris. På dettidspunkt var der opstået tvivl om, hvorvidt Plus Bonusrente 2013 ville blive indfriet til mindst kurs 100 vedudløb.

Den 18. september 2009 afslog banken klagerens ønske.


Klageren har den 28. september 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at RingkjøbingLandbobank skal tilbagekøbe hendes beholdning af Plus Bonusrente 2013 og BankInvest Højrentelande til denoprindelige anskaffelsessum.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.


Klageren har anført, at hun altid har ønsket et stabilt og sikkert afkast.

Det har været en afgørende forudsætning, at investeringerne kunne realiseres uden risiko for store kurstab.Banken burde derfor ikke have anbefalet hende at investere i obligationer med udløb i 2013.

Hun erindrer ikke at have modtaget faktaarket vedrørende Plus Bonusrente 2013.

Da Plus Bonusrente 2013 beskattes efter lagerprincippet skal hun udarbejde beskrivelser til brug for Skat.Dette kan hun ikke på egen hånd, men har brug for revisorbistand.

Hun har investeret over halvdelen af sin formue i de to værdipapirer.

Modtaget udbytte på BankInvest Højrentelande skal ikke indgå i opgørelsen af gevinst/tab.

Ringkjøbing Landbobank har anført, at klageren ønskede et højere afkast end banken kunne tilbyde påalmindelige indlånsprodukter.

Banken har i sin rådgivning lagt vægt på, at sikkerhedsobligationen i Plus Bonusrente 2013 havde AAA-rating.Banken har anvendt faktaarket i sin rådgivning af klageren.

Klageren var bekendt med den risiko, som investeringerne indebar, og hun har selv i hvert enkelt tilfældetruffet den endelige beslutning om køb af værdipapirer.

Inden hun købte Plus Bonusrente 2013 havde kun købt tilsvarende strukturerede obligationer; Plus Basisrente2008 og Plus Japan 2009. Begge obligationsserier er blevet indfriet til kurs 100.

Klageren var klar over, at Plus Bonusrente 2013 udløber i 2013, og at der således var tale om en investeringmed som udgangspunkt en 5-årig investeringshorisont.

Klageren har ikke realiseret noget tab, idet Plus Bonusrente 2013 endnu ikke er udløbet og idet BankInvestHøjrentelande har givet et samlet positivt resultat siden købstidspunktet.


På baggrund af de oplysninger, som klageren har afgivet lægger Ankenævnet til grund, at hendes risikoprofilpå investeringstidspunkterne var lav risiko.

Klageren investerede i juni 2007 og april 2008 i alt ca. 375.000 kr. i BankInvest Højrentelande. Ankenævnetlægger til grund, at klageren foretog investeringerne på baggrund af forslag og rådgivning fra banken.

BankInvest havde oprindeligt angivet, at investering i BankInvest Højrentelande var forbundet med lav risiko,men denne vurdering er senere ændret til, at investeringen er forbundet med høj risiko.

Ankenævnet finder, at det generelt påhviler et pengeinstitut at foretage en selvstændig vurdering af risici vedprodukter, som pengeinstituttet rådgiver om og sælger.

På det foreliggende grundlag finder Ankenævnet ikke, at banken i 2007 og 2008 berettiget kunne anseinvestering i BankInvest Højrentelande som værende forbundet med lav risiko.



85



Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Ringkjøbing Landbobank forud for investeringerne i 2007 og 2008fyldestgørende har rådgivet klageren om risikoen vedBankInvest Højrentelande, og at klageren accepterede, at investeringerne afveg fra hendes risikoprofil.

Ankenævnet finder herefter, at banken begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med rådgivningen afklageren, hvorfor klagen vedrørende investeringerne i BankInvest Højrentelande herefter tages til følgesåledes, at klageren skal stilles som om disse investeringer ikke var foretaget og midlerne i stedet anbragt påden indlånskonto, hvor klagerens kontante midler var anbragt.

Ankenævnet lægger til grund, at banken i forbindelse med sin rådgivning af klageren forinden købet af PlusBonusrente 2013 anvendte faktaarket, hvor det om risikoen for, at obligationerne ikke bliver indløst til mindstkurs 100 alene fremgår, at dette "sikres ved investering i AAA-rated sikkerhedsobligation, som er den højesteopnåelige rating."

Finanstilsynet har den 19. marts 2010 vedrørende faktaark for to strukturerede obligationer, hvissikkerhedsobligation er konstrueret på tilsvarende måde som sikkerhedsobligationen i Plus Bonusrente 2013,besluttet at give følgende påtale:

"Finanstilsynet påtaler, at BI Asset Management Fondsmæglerselskab A/S (herefter kaldet BIAM) i de fakta-ark, der var udarbejdet til udlevering til kunder om de strukturerede obligationer PLUS Råvarer 2013 og PLUSRåvarer Super 2013, angav:

"…indløses til minimum kurs 100 ved udløb*)

Fodnote*) Sikret ved investering i AAA-ratede sikkerhedsobligation, som er den højeste opnåelige rating."

og derved gav investorerne et misvisende og utilstrækkelig beskrivelse af forholdene for indløsning, herunderrisikoen for ikke at blive indløst til kurs 100. Fakta-arkene indeholdt dermed ikke en afbalanceret beskrivelseaf produkterne og de risici, der er knyttet til en investering i produkterne.

BIAM har dermed handlet i strid med redelig forretningsskik og praksis inden for virksomhedsområdet, jf. §43, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed."

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at det må påhvile Ringkjøbing Landbobank at godtgøre, atklageren forud for købet af Plus Bonusrente 2013 har modtaget fyldestgørende rådgivning om risikoen for, atobligationerne ikke bliver indløst til mindst kurs 100. Ankenævnet finder, at Ringkjøbing Landbobank ikkealene på baggrund af klagerens erfaring med andre strukturerede obligationer fra Plus Invest kunneforudsætte, at klageren var fortrolig med obligationernes særlige karakter.

Som følge af det anførte skal Ringkjøbing Landbobank anerkende at dække det tab, som klageren måtte blivepåført, såfremt Plus Bonusrente 2013 ikke indfries til kurs 100 ved udløb.


afgørelse:

Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse fremsætter anmodning herom, skal RingkjøbingLandbobank inden 4 uger uden omkostninger tilbagekøbe klagerens BankInvest Højrentelande til den kurs,som klageren købte dem til, erstatte klageren de omkostninger, der var forbundet med købene og forrentebeløbende med den rentesats, der var gældende for hendes indlånskonto, mod at klageren tilbagebetaler detafkast, som hun har modtaget på disse investeringer.

Ringkjøbing Landbobank skal anerkende at indestå klageren for det tab, som klageren måtte lide, såfremtklagerens værdipapirer i Plus Bonusrente 2013 ikke måtte blive indfriet til kurs 100 ved udløb.

Klagebyret tilbagebetales klageren.




86

Bilag D – PIA 635/2009

18/03/11 09.32635/2009 Indsigelse om at køb af aktier i Kapitalpleje A/S i 2006 var i strid med lav risikoprofil.

Side 1 af 3http://www.pengeinstitutankenaevnet.dk/Da/Forside/Søgiafgørelser/…4d9d-8333-ae9f4543e794&mark=erstatningsansvar+h%u00f8jrentelande

635/2009 Indsigelse om at køb af aktier i Kapitalpleje A/S i 2006 var istrid med lav risikoprofil.Sagsnummer: 635/2009Dato: 30. august 2010Ankenævn: John Mosegaard, Søren Geckler, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Astrid ThomasKlageemne: Værdipapirer, køb, salg, rådgivningLedetekst: Indsigelse om at køb af aktier i Kapitalpleje A/S i 2006 var i strid med lav risikoprofil.Indklagede: Spar Nord BankØvrige oplysninger: -Senere dom: -

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på aktier i Kapitalpleje A/S begrundet i, atinvesteringen var i strid med hendes risikoprofil, som var lav risiko.


I begyndelsen af 2006 var klageren, der er født i 1946, kunde i Spar Nord Bank, hvor hun havde topensionsopsparinger med en værdi på i alt ca. 1,2 mio. kr. fordelt på værdipapirer og kontante indeståender.

I slutningen af januar 2006 gennemførte banken klagerens køb af for 135.000 kr. aktier iinvesteringsselskabet Kapitalpleje A/S. Der skete herved en omlægning af navnlig kontante midler samt enmindre post Hedgeforeningen Bankinvest Stabil til en kursværdi på ca. 27.000 kr.

Spar Nord Bank har anført, at klagerens risikovillighed var mellem/lav risiko, og at klageren fik såvel mundtligsom skriftlig information om Kapitalpleje A/S. Klageren var leder af et oplysningsforbund, som bankenkontaktede ved dels fremsendelse af en brochure om Kapitalpleje A/S, dels en efterfølgende telefoniskrådgivning. På baggrund heraf tegnede klageren aktier – ikke til oplysningsforbundet, men i stedet til sin egenpensionsportefølje. Såvel klageren som oplysningsforbundet var kunder i banken.

Klageren har anført, at hendes risikovillighed var lav risiko. Hun er overbevist om, at hun hverken privat ellervia oplysningsforbundet har modtaget nogen skriftlig eller mundtligt information om Kapitalpleje A/S.

Af brochuren om Kapitalpleje A/S fremgår bl.a. følgende:

"Investeringsstrategien bag KapitalPleje A/S beror også på at geare Selskabets egenkapital og dermedudnytte mulighederne for at låne til en lav rente og placere i aktiver med forventet højere afkast.

Spar Nord Bank er valgt som porteføljeforvalter, da de har stor erfaring og ekspertise medporteføljeforvaltning og risikostyring.

Målsætningen er over en 5-årig periode, at skabe et gennemsnitligt afkast på minimum 12 pct. p.a. førdriftsomkostninger, med en samlet risiko lidt over niveauet for investering i aktiemarkedet."

Ifølge bankens "Investeringsnøgle-pensionsmidler" pr. den 1. august 2006 kunne der i en portefølje med enlav risikoprofil og en investeringshorisont på mere end 5 år indgå Kapitalpleje aktier med op til 15 %. Pr. den24. januar 2008 var grænsen 10 % ved en investeringshorisont på mere end 7 år og 5 % ved eninvesteringshorisont på 3-7 år.

I sommeren 2008 blev klageren testet i henhold til de såkaldte MIFID-regler. Der blev i den forbindelseudarbejdet en investeringsaftale, hvoraf det fremgik, at klagerens indtægt var på ca. 500.000 kr. om året, oghendes samlede formue var på ca. 2,5 mio. kr. Klagerens risikovillighed var lav risiko. I forlængelse herafanbefalede banken salg af Spar Invest Value Aktier, Value Invest Blue Chip, BankInvest Basis, Value InvestJapan og BankInvest Tyskland for i alt ca. 300.000 kr. og køb af navnlig BankInvest Højrentelande ogHøjrentelande, Lokal Valuta. Aktieandelen skulle uændret være henholdsvis 35 % og 38 % i klagerenspensionsdepoter.

Ved brev af 8. marts 2009 gjorde klageren indsigelse mod investeringen i Kapitalpleje A/S, hvis værdi sidentegningen i begyndelsen af 2006 var faldet fra ca. 135.000 kr. til ca. 10.000 kr. Banken afviste at havepådraget sig et ansvar i den forbindelse.

Banken har til brug for sagen fremlagt nogle oversigter over klagerens værdipapirhandler i perioden 1. januar2002 - 17. juli 2009. Af oversigterne fremgår foruden Kapitalpleje A/S følgende papirer:



87



BankInvest Indien & Kina

BankInvest Basis

BankInvest Globalt Forbrug

BankInvest Højrentelande

BankInvest Virksomhedsobligationer

Roth & Rau

Spar Nord Bank

Sparinvest Value Aktier

ValueInvest Blue Chip Value

BankInvest Pension Tyske Aktier

Hedgeforeningen BI Stabil

ValueInvest Japan.


Den 17. juni 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skalbetale 125.000 kr.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.


Klageren har anført, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar for hendes tab på aktierne iKapitalpleje A/S ved at undlade at rådgive om risikoen i forbindelse med købet i 2006 eller senest iforbindelse med investeringsaftalen i sommeren 2008.

Opsparingen i banken er hendes eneste pensionsopsparing. Hun har ingen finansiel uddannelse eller finansielindsigt i øvrigt. Hun har ikke haft kendskab til bankens såkaldte investeringsnøgle.

Banken har rådgivet hende om opsparing igennem 20 år og har altid kendt hende som økonomisk forsigtig.Hendes risikovillighed har til stadighed været lav, og hun har således under ingen omstændigheder villetinvestere i værdipapirer, hvor der var risiko for tab.

Placeringen af 135.000 kr. i Kapitalpleje A/S skete på bankens anbefaling. Placeringen var imidlertid i stridmed hendes risikoprofil.

Banken burde i hvert fald have anbefalet et salg af aktierne i sommeren 2008, hvor det klart fremgik afinvesteringsaftalen, at hendes risikoprofil var lav risiko. På daværende tidspunkt var kursen på KapitalplejeA/S faldet til kurs 85.

Hun fik først i februar 2009 kendskab til, at investeringen i Kapitalpleje A/S var en højrisikoinvestering, somer tre gange "gearet", og at risikoen er større end ved aktier generelt.

Spar Nord Bank har anført, at man ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerensinvestering i Kapitalpleje A/S.

Klageren traf beslutning om Kapitalpleje A/S på et velinformeret grundlag.

Det er bankens opfattelse, at klageren inden købet af aktierne fik tilsendt brochuren om Kapitalpleje A/S(miniprospektet), hvoraf det fremgik, at der var tale om gearede forretninger. Aktien blev købt iemissionsperioden, hvor tegning skete netop på baggrund af udsendt prospektmateriale. Klageren blevdesuden rådgivet mundtligt om aktierne ved bankens telefoniske henvendelse. I overensstemmelse medbankens faste praksis blev de sider af prospektet, der omhandlede investeringsstrategi, afkastscenarier ogrisikofaktorer gennemgået.

Aktiekøbet stemte efter bankens opfattelse med klagerens investeringsprofil, økonomiske situation oginvesteringshorisont. Klagerens risikoprofil blev vurderet til mellem/lav og investeringshorisonten til 5-10 år.At risikoprofilen var mellem/lav understøttes af de faktiske handler, som klageren foretog.

Andelen af aktier i Kapitalpleje A/S udgjorde ca. 11 % af klagerens formue. Aktien blev ansat til en risiko lidthøjere end for aktier generelt, men indgik i bankens investeringsnøgle med en begrænset andel.

I forbindelse med investeringsaftalen i sommeren 2008 blev det konstateret, at klagerens risikovillighed varlav. Klageren blev derfor anbefalet at sælge en række papirer med henblik på at reducere risikoen. Pådaværende tidspunkt var tabet på Kapitalpleje ikke forholdsmæssigt større end på øvrige papirer, og dabanken fortsat havde tiltro til aktien, anbefalede man ikke et salg af denne. Ifølge bankens investeringsnøgle



88



for 2008 var der for depoter med lav risiko fortsat mulighed for at have 5 % -10 % placeret i aktier iKapitalpleje.

I et depot med lav risiko kan der efter bankens opfattelse forekomme mindre andele af værdipapirer med enhøjere risiko.


Ankenævnet lægger til grund, at klagerens risikovillighed var lav. Det blev fastslået ved test i sommeren 2008i henhold til MIFID-reglerne og der er ikke grundlag for at antage, at risikovilligheden var højere, da SparNord Bank i januar 2006 efter en brochure om Kapitalpleje A/S og efterfølgende telefonisk rådgivninggennemførte klagers køb af for 135.000 kr. aktier i investeringsselskabet Kapitalpleje A/S. Henset hertil og tilanbringelsen af klagerens pensionsmidler i øvrigt finder Ankenævnet, Spar Nord Bank begikansvarspådragende fejl ved at anbefale klageren en investering, der ikke svarede til klagerens risikoprofil.

Klagerens påstand tages derfor til følge som nedenfor bestemt.

Det bemærkes, at klagen alene angår bankens rådgivning om aktierne i Kapitalpleje A/S og klagerens tab pådisse aktier. Ankenævnet har derfor ikke i øvrigt taget stilling til investeringssammensætningen i klagerenspensionsdepoter.


a f g ø r e l s e :

Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse fremsætter anmodning herom, skal Spar Nord Bank inden4 uger af klageren uden kurtageberegning tilbagekøbe nominelt 135.000 kr. Kapitalpleje A/S. Tilbagekøbetsker til kurs 100.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.




89

Bilag E – PIA 1108/2009

24/04/11 10.171108/2009 Krav om erstatning for negativt afkast af pensionsmidler placeret i en pulje samt spørgsmål om fast rente på pensionsmidler.

Side 1 af 5http://www.pengeinstitutankenaevnet.dk/Da/Forside/Søgiafgørelse…VerdictId=01948e5c-75fe-4247-be5b-9645d607c57b&mark=1108%2f2009

1108/2009 Krav om erstatning for negativt afkast af pensionsmidlerplaceret i en pulje samt spørgsmål om fast rente på pensionsmidler.Sagsnummer: 1108/2009Dato: 31. januar 2011Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Karin Duerlund og

Bent Olufsen.Klageemne: Puljepension, negativt afkastLedetekst: Krav om erstatning for negativt afkast af pensionsmidler placeret i en pulje samt

spørgsmål om fast rente på pensionsmidler.Indklagede: Jyske BankØvrige oplysninger: -Senere dom: -

Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank overfor klagerne er erstatningsansvarlig for negative afkast afpensionsmidler placeret i en puljeordning samt om en aftale om fast forrentning på 4,75 % af pensionsmidler ien bindingsperiode på 6 måneder er indgået.


Klagerne M og K har oplyst, at de i 1996 og 2000 oprettede pensionsopsparinger i Jyske Bank.

På et møde den 13. februar 2008 fik klagerne lavet investeringsprofiler. Efter det oplyste var klagerne dabegge 68 år. Af bankens breve af samme dato benævnt "Din investeringsplan" fremgår:

"…

På baggrund af vores samtale af 13. februar 2008 har jeg tegnet din investeringsprofil ud fra dine ønsker ogbehov.

Dine svar fremgår af det vedlagte resumé af vores samtale og peger på, at din risikoprofil er det, vi kalderstabil.

Den stabile risikoprofilDer er to væsentlige forhold for den risikoprofil, som jeg anbefaler.

Det første er din investeringshorisont. Det er den periode, du forventer, investeringen skal strække sig over.Da du har svaret mellem 3 og 7 år, er din horisont, hvad vi kalder mellemlang.

Det andet er din holdning til risiko og dermed tab. …

… Svarene på de spørgsmål, der omhandler risiko, siger mig, at din holdning er forsigtig. …

…

Du kan læse mere om profilen på det vedlagte ark.

…"

Af resuméerne fra mødet fremgår, at klagernes investeringshorisont er 3-7 år, at klagerne beskriver, at dehar en god basisviden om investeringsområdet, at de er ret afhængige af de investerede midler og at de kanacceptere et meget begrænset afkastudsving over en vilkårlig et-årig periode. Nederst på resuméerne er overdato- og underskriftsfeltet anført:

"Vær opmærksom på, at selv om De har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast De kan acceptere,tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."

Af bankens faktaark for den stabile profil - som risikomæssigt ligger i det lave middelområde af bankens 7forskellige profiler - fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning er 18 % i etableredeaktiemarkeder, 2 % i nye aktiemarkeder, 65 % i danske obligationer og 15 % i højrenteobligationer. Af etsøjlediagram for perioden 1991 til 2007 fremgår negative afkast for årene 1994 og 2002. Desuden fremgårfølgende:

" …

Fin balance mellem forventet afkast og risikovillighedFordelene ved at investere efter den stabile profil:



90



- gode muligheder for et stabilt afkast på langt sigt

- mulighed for afkast, som ligger over gennemsnittet på obligationsmarkedet.

Du må kunne leve med, at afkastet i enkelte år kan være negativt.

Deklaration

…

- Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. For at sikreen stabil udvikling er andelen af obligationer størst.

- I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vivurderer, at det kan give et bedre resultat.

…"

På baggrund af investeringsprofilerne af 13. februar 2008 blev midlerne fra M’s kapitalpension og K’sratepension samt kapitalpension med valør den 3. marts 2008 placeret i "Pulje 3, Stabil", som er én afbankens 4 puljeordninger. M’s ratepensions midler havde fra den 1. december 2000 været placeret i "Pulje 3,Stabil". Banken har anført, at klagerne blev rådgivet om puljens investeringsstrategi og risiko. Klagerne fikudleveret et eksemplar af "Puljeordninger i Jyske Bank" vedrørende de generelle regler for puljerne, hvoraffremgår:

"…

En puljekonto er en indlånskonto med en særlig forrentning. Den samlede opsparing i en pulje placererbanken som beskrevet for den enkelte pulje. Banken investerer efter bedste skøn med henblik på at opnåstørst muligt afkast og er uden ansvar for fejlskøn. De købte værdipapirer tilhører banken.

Da puljeafkastet baseres på afkastet af de bagvedliggende værdipapirer, kan der forekomme såvel positivtsom negativt afkast i alle puljer.

…

Med en uges varsel til et månedsskifte kan en puljekonto overføres til en anden pulje, til kontant forrentningeller til eget depot.

…

Hver måned vises den enkelte puljes afkast på internetadressen www.jyskebank.dk/puljer. Informationen kanogså hentes i banken. Hvert år fremsendes opgørelsen af den enkelte puljes afkast.

…

Puljemidlerne kan placeres i danske og udenlandske aktier, andele i investeringsforeninger, traditionelleobligationer, højrenteobligationer*), indeksobligationer, skatkammerbeviser, warrants, valuta og kontant.

Som alternativ til direkte investering i værdipapirer og til afdækning af værdipapirer kan anvendes futures,optioner og valutaterminsforretninger.

Pulje 1, VækstPuljen henvender sig primært til ...

…

Pulje 2, Balanceret-DynamiskPuljen henvender sig primært til …

…

Pulje 3, StabilPuljen henvender sig primært til kunder med mere end 3 år til forventet udbetalingstidspunkt.

Der kan være udsving i afkastet på kort sigt, og der kan fremkomme negativt afkast i enkelte år.

Der investeres primært i obligationer, sekundært i aktier. Der placeres mindst 70 % og højst 90 % af puljensmidler i obligationer og kontant – dog højst 25 % i højrenteobligationer*). Den samlede varighed**) er højst10. Der investeres mindst 10 % og højst 30 % i aktier.

Pulje 4, DæmpetPuljen henvender sig primært til kunder med mere end 2 år til forventet udbetalingstidspunkt.

Der kan være mindre udsving i afkastet på kort sigt, men afkastet forventes over en årrække altid at værepositivt. Der kan dog forekomme negative afkast i de enkelte år.

Der investeres udelukkende i obligationer og kontant. Der placeres højst 30 % i højrenteobligationer*). Den



91



samlede varighed**) er højst 5.

…

*) HøjrenteobligationerObligationer udstedt af virksomheder eller stater med en lavere kreditværdighed, som derfor er højereforrentet end traditionelle obligationer.

**) VarighedVarighed er udtryk for den procentvise ændring i beholdningens værdi ved en ændring i renten på 1procentpoint. En varighed på fx 5 betyder, at beholdningens værdi vil ændres med 5 % ved en renteændringpå 1 procentpoint.

…"

Klagerne har anført, at de i september 2008 rettede henvendelse til banken, da de var blevet opmærksommepå et "større tab" ved investeringen af pensionsmidlerne. De ønskede midlerne flyttet til en "kontant konto".Banken oplyste, at midlerne kun kunne flyttes til "Pulje 4, Dæmpet", medmindre pensionsordningerne blevophævet og belagt med statsafgift. Dette bestrides af banken, som har anført, at klagerne blev oplyst om, atmidlerne - med respekt af varslet i vilkårene for puljeordningerne om en uges varsel til et månedsskifte -kunne placeres på en "kontant konto". Mødet med klagerne fandt sted den 1. oktober 2008 ogpensionsmidlerne blev trods varslet i vilkårene flyttet til "Pulje 4, Dæmpet" samme dag, idet dette teknisk varmuligt. En flytning af pensionsmidlerne til kontant forrentning krævede derimod en opgørelse afpensionskontoen, hvilket ikke kunne gennemføres uden 1 uges varsel.

Banken har anført, at der den 21. oktober 2008 blev indgået en aftale med klagerne om flytning afpensionsmidlerne til en konto med en variabel rente på 4,75 % med valør den 3. november 2008. Renten blevsenere nedsat til 1,25 %. Klagerne har anført, at en fast rente på 4,75 % med en bindingsperiode på 6måneder blev aftalt.

M anmodede ved mail af 15. februar 2009 banken om at sende oversigt over månedlige puljeafkast mm. forklagernes pensionskonti siden 1996. I den følgende korrespondance og kontakt med banken anmodedeklagerne om, at banken erstattede deres tab ved investering af pensionsmidlerne i perioden fra februar tilnovember 2008 samt herefter forrentede pensionsmidlerne med en fast rente på 4,75 %.

Ved brev af 19. juni 2009 afslog banken klagernes anmodning.


Klagerne har den 20. oktober 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank tilpligtesat erstatte tab på deres pensionsopsparinger fra februar til november 2008 opgjort til 112.689,10 kr. samtforrente pensionsmidlerne fra november 2008 til april 2009 med 4,75 % p.a.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.


Klagerne har bl.a. anført, at de ikke tidligere har haft erfaring med investering og pension. De overlodpensionsmidlerne til kyndig varetagelse af banken.

Udbetaling af deres ratepensioner blev påbegyndt i 2005. Kapitalpensionerne var planlagt til udbetaling i2010, hvor de fyldte 70 år.

I februar 2008 ønskede de at planlægge udbetalingen af kapitalpensionerne. De havde udtrykt et meget klartønske om en meget sikker placering af midlerne. Banken anbefalede, at pensionsmidlerne blev flyttet fra pulje3 til pulje 4, men nævnte ikke sikre alternativer. Senere erfarede de, at puljeskiftet indebar en ikke ubetydeligrisikoforøgelse. Banken oplyste ikke om forudgående negative afkast.

M havde siden år 2000 en ratepension placeret i pulje 3, men også hér var al rådgivning overladt til banken.De hørte aldrig om, hvorledes investeringen forløb. Da det kun drejede sig om et lille beløb, kan dette ikke pånogen måde bringes ind i argumentationen. Det er kapitalpensionernes midler, der er interessante i dennesammenhæng.

Det fremgår af resuméerne, at de på ingen måde ønskede at gamble med pensionsmidlerne, da de varafhængige heraf, og at deres holdning til risiko var meget begrænset.

Ved puljeskiftet havde de kun ca. 2 år til udbetaling af kapitalpensionerne og dermed en begrænsettidshorisont til at indhente tab. I henhold til lovgivningen skulle kapitalpensionerne udbetales ved det fyldte70. år. Midlerne skulle ikke geninvesteres, da de skulle leve heraf.

Banken rådgiv dem til at have en investeringshorisont på 3-7 år. Dette var mangelfuldt og kritisabelt hensettil, at de var novicer i investeringsmæssig sammenhæng og overlod det til banken at rådgive ud fra dens



92



ekspertise.

Banken orienterede ikke om tabene i første halvår af 2008.

De henvendte sig til banken i september 2008 og erfarede til deres overraskelse, at der havde været størretab af deres pensionsmidler. Pulje 3 havde gennem længere tid været nødlidende og risikofyldt. De anmodedestraks banken om at standse alle tab og flytte pensionsmidlerne til en kontant konto.

Banken oplyste, at midlerne kun kunne flyttes til en kontant konto, hvis pensionerne blev ophævet, udbetaltog belagt med statsafgift inden det fyldte 70. år. Banken anviste som eneste mulighed, at midlerne blevflyttet til pulje 4, som også var i en tabsgivende periode, hvilket banken ikke oplyste. Dette medførteyderligere tab.

Det er vanskeligt at forstå bankens givne anbefalinger, information og manglende oplysninger.

Rådgivningen har ikke været uvildig.

Banken har ikke søgt at begrænse deres tab.

Da pensionsmidlerne blev placeret kontant, oplyste banken, at renten i en 6 måneders bindingsperiode villevære fast på 4,75 %.

Ved det seneste møde med banken deltog et familiemedlem som vidne, der ved behov kan fremsende enudtalelse.

Afgørelsen 95/1995 er relevant for vurderingen af nærværende sag.

Jyske Bank har bl.a. anført, at klagerne løbende har været orienteret om udviklingen i saldoen på dereskapital- og ratepension, dels via bladet "Puljenyt", der blev tilsendt klagerne, dels ved de løbende drøftelser ibanken angående pensionsopsparingerne.

Klagerne valgte at blive i pulje 3 på trods af, at de via kontakten til banken var bekendt med udviklingen ipensionsopsparingerne.

På et møde den 16. juni 2008, hvor udviklingen i saldoen på pensionsmidlerne blev drøftet meddelteklagerne, at de ønskede at blive i pulje 3.

Klagerne blev ved skiftet fra pulje 4 til pulje 3 den 13. februar 2008 oplyst om porteføljestrategien i pulje 3.

Klagerne har fået skriftlig information om, at der kan forekomme negativt afkast i pulje 3.

Banken har ikke givet en garanti for, at investering i pulje 3 var uden risiko.

M har siden 1. december 2000 haft pensionsmidler placeret i pulje 3, hvorfor han har et indgående kendskabtil puljens risiko og porteføljestrategi. Han har tidligere været udsat for tab i pulje 3. M er via bankens årligteller kvartalsvise udsendte brochure samt årsopgørelse blevet orienteret om afkastet.

Det bestrides, at banken har rådgivet klagerne til at have en investeringshorisont på 3-7 år. Klagerne oplystederimod dette.

Ved rådgivningsmødet den 13. februar 2008 var aldersgrænsen for ophævelse af en kapitalpension 70 år.Dette betyder dog ikke, at en kunde ikke kan have en investeringshorisont, der løber længere, idet kundenkan have mange grunde til at geninvestere sin kapitalpension efter det fyldte 70. år.

I henhold til de nugældende regler kan klagerne dog vente med udbetalingen af kapitalpensionen til de fylder75 år.

Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar ved placeringen af klagernes midler i pulje 3.

Klagerne er ikke blevet lovet en fast rente på 4,75 % på pensionsmidlerne.


Ankenævnet bemærker, at det af de fremlagte underskrevne resuméer fremgår, at klagernesinvesteringshorisonter er 3-7 år.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Jyske Bank ved rådgivningen af klagerne om placeringen af derespensionsmidler i pulje 3 begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at klagernes pensionsmidler skulle være flyttet til kontantplacering med valør tidligere end mandag den 3. november 2008.

Endelig finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klagerne og banken i oktober 2008 aftalte, atpensionsmidlerne i en bindingsperiode på 6 måneder skulle forrentes med en fast rente på 4,75 % p.a.


a f g ø r e l s e :



93



Klagen tages ikke til følge.


Documents

God skik-reglernes betydning for det erstatningsretlige