Håndbog for glade gubber

Til minde om min morfar, Erik Tham, en virkelig glad gubbe

Håndbog for glade gubberOversat fra svensk af John Jensen efter:Handbok för glada gubbarCopyright © Dag Sebastian Ahlander 2012First published Bonnier Fakta, Stockholm, SwedenCopyright denne udgave © People’sPress, København 2014Grafisk form og illustrationer: Eva Lindeberg Sats og tilrettelægning: LYMIISBN 978-87-7137- 858-01. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2014

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København VForfatterbooking: www.artpeople.dk

Glade gubber.indd 4 08/07/14 11.05

HÅndboGfor GladE GubbEr109 GodE rÅd TIl aT nÅ lIvETs HøjdEpunkT

d a G s E b a s T I a n a H l a n d E r

P e o P l e ’ s P r e s s

ovErsaT fra svEnsk

af joHn jEnsEn



BASALE GRUNDREGLER 17

PROJEKTER 49

NYD DET DU FORETAGER DIG 101

BLANDT VENNER 119

MED RANK RYG 133

I FAMILIEN 139

VÆR GENERØS MOD DIG SELV 179

NOGLE PRAKTISKE RÅD 199

SYGDOMME 209

HVIL I FRED 227


IndlE dnInG 7

For et par år siden gik jeg på pension efter 39 år, 11 måneder og 7 dage på arbejdsmar-kedet. Nu er al den tid, jeg har tilbage, min egen. Nu er det after work, det drejer sig om.

Jeg er godt tilfreds. Tilfreds med endelig selv at kunne bestemme over mit liv og min tid og tilfreds med at samle de kræfter i mig selv, der endnu ikke er gjort krav på. Jeg håber, at jeg vil få ti gode år til, men man ved jo aldrig, så det gælder om at bruge hver dag godt.

For at blive en glad gubbe lavede jeg en liste over alt det positive, som jeg indtil nu har oplevet her i livet. Det viste sig at være en nyttig øvelse, for jeg blev både glad og overrasket og fandt ud af, at

109 GodE r Åd T I l aT nÅ l IvETs HøjdEpunkT


8 H ÅndboG for Gl adE GubbE r

tilværelsen har været god mod mig. Frem for alt er jeg lykkeligt gift og har to sunde og raske døtre.

Jeg har bevæget mig et godt stykke vej siden Norbyvägen i Uppsala, hvor jeg blev født. Da jeg sluttede min aktive karriere, var jeg ambassadør i udenrigstjenesten og børnebogsforfatter. Jeg har boet i Washington, Nancy, Moskva, Nairobi, Ge-nève, Sankt Petersborg og New York. Og jeg har fået lov til at opleve vor generations største historis-ke begivenheder med egne øjne: kommunismens sammenbrud i Sovjetunionen og de baltiske lan-des selvstændighed. Det er mit livs store eventyr.

Du synes måske , at ovenstående lyder lige lov-lig rosenrødt, og det er det også. Men jeg advarede dig jo på forhånd: Man skal trække det bedste frem og glemme resten. Det er den eneste måde at blive en glad gubbe på. Det handler om at blive ven med sin skæbne og lave om på det, der stadigvæk kan gøres noget ved. Det gælder om at forstørre det, der gør én glad, og glæde sig over hverdagen. Jeg vil være lykkelig, og med den indstilling er man allerede kommet halvvejs, tror jeg.


IndlE dnInG 9

Lykke, det er at have talent for skæbnen.Det talent må vi alle forsøge at lokke frem på

vores ældre dage. Så nu er det din tur til at lave en liste over alt det gode, der er hændt dig i livet!

En sådan statusopgørelse fører uundgåeligt til, at man bliver en smule selvtilfreds, for ikke at sige selvfed. Men det kan ikke være anderledes: Jeg har jo kun mig selv som forsøgskanin og eksempel. Det held, jeg har haft til at overvinde mine egne fejl og mangler, gør mig naturligvis meget glad, og den glæde vil jeg gerne dele med dig. Det er jo hele formålet med disse råd.

Dermed ikke sagt, at jeg hele tiden er i stand til at følge mine egne råd. Men nu om dage ved jeg altid, hvornår jeg træder forkert og må begynde forfra. Det er et stort skridt fremad, ja, det er den eneste vej.

OG PLUDSELIG STår VI På DEN MODSATTE STrANDBrED

At gå på pension er det sidste store opbrud i livet. Det er også den sidste store udfordring. Det var lettere at finde ud af, hvordan man skulle leve, så længe fremtiden lå foran én. Nu er det blevet



sværere, for ingen af os har prøvet at være gamle før, kan man vel sige.

Alderdommen er ikke noget udviklingssta-dium, men en form for forfald. Det gør udfor-dringen så meget desto større. Vi må indrette os på nye måder, selvom vi ved, hvad enden på det hele bliver. Det er derfor, vi må satse på det gode humør som ældre og blive glade gubber.

Der er jo mange ting at glæde sig over. For hver generation bliver vi sundere og lever længere. Den gennemsnitlige levetid for mænd i Sverige er nu 80 år og for kvinder 83 år, i Danmark ligger den lidt lavere. I min kommune ligger den på 83,1 år for mænd og 85,6 for kvinder Derfor flytter jeg ikke herfra.

Vi når alderdommen 10 til 15 år senere i dag. Vore dages 75-årige er gårsdagens 65-årige. Man-ge af os kan faktisk regne med at have en tredjedel af livet foran sig, når vi fylder 65.

Men først må vi have styr på nogle ting, som har ramt mange mænd i vores generation, og som for-hindrer dem i at blive glade gubber. For mænd, der blev født i 1940’erne og 1950’erne, indebar kvindernes fremmarch på arbejdsmarkedet, at


IndlE dnInG 11

de i mange tilfælde måtte se deres karriereplaner blive forpurret. Trængslen på karrierevejen blev større. Mange arbejdsgivere søgte desuden aktivt efter kvindelige alternativer.

Cirka halvdelen af de job, som mange mænd troede en dag skulle blive deres, forduftede på denne måde. Det førte til øget lighed mellem mænd og kvinder og til et bedre samfund, men sådan blev det ikke altid opfattet af de mænd, som kom i klemme i selve overgangsfasen. Den proble-matik blev der sjældent talt højt om. Ja, den har næsten fået karakter af et tabu, eftersom vi er stol-te af førnævnte samfundsudvikling.

Samtidig forsvandt traditionelle hierarkier, og sekretærer og kontordamer og andre personale-grupper i ministerierne opnåede pludselig nye karrieremuligheder, som yderligere fik de tra di-tionelle avancementsveje til at skrumpe ind. Over-gangen til computere medførte, at langt flere job blev stationære og mere ensartede. At blive for-fremmet indebar ofte blot, at man fik en større ar-bejdsbyrde og flere problemer. Det er sikkert her, vi finder forklaringen på, at så få svenskere i dag ønsker at blive chefer sammenlignet med andre europæiske lande.



Af alle disse grunde går mange ældre mænd og er småbitre over, at deres liv ikke altid blev, som de havde tænkt sig. De blev ramt af voldsomt stærke politiske og demografiske forskydninger i vores tidsalder. Disse forskydninger var både rimelige og retfærdige, men mange mænd endte alligevel med at opfatte dem som uretfærdige. Tidsåndens krumspring forstås sjældent af de samtidige.

Selv blev jeg ramt i 55-års alderen, men kunne vende det til min fordel, så jeg blev en glad gubbe. Og mine døtre lever nu i den bedste af alle ver-dener. Lykken ligger ikke altid i at have held med alting, men i at få et godt liv.

Husk på, at livet leves forlæns, men forstås bag-læns. Derfor gælder det bare om at se fremad og også vende den næste fase i livet til sin egen fordel.

Den anden store omvæltning i vores liv er den markante deroute i social status, som den offent-lige sektor har undergået siden 1960’erne. At være statstjenestemand var engang noget meget fint. Den, som har prøvet at være med til at forberede et statsråd på Stockholm Slot mellem regeringen og Sveriges, goternes og vendernes konge, Gustaf VI Adolf, ved præcis, hvad jeg mener.

Det var også inden for den offentlige sektor,


IndlE dnInG 13

de store reformer fandt sted. Det var dér, magten samledes i de såkaldte rekordår fra krigens slutning og frem til 1970’ernes midte. Og derfor søgte så mange fra efterkrigsgenerationerne derhen.

Men de, der blev chefer i 1990’erne, opdagede, at det var slut med samfundets resurser, og at det nu kun drejede sig om besparelser og nedskæring-er. Selv måtte de indstille sig på at arbejde mere, end deres medarbejdere nogensinde havde gjort, og endda klare det meste selv. Det blev til sidst et ganske pauvert arbejdsmiljø.

De årgange, der blev født i 1940’erne, voksede op med den ideologi, at det var gennem arbejdet, vi skulle realisere os selv og finde vores venner. At arbejde mange og lange dage blev opfattet som noget positivt. Desuden skulle vi være aktive inden for fagforeningen, i vores boligområde, i skoler og børnehaver. Den ligning gik aldrig op.

Som ældre ved vi bedre. Der findes vist ikke ret mange, som på deres dødsleje jamrer over, at de burde havde tilbragt mere tid på kontoret. Det modsatte er derimod yderst almindeligt. Der blev for lidt tid til at være sammen med familien, børnene og vennerne, og pludselig er livet løbet fra os.



Når arbejdslivet klinger af, viser det sig, hvor meget menneske man er, hvor meget privatliv man har, og om ens personlige netværk fungerer. Al-ting handler til syvende og sidst om, hvorvidt man er åben over for at tage sit liv op til revision.

Nu til dags skal man være iværksætter og starte virksomheder. Der findes heller ikke så mange for-udfattede meninger om, hvad der er fint og ikke fint. Det gør valgene sværere, men livet lettere, også for os ældre.

Selv var jeg diplomaten, der blev Onkel Even-tyrfortæller, og jeg har indtil nu udgivet 12 bøger for børn og unge. Mine teenagedøtre blev mine redaktører, og så forvandledes skriverierne til fa-miliens store far-datter-projekt.

På lignende vis kan de fleste af os brede vores interesser ud og virkeliggøre vores drømme, efter vi er fyldt 65. Det kan føre til et nyt liv, ja, et ekstra liv for mange af os. At sprede dette budskab er det vigtigste formål med denne bog.

Den største kompliment her i mit nye liv fik jeg på en skole. Jeg var blevet indbudt til at tale som forfatter i en 8. klasse. Jeg fortalte om mine bøger og en smule om min baggrund. Efter timen blev jeg til min overraskelse omringet af flere indvan-


drerdrenge, der stillede spørgsmål om mine bø-ger.

”Hvordan bliver man som dig?” spurgte en af dem pludselig.

Det glemmer jeg aldrig.

Husk på, at man kan optræne sin evne til at nyde livet. Det er nu eller aldrig, vi må leve vores liv. Det går ikke længere at udskyde vores valg af livsstil el-ler gå og gruble over, hvordan tilværelsen burde have formet sig.

Nu kan vi endelig rejse uden at skulle aflægge rapport og læse uden at skulle udlægge teksten. Vi behøver ikke at være dygtige eller tilpasse os, og vi slipper for at skulle diskutere alting. Nu kan vi endelig bare nyde. Ja, jeg følte mig faktisk ældre før i tiden!

Min konklusion er derfor:Lev et nyt liv. Lev op til dine egne forventning-

er, ikke til andres. Se altid fremad, så udvikler du dig hele tiden. Vejen findes ikke, før vi har gået den.

IndlE dnInG 15



Basale

grundregler



basalE GrundrEGlE r 19

1pl anl æG dIn pEnsIonErInG allErEdE som 60 - ÅrIG

Det lyder kedeligt, men det kræver lidt planlægning, hvis man rigtigt skal nyde den sidste del af livet. Når du endegyldigt siger farvel til dit arbejde, mister du samtidig nogle af de platforme – og de kontorfaciliteter – som gør, at du kan tilrettelægge dit liv som frit menneske på behagelig vis.

Vores samfund sondrer desuden skarpt mellem erhvervsaktive og pensionister; der er nærmest en afgrund til forskel. Der er ikke mange, som gider have en pensionist i bestyrelsen, men gerne en, der er 60+.

Så kom i gang med at tænke over tingene allerede i dag, for nu er du din egen talentspejder.

1



Men når du først er begyndt på dit nye, frie liv, skal du ikke lægge hele din tid i faste rammer. Vi skandinaver planlægger for meget og lever for lidt. Det er min vigtigste erfaring efter at have boet i forskellige lande rundt om i verden.

Så anskaf dig derfor en meget lille lommebog – ikke en planlægningskalender, der er inddelt i timer – til at holde styr på dine aktiviteter. Det er rigeligt. Min er rød, så den er til at få øje på.

Pas på de elektroniske kalendere. De bliver let en tidrøver i sig selv.



2Tænk pÅ aT T IdEn Er knap mEn l IvET l anGT

Lad være med at gå og ærgre dig over, hvor hurtigt tiden går. Tænk i stedet på, hvor langt livet er. Hvis du, ligesom jeg, er født i 1944, så levede både Hitler og Stalin, da vi kom til verden. De var i fuld gang med deres forfærdelige massemord. Anden Verdenskrig rasede for fuld styrke, og Danmark var besat.

Set på den baggrund er det jo forunderligt, hvor længe vi har fået lov til at leve, og hvor meget vi har kunnet være med til, alt sammen under fredelige forhold. Det moderne Skandinavien udviklede sig i vores levetid. Tænk på alle de bekvemmeligheder, vi har fået, og alle de lækkerier, vi spiser, tænk på alle de spændende rejser,



vi foretager over hele kloden. Vi, der går på pension nu, har haft et historisk held. Vi har virkelig fået lov til at være med i de fede år!

For at sætte vores liv i perspektiv kan vi forestille os året 1944 som et nulpunkt og skubbe vores livslængde bagud i tiden i stedet for fremad. Så ville vores liv strække sig til engang i 1870’erne. Dengang kom min farfar til verden, Otto von Bismarck havde samlet Tyskland, Christian 9. havde siddet få år på tronen i Danmark, og kun ganske få havde stemmeret. De europæiske stormagter havde endnu ikke delt Afrika op mellem sig. Og Danmark var sammen med Sverige to af Europas fattigste lande.

Norden og verden er i den grad blevet forandret i løbet af to menneskealdre, så vist er et menneskeliv langt. Gå endnu et livsforløb tilbage, og vi havner i Napoleonstiden!

Tænk på det, når du næste gang hører nogen beklage sig over, hvor kort livet er. Livet er faktisk så langt, at man når at blive træt af at tænke på døden. Det er min erfaring.

Det er således ikke livet i sig selv, der er kort. Det er den tilbageværende tid, der er kort, og det er noget ganske andet. Det medfører, at du må



hanke op i dit liv og få noget godt ud af det, der er tilbage af det. Vejen er ikke uendelig, og vi er ved at løbe linen ud. Måske står jeg foran dig i køen, men du følger uundgåeligt efter.

Men de dage og timer, vi har tilbage, er stadigvæk talløse. De varer sikkert et godt stykke tid endnu.

Eftersom alle, der har levet før os, er døde, er jeg ikke bange for døden, kun urolig for, hvordan afslutningen på det hele bliver. Over for døden er vi nemlig aldeles ikke lige. Nogle sover stille ind, andre dør efter mange års lidelser. Det sidste stykke vej er det kun generne, der tæller, så dér er vi igen helt overladt til vores forældre. Det kan næppe siges at være retfærdigt, når vi nu lige er blevet modne og selvstændige mennesker.

Så lad os håbe, at tiden viser os sit venskab ved at gå langsomt, som mine venner i Nairobi plejede at sige.


Documents

Håndbog for glade gubber